Tag-arkiv: grænsebevogtning

13. november 1918 – Ribe Stiftstidende: sidste nyt langs grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Forholdene langs grænsen er, som hidtil, fuldstændig rolige, og paa tyskside foregaar vagttjenesten nøjagtig som sædvanlig. Paa den danske side er nu samtlige de veje, der fører over grænsen, spærrede af vort militær, saaledes at al adgang sydfra er hindret for dem, der ikke er forsynet med pas. Paa et sted paa den midterste del af grænsen er tre desertører, som har opholdt sig i det sydlige Jylland, vendt tilbage til deres hjem søndenaa, hvor de havde deres familier. De mente, at de kunde vende hjem uden fare; men hvorledes det er gaaet dem, er der endnu ikke efterretning om.

11. november 1918 – Ribe Stiftstidende: Sidste nyt langs grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Vagttjenesten

udføres endnu som hidtil, men hvor længe det varer, er ikke godt at vide. Meddelelser om, at vagtposterne skulde have forladt grænsen, er urigtige. Et enkelt sted,  – det var ved Hømlund – var en post borte i eftermiddagstimerne i gaar, men posten blev besat igen henad aften. Man ventede i dag at faa lønningen stærkt forhøjet. Hvis det ikke sker, er der mulighed for, at vagterne enkelte steder tager deres gode tøj og gaar hjem, de har i alt fald flere steder truet med det.

Paa et soldaterraadsmøde i Arnum i gaar vedtoges det, at militæret langs grænsen ikke skal holde øvelser eller have ekstratjeneste, men at vagttjenesten skal udføres som sædvanlig. Det hedder sig mellem soldaterne, at de navnlig skal passe paa, at militærpersoner og især rigmænd ikke flygter over grænsen.

 

 

3. oktober 1918. Endelig over grænsen: De sidste, kryptiske ord fra Frederik Tychsen …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Det blæste en lille smule vestlig vind, og når jeg ville i nordlig retning, skulle jeg bevæge mig således, at jeg hele tiden havde vinden på venstre side. Jeg kom ud i et engdrag. Her var der kreaturer og heste og mange sivbuske. Det havde regnet meget i den sidste tid, og der stod vand mange steder.

Da jeg havde listet mig ganske forsigtig i nordlig retning en times tid, mente jeg, at jeg nu måtte befinde mig i nærheden af vagtpostkæden og begyndte at kravle mellem sivet. Af og til lyttede jeg, om jeg kunne høre noget, men når alt var stille, fortsatte jeg med at kravle.

Det var meget mørkt, så jeg tror næppe, at jeg kunne se 10 m foran mig. Jeg kravlede og kravlede, græsset var vådt, og mange steder var der vand; jeg kom over hegn og grøfter, jeg så kreaturer og hegnspæle og syntes, at det var de tyske soldater.

Men omsider kom jeg over en stor grav, og der var pigtråd på begge sider af den. Jeg antog den for at være grænsegrøften, sprang over den og åndede lettet op. Jeg rystede vandet af mig og nu gik jeg frit og oprejst. Men da jeg havde gået et lille stykke, måske 500 m hørte jeg, at der kom en sagte syngende med langsomme skridt.

Jeg anede uråd og lagde mig ned på jorden mellem nogle sivbuske. Her lå jeg ganske stille, ja, jeg rørte ikke et lem. Den nynnende person var en tysk vagtpost. Han gik forbi mig i en afstand af mindre end 10 m. Han havde geværet på venstre skulder. Han var i overfrakke, og jeg kunne tydelig se og høre hans støvletramp i det våde græs.

Hjertet kom til at banke en smule, idet han passerede, men så snart han var ude af syne, sprang jeg op, løb over vagtposternes sti og ca. 50 m nord for denne kom jeg til en stor grøft med pigtråd på begge sider – det var den rigtige grænse, og ved at følge den et lille stykke fandt jeg grænsestenene. Nu måtte jeg altså være kommet over den.

Jeg fortsatte ind i en hede, og jeg kom til et hus. Klokken må have været sådant noget som ca. 10. Der var ingen lys, og da jeg bankede på vinduet, viste det sig, at folket var gået i seng. Jeg følte trang til at blive overbevist om, om jeg nu også virkelig var kommet over grænsen og spurgte derfor, om dette her var kongeriget Danmark? ”Jo, vist er det det”, råbte manden.

Jeg spurgte vej efter Ribe, og han torklarede mig, at jeg bare skulle fortsætte med hedevejen så kom jeg til det næste hus, og der skulle jeg så spørge igen. Jeg gik og fandt det næste hus, og der var de ikke gået i seng. Jeg kom ind, og de gav mig noget øl at drikke, de bød mig også noget at spise, men jeg var ikke sulten.

De havde fremmede, og de spurgte mig ud, hvor jeg kom fra osv. Da jeg havde siddet I/2times tid fortsatte jeg, og der var en ung mand og pige, der skulle samme vej, og de trak så deres cykler et stykke, indtil vi nåede landevejen fra Vester Vedsted til Ribe. Her satte de sig på cyklerne, og nu var jeg alene, og først nu fik jeg tid og lejlighed til tænke mig om.

Det var ganske mærkelige tanker, der her dukkede op for mig. For mig var krigen forbi – jeg skulle aldrig mere trække kanonen af, jeg skulle aldrig gense mine kammerater, officererne, og så meldte spørgsmålet sig: Kan du nu nogen sinde vende tilbage til Sønderjylland igen?

Taber tyskerne krigen, så Sønderjylland bliver dansk? Hvor skulle jeg nu gå hen? Er jeg stærk nok til at arbejde? Hvor skulle jeg få penge fra? Jeg følte, at mit helbred var noget påvirket af krigen. Og det som pinte mig mest, var …

Og her ender Frederik Tychsens erindringer fra krigen brat! Hvad var det, der pinte ham mest? Det får vi formentlig aldrig at vide! /RR

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

2. oktober 1918: ”Jeg kunne tydelig se de tyske vagtposter…” – Frederik Tychsen på farefuld flugt over grænsen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Kl. 4 om morgenen fandt jeg ejendommen, gik om i haven og bankede på vinduerne. Konen stod op. Jeg sagde, hvem jeg var, og så kom jeg straks i seng. Sengen stod i et lidet kammer med stengulv. Jeg var efterhånden blevet noget træt, men jeg havde også gået uafbrudt i 11 timer.

 Det kneb noget med at falde i søvn, dels på grund af spændingen, og sengen var klam og kold, og mit undertøj var fugtig af sved. Jeg faldt dog i søvn og sov til hen på formiddagen. Jeg stod op og gik ind i køkkenet og hilste på konen. Manden kom også til, og så fik vi noget at spise. Dernæst bragte jeg dem en hilsen fra mine forældre, men om mit egentlige ærinde blev der ikke talt.

Om eftermiddagen tog konen mig med ned til en nabo, der boede nord for Lundsmark vejen; huset var det, der lå nærmest ved grænsen. Jeg antager, at der var mellem 2 og 3 km fra huset. Jeg kunne tydelig se de tyske vagtposter, der stod med en meget lille afstand fra hverandre. Endvidere kunne jeg se mange skilderhuse – nogle lavet af græstørv, andre af brædder, der stod langs med forpostkæden.

Konen i dette hus lånte mig en kikkert, der tilhørte soldaterne, som de havde indkvarteret. Vi fik imidlertid kaffe, de indkvarterede soldater drak også kaffe, og vi talte sammen om alt muligt.

