Tag-arkiv: gensyn

8. august 1918. Genforenede brødre taler dansk sammen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.

Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.

Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.

Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.

Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.

Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.

Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.

I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.

Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.

Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. august 1918. Frederik Tychsen venter på sin bror

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Ved ca. 9 tiden om aftenen gik vi til hvile. Det kneb mig noget med at falde i søvn, da jeg hele tiden spekulerede på, om det mon virkelig skulle lykkes for mig at komme i forbindelse med Johannes. Jeg vågnede ved tre tiden og stod op med det samme. Jeg trak i støvlerne, knappede selerne i bukserne, tog frakken på og tog felthuen på hovedet.

Jeg tog brødposen med, og i denne havde jeg et stykke tørt brød og et par pakker tobak. Jeg forlod ganske stille kvarteret, og kl. 4 var jeg på vejen tilbage ad den vej, vi var kommet dagen i forvejen. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte det ganske voldsomt at regne. Jeg havde ikke faet kappen med, så jeg blev gennemblødt ret hurtigt.

Regnen strømmede ned, og jeg standsede under en jernbaneviadukt. Da jeg havde stået der et stykke tid, kom der et godstog. Toget kørte i den retning, jeg skulle, og da det gik op ad bakke – toget var langt forspændt med en udslidt maskine – gik det kun ganske langsomt. Det kørte ikke hurtigere, end at jeg kunne nå at springe på den bagerste vogn, og det lykkedes mig at komme op på denne.

Da vi var kommet op på bakken, kom der hurtigt bedre fart på, og snart var vi ved den første station. Jeg fik oplyst, hvor langt toget skulle, og det viste sig, at toget skulle til en station før den by, hvor Johannes formentlig skulle findes. Vi nåede byen, og det var min mening, at jeg derfra ville tage den til fods til den næste by.

Jeg var i byen ved 5-6 tiden; jeg gik noget omkring i den og opdagede, at der kom nogle stykker fra regiment 258. Jeg spurgte dem ud angående regimentet og de fortalte mig, at regimentet ville komme igennem byen i løbet af morgenstunden og formiddagen. Så var der altså ingen grund til at gå til den næste by, men blot vente.

Lidt senere fik jeg rygterne yderligere bekræftet af en løjtnant, han kom gående på vejen sammen med nogle andre soldater; jeg gik hen til ham og bad om oplysning angående regimentet. Han fortalte mig at regimentet ville passere byen inden ret længe. Jeg gik gennem byen og ventede i udkanten ved det sidste hus i den retning, ad hvilket jeg ventede regimentet.

Jeg gik frem og tilbage og var i grunden meget spændt. Af og til kom der nogle snart gående, snart kørende fra regiment 258, og alle bekræftede de, at regimentet var i anmarch. Langt om længe kunne jeg skimte langt ude hvor landevejen bøjede ud fra en skov, den første trop.

Den kom nærmere og nærmere, og efter ca. en halv time var den inde ved byen. Jeg spurgte straks efter, hvilket bataljon det var, og jeg fik til svar, at det var tredje bataljon. Johannes var ved første bataljon. Tredje bataljon marcherede forbi, I., II. og III. kompagni. Da de sidste af III. kompagni kom, spurgte jeg efter I. bataljon. ”Det kommer”, var svaret.

Der gik ca. en time, så øjnede jeg tropper igen ude ved skoven. De kom også ind til byen, da de var ved de første huse, spillede regimentsmusikken op med en flot march, og jeg troede ganske bestemt, at dette måtte være I. bataljon, men det var II. bataljon. Jeg spurgte flere officerer, og samtidigt spurgte jeg efter I. bataljon, og de svarede alle, at det ville snart komme.

1 bataljon forsvandt. I., II. og tredje kompagni og nu var det kun med at få fat i første bataljon. Jeg skimtede og stirrede ud efter skoven, hvor vejen svingede, men der kom stadig ingen. Der kom stadig soldater, der alle sagde, at bataljonen kom denne vej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. august 1918. Frederik Tychsens bror er i nærheden – men hvor?

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg traf min broder Johannes den 6. august 1918. Min broder Johannes tjente ved reserveinfanteriregiment 258 – 78. reservedivision. Til denne division hørte endvidere infanteri regiment 259 – 260.

