Tag-arkiv: søkrig

14. juni 1918. Fiskefangst med miner – og en gast, der ligner en neger

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

Da vi kom til Kiel, skulde Motorerne ses efter. Vi gik fra Kiel gennem Kanalen igen for at fortsætte Minestrygningen paa vor egentlige Arbejdsplads, Nordsøen.

Saaledes gik hele Sommeren, skiftevis med en Uge i Søen og en Uge i Havn, enten paa Helgoland, i Cuxhaven, Bremerhaven, Wilhelmshaven eller Emden.

Det skete ofte, at Minerne gik i Luften agterude, eller de kom op og blev skudt i Sænk. Vi gik jo ikke ret dybt og kunde derfor sejle hen over dem, da de som oftest laa 2-3 Meter under Vandoverfladen.

Sommetider vendte vi saa om for at fange Fisk, idet de laa bedøvede omkring Sprængningsstedet med Bugen opad. Vi havde altid et Net liggende parat til det samme.

Engang, da vi var alene paa Vej fra Helgoland til Cuxhaven, passerede vi en Finkenwerder Fiskekutter.

Det var blikstille, og Skipperen kom ikke af Stedet. Vi løb op langs Siden af ham. Vi fik en hel Masse Fisk af ham, og han fik til Gengæld Brød og et Par Flasker Snaps af os. Vi tilbød saa at slæbe ham ind. Han gik ind paa det, og vi fik en Trosse om Bord; men da vi havde slæbt en kort Stund, satte vi fuld Fart paa, men saa røg hans Trosse.

Den kunde ikke holde, det gamle Skidt, han truede efter os, men væk var vi!

Der var kun lidt Plads om Bord, vi boede 10 Mand forude, 8 Mand sov i Køjen, som kunde klappes op mod Skibssiden, og 2 Mand laa i Hængemaatter under Dækket. Røret fra Komfuret, som ogsaa var i
Logiet, gik langs med Dækket over den ene Hængemaatte, og det skete, naar Vandet vaskede over Bakken og drev ned, at F. T. Gasten, som sov i den, om Morgenen lignede en Neger – og hvor kunde han saa skælde ud.

DSK-årbøger 1948

9. marts 1918. Hindenburg synker!

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Den 9. marts 1918 ved middagstid løb den på en mine og begyndte at synke. Christian Nielsen komme ikke med redningsbåden – og han kunne ikke svømme!

(… fortsat)

Det var paa høje Tid, at Baaden kom klar af Daviderne, for de laa nu saa lavt over Vandet, at der kunde blive Fare for, at de kunde gribe fat i Baaden og saaledes foraarsage en Kæntring.

Skibet krængede  lidt mod Styrbord; derved kom jeg ind mod  Skibssiden og fik Fodfæste paa Stødlisten. Jeg kom i Vand til  Knæene, og nu var der kun faa Meter tilbage af Skibet.

Paa Baadsdækket stod der endnu fire Mand af Maskinfolkene. De kastede en Redningsflaade ud. Den var fastgjort til en Tovende, og den blev min Redning. Flaaden passerede mig i en Afstand af smaa ti Meter. Det var min sidste Chance. Jeg sprang i Havet.

Som nævnt kunde jeg ikke svømme, men jeg tror, at min Vagtkappe  har kunnet bære mig oppe, indtil jeg var saa heldig at faa fat i  Tovenden og holdt fast!

De fire paa Baadsdækket sprang samtidig med mig, men kun tre af dem naaede hen til Flaaden. Den fjerde raabte et Par Gange om  Hjælp, saa gik han ned …

Vi fire hang nu hver ved sit Hjørne af Flaaden. Vi havde kun Hovedet over Vandet. Da Skibet sank, blev vi begravet i et Bjerg af Vand, men vi holdt fast.

Det gør ondt, naar man ser sit Skib forvinde i Dybet. Det sidste, vi saa af »Hindenburg«, var to Mastetoppe med Antenneraa. De dannede to Kors. Det saa næsten symbolsk ud; men saa forsvandt ogsaa de.

Tilbage var vi fire ved Redningsflaaden. Et Stykke borte fik vi Øje paa  Kommandanten, der klamrede sig til Kompashuset. Længere borte saa vi vor egen Baad, men den kunde ikke hjælpe os, for de havde ingen Aarer, og desuden var den overfyldt. Da Skibet var sunket, kom der Vraggods til Syne i Form af Dæksplanker og Kasser. Vi var saa heldige at faa fat i en Planke og fik den halet ind over Flaaden.

Mine tre Lidelsesfæller kravlede op paa Flaaden, og jeg blev ved deres Hjælp ogsaa halet op. Jeg kunde ikke klare den selv.

Det viste sig, at Flaaden havde svært ved at bære os. Den blev trykket ned under Vandet. Vi sad nu alle paa Knæ — hver paa sit Hjørne af Flaaden. Vandet naaede os op til Livet. Jeg laa med venstre Albue paa Planken og kunde paa denne Maade holde Hovedet oven Vande.

Det varede ikke ret længe, før de tre Kammerater begyndte at tale om, at naar vi ikke snart fik Hjælp, kunde vi ikke klare den ret længe. Vandet var iskoldt, men roligt. De andre paa Flaaden havde kun  tyndt Tøj paa. Ikke saa underligt, at de frøs. Det var jo en stor Forandring at komme fra det varme Maskinrum eller fra Fyrpladsen og saa ned i det kolde Vand.

Jeg, som havde tykt Tøj paa og havde været udenfor hele Tiden, frøs  ikke saa meget. Jeg kunde have klaret den en Tid endnu; men jeg vilde nødig miste de Kammerater. Hjælpe dem kunne jeg ikke. Jeg var klar over, at hvis det værste skulde ske, det vil sige, at dersom mine Kammerater forsvandt, vilde Flaaden komme højere op paa  Vandet og mere sikker at opholde sig paa; men Hjælpen maatte komme inden alt for længe.

Paa Linieskibet »Rheinland«, der sejlede ca. en Kilometer foran os, havde man selvfølgelig hørt Eksplosionen. Den stoppede øjeblikkelig op og satte to Baade i Vandet — og der blev roet! Den Baad, der først  naaede hen til os, tog os om Bord. Jeg blev surret fast paa en Transport-Hængemaatte og lagt paa Tofterne mellem Aaregasterne. Den anden Baad reddede Kommandanten og tog Baaden med de overlevende fra »Hindenburg« paa Slæb.

Efter en hurtig Lægeundersøgelse og Forbinding blev vi bragt ned i Kassematterne og klædt af til Skindet. Vi blev rullet ind i Uldtæpper og fik et Par store Cognactoddyer hældt i Halsen. De kvikkede op …

Der var, som før nævnt, kommet omkring 800 russiske Krigsfanger om Bord i Blokadebryderen »Steigerwald«. De skulde transporteres til Libau, hvor de skulde interneres i en Fangelejr. Fra Libau skulde  Skibet gaa til Danzig for at komme i Dok.

Det blev bestemt, at jeg skulde med dette Skib og indlægges paa et Lazaret i Danzig. Kammeraterne kom og tog Afsked med mig. Vi  havde jo kun været en kort Tid sammen. Flytningen gik nemt. Jeg  havde ingen Ejendele. Alt var gaaet tabt ved Forliset.

