Kategoriarkiv: Sønderjyder

Sønderjyder

22. maj 1918: Frederik Tychsen – Den vanskelige afsked

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Den sidste morgen og den sidste formiddag kom. Jeg skulle med toget kl. 12 fra Agerskov. Moder var helt syg. Hun fik krampeanfald, men kom dog op, inden jeg rejste. Jeg fik mit tornyster pakket, og desforuden fik jeg en god madpakke med skinke, smør, brød osv.

Lidt før 11 holdt vi andagt sammen, vi bad sammen – og så måtte jeg sige farvel. Far, Alfred og Anne gik med mig til toget, mor kunne næsten ikke slippe mig, hun blev ved med at løbe bag efter mig idel gentagende: ”Lad mig favne dig endnu en gang, min stakkels dreng”.

Jeg måtte rive mig løs, men endnu en gang kom moder løbende efter mig ned af marken (vi boede denne gang ca. 1 km uden for byen, syd for byen). Jeg vendte mig om mange gange og så tilbage, men stadig stod mor og vinkede.

Jeg kom med toget, og da jeg kørte efter Rangstrup, kunne jeg se huset bag ved kirken, og jeg kunne se, at mor og Marie stod og vinkede med hver et lagen. Det var det sidste glimt af dem derhjemme – og jeg satte mig hen på bænken og trak et tungt befrielsessuk – den sværeste afsked jeg nogen sinde havde taget, var overstået – jeg kom fra fronten, og gik lige til fronten igen.

Far og mor sørgede, og selv var man ked af det, så det hele var slet ikke let. Alle tænkte vi på, at det var usikkert, om vi fik hinanden at se mere. I Over Jerstal kom jeg med statsbanen. Her var en transport udsultede straffefanger, de ventede også på toget og skulle sydpå. Straffefangerne blev anvendt i vid målestok ved anlæg af den befæstede stilling i Sønderjylland.

I toget traf jeg sammen med Povl Jørgensen fra Bovlund. Jeg havde ikke set ham, siden jeg gik i skole. Han tjente den gang hos Marius Tap, og hans langfinger og ringfinger var fra fødsel af sammenvokset på begge hænder, det kunne jeg huske, og dette kunne jeg kende ham på.

Jeg talte ham til, og vi rejste så sammen til Køln. Povl Jørgensen var hestepasser på et hestelazaret, langt bag ved fronten, og derfor følte han sig sikker. Men i det første brev, jeg modtog hjemmefra efter denne orlov, meddelte de mig, at Povl Jørgensen, Bovlund, var blevet dræbt af en flyverbombe.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten, Sønderjyder

22. maj 1918. I tankerne har jeg også holdt fødselsdag sammen med jer. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Maj, juni, juli, august 1918
Med bogvognen følger Jørgen Friis troppebevægelserne. Soldaternes kammeratskab har grænser, og krigens trøstesløshed er ved at tage overhånd. Ansøgningen om tilbagesættelse bliver afslået. Men Inger Friis sporer sig ind på årsagen og tager sine forholdsregler.

Onsdag d. 22. maj 1918

Min egen kære Inger!
Der er nu gået et par dage, hvor jeg ikke har fået skrevet til dig, så vil der vist blive et lille hul i brevvekslingen, og det gør der måske alligevel, da brevene ikke kommer, som de skulle. I dag er det altså lille Kirstines fødselsdag, og så er det vel en festdag hjemme, måske I har lidt fremmede. I tankerne har jeg også holdt fødselsdag sammen med jer.

Nu er jeg igen ved kompagniet og har min gamle bestilling, at køre med bogvognen, og det gør jeg rigtignok for alvor hver dag i denne tid. som du jo nok ved, er vi flyttet. Mens mandskabet rejste derhen med toget, skal hele bagagen gøre rejsen med heste og vogn.

