Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer, udrustning og andet fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.

Vi har de seneste mange uger delt fotos af uniformsjakker – og der er da også endnu rigeligt at tage af!  Men denne gang har vi valgt at vise en serie tyske hæderstegn for sårede 1914-1918 (Abzeichen für Verwundete).

Vi har i samlingerne temmelig mange sorte mærker, noget færre sølvfarvede og kun ganske få i guldfarvede.

Hæderstegnet blev indstiftet den 3. marts 1918 af kejser Wilhelm II. I begyndelsen blev hæderstegnet kun tildelt sårede soldater i de preussiske stater. Fra 11. marts 1918 blev det også tildelt i kongeriget Bayern, og fra 8. juli 1918 kunne hæderstegnet også tildeles sårede i forsyningstropperne.

Hæderstegnet blev fremstillet i blikplade i oval form og presset ned over en patrice i ophøjet, retvendt relief, hvorved motivet fremkom.

På en kornet baggrund ses en tysk stålhjelm (model 1916) på 2 korslagte antikke sværd. Randen er en laurbærkrans med
sløjfe. På bagsiden er loddet en nål (lodret), så tegnet kunne fastgøres til soldatens uniform. Det blev anbragt på venstre side af brystet under eventuelt tildelte krigsmedaljer.

Hæderstegnet blev fremstillet i 3 versioner:

Sort blev tildelt, når man havde været såret 1-2 gange.
Sølvfarvet blev tildelt, når man havde været såret 3-4 gange.
Guldfarvet blev tildelt, når man havde været såret 5 eller flere gange.

Det er meget sigende for Tysklands tilstand, at man i 1918 sendte mænd i krig, der havde været såret fem eller flere gange!

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer, udrustning og andet fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.

Vi har de seneste mange uger delt fotos af uniformsjakker – og der er da også endnu rigeligt at tage af!  Men denne gang har vi valgt at vise en foreningsfane for veteranforeningen (kammeratskabsforeningen) for tidligere soldater i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86.

Regimentet blev opstillet i Flensborg i august 1914. Det bestod af reservister fra lokalområdet, hvilket betød, at der var ekstremt mange sønderjyder i dette regiment. Blandt de mest kendte er Kresten Andresen fra Ullerup.

Veteranforeningerne skulle traditionelt samle tidligere soldater til kammeratligt samvær. Her kunne man mødes og tale med andre veteraner, som man havde delt skæbne med under krigen og som derfor vidste nøjagtig, hvad man havde oplevet.

Foreningerne skylle styrke og vedligeholde soldaterkammeratskabet – og som regel også vedligeholde troskaben mod kejser og fædreland.

Det er også baggrunden for, at de dansksindede sønderjyder i 1936 stiftede DSK – Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere – som et dansk (og demokratisk) alternativ til de tyske kammeratskabsforeninger, der i 1930’erne var blevet stærkt påvirkede af nazismen.

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.

I dag er det en uniformsjakke (Waffenrock) for en Gefreiter ved Dragoner-Regiment (schleswig-holsteinisches) Nr. 13.

Til uniformen hører bukser og hue. Har tilhørt gårdejer J. Bonefeld, Ringbækgård ved Sønderborg. Han tjente 1899-1902 ved regimentets 5. eskadron i Metz.

Vi bringer en efterlysning: i foråret 1918 blev en soldat ved navn Herbert Hansen fra New Zealand taget til fange. Han havnede på et tysk lazaret, hvor en sygepasser tog sig særligt af ham.

Sygepasseren hed også Hansen og kom fra “Schleswig, Denmark”. Det tyder jo på, at han kan have været sønderjyde – og velsagtens også dansksindet, siden han nævnte Danmark.

Herbert Hansens efterkommere vil gerne i kontakt med denne Hansen fra “Schleswig, Denmark”.

Men der er rigtig mange sønderjyder ved navn Hansen! På vore lister over krigsdeltagere, som omfatter ca. 12.000 navne ud af de i alt 30-35.000 krigsdeltagere, hedder lige ved 750 personer Hansen! Den eftersøgte Hansen kan meget vel allerede være på listen – eller også er han blandt de knap 1.500 Hansen’er, der endnu mangler på siden.

Flensborg Avis bringer i dag en artikel om sagen, som vi med tilladelse fra avisen bringer neden for.

Har du oplysninger om den eftersøgte Hansen, så skriv en kommentar til dette opslag eller kontakt journalist Jens Nygård på jn@sydslesvig.net

Sue og Frederick leder efter en redningsmand fra grænselandet

At Sue Hansen fra New Zealand i det hele taget eksisterer, skyldes en ufrivillig krigsdeltager fra det dansk-tyske grænseland,
der i foråret 1918 under Første Verdenskrig hjalp hendes dødssyge bedstefar, der var blevet taget til fange af tyskerne. Hjælpen
skyldtes først og fremmest, at de begge hed Hansen. Nu forsøger familien at finde frem til redningsmandens efterkommere.

HISTORIE
Jens Nygaard
jn@sydslesvig.net

Auckland. Den 16. april 1918 blev Herbert – også kaldet Bert – Hansen taget til fange af tyskerne. Det var under Første Verdenskrig, og Bert Hansen røg i fangenskab under en af de store tyske offensiver, der dog var de sidste krampetrækninger, inden tyskerne tabte krigen.

Bert Hansen var fra New Zealand, og efternavnet havde han fra en kaptajn Hansen, der flere generationer i forvejen var udvandret fra
det dansk-tyske grænseland.

Bert blev taget til fange i Meteren i Frankrig og blev først holdt under lås og slå sammen med flere hundrede andre i en våd kælder i nærheden af byen Armentiéres. Om dagen var fangerne tvunget
til at læsse og losse tyske tog, og om natten måtte de prøve at sove i den fugtige kælder.

Maden var rædselsfuld. Efter nogen tid blev de ført til det såkaldte Fort McDonald i nærheden af byen Lille i Frankrig – i den lille by
Mons-en-Barouel. Her var forholdene ikke meget bedre.

– Min bedstefar blev meget syg i Fort McDonald, fortæller hans barnebarn, Sue Hansen fra New Zealand.

En af Berts medfanger tog hans temperatur, og da den var meget høj, bad han tyskerne om at sende en læge. Efter en times tid kom der
en sygepasser (medical sergeant), men han var ret vrangvillig og sagde, at de jo havde taget temperaturen om morgenen, at han ikke var ret syg, og at han ville sende nogle aspiriner.

Da sygepasseren gik, spurgte han til Berts navn.
– Herbert Hansen lød svaret.
– Hvordan staver du efternavnet, spurgte sygepasseren.
– H-a-n-s-e-n, lød svaret.

Schleswig, Denmark

Sygepasseren virkede meget overrasket, og han skiftede
hurtigt mening med hensyn til aspirinerne. I stedet tilkaldte
han to sygehjælpere med en båre og fik Bert Hansen indlagt på sygeafdelingen.

– Her var han utroligt hjælpsom og kom med to nye tæpper til mig, ligesom han bragte mig noget af sin egen mad fra kantinen, skrev
Bert Hansen senere i sine krigserindringer.

Efter at Bert Hansen var blevet godt installeret, kom sygehjælperen og satte sig ved siden af hans seng og spurgte, hvor hans familie oprindeligt stammede fra. – Schleswig, Denmark, lød svaret fra den sengeliggende.

– Det tænkte jeg nok, sagde sygehjælperen.
– Dit navn staves med et e, og det er akkurat det samme som mit efternavn. Måske er vi ligefrem i familie med hinanden.

