Kategoriarkiv: Sønderjyder

21. juli: Asmus Andresen – Angrebet af søgræs

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han ved fronten.

Nu gik jeg og var lam i over 4 Uger, der var ingen, der vilde tro, at Benet var dårligt endnu. Officererne jagede mig snart her, snart der hen, jeg skulde hente Strøelse til Hestene, holde Omgivelserne ved Hestestaldene rene, grave W.C. Huller o. s. v.

En Dag, da Benet var lidt bedre, var jeg med nogle Kammerater ude at bade i en Kanal. Da jeg var svømmet et Stykke ud i Kanalen, kom der en Sergent og befalede mig straks at komme i Land, hvad jeg så også gjorde, men da jeg kom hen til Kanten, var der noget Bundgræs i Kanalen, som snoede sig om det dårlige Ben, så at jeg var lige ved at gå under Vand.

Sergenten, som stod og ventede efter mig, blev rasende, han troede, at det var mig, der lavede Komedie.

Det lykkedes mig dog at befri mig fra Bundgræsset og komme i Land. Efter denne Anstrengelse gjorde Benet så ondt, at jeg næsten ikke kunde gå, men alligevel skulde jeg først løbe et Par Gange frem og tilbage, og så hen at se til Hestene. Jeg trøstede mig med, at der nok skulde komme bedre Tider for mig en Gang, hvad der også kom, før end jeg havde ventet det.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

20. juli 1918 – De faldne

Andresen, Detleff Peter (LIR85/3) – Espilly-Fé, Frankrig.
Andresen, Heinrich (RIR210/1) – Remy.
Christensen, Christian Jørgensen (IR362/10) – Recourt, St. Martin, Frankrig.
Lind, Bertel Jepsen (RIR253/2) – Sains du Nord, Frankrig.
Moisen, Hans Peter – Frankrig.
Nielsen, Andreas Marius (IR257/2) – La Neuville, Frankrig.
Paulsen, Jakob Adalbert (LIR85/3) – Espilly-Fé, Frankrig.
Reschka, Wilhelm Franz (IR64/12) – Soissons, Frankrig.
Schröder, Alex Ernst Paul (LIR84) – Haderslev.

Mindesten, Broager Kirkegård

19. juli 1918 – De faldne

Bossen, Karl Hinrich (IR357) – Reims, Frankrig.
Christensen, Hans Hinrich (RIR209/8) – Vieux Berquin, Frankrig.
Christensen, Iver (AB9/4) – Vouziers, Frankrig.
Frank, Jochim Nissen (IR409/5) – Reims, Frankrig.
Jacobsen, Peter Nicolai (RIR269/3) – Meteren, Frankrig.
Jessen, Jørgen (IR142/2) – Soissons, Frankrig.
Johannsen, Niels Erich (IR410/11) – Jagdhaus der les Marquises Fuce an der Römerstrasse.
Kofahl, Georg Peter Anton (IR145/10) – Soissons, Frankrig.
Linnet, Johannes Wilhelm(IR362/8) – Rocourt, Frankrig.
Luckmann, Wilhelm Heinrich – Frankrig.
Paulsen, Thomas Ribsdorf (RIR2/11) – Soissons, Blancy, Frankrig.
Rheder, Claus Hansen (RIR17/10) – Oppy, Frankrig.
Thyssen, Jørgen Andersen (FAR9) – Frankrig.

Mindesten, Rise Kirkegård

18. juli 1918. En såret franskmand og et efterladt spædbarn.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.

Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.

I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).

Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.

Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.

Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.

 Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.

Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.

Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin. 

Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.

 Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.

Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.

Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. juli 1918 – De faldne

Clausen, Peter (FAR402) – Chateau Thieny, Frankrig.
Eeg, Chresten Peter – Gent, Flandern.
Jensen, Hans Jacob – La Neuville, Frankrig.
Jensen, Philipp Lauritz (/() – Corcy, Frankrig.
Juhl, Jørgen Jørgensen (IR397/2) – Sous le Bois, Frankrig.
Petersen, Christian (FAR502) – Schlucht bei Saconin, Frankrig.
Petersen, Heinrich Andreas Peter (IR426/7) – Champagne, Frankrig.
Ravnskjær, Hans (IR362/12) – Rethel, Frankrig.
Sass, Wilhelm Johannes – Dardanellen, Tyrkiet.
Tüchsen, Andreas.
Tüchsen, Jacob  – Vierzy, Frankrig.
Witter, Karl Friedrich Gerhard (IR409/12) – Prunay, Reims, Frankrig.
Zapik, Ernst Richard (SHS “Kaiserin Augusta” – Sønderborg.

