Tag-arkiv: gas

31. oktober 1918. Angrebet af gas: Matthias Møller vågner og kan intet se!

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Den 30. oktober havde hans stilling været under beskydning med gasgranater og mange kammerater var angrebet. Selv var han dog tilsyneladende sluppet. Men det var en stakket frist.

Jeg sov endnu fast, da jeg midt om Natten blev vækket af Vagtposten, der kom ravende ind i vort lille Hulrum. Han vilde kun melde, at han ikke mere kunde se.

Jeg for op og mærkede straks, at det heller ikke var rigtigt fat med mig. Vi fik de andre vækket og halede dem ud i det fri. Vi var alle syge. Ingen kunde se. Øjnene var helt opsvulmede og tillukkede, og Svælget var saa angrebet, at vi næsten ikke kunde tale.

Saaledes virkede altsaa Gassen.

Det var givet, at vi maatte sygemeldes. Jeg vidste, at Officererne laa i en Kælder i et Hus længere oppe paa Chausseen. Der maatte Kompagniføreren være. Jeg begav mig straks paa Vej. Med Fingrene kunde man nok lukke Øjnene en Smule op, saa man lige kunde skimte noget. Jeg fandt ogsaa Huset og Kælderen og snublede over en Del Officersben. Ejermændene begyndte at bande og skælde ud.

Jeg undskyldte mig saa godt jeg kunde, for se kunde jeg ikke noget. Jeg fik ogsaa min Melding afleveret. At det ikke var Bluf, kunde de nok se paa mig. De anbefalede mig at faa fat i en Ambulance. Men hvorfra? Det var en hel anden Sag.

Jeg naaede omsider igen tilbage til mine Kammerater. Vi besluttede at afvente Morgengryet, før vi vilde begive os paa Vej. I Nattens Mørke var det næsten haabløst for os at finde tilbage. Det var slemt nok i Forvejen.

Vi ordnede alt til Afmarch og begav os, saa snart vi syntes, det kunde gaa an, af Sted. Og jeg maa sige, det blev en drøj Tur. Vi havde jo det tunge Maskingevær, Ammunitionskasser, Beholder til Kølevandet og vor egen Stormbagage at slæbe paa. At vi kunde lade hele Skidtet ligge, tænkte vi slet ikke paa. Dertil var Disciplin og Forordninger alt for indprentet.

Naar vi et Øjeblik stod stille, kunde vi med Anstrengelse rive Øjnene en lille Smule op, saa vi kunde se gennem en lille Sprække. Saa skyndte vi os af sted, før Øjnene igen var helt lukkede, hvorefter vi ravede endnu en lille Strækning frem i Blinde.

Dette gentog sig i det uendelige. Paa den Maade tilbagelagde vi ca. femten Kilometer og naaede efter mange Timers Anstrengelse Landsbyen Priches, hvor Kompagniet laa. Vi var ikke mange sure Sild værd og blev straks indlagt i Regimentets Infirmeri, hvor vi fik den første Behandling. Man aabnede Øjnene paa os og strøg med en Pensel en Salve over Øjeæblet.

Det var modbydeligt, for man indsmurte ogsaa Øjenvipperne, og de gik med ind under Laagene, saa man havde nok at gøre med at faa dem pillet ud igen; men hvor det hjalp. Efter ganske kort Tid kunde man se klart igen. Smerter og Svie var borte.

De beholdt os i Infirmeriet, og det gik snart op for os, at Meningen hermed var, at alle, som laa der, saa hurtigt som muligt, skulde skrives rask, for at de igen kunde sendes ud til Fronten. Der kunde alt bruges, ingen undværes. Vi havde begaaet en stor Fejl. Vi skulde have meldt os direkte i et Lazaret. I den Forfatning, vi var i, havde vi desværre ikke skænket det en Tanke.

Begivenhedernes Gang medførte dog, at vi ikke kom til at bøde for den Fejl. Fronten blev hver Dag trukket tilbage. En effektiv Modstand var ikke mere mulig.

DSK-årbøger 1949

 

30. oktober 1918. Under beskydning med gasgranater: De angrebne blev helt desperate!

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal. Her blev de fordrevet af artilleri den 21. oktober og trak sig længere mod øst.

Vi blev denne Gang ikke straks indsat. Efter nogle faa Dage, hvor det paany gik længere tilbage, besatte vi en Reservestilling. Det var ved en Landsby med meget spredt Bebyggelse. Civilbefolkningen var endnu til Stede.

Terrænet var meget uoverskueligt. Der var mange Hegn og Haver med Frugttræer. Der var ikke lavet og blev heller ikke lavet Jord- eller Skansearbejde. Vort Tilholdssted var en gammel Ejendom. Franskmændene saa vi ikke meget til. De holdt sig indendørs og passede sig selv. Vort Maskingevær havde vi anbragt i et Hegn, hvor ogsaa Vagtposterne var posteret.

Natten fra den 29. til den 30. Oktober blev Omraadet tildænget med Gasgranater. Det saa ret ufarligt ud. Med et Svup eksploderede eller revnede de, naar de faldt, og en Væske sprøjtede eller flød ud. Lugte kunde man ikke ret meget. Vi tog i Begyndelsen Gasmaskerne paa. Men i Længden blev det dog for varmt og anstrengende. Saa viste det sig, at de, der havde faaet noget af den sprøjtende Vædske paa sig, fik store Vabler. De saa modbydelige ud. De var gule og grønne, og nogle af Vablerne var saa store som Hønseæg. Vi holdt os nu indenfor.

I Morgentimerne blev de første syge. Hos nogle var Hals og Lunger saa angrebne, at der skulde tre til fire Mand til at holde dem. De blev helt desperate. Vi fik Bud efter en Ambulance.

Senere ankom to Officerer, som fortalte, at det var en meget farlig Sennepsgas. Man mente endda, at det var Gasgranater af tysk Oprindelse, Englænderne havde beskudt os med. De anbefalede, at enhver, der følte sig en Smule daarlig, skulde gaa tilbage og komme under Behandling. En Del meldte sig straks.

Vi andre stod og kæmpede en Kamp med os selv. Her var en Chance. Man kunde komme ud af Skidtet. Selvfølgelig vilde det blive opdaget, at vi ikke fejlede noget, for vi følte os jo ikke utilpas, men den Tid var dog i hvert Fald vundet. Men, kunde man virkelig lade de ærlige Kammerater i Stikken? Nej, — Disciplinen, Ansvarsfølelsen og’ Kammeratskabet sejrede. Vi blev.

Terrænet var forpestet og maatte rømmes. Vi blev beordret længere frem og fik anvist Stillinger ved en Chaussé, der løb parallel med Fronten. Den laa uden for det med Gas beskudte Omraade. Jeg fik Plads, hvor Chausseen krydsede en mindre Flod. Under Broen var et Hulrum, hvor vi kunde sove om Natten. Der skete ikke mere den Dag. Jeg inddelte Vagtposterne til Natten, og vi andre lagde os til at sove.

DSK-årbøger 1949

18. august 1918 – Claus Juhl: “… da det blev lyst, fandt vi en fod, en hånd og et par tøjstumper”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I august 1918 befandt han sig i Frankrig.

Natten mellem den 17. og 18. skød vi med gas. Henved kl. 2 om natten fik vi en ny ammunitionsforsyning. Næppe var ammunitionsvognene borte, før vi fik svar fra hinsidan, som svenskerne siger. Jeg var ude og talte med ammunitionsunderofficeren vicefeldvebel Vogel. Han lå i samme grøft som min kammerat Herman og jeg.

På det tidspunkt gik skuddene for langt og havnede i den før omtalte skovkant. Jeg siger så til Vogel: ”Synes du ikke Vilhelm, at vi skulle flytte, thi så snart de skyder lidt kortere har vi dem her i grøften, og det selskab vil vi helst være fri for.”

Han svarede: ”Det tror jeg ikke, der er så stor fare for, vi må hellere blive hvor vi er.”

Vi kravlede så begge to ned i vor hule, han lå ca. 25 cm fra os. Jeg kunne ikke sove, men lå og lyttede efter de kreperende granater.

Kl. ca. 3½ hørte vi et vældigt brag, jeg råbte til Hermann: ”Den sidder her i graven, vi kommer til at flytte, vi lyttede, men der var intet at høre. I det samme var vi også på benene og sprang op og løb ud til højre efter en aftalt plan. Det var endnu bælgmørkt, vort batteri fyrede stadigt.

Da det begyndte at dæmre lidt, gik vi tilbage for at se, hvor skuddet var gået hen.

Hvor Vogel havde haft sin hule, mødte os et gabende hul. Der var et skulderværn mellem hans hule og så telefonisterne, de var fortrukket til venstre. Jeg spurgte dem så, om de havde set noget til Vilhelm; det var, der ingen, der havde.

