Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

21. september 1920. Det første folketingsvalg i Sønderjylland

På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

I September 1920 blev der for første Gang afholdt Valg til den danske Rigsdag i hele Nordslesvig, og det var gennemgaaende nye Mænd, som kom i Ilden. Vi kom iøvrigt forholdsvis nemt om ved det. Vort Kendskab til dansk Politik var jo endnu ikke særlig indgaaende, og der var kun faa Dage at forberede Valget i.

Jeg for min Del holdt saaledes ikke mere end fire Valgmøder, og det slog alligevel til, saa jeg blev valgt.

Som rimeligt var, opstilledes vi efter danske Partilinier, men Vælgerne stemte mere paa Personerne end efter Partier. Efter Valget blev en ældre, intelligent Dame saaledes spurgt: »Naa, har De saa stemt Venstre, Frk. Carstens?«
»Nej, saamænd har jeg ej«, lød Svaret, »jeg stemte Mads Gram. Partierne ved jeg ikke saa meget om, men ham kender jeg og har Tillid til.«

Indenfor den Del af Sønderjylland, som nu var kommet med hjem til Danmark, havde vi tidligere haft tre og en halv Repræsentant i de tyske Parlamenter. En dansk Repræsentant i den tyske Rigsdag og to i den preussiske Landdag.

Desuden havde Tønder og vel ogsaa Aabenraakredsen halv Part i en tysk Repræsentant. Nu derimod var vi elleve Repræsentanter fra samme Omraade og blev senere tolv, efter at det tingvalgte Medlem til Landstinget var udpeget.

Det var, for at tage det i alfabetisk Orden: Holger Andersen, Chr. Ernst Christensen, H. Jefsen Christensen, Mads Gram, Andr. Karberg, Chr. Lageri, Anders Lebeck, Jørgen Møller, P. J. Refshauge, Kloppenborg Skrumsager, Pastor Johs. Schmidt og saa en Bager fra København, I. P. Nielsen, som vi endnu ikke kendte.

Store Mænd var det vel ikke til Hobe, men om det saa var af dem, der gaar tolv af paa et Dusin, faar andre afgøre.

Det var noget nyt at være valgt Repræsentant, og det medførte jo visse Forpligtelser baade af behagelig og mindre behagelig Art. Det er ofte smaa Oplevelser, der bider sig fast i Hukommelsen — ubetydelige i sig selv, men betegnende for den ny Tingenes Tilstand. Jeg mindes saaledes, at jeg en klar søgn Arbejdsdag omkring Valget til Folketinget satte mig til Rette i min Skrivebordsstol for at læse Avisen; der kom en Følelse over mig af det usædvanlige i Situationen, men nu kunde jeg jo gøre det med en god Samvittighed, selv om det var Hverdag, thi det maatte vel høre med til Bestillingen.

Fra Rigsdagens Bureau fik vi Meddelelse om, hvordan Modtagelsen af de sønderjydske Rigsdagsmænd var planlagt baade paa Rigsdagen og hos Kongen.

Det gav noget at tænke paa, og den danske Soldatervise: »Den Gang jeg drog af Sted, min Pige vilde med«, kom til at lyde i mine Øren. I 1914, da jeg maatte af Sted i Krigen, kunde min Pige jo ikke være med, da var vi enige om at holde Afskeden inden for Hjemmets fire Vægge. Men nu? Hun, der havde siddet  alene i de fire onde Krigsaar, havde stridt med Bedriften, undertiden med utilstrækkelig Hjælp, men holdt det gaaende paa en god Maade, havde døjet Ængstelse, ja, en enkelt Gang ogsaa Angst for sin Mands Skæbne, nu kunde hun være med, og nu burde hun med til Rigsdagens Aabning, thi Rigsdagsarbejdet vilde jo for hende betyde ny Ensomhed i den Tid, Tinget var samlet.

Stor var derfor Glæden, da der virkelig kom Indbydelse til os om at tage vore Koner med til Aabningshøjtideligheden.

Nu maatte der skam gøres noget, og det bedste var ikke for godt. Brudgomsklædningen maatte frem. Heldigvis havde jeg dengang svunget mig op til Diplomatfrakke; vi slap ikke saa let som nu, hvor de unge Mænd kan møde for Alteret i sort Jakkesæt. Men Cylinderhat havde mit unge demokratiske Sind ikke kunnet bære.

