Tag-arkiv: faneflugt

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

13. juni 1918. Kodeord for desertering: “Efterorlov”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 13. juni 1918

… Det forslag, som lille Agnete kom med, at jeg skulle stikke af om natten, var ellers ikke dårligt. Mon hun selv har hittet på det, eller har hun og Kirstine regnet det ud. Nej, det er ikke så lige til. Hvis det var muligt, var der flere end jeg, som ville prøve det. Johannes Hansen har altså fundet det for broget, siden han har fået en lang efterorlov. Ja, man kan jo også sige, at dem, som hele tiden skal være ved fronten, for dem er det næsten den visse død. Det skulle næsten være et under, hvis han igen var sluppet godt derfra. For sådan en ung mand er der heller ikke meget at vove ved at få efterorlov, for han kan jo sagtens klare sig, hvor han kommer hen, og ligeledes Jessen. Ja, ham husker jeg også meget godt, var han ikke forlovet med en af Ankers piger? Hvad mon præsten siger til det, at Johannes ikke kommer mere, for jeg tror nok, at præsten syntes, at det var bravt af Johannes, at han blev. Det er vist en streg i hans regning. Det kan jeg såmænd godt unde ham, han skulle bare selv prøve at gøre det med ved fronten. Så ville han nok få andre tanker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

11. marts 1918 – Mathias Damm: “… at Grænsen skulde flyttes, er der ikke store Udsigter”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 11.3.18.

Kære Veninde!
Allerførst min hjerteligste Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget. Du kan tro, det glæder mig, hvergang jeg faar noget fra eder derhjemme. Du mener, det er svært, at holde Modet oppe. Ja, naar jeg ingen Postsager fik fra eder alle, i Kære derhjemme, da vilde Humøret snart være borte. Og derfor skal Du især have mange Tak, at Du saa flittigt skriver, skønt Du slet ikke kender mig. Det er altid en god Opmuntring. Du har vel nu Vin og Kringler tilgode for Dine Vintergækker, men Du faar jo vente, til jeg engang faar Lov, at komme hjem, saa skal Du komme og hente det. Vi sad netop og stredes igaar, om vel Vintergækkerne vare saa vidt derhjemme, saa de kom jo rigtig tilpas, kan Du jo nok forstaa.

Jeg vil nok tro, at der gaar mange nordfor Aaen og længes, lige saa meget som vi herude, og det vilde være gaaet mig ligesaa, tidt er det bleven mig sagt, vil Du virkelig atter sætte Dit Liv paa Spil, for noget Du ingen Interesse har for. Og jeg har saavidt maattet give dem Ret, men Nordslesvig er mit Hjemland, og naar jeg var gaaet, kunde jeg aldrig mere faa mit Hjem at se, det Hjem, som engang, naar Krigen er til Ende, i dobbelt Forstand skal blive mit eget Hjem, naar det maa forundes mig at vende hjem med sunde og hele Lemmer.

At det skal gaa i Opfyldelse, hvad saa mange hele Tiden har drømt og haabet, at Grænsen skulde flyttes, er der ikke store Udsigter til endnu og bliver heller ikke mere i denne Krig. Det er tidt svært nok, at man maa føie sig og lystre nogle Herrer, man intet har tilfælles med, men Haabet holder en oppe. Dag for Dag det samme Haab, at Krigen snart maa fåa en Ende, at man kan trække i en anden Trøie og vende hjem til eder, i Kære derhjemme. Saa vil Savn og Nød man har døiet, synes mindre slemt og vil tilsidst blive som en ond Drøm der er forbi. Dog mangen en vil savnes i de unges Flok, som aldrig mere vender tilbage. Dog de har Fred og for mangen en er Nøden ikke forbi om ogsaa Krigen er til Ende. Men Tiden læger alle Saar, og den der vil og kan arbeide, finder altid Beskæftigelse.

Du har vel ogsaa hørt fra Hans, at Orlov er spærret. Men til Sommers haaber jeg dog at komme paa Orlov. Haaber saa, at træffe Dig hjemme. Man skal vel ogsaa gratulere Dig til Din nye Værdighed som Tante! Moder skrev forleden at Din Broder og Svigerinde havde faaet en Søn.

den 17.3.18.
Jeg vil nu slutte mit Brev og sende det af kanske gaar det et par Dage længere end sædvanlig, men Hovedsagen Du faar det. Jeg er nu kommen lidt i frisk Luft og lever omtrent som et Menneske et par Dage. Det er det fineste Søndagsveir, som hjemme i Mai. Hvis Du vil komme i Aften, kan vi jo faa os en lille Spaseretur og en god Holdsnak. Haaber det ikke maa vare for længe inden faar Fred, saa vi kunne mødes hjemme i Nordslesvig. De venligste Hilsner sender Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. februar 1918 – Hejmdal: Brødre-gensyn ved fronten

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Tabte Levnedsmiddel-Kort
Da Begæringerne om Erstatning af Brødkort og andre Levnedsmiddelkort samt Kul- og Petroleumskort, der efter Foregivende er gaaede tabt, stadig bliver hyppigere, gør Magistraten opmærksom paa, at bortkomne Kort af enhver Slags ikke maa erstattes.
    For at forebygge, at Levnedsmiddelkort o. f. v. gaar tabt, tilraader Magistraten indtrængende ikke at sende Børn eller upaalidelige Personer i Byen efter Varer.

Brevcensuren
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der til Trods for de mange Henvisninger til de for Brevcensuren bestaaende Anordninger endnu stadigt af mange Beboere befordres Breve o. f. v. under Omgaaelse af Censuren. Politiforvaltningen gør derfor i de Paagældendes egen Interesse disse opmærksomme paa det strafbare i deres Handlemaade med den Tilføjelse, at der i den nærmeste Fremtid vil blive foretaget uformodede Revisioner af det rejsende Publikum for at se, om nogen skulde være i Besiddelse af Brevskaber, der er blevne unddragne Censuren.

Udsendt Stikbrev
Militær-Domstolene i Rødding har udsendt Stikbrev efter Danselærer Carl Petersen, født den 4. Marts 1876 i Sønderborg, sidst bosat i Adalbertgade 11 i Sønderborg, der mistænkes for Faneflugt. 


Fra Felten


Den 18. Febr. 18.
    Fra Lasaret i Thüringen sendes Venner og Bekendte, hjemme og ude ved Fronten, en venlig Hilsen i Haab om et glædeligt Gensyn i det kære Nordslesvig.
    Jens Callesen fra Søderup.

14. 2. 18.
    Kære “Hejmdal”!
Med Tak fordi du stadig befølger os herude beder vi dig bringe Venner og Bekendte en kærlig Hilsen fra undertegnede to Brødre, som har truffet hinanden i Felten. Paa et godt Gensyn i vore kære Nordslesvig!
    Christian og Andreas Witte fra Nordborg.

Død hjemme
I Søndags Eftermiddags afgik Peter Kunts paa Pugholm ved Graasten ved Døden efter en langvarig Sygdom, som han havde paadraget sig i Krigen. Han blev 32½ Aar gammel.

Saarede
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Johannes Lund fra Kolsnap let saaret.

Forfremmelse
Arbejdsmand Frederik Jørgensen fra Gildegadegang Nr. 8 i Aabenraa, der har været med fra Krigens Begyndelse af og for Tiden ligger i Belgien, er bleven forfremmet til Sergent.
    Kataster-Assistent Johan Bahrt, Søn af Uldspinder Bahrt i Kolstrup ved Aabenraa, der ogsaa staar ved Vestfronten, er ligeledes bleven forfremmet til Sergent.

 

(Læs hele Hejmdal fra 22. februar 1918)

10. december 1917. Indkaldt: “Jeg havde nok Lyst til at se, hvordan det gik til ved Fronten”

Asmus Andresen fra … gjorde krigstjeneste ved Fodartilleribataljon Nr. 74.  I december 1917 fik han sin indkaldelsesordre.

Den 10. December 1917, da jeg var 18 ½ Aar gammel, (jeg er nemlig født den 8. Maj 1899) kom jeg hjem fra Marken og saa, at min Husbond kom mig i Møde med et Brev i Haanden. Paa Udtrykket i hans Ansigt kunde jeg se, at der var noget i Vejen med ham. Da han viste mig Brevet, saa jeg, at det bar Mærket »Herredssag«, og saa vidste jeg Besked.

Det var en Indkaldelsesordre, som bød mig at møde i Flensborg den 11. Januar 1918, Kl. 8 Formiddag.

Jeg var ikke videre ked af denne Indkaldelsesordre, men havde nok Lyst til at se, hvordan det gik til ved Fronten.

Den samme Aften mødtes jeg med flere af Byens Karle paa min Alder, som alle havde modtaget lignende Ordre som jeg. — Nogle af disse stak af til Danmark. — Den følgende Dag rejste jeg til Aabenraa, hvor jeg forsynede mig med en Rejsekuffert og forskellige Ting, som jeg mente at have Brug for. Da jeg rejste tilbage herfra, traf jeg sammen med en Snedkersvend fra Bovrup, som ogsaa vilde forsøge at komme over Grænsen til Danmark. Han fristede mig stærkt til at gøre ham Følgeskab, men jeg afslog det.

