Tag-arkiv: “organisering”

21. november 1918. Da vi spiste oberstens ko

Krigen var forbi og de tyske soldater marcherede hjemad. Selvom der havde været revolution, var disciplinen nogenlunde intakt – men når det gælder mad, så er soldaten sig selv nærmest. Denne beretning af en unavngiven sønderjysk soldat er fra hjemturen fra Namur i Belgien til Tyskland.

Da vi spiste Oberstens Ko.

Endelig den 18. November kunde ogsaa vi forlade Namur og forlod denne By som den sidste Bataillon. Jeg var ved de lette Minekastere, og vi havde mange Ammunitionsvogne. I Namur fik vi Ordre til at tage Minerne med hjem til Tyskland. Men Løjtnanten mente, at vi havde mere Brug for Fragtbaadenes Indhold end for Minerne, og den sidste Nat kørte vi, Ordenens Haandhævere i Namur, ned til Moselfloden, kastede Minerne i Floden og fyldte Vognene med Konserves, Sukker, Vin, Brød, Støvler o. m. a.

Paa Vejen ud af Belgien og forresten gennem Rhinlandet med, naaede de franske eller belgiske Kvartermagere os næsten hver Morgen, og vi har flere Gange hilst paa demved et Glas Vin.

Men efterhaanden som Dagene gik, var vi saadan ved at blive kede af de evige Konserves. Og en Dag, vi naaede vort Kvarter ved Middagstid, siger Løjtnanten: “To frivillige frem, som kan skaffe os en Ko!”

Der var straks et Par Mand, som var villige til dette Stykke Arbejde. En Time senere slog Slagteren en dejlig Ko for Panden, og ikke længe efter var Feltkøkkenet fyldt med dejligt Kød, og Vognene læsset til med Resten af Kødet, som ikke skulde bruges den Dag.

Da vi saa allesammen sidder i Laden for at spise den dejlige Suppe, kommer der en fremmed Soldat og snuser rundt ude i Gaarden; omsider finder han Kohuden, som han spreder ud. Vi syntes at observere et smerteligt genkendende Træk i hans Ansigt, da han betragtede Huden.

Nu ved de fleste, som var med i Krigen, at de, som blev udpeget til saadan at trække rundt med højerestaaende Officerers Køer, ikke just netop var dem, der havde opfundet Krudtet. Denne Mand her saa ikke ud til at gøre nogen Undtagelse.

Omsider kom han ind. Om han ikke havde fulgt Udviklingen i den senere Tid med Revolutionen og hvad der fulgte med, ved jeg ikke , men i hvert Fald gjorde han et saa urimeligt komisk Forsøg paa at gøre stram Honnør, da han saa Løjtnanten, saa hele Mandskabet brølede af Latter.

Omsider fik Manden dog stammet frem, at vi havde slagtet Oberstens Ko, han kunde kende Huden . »Du bist verrückt, mein Sohn«, sig er Løjtnanten og forklarer ham, hvor vi havde købt Koen. Ja, siger Soldaten saa troskyldig, saa maa de have lignet hinanden, og gik. Men i endnu et Par Dage levede vi højt paa Oberstens Ko.

DSK-årbøger, 1941

19. september 1918. Asmus Andresen: “Høns, Kaniner, Grise, Kartofler og Foderstoffer til Heste blev der stjålet i Massevis af …”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter et kortere sygeophold på et feltlazaret i Belgien, var han i august 1918 igen tilbage ved fronten.

Efter at jeg havde fået Forplejning til 1 Dag, gik jeg for at finde mit Batteri igen. Kl 8 om Eftermiddagen var jeg i Long Jong hvor jeg troede at finde mit Batteri, men det var der ikke mere. Franskmændene var også kommen betydelig nærmere.

Da jeg var bleven træt af denne Tur, lagde jeg mig ind i et forfaldent Skur, hvor jeg sov til Kl. 9 næste Dag, det var også på Tid, at jeg vågnede for at komme tilbage, inden Franskmændene kom for nær. I Vervik mødtes jeg med Postvognen fra vort Batteri, den fik jeg Lov at køre med hen til Lejren, som da allerede var ved at pakke sammen igen.

I den følgende Tid gik det hver Nat længere og længere tilbage, det varede ikke ret længe, før vi var ude af Frankrig, og langt inde i Belgien. Det var en hård Tid for Befolkningen i Belgien, hvor Tyskerne rejste igennem.

Høns, Kaniner, Grise, Kartofler og Foderstoffer til Heste blev der stjålet i Massevis af, mange Steder gik der også en Ko eller en Hest med.

Det kunde heller ikke hjælpe, at Befolkningen satte sig til Modværge, for Kuglerne kunde let pibe dem om Ørerne.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

16. september 1918. “Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Med den fulde oppakning, karabiner og 60 patroner begav jeg mig nu ind efter Cambrai, det var en tur på ca. 8 km. Jeg gik hurtigt hen ad den støvede landevej, nu var det bare med at komme bort fra fronten. Kanonerne tordnede i alle hjørner og kanter, men det havde man for længst vænnet sig til.

Det var midt på dagen og ikke ret megen trafik. Der lå mange sårede langs med vejen, de lå og hvilede sig, de var på vej tilbage til forbindingspladserne og feldtlazaretterne. Et steds var der gravet ind i en skrænt og indrettet et forbindingsplads, her var der mange sårede.

Et par km. før jeg nåede Cambrai, kom jeg ind i et engelsk ildoverfald. De beskød landevejen ganske nederdrægtigt med granater og Schrapneller. Jeg måtte kaste mig ned i vejgrøften, indtil de holdt inde med skydningen. En Schrapnel eksploderede over hovedet på mig, stumperne røg mig om ørerne, men også denne gang kom jeg ud af det.

Jeg gik og tænkte på, hvor jeg muligvis kunne få fat i nogen levnedsmidler, brødposen var tom, og turen hjem ville tage et par dage, i det hele taget var min klædning så dårlig, som den kunne blive, med humøret var det så som så, fattig, elendig, ja, alt var skidt.

Jeg havde sandsække viklet omkring benene, ærmerne i frakken var syet fast med tyndt ståltråd, benklæderne var forlappet, og jeg havde ingen skjorte på. Støvlerne var dårlige, kun overfrakken var god, den havde jeg arvet efter Goldberg i Marneslaget.

Ved ca. 5 tiden nåede jeg Cambrai. Befolkningen var blevet evakueret et par dage i forvejen, og der drev mange soldater rundt i gaderne og i husene, rimeligvis for at finde noget spiseligt, eller noget brugeligt, som de kunne sende hjem til Tyskland. Da jeg var kommet ind i byen, skulle jeg også til at se mig om efter lidt til føden til rejsen. Og jeg havde virkelig held med mig.

Jeg gik ind i et fire etages hus, og her var alt tilsyneladende roligt. Henne ved døren stod en lille sæk (sandsæk), der var fyldt med et eller andet. Jeg tog sækken og gik, ganske vist hørte jeg trampen i værelset ved siden af af en eller anden, men det vedkom ikke mig. Jeg gik ud af døren og forsvandt.

4-5 huse længere nede i gaden gik jeg ind i en stor port. Her skulle sækken undersøges. Det første, jeg trak op af sækken, var en damechemise med røde sløjfer og bånd. Denne trak jeg i med det samme, endvidere indeholdt den nogle håndklæder, et lille brød, en halv flaske cognac, en pakke tobak og nogle cigarer.

Håndklæderne lod jeg ligge, men alt det andet var gangbar vare for en frontsoldat; jeg pakkede det i tornyster og brødpose, tog en slurk af flasken, tændte en cigar og gik min vej. Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på. Skete det, at de tog ens sager, sagde man til sig selv, at næste gang måtte man passe bedre på.

Jeg gik gennem Cambrai, og på gaderne i den ene bydel var der nogen uro; jeg spurgte, hvad der var løs, og der var nogle soldater, der fortalte mig, at de havde stormet proviantdepotet for at få levnedsmidler. Nogle landstormsmænd, der stod vagt foran depotet, havde fået et par håndgranater, og så var de sultne soldater trængt ind.

Lidt efter kom feltgendarmeriet, og der var kommet til kamp mellem dem og soldaterne. Det endte med, at de lod soldaterne tage, hvad de ville have, og hvad der forefandtes. Det var ikke nemt at drive de sultne soldater tilbage, da de havde rigelig med våben og ammunition.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

 

23. august 1918. Feldwebel på faneflugt: “Det var en fantastisk plan.”

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”. Hjemme på orlov i begyndelsen af august besluttede han at stikke over grænsen til Danmark.

(… fortsat)

Den 23. august rejste jeg saa hjemmefra i fuld Uniform og uden et eneste civilt Klædningsstykke i min Bagage, men i Stedet for at rejse mod Syd rejste jeg mod Nord.

I Arnum, der dengang var Knudepunkt for Haderslev Amts Smaabaner, havde vi et længere Ophold. Da det endnu var ret tidligt paa Aftenen, besluttede jeg at tage Turen til Tiset til Fods.

Min Kammerat, der forgæves havde ventet mig paa Stationen, kom mig i Møde uden for Byen. Han var meget ked af det, hans Søster havde bedt ham saa mindelig om at holde sig borte fra den Sag, hun havde mistet Manden, Broderen vilde hun gerne beholde. Det forstod og respekterede vi. Han forklarede mig saa lidt om Forholdene nede ved Grænsen, ligesom han viste mig Vej ind over Markerne for at undgaa de tyske Militærpatruljer, der til Stadighed afpatruljerede Vejene op mod Grænsen.

