Tag-arkiv: mytteri

8. november 1918. Fortroppen i tilbagetoget stormer lagrene: “Man drikker sig fuld, man banker Officerer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Tilbagetoget var stadig i fuld effekt. Som bagtrop gik Eskildsen og kammeraterne glip af de mange glæder som de forreste tropper nød.

Vi glemmer aldrig disse Nætter! Heste og Fodfolk er vaade som Svampe, oversprøjtet med Dynd fra øverst til nederst. Det er vandrende Jordklumper, der søger nordpaa, tilbage, tilbage!

Der skubbes paa, det hele gaar i Knude, videre, videre! Jeg stamper med, lige, saa snavset og vaad. Vi faar hverken Breve eller Aviser, i 6 Uger har jeg ikke kunnet skifte Undertøj.

Bagtroppen er afskaaret fra alle de Herligheder, som man nyder foran, os. Man stormer Proviantlagrene, man stamper rundt i Smør, Marmelade, Sennep, Mel, Cigarer. Alle løber i nye Uniformer. Man drikker sig fuld, man banker Officerer. Det er herlige Dage!

Et Tilbagetog er det mest demoraliserende for en Hær. Berusede Officerer staar paa Gaderne og holder demokratiske Taler. Berusede Soldater stormer et Tog og damper af Sted hjemefter. Det løber snart ind paa et modgaaende Orlovstog. 12 Mand dræbes, Linien spærres, Millionværdier maa lades tilbage.

Før lød den prøjsiske Soldats Valgsprog: »Med Gud for Konge og Fædreland!« I disse Dage faar Hæren et nyt. Det flyver fra Regiment til Regiment, det bruges ved enhver Lejlighed, helst naar Officerer rider eller biler forbi, det høres Dag og Nat, det er ligesaa meningsløst og grimt som Krigen. Det lyder:

»Licht aus! Messer rausl Haut ihn!«
»Sluk Lyset! Træk Kniven! Paa ham!«

Officererne gyser, den Menige nyder Uhyggen i Ordene og laver allerede Tilføjelser: »To Mand hid til at røre Blod!«

— Ingen tænker sig noget alvorligere ved det. Den tyske menige Soldat er godmodig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

7. november 1918. Soldaterrådet i Sønderborg bekendtgør!

Over alt i Sønderborg blev der den 7. november 1918 ophængt proklamationer fra soldaterrådet, signeret Bruno Topff, der var formand for soldaterrådets.

Soldaterrådets beslutninger

Forplejningen ordnes på den hidtidige måde.

Der er skaffet sikkerhed for, at en reglementeret betaling af lønninger følger.

Anordninger fra de enkelte formationers valgte soldaterråd skal i vores sags interesse adlydes.

Arbejdstjeneste i gasværket, elektricitetsværket og ved pålæsning af tog med levnedsmidler skal fortsat ubetinget udføres, indtil en anden ordning bliver truffet.

Det er enstemmigt besluttet af det store soldaterråd, at den militære sikkerhedstjeneste i Østersøen  skal opretholdes fuldt ud.
Ro og orden på gaderne skal ubetinget bevares.

Det store soldaterråd forlanger, at ubeføjet bæren våben ikke finder sted. Ammunition skal opbevares af de delegerede.

Civile må straks aflevere alle våben ved nærmeste militære tjenestested.

Patruljeren skal kun finde sted efter Soldaterrådets befaling.
Samtlige anordninger fra Soldaterrådet skal bære soldaterrådets formands underskrift.

Soldaterrådet gør det til alle kammeraters indtrængende pligt i egen interesse kun at følge sådanne underskrevne anordninger, men dette da straks og ubetinget.

Sønderborg, 7. nov. 1918.

Sønderborg Soldaterråd
sign. Topff

Jeg giver borgerne fuld garanti for liv og gods.

6. november 1918. Officererne i Wilhelmshaven får røg

P. Lassen, Rise, var ved et vagtkompagni i Wilhelmshaven

Den 6. November om Morgenen Klokken fem blev vi atter purret ud; men vi raabte dog: „Vi vil først have Kaffe!” Det fik vi ogsaa.

