Som Luftskipper under Verdenskrigen
Fortalt af en Sønderjyde

Forord
Efterfølgende lille Fortælling støtter sig på virkelige Oplevelser under Verdenskrigen, fortalt efter Hukommelsen, da det jo var forbudt at føre Dagbog. Fortælleren har i Fredstid aftjent sin toårige Værnepligt som aktiv tysk Luftskipper hos Luftskipperafdelingens 1ste Batl. i Berlin og blev ved Verdenskrigens Udbrud ifl. Mobiliseringsordre indkaldt den 3. August 1914 til at møde i Bremen.
Fortællingen er nedskreven af Asmussen jr., Nordborg, og anbefaler jeg hermed dette lille Skrift til mine velvillige Læsere med Tak for den ydede Støtte.

Ærbødigst
ASMUSSEN sen., NORDBORG.
Hans Peter Asmussen (1885-1947)

Mobiliseringen.
Det var den 2den August 1914, vi sad hjemme i vor Familiekreds, da Postbuddet kom ind ad Døren og meddelte os at Krigen var begyndt og at han ifølge Telegram skulde til Nabolandsbyen for at opslå Mobiliseringsplakater. Den 2den August var første Mobiliseringsdag.

Hvilken Forvirring og Skrigen denne Meddelelse bragte os er ikke til at beskrive. Min Beværtning fyldtes øjeblikkelig af opbragte Mennesker. Som en Løbeild jog Nyheden rundt i vor lille, ellers så rolige By.

Alt Arbejde i den travle Høsttid standsede, mange skulde melde sig ved Militæret samme Dag, andre om 2 ad 3 Dage. Jeg selv skulde rejse den næste Dags Morgen med første Tog for rettidig at kunne nå frem til Bremen.

Om denne Dag i Bevært-ningen, hvor mange drak sig fuld, hvor vi alle tog en inderlig Afsked fra hinanden, den tunge Afsked næste Dags Morgen med min kære Hustru samt mine to Børn på 6 og 4 år vil jeg helst forbigå i Tavshed. Min Hustru ventede sin Nedkomst og var ikke rask, så det var en sand Pine at tvinge sig bort. Man vidste jo ikke om man nogensinde skulde opleve at gense hinanden.

Vor Banekørsel gennem Als var en Afskedstagen gennemsyret at vemodige Tanker. Der blev også drukket tæt. Jeg sad og misundte mine to Brødre, der blot for to Måneder siden var rejst til Amerika for. at undgå den tyske Militærtrøje. Jeg sad i mit stille Sind og fortrød at jeg ikke var taget med over det store Vand.

Straks efter Sønderborg skiftede Billedet dog og Jernbaneturen Sønderborg- Bremen blev en sand Oplevelse. På alle Banegårde blev der serveret Kaffe, Te og Brød med Pålæg i sådanne Mængder, at vi ikke på langt nær formåede at spise det altsammen, så at meget røg ud af Vinduerne under Kørslen. Derimod var Spiritussen bandlyst.

Hvilken Begejstring, Krigsgalskab, Sang og Hurra og Afskedstagen på hver Banegård, Ord formår ej at beskrive dette. Togene var pyntet og malet som til en Lysttur. Ak, hvor ofte vandrede Tankerne tilbage til hin Tur hvor vi måtte kaste Brød i Overflod ud af Vinduerne, medens vi i 1917 og 1918 ofte næppe kunde få noget spiseligt selv for stor Betaling.

Jeg nåede Bremen næste Dags Formiddag ved Ti tiden og kørte med Sporvognen til mit Bestemmelsessted, Slump Gymnastikhal. Men Luftskipperne var allerede afmarcherede til Banegården, så jeg skyndte mig sporenstregs bagefter og idet jeg tog Trapperne til 5te Perron i nogle Spring modtoges jeg af et Hurra af mine Kammerater, vel ialt en 5 a 6 Mand, der havde tjent aktiv sammen med mig i Berlin i Årene 1906 til 1908. Luftskipperne sad sammenproppede i nogle Kreaturvogne, der med Kridt var påmalet Ordene: Luftskippere på Vej mod Frankrig. Jeg sprang op til mine Kammerater fra den aktive Tid og næppe ti Minutter senere dampede Toget ud af Banegårdens Hal imod et ukendt Mål.

På Banegårdene atter den samme Begejstring, den samme overdådige Forplejning. I Byen Münster blev der koblet en Del Vogne til vort Tog hvori der såvel til vor Moro som vor Forfærdelse befandt sig hele Personalet fra Hagenbecks Tierpark i Stellingen ved Hamborg. Deres Vogne var overmalede med Kridt, forestillende vilde Dyr og Personalet efterabede Dyrenes Hyl så naturlig, at det var skrækkeligt at høre derpå.

På en af de større Jernbaneknudepunkter sås en lille Motor, der trak en Brødskære-Maskine. To Meter lange Brød førtes hen under Maskinen, Skiverne fløj zak-zak ned i en stor Kurv. Henved 100 Røde Kors Damer var i Gang med dels at smøre Brødet dels med at uddele dette til hvert indløbende Tog.

Efter en lang Rejse ankom vi den 5te August til Køln og blev straks ført ud til Luftskibshallen i Bieckendorf, en Forstad til Køln. Nogle få Timer senere kom Luftskibet tilbage efter at have deltaget i Angrebet på Fæstningen Liege (Lüttich) i Belgien. Endnu i Civil måtte vi dog hjælpe Luftskibet ind i Hallen.

2den Afdeling af Luftskipperne var allerede Dagen forud rykket ind ad Belgien og 3die Afdeling var nærmest færdig til Udrykning. Hele Hallen og Depoterne var så overfyldt af Soldater såvel i Uniform som i Civil, så at man anviste os sidst Ankomne Fortet Boklemünd som Kvarter. Dertil ankom vi om Natten i Mulm og Mørke. Lys måtte vi ikke bruge, da Køln lå i Kampzonen, så vi gik i vort Civiltøj ofte på Hovedet ned ad de talrige Trapper og Gange som et Fort i så rigeligt Mål er forsynet med. De fleste af os camperede på det kolde Gulv.

Men alligevel var Natten værre for nogle Eskadroner Kavalleri, de lå på Øvelsespladsen foran deres ved lange Liner bundne Heste, gennemblødt til Skindet af en vedvarende natlig vædende Regn. Et lille Billede af Krigens Begyndelse.

Kort Tid hjemme igen.
Medens jeg hen på Formiddagen siddende på en Sandsæk spiste mit Brød, kom der en højere Officer hen imod mig. Jeg rejste mig på militær Vis, og endskønt endnu i Civil, genkendte Officeren mig straks. Det var min Kaptajn fra den aktive Tid, der nu var bleven forfremmet til Major. På hans Forespørgsel, om jeg kunne genkende ham, lød der fra mig et kort millitærisk Svar: “Jawohl Herr Major” og benyttede jeg samtidig Lejligheden til at gratulere til Forfremmelsen.

Han ytrede, at han den følgende Dag skulde rykke ud til Belgien med 3die Afdeling, men det kneb med at blive færdig, thi Seletøjerne til Hestene, der skulle transportere os, viste sig at være for korte, så der nu arbejdede ca. 20 Sadelmagere oppe i Hallen på nye. Han anmodede mig om at hjælpe, da jeg jo også var Sadelmager. Kort Tid efter bliver jeg dog af en Underkorporal sammen med ca. 100 Mand beordret op til Skolen i Bickendorf for at blive iklædt den grå Feltuniform. Majoren havde bestemt, at jeg skulde med ham ind ad Belgien.

Ved Skolen var der et stærkt Tempo som overalt i disse Dage. Det gik som det bedst kunne. Uniformsgenstandene fløj ud til os gennem Vinduerne og på den åbne Plads foretog vi vor Iklædning medens Befolkningen strømmede forbi os og ind i den lige ud for os liggende katolske Kirke. Men det tog man altså ikke så nøje i de Dage.

Tilbagekommen til Hallen bliver der på ny arbejdet på Seletøjerne. Herved får jeg Lejlighed til at lytte til en Samtale mellem Vagtmesteren og Stabssergenten, idet denne sidste siger: „I Går har jeg sendt 200 Mand hjem, da vi havde for mange, i Dag er der atter et Par Hundrede Mand til overs.” Jeg hørte endvidere, at man om Middagen vilde foretage en Opstilling for at få Klarhed over hvor mange der atter kunde hjemsendes. Jeg havde straks min Plan rede, det gjaldt om at komme hjem. Længslen efter min Familie har nok gjort sit dertil, men mest dog Afskyen for den tyske Tvangstrøje. min Benævnelse af Uniformen. Da der Klokken 1 bliver råbt ud, at dem, der endnu er i Civil skal træde an, lister jeg mig bagud gennem Depotet om på den anden Ende af Hallen og stillede mig ganske roligt op på venstre Fløj i anden Række. Således kom jeg med til de Overtallige. Nu gjaldt det om at få Passet stemplet og fat i mit Civiltøj. Da jeg selvfølgelig ikke kunde gå ind på Kontoret i Uniform for at få Passet stemplet og ikke kunde få mit Tøj udleveret uden denne Stempel, måtte en Kammerat, en Mecklenborger, der endnu var i Civil hjælpe mig. Han, gik i mit Sted ind på Kontoret og fik også uden Vanskeligheder Stemplet: ”Ueberzählig” påtrykt mit Pas. Nu var jeg ikke sen om at skynde mig op til Skolen for at få fat i mit Civiltøj, som jeg efter en halv Times Søgen også fandt.

Fyldt med glade Tanker rejste jeg atter hjem for at gense mine Kære. Der var dog en stadig Uro over mig, den fornyede Indkaldelsesordre hang jo som et Damoklessværd over ens Hoved. Men hver Dag, der var gået godt, kom jo ikke dårlig tilbage. Den 19. Oktober nedkom min Hustru med en Søn, en svær Fødsel med Lægehjælp.

Påny indkaldt.
Den 22. Novbr. 1914 kom så det ventede og frygtede Telegram om at møde i Køln. Endnu samme Dag fik vi vor lille Dreng døbt ved Siden af min Hustrus Sygeseng og så måtte jeg atter hjemmefra ud i det Uvisse. På Farten igennem Tyskland, den selvsamme Begejstring som i Augustdagene. Ved Flagsmykning fejrede man Fremgangen i Belgien og Frankrig

I Hamborg mødte jeg et Tog, fyldt med Flygtninge fra Østprøjsen, der havde måttet flygte for de fremstormende Russere. Det var et sørgeligt Syn at se disse stakkels Mennesker, gamle Oldinge, Kvinder og Born sad imellem nogle få medbragte Ejendele, lidt Sengetøj og nogle Bylte Klæder. De ventede på at blive underbragt i Holsten.

I Køln ventede der mig en varm Modtagelse. Jeg fik en ordentlig Overhaling af Stabssergenten fordi jeg havde narret ham. Han havde selv fået en ordentlig Røffel af Majoren, der jo havde bestemt at jeg skulle have været med til Belgien. Men nu skulle jeg få Tak for sidst, jeg kunne komme til Infanteriet thi Stabssergenten skulde stille en 400 Mand til Forstærkning (Ersatz) for Batl. Stolberg, der havde lidt store Tab, og værsgo, der kunne jeg følge med.

Dette huede mig selvfølgelig langtfra og om Aftenen lykkedes det mig nede i Marketenderiet at komme i Samtale med selve Stabssergenten. Lidt Snak og et Par Glas Ol hjalp til at få ham til at skifte Sind. Jeg var jo uddannet som Motor-Luftskipper og tilmed Sadelmager, så jeg kunde selvfølgelig gore meget bedre Fyldest ved Luftvæsnet. Nå, jeg blev så afkommanderet til Hjalp og Betjening ved Zeppelin 5, der var stationeret i Køln.

I den nærmest følgende Tid havde jeg to Transporter af Gas til Belgien, en til Bruxelles (Brüssel) og en til Gand (Gent). Vi var to Mand afsted, der hver skulde sørge for at to Jernbanevogne Gas kom rigtig il deres Bestemmelsessted. På Transporten til Gand kom vi over Louvain (Löwen), den Stad der i Belgien havde lidt mest under Krigens Rædsler. På Tilbageturen benyttede vi Lejligheden til at gore et Ophold i Louvain. Hele Banegårdskvarteret var skudt sonder og sammen eller afbrændt. Her ledte Born endnu efter deres Forældre, Kvinder efter deres Mænd, Rogen kvalmede endnu ud af Ruinhobene og Brandtomterne. Længere nede i Byen var vi inde i en Beværtning for at få en lille Hjertestyrkning i Form af et Glas Vin. Her blev vi uforvarende Vidne til Belgiernes Fjendskab og Had, så vi måtte losne vore Bosser og trække os forsigtig tilbage for at undgå Magt og Voldshandlinger, alt imedens Kanonernes Drøn og Kampen fra Fronten led i det Fjerne.

På Juleorlov.
Nu nærmede Julen sig, den første Jul under Krig Og langes man end altid hjem, til Jul langes man mest. Jeg ansøgte om Orlov for at kunne besøge min syge Hustru i Julen. Jeg kunde dog kun faa 3 Dages Orlov ifølge en generel Ordre fra Pladskommandanten i Køln. Tre Dage gik jo til Rejsen, saa dem kunde jeg ingen Gavn få af. Jeg var dog ikke forknyt af den Grund, men bad vor Overløjtnant om at måtte få Foretræde hos Fæstningskommandanten, General N. N. Denne var meget forekommende og venlig imod mig, han udspurgte mig om mine Familieforhold, Da han hørte, at min Hustru havde født en Dreng, altså militærisk Nachwuchs, og endnu lå syg deraf, så fik jeg bevilget otte Dages Orlov samt Tilladelse til at benytte Hurtigtog. Jeg fik det hele ordnet med det samme, så jeg straks fra Kommandantens Bopæl kunde begive mig til Banegården og benytte Nattoget Klokken 12,25 fra Køln. Det var idel Overraskelse og Glade ved atter at se mig hjemme og især nu til Jul. Kun min Hustrus Tilstand var et Skår i Glæden Fremhæve vil jeg endnu på dette Sted den Pleje, Hjælp og Omhu der blev min Familie til Del fra Præstens Datter, Frk. Weber og Søster Christine, hvorfor vi er dem evig Tak skyldig.

Hurtig, alt for hurtig forsvandt de otte Dages Orlov, som Dug for Solen. Atter måtte jeg tage Afsked med min Familie med et Løfte om at skrive flittig. Så rejste jeg igen til Køln, et frisk og kærligt Minde rigere. Den 7. Januar 1915 stillede jeg atter i min Garnison.

Til Fronten.
Straks ved min Tilbagekomst mærkede jeg, at det ikke vilde vare muligt at forblive i Køln ret lange mere, og da jeg meget nådig vilde til Belgien eller Nordfrankrig, talte jeg med Stabssergenten derom, Denne rådede mig til at melde mig frivillig til Fronten, da han en af de første Dage skulde sende en Forstærkning på 16 Mand til en Ballongruppe i Elsass-Lothringen (Elsac-Lorraine). Anden Dags Middag spurgte Stabssergenten så ved Appellen om der var Frivillige, der vilde til Frontafsnittet Elsass-Lothringen, hvor der var forholdsvis rolig Stilling. Sammen med mig trådte fem Kammerater frem og Resten søgte Stabssergenten sig så selv ud. Næste Dag fik vi vor fulde Feltudrustning, deriblandt dog belgiske Sidegeværer (Bajonetter) da de tyske var slupne op. Disse fik vi forresten først efter et halvt Aars Forløb ombyttet. Den 11. Januar 1915 rullede Toget så afsted med os i Retning af Metz. Vor Forer, en Underkorporal havde en hemmelig Ordre med, som først måtte åbnes efter at vi havde nået Metz. Det var en almindelig brugt Fremgangsmåde for at undgå at Tropperne kunde blive udspurgt af evtl. Spioner.