8 Dage senere fik jeg at vide, at Snedkersvenden var bleven fanget ved Grænsen og var bleven idømt 5 Aars Fæstningsarrest.

De 4 Uger forløb hurtigt, og jeg maatte tage Afsked med Venner og Bekendte.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

2. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: Elendige ernæringsforhold ved fronten

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

En Overløber:

a. han hørte til 17´ Inf.div. ved Arras (Rgt. 76, 162, 163 á c 1000 Md); hans Komp kun paa 80 Md. Kampfront for Div 1-3 km.
Til hvert Rgt hørte 3 Mskgevkomp. á 6-12 Geværer og 150 Md. Desuden hørte til Rgt en ”Stosstrupp” paa c 100 Md.

b. Ernæringsforholdene blandt Soldaterne var elendig, Stemningen slet, kun den jernhaarde Disciplin holdt det hele gaaende.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. november 1917 – Flensborg Avis: Værnepligtsunddragelse og tønderske gadedrenge

Den 6. november bragte Flensborg Avis blandt andet andet følgende meddelelser fra provinsen:

Landsretten i Flensborg,
med Landsretsdirektør, Gehejme-Justitsraad Baur som Formand og Assessor Gripp som
offentlig Anklager, forhandlede i Dag blandt andet følgende Sager: For Unddragelse af Værnepligten forhandledes der i de anklagedes Fraværelse mod følgende 23 Personer:

Arbejder Vilhelm Stamer af Hellevad. Arbejder Johannes Warnholdt
af Bjerndrup. Landmand Jeppe Petersen Jepsen af Hovslund, Tjenestekarl Johan Lukmann af Løjtkirkeby, Sømand Jens Nielsen af Bodum, Landmand Niels Madsen Haugaard af Nørre Hostrup, Tjenestekarl Mads Nielsen Midtgaard af Øster Løgum, Chauffør Marco Duus af Barsmark, Tjenestekarl Jens Boysen af Nordborg, Forvalter Asmus Rikkelsen af Ragebøl, Højskoleelev Peter Lauritzen Enemark af Skovgaard, Murer Johan H. Metz og Tjenestekarl Vilhelm Andresen af Aabenraa. Tjenestekarl Edvard Hansen Terp af Mjøls, Chr. Andersen af Aabenraa, Arbejder Jes Hansen Esbensen af Abkær, Jens Villads Andresen af Aabenraa. Landmand Jens Chr. Andresen af Klovtoft, Tjenestekarl Marius Callesen af Horsbyg, Landmand Chr. Marius Hansen af Kragelund Tjenestekarl Hans Peter Meng af Hovslund og Tjenestekarl Hans Petersen af Hjolderup.

Af disse antages de fleste at være gaaede over den danske Grænse. Sagen mod Petersen af Hovslund og I. V. Andresen af Aabenraa udsattes til senere Forhandling. Stamer, Warnholdt, Midtgaard, Enemark, Vilhelm Andresen, Andresen af Klovtoft, Callesen, Hansen og Petersen af Hjolderup idømtes hver et Aars Fængsel. De øvrige, som allerede er udvandrede for Krigens Begyndelse, fik hver en Pengebøde paa 160 Mark.

Ulovlig Grænseoverskridelse
førte Drejersvend Karl Theodor Adolphsen og Fru Anna Iversen, begge fra Haderslev, Paa Anklagebænken. Den 21. henholdsvis den
28. Avgust i Aar gik de to ad ulovlige Veje over den danske Grænse for at hente Levnedsmidler. De blev imidlertid anholdte i Danmark og maatte, efter at de havde siddet i Arrest i nogle Dage,  betale Penvbøder paa 30 og 40 Kroner. Ved Bisidderretten i Haderslev blev de i sin Tid dømte, Adolphsen til 5, Fru Iversen til 20 Mark, men Dommen blev indanket af Amtsadvokaten, da Straffen syntes for lav. I Dag lød Dommen for hver af de anklagede Paa 30 Mark i Bøde.

Forbudt Handel med Levnedsmidler. For at have handlet med Krydderier (Peber, Piment osv.) blev Købmand Jörgen Johannes Hansen fra Aabenraa i sin Tid frikendt af Landsretten, da Retten antog, at Manden havde handlet et i en undskyldelig Fejltagelse. Den anklagede udtalte, at han efter de indhent.de Oplysninger ikke kunde antage, at de paagældende Varer hørte til Levnedsmidler. Denne Dom havde Landsretten imidlertid vist tilbage til Landsretten til ny Forhandling. I Dag lod kommen paa en Pengebøde paa 30 Mark, da retten var af den Mening, at Hansen ikke havde gjort sig den nødvendige Umage for at faa tilstrækkelig Oplysning.

Edsvorneretten i Flensborg.
Aarets sidste Edsvorneretsamling begynder Mandag den 12. November, Formiddag Klokken 11. Den første Sag forhandles mod den 27-aarige Krigerkone Christine Sierck, født Hansen, fra „Kropperlattenausbau” for Barnemord og utilladelig Omgang med Krigsfanger. Tirsdag den 13de forhandles mod en hel Del Kvinder for Mytteri i Flensborg  Landsretsfængsel, og den tredje Dag, Onsdag den 14de, forhandledes mod nogle Jernbanefunktionærer for Forbrydelse og Forseelse i Embedet.

Gadedrengene i Tønder
gør sig i disse Tider skyldige i Udskejelser, som i Lørdags har faaet særlig alvorlige Følger. Det er navnlig Gadedrengene i Nystaden, som er uvorne. Man brænder Knallerter af og kaster Sten efter Køretøjerne, som passerer Strucks Allé. I Lørdags løb som Følge af Tøjlesløsheder Fru Petersens Hest fra Stokkebro løbsk, saa hun først fik Hold paa den ved Møgeltønder. Kort efter kom et Par Smaapiger ridende, Døtre af H. Michelsen og L. Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmmede Hesten, saa den løb løbsk og Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs Datter, en 12 Aars Pige, fik et Hul i Hovedet og Næsebenet knust mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekomne blev baaren ind i et Hus og forbunden af Lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus. Lad os haabe, at Politiet i Tønder sørger for at sætte en Stopper for den Slags almenfarlige
Drengestreger.

Dyrtidstillæg
er nu indførte i saa godt som alle Stillinger og Erhverv, og det kan
ogsaa sandt at sige gøres behov, skrives der fra Sundved: Præster, Lærere, Postbude og alle Embedsmænd sørger Staten for. For Arbejdsmanden er der derimod stundom ikke saa helt let at faa en tilsvarende Prisforhøjelse, da alle Byggearbejder og andre større Foretagender er standsede og Efterspørgslen efter Arbejde til Dels tilfredsstilles af de mange Krigsfanger paa Gaardene. Ligeledes er den Løn, som unge Tjenestepiger faar, 200—30C’ Mark og maaske betydelig derunder, kun lidet tilstrækkelig til at dække de ublu Priser paa Skotøj og Klæder. Er Hjemmet et fattigt Husmandshjem, er her ingen Støtte at faa. I velhavende Gaardmænd, tænk paa dem, som gaar en tung  Vinter i Møde under trange Kaar!

19. september 1917 – Ribe Stiftstidende: 4246

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne nordslesvigere

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 4246.

Medhjælp til faneflugt

Daglejer Niels Jørgen Thomsen fra Hvidding stod i fredags anklaget for Landsretten i Flensborg for natten til den 27. juli i aar at have forsøgt at hjælpe sin brodersøn, gefreiter Nielsen, over grænsen samt at have undladt at melde soldatens flugt til de paagældende myndigheder.

Den nævnte nat blev de to ifølge Flensborg Avis grebne i nærheden af grænsen, og den anklagede tilstod dengang, at det havde været hans hensigt at hjælpe sin brodersøn over grænsen.

Ved forhandlingen nægtede han dette og paastod, at de kun havde foretaget en spadseretur. Statsadvokaten holdt ham for skyldig og androg paa 9 maaneders fængsel. Retten holdt en fængselsstraf paa 6 maaneder tilstrækkelig.

Neutrale og forsvundne udlændinges meldepligt

Ifølge de for tiden bestaaende forordninger skal alle over 15 aar gamle udlændinge personligt anmelde sig hos den stedlige politimyndighed 24 timer efter ankomsten; passet skal forelægges. Ligeledes skal de, 24 timer før de forlader deres opholdssted, afmelde sig under forelæggelse af de samme papirer. Enhver, der gratis eller mod betaling optager en udlænding i sin bolig eller i sin drift, er forpligtet til at forvisse sig om den skete anmeldelse senest 24 timer efter optagelsen af en udlænding, og ifald anmeldelsespligten ikke er efterkommen straks at melde det til politimyndighederne.

Da disse bestemmelser stadigt overtrædes, peges der hen paa, at overtrædelser straffes med fængsel indtil et aar. De samme bestemmelser gælder ogsaa for statsløse. Da mange udlændinge endnu mener, at de ikke behøver at til- og afmelde sig, naar deres ophold ikke strækker sig over 24 timer, skal der endnu særlig gøres opmærksom paa, at dette er en fejltagelse. Enhver udlænding eller statsløs skal tværtimod hver gang til- og afmelde sig, selv om opholdet kun varer nogle timer.

