Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

24. april 1919. Børneferierejserne til Danmark forberedes på Flensborg Avis’ kontor

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Den samlede Børnerejsekomité holder igen Møde paa “FI. Av.’s” Kontor. Socialdemokrateme paatager sig at træffe Aftale med Myndighederne og Lægerne, Grosserer N. Uldalls Komité alt det øvrige.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

24. april 1919. Hvem skal betale for hvad i de kommende afståede områder?

Fredskommissionens øverste Raad træffer Afgørelse om Fredstraktatens finansielle Bestemmelser.

I det øverste Raads Møde 26. April forelaa den finansielle Kommissions enstemmige Indstillinger og dens Flertals- og Mindretals-Forslag vedr. Fredstraktatens finansielle Bestemmelser til Afgørelse.

Raadet godkendte de ovenf. gengivne Bestemmelser vedr. Statsgælden (med en Tilføjelse, som imidlertid er det slesvigske Anliggende uvedkommende), til hvilke i en særskilt Artikel var knyttet følgende Bestemmelser:

Hvad angaar alle de overdragne Landomraader, med Undtagelse af Alsace-Lorraine, skal den Del af det tyske Kejserriges eller de tyske Enkeltstaters Gæld, som efter Erstatnings-Kommissionens Mening repræsenterer Udgifter, afholdt af det tyske Kejserrige eller de tyske Staters Regeringer til Erhvervelse af de i Artikel [256] omtalte Statsaktiver, undtages fra den Andelsberegning, der skal foretages i Henhold til Artikel [254].

I Spørgsmaalet vedr. Statsejendommene besluttede Raadet at give Traktatens Bestemmelser følgende (oprindelig af Kommissionens Mindretal foreslaaede) Affattelse:

De Magter, til hvilke tyske Landomraader overdrages, skal erhverve alle de deri beliggende Ejendomme og Besiddelser, som tilhører det tyske Rige eller de tyske Enkeltstater, og Værdien af disse Erhvervelser fastsættes af Erstatnings-Kommissionen og skal af den Stat, der erhverver Omraadet, betales til Erstatningskommissionen, der krediterer den tyske Regering for Beløbet som Afdrag paa de Summer, der skyldes for Erstatningen.

I Overensstemmelse med nærværende Artikels Formaal skal det tyske Riges og de tyske Enkeltstaters Ejendom og Besiddelser anses for at indbefatte al Kronens, Rigets og Enkeltstaternes Ejendom samt den tidligere tyske Kejsers og andre kongelige Personers Privatejendom.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

24. april 1919. Dannevirkebevægelsen leverer adresse med 64.000 underskrifter

Udenrigsministeren til Bernhoft og Carstenskiold
Telegram, dat. 24. April 1919:

Dannevirkemændene har indleveret en Adresse med 64.000 Underskrifter til Regering og Rigsdag.

Adgang til at underskrive har alle Personer over 18 Aar haft. Det ringe Resultat af de store Anstrengelser ses bedst ved at sammenligne nævnte Antal med det i Øjeblikket værende Vælgerantal, det vil sige Personer over 28 Aar, der andrager 1 .300.000.

Adressen har derfor heller ikke kunnet benyttes i Agitationen, men er faldet død til Jorden, og Pressen har ikke kunnet tage den op til yderligere Anvendelse.

Da det havde vakt Opmærksomhed, at J. C. Christensen havde indleveret Adressen til Folketinget, har Hr. Christensen afgivet følgende officielle Erklæring: »Som enhver ved, er det Skik og Brug, at Rigsdagsmænd retter sig efter slige Anmodninger, uanset deres egen personlige Stilling til en Henvendelses Ordlyd — og J. C. Christensens Stilling med Hensyn til Grænsespørgsmaalet er jo iøvrigt kendt nok.«

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Hvor kæmpede min forfader i krigen 1914-1918?

Ét af de hyppigste spørgsmål, vi får, er dette: Hvor kæmpede min slægtning i Første Verdenskrig? På hvilke frontafsnit var han?

Det kan være svært at svare på, hvis man ikke har hans soldaterbog eller lignende. Men hvis man kender sin slægtnings regiment, så er der hjælp at hente i regimentshistorierne. Man skal dog være opmærksom på, at det ikke var usædvanligt, at en soldat kæmpede i flere forskellige regimenter i løbet af krigen.

I 1920’erne og 1930’erne blev der skrevet en lang række regimentshistorier på baggrund af de pågældende regimenters krigsdagbøger i Første Verdenskrig. Det er historier, der ret snævert og ofte også ret tæt følger ét regiments bevægelser og kampe under Første Verdenskrig.

De fleste originale krigsdagbøger gik tabt under Anden Verdenskrig. Men vi har stadig regimentshistorierne som en vigtig kilde til det enkelte regiments historie.

Jørgen Flintholm Hansen, der er frivillig på hjemmesiden her, har transkriberet – og til dels også oversat – 12 regimentshistorier.

Han har udvalgt nogle af de regimenter, som vi ved, der havde flest sønderjyder blandt deres soldater.

Regimentshistorierne kan ses på denne side:

https://denstorekrig1914-1918.dk/listerlitteraturlinks/litteratur/regimentshistorier/

De ligger som pdf-filer.

Det regiment, der havde flest sønderjyske soldater, nemlig Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86, lå også tidligere tilgængeligt her. Men vi har desværre måttet tage det ned igen efter anmodning fra forfatterens datter.

Vignetten i toppen af dette indlæg er en illustration fra Füsilier-Regiment Nr. 86’s regimentshistorie.

22. april 1919. “Vi anser Slesvig-Holsten for en uløselig del af den stortyske republik”

Slesvig-holstenske Repræsentanter om Afstemningen
De 16 slesv.-holst. Repræsentanter i den preussiske og tyske Nationalforsamling vedtog 22. April 1919 i Neumünster følgende Erklæring:

Vi ser i Slesvig-Holsten en uløselig Bestanddel af den stor-tyske Republik.

Vi anerkender Wilsons 14 Punkter og understøtter Rigsregeringen i Kampen for deres Gennemførelse. Vi afviser enhver Voldspolitik, der krænker de Wilson’ske Grundsætninger. Skulde Fredstraktaten paatvinge os en Afstemning i vort eget Land, saa forlanger vi af enhver Forandring af Statsgrænsen, at

1 . der finder en kommunevis Afstemning Sted af alle Mænd og Kvinder over 20 Aar, alle Krigsfanger i hele det paagældende Omraade medregnet,

2. kun saadanne Kommuner medregnes som stemmende for Afstaaelsen, i hvilke 2/3 af de valgberettigede har stemt for en Afstaaelse,

3. der paa begge Sider af Grænsen under gensidig Opregning af Enklaver og størst mulig Skaansel af økonomiske Forbindelser bliver lige store nationale Mindretal tilbage, og Beskyttelsen af de nationale Mindretal ogsaa sikres efter Afstemningen. I Særdeleshed skal Sprog, Skole, Kirke og nedarvet
Kultur overalt komme til deres Ret,

4. der til uhindret Gennemførelse af en virkelig fri Afstemning indsættes en paritetisk for Nordslesvigs Vedkommende tysk-dansk Kommission med en svensk Opmand, og at der ikke finder nogen fremmed Besættelse af Landet Sted,

5. Afstemningen i Bern-Beslutningernes Aand først foretages, naar efter Fredens Indtræden Virkningerne af Sulteblokaden er ophævede. Vi forlanger, at der for Slesvig-Holstens Vedkommende tilsikres alle truede Byer og Landskaber den størst mulige økonomiske Støtte, og at dette Tilsagn straks omsættes i Gerning. Vi forlanger endelig, at vort Lands gamle Friheder i Forvaltning og Kultur sikres og med Landets Tilslutning udbygges paany efter demokratiske Grundsætninger for en saa vidt som muligt gaaende Selvforvaltning.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

22. april 1919. Flensborgfolk og Danevirkemænd

Danevirke-Adressen

Allerede 18. Jan. 1918 havde en Kreds af sønderjydsk interesserede Personligheder dannet en Sammenslutning, som tog Navnet »Sønderjydsk Kreds 1918« med Fabrikant Jørgen Petersen som Formand. »Kredsen« foranstaltede et stort Antal Møder i Kbhvn. og Provinsen i Løbet af Efteraaret 1918 og de første Maaneder af 1919. »Kredsen«s Medlemmer delte sig imidlertid o. Midten af Jan. 1919 i to Grupper, den ene Repræsentant for »Flensborg-Bevægelsen«, den anden for »Danevirke-Bevægelsen«.

Førstnævntes Program defineres saaledes af Dr. phil. Vilh. la Cour i hans Redegørelse: »Flensborg-Bevægelsen« i Slesvig delt, S. 162:

»Folkenes Selvbestemmelses-Ret, manifesteret gennem fri Afstemning, var paa dette Tidspunkt [sidst paa Aaret 1918] det eneste Grundlag for [Genforenings-]Arbejdet, krævet i den tyske Rigsdag af H. P. Hanssen, accepteret af den tyske Regering ved Dr. Solf, godkendt af den danske Rigsdag gennem Oktober-Resolutionen og — først og fremmest — knæsat af de Magter, til hvis Afgørelse den hele Sag maatte henskydes. Om det overfor Udlandet vilde have været politisk gennemførligt at forlade Afstemnings-Principet, er ikke let at sige. Af indrepolitiske Grunde var det umuligt. Man maatte enten kæmpe her eller opgive Kampen«.

»Flensborg-Bevægelsen« lededes i den følgende Tid af den saakaldte »Komité for Flensborg og Mellemslesvig«.

Paa deres Side samlede »Danevirke-Bevægelsens« Tilhængere sig om et Program, i nøje Overensstemmelse med Mellemslesvigsk Udvalgs Erklæring af 4. Marts, fremsat i en til Regering og Rigsdag bestemt Adresse, i hvilket det — efter at der er udtalt Ønske om, at Folkeafstemningen maatte blive udstrakt til hele Slesvig Nord for Danevirke-Linjen — hedder:

Vi beder i denne Forbindelse den fra sønderjydsk Side rejste Tanke taget under Overvejelse, at Danmark faar overdraget Landet til den historisk nationale Grænse, men saaledes, at der ved Afstemningen gives de Distrikter, der maatte føle sig brøstholdne ved at knyttes til Danmark, Adgang til at komme til Tyskland, naar Flertallet af de stemmeberettigede udtaler sig derfor.

Adressen (se: Valdm. J. Harsløf’s Redegørelse i Slesvig delt, S. 190 ff.) blev sat i Omløb 7. Marts og havde 24. April samlet o. 90.000 Underskrifter. »Da den senere [Maj1919] af en Deputation med Kredsen af 1918’s Formand som Ordfører indleveredes til Regering og Rigsdag, havde den 116.485 personlige Underskrifter« (anf. St., S. 192).

