Tag-arkiv: desertering

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

11. august 1918. K. Tastesen tøver stadig: At krydse grænsen til Danmark er den sikre død

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Der laa jeg saa Resten af Natten og hele Mandagen. Om Aftenen vilde jeg forsøge at kravle i en Grøft som jeg havde lagt Mærke til og som gik under Vejen, hvor Vagten stod. Der gik et stort Rør under Vejen, og dette mente jeg at kunde komme igennem.

Jeg slæbte mig paa Maven ned ad Grøften og naaede Vejen, hvor Vagten kun stod en halv Snes Meter borte. Da jeg kom til Røret, var der trukket Pigtraad for, saa det var umuligt at komme igennem. Saa maatte jeg vende omkring og kravle tilbage igen. Saa kravlede jeg igennem Rugmarken hen efter Vagten.

Jeg havde faaet at vide, at de afløste Kl. 12, og at de kun havde 5 Patroner, som de skiftede, saa den, der ingen Vagt havde, havde heller ingen Patroner. Jeg listede mig nærmere, saa jeg kun var en Snes Meter fra Vagten, midt imellem to Poster.

Da jeg havde ligget der et Øjeblik, hørte jeg ogsaa Afløseren nærme sig. Et Gevær smækkede, da den ene Vagt tog Patronerne ud — den Lyd kendte jeg — og nu ventede jeg paa, at den anden skulde gøre det samme, for da at springe ind mellem dem og over Grænsen, som jeg vidste laa lidt paa den anden Side af Vejen. Men jeg hørte ikke flere Geværer, før Afløseren var kommen og havde faaet sit Gevær ladt.

Nu var der ikke noget at gøre, thi at prøve paa at komme igennem var den sikre Død. Der var ikke andet at gøre end at kravle tilbage igen og ind i Skoven.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

10. august 1918. K. Tastesen i skjul ved grænsen

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Søndagen holdt jeg mig skjult hele Dagen, mens det var lyst. Da det blev mørkt, fik jeg en god Madpakke med mig, og min Søster fulgte mig paa Vej for at vise mig, hvor jeg bedst kunde komme over. Jeg skulde 4-5 km indtil jeg naaede en Skov udfor Bastrup, som laa paa den anden Side af Grænsen.

Da jeg naaede Skoven, vilde jeg prøve, om jeg kunde komme igennem der. Jeg kravlede paa alle 4 igennem en Rugmark. Da jeg var kommen omtrent igennem, kunde jeg se Vagten, der stod langs med Grænsen i en lang Række, ca. 50 Meter mellem hver. Jeg lagde mig ned i en Grøft og ventede paa Lejlighed til at komme igennem.

Der laa jeg nu en Stund, men pludseiig hørte jeg nogen komme bagfra. Jeg tænkte nok, det var Soldater, og sprang ind i Rugmarken for at skjule mig.

Det lykkedes ogsaa; de var temmelig højrøstede, saa de hørte mig ikke. Nu indsaa jeg, at det var umulig at komme over den Aften, særlig paa det Sted, hvor der var saa stærk Vagt. Jeg lagde mig inde i Skoven og prøvede paa at sove. Men jeg var for spændt og nu begyndte det at regne temmelig stærkt.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

9. august 1918. K. Tastesen på vej mod den danske grænse

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli 1918 fik han orlov og planlagde flugt til Danmark.

Jeg havde en Søster, som tjente i Skodborg, ti Minutters Gang fra Grænsen. Hun kom hjem paa Besøg, og vi aftalte, at jeg skulde komme til hende den 9. August om Aftenen, som var en Lørdag, saa vilde hun vise mig Vejen over Grænsen.

Den 12. August skulde jeg have været ved Fronten igen.

Fredag den 8. gik jeg op til Kommuneforstanderen og meldte, at nu skulde jeg rejse til Fronten igen. Han sagde, at jeg godt kunde vente til Dagen efter, da min Orlov ikke var udløben endnu. Jeg forklarede med den uskyldigste Mine, at jeg vilde besøge nogle Bekendte i Flensborg og derfor rejste en Dag før.

Saa gik jeg ned paa Stationen og lod, som om jeg skulde med Toget, men i Stedet for gik jeg over Skinnerne og en anden Vej hjem, for at ingen skulde se mig.

