Efter Tilsigelse gav den danske Gesandt i Paris, H.A.Bernhoft, der var akkrediteret Fredskonferencen som Danmarks Delegerede, Møde for Konferencens Timandsraad Fredag d. 21. Febr. 1919.

Gesandten var ledsaget af den ham attacherede Sagkyndige, Lektor, mag. art. H.V. Clausen.

Timandsraadet — paa det paagældende Tidspunkt Konferencens øverste Organ — havde da følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Robert Lansing og Henry White; Det britiske Rige: Lord Milner og J . A. Balfour; Frankrig:  Stéphen Piehon og André Tardieu; Italien: Baron Sonnino og Marki Salvago Raggi; Japan: Baron Makino og Matsui.

Ved Mødet førte den franske Udenrigsminister, Pichon, Forsædet. Umiddelbart inden den danske Gesandt og hans Ledsager fik Foretræde, udtalte Formanden: Et Memorandum fra Dr. Jonas Collin i København, Mandatar for Mellemslesvigsk Udvalg, er blevet indleveret til Sekretariatet og vil blive omdelt.

Dette Memorandum slutter med at kræve Mellemslesvigs Tilbagegivelse til Danmark indtil Grænsen Sli-Dannevirke-Husum.

Da derefter H. A. Bernhoft og H. V. Clausen var kommen tilstede, bød Formanden i hjærtelige Udtryk Danmarks Repræsentant Velkommen og anmodede ham om at forebringe sin Sag.

I Konferencens Akter gengives Gesandtens Foredrag, som varede o. halvanden Time, saaledes:

”Vi har den Ære at møde her ikke blot som Repræsentanter for den danske Regering, men ogsaa for de Danske i Nordslesvig og det vestlige Mellemslesvig.

I Mødet i den tyske Rigsdag 23. Okt. 1918 fremsatte den danske Rigsdagsmand Hanssen, i Forening med sine elsass-lothringske og polske Kolleger, paany Kravet om Retten for de Danske i Slesvig til selv at bestemme deres politiske Skæbne. Han paaberaabte sig Paragraf 5 i Pragfreden af 1866, der paa Frankrigs Initiativ lovede, at de Danske i Nordslesvig skulde blive givet tilbage til deres Fædreland, saafremt de ved en fri Afstemning udtalte Ønsket om at genforenes med Danmark. Dette Løfte blev aldrig opfyldt, og i 1878 blev Paragraf 5 erklæret for ophævet ved en Traktat mellem Tyskland og Østrig; men Nationalitetsprincipet, som den var Udtryk for, har siden været Grundlag for Slesvigernes Protestpolitik, og disse har ikke ophørt med at fordre den Ret, som Pragfreden havde tilstaaet dem.

Samme Dag, 23. Okt. 1918, udtrykte den danske Rigsdags to Ting i Forening — ved en enstemmig vedtagen Beslutning — Ønsket om at se vore nationale Forhaabninger opfyldt i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelses-Ret. Men det var først, da de allierede og associerede Magters Sejr havde knæsat dette Princip, at Slesvigerne kunde tage deres Sag i egen Haand.

17. November vedtog den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse og Tilsynsraad følgende Beslutning, der Dagen efter blev godkendt af en stor Forsamling af Danske.

[Gesandten oplæste her Resolutionen og fortsatte]:

I Henhold til denne Beslutning henvendte Vælgerforeningen sig til den danske Regering med Anmodning om at forelægge de danske Slesvigeres Sag for Fredskonferencen og repræsentere deres Interesser dér. Regeringen overtog meget gærne dette Hverv.

Preussens og Østrigs Overfald paa Danmark endte med Freden i Wien af 30. Okt. 1864, der tvang Danmark til at afstaa Slesvig, Holsten og Lauenborg. De to sidstnævnte Provinser var og har altid været tyske, idet Holsten i 1460 og Lauenborg i 1815 var blevet knyttet til den danske Krone, og Kongen af Danmark var Hertug af Holsten og Lauenborg og i denne Egenskab Medlem af det tyske Forbund. Slesvig har derimod tilhørt Danmark, saa længe dette har bestaaet, og har aldrig hørt til det tyske Forbund.

Man har ofte jævnført det slesvigske Spørgsmaal med det elsass-lothringske. Disse Spørgsmaal frembyder ganske vist Lighedspunkter, men de er dog ikke ensartede. Medens hele Alsace-Lorraine, lige fra Altkirch til Wissembourg, i 1871 protesterede mod Adskillelsen fra Frankrig, var det kun den nordlige Halvdel af Slesvig, der i 1864 mod sin Vilje blev knyttet til Preussen. Sydslesvig derimod skilte sig fuldstændig frivilligt fra Danmark; denne Del af Slesvig var allerede tysk eller fortysket og havde længe før 1864 sat sig som sit politiske Maal at skille sig fra det danske Monarki og forene sig med Tyskland.

Hvis Sydslesvig nu skulde indlemmes i Danmark, vilde Forskellen paa denne Genforening og Alsace-Lorraines Tilbagevenden til Frankrig blive iøjnefaldende. Frankrig, et Land paa 40 Millioner Indbyggere, faar omtrent 2 Millioner nye Borgere, der med Glæde kaster sig i Armene paa deres gamle Fædreland, hvortil de føler sig knyttet med de stærkeste Baand. Danmark derimod, et lille Land paa 3 Millioner Indbyggere (det danske Slesvig iberegnet), vilde faa sin Folkemængde forøget med omtrent 300.000 fremmede, hvis Sympatier vilde vende sig mod Tyskland, som vedblivende vilde staa for dem som deres virkelige Fædreland.

Jeg behøver næppe nærmere at paavise, at Nordslesvig har bevaret sin danske Nationalitet trods femoghalvtresindstyve Aars preussisk Herredømme. En Memoire om dette Spørgsmaal, som vi skal have den Ære at forelægge Konferencen om nogle Dage, men som desværre endnu ikke er færdig, vil vise, at Nationalfølelsen er bleven stærkere hos Danskerne i Nordslesvig, end den var ved Adskillelsen i 1864. Den udholdende, uophørlige Kamp, som Danskerne i Slesvig igennem femoghalvtresindstyve Aar har ført mod Fortyskningen, gør dem værdige til Frankrigs Sympati. De har ikke opgivet Haabet om, at Retfærdigheden tilsidst vilde sejre, og at de engang vilde kunne vende tilbage til deres Fædreland.

De danske Bønder i Slesvig har i deres høje moralske og aandelige Kultur øst Kraft til at udholde den ulige Kamp mod det tyske Undertrykkelses-Regimente. Den Del af Slesvigs Befolkning, der har bevaret sin Danskhed, ejer en inderligere og dybere Nationalbevidsthed end den Befolkning, der i 1864 gik ind under det preussiske Herredømme. Den unge Slægt, hvem Fremtiden tilhører, har bevaret sig dansk trods Skolen, Militærtjen esten og den Til ­trækning, som Tyskland har formaaet at øve paa dem, der higer efter Magt, Ære eller Penge.

Danskerne i Nordslesvig har saa at sige udgjort en Stat i Staten med deres egne Love og Institutioner. Deres vigtigste Virkemidler har været Pressen og Foreningslivet.

Uden Kendskab til det danske Sprog er det ikke let at danne sig et klart Begreb om denne Presses høje aandelige Niveau; men ved Hjælp af Statistiken kan man paavise dens stadig stigende Udbredelse.

I Nordslesvigs Landdistrikter regner man mellem 6,9 og 12,9 Læsere pr. Aviseksemplar, deri indbefattet de indvandrede Tyskere og de enkelte, der har tyske Sympatier, men er Danske af Sprog, og som læser den danske Presse, fordi de ikke kan Tysk. I hvor mange Lande, selv blandt de højest civiliserede, naaer man til saadanne Forholdstal? I Byerne, der tæller mange tyske Embedsmænd, er de tilsvarende Tal adskilligt lavere (mellem 7,9 og  5,9) Den danske Presse er ogsaa trængt ind i de Distrikter af Mellemslesvig, der grænser op til Nordslesvig. Længere Syd paa, i Angel og i Egnene ved Byen Slesvig, Danevirke og Slesvig Fjord (Slien), hvor det danske Sprog er forsvundet allerede for flere Slægtled siden, og i Frisland, hvor der aldrig er talt Dansk, har de danske Aviser ingen Abonnenter.

I Slesvig talte den danske Presse i 1901: 12.678 og i 1912: 19.278 Abon­nenter.

Da det var blevet omtrent fuldstændig umuligt for Danskerne at holde Sammenkomster og Møder i Kroer og andre offenlige Lokaler, byggede de efterhaanden 52 Forsamlingshuse som deres faste Borge, og Størstedelen af disse er opført i de senere Aar. Fire nye Forsamlingshuse skulde netop rejses, da Krigen brød ud. Desuden har der i mange Aar eksisteret store Forsamlingshuse i Haderslev og Flensborg. Befolkningen i Sønderjylland har selv tegnet en Million Mark til Opførelse af disse Forsamlingshuse.

I de senere Aar er Bogsamlingernes Antal blevet stærkt forøget. Af de 170 bestaaende Bogsamlinger er et meget stort Antal grundlagt efter 1909 af ”Foreningen til Bevarelse af det danske Sprog i Nordslesvig”. Disse Samlinger tæller tilsammen omtrent 100.000 Bind. Desuden har ovennævnte Forening fra 1890 til 1911 uddelt 255.000 Bøger, Kort og Billeder.

Da det danske Sprog var blevet fuldstændig udelukket af Skolerne, dannedes ”Skoleforeningen” med det Formaal at sende unge, ubemidlede Mænd og Kvinder til Skoler i Danmark, efter at de havde endt deres Skolegang i den tyske Skole. Deres Forældre havde allerede lært dem at læse Dansk, og i Skolerne i Danmark lærte de nu at skrive Dansk og erhvervede Kendskab til deres rette Fædrelands Historie og Geografi. Det var disse unge Elevers Forældre, den preussiske Regering vilde berøve Forældremyndigheden; den indsaa, hvor farlige disse Kursus i Danmark var for Ungdommens Fortyskning; de tyske Læreres Arbejde blev tilintetgjort deroppe, idet de danske Lærere var dem overlegne i Undervisningsmetode og var mere afholdte af Ungdommen, netop fordi de var danske. Den Ungdom, der er udgaaet fra de danske Skoler, udgør Støttepillerne i den Mur, som er rejst mod Tyskheden.

Disse to store Foreninger og Vælgerforeningen talte i 1914: 26.000 Medlemmer, d. v. s. en Sjettedel af hele Nordslesvigs Befolkning, deri indbefattet Embedsmænd og Tyskere.

De Danske i Slesvig gav et sidste Bevis paa deres Energi og Offervillighed, da Faren umiddelbart truede deres Land. En Del af de Summer, der var bestemte til at frarøve Polakkerne deres Land, blev stillet til Raadighed for de preussiske Myndigheder i Slesvig. Den tyske Regering opkøbte Ejendomme; den oprettede de saakaldte ”Rentengüter”; Grunde blev opkøbt af et Selskab i Lighed med ”Hakatist”-Selskabet i Preussens polske Provinser.

Men Danskerne gjorde Front mod Faren og skabte i al Stilhed, som det er deres Vane, en ny Organisation, der i 1910 virkede aabenlyst som Kreditforening for Grundejere. De Danske trak ikke det korteste Straa i denne Kamp. Den preussiske Regering benyttede saa samme Fremgangsmaade som i Polen, idet den tog Forholdsregler, der gik ud paa at hindre, at en Ejendom, der var købt af en Tysker, skulde komme tilbage paa danske Hænder. Slesvigerne dannede da straks i hvert Sogn en ny Forening, hvis Medlemmer forpligtede sig til ikke at sælge deres Jord til Tyskerne. Da Krigen udbrød, var disse Sogneforeninger blevet forenede i en stor Sammenslutning med 402 Tillidsmænd. Næsten hele Nordslesvig stod saaledes rustet mod de preussiske Angreb paa den danske Jord.

