H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men kæmpede siden i adskillige andre regimenter. I oktober 1918 blev han taget til fange af franskmændene.
Trods det, at jeg er „Sousoffice” og saaledes ikke maa arbejde, lykkedes det mig ved Fuglsangs Hjælp at komme ud paa Landet, hvor vi skal afløse spansksyge Kammerater.
Vi havde forinden af „Styrelsen” faaet hver ti Franc, som var indsamlet blandt Venner i Danmark, og som vi paa et Postkort sendte Gymnastikdirektør N . H . Rasmussen Kvittering for. Det var samtidig en Meddelelse til Hjemmet om, hvor vi opholdt os.
Arbejdsholdet bestod af ti Mand og mest af Bekendte. I Dag er det min Fødselsdag, og i den Anledning maa jeg af med et Par Flasker „Vin blanc”. Den er ikke daarlig.
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland. Disciplinen blandt soldaterne er mildt sagt elendig!
Da vi nu var nået ind i Tyskland, var det som om folkene blev mere medgørlige. Der skete ikke større uhyrligheder mere.
På en godsbanegård blev dog en waggon med æbler næsten tømt.
En vagtpost forsøgte at forhindre det, men man tog geværet fra ham og smed det langt bort.
Et sted i Mecklenborg optrådte en gammel major med et stort Kejser Wilhelm-skæg som banegårdskommandant. Han gik langs toget og råbte: »Keiner aussteigen, keiner aussteigen« (Ingen stiger ud). Bag ham blev der selvfølgelig råbt: »Alle aussteigen, alle aussteigen«.
Da han vendte sig om, blev der bag hans ryg råbt: »Du alter Blindgänger, lass dir den Bahrt abschneiden« (Du gamle dagdriver, se at få skægget klippet af), og mere i samme stil.
Til sidst vidste han hverken ud eller ind og spurgte en underofficer, der lænede sig ud af et vindue, hvad dette dog var for noget?
Underofficeren rystede på hovedet og sagde: »Deutschlands letzte Hoffnung, Herr Major« (Tysklands sidste håb, hr. major). Kan man egentlig ikke godt forstå, at den gamle major gik bedrøvet bort? –
Turen gik over Bremen, Hamborg, Lybeck og derfra langs kysten gennem Mecklenborg, Pommern, Vestprøjsen, og den endte i Østprøjsen i Insterburg den 24. oktober. Rejsen havde taget 14 dage. Ingen steder havde man haft plads til os.
Da vi passerede Hamborg, var det lige ved, at Hamborgeren var stukket af. Han ville hjem til sin Grethe. Jeg fik ham dog overbevist om, at det ville være en stor dumhed. I storbyen var det galt med fødevarer, og levnedsmiddelkort kunne han ikke få, så han ville sandsynligvis omgående blive arresteret.
Desuden tydede alt på, at krigen snart var slut, og der ville ikke være meget ved at sidde i spjældet, når der blev fred.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Jeg har faaet anvist et foreløbigt Opholdssted mellem franske Gendarmer, af hvilken een kan tale tysk. Som Sergeant, „Sousoffice”, bliver jeg behandlet godt. Det samme er selvfølgelig ogsaa Tilfældet med Skorstensfejeren.
Vi havde ellers en drøj Tur hertil. Ved en ny og større „ Stab ” blev vi nemlig taget under Forhør og blev visiteret paa vor Person. De fandt dog intet mistænkeligt og var rigtig flinke, idet de baade lod os beholde Lommeknive, Ur og Barberkniv, og for Resten alt øvrigt andet, med Undtagelse af Papirer og Breve, for saa vidt som vi ikke havde faaet dem gemt i Støvlerne eller i Ærmeopslag, hvor de undgik deres Opmærksomhed.
Nu blev der kaldt paa „Sousoffice” — det var Skorstensfejeren og mig — og vi fik Ordre til at stige ind i et stort Automobil. Af Sted gik det i rasende Fart. „Det er længe siden, vi har været saa flot kørende,” begyndte Skorstensfejeren. „Snause, halt,” brølede en fransk Kaptajn, der sad foran os paa Førersædet.
Han rev en Revolver fra Bæltet, retted« den mod vores Ansigter og bød os se hver sin Vej. Jeg til højre og Skorstensfejeren til venstre. Ikke eet Ord vilde han høre. Stadig med Kaptajnens Revolver hængende over Ryglænen af Førersædet, og medens vi for lang Tid siden havde faaet Krampe i Halsmusklerne, kørte vi i hele 2 Timer. Vi fik Lejlighed til at se, at Jernbanevogne, Feltlazaretter, Lokomotiver, Ammunitionslagrene og andet mest var amerikansk, og at amerikanske Tropper arbejdede paa Anlæggelse af en ny Jernbane. Med et flot Sving og i vældig Fart standsede Bilen endeligt ved en slotslignende Bygning.
I den store Vestibule, hvor vi blev ført ind, herskede der vældig Travlhed. Officerer med Mapper under Armen næsten løb fra det ene Værelse til det andet. Kun et Par Generaler syntes at tage Sagen med Ro. I lange, afmaalte Skridt og med en Cigaret hængende i Mundvigen gik de gestikulerende op og ned ad Flisegulvet. Nu blev der kaldt paa mig. En engelsk Officer tog mig under Afhøring.
Dog Resultatet heraf var meget magert. Han troede, at jeg var stædig, men det var jeg nu slet ikke; thi af gode Grunde vidste jeg ikke det allerbitterste. Da han spurgte mig, hvad Regimentskommandøren hed, og jeg svarede, at det vidste jeg heller ikke, blev han vred.
Noget efter syntes han dog at falde lidt til Ro og bød mig en Cigaret. Maaske har han dermed ment, at det kunde hjælpe paa min Hukommelse, og han begyndte nu forfra. Dog Resultatet var stadig det samme- “Jeg kan godt forstaa Dem,” sagde han, „De har deltaget i Krigen fra Begyndelsen og er Soldat helt igennem, De vil ikke forraade noget. Men nu skal jeg sige Dem noget,” sagde han, medens han halede en stor Bog frem.
Jeg blev nu aldeles forbavset; thi denne Bog syntes at indeholde ikke saa lidt. Han læste ordret ud af den, hvilken Division jeg tilhørte, hvad Kommandøren hed og hvilket Regiment jeg tilhørte. Desuden af hvilke andre Regimenter Divisionen var sammensat, paa hvilke Fronter den havde været i Ilden og meget andet.
Jeg skulde dog blive mere forbavset. „Ser De,” sagde han, „jeg havde haabet, at De kunde fortælle mig, hvilken Division der i Dag skal afløse Dem, men da De angiver intet at vide, maa vi se, om vi paa anden Maade kan finde ud af det.” Han tog mig med hen til et stort Kort, der hang paa Væggen. „Ser De,” sagde han, „her har vi et Kort over hele Fronten. De kan vel læse Kort? Vi har af tidligere Fanger hørt, at De i Dag skal afløses af 5. Gardedivision, passer det?”
Jeg vidste det ikke. „Kan De imellem alle disse smaa Flag finde mig 5. Gardedivision?” Jeg søgte imellem de mange hundrede Flag, der var stukket i Kortet fra Kanalen til Vogeserne, men fandt den ikke. Han tog nu ud fra Omegnen af Lille et Flag og viste mig det. „Dette Flag,” sagde han, „er for os 5. Gardedivision, den ligger her og er fuldstændig oprevet, saa vi er ikke sikker paa, at det er den, der skal afløse Dem. Men , ” sagde han og saa mig skarpt ind i Ansigtet, „har De ikke hørt noget om 3. Gardedivision?”
Jeg havde intet hørt. „Jo,” fortsatte han, „nu skal De se, her har vi 3. Gardedivision.” Han tog et Flag og viste mig det. „Denne Division har ligget her i længere Tid og har i de senere Dage faaet Forstærkning. I Aftes er den forsvundet! Véd De ikke, hvor den er? Svar mig,” brølede han. Jeg vidste ingenting. Han satte nu Flaget paa Plads og mente, at de nok fandt den i Løbet af Dagen.
Han spurgte mig nu, om den tyske Hærledelse vidste samme nøjagtige Besked om det franske Militær. Jeg kunde kun sige, at det vidste jeg ikke. „Sig mig en Gang,” sagde han, „hvem mener De er Tysklands største General?” Jeg nævnede v. Hindenburg. „Er der ikke een til?” „Jo, v. Mackensen!” Han spurgte, hvor jeg kendt ham fra.
Jeg fortalte ham, at jeg havde været Soldat i Danzig, og at v. Mackensen dér havde været Korpskommandør, og at jeg vidste, han var blevet Marskal og havde Overkommandoen paa Balkan. „ Har haft!” rettede han. Jeg saa paa ham. „Véd De da ikke, min gode Mand,” sagde han, „at Krigen er forbi om 14 Dage? Véd De ikke, at I er slaaet, og at Ludendorffs store Offensiv er slaaet tilbage af vore fortræffelige Tropper?”
Jeg vidste ingen Ting. Ved at han selv tog Ludendorffs Navn i sin Mund, blev den ellers rolige Mand som ude af sig selv. „Ser De, ser De,” sagde han, medens han greb mig i Armen, „ser De den sorte Streg paa Kortet? Hernede stod vi for 14 Dage siden. Der er 100 Kilometer derfra og her til. I Dag rykker vi 70 Kilometer frem. Om 14 Dage staar vi ved Rhinen.”
Han var blevet helt ivrig, og jeg maatte smile, ikke alene af den Grund, men fordi han nævnede dette her med Rhinen. Han saa det og sagde: „Jeg kan udmærket godt forstaa Dem, men det skal De vide, at Jeres store Ludendorff er færdig. Hans store Offensiv er knust, knust siger jeg Dem.
Det vil i de kommende Dage komme til at gaa haardt til, vær De glad for, at De er ude af det hele. Tag De nu hellere og gaa ud til Gendarmerne i Gaarden og se til at faa Dem noget at spise. De ser ud til at trænge til det!”
Ude i Gaarden traf jeg Skorstensfejeren. Han havde allerede spist og drukket og havde rodet sig godt ned i en Stak Halm. „Mensch,” sagde han, „du kan tro, jeg er glad for at være naaet herover.” Det er jeg ogsaa, men jeg er ikke glad ved det Bevogtningsmandskab, der ses ligge rundt om. Det er de gule, grimme, forhadte Kolonitropper.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han tilhørte i 1918 Regiment 186, 2. kompagni.
Gud Fader bevares, sikken Redelighed. Alt er opdaget. Straks, da vi kom hertil, blev vi modtaget af en General, der, højt til Hest, holdt en Tale ud fra det Synspunkt: Een for alle, og alle for Een.
Vi var opstillet som det sig hør og bør, og alle Næser var vendt imod ham. „God Morgen, Folkens!” hilste han, men han modtog kun en uvillig Brummen til Svar.
Han indledede med en længere Afhandling om Aanden fra 1870 og 1914, og sluttede med at sige: „Med Livremmen spændt godt ind og med den ægte Fædrelandskærlighed og i Bevidstheden om at tjene en høj og hellig Sag kan vi endnu standse Fjenden og fravriste ham Sejren, som han allerede nu føler sig sikker paa, men som han ikke har fortjent!”
Under hans Tale lød der mange dristige Tilraab, og inden han var færdig, havde Fløjene bøjet sig indad, og Transporten stod nu i Halvmaaneform omkring hans Hest.
Aldeles pludselig satte han en Stopper for sin sikkert velmente Tale, men raabte dog endnu, at de „Lumpenkarle”, der havde svigtet og var rendt deres Vej, nok skulde faa deres velfortjente Straf.
Han satte nu Sporerne i Siden af sin sorte, hvidblissede, magre og langbenede Krikke og forsvandt. — I Dag er vi blevet inddelt i Kompagnier af Regimentet 254, og der siges, at Turen gaar til Argonnerskoven.
Mange skyndte sig til Lægen, hvor det paafaldende i de mange Syges ensartede Lidelse vakte Mistanke, og Grunden hertil blev opdaget.
