Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

30. marts 1920. Nye petitioner drøftes.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

30. Marts: Paa Trappen i »Flensburger Hof« mødt Heftye, der er glad for det skete og anbefaler Offentliggørelse af min Tale. — Nogle flensborgske næringsdrivende drøfter med Professor Verrier Tanken om en ny Petition om Internationalisering med England som Værnemagt, som vilde kunne faa Underskrifter fra begge Lejre.

—Nordslesvigerne vil først holde Møde med Mads Gram om deres Petition. —Fru Jessen, Fru Thomsen og flere planlægger en Kvindepetition. —Affatter en Skrivelse til det øverste Raad om de nye Tilkendegivelser .

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

29. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Ministeriet kom fra tiltrædelsesaudiens hos kongen”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 29. marts.

Om eftermiddagen fik jeg besked fra Krieger, at nu var ministeriet fastlagt, at højesteretssagfører Liebe blev statsminister, og at jeg straks skulle sætte mig i forbindelse med kommandør Konow, der var forsvarsminister samt udenrigsminister ad interim. Dette gjorde jeg pr. telefon og fik da anmodning om om aftenen kl. at komme hjem i statsminister Liebes lejlighed i Bredgade, hvor hele ministeriet ville være samlet. Da jeg om aftenen gik ned ad Bredgade, var den fyldt af mennesker, der gik ned til Amalienborg. Jeg gik op i statsminister Liebes lejlighed.

Her blev jeg ført ind i spisestuen, hvor hele ministeriet var til stede. Nogle var i kjole, andre i almindelig påklædning. Ministeriet kom fra tiltrædelsesaudiens hos kongen.

Efter anmodning forklarede jeg i hele ministeriets nærværelse sagen om de fire sogne, og hvorledes den lå. Jeg anvendte her samme udtryk og forslag som tidligere overfor Rode, og jeg viste forholdene på et medbragt kort.

Efter en indgående drøftelse blev jeg anmodet om omgående at rejse til Flensborg og i overensstemmelse med forhandlingerne med Bruce fortroligt at udtale, at jeg mente at kunne garantere, at ministeriet, såfremt dets anskuelse i det nævnte spørgsmål på en eller anden måde af kommissionen blev sonderet, ville stå på det standpunkt, at det ikke på nogen måde ville modsætte sig, at de fire sogne kom til Danmark, hvortil de, i tilknytning til 1. zone, naturligt geografisk hørte.

Derefter gik jeg hjem, glad og lettet over resultatet, selvom betydningen måtte være mindre, da det drejede sig om et forretningsministerium.

Jeg besluttede at rejse tilbage straks næste morgen.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

 

 

29. marts 1920. P. Chr. Stemann: Kongen har afskediget ministeriet.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 29 marts. 

Kl. ca. 11½ var jeg i ministeriet. Omtrent samtidig kom Ove Rode med stor hast ned ad den lange gang. Jeg gik hen til ham. Meget ophidset og nervøs sagde han mig, at der ingen besked var til mig, Zahle havde været hos kongen om morgenen. Denne havde afskediget ministeriet, der nu havde nægtet at fungere. Der var altså intet ministerium i øjeblikket. Han beklagede meget, at han altså ikke kunne give nogen besked angående det af mig forelagte så vigtige grænsespørgsmål. Derpå forsvandt han ind i sit kontor, hvor man hørte ham rive skuffer op og puffe dem i. Han ryddede op. Så forsvandt han fra ministeriet uden at sige farvel.

Jeg var nu i en overordentlig vanskelig situation, thi jeg måtte hurtigst muligt i forbindelse med det nye ministerium for at kunne forelægge spørgsmålet for dette og få afgørelsen.

Når jeg nu skal skildre de derefter følgende begivenheder, vil jeg forudskikke den bemærkning, at jeg kun til to personer omtalte forhandlingen, som jeg havde haft med Rode om de fire sogne, hans udtalelser derom, hans sympati derfor og aftalen om, at jeg skulle have besked efter ministermødet. Disse to personer var departementschef Vedel og kabinetssekretær Krieger. Med Vedel havde jeg altid talt åbent ud om alt, og vi havde drøftet spørgsmålene igennem. Jeg havde pr. brev fra Tønder holdt ham underrettet om alt. Jeg besluttede derfor straks at drøfte den foreliggende situation med ham. Ellers anede intet menneske – som foran anført – noget om min samtale og aftale med Rode, og ingen fik det under de senere begivenheder – om de end var nok så stormende – at vide.

Jeg var nemlig af den anskuelse, at det hele – såfremt dette med Rode blev bekendt – ville komme ind i den indre politiks slagsmål og give anledning til avisskriverier o. l. Det ville kun ødelægge sagen og dens hurtige løsning. En nødvendig betingelse var jo også, at det hele gik diskret af og i største fortrolighed. På den anden side må jeg dog anføre, at det mange gange under den senere behandling af hele sagen og af mig, der i denne sag som embedsmand kun havde gjort min pligt, kogte i mig, og at jeg- mange gange til selvforsvar var nær ved og havde stor lyst til at fortælle hele sagens forhistorie, altså også denne forhandling med Rode. Men jeg beherskede mig. Jeg ville ikke på nogen måde blandes ind i politik.

Da Rode nævnte dag var gået, besluttede jeg mig som sagt til at opsøge departementschef Vedel og drøfte sagen igennem med ham. Dette skete i hans værelse i ministeriet umiddelbart efter.