Saa kom jeg hjem og holdt mig inde hele Tiden. Kl. 4 næste Morgen spadserede min Kone og jeg de 19 km til Haderslev. Da vi naaede Hoptrup, maatte jeg vise mit Pas til Vagten, men det var godt nok i Orden, da jeg havde taget Pas til Haderslev Kreds, fordi min Kone boede der.

Jeg var civil, da vi for at spare paa Militærtøjet, havde faaet Lov til at gaa civilt paaklædte, naar vi var hjemme.

Vi skildtes saa i Haderslev, efter at jeg havde givet min Kone Besked paa at sige, naar Gendarmerne kom og spurgte efter mig, at hun vidste ikke bedre, end at jeg var rejst til Fronten igen, Vi forlod hinanden, og jeg gik efter Hammelev og Styding over Marken for at komme uden om Vagten ved Sommersted.

Da jeg var kommet tæt til Sommersted, havde jeg lagt mig bag et Hegn for at spise noget Mad, jeg havde bragt med mig. Der kom en cyklende Patrouille, men den saa mig ikke, da jeg laa bag ved Hegnet.

Jeg gik videre og kom til Banen, der gaar fra Haderslev til Skodborg. Der skulde jeg igennem Jels for at følge Banen, og uden om kunde jeg ikke komme. Paa den ene Side, hvor der gik Vagt, laa Søen, og paa den anden Side var jeg ikke kendt, men jeg vidste, at der gik Vagt. Min Søster havde forklaret mig, hvor de fleste Vagter og Patrouiller kom.

Jeg gik saa lige forbi Linjen forbi Jels Station. Jeg var saa spændt, at Haaret ligefrem rejste sig paa Hovedet. Hvert Øjeblik kunde jeg vente at blive raabt an, og saa var jeg sikker paa enten at blive skudt eller ogsaa komme lige til Fronten igen, og det var næsten det samme.

Endelig naaede jeg godt forbi Stationen, og saa løb jeg, saa langt jeg kunde. Da jeg ikke kunde holde ud at løbe længere, lagde jeg mig ned og hvilte lidt og spekulerede over, hvad jeg nu skulde gøre.

Der var ikke andet at gøre, end at følge Linien til Nærheden af Skodborg.

Mine Fødder gjorde smertelig ondt, som om der ingen Hud var under dem.

Jeg gik saa igen, men maatte hvile mig en Gang imellem. Endelig ved halvtolv-Tiden om Aftenen naaede jeg til lidt udenfor Skodborg By. Der gik jeg fra Banelinien og med en Vej ind i Byen, da jeg vidste, der stod Vagt ved Stationen.

Omsider fandt jeg hen paa Gaarden, hvor min Søster tjente.

Gaardmanden og Fruen var Danskere, saa jeg fik en udmærket Modtagelse og kom i Seng. Det var ogsaa det jeg trængte haardest til, da jeg havde gaaet temmelig hurtigt lige siden Kl. 4 om Morgenen.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

28. juli 1918. K. Tastesen hjemme på orlov: “Nerverne var helt ødelagte.”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.  I slutningen af juli 1918 fik han dog endelig orlov.

Den 28. Juli om Eftermiddagen Kl. 4 ankom jeg til Hovslund Station, og jeg havde mit Hjem i Øster Løgum — en Times Gang derfra.

Det var en mærkelig Følelse at komme hjem og se alt det gamle, som endnu stod uforandret. Alt var saa stille og uforandret imod det, jeg kom fra, hvor man stadig hørte Torden og Buldren. Kornet stod paa Marken, og Folk passede deres Dont som al Tid.

Jeg spadserede hele Vejen hjem; jeg havde hele min Oppakning med, undtagen Geværet, som jeg maatte lade staa i Flensborg.

Jeg mødte nogle af mine gamle Bekendte, men de kunde næsten ikke kende mig, da jeg var falmet, og havde forandret mig meget, siden jeg sidst var hjemme.

Endelig naaede jeg mit Hjem, hvor jeg blev modtaget med stor Glæde af mine Forældre og de af mine Søskende, der var hjemme. En Broder var flygtet til Danmark, og en anden laa endnu ved Fronten. Sidstnævnte havde jeg ikke set i 4 Aar.

Vi fik noget at spise, og jeg skulde selvfølgelig fortælle om mine Oplevelser.

Men jeg var ikke i Stand til at fortælle ret meget, da jeg var meget nervøs. Nerverne var jo helt ødelagte af det sindsoprivende Bombardement.

