Tag-arkiv: forplejning

15. juli 1918. “Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude.” Andreas Christian Andersen overtager kommandoen for et batteri

Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.

Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat.
Original i privateje.

FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918

Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig til­tagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.

Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de gif­tige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede pro­jektilers detonation.

Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skri­der fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.

Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i den­ne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræn­tens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksplo­derer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.

Højt oppe i luf­ten kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.

Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede men­nesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.

Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.

Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.

Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.

Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.

Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skyd­ningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afven­tende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.

Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.

Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.

Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på konto­ret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer så­rede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høre­ren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.

Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gas­arter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasar­ter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det ene­ste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også al­tid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet der­med, sendte jeg ham til forbindingspladsen.

Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var for­stummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleri­duel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendeteg­ner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.

Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øje­blik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.

Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batte­rifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort bat­teri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”

Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.

Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og ud­taler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batte­riføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.

Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.

-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.

Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.

Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.

Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.

Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden el­ler ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig

Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvin­ende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, fal­der sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folke­ne har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Tele­fonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.

Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Der­næst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øje­blik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infante­riet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.

Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i for­svarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den mod­ige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.

Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten ende­lig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folke­nes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg bat­teriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.

Erindringsmanuskript, i privateje.

11. juli 1918: Frederik Tychsen på vild jagt efter vildsvin

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.

En dag blev der stort postyr og ståhej. Der var en, der opdagede et vildsvin, der var løbet ind i krattet. Hele mandskabet blev alarmeret, vi fik karabineren og patroner frem, og hele krattet blev omringet.

Det varede noget, inden dyret kom ud, der var en del, der gik ind i krattet for at drive det ud, medens de, der var posteret rundt om krattet fik besked på kun at skyde udefter – bort fra krattet.  Omsider kom fyren ud – en gammel orne, og det kan nok være, at der kom ild i bøsserne; der blev en hel kanonade, 100 skud og mere gik ved siden af, men omsider faldt fyren, en gammel fyr med svære hugtænder og stive børster.

Under stor jubel og hurraråb blev vildornen fra Ardennerne bragt hen til køkkenvognen, her blev den flået, parteret og gik i gryden. Den var noget sej, men den blev spist. Mandskabet af 1. batteri fik flæsk.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. juli 1918. Køkkenofficer vil sende en flæskesteg hjem til konen – men sådan narrer man ikke Claus Juhl!

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).

Endelig, efter 13 måneder i felten, opnåede jeg orlov og rejste den 6. juli fra Roye. Jeg fulgtes med min ven og kompagnikammerat Peter Petersen fra Raade ved Øsby. Vi slæbte på en stor pakke med »vasketøj«, som tilhørte vor køkkenunderofficer.

Da vi kom ind i toget, mødte vi i kupeen Peters gamle nabo fra Raade, Claus Juhl, en mand på ca. 40 år. Det første spørgsmål, han stillede til Peter, var: »Hvem lader jer slæbe på sådan en stor pakke?« Peter fortalte så, at vasketøjet skulle afsendes fra Køln til køkkenmandens mor.

Claus Juhl havde ingen kommentar, men tog uden videre sin lommekniv frem og skar snoren om pap-æsken over, og til vor store overraskelse faldt der seks store dåser med flæskekonserves ud af pakken.

Claus Juhl forærede hver af kupeens seks soldater en dåse, og inden vi nåede Køln, var pakkens indhold forsvundet i vore maver.

Efter orloven var køkkenchefen den første til at byde os velkommen. Han gjorde det ret mistroisk, men vi var jo allerede enige om, at dersom han ville gøre ophævelser og behandle os uvenligt, ville han omgående blive meldt til regimentskommandøren. Han var dog klog nok til at holde sig i skindet, og vi to blev vældig godt behandlet.

DSK-årbøger 1972

Den omtalte Claus Juhl kan være den Claus Juhl, der flere gange optræder med egne historier her på siden og som har være inspiration for Pernille Juhls roman “Vent på mig, Marie”.

28. juni 1918. På tyvetogt efter kløver til de sultne heste

Jørgen Hansen fra Endrupskov havde ansvaret for nogle af regimentets heste. Men det kneb med at skaffe foder.

Det begynder nu at knibe med Foderet til vore Heste, vi skal stjæle
for at faa det nødvendige. Med tre Pund Havre og en lille Visk Hø kan Hestene ikke holdes paa Benene, og falder Hestene af, er der mange andre ved Kompagniet, som nok vil bytte med os, der er saaledes ikke andet for end at stjæle sig til Foderet.

Ingen blev straffet for at stjæle Foderet, kun for at blive taget paa fersk Gerning.

Den tyske Militærlovbog indeholder ellers strenge Bestemmelser for Tyveri. Jeg skal fortælle om et af de Tyvetogter, som illustrerer tilstrækkelig tydeligt, hvorledes det gik for sig.

Om Natten den 28. Juni var vi tre Mand ude paa Forpagter Gejots Mark for at bjerge nogen Kløver. Bonden, som havde mærket, at der blev stjaalet paa Marken, havde sat sig paa Lur efter os.

Da vi havde læsset, kom Manden frem af sit Skjul og fulgte med os for at faa konstateret, hvem der havde stjaalet hans Kløver.

Han meldte øjeblikkelig Tyveriet til Vagten, og de to kom sammen ind i Stalden, medens jeg ene opholdt mig der.

Det var jo paafaldende, at Hesten havde Seletøj paa midt om Natten, og der kunde saaledes ikke være nogen Tvivl om, at jeg havde noget med Græstyveriet at gøre.

Det første Spørgsmaal gjaldt mit Navn og Formation, men jeg var rent ud sagt fra Sans og Samling og kunde hverken huske det ene eller det andet.

En Mand, som var stationeret i samme Stald, kom mig nu til Hjælp. Om han kendte mig, spurgte Vagten. Nej. Han havde aldrig hørt mit Navn. Et fiffigt Øjekast fra Vagten var Signalet til mig om at forsvinde, og det gjorde jeg skyndsomst.

Der blev nu sendt Meddelelse, til Bataillonskontoret, og Forhør blev holdt i Sagen, men ingen vilde vedkende sig Tyveriet, skønt 1 Løjtnant, 2 Underofficerer og 12 Mand var vidende om det.

Sagen blev opgivet paa Grund af manglende Beviser.

Saaledes blev den civile Retspleje haandhævet paa tysk Grund, lige i Nærheden af den franske Grænse i det Herrens Aar 1918.

Sønderjyske Årbøger, 1930.

25. juni 1918. Forgiftet: Drukket vand med døde mennesker og heste!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En morgen mellem 20. – 25. juni kom vi meget tidligt i gang med skydningen. Vi havde beskudt de franske stillinger lige fra daggryet, infanteriet havde stormet, og vi var straks med ved forfølgelsen. Vi havde ikke fået nogen kaffe, og vi kunne heller ikke få fat på drikkevand. Tørsten blev meget slem.

Solen skinnede klart, og vi bevægede os fremad af de støvede landeveje. Ved ca. 10 – 11 tiden om formiddagen kom vi forbi et sted, hvor der løb noget gulligt vand i vejgrøften. Vi for hen til vandet og drak. Jeg drak meget, for jeg var uhyre tørstig.

Da vi havde drukket, indhentede vi batteriet, og da vi kom op ad bakken, opdagede vi, at vandet kom fra en lille dam ovre på marken, og der lå der nogle døde heste og nogle døde soldater i det. De var delvis opløst. Men vi havde drukket af vandet, og tørsten var slukket.

Jeg havde vel nok drukket mest, og da der var gået et kvarter, blev jeg frygtelig syg. Jeg begyndte at kaste op, og jeg blev ved at kaste op. Det varede ikke ret længe, så kunne jeg ikke gå mere. Jeg ville blive liggende, men kammeraterne ville have mig med – de lagde mig op på kanonen, og her lå jeg så nu og kastede op.