Som anført foran fortalte jeg ham alt, hele samtalen med Rode. Vi var enige om, at sagen var af største vigtighed, og at jeg straks måtte i forbindelse med det nye ministerium, når det var udnævnt.

Da Krieger var den, der før alle andre fik at vide, af hvem det nye ministerium bestod, og når det blev udnævnt, rådede Vedel mig til at sætte mig i forbindelse med Krieger straks og sætte ham ind i det hele.

Jeg tog så ud til Krieger på Amalienborg, hvor der på slotspladsen naturligvis var en hel del mennesker. Jeg satte ham derpå ind i det hele, som anført også samtalen og aftalen med Rode.

Krieger var meget optaget af sagen og klar over, at jeg straks måtte i forbindelse med det nye ministerium. Aftalen blev, at Krieger skulle sætte sig i forbindelse med mig i ministeriet eller hjemme, så snart det nye ministerium var udnævnt, ligesom han ville give den nye statsminister underretning med det samme.

Jeg tog ned til Vedel og meddelte ham resultatet af samtalen med Krieger. Derefter forholdt jeg mig afventende. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

29. marts 1920. “Telefon fra Collin: Zahle er falden!”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

29. Marts: Møde paa Bladets Kontor Kl. 11. Enes om Deputationens Sammensætning, næringsdrivende, Arbejdere, jeg Ordfører. Min Tale maskinskrives i fem Eksemplarer paa Tysk, saa hver Kommissær kan faa eet.

Kl. 2 ned paa »Flensburger Hof«. Paa Nr . 18 samles de fire Kommissionsmedlemmer og Bruce. Vi faar Plads ved Bordets nederste Ende. Læser derefter vor Henvendelse, der giver Afstemningens Baggrund og Karakter, anfører Valgklagerne og overrækker et omfattende Materiale samt en Imødegaaelse af Magistratens Memorandum, udarbejdet fra sagkyndig Side, nævner Flensborg-Gruppens Udtalelse, en særlig Henvendelse til Kommissionen paa 3300 Arbejderes Vegne, Henvendelsen til det øverste Raad fra 446 Tillidsmænd i Byen og 171 i Landdistrikterne og overrækker endelig den sidste Petition med 8911 Underskrifter fra voksne Mænd og Kvinder i Flensborg, samlede i 24 Timer. Slutter med Befolkningens Nødskrig til det Styre, hvoraf den har ventet Friheden, om ikke at udlevere den. Flere af Kommissionens Medlemmer er ret bevægede. Endog Marling synes at have mistet lidt af sin sædvanlige Reserverthed. De forhandler lidt indbyrdes, faar Bunken med Petitionerne og det øvrige Materiale — Garbers tilbyder Bruce flere Underskrifter —, indtil Bruce paa Marlings Foranledning svarer: Ja, vi har nu faaet alle disse Ting; Kommissionen har ikke kunnet følge Fremstillingen i alle Enkeltheder, men vil ved Hjælp af Oversættelser studere Materialet igennem med Sympati for den danske Befolkning.

— Vi gaar derefter nedenunder. I Foyeren kaldes jeg til Telefonen; min Kone: Telefon fra Collin: Zahle er falden! — Underretter Bruce. Enkelte Danebrogsflag stikkes ud i Byen. Hjemme Hans Madsen, Søren Ratzer og Bjorholm, der laver Udkast til en nordslesvigsk Petition til Rigsdagen og Kommissionen.

— Rygter fra København om Trusler med Revolution. H. Thomsen indbyder fem Arbejdere til mig om Aftenen; de rejser til København. Hører, at Cornelius Hansen efter Ønske fra Venner i København er kørt til Pøl for at tage P. Grau med til København igen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

28. marts 1920. Samtale med Sydow.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

28. Marts: Paa »Flensburger Hof«. Bruce kommer fra København, faar min skriftlige Anmodning og lover at fremme Sagen. Taler i Foyeren med Sydow, lægger ham indtrængende den danske Befolknings Stilling paa Sinde, gør tilsyneladende Indtryk paa ham.

— Paa Jernbanehotellet har man jævnlig Forbindelse med København. Et Rygte om, at Kongen vakler, er urigtigt; men Zahle er forsvunden. Hele Aftenen paa Valgkontoret. Petitionerne kommer. Navnene tælles.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

27. marts 1920. Stemann: Kommissionen vil tildele Danmark fire sogne syd for Tønder!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 27. marts. Rejste om morgenen fra Tønder og var om aftenen i København, hvad jeg forud havde meddelt departementschef Vedel. Da jeg om aftenen kom til København var den politiske situation spændt, idet Marott og Moesgaard-Kjeldsen havde meldt sig fra deres partier. Det var en ganske ny situation.

Da jeg var kommet hjem i min lejlighed i København, blev jeg straks om aftenen ringet op af departementschef Vedel. Han bad mig med det samme telefonere hjem til indenrigsminister Ove Rode, der nok ikke mente, at situationen krævede valg eller nyt ministerium.

Jeg ringede straks hjem til Rode, der ønskede oplysning om det sidste nye fra kommissionen. Dette meddelte jeg ham, idet jeg samtidig sagde, at jeg havde noget meget vigtigt at drøfte med ham fortroligt så snart som muligt. Han skulle rejse søndag morgen til Kalundborg, hvor han skulle tale, men han bad mig, om jeg ville komme hjem til ham i hans private bopæl på Åboulevarden mandag morgen kl. 9.