Denne Gang førtes vi til Kommandanturen. Her blev der atter budt paa Kaffe, endda med Brød og Marmelade. Klokken otte blev jeg sammen med et Par Grupper sendt over paa den anden Side af Gaden, hvor vi skulde bevogte et lille Hus.

Vi stod fire Mand paa hver Side af Huset. Her boede en Admiral, men i Løbet af et Kvarter brød hele den strenge prøjsiske Disciplin sammen. En af de ret unge Soldater tændte en Cigaret og blæste Røgen ind igennem Hegnet, der omgav Haven. En anden gjorde det samme, og kort efter havde alle faaet Piben eller Cigaren tændt. Noget saadant var aldrig før set uden for en højtstaaende Officers Bolig.

Marinesoldaterne, der kom forbi ude paa Gaden, sagde: „Gør nu ingen Dumheder med jeres Vaaben”. Kort efter kom ude fra en af de store Kaserner et stort Optog. Foran gik en Marinemath. De svingede ind paa Pladsen og nærmede sig os.

Mathen steg op paa en Stenpille ved Indkørslen og holdt en Tale. Man raabte Hurra, hvorefter en Deputation gik ind til Kommandanten. Vor Løjtnant sagde til os, at vi ikke maatte lade Geværerne; vi maatte hellere sætte Mundingshætten paa. Vi fulgte Ordren og stod og betragtede Folkemængden.

Lidt senere fik vi Befaling til at opgive Vagten. Vi skulde vende Geværet om og bære Kolben opad som Tegn paa, at vi gik over paa Revolutionspartiet. Da vi kom om paa Gaardspladsen bag Huset, blev Laasene taget ud af Geværerne og kastet i en Sæk. Livremmen med Patrontasken og alt det andet blev kastet ind i Badeværelset, og Døren blev laaset. Man slog endda et Søm i Døren for at være sikker paa, at intet blev fjernet.

Revolutionen var i fuld Gang. Vi fik Besked om, at vi kunde gaa tilbage til Kasernen eller slutte os til Optoget. Officererne var afsat, og vi skulde vælge et Soldaterraad og rette os efter dets Ordrer. Vi blev paa Stedet. Ved Middagstid blev der bragt Mad til os fra Kasernen. Man sagde, at dersom vi ventede lidt, kunde vi faa vore Ting med os. Alt foregik med en beundringsværdig Ro, og der fandt ingen Forulempelser Sted.

DSK-årbøger 1953

5. november 1918. Hvad sker der i Kiel? “Alle Tegn tyder paa, at et stort Uvejr er i Vente.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 5. Novbr. 1918.

Udenfor Rigsdagen mødte jeg Fr. Stampfer, som meddelte mig Vaabenstilstandsbetingelserne. De var over Forventning haarde, sagde han. Men Regeringen har intet Valg. Den er nødt til at antage dem.

Partibestyrelsen var sammenkaldt, og han havde travlt, da han skulde deltage i Mødet.

„Der tales om nationalt Forsvar,” sagde Hildenbrand, da jeg mødte ham, „men det er umuligt. Det vil kun kræve unyttige Blodofre og medføre Landets Ødelæggelse. Der er ikke andet at gøre end at antage Vaabenstilstandsbetingelserne, selv om de er haarde.”

I Læsesalen traf jeg Weinhausen. Han fortalte mig, at han lige havde talt med en Socialdemokrat, som havde sagt: „Det er ligegyldigt, hvad Rigsdagen i Dag beslutter, thi om 14 Dage har vi Revolutionen – Weinhausen frygtede for, at denne Spaadom vilde slaa til, thi Efterretningerne fra Kiel er i Dag meget foruroligende.

