Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Nyt nummer af Sønderjysk Månedsskrift kommet

Sønderjysk Månedsskrift er et historisk tidsskrift, der udsendes otte gange årligt til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Det indeholder korte artikler om navnlig historiske emner – og fire gange årligt Grænselandskronikken, der giver et nyhedsoverblik over begivenheder i Sønderjylland det forgangne kvartal.

I dette nummer bl.a.: en stor artikel om festen på Dybbøl i 1920, skrevet af museumsinspektørerne Lisette Juhl Hansen og Mariann Kristensen og illustreret med talrige smukke farvedias fra dagen, taget af Otto Nørmark.

Desuden en artikel af Niels T. Sterum om Oskar Eggelings mindesmærker for de faldne i Første Verdenskrig. Eggeling tegnede bl.a. mindetavlerne i Tønder og Løgumkloster kirker – foruden det nu fjernede mindesmærke i Mariekirken i Flensborg.

Anders Bjørneboe skriver om sprogdebatten i stændersalen i Slesvig i 1840’erne – og stiller spørgsmålet: var det lige så meget en social kamp for bondestandens politiske rettigheder som en national kamp?

Else Roesdahl fortæller om et besøg af en tysk terrorist på Brundlund slot – ganske vist i den senere terrorists mere uskyldige barndom.

Bagsiden om forsiden er skerevet af René Rasmussen og handler om Christian den 10.’s besøg i Agerskov i 1920. Her opfyldte han en gammel profeti om, at hyldetræet ved kirken skulle skæres ned to gange og vokse op tre gange, før den danske konge ville komme og binde sin hest ved det.

Sønderjysk Månedskrift sendes til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Bliv medlem her: https://www.hssdj.dk/bliv-medlem

Det koster kun 275,- kr for resten af året – og så får du også Sønderjyske Årbøger, når det udkommer til november.

Stort tobindsværk om afstemningskamp og genforening

Steffen Riis har skrevet og udgivet et uhyre velillustreret tobindsværk om afstemningerne og genforeningen i 1920 på Danmarks Samfundets forlag.

Læs nedenfor om begge bind.

Genforeningen 1920 – Vi vil hjem, hjem til Danmark

Bogværkets bind 1 fortæller om begivenhederne i Sønderjylland i perioden 10. januar til 15. juni 1920. Den 10. januar 1920 trådte Versaillestraktaten i kraft og Den Internationale Kommission påbegyndte forberedelserne til folkeafstemningen i Nordslesvig. Den 5. juli 1920 underskrev den danske gesandt i Paris traktaten, der overdragede suveræniteten over Sønderjylland til Danmark.

Genforeningen 1920 – Genforeningsfesterne juli 1920

Bind 2 handler om genforeningsfesten, der startede i København den 9. juli 1920, hvor kongen underskrev “Indlemmelsesloven”, de endeligt gjorde Sønderjylland til en del af Danmark.

Samme dag afsejlede kongefamilien med kongeskibet “Dannebrog” til Kolding, hvorfra kongen den 10. juli 1920 kørte til Frederikshøj og red på den hvide hest over den gamle grænse.

Efter ridtet over grænsen besøgte kongen Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa, og næste dag Sønderborg, hvor den store Genforeningsfest blev afholdt i Kongeskansen på Dybbøl Banke.

Den 12. juli aflagde kongen besøg i Tønder. Dermed var det officielle besøg afsluttet, men kongefamilien blev endnu 3 dage i Sønderjylland, hvor de aflagde besøg i en række mindre byer.

Den 16. juli 1920 sejlede kongen og dronningen fra Haderslev hjem til residensstaden med kongeskibet, og dagen efter blev de modtaget af 20.000 københavnere på Toldboden.

Bøgerne er skrevet af Steffen Riis, Værløse og udgives med støtte fra Kolding Kommune af Danmarkssamfundet, Kolding.

Bogværket udgives ved en højtidelighed på Genforenings- og Grænsemuseet i Frederikshøj den 10. februar 2020. De to bind er tilsammen på 525 sider med mere end 900 billeder.

Bøgerne (to bind) koster kr. 559,00 + forsendelse kr. 60,00. .

Bøgerne kan bestilles hos:

Forfatteren: Steffen Riis, e-mail: steffenriis@outlook.dk

eller: mobil/SMS 2386 0624

Udgiveren: kolding@danmarkssamfundet.dk, mobil/SMS 2324 6555

Betaling til Middelfart Sparekasse, reg. 0759 konto 3230490049 husk at oplyse navn og adresse.

Se mere på forfatterens hjemmeside

Ny bog om Zeppelinbasen i Tønder 1914-1918

En helt ny bog om Zeppelinbasen i Tønder udkommer i juli måned på Historisk Samfund for Sønderjyllands forlag.

Den er skrevet af Mogens Jensen, der er historiker og ingeniør med en livslang interesse for flyvningens historie.

Bogen er på 108 sider og illustreret med ca. 120 fotos og tegninger af meget høj kvalitet.

Bogen koster 98,- kr. for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 168,- kr. for ikke-medlemmer.

Den kan snart bestilles på hjemmesiden hssdj@hssdj.dk og på e-mailadressen hssdj@hssdj.dk

Fra bogens indledning:

Indledning

Få kilometer nord for Tønder ligger resterne af en tysk luftskibsbase fra Første Verdenskrig. En flyhangar og forskellige andre bygninger står endnu, men de store luftskibshaller er kun synlige som fundamenter i skovbunden.

Basen blev taget i brug i februar 1915 og ophørte med at være operativ efter et spektakulært britisk luftangreb i juli 1918, hvor begge basens luftskibe gik til grunde.

Navnlig det britiske luftangreb har været gjort til genstand for flere udgivelser de senere år. Men perspektivet har altid været britisk: Den teknologiske udvikling af fly og hangarskibe, de omhyggelige taktiske forberedelser og den dristige gennemførelse af dette verdenshistoriens første hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden. Det er også en dramatisk historie, som naturligvis heller ikke forbigås her.

Men denne lille bogs sigte er alligevel et andet: Den flytter blikket fra et britisk til et tysk perspektiv: Hvad var formålet med basen? På hvilken måde indgik basen i den tyske marines strategi? Og løste basen de opgaver, den var udset til?

Endvidere flyttes fokus fra de dristige britiske piloter til de ikke mindre dristige tyske marinere, der var knyttet til luftskibsbasen: Hvordan blev basen bygget? Hvori bestod dens opgave? Hvordan fungerede dens luftskibe? Hvordan foregik togterne? Og hvordan formede livet sig for luftskibsbesætninger og jordpersonel her i den nordligste del af Det tyske Kejserrige?

Denne lille bog gør på ingen måde krav på at være udtømmende. Men den forsøger at sammenfatte den eksisterende og hidtil meget spredte viden om luftskibsbasen i Tønder, supplere med nyt og hidtil upubliceret originalt kilde- og billedmateriale, sætte basen ind i en større sammenhæng og forhåbentlig dermed også bidrage til ny indsigt og nye erkendelser.