Mindesten, Broager Kirkegård

15. juli 1918. Angrebsbølgerne forblødte foran de britiske og franske linjer

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I juli dukkede der rygter op om divisionens snarlige indsats. De viste sig korrekte. Divisionen skulle straks efter et stort fremstød i Champagne deltage i et angreb ned ad højdedraget Kemmel, der skulle bringe Ypern (Ypres) til fald og rulle den fjendtlige stilling op helt til Nordsøen.

Englænderne lå her beredt til forsvar. De bedste divisioner var udvalgt til denne opgave. Det kom ikke så vidt. Det store fremstød i Champagne den 15. juli mislykkedes.

Fjenden var åbenbart ved forræderi, enten forsætligt eller ved sløseri, underrettet om angrebsområde og -tidspunkt, og havde rømmet de forreste stillinger, som vi nu formålsløst spildte vor ammunition på.

De ventede på angriberne i en bagvedliggende og ubeskadiget stilling. Mens angrebsbølgerne forblødte foran dem, førte de allieredes øverstbefalende, marskal Foch, to dage senere fra Villers-Cotteret skoven flankestødet ind i vor sårbare angrebsbue.

Dybt trængte de ind i vore linjer; buen måtte trækkes tilbage, franskmændenes yderligere fremtrængen standses. Nye divisioner måtte frem.

Angrebet ved Kemmel blev opgivet, 18. division blev sammen med andre den 22. juli i al hast transporteret i retning af det nye brændpunkt. Fjenden havde igen taget initiativet fra os. Det var begyndelsen til enden.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

15. juli 1918 – De faldne

Bonnichsen, Hans Jessen (IR410/11) – Reims, Frankrig.
Christiansen, Jeef Jensen (IR426/6) – Perthes les Hurles, Frankrig.
Griesbach, Alfred Gustav (FAR7) – Barsy-Gripny-Verneuil, Frankrig.
Hansen, Christian (FAR37) – Champigny, Frankrig.
Hansen, Hans Peter (FAB63) – Moronvillers, Frankrig.
Hansen, Heinrich Detlef (IR372/11) – Jaulgonne, Marne, Champagne, Frankrig.
Hundewadt, Carl (IR400/12) – Allibaudieres, Frankrig.
Iversen, Christian – Rusland.
Janot, Emil (IR410/5) – Beine, Frankrig.
Jensen, Daniel (GGR1/4) – Anthenay, Frankrig.
Jensen, Jørgen (IR410/3) – Benil, Frankrig.
Jensen, Lorenz Heinrich (IR372/2) – Jaulgonne, Marne, Frankrig.
Keller, Willy Karl Fritz (IR426/4) – Tahure-Sonain, Frankrig.
Kissov, Karl Hansen – Frankrig.
Koch, Albert Hugo (/1) – Sønderborg.
Mathiesen, Jørgen (RIR32/11) – Frankrig.
Moos, Christen Petersen (IR399) – Heutregiville, Frankrig.
Nissen, Anders Sørensen (IR410/9) – Beine, Frankrig.
Ohlsen, Jürgen Christian (IR393) – Perthes, Frankrig.
Pedersen, Peter Wilhelm (IR41=7(9 – Prunay, Frankrig.
Quick, Hans August Heinrich (GRzF1) – Dormans an der Marne, Frankrig.
Schmitt, Alfred Ferdinand (GR1/3) – St. Hilaire, Frankrig.
Weiss, Albert Heinrich (IR357/11) – Champagne, Moronvilliers, Frankrig.
Winther, Peter Martin Bernhard (IR409/2) Pruney, Frankrig.

Jørgen Mathiesen (1892-1918) Ulkebøl

13. juli 1918: Frederik Tychsen og batteriet gør klar til fremmarch ved Marne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var nu i gang med forberedelserne til andet Marneslag.