Jeg traskede saa af Sted Syd og Vest om Tiset og Endrupskov og naaede langt ud paa Aftenen igen ud til Vejen, der fører ned til Gjelsbro, saa vidt jeg kunde skønne ikke ret langt derfra.

Det var en dejlig, maaneklar Høstaften, men ikke just ideelt Vejr til et saa lyssky Foretagende. Til højre for Vejen var der en Granplantage, til venstre aaben Mark.

Jeg krøb ind under Granerne for at prøve paa at lægge en Plan for min Flugt. Lidt efter hører jeg Skridt paa Vejen, og snart dukker en Soldat frem. Han er ubevæbnet og bærer en Spade paa Skulderen og en Spand i den ene Haand. Da han er omtrent ud for mig, gaar han ind paa Marken til venstre og giver sig til at grave og rode i Jorden med Hænderne. Han er ved at grave Kartofler op.

Nu var jeg straks klar over, at denne Herre nok var ude i ulovligt Ærinde lige saa vel som jeg, og jeg besluttede derfor at komme i Snak med ham.

Jeg kryber frem fra mit Skjul og naar helt hen ved Siden af ham, før han opdager mig. Han bliver meget forfippet og gør et kluntet Forsøg paa at staa ret, da jeg brøler ham op i Ansigtet: „Was machen Sie hier!“ Jo, han var ved at grave Kartofler op. „Er det dine?“ Nej, det var det egentlig ikke, men han var saa sulten, og man fik saa lidt at spise hos Prøjserne, at man næsten var nødt til at supplere Kosten lidt paa den Maade. „Hør nu, min gode Mand,“ siger jeg saa, „naar Deres Fædreland ikke mere kan give Dem Føden for Deres Tjeneste, hvorfor gaar De saa ikke over Grænsen til Danmark, hvor der er Mad nok, i Stedet for at stjæle fra Deres fattige Medborgere.”

Ja, hvis han ikke havde haft Kone og fem Børn hjemme i Rhinlandet, havde han ogsaa forlængst gjort det. „Jeg forstaar Dem godt,” siger jeg saa, „for jeg er ogsaa sulten, men jeg har hverken Kone eller Børn at tage Hensyn til, og derfor vil jeg over Grænsen og spise mig mæt. Hvis De kan sige mig, hvordan jeg bedst kommer over, skal jeg ikke gøre noget ud af dette Marktyveri.”

Det vilde han gerne, men her lige foran var det ikke let, her var Aaen, og den var sine Steder ret dyb, saa det kunde blive livsfarligt, men længere ude i Vest, i Heden, var det lettere at komme over. Jeg spurgte saa, om han ikke kunde vise mig Vej derud, da jeg var ganske ukendt med Egnen. Det kunde han imidlertid ikke, han var Ordonnans nede paa Vagtstuen og kunde ikke være saa længe borte, men han skulde gerne gaa ned og se, om ikke en af Kammeraterne dernede var paalidelige nok til dette Hverv. Jeg lod saa Manden gaa og lagde mig igen ind under Granerne. Eventyret var begyndt.

Lidt efter kommer han tilbage igen, alene. Der var ingen dernede, der var gode nok til et saa betydningsfuldt Hverv, som det var at lodse en tysk Feldwebel over Grænsen; men han havde en anden Plan. Nede ved Vagtlokalet var der et Skur, hvor de plejede at spærre russiske Krigsfanger inde, naar de blev grebet ved Flugtforsøg. Der vilde han laase mig inde til om Morgenen Kl. 5. Paa dette Tidspunkt blev Vagten, der stod paa Broen, trukket ind. Om Dagen blev Broen bevogtet af de patruljerende Poster, der havde hver 100 m at afpatruljere.

Naar Nattevagten saa havde forladt Broen og var gaaet ind i Vagtstuen, vilde han kalde den nærmest patruljerende Post hen til Køkkendøren og give ham en Kop Kaffe. I dette Øjeblik skulde jeg saa gaa over Broen, hoppe ned i Engen til højre for Vejen og følge Aaen et Par Hundrede Meter mod Vest, indtil jeg kom til et Staaltraadshegn. Det var Grænsen mellem Tyskland og Danmark.

Det var en fantastisk Plan. Jeg lovede Manden alle Landsens Ulykker for hans Tyveri, hvis jeg mærkede, der var Luskeri i Spillet, og rigeligt med Drikkepenge, hvis han gjorde sit bedste.

Vi fulgtes saa ad ned til Vagtlokalet og kom usete om til Skuret, hvor jeg blev laaset inde. Nu var jeg altsaa frivillig Fange. Skurets eneste Indbo var en Træbriks, den lagde jeg mig paa og faldt i Søvn.

DSK- årbøger 1950

8. august: Asmus Andresen stjæler rugbrød fra sultne infanterister

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

Næste Dag var der Ildebrand i Byen, der skulde jeg også være med. Da jeg kom hen til Brandstedet, kom der nogle Mænd slæbende med et Bord, som var belæsset med forskellige Ting, deriblandt var et halvt Rugbrød.

Bordet var bleven sat lige i min Nærhed, bag mig stod 2 sultne Infanterister, de snakkede om, at de vilde hugge det halve Rugbrød, som lå på Bordet. Medens de stod og kiggede omkring, om der var nogen, der så dem, huggede jeg Rugbrødet og forsvandt.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. juli 1918. Bomberegn og skønsang: Frederik Tychsens blandede oplevelser på standpladsen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Allerede natten mellem 5. og 6. juli kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned rundt omkring i skoven. Det var meget ubehageligt at ligge i teltet og høre på de fremmede flyveres propellers syngende lyd, der var nem at skelne fra de tyske flyvere.

Af og til faldt en eller flere bomber snart tæt ved, snart længere borte. De eksploderede med voldsomme brag. Om morgenen havde vi flere sårede og døde. Blandt de sårede var Øtzel. 18 heste havde revet sig løs og styrtet af sted, dem fik de aldrig mere fat på.

De var løbet bort om natten, da der var delvis panik mellem mennesker og dyr. Men hestene blev sikkert indfanget andre steder, uden at de afleverede dem – selv om de vidste, hvor de kom fra. Det hændte også jævnlig, at vi fik fat på en hest; den blev heller ikke godvillig udleveret til de retmæssige ejermænd.

Øtzel var en af dem vi savnede i lange tider. Han fik hånden slået i stykker. Øtzel stammede fra Thüringen, her var han minearbejder. Han var ca. 20 år, og det, der gjorde ham almindelig afholdt, var hans tiltalende væsen, og hans omgængelige natur. Han havde en ualmindelig smuk sangstemme. Han sang ikke ret ofte, men når han sang, lyttede hele batteriet.

Han forstod bedre end nogen anden at vælge det rigtige tidspunkt, sted og den rigtige stemning. En aften lå vi således oppe på et høloft. Vi havde haft svære tab om dagen, og en lang marchtur havde vi bag os. Om aftenen, før vi faldt i søvn, sang Øtzel med sin bløde stemme så ganske henrivende:

Am Holderstrauch, am Holderstrauch

wir sahsen Hand in Hand,

wir waren in der Maienzeit

die glüklichsten im Land osv.

De allerfleste lå denne aften med tårer i øjnene, de blev grebet af hjemve og længsel efter, at krigen skulle gå til ende; og Øtzels sang slog på de bedste strenge og fremkaldte det dybeste i soldaterne: kærlighed, troskab mm. Nu sang Øtzel ikke mere for os, han kom på lazarettet vistnok i Braisne, og vi så ham aldrig mere, men mindet om ham beholdt vi.

Ikke langt fra skoven var der en bred å. Her kunne vi bade. Dog skulle vi stå fuldstændig stille, hvis der skulle komme fjendtlige flyvere i luften. Vi benyttede lejligheden og badede hver dag. En eftermiddag, da vi nogle stykker kom ned til åen, kunne vi se nogle fingre, der famlede rundt i vandets overflade.

Det var en, der ikke kunne hjælpe sig selv i land, han var ved at drukne. Vi fik ham halet i land, og han var bevidstløs. Vi stillede ham på hovedet, og fik vandet af ham.

Så tumlede vi noget med ham og omsider begyndte han at komme til sig selv, men han lå endnu længe og kunne ikke sige noget. Så var der en, der sparkede ham i enden, så blev han vred, og det kan nok være, at det hjalp – han skændte og sparkede og slog; lidt efter kunne han rejse sig og gå bort – altså et probat middel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. juli 1918: Frederik Tychsen og hans batteri bryder ind i hønsehus

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Det var forbi med fremmarchen for denne gang. Ja, franskmændene gjorde modangreb, og vi måtte tilbage. Dog gik tilbagetoget i bedste orden. Nu var der ikke længere nogen overflod med levnedsmidler, tværtimod, det blev knap igen, og kødet og kiksene fra depotet var for længst blevet spist.

Excellence Bergmann havde imidlertid et helt hønsehus med dertil hørende hønsebestand ved staben. Hønsehuset var bygget på to hjul, så det var transportabelt. En aften gik vi i stilling i nærheden af divisionsstaben. Der var nogle stykker fra vort batteri, der havde fået øje på hønsebestanden, og da det blev mørkt, gik de derhen.

Der stod imidlertid vagt om natten, det var en gammel landsstormmand, han sagde: ”Halt! wer da!?” Men det tog de ikke særlig højtideligt, men bad ham om at fjerne sig, for ellers ville han fa en håndgranat i hovedet. Den gamle blev bange og løb sin vej – for at hente det øvrige vagtmandskab.