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Bogen om krigen på Vestfronten: Danskere på Vestfronten 1914-1918

Claus Bundgård Christensens bog “Danskere på Vestfronten 1914-1918” er blevet en moderne klassiker om sønderjyderne på Første Verdenskrigs mest frygtede slagmark.
Bogen er genudgivet og kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget.

 

Forlaget skriver:

Danskere på Vestfronten er historien om Første Verdenskrig fortalt gennem nogle af de ca. 26.000 danskere, der deltog i krigen på tysk side.

Det er historien om livet i skyttegravene. Om mulighederne for at overleve. Og om hvordan den moderne krigsførelse blev født ud af den teknologiske udvikling af artilleri, kampvogne, gas, fly og maskingeværer.

Danskerne var med fra de første til de sidste skud lød. På baggrund af deres breve og dagbøger tages læseren med på en blodig tour de force rundt i verdenskrigens på samme tid skrækkeligste og mest betydningsfulde kampe. Første Verdenskrig var ”den store krig”, men blev i Danmark til ”den glemte krig”. Bogen, der udkom første gang i 2009 og blev en bestseller, fortæller for første gang historien om de mange danskere, der kæmpede på Vestfronten.

Bogen fås både indbundet, som lydbog og som E-bog. Som indbundet bog koster den 349,- kr  (vejl)..

Bogen om krigen på Østfronten: Fra Verdenskrig til Borgerkrig 1914-1924

Tre af landets absolut førende historikere inden for krigshistorie og navnlig de to Verdenskriges historie, er udkommet med en ny bog om Østfronten: “Fra Verdenskrig til Borgerkrig. Østfronten 1914-1924 set med danske øjne.”

Det er de tre historikere Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen, der vil være kendt for flere anmelderroste bøger om både 1. og 2. verdenskrig.

Forlaget skriver:

“Mens Første Verdenskrigs vestfront for mange er blevet lig med billedet af Første Verdenskrig, er krigens østfront gledet ud den fælles erindring. Fra verdenskrig til borgerkrig er den første bog på dansk om dette vigtige kapitel og indeholder den store fortælling om krigen på Østfronten – en fortælling, hvor også danske stemmer kommer til orde. For Danmark havde store økonomiske og politiske interesser i Rusland, og en stor gruppe af sønderjyder deltog i krigen på tysk side.

Med til fortællingen hører også krigens eftertid: Krigens udfald fik enorm betydning for, hvordan Europas historie udviklede sig efter 1918.”

Bogen er på 352 sider og koster 300,- kr.

Læs mere på Gyldendals hjemmeside

Bogen om Toftlund Sogn i Første Verdenskrig kan stadig fås

Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkivs store og grundige bog om sognets historie under Første Verdenskrig blev for nogen tid siden anmeldt i det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift.

Vi vil fra Den store Krigs side meget gerne opfordre andre lokalhistoriske foreninger i Sønderjylland til at følge Toftlunds eksempel og udgive en bog om sognets historie under Første Verdenskrig.

Anmelderen, Jørn Buch, skriver:

Fra Vestergade til Vestfronten.

Toftlund sogn i 1. Verdenskrig i 1914-1918 Dan Obling o.a. Udgivet af Toftlund Lokalhistoriske Arkiv, 2016. 476 sider, rigt illustreret. Pris: 250 kr.

(Bogen er efterfølgende udkommet i en ny i og forbedret udgave).

Bogen om Toftlund sogn under 1. Ver­denskrig er en meget flot og velfortalt bog om Toftlunds mange unge, som blev ramt af 1. Verdenskrig, både som soldater og som civile. Næsten 500 unge i fra Toftlund deltog som tyske soldater under 1. Verdenskrig, og heraf døde de 66 i et sogn, som dengang havde ca. 1.700 indbyggere. I bogen findes et bil­lede af mindetavlen i Toftlund Kirke.

Et fantastisk stort og flot afsnit for­tæller om de 500 skæbner – person for person, hver for sig. Det er lokalhisto­rie, når det er bedst – men også en lo­kalhistorie, som bredes ud til den store historie.

Bogen er sprængfyldt med relevante billeder og kort, og et særlig illustrativt kort demonstrerer, hvor store dele af byen der var berørt af krigen. Det gæl­der vejspærringer, boliger for tyske offi­cerer og straffefangelejre, ja lejre i fler­tal, da der var hele to straffefangelejre omkring Toftlund, hvoraf den ene lå lige ved siden af kirken.

Bogen har også et stort afsnit om Sicherungsstellung Nord, hvor der både fortælles om baggrunden for stillingen i 1916 og illustreres med nogle meget flotte billeder, som viser, hvor stillin­gen fra 1917-18 løb i terrænet omkring byen.

Bogen om Toftlund sogn under 1.  Verdenskrig kan varmt anbefales til alle, som interesserer sig for 1. Verdens­krig generelt og for Sønderjyllands hi­storie specielt. Det må blive en klassiker for alle, som interesserer sig for 1. Ver­denskrigs betydning for lokale sam­fund.

Jørn Buch

Bogen kan købes på foreningens hjemmeside

eller ved henvendelse til Anne-Grethe Petersen  på tlf.nr. 20 25 95 13 eller tlhf6520@gmail.com

Pris: kr. 250,- + evt. forsendelse kr. 80,-

Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent

Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt. Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.

Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.

Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent og portrætter af sønderjyske soldater, og den rummer desuden en liste over data på de 105 sønderjyder, der faldt denne dag.

Anmelderne skrev bl.a.:

“De mange kilder, hvoraf især  soldaternes breve og beretninger fra dette blodige slag ved Moulin, står meget stærkt i den samlede fremstilling.  Billedmaterialet er ligeledes af meget høj kvalitet. (…) Jeg skal på det varmeste anbefale denne fine og velskrevne bog.” (Krigshistorisk Tidsskrift)

“Med bogens inddragelse af feltpost, dagbøger og erindringer vækkes rædslerne i skyttegravene til live … en imponerende lille bog.” (Siden Saxo)

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne. (…) Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det. Det velvalgte kildemateriale taler ofte for sig selv, men sat sammen med fotografier af bl.a. de afdøde soldater, bliver det hele endnu mere nærværende. Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen. Kan også bruges af slægtsforskere.” (Lektørudtalelse DBC)

“Yderst levende skrevet … Dette er en spændende og absolut læseværdig bog  … den kan anbefales på  det varmeste”. (Våbenhistorisk Tidsskrift).

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.” (Sønderjysk Månedsskrift).

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Se anmeldelser neden for.

Siden Saxo

Anmeldelse i “Siden Saxo” 1/2018

Alt om Historie

Alt om Historie 7/2018

Våbenhistorisk Tidsskrift

Våbenhistorisk Tidsskrift 1/2018

Chakoten

Chakoten 3/2018

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjysk Månedsskrift 4/2018

Grænsen

Grænsen 2018/5
Krigshistorisk Tidsskrift 3/2018
Første oplag blev udsolgt på under tre måneder. Andet oplag er nu halvvejs væk.

Bogpræsentation på museet i Rens i dag

Forlaget Hartung og Rens & Omegns Lokalhistoriske arkiv meddeler:

Tirsdag den 15. juni 1915 blev en sort dag for Burkal Sogn. To af sognets mænd, begge familiefædre på henholdsvis 38 og 39 år, blev dræbt i en skyttegrav ved Puisaleine nær Moulin-sous-Touvent i Nordfrankrig. De blev ramt af den samme granat og døde af deres kvæstelser. Hver af dem havde fem børn derhjemme – i alt 9 piger og 1 dreng i alderen 5 til 16 år. 10 børn i det lille Burkal Sogn mistede på én gang deres far. Begge mænd, Christian og Marcus havde et lille landbrug, den ene på Rens Mark, den anden i Bov.

De to mænds historie fortælles – sammen med 73 andres – i en ny bog, som er kommet til verden i et samarbejde mellem Kitta og Sven Petersen fra Forlaget Hartung og Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Bogen har titlen ”De, der aldrig kom hjem – 1. Verdenskrigs ofre fra Burkal Sogn”.

Sognets 75 faldne har Kitta og Sven Petersen tidligere skildret i 5 årgange af Historisk Årbog – fra 2014 til og med 2018. Årbøgerne udgives af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Beretningerne om de faldne er i den nye bog blevet skrevet om og suppleret med en del ny viden samt helt nyt kort- og billedmateriale i farve og sort/hvid.

Desuden er der tilføjet et helt nyt afsnit om, hvordan man på ”hjemmefronten” klarede hverdagen i Burkal Sogn, såvel under som efter krigen, hvor det lille lokalsamfund var blevet drænet for mandlig arbejdskraft i alderen fra 17 til 45 år. Her kom de tildelte russiske krigsfanger til hjælp. I hvert fald to af dem valgte at blive i sognet efter krigen, blev gift og stiftede familie. Deres historie fortælles også.

Bogen ”De, der aldrig kom hjem” vil blive præsenteret i forbindelse med ’Sønderjysk Kaffebord’ Skærtorsdag den 18. april fra kl. 13 til 17 i Museum ’Mellem Slesvigs Grænser” i Rens på adressen Pebersmarkvej 4, 6372 Bylderup-Bov.

Bogen er på 130 sider, er indbundet og trykt i farver. Prisen er 150,- kr.

Den kan købes ved arrangementet i museet i Rens 18. april – og fra 1. maj i museets åbningstid eller efter aftale på tlf. 21 32 61 04.

Har man ikke mulighed for at komme til Rens, kan bogen desuden købes direkte fra Forlaget Hartung.

Så kommer der porto oveni (med fragtfirmaet DAO: 40,75 kr.). Bestilling hos forlaget på e-mail: forlagethartung@yahoo.dk

17. april 1919. Må danske levnedsmiddelpakker ikke uddeles syd for Clausen-linjen?

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. April: Min Kone har i denne Uge Sammen med Fru Sofie Callesen og en hel Del andre Damer arbejdet med Udpakning af Jernbanevogne med Tøjgaver nordfra, og Ordning af Tøjdepotet.

“Flensborg Avis” paataler, at den Clausen’ske Linje er dukket op ved Forsendelsen af Tøj og Levnedsmidler. Levnedsmiddelpakker modtages i Kongeriget kun til Byer nord for den Clausen’ske Linje. — Der er megen Elendighed i Flensborgs Smaagader og- Baggaarde. Lægerne bekræfter det. En Del syge anbringes paa danske Sanatorier. Selv tyske Læger sender uden videre de syge til min Kone.

Alle kendte Danske har ustandseligt Rykind i Forretningen og i deres Hjem af Folk, der vil søge Oplysning eller Hjælp.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. april 1919. “Spredt omkring i en hel Verdensdel ligger de og sover den lange Søvn, mens hele Sønderjylland begræder deres Tab.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København og efter festligheder og rekreation tog han hjem til Sønderjylland.

