Tag-arkiv: Heste

16. juni 1919 – Ribe Stiftstidende: en stormægtig kompagnifører!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

I Hajstrup kommune paa Haderslev Næs har man i længere tid haft indkvartering. Da beboerne imidlertid i flere maaneder ikke havde faaet nogen godtgørelse for indkvarteringen, nægtede de yderligere at modtage soldater i kvarter.

Som følge deraf har en stedfortrædende kompagnifører udstedt en befaling, som findes opslaaet i kommunen, hvorefter det forbydes indbyggerne i Hajstrup kommune indtil videre at rejse til Danmark, baade til lands og til vands.

Dannevirke har forelagt landraad von Løw sagen, og denne har overfor bladet udtalt, at han haabede at faa konflikten bilagt i løbet af dagen.

Fra stiftet

Slesvigere, som ejer tørvemoser paa den danske side af grænsen mod Tyskland, maa udføre de til eget husholdningsbrug strengt fornødne tørv, der skæres i deres egne moser. Dog maa der ikke – som det i tidligere aar har været tilfældet – til transport af tørvene anvendes i Danmark hjemmehørende heste.

19. september 1918 – Claus Juhl: ”Det er resten af Bumann, og nu går jeg til Tyskland.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 19. om morgenen kom kanonér Panger tilbage med et grimeskaft, som han smed fra sig med de ord: ”Det er resten af Bumann, og nu går jeg til Tyskland.”

Buman var navnet på en hest, som han skulle trække tilbage, den blev imidlertid skudt undervejs, og han selv fik et sprængstykke i venstre skulder. Sergent Röhrs fik en tommelfinger skudt af, Overgefreighter Lohse, som i civil var storkøbmand i Lybeck, fik et øre og et øje demoleret, idet han gik forbi en af kanonerne, som blev affyret i samme øjeblik. Sergent Grabowski blev let såret ved venstre side af hovedet. Overgefr. Hoch gjordes ukampdygtig ved, at de satte ham en kanonlavet på foden.

Om middagen kom jeg ud i stillingen for at løse sanitetsgefreiter Jepsen af, han skulle køre på orlov. Vi kom forbi stedet, hvor Bumann lå, knoglerne var kun tilbage, kødet var hentet til bøf.

Dagen over livlig artilleriild, da tyskerne var gået over til modangreb. Vejret var klart, men flyverne forulempede os ikke ret meget, thi der blæste en stærk storm. Et par dage i forvejen mistede 7. batteri 17 heste ved et flyverbombardement. Den 18. faldt batteriføreren sammen med 2 andre, medens 2 mand blev hårdt såret.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

14. september – Asmus Andresen på hestelazaret

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter et kortere sygeophold på et feltlazaret i Belgien, var han i august 1918 igen tilbage ved fronten.

Nogle Dage senere faldt der flere Heste og Mand, 2 af Hestene var der Tale om, at de kunde leve, for de var bleven let sårede, dem skulde jeg så passe på et Hestelazaret, som lå 2 Mil bag Fronten, der havde jeg det meget godt.

Det første, vi lavede om Morgenen, var at rejse alle de Heste, som ikke selv kunde rejse sig, den, der ikke kunde stå, blev slået ned.

Der var omtrent 100 Heste, 5—6 Stykker blev der slagtet hver Dag; hvem der så vilde hjælpe at slagte, fik et Stykke Lever, som han selv kunde stege sig, og Kartofler var der også nok at få fat på.

Mine 2 Heste blev dårligere for hver Dag, da 5 Dage var gået var begge mine slagtede, så kunde jeg få Lov til at rejse til mit Batteri igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

26. juli 1918: Foreløbig status over døde og sårede

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag.

Ved ca. 12 tiden begyndte det at regne ganske voldsomt. Det strømmede bogstaveligt ned. Vi havde intet steds, hvor vi kunne ty hen. Vi kravlede ind under kanonen, men denne gav kun lidt beskyttelse mod den voldsomme regn, der syntes slet ikke at ville høre op. Vi skød dog ikke om natten.

Vi sov ikke hele natten men talte sammen om, hvem der var blevet såret, eller forsvunden, død og savnet. Af den gamle stab, som vi havde været sammen med siden august 1917, var følgende borte:

Unteroff. Goldberg – hårdt såret

Gefreiter Schäfer – hårdt såret

Unteroff. Mändler – hårdt såret (død, halsen skåret over)

Kanoner Steinhauer – hårdt såret

Kanoner Panitz – såret

Kanoner Halfpap – såret

Obergefreiter Schröpfer – såret

Unteroff. Brinkmann – såret

Desforuden mange af de yngre, som var kommet til senere, men som vi ikke kendte ret meget til. I alt tabte batteriet 2/3 af mandskabet og halvdelen af hestene. Stemningen var langt nede hos de efterlevende, vi var våde, sultne og trætte. Men ved daggry tog regnen noget af, og ved ca. 8 tiden skinnede solen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. juli 1918: Frederik Tychsen på vild flugt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Vi løb tværs over markerne, og foreløbig gik det ned ad bakke. Til at begynde var vi en samlet flok af kanonerer; men det varede ikke længe, inden vi var spredt. Der var mange soldater fra de forskellige våbenarter, og alle løb de uden at se sig tilbage. Af og til faldt der en eller flere, men de blev liggende.

Enhver havde nok med at sørge for sig selv. Jeg løb ned efter byen Oeuilly, og da jeg kom ind i byen, stod der en sadlet hest, der havde et sår bag ved venstre forben – en flænge p. ca. 10 cm. Rytteren var formodentlig blevet skudt af hesten.

Jeg fik fat i hesten, svang mig hurtigt op på den, men jeg gav mig ikke tid til at få benene i stigbøjlen, og da jeg klemte hælene ind i siden på hesten, sprang den til i vild galop – og jeg faldt af – Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, ned til korsvejen og ville efter Troissy.

Her kom netop en køkkenvogn i fuld fart. De sad to mand på forvognen og piskede på hestene. På bagvognen var to frie siddepladser. Jeg løb efter vognen håbende på at fa en siddeplads; jeg var lige ved at nå den, men kræfterne slap op, og jeg måtte se på, at den stak af, lige foran næsen af mig.

Derefter svingede jeg ind på marken igen og løb ned efter Marnefloden. Dog bemærkede jeg, at en granat slog ned i køkkenvognen og indhyllede både vognen og hestene i en sort røg. Jeg tænkte straks, at det var godt, at jeg ikke nåede at få plads bag på vognen. Da røgen fortrak sig en lille smule, kom køretøjet igen frem.

Bagvognen var skudt bort, men på forvognen sad de to mand og piskede fremdeles på hestene. Jeg fortsatte, alt hvad jeg kunne, ned mod Marnen. Kammeraterne fra 1/407 så jeg ikke mere til, derimod var der mange andre – infanterister og artillerister samt soldater fra alle andre våbenarter.

Alle løb de, det de kunne, og vi havde alle en fornemmelse, at “de sorte” var lige i hælene på os. Efter en til to timers forløb kom jeg ned til Marnefloden. Her lå sergent Felix Ploschaichik i græsset. Han pustede, så det bogstaveligt peb og fløjtede ud af lungerne på ham. Han var ved at pille sine ordensbånd og 1. kl. af jemkorset af frakken.