Da Krigen brød ud, havde Danskerne saaledes organiseret deres Forsvar mod Tyskland, økonomisk ved Hjælp af deres Banker og Sparekasser, deres Landbrugs-Foreninger og Andelsselskaber efter dansk Mønster, politisk ved ”Vælgerforeningen”, økonomisk-politisk ved Foreninger mod Opkøb af Landejendomme og Kreditforeningen, kulturelt ved Hjælp af Foreningen til Bevarelse af det danske Sprog, Skoleforeningen og Forsamlingshusene, samt endelig ved Hjælp af Pressen.

Denne lille Bonde-Befolkning gaar ud af et halvt Aarhundredes Kamp mod en mægtig og hensynsløs Regering med voksende national Bevidsthed og frivillig Disciplin, takket være en Viljestyrke, der vidner højt om det danske Folks Livskraft og Udviklingsmuligheder.

Men spørger man, om Hensigten og Maalet for disse udholdende Bestræbelser kun har været et Forsvar mod tysk Overherredømme indenfor Tysklands egne Grænser, maa der svares: Nej, denne Kamp har Slesvigerne ført for at bevare deres danske Nationalitet indtil den Dag, da de øjnede Mulighed for at vende tilbage til deres Fædreland. Ingensinde under de femoghalvtredsindstyve lange Aar siden Adskillelsen har de sluppet Haabet om Retfærdighedens endelige Sejr. Nu har de allierede og associerede Magters Sejr sikret Opfyldelsen af dette Haab, og Fredskonferencen kalder de undertrykte Folk for sin Domstol. De danske Sønderjyder overgiver da tillidsfuldt deres retfærdige Sag i dens Hænder.

De har haft den tragiske Skæbne at maatte udgyde deres Blod for dem, der har undertrykt dem. 30.000 har maattet kæmpe Side om Side med dem, de opfattede som Fjender, og mere end 5.000 er faldne for en Sag, som de ønskede Nederlag. Alle, der kunde, reddede sig til Danmark, men Størstedelen har sammen med de mange Polakker, Tjekker, Serbere, Kroater, Italienere og Rumænere maattet dele den grusomme Skæbne at bære Vaaben mod dem, de betragtede som deres Venner. Frankrigs og Englands ædle Nationer forstod, at den lille, isolerede slesvigske Befolkning fortjente Medfølelse, og de viste den ved at indrømme de slesvigske Fanger en begunstiget Behandling i særlige Fangelejre. Det fremtidige Danmark, hvoraf Nordslesvig vil udgøre en Del, vil altid føle sig i Taknemmelighedsgæld til dem derfor.

Den nordslesvigske Vælgerforening har, som nys omtalt, selv bestemt Landets Grænse. Dets Areal udgør 3.994 Kvadratkilometer med 166.966 Indbyggere. Det omfatter Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Amter, Halvdelen af Tønder og en Del af Flensborg Amt. Landdistrikterne Nord for denne Linje er danske, og der hersker ingen Tvivl om, at de ønsker at genforenes med Danmark. I Byerne Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg er det danske Sprog overvejende. Ifølge Meddelelser fra dansk Side har mindst tre Fjerdedele af Befolkningen (Embedsmændene fraregnet) Dansk til Modersmaal, og alle Indbyggerne forstaar Dansk. Ifølge den tyske Statistik er det danske Sprog overvejende i følgende Byer: Haderslev med 5.679 Danske mod 3.440 Tyske; Aabenraa 3.489 Danske mod 3.405 Tyske. I Tønder skulde der ifølge den tyske Statistik være 2.953 tysktalende Indbyggere mod 1.117 dansktalende; men denne Statistik maa tages med fornødent Forbehold, naar man veed, hvorledes den er lavet; i Tønder taler nemlig den overvejende Del af den jævne Befolkning Dansk, og alle forstaar dette Sprog. I Sønderborg er Flertallet for Øjeblikket tysktalende paa Grund af den derværende sømilitære Station, men saa snart denne ophæves, vil Flertallet være paa Danskernes Side.

I 1867 fik de danske Valgkandidater tilsammen 27.488 Stemmer, deraf ca. 23.000 fra Nordslesvig. Ved Valgene i August 1867 var der dansk Flertal i alle Byerne (med Undtagelse af Tønder), i alle Flækkerne (undtagen Højer) og i alle Landkredsene. I 1884 talte Danskerne kun 14.447 Stemmer paa Grund af Udvandringen og Optionerne, men efter dette Aar begyndte et dansk Frem stød, der har holdt sig lige til nu. I 1912 var der 17.293 danske Stemmer, hvoraf 16.500 i Nordslesvig, det bedste Valg siden 1877. Valgene i 1912 gav tysk Flertal i de store Byer, i enkelte Flækker og i to eller tre Landkredse. Et tysk Flertal kiler sig i en Trekant ind mellem Tønder og Flensborg, men en nærmere Undersøgelse af Valgresultaterne viser, at Flertallet skyldes de tyske Embedsmænd, og hvis man ser bort fra disse, staar Stemmerne omtrent lige; regner man imidlertid med de danske Embedsmænds Stemmer og med dem, der nu er tysksindede, men som sikkert paany vil stemme dansk, bliver der kun en tysk Minoritet tilbage. Selv i Tønder, hvor Overklassen altid har været tysk, er dog en dansk Kærne tilbage, og der har aldrig været saa mange danske Vælgere i Tønder som i de senere Aar. I Korthed kan hævdes, at tyske Vælgere ikke ejer Flertal i nogen Landkreds. En virkelig tysk Majoritet blandt Landejendomsbesidderne findes kun i Byen Tønder og i Flækken Augustenborg paa Als, hvor den tyske Eks-kejserindes Familje har hjemme.

Situationen i Nordslesvig er saa klar, at der ikke synes noget til Hinder for en uopholdelig Folkeafstemning. Man kan regne med, at i det mindste tre Fjerdedele af Stemmerne vil udtale sig for Genforening med Danmark.

Den danske Befolkning begynder at ængstes. Efter det første Øjebliks Modløshed begynder Tyskerne at antage deres tidligere anmassende Væsen. Soldaterraadene og Embedsmændene chikanerer Befolkningen, Rekvisitioner udpiner Landet, og store Krigsskatter truer Formuerne, netop som Nordslesvigerne ansaa sig for faktisk løste fra Tyskland. Paa den anden Side spekulerer Tyskerne allerede i Tabet af Nordslesvig, anbringer Kapitaler og anlægger Handelsfilialer i Haab om, ialtfald delvis, at kunne undgaa Deltagelse i Tysklands finansielle Sammenbrud. Af disse Grunde anbefaler vi paa det varmeste Fredskonferencen at imødekomme de danske Nordslesvigeres Ønske om en Afstemning snarest mulig.

Man kunde maaske sige, at Danmark vilde kunne modtage Nordslesvig uden Folkeafstemning, idet Befolkningens danske Sindelag er givet. Men da Danskerne i Nordslesvig selv nærer det inderlige Ønske at kunne faa Lov til at slutte sig til Danmark af egen fri Vilje, ser de med Glæde hen til den Dag, da de aabenlyst kan tilkendegive deres Nationalitetsfølelse og deres Sejr over Tyskerne, der saaledes ikke vil have noget Paaskud til at bestride Adskillelsen.

Mellemslesvig omfatter de Egne Syd for Nordslesvig, hvor det danske Sprog anvendes eller ialtfald delvis er i Brug, og hvor der endnu findes danske Sympatier; disse to Kendetegn kan forekomme hver for sig eller begge i Forening. Disse Egne er forskellige fra Nordslesvig derved, at de langt tidligere og i langt højere Grad har været tysk Indflydelse underkastet. De danske Sympatier er da heller ikke saa talrige.

Befolkningen dér udsætter sig for Ubehageligheder ved at vise sine danske Sympatier, og da det tyske Sprog har været anvendt i Kirke og Skole gennem flere hundrede Aar, har den danske Kultur ikke kunnet faa Indpas. Men saavidt dansk Sprog endnu bruges og danske Sympatier endnu findes som en Overlevering fra før 1864, bestaar der, selv i Egne med tysk Sprog, Mulighed for at genvinde Befolkningen. Derfor ønsker den danske Regering ligesom de danske Nordslesvigere, at Mellemslesvigerne maa faa Lejlighed til Afstemning, hvis de selv udtaler Ønsket derom. Dette Ønske er hidtil blevet udtrykt ved Adresser, undertegnet af 4.277 Personer. Alle Adresserne er endnu ikke fremkomne.

Aabenraa-Resolutionen af 17. Nov. erklærer, at det er en Selvfølge, at tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, hvis de ønsker det, skal have Ret til ved en særlig Afstemning at tilkendegive, om de ønsker at vende tilbage til Danmark.

I en senere Resolution af 30. Dec. erklærer Nordslesvigs Vælgerforening bl. a.:

[Gesandten oplæste her Resolutionen om tyske Overgreb paa Mellemslesvigs danske Befolknings Udøvelse af Forsamlings- og Petitions-Retten og fortsatte]:

Det her omtalte Mellemslesvig omfatter ikke Egnen omkring Danevirke eller Slesvig Fjord, heller ikke Byen Slesvig, Angel eller Vestfrisland. Byen Slesvig har været tysk gennem mange Slægtled, Angel i de sidste to eller tre Slægtled, og Frisland har aldrig været dansk. I disse Egne har der ikke ytret sig noget Ønske om at vende tilbage til Danmark.

Sydgrænsen for den Del af Mellemslesvig, hvor der er nogen Mulighed for at finde eller vække danske Sympatier, omfatter de Sogne eller Kommuner, hvor det danske Sprog endnu lever, og dem, der ved det første Valg til den tyske Rigsdag i 1867 gav dansk Flertal. Af topografiske og økonomiske Grunde bør denne Zone omfatte Sognene Adelby, Munkbrarup og Lyksborg, der danner den sydlige Kyst af Flensborg Fjord, og hvor det danske Sprog endnu ikke er fuldstændig forsvundet. Af topografiske Grunde og for at de danske Elementer paa Øerne Før og Amrum kan faa Lejlighed til at stemme uden at blive isolerede, burde der finde Folkeafstemning Sted i hele Tønder Amt.

Den Del af Mellemslesvig, hvor der kan være Tale om en Folkeafstemning, vilde komme til at omfatte den sydlige Halvdel af Tønder Amt (som ikke hører til Nordslesvig), en Del af Egnen omkring Flensborg, Byen Flensborg og Hjoldelund Sogn, ialt 1.300 Kvadratkilometer med 101.500 Indbyggere, hvoraf mere end 60.000 i Flensborg.

I Kærherred taler Befolkningen Dansk med Undtagelse af de Indvandrede.

Læk slutter sig naturligt til disse Egne, ogsaa paa Grund af Jærnbanen, skønt Flertallet dér er tysk.

Paa Før og Amrom er der endnu danske Sympatier, og hvis disse Øer udtalte sig for Tilslutning til Danmark, vilde de drage de nordlige Dele af Frisland med sig med Søholm-Aa som naturlig Grænse.

Den vestlige Del af Øen Før og en Del af Amrom samt den nordlige Del af Sild er beboet af en Befolkning, der endnu taler Dansk og af historiske Grunde har danske Sympatier. De tilhørte nemlig i sin Tid Bispedømmet Ribe og har altid været under stærk Indflydelse fra Danmark. Disse Øer tæller kun 4.000 Indbyggere med frisisk og dansk Sprog, men overalt hvor Frisisk og Dansk mødes, gaar Dansk tilsidst af med Sejren. Der er ogsaa Grund til at bemærke, at i Begyndelsen af Krigen havde den tyske Regering paabegyndt Opførelsen af et Dige ved Klangsbøl, uden Tvivl i den Hensigt at forbinde det med Banen paa Sild og anlægge en Marinebasis i Bugten.

I Sognene Hanved, Valsbøl, Haksted, Vi og Oversø samt i Hjoldelund har Tyskheden gjort Fremskridt, men der har dog næsten alle Steder holdt sig et virksomt dansk Mindretal.

