Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86.
Douai d. 5. Febr. 1916.
Idag har jeg været hos tandlægen og fået mine tænder, så nu er jeg færdig til fronten. Dog venter jeg et par dage, inden jeg rejser, ifald der skulde være noget at ændre. Mit kompagni ligger for tiden bag ved Lens og må derfor ud for at skanse hver nat. Det er der jo ikke meget ved, men når det ikke kan være anderledes, finder man sig i det.
Der går rygter om, at vi atter skal flyttes, men om det passer, er jo noget andet. Der er tale om at komme til Flandern. — Værre end hvor vi er, bliver det jo næppe; for selv om her er nogenlunde ro i øjeblikket, så kan det brænde løs når som helst. Idag er det 7 uger, siden jeg kom her til Douai, og den gang havde jeg ikke ventet at blive her så længe. Godt at jeg meldte mig med tænderne. De har holdt mig her i 3 uger, og et par dage varer det jo endnu.
Ja, så har vi været i krig i halvandet år, og dr. Thomsen mente forleden, at det kunde gerne vare halvandet år til. Det tror jeg nu ikke. Det er landet ikke i stand til. Krigstrætheden breder sig forfærdelig, eller skal man bruge et andet ord: begejstringen er borte, og overalt hører man kun tale om, at krigen skal holde op. „Sortseernes” tal øges daglig — bliver det ved en tid endnu, kan vi godt pakke sammen, siger de — Krybben tømmes.
Forleden talte jeg med en, der havde været på orlov i Berlin. Det var ikke lyse ting, han kunde fortælle om. Alt måtte de have på kort: brød, mælk, smør, kød, kartofler o. s. v„ og så måtte de endda være glade, hvis de blot kunde få noget. Flæsk kostede 3,50 Mark og var ikke til at få. — Her spares der nu også meget på brødet. Vi får kun ¾ pund, hvad jo kun er lidt, da der ikke fås andre ting.
Befolkningen her får heller ikke meget brød, men det er næsten rørende at se på, hvordan de kan undvære alt, når der kommer franske soldater til byen som fanger. Jeg har et par gange været med til at hente en transport. Skønt vi jo har ordre til, at de ikke må komme i berøring med befolkningen, er det ikke til at undgå. De sværmer om dem i hundreder og kaster brød, penge, cigaretter, chokolade, ja alt, hvad de har, til dem. Ivrigt spejdes der efter et kendt ansigt, men som regel finder de intet, men alligevel stråler ansigtet, og man ler og snakker. Det er jo deres egne, selv om de nu er fanger. De har kæmpet tappert, og ingen af dem tvivler om, at tiden en gang kommer, da de kan slutte fred som sejrherrer. Det er med underlige følelser, vi går ved siden af dem. Det, der piner mest, er vel nok det, at vi bærer denne uniform, der gør alle til fjender.
— De sidste par aftener har jeg været sammen med en efterskolekammerat, Søren Finnemann fra Hundebøl. Det er godt at få lejlighed til at tale rigtig ud om alt. I kan ikke forestille jer den oplivelse det er at kunne tale, når man har været tvungen til at tie i lang tid, og det er absolut nødvendigt for ikke at gå helt i hundene.
(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 114-15)