Tag-arkiv: forplejning

22. december 2024. Julekalender: Opbevaring af fødevarer

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

I breve, erindringer og fortællinger spiller maden hjemmefra ofte en stor rolle. Men har du også overvejet, hvordan al den mad, der omtales blev transporteret og opbevaret?

Dagens julekalender viser en hjemmelavet kasse til transport og opbevaring af fødevarer under 1. verdenskrig.
I efteråret 2023 fik Museum Sønderjylland tilbudt en “madkasse” brugt under 1. verdenskrig. Giver overdrog siden en række arkivalier, erindringer, fotos samt en “madkasse som de fik med når de skulle af sted“.

Kasse til opbevaring af madvarer brugt af Jørgen Hansen Skov (1884-1981). Findes på Museum Sønderjylland.

Kassen har været brugt som madkasse eller til opbevaring af madvarer af Jørgen Hansen Skov (1884-1981) fra Hjerndrup sogn ved Haderslev, mens han var indkaldt som tysk soldat under 1. verdenskrig fra 1915.

Kassen er fremstillet af tynde træplader og har et metalnet på den ene side, samt lukkemekanisme og hank på oversiden.
Kassen måler 40 x 25 cm. og har en dybde på 20 cm. Kassen er fremstillet af mørke træplader, der er tappet sammen. På forsiden er et fintmasket metalnet påsat med smalle lister, der er sømmet på sider og bund.
Øverst er kassen forsynet med en hank af groft flettet garn, der er omviklet med lærred.
Bagsiden af æsken er forsynet med 2 lister, så kassen kan ligge uden at berøre underlaget. Denne side er indvendigt fæstnet til kassens bund med 2 hængsler. Øverst på bagsiden er en simpel lukkemekanisme, hvori der kan sættes en lås.
På bagsiden står med blæk: “Skov, IV Korporalschaft“.

Bagside af kasse til opbevaring af madvarer brugt af Jørgen Hansen Skov (1884-1981). Findes på Museum Sønderjylland.
Kasse til opbevaring af madvarer brugt af Jørgen Hansen Skov (1884-1981). Findes på Museum Sønderjylland.

21. december 2023. Julekalender: December 1914 i “Villa Hesteben”

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender er et uddrag af ”Et Aar i Krig” ved Hans Petersen (1888-1974) fra Broager sogn.  Uddraget fortsætter kort efter at afdelingen (50 mand, hvoraf ca. 20 var dansktalende) i november 1914 er ”flyttet ind” på en større gård. Her har Hans Petersen indrettet sig med mange bekvemmeligheder som borde, tapet, spejle og en kakkelovn i en hestestald ”Villa Hesteben” sammen med 3 andre. Et tidligere uddrag fra samme bog om december 1914 blev bragt den 20. december 2023.

“Den 18. december 1914. Nætterne med Storm og Regn i Skyttegraven var højst uhyggelig. Vi befordrede af og til for et Par Rigsmark Kugler histover. “Frands” svarede forleden med at skyde en Granat ned på Hjørnet af Gaarden, saa Sten og Kalk røg ind til mig i “Villa Hesteben”, hvor jeg netop sad og skrev et Brev. Hvis jeg kunde have sendt Brevet til “Frands”, vilde jeg have skrevet, at han næste Gang ikke maatte skyde saa uforsigtigt; thi her boede jo Folk.
Vi havde nu faaet en Bom opsat midt paa Gaardspladsen og lavede Gymnastik, det bedste vi kunde; men vi var kommen ud af Træning og Maven var ogsaa blevet for stor. – Russeren Lehr havde konstrueret en Minekaster af Træ, som vor Kompagnifører fornøjede sig meget over, da den kun kunde kaste en lille Sten en halv snes Meter.
Mens Storm og Regn gjorde det surt i de mørke Aftener for “de gamle”, som stod Vagt ude ved Porten, sad jeg inde ved den lille, varme Kakkelovn.  “De gamle” var Landstormsmænd, mange af dem gode danske Mænd derhjemmefra; der havde vi baade Christian Lydiksen og hans Svoger Christian Lorenzen, ligeledes Marius Scherrebeck og Jørgen Refshauge. Naar de havde Vagt, kiggede de gerne ind ad Døren til mig i “Villaen”; saa fik jeg Kaffegryden over Ilden og bryggede dem en god, varm Kognakspunch. Naar de havde faaet den og tændt en Cigar, sagde de gerne: “Saa nu kan vi sagtens holde ud i to Timer”.  Vi andre, som havde gjort Krigen med fra Begyndelsen, kaldtes gamle Krigere, endskønt vi var meget yngre end de gamle Landeværnsmænd, vi lige havde faaet. Men i Virkeligheden saa vi ældre ud, da vi havde ladet Fuldskægget staa, og det hade antaget de underligste Former og struttede mere eller mindre ud til alle Sider.
Her følger en beskrivelse af Hans Petersens første fuldskæg, inden han fortsætter med:
Ja, Krigen var sikkert forbi til Jul. Forleden Aften, da Fjenden skød med Artilleri, stod Andreas Andresen fra Hovslund og jeg og talte 23 Granater efter hinanden, som ikke eksploderede. Nu skød han naturligvis Resten af Granaterne bort. Det kunde jo heller ikke lønne sig at slæbe disse uduelige Tingester med hjem, naar Krigen var endt. I Fjerde Kompagni troede man ogsaa, at det snart var forbi; der fortaltes om en Mængde Spaadomme, som alle sagde, at det var Slut til Jul“.

Den 21. december 1914 kom der ordre til at flytte – turen gik herefter til St. Paul og siden videre til Noyon, Frankrig.

“Weihnachtsfeier auf der Feldwacht” efter en akvarel af Theo Matajko. Trykt i “Illustrirte Zeitung” i december1916

20. december 2023. Julekalender: December 1914 i “Villa Hesteben”

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender er et uddrag af ”Et Aar i Krig” ved Hans Petersen (1888-1974) fra Broager sogn.  Uddraget fortsætter kort efter at afdelingen (50 mand, hvoraf ca. 20 var dansktalende) i november 1914 er ”flyttet ind” på en større gård. Her har Hans Petersen indrettet sig med mange bekvemmeligheder som borde, tapet, spejle og en kakkelovn i en hestestald ”Villa Hesteben” sammen med 3 andre.

Søndag, den 6. December 1914. Vi gik og havde det meget godt og følte os efter Omstændighederne hjemme her. Gaarden laa ogsaa smukt mellem en stor Frugthave og en Køkkenhave.  Ude ved Dammen bagved stod der høje Popler med vældige Kroner, utallige Vintergrøntranker bugnede op ad de mægtige Stammer. Rundt om laa frugtbare Marker. Et Par grønne Enge havde endnu ikke mistet deres Friskhed. Omtrent 50 Meter foran Skyttegraven var der anbragt Pigtraadsforhindringer. Lidt længere fremme strakte der sig en Højderyg fra Nord til Syd. Paa denne havde der ligget 7 Hjem, dels Huse, dels Bøndergårde; de var nu nedskudt og totalt jævnet med Jorden. Naar man i de stille, stjerneklare Nætter stod på Vagt i Graven og stirrede ud over disse Ruindynger, søgte Tankerne altid mod Hjemmet, hvor godt, at ikke Krigen rases derhjemme. Man hørte ogsaa de klare Toner fra Kirkeuret ovre hus Fjenden. De lød saa fredeligt og saa rene, saa man tænkte uvilkaarligt paa Freden. – Ja, bare der snart maatte bliver Fred! Man fik ikke Lov at dvæle længe ved denne Tanke, i det samme fløj en Ugle forbi og udstødte sit lange og klagende Skrig, et Par Skud knaldede derovrefra, og et Par Kugler suste hvislende forbi. I Sandhed! Endnu var der krig! Vi stod her Morgen og Aften i Skumringen, rede til at tage imod Fjenden.
I Vinkælderen paa en af de nedskudte Gaarde havde vi vor Feltvagt. Skønt vi ikke var langt fra Fjenden, var vi dog ved godt Mod. Ewald Schwiede fra Flensborg spillede paa Mundharpe, og Friseren Paul Johansen sang de smukke frisiske Sange.
Jeg havde mærket længe, at jeg blev foretrukket for mine Kammerater, og jeg anede, at det, jeg ikke gerne vilde, var ved at blive forberedt, hvilket ogsaa fremgik af Feldwebel Jensens fortrolige Henvendelse til mig;
Hør, Petersen, De har nu været Underkorporal siden 1910, ikke sandt?”.
Jo, Hr. Feldwebel”.
Og De har den Gang og nu i Krigen opført Dem godt, derfor har vi besluttet, at De skal være Korporal til Jul”.
Jeg – jeg – nej, det kan jeg ikke, jeg kan ikke føre mine Kammerater frem i denne Krig, og desuden vil jeg hellere komme tilbage til mit kære Nordslesvig som Musketer end falde i denne Krig som Kaptajn”.
Jensen blev meget vred. ”Nu ved jeg, hvad De er. De er jo af den rette Sort” snerrede han med bidende Ironi, ”og det skal jeg huske Dem”. Saa vendte han omkring og gik“.

