Tag-arkiv: officer

28. marts 1918. En officer og kammerat fra Ditmarsken

Frederik Møller, Aabenraa, beretter om en episode under marts-offensiven

Da den store offensiv på Vestfronten havde stået på en uges tid, var vi kommet et godt stykke vej frem vest for St. Quentin. Det var den 28. marts.

Vi lå med vort regiment ude i forreste Linie, og min bestilling var at skaffe ammunition frem til vore lette maskingeværer.

De engelske styrker var efterhånden blevet fuldstændig kampudygtige og var taget ud af linierne, Til afløsning for dem havde man sat franske tropper ind i forsvaret.

Vor deling lå i umiddelbar nærhed af disse styrker, og vor stilling var ganske ubeskyttet. Dækning var der ikke noget af, og både franske og tyske granater gik ned imellem os. Vi var alle klar over, at vi kunne blive ramt af splinter hvert øjeblik.

Vor udmærkede og afholdte kompagnifører befandt sig imellem os. Han opholdt sig lidt til højre fra den plads, jeg indtog.

En af mine kammerater var blevet såret og skulle nødvendigvis skaffes tilbage. Kompagniføreren, en ung løjtnant, Halk hed han og var fra Ditmarsken, kom da hen til mig og anmodede mig om at ledsage den hårdtsårede tilbage til forbindspladsen, der befandt sig på et slot lidt over 200 meter bag vor stilling, Han indtog da min plads, selv om det var en af de mest udsatte.

Imidlertid parerede jeg ordre. Jeg skaffede to stænger til veje, spændte en teltdug ud imellem dem og anbragte den sårede på den primitive båre. Sammen med en anden kammerat udførte vi derefter den besværlige transport tilbage til forbindspladsen.

Denne havde til huse i slottets kælder, og her måtte de mere eller mindre sårede opholde sig, indtil det vær muligt at transportere dem tilbage til St. Quentin, hvor man havde oprettet et feltlazaret.

Da vi kom tilbage til vor linie, viste det sig, at vor brave kompagnifører, der under mit fravær havde indtaget min post, var blevet ramt af en stor granatsplint og var hårdt såret. Man havde bragt ham tilbage til forbindspladsen i slottet, men hans sår var af en sådan art, at han ikke klarede den.

Vi var alle kede af dette tab, for en bedre og mere forstående officer skulle man lede længe efter. Vi følte, at han var ganske uerstattelig, og at vi ikke blot havde mistet en dygtig kompagnifører, men også en god og helstøbt kammerat.

Jeg personlig havde en fornemmelse af, at han ved at indtage min farefulde plads havde ofret sit unge liv for at frelse mit. Det skal jeg aldrig glemme ham.

Når der mellem frontsoldater ofte blev nævnt, at officererne forstod at finde nogle sikre dækstillinger, passer det ikke i dette tilfælde, og jeg kan nævne andre episoder, hvor officererne blev på deres post midt imellem soldaterne, stod last og brast med dem under alle forhold.

DSK-årbøger 1963

16. marts 1918. Jes Sarup i teater

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Et Ophold i Lille

En fast Køreplan for Togene kunde man selvsagt ikke regne med i disse Egne og under slige Forhold. Man kunde paa Jernbanestationerne se Afgangstiderne, men der var udtrykkeligt taget Forbehold.

Flyverfaren har selvfølgelig haft sin store Indflydelse paa Toggangen, men formodentligt har man ogsaa af Hensyn tilTroppetransporter i det hele villet vildlede Fjenden ved at undlade faste Togtider.

Det blev mig meddelt, at jeg maatte vente i Lille til om Aftenen Kl. 10, før den Tid gik Toget ikke videre.

Med Hensyn til Provianteringen havde jeg jo Dagen i Forvejen gjort mindre gode Erfaringer. Jeg vilde derfor nu prøve mig frem paa en anden Maade.

Jeg vidste, at mit Pas gav mig Adgang til Officersmessen, men hidindtil havde jeg ikke haft behov at benytte mig af Passet som særlig Legitimation i den Slags Øjemed. I Halluin havde man anvist mig et jævnt Spisekvarter, som jeg godt kunde hjælpe mig med, jeg skøttede slet ikke om at komme i Officerernes Selskab.

Nu gik jeg hen til Banegaardskommandanturen, og idet jeg fremlagde mit Pas, udbad jeg mig anvist et Sted, hvor jeg kunde spise Middag. Kommandanten var yderst elskværdig og viste mig hen til Officersmessen, som jeg jo ogsaa havde ventet.

Officersmessen var indrettet i et gammelt Hotel med store, hyggelige Lokaler. Da jeg kom ind og havde taget Plads ved et af Bordene, nærmede en civilklædt Tjener sig. Jeg havde lagt Mærke til, at en tilstedeværende Officer havde vinket ham hen til sig og ført en kort Korrespondance med ham. Tjeneren spurgte mig — ikke om mine Ønsker med Hensyn til Spisesedlen, men — om mine Papirer. Da jeg havde fremlagt mit Pas, og min Legitimation saaledes maatte anses for fuldgyldig, kunde jeg ogsaa faa en Spiseseddel.

Middagen, som blev serveret for mig, var baade rigelig og meget velsmagende og dertil ganske forbavsende billig: 3 Retter Mad med en halv Flaske Rødvin for 5 Mark. Det var ikke stort mere, end jeg havde betalt Dagen i Forvejen for Kaffe med nogle tørre Smaakager i Kafeen. Jeg forstod, at jeg var kommen til den rette Kilde. Men jeg forstod ogsaa bedre et Ord, som man hørte overalt dernede og forresten ogsaa herhjemme: „Gleiche Löhnung, gleiches Essen, denn wäre der Krieg schon längst vergessen”. (Frit oversat: Med samme Mad og lige Løn, havde Krigen for længst været en Drøm.)

Nu mærkede jeg i Grunden først, hvor tarvelig den Mad havde været, som vi havde spist i Halluin, og dog var den sikkert adskillig bedre end den, man leverede til Frontsoldaterne, dem, der gjorde det største Arbejde og trængte allermest til en ordentlig Forplejning.

Efter at jeg saaledes havde styrket mig, kunde jeg i Ro give mig til at se paa Byen. Omkring Banegaarden var Gaderne slemt medtagne. En hel Del store Huse var skudte i Grus, men, som jeg hørte var det sket af Tyskerne, inden Fæstningen var taget. De Allierede havde ikke beskudt Byen synderligt. Kuu Flyverne havde man jævnlig Besøg af.

Mens jeg gik omkring Paa en storPlads i Nærheden af Banegaarden, hvor det myldrede af Soldater – Civilister saa man ikke mange af — blev jeg anholdt af en Soldat, der med sin Messingplade foran Brystet kendetegnedes som Gendarm eller Politi. Han ønskede at se mit Pas. Man var i Lille øjensynlig mere nervøs og ængstelig for Spioner end i de andre Byer, hvor jeg havde været.

Der laa nu en hel Eftermiddag foran mig, og den skulde gerne anvendes godt, saa jeg kunde faa set, hvad der var af interessante Ting og Forhold. Det, jeg savnede, var en Fører, men jeg anede ikke, hvem der mulig kunde ligge her af mine Landsmænd.

I Halluin og Menin var Lykken mig huld, der løb jeg paa Landsmænd paa Gaden. Og det syntes virkelig, som om jeg skulde have lidt af samme Held her. Det var, mens jeg gik paa den store Plads i Nærheden af Banegaarden. Jeg saa da Bogholder Knud Høy fra Aabenraa gaa paa den modsatte Side af Pladsen.

I øjeblikket kunde jeg ikke komme i Tanker om hans Navn, og der var derfor intet andet for end at se, om jeg kunde indhente ham. Men inden jeg naaede derover, var han forsvunden i en eller anden Sidegade. Han var min eneste Chance, jeg saa ingen andre Landsmænd dernede, skønt der selvfølgelig har været adskillige af dem.

I Teatret

Ved et drive omkring i Gaderne kom jeg forbi Teatret og saa paa Opslaget, at der netop skulde gives en Forestilling om Eftermiddagen Kl. 4. Naa, altsaa Teater bag Fronten, ja hvorfor ikke? Det maatte jeg se. Det skulde interessere mig at se, hvad man bød Soldaterne, og saa vilde jeg nok gøre Psykologiske Studier.

Det var berlinske Kunstnere, som var reklamerede fri for Krigstjeneste, fordi de skulle stille deres Evner i Folkets Tjeneste paa en bedre Maade ved at sørge for god og fornøjelig Underholdning. Nu var de kommen til Frankrig for at glade Soldaterne med deres Kunst.

Teatret var stuvende fuldt, ene Soldater, og de syntes for en kort Stund at have strøget alle Tanker om Krigen, og hvad den førte med sig, af sig, for at give sig hen i Nuet. Der spilledes et Lystspil og de udmærkede Skuespillere gav deres Bedste. Soldaterne reves fuldstændig med og ydede udelt Bifald.

For mig var Modsætningen for stærk, jeg fattede næppe, at man kunde glemme Krigens Alvor saa helt og holdent. Der var baade i Vestibulen og inde i Teatret opslaaet store Plakater som opfordrede til at søge ned i Kældrene, naar Alarmsignalerne meldte, at Flyvere nærmede sig. Et saadant Signal var jo nok til at afbryde Idyllen.

Selv da Lamperne slukkedes, stod disse advarende Plakater for mine Øjne midt under Spillet. Jeg følte mig ikke tryg og kunde ikke under Spillet glemme, hvad der laa der ude.

Forestillingen gik uforstyrret, som sagtens saa mange. Men om Signalerne havde lydt, kunde alle Tilskuerne da naa at komme ned i Kældrene? Hvor var de, og var de rummelige nok?

Den Slags Tanker kom og gik. Jeg mærkede paa mig, at jeg var mere nervøs her, skønt jeg nu var længere fra Fronten, end jeg havde været de to foregaaende Dage, hvor jeg endog havde været i umiddelbar Nærhed af Skyttegravene og havde været fuldstændig rolig. Men alle de stærke Indtryk, som jeg havde været udsat for de sidste Dage, havde taget noget mere paa Nervesystemet, end godt var.

Efter Forestillingen gik jeg hen i en meget elegant Kafe, hvor jeg for dyre Penge kunde faa en Kop Chokolade. Men der var mennesketomt og kedeligt, og jeg længtes efter at kunne forlade Byen. Og der var endnu flere Timer til Togets Afgang. Da fik jeg den gode Tanke at faa mig et Bad. Badeanstalten, havde jeg set, var i Nærheden. Det styrkede mig. Det var første Gang i 6 Dage jeg kunde faa mig klædt helt af, og som et nyt Menneske forlod jeg Badeanstalten.

Før Afrejsen gik jeg endnu en Gang hen i Officersmessen og fik mig en udmærket Aftensmad, og saa endelig nærmede Tiden for Afrejsen sig.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

6. marts 1918. ”Jawohl, Herr Leutnant!” A.P. Andersen får en skideballe

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten.

(… fortsat)

Som jeg lige har fortalt, skulde vi være Stabsballon, og af den Grund skulde vi forsyne os med en Masse lette Telefonstænger, som kunde sættes op under Fremmarchen. Vi skulde jo opretholde Forbindelsen bagud.

Jeg fik en Dag Ordre til sammen med en af vore Lastbilchauffører at tage til en stor Pionerpark Syd for Fresnoy le Grand for at hjemføre et svingende Læs af disse Stænger. Da vi, forsynet med en Rekvirerseddel, kom derhen, kasserede jeg alt, hvad der blev forevist os, som uegnet til Formålet.

Til sidst kom Pionerparkens Major og sagde, at de intet andet havde end disse tykke Granstammer 6-8 m lange, lige afkvistede og med en Tykkelse af 12-18 cm i Rodenden. Disse Bomme, som var velegnede til Stillads-Rejsebomme ved et 3-Etagers Hus, men ikke Spor anvendelige under en Fremmarch, hvor alt skulde gå hurtigt og let, kasserede jeg.

Ja, det måtte jeg selv om! — sagde han.

„Det går ikke an,“ — sagde Chaufføren, — „det går ikke an at komme tilbage med tom Vogn, om så Stammerne er nok så ubrugelige.”