Til Belgien
Det viste sig, at sygepasseren var dansksindet og havde
meget lidt til overs for tyskerne, og han blev glad, da
Bert sagde, at han håbede, at der snart ville komme fred
til Slesvig og Holsten. Sygepasseren sørgede for, at Bert
Hansen blev overført til et fint lille lazaret i en kirke i
Belgien. Her var forholdene heller ikke i top – men langt
bedre end i fortet.

Inden Bert Hansen tog afsted til det lille lazaret, forsøgte han at pille
lusene af sig selv. Det blev til  284 af slagsen.

– Hvis jeg havde heddet Jones eller Smith, tvivler jeg meget på, at jeg ville have overlevet opholdet på Fort McDonald, skrev Bert Hansen
senere, da han efter krigens afslutning var vendt tilbage til New Zealand.

Ifølge hans eget udsagn var forholdene i det lille lazaret i Leuze i Belgien, i nærheden af Tournai, de bedste, han oplevede som krigsfange. Der var to tæpper til hver fange, og maden var rigelig. Det var muligt at købe ind i den nærliggende by for fangerne
– hvis de kunne fremskaffe nogle penge – og en gang om ugen kom den lokale politibetjent med blandt andet kogte æg og mælk.

Vil sige tak
Sue Hansen er nu kommet op i årene, og hendes far Frederick,
Berts søn, bliver snart 90 år.

– Vi vil meget gerne prøve at finde frem til efterkommerne
af den sygepasser, der reddede min bedstefars liv, fortæller Sue Hansen. På sin vis reddede han også både hendes eget og hendes fars liv. Hvis Bert Hansen var død i Frankrig, ville de aldrig være
blevet født.

Det er især et udpræget ønske hos Frederick Hansen, at han gerne vil have en eller anden kontakt til sygepasserens efterkommere, så han kan sige tak til dem, inden han dør.

Problemet er, at der ikke er meget at gå efter: Bert Hansen oplyste aldrig sygepasserens fornavn, eller hvor han kom fra i grænselandet.
Det er muligt – Og der var jo mange ufrivillige krigsdeltagere fra det
dansk-tyske grænseland, der hed Hansen, fortæller historikeren
René Rasmussen fra Museum Sønderjylland. Han er en af hovedpersonerne  bag Facebook-siden Sønderjyderne og den store
krig 1914-18, og via denne side, der har haft og stadig har meget store besøgstal, er mange folk blevet ført sammen.
– Så det er ikke umuligt, siger René Rasmussen.

I september har Sue Hansen en plan om at komme til
Europa og i givet fald måske mødes med efterkommerne af den ukendte sygepasser.

Så hvis læsere af denne artikel har en idé om, hvem det
kunne være, kan de kontakte avisen.

Samtidig vil artiklen også blive publiceret på Facebooksiden.
Så måske lykkes det Sue og Frederick at finde den ukendte
redningsmand.

Til september 2022 udkommer en ny bog af forfatteren Tom Buk-Swienty, der vil være kendt for en lang række spændende udgivelser.

Bogens titel er: “En safari fra Helvede” .

Det er historien om Nis Kock og de andre sønderjyder, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt.

Politikens forlag skriver:

En safari fra Helvede er endnu en fængslende bog fra bestsellerforfatteren Tom Buk-Swienty.

Han fortæller levende om de knap 30 sønderjyder, der forklædt som danske sømænd i det tyske kejserriges tjeneste under 1. Verdenskrig blev sendt på en halsbrækkende og hemmelig mission til kolonien Tysk Østafrika. Foran sig på et maskeret skib, havde de 25.000 sømil, Nordatlanten, Sydatlanten, Kap det Gode Håb og Det indiske Ocean – og mod sig Royal Navy.

Bogen handler om sønderjydernes dramatiske og farefulde sørejse og senere fodrejse gennem det afrikanske vildnis. Selv om alt det, sønderjyderne skulle igennem, næsten er for utroligt til at være sandt, er der tale om virkelige hændelser. De beskrives via deltagernes øjenvidneberetninger og erindringer og er baseret på samtidige og unikke dokumenter fra arkiver i Tyskland, England og Danmark.

I den ene ende af skalaen er der verdenshistoriske skikkelser som Winston S. Churchill, dengang britisk marineminister, og den legendariske tyske general Paul von Lettow-Vorbeck, kendt og berygtet som ”Afrikas løve”, i den anden ende en flok ydmyge sønderjyder, hvis indsats skulle få afgørende betydning på krigens gang i dette fjerne hjørne af verdenskrigen.

En gennemgående fortæller er den lune og beskedne fyrbøder Nis Kock fra Kegnæs på Als. Takket været hans usædvanligt levende vidnesbyrd om de i alt fem års sære og farlige begivenheder, han og kammeraterne blev hvirvlet ud i, kommer læseren helt tæt på dette ejendommelige og i dag så godt som glemte stykke verdenshistorie.

Bogen udkommer midt i september og vil blive præsenteret på Sønderborg Slot.

Museum Sønderjylland har for nylig fra familien modtaget Kresten Andresens originale krigsdagbøger og breve, fotos, notebøger og meget mere.

Kresten Andresen (1890-1916) er den måske mest kendte sønderjyske krigsdeltager. Han var en reflekteret ung mand, hvis tanker, som han betroede sine dagbøger og delte med sin familie i sine mange, velskrevne breve, endnu i dag forekommer nærværende og relevante.

Brevene er udgivet flere gange, senest under redaktion af Claus Bundgård Christensen.

Kresten Andresen kom om nogen til at personificere den dansksindede sønderjyske soldat, der var tvunget i kamp for en sag, han ikke sympatiserede med. Når man læser hans breve og dagbøger, forstår man godt hvorfor.

I en notesbog har han afskrevet den østrig-ungarske krigserklæring mod Serbien, der blev afleveret den 28.7. 1914.

Notatet er formentlig skrevet den 29. juli 1914. Verden ventede i spænding, om den østrigske krigserklæring ville få en storkrig til at bryde ud.

Under afskriften af krigserklæringen har Kresten  Andresen tilføjet:

“Ja, skal det gå løs, så gid de tyske hunde må få at føle, hvad de har indladt sig på.

Her er man tvungen med i kamp for at undertrykke et lille, uskyldigt folkefærd.

Tvungen med i kamp under en fjendtlig fane, ikke for fædreland og frihed, men for tvang og undertrykkelse.

A, Gud, når vil det ende!”

Det er rene ord for pengene!

Man kan notere sig, at Kresten Andresen brugte moderne retsstavning, og bortset fra bruge af “når”, hvor vi i dag ville skrive “hvornår”, er sproget næsten helt moderne at læse.

Tak for de kommentarer og supplerende oplysninger, der er tilføjet i begyndelsen af februar 2022.

På grund af flere årsager, herunder generel travlhed og arbejdsfordelingen blandt de frivillige  samt evt. sygdom, bliver kommentarer ikke altid besvaret. Men kommentarerne bliver stående under hver personside og vil blive indarbejdet i personsiden efterhånden som de frivillige når dertil.
Pt. arbejder de frivillige med at færdiggøre igangværende del-projekter i forbindelse med krigsdeltagere, der endnu ikke har fået en personside.

Der er pt. 3 frivillige, der arbejder direkte på websitet med forskellige del-opgaver, mens der som regel er 5-10 aktive frivillige, der arbejder med at transskribere kilder, gennemgå supplerende kilder af meget forskellig art og med at finde oplysninger om krigsdeltagere, der derefter samles til personsider.  Se evt. siden “Om” for at se, hvem der er frivillig.