I morgen følger endnu et uddrag af samme bog.

“Weihnachtsfeier auf der Feldwacht” efter en akvarel af Theo Matajko. Trykt i “Illustrirte Zeitung” i december1916

9. april 1919. H.C. Brodersen ankommer i Dunkerque, “Jeg kan ikke løsrive mine Tanker fra et sørgeligt Syn og Oplevelse, som vi havde under Vejs hertil.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:43

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  var  en  forfrossen  og  tænderklaprende  Skare,  der  i Morges  af  en  venligt  smilende  Dame  blev  hilst:  „God  Morgen,  Sønderjyder.  Vil I  nu  med  hjem?”  Og  nu  kommanderede  hun:  „ Op  med  Humøret  og  op  med  Dannebrog!” 

Alle rakte  Hals  for  at  se,  hvem  det  dog  var,  der  saa  tidlig  om Morgenen  var  i  saa  godt  Humør,  og  der  blev  nu  levende  i Rækkerne,  der  ikke  længere  saa  sig  bevogtet  under  franske Bajonetter.

I  Havnen  saa  vi paa  Afstand  „St. Thomas”  ligge med  Røgen  ud  fra  Skorstenen  og  vente  paa  os.  Det  kan nok  være,  at  Næseborene  vibrerede  ved  Duften  af  friskkogt Kaffe,  der  naaede  over  til  os.  Vi  er  nu  kommet  ombord  og har  foretaget  det  første  Angreb  paa  dansk  Mad. 

Der  var nok  af  den,  og  efterhaanden  som  den  ved  de  første  voldsomme  Angreb  led  et  betydelig  Nederlag,  rykkede  nye  Reserver  frem.  Vi er,  hvad  man  kan  kalde,  godt  til  Pas,  og  de udleverede  Cigarer  nyder  vi  med  et  Velbehag  som  aldrig før. 

Jeg  kan  ikke  løsrive  mine  Tanker  fra  et  sørgeligt  Syn og  Oplevelse,  som  vi  havde  under  Vejs  hertil.  Paa  en  Banegaard,  hvor  vi  gjorde  Holdt  og  fik  nogen  Mad, blev  der  ført en  Del  Fanger  forbi  os.  Det  var  Fæstningsfanger,  dømt  til Tvangsarbejde,  og  bestod  af  baade  Tyskere,  Franskmænd og  indiske  Tropper.  De  var  lænket  sammen  ved  baade  Benene  og  Hænderne  med  en  Kæde,  der  løb  igennem  Rækkerne. 

Fra  deres  forpinte  og  udmagrede  Ansigter  stirrede deres  Øjne  længselsfuldt  mod  de  Kogekar,  vi  stod  med  i Hænderne.  Det  vilde  være  det  rene  Vanvid  at  forsvare  Forbrydelser,  men  hvad  mon  disse  Stakler  vel  havde  gjort  andet,  end  at  de  havde  sat  sig  op  imod  den  Tvangsforanstaltning  at  skulle  slaa  Folk  ihjel. 

Tusinder  har  vel  under  hele Krigen  gjort  det  samme  og  er  enten  blevet  stillet  foran  en Mur  og  er  blevet  skudt,  eller  som  disse  Stakler  her  blevet dømt  til  aarelangt  Arbejde  i  Granitbjerge.  Lagt  i  Bolt  og Jern,  nittet  til Jernkæder,  der  forbandt  dem  til deres  Hakke, Spade  eller  Trillebør,  og  nedført  i  usle  Hummere  og  for  det meste  i  usundt  Klima,  skulde  de  sone  den  Forbrydelse  ikke at  ville  begaa  nogen  Forbrydelse. 

—  Fra  samme  Banegaard blev  der  tilsluttet  vort  Tog  en  Transport  af  indiske  Tropper, der  skulde  til  Caiais  for  at  blive  befordret  til  deres  Hjemland.  Jeg  sad  og  ønskede,  at  de  maatte  have  faaet  de  bedste Indtryk  med  hjem  fra  Europa.  Det  vilde  i  hvert  Fald  være et  godt  Grundlag  for  vore  udsendte  Missionærers  Pionerarbejde  til  Guds  Riges  Fremme  og  til  den  rigtige  Forstaaelse  af  Guds  Ord  om,  hvor  nødvendigt  det  er  at:  „Elske vore  Fjender.”

 Brodersen, H.C.: I Ildlinjen

22.oktober 1918 – Milert Schulz: ”Vi kan jo ogsaa gjerne have behov at leve lidt godt, da denne Marsch har tærret godt paa os”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 22.10.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Efter at vi nu har lagd 10 Dage i Ro vil jeg dog sende Eder et paar Ord igjen. Jeg har det jo endnu rigtig godt her og er Gud skee Tak sund og rask. Post har vi siden mit sidste Brev som jeg har skreven til Eder herfra ikke modtaget men vi venter jo efter Post hver Dag, men det kommer ikke. Vi lever jo ellers heel god Dag her. Om Morgen fra kl.½ 7 – ½9.og om Eftermiddag en Appel med Beklædningsstykker. Vi som Undffc. har jo ikke andet at bestille end som bruge Munden, men det gaar alle Ro til hos os.

Efter Tjenesten ved man snart ikke hvad man skal tage sig for. Her er det endnu temmelig varm. hjemme er det vel allerede koldt. For tiden ved man ikke redt vad der skal gaa for sig her. Vi er jo ogsaa spændt hvad de vil stille an med os.

Tyrkerne har vel den 18.10 stillet Fredsnote til Wilson. Og naar Tyrkerne gjör Fred og vi ikke kommer bort herfra saa bliver vi nok interneret, men man ved jo endnu ikke hvordan det vil komme. Med Bulgarien staar det nok heller ikke saa godt. Jeg troer nu nok at det snart bliver Slut paa det heele. Det har virkelig ogsaa varet længe nok nu.

För vor Rüktog var vor Komp. Omtrændt 80-90 Mand og da vi her var ankommen var vi henved 30-35 Mand. De andre er bleven syg eller ogsaa i Fangenskab. Jeg er blodt glad at jeg er kommen saa godt med trodt det jeg havde begge Födder gjennem löben. Nu er di atter istand.

Forplejningen er ogsaa heelt godt. Vor Kökken staar lige uden for vort Vindur. Naar Kokken er ved at skære Kjodet istykker saa henter vi os ogsaa et godt Stykke. Dag spiser jeg snart ½ Pund skær Kjöd med et Stykke Bröd. Det smager ordentlig. Vi kan jo ogsaa gjerne have behov at leve lidt godt, da denne Marsch har tærret godt paa os.   

Trods det at man nu har gaaet saa meget igjennem ved dog ikke noget at fortælle Eder. Nyt er der jo ikke som kan interessere Eder. Jeg har jo ogsaa fortalt Eder denne Tour temmelig udförlig isidste Brev. Vi venter nu blodt paa at vi snart kan træde vor Rejse an til Tyskland. Det kan blive heelt dejlig naar man veed at det gaar hjemad. Gud give at vi snart maatte samles derhjemme. Jeg længes nu ogsaa snart efter at komme hjem igjen.

For denne Gang være I saa alle hjertl. Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

19. september 1918. Asmus Andresen: “Høns, Kaniner, Grise, Kartofler og Foderstoffer til Heste blev der stjålet i Massevis af …”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter et kortere sygeophold på et feltlazaret i Belgien, var han i august 1918 igen tilbage ved fronten.

Efter at jeg havde fået Forplejning til 1 Dag, gik jeg for at finde mit Batteri igen. Kl 8 om Eftermiddagen var jeg i Long Jong hvor jeg troede at finde mit Batteri, men det var der ikke mere. Franskmændene var også kommen betydelig nærmere.

Da jeg var bleven træt af denne Tur, lagde jeg mig ind i et forfaldent Skur, hvor jeg sov til Kl. 9 næste Dag, det var også på Tid, at jeg vågnede for at komme tilbage, inden Franskmændene kom for nær. I Vervik mødtes jeg med Postvognen fra vort Batteri, den fik jeg Lov at køre med hen til Lejren, som da allerede var ved at pakke sammen igen.

