Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

24. april 1918 – Enkefru Røgind: 200 mark for orlov

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

24. April.
Redaktør Svendsens Broder (Landstormsmand) er herhjemme paa Orlov, som han har erholdt paa følgende Maade. Han skulde have været til Fronten, men Lieutenanten sagde til ham, at hvis han vilde tegne Krigslaan paa 200, kunde det nok gøres om og han faa Orlov i Stedet. Han betalte øjeblikkelig og er som sagt hjemme. Det er en nydelig Handel der drives; hvor er der meget »rotten« i den tyske Militærstat?

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 151)

24. april 1918. Vagtposten stod ret op og ned, død i sit udkigshul

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Næste Nat sov vi mere trygt i vort Hønse- eller Hundehus, hvad det nu har været. Lydene udefra naaede os derinde, mere afdæmpet. Ilden var heller ikke saa stærk som sidste Nat. Granaterne faldt meget spredt. Kun een Gang mærkede jeg i Søvne en Eksplosion i Nærheden og en Rysten af Jorden. Jeg drejede mig om paa den anden Side og sov videre.

Jeg blev tidligt vaagen. Ved Siden af mig snorkede en Skytte, som jeg vidste skulde have været paa Vagt. Jeg ruskede i ham: “Hvorfor er du ikke paa Vagt?” Søvndrukken stirrede han paa mig: “Jeg er ikke blevet vækket.”

Jeg blev straks urolig og skyndte mig ud til Vagtposten. Han var død. Han stod paa Stigen, begravet i Jord til op paa Brystet. Vi gik straks i Gang med at grave ham ud. En lille 7,5 Granat var gaaet lige forbi ham og ned i det ca. 1 m i Diameter store Hul, i hvilket han stod, og var eksploderet i Væggen bagved ham. Stigen var splintret og trængt igennem begge Laar. Han var dræbt paa Stedet.

En god Kammerat havde forladt os. Det var med en underlig hjælpeløs og knugende Fornemmelse, vi omsider fik ham befriet af Jorden. Om Aftenen fik vi ham transporteret tilbage, hvor han fandt sit sidste Hvilested.

DSK-årbøger 1948

23. april 1918: “Jeg bemærkede uhyre mange nedskudte flyvemaskiner af alle nationaliteter” – Frederik Tychsen gang gennem byen Nesle

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Det var den 23. april 1918. Så længe solen skinnede, var det dejligt, men om natten var det køligt. Vi kravlede op på toget og omsider satte det sig i bevægelse. Det kørte ganske langsomt, for banelegemet var lige blevet gjort i stand; det blev aften, og der var meget koldt. Dertil kom, at jeg havde solgt min overfrakke for at skaffe penge til levnedsmidler, og jeg sad i et hjørne af vognen og frøs.

Efter nogle timers kørsel standsede toget uden for Ham. Det fløjtede og fløjtede, men der var ingen indkørsel. Da jeg frøs ganske voldsomt, gik jeg hen til lokomotivet og bad om at få lov til at komme ind i maskinen for at få mig varmet. Men det kunne imidlertid ikke lade gøre.

Lokomotivføreren var en flink mand, han gav mig lov til at sætte mig op på det brede trinbræt ved siden af kedelen. Jeg kravlede op på maskinen i læsiden, og brættet var så bredt, at jeg mageligt kunne ligge på det.

Her var varmt og dejligt. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede kørte maskinen i fuld fart, det vil sige så hurtigt, som det kunne tillades på strækningen mellem Ham og Nesle. Da jeg vågnede blev jeg noget forbavset over, at jeg kunne sove under slige forhold, men det gik udmærket.

Jeg blev liggende, til vi nåede Nesle. Her holdt toget uden for stationen, og jeg kravlede ned fra mit varme leje; men ak og ve, da jeg fik set efter, var jeg helt oversmurt med olie på den ene side og på ryggen. Denne olie stammede fra pumpen lige over mit leje. Hver gang pumpen arbejdede, sprøjtede der nogen olie nedefter, og den ramte mig. Det blev en stor mørk olieplet på min frakke, men det var der ikke noget at gøre ved.

Toget gik ikke længere end til Nesle. Vi måtte nu se at finde vor afdeling. Jeg gik igennem Nesle og bemærkede uhyre mange nedskudte flyvemaskiner af alle nationaliteter, de var opkørte på en stor mark. Jeg fik at vide, at vor divisionsstab var kommet til byen, og der skulle jeg så fa den nøjagtige besked om, hvor vort batteri lå i øjeblikket.

Jeg fandt også divisionsstaben straks om morgenen. Den var ved at indrette sig i en større bygning der i byen. Jeg kunne dog ikke f. besked med det samme, da de endnu ikke havde pakket ud. Jeg skulle gå og komme om en time igen. Jeg lagde mig i græsset på en agermark et lille stykke derfra.

Jeg faldt i søvn og vågnede først hen på eftermiddagen ved 3 tiden. Jeg regnede ud, at jeg havde sovet i 5 timer. Jeg gik til staben og fik besked på, at vi lå i en skov ved Herly. Men jeg gik først helt nedtil Gruny, noget af vejen kørte jeg med en bil. Jeg kunne imidlertid ikke komme på det rigtige spor og besluttede derfor at prøve på at finde en soveplads for natten, det havde nemlig begyndt at regne.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

23. april 1918 – Ernst Christiansen: “I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

23. April.
Endeløse Marcher ud i det erobrede Terræn vest for Neuvechapelle og lidt Pilleri derude ved Vejene. I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav, lige ved den nye Feltbane. Saaledes gaar det til! Hjemme lever de i Angst og Spænding for de savnedes Skæbne, og her ligger Ligene langt bag den nye tyske Front, og ingen bryder sig om dem.

I Dag første Gang i Uger fri. Rygtet bebuder nye Fremstødsforsøg fra La Bassée. Den store »Sejr« har nok været et mislykket Foretagende. Sagen er, at Loretto-Højdedraget, som vi i Gaar saa første Gang tydeligt i Horizont-Disen, er et farligt Flankefremspring mod den nye tyske Linje. Det har skullet tages ved Omgaaelse nord og syd fra; men det er ikke lykkedes. Mit Indtryk er, at den nye Front her stivner og nu skal befæstes paa sædvanlig Maade. Der er taget et Stykke Land, Fronten er bulnet ud; der er bragt store Ofre af Penge og Materiel og Menneskeliv, og hvad er der opnaaet? En ny, stærkt bugtet Front i Steden for den gamle, der for kort Tid siden var gjort lige. Men Fremtidsudsigterne?

Lad det Emne hvile: Dagene maa fremdeles tages en for en.

I Gaar var jeg første Gang med ude paa Tiggergang fra Arbejdsstedet og opnaaede at faa nogle Skefulde Grubbesuppe; det hjælper altsammen til. Der er stadig fuldt af bivuakerende Tropper og Feltkøkkener; men der er kun lidt at »arve«, og jeg veed nu, hvad »Kohldampf« er. Men alligevel er jeg glad for min Ulvehunger og det legemlige Velbefindende, som den vidner om.

Mange er Mulighederne herude; men i Procenttal har jeg dog vist endnu mest Udsigt til at slippe godt fra det. Og Held har jeg jo haft med mig i Livet. Eller vidner det, at jeg fik dig, mod min Teori?  Se til at holde dig ung! En Spaseretur fra Flensborg til Graasten langs Stranden er nu en Hverdagsbegivenhed for mig.

Det har været helt spændende at komme hjem hver Aften, vi spejdede langt borte fra, om vort Hus stod der endnu; somme Tider har vi set en Granat slaa ned ved Byen og en vældig Jordfontæne staa i Vejret.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 215-7)

 

23. april 1918 – Mathias Damm: “… snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 23.4.18.

Kære Moder!
Blot et par Ord i morgen. Jeg er nu i Byen og har et par gode Dage. Jeg bor i Kælderen under en Boghandel og har derfor en Mængde Skrivemateriale. Du skal nu ingen Kuverter sende mig mere. I Eftermiddag eller i Aften skriver jeg et Brev, da jeg nu i 3 Dage ikke har skreven. Jeg ved knap selv hvordan det er gaaet til. Igaar vilde jeg skrive men maatte saa gaa forud med Bræder. Haaber i alle har det godt og ere sunde og raske og slutter med mange Hilsner eders
Mathias.

Tak for Kort fra d 11 og Brev fra den 14 med Bladet. Heimdal har jeg ikke faaet i 8 Dage.

den 23.4.18. Eftm.

Kære Moder og Sødskende
Jeg vil nu skrive lidt mere. Jeg har nu faaet Middagsmad, Bønnesuppe. Det er jo noget af det bedste man faar her i Krigen. Vi har jo fundet nogle. Ellers er det ikke saa glænsende mere. Det hed, at vi skulde faa lidt mere Fedt og Smørelse til Brødet i Offensiven, men det er ved at blive det modsatte. Enkelte har jo fundet lidt, men det maa man jo ikke regne med. Nu lader det ogsaa til, at de vil trække os Rygevareme af. Det er det værste kan i tro. Mig gør det knap saa meget, men det er dog afregnet i Lønningen, og tilkommer os.