I Flensborg er 90 Procent af Indbyggerne tysktalende, men paa den anden Side er denne By knyttet til Danmark ved sin Historie, ved de berømte Mænd, den har skænket Danmark, ved Traditionerne og Mindet om, at dens Skibe i Aarhundreder har sejlet under dansk Flag, ved Krigergravene med de Tusinder af danske Soldater, som faldt i Krigen mod Tyskland 1848-50. Der findes et meget virksomt dansk Mindretal med et Blad, ”Flensborg Avis”, en Klub, en Foredragsforening (paa 1.000 Medlemmer), en Ungdomsforening (250 Medlemmer) og en Kirke (1.923 Medlemmer).

Som Eksportby spiller Flensborg ingen nævneværdig Rolle.

En-gros Handelen har sit Hovedmarked i Nordslesvig; længere Syd paa møder den Konkurrencen fra Hamborg, Lybæk og Kiel. Handelsforeningen regner, at mellem 28 og 80 Procent af Byens Handel, alt efter de forskellige Brancher, har sit egentlige Marked mod Nord.

Den vigtigste Industri er Skibsbyggeriet, der er det tredje største paa det evropæiske Fastland, og som beskæftiger ca. 10 Procent af Befolkningen. Jærnet og Kullene kommer fra Tyskland.

I Flensborg er der en stor socialistisk Arbejderbefolkning, der har stemt socialistisk, men som ikke har været stillet overfor Valget mellem tysk og dansk Nationalitet. Det er vanskeligt at forudse, til hvilken Side den vil gaa. Man maa imidlertid tage i Betragtning, at Livsvilkaarene for Arbejdere er gunstigere i Danmark.

Byen Flensborg har sendt et Andragende til den danske Regering om at blive knyttet til Danmark. Dette Andragende var kun undertegnet af 3.401 Mænd og Kvinder over 20 Aar, medens Antallet af stemmeberettigede Mænd og Kvinder er 38.000, hvilket altsaa næppe svarer til 10 Procent. Befolkningen er imidlertid underkastet et tyrannisk Regimente fra de tyske Autoriteters og Soldaterraadenes Side, og man tør gaa ud fra, at en fri Afstemning vil give et for Danskerne gunstigere Resultat. Indtil 1885 var de danske Sympatier overvejende; senere har de tyske faaet Overtaget. Men hvem veed, om der ikke just nu er en Genopvaagnen af danske Følelser, selv hos Folk der hidtil har betragtet sig som Tyskere?

Afgørelsen kan kun komme fra Flensborgerne selv.

Den danske Regering tillader sig at anmode om:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som eet Afstemnings-Omraade, maa faa Adgang til saa snart som muligt at stemme Ja eller Nej, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark;
2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig1, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket derom, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark;
3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Under Gesandtens Foredrag havde Magister H. V. Clausen til Raadets Medlemmer omdelt Kort, som kunde illustrere de meddelte Oplysninger, ligesom han paa et i Mødesalen ophængt Kort over Slesvig havde demonstreret de omtalte Omraader, Grænselinjer m. v.

Efter Gesandtens Foredrag forefaldt følgende Replikskifte:

Robert Lansing: Vil Danmark, hvis Slesvig paany bliver dansk, overtage dets Andel i den tyske Gæld?

H.A. Bernhoft: V i haaber rigtignok, at hvis Slesvig vender tilbage til Danmark, saa skal det ikke være som en Gave, der betales for.

Robert Lansing: Vilde det ikke kunne blive en Aarsag, der vilde lede Vælgerne til at udtale sig for en Genforening med Danmark, hvis Slesvig blev fritaget for at bære nogen som helst Andel i den tyske Statsgæld?

H.A. Bernhoft: Maaske!

Efter at Gesandten og hans Ledsager havde trukket sig tilbage, vedtog Raadet følgende Beslutning:

Raadet beslutter, at de Spørgsmaal vedrørende Danmarks territoriale Interesser under Fredsslutningen, der rejses ved Hr. H. A. Bernhofts Foredrag, først skal henvises til nærmere Undersøgelse af den Komité, der er nedsat til Undersøgelse af de belgiske Anliggender.

Denne Komité vil have til Opgave at indskrænke til et Mindstemaal1 de Spørgsmaal, som skal forelægges Konferencen til Afgørelse, og at gøre Forslag til en rimelig og retfærdig Ordning.

Komitéen bemyndiges til at raadspørge de interesserede Befolkningers Repræsentanter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Som Deputeret i Nationalfors. i Weimar for Det slesvig-holstenske Landsparti (tidl. Bonde- og Landarbejder-Demokratiet) tilstillede Gdr. Detlef Thomsen, Vinnert, Forsamlingens Præsident følgende Skrivelse, dat. Weimar 20. Febr. 1919.

Da det ikke er mig muligt at opnaa Ordet i Tilslutning til Hr. Statsminister Grev Brockdorff-Rantzaus Ytringer vedrørende Selvbestemmelsesrettens Anvendelse paa Nordslesvig, saa ser jeg mig tvunget til at tilstille Dem en Protest, som er oversendt mig af mine Vælgere i Slesvig-

Holsten, med Anmodning om, at dens Ordlyd maa blive forelagt i den tyske Nationalforsamling. Det slesvig-holstenske Landsparti staar paa det ved det slesvig-holstenske Princip af 1460 lovede og i den slesvig-holstenske Frihedskamp 1848-51 mod dansk Erobrings- og Voldførelsesforsøg forsvarede Grundlag »up ewig ungedeelt«.

Det slesvig-holstenske Landsparti kræver derfor af den tyske Nationalforsamling:

1. Den skarpeste Tilbagevisning af det danske Krav paa Nordslesvig, som er historisk, folkeligt og økonomisk fuldkomment uberettiget.
2. Den skarpeste Tilbagevisning af alle andre Delingsplaner med Hensyn til det slesvig-holstenske Land.
3. Er den tyske Nationalforsamling ikke i Stand til at garantere det slesvig-holstenske Lands fuldstændige Skadesløshed, saa kræver vi i fuldt Omfang og med alle politiske Konsekvenser Selvbestemmelsesretten for hele Slesvig-Holsten.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I Anledning af en ham betroet Sendelse til Fredskonferencen afrejste Dr. med. Ionas Collin 15. Jan. 1919 fra København og ankom til Paris 23. s. M. Han medbragte følgende Fuldmagt, undertegnet ”paa Udvalgets Vegne: J. C. Paulsen”: Mellemslesvigsk Udvalg bemyndiger Dr. Jonas Collin i København til paa Udvalgets Vegne at gøre Rede for Mellemslesvigs Stilling til Grænse-Spørgsmaalets Ordning.”

Dr. Collin’s anden Fuldmagt, dat. 12. Jan. 1919 havde følgende Ordlyd: ”I Anledning af Fredskonferencen giver vi undertegnede Formænd for sønderjydske Foreninger herved Dr. med. Ionas Collin, Lærer ved det kirurgiske Akademi i København, Fuldmagt til paa vore Vegne og i vort Navn overfor alle offentlige og private Institutioner i Frankrig at udtale sig om alle Spørgsmaal vedrørende Slesvig.”

Denne Fuldmagt var underskrevet af Formændene for følgende sønderjydske Foreninger:

”To Løver” (H. P. Hansen), ”Sønderjydsk Samfund” (Manthey-Wagner), ”Sønderjydsk Central Forening” (Mandal Bertelsen), ”Den sønderjydske Kreds 1918” (Jørgen Petersen), ”Foreningen Sønderjyderne” (Mandal Bertelsen), ”Foreningen Dannebrog” (N. Bang), ”Hejmdal” (J. Hostrup-Schultz) og ”De samvirkende sønderjydske Foreninger” (Ax. Carstens).

Dr. Collin tilstillede 20. Febr. Fredskonf. et Memorandum om det slesvigske Spørgsmaal og Særlig om Mellemslesvig: dette (udaterede) Indlæg er trykt paa Fransk i Paris; hvert af de nummererede Eksemplarer er mrkt.; Meget fortroligt. Det omfatter foruden et Kort, som gengives nedenfor, 31 Oktav-Sider; den egentlige Betænkning omfatter dog kun 13 Sider, og det er disse, som her meddeles i dansk Oversættelse.

Resten af Skriftet indeholder som Tillæg (ialt 7), foruden Dr. Collin’s ovenf. gengivne Fuldmagter, en Række statistiske Oplysninger, personlige Iagttagelser og Vidnesbyrd, Uddrag af danske og tyske Meningstilkendegivelser m. v. Disse Tillæg, der tjener til nærmere Begrundelse af Memoirens Indhold, er her ikke medtagne, da de intet væsentligt føjer til Hovedteksten

Dr. Ionas Collins memonrandum

”Fra de ældste Tider har Slesvig været dansk Land. Om denne Kendsgerning vidner Stednavnene og Runemindesmærkerne. Aar 800 byggede Kong Gudfred af Danmark til Forsvar mod Carl den Store, som havde bemægtiget sig Slesvigs sydlige Egne, Grænsevolden Danevirke, som blev

yderligere udbygget og styrket af berømte Konger og Dronninger, saaledes o. 950 af Dronning Thyra Danebod og 200 Aar senere af Kong Valdemar den Store; ved Danevirke er der udkæmpet mangen Kamp mellem Danskerne og Fjenden fra Syd. I 1864 havde den danske Hær taget Stilling ved Danevirke for at standse Preusserne og Østrigerne – men Danmark var ene mod disse to Stormagter.

Kampens Udfald er kendt. Ved Vold og Uret tabte Danmark Slesvig; ved Vold og Uret beholdt Tyskland sit Bytte; ved Vold og Uret har man indtil nu hindret Slesvigs Befolkning i at udtale sig og tilkendegive sin Mening i Spørgsmaalet om sin Fremtid. Det er, fordi den selv er ude af Stand til offentligt at give Udtryk for sine Ønsker, at den har sendt mig hertil for at redegøre for det mellemslesvigske Spørgsmaal.

Slesvig kan deles i tre Dele (se omstaaende Kort):

1) Nordslesvig, mellem den nuværende Grænse [Grænsen fra 1864] og en Linje Nord for Byen Flensborg til Højer (Linjen a-a). Nord for denne Linje er Landet dansk og bør uden al Tvivl genforenes med Danmark.

2) Sydslesvig, Syd for en Linje, der følger Slien, gaar videre langs Danevirke, hvorefter den naaer Vesterhavet Syd for Byen Husum (Linjen b-b). Sydslesvig var i Oldtiden ubeboet, dækket af store Skove og Moser, og adskilte saaledes de Danske i Slesvig fra Tyskerne. Senere blev disse Egne

inddragne og bebyggede af Tyskerne, og Sydslesvig har saaledes altid været beboet af Tyskere, selv under det danske Herredømme.

3) Mellemslesvig, d. v. s. Landet mellem de to Linjer. Det kan i national Henseende inddeles i fire Dele (se Kortet):

A. Frisland paa Vesterhavets Kyst. Der tales her Frisisk, et Sprog, som hverken er Dansk eller Tysk, men som snarest ligner Hollandsk. Friserne (ialt kun ca. 15.000) fører et tilbagetrukket Liv. De dyrker deres Jorder og viser kun ringe Interesse for, hvad der ikke vedrører deres eget Land.

De vilde leve lykkeligt under Danmark, thi de vilde da i fuld Frihed kunne bevare deres Sprog og stedlige Indretninger. Frisland maa nødvendigvis følge Mellemslesvig; thi det er for lille til at danne en selvstændig Stat.

B. Det egentlige Mellemslesvig, nemlig Landet Syd for Linjen a-a; det danner en Trekant, hvis sydligste Punkt ligger o. 12 Kilometer Nord for Danevirke. Her er Sproget næsten udelukkende Dansk (70— 100 pCt.).

Den nationale Bevidsthed er sygnet hen i Tiden mellem 1864 og 1914, men under Krigen vaktes de virkelige Følelser til nyt Liv, og nu ønsker Befolkningen at vende tilbage til Danmark. Disse Egne maa nødvendigvis genforenes med Danmark; derom er ingen Tvivl.