Imens krøb de andre ind og hentede hønsene. De tog dem med hen til batteriet, slagtede dem og gjorde dem i stand. De blev kogt og spist, og det meste af natten gik med denne håndtering. Vi havde fået 3 høns ved fjerde kanon. Jeg foreslog at give en til chefen, løjtnant Wiederholdt, for han var lige så sulten som vi. Han tog imod suppen og en halv høne med glæde, spiste og lovpriste den gode mad. Vi fik nok at spise denne nat.

Tidlig næste morgen gik divisionsstabens tjenere og snuste rundt og skulle se at opdage, hvor hønsene var blevet af. De fandt i nærheden af vort batteri alt for mange hønsefjer; det blev mistænkeligt, og de meldte det til staben. Hen på formiddagen skulle vi træde an. Vi ventede længe, og omsider kom Excellence Bergmann.

Vi stod ret, og efter en kort samtale med løjtnant Wiederholdt råbte løjtnanten: ” 1. Batterie! Der er forekommet et mægtigt svineri sidste nat, idet nemlig Excellencens hønsebestand er blevet stjålet, og derfor byder jeg den og dem, der har taget hønsene, eller dem, som måtte vide nogen besked derom, at træde tre skridt frem!!” Der var musestille.

Ingen rørte sig, og ingen trådte frem. “Der kan De se, deres Excellence, mine folk stjæler ikke!” Endnu en gang gentog løjtnant Wiederholdt sit kommando, at de der vidste eller havde haft med det at gøre, skulle træde frem.

Resultatet blev det samme. “Sehen Sie Euer Excellence, meine Leute stehlen nicht.“ Der gik et stille smil gennem geleddene. Der var ikke noget at stille an, og den lille stramme excellence med den røde næse forsvandt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. juli 1918. Køkkenofficer vil sende en flæskesteg hjem til konen – men sådan narrer man ikke Claus Juhl!

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).

Endelig, efter 13 måneder i felten, opnåede jeg orlov og rejste den 6. juli fra Roye. Jeg fulgtes med min ven og kompagnikammerat Peter Petersen fra Raade ved Øsby. Vi slæbte på en stor pakke med »vasketøj«, som tilhørte vor køkkenunderofficer.

Da vi kom ind i toget, mødte vi i kupeen Peters gamle nabo fra Raade, Claus Juhl, en mand på ca. 40 år. Det første spørgsmål, han stillede til Peter, var: »Hvem lader jer slæbe på sådan en stor pakke?« Peter fortalte så, at vasketøjet skulle afsendes fra Køln til køkkenmandens mor.

Claus Juhl havde ingen kommentar, men tog uden videre sin lommekniv frem og skar snoren om pap-æsken over, og til vor store overraskelse faldt der seks store dåser med flæskekonserves ud af pakken.

Claus Juhl forærede hver af kupeens seks soldater en dåse, og inden vi nåede Køln, var pakkens indhold forsvundet i vore maver.

Efter orloven var køkkenchefen den første til at byde os velkommen. Han gjorde det ret mistroisk, men vi var jo allerede enige om, at dersom han ville gøre ophævelser og behandle os uvenligt, ville han omgående blive meldt til regimentskommandøren. Han var dog klog nok til at holde sig i skindet, og vi to blev vældig godt behandlet.

DSK-årbøger 1972

Den omtalte Claus Juhl kan være den Claus Juhl, der flere gange optræder med egne historier her på siden og som har være inspiration for Pernille Juhls roman “Vent på mig, Marie”.

2. juli 1918: Døddrukne og stopmætte i fjendens rigelige forsyninger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Jeg fandt det store proviantdepot – det største, jeg nogen sinde har set. Jernbanen førte derhen med 2 gange dobbeltspor, og hele komplekset udgjorde en hel by. Der var vistnok over hundrede større og mindre barakker.

Da jeg kom derhen, var der ikke så forfærdelig mange mennesker; jeg gik hen til kornbarakkerne og skaffede mig en sæk ved at hælde kornet ud på gulvet, gik hen i en anden barak og fyldte den med franske kiks og konservesdåser med amerikanske beafstyk.

I alt havde jeg vel en 30 – 35 kg i sækken, så kom jeg forbi vinbarakkerne, jeg drak 2 gange et drikkebæger til 1/4 1 og fyldte min feltflaske. Det havde været meget varmt, og jeg kunne godt mærke virkningen af den dejlige vin. Jeg gik straks tilbage til batteriet, men da begyndte folk af alle våbenarter at strømme til, alle ville de hen for at hente levnedsmidler – og slukke tørsten.

Da jeg kom tilbage til kanonerne, var vi kun foruden vagten nogle få stykker. Jeg åbnede dåserne, spiste kød og kiks og drak vin til – en herlig ting. Vi delte; de andre havde også hentet sig noget. Da vi havde spist og drukket vinen, gik de andre til depotet igen, de ville have fat i noget mere. Jeg blev tilbage ved 4. kanon.

Ved midnatstid kom batterichefen løjtnant Wiederholdt med en skydebefaling – vi skulle beskyde de franske stillinger – men jeg kunne ikke alene betjene kanonen, og han spurgte efter alle de andre. Jeg forklarede, at de var sandsynligvis henne i depotet. Han gav mig befaling til øjeblikkelig at hente dem. Chefen var vred – stod med en skydebefaling, men intet mandskab (han havde også smagt på vinen).

Jeg gik hen til depotet. Det var i de lyse nætters tid, og det var en dejlig varm aften, og jeg kunne se, da jeg havde gået et lille stykke, hvorledes alt og alle strømmede mod depotet.

Da jeg kom derhen, mødte der mig et billede, som jeg aldrig havde set mage til. Der var strømmet folk til fra hele divisionen, så man roligt kan anslå folkemængden til mellem 10 og 20 tusind mennesker.

Det lignede en stor markedsplads, soldaterne gik og kom, fra det ene sted til det andet, syngende og råbende, og de allerfleste var berusede. Nogle kom ridende, andre trak hestene eller havde bundet dem, og mange heste gik herreløs omkring. Mange af soldaterne lå rundt omkring og sov, og nogle, ja, mange var døddrukne.

Alle kom de slæbende, enten med det ene eller det andet, og der var nok af det. En, så jeg, kom bærende med en 20 – 30 flagermuslygter på ryggen, en anden kom med et stort bundt læderremme, men mest havde de sagerne i en sæk. Jeg råbte en gang imellem på 1/407 (1. Batterie/Bataillon 407), men det var håbløst. Det hele var et virvar, og så al denne spektakel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. juni 1918. På tyvetogt efter kløver til de sultne heste

Jørgen Hansen fra Endrupskov havde ansvaret for nogle af regimentets heste. Men det kneb med at skaffe foder.

Det begynder nu at knibe med Foderet til vore Heste, vi skal stjæle
for at faa det nødvendige. Med tre Pund Havre og en lille Visk Hø kan Hestene ikke holdes paa Benene, og falder Hestene af, er der mange andre ved Kompagniet, som nok vil bytte med os, der er saaledes ikke andet for end at stjæle sig til Foderet.

Ingen blev straffet for at stjæle Foderet, kun for at blive taget paa fersk Gerning.

Den tyske Militærlovbog indeholder ellers strenge Bestemmelser for Tyveri. Jeg skal fortælle om et af de Tyvetogter, som illustrerer tilstrækkelig tydeligt, hvorledes det gik for sig.

Om Natten den 28. Juni var vi tre Mand ude paa Forpagter Gejots Mark for at bjerge nogen Kløver. Bonden, som havde mærket, at der blev stjaalet paa Marken, havde sat sig paa Lur efter os.

Da vi havde læsset, kom Manden frem af sit Skjul og fulgte med os for at faa konstateret, hvem der havde stjaalet hans Kløver.

Han meldte øjeblikkelig Tyveriet til Vagten, og de to kom sammen ind i Stalden, medens jeg ene opholdt mig der.

Det var jo paafaldende, at Hesten havde Seletøj paa midt om Natten, og der kunde saaledes ikke være nogen Tvivl om, at jeg havde noget med Græstyveriet at gøre.

Det første Spørgsmaal gjaldt mit Navn og Formation, men jeg var rent ud sagt fra Sans og Samling og kunde hverken huske det ene eller det andet.

En Mand, som var stationeret i samme Stald, kom mig nu til Hjælp. Om han kendte mig, spurgte Vagten. Nej. Han havde aldrig hørt mit Navn. Et fiffigt Øjekast fra Vagten var Signalet til mig om at forsvinde, og det gjorde jeg skyndsomst.

Der blev nu sendt Meddelelse, til Bataillonskontoret, og Forhør blev holdt i Sagen, men ingen vilde vedkende sig Tyveriet, skønt 1 Løjtnant, 2 Underofficerer og 12 Mand var vidende om det.

Sagen blev opgivet paa Grund af manglende Beviser.

Saaledes blev den civile Retspleje haandhævet paa tysk Grund, lige i Nærheden af den franske Grænse i det Herrens Aar 1918.

Sønderjyske Årbøger, 1930.

2. juni 1918. Soldaterkammerat fuld i Eau de Cologne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Efter at have ventet nogle timer i x, fortsatte vi og gik i stilling ved en vandmølle. Vi stillede kanonerne op og gjorde skydeklar, men vi fik så lov til at gå under tag i mølleriet. Vi lagde og hængte vor bagage, våben og munderingsgenstandene rundt omkring på kasser og på hjulene.

Derefter gav vi os til at koge mad. Vi havde imidlertid fået fat i en transportspand, og i denne kogte vi suppe på kaniner og høns. Disse dyr havde vi fanget i dagens løb; kaninerne stod rundt omkring i kasserne, og hønsene fik vi ud af hønsehusene. Endvidere havde vi fået fat i en sæk ris og en sæk kaffebønner.