Efter kaffedrikningen viste konen mig op på loftet, der kunne jeg bedre orientere mig. Konen kom til, og gennem gavlvinduet viste hun mig grænsen og forklarede mig, hvilken vej jeg bedst kunne gå.

Da jeg nu havde set på egnen og udspekuleret en plan, gik vi tilbage til den anden ejendom. Her spiste vi til aften, og da den var indtaget, blev klokken 6. Det blev tåget og tidligt mørkt. kl. ca. 6½ tog jeg afsked og begav mig ud på den sidste etape mod Frihedens land. Den gode kone sagde farvel, mens tårerne løb hende ned ad kinderne og sagde: ”Tag så af sted i Guds navn”.

Hun havde to sønner, der var gået samme vej, efter at de også havde været indkaldt til krigen. Det viste sig dog snart, at mine beregninger fra om eftermiddagen slog fejl. Det var meget svært at orientere sig; jeg kunne hverken finde ud eller ind. Vejene og stien, som jeg havde mærket mig om eftermiddagen, var ikke til at finde.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. oktober 1918: Over grænsen til Danmark

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Den 1. oktober om eftermiddagen kl. 5 gik jeg hjemmefra. Jeg tog ikke ret mange penge med. Mor gav mig et pund smør, som jeg stak i frakkelommen, og så sagde hun: “Hvis du bliver taget, så giv ham dette smør, så skal han (den tyske vagtpost) nok lade dig gå”.

Jeg gik til Branderup, derfra til Arrild, men her kneb det noget med at komme igennem. Der stod vagtposter alle vegne.

I udkanten af byen og midt i byen, og de skulle revidere alle, der passerede. Det var godt, at jeg havde min uniform på; så kunne jeg gå uhindret igennem, de mente så, at jeg hørte til de soldater, der lå i byen.

Ved byens udkant blev jeg anholdt af en landstormsmand. Jeg forklarede, at jeg skulle hen på nabogården, og så lod han mig gå.

Fra Arrild gik jeg med en bivej – en hedevej til Gånsager. Der var lyng, mose eller plantage på begge sider af vejen. I plantagen hørte jeg hestetramp forude. Jeg gik ind til siden og lagde mig under et grantræ. Det var godt, at jeg fik det gjort, for det var en ridende patrulje. Der var to mand. De så mig ikke, og så fortsatte jeg.

Jeg kom med en forkert vej, men så kunne jeg skimte et lys, det gik jeg efter. Jeg listede mig hen til vinduet, og ind ved gardinet kunne jeg se, at der sad en kone ganske alene i køkkenet og skrev.

Klokken må have været mellem 12 – 1. Jeg bankede på og kom ind. Jeg bad om, at få vist vej til Gånsager, og efter at konen havde givet mig et glas vand, gik hun med ud og viste mig på vej efter Gånsager.

Hun fortalte mig også, hvor vagterne stod i denne by. Jeg kom til Gånsager, gik uden om vagtpostene og om byen og nåede over på landevejen, der førte til Vodder. Denne vej gik i vestlig retning. Jeg skar her et hjørne af, kom med en bedre bivej, der stødte til landevejen, der gik fra Vodder til Roager i nordlig retning. Jeg havde en lommelygte og et udsnit af et landkort hos mig.

Jeg nåede Roager og herfra gik jeg med en bivej i vestlig retning til Lundsmark. Jeg skulle til en lille ejendom, der lå syd for vejen mellem Roager og Lundsmark. Sønnen fra denne ejendom havde nemlig været sammen med min broder Johannes i Rusland, og da han engang i 1916 var hjemme på orlov, havde far besøgt ham for at få en pakke med til Johannes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… den ene blev skudt, de to andre fanget.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachementet mod Fcia

1. Foruden i Rødekro findes ogsaa Radiostation i Tønder (Bladmeddelelser om en Station i Rødding er urigtig)

2. I nat vilde 3 Russere over Grænsen, den ene blev skudt, de to andre fanget.

3. Ved Mjolden Plantage lige V. for Døstrup er opført et Batteri med 2 svære c 30 cm Marinekanoner. Ammunitionsbane fra Døstrup Station til Batteriet.

4. Det hedder sig, at der er tilført den gamle Befæstningslinie i Nordslesvig nogle 21 cm Kanoner, antagelig som Erstatning for de Kanoner, der i sin Tid blev ført bort.

5. Det menes, at det feltduelige Mandskab af Grænsevagten i nær Fremtid skal afløses af ældre Mandskab.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

10. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: ”dänisch-deutsche” eller ”deutsche”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. m. Frcia:

1.
Ved 21. tyske Landstormbataillon (den østrigske Grænsebatl) har 2. og 4. Komp. byttet Standplads, saaledes at Komperne nu ligger saaledes regnet fra Øst:
2. Komp: Aller (omspænder fra Lillebælt til ca. 500 m V.f. Fiskebæk Kær)
1. Komp: Christiansfeld (omspænder fra 2. til Haderslevchausséen incl.)
4. Komp: Christiansfeld (omspænder fra 1´til S.f. Brenore Mer) og
3. Komp: Frørup (omspænder fra 4´ S.f. Ødis-Branderup).

2.
En Overløber har meddelt ”B”, at Soldaterne ved Fronten flere Gange har raabt ”Blutsauger” efter Hindenburg, saa denne har maattet hørt det. Ligeledes fortalt ham, at naar Sønderjyderne ved Fronten har bedt om Orlov, blev der altid spurgt dem, om de var ”dänisch-deutsche” eller ”deutsche”; svarede de bekræftende paa det sidste, kunde de været ret sikre paa at faa Orlov.

3.
En Flygtnings Skitse over nogle udførte Stilinger paa Slesvigs Vestkyst vedlægges.

Bilag: Et Flygtnings Skitse over militære Stillinger paa Slesvigs Vestkyst ved P. Eliassen

Skitse over den vestligste del af  Sikringsstillingen, indført i Efterretningssektionens journal 10/10-1918 (Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

 

2. september 1918 – Ribe Stiftstidende: høj løn til tjenestepiger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Begge sønner og faderen arresterede

Natten til i tirsdags vilde to gaardmandssønner fra Hagenbjerg [Havnbjerg] paa Als flygte over havet til Fyn, men de blev anholdte og sendt, den ene, som er soldat, til Flensborg og den anden, som er taget til soldat, til Sønderborg. Dagen efter blev faderen hentet af gendarmen.

Arbejdskraften

er knap, især for det mindre landbrug, hvor man ikke kan have krigsfanger. Ofte ser man dog kvinderne føre høstlæsset og forrette mænds arbejde. Tjenestepiger kan nu ogsaa faa en høj løn. Det er ikke sjældent, at en rask pige fæstes til Tønder og Haderslev kredse for en aarlig løn af 500-600 mark, skrives fra Sundeved til Flensborg Avis.

24. august 1918. Feldwebel på vej til Ribe i lånt søndagstøj

Feldwebel Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”. Hjemme på orlov i begyndelsen af august besluttede han at stikke over grænsen til Danmark. Han lod sig lokke med til en meget risikabel plan af en grænsevagt (fortsat fra i går).

Jeg vaagnede ved, at en Soldat stod og ruskede i mig. Det var min Ven, Marktyven. „Hr. Feldwebel, De maa staa op nu, Klokken er straks fem.“ Jeg kom hurtigt paa Benene. Vi gennemgik kort Planens Enkeltheder, jeg stak ham en Hundredemarkseddel, og saa listede vi forbi Vagtstuen og ud til Vejen.

