Tag-arkiv: Fredslængsel

23. april 1918 – Mathias Damm: “… snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 23.4.18.

Kære Moder!
Blot et par Ord i morgen. Jeg er nu i Byen og har et par gode Dage. Jeg bor i Kælderen under en Boghandel og har derfor en Mængde Skrivemateriale. Du skal nu ingen Kuverter sende mig mere. I Eftermiddag eller i Aften skriver jeg et Brev, da jeg nu i 3 Dage ikke har skreven. Jeg ved knap selv hvordan det er gaaet til. Igaar vilde jeg skrive men maatte saa gaa forud med Bræder. Haaber i alle har det godt og ere sunde og raske og slutter med mange Hilsner eders
Mathias.

Tak for Kort fra d 11 og Brev fra den 14 med Bladet. Heimdal har jeg ikke faaet i 8 Dage.

den 23.4.18. Eftm.

Kære Moder og Sødskende
Jeg vil nu skrive lidt mere. Jeg har nu faaet Middagsmad, Bønnesuppe. Det er jo noget af det bedste man faar her i Krigen. Vi har jo fundet nogle. Ellers er det ikke saa glænsende mere. Det hed, at vi skulde faa lidt mere Fedt og Smørelse til Brødet i Offensiven, men det er ved at blive det modsatte. Enkelte har jo fundet lidt, men det maa man jo ikke regne med. Nu lader det ogsaa til, at de vil trække os Rygevareme af. Det er det værste kan i tro. Mig gør det knap saa meget, men det er dog afregnet i Lønningen, og tilkommer os.

Jeg har her lagt et par Kort ved her fra Byen. Huset jeg boer under, er ikke at se, det har været bag Fotografen, der hvor jeg har gjort Pilen. Jeg boer under en Boghandel, vi have Madrats, Underdyne, Hovedpude med hvid Betræk og Sove- dækkener, saa vi ere som i Paradis, naar der blot ikke var Krig udenfor. Husene til venstre paa Billedet ere alle afbrændt og sammenskudt. De her over os ere nogenlunde holdne, men imorges lod en Fugl et Æg falde herude i Gaarden og det ødelagte os vor Pumpe og Haandværkemes Arbeidsværelse, de kom netop ind af Porten, og slap med Skrækken. Der hang en Del Linned oppe paa Taget, og det var vist det, der gjorde det galt. Hele Byen er omtrent i Ruiner, Den store smukke Kathedrale er ramponeret og Taamet sammenskudt.

Om et par Dage gaar jeg jo vist atter ud paa Bjærget. Haaber vi saa maa have godt Veir, saa er det hele halvt saa slemt. Jeg har pakket noget Brevpapir sammen til eder, hvis der gaar Pakker bort, hvad jeg troer afsender jeg det i Eftm. en med Papir og en med Kuverter. Det koster da kun en 10 Penning, hvis det er futsch. Jeg har ogsaa sendt Fader noget i et Brev, og et par mere sender jeg. Han skal jo vist købe det.

Hvad her forskellige har pakket sammen, og sender hjem, er skrækkeligt. De fordærver det blot for andre, der er fornuftige. Hvad nytter Gods og Guld, deraf kan dog ingen leve og naar de engang kommer hjem, er der nok af fortjene naar de blot vil. Det er dyre Sager, der driver rundt, men hvad nytter nogle Nipsgenstande eller ogsaa Sølv eller forgyldte. Det hjælper dog intet til at afværge Nød. Haaber jeg maa vedblive at være sund og rask og at Krigen denne Sommer faar en Ende, saa jeg kan komme hjem, saa lad kun Franskmændene have deres Skidt. Jeg kan godt give dem noget til, naar det kunde hjælpe noget til at faa Fred.

Naar i modtager dette er det vel atter Mai og snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien. Hvor er den Tid gaaet og saa ond en Tid, og ingen ved om Nøden ikke kan vare tre Aar endnu. Vil nu slutte for idag med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Kan i ikke sende mig en Stoppenaal og en lille Ende hvid tråd.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

17. april 1918. “… den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

Foran Fjenden den 17.4.18.

Kære Veninde!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog i Aftes. Det har jo været længe undervejs. Men bedre sent, end aldrig, og Du faar jo sige det samme, thi det kommer nok ikke til Nordslesvig til den 27. Har du Fødselsdag den Dag. Saa vil jeg ønske Dig til Lykke og at vi maa have Fred naar Dagen atter oprinder.