Jeg mindes tydeligt, at han sagde: ”Mehr hat Christus nicht gelitten auf Erden, als wir hier leiden mussen, jetzt geh ich in Gefangenschaft!“ (Mere har Kristus ikke lidt på jorden, end vi her må lide, nu går jeg i fangenskab).

Jeg kastede mig ned i græsset ved siden af og sagde, at jeg gik med.

Vi lå nogle minutter i græsset og pustede, men så kom der en trop løbende, og de råbte til os, at vi skulle se at komme bort, for ”de sorte” var henne ved den nærmeste farm. Felix og jeg sprang på benene og fortsatte langs med Marnen i vestlig retning.

Vi ville hen til hovedlandevejen, Leurigny – Chatillon sur Marne, for her vidste vi, at der var slået pontonbro. Men da vi kom derhen, var broen blevet sprængt, og vi stod nu sammen med så mange andre og kunne ikke komme over.

Vi løb videre mod vest, og 3 – 4 km. længere henne var der en løbesti – beregnet kun for fodmandskab – over floden. Den var ganske primitiv, nogle planker, der hvilede på tomme tønder.

Løbestien blev overbelastet, så vi måtte kravle i vandet ude på midten; men med forsigtighed kom vi over. Da vi kom over på den anden side tog vi det med ro og besindighed igen. Vi havde indtryk af, at den værste fare var overstået.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

21. juli: Asmus Andresen – Angrebet af søgræs

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han ved fronten.

Nu gik jeg og var lam i over 4 Uger, der var ingen, der vilde tro, at Benet var dårligt endnu. Officererne jagede mig snart her, snart der hen, jeg skulde hente Strøelse til Hestene, holde Omgivelserne ved Hestestaldene rene, grave W.C. Huller o. s. v.

En Dag, da Benet var lidt bedre, var jeg med nogle Kammerater ude at bade i en Kanal. Da jeg var svømmet et Stykke ud i Kanalen, kom der en Sergent og befalede mig straks at komme i Land, hvad jeg så også gjorde, men da jeg kom hen til Kanten, var der noget Bundgræs i Kanalen, som snoede sig om det dårlige Ben, så at jeg var lige ved at gå under Vand.

Sergenten, som stod og ventede efter mig, blev rasende, han troede, at det var mig, der lavede Komedie.

Det lykkedes mig dog at befri mig fra Bundgræsset og komme i Land. Efter denne Anstrengelse gjorde Benet så ondt, at jeg næsten ikke kunde gå, men alligevel skulde jeg først løbe et Par Gange frem og tilbage, og så hen at se til Hestene. Jeg trøstede mig med, at der nok skulde komme bedre Tider for mig en Gang, hvad der også kom, før end jeg havde ventet det.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

16. juli 1918. Frederik Tychsen: “Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden.

Der kom en del fanger gennem byen, franskmænd, kolonialtropper og amerikanere. De skyndte sig alle med at komme ud af byen.

Vi holdt et stykke tid i Dormans, og vi talte om, at dette angreb ikke gik som det skulle. Vi skulle have gået over Marnen ved 5 tiden, og endnu sent på eftermiddagen befandt vi os endnu på denne side af Marnen.

Kl. 7 om eftermiddagen fik vi ordre til skyndsomt at køre over broen. Vi kørte ned til floden, og pionerernes brokommando havde slået en pontonbro over Marnen. Vi kom ud på broen, og pludselig nærmede en flyvereskadre sig. Det var fjendtlige bombemaskiner af svær type 15-20 stykker.

De kastede bomber ned på broen og på vejen. Der faldt mange i vandet ved siden af broen, og enkelte i kanten af broen. Der opstod panik mellem mennesker og dyr; hestene blev vilde og for frem, og hvad soldaterne gjorde, ja, der kan jeg kun tale for mig selv; jeg var midt på broen, da de første bomber eksploderede nede i vandet i nærheden af mig.

Jeg gik ved siden af en kanon, men jeg løb straks alt det jeg kunne, over på den anden side af floden, alt imens faldt der bomber rundt omkring. Straks på den anden side af floden var der nogle jernbanespor, her holdt nogle lokomotiver. Jeg løb skyndsomt hen og krøb ind under et af lokomotiverne, og her lå jeg, indtil den øjeblikkelige fare var overstået.

Jeg lå der nogle få minutter og kiggede ud mellem hjulene på maskinen. Lige ovre bag sporene op ad bakkeskrænten lå en død infanterist. Han lå med ansigtet i jorden, ramt af et skud i hovedet. Han bar en aluminiumsring på venstre hånds lillefinger. Der lå selvfølgelig mange flere døde; men ham lå jeg og betragtede mellem hjulene.

De andre soldater søgte dækning, så godt de formåede. Batteriet kom over broen, og vi sluttede os til igen. Da vi var ovre på den anden side, kom vi på en hovedlandevej, vi fulgte denne i sydøstlig retning. Landevejen var mange steder brolagt.

Det var en meget besværlig fremrykning; landevejen lå under en frygtelig ild. Artilleriet beskød den med alle kalibre; det franske infanteri kunne nå vejen med deres geværer, og af og til kom modstanderens flyvemaskiner og bombarderede landevejen, ja, beskød den med maskingeværer.

Det var næsten ikke til at være på landevejen; de fleste af kanonererne kravlede frem nede i vejgrøften eller sprang fra det ene træ til det andet, og på denne måde søgte de dækning på alle mulige måder.

Jeg gik et stykke på vejen sammen med en anden Obergefreiter (jeg husker ikke hans navn, han stammede fra Köln).

Pludselig blev han ramt af en kugle i hovedet, han faldt til jorden, hårdt såret. Vi lagde ham over til siden, og så måtte vi lade sanitetsvæsenet besørge resten. Et steds talte jeg på landevejen mellem to 100 m sten 76 døde heste. De var slæbt over til siden. Der lå sikkert flere døde soldater end heste på samme strækning.

Et sted måtte vi holde et stykke tid, en såret hest stod og hang med ørerne, den var såret i venstre side; Vi skød den med karabineren, den faldt straks til jorden. Vi talte også nogle af hestene; men foreløbig kunne vi nok klare den, da vi havde nogle i reserve.

Om aftenen gik vi i stilling foran Troissy. Vi stod bag ved en med krat bevokset skrænt. Vi skød det meste af natten, uden at få nævneværdig ild direkte i stillingen fra franskmændene. Alle granaterne gik 3 – 400 m for langt. 2 – 2 1/2 km til højre for os lå bataljonsammunitionskolonnen, ca. 24 store ammunitionsvogne, mange mindre vogne og bagage med ca. 150 heste og ca. lige så mange mand.

De havde også lagret (lejret) sig bag samme skrænt, men hele kolonnen blev i nattens løb fuldstændig tilintetgjort. Der gik ild i ammunitionen, granaterne eksploderede, så hele vognmaterialet fløj i luften. Rundt omkring mellem vognene havde mandskabet udspændt deres teltdug, og de lå under teltdugen og sov, rundt omkring var hestene bundet til vognene; men alt hvad der befandt sig i nærheden af vognene blev dræbt, delvis af eksplosionen, delvis forbrændt.

Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere. Den var fuldstændig tilintetgjort. De få heste og mand, der var tilbage, blev fordelt på de andre 3 batterier i forhold til deres tab. Det var det største tab, bataljonen havde haft i løbet af een nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. juli 1918. Bomberegn og skønsang: Frederik Tychsens blandede oplevelser på standpladsen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Allerede natten mellem 5. og 6. juli kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned rundt omkring i skoven. Det var meget ubehageligt at ligge i teltet og høre på de fremmede flyveres propellers syngende lyd, der var nem at skelne fra de tyske flyvere.

Af og til faldt en eller flere bomber snart tæt ved, snart længere borte. De eksploderede med voldsomme brag. Om morgenen havde vi flere sårede og døde. Blandt de sårede var Øtzel. 18 heste havde revet sig løs og styrtet af sted, dem fik de aldrig mere fat på.

De var løbet bort om natten, da der var delvis panik mellem mennesker og dyr. Men hestene blev sikkert indfanget andre steder, uden at de afleverede dem – selv om de vidste, hvor de kom fra. Det hændte også jævnlig, at vi fik fat på en hest; den blev heller ikke godvillig udleveret til de retmæssige ejermænd.

Øtzel var en af dem vi savnede i lange tider. Han fik hånden slået i stykker. Øtzel stammede fra Thüringen, her var han minearbejder. Han var ca. 20 år, og det, der gjorde ham almindelig afholdt, var hans tiltalende væsen, og hans omgængelige natur. Han havde en ualmindelig smuk sangstemme. Han sang ikke ret ofte, men når han sang, lyttede hele batteriet.

Han forstod bedre end nogen anden at vælge det rigtige tidspunkt, sted og den rigtige stemning. En aften lå vi således oppe på et høloft. Vi havde haft svære tab om dagen, og en lang marchtur havde vi bag os. Om aftenen, før vi faldt i søvn, sang Øtzel med sin bløde stemme så ganske henrivende:

Am Holderstrauch, am Holderstrauch

wir sahsen Hand in Hand,

wir waren in der Maienzeit

die glüklichsten im Land osv.

De allerfleste lå denne aften med tårer i øjnene, de blev grebet af hjemve og længsel efter, at krigen skulle gå til ende; og Øtzels sang slog på de bedste strenge og fremkaldte det dybeste i soldaterne: kærlighed, troskab mm. Nu sang Øtzel ikke mere for os, han kom på lazarettet vistnok i Braisne, og vi så ham aldrig mere, men mindet om ham beholdt vi.

Ikke langt fra skoven var der en bred å. Her kunne vi bade. Dog skulle vi stå fuldstændig stille, hvis der skulle komme fjendtlige flyvere i luften. Vi benyttede lejligheden og badede hver dag. En eftermiddag, da vi nogle stykker kom ned til åen, kunne vi se nogle fingre, der famlede rundt i vandets overflade.

Det var en, der ikke kunne hjælpe sig selv i land, han var ved at drukne. Vi fik ham halet i land, og han var bevidstløs. Vi stillede ham på hovedet, og fik vandet af ham.

Så tumlede vi noget med ham og omsider begyndte han at komme til sig selv, men han lå endnu længe og kunne ikke sige noget. Så var der en, der sparkede ham i enden, så blev han vred, og det kan nok være, at det hjalp – han skændte og sparkede og slog; lidt efter kunne han rejse sig og gå bort – altså et probat middel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. juni 1918. På tyvetogt efter kløver til de sultne heste

Jørgen Hansen fra Endrupskov havde ansvaret for nogle af regimentets heste. Men det kneb med at skaffe foder.

Det begynder nu at knibe med Foderet til vore Heste, vi skal stjæle
for at faa det nødvendige. Med tre Pund Havre og en lille Visk Hø kan Hestene ikke holdes paa Benene, og falder Hestene af, er der mange andre ved Kompagniet, som nok vil bytte med os, der er saaledes ikke andet for end at stjæle sig til Foderet.

Ingen blev straffet for at stjæle Foderet, kun for at blive taget paa fersk Gerning.

Den tyske Militærlovbog indeholder ellers strenge Bestemmelser for Tyveri. Jeg skal fortælle om et af de Tyvetogter, som illustrerer tilstrækkelig tydeligt, hvorledes det gik for sig.

Om Natten den 28. Juni var vi tre Mand ude paa Forpagter Gejots Mark for at bjerge nogen Kløver. Bonden, som havde mærket, at der blev stjaalet paa Marken, havde sat sig paa Lur efter os.

Da vi havde læsset, kom Manden frem af sit Skjul og fulgte med os for at faa konstateret, hvem der havde stjaalet hans Kløver.

Han meldte øjeblikkelig Tyveriet til Vagten, og de to kom sammen ind i Stalden, medens jeg ene opholdt mig der.

Det var jo paafaldende, at Hesten havde Seletøj paa midt om Natten, og der kunde saaledes ikke være nogen Tvivl om, at jeg havde noget med Græstyveriet at gøre.

Det første Spørgsmaal gjaldt mit Navn og Formation, men jeg var rent ud sagt fra Sans og Samling og kunde hverken huske det ene eller det andet.

En Mand, som var stationeret i samme Stald, kom mig nu til Hjælp. Om han kendte mig, spurgte Vagten. Nej. Han havde aldrig hørt mit Navn. Et fiffigt Øjekast fra Vagten var Signalet til mig om at forsvinde, og det gjorde jeg skyndsomst.

Der blev nu sendt Meddelelse, til Bataillonskontoret, og Forhør blev holdt i Sagen, men ingen vilde vedkende sig Tyveriet, skønt 1 Løjtnant, 2 Underofficerer og 12 Mand var vidende om det.

Sagen blev opgivet paa Grund af manglende Beviser.

Saaledes blev den civile Retspleje haandhævet paa tysk Grund, lige i Nærheden af den franske Grænse i det Herrens Aar 1918.

Sønderjyske Årbøger, 1930.

26. juni: Asmus Andresen – Problemer med benet: ”Nu var jeg igen færdig med at gå”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han ved fronten.

En skønne Dag fik jeg så et Par Heste, som bed og slog, så snart der kom nogen i Nærheden; straks den første Gang jeg vilde strigle dem, slog den ene bag ud og ramte mig på Låret, så jeg måtte kravle ind i Sengen, der lå jeg i 2 Dage, så måtte jeg have Tjeneste igen, den 3. Dag var Benet næsten helt stift, så jeg ikke kunde gå.

Om Eftermiddagen var jeg hos Lægen med Benet, han sagde, at jeg skulde ligge i Sengen i 3 Dage med kolde Omslag. Den fjerde Dag skulde jeg så gøre Tjeneste med igen, men Benet var halvt stift endnu; men det gik nogenlunde, indtil jeg stødte mod en Sten, hvorved Benet blev bøjet mere, end det kunde tåle.

Nu var jeg igen færdig med at gå.

Dagen efter var jeg igen hos Lægen, men han kunde ikke se noget, derfor måtte jeg så blive ved med at gøre Tjeneste med de andre.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

12. juni 1918. “… jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.”

Senest ændret den 14. juni 2018 8:53

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi måtte, før vi lagde os til at sove, pudse både Heste og Seletøj, som ligesom vi selv var i høj Grad overstænket med Snavs. Om Aftenen Kl. 9 skulde vi så af Sted igen. Den Gang kørte vi med 3 Vogne. Jeg havde lige fået spændt for den bagerste Vogn, da nogle Flyvere kastede deres Lyskegler ned over os; nu måtte vi se til at komme af Sted hvis vi ikke vilde gøre Bekendtskab med Flyvernes Bomber.

