Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

15. oktober 1918. Spænding i Berlin: “Vi kan have Militærdiktaturet, inden vi ser os om.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 15. Oktober 1918.

I Dag mødte Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager om Formiddagen paa vort nyindrettede Kontor. Min Datter ankom og begyndte sin Virksomhed som Sekretær.

Vi begyndte med at udsende oplysende Materiale.

Om Eftermiddagen fik jeg Besøg af Loretz. „Tyskland vil faa meget haarde Fredsbetingelser,” sagde han. „Trykket paa Vestfronten er overordentlig stærkt, og Foch har Reserver nok til at begynde en ny Offensiv over Mühlhausen indover Freiburg i Baden.

Men denne Situation maner til Forsigtighed.

Et reaktionært Tilbageslag er ikke udelukket. Vi kan have Militærdiktaturet, inden vi ser os om. Jeg maa derfor indtrængende raade Dem til ikke at gaa for hurtigt frem.”

Senere traf jeg Polakkerne Seyda, Sosinsky, Laskowski og Dr. v. Chlapowski. Seyda og Korfanty havde været hos Vicekansler v. Payer for at udbede sig Pas til Warschau, hvor der skulde afholdes en alpolsk Konference.

Payer havde svaret, at han fandt det mærkeligt, at de som tyske Statsborgere søgte Pas til en Konference, der vilde drøfte Løsrivelsen af Dele af det tyske Rige. Seyda havde svaret, at Vicekansleren befandt sig paa Vildspor, naar han troede, at Regeringens officielt fremsatte Opfattelse af Wilsons Program vilde blive godkendt af Præsidenten.

„Det har jeg heller ikke paastaaet,” havde Payer repliceret, „men saalænge De er preussiske Statsborgere, paalægger det Dem efter min Mening visse Hensyn.

Sagen skal blive Rigskansleren forelagt, men jeg kan ikke stille Dem i Udsigt, at De vil faa de ønskede Rejsepas.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

15. oktober 1918. “Nu bliver der talt meget om våbenstilstandsforhandlinger”

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. I begyndelsen af oktober 1918 blev han bataljonsordonnans.

12.-21. oktober: Nu bliver der talt meget om  våbenstilstands-forhandlinger. En hel vogn-park af flunkende nye trainvogne blev overhældt med petroleum, og en tændstik klarede resten: Et vældigt bål. –

Her har jeg fundet en ny ven, Vilhelm Højer fra Holsten, – reserve-postbud i det civile. Mine kammerater herhjemmefra er næsten alle borte. –

I Rethel har staben indkvarteret sig på slottet Sarbon, og det fortælles, at det er ejeren, en fransk baron, der kommanderer de franske tropper, som står foran os, og at det er blevet aftalt ikke at beskyde slottet, ej heller byen. Der falder heller ingen granater i vor egn og nærhed.

Vi ordonnanser bor oppe på loftet, officererne nedenunder, hvor jeg har set herlighederne en enkelt gang, da jeg skulle afhente en melding: Krystallysekroner, tykke tæpper og hvad der ellers hører til et slot, jo, her var enestående smukt.

Men vi var sultne, og vi kunne lugte hønsesteg, fandt dog intet spiseligt uden nogle rødbeder, som kogte dog smagte godt.

Denne for mig himmelske tilværelse skulle dog snart få ende; man manglede mandskab ved kompagniet, og jeg skulle komme tilbage, så den 20. oktober var mit paradis-ophold her ved staben slut.

DSK-årbøger, 1969

14. oktober 1918. “Masserne kræver nu Fred, de aner endnu ikke, hvilken Fred de vil faa.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 14. Oktober 1918.

I Morges rejste jeg atter til Berlin. Undervejs traf jeg efter Aftale sammen med Kloppenborg Skrumsager. I Flensborg mødte Andreas Grau paa Banegaarden med et Materiale, som han paa Tilsynsraadsmødet efter Opfordring havde lovet at tilvejebringe.

Paa Banegaarden i Hamborg blev jeg tiltalt af en Skolelærer fra Sundeved. Han spurgte mig, hvor han kunde finde §§ 4, 5, 6, 7 og 8 i Pragfreden. Det var øjensynligt § 5, der havde gjort ham urolig.

Jeg henviste ham til Bogsamlingen paa Margrethesminde.

Aftenen tilbragte jeg hos Dr. Breitscheid. Fruen fortalte, at Kejseren var ængstelig. Sidste Lørdag havde han tilbudt Erzberger Rigskanslerposten.

Masserne kræver nu Fred, de aner endnu ikke, hvilken Fred de vil faa.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

14. oktober 1918 – Lorens Jepsen: “… de sølle Djævle som er ved Fronten”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 14. Oktober 1918

Kære Anne!
Takker for et Brev fra 28. Aug. Ser, alt er saa omtrent ved det gamle hjemme. Jeg har det vel lignende, thi her slides denne Dag ogsaa som den anden, man har det egentlig godt nok, og alligevel bliver Livet trist og ensformigt i Længden.

Udvekslingstraktaten, som ingen større Begejstret Modtagelse var bleven til Del, er altsaa gaaet i Vasken. Lad saa den ligge, blot Freden var nær, men jeg tror ikke at de nuværende Fredsbestræbelser vil faa bedre Skæbne.

Men indlysende er det dog nu at det gaar mod Enden med Krigen, og selv om det endnu skulde vare et helt Aar inden vi kommer hjem, saa faar vi ogsaa holde det ud.

Vi, som sidder her, kan holde ud, værre er det for de sølle Djævle som er ved Fronten. Læser, at Dine Brødre har været slemt med; tror jeg nok!

Hvorledes gaar det min Broder? fra ham eller om ham hører jeg aldrig et Ord, han maa da være rejst tæmmelig meget i sidste Tid. Jeg vil haabe at de alle maa komme velbeholdne igennem Farerne. Hjertelig Hilsen din L.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P345,3)

13. oktober 1918 – Rasmus Damm: ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.10.

Efter 4 Ugers Arrest er Kompagniet nu kommen i Kvarter i Byen Gøhn. Selve Kvarteret er ikke Spor bedre, men det at leve dernede under Jorden uden at måtte komme ud i den frie Luft undtagen til Tjeneste, var ved at gå de fleste på Nerverne. Det er ikke blide Udtalelser, der vanker til de Herrer Officerer i Almindelighed. ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus” råbes der så snart en lukker Kæften op. (Slå ham, sluk lyset, frem med Knivene).

Da vi i Går drøftede Mulighederne for Våbenstilstand, var der en Kamerat, som gik stærkt imod en alt for snarlig Våbenstilstand. Han har lige besørget sig en Sæk Kartofler, og desuden ved han og et par Kammerater hvor der ligger tre store Fade vin, som de henter sig lidt af af og til. Så han var bange for, at han ikke rigtig fik udnyttet disse Goder. Et par Kammerater har klædt sig ud i Kvindeklæder, andre har fået fat i Musikinstrumenter som lå oppe på Loftet (de tilhører Byens Brandorkester), og nu er der Halløj efter en større Målestok.

Hvad bliver det til med Våbenstilstand og Fredsforhandlingerne? Efter de sidste Telegrammer ser det ud til, som om de derovre ikke ville, endog Tyskland er gået ind på at rømme alle de besatte Områder. Nej, de ville ikke forhandle før Kejseren og hele Hohenzollernhuset er sat på Porten.

For min Skyld ingen Alarm, den Slags Herrer giver jeg og de fleste gerne Afkald på. De kan jo få en Bestilling som Gadefejere i Paris eller London, så har de dem hos sig og kan føre Tilsyn med dem.