Til det angivne tidspunkt mødte jeg da hjemme hos ham. Jeg sagde ham da, at der, såvidt jeg havde forstået ved samtaler med Bruce, var den største udsigt til, at kommissionen ville tildele Danmark de fire sogne fra 2. zone, der ganske naturligt og nødvendigt geografisk hørte med til 1. zone på grund af afvandingen og deres tilknytning som opland til Tønder by.

Samtidig løstes det danske spørgsmål i virkeligheden på landet i 2. zone. Såvidt jeg forstod var en vanskelighed for kommissionen, at den ikke var sikker på, om den danske regering ikke ville modsætte sig, at Danmark fik disse fire sogne. Det ville klare stillingen, om kommissionen var sikker på, at den, hvis den på en eller anden måde sonderede stemningen i dette spørgsmål hos den danske regering, ikke er holdt et afvisende svar. Jeg henstillede, om det ikke var muligt, at man bemyndigede mig til at sige Bruce fortroligt og privat, hvorledes regeringens stilling ville være i tilfælde af en sådan sondering.

Men sagen hastede. Jeg skulle være parat til at rejse samme aften, hvis det ønskedes. Vi drøftede da det hele igennem, og jeg viste områderne på et medbragt kort.

Rode syntes personligt godt om tanken, og jeg fik absolut det indtryk, at han var for en løsning med de fire sogne til Danmark. Han sagde, at han meget vel kendte sagen, idet H. P. Hanssen gentagne gange havde berørt spørgsmålet og været ivrig for, at disse fire sogne kom med til Danmark.

Der skulle nu være ministermøde kl. 10, og han ville da forelægge spørgsmålet her. Han bad mig være i ministeriet kl. 12, hvor han så ville sige mig besked om resultatet. Derefter forlod jeg i en tillidsfuld stemning Rode, idet han åbenbart absolut var for det og H. P. Hanssen også.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

27. marts 1920. Ernst Christiansen “Det er alleryderste Øjeblik!”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

27. Marts: En bevæget Dag. Forlader Sygelejet henad Middag for at skrive en Leder. Telefon fra Jernbanehotellet: Kommissionens Indstilling er færdig; den skal underskrives paa Mandag! Lidt efter mundtlig samme Besked: Den paatænkte Indstilling gaar os imod: det er alleryderste Øjeblik! — Skriver et Nødraab — fed Tryk paa Forsiden — skriver en Petition og giver den i Trykken, gaar ned til »Flensburger Hof«. Heftye tager imod mig, mens han klæder sig paa, og vi aftaler, at jeg skriftligt skal anmode Bruce om Foretræde for den samlede Kommission før Mandag Middag. Hans synes at staa alene.

—Lige til stort Tillidsmøde i Borgerforeningen, hvor man er i Færd med at underskrive og indsamle Tillidsmændenes Henvendelse. Tager Ordet, bittert at maatte slaa Mod og Fortrøstning ned, male sort for at vise yderste Alvor. Et Lysblink fra København, hvor Venstre i Dag har taget Standpunkt og Marott har telefoneret. Tillidsmændene instrueres om at skaffe alle de Underskrifter, de kan faa i 24 Timer. Afsender Telegrammer til Rigsdagens Formænd og Marott, lader trykke10,000 Eksemplarer Ekstra af Avisen og sender dem i Avtomobil til København. — Antagelig som Modtræk har Skoleudvalget i Gaar ønsket Byraadets Samtykke til at forberede Oprettelsen af en dansk Skole.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

26. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Landarbejderstrejken træder i kraft lørdag”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 26. marts. „Oberstløjtnant Ramsing traf jeg på hotellet. Han sagde, at, kommissionen vistnok traf afgørelsen imorgen. Marling klemte på. Han keder sig selv. Bruce var endnu idag ikke vendt tilbage. Jeg sendte straks Vedel et iltelegram derom.

Landarbejderstrejken træder i kraft lørdag. Man er bange for uroligheder. Schack vil til Flensborg imorgen for at skaffe politi m. v. – Da vi kom hjem til Schackenborg, var Ramsing og den norske redaktør Frøen – Heftyes betroede mand – allerede kommet. H. P. Hanssen havde forleden dag sprængt forhandlingerne. To repræsentanter fra hver af grupperne hernede havde været hos ham. De var enedes om at kræve 2. zone under internationalt styre. Hanssen afviste det absolut. Nis Nissen overværede det og var enig.

Nu er tre fra Flensborggruppen rejst til København for at få sagen frem i den danske rigsdag. Der påtænkes også straks afsendt en delegation herfra til Paris. Redaktør Christiansen er kørt træt og må holde sengen. Heftye vil trække tiden ud. Marling og Sydow vil have afgørelsen før påske, Claudel har skiftet og er neutral. Dog arbejder han underhånden ved at opfordre Christiansen til i Paris at fremsætte krav om et internationalt styre. Ramsing arbejdede efter et gammelt skrift af landråd Boehme (1919) om vandforholdene. Derefter går Midtslesvig syd om Aventoft. Han læste værket om grænsen og opfordrede os til at aflevere det. Mackeprang var den danske regerings repræsentant. Schack og jeg lavede lidt om på værket. Det bliver skrevet rent imorgen tidlig. Så tager Schack det med til Flensborg.” 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

25. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Der kommer nu en mand fra hver af de egne, der skæres væk ved linien”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 25. marts. „Forhandlede sammen med Schack og Rossen om afsendelsen af deputationen mod Tiedjelinien til kommissionen imorgen. Der kommer nu en mand fra hver af de egne, der skæres væk ved linien. Den danske regering har efter „Nationaltidende” i Berlin nedlagt protest mod tyskernes krav om Tiedjelinien.