Man lagde mig paa en Baare og bragte mig om Bord i den finske Isbryder »Zampo«, og derfra blev jeg overflyttet til »Steigerwald«. Isbryderen skulde bryde Isen ud til aabent Vand. Jeg skal gerne lndrømme, at jeg ikke følte mig rolig, før jeg vidste, at vi var kommet velbeholden gennem Minefeltet!

Efter en 3-4 Dages Sejlads via Libau ankom vi til Danzig, hvor jeg blev indlagt paa et Reservelazaret. Det var en almindelig Træbarak, og alt var ret primitivt. Her var der kun omkring en Snes Patienter, og vi fik en meget god Behandling. Jeg fik en dobbelt Portion »Liebesgaben« og 3½ Mark af Lazaretkassen, fordi jeg havde mistet alt.

Mit Lazaretophold varede otte Uger, saa rejste jeg til Kiel, hvor jeg paa ny blev indklædt, og man bevilgede mig fjorten Dages  Rekreationsorlov.

Fem Maaneder senere var jeg atter om Bord og igen ude i de finske Farvande, og da var idet lige ved at gaa galt igen, men — det er en anden Historie …

DSK-årbøger 1961

9. marts 1918. Minesprængning! Hindenburg ramt!

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Tyskerne satte uden problemer tropper i land og “Hindenburgs” opgave var nu at bryde isen i området.

(… fortsat)

Ved Daggry satte vi igen Kursen mod Eckerö. Denne Gang sejlede  Linieskibet »Rheinland« forrest. Vi havde jo brudt en Rende i Isen.

Omkring Middagstid var vi igen foran Minefeltet. Vi havde sat Damp til Spillet paa Fordækket, da vi regnede med, at vi om en lille Time  kunde ankre op i Bugten hos de andre Skibe — men det skulde gaa helt anderledes!

»Rheinland« var allerede gaaet igennem Minefeltet og var kommet et stykke ind i Vaagen. Vi, sammen med »Hindenburg«, var blevet lidt bagefter og kunde maaske ved at ændre Kurs, vinde noget ind paa  Linieskibet. Jeg fik af Kommandanten Ordre til at give lidt bagbords Ror. Vi var daarligt nok sejlet en Skibslængde, før Ulykken skete!

Jeg saa en Ild- og Røgsøjle saa høj som Masterne, blev med Rattet slynget oven over Kommandobroen og faldt ned paa Ristværket  over Fyrpladsen. Jeg havde tabt Bevidstheden og havde under Luftrejsen paadraget mig et Par Saar paa højre Hofte og paa Ryggen.  Saarene var ikke særligt alvorlige, men de smertede meget.

Hvorvidt jeg blev ramt af Minesplinter, er jeg ikke klar over, skønt Eksplosionen skete faa Meter foran mig, eller om jeg blev slynget  mod nogle opretstaaende Jerngenstande. Min Vagtkappe var  flænget fra øverst til nederst, ligesom min Hue og den ene Støvle var  fløjet væk. Ved Eksplosionen fløj ogsaa Kommandanten sammen
med Kompashuset over Bord.

Styrmanden fik Hovedet kløvet og blev liggende død paa Kommandobroen. Han gik ned med Skibet. En civil Kaptajn, som var med som Tillidsmand, og en Signalgast, der stod paa Bronokken, kom  intet til. Nede paa Fordækket blev Spillet presset ud af Sokkelen og Damprøret revet over. Dampen fossede ud.

Dette var maaske Skyld i, at forholdsvis mange blev reddet, for ellers var der kanske fulgt en Eksplosion i Kedelen.

Eksplosionen skete nøjagtig Klokken tolv Middag. I Lukafet laa ogsaa en Mand dræbt. Desuden var der en 7-8 Mand, som fik lettere Saar, men de kunde klare sig selv.

Vort Skib saa sørgeligt ud! Paa nederste Kommandobro var hele Korthuset borte, Skorstenen var ved at falde om, Baadene i Stykker paa én nær. Redningsbælterne var revet i Laser og laa strøet over hele Dækket. Tyk Bøg, Aske og Damp væltede op fra Maskinrummet og Fyrpladsen. — Det hele var et trøstesløst Skue.

Jeg kan ikke have været bevidstløs ret længe. Jeg laa — som nævnt — paa Ristværket over Fyrpladsen og saa ud, som om jeg var halet gennem en Skorsten. Der kom to Mand op fra Maskinrummet. De fandt mig og fik mig stablet paa Benene. I samme Øjeblik, jeg kom paa Benene, var jeg fuldstændig klar.

Nu stod hele Forskibet under Vand. Skibet gik fremad med ringe Fart, men det gik mod Dybet! Vi prøvede at faa Baaden sat ud. Der var ikke Panik af nogen Art. Enhver vidste, hvad han skulde gøre!

Jeg kunde paa Grund af mine Saar ikke vinde med, men kom tids nok  til at se, at de andre løftede Baaden ud af Baadsklampen og at Gajen fra den forreste David stod fast. Af denne Grund kunde Baaden ikke svinges ud.

Jeg fik min Lommekniv, som heldigvis var i Behold, op af Lommen og skar Bændslet over. Baaden blev svunget ud, bemandet og firet væk.

Jeg naaede ikke at komme med i den. I Stedet for kastede jeg mig ud  i Baadstaljen for at fire mig ned til dem, men de havde allerede  Baaden fri af Taljerne og drev agterover. De raabte til mig fra  Baaden, at jeg skulde give slip og lade mig falde i Vandet — men det  turde jeg ikke. Jeg kunde ikke svømme.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

8. marts 1918. På isbryderen Hindenburg ved Finland

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Tyskerne satte uden problemer tropper i land.

Næste Formiddag kom der firs russiske Krigsfanger ud over Isen. De kom om Bord i »Steigerwald«.

Landgangstropperne fortsatte uden større Kampe deres Fremmarch mod Byen Mariehamn. Her tog de et Skib med 700 Russere, der  vilde flygte til Helsingfors. Ogsaa disse Russere blev taget om Bord i »Steigerwald«.

Vi, der blev paa Skibene, søgte at faa Kontakt med de svenske Marinesoldater, nærmest for at faa lidt at vide om, hvordan de saa paa Krigen, eller om vi muligvis kunne slaa en lille Handel af med dem om Ting, som vi manglede.

Dette Samkvem blev hurtigt forbudt! Vi fik Ordre til med »Hindenburg«, Linieskibet »Rheinland« og Blokadebryderen »Franken« ,at gaa over til den svenske Kyst, hvor vi skulde hente en Kuldamper, Post og nogle Tropper.

Vi sejlede som altid foran for at bryde Isen, og vi kom ogsaa denne Gang godt gennem Minefeltet.

Hen paa Eftermiddagen fandt vi Kuldamperen »Hugo Stinnes 5« og et Par andre Skibe. Vi blev Natten over ved den svenske Kyst.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

6. marts 1918. Om bord på Hindenburg: Landsætning i Finland

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Morgen blev de lettere Skibe, som ikke kunde forcere Isen,  hjulpet ud af denne og sendt hjem.

De øvrige Skibe lettede Anker, og vi gik med »Hindenburg« foran for  at bryde en Rende, efterfulgt af Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, som med deres svære 30,5 cm Kanoner skulde dække os mod eventuelle Angreb. Bag dem kom den øvrige Del af Flaaden.