Maven var tom, men jeg måtte blive ved at kaste op. Jeg var så syg – så syg. Ved 4 tiden gjorde vi holdt uden for en større landsby. De tog mig ned af kanonen og lagde mig i græsset ved siden af landevejen. Om jeg var bevidstløs eller jeg sov, ved jeg ikke.

Men da jeg kom til mig selv, var Skurnia og nogle flere ved at hælde noget spiritus i halsen på mig. Det var en flaske mavebitter, som de havde fundet i et apotek i den rømmede landsby. Det kan nok være, at den hjalp.

Det var lige den medicin, jeg tiltrængte, og smerterne forsvandt lige med det samme. Jeg blev noget beruset, faldt i søvn, og efter to timers god søvn, blev jeg vækket, og vi fortsatte marchen gennem byen. Jeg kom til at sidde på kanonen, smerterne var borte, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne flaske mavebitter i rette tid reddede mit liv fra forgiftning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

19.juni 1918 – Milert Schulz: ” Wir liegen jetzt nördl. von Jerusalem… Augenblicklich liegen wir in einen Wald von Olivenbäumen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 19.6.18.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Gottes Friede zum Gruss!

Wie schon mitgeteilt habe ich Eure Briefe vom 12.5. u. 26.5. sowie Schw. Mies Karten vom 14. u. 28.5. dankend erhalten. Wie sind ja wieder auf Reisen gewesen. 2 Tage auf der Bahn u. 4 Tage zu Fuss.

Wir liegen jetzt nördl. von Jerusalem. Hier ist es eine ganz schöne Gegend nicht so hohe Berge u. denn etwas kühler weil wir hier näher am Mittelmeer liegen. Auf den höheren Bergen kann man schon das Meer sehen.

Gestern Morgen sind wir hier angekommen und heute Abend gehen wir in Stellung.

Wie ich ja öfter geschrieben habe ist es ja hier nicht so gefährlich aber wie du schreibst lb. Vater kann einem das Schicksal ja auch hier treffen, aber ich lege mich ganz in Gottes Hand u. lasse mich van ihm führen, er alleine weist was für uns das Beste ist.

Hier ist es eine ziemlich rege Fliegertätigkeit so dass man sich wegen Bomben in Acht nehmen muss. Augenblicklich liegen wir in einen Wald von Olivenbäumen.

Jetzt sind wir ja auch zu unsere Batl. Gekommen. Hier haben wir nur mit Engländer zu tun. Na hoffentlich dauert es nicht mehr recht lange eher wir Schluss haben.

Gott gebe das es in Balde geschehen wird. Ich bin ja nun auch nicht mehr am Telephon sondern Gewehrführer geworden. Meine Beförderung ist noch nicht bekannt, aber in den nächsten Tagen wird wohl kommen. Hatte auch einen Brief von Br. Matth. v. 23.5. dass er nun auch ins Feld müsste. Der Herr beschütze ihn in allen Gefahren.

Hier in dieser Gegend ist es eine furchtbare Wassernot. Vorgestern bekommen wir einen Halben Liter zum Waschen. Gestern 1 liter und heute haben wir uns noch nicht gewaschen.

Unsere Verpflegung ist hier sonst ganz gut. Vorgestern bekamen wir Süssen Griis mit Rosinen u. Stachelbeerkompott. Gestern bekamen wir eingemachte Pflaumen. Hat sehr gut geschmeckt. Mein Magen ist nun auch schon wieder in Ordnung u. fühle ich mich Gott sei Dank gesund und wohl. Freue mich auch dass zu Hause alles wohl geht.

Sei denn herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert  

14. juni 1918. Fiskefangst med miner – og en gast, der ligner en neger

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

Da vi kom til Kiel, skulde Motorerne ses efter. Vi gik fra Kiel gennem Kanalen igen for at fortsætte Minestrygningen paa vor egentlige Arbejdsplads, Nordsøen.

Saaledes gik hele Sommeren, skiftevis med en Uge i Søen og en Uge i Havn, enten paa Helgoland, i Cuxhaven, Bremerhaven, Wilhelmshaven eller Emden.

Det skete ofte, at Minerne gik i Luften agterude, eller de kom op og blev skudt i Sænk. Vi gik jo ikke ret dybt og kunde derfor sejle hen over dem, da de som oftest laa 2-3 Meter under Vandoverfladen.

Sommetider vendte vi saa om for at fange Fisk, idet de laa bedøvede omkring Sprængningsstedet med Bugen opad. Vi havde altid et Net liggende parat til det samme.

Engang, da vi var alene paa Vej fra Helgoland til Cuxhaven, passerede vi en Finkenwerder Fiskekutter.

Det var blikstille, og Skipperen kom ikke af Stedet. Vi løb op langs Siden af ham. Vi fik en hel Masse Fisk af ham, og han fik til Gengæld Brød og et Par Flasker Snaps af os. Vi tilbød saa at slæbe ham ind. Han gik ind paa det, og vi fik en Trosse om Bord; men da vi havde slæbt en kort Stund, satte vi fuld Fart paa, men saa røg hans Trosse.

Den kunde ikke holde, det gamle Skidt, han truede efter os, men væk var vi!

Der var kun lidt Plads om Bord, vi boede 10 Mand forude, 8 Mand sov i Køjen, som kunde klappes op mod Skibssiden, og 2 Mand laa i Hængemaatter under Dækket. Røret fra Komfuret, som ogsaa var i
Logiet, gik langs med Dækket over den ene Hængemaatte, og det skete, naar Vandet vaskede over Bakken og drev ned, at F. T. Gasten, som sov i den, om Morgenen lignede en Neger – og hvor kunde han saa skælde ud.

DSK-årbøger 1948

2. juni 1918. Soldaterkammerat fuld i Eau de Cologne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Efter at have ventet nogle timer i x, fortsatte vi og gik i stilling ved en vandmølle. Vi stillede kanonerne op og gjorde skydeklar, men vi fik så lov til at gå under tag i mølleriet. Vi lagde og hængte vor bagage, våben og munderingsgenstandene rundt omkring på kasser og på hjulene.

Derefter gav vi os til at koge mad. Vi havde imidlertid fået fat i en transportspand, og i denne kogte vi suppe på kaniner og høns. Disse dyr havde vi fanget i dagens løb; kaninerne stod rundt omkring i kasserne, og hønsene fik vi ud af hønsehusene. Endvidere havde vi fået fat i en sæk ris og en sæk kaffebønner.

Kaninerne og hønsene blev straks dræbt efter fangsten, og så blev de opbevaret i en sæk, indtil de skulle bruges. Der var et par stykker af betjeningen, der lavede mad, medens de andre betjente kanonen eller lavede andet arbejde. I stillingen ved vandmøllen blev der lavet en særdeles god suppe med kanin- og hønsekød samt ris osv.

Kanoner Johan Warras havde været i byen, og her var han gået ind i en friseursalon (forladt), og havde fundet en flaske Eau de Cologne og drukket den. Han blev meget fuld af denne drik, og da han kom tilbage, gik han hen til vandskodderne og i fuldskab lukkede han op for vandet, og vandmøllen blev sat i gang. På en gang bevægede hjulene sig inde i mølleriet, og alt, hvad der hang eller lå på dem, blev drejet med omkring.

Der blev flere bajonetter og karabiner brækket, og en mængde tøj blev revet i stykker. Hjulene blev ret hurtigt standset igen, men da var skaden sket. Imens blev suppen færdig. Kl. var blevet ca. 12, og det var mørk nat.