Cornelius Petersen havde været hos Schack. Han så meget sort på det hele nu.

Om aftenen holdt landarbejderne i Møgeltønder møde om den eventuelle strejke næste dag.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

25. marts 1920. Ernst Christiansen “Hvis der ikke handles, prisgives vi”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

25. Marts: Sengeliggende. Peter Grau og Kloppenborg hos mig. De gaar til Kommissionen, kommer igen med et mørkt Billede: een urolig, en anden vigende, een ikke til at hugge og stikke i. Enes om Københavnsrejse for at gøre det klart i Rigsdagen: Hvis der ikke handles, prisgives vi.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

24. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Tyskerne har dog stadig deres sager i orden.“

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 24. marts. „Loof fortalte, at oberstløjtnant Ramsing var blevet tilkaldt som sagkyndig for kommissionen ved grænsedragningen.

Thomas Thomsen var hos mig. Han havde af H. P. Hanssen fået anmodning om at foranledige, at en deputation herfra rejser til kommissionen for at protestere mod Tiedjelinien. Vi var alle enige om, at sådanne deputationer intet var værd.

Jeg ringede til Thulstrup, der sagde, at H. P. Hanssen lagde megen vægt på afsendelsen af en sådan deputation.

Så måtte vi jo til det, og Schack satte Rossen igang dermed. Det blev fortalt, at Tiedje allerede var undervejs til Paris. Tyskerne har dog stadig deres sager i orden.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

23. marts 1920. Kommissionen forhandler garantier.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

23. Marts: Kl. 6 hos Claudel. Han ser endnu mørkere paa Stillingen end de andre. Kommissionen forhandler om Garantier for os; den kan næppe sysselsætte sig med videregaaende Ønsker. — Dr. Todsen vender tilbage til Flensborg.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

22. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Flensborg var tabt for Danmark”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 22. marts. „Schack, forskellige dansk- og tysksindede lokale sagkyndige fra Tønder og jeg kørte til Flensborg for efter opfordring fra Bruce at give oplysninger om grænsen.

Vi kørte til Flensburger Hof, udenfor hvilket et stort engelsk militærkapel spillede. Det endte med kommissærernes nationalsange.

Jeg talte med Miang, der erklærede, at der i løbet af få dage ville komme dansk militær besættelse af 1. zone som modtræk imod Tiedjelinien.

På Flensburger Hof blev jeg præsenteret for dr. Koster, en yngre, meget smidig mand. Vi gik op til Bruce, hvorhen v. Sydow også kom. Han beskæftigede sig nærmest kun med en grænse ca. 14 km syd for Hvidåen. Det glædede ham dog, da han hørte om den delvis anlagte bane Nibøl-Klanxbøl-Sild. Så behøvede de ikke Højer som overfartssted. 

Schack og jeg var gæster til middag hos Bruce og frue. Bruce sagde til mig under fire øjne, at Flensborg var tabt for Danmark, og at England ikke ville tage noget protektorat over 2. zone. Danmark måtte nu rejse kravet om beskyttelse af minoriteterne i 2. zone, der blev ved Tyskland.

Kommissionen træffer foreløbig ikke nogen afgørelse. To af dens medlemmer vil også gerne trække tiden ud, så at befolkningen kan se, at Tiedjelinien ikke bliver til noget og så kommer med deres ønsker (f. eks. Tønder og dens opland) uden modønsker fra anden side. Disse ønsker vil vel nok blive påvirket af forholdene i Tyskland, der nu er forfærdelige. Selv i Sørup er der rådsrepublik.

Talrige flygtninge sydfra kommer herop og får lov at blive. Således er v. Loew flygtet til Haderslev. Befolkningen beder om, at han ikke bliver udvist. Overborgmester Todsen i Flensborg overtager sit embede igen imorgen. Bruce sagde mig indtrængende, at nu måtte man i Danmark blive enig overfor Paris, ikke komme med 3-4 forskellige krav. Ellers var spillet tabt over tyskerne, der mødte enige dernede med Tiedjelinien.

Vi drøftede derefter den af os fra Tønder foreslåede grænse for landsognenes vedkommende, hvorefter kommissionen på grund af de geografiske forhold og for at skaffe Tønder sit opland lagde Aventoft, Sdr. Løgum, Ladelund og Medelby til Danmark. Afstemningen her var også nogenlunde, og man ville ved en sådan grænse i virkeligheden have løst det danske spørgsmål i landsognene i 2. zone, uden at man havde gået tyskerne for nær. Og geografisk set hørte disse fire sogne – bl. a. af hensyn til vandforholdene – absolut sammen med 1. zone.

Bruce sagde, at man i kommissionen var klar over dette og så på en sådan løsning med største sympati. Afgørende ville være, om kommissionen ikke risikerede, at den danske regering ville protestere imod at få disse fire sogne med. Man var jo ikke sikker overfor ministeriet Zahle. Han henstillede, om jeg ikke kunne sondere regeringens stilling angående dette spørgsmål.