Bare få gjort en Ende på de nu, thi det hele er Kuddel Muddel. Også vore Postsager kommer uregelmæssig nu. Sommertider kommer slet ingen Post, til andre Tider kommer der store Dynger. Særlig galt er det med Pakkerne. Mange går tabt, og de som ankommer er så gamle, så Indholdet er fordærvet.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

13. oktober 1918. Russisk husflid på Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

En Dag blev jeg sendt med tre Lastautomobiler et Stykke tilbage til et Proviantdepot for at hente Proviant. Mens jeg var inde paa de forskellige Kontorer med Papirer, var Kammeraterne kommet i Lag med et Par russiske Fanger, som arbejdede paa Depotet. De havde købt mange pæne, smaa Ting, som Russerne havde lavet, blandt andet en Del Fingerringe, lavet af franske, engelske og tyske Riffelkugler, smaa, nydelige Ringe, som de købte for Spotpris.

Jeg var egentlig helt misfornøjet, da jeg kom ud og fik det at se, for jeg vilde ogsaa gerne have haft et Par Ringe; men der var ingenting at gøre ved det; vilde jeg have nogle, maatte jeg købe og betale godt hos Kammeraterne.

Saa kom der imidlertid en Russer slentrende nede fra Lukafet, hvor de boede, og Vagten raabte til ham, om han ikke havde nogle Ringe at sælge, for her var endnu en Tysker, som vilde købe.

Jo, det havde han. Hent dem, sagde Vagten. Han hentede en Ring; der var et Hjerte paa den, og paa Hjertet var der indgraveret en lille nøgen Gren. Paa Grenen sad en lille Fugl med Næbbet lige opad og aabent, øjensynlig syngende af fuld Hals.

Jeg spurgte Russeren igennem Vagtmanden, hvad det skulde sige.

Russeren saa ganske stilfærdigt paa Vagtmanden og svarede, og da denne oversatte det for mig, lød Svaret: „Det skal sige: Vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse.”

Der gik en underlig Følelse igennem mig. Hurtigt fik jeg spurgt, om Russeren var en troende Mand, hvilket han bejaede.

Ringen kunde vi let enes om, for jeg syntes, den var meget mere værd, end han forlangte, og vi fik en kort Samtale med hinanden, hvori Russeren betroede mig, at han var gift og havde Hustru og Børn hjemme, og at det tit kneb for ham at holde det fast, at „vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse”.

Han havde svært ved at forstaa, at Gud ikke snart kunde gøre Ende paa Krigen. Man vidste jo slet ingenting om sit Hjem. Med et varmt Haandtryk og et „Lev vel, kammerat, vi ses histoppe,” skiltes vi for ikke at ses mere her paa Jorden.

Vagtmanden var et eneste stort Spørgsmaalstegn. Han var i højeste Grad forbavset, men Russeren og jeg glædelig overraskede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

13. oktober 1918. Elsassere taler åbent om en genforening med Frankrig

Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.

Den 6. Oktober fik vi paa Vagten Meddelelse om, at den ny tyske Rigskansler, Prins Max af Baden, havde bedt Præsident Wilson om Fred, og Natten mellem 12. og 13. Oktober opsnappede vi i Banetelefonen Efterretning om, at man var ved at afslutte en Vaabenstilstand paa 100 Timer.

Vi stod og lyttede spandt ud i Natten, hvorfra Kanondronene vedblev at lyde. Der blev ingen Vaabenstilstand denne Gang.

Ikke saa sjældent foretog jeg i min Fritid Udflugter i Omegnen, saaledes Søndagen den 13. Oktober, da jeg foretog en lang Tur gennem Bjergene til en Landsby som hed Gotzentruek.

Her traf jeg for første Gang paa Elsassere, som aabent udtalte deres Ønske om en Genforening med Frankrig, ellers plejede Elsasserne at være meget reserverede i deres Udtalelser.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

13. oktober 1918. Kurértjeneste etableret mellem Berlin og Nordslesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 13. Oktober 1918.

Jeg rejste i Aftes hjem fra Flensborg og opsøgte straks Fru M. Andresen for at træffe de nødvendige Aftaler med hende om Kassererhvervet.

Indsamlingen af Vælgerforeningens Fond skal være tilendebragt i Løbet af 3 Dage, og Tillidsmændene instrueres saaledes, at de straks afleverer Pengene til Fru Andresen.

Vi aftalte alt fornødent med Hensyn til Pengenes Anbringelse og senere Udbetalinger af Fonden.

I Dag har jeg truffet Aftale med Den Nordslesvigske Folkebank om, at min Datter Astrid faar Orlov for at gaa med mig til Berlin som min Privatsekretær. Hun skal der lede det daglige Arbejde paa vort nyoprettede Kontor i Hotel „Fürstenhof”.

Endvidere har jeg i Dagens Løb truffet den nødvendige Forberedelse til, at Kurertjenesten mellem Nordslesvig og Berlin med Udveksling af Efterretninger i Hamborg straks kan blive optaget. De Personer, jeg har opfordret til at stille sig til Raadighed for denne Tjeneste, har alle været meget villige.

Kurererne skal afgaa hver Tirsdag og Lørdag fra Aabenraa og Berlin og mødes i Hamborg. Fra Aabenraa er der endvidere indrettet fast Kurertjeneste til  Efterretningsstationerne i Haderslev, Sønderborg, Tønder og Flensborg, hvor Tillidsmændene ligesom i Aabenraa skal møde hver Mandag for at høre vore Beretninger, drøfte Stillingen, udveksle Erfaringer og fatte Beslutninger om Arbejdets videre Gang.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

13. oktober 1918. Kedelig vagttjeneste

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Den 5. oktober 1918.

Jeg har været på kasernevagt i dag, og jeg meldte mig til ordonnanstjeneste, men det skulle jeg ikke have gjort, for jeg fik næsten ikke lukket et øje i de 24 timer vagten varede.

Jeg er ked af det hele, og jeg meldte mig syg, men det gik ikke efter beregning; jeg måtte på vagt igen, men denne gang var det oppe på rådhuset, og det var ikke så kedeligt.

Den 13.oktober 1918.

I dag er det søndag,og vi har haft den sædvanlige appel med vask, søndagstøj og stuerevision.

Det er et kedeligt liv, vi lever for tiden med tjeneste fra morgen til aften.

I middags slap jeg for at komme på vagt, og jeg var ude for at besøge
Kocks i Ober Bussau. Jeg blev vel modtaget derude og skulle snart komme igen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

12. oktober 1918. Bergholt: “Nu gik det – om ikke hjemad – så dog i den rigtige retning.”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå mod Tyskland.

Det var den 10. oktober 1918, at mit private tilbagetog begyndte.

Mine papirer lød på, at jeg skulle melde mig ved et »Sammelstelle« for syge og sårede. Der var en 5-6 kilometer at gå, men det betød intet, for nu gik det – om ikke hjemad – så dog i den rigtige retning.

Det bemeldte »Sammelstelle« viste sig at være i en kirke, hvor jeg sov den første nat. Der traf jeg for øvrigt en kusk fra mit kompagni. Han var plaget af bylder. Herfra var det meningen, at vi næste dags morgen skulle transporteres videre i biler til en by mindst ti kilometer borte for der at blive læsset i jernbanetog.

Men næste morgen blev det meddelt, at man ikke vidste, hvornår der ville være biler til rådighed, så man anbefalede dem, der kunne gå at begive sig af sted til fods.

Kusken ville afsted, men jeg var ikke til sinds at gå med, for som jeg sagde til ham: »Her har vi det da godt. Vi bliver ikke beskudt. Vi får rigelig mad, og hvad kan vi så ønske os mere?« Han bøjede sig for mine argumenter og blev. Hen på eftermiddagen kom der biler, og så kom alle af sted. Vi nåede jernbanen før dem, der var gået om formiddagen.

Tyskerne var på dette tidspunkt i fuld gang med at rømme feltlazaretterne i Frankrig og Belgien. De hårdt sårede var allerede sendt af sted, så i det tog, vi kom med, var der udelukkende let sårede og ikke alvorligt syge. Den første dag nåede vi ikke ret langt, fordi vi i et par byer fik flere læsset på toget.