Vagtposten paa Broen gjorde netop omkring for at gaa sin sidste Runde hen over Broen. Jeg sprang over Vejen, ned i Engen paa venstre Side og krøb langs Vej dæmningen helt hen til Broen, hvor jeg trykkede mig godt ind mod Bropillen.

Nu kom Vagten tilbage igen. Hans taktfaste Skridt gungrede i Plankerne. Han opdagede mig ikke, men fortsatte med Vejen hen til Vagtstuen. Jeg hører Døren blive aabnet og lukket igen, atter en Dør, der bliver aabnet, og saa hviskende Stemmer. Nu drikkes der ulovlig Kaffe.

Jeg kravler op paa Broen, gaar roligt hen over den og springer ned i Engen til højre. Saa gaar det i Hurtigløb langs Aaen, frem mod Maalet: Danmark. Endelig staar jeg foran Hegnet, jeg griber det med begge Hænder og slynger højre Ben over, saa først faar jeg Tid til at se mig omkring. Det er næsten fuldstændig lyst. I Østen er Himlen farvet rød af den opgaaende Sol, til venstre for mig i en Afstand af godt 100 m ligger Toldstedet.

Der staar en tysk Vagtpost med Gevær paa Skulder. Har han set mig? Jeg er ligeglad, nu har jeg naaet mit Fristed, det Fredens og Frihedens Land, som mine Forældre har lært mig at elske mere end noget andet her paa Jord. Snart flytter vi det Hegn, som jeg sidder paa skrævs over, mod Syd, saa ogsaa mit Hjem og mine kære kommer inden for dets Grænse.

Jeg forlader nu Engen og gaar gennem Lyngheden op mod Vejen, der fører til Ribe. Pludselig standses jeg af et skarpt Fløjt, og et Stykke foran mig rejser en Mand sig op fra Lyngen. Han er i lyseblaa Uniform og bærer en Karabin under Armen. Det er en dansk Grænsegendarm. Da han kommer helt hen til mig, siger jeg paa Dansk: „Hvad vil De nu gøre ved mig?“ Han smiler og rækker mig Haanden: „Ingenting,“ siger han, „for jeg kan jo høre, du er en Landsmand, og velkommen skal du være i Danmark.” Han byder Tobak og følger mig et langt Stykke paa Vej.

Inden vi skilles, raader han mig til at komme af med min tyske Uniform snarest muligt, da jeg ellers risikerer at blive interneret af de danske Militærpatruljer.

Saa traver jeg videre ind mod Ribe, forbi velholdte Huse og Gaarde med søndagspudsede Ruder og pyntelige Haver. Tæt inde ved Byen er en morgenduelig Husmand ved at sætte sine Køer paa Græs. Han har netop tøjret den sidste helt op imod Vejen, da jeg kommer forbi. Vi hilser paa hinanden, og han spørger saa, om jeg er kommen over i Nat. Da jeg svarer bekræftende, siger han: „Ja, men saa er du da vist sulten, vil du ikke med ind og have en Bid Mad.“ Jo, Tak, det vilde jeg da gerne.

Lidt efter er vi bænket i det hyggelige Køkken, hvor Konen faar travlt med Morgenmaden. Hun spejler Æg, steger Aal og bruner Kartofler, medens Snakken gaar.

Da jeg fortæller om Grænsegendarmens Bemærkning om min Uniform, tilbyder Manden mig straks sit Søndagstøj til Laans, indtil jeg faar købt noget selv.

Jeg har siden hørt og læst mange Beretninger om den storslaaede Modtagelse, vore Kammerater fik rundt omkring i Danmarks store Havnebyer, da de vendte hjem fra Krigsfangenskabet, men ingen Velkomst kan have været mere hjertelig og ægte end den, jeg fik hin Augustmorgen hos disse brave Husmandsfolk, da jeg som Rømningsmand kom over Grænsen til Danmark.

Og saaledes stod vel, stort set, hele det danske Folk rede til at række os, deres Landsmænd, der havde haft det ondt, en hjælpende Haand. Lad os aldrig glemme det.

DSK-årbøger 1950

21. august 1918 – Enkefru Røgind: Grænsevagterne deserterer

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Aug.
Nogle Bayerske Landstormsmænd ved Grænsen var en skønne Dag stukne af og havde efterladt deres fire Geværer, sat dem sammen i Pyramide, fæstet en Seddel ved, hvorpaa stod: »Fest steht und treu die Wacht am Rhein«. Hjertelig Modtagelse herhjemme, Pitscli lavede en voldsom Ballade’ da han saa mig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

11. august 1918. K. Tastesen tøver stadig: At krydse grænsen til Danmark er den sikre død

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Der laa jeg saa Resten af Natten og hele Mandagen. Om Aftenen vilde jeg forsøge at kravle i en Grøft som jeg havde lagt Mærke til og som gik under Vejen, hvor Vagten stod. Der gik et stort Rør under Vejen, og dette mente jeg at kunde komme igennem.

Jeg slæbte mig paa Maven ned ad Grøften og naaede Vejen, hvor Vagten kun stod en halv Snes Meter borte. Da jeg kom til Røret, var der trukket Pigtraad for, saa det var umuligt at komme igennem. Saa maatte jeg vende omkring og kravle tilbage igen. Saa kravlede jeg igennem Rugmarken hen efter Vagten.

Jeg havde faaet at vide, at de afløste Kl. 12, og at de kun havde 5 Patroner, som de skiftede, saa den, der ingen Vagt havde, havde heller ingen Patroner. Jeg listede mig nærmere, saa jeg kun var en Snes Meter fra Vagten, midt imellem to Poster.

Da jeg havde ligget der et Øjeblik, hørte jeg ogsaa Afløseren nærme sig. Et Gevær smækkede, da den ene Vagt tog Patronerne ud — den Lyd kendte jeg — og nu ventede jeg paa, at den anden skulde gøre det samme, for da at springe ind mellem dem og over Grænsen, som jeg vidste laa lidt paa den anden Side af Vejen. Men jeg hørte ikke flere Geværer, før Afløseren var kommen og havde faaet sit Gevær ladt.

Nu var der ikke noget at gøre, thi at prøve paa at komme igennem var den sikre Død. Der var ikke andet at gøre end at kravle tilbage igen og ind i Skoven.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

10. august 1918. K. Tastesen i skjul ved grænsen

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Søndagen holdt jeg mig skjult hele Dagen, mens det var lyst. Da det blev mørkt, fik jeg en god Madpakke med mig, og min Søster fulgte mig paa Vej for at vise mig, hvor jeg bedst kunde komme over. Jeg skulde 4-5 km indtil jeg naaede en Skov udfor Bastrup, som laa paa den anden Side af Grænsen.

Da jeg naaede Skoven, vilde jeg prøve, om jeg kunde komme igennem der. Jeg kravlede paa alle 4 igennem en Rugmark. Da jeg var kommen omtrent igennem, kunde jeg se Vagten, der stod langs med Grænsen i en lang Række, ca. 50 Meter mellem hver. Jeg lagde mig ned i en Grøft og ventede paa Lejlighed til at komme igennem.

Der laa jeg nu en Stund, men pludseiig hørte jeg nogen komme bagfra. Jeg tænkte nok, det var Soldater, og sprang ind i Rugmarken for at skjule mig.