C. Byen Flensborg. Den er hele Sagens Hovedpunkt. Flensborg havde i 1864 ca. 20.000 Indbyggere, men dens Udvikling og Indvandringen fra Sydslesvig og Tyskland har øget dette Tal til ca. 65.000.

Nordslesvig havde ved Udvandring tabt alt for mange Mennesker til, at det var i Stand til at danne Modvægt til den tyske Indvandring. Saaledes er Flensborg bleven tysk som Følge af Erobringen 1864 og dens Konsekvenser. Allerede før 1864 var der i Flensborg – ligesom i Alsace mange gode Franskmænd, som talte Tysk – talrige ”Tyskere”, d. v. s. Folk med tysk Sprog, men med levende Sympathier for Danmark. De ”tyske” Flensborgeres Loyalitet viste sig tydelig ved mange Lejligheder. Sangen ”Heil Dir im Siegeskranz . . . heil, Konig, Dir!”, f. T. Preussernes Kongehymne, er skrevet af en flensborgsk Præst, Harries, til en af den danske Kong Christian VII.s Fødselsdage; den er bleven annekteret af Preusserne, som har ændret ”Heil, Christian, Dir” til ”Heil, Konig, Dir”. Efter den dansk-tyske Krig 1848-50 har Flensborgerne rejst et Mindesmærke paa Graven over de for Fædrelandet faldne danske Soldater og sat følgende Indskrift paa det: ”Treu waren sie geschwornen Eiden”.

Efter 1864 er Tallet paa Flensborgs dansktalende Indbyggere dalet lidt, nemlig fra 10.000 til o. 7.000. Men Antallet af mere eller mindre autentiske Tyskere er steget fra 10.000 til 58.000. Imidlertid vedblev, trods Sproget, danske Sympathier at gøre sig gældende. Og for alle, indvandrede og indfødte, Danskere og Tyskere, er Flensborgs Fremtid Hovedsagen, Byens Velfærd det afgørende. Flensborgernes Lokalpatriotisme er overordentlig stærk, og dette Synspunkt er bestemmende for deres Meninger.

Flensborg er en By, der driver en gros-Handel og Storindustri. Industriens Udvikling vil standse, hvis Byen forbliver tysk. Det store Skibsværft, der beskæftiger 3.000 Arbejdere, hentede allerede før Krigen sit Kulforbrug i England; Minerne, som frembringer Staal til Skibene, findes i Lorraine, i Sverige og i Spanien, men ikke i det fremtidige Tyskland. Flensborg gør 80 pCt. af sine Forretninger med Nordslesvig, 20 pCt. med Syd- og Mellem-Slesvig.

Hvis Grænsen blev trukket umiddelbart Nord for Flensborg, vilde det betyde dens Ruin. Derom er Flensborgs Danskere og Tyskere enige.

D. Halvøen Angel mellem Flensborg Fjord og Slien danner Mellemslesvigs fjerde Del. Det er et Land med smaa Landbrug, der passes af Bonden og hans Familje, som overalt i Jylland. Landbruget drives paa dansk Vis, og de sociale Vilkaar er de samme som i Nordslesvig og Danmark. Størstedelen af Indbyggerne taler Tysk. Sprog- og Sindelags-Skiftet fandt Sted mellem 1820 og 1850.

Paa dette Tidspunkt var Danmark bragt i Ulykke som Følge af sin Troskab mod Napoleon; man havde frataget det Norge, det havde mistet sin prægtige Flaade, dets Handel var ødelagt, Staten havde gjort Bankerot. Derimod skred Tyskland med stærke Skridt frem mod sin Enhed, og Navne som Goethe og Schiller, Lessing og Kant tiltrak Sindene, samtidig med at de praktiske Fordele ved Forholdet til den store og stærke Nabo sprang i Øjnene.

Den danske Regering fortsatte sine farlige Forsøg paa at knytte Holsten (et Hertugdømme under den danske Krone) til Danmark ved at give det fælles Forvaltning med Slesvig, hvorved Tyskerne og tysk Sprog blev begunstigede. Det var de smaa Revolutioners Tid, da Sindene næsten overalt var i Gæring. Angels Indbyggere lod sig fortyske; men de er aldrig bleven virkelige Tyskere, og deres Sprog er stadig iblandet danske Ord.

Som Flensborgs Tyskere ønsker nu Angels Bønder Genforening med Danmark, væsenlig af økonomiske og praktiske, men under alle Omstændigheder meget solide Grunde.

Naar jeg her har talt om de Ønsker, der næres af Flensborgs og Angels Tyskere, har jeg maattet generalisere og støtte mig paa de Meninger og Antagelser, der gøres gældende af ”Mellemslesvigsk Udvalg”. I Oktober 1918 blev et Arbejde for Genforening med Danmark sat i Gang, og det skred godt frem; der holdtes Møder i Flensborg og paa Landet, og der sattes Petitioner om Genforeningen i Omløb. Disse Petitioner circulerede i det egentlige Mellemslesvig; de samlede 150 Underskrifter i Landsbyer, som tidligere kun havde givet 50 Stemmer paa danske Rigsdags-Kandidater. Dette viser, at Nationalfølelsen virkelig var vaagnet i disse Egne. Begyndelsen var ligeledes fuldt ud tilfredsstillende i Flensborg.

Men snart blev den danske Bevægelse brat standset af Flensborgs Soldaterraad, der er sammensat udelukkende af Soldater fra Sydslesvig. Raadet har strængt forbudt Afholdelsen af Møder, Indsamling af Underskrifter og enhver anden folkelig Meningstilkendegivelse. Ligesom Tyskerne har taget Slesvig med Magt og beholdt det med Magt, viser det sig nu, at Revolutionens »nye Tyskland« undertrykker Danskerne, endda med endnu færre Hensyn til Lovligheden end det gamle Tyskland.

Under disse Omstændigheder har det været umuligt at indhente nøjagtige Oplysninger om Befolkningens Mening. Da alt offentligt Arbejde var hindret, har det været nødvendigt at nøjes med Indtryk, Skøn og Ytringer i Privatlivet. I Nordslesvig, hvor Danskerne er friere og stærkere, er Stillingen i Mellemslesvig bleven kendetegnet i Vælgerforeningens Resolution af 30. December 1918, hvis Slutning lyder saaledes:

[Her anføres de paagældende Dele af den ovenf. gengivne Resolution samt Udenrigsministerens Svar af 20. Jan. 1919].

Af den danske Udenrigsministers Svar fremgaar, at han er Tilhænger af en Grænse Nord om Flensborg – en Grænse, der er foreslaaet eller godkendt af Grev Brockdorff-Rantzau, Tysklands nuværende Udenrigsminister, som inden sin Afrejse fra Danmark (hvor han var Tysklands Gesandt) har samtykket i en saadan Indrømmelse.

I det følgende skal nævnes nogle Træk af den Tyskvenlighed, der i Virkeligheden snarest er overdreven Frygt for Tyskland, og som lykkeligvis er lidet udbredt i Danmark. Men den findes ganske vist hos fremtrædende og indflydelsesrige Personligheder, hos Ministrene og i den officiøse Presse, og det er ikke altid muligt for dem, der er afhængige af Regeringens Censur, at bekæmpe den.

Ministeriet har som sagkyndig slesvigsk Raadgiver for den danske Legation sendt Hr. H. V. Clausen til Paris. Han er Talsmand for en Grænselinje Nord om Flensborg til Tønder, der fuldstændig udelukker fra Afstemning Flensborg og de Danske i Mellemslesvig, hvis Interesser vi repræsenterer. Han taler — og han udtrykker her Ministeriets Mening — om ”det store og gode tyske Folk«; han ønsker, at ”Danmark efter Krigen skal tjene som Bro mellem de krigsførende Magter”, og han appellerer til Tysklands Ædelmodighed (!). Han paastaar, at Tyskland altid vil vedblive at være Danmarks mægtige og farlige Nabo, og at det derfor frem for alt gælder om at undgaa Vanskeligheder og Forviklinger med Tyskland. Forholdet til Tyskland har for den danske Regering en saadan Betydning, at den overser alle andre Hensyn.

Dette er ikke vor Opfattelse, og her er jeg Ordfører for de fædrelandssindede Kredse, der samler sig om Danmarks sønderjydske Foreninger. Utvivlsomt vil der opstaa Vanskeligheder ligheder, hvilken Løsning man end vælger — og Vanskeligheder vil der komme allevegne efter Krigen. Flertallet af det danske Folk er imidlertid villig til at møde disse.

Det drejer sig om vort Fædrelands Fremtid, og vi spørger da ikke: ”Er det vanskeligt?”, men blot: ”Er det muligt?” Vi rejser nu Spørgsmaalet, om det virkelig skulde være muligt, at Fredskonferencen vilde godkende den af Tyskland foretrukne Grænselinje uden at tage Hensyn til Mellemslesvigs og de danske Entente-Venners Ønsker? Hvad vi først og fremmest ønsker, er Flensborgs, Slesvigs Hovedstads Genforening med Danmark.

Flertallet blandt os ønsker som fremtidig Grænse Danevirke-Linjen (b-b paa Kortet). Det er en naturlig Grænse, som vilde være i Stand til at danne Skel imellem de to Folk. Den har holdt i Tusind Aar, hvad der vidner for dens Værd. De 200.000 tysktalende Indbyggere Nord for denne Linje vilde sandsynligvis efter et eller to Slægtled paany blive danske. Det er ikke nødvendigt at sige, at de vil faa fuld sproglig Frihed; Taalsomhed stemmer overens med dansk Overlevering og vil ogsaa være det bedste Middel til paany at gøre dem til danske.

Jeg tilføjer som min og mine Venners personlige Mening — thi Spørgsmaalet har ikke udtrykkelig været drøftet — at vi ikke vil modtage Slesvig af Tysklands Godgørenhed (libéralité). Tyskland har i mere end tusind Aar været vor Dødsfjende; vi frygter ikke dets Venskab mindre end dets Kulde: Timeo Danaos et donci ferentes! Tyskland har allerede forberedt den fredelige Erobring af Danmark; saaledes har det oprettet et ”Nordisk Universitet” til Fremme af de skandinavisk-tyske Forbindelser m. v.

Saafremt det danske Folk faar det Indtryk, at Slesvigs Genforening med Danmark skyldes Tysklands ”Ædelmodighed” eller blot dets Vilje til Retfærdighed, maa man alvorlig frygte den dansk-tyske Intimitet og den fredelige Fortyskning, som vil blive Følgen. Vi ønsker at være en fremskudt Post mod Tyskland — ikke en Bro eller en Udfaldsport for Tysklands Handel, Kultur og end sige for dets Politik.

Vi vil modtage Slesvig af Ententens Hænder. Det er dens Sejr, vi skylder Genforeningen; herom maa der hverken i Slesvig eller i Danmark herske mindste Tvivl.

Om Maaden at tilbagegive os Slesvig skal jeg fatte mig kort. I Nordslesvig er Folkeafstemningen aldeles overflødig; ingen kan tvivle om det Sindelag, Befolkningen gennem 54 Aar har lagt for Dagen i den nationale Kamp. For Mellemslesvig gælder, at hvor tiltalende Folkeafstemnings-Principet end i og for sig er, saa kan det ikke anvendes paa en Befolkning, der i saa høj Grad som Slesvigerne indtil disse allersidste Dage har været udsat for saa megen Brutalitet og saa mange Retskrænkelser. Vil Folkeafstemningen ikke blive en Godkendelse af Erobringen 1864? Hverken Danskerne eller Tyskerne i Slesvig ønsker Plebiscitet.

Afgørelsen maa komme hurtig og være endelig. Hele Slesvigs og Danmarks Befolkning er træt af Uvisheden. Alle Slesvigere, Danskere som Tyskere, ønsker i lige høj Grad at faa deres Skæbne afgjort for at kunne vende tilbage til Dagliglivet, genoptage deres Forretninger og Arbejde og indrette sig efter den Tilstand, som bliver tilvejebragt ved Fredskonferencens Afgørelse. Derfor beder vi Konferencen om at indhente alle nødvendige Oplysninger og saa selv træffe Afgørelsen. De repræsenterer Verdens Intelligens og Retfærdighed! Deres Afgørelse vil være uangribelig!