Ved de faldnes grave

Fra felten skrives til Hejmdal af P. Christensen fra Klovtoft: Sammen med min kammerat Bonde fra Haderslev fandt jeg ved at besøge en stor og smukt anlagt kirkegaard her i skoven følgende navne, der kunde tyde paa, at her hvilede Nordslesvigere: Overgefreiter Jacob Ley, død den 29.5.1916, landstormsmand Lorenz Hansen, død den 9.7.1916, landstormsmand Heinrich Petersen, død den 12.7.1916, landstormsmand Erik Hansen,  død den 13.7.1916, udfyldnings-reservist Claus Johannsen, død den 18.5.1916 og gefreiter Søren Goldbek , død den 17.5.1916. Paa sidstnævntes grav laa der en stor krans fra Regine Goldbek.

Faldne

Snedker Otto Rau fra Gammelgab ved Broager er falden i Frankrig den 25. august. Han efterlader hustru og barn.

Landboelsmand Andreas Jepsen i Tamdrup ved Øsby har modtaget efterretning om, at hans søn Peter er falden den 6. september, 21 aar gl. Det er den anden søn, Jepsen har mistet under krigen, mens den ældste søn endnu er med derude.

Arbejdsmand Poul C. Frydendal Grentsch paa gasværket i Haderslev er falden den 23. august, 29 aar gl. Han efterlader hustru og et barn.

I tabslisten meddeles, at Christian Schytt fra Aabenraa er falden.

Billedskærer Gädickes hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at hendes ældste søn August er falden. Den afdødes fader og broder er ligeledes indkaldte.

Saarede

Hans Paulsen fra Felsted er haardt saaret.

Savnede

Jørgen Eriksen fra Anslet, Jørgen Knudsen fra Varnæs, Wilhelm Sick fra Fol og Hinrich Thomsen fra Haderslev er savnede.

14. september 1917. Hans Hostrup hjemme på orlov – og over Kongeåen

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli. I august 1917 blev han imidlertid syg af malaria og kom på lazaret. Efter endt ophold kom han hjem til Nordslesvig på orlov.

Anderledes var det, da jeg kom til Tønder og maatte blive Natten over hos en Gæstgiver. Her, hos de rare Gæstgiverfolk, mærkede jeg det første Pust af hjemlig Hygge. De var ikke bange for at give mig en god Seng at sove i. Det var jo ogsaa danske Landsmænd.

Næste Morgen begyndte det først at gaa op for mig, at jeg var ved at vaagne op til en bedre Tilværelse. Det tog mere og mere Form, eftersom Toget kørte forbi de kendte Stationer paa den hjemlige Vestkyst, Døstrup-Skærbæk-Brøns og – endelig Rejsby.

Efter fire Døgns uafbrudt Kørsel var jeg hjemme igen efter et Aars Forløb. Gensynsglæden var selvfølgelig stor, og der blev disket op med det bedste, Huset formaaede. Mager og afpillet, som jeg var, nærmest lignende „Døden fra Lybæk”, kunde det jo nok se ud til, at jeg kunde trænge til noget. Men pyt, hele Herligheden kom omgaaende igen. Maven var ikke indstillet paa den hjemlige Kost. En Erfaring, som vistnok ogsaa andre Kammerater har gjort. Herefter var jeg mere forsigtig med, hvad jeg spiste.

Min Farbroder var tilfældigvis ogsaa kommet paa Orlov. Da han nu var over 45 Aar, gjorde han ikke mere Fronttjeneste, men laa i Königsberg. Han var meget pligttro og vilde slet ikke høre Tale om at gaa over Grænsen. Det gik mig nemlig saadan, at efterhaanden som Tiden nærmede sig, at jeg skulde af Sted igen, fik jeg ligesom en Forudfølelse af, at jeg ikke kom hjem mere.

Da jeg „forsvandt”, det var Dagen før jeg skulde rejse, var min Farbror blevet meget ophidset over det og forlangte, at det skulde meldes straks. „Ja, ja,” sagde min Far til ham, „tag det nu med Ro.” — „Ja,” sagde han opbragt, „i Gaar var jeg hans Farbror, men i Dag er jeg Soldat.” Han har maaske været bange for, at han nu ikke mere kunde komme hjem paa Orlov, men saa vidt jeg ved, var Frygten ubegrundet.

Der blev saa Dagen efter ringet til Vagtstuen, at jeg var forsvundet, og det eneste, de interesserede sig for, var, om Uniformen og Udrustningen var i Behold. Det blev saa afhentet, og dermed var mit Krigseventyr Slut.

DSK-årbøger 1951

3. september 1917. Straffefangen Claus Clausen får kontakt til sine forældre

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Efter ophold i flere fæstninger kom ham i begyndelsen af september 1917 til Nordslesvig, til fangelejren ved Skovby ved Hovslund. Her skulle han på tvangsarbejde på fæstningsbyggeriet.

Næste Dag ud at trække Pigtråd, 8—10 Mand ved hver Vagtmand. Min Underofficer opdagede snart, at jeg var dansktalende og indskærpede over for sine Standsfæller, at der skulde passes særligt godt på mig.

Efter Omstændighederne havde vi det ret godt, men det kan ikke undgås, at man bliver præget af Fangelivet: Altid under Bevogtning ved Arbejdet og i Fritiden bag Pigtrådshegnet.

Der gik lang Tid, inden jeg fik Lejlighed til at gøre nogle Egnsfolk opmærksom på, at jeg var fra Nordslesvig. Det var nemlig Civilbefolkningen meget strengt forbudt at tale til os. Men nu fik så mine Forældre det at vide, hvor mit Fangekompagni lå. Og min Far var da ikke sen til at få Mor til at pakke en Rejsekuffert med Madvarer. Det skulde nu forsøges at få Sønnen i Tale.

Han rejste til Hovslund, gik ud til Skovby, fik Lov ved Vagtposterne at gå ind i Lejren og kom ind på mit Kompagnis Skrivestue. Man ventede Kompagniføreren hvert Øjeblik, så Far kunde da få Lov til at tale med ham, når han kom.

Men Far fik af denne blankt Afslag på sin Bøn om at måtte tale med mig. Om der da ikke kunde sendes en Ansøgning om at få Lov? Jo, det kunde der godt, men Ansøgningen kom her til Kontoret til ham, og der fik den Afslag, svarede Løjtnanten.

Far opgav dog ikke lige straks, men søgte at opspore mig på Arbejdspladsen, dog forgæves. Lidt sørgmodig i Hu vilde’ Far så til med uforrettet Sag, at forlade Byen igen, men kom da forbi Byens Smedje og gav sig i Snak med Smeden, en Mand af den rigtige Slags.

Far fortalte ham det hele, som det var. Smeden skulde nok få den Sag ordnet. Han havde lige bygget en ny Smedje og skulde en Dag have sit Værktøj og Materiale flyttet. Han havde af og til haft et Par Fanger til at hjælpe sig. Nu vilde han så se at få mig til at hjælpe ved Flytningen.

Kendelig lettet rejste Far så hjem og overlod Resten til Smeden. Da jeg om Aftenen kom hjem til Lejren, fik jeg straks af et Par Medfanger at vide, at min Far havde været der i Lejren, uden at jeg anede noget om det.

Nogen Tid gik, da jeg så en Søndag kaldtes på Skrivestuen og fik Ordre til at stille om en Time igen sammen med en Kammerat til.

Vi fik så en Vagtmand med og skulde hen at arbejde hos Smeden. Jeg fik et djærvt Håndtryk af Smeden til Velkomst, som yderligere fortalte mig om hele Forehavendet.

Vagtmanden og Kammeraten blev indviet i Sagen. Lidt efter kom min Far med Kufferten fuld af dejlige Madvarer.

Alle tre tog vi for os af Retterne. En glubende Appetit havde vi. Da Sulten var stillet, gik Vagtmanden og Kammeraten ud at arbejde; jeg fik Lov til at blive inde sammen med Far og Smedens Familie. En dejlig Dag; mine Forældre fik,nu rigtig Besked om, hvordan jeg havde det. Og ikke nok med det. Vi fik ”smurt” de rigtige Steder, så jeg hele Tiden fik Lov til at få nogle Pakker hjemmefra.

DSK-årbøger 1947

Claus Clausen blev benådet efter ét års afsoning og sendt tilbage til fronten.

30. august 1917 – Ribe Stiftstidende: tvangssalg pga faneflugt

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tvangssalg paa grund af flugt

Ved tvangssalg over den fru Nissum tilhørende ejendom i Fjersted forleden blev Th. Schütt i Toftlund højstbydende. Arealet er 38 hektar ager og eng. Hendes mand er gaaet over grænsen.

Ved salget samme dag af den ejendom, som tilhørte Jens J. Christensen i Fjersted, der ligeledes er gaaet over grænsen, fik Th. Schütt ogsaa tilslaget. Arealet af denne ejendom er 18 hektar, deraf solgte Schütt straks 8 hektar for 775 mark pr. hektar til Christoffersen fra Spandet.