Her dukkede Hamborgeren pludselig op, og gensynsglæden var stor. Han fortalte, at han en dag under min ferie havde fået høj feber og var omgående blevet sendt på lazaret. Nu følte han sig fuldstændig rask, men man havde ikke nået at få ham udskrevet, inden lazarettet blev rømmet, og nu gled han med. Det var hans held. –

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

 

12. oktober 1918. Tyskerne ødelægger alt på tilbagetoget

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Efter nogle Dages Forløb kom vi til en lille By, som hed Ballons. Derfra blev jeg en Aftenstund sendt de ca. 3 Mil til Sedan efter et Læs Vin til Officererne. Et Par unge, kraftige Heste havde jeg, men Vejen var mig jo aldeles fremmed, og bælgmørkt var det.

Vi var allerede naaet hen i Oktober Maaned. Dog ved Daggry naaede jeg Vejen til  Sedan.

Lidt udenfor Byen laa der en lille Bondegaard, og udenfor var der en stor, gammel Frugthave. Imellem dens Bygninger stod to unge Kvinder grædende, hver med et Lommetørklæde i den knyttede Haand, og inde i Haven var 20 tyske Soldater i Færd med at save de gamle Frugttræer om. Da jeg to Timer senere kom tilbage, var alle Frugttræerne fældet.

Den samme Historie om igen, alt skulde ødelægges.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

12. oktober 1918. Møde i Vælgerforeningen: Glædelig enighed om Flensborg-linjen

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 12. Oktober 1918.

Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen, som jeg havde ladet sammenkalde i Borgerforeningens Lokaler i Flensborg, begyndte Kl. 11½ og var godt besøgt, kun 3 Medlemmer var udeblevne.

Næstformanden, P. Grau aabnede Mødet.

Jeg indledede med en kort Bemærkning, gav først en Oversigt over Stillingen og klarlagde derefter Opgaverne:

1) Indsamling af et Fond paa mindst 100,000 Mark,
2) Indretning af fast daglig Kurertjeneste mellem Nordslesvig og Berlin,
3) Oprettelse af faste Efterretningsstationer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg,
4) Forberedelse af Deputationer,
5) Vedtagelse af en Petition.

Under Forhandlingerne opfordrede jeg Medlemmerne til en for en at udtale sig om Stillingen og Stemningen i Nordslesvig.

I danske Kredse var Stemningen løftet og god. En Undtagelse dannede kun P. Tønders og Jes Mærsks Distrikter, hvor Handelsprofitten syntes at have  demoraliseret en Del danske Folk.

Hjemmetyskerne vil i stor Udstrækning helst tilbage til Danmark. De yngre er gennemgaaende yderst forbitrede over den Behandling, de har døjet – det gentages fra alle Sider.

Derefter kort Drøftelse af Grænsespørgsmaalet, som gav glædelig Enighed om Flensborglinjen. Kun P. Tønder, som før altid har slaaet paa § 5, krævede nu Ejdergrænsen uden Afstemning, medens Lorenz Poulsen talte varmt for Flensborg, men indrømmede, at en Grænse lige nord for Flensborg var mulig, en Grænse lige syd for Flensborg derimod umulig.

Pengebevillingen vedtoges straks med varm Tilslutning.
Man tilbød om fornødent at skaffe Million Mark. Da jeg forlangte 10,000 Mark til et hemmeligt Fond, tilbød man mig straks 20,000.

Alle lovede at arbejde godt.

Til Støtte for Vælgerforeningens Sekretær, Gdr. Martin Simonsen, valgtes der efter mit Forslag 3 Hjælpesekretærer,nemlig A. Lebeck, Haderslev, Nis Nissen, Nordborg, og Andreas Grau, Flensborg.

Endvidere valgtes ligeledes efter mit Forslag Fru M. Andresen, Aabenraa, til Kasserer, for at de indsamlede Pengemidler ikke ved en Husundersøgelse hos Vælgerforeningens Kasserer skulde falde i Politiets Hænder.

Paa Mødet udtalte H.  Jefsen Christensen, Høgsbro, at Stemningen i Danmark var meget daarlig. Der var endog Tanker fremme om kun at tage Nordslesvig tilbage, naar det danske Folk ved en almindelig Afstemning gav sit Samtykke dertil. Han fremhævede, at Nødvendigheden deraf bl. a. var bleven drøftet paa de store Efteraarsmøder paa Højskolerne.

Jeg sagde, at dette sikkert maatte bero paa en Misforstaaelse, men hans Beretning gjorde stærkt Indtryk og efter Forslag af Peter Grau besluttede Tilsynsraadet at opfordre H. Jefsen Christensen til at vove sig over Grænsen for at fremskaffe sikre Efterretninger om Stemningen i Kongeriget.

H. Jefsen Christensen erklærede sig villig til at overtage Hvervet.

Mødet hævedes, og i Smaagrupper begav vi os til Stationen for ikke at vække Opsigt.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

11. oktober 1918. “Prinz Max wird’s machen!”

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. I begyndelsen af oktober fremsatte den nye rigskansler, prins Max af Baden, et fredstilbud til vestmagterne.

Efter et Par Dages Forløb, den 11. Oktober —jeg husker Dagen, fordi det var min Broder Hans’s Fødselsdag, om han ikke var falden, havde han den Dag- fyldt sit 25. Aar — kom vi ned til Omegnen af Schlett- stadt i Alsace, til en Landsby Epflg.

Vi blev der, ca. 40 km bag Fronten, beskæftiget med at bygge de allerfineste Skyttegrave, trække Pigtraad, grave Jordhuler, der var deres 10-12 Meter dybe og forbundne med hinanden ved underjordiske Gange.

Dette Arbejde kunde se ud som Kontrast til Prins Max’ Fredsbud, og jeg husker, at jeg engang spurgte en »fredssikker« Badenser, hvordan han vilde forklare dette,. »Prinz Max wird’s machen«, var hans Svar. Jeg havde det Indtryk, at Badenserne havde en urokkelig Tro til, at »deres« Prins Max nok skulde faa. Freden i Stand.

Indbyggerne var rasende, fordi vi nu saadan paa Slutningen skulde ødelægge deres Vinbjerge, det var ogsaa uforskammet. Forøvrigt havde vi det ellers efter Forholdene rigtig rart, naar undtages, at vi plagedes meget af den spanske Syge, ganske særlig gik det ud over de russiske Krigsfanger, de døde desværre i stort Tal. En mangelfuld Pleje var sikkert Skyld i, at der døde saa mange.

Jeg selv laa ogsaa en Uges Tid »til Sengs« og blev plejet af en russisk Læge, og Medicinen bestod af — Aspirin- tabletter — Aspirintabletter var jo i de Dage Universalmidlet mod alle Sygdomme.

Men Forholdene omkring os, hvordan artede de sig? Her var det springende Punkt.

Sønderjyske Årbøger 1927.

11. oktober 1918. H.P. Hanssen og Kloppenborg-Skrumsager rejser til Flensborg

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 11. Oktober 1918.
I Formiddags traf jeg Forberedelser til Mødet i Flensborg, gik derpaa hen i Rigsdagen for at indhente de sidste Efterretninger og rejste sammen med Kloppenborg Skrumsager ud paa Eftermiddagen til Flensborg, hvortil vi først ankom Lørdag Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

11. oktober 1918. Kvinder og børn på vild flugt over en bro

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. I begyndelsen af oktober 1918 blev han bataljonsordonnans.

11. oktober: Da vi atter skulle tilbage, skulle vi passere en bro, der blev beskudt, og i små grupper stormede vi over mellem skuddene.

På den anden side mødte vi en bys indbyggere på flugt fra deres hjem. Og hvilket syn! – – Kvinder og børn i alle aldre. Grædende skubbede de deres barnevogne med sengetøj og husgeråd foran sig, og foran gik deres præst med bibelen i hånden, bedende for sine sognebørn. De skulle også over broen.

Tyske flyvere havde kastet sedler ned til franskmanden og advaret, at han skulle holde inde med skydning på grund af deres egne civile, der var i færd med at passere broen, og virkelig, jeg lyttede, jeg tror ikke der faldt skud.

DSK-årbøger, 1969

Våbenstilstandsdagen markeres den 11. november 2018 i Sønderborg

Program for markeringen af 100-årsdagen for Våbenhvilen efter 1. Verdenskrig

på Kirketorvet og Skt. Marie Kirke i Sønderborg
søndag den 11. november 2018 kl. 10.45 til 15.30.