 

27. juni 1920. Gensyn på kasernen

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Op imod genforeningen samledes ude på kasernen alle de, der havde været værter for os fra byerne rundt omkring og fra Sønderborg selv; alle de ansigter, vi kendte fra Ragebøl og fra Dybbøl, fra Augustenborg og ude fra Als, så vi her samlede i den store kasernegård, der var som en brusende lejr, og nu var det os jenser, der kom bærende med topfyldte fade og de andre, der sad bænkede og blev opvartede, og de blev opvartede, og der blev smurt inde i kasernen, så pålægget fløj sergenter og menige om ørerne, for der var ikke megen gradsforskel den dag.

Kasernen blev besøgt og beundret fra kælder til kvist, og sceniske talenter blandt det indkaldte mandskab gav Heibergs »Nej« på et hurtigt opslået friluftsteater ved den grønne skråning i gården. Bagefter spillede orkestret nede foran bygningerne ud mod sundet på den grønne plads, hvor dansen gik som i Dybbøl præstegårdshave, som i Augustenborg og alle de steder, vi havde været, og efterhånden trak flere og flere af de dansende par ud på broen (»Marsbrücke« forhen), og igen var det konstellationen de lysegrå uniformer og de hvide eller lyseblå kjoler, og i en sort, bevæget skare udenom, stod, som vore gæster, vore storartede værter fra de første dage. Vejret var skønnere end nogen sinde tidligere, og med hurra blev tilladelsen til at følge hjem modtaget. De fra de fjernere distrikter blev under megen halløj anbragt i et par store lastautoer og rullede hjem syngende af fuld hals, ældre og yngre lige glade og begejstrede.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

26. juni 1920. Skandale afværget: H.P. Hanssen skal alligevel tale på Dybbøl

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 26. juni var Schack igen i Åbenrå til forhandling om Dybbølfesten og en enighed blev opnået, således at H. P. Hanssen også talte. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

24. juni 1920. Hjælp til festkomiteen

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Midt i dette store genopbygnings- og genforeningsarbejde var det dobbelt vidunderligt ikke at føre en soldats planløse tilværelse, men at være draget med i det arbejde, der stilede mod genforeningen. Ligefør jeg en morgen skulle til at stige op i lastautomobilet, der skulle føre os til Flensborg, var oberstløjtnanten kommet hen og havde spurgt, om jeg kunne hjælpe festkomiteen med byens udsmykning til festlighederne. – På hele vejen derned gennem det pragtfulde sommerlandskab tumlede jeg med planer og idéer, som snart samlede sig om nogle hovedpunkter.

Det havde ved soldaternes indtog virket nedslående og trist at se rådhuset på sin fremtrædende plads ligge dødt og gråt og usmykket. Derfor gjorde jeg det nu til midtpunktet i hele festdekorationen, idet jeg på hver side af det, over Store og Lille Rådhusstræde, rejste en æresport og udfra spirets glugger anbragte otte små flag, som langtvæk kunne ses vinke og blafre i blæsten. Foran facaden flankerede to høje flagstænger rådhusets balkon, hvorfra byens store dannebrogsflag vajede. –

Dernæst prøvede jeg i to store æresporte at få udtrykt noget af det centrale i situationen. – Den ene stod ved indgangen til hovedgaden ved hotel Alssund. Den var meget høj; midt over gaden et maleri af Dybbøl mølle og på hver side af dette de to slutningsstrofer fra verset, der er indsat i møllevæggen: »Slægter dø, men sproget binder, fremtid gror af dyre minder«.

Tværs over jernbanegaden, med front ud imod hovedgaden, rejste jeg den anden æresport, og til hver af pillerne malede jeg her to allegoriske figurer i overnaturlig størrelse, den ene symboliserende det lænkebundne, den anden det befriede modersmål. Dette foregik i vognporten hos de tyske svende.

Ovenover disse figurer, spændende over hele portens bredde, stod verslinjen fra Modersmålet: »Men just som de mente, hun var i bånd og bast -«.

Alle portene blev ganske nøjagtige i proportionerne, som jeg havde tegnet dem; det var meget vigtigt, da materialet, granstammer og grønt, var så simpelt, at det eneste virkemiddel var forholdenes rigtighed, men dette var vanskeligt at få gennemført, da tømrerne var af meget blandet nationalitet og sindelag og talte plattysk, højtysk, frisisk og kartoffeldansk i en pærevælling.

Der blev efterhånden flere og flere steder i byen, hvor man syntes der måtte æresporte, heldigvis blev festen stadig og stadig udsat, men tilsidst var der også otte tømrede æresporte i Sønderborg alene, regnet fra pontonbroen.

Midt i arbejdet med alt dette så jeg en dag det skønneste lille stykke symbolik blive udspillet på åben gade. En lille, hvid pige kom gående, ivrigt læsende i en lektiebog på vejen til skolen om morgenen; fra den anden side kommer en lille, rød pige, ligeledes ivrigt optaget af tabel eller lignende. De to opdager hinanden samtidig, falder i armene på hinanden og følges nu ad, tæt sammen, ned ad gaden, pludseligt dannende den nydeligste harmoni af rødt og hvidt. 

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

23. juni 1920. P. Chr. Stemann: H.P.Hanssen vil ikke længere tale ved Dybbøl

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 23. juni. „Schack tog til Åbenrå om eftermiddagen. H. P. Hanssen havde da sagt, at nu ville han ikke tale på Dybbøl, da man ikke ville have ham til at modtage kongen ved Frederikshøj.” 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

22. juni 1920. Danske farver kommer til Sønderborg

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Det var omtrent ved denne tid, at man i Sønderborg begyndte at se damer, der var klædt med den bevidste understregning af farver og linjer, som karakteriserer hovedstadsdamen. Tillige markerede de ved alt i deres dragt, at det var sommer, på en bevidst og raffineret måde, så fjernt fra hvad der var skik i Sønderborg, at de virkede overordentlig stærkt og fremmed i gadebilledet.

Det var de danske embedsmandsfruer, der drog ind. De bragte med sig duften fra hele det bourgeoisi, som nu tilbragte sommeren langs Strandvejen og på Skagen.

Samtidig rejste det ene stillads sig efter det andet foran husene i hovedgaden, og facadevaskerne og malerne arbejdede, så det glinsede på lang afstand, mens i de mindre sidegader og stræder beboerne selv var i gang med hvidtekosten, så det stænkede ud over brostenene.

Efter at »Kong Håkon« havde tømt sin millionlast, var butiksvinduerne med de små, ensomme arrangementer midt i en gabende tomhed blevet propfulde med strålende, nye varer i et udvalg, der ganske tog vejret fra folk.

Og en skønne dag gik en mand omkring med en trækkevogn fuld af skinnende røde postkasser, der lå i solskinnet og gassede sig, mens de gamle, hæslige, blå blev skruede af og kørt sammen i en bunke i posthusets gård. Og man så de røde frakker om morgenen gå ud med posten i alle de små gader.