Vi regnede endnu med, at han måske havde søgt tilflugt i skoven. Det var et forfængeligt håb, thi da det blev lyst, fandt vi en fod, en hånd og et par tøjstumper, det var alt, men et uhyggeligt fund.

Her i skoven ved Etalon fandt Vilhelm så sin død. Vi havde mangen gang delt hule sammen, han var bajer, af naturen lidt hidsig, men ellers en god kammerat.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

17. august 1918 – Enkefru Røgind: “… hans Deling trykkede sig”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

17. Aug.
Lieutenant Petersen [nu Direktør Røjgaard i Sønderborg] kom ned i vor Gryde eller Sandgrav for at hilse paa Rose og mig. Han fortalte mange forfærdelige Ting fra Fronten, hvor han har ligget længe; nu er han i Berlin paa en Skole, der belærer om alle Gasarter. Han fortalte om en Recognosceringstur i Skyttegrave, hvor hans Deling trykkede sig, vilde ikke med; tvunget dertil forsvandt de efterhaanden, saa han tilsidst stavrede ene om, traf i en opgivet Stilling en Soldat, der blev saa glad ved at se ham, og da han spurgte ham om, hvem han var, nævnede han et helt andet Compagni, var kommet dertil Dagen i Forvejen, saa straks sendt til Fronten og var nu aldeles overvældet, saa han græd; Fyren var kun 18 Aar. »Jeg kunde godt have gjort ham Selskab«, sagde den unge Lieutenant med klædelig Oprigtighed.

— Hele Sølyst dansede.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

23. juli 1918. “Musene løber om Natten over vore Arme og Ben.” Ny hule til Eskildsens gruppe.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter det katastrofale angreb ved Reims, rykkede Eskilden og kompagni ned i en ny hule. Denne var snæver, men med knap så mange lopper.

Den 20. Juli trækkes den slagne Garde ud af Linien, og vi overtager den nye Stilling hinsides Cornillet. Staben maa flytte længere frem, og man putter os ned i en Bataillons-Kommandostation.

41 Trin steg vi op, 42 gaar det ned. Den nye Hule er saa lille og snæver, at det ligefrem maa være Rekord. Men her er ikke saa mange Lopper. Til Gengæld løber Musene om Natten over vore Arme og Ben. Man vænner sig ogsaa til det.

Her sidder vi og slider i det i over 4 Uger! Rautenstrauch, vor første Tegner, falder en Dag fra Skamlen med Hjertekrampe; Luften er forfærdelig; hele Natten igennem er der rullet et tykt Tæppe ned foran Indgangen, for at Gassen ikke skal komme over os i Søvne.

Men Nabohulerne hjemsøges af en anden uhyggelig Gæst, den spanske Syge. Den finder ikke ned til os; men den gæster ellers Staben saa godt som BatailIonerne. Vore Soldater kalder den »Champagnesygen«

I Juli Maaned koster den Regimentet hver 5. Mand, heldigvis dør der ikke saa mange af Sygdommen i Felten som hjemme og som i de neutrale Lande. Her sidder vi i over fire Uger og ser hverken Sol eller Stjerner, hverken Græs, Træ eller Dyr.

Men Nyhederne fra Oververdenen finder ned til os. Den 23. Juli læser jeg i »Kölnische Zeitung« om det andet engelske Luftangreb paa Tønder, noget senere læser vi om Katastrofen ved Avre.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 224-225

15. juli 1918. “Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude.” Andreas Christian Andersen overtager kommandoen for et batteri

Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.

Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat.
Original i privateje.

FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918

Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig til­tagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.

Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de gif­tige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede pro­jektilers detonation.

Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skri­der fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.

Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i den­ne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræn­tens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksplo­derer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.

Højt oppe i luf­ten kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.

Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede men­nesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.

Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.

Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.

Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.

Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.

Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skyd­ningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afven­tende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.

Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.

Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.

Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på konto­ret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer så­rede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høre­ren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.

Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gas­arter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasar­ter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det ene­ste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også al­tid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet der­med, sendte jeg ham til forbindingspladsen.

Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var for­stummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleri­duel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendeteg­ner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.

Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øje­blik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.

Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batte­rifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort bat­teri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”

Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.

Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og ud­taler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batte­riføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.

Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.

-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.

Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.

Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.

Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.

Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden el­ler ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig

Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvin­ende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, fal­der sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folke­ne har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Tele­fonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.

Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Der­næst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øje­blik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infante­riet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.

Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i for­svarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den mod­ige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.

Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten ende­lig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folke­nes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg bat­teriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.

Erindringsmanuskript, i privateje.

21. juni 1918. K. Tastesen: “Efter de to Dages Forløb var der ikke et helt Hus i hele Byen”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli 1917 blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Der laa vi saa under stadig Granatild til den 1. Maj, da vi blev afløst og kom til Lille. Det meste af Vejen blev vi kørt i store Lastbiler. Der laa vi i 7 Dage, hvorefter vi blev forflyttet til Ypern, hvor vi kom i Skyttegravene. Vi kunde se Ypern, der iaa 2-3 km foran os. Den var i Englændernes Besiddelse, men skulde nu tages af Tyskerne. Der blev gjort store Forberedelser med at køre Ammunition og andet Materiel til, lige som der tilgik meget store Troppestyrker.

Den 25. Maj blev vi afløst af Marinesoldater og kom ikke til at deltage i Kampen. Vi kom saa til Boly; der var stadig ingen Offensiv, og vi blev roligt liggende til den 3. Juni.

Da begyndte Kampen med Gas, Granater, Tanks og Flammeild og alt, hvad der kunde tænkes at bruges. Her laa vi nu under stadig Ild og Bombardement indtil den 11. Juni, da Skydningen sagtnede.

Gassen havde gjort sin Virkning og ødelagt ikke blot Infanteriet, men ogsaa Artilleriet. Tyskerne har rimeligvis troet, at det var dem alle, men der stod store Mængder, baade Artilleri og Infanteri, bag ved, hvor Gassen ikke var naaet til. — Den 11. Kl. 8 om Morgenen begyndte vi Stormen, men vi var knap kommen 20 Meter fra Skyttegraven, før vi blev overdænget med Granater af svær Kaliber. De ramte ganske vist bag ved os, men det kolossale Lufttryk tog Vejret fra os, og mange besvimede, og langt værre var det, hvor de ramte — 100-200 Meter bag ved os.

Der laa Kompagnierne tæt pakkede, de fleste var lige kommen derud for at angribe.

Det engelske og franske Infanteri laa døde i Tusindvis af Gas, og vi mødte ingen Modstand, før vi naaede et Par Kilometer frem, til Boly. Der var en Del Soldater, der var søgt op i Husene, hvortil Gassen ikke naaede, men de fleste lod sig tage til Fange. Jeg var sammen med nogle Kammerater kommen ned i Kælderen i en Spritfabrik, hvor der var fuldt op med Vin og Spiritus. De fleste af dem, der var til Stede, var allerede døddrukne. Vi huggede Hul paa Fadene, saa Vinen flød ud, og det var den mindste Part, der blev drukken.

Efterhaanden glemte vi Tid og Sted, nogle var saa døddrukne, at de laa og trillede rundt i Vinen, som flød paa Gulvet. Jeg stod og lænede mig op til et Vindue, da jeg saa Franskmændene storme ind i Byen. Jeg var klar over, at det kunde ikke hjælpe at gøre Modstand i den Tilstand vi var i, men jeg blev pludselig omtrent ædru og gjorde Alarm til de af mine Kammerater, der endnu kunde sanse. Vi løb en anden Vej ud af Fabrikken og ned gennem en lang Gaard.

Jeg havde taget den Beslutning at lade mig tage til Fange, saa snart jeg kunde faa Lejlighed til det. Men da vi kom ud af Gaarden, mødte vi tyske Reserver. Vi fik Ordre til at trække os tilbage til Udkanten af Byen, da det var ved at blive mørkt, og hvis vi blev i Byen, vilde det blive et frygteligt Snigmyrderi.

Om Morgenen begyndte Fjenden at bombardere Byen. Flyverne kredsede stadig i Luften og signaliserede, hvis de ikke var i Kamp. Af og til sendte Fjenden Gasbølger ind over Byen, men vore Masker var gode, saa det gjorde kun lidt Virkning.

Vi blev liggende der foran Byen i 2 Dage, mens Tyskerne angreb paa begge Sider og omringede Byen. Efter de to Dages Forløb var der ikke et helt Hus i hele Byen, kun enkelte Mure stod, ellers var der kun store Grusdynger tilbage. Alt Træværk og alt, hvad der kunde brænde, var brændt. Nu var Stedet, hvor Byen havde ligget, helt omringet.