Kursen sattes mod Eckerö paa Aalandsøerne. Vi sejlede gennem  svær Is, indtil vi hen paa Eftermiddagen ankom ud for Eckerö.

Minelodserne gik os i Møde til Fods. De vandrede en 4-5 Kilometer  ud over Isen og kom om Bord hos os, Ligeledes kom tre svenske  Marineofficerer ud til os — ligeledes over Isen. Jeg husker, at den  ene af dem, som maaske ikke var helt stiv i at tale Tysk, sagde: »Ich  bin von meiner Admiral gesendet«. De kom om Bord hos os.

Svenskerne var paa dette Tidspunkt meget interesseret i Aalandsøerne.

Inde i Bugten paa Eckerö (der var ikke nogen Havn) laa der to svenske Krigsskibe. Det var fra dem, de tre Officerer var kommet. Det var Krydserne »Oscar II.« og »Svea« samt den finske Isbryder »Zanipo«.

Uden for Indsejlingen til Bugten laa et russisk Minefelt, som vi  skulde igennem og ogsaa kom, uden at der skete noget. Nogle faa Kilometer fra Land var der et isfrit Omraade paa et Par  Kvadratkilometer. I denne Vaage fandt vort Skib et Par Dage senere sin Grav!

Fra Vaagen og ind imod Land var der igen fast Is. Vi kom ind i Bugten henimod Aften. Med vor Isbryder lavede vi smaa Havne i Isen. Her  kunde de store Skibe gaa ind, og man begyndte øjeblikkelig at sætte Infanteri, Kanoner og Lastbiler ud paa Isen. De fortsatte ind mod Land. Der faldt ikke et Skud, og det var vi glade for, for selv om vi havde de store Kanoner fra Linieskibene til Dækning, vilde det alligevel ikke have været vanskeligt at sænke en Del af Skibene, som de laa her i Isen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

4. marts 1918. Ved iskanten i Østersøen

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Morgen passerede vi den svenske Ø Øland, og hen imod Aften naaede vi Isgrænsen, et Stykke Nord for Godska-Sandøen. Flaaden standsede, og der blev fra et af Skibene sendt en  Flyvemaskine til Vejrs for at rekognoscere.

Meldingen maa nok ikke have været tilfredsstillende. Hele Flaaden fortsatte et Stykke ind i Isen, indtil vi naaede et Skær, hvorpaa der  stod et slukket Fyrtaarn. Her kastede vi Anker.

Vi med »Hindenburg« fik Ordre til at gaa ti Mil ind i Isen for at finde aabent Vand. Vi krydsede det meste af Natten rundt i Isen uden at finde aabent Vand og vendte derefter sent paa Natten tilbage til Flaaden og kastede Anker.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

3. marts 1918. Om bord på Hindenburg: “Vi var nu en flåde på omkring 30 skibe.”

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Dag fik vi et Hold russiske Krigsfanger om Bord. De skulde tage vore Bunkerkul over. Vor Kommandant sagde, at vi ikke skulde snavse os til paa Kullene, men vi kunde jo tage en Lampe i Haanden  og pudse den lidt, saa de høje Herrer paa de store Skibe kunde se, at vi ogsaa bestilte noget.

Da vi havde faaet Kullene om Bord, gik vi ud af Havnen og op til  Halvøen Hela, hvor vi ankrede op sammen med nogle andre Skibe.

Der skulde vi vente, til de store Skibe i Neufahrwasser var færdige med at laste.

Dagen efter, en Søndag, ankom Flaaden. Vi lettede Anker, og der styredes nordpaa i Kølvandslinie.

I Østersøen sluttede en Flotille Torpedobaade og Fiskedampere sig til os. Vi var nu en Flaade paa omkring 30 Skibe.

Kommandoen havde Admiral Meurer, den Admiral, der ved Krigens Slutning maatte aflevere den tyske Flaade til Englænderne i  Scapa-Flow paa Orkney Øerne.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

2. marts 1918. Om bord på Hindenburg: “Det trak op til en større historie.”

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

(… fortsat)

Da det blev Dag, kunde vi se, at Flaadeafdelingen bestod af følgende Skibe: Værkstedsskibet »Norder« fra det kejserlige Værft i Kiel, Isbryderen »Nr. 4« fra Hamborg. Desuden Blokadebryderne »Steigerwald« fra Nordtysk Lloyd i Bremen samt »Gifforn« og »Franken«. De to sidstnævnte var engelske Dampere, som Tyskerne havde kapret og bevæbnet.

Vi om Bord i »Hindenburg« havde ingen Vaaben. Ikke engang et Gevær.

Kursen gik nu mod Neufahrwasser ved Weichselfloden, hvortil vi ankom hen paa Eftermiddagen. Der skulde vi tage Bunkerkul. I Neufahrwasser var hele Kajpladsen optaget af en Del store Skibe, Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, desuden  Transportskibene Nr. 5- 7- 8 og 9.

Disse Skibe, alle store, havde ikke noget Navn, men et stort, hvidtmalet Nummer paa Siden. De lastede alle Krigsmateriel, Kanoner, Lastbiler, Heste, Hø og Halm og havde desuden store Infanteristyrker om Bord.

Om Bord i Linieskibene var der ligeledes en Masse Landtropper  samt nogle enkelte Civilpersoner med Pelshuer. Disse Herrer tiltrak sig vor Opmærksomhed, og vi kom til det Resultat, at vort  Forehavende nok havde noget med Finnerne eller Russerne at gøre.

Vore Formodninger viste sig jo senere at holde Stik …

Vi vidste stadig ingenting, men vi kunde jo nok se, at det efterhaanden trak op til en større Historie.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

1. marts 1918. Om bord på isbryderen “Hindenburg”

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin.

Omkring Klokken otte blev vi purret ud og kaldt op paa Dækket. Chefen sagde til os, at vi vel nok kunde se, at det ikke var noget stort  Skib, vi var kommet om Bord i, derfor skulde det militære falde bort, men vi kunde dog godt sige god Morgen til ham, naar vi kom paa Dækket. — Og, fortsatte han, saa spiser vi allesammen af samme Gryde!

Det med at spise af samme Gryde, havde vi hørt om før, men det viste sig altid, at Befalingsmændene fik bedre Forplejning end de menige. Det blev ikke Tilfældet her! Vi kunde senere ved Selvsyn overbevise os om, at der her ikke blev gjort nogen Forskel.

Endvidere blev vi spurgt om, hvad vi vilde have af Uldtæpper,  Vagtkapper, Filtstøvler og Tobak. Naa, vi var jo nok klare over, at vi ikke skulde sejle paa Varmen med en Isbryder. Vi fik ellers ikke noget at vide om, hvor Rejsen skulde gaa hen. Maaske har vor Kommandant heller ikke vidst det paa det Tidspunkt.

Vi krævede mange forskellige Ting og fik dem ogsaa, deriblandt ogsaa Tobak! Hvor Manden har kunnet skaffe det fra, ved jeg ikke. Paa den Tid havde man i Tyskland for længst begyndt at ryge  Kirsebærblade og andet Stads, som kunde kaste en blaa Røgsky fra  sig . . . Vi fik god Tobak i Pundevis.