Det lykkedes ogsaa; de var temmelig højrøstede, saa de hørte mig ikke. Nu indsaa jeg, at det var umulig at komme over den Aften, særlig paa det Sted, hvor der var saa stærk Vagt. Jeg lagde mig inde i Skoven og prøvede paa at sove. Men jeg var for spændt og nu begyndte det at regne temmelig stærkt.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

9. august 1918. K. Tastesen på vej mod den danske grænse

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli 1918 fik han orlov og planlagde flugt til Danmark.

Jeg havde en Søster, som tjente i Skodborg, ti Minutters Gang fra Grænsen. Hun kom hjem paa Besøg, og vi aftalte, at jeg skulde komme til hende den 9. August om Aftenen, som var en Lørdag, saa vilde hun vise mig Vejen over Grænsen.

Den 12. August skulde jeg have været ved Fronten igen.

Fredag den 8. gik jeg op til Kommuneforstanderen og meldte, at nu skulde jeg rejse til Fronten igen. Han sagde, at jeg godt kunde vente til Dagen efter, da min Orlov ikke var udløben endnu. Jeg forklarede med den uskyldigste Mine, at jeg vilde besøge nogle Bekendte i Flensborg og derfor rejste en Dag før.

Saa gik jeg ned paa Stationen og lod, som om jeg skulde med Toget, men i Stedet for gik jeg over Skinnerne og en anden Vej hjem, for at ingen skulde se mig.

Saa kom jeg hjem og holdt mig inde hele Tiden. Kl. 4 næste Morgen spadserede min Kone og jeg de 19 km til Haderslev. Da vi naaede Hoptrup, maatte jeg vise mit Pas til Vagten, men det var godt nok i Orden, da jeg havde taget Pas til Haderslev Kreds, fordi min Kone boede der.

Jeg var civil, da vi for at spare paa Militærtøjet, havde faaet Lov til at gaa civilt paaklædte, naar vi var hjemme.

Vi skildtes saa i Haderslev, efter at jeg havde givet min Kone Besked paa at sige, naar Gendarmerne kom og spurgte efter mig, at hun vidste ikke bedre, end at jeg var rejst til Fronten igen, Vi forlod hinanden, og jeg gik efter Hammelev og Styding over Marken for at komme uden om Vagten ved Sommersted.

Da jeg var kommet tæt til Sommersted, havde jeg lagt mig bag et Hegn for at spise noget Mad, jeg havde bragt med mig. Der kom en cyklende Patrouille, men den saa mig ikke, da jeg laa bag ved Hegnet.

Jeg gik videre og kom til Banen, der gaar fra Haderslev til Skodborg. Der skulde jeg igennem Jels for at følge Banen, og uden om kunde jeg ikke komme. Paa den ene Side, hvor der gik Vagt, laa Søen, og paa den anden Side var jeg ikke kendt, men jeg vidste, at der gik Vagt. Min Søster havde forklaret mig, hvor de fleste Vagter og Patrouiller kom.

Jeg gik saa lige forbi Linjen forbi Jels Station. Jeg var saa spændt, at Haaret ligefrem rejste sig paa Hovedet. Hvert Øjeblik kunde jeg vente at blive raabt an, og saa var jeg sikker paa enten at blive skudt eller ogsaa komme lige til Fronten igen, og det var næsten det samme.

Endelig naaede jeg godt forbi Stationen, og saa løb jeg, saa langt jeg kunde. Da jeg ikke kunde holde ud at løbe længere, lagde jeg mig ned og hvilte lidt og spekulerede over, hvad jeg nu skulde gøre.

Der var ikke andet at gøre, end at følge Linien til Nærheden af Skodborg.

Mine Fødder gjorde smertelig ondt, som om der ingen Hud var under dem.

Jeg gik saa igen, men maatte hvile mig en Gang imellem. Endelig ved halvtolv-Tiden om Aftenen naaede jeg til lidt udenfor Skodborg By. Der gik jeg fra Banelinien og med en Vej ind i Byen, da jeg vidste, der stod Vagt ved Stationen.

Omsider fandt jeg hen paa Gaarden, hvor min Søster tjente.

Gaardmanden og Fruen var Danskere, saa jeg fik en udmærket Modtagelse og kom i Seng. Det var ogsaa det jeg trængte haardest til, da jeg havde gaaet temmelig hurtigt lige siden Kl. 4 om Morgenen.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

20. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad gør man ikke for kærligheden

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

5 ugers varetægtsarrest og 1000 mark i bøde for at besøge kæresten over grænsen

En unge pige, 22 aar gammel, fra Spandet sogn, Nordslesvig, der ikke har kunnet faa pas til Danmark, gik uden dette i oktober maaned i fjor over grænsen ved Hømlund for at besøge sin forlovede, der er fra Danmark. Paa tilbagevejen blev hun greben af den tyske grænsevagt og ført til Flensborg. Her blev hun idømt en bøde paa 250 Rm., men kom hjem igen samme dag, og efter at hun forgæves havde ansøgt om at faa bøden nedsat, betalte hun denne. Lørdagen den 6. april i aar gik hun om aftenen igen over grænsen i samme ærinde, og da hun to dage efter vilde gaa tilbage, blev hun atter paagreben af vagten og ført til Flensborg. Efter et forhør blev hun ført til Toftlund og stillet for Amtsretten, men blev dagen efter igen sendt til Flensborg og hensat i varetægtsarrest, og da hun havde siddet i 5 uger, blev hun hjemsendt, uden at nogen yderligere straf blev hende forkyndt. Et par dage før hendes hjemsendelse var domsforkyndelsen imidlertid sendt til hendes hjem, men blev herfra straks tilbagesendt, da hun jo ikke var hjemkommen. Straffen for at have besøgt kæresten i Danmark lød denne gang paa 1000 Rm. i bøde eller 100 dages fængsel, men inden domsforkyndelsen naaede pigen, var hun pinsedags nat gaaet over grænsen – hun fandt bøden for haard.

Faldne

Hans M. Hansen, søn af bryggeriarbejder Hansen i Haderslev, er falden den 8. maj.

Olaf Nørby og hustru i Arnum har modtaget efterretning om, at deres søn Jacob er falden den 2. maj, 22 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Adolf Rose fra Bækken ved Graasten er falden.

Seminarist Karl Maj, søn af sadelmager Maj i Haderslev, er død.

Aftægtsmand Paulsen paa Dalsgaard ved Rinkenæs har faaet meddelelse om, at en af hans sønner er falden. En anden søn er hjemsendt som invalid.

Pastor Prahl og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Hermann er falden.

Gustav Adolf Hinrichs, søn af Joh. D. Hinrichs i Hygumskov, er falden den 27. marts, 20 aar gl.

En søn af postkonduktør Philipsen i Rinkenæs er den 12. maj død paa et lazaret i Essen.

Landmand Gustav Zøllner er falden, 30 aar gl. Zøllner efterlader hustru og fire børn.

Arbejdsmand Jens Rasmussen i Haderslev er falden den 21. april. Rasmussen kunde den 23. april have holdt 48 aars fødselsdag. Foruden sin hustru efterlader han sig 6 børn, hvoraf den ældste søn er taget til soldat.

I tabslisten meddeles, at Søren Iversen fra Brabæk og Mathias Rosenbom fra Gabøl Mark er faldne og Theowald Ehlers fra Skovhus ved Kristiansfelt er død af sygdom.

Saarede

Landmand Jacob Holdt fra Rørby ved Løjtkirkeby er saaret og indlagt paa feltlazaret.