Jeg foreslog den vej, at jeg undersøgte, om regeringen, hvis den på en eller anden måde blev forespurgt derom fra kommissionen, da ville svare, at den ikke ville modsætte sig, at Danmark fik disse med. Heri var han enig. Bruce rejste om aftenen med fruen, der var syg og skulle til læge i København, over til hovedstaden. Jeg talte derefter i almindelighed med Claudel og Heftye.“

Da jeg om natten kom hjem til Schackenborg, skrev jeg straks om de forskellige punkter til Vedel, dog ikke om spørgsmålet om ministeriets stilling til de fire sogne, som jeg mundtlig ville undersøge derovre.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

22. marts 1920. Ernst Christiansen: Søvnløse nætter, stærke smerter

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

2 2. Marts: Flensborg-Gruppen holder Møde i Borgerforeningen. Et Udvalg (P. Gad, A. Gran, Svensson, H. Andersen og jeg) former en Udtalelse med Halvdelen af Mads Grams Resolution; vi venter, at de Danske i 2. Zone ikke under nogen Omstændighed udleveres til Prøjserne.

P. Grau, Kloppenborg og jeg taler paa »Flensburger Hof« med Heftye. Han er kun een af fire og kan kun gøre lidt. Han hører gennem os første Gang et Rygte om et Enten—eller: Tiedje-Linjen eller 1. Zones Sydgrænse. “Taler der efter med Bruce, som kun har hørt det fortælle i Byen. Han udvikler de samme Tanker som i Gaar. 

—Søvnløse Nætter, stærke Smerter.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

21. marts 1920. Petition om Internationalisering.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

21. Marts: Kl. 12—1¼ Samtale med Bruce. De Danske bør ikke prisgives: men Kommissionen har kun Mandat til at foreslaa en Grænselinje; i det højeste kan den afgive en Tillægsbetænkning. Men dertil udkræves Henvendelser fra Befolkningen, helst fra begge Lejre i Fællesskab. Personlig synes han, at en international Stat kun er tænkelig, naar den gaar baade længere nordpaa og sydpaa. Jeg imod Holsten, og i Nordslesvig vil Ingen nøjes med mindre end at komme til Danmark.

— Enes med J . C. Møller om at holde Møde hos mig om Aftenen. Vi samles Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse, Cornelius Hansen, Møller, Garbers, og enes om at tilvejebringe en Petition om Internationalisering.—Nordpaa flensborgfjendtlige Udtalelser fra radikale og aabenraaske Kredse; man søger endog at trække fra paa vort Stemmetal.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

21. marts 1920. P. Chr. Stemann: Danmark må snart rejse kravet om beskyttelse af de danske minoriteter.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 21. marts. „Schack og jeg arbejdede videre på betænkningen til kommissionen. Bruce kom og inviterede os til Flensborg dagen efter til aflevering af dette eksposé. Eksposéet taler nærmest om en grænse syd om Aventoft og med Holm som grænsestation.

Bruce sagde meget bestemt til mig, at Danmark snarest overfor kommissionen måtte rejse kravet om beskyttelse af de danske minoriteter, der bliver ved Tyskland i 2. zone.
Skrev til Vedel om Bruces udtalelser”.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

20. marts 1920. Tyskerne har fremsat deres grænsesyn til kommissionen.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 20. marts. „Da jeg om morgenen kom til Tønder, sad hos Schack nogle lokale sagkyndige og arbejdede på betænkningen til kommissionen i Flensborg om grænselægningen her i Tønder amt under hensyn til afvandingsforholdene og Tønder bys opland. Jeg styrtede mig straks i arbejdet.

Da vi spiste middag på hotellet, kom v.Sydow og frue. De blev inviteret med til Schackenborg til te. v. Sydow ville have grænsen norden om Højer, syd om Tønder og Møgeltønder. Han fik så en masse grunde derimod. Han sagde, at tyskerne ville have Listerdyb. Hans stilling var vist meget påvirket af, at tyskerne overfor kommissionen har fremsat deres grænsesyn. Skrev til Vedel om Sydows grænseplaner, for at man i tide kunne være underrettet hjemme og træffe sine forholdsregler”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

20. marts 1920. Tyskerne kræver Tiedje-linjen.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

20. Marts: Den nordslesvigske Gruppe har 15. Marts opfordret alle sine Tilhængere til ikke at deltage i Tilkendegivelser. — A. Diemer har den 18de holdt Foredrag med Lysbilleder i Borgerforeningen for at oplive de triste Sind. Det var rørende at se alle de nedtrykte trofaste Deltagere i Arbejdet live lidt op ved Samværet .

—120 danske Avtomobiler var i Fart den 14de, i hvert Distrikt, i Byen og de fleste paa Landet. De sidste fjorten Dage før Afstemningen kørte 25 frivillige Avtomobiler. Bernt Lunn fra Sofiedal sad paa Mellemslesvigsk Udvalgs Kontor og dirigerede. Det gik som efter en Snor. — Dr. Køster har den 18de overrakt Kommissionen en Note, hvori Tyskland kræver Tiedje-Linjen. Flensborg Byraad vedtager i Dag efter en tysk-patriotisk Tale af Overborgmester Holm en Resolution som ligeledes kræver Tiedje-Linjen. Politimester Sørensen protesterer.

—Forfølgelser og Forulempelser mod danske Tjenestemænd og Arbejdere er allerede begyndte, paa Værftet, paa Posthuset, Sporvejen osv. Postdirektør Francke er i den Anledning afskediget som Plebiscit-Postdirektør. — Politiske Møder er indtil videre forbudte. Kommissionen standser Retssager fra før den 15. Marts og eftergiver ikke fuldbyrdede Straffe. Den udtaler sin Anerkendelse til Politiet for dets Optræden den 14de. V. Sørensen har forbudt, at Klokkespillet paa Nikolaj Kirke spiller Slesvig-Holsten-Visen.