Imidlertid var der kommet et Par Brød og lidt Kaffe om Bord, saa vi kunde faa den med Længsel ventede Frokost. Den bestod af lidt Kaffe og noget tørt Brød, men vi blev da mætte.

Efter Frokosten tog vi Proviant om Bord. Skønt Civilbefolkningen paa det Tidspunkt næsten ikke havde det daglige Brød, var der hos os ikke Mangel paa noget som helst, hvad Levnedsmidler angik. Vi glædede os til en god Middagsmad. Det havde vi ikke faaet i lang Tid.

Da vi hen paa Eftermiddagen var færdig med at tage Proviant og andet Skibstilbehør om Bord, kastede vi Fortøjningerne og forlod Havnen med Kurs mod Sassnitz paa Rügen. Efter nogle faa Timers Sejlads ankom vi dertil.

Vi var næppe kommet ind i Havnen, havde ikke engang faaet Skibet rigtigt fortøjet, da der kom en lille, let Baad med nogle høje Officerer op langs Skibssiden. De gav Ordre til, at vi øjeblikkelig skulde forlade Havnen og paa et nærmere angivet Sted i Østersøen møde en Flaadeafdeling. Denne traf vi midt om Natten.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

28. februar 1918. Med isbryderen “Hindenburg” på Østersøen

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. Besætningen rejste med tog via Hamborg.

(… fortsat)

Ved Daggry blev vi vækket, fik en Kop sort Roekaffe og et Stykke tørt Brød.

Vi kom saa igen i Toget og fortsatte Rejsen mod Byen Güstrow i Mecklenborg, hvor vi fik et længere Ophold. Da Tiden faldt os lang, bad vi om Lov til at gaa ud og se paa Byen. Vi fik Tilladelsen, mod at vi lovede at være rettidigt tilbage.

Hen paa Eftermiddagen gik Rejsen videre til Stettin, hvor vi ankom ved Mørkets Frembrud.

Paa Banegaarden var mødt en Del høje Marineofficerer for at tage imod os. Vi fik Ordre til stråles at gaa om Bord i Isbryderen »Hindenburg« af Stettin. Den laa i Havnen med Dampen oppe, og skulde hurtigst muligt forlade Havnen.

Vi maatte saa i en Fart faa Køjesækkene om Bord og komme i noget gammelt Tøj. Fortøjningerne blev kastet los, og Kursen blev sat mod Swinemünde. Der var gode Logiforhold om Bord, og Lukafet var dejlig varmt, men der var hverken Proviant eller Køjeklæder. Det skulle vi faa, naar vi kom til Swinemünde.

Jeg fik Rortørn med det samme og fik samtidig Ordre til, naar jeg blev afløst ved Roret, at blive paa Broen som Udkig. Saa kom Chefen. Han spurgte, om jeg havde et Ur. Det havde jeg. Han sagde derpaa, at jeg kunde gaa ned i Lukafet og blive varmet op, men jeg skulde selv komme frem, naar jeg igen skulde afløse ved Roret, for der var Folk nok heroppe til at holde Udkig.

Undervejs ned gennem Stettiner-Haff sejlede vi gennem en hel Del Is, og dette foranledigede et saa frygteligt Spektakel i Lukafet, at man næsten ikke kunde tale sammen.

Vi ankom til Swinemünde ud paa Natten, korrigerede Kompasset og gik til Kaj.

Vi maatte gaa til Køjs paa de bare Brædder med Køjesækken som Hovedpude. Det var jo et temmelig haardt Leje, men da der var godt varmt i Lukafet, var det hele ikke saa slemt. Man var jo ikke forvænt med Bekvemmelighederne.

Sulten begyndte ogsaa at melde sig. Vi havde jo ikke faaet noget at spise fra om Middagen og havde ikke Udsigt til at faa noget før  næste Dag.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

27. februar 1918. Mariner i Kiel

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen.

Jeg var naturligvis ligesom de fleste unge Mænd fra Rømø under første Verdenskrig indkaldt til Krigstjeneste og opholdt mig i  Slutningen af Februar 1918 ved I. Matros-Divisions 4. Kompagni i Kiel. Jeg havde Kvarter i et stort Forsamlingslokale ved Navn  »Pryne«.

Paa det Tidspunkt boede der en Mand fra Rømø i Kiel. Hans Kone vaskede for mig. Jeg var en Aften gaaet i Land, som man siger, for at hente noget Vasketøj og kom tilbage til mit Kvarter omkring Klokken otte om Aftenen. Jeg var næppe kommet ind i Salen, før  Kompagniordonnansen kom hen til mig og spurgte, hvor jeg i Grunden havde været, for han havde ledt længe efter mig. Jeg skulde rejse endnu samme Aften og være paa Banegaarden Klokken ni.

De andre, jeg skulde rejse sammen med, var allerede taget af Sted. Der var altsaa ikke megen Tid at spilde. Ordonnansen mente ikke, vi kunde naa Toget. Da vi ikke havde det videre godt her ved  Kompagniet, øjnede jeg her en Chance til at komme bort, og den skulde udnyttes! Jeg sagde derfor til ham, at han kunde gaa op paa Skrivestuen og faa Papirerne i Orden, saaskulde jeg nok selv gaa til  Bøssemageren og aflevere mine Vaaben. Dette ordnedes ret hurtigt.  Mit Tøj proppede jeg ned i Køjesækken, som det bedsf kunde lade sig gøre, og af Sted gik det i Ilmarch til Banegaarden, som vi naaede nogle Minutter før Togets Afgang.

De øvrige sytten Mand, som jeg skulde rejse sammen med under Kommando af en aktiv Dæksofficer, Overstyrmand Rønnow, var for længst ankommet. Ordonnansen meldte, at han kom med den manglende Mand. Rejseholdet var nu fuldtalligt, og vi blev beordret i Toget.

Vi blev ret hurtigt klar over, at vor Chef var en flink Mand. De aktive tyske Befalingsmænd kunde ellers være krasse nok …

Første Del af Rejsen gik til Hamborg, hvor vi ankom ved Midnatstid. Vi blev indlogeret hos »Røde Kors« paa Hamborgs Hovedbanegaard.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

23. november 1917 – Avisen Hejmdal: Kødkort og kanontorden

Den 23. november bragte Hejmdal blandt andre følgende notitser fra provinsen.

Nye Kødkort.
Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at de nye Kødkort vil blive uddelt paa Mandag den 26. November om Formiddagen fra Kl. 9 til 11 i Drenge-Borgerskolens Stueeteage. Afsnittene af de gamle Kødkort og Sukkerkortene maa medbringes. En Ombytning udenfor den angivne Tid finder ikke Sted.

Politiberetning.
I afvigte Oktober Maaned blev der i Aabenraa straffet 14 Personer for at have undladt at rense Gaden, 2 Personer for have gaaet paa Jernbanestrækningen ved Nørreport, 1 Person for Dyrplageri og 2 Personer, fordi deres Børn havde forsømt Skolen.

I Varetægtsarrest kom der 2 Personer paa Grund af Mangel paa Husly. Som tabt blev anmeldt, 1 Pengepung med 5 Mark i.