Kl. 10.45–10.55: Sønderborg Pipes and Drums underholder.

Kl. 11.00: Mindehøjtideligheden indledes med trompet signal: ”Hold inde” ved Poul Erik Sørensen.

Oberstløjtnant Claus Klaris taler ved mindesmærket.

Flyverhjemmeværnets Musikkorps Kolding underholder.

Oberstløjtnant Claus Klaris lægger krans fra Hæren.

Krans fra Sønderborg Kommune lægges af Borgmester Erik Lauritzen.

Begge kranse lægges samtidig.

Flyverhjemmeværnets Musikkorps Kolding underholder.

Der afsluttes med fællessang: Altid Frejdig Når Du Går.

Kl. 11.30–12.20 Mindegudstjeneste i Skt. Marie Kirke.

Kl. 12.30: Frokost for inviterede deltagere i Restaurant Torvehallen.

Kl. 14.30 – 15.30 Koncert i Skt. Marie Kirke

Mindehøjtideligheden på Kirketorvet gennemføres af Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborg området.

Mindegudstjenesten og kirkekoncerten gennemføres af Skt. Marie Kirke.

Jens Peter Rasmussen
Formand for Kontaktudvalget

10. oktober 1918. Feldweblen hjælper Bergholt på orlov

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han har imidlertid fået bylder i hovedbunden, som han holder ved lige ved at drikke eddike.

Min behandling i Revieret gik videre. Skønt jeg nu havde været under behandling i lang tid, ville lægen ikke sende mig på lazarettet. Jeg tror ganske bestemt, at lægerne havde instruktion om, at de ikke måtte sende de såkaldte gamle krigere bort, når der var den mindste chance for, at de kunne helbredes i Revieret.

Det var sådan set forståeligt, for menneskematerialet blev yngre og yngre, og det vil i denne forbindelse sige dårligere og dårligere. Den sidste, jeg var med til at begrave, var ikke fyldt nitten år. –

Men så skete der endelig noget. En morgen, da jeg mødte til behandling, trak Sanitetsfeldweblen mig til side og sagde, at i dag ville han sørge for, at jeg blev sendt bort. Den sædvanlige læge var rejst på orlov, og en helt ung reservelæge var trådt i stedet.

Da det blev min tur, tog Feldweblen ordet og sagde, at denne mand havde de nu behandlet i mere end en måned, uden at der var bedring at spore, og at man havde besluttet at sende ham på lazaret. Den nye læge kunne jo ikke vide, at det var løgn.

Han accepterede Feldweblens forklaring og udstedte de nødvendige papirer. Og nu var der én, der var glad.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. oktober 1918. På tide, at Danmark bryder sin tavshed om Nordslesvig!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 10. Oktober 1918.
I Formiddags var der ret tomt i Rigsdagen. Førerne har travlt med alle Slags Møder og Forhandlinger. Mange Rigsdagsmænd er taget hjem for at aflægge Beretninger for deres Vælgere.

Jeg affattede en Beretning om Situationen til Folketingsmændene I.C. Christensen og Neergaard, oplæste den for de 2 Landdagsmænd, som godkendte den, og vil afsende den til København, saasnart jeg kan faa den sikkert over Grænsen.

I Beretningen har jeg opfordret dem til energisk at støtte os i vore Bestræbelser.

De to Landdagsmænd er nu efter min Opfordring flyttet herhen i Hotel „Fürstenhof”, hvor jeg har indrettet et særligt Kontor. Vi samles nu daglig paa dette Kontor for at drøfte Stillingen og fatte vore Beslutninger.

I Dag besluttede vi, at Nis Nissen skal blive paa Vagt her i Berlin og lede Arbejdet, mens Kloppenborg og jeg tager til Flensborg for at deltage i Vælgerforeningens Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde.

Jeg har i Eftermiddags nedskrevet et første Udkast til min Tale.

Beretningen [til I.C. Christensen og Neergaard] , som blev sendt sikkert over Grænsen et Par Dage senere, havde efter en opbevaret Kladde følgende Ordlyd:

Til Folketingsmændene J. C. Christensen og N. Neergaard!

I disse kritiske og for Nordslesvigs Fremtid afgørende Dage tillader jeg mig paa Nordslesvigs Vegne at rette følgende Henvendelse til Dem: Der er nu overordentlig stor Chance for, at det nordslesvigske Spørgsmaal kan blive løst paa en i enhver Henseende  tilfredsstillende Maade.

Men fra dansk Side maa der handles og handles straks, ellers forspildes muligvis alt.

Stillingen her er følgende:

Den 1. Oktober meddelte den øverste Hærledelse brat og uventet Rigskansleren, at det var nødvendigt straks at danne en ny Regering, som kunde slutte Fred. Kampen kunde, udtalte Ludendorff, ganske vist endnu fortsættes i et Par Maaneder, men Afgørelsen var allerede falden. Disse Maaneders Kampe vilde ikke ændre Resultatet, men koste nye Blodofre, som maatte tælles efter Hundredetusinder. Det var derfor en Forbrydelse at fortsætte.

Rigskansleren drog straks Konsekvenserne heraf. Fredsregeringen er dannet og vil strække sig overordentlig vidt for at faa Fred i en nær Fremtid.

Man er saaledes her rede til at afstaa baade Elsass-Lothringen og de polske Landsdele. Man er villig til at betale Skadeserstatning baade til Belgien og til Frankrig og til at rømme de besatte Omraader, inden Fredsforhandlingerne aabnes.

Stilles der ikke Vaabenstilstandsbetingelser fra de Allieredes Side, som er ganske uforenelige med den nationale Ære, vil Fredsforhandlingerne derfor snart begynde. Og skulde mod Forventning Krigen atter blive optaget, vil den dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.

I Wilsons 14 Punkter, som Tyskland allerede har antaget som Fredsgrundlag, er Nordslesvig desværre ikke nævnt, men vi vil søge at gennemføre Spørgsmaalets Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret, i Overensstemmelse med de Grundsætninger, som Wilson har opstillet, og med Rigskanslerens Ord om, at der skal sluttes en retfærdig Fred.

Der er da ogsaa hernede stor Stemning for Løsningen. Jeg har talt med Dr. David, som nu er Understatssekretær i det herværende Udenrigsministerium, og opfordret ham til at løse Spørgsmaalet.

Han stillede sig velvilligt og udtalte, at han ventede, at Danmark vilde anmelde det. Dette ved den nuværende danske Regering. Om det er anmeldt, ved jeg ikke.

Socialdemokratiet er helt igennem stemt for dets Løsning. Af de Liberale har Rigsdagsmændene Fr. Naumann, Professor Dr. Neumann-Hof er og Professor v. Schulze-Gaevernitz, med hvem jeg i disse Dage har talt om Sagen, billiger, at jeg i denne Uge rejser det fra Rigsdagens Tribune, og udtalt, at de ønsker denne Rivningsflade mellem Tyskland og Norden fjernet en Gang for alle. Centrum vil ikke gøre Modstand, de Konservative er sat ud af spillet, og Rigskansleren vil næppe modsætte sig Sagen.

Stillingen er saaledes i det hele i Øjeblikket overordentlig gunstig for en heldig Løsning af Spørgsmaalet.

De danske ansvarlige Politikere maa derfor vide, at de staar  overfor et nu eller aldrig, og at Ansvarets hele Tyngde vil falde paa dem, hvis de skyder Opgaven fra sig og ikke griber til i rette Tid.

Opgaverne, som i Øjeblikket foreligger, er følgende:

Regeringen [den danske] maa hurtigst muligt rejse Spørgsmaalet ad diplomatisk Vej for at kaste det ind i Fredsdrøftelsen fra første Færd af. Tavsheden i Danmark, som misbilliges i Nordslesvig og misforstaas hernede, maa øjeblikkelig brydes.

Fr. Naumann sagde i Forgaars til mig, at han allerede for to Aar siden havde søgt at rejse Spørgsmaalet.

