Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.
(læs første del)
Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.
Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.
Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.
Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.
Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.
Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.
Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen
Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.
Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.
Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.
J.N. Jensen.