De er dog ligeglade med, hvad der sker med dem, foreløbig skal de paa Lazaret, og saa gaar den Tid med det.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.
Folk er kede af Krigen. Der spores revolutionære Antydninger alle Vegne. Vi Underofficerer, der næsten hver Aften kommer sammen i en Knejpe, der ligger lige overfor Kasernen, mærker det mere og mere.
Folk, baade civile og Militæret, er lige som mere fri i Sproget, og der stjæles, handles, sjakres og hamstres med alt mellem Himmel og Jord. Om Aftenen, naar der ofte er fjendtlige Flyvere over Byen, gaar Folk ikke mere frivillig ned i de Understande og Kældere, der er anvist til deres Beskyttelse.
De er lige glade. Vi kan købe lige saa mange Levnedsmiddelkort, som vi vil have, og saaledes købe alt det Brød vi ønsker. Naturligvis er de falske, men Brødforsyningsbestemmelserne bliver paa denne Maade undermineret, og Myndighederne kan ikke gardere sig herimod. For gode Ord og rigelige Penge kan man købe al den Mad, man vil have, uden at man behøver noget Kort.
Selvfølgelig er alt hamstret eller stjaalet. — Paany er en Transport inddelt til at afgaa til Felten, og denne Gang skal jeg med.
Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa. Det var jeg ikke tilfreds med, og i Morges gik jeg til Hauptmann.
Flan erklærede dog, at han ikke havde nogen Bestemmelsesret over Transporten, da Listerne over Mandskabet var afgaaet til Bataillonsskrivestuen, og hvis jeg vilde have Orlov, maatte jeg henvende mig dér. Det gjorde jeg, men heller ikke her havde jeg Held med mig.
Der blev af Adjudanten svaret, at der i Henhold til en „Verfügung” fra 9. Armékorps i Altona ikke maatte sendes Folk paa Orlov, der skulde ud over Linien Tønder—Flensborg. I alle Tilfælde skulde der en særlig Rejeetilladelse til, og den havde jeg jo ikke.
Jeg tilbød at betale en telegrafisk Forespørgsel til Altona, men heller ikke dette vilde han komme ind paa og mente, at det jo heller ikke kunde lønne sig at rejse den lange Vej for blot 3 Dages Orlov.
Jeg fastholdt dog min Beslutning om at ville hjem, og gik til Majoren. „Hvad ønsker De?” spurgte han, da jeg var kommet indenfor. Han fik at vide, hvad Sagen drejede sig om, og telefonerede til Bataillonsskrivestuen.
„Det gaar ikke,” sagde han, „og De har jo ogsaa faaet at vide hvorfor, ikke sandt?” Jeg forsøgte at komme med Forestillinger om, at det maaske var sidste Gang, jeg kunde faa Lejlighed til at hilse paa Familien, men han var ubønhørlig. „Min Søn,” sagde han, „vi har Krig . Det gaar ikke!”
Jeg stak min sidste Trumf ud. „Hr. Major,” sagde jeg, „jeg kan dog rejse til Slesvig, og naar jeg derfra telegraferer til min Hustru om at komme dertil, behøver jeg ingen Rejsetilladelse!” Han saa et Øjeblik paa mig, og sagde saa: „Indforstaaet, gaa til Bataillonen og faa Deres Pas!”
Nu sidder jeg i Toget mod Hamburg, og et Par Underofficerer i Jægeruniform har opfordret til et Parti Skat. Tiden gaar bedre, mener de, og jeg er indforstaaet.
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Kæmpende trak tyskerne sig langsomt tilbage, tre-fire dage på et sted, så gik det atter videre. Den almindelige mening var, at krigen snart var forbi, og jeg så ingen, der var kede af det, tværtimod.
I en landsby, hvor vi opholdt os en dags tid , var det nær gået galt.
Hele regimentsbagagen var indkvarteret i byen, der var rømmet af civilbefolkningen. Jeg antager, at der har været omkring 200 hestekøretøjer. Lastbiler blev næsten ikke benyttet.
Vi havde lagt os til at sove i et hus, der lå lige ud til gaden og havde godt hørt, at der var livlig trafik; men vi regnede med, at det var artilleriet, der kørte ammunition frem. Ved tolv-tiden om natten blev vi imidlertid vækket af en artilleri-løjtnant, der meddelte, at fra kl. et ville første linie blive trukket tilbage til denne by. Den trafik vi havde hørt, var artilleriet, der trak sig tilbage.
Det kan nok være, at vi fik travlt. Landsbyen lå i en dal, og den eneste vej ud af byen gik gennem en hulvej med høje skrænter på begge sider.
Franskmændene har sandsynligvis vidst, at byen var fyldt med køretøjer, for det var særlig hulvejen, det gik ud over. Her slog en salve ned hvert andet eller tredje minut.
Jeg var klar over, at hvis alle køretøjer skulle nå uskadt ud af byen, måtte der mere end almindeligt held til.
De mest raske af patienterne fra Revieret og en del andre, der intet havde med vognene at gøre, kunne selvfølgelig gå over markerne og derved undgå den værste beskydning. Men vognene var nødt til at følge vejen.
Vi var nogle stykker, der var klar til at gå »markvejen«, da en af vore kuske kom og bad mig om hjælp. Da han var en af de få gamle fra østfronten, kunne jeg ikke få mig selv til at sige nej.
De to heste, han kørte, havde begge været såret, og de var helt vilde, så snart der blev skudt med artilleri. Vi fik dem – et par store, dejlige dyr – spændt for vognen og var lige blevet færdige dermed, da en granat slog ned ca. tyve meter bag os. Kusken sad heldigvis allerede på vognen, for hestene sprang af sted og var faktisk løbske med det samme.
Den vilde fart standsede brat, da vognen nåede ud på gaden, der var tæt pakket med køretøjer. Hestene kunne simpelt hen ikke komme videre. Jeg kravlede op t i l kusken, og vi fik vognen rangeret ind i rækken.
Nu gik det fremad i små ryk. Der var et par hundrede meter, før vi skulle igennem hulvejen, og landsbygaden bøjede her skarpt til højre. En artilleriofficer til hest dirigerede kolonnen. I samme nu en salve slog ned i hulvejen, fik 4-5 vogne lov til at køre, og så fremdeles.
Nu var det langtfra alle vogne, der havde så gode heste forspændt som vi , og kom vi til at køre bagefter nogle langsomme vogne, ville det mangedoble faren. Jeg instruerede kusken om, at han under alle omstændigheder skulle sørge for at blive første vogn i et træk, uanset hvad artilleriofficeren sagde. Han var imidlertid bange for, at han ikke kunne holde hestene tilbage, når vognen foran startede, og bad mig tage tøjlerne. Egentlig var han vistnok lige så bange for løjtnanten.
Vi nærmede os hulvejen, og løjtnanten talte de vogne af, der skulle køre næste gang. Heldet svigtede os ikke. Vi blev sidste vogn i trækket. Det passede mig godt. Det var ikke første gang, jeg misforstod en ordre med vilje. Nu gjaldt det om at holde hestene tilbage, så vi blev første vogn i næste træk.
Granaterne slog ned, og trækket startede. Vore heste stod på bagbenene og ville med, men jeg havde hold på dem, og de måtte blive, hvor de var.
Løjtnanten skældte ud og brølede: »Fahren Sie doch!« Mærkelig nok forstod jeg ingen ting og blev holdende. Han anbefalede mig at få møget ud af ørerne.
Det besvarede jeg med et »hold kæft« – på dansk. Jeg havde tilsyneladende et forfærdeligt mas med at berolige hestene, så jeg slet ikke havde tid til at tale med ham. Han vendte omkring og talte det næste træk af.
Så blev det vor tur, og nu var vi den første vogn. I strakt galop gik det op gennem hulvejen, hvor der allerede lå adskillige havarerede vogne, men det lykkedes at komme uden om alt undtagen en dræbt hest, der lå midt på gaden. Vi kørte over dens hals. V i nåede uskadt igennem, og det gjorde for resten alle vogne, der hørte til vort kompagni, men langtfra alle var så heldige.
Der var nogle stykker af de såkaldte »Etappen-Schweine«, der den nat mødte deres skæbne, og blandt dem føreren af
regimentsbagagen. Det var hans ridehest, en skimmel, som vi kørte over.
Det var den sidste vanskelige situation, jeg var i . Det ville have været ærgeligt, hvis det var gået galt.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.
Den 11. september fik vi besked om, at englænderne den næste morgen ville angribe med ca. 300 tanks. Her havde englænderne i forvejen angrebet med tanks, dette vidnede slagmarken om, for alle vegne lå der væltede og ituskudte tanks.
Vi undersøgte mange af dem; det var nogle store maskiner. Der skulle en kanon fra hvert batteri sendes ud mod disse tanks. Da fjerde kanon var den dårligste, skulle den sendes ud og eventuelt ofres? Jeg havde den fjerde kanon, og chefen, løjtnant Wiederholdt, spurgte mig, om jeg ville tage med. Det kunne jeg ikke nægte.
Han spurgte dernæst, hvem af mandskabet, der ville tage med? Hele den samlede betjening meldte sig. Da mørket var faldet på, kørte vi af sted. Vi havde en ammunitionsvogn med. Der var en sergent med fra hesteafdelingen, han førte troppen hen til stedet, en korsvej, hvor vi skulle melde os hos en officer.
Det var ret stille denne aften, og ved ca. 10 tiden nåede vi ud til korsvejen. Her holdt en leutnant, og han begyndte med at skænde og give hals – han var nervøs, og det var vi også, og derfor sagde vi straks: ”hold kæft” til ham. Han mærkede vor nervøse stemning – og tav med det samme. Vi fik en plads anvist, og i nærheden stod der kanoner fra andre batterier, både feldt og svært artilleri.
Hestene blev trukket tilbage, og vi gjorde os skyde klar. Retning, afstand og ladning blev givet af løjtnanten. Leutnanten var ikke fra vort batteri. Vi havde faet en flaske cognac med. Denne lod jeg de seks kanonerer dele, og så lagde de sig til at sove ved siden af kanonen, medens jeg selv holdt vagt. Vi var alle trætte og nervøse.
Natten forløb ganske roligt. Nogle skud faldt der hist og her, en enkelt flyver kastede lyskugler, men for øvrigt var det efter forholdene meget stille. Ved 4 – 5 tiden om morgenen begyndte englænderne at røre på sig. Det eneste, vi fornam, var en uhyre surren og brummen som af tusinde flyvemaskiner, men temmelig svag. Det var tanksene, der startede.
Vi fik ordre til at skyde. Jeg fik kanonererne vækket, om end med besvær, de sov så hårdt, så hårdt, men de kom, og vi satte ind med en mægtig kanonade efter det angivne mål. De andre kanoner skød også i hurtigt tempo. Vi skød på 3000 m til at begynde med og senere på en kortere afstand. Men så blev vor ild besvaret af en mægtig ild fra angriberen. Vistnok fra tanksene.
Det var nemlig et lille kaliber, vi blev beskudt med. Da vi havde skudt ca. 50 skud, fik vi en fuldtræffer, der satte os ude af stand til at fortsætte med skydningen. Fire af kanonererne blev hårdt såret, og sigteindretningen tog også skade.
Jeg sendte bud efter hestene, vi fik protzet på og gjort køreklar, og de 4 sårede læssede vi på Protzen, og så skyndte vi os derfra. Til at begynde med kørte vi så hurtigt, som det var muligt, vi regnede med, at tanksene var i hælene på os, men de kom ikke denne dag.
Da vi havde kørt en halv times tid, kom batterichefen, løjtnant Wiederholdt, os i møde; han kom i strakt galop, og da han kom helt hen til os, standsede han køretøjet; han spurgte os om hvorledes, det var gået, han talte med de sårede, spurgte efter deres befindende, om de havde smerter osv. Han roste os og fortalte, at vi havde klaret vor opgave godt, det planlagte angreb var slået tilbage i begyndelsen, og vi havde vor store andel i, at det var gået sådan.