Om Aftenen kom Loretz op til mig paa mit Værelse i Hotellet. Han meddelte mig fortroligt, at Regeringen stod meget raadvild overfor de sidste Begivenheder. Erzberger havde i Gaar raabt ham op i Telefonen og anmodet ham om at skrive et til den franske Regering rettet Opraab om hurtig Fredsslutning.

Dette havde han lige gjort. Opraabet var afleveret og godkendt og vilde af tyske Flyvere blive nedkastet over de franske Linjer. I Dag havde Erzberger opfordret ham til at skrive et Opraab til det franske Proletariat fra det tyske Proletariat.

Det skulde undertegnes af Scheidemann og Ebert og derefter ligeledes nedkastes af tyske Flyvere. Han havde paataget sig Hvervet.

Flertalssocialisterne sætter nu alt ind paa at tvinge Kejseren bort,” sagde han, „men hvad saa? Det er Spørgsmaalet.

Blot det ikke besvares med Anarki. Erzberger er betænkelig.I Samtalens videre  Forløb meddelte Loretz mig, at den franske saavel som den italienske Presse i stor Udstrækning havde taget Notits af min Tale i Rigsdagen. Den havde sat det nordslesvigske Spørgsmaal under Debat i alle i Fredsslutningen interesserede Lande.

I Rigsdagen havde jeg i Eftermiddags en længere Samtale med et Par konservative Kolleger. De var meget optagne af Begivenhederne i Kiel. Den ene af dem fortalte yderst ophidset, at Matroserne, efter hvad man havde meddelt ham i Krigsministeriet, havde hejst den røde Fane paa flere Krigsskibe. De havde tilrevet sig Magten, og der var momentant stor Fare for, at en Del af Flaaden gik til Søs med ukendt Maal.

Uroen tiltager. Da Hamborgerbladene kom med Aftentoget blev de hurtigt revet bort i Avisudsalgene. Begivenhederne i Kiel har tydeligt nok taget en meget alvorlig Vending. Alle Tegn tyder paa, at et stort Uvejr er i Vente.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

4. november 1918. Beordret til at slå revolutionen ned

F. Matzen, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i marinen. Han lå i Kiel om bord på kaserneskibet SMS Mars.

En dag i begyndelsen af november blev al landlov stoppet. Der hørtes skud inde fra Kiel. Søndag eftermiddag [3. november 1918, RR] kom næstkommanderende om bord og beordrede ekstra forplejning udleveret. Vi fik ost og smør – smør!

Det var for sent til, at branden kunne slukkes. Revolutionens arnested var 7. kompagni, der lå i Waldwiese, gennemgangsstedet for alle udkommanderinger, hvor der lå mange ældre Folk, der havde været i trøjen i syv år eller mere, og som hellere ville risikere at blive skudt for mytteri end at blive sendt til søs eller til Flandern en gang til …

En skønne dag blev vi med 480 mand fra »Mars« sendt i land for at være med til at slå revolutionen ned. – Bevæbningen bestod af et gevær, model 71-84 med lang bajonet og do tasker fulde af blyprojektiler, veritable dum-dum-kugler.

Vi førtes af en marinekaptajn. Føreren af min gruppe var en løjtnant, der under ilmarchen mod Kiel forsøgte at vinde vor gunst ved at tiltale os på plattysk. I sandhed, det store fædreland måtte befinde sig på afgrundens rand!

Det var en mørk og trist regnvejrsdag, da vi blev stillet op på matrosdivisionens kaserneplads sammen med en masse andre troppedele.

Der befandt sig omkring ved 80.000 mand militær i Kiel på det tidspunkt. Flådestationens øverstkommanderende, en admiral, der, hvis jeg husker rigtigt, hed Heine, kom ud på pladsen med sin stab. Admiralen var en lille, ældre mand. Mit blivende udtryk af ham er, at han var ved at blive knuget til jorden af den store, guld-belæssede kasket, af de svære epauletter, der tyngede hans skuldre og af situationens alvor …

Hans første ord til os var disse: »Dieser Tag ist ein währender Schandfleck in der Geschichte der deutschen Marine«. – Så formanede han os til art bevare ro og orden, medens der forhandledes med oprørerne.