Jeg sidder her i et Jordhul et par Skridt fra Fjenden. Tornysteret har jeg lagt paa Knæene og det er Skrivebord. Skriveriet er jo ogsaa derefter. Her er der intet godt, hverken at hente eller vente. Men jeg haaber stadig, at jeg maa forblive uskadt til Freden engang kommer, og den der har bevaret mig hidindtil, kan ogsaa gøre det herefter.

Jeg har i den sidste Tid ført et rigtig Sigøinerliv. Det er ikke noget for mig mere. Man kan slet ikke holde noget ud, som for omtrent tre Aar siden og Nerverne ville heller ikke mere, det er snart det værste. Naar man engang kommer hjem, er man pirrelig og nervøs, som en gammel Svigermoder. Det er sørgeligt nok, men det kan ogsaa bedres noget naar man kommer til at leve lidt civiliseret igjen. Men det kan jo vare længe endnu, og hvem ved, hvad man endnu skal opleve.

Franskmanden morer sig med at skyde sine egne Byer og Stader i Grus. Hovedsagen han lader os nogenlunde i Ro. Jeg har intet Begær efter at stifte alt for nær Kendskab til hans Granater. Gid Myrderiet maa faa en Ende endnu i denne Sommer, hvor vil der blive Glæde, den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde. Men foreløbig kan man kun haabe, og lave Planer for Fremtiden, lønner sig ikke.

Naar blot Orlovsspærren snart blev ophævet, saa man kunde gøre sig Haab om at faa Orlov engang. Naar man et helt Aar er herude blandt lutter fremmede Mennesker, længes man dog efter at komme hjem og faa en lille Holdsnak paa vort Modersmaal. Det forstaar man dog bedst, skønt ingen paa mit Sprog mærker, at jeg ingen Tysker er.

Det har her været graat og koldt Veir i de sidste Dage, saa det er ingen Fomøielse at staa og sidde Dag og Nat i den vaadkolde, lerede Skyttegrav. Vil nu slutte i Haab om at der snart maa oprinde lysere og bedre Tider for os alle og mange Hilsner sender Din Ven
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

13. april 1918 – Mathias Damm: “Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 13.4.18.

Kære Moder og Sødskende!
Nu er det vel snart en Uge siden jeg skrev sidst, det er vel længe siden det er passeret. Tak for C.s Kort fra den 19 som jeg har modtaget for flere Dage siden. Jeg har det efter Omstændighederne godt og er sund og rask. Haaber i har faaet mit Kort fra den 7. Da vare vi tæt ved det Sted, Billedet viser, men vi ere jo Sigøinere og derfor spaserede vi rundt i flere Dage, vi vare en 4-5 Mil fra hvor Rasmus var før Paaske og saa dreide vi om og satte Kursen mod Fronten (mod Sydvest).

Jeg ligger her i et Jordhul i en Skov med et Teltbane over Hovedet. Det er idag et skarp Veir med Blæst, men Hovedsagen det er Tørveir, saa er det andet at holde ud. Fjenden har temmelig svære Brummere her. Der er en smule By har lige ved. Hvad der gaar for Værdier tabt, er helt utænkeligt. Der er Linned i hvert Hus, saa der kunde udstyres flere Familier dermed, og det er ingen Godtkøbsvarer. Vi bruger Lagenerne til at lave os et Leie, om vi ødelægger dem eller lader Franskmanden eller Tommy skyde dem itu, er ligemeget. Jeg har set Klædninger o.s.v. som man ikke har set dem hos os før Krigen. Der var et Steds flere Silke-Dame-Jaketter. Det var noget for Frøkenen!!!

Vin er der ogsaa en mængde af. Vi henter det Spandevis, da Fadene ere for svære at trille op paa Bjærget. Godt at vi har det, eller var det dog slemt med Tørsten. Værdisager er der ogsaa en Mængde af, baade Sølv og Guldsager, eller i hvert forgyldte. Jeg beser mig det og lader det ligge. Aben [soldaterslang for tornyster/Red.] er svær nok at bære paa. Jeg har blot taget en Skjorte, derfor kan man dog altid kaste en skidden bort, naar man ikke har Tid at vaske. Jeg kan ikke saadan holde ud at spasere som før, ellers tog jeg mere, saa behøver man aldrig at vaske. Men det er jo ikke saa slemt, naar man blot kommer hen hvor der er Ledighed.

