Tag-arkiv: feltpost

22.oktober 1918 – Milert Schulz: ”Vi kan jo ogsaa gjerne have behov at leve lidt godt, da denne Marsch har tærret godt paa os”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 22.10.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Efter at vi nu har lagd 10 Dage i Ro vil jeg dog sende Eder et paar Ord igjen. Jeg har det jo endnu rigtig godt her og er Gud skee Tak sund og rask. Post har vi siden mit sidste Brev som jeg har skreven til Eder herfra ikke modtaget men vi venter jo efter Post hver Dag, men det kommer ikke. Vi lever jo ellers heel god Dag her. Om Morgen fra kl.½ 7 – ½9.og om Eftermiddag en Appel med Beklædningsstykker. Vi som Undffc. har jo ikke andet at bestille end som bruge Munden, men det gaar alle Ro til hos os.

Efter Tjenesten ved man snart ikke hvad man skal tage sig for. Her er det endnu temmelig varm. hjemme er det vel allerede koldt. For tiden ved man ikke redt vad der skal gaa for sig her. Vi er jo ogsaa spændt hvad de vil stille an med os.

Tyrkerne har vel den 18.10 stillet Fredsnote til Wilson. Og naar Tyrkerne gjör Fred og vi ikke kommer bort herfra saa bliver vi nok interneret, men man ved jo endnu ikke hvordan det vil komme. Med Bulgarien staar det nok heller ikke saa godt. Jeg troer nu nok at det snart bliver Slut paa det heele. Det har virkelig ogsaa varet længe nok nu.

För vor Rüktog var vor Komp. Omtrændt 80-90 Mand og da vi her var ankommen var vi henved 30-35 Mand. De andre er bleven syg eller ogsaa i Fangenskab. Jeg er blodt glad at jeg er kommen saa godt med trodt det jeg havde begge Födder gjennem löben. Nu er di atter istand.

Forplejningen er ogsaa heelt godt. Vor Kökken staar lige uden for vort Vindur. Naar Kokken er ved at skære Kjodet istykker saa henter vi os ogsaa et godt Stykke. Dag spiser jeg snart ½ Pund skær Kjöd med et Stykke Bröd. Det smager ordentlig. Vi kan jo ogsaa gjerne have behov at leve lidt godt, da denne Marsch har tærret godt paa os.   

Trods det at man nu har gaaet saa meget igjennem ved dog ikke noget at fortælle Eder. Nyt er der jo ikke som kan interessere Eder. Jeg har jo ogsaa fortalt Eder denne Tour temmelig udförlig isidste Brev. Vi venter nu blodt paa at vi snart kan træde vor Rejse an til Tyskland. Det kan blive heelt dejlig naar man veed at det gaar hjemad. Gud give at vi snart maatte samles derhjemme. Jeg længes nu ogsaa snart efter at komme hjem igjen.

For denne Gang være I saa alle hjertl. Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

8. september 1918. Endelig brev hjemmefra: “En jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden”

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Da Englænderne en Dag giver os Tilladelse til at skrive og modtage Breve, føler vi det, som om de skænkede os den halve Frihed. Den 18. Februar 1915, lige før vi med „Kronborg” forlod Wilhelmshafen, skrev jeg det sidste Brev hjem til min Hustru.

Vel sendte jeg i 1916 fra Dar es Salam nogle Breve over Portugisisk Østafrika, Lissabon og Stockholm til Hjemmet, men var disse naaet
igennem? Jeg har aldrig turdet haabe det.

Vi faar udleveret nogle sammenfoldelige Breve med paatrykt: Prisonner of War, og kun saadanne maa benyttes.

Et Marketenderi er nu ogsaa bleven indrettet i Lejren og de tilladte Ting leveres af samme Jøde i Alexandria, der leverer Provianten til Officererne. Hans Johansen er bleven Kantinevært, og Jøden betaler ham 2 Procenl i Provision af Omsætningen. I disse Dage ha r han rivende Afsætning paa Blæk og Penne, som ingen i Aar og Dag ha r haft Anvendelse for.

I Spisebarakkerne sidder vi nu ved de grofttømrede Borde og det synes, som kniber det for mange at faa begyndt. Hvad maa vi i det hele taget skrive for at være sikker paa, at Brevene gaar igennem, er der een som spørger.

Tag du bare og skriv, at du har giftet dig med en Negerpige med Ring i Næsen, og saa snart Krigen er til Ende, møder i hjemme hos dine Gamle, saa skal du se, hvor henrykte de vil blive, svarer en anden.

Enkelte skriver slet ikke, de har ikke skrevet hjem i saa mange Aar, det kan godt vente et Par til. Maaske har de heller ingen Kære derhjemme, ingen, der venter paa dem, længes efter dem.

Jeg skriver saa kort og intetsigende som muligt for at være sikker paa, at det første Livstegn fra mig i snart fire Aar maa naa gennem Censuren.

Snart er den første Postsending samlet sammen og sendt afsted. I den følgende Tid er alle grebne af en paafaldende Rastløshed og Irritation, ingen ha r Ro til at tale med hinanden mere end højst nødvendig. Om Aftenen traver vi omkring i Sandet uden at kunne finde Hvile.

Under Krigens Aar i Østafrika har vi daglig i Tankerne været hos vore Kære, har tusinder af Gange spurgt os selv, hvordan mon det staar til derhjemme. Og hvordan er det mon gaaet Kammeraterne, der blev sendt til andre Fronter.

Nu endelig er Tiden snart inde, da Forbindelsen med Hjemmet igen vil blive knyttet, da vi skal spørge nyt fra vore Kære. Og hvorledes vil disse første Efterretninger mon blive? Vil de komme til at volde os Glæde, Skuffelse eller maaske Sorg?

Jeg udpeges til at være Postbud i vor Lejr. Hver Morgen skal jeg møde i Lejrofficerens Telt og der være behjælpelig med at hente og sortere den til Fangelejren bestemte Post.

Efterhaanden begynder de første Breve — og navnlig fra Sydtyskland — at strømme ind. Det er mit Arbejde at konstatere, om Adressaterne er til Stede i vor Lejr. Hvor dette ikke er Tilfældet, faar Brevene en Paategning af Sergent Fisher og bliver sendt videre til en anden L e jr i Ægypten.

Sergenten er et prægtigt Menneske, og vi kommer hurtigt paa en fortrolig Fod med hinanden. Hr. Fisher er en Købmandssøn fra London. Før Krigen har han opholdt sig baade i Tyskland og Svejts og taler derfor flydende Tysk.

Nogen Tid gaar hen. Endelig er der Breve til de fleste af Sønderjyderne i Lejren. Ogsaa til mig.

Jeg genkender øjeblikkelig min Hustrus Haandskrift mellem de mange Breve. Med rystende Hænder river jeg Omslaget op, en jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden, og kort efter udløser Spændingen sig i et dybt og befriende Aandedrag.

Brevet er ganske kort; min Hustru skriver, at hun med stor Glæde har modtaget mit Brev, det første Livstegn fra mig siden Februar 1915. Hun og Drengen har det godt og opholder sig hjemme hos Forældrene. Saa slutter hun med Haab om et snarligt Gensyn.

Min Hustru har fulgt den samme Taktik som jeg, kun at skrive saa korrekt og kort som muligt. Men Indholdet er et saadant Livstegn, som jeg Aarene igennem haabede engang at maatte modtage det. Et lille Fotografi er vedlagt, det er af min Hustru og vor lille Søn som treaarig. Han var otte Dage, da jeg rejste hjemmefra.

For at jeg ikke skal være i Tvivl om, hvem Drengen er, er hans Navn skrevet under Billedet.