Til Metz (ankom vi henimod Aftenstid, fik varm Forplejning, hvorefter Ordren højtidelig blev åbnet. Denne bestemte, at vi skulle melde os ved Luftskipper-Afdelingen Nr. 25. Hvor denne Afdeling befandt sig, skulle vi få oplyst ved at henvende os til Banegårds Kommandanten i Mühlhausen (Elsass). Så gik det videre efter Mühlhausen til. Toget kørte nu betydelig langsommere og vi fik ingen Lys i Kupeerne, da vi nu befandt os i Kamp området og kørte på langs med Fronten. Da vi nærmede os Mühlhausen fornam vi Kanonernes Drøn og kunde se Lysraketternes Sus gennem Luften ligesåvel som vi kunne øjne Granateksplosionerne oppe i Bjergene (Vogeserne). Dette jog Søvnen af vore Øjne, Spændingen hvor vi skulde hen fra Mühlhausen holdt os vågen. Hos Banegårdskommandanten fik vi Anvisning på at marchere til Nieder Morschweiler, en ca. 5 Timers March fra Mühlhausen, hvor Lufttkipper-Afdelingen laa indkvarteret i en Silkestof-Fabrik. Efter atter at have fået nogen Forplejning lod Korporalen os antræde, hvorefter vi i Marchtempo gik imod vort Mål, gik i Mulm og Mørke, stavrede os frem, indtil ved 6 Tiden om Morgenen dog uden at finde omtalte By eller vort nærmere Bestemmelsessted.

Vi marcherede, tavse og trætte, enhver beskæftiget med sine egne Tanker de Kære derhjemme. Pludselig blev der råbt: „Halt, wer da?” en af Luftskipper-Afdelingens Vagtposter. Nu opdagede vi Skyttegrave både til højre og venstre for os og lige fremad var Vejen spærret med Pigtråds Hegn (Spanske Ryttere) som det også kaldtes. Vagten påbød os Tavshed, da Franskmanden kun lå ca. 600 Meter derfra hvor vi stod. Vi fik Påbud om at liste os ind i et Skovkrat til højre fra Landevejen for ad en Omvej at kunne komme udset tilbage igen til Landevejen et Stykke længere bagud, thi Fjenden lå oppe i Bjergene og kunde derfra overse og beskyde en Del af Landevejen. Noget senere når vi så Fabrikken, der lå i en Dal en Fjerding Vej fra Landevejen. I Fredstid arbejdede der her en 600-800 Mennesker ved Silkevæveri, men nu blev Fabrikskomplekset altså brugt til Kvarter for vor Luftskipper-Afdeling.

Først fik vi nogen Forplejning, der livede vældig op efter den lange og trange Natmarch, så blev vi Klokken 10 om Formiddagen, fremstillet for vor Afdelingsfører, Kaptajn Bachmeier, der udtalte sin Glæde over at modtage os aktiv uddannede Luftskippere, eftersom langt de fleste i hans Afdeling var ældre Infanterister, der ikke havde stort Kendskab hverken til Ballon eller Indretning

Ballonens Indretning.
Næste Dags Morgen rykkede vi endnu før Daggry ud i vor Stilling, der laa to Timers Marchtur fra vort Kvarter. Denne Marchtur foretog vi hver Morgen og Aften i Ly af Mørket. I Augustdagene 1914 var Fabrikken af Franskmændene under deres første Indfald i Elsass bleven brugt som Forbindingsplads og endnu sås der størknet Blod på Gulvet Til yderligere Forståelse skal jeg her først fremsætte nogle Oplysninger om Ballon, Drage, Observation og hvordan det virker. Den Ballon, der ses på Forsiden er ca. 60 Meter lang. Til Påfyldning bruges der ca. 800 m³ Gas. Denne Gang brugtes der Vandstofgas, der bliver fremstillet af Staalspåner. der ved Forbrænding af Vitriol fordamper. Denne Fordampning opfanges i Røre, ledet ind i en Gaskedel og derfra med en Kraft på 250 Atm. presset ind Gasflasker, så store som de mere kendte Kulsyreflasker.

Nu derimod bruges der til Påfyldning det såkaldte Brint, der ikke er nær så brandfarlig. På Ballonens Tovende er der anbragt en Ventil hvorigennem Ballonens Gasindhold reguleres, så at Ventilen åbner sig selv når Ballonen er overfyldt, eller Solstråler bevirker at Gassen udvider sig. Uden et sådant Ventil vilde Ballonen selvfølgelig revne ved given Lejlighed.

Neden under Ballonen findes der en Luftsæk fyldt med Luft. Alt efter Vindens Styrke anbringes der flere eller færre sådanne Luftposer for at Ballonen kan holde sig støt imod Vinden.

Observationen, der altid ledes af en Officer, har til Formål at fastslå hvor Fjendens skydende Batterier befinder sig, Fjendens Bevægelse i og bagved Fronten såvel som at lede vor egen Artilleris Skydning. På Vestfronten havde vi en Ballon for hver 30 Kilometer, visse Steder, ved farlige Frontafsnitter endnu tættere sammen. Vor egen Stilling var i Frankrig gerne en 2 Kilometer bagved Artilleriets, hvor vi søgte Dækning bag Bakker eller i Skove og Dalsænkninger. I Rusland opholdt Luftskipperne sig derimod i Reglen en 4 a 5 Kilometer bag Artilleriet, da Terrænet der som oftest er flad og ikke byder på nogen nævneværdig Dækning. Vi havde Telefonforbindelse med vor Divisionsstab, Artilleriet, vore Naboballoner, den nærmeste Flyvestation samt med Vejrmeldingsinstitutet og efter 1916 endda direkte med Luftkommandoen.

Tilbage til vor Udrykning i Stillingen. Vor Opstigningsplads lå på en Eng bagved en beskyttende Skov lige ved Landevejen Mühlhausen-Tham (Vogeserne). Pladsen var uheldig som vi i de nærmeste Dage skulde få Færten af. Såvel Ballonens som Mandskabets værste Fjender er Artilleriet og Flyverne. De første to Dage gik Tjenesten sin sædvanlige Gang.

Dagen begyndte med Eftersyn af Ballonen samt dennes Forankring. Om Natten blev der altid 6 Mand tilbage til Vagttjenesten med Vagtlokale i et sammenskudt Hus eller en Understand. Så påfyldtes der Ballonen en 10 Flasker Gas, da den sædvanlig taber en Del om Natten. Så frigøres Ballonen for Tovværket og Sandsækkeforankringen og trækkes hen til et Køretøj, der blev kaldt „Winde”. Dette er et svært Køretøj, som har Lighed med en Kanon. På Forvognen er anbragt en 30 Hestes Motor, der trækker en stor Trommel på Bagvognen. På denne Trommel er der anbragt et Ståltrådskabel på ca. 1500 Meters. Længde. Ballonen fastgøres til Enden af denne Kabel så at Ballonen kan holdes i en bestemt Højde, hales op eller fires ned alt efter Behag, hvilket sidste sker ved Motorkraft. Staaltrodsen er sammenflettet af 38 Ståltråde og både meget stærk og elastisk. I Farens Stund kan Ballonen ved Hjælp af en ekstra stor Udveksling på Tromlen hales ned i Løbet af 5 Minutter. Såfremt der er Fare på Færde er Køretøjet forspændt et Spand på 6 Heste. 1 Tilfælde af at Ballonen skydes i Brand, jages Hestene frem med Køretøjet imod Vinden i strakt Galop. Formålet hermed er at trække den brændende Ballon og Staaltrodsen bort så at Observatøren kan vove Faldskærmsudspringet uden at risikere at få Ballonen eller Trodsen ned over sig, hvilket jo vilde betyde den visse Død. Faldskærmen er jo fremstillet af Halvsilke og brænder let. Faldskærmen revideredes af ialt 4 Mand, 1 Officer, 1 Korporal og 2 Menige.

Som Sadelmager var jeg stadig med ved denne Revision. Faldskærmen prøvedes ved at blive udkastet oppe fra Ballonen belastet med Sandsække, nøjagtig svarende til Observatørens Vægt. Længere hen i Krigen havde hver Officer sin egen Faldskærm. Det tager Observatøren ca. 15 Minutter for at komme ned med Faldskærm fra 1000 Meters Højde. I Gondolen er anbragt Feltstol, Telefonapparat, Kikkerter, Generalstabskort, Tegnebræt og muligvis et Fotografiapparat.

De første Dage havde vi Ballonen i en Højde af ca. 800 Meter. Artilleriskydningen var ret livlig på begge Sider. Nogle Granater blev også sendt over til os, men slog ned i Skoven på den anden Side af Landevejen. Vor Ballon har vel ledet vort Artilleri for godt og så skulde vi selvfølgelig uskadeliggøres. Tilligemed viste der sig hver Dag nogle franske Flyvere for at hilse på os med nogle Bomber. De faldt dog i nogen Afstand fra os og vort Artilleri jog Flyverne væk.

Vi drøftede om Aftenen Situationen i Kvarteret og var enige om at det ikke vilde blive ved med at gaa sådan. Da vi ikke en Gang havde en Understand til Dækning var Udsigterne ingenlunde behagelige for OS. At man bliver klog af Erfaring, måtte også vor Kaptajn, der jo havde Ansvaret, sande.

Ilddåben
Den 18. Januar 1915 fik jeg min egentlige Ilddåb. Vi rykkede ud ved sædvanlig Tid i klart Frostvejr og Kl. 8 om Morgenen gik Ballonen til Vejrs. Sigten var god, Artilleriet i fuld Virksomhed. Ved 9 Tiden viste den første franske Flyver sig, kredsede hen over Skoven til højre for os, ivrigt beskudt af vort Artilleri samt vore egne to Kanoner, der havde til speciel Opgave at forsvare Ballonen. I en Landsby bag ved os nedkastede Flyveren 2 Bomber og kom derefter henimod os.

Vi halede Ballonen ned med den store Udveksling og lod den derefter atter stige indtil 50 Meters Højde for at Bombesplinter ikke skulde ramme den. Flyveren må have observeret, at vi forsvandt ind i Skoven, ti han nedkastede to Bomber lige i Skovkanten dog uden at gøre videre Skade, kun vore Køretøjer, der stod på Landevejen, blev en Del ramponeret. Men vi fik os dog en ordentlig Forskrækkelse, et sådant Bombeuhyre hyler og hviner værre end en 15 cm. Granat. Vore 2 Kanoner gav Flyveren nogle Skud med på Tilbagevejen dog uden at ramme.

Straks blev Ballonen gjort klar igen. Det var vor Taktik hurtigst muligt at få Ballonen op igen for at Franskmændene ikke skulde mærke noget. Nu troede vi at det værste vilde være overstået for den Dag. Men efter en Times Tid kom der to franske Flyvere henimod os i Retning fra Belfort. De indslog en noget anden Vej mere til venstre for os som søgende efter noget andet. Derved kom de bag vor Front hvor de ikke blev så slemt beskudt. Pludselig drejede de dog omkring og tog Kurs lige imod Ballonen, følgende Landevejen fra nærmeste Landsby, hvorved de havde en udmærket Retningsviser. Vore to Kanoner lagde en Spærreild foran dem og vi halede Ballonen ind med den store Udveksling af alle Livsens Kræfter. Vi stod parate til at modtage Ballonen midt på Marken uden nogen som helst Dækning, men Flyveren kom os i Forkøbet, Artilleristerne forlod Kanonerne, Motoren standsede med Nedhalingen og Kaptajnen gav os Ordre til at løbe lige imod Flyverne. Ham selv så vi dog ikke noget til den første halve Time, han havde søgt Dækning under en Bro.

Befalingen var iøvrigt godt nok ment, for ved en hurtig Krydsning med Flyverne kunde Bombekastningen ikke blive nær så slem. Skoven kunne vi alligevel ikke nå. Alle stormede nu i Retning imod Flyverne. Men så så kom pludselig Kommandoen: „Flyverne drejer af, alt tilbage, March, March. !”Hvem der afgav denne Kommando blev aldrig opklaret, men vi gjorde omkring og tilbage igen. Midt i denne Virvar var Flyverne lige over os og kastede 6 Bomber lige ned imellem os. Jeg snublede og faldt i en Grøft i hvilken der var noget Vand. Dette blev dog nok til min Frelse ud af dette Helvede. To Bomber faldt lige i min Nærhed, det var ligesom en usynlig Magt løftede en fra Jorden, Hårene rejste sig på Hovedet og uvilkårligt trykkede jeg med den ene Hånd Hovedet længere ned i Grøften så at Vandet var ved at løbe mig lige ind i Munden. Det var nogle skrækkelige Øjeblikke. Jorden rystede og gyngede, Splinterne fløj viden om, lige henover mit Hoved. Kommandoråb, Skrig og Råb om Hjælp skingrede imellem hinanden. Da der blev lidt Ro, hævede jeg Hovedet og så endnu to Bomber falde. Herpå så jeg, at den lange Løjtnant, Kommandanten for vore to Kanoner, gøre et Spring højt oppe i Luften, gribe sig til Hovedet med begge Hænder for derefter straks at falde sammen.

Endnu lå jeg og lyttede lidt indtil Støjen fra Flyvernes. Motorer var i Aftagende. Så åndede jeg lettet op, men iøvrigt rystende over hele Kroppen, ‘frysende og gennemvåd i Januar Måned. Kammeratskabsfølelsen vågnede dog med det samme hos mig, da jeg hørte de Såredes Råb om Hjælp. En Del af mine Kammerater så jeg løbe hen i Skoven endnu drevet af Angst og Skræk. Lige ved min Side lå min bedste Kammerat, Stegemann. Han lå som om han var død, men Brystet hævede og sænkede sig endnu, hvorfor jeg straks knappede hans Trøje op og rev Skjorten til Side. Han havde fået et lille Hul ind under venstre Arm, men Brystet blev helt blå. Så slog han Hovedet bag over, strakte begge Arme fra sig som i Krampe og var død. Han var i Civil Købmand i Solingen og lige bleven gift.

Derpå hjalp jeg en anden Kammerat med at forbinde hans Arm. Men så kaldte Sanitaæteren på mig. Han var i Arbejde med den lange Løjtnant, som jeg havde set springe højt op i Luften. Han havde fået den halve Bagdel skudt af og blødte stærkt. Vi forsøgt en Afsnøring med en gummiring, men forgæves, den gled stadig ned i Såret. Desuden havde han fået en Splint igennem Ben og Albue. Han døde så også en Times Tid senere på Vej til Lazarettet. lalt havde vi et Tab på 4 døde, 3 hårdtsårede og 12 letsårede at beklage. De døde kørtes til nærmeste Landsby, så vidt jeg husker, hed den Reiniken, og blev begravet der. De sårede blev afhentet af Røde Kors Biler og kørt til Forbindingspladsen. Lige Dagen før var der kommen Befaling, at Uniformen skulde trækkes af ev. døde, rimeligvis for at spare på Tøjet. Benklæderne fik de dog Lov at beholde på. 1 Times Tid senere steg Ballonen atter til Vejrs og skønt der nu var Ro, rystede vi dog alle over hele Kroppen Men man bliver hærdet, afstumpet og følelsesløs ved sådanne Tildragelser som Krigen jo uvægerligt bringer med sig. Om Eftermiddagen fik vi gjort Ild på noget Brænde over i Skoven for ved Hjælp af den udstrømmende Varme at kunne blive tør. Her dansede vi så omkring Ilden som Indianere for at holde Varmen og den ene søgte at opmuntre den anden.

Stillingen veksles.
Den følgende Dag blev der rykket ud til sædvanlig Tid, men Artilleriet var allerede i Virksomhed fra Klokken 5 Morgen. Samtidig med at vor Ballon steg op, gik også den franske Ballon, der omtrent stod lige over for os, fil Vejrs. Straks sagtnedes Artilleriilden. Ingen ønskede at forråde sit skjulested. Hen på Formiddagen havde vi igen Flyverbesøg, men vi fik vor Ballon halet ned i Tide. Flyveren kom os så heller ikke nær. men holdt sig over Skoven til højre for os. Muligvis har han også haft andre Formål.

Om Eftermiddagen ved 4 Tiden fornyet Flyverbesøg. der atter kredsede livlig omkring Skoven. Nu begyndte det franske Artilleri at rette dets Ild imod Skoven, da der også var bleven skudt derinde fra. Pludselig hørte vi et forfærdeligt Brag, Jorden gyngede under os. Vi så uforstående og spørgende på hinanden. Dette var Dette var ikke noget helt almindeligt. Samtidig viste det sig, at vor Telefonforbindelse med Mørserbatteriet var bleven afbrudt. Vor Telefontrup måtte straks gå igang med at undersøge Årsagen og få Forbindelsen genoprettet. Svært oprevne kom de tilbage. Inde i Skoven havde der mødt dem et grufuldt Syn som dårligt kan gengives i Ord.  Franskmændenes havde ramt Batteriets Ammunitionslager så hele Lageret var røget i Luften. Alle Stillinger og Understande omkring Kanonerne var ramlet sammen. Arme og Ben samt Uniformsgenstande hang højt oppe i Trætoppene. Træer på 1 Meter i Diameter var bleven afbrækket som Tændstikker. Men Målet var nået for Franskmanden, Batteriet havde så mange Døde og Sårede så det var bleven bragt til Tavshed. Telefonforbindelsen blev ikke genoprettet, de sørgelige Rester af Batteriet fik Ordre til at søge en anden Stilling.

Den 21. Januar rykkede vi atter ud som sædvanlig, men mærkede dog straks på vore Officerer, at der måtte være noget særligt på Færde, Ankommen på vor Startplads, fik vi Ordre til at pakke alt vort Materiale sammen, da vi skulle veksle Stilling. Henved 10 Tiden om Formiddagen satte vi os så i March, trækkende Ballonen efter os i en Højde af 500 Meter.

Medens vi hidtil havde stået til venstre for Hartmannsweilerkopf, et Forbjerg til Vogeserne, 1800 Meter over Havet, fik vi nu en Stilling anvist til højre for denne.

På Bjergskråningen havde Franskmændene deres Stillinger. Henimod Aften ankom vi til vor nye Stilling og forankrede Ballonen. Næste Dags Morgen gik Ballonen til Vejrs ved Ottetiden og stod på 800 Meters Højde. Men det skulle vi nu ikke have gjort. Straks blev vi overdænget af Ilden fra de franske 7,5 cm Kanoner, de såkaldte Æselsbatterier. De var anbragt godt skjult oppe i Bjergene. Skud på Skud gik ned på vor Startplads, så at vi måtte løbe fra det Hele. Ballonen fik Lov at blive stående og passe sig selv. navigatøren vinkede med det røde Flag som Tegn på at han vilde hales ned. Men det kunne der slet ikke være Tale om. Han fik Lov at blive i Luften hele Dagen igennem. Vi opholdt os i en i Nærheden beliggende Skov indtil Mørket faldt på. Nu stilnede Franskmændenes Artilleriild noget af. Ballonens Køretøj blev nu forspændt med 6 Heste og Ballonen blev så ved Hjælp af en stor Messing-Gliderulle halet i Læ af Skoven, hvor Ballonen så blev halet forsigtig ned og forankret foreløbig. Vi undgik at sætte Motoren i Gang for ikke at henlede Franskmændenes Opmærksomhed på os påny. Motoren havde iøvrigt taget en Del Skade af Granatsplinterne, så den næppe kunne bruges forinden den, var bleven underkastet en Reparation. Nu gav vi os i Lag med at samle vore øvrige Sager sammen på Pladsen. Meget var i en forfærdelig Tilstand. Telefonapparater, Tromlen og nogle af vore Vogne var bleven fuldstændig demoleret af Granitilden.

Det gav Anledning til nogle Dages Ro for at kunne hidskaffe nye Reservedele og reparere vort Materiale. Selve Kablet hvorved Ballonen var fastgjort havde også taget Skade. Der var på visse Steder bleven opflettet af Granatsplinter så at Ballonen ligefrem kun hang i nogle tynde Tråde. Men da der på Kablet for hver 100 Meters Længde er anbragt en Lås, kunde et sådant Stykke nemt udtages og erstattes med et nyt.

Nogle Dage senere flyttede vi lidt tilbage til en Skovkant lige foran Hartmannsweilerkopf. Her blev vi ikke videre generet af Franskmændene, så meget mindre som Tyskerne i Mellemtiden havde taget Højen i Besiddelse. Her tilbragte vi og vor Ballon to Dage uden at lide videre Overlast. Men så kom der Befaling, at vi skulle flytte længere henimod den svejtsiske Grænse. Alt blev ladet på vore Vogne og havde vi endvidere to Lastbiler til vor Rådighed for at kunne få alt vort Materiale med os.

Vort nye Indkvarteringssted var en lille Landsby ved Navn Bettendorf. Vor Opstigningsplads laa imellem denne Landsby og Wailer i en Dalsænkning lige bag ved en Skov. Her tilbragte vi 6 Måneder. Hver Dag bragte os noget nyt af Oplevelser. Vi fik nye Officerer, vore gamle Infanterister blev afløst af ny Forstærkning fra Køln, Det var ingen glædelig Begivenhed for disse ældre Folk, thi nu skulde de i Skyttegravene og mange græd deres bitre Tårer. En tidlig Morgenstund kørte de bort på vore to Lastbiler, ud i det Uvisse.

Vor nye Opstigningsplads blev nu i Hast forsvarlig indrettet Både med Løbegrave og Understand. Så ved nogen Forsigtighed vilde der fremtidig næppe kunne ske så store Ulykker. Vort Motorkøretøj (Winde) fik en særlig Understand og udgik derfra Kablet først 100 Meter henad Jorden hvor ved Roden af et Træ der var anbragt en Gliderulle til Kablet. Så nu vidste Franskmændene ikke rigtig hvor Betjeningsmandskabet befandt sig henne.

Vi mærkede straks at vor nye Fører havde et praktisk Greb om Tingene. Han havde været i Rusland som Flyver, men var bleven skudt ned derovre og havde derved brækket det ene Ben.

I Løbet af disse 6 Måneder blev vi kun to Gange beskudt af Artilleri og kun en Gang havde vi Besøg af én fransk Flyver. Vort Tab indskrænkede sig dog til nogle let sårede og en Del ramponeret Materiel. Vor Ballon fik nogle Huller af Splinterne af de nedkastede Bomber. Men værre gik det med Flyverne. Fra vor Flyveplads Habsheim blev de forfulgt af en tysk Flyver. Denne rettede sit Maskingeværskyts imod den franske Flyver og ramte de to ombordværende Flyvere i Hovedet, da de foretog en Drejning i Luften. Maskinen slog en Kolbøtte og faldt til Jorden som en Sten ca. 400 Meter fra os.

Vi løb straks derhen, men der var ikke noget at udrette for os. De var begge døde. En halv Time senere kom vor Flyver til Stede i Bil og så på de sørgelige Rester med mørke Miner. ”Denne Gang blev det dem, hvem veed hvem det næste Gang ramme.” Det var alt hvad han sagde.

Knap en Måned senere faldt han selv.

Sørgeligt Nyt hjemmefra.
Den 28. April 1915 fik jeg den sørgelige Efterretning hjemmefra, at min lille Søn Hans var afgået ved Døden, knap 6 Måneder gammel. Kun Gud veed hvorfor han skulde så tidlig og uskyldig bort. (Lader de små Børn komme til mig og formen dem ikke, thi sådanne hører Guds Rige til). Jeg ved knap hvad der gik af mig da jeg modtog Telegrammet. Jeg gik fortvivlet ind i Skoven og græd. Men så fattede jeg den Beslutning at gå til Kaptajnen for at bede om Orlov til Begravelsen den 3. Maj. Men her fik jeg følgende Svar: „Jeg kan give Dem 3 Dage Orlov, fra Divisionen er al Orlov foreløbig spærret. Men hvad vil De hjemme, det kan Deres Hustru selv besørge. Når De falder, kommer der heller ingen at følge Dem.”

Disse Ord bed sig fast i mig og glemmer jeg dem aldrig.

Fra dette Øjeblik var al min Interesse forbi for Krig og Soldaterliv. Jeg gjorde herefter kun hvad den bitre Nødvendighed og de Foresattes direkte Ordrer bød mig. Derfor opnåede jeg heller aldrig at blive forfremmet endskønt jeg var Soldat i samfulde 7 år uden at have så meget som en Times Straf.

Vi Sønderjyder blev fra de andre altid betragtet fra oven, Kammeraterne kaldte os ofte for Vandpolakker fordi vi ikke samstemte med dem om Krigens Udfald.

Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Flugt over grænsen

Selvom jeg endnu ikke i mit arbejde med II. Bataljon, Infanteri-Regiment 84, er stødt på medlemmer, der unddrog sig yderligere krigstjeneste ved at gå over grænsen til Danmark, er det dog sandsynligt at det skete.

Spørgsmålet om sønderjyder, som deserterede ved at gå over grænsen til Danmark, har mange facetter. I forbindelse med hjemmesiden https://denstorekrig1914-1918.dk har en af de frivillige medarbejdere, Peter Weber, gennem de sidste 10 år lagt et stort arbejde i en navneliste over dem, som af den tyske hær blev efterlyst som »fahnenflüchtig«, dvs. var deserteret.

Man kan se listen og yderligere dokumentation lige her: Desertører | Den Store Krig 1914-1918

Listen opdateres løbende.

Omkring 30.000 blev indkaldt som tysk soldater under krigen, 5.000 faldt, mange blev invaliderede og endnu flere mærket af krigens rædsler resten af deres liv. Hvorfor benyttede ikke alle muligheden for at unddrage sig værnepligten og senere krigen?

Grænsen til Danmark var forholdsvis let at krydset illegalt. I modsætning til f.eks. at grænsen til det neutrale Holland var der hverken højspændingshegn eller pigtråd, og den blev kun reelt bevogtet ved de officielle grænseovergange, mens resten kun afpatruljeredes. Generelt var de tyske grænsevagter af ældre årgange, der ikke kunne anvendes ved fronten. De danske grænsegendarmer nord for Kongeågrænsen lagde på ingen måde hindringer i vejen, og alle desertører blev modtaget med åbne arbejde og med hjælp til at komme videre. Selve passagen af grænsen skete både på egen hånd, uden hjælp, men også med hjælpe fra grænsebeboere.

En af årsagerne var politisk. Blandt andre H.P. Hanssen, de dansksindedes medlem af den tyske rigsdag, opfordrede kraftigt til at aftjene værnepligten. Der var i fredsaftalen med Preussen efter nederlaget i 1864 indført en paragraf, hvorefter det var muligt at afholde en folkeafstemning i forbindelse med en grænserevidering. Hvis alle unge mænd forsvandt fra Sønderjylland ville det kunne ses på et eventuelt valgresultat.

En anden årsag var, at Sønderjylland på tidspunktet i hovedsagen var et landbrugsland med mange store og mindre gårde. Hvis sønnerne gik over grænsen, hvem skulle så overtage dem, og gårdene ville som straf højst sandsynligt gå på tyske hænder.

At der var preussiske regler, der vanskeliggjorde de dansksindede i at overtage gårde, er min egen morfar et eksempel på. Efter 1864 var det ikke alle, der valgte at blive preussiske statsborgere – de såkaldte »optanter«. Da han giftede sig med eneste datter fra en gård, kunne han ikke efter de tyske regler få lov til at overtage gården – og kvinder da slet ikke. Han måtte derfor bide i det sure æble og blive tysk statsborger. Som han selv sagde: »Det kostede mig to års værnepligt og 4 års krig«.

At der var soldater, der valgte at deserterer, er jo en kendsgerning. Det medførte i løbet af krigen forskellige begrænsninger i sønderjydernes mulighed for orlov. En periode var der orlovs-spærre for hele området nord for Flensborg – den nuværende grænse, mens der på andre tidspunkter skulle foreligge en tilladelse fra myndighederne i den enkelte soldats hjemkommune.

I de efterhånden mange tyske regimentshistorier, jeg har oversat, er der kun få antydninger af illoyalitet. Tværtimod fremhæver mange af de tyske officerer, at »nordslesvigerne var gode soldater og gode kammerater, der fuldt ud gjorde deres pligt«.

Min jul som frontsoldat.

Hjemmet nr. 51 1939

Biskop Dr.theol. H. Fuglsang-Damgaard, der som sønderjyde deltog i verdenskrigen på tysk side, fortæller erindringer fra julen bag fronten i 1915 og fra krigsfangelejren i Sydfrankring, hvor han fejrede jul de følgende år.

 Julen 1915 – min eneste virkelige krigsjul – lå vi i Brügge. Vi var indkvarteret på et af byens hoteller. Det lyder jo ganske hyggeligt og komfortabelt. Brügge med sit gamle torv, sine karakteristiske vagttårne, sine gamle klostergårde. Kniplingernes by. Hvilken idyllisk ramme om julens skønne fest. Men vi kom fra fronten. Kanontordenen fra de frygtelige kampe omkring Ypres lød endnu i vores ører. Og vi skulle tilbage dertil. Det var rammen.

Vi var i ”hvil”, som det hedder i krigens sprog, og vi viste, at det kun ville blive et meget kort hvil.

Alene det var jo tilstrækkeligt til at præge denne jul dybt i vort sind. Men når jeg tænker tilbage på den, er det alligevel noget helt andet, der bevæger mig og giver billedet af den i min erindring skønhed, som slev ikke krigens gru formår at overskygge. Jeg syntes dengang, som jeg synes det endnu, at jeg oplevede noget forunderligt, noget, der var langt stærkere og dybere end den sentimentalitet, som barndommens juleminder, hjemveen, længslen efter ens kære, julebreve og julepakker skaber.

Det var ikke de ydre former for denne soldaterjul, som bidrog dertil: Kompagniførerens oplæsning af juleevangeliet, det ekstra traktement o.s.v. Heller ikke den julegudstjeneste, jeg overværede i katedralen, skønt den i sig selv var en ganske betagende oplevelse. Det var naturligvis katolsk gudstjeneste med al den skønhed i musik og korsang, som den katolske kirke formår at lægge over sine højtider. Og dér sad byens borgere – belgiere – og tyske soldater side om side, forende i fælles andagt og grebne af den samme stemning.

Men det, der gjorde denne krigsjul uudslettelig i min erindring, var den stemning, som beherskede alle os soldater, og som havde sit udspring i følelser, der var en genklang af selve grundtonen i julens budskab til menneskene. Jeg véd, at det lyder paradoksalt, og at der vil være dem, der ikke kan forstå det, men den, der har oplevet det, glemmer det aldrig.

Fælles håb, fælles frygt, fælles skæbne var den urokkelige grundvold for kammeratskabet mellem os. Vi håbede hele tiden, at freden måtte komme. Da det var februar, i krigens første vinter, hed det mellem de tyske soldater: ”Når bladene falder, så har vi freden””Wenn die Blätter fallen -” det var det stadige omkvæd. Senere blev det til: Når det bliver jul, så! Bladene faldt, håbets første termin blev overskrevet. Men julen ville bringe freden. Julen var jo Fred på jorden.

Julen kom, og krigens uvejr rasede dog videre. Men hvor der var en smule læ, tændes julen lys, og man skærmede dem, som vi skærmede håbet i vort hjerte. Ude ved fronten lød julenatten julesalmerne fra skyttegrav til skyttegrav tværs over ingenmandsland. Vi, der lå ”i hvil”, tænkte på dem derude? Var vi hos dem i tankerne med vores medfølelse? Egentlig ikke. Vi viste, og vi tænkte som så: I dag er det din tur, i morgen er det min. Vi tænkte på os selv, eller rettere, vi tænkte på hinanden – dem, vi var sammen med. Kammeratskab, nej det ord er ikke stort nok. Jeg vil sige broderskab, for det var det. Vi var ikke rige folks børn og fattiges. Vi var lige. Julepakkerne strømmede ind, og de, der fik meget, delte med dem, der fik lidt eller ingenting. Ligeligt – broderligt. Her var ikke tale om giver-højmod og modtager-taknemmelighed. Gaverne, der kom, var uanset adressen, fælleseje. Jeg mindes ikke at have set broderskabets og lighedens ideal virkeliggjort smukkere end hin juleaften i det soldaterlarmende hotel i Brügge. Vi var alle lige små og lige store. Vi levede med dødens skygge hvilende over os.

Og denne julegavemildhed var ikke et isoleret fænomen, som vi kender det fra det daglige liv i fredens tid. Julegodgørenheden – hvor langt rækker den på den anden side af julehelligdagene? Lad os ikke tale for højt om det. Men det, der gjorde denne juleaften så rig og så mindeværdig for mig, var, at den gav et endnu mere festligt udtryk for den broderskabets ånd, der til daglig rådede mellem soldaterne, så længe krigen varede.

Skal jeg tegne et helt sandfærdigt billede af denne juleaften, bliver det et broget billede. Der var larmende grupper, hvor ølkrusene blev flittigt tømt. Der var små stille grupper rundt om i krogene, hvor breve blev læst, og hvor emnet for den stille passiar var ”dem derhjemme”. Der blev dampet på cigaretter og gumlet på chokolade – et broget billede var det, men grundtonen i det – temaet – var: Kammerat!

Næste morgen, julemorgen, skingrede alarmsignalerne.

Ud af hotellet i huj og hast med fuld oppakning – julegaverne var der ikke tid til at tage med – og så hen på torvet og stille op i marchkolonner, hvad nu?

Et øjeblik efter, da vi var parate til march, fik vi det at vide. Det var prøve-alarmering. Vi skulle ikke glemme, hvorfor vi var der, og bilde os ind, at vi var på julebesøg med kaffe og klejner på sengen. Det var krig. Alarmsignalet var et barsk Memento Mori, som i et nu hentede tilbage til den brutale virkelighed.

Men vi var lettede. Vi følte det, som om livet var blevet os skænket på ny, om end det måske kun var for en stakket stund. Det var dog altid en frist. Tilbage gik det til hotellet, til et gensyn med julegaverne og til lattermild hengivelse i den fælles, befriende følelse.

Men fristen blev kun kort.

Nytårsaften lå vi atter i ildlinjen, og den nat fik vi 1000 granater over os.

Det var min første og sidste egentlige krigs-jul. 22. oktober 1916 blev jeg taget til fange, og en måned senere, den 22. november, blev jeg interneret i en fangelejr i Sydfrankrig, Aurillac.

Der fejrede jeg de tre næste juleaftner, 1916, -17 og -18.

Aurillac-lejren var ikke, som de fleste måske vil tro, en samling barakker, men et smukt gammelt kloster, som blev indrettet til specielt at modtage sønderjyske krigsfanger. Vi sønderjyder var, som krigsfanger betragtet, en ganske særlig kategori, takket være Professor Paul Verrier, Danmarks svorne ven, som ikke blev træt af at indprente de franske myndigheder, at vi var Danmarks Elsass-Lothringer.

I mere end én henseende adskilte disse krigsfange-juleaftener sig fra krigs-julen i Brügge. Ja, naturligvis, vil man måske kunne sige, som krigsfange kunne man være tryg, men kunne sagtens. Men når jeg tænker tilbage på disse år og specielt på julen, som jo er den tid på året, da følelserne er stærkest, sindet mest modtageligt og let bevægeligt, så er det mærkeligt, at julen i Aurillac-lejren var mere præget af vemod, længsel og af tungsind end den juleaften i Brügge.

Dengang levede man i en tilstand af kronisk spænding, som havde overtaget over alle andre følelser. Spørgsmålet: Lever du i morgen? overdøvede hjemveens røst.

Men nu var spændingen udløst. Den havde sluppet sit tag. Man var kommet uden for dødens skyggedomæne, ud i livet igen, selvom det var til et liv inden for meget snævre grænser. Og dermed meldte livets krav og længsler sig igen. I stedet for den ene altovervejende bekymring tusinde andre. Hvordan ville det gå? Hvordan stod det til derhjemme? Hvorlænge skulle man blive her? Hvornår kunne man komme hjem til sine kære, til sit arbejde – hvornår – hvornår?

Netop fordi livet i fangelejren år ud og år ind var så ulideligt ved sin ensformighed, gjaldt det om at gøre julen så festlig, som det med vore små midler var muligt. Hver gang julen i de tre år nærmede sig, voksede hjemlængslen, og den skulle have luft. Julen skulle stå i hjemmets tegn.

Jeg vil særligt mindes den sidste jul i krigsfangelejren i Aurillac. Den fik sin særlige glans derved, at vi vidste, det var den sidste. Våbenstilstanden var jo sluttet. Der var fred – fred – dette magiske ord, som verden hviskede dengang, ligesom den hvisker det i dag. Og for os sønderjyder gemte denne jul en egen forjættelse. Nu ville Sønderjylland komme hjem til Danmark. Det ufattelige vilde ske. Jo, vi kunne sagtens holde en glad jul.

Vi krigsfanger havde naturligvis vort eget orkester, som skulle spille for os i løbet af aftenen. To juletræer var skaffet til veje, og pynten fra de foregående år var blevet fikset op og suppleret med nye guirlander af Dannebrogsflag. Lejrkommandanten havde givet os tilladelse til at lade lyset brænde nogle timer længere, og vor finansminister, bankdirektør Prior i Paris, havde sendt os 2000 Francs. Vor elskværdige korporal Laveissôire havde med assistance af vores køkkenchef, ”Gamle vom”, sørget for de nødvendige indkøb til julemiddagen, eller ”nadveren”, som vi med et sønderjydsk udtryk kaldte den.

Alle forberedelser var truffet med en iver og en forventningens glæde som den, hvormed børn ser juleaften i møde. Og vi havde sammensat et righoldigt program. Sang vekslede med musik og tale. Ånden blev beriget såvel som legemet.

Til sidst sang vi sangen om hjemmet: ”Hjem, hjem, mit kære hjem”. Vi sønderjyder har altid holdt meget af at synge. Når der var noget, som fyldte os og betog os, hvad enten det var sorg eller glæde, så sang vi. Man kan godt sige, at Sønderjylland har sunget sig hjem til Danmark. Og med den sang, hvormed vi sluttede juleaften 1918 i den franske fangelejr, sang vi os hjem.

Næste dag – 1. juledag – havde vi en strålende oplevelse. Professor Verrier telegraferede, at han kom. Vi holdt telegrammet hemmeligt, for at overraskelsen skulle blive så meget større. Professor Verrier var den sønderjydske fangelejrs gode ånd. Atter og atter kom han på besøg, denne franskmand, der havde fattet en så mærkelig kærlighed til Danmark og i særdeleshed Sønderjylland.

Han kom nu igen til os med store kufferter fulde af de dejligste ting, cigaretter og cigarer, franske sydfrugter, franske bøger, og han selv udfoldede alt sin venlighed og hjertelighed og sit franske lune. Også sin jul, som han havde kunne tilbringe i sin egen families skød, hos kone og børn, ofrede han for at kunne sprede glæde blandt os.

Han var et lysende eksempel på den næstekærlighed og selvopofrelse, der var et så fremtrædende træk i livet bag fronten. Kammeratskabet – broderskabet, der for mig står som et lysstrejf gennem krigens mørke.

En Nis Nissen udgav i 1926 en bog ”Flugten fra Sibiriens Fangelejre under Verdenskrigen 1914-18.” Trykt hos Aahus Amtstidendes bogtrykkeri, 1926. Link til Bogen.

Efter at have været beskæftiget med at identificere sønderjyder i russisk krigsfangenskab i en årrække, var jeg overbevist om at denne historie virkede alt for usandsynlig.

Noget af det usandsynlige i bogen.
Det første var al den tortur han gennemgik for at få oplysninger ud af ham.
Det har jeg aldrig hørt om. Russerne skulle tage sig af 2 millioner krigsfanger, så de spildte ikke så megen tid på dem.

”Dødsmærket fastgøres inderst paa Kroppen omkring Halsen med et Stykke Baand. Dødsmærket beholdt vi, ellers blev alt andet fjernet, vi blev iklædte i Pels, Pelshat og Pelsovertræksstøvler, og saa af Sted paa Transport.”
Nej, de blev sendt afsted i det tøj de havde på og gik i det indtil det faldt af kroppen. Kun de ca. 35 sønderjyder i ”danskerlejren” der fik pelse. De fik dem af kejserinde Dagmar.

”Der var 45,000 Fanger i Fangelejren. Ingen Læger, kun 5 Sygeplejersker” ??
Der var ikke sygeplejersker i lejrene.

”Lidt efter lidt døde den ene Sygeplejerske efter den anden, dels af Overanstrengelse og dels af Sygdom, men den vigtigste Aarsag maa jeg ikke glemme: Særlig om Aftenen kunne man se de russiske Bolschevikofficerer tumle rundt med disse arme Kvinder inde i deres Barakker, hvor de voldtog dem, og særlig deraf gik flere hen og døde.”
Bolschevkkerne interesserede sig ikke for krigsfanger og da der ikke var sygeplejersker i lejrerne giver det ikke mening.

Og vi er kun nået til side 38. At gennemgå hele bogen bliver for meget.

Men hvem var denne Nis Nissen?
Det lykkedes ikke at finde ham i nogen af de lister vi havde adgang til.

I en artikel Hejmdal 14. februar 1921 fik man en idé om hvem det kunne være tale om:
En sønderjysk krigsfange, der låner penge af folk, eller en svindler?
I de sidste dage i januar traf to gårdejere fra Randersegnen på en rejse til Odense i toget fra Horsens til Fredericia en ung mand, der opgav at være 23 år og eneste barn af en hestehandler Nis Nissen, Løjt, sidst boende i Aabenraa. Den unge mand, Nis P. Nissen, opgav han at hedde, fortalte, at han havde været i Fangenskab i Sibirien. Nu var han flygtet og på vej hjem til Aabenraa. I Aarhus, – sagde han – havde han haft telefonisk forbindelse med Aabenraa, og der fået at vide, at begge hans forældre var døde i 1918 og gården solgt. Han ville nu henvende sig til familiens sagfører og søge at få sin retmæssige arv udbetalt. Han havde været “blind passager” fra Riga til Aarhus og gået til fods til Horsens, hvor han havde overnattet hos en mand i Ørting, som havde givet ham billet til Aabenraa. En af de to gårdejere lånte ham 20 kroner til hjemrejsen. Nis P. Nissen sagde, at han var student. Ved tilfangetagelsen var han løjtnant. Han havde hele tiden ført dagbog og inden han blev taget til fange skrevet breve til en dame i Karlsruhe, hvor disse breve og en mængde fotografiske film var bevarede. Han ville nu søge at få dette sammen med hans senere oplevelser udgivet i bogform.
Dagen efter fik den anden gårdejer et kort fra Hamborg med tak for rejseselskabet, og en anmodning om at låne 50 kroner indtil han i marts kunne få sine penge. Hans medrejsende har ham dog mistænkt for, at historien ikke er ganske pålidelig, og beder om mulige oplysninger om hans forhold.

Næste gang der optræder en Nis P. Nissen i avisen er i Hejmdal 3. marts 1923.
Krampe i arresten. Den unge slesvigere Nis P. Nissen, som blev anholdt i Isenvad, fik i formiddags i arresten – lige før han skulle sendes bort med toget – et krampeanfald, så blodet flød ud af næsen. Kredslægen blev tilkaldt og beordrede arrestanten indlagt på sygehuset til nærmere observation. Antagelig vil han dog i morgen være så rask, at han kan afgå til politiet i Frederikssund.

Det kunne være den samme.

I en artikel i Aarhus Stifts-Tidende 17. marts 1924 er den omtalte Nis Nissen klart den samme:
En Sønderjydes oplevelser. En ung Sønderjyde, Inspektør Nis Nissen, vil paa Onsdag Aften holde Foredrag om sine eventyrlige Oplevelser under Verdenskrigen. Han blev taget til Fange af Russerne og ført til en Fangelejr i Sibirien. Herfra flygtede han gennem Kina, Indien, Afrika, Balkanstaterne og Italien til Svejts- og under vejs havde han en lang Række usædvanlige og spændende Oplevelser. Nis Nissen har tidligere talt i Grundtvigs Hus i København og i alle de københavnske Gymnasier. Foredraget i Aarhus finder Sted i Afholdshjemmet i Frederiksgade.

Det er sandsynligt at Nis Peter Nissen har læst alt hvad han har kunnet få fat i om forholdene for krigsfangerne i Rusland. Det har krævet et stort forarbejde for at stykke historierne til foredragene og bogen sammen.
I en artikel i Frederiksborg Amts Avis 5. juli 1924 beder han indirekte om oplysninger.
Fra Læser til Læser.
Vore Landsmænd i Sibirien. Endnu sidder der flere Tusinde danske Krigsfanger i Sibirien; langt den største Del er dog Sønderjyder, men ogsaa flere civile Personer her fra Landet, der før Krigen rejste til Rusland og fik Arbejde ved russiske Handelsselskaber, f.eks. i Byerne Moskva, Smolensk, Omsk og Tomsk. Gennem Krigsaarene blev alt ødelagt af Bolschevikerne, hvilket ogsaa sker den Dag i Dag. Jeg har selv været i Sibirien som Krigsfange og flygtede fra Fangelejren, drevet af Nød og Elendighed. Naar man saa tænker sig, at der endnu sidder saa mange og maa forsmægte, saa vil man uvilkaarlig spørge: Er det ogsaa muligt? Men det er det.
Da jeg kom her til Landet, holdt jeg flere Foredrag, og man vil ogsaa nok erindre Foredraget paa Hotel, Kronprinsen” i Hillerød den 7. Februar d. A. Ligesom i andre Byer henvendte flere Folk sig til mig med Forespørgsel om en eller anden af deres Familie, der var i Rusland. Jeg satte mig i Forbindelse med Internationale Hjælpekomité for hjemvendte Krigsfanger i Schweiz, og det er lykkedes at finde flere danske Personer, som ikke har kunnet lade høre fra sig. Dette var nemlig ogsaa Tilfældet hos os i Fangelejrene. Skrive og læse maatte vi ikke, og det var ogsaa nemt at lade være med, for vi fik ikke noget at skrive paa. Naar man vil søge nogen i Sibirien, maa man meddele mig betræffende Mands Navn, Fødselsdatum og Aarstal samt Stilling og Bopæl. Dette sidste gælder dog kun for civile Personer, som er interneret. Noget helt andet er Krigsfanger. Overfor dem maa jeg absolut have deres sidste Nummer af Regiment og Kompagni, ligeledes hvilket Armékorps og Garnisonsby, og det ville være af megen Interesse at faa det sidste Brev fra den savnede Person. Originalen behøves ikke, men i det mindste Afskriften og Konvoluten. Af denne kan man se, hvor det er stemplet.
Der er ogsaa mange i det sydlige Sibirien, som er kommet ud paa Landet for at arbejde, og her maa jeg sige, at langt de fleste af dem har kort sagt indgaaet Ægteskab med velhavende russiske Kvinder, og dem vil man næppe høre noget fra.
Det er et stort Arbejde at finde de savnede Landsmænd, og i deres egen Interesse vil jeg bede dem, som søger deres paarørende, at opgive de nævnte Oplysninger. Men glem nu ikke Afskriften af sidste Korrespondance fra Rusland.
Ærbødigst, Inspektør Nis Nissen, p. t. Danevang, Firhøj Station.

Nis Nissen rejser rundt og holder foredrag om sine oplevelser om flugten den halve jord rundt under verdenskrigen. I Næstved Tidende er der den 14. januar 1925 en længere artikel med hans oplevelser, hvor han bl.a. beretter:
D. 21. Juni 1917 blev Flyverobservatør Nis Nissen under en Rekognosceringsflyvning over de russiske Linier – Polotz ved Dünaborg nedskudt af russisk Artilleri. Granatstumper fra en Granateksplosion 3 m til højre for Maskinen ramte Motoren og fremkaldte en Motordefekt, saa der maatte landes i Glideflugt i de russiske Linier. Landingen foregik i Trætoppene af en Skov, hvor Maskinen blev hængende, og Nis Nissen og Føreren blev her taget til Fange og bragt til Fangelejren ved Polotz.

Datoen den 21. juni 1917 er interessant, derom senere.

Næstved Tidende beretter om hans foredrag.

Næstved Tidende 27. januar 1925.
Lundby. Sønderjyden Nis Nissen vil førstk. Søndag Aften holder Foredrag paa Afholdshotellet ved Lundby Station om sine Oplevelser under Verdenskrigen og sin Flugt fra Sibirien.

Næstved Tidende 28. januar 1925.
Herlufmagle. Fra Herlufmagle. I Aftes talte Nis Nissen i Herlufmagle Foredragsforening. Medlemmerne var i stort Tal mødt frem og alle fulgte med spændt Opmærksomhed Hr. Nissens Beretning om sin Tilfangetagelse i Rusland og den eventyrlige Flugt fra Fangelejren i Sibirien.

Næstved Tidende 29. januar 1925.
Tybjerg. Sønderjyden Nis Nissen, som i den senere Tid har talt flere Steder paa Næstvedegnen, gæstede i Onsdags Tybjerg Foredragsforening. Skønt Beretningen om hans Oplevelser paa den eventyrlige Flugt varede nær ved 2 Timer, mærkedes der ingen Træthed hos Tilhørerne, der tværtmod fulgte Tal: paa Flugten gennem Sibirien over Vladivostock, Kalkutta og Konstantinopel til det danske Gesandtskab i Bern med spændt Opmærksomhed. Der var selvfølgelig fuldt Hus.

Men så sker der en ændring. Berlinske Tidende beretter den 23. maj 1925 følgende:
Foredragene om Krigen.
Forvalteren, der udgav sig for at være den kendte Sønderjyde Nis Nissen, anmeldt for Bedrageri. En yngre Sønderjyde ved Navn Nis Peter Nissen, der har været Forvalter paa Rosenfeld, er for Tiden under Tiltale for Bedrageri ved Retten i Vordingborg, og der blev i den Anledning igaar afholdt et subsidiært Forhør hos Dommer Spang Hanssen ved Byretten. Her mødte en Forvalter Petersen, der forklarede, at Nissen en Dag havde talt med ham om, at han godt kunde ønske at holde nogle Foredrag, ledsagede af Lysbilleder, Landet over om sin Deltagelse i Verdenskrigen paa tysk Side, men at han manglede Penge til at sætte det iscene for. Han havde sagt, at der ville kunne tjenes store Penge paa disse Foredrag, og han havde faaet Petersen, der dengang var Underforvalter paa Rosenfeld, til at stikke nogle Penge i Planen, mod at Interessenterne skulle have Del i Indtægterne. Der blev holdt Foredrag i flere sjællandske Provinsbyer og ogsaa i Grundtvigs Hus her i Byen, men skønt Forvalter Nissen i Reklamerne havde givet det Udseende af, at Foredragsholderen var den kendte Sønderjyde Nis Nissen, var der ikke kommet mange til Foredragene. Her i Byen havde der saaledes kun været 65 Tilhørere, der hver betalte 1 Kr. i Entré, og det havde næppe kunnet dække Udgifterne. Hverken Underforvalter Petersen eller de andre Interessenter havde nogensinde fået en Øre af Nissen, der selv havde tilvendt sig og brugt de indkomne Beløb. Nissen havde desuden stjaalet et Lysbilledapparat, som Petersen havde laant af sin Onkel. Sagen sendes nu tilbage til Vordingborg.

Frederiksborg Amts Avis skriver den 27. maj 1925.
Sønderjyden, der blev fundet syg i Præstevangen. Som omtalt blev en Sønderjyde ved Navn Nis Peter Nissen for nogen Tid siden fundet syg i Præstevangen og indlagt paa Sygehuset. Han var efterlyst af Politiet fra Vordingborg, og han blev senere sendt til Vordingborg, hvor han nu sidder i Arresten. Tiltalen mod ham lyder bl. a. paa, at han har misbrugt den kendte Sønderjyde Nis Nissens Navn. Det har han gjort paa den Maade, at han averterede om Foredrag om Verdenskrigen, og Annoncerne var formet saadan, at man skulle antage Foredragsholderen for fhv. Landdagsmand, nuværende Folketingsmand Nis Nissen.

Og Vestkysten. Esbjerg Avis skriver den 27. juli 1925.
Indlagt til Observation. En ung Sønderjyde, Nis Peter Nissen, der tidlige re har haft Ophold paa Rosenfeldt ved Vordingborg, og som under en Foredragsturne, hvor han gav en usandfærdig Skildring af Verdenskrigen, forøvede en Række Bedragerier, er i Henhold til Retslægeraadets Kendelse indlagt til Observation paa Sindssygehospitalet ved Vordingborg.

Næstved Tidende 7. oktober 1925.
Ikke interneres, men for Retten.
Efter at Overlæge Helweg, Oringe, har udtalt, at Sønderjyden Nis Peter Nissen nu maa anses for at være helbredet, er Statsadvokaten for Sjælland sindet at lade ham tiltale for de Bedragerier, han har begaaet her i Byen. Nissen har ønsket Underretsbehandling for det Tilfælde, han bliver tiltalt.

Næstved Tidende 22. oktober 1925.
Nis Nissen dømt.
Dommen over Sønderjyden Nis Peter Nissen er nu afsagt. For de af ham udøvede Bedragerier i Vordingborg og Holbæk blev Straffen fastsat til Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 24 Dage. At Straffen blev saa lav, skyldes formentlig, dels at han som bekendt har været indlagt paa Oringe i flere Maaneder, dels at Dommeren har taget Hensyn til Straffelovens § 39 (Taabeparagraffen).

Her bliver det nu muligt at finde ud af hvem denne Nis Peter Nissen i virkeligheden er, for i folketællingen for Vordingborg 1925 optræder der en Nis Peter Nissen på Algade 97, Vordingborg arrest.
Nissen, Nis Peter, født 14/04-1899 i Aabenraa, arrestant, forvalter.

En samler af postkort indsendte i 1921 en skanning af et postkort til Museum Sønderjylland med et billede af en tysk soldat og på bagsiden følgende tekst:
Feldpostkarte. Zu. (Inste?) Hans Schmidt, Bodum, Apenrade, Schlesvig – Holstein
Im Felde d 7.6.18
Kære Onkel og Tante!
Nu sender jeg Eder en Hilsen fra Fronten. Kan i kende mig paa Billedet?
Hilsen til Eder alle fra Nis.
Schütze Nissen Nis
Inf Regmt 467, II Battl., II M. 2: K ?

Se Den gotiske udfordring 23. oktober 2021

Hans Peter Schmidt i Bodum er gift med Cecilie Marie Schmidt f. Nissen, hvis bror Nis Nissen, har en søn med navnet Nis Peter Nissen, født 14. april 1899 i Løjt Kirkeby. Så det må være den Nis Peter Nissen som er omtalt ovenfor. På basis af disse oplysninger er der oprettet en personside på Nissen, Nis Peter (1899-) på denstorekrig1914-1918.dk.

Militære karriere:
Bliver indkaldt til Badisches Leib-Grenadier-Regiment Nr. 109 i Karlsruhe den 17. juni 1917. Regimentet kæmper udelukkende på Vestfronten. At han skulle være Flyverobservatør den 21. juni 1917, hvor han dårligt er begyndt på rekrut uddannelsen giver ikke mening.
Han sender et postkort til sin faster dateret den 7. juni 1918, så da er han ikke krigsfange og Infanteri Regiment 467 er på Vestfronten.
Han bliver lettere såret 18. september 1918, da er han stadig på Vestfronten.
Han har muligvis aldrig været på Østfronten.

Politiet registerblade i København har følgende oplysninger på ham:
Nis Peter Nissen
25-07-1919   Fra Engelsk Fangenskab, til Istedgade 47, 3. sal, hos Bendixen.
23-08-1919   Nørregade 17, 3. sal, hos Hansen, Buffist, født 14/04-1898 i Løjt Kirkeby.
30-09-1920   Fra Sønderjylland, til Fyensgade 4, 5. sal, hos Petersen. Inspektør. 14/04-1898 Løjt Kirkeby.

Der er ikke fundet nogen oplysninger der bekræfter, at han har været i Engelsk krigsfangenskab.

Men historien om Nis Peter Nissen stopper ikke her.
Aarhus Amtstidende 7. januar 1930.
Pariser-Rejsen, der gik i Vasken.
I Sommeren 1926 anmeldte en herboende Typograf til Statspolitiet, af han var blevet bedraget af en Sønderjyde. Typografen og hans Hustru havde nemlig hos denne indtegnet sig som Deltagere i en Selskabsrejse til Paris, en Rejse, som skulde vare arrangeret af Sønderjyden, og Manden havde allerede indbetalt 450 Kr. Den Dag, Rejsen skulde paabegyndes, mødte Rejsefreren imidlertid Ikke paa Banegaarden, og han har siden İkke været til at finde, lige saa lidt som Rejse-pengene. Indtil for nogle faa Dage siden, da han kom ind paa en Politistation i Aabenraa for af faa et Pas. Da Politiet hørte hans Navn, Nis Peter Nissen, var de klar over, at det var ham, Aarhus Politi havde et Mellemværende med. De satte sig i Forbindelse med Aarhus, og Nissen blev anholdt, hvorefter han nu som Arrestant er ankommet her til Aarhus. Her vil Sagen blive behandlet ved Kriminalretten. Nissen, der er straffet flere Gange, bl.a for at have udgivet for den kendte Nis Nissen, stod nu i Begreb med at paabegynde en Fodtur Jorden rundt. Det var i den Anledning. han skulle have fat i et Pas.

Demokraten (Århus) 11. februar 1930.
Den bedrageriske Rejsefører.
Den tidligere omtalte Sønderjyde Nis Nissen, som havde franarret en herboende Typograf og en Præst paa Sjælland hver 400 Kr., som de betalte for en Rejse, der skulde startes til Paris, har i Dag faaet sin Dom ved Aarhus Kriminalret, Den lød paa 60 Dages Fængsel, og desuden skal han betale Typografen de indbetalte Penge tilbage.

Nationaltidende 7. maj 1930.
EUROPA RUNDT FOR 45,000 FRANCS.
Sønderjyden, der skal have de franske Penge.
Paa vores sportsredaktion havde vi i gaar besøg af en ung, blaaøjet, lyshaaret mand, som præsenterede sig som Nis Peter Nissen fra Aabenraa, født d. 14. April 1899, og derefter forretningsmæssigt aabnede for en stor Pakke Papirer, forsynet med allehaande Stempler, Paaskrifter og Navne.
Hvorfor løber De rundt med alle Deres Papirer, spurgte vi.
Det er skam ikke dem allesammen. Jeg har 93 Pund foruden dem her. Men vil De ikke være saa god at kigge, saa De kan se, at det hele forholder sig rigtigt.
Vi parerede Ordre, og blev saa klar over, at det var en af de efterhaanden ikke helt ualmindelige Globetrottere, vi havde Besøg af. Men der var ganske vist det ved denne Nis Peter Nissen, at han ikke var en af dem, der prøver og saa holder op paa Halvvejen. De ældste Stempler paa hans Papirer var fra 1926.
Fortæl, hvad De har paa Hjerte, bad vi.
Og saa fortalte Manden fra Aabenraa:
Der var 12 i Starten.
Jo, ser De, jeg er ogsaa en Slags Journalist, men i 1926 udskrev Pariserbladet Le Petit Parisien en trækker Konkurrence for Folk, der vilde paatage sig at gaa Europa rundt til Fods altsaa paa 5 Aar. Vi var 12, der meldte sig, for 1. Præmien var 45,000 Francs. Jeg var en af dem – den eneste fra Skandinavien. Det er snart 4½ Aar siden, og de 11 har opgivet efterhaanden, men jeg bliver ved som ene Mand, for jeg skal ned at hente de 45,000 Francs. Jeg har nu bare Turen København Paris tilbage.
Et mærkeligt Tal. Hvorfor ikke mere rundt, 50,000 Francs for Eksempel?
For Turen er beregnet til 45,000 km. Og nu har jeg tilbagelagt 43,200 km. Det er en lang Spadseretur, kan De tro, og jeg kender til Strabadser. Der er gaaet 98 Par Sko til. Og 9 Sæt Tøj. Men jeg har ogsaa set meget og oplevet meget. Ellers var for det hele jo ikke Umagen værd. for hvad er en Præmie paa 45,000 Francs for 5 Aars Møje.
Har De solgt Postkort paa Vejen?
Nej, den Trafik har jeg ikke brugt. Den smager for meget af Forretning. Vil De maaske skrive en lille Hilsen i min Bog her?
Vi skrev Hr. Nissen lovede os et Postkort fra Paris, naar han har faaet de 45,000 Francs, og saa drog han videre. 50 km er Dagsmarchen. Der er dem, der foretrækker en Bil, men naar det kommer til Stykket, er Hr. Nissens Befordringsmaade maaske den sundeste.

Han har været ude af fængslet i ca. 1 måned, så 43.200 km, 98 par sko og 9 sæt tøj er godt gået. Guderne må vide hvad han nu har gang i?
Og hans videre skæbne?

Storm Boysen har sendt nedenstående opdatering på sit projekt:

Jeg vil gerne dele en kort statusopdatering om To Hell and Back, mit flerårige projekt om at identificere og restaurere filmoptagelser fra Første Verdenskrig.

Projektets overordnede mål er at skabe en historisk dokumentar om Tysklands oplevelse af krigen, fortalt udelukkende gennem autentiske, restaurerede optagelser fra perioden, uden rekonstruktioner. Ved hjælp af moderne filmrestaurering, farvelægning og lydrekonstruktion forsøger jeg at bringe krigen til live igen.

I løbet af efteråret har projektet fået to nye rådgivere:

• Prof. Dr. Gerhard Hirschfeld (Honorarprofessor, Universität Stuttgart), en af Europas mest anerkendte historikere inden for Tysklands krigserfaringer og Første Verdenskrigs efterliv.

• Robert A. Harris, en af verdens førende filmrestauratorer, kendt for restaureringerne af Lawrence of Arabia, The Godfather, Vertigo m.fl.

Jeg er dybt taknemmelig for deres støtte, og deres faglige tyngde styrker projektets historiske og tekniske fundament betydeligt.

To Hell and Back arbejder fortsat med at identificere og bevare tyske og østrig-ungarske optagelser fra 1914–1918. Blandt materialet indgår en nyligt identificeret filmsekvens fra juni 1918, der viser kamp på meget tæt hold. Sekvensen er af særlig interesse, fordi den muligvis repræsenterer den første kendte filmoptagelse fra Første Verdenskrig, der viser reel nærkamp. Optagelsen vil blive præsenteret til faglig vurdering ved et lukket forskningsarrangement på Det Danske Filminstitut i begyndelsen af 2026. I den forbindelse skal jeg den 26. november mødes med den ungarske ambassadør i København til et introducerende møde.

Projektet støttes fortsat af Prof. Dr. Marcel Will (DHBW Villingen-Schwenningen), og jeg arbejder sammen med Executive Producer David Brandenburg om projektets næste internationale skridt.

Jeg ser meget frem til at dele mere, efterhånden som arbejdet skrider frem, og jeg er meget taknemmelig for alt den støtte, projektet allerede har modtaget.

Restaureret stillbillede fra film, der viser Manfred von Richthofen “Den Røde Baron” sammen med flere Pour le Mérite-piloter under en militær inspektion af Kejser Wilhelm II i Marke, Belgien, 20. august 1917.”

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, links til relevante sider / projekter, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.
Kommentarer og evt. supplerende oplysninger ang. de nævnte personer bedes lagt på den relevante personside.

Dette indlæg i Julekalenderen 2025 er en beretning fra DSK Årbog i 1957 om, hvordan Jens Sønke Ankersen (1898-1986) holdt jul i juni 1917.

“Da Juletræet blev tændt den 26. Juni
Sidst i November 1916 kom jeg til Warszawa og midt
i December til Shavli, hvor jeg fejrede Julen. Mit Haab
om at faa en Julepakke fra Mor gik ikke i Opfyldelse.
Da min Far ogsaa var indkaldt, regnede jeg med, at Mor
ikke havde haft Raad til en lille Pakke. I Marts 1917 blev
vi sendt til Darmstadt, og i April til Vestfronten. Den 26.
Juni, min Fødselsdag, kom der fra min Mor en Pakke,
som saa meget medtaget ud, men jeg var glad for at faa
en Fødselsdagshilsen hjemmefra. Stor var min Forbav-
selse, da jeg saa, at der i Pakken ogsaa var et lille Jule
træ med smaa Lys, og foruden nogle Smaating ogsaa et
Stykke hjemmebagt Kringle, som imidlertid var blevet
saa haardt som Cement; den havde jo ogsaa været paa
Tur i ca. syv Maaneder. Men Kringlen skulde jo paa en
eller anden Maade spises — uden at brække Tænderne.
I et Kogekar med Kaffeerstatning blev Kringlen opblødt,
og da den kunde spises, inviterede jeg min gode Berliner-
Kammerat. I Fællesskab tændte vi Juletræet, og idet vi
sendte min Mor en venlig Tanke, spiste vi »Julekringlen«
— med Skeer.                              Jens Ankersen, Tønder.”