Dagen efter rejste jeg ned til min Kone i Årøsund. Vi fulgtes saa ad tilbage til mit Hjem, og jeg begyndte at lægge Planer til Flugten over Grænsen til Danmark.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

27. juli 1918. Hellere lade sig skyde ved den danske grænse end tilbage i Helvede!

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Om Morgenen blev vi sendt i Hvilekvarter i en By, som hedder Tillt, tæt ved Gent i Belgien. Vi skulde jo ogsaa have Forstærkning, før vi kunde komme noget Sted igen. Den civile Befolkning var meget flink, særlig naar de fik at vide, at jeg ikke var Tysker, men Sønderjyde. De var ved Flyverbreve underrettet om, at nu var det snart forbi med Tyskernes Herredømme.

Samme Dag, vi ankom dertil, gik jeg hen til Løjtnanten og anmodede ham om at faa Orlov. Det kunde jeg ikke faa, endskønt det var omtrent halvandet Aar siden jeg sidst var hjemme.

Ca. 14 Dage i Forvejen havde jeg skrevet hjem om at indgive en Ansøgning om Orlov for mig, og nu kom den lige tilpas. Jeg blev kaldt op paa Kontoret. Der blev sagt til mig, om jeg ikke vilde vente en 14 Dages Tid, fordi jeg skulde udnævnes til Underkorporal, og saa kunde jeg faa mine Knapper til den Tid.

Jeg var imidlertid lige glad med Knapperne og det hele Militærvæsen, men det turde jeg ikke sige. Jeg sagde, at jeg vilde gerne hjem og se min Familie endnu en Gang, da det jo var meget tvivlsomt, at jeg ellers fik dem at se mere. Jeg havde jo nu ikke set dem i omtrent halvandet Aar, og naar vi nu kun var fem Mand tilbage af Hundrede paa een Dag, saa vidste vi omtrent, hvad vi kunde vente os.

Det hjalp ikke noget; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at hellere vilde jeg lade mig skyde ved den danske Grænse end ud i det Helvede igen.

Da jeg ikke kunde komme udenom længere, sagde jeg, at hvis de ikke gav mig Orlov, skulde jeg nok være Mand for selv at tage den.

Endelig gav de efter, og den 26. Juli kørte jeg sammen med en af de fem fra Tillt. Da vi kom til Brüssel, var der opslaaet Plakater om, at Englænderne og Amerikanerne gik stærkt frem og stod foran Lille.

Tyskerne rev Plakaterne ned hurtigst muligt, men Belgierne løb rundt i Gaderne med dem og slog dem op, hvor som helst. Nu sad jeg i Spænding Resten af Vejen, for at der skulde blive spærret for Orlov, og at vi maaske kunde komme til at vende om, naar vi kom til næste Station.

Efter to Dages Kørsel naaede vi Flensborg. I den Tid havde jeg ingen Ting spist, dels af Spændingen og dels af Glæde over at komme hjem. Ved Ankomsten til Flensborg var Spændingen paa det højeste, der skulde vi vise vore Pas til Vagten.

Da han saa, at jeg skulde højt op i Sønderjylland, blev det mig nægtet at rejse videre, fordi der var saa mange, der flygtede over til Danmark.

Saa blev der sendt Telegram til Bataillonen og forespurgt, om det var rigtigt, at jeg maatte rejse helt hjem. Indtil Svaret kom, maatte jeg blive siddende paa Kontoret paa Banegaarden.

Efter fire Timers Forløb kom Svaret, at det var rigtigt, og at jeg kunde rejse videre.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

16. juli 1918. “Jeg har ikke før set Soldater så medtagne på Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment.”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

16.7.

Vi har så ryddet op i Stilling og er igen i vort Kvarter. Det er forfærdelig varmt her, næsten ikke til at holde ud. Under Arbejdet derude løb vi langvejs efter Vand i Kogekar og Feltflasker for at slukke Tørsten.

En Flok sorte Fanger, som opholdt sig ved Siden af os, mens vi en Gang skubbedes for at få en Slurk Vand, rakte os deres Feltflasker, for at vi kunne drikke af dem.

Jeg tog imod en, trak Proppen af, og gjorde Negeren forståeligt, at han skulle drikke først. Der kunne jo vare Lumskeri med i Spillet. Han drak sig en Slurk og gav mig Flasken igen.

De andre Negre havde straks forstået Meningen og drak alle af deres Flasker for at overbevise os om, at Drikken var god nok. Det var den også, den var udmærket. Den smagte som af Salmiak eller Pebermyntepastiller og læskede udmærket. Der blev sikkert ikke levned ret meget til dem selv.