Dem, der ikke havde jernkorset af II. grad, blev opnoteret, for nu skulle de få denne udmærkelse, og for mit vedkommende, da tilbød chefen mig jernkorset af I. grad eller orlov. Jeg bad om at få orlov; dette forbavsede chefen noget, men jeg sagde, at det var længe siden, jeg havde haft en rigtig orlov, og så sagde han, at han ville gøre, hvad han kunne, for at jeg kunne komme af sted så hurtigt som muligt.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Efter 5 Dages Forløb var vi atter samlet, og atter gik det videre tilbage; men det varede endnu en hel Maaned, før vi var rigtig klar over, at det ustandselig gik tilbage.
Det tyndede slemt ud i Tropperne forude, og der kom gentagne Ordre fra Hærledelsen, at der skulde en Del Mandskab bort fra Provianten og ud i Linierne.
En Dag kom to Officerer fra Hovedkvarteret, og Ordren lød, at 40 Mand næste Dag skulde bort. Vor gamle, flinke Proviantmester kviede sig ved Tanken om det, og alle gik i ængstelig Spænding.
En lille Time før vi skulde stille, og Frontmandskabet udtages, gik han selv en Runde ude imellem os, og vi kunde se, at det pinte ham, for han var sikkert klar over, at det var det samme som at sende sine Folk ind i Døden.
Jeg stod paa Broen og kiggede ned i Kanalens rindende Vand, medens Hjertet løftede sig op til Ham, der paa underfuld Vis i Naade havde holdt sin Haand over mig til Legeme og Sjæl indtil denne Stund.
Saa fordybet var jeg i mine egne Tanker, at jeg slet ikke mærkede Proviantmesteren, før han let berørte min Skulder, og da jeg vendte mig om og stod ret for ham, sagde han til mig: ,,Se kun ikke saa forknyt ud, Poulsen, De kommer ikke bort, De er jo Landmand og vant til at omgaaes Heste, saa De maa overtage et Spand Heste.” Jeg svarede: „Javel, Hr. Ritmester!” men tænkte rigtignok, at jeg vilde hellere blive ved mine Melsække.
Jeg blev saa, men 40 Mand maatte af Sted, og de fleste af dem faldt.
Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten. Han nægtede at efterkomme en ung løjtnants ordre til angreb, men blev under de efterfølgende kampe fanget af amerikanerne. Han stak dog af og vendte tilbage til de tyske linjer, men hos et andet regiment. Hvad nu?
Jeg fik lidt søvn, og da det var blevet lyst, opfordrede løjtnanten [ikke den i manchetten omtalte unge løjtnant, RR] mig til at vise vej hen til det sted, hvor mit kompagni var blevet overrumplet – der måtte vel endnu ligge døde kammerater, og det kunne tages som bevis på, at jeg talte sandt.
Da jeg var fuldstændig blottet for udrustning, fik jeg tjenerens gevær og et par patroner, og vi traskede af sted. Alt var nu roligt; og da vi nærmede os stedet, mente jeg, at vi nu hellere måtte gå i vejgrøften, men løjtnanten standsede da op og sagde: »Godt, vi vender om nu«, så endelig troede han mig da, og jeg gik med ham tilbage, og så foreslog han mig at blive ved hans deling. Jeg svarede ham, at jeg altid havde lært, at uanset, på hvilken måde vi var kommet bort fra vor afdeling, så var det altid om at finde tilbage, og jeg ønskede mig tilbage til mit kompagni, jeg var overbevist om at kunne finde skrivestuen, hvis de da ikke var flyttet bort fra egnen, og så fik jeg lov til at gå.
Jeg fandt godt nok skrivestuen, gik ind til feltvebelen og meldte: »Von der Gefangenschaft zurück«. Han blev både glad og forbavset, og næppe havde jeg begyndt at fortælle om mine oplevelser, før han bød mig sidde ned. Jeg tøvede lidt overfor det uventede tilbud, men han mente det alvorligt, og jeg skulle tage plads lige overfor ham, og så fortalte jeg ham alle mine oplevelser fra først til sidst.
Han var synlig rørt over, hvad jeg berettede ham, og en medvirkende årsag har det nok været, at der kun var 7-8 mand tilbage af hele hans kompagni.
Men så kom det frem, som jeg var mest spændt på, hvordan jeg dog kunne gøre mig skyldig i denne lydighedsnægtelse overfor løjtnanten. Sagen var indberettet, og han var ked af det, ville gøre, hvad der stod i hans magt, men megen tiltro havde han ikke i så henseende til sine evner.
Jeg svarede ham, at jeg ikke havde kunnet udføre den givne ordre, der var så oprørende og havde betydet den visse død både for mig og for mange af mine kammerater.
Sagen måtte nu gå sin gang, og jeg var villig til at tage straffen for min handling. Han bad mig til slut gennemsøge en bunke breve, der var parate til afgang; der kunne jeg selv finde brevet, som skulle afsendes til min mor, om, at jeg var savnet og muligvis i fangenskab. Jeg fandt det og rev det i stykker, hvad jeg har fortrudt senere, for så kunne jeg da have lagt det til mine opbevarede breve.
I de følgende uger var jeg såmænd spændt, hvad der ville komme ud af løjtnantsaffæren, og et stykke tid troede jeg, at den ville blive dysset ned, men en skønne dag kom der besked om at møde på bataljonskontoret, hvor majoren selv og tillige nogle herrer var til stede. Jeg blev så forhørt og gav en korrekt fremstilling af hele sagen, som den havde udviklet sig.
Til sidst spurgte man mig, om jeg kunne bevise, hvad jeg havde fortalt, og jeg kunne henvise til skytte August Erbe, der på nærmeste hold havde fulgt det hele, og som nu var vendt tilbage til kompagniet igen.
Han blev også afhørt dagen efter, og jeg havde meddelt ham, at jeg havde sagt hele sandheden, og hvis han også gjorde det, så ville der ikke fremkomme nogle afvigelser fra min forklaring, og åbenbart har han også gjort det. – Jeg har i hvert fald intet hørt til det hele siden, ja, heller ingen bemærkninger fået i mit militærpas.
Vi fik ny reserve igen og heldigvis også vor gamle kompagnifører tilbage. Da han hilste på mig, beklagede han, at han ikke kunne få mig som ordonnans igen, da jeg jo imens var blevet underofficer og skulle forblive ved min gruppe.
Affæren med løjtnanten har han ikke nævnt med en stavelse – denne var nu blevet delingsfører for tredje deling, mens jeg tilhørte første deling, og selvom han ikke så på mig med de blideste øjne, så har han dog ikke generet mig i de sidste uger, vi var sammen i kompagniet.
Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten. Efter at være kommet for sent tilbage fra orlov havde hans foresatte, en ung løjtnant, set sig gal på ham.
Sidst i august blev vor division indsat i kampene omkring Lassigny. Det er de sværeste kampe, jeg har oplevet. Vort regiment besatte til at begynde med en reservestilling, mens Regiment 165 lå i forreste stilling. Den 30. august blev vi alarmeret og kastet ud i kampen for at komme Regiment 165 til undsætning, men hvad vi her blev vidne til af døde og lemlæstede, lader sig ikke beskrive.
Vi lå i en lavning bag ved et bakkedrag, mens Regiment 165 eller resterne af det lå på den anden side af bakken. Det blev nu min opgave at arbejde mig op over den med mine folk for at komme Regiment 165 til hjælp, og vi måtte mave os gennem en kun påbegyndt Forbindelsesgrav, der førte os op over bakken.
Et hjørne var i den grad taget under ild, at alle, der vovede sig frem, ubarmhjertigt blev skudt ned. Der lå allerede et antageligt antal dræbte og mange ilde tilredte sårede, som vi kunne høre jamre, hvorfor vi anså al videre fremrykning for umulig, så vi standsede op.
Derved stoppede vi for kompagniets fremrykning, og der kom snart besked fra vor unge løjtnant, som lå allerbagest i rækken, at vi skulle kravle videre frem, men efter en kort rådslagning med min geværskytte, August Erbe, og de nærmestliggende blev vi enige om det fuldstændig meningsløse i at forcere dette hjørne og blev liggende.
Kort efter kom ordren igen, men vi blev liggende, og da ordren kom tredje gang, lod jeg melding gå tilbage, at vi fandt en fremrykning umulig, og vi blev liggende.
Kort efter kom kompagniføreren kravlende op i højde med os, og da han så, at det var mig, der havde stoppet det hele, sagde han: »Aha, Sie sind es«, og så, om jeg ikke kendte krigsparagrafferne, og hvad de sagde om lydighedsnægtelse foran fjenden.
»Jo«, svarede jeg, jeg havde været længe nok soldat til at vide, at der var dødsstraf for det. Hvad jeg så mente med fortsat at nægte at adlyde en ordre?
Jeg svarede, at jeg anså det, man forlangte af os, som fuldstændig meningsløst og til gavn for ingen, og resultatet af en videre fremrykning lå jo lige for hans øjne, så jeg hverken ville eller kunne give en sådan ordre. Han var hvid i ansigtet af raseri, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden befandt mig i en ophidset tilstand, men terningerne var kastet, så der var intet »tilbage« mere.
Han gav mig endnu en fjerde og direkte ordre til at rykke frem, men jeg nægtede at efterkomme den, og jeg tilføjede, at hvis kompagniføreren ville gå foran, så ville vi følge efter.
Det svarede han ikke på, og kort efter kravlede han tilbage med et ildevarslende udtryk i øjnene.
Snart efter kom befalingen, at vi kunne trække os tilbage ned bag højen, og her dannede vi så for natten en forsvarslinje.
Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”. Hjemme på orlov i begyndelsen af august besluttede han at stikke over grænsen til Danmark.
Den 23. august rejste jeg saa hjemmefra i fuld Uniform og uden et eneste civilt Klædningsstykke i min Bagage, men i Stedet for at rejse mod Syd rejste jeg mod Nord.
I Arnum, der dengang var Knudepunkt for Haderslev Amts Smaabaner, havde vi et længere Ophold. Da det endnu var ret tidligt paa Aftenen, besluttede jeg at tage Turen til Tiset til Fods.
Min Kammerat, der forgæves havde ventet mig paa Stationen, kom mig i Møde uden for Byen. Han var meget ked af det, hans Søster havde bedt ham saa mindelig om at holde sig borte fra den Sag, hun havde mistet Manden, Broderen vilde hun gerne beholde. Det forstod og respekterede vi. Han forklarede mig saa lidt om Forholdene nede ved Grænsen, ligesom han viste mig Vej ind over Markerne for at undgaa de tyske Militærpatruljer, der til Stadighed afpatruljerede Vejene op mod Grænsen.
Jeg traskede saa af Sted Syd og Vest om Tiset og Endrupskov og naaede langt ud paa Aftenen igen ud til Vejen, der fører ned til Gjelsbro, saa vidt jeg kunde skønne ikke ret langt derfra.
Det var en dejlig, maaneklar Høstaften, men ikke just ideelt Vejr til et saa lyssky Foretagende. Til højre for Vejen var der en Granplantage, til venstre aaben Mark.
Jeg krøb ind under Granerne for at prøve paa at lægge en Plan for min Flugt. Lidt efter hører jeg Skridt paa Vejen, og snart dukker en Soldat frem. Han er ubevæbnet og bærer en Spade paa Skulderen og en Spand i den ene Haand. Da han er omtrent ud for mig, gaar han ind paa Marken til venstre og giver sig til at grave og rode i Jorden med Hænderne. Han er ved at grave Kartofler op.
Nu var jeg straks klar over, at denne Herre nok var ude i ulovligt Ærinde lige saa vel som jeg, og jeg besluttede derfor at komme i Snak med ham.