Heinrich Petersen, yngste søn af gaardejer Heinrich Petersen paa Frifelt ved Graasten, er bleven haardt saaret og ligger nu paa et lazaret i nærheden af Metz.

Ifølge tabslisten er Karl Jensen fra Vedsted, Jørgen Mortensen fra Barsbøl og Lauritz Wind fra Toftlund haardt saarede.

9. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad gemte der sig i kufferten

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Da Amtsforstanderen blev taget ved næsen

En spøgefugl, som havde et godt øje til Amtsforstanderen, hvad jo kan hænde af forskellige aarsager, tog ifølge Hejmdal forleden dag til stationen, slæbende tungt paa en vældig kuffert, som var lige ved at tynge ham til jorden, da han passerede amtforstanderens vinduer.

Aha! tænkte denne, manden har kufferten fuld af smughandelsvarer, flæsk og kød.

Han telefonerede fluks til Tinglev, at man skulde stoppe manden. Denne blev tilsyneladende meget forundret over, at gendarmerne var nysgerrige efter at se, hvad han havde i sin rejsekuffert. Ham krympede sig og var meget fornærmet, og folk stimlede sammen om ham paa perronen. Men der nyttede ingen kære mor, han maatte lukke kufferten op.

Og hvad saa man saa liggende paa bunden af den store kuffert i ensom majestæt – tre smaa stykker smørrebrød!

6. april 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “alvorligt Mytteri …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

  1. Fra forskellige og hinanden ganske uafhængige Kilder meddeles at der i Dagene o. 1/4 har været et alvorligt Mytteri paa 2 Krydsere af Bevogtningsflaaden ved Helgoland. De andre Skibe skal have beskudt de 2 Krydsere.

  2. Alle Landmænd i den tyske Vagttj. især her ved Grænsen har i Anledning af Forsvarsarbeiderne faaet en længere Orlov.
    Nogen – men langt fra tilstrækkelig – Erstatning er tilgaaet, og Posternes Antal er derfor noget formindsket, ligesom Vagttjenesten er bleven længere for de tilbageblevne (Vagt: hvert andet Døgn og 1´ Vagtdøgn: 3h paa Vagt og 3h vagtfri).

  3. Det bekræftes – som meldt ved F58 Pkt 2 af 30/3 Form. at Kanoner, Ammunition og Pigtraad er ført bort fra den befæstede Linie i Nordslesvig.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

12. december – Fra Efterretningssektionens journal: Skærpede forhold hos grænsevagterne

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

1. Vagttjenesten ved de tyske Grænsebatailloner er i de sidste Dage bliver ret betydeligt skærpet. Saaledes skal anføres:
a. Mandskabet kommer ikke som tidligere stadig paa Post samme Sted. Posternes Fordeling tilgaar Vagtkommandøren i forseglet Konvolut og offentliggøres først, naar Mandskabet er savnet paa Vagten.
b. Bataillonen lader Stadighed 4 Uoff. inspicere i selve Postkæden og 2 Uoff. med Posten bag denne for at anholde Personer, der ikke er forsynet med Pas. Navnlig Patrouillerne bag Kæden skal anholde mange.
c. Vagt[—-] straffes strængt, særlig Posternes Samtale med Uvedkommende.

2. En paalidelig Kilde meddeler:
a. Under et Ophold hos nogle Slægtninge i Skovby har vedkommende Person hørt nogle tyske Off. udtalt, at al det meget Fæstningsværk i Nordslesvig ikke var til nogen Nytte, da Anlæggene ikke er tidsvarende. (Lignende Udtalelser er ogsaa fra anden Side meddelt Detch.).
b. Det i Skovby værende og tidligere indmeldte Ammunitionsdepot ligger umiddelbart op ad Laden til den største Gaard i Byen og er tæt fyldt med Ammunition.

3. Fredsønsker og Misfornøjelser blandt Soldaterne.

4. Tyske Vagtposter fra Gravenshoved har meddelt, at der smugles meget søværts gennem Lillebælt (er meddelt de stedlige Myndigheder).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

16. oktober 1917. Sult: Hundes spises og der smugles

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Over grænsen efter fødevarer

Ved Bisidderretten i Toftlund forhandledes ifølge Dannevirke i onsdags bl.a. følgende sager: Arbejdsmand Frederik Thomsen fra Fjersted stod anklaget for uden pas at være gaaet over grænsen efter fødevarer. Han havde faaet en bøde paa 100 mark. Thomsen havde indanket sagen, for den bøde kunde han aldrig faa betalt, da han slet ingen ting ejede. Amtsdommeren foreholdt Thomsen, at det var tredje gang, han stod anklaget herfor. Dommen blev nedsat til 25 mark. Anklagede, som mødte barfodet i sofaen i retten, svarede dertil: dem faar jeg nok betalt med tiden.

Frøken Anne Johansen fra Mølby stod anklaget for at være gaaet over grænsen uden pas. Anklagede paastod, at hun kun ville besøge sin syge moder. Den hende tilkendte bøde paa 100 mark blev nedsat til 30 mark.

Fru Andersen fra Birkelund og 3 soldater, som laa i kvarter hos den anklagede, havde i fællesskab tilvendt sig et lam og slagtet det. Dommen lød for den ene soldat paa 2 ugers fængsel. De to andre er ved fronten, og der kunde ikke forhandles mod dem. Fru Andersen blev idømt 1 dags fængsel. Hun paastod, at hun havde været uvidende om det hele.

 Stjaalet en hund og spist den!

For nogen tid siden forsvandt en værdifuld terrier, tilhørende en paa Raadhustorvet i Altona boede gæstgiver. Nogle dage efter fik han at vide, at en klejnsmed von Plüsen i Hamborg muligvis var tyven; thi han var mistænkt for at stjæle hunde. Ved en hos ham stedfunden husundersøgelse fandtes et stort antal ben og under disse hundens halsbaand. Anklagede benægtede at have fanget hunde og spist dem; han paastod, at de fundne ben var kalve og svin, som han havde samlet for at sælge dem. En sagkyndig hævdede imidlertid, at det var hundeben. For nogle dage siden blev hundetyven af landsretten i Altona idømt 5 maaneders fængsel.

8. oktober 1917. Dansk grænsegendarm udnytter nøden i Sønderjylland

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om smugleriet ved grænsen.

Med hensyn til smugleriet er beboerne derovre ikke så bange for den tyske grænsevagt, som for de danske grænsegendarmer. Enkelte af disse er efterhånden blevet mere og mere ihærdige efter at fange smuglere.

Når det drejer sig om større partier og om folk, der driver smuglerier som en forretning, er dette selvfølgelig prisværdigt, og ifølge deres skrevne instrukser har grænsegendarmerne jo ret og pligt til at anholde alle smuglere, men det virker alligevel pinligt, når f.eks. en kvinde derovre fra, der har trodset faren ved at vove sig herover og med besvær har fået købt lidt af de ting, man mangler så hårdt derovre, eller har fået lidt i foræring af slægtninge eller venner her, og at dette så skal fratages hende ved grænsen.

Beboerne her under den danske befolkning på den anden side det ligeså godt, som de selv har det, og det kan ikke benægtes, at de undertiden har været venner eller bekendte derovre fra behjælpelige med at undgå de danske grænsegendarmer.