Jeg raadførte mig med min Leverandør i Rødding, og vi blev enige om, at en ny Overfrakke og en høj Hat maatte der til. »Men det Nummer i Hat har jeg desværre ikke«, føjede han beklagende til.

Naa, ja, Landet laa jo aabent, og jeg fik en Introduktionsskrivelse med til Magasin du Nord i København, saa det gik jo nok.

For en Sikkerheds Skyld tog vi lidt før ti! Vejen Station, hvor
jeg afsøgte Forretningerne efter en Hat. »Jo, det har vi da, men desværre ikke i den Størrelse«.

Ja, ja, der var jo endnu Tid til at gaa i Magasin næste Dags Formiddag, før Aabningshøjtideligheden skulde begynde.

Som tænkt saa gjort. Op og hen i Magasin. »Ja saa gerne, selvfølgelig har vi Hatte nok, men vi beklager meget — ikke denne store Størrelse. Men gaa til Bodecker i Frederiksberggade. Der kan være en Mulighed for, at han har saa stor en Hat«.

Det begyndte jo at se lidt betænkeligt ud, men jeg gik altsaa til Bodecker, og endelig, han havde een, endda i Ministerfacon,
og den blev formet, saa den virkelig passede til Hovedet.

Det lettede. Naa, alt for salonmæssige blev vi gamle Krigere nu alligevel ikke. En mødte til Hoffesten i brune Støvler.

Diplomaten gik jo an, men jeg er skam ikke helt sikker paa, at vi alle havde det hvide Slips. Dog Sindet var der ikke noget i Vejen med, det var stemt til Fest. —

(fortsættes …)

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Billedet viser sønderjyske krigsfanger på besøg i Folketingssalen ved hjemkomsten i 1919.

Foredrag i Greve 30. september: Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig

I anledning af 100-årsjubilæet for Genforeningen i 1920 byder Greve Museum og Greve Bibliotek i fællesskab velkommen til en foredragsrække om Genforeningen, og om krig, grænser, Danmark og Tyskland dengang og i dag.
Kasper Nissen: Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig
Tid: 19:3021:30
Pris:50 Kr

Efter Genforeningen overtog den danske stat forsorgen for de sønderjyske krigsinvalider, der havde kæmpet på tysk side i 1. Verdenskrig og pådraget sig svære skader på både krop og sjæl.
Med afsæt i bl.a. breve og patientjournaler fortælles, hvordan livet formede sig for de veteraner, der var for traumatiserede til at genoptage deres gamle tilværelse, og hvordan omgivelserne så på dem.

Kasper Nissen, Rysensteen Gymnasium og Middelfart Museum.

Der serveres en lækker sønderjysk kvalitetsøl til.

Se mere her https://www.grevebibliotek.dk/arrangementer/voksenarrangementer/psykiske-krigsinvalider-i-soenderjylland-efter-1-verdenskrig

Foredrag i Skive i aften den 10. september kl. 19:30

Foredrag v/historikeren René Rasmussen,
museumsinspektør Sønderborg Slot

Grundtvigsk Forum på Skive-egnen i samarbejde med Skive Sogns menighedsråd

Entré eller medlemskab

Sted: Skive sognegård, Reberbanen 19

Tid: 19:30

Sønderjylland (Nordslesvig) blev i 1920 forenet med Danmark, men Danmark blev næsten splittet på spørgsmålet. For hvor skulle den fremtidige grænse gå? Nord eller syd om Flensborg? Eller måske helt til Danevirke? Spørgsmålet delte familier, kostede en regering magten – og næsten kongen sin krone.

Når man alligevel i samtiden kunne betegne Sønderjyllands genforening med Danmark som ”Den lykkeligste begivenhed i Danmarkshistorien”, så hænger det sammen med de store festligheder, der trods uenigheden blev holdt hen over forår og sommer 1920. De var med til at hele de sår, som de stridende parter havde tilføjet hinanden under afstemningskampen.

Artikler om en krigsfange og en mystisk flyver

I det seneste nummer af Sønderjysk Månedsskift er der følgende artikler, der omhandler 2 krigsdeltagere, nemlig artiklerne:

Peter Petersen fra Skovby. En sønderjysk krigsfange“, der handler om Peter Petersen (1894-1978).

