Tag-arkiv: Tilbagetrækning

8. august 1918 – Claus Juhl: “Alting var på tilbagemarch”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Madvarerne var særlig knap, men en af dagene fik jeg en madpakke, som en mand, der havde været på orlov bragte med til mig, og nu var jeg igen ovenpå.

Her [Concy le Chauteau] fejrede jeg for 5. gang i krigen min fødselsdag, netop samme dags eftermiddag kl. 6½ afmarch vi vandrede uafbrudt i 12 timer, da havde vi omtrent nået ruinerne af Noyon, vi lå kun 2 km derfra.

Hvil til om eftermiddagen så videre gennem Noyon, om aftenen gennem Roye, straks i stilling i nærheden af Dämery, marchen var på 50 km.

Alting var på tilbagemarch, da englænderne var brudt igennem. Hvor vidt de i grunden var kommet frem, var der ingen der vidste, de fik ordre til at gå i stilling på et nærmere betegnet sted, men det hændte, at englænderen allerede var kommet længere frem.

Således var det muligt, at et batteri fra vor division med fuld betjening kørte over til englænderne.

I nattens løb kom en amerikansk bil med fødemidler over til infanteriet, det var et kærkomment bytte. Et andet feltbatteri skød til Tommy var dem et par hundrede meter inde på livet og sprængte så kanonerne.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

28. juli 1918: Det store tilbagetog var begyndt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Om eftermiddagen og om aftenen den 18. juli fyrede franskmændene ganske voldsomt ind på det område, som tyskerne havde haft besat hinsides Marnen. De lagde trommeild på hele terrænet, men der var ingen tyske soldater der, de var alle trukket bort i løbet af natten og om formiddagen

Mandskabet var skrumpet ind til 25 – 30 kanonerer, vi havde kun 4 heste foran hver kanon, 2 for ammunitionsvognene, ridehestene var spændt for bagagevognene, kun officererne var til hest. En del af mandskabet var savnet, måske kommet i fangenskab eller omkommet på en ynkelig måde.

Enkelte havde ikke fundet tilbage til batteriet. Kanoner Mejer løb tilbage og fortsatte helt til Namur i Belgien. Her blev han arresteret, og senere blev han afhentet. Kanoner Mejer kunne aldrig vænne sig til krigens rædsler. Han stammede fra Berlin, var gift, og der var et barn i ægteskabet.

Allerede i efteråret 1917 lærte jeg Mejer at kende. Den gang meldte han sig stadig syg, han kom på lazaret, men kom hurtig tilbage. Så lod han tænderne trække ud og gik til tandlæge bag ved fronten, men også dette fik en ende.

Han sultede sig selv for at få feber, men det hjalp ikke noget, han satte en vinde om det ene ben for at få det til at hæve sig, men uden resultat. Alt dette betroede han mig en nat, vi sad sammen i stillingen og holdt vagt.

Han viste mig nogle breve, der var fra hans hustru de var af en meget kærlig art, og de gik ud på, at han måtte se at komme hjem, hvordan det ellers måtte gå – Denne Mejer fik sådan en fart på hin skæbnesvangre 17. juli 1918, at han først fik standset i Namur.

Da han kom tilbage, spurgte jeg ham om, hvordan han havde haft det. Han fortalte, at han var blevet anholdt, da han ville have middagsmad, han havde ingen papirer, dernæst var han blevet spærret inde på en kaserne, og her var han, indtil han blev hentet. Men han havde dog været i sikkerhed, og så var den tid gået. Han ville have løbet helt hjem, men sulten tvang ham til at melde sig.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. juli 1918. Angrebsbølgerne forblødte foran de britiske og franske linjer

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I juli dukkede der rygter op om divisionens snarlige indsats. De viste sig korrekte. Divisionen skulle straks efter et stort fremstød i Champagne deltage i et angreb ned ad højdedraget Kemmel, der skulle bringe Ypern (Ypres) til fald og rulle den fjendtlige stilling op helt til Nordsøen.

Englænderne lå her beredt til forsvar. De bedste divisioner var udvalgt til denne opgave. Det kom ikke så vidt. Det store fremstød i Champagne den 15. juli mislykkedes.

Fjenden var åbenbart ved forræderi, enten forsætligt eller ved sløseri, underrettet om angrebsområde og -tidspunkt, og havde rømmet de forreste stillinger, som vi nu formålsløst spildte vor ammunition på.

De ventede på angriberne i en bagvedliggende og ubeskadiget stilling. Mens angrebsbølgerne forblødte foran dem, førte de allieredes øverstbefalende, marskal Foch, to dage senere fra Villers-Cotteret skoven flankestødet ind i vor sårbare angrebsbue.

Dybt trængte de ind i vore linjer; buen måtte trækkes tilbage, franskmændenes yderligere fremtrængen standses. Nye divisioner måtte frem.

