Tag-arkiv: brødre

29. marts 1918. En skål på tysk nederlag og Sønderjyllands genforening med Danmark!

A. P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten. Ved fronten fik han via en fælles ven sat et møde i stand med sin broder, Jens, der var maskingeværskytte.

(… fortsat)

 Så mødtes vi da igen, og det var lige ved, at min Bror skulde have mødt sit Endeligt i denne lille Landsby, idet den en Times Tid forinden jeg kom til Byen, blev beskudt af Englænderne. Da de hørte Granaterne komme, stod han på Vejen og vilde sammen med mange andre springe ned i en Kælder for at komme i Dækning.

Han var også kommet nogle Trin ned, da det gik op for ham, at det kunde vare farligt, dersom en Granat gik ned igennem Huset. Han sprang derefter igen op og løb bort. Og så kom Granaten. Den eksploderede midt i en stor Klynge Soldater. I min Brors Kompagni dræbtes 8, og 16 blev såret.

De var just ved at begrave de faldne ude på Marken under et Træ, da jeg kom.

Vi var sammen et Par Timer og talte igen om det samme: Hvornår holder dog den Krig op ? ——-

Et Par Dage forinden havde et Par af mine Kammerater opdaget et engelsk Officerskasino og havde „reddet” en Masse Bourgogne til os. Vi havde også i en Marcipanfabrik „reddet” os Sække af Mandler, og jeg havde et Par Flasker med af den ædle Drue og Tasken godt fyldt med Mandler.

Jens og jeg fandt os uden for Byen et Dige ved Siden af Vejen, hvor vi i det dejligste Solskinsvejr kunde have det lidt for os selv.

Vi satte hver sin Flaske for Munden og drak den ene Skål efter den anden for vores gensidige Sundhed, vore Forældres og Søskendes Sundhed, og ikke mindst for Krigens lykkelige Ophør, d.v.s. Nederlag for Tyskerne og vor Genforening med Danmark.

— Se . . . . alt det gik i Opfyldelse, så det har vel nok været en god Vin!

I løftet Stemning og med store Håb og Ønsker forlod vi hinanden, og jeg så ham ikke igen før et År efter, da han med „St. Thomas” kom til København med det første Hold løsladte dansksindede Krigsfanger fra Aurillac.

DSK-årbøger 1953

 

22. marts 1918. ”Goddaw, Jens! Skal vi mødes her?” To brødre midt i Kaiseroffensiven.

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten, men blev pga. sammenstød med løjtnanten degraderet til reparationstjenesten. Midt under offensiven mødte han sin bror på slagmarken.

(… fortsat)

Næste Morgen gik det fremad igen. Vi kom nu igennem Ingenmandsland og de forladte engelske Stillinger. Det gjorde et dybt Indtryk på mig at se alle de mange faldne Englændere. Tyskerne havde brugt Gas Dagen i Forvejen; mange faldne var blåsorte i Ansigterne og indtog de mest sære og forvredne Stillinger. Særlig gjorde en Masse skotske Højlændere Indtryk på mig, de lå der i deres Kilte med bare Knæ og Lår.

Det var første Gang, jeg så så mange døde; senere blev det under Fremrykningen desværre til en dagligdags Begivenhed.

Ved 10-Tiden gjorde Ballonen Holdt på en Høj, hvor der må å have været gode Observationsmuligheder. Vi ved Telefontruppen var lidt bagude og var i Færd med at etablere Ledningen til Staben (vi havde imidlertid fået de rigtige, lette Stænger til dette Formål).

Blandt de mange nysgerrige Soldater, der endnu holdtes i Reserve og ikke havde noget særligt at bestille, så jeg nogle Soldater fra Maskingevær Afdeling 69.

— Er I fra Afdeling 69? — spurgte jeg en af dem.

— Ja, det er vi da!

— Er 2. Kompagni også der?

— Ja, selvfølgelig. —

— Så hent Skytte Jens Andersen, det er min Bror.

— Ja, gerne! — sagde en af dem og gik ind på Marken.

— Jens Andersen, dein Bruder ist da! —

Og et Øjeblik efter kom Jens frem til Vejen, iført sin store Kappe og med et omtrent halvt Lagen bundet om Halsen, for han var meget forkølet.