Vi gav os til at spise, og der var rigelig med kød og suppe. Grabowski, en ung forsultet polak, fiskede det ene hønselår op efter det andet, åd det uden brød eller anden tilsætning. Fedtet løb ham ned over hagen, hver gang han bed i låret, og det endte med, at han måtte kaste op, men straks han var færdig med opkastningen, begyndte han at spise igen, indtil han atter kastede op, og sådan blev han ved, så længe der var noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. maj 1918: Frederik Tychsen – Fremrykningen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Batteriet havde holdt op med at skyde, Vi skulle skifte stilling fremefter. Hen imod aften gik vi i stilling igen ved? og i løbet af aftenen blev min kanon gjort i orden, og den var skydeklar. Men der blev ikke skudt noget denne aften.

Vi var imidlertid kommet så langt frem, at der boede civilfolk hist og her. De allerfleste var rømmet, men de gamle var som regel tilbage. Det soldaterne i almindelighed tænkte mest på, var at få fat i nogle levnedsmidler. Vi var absolut ikke forvænnet med mad eller drikke, og det havde knebet meget i den sidste tid at få tilstrækkelig føde.

Vi fik nu lejlighed til at få fersk kød. Kreaturerne stod mange steder og brølede på staldene, og der var ingen til at røgte dem. Det første vi fik fat på, var en ged. Det var betjeningen ved 4. kanon, der havde fanget den. Warras – en polak – trak straks sin lommekniv op og skar hovedet af den, og så tog et par mand fat på at flå den. Den blev parteret og stykkerne kogt i en spand.

Den var noget sej, men den kunne godt lade sig spise sammen med et stykke brød. Vi delte ud af stykkerne til dem ved 1., 2. og 3. kanon, og de spiste, så længe, der var noget. Imidlertid kom der 3 – 4 mand slæbende med en stor, mager so på en trækvogn. De havde skåret halsen over på den på stedet, og straks efter ankomsten blev den parteret.

Det bedste af den blev kogt, og fordi vi havde været noget rundhåndet med gedekødet, kom vi i betragtning ved omdelingen af soflæsket, der dog var bedre at tygge end geden. Det, der ikke blev spist, blev taget med, eller opbevaret. De havde også fundet vin, denne havde løftet stemningen, så der var i grunden en vældig fest. Der blev slagtet og kogt til langt ud på natten.

Den 30. maj oprandt, og allerede fra morgenstunden tegnede det til at blive en stor kampdag. Franskmændene satte ind med en voldsom skydning tidlig om morgenen. Vi skiftede stilling og gik atter i ildstilling bag et hegn på en mark bag ved en skov, der skrånede ned af en bakke.

Vi fik ammunition med lastbiler, vore egne ammunitionskolonner samt den øvrige bagage så vi ikke til i flere dage. Vi åbnede ilden tidlig om morgenen på ret stor afstand; vi skød hele formiddagen, og hen på eftermiddagen slap ammunitionen op. Vi ventede efter nye forsyninger, men der kom ingen, og vi stod og manglede det. Vi gik så rundt og så på sagerne.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

24. maj 1918 – Mathias Damm: “Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 24.5.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog idag. Jeg har det efter Omstændighederne godt. Men som Du skriver, behageligt er det netop ikke, men naar det ellers maa bedres, som hidindtil, er det dog behageligere, end at ligge i Franskmandens Artelleriild.

De fleste Saar ere snart lægte, blot det største i Benet og et i Armen, men det heles ogsaa. Med Benet vil det nok vare en Tur endnu, da der sidder en Splint deri endnu, og den skal jo vist ogsaa skæres ud en Gang, ellers vil det vist snart brække op igjen. Men foreløbig har jeg jo Tid. Der er jo kun liden Udsigt til at Krigen snart faar en Ende, og saalænge forsømmer jeg jo intet, saa det er tidlig nok, naar de opererer mig, naar det andet er lægt.

Jeg blev røntgenfotograferet i Sedan, men den maa vist ikke være god at faa fat paa, da de fleste blev opererede og jeg ikke. Jeg kan nu gaa lidt ved Hjælp af en Stok, Men meget holder jeg ikke ud. Naar jeg har været nede i Haven om Eftm. er jeg glad naar jeg atter er oppe i Stuen og kan kravle til Sengs igjen[.] Det er en pæn Redelighed. I derhjemme have travlt, og man ligger her paa den lade Side og har et par Jomfruer til Opvartning.

Jeg har lagt et Billede ved her med nogle af Patienterne og vore Søstre. Jeg sidder til venstre for Musikanten, Dine Forældre kunne vist ogsaa nok finde mig. Jeg lider ingen Nød her, men bedre var det dog hos hos Moer. Der kom man før til Hægterne igjen, end her. Og dog, er det meget bedre her, end i de store Gamisonslazarether, der kunne de spænde Livremmen, naar de ikke vil have at Maven skal knurre. At de ikke snart kunne blive saa fornuftig, at holde op, thi i Længden holder ingen en saadan Sultekur ud, som de sidste Aar har været. Til 15 Juni giver det jo atter mindre Brød, en net Redelighed. Saa er der da intet i Veien for at Folk har for meget at staa imod med, naar Høsten kommer.

Nu har Krigen snart raset i 4 Aar og ingen Ende at se. Tusinder og Millioner Mand i den bedste Alder har maattet lade deres Liv, og for hvad? Det vil jeg sige Dig, naar vi ses. Og for det samme raser Krigen videre Dag for Dag og vildere og vildere. Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder.

Det er nu Middag og jeg slutter mit Brev. Naar jeg kommer til Garnison haaber jeg at faa Orlov og gjense Nordslesvig og mit kære Hjem. Og nu til Slut sendes eder alle de kjærligste Hilsner af Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

2. maj 1918: Asmus Andresen – Sulten skal stilles

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi kom uskadt gennem Lavningen og naaede hen til vort Batteri. Officeren gik til Feltveblen og meldte os tilbage. Vi gik derimod til Køkkenet for at faa vor Sult stillet, men vi kunde intet faa før Middag, hvorfor vi gik hen for at finde os et Hvilested, som vi ogsaa fandt i et bombesikkert Rum.

Om Eftermiddagen gik vi hen til Vognen for at finde vort Tøj, men vi ogsaa fandt i en stor Dynge gamle Sager, som i en daarlig Forfatning. Karabinerne var rustne og Tornystrene tomme, og da vi meddelte dette til Feltvedlen, blev vi affærdigede med det Svar, at hvis vi havde taget det hele med os, havde vi haft det i Behold. Med dette Svar kunde vi gaa igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.

Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.

Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.

Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.

Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.

Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.

Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.

Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.

Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.

Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.

Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. april 1918: Asmus Andresen – På jagt efter vand

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Næste Dag vaagnede jeg først Kl. 9, og da jeg ikke havde noget at bestille gik jeg ud for at søge efter Vand, som jeg ogsaa fandt i Nærheden af en Ruin. Jeg slukkede først min Tørst, fyldte derefter min Kogespand med Vand, som jeg bragte mine Kammerater.

Da jeg kom ind i Hulen, spurgte de mig straks efter, hvor jeg havde fundet Vand, da de Dagen i Forvejen havde ledt og intet fundet. Jeg meddelte dem, hvor Vandet var at finde, men da de troede, de ikke kunde finde det, maatte jeg sammen med 2 andre af Sted igen. Det var ikke nogen Fornøjelsestur; thi der blev stadig skudt, og mange Granater faldt i Nærheden af os.

Vor Opgave var at udlægge Telefontraad til en Hule oppe paa Bakken, et Sted, hvor fra vi kunde holde Øje med Fjenden, men da Bakken blev stærkt beskudt, var det umuligt at holde Telefonen i Orden. Om Eftermiddagen skulde vi saa danne en Løberpost.

En Kammerat fra Hamburg og jeg blev anvist en Lavning bag Bakken; der skulde vi rejse en Stang op med en Daase paa Toppen til Tegn paa, at her var Løberposten. Vi fik straks travlt med at grave et Hul i Jorden, hvor vi kunde dække os for Granaterne, som her faldt i stor Mængde. En Lavning i Terrænet bliver altid stærkt beskudt, fordi Fjenden ikke kan se, hvad der foregaar i den.