Jeg er bleven saa let om Hjertet. Det vil nu være langt lettere for mig at holde ud, Krigen maa jo dog engang faa Ende og Gensynstimen slaa for os. Min Hustru venter paa mig!

Hvad er Slaveriet, Trældommens Kaar maalt med denne frydefulde Vished! Min Hustrus Hilsen har atter tændt Lys i mit Sind, men samtidig øget min Hjemlængsel.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

12. maj 1918 – Thomas Thomsen: “jeg maatte køre saa snart Orlov bliver aabnet”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 12/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det Brev og de 20 Mark jeg modtog igaar. Penge har jeg nok af for Tiden vi kan nemlig ingen bruge og Tak for de Pakker jeg modtog i Forgaards, dem kunde jeg lige Bruge. Naa, saa min Kompagniefører har skrevet at jeg maatte køre saa snart Orlov bliver aabnet. nu haaber jeg ikke at det varer længe inden jeg kommer den skal nemlig blive aabnet den 28. d.m. siges der her.

Mange kærlige Hilsener til Eder alle
din Søn Th Thomsen

17. april 1918 – Thomas Thomsen: “det er skrækkeligt”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 17/4-1918

Kære lille Moder.
Mange Tak for 4 Breve jeg fik i Dag nu er det ogsaa 3 Uger siden vi har faaet Post sidst. men i har jo heller ikke hört fra mig i saa lang tid saa du gaar jo nok og er bange for at der er sket noget. Ja jeg er jo ogsaa i Frankrig hvor det gaar haardest til. det er ikke morsomt kan i tro. men endnu har jeg det jo godt. Ja jeg vil ikke skrive mere om de grusomheder som her sker. det er skrækkeligt. Skriv mig Jakobs Adresse for jeg har ikke faaet den endnu. Jeg ved nu slet ikke om det er til nogen Nytte at jeg skriver for jeg ved ikke om vi kan give Post af endnu

Mange kærlige Hilsner
din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

17. april 1918. “… den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

Foran Fjenden den 17.4.18.

Kære Veninde!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog i Aftes. Det har jo været længe undervejs. Men bedre sent, end aldrig, og Du faar jo sige det samme, thi det kommer nok ikke til Nordslesvig til den 27. Har du Fødselsdag den Dag. Saa vil jeg ønske Dig til Lykke og at vi maa have Fred naar Dagen atter oprinder.

Jeg sidder her i et Jordhul et par Skridt fra Fjenden. Tornysteret har jeg lagt paa Knæene og det er Skrivebord. Skriveriet er jo ogsaa derefter. Her er der intet godt, hverken at hente eller vente. Men jeg haaber stadig, at jeg maa forblive uskadt til Freden engang kommer, og den der har bevaret mig hidindtil, kan ogsaa gøre det herefter.

Jeg har i den sidste Tid ført et rigtig Sigøinerliv. Det er ikke noget for mig mere. Man kan slet ikke holde noget ud, som for omtrent tre Aar siden og Nerverne ville heller ikke mere, det er snart det værste. Naar man engang kommer hjem, er man pirrelig og nervøs, som en gammel Svigermoder. Det er sørgeligt nok, men det kan ogsaa bedres noget naar man kommer til at leve lidt civiliseret igjen. Men det kan jo vare længe endnu, og hvem ved, hvad man endnu skal opleve.

Franskmanden morer sig med at skyde sine egne Byer og Stader i Grus. Hovedsagen han lader os nogenlunde i Ro. Jeg har intet Begær efter at stifte alt for nær Kendskab til hans Granater. Gid Myrderiet maa faa en Ende endnu i denne Sommer, hvor vil der blive Glæde, den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde. Men foreløbig kan man kun haabe, og lave Planer for Fremtiden, lønner sig ikke.

Naar blot Orlovsspærren snart blev ophævet, saa man kunde gøre sig Haab om at faa Orlov engang. Naar man et helt Aar er herude blandt lutter fremmede Mennesker, længes man dog efter at komme hjem og faa en lille Holdsnak paa vort Modersmaal. Det forstaar man dog bedst, skønt ingen paa mit Sprog mærker, at jeg ingen Tysker er.

Det har her været graat og koldt Veir i de sidste Dage, saa det er ingen Fomøielse at staa og sidde Dag og Nat i den vaadkolde, lerede Skyttegrav. Vil nu slutte i Haab om at der snart maa oprinde lysere og bedre Tider for os alle og mange Hilsner sender Din Ven
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

13. april 1918 – Mathias Damm: “Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 13.4.18.

Kære Moder og Sødskende!
Nu er det vel snart en Uge siden jeg skrev sidst, det er vel længe siden det er passeret. Tak for C.s Kort fra den 19 som jeg har modtaget for flere Dage siden. Jeg har det efter Omstændighederne godt og er sund og rask. Haaber i har faaet mit Kort fra den 7. Da vare vi tæt ved det Sted, Billedet viser, men vi ere jo Sigøinere og derfor spaserede vi rundt i flere Dage, vi vare en 4-5 Mil fra hvor Rasmus var før Paaske og saa dreide vi om og satte Kursen mod Fronten (mod Sydvest).

Jeg ligger her i et Jordhul i en Skov med et Teltbane over Hovedet. Det er idag et skarp Veir med Blæst, men Hovedsagen det er Tørveir, saa er det andet at holde ud. Fjenden har temmelig svære Brummere her. Der er en smule By har lige ved. Hvad der gaar for Værdier tabt, er helt utænkeligt. Der er Linned i hvert Hus, saa der kunde udstyres flere Familier dermed, og det er ingen Godtkøbsvarer. Vi bruger Lagenerne til at lave os et Leie, om vi ødelægger dem eller lader Franskmanden eller Tommy skyde dem itu, er ligemeget. Jeg har set Klædninger o.s.v. som man ikke har set dem hos os før Krigen. Der var et Steds flere Silke-Dame-Jaketter. Det var noget for Frøkenen!!!

Vin er der ogsaa en mængde af. Vi henter det Spandevis, da Fadene ere for svære at trille op paa Bjærget. Godt at vi har det, eller var det dog slemt med Tørsten. Værdisager er der ogsaa en Mængde af, baade Sølv og Guldsager, eller i hvert forgyldte. Jeg beser mig det og lader det ligge. Aben [soldaterslang for tornyster/Red.] er svær nok at bære paa. Jeg har blot taget en Skjorte, derfor kan man dog altid kaste en skidden bort, naar man ikke har Tid at vaske. Jeg kan ikke saadan holde ud at spasere som før, ellers tog jeg mere, saa behøver man aldrig at vaske. Men det er jo ikke saa slemt, naar man blot kommer hen hvor der er Ledighed.

Der er mange Frugttræer her overalt paa Enge og Marker, paa den Egn, hvor vi vare for en 4-5 Dage siden, vare de alle afsavet, og hvert Hus var sammenskudt og sprængt. Det er bleven gjort for et Aar siden, da Tyskerne trak sig tilbage her. Og nu gaar det atter fremad og de Byer, der før er bleven skaanet, som dem her, faar nu ogsaa Krigen at føle, og en Granat som de nutildags ere, kan snart ødelægge et Hus. Hvor er det dog godt at i derhjemme er bleven skaanet for sligt, saa lad dem rode og hegne saameget de vil, det er dog Smaakrig mod det.

Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere. Hils nu Anne B. og alle andre Naboer og selv være i, paa det kjærligste hilset af eders Søn og Broder

Mathias.

Naar jeg kan skal jeg nok skrive oftere. Ville i drikke et lille Glas Vin, saa kom.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

27. marts 1918 – Mathias Damm: “… Skiddenvandet kommer alt ud paa Gaden”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 27.3.18

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil idag skrive eder et Brev. Nu har F. jo vist været til Session. Har i ikke reklameret? Du maa dog kunne beholde en, enten ham eller faa Fader hjem. Forhaabentlig giver det nu Luft, saa vi faar Fred, saa vi alle kunne komme hjem.