Folk synes, det er lige hårdt nok når f.eks. en kone derovre fra – hun sidder ved en lille ejendom og har 6 børn at forsørge – når hun af den danske grænsevagt bliver frataget, som sket er, ½ pd. Kaffe og 2 stykker vaskesæbe, som hun ville føre med sig over, eller når 4 ruller skråtobak, som hun havde købt herovre og ville sende til sin mand ved fronten.

Gendarmen, der øvede denne dåd, blev da også meget skarpt afvist, da han til en nabo ville sælge en rulle af nævnte skrå, skønt han kun forlangte 12 øre eller ca. halv pris for den.

Folk synes ikke, det er nødvendigt, at en grænsegendarm, som sket er, ligger ude på marken i nærheden af grænsen ved nattetid med sin hund for at opsnappe smuglere, og det på en tid, da vedkommende gendarm ikke ”har tur”, som det hedder, eller at en anden gendarms hustru, der har været i Ribe og på hjemvejen cykler forbi nogle sønderjyske kvinder, da hun kommer hjem lader sin mand – således er det – cykle efter dem og anholde dem.

De fleste grænsegendarmer er hensynsfulde og lempelige i deres optræden over for de danske sønderjyder, der passerer grænsen; de forstår, at de i udøvelsen af deres skrevne instrukser bør vise en vis skønsomhed, og det vides, at deres foresatte giver dem medhold i dette. ”Tie stille med den slags”, hedder det.

Kun enkelte er hildet til bogstavens væsen. Folk siger, at de benytter lejligheden til på en billig måde at forøge indboet og forsyne spisekammeret.

Sagen er, at gendarmerne må beholde 60 p. C af de mindre partier smuglergods, de beslaglægger, og resten vurderer de og betaler efter priser, der gjaldt før krigen. Det kan derfor nok være fristende for en lavt lønnet grænsegendarm at benytte sig af sin ret i disse dyre tider. Det er nemlig ikke så lidt, der kan ”reddes” på den måde; men der falder uartige bemærkninger af mellem folk når det ses, at den eller den gendarmfamilie går i tøj eller fodtøj, der er erhvervet fra sønderjyder der.

Fra et enkelt gendarmhjem et det sivet ud, at man nu havde et helt lispund smuglerkaffe oplagret. Så syntes folk, at dette nu gerne kunne slå til, og da gendarmen fra dette hjem en aften kom ”slæbende” med et par stakkels kvinder til ”afklædning” i bogstavelig forstand hos hans hustru råbte en del unge efter ham, om han ikke snart havde nok.

Sønderjyderne ved godt, hvem af gendarmerne de især skal tage sig i agt for, og de er meget forbitrede på de værste af dem. Det lød ganske tragikomisk, da en sønderjysk kvinde efter at hun havde udstået en grundig afklædning og var kommet hen til en bekendt, i sin harme mod gendarmerne udbrød: ”Bare vi havde vore unge folk hjemme derovre; de skulle gå herover og gennembanke sådanne karle”.

(Forsigtighed udbedes, at ikke meddeleren skal blive udsat for dette sidste fra gendarmkorpsets side).

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

6. oktober 1917. Grænsevagterne hjælper desertørerne!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne i sommeren 1917.

Sønderjyderne påstår, at det ingen steder langs grænsen har været let at komme over til Danmark, og tilbage igen som i grænsehjørnet sydøst for Ribe, hvor soldater af 1. og 2. kompagni af 29. bataljon i lange tider har haft grænsevagt.

Disse soldater ligger indkvarteret hos privatfolk i Spandet, Roager og Aabling. Derved er der opstået et mere fortroligt forhold mellem befolkningen og soldaterne, så at disse ser gennem fingre med, ja ofte hjælper folk fra deres kvarter eller af deres bekendtskab med at komme over. Hvor soldaterne derimod ligger i fælles kvarter i barakker, som vest på og længere øst på, får de mindre kendskab til beboerne. Dette er grunden til, at det er vanskeligere for beboerne andre steder at komme over.

Folk derovre ved godt dette, og hvem der har pårørende i denne egn, rejser derfor herud for at komme over. Helt fra Haderslev er der rejst folk herud [med?] den hensigt.

Desertører derovre fra, som opholder sig i denne egn, har ofte ved soldaternes hjælp fået besøg af deres hustruer eller børn og flere har lidt efter lidt fået adskilligt af gangklæder, sengetøj og mindre ejendele herover.

Grænseboerne på denne side bliver ikke længere forbavsede over at finde fremmede kufferter og pakker m.m. i deres porte eller udhuse, når de om morgenen kommer derud, de ved, hvor disse ting er kommet fra og lader dem roligt stå, indtil de bliver afhentet.

Man kender her 5 tilfælde i de foran nævnte måneder, hvor mænd, der er gået til Danmark uden at tilladelse har fået deres hustruer og børn over til sig her. En kone fra Fjersted, der i juli måned flyttede herover til sin mand, havde efterhånden ved en hos hende indkvarteret soldats hjælp fået næsten alt sit indbo herover. Soldaten hjalp ved nattetid med at bære sagerne over grænsen.

Mere kunne man næsten ikke forlange. ”Men det kostede også 100 mark”, bemærkede konen.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

2. oktober 1917. Smugleri ved grænsen

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om smugleriet i sommeren 1917.

Angående livet og forholdene her ved grænsen er der i månederne april, maj, juni og juli ikke sket megen forandring. Færdslen over grænsen er foregået omtrent samme omfang som tidligere. Næsten daglig eller rettere ved nat er der kommet sønderjyder herover, deriblandt adskillige desertører, der var hjemme på orlov, eller unge mennesker, som var indkaldt eller ventede at blive det. En del ældre bosiddende mænd har af og til været på besøg herovre, og flere af dem har haft penge med, som de uanset den lave kurs har anbragt i danske banker eller Sparekasser. Men de fleste, der er gået herover, er kvinder og drenge, og formålet med deres besøg i de allerfleste tilfælde har uden al tvivl været at drive lidt smugleri. Næsten tiltrådte stier i kornet flere steder ved grænsen vidner om livlig færdsel.

Enkelte smuglere bliver grebet af tyske grænsesoldater, og hvis forseelsen bliver indmeldt, får vedkommende en mindre bøde. – En pige fra R, der af og til er kommet til H for at besøge sin derboende kæreste, blev en aften i juli måned anholdt af en tysk patrulje og måtte en tur til Flensborg. At hun angav som grund til sit besøg herovre, at hun havde besøgt sin forlovede, kunne ikke hjælpe hende. Hendes anden grund, at hun havde hentet lidt fødevarer til familien derhjemme, var mere en formildende omstændighed, mente hun. Hun blev idømt en bøde på 100 rigsmark, en sum, hun dog mente at kunne få nedsat. Pas herover kan hun ikke få, da hun har en broder, der er gået til Danmark.

De danske sønderjyder klager over, at det mest er tyskere, der får de såkaldte dags-pas til Danmark, som er gyldige i 3 måneder. Hvem der har slægtninge, der er deserterede, kan ikke få pas. Et par kvinder hvoraf den ene har to brødre, der er gået herover, den anden én, havde dog fået pas og har adskillige gange været herovre. De havde ikke hjemme i samme kommune, som deres brødre og autoriteterne kendte derfor ikke til at begynde med forholdet, men da de opdagede det, blev passene dem frataget skønt den ene kvindes mand er falden i krigen. Man mener, at udstedelsen af disse pas afhænger af de lokale myndigheders, kommuneforstanderes og amtsforstandernes skøn og velvilje.