Der er mange Frugttræer her overalt paa Enge og Marker, paa den Egn, hvor vi vare for en 4-5 Dage siden, vare de alle afsavet, og hvert Hus var sammenskudt og sprængt. Det er bleven gjort for et Aar siden, da Tyskerne trak sig tilbage her. Og nu gaar det atter fremad og de Byer, der før er bleven skaanet, som dem her, faar nu ogsaa Krigen at føle, og en Granat som de nutildags ere, kan snart ødelægge et Hus. Hvor er det dog godt at i derhjemme er bleven skaanet for sligt, saa lad dem rode og hegne saameget de vil, det er dog Smaakrig mod det.

Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere. Hils nu Anne B. og alle andre Naboer og selv være i, paa det kjærligste hilset af eders Søn og Broder

Mathias.

Naar jeg kan skal jeg nok skrive oftere. Ville i drikke et lille Glas Vin, saa kom.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

27. marts 1918 – Mathias Damm: “… Skiddenvandet kommer alt ud paa Gaden”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 27.3.18

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil idag skrive eder et Brev. Nu har F. jo vist været til Session. Har i ikke reklameret? Du maa dog kunne beholde en, enten ham eller faa Fader hjem. Forhaabentlig giver det nu Luft, saa vi faar Fred, saa vi alle kunne komme hjem.

Jeg har det godt her langt bag Fronten. Det er lidt koldt saa tidlig om Morgenen, (6½) da det fryser om Natten. Ellers er der Solskin, men skarp Vind. Byen ligger som alle andre i en Dal mellem Bjærgene, set paa Afstand en ret køn By, men fra gadesiden ser det noget russisk ud, Byen hedder Rumigny mærkeligt nok naar man betragter Husene bagfra fra Haverne af, er der mange meget skønne Huse. Det maa jo være Mode her, Skiddenvandet kommer alt ud paa Gaden i Rendestenen. I hvert Hus er der en Rende i Muren, hvor det kan komme ud paa Fortovet og derfra i Rendestenen. Der er mange Frugttræer her, det maa forresten være et smukt Landskab i Mai, forhaabentlig faar jeg Lov at blive her som bestemt, saa kan jeg jo faa det at se. Jeg har intet imod at blive her, om det var til det gav Fred. Ellers er her ikke meget at se efter, nogle skidne Folk, en omtrent tom Kantine, en Boghandel og et lille “Soldaterhjem”.

Ser at mine Postsager har gaaet længe, Grunden har i kanske set i Avisen fra d 13-14. R. er jo vist ogsaa her ovre nu, men derfor kan han være langt nok borte. Han er dog snarest meget længere mod Nord. Det er nu snart Tid at vi skulle til Tjeneste igjen. Det er dog sundere her at bo i et Værelse og stadig være i frisk Luft, istedetfor at sidde i den dumpe, mørke “Stollen”, derude, omend man der kun havde 6 Timers Tjeneste. Jeg vil nu fortsætte i Aften.

Mange Tak for den store Pakke og 59, samt Kort fra 19 og Brev fra 20. Det var alt i god Behold. Tantes Pakke modtog jeg ogsaa, med den var det paa høie Tid. Ser af Dit Kort, at i har søgt for F. det var godt, om han kunde blive hjemme lidt. Jeg har nu ingen Lyst mere, maa jo ogsaa skrive til Tante. Derfor Godnat og mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

Modtog nu lige den Meddelelse, at vi imorgen tidlig skulle reise tilbage til Reg. Jeg gad nok bleven her til Pinse, men det skal nok ikke være saa. Det er jo heller ikke slemmer for os, end andre.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

11. marts 1918 – Mathias Damm: “… at Grænsen skulde flyttes, er der ikke store Udsigter”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 11.3.18.

Kære Veninde!
Allerførst min hjerteligste Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget. Du kan tro, det glæder mig, hvergang jeg faar noget fra eder derhjemme. Du mener, det er svært, at holde Modet oppe. Ja, naar jeg ingen Postsager fik fra eder alle, i Kære derhjemme, da vilde Humøret snart være borte. Og derfor skal Du især have mange Tak, at Du saa flittigt skriver, skønt Du slet ikke kender mig. Det er altid en god Opmuntring. Du har vel nu Vin og Kringler tilgode for Dine Vintergækker, men Du faar jo vente, til jeg engang faar Lov, at komme hjem, saa skal Du komme og hente det. Vi sad netop og stredes igaar, om vel Vintergækkerne vare saa vidt derhjemme, saa de kom jo rigtig tilpas, kan Du jo nok forstaa.