Tidlig om morgenen den 5. august traf jeg på marchturen i modgående retning en mand af regiment 260. Jeg lagde straks mærke til soldatens regimentsnummer uden dog at få lejlighed til at tale med ham.

Da vi havde gået ca. en halv time mødte vi en af regiment 260 igen. Jeg gik straks over til ham og spurgte, om divisionen var i nærheden. Han fortalte mig, at divisionen havde deltaget i Marneslaget, og den var i øjeblikket på marchturen.

Jeg spurgte efter regiment 258 og dette regiment lå i en by, som vi var marcheret igennem tidlig om morgenen den 5. august. Jeg fik næsten hjertebanken ved tanken om, at vi var kommet igennem den by, hvor min broder lå, ham jeg ikke havde set det sidste år.

Jeg ville gerne have talt med ham. Dog fik jeg senere oplyst, at den by, som vi passerede om morgenen den 5. august, skulle Johannes komme til samme dag om aftenen. I løbet af dagen traf vi på mange af regiment 259 og regiment 260, men ingen af regiment 258.

Den 5. august om aftenen gik vi i kvarter i en lille landsby i nærheden af Montcornet. Jeg var nu klar over, at vi var hinanden ca. en dagsmarch fjern; dvs. ca. 40-45 km fra hinanden. Vi fik besked om, at den 6. august skulle være hviledag – da skulle vi have lov til at sove hele dagen.

Jeg talte med Officierstedfortræder Würstenhagen – en berliner – om, hvorledes jeg kunne få det ordnet således, at jeg kunne gå bort dagen efter. Würstenhagen var meget forstående i dette stykke, han sagde, at jeg skulle bare se at komme af sted, han ville ordne det med Feldvebelen, så det hele kunne gå noget stille af.

Jeg talte med Obergefr. Skurnia om at tage sig af min middagsmad, samt brødportionen evt. post, eller hvad der ellers kunne falde for. Vi fik en forladt bondegård anvist til kvarter og jeg lå på brixen i nærheden af sergent Siegfried. Jeg bad denne om at have et øje med min tornyster, da jeg lige havde modtaget en pakke fra mor, indeholdende 1 pund fed, røget flæsk.

Han lovede mig, at han skulle nok passe på, at ingen uvedkommende skulle komme til min tornyster. Jeg lagde så min tornyster hen til hans hovedgærde, og dermed var denne side af sagen i orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien

22. marts 1918. ”Goddaw, Jens! Skal vi mødes her?” To brødre midt i Kaiseroffensiven.

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten, men blev pga. sammenstød med løjtnanten degraderet til reparationstjenesten. Midt under offensiven mødte han sin bror på slagmarken.

(… fortsat)

Næste Morgen gik det fremad igen. Vi kom nu igennem Ingenmandsland og de forladte engelske Stillinger. Det gjorde et dybt Indtryk på mig at se alle de mange faldne Englændere. Tyskerne havde brugt Gas Dagen i Forvejen; mange faldne var blåsorte i Ansigterne og indtog de mest sære og forvredne Stillinger. Særlig gjorde en Masse skotske Højlændere Indtryk på mig, de lå der i deres Kilte med bare Knæ og Lår.

Det var første Gang, jeg så så mange døde; senere blev det under Fremrykningen desværre til en dagligdags Begivenhed.

Ved 10-Tiden gjorde Ballonen Holdt på en Høj, hvor der må å have været gode Observationsmuligheder. Vi ved Telefontruppen var lidt bagude og var i Færd med at etablere Ledningen til Staben (vi havde imidlertid fået de rigtige, lette Stænger til dette Formål).

Blandt de mange nysgerrige Soldater, der endnu holdtes i Reserve og ikke havde noget særligt at bestille, så jeg nogle Soldater fra Maskingevær Afdeling 69.

— Er I fra Afdeling 69? — spurgte jeg en af dem.

— Ja, det er vi da!

— Er 2. Kompagni også der?

— Ja, selvfølgelig. —

— Så hent Skytte Jens Andersen, det er min Bror.

— Ja, gerne! — sagde en af dem og gik ind på Marken.

— Jens Andersen, dein Bruder ist da! —

Og et Øjeblik efter kom Jens frem til Vejen, iført sin store Kappe og med et omtrent halvt Lagen bundet om Halsen, for han var meget forkølet.