Kaninerne og hønsene blev straks dræbt efter fangsten, og så blev de opbevaret i en sæk, indtil de skulle bruges. Der var et par stykker af betjeningen, der lavede mad, medens de andre betjente kanonen eller lavede andet arbejde. I stillingen ved vandmøllen blev der lavet en særdeles god suppe med kanin- og hønsekød samt ris osv.

Kanoner Johan Warras havde været i byen, og her var han gået ind i en friseursalon (forladt), og havde fundet en flaske Eau de Cologne og drukket den. Han blev meget fuld af denne drik, og da han kom tilbage, gik han hen til vandskodderne og i fuldskab lukkede han op for vandet, og vandmøllen blev sat i gang. På en gang bevægede hjulene sig inde i mølleriet, og alt, hvad der hang eller lå på dem, blev drejet med omkring.

Der blev flere bajonetter og karabiner brækket, og en mængde tøj blev revet i stykker. Hjulene blev ret hurtigt standset igen, men da var skaden sket. Imens blev suppen færdig. Kl. var blevet ca. 12, og det var mørk nat.

Vi gav os til at spise, og der var rigelig med kød og suppe. Grabowski, en ung forsultet polak, fiskede det ene hønselår op efter det andet, åd det uden brød eller anden tilsætning. Fedtet løb ham ned over hagen, hver gang han bed i låret, og det endte med, at han måtte kaste op, men straks han var færdig med opkastningen, begyndte han at spise igen, indtil han atter kastede op, og sådan blev han ved, så længe der var noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. maj 1918: Frederik Tychsen – Fremrykningen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Batteriet havde holdt op med at skyde, Vi skulle skifte stilling fremefter. Hen imod aften gik vi i stilling igen ved? og i løbet af aftenen blev min kanon gjort i orden, og den var skydeklar. Men der blev ikke skudt noget denne aften.

Vi var imidlertid kommet så langt frem, at der boede civilfolk hist og her. De allerfleste var rømmet, men de gamle var som regel tilbage. Det soldaterne i almindelighed tænkte mest på, var at få fat i nogle levnedsmidler. Vi var absolut ikke forvænnet med mad eller drikke, og det havde knebet meget i den sidste tid at få tilstrækkelig føde.

Vi fik nu lejlighed til at få fersk kød. Kreaturerne stod mange steder og brølede på staldene, og der var ingen til at røgte dem. Det første vi fik fat på, var en ged. Det var betjeningen ved 4. kanon, der havde fanget den. Warras – en polak – trak straks sin lommekniv op og skar hovedet af den, og så tog et par mand fat på at flå den. Den blev parteret og stykkerne kogt i en spand.

Den var noget sej, men den kunne godt lade sig spise sammen med et stykke brød. Vi delte ud af stykkerne til dem ved 1., 2. og 3. kanon, og de spiste, så længe, der var noget. Imidlertid kom der 3 – 4 mand slæbende med en stor, mager so på en trækvogn. De havde skåret halsen over på den på stedet, og straks efter ankomsten blev den parteret.

Det bedste af den blev kogt, og fordi vi havde været noget rundhåndet med gedekødet, kom vi i betragtning ved omdelingen af soflæsket, der dog var bedre at tygge end geden. Det, der ikke blev spist, blev taget med, eller opbevaret. De havde også fundet vin, denne havde løftet stemningen, så der var i grunden en vældig fest. Der blev slagtet og kogt til langt ud på natten.

Den 30. maj oprandt, og allerede fra morgenstunden tegnede det til at blive en stor kampdag. Franskmændene satte ind med en voldsom skydning tidlig om morgenen. Vi skiftede stilling og gik atter i ildstilling bag et hegn på en mark bag ved en skov, der skrånede ned af en bakke.

Vi fik ammunition med lastbiler, vore egne ammunitionskolonner samt den øvrige bagage så vi ikke til i flere dage. Vi åbnede ilden tidlig om morgenen på ret stor afstand; vi skød hele formiddagen, og hen på eftermiddagen slap ammunitionen op. Vi ventede efter nye forsyninger, men der kom ingen, og vi stod og manglede det. Vi gik så rundt og så på sagerne.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

18. maj 1918. Løjtnanten kan “rende mig noget så grusomt!”

Senest ændret den 17. september 2021 20:24

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. I foråret 1918 fik kompagniet en ny løjtnant, som ingen brød sig om.

Det varede ikke så forfærdelig længe, før den gode løjtnant atter var fremme i rampelyset. Årsagen var følgende: En dag, vi var på march, kom vi igennem en by, der for størstedelen var rømmet af befolkningen. Kun enkelte gamle folk sad endnu tilbage i kældrene og ville ikke forlade deres hjem. Byen var dagen før blevet erobret af tyskerne, og indbyggerne var forsvundet sammen med de franske tropper. Jeg vi l tro, at byen har haft en 4-5.000 indbyggere.

Da vi var nået gennem byen, blev der gjort holdt og slået lejr. Der var et andet regiment foran os, nemlig det, der havde erobret byen. Vi var, som det så kønt hed, »in allerhöchster Alarmbereitschaft« (i allerhøjeste alarmberedskab), og det blev os strengt forbudt at gå tilbage til byen.

Jeg blev imidlertid sendt derind af Feldweblen for at få fat i noget sukker. Det lykkedes ret hurtigt, fordi jeg dumpede ind i en stor lagerbygning, hvor der var sukker i massevis. Jeg gik tilbage for at få fat på et køretøj til at hente sukkeret med. Da jeg nåede kompagniet, var der stor opstandelse. Løjtnanten ville tale med »Unteroffizier vom Dienst« – det var den underofficer, der havde særlige funktioner, når vi var på march eller havde slået lejr. Det var hver dag en ny mand, der havde jobbet. Denne dag var det én, der hed Neurath, og han var ingen steder at finde. Jeg havde en anelse om, at han var gået ind i byen, for han led altid af en ulidelig tørst, og byens kældre var fulde af vin, det havde jeg konstateret under min søgen efter sukker. For øvrigt var min ven Richard også borte, og da han var lige så tørstig som Neurath, var jeg ikke i tvivl om, hvor de to var gået hen.

Jeg ville skynde mig tilbage til byen for at finde dem, men i det samme kom Neurath. Han fik at vide, at han øjeblikkelig skulle melde sig hos løjtnanten, hvortil han svarede: »Der kann mir den Puckel runter rutschen« (Han kan rende mig noget så grusomt), men han gik dog derhen. Jeg fulgte med, da jeg jo skulle tale med Feldweblen angående sukkeret.

Løjtnanten var rasende og foreholdt Neurath, at han trods det udstedte forbud var gået tilbage til byen. Dette benægtede Neurath og hævdede, at han blot var trådt af på naturens vegne. Dette beroligede ingenlunde løjtnanten; han fortsatte sin tordentale og arbejdede sig efterhånden op i et raseri, så han næppe selv vidste, hvad han sagde.

Neurath stod ganske roligt uden at fortrække en mine, ind til løjtnanten pegede på båndet til hans jernkors og skreg ham ind i ansigtet: »Und das da haben Sie überhaupt nicht verdient« (Og det dér har De slet ikke fortjent).

Så var det sket med Neuraths ro. Han sprang ind på løjtnanten, greb ham om halsen, og hvis ikke Feldweblen var ilet løjtnanten til hjælp, tror jeg, at han havde gjort ham »kold«. Neurath blev selvfølgelig straks sat under arrest og ført bort. Sagen kom for krigsretten, og den endte med, at han blev forflyttet til et andet regiment.

Grunden til, at Neurath undgik straf, var denne: Hvis underofficeren skulle straffes, så måtte man også straffe løjtnanten, fordi han ikke var berettiget til at omtale Neuraths jernkors, som han havde gjort. Jernkorset var jo blevet overrakt Neurath i »Hans Majestæt den tyske kejsers navn«. I krigsretten fastslog man, at Neuraths overfald på løjtnanten skyldtes berettiget harme, fordi løjtnantens optræden både var et angreb på hans ære og en kritik af kejserens dispositioner. Neuraths forsvarer sluttede sin tale med følgende salut: »Hvis underofficeren skal straffes for sit angreb på løjtnanten, bør man også straffe løjtnanten for majestætsfornærmelse.«

Sagen sluttede altså med Neuraths forflyttelse til et andet regiment, men vi havde en anelse om, at »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] havde haft en finger med i spillet. Under sagens behandling havde han formentlig afgivet en udtalelse om de to mænd, og den var sikkert ikke til fordel for løjtnanten.

Men hvordan gik det Richard. Han var – jeg havde nær sagt selvfølgelig – også gået tilbage til byen. Jeg skriver udtrykkelig »også«, for der var ingen tvivl om, at Neurath havde været der. Det blev blot ikke bevist.

Da jeg sammen med en kusk kørte ind til byen for at hente sukkeret, så vi, at der var opløb i gaden. En ti til tolv soldater havde omringet en mand, der sad oven på en lille vintønde, som var læsset på en trillebør. Manden var Richard.

Det viste sig senere, at han i en kælder først havde tyllet så megen vin i sig, som han kunne overkomme. Derpå havde han fundet den lille vintønde, og som den gode kammerat, han var, ville han tage den med, så også andre kunne få deres tørst slukket. Under transporten stødte han på nogle folk fra en anden bataljon. De ville tage tønden fra ham, men for at forhindre dette, satte han sig oven på den. – Fuld var han som en pave.

Inden vi nåede helt derhen, kom tre officerer ridende. De havde den bekendte brede, røde stribe på benklæderne, der viste, at de var fra generalstaben.