I den følgende Tid gik det hver Nat længere og længere tilbage, det varede ikke ret længe, før vi var ude af Frankrig, og langt inde i Belgien. Det var en hård Tid for Befolkningen i Belgien, hvor Tyskerne rejste igennem.

Høns, Kaniner, Grise, Kartofler og Foderstoffer til Heste blev der stjålet i Massevis af, mange Steder gik der også en Ko eller en Hest med.

Det kunde heller ikke hjælpe, at Befolkningen satte sig til Modværge, for Kuglerne kunde let pibe dem om Ørerne.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

19. september 1918 – Claus Juhl: ”Det er resten af Bumann, og nu går jeg til Tyskland.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 19. om morgenen kom kanonér Panger tilbage med et grimeskaft, som han smed fra sig med de ord: ”Det er resten af Bumann, og nu går jeg til Tyskland.”

Buman var navnet på en hest, som han skulle trække tilbage, den blev imidlertid skudt undervejs, og han selv fik et sprængstykke i venstre skulder. Sergent Röhrs fik en tommelfinger skudt af, Overgefreighter Lohse, som i civil var storkøbmand i Lybeck, fik et øre og et øje demoleret, idet han gik forbi en af kanonerne, som blev affyret i samme øjeblik. Sergent Grabowski blev let såret ved venstre side af hovedet. Overgefr. Hoch gjordes ukampdygtig ved, at de satte ham en kanonlavet på foden.

Om middagen kom jeg ud i stillingen for at løse sanitetsgefreiter Jepsen af, han skulle køre på orlov. Vi kom forbi stedet, hvor Bumann lå, knoglerne var kun tilbage, kødet var hentet til bøf.

Dagen over livlig artilleriild, da tyskerne var gået over til modangreb. Vejret var klart, men flyverne forulempede os ikke ret meget, thi der blæste en stærk storm. Et par dage i forvejen mistede 7. batteri 17 heste ved et flyverbombardement. Den 18. faldt batteriføreren sammen med 2 andre, medens 2 mand blev hårdt såret.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

18. september 1918. Kaotisk hjemrejse: Frederik Tychsen vil hjem, koste hvad det vil!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Det var en smuk strækning fra Namur til Arion. Vi kørte i Ardennerne, og grunden til denne omvej var de ødelagte jernbanestrækninger forårsaget af fjendtlige flyvere. På den sidste station i Belgien, Arion, fik vi noget at spise. Det var ikke almindeligt at bespise folk, der rejste på orlov, men det måtte skyldes omstændighederne og den store forsinkelse.

Fra Arion gik det gennem Luxemburg til Metz. Jeg sad i kupeen lige over for en ung soldat, der for første gang kørte på orlov. Han havde været hjemmefra et års tid. Han var så fortumlet, at han slet ikke kunne tro, at han måtte rejse hjem.

Han tog sine orlovspapirer op gang på gang, så på dem og mumlede: ”Det må jo passe, det må jo passe!” “Javist passer det”, sagde vi andre, men han kunne alligevel ikke tro det. Hen mod aften nåede vi til Metz. Byen og banegården blev imidlertid beskudt, vistnok af amerikanerne, der var trængt frem i Præsteskoven. Der kom et skud af og til af lille kaliber.

Vi blev alle beordret ud af toget og skulle træde an. Vore papirer blev undersøgt, og der var tale om, at vi skulle standses og eventuelt sættes ind mod amerikanerne i Præsteskoven. Men til alt held kom der et tog med flygtninge, kvinder og børn. Det kørte ganske langsomt over banegårdsterrænet, ja, det så ud, som om det hvert øjeblik ville gå i stå. Men det var godt for os.

Vi løb til fra alle sider, kravlede ind i kupeerne, imellem vognene og oppe på vognene. Her hjalp ingen kommanderen og ingen råben eller skænden, enhver sørgede for sig, og jeg kom til at ligge oven på en passagervogn sammen med en del andre. Af hensyn til tunnelerne måtte vi ligge på maven hele vejen. Og på denne måde nåede vi Köln.

Det var en ret ubehagelig tur, det var koldt, og i tunnelerne var det frygteligt. Det røg og buldrede om ørerne på een, så jeg ved ikke hvad. I de tidlige morgentimer nåede vi Köln. I Köln var banegården blevet bombarderet om natten, men et stykke borte fra stationen holdt et tog, der gik til Hamborg.

Vi væltede ind i toget; de damer, der gjorde tjeneste som togbetjente, ville kontrollere papirerne, billetterne m.m., men de kom ingen vegne, de blev skubbet til side, og vi gik ind eller kravlede gennem vinduerne for at få plads. Lidt efter satte toget sig i bevægelse, og hjemrejsen synes nu at være sikret. Turen gik til Hamborg, og videre over Neumünster til Flensborg.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

16. september 1918. “Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Med den fulde oppakning, karabiner og 60 patroner begav jeg mig nu ind efter Cambrai, det var en tur på ca. 8 km. Jeg gik hurtigt hen ad den støvede landevej, nu var det bare med at komme bort fra fronten. Kanonerne tordnede i alle hjørner og kanter, men det havde man for længst vænnet sig til.

Det var midt på dagen og ikke ret megen trafik. Der lå mange sårede langs med vejen, de lå og hvilede sig, de var på vej tilbage til forbindingspladserne og feldtlazaretterne. Et steds var der gravet ind i en skrænt og indrettet et forbindingsplads, her var der mange sårede.

Et par km. før jeg nåede Cambrai, kom jeg ind i et engelsk ildoverfald. De beskød landevejen ganske nederdrægtigt med granater og Schrapneller. Jeg måtte kaste mig ned i vejgrøften, indtil de holdt inde med skydningen. En Schrapnel eksploderede over hovedet på mig, stumperne røg mig om ørerne, men også denne gang kom jeg ud af det.

Jeg gik og tænkte på, hvor jeg muligvis kunne få fat i nogen levnedsmidler, brødposen var tom, og turen hjem ville tage et par dage, i det hele taget var min klædning så dårlig, som den kunne blive, med humøret var det så som så, fattig, elendig, ja, alt var skidt.

Jeg havde sandsække viklet omkring benene, ærmerne i frakken var syet fast med tyndt ståltråd, benklæderne var forlappet, og jeg havde ingen skjorte på. Støvlerne var dårlige, kun overfrakken var god, den havde jeg arvet efter Goldberg i Marneslaget.

Ved ca. 5 tiden nåede jeg Cambrai. Befolkningen var blevet evakueret et par dage i forvejen, og der drev mange soldater rundt i gaderne og i husene, rimeligvis for at finde noget spiseligt, eller noget brugeligt, som de kunne sende hjem til Tyskland. Da jeg var kommet ind i byen, skulle jeg også til at se mig om efter lidt til føden til rejsen. Og jeg havde virkelig held med mig.

Jeg gik ind i et fire etages hus, og her var alt tilsyneladende roligt. Henne ved døren stod en lille sæk (sandsæk), der var fyldt med et eller andet. Jeg tog sækken og gik, ganske vist hørte jeg trampen i værelset ved siden af af en eller anden, men det vedkom ikke mig. Jeg gik ud af døren og forsvandt.

4-5 huse længere nede i gaden gik jeg ind i en stor port. Her skulle sækken undersøges. Det første, jeg trak op af sækken, var en damechemise med røde sløjfer og bånd. Denne trak jeg i med det samme, endvidere indeholdt den nogle håndklæder, et lille brød, en halv flaske cognac, en pakke tobak og nogle cigarer.

Håndklæderne lod jeg ligge, men alt det andet var gangbar vare for en frontsoldat; jeg pakkede det i tornyster og brødpose, tog en slurk af flasken, tændte en cigar og gik min vej. Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på. Skete det, at de tog ens sager, sagde man til sig selv, at næste gang måtte man passe bedre på.

Jeg gik gennem Cambrai, og på gaderne i den ene bydel var der nogen uro; jeg spurgte, hvad der var løs, og der var nogle soldater, der fortalte mig, at de havde stormet proviantdepotet for at få levnedsmidler. Nogle landstormsmænd, der stod vagt foran depotet, havde fået et par håndgranater, og så var de sultne soldater trængt ind.

Lidt efter kom feltgendarmeriet, og der var kommet til kamp mellem dem og soldaterne. Det endte med, at de lod soldaterne tage, hvad de ville have, og hvad der forefandtes. Det var ikke nemt at drive de sultne soldater tilbage, da de havde rigelig med våben og ammunition.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. september 1918. Frederik Tychsen beslutter sig for at desertere

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den sidste nat, jeg var i denne stilling, talte jeg en del med sergent Felix Ploschaizik. Han havde hustru og børn samt gamle forældre et eller andet sted i Ruhrdistriktet. Selv var han minearbejder (kulmine) og han havde haft 14 dages orlov. Men da der var gået 8 dage, kom han tilbage til fronten igen.

