Tag-arkiv: Tro

18. november 1918. Eskildsen oplever dødsfald: “Muus, vor gode Ven, død her i vort Hus?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter flere dages march, kunne Eskildsen og kammerater endelig holde en hviledag. “Slottet” de skulle overnatte på, var dog ikke så imponerende som navnet antydede.

17. November. Det er en Søndag. Marchen fortsættes op over Bjergkamme, ned i l’Homme-Dalen, op igen og ned til Vesqueville. I Dalen Nord for os ligger Købstaden St. Hubert, Midtpunktet for denne Egn.

18. November. Det gaar irriterende langsomt. Vi kunde løbe meget hurtigere, nu da det gaar hjemefter. Og i Morgen skal vi tilmed have Hviledag! En Trøst er det, at vi kan holde den paa et Slot.

Staben skal indkvarteres paa Slottet Laval. Officererne udmaler sig den første Hviledag paa et fint Slot, Mandskabet haaber paa god Plads. — »Slottet« viser sig at være en ussel Rønne, der intet har tilfælles med et Slot udover Navnet.

Næste Morgen sover vi længe. Vi sidder ved Kaffen, da een kommer styrtende ind, kridhvid i Ansigtet: »Muus er død!« Vi springer op.

»Muus, vor gode Ven, Maskingeværkompagniets Beslagsmed, død her i vort Hus?«

Han er død! Han havde i Aftes Tandpine og har saa om Natten taget Morfin af Veterinærkisten, i Ukyndighed saa meget, at det kunde have slaaet den stærkeste Hest ihjel. Nu havde han været sammen med os i samfulde fire Aar! Saa skulde heller ikke han faa Lov til at komme med ind i det længselsfuldt ventede Fredens Land!

Oppe paa en forblæst Høj ligger der en trist og fattig Kirkegaard. Her graver vi en Grav mellem forsømte Grave og sænker ham om Eftermiddagen ned i den, medens Byens Drenge sidder og dingler med Benene rundt om paa Kirkegaardsinuren.

Det er trist, det er uhyggeligt. Præsten begynder at tale om Selvmord, vi flytter uroligt Benene, Præsten taler videre om Selvmord, Majoren gaar hen og oplyser ham om, at det var et Ulykkestilfælde, Præsten bliver forvirret, omsider er den pinlige Begravelse overstaaet.

Næste Dag forlanger Brigadekommandøren en udførlig skriftlig Melding om, af hvilken Grund vi har bestilt Divisionens katolske Præst til en luthersk Begravelse.

— Hvad Forskel er der paa en Katolik og en Lutheraner, naar en Mand er død? Det faldt os meget naturligt at gaa til Katolikken. Den lutherske Divisionspræst — nu er han Professor ved Berlins Universitet — havde kun spillet Officer under hele Krigen. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 251-252

27.oktober 1918 – Milert Schulz: ”Igaar Formiddag havde vi Gudstjeneste derefter Ordensfordeeling. Jeg blev ogsaa dekoreret med den tyrkiske Jern-halvmaane”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Mine kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig igaar efter 10 Dages ventetid modtag vi atter Post hernede hjemmefra. Deriblandt ogsaa dit Brev fra de.30.9. kj. Far og Dit fra den 5.10. kj. Mor. Hjertelig Tak for begge. Jeg glæder mig altid hver gang jeg faar Post og jeg maa læse at alt gaar godt derhjemme.

Som du skrev kj. Far har I jo avlet en heel Deel Kartofler. Ja Du kan tro jeg veed nok vad for 3 Ting Far sörger for naar Vinteren melder sig, og det er jo ogsaa en Guds Gave naar vi kan fylde Huset med disse Ting. Vi hernede i Felten har jo intet at sörge for. Vi haar jo alt leveret, og vi kan heller ikke klage over Forplejningen. Vort Smörelse til Brödet er nu ikke til at rose. Én Dag faar vi Marmelade og en anden Faaresmör. (Banausenfett) kalder vi det.

Ellers er jo alt vel hos mig. Jeg er Guds skee Tak sund og rask. Vor er det en stor Gave at vi maa være sund og rask. Her er der ikke död mindre en 5 Mand af Overanstrengelse fra denne Rucktog. Herren har været naadig imod (mig). Hvor har vi dog en stor og barmhjertig Gud han alene Æren for alt. Igaar Formiddag havde vi Gudstjeneste derefter Ordensfordeeling. Jeg blev ogsaa dekoreret med den tyrkiske Jern-halvmaane. Det er en Orden som blier offentlig haaret paa höjre Bryststrop som hos os Jern-Korset af I Klasse. Det er en meget fin Orden.

Tjeneste har vi heller ikke meget. Igaar har vi her faaet den förste Regn efter Sommerenstid. I morgen har det ogsaa regnet lidt. Hvor hver det en vederkvægende luft da Regnen var forbi.

Fra Pastor Nielsen havde jeg ogsaa to Breve. Han var ogsaa i Angst om mig efter at han havde læst disse Begivenheder i Avisen. Han bad mig om et uførlig Brev hvordan det er gaaet mig i de sidste Uger. Naar jeg har dette Brev færdig skriver jeg til ham. Naar jeg skrev til ham skrev jeg altid ”Ærede Herre Pastor”. For den Tid modtog jeg et Brev, der skrev han saa ”Kald mig ikke Ærede” men kald mig ”Kjære”. Han er dog en meget dybtænken Mand. Til Slut under sidt sidste Brev skrev han. ”Langt fra Slægt og Venner! Men nær hos Jesus! Det er nok ”

Ja naar vi ejer Jesus saa har vi alt. Han manede mig ogsaa at gaa lige ud, og kun en Dag en Time ja hvert Minut at leve ad gang og altid med Jesus for öje.

Ja maatte det altid være saadan. Din Födselsdag har jeg heelt forglemt kj. Mor. Den Dag om Eftermiddaag var vi lige i Slag med Englænderne.

Være saa inderlig Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.  

 

16.oktober 1918 – Milert Schulz: ” Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 16.10.18.

Mine kjære elskede Forældre og Søskende!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig kommer jeg nu dertil at skrive Eder et langt Brev.

Som I vel har læst i Bladene er vi jo gaaet et mægtig Stykke tilbage og har römmet hele Palästina. Siden den 22.9. har vi været undervejs, altid tilbage.

For 3 Dage siden er vi nu her ankommen i en By vestlig for Staden Adaan. Det ligger tædt ved Taurus bjerget vis i kan finde det paa Landkortet, og muligvis kommer vi endnu længere tilbage. I har jo vist tænkt alt muligt om mig, nöd og Begravet eller Savnet, eller og i Fangeskab, men ingen af disse tre Muligheder har truffet mig. Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag.

Vi har gaaet, og prövet meget igennem paa denne Tilbagetogt. Den 22.9 rykkede vi bort fra Byen Vadi – Sir vor vi laa. Derfra marcherede vi til Es-Salt, og gik i Stilling samme Aften som vi kom an.

Vi laa der én Dag saa kom Englænderen allerede an i store Kollonner. Vi kunde ikke holde os mere i denne Stilling og matte vi saa videre tilbage.

Saa gik Marchen först lös i Retning Damaskus. Det var en lang Tour at gaa til Fods kan I tro. Helt fra Es-Salt til nord for Damaskus til Fods og med Tornister på Nacken. Der gik vi godt otte Dage.

Men vad jeg der har oplevet forglemmer jeg aldrig mere. Vi er der gaaet igjennem en Egn vor Beduiner huserer dette Röver og Morderpak. En Nat gik vi et Stykke Vej der laa ikke mindre en 13 afklæde og med Halsen gjennem skaaren og Hovedet knust. Brystet gjennem stukket, Badet i Deres egen Blodlage Tyrkisk Soldater. Det saa heelt forfærdelig ud.

Natten Derpaa saa vi de samme Billeder. Disse arme Folk har ikke kunde holde marchen ud længere og var bleven eene tilbage. Saa er dette Röverpak kommen og har overfaldet disse Folk og rættet dem saadan til.

Vi er marcheret altid videre efter Damaskus til. I disse otte Dage har vi levet ved Vand og Vindruer og andet Frugt. Bröd har vi ikke haft at mætte os ved. Da vi saa kom til Damaskus stod alle Tyske Magasiner og Banegaard i Brand. Tædt på Damaskus blev et Munitionsdepot sprenget i Luften. Det saa fiin ud men frygtelige Knald gav det. Mange tusinde Mark er der gaaet i Luften.

(…)

Eder mere om denne Tour. En heel deel Post har jeg ogsaa modtaget. Brev fra dig kjære Fader fra den 2.9.,9.9.,16.9., 23.9. og 6.9. en Pakke med Kage fra 1.9. og en Pakke med engelske Kjödkonserve Brev fra Br. Drees 30.8. 6.9. fra Söster Thilde 31-8-, 5-9- 10.9., 19.9. og et Brev fra Söster Olga fra den 3.9. Fro alt min hjerteligeste Tak kj. Forældre og Söskende.

