Tag-arkiv: Frankrig

18. april 1918. “Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles med Flyverne over Hovedet” Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I stedet for rekreation, blev Eskildsens regiment nød til at afløse en anden division ved Reims. Mens de befinder sig i Aussonce stifter de bekendtskab med både engelske soldaterkvarterer og franske flyvemaskiner.

Vi skal paa Rekreation i Hvilekvarterer tæt ved Wasigny. Kvarter grupperne staar paa Wasigny Banegaard for at tage imod os. Men vort Tog holder ikke! Befalingen er igen omstødt. Vi damper 30 Kilometer videre mod Fronten, thi vi skal nu afløse den 14. bajerske Division ude i Linien. I Juneville holder Toget, og vi marcherer straks i Retning mod Reims. Vi er tredje Gang havnet i »Lusechampagne«.

I den lille By Aussonce tager vi Ophold nogle Dage, mens Bataillonerne afløser ude ved Cornillet-Bjerget, 15 Kilometer Øst for Reims. I Aussonce er der baade Boghandel, Soldaterhjem, Bad og Kino. Vi lægger tydeligt Mærke til Forskellen mellem de tyske Soldaterkvarterer og de engelske, som vi i de sidste Uger har lært at kende.

Englænderne er bedre klædt og svømmer i Overflod af Levnedsmidler; hos Tyskerne hersker Smalhans, men deres Kvarterer er bedre. Englænderne savner Glas. Hvor der mangler en Rude, klæber de gult Pergamentpapir for. I Stedet for vore smaa, praktiske »Understands«-Kakkelovne bruger de Spande med Ild i, som Kakkelovnsrør har de rullet Blik. De har ikke vore »Senge« med Staaltraadsfletninger som Madras. Tilsyneladende mangler de ogsaa Sans for Renlighed og Hygge.

Hver Aften Klokken 11½ har Byerne her bag Fronten Besøg af de franske Flyvere. Saa er der stor Alarm: Signalhornet hyler, der drejes paa en Alarmmaskine foran Kommandantboligen, man hører Etappesoldaterne rende til deres Heltekældere.

Saa regelmæssigt kommer Flyverne, at vore Kortspillere først pakker Kortene sammen, naar de har været der. Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles Formiddag og Nat, i Skyttegrav og Etappe, i Trommeild og med Flyverne over Hovedet. Hvem der ikke er aandelig begavet nok til at nyde den interessante »Skat«, nøjes med at friste Lykken i »Mauschel«, men alle tærsker i de fedtede Kort.

Vi lader os ikke forstyrre af Flyverne; men vi føler, at et Flyverangreb er uhyggeligere end et Artillerioverfald. Det naturlige menneskelige Instinkt er endnu ikke indstillet paa det nye Vaaben. Vi kender »vort« Skud paa Knaldet og søger Dækning, selv om det kun er et Skinværn bag et Muldvarpeskud, et Træ, et raaddent Plankeværk.

Overfor Flyverne kan man hverken bestemme Faren eller finde et Værn. Man hører Motorens fine Sang i Luften, tilsyneladende lige over Hovedet, man hører Bomben hyle og pibe ned gennem Luften, tilsyneladende lige ned mod ens Isse, man kan ikke søge Læ bag Mure og Volde og føler sig værgeløs.

Først naar Knaldet er kommet og Jordrystelsen mærkes, ved man, at den Fare, man stod blankt opgivende overfor, er forbi.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 213-214

16. april 1918: “…vi enige om at stige ud ved den næste station; … vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten.” Frederik Tychsen leder efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indkvarteret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Efter at jeg nu havde været på dette lazaret i 5 uger, blev jeg udskrevet den 16. april 18. Jeg fik mine gamle klæder og min udrustning igen, men da de var noget medtagen, skulle jeg have en anden mundering. Der var ca. 30 mand, der denne dag forlod lazarettet. Jeg var den eneste Obergefreiter, så jeg blev transportfører. Vi skulle til et depot i Le Cateau, her skulle vi have de beklædningsgenstande byttet, der trængte til det.

Lige efter middag gik vi ned til banegården i Maubeuge, men da vi kom derned, manglede der 2 mand – det kunne jeg ikke gøre for, vi satte os i toget og kørte af sted. Hen imod aften ankom vi til Le Cateau; vi fandt depotet, der lå et stykke uden for byen, vi fik noget at spise, og så fik vi en brix anvist i en af barakkerne.

Her frøs vi ganske umådelig. Vi var vante til en varm seng på lazarettet, og nu måtte vi hjælpe os med et tæppe. Jeg lå og længtes efter, at det skulle blive morgen, så vi kunne stå op og evt. få nogen varm kaffe.

Efter morgenkaffen trådte vi an, og vi fik, hvad vi ønskede; nye støvler, sko, tæppe, overfrakke osv. Karabiner, sabel, gasmaske og tornyster beholdt vi. Vi var færdige til middag, og vi fik oplyst, hvor vor troppeafdeling lå.

Jeg fik besked på, at mit batteri lå i stilling ved Montdidier, og nu måtte jeg se at finde det. Man fik et bevis, at man søgte efter sin troppeafdeling, og så kunne man køre med alle tog, gods- og persontog, når det gik imod fronten, men i modsat retning – bort fra fronten, kunne vi ikke komme uden billet (Fahrschein).

Jeg var imidlertid blevet godt kendt med Imwiehe, han tilhørte Inf. Rgmt. 465 IMGK; vi rejste sammen, desforuden var der en feltartillerist fra bataljon 615, der sluttede sig til os. Vi tre sad i kupé sammen. Da vi havde kørt et stykke vej med et persontog, blev vi enige om at stige ud ved den næste station; idet vi mente, at vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten. Vi steg så ud ved Busigny.

(Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien)

 

4. april 1918: Frederik Tychsen tilbringer påsken på lazarettets epidemiafdeling

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Der var en 20-30 patienter i denne barak, de var mere eller mindre syge, nogle døde; der stødte tit andre sygdomme til. Der lå en henne i et hjørne. Han døde. Natten før spurgte Hirschvogel, om han skulle få fat i præsten til ham, der kunne give ham den sidste olie. Men patienten ville ikke have noget med præsten at gøre, men han bad Hirschvogel om at kildre sig under fødderne, – det var det eneste, ønskede.

Hen på natten døde han. I dødsøjeblikket knælede munken ved hans seng og nedbad Guds nåde og fred for hans sjæl. Det var der mange, der lavede grin med, men jeg syntes, at det var uhyre smukt og højtideligt. Den stakkels munk havde stået i timevis og kildret den døende under fødderne, og nu bad han for hans sjæl. Lidt efter blev han båret ud.

På langfredag kom der en evangelisk præst og tog os protestanter til alters. Det gik meget hurtigt. Nonnen gik ud imens, og vi sad en 6 – 8 stykker (der var kommet nogle i de sidste dage), på en bænk. Præsten gav os hver en salmebog med, og vi sang nogle vers af en salme. Han skænkede vin i et glas, så læste han ritualet, derefter fik vi brødet og vinen; vi sang en salme, og så var det færdigt.

Han pakkede skyndsomt sammen og talte alt imens med os. Lige inden han gik, spurgte han os, om vi nok kunne få tiden til at gå; vi beklagede os over, at vi ikke kunne få noget at læse i, eftersom vi lå på epidemiafdelingen, men så hentede han en 3 – 4 sæt spillekort op af lommen på sin skødefrakke, kastede dem hen af bordet og sagde: ”Så kan I have dem!”

Præsten forsvandt ud af døren, og straks overfaldt 2 – 3 mand glasset med resten af vinen, en ung landmand fra Lüneburger Heden gik af med sejren, efter at det meste blev spildt på gulvet. Derefter blev de nye spillekort taget i brug.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

23. marts 1918: Frederik Tychsen fortæller om sit ophold på lazarettet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Det var nogle slemme dage, jeg havde bag mig. Jeg havde sikkert over 40 grader feber, og først nu kunne jeg komme under behandling. Om morgenen kom lægen og gav mig to indsprøjtninger i sædet, en på hver side. Det virkede ganske kolossalt, enden svulmede op, så jeg måtte ligge på maven 3 – 4 dage, men så var jeg også ovre det værste. Feberen gik ret hurtigt ned, og jeg begyndte at spise.

Ganske vist lå jeg stadig i sengen, men havde det i og for sig godt. Jeg kunne sove både nat og dag i den første tid, og da jeg kunne spise, kom appetitten, og forplejningen var god og rigelig. Den gamle nonne havde vi ikke om dagen. Derimod havde vi to yngre nonner på ca. 40 år. De måtte ikke tale om ting, der ikke angik sygdommen eller det tjenstlige mellem 6 morgen og 6 aften, men vi spurgte om mangt og meget, og som oftest svarede de også. Derimod efter kl. 6 aften talte jeg tit med dem.

Jeg var den eneste protestant i hele barakken, og nonnerne talte meget med mig. Nonnerne var meget uvidende. De vidste ikke, hvor Slesvig eller Holsten lå henne, men derimod vidste de, at der var noget, der hed Hamborg, dog mente en af dem, om Hamborg lå i nærheden af Leipzig. De læste aldrig aviserne, men når de havde et par minutters tid, tog de bønnebogen frem og bad samtidig med at de sad med rosenkransen.

Rosenkransen består af, jeg tror nok 75 perler, og for hver perle er der en bestemt bøn, der findes i bønnebogen, og en troende katolik skal bede rosenkransen så mange gange om dagen, som den kan få tid til, nonnerne skulle i hele deres fritid bede rosenkransen og holde andagt. Vi havde også en munk, han hed Hirschvogel. Han var sygepasser og gjorde det sværere arbejde, vaskede gulve, bar spande ud osv. Hirschvogel var en ærlig munk med det rigtige tjenersind, men så blev han naturligvis misbrugt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. marts 1918: “… da nonnen så mig komme i Adamskostume, korsede hun sig med en mægtig håndbevægelse …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Vi kørte ud i en forstad til Maubeuge der hed Sues le Bois, og her lå det bayriske Kriegslazaret no.62. Vi blev læsset af i et stort pakhus: Der var flere hundrede. Her kunne vi lægge os på det bare gulv. Der kom så en læge, og han spurgte, om der var nogen, der følte sig særlig syg. Jeg gik hen til ham, for jeg følte mig i sandhed meget syg. Lægen spurgte mig om, hvad jeg fejlede. ”Ja, det var halsen”.

 Han lyste mig med en elektrisk lampe, og så sagde han, at jeg kunne straks komme i seng, jeg skulle melde mig på epidemiafdelingen. Jeg tog min tornyster og karabiner, forlod komlageret og begav mig hen til lazarettet. Det bestod af en lang gade med barakker på begge sider, og i den anden ende af hele komplekset lå epidemiafdelingen, en del barakker for de patienter, der var befængt med difteritis, tyfus, kolera eller meningitis.

 Jeg tumlede op gennem barakkerne, og efter jeg havde spurgt om vej flere gange, fandt jeg hen til epidemiafdelingen, og fandt også barakken. Klokken var ca. 12 om aftenen. Jeg bankede på. Der lød et svagt ”Kom ind!” af en kvinderøst. Jeg trådte ind med hele min krigsoppakning: Stålhjelm, karabiner, tornyster og den øvrige bagage, gasmaske m.m.