Forholdene i Tyskland var så elendige, at han kunne ikke holde ud at være hjemme. Familien sultede, klæder kunne de ikke få, og nøden var ganske uhyggelig. Da Felix fortalte dette til mig, græd han. Han havde ikke troet, at forholdene var så elendige, at han ikke kunne holde ud at se på det. Men sådan var det i efteråret 1918.

Jeg fortalte Felix, at jeg rejste på orlov en af dagene. Han bad mig om at få fat i et pund smør og sende det til sin kone i Ruhrdistriktet, og så sagde han, at jeg skulle se at gå over den danske grænse, for der var ikke meget at komme tilbage til Vestfronten efter.

Han udviklede fremtidsudsigterne i Tyskland, og hvor håbløs, det hele så ud, og han mente, at hvis man havde lejlighed til at slippe bort, så var det ens simple pligt at gøre det. Jeg svarede ham ikke ret meget på det, men jeg havde mine egne tanker. Vi sad og talte sammen det meste af natten, der var afbrudt af nogen skydning.

Hen på formiddagen ventede vi middagsvognen med proviant og post. Jeg håbede på at få mine orlovspapirer, derfor var jeg meget spændt. Min tornyster var pakket, der var ikke ret meget at pakke i den, den evindelige omflakken havde lært os at indskrænke bagagen til det mindst mulige.

Ved ca. 11 tiden kom middagsvognen. Vi fik hver en portion brød, nogen tynd suppe, tobak, cigarer og post, og jeg fik mine orlovspapirer. Suppen og brødet spiste vi med det samme, man måtte nemlig spise hele rationen for at blive mæt en gang om dagen, så hændte det jævnlig, at vi fandt nogle kartofler, bønner, blommer eller anden frugt, som vi så tilberedte til et nogenlunde spiseligt måltid.

Jeg spiste, hvad jeg havde, og orlovspapirerne sad i lommen – en underlig fornemmelse. Min tornyster var pakket, alt var færdig, og jeg gik så hen til den tjenstgørende officer og meldte mig fra. Han sagde kort og godt: ”Se at komme af sted!” Jeg gik dernæst hen til Felix, gav ham et lille stykke flæsk, som jeg havde fået hjemmefra, og så sagde jeg: “Farvel, Felix, jeg kommer ikke mere!” Felix sagde farvel, han takkede for flæsket, og så sagde han: ”Las dirs gut gehn!” (Lad det gå dig godt). Jeg skimtede en lille smule vemod i Felix’ øjne, han fik tårer i øjnene, da vi sagde farvel.

Jeg drejede omkring og gik hen til tredje kanon for at tage afsked med Müller og Skurnia. De var i færd med at skyde. De tiggede og fik alt, hvad jeg havde af cigarer, cigaretter, tobak og tændstikker. Kanonen var ladt, indstillet og færdig. Kanoner nr. 1 skulle til at trække af, men så gik jeg hen, tog aftrækssnoren og sagde: ”Lad mig lunte den af, før jeg rejser, for jeg kommer ikke mere”.

De opfattede det som sjov, men jeg mente det som alvor.

Jeg trak af, og det blev mit sidste skud i Verdenskrigen 1914 – 18. Granaten fløjtede af sted over til englænderne – det var det sidste skud for mit vedkommende. I alt havde jeg ifølge de daglige indberetninger været med til at affyre ca. 100.000 (hundrede tusind) skud. Jeg sagde farvel til Müller og Skurnia med hånden, de andre fik et nik.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

25. august 1918. Insekterne i maden er det eneste kød, vi får. I britisk fangelejr i Ægypten

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

I en Afstand af omtrent 10 Meter fra Pigtraadshegnet ligger der i en Vinkel Barak ved Barak. I en Del af disse er de tyske Officerer allerede installerede, i et Par bor der ogsaa flere tyrkiske og bulgarske Officerer.

Vi faar at vide, at Lejren hedder: „Officers Camp Sidi Bishr“.

I den ene Halvdel af Lejren er der rejst et stort Antal smaa runde Telte, og i disse indkvarteres vi med 10 Mand i hvert. Der er ikke mange Kvadratcentimeter Plads til overs, naar vi allesammen skal sove indenfor i Teltet og det er en bydende Nødvendighed, idet Nætterne her er anderledes kolde end nede syd for Ækvator.

Om Natten, naar vi sover, danner vi en Stjerneform, idet vi alle sammen ligger med Benene ind imod Teltstangen. Først graver vi os en Fordybning i Sandet, passende til Kroppen, et Tæppe har vi at ligge paa og et andet at dække os til med.

Alligevel kniber det med at holde os varme. Officererne er betydelig bedre stillede, deres Barakker er inddelte i Værelser, i hvilke de bor to og to sammen. Desuden er de saa heldige at kunne sove i en god Seng, og de sørger selv for deres Forplejning.

En Jøde i Alexandria leverer dem Provianten og to tjekkiske Kokke, Fanger fra Palæstinafronten, tilbereder Maden for Officererne i det saakaldte Officerskøkken.

Provianteringen til vor Forplejning sorterer under den engelske Kvartermester. I en lang Barak i Udkanten af det store Lejrkompleks ruger han over den ham betroede Proviant. Provianten, der udleveres til de tyske og tyrkiske Fanger, er forskellig, men omsat i Penge er den nok omtrent det samme værd, hvilket vil sige meget lidt.

I de Aar, Krigen har staaet paa, ha r vi stadig mere og mere maattet nedsætte vore Fordringer til Provianten. Kurven her viser yderligere Nedgang, en ret betydelig endda. Vor Føde bestaar som Regel kun af Hestebønner og Ris samt lidt Finbrød, Te og Sukker. Brødet er godt,
men meget knapt tilmaalt. Med lidt Vemod tænker vi paa al den Kaffe, som vi svælgede i i Dar es Salam. Jeg mindes ogsaa et Tilfælde nede i Livale i 1916, da vi en Dag ganske uventet fik udleveret nogle Løg og et Brev Krydderi, hvilken Forandring det dog bragte i Smagen paa de ensformige Retter.

Hvad vor Føde her i Lejren angaar, kan til Overflødighed oplyses, at Bønnerne indvendig var beboede af smaa sorte Dyr, som under Kogningen kommer frem og i Hundredvis flyder oven paa Suppen.

Disse uappetitlige Smaadyr var omtrent det eneste Kød, vi fik. De fleste gør sig dog den Umage at fiske dem op og placerer dem paa Randen af deres Bliktallerken.

En Dag søgte en Deputation med en saadan uappetitlig Tallerken Hestebønnesuppe Foretræde hos den engelske Lejrofficer, men denne jager Deputationen bort med den Bemærkning, at bedre Forplejning faar de engelske Krigsfanger i Tyskland ikke.

Et Par af Fangerne, der har siddet indespærret i Lejren siden Slutningen af 1915, fortæller, at Forplejningen til at begynde med var betydelig bedre. Krigen har varet for længe og der maales sikkert efter Gensidighedsprincippet.

Ris kogt i Vand har nu snart i fire Aar været Erstatning for Kartofler, og jeg kan fuldt ud bifalde, naar det ofte lyder: Alt andet i Verden, blot ikke Ris.

En lille Trøst er det, at Officererne heller ikke har Raad til at købe Kartofler, men maa nøjes med Ris og Makaroni.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

 

18. august 1918. Tyskernes modangreb standses af det franske køkken

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.

Den 18. August blev vi sat ind i en meget stærkt udbygget Stilling. Det var paa et Højdedrag foran Soissons. Vi afløste tidligt om Morgenen et Regiment fra Bayern, og vi gjorde det meget forsigtigt, men Bayrerne bar sig meget klodset af, og Enden af det hele blev, at vi fik en Artillerisalve, der bragte os et Tab paa to døde og fem saarede.

I denne Stilling laa vi i samfulde ti Døgn og slog femten Stormangreb tilbage. Det er de værste Dage, jeg har oplevet i hele Krigen, og dog kan jeg ikke lade være med at fortælle en lille, pudsig Oplevelse.

Franskmændene stormede regelmæssigt hver Formiddag to Gange. De havde gentaget det fire Dage i Træk, og hver Gang brød Stormen sammen foran vor Stilling. Det var som før nævnt en vel udbygget Forsvarsstilling.