27. august 1917 – Ribe Stiftstidende: naar der maa skydes paa flygtninge

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar der maa skydes paa flygtninge

Under 31. juli 1917 bekendtgør den kommanderende general i Altona: Alle i Grænsetilsynstjenesten og i Kystværnet virksomme militærpersoner maa ved udøvelsen af deres tjeneste efter at have raabt én gang skyde: Paa alle personer, der vil unddrage sig en truende arrestation eller foreløbig anholdelse ved flugt, eller som efter sket arrestation eller anholdelse gør et flugtforsøg.

15. august 1917 – Ribe Stiftstidende: en uheldig alliance

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Russeren og pigen fra Kiel

En uheldig alliance. Gaardejer Hans Jørgen Hansen paa Fol Vestermark, der er soldat, men for tiden har orlov, har i de sidste to aar haft en russisk krigsfange, som han var særdeles godt tilfreds med, da han passede gaarden godt under hans fraværelse. Men for knap et par maaneder siden fik de fra et fæstekontor en tjenestepige fra Kiel.

Og for godt 8 dage siden, da Hans J. Hansen og hustru ikke var hjemme, benyttede tjenestepigen og russeren ifølge Dannevirke lejligheden til at frastjæle deres husbond og madmoder en hel del klædningsstykker, deriblandt mandens sorte stadsklæder, guld- og sølvsager samt en hel del madvarer. Tyvekosterne har de faaet pakket ned i en rejsekurv og en kuffert, som de ligeledes stjal, og med byttet, der næsten udgjorde et lille halvt møblement, er de saa flygtede over grænsen.

Der fortælles, at en politibetjent i Ribe har truffet de to, der da var fint paaklædte i det stjaalne tøj.

Da han imidlertid fandt 800 mark i russerens og 200 mark i pigens besiddelse, lod han dem rejse videre. man mener, at pengene hidrører fra et tyveri, der i foraaret blev forøvet i Fol by, og for hvilket en kone var mistænkt og genstand for husundersøgelse, der dog ingen holdepunkter bragte for dagen. Man mener nu, at russeren har forøvet dette tyveri.

Sagen er meldt til politiet. Efter forlydende skal de allerede være anholdte i København og have været i besiddelse af de fleste af pengene. Der siges, at pigen vil blive udleveret til Tyskland og russeren interneret i Danmark.

Ribe Stiftstidende kan tilføje, at da parret var kommen over grænsen, tog de ind paa et hotel i Ribe, men da havde politiet her ingen hjemmel til at sætte det fast, og det rejste saa videre til København. Imidlertid var der saa indløbet skriftlig anmodning fra det tyske politi, og da overbetjent Petersen en dag, da han havde været ovre med russiske krigsfanger, gik ned gennem Østergade, saa han “den russiske herre og den tyske dame” promenere nok saa flot.

Han fulgte efter parret og foranledigede det anholdt, da han kom i nærheden af en københavnsk politibetjent. Og nu sidder den uheldige russisk-tyske alliance i arresten i København.

Dømt for unddragelse af værnepligten

Landsretten i Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i fredags bl. a. følgende: For unddragelse af værnepligten blev der i de anklagedes fravær forhandlet mod følgende: landmand Nikolaj Lauridsen Oksholm fra Gøtterup, tjenestekarl Valdemar Chr. Schrøder fra Sillerup, landmand Peter Lauritzen fra Sommersted, købmand Martin Lautrup og Iver Eriksen fra Haderslev, tjenestekarl Jakob Hansen fra Felsted, tjenestekarl Peter Simonsen og landmand Hans Simonsen fra Kastrup, klejnsmed Hans Kjær fra Aabenraa, bager Johannes Jacobsen fra Broager, landmand Jens Andersen fra Bæk, Joh. Klæschen fra Sønderborg, landmand Christen Johansen-Kromann fra Tornum, landmand Hans Nielsen-Jacobsen fra Rosk, landmand Peter Petersen fra Refsø, tjenestekarl Fr. Chr. Ihle (født i Broager), sidst i Skodborg, tjenestekarl Rasmus Løbel fra Skovby, tjenestekarl Chr. Danielsen fra Kastrup, bager P. Chr. Davidsen fra Harreslev Mark, tjenestekarl Jes Iversen Nissen fra Erlev, landmand Laurits Petersen Lange fra Rødding Mark, tjenestekarl Peter Petersen fra Fæsted, landmand Hans Callesen fra Endrupskov, tjenestekarl Iver Hansen Iversen fra Mejlby Mark, tjenestekarl Anton Christensen-Skovshoved fra Fredsted, tjenestekarl Fr. Hansen From fra Rangstrup, Lorens Borst Lauritzen fra Rødding, landmand Peter J. Sandholt fra Skovby, tjenestekarl Bertel Ebsen fra Haved, tjenestekarl Henr. Andersen Schulz fra Rødding, tjenestekarl Wilhelm Schulz fra Østerskovgaard, tjenestekarl Frederik Bennedsen fra Spandet, købmand Holger Midtgaard fra Spandet, skrædderlærling hans Madsen fra Dover, kommis Peter Rosen Hansen fra Skærbæk, tjenestekarl Ludvig Knudsen Bock fra Hammelev, tjenestekarl Jakob Petersen fra Fol. Samtlige anklagede, med undtagelse af Lauridsen, Davidsen og Hansen Iversen blev dømte til 1 aars fængsel. Forhandlingen mod de ovennævnte 3 anklagede for muligvis at indhente nærmere oplysninger.

Faldne

Malkerøgter Detlef Krogh og hustru i Avnbøl i Sundeved har modtaget budskab om, at deres søn Christian den 29. juli er falden, 27 aar gl. En broder til ham faldt for omtrent et aar siden.

Smedemester Krimling i Stenderup ved Toftlund har modtaget efterretning om, at hans søn er falden i Flandern.

Arbejdsmand Klaus Schøngarth fra Klosteret i Haderslev er død af blodforgiftning. han efterlader enke og tre børn.

Holger Jensen fra Rejsby er den 5. august død paa et feltlazaret i Frankrig; han efterlader hustru og to børn.

Saarede

Jørgen Lassen, søn af Chr. Lassen i Lauensby paa Als,  er bleven saaret i Flandern og ført til et lazaret i Tyskland.  

3. august 1917. Desertøren Claus Clausen på fæstningsarbejde

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest.

Et Par Dage derefter kom der en Underofficer og en Korporal, som skulde føre mig til den belgiske Klippefæstning Hyi ved Meusefloden mellem Liege og Namur.

Der var det ikke godt at være. Kommandanten, en etatsmæssig Feldwebel, kaldte vi „Løven fra Hyi“ . Han chikanerede os både Dag og Nat. Maden bestod af ganske tynd Vandsuppe, kogt på Gulerødder og Kålrabi.

Om Dagen sad vi nede i Kasematterne og syede Sandsække, eller også skulde vi slæbe Kul op til Fæstningen; et meget hårdt Arbejde, som det næsten var umuligt at holde til med vor knappe Madration.

Heldigvis blev mit Ophold her kun 3 Uger. Fæstningen blev snart helt overfyldt. Det mærkedes, at der efterhånden var ikke så få ved Fronten, som ikke ønskede at være med mere.

Jeg blev tildelt en Transport, som skulde til Fæstningen Danzig. Det var jeg glad for. Hellere til Danzig end til Køln eller Bochum, hvor Fangerne kom til at arbejde i Kulminerne.

En bayersk Feldwebel og en Underofficer skulde lede vor Transport. Da vi var kommet ned fra Fæstningen, lod Føreren gøre Holdt og udtalte da, at han ikke håbede, nogen af os vilde flygte under Turen. Så skulde han i øvrigt ikke gøre os nogen Fortræd.

Vi 20 Mand kom så i Toget og rejste i 3 Dage, naturligvis i låset Kupe, og Vinduerne måtte ikke åbnes. Om Natten Kl. 2 holdt vi stille på Lehrter Banegård i Berlin. Der var stuvende fuld af Mennesker alle Vegne.

Da vi lidt efter kørte videre, talte Feldwebelen os, hvad han forøvrigt gjorde af og til. To Mand manglede; væk var de, og væk blev de; det var to Berlinere, som havde set deres Snit til at forsvinde, hvordan, blev ikke opklaret. Nå, men vi andre kom alle til Danzig.

DSK-årbøger 1947

2. juni 1917 – Armee-Verordnungsblatt: “Benaadning for de faneflygtige”

I „Armee-Verordnungsblatt” for 2. Juni offentliggøres en allerhøjeste Befaling, som giver de faneflygtige under Krigen — bortset fra Overløberne til Fjenden, som intet Hensyn fortjener — Lejlighed til at vende tilbage og sone deres Forseelse. I Tilfælde af, at de vender tilbage, tilsikres der dem efter Gennemførelse af Retsforhandlingen, hvorved der ifølge Anordning principielt ses bort fra Undersøgelsesarrest, Opsættelse af Straffen med Udsigt til Benaadning, hvis de under Krigens videre
Forløb viser sig værdige dertil. Forudsætningen derfor er, at de straks, senest den 15. Juli i Aar, vender tilbage og ved det nærmeste Grænsested melder sig til Tjeneste. Der gives kun denne ene Gang Lejlighed hertil.

