Tag-arkiv: tørst

18. juli 1918. En såret franskmand og et efterladt spædbarn.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.

Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.

I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).

Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.

Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.

Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.

 Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.

Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.

Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin. 

Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.

 Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.

Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.

Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

25. juni 1918. Forgiftet: Drukket vand med døde mennesker og heste!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En morgen mellem 20. – 25. juni kom vi meget tidligt i gang med skydningen. Vi havde beskudt de franske stillinger lige fra daggryet, infanteriet havde stormet, og vi var straks med ved forfølgelsen. Vi havde ikke fået nogen kaffe, og vi kunne heller ikke få fat på drikkevand. Tørsten blev meget slem.

Solen skinnede klart, og vi bevægede os fremad af de støvede landeveje. Ved ca. 10 – 11 tiden om formiddagen kom vi forbi et sted, hvor der løb noget gulligt vand i vejgrøften. Vi for hen til vandet og drak. Jeg drak meget, for jeg var uhyre tørstig.

Da vi havde drukket, indhentede vi batteriet, og da vi kom op ad bakken, opdagede vi, at vandet kom fra en lille dam ovre på marken, og der lå der nogle døde heste og nogle døde soldater i det. De var delvis opløst. Men vi havde drukket af vandet, og tørsten var slukket.

Jeg havde vel nok drukket mest, og da der var gået et kvarter, blev jeg frygtelig syg. Jeg begyndte at kaste op, og jeg blev ved at kaste op. Det varede ikke ret længe, så kunne jeg ikke gå mere. Jeg ville blive liggende, men kammeraterne ville have mig med – de lagde mig op på kanonen, og her lå jeg så nu og kastede op.

Maven var tom, men jeg måtte blive ved at kaste op. Jeg var så syg – så syg. Ved 4 tiden gjorde vi holdt uden for en større landsby. De tog mig ned af kanonen og lagde mig i græsset ved siden af landevejen. Om jeg var bevidstløs eller jeg sov, ved jeg ikke.

Men da jeg kom til mig selv, var Skurnia og nogle flere ved at hælde noget spiritus i halsen på mig. Det var en flaske mavebitter, som de havde fundet i et apotek i den rømmede landsby. Det kan nok være, at den hjalp.

Det var lige den medicin, jeg tiltrængte, og smerterne forsvandt lige med det samme. Jeg blev noget beruset, faldt i søvn, og efter to timers god søvn, blev jeg vækket, og vi fortsatte marchen gennem byen. Jeg kom til at sidde på kanonen, smerterne var borte, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne flaske mavebitter i rette tid reddede mit liv fra forgiftning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

30. april 1918: Asmus Andresen – På jagt efter vand

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Næste Dag vaagnede jeg først Kl. 9, og da jeg ikke havde noget at bestille gik jeg ud for at søge efter Vand, som jeg ogsaa fandt i Nærheden af en Ruin. Jeg slukkede først min Tørst, fyldte derefter min Kogespand med Vand, som jeg bragte mine Kammerater.

Da jeg kom ind i Hulen, spurgte de mig straks efter, hvor jeg havde fundet Vand, da de Dagen i Forvejen havde ledt og intet fundet. Jeg meddelte dem, hvor Vandet var at finde, men da de troede, de ikke kunde finde det, maatte jeg sammen med 2 andre af Sted igen. Det var ikke nogen Fornøjelsestur; thi der blev stadig skudt, og mange Granater faldt i Nærheden af os.

Vor Opgave var at udlægge Telefontraad til en Hule oppe paa Bakken, et Sted, hvor fra vi kunde holde Øje med Fjenden, men da Bakken blev stærkt beskudt, var det umuligt at holde Telefonen i Orden. Om Eftermiddagen skulde vi saa danne en Løberpost.

En Kammerat fra Hamburg og jeg blev anvist en Lavning bag Bakken; der skulde vi rejse en Stang op med en Daase paa Toppen til Tegn paa, at her var Løberposten. Vi fik straks travlt med at grave et Hul i Jorden, hvor vi kunde dække os for Granaterne, som her faldt i stor Mængde. En Lavning i Terrænet bliver altid stærkt beskudt, fordi Fjenden ikke kan se, hvad der foregaar i den.

Henad kl. 4kom det første Telegram fra Bakken; det skulde saa bringes videre saa hurtigt som muligt. Jeg tog den første Tur. Der var 20 Minutters Løb til den næste Post. Da jeg kom tilbage sad min Kammerat i Hullet med et Telegram i Haanden og ventede paa mig. Han sagde, at han var bleven syg, derfor kunde han ikke løbe med Telegrammet. Jeg maatte saa af Sted igen.

Da jeg atter var paa Tilbagevejen blev Lavningen beskudt med Granater; da 2 af disse faldt i Nærheden af mig, fik jeg snart fat i Gasmasken, og saa løb jeg, alt hvad jeg kunde, for ikke at komme i for tætte Gasskyer. Jeg kom ogsaa godt tilbage til min Kammerat. Vi søgte nu efter nogle Tæpper og Kapper, hvormed vi kunde dække os for Natten.

Kl. 7 kom der atter et Telegram, og Posten, som bragte det, spurgte, om vi havde faaet noget at spise. Vi meddelte ham da, at vi ikke havde faaet Mad i 2 Dage. Han fortalte os endvidere, at Officeren havde lovet os Jærnkorset, saafremt vi holdt ud en Dag til.