Det er forresten helt interessant. Vi kører omtrent 20 kilometer hver dag, så gør vi rast til næste dag. Det kan hestene let holde ud, og de kommer da heller ikke i sved, selv om det er varmt, for det er der hernede.

Mandag morgen Kl. 6 rejste vi fra Sammeldepotet og kom til Cambrai ved middagstid. Det første gensyn med bagagefolkene er slet ikke så rart, for de misunder os alle den gode tid, vi har haft i Clary. Nå, de har såmænd heller ikke stået så meget ud, for de har da slet ingen tab haft, men der er så mange ubehøvlede folk imellem disse mennesker. Og det må man heller ikke bryde sig om, at de er misundelige.

Jeg savner dine breve, kære Inger, men når vi først kommer til vejs ende, i morgen engang, kan det være, at der allerede er brev til mig. Dette her kan jeg jo også først sende bort, når vi kommer derhen.

Det er anden dag, vi er på rejse fra Cambrai. Sidste nat lå vi i en by, som hedder Arriche, en stor by, som du vist kan finde på kortet nord for C. Middagsmaden skal vi selv koge i de par dage, og det kan vi også nok, selv om det vel næppe er så godt som det, feltkøkkenet laver. Det er jo heller ikke herreretter. Når vi nu kommer i ro, skal vi rigtig bage pandekager, for jeg har mel dertil. Sidste nat sov jeg på en vogn ude i det fri, meget udmærket, for det er så varmt inde i stalden hos hestene. Og forrige nat sov jeg og Mansfelt på et bord. Da sov jeg også godt, for her giver det ikke så megen søvn som i Clary.

Vi ligger f.t. på en gård, som er ubeboet. Det er sært, at folkene har forladt den, for den fejler intet, det er en stor smuk gård. Vi er også kommen forbi et kuldistrikt, det synes jeg ikke så godt om, for støvet er så sort, og bygningerne ligner hinanden allesammen. Bare jeg havde været hjemme og kunnet fejre fødselsdag sammen med jer, mine kære.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

16. maj 1918. “Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd”. Frederik Tychsen på orlov.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Derefter fortsatte jeg med toget, og ankom til Flensborg om middagen. Jeg henvendte mig på Bezirkskommandoen i Flensborg, og her bad jeg om at få lov til at rejse hjem til Agerskov. Det kunne ikke lade sig gøre, med mindre, at min fader kom til Flensborg og skrev under på, at jeg ikke ville gå over grænsen. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tænkt på.

Jeg fik så sendt et telegram hjem. Fader cyklede til Rødekro, nåede toget og var i Flensborg ved fem tiden. Jeg hentede ham på banegården, og vi gik straks om på Bezirkskommandoen og fik papirerne ordnet og nåede at komme hjem samme dag, det var den 16. maj 1918.

Der var glæde i hjemmet, da jeg var ankommet. Alfred og Anne samt Paula (en pige fra Kiel) løb mig i møde, og lidt efter kom moder og tog mig omkring halsen. Det var første gang, jeg kom hjem direkte fra fronten.

Det vakte en vis opsigt at komme hjem med hele oppakningen. Jeg klædte mig af ude i hestestalden og fik mig badet og vasket, trak i rene klæder og derefter blev så militærtøjet kogt og vasket.

Det var en hel velgerning at få noget at spise og nogen mælk at drikke. Moder blev meget skuffet over, at jeg kun kunne blive 6 dage. Men derved var der intet at ændre. Jeg kunne få mig spist mæt, få sovet ud og få mig en pakke med, og det betød ikke så helt lidt for en frontsoldat.

Dog fik jeg for alvor at se, at det var ikke alene frontsoldaterne, der led, men de pårørende derhjemme led periodisk lige så meget. Det havde taget hårdt på moder, hun kunne ikke godt sove om natten; Johannes var kommet fra Rusland til Frankrig, og Samuel, der var i russisk fangenskab, hørte de kun sjældent fra.