Ellers er alt vel her hos mig. Jeg vejer 125 Pund jeg holder mig altid på dette Vægt. Et Brev har jeg faaet tilbage fra Broder Matth. Ja mine Kjære jeg maa altid tænke paa den kjære Bror. Men dette tager jeg ogsaa heelt af Herrens Haand Fred være med sit Stöv. Han har det jo nu bedre end vi. Vi haaber jo dog at Herren har taget ham hjem til sig.

Jeg har her 3 Billeder af ham den kjære Bror.  Det er saa mærkeligt at tænke at jeg skulde see ham for sidste Gang sidste Aar da jeg hjemme. Hvor var han bleven Krass at han var större en jeg og Far, jeg husker det rigtigt godt endnu hvor han gjorde nar af os to Gefreitreiter.  Ja Herren gav. Herren tog Herrens Navt være Lovet. 

Fra Söster Mie har jeg ogsaa modtaget en deel Brev, ogsaa Pastor Nilsen har skreven mig flere Breve. Jeg har nu saa mange at besvare at jeg snart ikke kan overkomme det allene.

Hvordan det nu kan blive med Orlov er jeg nu spendt. Ihvertfald er jeg den förste der kjörer fra vor Komp., men hvornaar det bliver kan jeg ikke sige. Maaskee har vi snart Fred nu. Her blandt Soldaterne bliver der ogsaa meget talt om Fred. Tiden vil jo vise snart forandre sig. Gud give at dog snart maatte höre op og vi kan drage sund og rask hjem igjen. Det give Gud.

Hermed være I saa alle hjertelig Hilset og Kysset af mig. Eders Sön og Broder

Milert.       

13. oktober 1918. Russisk husflid på Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

En Dag blev jeg sendt med tre Lastautomobiler et Stykke tilbage til et Proviantdepot for at hente Proviant. Mens jeg var inde paa de forskellige Kontorer med Papirer, var Kammeraterne kommet i Lag med et Par russiske Fanger, som arbejdede paa Depotet. De havde købt mange pæne, smaa Ting, som Russerne havde lavet, blandt andet en Del Fingerringe, lavet af franske, engelske og tyske Riffelkugler, smaa, nydelige Ringe, som de købte for Spotpris.

Jeg var egentlig helt misfornøjet, da jeg kom ud og fik det at se, for jeg vilde ogsaa gerne have haft et Par Ringe; men der var ingenting at gøre ved det; vilde jeg have nogle, maatte jeg købe og betale godt hos Kammeraterne.

Saa kom der imidlertid en Russer slentrende nede fra Lukafet, hvor de boede, og Vagten raabte til ham, om han ikke havde nogle Ringe at sælge, for her var endnu en Tysker, som vilde købe.

Jo, det havde han. Hent dem, sagde Vagten. Han hentede en Ring; der var et Hjerte paa den, og paa Hjertet var der indgraveret en lille nøgen Gren. Paa Grenen sad en lille Fugl med Næbbet lige opad og aabent, øjensynlig syngende af fuld Hals.

Jeg spurgte Russeren igennem Vagtmanden, hvad det skulde sige.

Russeren saa ganske stilfærdigt paa Vagtmanden og svarede, og da denne oversatte det for mig, lød Svaret: „Det skal sige: Vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse.”

Der gik en underlig Følelse igennem mig. Hurtigt fik jeg spurgt, om Russeren var en troende Mand, hvilket han bejaede.

Ringen kunde vi let enes om, for jeg syntes, den var meget mere værd, end han forlangte, og vi fik en kort Samtale med hinanden, hvori Russeren betroede mig, at han var gift og havde Hustru og Børn hjemme, og at det tit kneb for ham at holde det fast, at „vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse”.

Han havde svært ved at forstaa, at Gud ikke snart kunde gøre Ende paa Krigen. Man vidste jo slet ingenting om sit Hjem. Med et varmt Haandtryk og et „Lev vel, kammerat, vi ses histoppe,” skiltes vi for ikke at ses mere her paa Jorden.

Vagtmanden var et eneste stort Spørgsmaalstegn. Han var i højeste Grad forbavset, men Russeren og jeg glædelig overraskede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

3. oktober 1918. “Lufttrykket er så voldsomt, at jeg slår en kolbøtte”

Senest ændret den 28. januar 2020 16:51

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

1.-6. oktober: Så begynder tilbagetoget. Overmagten stiger. Altså tilbage, ofte til gamle stillinger, vi har forladt.

Franske angreb tager til. Men det går da i den rigtige retning – hjemad.

Men franskmændene følger efter os, deres flyvemaskiner også, og de generer os ikke så lidt; de kommer strygende hen over  Argonner-skoven i 50 meters højde, og vi ligger i udkanten af denne skov.

En bombe rammer lige ved nedgangen til vores bunkers, og lufttrykket er så voldsomt, at jeg slår en kolbøtte og ryger lige over i den næste køje,men arme og ben er da intakte. –

Fra den anden ende af bunkeren hører jeg nogen bede, det er katolikker, ligegyldigt, men mange beder herude, uanset trosbekendelse.

En frygtelig hård skole har vi været igennem det sidste halve år, og vi er jo ikke ved vejs ende endnu, men vi ved, at det går mod afslutningen.

Hernede i bunkeren kan vi intet se, før støvet har lagt sig; udgangen er lukket, min kammerat er helt chokeret, og han har fået skulderen af led.

Jeg kigger op og siger, at han ikke skal være bange, der er hul og luft, og vi får gravet os ud. –

DSK-årbøger, 1969

21. september 1918. “Det regner Vand, det regner Granater”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget raser ved Laon, og Eskildsen og hans kammerater rykker ind i et lille skur for en stund.

Franskmændene er trængt ind i Stillingen, og vor Division skal gøre et Modstød for at tage den tilbage. Da alt er færdigt dertil, — ændres Befalingen igen. Den 1. Garde-Division, Prins Eitel Friedrichs Division, kan ikke mere, og vor Division afløser den ude ved Laffaux.

Midt i Slagets Gru, i Nattens Mulm og Mørke, famler vore Folk sig fremefter. Pigtraad, oprevne Jernbaneskinner, splintrede Rester af Vogne og Kanoner, Lig, døde Heste, — det er den vanskeligste og uhyggeligste Afløsning, Regimentet har haft. Omsider naar det frem og staar nu her, uden Reserver, for at værne den fremmede Jord. Det bliver det fortvivlede Bobr-Slag om igen. Franskmændene angriber næste Dag med stor Overmagt. Vore Folk viger ikke.

Vi mister 91 døde og Saarede; men foran Linien tæller man over 100 faldne Franskmænd. Den følgende Dag mister Regimentet 50 Mand, men foran dets Afsnit tælles over 200 døde Franskmænd.

Linien tages tilbage, Franskmændene maser paa, vore Folk giver dem ikke en Fodsbred. Linien, trækkes atter tilbage, — nye Angreb, — Bataillonerne smelter sammen til 50 Mand, — Regimenter og Divisioner flyder sammen, — Førerne ved ikke, hvor deres Afdelinger er, — den ene Dag er hele Kompagnier omringet, — næste Dag gør Regimentet midt i dette Kaos et Modangreb og tager 100 Fanger. Skal Regimentets Historie ende her?

Tager man om et Par Dage en Pen og stryger ogsaa Tallet 266 paa Listen? Vi sidder bagude og tæller døde, Saarede og fangne sammen, giver Meldinger tilbage og Befalinger fremefter. Jeg læser i »Politiken«, hvorledes dette Slag ses med neutrale Øjne. »Højderne ved Laon,« skriver man i København, »er Drejepunktet, Hovedhjørnestenen for hele den tyske Stilling paa Vestfronten. Falder »Laffaux-Hjørnet«, saa er hele Damevejen og hele Stillingen ved Noyon ikke til at holde.« Vi mærker, at Kamplinien rykker os nærmere.

Det regner Vand, det regner Granater, Vi søger Ly i Byen Chailvet. Den bliver et andet Réville. Franskmændene tager Byen under Ild. Vi flygter fra sønderrevne Mennesker og Heste op paa Bjergskraaningen og hænger vort Skilt »Regts.-Geschaftszimmer R. I. R. 266« paa et lille Skur under et Æbletræ. Regnen slaar overalt igennem. Vi kan ikke arbejde her og flytter ind i nogle Hulrum ved Randen af en Eng.

II. Bataillons Intendant, »Zahlmeister« Matthiesen, arver vort Skur. Faa Timer efter falder Granaterne paa Bjergskraaningen. Mange dræbes, to Mand rammes af Granatsplinter inde i det Skur, vi lige forlod!

Var det et Tilfælde? Var det et naadigt Forsyn?

Jeg gaar i dybe Tanker paa den lille Skovvej ved Engen. Man kan nok trænge til at støtte sig til Troens Søjle i disse Dage, hvor alt synes at ramle sammen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 229-231

9. september 1918. Advarsel fra oven: “Da var det, som om En siger: ‘Gaa bort her’.”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

(forsættelse af brev)

– Næste Dag, altsa den 9de, om Formiddagen, lugtede vi, at der var Ugler i Mosen. Tankene var ordnet bag Højene til nyt Angreb. Nu kommer Flyverne ogsaa an som Kragesværme og arbejder for, dernæst kommer Tankene væltende over Højene som svømmende Flodheste.