Nu gik det i fuld Fart hen ad den ujævne Vej, men lige med et stansede de 2 forreste Vogne, hvad jeg først opdagede, da jeg i fuld Fart brasede imod dem. Begge mine Heste faldt, og jeg landede i et Granathul, som var fyldt med Vand.

Inden jeg kom op igen, havde de to forreste Vogne sat sig i Bevægelse igen. Mine Heste vilde heller ikke vente efter mig, men satte i fuld Galop efter de andre Vogne. Jeg råbte efter Kusken, som sad på Vognen, men han hverken hørte eller så noget. Jeg løb, hvad jeg kunde, og fik også Hold på mine Heste, som var kommen foran, men jeg kunde ikke stanse dem, da den bagerste Vogn så vilde køre på os.

Jeg måtte så se til at komme op på Ryggen af den nærmere Hest; efter nogle Anstrengelser kom jeg også op på Hesten, hvor jeg sad som en druknet Mus, medens Vandet drev af mig, og jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.

Nu havde jeg fået Næsen fuld af at køre Ammunition, og vilde melde mig syg, så snart jeg kom til Lejren igen, Kl. 6 om Formiddagen var vi så tilbage igen; efter at jeg havde renset mine Heste og mig selv for Snavs, gik jeg over til Doktoren for at melde mig syg. I mit 14. år havde jeg været så uheldig at skyde mig selv i Underlivet med en 6 mm. Pistol, nu vilde jeg så prøve at melde mig syg af den Grund. Kl. 9 blev jeg ført til Lægen, ham fortalte jeg så at jeg havde Smerter i Underlivet, når jeg red på Hestene.

Efter at havde undersøgt mig, fik jeg skriftlig Bevis på, at jeg var uduelig til at ride eller køre.

Med Beviset gik jeg til Feltveblen og meddelte ham, at jeg hverken måtte køre eller ride, han blev gnaven og sagde, at så kunde jeg straks komme op på Kemmelbakken igen. Javel, Hr. Feltvebel, svarede jeg nok så fornøjet, for jeg vilde på ingen Måde lade ham mærke, at jeg var ked af at komme i Bakkens mørke Huler igen, men i det samme kom Vagtmesteren til og sagde, at han ikke kunde undvære mig, og hvis jeg ikke kunde ride eller køre, så kunde jeg da passe de Heste, som stod i Stalden.

Efter den Tid fik jeg mange forskellige Heste at passe, en Tid lang passede jeg et Par Heste, som stod ved Siden af Køkkenet; i min Fritid hentede jeg så Brændsel til Køkkenet, hvorfor jeg så fik en tør Skorpe eller også en ekstra Portion Mad.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

11. juni 1918 – Claus Juhl: “hele egnen blev beskudt”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 11. blev igen en mand let såret. I Menegate var det også usikkert, hele egnen blev beskudt, vi slap heldig, men flere andre batterier havde en mængde tab. Flyverne var i travl virksomhed især om natten, de havde en slags lyskugler som holdt sig svævende ved hjælp af en skærm, disse plantede de så i luften over vejene så disse blev klart belyste. På den måde kunne de iagttage kolonnerne og beskyde dem med deres maskingeværer. Om dagen var det herligt solskinsvejr, men jorden var alt for tør, den fede ler slog overalt revner. Markerne var næsten alle tilsåede, for det meste med hvede, men denne blev slået grønt som foder til hestene, da de næsten ingen havre fik mere. Den sæd, som var frigivet til hestefoder, lå altid inde i ildlinjen, så de natlige togter for at hente den var temmelig farlige.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

10. juni: Asmus Andresen – Tilbage i lejren. Asmus overtager et spand heste

Senest ændret den 14. juni 2018 8:53

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Dagen efter, da vi trådte an til Appel, spurgte Feltveblen mig atter, om jeg vilde overtage et Spand Heste, og da jeg nu vidste, hvad det gjaldt, hvis jeg atter sagde nej, og da jeg havde fået nok af at være indkvarteret i Hulen på Kemmelbakken gik jeg ind på at overtage det meget omtalte Spand Heste. Jeg mente nemlig, at hvis jeg blev ked af denne Stilling, fandt jeg nok på en Udvej til at slippe fra den igen, men det gik ikke så let, som jeg havde tænkt.

Jeg skulde nu først melde mig hos Vagtmesteren, som så henviste mig til Våbenmesteren for at få udleveret Ridestøvler og Ridebukser. Dagen efter skulde jeg så møde hos Vagtmesteren om Morgenen Kl. 6 for sammen med ham at søge efter Græs til Hestene.

Skønt mine Kammerater havde lovet at kalde på mig Kl. 5, sov vi alle sødelig til Kl. 7. Jeg fik travlt med at komme i Tøjet og skyndte mig til Vagtmesteren, som straks skældte mig Krukken fuld, kaldte mig en Syvsover, som han nok skulde få vækket op. Han gav mig så Ordre til at melde mig hos Berideren af 2. Berit Kl. om 4 Eftermiddagen, men gentog, at det skulde være Kl. 4 og ikke Kl. 5. Så luskede jeg af Sted igen. Begyndelsen var just ikke, som jeg havde ønsket den. På Slaget 4 var jeg hos Berideren og fik straks 2 Heste udleveret for at strigle dem.

Jeg havde næppe fået begyndt, før han spurgte mig, om jeg havde striglet Heste før. Jeg svarede, at jeg siden mit 15. år hver Dag havde striglet 2 Heste. »Og så ved du ikke, hvordan du skal bruge en Strigle«, sagde han, og hev Striglen ud af Hånden på mig og viste mig, hvordan han mente, jeg skulde bære mig ad. Skønt jeg havde Lyst til at bede ham om selv at strigle sine Heste, var der dog ikke andet at gøre end at tage fat igen.

— Jeg fortrød allerede, at jeg havde modtaget Bestillingen som Kusk.

Om Aftenen Kl. 9 skulde jeg køre Ammunition til Batteriet. Vi kørte med 4 Vogne, hver forspændt 4 Heste.

Først gik det langsomt, men da vi kom i Nærheden af, hvor Fjendens Granater faldt, blev Farten sat op, og Hestene måtte strække ud, alt hvad de kunde. Mørkt var det jo; da vi ikke måtte tænde nogen Lygte, kunde vi ikke se, hvor vi skulde køre, derfor gik det over Granathuller og døde Kroppe både af Mennesker og Dyr. Først Kl. 5 om Morgenen nåede vi Lejren igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

7. juni 1918. Forberedelser dagen før det store angreb

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Saa kom Dagen før Offensiven den 8. Juni 1918. Ved 4-5 Tiden om Eftermiddagen ankom allerede vor Ballonzug med alle dens mange forskellige hestetrukne Vogne. Lt. Küster red hen til mit Telt og spurgte mig, hvorledes Situationen var, og hvor jeg vilde mene, at det sikreste Sted for Opholdet om Natten vilde være. Jeg fortalte ham om Skyderiet og mente, at Mandskabet kunde overnatte i den nordlige Del af Plantagen, hvorimod Vognparken og Hestene med deres Kuske kunde tage ned paa Engen 100 m herfra, hvor der ogsaa var fredeligt.