Henad kl. 4kom det første Telegram fra Bakken; det skulde saa bringes videre saa hurtigt som muligt. Jeg tog den første Tur. Der var 20 Minutters Løb til den næste Post. Da jeg kom tilbage sad min Kammerat i Hullet med et Telegram i Haanden og ventede paa mig. Han sagde, at han var bleven syg, derfor kunde han ikke løbe med Telegrammet. Jeg maatte saa af Sted igen.

Da jeg atter var paa Tilbagevejen blev Lavningen beskudt med Granater; da 2 af disse faldt i Nærheden af mig, fik jeg snart fat i Gasmasken, og saa løb jeg, alt hvad jeg kunde, for ikke at komme i for tætte Gasskyer. Jeg kom ogsaa godt tilbage til min Kammerat. Vi søgte nu efter nogle Tæpper og Kapper, hvormed vi kunde dække os for Natten.

Kl. 7 kom der atter et Telegram, og Posten, som bragte det, spurgte, om vi havde faaet noget at spise. Vi meddelte ham da, at vi ikke havde faaet Mad i 2 Dage. Han fortalte os endvidere, at Officeren havde lovet os Jærnkorset, saafremt vi holdt ud en Dag til.

Da Posten var gaaet, vilde min Kammerat liste mig af Sted igen, men det skulde jeg nu ikke have mere af, han maatte selv se at komme af Sted, og han maatte skynde sig, da det ellers vilde blive mørkt inden han kom tilbage,Kl. 7½ løb han, og imens lagde jeg nogle Brædder og en Del Jord over Hullet, som vi havde gravet, og nu ventede jeg efter, at han skulde komme igen.

Tiden blev imidlertid lang. Ved Ottetiden kunde han være naaet tilbage, men da Kl. var 9, var han hverken til at høre eller se, hvorfor jeg begyndte at blive urolig for ham. Jeg kravlede ud af Hullet for at se efter ham, men da han endnu ikke var til at øjne, mente jeg, at han havde forvildet sig eller var kommen til Skade. Jeg lagde mig til at sove, men jeg kunde ikke falde i Søvn.

Kl. 11 hørte jeg en raabe »Arras«! Det var ikke mit Navn, men Stemmen lød mig bekendt. Jeg kravlede da atter ud af Hullet og gik i den Retning, hvorfra Raabet kom, og efter 10 Minutters Forløb opdagede jeg den raabende Mand, som jeg paa Grund af Mørket ikke kunde kende; men det viste sig at være min Kammerat.

Ved min Tilsynekomst blev han i den Grad glad, at han teede sig som et Barn, og jeg begyndte at tvivle om hans Forstand, thi han var i den Grad medtaget, at jeg maatte støtte ham hen til Hullet, hvor han straks faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

28. april 1918. En granat dræbte de omkringstående og ødelagde maden

Füsilier K. Tastesen blev i juli 1917 overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Nu kom vi tilbage i en forladt Fangelejr. Der laa vi til den 23. April om Aftenen. Da skulde vi afløse et Regiment, der laa 4 km foran Amontier, en lille By 7-8 km fra Armentieres. Der kom vi igen ud i fladt Terræn og havde ikke anden Dækning, end hvad vi selv lavede os. Der blev ikke skudt saa slemt, kun engang imellem fik vi en lille Skylle.

Den 27. April om Natten skulde jeg hente Middagsmad ved Køkkenet, som holdt 4 km tilbage ved et Hus. Jeg kom lige inde fra Huset, hvor jeg havde talt med nogle Soldater, da en Granat slog ned midt i Gaarden og dræbte de omkringstaaende og ødelagde Maden og Vognen, hvorpaa den stod. Vi fik ingen Mad den Aften, men maatte vente til Natten efter.

Den 28. om Aftenen angreb Englænderne os efter en heftig Granatild, og vi maatte trække os 1 km tilbage. Angrebet kom saa pludseligt, at jeg hverken fik Maskingevær eller Tornyster med.

Aftenen efter angreb de igen, men vi havde faaet ny Forsyning af Ammunition og friske Reserver, og vi holdt Stillingen. De Saarede, som faldt mellem Skyttegravene, kunde jo ikke reddes, men om Morgenen kom en halv Snes Englændere, som ikke var saa haardt Saarede, kravlende over til os; deriblandt var der ogsaa en Kaptajn.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

23. april 1918 – Ernst Christiansen: “I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

23. April.
Endeløse Marcher ud i det erobrede Terræn vest for Neuvechapelle og lidt Pilleri derude ved Vejene. I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav, lige ved den nye Feltbane. Saaledes gaar det til! Hjemme lever de i Angst og Spænding for de savnedes Skæbne, og her ligger Ligene langt bag den nye tyske Front, og ingen bryder sig om dem.

I Dag første Gang i Uger fri. Rygtet bebuder nye Fremstødsforsøg fra La Bassée. Den store »Sejr« har nok været et mislykket Foretagende. Sagen er, at Loretto-Højdedraget, som vi i Gaar saa første Gang tydeligt i Horizont-Disen, er et farligt Flankefremspring mod den nye tyske Linje. Det har skullet tages ved Omgaaelse nord og syd fra; men det er ikke lykkedes. Mit Indtryk er, at den nye Front her stivner og nu skal befæstes paa sædvanlig Maade. Der er taget et Stykke Land, Fronten er bulnet ud; der er bragt store Ofre af Penge og Materiel og Menneskeliv, og hvad er der opnaaet? En ny, stærkt bugtet Front i Steden for den gamle, der for kort Tid siden var gjort lige. Men Fremtidsudsigterne?

Lad det Emne hvile: Dagene maa fremdeles tages en for en.

I Gaar var jeg første Gang med ude paa Tiggergang fra Arbejdsstedet og opnaaede at faa nogle Skefulde Grubbesuppe; det hjælper altsammen til. Der er stadig fuldt af bivuakerende Tropper og Feltkøkkener; men der er kun lidt at »arve«, og jeg veed nu, hvad »Kohldampf« er. Men alligevel er jeg glad for min Ulvehunger og det legemlige Velbefindende, som den vidner om.

Mange er Mulighederne herude; men i Procenttal har jeg dog vist endnu mest Udsigt til at slippe godt fra det. Og Held har jeg jo haft med mig i Livet. Eller vidner det, at jeg fik dig, mod min Teori?  Se til at holde dig ung! En Spaseretur fra Flensborg til Graasten langs Stranden er nu en Hverdagsbegivenhed for mig.

Det har været helt spændende at komme hjem hver Aften, vi spejdede langt borte fra, om vort Hus stod der endnu; somme Tider har vi set en Granat slaa ned ved Byen og en vældig Jordfontæne staa i Vejret.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 215-7)

 

23. april 1918 – Mathias Damm: “… snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 23.4.18.

Kære Moder!
Blot et par Ord i morgen. Jeg er nu i Byen og har et par gode Dage. Jeg bor i Kælderen under en Boghandel og har derfor en Mængde Skrivemateriale. Du skal nu ingen Kuverter sende mig mere. I Eftermiddag eller i Aften skriver jeg et Brev, da jeg nu i 3 Dage ikke har skreven. Jeg ved knap selv hvordan det er gaaet til. Igaar vilde jeg skrive men maatte saa gaa forud med Bræder. Haaber i alle har det godt og ere sunde og raske og slutter med mange Hilsner eders
Mathias.

Tak for Kort fra d 11 og Brev fra den 14 med Bladet. Heimdal har jeg ikke faaet i 8 Dage.

den 23.4.18. Eftm.