Sluttelig skal jeg gøre Konferencen opmærksom paa, at der af vore Tyskvenner i Danmark og Nordslesvig næres Planer, som for det Tilfælde at Danmark faar den Grænse, vi ønsker, Sli-Danevirke-Linjen, gaar ud paa at gøre Mellemslesvig til en Landsdel, som knyttes mindre fast til Danmark end Nordslesvig. Dette skulde ske for, at denne Landsdel senere kunde gives tilbage uden at drage Afstaaelsen af Nordslesvig med sig. Det vilde være et Bedrageri mod Fredskonferencens Afgørelse, og det vilde være at genaabne det slesvigske Spørgsmaal, som har været Aarsag til saa megen Uro i Evropa. Vi ønsker, at Konferencen klart og tydeligt paalægger Danmark den fulde og ubetingede Indlemmelse af hele den Del af Slesvig, som tilfalder det.

Resumé

Mellemslesvig bør sammen med Nordslesvig genforenes med Danmark, thi historisk, socialt og økonomisk er det dansk. Dansk, tysk og frisisk Sprog er sammenblandede i Mellemslesvig. Muligvis Flertallet, i hvert Fald et stort Mindretal ønsker at vende tilbage til Danmark.

Byen Flensborg kan ikke skilles fra Nordslesvig uden at blive ruineret.

Under Soldater-Raadenes Herredømme i Flensborg er det umuligt at lade en Folkeafstemning afholde. Hverken Danskerne eller den tysktalende Befolkning ønsker en saadan; de anmoder Fredskonferencen om som Voldgiftsmand at træffe Afgørelsen, og de nærer ubetinget Tillid til den.

Tyskland og de tyskvenlige Krese i Danmark ønsker Grænsen Nord for Flensborg. Dens Virkeliggørelse vilde betyde en Styrkelse af tysk Indflydelse.

Sli-Dannevirke-Husum Grænsen ønskes af Slesvigerne i Mellemslesvig saa vel som af Ententens Venner og fædrelandssindede Mænd og Kvinder i Danmark.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

De dansksindede sønderjyders politiske organisation, Den nordslesvigske Vælgerforening, nedsatte et Aktionsudvalg med henblik på afstemningen.

Aktionsudvalgets Møde 19. Febr. 1919 er følgende Referater tilført Protokollen:

Ifølge en fra det danske Udenrigsministerium til Rigsdagsmand H. P. Hanssen rettet Henvendelse om at sende en Delegation til Fredskonferencen i Paris blev det énstemmigt besluttet af afsende følgende Delegerede:

Rigsdagsmand H. P. Hanssen, Landdagsmændene Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen samt Redaktør Andr. Grau, Sønderborg.

Delegationens Formaal skal være overfor Fredskonferencen at fastslaa, at det danske Folk udelukkende ønsker det slesvigske Spørgsmaal løst paa Selvbestemmelsens Grund i Overensstemmelse med de af Vælgerforeningen for Nordslesvig vedtagne Resolutioner.

Vælgerforeningens Aktionsudvalg forkaster et Forslag fra Red. Ernst Christiansen om Indkaldelse af Tilsynsraadet »for at konstatere en Tilkendegivelse« mod den af det tyske Udvalg foranstaltede Prøveafstemning og en tilsvarende Resolution, foreslaaet af P. Grau om en Protest fra Aktionsudvalget selv herimod, men vedtager, at den danske Presse i Nordslesvig klart og tydeligt skal offentliggøre en Udtalelse om, hvor misvisende en saadan Prøveafstemning er under de herskende Forhold.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

SMUK og Sønderborg Kommune inviterer til gratis, historisk koncert på Sønderborg Slot den 27. februar 2019 kl. 19:30.

Pressemeddelelse:

SMUK markerede 11. november 2018, 100 året for afslutningen på Første Verdenskrig med et nyskrevet værk, hvor den sønderjyske soldat i tysk tjeneste var i fokus. Dette værk kan publikum nu opleve på Sønderborg Slot den 27. februar 2019 kl. 19.30

SMUK og Sønderborg Kommune tager nu publikum med ned i skyttegravene og lader musikken skabe den frygt for kugleregn og gasskyer, som soldaterne oplevede under Første Verdenskrig. Og naturligvis også den glæde, soldaterne oplevede, da krigens rædsler blev bragt til ende den 11. november 1918.

Det sker ved en gratis-koncert, når Forsvarets Musikalske Ambassadører den 27. februar 2019 gæster Sønderborg Slot og opfører den historiske koncert, som publikum kunne opleve i katedralen i Braine, da 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig blev markeret. SMUK deltog ved den storslåede begivenhed i den nordfranske by, og blandt andre hans Kongelige Højhed Prins Joachim overværede koncerten.

Braine er Haderslevs venskabsby, og her ligger en sønderjysk soldaterkirkegård. Derfor markerede SMUK afslutningen på Første Verdenskrig netop her. I forbindelse med markeringen uropførte SMUK et nyt værk skrevet af komponisten Søren Birch og foræret til Braine af de fire sønderjyske kommuner. Værket fortæller i musik om en sønderjyde tvunget i tysk uniform under Første Verdenskrig, og det er netop dette værk, publikum nu kan opleve. SMUK gæster således hver af de fire byer.

– En af SMUKs vigtigste opgaver er at markere de begivenheder, der har været med til at forme vores del af verden og samtidig at mindes de mænd, kvinder og børn, der har mistet. Derfor er det helt naturligt for os at invitere publikum i Sønderborg til netop denne koncert, siger SMUKs orkesterchef Rasmus Frandsen.

– Samtidig har Første Verdenskrig i den grad haft en særlig betydning for Sønderjylland, og det er derfor oplagt at give folk denne musikalske oplevelse netop her, fortsætter han og tilføjer, at borgerne i Sønderborg Kommune naturligvis skal have mulighed for at lytte til den musik, de har foræret til Braine.

Koncerten varer en time, og der er gratis adgang.
Se mere på: www.msj.dk og www.smukmusik.dk

Udenrigsminister Scavenius skrev den 18. februar 1919 til de danske sønderjyders politiske leder, H. P. Hanssen.

Ved Skrivelse af 10. ds., modtaget 13. s. M., har De meddelt Udenrigsministeriet, at der paa et Fællesmøde, som Den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse og Tilsynsraad afholdt i Aabenraa den 8. Februar 1919, af Tilsynsraadsmedlemmerne fra Flensborg og Mellemslesvig blev fremsat et Forslag til »Regler til Betryggelse af Valgfriheden i Flensborg og Mellemslesvig«, som derefter blev vedtaget i følgende Form:

Læse resolutionerner her https://denstorekrig1914-1918.dk/8-februar-1919-to-resolutioner-fra-den-nordslesvigske-vaelgerforening/

Idet De paa Vælgerforeningens Vegne har oversendt Udenrigsministeriet Forslaget, har De udtalt den Forventning, at Ministeriet vil fremlægge det paa Fredskongressen som et fyldigt Udtryk for de Ønsker, der næres af den danske Befolkning i Flensborg og Mellemslesvig.

Saaledes foranlediget tillader Udenrigsministeriet sig at henlede Opmærksomheden paa, at de i Den nordslesvigske Vælgerforenings Resolution af 17. November 1918, Punkt 3, indeholdte Regler for, hvilke Betingelser der bør kræves for Stemmeret ved den kommende Afstemning i Nordslesvig, lyder saaledes:

»Stemmeret har alle over 20 Aar gamle Mænd og Kvinder,
a. som er født og er hjemmehørende i Nordslesvig,
b. eller har boet i Nordslesvig i mindst 10 Aar,
c. eller er født i Nordslesvig, men udvist af de hidtilværende Magthavere.«

Ihvorvel det ikke i Resolutionen direkte udtales, at disse Regler ogsaa bør anvendes paa de tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, har det vistnok været den almindelige Opfattelse, at Resolutionen var at forstaa saaledes, at de nævnte Regler eller deres Analogi (Slesvig i Stedet for Nordslesvig) ogsaa burde finde Anvendelse paa Distrikterne i Mellemslesvig, og det er disse Regler, der er blevet forelagt de associerede Regeringer.

Under disse Omstændigheder maa Udenrigsministeriet nære overvejende Betænkelighed ved nu for Flensborgs og Mellemslesvigs Vedkommende at fremlægge Stemmeretsregler, der i saa væsentlig Grad adskiller sig fra de allerede fremlagte, og man skal henstille, hvorvidt det maatte være muligt at tilvejebringe Overensstemmelse mellem Afstemningsreglerne for de to Omraader.

I Anledning af Udtalelsen om, at Afstemningsomraadet maa, for at en blandet Kommission kan betrygge et frit Oplysningsarbejde, besættes af neutrale Tropper mindst 6 Uger før Afstemningen finder Sted, og at samtidig den udøvende Magt bør fratages de hidtilværende Myndigheder, skal Udenrigsministeriet endvidere bemærke, at medens den danske Regering er af den Opfattelse, at der bør indsættes en blandet Kommission for at overvaage, at en for begge Nationer retfærdig Afstemning kan finde Sted, og at der til Raadighed for denne Kommission bør stilles tilstrækkelige Magtmidler til Hævdelse af dens Autoritet, nærer Regeringen store Betænkeligheder ved en militær Besættelse af Hensyn til Konsekvenserne, ligesom der fra tysk Side i saa Tilfælde eventuelt senere vilde kunne blive rejst den Indvending, at Afstemningen var foregaaet under Tryk.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Rigsdagspartiernes politiske Forhandlings-Udvalg holdt møde den 18. Febr. 1919.

Den ledende Formand, J. C. Christensen: Dette Møde er sammenkaldt paa Foranledning af Statsministeren.

Udenrigsministeren: Paa det i forrige Møde stillede Spørgsmaal, der har været forelagt Grupperne, er indløbet følgende Svar:

Fra det konservative Folkeparti: I Anledning af det i det politiske Forhandlings-Udvalg til Partierne stillede Spørgsmaal har det konservative Folkeparti vedtaget at medvirke til, at der sendes en Delegation til Paris, hvis Formaal skal være overfor Fredskonferencen at fastslaa, at det danske Folk ønsker det slesvigske Spørgsmaal løst paa Selvbestemmelsesrettens Grund under Henvisning til de af Vælgerforeningen for Nordslesvig under den 17. November, 30. December og 8. Februar vedtagne Resolutioner.

Fra Socialdemokratiet: Det meddeles herved, at den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe besvarer det stillede Spørgsmaal om Rigsdags-Delegationens Sendelse til Paris angaaende det sønderjydske Spørgsmaal med Ja, under Forudsætning af, at Delegationen er enig i Opfattelsen af Selvbestemmelsesretten, som den er udtrykt i den nordslesvigske Vælgerforenings Resolutioner.

Fra Venstre: Efter at jeg har forelagt Venstre Spørgsmaalet om at sende en Rigsdagsdelegation til Paris, har jeg herved den Ære at meddele, at Partiet ikke stiller sig uvilligt til denne Tanke, men forbeholder sig sit Standpunkt, indtil det ser, om den fornødne Enighed er til Stede om at løse det slesvigske Spørgsmaal paa Selvbestemmelsesrettens Grund i Overensstemmelse med de af Vælgerforeningen for Nordslesvig vedtagne Resolutioner, hvilket Venstre kræver.

Det radikale Venstre har givet mundtligt samtykkende Svar.

Svarene er underskrevet af henholdsvis Piper, Sigv. Olsen og J. C. Christensen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Youtube-kanalen The Great War har fulgt Første Verdenskrig uge for uge siden 2014. Selvom værten Indiana Neidell er draget videre til andre opgaver, samler kanalen op på den umiddelbare efterkrigstid i Tyskland og resten af Europa. Ny vært er Jesse Alexander.