Den 13. juli 1918 hen imod aften blev vi kommanderet til at træde an, og der blev af batterichefen oplæst en armébefaling (Armebefehl), der gik ud på følgende: ”De franske stillinger skulle stormes, fjenden skulle slås, tages til fange eller trænges tilbage, og Paris skulle tages. Det rigtige tidspunkt var inde til at slå fjenden, nu skulle det ske osv.”

Det blev forbudt at drikke sig beruset under fremmarchen, og det var forbudt at betræde den store vinby, Epernay, som vi om få dage skulle indtage. Kun de, der var under kommando, måtte gå ind i byen. Vi blev indviet i, hvad der skulle foregå, og fremgangsmåden var noget lignede vom ved St. Quentin den 21/3 og ved Chemin de Dames og Laon den 27/5 samme år.

Den 14. juli tidlig om morgenen begyndte vi med at pakke sammen og ordne alt, hvad der skulle ordnes, de 18 heste var blevet erstattet med andre, og bataillonet var klar til at rykke ud, stemningen var trykket – begejstringen var borte, og der var ingen, der troede på sejr.

Amerikanernes indsats kunne mærkes på mere end en måde, og vi følte i sandhed, at modstanderen havde mere at skyde med, end vi. Vi fik at vide, at der foruden franskmændene, amerikanerne og englænderne også var kolonialtropper og portugisere.

Om aftenen den 14. juli ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Det var et vrimmel på landevejene og alle vegne. Vi kørte gennem byer og store skove, og ud på natten gik vi i stilling oppe på en høj bag et hegn. Stillingen var færdig og ammunitionen på plads.

Det var i nærheden af byen Vemeul. Vi lå 500 – 1.000 m fra Marnefloden, vi kunne tydelig se den i sommernatten, men franskmændene lå på begge sider af Marnen. Vi lå ca. 500 m fra de franske forposter, det tyske infanteri lå selvfølgelig foran os. Der var dyb stilhed om natten, man mærkede, hvorledes troppene alle vegne rykkede frem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

11. juli 1918: Frederik Tychsen på vild jagt efter vildsvin

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.

En dag blev der stort postyr og ståhej. Der var en, der opdagede et vildsvin, der var løbet ind i krattet. Hele mandskabet blev alarmeret, vi fik karabineren og patroner frem, og hele krattet blev omringet.

Det varede noget, inden dyret kom ud, der var en del, der gik ind i krattet for at drive det ud, medens de, der var posteret rundt om krattet fik besked på kun at skyde udefter – bort fra krattet.  Omsider kom fyren ud – en gammel orne, og det kan nok være, at der kom ild i bøsserne; der blev en hel kanonade, 100 skud og mere gik ved siden af, men omsider faldt fyren, en gammel fyr med svære hugtænder og stive børster.

Under stor jubel og hurraråb blev vildornen fra Ardennerne bragt hen til køkkenvognen, her blev den flået, parteret og gik i gryden. Den var noget sej, men den blev spist. Mandskabet af 1. batteri fik flæsk.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. juli 1918. Bomberegn og skønsang: Frederik Tychsens blandede oplevelser på standpladsen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Allerede natten mellem 5. og 6. juli kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned rundt omkring i skoven. Det var meget ubehageligt at ligge i teltet og høre på de fremmede flyveres propellers syngende lyd, der var nem at skelne fra de tyske flyvere.

Af og til faldt en eller flere bomber snart tæt ved, snart længere borte. De eksploderede med voldsomme brag. Om morgenen havde vi flere sårede og døde. Blandt de sårede var Øtzel. 18 heste havde revet sig løs og styrtet af sted, dem fik de aldrig mere fat på.

De var løbet bort om natten, da der var delvis panik mellem mennesker og dyr. Men hestene blev sikkert indfanget andre steder, uden at de afleverede dem – selv om de vidste, hvor de kom fra. Det hændte også jævnlig, at vi fik fat på en hest; den blev heller ikke godvillig udleveret til de retmæssige ejermænd.

Øtzel var en af dem vi savnede i lange tider. Han fik hånden slået i stykker. Øtzel stammede fra Thüringen, her var han minearbejder. Han var ca. 20 år, og det, der gjorde ham almindelig afholdt, var hans tiltalende væsen, og hans omgængelige natur. Han havde en ualmindelig smuk sangstemme. Han sang ikke ret ofte, men når han sang, lyttede hele batteriet.