“Den mystiske flyver ved Dybbølfesten” om Christian Lorenzen Johannsen (1890-1972).

Sønderjysk Månedsskrift udgives 8 gange årligt af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Bogen om Zeppelinbasen i Tønder anmeldt på historie-online

Mogens Jensens fine bog om Zeppelinbasen i Tønder 1914-1918 er anmeldt på www.historie-online.dk

Anmelderen skriver bl.a.:

“Mogens Jensen beskriver på udmærket vis fra de første spadestik til krigsafslutningen i 1918 Tønderbasens bygningers og de forskellige enheders funktion og opgaver både på jorden og i luften. Yderligere krydderi udgøres af beretninger om markante togter og fx luftskibe, der gik tabt. Hertil kommer erindringer om dagliglivet for mandskabet og forholdet til lokalbefolkningen i Tønder.”

“Fremstillingen giver også plads til en spændende og velafbalanceret redegørelse for samtidsrammen og udviklingen i krigsførelsen i luften …”

Bogen har “… et fremragende atmosfæremættet autentisk illustrationsmateriale, som overalt fanger og fastholder læseren i sit fine samspil med teksten. I det hele taget vidner bogens litteraturliste og de mange kilder om et meget grundigt arbejde.”

“I indledningen skrives beskedent, at bogen på ingen måde gør krav på at være udtømmende. Måske ikke, men Mogens Jensens bog har til gengæld for mig her den rigtige balance mellem layout, formidling og faglighed. ”Zeppelinbasen i Tønder” er med sin brede fremstilling med basen fra alle vinkler det værk, der dækker emnet bedst både bredt og samlet.”

Bogen er på 108 sider og koster 168,- kr (vejl.) hos forlaget (og kun 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland).

Køb den online lige her

 

Anmeldelse: Kampen om de faldnes minde

Henningsen, Lars N.: Kampen om de faldnes minde. 100 års strid om mindesmærker og mindekultur i Sønderjylland efter Første Verdenskrig

Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, Nr. 116, Aabenraa 2019, 143 s. Pris: 188,- kr (128,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland).

Det er et interessant fænomen, ”kampen om et minde”. En kamp som bliver udkæmpet efter at krigen er overstået og af de pårørende og efterladte. Det er interessant fordi soldaterne selv ikke smed om sig med nationaliteter. Det ser man tydeligt når man studerer deres erindringer. De tænkte meget mere regionalt. Man møder tit en ung sønderjyde der identificerer sig selv som netop dét: en sønderjyde. Måske fordi mange af dem ikke havde rejst før, og at tale om national identitet kunne derfor være mere uhåndgribeligt end blot at omtale folk efter deres regionale tilhørsforhold. I erindringerne ser man ofte at ”Tyskerne” er et begreb som bruges om ”dem der giver ordrerne”, mens den tysktalende kammerat ved siden af, bliver omtalt som ”Hamburgeren”.

Tilmed kunne man forestille sig at andre identitetsmæssige tilhørsforhold, såsom soldaterfællesskabet i hæren eller identiteten som sønderjyde, er mere definerende i erindringen om den sønderjyske krigsindsats. Altså en indstilling som de efterladte ikke ville kunne sætte sig ind i og derfor kom opofrelsen til at handle om samtidspolitik, især op til grænsedragningen, og det vigtigste spørgsmål blev hvorvidt din afdøde søn, far eller bror var dansk- eller tysksindet. Og dette skulle kunne afspejles i den fysiske erindring om krigen, specielt i de opførte mindesmærker.

Ved hver eneste sognekirke i Sønderjylland kan i dag findes en mindesten eller mindetavle over de soldater fra sognet som faldt i Første Verdenskrig. Alle med deres eget udtryk og eget unikke udseende, og alle med det tilfælles at deres fødsel medførte diskussioner om, hvordan man mindes.