Jeg har det godt her langt bag Fronten. Det er lidt koldt saa tidlig om Morgenen, (6½) da det fryser om Natten. Ellers er der Solskin, men skarp Vind. Byen ligger som alle andre i en Dal mellem Bjærgene, set paa Afstand en ret køn By, men fra gadesiden ser det noget russisk ud, Byen hedder Rumigny mærkeligt nok naar man betragter Husene bagfra fra Haverne af, er der mange meget skønne Huse. Det maa jo være Mode her, Skiddenvandet kommer alt ud paa Gaden i Rendestenen. I hvert Hus er der en Rende i Muren, hvor det kan komme ud paa Fortovet og derfra i Rendestenen. Der er mange Frugttræer her, det maa forresten være et smukt Landskab i Mai, forhaabentlig faar jeg Lov at blive her som bestemt, saa kan jeg jo faa det at se. Jeg har intet imod at blive her, om det var til det gav Fred. Ellers er her ikke meget at se efter, nogle skidne Folk, en omtrent tom Kantine, en Boghandel og et lille “Soldaterhjem”.

Ser at mine Postsager har gaaet længe, Grunden har i kanske set i Avisen fra d 13-14. R. er jo vist ogsaa her ovre nu, men derfor kan han være langt nok borte. Han er dog snarest meget længere mod Nord. Det er nu snart Tid at vi skulle til Tjeneste igjen. Det er dog sundere her at bo i et Værelse og stadig være i frisk Luft, istedetfor at sidde i den dumpe, mørke “Stollen”, derude, omend man der kun havde 6 Timers Tjeneste. Jeg vil nu fortsætte i Aften.

Mange Tak for den store Pakke og 59, samt Kort fra 19 og Brev fra 20. Det var alt i god Behold. Tantes Pakke modtog jeg ogsaa, med den var det paa høie Tid. Ser af Dit Kort, at i har søgt for F. det var godt, om han kunde blive hjemme lidt. Jeg har nu ingen Lyst mere, maa jo ogsaa skrive til Tante. Derfor Godnat og mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

Modtog nu lige den Meddelelse, at vi imorgen tidlig skulle reise tilbage til Reg. Jeg gad nok bleven her til Pinse, men det skal nok ikke være saa. Det er jo heller ikke slemmer for os, end andre.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

11. marts 1918 – Mathias Damm: “… at Grænsen skulde flyttes, er der ikke store Udsigter”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 11.3.18.

Kære Veninde!
Allerførst min hjerteligste Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget. Du kan tro, det glæder mig, hvergang jeg faar noget fra eder derhjemme. Du mener, det er svært, at holde Modet oppe. Ja, naar jeg ingen Postsager fik fra eder alle, i Kære derhjemme, da vilde Humøret snart være borte. Og derfor skal Du især have mange Tak, at Du saa flittigt skriver, skønt Du slet ikke kender mig. Det er altid en god Opmuntring. Du har vel nu Vin og Kringler tilgode for Dine Vintergækker, men Du faar jo vente, til jeg engang faar Lov, at komme hjem, saa skal Du komme og hente det. Vi sad netop og stredes igaar, om vel Vintergækkerne vare saa vidt derhjemme, saa de kom jo rigtig tilpas, kan Du jo nok forstaa.

Jeg vil nok tro, at der gaar mange nordfor Aaen og længes, lige saa meget som vi herude, og det vilde være gaaet mig ligesaa, tidt er det bleven mig sagt, vil Du virkelig atter sætte Dit Liv paa Spil, for noget Du ingen Interesse har for. Og jeg har saavidt maattet give dem Ret, men Nordslesvig er mit Hjemland, og naar jeg var gaaet, kunde jeg aldrig mere faa mit Hjem at se, det Hjem, som engang, naar Krigen er til Ende, i dobbelt Forstand skal blive mit eget Hjem, naar det maa forundes mig at vende hjem med sunde og hele Lemmer.

At det skal gaa i Opfyldelse, hvad saa mange hele Tiden har drømt og haabet, at Grænsen skulde flyttes, er der ikke store Udsigter til endnu og bliver heller ikke mere i denne Krig. Det er tidt svært nok, at man maa føie sig og lystre nogle Herrer, man intet har tilfælles med, men Haabet holder en oppe. Dag for Dag det samme Haab, at Krigen snart maa fåa en Ende, at man kan trække i en anden Trøie og vende hjem til eder, i Kære derhjemme. Saa vil Savn og Nød man har døiet, synes mindre slemt og vil tilsidst blive som en ond Drøm der er forbi. Dog mangen en vil savnes i de unges Flok, som aldrig mere vender tilbage. Dog de har Fred og for mangen en er Nøden ikke forbi om ogsaa Krigen er til Ende. Men Tiden læger alle Saar, og den der vil og kan arbeide, finder altid Beskæftigelse.

Du har vel ogsaa hørt fra Hans, at Orlov er spærret. Men til Sommers haaber jeg dog at komme paa Orlov. Haaber saa, at træffe Dig hjemme. Man skal vel ogsaa gratulere Dig til Din nye Værdighed som Tante! Moder skrev forleden at Din Broder og Svigerinde havde faaet en Søn.

den 17.3.18.
Jeg vil nu slutte mit Brev og sende det af kanske gaar det et par Dage længere end sædvanlig, men Hovedsagen Du faar det. Jeg er nu kommen lidt i frisk Luft og lever omtrent som et Menneske et par Dage. Det er det fineste Søndagsveir, som hjemme i Mai. Hvis Du vil komme i Aften, kan vi jo faa os en lille Spaseretur og en god Holdsnak. Haaber det ikke maa vare for længe inden faar Fred, saa vi kunne mødes hjemme i Nordslesvig. De venligste Hilsner sender Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

5. marts 1918 – Mathias Damm: “… med Døden for Øie hvert Øieblik”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 23. som jeg endelig har modtaget. Det er alle Postsagerne fra en Dag, der mangler. Avisen og Pakken fra d. 16 er endnu ikke kommen og kommer vist heller ikke. Brevet har været ved 7. Comp.

Jeg vil nok tro at de ogsaa længes, som er i Fangenskab, men det maa dog være Guld imod dette her, hvor man slider og slæber, som om det gav 10 M Dagløn og saa endda med Døden for Øie hvert Øieblik, og hvad for en Død. Naar det saa endda var en ærlig Kugle, men Krigen nutildags er det rene Snigmord som aldrig før.

Du mener at R kommer vist ikke bort fra Rusland nu. Den Slags Krig gad jeg ogsaa være med til. Der kunde Fader gaa med Egestokken, som han før sagde. M.W. har de ingen Brug for der blot et godt Mundtøj, det er Hovedsagen, og saa et par gode Ben, at man kan holde ud. Det er jo det rene Væddeløb.

Vi have idag faaet 100 gr. Brød mere, hvorlænge det varer, ved jeg ikke. Nu mangler der kun 50 gr i fuld Portion (750 gr) Men derfor gør det intet, om Du har sendt Pakken. Mange Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

20. november 1917 – Mathias Damm: “Jeg øver atter ved Stødtrop”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten ved Rheims.

Tirsdag den 20.11.17
Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d-15. Godt at i modtager Pakken og Pengene, saa ved i da at jeg har det godt. Du skriver om at fra den 9 er det forbudt at sende Pakker, det er ret nok, men Du skal betænke at dem Du sender er Feltpostbreve!! Det andet er Pakker med Pakadresse. Jeg har det godt og er sund og rask. Jeg har idag sendt E.K. med en der drog paa Orlov. Vi ligger jo nu bedre hvad Reisen angaar, direkt ved R….[Rheims, red.], midt mellem, hvor Peter og Anton var. Jeg sender her et par Billeder til Hans. To har jeg brændt, de vare lidt temmelig brogede.