Han havde da baade talt og korresponderet med Grev Brockdorff-Rantzau om Sagen og ligeledes drøftet den med høje Embedsmænd i Udenrigsministeriet, men begge Steder faaet det Svar, at den danske Regering ikke ønskede, at der blev rørt ved dette Spørgsmaal under Krigen.

Jeg sagde, at det sikkert udelukkende var sket af Hensyn til Landets strenge Nevtralitet.

Det er nu nødvendigt, at Mundkurven hurtigst muligt tages af den danske Presse, at den Tavshed, der har hersket om Nordslesvig, brydes, at man hernede faar Indtryk af, at det danske Folk virkelig lægger Vægt paa at faa dette Spørgsmaal løst.

Det er nærmest en national Skandale, at naar Branting rejser Spørgsmaalet i Stockholm, saa skynder „Berlingske Tidende” sig med at aftrykke, hvad det os fjendtligsindede „Dagens Nyheter” siger dertil.

Dette har den fjendtligsindede tyske Presse straks grebet med Begær og opfattet som et Tegn paa, at man i Danmark ikke bryder sig om Nordslesvig.

Pressen maa nu roligt, hensynsfuldt, men bestemt tage Standpunkt og forlange Spørgsmaalet løst under Henvisning til Folkenes Selvbestemmelsesret, de Wilsonske Grundsætninger og den tyske Rigskanslers Udtalelse om, at han vil slutte en Retsfred.

Der maa dernæst sendes Folk til Norge og Sverrig for at paavirke den derværende Presse, saa det udadtil kan ses, at hele Norden er interesseret i Spørgsmaalet.

Det vil i høj Grad lette dets Løsning her.

Det bør endvidere under en eller anden hensynsfuld Form, Forespørgsel, Interpellation eller lignende, rejses i den danske Rigsdag, og det maa ogsaa rejses overfor Ententens Gesandter.

Her i Berlin rejser jeg i den kommende Uge Spørgsmaalet fra Rigsdagens Tribune. I Nordslesvig organiserer vi en Bevægelse, der snart vil gaa som en fejende Stormvind hen over Landet.

Lad os nu ikke forgæves paakalde danske Politikeres Bistand.

Lad os ikke paany faa Anledning til at raabe med Henrik Ibsen:

„Vi stred en Livsens Strid for Nord,
Vort Hjemland blev en Grav.
Vi spejded’ over Belt og Fjord
Forgæves dine Snekkers Spor.
Min Bro’r, hvor blev du af!”

H. P.  Hanssen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

10. oktober 1918. “En kammerat og hundefører var blevet ramt af splinter og næsten ikke til at få væk fra hunden.”

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. I begyndelsen af oktober 1918 blev han bataljonsordonnans.

10. oktober: Ny melding til kompagniet; jeg må gå i en stor bue for at undgå granatilden.

– Atter på tilbagetog, denne gang til en kanal, og nu ligger jeg på en stejl dige skråning, mens stabens bunker er tæt ved, og kompagnierne ligger spredt ud i en lang stribe. –

Jeg bliver kaldt til staben og får en seddel stukket i hånden til kompagniføreren, og jeg gætter på, at det er besked om yderligere tilbagetrækning. En flyver kommer og giver tegn med vingerne til artilleriet, og snart arriverer den første 15 cm granat, der rammer en transformator, som formelig synker i knæ. –

Da jeg kom tilbage, fortalte en ordonnans mig, at en kammerat og hundefører var blevet ramt af splinter og næsten ikke til at få væk fra hunden.

DSK-årbøger, 1969

9. oktober 1918. Nu nærmer afstemningen sig: “Vi drog paa Kortet en Grænselinje …”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. Oktober 1918.

Det er galt med Søvnen. Tankerne er for levende og arbejder for stærkt. Jeg sover kun 3-4 Timer, stundom ikke det, i Døgnet. Haase har det, efter hvad han fortalte mig, ligesaa.

Under den stærke Spændings Tryk arbejder Tankerne ustandseligt med Opgavernes Løsning.

Jeg gennemgik i Formiddags Materialet, som jeg har modtaget hjemmefra, og satte straks Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen i Gang med at supplere det fra Bibliotekerne og med Indkøb fra Bogladerne. Vi køber Kort og Bøger i Propagandaøjemed og lader vigtige Aktstykker afskrive paa Maskine.

I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Professor v. Schutze-Gaevernitz, hvem jeg forgæves har spejdet efter i de sidste Dage. Jeg spurgte ham, om han havde Tid til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal, og hvis ikke, hvor jeg kunde træffe ham i Morgen.

„Ja, det er meget vigtigt, at vi drøfter dette Spørgsmaal,” svarede han. „Jeg er lige kommen fra Fronten, men i Morgen paa denne Tid staar jeg til Deres Disposition her i Rigsdagen.”

Hr. v. Heydebrand kom og gik stilfærdigt forbi. Tilsyneladende er han atter kommen i Ligevægt. De Konservative bøjer sig for Hindenburgs og Ludendorffs militære Avtoritet, men haaber, at de Allierede vil stille saa haarde og ydmygende Vaabenstilstandsbetingelser, at Tyskland er nødt til at fortsætte Kampen.

I Middags havde vi Fraktionsmøde paa mit Værelse. Vi besluttede at begrænse vore Bestræbelser til at kræve, hvad der virkelig af Sprog og Sindelag er dansk, tilbage til Danmark.

Vi drog paa Kortet en Grænselinje fra syd for Tønder, lige nord for Aventoft, med Aaen og videre med Skelbækken, ind søndenom Frøslev til Padborg Station, derfra med Aaløbet ned og med en lille Bugt ved Kobbermøllen ud til Flensborg Fjord.

For denne Grænse vil jeg nu arbejde under mine amtaler med Parlamentarikerne og Regeringens Repræsentanter.

Vi aftalte Programmet for Vælgerforeningens Møde i Flensborg paa Lørdag og drøftede, hvad der videre kunde gøres her.

Ved Femtiden gik jeg hen i Rigsdagen. Lansings første Svar paa Noten til Wilson var lige ankommet og vakte megen Opmærksomhed. Det blev ivrigt drøftet af Partierne, som samlede sig gruppevis.

Dr. Ricklin, Præsident i den elsass-lothringske Landdag, kom og hilste. Han er lige ankommen fra Elsass-Lothringen.

Mens vi talte om Situationen, kom Haase. Vi spurgte straks: „Hvad nyt?” Og han meddelte os, at Regeringen lige havde besluttet at svare imødekommende paa Wilsons sidste 3 Punkter.

Rømningen af de besatte Omraader havde man været forberedt paa, den var bleven glat vedtaget. „Afgørelsen er i Virkeligheden falden,” sagde han. „Der gives nu intet tilbage mere.

Hvilket Omslag i Løbet af 24 Timer. Hertling og Payer anede ingenting, da Ludendorff og Hindenburg den 1. Oktober krævede, at der straks skulde dannes en Regering, som kunde skaffe Fred paa de bedst mulige Vilkaar.

De vilde ganske vist, tilføjede de, endnu kunne fortsætte Kampen i 2-3 Maaneder, men det vilde være en Forbrydelse at kæmpe videre, fordi Kampens Fortsættelse vilde kræve nye Hundredetusinder som Ofre uden at forbedre Stillingen.

“Da Foraarsoffensiven begyndte, var Ludendorff,” gentog Haase, „overbevist om, at Paris og Kanalhavnene vilde blive erobrede i det første Stormløb, men Offensiven gik i Staa, og saa angreb de Allierede med Tusinder af Tanks, med Hære af Luftskibe: Flere Steder blev Fronten gennembrudt, andre Steder vaklede den. I Længden kunde den ikke holdes.

Og efter at have overvejet Sagen i 3-4 Uger uden at underrette Regeringen om den kritiske Stilling, kom saa det bratte Omslag den 1. Oktober.”

Dr. Ricklin spurgte Haase, hvordan han mente, at det elsasslothringske Spørgsmaal vilde blive ordnet, om ved en Folkeafstemning eller simpelthen ved en Desannektion.
Haase. „Der er øjensynlig meget stærke Stemninger for en Desannektion.”