Haardt ramt af Krigen. (F.A.)
Der er som nævnt kommet Meddelelse om, at Møller Jens Peter Clausen fra Kværs er falden i Rumænien den 7. November; den Afdøde blev 35 gammel.

Møller Clausen var ældste Søn af Kommuneforstander Clausen i Tyrsbøl. De stakkels Forældre er blevne særlig haardt ramte af Krigen, idet Jens Clausen var deres Tredje Søn, som er falden, og desuden har de mistet en Svigersøn i Krigen. Nu har de endnu to Sønner tilbage; en er hjemme paa Reklamation, og den sidste kan blive indkaldt, naar det skal være; det er til visse haarde Kar.

Der holdes Sørgegudstjeneste for Jens Clausen i Kværs Kirke Onsdag den 25. November.

Kærlighedsgaver.
Byraadet i Sønderborg har til Hensigt ogsaa i Aar at sende alle Krigere, som ligger ved Fronten eller som befinder sig i Fangeskab, forsaavidt disse er bosiddende i Sønderborg, en lille Kærlighedsgave til Jul.
Paarørende af sadanne Krigere anmodes om straks at afgive disses nøjagtige Adresse paa Meldebureauet i Store Raadhusgade Nr. 20.

Mange Jernkors. (S.Z.)
Fra Hagenbjerg Sogn er der ikke færre end 22 Krigsdeltagere, der har faaet tildelt Jernkorset.

Fødevarekortene
uddeles i Haderslev saaledes: Fredagen den 23. November for Distrikterne 1-5, Lørdagen den 24. November for 6-9, Mandagen den 26. November for 10-13, Tirsdagen den 27. November for 14-17 og Onsdagen den 28. November for 18-22. Stamkort, Kødkort og Distriktnummer skal medbringes.

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Tirsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Ankler, medens Kommuneforstander Hanquist fra Vellerup og Rentier Schmidt fra Skærbæk fungerede som Nævninger, følgende Sager:

Fru Jacobsen og hendes Datter var anklagede for at have kørt paa Cykle uden Tilladelse og for at have undladt at indlevere de i sin Tid beslaglagte Gummiringe. Dommen lød for Moderen paa 200 Mark, medens Datteren slap med en Bøde paa 100 Mark.

Fru Witte fra Aaved havde faaet en Bøde paa 160 Mark, fordi hun ved Salget af Svin havde taget 20 Penning Pundet over Højestepris, men havde krævet retslig Afgørelse. Dommeren raadede hende til at tage Indsigelsen tilbage, hvilket hun ogsaa gjorde, saa det blev ved 100 Mark.

To Drenge i 13 Aars-Alderen, Zierua og Magnussen fra Aabenraa, var anklagede for Tyverier i Toftlund-Egnen. Zierau blev idømt 4 Ugers Fængsel, medens Mangnussen slap med en Irettesættelse.

Ejeren af Kadaveranstalten i Hammelev, Meyer, var anklaget for at være kørt igennem Agerskov med døde Kreaturer, som han g ud af Vognen. Meyer frikendtes, da det ikke var ham, der havde kørt, men hans Kusk, saa det altsaa var denne, der burde anklages.

Fru Davidsen fra Roager blev idømt en Bøde paa 50 Mark for at have passeret Afspærrings-Distriktet.

Skomagermester Bundesen fra Slesvig fik en Bøde paa 50 Mark, fordi han, uden at være i Besiddelse af Pas, var gaaet over Grænsen efter Læder.

Minesprængninger og Kanontorden.
Paa Vestkysten hører man næsten daglig, ja sommetider flere Gange om Dagen stærke Drøn af Miner, som sprænges langs Kysten af Vesterhavet. Det er ingen Sjældenhed, at Lufttrykket fra Sprængningen kan være saa stærkt, at Husene ved Kysten ryster og Vinduerne klirrer.

I Lørdags kunde man fra om Eftermiddagen omkring ved Halvni-Tiden af høre en stærk Kanonade: Skud fulgte paa Skud, saa Husene rystede, og sommetider fulgte en hel Række Skud ud i et, saa Folk straks kunde forstaa, at det ikke var Minesprængninger. Hen paa Formiddagen kunde man høre at Skuddene kom fra en mere sydlige Retning end i Begyndelsen, og de vedvarede til henimod Klokken 12 om Middagen.*)

Kanonaden i Lørdags var endnu heftigere end under det store Søslag i Forsommeren 1916, som man ogsaa den Gang ude paa Vestkysten kunde høre i flere Timer.


*) Der er tale om søslaget ved Helgoland den 17. november 1917.

13. november 1917 – Enkefru Røgind: “U-Baadskrigen lod en Del tilbage at ønske”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

13.  Novbr.
Refshauge har fortalt Fader, hvad hans Broder, der er Oppasser i et Officerskasino, har hørt: Det var et Foredrag om Undervandsbaade af en Marineofficer. Hvorfor det gik tilbage med Undervandsbaadenes Magt, var fordi Englænderne nu havde forskanset alle Kyststrækninger, man kunde ikke mere gaa langs med dem for Net og andre Forhindringer, og ude paa Dybderne blev det ogsaa. mere og mere farligt, og Baadene kunde jo ogsaa kun holde sig en begrænset Tid paa de store Dybder. Alt ialt, man mærkede, at det begyndte at gaa op for Tyskerne, at U-Baadskrigen lod en Del tilbage at ønske.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 143)

1. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “…et Batteri for 8 svære Kanoner”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia
En dansksindet Desertør, der har arbejdet paa forskellige Steder i Sønderjylland, og som gør et meget paalideligt Indtryk, har fortalt.

  1. a. Ved Aarøsund findes nu et Batteri for 8 svære Kanoner med en Besætning af 1 Fregattenkapitän som Obef., 1 Oblt., 2 Feldw [—], 8 Uoff. 216 Marinere (sidstnævnte i 3 Barakker à 96, 80, 40 Md).
    Ved Forskel er et Ammunitionsmagasin af Jernbeton med Dimensioner 8x6x3. Fra Magazin til Kanoner er et dobbelt Jernbanespor til Transport af Ammunition.
    Udenfor Batteriet ligger Panserbatteriet Kurfürst med 250 Mands Besætning.

    b. fra Årø er en Kommandostation af Jernbeton med skudsikre Rum; endvidere 2 svære Kanoner med 32 Mand Besætning.

    c. ved Rødekro staar 4 svære Kanoner, 2 N. og 2 S.Ø. for Banen; endvidere et Ammunitionsmagasin (8x6x3) samt en Br[—-]stationer med 12 Mands Besætning: Endelig er der i Barakker indkvarteret 20 Mand, der laver Pigtraadsspærringer og anbringer Miner under Vejen.

  2. En sønderjysk, meget støt og paalidelig Uoff., der fra Fronten (Riga) er hjemme med Orlov, har til Forbindelse over Grænsen fortalt,

    a. (Murren, da Kejseren talte til Tropperne, uden at der blev skredet ind).

    b. Mand og Mand imellem tales der om, at den saakaldte ”Urlaubssperre” er etableret for at forhindre Mandskabet i at komme hjem og se Elendigheden og blive paavirket.