„Vær bare rolig,” sagde jeg til ham. — „Hvem har Kommandoen her, du eller jeg? Der er noget, der hedder at handle efter Konduite, og tror du, jeg vil stå her i seks Timer sammen med dig for at læsse denne Vogn med alt det friske Tømmer? Til sidst vil vi være så oversmurt med Harpiks, at vi slet ikke kan slippe Træet. Nej, jeg tager Ansvaret! Nu tager vi ind til Fresnoy le Grand og henter de Telefon-Batterier, vi skal have derinde, og så besøger vi Soldaterhjemmet, og bagefter går vi i Biografen og ser Asta Nielsen!”

Min Ulyst til at bestille alt for meget som tvungen tysk Soldat kan bl. a. henføres til min Dagbog, i hvilken jeg for Eksempel den 9. Januar 1917 i Nantillois for an Verdun skrev — en Dag, da jeg var godt gal i Hovedet på hele den tossede Krig og specielt på de tyske Officerer: „Derfor vil jeg også se at trykke mig og lave så lidt som muligt. Det skal være sådan, at jeg får Samvittighedsnag, hver Gang jeg har bestilt lidt for meget. — Hvis det var gamle Danmark, ja — så var det en helt anden Sag!”

Som sagt, så gjort.

Ved 6-Tiden vendte vi tilbage til Sequehart, og jeg gik op på Skriverstuen for at aflægge Rapport. Et Kvarter forinden var Lt. Küster lige kommet derop fra et Møde i en eller anden Stab, hvor man havde drøftet Offensiven, og hvor der var blevet pålagt Officererne at sørge for en skrap Disciplin og ikke tåle nogen Slingren i Geledderne. Han havde lige givet Skriverstuens Personale den første Omgang. Og så kom jeg.

Jeg skal love for, at jeg fik læst og påskrevet. Ordre var Ordre, og Ordren skulde udføres, om den var nok så idiotisk, set med mine Øjne. Men han havde lagt Mærke til mig. Jeg var en rigtig Stivnakke! Først det med Brevene og nu denne Ordre, som jeg ikke havde udført. Han skulde nok holde Øje med mig. Tredie Gang skulde jeg ikke slippe så nemt. Og så oplevede jeg det Øjeblik, som er så skønt og uforglemmeligt i en lille Soldats Liv.

Da jeg blev ved med at glo på ham med intetsigende Øjne og bare en Gang imellem sagde: „Jawohl, Hr. Leutnant,“ forløb han sig og råbte:

„Ja, Sie sagen: Jawohl! Jawohl, Hr. Leutnant, aber man sieht es Ihnen an, Sie denken, Sie konnen mich im A. l.!“

Jeg beherskede min Lyst til ikke at sige: „Jawohl, Hr. Leutnant, “ — men tav …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

5. marts 1918. Skriv på tysk! A.P. Andersen i opgør med løjtnant Bäumer

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på vestfronten. Han skulle forrette signaltjeneste som telefonist.

(… fortsat)

Det varede ikke mange Dage, før jeg igen efter et Års Forløb kom på Kant med de høje Herrer. Som det måske vil erindres, var jeg Telefonist og Korttegner ved vor „Zug“ og havde det som sådan relativt godt. Men har man haft det godt i længere Tid, er det menneskeligt at tro, at man kan tillade sig mere end andre.

Det begyndte med, at der blev indført Brevcensur. Vor Lt. Bäumer skulde være Censor. Jeg skrev som sædvanlig en hel Del Breve hjem og naturligvis på Dansk. Så kom Bäumer og foreholdt mig, om jeg ikke for en Gangs Skyld i de kommende 2-3 Uger kunde skrive hjem på Tysk, for han kunde ikke læse mine Breve.

„Nej,“ sagde jeg, — „det kan jeg ikke, for hvis jeg skriver hjem på Tysk, kan mine Forældre ikke læse det; og forøvrigt har vi dansktalende Nordslesvigere „Ret“ til at skrive hjem på Dansk; og kan De ikke læse det, gives der sikkert en anden Censurmyndighed, som kan gøre det!“

Nå — han mente, at jeg nu alligevel skulde give efter, og så gav han mig mine Breve tilbage. Men da der også lå et Inf. Reg. med en hel Del Polakker i samme By, gav jeg en Kammerat Brevene til Viderebesørgelse gennem deres Postvæsen, og der var Censuren ikke så striks.

Da der var gået et Par Dage, spurgte Bäumer, hvorfor jeg ikke skrev hjem.

„Nej,“ sagde jeg, — „det har ingen Interesse at skrive hjem på Tysk !”

Så revnede Ballonen, som man siger, og jeg fik en Straffeprædiken både af ham og Lt. Küster. De sagde, jeg skulde bare ikke bilde mig noget ind, fordi jeg var Telefonist; det var der også andre, der kunde blive.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

10. januar 1918 – Hans Paulsen: “…. en ubehagelig stram Ventetid”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Fortsættelse af brev påbegyndt 6. januar 1918

Den 10. Januar 1918.
Nu tænker I vist allerede, at jeg endelig sidder paa Køreskolen. Nej! heller ikke denne Gang! Tirsdag morgen stod vi alle 2½ Timer i Kulden paa Kasernegaarden og frøs og ventede paa vor Hauptmann. Endelig spurgte vi, paa Kompagnieskrivestuen, om han ikke kom. Derpaa svarede han naadig, at han idag ingen Lyst havde at komme. Nu har han allerede siden den Tid bestemt 2 nye Dage, hvor han heller ikke lod sig see. Hele Besichtigungen udvides nu til 3 efterhinanden følgende Dage, den 1) Exerceren, 2) Instruktion 3) Feldttjeneste. For Øjeblikket lever vi altsaa i en ubehagelig stram Ventetid. Derfor har jeg heller ingen Lejlighed haft til at skrive

– Idag modtog jeg nu Muddis Brev og Pakke 35 med Sæler [dvs. seler/red.] og Bonbons. Et Pakke med Honningkage og Strømper har jeg hidtil ikke faaet, men det kan jo altid komme endnu. I Eftermiddag fik jeg ogsaa Fars Indskrivningsbrev. Mange Tak!

Hjertelig til Lykke med det nye Køb! De er ellers en interessant Efterrætning! Mondt [sic!] Grunden virkelig vil stige saa meget i Værd gennem Kobbermøllens Foretagende? Dit gamle Grundstykke bliver jo saa ogsaa meget værdifuldt! Forhaabentlig forlader Lykken Dig ikke i de nye Omgivelser! Det vil dog sikkert være en glædelig Efterrætning for Peter! Det er ellers en stor Pris for Kobbermøllens nye Huse, men Grundstykkerne er jo lidt dybere. –Jeg maa slutte!

En hjertelig Hilsen til Eder Alle fra
Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

17. december 1917. Belgiske civile dødsdømmes for en skudt hund

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

I Swevezeele var der en tysk Vagtmand, som havde været raa og brutal mod nogle russiske Fanger; han var blevet overfaldet og mørbanket.

Belgierne fik Skyld for det. Vi blev derfor alle Mand kommanderet ud en Nat og skulde skaffe 100 Mand som Gidsler. Der blev banket paa, Manden trukket ud af Sengen og ført ind i en stor Lade. Næste Morgen viste det sig, at 70 havde Legitimationspapirer fra Tyskerne, saa dem maatte de lade gaa; men saa blev Byens Kirke bevogtet af Soldater, og da Folk i den tidlige Morgenstund, omkring ved Kl. 6, kom myldrende ud af Kirken, blev 70 Mand taget og ført hen i Laden som Gidsler.

Om Natten gik der stærke Patruljer, nogle med Politihunde. Efter mange Forhør samlede Mistanken sig om tre bestemte Mænd, og de bevogtedes baade Dag og Nat. En Nat stod ogsaa nogle af vort Kompagni paa Vagt.

En Politihund kom hen og snusede til en af dem, og da han vilde jage den væk, viste den Tænder. Dette vilde han ikke lade sig byde af en Hund, og da han stod med skarpladt Gevær, kastede han dette til Kinden og knaldede Hunden ned.

Næste Dag blev Hunden fundet skudt.

Belgierne fik Skylden, og det skulde være et yderligere Bevis mod de tre arresterede, at deres Venner havde gjort Forsøg paa at faa dem ud om Natten. Det hed sig, at Dødsdommen var fældet over dem, og det gik som en Løbeild gennem Kompagnierne.

Alle havde vi den største Angst for at skulle blive kommanderet ud at skyde disse tre.

Den Mand, som havde staaet paa Vagt og skudt Hunden ned, kom op ad Dagen fra sin Søvn, og vi fortalte ham da, hvad der var sket, og hvad der var i Gære.

Han sagde straks, at han havde skudt en Køter om Natten.

Vi formanede ham til, at han skulde gaa til Kaptejnen og melde det, hvad han ogsaa gjorde. Denne tog forfærdelig paa Vej; det var jo en skrækkelig Historie; men Soldaten tog det med den største Ro og sagde blot, at de Folk kunde jo holde deres Køtere hos sig selv; han kunde ikke vide, det var en Politihund.

Saa blev han ført for Bataillonskommandøren. Her gentog han sin Forklaring og blev skældt Bælgen fuld, men saa vidt jeg véd, slap de tre Belgiere derfra med Livet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

9. december 1917. Sønderjyde ved etapen

I.C. Rasmussen fra Løgumkloster var kantinevært i Brügge. Det var en stilling, der gav mulighed for at stikke noget til side.

Jeg gjorde tjeneste på kommandanturen i Brügge, og her kom man efter tur på orlov. Jeg syntes, at nu måtte det vel snart være min tur. Min kone ventede en glædelig begivenhed. Det var i november 1917, og det ville jeg gerne hjem til.

Jeg skrev en pæn ansøgning, men der gik fjorten dage, uden at jeg hørte noget til sagen. Så gik jeg til feldwebelen, som havde  personalesagerne, og spurgte, hvad det blev til med min orlov. Det vidste han ikke noget om, men han ville tale med løjtnanten. Det var en gammel feldwebel-løjtnant, han blev kaldt for »Nordsøens skræk«. Jeg sagde til feldwebelen, at hvis jeg ikke ret snart hørte om sagen, gik jeg til den »gamle«. Sådan kaldte vi kommandanten.

Da jeg kom tilbage efter en tur i byen, skulle jeg komme ind til løjtnanten. Han var rasende, kunne jeg se på ham. Han sagde flere gange: — Nå, De vil gå til den »gamle«? — Ja, sagde jeg, hvis det kan hjælpe, går jeg til ham. Så blev han bange og sagde, at det ikke var hans skyld, at jeg ikke havde fået orlov. Jeg svarede sådan, at han  nok kunne forstå, at jeg tvivlede. Så kunne jeg gå.

Et par dage efter fik jeg afslag på min ansøgning, men morgenen efter stod løjtnanten og passede mig op ved indgangsporten og  sagde, at desværre havde jeg jo fået afslag, men hans skyld var det ikke, men nu skulle jeg bare søge igen med en lidt anden begrundelse, så skulle jeg nok få min orlov.

Nu var den lille født derhjemme i mellemtiden, og jeg sagde, at nu ville jeg vente med at få orlov til jul, da ville jeg hjem. Det kunne slet ikke lade sig gøre, sagde han, da var der så mange, der ville rejse. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle« om sagen, og ham var han hundeangst for. — Ja, sagde han, søg nu bare igen om orlov, så skal det nok gå.

Det gik også godt nok, men min orlov kom for tidligt. Jeg gik til  løjtnanten og sagde, at jeg gerne ville have min orlov udsat, så jeg  kunne være hjemme i julen. Det var ganske umuligt, sagde han. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle«. Det behøvedes ikke. Min orlov blev udsat, så jeg kom hjem til jul.

Enhver menig, der rejste på orlov fra kommandanturen, fik 20 mark udbetalt. Det var overskud fra garnisonskantinen. Desuden kunne vi gå til inspektøren i levnedsmiddeldepotet og få noget med, og i vor  forplejningsanstalt dryppede der også altid noget af.

Jeg fik samlet sammen, så jeg havde en stor rygsæk fuld, og så to trækasser, som jeg havde besørget mig. Dem havde jeg sejlgarn om, så jeg kunne bære én i hver hånd; men de var tunge. Jeg sendte telegram fra Hamborg, at de skulle møde på banegården i Tønder  med børnenes blokvogn.

Der blev glæde over, at jeg kom, og over alt det dejlige, jeg havde med. Jeg havde to sandsække fulde af ærter, bønner, nudler og grubber og mange dåser kødkonserves, samt tre brød, og så havde jeg købt et par belgiske brød. De er store, runde og flade, bagt af  sigtemel.