Saa fortalte Mor om Bror Peter, der havde ligget som Marinesoldat i Kiel, hvordan han sammen med de andre Kammerater uden videre havde forladt Krigsskibet og var gaaet hjem, da Revolutionen brød ud.

Min ene Svoger havde gjort Krigen med fra Begyndelsen til Slutningen, og da havde han været i Trøjen næsten syv Aar, idet han lige havde aftjent to Aars Værnepligt, da Krigen kom.

Paa Vaabenstilstandsdagen laa han ved Reims, og da Klokken om Formiddagen havde slaaet sine elleve Slag, sprang Franskmændene op af Skyttegravene og vinkede over til dem. glade ved, at det hele var forbi.

Nu gjaldt det kun om at komme hjemad, og hvert Tog, som gik til Tyskland, var overlæsset; men dertil blev der ikke taget Hensyn, nu havde de været længe nok derude.

Mange stod paa Trinbrædtet, andre sad last klamret paa Pufferne, og en Del laa paa Vognenes Tage. Alle Vegne, hvor der var Fodfæste, hang en Mand.

Men mange af dem kom ynkeligt af Dage, idet de af Udmattelse slap deres Tag og styrtede ned i Farten; andre blev knuste mod Tunnelernes Sider og Loft, hvor der kun var den nødvendige Plads til Vognene.

Min anden Svoger havde været med i to Aar og havde i den Tid været saaret to Gange.

Mens han den 30. Marts 1917 laa i en Jordhule ved Arras sammen med fire Kammerater, kom en forkert indstillet Granat fra deres eget Artilleri og smadrede Jordhulen. Da de blev gravet frem, var de fire Mand døde, kun min Svoger var endnu en Smule varm, men der var ingen Livstegn alt Haab var ude, hvorfor man lod ham ligge mellem de døde i seks Timer.

Senere blev han dog samlet op af en Sanitetssoldat og bragt paa Hospitalet, hvor han laa i fire Døgn uden Bevidsthed. Da han slog Øjnene op, saa han sig for virret omkring og tog sig til Hovedet, der føltes saa underlig tungt. Han havde faaet en Hjernerystelse og var blevet ramt af en Granatstump i Underkæben, der var knækket.

Efter i lang Tid at have ligget med en Jernramme og Gummi i Munden for at holde Kæben sammen og give en nogenlunde god Form paa Underansigtet blev han efter fjorten Maaneders Forløb sendt hjem som uduelig.

Og videre fortalte Mor, at hendes eneste Bror var blevet haardt saaret ved et Angreb i Rusland d. 18. November 1914, idet han havde faaet en russisk Geværkugle gennem Hovedet, den var trængt ind gennem Panden over det ene Øje og ud gennem Nakken.

Der efter henlaa han i tyve Dage uden Bevidsthed. Da Sanserne atter vendte tilbage, laa han paa et Lasaret i Braunschweig i Tyskland.
Desværre havde Synscentret i Baghjernen taget alvorlig Skade; en Overgang var der Fare for, at han vilde blive fuldstændig blind. Hans Evner saa vel som hans hele Konstitution er gaaet meget alvorligt tilbage til stor Sorg særlig for hans Hustru og lire Børn.

En af mine Fætre sad som Fange i England. Og Mors Fætter, der gjorde Tjeneste ved et prøjsisk Garderregiment, var faldet, lige efter at han havde været hjemme paa Orlov. Tilbage sidder hans sørgende Enke og Børn.

Men hans Død beklages af mange flere, da han var en Dygtighed og meget afholdt af hele Egnens Befolkning, særlig i sin Fødeby.

Alene i Broager Sogn er der faldet 187 unge, djærve Mænd. Blomsten af den higende Ungdom. Spredt omkring i en hel Verdensdel ligger de og sover den lange Søvn, mens hele Sønderjylland begræder deres Tab.

Naar jeg betænkte mine Forældres Sjælsspænding gennem alle Krigsaarene, deres Frygt for Fremtiden og Mangel paa Næring, idet de hovedsagelig havde levet ved Roer og Marmelade, kunde det ikke undre mig, at de kære gamle næsten var blevet ukendelige med denne graagule Hudfarve, nedbøjede, magre og graahaarede, som de var blevet.

Vi bøjede af ved Frydendal Kro. Der bagved saa jeg ud over Vemmingbund med det gamle Fiskerleje nede ved Stranden.Ved begge Sider af Vejen stod høje Hegn, det var, som om vi gik gennem en Skov. Hasselbuskenes gule

Rakler viftede til mig, og Hyldetræerne viste smaa grønne Knopper. Det ny fremspirende Foraar harmonerede smukt med den inderlige Glæde i vore Hjerter.

Arm i Arm tog vi Bakke op og Bakke ned.

Der laa Smølvold med sin høje runde Puld, hvorfra man kunde se ud over de gamle kendte Steder med Skov og Sø og frugtbare Agre. Der Nybølnor med de mange ranke Teglværksskorstene, hvoraf jeg dog savnede et Par Stykker, som var “faldne” under Krigen.

Og der den lille Mølle paa Bondens Mose, hvor Gedderne “stod” og solede sig lige under Vandskorpen, og hvor Luftens Akrobater, de skrigende Viber slog Kolbøtter i den grødefyldte Foraarsluft.

Aa, I gamle, kære, skønne Egne! hvad har jeg vel set smukkere, siden jeg saa Jer sidst! Intet! Intet har som dette herlige Syn i den Grad fyldt mit Bryst med disse underfulde Følelser, lig dem, som Mor nys talte om!

HJEMME HOS MOR.
Vi havde naaet den sidste Bakke. Bag dens Top kom for hvert Skridt mere til Syne af Hjemmets rygende Skorsten, de grønmalede Vindskeder og Vinduerne.

Dér laa mit gamle, kære, kære Hjem, som jeg elskede højst af alt i Verden, og som jeg ikke vilde bytte med noget Slot i det skønne franske Højland. Stille og fredfyldt laa den gamle Rede, hvoraf jeg var fløjet som den ældste af ni. Men der havde aldrig været for mange, ingen kunde undværes. Far skaffede ved Flid et bitte Korn til os hver, og hos Mor var det lunt under Vingens Tag. Allergladest var Mor, naar hun havde samlet os alle; hendes Arm laa saa fast omkring min, nu bragte hun mig med bankende Iljerte til Hjemmet, det sidste af Børnene, skønt forpjusket og forskræmt, frelst ud af det store Verdens-Kaos.

Aa, hvor var her smukt, dejligt at komme hjem, her hvor kærlige Hænder i den sidste Tid havde puslet og ordnet og slidt ved Tanken om Gensynsglæden.

Der var revet omkring Huset som til Højtid, og dér skinnede det hvidmalede Stakit omkring Blomsterhaven — alt var som før — dog nej! dér stod jo rejst en splinterny, hvidmalet Flagstang, hvorpaa vort elskede rød-og-hvide Flag skulde gaa til Tops den Dag, da vi skulde stemme os hjem til gamle Moder Danmark.

Min lille Bror Karl kom styrtende ud og raabte med sin klare, klingende Barnestemme: »Go’ Daw, Bror Hans! og Velkommen hjem!« Han var blevet saa stor, saa jeg kunde ikke kende ham. —
Omkring Stordøren var slynget grønne Guirlander og foroven et bekranset:

»Velkommen hjem!«

Hjertet havde ingen Ord til Tak; det blev saa blødt — meget blødt — og tavst. Men store Taarer tolkede stille mit Hjertes Sprog.

Alle Billeder i Stuen var nydeligt omslynget af grønne Vedbendranker, som om de blev favnet af kærlige Arme. Far og Mor havde gjort deres allerbedste for at glæde deres fra Udlændigheden hjemvendte Dreng.

Over Sofaen var ophængt et nyt, stort Fotografi af mig og under dette, i en Ramme af Grønt og Blomster, et: »Hjerteligt velkommen hjem!«

Og her sank jeg ned i den gamle, brede, lærredsbetrukne Sofa.

Hjemme hos Mor!

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

16. april 1919. “Der stod Far og Mor og vinkede og smilede til mig gennem Taarer.” Hans Petersen hjemme igen.

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København og efter festligheder og rekreation tog han hjem til Sønderjylland.

Efter otte Dages Forløb var jeg atter i god Kondition, og skønt man gerne vilde beholde mig længere, mente jeg dog, at jeg burde være sammen med mine kære i Paasken, der var nær forestaaende.

Jeg droges stærkt mod Hjemmet, mod den gamle Rede, som en Fugl paa
Træk, og Dagen for Skærtorsdag tog jeg Afsked med disse udmærkede Mennesker, der havde været saa kærlige imod mig, klædt mig fra Top til Taa og givet mig Lommepenge med, at jeg ikke skulde staa uden en Skilling i Lommen ved Begyndelsen af det nye Livsafsnit, som laa foran mig.

GENSYNSGLÆDEN.
Jeg tog med Toget til Faaborg og derfra med Skib til Sønderborg. Snart skimtedes Land forude; det var Als med den jævne, grønne Strand, og der, omkring Pynten, Halvøen med de to høje Tvillingtaarne, der tegnede sig som slanke Silhuetter mod Foraarshimlen, det var Broager, Hjemmet!
Det gamle Sønderborg Slot laa endnu, som da jeg drog ud; det havde Hjemstavnsret; men Krigsflaaden, Stedet, hvor den store, stærke, prøjsiske Krigsflaade havde ligget, det var tomt. Det var intet Savn for mig, jeg havde aldrig yndet den.

En Skibstrosse blev slynget om en Fortøjningspæl, der knirkende gav sig mod Skibsbroens Planker. Landgangsbroen rullede ud, og med et Par Skridt var jeg i Land.

En Kone hjemme fra Byen, Anna Hansen, som ogsaa havde været med Skibet, fik Øje paa mine Forældre blandt Tilskuerne bag Afspærringen; hun tog mig ved Haanden og ledede mig hen til dem.

Der stod Far og Mor og vinkede og smilede til mig gennem Taarer. — Men var det mine kære Forældre, da var der i Sandhed sket en utrolig Forandring med dem; da jeg drog ud, var de friske og ranke, nu var de ældede, graanede og nedbøjede, knugede af de sidste fem Aars frygtelige Spænding.

Aa! hvilket sørgeligt Billede af dem!

Og min egen kære, lille Mor – hvad var dog det det gav et Ryk i mig, og det
slog pludselig ned i min Bevidsthed, at jeg havde set Mor én Gang før, saadan som jeg nu fandt hende. —

Det kunde ikke være muligt! Var det en Hallucination?