Men saa, den 22. August om Middagen, da alt var roligt efter Formiddagens Storme, besluttede Ritmesteren, at vi skulde smide Franskmændene ud af en Skovkant, de havde sat sig fast i om Formiddagen. Skovkanten laa lidt skraat til højre for os, ikke mere end omkring ved hundrede Meter fra vor Stilling. Vort Angreb skulde saadan set ske i Strømpesokker, altsaa Overrumpling, uden Artilleriforberedelse. De laa jo ogsaa saa tæt inde paa os.

Vi var ikke særlig opsat paa Foretagendet, nærmest deprimeret, for vi regnede med, at vore Dage var talte, og at den sidste Dag var kommet. Naa — Signalet til Angrebet blev givet.

Vi sprang op af Gravene og stormede frem, saa hurtigt vi kunde. Langt var der jo ikke over til Skovkanten. Der faldt kun faa Skud. Et lille Stykke foran Skovbrynet smed vi os ned og kastede Haandgranater ind til Franskmændene, — og — saa tog Pokker ved Franskmændene. De rendte ind i Skoven, i et Nu var vi fremme og sprang ned i deres Grave. Vi havde ikke mistet en eneste Mand.

Og hvad fik vi saa Øje paa i Skyttegraven? — Alle mulige dejlige Spisevarer! De havde lige faaet Forplejning frem, og den var jo mange Gange bedre end vor. Der var Brød, og der var Kiks og Pølser, Feltflasker med dejlig varm Kaffe, Flasker med Vin!

Og sultne, som vi var, for vi over dette udsøgte Traktement. Vi havde oven i Købet ikke faaet varm Mad i to Dage, saa vi gik i Gang med glubende Appetit.

Vi glemte helt, at der var Krig! Vi spiste, vi drak, ja, vi skrabede saa meget til os af de gode Sager, som vi kunde faa fat paa.

Franskmændene, som jo ikke havde trukket sig ret langt tilbage, observerede naturligvis vort Forehavende, og nu angreb de os, stormende og raabende.

Hvad var der for os at gøre? Vi løb den Vej, vi var kommet, en med en Pølse under Armen, en anden med et Franskbrød, en tredie med Lommerne og Hænderne fyldt med Cigaretter osv. Men I kan tro, der faldt Brænde ned. Ritmesteren skældte os Hæder og Ære fra. „I kunde dog i det mindste have gjort deres Maskingeværer ubrugelige!“

Naa, vi var nu godt tilfredse med Situationen, for vi havde da for en Gangs Skyld faaet godt at spise.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

16. august 1918. Ædegilde med konsekvenser

En unavngiven sønderjysk soldat fortæller om et ædegilde, der fik konsekvenser

Tyren var den stærkeste

Det var længe siden vi havde smagt rigtig varm Mad. Det var i August 1918. Vi var paa Tilbagetoget. Oulehy, Craonelle, Craonne, Vinterbjerget, Corbing, St. Errne. En prægtig naturskøn Egn, hvor mange Huse var saaledes indbygget i Bjergskraaningerne, saa der sparedes én Væg og der var ingen Grænser for, hvor langt de kunde udvide indad til.

Kosten bestod hovedsagelig af Brød og Konserves, saa vi længtes efter rigtig Gullaschkanonmad.

En Flok Infanterister havde først Held med sig. Af en Drift Kreaturer forvildede sig en ung Kvie ud paa en Skraaning og rutschede ned paa Taget af et Hus, og derfra ned paa Jorden. En Kugle for Panden — og Infanteristerne levede højt.

Et Par Dage senere smilede Lykken ogsaa til os.

En ung Tyr forvildede sig hen i Nærheden af vor Bunker. Vi fik den lokket et passende Sted hen, hvor den fik sin Bekomst. Og da vi var saa heldige at have en Slagter iblandt os, varede det ikke længe, før Kalorius var parteret og store Stykker af den kommet i Gryden.

Det var svært at vente, indtil Kødet var kogt færdigt og i Mellemtiden væddede vi om, hvem der kunde spise mest, alt imens liflige Dufte fra Gryden kildrede os i Næ­sen.

Endelig!

Og nu holdtes der en Kalas, som jeg aldrig før eller siden har været med til.

Vi spiste ikke, nej, vi aad, fraadsede i det frisk slagtede, varme Kød.

Og Straffen lod ikke vente paa sig Det franske Artilleri nærmede sig og her og der slog en Granat ned, saa vi maatte ned i Bunkeren. Den var sikker nok med 20 Meter Dækning paa, saa vi var ikke ængstlige for det.

Men der var andre Ting, der efterhaanden fik os til at blive ængstelige. De store Dimensioner ny slagtet friskt Kød begyndte at gøre sig gældende. Det rumsterede fælt i Maven, og vi saa medlidende til hverandre.

Hvad skulde det dog blive til.

Ovenpaa tordnede det franske Artilleri og hernede tordnede den unge Tyr.

Saa, nu kunde jeg ikke holde det længere. Jeg maatte op, koste hvad det vilde.

Men inden jeg naaede op til Jordens Overflade, var det sket. Jeg havde gjort Bukserne fulde.

Det var maaske ikke første Gang, men det var dog saa længe siden, at jeg ikke huskede det.

Men Tyren blev alligevel den stærkeste, den overman­dede os alle sammen og fik Hævn for sin tidlige og voldsomme Død.

DSK-årbøger, 1941

8. august 1918 – Claus Juhl: “Alting var på tilbagemarch”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Madvarerne var særlig knap, men en af dagene fik jeg en madpakke, som en mand, der havde været på orlov bragte med til mig, og nu var jeg igen ovenpå.

Her [Concy le Chauteau] fejrede jeg for 5. gang i krigen min fødselsdag, netop samme dags eftermiddag kl. 6½ afmarch vi vandrede uafbrudt i 12 timer, da havde vi omtrent nået ruinerne af Noyon, vi lå kun 2 km derfra.

Hvil til om eftermiddagen så videre gennem Noyon, om aftenen gennem Roye, straks i stilling i nærheden af Dämery, marchen var på 50 km.

Alting var på tilbagemarch, da englænderne var brudt igennem. Hvor vidt de i grunden var kommet frem, var der ingen der vidste, de fik ordre til at gå i stilling på et nærmere betegnet sted, men det hændte, at englænderen allerede var kommet længere frem.

Således var det muligt, at et batteri fra vor division med fuld betjening kørte over til englænderne.

I nattens løb kom en amerikansk bil med fødemidler over til infanteriet, det var et kærkomment bytte. Et andet feltbatteri skød til Tommy var dem et par hundrede meter inde på livet og sprængte så kanonerne.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

8. august: Asmus Andresen stjæler rugbrød fra sultne infanterister

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

Næste Dag var der Ildebrand i Byen, der skulde jeg også være med. Da jeg kom hen til Brandstedet, kom der nogle Mænd slæbende med et Bord, som var belæsset med forskellige Ting, deriblandt var et halvt Rugbrød.

Bordet var bleven sat lige i min Nærhed, bag mig stod 2 sultne Infanterister, de snakkede om, at de vilde hugge det halve Rugbrød, som lå på Bordet. Medens de stod og kiggede omkring, om der var nogen, der så dem, huggede jeg Rugbrødet og forsvandt.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. august 1918. Lopperne er værre end lus. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag 4. aug. 1918

I går var det 14 dage siden, at jeg sidst fik brev fra dig, det er skrevet d. 16. juli… At jeg ingen post har fået så længe ligger deri, at den del af bagagen, hvortil jeg hører, er kørt et lille stykke tilbage. Men nu er vor feltpost kommet her i nærheden, og så får vi regelmæssig forbindelse med den.

Vi er her 15 mand fra 1. Batt. og tilsvarende fra hele divisionen. Ellers er det meget frit her, men det var da meget bedre i Clary. Der havde vi bedre kvarterer.

Her bor vi i en bræddebarak, og det kan endda sagtens gå an, men det værste er, at det regner ned i sengene til os. Jeg blev vågen sidste nat, og da havde jeg våde ben, det var ikke så rart. Nu har jeg bundet mit telt op, så det ikke kan gentage sig oftere, at man bliver våd i sengen.

Men noget af det værste, som plager os, er lopperne, det er da en slem plage. De er værre end lus, for de bevæger sig meget hurtigere.

Lige uden for vor barak var der en mark fuld af kartofler, og da vi kom hertil, var der straks nogle, som var ude at stjæle. Så blev der straks sat vagt ved kartoflerne. Men så en dag kom der en hel del andre tropper hertil byen, de havde været med forude og var meget sultne. De regnede ikke på, hvad der var forbudt, men stormede straks kartoffelmarken.

Da vi så det, så kan det nok være, at vi også kom på sokkerne, og nu har vi kartofler i lang tid.

Det er et gode, da man ingen pakker får hjemmefra, men i morgen bliver det nok bedre.