 Her sad en ældre nonne i sin hvide dragt og den mærkværdige, flagrende hovedbeklædning, som de katolske nonner bærer. “Hvad skal De?” spurgte hun. ”1 seng”, svarede jeg. Hun sad og drejede med rosenkransen og mumlede bønner alt imens. Hun standsede med bønnen eller med dette her mumlen, som om hun var færdig med et bestemt afsnit i bønnerækken, lagde rosenkransen fra sig og så op.

 Alt imens stod jeg og så mig lidt omkring. Her stod flere rækker senge, men der var en iblandt, der var tom – vel sagtens til mig, tænkte jeg. Nonnen sad ved et lille bord; på dette foran hende lyste en elektrisk lampe, der var anbragt en skygge af papir, så lyset faldt på bordet og skyggen hen imod patienterne.

 Så spurgte nonnen, om jeg havde lus? ”Ja”, svarede jeg med en grødet stemme. ”Når man har ligget de sidste 9 måneder ved fronten, så kan De vel nok regne ud, at man er luset”. ”Ja, men så må De først bades, inden De kan komme i seng, og Deres tøj må De aflevere til desinfektionen; badeanstalten er nede i den anden ende af lazarettet, der må De gå ned og få det ordnet!” Jeg spurgte, om der var åbent på denne tid af døgnet, ”ja, der er altid åbent” var svaret.

 Jeg begav mig så ned til badeanstalten, der var vel nok ca. 800 – 1000 m. derned; der lå barakker på begge sider hele vejen. Da bademesteren hørte, at jeg havde difteritis, bad han mig om alt mit tøj og hele min udrustning, da dette skulle desinficeres. Jeg selv kom under bruseren, men da jeg imidlertid blev meget sløj og slap, måtte jeg bede assistenten om at hjælpe mig lidt. Han skrubbede mig så med en børste, medens jeg måtte støtte mig til plankeværket.

Da jeg var færdig, måtte jeg gå. De kunne imidlertid ikke give mig noget tøj, hverken skjorte eller tæppe, da jeg hørte til epidemiafdelingen. Jeg fik lov til at låne et par trætøfler, og så gik jeg ganske splitternøgen tilbage til nonnen i difteribarakken. Jeg gik ind, og da nonnen så mig komme i Adamskostume, korsede hun sig med en mægtig håndbevægelse og udbrød et forbavset ”åh, Gud!” Jeg fik så en skjorte af hende og kom omsider i seng. Klokken var nu ca. 1.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. marts 1918: Frederik Tychsen og hans batteri ankommer til Frankrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Det varede ikke ret længe, inden vi opdagede, at turen gik ned gennem Meusedalen, der var nogen, der opdagede, at vi havde passeret Namur – senere Maubeuge, altså gik det i hvert fald til Frankrig igen. Hen på eftermiddagen den 5. marts 1918 standsede toget i Bohain, et par stationer længere mod syd end Le Cateau.

 Vi holdt en lille tid, så kørte vi uden for byen, og midt på marken var der rejst en interimistisk perron. Her blev vi læsset af. Vi mærkede straks, at der var en usædvanlig tilstrømning af militser. Over alt vrimlede det med soldater, og i hver eneste time kom der transporttog med tropper ved denne ene perron, og inden en time skulle vi være færdig, for at perronen kunne være fri til det næste togs ankomst.

 Vi marcherede af sted, og ved aftenstid kom vi ind i en landsby, der hed La Vallee Mulatre, en by på størrelse med min fødeby Agerskov. Da vi kom derhen opdagede vi snart, at byen var svært belagt med militær. Vi fik en stald anvist til kvarter, der var nogle enkelte brixe; gulvet var af cement – men vi havde tag over hovedet (Vinduerne var i stykker).

De følgende dage havde vi ikke videre nogen tjeneste, så vi gik en tur rundt i egnen hver aften; solen skinnede om dagen, men om natten var det meget køligt. Alle vegne, hvor man kom, og hvor man så, var byerne, gårdene og husene belagt med soldater; man havde indtryk af, at der var noget usædvanligt i luften. Vi vidste intet, men vi måtte ikke gå ud i større flokke om dagen for flyvernes skyld. En dag kom løsningen. Der kom en engelsk flyvemaskine, højt, højt oppe; der var klart solskin, og han kastede en stor bunke flyvesedler ned, på dem stod der: ”Vi ønsker eder til lykke med den store offensiv den 21. marts”. Altså den 21. skulle det gå løs. Ja, man kunne også nok se, at noget måtte komme – al denne militær – kanoner og materiel.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. oktober 1917. Mikael Steffensen: “Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I oktober 1917 befandt han sig ved Baralle på Vestfronten.

Baralle, den 16. oktober 1917.

Min kæreste Ven!


Vi har pakket, i Morgen skal vi rejse nordpaa til de Egne, hvor jeg var sidste Vinter, og hvor nu de vildeste Kampe udkæmpes. Det er Nat; thi jeg har haft travlt i Dag, men først vil jeg være sammen med Dig, min Ven.

Tak Du, for Dit Brev, Tak for Cigarerne, Tak for Din daglige Hilsen, Tak for Bladene, Du kære gode Mand. Og saa tilgiv, at jeg har ventet saa længe med at skrive. Som jeg længes efter Dig og Længslen kan ikke stilles. Alt skal vente, der er andre, der fordrer min Nærværelse, min hele Kraft og en Smule Evne, men Hjertet, det faar de aldrig. Tanker og Følelser gaar andre Veje; thi jeg kan aldrig forstaa Meningen med dette her, og det har skilt mig fra det bedste, jeg ejer, maaske for stedse.