Der steg et Billede frem for mig: En Hospitalstue, hvor jeg laa i en Jernseng og sov. Langsomt og lydløst trykkedes det sorte, lakerede Dørhaandtag ned, og uden en Lyd aabnedes Døren. En stadig bredere Lysstribe trængte ind i Stuen, efterhaanden som Døren aabnede sig, og der, — i det matte Lysskær stod Mor, lille og fast med et sorgfuldt Udtryk i de blide, graabrune Øjne. Ansigtsfarven var blevet underlig graagul, og der var opstaaet dybe Furer paa Kinden og i Panden.

Det før saa fyldige og brune Haar var blevet tyndt og fuldstændig hvidt.

Mor blev staaende og saa uendelig kærligt hen paa mig i et Par Minutter.

Saa raabte hun med klar, men dæmpet Stemme over til mig: »Hans! kommer du ikke snart hjem til os, min Dreng — kommer du aldrig mere?«

Saadan havde Mor vist sig for mig den Gang i mine sygelige Hallucinationer — og ganske nøjagtig saale es stod Mor nu atter der foran mig; men nu var del Virkelighed.

Hjertet krympede sig, og Graaden smertede voldsomt i Halsen.

I ét Nu var jeg ovre paa den anden Side Afspærringen og sank i Fars og Mors Arme. — »Her har I mig igen!«
»Velkommen, Hans!«
»Velkommen hjem, min Dreng!«
»Det var godt, du atter kom hjem til os!«

Først senere fik jeg Øje paa min Søster Marie, som ogsaa var med ude at hente mig. Vi fik Tilbud om at kore med hjem; men nu havde jeg faaet Far under den ene Arm og Mor under den anden, og ingen af os ønskede at give Slip, hvorfor vi foretrak at gaa den Mil til Fods med hinanden under Armen.

Mens vi gik over den gamle gyngende Pontonbro, fik jeg atter en pludselig Fornemmelse af Søsyge, skønt det nu var over fjorten Dage siden, jeg havde haft den.

Ved begge Sider af Vejen laa de gamle Skanser med deres bølgende Legemer dækket af det lyse Grønsvær,og der den hvide Dybbøl-Mølle.

Mor fortalte hele Vejen. Først, at hun havde nogle mærkelige Følelser i Brystet; de var begyndt, da hun tog hjemmefra for at hente mig. Det var, som om Hjertet af og til flyttede sig inde i Brystet; snart laa det i venstre Side og snart i højre, og hver Gang det saadan gav et lille Rok, gik der en Strøm af en underfuld Lykkefølelse gennem hele Legemet.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

NB: Uniformen på fotografiet skyldes, at Hans Petersen efter krigen blev fængselsbetjent i Vridsløselille. Foto: Albertslund  Lokalhistoriske Arkiv.

16. april 1919. Definition af Mellemslesvig i forhold til afstemningen

Dansk Memorandum til Fredskonferencen
Uden at det er muligt at angive den nøjagtige Datum, men formentlig 15. eller 16. April 1919 afleverede den danske Gesandt i Paris i sin Egenskab af Regeringens Delegerede ved Fredskonf. et trykt Memorandum til denne (Mémoire sur la Question du Slesvig Danois, présenté à la Conference de la Paix des Hautes Puissances alliées et associées, par ordre du Gouvernemenl royal danois).

Dette Memorandum (lille Folio, 32 Sider) er dateret: »Paris, i Februar 1919«. Det er ikke undertegnet med noget Navn. Aktstykket — hvis danske Original er forfattet af H. V. Clausen og oversat til Fransk af H. A. Bernhoft — indeholder en i 11 Punkter inddelt Redegørelse for det slesvigske Spørgsmaals Udvikling i Perioden mellem 1864 og Verdenskrigens Afslutning. Paa alle Punkter dækker Redegørelsen — i Reglen ordlydende — den ovenfor under No. 98 a gengivne Fremstilling af 21. Febr. s. A. Der findes derfor ikke Grund til at genoptrykke Aktstykket i dets Helhed.

Paa et enkelt Punkt (VIII) vil der imidlertid være Grund til at gengive det trykte Memorandums Ordlyd, nemlig Definitionen af den Del af Mellemslesvig, hvis Befolkning efter den danske Regerings Begæring skulde have Adgang til Deltagelse i Folkeafstemning. Herom udtaler det trykte Memorandum:

Dette Landomraade vilde omfatte….

Den Del af Tønder Amt,
som ikke udgør
en Del af Nordslesvig

En Del af Flensborg Amt

Flensborg med Byens
ikke-indlemmede Forstæder

En Del af Husum Amt
(Hjoldelund Sogn)

 

Tilsammen

km2

 

833

351

73

 

43

 

1.300

Indbyggere

 

30.700 (1910)

9.600 (1905)

60.400 (1905)

 

800 (1905)

 

101.500

 

Det danske Memorandum slutter med en Anmodning til Fredskonf. fra den danske Regering samt fra Nordslesvigs og Mellemslesvigs danske Befolkning om at ville godkende de 3 Grundsætninger for den slesvigske Afstemning, som 21. Febr. 1919 var blevet fremsat af den danske Regerings Delegerede.

 

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

16. april 1919. H.P. Hanssen vred over kritik af aktionsudvalget

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Vælgerforeningsmøde. I Hovedsagen fredeligt, kun mærkeligt ved Hanssens ugrundede Vrede over Kritikken mod Aktionsudvalget. — Hübsch har nedlagt sin Post som Formand for “Foreningen for Handel og- Industri”.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

16. april 1919. Smugleriet ved grænsen griber om sig

Vælgerforeningen om Krigsfangerne
Paa Bestyrelses og Tilsynsrådets Møde 16. April 1919 i Aabenraa »blev der enstemmigt udtalt Ønsket om at henstille til den danske Regering at drage Omsorg for, at Afsendelsen af de nordslesvigske [Krigs]fanger foregik først, saa hurtigt som muligt, for at de kunde komme tidligt nok til at deltage i Afstemningen, og at Fangerne fra vor sydlige Landsdel maatte hjemsendes efter en rimelig Tidsfrist 14 Dage derefter eller saa snart som muligt«.

Vælgerforeningen om Smugleri ved Grænsen
Paa Best. og Tilsynsr. Møde 16. April 1919 vedtoges det yderligere, i Anledning af det overhaandtagende erhvervsmæssige Smugleri ved Grænsen, at afsende følgende Skrivelse til Departementschef Schrøder, Justitsministeriet, Kbhvn.:

Da Færdslen over Grænsen har antaget saadanne Dimensioner og ført til saa store Misbrug, at den nuværende Ordning næppe kan opretholdes, henstiller Vælgerf. Best. og Tilsynsr., at Statspolitiet ikke tillader de enkelte Personer at overføre Levnedsmidler oftere end hver 14. Dag, at de røde Passérsedler fratages alle tyskfødte og tysktalende Personer, samt at de desuden fratages enhver, der i Fremtiden misbruger Tilladelsen til at medføre Levnedsmidler.

Man kunde desuden ønske, at de Sedler, som inddrages, tilbagesendes til Udstederen som Efterretning.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

15. april 1919. Hvorfor anvende forskellige systemer i de tre afstemningszoner?

Fredskommissionens  øverste Raad godkender Indstillingen fra Komm. for danske Anliggende
I det øverste Raads møde 15. April forelaa til behandling Indstillingerne fra Kommissionen for danske Anliggende og fra Udenrigsministrenes Raad. I Mødet var Lloyd George ikke tilstede; han repræsenteredes ved denne Lejlighed af A. J. Balfour. Følgende Forhandling fandt Sted:

A. J. Balfour: Jeg forelægger Dem de Slutninger, Kommissionen er bleven enig om med Danmarks Repræsentanter.

Det nordlige Slesvig vil blive inddelt i tre Zoner. I den første, hvor Befolkningen er rent dansk, skal der i en nær Fremtid finde en Folkeafstemning Sted for hele denne samlede Egn, efter at den er bleven rømmet af alle tyske Soldater og Embedsmænd.

Den anden Zone, Flensborg-Egnen, er delvis fortysket, især Byen Flensborg, hvor Tyskerne har skabt en Havn af nogen Betydning, og hvor Flertallet er tysktalende. I denne Zone skal Folkeafstemningen foretages senere og kommunevis, og ikke i hele Landet paa een Gang. 

Den tredje, sydligere Zone, som strækker sig til Byen Slesvig, skal underkastes samme Folkeafstemnings-System som den foregaaende; men Foretagendet
opsættes her til endnu senere.

Den Grund, der anføres, er, at denne Zone længe er bleven terroriseret af Tyskerne. Eksemplet fra den nordlige, umiddelbart fulgt af den mellemliggende Egn, kan indgyde Befolkningen Mod til aabent at give sine Følelser Udtryk.

Mod dette Forslag kan der rejses en naturlig Indvending: Hvorfor anvende forskellige Systemer i disse tre Zoner?

Danmarks Repræsentant har stærkt insisteret paa, at disse Forsigtigheds-Foranstaltninger skulde tages. Danskerne vil ikke, at der skal kunne rettes Bebrejdelser mod dem for, at de med Magt skulde have tilegnet sig nogen Del af tysk Territorium.

Hvis den kommunevise Afstemning giver et saadant Resultat, at Grænsen ikke saa at sige drager sig selv, skal det betroes en international Kommission at drage den.

Jeg er ængstelig for, at der skal opstaa Vanskeligheder i Flensborg; men Danskerne synes mindre bekymrede end jeg. De tror, at denne Bys økonomiske Interesser vil trække den over paa deres Side.

Vore Sagkyndige nærer den Opfattelse, at denne Plan, trods sine tilsyneladende Meningsløsheder, vil kunne lade sig udføre og give gode Resultater.

Wodrow Wilson: En Kommune, der havde stemt for Genforening med Danmark, og som derefter vilde blive holdt tilbage indenfor Tysklands Grænser, vilde komme i en pinlig Stilling.

Alt hvad jeg kan sige, det er, at det maa blive Danmarks Sag at udtale sig herom. Thi det er Danmark, der har lidt i 1864, og naar Danskerne billiger denne Plan, godkender jeg den.

 

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

15. april 1919. H.C. Brodersen når hjem til sin familie. “Hen paa Natten naaede vi da endelig til det Sted, hvor Svigerfader kommanderede „ Prrrrr ” , og hvor vi var hjemme.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I  et  Hestekøretøj  gik  det  i  Nattens  Mulm  og  Mørke  ad kendte  Veje  fra  Tinglev  mod  Hjemmet.  Der  var  ingen  Togforbindelse  mod  Øst,  og  derfor  var  Svigerfader  mødt  op  med et  Køretøj.

Den  gamle,  stivbenede  Krikke  kunde  kun  meget  langsomt  bane  sig  Vej  ad  det  sandede  Hjulspor,  og  vi syntes  aldrig,  at  dette  Stykke  Vej,  der  dog  kun  var  kort, skulde  faa  Ende.