  3. Det hedder sig, at Christiansfeld i Vinter skal aflastes for Indkvartering. Derimod skal Fjeldstrup have 60 Mand.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

12. oktober 1917 – Erobringen af Øsel og Dagø: “… et besværligt Arbejde at faa os sat i Land”

Den 12. oktober indledte tyskerne en stor landgangsoperation på øerne Øsel og  Dagø (i dag Saarema og Hiiumaa) ved Estlands kyst. En unavngiven sønderjyder berettede i Danskesindede sønderjydske Krigsdeltageres Aarbøger 1941 om sin deltagelse i landgangen. Der er muligvis tale om Johannes Møller fra Øster Lindet, der gjorde tjeneste ved et maskingevær-kompagni fra Infanterie-Regiment Nr. 17, og som deltog i landgangen.

Under Verdenskrigen laa jeg i godt et Par Aar ved Fronten i Rusland. Jeg var Kusk ved et M.G.K. [Maskingeværkompagni] , som tilhørte et Regiment med det fine Navn Infanteri Regiment Barfuss, IV Westphålisches Nr. 17, som hørte til 42. Division. Jeg var den eneste dansk talende ved Kompagniet.

Johannes Møller, Øster Lindet, deltog i landgangen på Øsel og Dagø, og har på bagsiden at dette billede skrevet: “Her er skibet som sejlede os over til Øen” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Efter at vi havde deltaget i Offensiven i Galizien i 1917, kunde jeg rejse hjem paa Høstorlov. Hjemme fik jeg Meddelelse fra min Feltwebel om, at Afdelingen var sat ind ved Erobringen af Riga, og at man ventede at se mig der. Da jeg den 26. September naaede op til Riga, var Afdelingen imidlertid allerede taget til Libau, hvor jeg kort efter meldte mig tilbage.

Johannes Møller, Øster Lindet, har på bagsiden noteret: “Her er de ved at blive forladet”. (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

I Libau var man ved at forberede et Togt til Øerne Øsel og Dagø, som skulde erobres. Den 9. Oktober blev vi indskibet i en Mængde store Skibe. Vort Kompagni kom i Skib Nr. 11. Vi var her sammenstuvet ca. 2000 Mand og 200 Heste. Dagen efter sejlede vi ud i Krigshavnen og ankrede op. Der laa her en lang Række Minestrygere, som skulde gaa foran os og sikre vor Sejlads. Den 11. Oktober sejlede vi saa i en meget langstrakt Konvoj ud mod Øsel. Vi var alle forsynet med Svømmeveste, og der var udstedt stærkt Forbud mod at tage dem af under Sejladsen.

Endnu et billede fra krigsdeltageren Johannes Møller, hans tekst lyder: “Skibet i fuld Fart ude paa Øster Havet” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den 12. Oktober, midt paa Dagen, naaede vi om paa den nordre Side af Øsel. Der laa allerede en hel Del store Krigsskibe, som havde taget det første Stød. Det var et besværligt Arbejde at faa os sat i Land, idet der ingen Havn var. Alle maatte sættes ind i Baade. Hestestalden var helt nede i Bunden af Skibet, og herfra blev Hestene enkeltvis hejst op i en stor Kasse, og fra Dækket blev de saa igen paa samme Maade hejst ned i Baadene. Hele Landsætningen gik dog godt, og vi kunde snart efter støde til vor Afdeling og afløse de russiske Køretøjer, der var rekvireret for at transportere de svære Maskingeværer.

Krigsdeltageren Johannes Møller tekst til dette billede lyder: “Et russisk Batteri 30,5 cm paa nordspissen af Dagø” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Snart var Øsel indtaget, og vi blev sat over paa Dagø, som ogsaa ret hurtigt blev erobret.

(Anonym sønderjyde i DSK-årbøger, 1941.)

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

5. juni 1917 – Skageraksfest: “Forenede med feltgraa og Blaatrøjer til sejrsglad Skagerakfest”

Flensborg Avis bragte 5. juni et referat fra Sonderburger Zeitung Skagerak-festen den 3. juni.

Skagerak-Festen i Sønderborg i Søndags begyndte ifølge „Sonderburger Zeitung” med en Gudstjeneste, ved hvilken Provst Valentiner prædikede. Formiddagen var i øvrigt viet til Idrætskampe for Ungdommen. Om Eftermiddagen var der Koncert i Slotshaven, og ude ved Vemmingbund foretog en Undersvandsbaad Dykkeøvelser. Ved Festen om Aftenen i „Centralhotellet” bød Overlærer Meyer Velkommen, hvorpaa Generalsekretær Dr. Hugo fra Berlin holdt Festtalen. Efter Forslag af Landraad Schønberg sendtes følgende Telegram til Kejseren:

Til Hans Majestæt Kejseren, Store Hovedkvarter,
Forenede med feltgraa og Blaatrøjer til sejrsglad Skagerakfest fornyer mange Hundrede Mænd, Kvinder og Medlemmer af Ungdomsværnet fra Als og Sundved i Ærefrygt over for Deres Majestæt Troskabseden fra Dybbøl-Mindedagen 1914! I stolt Sorg for vore faldne, der glade ofrede deres Liv for det tyske Kejserdømmes alt overskyggende Magt, i klippefast Tillid til vore Vaabens Sejr under Deres Majestæts sikre Ledelse, i jublende Begejstring over vore U-Baads-Heltes berømmelige Gerninger, hvis dristige uhemmede Gaaen paa virkeliggør det tysk Folks Siegfriedsdrøm, lover vi i Hus og Hjem, i Værksted og bag Ploven, glade, uforknytte og trodsige med staalhaard Haand og varmt Hjerte i selvfølgelig Pligt at arbejde videre og holde ud, indtil den tyste Ørn holder de rovgridske Gribber i sine Kløer og Deres Majestæt kan diktere den i Knæ tvungne Fjende en Fred saa sejrrig, saa tysk, som vort offerrige Folk har fortjent den og længes efter.

Sønderborg, den 3. Juni 1917.
Efter Bemyndigelse:
Landraad Schønberg.

Den sidste Tale blev holdt af Sanitetsraad Dr. Reuter, og der blev endnu sendt et kort Telegram til Kaptajnleutnant Valentiner.

Det var ikke kun i Sønderborg, at årsdagen for Jyllandsslaget blev markeret, på fotoet ses sømænd ved mindehøjtidelighed i Wilhelmshafen (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

 

2. juni 1917 – Damperen Gamma af Åbenrå torpederet

Den norske avis Stavanger Aftenblad berettede  lørdag 2. juni 1917, om damperen Gammas forlis.

Den tyske damper ”Gamma” jages iland og torpederes mellem Kvadsheim og Haarr av 3 engelske  jagere.

De laa 100 meter fra land. Det tyske mandskap i Behold.

Kl. 10 iformiddag meldte vor korrespondent paa Vigrestad: En stor tysk lastdamper jages i dette øieblik iland nedenfor Haarr av 3 engelske krydsere. Det gaar med rasende fart ret mot land. Man har hørt et eller flere skud.

Kl. ½11.
Damperen er gaaet paa grund i Øirobugten nedenfor Haarr. Krydserne gaar rundt omkring den nær land. Det er store Skibe med flere Skorstener Tyskerne befinder sig ombord. Været er fint.

Egersund kl. ½11
Torpedobaaten gjør sig klar til at stikke ut.