Stridigheder om mindesmærker – og statuer, hvis man skal være ekstra aktuel – er ikke nyt for grænselandet, hvor kulturlandskabet skiftevist har været fortysket eller fordansket. Dermed er forskningen her om så langt fra ubetrådt jord, men som det beskrives i indledningen, så bringer denne bog nye aspekter. Bogen samler nemlig sin opmærksomhed om mindesmærkerne som mødested for forskelle i synet på de faldne på henholdsvis dansk eller tysk side. Den redegør for tilblivelsen, udformningen og inddragelsen i ”det konfliktfyldte forhold mellem dansksindede og tysksindede i mellemkrigsårene”, ifølge Lars N. Henningsen selv. Og dette gøres grundigt og særdeles overskueligt.

Omdrejningspunktet i fortællingen, og det konfliktskabende element ved udformningen af mindesmærkerne, er forskellen i tolkningen af de faldnes død på henholdsvis dansk og på tysk side. Denne modsætning var til stede fra da soldaterne drog afsted og hele vejen igennem bearbejdelsen af de voksende tabstal, og senere erindringen herom.

Fra dansk side var der tale om udførelsen af den tunge pligt, modsat de tyske soldater som havde lidt en heltedød for kejser og fædreland. Bogen er udført kronologisk, hvilket gør at man som- læser lettere kan forstå udviklingen af tanker og følelser, lige fra juni 1914 igennem besættelsesårene og til hundredåret for våbenstilstanden i 2018.

Efter indledningen, der sætter scenen med kontekst og tabstal, følger en gennemgang af den tidlige fase i mindekulturen mens krigen stadig rasede. Henningsen viser med eksempler nogle af de mange bestræbelser, som der lokalt blev gjort for at mindes allerede fra 1915 – arbejdet med at mindes tog til i en sådan grad at den preussiske indenrigsminister i 1916 bad til at man holdt inde med udførelsen af de store mindesmærker. Men da våbenstilstanden kom i november 1918, kunne de efterladte endelig lægge flere kræfter i at arrangere fællesminder. Dette blev dog tungt udfordret af den foreliggende afstemning, og som Henningsen beskriver, så blev de to fortolkninger af hvad soldaterne egentlig havde kæmpet og var faldet for, mobiliseret politisk i diskussionerne op til grænsedragningen.

Den grundige, kronologiske beskrivelse om de generelle træk fortsætter med et kapitel, hvori bestræbelserne på såkaldte ”fælles sogneminder” gennemgås, før Henningsen giver sig i kast med flere detaljerede beskrivelser om enkelte mindesmærker, som hvert har sit eget kapitel.

Den sidste halvdel af bogen er tilegnet en del mindre kapitler om bl.a. dansk og tysk mindekultur i 20erne, og man når at få en idé om at roen var ved at sænke sig, før nazismen gjorde sit indtog og ændrede situationen brat. Henningsen fortæller bl.a. hvordan den tyske værnemagt begyndte at blandet sig i fejringen af Heldengedenktag, som heraf blev et væsentligt større arrangement end hidtil.

Det sidste kapitel giver en hurtig gennemgang af tiden fra slutningen på Anden Verdenskrig og frem til 2018. En tid hvor Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere igen nød friheden til at mindes de faldne danske indtil 2004, hvor det sidste medlem døde. Samt en tid hvor den tyske opmærksomhed rettede sig mod de faldne fra den nye krig, i stedet for krigen 1914-1918, hvilket medførte danske restriktioner om en afnazificering af mindesten, som bl.a. bar hagekors. Læseren bliver også beriget med den fascinerende fortælling om hvordan Knivsbjergs ”Ehrenhain” i 2012 blev til et ”Gedenkstätte”.

Den kamp om de faldnes minde som Henningsen har taget os med på, slutter med freden om de faldnes minde, d. 11. november 2018, hvor Første Verdenskrigs mindesten igen blev midtpunkt, men denne gang med i et fælles ønske om ”at bringe flertal og mindretal sammen i fredens ånd.”

Pernille Bolander

Pernille Bolander er historiker og frivillig medarbejder ved denne hjemmeside.

Foredrag den 3. september i Hellerup

Den lykkeligste begivenhed

Den 3. september kl. 19 – 21:30

Foredrag ved René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot

Genforeningen i 1920 blev i samtiden kaldt den lykkeligste begivenhed i Danmarks historie.

Efter 56 års tysk styre afgjorde sønderjyderne med stemmesedlen, hvilket land, de ønskede at tilhøre.