Der gik Kampen frem og tilbage til den 21. Juni. Jeg var jo bleven bag ved Byen og kom ikke saa meget i Ilden. Imidlertid havde Tyskerne faaet nye Reserver og Artilleri frem, og nu begyndte et Bombardement, som jeg aldrig har hørt Mage til Man skulde tro, at Jorden skulde synke sammen. Luften var gennemtrængt af Krudtrøg og af og til kom Gasbølger, saa vi maatte tage Gasmaskerne paa hurtigst muligt. Der hvor vi laa, faldt der kun ganske enkelte Granater, da det jo var noget bag ved Linjen.

Den 22. blev vi afløst og kom til at ligge i Armentieres.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

9. juni 1918. Panik: “Gaaaaaas!” Asmus Andresen efter vand uden sin gasmaske!

Senest ændret den 14. juni 2018 8:54

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 3. Dag var jeg bleven så tørstig, at jeg tilbød at hente Vand, En Hamborger, som jeg tidligere havde været sammen med, da vi løb med Telegrammer fulgte med mig. Da vi var kommen nogle få Alen fra Hulen, slog flere Granater ned lige bag os, og vi gik begge på Hovedet i et Granathul, hvor vi blev halvt tildækket med Jord.

Jeg spurgte Hamborgeren, om han var bleven ramt, men han havde ikke Tid til at svare for at skynde sig hen til Hulen igen. Jeg vilde gerne have fulgt ham, men at komme tilbage uden Vand vilde jeg ikke, især da jeg selv var meget tørstig.

Jeg gik så alene, og skyndte mig det, jeg kunde, ned ad Bakken, hvor jeg søgte mig et Skjul for at hvile lidt. Jeg fandt også en mørk Gang, som førte ind i Bakken. I Mørket famlede jeg mig frem, og fandt så et lille Rum, hvor der stod 4-5 Tommer Vand. En lille Stump Stearinlys, som jeg havde i Lommen, fik jeg tændt – jeg havde altid Tændstikker hos mig – og jeg opdagede, at jeg var kommen ind i et Slags Sengekammer, thi der fandtes Sengesteder opslået i Krogene. Midt i Rummet fandtes et gammelt Bord, hvorpå der lå et Stykke Papir med en Del mig ubekendte Navne.

Efter at have hvilet mig lidt, vilde jeg fortsætte Vejen efter Vand, men Franskmændene skød så voldsomt, at jeg fandt det rådeligt foreløbig at blive, hvor jeg var. Da der var gået en Times tid blev det så roligt, at jeg turde liste mig ud af Hullet. Jeg nåede heldigvis hen til en Brønd, hvor jeg tidligere havde hentet Vand.

Da jeg havde fået min Kogespand fyldt, hørte jeg det bekendte Råb »Gaaaas«,hurtigt greb jeg efter min Gasmaske; men den havde jeg glemt at få med mig. Nu fik jeg travlt med at komme op ad Bakken så hurtigt som muligt. Pludselig opdagede jeg et Hundrede Meter foran mig vældige Gasskyer, så Indgangen til Hulen var fuldstændig dækket af Gas. Jeg måtte nu se at holde mig til den Side, hvor Vinden kom fra, for ikke at komme ind i Gasskyerne; til mine Kammerater kunde jeg ikke komme, så længe Gasgranaterne faldt i Nærheden af Hulen, derfor søgte jeg foreløbig Dækning i et Granathul.

Efter en Times Forløb var Gassen ført bort af Vinden, og jeg fortsatte så på en lidt anden Vej op ad Bakken. Jeg var imidlertid kommen så langt om på Bakkens Vest-side, Franskmændene kunde se mig og nu faldt der flere Granater i min Nærhed, men heldigvis ingen Gasgranater, og badet i Sved nåede jeg tilbage til mine Kammerater.

Ved Indgangen til Hulen stod Officeren og skændte på mig, fordi jeg ikke havde taget Gasmasken med. Mine Kammerater havde ikke ventet mig igen, da de jo vidste, at jeg havde glemt min Gasmaske, og Hamborgeren var kommen tilbage og havde forsikret, at jeg var løbet lige i Døden.

Dagen efter blev vi afløst, og blege som Lig vendte vi tilbage til Lejren.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

28. april 1918: Asmus Andresen – En meget lang dag… Mod Kemmelbakken i hælene på Officeren: ”… tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Natten blev vi purret ud, og vi fik hver 1 Kilometer Telegraftraad paa Nakken. Vi var ialt 5 Mand og 1 Officer, vi skulde ud i den 3. Skyttegrav, og der skulde vi vente, indtil Infanteriet gik fremad. Da vi var naaet halvvejs, fik jeg saa store Smerter i Maven, at jeg næsten ikke kunde gaa; hver 10 Minutter maatte jeg træde ud, og jeg blev derfor langt tilbage fra de andre, saa at jeg maatte løbe for at indhente dem.

Kl. 4 naaede vi Skyttegraven, hvor vi skulde vente. Da jeg var bleven noget tilbage, kunde jeg ikke straks finde mine Kammerater. Deres Telefontraad fandt jeg i et Granathul, hvor jeg ogsaa kastede min Rulle. Da det var meget koldt denne Nat, begyndte jeg snart at fryse og søgte derfor efter et Sted, hvor der var lidt lunt, jeg anede ikke, hvor længe vi endnu skulde vente.

Jeg kravlede et Stykke hen i Skyttegraven og fandt 3 Soldater, der i en Hule varmede sig ved et lille Baal; og jeg fik straks Lov til at være hos dem. Paa en fri Plads i en Krog satte jeg mig og faldt i Søvn.

Kl. 6 blev jeg atter vækket ved en frygtelig Allarm; hele Jorden rystede, og nu vidste jeg. Hildurs Leg var i fuld Gang; 5 Minutter efter hørtes det uhyggelige Raab »Gaaaaas«, i en Fart fik vi alle Gasmaskerne for Ansigtet.

Kl. 7 fandt jeg mine Kammerater, som søgte efter mig; efter at vi havde faaet Traadrullerne samlet op, gik vi igennem en frygtelig Granatregn. Granatstumperne peb os om Ørene og vi mærkede Lufttrykket, de fremkaldte. Ingen af os troede, at vi skulde komme godt fra denne forfærdelige Granatregn.

De af os, som ikke havde set Lig i Mængde, fik den Dag nok at se. Der kom mange saarede os i Møde; de ilede tilbage for at komme ud af denne frygtelige Ild. 200-300 tyske og franske Flyvemaskiner brummede over os.

Efter en Times Tid kom vi til en Ruin af stor Gaard, som kaldtes Duborger Hoff. Herfra skulde vi begynde med Udlægningen af Telefontraaden, men da Franskmændene skød som rasende, ventede vi endnu en halv Time bag Ruinen. Vi gik derefter videre langs med en Jærnbaneskinne, medens den første lod sin Traad løbe af Rullen.

Efter et Kvarters Tid bøjede vi af til højre og kom ud i en Lavning, hvor der stod en halv Alen Vand, men vi maatte over og kom saa til en bred Kanal. Vi kastede først Traadrullen over; da jeg kastede min Rulle, kom den godt over paa den modsatte Bred af Kanalen, men den trillede tilbage og faldt i Vandet.

Nu haabede jeg at slippe fri for at slæbe paa den, men Tak Skæbne; Officeren fiskede den op igen, og nu var den bleven et Par Pund tungere. Kanalen var 3 Meter bred og vi kunde ikke springe over den; og vi maatte derfor vade igennem og blev selvfølgelig drivvaade.

I rask Tempo gik det nu videre og efter en halv Times Forløb mødtes vi med en Del franske og engelske Soldater, der var falden i tysk Fangenskab og mange af dem havde deres saarede Kammerater med. Jo længere vi kom frem, desto grueligere blev det Syn, der mødte os; tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.

Det saa sørgeligt ud, men værre var det dog at høre paa deres Jammer og Skrig. Mange laa og raabte Navnene paa deres kære derhjemme, andre væltede sig om i deres Blod og jamrede sagte, atter andre laa stille hen med foldede Hænder og sendte deres sidste Bøn til Gud.

Vi kom ogsaa uvilkaarlig til at tænke paa vor sidste Time.

3 Kilometer foran os laa Kemmelbakken og til Højre for denne Kemmel By. Jo nærmere vi kom til Bakken des stærkere blev Ilden, og vi saa, hvorledes mange Soldater blev fuldstændig reven i Stumper og Stykker af Granaterne.

Da vi kom tæt hen til Bakkens Fod, kom der to Soldater, hver med en stor Hvedekage i Haanden og huggede i sig af den som sultne Ulve. Vi ønskede at vide, hvor de havde faaet Kagerne fra, og da de fortalte os, at de havde fundet dem i en fransk Skyttegrav der i Nærheden, og at der var flere af den Slags, var det selvfølgelig »Habs« for os.