Men fra dansk side begynder man at forlange pas af alle, der vil gå over grænsen.

Det ser underligt ud og gør os ondt, siger de danske sønderjyder, at danskerne begynder at gøre vor tilladelse til at gå over grænsen til Danmark afhængig af de tyske pas, som næsten ingen af os kan få, og at de danske grænsegendarmer begynder at vise os tilbage, når vi ikke har pas, medens de lader tyskerne, der kan få pas, gå over. Vi synes da ikke, at vi forbryder os mod Danmark ved, at vore sønner og brødre unddrager sig kampen for Tyskland og drager over til det land, der er vort rette fædreland.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

19. september 1917 – Ribe Stiftstidende: 4246

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne nordslesvigere

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 4246.

Medhjælp til faneflugt

Daglejer Niels Jørgen Thomsen fra Hvidding stod i fredags anklaget for Landsretten i Flensborg for natten til den 27. juli i aar at have forsøgt at hjælpe sin brodersøn, gefreiter Nielsen, over grænsen samt at have undladt at melde soldatens flugt til de paagældende myndigheder.

Den nævnte nat blev de to ifølge Flensborg Avis grebne i nærheden af grænsen, og den anklagede tilstod dengang, at det havde været hans hensigt at hjælpe sin brodersøn over grænsen.

Ved forhandlingen nægtede han dette og paastod, at de kun havde foretaget en spadseretur. Statsadvokaten holdt ham for skyldig og androg paa 9 maaneders fængsel. Retten holdt en fængselsstraf paa 6 maaneder tilstrækkelig.

Neutrale og forsvundne udlændinges meldepligt

Ifølge de for tiden bestaaende forordninger skal alle over 15 aar gamle udlændinge personligt anmelde sig hos den stedlige politimyndighed 24 timer efter ankomsten; passet skal forelægges. Ligeledes skal de, 24 timer før de forlader deres opholdssted, afmelde sig under forelæggelse af de samme papirer. Enhver, der gratis eller mod betaling optager en udlænding i sin bolig eller i sin drift, er forpligtet til at forvisse sig om den skete anmeldelse senest 24 timer efter optagelsen af en udlænding, og ifald anmeldelsespligten ikke er efterkommen straks at melde det til politimyndighederne.

Da disse bestemmelser stadigt overtrædes, peges der hen paa, at overtrædelser straffes med fængsel indtil et aar. De samme bestemmelser gælder ogsaa for statsløse. Da mange udlændinge endnu mener, at de ikke behøver at til- og afmelde sig, naar deres ophold ikke strækker sig over 24 timer, skal der endnu særlig gøres opmærksom paa, at dette er en fejltagelse. Enhver udlænding eller statsløs skal tværtimod hver gang til- og afmelde sig, selv om opholdet kun varer nogle timer.

Ved de faldnes grave

Fra felten skrives til Hejmdal af P. Christensen fra Klovtoft: Sammen med min kammerat Bonde fra Haderslev fandt jeg ved at besøge en stor og smukt anlagt kirkegaard her i skoven følgende navne, der kunde tyde paa, at her hvilede Nordslesvigere: Overgefreiter Jacob Ley, død den 29.5.1916, landstormsmand Lorenz Hansen, død den 9.7.1916, landstormsmand Heinrich Petersen, død den 12.7.1916, landstormsmand Erik Hansen,  død den 13.7.1916, udfyldnings-reservist Claus Johannsen, død den 18.5.1916 og gefreiter Søren Goldbek , død den 17.5.1916. Paa sidstnævntes grav laa der en stor krans fra Regine Goldbek.

Faldne

Snedker Otto Rau fra Gammelgab ved Broager er falden i Frankrig den 25. august. Han efterlader hustru og barn.

Landboelsmand Andreas Jepsen i Tamdrup ved Øsby har modtaget efterretning om, at hans søn Peter er falden den 6. september, 21 aar gl. Det er den anden søn, Jepsen har mistet under krigen, mens den ældste søn endnu er med derude.

Arbejdsmand Poul C. Frydendal Grentsch paa gasværket i Haderslev er falden den 23. august, 29 aar gl. Han efterlader hustru og et barn.

I tabslisten meddeles, at Christian Schytt fra Aabenraa er falden.

Billedskærer Gädickes hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at hendes ældste søn August er falden. Den afdødes fader og broder er ligeledes indkaldte.

Saarede

Hans Paulsen fra Felsted er haardt saaret.

Savnede

Jørgen Eriksen fra Anslet, Jørgen Knudsen fra Varnæs, Wilhelm Sick fra Fol og Hinrich Thomsen fra Haderslev er savnede.

27. august 1917 – Ribe Stiftstidende: naar der maa skydes paa flygtninge

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar der maa skydes paa flygtninge

Under 31. juli 1917 bekendtgør den kommanderende general i Altona: Alle i Grænsetilsynstjenesten og i Kystværnet virksomme militærpersoner maa ved udøvelsen af deres tjeneste efter at have raabt én gang skyde: Paa alle personer, der vil unddrage sig en truende arrestation eller foreløbig anholdelse ved flugt, eller som efter sket arrestation eller anholdelse gør et flugtforsøg.

3. august 1917 – Ribe Stiftstidende: mislykket flugt og smugleri-føljetonen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Mislykket flugt

En baad med 8 russiske krigsfanger og en kvinde er bleven indbragt til Sønderborg og overgivet til Fangekommandoet. Flygtningene kom fra Eckernförde-egnen.

Smuglerierne

Atter en forretningsmand fra Vejen anholdt

Efter et i torsdags afholdt forhør er sadelmager Johannes Jakobsen, Vejen, blevet sat under anholdelse. Det er en ældre sag – fra slutningen af 1915 – det drejer sig om. Paa den tid modtog nemlig hr. Jakobsen fra en sadelmager i Holstebro en meget stor sending tornysterremme med anmodning om paa en eller anden snedig maade at faa dem transporteret over grænsen. En arbejdsmand fra Vejen skulde have hjulpet sadelmageren, men nægtede at befatte sig med sligt, skønt et passende sted allerede var udset ved Kongeaaen til udsmuglingen. Saa vidt det nu kan ses, kom remmene ikke over, men hvor de blev af, er man ikke rigtig paa det rene med endnu. Jakobsen blev i hvert fald anholdt. Det tynder ud blandt forretningsfolkene i Søndergade i Vejen.

Faldne

I lørdags modtog fisker P. Boisen i Egernsund ved Graasten meddelelse om, at hans søn Peter den 24. juli er død paa et feltlazaret i Frankrig.

Chr. Lund fra Troldal ved Lintrup er falden den 11. juli i en alder af knap 20 aar.

I tabslisten meddeles, at Peter Hansen fra Haderslev er falden.

Gaardejer Jakob Sørensen i Uldal ved Vojens, der i 1915 indkaldtes som ikke-uddannet landstormsmand, er for nylig død paa et feltlazaret bag ved fronten i Frankrig, 30 aar gl. Han efterlader sig hustru og 5 smaa børn.

Fru Rossen i Hostrupskov ved Aabenraa, som tidligere har mistet en søn og en svigersøn samt sin mand, der var invalid fra 1870, har modtaget efterretning om, at en anden af hendes sønner, mejerist Rossen, er falden i Galizien. En tredje søn, der i det første krigsaar blev haardt saaret og kom i fransk fangenskab, hvor han fik det ene ben amputeret, er senere bleven udvekslet.