DSK Årbøgerne er i efteråret 2025 blevet scannet og er tilgængelige på “Danskerne Historie Online” som søgbare pdf-filer. (Eksternt link, november 2025).

Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag i Riddersalen på Sønderborg Slot tirsdag den 25. november kl. 19:30.

De to højst dekorerede sønderjyske krigsdeltagere under Første Verdenskrig var begge ubådskaptajner, nemlig Max Valentiner og Robert Moraht.

De modtog begge den fornemme og sjældne orden Pour le Mérite for deres krigsindsats.

Ved Første Verdenskrigs udbrud var ubåden endnu et helt nyt og uprøvet våben, som ingen forventede sig meget af. Men det skulle snart ændre sig, og for den tyske søkrigsførelse kom ubåden til at yde den vigtigste – men også den måske mest omdiskuterede – krigsindsats.

I foredraget møder vi både de to berømte kaptajner, men også mange andre sønderjyder, der gjorde tjeneste som matroser, torpedogaster, bådsmænd, maskinister og andet i det tyske ubådsvæsen.

Sted: Sønderborg Slot , Sønderbro 1, 6400 Sønderborg

Tid: Tirsdag den 25. november kl. 19:30.

Billetter kan købes i forsalg lige her (hvis man vil være sikker på at få en plads): Museum Sønderjylland

Der er gratis adgang for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved.

Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag i Riddersalen på Sønderborg Slot tirsdag den 25. november kl. 19:30.

De to højst dekorerede sønderjyske krigsdeltagere under Første Verdenskrig var begge ubådskaptajner, nemlig Max Valentiner og Robert Moraht.

De modtog begge den fornemme og sjældne orden Pour le Mérite for deres krigsindsats.

Ved Første Verdenskrigs udbrud var ubåden endnu et helt nyt og uprøvet våben, som ingen forventede sig meget af. Men det skulle snart ændre sig, og for den tyske søkrigsførelse kom ubåden til at yde den vigtigste – men også den måske mest omdiskuterede – krigsindsats.

I foredraget møder vi både de to berømte kaptajner, men også mange andre sønderjyder, der gjorde tjeneste som matroser, torpedogaster, bådsmænd, maskinister og andet i det tyske ubådsvæsen.

Sted: Sønderborg Slot , Sønderbro 1, 6400 Sønderborg

Tid: Tirsdag den 25. november kl. 19:30.

Billetter kan købes i forsalg lige her (hvis man vil være sikker på at få en plads): Museum Sønderjylland

Der er gratis adgang for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved.

Sønderborg Slot slår dørene op til en dag fyldt med historie!

Temaet i år er: 2. verdenskrig og Besættelsen

Bogaktuelle forfattere og historikere fortæller om den nyeste viden om Sønderjylland og sønderjyder 1939-1945.

Foreninger, forlag og museer præsenterer sig selv og deres arbejde.

Du kan møde  Frøslevlejrens Museum, Museum Mellem Slesvigs Grænser, Historie Haderslev, Deutsches Museum Nordschleswig, Toftlund Lokalhistoriske Forening, Lokalhistorisk Forening for Skærbæk, Air Force Memorial Center Als, Historisk Samfund for Sønderjylland, Historisk Samfund for Als & Sundeved og DKSYD.

På den store scene i Riddersalen er der interviews med forfattere og historikere. Mød bl.a.:

Hans Schultz Hansen er aktuel med den helt nye bog Firetimerskrigen – 9. april 1940 i Sønderjylland.

Helle Juhl tegner i Krig og kvindeliv portrætter af en række sønderjyske kvindeskæbner.

Hans Christian Davidsens bog om Emil Nolde kaster nyt lys på den sønderjyske maler.

Nina Jebsen fortæller om det tyske mindretals ungdomsfører Jef Blume og hvervningen til Waffen-SS.

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller om redningen af de danske jøder i Oktober 1943.

Anna Elisabeth Jessens anmelderroste romaner Hjemsted og Verdensport kredser om det nationalt delte Sønderjylland og historiens lange skygger.

Gry Scavenius Bertelsen fortæller om Padborg som transitsted og karantænestation for hjemvendte fanger fra kz-lejrene.

Hans Christian Davidsens bog Nazisternes sidste tilflugt fortæller om topnazisternes skæbne i 1945 – og årene derefter.

René Rasmussen fortæller om den sønderjyske pilot, der fløj for det tyske luftvåben i både 1. og 2. verdenskrig.

På den Lille Scene i caféen kan man høre oplæg og foredrag, bl.a. kl. 15:30: Den glemte luftkrig

Fra 1939 til 1945 stod Europa i flammer. I et forsøg på at udslette eller bremse den nazistiske krigsindustri, gik de allierede over til en massiv bombning af et væld af industriforetagender og militære mål i hele det tyske rige.  Alene i Sønderborgområdet styrtede 12 bombemaskiner og et jagerfly ned, og 88 allierede besætningsmedlemmer blev dræbt eller taget til fange.

Bjørn Allerelli Andersen fra foreningen Air Force Memorial Center Als fortæller deres historie.

Undervejs kan du holde pause i slottets café, hvor der kan købes mad, drikkevarer, kaffe og kage, og du kan besøge museets udstillinger, hvor der vil være særlige omvisninger i museets udstilling om besættelsestiden.

Følg med, når programmet løbende opdateres på www.msj.dk under “arrangementer”.

Tak for jeres kommentarer og supplerende oplysninger

Der bliver fortsat indsendt mange kommentarer med bl.a. supplerende oplysninger og supplerende links til eksisterende personsider. Mange tak for det.

På grund af flere årsager, herunder generel travlhed og arbejdsfordelingen blandt de frivillige samt evt. sygdom, bliver kommentarer ikke altid besvaret, men “arbejdet af” efterhånden.
Kommentarerne bliver stående under hver personside og vil blive indarbejdet i personsiden efterhånden som de frivillige når dertil.
Nogle kommentarer og supplerende oplysninger kræver desuden en del tid at gennemgå og evt. en søgning efter flere kilder/oplysninger.

Tak til de frivillige
De frivillige, der arbejder “bag kulissen” på dette website er netop frivillige, hvilket vil sige, den enkelte har en aktiv rolle, når det kommer til at foreslå eller påtage sig opgaver, samt selvstændigt afgør, hvornår og hvor meget tid, der skal bruges på opgaven.
Uden de frivillige havde websitet langt fra kunnet byde på så mange oplysninger om så mange krigsdeltagere.
Tak for jeres tid og store arbejde.

Der er pt. i perioder mellem 2 og 10 aktive frivillige, der arbejder med opgaver som at transskribere kilder, at gennemgå supplerende kilder af meget forskellig art og med at finde oplysninger om krigsdeltagere, der derefter samles til personsider.
Pt. arbejder de frivillige primært med at færdiggøre igangværende del-projekter i forbindelse med krigsdeltagere, der endnu ikke har fået en personside.
Der er pt. 3 frivillige, der arbejder direkte på websitet med forskellige opgaver, herunder at redigere eksisterende og oprette nye personsider på baggrund af kommentarer, indsendelser til Sønderborg Slot og/eller de øvrige frivilliges bidrag.
Se evt. siden “Om” for at se, hvem der er frivillig.

Vær opmærksom på, at længere kommentarer med for eksempel supplerende oplysninger om den enkelte krigsdeltager eller dennes slægtninge – herunder f.eks. personskemaer med oplysninger om krigsdeltagere, hvortil der pt. ikke er oprettet personsider – med fordel kan indsendes via mail til undertegnede.
Jo flere præcise oplysninger om f.eks. krigsdeltagerens navn, fødselsdato, dødsdato og stednavne, der indsendes – jo nemmere er det for de frivillige at arbejde videre på en evt. personside.

Se siden “Indsend oplysninger“ for, hvordan du bedst indsender oplysninger.

Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

NB: Hvis linket til mailen ikke virker, så kan mailadressen normalt ses i skærmens nederste venstre hjørne ved at holde musen henover linket uden at trykke på linket.

På Historiens Dag på Sønderborg Slot lørdag den 25. oktober kl. 10-17 kan du opleve et væld af interviews, oplæg og foredrag – og ikke kun på den store scene i Riddersalen.

I caféen kl. 15:30 er der foredrag om Den glemte luftkrig v/ Bjørn Allerelli Andersen.

Fra 1939 til 1945 stod Europa i flammer. I et forsøg på at udslette eller bremse den nazistiske krigsindustri, gik de allierede over til en massiv bombning af et væld af industriforetagender og militære mål i hele det tyske rige.

Til en start foregik aktionerne om dagen med ældre og langsomme 2-motorers bombefly, men stigende tabstal flyttede togterne til natlige operationer med nye hurtige og store 4-motorers bombefly, som briterne og amerikanerne udviklede.

På farefulde aktioner blev primært engelske, canadiske, amerikanske, australske, newzealandske og sydafrikanske unge mænd sendt ud på mission fra engelske luftbaser.

Mere end 463 maskiner blev skudt ned og over 1171 allierede besætningsmedlemmer satte livet til i luften over Danmark, og alene i Sønderborg området styrtede 12 bombemaskiner og et jagerfly ned, og 88 allierede besætningsmedlemmer blev dræbt eller taget til fange.

Det er historien om disse unge helte og deres maskiner emnet er i foredraget. Historien mangler ofte at blive fortalt, og overskygges ofte, med det stærke fokus der er på 1864 og 1. Verdenskrig, deraf titlen.

Bjørn Allerelli Andersen, foreningen Air Force Memorial Center Als.

Sønderborg Slot slår dørene op til en dag fyldt med historie!

Temaet i år er: 2. verdenskrig og Besættelsen

Bogaktuelle forfattere og historikere fortæller om den nyeste viden om Sønderjylland og sønderjyder 1939-1945.

Foreninger, forlag og museer præsenterer sig selv og deres arbejde.

Mød bl.a.:

Hans Schultz Hansen er aktuel med den helt nye bog Firetimerskrigen – 9. april 1940 i Sønderjylland.

Helle Juhl tegner i Krig og kvindeliv portrætter af en række sønderjyske kvindeskæbner.

Hans Christian Davidsens bog om Emil Nolde kaster nyt lys på den sønderjyske maler.

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller om redningen af de danske jøder i Oktober 1943.

Anna Elisabeth Jessens anmelderroste romaner Hjemsted og Verdensport kredser om det nationalt delte Sønderjylland og historiens lange skygger.

Gry Scavenius Bertelsen fortæller om Padborg som transitsted og karantænestation for hjemvendte fanger fra kz-lejrene.

Hans Christian Davidsens bog Nazisternes sidste tilflugt fortæller om topnazisternes skæbne i 1945 – og årene derefter.

René Rasmussen fortæller om den sønderjyske pilot, der fløj for det tyske luftvåben i både 1. og 2. verdenskrig.

Besøg udstillerne og få mere at vide om bl.a. vestallierede flystyrt, det tyske mindretals museum, Haderslev og Toftlund under krig og besættelse, Snublesten og Skærbæk og meget mere

Undervejs kan du holde pause i slottets café, hvor der kan købes mad, drikkevarer, kaffe og kage, og du kan besøge museets udstillinger, hvor der vil være særlige omvisninger i museets udstilling om besættelsestiden.

Følg med, når programmet løbende opdateres på www.msj.dk under “arrangementer”.

Mød de frivillige fra hjemmesiden “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” på slægtsforskermesse i Slagelse søndag den 28. september.

Har du sønderjyske slægtninge, der var med i Første Verdenskrig? Har du feltpost eller fotos liggende i skuffen?

Så kom og besøg vores stand og få en snak med de frivillige, der knyttet  til Museum Sønderjyllands store projekt om sønderjyder i Første Verdenskrig.

Vi kan hjælpe dig, hvis du gerne vil vide mere om dine slægtninges deltagelse 1914-1918.

Arrangementet finder sted i:

Slagelse Biblioteks store sal, Stenstuegade 3, Slagelse.

Der er fri entré

Se mere lige her (eksternt link): Slægtsforskermesse i Slagelse

Fotografiet viser Den store Krigs stand ved Historiens Dag på Sønderborg Slot i 2018.

Sønderborg Slot slår dørene op til en dag fyldt med historie!

Temaet i år er: 2. verdenskrig og Besættelsen

Bogaktuelle forfattere og historikere fortæller om den nyeste viden om Sønderjylland og sønderjyder 1939-1945.

Foreninger, forlag og museer præsenterer sig selv og deres arbejde.

Mød bl.a.:

Hans Schultz Hansen er aktuel med den helt nye bog Firetimerskrigen – 9. april 1940 i Sønderjylland.

Helle Juhl tegner i Krig og kvindeliv portrætter af en række sønderjyske kvindeskæbner.

Hans Christian Davidsens bog om Emil Nolde kaster nyt lys på den sønderjyske maler.

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller om redningen af de danske jøder i Oktober 1943.

Anna Elisabeth Jessens anmelderroste romaner Hjemsted og Verdensport kredser om det nationalt delte Sønderjylland og historiens lange skygger.

Gry Scavenius Bertelsen fortæller om Padborg som transitsted og karantænestation for hjemvendte fanger fra kz-lejrene.

Hans Christian Davidsens bog Nazisternes sidste tilflugt fortæller om topnazisternes skæbne i 1945 – og årene derefter.

René Rasmussen fortæller om den sønderjyske pilot, der fløj for det tyske luftvåben i både 1. og 2. verdenskrig.

Besøg udstillerne og få mere at vide om bl.a. vestallierede flystyrt, det tyske mindretals museum, Haderslev og Toftlund under krig og besættelse, Snublesten og Skærbæk og meget mere

Undervejs kan du holde pause i slottets café, hvor der kan købes mad, drikkevarer, kaffe og kage, og du kan besøge museets udstillinger, hvor der vil være særlige omvisninger i museets udstilling om besættelsestiden.

Følg med, når programmet løbende opdateres på www.msj.dk under “arrangementer”.

Mød de frivillige fra hjemmesiden “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” på slægtsforskermesse i Slagelse søndag den 28. september.

Har du sønderjyske slægtninge, der var med i Første Verdenskrig? Har du feltpost eller fotos liggende i skuffen?

Så kom og besøg vores stand og få en snak med de frivillige, der knyttet  til Museum Sønderjyllands store projekt om sønderjyder i Første Verdenskrig.

Vi kan hjælpe dig, hvis du gerne vil vide mere om dine slægtninges deltagelse 1914-1918.

Arrangementet finder sted i:

Slagelse Biblioteks store sal, Stenstuegade 3, Slagelse.

Der er fri entré

Se mere lige her (eksternt link): Slægtsforskermesse i Slagelse

Jens-Peter Fage Madsen udgiver i dag på forlaget Mellemgaard en ny bog:

Dansk-amerikanere i krig for Amerika under Første Verdenskrig

Bogen er på 354 sider og koster 299,95 (vejl.) og 175 kr. for e-bog. Den kan købes eller bestilles i boghandlen.

Forlaget skriver:

Mindst 300.000 mænd, kvinder og børn forlod Danmark i perioden fra begyndelsen af 1800-tallet til udbruddet på Første Verdenskrig. Langt hovedparten af de 300.000 rejste til Amerika. Nogle gjorde det af eventyrlyst, andre af nød. Fælles for alle udvandrerne var, at de havde en tro på, at de i Amerika – ’mulighedernes land’ – kunne skabe sig en bedre tilværelse, end livet i Danmark kunne tilbyde dem.

De mange unge mænd og kvinder, som denne bog handler om, befandt sig i denne udvandringsbølge. De rejste afsted med et utal af forskellige forudsætninger og begrundelser i bagagen. Fælles var dog, at ingen af de unge mænd og kvinder eller deres familier havde forestillet sig, at de unge fra efteråret 1917 kunne blive deltagere i Første Verdenskrig fx som menige soldater, befalingsmænd, sygeplejersker eller telefonoperatører. Mange af de unge mænd kæmpede i skyttegravene i Frankrig. Her stod de overfor den tyske hær med op mod 28.000 tvangsudskrevne sønderjyder. Dansksindede i den tyske hær og dansksindede i den amerikanske hær mødtes således ved frontlinjen som hinandens fjender.