Det går hårdt til forude ved Marnefloden. På nogle Punkter skal vore Stormtropper have været over Floden, men er bleven slået tilbage igen. (Ifølge senere Beretninger druknede de allesammen.)

Til højre og venstre for os er de gået et godt Stykke frem, men lige foran os er Fjenden slet ikke til at rokke. Et par Elsas-Lothringer forsvandt fra deres Kompagni den 12. om Aftenen, og det antoges, at de var gået over til Fjenden.

Angrebet blev da, fremskyndet med tre Dage, da det frygtedes, at de ville forråde Planerne. Men også gennem deres natlige Indbrud i vor Stilling har de kunnet få Kendskab til vort Foretagende.

For at de ikke skulle få Tid til at fremskaffe Forstærkning blev altså Angrebet fremskyndet. Men de var forberedt som ingen Sinde før. Alt deres Artilleri var bleven omplaceret, Infanteriet var bragt i Sikkerhed og vi havde bombarderet tomme Stillinger. Da så vort Angreb satte ind, havde de alt og alle i Behold til at tage imod os.

Et Infanteriregiment som gik frem fra det Sted, hvor vi var, blev i Morges afløst af et frisk Regiment. De kom tilbage mens vi endnu var derude.

Vi talte om, at Kompagnierne var bleven lidt små under Udflugten, men så oplyste de os om, at det vi antog for at være Kompagnier, var Batallioner. Der var vistnok kun mellem 200 og 300 Mand med i det samlede Regiment. Resten var dræbte, sårede eller taget til fange.

Og disse 200-300 Mand, hvor så de ud. Gustne og blege var de. Deres Klæder var tilsølede og forrevne. Mange blødte af mindre Sår, som der ikke var Forbindsstof til. Andre havde Bind om Hovedet, en Arm eller et Ben. ”Das ist die Hölle da drauseen” var det eneste vi kunne få at vide af dem. (Det er Helvede derude) Ikke et Ord andet om Forholdene derude.

Og mon der kan være værre i Helvede? Selv nu, efter at de var bleven afløste og var kommen uden for den egentlige Kampzone, fortalte deres Udtryk og Udseende mere end Ord om den Spænding og de Lidelser, som de i dette ene Døgn havde gennemgået. Trætte og sløve uden at danne nogen egentlig Formation slæbte de sig tilbage, bort fra dette Helvede.

Jeg har ikke før set Soldater så medtagne til Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment efter 24 Timers Kamp. Men jeg ved, at dette ikke er et enestående Tilfælde.

I Argonnerskoven, ved Verdun, Hartmansveilerkopf og mange andre Steder på Vestfronten er Gang på Gang Regiment efter Regiment jaget frem til Storm og er bleven mejet ned for Fode. Og de få, som har overlevet et sådant Helvede kan ikke selv forstå, at de er sluppen levende fra det.

Hidtil er alle Angreb gået glat, men dette her glipper. Det begynder nu at knibe allevegne. Vi skal i Overmorgen tidlig pa Rejse igen til Lille og Flandern. Der er Offensiven også gået i Stå, og Englænderne presser på med stor Kraft, så vi får nok en varm Tur igen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

13. juni 1918. Kodeord for desertering: “Efterorlov”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 13. juni 1918

… Det forslag, som lille Agnete kom med, at jeg skulle stikke af om natten, var ellers ikke dårligt. Mon hun selv har hittet på det, eller har hun og Kirstine regnet det ud. Nej, det er ikke så lige til. Hvis det var muligt, var der flere end jeg, som ville prøve det. Johannes Hansen har altså fundet det for broget, siden han har fået en lang efterorlov. Ja, man kan jo også sige, at dem, som hele tiden skal være ved fronten, for dem er det næsten den visse død. Det skulle næsten være et under, hvis han igen var sluppet godt derfra. For sådan en ung mand er der heller ikke meget at vove ved at få efterorlov, for han kan jo sagtens klare sig, hvor han kommer hen, og ligeledes Jessen. Ja, ham husker jeg også meget godt, var han ikke forlovet med en af Ankers piger? Hvad mon præsten siger til det, at Johannes ikke kommer mere, for jeg tror nok, at præsten syntes, at det var bravt af Johannes, at han blev. Det er vist en streg i hans regning. Det kan jeg såmænd godt unde ham, han skulle bare selv prøve at gøre det med ved fronten. Så ville han nok få andre tanker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918