— Hvad er der? —

Og så pegede de på mig.

— Næ … Goddaw, Peter!

— Goddaw, Jens! Skal vi mødes her !

Og vi fik os en Sludder på en 20 Minutter. Jeg over lod mit Arbejde til en anden Kammerat, og så gik vi lidt rundt på Slagmarken. Vi var blandt andet henne at se på to store østrigske Motorhaubitser, Kaliber 42, der stod lige i Nærheden og skød alt hvad de kunde. Når man stod bag ved dem i Skudlinien, kunde man lige i en Brøkdel af et Sekund se det sorte Projektil fare ud af Løbet.

Vi fik os en Sludder om Stillingen, som den var, om dog ikke Krigen snart kunne holde op, og om dem derhjemme. Men jeg måtte tilbage, og vi lovede at holde Øje med hinanden, da vi nu vidste, at vi var i Nærheden af hinanden og sandsynligvis skulde samme Vej.

Det var et markeligt Træf, at vi blandt de 3½ Million tyske Soldater, der var indsat på den ca. 63 km lange Front, netop skulde mødes.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

 

18. februar 1918 – Hejmdal: Krigens spor

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Udlovet Belønning
Den stedfortrædende kommanderende General v. Falk i Altona udlover en Belønning paa 3000 Mark, der fra privat Side er blevne stillede til hans Raadighed, til den, ved hvis Hjælp det for første Gang lykkes at overbevise en fra engelsk eller amerikansk Side lønnet Agent om at have ophidset Arbejderstanden til Strejke, navnlig om at have uddelt Flyveblade i Korpsdistriktet.
     Hvis der er flere om at yde Hjælpen, afgør General v. Falk, hvorledes Beløbet skal fordeles. Udelukkede fra Belønningen er Personer, der i Henhold til deres Embede er forpligtede til at forfølge fjendtlige Agenter.
    Denne Udlovelse falder bort, hvis efter Generalens Skøn ingen har erhvervet sig Krav paa Belønningen inden den 20. Februar 1920 eller, hvis Krigen er ophørt før, inden Krigens Afslutning.

Krigens Spor
Nogle Aar før Krigens Udbrud købte to Brødre, Rasmus og Jørgen Damm fra Bovrup, en lille Gaard i Bodum ved Aabenraa. Jorden var i en daarlig Forfatning, men begge Brødrene var dygtige og flittige Landmænd, og da Lykken fulgte deres Arbejde, viste det sig snart, at der var kommet en fornøjelig Gang i Driften.
    Saa kom Aaret 1914. Kornmarkerne stod saa frodige, og Høsten havde allerede begyndt, da Krigen brød ud. Jørgen Damm, den yngre af Brødrene, der havde tjent som aktiv Soldat, maatte straks af Sted i Felten. Hans Broder Rasmus tog derpaa saa meget des mere ihærdigt fat, idet han i Forventning om en snarlig afslutning af Krigen nærede det Haab, at Jørgen om føje Tid vilde vende tilbage.
    Men det kom anderledes. Krigen fortsattes, og allerede i 1915 blev ogsaa Rasmus indkaldt. Ejendommens Drift maatte nu overlades til Fremmede: en Husholderske og en Dreng. Husholdersken var dygtig og energisk, og Drengen var flittig, saa at Arbejdet saa vidt som nogenlunde muligt vedblev at gaa i sin gamle Gænge. Men i Sommeren 1916 meldtes det, at Rasmus Damm var savnet. Jørgen, der endnu stadig laa ved Fronten, haabede dog vedvarende, at Broderen var kommen i Fangenskab; men hidindtil savnes enhver Stadfæstelse af denne Forventning.
    Og i disse Dage er der kommet officiel Efterretning om, at Jørgen Damm, der ved Slutningen af det forløbne Aar var bleven meget haardt saaret, den 31. December er afgaaet ved Døden som Følge af sine Saar. Han blev 33½ Aar gammel.
    Nu er altsaa Hjemmet i Bodum opløst. Den nordslesvigske Befolkning har atter mistet et Par af sine driftigste Sønner, og Egnens Beboere vil længe føle Savnet af to af deres bedste Venner og mest trofaste Naboer.
    Haardest rammer Slaget imidlertid dog Familien, saa meget des mere, som den allerede i Forvejen var bleven noksom hjemsøgt af Krigens ubarmhjertige Haand; thi af to andre Brødre, Johan og Peter, er den ene falden og den anden i Fangenskab.

Udmærkelser
Fortjenstkorset for Krigshjælp er blevet tildelt: Bykasserer Baus, Direktør Matzdorff, Raadmand Tams, Kredsassistent Heinr. Meier, Kredsassistent Peter Petersen, Gehejme Medicinalraad Dr. Hansen, Magistrats-Bureauassistent Joh. Fr. Jensen, Politivagtmester Lauesen, tidligere Retsfuldbyrder Otto, Marketenderi-Forpagter Schmidt, Fru Bygningsraad Jablonovski og Fru Seminarielærer Michelsen, alle i Haderslev, samt Overvagtmester Prizel i Gram, Vagtmester Schäfers i Vojens, Vagtmester Wollesen i Hvidding, Hjælpevagtmester Zacharias i Vedsted, Kommuneforstander og Lærer Frost i Halk og Kommuneforstander og Lærer Johannsen i Hvidding. 


Fra Felten


Dekorerede
Hans Alexandersen, Søn af Gaardejer Jørgen Alexandersen i Sottrup i Sundeved, der i Forvejen var Indehaver af Jernkorset af anden Klasse og det hamborgske Hanseatkors, er bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse som Anerkendelse for, at han under et af de sidste haarde Slag paa Vestfronten reddede et Par saarede Officerer ud af Ilden.
   Christian Thastesen, Søn af Handelsmand Thastesen i Øster-Løgum, der har været med siden 1914 ved de forskellige Fronter, som blev haardt saaret i Rumænien i 1917 og som for Tiden ligger paa et Lasaret efter et Uheld, han har haft med det ene Knæ, og Arbejdsmand Hans Peter Bramsen fra Damager ved Haderslev har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Forfremmet
Student Holger Jepsen fra Rørkjær ved Tønder, der ligger ved Fronten i Rumænien, er ifølge “V. T.” bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven.

 

(Læs hele Hejmdal fra 18. februar 1918)

31. december 1917. To brødre mødes

Lærer H. Petersen, Blans, gjorde krigstjeneste i Grenadérregiment 89, 5. kompagni.

Det var den sidste Dag (Nytaarsaftensdag i Aaret 1917. Mit Komp, 5/89 gik fra sit Rokvarter (Noyelles Godault) til en By, Leforest, hvor vi skulde af med de smaa Feltgraa (Lusene). Ved saadanne Smaature morer mange Soldater sig ved at komme med morsomme Tilraab til de forbipasserende, (Humme!) og Svaret lader sjælden vente længe paa sig, særlig naar nogle fiffige saa, at vi var meklenborgske Grenaderer.

Saa begyndte de gerne at brøle, som en Okse. Thi sagde de: I har jo et Oksehoved i det meklenborgske Vaaben. Jeg gik den Dag saa stille og tænkte paa det nye Aar, hvad vilde det bringe for os — for mig. Bag ved gik en ung Meklenborger fra en Herregaard. Han sagde somme Tider: Du, Degn, pas din Kurs — jeg skal ogsaa have Plads til mine Ben, gaar Du nu igen og drømmer om Nordslesvig.

Wilhelm var god nok. Men pludselig saa jeg til Siden — og forbi mig gik den modsatte Vej en Soldat, som jeg særlig maatte lægge Mærke til. Min Bror!

Det slog ned i mig, — ih — hvor ligner han min Bror, — det maa jo være ham. — Skal jeg raabe et Goddag, Kammerat, for at han kan se mig i den store Flok. Nej, — det er umuligt — meningsløst, han er jo ikke her, han ligger længere Syd paa og længere bag Fronten.

Jeg gik videre. Men da vi kom hjem om Aftenen, sagde Kvartervagten til mig: Der var Besøg til dig, Degn, en Bror tror jeg nok. Han var bedrøvet over, ikke at træffe dig, her — et Brev.