Mine børn havde ønsket sig som den bedste julegave, at de i julen måtte spise sig mætte i tørt brød. — Nu kunne vi fråse.

For at få orloven så lang som mulig, bad jeg om at få nogle rejsedage lagt til. Det fik jeg, da jeg havde så lang en vej. Så skulle jeg også gerne have ret til at køre med D-tog. — Men så sagde løjtnanten, at  jeg skulle se at komme ud.

For at køre med hurtigtog i Tyskland skulle der et stempel og en underskrift til oppe i det ene hjørne af billetten. Stemplet trykkede jeg på, men fik ingen underskrift. Det skulle jo være løjtnantens. Da vi kørte fra Køln med hurtigtog, så den kvindelige konduktør nok, at underskriften manglede. — Ja, sagde jeg, det er kun en forglemmelse af løjtnanten.

Jeg kørte både hjem og ud igen på den billet.

DSK-årbøger 1961

4. december 1917. En nøjeregnende idiot fra Østfronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Dagen før var jeg inde ved “Protzensammelstelle” efter post og lønning. Et par km. længere tilbage lå et lignende kommando. Jeg kom forbi, men da var der lige blevet dræbt to mand, der lå på en brix inde i huset. Vi syntes ellers altid, at de var mere sikker i dette kommando, fordi de lå betydeligt længere tilbage, men granaten slog ind, og to mand døde.

Jeg kom tilbage med post, og undervejs købte jeg tobak, cigarer og cigaretter samt nogle honningkager og et stykke pølse i et  marketenderi, der lå lige bag ved fronten. Det var altid rart at få lidt ekstra en gang imellem.

Vi blev omsider afløst. Der kom et batteri nede fra Karpaterne, og de skulle overtage stillingen. De havde ligget i en rolig stilling ved østfronten i et par år, men efter fredsslutningen med russerne, der var blevet fuldbyrdet i dette efterår i Brest-Litavsk, kom tropperne over til Vestfronten.

Der kom en Ammunitionsunteroffizier og skulle overtage  beholdningen. Han var meget nøjeregnende og gav sig til at tælle granaterne, idet han satte et kryds på dem, han havde talt.

Jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg havde intet talt, da jeg overtog dem, og at de nok skulle være der, men han mente ikke, at det vedkom ham, hvad jeg havde overtaget, men kun det, han skulle overtage.

Han var ret ubehagelig, men så begyndte englænderne at skyde. De satte et par granater hen i nærheden af haven, det bragte en anden stemning over fyren. Han spurgte, om de skød med sådant noget kram hver dag? Jeg svarede, at det blev meget værre.

Han ville så op i understanden, men jeg mente, at vi hellere måtte gøre det færdig. Jeg kunne tydeligt mærke på manden, at han var ikke vant til skydningen. Han krøb ned bag ved havediget, jeg stod op og så spurgte jeg, om han havde kanonfeber, og det indrømmede han.

Englænderne holdt op med at skyde, og så blev han helt fræk og talte videre, og kom til det resultat, at der manglede et par hundrede granater. Jeg talte med ham om at ordne den slags småting i mindelighed, som vi altid plejede her ved Vestfronten, men det kunne ikke lade sig gøre.

Jeg havde tænkt at henføre de manglende granater på den sædvanlige konto: “Tilintetgjort af fjendtlig ild”. Han afslog det og meldte det til bataljonen.

Jeg ringede straks til batteriet og kom til at tale med Offizierstelvertreter Würstenhagen. Jeg forklarede ham sammenhængen, og han svarede mig, at det var godt, jeg meddelte det så tidlig. Han skældte ud over de idioter, der kom fra østfronten, og som ikke havde begreb om krigsførelsen i vesten. Han sluttede med at sige, at vi anfører det manglende beløb som: “Tilintetgjort af fjendtlig ild”.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. november 1917. “Ca. 300 Tanks krøb sikkert og støt frem imod de tyske Linjer …”

Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.

20. november 1917. Engelske tanks ved Cambrai: “Uhyrerne kommer stadig nærmere”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Det var kl. 7,25 om morgenen, da med et slag en trommeild satte ind. Det var “trommeild” i ordets sande betydning; det trommede på vort dækningsrum og stillingen i det hele taget. Med et ryk farer jeg op. Det trykkende rum er kun sparsomt belyst af en acetylenlampe. Jeg ser endnu for mig ganske tydeligt, hvordan jeg halvt oprejst stirrer ind i  lyset, idet jeg støtter på en arm og støder hovedet mod loftet. Finnern er vågen i samme øjeblik og kommer med det samme. Jeg siger til ham:”Finnern, nu bliver det alvor; nu kommer englænderne!” “Javel, hr. løjtnant.”

Jeg løber halvvejs op ad dækningsrummets trappe og kan gennem udgangen se ud i den gryende dag. Jeg ser en uopholdelig lynen og bragen; sjældent har jeg oplevet noget lignende. Det var umuligt at gå ud og havde iøvrigt også været meningsløst. Jeg sætter mig på et trappetrin og venter. Uafbrudt trommer det videre; det er, som om helvede er sluppet løs; skyttegravsvæggene styrter sammen; det ene krater bliver dannet efter det andet; jern suser summende og klirrende gennem luften. Men efter forløbet af kun et kvarter holder ilden op hos os; den er forlagt længere bagud. Jeg får Finnern til at række mig gasmasken; han spørger mig, om jeg ikke også vil have min frakke; jeg afslår: i den forestående kamp vil jeg  være så uhæmmet som muligt – senere har jeg bittert måttet fortryde, at jeg ikke tog frakken med; i måneder måtte jeg fryse forfærdeligt, indtil min frakke hjemmefra indtraf i England.

Jeg styrter ud, “Koch-vejen” er næsten ikke til at kende igen. Jeg løber til de nærmeste dækningsrum, da de første folk allerede kommer ud; hurtigt besætter de skyttetrinene. Jeg løber frem og tilbage for at se efter den til højre. Pludselig råbes der: “Hr. løjtnant, der kommer tanks!” “Hvad! tanks?” Jeg springer op på et skyttetrin og vil ikke tro mine egne øjne. Som en skyttelinje, men ikke af soldater, engelske khakiuniformer, men af små pansrede huse, kommer de mod os, og de “små huse” bliver til kolosser. I  dusinvis ser vi dem.

Da jeg er kommet mig over den første målløse forbavselse – sådanne tingester havde vi jo endnu aldrig set – brøler jeg bare ud; “Skytteild!” Og skuddene farer ud af løbet – og preller af på pansertårnene som ærter på en blikdåse. Uhyrerne kommer stadig nærmere; det synes dem helt ligegyldigt, om vi skyder eller ej. De to forreste kompagnier må være fuldstændig løbet over ende; der er intet af dem at se eller høre. Jeg kigger mod højre ind i dalsænkningen: og sandelig! da er de allerede kørt ind over vore linjer og kommer os nu i ryggen. Min anden deling er allerede afskåret fra os.

Da farer der også skud hen over vore hoveder; tanks’ne skyder med deres små kanoner. Stadig nærmere kommer de uden ophold. Af støtte fra vort artilleri er der ikke det mindste spor; det er for svagt, men også generet af tåge. Da bliver det helt klart for mig; vi kan intet udrette her; tanks’ne vil ganske enkelt køre hen over os og skyde os ned. Hvad er der at gøre? Da kommer løjtnant Saucke med resten af sit 6. kompagni; han skubber sig gennem vor grav videre gennem K 2 linjen mod venstre; jeg følger efter med min folk: vi vil hen til hulvejen.

Denne, der løber lodret ned i stillingen, er spærret af fældede træstammer, der er faldet tværs over vejen; her kan tanks’ne ikke komme frem. 5. kompagni forsvarer fra hulvejen et stykke af K 2 linjen; også i selve hulvejen indretter vi os til forsvar. 6. kompagni står til venstre for os og ud over hulvejen. Her er vi mere beskyttet. Vi har et langt tilbageblik ind i terrænet til Ribécourt og Flesquières; Til højre og venstre er fjenden brudt langt igennem, ja, allerede trængt  igennem disse byer; vi danner endnu en forsvarsø i den fjendtlige stormflod. Til halv højre, foran os og til halv venstre samles tanks’ne; vi er som et sammenrullet pindsvin, og tanks’ne er piggene.

De kommer ikke længere; vi opholder dem; det forstærker vor vilje til at holde ud. Sammenbidt klamrer hånden sig til kolben: vi vil sælge vort liv dyrt! Så let skal de ikke få os! Jeg kigger mig bagud, om der ikke kommer noget støtte; men intet er at se; tanks’ne behersker den brede slagmark. – Vi undrer os over, at fjenden ikke rykker nærmere, men grunden er enkel:  hvis der viser sig levende væsner, de brune englænderuniformer, henter de sig blodige hoveder. Det engelske infanteri viser sig sandelig ikke fra sin tapre side i dag; det vover sig ikke frem foran sine tanks; kan tanks’ne ikke komme videre, bliver også infanteriet liggende bag dem.

Alle, der endnu har en arm, skyder, også officererne. Et maskingevær, der står posteret på et gunstigt sted, har ingen ammunition mere. Jeg sender bud til  kaptajn Soltau, hvis dækningsrum ligger længere tilbage på hulvejen, og beder om ammunition; Ordonnansen kommer tilbage med den besked, at der intet er, forstærkning vil sikkert snart komme, vi skal blot holde ud. Soltaus sidste melding til regimentet sluttede med sætningen: “Vi holder os til sidste mand.” Vi har ikke længere håb om forstærkning, men alligevel: vi bliver stående! “Det lykkedes kun få at undslippe”, således kan man læse i  beretninger om dette slag eller om lignende forløb. Os havde det også kunnet “lykkes”, hvis ikke vor pligtfølelse havde fået os til at blive.

Timerne udrinder! Vi har betydelige tab; døde og sårede fylder vor grav; Tanks’ne har skudt sig helt godt ind på vor grav og på hulvejsranden; vor modstand forringes.  Jeg kommer næppe til besindelse; tanken om et muligt fangenskab  har slet ikke strejfet mig; Øjeblikket kræver anspændelse af alle kræfter og tanker. – Jeg går hen til kaptajn Soltau. Da jeg betræder bataljonens dækningsrum, står han  med blottet overkrop midt i sit opholdsrum; hans adjudant, løjtnant Elson, løjtnant af reserven Saucke og løjtnant af reserven Langfeldt er tilstede. Hurtigt udveksler vi vore opfattelser af situationen.

Soltau er såret i ryggen. Han siger til mig: “De overtager føringen af bataljonen.” Praktisk har det ikke meget at sige; Vi er nu kun en håndfuld  folk tilbage. Jeg går ud foran igen. Klokken er ca. 11,30. Nu rykker fjenden frem. Tanks’ne skyder stærkere og mere systematisk; jeg såres let på halsen. Mens én lægger en forbinding om halsen på mig, råber en: “Løjtnant Hallum er lige faldet”, en anden: “Nu  kommer de ned ad hulvejen.” – Nu er det ved at være forbi. Hvordan det hele afspilledes i disse minutter, ved ingen mere nøjagtigt. Vi hørte senere, at kaptajn Soltau og løjtnant Elson var gået ind i en sidegrav til venstre; her er de faldet næsten samtidigt.

I min nærhed, rundt omkring mig er der 2 Vizefeldwebel og 10 til 12 mand. Kampen er overalt forstummet; det er uhyggeligt stille. Fra højre og venstre, gennem hulvejen, kravlende mod os, indeslutter fjenden os. Yderligere modstand er nytteløs. Jeg lader de menige gå ned i en minegang. Med mine to Vizefeldwebel står jeg foran mineindgangen, til højre for mig Vizefeldwebel Jacobsen, til venstre for mig Vizefeldwebel Frahm. Pladsen er så snæver, at vi rører hinanden. Vi har stillet vore geværer ved siden af os lænet op ad væggen.

Der er næppe forløbet et minut, før en lang kanadier kommer til syne ved vejkanten overfor, vel 8 til 10 meter borte. Da han ser de tre tyskere, lægger han geværet til kinden og skyder. Med et skrig falder Frahm tilbage; min venstre arm opfanger ham; han  er skudt midt igennem brystet. For anden gang hæver den “tapre” sit gevær mod os; igen rammer hans skud: Jacobsens højre arm er splintret; en vanvittig smerte trækker gennem ham. Hvornår bliver det min tur? Fuldstændig rolig hæver fjenden geværet for tredje  gang og sigter; jeg  venter et skud; endnu  holder min venstre arm den sårede kammerat og den højre den anden; alle tre ser vi, stående oprejst, fjenden i øjnene: da sænker han  geværet, strækker sin arm ud mod os og siger: “Come on!” Jeg vender mig om og råber min sidste ordre ind i dækningsrummet: “Kom ud!” Og de kommer ud, nedkæmpet, viljeløse.