De har en forfærdelig moralsk Virkning, i Grunden er de de slet ikke saa farlige. Bagefter dem kommer Infanteriet stormende. Dog de fik en varm Modtagelse. Men til Venstre for os er der brudt igjennem og Vore viger tilbage; hvad der ikke viger, blev taget til Fange og vi stod og saa til, da de blev opstillet og aftransporteret.

Paa Grund af Trykket fra Venstre, forøget af attakerende Kavalleri, maa vi ogsaa vige, men da gav det Spaaker, en Hagl af Kugler sendte de efter os, og mangen Kammerat blev liggende. Atter fik jeg en Kugle gennem Tornisterne. En let Granat slaar ned et Par Meter fra mig og jeg blev overdænget med Jordklumper. Dog Herren holdt sin bevarende Haand over mig Liv. Lidt længere tilbage gjør vi atter Front, da faar vort Kompagni Befaling at gjøre et Modangreb.

Atter kaster vi os mod Fjenden og holder ham lidt tilbage, saa de Andre faar Tid til at samles og tage Stilling. Men ak, vort arme Kompagni! Døde, Saarede, og de, der ikke havde Mod til at gaa tilbage, forblev i Fjendens Hænder. Vi maatte endnu gaa tilbage til bag Framesville, hvor vi satte os fast til Natten. Da paa én Gang kommer bag fra de første Reserver (Bayere), de gjorde strax et Modangreb men opnaar ikke noget, dog Ingen var gladere end vi. 19 Mand talte vort Kompagni, Dagen før var vi 70.

Den 10de holdt vi Stillingen, og Fjendens Kraft var brudt. Dog om Aftenen forlod vi frivillig Stillingen og trak os tilbage i en bedre. – Dog før vi forlod Stillingen, erfarede jeg atter en haandgribelig Herrens Bevarelse. Der laa stærk Ild paa Graven (Skyttegraven), og jeg laa i et Hul i Graven. Da var det, som om En siger: ”Gaa bort her”. Jeg fjærner mig og lægger mig i et andet Hul, og næppe er jeg borte, slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet. Da kommer det atter for mig: ”Gaa bort her.” Jeg fjærner mig hen paa min rigtige Plads og næppe har jeg sat mig, da slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet.

4 af min Gruppe er saaret, 1 død, og jeg fik kun en lille Bule paa Baghovedet af en Sten. Skælvende maatte jeg takke Herren for hans Godhed imod mig.

De Saarede blev bragt tilbage og den Døde jordet, før vi gik bort. Saa maatte vi endnu blive i Stillingen til den 14de, da vi endelig blev afløst og kom tilbage i Ro, som vi saa haardt trængte til. Nu er de skønne Dage forbi og vi ligger atter i Stilling. Jeg haaber og beder til Gud, at Krigen naa naa sin Afslutning, før Vinteren begynder, og slutter saaledes min Beretning i Haab om et glædeligt Gjensyn i Hjemmet. Deres Taknemmelige
G.C. Knudsen.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

8. september 1918 – Georg Brodersen: “… Fordærvelse og Skræk i vore Rækker”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

I Stilling Syd-Vest for Cambrai d. 8 Sept. 1918.

Kjære Hr. Pastor! Min hjærteligste Tak for Deres kjære lange Bev. Vi nu efterkomme Deres Ønske og fortælle Dem lidt om mine Oplevelser under den Fochske Offensives Storkampdage, om det ikke bliver for meget for Deres Nerver.

Vi havde ligget et Par Dage i Rosiere i Ro og ventede efter, at Divisionen var færdig med Afløsningen, for saa at komme længere tilbage i Ro. Om Morgenen den 8 August, da jeg vaagnede, mente jeg, søvndrukken som jeg endnu var, at der kjørte et svært Lastautomobil forbi over Stenbroen, men da jeg kom rigtig til Besindelse, hørte jeg, at det var Trommeild fra fjendtlig Side. En anden Kammerat vaagner og siger raat: ”Na, da ist wohl wieder der Teufel los.” Jeg maatte sukke til Herren; ”Gaa du med mig, naar det i Dag gaar til Kamp.”

Lidt efter kommer en Ordonants; ”Aller højst Alarmberedt!” Vi pakker vore Sager og er færdig at rykke ud; svære fjendtlige Granater slaar bragende ned i Byen.  Først Klok. halv ni kommer der Ordre tli at rykke ud, saa gik det i langtrukken Kolonne hen imod Harbonniéres; dog inden vi naar Byen, staar vi allerede i Kamp. Flyvere raser over vore Hoveder i en Højde fra 10-30 Meter, saa Lufttrækken næsten løftede Staalhjelmen af Hovedet, strøende Fordærvelse og Skræk i vore Rækker. Bomberne drønede mellem os, og Maskingeværernes Kugler praslede ned over vore Hoveder. Her var ikke meget at gjøre, da vi saa at sige stod magtesløs, over for dem.

Dog nu kom Tankene til Syne og i flankerne Kavaleri, saa gav det Noget at bestille! Dog Infanteriet var kun svagt endnu, og vi holdt Stillingen. For Kavalleriet maatte vi trække vor venstre Fløj tilbage til Dækning. Hvor jeg befandt mig, da vi svinger tilbage, træffer mig en Kugle, jeg mærker Smækket. Det var en Maskingevær-Kugle fra en Tank, der gik gjennem Tornisteren, Støvlerne og den sammenrullede Kappe og ud mellem Bryst og Arm. Jeg maatte i Øjeblikket sige: ”Tak, Herre, at Du bevarede mig.” – Stillingen holdt vi til næste Dags Formiddag.

Af den Division, som havde løst os af, saa vi ikke en Eneste komme tilbage, saa vi næsten blev overrasket, da vi paa én Gang saa langt bag Froten saa Fjenden foran os. Stjærnerne blinkede paa Himlen, og mine Tanker fløj op over dem, op til Himlens Gud, Kongernes Konge, Hærskarernes Herre, og jeg have paa ny et Opgør med ham, og min Sjæl blev stille og fuld af Fred. Ja, den evige Gud er en Bolig fra Slægt til Slægt!

(brevet forsættes)

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

7. september 1918 – Thomas Brodersen: ” jeg blev saaret Kl 9¾”

Thomas Brodersen gjorde i efteråret 1918 tjeneste på vestfronten i 3MGK/RIR215, og var en af de mange soldater, som præsten Nic. C. Nielsen korresponderede med i løbet af krigen.

Mons, den 7. Sept. 1918

Kære Pastor Nielsen
Smager og ser at Herren er god. Sl. 34,6
Haab imod Haab, selv om Fjenden kan møde doppelt saa mandstærk med Brovt og med Bram! Gærne med Kristus hernede vi bløde, naar kun vi hist maa ophøjes med ham. Dette var Sproget til Idag i min lille Salmebog. Ja vi maa ikke tabe Modet, om det end ser nok saa sort ud for os, men skal trøstelig stole paa vor Frelser, som kan og vil hjælpe os, naar vi vel af Hjærtet beder ham om hans Bistand. Han vil føre os nærmere hen til sig, naaar han lader en Hjemsøgelse komme over os.

Jeg er bleven saaret i det venstre Skulder af en Gevæhrkugle, – og er her paa gennerejsen til et Lazarett. Den 2 Sept greb Englænderen an. Vi laa i Reservestillingen bag Etapigie, ved Arras. Han overløb alt, vi blev siddende i en kort Grav, som han ikke rigtig kunde komme lige paa. Om de herefter har maattet give sig, hved jeg ikke, da jeg blev saaret Kl 9¾ og gik tilbage.

Schrøder Petersens Søn fra Hellevad var der ogsaa, desværre har jeg ingen Anelse [om] hvor Askov er, maaske er han løben tilbage, eller han er i Fangenskab. Jeg haaber det bedste. Maa han ikke samles med sine Kære paa denne Jord, saa samles han nok med dem i det himmelske Hjem, hvor det er godt at være.Det er jo Hovedsagen for os, at vi alle maa komme derhen, og jeg haaber at vi ogsaa vi samles hernede for en kort Tid. Alt staar i Guds Fader haand. Han fører os nok til Sejer over det Onde. Vi vil bede ham om snart [at] lade os faa Fred. Naar jeg har faaet den nye Adresse at vide, skriver jeg igen.

Guds Fred være med os alle
Med Hilsen Derres Thomas.

(Arkivet ved Dansk Centralbibiotek for Sydslesvig, P116)

26. august 1918 – Milert Schulz: “Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 26.8.18

Ærede Herr Pastor!
Igaar Deres kjære Brev fra den 4.8. modtaget og takker Dem mange Gange for same. Men da jeg læste Indholden blev jeg forfærdelig slaaet ved at höre at min elskede Broder var falden i Frankrig efter saa kort en Tid at være i Felten. Denne sörgelige Efterretning har jeg endnu ikke modtaget hjemmefra trods det jeg med samme Post havde et Brev fra min kj Fader fra den 3.8. men der stod intet om denne Begivenhed. Han skrev kun at di var haardt med i Ilden.