Allerede  i  Afstand  havde  min  Svoger  og jeg  kunnet  udfinde  de  Vinduer  i  Hjemmet,  hvorfra  Lysene kunde  skimtes  ud  i  den  mørke  Nat,  og  bag  hvilke  vi  vidste, de  Kære  ventede  paa  os.  Hen  paa  Natten  naaede  vi  da  endelig  til det  Sted,  hvor  Svigerfader  kommanderede  „ Prrrrr ” , og  hvor  vi var  hjemme.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

15. april 1919. Så er der øl til alle – og et kys til konen! Sønderjyske krigsfanger på besøg på Albani-Bryggerierne

Fyens Stiftstidende skriver tirsdag den 15. april 1919 følgende:

Sønderjydernes tredje dag i Odense

I formiddag havde Albani Bryggeriet indbudt de sønderjyske gæster og modtagelsen var både hjertelig og smuk.

Klokken halvti i formiddags samledes byens sønderjyske gæster, måske en smule trætte efter den sene aften i aftes på Albani Bryggeri, hvis direktion rundhåndet havde indbudt samtlige ”odenseanske” Sønderjyder.

Mens man samledes, beså sønderjyderne med synlig interesse hele den store og blomstrende virksomhed, og (grundige som de er) lod de sig alt forklare uden at vige tilbage, selv for at gå i de mindste detailler.

Da alle var samlede, klokken var vel da bleven 10, blev et par mægtige porte slået op til et af bryggeriets store lokaler, og her stod, i tre lange rækker, nogle imponerende borde, smykket med en rigdom af flag og bugnende af det lækreste smørrebrød – og med rigelige mængder af bryggeriets gode øl til at fugte ganerne og få smørrebrødet til om muligt at glide endnu lettere.

Så lukkedes portene, direktør Arntz bød et kort og hjerteligt velkommen, og længe varede det ikke, før en af de allerede så populære og afholdte sønderjyder trådte frem for at takke, ikke alene for husrummet, men også for det hjerterum, sønderjyderne mødte overalt her i byen, Direktionen leve! (taktfast hurra).

Atter havde en sønderjyde ordet, dels for ligeledes at takke, dels for at tolke glæden over igen at være hjemme.

Aldrig havde man tænkt sig en lignende modtagelse som den her i Odense, hvor man havde mødt smil og sol og venlige ansigter overalt, hvor man var kommet frem.

Idet han atter betonede sønderjydernes dybe taknemmelighed over alt, sluttede han med et leve for Albani-Bryggeriet og for alle, der var knyttede hertil.

Inspektør Schiøtz udtalte, at det i år efter sagnet var 700 år siden, at gamle Dannebrog faldt ned fra himlen.

Vi danske har dog ikke altid haft respekt nok for flaget, men dette kan vi lære af sønderjyderne, og han ville (som et lille minde om dagen) beder hver sønderjyde medtage et af de flag, der stod på bordet.

Et leve gamle Dannebrog!

Atter havde en sønderjyde ordet, her for at bringe en smuk og oprigtig hyldest til de danske arbejdere. (De leve!)

Efterhånden som tiden gik, var der da også begyndt at tømme i smørrebrødsbjergene, adskillige flasker øl var gået med, og da ingen ønskede mere at spise (og der var såmænd reserver nok!), blev der budt velbekomme – og efter mange og velmente taksigelser for den vellykkede formiddag, spredtes sønderjyderne atter over byen, mætte, veltilfredse, og med silkeflag i lommen.

Også ved denne lejlighed forefaldt der smukke og gribende optrin, f.eks. en hustru, der var rejst herover for efter lange og trange års forløb på ny at træffe sin mand.

”Vil De se, hvad jeg har fundet?” sagde sønderjyden, med øjne, der strålede af glæde og stolthed, for så at dugges – og midt foran den store forsamling, glemmende taler og modtagelse, smørrebrød og det hele, kunne han blot gøre ét: give sin kone et kys!

Nå, i øvrigt synes sønderjyderne (heldigvis) at befinde sig særdeles vel herovre og at føle sig hjemme.

Mange venner har de fundet sig – og alles hjerter har de vundet ved deres hele beskedne, høflige, mandige og ærlige optræden.

Og var der end stillet store forventninger til deres komme – skuffet dem har de så sandelig ikke!

H.J.

Fyens Stiftstidende 15. april 1919. Tak til Odense Stadsarkiv for tilsendelse af kopier 🙂

14. april 1919. Store festligheder i Odense for de sønderjyske krigsfanger

Fyens Stiftstidende skriver tirsdag den 15. april 1919 følgende om gårsdagens aftenfest:

Fra sønderjydernes besøg i Odense

”Sønderjysk Forening” og ”Dannebroge” var i aftes værter for vore sønderjyske gæster, og aftenen formedes sig som en smuk, national fest, præget af sammenhold og begejstring.

Mange gode ønsker og mange løfterige taler. Også adskillige sønderjyder tager ordet.

Der var sjældent smukt og smagfuldt dekoreret i aftes i forsamlingshuset store sal til ”Sønderjysk Forenings” og ”Foreningen Dannebroges” fest for vore sønderjyske gæster, idet det mægtige rum var rigt prydet med flag, med flagdekorationer, med vimpler, ned fra loft til balkon, og med store flagprydede våbenskjolde, bærende dels det danske rigsvåben, dels den odenseanske lilje.

Aftenen formede sig smukt og værdigt, båret og præget af en stærk national stemning, og løftet af den enighedens og sammenholdets ånd, der over alt kom til orde.

Sjældent har der været sunget så mange af vore smukkeste fædrelandssange som i aftes – og sjældent har der på en aften lydt så mange og kraftige hurraråb og været holdt så mange varmt-følte og løftende taler.

Stemningen, den dybe og følte begejstring, holdt sig da også lige frisk og lige levende den ganske aften igennem, og da det snart blev klart, at 11-lukningen her var et alt for tidligt tidspunkt til at skilles, fik man straks indhentet tilladelse til at fortsætte ud over tiden – og klokken blev ikke så helt lidt over midnat, før de sidste sangstrofer stilnede.

Også på dette tidspunkt ville endnu mange flere have talt, have tolket deres følelser, her havde man jo lov til at tale frit fra leveren – og her havde man noget på hjertet.

Tiden tillod det ikke – men i aften samler byrådet til fest, og nye tanker og ønsker kan veksles.

Blandt de særligt indbudte bemærkede vi bl.a.: Stiftamtmand, kammerherre Simony, kommandant for garnisonen, oberst Allerup, oberstløjtnant Elmer, kaptajnerne Brorson, Dedering og Sørensen, gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, pastor Jensen (der har været med fangerne i Aurillac) m.fl.

Festen begyndte

Efter at den meget store forsamling var bænket, så mange der kunne få plads på gulvet og resten på de to balkoner, gav kaptajn Eigild Jørgensen forskellige meddelelser til sønderjyderne, væsentlig angående programmet i dag.

Angående ernæringskortene ville han atter gøre opmærksom på, at disse var gratis.

Bortrejsen i morgen finder sted kl. 8.54, men sønderjyderne må være på banegården klokken ét kvarter over 8.

Kaptajnen opfordrede gæsterne om at tage aftenen med godt humør, trods det havde været umuligt at skaffe mere plads og plads til alle.

Formanden for sønderjysk forening, apoteker Mikkelsen, bød velkommen på de to foreningers vegne.

Vi er i aften forsamlet med vore kære sønderjyske gæster, og dem må vi byde et særligt velkommen: Hjertelig velkommen hjem til Danmark – velkommen i aften.

I har kæmpet en kamp, der var mod jeres inderste følelser, men nu kommer I hjem, smykket med Dannebrog, og som et vidnesbyrd om en ny tid om, at vi snart kan vente Sønderjyllands genforening med moderlandet.

De to foreninger, der er værter her i aften, har gennem mange år stået i nær forståelse med Sønderjylland, dér, hvor der altid har været stridsmænd rede til at tage kampen op.

Nu er vi ved kampens mål, og gudskelov for dette dejlige håb.

Idet jeg ønsker Dem, mine kære landsmænd, at De må befinde Dem rigtig vel her i Odense og tage lyse, goder minder med hjem, vil jeg bede Dem med mig at råbe et leve for Danmarks konge, Danmarks rige og det danske folk (9-foldigt hurraråb).

Hele forsamlingen afsang derpå Niels Møllers Skamlingsbankesang – under forsang af Mulernes Legatskoles kendte drengekor.

Mulerne synger

Mulernes drenge sang derpå fint og stemningsfuldt: ”Du skønne land”, så en lille sønderjysk rejsesang, så ”Nattens dæmrende tåger”, så ”Soldaternes sang om generalerne i 1848” (med sanglærer Rosendal som solist og med omkvæd af alle drengene og forsamlingen), for derpå at slutte med: ”I vor barndom” – og med kraftigt bifald efter alle sange, så kraftigt efter den sidste, at denne måtte synges da capo.

Vort modersmål

Rektor Holbeck: Hvis man nærmere skulle bestemme den stemning, der altid fylder os overfor sønderjyderne, er denne ikke mindst fremkaldt af den måde, hvorpå de altid har vedligeholdt forbindelsen med moderlandet.

Sønderjyderne har elsket deres modersmål og har forstået at værne dette – vel også fordi de fra ganske små har lært den sang: Vort modersmål er dejligt.

Det er tegn på, et folk er sundt, når de åndelige værdier sættes over de materielle; dette har sønderjyderne gjort og kraften hertil har de hentet i modersmålet. Et leve for vort modersmål!

Unge piger fra frøken Winterlers pigeskole foredrog derpå: ”Vort modersmål er dejligt” samt et par andre smukke sange, og lige som drengenes sang vakte de skære pigestemmer forsamlingens udelte bifald.

Fredsklokkerne i Aurillac

Sønderjyden Jens Lassen, Als, fik derpå under stærkt bifald fra forsamlingen ordet:

Kære landsmænd! Fangenskabet var ikke rigt på afveksling, men den største dag var den 11. november, da våbenhvilen undertegnedes, og hvor en ny tid, et nyt håb kunne begynde.

Dette følte vi, da vi lyttede til klokkeklangen fra Aurillacs kirkeklokker, der forkyndte Frankrigs sejr – Danmarks sejr.

Arvefjenden var sat ude af stand til at skade – og for første gang i 4 år blev vi rigtig glade.

Det som slægt efter slægt havde set op til som det højeste: Genforeningen – dette skulle vi opleve, og når vi nu kom hjem, skulle alt det, vi havde kæmpet for, gå i opfyldelse.

Som frie skulle vi bo i vort hjemland, intet skulle mere true, og vi kunne samles i det, der for os betød: Livet.

Det danske sprog skulle vi kunne tale, vore sange skulle vi synge, og frit skulle vi hejse vort elskede Dannebrog over et frit folk og fri jord.