Han forstod bedre end nogen anden at vælge det rigtige tidspunkt, sted og den rigtige stemning. En aften lå vi således oppe på et høloft. Vi havde haft svære tab om dagen, og en lang marchtur havde vi bag os. Om aftenen, før vi faldt i søvn, sang Øtzel med sin bløde stemme så ganske henrivende:

Am Holderstrauch, am Holderstrauch

wir sahsen Hand in Hand,

wir waren in der Maienzeit

die glüklichsten im Land osv.

De allerfleste lå denne aften med tårer i øjnene, de blev grebet af hjemve og længsel efter, at krigen skulle gå til ende; og Øtzels sang slog på de bedste strenge og fremkaldte det dybeste i soldaterne: kærlighed, troskab mm. Nu sang Øtzel ikke mere for os, han kom på lazarettet vistnok i Braisne, og vi så ham aldrig mere, men mindet om ham beholdt vi.

Ikke langt fra skoven var der en bred å. Her kunne vi bade. Dog skulle vi stå fuldstændig stille, hvis der skulle komme fjendtlige flyvere i luften. Vi benyttede lejligheden og badede hver dag. En eftermiddag, da vi nogle stykker kom ned til åen, kunne vi se nogle fingre, der famlede rundt i vandets overflade.

Det var en, der ikke kunne hjælpe sig selv i land, han var ved at drukne. Vi fik ham halet i land, og han var bevidstløs. Vi stillede ham på hovedet, og fik vandet af ham.

Så tumlede vi noget med ham og omsider begyndte han at komme til sig selv, men han lå endnu længe og kunne ikke sige noget. Så var der en, der sparkede ham i enden, så blev han vred, og det kan nok være, at det hjalp – han skændte og sparkede og slog; lidt efter kunne han rejse sig og gå bort – altså et probat middel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Feriefotos fra fronten efterlyses

Kort efter indlægget om Den sønderjydske Kirkegård i Braine, som blev bragt den 15. juni 2018,  fik Sønderborg Slot tilsendt fotos fra en gravplads i Ukraine, hvor en Hans Ebsen fra Infanterie-Regiment 49 er begravet.
Der foreligger pt. kun oplysninger om Hans Ebsen fra “Verlustlisten” og det var derfor en værdifuld tilføjelse til hans oplysninger, at han er begravet i Ukraine.

Udsnit af gravplads, 25 km nord for Lviv, Ukraine – her er blandt andet Hans Ebsen, der faldt 1915, begravet.
Fotograferet juni 2018. Foto bringes efter aftale med fotografen.

Flere af de øvrige begravede på samme gravplads hørte ligeledes til Infanterie-Regiment 49 og Infanterie-Regiment 140.

Mange gravsteder og gravpladser (særligt på Vestfronten) vedligeholdes af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge e.V. og kan findes via Volksbunds database, men der er sjældent fotos af den enkelte grav.
Den sønderjyske Kirkegård i Braine vedligeholdes ikke af Volksbund og kan derfor ikke søges i organisationens database.

Indsend fotos af gravsten
Har du været eller skal du på ferie og har besøgt en kirkegård eller en gravplads i nærheden af 1. verdenskrigs fronter?

Hvis du har fotograferet gravsten med sønderjysk eller dansk-klingende navne, så er Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot interesserede i billederne.

Send fotos af gravsteder eller gravsten via mail til Hanne Christensen på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Husk oplysninger om sted, navn og dato.

Mindetavler og mindesten på de sønderjyske kirkegård er (med ganske få undtagelser)  allerede fotograferet af frivillige for Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

8. juli 1918: Frederik Tychsen – Tilbagetrækning i regnvejr

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Lidt efter pakkede vi sammen og trak os længere tilbage. Dog var der dage imellem, hvor vi næppe havde lejlighed til at skyde, men vi var hele tiden i højeste alarmberedskab (hochste Alarmbereitschaft). Vi stod i stilling i nærheden af Augy.

Natten imellem 1. og 2. juli blev vi trukket ud og marcherede i flere dage. Den 4. juli ankom vi om aftenen og gik i bivuak ved Cologne (i nærheden af Braisne). Vi lå lige bag fronten. Her fik vi besked om, at vi skulle ligge flere dage.