I Dag kom den Feldwebel, der skal afløse paa Skrivestuen ved vort andet Kompagni, hans Kompagni bestaar af en Vicefeldwebel, 2 Underofficerer og 25 Mand, Resten ligger i Lasarettet, paa Flanderns Slagmarker, eller er derovre, hvor man ønsker sig hen. Da de var seks Timer i Fronten, saa var der ingen Kæmper mere, Resten var paa Orlov eller paa Sygestue, og det er vor Afløsning. Vi med vore næppe 100 Mand i Kompagniet skal nu derop. Hvad kan det blive til? Stakkels Tyskland. Vi skal jo nok redde det hele deroppe.

Der er nu egentlig gaaet noget i Stykker med dette Rejseri, jeg vilde have overrasket Jer derhjemme, thi jeg kan nu snart igen komme paa Orlov, men nu er den spærret, og de første 4 Uger kan jeg ikke komme. Vil Gud skaane Liv og Sundhed, kommer jeg nok hjem til Jer, omtrent ved samme Tid som i Fjor. Helt galt er det maaske slet ikke mere i Flandern, hvem veed, om vi ikke har Lykken med os. Faar vi Regn, er der god Grund til at haabe det bedste.

Aa, som vi længes mod Fred, mod Fred og Frihed, og mod Hjemmet.

Du, jeg anede jo slet ikke, at C. H. havde i Sinde at rømme, det var saa stik imod hans Udtalelser fra i Sommer. Han maa have andre Grunde nu. Ogsaa her maa jeg sige: Jeg kan ikke kaste med Sten, men jeg selv gør det ikke.

I Sommer, da jeg kom herud, havde jeg en haard Kamp, det var mest al den Løgn, man lever i, der var ved at tage Modet fra mig. Det er jo i Grunden kun Løgn, alt ens Væsen overfor Sag og Foresatte. Det er en vanskelig Sag at balancere mellem Overbevisning og Fordring. Men jeg staar nu overfor en Foresat som en høflig Mand overfor en anden. Og nu skrupler jeg ikke mere. Der kan komme Kamp paa alle vanskelige Veje. Men jeg staar paa det, jeg har sagt, jeg kan ikke andet. Mit Land kan kræve det af mig. Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene.

Som jeg kender den Følelse, du skrev om, naar man er ude i Naturen, at leve i Nuet, at indsuge det friske, det foryngende. Saa maa man synge, og man synger det bedste, som man veed. Det var i Dag for et Aar siden, at vi drog bort fra Le Transloy. Den Aften var jeg saa lykkelig, thi der var inde i mig en Følelse af Lykke, som om jeg havde genvundet noget, jeg havde mistet. Og det var saadan, Du veed, hvad jeg havde fundet, min Gud og mig selv og en Ven, som ingen anden.

Nu gaar vi ud paa den vilde Krigsskueplads igen. Men jeg har en lykkelig Følelse af, at jeg ikke gaar ene. Eders Bønner vil ogsaa følge mig, Din inderlige Bøn og kærlige Ønsker. Maaske vil det være bedre, at jeg har det alt overstaaet, naar jeg kommer paa Orlov, men igen vil jeg sikkert komme træt og bleg hjem, — det er ikke noget godt.

Guds Fred med Dig og Dine, min Ven, Du lever i mine Tanker.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

30. september 1917. Mikael Steffensen: “vi vil ikke skuffe Jer, men med Alvor og alle vore Evner tage fat for at vogte den Arv, I gav os”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Vestfronten.

Buissy, den 30. september 1917.

Kære Venner!


Jeg var saa glad for dit Brev, man føler Forstaaelsen for vor Sorg og Kærligheden til vort lille Land og dets Sønner gennem hver eneste Linje. Tak for Eders Kærlighed til os, vil Gud give Kræfter, vi vil ikke skuffe Jer, men med Alvor og alle vore Evner tage fat for at vogte den Arv, I gav os. Men I maa holde Jer stærke i mange, mange Aar endnu, thi I skal lede os, give os Raad. Vi vil se op til Jer som dem, der er Kærnen i det hele, for saadan er det.

Tak for Eders Brev, tak for, at Tankerne naar ud til mig, selv om Tiden er knapt tilmaalt. Jeg forstaar det saa godt, det kan ikke være anderledes, men saa er vi ogsaa taknemmelig for alt, hver eneste lille Hilsen, der kommer derhjemme fra. Vi veed, at vi er med i Eders Bøn og at vi faar de allerbedste Tanker.

Jeg har det godt. Endnu er vi her i vor gode Stilling, og Vejret er saa henrivende smukt, høj Sol og blaa Himmel, rigtig Septembersommer. Og jeg er sund og stærk, rigtig sund, som I de bedste Aar. Som havde jeg faaet nye Kræfter, saadan føler jeg det, rigtig ung. Det er det velsignede, at vi fik lært at være taalmodige, at være lydige over for Gud.

Som Byrden øges, saa vokser Sjælens Styrke. Freden kommer snart, jeg tror det, og det er nok dette Haab, som holder mig saa frisk. Men ogsaa dette, at jeg veed mig under Guds Beskyttelse, at han ogsaa er herude, er nok til at være glad, trods alt det, der sker.

Tro nu ikke, at jeg er ligegyldig over for, hvad der sker og er sket. Smerten over Tabet af de stolteste af vort Lands Sønner, fylder mit Sind med dyb Vemod. Men vi maa ikke blive modløse. Selv var jeg modløs saa længe, men det stjal af Hjertets Varme, jeg følte, at det fjernede mig fra Gud. Jeg tror, at Vorherre vil velsigne og være med vort Folk og den kommende Slægt, og saa er alt godt. Gud velsigner dem, som elsker ham, i Tusinde Led, maatte vi da se, hvad der tjener os til Gavn.


