Tag-arkiv: såret

31. maj 1918 – Hejmdal: Sønderjyske navne på kirkegården

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Kontrollering af alle Værnepligtige 

For at der kan gennemføres en fuldstændig Kontrollering af alle Personer i den værnepligtige Alder, skal

a, de, der er dømte til Tugthusstraf,
b, de, der ved Straffedom er fjernede fra Hæren eller Marinen, og
c, de, der er straffede med Tab af de borgerlige Æresrettigheder for en bestemt Tid,

for saa vidt de er fødte den 2. August 1869 eller senere, enten mundtlig eller skriftligt under Vedføjelse af deres Militærpapirer melde sig hos Distriktskommandoen, Værelse Nr. 43, i Tiden fra 30. Maj til 5. Juni 1918.   

Brugte Seletøj

Magistraten i Aabenraa meddeler, at der af Militærforvatningen er stillet en Del brugte Seletøjer til Disposition for Landbruget.

Landmænd kan anmelde, hvad de denne Retning har Brug for, paa Krigsøkonomistedet i Aabenraa, hvor der er Begæringsformularer at faa.

Sørgegudstjeneste

I Gaar Eftermiddags blev der i Missionshuset i Løjt holdt Sørgegudstjeneste for Andreas Ravn  fra Løjtkirkeby og Laurids Tækker fra Barsmark, Huset var fyldt til sidste Plads. 

Stødt paa en Mine og sprunget i Luften

Der er i Fredags indtruffet den sørgelige Efterretning, at Skipper Vilhelm Lorenzen fra Augustenborg med sin Skonnert “Real” ud for Skagen er løben paa en Mine og forlist.

Skibet, der var undervejs fra Lysekiel til Hamborg med en Ladning Granitsten, havde en Besætning paa fire Mand, da det sprang i Luften, og hele Mandskabet skal være omkommet.

En Broder til Skipperen, der sejlede i Skonnertens Kølvand, var Øjenvidne til Katastrofen uden dog at kunne frelse nogen.

Anmeldelse til Lægdsrullen

Landraaden i Haderslev opfordrer de Værnepligtige, der er fødte i Aaret 1901 til straks hos Kommuneforstanderen at melde sig til Lægdsrullen, saasnart de har fyldt det 17. Leveaar.


Fra Felten


1. Pinsedag 1918

Undertegnede sender en hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Johannes Clausen fra Klovtoft.

 

En venlig Hilsen til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

L. Jensen fra Skovbøl

 

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte, baade hjemme og ude.

L. v. Qualen fra Egvad

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes en hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte.

Jens Bøttger fra Stepping.

 

Hermed en venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

L. Friedrichsen fra Kværs.

 

Venlige Hilsener til Venner og Bekendte.

Jakob Petersen fra Røllum.

 

Ønsker ad denne Vej at sende Venner og Bekendte en Hilsen.

Peter Petersen fra Tornbjerg paa Als.

 

Venlige Hilsener til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten. Paa et godt og glædeligt Gensyn derhjemme!

W. Lausen fra Lysabild.

 

Fra Vestfronten

“Vestsl. Tidende” har modtaget følgende:

Den 19. Maj 1918.

Min Ven P. Jepsen og jeg var i Gaar, Pinsedag, ude paa en Spadseretur. Efter en Times Gang naaede vi til en større By R-, hvor vi fandt en stor Kirkegaard. Vi fandt der en Del bekendte nordslesvigske Navne, som vi her vil meddele:

Vicefeldwebel Christian Petersen, 10. Kompagni J.-R. 190, født 31. 3. 90, falden den 14. 6. 17.; Vicefeldwebel Paul Beck, 1. M. G. K. I.-R. 190, født den 1. 5. 91, falden den 14. 6. 17.; Underofficer K. Witt, R.-I.-R. 84, 10. Komp., født den 17. 3. 86, falden den 25. 5. 17; Alfr. Gottschalk, 2. M. G. K. R.-I.-R. 228, født 98, falden den 5. 12. 17; F. R. Schmidt, I.-R. 21, født den 19. 2. 98, falden den -, A. Seiffert, I.-R. 471, født den 2. 4. 98, falden den 18. 11. 17; Skytte J. Jørgensen, Gram, Haderslev Kreds, 3. M. G. K. R.-I.-R. 84, født den 8. 10. 94, falden den 26. 5. 17; Skytte P. Otzen, 2. M. G. K. R.-I.-R. 86, født den 8. 7. 97 i Maasbøl, falden den 28. 5. 17; Skytte Hugo Clausen, 3. M. G. K. I.-R. 84, født den 3. 9. 92, falden den 25. 5. 17; Musketer L. Kamradt, R.-I.-R. 84, født den 1. 11. 96, falden den 25. 5. 17.