Vær opmærksom på at længere supplerende oplysninger og personskemaer – f.eks. om krigsdeltagere, hvortil der pt. ikke er oprettet personsider – kan indsendes via mail. Se siden “Indsend oplysninger“.

Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.

I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her

Indsender ved ikke, hvem og i hvilken relation afsender har til modtageren.

Knud Jakobsen: U20. Ubåden, der ændrede historiens gang. udgivet af Sea War Museum, trykt i Ringkøbing, 2021. 108 sider, 179,- kr.

Knud Jakobsen, der er tilknyttet Sea War Museum Jutland i Thyborøn, er en flittig skribent. Der er efterhånden kommet mange læseværdige bøger fra hans hånd, og bogen om U20 er ikke nogen undtagelse.

U20 vil være kendt som den ubåd, som i april 1915 sænkede den britiske passagerdamper Lusitania. 1198 mennesker omkom, heraf 128 amerikanske statsborgere. Kun 764 blev reddet.

Begivenheden var med til at vende stemningen i USA imod Tyskland. USA havde indtil da forholdt sig temmelig indifferent over for krigen mellem de europæiske lande, som kun få ønskede at blive blandet ind i. Sænkningen af “Lusitania” banede dermed vejen for amerikansk deltagelse på ententens side i 1917.

Allerede i samtiden var sænkningen af Lusitania stærkt omdiskuteret, for skibet medbragte uomtvisteligt også ammunition og andet krigsmateriel til den britiske krigsførelse.

På 108 velillustrerede sider opruller Knud Jakobsen veloplagt historien om de tyske ubåde, i almindelighed og U20 i særdeleshed, den to skibschefer Otto Dröscher og Walther Schwieger og bådens videre skæbne.

U20 strandede i 1916 på Jyllands vestkyst, og man kan på Sea War Museum bl.a. se bådens tårn, dækskanon og periskop.

Det er en velresearchet, velfortalt og velillustreret bog, der føjer sig fint ind i rækken af Knud Jakobsens og Sea War Museums andre meget læseværdige udgivelser.

Bogen kan købes i boghandelen – eller i museets museumsbutik (hvor den dog i skrivende stund (18. januar 2022) endnu ikke optræder.

René Rasmussen

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en patriotisk kugle til juletræet – og noget til at lægge under træet: Et stykke patriotisk sæbe!

Glaskuglen er i det tyske kejserriges farver: sort-hvid-rød. Den er dekoreret med et jernkors og et egeløv med en sløjfe i de sort-hvid-røde farver.

Sæben er til overflod pyntet med patriotiske og martialske symboler: Det tyske Kejserriges sort-hvid-røde flag, jernkorset og sætningen “Gott mit uns”, der som bekendt også stod på de preussiske soldaters bæltespænder.

Sæbe blev meget hurtigt en mangelvare, så det er et under, at dette stykke har overlevet krigen.

Et usædvanligt godt tilbud til de 10 hurtigste, der melder sig ind i Historisk Samfund for Sønderjylland på hssdj@hssdj.dk

Få Sønderjyske Årbøger 2021 og alle otte numre af Sønderjysk Månedsskrift for 2021.

Få desuden i det kommende år (2022):

Otte numre af Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjyske Årbøger.

+ en kompakt Sønderjyllands Historie i ét bind, skrevet af Carsten Porskrog Rasmussen og Hans Schultz Hansen.

Foruden alle de andre medlemsfordele, bl.a. stor rabat på alle vores bogudgivelser.

Første års kontingent (for 2022) er kun 275 kr. (Derefter er kontingentet fra 2023 normalprisen 325,- kr. årligt).

Kontingentet omfatter hele hustanden.

Få masser af medlemsfordele – og støt foreningens arbejde med at forske i og udbrede kendskabet til Sønderjyllands spændende historie.

Send en mail til: hssdj@hssdj.dk og meld dig ind.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en pakke med en “julegave”.

Fra flere officielle sider blev der ved juletid sendt standardiserede pakker med “julegaver” til de tyske soldater. Initiativtagere og afsendere kunne være velgørende organisationer som Røde Kors eller Vaterländischer Frauenverein.

Gaverne var ofte sponsoreret af f.eks tobaksfirmaer eller indkøbt for indsamlede midler.

Indholdet bestod ofte af levnedsmidler (f.eks. bagværk, chokolade), tøj (f.eks. sokker, knævarmere), læsestof, skriveredskaber, lys, tobak, cigarer og cigaretter.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det et udvalg af de små julehæfter, som blev udgivet af De nordslesvigske Frimenigheder under redaktion af frimenighedspræst Thade Petersen og sendt til de sønderjyske soldater i felten.

De findes i forskellige årgange og forskellige versioner, afhængigt af, hvilket trykkeri, de blev trykt på.

Hæfterne indeholdt digte, sange og hilsener fra Sønderjylland. De skulle trøste og styrke de kære i felten så langt hjemmefra med opbyggelige ord som f.eks. disse, der er fra julehæftet 1915 og underskrevet med initialerne M.A.:

“… hvor langt I end er borte fra hjemmet, enten I er oppe ved Yser eller nede i Serbien, i øst eller vest, så er I aldrig så langt borte, at Gud Fader ikke kan være Jer nær med sin trøst og med sin hjælp, når vi blot beder ham om det. (…)

Herhjemme kredser tankerne stadig om Jer derude, og mange gode bønner stiger op til himmelens Gud. Å, Gud FAder, for Jesu navns skyld, slå englevagt om vore kære, at de må komme frelst hjem igen. Giv os alle en god jul med din fred over os, og lad os så næste år få lov til at holde jul sammen, med fred over jorden, så menneskene kan fryde sig igen.”

I “De fire onde Aar” skriver J. Jørgensen om hæfterne:

“Blandt de Bud, der gik mellem Menighederne herhjemme og de unge ude ved Fronten maa nævnes ikke blot de forskellige Kirkeblade: “Nordslesvigsk Kirkesag”, “Sædekornet”, “Højskolebladet” o. a., men ogsaa det lille Hefte: “Julehilsen til Soldaterne”, der indtog en særlig Plads. Det var en Moder, Fru Lycke i Rødding, der fik Tanken, og Indholdet blev væsentlig skrevet af Kvinder.

Det lille grønne Hefte imødesaas med Forventning, naar Højtiden nærmede sig, og Nordslesvigs Kvinder gav det bedste, de ejede, deres Hjerter, ikke mindst de, der som Fru Lycke maatte miste kære, unge Sønner.

Julehilsenen til den første Jul (1914) indeholder dog mest Bidrag fra Mænd. Der findes det let gennemskuelige Mærke R. D., Sønderjydernes trofaste Ven hele sin Levetid, Otto Rosenstand i V. Vedsted, endvidere Navnene Olf. Ricard og Carl Koch, og fra Skovgaards Haand indeholder Heftet tre Tegninger: Det ægte Julebillede: Englene aabenbarer sig for Hyrderne, Vandringen til Golgatha, der taler om Lidelsen og om Frelsen gennem Lidelser, og Daniel i Løvekulen, en Trøst til alle dem der skulde færdes ude blandt Krigens Vilddyr.

Disse Smaastykker ejer endnu den oprindelige Friskhed, fordi de er skrevet ud af levende, bevægede Hjerter, og de har været til gensidig Styrkelse i Troslivet. Udgiveren, Præsten Thade Petersen i Haderslev, gør rede for, hvorledes Indholdet,

Naar det var tilvejebragt, maatte oversættes til Tysk for at blive gennemset af Generalkommandoen, inden Trykning kunde tillades.