Ellers ved jeg intet nyt. Jeg øver atter ved Stødtrop. Vi har i Eftm havt Fodbold og anden Sport, om Form to Timer og Eftm 2. Om Aftenen faar man sig en lille Skat, paa et evigt Bankkonto. Papir er jo taalmodig. Nogle spiller andre Spil som griber temmelig i en eller andens Lomme sommetider, men Penge har kun liden Betydning. Jeg vil nu hen og sove. Godnat og sov vel. Falder i ud af Sengen, saa tænk paa mig. Jeg ligger midt paa en 10 m lang Briks af Hønsetraad 10 cm fra Jorden. Saa for mig er det umuligt at falde ud. Mange Hilsner eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

4. november 1917 – Mathias Damm: “… det sidste i faar her fra denne Unterstand”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

4 Nov. 17.

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil skrive eder et par Ord, skønt jeg ikke ved hvordan jeg faar det afsendt. Ialfald faar i ogsaa dette, er jeg langt borte. Det er saa det sidste i faar her fra denne Unterstand. Men sørg kun ikke for mig, det er tidlig nok, naar jeg virkelig kommer i tyk Luft. Her har jeg jo havt det godt. Og naar jeg engang kommer hjem, vil jeg dog mindes Kurland, hvor man har døiet Ondt og godt, Frost og Kulde og ikke mindst den 21.9. Da 129erne hentede deres gamle Ry og jeg Jærnkorset. Kanske man faar mere af den Slags Dage, men Hovedsagen, at man kommer derfra med hele Lemmer og sund og rask. Og det er altid saadan bedre end i Galizien, da det gik tilbage.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg blev fornærmet. Jeg vilde blot fortælle Dig lidt, saa Du bedre kan forstaa det hele, og om jeg ogsaa fortæller Dig nok saa meget, har Du kun liden Anelse om det hele og saa kan man heller ikke tage Dig nogle Formaninger ilde op, om de ogsaa ikke hører rigtig hjemme der.

Det er ikke saa let for Klipperts nu, skønt han ikke kunde hjælpe dem, for hans Skyld og deres forresten ogsaa er det jo bedre saadan, da han dog ikke kunde komme sig. Men det er ikke let for Kvindfolkene nu alene, med de mange fremmede Soldater i Huset, saa de ikke selv er Herre engang i deres eget Hus. Maatte det dog snart give Fred, saa vare alle hjulpen. Saa gik alting nok et ½ Aar, til Folkene kunde begynde at komme hjem, og saa kunde alting snart blive godt.

Jeg har faaet Pakken med Jærnkorset tilbage igjen, da der ingen indskrevne Pakker gaar foreløbig. Dog har jeg sendt nogle Kasser, deriblandt (N.22) saa kanske i faar dem førend Brevet og Kortet. Saa ved i da at jeg har faaet den. Jeg kan blot ikke forstaa at Rasmus ikke gaar til Feldweblen og besværer sig, naar han slet ingen Postsager faar, thi det har han da ikke behov at tage stiltiende imod, nu da de ligger rolig i et fjærding Aar. Han er da ellers aldrig været falden ned fra Maanen og tabt Mælet. Jeg skulde nok sætte lidt Fart i Gemytterne, enten jeg faldt i Unaade eller ei, gik jeg til Comp. Føreren naar det andet intet nyttede. Nu nok derom, jeg vil nu se om jeg en af Dagene kan faa det afsted.

Mange Hilsner til eder alle og lev vel eders Søn og Broder
Mathias.

Jeg har jo ogsaa faaet 23 med Smør og □ Kager. Jeg skrev et Kort. Skriv til Fader og R naar i faar dette.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

9. august 1917 – Ribe Stiftstidende: ingen jammerbreve fra tyske kvinder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tyske kvinders breve til soldaterne

Generalkommandoen har udsendt følgende: Tyske kvinder! For nogen tid siden har franskmændene i et flyveblad samlet breve fra Tyskland og nedkastet dette i vores skyttegrave ved hjælp af flyvere. Det var jammerbreve fra tyske kvinder fra hjemmet, fyldte med for største delen overdrevne klager over levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk kvinde uværdige breve er af franskmændene fratagne fangne eller faldne soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske soldater og den franske befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at gaa til ende, for den maade at standse den blandt franskmændene i betænkelig grad tiltagende krigstræthed og genoplive de franske troppers mod. Disse for tyske kvinders uværdige breve er desuden benyttede til gennem det nævnte flyveblad at lamme vore kæmpende troppers kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade sejrsvilje. Tyske kvinder! Glem, naar I skriver breve til vore tapre krigere, de bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til trods for alle indskrænkninger næppe har lært krigens virkelige byrde at kende. Tænk paa, naar I skriver breve, at vore forkæmpere med deres legemer dækker over vor hjemstavn for vore morderske fjender, at de maa bære langt større savn end vi til trods derfor holder ud under den mest trofaste pligtopfyldelse. Tyske kvinder! Naar I med saadanne tanker skriver eders breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige livs smaa sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre krigeres lod endnu tungere ved forsagthed og mangel paa offervillighed. Tyske kvinder! Derfor øv selvtugt i eders breve! Saa vil I ikke give vore fjender lejlighed til ved hjælp af eders breve at hæve deres egne troppers og folks mod og svække vore forkæmperes tapre sejrsvilje.

Civile klæder til de hjemvendte soldater

Rigsbeklædningsstedet i Berlin har, som vi erfarer, anbefalet kommunalforbundenes indsamlingssteder for gamle klæder at holde en trediedel tilbage af de indsamlede gamle mandsklæder (frakker, jakker, veste, benklæder, vinteroverfrakker, slag) til anvendelse for de soldater og underofficerer, som sendes hjem fra krigen og ikke har nogen civil klædning.

7. august 1917 – Flensborg Avis: Tyske kvinder! Øv selvtugt i brevene.

Den 7. august bragte Flensborg Avis følgende opråb til de tyske  kvinder.

Øv Selvtugt i Brevene.

Fra Altona har Bladet modtaget følgende:

Tyske Kvinder! For nogen Tid siden har Franskmændene i et Flyveblad samlet „Breve fra Tyskland” og nedkastet dette i vore Skyttegrave ved Hjælp af Flyvere. Det var Jammerbreve fra tyske Kvinder fra Hjemmet, fyldte med for største Delen overdrevne Klager over Levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk Kvinde uværdige Breve er af Franskmændene fratagne fangne eller faldne Soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske Soldater og den franske Befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at „gaa til Ende”, for paa den Maade at standse den blandt Franskmændene i betænkelig Grad tiltagende Krigstræthed og genoplive de franske Troppers Mod.

Disse for tyske Kvinder uværdige Breve er desuden benyttede til gennem det nævnte Flyveblad at lamme vore kæmpende Troppers Kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade Sejrsvilje.

Tyske Kvinder! Glem, naar I skriver Breve til vore tapre Krigere, de Bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til Trods for alle Indskrænkninger næppe har lært Krigens virkelige Byrder at kende. Tænk Paa, naar I skriver Breve, at vore Forkæmpere med deres Legemer dækker vor Hjemstavn for vore morderske Fjender, at de maa bære langt storre Savn end vi og til Trods derfor holder ud under den mest trofaste Pligtopfyldelse.