Jeg vil nok tro, at der gaar mange nordfor Aaen og længes, lige saa meget som vi herude, og det vilde være gaaet mig ligesaa, tidt er det bleven mig sagt, vil Du virkelig atter sætte Dit Liv paa Spil, for noget Du ingen Interesse har for. Og jeg har saavidt maattet give dem Ret, men Nordslesvig er mit Hjemland, og naar jeg var gaaet, kunde jeg aldrig mere faa mit Hjem at se, det Hjem, som engang, naar Krigen er til Ende, i dobbelt Forstand skal blive mit eget Hjem, naar det maa forundes mig at vende hjem med sunde og hele Lemmer.

At det skal gaa i Opfyldelse, hvad saa mange hele Tiden har drømt og haabet, at Grænsen skulde flyttes, er der ikke store Udsigter til endnu og bliver heller ikke mere i denne Krig. Det er tidt svært nok, at man maa føie sig og lystre nogle Herrer, man intet har tilfælles med, men Haabet holder en oppe. Dag for Dag det samme Haab, at Krigen snart maa fåa en Ende, at man kan trække i en anden Trøie og vende hjem til eder, i Kære derhjemme. Saa vil Savn og Nød man har døiet, synes mindre slemt og vil tilsidst blive som en ond Drøm der er forbi. Dog mangen en vil savnes i de unges Flok, som aldrig mere vender tilbage. Dog de har Fred og for mangen en er Nøden ikke forbi om ogsaa Krigen er til Ende. Men Tiden læger alle Saar, og den der vil og kan arbeide, finder altid Beskæftigelse.

Du har vel ogsaa hørt fra Hans, at Orlov er spærret. Men til Sommers haaber jeg dog at komme paa Orlov. Haaber saa, at træffe Dig hjemme. Man skal vel ogsaa gratulere Dig til Din nye Værdighed som Tante! Moder skrev forleden at Din Broder og Svigerinde havde faaet en Søn.

den 17.3.18.
Jeg vil nu slutte mit Brev og sende det af kanske gaar det et par Dage længere end sædvanlig, men Hovedsagen Du faar det. Jeg er nu kommen lidt i frisk Luft og lever omtrent som et Menneske et par Dage. Det er det fineste Søndagsveir, som hjemme i Mai. Hvis Du vil komme i Aften, kan vi jo faa os en lille Spaseretur og en god Holdsnak. Haaber det ikke maa vare for længe inden faar Fred, saa vi kunne mødes hjemme i Nordslesvig. De venligste Hilsner sender Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. februar 1918 – Mathias Damm: “… to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 21.2.18.
Kære Moder!
Vil idag sende eder et par Ord. Jeg havde snart ventet at faa Pakke 50 idag eller igaar, men den kom ikke, blot den ikke er borte. Jeg har det saavidt godt og er sund og rask. Vi have nu faaet Tø og et godt Smadder er det igjen.

Jeg saa idag i Bladet at de ikke kunde undvære de gamle Karle over 45. Det er intet godt Tegn og der jo forresten ingen Udsigter til at det snart giver Fred. Her er der intet Godt at hente, og jeg har ingen Lyst mere. Det er et led Haandværk. Cathrine vilde gærne vide, hvordan to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet. Der gaar en ved hver Side og har fat i hver en Støvle og med den anden Haand trækker de deres egne Støvler ud.

Her er det meget maadelig med Forpleiningen. Da det alt bliver bragt os i Kander. Men forhaabentlig varer det kun 8 Dage. Jeg ved ikke meget at fortælle, hvad der kan interessere eder. Derfor vil jeg slutte med mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. februar 1918 – Mathias Damm: Englænderne og amerikanerne må først have én over nakken, før de kommer til fornuft

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Mandag d. 18.2.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog idag. Jeg har det godt og er sund og rask. Imorgen gaar vi atter ud i Skyttegraven og paa en lidt mere kildent Sted. Det siges at vi har Amerikanerne foran os. De har nok snappet 3 af dem i Nat. Naa, hvorfor ikke. Regimentet har havt med Russere, Serbere og Franskmænd at gøre. Saa kunne vi ogsaa prøve det med dem. Værre kunne de ikke være. Jeg er nu ved M.G. indtil Tide var jeg ved Stødtroppen. Det kan forresten snart være ens, hvor man er, især naar der tromles.