Da vi i ventetiden spredtes ud over pladsen, kom min instruktør fra infanteri-uddannelsen, overmatros Knoop fra Mecklenborg, hen til mig og sagde: »Nå, Matzen, nu er det snart slut med svindelen, så går det hjem til lillemor«.

Kort før det blev mørkt, vendte admiralen tilbage og meddelte, at det, for at undgå blodsudgydelse, var blevet besluttet at kapitulere til oprørerne, og at vi skulle aflevere vore våben på kasernen.

Han bad os bevare besindigheden, hvorpå han forsvandt med sin stab, Så fik vildskaben frie tøjler …

Inden for døren af det rum, hvor vi kylede vore våben ind, stod kaptajnen, der havde ført os i land, stiv som en stenstøtte, kridhvid i ansigtet. Det var tydeligt, at hans verden var sunket i grus for ham.

Da vi kom ned i korridoren, sås de sidste officerer forsvinde i skyndsom flugt.

Det første, der blev plyndret, vær proviant rummene i kælderen, hvor det, der var mest af, åbenbart var svesker. Fra øverste etage røg tæpper og beklædningsgenstande ud gennem vinduerne og ned i skidtet på kasernepladsen – enhver tog for sig af retterne …

DSK-årbøger 1963

30. oktober 1918. Mytteri på SMS Thüringen: Matroserne nægter at lette anker!

Peter Møller fra Sønderhav gjorde krigstjeneste om bord på Linjeskibet SMS Thüringen. Skibet lå i Wilhelmshafen. Dets besætning var blandt de første, der gjorde oprør. Det skete natten til den 30. oktober 1918

Mytteri på SMS Thüringen

 I 1912 blev jeg indkaldt til Militærtjeneste ved II TD i Wilhelmshaven og blev straks afkommanderet til Tjeneste paa SMS „Thüringen”, et Linieskib paa 29.000 Tons og med en Besætning paa 12-1300 Mand. Der blev jeg indtil Krigens Slutning og oplevede saaledes Revolutionsdagene, som Kejser Wilhelms „stolze blaue Jungs” satte i Brand i 1918. At det netop var Flaadens Mandskab, der begyndte Revolutionen, skyldes ingenlunde, at vi var mere krigstrætte eller mere modige end vore Kammerater paa Land, men kun, at Besætningen paa Skibene i det store og hele var den samme gennem hele Krigen, saaledes at vi kendte hinanden ud og ind og ganske nøje vidste, hvem der kunde indvies i Planerne og hvem der skulde holdes udenfor.

Allerede i 1916 var der lagt en Plan om Afslutning af Krigen; men den strandede, fordi Mandskabet ikke kunde enes, og navnlig, fordi Værftsarbejderne ikke var modne nok endnu, og uden deres Hjælp, til Sikring af Levnedsmiddelforsyninger m. m., kunde Planen ikke gennemføres. Men i Efteraaret 1918 begyndte det igen at ulme, hele Organisationsarbejdet blev sat i Gang igen, og det blev saa fra „Thüringen”, Signalet til Oprør kunde gives.

En af de første Dage i November 1918 [PM husker forkert, det må være 29. oktober 1918, RR], mens vi laa paa Torpedovagt med 1. Eskadre paa Schillig Red (Indsejlingen til Jadebugten), holdt vore Officerer et af deres Sviregilder i Messen. Her holdt 2. Artilleriofficeren en Tale og udtalte, at vi om Morgenen Kl. 4 skulde lette Anker, opsøge Arvefjenden John Bull og slaa ham eller gaa ned med Ære.

Dette blev hørt af en Matros, der stod uden for Messen, og han bragte Meddelelsen videre til Ledelsen af det Soldaterraad, som længst var dannet om Bord. Herfra gik de fornødne Ordrer til de forskellige Afdelinger, der hver havde faaet tildelt deres bestemte Opgave, naar det skulde gaa løs. Ellers var alt roligt som sædvanligt.