Naar deres Paarørende derhjemme i Nordslesvig vil vide noget nærmere om deres Grave og disses Beliggenhed, er vi gerne rede til at meddele dem det. Tilligemed bringer vi gennem Avisen alle Venner og Bekendte en Hilsen og et kærligt Levvel. P. Christiansen, Vejter Gaske ved Skærbæk og P. Jepsen, Mjolden ved Skærbæk.

Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Christ fra Rødding, Underofficer Niels Nielsen fra Ris Mark, August Sørensen fra Haderslev og Gefr. Niels Hansen fra Klovtoft er faldne.

Død af sine Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Knudsen fra Stollig er død af sine Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Nielse Ebbesen fra Jels, Charles Ebsen fra Hovslund og Ewald Lorenzen fra Aabenraa let saarede.

Forfremmede og dekorerede

Johannes Krøger, Søn af Arbejdsmand Krøger i Nygade i Aabenraa, der før sin Indkaldelse var Hjælpepostbud i Øster Terp og for Tiden befinder sig paa et Lasaret, er bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent og har samtidig faaet tildelt Jernkorset.

Andreas Hansen fra Gaaskær ved Bolderslev, en Svigersøn til Landmand Michael Nielsen i Nygade i Aabenraa, er bleven forfremmet til Underofficer og samtidig dekoreret med Jernkorset.

Forfremmede

Lærer Jensen, Søn af Postmedhjælper Jensen i Barkmøllegade i Aabenraa, er ifølge “A. T.” i disse Dage bleven afkommanderet fra Vestfronten til Lybæk som Officers-Aspirant for at gennemgaa et Kursus og er samtidigt bleven forfremmet til Underofficer. Lærer Jensen var indtil sin Indkaldelse stedfortrædende Lærer i Ulkebøl.

Landmand Lorenz Closter fra Stollig ved Aabenraa har bestaaet Officers-Eksamen og er samtidigt bleven forfremmet til Vice-Feldwebel.

Sanitets-Underofficer Lausen fra Løjtkirkeby er bleven forfremmet til Sergent.

Dekoreret

Vice-Feldwebel Niels Petersen fra Bevtoft, der under Stormen den 21. Marts blev haardt saaret og for Tiden ligger paa et Lasaret i Sedan, er bleven dekoreret med Militær-Fortjenstkorset. Han var i Forvejen Indehaver af Jernkorset af anden og første Klasse.

 

(Læs hele Hejmdal fra 31.5. 1918)

29. maj 1918 – Mathias Damm: “… Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d. 29.5.18.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det stadig godt. Mine Saar heles godt, det i Ryggen var helt, men er atter brækket op og smerter nu mere, end før og det i Armen var ogsaa lidt bedre end det nu er, men det i Benet er betydelig bedre, kanske er der slet ingen Splitter deri, desto bedre. Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok og jeg har ogsaa været ude at spasere igaar for første Gang det gik bedre end ventet. Idag gaar jeg atter ud, saa bliver Tiden heller ikke saa lang.

Med Din Orlov er det det samme Narreri, som sædvanlig, og Rasmus gaar det ikke bedre. Han er jo nu ved Reims. De ere tidlig kommen til Frankrig at være med til Alting. Først ved St. Quentin, saa ved Lille og nu i Champagne. Jeg fik nu lige Brev fra ham fra d.22. Da skulde de nok i Stilling. Haaber han atter kommer godt derfra.