Forud var gået hårde kampe og mange diskussioner. Men ved de to folkeafstemninger den 10. februar og den 14. marts afgjorde sønderjyderne, hvor grænsen skulle ligge.

Museumsinspektør René Rasmussen fra Museum Sønderjylland fortæller den dramatiske, rørende og til tider morsomme historie om dengang, Sønderjylland vendte hjem til Danmark.

Foredraget er en optakt til turen “Gensyn med Genforeningen”, men er åbent for alle interesserede.

BEMÆRK: Foredraget finder sted i Dyssegårdskirkens Sognegård, Dyssegårdsvej 19, 2900 Hellerup

Fri entré

Efterlysning: Efterkommere efter soldater i Dragoner Regiment Nr. 6 (Magdeburgisches)

For bl.a. at kunne kortlægge min bedstefar Peter Marius Petersens vej hjem fra krigen på Østfronten ved Sortehavet, er jeg – Mogens Ladegaard, Vesterbakken 14, Grejs, 7100 Vejle – meget interesseret i at komme i kontakt med efterkommere eller andre med kendskab de på ølkruset med efternavne nævnte soldater.

På ølkruset, som alle i 1. Eskadron fra Magdeburg Dragroner-Regiment No. 6 fik med hjem efter 3 års tjeneste fra 1897-1900, er anført deres efternavne:

Arpe
Osbahr
Behrens
Osmers
Binik
Petersen, Peter Marius
Carpobus
Rehhoff
Christiansen
Rohess
Dieckmann
Rohloff
Erdman
Runge
Ernst
Sievers (1)
Erve
Sievers (2)
Feddern
Sorgenfrei
Friederichs
Schultz (1)
Gonscherowishj
Schultz (2)
Gödsch
Stoss
Hansen
Stürmer
v. Halle
Schäfer
Hamerichs
Schisselbein
Junge
Schöttler
Kausch
Walther
Korvalewskij
Will
Lübcke
Wiese
Landrock
Westhuse
Meyer (1)
Wulff
Meyer (2)

Jeg kan kontaktes på mail: mogens.ladegaard@gmail.com eller på tlf. 23 74 97 47

Brevene fra min bedstefar og hans soldaterbog er desværre bortkommet. I de efterfølgende afsnit har jeg sammenskrevet hans personlige data samt, hvad han selv har fortalt fra krigen, og hvad hans storesøster Cathrine Schmidt på Vojensgård har noteret om ham i sin dagbog: “Optegnelser fra en bevæget tid”.

Min bedstefar Peter og min bedstemor Lovises liv i Bevtoft
Min bedstefar Peter Marius Petersen (1877-1952) blev født i Bylderup den 10. juli 1877. Han blev udlært som bager og aftjente herefter sin tyske værnepligt fra 1897-1900 i Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6, 1. Eskadron i Niedenhofen – det nuværende Thionville i det nordøstlige Frankrig.

Den 24. april 1901 blev han gift med Lovise Bennedsen (1879-1918) fra Bolderslev. Efter giftermålet overtog og drev de med hjælp fra to svende og to piger et velfungerende bageri i Bevtoft by. De fik tre dejlige børn: Peter Christian i 1903, Bertha Christine (min mor) i 1905 og Marie Magdalene i 1908.

Selv om de måtte leve under det tyske herredømme, var det en lykkelig familie frem til 1. august 1914, hvor Den Store Krig brød ud og splittede bagerfamilien på samme vis, som krigen splittede stort set alle familier i Sønderjylland og satte sine dybe spor i mange år.
Min bedstefar Peter blev indkaldt til krigen den 4. august 1914, hvorefter min bedstemor Lovise selv måtte passe børnene og bageriet i Bevtoft. Det var uhyre svært under hele krigen, hvor der konstant var mangel på brødkorn og mandskab. Med stor hjælp fra min bedstefars søster Cathrine og hendes mand Jes H. Schmidt på “Vojensgård”, klarede min bedstemor både børnene og driften af bageriet frem til sin tragiske død den 8. april 1918.