Snart vil dette være nået, og vi vil se det nye Danmark, vi skal være med til at bygge og bære frem – under en grænsen og under en konge.

Et leve for Danmark!

Da det mægtige bifald, der hilste denne tale, var stilnet, sang hele forsamlingen: ”I Danmark er jeg født.”

Sagfører Juul Pedersen: Der er sikkert mange til stede  aften, der også var med for år tilbage, da der her stod en mand frem og sagde, næsten med profetisk kraft:

”Og det vil ske en dag, at et skib vil komme sejlende, med Dannebrog i toppen, og med eders brødre om bord.”

Denne mand er professor Verrier, og i vor taknemmelighed over begivenhedernes gang ønsker vi at knytte en tak til denne mand for hans kærlighed til Danmark, nu sidst til de sønderjyske krigsfanger.

Professor Verrier er ofte kaldt for Danmarks bedste ven, jeg gentager disse ord – og skal vi her i aften ikke udtale ønsket om, at vi længe må beholde professor Verrier som Danmarks bedste ven.

Professor Verrier leve. (Hurraråb og stærkt bifald).

Atter fulgte sang efter tale – nu ”Og det haver så nyeligen regnet” – og Mulernes drenge, der sang ”Natten er så stille” (endda med Frk. Winterles unge piger som ekko!).

Sønderjysk tak

Christian Bertramsen, Skodborg: Danmark, vor moder, har ventet på os i 55 år, og ofte har der heroppefra været sendt et blik til vor store nabo mod syd.

Den glæde og hjertelighed, hvormed vi er modtaget, kan vi ligne med en moders glæde ved sit barn, og syd for grænsen har tankerne stadig søgt mod Danmark for at hente ny kraft, nyt håb, og når de unge i hobetal søgte til Danmark, var det for rigtigt at ånde ud, rigtigt at kunne synge uden at skulle lukke dørene.

Vi, der var i fangenskab, greb med begærlighed alle meldinger om sejre for de allierede. Vejen hjem syntes os lang, og endnu længere syntes den til Danmark.

Det er derfor umuligt at beskrive vore følelser, da fredsklokkerne i Aurillac ringede den tyske militarisme ned.

Hvad der har holdt os oppe, har været vor store kærlighed til Danmark, og at disse bånd har holdt, kan bedst ses af den hjertelige modtagelse, vi her har fået, og som har været løn for al vor møje. Odense leve!

Chr. Petersen, Kærbølle: Målet er nået, men hvem har gjort det? Er det ikke de allieredes tropper, der har gjort dette, og her tænker vi, der har været i fransk fangenskab, specielt på Frankrig.

Et leve for Frankrig og for godt venskab med dette land.

Marseillaisens stolte strofer blev derpå afsunget af den begejstrede forsamling, og også her hilstes frihedssangen med stormende bifald.

Kaptajn Eigild Jørgensen fortalte nu et par fornøjelige småtræk om professor Verrier og koncertsanger Saxtorph-Mikkelsen foredrog en sønderjysk sang.

Pause – og fortsættelse

Man udsatte derpå talerne for at holde en halv times kaffepause, og da man atter var samlet, blev ordet givet til

Fritz Schmidt, Haderslev, der tolkede sønderjydernes glæde ved opholdet i Odense.

Sønderjyderne havde aldrig opgivet håbet eller modet, for de havde altid haft som støtte: Det danske folk.

Taleren omtalte dernæst i begejstrede vendinger alt det, gymnastiklærer Rasmussen havde betydet for de sønderjyske krigsfanger, og i varmtfølte, hjertelige ord udbragte han et leve for ”alle sønderjyders far”, gymnastiklærer Rasmussen.

Hvorfor sønderjyderne kom til Odense

Gymnastiklærer N.H. Rasmussen (minutlangt bifald): De er vist for gode ved mig, men jeg siger Dem tak alle sammen.

Det er naturligvis intet tungt arbejde at hjælpe krigsfanger, men et arbejde, der bringer glæde hver dag.

Krigsfangearbejdet begyndte småt og arbejdet havde ikke lige straks vundet støtte fra alle sider.

Det sted i landet, hvor arbejdet fik størst tilslutning, var her i Odense, derfor kom krigsfangerne til Odense, og derfor kom Aurillac-skibet hertil.

Med en omtale af de sønderjyske kvinder, der her i Odense mødte deres mænd, sluttede gymnastiklæreren sin varmtfølte tale, idet han betonede, hvor trofaste de sønderjyske kvinder har ventet.

Et leve for de danske kvinder, som de har vist sig i den sønderjyske sag, og som, hvis de bor i Sønderjylland, trofast har ventet på mand og børn.

Den danske kvinde leve.

Fru kaptajn Jørgensen (strærkt bifald).

Aldrig har der i Odense været imødeset en begivenhed med så stor spænding som denne.

Men to spørgsmål trængte sig ind på os: Hvordan ser sønderjyderne ud, hvordan er de?

I kom, I så godt ud – og I så gode ud.

Der går det rygte, at ingen er gået så uskadte ud af krigen som I, vore sønderjyske børn.

Vi kvinder vil bede jer tage en hilsen med til de sønderjyske hjem og fortælle dem, hvor højt vi har beundret dem. Vi beder jer bringe de hjem, hvor mændene savnes, en ærbødig hilsen – og skal vi ikke råbe et dundrende hurra for de gode sønderjyske mænd. (Stærkt og langvarigt bifald hilste fruens smukke og dybtfølte ønske).

De sidste taler

Direktør Fr. Rasmussen omtalte, hvor godt vi har det herhjemme. Nu drages de gamle Dannebrog, der har været gemt på kistebunden, frem fra deres gem for at vaje helt ned til den retfærdige grænse – dette ønske leve.

Derefter sang man: Vaj højt, vaj stolt og frit, vort flag – og den unge hr. Niels Petersen glædede forsamlingen med en sang.

Pastor Koch: Vi er ikke enige om alt her i Danmark, men d e t t e  kan vi alle samles om.

Nu gælder for os at arbejde, og når festerne er forbi, gælder det om ikke at falde i søvn, men om at komme fremad.

Alle må vi være med til: Danmarks opbyggelse, Danmarks fremtid – og det gælder at føre retfærdigheden til sejr og at blive fri for at suges ned i den malstrøm, der gør halvdelen af Europas lande ulykkelige.

Det gælder at få opbygget: De gode og gudfrygtige hjem i Danmark.

Marius Christensen, Skærbæk, takkede for de gode breve og sendinger og udbragte et leve for pastor Jensen, Jernved, der ligeledes har gjort et stort arbejde for sønderjyderne.

Pastor Jensen takkede. Den berømteste af alle danske, H.C. Andersen, er født i Odense (udtalte pastoren), hans liv var et eventyr, med ham har I lighed, og aldrig drømte I om at modtages således i Odense.

En hilsen fra Flensborg

Redaktør Jensen, Flensborg Avis, bragte på ny sønderjyderne et hjerteligt velkommen og betonede den glæde, der var i sønderjyske hjem, da fangernes hjemkomst ventedes.

I Sønderjylland drøftes der i disse dage dem modtagelse, jeres kammerater har fundet. Bladene går fra hånd til hånd, og I kan ikke i ord tolke det, I har oplevet.

Hele det danske folk står samlet i en lykkefølelse, der griber alle – og vi ser i ånden vor konge komme sejlende ind i Flensborg Fjord, hyldet og ombrust af folkets jubel. (hør). (Kraftigt bifald).

Lærer Koch oplæste derpå et digt til sønderjydernes ære.

Der sluttes

Kaptajn Eigild Jørgensen takkede alle, der havde bidraget til denne smukke fest – hvorpå festen sluttede med, at hele forsamlingen stående og af fulde begejstrede lungers kraft afsang første vers af ”Der er et yndigt land.”

Langsomt spredtes tilhørerne, der var endnu så meget at drøfte, så mange hilsener at udveksle – og klokken var godt hen ved de 12½, før denne så smukke og stemningsfulde fest kunne sluttes.

Fyens Stiftstidende 15. april 1919. Tak til Odense Stadsarkiv for tilsendelse af kopier 🙂

13. april 1919. Sønderjyske krigsfanger ankommer til Odense

Hans P. Hansen, Tønder, kom hjem fra krigsfangelejren Aurillac i april 1919.

Palmesøndag lagde skibet til kaj i Odense. Sejlturen ind gennem Odense fjord var en uforglemmelig tur.

Ved ankomsten til Odense stod byen pyntet i festskrud. Der var overalt rejst flagalleer. Flag vajede overalt, der blev skudt salut for os. Folk hilste og vinkede, og på kajen spillede et militærorkester. Der var fest og glæde om bord.

Vi forlod skibet, og i triumftog, fulgt af ca. 10.000 mennesker, drog vi op til kasernen. Her måtte vi vente en stund. Så kom vi i bad og kom i nyt tøj fra inderst til yderst. Nu var vi vel nok nogle pæne fyre!

Vi fik anvist kvarter, og fulgt af en spejder fandt vi snart derhen. Jeg kom til købmand Hansen i Vestergade.

I dette herlige hjem opholdt jeg mig tre dage. I kirken afholdtes der festgudstjeneste for os. Senere var vi med til fest i Fyens  Forsamlingshus. Sluttelig var vi inviteret til frokost på Albani Bryggeriet, og vi kunne efter ønske tylle så meget øl i os, som vi lystede.

Under turen hjem fra bryggeriet løb jeg pludselig på en mand — min far. Han var kommet til Odense for at være med til at modtage mig. Det var en stor og uventet glæde.

DSK-årbøger 1961

13. april 1919. Sønderjydernes ankomst til Odense “et triumftog”

Fyens Venstreblad skrev den 14. april 1919 følgende:

Sønderjydernes Ankomst til Odense blev et  Triumftog

Titusinder af Fynboer modtog dem og hilste dem velkommen tilbage til Danmark

Sønderjydernes Ankomst til Odense i Gaar formede sig som en Fest, der aldrig vil glemmes af dem, der oplevede den.

Ikke blot Modtagelsen ved Havnen og Vandringen gennem Byen, men hele Indfarten fra Klintebjerg til den menneskefyldte Englandskaj blev en Hyldest og Hilsen fra det fynske Folk saa storstilet, at den sikkert aldrig gaar Sønderjyderne af Minde.

Klokken godt syv stævnede Havnedamperen »Fremad« ud ad Kanalen for at bringe Gæsterne den forste Hilsen fra Odense.
Om Bord havde den Formanden for Den sønderjyske Fond, Borgmester Bloch og hele Kanaludvalget. Desuden Repræsentanter for Komiteen, for Toldvæsenet og Pressen, samt Amtslægen og enkelte særlig indbudte, deriblandt de sønderjyske Krigsfangers gode Venner Professor Paul Verrier og Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen. Endelig var der et sønderjysk Ægtepar fra Tønder, der vilde ud at tage mod deres Søn, og tre Hustruer, der var kommen hertil i Nattens Løb for at rejse deres hjemvendende Mænd i Møde.