(Flensborg Avis 5. juni 1917)

31. maj 1917 – Avisen Hejmdal: “… de unge, brave Alsinger”

Under rubrikken “Fra Provinsen” meddelte Hejmdal den 31. maj 1917 blandt andet følgende:

Eftermæle. (Dbp.)
Som gode Kammerater fulgtes de sammen, de unge, brave Alsinger, Mathias Hell fra Sundsmark og Jens Petersen fra Kær, hvis Navne nu ogsaa forenes i Eftermælet.

Som gode Kammerater fra Barndomstiden indkaldtes de sammen til et og samme Kompagni [IR84/12, red.], gennemgik Uddannelsen sammen og støttede og hægede hinanden tit, naar det kneb med at holde Modet oppe, og troligt delte de ondt og godt sammen.

Saa drog de ud i den store Kamp, Side om Side, fra Valplads til Valplads, gennem Ild og Blod, uadskillelige, aldrig svigtende hinanden, indtil den første Kugle fandt sit dræbende Maal – da segnede ogsaa den anden – og deres unge Livs Saga var afsluttet.

Nu ligger de begge derude paa Valen i fremmed Jord, forenede i Døden med mangen brav Alsinger, der langt borte, hvor ej Venners eller Frænders Taarer, men kun den milde Morgendug kan væde deres Grav.

Paagreben.
Den Tjenestepige, der for nylig undveg fra Retsfængslet i Toftlund, er nu bleven paagreben i Haderslev.

Pløjning med Motorplov. (T.Z.)
Sydvest for ”Favreby” ved Løgumkloster paa P. Petersens Mark paa Frederikshof arbejdedes der for Tiden med Motorplov. Hver Times Arbejde med Motorploven koter 20 Mark.

Senere skal Ploven benyttes på Marquardsens Gaard i Favreby og P. Sørensens Ejendom i Assit.

Mislykket Flugtforsøg. (T.Z.)
Paa anden Pinsedag sprang tre militære Straffefange ud af et To, der holdt ved Stationen Strukum sydfor Bredsted. Vagtmanden skød paa de Flygtende og ramte den ene i Knæet og Haanden, saa at han straks maatte lade sig fange. De to andre paagrebedes kort efter i en lille Plantage i Nærheden af Banegaarden.

Flygtede.
I det sidste Nummer af ”Offentlige Kundgørelser fro Regeringsdistriktet Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa Grund af Faneflugt: Wilhelm Hintz fra Lägerdorf i Holsten, Søren Tønder fra Birkelev ved Brøns, Richard Peemøller fra Fahrstedt i Sønder-Ditmarsken, Eduard Friedrich Johann Max Schütze fra Hamborg, Karl Gustav Alfred Reichow fra Schönefeld ved Leipzig og Georg Friedrich Martin Anders (Fødested angives ikke.)

26. maj 1917. “At flygte ville betyde den visse død …” Desertøren Claus Clausen fanget!

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen.

Tågen lå tæt; jeg hørte noget Maskineri arbejde i Nærheden, listede efter Lyden og opdagede to civilklædte Mænd. Jeg tog Mod til mig og gik hen og hilste „Go’ Morgen!“ , de svarede: „Gut’n Morgen!”

Og da jeg spurgte, hvor de logerede, svarede de: „In Scherrebek!“

Jeg forsvandt da hurtigst muligt. Træt og udaset og småt fortvivlet over Situationen fandt jeg en dyb

Grøft, hvor jeg lagde mig til at sove.

Jeg vågnede ikke før Middagstide, da Solen skinnede så dejligt lige ned i Ansigtet på mig. Nu blev jeg først klar over, hvor jeg befandt mig: Lige ud for Skærbæk. Jeg fandt det da rigtigst at holde mig skjult Dagen over.

Til Aften skulde Turen over Grænsen da forsøges igen. Jeg holdt ustandselig Udkig fra mit Skjulested, men så intet til Patruljen Dagen igennem. Det var Pinselørdag, og mange Tanker gik igennem mit Sind.

Landflygtig var jeg bleven i min egen Hjemstavn, turde ikke lade mig se, hverken af Ven eller Fjende. Min Onkel fra Søndernæs passerede tæt forbi mig over Marken, men jeg turde ikke røbe mig. Da Solen var ved at gå ned, hørte jeg Kirkeklokkerne trindt omkring fra ringe Pinsehøjtiden ind; da sløredes mit Blik, og Verslinjerne, jeg så tit havde sunget, blev underligt levende i mit Sind:

”Landflygtig jeg mod Hjemmet igennem Tårer ser”

– Jeg forstod nu først ret, hvor meget der ligger i denne Sang om Hjem og Hjemstavn: Nej, ingen Plet på

Jorden er skøn, som du, mit Hjem …

Da Mørket var ved at falde på, kom jeg frem af mit Skjul, listede mig så langs Diget mod Nord, for at gøre Vejen ude i Vadehavet så kort som muligt. Uden at mærke noget kom jeg derved tæt ind på Strandpatruljen, der havde ligget og luret på Rømningsfolk, måske også på mig. Der var tre Mand, som rejste sig fra deres Skjul ved Diget lige foran mig.

At flygte vilde nu betyde den visse Død. De bragte mig så ind til Vagtstuen i Brøns.

DSK-årbøger 1947

25. maj 1917 – Flensborg Avis: Krigsfanger, gasmangel, tyveri og faneflugt

Under rubrikken ”Dagsnyt” brage Flensborg Avis den 25. maj 1917 blandt andet følgende meddelser

Vedrørende Forsendelse
af Værdibreve til Fanger i Rusland meddeler den tyske Hjælpe
forening i Stokholm følgende:

Korte Meddelelser (kun paa ufrankerede Postkort eller et Kort i Postkortformat) eller Dokumenter, der er sælig vigtige, og hvor der hvor det særlig kommer an paa, at de ogsaa virkelig naar Modtageren, anbefales det, ifølge vore Erfaringer, at sende gennem os som Værdibreve. Da Posten imidlertid kun behandler Breve som Værdibreve, naar de indeholder et Pengebeløb, maa der føjes nogle Rubler til, som naturligvis udleveres til Modtageren. Beløbene skal helst vare mindst fem Rubler (= 6 Kroner 50 Øre i svenske Penge), og vi beder om Tilsendelse af saadanne Penge ved Postanvisning, der er portofri, naar den bærer Bemærkningen „Kriegsgefangenensendung – taxfrei”.

For at undgaa Fejltagelser bør der tydeligt peges hen paa, at Pengene skal sendes sammen med en skriftlig Meddelelse. Endvidere maa der i den Skrivelse, som vi paa denne Maade skal befordre videre med Pengene, paa ingen Maade nævnes noget om, at Pengene kun tilføjes, for at Efterretningen sikker naar til Modtageren. Nærmere Oplysninger og Prospekter saas paa Oplysningskontoret paa Raadhuset i Flensborg.

Haderslev Gasværk o. 1900 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Gasmangel og Driftsforstyrrelse.
„Modersmaalet” i Haderslev udgik paa Grund af Gasmangelen der i Byen i Onsdags kun med et halvt Nummer. Bladet skriver i den Anledning:

„Siden Februar Maaned har vi Haderslev kun haft Gastilførsel nogle faa Timer om Dagen. I de sidste Dage er Forbruget yderligere blevet stærkt begrænset. Som Følge deraf kan vore Sættemaskiner, som vi er særlig henviste til over for de vanskelige Forhold, Dagbladene arbejder under, saa godt som ikke benyttes. Ved de faa Haandsættere vi endnu raader over, er det imidlertid umuligt at faa Avisen sat.”

Nu giver det igen lidt mere Gas i Haderslev, skriver „Dannevirke” i Gaar, nemlig lig om Morgenen fra 5 til 7½, om Middagen fra 10½ til 1½ og om Aftenen fra 6 til 7½.

Frækt Tyveri. (Dv.)
Gaardejer Konrad Ravn i Løndt (Starup Sogn) har sine Kreaturer gaaende løs i denne Tid paa en afsides Mark. Køerne gaa med Grimerne paa. Tirsdag Eftermiddag, da en Dreng og en Tjenestepige kom ud for at hente Køerne manglede Grimerne paa 5 Køer, og paa 1 Ko var Grimen løsnet, men ikke tagen med; en gammel Grime havde man kastet hen ved et Led og derefter byttet en gammel med en ny Grime. I alt savnes 8 nye Grimer, og en Ko havde de jaget ud af Kobbelen. Reb og Jern er en dyr Vare i denne Tid.

Tyveri. (S.G.)
Hos Over-Postkonduktør Bartholomæus i Slagtergade Haderslev blev der i Søndags Aftes øvet et frækt Tyveri. Tyven sneg sig, inden Gadedøren blev lukket, op paa Loftet og stjal omtrent 40 Pund Flæsk. Da Husbeboerne kort efter Klokken 10 kom hjem, fandt de begge Dørene til Gaden aabne.