— Hvad er der? —

Og så pegede de på mig.

— Næ … Goddaw, Peter!

— Goddaw, Jens! Skal vi mødes her !

Og vi fik os en Sludder på en 20 Minutter. Jeg over lod mit Arbejde til en anden Kammerat, og så gik vi lidt rundt på Slagmarken. Vi var blandt andet henne at se på to store østrigske Motorhaubitser, Kaliber 42, der stod lige i Nærheden og skød alt hvad de kunde. Når man stod bag ved dem i Skudlinien, kunde man lige i en Brøkdel af et Sekund se det sorte Projektil fare ud af Løbet.

Vi fik os en Sludder om Stillingen, som den var, om dog ikke Krigen snart kunne holde op, og om dem derhjemme. Men jeg måtte tilbage, og vi lovede at holde Øje med hinanden, da vi nu vidste, at vi var i Nærheden af hinanden og sandsynligvis skulde samme Vej.

Det var et markeligt Træf, at vi blandt de 3½ Million tyske Soldater, der var indsat på den ca. 63 km lange Front, netop skulde mødes.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

 

21. april 1917. Rørende gensyn: Konen genkender sin mand i en kolonne krigsfanger

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.

Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.

Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.

En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.

Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.

Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.

Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.

Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.

– Ja, saadan er Krigen!

Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …

DSK-årbøger 1964

15. april 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fem sønderjyder dræbt af en engelsk mine.

Sigfred Hansen skriver fra felten til ”Flensborg Avis”, at den 3. april har 5 sønderjyder fundet døden på valpladsen. En engelsk mine slog ned på dækningen, hvor de lå, og begravede dem fuldstændig. Den ramte Peter J. Petersen af Tornskov, Hans Nielsen af Mjøls, Thomas Olsen af Ravsted, gefreiter Henrik Bollmann af Haderslev og Peter Nissen af Nørre Hostrup. Sidstnævnte lykkedes det efter flere timeres arbejde at få udgravet levende, og lægerne håbede at kunne frelse ham, men dagen efter døde han på et lazaret.

Et gensyn i fangenskabet.

Da der i forrige uge indtraf russere til landbrugsarbejde på den Peters’ke gård i Warmhørn i Eidersted, var der iblandt dem én, der klagede over, at hans bror, Ivan var faldet i krigen. Da senere en af vagtmandskabet kom med breve til gården, var en ualmindelig lighed med en russer, der arbejdede på nabogården, ham påfaldende. På hans spørgsmål, om han havde en bror, Ivan, svarede russeren: Ja, Ivan død. Vagtmanden fortalte ham derefter, at han levede og arbejdede på den nærmeste gård, og førte russeren derhen.

Gensynet var overordentlig gribende; leende og grædende omfavnede og kyssede de hinanden.

Kaffe og te.

Krigsudvalget for kaffe og te meddeler, at hvem der har over 10 kilo råkaffe eller over 5 kilo te, overhovedet ikke mere må sælge kaffe og te. Kun de småhandlende, som har mindre, må sælge de små beholdninger ud. Der må indtil videre ikke mere brændes kaffe, heller ikke af private.

Uddannelse af invalider.

Ifølge generalkommandoens anordning af 30. marts 1916 kan krigsinvalider, der delvis eller helt forhindres i udøvelsen af deres tidligere erhverv, i fald de ønsker det og er skikkede dertil, blive uddannede i de tekniske institutter, med undtagelse af krudtfabrikkerne, om lærlinge i kleinsmede-, drejer- og sadelmagerfaget.

Læretiden er 2 år, forud for hvilke går der en 4 uger prøvetid for at få fastslået, om, og for hvilket fag vedkommende egner sig. I prøve og læretiden lønnes lærlingene som ulærte arbejdere. Ansøgningerne om ansættelse må rettes til artilleridepotet i Altona og Rendsborg.

Optagelse af kødforråd.

I henhold til forbundsrådets forordning af 2. februar 1915 vil der i dag, 15. april, i forbindelse med kvægtællingen blive foretaget en fastsættelse af, hvor store forråd af holdbare kødvarer, der findes såvel hos næringsdrivende og kommuner, som i private husholdninger. Forråd på under 2 pund kommer ikke i betragtning. Vægtangivelsen skal ske efter hele pund.