Kl. 4 lød Fløjten og „Division der Wache klar zum Ankerlichten!” Men der kom mere end een Division der Wache; hele Mandskabet strømmede øjeblikelig til Forbatteriet, hvor Ankerspillet var, og der blev ikke lettet Anker.

Samtidig blev der fra Signalstationen givet Besked til de omkringliggende Skibe med Opfordring til en lignende Optræden. Og ikke paa eet af Skibene hørtes Ankerkædernes Raslen. Imidlertid kom Vagtofficeren, en ung Spirrevip af en Overløjtnant, til Forbatteriet og holdt en Dundertale til os. Nu havde Admiral Scheer, som vi havde et stort Billede hængende af, vundet Flaaden saa stor Ære og Berømmelse i Skagerrakslaget og siden, saa vi skulde skamme os o. s. v.

Han blev afbrudt ved, at en Matros tog det indrammede Billede og slog det oven i Hovedet paa ham, saa at Glas og Billede gik i Stykker og Rammen blev siddende om Halsen paa ham. Denne Handling blev fulgt af et Spark bagi og et „da hast du dein’ Scheer und die ganze Bescherung; und dann mag, das du ’raus kümmst!”

Lidt efter kom Kommandanten selv, en gammel og gemytlig Mand, som vi alle var glade for. Han kom som altid med Hænderne paa Ryggen og sagde: „Na, Jungs, was ist denn los, was wollt Ihr denn eigentlich?” Svaret lød: „Alles was der Kapitan verlangt, bloss der Anker bleibt liegen!“ „Ja, wenn Ihr nicht wollt, kann ich nicht fahren”, sagde den gamle, og saa gik han igen.

Alle Skibene blev liggende, og noget senere kom der flere Skibe til fra Wilhelmshaven og andre fra Kiel; men alle som een smed de Anker, da de var kommet ud til os, og Dagen efter vendte de tilbage til Havnen, kun 1. Eskadre blev paa Post paa Schillig Red. Dermed var første Akt forbi og Faklen tændt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1948

19. oktober 1918. Peter Madsen: “Tyskland vil vist gøre en sidste kraftanstrengelse.”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Den 19.oktober 1918.

I dag har jeg meldt mig syg, og jeg var virkelig dårlig og led af en slem influenza med ret høj feber. Jeg lå i reviret i en hel uge, inden jeg blev skrevet rask, men jeg var ikke rask, og så langt rækker “Tyskens” magt dog alligevel ikke, at han er i stand til at skrive én rask, når man ikke er det.

Samme dags aften fik jeg et slemt tilbagefald og blev med sygebilen
om natten kørt til Marienkrankenhaus. Her var jeg i en 3-4 dage
og havde høj feber, men snart var jeg oven senge igen.

I denne tid er der ved at komme en soldaterbevægelse igang,og alle
steder er der utilfredshed.

Det siges, at “Tysken” går tilbage alle steder ved fronten, men her fra
garnisonen er alt, hvad der kan holde en bøsse sendt ud.

Tyskland vil vist gøre en sidste kraftanstrengelse.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

18. oktober 1918. “Betænkelige spor af revolutionær smitte” hos erstatningsmandskabet

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til et modangreb, der var planlagt til den 18. oktober, rakte kræfterne ikke længere. Det måtte opgives. Det blev endda nødvendigt at forlægge stillingen længere tilbage bag ved Oise-kanalen. Fjenden fulgte skarpt efter, endda med tanks. Det lykkedes at holde ham fra livet.

I tre dage holdt resterne af regimentet kanalens østbred besat, så blev det afløst og marcherede til Esquéheries for opfyldning og nyformering.

Den dejlige landsby, i hvilken 86’erne efter den stolte afværgesejr ved Somme havde tilbragt kostelige hviledage, var nu øde og uddød. Spor efter begyndende nedbrydning viste sig. Mange sammenlignede med vemod dengang og nu.