Min bedstemor døde alt for tidligt af noget så banalt som en infektionssygdom efter et bistik. Penicillin var jo ikke var til rådighed i 1918 . Vi ved ikke, hvornår Peter Marius Petersen fik besked om sin hustrus død. Han kan meget vel have været på vej hjem fra krigen, efter at der blev indgået en fredsaftale på Østfronten i foråret 1918.
Vi kender ikke datoen, men i løbet 1918 kom min bedstefar hjem fra krigen. Det må have været et dybt bevægende øjeblik, da han genså sine tre børn og bageriet i Bevtoft. Men ikke sin elskede hustru, der havde passet så godt på det hele under den fire år lange krig.

Den 29. marts 1919 blev min bedstefar gift med enken, Kjestine Rostgaard Hansen, efter byens købmand Niels Hansen, der faldt på Østfronten i 1915. Kjestine, der tog sig af børnene og bageriet ind til min bedstefar Peter kom hjem fra krigen, bragte datteren Margrethe Christine med ind i familien.

Peter og Kjestine blev beriget med datteren Dagny Lovise, der blev gift med Jørgen Chr. Schmidt på “Lundsgård” i Bevtoft. De fik 6 børn. I alt var vi 23 børnebørn efter Peter Marius Petersen og hans to hustruer.

Bagermester Peter Marius Petersen havde den meget store glæde at være med til både at forberede, gennemføre og fejre Afstemningen i Bevtoft den 10. februar 1920, hvor 97 % stemte dansk. Til den største fest nogensinde i Bevtoft Forsamlingshus bagte min bedstefar 65 store kringler og 111 torter foruden andet bagværk – og intet blev levnet!

Som 10-årig var jeg med til min bedstefar Peter Marius Petersens begravelse efter hans død den 29. juli 1952. Kirken var helt fyldt op, og præsten talte så længe, at jeg fik tid til at studere Mindetavlen inde i kirken over de faldne fra Bevtoft sogn under 1. verdenskrig. Det blev starten på min interesse for Den Store Krig 1914-1918 og Sønderjyllands historie.

Dragon Peter Marius Petersens deltagelse i Den Store Krig 1914-1918

Peter Marius Petersen blev fra 1897-1900 uddannet som dragon og korporal ved Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6, 1. Eskadron, hvorefter han blev hjemsendt og indgik i reserven. Regimentet havde på dette tidspunkt garnison i Diedenhofen i Tyskland. I dag hedder byen Thionville og ligger i det nordøstlige Frankrig.
Alle de nyudannede dragoner blev fotograferet hos fotografen i Metz og fik både billedet og det i første afsnit afbillede ølkrus med hjem.

Jeg har det originale billede, og min kusine Inge-Lise Schmidt Pedersen opbevarer ølkruset med de 45 navne på dragonerne i vores bedstefars eskadron, som vi forventer holdt sammen under Den Store Krig.

Det er efterkommere efter disse dragoner i 1. Eskadron, som vi er meget interesseret i at komme kontakt med.

