Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, links til relevante sider / projekter, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.
Kommentarer og evt. supplerende oplysninger ang. de nævnte personer bedes lagt på den relevante personside.
Dette indlæg i Julekalenderen 2025 er en af flere artikler i DSK´s årbøger skrevet af I. C. Rasmussen, der 1961 var bosat i Løgumkloster. I denne artikel, der blev bragt i DSK Aarbog i 1961, fortæller han om, hvordan han kom hjem til jul i 1917.
“Jeg gjorde tjeneste på kommandanturen i Brügge, og her kom man efter tur på orlov. Jeg syntes, at nu måtte det vel snart være min tur. Min kone ventede en glædelig begivenhed. Det var i november 1917, og det ville jeg gerne hjem til.
Jeg skrev en pæn ansøgning, men der gik fjorten dage, uden at jeg hørte noget til sagen. Så gik jeg til feldwebelen, som havde personalesagerne, og spurgte, hvad det blev til med min orlov. Det vidste han ikke noget om, men han ville tale med løjtnanten. Det var en gammel feldwebel-løjtnant, han blev kaldt for »Nordsøens skræk«. Jeg sagde til feldwebelen, at hvis jeg ikke ret snart hørte om sagen, gik jeg til den »gamle«. Sådan kaldte vi kommandanten.
Da jeg kom tilbage efter en tur i byen, skulle jeg komme ind til løjtnanten. Han var rasende, kunne jeg se på ham. Han sagde flere gange: — Nå, De vil gå til den »gamle«? — Ja, sagde jeg, hvis det kan hjælpe, går jeg til ham. Så blev han bange og sagde, at det ikke var hans skyld, at jeg ikke havde fået orlov. Jeg svarede sådan, at han nok kunne forstå, at jeg tvivlede. Så kunne jeg gå.
Et par dage efter fik jeg afslag på min ansøgning, men morgenen efter stod løjtnanten og passede mig op ved indgangsporten og sagde, at desværre havde jeg jo fået afslag, men hans skyld var det ikke, men nu skulle jeg bare søge igen med en lidt anden begrundelse, så skulle jeg nok få min orlov.
Nu var den lille født derhjemme i mellemtiden, og jeg sagde, at nu ville jeg vente med at få orlov til jul, da ville jeg hjem. Det kunne slet ikke lade sig gøre, sagde han, da var der så mange, der ville rejse. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle« om sagen, og ham var han hundeangst for. — Ja, sagde han, søg nu bare igen om orlov, så skal det nok gå.
Det gik også godt nok, men min orlov kom for tidligt. Jeg gik til løjtnanten og sagde, at jeg gerne ville have min orlov udsat, så jeg kunne være hjemme i julen. Det var ganske umuligt, sagde han. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle«. Det behøvedes ikke. Min orlov blev udsat, så jeg kom hjem til jul.
Enhver menig, der rejste på orlov fra kommandanturen, fik 20 mark udbetalt. Det var overskud fra garnisonskantinen. Desuden kunne vi gå til inspektøren i levnedsmiddeldepotet og få noget med, og i vor forplejningsanstalt dryppede der også altid noget af.
Jeg fik samlet sammen, så jeg havde en stor rygsæk fuld, og så to trækasser, som jeg havde besørget mig. Dem havde jeg sejlgarn om, så jeg kunne bære én i hver hånd; men de var tunge. Jeg sendte telegram fra Hamborg, at de skulle møde på banegården i Tønder med børnenes blokvogn.
Der blev glæde over, at jeg kom, og over alt det dejlige, jeg havde med. Jeg havde to sandsække fulde af ærter, bønner, nudler og grubber og mange dåser kødkonserves, samt tre brød, og så havde jeg købt et par belgiske brød. De er store, runde og flade, bagt af sigtemel.
Mine børn havde ønsket sig som den bedste julegave, at de i julen måtte spise sig mætte i tørt brød. — Nu kunne vi fråse.
For at få orloven så lang som mulig, bad jeg om at få nogle rejsedage lagt til. Det fik jeg, da jeg havde så lang en vej. Så skulle jeg også gerne have ret til at køre med D-tog. — Men så sagde løjtnanten, at jeg skulle se at komme ud.
For at køre med hurtigtog i Tyskland skulle der et stempel og en underskrift til oppe i det ene hjørne af billetten. Stemplet trykkede jeg på, men fik ingen underskrift. Det skulle jo være løjtnantens. Da vi kørte fra Køln med hurtigtog, så den kvindelige konduktør nok, at underskriften manglede. — Ja, sagde jeg, det er kun en forglemmelse af løjtnanten.
Jeg kørte både hjem og ud igen på den billet”.
DSK Årbøgerne er i efteråret 2025 blevet scannet og er tilgængelig på “Danskerne Historie Online” som søgbare pdf-filer. (Eksternt link, november 2025).
