Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.
Dagens julekalender er et uddrag af ”Et Aar i Krig” ved Hans Petersen (1888-1974) fra Broager sogn. Uddraget fortsætter kort efter at afdelingen (50 mand, hvoraf ca. 20 var dansktalende) i november 1914 er ”flyttet ind” på en større gård. Her har Hans Petersen indrettet sig med mange bekvemmeligheder som borde, tapet, spejle og en kakkelovn i en hestestald ”Villa Hesteben” sammen med 3 andre. Et tidligere uddrag fra samme bog om december 1914 blev bragt den 20. december 2023.
“Den 18. december 1914. Nætterne med Storm og Regn i Skyttegraven var højst uhyggelig. Vi befordrede af og til for et Par Rigsmark Kugler histover. “Frands” svarede forleden med at skyde en Granat ned på Hjørnet af Gaarden, saa Sten og Kalk røg ind til mig i “Villa Hesteben”, hvor jeg netop sad og skrev et Brev. Hvis jeg kunde have sendt Brevet til “Frands”, vilde jeg have skrevet, at han næste Gang ikke maatte skyde saa uforsigtigt; thi her boede jo Folk.
Vi havde nu faaet en Bom opsat midt paa Gaardspladsen og lavede Gymnastik, det bedste vi kunde; men vi var kommen ud af Træning og Maven var ogsaa blevet for stor. – Russeren Lehr havde konstrueret en Minekaster af Træ, som vor Kompagnifører fornøjede sig meget over, da den kun kunde kaste en lille Sten en halv snes Meter.
Mens Storm og Regn gjorde det surt i de mørke Aftener for “de gamle”, som stod Vagt ude ved Porten, sad jeg inde ved den lille, varme Kakkelovn. “De gamle” var Landstormsmænd, mange af dem gode danske Mænd derhjemmefra; der havde vi baade Christian Lydiksen og hans Svoger Christian Lorenzen, ligeledes Marius Scherrebeck og Jørgen Refshauge. Naar de havde Vagt, kiggede de gerne ind ad Døren til mig i “Villaen”; saa fik jeg Kaffegryden over Ilden og bryggede dem en god, varm Kognakspunch. Naar de havde faaet den og tændt en Cigar, sagde de gerne: “Saa nu kan vi sagtens holde ud i to Timer”. Vi andre, som havde gjort Krigen med fra Begyndelsen, kaldtes gamle Krigere, endskønt vi var meget yngre end de gamle Landeværnsmænd, vi lige havde faaet. Men i Virkeligheden saa vi ældre ud, da vi havde ladet Fuldskægget staa, og det hade antaget de underligste Former og struttede mere eller mindre ud til alle Sider.”
Her følger en beskrivelse af Hans Petersens første fuldskæg, inden han fortsætter med:
“Ja, Krigen var sikkert forbi til Jul. Forleden Aften, da Fjenden skød med Artilleri, stod Andreas Andresen fra Hovslund og jeg og talte 23 Granater efter hinanden, som ikke eksploderede. Nu skød han naturligvis Resten af Granaterne bort. Det kunde jo heller ikke lønne sig at slæbe disse uduelige Tingester med hjem, naar Krigen var endt. I Fjerde Kompagni troede man ogsaa, at det snart var forbi; der fortaltes om en Mængde Spaadomme, som alle sagde, at det var Slut til Jul“.
Den 21. december 1914 kom der ordre til at flytte – turen gik herefter til St. Paul og siden videre til Noyon, Frankrig.