Küster kommanderede saa efter mit Forslag sine Folk de forskellige Steder hen, og lidt efter svingede alle 12-14 Vogne forbi os og ned paa Engen. De var lige ved at spænde fra, da jeg hørte den franske Kanons Afskud. Jeg meldte det til Lt. Küster, der endnu sad højt til Hest ved Siden af Teltet.

Et Øjeblik efter kom Granaten hvinende og slog ned — , ikke der, hvor de plejede at gøre det, men midt paa Engen — midt i vor Vognpark. Hestene vrinskede og stejlede, og Mændene skreg . . . En mægtig Fontæne af Jord og Mudder og Græstørv røg højt til Vejrs. Naa, tænkte jeg, nu er mange blevet dræbt! Men vi havde været saa usandsynligt heldige, som det kun sjældent sker. Med Undtagelse af et Par Heste, som havde revet sig løs og var stukket af — vi saa dem aldrig mere — havde kun en Kusk faaet en Jordknold i Hovedet. Aarsagen var naturligvis den, at Gra­naten var gaaet ned i den bløde Eng, havde lavet et mægtigt Krater, men Sprængvirkningen var gaaet opefter.

„Naa,” sagde Lt. Küster. „Det maa jeg sige! Vil De have os alle slaaet ihjel?” — — „Nej,” sagde jeg. „Det har nok kun været en Fejltagelse; Løjtnanten skal se, det sker ikke mere.”

Et Øjeblik efter lød der Afskud igen. Nedslaget place­rede sig der, hvor det var vant til at sidde, og det gjorde de øvrige ogsaa.

Et Par Kuske blev sendt ud for at stjæle et Par andre Heste fra andre Afdelinger; det var almindelig Takt og Tone i Slutningen af Krigen, — og kort efter havde vi vor Hestebestand igen.

DSK-årbøger 1954

31. maj 1918: ”Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde” – Frederik Tychsens batteri overrasket af modangreb

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

13. april 1918 – Claus Juhl: “Han lå på vejkanten i en blodpøl”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 13. om middagen kom en mand fra batteriet og fortalte, at han havde fundet kusken Paegel, ligeledes fra vort batteri, liggende død ved vejen til Albert. Jeg måtte så af sted med et par mand for at hente ham. Han lå på vejkanten i en blodpøl, skuddet var slået ned omtrent ved hans side og havde ramt i det ene lår, pulsåren var slået over, så han var forblødt. Hvis der straks havde været folk til at hjælpe ham, var han måske blevet reddet.

Samme dag kom de 2 kanoner lidt længere tilbage, jeg fik ordre til at følge med dem. Vi stod på en skovbevokset skrænt i nærheden af slottet Becourt, men da der bag os var en hulvej, blev dette punkt altid heftigt beskudt. I denne hulvej lå der en mængde døde heste, her havde der også tidligere stået 15 cm skibskanoner, der lå endnu en hel del ammunition.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

9. april 1918 – Slaget ved Lys: “Blege og tavse kom de os i Møde …”

Den 4. maj 1918 bragte Flensborg Avis et feltpostbrev fra en F.C., der i april deltog i forårets anden store tyske offensiv ved Armentières og af tyskerne betegnes som Slaget ved Lys.

I Slaget og paa Lazaret.
(Feltbrev til „Flensborg Avis.)

Det er mørk Nat, Luften er klam og kold. Paa den brede Landevej, som fører fra L. til F., marcherer lange Kolonner af Infanteri paa den ene Side, mens Lastavtomobiler uafbrudt lægger Beslag paa den anden Side af Vejen. Henimod Morgenstunden er vi naaet til F., en større, til Dels sammenskudt Landsby. Vi blev her 5-600 Mand indkvarterede i en Fabrik. Vi laa paa det bare Gulv; der var store Huller i Taget, og Vinduerne manglede fuldstændigt. Omendskønt vi var trætte og mødige efter de sidste Dages Anstrengelser, kunde de fleste dog ikke ret falde i Søvn, da der var alt for koldt.

Om Aftenen Klokken 3 maatte vi atter træde an, for mangen en Soldat for sidste Gang. Det var atter bælgmørkt, og det kneb med at komme ud af Byen, da Gaderne var fulde af Militær. Omsider kom vi da ud af Byen, og det gik nu ind over Marken, som var opblødt af Regnen og fuld af Granathuller. Turen, vi havde at gaa, var kun 6 Kilometer lang, og dog blev Klokken 4 om Morgenen, førend vi havde naaet vort Maal. Vi havde i de 7 Timer ikke haft Tornystret af og var meget trætte. Natten var mild og rolig; de ellers urolige Kanoner synes at være sovet ind, og der faldt ikke et Geværskud. Hist og her forsøgte Fjenden med en Lyskugle at lyse op i den taagede, mørke Nat; men det var forgæves.

Vi havde næppe faaet Tornysteret af og lagt os ned paa vort fugtige Leje, førend der faldt et Kanonskud langt tilbage, og i samme Nu gik det løs fra alle Kanter; den før saa milde Foraarsnat var bleven forvandlet til en frygtelig Orkan. Vi var gaaet over vor første Linje og laa vel kun 50-60 Meter fra den fjendtlige Stilling. Jorden rystede, og Vandet i Granathullerne gyngede frem og tilbage. Det blev ved i 4 Timer. Fra Klokken 8 af blev Ilden endnu værre. De Kanoner, som havde beskudt de fjendtlige Batterier, tog nu ogsaa del i Beskydningen af Skyttegravene.

Efter en halv Times Tid – det var om Morgenen Klokken 8,30 den 9. April – brød Infanteriet frem til Storm. Fjendens to første Linjer var ikke besat, og den sidste Linje gjorde kun svag Modstand. De Folk, som endnu var i Live, var saa fortumlede og medtagne, at de ikke mægtede at gøre nogen nævneværdig Modstand. Blege og tavse kom de os i Møde med Hænderne i Vejret. Bag ved Graven var der anbragt Maskingeværer i Granathuller.

Her blev jeg saaret i Hagen af en Maskingeværkugle. Efter at en Kammerat havde forbundet mig, gik jeg tilbage til Graven, hvor jeg blev siddende en halv Times Tid. Jeg var saa træt, som jeg endnu ingen Sinde havde været. Jeg gik saa langsomt tilbage. Ind over Markerne begyndte Artilleriet at følge efter Infanteriet. Kun med Yderste Besvær formaaede Hestene at bringe Kanonerne fremad. Jeg naaede saa efter et Par Timer ud til Landevejen, som førte tilbage til F.

Her saa jeg, at et Par engelske Granater slog ned og dræbte Mandskab og Heste undtagen en Rytter og Hest ved en Kanon. Jeg gik derhen og saa, at Hesten stod paa tre Ben og Rytteren var saaret i den højre Arm og i Ryggen. Jeg løftede Manden ned af Hesten. Paa Rytterens Opfordring tog jeg et Gevær og gav hans Hest Naadeskuddet. Jeg forbandt nu den saarede, saa godt som jeg kunde, om end han mente, at det var til ingen Nytte. Nogle portugisiske Soldater, som imens var komne til Stede, lavede i Hast en Baare, og en halv Time senere var vi paa Forbindingsstationen. Den saarede kom straks til Lægen; men det var ude med ham. Ja. det var jo kun een, kun een af de mange Tusinder. Men et Sted langt borte fra Valpladsen, maaske i et lille fattigt Hjem, vil Sorgebudskabet slaa nye Saar, som kun sent og maaske aldrig vil læges.