—Syd for Afstemningsgrænsen, især syd for Slien, raader der utrolige, revolutionære Forhold. — I Dag Besøg af Sønderjysk Arbejderforenings Formand P. Jacobsen; han sender et Telegram til Støtte for Marott. —Klokken 12¾ ned til Heftye. —Jeg taler helt aabent til Dem, ikke som Kommissionsmedlem. Jeg agter at gøre, hvad jeg kan, for at forhindre en Prisgivelse af de Danske. Jeg har forhindret en Drøftelse af de enkelte Valgresultater; vi vil først have den almindelige Stilling klaret . — Møde i Mellemslesvigsk Udvalg. Aflægger Beretning. Enes om, at Aktionsudvalget skal sammenfatte Valgklagerne i een Sum, og at de danske Kontrolkommissionsmedlemmer maa staa fast med Hensyn til vore Anker, om fornødent afgive Særvotum. — Laver et Udkast til en Petition fra Tillidsmændene til det øverste Raad og en Følgeskrivelse.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

19. marts 1920. Valgklager

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

9. Marts: Hjem. Der er indgivet omfattende Valgklager. Især paa Landet et Vrængebillede af en hemmelig Afstemning. Valgtryk i stor Stil. 

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

18. marts 1920. Valgresultat diskuteres i København.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

18. Marts: Mads Gram, Jørgen Gram og J. Hørlück er i København. Paa et Møde i Gram den 16de af Mænd fra begge Lejre er man enedes om en Udtalelse, hvori siges, at Resultatet under de givne Forudsætninger ikke kunde ventes bedre. Det er ikke retfærdigt at udlevere de Danske i 2. Zone. Landet bør i 10—15 Aar stilles under international Overhøjhed med Selvstyre og økonomisk Fællesskab med Danmark. Derefter holdes en ny Afstemning.

—De tre er i København for at faa H.P. Hanssen med til dette Krav. Mødes med dem hos Overkirurg Collin. De har talt med Hanssen, der ikke stillede sig afvisende, forudsat at vi aflyste vort paatænkte Mødefelt tog i Danmark; men han ønskede Betænkningstid til Kl. 5. Vi enes om at aflyse Møderne i Provinsen, saafremt de Moddemonstrationer, som der trues med, ogsaa aflyses; men Møderne i København i Aften maa holdes. Store Møder i Paladsteatret, Cirkus, Kinopalæet. Krav: Ikke-Udlevering. Mødes bagefter med Mads Gram. Har været hos Hanssen. Denne Gang var Nis Nissen der. Hanssen sagde nu Nej, hvad der dog skal være faldet ham svært. Gram mener, at om end der ikke kan naas Samling, kan Flensborg-Gruppen hævde dette Krav. Drøfter med Venner en Pariser-rejse.

—Paa Hotellet en Lavrbærkrans fra konservative Arbejdere.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Anmeldelse: “Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike”

Anmeldelse: ”Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike”

En roman af Anna Elisabeth Jessen, Forlaget Rosinante, 2019 (416 sider).

Ikke ret meget bliver sagt i Anna Elisabeth Jessens debutroman ”Om hundrede år”. Den sønderjyske bondefamilie deler hverken personlige oplevelser eller diskuterer vigtige samfundsanliggender, for ”det er der heller ingen grund til”.
I ”Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike” følger vi en sønderjysk familie i flere generationer. Da første verdenskrig bryder ud i 1914, må Hans og Marius kæmpe på tysk side trods deres danske sindelag. Hans vender aldrig hjem, og Marius får varige mén som følge af krigen. Den sønderjyske slægtsgård, som Hans skulle have overtaget, bliver derfor søsteren Helene og Marius´ ansvar. Senere får de fem børn, Åge, Hans, Johanne, Marie og Niels Frederik, som er romanens egentlige hovedpersoner. Således dannes rammen for livet i Sønderjylland gennem 100 år.

Romanens omdrejningspunkt er Sønderjyllands historie, hvor man stadig ikke har glemt krigen i 1864, hvor dansksindede unge mænd kæmper i tyske uniformer under første verdenskrig, og hvor russiske krigsfanger opholder sig på sønderjyske landbrugsgårde. Krigene satte sine spor i Sønderjylland, og derfor fylder de meget i hovedpersonernes bevidsthed. Det er ligeledes en af årsagerne til, at den unge Niels Frederik senere bliver modstandsmand under anden verdenskrig. Ellers går livet sin gang på den sønderjyske slægtsgård; gården og landbruget passes, og bondefamilien lever et mere eller mindre isoleret liv. Men da romanen strækker sig over et århundrede, oplever vi også den voksende samfundsudvikling eksempelvis i form af charterrejer, fjernsyn, elektrisk lys, curlers til håret og mælkekvoterne i 1980erne. Brugen af en slægtsgård som centrum for historien fungerer godt, for på den måde får Jessen beskrevet både lokalhistorien og det landlige gårdliv, hvor hele omdrejningspunktet er landbrug og jord, mens den overordnede historiske udvikling foregår lige ude foran deres dør. Således er der en perfekt vekselvirkning mellem lokalhistorie og den øvrige samfundshistorie.