Kære Moder og Sødskende
Jeg vil nu skrive lidt mere. Jeg har nu faaet Middagsmad, Bønnesuppe. Det er jo noget af det bedste man faar her i Krigen. Vi har jo fundet nogle. Ellers er det ikke saa glænsende mere. Det hed, at vi skulde faa lidt mere Fedt og Smørelse til Brødet i Offensiven, men det er ved at blive det modsatte. Enkelte har jo fundet lidt, men det maa man jo ikke regne med. Nu lader det ogsaa til, at de vil trække os Rygevareme af. Det er det værste kan i tro. Mig gør det knap saa meget, men det er dog afregnet i Lønningen, og tilkommer os.

Jeg har her lagt et par Kort ved her fra Byen. Huset jeg boer under, er ikke at se, det har været bag Fotografen, der hvor jeg har gjort Pilen. Jeg boer under en Boghandel, vi have Madrats, Underdyne, Hovedpude med hvid Betræk og Sove- dækkener, saa vi ere som i Paradis, naar der blot ikke var Krig udenfor. Husene til venstre paa Billedet ere alle afbrændt og sammenskudt. De her over os ere nogenlunde holdne, men imorges lod en Fugl et Æg falde herude i Gaarden og det ødelagte os vor Pumpe og Haandværkemes Arbeidsværelse, de kom netop ind af Porten, og slap med Skrækken. Der hang en Del Linned oppe paa Taget, og det var vist det, der gjorde det galt. Hele Byen er omtrent i Ruiner, Den store smukke Kathedrale er ramponeret og Taamet sammenskudt.

Om et par Dage gaar jeg jo vist atter ud paa Bjærget. Haaber vi saa maa have godt Veir, saa er det hele halvt saa slemt. Jeg har pakket noget Brevpapir sammen til eder, hvis der gaar Pakker bort, hvad jeg troer afsender jeg det i Eftm. en med Papir og en med Kuverter. Det koster da kun en 10 Penning, hvis det er futsch. Jeg har ogsaa sendt Fader noget i et Brev, og et par mere sender jeg. Han skal jo vist købe det.

Hvad her forskellige har pakket sammen, og sender hjem, er skrækkeligt. De fordærver det blot for andre, der er fornuftige. Hvad nytter Gods og Guld, deraf kan dog ingen leve og naar de engang kommer hjem, er der nok af fortjene naar de blot vil. Det er dyre Sager, der driver rundt, men hvad nytter nogle Nipsgenstande eller ogsaa Sølv eller forgyldte. Det hjælper dog intet til at afværge Nød. Haaber jeg maa vedblive at være sund og rask og at Krigen denne Sommer faar en Ende, saa jeg kan komme hjem, saa lad kun Franskmændene have deres Skidt. Jeg kan godt give dem noget til, naar det kunde hjælpe noget til at faa Fred.

Naar i modtager dette er det vel atter Mai og snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien. Hvor er den Tid gaaet og saa ond en Tid, og ingen ved om Nøden ikke kan vare tre Aar endnu. Vil nu slutte for idag med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Kan i ikke sende mig en Stoppenaal og en lille Ende hvid tråd.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18.april 1918 – Milert Schulz: ”Herren give at vi snart maatte blive befriet af denne Elendighed. Ellers er alt vil hos mig”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel).

Den 18.4.18

Mine kj. Forældre og Söskende!

Guds Fred til Hilsen!

Dit kj. Brev fra den 7.4. med Tak modtaget kj. Fader ligeleedes igaar dit Kort fra den 11. vor du var i Hamborg. Som jeg seer har du jo godt begÿndt med at forandre dit Værksted om til Butik. Kör har du ogsaa köbt, med Tiden bliver du nok Landmand og Köbmand. Vad agter du egentlig at handle med? Forhaabentlig kommer det godt i gang med Handlen eller skal denne Spekulation först udföres efter Krigen.

Jeg har det jo rigtig godt her i K. og er Gud skee Tak sund og rask og seer tÿk og Fed ud om Hovedet. Vis man nu blodt kunde holde sig saadan men naar det förste gaar ned i det varme saa svinder det jo vist igjen. Som jeg har hört bliver vi vistnok forladet paa Mandag saa har vi igjen en 14 Dages Bahnfart for Haanden inden vi naar Damaskus. Derfra har vi saa en Marsch at gaa paa henved 200 klm. Som vor Major sagde. Med Orloven er der ikke mere at rejse med troer jeg. Udsigterne er skidt og som jeg har hört bliver den nok spærret for os.

Har I modtaget mit Kort fra igaar?

Vi havde en herlig Udflugt til Krigsskibe ”Göben”. Om Morgenen kl. 1/2 8 kjörte vi bort med Damperen til K. og steg der om i en Damper hvor vi saa kjörte en Timestid til vi naaede vort ”Ziel”. Vi gik saa op til Marinehjemmet vor jeg har skrevet dette Kort og drak der et Kop Kaffe. Saa gik vi til Skibet og fik det saa at see ud- og indvending. Det er heelt interessant at se saadan et Skib. Paa Skorstenen har der slaaet en Flÿverbombe ned og saa var Skibet ogsaa löbet paa 3 Miner. Efter at vi havde seet det gik vi igjen tilbage til Hjemmet vor vi spiste til Middag. Vi fik steget Nudel, Salat og et Spejlæg og en Tallerken Griisssuppe. Det heele koster 3 Mark. Efter Maaltiden spillede vi saa lidt Klaver. Der er nemlig 4 Söstrer i Hjemmet som forvalter det. Derefter spurgte di os om vi havde Lÿst ag læge lidt med dem. ja det havde vi jo nok. Saa rÿdede vi Stole og Bordene ud af Stuen og saa gik spillet lös. Vi legede 3 Leg. Derefter blev saa Panterne indlöst vor der gav mangen en latter. Til Sludt spillede saa en af Sösterne paa Guitaren og sang 3 Sanger dertil. Det var saa dejlig at höre disse Toner og Sangen. Saa gik det igjen kl.4 hjemad. En saadan herlig dag har jeg ikke haft her ved Militäret saalænge jeg har været Soldat. Men det gode varer jo altid kun forkort.

Herren give at vi snart maatte blive befriet af denne Elendighed. Ellers er alt vil hos mig.

Vær saa hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

Note: Den tyske slagkrydser SMS Goeben var sammen med krydseren SMS Breslau undsluppet den britiske flådes forfølgelse og havde søgt tilflugt i Det Osmanniske Rige. Her overdrog tyskerne skibene til Osmannerne, der omdøbte dem til Yavuz Sultan Selim og Midilli.

5. marts 1918 – Mathias Damm: “… med Døden for Øie hvert Øieblik”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 23. som jeg endelig har modtaget. Det er alle Postsagerne fra en Dag, der mangler. Avisen og Pakken fra d. 16 er endnu ikke kommen og kommer vist heller ikke. Brevet har været ved 7. Comp.

Jeg vil nok tro at de ogsaa længes, som er i Fangenskab, men det maa dog være Guld imod dette her, hvor man slider og slæber, som om det gav 10 M Dagløn og saa endda med Døden for Øie hvert Øieblik, og hvad for en Død. Naar det saa endda var en ærlig Kugle, men Krigen nutildags er det rene Snigmord som aldrig før.

Du mener at R kommer vist ikke bort fra Rusland nu. Den Slags Krig gad jeg ogsaa være med til. Der kunde Fader gaa med Egestokken, som han før sagde. M.W. har de ingen Brug for der blot et godt Mundtøj, det er Hovedsagen, og saa et par gode Ben, at man kan holde ud. Det er jo det rene Væddeløb.