Et øienvidnes beretning.
”Aftenbladet”s medarbeider, som kom tilstede straks damperen var set paa land fortæller:

Noget før ved 9-tiden iformiddag blev man opmærksom paa en stor sort tysk damper, som med rasende fart stevnet mot land forfulgt af tre krigsskibe, som avfyrte varselsskud til den om at stoppe. Ved ½11-tiden gik damperen med noksaa sterk fart paa land i Øirobugten mellem gaardene Kvadsheim og Haarr, der hvor Kvadsheim-lodsen har sin baat. Det tyske mandskap 18 mand søkte snart iland.

Jagerne, som alle hadde 3 Skorstener og hadde en længde av ca. 200 meter – den ene dog noget større end den de andre – gik tæt ind paa damperen. De to bar merkerne ”C. 28” og ”C. 31”, mens den tredjes merke ikke kunde opdages. De gik rimeligvis ikke længer end 100 meter fra land.

Damperen Gamma malet før krigen (Museum Sønderjylland – Aabenraa Museum)

Den ene Jager braset nu op, vendte bredsiden til og sendte en torpedo ivei. Den rammet ikke, men blev liggende ved land. Dog – en ny blev skut ut og med bedre resultat. Den tyske damper, som laa fast paa stranden, rammedes agter. Et vældig drøn skaket den rædselsslagne befolkning op. En vældig vandsøjle blandet med vrakrester slyngedes 100 meter i været. Dog, Damperen laa like fast paa stranden. En ny Torpedo jager mot skibet, som atter rammedes. En flamme slaar op – det brænder. Atter en  – men feil sigtet – torpedoen gik agterut og mor Norges jord maatte holde for.

Mens de forstenede tilskuer ser paa det frygtelige skuespil, som har bragt dem krigens gru paa nært hold, piler en liten dampbarkasse frem kommende nordfra. Den farer midt imellem krigsskibene og tyskerne, mens den ene torpedo suser tæt forbi den. Den lille motorkutter gaar dog uanfegtet sin vei. Hvad det dumdristige fartøi skulde der, vet man ikke.

Da nu englænderne mente at ha ødelagt baaten nok svinget de og gik utover. En baat firtes fra den ene før bataljen og rodde ind mot tyskeren. Der førtes vistnok en samtale med folkene ombord, som de øieblikkelig kom sig iland.

De tre jagere kan nu sees langt ute i horisonten.

Torpedobaaden ”Garm” kan ses at komme indover.
Den tyske damper er ”Gamma”, 3500 tons paa fra Emden til Narvik. Den var tom.

Jagten begyndet paa den maatte at damperen kom søndenfra nær land, mens jagerne kom nordenfra. Pludselig saa man den ene stevne ret mot land. Damperen blev omringet og tvunget mot land, hvis den ikke vilde blive kapret.

Virkningen av torpedoens eksplosion var frygtelig.  Svære Jernstykker slyngedes helt op til gaarden Kvadsheim. Den første torpedo gik næsten helt igjennem skibet.

31. maj 1917 – Skagerakfest: “Hil jer, som har berøvet England Herredømmet til Søs!”

Flensborg Avis bragte 31. maj 1917 et opråb fra Sonderburger Zeitung om en fejring af årsdagen for Jyllandsslaget.

En Mindefest for Sølaget ved Skagerak.
Førstkommende Søndag, den 3. Juni, vil der i Sønderborg blive afholdt en Fest i Anledning af Aarsdagen for Søslaget ved Skagerak. Om Eftermiddagen Klokken 3 er der Koncert i Slotshaven af Marinemusikken fra Mørvig, og Klokken 8 om Aftenen fortsættes Festen i Centralhotellet, hvor der holdes et Festforedrag af Dr. Hugo fra Berlin og derefter andre Taler samt bydes paa Musik- og Sangforedrag.

Der er offentliggjort følgende Opraab i „Sonderburger Zeitung”:

„Tyske Mænd og tyske Kvinder i Sønderborg Kreds!

I denne os paatvungne Verdenskrig medoplever vi forbavsede en Tid med vældige Bedrifter af den tyske Værnemagt til Lands og til Vands, Bedrifter saa store, som vort Folk under dets tusindaarige Historie ikke tidligere har udført Mage til, og som vi tidligere ikke havde tiltroet os selv. Kun een har tiltroet os dem — og skælvet for dem — England! Med Fjendens skarpe Blik har England misundeligt fulgt Tysklands vidunderlige økonomiske Opsving før Krigen. England har anet, hvad den stadig voksende tyske Folkekraft, som ikke kunde yde sig selv nok i rastløst Fredsarbejde, i Skabertrang og Foretagsomhedslyst, vilde kunne yde, naar den tyske Mikkel ombyttede Ploven med Sværdet. Derfor har det under bævende Frygt for sit Verdensherredømme faaet hele Verden imod os og forstaaet med snedige og indsmigrende Slagord at bedaare dem og faa dem til at overfalde os.

Vi har ikke fundet Slagord for at omvende de bedaarede, men ført Slag for at værge Englands-Forblindelsen.

Hil vor Flaade og Admiral Scheer! Hil Heltene fra Skagerakslaget! De har vist Verden, at Englands Kæmpeflaade ikke er uovervindelig! Hil vore U-Baadsbesætninger, Førere og Mandskaber! Hil Sønderborgs Æresborger iblandt dem! Hil jer, som har berøvet England Herredømmet til Søs!

Hil vore feltgraa, som har vundet Sejr over Sejr og nu trodser den forenede Fjendemagts Kæmpestorm!

Langsomt, men sikkert modnes Høsten af disse Heltegerninger: de bringer os efter alle de mange, mange Ofre den sejrrige tyske Fred, naar Hjemmet forbliver trofast over for Hæren! Fast være og blive vort Hjerte til Trods for alt det tunge, der er paalagt os! Tillidsfuldt og lige ud i den lysere Fremtid se[r] det af ingen Nød blændede Øje! Vidt aabne sig Haanden for at hjælpe, hvor den blot kan, for at afværge enhver Nød!

Alle, som veed sig ens med os i den Slags Tanker og Sindelag, indbydes hjerteligt til at deltage i de festlige Foranstaltninger, der i Anledning af Aarsdagen for Slaget ved Skagerak finder Sted i Sønderborg Søndagen den 3. Juni.”

Opraabet er underskrevet af Amtsforstander Andersen, Bagmose, Justitsraad Alexandersen, Sønderborg, Lærer Bagger, Ketting, Skatteinspektør Beckmann, Sønderborg, Skovfoged Bøorn. Nygaard, Kredsseketær Borzikowski, Sønderborg, Overingeniør Brandt, Sønderborg, Overrealskoledirektør Brunn, Sønderborg, Teglværksejer Christiansen, Rendbjerg, Kredsskoleinspektør Teiss, Stationsforstander Ehlers, Postdirektør Engelhardt, Postsekretær Groth, Amtsretsraad Güntzel, Bysekretær Hansen, Rentier Georg Hansen, Distriktsskorstensfejer Heinrich, Bankdirektør Helmer, Raadmand Johannsen, alle af Sønderborg, Gaardejer Jens Hansen, Leder af Ungdomsværnet for Broager, Dynt Mark, Bygmester Horn, Broager, Amtsforstander Jacobsen, Rumohrsgaard, Kommuneforstander Jacobsen, Sarup, Lærer Jørgensen, Stevning, Borgmester Jürgensen, Avgustenborg, Amtsforstander Kier, Sønderborg, tidligere Herredsfoged Klinker, Nordborg, Førstelærer Koopmann, Overlazaretinspektør Krause, Redaktør Kühler, Kobbersmedemester Lindholm, Havnearbejder Lohse, Overlærer Meyer, Bryggeriejer Petersen, Overrealskolelærer Rambow, Dr. Renter, Baneforvalter Rosenberg, Retssekretær Rusch, Landraad Schönberg. Typograf Thomsen, Provst Valentiner, Apoteker Vierth, Dr. de Bries, Formand for Fiskeriforeningen Weltzien, Førstelærer Witt, Malermester Witt, Førstelærer Wittkens, alle af Sønderborg, Pastor Matthiesen, Guderup, Overamtmand Schartan. Kajnæsqaard, og Skovrider Zimmermann, Sønderskoven.