Romanens kapitler er hver tildelt et årstal og er meget korte – blot 4-5 sider. I begyndelsen bekymrede det mig, idet jeg tvivlede på, hvorvidt Jessen af samme grund formåede at komme ordentligt i dybden med historiens kerne og hovedfortælling. Men Jessen viser, at hun på sparsom plads formår at få formidlet essensen – både skønlitterært og historisk. De korte kapitler bevirker, at de historiske elementer der indlemmes i hovedpersonernes hverdag ikke forklares til læseren, men inddrages på en naturlig måde. Til eksempel kan nævnes, at familien har fået fjernsyn eller Marie der i 1977 sætter curlers i håret til aftentid. Dermed benyttes forskellige rekvisitter til at gengive årtiet uden mange ord eller forklaringer. Heri ligger en underforstået konsensus mellem forfatter og læser om, at vi har en basal baggrundsviden om, hvordan samfundet tog sig ud i de årstal, kapitlerne omhandler. På den måde fortælles meget uden ord.

Selvom det er tydeligt, at romanens udgangspunkt er fortællingen om Sønderjyllands historie, handler ”Om hundrede år” også om mennesker og menneskeskæbner. De fem børn, der er romanens primære hovedpersoner, er alle meget forskellige. Det betyder, at man som læser involveres i følelsesmæssige konflikter, idet man i det ene kapitel kan holde af kapitlets hovedperson, hvor efter man kan finde karakteren utålelig i et andet kapitel. I starten fandt jeg det ganske frustrerende at læse med så splittede følelser grundet de skiftende synsvinkler, men som romanen skred frem, begyndte jeg at holde af disse nuancerede karaktertræk, idet det gik op for mig, at Jessens formål var at beskrive alle facetter af menneskets væsen. Hermed favoriserer Jessen ingen af sine karakterer, men formår at holde sig neutral, øjensynligt med ønsket om at fremstille en palet af forskellige facetter i menneskets natur og væsen – på godt og ondt.

I nogle af kapitlerne bevæger perspektivet sig væk fra den sønderjyske familie, og danner en rammefortælling om tjenestepigen Mary, der udvandrer til Amerika og slår sig ned i New Jersey. Denne sidefortælling havde jeg det ambivalent med under læsningen. På den ene side er udvandringshistorien til Amerika spændende, og man får lyst til at høre mere om den unge danske pige i det store nye land. På den anden side kan Marys historie sagtens udelukkes fra romanen, idet den ligesom bliver ”presset ind” i den centrale fortælling, og fordi den sønderjysk fortælling i sig selv har en masse at byde på.

Alt i alt synes jeg, at ”om hundrede år” er en velskrevet og god roman. Sproget er let, ikke for følelsesladet, men klart og nøgternt. Fortælleformerne med de korte kapitler og deres nedslag i hvert årstal, samt de skiftende perspektiver fra de fem børn, blev jeg hurtigt begejstret for, da fortællingen levendegøres, og det bliver svært at lægge bogen fra sig. Og for at holde fast i romanens tråd, så pløjede jeg mig igennem den på få dage.

Amalie Hjort Storm

17. marts 1920. Ernst Christiansen på besøg i Rigsdagen.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. Marts: Mange Besøg og Forhandlinger. I Rigsdagen talt med Marott. I Aften talt i Studenterforeningen sammen med A. Grau, P. Grau, Advokat Andersen, Marott. Stormende Tilslutning.

Birck imødegaar under stærk Modsigelse.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. marts 1920. Forsøg på at redde noget at Tønders opland mod syd.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 17, marts. „Tiedjelinien spøger stadig i Pressen, og, efter hvad Miang og Mackeprang igår sagde, også i kommissionen.

Jeg blev kaldt pr. telegram til møde i kornudvalget i København. Schack ville gerne have mig snarest igen, da vi skal lave arbejdet til kommissionen for at redde noget af Tønders opland mod syd. Sønnichsen (den tyske Diggreve) vil nok også have det hele til Tønder (Danmark)”.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

16. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Danskerne havde tabt ved afstemningen i 2. zone.”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 16. marts kørte vi til Flensborg.

„Vi mødte udenfor „Flensburger Hof“ Mackeprang. Vi gik så lidt med ham for at påvirke ham til at give Tønder noget af det sydlige opland. De har fået kontorchef Hendriksen fra landbrugsministeriet ned som sagkyndig. Vi gik op i hotellet, hvor jeg talte først med Miang. Han kom fra Bruce. Hanssen havde været i Flensborg idag og var dumpet ind til et møde i kommissionen. Han havde fortalt dem, at venstre hjemme ikke ville have Flensborg med.

Talte med mr. Creak. På ham lod det til, at kommissionen eventuelt i løbet af ca. 14 dage ville have forslaget færdigt. Sagen var nu afgjort ved afstemningen, og der var intet derved at gøre. Danskerne havde tabt ved afstemningen i 2. zone. Kommissionen følte sig åbenbart noget ført bag lyset af de danske med hensyn til afstemningsresultaterne. Marling ville selv til Paris med kommissionens forslag. Claudel rejser imorgen til København for at sondere stemningen.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

 

16. marts 1920. Ernst Christiansen i foretræde hos Kongen.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

16. Marts: Vi fire Flensborgere, P. Grau, A. Grau. og en Københavner i Foretræde hos Kongen. Indleder, Kongen svarer velvilligt i almindelige Vendinger, Tillid til Kommissionens Afgørelse, til Gud, selv om ikke straks lyst. Der efter Samtale med de enkelte. I Rigsdagen P. Grau og jeg. Samtale med J.C. Christensen, Neergaard og Kl. Berntsen i et Udvalgsværelse, ringe Trøst, passiv Støtte. Samtaler med Birck, der rolig vil ofre de danske Flensborgere.