Heftet bragte sin Del af Juleglæden til de kære i det fremmede, selvom Tonen blev tungere Aar for Aar.

“Julehilsen” 1917 fremtræder som Soldaternes værdige Gensvar paa Mødrenes Røster, og i 1918 indeholder Julehilsenerne en Lov og Tak til Gud med de inderligste

Velkomstord til dem, der var levnede fra det blodige Opgør.”

Peter Poulsen har fortalt om, hvordan julehæftet gjorde stort indtryk på ham, da han modtog det i 1916:

“Men Aftenens egentlige Midtpunkt og det, som gjorde den uforglemmelig for os, var en lille Bog, som var sendt mig fra Hjemmet, skrevet af forskellige under Titlen:

„Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem”.

I den Bog var der en ung Hustru, som havde afskrevet en lille Sang: „Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt”. Hun havde mistet sin Mand, som var faldet i Rusland.

Han var en af mine bedste Venner. Vi havde staaet sammen i Nationalitetskampen; vi havde saa tit baade i Mark og Skov talt sammen om Gud og hans Rige, og han havde mange Gange sagt til mig: „Du er en lykkelig Mand, at du er saa enfoldig, at du kan tro Bibelen, og hvad der staar i den, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tro hverken paa Gud eller paa Djævelen eller paa Himmel eller Helvede, det er altsammen imod min sunde Fornuft,” og tit var jeg gaaet fra ham med et bedrøvet Hjerte.

Han blev indkaldt godt et Aar før jeg, og da han havde været inde en kort Tid, skrev han til mig: „Den Gud, som du ved, jeg hjemme ikke kunde tro paa, kommer mig saa nær her, at jeg ikke kan blive ham kvit, og i mine bedste Stunder finder jeg mig fuldstændig afhængig af ham.”

Vi vekslede en Del Breve sammen; han kom hjem paa en mindre Orlov, var nede hos mig at sige Farvel, og da vi kom udenfor  Gaarden, vendte han sig om, tog min Haand og trykkede den, og mens Taarerne trillede ned ad hans Kinder, sagde han: „Det bæres mig for, at jeg aldrig skal se Brændstrup mere.”

Jeg fulgte ham til Stationen; Sindsbevægelsen overvældede ham hvert Øjeblik; men kort efter blev han rolig igen, sagde Farvel til sin Hustru og sine fem smaa Børn og rejste for sidste Gang bort fra Brændstrup — for ikke mere at komme levende tilbage.

Faa Dage efter fik jeg atter Brev fra ham, hvori han skrev: „Snart gaar det til Fronten, men hellere gaa til Rusland og lægge mine Ben der, end gaa til Brændstrup og leve det gamle Liv.”

Han gik til Fronten og faldt derinde i Rusland.

Jeg fortalte Kammeraterne det udførligt, fortalte dem om hans Hjem, hans Hustru og hans Børn, og Alvoren greb os; det store Spørgsmaal brændte i vore Hjerter: „Mon det er den Vej, der er beskikket ogsaa for os?” Vi sang atter, bad sammen og følte os rigtig knyttet nær sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en smørkærner til hjemmebrug. Den er fremstillet af glas, kan rumme ca. tre liter mælk og er forsynet med en metalpisker med håndsving.

Typen var ikke ualmindelig før 1914 og blev bla. brugt i mindre husholdninger til at kærne smør. Men som Første Verdenskrig trak ud, blev der indført rationering af smør og tvangsaflevering af landbrugsprodukter. Smørrationen var til tider nede på under 90 gr. pr. person – om ugen. Det medførte en stigende efterspørgsel på disse smørkærnere, og myndighederne tog konsekvensen og forbød dem. Gendarmen, der gennemførte kontrolbesøg, havde myndighed til at konfiskere smørkærnere, hvis han fandt dem.

Nicolai Svendsen skriver i bogen: De fire onde Aar:

“Ude i Bøndergaardene sad Husmoderen i Sovekamret, for at Tjenestefolkene ikke skulde se det, og lavede Smør i en lillebitte Haandkærne. Paa denne Maade fik hun Fedtstoffet til at slaa til.”

Og Ingeborg Refslund Thomsen skriver sammesteds:

“Hvad spiste man i Byerne? Krigskaffe med skummet Mælk, og i den Tid, da man endnu troede, der skulde Smør paa Smør og Mælk og smurte det paa Brødet. Eller hvide Bønner blev kogt til Puré og rørt sammen med Smør. Eller man prøvede paa at lave Ostemasse af Kærnemælk og blande det med Smør.

Efterhaanden gik det i mange Familier saadan, at hver havde sin lille Smørdaase, med de 30 eller 60 Gram, og hvor der var Børn, indledtes Morgenmaaltidet ofte med: “Du har taget af mit Smør!”

Marmelade og Kunsthonning fik man paa Kort. Der var et Kort, der hed “Levnedsmiddelkort”, og det bekendtgjordes i hver Uge, hvad
man nu fik.”

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en stålhjelm, der har tilhørt senere sognerådsformand Claus Christensen, Lavensby på Als. Claus Christensen gjorde så vidt vides krigstjeneste ved Infanteri-Regiment nr. 84, Jäger-Bataillon Nr. 9, Infanteri-Regiment Nr. 136 og Infanteri-Regiment Nr. 132.

De tyske infanterister drog i 1914 i krig i den klassiske pikkelhjelm af læder. Men over for den ekstreme artilleribeskydning ydede pikkelhjelmen stort set ingen beskyttelse, og mange soldater blev dræbt af granatsplinter, der ramte hovedet.

Franskmænd og briter indførte i 1915 stålhjelme, og også tyskerne satte i 1915 gang i en udvikling af en stålhjelm.

Det var kirurgen Friederick Schwerdt og Professor August Bier fra Det tekniske Institut i Hannover, der udviklede det klassiske design, der ydede langt bedre beskyttelse end de franske og britiske typer – men som til gengæld også var meget dyrere at fremstille.

Hjelmtypen var fremstillet af en chrom-nikkel-legering og fik betegnelsen M1916 Stahlhelm. Da hjelmen var fuldt indfaset, nedbragte den antallet af dræbte pga. hoved-læsioner med ca. 70%.

Hjelmtypen er forbillede for moderne militærhjelme endnu i dag.

Hjelmen blev gradvist indfaset i den tyske hær fra begyndelsen af 1916. Forud for angrebet ved Verdun blev der uddelt 30.000 hjelme til soldater i forreste frontlinje. Det var langt fra tilstrækkeligt til alle.

Hjelmen vejer ca. 1 kg, men er alligevel ikke så ubekvem at bære, som den ser ud.

De to “horn” på hjelmen er dels til ventilation dels til at påmontere et såkaldt “Stirnpanzer”, der ydede forøget beskyttelse. Disse blev dog som regel kun båret af skarpskytter og vagtposter, der var særligt udsatte for geværskud forfra. Hjelmen kunne nemlig ikke modstå et direkte anslag fra et geværprojektil, men ydede en udmærket beskyttelse mod mindre granatsplinter.

Standardkamuflagebemalingen bliver først indført i 1918, men der findes eksempler på individuel kamuflagebemaling allerede fra 1916.

Stålhjelmen havde en tendens til at glide ned foran ansigtet. Det var nogle gange med til at redde livet for en soldat, der blev levende begravet.