I 1919 tog de første feriebørn fra Sønderjylland, Flensborg og Sydslesvig på ferieophold i Danmark.

I denne film med originale optagelser fra 1919-1920 fortælles om rejsernes baggrund og vi følger børnenes rejse fra Flensborg til Danmark med hjuldamperen Ægir.

Tilrettelagt, fortalt og redigeret af René Rasmussen.

I forbindelse med det forestående 100-års jubilæum for Genforeningen i 1920 udgav Sprogforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland kort før jul en ny bog om de danske sønderjyders førstemand  H.P. Hanssen.

Bogen handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 og er skrevet af Hans Schultz Hansen, dr.phil. og forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa.

Den nye biografi indeholder ganske meget nyt, for bortset fra et par tynde hæfter ligger de tidligere H.P. Hanssen-biografier over 70 år tilbage i tiden.

Den nye bog inddrager f.eks. den omfattende forskning i Sønderjyllands historie 1864-1914, som siden har fundet sted. Hans Schultz Hansens bog er således vidensmæssigt opdateret. Den er også mere kritisk over for hovedpersonen.

– Min bog rummer dertil resultater af mine egne studier på udvalgte områder. Således er der navnlig meget nyt om den unge H.P. Hanssen og hans vej til politikergerningen og om H.P. Hanssen som udgiver af Hejmdal, fortæller forfatteren, som begyndte at arbejde med bogen i 2010, i første omgang med delstudier om H.P. Hanssens tid i det danske Folketing 1924-26 og tilsidesættelsen af ham under genforeningsfestlighederne i 1920.

Forud for Genforeningen arbejdede H.P. Hanssen gennem årtier for at fremtidssikre danskheden i Sønderjylland trods det tyske styre. Det begyndte i 1879, da den 17-årige Hans Peter på en gåtur fra sit barndomshjem Nørremølle til Dybbøl Banke besluttede sig til at blive tysk soldat for at kunne blive i hjemstavnen. Som 23-årig betroede han sin forlovede Helene, at han ville påtage sig “en førerstilling” i nationalitetskampen. Den lederskikkelse blev H.P. Hanssen.

Det var i første række hans fortjeneste, at det sønderjyske grænsespørgsmål blev genrejst og løst på et demokratisk grundlag gennem en folkeafstemning i to zoner. Trods modstand og ydmygelser fra kredse, som ønskede en sydligere grænse, fastholdt han dette program. Det blev grundlaget for en dansk-tysk grænse, som tilfredsstillede flest mulig mennesker.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret. 248,- kr i boghandelen.

Køb den i boghandelen – eller direkte hos forlaget: Historisk Samfund for Sønderjylland

Hvis du er medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland koster bogen kun 148,- kr.

I Nationalforsamlingen i Weimar udtalte Grev Brockdorff-Rantzau 14. Febr. 1919 følgende:

Hvad der er Ret for de tyske Polakker, er ogsaa billigt for de tyske Danskere, og den tyske Regering opfatter det som sin Pligt at indrømme Danskerne den Selvbestemmelsesret, som den kræver for Tyskerne.

Efter den Udvikling, Tingene har taget, haaber jeg, at der ved vor Nordgrænse skabes et Forbillede for, hvorledes der ved frivillig gensidig Forstaaelse, ved ærlig Bilæggelse af en gammel Folkestrid hidføres en oprigtig og varig Folkeforsoning.

Det tyske Folk — det er jeg sikker paa — er enigt i Ønsket om at leve i et godt, ved intet hemmeligt Nag forstyrret Forhold til det danske Folk, og ogsaa det danske Folk vil sikkert med overvældende Flertal træde i Skranken for, at Tysklands Nederlag ikke misbruges til at indlemme tysk Land i Danmark.

Den, der oprigtigt ønsker et godt Forhold imellem de to Nabolande, kan ikke lukke Øjnene for de Farer, som Skabelsen af en Irredenta uvægerligt maatte føre med sig.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Flensborg Avis offentliggjorde 14. februar 1919 følgende Indsigelse fra Mellemslesvigsk Udvalg.

Det tyske Udvalg gør Forsøg paa at foregribe en fri Viljesytring og en hemmelig Afstemning, idet det paa egen Haand og med det sædvanlige Apparat foranstalter en Prøveafstemning.

Vi tager bestemt Afstand fra dette Vrængbillede af en Folkeafstemning, ikke fordi dette Forsøg vil faa nogen som helst Betydning for den virkelige Afgørelse, men fordi det, idet man udnytter de nuværende Forhold og mange Indbyggeres Afhængighedsfølelse, gaar ud paa en Vildledelse af den offentlige Mening.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I Flensburger Nachrichten m. fl Blade offentliggjorde Det tyske Udvalg 13. Febr. 1919 følgende Opraab:

Den chauvinistiske danske Bevægelse til Anneksion af Flensborg bliver stadig mere truende. Derfor vil vi foretage en Slags Prøveafstemning i Flensborg for at underrette de toneangivende Steder i Tyskland og Danmark og Fredskonferencen om det sande nationale Sindelag i Flensborg.

I de nærmeste Dage vil frivillige Hjælpersker samle Underskrifter under en Erklæring.

Denne Erklæring lyder som følger:

Vi vil Fred og Venskab mellem Tyskere og Danskere, men det kan aldrig naas, naar Omraader med overvejende eller endog ren tysk Befolkning indlemmes i den danske Stat. Vi protesterer derfor ved vor Underskrift imod Bestræbelserne for at skille Flensborg fra Tyskland. Vi taler Tysk og er tysksindede.

Vi beder om at lægge Mærke til denne Erklærings Ordlyd. Hvem der er af den Mening, at Flensborg maa forblive tysk, bor underskrive og støtte vore Samlersker i deres opofrende Virksomhed.

Berettigede til at underskrive er Mænd, Kvinder og Børn over tyve Aar, der har varig Bopæl i Flensborg. Underskriften er fuldkommen frivillig; ingen tvinges eller nødes.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den danske gesandt i Paris sendte den 13. februar nedenstående telegram til udenrigsministeriet i København.

Alle Spørgsmaal, som ikke angaar Tysklands fuldstændige Afvæbning bliver fjernet fra Overenskomsten om Vaabenstilstandens Fornyelse; dermed synes Rømningen af Slesvig udsat, indtil Hovedsagens Afgørelse.

Det er endnu ikke muligt at faa antydet Tidspunktet for vor Sag.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Telegram, dat. 12. Febr. 1919 fra Udenrigsministeriet til den danske gesandt i Paris.

Paa Mødet i Aabenraa 8. Febr. vedtog Vælgerforeningens Tilsynsraad efter Nyvalg ( 21. Jan.) følgende Resolution

(klik på link for at læse resolutionen)

Medens det principale 1. Membrum samlede alle, skyldes 2. Membrum Ønsket om en enstemmig Vedtagelse, idet Stemmetallet uden denne Tilføjelse opgives at ville have stillet sig 40 mod 10.

Tilføjelsen maa læses i Forbindelse med den principale Erklæring, saaledes at den først faar Gyldighed, hvis Afstemningen hindres, og dernæst, at de omtalte Tilkendegivelser, naar der ikke bliver en fri Afstemning, maa kunne erstatte denne efter Principet om Selvbestemmelsesretten, det vil sige, at de lige saa utvetydig giver Udtryk for Majoritetens Ønsker. Regeringen kan derfor tiltræde denne Resolution.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Rigsdagspartiernes politiske Forhandlings-Udvalg drøftede den 11. februar 1919 spørgsmål om afstemningsforhold i Sønderjylland og en delegation

I Henh. til Forretningsordenen overtog J.C. Christensen Stillingen som ledende Formand for Udvalget og fremsatte Dagsordenen:

“I et Telegram, som er offentliggjort i Bladene 7. Febr. gives Meddelelse om, at Forhandlinger for Tiden føres imellem Repræsentanter for den danske og den tyske Befolkning i Nordslesvig om Nedsættelse af et Udvalg til at overveje Forberedelserne til Gennemførelse af Afstemningen.

I den Anledning ønsker det politiske Forhandlings-Udvalg i et Møde med Ministeriet oplyst, hvorvidt der direkte eller indirekte er forhandlet med Ministeriet herom, og om hvorvidt denne Sag muligt er bragt til de allieredes Kundskab og søges gennemført med disses Billigelse.”

Udenrigsministeren: Med Hensyn til Spørgsmaalet om Forhandlinger mellem den danske og den tyske Befolkning i Nordslesvig og om, hvorvidt der er forhandlet med Ministeriet herom, maa det siges, at der ikke har været nogen Forbindelse med den danske Regering.

Man har i Dag spurgt H. P. Hanssen om Sagen. For de Tyske i Nordslesvig er Landraad Böhme [i Tønder, RR] udpeget til Tillidsmand. Han er rejst til Berlin. Man har talt med H. P. Hanssen om den Tanke at nedsætte et dansk-tysk Udvalg med en Opmand med den Opgave at sikre Oplysningsarbejdets Frihed, at sikre Afstemningen og at skabe Regler for, hvordan Mindretallene skal behandles.

Den ledende Formand: Har Udenrigsministeren andre Meddelelser at gøre?

Udenrigsministeren: Etatsraad Andersen mener at have funden megen Forstaaelse i England, men fra Paris kommer Modsætningerne frem. Etatsraaden mener, at af 100 chancer er 98 for og 2 imod, at vi naar, hvad vi ønsker.

Men vi maa være varsomme. Der er nogen Usikkerhed med Hensyn til Dannevirkemændenes Afsending Collin. Andersen mener, at danske Rigsdagsmænd burde rejse til Paris. Dertil har vi svaret: Saa maa vi optræde enige – ellers kan det blive til Skade for os.

Spurgt, om det var muligt for ham at tage til Paris, har Andersen svaret, at han var villig til at arbejde som hidtil –  uofficielt. Han mente, at det var bedst, at der sendtes Repræsentanter for Rigsdagen, idet han erkendte, at de maatte være enige.

Jeg har da lovet at undersøge, om Partierne kunde gaa til Paris i Enighed. Enighed maa kunne tilvejebringes ved, at man samles om Kravet: Selvbestemmelsesret, og at man holder andre Spørgsmaal ude.

Jeg spurgte H. P. Hanssen om, hvordan den sidste Resolution skulde forstaas. Han sagde dertil, at den var formet af taktiske Hensyn for at fastholde Mindretallet, og at intet er opgivet i den sidste Resolution, da Selvbestemmelsesretten er ufravigelig fastholdt. Kan man paa anden Maade end ved Afstemning faa en sikker Tilkendegivelse, tager vi den.

Fra Gesandten i Paris er modtaget et Telegram1, der indeholder Ønsket om Afsendelse af en Delegation fra de Danske i  Sønderjylland til Paris. Dette er nævnt for H. P. Hanssen, som mente, at Sønderjyderne kunde møde enige, idet de alle kunde enes om at fastholde Selvbestemmelsesretten.

Afsendelse af et sønderjydsk Udvalg udelukker ikke Afsendelse af et Udvalg fra Rigsdagen.

Fra det britiske Gesandtskab er modtaget en Note angaaende Forsyningen af Sønderjylland.

Jeg har talt med H. P. Hanssen om, hvordan en saadan Plan kunde realiseres. Han mente, at det var Sønderjyderne i Stand til at paatage sig.

Jeg nævnte en foreløbig Grænse, indenfor hvilken Uddeling af Levnedsmidler m. m. kunde foregaa. Det fandt Hanssen rigtigt. Det er vel egentlig Nordslesvig, der er Tale om. Kun der kan den forlangte Sikkerhed tilvejebringes.

Den ledende Formand: De to vigtige Spørgsmaal maa behandles hver for sig. Først Spørgsmaalet om Afsendelse af en Delegation herfra og dernæst Spørgsmaalet om Sønderjyllands Forsyning. Det første Spørgsmaal maa vi forelægge vore Grupper til Afgørelse. Hvorledes har Ministeren tænkt, at Sagen skal gribes an overfor  Offentligheden? Et lukket Møde er en for ofte anvendt Fremgangsmaade. Men der er maaske andre Veje at gaa. Rigsdagen maa kendes ved det hele.