Vi have idag faaet 100 gr. Brød mere, hvorlænge det varer, ved jeg ikke. Nu mangler der kun 50 gr i fuld Portion (750 gr) Men derfor gør det intet, om Du har sendt Pakken. Mange Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

25. februar 1918: Frederik Tychsen – Spande reddes op af brønden

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Der var en uhyre dyb brønd ved det gamle slot. Den var bygget af granitsten og målte ca. 3 m i gennemsnit (diameter). Her skulle vi hente vand, og vi trak det op i en spand, der hang i enden af et langt tov. Der var også en krog i enden af tovet, og da en del med lidet praktisk sans nøjedes med at hænge spanden over krogen, tabte de spanden i vandet. Sådan tabte Johan Vinkler begge de spande, som hørte til vor stue i brønden. Han blev ganske vist skældt ud af alle mand, men det bragte os ikke spandene tilbage.

 Vi androg om at få et par andre spande, men det kunne vi ikke få, vi kunne komme til at betale dem, vi havde mistet. Der var altså ikke andet for end se at få spandene op på en eller anden måde. Vi lavede en plan. Der skulle en mand ned i brønden, han skulle sidde over skrævs på tværpinden, der var i enden af de lange kanontove, fires langsomt ned, og ved hjælp af en lang stang med en forsvarlig krog på enden, skulle han så trække spandene op.

 Vi havde i forvejen målt vandstanden, der androg sig til 2 – 3 m., vi havde også haft et lys nede i brønden og konstateret, at ingen giftige gasarter forefandtes. Det var en middagsstund i klart solskin, Karl Skurnia ville nok stige ned i brønden, og alle de andre skulle fire i tovet, medens jeg overtog kommandoen. Med stangen i hånden satte Skurnia sig over tværpinden, og langsomt sank han dybere og dybere. Det varede dog ikke ret længe, før han råbte “holdt”, det var disse granitstene, der hang så truende over hans hoved, – der gjorde ham bange. Men det nyttede ikke noget, han måtte helt ned, nu da vi var kommet så vidt.

 Han skændte og bandede, truede med klø, men der var intet at gøre, han måtte sørge for at få et par spande med op. “Holdt” råbte han, ”jeg er nede ved vandet” men det passede ikke, og havde blot dette til følge, at da han virkelig var ved vandet, troede vi ham ikke, vi fik ikke standset rettidigt, så han fik benene i vandet, men da han begyndte med at plaske, kunne vi høre det.

Karl Skurnia var imidlertid blevet meget vred, men det nyttede ikke noget, at han nægtede at bestille noget, vi havde mere tid end han, og lidt efter lidt begyndte han at søge med stangen, og dette var ikke uden resultat, han fik fat i den ene spand efter den anden, og inden vi trak ham op, havde han fået fat i elleve spande, nogle var lidt rustne, men de var gode nok til almindelig brug. Da Karl kom op, var han både våd og vred, men vreden gik hurtigt over, og han tog så noget andet tøj på.

 Vi skulle kun bruge to spande, de 9 solgte vi for 1 Mark pr. styk, og pengene delte vi. Det blev jo ikke nogen stor kapital til den enkelte, men dog bedre end ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. februar 1918 – Mathias Damm: “… to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 21.2.18.
Kære Moder!
Vil idag sende eder et par Ord. Jeg havde snart ventet at faa Pakke 50 idag eller igaar, men den kom ikke, blot den ikke er borte. Jeg har det saavidt godt og er sund og rask. Vi have nu faaet Tø og et godt Smadder er det igjen.

Jeg saa idag i Bladet at de ikke kunde undvære de gamle Karle over 45. Det er intet godt Tegn og der jo forresten ingen Udsigter til at det snart giver Fred. Her er der intet Godt at hente, og jeg har ingen Lyst mere. Det er et led Haandværk. Cathrine vilde gærne vide, hvordan to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet. Der gaar en ved hver Side og har fat i hver en Støvle og med den anden Haand trækker de deres egne Støvler ud.

Her er det meget maadelig med Forpleiningen. Da det alt bliver bragt os i Kander. Men forhaabentlig varer det kun 8 Dage. Jeg ved ikke meget at fortælle, hvad der kan interessere eder. Derfor vil jeg slutte med mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

16. februar 1918 – Milert Schulz: “Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 16.2.18.

Min kj. Elskede Fader! Guds Fred til Hilsen!

Til din 47. Aars Födselsdag önsker jeg dig Herrens rige Velsignelse og at du maa faa Lov at fejre denne Dag endnu i mange Aar. Herren skee Lov og Tak for alt godt hvad han har velsignet Dig med indtil nu. Han vil ogsaa i Fremtiden velsigne dig og dit Foretagen. Naar der ogsaa imellem kommer Trengsler saa maa vi dog altid tænke paa Salmen at ”Alt staar i Guds Faderhaand”.

Maatte det ogsaa være den sidste Födselsdag du fejrer i Krigen. Gud giver at vi snart maatte få Fred. Den 11. Febr. Fik vi Telegramm her at Freden nu hvar sluttet med Rusland forhaabentlig böjer sig da andre Magter sig ogsaa snart. Ligeledes önsker jeg ogsaa dig min lille Bror Konrad Guds rige Velsignelse til din Födselsdag.

Undskyld at först kommer til at skrive idag. I de sidste Dage har jeg næmlig ingen Tid haft dertil. Den 13. havde vi nu stor Marsch paa 50 klm. med en stor Gefegtsövelse. Det varede fra Morgenen kl. ½ 4 til om Aftenen kl.9. Saa kan I vel nok tænke at vi har været godt trædt da vi kom hjem. Inden vi rykkede ud havde jeg spiset 2 Stykker Bröd og fik först Middag om Eftermiddagen kl.4.

Jeg var godt hungrig da vi fik vor Ærter. Den 14. Skulde jeg igjen til Tandlægen. Da fik jeg en Kindtand udtrukket smertelös. Det var ogsaa godt for Tanden sad saa fast at Lægen knækkede den 3 Gange. Men jeg har ikke merket noget til Smerte. Men derefter kom Smerterne först. Jeg gik heele Eftermiddagen med Smerte og fölgen deraf hvar at jeg fik et tyk Hoved. I morgen skal jeg atter have en Kindtand udtrukket. Nu haar jeg da min Mund 1 Orden paa en Gang. I Overmunden har jeg snart tabt alle mine kindtand men om jeg faar et Gebiss ved jeg ikke. Ifölge at mit tykke Hoved har jeg ogsaa Tjenestefri. Jeg sidder i min gode varme Stue og skriver. Undenfor har det sneet tæmmelig meget sidste Nat. Vejret har slaaet om paa en Gang.

Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke. Vor Indklædning bestod af fölgende Sager:

1 Drilligjakke

3 Sæt Vintervask

3 – Sommervask.

6 par Strömper

2 – Snörestövler

1 – Sejltöjstövler

1 Ruksak

1 Wäschesack

2 Telter

1 par Stävbriller

1 Kompass.

1 Tropenhelm.

1 Slör i form af en stor Kasten 1 m höj 1 m bred og 2 m lang altsaa saadan i form (en lille tegning). Det bliver opstillet og saa sover man derunder. Saadan har vi ogsaa faaet en heelt deel andet Skrammel med. Saavidt jeg vel haar hver 4 Mand en lille Hest til at bære disse Sager. Hver Mand koster med sin indklædning henved 1200 Mark. Nu, det var saa dette Nyt.

For et par dage siden har jeg ogsaa modtaget 3 Pakker et med Pölse og Skinke, et med Kage og et med Smör. Alt godt ankommen. Nu hvor jeg hr de nye Sager mangler jeg blodt at komme på Orlov. Men forhaabentlig kan man snart træde den store Orlov an. Gud give det.

For denne Gang vlre saa hjerteligt Hilset og Kysset fra mig Eders Sön og Broder

Milert

Mange tak for dit Brev kj. Söster Olga.