Tyske Kvinder! Naar I med saadanne Tanker skriver eders Breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige Livs smaa Sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre Krigeres Lod endnu tungere ved Forsagthed og Mangel paa Offervillighed. Tyske Kvinder! Derfor øv Selvtugt i eders Breve! Saa vil I ikke give vore Fjender Lejlighed til ved Hjælp af eders Breve at hæve deres egne Troppers og Folks Mod og svække vore Forkæmperes tapre Sejrsvilje.

29. juli 1917 – Mathias Damm: “… jeg hører til Stosstrup”

Senest ændret den 16. september 2017 21:53

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 29 Juli 17

Min kære Fader!

Du skal have mange Tak for dit Kort, som jeg har modtaget. Jeg har længe ventet at høre fra dig. R. har jeg intet hørt fra endnu og de hjemme heller ikke siden Dagen før jeg reiste. Han er kanske bleven flyttet og Postsageme blive holdt tilbage. Thi i det sidste han skrev skrev han om at han slog Græs.

De sidste Par Dage har her atter været rolig, men en Formaning i Form af et par Timers Mine Koncert faar vi af og til. Dog naar vi blot kunde blive her en Tur, andetsteds er det nok ubehageligt i denne Tid.

Det var da glædeligt om du kunde komme hjem og høste Sommerkornet, Rugen faar de jo nok. Ja, her gaar man og driver rundt og gør ingen Ting. Jeg har idag 4 Timer Vagt og saa fri. Ellers har jeg for det meste 6. Arbeide har jeg intet med at gøre. Og Nattevagt heller ikke, jeg hører til Stosstrup. Men derfor ser vi dog ikke mere Krigerisk ud, end andre og er altid Reserve ved Compagniet. Hvordan har du det, har du stadig Vagt?

Gruppebillede af håndgranatbevæbnede stormtropper, østfronten 1917. Stående yderst til højre ses formodentlig Mathias Damm, Gøttrup (Museum Sønderjyllland – Museet på Sønderborg Slot)

Hvad mener du, kære Fader, giver det snart Fred. Her har forskellige sat store Forhaabninger til den nye Rigskansler, men han er akkurat af samme Snit, som v B.H. og jeg læste igaar, at Englænderne mente han var værre istedetfor bedre, thi han var akkurat ligesaa egensindig og vanskelig, at forhandle med, som Bismark i sin Tid var. Og de vilde ikke slutte Fred, før den tyske Soldat havde indset, at han kæmpede for sin egen Undertrykkelse, eller det prøissiske Aristokrati var styrtet. Det er haarde Ord og efter det giver det foreløbig ingen Fred.

Har du læst, at en norsk Dame mente at det gav Fred til 16. Sept. Det kunde være helt rart. Hvor vilde der blive Glæde Verden over naar den Dag virkelig kommer, og man kan sige, nu er Myrderiet til Ende. Saa vilde jeg gærne øve Parademarsch og præsenter Greb et Aar, om det skulde være. Saa kunde man da virkelig haabe at komme helskindet hjem. Her er man aldrig sikker. Dog er det gaaet godt hidindtil og med Guds Hjælp gaar det ogsaa herefter.

Det faldt mig ikke nær saa svært at drage hjemmefra i Aar, mærkelig nok. Det kom mig blot for som jeg skulde en lille Reise. Maatte det dog blive Alvor snart, saa i gamle Karle kunde komme hjem i Vinter.

Du skriver om Pengene. Jeg har jo skrevet en Gang herom. Haaber du har faaet det. Jeg fik 1050 M ved Moder og de 10 og 110 lagde jeg selv til, saa nu er der 1205 M paa Bogen. Det er ærgeligt nok med Onkels ubudne Gjæster. Da har han været i Fart. Kære Fader.

Sender dig de hjerteligste Lykønskninger til din Fødselsdag, det havde jeg nær glemt. Nu blot mange Hilsner fra din Søn
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

22. juli 1917 – Mathias Damm: “Det er temmelig haard Flæsk …”

Senest ændret den 16. september 2017 21:54

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Juli 17.

Kære Moder og Sødskende!
Da det er Søndag, vil jeg skrive eder et par Ord. Jeg fik intet fra eder idag. Dog I har vel travlt med et eller andet. Det mærkeligste er dog at hverken R eller Fader skriver. Man kanske R er undskyldt, men Fader har jeg ikke havt en Stavelse fra siden jeg var hjemme. Godt, at han ikke er i Fronten mere, thi det lader til at blive allehaande Bedrift, naar vore nu ogsaa gør Offensiv.

Her lader det ogsaa snart, som der er Krig. Blot sørgeligt, for dem, der maa bløde derfor. Det er temmelig haard Flæsk som det giver af de russiske sorte Søer. Dog haaber jeg, det snart maa blive roligere igjen. Det er jo snart som i Vinter, da han havde Nykker.

Mine Sulevarer skal nok slaa til 14 Dage endnu. De sidste Æg har jeg spist i Aften. Nu har jeg jo ogsaa havt Æg i fjorten Dage, hvis de havde været kogte alle kunde de nok ikke have holdt ud saa længe. Brødet har jeg ogsaa skaaret Hul paa. Det er godt sur og frisk endnu. Det synes vist blot sur, fordi man er vant til dette Kleseri her. Til 15 August skal vi jo have mere Brød og i vel ogsaa. Skade kan det ikke. Jeg vil nu skrive til R og Fader, saa kommer der vel ogsaa Svar.

Nu mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

1. april 1917. At omgå censuren: “Det går den vej, hønsene skraber …”

Senest ændret den 26. april 2017 11:13

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357

Nu var Tilbagetoget allerede vidt fremskredet. Vi var gaaet rigeligt 60 Kilometer tilbage.

Vi haabede, at det skulde være blevet ved, og vi gik og regnede ud paa, hvor lang Tid, det kunde tage, før vi naaede Berlin, for vi vidste da, at var vi først naaet dertil, maatte det være Slut med Krigen!

Det var meget strengt forbudt at skrive hjem om Tilbagetoget, men det længtes vi jo svært efter. Vi vilde meget gerne meddele dem derhjemme, at vi saadan gik tilbage, og at der var Udsigt til, at Krigen snart vilde være endt; men vi maatte naturligvis ikke. Saa prøvede vi ved List at faa lidt af Oplysningerne sendt hjem.

Jeg skrev hjem til min Hustru, at Kampene hver Dag var i fuld Gang med stadige Sejre og stort Bytte, og det gik hurtigt den Vej, som Hønsene skraber. Og jeg har en klog Kone, som nok véd, hvad Vej Hønsene skraber.

En af mine Kammerater nede fra Gram skrev hjem til sine Forældre, at hvis det blev ved med disse store Sejre, saa kunde det vare saa og saa længe, inden vi var i Gram i Nordslesvig.

En tredie, hvis Far var Kreaturhandler derhjemme, skrev hjem om de haarde Kampe og de store Sejre, og saa tilsidst som en let henkastet Bemærkning i sit Brev: „Og saa kan jeg melde dig, Far, at jeg har hummet mig et godt Stykke i Baasen til den rigtige Side.”

Saadanne og lignende Udtryk var Brevene fulde af, og dem kunde Tyskerne ikke greje, saa de slap igennem Censuren.

Selvfølgelig var der ogsaa Breve, som blev opsnappet og sendt tilbage til Afsenderen, og det førte altid noget ubehageligt med sig.

Men Tilbagetoget blev ikke ved til Berlin, som vi havde haabet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

11. marts 1917 – Milert Schulz: “Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 11/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Eure Briefe vom 23 und 27/2 habe ich gestern mit Freuden dankend
erhalten. Wie ich daraus ersehe hört Ihr so selten von mir. Ja liebe Eltern dass liegt nicht an mir sondern an die Postbeförderungs schwierigkeiten hier auf dem Balkan. Ich schreibe fast jeden 2 Tag nach Hause liebe Eltern. Aber es ist ja auch ein gefärliches Ende von hier nach Hause.