Her paa Forbindingsstationen var Læger og Sanitetssoldater i travl Virksomhed. Sygeavtomobiler bragte stedse nye Patienter. Enhver blev her hjulpen, lige meget om det var Ven eller Fjende. Her kom vi, en hel Flok letsaarede, i et Avtomobil, og en Time senere var vi i L. Her laa vi om. Natten i en stor Sal. Hver Mand kom i en dejlig hvid Seng. Omendskønt jeg var meget træt, sov jeg dog ikke den Nat.

Anden Dags Morgen kom vi med et Lazarettog, og efter 2 Dages Rejse var jeg her i Celle. Her laa jeg først i 8 Dage paa en Kaserne, men kom saa paa Lazaret Med dræbende Langsomhed gaar Dagene her. For dem, som ligger her en Maaned eller to, kan det blive langt nok; men der er jo desværre nok, som skal ligge her i Aaringer. Paa samme Stue, hvor jeg ligger, er der en 30-aarig Mand, som blev saaret i September 1914, og skal han komme sig, er der Udsigt til, at han skal ligge her et Par Aar endnu. Jeg hjælper hver Formiddag at bære de saarede ind i Operationssalen, et sørgeligt Arbejde.

F. C.

8. april 1918 – Ernst Christiansen: “… slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt …. en Blindgænger

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

8. April
Begivenheden blev udsat et Døgn. I Aftes vækkede 10½, stjerneklart. Mens vi stillede ved Kirken, lød pludselig en Susen, et Knald, og en rød Lue saas lige over os. En Shrapnel! Ingen saarede. Utrolig Færdsel paa alle Veje. Tit knap muligt at komme forbi. Englænderne skyder med svært Skyts paa flere Punkter i Nærheden af vor Vej; vi slipper dog igennem. Flere Gange hviner en Granat over os. Paa Feltbanen har Træffere to Steder revet Skinnerne bort, siden vi gik der i Gaar.

Vi arbejder 600 Meter fra den forreste Grav. Folk i anden Grav, der gaar langs Vejen, opfordrer os til ikke at gøre for megen Støj. Lysskuddenes sekskantede Stjerner lyser som den klare Dag. En Hests Vrinsken lyder i Mørket. Den er traadt fejl paa en Bro og falden i en Grøft, og Pionerløjtnanten skyder den. Dens klagende Vrinsken lyder endnu i mit Øre.

Mens vi i Halvmørke staar og rydder Vejen, slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt, indtil jeg opdager, at det er en stor Granat, en Blindgænger. Med korte Mellemrum farer som usynlige Aander, men meget hørlige, svære engelske Granater over os, to og tre ad Gangen, og sprænges med svære Brag, som faar Jorden til at skælve, i Nærheden af en Batteristilling.

Det er rimkoldt og mere og mere taaget ved Jorden, vort Held. Da det bliver lyst, jubler en Lærke mellem Bragene. Sluppen vel hjem den lange Vej. Alt er tilsyneladende rede. Fra i Aften siges vi at ligge i Alarm. Lange Rækker af Minekastere er stillede op, Masser af Artilleri ført langt frem, svært Skyts ganske kort bag Fronten, med næsten ingen Dækning, Bjerge af Munition helt aabenlyst alle Vegne ved Baner og Veje og spredt paa Markerne.

Nogle Mand af Stormtropperne har tilbragt Natten her. En Sergent fortæller, at der skydes med Giftgas paa bestemte Afsnit. Ind imellem holdes smalle Strimler eller Porte fri, og kun paa disse Steder gaar de tyske Stormtropper frem for ikke selv at komme til at indaande Gassen.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 203-4)

9. marts 1918 – Mathias Damm: “… der behøver de ingen Grav at grave til dem”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheim

den 9.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit og Cs Kort fra d 28. Det er de to første Pakker i have modtaget. Den tredie var kun lille, haaber i ogsaa har modtaget den. Pakke 50 har jeg jo faaet, det Kort har i vist ogsaa faaet nu, men 52 er gaaet i Hundene og den var nok mindst lige saa god. I kunne ved Ledighed lægge et par Sikkerhedsnaale i Brevet. Dem kan man altid bruge.

Jeg fik ogsaa Kort fra R. han var ved at transportere Godset til Banen, men de var nødt til at støtte Hestene, saa lad dem kun komme til Frankrig, der behøver de ingen Grav at grave til dem, der kan de godt pakke to-tre i et Granathul.

Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

27. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… at der ved Angrebet skal anvendes Blaasyre i Stedet for Gas”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende. Læs videre 27. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… at der ved Angrebet skal anvendes Blaasyre i Stedet for Gas”

16. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… døde Kammerater paa Vejen”

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i december 1917 befandt sig i Flandern.

En Dag, vi havde været en Tur ved K.T.K. i Cheluwe, blev Luften varm. Medens vi fik de Saarede ladet i Vognen, var det helt roligt, men med ét begynder Englænderen at faa et ondt Øje til det tyske Feltartilleri og sendte saa den ene Salve efter den anden. Det var ikke andet at gøre for os end roligt at blive holdende med de Saarede i Vognen, indtil Uvejret var drevet over.

Pludselig forlagdes Ilden til lige bag ved os, og da gjaldt det om at være rask paa Tæerne, i en Fart gik det afsted forbi Artilleristillingen. Bagved os kunde Englænderne roligt skyde. Det gik ogsaa godt til vi kom lige forbi Kirkegaarden pa “Kølberg”. Saa sattes der en Granat lige ved Siden af Vognen, men Stedet var temmelig blødt, saa den pustede en Sky af Mudder op over baade Vogn og Heste, men ellers skete der heldigvis intet.

Til Tider var Natteturene heller ikke morsomme. En Nat sattes en Hest til i et Granathul, den anden Hest blev spændt fra og Vognen trukket til Side. Armeringssoldaterne, som udbedrede Vejene ved Nattetide, havde snart parteret Hesten i Granathullet; derefter blev der kastet Jord og Sten ovenpaa, saa den Slags Begivenheder tumledes der ikke længe med.

Det hændte ogsaa en Nat, da vi havde været forude og skulde tilbage igen, at “Kølberg” havde været under Ild. Den Nat sad jeg ogsaa fast i et Granathul med min Vogn, men kom dog paa ret Køl igen. Jeg kunde ikke forstaa, hvad det var, der gav Stød ved Baghjulet, men opdagede da, at der laa nogle døde Kammerater paa Vejen, de var bleven ramte i den Tid, vi havde været forude, og det var dem, Vognhjulet gik henover.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 131-2)

3. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… et uhyggeligt Besøg”

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i januar 1918 befandt sig i Flandern.

Kort efter Nytaar havde vi en Nat et uhyggeligt Besøg. Det kunde til Tider Hænde, at Vandet pressede paa Nyrerne, og saa maate man jo ud selv om det var Nattetide. Kosten var nemlig temmelig vandet og næsten uden Indhold af Næring og Søvnen som Følge deraf lidt urolig.