Efterlyst.
I Regeringens „Amtsblatt”, for 19. Maj 1917 efterlyses Landeværnsmand Johannes Emanuel von Würtzen af Haderslev for at have fjernet sig fra sin Afdeling uden Tilladelse. Desuden efterlyses 5 Personer sydfra, der beskyldes for at være deserterede, den ene tillige for Tyveri.

22. maj 1917 – Avisen Hejmdal: En blodig næse, hamstring, kulmangel og tyveri

Under rubrikken “Fra Provinsen” meddelte Hejmdal den 22. maj 1917  blandt andet:

Det svage køn.
I Søndags Formiddags kom der i Nygade i Aabenraa en Kurre paa Traaden mellem 4 Damer, og det endte med, at de røg i Totterne paa hverandre, saa Haarene hang dem ned over Ørerne og strittede til alle Sider.

Hvis man kan tro Krigsberetningen, var den ene af de Kæmpende saa stærk, at hun kunde tumle de tre andre, af hvilke den ene fik sin Næse slaaet til blods. I den Anledning blev der sendt Bud efter Lægen, der ogsaa kom til Stede, mon da han ved blot at stikke Hovedet ind af Døren fik et Overblik over Situationen, trak han sig hurtigt tilbage fra de gæve Amazoners snævrere Omraade.

En Politibetjent kom ogsaa til Stede, men da var Hovedslaget overstaaet, saa at han med et Smil paa Læberne kunde forlade Valpladsen.

Forsvunden.
I disse Dage eftersøges en Søn af Landmand Jacob Gottschalk paa Vilsbæk Mark, som fornylig var hjemme paa Orlov, men ikke er mødt igen i rette Tid ved sin Troppeafdeling. En Broder til den Eftersøgte er for kort Tid siden falden.

“Hamstringsoptrin. Hamsterfælden.” Humoristisk postkort med en kommentar til den om sig gribende hamstring. (Zeppelin- og garnisonsmuseet Tønder)

To hamstrende Koner
fra Flensborg blev ifølge ”Schl. Grp.” forleden nappede i Omegnen af Vojens. De havde paa utilladt Maade forskaffet sig Æg, Flæsk og Gryn. Æggene fratoges dem. Flæsket og Grynene beholdt de; men til Gengæld underrettedes Myndighederne i Flensborg derom, for at de hamstrede Varer kan blive medregnede ved Fastsættelsen af deres Forbrugsandel.

For at have unddraget sig Værnepligten
er Klejnsmed Ris Jørgen Madsen fra Feldum ved Aastrup og Landmand Hans Jensen Mortensen fra Arnitlund ved Over-Jersdal, sidst bosat i Aalkjær ved Gram blevne idømte hver 6 Ugers Arrest.

Ved Nævningeretten
i Toftlund forhandledes forleden endvidere følgende Sager:
Landmand Simons fra Rejsby var uden Pas gaaet over Grænsen efter Maskinolie til Tærskeværket, hvorfor han havde faaet en Bøde paa 100 Mark. Denne havde han indanket, og han bad om en mildere Straf, idet han undskyldte sig med, at han havde gjort det af Nød for at faa Kornet aftærsket, og idet han lovede, al han aldrig vilde gøre det mere. Retten nedsatte Bøden til 50 Mark.

Ingeborg Petersen fra Rejsby havde faaet en Bøde paa 100 Mark, fordi hun paa den anden Side af Grænsen havde hentet Fødevarer uden at være i Besiddelse af Pas eller Tilladelse. Ogsaa denne Bøde nedsattes ttl 50 Mark.

Falden
Fjernt fra sit kære Hjem, sin Hustru og sine to smaa Børn er Gaardejer Jacob Matzen i Løjtved ved Løgumkloster falden for nogle Dage siden, skrives der til ”Flensborg Avis” fra Løgumkloster, Hans Hustru modtog forrige Mandag den sørgelige Meddelelse. Ogsaa for hans gamle Forældre, Nis Matzen og Hustru i Løgumkloster, er det en stor Sorg. For nogen Tid siden faldt en ældre Søn, Dr. med. Matzen under Udøvelsen as sin Pligt. Med Jacob Matzen er atter en af Sognets dygttige unge Bønder gaaet bort.

Tønder Byraad
holdt ifølge ”V.T.” . Møde i Onsdags. Borgmesteren meddelte, at Krigskøkkenet nu snart kan begynde med 1500 Deltagere. Det begynder foreløbig med 1000 Portioner daglig, og Forbrugerne maa melde sig Dagen i Forvejen. Byraadet bevilgede de fornødne Midler.

Der har gaaet ængstende Rygter om, at Gasværket paa Grund af Kulmangel som i flere andre Købstæder, maatte standse Driften. Borgmester Plewka er det lykkedes ved en Rejse til Vestfalen at faa Løfte om den fornødne Kullevering, saa Faren foreløbig er afvendt.

Nappet Støvletyv. (T.Z.)
Hos Landmand Eskildsen i Gallehus ved Møgeltønder blev der forleden stjaalet et Par langskaftede Støvler. Tyven blev imidlertid snart opdaget: det var en Tjenestekarl fra Tønder. Han havde skjult Støvlerne hos sin Kæreste paa en Gaard ved Bylderup- Bov.

Indbrudstyveri. (F. A.)
For nogle Dage siden blev der i en Beværtning i Kollund ved Flensborg Fjord forøvet et Indbrudstyveri og stjaalet 6 Fjersenge, 3 Sengesteder, 1 Sofa, 1 Chaiselongue, 1 Påskebord, 1 Bord og en hel Tel Havebordduge samt Porcellæn- og Glastøj. Værdien beløber sig til godt 500 Mark.

19. maj 1917 – Fra landsretten: “Medhjælp til Faneflugt”

19. maj 1917 meddelte Flensborg avis om følgende domfældelser ved landsretten i Flensborg:

Overtraadte Forordninger.
Et helt Synderegister lagdes Kaadner Jakob Petersen Jessen og Hustru Mathilde Marie, f. Alnor, fra Bjerndrup Mark til Last. De sigtedes for i Maanederne Oktober til December 1916 at have fodret Svinene med Rug og Kartofler samt at have kærnet Smør af Mælk, der skulde afleveres til Mejeriet. Ved Bisidderretten i Aabenraa blev de idømte hver en Pengebøde af 100 Mark, hvilken Dom dog blev indanket af Amtsadvokaten, da efter hans Mening Straffen var for lav.

I Gaar udtalte den anklagede Jessen, at de ikke havde opfodret Rug, men Byg, som var tilladt. Kartoflerne, der var bleven opfodrede, havde kun været saadanne, som efter Høsten var blevne sankede op paa Marken, og som havde været frosne og derfor ikke kunde bruges til menneskelig Ernæring. Kærnet havde de kun Mælk fra en Ko, der lige havde kælvet. Denne Mælk maatte efter Forordningen ikke afleveres til Mejeriet de første 3 Dage efter Kælvningen.

Sagen var bleven meldt af en af den anklagedes Tjenestepiger. Dette skal dog efter Jessens Udsagn være sket af Hævn, da Pigen forlod Tjenesten i Ufred. Denne Pige, der var stævnet som Vidne, fastholdt dog, at hvad de anklagede havde gjort, havde været forbudt.

Statsadvokaten var ligeledes af den Mening, at de anklagede var stadige, og holdt den af Bisidderretten idømte Straf for alt for lav. Han androg for Mandens Vedkommende paa 800 Mark i Bøde og for Konen paa 200 Mark. Dommen lød i Overensstemmelse hermed.

Medhjælp til Faneflugt.
Frk Christine Nørgaard, født Schulz, fra Skodborgskov var anklaget for i Begyndelsen af dette Aar ad forbudte Veje at være gaaet over Grænsen samt kort efter at have hjulpet sin Svoger, Landmand Schmidt fta Skrydstrup Mark, over Grænsen. Schmidt var i længere Tid bleven sat tilbage fra Tjenesten, men havde faaet Meddelelse om, at han nu skulde møde.

Den anklagede forklarede, at hun. da hun gik over Grænsen, vilde besøge sine Forældre. At hun havde hjulpet Schmidt over Grænsen, nægtede hun. Ved Vidneforhøret oplystes, at den anklagede efter den flygtede Schmidts Anmodning havde købt nogle Stykker Kvæg af ham til en Pris af 6000 Mark. Disse Penge havde hun straks udbetalt. Ved Forhøret hos Amtsforstanderen havde den anklagede for tilstaaet dette; i Gaar nægtede hun det. Der var opstaaet Mistanke om. at denne Forretning kun var afsluttet for at forskaffe Schmidt de nødvendige Penge til Flugten. Kreaturerne var leverede, men dog først efter at Schmidt var flygtet.

Statsadvokaten ansaa det for klart bevist, at den anklagede var skyldig i Medhjælp til Schmidts Flugt, og androg paa 1 Aar 6 Maaneders Fængsel. Forsvareren, Advokat Fey bad om Frifindelse. Efter en længere Raadslagning lod Dommen paa 4 Maaneders Fængsel for Medhjælp til Faneflugt og for Overtrædelse af Belejringsloven paa 6 Uger, hvilket gav en samlet Straf paa 5 Maaneders Fængsel. Heraf fraregnedes dog 2 Maaneder for Varetægtsarresten; den anklagede har siddet i Varetægtsfængsel i 3 Maaneder.