At den dag kom, hvor sønderborgerne kunne lægge brevene i de røde postkasser, havde de selv ofte talt om, men når man tænker på tiden før krigen, begriber man ikke, hvorfra de hentede deres fortrøstningsfulde vished. –

Endnu var grænsen lukket, og der var ingen turiststrøm nordfra, men den store strømkæntring var begyndt, kronemønten indført, administrationen i fuld overgang, og hvert pulsslag førte landet nærmere til Danmark, mens Holsten og Kiel og Rendsborg, før så forbavsende tæt på, blev fortrængt ud i et periferisk halvmørke, og alle ansigter vendte sig mod nord.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

21. juni 1920. Nu får Danmark snart suverænitet over De sønderjyske Landsdele

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, til Udenrigsministeren.
Telegram, dat. 21. Juni 1920:

Ved Breve af 18. og 19- [til Ambassadørkonf.] meddeltes den kgl. Regerings Ønske om snarest at ordne endeligt Overdragelse af Suverænetet.

Ambassadørerne har derfor bestemt hurtigst muligt at undertegne en Traktat mellem de Allierede og Danmark med det Formaal at overdrage Danmark Suverænetet over de under 15. Juni i Danmarks Besiddelse overgivne Territorier.

Denne Traktat vil udgøre Danmarks lovlige Hjemmel for Udøvelse af Suverænetet.

Indtil denne Traktat er undertegnet og traadt i Kraft, erklæres i de allierede Hovedmagters Navn, at disse tilkender den kgl. Regering Ret til frit at udøve paa de nævnte Territorier den kongelige Myndighed forsaavidt angaar saavel den udøvende, den lovgivende og dømmende Myndighed som m. H. t. enhver anden af Suverænetetens Beføjelser.

Saa snart som muligt vil man iøvrigt skride til Underskrift af den mellem de allierede Hovedmagter, Tyskland og Danmark foreslaaede Traktat, som samtidig med at indeholde Anerkendelse af Suverænetetens Overdragelse til Danmark, saavel som af de Omstændigheder under hvilke Overdragelsen er sket, vil ved de allerede kendte Bestemmelser ordne de væsentligste af de Spørgsmaal, der opstaar i Anledning af Suverænetetens Overdragelse.

Telegrammet blev offentliggjort i den danske Dagspresse 22. Juni.

21. juni 1920. “En skål for gamle Danmark”

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Man ser et dejligt, gammelt bondehus ved landevejen ude forbi Augustenborg; tømreren, der bebor det sammen med kone, børn og svigerfar, har været med i krigen. Svigerfar er veteran fra 64. »Den gamle« havde spadseret på sine ben til Sønderborg »den daw, nær æ jensere de kom«, og samme ulejlighed gjorde han sig også, da Hans Majestæt kom dertil. Det gamle hus er et helt rustkammer, og med stolthed viser den tykke, gemytlige tømrer mig alle sagerne.

En engelsk lyskuglepistol af blankt messing, fisket op ved Yserens bredder, og et dansk forladegevær fra 64 er ligesom samlingens yderpunkter. Desuden et utal af granatsplinter og en tysk, en fransk og en dansk bajonet – til sammenligning. Den sidste er mit eget værge, som det er meget kuriøst at sammenligne med de fremmede. –

Mens manden var travlt optaget med at hale alle sine krigserindringer frem, han må være ordentlig belæsset, da han kom hjem, var konen begyndt at tømme chatollet for, hvad det gemte.

Hun havde en samling, der var en værdig konkurrent til mandens. Her var, foruden ualmindelig dejlige, gamle bondefajancer, en mængde kobber-, messing- og tinsager, som hun med stor list havde unddraget rekvisitionerne under krigen.

Et rigt udstyret kaffestel i rødt og hvidt, hvor der på alle stykkerne var malet de sønderjyske piger, var for hende samlingens »piéce de résistance.« Underligt nok stod der kun nedenunder billedet »De sønder … Piger«. Ordet måtte af en eller anden mærkelig grund ikke skrives helt ud. Hele stellet var jo en helligdom og var kun blevet brugt til deres bryllup og til hendes mors begravelse.

Stort mod havde konen vist under krigen, hvor hun resolut havde styret hele deres bedrift i de utroligt vanskelige og hårde tider, gået i marken og passet alle børnene. Hendes største indsats var dog den, at hun havde gjort sin mand, der var født sydtysker, til en god dansker.

Allerede i 1908 havde disse to i Odense anskaffet sig et dannebrogsflag, som hun, svøbt om livet, havde indsmuglet i Sønderborg. Hvorfra havde de troen og tilliden? »Credo, qvia absurdum.«

Vi fandt straks det rette forhold overfor hinanden. Hun bød mig mælk af et glas, hvorpå der under to korslagte dannebrogsflag stod: »En skål for gamle Danmark«. Det var Danmark, de gennem mig, den danske soldat, bød velkommen i deres hus.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

20. juni 1920. Dødens høst i Hundslev: “Sådan var døden gået fra hus til hus, med kortere eller længere mellemrum, i den lille samling stråtækte huse ved vejen.”

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den gamle landstormsmand fortæller også, men han venter til maskingeværerne er blevet trætte.

Han fortæller, en passant, at en løjtnant, som han godt kunne have været far til, engang kaldte ham en kylling, som ikke endnu havde sparket skallerne af sig.

De andre kommer så med deres erfaringer i den retning, og meget deciderede kraftudtryk krydses i luften; det syder i dem ved erindringen om kasernegården.

Den gamle kommer med en lille historie, som ligesom danner afslutningen på alt det forrige. – Under krigen var der ofte dukket en ungdomserindring op for ham. Det var fra en tyrefægtning i Lima i Sydamerika. Tyren havde flået en hest op, men blev kort efter dræbt. Imidlertid var indvoldene blevet stoppet ind i hesten igen ved hjælp af halm, og den nye tyr bliver ført ind.

Picadoren sætter sig op på hesten, som de har fået stavlet på benene, men den bryder nu fuldstændig sammen og bliver overladt til sin skæbne. Tyren nærmer sig med sænkede horn, og publikum vejrer. – Den standser lige ved hesten – og giver sig så til at slikke hestens sår. -Det havde han aldrig kunnet glemme, og under al den grusomhed, menneskene lagde for dagen overfor hinanden, var dette billede af tyren i Lima’s cirkus bestandig dukket frem i hans erindring, mens han havde været derude.

Allevegne var krigen nået hen. – To storartede, unge sønners ansigter ser fra de store rammer nedover de gamle og søstrene, som er blevet tilbage.

Det er i Hundslev midt på Als. Nede ved Kruså peger den gamle vejmand på sin landsby og siger: »Herfra faldt syv i verdenskrigen, min søn var den første, det var ved Namur han faldt; så kom, jo så kom naboens-«, og sådan var døden gået fra hus til hus, med kortere eller længere mellemrum, i den lille samling stråtækte huse ved vejen.