Ihr schreibt auch wegen Pakete ob ich die erhalte. Sobald ich ein Paket bekomme schreibe ich dass auch an Euch. Soweit ich weiss habe ich bis Nummer 13 alle erhalten. Gewiss bekomme ich die Pakete alle. Aber das her an schaffen von der Bahn nach hier nimmt so viel Zeit in anspruch. Wier liegen über 100 klm. von der Bahn weg und denn die Wege hier im Gebirge. Die haben wir erst richtig ausbauen müssen.

Und wo wir sind habe ich Euch doch auch oft geschrieben nämlich im Süden Serbiens. Wir liegen ungefehr in der Mitte von Monastier und Saloniki. Näheres darf ich Euch nicht schreiben über diese Sache da solches verboten ist.

Die adresse veränderung hat nichts zu bedeuten liebe Mutter. Dass ist so über alle Truppen im Osten, Westen und Süden.Hans Asmussens Adr. ist ja die selbe Art wie meine. Es darf nur auf der Adr. Regiment Batallion und Compagnie stehen.

Wir haben jetzt hier eine ganz merkwürdige Witterung. Ein Tag regnet es, ein Tag Hagelt es, ein Tag schneit un friert es und ein Tag kann es das schönste Sonnenwetter sein wie es heute z.B. ist. Gestern hat es gehagelt und geregnet. Die Nacht gefroren und heute Sonnenschein.

Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen wie Ihr wohl auf Bilder gesehen habt. Die Feinde schiessen nämlich mit Gasgranaten, und wenn man Keine Gasmaske hat ist man verloren. Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und wohl und habe es noch recht gut. Wir leben ja besser wie manch einer zu Hause besonders wie die Grossstädter.

Wir kommen doch jeden Tag werden [?], aber dafür muss man ja auch viele Entbehrungen und Gefahren ausstehen. Bis hierher hat der Herr mich noch gnädiglich behütet und er wird auch in Zukunft seine beschützende Hand über mich halten. In der Hoffnung auf ein baldiges frohes Wiedersehen schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

4. marts 1917 – H.P. Hanssen: “… den militære Censur”

Senest ændret den 7. marts 2017 12:57

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 4. Marts 1917.
I Gaar modtog Sprogforeningens Bestyrelse følgende Skrivelse fra den militære Censur:

„I Sprogforeningens Almanak for 1916 befinder sig under Overskriften „Portotakster” i Afdelingen for Danmark under „Breve” Betegnelsen „Sønderjylland” for Nordslesvig. Denne helt utilbørlige Betegnelse er, som jeg herved efter Befaling af den stedfortrædende Generalkommando for 9. Armekorps i Altona har at give Dem tilkende, selvfølgelig kun ved en Forseelse ikke bleven strøget af Censuren. Olsen, Kaptajn.”

Hejmdal har i den senere Tid modtaget flere lignende Skrivelser, hvori det f. Eks. forbydes os at bruge Betegnelsen „Haderslev Vesteramt” og andre danske Stednavne.

I det hele er Censuren næsten bleven utaalelig i den sidste Tid. Den stryger ubarmhjertigt alle Meddelelser, som kan give Læserne Indtryk af, at der hersker Mangel af nogen Art i Tyskland. I sidste Maaned har man saaledes forbudt os at meddele, at man ved en Auktion over Heste paa et Stutteri i Østpreussen gennemsnitlig har betalt 4217 Mark for en Hest; endvidere, at man i Svansø frygter for, at Vintersæden har lidt Skade af Frosten, at Træpriserne paa en Skovauktion i Satrup i Angel har været høje, at Andelsmejeriet Kløvergaard i Fæsted har maattet standse Driften i nogen Tid paa Grund af Kulmangel, at der er bleven betalt 4900 Mk. for en Følhoppe nede i Ejdersted, at der har været Trængsel udenfor et Mælkeudsalg i Haderslev, at der er bleven betalt 2—3000 Mk. for 2 Aars-Plage i Husum, at der i forrige Uge blev uddelt et kvart Pund Ost til hver fire Personer, at den første Ladning Kartofler er ankommen til Aabenraa og yderligere Ladninger ventes med Længsel, at der i denne Uge i Flensborg vil blive udstedt Kort, der berettiger til Køb af billige røgede Fisk, at Landmand Johannsen i Klægsbøl har solgt et Parti Stude for 1300 Mk. Stykket, at Kartoffelrationen er bleven betydeligt nedsat i flere tyske Byer o. s. v. o. s. v.

Mere forstaaeligt er det, at man nægter os at aftrykke en hel Del Feltbreve, og at man stryger Sætninger som følgende i en Hilsen, som en ung Mand fra Sundeved, der ligger paa Østfronten, i disse Dage har sendt Slægt og Venner gennem Bladet: „Man staar jo her i Polens Ødemarker i Fare for, at Sindet stivner ligesom Sumpen omkring os. Men efter Vinter
kommer Vaar, og saa vil der for os vel ogsaa være en bedre Tid i Vente.”

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 273-4)

25. februar 1917 – Milert Schulz: “Das ist mitunter nicht so angenehm…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 25/2 17,

Mein lieber Vater.
Deinen lieben Brief vom 11/2 habe gestern mit Freuden dankend erhalten. Wier[]ich daraus ersehe[,] möchtest du als alter Soldat gerne wissen wie ich hier im Felde einen Tag Durchschnittlich erlebe. Ich will dir denn erzählen[,] wie wir in Stelleung verleben.

Wenn die Koche mit in Stellung ist[,] wird morgens wenn es noch dunkel ist Kaffe geholt, dann wird Kaffe getrunken und zum schlafen hingelegt[,] weil wir doch nachts Posten gestanden haben. Alle 6 Stunden 2 Stunden Posten. Mittags wird eine beschmierte oder wenn nichts da ist eine troken Stulle Brod gegessen. Dann holen wir wieder Abend unser Mittagessen wenn es dunke[l] ist. Das ist mitunter nicht so angenehm[,] da uns die Kugeln doch um die Ohren pfeifen. Nachts wird denn Posten gestanden. Sonst wird in der Übriegen Zeit geschrieben oder sonst irgend gemacht.

Augenblicklich sind wir gestern in Ruhe gekommen und habe ich gleich grosse Wasche gehabt. Sonst geht es mir ja noch Gott sei Dank gut. Schreibe nun auch gleich einen Brief nach Hause.
Auf baldiges Wiedersehn dein Sohn Milert.

(Brev i privateje)

24. februar 1917 – Lorens Jepsen: “… vor Division har lidt frygteligt”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. Fra slutningen af januar havde han været sygemeldt med en voldsom forkølelse, og befandt sig i Iwuy ca. 50 km fra fronten.

Iwuy d. 24. Febr. 1917

Min Kære Anne!
Endelig fik jeg da atter et Brev fra Dig og jeg siger hermed min hjerteligste Tak. Brevet er fra 11. Februar og har saaledes været tæmmelig længe undervejs. Efter Indholdet at dømme, antager jeg at alt er vel hjemme, hvilket glæder mig meget.

Men hvor mon den øvrige Post er bleven af? thi Du har da vist skreven en hel Del fra Midten af Januar indtil Midten af Februar. Ligeledes skrev Du i et af de sidste Breve, som jeg modtog i Januar, at Du havde afsendt en Pakke med en Kage. Er alt dette kommen tilbage? Flere Pakker har Du da vel ikke afsendt? Har Du nu min nye Adresse, saa haaber jeg at faa Posten raskere, skulde jeg ogsaa i Mellemtiden komme tilbage til Kompagniet, saa vil min Post jo blive eftersendt.