Dr. Ricklin: „Men en Folkeafstemning vil være heldigere. Der kan regnes med, at 95 pCt af Befolkningen vil stemme for Tilslutmng til Frankrig.” Haase: „Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal lader sig let ordne, men hvilke Vanskeligheder vil det polske Spørgsmaal ikke frembyde! Hvis for Eksempel Danzig eller Kyststrækningen ved Danzig skal indlemmes i Polen, er Øst-Preussen en Enklave. Saa maa jeg passere Polen for at komme fra min Valgkreds til Berlin!

Men alt det maa overvindes, ligesaa Erstatningsspørgsmaalet, skønt det ogsaa er vigtigt, da det maaske vil dreje sig om 50 Milliarder Mark.”

Vi skiltes ad.

Da jeg kom tilbage til Hotellet, mødte jeg paa min Etage Forretningsføreren.

„Hvordan staar det?” spurgte han meget interesseret. „Freden marcherer,” svarede jeg. „Regeringen har besluttet at svare Wilson imødekommende og at rømme alle besatte Omraader, men Freden vil blive haard: Tyskland vil miste Elsass-Lothringen, de polske Landsdele og rimeligvis ogsaa Nordslesvig og blive nødt til at betale en vældig Krigsskadeserstatning.”

Idet jeg vilde gaa videre, sagde han: „Mange Tak for den glædelige Efterretning! Man ymtede allerede om, at Freden heller ikke vilde blive til noget denne Gang, og jeg frygtede allerede derfor.”

Udenfor Døren til mit Værelse stod en Stuepige. „Hvordan staar det?” spurgte hun. „Freden kommer. I Julen kan De maaske danse,” svarede jeg. „Men den vil blive haard,” og jeg gentog, hvad jeg havde sagt til Forretningsføreren.

„Gud ske Lov,” udbrød hun. „Der er saa mange, der ikke tror, at det bliver Alvor. Hvad bryder jeg mig om Elsass-Lothringen og alt det andet, naar vi bare kan faa Fred. Men der er heller ingen, der vil kæmpe mere,” vedblev hun. „Paa Nr. 372 bor der en Major. I Gaar sagde han til mig: „Faar vi nu ikke Fred, saa gaar jeg i hvert Fald ikke mere ud!”

Saaledes taler en preussisk Major i disse Dage til en Hotelpige.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

9. oktober 1918. Paul Hedegaard bliver bataljonsordonnans

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

8. oktober: Fra i dag er jeg ordonnans ved bataljonen, og det er min forgænger, der har anbefalet mig til dette job, altså ingen anden end Dres. Når endelig jeg skal ha’ det lidt godt, så er det ikke for tidligt. –

Jeg bragte i nat en melding til kompagniet, og dette var noget helt nyt for mig. Man er så ganske overladt til sig selv på disse ture i et og alt, bare skal man kunne hitte kompagniet og finde hjem til bataljonen og i det hele taget finde sig til rette.

9. oktober: Bataljonsstaben ligger ved Orangeville i skoven.

Sammenlignet med min hidtidige stilling var det velgørende at være her, hvor nerverne kan falde til ro, og man sover bedre, bliver mere menneske, selvom der er adskillige faremomenter forbundet med
jobbet.

DSK-årbøger, 1969

Anne sætter musik til oldefars krigsoplevelser

100 året for 1. Verdenskrigs afslutning markeres på Sønderborg Slot d. 7. og 8. november 2018 med koncertfortællingen Kærligt Hilset fra Ingenmandsland, der tager afsæt i den personlige brevveksling mellem en sønderjysk soldat ved Østfronten og hans familie på hjemmefronten.

For nogle år siden fandt sanger, Anne Roed Refshauge nogle gamle breve på familiens loft. De viste sig at være udvekslet mellem hendes sønderjyske oldefar og hans familie, dengang han var udsendt som soldat ved Østfronten under 1. Verdenskrig. Brevene samt hans dagbøger er fulde af ensomhed og usikkerhed, men også af håb. De er nu blevet omsat til en stemningsfuld koncertfortælling skabt af sanger (og oldebarn) Anne Roed Refshauge og den danske gruppe Svestar med titlen Kærligt hilset fra Ingenmandsland.

Til november er det 100 året for 1. Verdenskrigs afslutning, og det markerer Svestar i samarbejde med Sønderborg Kommune med en stor opsætning af Kærligt Hilset fra Ingenmandsland på Sønderborg Slot. I koncerten kombinerer Svestar musik og sangtekster, den personlige fortælling samt lys og visuelt design til en levende historieformidling, hvor flere sanser er i spil. Krigshistorie serveres her i en nærværende og intim indpakning, der får os til at lytte, reflektere og forstå på en ny måde. Et vigtigt og sort kapitel i sønderjysk historie aktualiseres og genfortælles på en måde, der rækker udover landegrænser og husker os på håbet.

Udover de 4 musikere i Svestar medvirker 9 særligt udvalgte musikere ved koncerten samt skuespiller Anders Ahnfelt-Rønne og lysdesigner Egil Barclay Høgenni Hansen. Koncerterne er støttet af Oticon Fonden og Tempi/ROSA.

Koncerter

Onsdag den 7. november kl. 14.00 i Riddersalen på Sønderborg Slot
Torsdag den 8. november kl. 19.30 i Riddersalen på Sønderborg Slot

Billetter til koncerterne kan købes på sonderborgbilletten.dk

Svestar består af:
Anne Roed Refshauge, Sang
Kirstine Sand, Violin
Kirstine Elise Pedersen, Cello
Marie Sønderby, Klaver

For yderligere information, kontakt:

Marie Sønderby 2011 6784

8. oktober 1918. I Berlin: “Kommer de Feltgraa først hjem og ser Elendigheden herhjemme, viI bolshevikiske Strømninger slaa ind over Landet.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 8. Oktober 1918.
I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Korfanty. Mens vi drøftede Situationen, kom Haase og slog sig ned hos os.

„Generalerne har,” fortalte han, „med Støtte af altyske og konservative Kredse rejst en Modaktion mod Vaabenstilstanden.
Hvis Vaabenstilstandsbetingelserne ikke tilfredsstiller dem, vil de sætte alt ind paa at faa Kampen fortsat.

Jeg: „Hvilke Vaabenstilstandsbetingelser mener De at der vil blive stillet?”

Haase: „For det første Rømningen af de besatte Omraader.
Dette Krav er man allerede forberedt paa. Det vil ikke være en Hindring for Vaabenstilstandens Afslutning. Ludendorff er nu klappet fuldstændig sammen. I Marts overbeviste han Kejseren, Regeringen, Præsident Fehrenbach og de fleste
parlamentariske Førere om, at Sejren var vis. Paris og Kanalhavnene, hævdede han, vilde falde for det første Stød.

Men saa kom Skuffelserne Slag i Slag. Den store Offensiv gik i Staa, Tilbagetoget maatte tiltrædes. Endnu stolede han paa, at Hindenburglinjen var uindtagelig, men den er nu gennembrudt paa flere Steder, og vil ikke kunne holdes ret længe.

I flere Uger har han holdt Regeringen uvidende om, hvor kritisk Stillingen i Virkeligheden var. Pludselig forandrede han saa Taktik.
Den 1. Oktober meddelte han Regeringen, at der maatte afsluttes Vaabenstilstand inden 24 Timer og Fred hurtigst muligt. Afgørelsen var falden, selv om Kampen kunde fortsættes 2-3 Maaneder. Men da Kampens Fortsættelse vilde kræve Ofre, som maa tælles efter Hundredetusinder vilde den være en Forbrydelse.

Hertling og Payer var da denne Depeche indløb, endnu af den Mening, at alt stod godt ved Fronten!

Hvad der i den sidste Tid har paavirket Hærledelsen saa stærkt er det frygtelige Tab, som vi har haft af Officerer, én enkelt Division har endog under de sidste haarde Kampe mistet alle sine Officerer.
Soldaterne gaar nu kun frem, naar Officererne er i Spidsen, dette forklarer de frygtelige Tab.