Jeg har her lagt et par Kort ved her fra Byen. Huset jeg boer under, er ikke at se, det har været bag Fotografen, der hvor jeg har gjort Pilen. Jeg boer under en Boghandel, vi have Madrats, Underdyne, Hovedpude med hvid Betræk og Sove- dækkener, saa vi ere som i Paradis, naar der blot ikke var Krig udenfor. Husene til venstre paa Billedet ere alle afbrændt og sammenskudt. De her over os ere nogenlunde holdne, men imorges lod en Fugl et Æg falde herude i Gaarden og det ødelagte os vor Pumpe og Haandværkemes Arbeidsværelse, de kom netop ind af Porten, og slap med Skrækken. Der hang en Del Linned oppe paa Taget, og det var vist det, der gjorde det galt. Hele Byen er omtrent i Ruiner, Den store smukke Kathedrale er ramponeret og Taamet sammenskudt.

Om et par Dage gaar jeg jo vist atter ud paa Bjærget. Haaber vi saa maa have godt Veir, saa er det hele halvt saa slemt. Jeg har pakket noget Brevpapir sammen til eder, hvis der gaar Pakker bort, hvad jeg troer afsender jeg det i Eftm. en med Papir og en med Kuverter. Det koster da kun en 10 Penning, hvis det er futsch. Jeg har ogsaa sendt Fader noget i et Brev, og et par mere sender jeg. Han skal jo vist købe det.

Hvad her forskellige har pakket sammen, og sender hjem, er skrækkeligt. De fordærver det blot for andre, der er fornuftige. Hvad nytter Gods og Guld, deraf kan dog ingen leve og naar de engang kommer hjem, er der nok af fortjene naar de blot vil. Det er dyre Sager, der driver rundt, men hvad nytter nogle Nipsgenstande eller ogsaa Sølv eller forgyldte. Det hjælper dog intet til at afværge Nød. Haaber jeg maa vedblive at være sund og rask og at Krigen denne Sommer faar en Ende, saa jeg kan komme hjem, saa lad kun Franskmændene have deres Skidt. Jeg kan godt give dem noget til, naar det kunde hjælpe noget til at faa Fred.

Naar i modtager dette er det vel atter Mai og snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien. Hvor er den Tid gaaet og saa ond en Tid, og ingen ved om Nøden ikke kan vare tre Aar endnu. Vil nu slutte for idag med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Kan i ikke sende mig en Stoppenaal og en lille Ende hvid tråd.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

23. april 1918. Fransk civile flygtet: “Beboerne havde forladt deres Hjem i største Hast”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Efter et Par Timer sløjede Ilden af, og i de tidlige Morgentimer blev det helt roligt. Et Angreb, som vi nærmest havde frygtet, fulgte ikke efter. Jeg kunde tænke mig, at Fjenden havde bemærket Afløsningen og ment, at det var Opmarch til en ny Angrebsoperation og har villet slaa Opstillingerne ned.

Næste Morgen, saa snart det var blevet lyst, begav jeg mig sammen med en Kammerat paa Opdagelsesrejse – det vil naturligvis sige kun i den allernærmeste Omegn. Jeg vilde forsøge at finde et bedre Opholdssted.

Paa den anden Side af Vejen bagved en Ejendom fandt vi et underligt lille Udhus paa ca. 1½ Kvm. Størrelse. Det var bygget op ad Ejendommens Ydervæg og tykt tagtækket oppe fra Muren og skraat helt ned til Jorden med kun en lille Aabning forneden, hvor man lige kunde krybe igennem. Det gav udmærket Beskyttelse mod Granatsplinter.

I Haven en 8-10 m derfra var der udgravet et dybt rundt Hul i Jorden, hvori der stod en Stige. Det var sikkert blevet gravet af tidligere Vagtposter. Under Granatild kunde Vagtposten gaa længere ned ad Stigen og var saa ret godt beskyttet. Jeg fik hurtigt mine Folk flyttet til dette nye Sted, og vi var alle efter Forholdene godt tilfredse. Maskingeværet fik vi anbragt paa Jorden foran Stigen, og Vagtmanden posteredes paa Stigen.

Saa havde vi Tid til at se lidt paa Omegnen. Det var endnu ret diset, og Fjenden kunde ikke se noget fra Observationsballonerne. Vi var inde i de nærmeste Ejendomme. Overalt kunde man se, at Beboerne havde forladt deres Hjem i største Hast. Skabe og Skuffer var tømt. Mere værdiløse Ting flød overalt i Stuerne. Paa Bordene stod endnu Kopper og Tallerkener med indtørrede Madrester. Efter et sidste Maaltid i Huj og Hast havde de skrækslagne forladt deres Hjem.

Man kunde i Tankerne se dem drage af Sted med deres Kreaturer og deres højhjulede Vogne bristefærdigt pakket med deres Ejendele – ulykkelige Krigsskæbner.

Vi vovede os lidt længere ned ad Landevejen. Vi var ikke kommet langt, da vi blev advaret mod at gaa videre. I Gaar var nogle gaaet samme Vej og var pludselig blevet taget til Fange. Man vidste ikke, hvor de første fjendtlige Vagtposter og Tropper laa. Terrænet var ret uoverskueligt – mange Træer, Buske, Haver og Hegn. Vi foretrak at gaa tilbage. Saa snart Solen var kommet op, var det forbi med Bevægelsesfriheden. Mange Observationsballoner hang ikke langt bag de fjendtlige Linier.

DSK-årbøger 1948

23. april 1918 – Niels Petersen: Den højeste udmærkelse for underofficerer

Den 23. april tildeltes Vizewfeldwebel Niels Petersen som nr. 156  Das preussische Goldene Militär-Verdienst-Kreuz også kaldet Der pour le Mérite des deutschen Unteroffizieres. Da han modtog medaljen lå han hårdt såret:

Det var, medens jeg laa her paa Lazarettet, at vor Stabssergent en Dag i April kom paa Besøg hos mig, medbringende en forseglet Æske, som jeg selv skulde aabne. Jeg var imidlertid saa svag, at jeg ikke var i Stand til det, og saa maatte Professoren gøre det. Det var Militær, der paa den Maade blev overrakt mig som Anerkendelse for Stormangrebet [den 21. marts 1918].

Medaljens historie rækker tilbage til 1793, men under Første Verdenskrig blev den først genindstiftet i sommeren 1917. Man manglede på det tidspunkt en medalje til de veltjente underofficerer, der allerede var udmærket med jernkorset af I. og II. klasse, men som man – fordi de ikke tilhørte borgerskabet eller adelen – ikke ville forfremme til officerer, der som de eneste kunne modtage de højere ordner som eksempelvis Der Hohenzoller Hausorden mit Schwerten eller Pour le Merite.

Niels Petersen, Bevtoft, omgivet af kammerater. På hans bryst ses det sort-hvide bånd for jernkorset af II. klasse, og til venstre for det Das preussische Goldene Militär-Verdienst-Kreuz, under det jernkorset af I. klasse og derunder såretmærket (Privateje)

Niels Petersen var landmand, og blev derfor ikke anset for officersmateriale. Han var født i Bevtoft den 26. maj 1892, og begyndte i 1912 at aftjene sin værnepligt ved Infanterie-Regiment Nr. 141. Hans tjenestetid var derfor næsten overstået, da verdenskrigen brød ud.

Ved krigens begyndelse rykkede han ud med sit regiment, der kæmpede på østfronten. I begyndelsen af september blev han forfremmet til Unteroffizier. Midt i oktober blev han såret i højre ben af en geværkugle, og tildeltes samme dag han jernkorset af II. klasse. Fra november 1914 til juli 1915 gjorde han tjeneste ved sit regiments rekrutdepot.

Han blev nu forsat til Grenadier-Regiment Nr. 5 og deltog i fremmarchen på østfronten i 1915 til han i september blev indlagt med tarmkatar. I marts 1916 vendte han tilbage til sit regiment, der nu lå på vestfronten. I juni blev han forfremmet til Vizefeldwebel, og ved udgangen af juli blev han dekoreret med jernkorset af I. klasse.

Den 21. marts 1918, på den første dage af den store tyske forårsoffensiv, blev han hårdt såret af granat i højre skulder, mens han førte en stormtroppeenhed. Herefter kom han ikke tilbage tilbage til fronten, og blev først udskrevet i februar 1919.