Da Posten var gaaet, vilde min Kammerat liste mig af Sted igen, men det skulde jeg nu ikke have mere af, han maatte selv se at komme af Sted, og han maatte skynde sig, da det ellers vilde blive mørkt inden han kom tilbage,Kl. 7½ løb han, og imens lagde jeg nogle Brædder og en Del Jord over Hullet, som vi havde gravet, og nu ventede jeg efter, at han skulde komme igen.

Tiden blev imidlertid lang. Ved Ottetiden kunde han være naaet tilbage, men da Kl. var 9, var han hverken til at høre eller se, hvorfor jeg begyndte at blive urolig for ham. Jeg kravlede ud af Hullet for at se efter ham, men da han endnu ikke var til at øjne, mente jeg, at han havde forvildet sig eller var kommen til Skade. Jeg lagde mig til at sove, men jeg kunde ikke falde i Søvn.

Kl. 11 hørte jeg en raabe »Arras«! Det var ikke mit Navn, men Stemmen lød mig bekendt. Jeg kravlede da atter ud af Hullet og gik i den Retning, hvorfra Raabet kom, og efter 10 Minutters Forløb opdagede jeg den raabende Mand, som jeg paa Grund af Mørket ikke kunde kende; men det viste sig at være min Kammerat.

Ved min Tilsynekomst blev han i den Grad glad, at han teede sig som et Barn, og jeg begyndte at tvivle om hans Forstand, thi han var i den Grad medtaget, at jeg maatte støtte ham hen til Hullet, hvor han straks faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.

Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.

Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.

For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.

Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.

Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.

De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.

Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.

Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.

Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.

Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

3. oktober 1916. Helvedet ved Somme: Lig i drikkevandet

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I begyndelsen af oktober 1916 lå han ved Somme-fronten.

… det er det værste, vi endnu har været ude for. I Skyttegravene findes der saa godt som ingen Understande, i hvert Fald er de langtfra tilstrækkelige, og de fleste har maattet kampere i Hullerne, der forestiller Begrebet — Skyttegrav.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Levnedsmidler er endnu ikke kommet frem, og den medbragte Jernportion er forlængst vederfaret Retfærdighed. Sulten er stor, men Tørsten er endnu større, dog Savnet af Rygemateriale er vel dog sluttelig det allerstørste. Er der en, der er saa lykkelig at have en Cigaret, melder der sig straks 10 Mand med Bøn om „ein Zug”. Naar Cigaretten saaledes er gaaet fra Mund til Mund 10 Gange, slukkes Ilden i den, og den hengemmes i Vestelommen til „næste Frokost”, andet giver det nemlig ikke.

Drikkevandet er sluppet op, thi efter at nogle i Gaar Morges havde opdaget, at der af det Granathul, ad hvilket vi hidtil havde hentet det grumsede Vand, stak et Par Ben og flere Par Arme frem, har vi tabt Lysten til det Vand.

Hidtil havde det afhjulpet Vandmanglen, men nu er vi nødt til at udspænde Teltlærredet i Skyttegraven for at opsamle Regnen. I Midten af Lærredet har vi skaaret et Hul, ad hvilket Draaberne samler sig ned i en Staalhjelm, der er anbragt nedenunder for at op  fange Draaberne. Det er flere Gange lykkedes nogen at faa en Mundfuld, men for det meste bliver hele Indretningen revet bort af Granaterne.

Kølevandet til Maskingeværerne er forlængst drukket, men de efterfyldes med Vandet fra Granathullet bagved. Sepl og jeg er lige kommet fra Kompagniføreren, til hvem vi indtrængende henstillede at lade sørge for Mad og Drikke.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren er god nok. Han havde ogsaa Forstaaelsen af vor fortvivlede Stilling, men vi kunde tydelig mærke paa ham, at hvis han sendte nogle tilbage, troede han ikke, at de kom igen. Han lovede dog, at hvis Levnedsmiddelkommandoen ikke naaede frem til Aften, skulde der blive sendt et Kommando af Sted, som under Sepls Ledelse skulde bringe Levnedsmidler frem.

I 4 Dage har det franske Artilleri hamret paa vor Stilling, og Opholdet her er ikke til at beskrive. Kaskader af Granater og  Shrapnels ligefrem regner ned over Skyttegravens Besætning og længere tilbage, og de Meldinger, som Underofficererne hver Morgen bringer Kompagniføreren, indeholder altid en uhyggelig Fortegnelse over store Tab.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Understande, eller rettere Hullerne, er skudt sønder og sammen og har begravet alt levende under sig, og i første Deling til højre er der næsten ingen tilbage. Fra Understandene, der ligger op til saadanne, der er sammenskudt, kan v i høre de begravedes fortvivlede Kalden paa Hjælp, dog, der hengaar kun et Par Timer, saa er Raabene  forstummet.

Det er umuligt at komme til Hjælp, thi vi kan ikke opholde os i Skyttegraven for Granaterne eller de omkringflyvende Splinter, der har en Længde af indtil 1 Meter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

13. juni 1916. Gode råd til lange marchture

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“Gode råd”

Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig: 

»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.

Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.

Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.

Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.

Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.« 

Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)