Hver af os vilde være den første, og det hjalp ikke, at Officeren raabte, at vi skulde stanse; vi lod, som vi ikke hørte det, vi havde kun Tanker for Kagerne. Jeg var den første, der kom til Skyttegraven, hvor jeg fik fat paa en 4 Pd. tung Kage; den smagte godt, maaske nok lidt af Gas, men den blev fortæret med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

8. april 1918 – Ernst Christiansen: “… slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt …. en Blindgænger

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

8. April
Begivenheden blev udsat et Døgn. I Aftes vækkede 10½, stjerneklart. Mens vi stillede ved Kirken, lød pludselig en Susen, et Knald, og en rød Lue saas lige over os. En Shrapnel! Ingen saarede. Utrolig Færdsel paa alle Veje. Tit knap muligt at komme forbi. Englænderne skyder med svært Skyts paa flere Punkter i Nærheden af vor Vej; vi slipper dog igennem. Flere Gange hviner en Granat over os. Paa Feltbanen har Træffere to Steder revet Skinnerne bort, siden vi gik der i Gaar.

Vi arbejder 600 Meter fra den forreste Grav. Folk i anden Grav, der gaar langs Vejen, opfordrer os til ikke at gøre for megen Støj. Lysskuddenes sekskantede Stjerner lyser som den klare Dag. En Hests Vrinsken lyder i Mørket. Den er traadt fejl paa en Bro og falden i en Grøft, og Pionerløjtnanten skyder den. Dens klagende Vrinsken lyder endnu i mit Øre.

Mens vi i Halvmørke staar og rydder Vejen, slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt, indtil jeg opdager, at det er en stor Granat, en Blindgænger. Med korte Mellemrum farer som usynlige Aander, men meget hørlige, svære engelske Granater over os, to og tre ad Gangen, og sprænges med svære Brag, som faar Jorden til at skælve, i Nærheden af en Batteristilling.

Det er rimkoldt og mere og mere taaget ved Jorden, vort Held. Da det bliver lyst, jubler en Lærke mellem Bragene. Sluppen vel hjem den lange Vej. Alt er tilsyneladende rede. Fra i Aften siges vi at ligge i Alarm. Lange Rækker af Minekastere er stillede op, Masser af Artilleri ført langt frem, svært Skyts ganske kort bag Fronten, med næsten ingen Dækning, Bjerge af Munition helt aabenlyst alle Vegne ved Baner og Veje og spredt paa Markerne.

Nogle Mand af Stormtropperne har tilbragt Natten her. En Sergent fortæller, at der skydes med Giftgas paa bestemte Afsnit. Ind imellem holdes smalle Strimler eller Porte fri, og kun paa disse Steder gaar de tyske Stormtropper frem for ikke selv at komme til at indaande Gassen.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 203-4)

1. april 1918. Forbyttede gasmasker!

Mathias Brodersen, Bedsted Lø, deltog i den tyske forårsoffensiv i 1918

I Foraarsoffensiven, der begyndte den 21. Marts 1918, var den Division, jeg tilhørte, indsat ved St. Quentin. Offensiven blev, som det var almindeligt, forberedt med en mægtig Trommeild, der varede flere Timer. Til sidst lagde man hele den fjendtlige Stilling under Gas.

Man lovede os, at der ikke skulde være levnet en eneste levende Sjæl derovre, naar vi stormede Stillingen. Det saa nu heller ikke godt ud i Englændernes Grave. De laa der i Hobetal helt eller halvt døde.

Det havde nu ikke været saa helt ligetil for os at tage Stillingen, for det med „ikke en levende Sjæl” var ikke gaaet helt i Opfyldelse. Vi blev nemlig modtaget med baade Maskingeværild og Salver fra saavel det lette som det svære Artilleri. Englænderne kørte ogsaa frem med Tanks. Det var for Resten første Gang, vi saa disse nye og effektive Vaaben.

I ti Dage avancerede vi; ca. 65 km kom vi frem. Saa maatte vi grave os ned foran Byen Montdidier. Jeg gravede sammen med en Kammerat et Hul, som vi overdækkede med et Par Døre fra et nærliggende Hus. Vi kunde tydeligt se Byen foran os, og i Kikkerten saa vi endnu mere tydeligt, hvorledes Kirketaarnet under den voldsomme Artilleriild blev mere og mere medtaget for til sidst at styrte i Grus.

Englænderne havde faaet Forstærkning af Franskmændene, og nu var det vor Tur til at blive overdænget med Granater. Der var dog mange Blindgængere imellem. Vi konstaterede det ved den dumpe Lyd, der fremkom ved Nedslagene. Den mindede meget om Gasgranaternes sugende Lyd.

Vi havde dengang en gammel, forhenværende „Orts-kommandant” til Kompagnifører. Han havde ikke før været ved Fronten. Han troede, at vi blev beskudt med Gasgranater. I sin Angst beordrede han en Soldat hen til Ned­ slagshullerne for at undersøge, om de lugtede af Gas. Bange for at være i Nærheden af disse mystiske Huller flyttede han længere op i Skyttegraven. Derved opdagede han den dejlige Rede, vi havde gravet og indrettet.

Da det var min Tur til at staa paa Vagt, tog han mit Leje i Besiddelse. Gasmasken anbragte han, for hurtigt at kunne faa fat i den, oven over Indgangen. Da min Vagttjeneste var forbi, anbragte jeg min Gasmaske ved Siden af hans, hvorefter jeg lagde mig paa det ledige Leje ved Siden af Løjtnanten.

Kort efter blev der slaaet Gasalarm. Løjtnanten, der ikke sov saa fast — han havde jo heller ikke staaet Vagt i to af Nattens Timer, var omgaaende vaagen, sprang ud af Lemmen og snappede Gasmasken — desværre min, og da jeg skulde have den anden Maske paa, var den altfor stor.

Jeg maatte staa og presse den ind imod mit Ansigt. Vi var dog begge to klare over Forbytningen, og da han vilde have sin, gav han Ordre til, at jeg skulde tage Masken af og række den hen til ham, saa han i en Fart og uden at trække Vejret, kunde faa sin Maske.

Det gjorde efter hans Mening ikke saa meget, om jeg skulde indaande den gasfyldte Luft. Naa, til vort Held var det kun blind Alarm, ellers kunde det let være blevet en alvorlig Sag.

DSK-årbøger 1953

22. marts 1918. ”Goddaw, Jens! Skal vi mødes her?” To brødre midt i Kaiseroffensiven.

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten, men blev pga. sammenstød med løjtnanten degraderet til reparationstjenesten. Midt under offensiven mødte han sin bror på slagmarken.

(… fortsat)

Næste Morgen gik det fremad igen. Vi kom nu igennem Ingenmandsland og de forladte engelske Stillinger. Det gjorde et dybt Indtryk på mig at se alle de mange faldne Englændere. Tyskerne havde brugt Gas Dagen i Forvejen; mange faldne var blåsorte i Ansigterne og indtog de mest sære og forvredne Stillinger. Særlig gjorde en Masse skotske Højlændere Indtryk på mig, de lå der i deres Kilte med bare Knæ og Lår.

Det var første Gang, jeg så så mange døde; senere blev det under Fremrykningen desværre til en dagligdags Begivenhed.

Ved 10-Tiden gjorde Ballonen Holdt på en Høj, hvor der må å have været gode Observationsmuligheder. Vi ved Telefontruppen var lidt bagude og var i Færd med at etablere Ledningen til Staben (vi havde imidlertid fået de rigtige, lette Stænger til dette Formål).

Blandt de mange nysgerrige Soldater, der endnu holdtes i Reserve og ikke havde noget særligt at bestille, så jeg nogle Soldater fra Maskingevær Afdeling 69.

— Er I fra Afdeling 69? — spurgte jeg en af dem.

— Ja, det er vi da!

— Er 2. Kompagni også der?

— Ja, selvfølgelig. —

— Så hent Skytte Jens Andersen, det er min Bror.

— Ja, gerne! — sagde en af dem og gik ind på Marken.

— Jens Andersen, dein Bruder ist da! —

Og et Øjeblik efter kom Jens frem til Vejen, iført sin store Kappe og med et omtrent halvt Lagen bundet om Halsen, for han var meget forkølet.

— Hvad er der? —

Og så pegede de på mig.

— Næ … Goddaw, Peter!

— Goddaw, Jens! Skal vi mødes her !

Og vi fik os en Sludder på en 20 Minutter. Jeg over lod mit Arbejde til en anden Kammerat, og så gik vi lidt rundt på Slagmarken. Vi var blandt andet henne at se på to store østrigske Motorhaubitser, Kaliber 42, der stod lige i Nærheden og skød alt hvad de kunde. Når man stod bag ved dem i Skudlinien, kunde man lige i en Brøkdel af et Sekund se det sorte Projektil fare ud af Løbet.