Niels Petersens Goldene Militär-Verdienst-Kreuz (privateje)

Niels Petersen var så vidt vides den eneste sønderjyder, der modtog det militære fortjenstkors. Ordenen var meget sjælden og blev kun givet 1773 gange i løbet af krigen, i modsætning til jernkorset af II. klasse, som der blev tildelt 5,2 millioner af, og jernkorset af I. klasse med lige knap 200.000 tildelinger. Den højeste preussiske orden Pour le Merit blev tildelt 687 gange, hvilket vil sig at der blev givet en medalje for hver 480 officerer, mens det kun var et fortjenstkors for hver 7200 underofficere.

Med ordenen fulgte en række æresbevisninger og en lille pension, men den kom også Niels Petersen til hjælp på en anden måde. Da hans datter under besættelsen blev arresteret af tyskerne, dukkede hipo-folk op på hans adresse og foretog en temmelig hårdhændet ransagning af huset. Da det kom den stedlige tyske kommandant for øre, at man havde behandlet en bærer af fortjenstkorset sådan, fik hipofolkene besked på at vende tilbage og give ham en uforbeholden undskyldning. Med medaljen på brystet og ledsaget af et medlem fra det tyske mindretal tog Niels Petersen så til det tyske hovedkvarter i København. Her skal han have fået foretræde for selveste den rigsbefuldmægtigede Dr. Best, og have udvirket sin datter løsladelse. Datteren flygtede derefter til Sverige.

(Franz Joseph Ophaus: Das_preussische_Goldene_Militär-Verdienst-Kreuz (Der Pour le Mérite des deutschen Unteroffiziers), Berlin 1936; Morten Kamphøvner: Danskeren med Pour le Merite, i: Ekstra-Nummer, Jydske Tidende, 01/08.1939, s. 10-11; Niels Petersen Militärpas; Beretning fra familien)

22. april 1918 – Claus Juhl: “… jeg havde lykken og fik enkeltkvarter”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I slutningen af april 1918 kom han til Belgien.

Ved midnatstid den 21. marcherede vi til banegarden Ivry, hvor vi blev forladede og den 22. kl. 6 morgen kørte vi bort, rejsen gik nordpå mod Belgien. Kl. 2 om eftermiddagen blev vi udladede på stationen Swevelghem, efter et par timers march kom vi til vort fremtidige kvarter byen Beveren, som ligger 7 km fra Kortryk. Her blev vi alle indkvarterede hos civilfolkene, en stor part fik massekvarter, jeg havde lykken og fik enkeltkvarter sammen med en skolelærer fra Kiel.

Vi lå hos en mand, som var væver, han havde før krigen arbejdet på en fabrik i Kortryk. Men nu var han hjemme og passede sin jord, han havde ikke ret meget, men han dyrkede tobak, som var i god pris, så han kunne få føden til sig og familien, denne var temmelig stor, der var 7 børn, hvoraf de to ældste et par somre måtte arbejde for tyskerne. De kom kun hjem lørdag aften.

Vi lå i et tomtstående kammer på halm, som vi havde udbredt på gulvet for en feltsoldat et godt leje. Folkene talte flamsk, som har stor lighed med plattysk, så vi kunne nok få en samtale i gang. Min kammerat kaldte de altid for skolmester, med det mindste af børnene, en purk på et par år, havde vi mangen spas.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

22. april 1918 – Thomas Thomsen: “… stiv i alle Lemmer”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 22/4 1918
Kære Moder!
Kun et par Ord. jeg har det godt. Vi blev afløst sidste Nat og er kommen lidt tilbage, om ikke ret meget, saa dog saa langt at vi ligger i Huse, og det er da noget andet end [at] ligge under aaben Himmel i et Granathul, eller noget lignende og det har vi gjort de sidste 8 Dage. Det var en kold fornøjelse. saa stiv i alle Lemmer saa man næsten ikke kunde gaa ellers alt vel.
Mange kærlige Hilsener
din Søn Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

22. april 1918 – Frederik Tychsen: “det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Om morgenen fik vi besked på at komme hen til vor troppeafdeling, hurtigst muligt. Vi blev vist om til banegården, og efter at vi havde ventet et par timer, kom vi med et tog, der gik ned til fronten.

Toget standsede i St. Quentin og jeg stod og så ud af kupévinduet; da råbte pludselig en: “Hallo, Tychsen, hvor skal du hen?” Jeg så mig noget omkring. Der var mange mennesker på banegården, men det var Unteroffizier Otto Goldberg, der råbte.

Han skulle til Bryssel (Bruxelles) for at hente cigaretter til batteriet – Goldberg var jøde, og han havde forbindelse i Bryssel, og derfor sendte de ham. Han kom så hen til vinduet og advarede mig imod at rejse til fronten de første par dage, da det gik meget hårdt til. Batteriet lå ved Montdidier.

Vi steg ud af toget og gik rundt i byen; St Quentin var meget ødelagt, katedralen var brændt og ganske ruineret; de høje mure ragede op i vejret, og overalt var der indlagt sprængstof, en luntesnor hang ud af væggen, og ved denne var der anbragt en seddel, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”.

St Quentin havde ligget i flere år imellem linjerne, og var derfor meget molesteret. Mur- og stenbrokker var skovlet af vejbanen og lå i store dynger ved begge sider af vejen som snedriver. Husene var delvis ødelagt, der var kun ganske få, der ikke var mere eller mindre medtaget.

Vi gik rundt i gaderne og søgte efter “Zersprängten Sammelstelle”, men her var ingen; men vi fandt et sted, hvor vi kunne få mad. Dog måtte vi vente længe, inden vi fik noget. Omsider blev der uddelt “Graupensuppe” – vistnok suppe med store byggryn og små kødstumper.

Suppen kunne være god nok, men den var så sveden, at det var ganske umuligt at nyde den, – det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort.

Der var heller ingen rigtig orden i dette foretagende, der skulle sørge for mad til de “forvildede”. Grunden var den, at her havde englænderne ligget for nogle få uger siden, og derfor var den slags ting endnu ikke bragt i orden.

Vi blev enige om, at St. Quentin var et dårligt madsted og besluttede at drage videre. Kanoneren fra bataljon 615 ville ikke med længere, men han ville nu for alvor prøve at finde sin afdeling; Imwiehe fra maskingeværkompagniet ville også hen til sit kompagni.

Vi sagde “farvel” og tak for følgeskab og så skiltes vi midt på gaden i St. Quentin. Jeg blev også ked af at gå og daske omkring, dertil kom, at tilbage kunne jeg kun dårligt komme, madstederne fandtes kun i Etappen og i bæltet fra Etappen og til den yderste linje var i front i et bælte p. ca. 30 – 50 km. bredde.

 Her kunne man ikke få noget at spise, der var kun sparsomt med civilfolk, og nu var man anvist til sin troppeafdeling, hvis man ville have noget at spise; den smule levnedsmidler, som fandtes ved fremmarchen var for længst fortæret.

Jeg gik ned til banegården og ventede på kørelejlighed. Jeg vidste, at der var forbindelse til Ham. Mens jeg gik på banegården, kom der nogle tyske tanks gennem gaderne. Det var de første tyske tanks, jeg så.

Hen på eftermiddagen kom der et godstog. Det skulle til Ham; det holdt dog først nogle timer på banegården. Vi var en hel del, der skulle med, og vi kravlede op rundt omkring, hvor der var plads. Jeg kom op på en fladvogn, der var læsset med maskiner.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

22. april 1918: Asmus Andresen – Rotter, lus og fransk artilleri.

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 5 havde en lavet Kaffe, som vi saa gav os i Lag med. Da vi ikke havde faaet Søvn i de sidste Dage, var vi nu saa søvnige, at vi næsten ikke kunde se.

 Kl. 6 kravlede vi som Kæve ind i vore Huler og dækkede os til med nogle Tæpper. Da det var meget roligt denne Aften, faldt vi snart i Søvn. Efter 10 Minutters Forløb vaagnede jeg igen, fordi der var noget, som kravlede over mit Ansigt. Først troede jeg, at det var en af mine Kammerater, der fægtede med sine Arme; men saa løb der noget over mine Ben og skreg af fuld Hals. Jeg tog min Lommelampe og lyste rundt omkring og opdagede, at 3 store Rotter sloges om mit sidste Stykke Brød.

 Psst! sagde jeg, men det rørte dem ikke, de sad og aad nok saa rolig videre, saa sparkede jeg efter dem med Benene; de 2 af dem løb saa hen i Krogen, men den tredje og største tog den sidste Mundfuld Brød i Flaben og travede helt gemytlig ud af Hullet. Jeg var klar over, at jeg den næste Morgen ikke havde nogen Frokost, og at jeg var bleven overfyldt med Lus; de kravlede over hele Kroppen, men efter at jeg havde uddelt et Par Stød til dem, faldt jeg i Søvn.

 Kl. 11 fik jeg et Spark i Siden. »Til Kanonerne«! blev der raabt. Jeg havde lige drømt, at jeg var hjemme, derfor kunde jeg ikke forstaa, hvad det hele havde at betyde, men i næste Øjeblik vidste jeg, hvor jeg var. Hele Jorden rystede, som om der var Jordskælv. Jeg fik fat i min Gasmaske og stormede ud til Kanonen. I en halv Time blev der skudt med fuld Kraft, og i denne halve Time havde Franskmændene sendt os ca. 400 Skud, men heldigvis skød de for højt, saa Granaterne gik ca. 100 Meter for langt.

