Kategoriarkiv: Sønderjyder

25. april 1918: Frederik Tychsen – Sammen med batteriet igen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

3 – 4 km uden for byen lå skoven. På vejen derud traf jeg en Unteroffizier med nogle mænd fra vort batteri, de skulle til Herly efter drikkevand. Jeg fik yderligere stedet, hvor de opholdt sig i skoven, bekræftet, og en halv times tid senere havde jeg fundet dem.

Jeg fik hilst på Karl Skurnia, Heinrich Hiibschmann, Beckmann m.fl., og derefter meldte jeg mig hos batterichefen, hr. løjtnant Wiederholdt, der havde sit ophold i en understand langt nede i jorden: “Obergefreiter Tychsen vom Lazaret entlassen”.

Han var tilsyneladende glad og tilfreds med at se mig igen; han spurgte efter mit befindende, og spurgte, om jeg nu også var helt rask. Derefter sagde han besked om, at jeg kunne gå over til køkkenet og få nogen proviant, brød, pølse, lidt smør og marmelade.

Endvidere fik jeg tæpper, overfrakke, støvler, karabiner osv. ved monderingsvognen. En stålhjelm fandt jeg senere. Nu var jeg altså ved batteriet igen efter at have været borte fra 18. marts til 25. april (38 dage). I denne tid havde jeg f.et udhvilet, forplejningen var også god og tilstrækkelig.

Imens jeg havde været borte, havde batteriet været med i den store forårsoffensiv, der begyndte den 22. marts. De havde gennembrudt de franske og engelske linjer, og var først blevet standset ved Montdidier. De sidste dage foran Montdidier havde bragt dem svære tab, og da jeg kom til dem den 25. april, havde de været trukket ud af stillingen nogle få dage.

En af mine gode kammerater, Unterof. Jäger var faldet en aften da han sammen med nogle flere (Skurnia og Hans Gothe) var gået hen til en lille landsby for at prøve på at finde lidt proviant. Jäger var kommet fra infanteriet og skulle passe samt lede betjeningen af batteriets to maskingeværer; disse to maskingeværer fik batteriet tildelt august 1917, og de blev anvendt, når modstanderen truede med at indtage stillingen, men specielt imod de idelige flyverangreb. Nu blev Jäger på denne natlige færd ramt af en fjendtlig granat og var død på stedet. Skurnia og Gothe begravede ham med det samme, og de rejste et kors på hans grav.

Han blev ca. 35 år, og han var gift og havde børn. Skurnia fortalte, at der havde været fint måneskin denne nat, og var meget vemodigt stemt under arbejdet med at begrave Jäger. Da de var færdige, lyste Hans Gothe ”Fred over støvet” og bad “Fader vor”. Hans Gothe var teologisk student og katolik. Han var et godt menneske.

Batteriet havde mistet en del af mandskabet samt 56 heste i denne offensiv. Vi lå i skoven ved Herly i 6 dage. Tiden gik med at rense kanonerne, men der var for øvrigt ikke ret megen tjeneste. Vi måtte ikke gå uden for skoven om dagen af hensyn til fjendtlige flyvere.

Vi stod vagt ved køkkenteltet og provianten, men alt i alt var det 6 lette dage. Der blev meget snakket og røget tobak. Vi boede i telte, og klimaet var ret mildt. Om dagen skinnede solen, men nætterne var noget kølige.

Det varede ikke mange timer, inden jeg var inde i de gamle gænger igen, og af de gamle kammerater var der endnu nogle tilbage og det hjalp til, at man følte sig hjemme ved batteriet. Det var også blevet forår, man følte varmen om dagen og mildheden om natten.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

25. april 1918 – De faldne

Boisen, Lauritz (GGR5/3) – Villers-Bretonneux, Frankrig.
Jensen, Anton (IR118/10) – Kemmel, Frankrig.
Klindt, Niels Christensen (RIR73/12) – Wytschaete, Flandern.
Nielsen, Christian Marius ((U-104) – Ved den irske sydøstkyst.
Nielsen, Hans – Nørby, Løjt Sogn.
Pastwa, Theopil Johann (IR419/11) – Harbonnieres, Frankrig.
Petersen, Hans Lauritz (IR358/2) – Kommel.
Prahl, Hermann Ludwig Georg (RIR73/12) -Wytschaete, Flandern.
Quitzau, Nis Peter (IR49/6) – Nieppe Wald, Merville, Frankrig.