Udenrigsministeren: Det maa drøftes i Partierne. Det er vigtigt, at man staar enigt om Programmet: Selvbestemmelsesretten. En Udtalelse herom er det vigtigste.

Piper: Det er nyttigt, at man faar Linierne for Delegationens Virksomhed i Paris trukket op. Spørgsmaalet om Selvbestemmelsesretten er afhængig af, hvordan Afstemningen bliver ledet. Det er næppe nok at sige Selvbestemmelsesret.

Udenrigsministeren: Vil man i Flensborg udelukke fra Afstemningen de 9/10 som er Tyskere, da brister Enigheden. Vi kan ikke komme ind paa Detailler om, hvem der skal stemme, og hvem ikke.

Piper: Derom maa man dog vide Besked, hvis vi ikke skal handle i det blaa.

Udenrigsministeren: I Aabenraa-Resolutionen (No. 39) omtales Bestemmelser angaaende Afstemning i Nordslesvig. Man kan næppe anvende saadanne i en By som Flensborg. Vanskelighederne vil næppe være store, hvis man ikke vil naa andet end en retfærdig Afgørelse. Et kunstigt tilvejebragt Resultat er anfægteligt bagefter.

Er det ikke tilstrækkeligt at holde paa en fri og retfærdig Afstemning? Ved at medtage Detailler kan man gøre det vanskeligt nu at naa til Enighed.

N. Neergaard: Efter Ordlyden gælder Bestemmelserne for Nordslesvig, men de maa kunne anvendes ogsaa paa Mellemslesvig. Der er jo ogsaa Byer i Nordslesvig. Maaske kan Opholdsbestemmelsen ikke anvendes paa Flensborg By. Det vilde være heldigt, om der kunde opnaas Forstaaelse mellem Regering og Rigsdag om disse Spørgsmaal.

Piper: Hvem har ønsket Afsendelse af en sønderjydsk Delegation til  Paris?

Udenrigsministeren: Den danske Gesandt i Paris.

Den ledende Formand: Alle Grupperne vil vel nu forhandle Spørgsmaalet.

Udenrigsministeren: Spørgsmaalet til Grupperne kan maaske formes saaledes: Vil Partierne medvirke til at sende til Paris en Delegation, hvis Formaal skal være overfor Fredskonferencen at fastslaa, at det danske Folk udelukkende ønsker det slesvigske Spørgsmaal løst paa Selvbestemmelsesrettens Grund i Overensstemmelse med de af Vælgerforeningen for Nordslesvig vedtagne Resolutioner?

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr.

Fra Revolutionen i Tyskland naaede kun fjerne
Dønninger ned til os, og Efterretningerne fra Hjemmet
udeblev ganske, saa vi havde begyndt at ængste
os for, hvordan det stod til derhjemme. Fra Danmark
modtog vi kun sparsomme Meddelelser, hvoraf det var
svært at danne sig et Helhedsbillede.

Jeg fik dog Bud
om, at mine Forældre havde det godt, idet jeg fik Brev
fra Grosserer Moller, hvori han bl. a. skrev følgende:

10. Februar 1919.

Hr. Hans Petersen. 1/86. 3889.

Siden jeg skrev til Dem i f. M., har jeg haft Brev fra Deres Forældre,.der har det godt. men som beklager sig over, at medens de faar Deres Breve rigtig, kommer alle de Breve, som Deres Forældre skriver til Dem, tilbage, dog bemærker de, at da det sidste Brev ikke er kommet tilbage, haaber de, at det er naaet frem.

Jeg skriver nu til Deres Forældre idag, at hvis de ønsker det, kan de sende mig fremtidige Breve til Dem, saa skal jeg herfra postere dem videre, idet jeg gaar ud fra, at det saa vil naa Dem.

Jeg har idag sendt Dem et Antal Numre af »Flensborg Avis« i én Pakke og i en anden Pakke de hidtil udkomne 4 Numre af »Grænsevagten«, hvilken sidste Pakke jeg har recommanderet og vil nu bede Dem lade mig vide, om De har modtaget begge Dele, særlig
»Grænsevagten«, der jo nodig skulde gaa tabt.

Der er muligvis Vanskeligheder at løse med Hensyn til Hjemrejsen, men herom kan man jo ingen Mening have, før man hører, om der er gjort noget Skridt for at opnaa Tilladelse til Hjemsendelse hos den franske og engelske Regering. Jeg skal søge at faa noget at vide om det her i Byen, og hvis De skulde vide noget, hører jeg gerne fra Dem herom.

Med venlig Hilsen
Deres hengivne
V. Aage Møller.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Udenrigsminister Erik Scavenius sendte den 10. februar nedenstående telegram til den danske gesandt i Paris.

Det billiges, at De har gjort Skridt til i Overensstemmelse med de almindelige Instruktioner at opnaa Evakuering af de tyske Tropper.

I Instruktionerne fremhæves imidlertid, at man af Hensyn til Konsekvenserne nærer store Betænkeligheder ved Militærbesættelse af de Distrikter i Slesvig, hvor Afstemning skal finde Sted. Man nærer ogsaa nogen Betænkelighed, hvis der straks stationeres allieret Orlogsfartøj.

De allierede har jo i Henhold til Vaabenstilstandsbetingelserne Ret til med Orlogsfartøj at færdes i Østersøen og Bælterne, hvor de vil.

Hvis det maatte vise sig nødvendigt for Gennemførelse af Evakueringen for Sikring af Ytringsfriheden og Beskyttelse mod Udplyndring, vilde allierede Orlogsfartøjer kunne dirigeres derhen.

Jeg havde derfor foretrukket, at Anmodningen skete i to Tempi.

Straks at sende allierede Orlogsfartøjer til disse Egne, hvis alt forløb i Ro og Orden, synes noget betænkeligt, da dette kunde ophidse Gemytterne.

Hvis Lejlighed frembyder sig, foretrækker jeg, at De stiller Sendelse af et allieret Orlogsfartøj til disse Egne i anden Linie som en Mulighed, der eventuelt kan blive nødvendig.

I paakommende Tilfælde bedes De, hvis det er muligt, telegrafisk indhente Instruktioner, da Udviklingen i Slesvig bedre kan kontrolleres herfra.

Franz von Jessen, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Efter en forberedende Drøftelse Fredag Aften mellem en Del af vore Folk rejste, jeg i Gaar i Vælgerforeningen Flensborg-Kravet.

Det blev trods Spændingen, og skønt Bruddet syntes nær, det smukkeste Møde, jeg mindes. Der blev talt fortrinligt af mange; Peter Grau rørte de fleste til Taarer.

Jeg fremlagde blandt andet en Henvendelse fra henved Tusinde nordslesvigske næringsdrivende, der holdt paa Forbindelsen med Flensborg; men fra Aabeenaa havde man straks foranlediget Moderklæringer fra Handelsforeningerne i Sønderborg og Aabenraa.

Meget modstræbende og meget brat bøjede Hanssen af for Flensborg-Kravet. I Forvejen var han bøjet af for vort Besættelseskrav, som han helst vilde have undgaaet —

Tidlig i Morges i Halvslummeren paa Hotellet i Aabenraa dukkede Hovedtankerne til Lederen “Danske Landsmænd” op.

I Aften læst den paa et Møde i Borgerforenmgens Sal og tilføjet nogle Meddelelser. Fortrøstningsfuld Stemning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Telegram, dat. 9. Febr. 1919, fra Gesandten i Paris, Bernhoft, til Udenrigsministeriet i København

I Henhold til den almindelige Instruktion i Udenrigsministeriets Skrivelse af 14. Jan. d. A. og under Hensyn til de kommende Forhandlinger om Fornyelse af VaabenstiIstanden, har jeg med Clausens Raad og Tilslutning under 6. ds. anmodet Fredskonferencens Præsident om at forelægge Konferencen Slesvigernes stærke Ønske om at lade de tyske Tropper evakuere Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg, saaledes at der ved sidstnævnte og eventuelt ved Aarøsund eller Aabenraa stationeres et allieret Orlogsfartøj til Sikring af Ytringsfrihed og Beskyttelse mod Udplyndring.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

På et møde 8. februar 1919 vedtog de dansksindede sønderjyders politiske organisation, Deb nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse og Tilsynsraad, enstemmigt følgende to Resolutioner.

Den første udtaler om Flensborg:

“Vælgerforeningen fastholder ufravigeligt Kravet om, at Grænsespørgsmaalet maa løses paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Vi betragter det dog som givet, at Flensborg ikke udelukkes fra Danmark, inden den under frie Forhold har haft Lejlighed til at fremkomme med Tilkendegivelser, som derefter danner Grundlaget for Afgørelsen.”

Den anden stiller følgende “Forslag om Regler til Betryggelse af Valgfriheden i  Mellemslesvig”:

1. Stemmeret har alle over 25 Aar gamle Mænd og Kvinder, som er fødte og hjemmehørende i Sønderjylland, Nord for Afstemningsgrænsen eller har haft fast Ophold dér siden 1. Jan. 1900.

2. Stemmeretten maa udøves skriftligt under Former, som sikrer enhver Vælgers fri Viljesyttring. Afstemningen foregaar kommunevis.

3. Afstemningsomraadet maa, for at en blandet Kommission kan betrygge et frit Oplysningsarbejde, besættes af neutrale Tropper mindst 6 Uger, forinden Afstemningen finder Sted, og samtidig maa den udøvende Magt fratages de hidtilværende Forvaltningsmyndigheder.

4. Der maa drages Omsorg for, at den korte Frist før Afstemningen kan benyttes fuldtud, uden at Oplysningsarbejdet hindres af tekniske Vanskeligheder, i Forbindelse med den stærke Begrænsning af Samfærdselen, Mangel paa Papir, Kul o. s. v.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Jeg gik og ventede på orlov, som endelig blev bevilget, og jeg skulle
først være tilbage igen den 20. januar. Jeg blev dog hjemme til den 24.

Da jeg meldte mig på skrivestuen: “Von Urlaub zurück”,  var feldweblen meget fortrædelig, og han bebrejdede mig, at jeg var blevet så længe borte, men det tog jeg mig nu ikke særlig nær.

Jeg var dog nødt til at tale med ham, da jeg af kammeraterne havde fået at vide, at vor årgang var ved at blive hjemsendt, og nu ville jeg også gerne med. Jeg ansøgte samtidig om at komme for regimentsdoktoren, da jeg stillede fordring om krigsrenter.

Der gik endnu et par dage, inden jeg kom for ved  regimentslægen. Han skrev, at jeg var 30% erhvervsuduelig, og at jeg nok skulle få besked om at blive hjemsendt, så snart papirerne var i orden.

Der gik endnu et par dage, og der skete intet, før jeg selv henvendte
mig på “Versorgungsafdelingen”, og her fik jeg udleveret en benskinne, og da jeg igen kontaktede skrivestuen, fik jeg endelig mine orlovspapirer.

Den 7. februar 1919 kørte jeg hjem på orlov, og jeg blev hjemme.

Lübeck fik jeg ikke mere at se som soldat.

Jeg håber nu, at soldaterlivet er forbi for alle tider, og at jeg har
sagt den tyske soldatertrøje farvel.

Mange af mine kammerater blev derude, og mange af dem, der kom hjem, havde mere eller mindre skrammer eller men, som krigen havde forårsaget.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Paa den danske Folketingsmand Fr. Borgbjergs Forslag vedtog Konferencen 7. Febr. 1919 følgende Resolution:

“De tyske og danske Delegerede erklærer overensstemmende, at den nye danske Grænse maa fastsættes ikke efter Magtens Ret-, men efter Retten til Selvbestemmelse for den Befolkning, som omfattes af Ændringen, altsaa ved en Folkeafstemning.