Maatte den kjære Broer dog havde sin udödelige Sjæl fre[l]sst inden Gud har kaldt af ham. Men vi vil staa i dette Haab at Herren har taget ham hjem til sig i sin Herlighed hvor der er mig Fryd og Glæde. Saa faldet det hellre ikke svær for os som Guds Börn at tage imod saadan et tung Budskab, tie saa ved vi at om en liden Stund skal vi sees igjen hos Gud. Det har heller aldrig falden mig svær at gaar i Skyttegraven for jeg ved mig frelst i Jesu Blod. Om Dödens kugle ogsaa skulde ramme mig saa véd jeg dog at Döden er mig en Vinding. Det er jo Naade over Naade at vi maa kalde os Guds Börn, at vi maa höre med til den frelste Skare, den lille Flok. Og derfor tager jeg ogsaa imod dette Budskab med et rolig Hjerte. Gud tröste os i vor Sorg med sin Tröst.

Indtil nu har Herren holdt sin beskÿttende Haand over mig og har bevaret mig i saa mangen en Fare som jeg har været i og derfor kan jeg ogsaa kun Takke og Lovprise Herren for sin Godhed som han har bevist imod mig. Ja Gud er god han sætter en Mur omkring mig og derfor sÿnger jeg saa fri og glad. Naar jeg immellem har været i Fare saa har jeg altid med et rolig Hjerte sunget den dejlige Sang i Lommesangbogen No 103 som jeg ogsaa har her ”Mig intet skal fattes min Hyrde som er o.s.w.” Det har altid været en stor Tröst for mig, ellers naar jeg kan tag mit nÿe Testamente ud af min Rücksak og öse af den herlige Kilde som aldrig slukkes. Ja giv Herren at jeg maa blive bestandig indtil Döden.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. For Tiden ligger vi endnu i Ro ved Middelhavskÿsten mellem Haifa og Jaffa og kan see ud over det uoverskuelige Hav. Solen brænder endnu temmelig stærk, men derfor ligger vi ogsaa saa tædt ved Vandet saa vi har den dejligste afkölende Söluft.

Hver Dag har vi besög fa Araber som bÿder deres Varer til Salg der bestaar af Meloner, Smör, Ost, Melk og Figner. Om Morgenen Kl. 5 kommer allerede Araberpiger med deres Melkekrukker bærende paa Hovedet og i bare Födder som di for det meste alle löber. Som Smykker bærer di om Hovedet eller Halsen en Kjæde med Mÿnter eller Medaillon. Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen. Klædningen er meget tarvelig. Kvinder er for det meste alle Tettoveret i Hovedet, på Brystet, Haanden og Benene. Derimod er den mandlige Araber som bringer Deres Varer til  Salg paa Kameler eller Eseler bedre klædt. Var for en Tro de har veed jeg ikke, men naar de beder har di altid Ansigtet vendt mod Mekka eller Medina og saa beder di med deres Serremonier, med at kÿsse Jorden og deslige.

En anden Befolkning her i Palästina er Beduinerne. Det er et mere röverisk Folk end Araberne. Vi har engang lagd som Bedækningskompagni paa en Banegaard hernede som kaldes Dera. Der kom der ogsaa en Nat 2 Beduiner om som vilde spionere, men vor Nattevagt blev dem redttidig var og sköd med sit M.G. efter dem da di ogsaa sköd efter os. Denne Slags Folk er mere öst for Jordanfloden i Slættene, de staar ogsaa for det emste i engelsk Tjeneste. Rigtige Tÿrker finder man her ikke.

For denne Gang slutter jeg saa med en hjertelig Hilsen og paa snarlig Gjensyn Deres unge Ven og Br. I Herren.

Milert Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. august 1918. Reddet af biblen

Chr. Lassen, Vellerup Mark pr. Agerskov, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Den 22. August 1918, da mit Kompagni laa i Egnen ved Sommefloden i Frankrig, fik vi Besked, at vi den følgende Nat skulde afløse et andet Maskingevær-Kompagni; det var første Gang, jeg skulde i Ilden.

Den Eftermiddag læste jeg en Del i min Bibel og bad min himmelske Fader om at beskytte mig. Min Bibel plejede jeg altid at have bag i min Frakkelomme, men den Aften stak jeg den i Lommen paa Brystet, da jeg havde hørt, at en Bibel før havde taget af for et dødeligt Stød.

Ved Midnatstid gik vi frem, og vi fik Trommeild hele Natten, efterfulgt af et Angreb ved Daggry, der endte med, at vi blev omringet og taget til Fange. Under Transporten til de engelske Stillinger blev jeg ramt, antagelig af en Granatsplint, der gik tværs igennem min Bibel og alt mit Tøj, men ellers tog jeg ingen Skade deraf. Havde jeg ikke haft min Bibel der, var Splinten maaske gaaet igennem Hjertet.

DSK-årbøger 1941

5. august 1918 – Milert Schulz: “… idag sætter jeg min Fod her i Krigens Tegn”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Palästina den 5. Aug. 18.

Ærede Herr Pastor! Guds Fred til Hilsen!
I dag Deres kjære Brev fra den 13.7. med megen Tak og Glæde modtaget, ligeledes det Gamle Budskab og de tyske Blade, som jeg faar[.] veed De efter min Faer at jeg ligger hernede i Palästina. Indtil nu har Herren bevaret mig naadig og fört mig underlig igjennem saa mange Farer. Ham alene Æren for alt godt, ogsaa [h]vad Sundheden angaar maa jeg ikke klage, det er naturlig ikke saa ledt for os Nordlænder at holde det ud i denne varme her. Men vi ligger nu heelt heldig her. Tædt ved Middelhavetskÿst. Om dagen blæser den dejlige afkölende Söluft ind over Landet som er en Velgjærning i denne brennende Heede.

Da vi kom herned kom vi först til en Bÿ som hedder Es-Salt, derfra kunde man saa Jericho, Jordanfloden og Jerusalem, som alt er i Engländerne[s] Haand. Derfra kom vi bort mod Jernbanen til en By El-Tire. Med Jernbanen kjörte vi over Jordanfloden og forbi Söen Genezareth. Der havde vi en 4-5 Timers ophold. Jeg stod længe og saa mig Söen an hvor jeg paa den anden Side kunde see Tiberial og Capernaum og andre Bÿer. Nazareth saa jeg ogsaa fra Banen.

Da jeg saa alt dette kom der der saa mangen Erindring op i mig om den Tid da vor Herre og Frelser Jesus Christus vandrede her i denne Egn. Det er saa merkelig at tænke at for 1900 Aar siden har Jesus sadt sin Fod paa dette Land og idag sætter jeg min Fod her i Krigens Tegn.

Da jeg idag læste det gamle Budskab fra den 14.7. om den Herlighed som skal aabenbares at Peter, Jakobus og Johannes har faaet noget af den paa Tabors Bjerg da maatte jeg standse ved at tænke at lige fortiden ligger jeg i en Skyttegrav som er opkastet paa en Høj som kaldes Tabor-tebe og ikke langt derfra ligger Bÿen Tabor.

Frugterne som gror her er Appelsiner, Figner, Johannisbrød, Citroner, Oliventræer, Riis, Meloner, Bananer og Palmetræer o.s.w. Ellers er Landet ikke saa frugtbar og for det meste sandig. Ved Damaskus er Egnen heelt smukt. Med Vand er det ogsaa forfærdelig knapp her. I Timevis skal man löbe efter Vand.

Maatte Herren snart forunde os den Fred som alle længes efter at vi snart kunde komme hjem igjen, men maatte ogsaa mange finde den Fred som Jesus senker ned i Hjerterne. Hjertl. Hilsen Deres M. Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

3. august 1918 – Nis Wogensen: En nordslesvigsk bibelkreds i Frankrig

Senest ændret den 8. januar 2023 12:54

Nis Wogensen var en af de mange nordslesvigere, der skrev sammen med den indremissionske pastor Nic. C. Nielsen. Den 3. august 1918 sendte han et postkort med sig selv og seks nordslesvigske kammerater: “Her ser de den lille Kres som samles om Guds Ord naar Lejlighed Gives“.

Postkort fra Nis Wogensen til pastor Nic. C. Nielsen med syv nordslesvigske soldater fra RIR216 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ifølge et brev den 16. august 1918 bestod kredsen af:
Niels Bech, Ørby.
Asmus Friis, Øster Løgum.
Kresten Krestensen, Sommersted.
Nicolajsen, Tønder Landsogn.
Peter Jürgensen, Hynding, Ravsted.
Bohm Nikolaisen, Sottrup.
Nis Wogensen, Sommersted.

Postkort fra Nis Wogensen til pastor Nic. C. Nielsen (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

På postkortet står:

d. 3.8.18.
Kære Hr Pastor!
Tak for L. u L. fra 7 og 14 Juli modtog dem först i Gaaraftes Postforbindelsen er fortiden meget daarlig
Med kærlig Hilsen fra Deres gamle Elev og Broder i Herren
Nis Wogen[sen]
Gefr. 8 Komp R.I.R. 216

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

17. juli 1918: Voldsomme tab på Marneslagets anden dag

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Den 16 juli, tidlig om morgenen gik jeg ind i Troissy for at søge efter levnedsmidler. Ved at gå gennem en have, bemærkede jeg to døde franskmænd, der lå der i haven, de havde brækkede fingre, dvs. den ene havde de to yderste led fjernet på ringfingeren og langemand, den anden havde to led fjernet på ringfingeren.