Vi fik os en Sludder om Stillingen, som den var, om dog ikke Krigen snart kunne holde op, og om dem derhjemme. Men jeg måtte tilbage, og vi lovede at holde Øje med hinanden, da vi nu vidste, at vi var i Nærheden af hinanden og sandsynligvis skulde samme Vej.

Det var et markeligt Træf, at vi blandt de 3½ Million tyske Soldater, der var indsat på den ca. 63 km lange Front, netop skulde mødes.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

 

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

27. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… at der ved Angrebet skal anvendes Blaasyre i Stedet for Gas”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende. Læs videre 27. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… at der ved Angrebet skal anvendes Blaasyre i Stedet for Gas”

28. december 1917 – Mathias Damm: “Parademarsch ved Maaneskin”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Fredag den 28.12.17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Brev fra den 20 og et Kort fra den 22. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aftes havde vi Julefest. Vi fik hver ½ Pund Pølse, en Æske Delikatesse Ost, et Æble, 2 Cigarer og 20 Cigaretter, desuden 2 l Øl. Det var for 5 Mark. Tilsidst lavede vi en Parademarsch ved Maaneskin med Kogepotten og Drikkebæger i Haanden og Musik dertil. Om det nogensinde har set sin Lige i det prøissiske Militærs Historie, tvivler jeg om, da vi ikke engang havde Kobbel om eller Bøsse med. Men det klappede trods det.

Jeg kan ikke forstaa, hvordan Rasmus bærer sig ad med sine Strømper. De bedste jeg havde med paa Orlov, (de ere med nu fra Beutedepot) har jeg ikke brugt siden, To Par har jeg i Brug og et par venter paa “Ersatz” med et militærisk Udtryk. Man skal altid aflevere et par gamle for at faa ny. Desuden har jeg et par Fodlapper af et Dækken i Brug og et par i Reserve. Hvis jeg ingen havde lavede jeg Radav og naar det ikke hjalp, saa meldte jeg mig syg. Jeg gad dog vide, om jeg ingen fik. Jeg kan ikke forstaa det, thi han har da ellers aldrig været tabt bag af en Vogn.

Smergellerred har jeg nok af foreløbig. Havde snart haabet at faa Pakker idag, men pyt. Der maa endnu komme 4 i det hele, naar de ikke er fløiten, men den fra Anne har jeg snart opgivet Haabet om at faa. Haaber ogsaa vor kære Fader snart maa komme hjem, for os er der dog ingen Slut at se og vi kunne nok ogsaa bedre end han.

Her har vi ogsaa en god Stilling, og naar man blot ikke sluger Gas, er man efter menneskelig Beregning temmelig sikker. Med Gassen skal man passe paa. Frans skyder snart mere med Gas end med Sprænggranater. Jeg skal nu have lidt malet til R og her er der forresten ikke meget at fortælle om. Barakken er bedre end de andre vi har gjort Bekendtskab med her paa Egnen. Efter Nytaar gaar vi atter i Jorden 14 Dage.

Haaber i alle derhjemme har det godt og at Krigen snart maa faa en Ende, saa F ikke behøver at gøre Bekendtskab med den Slags Boliger, inden han har aflagt sine Drengebukser. Foreløbig er der heller ingen Fare, da de jo nu har en Mængde Tropper tilovers i Rusland og Italien, og Rumænien ogsaa. Slutter nu med mange Hilsner og Ønsker om et godt Nytaar eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

17. oktober 1917. “Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Det blev aften. Vi ventede efter køkkenvognen, men den udeblev.

Vi skiftedes til at sove lidt om natten. Den næste dag oprandt, men skydningen var lige så voldsom, som dagen forud. Vi spejdede
efter køkkenvognen, men den kom endnu ikke denne dag, heller ikke om natten.

Vi spiste så jernportionen, men det kneb uhyre med drikkevarer.

Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning. Tørsten pinte os ganske uhyre. Om aftenen på tredje dagen gik jeg frem og fandt en forbindingsplads, her bad jeg om lidt kaffe, men lægen svarede: ”Hier ist kein Gasthaus zum wilden Mann”.

“Wilden Mann” var en beværtning mellem Hochlede og Vest Rosebecke. Den var ikke beboet, men der stod med store bogstaver over døren “Gasthaus zum wilden Mann”. Men han gav mig så en flaske Seltervand. Jeg drak den, og det smagte vidunderligt, men forslog kun så lidt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. oktober 1917. Fire dages tørst ved Passchendaele: “Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse …”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet. Vi maatte blive derude i 4 Døgn.

De første 24 Timer var Hungeren slem nok; men saa var det, som om Maven sov ind og intet krævede mere, men derimod blev Tørsten for hver Time frygteligere. Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse, som brændte helt nede for Brystet.

Allerede den anden Nat, spændte vi vore Teltduge ud for om muligt at samle lidt Dugg eller maaske lidt Regnvand, og om Morgenen slikkede vi med vore Tunger over det snavsede Teltlærred for at læske vor brændende Gane.

Den sidste Nat fandt nogle Kammerater et Granathul, i hvilket der var noget mudret, snavset Vand.

Vi drak alligevel af det, men fik forfærdelige Mavesmerter, saa da vi endelig blev afløst og kom tilbage, saa vi ynkelige ud. Vi meldte os straks til Lægen, som ikke kunde forstaa, hvad vi fejlede. „I har jo Gassymptomer,” sagde han, „men Gasangrebet var jo forbi, da I kom derud.”

Tilsidst sagde han: „I har da vel ikke drukket Vand af et af disse fæle Granathuller, i hvilke der maaske ligger døde Rotter og døde Mennesker, og hvor desuden Gassen har aflejret sig?”

Og da vi maatte tilstaa, at det havde vi gjort, blev vi naturligvis skældt Huden fuld; men saa fik han travlt med at skrive Etiketter, som vi kunde binde i et Knaphul i vor Frakke, og saa blev vi sendt ind til Ostende til videre Behandling.

Da vi kom dér, var alt overfyldt. Vi kom omsider ind i et stort Hus, ind over Loftet paa fjerde Sal, og dér lavede vi saa selv vort Lasaret; saa gik vi hver Dag til Lægen, blev undersøgt og fik lidt Aspyrin samt nogle Draaber, jeg véd ikke hvad.

Jeg tror nok, at for mit Vedkommende hjalp det bedre, at den før omtalte Kantinefeltvebel fik mig med ind og gav mig en rigtig god Snaps Rom.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

26. september 1917. I Houthulstersoven: “Der lå gas hen over kraterterrænet”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

De følgende dage bragte igen svær artilleriild. Der lå gas hen over kraterterrænet, og den nødvendiggjorde ofte anlæggelse af gasmasker. Ildoverfald vekslede med planmæssig beskydning af betonbunkerne. Ved fronten fik flere dækningsrum fuldtræffere og måtte rømmes. Regimentets operative ledelse lå i flere dage under heftig ild; den blev som mod de øvrige dækningsrum i baglandet ledet af flyvemaskiner.

I morgentimerne den 26. gik der tung hagl af jern ned over Houthulster skoven. Til venstre rasede trommeilden. Reservebataljonen (III) blev trukket frem og stillet til rådighed for infanteriregiment 85, som syntes stærkt ramt. Kl. 7 om formiddagen knitrede maskingeværild til venstre. Regiment 65 flankerende støttet af 85erne holdt stillingen. På denne dag tog soldater fra III bataljon piloten fra en engelsk flyver til fange.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

18. september 1917. Gas! Jacob Bergholt reddet af erfaring og held

Senest ændret den 17. september 2021 20:20

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Et par dage efter, at jeg var nået frem til kompagniet, blev vi indsat på højde 344. Det må have været omkring den 12. september. For at nå op på højen – et helvede på jorden, der var frygtet af alle – skulle man igennem en slugt, der mand og mand imellem gik under navnet “Dødsslugten”.

Den bar sit navn med rette. Der skulle mere end almindeligt held til, for at en deling kunne passere den uden tab. Den var vel ca. 150-200 meter bred i bunden, og efter mørkets frembrud fyldte fjenden den bogstaveligt talt med shrapnels og granater af alle kalibre – også gasgranater, når vind og vejr egnede sig dertil. Om dagen var den slet ikke passabel.

På denne høj var der så godt som ingen skyttegrave. Jeg har i hvert fald ingen set, men granathul ved granathul hvoraf nogle var flere meter dybe. Hist og her var der så bygget nogle dybe “Stollen”, der i og for sig var skudsikre nok, også for det helt svære skyts, men nedgangen til dem var jo det svage punkt. Opdagede fjenden en sådan nedgang, helmede man ikke, før den var skudt sammen.