3. maj 1917. Johannes Christensen: Gennem Vadehavet til Danmark

20-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – var 28. april 1917 kommet hjem på orlov ved sine forældre på gården i Nørby ved Visby. Han havde for længst besluttet sig for at flygte til Danmark, når han fik chancen og 3. maj 1917 gjorde han forsøget sammen med sin ven Ludolf Lützen, der var på orlov fra enhed ved Østfronten.

Flugtbeskrivelsen (artikel i Askovbogen 1920-21)

Af de to kammerater Ludolf Lützen, Østerby, og Johannes Christensen Nørby Visby.

Det blev en spændende flugt mellem den 3. og 4. maj 1917. Fra Visby syd på til Østerby og ud i marsken for så at dreje mod vest ind til Højer og så videre nordpå gennem Emmelev til Ballum og ud til Randerup, hvor cyklerne blev efterladt. Herfra videre nordpå ud over engene. Vi slap tilfældigvis over i en båd. En kone nede ved Brede Å, hvor 8 unge mennesker var druknet nogle år før under en sommerudflugt med deltagere helt ovre fra Odsherred. Videre frem gik det. Vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter. Snart måtte vi mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi revet tøjet i stykker ved at springe igennem pigtrådsspærringer. Noget længere nord på gik vi så ud i havet, hvor vi vadede i flere timer, langt ude fra kysten, for at undgå at blive opdaget af kystvagten. Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Men miraklet skete, vagten lod geværet i ro, og vi slap lykkeligt over.

Nogle fra vagtmandskabet var indkvarteret på gårdene i Høgsbro blandt andet hos min bror Hans Jefsen Christensen og hans nabo Carl Schmidt. Op ad formiddagen hørte min bror en samtale mellem vagtmændene om et par, de havde set gå uden om grænsen, uden at man havde skudt efter dem. Om aftenen spurgte Hans i fortrolighed vagtmanden om, hvorfor de ikke havde skudt efter flygtningene og fik følgende forklaring. Vagtmanden havde selv været med i Frankrig og var blevet hårdt såret i maven og lå i tre dage, inden han blev taget med tilbage til et lazarrat. Efter dette var hans tanke, at kunne han hjælpe nogen ud af dette ragnarok ville han gøre det. Efter nogen samtale om spørgsmålet fik min bror en aftale med den tyske vagtmand. Han fik 100 mark hver gang han lod en smutte over grænsen til Danmark. Der kom nemlig mange i de sidste krigsår og gik den vej.

Ja.Mange skæbner bliver løst ved en grænse mellem år og dag. Efter 16 timers flugt, nåede vi trætte og lykkelige til Vester Vedsted Efterskole, hvis forstanderpar jeg kendte og vi blev hjerteligt modtaget, og fik noget at spise og sov så nogle timer. Om eftermiddagen lånte vi noget civilt tøj og et par cykler og kørte så til Ribe for at ekvipere os og sende en hilsen hjem i ”kodesprog”. Dog ikke direkte hjem, men til bekendte, for at der ikke skulle blive ulemper for dem derhjemme ved det.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen som flygtning i Danmark i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

19. marts 1917. Straffefangerne i Døstrup – grundigt genbrug af skråtobak

Peter Madsen, Tiset ved Gram, forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Dommen lød på 5 år. Efter ophold i forskellige straffeanstalter kom han i marts 1917 til en fangelejr ved Døstrup – eller “tysk Sibirien”, som hans kammerater kaldte det.

Vi arbejdede i Mjolden Skov med at indbygge en stor Skibskanon, som stod paa en Drejeskive. Arbejdede er nu lidt vel meget sagt, men vi var der da. Sand til Fyld hentede vi ved et lille Hus i Nærheden af Ottersbøl Mølle. Der var to Mænd ved hver Trillebør, og saa havde vi fem-seks Skovle Sand paa.

Tobak var en efterspurgt Ting, en Cigaret var en Herlighed, som der blev talt om i lange Tider, naar en Gang en Fange havde faaet en ved en Fejltagelse. Fik en fat i en Skraa, blev den først ordentlig gennemtygget af Modtageren, dernæst fik hans Venner den til anden og tredje Behandling. Men dermed var dens Saga ikke ude. Den blev optrevlet, tørret paa Kakkelovnen og rullet til en Cigaret, hvortil i mange Tilfælde i Mangel af bedres Havelse blev brugt et Blad af Militærsangbogen. Saa var den færdig til Brug og 5-6 af Modtagerens inderste Vennekreds blev indbudt til en Smøg. Staaende i en Kreds lod de Cigaretten gaa rundt fra Mand til Mand. Hver maatte kun tage et Drag, at tage mere stred imod god Tone.

De fleste af vore Samtaler drejede sig om Mad. Jo mere forsultne vi blev, des mere svælgede vi i Beretninger om Mad, vi fremtryllede Syner af fantastisk overlæssede Borde for hinanden.

Vi arbejdede paa en “Understand” ud efter Drengsted til og var i Færd med at blande Beton, da min Sidemand spurgte mig, hvad jeg troede, han var i Civil. Jeg vidste det ikke, men saa oplyste han, at han var “Special-Koch in Sauce” og nu skal jeg give dig en Opskrift paa en fransk Sauce — videre kom han ikke, en anden af Kammeraterne gav ham en skovlfuld Sand i Synet.

En anden Dag, da Samtalen drejede sig om Mad, var der en lille Berliner, som sikkert aldrig havde ført en ordnet Tilværelse, som vilde give s+ it Besyv med: Naar man tænker paa, hvordan man i Fredstid inden man om Morgenen gik paa Arbejde, satte en ordentlig Pandefuld “Bratkartoffel” og to Pund Marmelade til Livs, saa … Da jeg saa lidt tvivlende paa ham, bekræftede han det med et: “Ja du, das hat geschmeckt.!”

Det var nogle spredte Træk fra Militærfangelejren i Døstrup. Jeg vil gerne bringe den nordslevigske og da særlig den vestslesvigske Befolkning en Tak for den Maade, paa hvilken den optraadte overfor disse tit lidt forsumpede Fyre. Hvert Stykke Brød, som i Smug blev stukket til dem, lettede Fangernes Tilværelse, og man hørte fra deres Side aldrig andet end Lovord om Befolkningen heroppe.

DSK-Årbøger, 1941

11. marts 1917. “Halvrådne Kålrabi …” – straffefange i Døstrup

Peter Madsen, Tiset ved Gram, forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Dommen lød på 5 års fæstningsarrest. Efter ophold i forskellige straffeanstalter kom han i marts 1917 til en fangelejr ved Døstrup – eller “tysk Sibirien”, som hans kammerater kaldte det.

Barakken i Døstrup laa et Stykke uden for Byen ved Vejen til Lovrup.

Der laa to Barakker lige overfor hinanden. I den ene var Skrivestue, Arrest, Køkken, Vaskeri m. m. I den anden laa først Opsynsmandskabet, dernæst var der to Rum med Fanger. Mellem de to Rum var der en Forstue, hvor der altid stod en Underofficer paa Vagt.

Det første jeg lagde Mærke til, var den Uorden, som herskede overalt. Rundt om hang der Tøj, Fangerne gik rundt med Kappe og Hue paa, som de var kommen hjem fra Arbejdet. Omkring Kakkelovnen, som stod midt i Rummet, stod en Flok Fanger, i Færd med at skrælle nogle halvraadne Kaalrabi, som de i Skiver stak paa en Staaltraad for saa at holde dem ind i Ilden. Herved blev de dels optøet, dels svandt den halvraadne Smag.

Jeg har i hele min Fangetid ikke set saa mange udsultede og underernærede Mennesker, som i Fangelejren i Døstrup. De fleste af dem, jeg saa den Aften, var allerede kommen herop i Oktober 1916 og nu var vi i Marts 1917. Det havde været en lang og temmelig haard Vinter, –  og især da for Fangelejren.

Forplejningen var følgende: om Morgenen 1 Brød, som var saa vaadt, at man kunde trykke Vandet af det, dertil ½ Liter Roekaffe, om Middagen paa Arbejdspladsen  fik vi 1 Liter Vandvælling, hvori der skulde være 50 gr Byggryn og 8 gr Fedt pr. Mand, og om Aftenen fik vi Hovedmaaltidet, som bestod af 1 1/4 Liter Kaalrabisuppe med 80 gr Kød pr. Mand.

Fredagen var “kødløs”, da fik vi Nudler med Marmelade. Det siger sig selv, at denne Kost var helt utilstrækkelig . En 14 Dages Tid efter at jeg var kommen til  Døstrup, blev der foretaget den reglementerede Vejning.

Ifølge Fæstningsreglementet skal Fangerne vejes hver 3 Uger. Gaar en Fange alt for langt ned i Vægt, skal han have det saakaldte “Kosttillæg”.

Her fik vi det bare ikke, selv om Vægten gik aldrig saa langt ned.