Vi var i Dag til Lægeundersøgelse, jeg fik endnu Lov til at blive her, da jeg jo havde været saa længe syg og derfor behøvede Ro, for atter at komme til Kræfter. Det er jo ikke godt at vide, hvorlænge Spillet holdes gaaende. Vor Læge som forfremmes, forlader os i Morgen. Jeg stod mig godt hos ham. Ved nu ikke, hvorledes den nye Mand er.

Jeg har ogsaa skrevet til Koopmann, min gamle Kamerat, men intet Svar faaet endnu. Jeg frygter meget for, at jeg ikke faar mange af mine tidligere Kamerater at se, thi vor Division har lidt frygteligt. Af Syvende og otte Kompagnie skal der kun være faa Mand tilbage. Hos 89erne er der kun to Mand tilbage af femte Kompagnie. Resten er død eller taget til Fange. Herom beretter Bladene vel intet.

Beretningerne i Bladene er, om ikke just løgnagtige, saa dog holdte saaledes, at Folk faar en falsk Forestilling af Forholdene her ude ved Fronten. E. har her ude ved Ancre drevet os tilbage og han klør stadig paa. I Dag er der fra Tyskland kommet nye Tropper til Rek.Depotet her. De synes ikke videre glad ved deres Lod. Stemningen her ude er i det hele taget under Nul. Skulde somme paastaa noget andet, saa har de enten ikke været ved Fronten eller ogsaa lyver de ligefrem.

Hvorledes gaar det med Bedriften? Du har maaske nævnt det i Dine Breve, men jeg har jo intet modtaget.

Hermed sluttes med de hjerteligeste Hilsner til Dig og Børnene

Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

19. februar 1917 – Milert Schulz: “Ja Herren skal have Tak for saavidt …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skreven d. 19/2 17.
Mine kjere Allesammen! Guds Fred til Hilsen!
Mange Tak for Pakken No 7 med Pölse og- 2 Stykker Sösterkage som jeg i Forgaars har modtaget med Glæde. Kagen har jeg spiset strax. Det var jo naturligvis tör. Men her hvor man ikke nyder saadan noget saa tidt smager det alligevel. Pölsen har jeg spist det sidste Stykke idag. Det har smaget mig rigtig godt.

laften giver det jo Post igjen saa venter jeg jo noget at höre igjen fra Eder mine kjære. Jeg beder Eder sende mig igjen noget Skrivepapier ikke for lidt[.] Det andet har jeg allerede opskrevet.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt, er sund og rask. Ja Herren skal have Tak for saavidt han vil ogsaa holde sin beskÿtende Haand over mig i Fremtiden. Igaar blev vi beskudt af den fjentlige Artelleri. Ommendtrent 5 Meter fra vor Understandt slog en Granat ned. Nu har vi jo en Bombenfast Understand[,] saa han kan godt skyde saameget han vil. Jeg stod lige Posten[,] da kom den förste Granat og slog ned i Nærheden paa Bjerget. Jeg löb saa i en hast ned i vor Understand. Lige var jeg kommen ind da kom den neste Granat og slog endnu nermere ned. Lidt efter kom den tredie og slog 5 meter ned for vor Understand. Den slog lige ned i Klippen saa Stenene og Sprengstykker flöj omkring. En Steen floj ind i vor Understand.

Saa midt om Natten kl. 2 gjorde Fjenden en Ildoverfald. Da skoj Fjenden med Geverer og M.G. og Miner og Artelleri hvad Rem og Toj kun holde. Saadan blev han hved en halv Time. Herefter hvad [dvs. var] det alt rolig saa vi kunde legge os hen og sove igjen. Saadan bliver man jo lidt forstyrret i sin Sövn[,] hvor I derimod ligger trÿgt og godt i Federsengen og vi paa Halmen med en dekke over Hovedet. Ja jeg skal nok forteile Eder alt naar jeg engang[]kommer godt hjem. Herren give dog at Freden snart maatte komme over Landene og vi maatte komme lykkelig hjem igjen.

Altsaa er Fetter Anton fra Brede nu ogsaa dö. Jeg kan snart ikke tro at han nu oqsaa er borte. Han har ogsaa skrevet mig flittig og nu er han dö. Ja det gjelder om at vare rede til en hver Tid. Men lykkelig den som har sin Sjel frelst. Send mig dog ogsaa den lille Lommesangbog med.

Nu til Slut mange kjerlige Hilsener til Eder alle og paa snarlig Gjensyn fra mig Eders Sön og Broder
Milert

(Brev i privateje)

17. februar 1917 – Milert Schulz: “… eine Plage mit dieses Zeug”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde, den 17. Febr. 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Zuerst meine besten Dank fur erhaltene Karte von Mutter und Brief von Vater vom 2/2 [,] welche ich vorgestern erhalten habe.

Wie Ihr ja wisst sind wir Augenblicklich in Stellung. Habe gestern einen vierseitigen Brief an Pastor Jonnesen geschrieben und ihn für das Paket gedankt.

In diesen Tagen haben wir jeden Tag das herlichste Sonnenwetter. Nur auf die sehr hohen Berge liegt noch Schnee. Sonst ist ja noch alles dasselbe hier. Der Feind ist auch ziemlich ruhig.

Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und munter. (Habe mich eben gelaust und vielleicht 15-20 Stück gefangen). Ja dass ist eine Plage mit dieses Zeug.

Na nun die besten Grüssen und Küsse an Euch allen meine Lieben von mir Euer
Milert.

(Brev i privateje)

13. februar 1917 – Milert Schulz: “das Gemeinde-Paket”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 13, Febr. 1917.

Meine drei lieben Schwester Didde, Olga und Ida!
Für Eure lieben Briefe vom 25. Januar sage ich Euch meinen besten Dank, Freue mich jedesmal wenn ich einen Brief von Euch bekomme meine lieben Schwestern.

Bekam vorgestern das Gemeinde-Paket[,] da war drinn, 1 Schagpfeife, 2 Pakete Tabak, Briefpapier, 1 Notizbuch, 1 Bleistift, Pfefferminz, 1 Düte (Tüte)[,] Brustzucker und eine grosse Düte Kuchen. Hat sehr gut geschmeckt. Morgen werde ich an den Pastor schreibe und ihn dafür danken.

Sonst geht es mir ja noch immer recht qut, bin gesund und wohl und hoffe auch dasselbe von Euch meine Lieben.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzlichst gegrüsst und geküsst von Eurem treuem Bruder
Milert.

Auf Wiedersehen

(Brev i privateje)

4. januar 1917 – Milert Schulz: “Über Berg und Steine”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 4/1 17.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Deine Briefe vom 9/1[2] u. 23/12 vorgestern dankend erhalten lieber Vater[,] sowie Mutters vom 24 u. Karte vom 21/12 und ein Brief von Dres vom 24. Das war ja ein ganzer Haufen auf einmal[,] gefreut daruber habe ich mich doch.

Ich habe nicht gleich schreiben konnen, da wir grade den Abend abgelöst wurde und die ganze Nacht marschiert bis morgens um 4 Uhr. Ihr konnt Euch wohl denken, dass wir gestern den ganzen Tag müde waren und hatte ich keine Lust zum schreiben.

Das war auch eine Tour von der Front bis ins Quatier. Über Berg und Steine gings. Wie wir über ein Bach gingen[,] mussten wir auf Steine durchs Wasser gehen, da bin ich doch so unglucklich ins Wasser gefallen[,] dass ich auf der einen Seite ganz nass war und meine Knie so gestossen[,] dass es nachher ganz dick wurde. Heute ist es wieder besser.