 Vi havde 1 død og 3 saarede. Da det var bleven nogenlunde roligt igen, kravlede vi atter i Seng, men Kl. 1½ maatte alle Mand ud; efter at vi havde skudt 15 Skud, kunde vi atter lægge os lidt, men Kl. 5 begyndte Franskmændene igen at sende os deres Hilsen, og saa maatte vi tage fat paa ny. Vi skød til Kl. 11, saa blev der lidt roligt igen paa begge Sider. Vi var alle saa trætte, at vi, da vi kom hen til vort Hvilested, sank ned paa vore Tæpper og sov med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

22. april 1918. “Natten var et Inferno af Bragen, Torden og Eksplosioner”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Næste Aften gik det saa videre i Stilling. Det var ikke mere saa langt, og vi marcherede først, da det var Nat.

Ved et mindre Skovstykke blev der gjort Holdt. Maskingeværerne og Materiellet blev taget af Vognene og Afdelingerne inddelt for af ventende Soldater at blive ført til Bestemmelsesstederne. Nogle Granater eksploderede i Nærheden, og nogle saarede kunde tage med tilbage.

Omsider marcherede vor Afdeling af Sted i Gaasegang. Det var ret mørkt og diset, og Landskabet virkede uhyggeligt. At der ingen Skyttegrave fandtes, var jo givet; og da man ikke kendte noget til Terrænet, havde man en Følelse. af, at der bagved alt det mørke, man kunde skimte – Buske, Træer, Huse og Hegn -, rugede Farer. Vi naaede Indgangen til en Landsby, og der fik vi anvist Steder, hvor vi havde at indrette os og træde i Funktion, hvis det blev nødvendigt.

Det at indrette os var at søge et Sted, hvor vi kunde ligge i Dækning for Granatsplinter. At søge Dækning i de straatækkede Ejendomme var for farligt; Husene i Nærheden var allerede raslet sammen under Fuldtræffere. Ved Siden af Vejen laa en nedbrændt Ejendom, hvor kun de høje Stenmure var tilbage. Bagved Muren var der et udgravet Hul paa ca. 1½ m Dybde og 2 Gange 4 m Størrelse og meget provisorisk tildækket med Brædder og Lægtere, saa man uden Vanskelighed kunde se Nattehimmelen. Det tog jeg med mine Maskingeværskytter og en Del Infanterister i Besiddelse.

Jeg fik inddelt Vagtposterne, og saa krøb vi andre ned i Hullet for at faa lidt Søvn. Vi laa som Sild i en Tønde. Imens var Artilleriilden blevet mere og mere intensiv, og den steg nu efterhaanden til ren Trommeild.

Granaterne eksploderede rundt om os paa maa og faa, og Shrapnels hvinede i Luften. Luften var fuld af svirrende og syngende Splinter, og Nattens Mørke blev brudt af gnistrende Glimt af utallige Kanonskud og Granatnedslag. Natten var et Inferno af Bragen, Torden og Eksplosioner.

Vort Opholdssted var under disse Forhold ikke særlig ideelt. For Splinterne var vi dog nogenlunde dækket. Men Tanken om Muren lige klods op ad os gjorde mig meget bekymret. Hvis en Granat skulde træffe den eller Lufttrykket faa den til at vælte, var det sket med os. Det kom an paa at holde Nerverne i Ro. Det vilde ikke have undret mig, hvis en eller anden under Indtrykket af Tanker og Forestillinger skulde være styrtet ud i det fri.

DSK-årbøger 1948

21. april 1918. På vild jagt efter konservesdåser mellem de døde

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Foraarsoffensiven 1918 var brudt løs. Vi laa endnu ved Verdun, hvor vi havde været med til at forurolige Fjenden, for at han ikke skulde blive klar over, hvor der blev gjort Forberedelser til en ny Aktion, som skulde foretages om Foraaret. Forberedelserne var store, og Anstrengelserne resulterede jo ogsaa i, at Fronten flere Steder under Offensiven blev brudt, hvad der ikke var lykkedes i de sidste Aar i Vest – hverken af den ene eller den anden Part.

Flere Kiler stødte temmelig dybt ind i det af Fjenden besatte Omraade. Paa Grund af for smaa Reserver baade af Materiel og Militær kunde Begyndelsesresultaterne ikke udnyttes. Ja, der blev ogsaa fortalt, at de sultne Tropper faldt over de erobrede Levnedsmiddeldepoter og drak sig fulde. Og imens fik Fjenden Tid til at reorganisere Modstanden.

Saa var det Slut med Fremgangen og Fronten stagnerede igen.

Vi slap for at være med i første Omgang. Men i April Maaned blev vor Division sat i March. Med Toget kørte vi nordpaa, og Rejsen sluttede i det nordlige Frankrig – fransk Flandern. Nogle Dage senere var vi saa igen paa Vej mod Fronten. I dette Afsnit var Offensiven, saa vidt jeg i Dag vil kunne skønne og bedømme Forholdene, ført en ca. 25-30 km frem, saadan at det besatte Omraade stort set udgjorde en stor Trekant med nogenlunde lige lange Sider.

Der var overalt stærk Artilleriild, og fra Fronten lød en kolossal Buldren og Bragen. Da Mørket begyndte at sænke sig. over Landskabet, passerede vi den gamle Front-linie. Vi havde allerede en lang March bag os og var ret trætte. Vablerne paa Fødderne begyndte ogsaa at genere ikke saa lidt. Lige ved Fjendens tidligere Skyttegrav gjorde vi Holdt for at hvile.

Hist og her i. Terrænet laa Faldne, som det endnu ikke havde været Tid til at begrave. De havde et meget sydlandsk Udseende. Der blev sagt, at det var Portugisere. Om det passer, ved jeg ikke. Det er mig ikke bekendt, om Englænderne havde portugisiske Formationer.

Vi skulde selvfølgelig have Skyttegrav en undersøgt. Den var endnu ret velholdt – slet ikke jævnet med Jorden, som man skulde have ventet. Selvfølgelig var der mange Granathuller. Men Jorden var dog ikke saadan vendt, som man har oplevet det i tidligere Offensivegne.

Man havde Indtrykket af, at Fjenden var blevet fuldstændig overrasket af Offensiven. Det varede ikke længe, før en Del Kammerater mødte op med Konservesdaaser. Og saa begyndte den vilde Jagt. For noget at spise var vi alle ude efter.

Ja – og hvad der saa blev fundet, det er næsten ikke til at beskrive. Nogle kom med hele Armfulde af Daaser. I Affaldsbunkerne fandtes Masser af uaabnede Daaser, som tilsyneladende var blevet smidt væk. Der fandtes de fineste Marmelader af Sydfrugter – Daaser med Kød – Daaser med Skinke – Daaser med Pølse. Desværre havde en Del faaet Granatsplinter, og Indholdet var fordærvet. Men der var nok endda.

Vi fik rigtig at se, hvilken Forskel i Forsyningen der var paa de to Sider af Fronten. Det var for os utroligt, at Modparten efter næsten fire Aars Krig endnu var saadan forsynet. Det begyndte ogsaa at gaa op for os, hvor forkert Oplysningerne og Meddelelserne om Fjendens nedsatte Indsatsevne maatte være. Hvad den materielle Indsats angik, havde vi jo længe næret berettiget Tvivl.

Men Hvilepausen var snart forbi. Vi fik Bagagen paa igen, og videre gik det. Imidlertid var det blevet mørkt. Fronten – Horisonten omkring os – i hvert Fald forude og til begge Sider – var et eneste Ildhav. Afskudsglimtene fra Kanonerne gjorde hele Rundkredsen til et eneste i hinanden løbende Glimt af Ild.

Ved vore Kanonstillinger laa større Forsyninger af Ammunition spredt i mindre Stakke. Og da Kanonstillingerne jo var et søgt Maal for det fjendtlige Artilleri, fik Ammunitionsstakkene ogsaa ofte en Træffer, saa de trufne Stakke med Smæld og Brag røg i Luften. Huse stod i Brand og gjorde Indtrykket af Tilintetgørelsen endnu mere uhyggeligt.

Jo længere vi naaede ind i Kredsen, jo værre blev det. Ogsaa Landevejen blev belagt med Granater. Det var sent, før vi udasede og trætte naaede vort Bestemmelsessted bag Fronten, hvor vi fik Natkvarter. Det var med en vis Tryghedsfølelse, vi lagde os til at sove i en tidligere Vinkælder – trætte som vi var.