Der var falden mange fra bekendtskabskredsen, og der lå et underligt tryk, en uhyggelig stemning over alle mennesker. Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd, det var næsten ikke til at holde ud, for man havde ikke meget at trøste med. Det var krigen – den medførte megen elendighed. Jeg besøgte nogle bekendte hist og her, men ret meget havde man ikke lyst til.

De sidste par dage var meget trykkende, mor gik og græd, og fader gik og listede omkring og sagde ikke ret meget. Jeg talte mest med Marie, Anne, Alfred og Paula. Selv om stemningen var trykkende, var jeg alligevel glad for at være hjemme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

15. maj 1918: Asmus Andresen – En kammerat rammes af en granat: ”… han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.


Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.

Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.

– Han var 18 Aar. –

Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag.
 Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.

Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.

Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

7. maj 1918: Frederik Tychsen – På kort orlov med kort varsel

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Hen på eftermiddagen den 7. maj ankom vi til Malzy, og her skulle vi blive foreløbig. Marchturen havde i det hele og store været ret interessant, og vi blev ikke overanstrengte på denne tur. Malzy var en almindelig landsby med kønne omgivelser.

Vi kom op på et loft, og her lå de fleste kanonerer. Huset lå langs med hovedgaden. De første dage gik med at ordne tøjet. Vi vaskede og kogte undertøjet, smurte støvlerne, vi kom hen på luserensningsanstalten, ordnede kanonerne og håndvåben.

Efter en uges tid, blev jeg spurgt, om jeg ville på orlov; men jeg kunne kun få 9 dage – rejsedagene inklusive. Jeg regnede ud, at der ville gå 3 dage til rejsen 1 1/2 hen og 1 1/2 tilbage. Jeg sagde tak til tilbuddet og fik besked om, at jeg kunne rejse den 14. maj og skulle være tilbage igen den 23. Samme måned.

Der var imidlertid orlovsspærre i Nordslesvig. Dvs. at der måtte ingen komme på orlov til Nordslesvig. Grunden til denne spærring var, at alt for mange af dem, der kom hjem, gik over grænsen til Danmark. Men jeg fik lov til at rejse til Flensborg, og herfra skulle jeg så indhente mig orlov og tilladelse til at rejse til Nordslesvig.

Jeg fik mine papirer, orlovsbevis samt to røde billetter (Fahrschein), der gav tilladelse til at benytte hurtigtog (Dtog). Så snart jeg havde mine papirer begav jeg mig til nabobyen Proisy. Den var stationsby. Der var vel en lille times gang (fra Malzy til Proisy).

Kanoner Bernhardt (fra Kassel) gik med til banegården. Jeg havde hele min oppakning med. Bernhardt ville gerne have været med på orlov, men han stod ikke for tur. Hen på eftermiddagen kom jeg med et tog, der gik igennem til Køln. Vi kørte over Maubeuge, Charleroy, Namur, Huy, Lüttich, Herbesthal, Aachen til Køln.

Vi var i Herbesthal hen på natten. Her var vi genstand for en meget skarp kontrol, derefter fik vi kaffe ved ”Røde Kors”, dog skulle vi først synge sangen: “Argonnerwald, Argonnerwald” osv., det gjorde vi gerne mod at få en kop varm kaffe.

Derefter fortsatte toget, og om morgenen ankom vi til Køln. Der var nogle timers ophold, inden vi kunne fortsætte til Hamborg. Jeg gik ned i venteværelset: ”für Soldaten”, og her kunne man købe en brilliant skål suppe for 50 Pfennig. Jeg fik mig sådan en portion, og så lagde jeg mig på gulvet sammen med alle de andre.

Efter nogle timers ophold fortsatte jeg med toget og kom til Hamborg ved aftenstid. Her måtte jeg blive om natten og sov hos “Røde Kors” i et lokale i nærheden af banegården. Det var gratis. Om morgenen fik jeg et rundstykke og en kop kaffe.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Sønderjyder

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.