Jeg modtog ogsaa lige Brev fra min Sergt. og Gruppefører ved Comp. Han var netop som han modtog mit Kort fra Sedan bleven haardt saaret og nu faaet høire Ben aftaget. Han var aktiv fra Kavalleriet og var til Efteraar 7 Aar Soldat. Dog han er ikke forknyt og har et godt Hjem. En større Bondegaard i Omegnen af Tilsit, som han skulde overtage, naar han kom hjem engang. Det er som sædvanlig en af de bedste, det har truffet, et Skam som alle ønsker at blive af med, kommer altid godt igjennem.

Kære Fader, Du skriver om P.P.s Eiendom, Jeg har tænkt paa det samme, da Moder skrev derom, men jeg tænkte ikke, at Du vilde være med dertil saalænge man ikke vidste, om jeg kom hjem engang igjen eller ei. Men som Du skrive, vil der næppe nogensinde byde sig en saadan Leilighed til antagelig Pris og bedre passende Beliggenhed hefter ikke, og det er jo at bruge til alting, men det værste er jo at faa det passet nu, da der ingen af os er hjemme, men saa kunde det jo ogsaa lade sig græsse. Den største Del har P. jo dog til Græs, og saa behøvede vi paa vort eget ikke at pløie Hjørnerne og Kanterne og paa den Maade blev det atter en Lettelse. Græsse Køeme kan man overalt.

Men det var jo ikke godt, skulde Krigen vare et Aar endnu. Jeg synes dog forskelligt tyder paa, at de regner med Fred i Vinterens Løb. Skulde det ikke alt gaa som beregnet, er det vel heller ikke svært at sælge igjen, det er jo vældige Summer Gaardhandleme fortjener derhjemme og helt ublu Priser der betales, som om det var en Glanstid for Landmanden, men kommer det ikke af, at mange der har tjent lidt Penge i Byerne købe Eiendomme paa Landet.

Du kan se, hvad Du øyner, kære Fader, naar Du kommer paa Orlov. Peter sagde en Gang før Krigen, da C. Petersen drillede ham en Middag han kom fra Mosen, at han vilde hellere skænke os det billigt, end sælge dyrt til Gaardslagtere og lade Aftægt give. Den gang tænkte jeg blot det var blot Vaas, men kanske har han dog allerede dengang tænkt derpaa.

Hvis Du modtager dette inden Du kommer paa Orlov, saa lad mig det vide, ellers skriver jeg endnu engang, naar Du er hjemme. Hvem ved, om jeg ikke ogsaa kan komme den 4-5. Men jeg vilde heller ikke gerne gaa frivilligt herfra, om jeg ogsaa faar 14 Dages Orlov derfor. Nu nok for idag. Mange Hilsner sender Dig Din Søn
Mathias.

Naar jeg kommer til Graudenz, lader jeg Moder prøve, om at faa mig paa Arbeidsorlov.

28. maj 1918 – Mathias Damm: “… her i Tyskland forslaar Lønningen ikke”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren den 28.5.18

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 22. Du skriver at i har modtaget Penge, men ikke hvor mange, og heller ikke om der har staaet paa Afsnittet af Anvisningen, hvad det var for, de mange, som Du skriver, kan jeg nok tænke mig, men de 6 M ikke, hvis det var 7 vilde jeg tro at det var min Lønning fra 1 Mai og den har faaet i Sedan den Dag jeg kom hertil. Forhaabentlig faar jeg Besked naar, Du skriver igjen. At det ikke gaar som 1915, da jeg krævede Feldweblen for mine penge og da havde i dem længst hjemme.

Jeg har da skrevet eder fra Noyon at jeg havde samlet en Del Kobber og Messing sammen og nogle Faareskind, og afleveret paa Samlepladsen og haabede at faa findeløn, Kvitteringen derfor har jeg fra Sedan sendt Feldweblen, med Bøn om at sende eder Pengene, hvis det gav nogle. At i nu er forbavset, kan jeg godt tro. Godt at jeg de sidste Dage i Felten har tjent nogle, thi her i Tyskland forslaar Lønningen ikke. Jeg skal nok forlange i Tide hvis jeg bruger. Foreløbig har jeg nok.