DSK-årbøger 1948

21. april 1918 – Johannes Ankersen: “Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

Jeg havde i nogle dage befundet mig ved den del af minekasterkompagniet, der lå i beredskab. Englænderne sendte os flere salver af svære brisantgranater. Mit kompagni led ingen tab, men regimentes bagage lige i nærheden mistede flere mand og en stor mængde heste. Da vores regiment i alle tilfælde var blevet anvist et afsnit til logi, flyttede vi og fik til sidst anvist en bivuakplads ved en hæk, hvor vi slog vores telte op. De få huse var allerede fuldt besat. Selv boede jeg i et erobret engelsk spidstelt, der slet ikke egnede sig dårligt som logi.

På dette sted lå vi i flere dage, selvfølgelig var en del af kompagniet altid i stilling. Så blev vi også jaget bort derfra. Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker. Da så vores nabogård blev skudt sammen, og beskydning tog til, besluttede jeg mig for at fortrække, før der skete en større ulykke. Vi fandt logi i Le Petit Mortier, hvor også vores regiments bagage befandt sig. Vi fik endda anvist et hus til kvarter og havde det ganske godt i flere dage.

I stillingen var alt i det hele blevet ved det gamle. Roligt var der ikke, vedvarende blev den beskudt snart kraftigere, snart svagere med artilleri og minekastere. Men vi havde kendt ubehageligere stillinger. Det værste var, at folkene fremme næsten var uden beskyttelse mod granater og vejret. De sad i derude i deres huller, som de selv havde lavet, enhver fuldtræffer betød enden, så snart det regnede, sivede vandet vandet gennem de tynde dækker af brædder og jord. Ingen sammenhængende skyttegrav, ingen spærringer foran fronten, hver enkelt måtte være vagtsom og beredt, hvis han havde sit liv kært.

Og siden midten af marts ingen rigtig hvile, hele tiden på march eller under fjendtlig beskydning, folkene blev udmattede. De par dage, som det afløste mandskab kunne tilbringe i Le Petit Mortier, bragte ingen rigtig hvile, for heller ikke her lod fjenden os i fred.

Efter vi et par dage havde boet helt fredeligt, skød Tommy en eftermiddag et par granater foran mit hus. Endnu engang skete der ikke noget, den eneste sårede var min skimmel, der havde fået tre splinter i halsen og gennem det ene ører. Men sådan noget er dog ubehageligt. Man ligger sig ikke uden uro til at sove, når man ved, at man kan blive begravet under husets ruiner, og derfor er man ved hvert nært nedslag og ved granaternes skarpe piben straks på benene. Uforstyrret søvn må soldaten i det mindste have i hvilekvarteret, ellers klapper han langsomt sammen.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

21. april 1918: “Det var en temmelig lang marchtur” – Frederik Tychsen søger efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Den næste dag måtte vi af sted, da vi ikke kunne blive længere. Vi gik så til Etreux. Det var en temmelig lang marchtur. Det var imidlertid nødvendigt at begynde at sælge ud af inventaret for at få lidt penge til brød og andre levnedsmidler.

Vi gik så ind til den civile befolkning og byttede til brød og fik nogle Franc for en overfrakke. Befolkningen kunne meget vel bruge beklædningsgenstande, de var alle fattige, og tøj var næsten ikke til at betale.

Hen på eftermiddagen nåede vi Etreux; vi gik hen til Zersprängten Sammelstelle og fik den sædvanlige ration; vi fik et logi anvist i en lade – noget trådværk spændt over nogle lægter, men her var både koldt og uhyggeligt. Og tøjet havde vi ikke ret meget af.

Om aftenen gik jeg hen til byens bager og prøvede på at købe lidt brød, men det ville ikke lykkes. Vi lå og frøs hele natten, og om morgenen besluttede vi at gå tilbage til Fresnoy le Grand.

Vi traskede af sted, vi solgte, hvad vi kunne sælge for at få nogen mad og penge. Kappen blev solgt, tæppet, snøreskoene osv., vi regnede med, at når vi kom til fronten, kunne vi sagtens få noget igen.

Hen imod aften kom vi til Fresnoy le Grand igen. Vi fik noget at spise, selv om vi havde været der for to dage siden. Vi gik tidlig til ro, halmsækkene og varme i kakkelovnen, hvad kunne man vel forlange mere. De gamle landstormssoldater vågede hele natten ved kakkelovnen og drog omsorg for, at der var ro og orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

19. april 1918. “Det stod sløjt til med at skaffe befalingsmænd …” Nis Ley bliver underofficer

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Vinteren gik uden store begivenheder, men der var dog tegn på, at noget usædvanligt var under opsejling, og det var opmarchen til den store forårsoffensiv, der brød løs den 21. marts 1918, mens vort regiment lå i reserve.

Vi kom først til indsats den 16. april; om morgenen ved 5-tiden stormede vi løs, men da vi nåede englændernes første grav, havde kompagniet allerede et tab på 160 mand, og vi var kun en snes mand, der slap uskadt fra den begyndelse. Tre dage derefter blev vi afløst, kom tilbage og blev opfyldt af et regiment, der var blevet helt opløst.

Det stod dog sløjt til med at skaffe befalingsmænd, og den 19. april blev jeg udnævnt til underofficer og gruppefører, og blev udstyret med et maskingevær af 08/15-typen. Vi blev flyttet op til afsnittet omkring Kemmel-bjerget. Dog, efter at forårsoffensiven var sat i gang, van det, som om fronten overalt var kommet ud af sin årelange, stivnede tilstand; der var nu en mere omflakkende indsats af afdelingerne, men derfor var der også større daglige tab.

– I juni blev vi kørt ned i omegnen af Ham, og herfra tog vi del i fremstødet mod Nesle-floden med retning mod Montdidier, hvilket igen gav betydelige tab. Men i juli blev vi trukket ud af kampområdet igen.

DSK-årbøger 1971

19. april 1918 – Mathias Damm: “Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 19.4.18.

Kære Moder.
Mange Tak for Dit Kort fra den 10. Ser at Pakken med Sæbe heller ikke er naaet hjem. Det var saa i det hele 10 M givet ud til en Usling, som det ikke gives en værre. Thi det er det eneste jeg ikke kan forstaa, at nogen kan være saa simpel at stjæle Feltpostpakker. Det er ogsaa kun den Slags ved Feltposten, som har det for godt. Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder, der hvor den tykkeste Luft er og alle Slags Granater hviner om Ørene. Naar de vil stjæle, kan de stjæle af de store Kanisterpakker, dem er der nok af og det træffer sjælden en arm en. Her er det idag atter mægtig koldt og nu regner det ogsaa. Det saa mere ud efter Sommer i Februar, end nu. Gid det dog maatte have været den sidste Vinter, vi har ligget herude, at man atter kan komme i Ly, naar man har Lyst og det det regner. Mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. april 1918 Johannes Ankersen: “Store granathuller gabte allerede næsten overalt”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

Da jeg vågnede næste dag, var jeg overrasket over at finde mig selv i live såvel som også vores kvarter uskadt. Kommandøren var også allerede på benene, og nu blev der holdt krigsråd. Angrebet var mislykkedes, det stod fast. Vi skulle være glade, hvis vi overhovedet kunne holde vores nuværende stilling. Det måtte altså gøres. Befalingen derfor: ”Stillingen skal indrettes til forsvar”.

Regimentsstaben trak sig tilbage til Bleu, for at opretholde forbindelsen med de ledende kommandoposter 50 meter bag første linje var umuligt. Jeg skulle finde en egnet kælder i Bleu. Det var jeg tilfreds med, jeg glædede mig at komme væk fra det elendige hus, da det syntes mig, at det ville være det en fornøjelse at blive ramt på taget af en engelsk granat og styrte sammen over os.

Det var nu slet ikke så nemt at finde en kælder i Bleu. Gode, solide kælderrum var ukendte i Flandern, men stedet lå under så kraftig beskydning at vi måtte have en eller anden form for dækning. Til sidst fandt jeg dog en kælder. Den var ganske vist bygget ret spinkel, men hvad kunne det nytte? De kartofler, der lå i den, blev smidt i værelserne oven på, det gav også nogen beskyttelse. Rummet blev indrettet efter de forhåndenværende muligheder, og da herrerne fra staben kom, var alt i orden.

I stedet for offensiv var det nu igen stillingskrig, og endda en yderst ubehagelig en, det mærkede vi også i Bleu, for englænderne beskød landsbyen, så vores kælder rystede og rokkede. Den næste morgen gik jeg med kommandøren i stillingen og kunne observere, hvor hurtigt krigen lagde et område øde. Store granathuller gabte allerede næsten overalt. Hvor længe endnu, og egnen her ville også være en uddød kratermark.

Tabene på vores side var temmelig betragtelige, et par dage senere faldt desværre også vores kommandør, da han besigtigede stillingen. Sådan blev også denne dygtige og ærværdige mand taget fra os, den nye kommandør, vi fik, kunne langt fra måle sig med ham.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

18. april 1918 – Mathias Damm: “… værre, naar Du saa fjendtlige Soldater gaa med Dine nye Kjoler og Trøier”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 18.4.18.