(Breve i privateje)

9. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… i Nat ret livlig Skydning”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia-

1.a. Den stedfortrædende Kommanderende General for IX´A.K. I Altona er Generalleutnant Exellenz v. Falk. Chefen for 1´Landstormsinspektion i Flensborg er Generalmajor v. Ritzlau og har Tilsynet med Omraadet N.f. Flensborg, baade langs Grænsene og Kysterne. 2´ Landstormsinspektion har Sæde i Byen Slesvig og Tilsynet med den øvrige Del af Slesvig, Holsten og Kielerkanalen. Chefens Navn har Detachmentet ikke kunnet faa at vide.

b. Mandskabet ved 41´Landstormbatl. (den vestligste Grænsebatl) lider mest af Sygdom p.G.af Overanstrængelse og Underernæring.

Det paastaas, at Tjenesten her ved Grænsen – med de 8 Timers Vagttjeneste i Døgnet og den megen Eksercits udenfor Vagttiderne – er langt mere anstrængende, ligesom Kosten er meget ringere end ved Fronten. I forrige Uge var saaledes af 1/41´B 70 Md sygemeldt og ved 2/41´B. meldtes i Løbet af 2 Dage 40 Md. syge.

c. I Nat kl. 12,20 slog et Geværprojektil, der kom fra tysk Side over Grænsen fra Egnen om Farris, ned i Jorden umiddelbart foran en af vores Rytterpark. Paa andre Steder – navnlig ved de 2 østligste Grænsebatlr – hørtes ogsaa i Nat ret livlig Skydning; derimod var der i Vest ikke megen Skydning de sidste Nætter.

En tysk Flyver, der har deltaget i Flyvertogtet mod Paris, er i dag kommen med Orlov til Vejen, idet hans Hustru har været død skal være død herover. Han har til en af Detachmentets Rytterposteringsførere fortalt, at den tyske Offensiv p.G. af forskellige Omstændigheder først [-] ventes i Begyndelsen af Marts. Paa Vestfronten var der baade tyrkisk og bulgarsk Rytteri.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. februar 1918 – Hans Paulsen: “Der sidder de fineste Folk og slikker deres Tallerkner …”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i februar.

33
Berlin S.W. den 6.II.18.
Kære forældre, Marie og Muddi!
Igaar modtog jeg Mors lange interessante Brev. Mange Tak! Jeg seer deri, at ved Eder er alt som før. Krigen har vel hidtil Gud ske Lov! – ikke formaaet at forjage Gæsterne fra Huset. Her i Berlin er saadan noget ikke mere mulig. Naar man et fremmed Sted faar et Kop sort tynd Krigskaffee, maa man være taknemmelig.

Netop i Aften kommer jeg fra Krigskøkkenet, (Mittelstandsküche) hvor jeg har spist mig fuld af ilde smagende ”Kohlrüben”, kogt i Vand med Kartofler. Der sidder de fineste Folk og slikker deres Tallerkner saa rene, at ikke en Atom ”Kohlrüben” er at se paa Tallerkenet. Selv Bedstemor vilde ikke kunde gøre det bedre!

– Paa Grund af Spærren har jeg hidtil ikke skrevet til Peter, men, da jeg seer, hvad I har gjort ud af Jubilæet, vil jeg straks i Aften sende ham et par Ord.

– Medfølgende 3 Billeder, som er optaget af en Underofficer. Det første er vores Kaserne i Snee, seet fra Parkpladsen, hvor alle immobile Kolonner har deres Plads. De to andre er det 17. Korporalskab, de Etaarige, i Søndagsstads. Desværre er hverken Hinrichs eller Krakes med derpaa. – Næste Uge faar I et Billede, som jeg selv har optaget, men som Drogisten hidtil ikke har faaet færdig. –

Man taler om, at vi i den næste Tid med Køreskolen skal gøre en større Biltur paa 2 Dage til Mecklenburg. Kan man tænke sig noget bedere, end at gøre en stor Partié i de fjerne i en lækker Bil? Det er en af de Ting, som for et Øjeblik lader Soldaten forglemme sine Sorger. – Men hidtil er der ingen offiziel Meddelelse kommet herom.

– Jeg gaar straks i Seng, Klokken er først 8. Men senere end 7 gaar vi sjælden i Seng, da vi af Tjenesten altid er meget træt. Jeg har efter Kasernespærren egentlig heller ikke faaet rigtigt sovet ud, til Trods for, at jeg den Dag straks, da jeg kom hjem, Kl. 5 gik Sengen og sov lige igennem til næste Morgen Kl. 7.

– Hjertelig Hilsen
fra Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

27. januar 1918 – Ernst Christiansen: En armeringssoldats glade liv

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 27. Januar.
En venlig Hilsen tilforn paa denne dejlige Kejser-fødselsdag! Nær havde vi faaet Surkaal igen i Da­gens Anledning ligesom i Fjor i Rusland, da vi fik Surkaal med Vand; men den kom i Gaar i Steden for, og i Dag lød Spisesedlen paa »Backobst«, hvil­ket er nogle Stykker tørre Smaapærer med lange Stilke, svømmende i en tynd, lidt sød og lidt salt Suppe. — Dünn, aber kräftig! sagde en paa Vejen til Barakken. Andet vanker der saa ikke den Middag. Og saa har vi faaet Løfte om en Festgave paa 50 Penning hver; men de kommer først senere; de kan ikke være der endnu. Som Ekstra-Festgave har jeg faaet en Generalforkølelse. Saa du mener, jeg skulde tage paa Udflugt om Søndagen og se mig om i Verden eller i Flandern! Hidtil har jeg haft det saaledes her, at jeg var glad for hver Dag, jeg kunde være i Fred. Den Slags Turistlængsler taber sig under en Armeringssoldats glade Liv. Naar han har slaaet en Dag ihjel med alle dens mange smaa, Behageligheder, en Dag og en Nat, saa er han tilfreds, og allerede er Bekymringen begyndt for at faa Bugt med den næste. I Gaar var jeg saa med paa Arbejde og blandede Grus og Cement ved en Dækning en Times Vej her­fra. Raakold Taage, svært Arbejde. Snuenæse, hæs Hals, men rigtig fornøjeligt. Udendørs Arbejde kvik­ker altid op. Da der kom nogle Belgiere med frisk Grusforsyning, var det selvfølgelig Folk af mit eget tidligere Korporalskab. Vi hilste venligt paa hin­anden, og de fik nogle Cigaretter.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 170-1)

24. januar 1918 – Mathias Damm: “… chikanerer andres værgeløse Kvindfolk”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 24.1.18.
Kære Søster!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det godt og er sund og rask. Ser at det gaar ligesaadan hjemme, at de store ser til, naar andre arbeider, og tilmed for dem.

Men som Du skriver, det er jo Krig, og hvad det angaar, saa arbeider man tidt for en, man hjemme vilde smide ud, naar man skulde arbeide. Men P.H. skal ikke undre sig, om han en skønne Dag faar Tak for al hans Venlighed med Krigskoner. Han er jo snart værre end “Fædrelandspartiet” og Storagrareme. Kanske han regner sig til de sidste, men tøv kun, nogen af os, som stadig er i Felten, kommer dog hjem, om ikke alle, og saa ved vi jo hvordan vi har at forholde os.

Jeg tænker Fader er af samme Mening. Han er i hvertfald ikke af førnævnte Parti. Mangen en af d’ Hr som nu spiller sig op og chikanerer andres værgeløse Kvindfolk, vil bittert komme til at angre det, de vil dog nok komme til den Erkendelse, hvor var jeg dog et stort Fæ.

Man har her lært at bruge Snuden kanske lidt mere end godt er, og naar man engang kommer godt hjem, saa rappler det, naar nogen vil puste sig op, saadan har man lært det, og hvad man lærer ved Prøisseme er mønsterværdigt!!!: For Eks. at spise hveranden Dag, Dörrgemüse og Sauerkraut. Det skulde i ogsaa gøre saa sparede i en mængde Flæsk og Kartofler o.s.v. Og naar i saa vasker jer en Gang i Ugen sparer i Sæbe. Naar eders Pjalter ere ubrugelige, venter i endnu i ¼ Aar inden i anskaffer ny, til Gengæld skriver i det op i en Notitsbog og naar nogen mener, at de ere for gamle, siger i blot at det er noteret. Imorgen er der atter Appel med daarlige Klæder. Dennegang fik jeg jo ingen Trøie, kan nu atter blive noteret for et par Maaneder. Jeg har den, jeg havde paa Orlov. Bukser fik jeg forleden og de var nye da jeg var paa Orlov.