Himlen lovede ikke godt, da »Fremad« stod ud ad Kanalen, og Turen over Fjorden var kold og blæstfyldt. Havneudvalget havde været saa elskværdigt at tage en Hjertestyrkning med. Den bekom Selskabet udmærket paa den kolde Udtur. Da man var ved Kaffen. klarede det saa meget op, at man ude over Als Oddes lave Højder kunde øjne de flagsmykkede Master paa “St. Thomas”, der om Natten havde ligget for Anker et Stykke uden for Gabet.

Klokken ni var man Skibet saa nær, at de første Hilsener kunde udveksles. Langs Rælingen paa “St. Thomas” stod de unge Sønderjyder og sang og viftede med Huer og Lommetørklæder, og de sønderjyske Gæster paa “Fremad” lod Blikket løbe langs Rækkerne for at finde dem, de søgte. Snart lød det første genkendende “Goddag”, og saa bruste Hurraraabene ud over det blaasorte Vand.

Et Øjeblik efter skurede “Fremad”s Stævn ind mod det store Skrogs Læside. En Kvinde entrede over Rælingen, og to Ægtefolk mødtes i et inderligt Favntag efter halvsjette Aars Adskillelse.

Det var som et Billede af den Genforening mellem Folket Nord og Syd for Grænsen, der nu finder Sted.

Den første Velkomst

Snart havde “Fremad”s Passagerer alle bordet Damperen, og henne paa Fordækket samledes saa mange af Sønderjyderne, som I rummes kunde, for at høre den første Velkomsttale paa dansk Grund.

Men først holdt Professor Verrier en kort Tale: For tre Aar siden, udtalte Professoren, gæstede jeg Odense, og jeg lovede da at tage mig af Deres Landsmænd i fransk Fangenskab, og naar Freden kom at aflevere dem til Dem i god Behold.

Paa det franske Folks Vegne giver jeg Dem nu Deres Landsmænd tilbage.

Derefter tog Borgmester Bloch Ordet: Sønderjyske Landsmænd! Tak, fordi I har holdt ud gennem alle de tunge Lidelser, og Tak, fordi I nu vender tilbage til jeres rette Fædreland. Vi ønsker jer hjertelig Velkommen til Fyn, til Odense og beder jer om sammen med os at udbringe et Levn for vort gamle Fædreland. Danmark; leve!

Begejstrede Hurraraab lød over Skibet som Svar paa denne første Velkomsthilsen.

Efter at Professor Verrier derpaa havde udbragt, et Leve for Odense, overrakte Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen Sønderjyderne en Fane — den samme, hvorunder det første Hold sønderjyske Krigsfanger fra Frankrig var sejlet ind til København. Han bad dem om at bevare den for det Tilfælde, at de siden dannede en
fransk Forening i Sønderjylland.

Til Slut ønskede Købmand Sieburg paa Sønderjysk Forenings Vegne Gæsterne Velkommen, hvorefter den lille Højtidelighed var forbi
Ind ad Fjorden og Kanalen.

Der blev nu budt Cigarer rundt over hele Skibet, og Odenseanerns og deres Gæster begyndte at indlede Bekendtskabet med hinanden.
Damperen lettede Anker, og snart gik det ind mod den ventende By. Fra Fiskerbaade og Lystbaade viftedes og vinkedes, og hele Farten ind ad Kanalen blev for de unge Sønderjyder som et Triumftog. Havneudvalget havde langs hele Kanalen med Mellemrum rejst flagstænger, hvorfra det kære Dannebrog hilste gæsterne, og rundtom fra huse og gårde vajede det rødhvide flag.

Og fra Klintebjer gog ind lev kanaldæmningerne et levende espalier. Skolebørn stod i række med flag og sang fædrelandssange, cyklister i hundredevis søgte at følge damperen på dens fart.

Folk fra omegnen var mødt frem i køretøjer, smykkede med små flag. Kaproere rejste årer til hilsen, og fra skibhusene var et drengekorps mødt op med fane og to trompeter. Drengene fik et rungende hurra.

Det ganske Stige var på benene for at hilse, og jo nærmere man kom til byen, des tættere blev menneskemasserne. Hundreder blev til tusinder, og tusinder til titusinder. Fine folk og fattige, unge og gamle. Alle ville være med til at hilse sønderjyderne tilbage til gamle Danmark.

[der er væsentlig mere, men jeg har desværre ikke nået at skrive mere af. Hvis nogen har mod på at afskrive resten, så kan avisen findes på mediestream /RR]

12. april 1919. Scavenius: “Der er paa tysk Side mere Grund til at anerkende Danmarks Holdning, særlig naar den sammenlignes med en Række andre Nationers”

Udenrigsministeren til Moltke
Depeche, dat. 12. April 1919:

Deres Beretning af 7. ds. giver mig Anledning til følgende Bemærkninger:
Med Hensyn til Deres Spørgsmaal i Beretningens Slutning ser jeg mig ganske i Stand til at erklære mig enig med Dem i Deres Erklæring til Grev Brockdorff-Rantzau om, at Resultatet af Rigsdagsdelegationens Rejse til Paris kan anses for en Bekræftelse af den danske Regerings og Rigsdags maadeholdne Bestræbelser i hele denne Sag.

Om Stillingen i det hele vil jeg gerne fremhæve følgende:

Regeringens Bestræbelser gaar som Dem bekendt ud paa at søge tilvejebragt, saavidt det er praktisk gørligt, en national Grænse mellem Danmark og Tyskland i Slesvig. Denne Politik finder Støtte hos Rigsdagens 4 store Partier.

I Overensstemmelse med de Wilson’ske Programpunkter, der ogsaa er antagne af Tyskland, søges Løsningen tilvejebragt ved en Afstemning i Slesvig, og ved Gennemførelsen af Afstemningen er det en naturlig Konsekvens af Principet, at der gives Adgang til Afstemning, saa langt som der endnu findes Spor af Danskhed i Sprog og Sindelag.

Ligesaalidt som den nordslesvigske Vælgerforening, de danske Slesvigeres politiske Repræsentation, har den danske Regering kunnet vægre sig ved at virke for Afstemning i den nævnte Udstrækning, med jeg vilde gerne stærkt understrege, at heri ligger ikke nogen Indrømmelse til de danske Nationalister, idet disse, som bekendt, kræver Afstemningen udstrakt til Dannevirke-Linjen.

Dette har Regeringen afvist saavel herhjemme som i Paris, og Betydningen af Delegationens Rejse til Paris bestod netop i at understrege, at i dette Standpunkt er Rigsdagens Partier enige med Regeringen.

Det er saaledes lykkedes at faa den Dem bekendte Afstemningsgrænse i Slesvig godkendt i Paris. Det er rigtigt, at ogsaa herved udstrækkes Afstemningen til Egne, hvor der findes et utvivlsomt tysk Flertal, men derved sker jo intet galt, med mindre det skulde vise sig, at dette tyske Flertal vil svigte sin Nationalitet.

Hvis saadant skulde ske, vil det imidlertid være uretfærdigt fra tysk Side derfor at rette Bebrejdelser mod Danmark. Bebrejdelsen maatte i saa Tilfælde rettes mod de Tyskere, hvis nationale Følelse ikke havde vist sig tilstrækkelig paalidelig til at holde ud i disse for Tyskland saa svære Tider.

En anden Sag er det, at det næppe kan ventes, at Danmark paa denne Maade vilde erhverve gode danske Borgere, men dette vilde i saa Tilfælde ikke kunne undgaas netop ifølge selve Principet om Folkenes Selvbestemmelsesret.

Om Danmarks Forhold respektive til de Allierede og Tyskland i dette Spørgsmaal vil jeg gerne bemærke følgende:

De sejrrige Allierede kræver at ordne Europas Forhold. Danmark har derfor maattet bringe Spørgsmaalet frem paa Konferencen i Paris. Danmark har ikke dér kunnet optræde som ligeberettiget Forhandler, idet kun Krigsførende er Medlemmer af Konferencen, men de Allierede har været villige til at høre den danske Opfattelse, og denne er fremlagt for Konferencen i den forannævnte, maadeholdne Aand.

Naar De spørger mig, hvorledes den danske Regering har tænkt sig Udførelsen af de Beslutninger, der bliver taget i Paris for Slesvig, uden at der derom forhandles mellem København og Berlin, maa jeg dertil svare, at jeg har forstaaet Stillingen saaledes, at de Allierede har paataget sig ved Forhandlingerne med Tyskland om Præliminærfreden — hvilken Karakter disse nu maatte faa — at fremføre over for den tyske Regering de trufne Beslutninger om Evakuering, Afstemning, Optering m. v., uden at Danmark faar Adgang til disse Forhandlinger, ligesom det er de Allieredes Hensigt efter Evakueringen af de tyske Tropper og højere Embedsmænd at overtage Forvaltningen i den evakuerede Del af Slesvig ved en international Kommission bestaaende af 3 allierede, et norsk og et svensk Medlem, medens Afstemningen først i Nordslesvig, derefter i Mellemslesvig, finder Sted.

Det bemærkes, at naar Evakueringslinien er trukket saa langt sydlig som Linien Kappel-Slesvig-Tønning, er dette ikke sket efter dansk Ønske, idet man paa dansk Side mente, at det var tilstrækkeligt at trække Evakueringsgrænsen et kort Stykke Sønden for Afstemningsgrænsen. 

Selve Afstaaelsen af den Del af Slesvig, der tilbagegives Danmark, tænkes vistnok, i Analogi med hvad der fandt Sted i 1866 for Venedigs Vedkommende, at skulle ske til de Allierede, der derefter atter overgiver Landet til Danmark.

Ogsaa om det finansielle Mellemværende vil de Allierede træffe Bestemmelse.

Til Deres Spørgsmaal maa jeg derfor sige, at det ikke i Øjeblikket ser ud til, at der vil blive Plads for nogen Meningsudveksling mellem den danske og den tyske Regering, men det maa fremhæves, at dette er en Følge af de Allieredes Politik, og at den danske Regering kun har rettet sig efter de givne Forhold.

Det er Udenrigsministeriets Hensigt at lade trykke en Graabog vedrørende Kammerherre Bernhofts og Rigsdagsdelegationens Forhandlinger i Paris, og af denne, der vil blive Hr. Greven tilstillet, saasnart den foreligger, vil de nærmere Enkeltheder fremgaa.

Paa Grundlag af den af den danske Regering og de danske Rigsdagspartier indtagne Holdning og af Hensyn til Spørgsmaalets Udvikling, saaledes som jeg ovenfor har skitseret den, mener jeg at turde udtale, at der paa tysk Side mere er Grund til at anerkende Danmarks Holdning, særlig naar den sammenlignes med en Række andre Nationers, end til, saaledes som Grev Brockdorff-Rantzau synes tilbøjelig til, at føle sig skuffet over den danske Politik.