Jeg håber da, at du har fået alle mine breve, kære Inger. Hvordan mon det går med ansøgningen. Er den endnu ikke indsendt, for ellers er jeg næsten bange for, at det bliver for sent.

Der kommer en mængde tropper her igennem byen. Allesammen har de været med forude. Det er på det sted, hvor det går meget hårdt til. Så kan du vist nok tænke dig, omtrent, hvor jeg er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

29. juli 1918 – Rasmus Damm: “Den ene Fod var reven af lige under Knoklen …”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

29.7.

Vi ligger ved Sailly sydvest for Amentières. Det går hårdt til her i Flandern nu. Hver Nat angribes der, snart er det Tommy der angriber og vore Folk jages frem til Modangreb, snart er det omvendt. Kampen bølger frem og tilbage, en Kilometer frem den ene Dag og maske to tilbage den næste Dag. Resultatet er at Tusinder af Soldater sætter Livet til. På en Kirkegård ved Armentières var jeg lidt inde at se mig omkring. Række ved Række var der af Kors ned Navne pa tyske Soldater, alle er de faldne siden Offensiven i April. Jeg spurgte nogle Soldater, som gik der og arbejdede, om de vidste hvor mange Faldne her lå begravet. Der er nu godt 33 Tusind, blev der svaret. Så kunne jeg så nogenlunde forstå, at jeg ikke kunne overse hele Kirkegården. Fra hvor stort et Afsnit de var samlet, fik jeg ikke at vide.

Ikke alene Menneskeliv går til Spilde, men også store Mængder af Materiel. Den Munition, vi skulle have forpulvret her, tog Tommy sammen med Stillingen. Men Livet og Lykken er omskiftelig. Tommy er igen trængt tilbage og vor Munition er tildels i Behold. Nu går vi og slæber Resterne deraf tilbage. Jeg har ikke været med derude endnu, men går her ved Munitionslageret og ordner Sagerne lidt. Det er heller ikke lutter Fornøjelse at være med derude Selv om Tommy også skyder lidt her omkring, så skydes der dog mere på Stillingen og de nærmeste Forbindelseslinier.

Forleden Aften blev vore Folk, som arbejder derude sammen med andre Afdelinger, beskudt af Tommy. De havde en del Munition slæbt samman ved Kanalen derude og var ved at læsse det pa Vogne. Da ramte en Granat ned pa Pladsen og Folkene fløj hulter til bulter imellem hinanden. Det gav 5 Døde og 7-8 Sårede. En mand røg i Kanalen, men fik sig ved egen Hjælp bjærget op på det tørre igen. Det viste sig, da han kom op at han havde mistet begge Fødder og en Hånd. Den ene Fod var reven af lige under Knoklen, den anden halvvejs ved Knæet og Hånden var reven af lige over Håndleddet. Han døde undervejs til Lazarettet af Blodtabet. Sanitetsafdelingerne kan ikke overkomme alt Arbejdet, og der er Knaphed med Forbindstoffer, så af den Grund dør vel også mange af de Sårede. Det er vel også bedre at dø straks, end at leve et Liv som Krøbling.

Vi blev vældig begejstrede den Dag vi kom hertil, thi vi opdagede en Mark med Bønner. Hvad det var for Bønner, ved jeg ikke. Dog var det ikke af den slags Bønner, som Præsten fremsiger, men Bønner som måtte kunne spises. Vi plukkede Bønner, når vi havde lidt tid, og nogle Mand blev sat til at plukke Bønner til Køkkenet. Og så blev der Kogt Bønner. Men jo længere de kogte, des hårdere blev de.næsten, og tilmed blev de sortbrune. Ved køkkenet gik det ligeså, og trods Ædikke, Salpeter og andre Kemikalier til Blodgøring af Bønnerne, blev det dog ikke den Dag vi fik Bønnesuppe fra Køkkenet. Vi fik så udleveret noget andet spiseligt. Bønnerne blev holdt i Kog til næste Dag, men var trods det lige så hårde som for. Vi spiste dem dog trods al deres Modstand. Resten af de samlede Bønner blev kørt gennem Kødhakkemaskinen før de blev kogt, så var vi da sparet for Arbejdet med at tygge dem.

Nu er det nok snart Slut med Opholdet her. Vi har Munitionen samlet og venter kun pa Ordre til at flytte igen. Forhåbentlig kommer vi så i lidt bedre Kvarterer, thi her lever vi så at sige i Hundehuse. Vi har langs med et Dige lavet os nogle Hundehuse af hvad vi kunne få fat på. Så har vi smidt lidt jord op omkring og ovenpå, for at have lidt Dækning mod Granatsplinter. De er alle vidt forskellige i Størrelsen, vi er fire Mand i vores. I de øvrige er der fra 3 til 8 Mand. Fælles for dem alle er, at det Antal Mand netop kan ligge i dem. Højden i dem er ikke større, end at man lige netop kan sidde på Halen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

 

15. juli 1918. “Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude.” Andreas Christian Andersen overtager kommandoen for et batteri

Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.

Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat.
Original i privateje.

FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918

Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig til­tagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.

Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de gif­tige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede pro­jektilers detonation.

Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skri­der fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.

Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i den­ne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræn­tens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksplo­derer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.

Højt oppe i luf­ten kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.

Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede men­nesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.

Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.

Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.

Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.

Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.

Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skyd­ningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afven­tende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.

Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.

Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.

Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på konto­ret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer så­rede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høre­ren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.

Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gas­arter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasar­ter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det ene­ste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også al­tid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet der­med, sendte jeg ham til forbindingspladsen.

Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var for­stummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleri­duel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendeteg­ner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.

Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øje­blik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.

Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batte­rifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort bat­teri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”

Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.

Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og ud­taler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batte­riføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.

Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.

-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.

Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.

Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.

Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.

Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden el­ler ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig

Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvin­ende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, fal­der sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folke­ne har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Tele­fonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.

Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Der­næst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øje­blik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infante­riet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.

Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i for­svarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den mod­ige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.

Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten ende­lig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folke­nes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg bat­teriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.

Erindringsmanuskript, i privateje.

11. juli 1918: Frederik Tychsen på vild jagt efter vildsvin

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.

En dag blev der stort postyr og ståhej. Der var en, der opdagede et vildsvin, der var løbet ind i krattet. Hele mandskabet blev alarmeret, vi fik karabineren og patroner frem, og hele krattet blev omringet.

Det varede noget, inden dyret kom ud, der var en del, der gik ind i krattet for at drive det ud, medens de, der var posteret rundt om krattet fik besked på kun at skyde udefter – bort fra krattet.  Omsider kom fyren ud – en gammel orne, og det kan nok være, at der kom ild i bøsserne; der blev en hel kanonade, 100 skud og mere gik ved siden af, men omsider faldt fyren, en gammel fyr med svære hugtænder og stive børster.

Under stor jubel og hurraråb blev vildornen fra Ardennerne bragt hen til køkkenvognen, her blev den flået, parteret og gik i gryden. Den var noget sej, men den blev spist. Mandskabet af 1. batteri fik flæsk.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. juli 1918. Køkkenofficer vil sende en flæskesteg hjem til konen – men sådan narrer man ikke Claus Juhl!

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).

Endelig, efter 13 måneder i felten, opnåede jeg orlov og rejste den 6. juli fra Roye. Jeg fulgtes med min ven og kompagnikammerat Peter Petersen fra Raade ved Øsby. Vi slæbte på en stor pakke med »vasketøj«, som tilhørte vor køkkenunderofficer.

Da vi kom ind i toget, mødte vi i kupeen Peters gamle nabo fra Raade, Claus Juhl, en mand på ca. 40 år. Det første spørgsmål, han stillede til Peter, var: »Hvem lader jer slæbe på sådan en stor pakke?« Peter fortalte så, at vasketøjet skulle afsendes fra Køln til køkkenmandens mor.

Claus Juhl havde ingen kommentar, men tog uden videre sin lommekniv frem og skar snoren om pap-æsken over, og til vor store overraskelse faldt der seks store dåser med flæskekonserves ud af pakken.

Claus Juhl forærede hver af kupeens seks soldater en dåse, og inden vi nåede Køln, var pakkens indhold forsvundet i vore maver.

Efter orloven var køkkenchefen den første til at byde os velkommen. Han gjorde det ret mistroisk, men vi var jo allerede enige om, at dersom han ville gøre ophævelser og behandle os uvenligt, ville han omgående blive meldt til regimentskommandøren. Han var dog klog nok til at holde sig i skindet, og vi to blev vældig godt behandlet.

DSK-årbøger 1972

Den omtalte Claus Juhl kan være den Claus Juhl, der flere gange optræder med egne historier her på siden og som har være inspiration for Pernille Juhls roman “Vent på mig, Marie”.