Mellem det første led på hånden var der på alle tre fingre en mørk stribe, tydelige mærker efter ringe; fingrene var blevet fjernet på denne måde, at ligrøveren eller ligrøverne først havde skåret med en kniv i kødet rundt omkring leddet, og dernæst var fingeren brækket af i leddet på den ene dødes hånd, den andens finger var ikke brækket af i leddet, men et stykke oven for leddet ind efter hånden, og der stak en nøgen bensplint ud af kødet p. ca. 1 cm. længde. Denne finger så ud, som om den var blevet hugget over med en mindre skarp genstand. Dette tydede på, at der havde været to mand om arbejdet.

Jeg betragtede det hele meget nøje, da jeg aldrig havde set mage til ugerning før. At tænke sig, at der fandtes mennesker, der i nattens mulm og mørke under slige forhold, hvor de måtte risikere deres liv og lemmer, kunne få sig selv til at kravle rundt imellem de døde og lemlæste disse for at komme i besiddelse af nogle ringe af tvivlsom værdi.

Gerningsmændene var sikkert tyske soldater, civilbefolkningen var mestendels borte, og franskmændene havde trukket sig tilbage om dagen, og derfor havde de sikkert ikke fået tid til sligt.

Uden at finde levnedsmidler gik jeg tilbage til batteriet, der var i færd med at pakke sammen, vi skulle skifte stilling og længere fremefter. Vi fik hele tiden usædvanlig megen ild fra alle sider, men særlig lå landevejen under ild, og hele tiden var der fjendtlige flyvere oppe, der kastede bomber, skød med maskingeværer osv.

I Troissy var der mægtige huller rundt på gaderne, og mange steder kneb det med at komme forbi med kanonerne. Tidlig på formiddagen gik vi i stilling i nærheden af Port a Binson. Syd for byen. Vi åbnede ilden og skød i sydøstlig retning. Men her som alle andre steder i dette angreb var modstanderens ild meget voldsom.

Vi lå lige ved en farm – en større gård. Her var feltlazaret og samlingssted for sårede. Her var det ligesom ved angrebene ved Chemin des Dames og St. Quentin, hjælpen stod ikke i forhold til trangen. Her var en enkelt læge og en del sygepassere, men det forslog kun lidt, når de sårede væltede ind i hundredvis.

De let sårede fik en nødforbinding på, og så kunne de selv arbejde sig tilbage, meget værre var det for de hårdt sårede; alt for få biler og sygevogne nåede frem, og det svandt ikke synderligt, fordi der af og til kom et læs bort.

En gammel bonde og sin hustru var endnu i huset. De ville ikke forlade deres hjem, skønt situationen var meget kritisk. Da den gamle bonde blev opfordret af en officer til at tage bort med en bil, pegede han med sin stok på et skilt over døren, her stod: ”La mon Dieu Farm” dvs. sådan noget som Guds kærligheds farm – den gode Guds hus el lign. Dog kan jeg ikke huske den nøjagtige franske stavemåde. Manden var åbenbart troende katolik, der stolede på Guds vilje og varetægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. juni 1918. Den store polaks tragedie

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Vi havde for ca. 8 Dage siden faaet en Kammerat, en kæmpestor Polak, som hed Gulochinsky. Han var en stilfærdig Mand, kæmpestor og stærk, og alle holdt vi meget af ham; men vi mærkede ogsaa alle, at han gik og bar paa noget tungt. Vi prøvede paa at lirke ved ham, men ingen kunde faa ham til at lukke sig op.

Stormen blev ikke til noget fra Franskmændenes Side. De tog Opstilling i en Skov ca. 3 km fra os, og saa fik vi da Ordre til at vi, der ikke skulde staa paa Post, skulde søge vort Nattelogi i de smaa Huler, hvor der var Plads til 4 Mand i hver.

Tre af os var gaaet ind og havde lagt os, den fjerde var Polakken. Han kom ogsaa ind og lagde sig ganske stille; men da han havde ligget nogle Minutter, rejste han sig op, traadte hen til mit Leje og greb min Haand, og jeg mærkede, at han rystede som et Espeløv.

Jeg kunde forstaa, at Kammeraten græd. Han stod tavs endnu nogle Øjeblikke, saa begyndte han at tale, og alt imens han knugede min Haand, sagde han:

„Før Krigen var jeg en lykkelig Mand. Jeg havde Hustru, en dejlig Hustru og syv raske Børn. Jeg arbejdede paa en Sukkerfabrik inde i Polen og havde mit gode Udkomme.

Naar jeg om Aftenen kom hjem fra mit Arbejde, havde min Hustru travlt med at lave Mad til mig. Mine Børn kravlede op paa Fars Knæ og paa Fars Ryg, og jeg sang og sprang med dem af Hjertens Lyst, og vi var saa lykkelige med hinanden. Lige før jeg blev tildelt jeres Kompagni, havde jeg været hjemme paa Orlov, og da var min Hustru død og mine syv Børn døde.”

Saa tav han igen og hulkede, og da han igen lukkede sin Mund op, sagde han blot: ,,Nu kan du tale.”

Ja, hvad skulde jeg sige til ham? Jeg rejste mig op. Der laa et Par smaa Kister, som jeg fik rejst paa Højkant; saa lagde jeg Armen om min Kammerats Hals og tvang ham ned paa den ene og satte mig ved Siden af paa den anden, og vi græd begge to.

Da vi havde grædt en Stund, fik jeg en „Hindenburgpraas” frem og fik den tændt; derefter fik jeg min Bibel op, og saa læste vi sammen i den, bøjede vore Knæ og bad sammen og følte os styrket i det.

Det blev ikke sidste Gang, vi to læste Bibelens Ord sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

10. juni 1918. Peter Poulsen om sin søn: „Han skal ikke være Soldat og med i Krigen, om jeg saa skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse.”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I begyndelsen af juni 1918 var han hjemme på orlov.

Efter at vi havde været med i Offensiven helt fra den 21. Marts til Pinselørdag, kom vi atter tilbage, saa langt, at vi næppe kunde høre Kanonerne mere. Dér var vi indkvarteret to og to Mand. Vor Vært spurgte os straks, om vi var Prøjsere, hvad jeg med en god Samvittighed kunde sige nej til, min Kammerat ligeledes. Vi blev vel modtagne og fik et meget pænt Kvarter.

Tiden var nu saa vidt fremskreden, at det var min Tur at komme paa Orlov; men nu gik der særlige Orlovstog til de forskellige Provinser, og der var længe imellem. Da vi havde været der ca. 4 Uger, kom flere Kammerater, som var fra Slesvig og Holsten og fortalte mig, at Dagen efter gik Orlovstoget ad den Kant til, og at de skulde med. Jeg haabede lige til det sidste ogsaa at kunne komme med, men nej, det blev ikke til noget. De rejste, og jeg maatte blive.

Med Sorg i Sind erfarede jeg, at ogsaa min trofaste Ven, Peter Hansen, kom med paa Orlov. To Dage efter, at de var rejst, kom Kompagniskriveren imidlertid med mine Orlovspapirer, men samtidig med 5-6 store Pakker, som jeg skulde bringe hjem til Tyskland for Officerer og Underofficerer.

Jeg slap fri for at komme med Samletoget, kunde rejse frit med Eksprestoget overalt, og var saaledes min egen Herre.

I Hamborg kørte jeg det reglementerede Orlovstog forbi, men jeg maatte have alle Pakkerne med til Neumünster, hvor jeg afsendte dem fra et Posthus.

Atter mod Hjemmet for fjerde og sidste Gang!

I Vojens fik jeg telegraferet hjem, og jeg fik Lejlighed til at besøge min Bror i Skrydstrup, hvor saa min gode Ven og Nabo hentede mig, for denne Gang skulde vi have alt med hjem fra Fronten, Tornyster, Staalhjelm og Gasmaske, og jeg havde ogsaa forskellige andre Ting, f. Eks. en engelsk Staalhjelm.

Desuden var det lykkedes mig for dyre Penge at købe baade lidt Kaffe og Sukker, saa det var en hel Herlighed, da jeg kom hjem. Det var lige midt i Høhøsten, vi ankom, alt var smilende og skønt, men tunge Uvejrsskyer hang over os. En kær Bror og en kær Svoger var allerede faldet for længe siden; nu var ogsaa vor kæreste Plejesøn faldet. Vi havde to.

Krigen var der ingen Ende at se paa. Snart kunde Dagen komme, da min ældste Søn skulde melde sig, og jeg arbejdede Dag og Nat med dette: „Han skal ikke være Soldat og med i Krigen, om jeg saa skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse.”

Saa tit havde jeg takket Gud, at jeg kunde gaa, og mine Drenge blive hjemme; men nu saa det ud til, at den Dag let kunde komme, da Turen ogsaa vilde naa til dem.

Orloven var snart til Ende, og det blev den sværeste Afsked for mig. Hvor dybt fortvivlet jeg var i mit Hjerte, kunde jeg ikke fuldt ud aabenbare for min Hustru og mine Drenge, men Herren være priset, min Gud kunde jeg da fortælle det.