Jeg var igaar for første Gang ude at spadsere lidt. Det gik storartet og idag mærker jeg intet til, at det har skadet. Idag er Veiedag igjen, 144 veier jeg nu, der maa nok alligevel være Kraft i Marmeladen. Jeg spiser jo ogsaa som en Akkord-arbeider. Hovedsagen naar der blot er nok at spise af og det er der for det meste. Jeg har i disse Dage snart mere Smerter i Armen end i Benet. Det var for otte Dage helt tør og ved at komme Skind over og nu er det atter som før og saa kommer der stadig smaa Frænner og Blærer rundt om og de er værre end alt andet. Nu er det i Benet snart bedre, Jeg kan ikke rigtig forstaa det, naar der er en Splint deri er det sært det heles og er der ingen deri hvordan bliver det saa stort et Saar og saa dyb som det var i Førstningen. Naa Lægen skal jo nok vide det, det maa jo staa i Papirerne fra Sedan. Idag kommer Undersøgelses Kommissionen fra Ulm og rydder op. –

Ser at Bierne atter har Nykker i Aar. Det Skidt. Jeg gad nok vide, hvad de feiler. C. A. har vel havt et tomt Hus staaende, da Du skriver, de fløj ind. Saa er det jo ikke saa sært, at de flyver væk. Det var ærgeligt nok. Det bedste var at tage Bier og Hus eller Kube, hvad de er i. I kunde jo betale det, men lovligt er det ikke at have tomme Huse staaende, naar i melde det, fik de noget paa Kasketten. Nu haaber jeg idag at modtage noget mere fra eder thi jeg gad nok vide lidt bedre Besked om alting. Slutter nu med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Vi spaserede igaar 4, to med et stivt Ben, Mand med 6 Kæppe. Jeg mente, det var vel Tysklands sidste Haab, naar vi kom med vore Stokke.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

24. maj 1918 – Mathias Damm: “Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 24.5.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog idag. Jeg har det efter Omstændighederne godt. Men som Du skriver, behageligt er det netop ikke, men naar det ellers maa bedres, som hidindtil, er det dog behageligere, end at ligge i Franskmandens Artelleriild.

De fleste Saar ere snart lægte, blot det største i Benet og et i Armen, men det heles ogsaa. Med Benet vil det nok vare en Tur endnu, da der sidder en Splint deri endnu, og den skal jo vist ogsaa skæres ud en Gang, ellers vil det vist snart brække op igjen. Men foreløbig har jeg jo Tid. Der er jo kun liden Udsigt til at Krigen snart faar en Ende, og saalænge forsømmer jeg jo intet, saa det er tidlig nok, naar de opererer mig, naar det andet er lægt.

Jeg blev røntgenfotograferet i Sedan, men den maa vist ikke være god at faa fat paa, da de fleste blev opererede og jeg ikke. Jeg kan nu gaa lidt ved Hjælp af en Stok, Men meget holder jeg ikke ud. Naar jeg har været nede i Haven om Eftm. er jeg glad naar jeg atter er oppe i Stuen og kan kravle til Sengs igjen[.] Det er en pæn Redelighed. I derhjemme have travlt, og man ligger her paa den lade Side og har et par Jomfruer til Opvartning.

Jeg har lagt et Billede ved her med nogle af Patienterne og vore Søstre. Jeg sidder til venstre for Musikanten, Dine Forældre kunne vist ogsaa nok finde mig. Jeg lider ingen Nød her, men bedre var det dog hos hos Moer. Der kom man før til Hægterne igjen, end her. Og dog, er det meget bedre her, end i de store Gamisonslazarether, der kunne de spænde Livremmen, naar de ikke vil have at Maven skal knurre. At de ikke snart kunne blive saa fornuftig, at holde op, thi i Længden holder ingen en saadan Sultekur ud, som de sidste Aar har været. Til 15 Juni giver det jo atter mindre Brød, en net Redelighed. Saa er der da intet i Veien for at Folk har for meget at staa imod med, naar Høsten kommer.

Nu har Krigen snart raset i 4 Aar og ingen Ende at se. Tusinder og Millioner Mand i den bedste Alder har maattet lade deres Liv, og for hvad? Det vil jeg sige Dig, naar vi ses. Og for det samme raser Krigen videre Dag for Dag og vildere og vildere. Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder.

Det er nu Middag og jeg slutter mit Brev. Naar jeg kommer til Garnison haaber jeg at faa Orlov og gjense Nordslesvig og mit kære Hjem. Og nu til Slut sendes eder alle de kjærligste Hilsner af Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. maj 1918 – Mathias Damm: “I Laaret maa Splinten endnu sidde…”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 18.5.18.

Kære Moder!
Idag kan jeg for første Gang efter 3 Uger sidde ved Bordet og skrive. Jeg kan naturligvis ikke lave Væddeløb, men ved Hjælp af en god Stok kan jeg da gaa lidt. Mine Saar heles godt, især i Armen og i Ryggen. I Laaret maa Splinten endnu sidde, da det er et dybt Saar og kun et og det heles heller ikke saa godt. Et lille Saar neden for Albuen, som jeg slet ikke havde ænset, har i de sidste Dage smertet, men nu er det bedre, det har nok udraset, da der er kommen en hel Del ud. Medicinalraaden har i morges undersøgt mit venstre Øre, da jeg ikke godt kan høre. I de første Dage var jeg helt døv, Han mente det skulde nok forsvinde helt. Godt var det. Jeg blev ogsaa veiet forleden, Kun 138 Pund, naturligvis i Adams Kostume. Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

5. maj 1918 – Mathias Damm: “Hele Knæet er fuld af Saar”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Forsættelse af brev fra 4. maj.

Søndag
Jeg har nu lige faaet Saar og Knæ fotograferet med Røntgenstraaler. Nu skal vi saa se, hvad det giver. Jeg kan ikke rigtig godt bevæge Knæet, og derfor skulde det nu efterses. Det er kun et helt lille Saar i Knæet, men der maa vist dog sidde en Splint deri. Hele Knæet er fuld af Saar som om der var saaet Kom, og overalt har jeg saadanne smaa ubetydelige Saar. Det største er i Laaret, paa Ydersiden, hvor man skal holde Haanden, naar man staar stram [står ret/red.], og det er mindst saa stor som en Sølv 5 M. Dog naar jeg ligger rolig mærker jeg det ikke meget. Det er blot lidt hed saa det begynder vel at buldne.

Min første Tanke da jeg blev saaret var den, Godt at Hoved, Bryst og Mave er hel, og satte jeg i Rend gjennem Løbegraven, som var den onde bagefter mig. Da jeg traf Sygebæreren, lod jeg mig forbinde og kravlede lidt i Dækning thi det haglede Jern, da Spærreilden sagnedes, huggede jeg atter af i samme Fart til jeg var ude af Ilden, men da kunde jeg ogsaa knap faa Pusten. Saa gik jeg langsomt ind til Noyon, hentede mine Sager, blev rigtig forbunden og saa gik Reisen løs i Lastauto, at det altid gjorde godt at sidde der, vil jeg ikke sige. Fra Flavy le Martel til St. Quentin og derfra hertil kørte jeg i Toget. Nu mere en anden Gang, Blot mange Hilsner fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

4. maj 1918 – Mathias Damm: “Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Sedan, 4. Mai Aften

Kære Moder!
Jeg vil begynde et Brev til eder, da jeg lige kom til at tænke paa om Du ikke kunde skrive til Thade Petersen og lade dem sende Bladene til Rasmus. Til Heimdal skriver engang naar jeg ved lidt mere Besked. I kunne jo godt skrive mig et par Ord efter Adressen her. Det koster da kun Kort og skriveriet. Mit Skriveri er jo nu helt daarlig. Naar man skal ligge paa Ryggen med en halv Omdreining til venstre og holde højre Overarm omtrent rolig, er det skidt.

Her ude stryger een leen, hvad han slaar ved jeg ikke. Her er alt kønt og Grøn. Det er et fransk Militærhospital og Park og Haveanlæg her i stor Stil, Skade at jeg ikke kan løbe. Men her i Sengen, er dog bedre end i Slotsparken paa Mont Renaud ved Noyon. Den Park og Slottet med har jeg i Erindringen for stedse, et saadant Myrderi har jeg ikke set før, som der. Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind. Det er saa behageligt, og det kan jeg heller ikke godt undvære. For min Part kunde det staa aaben hele Natten.
Nu nok for i Aften, God Nat.

Brevet fortsættes …

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

3. maj 1918 – Mathias Damm såret: “jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

den 3.5.18. Kære Moder!
Jeg er nu kommen paa Lazareth i Sedan, men om jeg bliver her, ved jeg ikke. Jeg skal nok skrive nærmere. Jeg er saaret af en Granat i højre Ben (Knæ og Laar), Arm og i Armhulen (eller Ryggen). Jeg kan ikke se det. Det vaerste er i Laaret, men dog alle Kødsaar. Saa det gaar nok, og jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet, som naar de havde skænket mig et Kongerige. Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. august 1917 – Ribe Stiftstidende: hvad med tabslisterne?

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De tyske tabslister kommer ikke længere til udlandet

Da vi ikke har modtaget nogen tysk tabsliste siden den 26. juli 1917, har vi ved henvendelse til postvæsnet erfaret, at det tyske postvæsen har meddelt, at numrene ikke kan leveres, da forsendelse til udlandet ikke er frigivet. Det ser ret mærkeligt ud, at tabslisternes redaktion og udgivere ikke finder anledning til at vise holderne det hensyn at give dem meddelelse om bladets standsning, men derimod beholder den forud erlagte abonnementsbetaling for hele kvartalet. For øvrigt er der med numret for 26. juli 1917 udgivet i alt 1559 numre med i alt 19,802 sider. Hver side rummer 3 spalter og paa hver spalte findes gennemsnitlig fra 80 til 90 navne paa let saarede, haardt saarede, savnede og faldne.

Haardt saaret – 4 sønner med

For henved 14 dage siden fik Niels Schmidt og hustru i Bæk ved Nustrup meddelelse  fra fronten, at deres søn Ingvard var bleven haardt saaret og paa vej til et lazaret. Niels Schmidt har haft 4 sønner med i krigen. Den ældste blev saaret ved Østfronten, hvor han fik en geværkugle i underlivet; han er nu hjemme paa orlov. Den næstældste kom usaaret i engelsk fangenskab i 1914. Den tredje ligger i Rusland, og den yngste, ikke 19 aar gammel, er det, som nu er saaret.

Efterretning fra en formentlig falden

Slagtermester Remmer i Gelting fik for nogen tid siden den efterretning fra felten, at hans søn, Villy Remmer, var falden. Forældrene meddelte ifølge Dannevirke deres tab gennem en dødskundgørelse, og der blev afholdt sørgegudstjeneste. Til deres glæde har forældrene nu faaet brev fra den som falden meldte søn, og heri meddeler han, at han er bleven haardt saaret i hovedet og er i fransk fangenskab.

27. juli 1917 – Thyge Thygesen: “… det er bare så utålelig kedelig her”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.

Eisleben d. 27. 7.17.

Kære Allesammen!
Heller intet fra Eder i Dag, hvis der nu da blot ikke er noget i Vejen. Fra lille Vips har jeg nu heller ikke hørt i længere Tid, så jeg antager det ligger i Postforbindelsen deroppe fra det høje Nord. Jeg har det helt udmærket her – det er bare så utålelig kedelig her. Hvis I nu tænker, gå her den hele udslagne Dag og ikke have det mindste at tage sig for. Ja, nu har jeg da havt Vagt fra i Går Middags – men nu, har vi for meget at bestille, så er vi jo endnu mere utilfreds.

– – Efter hvad Skriveren sagte er jeg jo ”a.v.” [arbeitsverwendbar] endnu. Hvad så at prøve med en ny Reklamation? Jeg har ikke talt med Feldweblen, for vi må jo i Grunden slet ikke vide hvad vi er skreven, så det nytter nok ikke at lade mærke, at jeg ved det. Hvis I synes det, kan I godt række een ind, nu ved I jo hvor lang Tid det tager. Kunde jeg så få 7 Uger igen, så var de jo også nok værd at tage med. Går det ikke er det jo ikke nogen større Forseelse.