I 64 havde de fra samme antal huse kun mistet to. –

I Åbenrå, mens jeg står og tegner en gammel dør, kommer en ældre mand hen og ser lidt til og tager mig så hen, for at jeg skal se det hus, som hans søn har bygget, hans søn som var en lovende ung arkitekt, og som faldt i Frankrig. – De ensomme gamle. -Mærkelige sammentræf, der synes rene anakronismer, har krigen gjort selvfølgelige, almindelige.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

19. juni 1920. De stopper også op og ser mod gulvet og mumler: »Nein, nein, das war zu furchtbar.«

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Henimod slutningen af mit ophold dernede, var jeg i længere tid beskæftiget med nogle store, dekorative arbejder til genforeningen. Jeg stod i en vognport, og fra malerværkstedet ovenpå fik jeg hver dag besøg af svendene, der var tyske, én af dem var fra en by, der hed Hindenburg, og som med levende interesse iagttog arbejdets gang. – Når så der var diskuteret om billederne, »nichts geht über die Lazurtechnik-«, endte det med, at en af dem kom med en eller anden bemærkning om krigen, som straks fængede, og så var vi med det samme i en brandstorm af krigsoplevelser.

Den ene fortalte fra sin kant og den anden fra sin, i munden på hinanden og voldsomt gestikulerende. Tilsammen et blændende levende billede af krigslivet på den tyske side, revet ud af al logisk sammenhæng, men med sproget lige ud af skyttegravene, sproget og alle bevægelserne i alle situationer. –

Sådan stod man med håndgranaten, sådan slyngede man den, roligt, vis på indstillingstiden, eller sådan – i et febrilsk jag – de første gange.

Håndgranaterne synes i det hele taget at have spillet en hovedrolle. En af kammeraterne, der trængte til en afsvalelse, får sendt en hvæsende håndgranat ned for fødderne af sig i det hjørne af skyttegraven, hvor han står, og stirrer stivnet af rædsel, indtil den går ud af sig selv, eksplosionsstoffet var fjernet.

Meget optaget var de også af den raffinerede situation, som kan fremkomme, når man har indstillet håndgranaten til eksplosion og lige har beregnet tid til kastet (den skal helst eksplodere lige før den rammer jorden), og den så griber fat f.eks. i en fingerring, idet man vil slynge den fra sig, så kan der komme fart over personen.

De fortæller mere til hinanden end til mig, sammenligner den enes oplevelser og erindringer med den andens.

Russerne, der var nogle »dumme Kerls«, som kyssede fligen af ens kappe, selvom man sparkede til dem. Der var natlige snigpatruljer igennem pigtrådsnet. Saksen har man i hånden parat til at klippe. En af kammeraterne bliver lidt tilbage, en af håndgranaterne, der hænger ved bæltet, har haget sig fast, det er vanskeligt at komme løs – og så lyder eksplosionen – kaput. –

»Die Flammenwerfer«

Erindringen derom synes ikke at tilhøre denne verden. – De stopper også op og ser mod gulvet og mumler: »Nein, nein, das war zu furchtbar.« – Men så er der maskingeværerne. Dem er der humør over. Det er i Berlin, Alexanderplatz, »Strasse frei«, og folk løber ind i portene, op i gadedørene, mens det smælder: rak, tak tak tak.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

18 juni 1920. Ernst Christiansen: “Det første Tillidsmandsmøde efter Ulykken”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

18. Juni: Det første Tillidsmandsmøde efter Ulykken. Mange Mennesker i Borgerforeningen. Giver en sammentrængt Beretning om Rejsen. Bogensee beretter om Skolesagen. Livlig Drøftelse med et Mod til at fortsætte, som virker opmuntrende. Paa et Distriktsformandsmøde bagefter foreslaar jeg at danne et Udvalg til at forberede en ny Organisation paa langt Sigt. Der skal holdes Møde den 21de, og derefter skal den nye Sammenslutnings Vedtægter forelægges paa et Distriktsformandsmøde den 23de og et almindeligt Tillidsmandsmøde den 26de. (Paa disse Møder oprettedes saa Den slesvigske Forening.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. juni 1920. “… det vækker stor Skuffelse, at Genforeningsdagen nu er udskudt paa det uvisse”

Udenrigsministeren sendte følgende telegram til den danske gesandt i Paris, Bernhoft,, dat. 17. Juni 1920.

Naar de allierede og associerede Hovedmagter foruden at notificere
Grænsen faktisk og retligt har overdraget Omraadet til Danmark, synes ifølge Fredstraktaten Suveræneteten at maatte følge med denne Overgivelse, idet hermed alle de i Art. 110 indeholdte Bestemmelser er sket Fyldest.

En modsat Opfattelse bringer den danske Regering i en meget vanskelig Stilling, navnlig med Hensyn til Lovgivningsforholdene for det omhandlede Omraade.

Saalænge Suveræneteten ikke er overgaaet, kan danske Love ikke som saadanne sættes i Kraft i de sønderjydske Landsdele. Man ser sig derfor ikke i Stand til at gennemføre de nøje forberedte Planer, der er lagt m. H. t. Sønderjyllands Indlemmelse i Danmark i legislativ Henseende, men maa indskrænke sig til at gennemføre de absolut paakrævede foranstaltninger derved, at nogle af de med de sønderjydske Landsdeles Indlemmelse for Øje udarbejdede Lovforslag sættes i Kraft ved Anordning og derefter bekendtgøres af en Administrator i Sønderjylland.

Herved opstaar imidlertid den største Uklarhed og Usikkerhed i Retsforholdene.

Ogsaa af H. t. den paatænkte Højtideligholdelse af Genforeningen bereder den Omstændighed, at Suveræneteten ikke er overdraget, Vanskeligheder.

Man havde under Forudsætning af Suverænetetens Overdragelse 15. ds. tænkt sig, at der St. Hansdag 24. (Hans Majestæt skulde afrejse herfra 22. ds.) afholdtes Møde paa Dybbøl, hvor Kongen skulde være til Stede.

Det har ikke kunnet undgaas, at Offentligheden har erholdt Kundskab om disse Planer, og det vækker stor Skuffelse, at Genforeningsdagen nu er udskudt paa det uvisse. Denne Skuffelse har ikke alene givet sig Udslag i Danmark, men ogsaa i de sønderjydske Landsdele er Stemningen meget trykket.

Det vilde saaledes, dels af H. t. de tekniske Vanskeligheder vedrørende Lovgivningsforholdene, dels af politiske Hensyn, jfr. navnlig det ovenfor angaaende Stemningen i Sønderjylland anførte, være den danske Regering kært, om Ambassadørraadet kunde bevæges til at beslutte sig til nu at overdrage den formelle Suverænetet.

Dersom Beslutningen tages 19. ds., og Udenrigsministeriet erholder telegrafisk Meddelelse fra Dem 20. ds., vilde der være Mulighed for at gennemføre de paatænkte Planer for Højtideligholdelse af Genforeningen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

17. juni 1920. Tysk genforeningsfest.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. Juni: Tysk »Genforeningsfest«. Skolebørn i Optog gennem Byen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. juni 1920. Sprogskifte på Tondern station

Johannes Buchholtz skrev nedenstående digt om en begivenhed, der fandt sted natten mellem den 16. og 17. juni 1920: Da danske jernbanefolk nedtog de tyske skilte på stationen i Tønder og erstattede dem med danske.

I den slørede juninat
var luften fredfyldt og lun
Over Tonderns første perron
fløj flagermus bløde som dun

Fra den stille, grønne marsk
Kun et langeligt brøl af en ko
Men på Tonderns første perron
Brødes den natlige ro

Danske jernbanemænd
med funklende huer på sned
satte beslutsomt en stige til
Og tog tyske skilte ned.