Mellem disse “Stollen” lå så vagtposterne i granathullerne. Fem dage kunne her blive endda meget lange. Det var det rene helvede.

Bortset fra den sidste nat, husker jeg ikke ret meget fra de første fem dage, vi var der, så det må “kun” have været “daglig kost”. Tab havde vi haft, endda slet ikke så få, men det var vi vant til. Tabene ved Verdun var så store, at man ikke lærte de forskellige at kende, før de var borte igen.

Den sidste nat var nær endt med en katastrofe, der kunne have kostet en halv snes mand livet, hvis der ikke havde været en erfaren “rotte” imellem dem.

Vi havde pakket vort kluns for at gå tilbage til beredskabsstillingen og stod alle op ad trappetrinene, den ene bag den anden for at afvente et gunstigt øjeblik, hvor granaterne ikke faldt alt for tæt. Den, der stod øverst, var en underofficer.

Jeg stod nederst og havde lige afsluttet et eftersyn af vort opholdsrum for at se, om der skulle være glemt noget.

Pludselig hørte jeg et “bum”. Der blev omgående råbt “gas”, og folkene begyndte at mase sig ned ad trappen. Jeg var klar over, at en gasgranat var slået ned i selve det store granathul, hvor indgangen til vort opholdsrum var. Da gassen var tungere end luften, strømmede den omgående ned ad trappen.

Til alt held opfattede jeg situationen rigtig. Med 100 al magt kastede jeg mig imod de vigende folk og råbte som aldrig før: “Luft anhalten, raus!” (Hold vejret. Ud).

Ordren blev fulgt uden tøven. I et nu var vi gennem gasskyen og oppe af granathullet.

Det var heldigvis helt stille vejr, så gasskyen havde ikke bredt sig ret meget. Nu fik vi også tid til at tage gasmaskerne på, for det var selvfølgelig ikke kun den ene gasgranat, man havde sendt os. Rundt om så man gasskyer som isolerede tågebanker, men da det var helt stille vejr, tog det nogen tid, før de sluttede sig sammen til et hele.

Vi sprang på kryds og tværs mellem bankerne, nåede “Dødsslugten”, og kom for en gangs skyld igennem den uden tab. I løbet af en halv times tid var vi i vor beredskabsstilling, hvor vi skulle blive de næste fem dage – troede vi da.

Vi glædede os over, at vi var nået helskindet tilbage, men det var desværre lige tidligt nok. Aller bedst som vi sad i vort opholdsrum og talte om begivenhederne, sagde den underofficer, der havde stået øverst på trappen: “Her lugter af gas.”

Vi andre kunne ikke lugte noget; men vi var et par stykker, der kendte symptomerne og var klar over, at manden havde slugt mere gas end godt var. Han blev omgående fulgt til lægen; men få dage efter døde han. Der var ingen af os andre, der fejlede noget. De få sekunder, han havde ladet sig trænge tilbage af gassen i stedet for at holde vejret og springe gennem skyen, kostede ham livet.

Efter krigen har jeg næret had til gas og gaslugt som til intet andet. Aldrig skal et gasanlæg af nogen art komme inden for mine fire vægge. Når man har måttet sove med gasmaske på nætter igennem og har set, hvordan de stakkels mennesker, der slugte for megen gas, måtte lide, så kan man ikke forliges med denne sødagtige gaslugt, der minder om det mest bestialske af alle krigsvåben. –

Nu kunne man jo spørge, hvorfor vi denne nat ikke benyttede vore gasmasker straks. Det gjorde v i normalt også, men dette angreb kom så uventet, at der simpelt hen ikke var tid dertil. Det er muligt, at de, der stod nederst på trappen, kunne have nået at få masken på; men de, der stod øverst, havde absolut ingen tid til dette. Luften på de øverste trin var allerede fyldt med gas, og i samme øjeblik de havde taget masken frem, ville denne også have været det, inden de havde fået den på.

Jeg er overbevist om, at hvis vi i dette tilfælde havde gjort forsøget, var vi ikke sluppet så heldigt, som vi gjorde. Hvis ordren til at tage masker på var kommet fra den mand, der stod øverst på trappen, og i samme sekund som granaten slog ned, så havde der måske været en reel chance for, at det var lykkedes. Men da ordren udeblev, var der kun ét at gøre, og det blev gjort. – Et sekunds tøven har kostet mange livet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. august 1917 – Johannes Ankersen: “I mange granatkratere lå ligene af de faldne”

Senest ændret den 17. maj 2023 10:07

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern. Efter fire dage ved fronten, var Ankersen og hans mænd blevet trukket ud i syv dage, men nu måtte de frem igen.

Desværre var jeg ikke så heldig som første gang, da jeg anden gang jeg gik frem. Jeg gik denne gang alene med min oppasser og en ordonnans, da mandskabet endnu ikke skulle afløses. Da vi ville passere et tysk batteri, måtte vi vende om, fordi det blev beskudt med gas. Og nu syntes det som om, at de enkelte granater forfulgte os. Det lod dog alligevel som om det ville gå godt, indtil en granat slog ned i jorden kort før dækningen, som vi spænede imod, og ordonnansen fik en granatsplint gennem kroppen. Det var et besværligt arbejde at forbinde den stakkels fyr og bringe ham tilbage. Endnu var han ved godt mod, og det lykkedes mig også inden for en halv time at skaffe ham lægehjælp, men jeg hørte senere, at han allerede næste dag var død på lazarettet. Han var en brav ung fyr, en af de bedste og mest trofaste.

Min oppasser og jeg gik nu igen fremad og nåede til sidst temmelig forjagede, men dog med hele lemmer frem til stillingen. Her kunne jeg fastslå, at min frakke, som den sårede havde haft over armen, var blevet fuldstændig sønderrevet. Men det var ikke det værste. I mellemtiden havde fjenden skudt samtlige otte af vores minekastere i stykker. Fire nye blev bragt frem og placeret i bedre stillinger. Men ellers havde den generele situation ikke forandret sig meget.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Vejret var nu bedre, en sand lettelse for os, da vi var så afhængige af vejrliget. Det blev endda så tørt, at vandet i granatkraterne lidt efter lidt forsvandt. Nu så man først tydeligt, hvor mange ofre Flandernslaget havde kostet. I mange granatkratere lå ligene af de faldne soldater, som indtil da havde været dækket af vand. Her forestod et hårdt arbejde, for sådan kunne de døde ikke blive liggende. Og selvom man ikke kunne gravlægge dem på kirkegårde, og ingen sten eller kors betegnede det sted, hvor tyske kæmpere hvilede, så kom de dog i det mindste i jorden. Jeg har altid med rædsel forestillet mig, hvordan jeg, hvis jeg faldt, ville blive liggende i det fri, ubegravet i kampområdet. Også ud fra en sanitær synsvinkel, var det på højeste tid, at ligene blev begravet, da enkelte af dem allerede var ved at gå i forrådnelse.

Det virkede også som om at englænderne havde løbet sig træt mod vores division, men heller ikke de friske tropper, de satte ind mod os, bragte dem det ringeste held. Standhaftige og utrættelige holdt de brave schlesier ud, på trods af at de kun fik lidt ro, og dag og nat måtte holde ud i den snart stærker, snart svagere artilleriild. Tabene var i lighed med kampdage vel betydelige, men dog ikke så høje, som vi havde frygtet, selvom om terrænet ud over enkelte nok stående dækningsrum kun bød os dækning i granatkraterne. Min egen minekasterafdeling mistede i al den tid kun tre mand, desværre alle tre dødsfald, derimod var de andre minekasterafdelinger de hårdest ramte i hele regimentet, for de havde mistet halvdelen af deres mandskab.

De syv dage, jeg måtte tilbringe i stillingen, gik også, jeg rustede mig allerede til afløsning, da hed det, at vores division blev afløst. Jeg gav derfor afkald på at blive afløst af en anden officer, og blev i stillingen til den endelige afløsning. Det varede endnu tre dage, så blev vi afløst af et nyt regimet. Jeg måtte blive endnu en dag fremme med de nye tropper. Det var som om, at Tommy havde fået nys om afløsningen, for han forsøgte endnu et angreb, der dog ogå blev afvist. Endelig var færdig fremme trak mig bagud. Den følelse man har, når svære kampdage er forbi, og man ved, at man nu kommer om ikke i ro, så i en roligere stilling, lader sig overhovedet ikke beskrive. Det er vidunderligt, på trods af at man slet ikke ved, hvor det går hen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

2. august 1917. Gas: “I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres. NB: Mht datering af denne begivenhed, se nederst i opslaget.