Saarede

I tabslisten meddeles, at Marius Mortensen fra Ladegaard, Jens Rosenberg fra Oksenvad og Christian Thuesen fra Sundsmark er haardt saarede.

I tabslisten meddeles, at underofficer Johan Kraul fra Skovbølling er haardt saaret.

Kontorist Peter Jepsen i Aabenraa er paa grund af gasforgiftning indlagt paa et feltlazaret i Frankrig.

Savnede

Hermann Plath fra Nybøl i Sundeved er savnet.

23. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: forældrene led nød

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Forældrene led nød

For at være gaaet over grænsen ad ulovlige veje stod tjenestepige Mathilde Fuglsang fra Over Lert i fredags anklaget for Landsretten i Flensborg. Hun havde herfor faaet et straffemandat paa 150 mark, men var ved Bisidderretten kun bleven dømt til en pengebøde paa 30 mark. Den anklagede tilstod at være gaaet over grænsen og tilbage ad ulovlige veje og uden pas. Hun havde ifølge Flensborg Avis gjort dette for at hente levnedsmidler til sine nødlidende forældre. Hun var allerede en gang i forvejen dømt for en lignende forteelse. Dommen lød paa en bøde paa 60 mark samt omkostningerne.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Jørgen Lorenzen fra Lysabild er falden.

Gaardejerenke Marie Schmidt i Sundsmark i Ulkebøl paa Als har modtaget meddelelse om, at hendes eneste søn Jørgen den 8. juli er falden ved Vestfronten, 22 aar gl.

Nis R. Godt og hustru i Egen har modtaget efterretning om, at deres søn Frederik er falden den 14. juni, 21 aar gl.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Paul Busk fra Vejbøl og Peter Kruse fra Rangstrup er savnede.

I fangenskab

Christian Dall fra Københoved, Franz Fidder fra Grøngrøft, Peter Ohrt fra Lysabild, Thomas Paulsen fra Barsbøl og Christian Schmidt 2. fra Aabøl, der hidtil har været savnede, er i fangenskab.

Endvidere meddeles, at Hans Maibaum fra Østerby (kredsen er ikke anført) og Peter Petersen fra Hajstrup ifølge private meddelelser er i fangenskab.

 

21. juli 1917. Russer skudt ved grænsen. Enkefru Røgind: “Den elendige Soldat”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Juli.
Saa er det sandt. Den stakkels Russer, der har været et Aarstid hos Jepsens og har været Krigsfange i næsten tre Aar, vilde flygte over Grænsen ved Christiansfeld sammen med en Søn af Jepsens Nabo (Gaarden mellem ham og Thygesen). Det mislykkedes. Vagten skød Russeren og nappede den anden.

Den elendige Soldat, der har gjort det, gid han maa bøde derfor, hvorfor kunde han ikke skyde forbi, er det de 50 Rmk., der har fristet ham? Gid de maa tynge hans Sjæl, saa han aldrig faar Fred.

En ung, kraftig, pæn Mand, gift, lider af Hjemve, hvem kan undres derover, saa lader han staa til — og saa Døden, Mordet kalder jeg det nu. Hans Kone havde sendt ham en Pakke fornylig, hun faar jo nu intet at vide om hans Skæbne, og han er nu begravet paa Aller Kirkegaard. Man taler meget derom og alle er bedrøvede, han var saadan et flinkt Menneske, jeg har set ham flere Gange, havde et godt Ansigt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 140)

3. maj 1917. Johannes Christensen: Gennem Vadehavet til Danmark

20-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – var 28. april 1917 kommet hjem på orlov ved sine forældre på gården i Nørby ved Visby. Han havde for længst besluttet sig for at flygte til Danmark, når han fik chancen og 3. maj 1917 gjorde han forsøget sammen med sin ven Ludolf Lützen, der var på orlov fra enhed ved Østfronten.

Flugtbeskrivelsen (artikel i Askovbogen 1920-21)

Af de to kammerater Ludolf Lützen, Østerby, og Johannes Christensen Nørby Visby.

Det blev en spændende flugt mellem den 3. og 4. maj 1917. Fra Visby syd på til Østerby og ud i marsken for så at dreje mod vest ind til Højer og så videre nordpå gennem Emmelev til Ballum og ud til Randerup, hvor cyklerne blev efterladt. Herfra videre nordpå ud over engene. Vi slap tilfældigvis over i en båd. En kone nede ved Brede Å, hvor 8 unge mennesker var druknet nogle år før under en sommerudflugt med deltagere helt ovre fra Odsherred. Videre frem gik det. Vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter. Snart måtte vi mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi revet tøjet i stykker ved at springe igennem pigtrådsspærringer. Noget længere nord på gik vi så ud i havet, hvor vi vadede i flere timer, langt ude fra kysten, for at undgå at blive opdaget af kystvagten. Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Men miraklet skete, vagten lod geværet i ro, og vi slap lykkeligt over.

Nogle fra vagtmandskabet var indkvarteret på gårdene i Høgsbro blandt andet hos min bror Hans Jefsen Christensen og hans nabo Carl Schmidt. Op ad formiddagen hørte min bror en samtale mellem vagtmændene om et par, de havde set gå uden om grænsen, uden at man havde skudt efter dem. Om aftenen spurgte Hans i fortrolighed vagtmanden om, hvorfor de ikke havde skudt efter flygtningene og fik følgende forklaring. Vagtmanden havde selv været med i Frankrig og var blevet hårdt såret i maven og lå i tre dage, inden han blev taget med tilbage til et lazarrat. Efter dette var hans tanke, at kunne han hjælpe nogen ud af dette ragnarok ville han gøre det. Efter nogen samtale om spørgsmålet fik min bror en aftale med den tyske vagtmand. Han fik 100 mark hver gang han lod en smutte over grænsen til Danmark. Der kom nemlig mange i de sidste krigsår og gik den vej.

Ja.Mange skæbner bliver løst ved en grænse mellem år og dag. Efter 16 timers flugt, nåede vi trætte og lykkelige til Vester Vedsted Efterskole, hvis forstanderpar jeg kendte og vi blev hjerteligt modtaget, og fik noget at spise og sov så nogle timer. Om eftermiddagen lånte vi noget civilt tøj og et par cykler og kørte så til Ribe for at ekvipere os og sende en hilsen hjem i ”kodesprog”. Dog ikke direkte hjem, men til bekendte, for at der ikke skulle blive ulemper for dem derhjemme ved det.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen som flygtning i Danmark i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

22. april 1917 – Enkefru Røgind: “Moralen er slappet ved Grænsen”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. April.
Fru Lindstrøm fortalte dramatisk om sin Rejse. Den har i Sandhed været spændende; godt det gik saaledes. Man faar ret Indtryk af, hvor Moralen er slappet ved Grænsen, baade dansk og tysk er lige god, gælder kun Smørelsen.

Hvad der havde gjort et meget stærkt Indtryk paa hende, var Mødet med en Soldat i Toget fra Fjelstrup. Han kom fra Arras, havde rejst uafbrudt fire Dage og Nætter, havde Orlov, var lige ankommet, et Telegram ventede ham og en Gendarm ligesaa, og øjeblikkelig maatte han efter Rekvisition tilbage til Arras uden at have set sit Hjem, sine Kære.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 135)

4. april 1917. Kun i præstegården smugles ikke – tror præsten i hvert fald!

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.

Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.

Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –

Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.

Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.

Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.

Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var på tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry.

Redaktør Willemoës’ notsbøger

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger