Tag-arkiv: såret

18. maj 1918 – Mathias Damm: “I Laaret maa Splinten endnu sidde…”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 18.5.18.

Kære Moder!
Idag kan jeg for første Gang efter 3 Uger sidde ved Bordet og skrive. Jeg kan naturligvis ikke lave Væddeløb, men ved Hjælp af en god Stok kan jeg da gaa lidt. Mine Saar heles godt, især i Armen og i Ryggen. I Laaret maa Splinten endnu sidde, da det er et dybt Saar og kun et og det heles heller ikke saa godt. Et lille Saar neden for Albuen, som jeg slet ikke havde ænset, har i de sidste Dage smertet, men nu er det bedre, det har nok udraset, da der er kommen en hel Del ud. Medicinalraaden har i morges undersøgt mit venstre Øre, da jeg ikke godt kan høre. I de første Dage var jeg helt døv, Han mente det skulde nok forsvinde helt. Godt var det. Jeg blev ogsaa veiet forleden, Kun 138 Pund, naturligvis i Adams Kostume. Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

5. maj 1918 – Mathias Damm: “Hele Knæet er fuld af Saar”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Forsættelse af brev fra 4. maj.

Søndag
Jeg har nu lige faaet Saar og Knæ fotograferet med Røntgenstraaler. Nu skal vi saa se, hvad det giver. Jeg kan ikke rigtig godt bevæge Knæet, og derfor skulde det nu efterses. Det er kun et helt lille Saar i Knæet, men der maa vist dog sidde en Splint deri. Hele Knæet er fuld af Saar som om der var saaet Kom, og overalt har jeg saadanne smaa ubetydelige Saar. Det største er i Laaret, paa Ydersiden, hvor man skal holde Haanden, naar man staar stram [står ret/red.], og det er mindst saa stor som en Sølv 5 M. Dog naar jeg ligger rolig mærker jeg det ikke meget. Det er blot lidt hed saa det begynder vel at buldne.

Min første Tanke da jeg blev saaret var den, Godt at Hoved, Bryst og Mave er hel, og satte jeg i Rend gjennem Løbegraven, som var den onde bagefter mig. Da jeg traf Sygebæreren, lod jeg mig forbinde og kravlede lidt i Dækning thi det haglede Jern, da Spærreilden sagnedes, huggede jeg atter af i samme Fart til jeg var ude af Ilden, men da kunde jeg ogsaa knap faa Pusten. Saa gik jeg langsomt ind til Noyon, hentede mine Sager, blev rigtig forbunden og saa gik Reisen løs i Lastauto, at det altid gjorde godt at sidde der, vil jeg ikke sige. Fra Flavy le Martel til St. Quentin og derfra hertil kørte jeg i Toget. Nu mere en anden Gang, Blot mange Hilsner fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

4. maj 1918 – Mathias Damm: “Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Sedan, 4. Mai Aften

Kære Moder!
Jeg vil begynde et Brev til eder, da jeg lige kom til at tænke paa om Du ikke kunde skrive til Thade Petersen og lade dem sende Bladene til Rasmus. Til Heimdal skriver engang naar jeg ved lidt mere Besked. I kunne jo godt skrive mig et par Ord efter Adressen her. Det koster da kun Kort og skriveriet. Mit Skriveri er jo nu helt daarlig. Naar man skal ligge paa Ryggen med en halv Omdreining til venstre og holde højre Overarm omtrent rolig, er det skidt.

Her ude stryger een leen, hvad han slaar ved jeg ikke. Her er alt kønt og Grøn. Det er et fransk Militærhospital og Park og Haveanlæg her i stor Stil, Skade at jeg ikke kan løbe. Men her i Sengen, er dog bedre end i Slotsparken paa Mont Renaud ved Noyon. Den Park og Slottet med har jeg i Erindringen for stedse, et saadant Myrderi har jeg ikke set før, som der. Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind. Det er saa behageligt, og det kan jeg heller ikke godt undvære. For min Part kunde det staa aaben hele Natten.
Nu nok for i Aften, God Nat.

Brevet fortsættes …

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

3. maj 1918 – Mathias Damm såret: “jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

den 3.5.18. Kære Moder!
Jeg er nu kommen paa Lazareth i Sedan, men om jeg bliver her, ved jeg ikke. Jeg skal nok skrive nærmere. Jeg er saaret af en Granat i højre Ben (Knæ og Laar), Arm og i Armhulen (eller Ryggen). Jeg kan ikke se det. Det vaerste er i Laaret, men dog alle Kødsaar. Saa det gaar nok, og jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet, som naar de havde skænket mig et Kongerige. Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. august 1917 – Ribe Stiftstidende: hvad med tabslisterne?

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De tyske tabslister kommer ikke længere til udlandet

Da vi ikke har modtaget nogen tysk tabsliste siden den 26. juli 1917, har vi ved henvendelse til postvæsnet erfaret, at det tyske postvæsen har meddelt, at numrene ikke kan leveres, da forsendelse til udlandet ikke er frigivet. Det ser ret mærkeligt ud, at tabslisternes redaktion og udgivere ikke finder anledning til at vise holderne det hensyn at give dem meddelelse om bladets standsning, men derimod beholder den forud erlagte abonnementsbetaling for hele kvartalet. For øvrigt er der med numret for 26. juli 1917 udgivet i alt 1559 numre med i alt 19,802 sider. Hver side rummer 3 spalter og paa hver spalte findes gennemsnitlig fra 80 til 90 navne paa let saarede, haardt saarede, savnede og faldne.

Haardt saaret – 4 sønner med

For henved 14 dage siden fik Niels Schmidt og hustru i Bæk ved Nustrup meddelelse  fra fronten, at deres søn Ingvard var bleven haardt saaret og paa vej til et lazaret. Niels Schmidt har haft 4 sønner med i krigen. Den ældste blev saaret ved Østfronten, hvor han fik en geværkugle i underlivet; han er nu hjemme paa orlov. Den næstældste kom usaaret i engelsk fangenskab i 1914. Den tredje ligger i Rusland, og den yngste, ikke 19 aar gammel, er det, som nu er saaret.

Efterretning fra en formentlig falden

Slagtermester Remmer i Gelting fik for nogen tid siden den efterretning fra felten, at hans søn, Villy Remmer, var falden. Forældrene meddelte ifølge Dannevirke deres tab gennem en dødskundgørelse, og der blev afholdt sørgegudstjeneste. Til deres glæde har forældrene nu faaet brev fra den som falden meldte søn, og heri meddeler han, at han er bleven haardt saaret i hovedet og er i fransk fangenskab.

27. juli 1917 – Thyge Thygesen: “… det er bare så utålelig kedelig her”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.

Eisleben d. 27. 7.17.

Kære Allesammen!
Heller intet fra Eder i Dag, hvis der nu da blot ikke er noget i Vejen. Fra lille Vips har jeg nu heller ikke hørt i længere Tid, så jeg antager det ligger i Postforbindelsen deroppe fra det høje Nord. Jeg har det helt udmærket her – det er bare så utålelig kedelig her. Hvis I nu tænker, gå her den hele udslagne Dag og ikke have det mindste at tage sig for. Ja, nu har jeg da havt Vagt fra i Går Middags – men nu, har vi for meget at bestille, så er vi jo endnu mere utilfreds.

– – Efter hvad Skriveren sagte er jeg jo ”a.v.” [arbeitsverwendbar] endnu. Hvad så at prøve med en ny Reklamation? Jeg har ikke talt med Feldweblen, for vi må jo i Grunden slet ikke vide hvad vi er skreven, så det nytter nok ikke at lade mærke, at jeg ved det. Hvis I synes det, kan I godt række een ind, nu ved I jo hvor lang Tid det tager. Kunde jeg så få 7 Uger igen, så var de jo også nok værd at tage med. Går det ikke er det jo ikke nogen større Forseelse.