Rige er Efteraarets Farver. Vinens Blade gløder med dybe, røde Farver. Endnu engang skal det vise sig i den fagreste Pragt, før det skal visne og dø, før Vinteren kommer. Hvor er det kønt. Og Gud ske Tak for, at vi fik Øjne til at se alt det skønne, og en modtagelig Sjæl, som kan indsuge Indtrykkene og glædes derover.

Hver Dag har sin egen Ynde. 
Ja, Vilken, kunde jeg endda være hjemme hos Jer, hjemme i de store Enge og Moser, saa var alt godt, synes jeg. Men vil Gud, det sker engang. Og sker det ikke, saa vil andre træde i Stedet, nye Mænd, nye Kræfter. Saa stærk er Længslen, at det koster Kamp at dæmpe den, men Gud giver Kræfter dertil.

Lev vel allesammen derhjemme, tak for alt godt.

Vær hjertelig hilset fra

Eders Mikael.

 

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

11. august 1914. Russerne angriber i Østpreussen

Af Erik Ingemann Sørensen

Den første russiske Armé under ledelse af general Paul von Rennenkampf angriber de tyske styrker – den 8. tyske Armé – ved Gòra Kalwaria (det nuværende Polen).

1914-08-11 Rennenkampf

Samme dag erklærer Frankrig Østrig-Ungarn krig.

 

(+) Den 22-årige Werner Koch fra Halk sogn ved Haderslev såres under kampene ved Weichselfloden og dør.

10. august 1914. Det engelske ekspeditionskorps er ankommet til fronten

Af Erik Ingemann Sørensen

Det engelske ekspeditionskorps – BEF – går nu ind i kampene på Vestfronten. På samme tid opretter England en flyvende kystvagt for at sikre sig mod angreb fra de tyske zeppelinere.

Frankrig afbryder de diplomatiske forbindelser til Østrig-Ungarn.

Kampene ved Mühlhausen raser videre med stor voldsomhed.

(+) Den 36-årige militærlæge, Oluf Riis fra Hoptrup, dør af hedeslag under marcherne ved Aachen.

3. august 1914. Tyskland erklærer krig mod Frankrig

Belgien svarer nej til det tyske ultimatum og beder nu England om at komme til undsætning.

Tyskland hævder – usandt – at der har været franske fly over blandt andet Karlsruhe og Nürnberg. Med afsæt i dette overrækker den tyske ambassadør i Paris krigserklæringen til Frankrig. Heri hedder det blandt andet: ”Jeg har den ære at informere deres excellence om, at Det tyske Kejserrige betragter sig som værende i krig med Frankrig.” Læs hele krigserklæringen her

Få timer senere erklærer Frankrig så krig mod Tyskland.

1914-08-03 Edward Grey
Sir Edward Grey, britisk udenrigsminister

I en tale i Underhuset udtrykker den engelske udenrigsminister, Sir Edward Grey, bekymring for, hvordan verden fremover vil betragte England, hvis man svigter sine traktatlige forpligtelser over for Belgien: ”I så fald ville vi, mener jeg, sætte den respekt, der står om os, vort gode navn og rygte i verden, over styr …”

31. juli 1914. Modersmaalet: Hvad nu?

Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer udviklingen i Europa:

Englands Interesser.

I ”Hamburgischer Correspondent” offentliggøres en Samtale med Generaldirektør Ballin, der er vendt hjem fra London. Hr. Ballin erklærede det for urigtigt, at den engelske Flaade er mobiliseret, og tilføjede, at England ikke ville satse sine Stridskræfter i Vægtskaalen for nogen af de to Stormagtsalliancer; det er ikke England, men Rusland, som nu har Afgørelsen med Hensyn til Krig eller Fred.

En tredje Balkankrig?

Man frygter i officielle Kredse i Athen for, at Udbruddet af Fjendtlighederne mellem Østerrig-Ungarn og Serbien skulde give Signalet til en tredje Balkankrig. Den lidet disciplinerede Presse i Athen fører et skarpt Sprog mod Østerrig. Den offentlige Mening staar paa Serbiens Side. Fra Korfu meldes, at den østerrig-ungarnske Flaade træffer særlige Forberedelser for at kunne blokere de græske Hovedstæder i Tilfælde af, at Grækenland skulde understøtte Serbien med Vaabenmagt.

Bladudtalelser om Krigen.

”Kølnische Zeitung” skriver i Gaar: Rusland mobiliserer. Dermed har den europæiske Krise naaet sit Højdepunkt, og en Klaring af Stillingen i den ene eller anden Retning kan ventes i den allernærmeste Fremtid. Vi kan som før kun indtage det Standpunkt, at vi yderst ugerne ser en væbnet Strid med Rusland, men vi har Forbundsforpligtelser, om vi ikke kan fragaa og som vi aldrig vil unddrage os.

Flertallet af Bladene i Paris ser stadig sort på Stillingen, men haaber dog, at Freden vil blive bevaret som Følge af den Solidaritet og Enighed, Treforstaaelsens Magter har lagt for dagen. Bladene er stadig af den Anskuelse, at Krigens Løsning ligger i Tysklands Hænder, og hævder enstemmig, at Frankrig maa vise Ro og Koldblodighed, men samtidig holde sig rede til enhver Mulighed.

England er trofast.

”Daily telegraph” skriver, at England vil forblive tro mod Tremagtsforstaaelsen og er fuldkommen rede til at opfylde sin Forpligtelser over for Forstaaelsen.