Theopil Johann Pastwa (1881-1918) Gråsten

18. april 1918: “Vi fik en halmpose at ligge på” – Frederik Tychsen samler kræfter inden genforeningen med fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Her bag ved fronten var der alle vegne et kontor, hvor man kunne få oplysning om, hvor tropperne var henne, de gav besked og alle de oplysninger, man ønskede, tillige fik vi forplejning, men hver gang vi havde modtaget mad eller penge, blev det noteret i Soldbuch (soldaterbogen), så man kunne kun få proviant for en dag ad gangen, og kun til en mand – og forplejningen var meget knap tilmålt. Et sådant sted blev kaldt “Zersprängten Sammelstelle” (samlingssted for splittede). Men vi kunne kun modtage mad en gang på et sådant sted, så måtte vi se at komme videre.

Det var hen imod aften, vi ankom til Busigny, og derfor fik vi anvist et nattelogi oppe på et loft. Vi gik op og lagde vor tornyster, derefter gik vi rundt i byen og fandt en biograf, vi overværede forestillingen – det kostede 10 Pfennig.

Da vi kom tilbage til Imwiehe, jeg samt manden fra Bataljon 615, var der vel en 100 mand på loftet foruden os. Den næste morgen blev vi vækket, og nu måtte vise at komme af sted, og vi fik ikke mere at spise. Vi gik så om på banegården og ventede, til der kom et godstog.

Vi kravlede op på en af vognene, toget satte sig i bevægelse, og så standsede det først i Fresnoy le Grand. Nu var det på høje tid at komme af toget, og vi stod af og meldte os ved Zersprängten Sammelstelle.

Her fik vi straks proviant og brød for én dag samt hver en dagløn – jeg fik 63 Pfennig, I Zoldbug blev noteret: „Verpflegung und Lohnung empfangen flir 20. April 1918” (forplejning og lønning for den 20. april 1918).

Vi gik på landet til bønderne og købte brød og mælk, og hen imod aften gik vi tilbage til Fresnoy le Grand, og her fik vi et ganske udmærket natteleje. Vi fik en halmpose at ligge på, og så sad der en mand fra landstormen og passede kakkelovnen, der blev fyret om natten, for at vi ikke skulle fryse. Det var dejligt.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

18. april 1918 – de faldne

Bannow, Paul Johannes (/6) – Festubert, Frankrig.
Hansen, Hans Jessen (IR84/3).
Iwersen, Christian Wilhelm (RIR201/6) – Festubert, Frankrig.
Jacobsen, Hans (FAR23) – La Gorgue, Frankrig.
Jessen, Jes Michelsen (RIR201/2) – Festubert, Frankrig.
Petersen, Carl (Minensuchflotille “Claus Groth”) -Östliche Ostsee.
Skade, Peter Hansen (IR162/2) – Kortrijk, Belgien.
Valentiner, Otto Joachim Ahlmann (UC-79) – Nær Englands kyst.

Otto Joachim Ahlmann Valentiner (1896-1918) Sønderborg

16. april 1918: “…vi enige om at stige ud ved den næste station; … vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten.” Frederik Tychsen leder efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indkvarteret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Efter at jeg nu havde været på dette lazaret i 5 uger, blev jeg udskrevet den 16. april 18. Jeg fik mine gamle klæder og min udrustning igen, men da de var noget medtagen, skulle jeg have en anden mundering. Der var ca. 30 mand, der denne dag forlod lazarettet. Jeg var den eneste Obergefreiter, så jeg blev transportfører. Vi skulle til et depot i Le Cateau, her skulle vi have de beklædningsgenstande byttet, der trængte til det.