De nye erstatningsfolk, som indtraf i disse dage, viste allerede betænkelige spor af revolutionær smitte. Passiv modstand og åben ulydighed var forfærdende tegn på denne nye ånd. Ville den springe over på den lille rest af regimentet, der ind til nu tappert kæmpende havde gjort sin pligt? Eller ville denne rest kunne gennemtrænge de nye tropper med den gode frontånd?

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233

18. september 1918. Kaotisk hjemrejse: Frederik Tychsen vil hjem, koste hvad det vil!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Det var en smuk strækning fra Namur til Arion. Vi kørte i Ardennerne, og grunden til denne omvej var de ødelagte jernbanestrækninger forårsaget af fjendtlige flyvere. På den sidste station i Belgien, Arion, fik vi noget at spise. Det var ikke almindeligt at bespise folk, der rejste på orlov, men det måtte skyldes omstændighederne og den store forsinkelse.

Fra Arion gik det gennem Luxemburg til Metz. Jeg sad i kupeen lige over for en ung soldat, der for første gang kørte på orlov. Han havde været hjemmefra et års tid. Han var så fortumlet, at han slet ikke kunne tro, at han måtte rejse hjem.

Han tog sine orlovspapirer op gang på gang, så på dem og mumlede: ”Det må jo passe, det må jo passe!” “Javist passer det”, sagde vi andre, men han kunne alligevel ikke tro det. Hen mod aften nåede vi til Metz. Byen og banegården blev imidlertid beskudt, vistnok af amerikanerne, der var trængt frem i Præsteskoven. Der kom et skud af og til af lille kaliber.

Vi blev alle beordret ud af toget og skulle træde an. Vore papirer blev undersøgt, og der var tale om, at vi skulle standses og eventuelt sættes ind mod amerikanerne i Præsteskoven. Men til alt held kom der et tog med flygtninge, kvinder og børn. Det kørte ganske langsomt over banegårdsterrænet, ja, det så ud, som om det hvert øjeblik ville gå i stå. Men det var godt for os.

Vi løb til fra alle sider, kravlede ind i kupeerne, imellem vognene og oppe på vognene. Her hjalp ingen kommanderen og ingen råben eller skænden, enhver sørgede for sig, og jeg kom til at ligge oven på en passagervogn sammen med en del andre. Af hensyn til tunnelerne måtte vi ligge på maven hele vejen. Og på denne måde nåede vi Köln.

Det var en ret ubehagelig tur, det var koldt, og i tunnelerne var det frygteligt. Det røg og buldrede om ørerne på een, så jeg ved ikke hvad. I de tidlige morgentimer nåede vi Köln. I Köln var banegården blevet bombarderet om natten, men et stykke borte fra stationen holdt et tog, der gik til Hamborg.

Vi væltede ind i toget; de damer, der gjorde tjeneste som togbetjente, ville kontrollere papirerne, billetterne m.m., men de kom ingen vegne, de blev skubbet til side, og vi gik ind eller kravlede gennem vinduerne for at få plads. Lidt efter satte toget sig i bevægelse, og hjemrejsen synes nu at være sikret. Turen gik til Hamborg, og videre over Neumünster til Flensborg.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

1. september 1918 – Enkefru Røgind: Væk med Hindenburg

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

1. Septbr.
Thomsen fortalte i Gaar om en Episode i Lille. I et Kinoteater propfuldt af Soldater bliver som levende Billede Hindenburgs fornaglede Statue fremført, og straks rejser der sig en Mumlen af Utilfredshed, der stiger til Raabene: »Heraus mit ihm, weg mit ihm, wir haben genug«. Den der har fortalt det, var Officer og selv tilstede og var jo ikke hyggelig tilmode. Soldaterne er sine Steder saavidt, at de i Officerernes Nærværelse drøfter, hvorledes de bedst skal lade dem tage tilfange.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

15. august 1918. Matroserne nægter at råbe et “leve” for kejseren!