– – Hvor er jeg alligevel glad at jeg ikke er ”k. v.” [arbeitsverwendbar] længere. Sygepapirerne er alligevel noget værd. Efter en Undersøgelse uden dem – så er jeg ”k. v.” Der må jo alligevel være noget usynligt[,] som jeg har havt og som jeg ikke ved om – ellers var de nok heller ikke så skånsomme her. Godt er jo at jeg ikke mærker til noget – når det blot så ikke kommer. På Lazarettet sagde Kameraterne, at de havde hørt Lægen og Professoren tale om, at Lungen var reven (mens jeg var bevistløs.) Men kunde Koch så ikke have mærket det? Han undersøgte Lungerne meget grundigt. Nå – når jeg ingen Besvær har af det, så – jo mere, desto bedre!

I er jo vist i fuld gang med Høsten? At jeg nu da også skal sidde her og kukkelure. Ja, når jeg så endda kunde slå Hjemmet helt ud af Hovedet! Ja, så havde jeg såmænd lyse Dage. – Har Marius fået Efterorlov? Har han ikke været ovre siden? Ellers skal han vel afsted i Dag. Mærkelig at han ikke skriver hjemme fra. – Går Køerne endnu ved Møllen? Har de fået Kløverne med ind til? Da I har havt Regn, kan der jo ingen Mangel være på Græs hos Eder! Har I fået Høet af Skoven hjem? O, hvor jeg kunde spørge- 

Kærligste Hilsener, Eders Thyge. Hilsen til Oheims og Peters og alle – alle –

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

29. april 1917. Hans Lindholm: Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene

20-årige Hans Lindholm skriver til sin kammerat Johannes Christensen, der lige er taget af sted på orlov, mens han selv med Regiment 84 var rykket ud på den omstridte høj nummer 100 i nærheden af Pignicourt, som var et af de punkter franskmændene forsøgte at erobre i deres forårsoffensiv.

Gode ven!

Nu vil jeg så opfylde mit løfte og skrive dig et par ord til dig, men jeg kan ikke fortælle dig meget. Jeg blev let såret lige efter, vi var kommet derop. Der slog en granat ned lige for os. Vi stod 2 mand på posten – Hans Boye og jeg. Den sprang mig noget op i hovedet og så blev jeg begravet af jord, men de fik os udhalet og forbundet. Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene og hovedet. Jeg har jo øjnene forbundet, men det ene kan jeg godt nok se lidt med og det varer ikke længe, så er jeg ved kompagniet igen. Nu vil jeg så slutte denne gang. Med mange hilsner din ven Hans.

Hils også din søster og din øvrige familie mange gange.

Billede fra lazarettet. Det er Hans Lindholm yderst til højre i anden række

Du kan læse mere om Hans Lindholm i Sune Wadskjær Nielsens bog, der beskriver vennen Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. oktober. Thygesens mor. “Vi var så angst for dig, Herren ske lov og pris!”

Thyge Thygesens mor skriver til sin søn, som hun troede død ved Somme. Hun har lige erfaret, at han ligger såret på lazaret i Tyskland – men i live!

Min egen elskede Thyge!         

Gud ske Lov, at vi nu lige fik dit Brev. Nu vi har ikke vidst, at du var der, for der har stået på Brevene og Pakkerne, Lazareth unbekannt. De er kommen tilbage.

Herren være evig Pris og Tak lille kære Thyge. Tror du vi må komme og besøge dig, når du bliver lidt bedre. Åh, min Dreng! Jeg kan ikke skrive mere nu lige. Hjertet er for fuldt. Tror du, at du kan tåle at skrive lidt hver Dag?

O, Gud ske Tak og Pris. Skal vi sende dig Pakker?

Tusinde Kærlige Hilsner fra os alle, din egen Mor.

Hvis du ikke kan tåle det, må du jo ikke skrive hver Dag. Lille Thyge, vi ved jo nu Gud ske Lov hvor du er og vi er opfyldte af Tak og Lov. Jeg skriver i Morgen igen. Gud ske Tak, min lille søde Thyge, at vi har hørt nu fra dig, vi var så angst for dig. Herren ske Lov og Pris, din egen Far. Meddel os når vi må besøge dig

Hvorfor har du ikke skrevet fra lazarettet ,hvor du er? Åh, min Dreng, min elskede Søn.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009.

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.