Ikke en sabel rasled
gennem den natlige fred
Man rejste bare en stige
og tog nogle skilte ned

Verden har mange sprog
men dansk, det er nu mit
Forunderligt – over første perron
stod Tønder, i rødt og hvidt

Sagte som plov vender muld,
eller bøg strækker roden i jord,
strakte mit land sin rod
så langt som de danske bor.

Fra digtsamlingen: Ravne og duer, 1921.

 

16. juni 1920. Danmark har endnu ikke suveræniteten over 1. zone

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg Forhandlinger.

I Udvalgets Møde 16. Juni 1920 gav Udenrigsministeren Meddelelse om den officielle Notifikation af Grænsen og føjede dertil følgende Bemærkninger:

Dermed indtræder det i Fredstraktaten forudsatte Forhold, at den
danske Regering kan lade Slesvig besætte med sine civile og militære Myndigheder.

Dette er jo efter Overenskomst med den internat. Komm. allerede for en Del sket, og vil antagelig Kl. 12 Nat mellem 16. og 17. være fuldført.

Suveræneteten hviler nu hos de allierede og associerede Magter, der i Henhold til Fredstraktatens Art. 110 vil overdrage denne til Danmark.

Statsministeren: Da Danmark endnu ikke har Suveræneteten, kan det ikke uden videre give Love for Sønderjylland, saaledes heller ikke Indlemmelsesloven, før Suveræneteten er blevet Danmark overdraget. Heller ikke kan det tilraades, at Kongen foretager Rejsen til Sønderjylland, før Overdragelsen er sket. I hvert Fald bør Regeringen have Samtykke af Ambassadør-Konferencen til at foretage saadanne Skridt.

Regeringen vil nu rette Henvendelse til Ambassadør-Konferencen for at faa Forholdet klaret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

16. juni 1920. Kommissionens flag tages ned fra Flensburger Hof.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

16. Juni: Kommissionens Flag tages under Hujen ned paa  »Flensburger Hof«.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

16. juni 1920. Danmark overtager Administrationen i 1 . Z one

Paa derom af Statsministeriet nedlagt allerunderdanigst Forestilling har det under 16. Juni 1920 behaget Hans Majestæt Kongen at udfærdige saalydende Anordning om Danmarks Overtagelse af Administrationen i de i Henhold til Fredstraktaten aj 28. Juni 1919, Artikel 110, Danmark tilfaldende Landsdele

Vi Christian den Tiende . . . Gøre vitterligt; Efter at Vi fra de allierede og associerede Hovedmagter, som har underskrevet Fredstraktaten i Versailles den 28. Juli 1919, har modtaget Meddelelse om den af disse Magter i Henhold til nævnte Traktats Artikel 110 fastsatte Grænselinie for den Danmark tilfaldende Del af Sønderjylland, og efter at Vi derpaa i Medfør af samme Bestemmelse har ladet de paagældende Omraader besætte af de danske civile og militære Myndigheder, vil Vi herved have anordnet som følger:

De af Den internationale Kommission for Slesvig alene eller i Forbindelse med Administrator for de sønderjydske Landsdele udstedte Anordninger eller paa anden Maade trufne Bestemmelser, som ved denne Anordnings Udstedelse er gældende, forbliver indtil videre i Kraft i de ovennævnte Omraader.

Ministrene bemyndiges dog til hver for sit Forretningsomraade helt eller delvis at ophæve de nævnte Anordninger og Bestemmelser, naar det maatte skønnes ønskeligt.

Hvorefter alle Vedkommende sig har at rette.

Givet paa Sorgenfri Slot, den 16. Juni 1920.

Under Vor Kongelige Haand og Segl.

Anordningen er paraferet af Statsminister N. Neergaard.

Statstidende, 19. Juni 1920.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. Ophævelse af Kommissionens Myndighed

Bekendtgørelse No. 159 af 15. Juni 1920:

Efter at de allierede og associerede Magter i Henhold til Art. 100 i Versailles-Fredstraktaten idag har fastsat Grænsen mellem Tyskland og Danmark, bekendtgør Den Internat. Komm. herved, at dens Myndighed i Afstemningsomraadet fra og med 16. d. M. er ophævet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. Grænsen notificeres officielt

Den danske Gesandt i Paris afsendte 15. Juni 1920 følgende Depeche til det danske Udenrigsministerium:

Jeg har den Ære at fremsende hermed en i dag Kl. 3,35 Efterm. modtagen Skrivelse, hvorved Udenrigsminister A. Millerand som Formand for Fredskonferencen notificerer den dansk-tyske Grænse.

Af Skrivelsens sidste Afsnit fremgaar, at Suveræniteten over de Nord for Grænsen liggende slesvigske Territorier, Øer og Skær er — foreløbig — overgaaet til de allierede og associerede Magter, medens ved Notifikationen de nævnte Territorier, Øer og Skær overleveres til Danmark.

Jeg tillader mig at fremføre de varmeste Ønsker om, at denne Grænse maa blive til Lykke for Danmark.

Som Bilag til Depechen fulgte Alexandre Millerand’s Note, dat. Paris 15. Juni 1920:

Artikel 110 i Versailles-Traktaten har forudset, at de allierede og associerede magter vilde fastsætte Grænselinien mellem Danmark og Tyskland efter en Linie baseret paa Resultatet af Afstemningerne og foreslaaet af den internationale Kommission, idet der tages Hensyn til de lokale, geografiske og økonomiske Forhold.

Paa dette Grundlag har Ambassadørraadet, i Kraft af sin Magt, bestemt den dansk-tyske Grænse som følger:

Fra Østersøen mod Vest indtil Indløbet af Flensborg Fjord:
Hovedsejlløbet; derfra til et Punkt 54° 50° N. Br. og 9° 28° Ø. L. fra Greenwich: Hovedsejlløbet i Flensborg Fjord; derfra i en Retning af 315° (at regne fra Nord mod Øst) indtil 400 Meter fra 3-Favne-Linien ved Fjordens nordlige Bred: en ret Linie; derfra mod Vest indtil Mundingen af Krusaaen paa den vestlige Bred af Flensborg Fjord: en Linie, som i det hele løber parallelt med Fjordens nordlige Kyst; derfra mod Nord indtil det Punkt, hvor Krusaaen skærer Kobbermøllefabrikens sydlige Skel: dette Aaløb opad; derfra mod Nord indtil det vestligste Punkt af Kobbermølledammen, omtrent 400 Meter sydøst for Krusaaen: en Linie, som følger Kobbermøllefabrikens sydlige og østlige Skel, derefter Dammens nordøstlige og nordvestlige Bredder; derfra mod Vest indtil det Punkt, hvor Krusaaen naar Grænsen mellem Nørresmedeby og Bov Kommuner: en Linie, som fastsættes i Marken, saaledes at den skærer Chausséen fra Flensborg til Aabenraa i et Punkt, omtrent 400 Meter syd for Krusaaen; derfra mod Sydsydvest indtil det Punkt, hvor Vejen fra Bov til Nyhus skærer Krusaaen: dette Aaløb opad; derfra mod Sydvest indtil det Punkt, hvor Sydgrænsen for Bov Kommune og Østgrænsen for Frøslev Kommune støder sammen: en Linie, der fastsættes i Marken, saaledes at den gaar Øst om Gaarden Valdemarstoft og Syd om Padborg og den derværende Jernbanestation; derfra i det hele i vestlig Retning, indtil det Punkt, hvor Sydgrænsen for Egebæk Kommune og Skelbækken mødes: Sydgrænserne for Frøslev, Kragelund og Egebæk Kommuner;
derfra indtil et Punkt, som bestemmes ved Sønderaa omtrent 500 Meter Øst for Sammenløbet mellem denne Aa og Vidaaen: Skelbækkens, Gammelaaens og Sønderaaens Løb nedad; derfra mod Vest indtil et Punkt, som skal vælges paa den nordlige Bred af Rudbøl Sø nær Ringsvarf: en Linie, som fastsættes i Marken, saaledes at den løber parallelt med Vidaaen højst 400 Meter Syd for denne Aa og gaar Nord om Aventoft; derfra mod Vest indtil det Punkt, hvor Kjærdiget naar Rudbøl Sø omtrent 500 Meter Syd for Rudbøl: Søens Midtlinie; derfra mod Vest indtil Sieltoft ved Vesterhavet: en Linie, der følger Kjærdiget, derpaa Sydgrænserne af Rudbøl Kog, Gammel Fredriks Kog og Ny Frederiks Kog; derfra en Linie i hovedsagelig nordvestlig Retning, saaledes at Øen Sild overlades til Tyskland og Øen Rømø til Danmark.

Ved nærværende Notifikation bekræftes til Fordel for de allierede og associerede Magter, i Overensstemmelse med Artikel 110, Stk. 3 i Versailles-Traktaten, Overdragelsen af Suveræneteten over de slesvigske Territorier, Øer og Holme, som er beliggende Nord for den ovenfor beskrevne Grænselinie; fra denne Dag at regne tilbagegiver Magterne de omtalte Territorierog Øer til Danmark.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. CIS: Ophævelse af Kommissionens Paskontorer

Bekendtgørelse No. 156 af 15. Juni 1920:

Den 15. d. M., Kl. 12,30 Efterm., ophæves Den Internat. Komm.s Paskontorer i Flensborg og København samt Passtedet i Nibøl.

De af Kommissionen udfærdigede Pas, Passérkort og Visa er, saafremt de ikke er paategnet en tidligere udløbende Tidsfrist, gyldige til 15. Juli d. A. Kl. 12 Midnat.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. CIS proklamerer Afstemnings-Resultatet for 2 . Zone

CIS proklamerer Afstemnings-Resultatet for 2 . Zone

Med Datum 15. Juni 1920 offentliggjorde CIS under Titlen “Indberetning til Ambassadør-Raadet i Paris” og med Anordnings-Nummer 157 følgende Protokol:

Aar nitten Hundrede og tyve, den fjortende April, har Den Internationale Slesvig-Kommission, sammensat af . . . .  efter at have gjort sig bekendt med de autentiske Protokoller, som er blevet overgivet den af vedkommende Afstemnings-Komitéer, og efter foretagen Prøvelse, proklameret, at Resultaterne af den kommunevise Afstemning, som i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Art. 109 i den i Versailles 28. Juni 1919 undertegnede Fredstraktat, der traadte i Kraft 10. Januar 1920, har fundet Sted den fjortende Marts Aar nitten Hundrede og tyve i det sydlige Afsnit af Slesvig, beskrevet i den nævnte Traktat-Artikel, har været følgende:

ANDEN SLESVIGSKE ZONES FOLKEAFSTEMNING
14. Marts 1920
Afstemnings-Omraadet : 129.166 ha
Indbygger-Antal (1910): 106.580
Stemmeberettigede: 70.854
Afgivne Stemmer: 64.941 (91,7 %)
For Tyskland: 51.724 (79,7 %)
For Danmark: 12.800 (19,7 %)
Ugyldige Stemmer: 417 ( 0,6 %)

Til Bekræftelse heraf er optaget nærværende Protokol.
Sket i Flensborg, Slesvig, ovennævnte Dag, Maaned og Aar . . .

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

14. juni 1920. Sidste gang i Mørvig

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Sidste gang, jeg var i Mørvig (og i Flensborg) var i en meget højtidelig anledning, hvor jeg højofficielt betalte, hvad vi skyldte englænderne for kul og varer.

Der var i Mørvig en febrilsk aktivitet. Alt var i opbrud og bevægelse, alle magasinerne skulle tømmes; det var sidste dag, det britiske flag beherskede Flensborg fjord, »Carysford« lå med dampen oppe, parat til at føre tropperne til København. –

Også »the Paymaster-Commander« syntes grebet af den almindelige nervøsitet; han havde en halv snes affærer, som ikke var afviklede foruden vor, så han lyste op i et smil, da han så mig. Hans ansigt med fuldskægget og de brune øjne bag guld-pincenez’en er for mig uløseligt knyttet til nogle af de ejendommeligste oplevelser i mit liv, og det var virkelig med en slags vemod, at jeg trykkede hans hånd for sidste gang. 

En skøn afslutning på alle flensborgdagene dannede så, samme eftermiddag, turen ud til Glücksborg, hvor netop i de dage visse, senere meget omtalte »transaktioner« fandt sted. Fra mange huse i omegnen vajede de slesvig-holstenske farver; få dage efter tog tyskerne landet i besiddelse.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Personside for krigsdeltager nr. 10.000 oprettet

Medio april 2020 kunne de frivillige bag websitet “Den store krig 1914-1918” meddele, at der var registeret 9.600 krigsdeltagere. (Se evt. indlægget fra april 2020).

De frivillige har i løbet af de sidste 2 måneder formået at tilføje endnu flere personsider, således at antallet af personsider nu har passeret 10.000. Det svarer til, at ca. 1/3 af de mellem 30.-35.000 indkaldte krigsdeltagere fra det sønderjyske område nu har fået en personside. Det er således noget af en milepæl siden sidens start i 2014, der nu er nået.

Der skal fra hovedredaktionens side lyde en meget stor tak til både tidligere og nuværende frivillige, der har arbejdet med og fortsat arbejder med mange forskellige opgaver, herunder med at gennemgå originale kilder og bøger, med at afskrive kilder, udarbejde personskemaer og lægge oplysningerne på hjemmesiden.
Se f.eks. på siden “Om“, hvem der er eller har været tilknyttet hjemmesiden som frivillige.

Uden jeres store indsats havde projektet med indsamling og registrering ikke kunnet gennemføres.

Indsendte oplysninger:
Mange slægtninge og lokalhistorisk interesserede har også indsendt oplysninger og fotos til Sønderborg Slot om enkelte krigsdeltagere. Den interesse og opbakning skal der også lyde en tak for.

Krigsdeltager nummer 10.000:
Skulle nogen være interesseret i hvem, der blev oprettet som nummer 10.000, så er det Carl August Thomsen (1888-1958) fra Graasten.