Ved den foran nævnte Vejning var der mange Karle, hvis oprindelige Vægt laa omkring 130 Pund og derover, som vejede 94-96 Pund. At de var saa svage, saa de ikke kunde bestille noget, siger sig selv. Naar de marcherede i Geleddet, slingrede de som om de var fulde.

Koldt var det i Barakken, og under Taget sad et tykt Lag Is. Kakkelovnen kunde kun opvarme en lille Kreds rundt omkring den. En Flagermuslygte hang over  Kakkelovnen og skulde oplyse hele Rummet. Omkring Ovnen stod der i en Firkant opstillet 4 Bænke. Naar vi om Aftenen skulde til at sove, lagde mange sig ned paa Straasækken med to tynde Tæpper, iført Uniform, Kappe og Støvler og med Huen trukket ned over Ørene. Andre satte sig omkring Kakkelovnen for der at kunne holde Varmen.

Jeg havde faaet min Plads anvist lige overfor Kakkelovnen. Den første Nat vaagnede jeg ved Støj og Rabalder. Det var en Bunke Mennesker, som laa og sloges. Af og til kom der en bandende ud af Bunken og forsvandt i den mørke Del af Barakken. Aarsagen til Slagsmaalet var, at alt for mange søgte Varmen fra Kakkelovnen, som trak de forfrosne Stakler til sig.

Jeg havde flere Fortrin frem for de andre, jeg var ikke udsultet, var godt paaklædt med Undertøj, som jeg havde faaet hjemmefra, jeg var vant til Klimaet, hvilket betød meget.

Ryge- og Spisevarer maatte vi ikke modtage, men da jeg var eneste Nordslesviger i Lejren, fik jeg, efter at have været der i nogen Tid, Lejlighed til ad Omveje at faa lidt Mad hjemmefra.

DSK-Årbøger, 1941

9. marts 1917. Desertøren Peter Madsen kommer til “tysk Sibirien” – dvs. Døstrup!

Peter Madsen, Tiset ved Gram forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Han blev i begyndelsen af februar 1917 idømt 5 års fæstningsarrest.

Saa blev jeg den 8. Februar 1917 sendt afsted til Fæstningen Wesel, hvor jeg skulde afsone min Straf. Wesel var bekendt for sin haarde Disciplin.

Jeg var der kun i 3 Uger, men naar jeg under min senere Straffetid paa Spørgsmaalet, hvor jeg havde siddet, kunde svare Wesel, virkede det næsten altid som en Slags Anbefaling.

Efter 3 Ugers Forløb kom jeg paa Marinefæstningen i Køln. Jeg havde kun været der en Maaned, da jeg efter en Lægeundersøgelse blev udtaget til en Fangetransport til Nordslesvig. Jeg skulde til 17. Kompagni, som laa i Døstrup ved Skærbæk.

Det var i Marts Maaned 1917, at jeg kom derop. Vi kom med Vestbanen til Tønder. Den flade Marsk var dækket af et tykt Lag Sne, kun hist og her saa man en  Ledstolpe rage op.

“Tysk Sibirien”, sagde mine Medfanger og skuttede sig.

Om Natten laa vi paa en Keglebane i Tønder. Anden Dags Aften naaede vi efter et Ophold i Løgumkloster til Døstrup.

kort_doestrup-lejren

DSK-Årbøger, 1941

 

7. februar 1917. Desertører mister statsborgerskabet

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De deserteredes forhold efter krigen

Schleswigsche Grenzpost i Haderslev har fra kompetent kilde modtaget følgende oplysninger om deserterede tyske statsundersaatters forhold efter krigen: Deserterede tyskere eller saadanne, der har unddraget sig deres værnepligt, før de er traadte ind i hæren, eller tyskere i udlandet, som – uberettiget – ikke har begivet sig til indlandet for at opfylde deres værnepligt, mister deres tyske undersaatsret.

Skulde saadanne personer, efter at krigen er til ende, vende tilbage til indlandet, vil de først blive dømte og derefter blive udviste af statsomraadet, efter at de har afsonet deres straf.

 

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942

 

20. december 1916 – Ribe Stiftstidende: i kvindeklæder over grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Mere begrænsning i jernbanefærdslen

Som følge af mangel paa personer vil jernbanefærdslen blive endnu mere begrænset; saaledes vil nedsættelsen af billetpriserne paa udflugter blive ophævet, og søndagsbilletter til lavere priser vil blive ophævede fra den 20. december. Der vil heller ikke blive givet orlov til saa mange soldater; dette gælder dog ikke for dem, som ligger ved fronten. Som aarsag hertil angives, at der stilles store krav til jernbanerne for at føre de i Rumænien erhvervede forraad bort!

Spar paa brændsel paa lys!

Magistraten i Haderslev har udstedt en anordning om at spare paa brændsel og lys. Alle lysreklamer er forbudte. Forlystelseslokaler, spisehuse, værtshuse og kafeer skal lukke kl. 10 om aftenen, ogsaa forenings- og selskabslokaler, hvor der nydes spise- og drikkevarer – Belysning af butikker og butiksvinduer skal begrænses. Belysning udefra af butikker og bygninger i industrielle øjemed er forbudt. Lyset paa trapper og fælles forstuer skal slukkes kl. 9. Gadelygterne slukkes kl. 10.

I kvindeklæder over grænsen

Landsretten i Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i fredags blandt andet følgende sager: For medhjælp til faneflugt var anklaget frøken Adele B. fra Jels. Hun sigtedes for i oktober maaned at have gjort forsøg paa at hjælpe sin broder, der var paa orlov fra Vestfronten, over grænsen. Hun udtalte, at hun i førstningen havde fraraadet ham at flygte; men da broderen blev ved med at plage hende om at hjælpe ham, havde hun til sidst givet efter, og paa hendes raad fik broderen noget af hendes tøj paa, da hun var af den mening, at det nok var lettere at komme over grænsen i kvindeklæder. Hun gik saa sammen med ham til grænsen, men en 20 minutters gang fra denne blev de stoppede af vagten. Medens broderen blev anholdt, lykkedes det hende at flygte, dog blev hun arresteret næste dag. Statsadvokaten androg paa 5 maaneders fængsel. Dommen lød dog paa 6 maaneder, da et saadant foretagende burde straffes haardere i krigen. Af denne straf fraregnes 1 maaned for udstaaet varetægtsarrest.

15. november 1916 – Flensborg Avis: Frue-titel til faldnes forlovede

Til Indførelse af almindelig Tjenestepligt
menes Rigsdagen at ville blive sammenkaldt med det første. „Vossische Zeitung” mener dog, at det ikke vil ske før i næste Maaned. „Vorwärts” skriver, at Loven om muligt skal træde i Kraft til Nyaar.

Ingen Udvidelse af Værnepligten
„Berliner Tageblatt” skriver: I Forbindelse med Meddelelserne om Indførelse af Civiltjenestepligten er der i enkelte Blade antydet, at Tanken om en Forlængelse af Værnepligten til det 50. Aar skulde bringes frem igen. Efter hvad vi erfarer fra beføjet Sted, er disse Antydninger grundløse. Der bestar  ingen Sammenhæng mellem Civiltjenestepligten og en Udvidelse af Værnepligten, og en Forlængelse af Landstormspligten er ikke paatænkt.

Titlen „Frue” for faldne Krigeres forlovede
Følgende Badens Eksempel vil nu ogsaa Saksen give Krigeres forlovede Ret til at bære Titlen „Frue”, i Tilfælde af, at deres forlovede er falden eller savnet. Der følger ingen Rettigheder med denne Titel, men Ministeriet haaber ved Hjælp af den at skaffe de paagældende Adgang til den selskabelige Stilling som ellers kun gifte Damer har Adgang til. Vil vedkommende bære sin forlovedes Navn, skal der en særlig til.

Roe-forbud
Det er forbudt at udføre Roer fra Provinsen indtil videre fra 11. November 1916. Undtagelser kan tillades af Provins-Kartoffelstedet i Kiel. Overtrædelser straffes med Fængsel indtil et Aar og en Pengebøde paa indtil 10,000 Mark.

Kaalrabi
lader Gamle Privat Sparekasse i Tønder uddele til Soldaterkoner og trængende i Tønder Torsdag den 16de ds.

Tyveri. (T. Z.)
Fra Kvæghandler Chr. Bruhn i Tønder er der en af de sidste Nætter blevet stjaalet et værdifuldt Faar, som græssede paa en Fenne ved Kirkegaarden. For nogen Tid siden blev, som meddelt, et af hans Faar slagtet paa Marken, og kun Skindet var efterladt.

Efterlyste
I „Amtsblatt” for 1. November 1916 efterlyses følgende, som beskyldes for at vcrre deserterede:  Hans Jessen Dall af Jels, Johannes Christian Egtved af Flovt, Johannes Johansen Vilsbeck af Vinderup i Danmark; Forstærkningsreservist Sergent Clausen af Nordborg, sidst i Aarhus, Sofus Bertelsen Trans af Gammel Haderslev, sidst bosat i Danmark, Iver Nissen Iversen af Hyrup, Christian Hans Paulsen, 23 Aar, — Endvidere efterlyses 7 sydfra som sigtede for samme Foreelse. Forseelse