De folk, der havde standset Richard, forsvandt i god tid ind mellem husene, men Richard sad stadig på sin tønde, da officererne nåede hen til ham.

Det endte med, at Richard blev indberettet og degraderet til menig.

Han var nærmest ligeglad; men det var jeg ikke. Jeg talte med Hannoveraneren, og fik Richard tildelt som »Richtschütze« (1. skytte) ved mit gevær, og så var jeg glad.

Mandskabet var efterhånden blevet dårligere og dårligere, skyde ordentligt var der næsten ingen, der kunne mere. Nu havde jeg en mand, der var O. K . og var nu fri for altid selv at ligge bag geværet, når der skulle skydes.

En ting mere: han var verdens bedste kammerat. For resten blev Richard ret hurtigt udnævnt til Gefreiter, og før jeg forlod kompagniet den 10. oktober 1918, var han atter underofficer. Den slags ting ordnede Hannoveraneren og »der Graf« i en håndevending. De kendte deres folk.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

30. marts 1918. Honning med bi-smag …

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning

Den store Kejseroffensiv, der begyndte den 21. Marts 1918, havde ført os frem til Landsbyen Vrély, Vest for St. Quentin. Den 29. Marts fortsatte vi Fremmarchen over Vrély, Warvillers, le Quesnel, Hangest, Contoire, Pierrepont ved Avrefloden, over denne, gennem Landsbyen Hargicourt og endnu en 4-5 km frem , saa var det Slut. Vi var da længst fremme i den Bule, som blev trykket ind i de allieredes Front.

Det havde været en bevæget og afvekslende Tid. Som­me Tider var vi hundeangste f. Eks. naar vi om Natten rykkede ind i en Landsby i de af Beboerne forladte Huse for at overnatte i dem, medens Byen blev bombarderet af Flyvere eller enkelte Gange af fjendtligt Artilleri. Til an­dre Tider var vi nogle farlige Karle, der var ligeglade med det hele, særlig naar vi havde faaet fat i nogle Fla­sker Vin eller Cognac. Jeg husker en Nat i en Landsby, hvor vi rykkede ind i et fint, forladt Hjem. Vi stillede tændte Stearinlys i tomme Flasker rundt om Sengen og gik til Køjs med ikke saa faa Flasker Bourgogne. Vi raabte og støjede, mens Bomberne bragede ned omkring os, og vi var revnende ligeglade med det hele, indtil det ty­ske Gendarmeri kom og beordrede os til om gaaende at slukke Lysene eller mørkelægge Vinduerne.

Jeg husker en anden Gang, da vi kom til at bo i et lille Hus i Udkanten af en Landsby. En Kammerat fortalte os, at han havde set Bistokke lige i Nærheden. Han men­te, at han havde Forstand paa at slynge Honning, og et Par Soldater drog da med ham for at bjærge nogle Kuber. Men det blev en ynkelig Forestilling. Da han hverken kunde det ene eller det andet, fandt han paa at tænde Ild under Vandet i Gruekedelen, og saa stillede han Bistokkene ned i det kogende Vand, saa at Voks, Honning og Bier smeltede sammen til en Pærevælling. Derpaa siede han Honningen fra — sammen med de døde Bier, varmede endnu en Gang det hele op og siede Bierne fra. Saa skulde den rene Honning være der. Men sikken et Produkt! Der var endnu Masser af Bivinger og Biben tilbage, og saa havde det oven i Købet en stærk Vokssmag. Vi nægtede pure at smøre dette Produkt, som han kaldte „reiner Bienenhonig”, paa vort Brød. Men vi fik da en Aften til at gaa med det.

DSK-årbøger 1954

 

29. marts 1918. En skål på tysk nederlag og Sønderjyllands genforening med Danmark!

A. P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten. Ved fronten fik han via en fælles ven sat et møde i stand med sin broder, Jens, der var maskingeværskytte.

(… fortsat)

 Så mødtes vi da igen, og det var lige ved, at min Bror skulde have mødt sit Endeligt i denne lille Landsby, idet den en Times Tid forinden jeg kom til Byen, blev beskudt af Englænderne. Da de hørte Granaterne komme, stod han på Vejen og vilde sammen med mange andre springe ned i en Kælder for at komme i Dækning.

Han var også kommet nogle Trin ned, da det gik op for ham, at det kunde vare farligt, dersom en Granat gik ned igennem Huset. Han sprang derefter igen op og løb bort. Og så kom Granaten. Den eksploderede midt i en stor Klynge Soldater. I min Brors Kompagni dræbtes 8, og 16 blev såret.

De var just ved at begrave de faldne ude på Marken under et Træ, da jeg kom.

Vi var sammen et Par Timer og talte igen om det samme: Hvornår holder dog den Krig op ? ——-

Et Par Dage forinden havde et Par af mine Kammerater opdaget et engelsk Officerskasino og havde „reddet” en Masse Bourgogne til os. Vi havde også i en Marcipanfabrik „reddet” os Sække af Mandler, og jeg havde et Par Flasker med af den ædle Drue og Tasken godt fyldt med Mandler.

Jens og jeg fandt os uden for Byen et Dige ved Siden af Vejen, hvor vi i det dejligste Solskinsvejr kunde have det lidt for os selv.

Vi satte hver sin Flaske for Munden og drak den ene Skål efter den anden for vores gensidige Sundhed, vore Forældres og Søskendes Sundhed, og ikke mindst for Krigens lykkelige Ophør, d.v.s. Nederlag for Tyskerne og vor Genforening med Danmark.

— Se . . . . alt det gik i Opfyldelse, så det har vel nok været en god Vin!

I løftet Stemning og med store Håb og Ønsker forlod vi hinanden, og jeg så ham ikke igen før et År efter, da han med „St. Thomas” kom til København med det første Hold løsladte dansksindede Krigsfanger fra Aurillac.

DSK-årbøger 1953

 

14. marts 1918. En natlig samtale med en landsmand

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland. Natten til den 14. marts køres han til Halluin af en landsmand, Kliver fra Mastrup, som han har truffet.

En Køretur om Natten.

Det var dejligt mildt Vejr, og Maanen skinnede. Men Landskabet husker jeg ikke meget af, vi kom igennem Chelouv, som ogsaa havde lidt meget. MenTiden brugtes ellers ikke til at se. Samtalen kunde nu gaa Paa vort Modersmaal, og som det var en Glæde for mig at mødes med en Landsmand derude, saaledes mærkede jeg, at Glæden over vort korte Samvær var ikke mindre for Kliver. Han fortalte ustandseligt, og jeg spurgte og lyttede. Kliver havde gjort Krigen med fra Begyndelsen af og havde haft det næsten ufattelige Held, at han ikke havde været saaret eller syg i alle de Aar, skønt han hele Tiden havde været med i forreste Række.

Nu havde han faaet en Plads bag Fronten som Kusk. Hans Arbejde bestod til Dels i at køre Proviant og særlig Ammunition og Maskingeværer frem til Ildlinjen.

Men helt frem kom han jo aldrig med sit Køretøj. Det sidste og farligste Stykke Vej skulde Ammunitionen eller Provianten bæres frem af Soldater.

Det gjaldt jo om at faa en eller anden af de mange „Druckposten” bag ved Fronten, fortalte han. Ja, der er mange af den Slags, en Del af dem officielle, men mange af dem er lavede for Tilfældet.En meget attraaet Post er saaledes at blive Oppasser for Regimentets Ko. Hvert Regiment har nemlig sin Ko, og den skal jo passes. Hvem der har det Held at faa den Post, er godt forsørget. Til Hestebeslag og til at holde alle de mange Vogne i brugbar Tilstand samt til at reparere Uniformer og Støvler krævedes der jo ogsaa en hel Del Haandværkere, Smede og Hjulmagere, Skomagere og Skræddere, som saaledes slap for at komme ud i Ildlinjen.

Men der laves da ogsaa andet end absolut Krigsmateriel, fortalte han. Haandværkerne er villige til alt, det gælder om at bevare Stillingerne!

Andre meget attraaede Stillinger var at faa Ansættelse i Officersmessen, enten som Kok eller med at gaa denne til Haande. De behøvede ikke at sulte, thi naar der kom Proviant, saa skulde disse Messer altid først forsynes, saa skulle Feldwebelen have sin Part, Skriverne paa Skrivestuen havde ogsaa sædvanlig god Forbindelse med Køkkenfolkene, saa de ikke blev glemte.

Det, der blev tilbage, naaede saa endelig ud til Frontsoldaterne.Jeg var en Tid lang Oppasser for en af vore Feldwebeler – de havde ingen Ret til at holde Oppasser, men det var der ingen, der brød sig om. – Som saadan blev jeg en Gang sendt hen til Officersmessens Køkken efter noget til min Feldwebel. Kokken holdt et Hus af den anden Verden. Feldwebelen skulde intet have.

Jeg stod ganske rolig og lod Skyllen gaa over mig, jeg var jo for-Resten ogsaa ligeglad. Men da Kokken havde faaet lettet sit Hjerte, saa udleverede han mig den ønskede Proviant. Han turde simpelt hen ikke andet. Det kostede jo kun Feldwebelen et Pennestrøg, så røg Kokken fra sin Bestilling, som ikke egnet til denne Gerning, og saa gik Vejen ud i Skyttegraven!

Vi havde Krammet paa dem!