Har du også oplysninger om en krigsdeltager, der endnu ikke har fået en personlig side?
Det er fortsat muligt at indsende supplerende oplysninger og personskemaer til museet via mail, hvorefter museet koordinerer og sender oplysningerne videre til de frivillige.
Læs mere på siden ”Indsend oplysninger” om, hvordan du kan bidrage med oplysninger.

Efterlysning: Efterkommere efter soldater i Dragoner Regiment Nr. 6 (Magdeburgisches)

Min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen (10.07.1877-29.07.1952) fra Bevtoft, blev uddannet som dragon ved Magdeburg Dragonregiment nr. 6 i Niederhafen fra 1897-1900, hvorefter han kom til at stå i Reserven.

Han blev således indkaldt til krigstjeneste den 4. august 1914. Hans regiment, Magdeburg Dragonregimentet nr. 6, blev straks sendt til Vestfronten i Frankrig via Belgien. I 1915 blev regimentet overført til kampene på Østfronten, hvor det stod helt nede ved Sortehavet, da der den 3. marts 1918 blev indgået en fredsaftale mellem Tyskland og det nye sovjetstyre i Rusland. Meget tyder på, at regimentet – som ikke blev overført til Vestfronten – selv måtte finde ud af at komme hjem til kasernen i Rendsborg.

Desværre er brevene fra min bedstefar til min bedstemor i Bevtoft forsvundet. Men han skrev også breve til sin storesøster Cathrine Schmidt, der var gift med Jes Hansen Schmidt på “Vojensgård”. Bl.a. skriver min bedstefar i et brev fra november 1915 om, hvor strengt de lider af kulde og hunger i Serbien. Det allerværste for min bedstefar og hans soldaterkammerater var dog at se, hvordan den civile befolkning led. Han skrev: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En meget tankevækkende – ja, nærmest uhyggelig – melding fra et øjenvidne på stedet!

PS: I virkeligheden var Serbien måske det land i Europa, der blev hårdest ramt under Den Store Krig 1914-1918: Ifølge Gyldendal – Den Store mistede godt hver tredje af den mandlige befolkning mellem 18 og 45 år livet under krigen. Den Frie opgiver antallet af civile dræbte i Serbien til 950.000, hvilket er et uhyggeligt højt tal i forhold til landets størrelse.

Hvordan forløb “vejen hjem” for de soldaterne i Magdeburg dragonregiment nr. 6?

Som alle, der selv havde oplevet krigens rædsler, fortalte min bedstefar ikke om sine “krigsoplevelser”, der gav ham traumer for resten af livet. Men han fortalte til os børnebørn om, hvordan han og hans soldaterkammerater selv måtte finde hjem til Sønderjylland fra Sortehavet, da krigen sluttede dernede i foråret 1918.

Det blev en meget lang rejse på omkring 2.000 km op gennem det krigshærgede Europa, hvorunder soldaterne bogstaveligt talt måtte arbejde for føden undervejs. Som ridende ordonnans havde han sin elskede hest med hele vejen hjem. Hesten har sikkert også gjort nytte under det forefaldne arbejde for bl.a. bønderne.

Det er i sig selv en god historie. Men jeg mangler i højeste grad detaljer om bl.a.:

  • Hvilken rute fulgte soldaterne fra Magdeburg Dragonregiment nr. 6 op gennem det krigshærgede Europa?
  • Hvilke “oplevelser” havde soldaterne på den lange vej op gennem Europa?
  • Holdte regimentet sammen hele vejen hjem? Eller kom de i små grupper til kasernen i Rendsborg, hvor jeg ved, at min bedstefar afleverede sin hest for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft.

Jeg kender ikke den nøjagtige dato for, hvornår min bedstefar var helt hjemme i Bevtoft. Men det må have været mod slutningen af 1918. I øvrigt var min bedstefar meget aktiv op til og under Afstemningen den 10. februar 1920. Til den største fest, der nogensinde har været i Bevtoft Forsamlingshus, bagte han 65 Store Kringler og 111 Torter samt andet bagværk. Og intet blev levnet af de 400 deltagere, der kunne fejre, at 97 % stemte dansk i Bevtoft sogn samtidigt med, at hele Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark.

Det er mit håb, at nogen ligger inde med flere oplysninger om Magdeburg Dragonregiment nr. 6. Herunder specielt, hvordan regimentet fik sig “arbejdet hjem”, da Tysklands krigsindsats sluttede på Balkan i foråret 1918.

Jeg kan kontaktes på mail mogens.ladegaard@gmail.com eller telefon 23 74 97 47

Med mange hilsner fra

Mogens  Ladegaard
Vesterbakken 14
Grejs
7100 Vejle

Hvordan gik det med Ernst Christiansen og journalist Jensen i Flensborg?

I fjerde og sidste afsnit af Grænseland på DR1 fulgte vi bl.a. redaktør Ernst Christiansen og journalist J.N. Jensen på Flensborg Avis i deres forgæves kamp for en sydligere grænse.

Hvordan gik det dem efter 1920? Det er er dramatisk historie:

Ernst Christiansen blev tvunget bort fra redaktørposten af nazisterne i 1940 og J.N. Jensens hjem blev bombet af britiske fly i 1942.

Det kan man læse meget mere om i René Rasmussens tobindsværk “Front og bro. Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945.”

Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat har i øjeblikket fem eksemplarer, som kan købes for kun 50,- kr pr. sæt.

Bestil bogen på: hssdj@hssdj.dk

Om bogen:
Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945

“Det frieste blad i Det tredje Rige …”

Historien om Flensborg Avis i perioden 1930-1945 er beretningen om en på alle måder usædvanlig avis med en dramatisk historie. Det sydslesvigske danske mindretals dagblad udgjorde et udenrigspolitisk særtilfælde for både Danmark og Tyskland – og blev behandlet derefter. Denne bog handler om Flensborg Avis’ vanskelige balancegang mellem dansk udenrigs- og indenrigspolitik og tysk udenrigs- og propagandapolitik; mellem parlamentarisk demokrati og nationalsocialisme – og mellem dagbladskonkurrence og statsunderstøttelse.

Redaktør Ernst Christiansen formulerede omkring 1930 løsenet: Front og bro, der blev udlagt som national selvhævdelse og mellemfolkelig forståelse. Front og bro-tanken placerede det dansk-tyske grænseland helt centralt som stedet, hvor tysk og nordisk tankegang mødtes og brødes. Det var grænsebefolkningernes særlige opgave at fastholde og forsvare sin egen nationalitet, samtidig med at man fungerede som formidlere mellem de to nabofolk. En konsekvens af løsenet blev, at Flensborg Avis længe forholdt sig positivt over for Hitlers nye Tyskland. Dette førte til hårde beskyldninger fra Danmark mod Flensborg Avis for at bedrive nazistisk propaganda.