Min Nabo var samtidig hjemme paa Orlov. Vi gav os gode Stunder, tog én eller to Dage mere, end vi egentlig maatte, rejste saa sammen og fulgtes ad til Bryssel. Da jeg havde en Anelse om, at mit Regiment var flyttet, søgte jeg Oplysning i Brüssel og blev beordret til Charleville, hvor Regimentet var blevet tildelt Kronprinsens Armé.
Jeg rejste til Charleville, men gik i flere Dage, før jeg fandt mit Kompagni og særlig Proviantafdelingen. Saa var jeg omsider i de gamle Folder igen.

Kronprinsen selv fik jeg Lejlighed til at se næsten hver Dag, men havde et levende Indtryk af, at han ikke var ret meget regnet, dels for hans gadedrengeagtige Optræden og dels for det usle Liv, han levede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

22. maj 1918: Frederik Tychsen – Den vanskelige afsked

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Den sidste morgen og den sidste formiddag kom. Jeg skulle med toget kl. 12 fra Agerskov. Moder var helt syg. Hun fik krampeanfald, men kom dog op, inden jeg rejste. Jeg fik mit tornyster pakket, og desforuden fik jeg en god madpakke med skinke, smør, brød osv.

Lidt før 11 holdt vi andagt sammen, vi bad sammen – og så måtte jeg sige farvel. Far, Alfred og Anne gik med mig til toget, mor kunne næsten ikke slippe mig, hun blev ved med at løbe bag efter mig idel gentagende: ”Lad mig favne dig endnu en gang, min stakkels dreng”.

Jeg måtte rive mig løs, men endnu en gang kom moder løbende efter mig ned af marken (vi boede denne gang ca. 1 km uden for byen, syd for byen). Jeg vendte mig om mange gange og så tilbage, men stadig stod mor og vinkede.

Jeg kom med toget, og da jeg kørte efter Rangstrup, kunne jeg se huset bag ved kirken, og jeg kunne se, at mor og Marie stod og vinkede med hver et lagen. Det var det sidste glimt af dem derhjemme – og jeg satte mig hen på bænken og trak et tungt befrielsessuk – den sværeste afsked jeg nogen sinde havde taget, var overstået – jeg kom fra fronten, og gik lige til fronten igen.

Far og mor sørgede, og selv var man ked af det, så det hele var slet ikke let. Alle tænkte vi på, at det var usikkert, om vi fik hinanden at se mere. I Over Jerstal kom jeg med statsbanen. Her var en transport udsultede straffefanger, de ventede også på toget og skulle sydpå. Straffefangerne blev anvendt i vid målestok ved anlæg af den befæstede stilling i Sønderjylland.

I toget traf jeg sammen med Povl Jørgensen fra Bovlund. Jeg havde ikke set ham, siden jeg gik i skole. Han tjente den gang hos Marius Tap, og hans langfinger og ringfinger var fra fødsel af sammenvokset på begge hænder, det kunne jeg huske, og dette kunne jeg kende ham på.

Jeg talte ham til, og vi rejste så sammen til Køln. Povl Jørgensen var hestepasser på et hestelazaret, langt bag ved fronten, og derfor følte han sig sikker. Men i det første brev, jeg modtog hjemmefra efter denne orlov, meddelte de mig, at Povl Jørgensen, Bovlund, var blevet dræbt af en flyverbombe.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. maj 1918. Peter Poulsen beder en bøn med to engelske krigsfanger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1918 deltog han i den tyske forårsoffensiv.

Efter mange, lange og trange Dage og haarde Kampe kom vi ud og slog Lejr ved en By, som hed Villers Carbonnel. Vor Stilling var et Par Kilometer derfra, og vi var der nogle Dage og havde nogle strenge Kampe ved en By, som hed Brie, men saa trak Kampen længere bort. Kun Flyverne havde vi stadig Besøg af. Der var nemlig et stort Ammunitionslager, som var særlig eftertragtet, og vi havde desværre ikke saa faa faldne og saarede.

Maalet var, at vi skulde tage Amiens; men den sidste By blev Albert. Ved Albert blev der af vor Bataillon taget 400 Englændere, som med den kom tilbage til Villers Carbonnel, hvor vi var sammen et Par Dage. Englænderne havde jo slet ingen Fødevarer, og vi havde kun lidt. De blev lukket inde i en Barak, og vi kom ind i en anden. Efter et Par Timers Søvn vaagnede vi alle.

Der blev stillet nogle Vagtposter ud, men vi gik iøvrigt frit om imellem hinanden.

 Englænderne gik rundt og bad om Brød; der kom ogsaa et Par unge, intelligente Englændere hen til mig og bad om Brød. Jeg havde ikke ret meget, men det, jeg havde, delte jeg med dem. Jeg vilde meget gerne tale lidt med de to Englændere og prøvede baade paa Dansk og Tysk, lidt Fransk kunde jeg ogsaa og oven i Købet nogle russiske Brokker, som ogsaa blev brugt, men det vilde alligevel ikke gaa.

Saa trak jeg min Bibel op af Lommen og viste dem den, og saasnart de saa den, sprang den ene Englænder ind i Barakken og kom hurtigt tilbage med sin Bibel. Da han havde vist mig den, saa vi alle tre hinanden ind i Øjnene, og saa nævnede vi Jesu Navn, og da vi havde nævnet det, foldede vi vore Hænder, bøjede vore Knæ, og saa bad vi hver paa sit Maal, jeg paa Dansk og de to Englændere paa Engelsk.

Der var ikke noget usædvanligt ved det; vi saa saa tit større eller mindre Flokke ligge paa Knæ sammen. Da vi saa rejste os, tog den ene af Englænderne sin Kokarde, og den anden tog sit Nummer af sin Skulderklap og rakte mig.

De fik selv hver en Ting, jeg husker ikke hvad, og jeg gemmer disse to Ting til Minde om de to Englændere, og jeg tror, at vi en Gang skal faa Lov til at møde hinanden i Himlen, hvor vi kan forstaa hinanden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.

Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.

Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.

Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.

Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.

Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.

Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.

Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.

Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.

Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.

Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

9. marts 1918. “Enten er alt dette Humbug, eller ogsaa er der ingen Gud.”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund gjorde krigstjeneste (M. W. 92)

Cotricourt, den 9. 3._ 1918.
(Første Aften i Kvarter , i Frankrig).
. . . . Violinspilleren fik Instrumentet frem, og straks efter kom ogsaa Mundharperne. Vi morede os paa sædvanlig Vis med Musik og Sang, og sn a rt samledes Byens Beboere omkring os. De saa slet ikke fjendtlige ud, tværtimod, men holdt sig dog lidt tilbage. Efterhaanden rykkede de nærmere og morede sig over Sangene.

Da vi saa gik over til mere alvorlige Sange, duggedes Franskmændenes Øjne. Det gjorde os endnu mere stemningsfulde, og da vi med vemodige Stemmer sang: „Nach der Heimat möcht ich wieder“, var der ikke alene flere Kvinder, men ogsaa enkelte Mænd, som græd.

Atter det samme Billede, som vi saa tit har fremtryllet. Paa Rejsen gennem Tyskland har vi mange Gange, naar vi holdt paa en Banegaard, sunget vemodige Sange og Hjemlængselssange, og Folk har staaet paa Perronerne og lyttet og grædt. Men det var vore egne Folk. Folk, som maaske kendte en eller anden i Kompagniet. For manges Vedkommende forsultne Mennesker, som kom for om muligt at faa et Stykke Brød af Soldaterne.

At de kunde græde ved vor Sang, er kun naturligt. Men at vi faar Russere og Franskmænd til at græde med vor Sang, vi, der som deres Fjender har besat deres Land, har været med til at dræbe deres Kære, og er dem til daglig Plage og Besvær, det synes underligt. Og dog … de ved lige saa godt som vi, og vi ved det lige saa godt som de, at det ikke er os og dem, som har villet Krigen.

I hvert Fald er baade de og vi i de 3 Aar bleven belært om, at Krig er en Forbandelse. Hvorfor skal vi slaa deres Mænd og Sønner ihjel og ødelægge deres Land og Byer, og hvorfor skal deres Mænd og Sønner slaa os ihjel? Vi kender jo ikke hinanden, har ikke set hinanden og kan da heller ikke nære Had til hinanden.

Vi er samme Slags Mennesker, vi tilbeder den samme Gud, og dog … Vor, saavel som deres verdslige og kirkelige Øvrighed formaner os daglig til at bede Gud velsigne den Nations Hære, og give den Nation, som hver af os nu tilhører, Sejren.

O, Taabelighed! Det er kun for naive og enfoldige Mennesker. Det beviser tilfulde, hvor lidt Gud er regnet af Mennesker. Thi hvor kan vi af en retfærdig Gud forlange, at han skal velsigne den ene Nation til at ødelægge den anden.

Nej, enten er alt dette Humbug, eller ogsaa er der ingen Gud. Men der er en Gud!

DSK-årbøger, 1943.

 

17. februar 1918 – Mathias Damm: “… en, hvis Trøie kløede paa et par Steder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 17.2.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 11. Du regner nok altid med en Uge (7 Dage). Vi ere 8 Dage her. Paa Tirsdag snører vi atter Randselen. Pakken Du skriver om har nok været 45. Den anden fik jeg den Morgen, vi vare kommen her om Aftenen.