Våbensøstre 6a49-328
Våbensøstre: Tyskland og Østrig-Ungarn. Kölnische Zeitung: Vi har forbundsforpligtelser, som vi ikke vil unddrage os!

 

svendsen 001aRedaktør Nicolai Svendsen skrev Modersmaalets udenrigsrubrik.

 

27. juli 1914. “Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland”

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:

Ved Verdenskrigens Rand

I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.

Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.

Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.

Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.

(…)

Fra Wien telegraferes:

(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.

Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”

Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.

Hvad siger Tyskland?

Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.

Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

Den russiske Presse

(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.

Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.

Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.

Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

24. juli 1914. Østrigsk ultimatum!

Østerrig-Ungarn og Serbien.

Til ”Neues Wiener Tagblatt” meddeles fra Semlin den 23. Juli:

Den østerrig-ungarnske Gesandt har over for den serbiske Regering klaget over, at serbiske Gendarmer for nogle Dage siden har skudt paa østerrigske Undersaatter. Den serbiske Regering har indledt en indgaaende Undersøgelse. ”Novoje Bremja” skriver i Anledning af den spændte Stilling mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, at Rusland og Frankrig endnu mindre end i 1912 og 1913 vil tillade, at Østerrig overfalder Serbien.

Østerrigsk Ultimatum til Serbien.

Ifølge et i Morges modtaget Telegram fra Belgrad har den østerrig-ungarnske Gesandt i Aftes Kl. 6 overrakt den serbiske Regering en Verbalnote med den østerrig-ungarnske Regerings Krav til Serbien. I Noten kræves der Svar til Lørdagen den 25. Juli Kl. 6 Aften.

 

23. juli 1914. “… et europæisk spørgsmål.”

Rusland og Frankrig

Præsident PoinCaré er altsaa paa Besøg i St. Petersborg. At hans Rejse har stor politisk Betydning, er der ingen, som tvivler om, særlig da han ledsages af Førsteminister Bibiani og Direktøren for Udenrigsministeriet i Paris de Margerie.

Af de russiske Blade har ”Novoje Bremja” betonet Toforbundets fredelige Karakter, men tillige hævdet, at det burde optræde med Fasthed.

Kadetbladet ”Retj” erklærer, at Forbundets Forpligtelser maa være gensidige, og advarer indtrængende Frankrig mod at nedsætte den treaarige Tjenestetid. Sker det, vil Ruslands Følelser for Frankrig blive stærkt afkølede. Bladet haaber, at Poincaré som en særlig Mægler kan skaffe en engelsk-russisk Marineoverenskomst i Stand.

Et radikalt russisk Blad peger paa de svære Byrder, som Forbundet paalægger begge Lande, kræver, at de skal nedsættes, og tager til Orde for et tysk-fransk-russisk Forbund.

De franske Blade er glade over, at den fransk-russiske Forstaaelse er saa inderlig, men betoner i øvrigt, at de stærke Rustninger er den bedste Garanti for en Verdensfred.

”Action” skriver, at man fra Berlin stadig udbreder Rygter om, at Frankrig ønsker Hævn. Det er imidlertid ikke Tilfældet, og Rygterne udspredes kun for at dække over den udæskende Politik, som man fører i Berlin.

”Gaulois” erklærer, at Poincaré ikke nu vil foreslaa en engelsk-russisk Marineoverenskomst, en saadan kan komme senere, men først maa de to Magter blive enige om de persiske Spørgsmål.

”Matin’s” Petersborgkorrespondent Jules Hedeman, fremhæver i sine Artikler vedvarende Ruslands umaadelige militære Styrke. Den russiske Hær tæller nu 44, til næste Aar 45 Hærkorps, dog maa 12 blive i Asien, 2 i St. Petersborg og Finland. Hele Resten kan angribe ved de tyske og østerrigske Grænser.

Overfor Rumænien behøver Rusland ikke mere at dække sig, da dette Land ikke længere har nogen Militæroverenskomst med Østerrig, og det sandsynligvis vil vende sig mod Østerrig for at tage Siebenbürgen. I stærk Modsætning til den krigerske Tone i denne Korrespondance, staar, som meddelt, de Taler, som Kejser Nikolaj og Præsident Poincaré har udvekslet.

Østerrig og Serbien

Det spændte Forhold mellem Østerrig og Serbien forvolder vedblivende Uro, ikke mindst paa Børserne. En snarlig Udbrud af en Krig regner man dog ikke med. Man mener i berlinske diplomatiske Kredse, at Forhandlingerne mellem Wien og Belgrad i Betragtning af Forholdenes alvorlige Natur vil strække sig over et længere Tidsrum…

”Times” behandler i Tirsdags den truende Stilling i en længere Artikel, hvor det bl. andet hedder: ”Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen.

Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Striden, hvis det kan. Men det er ligesaa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmål.”

 

20. juli 1914. Fransk visit i Rusland: Sammen er vi stærkere end Tyskland!

Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer situationen i Europa:

Præsident Poincarés Rejse. Verdens stærkeste Militærmagt.

I anledning af Præsident Poincarés Rejse fremhæver Bladene i Paris de militære Kraftanstrengelser, Rusland i den sidste Tid har gjort. Med særligt Eftertryk fremhæves dette i et Telegram som ”Le Matin” har modtaget fra sin særlig Korrespondent i St. Petersborg. Det hedder deri:

… Paa Forøgelsen af den tyske Hær har Frankrig svaret med 3-Aarsloven og Rusland med sin Mandskabsforøgelse, der den første Maaned i Aaret 1916 vil give det en knusende Overlegenhed over alle europæiske Hære.

Rusland vil da ganske alene have en Fredsstyrke, der i Tal overgaar Treforbundets forenede Hære.