Straks bliver vi omringet af en stor skare “Tommys”. Men et mærkeligt syn viser sig for os. Næsten alle har deres hjelm i hånden, fyldt med “Souvenirs” af enhver art: Ure, jernkors, punge,  lommeknive o.s.v. Begærligt tigger de om tingene; hvis én ikke straks er føjelig, hjælper bajonetten. En griber ud efter mit jernkors af I. klasse; jeg afværger, hæfter det langsomt af og vil stikke det i bukselommen, men rasende hænder river det fra mig.

Pludselig kommer jeg i tanker om en ramme patroner, som jeg har i lommen. Hvis kanadierne opdager den, kan de  – fulde som de er – i deres dumhed  anse den for at være et skjult eksplosivt stof. Jeg henter den op af lommen og vil ubemærket lade den falde til jorden. Men næppe ser de Tommyer, der står i en tæt kreds omkring mig, det, før de med funklende øjne og blottede tænder lader 4-5 bajonetspidser pege mod mit bryst. Det er som på knivens æg. Idet jeg trækker på skulderen,  ser jeg roligt på dem en efter en  uden at vende blikket fra dem, – da sænker de bajonetterne. De søger sig andre ofre.

En viser os med hånden retningen; vi skal gå hen imod de gamle engelske stillinger. Da løsnes de sidste timers spænding, og et hult tryk lægger sig på mig: jeg er fanget! Fanget! – Hvilket kosteligt gods frihed er, ved kun den, der har været fanget! – Måske vil en anden påtage sig at tegne et alment billede af fangenskabets lidelser; jeg tror da, at det lader sig indføje et eller andet sted inden for rammerne af vore “Erindringsblade”.

Af Regiment 84’s historie

3. oktober 1917. Nyheden om Peter Grams desertering når regimentet

Jørgen Hansen, Endrupskov ved Gram, fortæller om sin svoger, Jørgen Grams, desertering.

To Mand kom ikke tilbage.
Det var i Efteraaret 1917. 2. Batti. af Linje Rgt. 86 laa i forreste Linje ud for Pont-a-Mousson, til højre for os Regt. 90 i Præsteskoven, til venstre Regt. 30 i  Kongeskoven. Stillingen var ikke særlig truet, da vi havde Fæstningsbatterierne fra Metz i Ryggen.

Det var en Dag hen paa Eftermiddagen, da min nu afdøde Svoger, Peter Gram, kom ude fra Skyttegraven for at sige Farvel til mig. Det skete i en Hestestald i Champey, hvor Jørgen Grau fra Barsø og jeg laa indkvarteret.

— Jeg har faaet 14 Dages Orlov, sagde Peter Gram med et Stænk af Ironi. Vi snakkede lidt sammen om Udsigter til Fred og andet, og han gav mig saa Haanden til Farvel. Han smilede til mig med et eget Blink i Øjet.

— Jeg kommer ikke tilbage, sagde han sagte.

— Farvel og hils derhjemme!

Saa skuldrede han Tornystret, gik strunk langs Slotsfløjen og hilste forskriftsmæssigt paa flere Officerer, som stod og sludrede ved Indgangsportalen. Jeg fulgte med Øjnene hans Gang ud af Byen, han vendte sig ikke om, hans Beslutning var taget, aldrig mere tilbage til dette Svineri, som Krigen jo er.

Saa gik jeg ind igen og traf Jørgen Grau i Færd med at pudse Stabslægens Hest. Jeg havde den allerstørste Lyst til at betro mig til ham, men turde alligevel ikke. Ikke af Frygt for, at han skulde røbe noget, men vi kunde saa let i Ubetænksomhed sige et Ord for meget. Jeg tav.

Saa gik der 14 Dage. Det var i Middagsstunden, vi havde spist vor Mad og var i Gang med Opvasken, da Jørgen Grau halvhøjt raabte: „Hvad fejler den gamle mon,  han er jo rød i Hovedet som en Kalkun”.

Hauptmann Köhler kom i Luntetrav langs Slotsfacaden henimod Stalddøren og raabte allerede paa Afstand: „Hansen, kom herhen!”.

Jeg gik saa hen i Døren og blev modtaget med følgende Salut: „Ja, det er et kønt Svineri, der er kommet ind i Bataillonen, to Mand er rømmet, Faneflugt, en Anholm  og en Gram fra 6. Kompagni er ikke kommet tilbage fra Orlov, og denne Gram skal jo være Deres Svoger. Jeg siger, det er en Gemenhed, men hvad siger De?“

Ja, jeg kendte jo ikke noget til denne Sag. Saa faar han Kig paa Jørgen Grau.

— Ja, I er jo begge Danske!

—Javel, Hr. Hauptmann.

Nu var Jørgen Grau et Menneske med en enestaaende Ro, og dette irriterede Hauptmann Köhler, saa han gav ham en værre Overhaling. Men over dette forglemte han sit egentlige Ærinde, og idet han forlod Valpladsen, mumlede han nogle uforstaaelige Ord, rettet til mig.

Senere paa Dagen fik vi af Kasinoordonnans Dankerdt en Forklaring paa, hvorfor Hauptmann Köhler var blevet saa ophidset.

Der var gaaet to Dage over Tiden, og Telegrafen havde meldt, at Regimentet ikke kunde vente P. Gram og Andreas Anholm tilbage. Sagen drøftedes ved  Middagsbordet, og Hauptmann Köhler siger lidt kæphøj til Løjtnant Bohlmann: „Det kan ogsaa kun forekomme hos Dem, Hr. Løjtnant Bohlmann”.

Nu kendte Løjtnant Hase mit Slægtsskab med Peter Gram og stikker følgende ud til Hauptmann Kohier: „Ikke saa kæphøj, Hr. Hauptmann Köhler, Deres Oppasser er da Svoger til denne Gram“.

Og dermed revnede Ballonen. Den gamle Overtolder blev helt desperat og havde nær væltet Bordet for at komme ned til mig for at faa Vished om, at Løjtnant Hase talte sandt.

Alt dette fik vi at vide af Dankerdt, og mere endnu. I Kasinoet var ellers rørende Enighed om, at Danskerne var gode Folk. De fleste var afkommanderet som Officers-Oppassere, en Tid lang bestod hele Køkkenpersonalet udelukkende af Danskere, og Underofficer Hansen fra 3. Komp. var Leder af et større  Landbrugskommando i Loray.

Saaledes, sluttede Dankert, bliver Danskerne omtalt og favoriseret paa Bekostning af Landets egne Børn. Men nu skal det være Slut.

Naa, vi mærkede ingen Forandring ud over, at det den første Tid var lidt vanskeligere at faa Orlov. Et Par Dage efter havde Th. Simonsen, der var Oppasser hos Løjtnant Bohlmann, et Udklip af „Ribe Stiftstidende” med en Omtale af Flugten. Dette Udklip gik fra Haand til Haand imellem os Danske, men selvfølgelig i dybeste Hemmelighed.

DSK-årbøger 1946

21. september 1917. Endelig finder Bergholt liget af løjtnant Knutz

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Den 19. september 1917 faldt den afholdt løjtnant Knutz på vej ud til forreste linje. Hans lig kunne ikke bjærges – i første omgang, og heller ikke den følgende nat lykkedes det.

Næste nat fortsatte eftersøgningen, og da lykkedes det at finde løjtnanten. Han var næsten til dækket af jord fra eksploderede granater. Han blev båret tilbage gennem “Dødsslugten” til vort udgangspunkt, hvor han blev afhentet af folk fra bagagen.

Ifølge en divisionsbefaling skulle alle de faldne ved Verdun begraves umiddelbart bag fronten, men efter ordre fra regimentskommandøren, Graf von Kielmannsegg, blev løjtnant Knutz kørt 15-20 kilometer tilbage og begravet på kirkegården i Stenay den 22. september 1917.

“Der Graf” blæste divisionsbefalingen en lang march, – det var ikke første gang og heller ikke sidste.

Vi savnede vor lange løjtnant. Han forstod at behandle sine folk, og han hængte sig ikke i småting. V i stolede blindt på ham, – jeg tror, at det var gensidigt.

Kort tid efter blev de sørgelige rester af regimentet trukket tilbage og sendt på rekreation i Elsass. – Det var også tiltrængt.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

20. september 1917. Verdun: Ud i natten for at bjærge Løjtnant Knutz’ lig

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Den 19. september 1917 faldt den afholdt løjtnant Knutz på vej ud til forreste linje. Hans lig kunne ikke bjærges – i første omgang.

I løbet af dagen fik vi sovet lidt, og nerverne kom atter i ro. Vi var alle enige om, at løjtnant Knutz skulle bjerges, koste hvad det ville. Den ”Lange” skulle ikke som så mange andre, ligge og rådne op i et granathul, det stod fast. Alle var klar over, at det kunne komme til at koste dyrt, men risikoen blev slet ikke omtalt.

Da det blev aften, meldte hele delingen sig frivilligt til eftersøgningen, undtagen ordonnansen. Fire mand – to hold – blev udtaget og begav sig ud på den farlige færd.

Men der var én ting mere, der nødvendigvis skulle gøres. Kompagnichefen var faldet, og melding herom skulle tilgå løjtnanten ved første deling, så han kunne overtage ledelsen af kompagniet ind til videre. Ordonnansen, som var den nærmeste til at gå med meldingen sammen med en anden, nægtede pure at gå. Han undskyldte sig med, at han havde kone og børn derhjemme i Hamborg, og Feldweblen ved anden deling, der var en godmodig mand, trængte ikke yderligere ind på ham. Det var synligt for alle, at manden var fuldstændig slået ud efter den sidste nats hændelser.

Men meldingen skulle jo frem, så Feldweblen henvendte sig til mig, om jeg ikke havde et par mand, der ville og kunne påtage sig hvervet. Nu var det ikke så lige til at udpege nogen til en sådan ”Himmelfahrtskommando”, – det blev en opgave kaldt, hvor chancerne for at komme helskindet fra det, var meget, meget små. – Vi vidste, at opholdsrummet med første deling skulle findes en 5-600 meter til højre for os, så man skulle synes, at det ikke var så svært. Man skal dog huske på, at terrænet var ganske ukendt og udelukkende bestod af granathuller, og i et af disse fandtes indgangen til opholdsrummet. Dertil kom, at vi højst var 150 meter fra fjenden, at granaterne til tider faldt tæt, og at der med korte mellemrum blev opsendt lysraketter, der gjorde nat til dag.

Det var ikke en gå-tur, men en kravle-tur på 5-6 hundrede meter med ophold hver gang en raket gik til vejrs, og når granaterne faldt alt for tæt. Man skulle passe på at holde retningen, nok lå der med mellemrum to og to mand fra infanteriet i granathullerne; men var uheldet ude, og man kravlede igennem denne kæde, kunne man risikere at få en kugle bagfra af ens egne. Man kunne ikke tale almindeligt, kun hviske; den mindste bevægelse, der blev observeret, affødte straks en maskingeværsalve, hvis ikke andet og værre. Kort sagt, der var mange ting, der skulle tages i betragtning, hvis en sådan tur skulle gennemføres med held.

Det var ikke en tur for nybegyndere, så jeg valgte at gå selv. De, der kunne komme i betragtning, var gået ud for at søge efter løjtnant Knutz. Resten var helt nye folk og aldeles uden erfaring. At sende dem var omtrent det samme som at udtale en dødsdom over dem, og dertil havde jeg ikke mod.

Som ledsager var det noget andet, og der meldte sig da også straks én, der ville gå med. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det ikke var en skovtur, vi skulle ud på, men han svarede, som ret var: ”Wenn Du deinen Kopf hinhalten kannst, dann kann ich es wohl auch” (Hvis du vil vove pelsen, kan jeg vel også). Han sagde dette roligt og stille, så jeg var temmelig sikker på, at manden kunne bruges. Jeg instruerede ham om, at det eneste han havde at iagttage, var at gøre det samme, som jeg gjorde, og at det skulle være omgående uden et sekunds betænkning. Hvis fjenden eller vore egne tændte en ”lampe”, gjaldt det om at ligge aldeles roligt uden at røre et lem og med ansigtet ned i jorden. Den mindste bevægelse kunne nemt komme til at koste os livet. Det eneste, der skulle tages med, var gasmaske og pistol, og denne skulle bæres i brystlommen, hvor man nemmest kunne få fat på den i liggende stilling uden at bevæge sig alt for meget.