Jeg fik Kort fra R idag, han mente nu først at faa Orlov til Foraarsarbeidet. De sidste, her kørte paa Orlov var kun 7 Dage undervejs. De har nok faaet Efterorlov. Nu er det helt spærret. Det gaar godt. Men Hovedsagen at man er sund og rask. Det bedste Barometer for tyk Luft er hvor tidt man kommer paa Orlov. Naar man taber ¾ af Komp. er det klart, at man kommer før paa Orlov. H. Kallesen mener jo ogsaa snart at faa Orlov igjen. I overmorgen reiser vi atter ud igjen, eller rettere ned. Du ved nok hvorhen, jeg troer nok det gaar den Vei til Helvede!

Her er i Aften Ballade. I Eftermiddag blev Liebesgaben fordelt, de skulde være til Jul, men kom den Dag vi gik i Stilling efter Nytaar. Hver Mand fik et Nummer. Jeg fik saa en (en af de Bedste) Pakke med 6 Papirshaandtørklæder, en Notitsbog, Koperstiften, jeg skriver med, et lille St. Sæbe, en Bønnebog-(Kløver Knægt og Sorte Pær) der er god til at spille Skat med, 10 Feltpostbreve til at skrive til mine mange Kærester, et Lommespeil med Skægbørste og do. Kam. Jeg har jo ogsaa et vældigt Skæg, 7½ Dun i 11¾ Rade!!! Saa var der et par Nummere tilovers. De blev saa given til den, der kunde gøre en bestemt Gymnastikøvelse, og hvad et par andre kunne kan jeg ogsaa, og saa fik jeg en Pakke Tobak-”Ersatz” som jeg forærede bort, en Tandbørste med tilhørende Tandpulver, som jeg solgte og en halv Snes Cigaretter. Andre fik lignende, et par Papirs Hængsler eller en Lommekniv, andre Mundharmonikaer, og de ere nu alle i Gang, saa man kan godt gaa hen og blive nærvøs og tummelumsk. Skade at man er det i Forveien. Ellers havde de da havt noget ud af deres Musik.

Vi har faaet en god Formaning om at se at fange et par Naboer, thi vi skulle dog være Uge saa gode som andre, saa faar man Orlov og Belønning o.s.v. Men vi mener, at naar blot vor Nabo ikke fanger os, er alting godt. Rasmus mener jo at han snart kommer herover. Det er jo meget tænkelig. Hvad skal en Kriger gøre, hvor der ingen Krig er, han kunde jo gæme gaa hen og gaa i Hundene af Sorg over, at han ikke kan leve sit vante Liv og skyde sine Medmennesker. Imorgen er der Kino her. Jeg er jo naturligvis ogsaa blandt dem, der er saa dum at gaa hen, det koster 30 pf. Forleden fik vi hver et Pund Kunsthonning, Vi Pund Sukker og Vi Pakke Keks for 1 M. og nu lige ½ l Øl (25 pf). Ja, vi lever som “gott in Frankreich” som Tyskerne siger. Men jeg troer dog at vi løb hjem, om det skulde være i bare Ben og Skjorte, naar de gav os Lov at stikke af. Forleden fik jeg forresten ogsaa et Pund Pølse for 5 M. Her sparer jeg ikke mange Penge, men de slaar godt til.

Jeg sendte R en rød en i Julen i et Blad, og lagde en Seddel ved. Nu skrev han at det var et Under at hans Kamerater ikke havde brugt dem til noget ekstra noget bagfra, thi han lagde altid Bladene paa Hylden og fik dem tidt ikke læst, far de var væk. Sedlen maa han ikke have fundet. Naa, godt at han fik den, ellers havde jeg dog ærgret mig over det Kludderhoved.

De ryger og smøger her, saa jeg er ved at faa Hovedpine. Det er ogsaa nogle rigtige Giftstængler nutildags. Den Pakke “Ersatz” jeg havde var lutter Hummel, som Du før brugte til Øl. Saa, nu faar Du nøies med dette. Hvis Du bliver træt inden Du er færdig, kan Du jo læse det andet en anden Dag. Jeg vil nu slutte med mange Hilsner til eder alle. Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. januar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Der skydes med skarpt … over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia

1. Der skal foruden den nuværende Postkæde langs den danske Grænse i nær Fremtid etableres endnu en bevogtet Linie c. 1 Mil sydligere, og for den østlige Del gaaende fra Bæltet S. om Fjelstrup over Hjerndrup. Dens videre vestlige Forløb kendes endnu ikke. Folk, der er bosiddende Syd for denne Linie, skulde saa have Pas i Flensborg, hvis de vilde over Grænsen til Danmark.

2. Det hedder sig, at den østlige Grænsebataillon (N. 21), der kom fra Rendsborg, i en nær Fremtid skal ombyttes, da Mandskabet – som Følge af Underernæring – ikke kan taale Vagttjenest. Forleden Dag fandt man ved Afløsningen om Morgenen 1 Md død og 2 besvimede. Af et Komp. skal c 80 Md være syge, da Komp i 14 Dage ikke havde faaet Brød men væsenligt kun Kartofler og Kaalrabi. Diagnosen Underernæring maa ikke officielt støttes.

3. Der skydes med skarpt af de tyske Poster over Grænsen til stor Gene og ikke ringe Fare for de danske Beboere ved Grænsen. Det skal være en befalet Signalskydning, hvorved Posterne skal holde Forbindelse indbyrdes. Hver Post siges i Løbet af Natten at skulle afgive 3 Skud.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

22. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at køre magelig tilbagelænet i vor Bil”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 22. I. 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke 37 med Cigarerne og Lysene etc. Mange Tak! Det var jo alt overordentlig brugbar og ønskede Ting. Jeg blev virkelig glad derover. Er Kopfschützeren en Foræring fra Fru Sievers? Mor skrev noget om, at hun maatte give Kartoffelmel derfor. Jeg vilde gerne vide, om jeg skal takke hende derfor.

– Idag fik jeg Mors Frikandellepakke. Frikandeller har vist sig at være meget praktisk, de holder sig længe, (længere end det rene Kød) smager udmærket og er et meget nærende Brødpaalæg, der især er godt om Morgenen til Fundament for Dagen. – Hvad mener Mor med Peters Jubilæum?? Underbukser har jeg nok af. Jeg har 4 Skjorter og 4 Underbukser.

Naar det passer Far bedere , at sende Pengene pr. Postcheck, staar der ikke noget i Vejen derfor. Som Indskrivningsbrev ankommer det jo raskere og har den Fordel, at Summens Størrelse ikke er tilgængelig for Offentligheden. Men en Ubehagelighed for mig fører den førstnævnte Methode heller ikke med sig. – Pakket med 3 Paar Strømper har jeg faaet mellem Juul og Nyaar.

Vi kører nu hver Dag i Bil. Det er anstrengende, men ogsaa rart. Vi lærer Berlin paa den Maade at kende. Idag har jeg mærkværdigvis ikke bestilt andet, end paa Militærets Bekostning i en tyk Pels at køre magelig tilbagelænet i vor Bil gennem Berlins flotte Gader. Naar det altid gik paa denne Maade, vilde det ikke være saa galt, at spille Soldat.

Kære Far, til Slut beder jeg Dig nu omgaaende at besvare mig, om Du kender en født Flensborger, med Navn Jensen, som ejer en Likørfabrik og Vinhandel her i Berlin?

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans.

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)