Jeg kryber frem fra mit Skjul og naar helt hen ved Siden af ham, før han opdager mig. Han bliver meget forfippet og gør et kluntet Forsøg paa at staa ret, da jeg brøler ham op i Ansigtet: „Was machen Sie hier!“ Jo, han var ved at grave Kartofler op. „Er det dine?“ Nej, det var det egentlig ikke, men han var saa sulten, og man fik saa lidt at spise hos Prøjserne, at man næsten var nødt til at supplere Kosten lidt paa den Maade. „Hør nu, min gode Mand,“ siger jeg saa, „naar Deres Fædreland ikke mere kan give Dem Føden for Deres Tjeneste, hvorfor gaar De saa ikke over Grænsen til Danmark, hvor der er Mad nok, i Stedet for at stjæle fra Deres fattige Medborgere.”
Ja, hvis han ikke havde haft Kone og fem Børn hjemme i Rhinlandet, havde han ogsaa forlængst gjort det. „Jeg forstaar Dem godt,” siger jeg saa, „for jeg er ogsaa sulten, men jeg har hverken Kone eller Børn at tage Hensyn til, og derfor vil jeg over Grænsen og spise mig mæt. Hvis De kan sige mig, hvordan jeg bedst kommer over, skal jeg ikke gøre noget ud af dette Marktyveri.”
Det vilde han gerne, men her lige foran var det ikke let, her var Aaen, og den var sine Steder ret dyb, saa det kunde blive livsfarligt, men længere ude i Vest, i Heden, var det lettere at komme over. Jeg spurgte saa, om han ikke kunde vise mig Vej derud, da jeg var ganske ukendt med Egnen. Det kunde han imidlertid ikke, han var Ordonnans nede paa Vagtstuen og kunde ikke være saa længe borte, men han skulde gerne gaa ned og se, om ikke en af Kammeraterne dernede var paalidelige nok til dette Hverv. Jeg lod saa Manden gaa og lagde mig igen ind under Granerne. Eventyret var begyndt.
Lidt efter kommer han tilbage igen, alene. Der var ingen dernede, der var gode nok til et saa betydningsfuldt Hverv, som det var at lodse en tysk Feldwebel over Grænsen; men han havde en anden Plan. Nede ved Vagtlokalet var der et Skur, hvor de plejede at spærre russiske Krigsfanger inde, naar de blev grebet ved Flugtforsøg. Der vilde han laase mig inde til om Morgenen Kl. 5. Paa dette Tidspunkt blev Vagten, der stod paa Broen, trukket ind. Om Dagen blev Broen bevogtet af de patruljerende Poster, der havde hver 100 m at afpatruljere.
Naar Nattevagten saa havde forladt Broen og var gaaet ind i Vagtstuen, vilde han kalde den nærmest patruljerende Post hen til Køkkendøren og give ham en Kop Kaffe. I dette Øjeblik skulde jeg saa gaa over Broen, hoppe ned i Engen til højre for Vejen og følge Aaen et Par Hundrede Meter mod Vest, indtil jeg kom til et Staaltraadshegn. Det var Grænsen mellem Tyskland og Danmark.
Det var en fantastisk Plan. Jeg lovede Manden alle Landsens Ulykker for hans Tyveri, hvis jeg mærkede, der var Luskeri i Spillet, og rigeligt med Drikkepenge, hvis han gjorde sit bedste.
Vi fulgtes saa ad ned til Vagtlokalet og kom usete om til Skuret, hvor jeg blev laaset inde. Nu var jeg altsaa frivillig Fange. Skurets eneste Indbo var en Træbriks, den lagde jeg mig paa og faldt i Søvn.
Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D. Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.
Den 18. August blev vi sat ind i en meget stærkt udbygget Stilling. Det var paa et Højdedrag foran Soissons. Vi afløste tidligt om Morgenen et Regiment fra Bayern, og vi gjorde det meget forsigtigt, men Bayrerne bar sig meget klodset af, og Enden af det hele blev, at vi fik en Artillerisalve, der bragte os et Tab paa to døde og fem saarede.
I denne Stilling laa vi i samfulde ti Døgn og slog femten Stormangreb tilbage. Det er de værste Dage, jeg har oplevet i hele Krigen, og dog kan jeg ikke lade være med at fortælle en lille, pudsig Oplevelse.
Franskmændene stormede regelmæssigt hver Formiddag to Gange. De havde gentaget det fire Dage i Træk, og hver Gang brød Stormen sammen foran vor Stilling. Det var som før nævnt en vel udbygget Forsvarsstilling.
Men saa, den 22. August om Middagen, da alt var roligt efter Formiddagens Storme, besluttede Ritmesteren, at vi skulde smide Franskmændene ud af en Skovkant, de havde sat sig fast i om Formiddagen. Skovkanten laa lidt skraat til højre for os, ikke mere end omkring ved hundrede Meter fra vor Stilling. Vort Angreb skulde saadan set ske i Strømpesokker, altsaa Overrumpling, uden Artilleriforberedelse. De laa jo ogsaa saa tæt inde paa os.
Vi var ikke særlig opsat paa Foretagendet, nærmest deprimeret, for vi regnede med, at vore Dage var talte, og at den sidste Dag var kommet. Naa — Signalet til Angrebet blev givet.
Vi sprang op af Gravene og stormede frem, saa hurtigt vi kunde. Langt var der jo ikke over til Skovkanten. Der faldt kun faa Skud. Et lille Stykke foran Skovbrynet smed vi os ned og kastede Haandgranater ind til Franskmændene, — og — saa tog Pokker ved Franskmændene. De rendte ind i Skoven, i et Nu var vi fremme og sprang ned i deres Grave. Vi havde ikke mistet en eneste Mand.
Og hvad fik vi saa Øje paa i Skyttegraven? — Alle mulige dejlige Spisevarer! De havde lige faaet Forplejning frem, og den var jo mange Gange bedre end vor. Der var Brød, og der var Kiks og Pølser, Feltflasker med dejlig varm Kaffe, Flasker med Vin!
Og sultne, som vi var, for vi over dette udsøgte Traktement. Vi havde oven i Købet ikke faaet varm Mad i to Dage, saa vi gik i Gang med glubende Appetit.
Vi glemte helt, at der var Krig! Vi spiste, vi drak, ja, vi skrabede saa meget til os af de gode Sager, som vi kunde faa fat paa.
Franskmændene, som jo ikke havde trukket sig ret langt tilbage, observerede naturligvis vort Forehavende, og nu angreb de os, stormende og raabende.
Hvad var der for os at gøre? Vi løb den Vej, vi var kommet, en med en Pølse under Armen, en anden med et Franskbrød, en tredie med Lommerne og Hænderne fyldt med Cigaretter osv. Men I kan tro, der faldt Brænde ned. Ritmesteren skældte os Hæder og Ære fra. „I kunde dog i det mindste have gjort deres Maskingeværer ubrugelige!“
Naa, vi var nu godt tilfredse med Situationen, for vi havde da for en Gangs Skyld faaet godt at spise.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Søndag d. 18. aug. 1918.
… Nu har du haft så meget ulejlighed med at få telegrammet sendt afsted, og så ser det ud til, at det er til ingen nytte. Det er ikke fordi, at Mansfeldt er rejst, men det er kompagnichefens skyld. Han er hensynsløs. Men alligevel får jeg nok snart orlov fra bataljonen, så jeg kommer nok snart hjem og hjælper jer ved høsten. Jeg vil slet ikke sætte nogen tid, når du kan vente mig, for der kan let indtræffe et eller andet, som kan give forsinkelse. Du skal altså ikke vente mig, før du ser mig… Nu er jeg opsat på at ville hjem på orlov for at hjælpe jer, selv om det end kun bliver i 14 dage…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
„Tidens Hjul gaar centnertungt” og blodigt henover Vestfronten. Alt er vel nok sat ind dér for at fremtvinge en endelig Afgørelse. De mange granatspyende Kanoners Sult er stor, og stadig bliver der udtaget Mandskab til Føde for dem.
, og jeg har faaet saadan et Hold t De store Skoledrenge — andet er de ikke — er blevet kaldt indil Uddannelse.
De er underernærede og spinkle og har ingen anden Forestilling om Krigen, end at de hidtil har faaet fri fra Skolen i Anledning af en stor Sejr, og om Soldaterlivet har de ingen Anelse.
Det eneste, de i militær Henseende hidtil har haft Forstand paa, er at synge med paa Omkvædet, naar et Kompagni gik igennem Byen, syngende paa denne her: „Es schlief ein Graf bei seiner Magd.”
— Uddannelsen af disse unge, men ellers ret flinke Mennesker var da ogsaa noget af det mest vanskelige at have med at gøre. Jeg er inderlig ked af det. Retter man paa Hovedstillingen, bliver Benstillingen skæv. En Anmodning om at flytte højre eller venstre Fodspids enten ud eller indad, bevirker, at Hovedstillingen atter bringes af Lave.
Retter man paa højre Armstilling, glider Geværet i venstre Arm uvilkaarligt ned i udstrakt Armstilling. Saaledes gaar det i det uendelige. Det værste er, at naar man skælder ud, begynder de at græde.
Det er den rene Ynk, og jeg har besluttet ikke mere at ville se ind i disse sørgelige Fysiognomier. I Gaar bad jeg mig fritaget for dette Hverv, men Svaret var benægtende, og derfor maatte jeg i Dag finde paa noget Nyt.
Jeg meldte mig syg. Da Kompagniet i Middags kom hjem fra Udmarchen, spurgte Kompagniføreren til mit Befindende og om, hvad der af Lægen var blevet anordnet. Jeg halede et Par lange Bind op af Lommen og viste ham dem.
Han blev gal i Hovedet og beordrede mig til Skrivestuen, hvor han nærmere vilde tale med mig. Han holdt her en Moralprædiken, der tydelig beviste, at han ikke var ukendt med Nattelivet i Byen og de dermed forbundne, lumske Farer.
Dog, Hauptmann’en var ikke dum, og tilsidst blev vi enige om Spørgsmaalet. „Er det Meningen, at De vil bruge de Bind,” spurgte han, „svar mig ærligt!” „Nej, Hr. Hauptmann.” „De er dog i alt Fald ærlig,” sagde han saa, „af den Grund skal De faa Deres Ønske opfyldt med Hensyn til Rekrutuddannelsen, er det ikke det, De har villet opnaa?” „Javel, Hr . Hauptmann,” svarede jeg. „De skal nu faa et Stammandskab, og med dette vil De hver Dag have at gaa paa Vagt ved Gasgranatfabrikken. Er vi saa enige?” „Javel, H r . Hauptmann!”
Han belærte mig om, at der var store Udsigter til, at der paany afgik en Transport til Felten, og at der vel saa ogsaa skulde bruges Underofficerer. Jeg var klar over, hvad han mente og svarede, at for saa vidt det ikke skulde betragtes som nogen Straf, vilde jeg hellere det.
Han erklærede dog, at der ikke fra hans Side var Tale om nogen Straf, men for en Mand som mig, maatte det anses for at være en overordentlig stor Ære at være med til de sidste, store Anstrengelser til Opnaaelse af den Afgørelse, der forhaabentlig skulde bringe os Sejren hjem. „Javel, Hr . Hauptmann,” svarede jeg, og dermed var Audiensen forbi.
— Nu sidder jeg paa Vagtstuen, og Kammeraterne véd at fortælle, at Hauptmann, hver Gang der har været fordret Officerer til Fronten, har haft det kedelige Uheld at falde af Hesten.
De siger ogsaa, at han, der nok skal sørge for at faa andre ud i Skidtet, er en fejg Kujon; men Folk kan jo være ondskabsfulde.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Torsdag d. 8. aug. 1918
Min egen kære Inger! Nu fik jeg endelig en hel mængde post fra dig, kære Inger, og du kan tro, at jeg blev glad derover…
Så traf det sig så heldigt, at feld-webel Harden kom hertil i går, og så benyttede jeg mig af lejligheden til at tale med ham om den ansøgning, som nu kommer. Han var meget flink og lovede straks at anbefale ansøgningen, når den kommer, og så håber vi, at det lykkes for os denne gang. Men vi skal huske at bede Vorherre om at hjælpe os.