Bladet ”Eclair” skriver: Den tyske Presses Ro er bleven forstyrret. Den ser en Fare i den slaviske Bevægelse. Ogsaa vi føler, om end af andre Grunde, Trang til Klarhed. Lad os haabe, at Præsident Poincarés Besøg hos Kejser Nikolaj maa splitte de skyer, der indhyller en hel Verdensdel. Aldrig tidligere har der eksisteret en mere begivenhedsrig, mere alvorlig Tid. Vi vil ikke være Ofre for en kunstig Ophidselse, men heller ikke overraskes af uforudsete Forpligtelser.

Der er Skyer paa den politiske Himmel.                                              

I en Tale ved Lordmayorens Middag i Fredags for Citys Bankierer og Købmænd udtalte den engelske Finansminister Lloyd George blaandt andet:

Et er af allerstørste Betydning for os, nemlig Freden, Fred udadtil og Fred herhjemme. For et Aar siden befandt vi os midt i en stor Krig i Orienten. Det var en Tid fuld af Uro og Bekymring, og vi forestiller os nu næppe, hvor foruroligende Stillingen var.

Vi Englændere har Grund til at være, stolte af, at under hele denne Forvirring, der havde kunnet føre til en af de største Ulykker, der nogen Sinde har truet den europæiske Civilisation, overtog England under Sir Edward Greys kloge Ledelse Førelsen af Arbejdet paa Genoprettelsen af den europæiske Fred.

Paa den internationale Himmel findes der stedse Skyer; en fuldstændig skyfri Himmel gives der aldrig i Udenrigspolitikken, og ogsaa nu er der Skyer; men naar vi i Fjor er slupne over saa meget større Vanskeligheder, stoler vi paa, at sund Menneskeforstand, Taalmodighed, god Vilje og Taalsomhed, der i Fjor hjalp med at overvinde større Vanskeligheder, vil sætte os i stand til at overvinde de nuværende Vanskeligheder.

Østerrig og Serbien.

Alt i Østerrig tyder paa, at et forestaaende Opgør mellem Østerrig og Serbien ikke vil forløbe glat. Regeringen i Wien er denne Gang fast besluttet paa at kræve utvetydig klar Besked af Regeringen i Belgrad. ”Neue freie Presse” skriver, at hvis Pasitch ikke kommer paa andre Tanker, vil det stille sig daarligt med Fredsudsigterne. Østerrig venter kun paa Høstens Tilendebringelse for at gaa mod Serbien.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

18. juli 1914. Rusland og Frankrig: Vi har fredelige hensigter – og stærke allierede!

Præsident Poincarés Rejse. En Fredshandling.

Verdenspressen er selvfølgelig optagen af den franske Præsidents Rejse til Rusland og de skandinaviske Hovedstæder.

Det russiske Hovedstadsblad ”Novoje Bremja” betegner Præsidentbesøget som en Fredshandling for hele Europa. Hverken Frankrig eller Rusland har angribende Hensigter. Tyskland kan rolig nedrive sine Fæstningsværker, baade ved den russiske og franske Grænse uden at udsætte sig for nogen Fare. [Mon det russiske Fremskridtsblad mener, hvad det her skriver? Et godt Værn er selvfølgelig den bedste Garanti mod Overfald.]

Det franske Hovedstadsblad ”Echo de Paris” skriver i Tilknytning til en Beretning om Poincarés rejse: ”Man vil overbevise sig om, at der foregaar en nøjere Sammenslutning mellem Treforstaaelsesmagterne. Dette snævrere Baand har allerede begyndt at blive knyttet ved Aarets Begyndelse, da Sir Edward Grey gjorde Skridt til at faa oprettet et Centralsted i London for Tremagtsforstaaelsens Anliggender. Siden har Rusland bevist, at det er dets fulde Alvor ogsaa at ville hævde sit Herredømme paa Havet.

Bladet hilser derfor med Glæde, at den første russiske ”Dreadnought” er bleven færdig, da det er Begyndelsen til Ruslands storslaaede Marineprogram.

I lummer Tordenluft.

Et tysk Blad gør opmærksom paa, at pludselig i den mest lumre politiske Tordenluft indløber Beretninger om, at trods alle modsigende Beretninger har Rusland den 1. Juli beholdt sine Reservetropper ved Hæren. Desuden gør Bladet opmærksom paa, at Italien har indkaldt 70,000 Mand af sin Reserve, og at Serbien vil forøge sin staaende Hær fra 45 til 70,000 Mand, samt at Tropper i de nyerhvervede Lande trækkes hjem til Moderlandet.

 

 

13. juli 1914. 42 tyske krigsskibe på “lystsejlads” i norsk farvand!

Haderslev-avisen Modersmaalet citerer fra franske og serbiske aviser:

Fransk Advarsel til England.

I de sidste Aaringer har ikke alene den tyske Kejser foretaget sin aarlige Rejse langs Norges kyst, men der er sendt store tyske Eskadrer derop; det har vrimlet af tyske Orlogsmænd og Søfolk i de norske Fjorde.

Sagen blev meget omtalt i Fjor baade i Norge og i Vestmagternes Presse; saa vidt man kunde se, vakte den tyske Flaades Nærværelse en Del Uro og Uvilje i Norge, men man kunde ikke jage den bort. Tyske Blade svarede paa Udtalelserne i de udenlandske Blade, at Øvelserne i de norske Farvande kun skulde tjene til Søfolkenes Rekreation!

Alligevel kunde man have tænkt, at Tyskerne maaske vilde indskrænke disse mærkelige Øvelsesture en del. Men det er ikke Tilfældet. Der skal i Aar ligge ikke færre end 42 tyske Krigsskibe ved den norske Kyst.