Kære Moder!

Mange Tak for to Breve fra d 2 + 8 og et Kort fra 4. Det var ogsaa længe undervejs, men har jo til Dels været i Rumigny Jeg har det efter Omstændighederne godt, og er ved godt Mod. Haaber i har faaet mit Brev fra igaar. Ser at Du har været paa Udflugt. Det passerer jo heller ikke for ofte. Blot jeg engang i Sommer faar Lov at gøre en Udflugt hjem til eder, men foreløbig er der jo spærret og desforuden en Mængde der skal reise før mig. Naa, den Dag den Sorg, foreløbig sidder jeg her i Lerhullet.

Jeg har ikke hørt fra R. siden jeg endnu var i Schweriner Leiren. Det var skreven, da han ventede paa at blive forpakket paa Banen igjen. Kanske han er oppe ved Armentieres nu. Blot han er rask, gaar det jo nok.

Du skriver, at det var Dig ikke helt uventet, at min Frihed blev saa kort. Jeg stolede heller ikke rigtig derpaa, men da en Uge var omme tænkte jeg ikke mere derpaa. Det skulde have varet til Pinse, men nu kom vor Division bort og saa maatte vi ogsaa afsted. Men vi laa dog hele Paasken i Leiren. Langfredag var jeg paa Reisen.

Dine Pakker har jeg vist faaet alle, men der er en borte som Tante Sine har sendt en af de sidste Dage i endnu maatte sende. Der har nok en tænkt, at nu var det Slut alligevel, om jeg saa fik den eller ei, var ligemeget. Jeg modtog sammen med den sidste af Dine en fra Bjømskovs i Hyrup. Jeg troede først det var den fra Tante, men da jeg fik den nærmere efterset, var jeg jo helt forbavset, men jeg havde sendt et Kort til Sørens Fødselsdag, og det har jo vist været derfor.

Det er helt godt, at i ingen maa sende foreløbig. Halvdelen gik dog tabt og saa behøver man ikke at ærgre sig derover og i kan spare det til bedre Ledighed, tilmed har i det haardt nok behov selv i denne Tid. Efter Tallet paa Pakkerne, er det jo paa Tid at jeg faar Orlov, men pyt.

Ser at i ingen Kaalrabi faar i Aar. Runkler maa der vist være nok af, thi de ere dog anbefalet overalt fra i Bladet ser jeg. Godt at i ikke har faaet mere ødelagt derhjemme, end hvad de par Folk har gjort, det lader sig alt rydde væk igjen, uden store Bekostninger. Værre, naar Hus og Gods var sammenskudt, So og Ko vandret i Gulaschkanonen, Hønsene i Kogepotteme, alt uden at i kunde gøre noget derimod. Det vilde vist være værre, naar Du saa fjendtlige Soldater gaa med Dine nye Kjoler og Trøier og en stor høi Hat paa, en Parasol i Haanden og saa gaa rundt og lave Løier. Det er hvad her kaldes ‘Feldgrauer Humor”, naar vi gør det, men naar andre gør det er det noget andet, men naar Befolkningen er borte og det dog bliver skudt itu, er jeg ikke bedre end andre, men slæbe mig rundt med Sager, som jeg ikke direkt selv kan bruge, det gør jeg ikke. Der var al Slags Værdsager i Byen, hvor vi hentede Vin, som jeg skrev om, for Eks. et lille, forgyldt Vækkeur, jeg lod det staa, en anden tog det med. Blot en Skjorte tog jeg med, saa kan jeg altid kaste en bort, naar den bliver for levende og der ingen Ledighed er til at vaske.

Mon F ikke kan lave et Hegn til at sætte mellem os og Fjenderne, det skal være saadan at ingen kommer igjennem eller over, saa kunde vi jo gaa hjem og lade det skøtte sig selv. Der fortælles at vore atter ere brudte igjennem et Sted tilhøire, ikke saa sært at han her er lidt tummelumsk. Idag er Veiret lidt mildere, men Solen kan dog ikke komme igjennem, men det er vindstille og varmt, for et par Dage siden var det ogsaa ligefrem koldt.

Jeg skal vel til at se at slutte, det var det andet af den Slags, jeg skulde egentlig skrive et til, men det faar vente et par Dage, mit Skrivebord vakler. Jeg er nok snart træt i Benene af at bære det. I kunne forresten bringe mig for en Skilling Vand. Tørklæde og Sæbe har jeg, men hvad behøver jeg at vaske mig, foreløbig er de i Etappen paa Rad. Det er jo egentlig Meningsløst for en Soldat i Skyttegraven at vaske og pudse, der er dog ingen der ser derefter, og det er da vist den eneste Grund hvorfor Folk vasker sig, og imorgen er man dog atter Sort. Potten bliver heller ikke vasket. Der kommer der Ris i efter Bønner, o.s.v. Imorges var der K-Honning i min, saa Maden maa blive sød i Aften.

Fr har for Øieblikket atter en Skrue løs, men han er saa fornuftig at skyde efter dem længere tilbage. Man har det tidt bedst i forreste Grav, som her. Mange kærlige Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

17. april 1918 Johannes Ankersen: “Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen.”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

I nogle dage blev vi skubbet hid og did, så kom der ordre om den 17. april at angribe i retning af Strazeele. Vi havde allerede bemærket, at modstanderen havde trukket gevaldige masser af artilleri og infanteri sammme, men vi håbede på det bedste. At der igen forestod os en hård dag, var klart for os alle. – Minekasterne blev ikke indsat i foreste linje, men stod beredte længere tilbage, for ved angrebets begyndelse – formiddag klokken 11 – at rykke frem og hurtigst muligt indhente infanteriet igen.

Natten til den 17. rykkede jeg med kompagniet i beredskabsstilling. Det var allerede ubehageligt. Det fjendtlige artilleri beskød egnen, ganske vist planløst, men hvert hus, hver skyttegrav og hver hæk blev alligevel fra tid til anden betænkt med nogen salver. Endelig fandt vi en plads, hvor vi kunne holde det nogenlunde ud.

Omkring klokken 7 begyndte vores artilleris ødelæggelsesild, sprænggranater, gasgranater, gelb-, grün- og gelbkreuz, mellem hinanden. Det fjendtlige artilleri holdt ved, men blev efterhånden svagere, tilsyneladende virkede vores gas. Tidspunktet for angrebet rykkede nærmere. Klokken var 11, nu skulle vores angreb være gået i gang. I samme øjeblik rykkede jeg frem med minekasterkompagniet. Fjendens ild var ikke mere så kraftig, kun af og til indslaget fra en svær granat.

Det havde regnet i løbet af natten, hvilket var nok til at gøre vores vej meget besværlig. Minekasterne og ammunitionskærrene sank dybt i, mennesker og dyr måtte arbejde hårdt. Nu blev den fjendtlige ild igen kraftig. Et lille skovstykke ved en lav skråning bød nogen beskyttelse, det var nødvendigt med en lille pause, vi var alle udmattede, og sveden løb i små klare bække ad dyrenes pels, de rystede af anstrengelse. Fra skovstykket førte en markvej til hovedvejen mod Strazeele, den ville jeg nå for at trænge videre frem af hovedvejen. Det burde gå hurtigere, også selvom jeg var klar over, at vejen lå under særlig kraftig beskydning.

Der var ellers ikke noget at se i området, enkelte ingeniørtropper, ellers intet. Foran mig på en lang højderyg, som vores infanteri havde besat, var der livstegn, jeg antog at angrebet var i gang bag højderyggen. Efter at vi i nogen grad havde genvundet pusten, gik det videre. Forrest jeg med to ordonnanser, bagved 1. deling – to minekastere med ammunitionskærrer, bespændt og med det tilhørende mandskab – 10 meter bagefter fulgte den 2. og så den 3. deling.

Vi var omtrent kommet 200 frem, da maskingeværkugler pludselig peb om ørerne på os. Jeg troede, at vi blev beskudt af en fjendtligt flyver, men der var ingen flyvemaskine at se. Så bemærkede jeg, at skuddene kom fra et hus måske 500-600 meter fra os, hvad var nu det? I et par spring var jeg i dækning bag et hus og så mig omkring. Gud fader, det var et trist syn. Ikke langt væk lå føreren af 1. deling, en løjtnant, såret på jorden. Enkelte mænd bekymrede sig om ham og ville forbinde ham. De  øvrige fra 1. deling og fra 1. minekaster fra 2. deling var fra vejen sprunget i grøfterne eller i granathuller, granatkasterne stod forladt på vejen, mens maskingeværet stadig skød.

Det første jeg gjorde, var at få båret den sårede officer i dækning bag huset, folkene havde tilsyneladende tabt hovedet, da de forsøgte at forbinde ham under beskydning. En mand råbte op, han var såret, jeg råbte til ham, at han skulle kravle hen til huset, men da vi havde bjærget officeren, lå manden allerede død, han havde ikke kunnet besinde sig, var blevet stående og havde fået skud i hovedet. Det var Gud ske lov den eneste døde.