Så er det med hensyn til høstorlov. Den kunne jeg godt tage, sagde han, for det havde ikke noget med den anden at gøre. Men du må alligevel ikke vente mig de første fire uger, for Mansfeldt rejser en af dagene på orlov, og begge to kan vi ikke være borte fra vognen. Så må jeg vente, til han kommer igen.
Du skal altså ikke sende ekstra bud efter mig, for det vil jeg ikke gerne have.
I må altså se at blive færdig med høsten, så godt I kan, Fedder må hjælpe os lidt. Mansfeldt har længe ventet efter at få orlov, og nu da han kan få det, vil han ikke gerne stå tilbage for mig.
Gudskelov at det var gode efterretninger, jeg fik fra dig, kære Inger, at du og vore små piger er raske og har det godt… Jeg er da meget glad ved, at jeg fik talt med Harden, for nu tror jeg nok, at det lykkes. Harden rejser på fredag på orlov, så hvis du kunne sende dem lidt, var det rart, ligeledes til Schmidts. Vi må se at anstrenge os.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.
Jeg traf min broder Johannes den 6. august 1918. Min broder Johannes tjente ved reserveinfanteriregiment 258 – 78. reservedivision. Til denne division hørte endvidere infanteri regiment 259 – 260.
Tidlig om morgenen den 5. august traf jeg på marchturen i modgående retning en mand af regiment 260. Jeg lagde straks mærke til soldatens regimentsnummer uden dog at få lejlighed til at tale med ham.
Da vi havde gået ca. en halv time mødte vi en af regiment 260 igen. Jeg gik straks over til ham og spurgte, om divisionen var i nærheden. Han fortalte mig, at divisionen havde deltaget i Marneslaget, og den var i øjeblikket på marchturen.
Jeg spurgte efter regiment 258 og dette regiment lå i en by, som vi var marcheret igennem tidlig om morgenen den 5. august. Jeg fik næsten hjertebanken ved tanken om, at vi var kommet igennem den by, hvor min broder lå, ham jeg ikke havde set det sidste år.
Jeg ville gerne have talt med ham. Dog fik jeg senere oplyst, at den by, som vi passerede om morgenen den 5. august, skulle Johannes komme til samme dag om aftenen. I løbet af dagen traf vi på mange af regiment 259 og regiment 260, men ingen af regiment 258.
Den 5. august om aftenen gik vi i kvarter i en lille landsby i nærheden af Montcornet. Jeg var nu klar over, at vi var hinanden ca. en dagsmarch fjern; dvs. ca. 40-45 km fra hinanden. Vi fik besked om, at den 6. august skulle være hviledag – da skulle vi have lov til at sove hele dagen.
Jeg talte med Officierstedfortræder Würstenhagen – en berliner – om, hvorledes jeg kunne få det ordnet således, at jeg kunne gå bort dagen efter. Würstenhagen var meget forstående i dette stykke, han sagde, at jeg skulle bare se at komme af sted, han ville ordne det med Feldvebelen, så det hele kunne gå noget stille af.
Jeg talte med Obergefr. Skurnia om at tage sig af min middagsmad, samt brødportionen evt. post, eller hvad der ellers kunne falde for. Vi fik en forladt bondegård anvist til kvarter og jeg lå på brixen i nærheden af sergent Siegfried. Jeg bad denne om at have et øje med min tornyster, da jeg lige havde modtaget en pakke fra mor, indeholdende 1 pund fed, røget flæsk.
Han lovede mig, at han skulle nok passe på, at ingen uvedkommende skulle komme til min tornyster. Jeg lagde så min tornyster hen til hans hovedgærde, og dermed var denne side af sagen i orden.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.
Vi så nu så tydelig som aldrig får, at den tyske armé måtte vige; tilmed mærkede vi tydeligt modstanderens overlegenhed speciel med svært artilleri og flyvemaskiner. Den 19. juli trak vi os tilbage fra Marneområdet. Soldaterne var modløse og nervøse.
Da vi således gjorde holdt på en stejl bakke, hvor der lå en bataljon infanteri i vejsiden, var det når kommen til slagsmål mellem infanterister og artillerister. Infanteristerne skyldte os kanonerer for, at vi havde skudt for kort, så sagde kanonererne ”hold kæft” osv., og hvis vi ikke havde fået marchordre i samme øjeblik, havde det ganske bestemt udviklet sig til et frygtelig slagsmål.
Jeg så således, at en Gefreiter fra infanteriet greb efter geværet for at slå en kanoner ned, men denne undslap i sidste øjeblik. At moralen og disciplinen var ved at svækkes, beviser en lille episode fra samme dag: Batteriet marcherede på en dårlig landevej. Løjtnant Weichert red foran, så kom 25 – 30 kanonerer, og dernæst kanonerne, ammunitionsvogne, bagage osv.
Pludselig svingede et stort læs hø ind foran løjtnant Weichardt, de kom fra en sidevej; der var 4 heste foran vognen. På den ene af de to første heste sad en rytter, de to andre blev kørt af en kusk fra vognen. Desforuden var der endnu en soldat på vognen. Løjtnant Weichardt gav ordre til, at de skulle standse og vente, indtil batteriet var kørt forbi. Men de ænsede ikke hans kommando, de fortsatte.
Over denne opførsel blev løjtnanten aldeles rasende, han red hen foran køretøjet og tog fat i den ene hest og prøvede at holde den; men soldaten gav den hest, han sad på, sporerne, og den anden fik nogle af pisken; så for de frem, og løjtnanten måtte vige.
Løjtnanten red om til ham, der kørte, og prøvede på med vrede skældsord at få ham til at holde, men denne gav kun hestene et par af pisken, og hørte ikke efter løjtnanten. Da den tredje mand sad på læsset og lod benene hænge ned til siden – og grinede – for løjtnanten hen til ham og trak ham i den ene støvle og ville have trukket ham ned aflæsset, men denne holdt sig fast og gav løjtnanten et spark med den anden støvle lige i hovedet.
Løjtnanten slap, men aldeles rasende trak han nu sin revolver frem, og han havde sikkert skudt, hvis ikke alle hans egne kanonerer havde råbt og skreget “bravo – hau ihm, gib ihm, osv.” så løjtnanten mærkede, at han havde hele stemningen imod sig fra sine egne folk. Skamfuld stak han revolveren i tasken og måtte lade dem køre.
Da hølæsset lidt senere svingede ind ad en sidevej, rakte den tredje mand, der havde sparket løjtnanten, lang næse efter løjtnanten – og hele batteriet råbte “Bravo – bravo” – løjtnanten skar formelig tænder af raseri, men der var intet at gøre.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.
Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.
De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.
Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.
Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.
Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.
Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.
Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.
Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.
Det var den skæbnesvangre… Den 17. juli. Marneslagets tredje dag. Duggen var faldet, og luften var kølig. Vi spændte straks et par teltduge fra jorden op til kanonhjulet, sådan gjorde de også ved de andre kanoner. Hovedsagen var at komme til hvile så hurtigt som muligt. Vi kravlede ind under teltdugene og sov med det samme. Vi lå selvfølgelig, som vi plejede, på den bare jord med et tæppe og frakken over os.
Hvilen blev kun afkort varighed. Kl. ca. 1 om natten begyndte franskmændene med at beskyde vor stilling. Nedslagene blev hyppigere og hyppigere, og de kom nærmere og nærmere. Og det varede ikke længe, inden vi havde en fuldtræffer i teltet på den anden side af kanonen.
Unteroff. Goldberg fik det ene ben revet i stykker, det hang og dinglede i nogle blodige tråde. Der var flere døde. Vi fik benet bundet af, og han lå og jamrede sig; han havde store smerter. Vi besluttede os til at transportere ham tilbage til Troissy ca. 10 km. for at få ham afleveret i feldlazarettet og få ham hurtigst muligt under behandling.
Goldberg var jøde; mit første bekendtskab stiftede jeg med ham i Huissignis. Her i denne by i oktober 1917 mødte jeg ham på gaden, den dag vi drog i kvarter i denne by, jeg var meget træt og sulten, og i denne tilstand undlod jeg at hilse på ham, han råbte mig an, men jeg sagde, at han kunne holde sin kæft (jeg var meget træt og udmattet); vi var alene på gaden, men så gik han videre.
Da han så mig et par dage senere, spurgte han mig, om jeg mente det, jeg havde sagt til ham på gaden? Jeg sagde nej og forklarede ham, at jeg havde været meget træt, kunne ikke få mit kvarter osv. Så taler vi ikke mere om dette, sagde Unteroff. Goldberg, og efter denne tid, var vi gode venner.
Nu lå Goldberg og var meget syg; han svedte, de klare perler stod ham på panden, og blodet havde han smurt rundt omkring i ansigtet. Saniteteren havde givet ham en nødforbinding på, og det var alt, hvad han kunne gøre. Vi læssede ham på båren, Bernhardt Kop og jeg samt to andre løftede båren op på skuldrene, tog stokken i hånden og stavrede af sted med ham.
Vi gik ned til byen Oeuilly, og så fortsatte vi langs med landevejen, dog gik vi ca. 100 m oppe i marken, da landevejen hele tiden lå under ild. Vi gik gennem kornmarker, vin- og æblehaver, vi kom til at svede, og vi måtte skynde os, for vi skulle tilbage til batteriet igen.
Der kom mange køretøjer på landevejen. De kørte alle sammen hurtigt. Der kom også en marketendervogn. To landstormsmænd sad på bukken, vognen blev trukket af to heste. Da den kom forbi os nede på vejen, slog en granat ned mellem hestene og eksploderede. Hestene blev slynget til hver sin side af vejen, vognen slog en kolbøtte bagover, og de to landstormsmænd blev dræbt på stedet. Vognens last lå spredt til alle sider.
Vi satte straks Goldberg ned i kornmarken og løb derhen for at få nogle af varerne. Vi fandt honningkager, cigaretter, vin, cognac, tændstikker, cigarer, tobak, snaps osv., og vi samlede til os, alt det vi kunne. Men der kom hurtigt andre soldater til, og snart var byttet delt.
Vi tog de forskellige ting med op til Goldberg, og her satte vi os ned i kornet og spiste, drak og røg. Goldberg fik en flaske cognac, han drak af den, han kunne også spise kakes og honningkager, og så fik han ild på en cigaret. Det kan nok være, at der kom humør i os alle. Da vi havde styrket os i mad og drikke og fået hvilet noget, tændte vi igen en frisk cigar eller cigaret, og så tog vi båren op igen.
Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy. Goldberg lå og røg cigaretter, stak det sunde ben i vejret og vinkede med huen. Han pralede hele tiden af os, og roste os for det gode kammeratskab. Han “testamenterede” de forskellige ting – efterladenskaber – til os.
En skulle have hans lille private sabel, en anden hans undertøj, og jeg fik hans overfrakke. Omsider nåede vi Troissy. Ved en farm et lille stykke uden for byen var et feltlazaret. Vi afleverede Unteroff. Otto Goldberg, og siden har jeg aldrig hørt noget om ham.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.
Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.
Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.
I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).
Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.
Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.
Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.
Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.
Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.
Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin.
Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.
Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.
Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.
Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.
FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918
Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig tiltagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.
Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de giftige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede projektilers detonation.
Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skrider fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.
Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i denne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræntens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksploderer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.
Højt oppe i luften kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.
Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede mennesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.
Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.
Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.
Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.
Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.
Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skydningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afventende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.
Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.
Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.
Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på kontoret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer sårede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høreren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.
Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gasarter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasarter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det eneste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også altid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet dermed, sendte jeg ham til forbindingspladsen.
Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var forstummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleriduel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendetegner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.
Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øjeblik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.
Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batterifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort batteri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”
Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.
Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og udtaler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batteriføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.
Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.
-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.
Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.
Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.
Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.
Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden eller ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig
Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvinende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, falder sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folkene har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Telefonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.
Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Dernæst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øjeblik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infanteriet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.
Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i forsvarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den modige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.
Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten endelig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folkenes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg batteriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.
Det var forbi med fremmarchen for denne gang. Ja, franskmændene gjorde modangreb, og vi måtte tilbage. Dog gik tilbagetoget i bedste orden. Nu var der ikke længere nogen overflod med levnedsmidler, tværtimod, det blev knap igen, og kødet og kiksene fra depotet var for længst blevet spist.