Skal Kampen fortsættes, vil Hæren gaa ud af den uden aktive Officerer.

„I det fortrolige Møde,” fortalte han videre, „hvor Regeringen meddelte os Partiførere Hærledelsens sidste Depeche og erklærede, at der nu ikke var andet at gøre end at søge Fred paa Grundlag af Wilsons 14 Punkter, udbrød Grev Westarp:
„Men det er dog forfærdeligt, det betyder jo, at vi maa give Afkald paa Posen!” — „Hr. Greve,” svarede Vicekansler v. Payer, „vi vil blive nødt til at bringe langt større Ofre!””

„En Rømning af de besatte Omraader,” fortsatte Haase, „vil sikkert blive forlangt, men jeg gentager, at det næppe vil volde Vanskeligheder, thi det er man forberedt paa. Der er endog høje Militære, der betragter Rømningen som fordelagtig, fordi Fronten dermed kan forkortes saa meget, at Hæren atter faar Reserver. Men der vil selvfølgelig blive stillet langt videregaaende Krav.’

Haase regner med, at Wilsons Svar først vil kunne foreligge i næste Uge. Korfanty fortalte, at der var udbrudt Panik blandt Tyskerne i Posen. De søgte allerede at afhænde deres Ejendomme.

I Eftermiddags opsøgte jeg Loretz paa hans Kontor for at udveksle Meninger med ham om Situationen. Han var allerede gaaet hjem, men en Kontordame bragte mig straks i Forbindelse med ham. Han foreslog, at vi skulde mødes paa mit Hotel, hvor vi kunde tale uforstyrret, og en halv Time efter mødtes vi paa mit Værelse.

„Ja, nu bliver vi franske og De danske,” indledede han Samtalen.

„Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal kan allerede betragtes som afgjort,” svarede jeg. „Det er endnu ikke Tilfældet med det nordslesvigske, men jeg haaber bestemt, at det ogsaa vil blive løst ved Fredsslutningen. —

Hvilke Betingelser mener De, at de Allierede vil stille Tyskland?”

„De vil blive haarde,” svarede han. „Wilson vil svare, at Vaabenstilstandsbetingelserne maa aftales med Ententens Overfeltherrer Foch, Haig og Pershing. Dernæst vil han kræve

1) Besættelse af Metz og Strassborg,
2) Rømning af Frankrig og Belgien,
3) Demobilisering af Flæren, saa der kun staar 4-5 Divisioner bag Rhinen,
4) Demobilisering af Flaaden, som stilles under de Allieredes Kontrol.

Der er megen Bitterhed, megen Hævnfølelse og meget Had i de Allieredes Rækker som Følge af det tyske Militærs Brutalitet. Det maa og vil der endvidere blive taget Hensyn til naar Vaabenstilstandsbetingelserne formuleres.

Jeg er forbavset,” fortsatte Loretz, „over den Maade, hvorpaa det tyske Folk tager imod dette forfærdelige Slag som tilmed træffer det uforberedt. I Rigsdagen var alt forleden Resignation, der var ingen Lidenskab at spore. Fædrelandets Ulykke berørte tilsyneladende ikke Folkets Repræsentanter.

Det tyske Folk opgiver af forstandsmæssige Grunde Kampen, skønt Fjenden endnu ikke har overskredet Grænsen, og det endnu har megen Kampkraft tilbage. Det opfører sig næsten som en Forbryder, der er brudt ind f Naboens Hus og ikke tænker paa at forsvare sig, naar han gribes paa fersk Gerning.

Og så Gadebilledet! Jeg spadserede i Søndags rundt i Gaderne. Folk var nærmest glade og veltilfredse. De spøgte og lo og gjorde Indtryk af at være bedre tilpas end de har været i lange Tider!”

“Mit Indtryk er det samme”, sagde jeg. „Her i Hotellet har jg sonderet Terrænet hos det talrige Personale. De er alle lige fra Forretningsføreren og ned til Pagerne og Stuepigerne glade over, at Freden er i Sigte. De frygter kun for, at Fredslutningen endnu kan glippe i sidste Øjeblik.”

“I Frankrig”, fortsatte Loretz, er Chaivinismen i Øjeblikket Triumf. Tyskland har endnu ikke følt Krigens hele Grusomhed. Der er her megen Overmod tilbage, og det maa knækkes. Tyskerne er endnu ikke omvendt, de må gå i sig selv og erkende, at det ikke er nok at tage en ny Overfrakke på, men at de maa skifte Dragt fra inderst til yderst. Hvad der nu har Overtaget her i Berlin er nærmest en snusfornuftig Betragtning, der sætter sig som Maal at komme ud af Krigen med de mindst mulige Tab.

Vi talte videre om Stillingen. Derpå sagde han: “Erzberger meddelte mig i Gaar, at der alligevel ikke vil blive oprettet et Propaganda- og Presseministerium. Det har særligt fra Militærets Side været megen Modstand at overvinde, men nu er den brudt.

“Krigen er endnu ikke endt”, vedblev han, “det vil ikke gaa saa glat indadtil, som man i Øjeblikket tror, men opstaa mange Rivninger. Kommer de Feltgraa først hjem og ser Elendigheden herhjemme, viI bolshevikiske Strømninger slaa ind over Landet. Jeg tror dog ikke, at de vi, vinde Herredømmet i Tyskland. Dertil er Arbejderorganisationerne for faste, og Arbejdermasserne for veldiciplinerede.”

Vi aftalte et nyt Møde og vil vedvarende gensidig holde hinanden underrettede om Forholdenes videre Udvikling.

Hjemmefra fik jeg i Dag et ret omfattende Materiale til Brug ved det planlagte Oplysningsarbejde.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

7. oktober 1918. Krigsfangerne sorteres: “Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske”

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle Elsassere.

(… fortsat)

En dag skulle lejren rømmes. Under skarp bevogtning af franskmænd og amerikanere blev alle 1400 fanger ført ned til den nærmeste jernbanestation og stoppet ind i en række kreaturvogne. Så rullede toget af sted. Hvorhen vidste ingen.

Det blev en lang, lang tur. Endelig boldt toget i den sydfranske by Tours. Vi stod ud, og der foretoges en skarp sortering af fangerne — Elsasslothringer, polakker, tjekker og danskere kom i en særlig lejr.

Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske. Det var dog kun Nis Schmidt og mig, der havde dansk som modersmål, de andre, som her kaldte sig danskere, var det næppe. De hørte alle hjemme syd for Slesvig …

Selv om vi havde ret frie forhold, var vi dog stadig under bevogtning.

Vi havde en fransk sergentmajor som køkkenchef, en elsasser var  kok. — Det var mærkelige retter, vi fik serveret. Kødet var langt fra  førsteklasses. Mon det stammede fra selvdøde kreaturer?

Fedtet lignede nærmest grøn sæbe, og bønnemelet lignede  tapetklister. Fisk og ris var det, vi fandt bedst. Brødet var heller ikke rosværdigt. Man sagde, at det var fyldt godt op med savsmuld …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

7. oktober 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de fortsatte allierede offensiver på Vestfronten. Det 5. slag om Ypres går i gang, da belgiere, franskmænd og briter angriber de tyske stillinger, bryder igennem og erobrer Passchendaele og Messines. Derefter går angrebet i stå, fordi det ikke er muligt at bringe forsyninger frem pga. mudder. Flere andre offensiver indledes, Også ved St. Quentin-kanalen rykker briter, australiere og amerikanere frem under meget vanskelige betingelser. Det lykkes at erobre en intakt bro, og nu kan intet længere stoppe offensiven: Hindenburg-linjen var gennembrudt! Længere mod syd angriber franskmændene ved Cambrai. Også her går det stærkt fremad. Ved Argonne går den amerikanske offensiv dog i stå.

På fronten på Balkan i Makedonien er de allierede brudt igennem og på hastig fremmarch. Bulgarien beder for anden gang om våbenhvile – og får den! Den første af fire Centralmagter er ude af spillet. Dermed er også forbindelsen mellem Tyskland-Østrig-Ungarn og Osmannerriget/Mellemøsten afbrudt.