De nødvendige instrukser var nu givet og et heldigt udfald måtte så overlades til heldet og skæbnen. Med et ”Hals und Beinbruch” fra kammeraterne, startede vi.

Så snart vi var kommet ud i det fri, krøb vi ned i det første det bedste granathul for at foretage enforeløbig orientering. Frontens forløb skulle fastslås så nogenlunde, og det kunne kun gøres ved at iagttage lysraketterne et lille stykke tid. Forpostkæden gik jo ikke efter en streg, men var i høj grad betinget af terrænforholdene. Jeg forklarede min ledsager, hvad han skulle bide mærke i, så vi atter kunne finde tilbage til vort udgangspunkt.

Vi valgte at kravle skråt fremefter i den retning, hvor første deling formodedes at være. Hvis vi var heldige, skulle vi så efter at have tilbagelagt små hundrede meter støde på forpostkæden. Det farlige var, at hvis vi kravlede igennem denne kæde, så var vore chancer for et heldigt resultat ikke ret store, tværtimod.

Jeg var klar over den risiko, vi løb, men havde med fuldt overlæg valgt at komme i forbindelse med forposterne. Ved at følge kæden ud til højre var der stor chance for, at vi før eller senere ville træffe en mand, der omtrent vidste, hvor MG-delingen lå. Men jeg vidste også, at havde vi først forbindelse med forposterne, var vi kun ca. 50 meter fra fjendens forpostkæde, og den yderste forsigtighed var påkrævet.

Natten var stjerneklar, men uden måne. Det blæste lidt, men over imod fjenden, så der var ingen fare for gasgranater.

Vi var sådan set heldige, idet vi, efter at den beregnede afstand var tilbagelagt, ”ramlede” på den første forpost. Der var kun én mand i granathullet – men han var død, og hans makker var væk.

Det var en streg i regningen. Det svageste – eller vi må hellere sige det farligste – punkt i hele min plan var at træffe den første forpost. Det lykkedes, men som sagt, han var desværre død.

Hvad var der sket? En granat fra artilleriet var usandsynlig, dertil var vi for tæt inde på fjenden. Det kunne være riffelskud, men at de begge to skulle være sat ud af spillet herved, passede heller ikke rigtigt ind i billedet. Makkeren til den døde var sikkert blevet lettere såret, så han havde kunnet klare sig selv tilbage. Det eneste jeg kunne tænke mig var, at en håndgranat var blevet kastet ned til dem. Da manden endnu ikke var kold, kunne dette ikke være sket for ret længe siden.

Vi måtte regne med, at naboposten var på tæerne efter denne affære, og at nærme sig den fra en forkert vinkel ville være yderst farligt. Vi foretrak at blive liggende i hullet for at se, om vi ikke kunne lokalisere posten på en eller anden måde. Jeg regnede med, at folkene dér med mellemrum ville affyre en lysraket for at se, om der var flere fjender ude i ingenmandsland, der havde ondt i sinde, og det slog til.

Det var godt, at vi ikke var kravlet videre. Da ”lampen” gik op, viste det sig, at den næste post lå et par meter længere tilbage. Havde vi fortsat, ville vi temmelig sikkert være kommet foran denne post, og det havde jo ikke været så godt. Nu gik det hele let; vi kravlede lidt tilbage og nåede posten bagfra.

De var, som jeg havde tænkt mig, klar over, at deres nabopost var sat ud af spillet. Den ene hviskede lakonisk: ”Handgranate, der Werfer wirft nicht mehr, er liegt 20 Meter von hier” (Håndgranat, ham der kastede er færdig. Han ligger 20 meter herfra). Derimod kunne de ikke oplyse os om, hvor delingen lå. Det havde jeg sådan set heller ikke ventet, for vi var ikke nået langt nok til højre endnu; men vi f ik forpostkædens forløb forklaret, og det var en god hjælp.

Med uendelig forsigtighed og med kortere og længere ophold, afpasset efter lysraketternes tæthed, arbejdede vi os fra post til post, og endelig traf vi én, der vidste, at MG-delingen lå ca. 50 meter borte, men lidt længere tilbage.

Atter forandrede vi retning og undersøgte nu ethvert større granathul. Endelig fandt vi frem til det rigtige, hvor indgangen til opholdsrummet var. Det viste sig, at kravleturen havde taget os ca. to timer. Den sørgelige melding blev afleveret, og vi begav os på hjemvejen. Denne gang foretrak vi at gå en anden vej, nemlig 100 meter ned ad skråningen, hvor vi kunne tillade os at gå nogenlunde oprejst, og i løbet af en lille halv time var vi tilbage i vor ”hule”. H v o r mange gange vi i disse 2V2 time havde stået på hovedet i granathullerne, ved jeg ikke, men jeg antager, at én gang for hvert minut, vi var undervejs, ikke slår til .

Feldweblen var glad for, at meldingen var nået frem. Han havde ikke ventet os tilbage så hurtigt

og ville vide, hvordan vi havde fundet vej. Jeg forklarede ham vor forud lagte plan, som han kommenterede med tre ord: ”Gefährlig, aber effektiv” (Farlig, men effektiv).

Min ledsager havde klaret turen til ug, og det blev ikke sidste gang, han frivilligt gik ”tur” med mig.

Et stykke t i d efter vor hjemkomst kom også de fire mand, der havde søgt efter løjtnant Knutz, til bage, men de havde ikke fundet ham. De var også sluppet uskadt, men den ene havde fået sin spiseske ødelagt. Han havde haft den i frakkelommen, og en granatsplint havde krøllet den sammen. Bortset fra en iturevet jakke og en blå plet på låret var der ikke sket noget.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

19. september 1917. Ved Verdun: Døden indhenter løjtnant Knutz

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Den 19. september om aftenen – den dato vil jeg altid huske – kom der en ordonnans fra bataljonen med ordre til, at vi omgående skulle afløse et andet MG-kompagni, som havde haft så store tab, at de ikke kunne betjene deres geværer mere.

Løjtnant Knutz protesterede og mente, at der måtte foreligge en fejltagelse. Han begav sig til bataljonen for at få sagen opklaret. Men der var intet at gøre til trods for, at han fremhævede, at også hans kompagni var underbemandet. Der var kun fire mand til hvert gevær.

Lidt efter kom han tilbage, og jeg kan endnu huske ord til andet, hvad han sagde til os: “Ja Kinder, wir müssen los, da hilft alles nichts, die haben die Hosen voll” (Ja folkens, vi må af sted. Der er intet at gøre. De er skideangst).

Om han mente bataljonsstaben eller det kompagni, som vi skulle afløse, forblev uopklaret, måske mente han begge dele.

Situationen fremkaldte nogle drøje kommentarer fra mandskabet, men dem skal jeg lade være med at gengive.

Ikke alt for hurtigt gjorde vi os klar til afmarch.

Fra det kompagni, som vi skulle afløse, var der ankommet nogle folk, der skulle agere vejvisere for os, da det ellers ville være så godt som umuligt i nattens mulm og mørke at finde de “Stollen”, som vi skulle besætte. De lå i et område, hvor vi endnu ikke havde været.

Første deling, der havde en løjtnant som leder, tog først af sted. Efter et kvarters forløb var anden deling på tur, den blev ledet af en Vizefeldwebel.

Tredje deling, hvortil jeg hørte, havde også en Vizefeldwebel som leder, men samtidig sluttede kompagnichefen, løjtnant Knutz, sig til os sammen med sin ordonnans og sanitetsunderofficeren.

Den dag i dag kan jeg ikke forstå, hvorfor løjtnant Knutz den nat gik med op på højde 344, men der er vel noget, der hedder skæbne. – Det var almindelig kutyme, at kompagniføreren for MG-kompagniet opholdt sig hos bataljonsstaben.

(fortsættes under billedet)

Ude i forreste linie måtte han ligesom alle vi andre opholde sig i en bestemt “Stollen” dagen lang, og forbindelse med de to andre delinger var udelukket, så længe det var lyst. Fra bataljonsstaben kunne han ved hjælp af stabens telefon og ordonnanser meget bedre orientere sig om, hvordan det stod til ude i forreste linie.

Jeg kan tænke mig to grunde til, hvorfor han den nat gik med os ud i dette helvede. For det første har han nok haft et sammenstød med bataljonen, fordi vi mod alle regler var blevet udkommanderet. Vi var sikkert lige så underbemandede som det kompagni, vi skulle afløse.

For det andet havde vi på dette tidspunkt en helt uduelig leder ved tredje deling. Og det vidste løjtnanten. Han har derfor sandsynligvis kun villet forsikre sig om, at vi nåede frem til vort bestemmelsessted i god behold for derefter sammen med sin ordonnans at vende tilbage til bataljonen.

Han havde ikke taget oppasser med, og det taler for, at denne formodning er den rigtige. Hans omsorg for sit mandskab var velkendt, og derfor var han også meget afholdt, ikke mindst af de gamle “rotter”.

Optakten til turen var ikke særlig opmuntrende for tredie deling. Vi stod uden for opholdsrummet og ventede på ordre til afgang.

Underofficer Weil – det var ham, hvis næse jeg havde reddet fra forfrysning i Galicien – sagde i et anfald af galgenhumor: “Hier werden Heimatschüsse entgegengenommen« (Her modtages hjemsendelsesskud).

Aldrig har jeg set et ønske blive så hurtigt opfyldt, for han havde knap nok udtalt ordene, så “kreperede” en brisant-granat mindst 100 meter borte, og en splint suste ind i flokken og traf Weil i skulderen. Han gik på halen, men kom ret hurtigt på benene igen. Det var et såkaldt “Steckschuss” og ikke farligt – netop sådan et skud, som han lige havde ønsket sig. Han blev forbundet af “lille Franz” – det var sanitetsunderofficeren, der ligesom løjtnant Knutz var mellem 1,90 og 2 meter høj.

Vi gratulerede Weil med hans “Heimatschuss” og spurgte, om han ikke også kunne bestille et til os. “Nej nej, kammerater – das ist eigene Angelegenheit des Empfängers (Det må enhver selv sørge for), men nu held og lykke på turen, jeg skal nok bestille plads til jer på lazarettet.”

Jeg for mit vedkommende blev lidt tavs. Det var atter en af de gamle, gode kammerater, der forsvandt, og uvilkårligt tænkte man på, hvornår turen kom til én selv.

Omsider kom vi af sted; jeg havde fået ordre til at overtage Weils gevær.

Vi var knap nok nået ned i slugten, da vi mødte de første sårede fra første og anden deling. Der var ikke tid til at standse op; i hurtigløb gik det videre, og vi nåede alle sammen gennem slugten og et lille stykke op ad skråningen på den anden side.

Dér smed vi os ned et sted, hvor v i havde nogenlunde dækning for at få vejret efter anstrengelsen. Vi havde vel ligget der i en fem til ti minutter, da løjtnant Knutz mente, at vi hellere måtte se at komme videre. Min ven Richard bad om, at vi måtte blive liggende et par minutter endnu, og det fik vi lov til.

Endelig gik det videre, men vi var vel kun kommet ca. 100 meter længere op ad skråningen, så haglede shrapnel-kuglerne os om ørerne, og vi forsvandt som lyn i granathullerne. Efter et par salver af samme sort, blev der atter lidt ro. Der gik fem minutter. – Der gik ti minutter, og stadig kom der ikke ordre til at fortsætte.

Jeg blev urolig. – Da løjtnanten og “lille Franz” var gået lige foran mig, måtte de være i nærheden. Jeg kravlede op af mit hul, og fik straks øje på Franz et par meter længere fremme, hvor hans hoved ragede op af et granathul.

“Hvor er løjtnanten, Franz?” spurgte jeg. “Er ist tot – Kopfschuss” (Han er død – ramt i hovedet) – svarede han.

Selv om man var vant til lidt af hvert, kom det dog som et chok, at den “Lange” var død, og jeg anede samtidig, at vi nu var uden ledelse. Dette fik jeg hurtigt bekræftet, idet Franz meddelte, at Feldweblen og vejviseren var gået bort for at finde den “Stollen”, hvor vi skulle hen. Vejviseren hævdede, at han under skydningen havde mistet orienteringen. Det kunne være sandt, men det kunne lige så godt være løgn, og dét mente jeg, at det var.