Det jeg skrev om Stævnemøde har i nok ikke faaet Skovlen under. Der var en, hvis Trøie kløede paa et par Steder, især paa venstre Bryst og Kraven [lyst til medaljer/red.] og vilde hente et par Naboer, men vi skulde saa først se, hvor Posterne stod, og derfor gik vi i Patroullie. Men det hele blev bagefter intet til, og vi græd ikke.

Du skriver at Kortet er vist kommen med i et Brev fra Lørdag. Det sidste jeg har modtaget var dog fra den 8, mener jeg. I tre Dage har jeg dog intet faaet, men det kan i bedst se, om jeg har takket for det. Du skriver, at Kuverter koster 3 Pf. Jeg kan købe 5 Ark Papir og 5 Kuverter for 18 pf, men jeg har endnu 40 Ark af disse uden Kuverter, og Kuvert har jeg til 10. Men jeg bruger ogsaa en del Papir uden Kuvert til Pakker og naar jeg skriver 5-8 Sider. Men en 20 Kuvert kan jeg nok bruge lidt paa lang.

I kunne jo rigtig faa Bønnesuppe nu de ere ligesaa gode som Ærter. Naar vi blot havde nok af dem her. Men de ere jo ogsaa gode at sætte, saa i kunne faa noget at spise til Efteraar. Vi have her faaet Frost igjen, dog Solen skinner saa varmt at det er en Lyst. I Aften gaar jeg atter til Teater eller Variete-Forestilling, i Forgaars havde vi Foredrag og Lysbilleder. Det første brød der sig ingen om, forskellige snorkede dertil.

Stalden nede ved L.C. er da bleven bygget, mens jeg gik i Skole. A. Rosenberg har jo allerede boet der en 4-5 Aar. Naar han kunde sælge det andet, maatte han nok hellere se at blive det løs, skønt dumme Asener gives der jo nok af nutildags, som mener at naar de først fåar fat paa en Landeiendom ere de ovenpaa. Især dem der let er kommen ved lidt Penge, og intet har at spise. Nutildags gjælder det om at forlange for en Ting. Budet bliver altid givet i Forhold dertil. Den virkelige Værd er der ingen der ved mere.

Jeg skal nu afisted til Gudstjeneste. Derfor vil jeg til at holde op, kanske faar jeg imidletid Postsager og faar noget at tilføie. Jeg har lige afsendt en Pakke med noget i kunne bruge, naar i ingen Petroleum har (3,50 M) og for et par Siden afsendte jeg tre Kasser med mine Handsker og lidt andet. Skriv nu om i faar dem, og ligesaa den jeg afsendte første Dag her med Kasser og et par St. af ovennævnte. Der var intet fra eder idag. Jeg fik blot et par Blade fra Th P.

Præsten talte helt godt idag, men han havde det som vor gamle Præst, at han ikke rigtig kan faa det udtalt. Her finder man ellers mest den Slags som taler meget og mener lidt. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

20. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at købe nogle Levnedsmidler under Haanden”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar. Nedenstående brev er som det eneste af hans bevarede breve hjem ikke sendt som feltpost, men med den civile post.

Berlin S.W., den 20. januar 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Mange Tak for Pakke Nr. 37! Det lækkere Hvedebrød og den dejlige Kunsthonning levere mig hver Morgen et delikat Stykke Brød til Eders Kaffee. Westen kommer mig ogsaa meget belejeligt, da jeg kan bruge den paa Vognen, hvor det altid trækker stærkt i den raske Fart. Frikandellerne og Lammekødet tjener baade til Lækker Kødpaalæg som ogsaa som kraftig, fed Kost til alle mine Maaltider.

Imorges var vi alle paa Kommando i Kirke. Jeg synes, at vor Kirker derhjemme nok kan maale sig med de berlinske, som næsten mange fuldstændig er hvidkalkede indeni. Interessen for Kirkegang synes ogsaa at være lille her. Derfor er Kinoerne og Theatrene saa fuldere.

I Eftermiddag var jeg med Hinrichs i Deutsches Theater til ”Die Deutschen Kleinstädter.” Det var udmærked. Desværre kunde vi ikke see godt, thi vi havde Plads paa den høje ”Olymp” i kvælende Varme lige under Loftet.

– I den kommende Tid kunde det maaske lykkes mig, gennem vore Køreskoleture at faa Lejlighed til at købe nogle Levnedsmidler under Haanden. Det er naturligvis tildels til høje Priiser, som for Ex. Fornylig frisk Oksekød til m 4.50 pr. lb. Jeg beder Eder altsaa, at skrive mig, til hvad højeste Pris jeg maa købe Mel, Smør, Flæsk etc. Som sagt, gælder det alt kun, naar der engang gennem Tilfælde skulde byde sig en Lejlighed til en lille Handel.

– Her ligger dyb Snee paa Gaderne og Tøvejr skifter med Frost, saa det enten er et stort Søle paa Gaden eller ogsaa Glatis, saa det næsten er livsfarlig at gaa ude. Berlinerne er nemlig ikke mere saa flinke til at strø og rense Gaderne og ”Schneeschippgesetz”, deres store Sorg og Harme, er foruden Krigen og Ernæringsspørgsmaalet altid Hovedthemaet i Samtalerne. Et Sted i Theaterstykket i Eftermiddag, som kunde hentyde paa de nuværende Sneskovlerforhold, hilstes med stærk Latter og Raaben af Publikummet. Og igaar var jeg til Forandring i ”Hammerlichtspiele”, hvor Soldater har gratis Adgang, og saa en Film, som hed ”Ersatz”. Den gjorde Glodser over vort ”Ersatzlevned”.
Jeg vil slutte.

Hjertelig Hilsen fra Eders Hans

P.S.

Pakke Nr. 33 har jeg altsaa faaet!!!!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

25. december 1917. Danske julesange ved Passchendaele

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Dagen før Jul kom der til vort Kvægdepot en Transport Kreaturer fra Tyskland. Det var Aften; Dyrene var forsultne, og hvor der var en Gaardsplads aaben, gik de ind.

Nogle behjertede Mænd fra vort Kompagni fik fat paa 4 dejlige Okser, trak dem ned i en Krog og fik dem gjort et Hoved kortere; vi havde altsaa Oksesteg i lange Baner til Juleaften.

Peter Hansen, Feddersen og jeg sad Juleaften sammen ved et lille kunstigt Juletræ, som var blevet sendt mig fra mit Hjem.

Vi kunde ikke rigtig tage Del i de andre Kammeraters støjende Juleglæde, men sad stille for os selv.

Vi havde haabet at blive i vort Standkvarter Nytaar over, men i Stedet for kom der Ordre midt i Julenattens Fred, at vi skulde gøre os marchberedte, samles paa Jernbanestationen i Swevezeele og tage med Toget til Roulers. Vi skulde atter ud i Stilling ved Passchendaele.

Da vi kom i Nærheden af Roulers, mødte vi et Tog med 84- og 86. Regiment, der kom ud fra Stillingen. Da vi kørte forbi hinanden, stod vi tre Kammerater paa Platformen, og over til os lød fra de bortdragende Kammerater: „Glade Jul, dejlige Jul”, den kære, kendte Julesalme paa vort eget Maal.

Vi vilde gerne have sunget med; men i Stedet for mistede vi fuldstændig Herredømmet over os selv, og medens Hænderne foldedes til stille Bøn, trillede Taarerne ned ad vore Kinder. Det var Julemorgen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

25. december 1917. Julenat i en granathul i selskab med Gud

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern. Han har beskudt englænderne fra en fremskudt kanon indtil kl. 12.00 – og indstiller så skydningen resten af natten.

Vi stillede en mand ud, der holdt vagt. Vi var således kommet til ro og lå tæt sammenpakkede i den sødeste søvn. Vi fik ganske pludselig en fæl overraskelse. Engelskmændene havde vel opdaget gnisterne fra det korte kakkelovnsrør, for ganske umotiveret sendte han den ene salve over gården efter den anden, og det var granater af et svært kaliber, han sendte over.

En af de første granater slog ned lige foran kældervinduet og trykkede muren ind i kælderen. Stenbrokkerne fløj ind over os, og vi greb vor gasmaske og stålhjelm og skyndte os op af kælderen og bort fra huset.

Vi løb til alle sider, og det havde begyndt med at blæse og sne; jorden var allerede ganske hvid. Der var ingen andre tilflugtssteder end granathulleme, og dem sad vi i rundt omkring gården i ca. 500 m. afstand.

Englænderne blev ved med at beskyde gården ret voldsomt, og han indstillede skydningen først i morgenstunden ved 8-tiden.

I denne lange julenat sad vi i granathullerne, medens sneen føg os
om ørerne. Det var en ualmindelig lang julenat, jeg sad alene i et hul, jeg syntes, at jeg følte trang til at være ene denne nat, og de tanker, der går igennem ens hjerne under slige forhold, formår jeg ikke at nedskrive.

Men sikkert er det, at man beder til Gud af hele sit hjerte, og han forlader ikke den, der frygter ham af et sandt hjerte.