Officeren, som vi havde hentet, havde et svært hofteskud, kort derefter kom den løjtnant, der førte 2. deling, kravlende med gennemskudt fod. En letsåret musketier befandt sig ved 3. deling i skovstykket. Det var underligt nok alle tab. Vi kunne være glade for, at det gik så godt som det gjorde. På så kort afstand havde gode maskingeværskytter kunnet meje hele kompagniet ned. Tre minekastere med heste stod stadig på vejen, det vil sige en hest var død, en anden lå i de sidste krampetrækninger på jorden. Kun den tredje hest, den os nærmest, stod endnu uskadt og rørte sig ikke ud af pletten. At hente den ville have været selvmord. Pludselig satte dyret i gang og bragte minekasteren hen til huset, hvor den holdt an. Hesten havde fået et skud i ryggen og var derefter begyndt at trække minekasteren.

Hvad skulle nu gøre? Så snart en af os stak hovedet lidt frem bag huset, raslede maskingeværet. Hvordan var det kommet så vidt, hvordan var det overhovedet muligt? Et stod klart, infanteriets angreb var ikke lykkedes, vores troppe var ikke trængt frem. Først senere erfarede jeg, at jeg, som følge af et upræcist kort, havde forvildet mig ud til vores regiments venstre flanke. Det kompagni fra naboregimentet, der lå der som flankesikring, havde roligt lade os passerer. Jeg havde overhovedet ikke set dets folk, da de naturligvis lå så skjult som muligt i deres huller.

Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen. Havde maskingeværet ikke skudt, så var vi sandsynligvis i den faste overbevisning at området var fri for fjender, løbet direkte i armene på Tommy. Det var jo, Gud ske lov, blevet afværget, men det så alligevel trøstesløst ud for os. Kompagniet var spredt, hos mig kun begge officerer og omkring ti mand. Forbindelse med 3. deling havde jeg endnu ikke.

Jeg forsøgte nu at finde det fjendtlige maskingevær, jeg havde i det mindste en minekaster hos mig, så jeg kunne takke broderen for beskydningen, men jeg kunne ikke finde det, det havde tilsyneladende skjult sig godt i huset. Desuden virkede det som om det engelske maskingevær havde fået stillet sin virketrang. Men i stedet for beskød artilleriet os.

Åbenbart var vores kommen blevet det fjendtlige artilleri meddelt præcist, for ilden lå planmæssigt på os. Næsten uafbrudt gav det hele dagen granater og shrapneller mellem hinanden, det var et vidunder, at vores hus forblev så uberørt. Hvert øjeblik forventede jeg at se taget styrte sammen. Vi havde gerne forladt huset og var hellere krøbet sammen i et granathul, men vi kunne ikke lade de to sårede i stikken. Altså holdt vi ud og ventede på mørket, i ly af hvilket vi ville stikke af.

På trods af den stadig livsfare udlod vi ikke at grave den faldne en grav, endda et kors med navn og regiment blev fremstillet, desuden et par bårer til at skaffe de sårede væk om aftenen. Og igen ventede vi længselsfuldt på mørket, som ikke ville komme, dagen var alt for lang, men uafbrudt hylede og bragede det rundt om vores jammerlige tilflugtssted.

Den 3. deling havde af omveje sendt en meldeløber til mig og udbad sig ordre. Ind til vider blive liggende til aften, så måtte det siden vise sig hvordan. Ligeledes af omveje sendte jeg en meldeløber til regimentsstaben. Manden kom tilbage i skumringen og bekræftede min formodning. Vores infanteri var ikke kommet et skridt frem. Vores ødelæggelsesild havde ligget forkert og næsten sat halvdelen af vores egne tropper ud af spillet. Fjenden var derimod næsten uberørt, og hans artilleri, minekastere og maskingeværer beherskede situationen. – Jeg skulle personligt komme til regimentet.

Regimentsstaben fandt jeg kort bag den forreste linje i et kummerlig rønne, omkring hvilken granaterne uophørligt sprang. Overalt var der spor efter den mislykkede offensiv, mandskab og officerer hang med hovederne af vrede og skuffelse. Kommandøren ville have to minekastere indsat i eller ved Merris og befalede mig at besigtige stillingen. Det gjorde jeg og lod i løbet natten de to minekastere bringe frem, de øvrige sendte jeg i beredskab. Så gik jeg igen tilbage til regimentsstabens elendige kvarter, som var omgivet af røgen fra de eksploderende miner. På bordet stod en flaske med cognac, jeg styrkede mig dygtigt, lagde mig så hen og sov straks ind. Dagens ophidselse havde udmattet mig fuldstændigt.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

17. april 1918 – Thomas Thomsen: “det er skrækkeligt”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 17/4-1918

Kære lille Moder.
Mange Tak for 4 Breve jeg fik i Dag nu er det ogsaa 3 Uger siden vi har faaet Post sidst. men i har jo heller ikke hört fra mig i saa lang tid saa du gaar jo nok og er bange for at der er sket noget. Ja jeg er jo ogsaa i Frankrig hvor det gaar haardest til. det er ikke morsomt kan i tro. men endnu har jeg det jo godt. Ja jeg vil ikke skrive mere om de grusomheder som her sker. det er skrækkeligt. Skriv mig Jakobs Adresse for jeg har ikke faaet den endnu. Jeg ved nu slet ikke om det er til nogen Nytte at jeg skriver for jeg ved ikke om vi kan give Post af endnu

Mange kærlige Hilsner
din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

17. april 1918. “… den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

Foran Fjenden den 17.4.18.

Kære Veninde!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog i Aftes. Det har jo været længe undervejs. Men bedre sent, end aldrig, og Du faar jo sige det samme, thi det kommer nok ikke til Nordslesvig til den 27. Har du Fødselsdag den Dag. Saa vil jeg ønske Dig til Lykke og at vi maa have Fred naar Dagen atter oprinder.

Jeg sidder her i et Jordhul et par Skridt fra Fjenden. Tornysteret har jeg lagt paa Knæene og det er Skrivebord. Skriveriet er jo ogsaa derefter. Her er der intet godt, hverken at hente eller vente. Men jeg haaber stadig, at jeg maa forblive uskadt til Freden engang kommer, og den der har bevaret mig hidindtil, kan ogsaa gøre det herefter.

Jeg har i den sidste Tid ført et rigtig Sigøinerliv. Det er ikke noget for mig mere. Man kan slet ikke holde noget ud, som for omtrent tre Aar siden og Nerverne ville heller ikke mere, det er snart det værste. Naar man engang kommer hjem, er man pirrelig og nervøs, som en gammel Svigermoder. Det er sørgeligt nok, men det kan ogsaa bedres noget naar man kommer til at leve lidt civiliseret igjen. Men det kan jo vare længe endnu, og hvem ved, hvad man endnu skal opleve.

Franskmanden morer sig med at skyde sine egne Byer og Stader i Grus. Hovedsagen han lader os nogenlunde i Ro. Jeg har intet Begær efter at stifte alt for nær Kendskab til hans Granater. Gid Myrderiet maa faa en Ende endnu i denne Sommer, hvor vil der blive Glæde, den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde. Men foreløbig kan man kun haabe, og lave Planer for Fremtiden, lønner sig ikke.

Naar blot Orlovsspærren snart blev ophævet, saa man kunde gøre sig Haab om at faa Orlov engang. Naar man et helt Aar er herude blandt lutter fremmede Mennesker, længes man dog efter at komme hjem og faa en lille Holdsnak paa vort Modersmaal. Det forstaar man dog bedst, skønt ingen paa mit Sprog mærker, at jeg ingen Tysker er.

Det har her været graat og koldt Veir i de sidste Dage, saa det er ingen Fomøielse at staa og sidde Dag og Nat i den vaadkolde, lerede Skyttegrav. Vil nu slutte i Haab om at der snart maa oprinde lysere og bedre Tider for os alle og mange Hilsner sender Din Ven
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

16. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: Fly fra Nordholz

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

16.4.18

Wetter: diesig, Regenschauer.
Wind: O z. N. 4-6 doms.

Kein Flugdienst, da keine Flugzeugführer und Beobachter auf Station.

1225 mittags landet CI 250 (Finke – Noach) von Nordholz kommend auf dem hiesigen Platze und startet 718 abends nach Nordholz

D.F.W. 4579 wird auf dem Luftwege nach Nz.  überführt.

gez. Coester

(Bundesarchiv RM112/223)

16. april 1918 – Feltpostbrev: “Aldrig har jeg set Mage til Griseri”

Den 15. maj bragte Flensborg Avis et feltpostbrev om boligforholdene i Polen skrevet af en soldat med initialerne N.C.O.