I 4 Døgn var vi derude i forreste Stilling, saa kom vi tilbage og laa nu i tredie Stilling. Dér havde vi det nogenlunde godt; men en Aften fik vi Ordre til, at vi skulde forud for at rydde Skyttegrave op, da Englænderne næsten havde jævnet dem med Jorden.

Vi stillede Kl. 12, men maatte vente til Kl. henad 4, før Artilleriilden sagtnede lidt, saa vi kunde gøre os Haab om at slippe ud. Vi var alle bevæbnede hver med en stor Spade, og desuden havde vi vore Gasmasker med, ellers intet.

Da vi næsten var derude, gik vi over et Jernbanelegeme.

Jeg sagde til min Formand: „Hvad er det? Jeg synes, det lugter efter Gas.” „Aa Snak,” sagde han, „det er ikke Gas, det er Krudtlugt, og saa naturligvis Lugten fra alle de Lig, der ligger herude fra Stormen, som du kan mærke.”

Men jeg blev ængstelig og fik Gasmasken frem og gik med den i begge Hænder. Næppe var jeg blevet færdig med disse Forberedelser, før Gassen var der; jeg  smækkede Gasmasken for mit Ansigt og var reddet; men sikken et Virvar, der blev i Kompagniet. Alle Mand vendte om og styrtede tilbage.

De rev hinanden over Ende, stødte Gasmaskerne fra hinanden, mens de under Jammer og Skrig løb tilbage, saa hurtigt de kunde.

Jeg var kravlet op og havde sat mig paa Kanten af Skyttegraven; thi naar man kan sidde eller staa stille, kan man sagtens hive Vejret gennem en Gasmaske; men skal man gaa eller løbe, er det forfærdeligt.

Omsider listede jeg af bagefter de andre. Da jeg kom hjem til den Hule, hvor vi boede 8 Mand, var der kommet en Mand før mig. Vi turde ikke tage Gasmaskerne af, for Gassen trængte ind i alle Huler, men vi fik fat i noget Træuld og tændte Ild i den, saa tog Ilden og Røgen de giftige Gasarter, og vi kunde uden Fare tage Gasmaskerne af. Det gjorde vi. Vi saa paa hinanden, men sagde ikke ret meget, vi havde en Følelse af, at der var sket noget alvorligt.

Lidt efter lidt kom alle Kammeraterne paa én nær. Jeg sagde, jeg vilde med det samme ud at søge efter ham, og straks var der én, som vilde med. Vi gik ud at søge, men kom ikke ret langt, før vi hørte en klagende Lyd inde fra en lille Hule, og da vi kom derind, sad Kammeraten der syg og grædende. Han havde slugt noget af den farlige Gas.

Vi fik ham øjeblikkelig hen paa Forbindpladsen til Lægen, og dér mødte os et frygteligt Syn. I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden. Den første, mit Øje faldt paa, var en lille, ung Kammerat nede fra Holsten. Jæger var hans Navn. Jeg traadte hen til ham og sagde: „Jamen Jæger, er det dig?”

„Ja, det er mig.”

„Kan du kende mig?”

»Ja, Jeg kan kende dig, Poulsen, og jeg skal dø, og jeg kan ikke dø,” stønnede han fortvivlet.

Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af min stakkels unge Kammerat, bad med ham og for ham og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret, og, jeg haaber til Gud, ogsaa ind i hans Hjerte. Saa tog jeg den lille, spinkle Kammerat i min Favn og vilde ile de ca. 500 m hen til den store Forbindplads med ham, hvor de havde et ofte anvendt Middel, med hvilket de kunde læske Staklerne; men ak, jeg kom ikke langt, før han drog sit sidste Suk, og saa maatte jeg lægge hans afsjælede Legeme ned ved Siden af Fodstien og løbe tilbage.

Jeg sprang ind til Lægen, som gik inde i det bombesikre Betonunderstade, og sagde: „Men, Hr. Doktor, har De da ingenting, vi kan læske vore stakkels Kammerater med?”

Den unge Læge gik i dybeste Fortvivlelse frem og tilbage og svarede: „Ak, Poulsen, vi har ingenting, slet ingenting, kun noget Mineralvand, som ganske vist kan læske for et Øjeblik; kan De faa de sunde Kammerater sat i Gang med det, saa gør det.”

Jeg sprang atter ud og raabte til de sunde Kammerater, at de skulde skynde sig at faa Kasserne med Mineralflasker ud, slaa Halsen af Flaskerne og saa faa lidt hældt i Munden paa vore stakkels Kammerater, for Lægen havde sagt, at det kunde læske et Øjeblik.

Selv gik jeg fra Mand til Mand, bøjede mine Knæ ned ved dem, bad for dem og med dem og talte til dem om min Frelser, og mit Haab er ogsaa til Gud, at det fandt Vej ind i Hjerterne. Jeg fik mangt et taknemmeligt Blik, men fik ogsaa mangt et fortvivlet Blik at se.

Det var en rædsom Morgenstund. I Løbet af to Timer havde vi mistet 200 Mand i vor Bataillon.

Poulsen er ikke flittig til at angive dato, og nedenstående beretning handler muligvis om et gasangreb den 24. juli 1917. I hvert fald er der registreret gasdræbte sønderjyder fra IR357 den pågældende dag. Vi er altså muligvis en uge for sent med den.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Se også læge John Lorenzens beretning om gasforgiftede

og leksikonopslaget om gas og gasmasker

30. juli 1917. Feltlægen: Gassymptomer: “gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø, skummende serøs expectoration, dårlig puls.”

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli 1917 befandt han sig ved Broodzeinde ved Ypres-fronten i Flandern.

Overalt i terrainet ved Zonnebeke kunne man se depoter af gasgranater (såvidt vi kunne se, overvejende sennepsgas). Også englænderne arbejdede med gas, dels i granater, dels i miner.

Om dagen gjorde det ikke så meget, men om natten, hvor kompagnierne arbejdede, kunne det være ret generende. Som regel kunne en erfaren mand nogenlunde efter detonationen bedømme, hvorvidt det drejede sig om gas eller ej, men såsnart der anvendtes en kombination, blev sagen vanskeligere.

Gassen gjorde soldaterne nervøse; de måtte stadig lytte og snuse og gang på gang afbryde deres arbejde og anlægge gasmaskerne.

Gasdisciplinen var trods megen umage fra ledelsens side ikke altid god. Nogle var for langsomme i vendingen, nogle kunne på grund af nervøsitet og travlhed ikke få deres masker til at slutte [tæt], andre mente ikke at kunne få luft.

Om natten lå som regel dis og tåge over det lave sumpede terrain ved Yperen. Den ubehagelige gaslugt holdt sig allevegne, man havde irriterede slimhinder og var utilpas. På forbindingspladsen måtte vi undertiden om natten anlægge gasmaskerne.

En nat vistnok i midten af juli iværksatte englænderne et særligt ondartet gasoverfald og ramte i vort afsnit navnlig et kompagni, som var ved at arbejde. Angrebet kom så overraskende, at en del ikke havde nået at få maskerne på, andre havde revet dem af igen. Vel nok ca. ved 3-4 tiden om morgenen kom de første styrtende til forbindingspladsen.

De lugtede alle af gas, men gjorde dog ikke indtryk af at fejle noget særligt. De følgende timer kom syge dels gående, dels båret af kompagniernes sanitetspersonel og kammeraterne. Tilsidst havde vi vist ca. 20-25 mand liggende, der efterhånden var kommet ind.

Hos en del var tilstanden straks alvorlig, hos andre blev den det senere. Blandt disse var en meget dygtig reservesygebærer, der i begyndelsen havde været en af de ivrigste til at bære de syge ind og som, da jeg første gang talte med ham, hverken sagde noget om eller gjorde indtryk af at være påvirket.

Da han var vendt tilbage til sit kompagni, begyndte han efterhånden at vise symptomer, og da han et par timer senere selv blev båret ind, var han i ganske elendig tilstand og døde forresten senere på forbindingspladsen.

Om gassens art var vi ikke i tvivl: det var phosgen. De syges tilstand var også typisk: gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø [åndenød], skummende serøs expectoration [ophostning af slim], dårlig puls.

Med hensyn til behandlingen var jeg noget i forlegenhed. Da vi havde lidt ilt, fik de dårligste med mellemrum deraf. I øvrigt blev der stimuleret med kamferolie. Jeg gav dem en del morfin, hvad der jo velnok ikke har været så heldigt, men undlod dog andre fejlgreb, en ukyndig kunne finde på, f.eks. kunstig respiration, og sørgede i det hele for, at de kunne ligge i ro. At jeg f.eks. også kunne have foretaget åreladning, gik først nogle dage senere op for mig.