Der vil ifølge ”Hejmdal” til dette brug i disse dage blive uddelt lister, som i udfyldt stand skal leveres tilbage til de kommunale myndigheder inden den 22. april.

Ikke-angivelse eller urigtig angivelse på disse lister straffes med indtil 6 måneders fængsel eller indtil 10.000 mark bøde.

En uldindsamling.

I et opråb, der er undertegnet af prinsesse Irene af Prøjsen og overpræsident v. Molkte, bebudes en ny indsamling af uldsager. Husmødrene i hele provinsen bedes samle alle uundværlige og ubrugelige uldrester samt uldaffald sammen og holde det rede til aflevering, når opfordringen dertil sker i den nærmeste tid.

Tyske indkaldelser.

Da det har vist sig, at annoncerne i bladene ikke bevirker, at alle de i Tyskland militærpligtige personer, som opholder sig i Danmark, melder sig under fanerne, har de tyske myndigheder i den senere tid tilstillet hver enkelt direkte opfordring til at give møde ved den tyske hær. Imidlertid er der også andre, der får sådanne opfordringer, nemlig folk, der slet ikke er tyske undersåtter, skriver, ”Kolding Avis”. Således har en mand i bladets læsekreds fra det tyske kontor i Kolding fået opfordring til at møde, skønt han har boet her i landet i henved 2 år før krigens udbrud og har brev fra den tyske regering på, at han for nogle år siden blev betragtet som dansk undersåt. Manden er født syd for grænsen, men begge hans forældre i kongeriget, så han, der aldrig har erhvervet tysk statsborgerret, i det mindste er hjemløs, men som sagt, han besidder en skrivelse fra de tyske myndigheder, og disse stempler ham rent ud som dansk undersåt. Alligevel vil de nu have ham med i krig!

16. marts 1916. Udsmugling af Levnedsmidler fra Danmark

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Gensyn i Felten.
Brødrene Mads og Nis Lildholdt fra Nørby ved Løjtkirkeby har uventet truffet hinanden nede i Elsas ved Hartmannsweilerkopf.

Dekorerede.
Peter Faborg, en Søn af Kaadner Ebbe Faborg i Løjtkirkeby, der siden Efteraaret 1914 har været med ved Vestfronten, og Asmus Iversen, Søn af Landmand Chr. Iversen i Tumbøl ved Felsted, der har været med i Kampen i Champagne og for Tiden ligger paa et Feltlasaret, har faaet tildelt Jernkorset.

Dagens Nyheder.

Udsmuglingen af Levnedsmidler fra Danmark.

Toldvæsnet i Gedser har i lang Tid kæmpet mod det Uvæsen, at Rejsende, som var paa Vej til Tyskland, forsøgte at udsmugle smaa Pakker med Levnedsmidler.

Til at begynde med nøjedes man med at konfiskere Pakkerne, men da Uvæsenet i den sidste Maanedstid har grebet om sig i følelig Grad, er man paa Foranledning af Statspolitiet gaaet over til at anvende en mere haardhændet Fremgangsmaade overfor disse Smuglerier, saaledes at de rejsende, der nu gribes, bliver idømt Bøder paa 50-100 Kroner.

De første Dage, denne Ordning virkede, var det et stort Antal Rejsende, der maatte vedtage Bøderne, men Rygtet om den nye Forholdsregel har hurtigt bredt sig, og der spores nu en kendelig Aftagen i Smuglerierne.

Fra Provinsen.

Kødkort. Efter hvad “Kølnische Zeitung” erfarer paa velunderrettet Sted, er Indførelsen af Kødkort umiddelbart forestaaende.

Smør paa Brødkort. (Dv.) I Haderslev kan der hver Torsdag Eftermiddag fra Kl. 2½ faas Smør i Butikken Jomfrustien Nr. 3, men kun naar man fremviser Brødkort. Paa 4 Brødkort faas 1 Pund Smør; det vil altså vel sige, at hver person kun maa bruge et Fjerdingpund Smør ugentligt.
Denne Ordning gælder ikke de øvrige Forhandlere af Smør i Haderslev, for saa vidt de har Smør til Salg, og det kan det vel ofte knibe med.