Hermann Hunger fra Aabenraa har berettet om, hvordan stålhjelmen reddede hans liv.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det en signalfløjte fra den lette tyske krydser SMS Undine. Fløjten har en dykker fundet ved vraget og foræret museet.

Det er – som det ses – ikke en bådsmandsfløjte (Bootsmannspfeife), men en trillefløjte (Trillerpfeife).

Bådsmandsfløjten var officerernes signalgivningsfløjte, mens underofficererne brugte en trillefløjte.

Begge typer af fløjter blev anvendt til signalgivning.

Trillerfløjten – også kaldet en “Batteriepfeife” – blev navnlig brugt til navigationskommandoer o.l.

SMS Undine var den sidste af 10 lette krydsere af gazelle-klassen. Den var bygget på Howaldtswerke i Kiel. Den blev køllagt i 1901 og løb af stablen i 1902. Skibet var 105 meter langt og 12,5 meter bredt og havde en besætning på 270 mand.

I 1904 påbegyndte SMS Undine sin tjeneste. Den blev hjemmehørende i Sønderborg som skoleskib for artillerister, da skibsartilleriskolen åbnede her i 1907.

SMS Undine var bevæbnet med ti 10,5 cm kanoner og to 45 cm torpedorør. Den havde en topfart på svimlende 21,5 knob (39,8 km/t).

Ved krigsudbruddet i 1914 blev SMS Undine indsat i Østersøen til kystbevogtning og beskyttelse af tyske fragtskibe.

SMS Undine blev sænket den 7. november 1915 i Østersøen af den britiske u-båd E19. 14 søfolk omkom, men resten af besætningen blev reddet af to ledsagende destroyere.

Skibet ligger i dag på 50 meter vand midt i Østersøen mellem Blekinge, Bornholm og Rügen.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det et brudstykke af klokken fra kirken i Bikschote/Bixschote.

Landsbyen ligger ved Langemarck-Poelkapelle nord for Ieper/Ypres og blev fuldstændig udslettet under Første Verdenskrig.

Bikschote/Bixschote ligger nærmest lige i frontlinjen mellem ententens og de tyske linjer. Området var skueplads for nogle af de hårdeste kampe på Vestfronten både i oktober-november 1914, april-maj 1915, juli-november 1917, april 1918 og september-oktober 1918.

Kirken blev fuldkommen ødelagt allerede tidligt i krigen.

Brudstykket er 4 cm. tykt og massivt. På stykket ses noget af en inskription: “EDELEN E”, samt lidt af en dekoration. Stykket er taget med hjem af en ukendt sønderjysk soldat og befinder sig nu i Museum Sønderjyllands magasiner.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det en hjemmelavet båd, som russiske krigsfanger på Als flikkede sammen i 1918 for at flygte til Fyn over Lillebælt.

I krigens første måneder, da hærene endnu foretog store, omgående bevægelser, blev der taget tusindvis af krigsfanger. Navnlig i de store slag på Østfronten blev der taget mange russiske krigsfanger.

Fra begyndelsen blev disse krigsfanger holdt i store krigsfangelejre, men med tiden blev de fordelt på mindre lejre ud over hele Tyskland, herunder også Sønderjylland. Her blev de sat til store jordarbejder som f.eks. dræning af moser, gravning af kanaler eller byggeri af diger. Senere kom de ud på gårdene for at bistå med landbrugsarbejdet.

Tusindvis af krigsfanger forsøgte at flygte til Danmark, og rigtig mange havde held med det. Ofte gik fangerne nordpå over Kongeåen eller tog den farligere vej gennem Vadehavet. Men på østkysten forsøgte nogle sig med at sejle over Lillebælt.

Navnlig hen imod slutningen af krigen, efter revolutionen i Rusland 1917 og freden i Brest-Litowsk i foråret 1918 fik mange russere hjemve og ville bare gerne hjem.

Denne båd – eller resterne af den – er flettet af tre (andre kilder siger fem) russiske krigsfanger et sted i Nørreskoven på Als og benyttet til flugt til Bøjden 1918. Fangerne hørte til en “Buchenkernkommando” i Sjellerupskov. En “Buchenkernkommando” indsamlede bog fra bøgetræer, der brugtes til bl.a. dyrefoder.

Båden er flettet af grene, sammenbundet med maskingarn og udrustet med øsespand, to årer, og omspændt med en presenning, der var stjålet hos en landmand i Asserballeskov.

Det lykkedes dem at nå over til Fyn, men det krævede flittigt arbejde med øsen.

Båden blev i begyndelsen af 1920’erne hentet tilbage til Als af daværende leder af museet, Jens Raben, og udstillet på Sønderborg Slot.

Pressening og andet er senere gået til, men de sammenbundne grene findes endnu i museets magasiner.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en gasmaske, som cigaretfabrikant Jacobsen fra Sønderborg bragte med hjem fra krigen. Jacobsen var Kraftwagenfahrer – dvs. chauffør på et motordrevet køretøj.

Brugen af gas i krigsførelsen var ikke tilladt ifølge Haager Konventionen fra 1899. Alligevel brugte begge parter i 1. verdenskrig gas.

I begyndelsen af krigen var det ret uskadelig gas – som f.eks. tåregas. Men i foråret 1915 brugte tyske tropper for første gang dødbringende klorgas. Senere blev der udviklet andre, mere effektive gastyper.

Gassen blev i begyndelsen lukket ud i medvind fra store gasbeholdere, men med tiden blev der udviklet gasgranater, der kunne føre gassen over i fjendens linjer ved hjælp af artilleriet. En kombination af gas- og sprænggranater viste sig særligt effektiv.

Brugen af gas nødvendiggjorde udviklingen af værnemidler. De første gasmasker var ret primitive. Jacobsens gasmaske er en Gummimaske Model 1916, mens beholderen er fra den mere avancerede Model 1917.

Hver enkelt gasmaske blev tilpasset individuelt. Det var derfor af ekstrem vigtighed, at man ikke i forvirringen og panikken under et gasangreb fik den forkerte gasmaske på. Det er derfor, gasmaskernes beholdere ofte er mærket med ejerens navn.

Den nye udgave af Sønderjyske Årbøger er udkommet og rundsendt til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Årgang 2021 indeholder som sædvanligt en broget buket af artikler med relation til Sønderjyllands historie.

Af særlig interesse for denne sides læsere er Steffen Lind Christensens artikel: “Pligt, tvang og tilhørsforhold. Pligtforståelse og selvopfattelse blandt dansksindede krigsdeltagere 1914-1918.”

På baggrund af feltpostbreve, dagbøger og erindringer analyserer han en række dansksindede sønderjyders forhold til danskhed, hjemstavn og soldaterpligt.

Det er der kommet en rigtig interessant artikel ud af.

Årbogen indeholder yderligere fem artikler med forskellige emner. Læs mere om Sønderjyske Årbøger 2021 her.

Man modtager Sønderjyske Årbøger for sit medlemskontingent i Historisk Samfund for Sønderjylland. Dertil kommer otte gange om året Sønderjysk Månedsskrift, foruden rabat på foreningens bøger og arrangementer.

Man kan melde sig ind i Historisk Samfund for Sønderjylland her.

Er du allerede medlem? Så kan man også forære et medlemskab til én, man måske tror kunne have glæde af det!

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men hvoraf de fleste ikke er udstillet. Det gælder f.eks. nedenstående.

Denne gang er det en meget sjælden orden, nemlig Goldenes Militär-Verdienst-Kreuz für Unteroffiziere und Mannschaften – populært også kaldet “Pour le Mérite” for ikke-officerer. Ordenen blev kun uddelt  i alt 1770 gange.