Gid det snart maatte faa en Ende, men Udsigterne ere kun daarlige, omend vi paa en Maade har Fred med Rusland. Dog det har kun liden Betydning, naar ikke Englænderne og Amerikanerne besinder sig, giver det ingen Fred foreløbig. Men jeg troer nok at de ere ligesaa krigstrætte, som vi, og Befolkningen vil sikker ikke finde sig i, at de forlænger Krigen uden Grund. Men jeg troer nok, at de først maa have noget paa Nakken, inden de kommer til Fornuft, og saa vil der flyde Blod og mangen en vil ikke opleve Freden, han saa længe har længtes efter.Det er Skade for hver, der nu maa lade Livet.

Dem fra 14 og 15 [årgangene/red.] kan man ikke ynke. De ere bleven sparet for meget, og de have Fred og Ro. Det havde jeg ikke troet, da jeg for tre Aar siden ventede at blive indkaldt, at jeg skulde 3 Aar i Krig og hvem ved, om det ikke varer et Aar til, naar jeg maa opleve det. Dog ville vi haabe, at det maa give Fred til Sommer, at vi til næste Vinter maa samles alle med hverandre hjemme i vort kære Nordslesvig. Hvor vil der blive Glæde den Dag vi kunne vende hjem til vore Kære. Saa vil man atter føle sig lidt som Menneske.

I Aftes vare vi her til Theaterforestilling. Det var storartet. Det hele er dog ogsaa for, at man engang imellem faar andre Tanker. Forleden vare vi i Kino. Det hele er jo meget godt, men naar man kun maatte komme hjem, troer jeg nok man morede sig mindst ligesaa godt paa anden Maade, og i skulle vel nok hjælpe at faa Humøret op. I Haab om at vore Forhaabninger snart maa opfyldes og vi snart maa mødes hjemme i Nordslesvig slutter jeg med mange Hilsner
Mathias Danim.

Nu er Din Broder Laurids jo bleven vor Nabo hjemme. Det lader jo til at i trækker Østerpaa, men saa har vi ikke saa langt, naar vi besøge eder.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

3. februar 1918 – Mathias Damm: “Gid dette Myrderi snart maatte faa en Ende”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 3 Februar 18

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog igaar. Det glæder mig altid naar jeg hører fra eder alle derhjemme i Nordslesvig, og det er i Grunden ikke saa sært, det er dog det eneste man glæder sig til herude blandt lutter vildfremmede Folk, som man før aldrig har drømt om at træffe her i Verden. Mangen en Nordslesviger har dog dansktalende Kamerater hos sig, men her er i hele Regimentet kun en foruden mig.

Men man lærer her rigtig at skønne paa, hvad det er at have et Hjem og Slægtninge og Venner man kan tale med paa vort Modersmaal. Dog har jeg alle Dage holdt meget af mit Hjem, naar jeg kom hjem om Søndagen, satte jeg mig helst ind i Dagligstuen og naar der var Mangel af noget bedre, fik jeg saa fat paa en Bog. De andre har tidt kaldt mig “tvære Pær” naar jeg ikke vilde farte rundt med dem.

Jeg tænker tidt paa de sidste Aar før Krigen, naar vi kom sammen, Din Sødskende og Nis og Kjestine Høeg, og naar saa min Broder og Søster ogsaa kom, var Klubben fuldstændig. Jeg tænker ogsaa nok, at Anton her i Frankrig tidt vil tænke paa disse glade Timer. Hvor er det sørgeligt for hver Dag man her skal kvæle sig rundt, hvad har man af sine Ungdomsdage? Sorg og Møie, og ikke andet end Elendighed ser man. Gid dette Myrderi snart maatte faa en Ende, saa man kunde komme hjem til Moer. Naar ogsaa andre mener at leve bedre ved fintdækkede Borde med alle- haande lækre Sager, jeg foretrækker dog min Moers Kaalgryde og naar jeg har Grødfadet foran mig paa Køkkenbordet, troer jeg nok at jeg er mindst ligsaa godt tilpas som de.