28. juni 1918. På tyvetogt efter kløver til de sultne heste

Jørgen Hansen fra Endrupskov havde ansvaret for nogle af regimentets heste. Men det kneb med at skaffe foder.

Det begynder nu at knibe med Foderet til vore Heste, vi skal stjæle
for at faa det nødvendige. Med tre Pund Havre og en lille Visk Hø kan Hestene ikke holdes paa Benene, og falder Hestene af, er der mange andre ved Kompagniet, som nok vil bytte med os, der er saaledes ikke andet for end at stjæle sig til Foderet.

Ingen blev straffet for at stjæle Foderet, kun for at blive taget paa fersk Gerning.

Den tyske Militærlovbog indeholder ellers strenge Bestemmelser for Tyveri. Jeg skal fortælle om et af de Tyvetogter, som illustrerer tilstrækkelig tydeligt, hvorledes det gik for sig.

Om Natten den 28. Juni var vi tre Mand ude paa Forpagter Gejots Mark for at bjerge nogen Kløver. Bonden, som havde mærket, at der blev stjaalet paa Marken, havde sat sig paa Lur efter os.

Da vi havde læsset, kom Manden frem af sit Skjul og fulgte med os for at faa konstateret, hvem der havde stjaalet hans Kløver.

Han meldte øjeblikkelig Tyveriet til Vagten, og de to kom sammen ind i Stalden, medens jeg ene opholdt mig der.

Det var jo paafaldende, at Hesten havde Seletøj paa midt om Natten, og der kunde saaledes ikke være nogen Tvivl om, at jeg havde noget med Græstyveriet at gøre.

Det første Spørgsmaal gjaldt mit Navn og Formation, men jeg var rent ud sagt fra Sans og Samling og kunde hverken huske det ene eller det andet.

En Mand, som var stationeret i samme Stald, kom mig nu til Hjælp. Om han kendte mig, spurgte Vagten. Nej. Han havde aldrig hørt mit Navn. Et fiffigt Øjekast fra Vagten var Signalet til mig om at forsvinde, og det gjorde jeg skyndsomst.

Der blev nu sendt Meddelelse, til Bataillonskontoret, og Forhør blev holdt i Sagen, men ingen vilde vedkende sig Tyveriet, skønt 1 Løjtnant, 2 Underofficerer og 12 Mand var vidende om det.

Sagen blev opgivet paa Grund af manglende Beviser.

Saaledes blev den civile Retspleje haandhævet paa tysk Grund, lige i Nærheden af den franske Grænse i det Herrens Aar 1918.

Sønderjyske Årbøger, 1930.

25. juni 1918. Forgiftet: Drukket vand med døde mennesker og heste!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En morgen mellem 20. – 25. juni kom vi meget tidligt i gang med skydningen. Vi havde beskudt de franske stillinger lige fra daggryet, infanteriet havde stormet, og vi var straks med ved forfølgelsen. Vi havde ikke fået nogen kaffe, og vi kunne heller ikke få fat på drikkevand. Tørsten blev meget slem.

Solen skinnede klart, og vi bevægede os fremad af de støvede landeveje. Ved ca. 10 – 11 tiden om formiddagen kom vi forbi et sted, hvor der løb noget gulligt vand i vejgrøften. Vi for hen til vandet og drak. Jeg drak meget, for jeg var uhyre tørstig.

Da vi havde drukket, indhentede vi batteriet, og da vi kom op ad bakken, opdagede vi, at vandet kom fra en lille dam ovre på marken, og der lå der nogle døde heste og nogle døde soldater i det. De var delvis opløst. Men vi havde drukket af vandet, og tørsten var slukket.

Jeg havde vel nok drukket mest, og da der var gået et kvarter, blev jeg frygtelig syg. Jeg begyndte at kaste op, og jeg blev ved at kaste op. Det varede ikke ret længe, så kunne jeg ikke gå mere. Jeg ville blive liggende, men kammeraterne ville have mig med – de lagde mig op på kanonen, og her lå jeg så nu og kastede op.

Maven var tom, men jeg måtte blive ved at kaste op. Jeg var så syg – så syg. Ved 4 tiden gjorde vi holdt uden for en større landsby. De tog mig ned af kanonen og lagde mig i græsset ved siden af landevejen. Om jeg var bevidstløs eller jeg sov, ved jeg ikke.

Men da jeg kom til mig selv, var Skurnia og nogle flere ved at hælde noget spiritus i halsen på mig. Det var en flaske mavebitter, som de havde fundet i et apotek i den rømmede landsby. Det kan nok være, at den hjalp.

Det var lige den medicin, jeg tiltrængte, og smerterne forsvandt lige med det samme. Jeg blev noget beruset, faldt i søvn, og efter to timers god søvn, blev jeg vækket, og vi fortsatte marchen gennem byen. Jeg kom til at sidde på kanonen, smerterne var borte, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne flaske mavebitter i rette tid reddede mit liv fra forgiftning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

19.juni 1918 – Milert Schulz: ” Wir liegen jetzt nördl. von Jerusalem… Augenblicklich liegen wir in einen Wald von Olivenbäumen”

Senest ændret den 2. juli 2018 13:45

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 19.6.18.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Gottes Friede zum Gruss!

Wie schon mitgeteilt habe ich Eure Briefe vom 12.5. u. 26.5. sowie Schw. Mies Karten vom 14. u. 28.5. dankend erhalten. Wie sind ja wieder auf Reisen gewesen. 2 Tage auf der Bahn u. 4 Tage zu Fuss.

Wir liegen jetzt nördl. von Jerusalem. Hier ist es eine ganz schöne Gegend nicht so hohe Berge u. denn etwas kühler weil wir hier näher am Mittelmeer liegen. Auf den höheren Bergen kann man schon das Meer sehen.

Gestern Morgen sind wir hier angekommen und heute Abend gehen wir in Stellung.

Wie ich ja öfter geschrieben habe ist es ja hier nicht so gefährlich aber wie du schreibst lb. Vater kann einem das Schicksal ja auch hier treffen, aber ich lege mich ganz in Gottes Hand u. lasse mich van ihm führen, er alleine weist was für uns das Beste ist.

Hier ist es eine ziemlich rege Fliegertätigkeit so dass man sich wegen Bomben in Acht nehmen muss. Augenblicklich liegen wir in einen Wald von Olivenbäumen.

Jetzt sind wir ja auch zu unsere Batl. Gekommen. Hier haben wir nur mit Engländer zu tun. Na hoffentlich dauert es nicht mehr recht lange eher wir Schluss haben.

Gott gebe das es in Balde geschehen wird. Ich bin ja nun auch nicht mehr am Telephon sondern Gewehrführer geworden. Meine Beförderung ist noch nicht bekannt, aber in den nächsten Tagen wird wohl kommen. Hatte auch einen Brief von Br. Matth. v. 23.5. dass er nun auch ins Feld müsste. Der Herr beschütze ihn in allen Gefahren.

Hier in dieser Gegend ist es eine furchtbare Wassernot. Vorgestern bekommen wir einen Halben Liter zum Waschen. Gestern 1 liter und heute haben wir uns noch nicht gewaschen.

Unsere Verpflegung ist hier sonst ganz gut. Vorgestern bekamen wir Süssen Griis mit Rosinen u. Stachelbeerkompott. Gestern bekamen wir eingemachte Pflaumen. Hat sehr gut geschmeckt. Mein Magen ist nun auch schon wieder in Ordnung u. fühle ich mich Gott sei Dank gesund und wohl. Freue mich auch dass zu Hause alles wohl geht.

Sei denn herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert  

14. juni 1918. Fiskefangst med miner – og en gast, der ligner en neger

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

Da vi kom til Kiel, skulde Motorerne ses efter. Vi gik fra Kiel gennem Kanalen igen for at fortsætte Minestrygningen paa vor egentlige Arbejdsplads, Nordsøen.

Saaledes gik hele Sommeren, skiftevis med en Uge i Søen og en Uge i Havn, enten paa Helgoland, i Cuxhaven, Bremerhaven, Wilhelmshaven eller Emden.

Det skete ofte, at Minerne gik i Luften agterude, eller de kom op og blev skudt i Sænk. Vi gik jo ikke ret dybt og kunde derfor sejle hen over dem, da de som oftest laa 2-3 Meter under Vandoverfladen.

Sommetider vendte vi saa om for at fange Fisk, idet de laa bedøvede omkring Sprængningsstedet med Bugen opad. Vi havde altid et Net liggende parat til det samme.