Ordenen blev givet til Niels Petersen fra Bevtoft, senere Vejbøl, i 1918

Niels Petersen aftjente værnepligt ved Infanterie-Regiment Nr. 141 og kom senere til Grenadier-Regiment Nr. 5.

Han modtog Jernkorset af 2. klasse (EK2) allerede i forbindelse med slaget ved Tannenberg og De Masuriske Sumpe i 1914 og Jernkorset af 1. klasse (EK1) i forbindelse med slaget ved Somme i 1916.

Niels Petersen har selv i et interview fortalt om de begivenheder, der førte til, at han fik sin orden:

Uddrag af interview fra Jydske Tidende 1939

(…) Og saa kom den Dag, da jeg fik Skraldet. Det var under det store Gennembrudsslag ved St. Quentin den 21. Marts 1918. Jeg var blevet uddannet til Stormtrop-Forer og førte en særlig uddannet Formation. Vi laa paa et Sted, hvor den franske og den engelske Front stødte ind til hinanden. Og havde faaet til Opgave at drive en Kile ind mellem dem.

Niels Petersen tænker sig lidt om, og saa fortsatter han: — Det var tidligt om Morgenen. Jeg stod ovenfor Skyttegraven med Uret i Haanden, og mine Folk stod endnu nede i Graven. Vi stod i et nøje Samarbejde med vort Artilleri, og enhver Bevægelse skulde gaa efter Klokkeslæt.

Saa kom Kaptajnen farende og spurgte, hvor Føreren var. Der var endnu et Minut, Hr. Hauptmann, svarede jeg. For det var ikke alene mig, der skulde gaa i Spidsen, det var ogsaa mig, der havde Kommandoen,

I samme øjeblik Minuttet var inde, begyndte Artilleriet at lægge Ilden fremad, og jeg kunde paa Uret nøje følge de trufne Dispositioner, der var fastsat i Aftalen. Paa den Maade gik vi frem med et formeligt Ildtappe foran os, og vi blev ved at følge efter Artilleriet, alt efter som det lagde Ilden længere frem mod de engelske og franske Skyttegrave.

Mine Folk var bevæbnede med Revolver og Haandgranater, paa hver Fløj havde jeg et stort Maskingevær, og vi kom under Beskyttelse af den voldsomme tyske Ild ogsaa godt igennem — helt over til den engelske Artilleri-Stilling.

Værst var det, naar man skød med Gas paa os. Hver Gang, vi skulde kaste os ned, maatte vi have Gasmasken paa, og det var slet ikke saa behageligt. . . Men saa pludselig begyndte et hemmeligt engelsk Batteri, hvis Eksistens ingen havde anet, at beskyde os paa 400 Meters Afstand.

Det saa ikke godt ud dette her, men alligevel lykkedes det hele Stormtroppen at komme igennem. Blot savnede jeg Røj, en anden Dansker, der havde haft Maskingevaret paa højre Fløj. Jeg kunde ikke forstaa, hvor han var blevet af, og først for nogle Aar siden besogte han mig her i Vejbøl og fortalte mig, at han havde faaet et Skud gennem Sædet. Nu bor han i Padborg.

Der faldt en hel Del Englændere, og mange blev taget til Fange. Vi var kommet ind i Byen Essigny le grand, der ligger ved Chausseen fra St. Quentin til Paris, og jeg stod netop og talte med nogle engelske Fanger, som jeg bad om selv at gaa tilbage til de tyske Linier.

Situationen havde udviklet sig til Nærkamp, og Englænderne havde netop begivet sig paa Vej, da en Englænder, der var klatret op paa den Husgavl, ved hvilken jeg stod, lagde an paa mig. Jeg greb min Revolver og var — forøvrigt første Gang — parat til at skyde paa et Menneske, men det var for sent.

Da jeg kom til mig selv, sad jeg op mod en Mur, mens en Sanitetssoldat var i Færd med at fugte mine Læber med Vand. Skudet havde ramt mig i Nærheden af højre Skulder og var gaaet ud af Ryggen som Richochet — altsaa paa tværs.

Saa bar fire Mand mig tilbage. Det, var Majoren, der havde givet Ordre til, at man skulde bringe mig i Sikkerhed, og efter at jeg sammen med saarede Tyskere, Englændere og Franskmænd havde opholdt mig 2 Dage i en stor engelsk Dækning, blev jeg som en af de første overført til et Feltlazaret, hvor Saaret blev behandlet. Det viste sig at være temmelig alvorligt, fordi Skuddet var blevet affyret paa meget kort Afstand. Derved havde den saakaldte Krudtslam foraarsaget en Betændelse, der bredte sig i den Grad, at det ene Ribben senere maatte fjernes.

Fra Feltlazarettet kom jeg paa en længere Rundrejse. Jeg havde haabet, at jeg skulde komme nordpaa, men det gik anderledes, end jeg havde tænkt. Først kom jeg til et Lazaret i St. Quentin, og saa til Sedan, hvor der var Plads til 120.000 Saarede, og hvor Tysklands dygtigste Læger var taget i Brug.

Min Tilstand var imidlertid blevet alvorlig, og jeg har endnu det Telegram, der fra Lazarettet blev afsendt til mine Forældre „Sohn Niels hier aufgenommen. Zustand ernst”.

Det var, medens jeg laa her paa Lazarettet, at vor Stabssergent en Dag i April kom paa Besøg hos mig, medbringende en forseglet Æske, som jeg selv skulde aabne. Jeg var imidlertid saa svag, at jeg ikke var i Stand til det, og saa maatte Professoren gøre det.

Det var Militär-Fortjenestekorset, der paa den Maade blev overrakt mig som Anerkendelse for Stormangrebet.

Mens jeg laa her i Sedan, maatte jeg tilbringe en Tid, hvor jeg næsten stod paa Hovedet i Sengen. Det var for at faa Betændelsen fjernet. Fra Sedan overførtes jeg saa til Saarbrucken, derfra gik det til Leipzig, og endelig kom jeg til Haderslev, men da var Krigen forbi, og Revolutionen i fuld Gang.

— Hvilke Følelser havde De under de farefulde hverv på Patrouiller og lignende, Niels Petersen?

— Det var værst, før det skulde gaa løs, men naar vi først var midt i det … ja, saa vidste vi, at det var noget, vi skulde, og saa kunde det hænde, at vi næsten ikke kunde vente, til Hvervet var udført. For øvrigt havde vi ikke saa store Tab paa de saakaldte „Gewaltpatrouiller”, jeg har ledet, og som gik ud paa at tage Fanger. Hvis man lempede sig frem og bar sig rigtigt ad, kunde man godt klare den. Men det kunde ogsaa hænde, at de ovre paa den anden Side gennem deres Lytte-Apparater havde opdaget, at vi var under Vejs. Saa fik vi Katusch med det samme.

Værst af alt var den forbandede Gas. Den første, der blev anvendt, var ikke saa slem, men det blev galt, da de begyndte at bruge Sennepsgassen.

Niels Petersen har rystet sine Ordener ud paa Bordet foran sig, og blandt dem er ogsaa et Emblem, der viser, at han er Medlem af De danske Forsvarsbrødres Forening.

— Vi var kun ganske faa Danskere ved mit Regiment, siger han, og vi har aldrig maattet undgælde for, at vi havde et andet Sindelag. For Resten har vi mange Gange sunget „Kong Christian”, saa det rungede. Det blev der ikke sagt det mindste til.”