Du kender sikkert ogsaa det gamle Vers. Tilfreds i Dit Hjærte, og glad i Dit Sind, den Rigdom faar Roserne frem paa Din Kind. Hvad hjælper om Verden for Fode Dig laa? Hvad hjalp det om selv Du fik Guldkrone paa, naar dog ikke Hjærtet i Glæde kan slaa! Og det ogsaa min Mening. Hvad hjælper det at Hjemmet er fuld af fine Møbler og Stads, naar man dog ikke føler sig hjemme deri. Lykken er ikke afhængig af Gods og Guld. Hvor den rette Forstaaelse og Hjærtelighed findes, der kommer Lykken lettere ind.

Du kan rolig skrive, hvad Du mener, jeg kan saa godt forstaa, hvordan i maa være til mode derhjemme. Men hold ud, af eder, i unge Piger, afhænger det om Nordslesvigs Sønner skal høste Lønnen for deres Udholdenhed, og den Dag maa og vil sikkert komme, da der oprinder bedre Tider for os alle. Sorg og Savn banker paa, ligesaa godt hos eder, som hos os. Jeg ved, at mangen en Pige har gjort Arbeide for baade Karl og Pige, og før var det ikke godt naar man ikke kaldte dem Frøken.

At rende fra det hele er let, men jeg er nu engang Nordslesviger, og lade Hjem og Slægtninge og Venner i Stikken, det bringer jeg ikke færdig. Og jeg haaber, at det maa forundes mig ogsaa at høste Lønnen derfor, idet jeg maa vende hjem til mine Kære og alt det lidte Nød og Savn vil let glemmes, og man vil tænke paa det ene, hvor er det dog godt at være hjemme.

Du skriver om Orlov, med den Ting er det rigtig usselt, ved denne Division. Det er mere spærret, end aaben. Naar man her faar Orlov engang aarlig, er det stort. Nu er Papiret nok rigtig fuld. Slutter derfor med mange Hilsner i Haab om let glædeligt Gjensyn derhjemme.
Mathias Damm.

Lev vel, og skriv snart igjen.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

7.december 1917 – Milert Schulz: “Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 7.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Für dass gestern erhaltene Paket mit Butter und Kuchen sage ich Euch meinen besten Dank. Selbiges kam grade zur rechten Zeit, da ich mit der an der Butter schon auf der neige war. Der Kuchen hat mir sehr gut bekommen trotzdem es an Zucker und sonstiges mangelt. Aber das macht auch weiter nichts, hauptsache ich habe Kuchen.

Hoffentlich kommt da bald wieder eins mit Kuchen, denn das ist immer eine ganz schöne Abwechselung. Auch habe ich Mutters. Olgas u. Tonnes sowie Ellas Zeilen vom 29/11. dankend erhalten. Wie bei Euch zu Hause so ist auch bei mir noch alles beim alten. Bin jetzt so ziemlich wieder hergestellt mit meinem Magen. Wir liegen immer noch in Ruhe und weder wohl hier auch nicht mehr in Stellung gehen. Wie ich gehört habe soll es am 12 oder 13 von hier losgehen, aber das ist noch unbestimmt. Eher wir denn nach dort hinkommen vergeht auch noch einen Monat und wir sowie Ihr zu Hause hoffen doch dass in diesem oder nächsten Monat etwas entscheidendes kommt. In dieser Zeit hofft ja alles doch auf Frieden unddich kann doch nicht wissen ob es nicht bald zum Frieden kommen sollte. Aber wir müssen ja geduldig abwarten. Hier an der Front ist auch nicht viel los. Jetzt in diesen Tagen wo es so friert fällt fast kein Schuss. Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge.

Gestern hatte ich auch einen Brief von Cousine Thilde von Onkel Sören aus Hadersleben, sie schrieb dass Pappa dort gewesen war. Du schreibst es ja auch iebe Mutter. Ja es ist nicht leicht für die armen Leute wo Armut u. Krankheit zu Hause ist. Der Herr helfe sie in ihrer Not.

Sonst wäre da ja weiter nichts für diesmal. Wie kommst du mit dem Pabrika zurecht liebe Mutter? Sei denn für diesmal recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.  

(Breve i privateje)

19. november 1917 – Mathias Damm: “… hvad andre kaldte skønne Piger”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

Mandag den 19. Nov. 17.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg har modtaget. Jeg er nu ikke mere i Rusland, men i samme Land som Anton og Peder, og omtrent midt imellem, hvor de var. Jeg har det godt og er sund og rask og haaber at jeg her maa vedblive at være det og slippe ligesaa godt gjennem alle Farer som i Rusland.