I de første dage var jeg noget syg. Det regnede næsten hele tiden fra 2. – 4. juli på marchturen, og den 3. juli faldt regnen næsten skypumpeagtigt uafbrudt hele dagen, vel havde vi gummi eller rettere olietrøjer på med en spids hue til at trække ned over ørerne, og for en enkelt byge var disse ganske udmærkede; men da regnen faldt så voldsomt, trængte den ind alle vegne, så der ikke var en tør trevl på os. Disse olietrøjer havde vi taget hos de franske soldater, de faldne eller dem, der blev taget til fange.

Den 3. om aftenen byggede Orzekowski og jeg telt sammen, alt var vådt og koldt, vi fik kun den sædvanlige ration, ekstra forsyninger var for længst borte, og om natten blev jeg meget syg. Jeg fik heftige, krampagtige mavesmerter og diarré, og det var en frygtelig nat. Jeg drak den brændevin, jeg havde, sove kunne jeg ikke; den næste morgen rejste vi os, omtrent lige så våde, som om aftenen.

Efterhånden tørredes tøjet på kroppen, og da vi om aftenen den 4. ankom til Cologne, var jeg så nogenlunde i orden igen. Vi fik besked om, at vi skulle blive der i skoven flere dage, og derfor byggede vi teltet ret omhyggeligt med grøft rundt omkring.

Jeg lå i telt sammen med Skurnia og Heinrich Hülsmann. Den første dags tid regnede det meget, men vi kunne blive i teltet, og vi sov næsten hele tiden. Det klarede op igen, og de følgende dage bragte solskin og varme, som vi i så høj grad efter regnvejrsperioden trængte til.

I de følgende dage måtte vi ikke gå uden for skoven. Flyverne måtte ikke kunne se os. I de dage, der lå bag os, havde vi måttet nøjes med lidt søvn og maden var langt fra tilstrækkelig. En af de første dage slagtede vi en ged, som vi havde ved batteriet i flere uger. Den kom i gryden og kom hele batteriet til gode.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. juli 1918: Frederik Tychsen og hans batteri bryder ind i hønsehus

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Det var forbi med fremmarchen for denne gang. Ja, franskmændene gjorde modangreb, og vi måtte tilbage. Dog gik tilbagetoget i bedste orden. Nu var der ikke længere nogen overflod med levnedsmidler, tværtimod, det blev knap igen, og kødet og kiksene fra depotet var for længst blevet spist.

Excellence Bergmann havde imidlertid et helt hønsehus med dertil hørende hønsebestand ved staben. Hønsehuset var bygget på to hjul, så det var transportabelt. En aften gik vi i stilling i nærheden af divisionsstaben. Der var nogle stykker fra vort batteri, der havde fået øje på hønsebestanden, og da det blev mørkt, gik de derhen.

Der stod imidlertid vagt om natten, det var en gammel landsstormmand, han sagde: ”Halt! wer da!?” Men det tog de ikke særlig højtideligt, men bad ham om at fjerne sig, for ellers ville han fa en håndgranat i hovedet. Den gamle blev bange og løb sin vej – for at hente det øvrige vagtmandskab.

Imens krøb de andre ind og hentede hønsene. De tog dem med hen til batteriet, slagtede dem og gjorde dem i stand. De blev kogt og spist, og det meste af natten gik med denne håndtering. Vi havde fået 3 høns ved fjerde kanon. Jeg foreslog at give en til chefen, løjtnant Wiederholdt, for han var lige så sulten som vi. Han tog imod suppen og en halv høne med glæde, spiste og lovpriste den gode mad. Vi fik nok at spise denne nat.

Tidlig næste morgen gik divisionsstabens tjenere og snuste rundt og skulle se at opdage, hvor hønsene var blevet af. De fandt i nærheden af vort batteri alt for mange hønsefjer; det blev mistænkeligt, og de meldte det til staben. Hen på formiddagen skulle vi træde an. Vi ventede længe, og omsider kom Excellence Bergmann.