Heute Nachmittag habe ich grosse Wäsche. Ein Hemd[,] Unterhose und Strümpfe muss ich waschen. Ein Satz trage ich schon ein Monat und konnt Ihr wohl denken dass da Lause drin sind. Jeden Tag werden da welche geknakst. Bin noch immer gesund und wohl. Bleibe 6 Tage in Ruhe. Sonst ist da nicht viel neues.
Viele herzl. Grusse an Euch allen Euer
Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

30. december 1916. Levende begravet ved Somme-fronten

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(… fortsat)

To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.

Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.

Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.

En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.

Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.

Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.

Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.

Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.

Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .

Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.

DSK-årbøger 1951

20. december 1916 – Thomas Thomsen: “auf dänisch geschrieben”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i slutningen af 1916 befandt sig i Galizien.

20/12 1916

Liebe Mutter!
Besten Dank für deine Paketen den ich in der letzten Zeit erhalten habe. Gestern habe ich alle meine Weihnachtkarten und Briefe zurück gekriegt weil die auf dänisch geschrieben waren, infolge dessen hast du wohl nicht in længeren Zeit von mir gehört. Wir liegen immer noch in Ruh und bleiben wahrscheinlich auch hi[e]r Weihnachten über. Hoffentlich kriegen wir dann Friede bis Neujahr.

Das deutsch schreiben geht nicht so gut wie das andre. Wenn du nicht lesen kannst, mußt du nach Arrild gehen nach Pastor Wind er wird dirs schon vorlesen. Zum Schluß ein frohliches Weihnachten, das ist ja ein bischen spät aber das macht nichts.

Viele herzliche Grüßen sendet euch alle dein Sohn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

8. december 1916 – Thomas Thomsen: “… Livfuld stegte Kartofler”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i slutningen af 1916 befandt sig i Galizien.

Den 8/12 1916.

Kære lille Moder!
Rigtig mange Tak for 2 Breve som jeg modtog i Gaard Aften[.] Der var Skrivepapir i dem begge. Det var meget heldig for ellers skulde jeg have skrevet et Kort til dig igen. Nu kan jeg da skrive et Brev[.]

Jeg har lige nu faaet mig et ordentlig Livfuld stegte Kartofler. Det manglede lidt Løg. Kan du ikke sende mig en lille Pakke Løg, dersom du kan undvære nogle. Jeg vilde være meget glad ved dem[.] Du sendte mig for nogen Tid siden to Par Dingser til at trække over Stromperne. Det ene Par var med et Vandtædt Stof om. Det er noget saa storartet, saa varmt de holder Fødderne. Dersom du kan faa fat i to Par mere med Vandtædt Stoff, koste hvad de koste vil saa send mig dem.

Lædervesten skriver du om igen[.] Jo jeg har faaet den og er meget glad for den. Den passer stortartet jeg har den paa hver Dag.

Det er da kedeligt at du ikke er rask lille Mor, jeg har nok haft det paa fornemmelsen at det ikke var godt med dig. Det er heller ikke lædt for dig med Indkvarteringer og alt det Vrövl[.] Ja bare at vi snart kunde faa Fred og komme hjem til dig. Det skulde nok hjælpe paa dig. De spiser dig vel snart ud af Huset alle de Soldater. Det er da godt det er en flink Officer du har[,] men du mangler jo din lille Stue Du skal have Tak for Hilsenen fra ham. Jeg giver ellers ikke meget for en Hilsen af en tysk Officer, for de mener dog ikke noget med det. Nok om det. I Haab om at i alle har det godt sender eder alle de kærligste Hilsner fra din Søn

Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

 

2. december 1916 – Lorens Jepsen: “… det stolte Regiment ”Bremen” “

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Monchy Lørdag XII.16.

Min kære Anne!
Takker Dig hermed for et Kortbrev fra d. 28. Du klager, at Du faar saa sjælden Post. Saa maa jeg jo se, om jeg kan overkomme at faa noget mere skrevet. Faar du imidlertid 2 til 3 Breve ad Gangen, saa er det jo selvfølgelig ikke min Skyld, men maa ligge hos Posten. I Gaar Aftes var vi forude at skanse og naar vi gør sadanne Ture saa har vi kun meget lidt Tid til egen Raadighed og er ogsaa trætte, naar man naar tilbage[.] Derfor maa Du undskylde naar jeg ikke skriver paa saadanne Dage.

Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje "Hansa" udført af blandt andet Infanterie-Regiment "Bremen" Nr. 75 25.-26. november 1916
Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje “Hansa” udført af blandt andet Infanterie-Regiment “Bremen” Nr. 75 25.-26. november 1916

Du har læst, at Regimentet ”Bremen” har haft Patrouilleforetagender. Ja, det stolte Regiment ”Bremen” er helt rigtigt mit Regt. No 75, ca. hundrede Mand frivillige var fra vort Rgt en lille Smut over i den engelske Grav, snappede 25 Fanger og var saa rask tilbage igjen. Paa Grund af, at Overfaldet foretoges uformodet og hurtig kom det ikke til nogen Fægtning og vi tabte kun en Mand, som var uheldig at hage med en Haandgranat i Pigtraaden, som derved kom til at eksplodere og dræbte ham selv. Vi havde en Vogn staaende rede for at transportere mulige fangne Officerer. Dem fik vi dog ingen af. Jeg laa jo den Gang i Staffete mellem første og anden Stiling og havde selvfølgelig ikke andet med Patrouillegangen at gøre, end at det kunde bringe nogle flere Meldinger. Men da en Tidlang slet ingen Meldinger kom, saa har jeg lagt mig hen at sove og har ikke mærket det mindste til det Hele. Det hele har ikke mindste Betydning, det skulde da i det Højeste være i Oplysningsøjemed.

Kort over operation "Hansa" gennemført 25. - 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)
Kort over operation “Hansa” gennemført 25. – 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)

Det var jo et sørgeligt Tilfælde med Lassen Rerup.

Pastor Tonnesens Skrifter, som Du har tænkt at bestille, er ikke noget Blad, men nogle Skrifter som Du kun faar tilsendt en Gang. At dømme efter Manden tænker jeg, at Skrifterne vil være rigtig gode. Er Sigmund Olsen endnu hjemme? Der er vel ellers saa omtrent gjort ren Kant, jeg forstaar ikke hvorfra Soldaterne skal tages til næste Aar, men maaske Kvinderne saa kommer for Tur.

Hjertlig til Dig og Børnene
Din egen Lorens

23. september 1916 – Thygesen: En flyver var nær faldet ned i kompagniet

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping er soldat ved Reserveinfanteri regiment 36. Regimentet er lige blevet overført fra Verdun til Somme. Han skriver i et brev.

Bus d. 23. Sept. 1916

Kære Allesammen!         

Mange Tak for Eders kære Brev og Pakkerne No. 9, 10 og 11 – alt godt holdent. Lille Mor, Du må ikke sende for meget Smør, I får jo ikke selv nok. I Forgårs fik jeg No. 8 som jo også var Smør og nu igen No. 11, det er at rutte.

Her er det som ved Verdun. Forplejningen er meget rigeligere, en lille Klat Smør får vi heller ikke så sjælden. Vi har atter et herligt vejr, men dermed følger jo også større Funktion ved Fronten. I går skød Franskmanden to af vore Lænkeballoner ned her ved Byen og i Middags da vi kom tilbage fra “skansen” skød vore en fransk Flyver ned, så den nær var faldet ned i Kompagniet.

I Går Aftes halede de også een ned her. De er kolossal virksomme. O, hvornår mon vi da skal få Fred, at vi kan komme hjem igen? Bare Danmark ikke bliver indviklet i Krigen, så vort kære Hjem skulde blive Krigsskueplads. Tanken derom er næsten ikke at holde ud. Kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

 Jeg skulde egentlig til at vaske en Skjorte og nogle Strømper, men jeg gider næsten ikke og Lejligheden er heller ikke god, alt Vandet her er så smudsigt.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.