– – Hvor er jeg alligevel glad at jeg ikke er ”k. v.” [arbeitsverwendbar] længere. Sygepapirerne er alligevel noget værd. Efter en Undersøgelse uden dem – så er jeg ”k. v.” Der må jo alligevel være noget usynligt[,] som jeg har havt og som jeg ikke ved om – ellers var de nok heller ikke så skånsomme her. Godt er jo at jeg ikke mærker til noget – når det blot så ikke kommer. På Lazarettet sagde Kameraterne, at de havde hørt Lægen og Professoren tale om, at Lungen var reven (mens jeg var bevistløs.) Men kunde Koch så ikke have mærket det? Han undersøgte Lungerne meget grundigt. Nå – når jeg ingen Besvær har af det, så – jo mere, desto bedre!

I er jo vist i fuld gang med Høsten? At jeg nu da også skal sidde her og kukkelure. Ja, når jeg så endda kunde slå Hjemmet helt ud af Hovedet! Ja, så havde jeg såmænd lyse Dage. – Har Marius fået Efterorlov? Har han ikke været ovre siden? Ellers skal han vel afsted i Dag. Mærkelig at han ikke skriver hjemme fra. – Går Køerne endnu ved Møllen? Har de fået Kløverne med ind til? Da I har havt Regn, kan der jo ingen Mangel være på Græs hos Eder! Har I fået Høet af Skoven hjem? O, hvor jeg kunde spørge- 

Kærligste Hilsener, Eders Thyge. Hilsen til Oheims og Peters og alle – alle –

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

29. april 1917. Hans Lindholm: Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene

20-årige Hans Lindholm skriver til sin kammerat Johannes Christensen, der lige er taget af sted på orlov, mens han selv med Regiment 84 var rykket ud på den omstridte høj nummer 100 i nærheden af Pignicourt, som var et af de punkter franskmændene forsøgte at erobre i deres forårsoffensiv.

Gode ven!

Nu vil jeg så opfylde mit løfte og skrive dig et par ord til dig, men jeg kan ikke fortælle dig meget. Jeg blev let såret lige efter, vi var kommet derop. Der slog en granat ned lige for os. Vi stod 2 mand på posten – Hans Boye og jeg. Den sprang mig noget op i hovedet og så blev jeg begravet af jord, men de fik os udhalet og forbundet. Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene og hovedet. Jeg har jo øjnene forbundet, men det ene kan jeg godt nok se lidt med og det varer ikke længe, så er jeg ved kompagniet igen. Nu vil jeg så slutte denne gang. Med mange hilsner din ven Hans.

Hils også din søster og din øvrige familie mange gange.

Billede fra lazarettet. Det er Hans Lindholm yderst til højre i anden række

Du kan læse mere om Hans Lindholm i Sune Wadskjær Nielsens bog, der beskriver vennen Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. oktober. Thygesens mor. “Vi var så angst for dig, Herren ske lov og pris!”

Thyge Thygesens mor skriver til sin søn, som hun troede død ved Somme. Hun har lige erfaret, at han ligger såret på lazaret i Tyskland – men i live!

Min egen elskede Thyge!         

Gud ske Lov, at vi nu lige fik dit Brev. Nu vi har ikke vidst, at du var der, for der har stået på Brevene og Pakkerne, Lazareth unbekannt. De er kommen tilbage.

Herren være evig Pris og Tak lille kære Thyge. Tror du vi må komme og besøge dig, når du bliver lidt bedre. Åh, min Dreng! Jeg kan ikke skrive mere nu lige. Hjertet er for fuldt. Tror du, at du kan tåle at skrive lidt hver Dag?

O, Gud ske Tak og Pris. Skal vi sende dig Pakker?

Tusinde Kærlige Hilsner fra os alle, din egen Mor.

Hvis du ikke kan tåle det, må du jo ikke skrive hver Dag. Lille Thyge, vi ved jo nu Gud ske Lov hvor du er og vi er opfyldte af Tak og Lov. Jeg skriver i Morgen igen. Gud ske Tak, min lille søde Thyge, at vi har hørt nu fra dig, vi var så angst for dig. Herren ske Lov og Pris, din egen Far. Meddel os når vi må besøge dig

Hvorfor har du ikke skrevet fra lazarettet ,hvor du er? Åh, min Dreng, min elskede Søn.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009.

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.