Vi stod ret, og efter en kort samtale med løjtnant Wiederholdt råbte løjtnanten: ” 1. Batterie! Der er forekommet et mægtigt svineri sidste nat, idet nemlig Excellencens hønsebestand er blevet stjålet, og derfor byder jeg den og dem, der har taget hønsene, eller dem, som måtte vide nogen besked derom, at træde tre skridt frem!!” Der var musestille.

Ingen rørte sig, og ingen trådte frem. “Der kan De se, deres Excellence, mine folk stjæler ikke!” Endnu en gang gentog løjtnant Wiederholdt sit kommando, at de der vidste eller havde haft med det at gøre, skulle træde frem.

Resultatet blev det samme. “Sehen Sie Euer Excellence, meine Leute stehlen nicht.“ Der gik et stille smil gennem geleddene. Der var ikke noget at stille an, og den lille stramme excellence med den røde næse forsvandt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. juli 1918: Frederik Tychsens batteri lider svære tab i forfølgelseskamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Efter de tre “Ruhetage” blev vi atter sat ind i forfølgelseskampen. Det syntes som om, at franskmanden havde sat sig fast; vi skiftede ofte stilling, men rigtig fremad gik det ikke mere. Vi befandt os i egnen omkring Braisne, i denne by lå vi nogle dage; endvidere var vi i stilling ved Hey, Vassny, Chassemy, Presles, Vailly osv.

Det var i slutningen af juni 1918, vi lå med hele bataljonen i een række bag en jernbanedæmning og beskød franskmændene ganske voldsomt. Der stod altså 4 Haubitzer kaliber 15 cm, 4 langrørede kanoner kaliber 10 cm og 4 Mørsere kaliber 21 cm.

Det var meget uklogt at anbringe så mange kanoner på et sted. Det var Oberleutnant Ostermann, der stillede an med dette. Vi begyndte at skyde hen på eftermiddagen, men efter et par timers forløb fik vi en ganske voldsom ild fra flanken. Vi lå i en skov og skød op over dæmningen.

Oberleutnant Ostermann stod bagved og ledede kampen, dvs. indtil franskmændene opdagede os; da de først begyndte at beskyde os, forsvandt han ind i en nærliggende jernbanetunnel, hvor han var sikker.

Vi måtte fortsætte skydningen, men under svære tab. Hvor mange der blev dræbt og såret fra bataljonen, fik vi aldrig nogen rigtig besked om.

Hen på natten blev der stille. Vi lå og sov rundt omkring mellem træerne. Vi var meget trætte. Unteroff. Essel var blevet såret af en “Frühkrepierer”, dvs. en granat af vort eget batteri stødte imod nogle grene i trætoppene og eksploderede, deraf fik han en splint i armen. Han blev dog ved batteriet.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familie

4. juli 1918. Fuldskab: 36.000 soldater helt ukampdygtige!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg havde gået omkring vel ca. Vi time, gik jeg tilbage med min sæk og med cigaretterne samt lidt proviant – kød og kiks. Jeg gik langs med en landevej, og her traf jeg omsider en fra 1/407, nemlig Bernhard Kopp.

 Han var meget beruset, han havde alt det, han kunne bære. Karabineren, tornysteret, livrem m.m. havde han kastet fra sig, og han var i skjorteærmer. Frakken var blevet borte for ham. Møjsommelig skubbede og trimlede han en stor tønde med vin foran sig.

Af og til kneb det med at få rigtig ram på tønden; det hændte, at han kom til kort, så slog han næsen imod tønden, og derfor var han oversmurt af blod i hele ansigtet – næsen havde blødt et par gange, eller også smuttede hænderne oven over tønden væk, så kom han til at vakle på den, det hele gik meget langsomt fremad.

Jeg ville have ham til at lade tønden ligge, men det var der ingen tale om. Den skulle absolut med, den var god at have en anden gang. Jeg foreslog at han skulle tage en spandfuld med, men det var for lidt.

Jeg kunne ikke få Bernhard med, og så fortsatte jeg alene. Da jeg kom tilbage, var der kun nogle ganske få kanonerer, de lå og snorkede, de var mere eller mindre beruset. Lidt efter kom chefen, han stod endnu med sin skydeordre, men hvad kunne det nytte, når der ikke var noget mandskab, og de, der lå i græsset, duede ikke til ret meget.