Engang, da vi var alene paa Vej fra Helgoland til Cuxhaven, passerede vi en Finkenwerder Fiskekutter.

Det var blikstille, og Skipperen kom ikke af Stedet. Vi løb op langs Siden af ham. Vi fik en hel Masse Fisk af ham, og han fik til Gengæld Brød og et Par Flasker Snaps af os. Vi tilbød saa at slæbe ham ind. Han gik ind paa det, og vi fik en Trosse om Bord; men da vi havde slæbt en kort Stund, satte vi fuld Fart paa, men saa røg hans Trosse.

Den kunde ikke holde, det gamle Skidt, han truede efter os, men væk var vi!

Der var kun lidt Plads om Bord, vi boede 10 Mand forude, 8 Mand sov i Køjen, som kunde klappes op mod Skibssiden, og 2 Mand laa i Hængemaatter under Dækket. Røret fra Komfuret, som ogsaa var i
Logiet, gik langs med Dækket over den ene Hængemaatte, og det skete, naar Vandet vaskede over Bakken og drev ned, at F. T. Gasten, som sov i den, om Morgenen lignede en Neger – og hvor kunde han saa skælde ud.

DSK-årbøger 1948

2. juni 1918. Soldaterkammerat fuld i Eau de Cologne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Efter at have ventet nogle timer i x, fortsatte vi og gik i stilling ved en vandmølle. Vi stillede kanonerne op og gjorde skydeklar, men vi fik så lov til at gå under tag i mølleriet. Vi lagde og hængte vor bagage, våben og munderingsgenstandene rundt omkring på kasser og på hjulene.

Derefter gav vi os til at koge mad. Vi havde imidlertid fået fat i en transportspand, og i denne kogte vi suppe på kaniner og høns. Disse dyr havde vi fanget i dagens løb; kaninerne stod rundt omkring i kasserne, og hønsene fik vi ud af hønsehusene. Endvidere havde vi fået fat i en sæk ris og en sæk kaffebønner.

Kaninerne og hønsene blev straks dræbt efter fangsten, og så blev de opbevaret i en sæk, indtil de skulle bruges. Der var et par stykker af betjeningen, der lavede mad, medens de andre betjente kanonen eller lavede andet arbejde. I stillingen ved vandmøllen blev der lavet en særdeles god suppe med kanin- og hønsekød samt ris osv.

Kanoner Johan Warras havde været i byen, og her var han gået ind i en friseursalon (forladt), og havde fundet en flaske Eau de Cologne og drukket den. Han blev meget fuld af denne drik, og da han kom tilbage, gik han hen til vandskodderne og i fuldskab lukkede han op for vandet, og vandmøllen blev sat i gang. På en gang bevægede hjulene sig inde i mølleriet, og alt, hvad der hang eller lå på dem, blev drejet med omkring.

Der blev flere bajonetter og karabiner brækket, og en mængde tøj blev revet i stykker. Hjulene blev ret hurtigt standset igen, men da var skaden sket. Imens blev suppen færdig. Kl. var blevet ca. 12, og det var mørk nat.

Vi gav os til at spise, og der var rigelig med kød og suppe. Grabowski, en ung forsultet polak, fiskede det ene hønselår op efter det andet, åd det uden brød eller anden tilsætning. Fedtet løb ham ned over hagen, hver gang han bed i låret, og det endte med, at han måtte kaste op, men straks han var færdig med opkastningen, begyndte han at spise igen, indtil han atter kastede op, og sådan blev han ved, så længe der var noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. maj 1918: Frederik Tychsen – Fremrykningen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Batteriet havde holdt op med at skyde, Vi skulle skifte stilling fremefter. Hen imod aften gik vi i stilling igen ved? og i løbet af aftenen blev min kanon gjort i orden, og den var skydeklar. Men der blev ikke skudt noget denne aften.

Vi var imidlertid kommet så langt frem, at der boede civilfolk hist og her. De allerfleste var rømmet, men de gamle var som regel tilbage. Det soldaterne i almindelighed tænkte mest på, var at få fat i nogle levnedsmidler. Vi var absolut ikke forvænnet med mad eller drikke, og det havde knebet meget i den sidste tid at få tilstrækkelig føde.

Vi fik nu lejlighed til at få fersk kød. Kreaturerne stod mange steder og brølede på staldene, og der var ingen til at røgte dem. Det første vi fik fat på, var en ged. Det var betjeningen ved 4. kanon, der havde fanget den. Warras – en polak – trak straks sin lommekniv op og skar hovedet af den, og så tog et par mand fat på at flå den. Den blev parteret og stykkerne kogt i en spand.

Den var noget sej, men den kunne godt lade sig spise sammen med et stykke brød. Vi delte ud af stykkerne til dem ved 1., 2. og 3. kanon, og de spiste, så længe, der var noget. Imidlertid kom der 3 – 4 mand slæbende med en stor, mager so på en trækvogn. De havde skåret halsen over på den på stedet, og straks efter ankomsten blev den parteret.

Det bedste af den blev kogt, og fordi vi havde været noget rundhåndet med gedekødet, kom vi i betragtning ved omdelingen af soflæsket, der dog var bedre at tygge end geden. Det, der ikke blev spist, blev taget med, eller opbevaret. De havde også fundet vin, denne havde løftet stemningen, så der var i grunden en vældig fest. Der blev slagtet og kogt til langt ud på natten.

Den 30. maj oprandt, og allerede fra morgenstunden tegnede det til at blive en stor kampdag. Franskmændene satte ind med en voldsom skydning tidlig om morgenen. Vi skiftede stilling og gik atter i ildstilling bag et hegn på en mark bag ved en skov, der skrånede ned af en bakke.

Vi fik ammunition med lastbiler, vore egne ammunitionskolonner samt den øvrige bagage så vi ikke til i flere dage. Vi åbnede ilden tidlig om morgenen på ret stor afstand; vi skød hele formiddagen, og hen på eftermiddagen slap ammunitionen op. Vi ventede efter nye forsyninger, men der kom ingen, og vi stod og manglede det. Vi gik så rundt og så på sagerne.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

24. maj 1918 – Mathias Damm: “Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 24.5.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog idag. Jeg har det efter Omstændighederne godt. Men som Du skriver, behageligt er det netop ikke, men naar det ellers maa bedres, som hidindtil, er det dog behageligere, end at ligge i Franskmandens Artelleriild.

De fleste Saar ere snart lægte, blot det største i Benet og et i Armen, men det heles ogsaa. Med Benet vil det nok vare en Tur endnu, da der sidder en Splint deri endnu, og den skal jo vist ogsaa skæres ud en Gang, ellers vil det vist snart brække op igjen. Men foreløbig har jeg jo Tid. Der er jo kun liden Udsigt til at Krigen snart faar en Ende, og saalænge forsømmer jeg jo intet, saa det er tidlig nok, naar de opererer mig, naar det andet er lægt.

Jeg blev røntgenfotograferet i Sedan, men den maa vist ikke være god at faa fat paa, da de fleste blev opererede og jeg ikke. Jeg kan nu gaa lidt ved Hjælp af en Stok, Men meget holder jeg ikke ud. Naar jeg har været nede i Haven om Eftm. er jeg glad naar jeg atter er oppe i Stuen og kan kravle til Sengs igjen[.] Det er en pæn Redelighed. I derhjemme have travlt, og man ligger her paa den lade Side og har et par Jomfruer til Opvartning.

Jeg har lagt et Billede ved her med nogle af Patienterne og vore Søstre. Jeg sidder til venstre for Musikanten, Dine Forældre kunne vist ogsaa nok finde mig. Jeg lider ingen Nød her, men bedre var det dog hos hos Moer. Der kom man før til Hægterne igjen, end her. Og dog, er det meget bedre her, end i de store Gamisonslazarether, der kunne de spænde Livremmen, naar de ikke vil have at Maven skal knurre. At de ikke snart kunne blive saa fornuftig, at holde op, thi i Længden holder ingen en saadan Sultekur ud, som de sidste Aar har været. Til 15 Juni giver det jo atter mindre Brød, en net Redelighed. Saa er der da intet i Veien for at Folk har for meget at staa imod med, naar Høsten kommer.

Nu har Krigen snart raset i 4 Aar og ingen Ende at se. Tusinder og Millioner Mand i den bedste Alder har maattet lade deres Liv, og for hvad? Det vil jeg sige Dig, naar vi ses. Og for det samme raser Krigen videre Dag for Dag og vildere og vildere. Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder.

Det er nu Middag og jeg slutter mit Brev. Naar jeg kommer til Garnison haaber jeg at faa Orlov og gjense Nordslesvig og mit kære Hjem. Og nu til Slut sendes eder alle de kjærligste Hilsner af Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)