Det ved vi om vores bedstefar Peter Marius Petersens deltagelse i Den Store Krig 1914-1918:
• Han måtte stille på kasernen i Rendsborg den 4. august 1914 og blev efter nogle dage sendt videre. Måske til Mainz, hvor Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6 havde sit kvarter, da krigen brød ud.
• I midten af august 1914 sender Peter et postkort fra Aachen til sin familie i Bevtoft. Senere på måneden skriver han, at han er i Belgien. Så fremrykningen mod Frankrig er gået stærkt.
• I starten af september 1914 skriver min bedstefar, at han havde travlt med at køre hestevogne med forsyninger til fronten et godt stykke inde i Frankrig. Han og hans soldaterkammerater måtte sove under vognene, når de var læsset. På tilbageturen fra fronten sov de i vognene.
• Soldaterne måtte skrive og sende et brev eller brevkort hver dag. Og der kom da også stadig breve fra min bedstefar Peter, der i oktober 1914 skriver, at soldaterne er trætte og venter på at få en ende på krigen.
• 15. november 1914 modtager Cathrine Schmidt på “Vojensgård” et postkort fra hendes bror Peter, som skriver, at han fortsat har det godt, selv om der er meget svære kampe i Frankrig. Peter Marius Petersen sendte selvfølgelig også breve og postkort til sin familie i Bevtoft. Men disse breve og postkort er desværre bortkommet, så jeg støtter mig i høj grad til Cathrine Schmidts dagbog: “Optegnelser fra en bevæget tid”, hvori hun omtaler brevene til hende fra hendes bror Peter.
• 26. april 1915 havde Cathrine og Jes H. Schmidt på “Vojensgård” den store glæde at få besøg af min bedstefar Peter og min bedstemor Lovise. Peter var hjemme på orlov i Bevtoft i 10 dage. Sandsynligvis den eneste orlov han fik bevilliget under den fire år lange krig.
• 30. maj 1915 skriver min bedstefar til sin søster Cathrine, at han nok må sige farvel til Frankrig. Det sker så også, idet vi ved, at i hvert fald hans eskadron bliver overflyttet til kampene p Østfronten.
• 10. august 1915 modtager Cathrine brev fra hendes bror Peter i det sydlige Polen. Han skriver, at for kugler og granater, er det bedre end i Frankrig, men for smitsomme sygdomme meget værre. Han og hans kammerater længes efter, at den forfærdelige krig snart må få en ende.
• Under et besøg i Bevtoft den 3. september 1915 får Cathrine Schmidt at vide fra bedstemor Lovise, at Peter nu er i byen Lublin i Polen.
• I starten af november 1915 hører Cathrine, at min bedstefar Peter er ved den Serbiske grænse. Senere på måneden hører hun fra hendes og Peters familie i Bylderup, at Peter har skrevet om, hvor forfærdeligt det er i Serbien. Soldaterne lider af kulde og hunger. Men det allerværste for dem er at se, hvordan den civile befolkning lider. Peter skriver: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En uhyggelig melding fra det land i Europa, som mig bekendt havde de største tab, og som led mest under 1. verdenskrig. Landet betalte for “mordet i Sarajevo”.

Cathrine Schmidt dør den 16. januar 1916 på “Vojensgård”. Hendes mand Jes H. Schmidt skrev i 1920 i sin takkeskrivelse til Ordenskapitlet for Ridderkorset: “Også på hende, som på så mange andre, havde krigens rædsler tæret for hårdt”.

Den samme hest bar min bedstefar hele vejen hjem fra Sortehavet
Som andre soldater, der havde været med i den uhyggeligt blodige 1. verdenskrig, fortalte min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen fra Bevtoft, aldrig om sine oplevelser i forbindelse med krigshandlingerne på både Vestfronten og Østfronten. Og slet ikke til os børnebørn.

Men han fortalte, at hans elskede hest bar ham hele vejen fra Sortehavet til kasernen i Rendsborg, hvor han afleverede hesten og sin udrustning, for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft. Han fortalte også, at turen op gennem Europa tog lang tid. Bl.a. fordi han og hans soldaterkammerat måtte “arbejde for føden” undervejs.
Det er bl.a. denne “rejse” op gennem det krigshærgede Europa, jeg så gerne vil have flere oplysninger om: Hvilken rute valgte soldaterne? Hvor lang tid tog det? Og hvad var de udsat for undervejs?

Det eneste min bedstefar havde med hjem til Bevtoft, var hans madskål, der er gengivet på billedet her.

Skålen, som opbevares af min kusine Gudrun Spies, gjorde nytte hele den lange vej hjem fra Sortehavet.

Og skålen kunne også gøre nytte bagefter. Vores elskede bedstefar Peter brugte den til at fodre sine høns med.
Et arbejde han var i gang med, da han efter et langt og begivenhedsrigt liv døde 75 år gammel den 29. juli 1952.
Mogens Ladegaard

Podcast: Den anden død. Familiens fodnote.

Vi har fået tilsendt følgende fra udgiveren:

Et gammelt ordsprog lyder: “Et menneske dør to gange – den anden død er at blive glemt”. Døden i sig selv kan for mange være svært at acceptere, men hvad nu hvis ens liv heller ikke efterlader et aftryk for eftertiden. Tænk hvis mindet om én fordufter, og ens levede liv blot efterlades som en blank side.

Den Anden Død er en podcast-serie, der genopliver en lille bid af glemte livshistorier, og på dén måde redder personerne fra den anden død.”

Læs om podcasten her: https://denandendoed.dk/feed/podcast

Og lyt til podcasten her: https://denandendoed.dk/podcast/familiens-fodnote-12/