I løbet af dagen fik vi nogle sygevogne frem til Zonnebeke, hvor patienterne måtte bæres hen; resten kom afsted i løbet af natten. Nogle af de dårligste døde på forbindingspladsen. En del af medløberne, der indfandt sig, blev om aftenen sendt til Moorslede, hvorfra regimentslægen hurtigt returnerede de fleste; andre suspekte eller let angrebne befordrede sig selv til ambulancen.

Da jeg nogle dage senere kom til Moorslede, hørte jeg, at vore gaspatienter lå på et feltlazaret i Roeselaere. Jeg cyklede dertil og fandt dem også; enkelte var afgået ved døden, nogle havde det dårligere, de fleste var i bedring; jeg blev klar over, at min bedømmelse af tilstanden havde været ret usikker.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

6. juni 1917. Claus Eskildsen i Flandern: “Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens tyskerne ventede på en engelsk offensiv omkring Ypresbuen, kom der et gas angreb mod stillingen.

Englænderne blev mere og mere livlige i Ypresbuen. Med 1 Mill. Pund Dynamit sprængte de den 6. Juni Tyskernes hele Stilling ved Wytschaete Syd for Ypres. Vi laa i Buens nordlige Del, men fik alligevel vor Part af Angrebet.

Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!

raabtes der om Aftenen forude, hvor Vore Folk fra 11. og 12. Kompagni laa i Stillingen. Raabet sendes videre, alle Alarmindretninger tages i Brug; men for mange er det allerede Sekunder for sent. 2 Officerer og en Snes Mand segner om og er færdige med det samme.

Værre endnu er det for de 100 Mand, som vaklende søger tilbage. Man gør alt for at frelse dem og lindre deres Pine, men den ene efter den anden maa lide den grufulde, kvalfulde Død. Der ligger disse dødsdømte Stakler, uhyggeligt grønne og gule i Ansigtet. Aandenøden tager til, Ansigtet bliver blaasort, et tykt Skum staar om Munden, en modbydelig Stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende Hoste og frygtelig Aandenød, ingen Bevidstløshed mildner Dødskvalerne.

Gasvaabnet er Djævlens Opfindelse. Gasmord er Grusomhed i Renkultur, værre end naar man lagde Strikken om Halsen paa Ofret og langsomt, langsomt lang—somt trak til. Derfor blev Gassen denne Krigs Yndlingsvaaben.

Vort 12. Kompagni mistede denne Aften to Tredjedele af sine Frontfolk. — De frelste Kammerater saa ikke mere Foraaret i Flandern. Mens Tropperne forude ødelagdes uden Nytte — det store engelske Angreb begyndte først halvanden Maaned senere — laa Stabens Skrivestue smukt, hyggeligt, hjemligt gemt i et lille straatækt Hus i Landsbyen Stadendreef.

Her var frodige Marker og løvtunge Træer, Svalereder under Taget og Lærkesang over Engene.

Men det vil snart være forbi.

Den 24. Juni skyder Englænderne for første Gang under Krigen ind i den lille Idyl.

Dagen efter afstaar vi Stillingen til Sachsere. Man kunde nok se, at Divisionen efter de haarde Kampe ved Lens og de hvileløse Uger her i Flandern ikke var modstandsdygtig nok til at blive paa saa udsat en Post.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168-9

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

11. marts 1917 – Milert Schulz: “Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 11/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Eure Briefe vom 23 und 27/2 habe ich gestern mit Freuden dankend
erhalten. Wie ich daraus ersehe hört Ihr so selten von mir. Ja liebe Eltern dass liegt nicht an mir sondern an die Postbeförderungs schwierigkeiten hier auf dem Balkan. Ich schreibe fast jeden 2 Tag nach Hause liebe Eltern. Aber es ist ja auch ein gefärliches Ende von hier nach Hause.

Ihr schreibt auch wegen Pakete ob ich die erhalte. Sobald ich ein Paket bekomme schreibe ich dass auch an Euch. Soweit ich weiss habe ich bis Nummer 13 alle erhalten. Gewiss bekomme ich die Pakete alle. Aber das her an schaffen von der Bahn nach hier nimmt so viel Zeit in anspruch. Wier liegen über 100 klm. von der Bahn weg und denn die Wege hier im Gebirge. Die haben wir erst richtig ausbauen müssen.

Und wo wir sind habe ich Euch doch auch oft geschrieben nämlich im Süden Serbiens. Wir liegen ungefehr in der Mitte von Monastier und Saloniki. Näheres darf ich Euch nicht schreiben über diese Sache da solches verboten ist.

Die adresse veränderung hat nichts zu bedeuten liebe Mutter. Dass ist so über alle Truppen im Osten, Westen und Süden.Hans Asmussens Adr. ist ja die selbe Art wie meine. Es darf nur auf der Adr. Regiment Batallion und Compagnie stehen.

Wir haben jetzt hier eine ganz merkwürdige Witterung. Ein Tag regnet es, ein Tag Hagelt es, ein Tag schneit un friert es und ein Tag kann es das schönste Sonnenwetter sein wie es heute z.B. ist. Gestern hat es gehagelt und geregnet. Die Nacht gefroren und heute Sonnenschein.

Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen wie Ihr wohl auf Bilder gesehen habt. Die Feinde schiessen nämlich mit Gasgranaten, und wenn man Keine Gasmaske hat ist man verloren. Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und wohl und habe es noch recht gut. Wir leben ja besser wie manch einer zu Hause besonders wie die Grossstädter.

Wir kommen doch jeden Tag werden [?], aber dafür muss man ja auch viele Entbehrungen und Gefahren ausstehen. Bis hierher hat der Herr mich noch gnädiglich behütet und er wird auch in Zukunft seine beschützende Hand über mich halten. In der Hoffnung auf ein baldiges frohes Wiedersehen schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

5. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: en trist orlov

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ikke opvarmede jernbanetog

Efter hvad der meddeles skal opvarmningen af jernbanetogene, der i fjerntrafikken allerede er meget begrænset, nu helt ophøre af mangel paa opvarmningsslanger, til hvis fremstilling, der skal bruges gummi.

Mangel paa gas

er der nu ogsaa i Tønder. Dér vil gasværket fra 1. marts ikke levere gas fra 1 til 6 om eftermiddagen.

En trist orlov

Murer Berliner fra Slotsgade i Aabenraa kom for nogle dage siden hjem fra fronten for at besøge sin hustru, der laa syg. Nu er hustruen i søndags afgaaet ved døden, og om nogle faa dage skal manden ifølge Flensborg Avis atter af sted til fronten, efterladende 6 moderløse børn i hjemmet. 

Faldne

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro ved Hvidding har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Søren Knudsen Schmidt, er død i et feltlazaret, 23 aar gl.

 

27. november 1916. H.C. Brodersen i en gas-stilling

Senest ændret den 4. december 2020 8:57

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen ved Conde, den 27. November 1916

Her er Stillingen efter Mønster „F. F . ” . Det har i lang Tid været Frostvejr, og Skyttegraven, der er nyudbygget, er ren, og vi har Fornøjelse af at pudse vore Støvler engang imellem. Understandene er dybe og bombesikre, og er forsynet med elektrisk Lys. De er endvidere forsynet med Kakkelovne, og vi faar udleveret Kul til at fylde i dem.

Det kan ogsaa nok gøres behov, eftersom det lader til, at Vinteren rigtig har taget fat. Vi — Skatklubben — dyrker denne ædle Sport og har et godt Tidsfordriv.

Understand_Fritz_Schwartz
Kortspil ved fronten

Særlig den nye Delingsfører er en gemytlig Mand, og ved altid Udvej til lidt i Flasken. Her har vi det godt, det  eneste, der i Grunden har vakt vort Ubehag, er, at der i Stillingen er indbygget Gas.

Disse, saakaldte Gasbatterier, er forbundet med hinanden i et Antal af indtil 6 Flasker, der er nedgravet i Bunden af Skyttegraven, og hvorfra der er lagt en Rørledning ud gennem Pigtraadsforhegningen, ad hvilken Gassen i paakommende Tilfælde skal ledes. V i har hver Dag afventet gunstig Vind. Gassen skal nemlig afblæses, saa snart Vindretningen er rigtig.

Men vi har hidtil været heldige; thi enten har Vinden ikke været i den rigtige Retning, eller ogsaa har den været for stærk. I  Skyttegraven er der anbragt en Vindstyrkemaaler, og det er Underofficerernes Pligt under Gravtjenesten at efterse Maaleren og at melde, naar Vinden synes at være passende.

Det har undertiden vist sig, at naar Officererne mente, Vinden var i den rigtige Retning, var Maaleren i Stykker, og det er godt muligt, at det er gjort med Villie. Vi havde nemlig ingen Interesse i at faa  ødelagt det gode Forhold, som vi nu engang stod i til Franskmanden paa dette Sted.