Lige efter middag gik vi ned til banegården i Maubeuge, men da vi kom derned, manglede der 2 mand – det kunne jeg ikke gøre for, vi satte os i toget og kørte af sted. Hen imod aften ankom vi til Le Cateau; vi fandt depotet, der lå et stykke uden for byen, vi fik noget at spise, og så fik vi en brix anvist i en af barakkerne.

Her frøs vi ganske umådelig. Vi var vante til en varm seng på lazarettet, og nu måtte vi hjælpe os med et tæppe. Jeg lå og længtes efter, at det skulle blive morgen, så vi kunne stå op og evt. få nogen varm kaffe.

Efter morgenkaffen trådte vi an, og vi fik, hvad vi ønskede; nye støvler, sko, tæppe, overfrakke osv. Karabiner, sabel, gasmaske og tornyster beholdt vi. Vi var færdige til middag, og vi fik oplyst, hvor vor troppeafdeling lå.

Jeg fik besked på, at mit batteri lå i stilling ved Montdidier, og nu måtte jeg se at finde det. Man fik et bevis, at man søgte efter sin troppeafdeling, og så kunne man køre med alle tog, gods- og persontog, når det gik imod fronten, men i modsat retning – bort fra fronten, kunne vi ikke komme uden billet (Fahrschein).

Jeg var imidlertid blevet godt kendt med Imwiehe, han tilhørte Inf. Rgmt. 465 IMGK; vi rejste sammen, desforuden var der en feltartillerist fra bataljon 615, der sluttede sig til os. Vi tre sad i kupé sammen. Da vi havde kørt et stykke vej med et persontog, blev vi enige om at stige ud ved den næste station; idet vi mente, at vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten. Vi steg så ud ved Busigny.

(Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien)

 

13. april 1918. Der har vel aldrig været 4 måneder mellem du var hjemme. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 13. april 1918

Min egen kære Jørgen!
…I dag er der 5 dødsannoncer i »Modersmålet«, så det mærkes godt nok herhjemme, og så det, at der alligevel ingen ende er at se på det hele, for det kan vi ikke herhjemme. Vi kan jo heller ikke gøre hverken fra eller til, kun bede om at Gud dog vil forbarme sig over menneskene.

Jeg længes meget efter dig. Vi er jo alligevel vant til at være sammen en lille tur hvert forår. Der har vel aldrig været mere end 4 måneder imellem, at du har været hjemme, så det er ligesom ved at være ved tiden nu… Jeg er glad ved at være lidt hjemme i ro. Nu om lidt går børnene og jeg ned på posthuset med tre pakker, som skal til Hamborg. Endelig er jeg da nået så vidt, at jeg har fået dem i stand.

Børnene leger så dejligt ude i baggården. De har lavet stuer under hylden, og Dimitri saver små grene af, som er i vejen for dem. Og nu lige er de ved at forklare ham, at han skal få en bold, som er blevet liggende på træstakken, taget ned. De kan dygtig tale med ham.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

12. april 1918 – De faldne

Christensen, Laust Sørensen (RIR86/9) – Laon, Frankrig.
Diedrichsen, Hans Christian (FAB53) – Nyon, Frankrig.
Holm, Hans (IR163/12) – Belgien.
Knaack, Otto (GGR1/10) – Plessier, Frankrig.
Møller, Thomas Petersen (IR16/1) – Cambrai, Frankrig.
Oechsler, Johannes (/3) – Morlancourt, Frankrig.
Olling, Franz Nielsen (GIR6/12) – Dreifingerwalde, Villers aux Erables, Frankrig.
Petersen, Marius (FAR9) – Frankrig.
Schmidt, Johann Andreas (RJB3/1) – Helsingfors, Finland.
Svendsen, Lorenz (RFAR17) – Meesen, Flandern.