Richard, der også var blevet urolig over ventetiden, kom kravlende hen til os, og da han fik at vide, hvordan det hele stod til, var vi rørende enige om, at Feldweblen fik vi ikke at se mere denne nat, for fandt han først ned i en “Stollen”, kunne ti vilde heste ikke slæbe ham ud igen. Vi kendte kun fyren alt for godt, det var ikke første gang, han lod sine folk i stikken. Vi erkendte situationens alvor og handlede derefter; – det var for resten heller ikke første gang.

Da det ikke ville vare ret længe, før det begyndte at lysne i øst, var der ingen tid at spilde, v i måtte i gang med at søge videre på egen hånd. Vi fik resten af delingen på benene – en tre-fire stykker, der var blevet sårede, var allerede forsvundet bagud – og begyndte nu at søge i den retning, v i mente var den rigtige.

Heldet fulgte os endnu engang, og det havde vi så sandelig også brug for, thi fandt vi ikke i “hus” inden alt for længe, var udsigterne mørke, endda meget mørke. Pludselig snublede jeg over et eller andet og faldt på hovedet ned i et mægtigt krater, hvor jeg havnede oven på en vagtpost. Det viste sig, at der fra bunden af krateret var indgang til den “Stollen”, hvor anden deling af vort kompagni var placeret.

Det var jo unægtelig ikke dér, vi skulle være, men da delingens fører fik at vide, at løjtnant Knutz var faldet, og at vor Feldwebel samt vejviser var forduftet, og da det ydermere var ved at blive lyst, kunne han nok indse, at vi var nødt til at blive, hvor vi var.

Det viste sig senere, at Feldweblen – der for øvrigt var officersaspirant – sammen med vejviseren ganske rigtig havde fundet frem t i l det sted, hvor v i egentlig skulle være. Men ingen, heller ikke Feldweblen, havde mod til at vende tilbage for at hente os. Man overlod os til vor skæbne.

Det var ikke blide ord, der senere faldt i den anledning. Det var ikke Feldweblens skyld, at stumperne af delingen blev reddet.

Feldweblen må kort tid efter være kommet bort fra kompagniet, jeg kan ikke mindes, at han lavede flere ulykker. Måske blev han såret eller syg, eller som en tredje mulighed – sendt på officerskursus.

Løjtnant Knutz havde vi måttet lade ligge, hvor han faldt. Vi havde simpelt hen ikke mandskab til at transportere ham tilbage, og materiellet var vi nødt til først at bringe i sikkerhed.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

22. august 1917. Bergholt hjem på orlov

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. I begyndelsen af august 1917 fik han 16 dages orlov, men pga. orlovsspærring kom han først af sted den 22. august.

Egentlig var jeg lidt ærgerlig over udsættelsen, dog i mit stille sind trøstede jeg mig med: “Gud ved, hvad det kan være godt for.”

Og helt uret fik jeg ikke. Jeg var kun godt og vel nået hjem, da jeg i aviserne læste om svære kampe netop på mit frontafsnit. I tankerne sendte jeg mine kammerater ønsket om held og lykke; jeg vidste, at de havde brug for det.

Da jeg kom tilbage til kompagniet, kunne jeg næsten ikke kende det igen. Mere end halvdelen af mandskabet var nye folk, men en trøst var det dog, at de gamle “rotter” var i behold. Richard, Leo, Ignatz, Hannes, Seppel, Phillip og et par stykker til var atter engang gået ram forbi.

I øvrigt havde løjtnant Knutz indført den ordning, at når en mand i løbet af en 5-6 dage skulle rejse på orlov, og kompagniet stod over for at skulle rykke ud i forreste linie, så blev manden tilbage ved bagagen. Det var nemlig sket et par gange, at en mand var faldet et par dage før, han skulle rejse. Det var en ordning, vi skønnede på, og den var et bevis på løjtnantens omsorg for sit mandskab.

Når sønderjyder, der var bosiddende nord for Flensborg, skulle hjem på orlov, skulle de have attest fra amtsforstanderen derhjemme for, at de ikke var “fluchtverdächtig” (under mistanke for flugtforsøg).

Dette vidste jeg, og da tiden for min orlov nærmede sig, var jeg spændt på, om en sådan attest ville blive forlangt. Men jeg mærkede ikke til noget af den slags i 1917. Jeg antager, at forordningen ikke var nået ud til de sydtyske regimenter.

Anderledes var det, da jeg i 1918 skulle hjem på orlov, men det ordnede Hannoveraneren på sin egen fikse måde.

Da jeg mødte på skriverstuen for at få mine orlovspapirer i orden, spurgte skriveren, hvor jeg skulle hen. Jeg svarede, som sandt var, at jeg skulle til Halk. Hvor ligger det, spurgte han videre, men inden jeg fik tid til at svare, brød Feldweblen ind og sagde meget bestemt: “Das liegt bei Hamburg” (Det ligger ved Hamborg). Jeg skulle selvfølgelig ikke have dette kommenteret, men jeg var klar over, at forordningen om attest fra amtsforstanderen nu også var nået ud til mit regiment.

Da jeg gik ud fra kontoret, kom Feldweblen bag efter mig, tog mig i armen og sagde: “Du kommst doch wieder, nicht?” (Du kommer da igen, ikke?) Det lovede jeg ham, hvortil han svarede: “Damit habe ich auch gerechnet” (Det regnede jeg også med).

På min “Fahrschein” (billet) kom der til at stå: Von Sedan über Koln-Bremen-Hamburg nach Halk. Jeg var unægtelig lidt spændt på, hvordan det ville gå, når jeg nåede nord for Hamborg; men til trods for, at jeg på denne strækning blev kontrolleret flere gange af feltpolitiet, var der ingen, der havde noget at indvende. – Men tilbage til 1917.

Min orlov udløb den 9. september, og da jeg er født den 3. september, kunne jeg fejre min 21-års fødselsdag derhjemme. Året før, da jeg fyldte 20 år, glemte jeg dagen. Det gik først op for mig et par dage efter, da jeg fik post hjemmefra.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

20. august 1917. På vestfronten: “Det bliver en sort Dag.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Som modsvar til den franske offensiv skal Eskildsen og hans regiment med deres nye videreuddannelse, genindtage en høj.

Den 20. August fører Franskmændene det voldsomste Stød. Paa højre Meusebred tager de Høj 344, paa venstre »den døde Mand« og 304.

Nu skal »Eingreif«-Divisionen træde i Virksomhed. Vi skal tage 344 tilbage. Regimentet gaar frem til Modstødet.

Det bliver en sort Dag.

Artilleriet svigter, den højere Ledelse svigter, Oberstløjtnantens klare Hjerne og ranke Ryg mangler, hans Stedfortræder er en Fuldblods-Idiot, de enkelte Grupper, Kompagnier, Batailloner mister Forbindelsen med hinanden i det uhyre vanskelige Kampomraade med de gas fyldte Kløfter, stejle Klippevægge og kratspærrede Høje.

Alt er i syndig Forvirring; men Frontsoldaten holder Maalet i Øjet. Et Par tapre Stakler naar op paa 344, men bøder derfor med Livet.

— Ingen af de skyldige Stabsofficerer bløder.

Regimentet er oprevet paa een Dag og har for første Gang i dets Historie ikke løst den Opgave, der blev stillet. Det var i trist Stemning, at jeg den Nat Kl. 1½ efter en farlig og vanskelig Rejse naaede hjem til Kvarteret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181

17. august 1917. Bergholt forfremmes til Gefreiter

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Dagene gik, og blev til uger. Skyttegrav – reserve – og såkaldt “ro” – fem til seks dage hvert sted, sådan så spisesedlen ud. Tabene var store, men blev hurtigt erstattet, da der skulle et vist minimum af mandskab til, for at vi kunne transportere vort materiel. De gamle “rotter” holdt nogenlunde stand, dog en gang imellem var uheldet ude, og krævede sin tribut også mellem dem.

En dag, da vi lå i “ro”, fik jeg besked om at indfinde mig på Hannoveranerens kontor. Han modtog mig med følgende salut: »Na, was hast Du nun ausgefressen Du Halunke?« (Hvad har du nu forbrudt, din slyngel?). Da jeg kendte Feldweblens talemåder særdeles godt, var jeg klar over, at sagen ikke var ret alvorlig. Jeg havde lagt mærke til, at han stadig sagde du til mig. Når han ville give en mand en balle, brugte han altid “Sie”.

Det viste sig da også, at man agtede at indstille mig til jernkorset eller til “uberzähliger Gefreiter” (overtallig underkorporal); jeg måtte selv vælge. Ærlig talt havde jeg ingen fidus til nogen af delene, men jeg valgte “Gefreiteren”, det første trin på den militære rangstige.

I garnisonen havde man godt nok fortalt os, at “die hochsten Stellen stehen dem Soldaten offen” (de højeste stillinger står åbne for soldaten); men der kom næsten altid en lille tilføjelse: “Du kannst sie bloss nicht erreichen, du Schwein” (Du kan bare ikke nå dem, dit svin).

Hvad der havde gjort mig værdig til den “store” ære ved jeg ikke, men overlevelsesmomentet spillede nok en vis rolle. Min gamle ven Richard mente ellers, at grunden nok var den, at man manglede en »Stubenältester im Massengrab« (stueældste i massegraven).

Ak ja, humoren var skrap, men det var den daglige tilværelse også.

Feldweblens kommentar til mit valg var: “Richtig gewahlt, ein Eisen ins Kreuz kannst du ja immer kriegen.” Talemåden var en galgenhumoristisk omskrivning af “eisernes Kreuz” og betyder at få et stykke jern i lænden, og deri havde manden så sandelig ret.

Vi var nu nået ind i august måned 1917, og det var min tur til at få 16 dages orlov. Men pludselig blev der spærret for al orlov, så vi nåede hen til den 22. august, inden jeg kunne rejse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. august 1917. Modangreb ved Zonnebeke: “Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 16. august bryder frem – igen en dag, der for os hører til krigens uforglemmelige dage.

På én gang sætter trommeilden ind tidligt om morgenen. Jeg farer ud af søvnen, strammer mekanisk bælte og frakke og giver ordre ned gennem kompagniet: “giv agt, gør klar!” Jeg ved: nu drejer det sig om modangreb. Snart indtræffer ordren fra regimentet: “5., 6. og 9. kompagni går over Grotemolen frem mod Westhaus og generobrer den mistede stilling; Forbindelse: 5. kompagni.” – Jeg lader straks træde an.

Hen over højdedraget går det nu ned i lavningen. Et skrækkeligt terræn: sump, granathuller, brede grave, meget svært fremkommeligt. Zonnebeke forbliver til højre for os.

Vi får artilleriild; i løb går det fremad. Jeg ser mig omkring: jeg får det samme billede, som jeg så ofte har set, især i Polen: i deployeret skyttelinje går kompagniet frem, foran går gruppe- og delingsførere; det hele er som støbt. En følelse af stolthed fylder mit bryst, stolthed over mit kære, tapre 5. kompagni; enhver ved, at det bliver en tung dag, men enhver er også fyldt med en jernvilje til at gøre sin pligt; den gamle Mansteiner ånd lever endnu i os. –

Over højen foran os ligger der tung ild. Inde i mig stiger bekymringen for, hvordan jeg skal få kompagniet igennem; jeg ytrer mine betænkeligheder for Vizefeldwebel Wellmann. Han svarer: “Vi skal bare igennem, hr. løjtnant!” – og vi går igennem, – vi kommer direkte mod Westhaus.

Foran mineindgangen står kaptajn Hofmeister og vinker til mig. Jeg lader kompagniet få en åndepause og løber hen til kaptajn Hofmeister. Han stråler af glæde: “Jeg vidste det da, at I ikke ville lade os i stikken”, og ryster min hånd.

Hans situation er heller ikke misundelsesværdig. Den forreste linje og Wilhelm-stillingen foran ham er besat af fjenden; knap 100 meter foran ham ligger englænderne.

Bataljonskommandostationen har kun et maskingevær til forsvar; fra venstre er 90erne ved at storme, men foran ham er der en åbning; dér skal vi ind. –

Og fremad går det igen. En rasende maskingevær- og geværild modtager os. Vi går i stilling og åbner en livlig ild. Jeg mærker, at fjenden begynder at vakle og lader kommandere: “Om lidt går det fremad til storm!” og straks efter : “Op og afsted! March! March!”

En blændende storm: en lang, sammenhængende linje springer frem – ind i Wilhelm-stillingen. Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.

Vi har skam også tab. Vizefeldwebel Wellmann  kommer krybende langs med skyttelinjen og beretter om hårde tab; Storm, en ganske fortræffelig underofficer, der fra begyndelsen har stået i kompagniet og først for få uger siden som den første underofficer i kompagniet har fået Jernkorset af 1. kl., er faldet; det var et hårdt slag for mig. –

Men vi må videre. Uopholdelig driver vi englænderne foran os, men foran Haanebek må vi blive liggende. Det fjendtlige artilleri har skudt sig ind på denne linje og overdænget os med ild. Angrebet går i stå; men vi har også klaret et godt stykke. – Vi er nu på samme højde som linjen til højre for banedæmningen.

Også dér havde fjenden angrebet, men foran 8.kompagni var hans angreb takket være Vizefeldwebel Hegermanns energiske indgriben gået i stå. Hegermann, en tavs men ubetinget pålidelig og åndsnærværende soldat, havde, som jeg senere hørte, lige i rette tid bragt et maskingevær i stilling på sit betondækningsrum og således opholdt angrebet.

Langsomt rinder timerne. Alt for langsomt følger solen sin bane. Endelig bliver det aften. Kanonlarmen bliver efterhånden svagere. Jeg hører om yderligere tab i kompagniet; de gør mig ondt allesammen, mest vor kære, tapre Wellmanns død; ingen ved, hvor og hvordan han er faldet. – 

Mod midnat falder kun nogle enkelte granater i terrænet; én slår ned tæt foran mig; for første gang såres jeg af et stykke fjendtligt jern; den granat, der sårer mig, rammer de to nærved liggende Unteroffiziere Kaad og Hoffmann, af hvilke den sidstnævnte senere dør af sine sår. –

Jeg humper ud af kamplinjen, efter at løjtnant af reserven Sebald har fået kommandoen over kompagniet, og når efter timelang, forgæves søgning en forbindingsplads. I infirmeri-behandling i Moorslede afventer jeg kompagniet, som indtræffer den 19. august.-

Flandernslaget er for os slut; vi trænger til hvile og ny opfyldning.      

Af Regiment 84’s historie

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179

5. august 1917. C.J. Beuck: “Sump, morads, vand – det er Flandern!”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Om aftenen den 4. august bliver regimentet afsendt fra banegården i Rumbeke. Toget kører over Roulers til Vierkavenhoek, vi er tæt på kampzonen. Efter en timelang march indtræffer vor bataljon i “Flandernstillingen”, tredje kamplinje. Kun let udgravede skyttegrave strækker sig over højdedraget.

Vi  mærker snart, at vi er kommet til et hovedkampafsnit af fronten, uafladeligt skyder kanonerne, der hersker en livlig flyveraktivitet.

Vi hører om de foregående dages kampe. Efter at englænderne den 31. juli har løbet vor 1. linje over ende i buen omkring Ypern, ligger vore enheder ude foran i sej kamp i granathuller og beton-dækningsrum. Sump, morads, vand – det er Flandern.

Vi mærker, at det ikke er lette dage, vi står foran. Men vi er jo ild-prøvet og – vi er vant til at gøre vor pligt; vi vil også gøre det denne gang. –

Allerede om aftenen skal vi i 2. stilling, “Wilhelm-stillingen”. Det er en opmarch, som vi er vant til fra høj 304 og høj 100 [ved Verdun, hvor regimentet tidligere lå, RR]; I enkeltkolonne går det fremad ad en fodsti, der slynger sig mellem granathullerne.

Kun få ord bliver vekslet. De uopholdelige lyskugler, der hvisler på vej op og langsomt  synker igen, oplyser vor vej; man hører kun læderets knirken, skanseredskabernes klapren, gasmaskens slasken og den uhyggelige torden fra utallige kanoner.

Jeg går som så ofte før i spidsen af mit kompagni, idet jeg følger efter den stedkendte fører fra 94erne, som vi skal afløse.

Endelig rager et lille betonhus ud af mørket. En stemme råber os imøde: “Er det 5. kompagni?” “Javel, hr. kaptajn.” Det er vor bataljonsfører, kaptajn Soltau. Jeg lader holde et kort hvil. Hastigt flyver ordene frem og tilbage – intet overflødigt, kun det nødvendige, saglige bliver sagt.

Kaptajn Soltau fortæller mig, at løjtnant Nissen, føreren af vor 1. deling, der skulle overtage det nye kompagniafsnit, er faldet – det går mig meget på! Allerede en død, før vi overhovedet er i stilling. –

Så følger meddelelse om situationen foran fjenden, til sidst nogle opmuntrende ord om at skulle være på vagt og holde ud, et fast håndtryk og: “Alt godt for jer derude foran!” – så går det ellers fremad igen.

Jeg tænker, at her skal det nok være tilladt med et par ord om kaptajn Soltau. I erindring for alle dem – officerer, underofficerer og manndskab – som har stået under kaptajn Soltau i II bataljon, vil han leve videre som typen på en ægte tysk officer. Han var helt igennem soldat, uselvisk, uforfærdet og med en ubestikkelig retfærdighedsfølelse; altid besjælet af viljen til at nedkæmpe fjenden under hensyntagen til mest muligt at skåne egne tropper; gennemsyret af den strengeste samvittighedsfuldhed og jernhård pligtfølelse krævede han meget af os, men skånede ikke sig selv.

Det, som forlenede hans ordrer med det rette eftertryk, var hans personlige eksempel. Jeg erindrer ikke nogensinde at have bemærket et tegn på frygt eller svaghed hos ham. Tanken om selv at sidde i et bombesikkert dækningsrum, mens hans bataljon lå under svær ild, var utålelig for ham. Vi kunne være helt sikker på, at han, så snart det var ham muligt, , kom ud foran for at inspicere stillingen og personligt overbevise sig om, hvordan det gik os.

Vi stolede ubetinget på hans føring. – Således gik vi også den nat i en stilling, der knap kunne kaldes stilling, i den faste overbevisning, at han ville gøre sit for at lette opgaven for os.

Af Regiment 84’s historie

1. august 1917. Mads R. Dahl overfuset af officer midt i Haderslev

Mads R. Dahl, Sillerup pr. Fjelstrup, var hjemme på orlov efter næsten halvandet år som soldat i august 1917.

“Die Disciplin bei der Truppe geht zu Teufel!”

1 August 1917 var jeg hjemme paa min første Orlov efter min Indkaldelse i Marts 1916. Jeg var staaet af Toget i Vojens for at tage min Kæreste med hjem til min Mor i Sillerup. Paa Vejen til Amtsbanegaarden i Haderslev besørgede vi en Del Ærinder, gik Arm i Arm, som forlovede plejer at gøre, uden at skænke Omgivelserne større Opmærksomhed.

Ved Markedspladsen ser jeg nok, at der kommer en Officer paa det modsatte Fortov, men jeg lader som intet og bøjer mig ned over Kæresten, saa jeg intet kan se. Saa lyder det „Hei, Sie da!“. Raabet gentages, men jeg regner dog ikke med, at det er mig, det gælder.

Til al Uheld er der en civil forbipasserende, der gør mig opmærksom paa det: „Det er vist dig, han vil have fat i“, siger han paa godt Jydsk og peger over paa Officeren, der gentager: „Kommen Sie mal her!“.

Jeg maatte saa springe over Gaden og staa ret ud for Nissens Gæstgivergaard. Og nu kan det nok være, at jeg fik læst Teksten. „Om jeg ikke havde lært at hilse paa militær Vis!“. „Undskyld, men jeg havde ikke set Herren”.

„Hvor jeg kom fra?“. Saa meldte jeg blot: „Kanoner Dahl fra Fronten paa Orlov“.

„Ja, jeg skal give ham Orlov”, sagde han. „Afdeling og Nummer ved Fronten?”

– Nu maa her indskydes, at vi netop gik med oprullede Skulderstropper i denne Tid paa Grund af Spionfare, og det var blevet os paalagt ikke at røbe noget. Paa hans Forespørgsel kunde jeg kun svare, at det var forbudt at sige noget.

Saa kom den Bemærkning, jeg bruger til Overskrift; om jeg dog ikke kunde se, at han var Officer? Til ham maatte vi altid tale.

Og Manden blev mere og mere rasende, og da han jo ikke netop talte sagte, samlede der sig efterhaanden et lille Opløb omkring os. Imens stod han med venstre Haand paa Sværdhæftet, saa Spidsen af Sværdet pegede lige mod en af Ruderne i Gæstgivergarden. Mens han skældte ud, kunde jeg ikke lade være med at ønske, at han vilde træde lidt tilbage, saa Ruden vilde knuses. Han traadte da ogsaa tilbage, men Skeden ramte Gesimsen, saa det gav et Sæt i ham. Det var ærgerligt.

Nu syntes han vist, det kunde være nok, for nu havde der efterhaanden samlet sig Folk nok, som havde set ham i al hans Vælde. Efter en sidste Skylle, der gik ud paa, at jeg var et forstokket Frontsvin, gav han mig Ordre til at melde mig paa Kasernen, saa skulde han nok faa at vide, hvad han ønskede, og sørge for min videre Orlov.

Efter et skarpt „Abtreten” snurrede jeg omkring, gjorde det selvfølgelig ikke godt nok og maatte tilbage i Rendestenen to Gange, inden han var tilfreds. Med et „Nach der Kaserne”, fik jeg endelig Lov til at slippe. Jeg fik lige hvisket til Kæresten, at hun blot skulde gaa til Banegaarden, saa vilde jeg komme senere. Jeg gik et Stykke i Retning af Kasernen, indtil jeg paa det andet Fortov mødte et Par Soldater. Jeg lod som intet, sluttede mig til dem og gik i rolig Gangart om ad Jomfrustien og derfra til Banegaarden. Senere mærkede jeg ikke mere til den Historie.

DSK-årbøger 1948

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

9. juli 1917. Hårdkogte frontsoldater og kogte kartofler: Sådan en Blödmann-Hollweg!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En hel del af den jord, der hørte til landsbyen, hvor vi flere gange lå i “ro”, blev drevet kollektivt af tyskerne. Der blev, så vidt jeg husker, kun dyrket kartofler.

Da de tyske tropper hele vinteren 1916-17 næsten ingen kartofler havde fået at spise, er det indlysende, at de store kartoffelmarker i juli måned havde soldaternes store interesse. Det var selvfølgelig strengt forbudt at “besøge” disse marker, men det var omtrent som at forbyde en ræv at stjæle høns.

Hver nat gik et par mand på rov, og de nye kartofler smagte dejligt og var et kærkomment tilskud til den mad, vi fik udleveret fra feltkøkkenet. Der blev pligtskyldigst afleveret en portion til løjtnant Knutz’ oppasser, og løjtnanten spurgte aldrig om, hvor de kom fra. Ortskommandanturen opdagede jo hurtigt, at der gik svind i kartoflerne, og nogle bevæbnede landstormsmænd blev sat til at holde vagt ved dem.

En nat blev Gefreiter Bruder standset af en nævenyttig vagt – de fleste vendte ellers ryggen til – og Bruder blev indberettet til regimentet, der jo var nødt til at straffe manden. Det blev til “drei Tage Mittelarrest” – i hans papirer. —

En dag ved morgenappellen blev Bruder beordret tre skridt frem foran fronten, og dommen blev oplæst af løjtnant Knutz, mens kompagniet stod ret. Da dette var sket, spurgte løjtnanten Bruder, om han nu også vidste, hvorfor han havde fået de tre dage. Svaret faldt prompte:

– “Jawohl Herr Leutnant, weil ich mich hab’ schnappen lassen” (Javel hr. løjtnant, fordi jeg har ladet mig snappe). Løjtnanten svarede også omgående:

– “Das sagten Sie, und nicht ich” (Det sagde De, og ikke jeg). Så var højtideligheden overstået. Der blev stadig spist kartofler – også af løjtnanten.

Et par dage efter – det var mørkt, så det må have været sent på aftenen, sad en mand i vort kvarter og kogte kartofler på sit spritapparat. Vi var alle sammen gået til køjs. Kartoffelkogeren var berliner, han hed Ennulat og var i det civile liv “Kohlentrimmer” (fyrbøder) på slæbebåde i kanalerne omkring Berlin. Han var ikke ret stor, højst 165 cm, men skulderbred. Hans hals var ganske kort og hans arme temmelig lange, så han lignede en gorilla, det hele var et stort muskelbundt.