Niels Petersen er så vidt vides den eneste fødte sønderjyde, der har fået denne sjældne orden. Men også Albrecht Jakob Schmidtke, der var født i Vestpreussen, men både før og efter krigen var bosiddende i Bov, modtog ordenen.

Nedenfor ses en liste over bærere af ordenen.  Hvis en frivillig har mod på at gå listen igennem for evt. at finde yderligere sønderjyder, ville det være en stor hjælp.

https://de.wikipedia.org/wiki/Liste_von_Tr%C3%A4gern_des_Goldenen_Milit%C3%A4r-Verdienst-Kreuzes

Peter Jackson, instruktøren af “The Lords of the Rings”, har den største private samling af flyvemaskiner fra 1. Verdenskrig. Denne 45 min. lange Youtube video fortæller historien om hans private samling. Maskinerne er i flyvefærdig stand og videoen indeholder mange klip af maskiner i luften.

https://youtu.be/7gmZ9X9Aplk

Tidligere i  årI udkom på GADs forlag H.C. Brodersens:”I ildlinjen. Krigsdagbog 1914-1919″ med indledning, noter og efterskrift af historikerne Martin Bo Nørregård, Claus Bundgård Christensen og René Rasmussen.

Bogen er på 203 sider og koster 249,- kr. (vejl.).

Anmelderne skrev bl.a.:

Politiken Histories nyhedsbrev :

“Et nordslesvigsk sidestykke til tyske Ernst Jüngers berømte krigsberetning ’I Stålstormen’ fra 1920, men hvor Jünger i sin beretning er en tapper kriger, der stiger i graderne og anerkendes for sin indsats, er H.C. Brodersens et mere menneskeligt portræt af en fodtudse, der er nødt til at sno sig for at klare sig ved fronten. (…) Bogen er vild læsning. (…) Stor anbefaling herfra. “

På Krigsvidenskab.dk holder anmelderen også “I ildlinjen” op mod Ernst Jüngers “I stålstormen” og skriver bl.a.: “Brodersen krigsdagbog, ”I Ildlinjen”, er ikke et mesterværk, som Ernst Jüngers tilsvarende bog, men den er godt håndværk, godt skrevet og absolut læseværdig. Den giver et fremragende billede af, hvad de dansksindede soldater i tvungen tysk tjeneste måtte igennem under deres indsats på vestfronten under 1. Verdenskrig og deres splittede loyalitet til deres andet påtvungne fædreland – Tyskland.”

Berlingske Tidendes anmelder, Bent Blüdnikow, giver bogen fem ud af seks stjerner. Han sammenligner bogen med Ernst Jüngers “I stålstormen” pga. dens “litterære kvaliteter” og dens “blodige skildringer og usentimentale tilgang til rædslerne” og skriver bl.a. “Bogen er spændende læsning, og historikernes forord og efterskrift eksemplarisk”.

www.kulturen.nu giver fem ud af seks stjerner og skriver bl.a.:

“En fantastisk velskrevet dagbog … Brodersen er en fremragende fortæller. I detaljer beskriver han dødelige nærkampe i skyttegravene, nerveflænsende bombardementer, grusomme lemlæstelser og tåbelige officerer, der betaler for deres fejltagelser med andres eller egne liv. Men han fortæller også om de glimt af menneskelighed, der midt i al elendigheden blev plads til, og om soldaternes ukuelige kamp for at overleve.”

Anmelderen sammenligner Brodersens bog med Remarques Intet nyt fra Vestfronten og Jüngers I ståltormen og mener, at den “i autenticitet ikke lader de to berømte romaner noget efter. Snarere tværtimod.” Det er ifølge anmelderen: “Rystende og dybt betagende læsning”

Og anmeldelsen slutter: “Hans dagbog er et uafrysteligt vidnesbyrd om krigen i al dens gru og meningsløshed. Og som sådan fortjener den at blive læst til hver en tid, også lige nu i dagens Danmark.
Tak for påmindelsen.”

Tidsskriftet Epsilon skriver bl.a.: “Tag og læs Brodersens beretning … Brodersen har bidraget væsentligt til at beskrive en ’almindelig’ skæbne for krigsdeltagere under Første Verdenskrig. Hans skildring er nøgtern og velovervejet.” Også denne anmelder sammenligner med Ernst Jüngers, I Stålstormen.:”Jünger er mildest talt fascineret af krigen, og er på tysk side helt og holdent. Han er krigschauvinistisk og macho i sin fremstilling. Krigen er på mange måder en leg for ham, om end han også er en hårsbredde fra at blive dræbt. Dette er Brodersens totale modsætning.”

Bogen er på 203 sider og koster 249,- kr. (vejl.). Køb den i boghandelen – meget gerne din lokale boghandel, der har brug for al mulig støtte i disse tider.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland.

Denne gang er det et lommeur.

”Til Minde om din Far.” Konfirmationsur fra Den sønderjyske Fond

I 1923 besluttede Den sønderjyske Fond at yde konfirmationshjælp til betrængte sønderjyske familier. Samtidig besluttede fonden at skænke et ur til de konfirmander, der havde mistet deres far i Første Verdenskrig. Det blev til i alt flere end 2.900 lommeure – og det var vel at mærke kun de faderløse børn, der nåede konfirmationsalderen i 1923 eller senere.

Blandt de børn, der modtog et ur, var Arthur Tietge, der fik uret til sin konfirmation som erindringsgave fra “Den sønderjydske Fond” i 1925. Hans far, Friedrich-Wilhelm Tietge (1877-1916) faldt ved Verdun lige før jul, den 19. december 1916.

Arthur Titges ur er lommeuret. Uret kunne nemlig fås i to udgaver til hhv. drenge og piger. Drengeuret var et lommeur med urkæde til at bære i en vestelomme, mens uret til pigerne var mindre og kunne bæres i en kæde om halsen. Ure af begge typer blev nogle gange forandret til armbåndsure.

Urene var fremstillet i Frankrig af firmaet Antoine Fréres i Besancon. Det var af sølv og smukt udformet. På urskiven var timerne sirligt anført med arabertal. Store, sorte tal for døgnets første 12 timer, og mindre, røde tal for døgnets sidste 12 timer. På urskiven var desuden en lille skive, der viste sekunderne.

Bagsiden af urkapslen var prydet af de to slesvigske løver, omkranset af inskriptionen: TIL MINDE OM DIN FADER – DEN SØNDERJYSKE FOND.

Et ur var en traditionel konfirmationsgave, fordi uret var et synligt tegn på livet som voksen med de forpligtelser, der fulgte med, når tiden skulle passes. Gaven markerede dermed overgangen fra barndommen til voksenlivet, når man må klare sig selv uden sine forældres forsørgelse.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland.

Denne gang er det et stykke skyttegravskunst

Armbånd af føringsring med inskriptionen Erinnerung an Moulin. Feldzug 1914/1915

Set fra et sønderjysk perspektiv var den værste dag i hele Første Verdenskrig ”Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent”, den 6. juni 1915. På denne ene dag faldt her flere end 100 sønderjyder.

Det indledende franske artilleribombardement ramte de tyske stillinger, netop som der var vagtafløsning. I fire timer regnede trommeilden ned over de tyske skyttegrave, der var tæt pakket med soldater, som hverken kunne slippe væk eller søge dækning. Bombardementet blev fulgt op af et stormangreb af franske tropper, der med geværer og bajonetter fuldførte, hvad artilleri-bombardementet havde påbegyndt.