Zahle fremtvinger et halvt Dementi af Bladenes Gengivelse af Kongens Tale. Gamle Smerter melder sig om Natten. Venstres Rigsdagsmænd maa ikke tale ved Flensborg-Møder.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

15. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Afstemningen i 2. zone gjorde et dybt indtryk på alle danske”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

På Schackenborg kom de forskellige medlemmer og sagkyndige fra kommissionen og generalsekretær Bruce og frue meget, og vi var ofte hos dem i Flensborg, så man kom på meget nær og fortrolig talefod med dem. Man mærkede tydeligt en deling i kommissionen. Marling og v. Sydow på den ene side og Claudel og Heftye sammen med Bruce på den anden. Vi var også på besøg (lunch) ombord hos den engelske øverst-kommanderende for hele området dernede, admiral Sheppard, der lå i Mørvik. „Bruce meddelte os, at der var kommen underretning om, at der var proklameret en uafhængig Slesvig-Holstensk fristat, for hvilken dr. Koster havde stillet sig i spidsen. De så herefter meget sort på afstemningen i 2. zone.“

I den følgende tid var der stadig forhandlinger med kommissionen om at udvise forskellige kommunister (vist de fleste kommet derop under revolutionen) fra Tønder, men det var ikke rigtig muligt at få Schack med på dette. Kommissionen mente jo, at det var bedst, at den lagde navn til dette, så der kunne blive ro, når Danmark overtog det hele, og at Danmark ikke skulle lægge navn til.

Afstemningen i 2. zone gjorde et dybt indtryk på alle danske. Hvis ingen del af 2. zone – f. eks. sognene på landet langs sydsiden af Hvidåen, hvor der dog var nogenledes danske stemmer – kom ned til Danmark, ville Tønder blive meget vanskeligt stillet, med grænsen så tæt op til byen, selvom Tønder som alle de andre købstæder ville få fordel af, at Flensborg faldt væk som befolkningens hovedindkøbssted. Schack var meget ivrig for en sådan løsning, som jeg også syntes var god, og vi gik så i gang med at arbejde i den retning. Kommissionen kunne jo tage geografiske hensyn ved den endelige fastsættelse af grænserne.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

15. marts 1920. Stor modtagelse i København.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

15. Marts: Hjem Klokken 4 Morgen. En Kop Te.  Arbejder ind i den lyse Dag, skriver en Leder, en Tak for dansk Støtte, Breve til Heftye, Claudel, Bruce, Verrier, et Memorandum fra de danske Raadgivere til Kommissionen. Imens er der fra Udvalget sørget for Avtomobil, Pas, Besked til Fru Jessen, Direktør P. Thomsen og en af vore Arbejdere, J. Christensen, om at tage med.

Henad 11 kører vi i susende Fart til Kolding; derfra videre med Toget. Fra Roskilde blundet lidt, dødtræt. Vækkes kort før København med den Besked, at der er stor Modtagelse paa Banegaarden. Man vil føre mig til Studenterforeningen, men der er voksende Stemning for at gaa til Kongen. Søger at blive helt vaagen: Godt, hellere springe i det end krybe i det! Modtages med Sang og Musik, Tusinder af Mennesker, mit Forsøg paa at tale drukner. I Guldstol gennem Byen. Flensborg hjem! Ned med Zahle! Studenter og mange andre. Taktfast, hurtig Marche, men lidt ubekvem Befordringsmaade.

Paa Amalienborg Plads lukkes et Vindue op, Kongen giver mig Haanden ud af det, jeg faa Sætninger, Kongen venlig Fortrøstning, jeg leve for Hans Majestæt og Opfordring til rolig at spredes. Slipper omsider ned paa Jorden.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

15. marts 1920. Johannes Christensen: Hvor er det dog en smuk By

Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.

Den 15. marts 1920

Da vi korn til Flensborg drak vi Kaffe, og skiltes så ad. Jeg spadserede rundt i Flensborg hele Formiddagen, og så den efter i alle Gader. Mange Dannebrogsflag såes rundt imellem de Slesvig-Holstenske. Der vaktes uvilkårlig en varm Kærlighed for Flensborg i mig i Mandags, hvor er det dog en smuk By, og så dejligt beliggende. Ja, den skylder Danmark sin Fortid og sin Fremtid, det har den selv sagt:

“I 1867 sagde jeg det tydeligt nok, så slumrede jeg langsomt ind efter Sovedrikken, nu er jeg ved at vågne igen. De første Ord hørte I i Går, om ti år er jeg som i 1864”.

Jeg var oppe ved Krigergravene, et tiltalende og gribende Skue, rigtig til at varme Fædrelandskærligheden op i en igen. Nogen hoveren over Afstemningen fra Tysk Side, mærkede man ikke den Dag. Nede ved Havnen lå de prægtige danske Skibe, og ude midt i Fjorden de allieredes, en herlig Fjord er Flensborg Fjord. Jeg spiste på Jernbanehotellet, hvor jeg også tog den sidste Afsked med mine Arbejdsfæller fra Nieböl. Klokken 2o om Aftenen rejste jeg sammen med Hedvig Lytzen og Kr.Nissen fra Daler hjem igen. Adskelligt oplevede vi undervejs. Traf Glæsen fra Tønder, Kornelius Petersen, Mathiasen og Thorvald Petersen. Jeg kørte med til Østerby, og gik så hjem til Nørby, hvor jeg ankom ca.Klokken 24.

Sådan endte min Tur til den anden Zone, Turen vil jeg nok altid være glad for hele mit Liv, gid de nu må gå en lysere Tid i Møde dernede i Sydslesvig, de er jo trods alt vore Landsmænd.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.