Og hvor er der blevet sendt uendeligt meget til Tyskland af Soldaterne og Officererne, fortalte han videre. Da vi paa et af vore Tilbagetog kom til Cambrai, blev alle Beboerne fordrevet. Cambrai var en ikke helt lille Fabriksby, hvor der særlig lavedes fine Lærredsvarer.Alt, hvad man fandt af disse Varer, blev sendt hjem, og det var ikke smaa Pakker, som Soldaterne sendte af Sted, de kørtes bort i store Vognlæs. Min Feldwebel „reddede” en meget kostbar Buffet, som han sendte hjem. En Soldat, der var Snedker, skulde hjælpe mig med at skille den ad og pakke den ned. Men desværre for Feldwebelen ankom kun enkelte Dele af Buffeten i hans Hjem, saa han har ikke haft udelt Glæde af dette Rov.

Det oplæstes jævnligt for os, at Tyverier var forbudt. Men Soldaterne tog ikke dette saa højtideligt, de vidste, at der dog ikke blev foretaget alvorlige Efterforskninger.Og hvordan man maatte førstaa at hjælpe sig, det lærte man os ogsaa. Da vi en Aften nærmede os en By, læste en af Officererne en Fortegnelse op over de Køer, Faar og Svin, som var i Byen. Der maatte ikke stjæles, sluttede Oplæseren, men hvad man skulde bruge, kunde rekvireres.

Saa „rekvirerede”Soldaterne, men der blev intet„stjaalet”.

Til sidst faldt Talen tilbage Paa Mikael Steffensen, som Kliver havde været sammen med i lang Tid og derfor satte meget stor Pris paa. Hin 26. Novemberom Natten havde Kliver ogsaa været ude med sit Køretøj til Ildlinjen. Da han kom tilbage til Kvarteret om Morgenen, hørte han, at Mikael var falden. Saa vidste han, at han havde set ham. Han havde set en falden Kammerat ligge ved Vejen, hvor han kom forbi. Da havde han ikke tænkt paa, at det kunde være Mikael, skønt en Tanke skød gennem mig, sagde han, at det i Grunden kunde ligne Mikael. Men jeg skød Tanken fra mig. Det var jo heller ikke noget usædvanligt at se en falden Soldat ligge ved Vejen, særlig i disse urolige Nætter.

Ved Midnatstid ankom vi til Halluin, og Kliver afleverede mig i mit nye Kvarter.

Vi tog Afsked med hinanden, næste Dag skulde Kliver med paa den planlagte Udflugt til Lille og videre.

Da jeg kom op paa mit Værelse, fik jegmin Notebog frem for at nedskrive lidt afDagens Oplevelser.

Snart viklede jeg mig ind i mit Rejsetæppe og fandt nogleTimers Hvile. Jeg havde vænnet mig noget til de mange forskellige Lyde, og Trætheden gjorde sit til, at jeg fik noglefaa Timers Søvn.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

2. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: det smukke hvide brød

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Han maatte ud med sproget

I Haderslev bemærkede læreren forleden, at en lille dreng, søn af en fragtkusk, der kører fra banegaarden rundt i byen, havde et stykke smukt, hvidt hvedebrød med til skole. Paa spørgsmaalet om, hvor han havde faaet det fra, svarede drengen, at det vidste han ikke. Den patriotiske lærer meldte derpaa sagen og kusken kom i forhør. Her forklarede kusken, at han havde stjaalet flormelet, hvoraf hvedebrødet var bagt. Paa spørgsmaalet om, fra hvem han havde stjaalet det, nægtede kusken at svare. Man forlangte imidlertid meget energisk at faa det at vide, og kusken bemærkede da, at det vilde blive værre for andre end for ham, hvis han fortalte det. Dette var imidlertid ligegyldigt, han maatte ud med sproget, og kusken afgav da følgende forklaring: til banegaarden var der til to af byens embedsmænd og en af byens største forretningsmænd ankommen tre sække flormel, med 100 pund i hver sæk. Kusken syntes, at han kunde være ligesaa berettiget til at faa mel som disse tre herrer, og havde derfor taget 10 pund af hver sæk. Men da han naturligvis nu var strafskyldig, saa forlangte han ogsaa, at de tre herrer blev anklaget for ulovlig hamstring. Dette kunde man dog naturligvis ikke gaa med til; men kusken blev ved sit. Efter længere forhandling tilbød man kusken en pengesum for at tie stille med sagen samt fri for videre tiltale, men kusken svarede dertil, at nu var han jo tyv, men kæltring vilde han da ikke være. Naturligvis endte det, som man kunde vente, med, at kusken fik lov at gaa, men at han ikke har været ganske tavs, beviser historiens fremkomst.

25. februar 1918: Frederik Tychsen – Spande reddes op af brønden

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Der var en uhyre dyb brønd ved det gamle slot. Den var bygget af granitsten og målte ca. 3 m i gennemsnit (diameter). Her skulle vi hente vand, og vi trak det op i en spand, der hang i enden af et langt tov. Der var også en krog i enden af tovet, og da en del med lidet praktisk sans nøjedes med at hænge spanden over krogen, tabte de spanden i vandet. Sådan tabte Johan Vinkler begge de spande, som hørte til vor stue i brønden. Han blev ganske vist skældt ud af alle mand, men det bragte os ikke spandene tilbage.

 Vi androg om at få et par andre spande, men det kunne vi ikke få, vi kunne komme til at betale dem, vi havde mistet. Der var altså ikke andet for end se at få spandene op på en eller anden måde. Vi lavede en plan. Der skulle en mand ned i brønden, han skulle sidde over skrævs på tværpinden, der var i enden af de lange kanontove, fires langsomt ned, og ved hjælp af en lang stang med en forsvarlig krog på enden, skulle han så trække spandene op.

 Vi havde i forvejen målt vandstanden, der androg sig til 2 – 3 m., vi havde også haft et lys nede i brønden og konstateret, at ingen giftige gasarter forefandtes. Det var en middagsstund i klart solskin, Karl Skurnia ville nok stige ned i brønden, og alle de andre skulle fire i tovet, medens jeg overtog kommandoen. Med stangen i hånden satte Skurnia sig over tværpinden, og langsomt sank han dybere og dybere. Det varede dog ikke ret længe, før han råbte “holdt”, det var disse granitstene, der hang så truende over hans hoved, – der gjorde ham bange. Men det nyttede ikke noget, han måtte helt ned, nu da vi var kommet så vidt.

 Han skændte og bandede, truede med klø, men der var intet at gøre, han måtte sørge for at få et par spande med op. “Holdt” råbte han, ”jeg er nede ved vandet” men det passede ikke, og havde blot dette til følge, at da han virkelig var ved vandet, troede vi ham ikke, vi fik ikke standset rettidigt, så han fik benene i vandet, men da han begyndte med at plaske, kunne vi høre det.

Karl Skurnia var imidlertid blevet meget vred, men det nyttede ikke noget, at han nægtede at bestille noget, vi havde mere tid end han, og lidt efter lidt begyndte han at søge med stangen, og dette var ikke uden resultat, han fik fat i den ene spand efter den anden, og inden vi trak ham op, havde han fået fat i elleve spande, nogle var lidt rustne, men de var gode nok til almindelig brug. Da Karl kom op, var han både våd og vred, men vreden gik hurtigt over, og han tog så noget andet tøj på.

 Vi skulle kun bruge to spande, de 9 solgte vi for 1 Mark pr. styk, og pengene delte vi. Det blev jo ikke nogen stor kapital til den enkelte, men dog bedre end ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

25. januar 1918: “Den ene flaske kom frem …” – Frederik Tychsen i godt humør på march mod Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Vi kom til kvarteret i Goed; det var imidlertid blevet mørkt, men vi fik straks noget at spise, og så gik vi til ro. Dagen efter – den 25. januar fik vi travlt straks fra morgenstunden af. Det meste af snavset blev kradset af kanoneme, remmene blev surret forsvarligt fast, alle ting blev set efter, og der blev spist tidlig til middag denne dag.

Kl. 3 trådte vi an, der blev meldt færdig, kommandoen: “Batterie March” lød og batteriet satte sig i bevægelse. Vi skulle forlades i Lichtervelde, og der var en march på en times tid. Før afmarchen havde hver kanonbetjening fået udleveret en 3 – 4 portioner snaps, som vi havde til gode, vi fik endvidere vin. Jeg foreslog at gemme vinen og snapsen til om natten i toget, for der var temmelig koldt, og så kunne vi bedre sove, når vi havde lidt at varme os på.

Til at begynde med var hele betjeningen indforstået, men det varede ikke ret længe, før de ville smage snapsen. Den ene flaske kom frem af Protzen, gik fra mand til mand, og da det var god cognac, blev den tømt. Det kan nok være, at der kom gang i sangen.

Det varede ikke længe, inden de ville smage vinen, der blev en flaske taget frem og tømt. Snapsen gjorde sin virkning, vi sang af hjertens lyst og livsens kræfter: ”In der Heimat, in der Heimat, da gibs ein Wiedersehn” osv. Ved ca. 4-tiden ankom vi til Lichtervelde.

Vi gik med sang gennem gaderne og kom om til banegården; vi kørte op på den lange militærrampe, og lidt efter blev vognstammen kørt frem og forladningen begyndte. Den ene kanon blev kørt ud på fladvognene efter den anden, og når kanonerne var læsset på, gik betjeningen hen til ammunitionsvognene og bagagevognene og hjalp til med at få dem læsset på. Det hele tog en time, så var batteriet læsset på.

Medens den øvrige betjening var behjælpelig med at læsse bagagevognene på, surrede jeg kanonen fast med ståltråd fra kanonen ned til jernbanevognen en 7 – 8 steder, der blev slået kiler ind under kanonhjulene, for at de kunne stå godt fast på jernbanevognene. Da jeg så bukkede mig ned ved et hjørne, blev hovedet for tungt, jeg fik overbalance og gik på hovedet ned i gruset på jernbanelegemet. Snapsen var vel en del af årsagen til dette lille uheld, men jeg tog ingen skade.