Det franske Blad ”Echo de Paris” opfordrer i denne Anledning det engelske Marineministerium til at være paa sin Post; thi hvad man i Berlin udgiver for en sædvanlig Lysttur, er en Del af det Program, der i hovedsagen lyder: Den engelske Vesterhavsflaade maa trues fra to Sider, om muligt indknibes.

 

Sådan ser det ud, når kejser Wilhelm tager på lystsejlads - hvis man skal tro den franske presse ...
Sådan ser det ud, når kejser Wilhelm tager på lystsejlads – hvis man skal tro den franske presse …

Serbiske Trusler mod Østerrig-Ungarn.

Pressekrigen mellem serbiske og østerrig-ungarnske Blade fortsættes. Serberne er ved deres Sejre over Tyrkiet og Bulgarien bleven saa kække, at de ikke længere frygter deres mægtige Nabo mod Nord, hvilket følgende Udtalelser i serbiske Hovedstadsblade i Lørdags vidner om:

”Balcan skriver, at Europa, der endnu for kort Tid siden sysselsatte sig med den syge Mand ved Bosporos, snart vilde faa at gøre med den syge Mand ved Donau”.

”Ergovinski Glasnik” kalder den østerrig-ungarnske Politik jesuitisk og æreløs. Den barbariske og røveriske Politik i Bosnien maatte lære de derboende Serbere, at de ikke boede i en Kulturstat, men stedse maatte være rede til at forsvare sig mod Myndighedernes Overgreb.

”Stampa” offentliggør et aabent Brev til Borgmesteren i Serajevo, hvori denne beskyldes for ved sit Opraab at have opfordret den muhammedanske og den kroatiske Pøbel til at udplyndre og myrde Serberne. Den Tid er ikke fjern, da Serberne, der brød Tyrkiets Magt og straffede Bulgarerne, vil overskride Østerrig-Ungarns Grænse.

 

 

9. juli 1914. Kejsere og statsmænd på sommerferie: et godt tegn for freden?

Haderslev-avisen Modersmaalet om den tilspidsede situation i Europa.

Fred eller Krig?

Efter Mordet paa det østerrigske Tronfølgerpar i Serajevo den 28. Juni er Forholdet mellem det store Østerrig-Ungarn og det lille Serbien, som i Forvejen har været dårligt i en Aarrække, tilspidset sig stærkt. I et østerrig-ungarnsk Ministermøde i Tirsdags drøftedes, hvilke Forholdsregler der skulde tages over for den serbiske Befolkning i Bosnien og Herzegovina samt over for Kongeriget Serbien, hvis Blade fører et meget udæskende Sprog.

Man ved ikke, hvilke Bestemmelser Regeringen har taget; men det hedder, at i alle Ministres Fremstilling af Forholdene udtaltes Østerrig-Ungarns Fredskærlighed. Fra anden Side betones ligeledes, at der for Tiden ingen Fare maa være for Krigen, da Kejser Wilhelm er rejst til Norge, og Kejser Franz Josef igen er rejst til Badestedet Ischl. Ogsaa flere ledende Statsmænd har taget Sommerferie, hvilket tydes som et Tegn paa, at der ingen snarlig Fare er for krigeriske Begivenheder, dersom der da ikke indtræder uforudsete overraskende Begivenheder paa Storpolitikkens Omraade.

Frankrigs Førsteminister om Frankrigs Udenrigspolitik.

I det franske Deputeretkammers Møde i Tirsdags, da Bevillingen om 400,000 Francs til Præsident Poincarés Rejse til Rusland, Sverige, Danmark og Norge vedtoges med 428 Stemmer mod 106 Stemmer, udtalte Første- og Udenrigsminister Viviani over for Socialdemokraten Jaurés’s Kritik af Frankrigs Forbund og Venskab med andre Magter bl. andet:

Europas Historie har lært os, at Venskabet med England svarer til Følelserne i Befolkningen i begge Lande og til deres Tarv. Ingen Sinde har Venskabsforbundets Virksomhed vist sig stærkere end i Løbet af de to sidste Aar. Takket være det fransk-russiske Forbund har vi været i Stand til at forebygge Vanskeligheder, og selv om saadanne er indtraadte, har vi kunnet forhindre disses videre Skarphed…..

 

7. juli 1914. Attentatet i Sarajevo: Står serbisk efterretningstjeneste bag?

Politisk Rundskue den 7. juli 1914

Sammensværgelsen mod den østerrigske Tronfølger

Som meddelt efter Blade i Wien, bl.a. ”Allgemeine Zeitung” skal det under Vidneforhørene i Sarajevo være fastslaaet, at den serbiske Major Prelitchevitch er den egentlige Ophavsmand til Mordet paa den østerrigske Tronfølger og hans Hustru. Over for denne Beskyldning erklærer den serbiske Major sig imidlertid, at han ikke har staaet i nogen som helst Forbindelse med Morderne og ikke har haft det ringeste med Attentatet at gøre…

Stemningen i Frankrig over for Østerrig

Den franske Presse, der hidtil har udtalt sig overordentlig sympatetisk over for Østerrig, begynder nu at protestere kraftigt imod Østerrigs Forsøg paa at gøre Serbien ansvarlig for Attentatet. De ledende Blade i Paris erklærer, at Attentatet kommer Serbien overordentlig ubelejligt, da det for det første sætter det nuværende gode Forhold mellem Serbien og Vatikanet i Fare og for det andet kan sprænge Forhandlingerne mellem Serbien og Østerrig angaaende Orientbanen. De betegner Myrderierne i Agram og Sarajevo som uværdige for civiliserede Nationer og protesterer imod den stridbare Tone, ”Reichspost” i Wien anslaar. Franskmændene har som bekendt, Pengeinteresser i Østerland.