Jeg vil tro, at Grev Rantzaus Pessimisme skyldes de uhyre vanskeligheder, under hvilke han arbejder, samt den Omstændighed, at det ikke er muligt for ham i hans nuværende Stilling at afse Tid til at følge den danske Politik, saaledes som det under hans Ophold her var saa naturligt og let for ham.

For disse Vanskeligheder har jeg fuld Forstaaelse, og samtidig med at jeg beklager nu at være afskaaret fra en direkte Tankeudveksling med Grev Rantzau, vil jeg udtale Haabet om, at han vil lytte til de Forklaringer, der kommer til ham fra Dem og fra Baron Neurath snarere end til den Agitation, der uundgaaelig maa gribe et Spørgsmaal af denne Natur saavel i Danmark som i Tyskland.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

12. april 1919. Odense venter: “Sønderjyderne kommer på søndag, rimeligvis ved middagstid.”

“Fyns Venstreblad” skrev den 12. april 1919 følgende:

Det sønderjyske besøg

Sønderjyderne kommer på søndag, rimeligvis ved middagstid

I går eftermiddags kom der hertil melding om, at motorskibet “St. Thomas” med de sønderjyske krigsfanger om bord var ankret op ved Hanstholm.

Ved middagstid i dag vil det antagelig runde Skagen og søndag morgen ligger det sandsynligvis for anker ved Fynshoved.

Den første modtagelse af vore sønderjyske gæster vil op på formiddagen finde sted ved gabet.

Formodentlig ved otte-halvni tiden sejler havnedamperen “Fremad” herud med kanaludvalget, komitémedlemmer og repræsentanter for pressen for at byde de fremmede velkommen ved indløbet til fjorden.

Efter foreløbig bestemmelse vil “St. Thomas” da kunne ventes ind til havnen omkring middagstid. Her vil borgmester Christensen på byens vegne byde sønderjyderne velkommen.

Selvfølgelig vil den halve by være ved havnen. Soldaterforeningerne møder med faner.

At byen vil være klædt i festdragt siger sig selv. Allerede i går rejstes flagstænger foran rådhuset, og i dag vil Kongensgade smykke sig på vanlig vis.

[…]

“Fyns Venstreblad 12. april 1919.

Tak til Odense Stadsarkiv for aviskopien /RR

11. april 1919. Den art fred Tyskland ikke kan undertegne

Moltke til Udenrigsministeren

I Depeche, dat. 11. April 1919, meddelte den danske Gesandt i Berlin de af Ministerpræs. Ph. Scheidemann og Grev Brockdorff-Rantzau 10. April 1919 i Nationalfors. holdte Taler, saaledes som de gengaves i Deutsche Allgem. Zeit. 10. og 11. s. M.:

Grev Brockdorff-Rantzau, der fik Ordet i Anledning af Behandlingen af Udenrigsministeriets Budget, følte sig foranlediget til at understrege, hvilken Art Fred Tyskland ikke kunde undertegne, nemlig enhver Fred,
som paa et væsentligt Punkt fjernede sig fra det Grundlag, paa hvilket Tyskland havde sluttet Vaabenstilstand.

De vil af disse Ytringer se, at Udtalelserne gaar i samme Retning som de Udtalelser af Ministeren, jeg har tilladt mig at referere i min Beretning af 7. ds.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

10. april 1919. Odense forbereder sig på sønderjydernes ankomst

Avisen “Fyns Socialdemokrat” skrev i begyndelsen af april 1919 følgende:

Sønderjydernes besøg i Odense

Østasiatisk Kompagnis damper “St. Thomas” er nu på vej fra Frankrig til Odense med det hold sønderjyske krigsfanger, som i tre dage skal være vor bys gæster, og det menes, at damperen vil kunne være her søndag eller mandag.

Når damperen meldes i sigte, vil kanaludvalget og Sønderjysk Fonds formand, borgmester Bloch, gå om bord i “Fremad” og sejle sønderjyderne i møde og ude på de blanke vover byde dem velkommen.  Indkvarteringssedlerne vil derefter blive uddelt under sejlturen ind til byen, og ved havnen finder den officielle modtagelseshøjtidelighed sted.

Sønderjyderne møder i deres gamle uniformer fra fangelejren, og fra havnen går turen i sluttet trop til fodfolkskasernen, hvor de vil få et varmt bad og blive ekviperet fra inderst til yderst. Derpå ledsages hver enkelt hjem til de respektive kvarterværter. Om nogen festlighed den første dag bliver der ikke tale.

Næste dags formiddag kl. 10 afholdes en gudstjeneste i St. Knuds kirke, hvorefter sønderjyderne skal være Grand Hotel direktørers gæster til smørrebrød og kaffe, og om aftenen kl. 8 er Sønderjysk Forening og Foreningen “Dannebrog” værter ved en fest med kaffebord, taler og sang på Fyns forsamlingshus.

For den tredje dags vedkommende vil der blive adgang til byens seværdigheder, ligesom det forventes, at byrådet vil byde på en middag kl. 6 på rådhuset.

Såfremt besøget strækker sig over endnu en dag, påtænkes der forestillinger på Odense Teater.

Skønt der i de allersidste dage er indkommet mange tilbud om kvarter til gæsterne, er dog endnu langt fra alle anbragte. De, som endnu måtte ønske at vise gæstfrihed ved denne lejlighed, bedes derfor melde sig snarest på borgmesterkontoret.

Så længe besøget står på, vil der på rådhuset blive indrettet et bureau, hvor oplysninger gives og meddelelser modtages vedrørende besøget.

Med hensyn til beklædningen af sønderjyderne, mener den herværende komité at kunne skaffe det fornødne undertøj, hvorimod det kniber med habitter og fodtøj. Det forventes imidlertid, at komitéen i København vil træde hjælpende til.

“Fyns Socialdemokrat” 10. eller 11. april 1919.

Tak til Odense Stadsarkiv for aviskopien /RR

10. april 1919. Tingene spidser til i det slesvigske spørgsmål

Rigsdagspartierne politiske Forhandlings-Udvalg
I Udvalgets Møde 10. April 1919 overtog Landstingsmand Herman Trier Stillingen som ledende Formand.

Statsministeren forelagde Forslag til Nedsættelse af et Rigsdagsudvalg, som skulde afløse det administrative Udvalg, der havde Kammerherre Krieger som Formand, og som skulde have til Opgave at gennemarbejde de af Regeringen forelagte Lovforslag kunde gaa let gennem Rigsdagens uden for stærk offentlig Drøftelse.

Rigsudenrigsministeren i Weimar
Grev Brockdorff-Rantzau udtalte 10. April 1919 i Nationalforsamlingen bl. a.:

I det nordslesvigske Spørgsmaal har Tingene tilspidset sig. Mere eller mindre inkompetente danske Delegerede søger hos Ententen at gennemføre stadig videregaaende Krav paa Bekostning af det svækkede Tyskland. En hensynsløs Agitation vil gerne udnytte de mellemslesvigske Tyskeres Sult til Afpresning af Erklæringer for Danmark.

Imod disse Makinationer kan der ikke trædes skarpt nok op. Indsigtsfulde danske Politikere er klare over, hvor tungt deres Land vilde komme til at lide under en tysk lrredenta, og hvor skuffende den Vinding vilde være, som Danmark nu vilde kunne hjemføre som Ententens Danaergave.

Naar den tidligere tyske Regering sidste Efteraar har erklæret, at den er besluttet paa ogsaa at anvende de Wilson’ske Grundsætninger paa de omstridte nordslesvigske Omraader, saa har den derved kun haft
Øje for utvivlsomt dansk beboede Omraader.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

10. april 1919. Flensborg: Vældig tilstrømning for at melde sine børn til ferierejse til Danmark

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Handelskamrets Sendefærd har 8de ds. faaet en Tillidserklæring i Foreningen for Handel og Industri. — Dr. Sauermann, som har fulgt den i København og telegraferet til Kamret, vil have Indrejsetilladelse til en ny Rejse hos mig. Han giver sit Ord paa, at det er i rent upolitisk Øjemed. (Har uden Tvivl alligevel benyttet Rejsen til at samle Oplysninger mod Delegationen.)

Paa Kontoret det første Møde i Fagforeningernes og vor Børnerejsekomite. Paa 10 Indsamlingssteder skal der indtegnes Børn i fjorten Dage. (Der bliver vældig Tilstrømning, især paa Mellemslesvigsk Udvalgs Kontor. Der standses 19. April og er allerede tegnet over 3000 Børn, medens der foreløbig kun er Hjem til rigelig 2500.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

9. april 1919. Afrejse fra Dunkerque

Hans P. Hansen, Tønder, kom hjem fra krigsfangelejren Aurillac i april 1919.

Det var den 4. april 1919. Endelig slog da forløsningens time. Vi skulle hjem nu, endelig hjem til dem, man savnede så stærkt. Ved  afskeden knuste en og anden en tåre. Egentlig havde man jo haft det godt her i Aurillac i Sydfrankrig. Men en lejr var det jo . . .

Vi var ca. 350 sønderjyder, der førtes ned til banegården og tog bort med særtog. Vi var begejstrede, for vi var frie mænd nu. Rejsen varede tre dage.

Endelig ankom vi til den franske havneby Dunkerque. I havnen lå motorskibet »St. Thomas«. Det havde som en velkomsthilsen alle flag oppe.

Desværre viste det sig, at »St. Thomas« ikke kunne tage os alle med. Der var kun plads til 330 mand i alt. Resten måtte blive her, til næste transport skulle hjemsendes.

Selv om jeg ikke havde grand til at klage over mit ophold som krigsfange i Frankrig, var jeg dog glad, da jeg som en af de allersidste fik lov til at gå med om bord i skibet. Jeg var endda så heldig at få anvist en første klasses kahyt.

Så stod da »St. Thomas« ud uf havnen. Hvorhen rejsen gik, vidste vi på dette tidspunkt ikke. Først den følgende dag fik kaptajnen at vide, at man som bestemmelsessted havde bestemt Odense.

Rejsen gik op langs den engelske kyst. Mod land lå der mange skibe som vrag efter krigen, og i Nordsøen drev miner rundt.

Om bord på »St. Thomas« var der folk på udkig både dag og nat.

Vi nåede langt op mod nord, før man vovede at foretage en kursændring. Det stormede ret godt. Skibet rullede fælt. Jeg tror, at ikke en eneste af os undgik at ofre til guderne. Vejret var så dårligt, at skibet en tid måtte ligge underdrejet på det oprørte hav.

Kursen sattes mod den norske kyst, hvorefter det gik ned gennem Skagerak.

DSK-årbøger1961