Det var imidlertid blevet ganske mørkt, men toget kørte ikke, da vi var færdig. Vi fik besked på, at der ville gå en lille time, inden toget ville køre. For at forkorte ventetiden gik Obergefreiter Müller og jeg samt en tredje mand om i byen, vi fandt ind i et ret stort marketenderi, og her købte vi hver en portion kartoffelsalat med bajriske pølser. Her var varmt og lunt og stuvende fuldt af militær.

De fleste sad med et glas øl foran sig; henne ved klaveret sad en soldat og spillede på det, og de sang med alle sammen af fuld hals. Midt under det hele kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned i nærheden af byen. Dette forstyrrede ikke synderligt – sangen fortsatte, der blev serveret kartoffelsalat og pølser, og de tømte glas blev fyldte igen. Vi sad og nød varmen og sangen og maden i en god halv time.

Vi gik så tilbage til banegården for at tage med toget. Men da vi kom hen på stationen, var toget kørt. Ak og ve! Vi tænkte først, at det måske var kørt ind på et sidespor, men det var det ikke. Vi gik til banegården og spurgte stationsforstanderen, hvordan vi nu bedst kunne komme bagefter.

Han begyndte med at skænde ud, alt det han kunne; men da en stationsforstander ikke var aktiv officer, men kun embedsmand, der hørte til jernbaneforvaltningen og stod under militæretaten, lod vi os ikke ret meget sige, og vi fik alle tre munden i gang og lod ham forstå, at hans bestilling var kun at give besked på, hvorledes vi bedst kunne få batteriet nået og komme hen til det på en eller anden måde.

Han blev flink lige på en gang, og fortalte os, at batteriet var kørt til Liége (Lüttich) og skulle til en forstad ved Lüttich, der hed Beyne Hensay, (det vidste vi ikke, før han sagde det) og vi kunne komme med II. batteri, der var ved at blive forladet i dette øjeblik. Vi gik så hen til den lange militærrampe og bad batteriføreren om at få lov til at køre med. Han skældte os først ud, for Bammelahter og for et ligegyldigt folkefærd, og så gav han os befaling til at hjælpe til med at læsse bagagevogne.

Det kan nok være, at han fornærmede os i allerhøjeste grad. De havde lige begyndt med at læsse, og vi måtte så hjælpe til; men vi forsvandt dog ret hurtigt, og gik hen i vognene med vor tornyster, karabiner osv.

Vi opdagede, at der i hver vogn var et Hindenburglys. Dem samlede vi sammen fra alle vogne og gik om i byen og solgte dem til marketenderiet. Det blev betalt med 1 Mark pr. styk. De indbragte en 10 – 12 Mark, og så købte vi honningkager for pengene. Vi gik hurtigt tilbage og satte os til inde i bænkevognen. Lidt efter blev de færdige med at indlade materiel og heste.

Ved 9 tiden satte toget sig i bevægelse, der var ingen, der savnede lysene, der var heller ingen, der talte om noget. Toget holdt et stykke tid i Bryssel, men der var ingen, der steg ud af toget – de fleste sov. Hen på morgenstunden kom der liv i soldaterne.

De havde bragt en spilledåse med, og den gik hele tiden, soldaterne af II. batteri sang med af fuld hals, en slog på en tom spand, og andre spillede på disse skyttegravsinstrumenter, bestående af tynde ståltråde spændt over en tom konservesdåse, der var anbragt på en gren, og på strengene blev der raspet med et stykke træ, der var savtakket i den ene kant. På denne måde kunne der laves en frygtelig ståhej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

12. september 1917. I engelsk krigsfangenskab

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange af englænderne i juni 1917. Han kom efter nogen tid til Feltham-lejren

I den første Tid af mit Fangenskab, inden jeg kom til Feltham-Lejren, var jeg sammen med de tyske Krigsfanger sat til at losse frosne Kreaturkroppe fra Damper i fransk Havn. Kosten var saamænd ret god, men dog lidt ensformig i Længden, og vi kunde ønske os lidt af alt det megen Kød, vi baksede rundt med. Men, selvfølgelig, det var forbudt at stjæle.

Vi gik med engelske Patronbælter om Livet, og godt, at det ikke var tyske, for de var jo meget smallere. For vi hittede nemlig paa at skære Kødstrimler ud af Dyrekroppene, som nøjagtigt dækkede sig med Bæltet, og lagde disse Strimler rundt om Kroppen ind under Bæltet.

Paa denne Maade kunde vi snyde ved Visitationen om Aftenen. Men rigtignok virkede det jo som en Isring omkring Livet, en Fornemmelse, som først fortog sig ved Brasningen om Aftenen inde i Barakken, naar de liflige Dufte fra det stegte Kød lod Munden løbe i Vand.

Men snart var Kødstrimlerne ikke nok for os, og vi fik Appetit paa de store Oksenyrer, der sad fast i Kroppene af de frosne Dyr. Men hvordan faa de store Klumper ind i Lejren?

En stor Hamborger fandt paa Raad. Det var Vinter, og der laa Sne paa Jorden. Vagtlokalet laa lige ved Lejren, men med en Vej imellem, og her mellem Vagtlokalet og Lejren fandt Visitationen  Sted. Eftersynet var ikke saa indgaaende og kunde heller ikke være det med den store Skare af Fanger, saa det var ikke saa svært uhindret at lade vore Oksenyrer dumpe ned paa Jorden udenfor Indhegningen, og naar vi saa gik ind i Lejren, fulgte Nyrerne nok saa nydeligt med, bundet fast som de var i et helt tyndt Stykke Sejlgarn.

Hvis ikke der havde ligget Sne som af de mange Fødder var godt tiltrampet og beskidt, vilde dette Trick aldrig være lykkedes.

Da Vagtmandskabet jo kunde lugte, at der blev braset en Del, gik de sommetider paa Opdagelse blandt os, men fandt aldrig noget, da vi under Briksen havde gravet Huller i Lergulvet, hvor vi opbevarede de huggede Kødvarer.

Fra denne Fangelejr har jeg en anden lille Oplevelse at fortælle. Da jeg havde været der omkring et halvt Aar eller saadan, gaar jeg en Aften igennem Barakken og ser  “Hejmdal” ligge paa et Bord. Jeg gloede først lidt paa en Fange, der stod ved Siden af og spørger saa, om han er dansk. Jo, det var han da, han var Johannes Holm fra Jels. Ja, og jeg er Hans Peter Schmidt fra Aabenraa.

Og der havde vi boet et halvt Aars Tid sammen uden at være stødt paa hinanden.

DSK-årbøger, 1943

29. august 1917. På kartoffelskud med skarpladte geværer

M. Levisen gjorde krigstjeneste i 9. Pionier-Bataillon.

Det var et år sidst på sommeren, når og hvor husker jeg ikke mere. Vi havde opdaget, at der i nærheden af vort kvarter fandtes en mægtig stor mark med kartofler. Det værste var, at der stod en »blindgænger« (feltgendarm) vagt ved marken.

Et par kartofler havde vi nok fået hugget i ny og næ, men det battede ikke rigtig. Så fandt vi på en list. Vi delte os i to hold, det ene hold sneg sig temmelig åbenlyst hen imod markens ene ende, medens det andet hold godt skjult styrede mod markens modsatte ende.

Feltgendarmen opdagede planmæssigt det første hold og skyndte sig derhen for at jage dem bort. Imens benyttede vi i det andet hold tiden til at få ranet de kartofler, vi ville have.

Inden vi kom bort, blev vi dog opdaget af gendarmen, og denne skød nu et skud efter os – uden dog at ramme nogen.

Vi blev nu ikke så lidt forargede på den »blindgænger«, der tillod sig at skyde efter gamle frontsoldater. Den næste dag tog vi selv geværer med på kartoffelrov, og et enkelt varselsskud var nok til at holde gendarmen i dækning så længe, at vi fik taget de kartofler, vi ville have.

Jeg tror nu nok, at det var heldigt, at vort kompagni dagen efter blev flyttet til et andet sted. Der blev skumlet noget om streng undersøgelse og krigsret, men da vi havde leveret kartoflerne til køkkenet, og alle, både officerer og menige, havde nydt godt af kartoflerne, blev sagen vistnok syltet.

Vi var efterhånden slet ikke kræsne med hensyn til madvarer. Jeg husker således fra stillingerne ved Arras, at der lå en gammel vandmølle, og i alle dens skakter og render skrabede vi det gamle mel ud og brugte det til mad på en eller anden måde.

En meget eftertragtet spise var hestekød. Det skete jævnligt, at en hest under ammunitionstransporten ud til fronten blev ramt og døde. Så var soldaterne rundt om fra der straks, og det varede ikke længe, så var der kun det kødløse skelet tilbage. Jeg lærte dog aldrig, hvordan man skulle stege eller koge det hestekød, så det blev mørt. Det, jeg tilberedte, var altid så sejgt som sålelæder.

DSK-årbøger 1968

14. august 1917. Efter indsatsen: To dages driverliv bag fronten ved Ypres

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 13. august om morgenen kom afløsningen. Det var dejligt at komme tilbage og få lidt ro, og vi trængte så sandelig til det.

Vi havde alt pakket sammen, vi afleverede kanonen, og ved 5 tiden gik vi tilbage, og efter en lille times march, var vi ved vognene, de holdt bag nogle træer og buske, i en fart kom vi på vognene og så kørte vi tilbage. Det varede ikke længe, inden vi lå hulter til bulter nede på bunden af vognen og sov.