Han var en god frontsoldat og en mægtig god kammerat; men alle var klar over, at man ikke ligefrem skulle træde ham over tæerne, det havde v i set beviser nok på.

Som Ennulat sad dér og stak i sine kartofler med en kniv , gik døren op, og Feldweblen kom ind. Ennulat blev roligt siddende.

– “Rejs Dem op, når jeg kommer ind,” brølede Feldweblen, hvortil Ennulat svarede:

– “Jeg er træt, hr. Feldwebel.”

Denne var nu kommet helt hen til Ennulat og opdagede, at han kogte kartofler.

– “Hvor har De kartoflerne fra?”

– “Dem har jeg købt,” svarede Ennulat helt roligt, mens han stadig sad og stak til kartoflerne.

Feldweblen gik nu fuldstændig over gevind, han råbte og skreg, så de, der ikke allerede var vågne, blev det; men vi blev selvfølgelig liggende, som om vi sov, så der ingen vidner var. Vi kendte Ennulat og var klar over, at han var i krigshumør. Hvad Feldweblen alt galede op om, kan jeg ikke huske, men han sluttede af med at sige, at han nok skulle sørge for Ennulat.

Da rejste Ennulat sig endelig, stak hånden i lommen, og da han tog den frem igen, lå hans lille 7,65 pistol i hans flade hånd. Den holdt han op under næsen på Feldweblen og sagde ganske roligt:

– “Der er ingen, der skal snappe mig, fordi jeg hugger kartofler, og der er heller ingen, der skal ‘sørge’ for mig, hr. Feldwebel. Dem wird es schief geh’n” (Ham vil det gå skævt). Feldweblen, der trak sig baglæns tilbage efterfulgt af Ennulat, nåede hen til døren og forsvandt skyndsomt.

Der var ingen af de “sovende”, der mælede et ord. Ingen havde hørt noget. –

Ennulat gik langsomt tilbage til sine kartofler og spiste dem, rejste sig derpå og strakte sig dovent, mens han mumlede temmelig højt mellem tænderne: »So ein Blodmann-Hollweg.« (Det var en omskrivning af Bethmann Hollweg , navnet på den tyske rigskansler). (…)

Optrinet fik ingen følger ud over, at Feldweblen næste morgen ved appellen sagde følgende:

– “Jeg ved, at der i kompagniet findes folk, der for en fedtemad er i stand til mit kaltem Blut einen über’n Haufen zu schiessen” (med koldt blod at nedskyde folk ).

Vi grinte militærisk – det vil sige uden at fortrække en mine.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

25. juni 1917. Ballontjeneste og danskundervisning i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

I Slutningen af April kom jeg tilbage til B. Z. 33 og maatte forrette Ballontjeneste igen, men en Uges Tid efter blev jeg Telefonist og Korttegner ved vor Ballon, da den nuværende Kammerat skulde paa Orlov. Denne Stilling beholdt jeg de sidste 1½ Aar af Krigen, og den var paa mange Maader meget bedre end den at være ved Ballonen. Som Telefonist fik man jo et helt andet Indblik i det, der skete hos os i Nabolaget, og man var helt anderledes á jour med Begivenhederne.

Blandt andet fik vi engang Meddelelse om, at vi skulde være Observatører for fem Skud fra en langtrækkende Kanon, der skulde beskyde det ene Taarn af Katedralen i Reims, hvor man formodede, at der var anbragt en fransk Observationspost. De ramte ikke; om det var med eller uden Vilje, skal jeg lade være usagt.

Senere paa Sommeren flyttede vi ca. 30 km længere østpaa til Bétheniville sur Suippe, men stadig i Champagnen. Vi maatte selv bygge Barakker i den nye Stilling, og da havde vi jo den Fordel, at vi ved vor lille Stab først fik bygget en Barak til Telefon og Kort. Dernæst fik Officererne deres Barak, og langt om længe kom Turen til den store Mandskabsbarak.

Folkene havde da i ca. seks Uger boet i nogle smaa Jordgrave, som de selv havde gravet i en lille Skov; men ved en Inspektion blev det opdaget, at Officererne havde ofret saa meget Arbejdskraft paa deres egen Beboelse, mens Folkene havde maattet ligge ubeskyttet i Regn og Kulde. Man maa have ment, at vore unge Løjtnanter var for egenraadige og egoistiske, for kort efter fik vi en Ritmester, von der Uhde, tilkommanderet for at sætte Skik paa Forholdene.

Han var af den gamle Skole og aktiv Officer, og jeg skal love for, at han kunde ordne Tingene. Ikke alene Officererne kostede han med, men ogsaa med os andre. Han talte hele Tiden om „der Geist Friedrichs des Grossen“, som han nok skulde indpode os allesammen. Vi paa Centralen maatte foregaa alle de andre med et godt Eksempel. Vi maatte allesammen sy vore Knapper om saaledes, at Kronen paa Knappen sad absolut lodret, og det drillede han os længe med. En skønne Dag var Mandskabsbarakken heldigvis færdig, og han forlod os til Glæde for saavel store som smaa.

Foruden vor Tropfører, Lt. Bliersbach, fik vi en 1. fast Observatør, Lt. Meyer fra Wurttemberg, og en 2. Observatør, Lt. Hancke, som blev tildelt os fra et Feltartilleriregiment, der laa lige foran os. Alle tre Løjtnanter boede og sov sammen med os tre fra Centralen, til deres egen fine Bungalow blev færdig. Man kan forstaa, at der efterhaanden blev et vist Frisprog mellem os, inden Uhde kom.

Jeg fik tilsendt „Modersmaalet“ hjemmefra een eller to Gange om Ugen, og min Mor havde altid skrevet en Del i den brede Margin, som „Modersmaalet“s Hovede dengang havde. Af den Grund havde man en lang Tid kaldt mig „der Däne“ eller bedre endnu „der Verräter”. Jeg var nemlig den eneste ved vor Trop, der fik „fremmede” Aviser tilsendt; men det var i al Godmodighed og havde ingen Brod.

Da Lt. Hancke havde været et Stykke Tid hos os og lært os at kende, sagde han en Dag: „Hør, Andersen! De bliver kaldt „der Verräter” og faar danske Aviser, hvorledes hænger det egentlig sammen?“

 Jo,“ sagde jeg — og saa maatte jeg jo til at forklare det hele som saa mangen Gang før.’

„Jamen,” sagde han. „Det er jo glimrende; nu skal De høre, saa maa De jo kunne lære mig at tale og skrive Dansk.”

„Ok, ja,” sagde jeg, „det kan jeg sagtens.” 

Jeg har vel været ca. 26 Aar dengang, og han var 21. Han var en høj, smuk Dreng, var fra Quedlinburg i Harzen og havde afbrudt sit medicinske Studium, da Krigen udbrød, og meldt sig som krigsfrivillig og var nu avanceret til Løjtnant. Han var betaget af det store Tysklands Vej til Ros og Magt, og naar Krigen var forbi, vilde han foruden at blive Læge ogsaa som Pangermanist gøre et Arbejde for at bringe de germanske Stater i Samarbejde med Tyskland. Han havde udset sig de nordiske Stater som Arbejdsmark, for vi var jo ogsaa Germaner, havde samme Kultur og samme protestantiske Religion.

Nu traf det sig jo saa glimrende, at jeg her paa Regnvejrs- og Taagedage kunde lære ham Dansk; saa blev Tiden ikke spildt. (…) Til Trods for, at jeg selv aldrig havde lært Dansk i Skolen, gik vi altsaa i Gang.

Han var en metodisk Elev og kunde selv stille Spørgsmaalene, naar det kneb for mig med Grammatikken og Nutid, Datid og Fremtid. Snart maatte vi have Bøger. Jeg skrev hjem og fik bl. a. sendt „En glad Gut“ af Bjørnson, og min Elev gjorde gode Fremskridt. Han lærte og læste ogsaa danske Sange, bl. a. „Altid frejdig, naar du gaar“ og „Langt højere Bjerge”.

Vi lærte hinanden rigtig godt at kende. En Dag sagde han: „Hør, Andersen! Jeg kan ikke forstaa, at De vil gaa her og være gemen Luftskipper. De maa kunne bringe det meget videre. Skal jeg ikke gøre noget for Dem, saa De kan blive Hjælpe-Observatør; saa bliver De Underofficer og maaske Feldwebel, ja, maaske kan De endda bringe det saa vidt som til Offizier-Stellvertreter.”

Han mente, at det nu skulde svimle for mig; men jeg sagde: „Kære Hancke, De maa da have forstaaet, at jeg kun er her for at gøre min Pligt, men heller ikke det allermindste mere, — og husk paa, hvad vi lige har lært at synge: „Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst, ved Jorden at blive, det tjener os bedst.”

Saa forstod han, og han pressede mig aldrig senere.

DSK-årbøger 1950

15. juni 1917. De gamle frontsoldater driller Feldweblen

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Kompagniet havde fået ny Feldwebel, der plagede de gamle frontrotter med eksercits. Det skulle hævnes.

Der skulle afholdes bataljonsøvelse, og da vore heste var anbragt i en stor lade, der lå et stykke uden for byen, sendte Feldweblen en skriftlig ordre ud til den underofficer, der havde kommandoen over kuske og heste. Ordren lød på, at han næste morgen kl. 8 skulle stille på appelpladsen med ti spand heste.

Nu vidste Niggemann – sådan hed underofficeren – lige så godt som alle vi andre, at når ti vogne skulle deltage i øvelsen, skulle løjtnanten selvfølgelig også bruge sin ridehest. Da der imidlertid ikke stod noget i ordren angående ridehest, var her en kærkommen lejlighed til at stikke Feldweblen én ud.

Når Feldweblen var i sit “kasernehumør”, og det var han så godt som daglig, gik hans galskab lige så meget ud over underofficererne som over de menige, og da han altid benyttede vendinger som »Befehl ist Befehl« (en ordre er en ordre), og “Jeg forlanger mine ordrer udført til punkt og prikke”, besluttede Niggemann for en gangs skyld at tage ham helt bogstaveligt.

Ordren blev givet om eftermiddagen, før øvelsen skulle finde sted, og der gik ikke mange timer, før alle vidste besked om den famøse sag, og v i håbede, at Feldweblen ikke ville opdage sin fadæse i tide.

Næste morgen oprandt, og da vi trådte an på appelpladsen, holdt Niggemann allerede dér højt til hest med de ti køretøjer. “Alma”, sådan hed løjtnantens hest, var der ikke.

Spændingen var stor, mon Feldweblen ville opdage noget, inden løjtnanten kom til stede? Men det gjorde idioten selvfølgelig ikke.

Da løjtnanten kom, afgav Feldweblen melding, og alting gik såre godt, indtil løjtnanten vendte sig om og råbte: “Niggemann, mein Pferd!”

“Ist nicht da, Herr Leutnant, ist nicht bestellt worden” (“Niggemann, min hest!” – “Er her ikke, hr. løjtnant. Den er ikke blevet bestilt”).

Niggemann sprang af hesten og gik hen til løjtnanten med den skriftlige ordre. Da løjtnanten havde læst den, stod han et øjeblik og så lige ud i luften. Han blev skiftevis rød og bleg, vendte sig så om mod Feldweblen og sagde ganske roligt: “Herr Feldwebel, jeg har længe bemærket, at De ser dårlig ud. De er sikkert ikke rigtig rask. I morgen tidlig melder De Dem syg. Det er en ordre! Jeg skal nok selv tale med lægen.”

Derpå vendte løjtnanten sig atter om mod kompagniet, og i det samme kom en mand trækkende med “Alma” fuldt opsadlet. Løjtnanten steg til hest uden et ord og uden at blive forundret over, at hesten dukkede op. Den havde stået i skjul et stykke borte. Niggemann ville selvfølgelig ikke sætte løjtnanten i forlegenhed.

Vi rykkede ud med en lille forsinkelse, men nåede øvelsespladsen i god tid. Denne dag syntes patronkasserne kun halvt så tunge, og det hele gik som en leg.

Feldweblen så vi ikke mere, og det var vi ikke kede af. Kort tid efter kom vor gamle Feldwebel tilbage fra lazarettet, og roen var genoprettet ved kompagniet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)