Angrebet ved Kemmel blev opgivet, 18. division blev sammen med andre den 22. juli i al hast transporteret i retning af det nye brændpunkt. Fjenden havde igen taget initiativet fra os. Det var begyndelsen til enden.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

27. maj 1918: Frederik Tychsen – Franskmændene på retur

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid ikke indlogeret ved Laon i Frankrig.

Om aftenen den 27. gik vi atter i stilling efter at vi havde haft en ret stram march om eftermiddagen. Vi skød en del først på aftenen, men senere var der ro, og vi fik lejlighed til at søge efter madvarer i de forladte franske stillinger.

Vi fandt en hel spand fedt, brød og kakes (kiks). Vin fandt vi intet af den første dag. Dog måtte man lægge mærke til alle døde franskmænd, der lå rundt omkring. Og mange steder lå der uniformsdele.

Om natten sov vi i teltet. Den næste morgen fortsatte vi gennem det ødelagte terrain. Franskmændene var stadig på retur, og vi bagefter. Foran os var der hele tiden ildebrande og mægtige eksplosioner. Det var franskmændene, der brændte og ødelagde alt krigsmateriel, før de forlod det.

Da vi havde god tid på landevejen, blev der rigelig tid til at se sig en lille smule for. Der var mange, der havde travlt med at udplyndre de døde franske soldater. De undersøgte deres lommer, tog deres penge, ringe, ure eller andet, der kunne have en smule værdi.

De fandt hyppigt hos de franske soldater sjofle billeder, mest postkort af nøgne damer og andet sjofelt. Det syntes, at de franske soldater havde mere af den slags som tyskerne. Jeg så på, at Skurnia og Hylsmann undersøgte en død.

Vi gik en tur over marken, og her lå en franskmand med hele sin udrustning, han havde hængt geværet over ryggen. Han havde et gabende sår i tindingen, så stort, at man kunne lægge et dueæg ind i det. Han havde rødblondt overskæg.

Skurnia og Hylsmann trak frakken af ham, undersøgte lommerne og hele udbyttet blev 20 Centimes (ca. 16 øre). Der var ingen levnedsmidler i tornysteren. Jeg sagde til dem, at det var nogle kedelige penge at have, men de ænsede det ikke, men mente, at den døde havde jo heller ingen brug for pengene.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.

Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.

Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.

Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.

Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.

Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.

Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.

Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.

Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.

Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.

Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

12. marts 1917 – Lorens Jepsen: “…al denne Ondskab”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. Regimentet deltog midt i marts i den store tilbagetrækning – Unternehme Alberich – fra udbulningen i frontlinjen ved Somme.

12.III.17.
Min egen kære Anne!
I flere Dage har jeg ikke modtaget Post ej heller skrevet, thi jeg har ikke haft Tid eller Lejlighed dertil. Vi har her nemlig ingen rolig Stilling, men er i Bevægelse, det vil sige, tilbage gaaende. Vi ligger her indeklemt i en Bue og Stillingen opgives derfor, som der vel ogsaa staar i Aviserne, frivilligt; det vil dog forstaas saaledes, at den vanskelige Stilling ikke kan holdes under Engelskmandens Tryk.
Langsomt, men sikkert!

Byerne bag Fronten rømmes af Beboerne. Da jeg rejste hen til Kompagniet, saa jeg, hvorledes Franskmændene paa Banegaardene maatte læsse Jernblik, Tagrender og lignende paa Jernbanevogne. Alt af Værdi skaffes bort, Hanen paa Kirketaarnet og Viserne fra Uret, alt kan bruges. Hvad der ikke kan bruges, og det er meget lidt, det ødelægges. Det er ikke for intet, at Tyskerne er forhadt. Aa, jeg kan blive rasende, naar jeg ser paa al denne Ondskab. Her til denne By kom vi i Morges. Traf her fire Mand fra Rgt 31, som har opholdt sig bag Fronten siden Nyaar, og som i al denne Tid ikke har gjort andet end ødelægge, hvad de kun overkomme. Pionererne arbejder ivrigt med samme Maal for Øje. Kirkerne er de første, som sprænges i Luften, dernæst følger Slottene og de bedre Huse. Intet anstændig Hus forskaanes. Brøndene sprænges ligeledes. Træerne fældes, endog de smukke Frugttræer i Haverne hugges ned.
Stakkels Frankrig. Der vil hengaa mange mange Aar, inden Krigens Spor udslettes her.

Havde i Dag et Brev fra Jes. Han skriver, at der næsten ikke mærkes noget til Krig i Rusland. Artilleriet skyder sjældent. Det er jo noget andet end her, hvor Trommeilden hører til Dagens Orden. Naa, Tropperne har faar da ogsaa nok af de Hele og det er ikke altid, at der lystres Kommando, og – det vil komme bedre endnu. Det maa komme.
De hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)