Vi kørte ikke til Morslede, men til Beythem; Morslede var blevet skudt i brand i de dage, vi lå i ildstillingen. Da englænderne begyndte at beskyde den med svært kaliber, flygtede alt tilbage og tog kvarter i Beythem. Dette var gengældelse, fordi tyskerne havde skudt kvartererne i stykker bag den engelske front.

Da vi kom til Beythem, steg vi ned af vognen og fik et loft anvist på en bondegård. Det var en ret stor gård, hvor der kunne ligge 50 mand på loftet af stuehuset. Når vi kom til kvarteret, var klokken omkring 7-8 .

Først drak vi kaffe og spiste. Så vaskede vi os grundigt og så lagde vi os til at sove og sov fra kl. 9 – kl. 4. Vi stod så op, gabede, strakte os, og ved 5 tiden fik vi så middagsmad.

Om aftenen spadserede vi en tur, gik rundt i byen, drak et glas øl i kantinen, sad i vejgrøften og røg tobak, skrev breve m.m.

Ved 10 tiden gik vi til ro og sov så til om morgenen ved 8 tiden, stod op, vaskede os, drak kaffe, så gjorde vi støvlerne i stand, rensede vort tøj, syede, pudsede sabelen og karabineren, og hen på eftermiddagen stillede vi til parade med påklædning og våben. Spiste så til middag ved 5 tiden.

Tit kogte vi pærer eller æbler i denne tid om eftermiddagen, for der hørte en stor frugthave med til gården. Man kunne også komme til at skrælle kartofler, pille bønner eller komme med til at hente (plukke) bønner rundt omkring på markerne.

Man kunne også komme med hen til proviantdepotet for at hente brød og andre levnedsmidler, et sådant depot lå temmelig langt bag fronten. Eller vi begravede de faldne på en eller anden kirkegård. Ved 7-8 tiden gik vi så til ro, for ved 2 tiden blev vi vækket, og så gik det ud til ildstillingen igen.

Efter 2 døgns ro var vi udhvilet, men mindre kunne heller ikke gøre det, for når vi kom tilbage fra ildlinjen, var vi helt overtrætte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

31. juli 1917. Mathias Møller: “… det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.

I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.

Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.

Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.

Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.

På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.

Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.

Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.

Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.

Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.

Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.

Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.

Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.

Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.

Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.

DSK-årbøger, 1945

23. juli 1917. Mathias Møller i hælene på russerne: “Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Hver Dag, når vi marcherede over Nattens Frontlinie, mødte vi det samme Syn. Rundt omkring i Landskabet døde, sårede og afkræftede, som ikke kunde følge med mere. Spredt på Markerne stod rejste russiske Geværer med Bajonetten stukket ned i Jorden, et Tegn fra passerede Stødtropper om, at der lå et Lig eller en såret. Værst var det ved Vejene. Der lå de fleste. Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.

Det hele mindede mig om Slagmarker, som jeg havde forestillet mig dem, når jeg som Dreng læste Beretninger fra tidligere Krige.

Den første Dag passerede vi de tidligere østrigske og russiske Skyttegrave. De var alle meget velholdte, et Tegn på, at det havde været en rolig Stilling, men Tid til at se nærmere på Stillingen fik vi ikke. Det hed bare: videre.

Med Forplejningen gik det ikke helt, som det skulde. Det var jo ikke så let at få Forsyningerne med. Sommetider gav det noget, men til Tider måtte man selv sørge for noget spiseligt, hvis man ikke vilde sulte. Det var ikke så underligt, at vi ikke var helt velsete, hvor vi kom frem Det gik jo en Del ud over Kartofler, Æg og Høns. Noget blev købt, men en Del blev ”besørget”.

Tre Gange krydsede vi større Vandløb — Zlota Lipa ved Brzezany, senere Strypa og Sereth, alle tre Bifloder til Dnjestr. Overgangen var jo noget, der tog Tid ved Benyttelsen af provisoriske Broer og gammeldags Færger, for alt skulde jo med – Vogne, Heste, Biler, Skyts etc.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1945

7. maj 1917. H.C. Brodersen kaprer et tog på vej mod nord

Senest ændret den 4. december 2020 8:56

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917
Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt  et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.

Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.

Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af  Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.

Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han  nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.

Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.

Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.

Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.

„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.

Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.

 

3. april 1917. Retur til dødens hule: “Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp.”

Senest ændret den 4. december 2020 9:14

Den hule, hvori H.C. Brodersen opholdt sig sammen med adskillige hundrede andre soldater, er braset sammen og mange er blevet knust. Men Brodersen og hans nærmeste kammerater er sluppet ud.

De fleste af os fandt sammen nede i Dalen, hvor ogsaa en Løjtnant fra Kompagniet, men som vi ikke havde set i Hulen, blev antruffet. Han samlede sammen paa Resterne af dem, der hørte til  Kompagniet, og da han hørte, at vi var løbet fra det hele og ikke en Gang havde bjerget hverken Maskingeværer eller Gasmasker, gav han omgaaende Ordre til, at vi skulde hente det hele tilbage.

Berliner Justav, Skorstensfejeren og jeg samlede alt, hvad der var i Nærheden af Mandskab, og paany gik det tilbage til Hulen.

Skydningen var imidlertid aftaget betydeligt, og uden Tab naaede vi Hulen. Vi samlede, hvad vi mente, vi kunde bære og skyndte os  forøvrigt med at komme ud.

Opholdet var uhyggeligt. Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp. Mange Gange lød det, som om Raabene kom fra Gravens Dyb. „Hier Hauptmann Reich,” lød det fra et Sted. „Hier Hauptmann Reich,” ikke mere, men det var nok til at vide, at Hauptmanden var indeklemt et Sted imellem Stenene og ikke ‘kunde slippe fri ved egen Hjælp.

Vi søgte at finde Stedet, hvorfra Raabene lød, men kunde ikke finde, hvorfra de kom. Det var som i en stor Grav, og Raabene gav Genlyd til alle Sider.

Under vor Vandring i Hulen kom vi forbi Døren til Spisekamret. Den var revet af sine Hængsler, og der var uhindret Adgang. Her var alt tænkeligt spiseligt opmagasineret, og selv under disse uhyggelige Forhold kunde Skorstensfejeren ikke lade være med at aflægge  Spisekamret et Besøg.

Det var ogsaa Anstrengelserne værd. Det  varede heller ikke længe, før vi havde tømt vore Tornystre for alt overflødigt Indhold, og Brød, Skinker og Pølser forsvandt ned i dem i Stedet for. Store Kurveflasker fyldt med Rom og Cognak blev hældt over i mindre Vandflasker og fordelt i alle Lommer.

Det sidste vi hørte, forinden vi forlod Hulen, var: „Hier Hauptmann Reich.”

Da vi naaede Dalen, laa denne fyldt med Gas. De afhentede Gasmasker kom os nu til god Nytte, og med dem for Ansigtet søgte  vi at finde Kammeraterne. De var dog ikke til at finde noget Steds, i hvert Fald ikke samlet, men enkelte traf vi, som, væltende sig i  Smerter, allerede nu havde indaandet saa meget Gas, at de var prisgivet denne snigende Død. Af og til hørte vi dette velkendte  „Plump” fra en Gasgranat, der eksploderede med en Lyd, som om en  Tallerken smadres. Gassen, der strømmede ud fra Granaten, var gulIiggraa, men efterhaanden antog Farven samme Farve som Luften og var nu saa meget farligere, da den nu ikke kunde ses.  Smagen var sødlig, men vi skulde helst lade være med at smage paa den.

 

31. januar 1917. “Jeg har ærligt og redeligt hugget den!” Bergholt fodrer sine heste

Senest ændret den 17. september 2021 20:21

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

Fra tid t i l anden afløste v i østrigske regimenter snart her, snart der; men marcherne generede mig ikke mere.

Tre gange 16 dage var jeg afløser for kuske, der var på orlov. Da jeg altid har holdt af at have med heste at gøre, passede det mig fortrinligt.

Jeg ynkedes tit over disse dyr, for de fik langt fra nok at æde.Hver hest fik højst 1-2 pund havre om dagen. Hvis de så endda havde fået tilstrækkeligt med hø eller halm, kunne det have gået an. Alt træværk, som de kom i nærheden af, åd de uden videre.

En dag, da det det var min tur til at hente den ugentlige foderration til hestene, lykkedes det mig at få en balle hø for meget læsset på vognen.

Det var pressede baller, og de vejede ca. 100 kilo. Da jeg kom hjem, forlangte underofficeren, under hvem hestene og dermed også foderet sorterede, at den »reddede« balle skulle indgå i den  almindelige fordeling.

Dette modsatte jeg mig meget kraftigt, idet jeg for det første henviste til , at jeg ærligt og redeligt havde hugget den, og for det andet, at de to heste, som jeg havde, var de to største og også de to magreste ved afdelingen.

Han bøjede sig for mine argumenter, og jeg fik lov til at beholde høet t i l mine to »rallikker«, for det var nemlig det, de var.

Virkningen af denne ene balle hø var så iøjnefaldende, at Feldweblen ved den ugentlige appel spurgte mig, hvad jeg havde gjort ved de to heste.

I øvrigt f ik jeg bevis på, at utak er verdens løn, da den ene hest en dag langede ud efter mig, så jeg satte mig på halen. Heldigvis ramte sparket min tegnebog, der sad i brystlommen og var fyldt med breve, så jeg tog ingen skade.

Da v i kort tid efter kom til Frankrig, gik det galt med disse udsultede dyr. Her var rugen allerede en halv meter høj, og græs var der også nok af.

Hestene foråd sig simpelt hen, og slet ikke så få af dem døde af kolik.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)