Johann Andreas Schmidt (1885-1918) Nordborg

11. april 1918 – De faldne

Bladt, Christian (IR162/2) – Messines, Flandern.
Christensen, Hans Hansen (RIR86/2) – Locon, Flandern.
Dall, Peter Petersen (RIR31/8) – Les Lobes, Frankrig.
Hörlück, Henrik (RIR86/4) – Locon, Flandern.
Jørgensen, Rasmus (RIR76/12) – Meesen, Flandern.
Nissen, Hans – Meesen, Flandern.
Oechsler, Christian Hansen (IR162) – Messines, Flandern.
Paulsen, August (IR163/8) – Wytschaete, Flandern.

Rasmus Jørgensen (1897-1918) Sønderborg

10. april 1918 – Asmus Andresen: Gasmasken afprøves ”Vi blev ført ind i et Rum, som var fyldt med Gas”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 10. April skulde Masken prøves for at se, om den var lufttæt. Vi blev ført ind i et Rum, som var fyldt med Gas; der skulde vi saa opholde os i 10 Minutter; hvis der saa intet var i Vejen, blev Gasmasken godkendt. I de næste 4 Dage havde vi saa godt som ingen Tjeneste.

Den 13. April fik vi Forplejning til 4 Dage, vort Militærpas og 2,50 Mark udleveret, og saa var vi rejsefærdige.
 Om Eftermiddagen skrev jeg til mine Søskende, at jeg nu rejste til Fronten. Kl. 8 gik jeg til Sengs for at faa godt udsovet til næste Morgen, men jeg sov ikke godt den Nat.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

10. april 1918 – De faldne

Beyer, Leopold Leonard Julius (IR163/3).
Boisen, Christian – Meesen, Flandern.
Christensen, Johann (GRzF3) – Frankrig.
Christensen, William (FAR79) – Douai, Frankrig.
Hansen, Marius (RIR76/2) – Hollebeke, Flandern.
Jürgensen, Karl Peter (/12) – Meesen, Flandern.
Knutzen, Peter Lorenz (/1) – Meesen, Flandern.
Nielsen, Niels (IR141/12) – Estaires, Frankrig.
Nissen, Andreas Martin (IR61/12) – Estaires, Lys, Frankrig.
Nissen, Matthias Christian(IR162/4) – Messines, Flandern.
Thomsen, Andreas (RIR76/3) – Messines, Flandern.

Mindesten, Øster Løgum Kirkegård, med brødrene Hans Christian og Marius Hansen

9. april 1918 – De faldne

Gerber, Johann (RIR234/1) – Montdidier, Frankrig.
Jacobsen, Hans (GGR4/8) – Beaufort, Frankrig.
Lind, Hans (IR131/10) – Aubers, Frankrig.
Nissen, Hans Uldall (AB55/2) – Artois, Frankrig.
Riis, Hans Madsen (GRPR/10) – Festubert, Frankrig.
Schmidt, Jørgen Christensen (RIR86/3) – La Couture, Frankrig.
Schütter, Wilhelm Friedrich Kurt (RIR86/12) – Lankanal, Frankrig.
Thomsen, Hans Peter (IR463/1) – Rollot, Frankrig.
Tiettje, Heinrich.

Hans Lind (1887-1918) Helved, Notmark

9. april 1918. Lidt ligeglad tror jeg næste vi er blevet. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 9. april

Min kære Jørgen!
… Der er nok kommet bud om fire faldne til Tyrstrup sogn i de sidste dage, Laues Lausens eneste søn, Nis Lunds søn fra Høkkelbjerg, der er faldet en før, Vilhelm Lüthje, husker du ham ikke nok, han var i lære hos Gemusens, da Henriette var her, og Søren Iversen fra Vinderup, Hans Iversens søn, de har boet i Stubbom en gang. Hvor er det tungt. Mon det da sådan vil komme allevegne?
– Tak for dine to gode breve fra 1. og 2. påskedag, jeg fik dem igår. Ja, bare du fik ret, at krigen snart kunne få ende, om enden så biir god eller dårlig vil jo vise sig. Lidt ligeglad tror jeg næsten, at vi er blevet, som har haft vore med så længe.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918