Saadan gik det mig en Nat jeg var uden for, og da jeg lyttede, kunde jeg høre Flyverne. Paa lyden kunde man ganske tydeligt høre, det var en engelsk Flyver. Lidt efter gik jeg ind igen, lagde mig i “Sengen” og trak Dækket over Hovedet. Hele Kompagniet havde Opholdsrum i Kælderen. Kort efter lød et Brag uden for vort Kældervindue og Vinduesskærmen kom ind i Kælderen til os. Min gode Ven, W. Jensen, laa ved Siden af mig og jeg tiltalte ham med; Sover du, Willi! Træk tæppet over Ørerne, der er Flyvere uden for.

Flyene smed 9 Bomber rundt omkring Hospitalet. Da Uvejret var drevet over, gik vi ud for at se paa Skaden. Værst var det gaaet ud over en af Træbarakkerne, hvor 10 Heste laa saarede og døde. Hele Barakken var saa gennemhullet som et Si. P. Grevsens Apotekervogn var heller ikke bleven skaanet, og om den kunde transporteres videre var et Spørgsmaal.

Da det blev Dag, blev alle ti Heste flaaede og parterede; det gav nu rigeligt med Hestebøf og transporteret tilbage til Føde og for Krigsfangerne, som mange Steder var beskæftiget ved et eller andet Arbejde.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset, mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 128-30)

23. december 1917. Hestegullasch – men hesten hævner sig …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

En søndag eftermiddag, medens vi lå i ro i Goed, gik vi til en biografforestilling. Det var i en stor barak i nærheden af Gitsberg. Salen kunne rumme 4-500 mennesker. Der var fin musik.

Vi fulgtes ad. Obergefreiter Maas, sergeant Felix Ploschaischik og jeg. Det var meget velgørende at se noget andet en gang imellem, og musik havde en mærkelig indflydelse på en; og det gjorde så godt at se noget fra det civile liv, om end kun på billeder.

Når vi lå i barakkerne i Goed, så lavede vi ikke meget i disse korte dage. Det regnede meget hver eneste uge, og jordsmonnet rundt omkring barakkerne var i et ælte. Vi havde nogle løberister (Laufrosten), som gik fra den ene barak til den anden og til staldene og køkkenet m.m.

Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe lidt brød, det var hos belgiske civilfolk. Det var rugbrød, runde af form og det var velsmagende.

Endvidere besøgte jeg jævnlig en gammel træskomand. Han lavede
træsko sammen med sin søn. Vi handlede om et hornhåndtag til en stok. Jeg skulle skaffe ham noget læder, og det fik jeg også fat på ude i stillingen, jeg skar det af sadler og seletøj, og da jeg havde faet
en passende portion, fik jeg håndtaget. Jeg lavede mig en solid kæp, og meningen var, at den skulle med hjem, men den blev senere stjålet fra mig.

En dag lidt før jul, slagtede de en hest i køkkenet. Hesten var blevet skudt på vejen ud til fronten; da det var en god hest, tog et par mand ud og parterede den, og så kom den med hjem på en ammunitionsvogn. Hele hesten blev lavet til gullash, og vi fik hver en god portion.

Vi havde imidlertid ingen kartofler og kun ganske lidt brød, og derfor nød vi den gode, men skarpe gullash uden videre tilsætning. Vi fik en ekstra snaps den aften, og der blev en hel fest. Der blev sunget af fuld hals: „So ein Happen, so ein Happen von hi au hi au hot, so ein Happen von Pferd sin Fut“.

Om natten fik vi alle sammen diarré, og der blev et frygtelig løben frem og tilbage til latrinen.

Klimaet var meget fugtigt. Men vi sørgede for at have rigeligt med tøj. Man kunne sagtens finde noget. Der lå frakker og kapper og tæpper alle vegne. Man fik så disse beklædningsgenstande tørret,
og så havde vi dem til at dække os til med om natten og skifte med i regnvejr.

Utøjet var noget værre om vinteren end om sommeren, da vi ikke havde så gode vaskeforhold, men desto oftere måtte vi trække af undertøjet og løske os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. august 1917 – Ribe Stiftstidende: prisen paa heste stiger fortsat

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Heste til 6,000 mark stykket

Til Sonderburger Zeitung skrives fra Broager bl. a.: Medens kvægpriserne er faldne noget og dertil svarende ogsaa kødpriserne, er priserne for hestene stadig stigende. Det er ikke sjældent, at heste betales med 6,000 mark. Om det kun er hærens forbrug af heste, der volder forhøjelsen, er ikke let at afgøre.

Om borgmesterstriden i Tønder

skrives til Kieler Zeitung: Først for nylig havde byraadet forhøjet borgmester Plewkas pensionsberettigede løn fra 1. september i aar til 8,500 mark. Nu vil han ikke faa gavn af denne forhøjelse, som ogsaa skulde lette ham at afvikle et hos byen foretaget laan. Byen mister i Plewka en dygtig kommunalembedsmand; men skyggesiderne var for overvejende hos ham, at regeringen ikke længere uden betænkeligheder kunde se paa det uden at udsætte offentlige interesser for alvorlig fare. Blandt borgerskabet har man desuagtet medlidenhed med hans familie, ja to medlemmer af magistraten har endog været i Slesvig for at gaa i forbøn for ham hos regeringspræsidenten om at tage suspensionen tilbage. Men efter hvad man hører, har det været forgæves; den indledende disciplinærundersøgelse med embedsfortabelse til formaal vil gaa sin gang. Striden stammer fra uoverensstemmelser mellem Landraaden og borgmesteren. 

 

14. juni 1917 – Flensborg Avis: En hingst i pigekammeret m.m.

Den 14. juni 1917 bragte Flensborg Avis under rubrikken “Provinsen” blandt andet følgnende meddelelser.

Byraadsmøde i Tønder.
Paa et Byraadsmøde i Tønder meddelte Borgmester Plewka, at Folkekøkkenet i Pigeskolen (Bespisningen af fattige Børn og gamle trængende Mænd og Kvinder) har kostet Byen 6400 Mark indtil 1. April d. A.

Til Syltningstiden har Kredsudvalget bevilget 2 Pund Sukker pr. Hoved i Kredsen.

En Mejeriforvalter i Leck havde uden nogen Hjemmel ladet kundgøre i „Tondernsche Zeitung” en Opfordring til at aflevere Faareostene paa bestemte Steder i Kredsen og til ham. Kredsudvalget havde paa Forespørgsel givet den Besked, at Handelen og Udførslen af disse Oste var fri og uindskrænket og Mandens Opfordring en Tilsnigelse. Opfordring en Tilsnigelse.

Hingsten i Kælderen.
Fra Vinum ved Døstrup meddeles der til flere Blade om følgende Begivenhed: Forleden Nat vaagnede Pigerne paa en Gaard der i Byen ved en uforklarlig Støj, og saa traadte med dumpe Skridt en stor Skikkelse ind i Kamret. Det viste sig at være en ung Hingst, som tilhørte Amtsforstander Petersen. Den blev naturligvis jaget ud, men fortsatte derpaa sin Vandring; den saa sig først lidt om i Køkkenet, og omsider havnede den nede i Gaardens dybe og store Kælder, hvor den gjorde sig til gode med Brød og andre Herligheder som den forefandt.