1. Februar 1917 – Uindskrænket ubådskrig

Efter to års skyttegravskrig uden nævneværdige resultater og uden tegn på en snarlig afgørelse besluttede den tyske hærledelse at forsøge at vinde krigen til søs. Planen var ved en ubådsblokade at indskrænke tilførelsen af fødevare til Storbritannien. Da landet var  afhængig af import for at kunne brødføde sin befolkning, håbede man på den måde at kunne sulte briterne til overgivelse.

Med opbakning fra det tyske parlament indledte den tyske flåde derfor 1. februar uindskrænket ubådskrig i farvandet omkring De britiske Øer. I en spærrezone, der blev udvidet flere gange i løbet af året, risikerede alle skibe uanset nationalitet at blive sænket uden varsel. Det gjaldt også skibe fra de neutrale lande.

Den tyske admiralstab var gennem komplicerede beregninger kommet frem til, at man ved sænkningen af 600.000 bruttoregisterton om måneden ville kunne bringe Storbritannien til overgivelse i løbet af mindre end seks måneder. Truslen om uvarslet sænkning forventedes desuden at ville medføre et ophør eller kraftig indskrænkning i de neutrale rederes sejlads på Storbritannien, og dermed en yderligere reduktion i indførelse af fødevare.

Den 1. februar havde den tysk flåde 129 ubåde, 69 af dem opererede i Nordsøen. I løbet af de næste måneder lykkedes det dem rent faktisk omtrent at opfylde det opstillede mål, og situationen i Storbritannien begyndte at blive kritisk. Men da den britiske flåde indførte konvojsejlads, faldt antallet af sænkede skibe drastisk. Samtidig var Ententen i stand til at erstatte de sænkede skibe hurtigere end den tyske admiralstabs statistikere og økonomer havde forventet. Endelig betød sænkningen af neutrale skibe uden varsel, at USA i april erklærede Tyskland krig.

5. december 1916. UC-19 sænket – Rasmus Wolter dræbt

Den 5. december 1916 sænkede ubåden UC19 (med sønderjyden Rasmus Wolter fra Røllum om bord) det russiske sejlskib Ans i den engelske kanal. NB: Der er nogen usikkerhed omkring datoen. Både den 4.12., 5.12. og 6.12. nævnes.

Den britiske handelsskib SS Kashmir observerede sænkningen og udsendte radiosignaler. Den britiske destroyer HMS Ariel hastede til sænkningsstedet. Ved ankomsten fik udkiggen øje på den uddykkede UC19’s tårn.

Der blev slået alarm på UC19, der straks dykkede ned under havoverfladen. HMS Ariel var hurtigt på stedet og smed en dybvandsbombe, der dog ikke eksploderede.

Nu gik spillet i gang: Kattens jagt efter musen. I neddykket tilstand var ubåden usynlig. Havet er stort, men jægeren kendte det omtrentlige sted, hvor byttet gemte sig.

Destroyeren skiftede taktik. HMS Ariel benyttede derefter sin paravane, et våben, der normalt blev brugt til minestrygning, men her var udstyret med en sprængladning til anvendelse mod ubåde.

Destroyeren trak sin paravane efter sig i 9-10 meters dybde. Dér, hvor man formodede at ubåden gemte sig, blev den bragt til sprængning.

Kort efter blev der observeret luftbobler og oliespor på havoverfladen.

UC19 gik ned med 25 mand. Én af dem var Rasmus Wolter.

26. august 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.

25. juni 1916. Overraskende straf: Tre dage på en blød sofa og tre ugers orlov!

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på Najade, en hjuldamper, der var blevet rekvireret til brug for marinen.

Vor nye Bestilling var om Bord på Halvflotilleskibet „Najade”. Flotillechefen var en Kaptajn, og han havde sine Kontorer her om Bord. Det var altså et Bureau-Skib og gjorde ikke Turene med. Det lå altid fast fortøjet ved Land. Her blev jeg så installeret som Dæksmatros.

Den første Aften gik jeg i Land, nu havde vi svippet rundt på Vandene en 3-4 Uger, så jeg længtes efter at få fast Grund under Fødderne. Jeg gik i Biografen og tog bagefter en Spadseretur langs med Stranden og i Parken. Swinemünde er et Badested ved Østersøen, og Stranden flød med Strandkurve.

Jeg havde Følgeskab af en Kammerat fra et af Skibene. Da vi omkring ved Tolvtiden var for hjemadgående, vi gik igennem Parken, rendte vi på Chefen, som forlangte at se vore Nattegn. Min Kammerat vilde stikke af, men jeg blev stående. og vi blev så begge noterede. Kammeraten opgav et falsk Navn.

Næste Dags Formiddag mødte vi begge til Rapport. Jeg fik dikteret tre Dage middel Arrest, og han seks Dage „Dicke“ = streng Arrest. Det var en køn Begyndelse på vor nye Post, og noget slukøret skyndte jeg mig ned.

Undervejs blev jeg standset af Vagtmesteren, som tiltalte mig temmelig brøsigt, om jeg kunde se den Klokke der, — en elektrisk Klokke under Loftet, og om jeg kunde se den Sofa der. Det kunde jeg jo nok. Ja, her havde jeg at opholde mig fra otte om Morgenen og så længe Chefen var om Bord, selv om det blev Midnat. Når så den Klokke der ringede, skulde jeg melde mig hos Chefen og gøre, hvad han forlangte. Kort sagt, jeg var blevet Ordonnans ved Chefen (Halvflotillechefen). „Og“ , sagde han så, Vagtmesteren, „de tre Dage sidder De i Brummen her, og“ , tilføjede han så, „hvornår vil De så på Orlov? “ – Min Kone havde nemlig indsendt en Ansøgning, og jeg havde fået bevilliget tre Ugers Orlov.

— „Men ikke noget med Flæsk og Skinker her, gamle Ven, det skal vi ikke have noget af!“ ——- Og dermed kunde jeg gå.

I kan tro, jeg var som himmelfalden. En behagelig Tjeneste, de tre Dages Arrest og så Udsigt til tre Ugers Orlov. Jeg behøver ikke at fortælle, at på min Tjeneste var der intet at udsatte nu og i den nærmeste Fremtid, og sidst i Juli 1916 rejste jeg hjem på min første Orlov.

DSK-årbøger 1945