Også i Palæstina rykker briterne hastigt frem, støttet af arabiske oprørere, og Damaskus i Syrien falder.

Den tyske generalstab er ved at se realiteterne i øjnene: Det er på tide at søge om våbenhvile. Men dette forudsætter en demokratisk tysk regering og formentlig også kejserens abdikation. Den 2. oktober blev en ny regering indsat under prins Max af Baden. Han anmoder amerikanerne om våbenstilstand.

7. oktober 1918. H.P. Hanssen forbereder arbejdet for Nordslesvigs genforening med Danmark

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 7. Oktober 1918.

I Formiddags mødtes begge Landdagsmænd efter Aftale med mig paa mit Værelse i Flotel „Fürstenhof”.

Jeg satte dem ind i Situationen, og vi planlagde et storstilet Oplysningsarbejde. Vi er enige om, at det nu gælder om at faa Interessen for det nordslesvigske Spørgsmaal vakt i de videste Kredse.

I Rigsdagen var der tomt. De fleste Medlemmer er rejst hjem for at aflægge Beretning. Forhandlingerne vil først blive genoptaget om nogle Dage.

Eftermiddagen tilbragte jeg paa mit Værelse, travlt sysselsat med at forberede Oplysningsarbejdet.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

7. oktober 1918 – Rasmus Damm: “thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

7.10

Nu er den Ferie forbi. Imorgen vandrer jeg i Fængsel igen. Så skal jeg vel til at strække Ben på Festengen, (eksercere) hvis jeg da ikke vandrer den anden Vej ud og i Stilling.

Nu håber jeg, at vi får Våbenstilstand inden ret længe. Det er ikke til at blive klog på. Efter ”Hejmdal” ser det ud til at kunne blive til Virkelighed ret snart, men efter hvad der meddeles os i Dagsbefalingerne, så er de allierede ret urimelige i deres Krav for en Våbenstilstand. Og hver Gang Tyskland går ind på Betingelserne, bliver der straks føjet nye Krav til.

Nå lige meget, om de vil skrive under eller ej, det varer dog ikke ret længe nu mere, thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland. ”Vi vil hjem”. Nu vil jeg ud og gå en Aftentur og rigtig nyde Friheden den sidste Aften her.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

6. oktober 1918. Kammeratskab i fangelejren

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger.

(… fortsat)

En dag kom Nis Schmidt hen til mig. Han var meget ulykkelig. Han fortalte, at en eller anden havde set sit snit til at stjæle hans ration af skibskiks.

Det var jo ikke så godt, for det betød, at der nu for en dag blev smalhans to steder.

Samme aften blev jeg kaldt frem. Vi var seks mand, der blev ført bort. Uden for lejren lå vagtmandskabets barakker og andre bygninger. Vi blev sat til at bære franskbrød ind i en bygning fra en stor vogn.

Under dette arbejde så jeg mit snit til at negle et af disse brød. Jeg gemte det under min trøje og slap også godt hjem med det.

Nis og jeg delte om aftenen brødet.

Efter nogle dages forløb kom en mand og kaldte på mig. Jeg blev ført ind til lejrens kommandant. Hos ham blev jeg nu atter forhørt.

Han mente, at man egentlig måtte vide, hvad landsmand jeg var. De havde jo alle mine breve og andre papirer, som man dengang havde frataget mig. Alt, hvad man havde fundet, var jo skrevet på dansk; tysker kunne jeg altså ikke være.

Igen blev der spurgt, om jeg var fra Nordslesvig, og om vi talte dansk hjemme. Med god samvittighed kunne jeg bekræfte spørgsmålene.

Så var det korte forhør forbi. Jeg blev ført ud, men ikke tilbage til lejren. Vagtmanden førte mig over i et telt, hvor der allerede boede fem mand, der alle var hjemmehørende i Elsass.

Den ene af dem talte flydende fransk. I det nye opholdssted skete der straks en stor forandring. Kosten blev meget bedre, og der var i det hele taget friere forhold. Havde vagtmandskabet lidt rigeligt med mad, kom det altid os til gode.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

6. oktober 1918. Andreas Kaad: “Nu kommer freden!”

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen.

Nu greb Ententens Hære Offensiven, og Tyskernes Hære begyndte at vige Fod for Fod og under en Orlov ved Høsttide i 1918 var Befolkningen meget fortrøstningsfuld. Særlig husker jeg fra den Tid Fars store Optimisme. Forøvrigt: Far og saa min Onkel, nuværende Amtsraadsmedlem Niels Kristensen Nielsen i Miang paa Als nærede end ikke den mindste Tvivl om Krigens endelige Udfald.

Da jeg efter Orloven, i September kom tilbage til Garnisonen i Saarburg i Lorraine, var Stemningen blandt Soldaterne meget trykket, og en Meklenborger, der samtidig kom tilbage hjemmefra, ogsaa efter en Orlov, kendetegnede Tyskernes Stilling paa følgende Maade: »Overlever vi de næste tre Maaneder, kan vi holde Jul i Hjemmet. Stillingen er sikkert fortvivletude ved Fronten, og hjemme i Meklenburg kan Tilstandene slet ikke beskrives.«

Jeg kom saa ud til Bønderne som Vagtmand for et Hold russiske Krigsfanger.

Rigskansler Grev Hertling gik, og Rigskansler Prins Max kom, for, som det officielt hed, han skulde »den Frieden anbahnen«.

I et tjenstligt Anliggende blev jeg kaldt ind til Bataillonen; det var Søndag Morgen den 6. Oktober,

Dagen efter at Prins Max af Baden havde holdt sin Tale i den tyske Rigsdag som Rigskansler, og Fredstilbudet var formet og afsendt til Wilson.

Morgenaviserne blev revet bort. »Jetzt kommt wahrhaftig der Friede«, sagde to Ynglinge i Officersuniform til hinanden, med Taarer i Øjnene.

I flere Eksemplarer tog jeg Efterretningen med ud til Landbefolkningen i Lorraine, hvor jeg var Vagtmand ved et Hold Krigsfanger (Russere). Hvor Befolkningens Øjne lyste. De bar samme Haab i deres Hjerte som vi. Alsace-Lorraine-France, Sønderjylland-Danmark. Og Krigsfangernes Haab om atter at gense deres Hjem tændtes paany.

Henne paa Kasernen var alt i Oprør. Alle var fyldt med Glæde, men man havde tillige Indtrykket af, at man paa ledende Sted ikke var klar over Situationen. Feldwebelen fandt det dog raadeligst at trække »Tropperne« sammen, og endnu samme Dags Eftermiddag fik jeg Ordre til at stille paa Kasernen med de mig undergivne russiske Krigsfanger.

Jeg tog tilbage til Landsbyen Brauweiler, hvor jeg snart fandt alle Soldater i Færd med at drøfte Avisernes Nyheder.

Om Eftermiddagen drog vi saa afsted fra Brauweiler til en Harmonika’s Toner. Russerne smilte, de havde allerede Færten af, hvad der var i Gære.

Sønderjyske Årbøger, 1927

6. oktober 1918. Stemningen i Berlin: “Kun faa forstaar endnu, hvad det er for en Fred, Tyskland vil faa”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 6. Oktober 1918.
I Formiddags arbejdede jeg hjemme. Senere kom Kloppenborg-Skrumsager og Lebeck, og vi gik ud sammen. Det er Søndag.

I Hotellet, paa Gaden, i Sporvognene, Kaféerne, overalt, hvor man ser jævne Folk, er Stemningen tilsyneladende oplivet. Freden er i Vente. Kun faa forstaar endnu, hvad det er for en Fred, lyskland vil faa. Fredslængslen er saa stærk, at Stemningen nærmest maa kaldes livlig.

Om Aftenen var jeg hos Kaptajn Ramm, som jeg fra nu af holder løbende underrettet om Begivenhedernes Gang.

Nis Nissen ankom hertil i Morges.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925