Det slog ned i mig, hvad jeg havde set. Paa Nytaarsaften havde jeg set min eneste Bror mange Hundrede Mile hjemmefra, havde kendt ham og ikke tiltalt ham paa Vejen.

Jeg ærgrede mig og skammede mig. Vi havde ikke været sammen i 5 Maaneder. Han meddelte mig i det korte Brev, at han skulde i Stilling (til Fronten) samme Nat. Jeg var gal i Hovedet paa mig selv.

Nytaarsdag skulde alle Ro-Kompagnier i Kirke. Jeg var mellemfornøjet paa Grund af Tildragelsen i Gaar. Og tænk: — Da vi kom ud af Kirken, stod min Bror (nu: Degn J. Petersen,  Grarup Skole) ved Døren og tog imod mig. Han havde faaet Udsættelse en halv Dag og vilde tale med sin lille Bror, da vi var saa nær sammen. I Dag vilde jeg ikke narres, sagde han, derfor smuttede jeg under Gudstjenesten ind i Kirken, jeg stod og stirrede paa de mange Hundreder alvorlige Soldater-Ansigter indtil jeg fandt min lille Bror. Saa blev jeg rolig.

Der blev stor Gensynsglæde og et uforglemmeligt Samvær for de to Brødre midt i den onde Krig. Ja “Sorrig og Glæde de vandre til Hobe”.

DSK-årbøger, 1941

11. december 1917. 1A-Gespräch til bror Magnus

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33.

I Midten af Oktober blev vi forflyttet til Ardenneskoven, til Egnen omkring Vouziers. Der var vi til omkring 1. December; saa kom vi i Ro bag ved Fronten i en lille Landsby Yvemaumont, ca. 11 km Syd for Charleville, hvor vi var Julen over.

En 5-6 Stykker af os blev indkvarteret hos et ældre fransk Ægtepar, der havde en lille Gaard. I en af deres Stuer fik vi indrettet Telefoncentral. Min Bror Magnus, der som Infanterist var blevet haardt saaret i Foraaret 1915 i Præsteskoven, var efterhaanden blevet nogenlunde rask og forrettede Telefontjeneste oppe i en lille By, Eecloo, i Belgien.

Vi fik os mangen en Pas­siar paa Dansk i Telefonen, og han var saa usandsynlig dristig, at han forlangte 1A Gespräch, naar han ikke kunde komme igennem alle de Telefonforbindelser, der skulde til. 1A Gespräch havde Forret for samtlige Telefonsamtaler, da den kun maatte benyttes som Flyvervarsel eller de helt store Hovedkvarterers vigtigste Samtaler. Ogsaa Juleaften ringede han mig op paa denne Maade, for at vi kunde ønske hinanden glædelig Jul paa Dansk.

Paa det Tidspunkt stod jeg ogsaa i livlig Brevveksling med min Broder Jens, som nu er Overlærer i Graasten. Han laa ved Asfeld la Ville.

Jeg fik udvirket en ekstra Orlovsrejse paa 3 Dage for at besøge ham og var saa heldig at ankomme en Eftermiddag, da Afdelingen om Aftenen kom tilbage fra en tre Ugers Tur ved Fronten. Min Bror var Skytte ved Maskingeværafdeling 69.

Nej, — hvor var de snavsede og lusede! Vi havde selvfølgelig ogsaa Lus, og det var saamænd ikke saa længe siden, jeg havde lysket min Sweater og der fundet et Par saa store og fede, at jeg væmmedes ved at tage dem mellem Neglene. I Stedet for gik jeg udenfor og satte dem i Sneen.

Men her var der Graabasser af en hel anden Størrelsesorden. Hvor priste jeg min Lykke, at jeg var blevet Luftskipper og paa den Maade slap meget nemmere og lettere gennem disse Krigsaar.

Min Bror havde en god Kammerat, og ogsaa den bedste Ven, i Jes Lauritzen fra Hammelev, nu Gaardejer i Bramdrup, og ham lærte jeg ved den Lejlighed at kende. Den følgende Formiddag var vi allesammen til Aflusning, men jeg tror nok, at jeg drog af Sted med flere Lus, end jeg var kommet med. Dog var det jo en dejlig Oplevelse at være sammen med ens Bror et Par Dage.

DSK-årbøger 1951