H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Med vor Høpresser er vi ankommet hertil. Vi er indkvarteret i en Hestestald ved Siden af et Hønsehus. Det er Vinter, og af den Grund mener Hønseejeren, at Hønsene ikke lægger Æg . Han har sikkert Ret. Her i Byen har de den samme Slags Ost som i Rion.
Der er ingen Forskel, men her i Byen har de en lumsk Skovfoged. Han fandt ud af, at hans Ostebeholdning svandt for voldsomt ind og var saa uheldig — eller heldig — at have Rottegift ved Haanden.
Det var sikkert en god Tanke, men den var djævelsk, og den Omstændighed, at flere Kammerater et Par Dage efter laa begravet i Høet og vred sig af Mavesmerter, kan godt tyde paa, at han for Fremtiden faar Ro for „Rotterne”.
Jeg havde en betroet Post paa Banegaarden, og Kammeraterne, som vi afløste, havde ogsaa betroet mig et „Tip”. Der stod nemlig i et Hjørne af Pakhuset en Sæk Mel . De havde næsten tømt den helt og mente, det var bedre, om vi fortsatte, saa den helt kunde forsvinde.
Ved Middagstid var det gerne roligt paa Banegaarden og Tiden derfor gunstig for en foretagsom Krigsfange. Dog en Middag gik det galt. En Mand fra „ Train ” opdagede mig, da jeg i min Ivrighed ikke havde set mig for. Jeg var oprigtig ked af det. Tankerne om et Par Aars „Prisson”, medens Kammeraterne var rejst hjem, fløj 165 igennem mit Hoved.
Dog han havde Hjerte i Livet. Han fik at vide, at Kosten var knap og lovede saa, at hvis jeg indstillede Forretningen for Fremtiden, vilde han lade være med at melde mig. Jeg holdt mit Løfte, men han holdt ikke sit.
Da jeg et Par Dage efter fulgtes med Vagtmanden, traf vi Jernbanemanden og nu sladrede han. Vi stod imidlertid lige ud for en Vinstue, og de var begge tørstige. Jeg fulgte med, da de gik ind, og ved et Glas talte vi sammen om Sagen, der kort efter blev anset for at være druknet og ude af Verden. Men da havde vi ogsaa faaet mange Glas.
I Hotellet, hvor vi spiser vor Middagsmad, er Manden i Felten. Der er derfor ingen til at passe Fruens to Køer, men det er vi mere end villige til. Vi har nu baade Mælk, Æg og Mel til Pandekagerne, der er en eftertragtet Ret for Peter Petersen fra Bodum, der har faaet ondt i Halsen og ikke kan faa andet til at glide ned igennem den.
„Madame” opdagede dog ret hurtigt, at Mælkemængden var skrumpet ind, og de Kødben, som vi fik for at passe Køerne, skrumpede nu ogsaa mere og mere ind. Nu steg Mælkeydelsen atter, og der er nu igen mere Kød paa de Ben, som vi faar som Belønning for vore Anstrengelser.
Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)