En af de mange udvandrere var den kun 17-årige Søren Kabell Olesen fra Tversted i Nordjylland. I bogen fungerer Sørens historie som en rød tråd gennem fremstillingen. Det skyldes dels, at hans liv og skæbne på mange måder afspejlede livet for mange andre af de danske udvandrere, der blev en del af den amerikanske hær og Første Verdenskrigs inferno. Dels at Søren har efterladt sig et rigt materiale blandt andet i form af et omfattende erindringsskrift, breve, notater, uniformsdele mm. Sørens historie kan og skal dog ikke stå alene. Derfor er den suppleret med fortællinger om, hvordan livet formede sig før, under og efter verdenskrigen for fx Anders Jensen Sørensen, Harald Munk, Jacob Cilius Jensen, Karl Andreas Hertzmann, Mathilda Larsen, Helma Greenlund og mange, mange flere. En del af de personer, hvis liv og skæbne oprulles i bogen, har ligesom Søren efterladt sig et mere eller mindre omfattende materiale i form af erindringer, dagbøger, breve, avisartikler, officielle papirer, medaljer og meget andet. Andres historie har overlevet i familiernes erindringer gennem flere slægtled. Det ovenstående kildemateriale er suppleret med brug af fx danske- og amerikanske aviser samt udvandreraviser. Ved brug af amerikanske aviser skal man dog være opmærksom på, at de var underlagt censur fra de amerikanske myndigheder. Censuren var begrundet med frygt for fremmede magters spionage. I det omfang, det har kunnet lade sig gøre, er de skriftlige kilder suppleret med samtaler med familie, venner og bekendte til de dansk-amerikanske krigsdeltagere.

Bogen sætter hovedpersonernes liv og skæbne ind i en historisk ramme. Derfor vil vigtige danmarks- og verdenshistoriske begivenheder omkranse deres historie. Udbruddet af Første Verdenskrig samt ikke mindst den amerikanske reaktion på krigen i Europa vil derfor blive belyst. Da verdenskrigen også fik konsekvenser for dagligdagen for alle danskere i Amerika, er også dette aspekt af historien om den danske udvandring til ’det nye land’ medtaget. Det er historien om, hvordan gode danske indvandrere efter udbruddet på verdenskrigen i 1914 med ét blev betragtet med mistro i det nye land. I visse amerikanske kredse blev dansk-amerikanere på linje med indvandrere fra Tyskland og Østrig-Ungarn nemlig betragtet som potentielle spioner. Årsagen var, at den danske neutralitetspolitik af mange i Amerika blev fortolket som en indirekte støtte til den tyske krigsførelse. Om end Max Henius gennem dannelsen af organisationen Jacob A. Riis Leage of Patriotic Service forsøgte at italesætte de danske indvandrere som amerikanske patrioter med stort P, forsvandt mistroen til dansk-amerikanerne ikke, før krigen sluttede.

Bogen Dansk-amerikanere i krig for Amerika under Første Verdenskrig er den første samlede fremstillings af dansk-amerikanernes krigsindsats under Første Verdenskrig.

Om forfatteren

Jens-Peter Fage Madsen er uddannet historiker fra Aarhus Universitet. Han har udgivet en række bøger og artikler om fx den danske udvandring til Amerika, Kina og Japan. Jens-Peter Fage Madsen er en flittig foredragsholder ved blandt andet historiske foreninger, sognegårde, oplysningsforbund og skoler.

Et kort tekstuddrag fra bogen

Ved Meuse-Argonne fronten etableredes flere stillinger. Alle stillingerne havde dog ét til fælles: døden lurede overalt. Det var intet under, at krigstrætheden havde meldt sig. Søren Kabell Olesen konkluderer i sine erindringer, at livet som frontsoldat ”var et hundeliv, ingen normale mennesker ville byde deres hund sligt”. Alle dage handlede om overlevelse, hvor det var tilfældigheder, der afgjorde, hvem der overlevede, og hvem der døde. Angsten for, at man ville miste livet, var nærværende hvert minut og hvert sekund døgnet rundt. Søren udtrykker det meget præcist med ordene: ”Vi havde set knokkelmanden (døden) på nært hold, i denne brøkdel af et sekund det normalt tager før de (granaterne) eksploderer eller mere præcist ingen tid – var jeg både i America og Danmark, mine søskende, familie i staterne – det hele rullede forbi i dette øjeblik”.

Sønderborg Slot slår dørene op til en dag fyldt med historie!

Temaet i år er: 2. verdenskrig og Besættelsen

Bogaktuelle forfattere og historikere fortæller om den nyeste viden om Sønderjylland og sønderjyder 1939-1945.

Foreninger, forlag og museer præsenterer sig selv og deres arbejde.

Mød bl.a.:

Hans Schultz Hansen er aktuel med den helt nye bog ”Firetimerskrigen – 9. april 1940 i Sønderjylland.

Helle Juhl tegner i Krig og kvindeliv portrætter af en række sønderjyske kvindeskæbner.

Hans Christian Davidsens bog om Emil Nolde kaster nyt lys på den sønderjyske maler.

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller om redningen af de danske jøder i oktober 1943.

Anna Elisabeth Jessens anmelderroste romaner Hjemsted og Verdensport kredser om det nationalt delte Sønderjylland og historiens lange skygger.

Gry Scavenius Bertelsen fortæller om Padborg som transitsted og karantænestation for hjemvendte fanger fra kz-lejrene.

Hans Christian Davidsens bog Nazisternes sidste tilflugt fortæller om topnazisternes skæbne i 1945 – og årene derefter.

René Rasmussen fortæller om den sønderjyske pilot, der fløj for det tyske luftvåben i både 1. og 2. verdenskrig.

Besøg udstillerne og få mere at vide om bl.a. vestallierede flystyrt, det tyske mindretals museum og en lille, sønderjysk by under krig og besættelse.

Undervejs kan du holde pause i slottets café, hvor der kan købes mad, drikkevarer, kaffe og kage, og du kan besøge museets udstillinger, hvor der vil være særlige omvisninger i museets udstilling om besættelsestiden.

Følg med, når programmet løbende opdateres på www.msj.dk under “arrangementer”.

Antikvarisk Selskab Ribe inviterer til foredrag med museumsinspektør René Rasmussen, der vil fortælle om Danmarks bedste flyver.

Foredraget finder sted den 9. september kl. 19:30 på Museet Ribes Vikinger.

Medlemmer af Antikvarisk Selskab Ribe har fri entré. Ikke- medlemmer betaler 50 kr ved indgangen, kontant eller MobilePay.

Om foredraget:

Ved den store genforeningsfest på Dybbøl i 1920 fløj en flyvemaskine ind over Kongeskansen og nedkastede et Dannebrog.

Piloten var sønderjyden Christian L. Johannsen. Han var født i Bylderup sogn, men opvokset i Aabenraa og Flensborg, hvor han fløj første gang allerede i 1912 i en hjemmebygget flyvemaskine.

Under Første Verdenskrig var han tysk krigs-flyver på Vestfronten, og efter verdenskrigen var han pilot i Danmark, hvor han under navnet ”Sønderjyden” fløj opvisninger, taxiflyvning, faldskærmsudspring og almindelig ruteflyvning.

Efter et uheld med en trafikflyver flyttede han i 1928 til Tyskland. Her var han flyvende avisbud og sprøjteflyver, – afbrudt af to spektakulære langdistance-flyvninger. – I 1929 fra London til Kina og i 1931 over Atlanten, som den første sønderjyde og som den anden dansker.

I 1930’erne blev han en del af den tyske genoprustning, og under 2. verdenskrig uddannede han piloter til Luftwaffe. Efter krigen vendte han hjem til Danmark igen, hvor han førte et stille liv indtil sin død i 1972.

René Rasmussen fortæller om Christian Johannsens begivenhedsrige liv og næsten utrolige oplevelser.

René Rasmussen har skrevet den anmelderroste bog ”Danmarks bedste flyver. Christian L. Johannsen i dansk og tysk flyvning”, der udkom i 2024.

Se mere her: “Danmarks bedste flyver”. Piloten Christian Johannsen

Der er oprettet personsider for de fleste af fangerne fra Serbien.
Jakob Quidenberg-Schultz lykkedes det ikke at finde oplysninger på.

Hejmdal 13. august 1919.
De sønderjyske krigsfanger i Serbien.
(Privat for ”Hejmdal”.)
København, tirsdag.
På en rejse i Serbien er det lykkedes oberstløjtnant Foch at komme i forbindelse med følgende sønderjyske fanger:
1.  Karl Schütt i Hønsnap. (Holbøl sogn)
2.  Jacob Johansen i Stenderup pr. Vester Sottrup. (Nybøl sogn)
3.  Jens Thomsen i Kjelstrupskov pr. Hokkerup.
4.  Christian Reimer i Sønderborg.
5.  Jens Møller i Købingsmark pr. Nordborg.
6.  Paul Moritzen i Kloiserkoog pr. Nibøl
7.  Emil Juhl i Hønsnap pr. Hokkerup. (Holbøl sogn)
8.  Jakob Quidenberg-Schultz i Haderslev, 1874
9.  Hartvig Fahrendorf, født i Haderslev den 5. januar 1879. (en bror Valdemar)
10. Lorenz Lorenzen, født i Blans Vestermark.
11. Marius Schmidt, født i Klovtoft. (Hellevad sogn)
12. Niels Jørgensen, født i Iller. (Broager sogn)
13. Johan Michelsen, født i Læk.
14. Flyverløjtnant Rudolf Martin, født i Christiansfeld. (Tyrstrup sogn)
15. Christian Jepsen (Soloniki).
16. Peter Johannsen, Vicefeldwebwl (Belgrad).(fra Gelting)
17. Thomas Thomsen (serbiske arme nr. 177).
Det sønderjyske ministerium har derefter sat sig i forbindelse med den danske gesandt i Wien for at få disse fan ger sendt hjem over Østrig, og der er håb om, at de vil komme hjem ad denne vej i ikke fjern fremtid.
For de tre sidstnævnte fangers vedkommende har fødestedet ikke kunne opgives.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev

Fort de Douaumont blev bygget i 1885 og forstærkedes kontinuerligt helt frem til 1913. Med sin placering på et af de højeste punkter i området, var det em af hjørnestenene i forsvaret af Verdun. Det dækkede et areal på 30.000 m² og var næsten 400 meter lang med to underjordiske niveauer forstærket af en betontag på næsten 12 meters tykkelse. Det havde flere panserkupler til observation, et tårn med 155-mm kanon, 75-mm tårne, flere andre 75-mm kanoner i flankerende Bourges Casematter og utallige tårne til maskingeværer. Fort Douaumont blev anset for et af de stærkeste forter i Europa og i virkeligheden uindtagelig med en garnison på 485 mand.

Erfaringerne fra de belgiske fæstninger, der alle bukkede under for det tunge tyske artilleri, førte til at Fortet i august 1915 Fik afmonteret det meste af sit artilleri til fordel for felthæren, og besætningen reduceret til under 30 mand til bemanding af fortets 155-mm tårn. Det var derfor en let sag for tyskerne den 25. februar 1916 at erobre det.

Tabet var en national katastrofe for franskmændene og deres stolthed, og angrebene til generobring standsede i virkelighed aldrig. Blandt de franske soldater, der blev såret ved Douaumont og taget til fange var en kaptajn ved navn Charles de Gaulle. Fortet blev af tyskerne anvendt til beskyttelse af soldater, til forbindeplads og til oplagring af ammunition og andre forsyninger. Den 8. Maj 1916 skete der en frygtelig ulykke i fortet, hvor et større ammunitionsdepot sprang i luften. 679 døde og over 1.800 blev såret. Det præcise antal af døde er aldrig blevet kendt, men i dag er en af tunnelgangene forseglet og officielt anerkendt som

tysk soldaterkrigsgrav med omkring 600 døde. (se foto).

 II. Bataljon:

Efter en hvileperiode efter den første periode ved Verdun på vestsiden af Meuse, gik det den 11. september 1915 igen mod helvedes forgård ved Verdun – denne gang på østsiden af Meuse foran landsbyen Fleury i en linje, der i dag næsten følger asfaltvejen fra Museet til den store kirkegård og Ossuaire kirken. Museumsbygningen ligger i dag på samme sted som Fleury jernbanestation.

Kiggede man dengang sydpå fra Fort Douaumont mod Fleury, så man et dødt, øde terræn. Kraterne delvis fyldt med vand, den oppløjede jord snavset-gul, ikke en plet af grønt overalt. Overalt herskede kun død og ødelæggelse, og der lå en stank af rådne lig over hele området.

Den 13. september rykkede II. Bataljon ind i linjen, og måtte med det samme afvise et fransk angreb med det, der efterhånden var blevet skyttegravenes primære nærforsvarsvåben – håndgranaten. Frontlinjen var bemandet med otte kompagnier fra to bataljoner, omkring 100 til 140 m fra fjendens. Stillingen bestod af en simpel skyttegrav delvist dannet ved at forbinde granatkratere. Da denne linje og det meste af det bagerste område op til Fort Douaumont kunne ses fra Fort Souville, kunne arbejde på stillingen og transporter til og fra linjen kun ske i mørke.

de følgende dage fortsatte med et skift mellem voldsom artilleribeskydning og angreb fra fransk side, indtil den 17. september, hvor det igen blev bataljonens tur til at blive afløst i frontlinjen og få et pusterum, der i en lejr sydvest for Azannes bestod af hvil og uddannelse. Mellem den 28. september og 3. oktober var den igen indsat i fronten foran Fleury, hvor intet havde ændret sig – fortsat voldsom bombardement og ustandselige franske angreb. Allerede den 7. oktober rykkede bataljonen ind i Brule-slugten, hvorfra den fik til opgave at bære vand, levnedsmidler og materiel frem til Fort Douaumont, et arbejdet der absolut var lige så risikabelt, og meget mere fysisk anstrengende end livet i forreste linjes skyttegrave. Den 13. oktober rykkede den så ind i linjen med alle fire kompagnier.

Den 17. oktober om aftenen bliver II. Bataljon igen afløst og rykker over Fort Douaumont, Brule-slugt til Elisabeth-lager ved Azannes hvor den frem til den 23. oktober lå i hvil.

Den 19. oktober ændrede billede sig radikalt. Franskmændene startede et voldsomt artilleribombardement, og alle tegn pegede i retning af et kommende fransk storangreb. Den meget præcise ild, ledet af franske observationsfly, fortsatte uophørlig og den Den 23. oktober var der reelt ingen tysk linje tilbage. De overlevende i forreste linje forsøgte at redde livet ved at skjule sig i ét af de mange kratere, mens flere og flere søgte dækning i Fort Douaumont, der modstod de franske artillerigranater. Kl. 1400 ændrede situation sig endnu engang. Det franske artilleri havde fået forstærkning af to 400-mm jernbanekanoner, og nu landede disse enorme granater med stor præcision på Fort Douaumont med præcis 10 minutters interval. Det var mere end fortet kunne holde til. Granater slog igennem til fortets indre og lys, ventilation og alle telefonforbindelser blev afbrud. Der udbrød brand og selvom det lykkedes at slukke den, inden den fik samme katastrofale resultat som eksplosionen i maj. Kombinationen af gasgranater, røg og krudtgasser betød, at alle i fortet måtte bære gasmasker, og alligevel steg antallet af gassyge katastrofalt.

Chefen for II Bataljon Hauptmann Harro Soltau befandt sig som leder af forsynings- og befæstningsstyrken, inde i fortet. Da han ikke kunne komme i kontakt med den officielle tyske kommandant for Fort Douaumont på grund af brandene og sammenstyrtninger i fortet, overtog han kommandoen. Det største problem var det store antal sårede i lazarettet, men ved indsættelse den del af Infanterie-Regiment 84, der lå i reserve, lykkedes det at få alle ud. Herefter beordrede Soltau fortet rømmet, da situationen var uholdbar.

Den 24. oktober rykkede franskmændene igen ind i fortet. Tabet af Fort Douaumont udløste et ramaskrig i den tyske hærledelse. Hauptmann Soltau blev kraftigt bebrejdet at have beordret rømningen, og han måtte i flere omgange forsvarer sig uden det dog kom til en krigsret, men det var tæt på. Soltau tog kritikken meget nær. Det er formentlig årsagen til, at han i november 1917 nægtede at give ordre til tilbagetrækning, da II. Bataillon lå i vejen for 375 britiske kampvogne ved Havrincourt. Han blev selv i sin kommandostation og faldt. Derom en senere artikel.