Denne Afstemning bør foretages særskilt for tre Omraader:

1. for Nordslesvigs afsluttede Sprogomraade,
2. for de Syd for dette Omraade liggende, overvejende dansktalende, hidtil overvejende tysksindede, omtrent 8-10 Kommuner,
3. for Byen Flensborg, saafremt mindst en Fjerdedel af den valgberettigede Befolkning kræver Afstemningen.

De under 2 karakteriserede Kommuner stemmer særskilt hver for sig.

Forberedelsen og Foretagelsen af Afstemningen maa ske i fuld Frihed.

Afstemningerne skal – for at kunne være upaavirkede af øjeblikkelige Strømninger – først foretages efter nogen Tids Forløb.

Grænsen maa drages paa en Maade, der udelukker Enklaver.

I begge Stater garanteres der nationale Mindretal samme nationale Rettigheder.”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

fra Haderslev Magistrat og Byraad vedtog den 6. Febr. 1919 nedenstående indsigelse mod afståelse en af Nordslesvig.

“Vi nedlægger eenstemmigt Indsigelse imod enhver voldelig Løsrivelse af Dele af Nordslesvig fra Slesvig-Holsten.

Vi vil ikke ganske simpelt lade vore 9.000 tyske Indbyggere i Haderslev By, hvis Forældre og Bedsteforældre allerede har kæmpet og lidt for deres Tyskhed, udlevere til en fremmed Stat.

Skulde Afstaaelsen blive os paatvunget, da kræver vi paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret først en retfærdig og sikret Afstemning og fordrer for os og vore Børn i Fremtiden Varetagelsen af vore kulturelle, retlige og økonomiske Goder i fuldt Omfang.”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den danske Gesandt i Paris tilstillede 6. Februar 1919 Fredskonferencens Præsident en Note, i hvilken han – efter at have rekapituleret Henvendelserne til den danske Regering fra Nord- og Mellemslesvigs Danske, der var bleven forelagt Fredskonferencen, – skrev følgende:

“Straks efter disse Resolutioner [Henvendelser] lagde de tyske Soldaterraad en vis Liberalitet for Dagen med Hensyn til de danske Sønderjyders nationale Krav. Men snart efter fik deres tyske Følelser Overtaget, og deres Holdning ændredes. Senere har de tyske Soldaterraad i Byerne (Haderslev, Aabenraa, Tønder, Sønderborg og Flensborg) søgt paa enhver Maade at skræmme de danske ved alle Slags Undertrykkelser og Overgreb, særlig i Flensborg, hvor den tyske Befolkning er i stort Flertal.

Soldaterraadene saa igennem Fingre med eller ligefrem ansporede til antidanske Demonstrationer, lagde Hindringer i Vejen for Afholdelsen af danske Møder, lod Ruder slaa ind hos de danske, undlod at beskytte dem mod Trusler om Voldshandlinger, etc.

De danske Nordslesvigere er enige om foreløbig at bibeholde den tyske Lovgivning, Domstole, Undervisning og Administration for at undgaa enhverFare for Anarki.

Imidlertid har de Arbejder- og Bonderaad, som de danske Nordslesvigere har valgt, paatvunget de tyske Landräte og Amtsvorsteher danske Tilsynsmænd. Paa denne Maade holdes den tyske civile Myndighed under en vis Kontrol.

Anderledes er Tilfældet med de tyske Soldaterraad. Disse støtter sig til den væbnede Magt, og den danske Befolkning i Nordslesvig har intet Værn mod deres Plagerier.

Det er denne Befolknings enstemmige Ønske, at Soldaterraadene og de tyske Tropper, der har valgt og opretholder dem, maa blive fjernede. Det aandelige, moralske og sociale Niveau hos Befolkningen i Nordslesvig er højt nok til, at Ordenen kan varetages, uden at det skulde være nødvendigt at sætte noget andet i Stedet for de tyske Tropper, i Tilfælde af at disse blev trukket tilbage.

Flensborg, en By paa ca. 67.000 Indbyggere, er det eneste Sted, hvor der er urolige Elementer, fra hvis Side man kunde frygte Roligheds-forstyrrelser, hvis der ikke var militær Beskyttelse tilstede.

Under de nuværende Forhold, da Spørgsmaalet om det danske Slesvig er forelagt den høje Konference til Afgørelse, kan denne Beskyttelse ikke forlanges af Danmark; men Tilstedeværelsen af et Krigsskib fra en af de allierede Flaader vilde være tilstrækkelig til at undertrykke ethvert Tilløb til Rolighedsforstyrrelse.

Tyskerne forsøger ikke blot at terrorisere den danske Befolkning; men de ligefrem udplyndrer den. Ikke nok med at 6.000 af de 25.000 Kombattanter blev dræbt i en Krig, hvor de var nødt til at kæmpe under de tyske Faner; men de danske Sønderjyder stønner under tunge Skattepaalæg og ubarmhjærtige Rekvisitioner af Kvæg, Korn, Smør og andre Landbrugs-Produkter. Disse Rekvisitioner er nu blevet ganske ublu. Det er navnlig Kvægbesætningen, det gaar ud over, og der er endog Tale om at tage hver fjerde Ko.

Hvis denne Trusel kommer til Udførelse, vil Malkeko-Racen, der danner Grundlaget for Landets Landbrugsindustri, blive i den Grad reduceret, at det vil vare Aar, før den kan komme paa Fode igen. Dertil kommer, at disse Rekvisitioner takseres til en ren Spotpris, og for den sidste Tids Vedkommende er de slet ikke blevet betalt.

Det er de tyske Troppers Tilstedeværelse, der skal garantere Rekvisitionernes Udførelse, og disse Tropper, der stammer fra de tyske Industricentrer, er særlig interesserede i at vaage over, at intet undgaar Rekvisitionen af de Levnedsmidler, der er bestemte til deres egen Hjemstavn.

I en nær Fremtid vil Skattebyrden i Tyskland blive stærkt forøget, ja man vil maaske ligefrem inddrage en Del af Privatformuen, Det synes da uretfærdigt, at en Befolkning, der staar overfor Adskillelsen fra Tyskland, skal bære denne Skattebyrde.

Hvis de tyske Tropper og Soldaterraadene med dem kunde blive fjernede fra Slesvig, vilde Befolkningen frit og uden Frygt for Overgreb fra Tyskernes Side kunne forberede Folkeafstemningen, hvorved den ønsker at tilkendegive sin Tilknytning til Danmark, og naar nu Fredskonferencen, i hvis Haand den har lagt sin retfærdige Sag, opfylder dens brændende Ønsker, vil den kunne vende tilbage til sit gamle Fædreland uden at være fuldstændig forarmet.

I Slesvigs danske Befolknings Navn har jeg den Ære, Hr. Præsident, at bede Dem forelægge for Fredskonf. dens Bøn om at befries for de tyske militære Styrker, der undertrykker dem, idet de anmoder om Evakuering af Garnisonerne i Haderslev, Aabenraa, Flensborg og Sønderborg, saa at Nordslesvig og Mellemslesvig ikke længer skal være under direkte Indflydelse af den tyske væbnede Magt.

Hvis Fredskonferencen desuden vilde bestemme, at der sendtes et af de allierede Flaaders Krigsskibe til Flensborg og maaske ogsaa et til Haderslev eller Aabenraa, vilde den danske Befolkning i Slesvig føle sin Frihed fuldt sikret.

Disse Forholdsregler vilde blive modtaget med den allerstørste Taknemlighed af alle Danske, saavel i Kongeriget som i Sønderjylland.”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Fra Aabenraa sendte H. P. Hanssen 5. Febr. 1919 følgende Brev til Landraad, Dr. Böhme i Tønder.

Idet jeg henviser til vor Samtale af 30. forrige Maaned, oversender jeg hosføjet en Afskrift af de aftalte Regler (Leitsätze) til behagelig Benyttelse:

1. For at kunne sikre en fri Udøvelse af Forenings- og Forsamlingsretten dannes saa hurtigt som muligt en blandet Kommission, hvori der af de bestaaende danske og tyske Organisationer vælges tre Delegerede fra hver.

Som Opmand vælger Kommissionen en Svensker, hvis Uhildethed
anerkendes af begge Parter.

2. Til Betryggelse af den frie Udøvelse af Selvbestemmelsesretten ved den afgørende Afstemning udvides denne Kommission, svarende til Fredskonferencens Beslutninger, med to højere tyske Statsembedsmænd, der bor uden for Provinsen, og to højere danske Statsembedsmænd.

3. Efter Afstemningens Gennemførelse dannes der en Kommission, bestaaende af 5 danske og 5 tyske Nordslesvigere, som skal raadslaa om de nationale Mindretals Rettigheder paa begge Sider af den nye Grænse og overgive Resultatet af deres Raadslagninger til de nye Myndigheder i en Betænkning.

I Tilfælde af, at der ikke har kunnet opnaas Enighed i Kommissionen,
staar det Parterne frit at fremsætte deres Anskuelser i særlige Betænkninger.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

I Dag holdes den første tyske Tilkendegivelse med Møder i “Kolosseum” og Teatret i Flensborg. —

Efter Mødet i “Foreningen for Handel og Industri” har over hundrede hos Handelsretten indførte Firmaer i Flensborg underskrevet en Henvendelse til den tyske Regering om ikke at sætte Grænsen lige nord for Flensborg, men saa langt sønden om Byen som muligt.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Mellemslesvigsk Udvalg drøfter i Borgerforeningen Afstemnings-vilkaarene, idet Vælgerforeningen har ønsket et Forslag, som dog skal afvige saa lidt som muligt fra Resolutionen af 17. November om Nordslesvig. Mit Udkast vedtages med Smaaændringer.

Af indvandrede kræves 20 Aars Bosættelse i Steden for de 10 i November-Resolutionen. Der kræves Besættelse i Afstemningstiden og Fjernelse af Forvaltningsmyndighederne.

Svenssons Udkast til en Flensborg-Resolution i Vælgerforeningen godkendes. I København har Svensson søgt at indvirke paa det konservative Folkeparti til Fordel for Flensborg og opnaaet Tilslutning i Rigsdagsgruppen.

Den 2. Februar uddeles et stort Flyveblad om Danmarks sociale Love, udarbejdet af Overretssagfører P. Paulsen, i Flensborg og
Landdistrikterne. 4. Februar udsendes mit første Flyveblad paa Tysk
“Til Flensborgs tyske Borgere og Borgerinder”. Søger at sætte mig ind i Modstandernes Tankegang og ud fra denne faa dem til at tænke over de ideelle og økonomiske Grunde.

Kloppenborg har taget Ordet i “Dannevirke” for Flensborg-; samtidig har Nis Nissen talt imod i Raadhushallen i København. De mange store Møder og Hundreder af Avisartikler har sat dybe Spor.

Hver Dag bringer en Bunke Breve og Telegrammer med Tilslutning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Den tyske Rigsudenrigsminister, Brockdorff-Rantzau, offentliggjorde 3. Febr. 1919 følgende Erklæring:

Som bekendt har Rigsregeringen i Overensstemmelse med Præsident Wilsons Fredsprogram, som den er gaaet ind paa, erklæret sig rede til principielt at løse det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Naar det som Følge heraf kommer til Afstemning, saa er det den tyske Befolknings Sag til sidste Mand at give Udtryk for sit Sindelag ved Hjælp af Stemmeseddelen. Men Rigsregeringen opfatter det som sin selvfølgelige Pligt at hindre enhver Voldførelse af den tyske Befolkning og sørge for, at dens Repræsentanter kommer tilbørligt til Orde.

Jeg har derfor gerne erklæret mig rede til at hidkalde en af det slesvig-holstenske Provinsudvalg foreslaaet Sagkyndig til Forhandlingerne om det nordslesvigske Spørgsmaal, og jeg har senere foranlediget, at Landraad Böhme fra Tønder og Pastor Schmidt, Vodder, inden længe kommer hertil for at afgive deres Skøn.

I hvert Tilfælde maa Nordslesvigs Tyskere være overbeviste om, at der intet undlades af mig til Varetagelse af de tyske Interesser med al Energi og under enhver Eventualitet, saa vidt som dette er muligt i den Tvangssituation, vi befinder os i.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.