Jeg har før hørt meget om, hvor skønt det her skulde være, men jeg har intet skønt fundet her, og det er intet imod de skønne Egne ved Mosel og Rhin, og især af alle vort kære Nordslesvig. Vel har det ingen af de herlige Vinbjærge og storslaaede Bjærglandskaber, men det har sin egen fængslende og høitidsfulde Skønhed. Det være paa Heden i Høisommer eller ved Østersøen i Forsommer. Og jeg vil ikke bytte med dem ved Mosels Strande, om det ogsaa er nok saa skønt. Og jeg har set mange, hvad andre kaldte skønne Piger, men min Interesse har de aldrig kunnet vække. Det vil heller aldrig lykkes en, som ikke kan vort Modersmaal.

Du skriver, om jeg kan huske hvordan det er at gaa i Seng med Følelsen, at man kan sove tryg til Dag. Jeg troer nok at jeg lægger mig mere rolig til her end mangen af eder derhjemme. Jeg har ligget i Stilling i Rusland paa “Teufelsberg” fra 17 Sept. – 20 August, 17 med 4 Ugers Afbrydelse og aldrig har jeg gjort mig den Tanke, at der kunde passere mig noget i Søvne, trods det Bjærget ikke uden Grund har faaet sit Navn. Men det var dog med en mærkelig Følelse at jeg den første Aften lagde mig i Sengen, da jeg i Juni var paa Orlov. Af Angst at Sengen sank væk under mig, gjorde jeg et vældig Hop op paa Sengekanten. Jeg var da ikke vant til at Madratsen gav efter. Dog naar blot Krigen vilde faa en Ende, saa skulde Man jo nok vænne sig til det.

Og jeg troer at alle i kære Piger derhjemme, vilde glæde jer ligesaa meget, som vi, den Dag vi kunne vende hjem til jer. For mangen en har Krigen været rigtig til Gavn. Der var for mange “Frøken” Døttre og “Herre” Sønner, og jeg har saa tidt ærgret mig grøn blot af at se en eller anden Modedukkes Hovmod, uden at det paa nogen Maade kom mig ved.

Nu er Brevet nok fuld og jeg vil slutte med Haabet om at den Dag ei maa være fjærn, da vi alle sunde og raske maa samles i vort kære Nordslesvig, for aldrig mere at forlade det og sikkert vil der saa oprinde bedre Tider for os alle. Mange Hilsner sender
Mathias D.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. oktober 1917 – Mathias Damm: Far har været soldat længe nok som 47-årig.

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Okt. 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 20 og et Kort fra den 16. Jeg har idag Stuetjeneste og god Tid til at skrive. Det er lidt koldt idag, men det er ogsaa snart November og det er jo ved den Tid det bliver koldt. Vi have nu faaet et Dækken mere og Trøier faar vi nok ogsaa snart. Det er jo ærgeligt at Rasmus ikke faar sine Pakker, mine kommer nu temmelig godt igjen, og det er glædelig. Der er intet der kan ærgre mig mere, end naar de ikke kommer.

I har vel faaet mit Kort fra igaar. Jeg fik jo Jærnkorset igaar Middags. Det var jo en Maaned siden Angrebet og det er jo ogsaa netop 8 Aar siden Søster Anne blev begravet. Hvor dog Tiden gaar rask. For to Aar siden kom jeg fra Augustow til Suwalki og for et Aar siden kom vi fra Ykskyll herop. Gid jeg nu til næste Aar maa være hjemme, men Udsigterne ere foreløbig ikke gode.

Dog en Gang maa det dog komme, da Fredens Klokker ringe og vi kunne sætte Bøssen væk og gaa hjem. Hvor vil der blive glæde den Dag. Dog saa mangen en vil ikke vende tilbage mere, han har forlængst Ro i fremmed Jord. Han behøver ikke at gaa og ængste sig eller slide og slæbe mere. Hans Vagt er forbi. Og desværre alt for mange unge Mænd er bleven derude, de vil savnes over alt.

Naar blot Fader blev hjempermitteret engang i Vinter. Saa han kunde hjælpe til Foraaret. Han har været Soldat længe nok. 2 Aar maa være nok for en 47-aarig Familiefader. Jeg skal nu efter Middag. Derfor mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)