Resterne af Infanterie-Regiment 84 fortsatte kampene ved Verdun frem til den 29. oktober, hvor den endeligt blev afløst og efter 1½ måneds uafbrudte kampe endeligt kom i hvil.

Der er i dag meget at se i den såkaldte »Røde Zone« nordøst for Verdun. Det er imidlertid ikke for sjov, at der stadig er røde skilte op overalt – Der er ikke ryddet for forsagere, der formentlig ligger i hundred tusindvis i området. Respekter skiltene – eller betal Gendarmerne for deres ulejlighed!

HALVØENS FALDNE SØNNER

Inge Nissen og Henrik Ingemann har netop udgivet bogen ”KEGNÆS 1914-1918 – HALVØENS FALDNE SØNNER.” I bogen omtales 55 faldne som havde tilknytning til Kegnæs. De 42 som har fået deres navn på mindestenen på Kegnæs kirkegård har hver fået deres kapitel med beskrivelse af deres krigstjeneste og familieforhold mv. De 13 som ikke har fået deres navn på den lokale mindesten omtales i et samlet kapitel.

Bogen er bind 2 i en serie om 1. Verdenskrig og Kegnæs og udgives af forlaget Elmegaard I/S.

”HALVØENS FALDNE SØNNER” sælges ikke i boghandelen, men kan bestilles via hjemmesiden: www.100helte.dk og leveres gratis i Sønderborg Kommune. 113 sider. Pris: 150 kr.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev.

Helvedet på Cote 304 – Verdun

Slaget om Verdun anses som det største og længst varende i krigshistorien. Aldrig før eller siden har der været et så langstrakt slag, involverede så mange mænd, og på så lille et areal. Slaget varede fra 21. februar til 19. december 1916, og kostede skønsmæssigt 700.000 døde, sårede og savnede. På intet tidspunkt var området for kampene større end ti kvadratkilometer. Ud fra et strategisk synspunkt var der intet formål med disse ubegribelige tab. Kampene om Verdun udviklede sig til et spørgsmål om prestige mellem to nationer – bogstaveligt kun for kampens egen skyld.

Kampene om Cote 304 – Højde 304 – og Cote 295, Mort Homme (den døde mand) er tæt forbundet. De to bakker ligger med blot 3 km afstand og var på venstre side af Meuse af stor betydning, da man herfra havde en uhindret udsigt over Verdun og derfor naturligvis blev udnyttet til artilleriobservation. I marts 1916 begyndte tyskerne en række angreb på Mort-Homme, der alle blev afvist, primært på grund af den flankerende ild fra Cote 304. Det var tydeligt, at Cote 304 var en forudsætning for at kunne erobre Mort-Homme. Et angreb i starten af marts var en succes, men nåede ikke toppen af bakken. Den franske 29 Division d’Enfanterie blev løbet over ende og over 3000 franske soldater, inklusiv en general og to regimentschefer blev taget til fange. I Frankrig var det en national katastrofe. De følgende dage rasede kampene frem og tilbage i det værst tænkelige vejr. Det regnede kraftig, sårede druknede i mudderet, våben og soldater sank i. Da kampene for en tid døde ud den 23. marts, var begge sider udmattede. I begyndelsen af april forsøgte tyskerne igen at tage toppen uden at nå målet.

I et nyt forsøg i maj blev alle sejl sat til. For at sikre en succes, var der denne gang koncentreret 500 tunge kanoner på en front knap 2 kilometer bred. Den 3. maj begyndte et af krigens mest voldsomme artilleribombardementer, der varede i 36 timer. De franske tab var forfærdende. Alt var kaos, folk blev begravet levende, der var ingen mad eller vand, og navnlig tørsten gjorde folk næsten sindssyge. Sårede skreg indtil de døde og lugten af 10.000 ubegravede døde var ubeskrivelig. Om natten på anden dagen kom angrebet på Côte 304, og denne gang var den franske modstand brudt. Efter yderligere tre dages bitre kampe var bakken endegyldigt på tyske hænder. Bombardementet havde været så intensivt, at bakken rent fysisk var blevet 7 meter lavere siden kampen startede.

Det var i denne situation at Infanterie-Regiment 84 ankom for at overtage fronten på Cote 304. Den 11. maj 1915 afløste II. Bataljon på Cote 304. Regimentet indførte fra start en rotationsordning, hvor de tre bataljoner på skift var 5 dage i fronten, 5 dage i beredskab og 5 dage i hvil. Fra start lå de forreste skyttegrave under voldsom fransk artilleribeskydning, fulgt af infanteri-angreb, der dog alle blev afvist. Den 16. maj lægges de tyske stillinger under krigsgas, men samme nat afløses bataljonen, der marcherer til Natillois i hvil til den 19. maj, hvor bataljonen overgår i beredskab i Malancourt.

Den 24. – 28. maj gik det tilbage i forreste linje, hvor forholdene ikke havde ændret sig – voldsomt artilleri, krigsgas og franske infanteriangreb. Efter en ny periode i hvil og i beredskab, kom II. Bataljon tilbage i linjen den 7. juni, hvor man er i fuld gang med forberedelserne til Operation »Schleswig-Holstein«, der skulle bedre grebet om Cote 304. Angrebet kom til gennemførelse den 9. juni uden forudgående artilleriforberedelse, men overraskelsesmomentet mislykkedes, da franskmændene havde opdaget forberedelserne. Den franske spærreild sættes ind, og fjenden får tid til at sunde sig. Kompagnierne har store tab og må falde tilbage i deres udgangsstillinger. Mellem 12. og 22. juni var bataljonen igen ude af linjen, men måtte den vende tilbage i en afløsning, der skete under heftig artilleribeskydning.

Den 29. juni gennemførtes Operation »Hindenburg«, hvorunder to franske støttepunkter blev nedkæmpet. Angrebet gennemførtes af I. Bataillon med II. i reserve, og dele blev sendt frem som forstærkning efter erobringen af målene. Fra 1. juli frem til 7. september fortsatte rotationen mellem front, hvil og beredskab. Hver dag fortsatte den voldsomme artilleri fra begge sider og franske angreb var næsten daglige. Den 7. september kom så afskedens time med denne frygtelige del af vestfronten.

20 sønderjyde står registreret til at være forsvundet på Malincourt og Cote 304. Herudover var en langt række sønderjyder kun registreret med »Verdun« som geografisk lokalitet.

 Stålhjelme: Sønderjyden Herman Hunger var soldat ved 5. kompagni, Infanterie-Regiment 84. I årbogen 1966 fra »Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere« (ligger på hjemmesiden) skriver han om oplevelserne ved Malancourt og Cote 304 i juni måned 1916. Her fortæller ham, at stålhjelmen først på dette relativt senere tidspunkt blev indført, og at det i starten ikke var særligt populært. Den oprindelige »pikkelhue« hjelm var oprindeligt lavet af læder, men man var efterhånden gået over til at bruge pap. Den ydede så godt som ingen beskyttelse, men den var let at bære i forhold til den tunge stålhjelm. Man kan tydeligt se forskel på tyske stålhjelme årgang 1916 og årgang 1940. Stålhjelme fra 1. verdenskrig er forsynet med to knaster – en på hver side, beregnet på at hægte et »Stirnpanzer« – ekstra panser på forsiden af hjelmen. Herman Hungers beretning fra Cote 304 er meget informativ og læseværdig.

Når man i dag går rundt på Cote 304 skal man huske, at der i 1915 ikke voksede et eneste træ, ikke et eneste grønt græsstrå. Alligevel kan det anbefaledes at tage den sti, der på et kort vises en 2½ kilometer rute gennem skoven med ti stop, hvor yderligere plancher fortæller om rutens punkter, der omfatter flere mindesmærker og tre franske soldatergrave. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at tusinder af franske og tyske soldater forsvandt i disse bakker og på en måde stadig ligger i jord, jeg træder på. Vis værdighed.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev.

Hvil i Guise – krig under jorden i Champagne

Fra Vogeserne ankom bataljonen den 9. marts 1915 kl. 1715 til Guise i Nordfrankrig. Infanterie-Regiment 84 var hermed igen en samlet enhed. Hvile og uddannelsesperioden begyndte med en lidt ubehagelig overraskelse. På banegården blev de tyske geværer erstattet af erobrede russiske Mosin-Nagant geværer, af tyskerne også kaldt »Dreilinien-gewehr«. Nu var de generelt ikke dårlige, men mere groft tilvirkede. De næste dage viste, at træfsikkerheden ikke var meget anderledes. Allerede dagen efter modtog bataljonen fyldte patronvogne med ammunition, og i stedet for de normale 4, også en 5. med omkring 60.000 patroner.

De første dage i Guise gik primært på at gøre folk fortrolige med de nye geværer, der ligeledes måtte indskydes på hurtigt anlagt skydebaner. Så begyndte for alvor den soldatermæssige uddannelse, der mundede ud i kampøvelser på forskellig niveau. Søndag var tjenestefri. Det var regimentets første virkelige hvil siden krigens start. Den 11. marts blev der på torvet i Guise afholdt feltgudstjeneste.

Den 26. marts blev det i hemmelighed meddelt, at regimentet skulle afgå næste dag På grund af spionage i Guise, marcherede bataljonerne ud om morgenen som skulle de på øvelse, men marcherede instedet til banegården i Flavigny-le-Grand, hvorfra toget afgik kl. 2145 i retning af Champagne. Som regimentet blev forlagt var det voldsomme forårsslag i Champagne ved at dø ud, men de medtagne divisioner var her i stor behov for at blive afløst. Efter ankomst til Rethel, blev turen til fods til St.Etienne-á-Arnes, hvor der blev indkvarteret. Den 30. marts afløste I. Bataillon i forreste linje vest for Perthes, mens II. og III. Bataillon forskød til en barak- og teltlejr nord som Somme-Py, kaldet »Kaisertreu«.

Den 31. marts rykkede II. Bataljon i ly af mørket ind i stillingen via den totalt ødelagte landsby Somme-Py – i dag Sommepy-Tahure. Stillingsområdet lå i en totalt sønderskudt skov. Et utal gamle skyttegrave og de mange granatkratere gjorde orientering meget vanskelig, da der ikke eksisterede markante punkter, man kunne bruge som fikspunkter. Jorden var så løs, at det ikke længere var muligt at grave nye skyttegrave uden at de skred sammen, og derfor blev der anvendt tusinder og atter tusinder af sandsække.

Jorden bestod af kridt og når solen skinnede var det hvide genskinnet fra jorden så kraftig, at det resulterede i det fænomen, man normalt forbinder med vinter – sneblindhed. Problemet var så stort, at der fra Tyskland blev bestilt solbriller til posterne – eller som det blev kaldt »briller med farvede glas«.

Franske lænkeballoner og mange flyvemaskiner gjorde enhver bevægelse umulig i dagslys, da sådanne øjeblikkelig udløste fransk artilleri. Livsbetingelserne i linjen var derfor ikke særlig gode. Mad fra feltkøkkener måttes hentes til fods på lange afstande i mørke. De kunne normalt afhentes omkring kl. 21 og var så først fremme ved kompagnierne efter kl. 22. Et stort problem var vand, der måtte hentes på meget lange afstand, og bringes frem i store trætønder. Alt dette sled hårdt på bataljonens heste. Modsat fungerede feltposten upåklageligt. Breve og pakker hjemmefra var ikke mere end to-tre dage undervejs, og det er utallige beretninger fra sønderjyderne om de madvarer, der denne vej fandt vej til fronten. Selv smør og fedt kom uden problemer igennem.

Ud over rutinerne i skyttegravskrigen måtte regimentet i Champagne lære noget nyt – den underjordiske minekrig. Fra begge sider forsøgte man at grave tunneler ind under modstanderens stillinger, for herefter at fylde dem med sprængstoffer og sende dem til himmels. Initiativet under jorden var uden tvivl fransk. På tysk side blev der primært kun sprængt i form af kontrasprængninger af de franske tunneler. I løbet af perioden i stillingen blev der gennemført omkring 100 sprængninger – næsten en om dagen. Grundlæggende var minegravning pålagt pionerbataljoner, men disse var langt fra tilstrækkelige. Derfor blev alle regimentets minearbejdere og andre med forstand herpå overført for at hjælpe. Alene i bataljonens stilling var der 12 minegange, der i op til 20 meters dybde førte ind under de franske stillinger. Der var to typer minegange – dem der skulle sprænge fjendes stillinger i luften, og dem der skulle ødelægge fjendens tunneler med kontrasprængninger. Så længe man kunne hører fjenden arbejde, var der ingen fare, men når han blev stille, var det som at sidde på en krudttønde og blot vente på at blive sprængt i luften – meget hårdt ved nerverne.

Den 9. april blev der pludseligt helt stille under jorden. Tilsyneladende var franskmændene klar til at sprænge. Mens kun nogle ganske få frivillige poster blev tilbage i skyttegraven, blev der kl. 0515 udløst en tysk kontramine, der formentlig har ligget for tæt på det franske minekammer, for eksplosionen forplantede sig hertil og skabte et krater på 30 meters diameter. Lykkeligvis havde franskmændene fejlberegnet afstanden, så krateret lå foran den tyske stilling, og dermed kun forårsaget skader på de mange volde af sandsække. Den 16. april blev der ved I. Bataillon sprængt 9 kamre med hver 1 tons dynamit. Hele afsnit af fransk linje blev sprængt væk. Det modsatte skete 18. april, hvor en fransk sprængning begravede en hel deling fra 1. Kompanie

Dagene i hvil blev som sædvanlig under skyttegravskrigen anvendt til alt andet end hvil – uddannelse og arbejde, blandt andet anlæggelse og vedligeholdelse af den feltjernbane, der fra Semide førte til baraklejren »Kaisertreu« nogle kilometer nord for stillingerne. I lejren blev der også lavet en kantine, et udsalg med alle soldaten nødvendigheder til en billig pris. Kantinen havde på lønningsdage en omsætning på mere end 20.000 mark. Forvaltningen af overskuddet skete af en kommission bestående af en officer og flere underofficerer og menige. Ud over tilskud til diverse kompagnifester, oprettede bataljonen en fond til støtte for efterladte til faldne, hvor nogle tusind mark blev placeret i Haderslev Sparekasse.

Oven på jorden var det primært en kamp på afstand – minekastere, geværgranater og håndgranater, der blev sendt frem og tilbage over fronten, der på steder lå tæt på hinanden. Kompagnierne var ikke særlig lune på brugen af geværgranater, da der forekom ulykker på grund af de mindre anvendelige de russiske geværer. Det var derfor en glæde, da de russiske geværer igen den 17. maj kunne afleveres til fordel for tyske – selvom det var af den lidt ældre Model 88 udgave.

Også mindre franske angreb fandt sted, dog uden at de opnåede noget resultat. Tab var uundgåelige og beløb sig ved bataljonen til daglig 10-15 faldne eller sårede. Dette svarede til, at der hver 10. dag var forsvundet personel svarende til et fuldt kompagni. En anden side af de mange sprængninger og brug af minekastere var, at døde fra tidligere kampe igen blev gravet op og i den grad forpeste luften i sommervarmen, at det næsten var uudholdelig. Der var dog ingen mulighed for at fjerne de døde. Regimentets egne døde blev, i det omfang de kunne findes, alle begravet på en kirkegård ved le Trou Bricot. Efter krigen blev kirkegården nedlagt og de døde flyttet til en af de permanente tyske militærkirkegårde i området.

Efter at være afløst i linjen blev bataljonen den 15. juli indladet på banegården i Somme-Py. Tiden på Champagne var forbi. Nye opgaver lå forude. For regimentet havde Champagne krævet tabene af 12 officerer og 574 mand.

Stillingsområdet, Infanterie-Regiment 84 besatte på Champagne ligger i dag inden for et fransk militært skydeområde. Formentlig på grund af dette, er der stadig mange spor efter skyttegrave og lejre.

Det største stadig eksisterende minekrater er La Boiselle på Somme ikke langt fra Albert. Det er resultatet af to ladninger på tilsammen 30 tons.