Dette armbånd er fremstillet af en føringsring fra en fransk granat, formentlig en 75mm. Den stammer dog næppe fra angrebet den 6. juni 1915, men er snarere fra den almindelige, daglige artilleribeskydning.

En artillerigranat er påsat en føringsring af et blødere metal end kanonrøret, som regel kobber eller en kobberlegering (bronze eller messing). Det er føringsringens funktion at bringe granaten til rotation omkring sin længdeakse, når den ved affyring presses ud i kanonløbets riffelgang. Det forøger artilleriets rækkevidde og træfsikkerhed.

Nogle gange eksploderer granaten ikke (det kaldes en ”blindgænger” eller en ”forsager”), eller et stort sprængstykke fra en granat har en intakt føringsring. Føringsringen kunne slås af granaten og omdannes til papirknive, armbånd o.l.. Det kaldes ”skyttegravskunst” eller ”soldaterhusflid.”

Denne føringsring er omdannet til et armbånd, der består af to buede stykker, der er sat sammen med et treleddet hængsel i den ene side. I modsatte side er enderne åbne og forsynet med en lukkemekanisme. På ydersiden ses granatringen er pånittet et sort jernkors.

På indersiden ses en inskription: “Erinnerung an Moulin / Feldzug 1914/15.”

Giveren var sønderjyden Christian Jørgensen Møller fra Dynt ved Broager. Han var underofficer ved 6. kompagni i Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86. Det var det infanteriregiment, i hvilket flest sønderjyder gjorde krigstjeneste under Første Verdenskrig. Det havde i fredstid kaserner på Duborg i Flensborg og på Sønderborg Slot.

Armbånden er for tiden ikke udstillet.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Og vi starter med hele tre genstande: En vimpel med hammer & segl, en brødpose for menige (Brotbeutel für Mannschaften) og en rød kokarde.

Genstande fra Bruno Topff og revolutionen i Sønderborg 1918

Det er ikke hvilken som helst brødpose – den har nemlig tilhørt den velkendte “præsident” Bruno Topff, der som bekendt stillede sig i spidsen for den lokale variant af den tyske november-revolution i 1918. Ifølge en overlevering skal han ligefrem have udråbt sig selv som præsident for “Republikken Als” i de tidlige novemberdage 1918. Det er nu meget tvivlsomt! Men det er en kendsgerning, at han i et par dage tilsyneladende tiltog sig mere lokal magt, end det var sædvanligt for en formand for soldaterrådet.

Hverken vimpel, brødpose eller kokarde er udstillet for øjeblikket.

Men vi skal også have noget at putte i brødposen, nemlig den røde vimpel med hammer & segl, som Topff lod montere op landråd Schönbergs konfiskerede automobil. I denne bil lod Topff sig transportere rundt under ledsagelse af bevæbnede matroser.

Den kejserlige kokarde havde matroserne erstattet med røde tøjstykker som denne nedenfor.

Julegaven til den, der interesserer sig for Første Verdenskrig og Sønderjylland:

Mogens Jensen: “Zeppelinbasen i Tønder. V. Marine-Luftschiffs-Detachement Tondern – en tysk luftskibsbase i Sønderjylland 1914-1918.” 108 sider, 168,- kr (vejl.).

Bogen har fået en begejstret modtagelse af anmelderne:

“Der er overraskende meget faktuelt stof og og underholdende fortællinger på bogens godt 100 sider (…) Bogen fortæller levende om hverdagen på basen og kontakten med lokalbefolkningen.” Den er “fyldt med spændende fotografier, som støtter teksten på bedste vis. Bogen er skrevet i et letlæst og flydende sprog, og anbefales varmt, både til den som har særlig interesse i emnet og til de, som bare er bredt interesserede i militærhistorie.” (Våbenhistorisk Tidsskrift)

“En fremragende bog (…) Et meget interessant tidsbillede, garneret med talrige fotos. Det er en imponerende bog … fremragende formidlet. Det er et flot og interessant stykke arbejde fra en meget vidende forfatter.” (Flyvehistorisk Tidsskrift)

“Læseren er i gode hænder (…) Mogens Jensens bog om Zeppelinbasen i Tønder … fremstår som vigtig militærhistorisk forskning og velfortalt historieformidling med mere end 100 illustrationer.” (Chakoten)

“En interessant historie om en nu dansk landsdel, der var i krig. Det er en historie, der fortjener at blive udbredt, og den har bud til andre end krigshistorisk interesserede. Bogens flot formidlende niveau bæres i høj grad af et imponerende billedmateriale.” (Jyllandsposten)

“Mogens Jensen beskriver på udmærket vis fra de første spadestik til krigsafslutningen i 1918 Tønderbasens bygningers og de forskellige enheders funktion og opgaver både på jorden og i luften. Yderligere krydderi udgøres af beretninger om markante togter og fx luftskibe, der gik tabt. Hertil kommer erindringer om dagliglivet for mandskabet og forholdet til lokalbefolkningen i Tønder.”

“Fremstillingen giver også plads til en spændende og velafbalanceret redegørelse for samtidsrammen og udviklingen i krigsførelsen i luften …”

Bogen har “… et fremragende atmosfæremættet autentisk illustrationsmateriale, som overalt fanger og fastholder læseren i sit fine samspil med teksten. I det hele taget vidner bogens litteraturliste og de mange kilder om et meget grundigt arbejde.”

“Mogens Jensens bog har … den rigtige balance mellem layout, formidling og faglighed. ‘Zeppelinbasen i Tønder’ er med sin brede fremstilling med basen fra alle vinkler det værk, der dækker emnet bedst både bredt og samlet.” (historie-online.dk)

“Hvis man interesserer sig for militærhistorie, bør man læse Mogens Jensens bog Zeppelinbasen i Tønder. (…) Bogen er rigt illustreret med fotos, tegninger af skibe og anlæg, postkort og satiretegninger. Det gør bogen læseværdig for ikke-nørder som undertegnede, og ikke mindst satiretegningerne fortæller, hvordan udenforstående så på krigen og dens materiel. Bogen er absolut værd at stifte bekendtskab med.” (Journalen)

Bogen koster 168,- kr. (vejl.). Den er på 108 sider og indeholder mere end 100 illustrationer.

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget Historisk Samfund for Sønderjylland.

Tak for de mange kommentarer og supplerende oplysninger, der er tilføjet i weekenden – og alle de andre dage.
Det er en fornøjelse at se den interesse, der fortsat er for siden, samt den aktivitet og hjælpsomhed, der er mellem sidens læsere. 

På grund af travlhed blandt de frivillige og undertegnede er og bliver jeres kommentarer ikke altid besvaret enkeltvis.
Men kommentarerne bliver stående under hver personside og vil blive indarbejdet i personsiden efterhånden som de frivillige når dertil.
Pt. arbejder de frivillige med at færdiggøre igangværende del-projekter i forbindelse med krigsdeltagere, der endnu ikke har fået en personside.

Der er 3 frivillige, der arbejder direkte på websitet med personsider, mens der er mellem 5-10 aktive frivillige, der arbejder med at transskribere kilder, gennemgå supplerende kilder af meget forskellig art og med at finde oplysninger om krigsdeltagere, der siden bliver til personsider.  Se evt. siden “Om” for at se, hvem der er frivillig.

Vær opmærksom på at længere supplerende oplysninger og personskemaer – f.eks. om krigsdeltagere, hvortil der pt. ikke er oprettet personsider – kan indsendes via mail. Se siden “Indsend oplysninger“.

Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.