F. Matzen, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i marinen. Han lå i Kiel om bord på kaserneskibet SMS Mars.

Det var i den første verdenskrigs sidste år. I Tyskland havde demoralisationens og defaitismens spøgelse forlængst begyndt at stikke sit grimme hoved frem, man så tydeligt skriften på væggen.

Ombord i S/M Hulk »Mars«, det gamle artilleriskoleskib, der lå fortøjet ved en bro i Kiel-Wik, og som forøvrigt i 1905 var det første krigsskib, der ankom til den nybyggede marinestation i Sønderborg, gjordes der forsøg på at give moralen kunstigt åndedræt ved at forsamle de 7-800 ombordværende til massemøder på Øverste dæk, hvor officererne fortalte om den tyske marines bedrifter, hængte nye glorier om kejserens pande og lovede snarlige nye, hemmelige våben, som hurtigt skulle gøre det af med Tysklands fjender, især de forhadte »BRITER«. Plakater med påskriften: »BRITE. sei dein ärgstes Schimpfwort« var opslået omkring i skibet.

Da vi under det sidste massemøde var nået så langt, at de traditionelle hurraer for kejser Wilhelm skulle udbringes, og officererne havde rejst sig med hånden ved kasketten, blev de hilst med pinlig tavshed. Ikke et eneste Hoch! Det var en slukøret flok, der sank tilbage i stolene.

Så, tænkte jeg, nu går det galt. Men opløsningen var så vidt fremskredet, at der intet skete.

Under mit ophold i »Mars« kom jeg en del i den kristelige marineforening, hvis formand var u-båds-kommandanten, den senere pastor Niemöller, om hvem det blev sagt, at det var ham, der havde torpederet »Lusitania«, hvilket omgående bragte USA. med i krigen.

Flere af underofficererne fra »Mars« kom også i denne forening, hvor de omgik os på en god og kammeratlig måde. En af dem, han stammede fra Harzen, opsøgte mig en aften, efter at vi var gået til køjs i hængekøjerne på batteridækket, og foreholdt mig det Opsætsige og farlige i, at jeg blev ved med at skrive hjem på dansk, altså et sprog, der var »unzulässig«, til trods for, alt brevene blev censureret i Flensborg og returneret til Kiel.

Manden kom sikkert i bedste mening, men resultatet var negativt, han havde jo ingen forudsætninger for alt kunne forstå en »MUSSPREUSSE«.

DSK-årbøger 1963

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

15. juli 1918 – Rasmus Damm: “Der er givet Ordre til at skyde alle ned”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

15.7. Kl. 5,15 Morgen.

Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.

I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.

Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.

Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.

Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.

Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.

Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.

Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.

Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.

Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.

I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.

Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.

Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.

Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.

Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.

Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.

Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

6. april 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “alvorligt Mytteri …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

  1. Fra forskellige og hinanden ganske uafhængige Kilder meddeles at der i Dagene o. 1/4 har været et alvorligt Mytteri paa 2 Krydsere af Bevogtningsflaaden ved Helgoland. De andre Skibe skal have beskudt de 2 Krydsere.

  2. Alle Landmænd i den tyske Vagttj. især her ved Grænsen har i Anledning af Forsvarsarbeiderne faaet en længere Orlov.
    Nogen – men langt fra tilstrækkelig – Erstatning er tilgaaet, og Posternes Antal er derfor noget formindsket, ligesom Vagttjenesten er bleven længere for de tilbageblevne (Vagt: hvert andet Døgn og 1´ Vagtdøgn: 3h paa Vagt og 3h vagtfri).

  3. Det bekræftes – som meldt ved F58 Pkt 2 af 30/3 Form. at Kanoner, Ammunition og Pigtraad er ført bort fra den befæstede Linie i Nordslesvig.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

4. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om strejker på hjemmefronten og mytterier blandt soldaterne på begge sider. Llloyd George forsøger at omgå Douglas Haig. I Rusland går revolutionen sin gang og bolsjevikkerne øger deres magtområde. Østrigske marinere gør oprør. Også græske soldater gør mytteri. I luften gennemfører begge sider bombeangreb langt bag fjendens linjer med bombefly. Også London og Paris angribes fra luften.

2. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om urolighederne i Rusland – og mytterier i Sortehavsflåden – og den meget stille Kaukasusfront. Der er også nyt fra det franske angreb ved Verdun – og det britiske ved Passchendaele. Og italienerns 11. offensiv ved Isonzo er stadig i fuld gang. Og så forsøges det at bestikke Enver Pasha til at tage Det Osmanniske Rige ud af krigen. Til slut fortæller Indy Neidell den makabre historie om henrettelsen af en britisk desertør.

4. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht. Næsten en halv million briter og franskmænd gik til angreb på de tyske stillinger og gjorde i begyndelsen gode fremskridt – men regnen og mudderet satte snart en stopper for den videre fremrykning. Hjemme i Tyskland udbryder der mytteri på krydseren SMS Prinzregent Luitpold. Også i den russiske hær hørte mytterier og lydighedsnægtelse til dagens orden. Alligevel gjorde den russisk-rumænske offensiv ind i det besatte Rumænien fremskridt.

24. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om planerne for den kommende britiske offensiv i Flandern. Vi skal også til Mellemøsten, hvor Lawrence of Arabia har problemer med den arabiske revolte. I den franske hær løjer mytterierne af, og på den italienske front er offensiven ved Trentino en katastrofe.

18. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de amerikanske forberedelser til krigsindsatsen og om kampene ved Messines højdedraget. Det handler også om det hidtil største tyske bombeangreb med fly over London. Der er alvorlige uroligheder og mytterier i såvel den russiske som den franske hær. Der er også nyt fra krigshandlingerne i Mellemøsten, hvor der kæmpes i Gaza og hvor briterne udskifter ledelsen af de militære operationer. Endelig handler det om den katastrofale italienske offensiv ved Trentino – og om et tronskifte i Grækenland.

3. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om resultaterne af de allieredes offensiver på Vestfronten, der netop er ebbet ud. Haig planlægger en ny, britisk sommeroffensiv ved Ypres/Ieper på trods af advarsler. Men briterne har i hemmelighed gravet tunneller og undermineret Messines-højderyggen med sprængstof – lige under de tyske stillunger. Den franske hær oplever mytterier oven på de voldsomme tab under Nivelle-offensiven tidligere på året. Soldaterne ikke uvillige til at forsvare Frankrig – men de ville ikke længere kastes frem i nyttesløse og blodige offensiver. De første amerikanske tropper var begyndt at ankomme i Frankrig.

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

4. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de britiske og franske offensiver på Vestfronten. De store franske tab fører til uroligheder i hæren – og til fyringen af den franske øverstbefalende, Robert Nivelle. Også i Rusland lurer revolutionen lige under overfladen. Og så sænkede tyske ubåde mere allieret handelstonnage i april måned 1917 end i nogen anden måned indtil nu – og det ville stadig vare et år, før USA ville være klar til at indtræde i krigen.

1. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Et par dage sent på den – bringer vi udsendelsen fra 27. april. Det handler navnlig om kampene i Makedonien, da britiske tropper forgæves løb storm på de bulgarske linjer; det handler også om briternes fortsatte angreb ved Arras på Vestfronten, hvor de lider frygtelige tab og hvor tyskernes nye taktik med forsvar i dybden viser sin værdi.

Den franske hær havde lidt enorme tab under Nivelle-offensiven, og nu opstod de første tegn på mytteri, muligvis inspireret af russiske tropper på Vestfronten. I Rusland var situationen i hvert fald sprængfarlig, og en ny revolution ulmede – og Lenin, der just var ankommet til Rusland, pustede til gløderne. Den lovede offensiv på Østfronten den 1. maj kunne ikke gennemføres.

Til gengæld rykkede britiske tropper op ad Tigris-floden i Mesopotamien og tilføjede de osmanniske tropper endnu et nederlag ved Istabulat.