Saaledes fandt man den i bedste Velgaaende. Men nu viste det sig, at et Tilbagtog fra Kælderen var umuligt: Hingsten kunde ikke klatre op ad den stejle Kældertrappe. Da fandt et lyst Hoved paa den praktise Ide at kaste Sand ned i Kælderen, indtil den var fuld op til Aabningen. Først da dette var sket, kunde Hingsten befries fra sit underjordiske Fangenskab, og Husbeboerne kunde atter gaa hen og lægge sig. Til alt Held havde Hingsten ingen Skade lidt. Den menes at have en Værdi af omkring ved 15,000 Mark.

Kirkeklokkerne
i Sønderborg har i Aftes til Krigsbedetimen ringet sammen for sidste
Gang. De to største Klokker, der blev støbte i 1883 i Hildesheim, vil i de nærmeste Dage blive afleverede til Hærformaal.

Ved Bisidderretten i Sønderborg
forrige Onsdag blev blandt andet en Landmandskone fra S., der havde solgt Sirup til 40 Penning Pundet, skønt Varen kun havde kostet 9 Penning Pundet, idømt 100 Mark i Bøde.

En Landmand fra K. stod anklaget for at have slagtet en Kalv og 2 Svin uden den fornødne Tilladelse, og Tjenestekarl H. for at have hjulpet ved Slagtningen. Landmanden blev dømt til 900 Mark og Karlen til 5 Mark i B

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

31. januar 1917. “Jeg har ærligt og redeligt hugget den!” Bergholt fodrer sine heste

Senest ændret den 17. september 2021 20:21

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

Fra tid t i l anden afløste v i østrigske regimenter snart her, snart der; men marcherne generede mig ikke mere.

Tre gange 16 dage var jeg afløser for kuske, der var på orlov. Da jeg altid har holdt af at have med heste at gøre, passede det mig fortrinligt.

Jeg ynkedes tit over disse dyr, for de fik langt fra nok at æde.Hver hest fik højst 1-2 pund havre om dagen. Hvis de så endda havde fået tilstrækkeligt med hø eller halm, kunne det have gået an. Alt træværk, som de kom i nærheden af, åd de uden videre.

En dag, da det det var min tur til at hente den ugentlige foderration til hestene, lykkedes det mig at få en balle hø for meget læsset på vognen.

Det var pressede baller, og de vejede ca. 100 kilo. Da jeg kom hjem, forlangte underofficeren, under hvem hestene og dermed også foderet sorterede, at den »reddede« balle skulle indgå i den  almindelige fordeling.

Dette modsatte jeg mig meget kraftigt, idet jeg for det første henviste til , at jeg ærligt og redeligt havde hugget den, og for det andet, at de to heste, som jeg havde, var de to største og også de to magreste ved afdelingen.

Han bøjede sig for mine argumenter, og jeg fik lov til at beholde høet t i l mine to »rallikker«, for det var nemlig det, de var.

Virkningen af denne ene balle hø var så iøjnefaldende, at Feldweblen ved den ugentlige appel spurgte mig, hvad jeg havde gjort ved de to heste.

I øvrigt f ik jeg bevis på, at utak er verdens løn, da den ene hest en dag langede ud efter mig, så jeg satte mig på halen. Heldigvis ramte sparket min tegnebog, der sad i brystlommen og var fyldt med breve, så jeg tog ingen skade.

Da v i kort tid efter kom til Frankrig, gik det galt med disse udsultede dyr. Her var rugen allerede en halv meter høj, og græs var der også nok af.

Hestene foråd sig simpelt hen, og slet ikke så få af dem døde af kolik.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

6. december 1916 – Milert Schulz: “… 4 Bomben auf uns geworfen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschreiben d. 6. Dez. 1916.
Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Endlich mal wieder Gelegenheit zum schreiben. Wir sind nämlich von der alten Reservestellung auf dem Marsche zu einer andren. Wohin das geht weis ich nicht. 2 Tage marschieren wir schon hier im Gebirge herum.

Es ist sehr interessant hier im Gebirge zu wandern, aber furchtbar schwer. Die Bagage kann kaum den Wegen längskommen. Ein Wagen von uns konnte nicht mitkommen. Die armen Pferde hatten keine Kraft mehr den Wagen zu ziehen. Da  musste ich und ein paar Mann mehr zurück bleiben bei den Wagen, Da haben wir da unter freiem Himmel geschlafen. Nachts hat es denn auf uns geregnet.

Gestern wo wir Mittag machten, kamen 2 feindliche Flieger an. Der eine hat 4 Bomben auf uns geworfen, aber keine hat getroffen.

Gestern Abend reichten wir ein Dorf und haben wir hier ein Zelt gebaut, wo wir vielleicht heute etwas Ruhe haben werden. Die Sonne scheint so warm und die Kanonen donnern feste. Meinen ersten Brief habt Ihr wohl erhalten Die Verpflegung ist hier besser wie in der Garnison nur es gibt keine Kartoffel. Sonst noch alles wohl.

Viele herzl. Grüsse und Küsse Euer Sohn u. Brd.
Milert.

Nun feiere ich ja bald mein Geburtstag

26. september 1916 – Ribe Stiftstidende: hestepriser og kolde jernbanevogne

Senest ændret den 9. april 2017 12:13

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Store hestepriser

Hestemarkedet i Husum i torsdags var tilført 180 heste og plage, der i indbefattet forudsalget. Da der var mødt temmelig mange fremmede handelsmænd, forløb handelen godt, og markedet blev omtrent udsolgt. Der betaltes for bedst heste 2900-4000 mark, ringere 1500-2500 mark, 2,5 aars plage 2400-3200 mark, 1,5 aars 1800-2600, halve aars 1050-1500 mark.

Varme klæder – kolde jernbanevogne!

Jernbaneforvaltningen opfordrer folk, der rejser med togene i den kolde tid, til at klæde sig varmt paa og medtage det nødvendige rejsetøj til værn mod kulden, da der under krigen ikke kan ydes garanti for, at vognene bliver tilstrækkeligt opvarmede.

Faldne

Kommuneforstander Jørgen Sørensen fra Fogderup er falden den 11. september, ca. 40 aar gl.  Han efterlader hustru og 5 smaa børn.

Enke Bodil Christine Hansen i Sommersted har modtaget efterretning om, at hendes Søren er falden den 8. september, 21 aar gammel.

I tabslisten meddeles, at Jes Petersen fra Hostrupskov, Jes Beier fra Vester Aabølling, Anton Lund fra Bæk og Peter Løbner fra Bedsted er faldet; at Lauritz Aagaard fra Ottersbøl og Jens Jørgensen fra Sønderborg er død af sygdom.

Saarede

Johan Bojsen fra Ladegaard 2., Peter Lorenzen fra Sottrup, Hans Schmidt 2. fra Skelle og Fritz Lorenzen fra Rinkenæs er haardt saarede.

Savnede

Savnede er: landmand Hans Jepsen, søn af Joh. J. i Ris ved Aabenraa, elektriker Wilhelm Forkert i Haderslev, løjtnant Nicklas Riis fra Skovby i Aabenraa amt, Christian Sørensen fra Notmarkskov og over-maskinist-ekspektant Franz Røhr fra Sønderborg.