Når der blev så mange beruset af vinen, skyldtes det, at de drak for meget og det havde sin naturlige årsag i den stærke hede, vandknaphed og de svære strabadser. De fleste drak mere, end de i grunden ville, og inden de tænkte derpå, var de beruset; i denne tilstand drak de endnu mere, og på denne måde drak de alt for meget. Resultatet blev, at hele divisionen blev beruset. Dvs. ca. 36.000 mand var ukampdygtig.

Det endte med, at 113. division, vor division, blev sat ud af kampen i 3 dage. Vi blev liggende på samme plads. Den næste dag kom mandskabet anlistende en efter en, nogle var hel- andre halvsyge og dårlige.

Det var et ynkeligt syn af et batteri, Unteroff. og officererne var ikke stort bedre end mandskabet. Hen imod aften kom der besked om, at alle skulle træde an. Divisionskommandør Excellence General Bergmann kom og ville tale til batteriet, ja, hele battaillonet.

Vi trådte an, kommandoerne lød med stort rabalder, og vi marcherede hen til en skov, og der kom 2. og 3. Batteri også samt en del infanteri. Excellence Bergmann begyndte med at skænde ganske frygtelig ud over, at divisionen havde været ukampdygtig på grund af overmåde nydelse af spiritus.

Dernæst fremholdt han, hvad der ville have sket, hvis fjenden havde gjort modangreb, og hvor uduelige berusede mennesker var, og så talte han om den straf, divisionen eventuelt havde fortjent. Resultatet blev, at hele divisionen blev sat ud af kamp i 3 dage. Vi blev liggende på samme steds, og lavede næsten ingen ting. Den store generalkommando konstaterede, at fulde soldater ikke duede til noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. juli 1918: ”de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.” – Kaos ved proviantdepot

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg nu var kommet der, kunne jeg lige så godt benytte mig af lejligheden og forsyne mig med lidt levnedsmidler. Jeg gik først ned til kornbarakkerne for at få fat i en sæk. Her var imidlertid blevet hentet så mange sække, som var blevet tømt for kom, at dette lå i store dynger på gulvet.

Rundt omkring stod heste i havre helt op til maven og åd af den. Jeg gik over til nogle andre barakker og fyldte sækken med konserves og kiks. Værst gik det til i vinbarakkerne. Der var en lang række barakker, der var fyldt med vintønder. Disse lå oven på hverandre i 4 – 6 lag. Der var alle slags vine fra den bedste til den billigste sort. Der var også cognac og likør, vist nok beregnet til officererne.

I hele denne afdeling gik det frygtelig til. Tønderne blev trimlet ud, rejst på enden, og bunden blev slået ud med en økse, og så øste dem, der havde tørst, og det havde de fleste, og så drak de, så længe de orkede.

Et andet sted så jeg, at der gik en 5 – 6 mand, og de skød ind i enden af de opmagasinerede tønder, når de så havde skudt, piblede vinen ud af hullet; de drak og slikkede af den, smagte på den, den ene efter den anden, og så gik de til den næste, skød, smagte, gik videre osv. Jeg spurgte dem, hvad de ville – ”Ja, de havde fået vin nok, nu ville de se, om de kunne finde cognac eller likør.

Andre tømte tønderne ud på gulvet, det løb videre ud i barakken. Husarerne hentede vinen i spande, og i deres fuldskab gav de det til hestene (de ville dog ikke drikke deraf). Der var også beklædningsmagasin. I deres fuldskab trak de i franske uniformer og løb omkring mellem de andre, råbte og skreg, sang og skrålede.

Uden om barakkerne var der en grøft, den var næsten fyldt med vin. Midt under det hele kom der franske flyvere, de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.

Jeg gik noget omkring, om jeg muligvis kunne finde en eller anden af 1/407, men forgæves. Der var en frygtelig ståhej henne ved en af barakkerne, jeg gik derhen for at se, hvad der var løs. Her havde man fundet store kasser med tobak, cigarer og cigaretter, og soldaterne myldrede til som vanvittige, og der blev næsten slagsmål over dem.

Jeg så mit snit til at få fat i en pakke med 100 cigaretter i. Der var en der kastede omkring med dem til alle sider. Jeg røg imidlertid ingen cigaretter, men pakkede dem ned i tornysteret til en anden gang.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.