Excellence Bergmann havde imidlertid et helt hønsehus med dertil hørende hønsebestand ved staben. Hønsehuset var bygget på to hjul, så det var transportabelt. En aften gik vi i stilling i nærheden af divisionsstaben. Der var nogle stykker fra vort batteri, der havde fået øje på hønsebestanden, og da det blev mørkt, gik de derhen.
Der stod imidlertid vagt om natten, det var en gammel landsstormmand, han sagde: ”Halt! wer da!?” Men det tog de ikke særlig højtideligt, men bad ham om at fjerne sig, for ellers ville han fa en håndgranat i hovedet. Den gamle blev bange og løb sin vej – for at hente det øvrige vagtmandskab.
Imens krøb de andre ind og hentede hønsene. De tog dem med hen til batteriet, slagtede dem og gjorde dem i stand. De blev kogt og spist, og det meste af natten gik med denne håndtering. Vi havde fået 3 høns ved fjerde kanon. Jeg foreslog at give en til chefen, løjtnant Wiederholdt, for han var lige så sulten som vi. Han tog imod suppen og en halv høne med glæde, spiste og lovpriste den gode mad. Vi fik nok at spise denne nat.
Tidlig næste morgen gik divisionsstabens tjenere og snuste rundt og skulle se at opdage, hvor hønsene var blevet af. De fandt i nærheden af vort batteri alt for mange hønsefjer; det blev mistænkeligt, og de meldte det til staben. Hen på formiddagen skulle vi træde an. Vi ventede længe, og omsider kom Excellence Bergmann.
Vi stod ret, og efter en kort samtale med løjtnant Wiederholdt råbte løjtnanten: ” 1. Batterie! Der er forekommet et mægtigt svineri sidste nat, idet nemlig Excellencens hønsebestand er blevet stjålet, og derfor byder jeg den og dem, der har taget hønsene, eller dem, som måtte vide nogen besked derom, at træde tre skridt frem!!” Der var musestille.
Ingen rørte sig, og ingen trådte frem. “Der kan De se, deres Excellence, mine folk stjæler ikke!” Endnu en gang gentog løjtnant Wiederholdt sit kommando, at de der vidste eller havde haft med det at gøre, skulle træde frem.
Resultatet blev det samme. “Sehen Sie Euer Excellence, meine Leute stehlen nicht.“ Der gik et stille smil gennem geleddene. Der var ikke noget at stille an, og den lille stramme excellence med den røde næse forsvandt.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.
Hen på natten kom der en granat og eksploderede i vor nærhed; vi hørte kun dette ene nedslag – og denne ene granat ramte netop Oberleutnant Ostermann, der var gået ud af tunnelen, vist nok på naturens vegne.
Han blev revet i stumper og stykker, og rygtet herom spredtes med det samme. Der blev ingen sorg blandt mandskabet over tabet.
Dagen efter kom der en kiste med køkkenvognen, og Oberleutnant Ostermann skulle lægges i denne, og 4 mand og en Gefreiter skulle bære ham ca. 20 km tilbage, her skulle han begraves på en kirkegård lige ved siden af kirken.
Bernhardt Kopp var med i dette kommando, og han fortalte, at de puttede kun hovedet og lidt af fødderne i kisten, resten smed de sand på, og før de kom til afleveringsstedet, fyldte de jord og sten i kisten, for at den kunne fa en passende vægt. Kisten blev godt tilsømmet og afleveret.
To dage senere skulle han begraves, med hele bataljonen som æreskompagni. Det var om eftermiddagen; vi stod der længe før højtideligheden begyndte på kirkegården. Kisten stod ved siden af den frisk opkastede grav tildækket med blomster og kranse (hvert batteri skulle binde et bestemt antal kranse, det besørgede de gartnere, der fandtes mellem mandskabet).
Bataljonens officerer med Excellence Bergmann og præsten i spidsen trådte ind på kirkegården. Vi stod ret. Musikken spillede en sørgemarch, dernæst sang vi et par salmer med musikledsagelse.
Præsten trådte frem og talte over den afdøde; han talte med høj røst om “Kejser und Vaterland”, og da han talte over det gode tyske hjerte, der engang havde slået kraftigt og varmt for fædrelandet; men nu stod stille i den simple kiste osv., begyndte den ene efter den anden at trække på smilebåndene, og Gefreiter Ganz, der stod ved min venstre side, begyndte ligefrem at fnise – alle tænkte på stenene i kisten – særlig da præsten talte så meget om det dyrebare legeme, der her fandt sit sidste hvilested i fremmed jord.
Derefter sang vi: ”Ich hat einen Kammeraten”, skød salut – tre skud og højtideligheden var forbi.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.
Jeg fandt det store proviantdepot – det største, jeg nogen sinde har set. Jernbanen førte derhen med 2 gange dobbeltspor, og hele komplekset udgjorde en hel by. Der var vistnok over hundrede større og mindre barakker.
Da jeg kom derhen, var der ikke så forfærdelig mange mennesker; jeg gik hen til kornbarakkerne og skaffede mig en sæk ved at hælde kornet ud på gulvet, gik hen i en anden barak og fyldte den med franske kiks og konservesdåser med amerikanske beafstyk.
I alt havde jeg vel en 30 – 35 kg i sækken, så kom jeg forbi vinbarakkerne, jeg drak 2 gange et drikkebæger til 1/4 1 og fyldte min feltflaske. Det havde været meget varmt, og jeg kunne godt mærke virkningen af den dejlige vin. Jeg gik straks tilbage til batteriet, men da begyndte folk af alle våbenarter at strømme til, alle ville de hen for at hente levnedsmidler – og slukke tørsten.
Da jeg kom tilbage til kanonerne, var vi kun foruden vagten nogle få stykker. Jeg åbnede dåserne, spiste kød og kiks og drak vin til – en herlig ting. Vi delte; de andre havde også hentet sig noget. Da vi havde spist og drukket vinen, gik de andre til depotet igen, de ville have fat i noget mere. Jeg blev tilbage ved 4. kanon.
Ved midnatstid kom batterichefen løjtnant Wiederholdt med en skydebefaling – vi skulle beskyde de franske stillinger – men jeg kunne ikke alene betjene kanonen, og han spurgte efter alle de andre. Jeg forklarede, at de var sandsynligvis henne i depotet. Han gav mig befaling til øjeblikkelig at hente dem. Chefen var vred – stod med en skydebefaling, men intet mandskab (han havde også smagt på vinen).
Jeg gik hen til depotet. Det var i de lyse nætters tid, og det var en dejlig varm aften, og jeg kunne se, da jeg havde gået et lille stykke, hvorledes alt og alle strømmede mod depotet.
Da jeg kom derhen, mødte der mig et billede, som jeg aldrig havde set mage til. Der var strømmet folk til fra hele divisionen, så man roligt kan anslå folkemængden til mellem 10 og 20 tusind mennesker.
Det lignede en stor markedsplads, soldaterne gik og kom, fra det ene sted til det andet, syngende og råbende, og de allerfleste var berusede. Nogle kom ridende, andre trak hestene eller havde bundet dem, og mange heste gik herreløs omkring. Mange af soldaterne lå rundt omkring og sov, og nogle, ja, mange var døddrukne.
Alle kom de slæbende, enten med det ene eller det andet, og der var nok af det. En, så jeg, kom bærende med en 20 – 30 flagermuslygter på ryggen, en anden kom med et stort bundt læderremme, men mest havde de sagerne i en sæk. Jeg råbte en gang imellem på 1/407 (1. Batterie/Bataillon 407), men det var håbløst. Det hele var et virvar, og så al denne spektakel.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Tiden gik, og en dag var vi atter under fremrykning. Jeg blev kaldt til løjtnanten, der på kortet anviste mig et bestemt punkt, hvor jeg skulle gå i stilling med mit gevær. Selve opgaven gik ud på at holde en afdeling englændere i skak. D e havde besat en landsby ca. 300 meter fra det angivne sted. Da vi havde arbejdet os frem til stedet, viste det sig, at terrænet var så kuperet, at en beskydning af landsbyen herfra var umulig. Det kunne man ikke se på kortet.
Jeg var klar over, at enhver afvigelse fra den givne ordre ville bringe løjtnanten på kogepunktet. Til trods herfor besluttede jeg at trække ca. 200 meter til venstre, hvor der lå et næsten sammenskudt hus. Det viste sig, at vi herfra kunne beskyde landsbygaden i hele dens længde. Stedet var ligefrem ideelt, hvis den stillede opgave skulle løses, og det måtte vel være det vigtigste, antog jeg. Huset havde været besat af fjenden, det fremgik tydeligt af, at vinduerne ud imod os var barrikaderede med sandsække. Vi fik travlt med at flytte sækkene over i den modsatte side af huset for hurtigst muligt at få geværet installeret.
Vi var godt i gang med dette arbejde, da den udstillede vagtpost meddelte, at kompagnichefen og en officer mere var på vej hen til det først angivne punkt. Richard havde som altid en bemærkning på rede hånd: »Så min dreng, nu bliver du nok også degraderet.« Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne og nåede stedet omtrent samtidig med de to officerer. At den anden officer var regimentskommandøren, havde jeg for længst opdaget.
Inden jeg fik tid til at aflægge melding og deslige, kan det nok være, at lynet slog ned. Løjtnanten var højrød i ansigtet af raseri. – Om jeg ikke havde ordre til at gå i stilling med mit gevær på dette sted, og hvor kunne jeg understå mig i ikke at parere ordre? Lidt trykket af kommandørens tilstedeværelse indvendte jeg spagfærdigt, at der på dette sted intet »Schussfeld« var, og at en beskydning af landsbyen derfor var umulig. Derimod var det sted, jeg havde valgt, særdeles godt egnet. – Jeg troede, at dette ville berolige fyren. Men Gud bedre det, han blev om muligt endnu mere rasende.
Under hele dette postyr havde kommandøren betragtet omgivelserne meget nøje, hvad løjtnanten slet ikke havde givet sig tid til.
Pludselig henvendte kommandøren sig til løjtnanten og stoppede hans ordflom: »Bare rolig, hr. løjtnant. Underofficeren har jo ret. Det er Dem, hr. løjtnant, der er galt på den.« Under den stilhed, der nu indtrådte, fortsatte kommandøren henvendt til mig: »Det er godt min ven. De kan træde af.« – Det gjorde jeg, og det med en hilsen som aldrig før. Da jeg gik tilbage til kammeraterne, tænkte jeg ved mig selv, at det var godt, at det ikke var mig, der var i løjtnantens bukser.
Fra huset havde man ikke kunnet undgå at høre løjtnantens brøleri, selv om man ikke kunne forstå ordene, og Richard var der selvfølgelig med det samme: »Der fik du nok besked om, hvad der står hos »Matthäus am achten«.« Jeg beroligede ham med, at den balle, jeg havde fået, sikkert var for intet at regne mod den, løjtnanten fik.
Og jeg fik ret. Dagen efter meldte vor fælles »ven« sig syg, og vi så ham ikke mere. Der blev fortalt, at han havde søgt – og fået forflyttelse til et andet regiment. Vi sendte vor gamle »Graf« mere end én venlig tanke, fordi han havde befriet os for denne despot.
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Jeg var klar over, at jeg havde trådt løjtnanten sådan over tæerne, at han ved given lejlighed nok skulle slå igen. Jeg var nærmest ligeglad. Det kunne ikke blive meget værre end hidtil. Det værste var, at det også gik ud over de andre. Men hvis han ville sende os ud på en »himmelfartskommando«, havde vi da selv fat i den ene ende. Det skulle gå mærkeligt til, om ikke Richard og jeg, når vi stak hovederne sammen, kunne finde en udvej, så vi undgik det helt slemme.
At løjtnanten i første omgang ville sætte ind på en helt anden front, havde vi ikke ventet. For os at se, prøvede han på at slå sammenholdet inden for geværbetjeningen i stykker. Intet middel syntes at være for ringe, når blot han kunne komme os til livs.