Flensborg Avis blev af ledende nazistiske embedsmænd kaldt “det frieste blad i Det tredje Rige”. Det betød ikke, at avisen var fri, men det indebar, at Flensborg Avis blev tilstået visse særrettigheder og derved undgik den totale ensretning, der blev alle andre aviser i Tyskland til del. Jacob Kronika, avisens korrespondent i Berlin, var en nøgleperson i det spegede spil bag kulisserne i det nationalsocialistiske Berlin. Lokale tyske modstandere i grænselandet forsøgte til gengæld at indskrænke Flensborg Avis’ forholdsvise frihed. I spændingsfeltet mellem en slesvig-holstensk tyskhed, der havde en grænserevision på programmet, og de centrale rigsmyndigheder i Berlin, der prioriterede et godt udenrigspolitisk forhold til Danmark, opstod et rum, indenfor hvilket Flensborg Avis kunne manøvrere.

topfoto: screenshot fra TV-serien Grænseland.

11. juni 1920. Ernst Christiansen: ” Der vedtages en Opfordring til at danne en stor national Sammenslutning til Støtte for Danskheden syd for Grænsen”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Juni: Flensborg- Gruppe- Møde i Tinglev. Referat fra Paris. Opfordring til os om at blive syd for Grænsen. Peter Budach lover det i nogle smukke Ord for sit Vedkommende. Der vedtages en Opfordring til at danne en stor national Sammenslutning til Støtte for Danskheden syd for Grænsen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Ny bog om sønderjyder i russisk krigsfangenskab

Gitta Bechshøft: Tante Ebba og Revolutionen (2020)

DKK 249,95

I 100 året for genforeningen føjer historien om Tante Ebba og hendes ”sønderjyske drenge” sig som endnu en brik ind i den store fortælling om længsel og frihed.

Under 1. Verdenskrig indkaldes sønderjyder mod deres vilje til tjeneste i det tyske militær, og mange ender i Sibirien som russiske krigsfanger.

På det tidspunkt opholder fru Ebba Tramp Bechshøft sig i  St. Petersborg, hvor hendes mand er direktør i Dansk Russisk Handelskompagni. Her deltager  hun – som eneste kvinde – i en hemmelig redningsaktion, der ved list og snilde skal vriste disse sønderjyske landsmænd ud af  det russiske kaos og den tyske hærs lange fangarme.

Denne, hidtil upublicerede øjenvidneberetning, løfter sløret for, hvordan det lod sig gøre og opklarer samtidig et dunkelt punkt i de dansksindede krigsfangers ”russiske eventyr”: hvad skete der, fra de slap væk fra lejrene, til de nåede det neutrale Danmark, hvor de som tyske statsborgere, måtte leve i skjul, til krigen var forbi?

Gitta Bechshøft:

Tante Ebba og Revolutionen

238 sider, ill. hæftet 

Køb den hos Forlaget Historia

Bogen kan også købes direkte over nettet via tales.dk (tidl. Bogrolen.dk)

9. juni 1920. Diplomati og Fingerspitzgefühl: Kongens besøg i Tønder planlægges

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 9. juni. Schack fortalte efter hjemkomsten fra København, at kongen vist kom omkring den 20. Da det hele nu var mere roligt, nedsattes militærvagten. „Der var en skrivelse fra byrådet i Højer, om at skrivelserne fra amtet, da de ikke kunne tydeligt forstå dansk, måtte blive affattede på tysk. Schack og jeg drøftede sagen. Vi besluttede at svare, at der, såvidt der var tid m. v. ville medfølge en tysk oversættelse herfra. Hvis ikke måtte de selv oversætte. Den danske tekst var dog altid afgørende.”

Spørgsmålet om kongens ankomst til Sønderjylland, Dybbølfesten og hans besøg i Tønder blev nu brændende, og da Schack var fuldt ud beslaglagt gennem forhandlingerne om Dybbølfesten, overlod han mig hele ordningen af besøget i Tønder.

Schacks forhandlinger om Dybbølfesten, i første linie med vælgerforeningerne lå ret vanskeligt og tog megen af hans tid; han var jo også meget optaget med udarbejdelsen af sin egen tale. Men det lykkedes at nå til enighed med hensyn til festen.

Hvad angår ordningen med hensyn til kongens besøg i Tønder holdt jeg fast ved to grundlæggende principper. For det første, at kongens modtagelse måtte være som andre steder i Danmark, modtagelsen måtte ske af borgmester og byråd, såfremt de var villige hertil, idet der var tysksindet flertal og borgmester i Tønder, men kongen var også konge for dem, idet de nu var borgere i Danmark. Politisk set ville samarbejdslinien – den forsonlige linie – også herved straks være lagt.

Jeg forstod meget vel, at dette synspunkt kunne være svært for de dansksindede at bøje sig for. Men det lykkedes.

Det andet hovedsynspunkt var, at kongens besøg i Tønder ikke måtte ske under større politi- eller militærafspærringer eller opbud, men fuldstændigt jævnt og ligetil: mest mulig direkte kontakt med befolkningen.

Jeg havde dernede hørt tilstrækkeligt om, på hvilken måde kejser Wilhelms besøg i Sønderjylland var foregået. Der var politi- og militærafspærringer, der holdt folket på lang afstand.

Efter disse grundlæggende principper lykkedes det mig at få kongens besøg ordnet og gennemført, og jeg hørte fra befolkningens side kun glæde derover bagefter. 

Straks ved første forhandling med Tønder byråd gav det fuld tilsagn om al medvirken ved modtagelse af kongen og udsmykning m. v. af byen. Borgmester Olufsen gav tilsagn om at tale. Et foreløbigt program udarbejdedes, og med det rejste jeg straks til København og fik disse hovedlinier godkendt.

Programmet blev herefter i hovedtræk, at kongefamilien kommer kørende i bil til markedspladsen ved den sydlige indkørsel til Tønder og bliver modtaget af politimesteren og mig.

Her står militæret opmarcheret, som kongen hilser på. Kongen stiger herefter til hest og rider ind i byen ved siden af dronningen, kronprinsen og prins Knud i en landauer, og følget følger efter til fods.

På torvet bliver kongen modtaget af byrådet med damer. Borgmesteren holder tale og borgmesterinden overrækker dronningen blomster. På torvet er iøvrigt honoratiores, veteraner m. v. og musik.

Derefter er der besøg i kirken, tur gennem byen til hospitalet med besøg hos de gamle. Derfra gennem byen til amtshuset, hvor en damekomité oppe i amtsrådssalen overrækker dronningen Tønderkniplinger, medens kongen deroppe modtager de danske, der fra byen og egnen blev arresteret af tyskerne ved krigens begyndelse; her er bankdirektør Rossen ordfører, således at de dansksindede på den måde får lejlighed til deres eget møde med kongen. Da det foregår udenfor offentligheden, havde jeg ikke bedt om talen til godkendelse først.

Ved indkørslen på torvet bliver kongefamilien modtaget af unge danske piger, der strør blomster foran vognen, og en overrækker dronningen en buket.

Baggrunden for dette fra min side var, at herved overholdtes både det fornævnte princip om modtagelse gennem borgmester og byråd og de dansksindede fik lejlighed til at yde den særlige hyldest.

Det lykkedes altså også at få tilslutning hertil fra de dansksindede, uden at det gav altfor store dønninger, selvom der var vanskeligheder at overvinde. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.