Polske Hjem.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ved 9-Tiden kom der Befaling til at rykke lidt frem, for at Regimentet kunde famles. Efter en kort Marche blev der gjort Holdt, Tornystret blev kastet i Sneen, og vi afventede, hvad der videre skulde ske. Fra en Høj iagttog jeg det hele Skuespil. Det ene Kompagni marcherede frem efter det andet, Artilleri, Maskingeværer, Bagagevogne. Feltkøkkener rullede frem i uendelige Rækker, Officererne red frem og tilbage og uddelte de nødvendige Befalinger. Senere fik vi Ordre til at lade Geværerne, og Toget satte sig i Bevægelse. Efter et Par Timers Marche passerede vi den russiske Front. Alle Skyttegrave var forladte. Fjender saa vi ikke noget til, og vi marcherede uhindrede videre ind i det hellige Rusland. Da Solen dalede i Vest, blev vi indkvarterede rundt omkring i Landsbyerne. Vi, d. v. s. omtrent 10 Mand, fik anvist Kvarter hos en Landmand. Kaffen blev kogt, og da vi Havde spist, blev der lagt Halm paa Gulvet, og vi sov sødeligt til næste Morgen, da Marchen gik videre.

Vi har sagt det saa tidt, baade i Skrift og Tale, at de gode Hjem burde fremmes, og der er vistnok gjort adskilligt i de senere Aar for at højne Interessen for Hjemmets Kultur. Det kan derfor vistnok more en eller anden at høre lidt om den polske Befolkning i sit Hjem. Da der selvfølgelig ikke to Hjem, der er ens, er en Skildring i Almindelighed umulig, og jeg skal derfor indskrænke mig til at fortælle lidt om nogle enkelte af de mange Hjem, jeg har set.’

Postkort med tegning af russisk bondefamilie ved middagen i deres stue. Tegningen er dateret Grodno 22. marts 1916 af M. Lew. Grodno ligger i dag i Hviderusland, men i et område som tidligere hørte til Polen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 1. Lejligheden bestaar af eet stort. Værelse. Til højre for Indgangsdøren er Ovnen, der optager en temmelig stor Plads i Stuen. Midt paa Gulvet er der opført et Komfur; et Murstykke, der gaar helt op til Loftet, tjener tillige som Kakkelovn, idet det opvarmes af Ilden i Komfuret. Et Par Skabe er opstillede med Siden ind imod Muren, saa de staar frem i Stuen. Man faar derved det Indtryk, at der er flere Værelser, især da den smalle Gang, mellem Mur og Skab er tilhængt med et Stykke Tøj.

Det første Værelse, der er fremkommet paa denne Maade, tjener som Køkken, hvilket er praktisk, da det er lige foran Ovnen. Om Aftenen lægges der Brænde til Rette i Ovnen, der endnu er varm, før at tørres til næste Morgen. Om Morgenen ved 1—5-Tiden bliver der tændt Ild, og Kogningen begynder. Der koges Kartofler og bages Kartoffel-Pandekager hver Morgen. Stort andet synes Befolkningen ikke at spise, foruden Brød naturligvis. En Gang eller to om Ugen bages der tillige Brød. Dette er meget mørkt og groft, og et enkelt Brød kan somme Tider veje 20 Pund. En Følge deraf er, at det hyppigt ikke er ordentlig gennembagt, hvad der imidlertid slet ikke synes at genere Folkene. Kartoflerne og Pandekagerne spises, naar de er færdige, og Resten af Dagen leves der saa mest af Brød. Paa Komfuret koges der sjældent.

Det næste „Værelse” tjener sum Dagligstue. Langs Væggen er der opslaaet et Par Bænke, og foran staar et Bord, det er hele Møblementet. Et Hjørne er helliget Religionen, der findes nogle Billeder med Motiver fra Lidelseshistorien, et Krucifiks, en Rosen, krans og en lille Lampe. Til højre er Familiens Soveværelse. Sengetøjet ligner en Hoben Pjalter. En Pels bruges som Dyne. Paa Ovnen ligger der ogsaa Puder og Tæpper. Her sover Børnene, og her ligger baade Børn og voksne om Dagen, naar de ikke har noget at bestille.

Nr. 2. Ejeren er en Slags Skovrider hos en Baron og synes at være lidt mere velstaaende. Til venstre for Gadedøren er et stort Værelse, som vi faar anvist. Heri befinder Ovnen og Komfuret sig. Her koger og bager Konen. Foruden Kartofler og Pandekager steges der tillige Flæsk om Morgenen, hvilket er et Tegn paa Velstand i disse Tider. Værelset tjener tillige som Opholdssted for Hønsene og et Par Faar, som vi imidlertid straks sætter paa Porten. Af og til kommer de paa Visit tillige med et Par Grise. Saa den anden Side af Forstuen er der tre Værelser, som beboes af vor Feldwebel og et Par Underofficerer foruden Familien. Møblementet er lidt mere righoldigt. Der findes Borde, Stole, et Spejl, en Sofa og et gammelt Spinet, som en voksen Søn hamrer løs paa efter bedste Evne.

Manden har 2 Heste, 3 Køer, et Par Faar, en So og nogle Grise. Kreaturernes Røgt synes man ikke at tillægge nogen som helst Værdi, thi de ser ud, som om de aldrig havde gjort Bekendtskab med en Strigle eller en Børste. Svinene løber frit omkring i Sneen. Omtrent 50 Meter fra Huset inde i Skoven ligger et Par døde Heste, og det synes at være en sand Lækkerbidsken for Svinene, thi de har ædt sig fuldstændig ind i de frosne Kadavere. Det er et modbydeligt Syn. Svinene løber derfor som oftest omkring og er blodige over hele Kroppen. De æder faktisk alt, hvad de kan faa fat i, om det saa er menneskelige Ekskrementer. Det er rigtige Svin, mente en Kammerat; vore derhjemme er mere en Slags Salonsvin.

Tegning af russisk bondegård (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 3. Et meget lille Hus, der tilhører en Enke, om beboer det med sin Søn, en 15-16-aarig intelligent Fyr. Til højre er Ovnen, Komfuret og et Skab. Bag ved Komfuret og Skabet er der et Aflukke, der nærmest ligner en Alkove. Heri staar en Seng, hvori Sønnen sover; den gamle Kone sover oppe paa Ovnen. Her opholder vi os Palmesøndag, og Konen holder Gudstjeneste ved at læse i Bibelen. Jeg beder hende em at læse højt, og hun læser ganske flydende. Senere synger hun og Sønnen en Salme. Jeg titter over i Stalden, hvor der staar 2 Køer, bogstavelig talt paa et helt Bjerg af Gødning og Strøelse. Aldrig har jeg set Mage til Griseri.

Nr. 4. Beboes ogsaa af en Enke med en voksen Søn paa et Par og tyve Aar, der har været russisk Soldat. Til venstre staar Ovnen, Komfur findes ikke, desuden er der et Par Senge, et Par Bænke og et Bord. Værelset ser bart og uhyggeligt ud. Det ligner nærmest en Stald. Under Sengene ligger der fuldt op af Kartofler. I et Hjørne hænger et Par Helgenbilleder. Konen er meget flittig, hun spinder hele Dagen og har Bunker af Uldgarn liggende. Jeg kigger over i Hestestalden. Det er faktisk ikke andet end 4 nøgne Mure. Den stakkels Hest har end ikke Tag over Hovedet. Saadanne Kaar skulde man byde vore Husdyr derhjemme.

Da det forlyder, at vi rimeligvis bliver længere Tid i Byen, kommer der Befaling til, at Civilbefolkningen stal flytte sammen, og vi gør Konen det begribeligt, at hun muligvis bliver nødt til at flytte ud. Hun græder sine modige Taarer og erklærer, at det gør hun ikke. Næste Dag kommer der imidlertid Befaling til, at vi skal videre, saa Flytningen er overflødig. Konen bliver saa glad, at hun straks koger en Gryde fuld af Kartofler til os, som vj saa naturligvis betaler bagefter.

Gør det indre et trist Indtryk, saa er det ikke mindst Tilfældet med Husenes ydre Udseende. Der er store Huller i Taget, og enkelte er ligefrem faldefærdige. Men det er vel Krigens Skyld. Under normale Forhold var de vel nok bedre vedligeholdte. Til Trods for al Fattigdom hænger Polakkerne alligevel med samme Kærlighed ved deres Hjem, som vi andre gør. Et lille Træk, som jeg hørte i Fjor, vidner herom. Vor Bataillon havde indrettet Kantinen i en Landsby et Par Kilometer bag ved Fronten. Byen var rømmet for Civilbefolkningen, der var bragt længere bort. Af og til kom der en gammel Kone ind i Kantinen og gik omkring og saa alt efter. Paa Spørgsmaalet, hvad hun vilde, blev der svaret, at det var hendes Hus, som hun gerne vilde se engang imellem.

Rusland, i April 1918.
N.C.O.