Kammeratskabet, sammenholdet og vi kan for den sags skyld også godt tage disciplinen med, var ved et MG-kompagni helt anderledes og mere nødvendig end ved infanteriet. Det kom ganske simpelt af, at vi var delt op i små hold. En geværbetjening på 5-6 mand dannede en lille familie, og disse mænd var ofte i dagevis henvist til sig selv. Der var ikke noget med ordrer i tide og utide. Enhver vidste, hvad der skulle gøres, og hvis der endelig blev udstedt en ordre, så blev den fulgt til punkt og prikke.
Under offensiven i begyndelsen af 1918 varede det ikke længe, før det begyndte at knibe med mandskab. Fra infanteriet kunne der ikke længere rekvireres folk, da infanterikompagnier med helt ned til 30 mand nu var ret almindelige. Nye folk måtte hentes fra garnisonerne i Tyskland, og der kunne godt gå et stykke tid, før de nåede frem. Som regel var vi to à tre mand for lidt ved hvert maskingevær.
Blandt nogle nye folk, som vi havde fået, var der én, der gik under navnet »Hamborgeren«. Han var ikke berømt, men berygtet i kompagniet. Han var straffet utallige gange for alt muligt. Han var ligeglad med alt og alle. Under natlige transporter sakkede han altid bag ud, og når han endelig nåede frem, havde han i reglen tabt det meste af det, han skulle transportere. Han var sidst i tyverne og havde været soldat siden krigens begyndelse. Han var stor og stærkere end de fleste, så af den grund havde han ikke behov at »tabe« materiellet.
Den dag, han kom til os, huggede han en af kompagniets cykler – vi havde to – og kørte bort. Inden tre døgn var gået, kom han igen tilbage. Tre døgn og derover var nemlig faneflugt, der blev hårdt straffet. Det vidste han selvfølgelig. Efter eget udsagn havde han besøgt en bekendt ved et andet regiment i nærheden. Det blev selvfølgelig takseret til så og så mange dages arrest, men det var han da ligeglad med. Han havde, Gud ved, hvor mange dage i forvejen. Han vandrede fra gevær til gevær, ingen var glade for at have ham, hverken befalingsmændene eller de menige. Han var, kort sagt, en af dem, Hannoveraneren sagde De til.
Pludselig en dag beordrede løjtnanten, at en mand fra mit gevær skulle udskiftes med Hamborgeren. Der var ingen tvivl om, at det var for at chikanere mig. Richard var gal, og det var jeg også, men som Richard sagde: »Selv om Hamborgeren er en bisse, så er der vel også noget godt i ham, blot vi kan finde ind til det.«
Vi drøftede sagen – eller rettere sagt manden – indgående, og kom til det resultat, at han sikkert var blevet behandlet som et udskud ved de forskellige geværer, så vi besluttede at gøre lige det modsatte, nemlig gøre ham til »Schütze zwei« (2. skytte) – det var den næstvigtigste mand ved et maskingevær – for som Richard sagde: »Så har jeg ham altid ved siden af mig, og det skulle være mærkeligt, om jeg ikke kan styre ham. Jeg er jo selv lidt af en bisse, og du da for resten også,« sluttede han. – » Ja ja,« tænkte jeg, »det er af sine venner, man skal høre sandheden.«
Hvad Richard drøftede med manden på de natlige vagter, ved jeg ikke, men resultatet var glimrende. Manden, der i begyndelsen ikke var til at slå et ord af, fik munden på gled, og da han mærkede, at vi ikke så ned på ham, blev han efterhånden helt menneskelig.
En nat, da jeg ville gå ud og se, om alt var i orden hos posterne, mærkede jeg, at der fulgte en mand efter mig. Jeg standsede op, og det viste sig, at det var Hamborgeren. Jeg spurgte om, hvor han skulle hen, og han svarede, at han ville med mig, for jeg måtte jo ikke gå alene. »Det er sådan set rigtig nok, men det skal du ikke bryde dig om,« svarede jeg, »læg du dig kun til at sove, jeg klarer mig nok.« Et øjeblik tav han, så sagde han: »Må jeg ikke nok gå med dig? Richard har sagt, at vi skal passe på dig.« Det, der rørte mig så dybt, var, at han tilsyneladende sagde dette i fuld alvor, og selvfølgelig fik han tilladelsen.
Den nat fik vi talt ud med hinanden. Han var fra det mørkeste Sankt Pauli, havde ingen forældre og havde aldrig kendt dem. Grethe, hans pige derhjemme i Hamborg, var det eneste faste holdepunkt her i livet. – Ak ja, man siger nok at Jeppe drikker, men der er ingen, der siger, hvorfor han drikker. –
Mon jeg behøver at tilføje, at han blev en af de bedste frontsoldater, jeg har kendt? Han var hverken bange for »død eller djævel«, og han svigtede os ikke en eneste gang. Han fulgte mig som min skygge, når det var muligt, og bedre »livvagt« kunne ingen ønske sig. Dette, at han skulle passe på mig – som Richard vel nok havde sagt i sjov – opfattede han bogstaveligt. Ikke fordi han var godtroende – langt fra – men fordi han sikkert har følt trang til at vise sin taknemmelighed, fordi vi havde »lyst ham i kuld«. Løjtnantens formentlige anslag mod vort sammenhold blev en total fiasko. Det lykkedes ham ikke at sætte lus i skindpelsen.
En dag, jeg var tilbage ved bagagen, talte jeg med Hannoveraneren, og talen faldt også på Hamborgeren. Jeg fortalte ham om den forandring, der var sket med manden, og at det var Richard, der havde »kureret« ham. Fra den dag af sagde Hannoveraneren »du« til manden.
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Delingen fik besked om at trække sig tilbage, der skulle blot blive et maskingevær tilbage til at dække broen, og det blev selvfølgelig mit. Jeg sendte en »venlig« tanke til min »ven« løjtnanten, der sikkert troede, at det var en uriaspost, han havde sat mig på. På papiret har det ganske givet set sådan ud.
Ordren gik ud på at holde broen besat, indtil infanteriet igen »sværmede« ind i kæden. Derefter skulle vi gå tilbage og støde til kompagniet ved en bestemt farm, der lå mindst to kilometer til højre for os.
Da Feldweblen forsvandt med sine to geværer, sagde Richard: »Gott sei Dank, dass wir diesen Helden los sind« (Gud ske lov, at vi slap af med denne helt), og det kunne jeg tilslutte mig. Nu var vi alene. Det var ikke første gang, Richard og jeg »legede« krig på egen hånd. De fire mand, vi havde hos os, regnede vi ikke stort med, de var for »grønne«.
Det første, vi foretog os, var selvfølgelig at gå tilbage over vandløbet, for – som Richard sagde – det føltes så koldt at have det i ryggen. Denne gang gik vi ikke over broen, men fandt et sted, hvor der ikke var ret dybt, og hvor vi var skjult for landsbyen. Vi stolede ikke på, at der ingen englændere var i byen, og agere skydeskive engang til havde vi absolut ingen lyst til.
Da vi havde foretaget vort »strategiske tilbagetog«, fandt vi et sted, hvor vi ubemærket kunne holde øje med landsbyen og broen og i givet fald beskyde denne.
Hvis vor fælles »ven« løjtnanten havde kunnet se, hvor dejligt vi havde det den eftermiddag, så ville han nok have ærgret sig.
Det varede et par timer, så kom infanteriet, og vor opgave var løst. Så mange soldater kunne englænderne tilsyneladende ikke lide, for de begyndte omgående at skyde ovre fra landsbyen, så helt tom var den altså ikke. At vi var sluppet helskindet over broen, var os en gåde. Richard mente, at englænderne på det tidspunkt nok havde været i færd med at drikke deres te, og så lader de sig jo ikke forstyrre af så lidt. Jeg var mere tilbøjelig til at tro, at englænderne havde trukket sig tilbage, men at de var vendt om igen, da de opdagede, at tyskerne ikke fulgte efter dem. Vi havde i al fald været heldige.
Vi havde ikke alt for travlt med at finde tilbage til kompagniet. Vi blev enige om at se lidt på »baglandet«. Det kunne jo være, at vi kunne finde lidt spiseligt, og det gjorde vi. – Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke.
Omsider måtte vi af sted. Richard mente godt nok, at det ingen hast havde, for vor »ven« løjtnanten troede sikkert, at englænderne havde gjort kål på os. Deri gav jeg ham ret, men løjtnanten kunne også have godt af en lille overraskelse – og det fik han.
Det var blevet mørkt, da vi efter et par timers forløb nåede frem. Farmen lå under beskydning, men så vidt vi kunne skønne, kun med 7,5 cm granater. Før jeg meldte mig hos løjtnanten, kiggede jeg ind til kammeraterne, der lå og sov fordelt i to stuer. De reagerede ikke, da en granat slog ned på gårdspladsen, så jeg var klar over, at de var trætte og havde været hårdere med end vi.
Jeg fandt løjtnanten i kælderen og meldte mig tilbage. Jeg kunne se, at manden blev forbavset, men nogle velkomstord blev det ikke til . Hvis det havde været den »Lange«, så havde han sagt: »Gud ske lov, at I slap med skrækken. Læg jer nu til at sove, det har I fortjent.« Jeg ville have fortalt ham, at det slet ikke havde været så slemt – nærmest en storm i et glas vand.
Nu skete der intet af dette, tværtimod. Jeg måtte berette, hvornår infanteriet var kommet, og tidspunktet var jeg nødt til at opgive korrekt, for det kunne måske kontrolleres. Da han hørte tidspunktet, kom galskaben op i ham, og han bebrejdede mig meget kraftigt, at vi havde været omtrent fire timer om at tilbagelægge to kilometer. Jeg indvendte, at vejen lå under fjendtlig ild , og at vi intet kort havde haft at gå efter, og at vi var faret vild .
Det første var rigtig nok, men det sidste var løgn for at sige det lige ud. Jeg havde nemlig et kort, men det vidste han ikke. Det hørte ikke med til underofficerernes udrustning, men jeg havde for længst fået et op under neglene. Jeg havde engang over for Hannoveraneren ladet falde et ord om, at det kunne være rart med et kort, og efter den tid havde han altid et parat til mig, så snart vi kom til et nyt frontafsnit.
Jeg ville nu træde af, men løjtnanten standsede mig, rev sit kort frem og sagde: »Vi mangler ammunition, tag fire mand og to kærrer« – det var to-hjulede vogne, som vi brugte til at fragte ammunition på – »og hent 10.000 patroner ved ammunitionsdepotet, det ligger dér!« Jeg fik allernådigst lov til at studere kortet, mens jeg samtidig inderst inde bandede manden langt bort. Den ammunition kunne han have rekvireret for lang tid siden. Det var sikkert kun et påfund for at genere mig. Med ordre til at melde mig tilbage, når hvervet var udført, lod han mig gå.
Jeg var rasende; jeg kunne have »ædt« manden. At finde en farm, selv om det var i mørke og i et fremmed terræn, kunne jeg nok. Jeg havde en god stedsans; men at fragte 10.000 patroner ind over markerne var et hestearbejde, som ville tage det meste af natten. Depotet lå nogle kilometer tilbage i terrænet, og vejene var sikkert under granatild.
Som sagt var jeg godt gal. Jeg rev døren op til et af rummene og råbte: »Fire frivillige til at hente ammunition.« I de første sekunder var der ingen, der reagerede, men så rejste Richard sig ovre i et hjørne, og det kan nok være, at han fik munden på gled: »Det kunne jeg nok tænke mig, så snart du viser dit grimme fjæs hos den forbandede bandit, så har han altid noget ekstra, der skal laves.«
Og sådan blev han ved. Til sidst afbrød jeg ham og sagde: »Hold kæft, Richard, jeg vi l slet ikke have dig med,« men det skulle jeg ikke have sagt, for nu galede han først op: »Du vi l ikke have mig med? »Du Armloch« ( Din stakkel), det skal jeg nok selv bestemme. Tror du, at jeg vi l have dig løbende ude i nattens mulm og mørke, uden at jeg er med dig, så finder du jo aldrig hjem til din kære »ven« igen.«
Trods alt kunne jeg ikke lade være med at le, for jeg vidste, at Richards indignation gjaldt vor fælles »ven« løjtnanten, og at den var et bevis på et kammeratskab uden lige.
Under sin tordentale havde Richard gjort sig færdig, og tre andre havde også rejst sig, deriblandt ham, jeg havde gået »tur« sammen med på højde 344. Vi holdt nu krigsråd, og jeg lod dem selv vælge, om vi skulle følge vejen og tage chancen, eller vi skulle gå over markerne. Da det sidste med fuldt læs næsten var umuligt, valgte de at følge vejen både hen og hjem.
Derefter var det min opgave at bestemme de sikkerhedsforanstaltninger, der var nødvendige, for at turen kunne lykkes uden tab. De kom i korte træk til at gå ud på følgende: »Jeg går ti meter foran jer, dér distraheres jeg ikke af støjen fra vognene, så kan jeg bedre høre granaterne komme. Når jeg falder ned, gør I det samme, og at det skal ske omgående, behøver jeg ikke at fortælle jer.«
Som sagt, så gjort. Turen gik godt, nogle gange var granaterne lovlig nærgående, men vore forholdsregler slog til . Efter lang tids træning kunne man omtrent på lyden taksere, om en granat ville slå ned i nærheden, blot den var affyret i nogenlunde afstand.
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Man skulle tro, at løjtnanten var faldet lidt til ro oven på den dukkert, han havde fået ved krigsretten. Men tværtimod, han blev mere og mere ondskabsfuld.
Jeg kunne være sikker på, at så snart der var et ekstra job, der skulle udføres, så hængte jeg på den. Om han var ude på at få mig dræbt, skal jeg lade være usagt. Det kan også være, at han ønskede, jeg skulle forløbe mig og nægte at udføre en ordre. Jeg holdt imidlertid »kæft, trit og retning«, så det fik han ingen fornøjelse af.
Richard var godt gal på mine vegne, og en dag sagde han til mig i fuld alvor: »Der bringt Dich noch ins Massengrab, der Verdammte« (Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl). Men selv den ringeste hund kan man drille så længe, at den bider fra sig. En nat var det så vidt.
Vi havde været i angreb fra tidlig morgen, var gået frem og tilbage og atter frem, ind til vi standsede fremrykningen foran en landsby.
Maskingeværerne var med i første linie, så der blev slæbt bravt på det tunge materiel. Pludselig blev det kompagni infanteri, hvori vi lå, trukket tilbage. Vi var nu alene og skulle holde fronten med de tre geværer, der var i vor deling.
Vi havde en ny Feldwebel som delingsfører, en af dem, som løjtnanten med forkærlighed rekvirerede fra garnisonen. Feldweblen var en flink mand; men det var den første fremrykning, han deltog i, så hans krigskunst var lig nul. Han var, hvad vi kaldte en ældre mand, måske omkring de fyrre.
Foran os havde vi et lille vandløb, nærmest en bæk. Til venstre var der en vej og en bro, der førte over vandløbet. Ca . 200 meter længere fremme lå den landsby, hvor fremrykningen var standset. Den var besat af englændere, – mente vi da.
Vi lå ganske godt med vandløbet foran os, selv om det ikke var ret bredt. Pludselig fik Feldweblen den skøre idé, at vi skulle forcere vandløbet og grave os ned på den anden side. Dette gav Richard anledning til at spørge, om det var meningen, vi skulle vinde krigen helt alene?
Hvad Feldweblen svarede, husker jeg ikke, men han gav ordre til fremrykning. Vi troede selvfølgelig, at vi skulle gennem vandløbet; men nej, vi skulle sandelig over broen. Det var endnu mere skørt, da fjenden jo med lethed kunne meje os ned med et enkelt maskingevær, når vi passerede broen. Men Feldweblen var allerede gået foran, og for skams skyld var vi nødt til at følge efter.
Heldet var med os. Vi kom over broen, uden at der faldt et eneste skud. Englænderne må være gået tilbage eller sat ud af spillet af det tyske artilleri, der stadig beskød byen.
Da vi havde indtaget vore nye stillinger, var Richard der igen med en af sine humoristiske bemærkninger: »Hr. Feldwebel, når De i løbet af en otte dages tid kommer tilbage til Tyskland, så vi l De nok være så venlig at hilse fra os.« Feldweblen kunne ikke rigtig forstå hentydningen og spurgte, hvad han mente. Richard svarede, at det kunststykke, Feldweblen her lige havde lavet, kunne han ikke udføre en gang til med held. Det mente Feldweblen let kunne lade sig gøre, og Richard lod ham blive i troen.
Dagen efter fik Feldweblen en kugle, der gik gennem munden og ud gennem den ene kind – et heldigt skud, som sikrede ham billet til Tyskland. Richards indpakkede spådom gik i opfyldelse hurtigere, end vi havde troet.
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. I foråret 1918 fik kompagniet en ny løjtnant, som ingen brød sig om.
Det varede ikke så forfærdelig længe, før den gode løjtnant atter var fremme i rampelyset. Årsagen var følgende: En dag, vi var på march, kom vi igennem en by, der for størstedelen var rømmet af befolkningen. Kun enkelte gamle folk sad endnu tilbage i kældrene og ville ikke forlade deres hjem. Byen var dagen før blevet erobret af tyskerne, og indbyggerne var forsvundet sammen med de franske tropper. Jeg vi l tro, at byen har haft en 4-5.000 indbyggere.
Da vi var nået gennem byen, blev der gjort holdt og slået lejr. Der var et andet regiment foran os, nemlig det, der havde erobret byen. Vi var, som det så kønt hed, »in allerhöchster Alarmbereitschaft« (i allerhøjeste alarmberedskab), og det blev os strengt forbudt at gå tilbage til byen.
Jeg blev imidlertid sendt derind af Feldweblen for at få fat i noget sukker. Det lykkedes ret hurtigt, fordi jeg dumpede ind i en stor lagerbygning, hvor der var sukker i massevis. Jeg gik tilbage for at få fat på et køretøj til at hente sukkeret med. Da jeg nåede kompagniet, var der stor opstandelse. Løjtnanten ville tale med »Unteroffizier vom Dienst« – det var den underofficer, der havde særlige funktioner, når vi var på march eller havde slået lejr. Det var hver dag en ny mand, der havde jobbet. Denne dag var det én, der hed Neurath, og han var ingen steder at finde. Jeg havde en anelse om, at han var gået ind i byen, for han led altid af en ulidelig tørst, og byens kældre var fulde af vin, det havde jeg konstateret under min søgen efter sukker. For øvrigt var min ven Richard også borte, og da han var lige så tørstig som Neurath, var jeg ikke i tvivl om, hvor de to var gået hen.
Jeg ville skynde mig tilbage til byen for at finde dem, men i det samme kom Neurath. Han fik at vide, at han øjeblikkelig skulle melde sig hos løjtnanten, hvortil han svarede: »Der kann mir den Puckel runter rutschen« (Han kan rende mig noget så grusomt), men han gik dog derhen. Jeg fulgte med, da jeg jo skulle tale med Feldweblen angående sukkeret.
Løjtnanten var rasende og foreholdt Neurath, at han trods det udstedte forbud var gået tilbage til byen. Dette benægtede Neurath og hævdede, at han blot var trådt af på naturens vegne. Dette beroligede ingenlunde løjtnanten; han fortsatte sin tordentale og arbejdede sig efterhånden op i et raseri, så han næppe selv vidste, hvad han sagde.
Neurath stod ganske roligt uden at fortrække en mine, ind til løjtnanten pegede på båndet til hans jernkors og skreg ham ind i ansigtet: »Und das da haben Sie überhaupt nicht verdient« (Og det dér har De slet ikke fortjent).
Så var det sket med Neuraths ro. Han sprang ind på løjtnanten, greb ham om halsen, og hvis ikke Feldweblen var ilet løjtnanten til hjælp, tror jeg, at han havde gjort ham »kold«. Neurath blev selvfølgelig straks sat under arrest og ført bort. Sagen kom for krigsretten, og den endte med, at han blev forflyttet til et andet regiment.
Grunden til, at Neurath undgik straf, var denne: Hvis underofficeren skulle straffes, så måtte man også straffe løjtnanten, fordi han ikke var berettiget til at omtale Neuraths jernkors, som han havde gjort. Jernkorset var jo blevet overrakt Neurath i »Hans Majestæt den tyske kejsers navn«. I krigsretten fastslog man, at Neuraths overfald på løjtnanten skyldtes berettiget harme, fordi løjtnantens optræden både var et angreb på hans ære og en kritik af kejserens dispositioner. Neuraths forsvarer sluttede sin tale med følgende salut: »Hvis underofficeren skal straffes for sit angreb på løjtnanten, bør man også straffe løjtnanten for majestætsfornærmelse.«
Sagen sluttede altså med Neuraths forflyttelse til et andet regiment, men vi havde en anelse om, at »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] havde haft en finger med i spillet. Under sagens behandling havde han formentlig afgivet en udtalelse om de to mænd, og den var sikkert ikke til fordel for løjtnanten.
Men hvordan gik det Richard. Han var – jeg havde nær sagt selvfølgelig – også gået tilbage til byen. Jeg skriver udtrykkelig »også«, for der var ingen tvivl om, at Neurath havde været der. Det blev blot ikke bevist.
Da jeg sammen med en kusk kørte ind til byen for at hente sukkeret, så vi, at der var opløb i gaden. En ti til tolv soldater havde omringet en mand, der sad oven på en lille vintønde, som var læsset på en trillebør. Manden var Richard.
Det viste sig senere, at han i en kælder først havde tyllet så megen vin i sig, som han kunne overkomme. Derpå havde han fundet den lille vintønde, og som den gode kammerat, han var, ville han tage den med, så også andre kunne få deres tørst slukket. Under transporten stødte han på nogle folk fra en anden bataljon. De ville tage tønden fra ham, men for at forhindre dette, satte han sig oven på den. – Fuld var han som en pave.
Inden vi nåede helt derhen, kom tre officerer ridende. De havde den bekendte brede, røde stribe på benklæderne, der viste, at de var fra generalstaben.
De folk, der havde standset Richard, forsvandt i god tid ind mellem husene, men Richard sad stadig på sin tønde, da officererne nåede hen til ham.
Det endte med, at Richard blev indberettet og degraderet til menig.
Han var nærmest ligeglad; men det var jeg ikke. Jeg talte med Hannoveraneren, og fik Richard tildelt som »Richtschütze« (1. skytte) ved mit gevær, og så var jeg glad.
Mandskabet var efterhånden blevet dårligere og dårligere, skyde ordentligt var der næsten ingen, der kunne mere. Nu havde jeg en mand, der var O. K . og var nu fri for altid selv at ligge bag geværet, når der skulle skydes.
En ting mere: han var verdens bedste kammerat. For resten blev Richard ret hurtigt udnævnt til Gefreiter, og før jeg forlod kompagniet den 10. oktober 1918, var han atter underofficer. Den slags ting ordnede Hannoveraneren og »der Graf« i en håndevending. De kendte deres folk.
Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.
Den 16/5 1918
Kære Moder!
Mange Tak for det Pakke med Knepkage jeg modtog i Gaar. Jo jeg sidder igen i forreste Linie og kuklurer i et Granathul, i Dag er den 3die Dag. Hvorlænge det varer denne Gang ved jeg ikke, forhaabentlig ikke ret længe. Du skriver at min Kompagnifører havde skrevet at jeg kunde køre saasnart Urloven [orloven, RR] blev aabnet. Hvem har skrevet sig som Kompagnifører vi har nemlig en ny omtrent hver anden Dag. Ellers har jeg det godt.
Mange kærlig Hilsen til Eder alle
din Søn Th Thomsen
Mange kærlige Hilsener til Eder alle din Søn Th Thomsen