Jeg sad med frakken slået op om ørerne, dog sørgede jeg for at have
rigelig med tøj om vinteren, jeg havde altid to overfrakker og et par ekstra tæpper. Men tæpperne var blevet liggende i kælderen.

Ved 8-tiden om morgenen fik vi ordre til at skyde. Vi skrabede sneen af kanonen og ammunitionen og skød i ca. 4 timer, altså til middag på 1. juledag.

Sneen lå smukt over hele landskabet, så der var i grunden nogen julestemning. Men tankerne om hjemmet og ønskerne om at komme hjem fyldte sindet hele tiden, og det var også det eneste  samtaleemne i julen.

Ved middagstid gik vi tilbage til det andet hus, der lå i nærheden af den egentlige stilling ca. 2½ km længere tilbage. Her fik vi imidlertid varm mad og juleposten. Vi fyrede i kakkelovnen og lagde os til at sove en dejlig søvn, som vi godt kunne trænge til efter den lange nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. december 1917 – En fader: “… vor Kjære Hans er falden”

Faderen til Hans Rasmussen Holm skrev i december til pastor Nic. C. Nielsen for at meddele, at sønnen var faldet.

Andrup d 20/12 1917

Kjære Herr Pastor!
Jeg kan medele Dem at Vi har modtaget den sörgelige Efteretning at vor Kjære Hans er falden den 5 October i Flandern. Han blev ramt af et Artilleriskud, og blev hort saaret i Ryk og Benene, saa Döden indtraadte kort efter. Vi havde jo ikke got ved at undvære ham endskjönd Vi vide at han er hjemme hos Jesus. Det siste han sagte til os da han var hjemmer paa Udlou var. Vis Jeg falde saa vide i jo hvor Jeg er. Og det er jo den beste Tröst for os at Vi vide at han er hos Jesus. saa tröste Vi os ved at Vi kommer sammen med Ham igjen.

Mange Hilsener fra os Alle
J.P. Holm

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

15. december 1917 – Peter Knudsen: “Granaterne slog ned rundt omkring os”

Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nic. C. Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var i 1917 Ersats-Reservist ved Infanterie-Regiment Nr. 28´s 4. kompagni, der lå i Flandern.

Im Felde d. 15 Detz 1917

Kære Hr. Pastor!
Deres kære Brev har jeg modtaget mange Tak derfor. For 3 Dag[e siden] er vi komne her til Meulebecke mellem Roilers og Kortryk og ligger her i Ro men inden Jul gaar det atter i Stilling d. 18 fejer vi her Festen[.]
Det gaar mig ellers Herren være takket godt, han den kære Frelser har atter flere Gange bevaret mig. En Gang floj en Granede ned lige for min Fod og dog kunde jeg gaa udskadt videre[.] Verdens Børn sige der har du havdt Lÿkke eller det platte Sold[at]erudtryk ”hast aber Schwein gehabt,” dog vi ved det er Herren der saa let kan bevare, ham Midler fattes ej.

Da vi blev afløste og gik i Reservestillingen[,] hvor vi boede i Baracker[,] blev en syg og slap og kunde ikke følge med. Jeg blev hos ham og Komp gik i Gåsegang videre[.] det er forfærdelig besværligt gennem Morasten som undertiden gaa til over Knæerne. Vi 2 gik saa helt langsomt bagefter, kom i den mørke Nat fra Stien og pa en Gang satte den engelske Artillerie forfærdelig an[,] Granaterne slog ned rundt omkring os; hvor nu hen[?] overalt kun Sump og store Granathuller, vi råbte til ham som har sagt kald paa mig paa Nødens dag og jeg vil udfri dig. vi fandt den rette Sti og kom lykkelige efter 6 Timer atter til Komp som for 2 Timer vare komne, Vejen er vel kun 7 Kilometer. Men Morasten gør Vandringen saa besværlig. Paschendale vil længe være i min Erindring.

Tak o Herre for din Naade og Godhed.

Min Broder Georg har i Gaar skreven fra Rumænien, det er jo nu meget rolig der. Vi vil haabe at Aaret 1918 vil bringe Freden, men give England ikke efter er vist endnu svære Kampe i vente her i West.
Min kære Moder maa jo lide meget dog hun er glad i Herren og skrive snart er jeg hjemme og staa for Tronen, hvad gør det da om Solen har os brendt.

Nu ønsker jeg Dem Kære Hr. Pastor en velsignet Julefest
Kærlig Hilsen sender fra Flandern Deres unge Ven P. Knudsen.

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

6. december 1917 – Enkefru Røgind: “Sidder Gud til Doms over denne Verden?”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Decbr.
Hvor mange af vore gode Nordslesvigere er faldne, den allersidste, Steffensen fra Styding, har endogsaa aftvunget sine tyske Foresatte den højeste Ros. Det er ligesom de bedste gaar bort. Hvor er det hele dog meningsløst og forfærdeligt, eller er der en Mening i det? Sidder Gud til Doms over denne Verden?

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 144)

29. november 1917 – Peter Knudsen: “… en Volltreffer og straks stod Huset i Flammer”

Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nic. C. Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var i 1917 Ersats-Reservist ved Infanterie-Regiment Nr. 28´s 4. kompagni, der lå i Flandern.

Im Felde d. 29 Novbr 17

Kære Hr. Pastor!
Mange Tak for Brevene og Budskab. Har nu været 6 Dage i Stilling og ere i gaar Aftes kom[m]en her i Ro 20 Kl[m] bag Fronten. Det gaar mig Herren været takket godt han har atter holdt sin bevarende Haand over mig vor ikke uden Fare.

Vi laa I reserve og boede der i B[a]racker som af og til blev beskudt af Fjenden. Een Nat slog Granate[r] ned tæt ved og vi maat[t]e flygte ud[,] da vil lige vare ude[,] kom en Volltreffer og straks stod Huset i Flammer, af Spli[n]ter bleve af hvort Komp 7 Sårede, de fleste af vore Sager brændte, dog fik vi alle Sårede godt ud af Flammerne[,] der brændte 5 Baracker.

Jeg glæder mig nu at sidde her i et godt Qvater hos 2 gamle Folk 73 og 70 År. Har første Gang indkva[r]tering og har en god Seng som har sjældent sker.

Skrive[r] snart mere
Deres P. Knudsen

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

29. november 1917 – Martin Kümmel: “det er nu denn 3. Sön die mister i Krigstid”

Senest ændret den 17. december 2017 21:04

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der i begyndelsen af november blev trukket ud af Flandern og kom i stilling i Siegfreidstellung ved St. Quentin. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Origny. 29.11.17.

Min kjäre Herr Pastor!
Först siger jeg dem mange tak for deres Brev som jeg har modtaget. Mange tak for deres Mark som var hoslagt, en Soldat kann jo altid bruge Penge. Jeg har det ellers godt og er sund og rask og haaber det samme om dem. Det har jo vist allerede begündt at blive koldt derhjemme hos Edder, her gaar de end[d]a nogenlunde. Gud give at vie maatte faa en mild Vinter, for det er ikke ofte saa ledt faar vore kjäre Kamerater som skall ligge ude Nat og Dag.

Vore Kompagnie er i Stilling; jeg er bag Fronten paa Fliegerwache, ja Gud er inderlig godt i mod mig; vaar har han ikke fört paa underfulde Veje in[d] til Idag. Ja vie have en stor Gud blot vie mere maatte klamre os til ham i Nödens Tider, og vaar der end er, ja man mangler ofte Guds Ords forkündelse menn Herren vill velsigne sit Ord rigelig vor mig.

Ja det er en stötte at have en troende Kamerad, Doktor Mahlers Sön det er en meget var Christen, han bekjender meget sin Frelser, blot vie mere og mere motte bekjende vor Frelser at vore kjäre Kamerader motte komme til at erkjende at die er paa Fortabelsens Vej, ja vaar skreckelig er det at tänke at die gaar ind i denn Evige vortabelse. ja vaar mange gaar ikke vortabt dersom die ikke vender om. Det gjälder om at holde fast og blieve troj in[d]til enden. Maatte denne Krieg dog väre til stor velsignels at mange i denne Krieg maatte har fundet deres Frelser.

Ja jeg har liege mo[d]taget det sörgelige Budskab at min kjäre Vetter er död Eduards Löbners Sön, det er nu denn 3. Sön die mister i Krigstid, ja vie vorstaar ikke altid Herrens Veje. Herren vill tröste dem, og give dem Kraft til bäre det, et er dog det herligste at vie viede vaar han er gaaet hen, vie sehs jo igjen. Ja her paa denne Jammerdal er der jo kun Nöd og Elendighed.

Ja vor kjäre Ven og Broder Hans Holm motte jo ogsa tidelig herfra, jeg var sammen med ham paa Urlau[b], jeg var meget glad vor ham, kunde vorstaa at han var en var Christen, og nu er han hjeme hos Herren, lader os ogsaa, jage derefter at vie ogsaa kommer derhen, der var der ingen Sorg og Krig men der er kun gläde. Ja motte denne Krieg dog snart faa en Ende. Peter Geil har jeg ikke talt [med] i lang Tid da die ikke liegger her hos os. Jeg har mo[d]taget Jernkorset. Slutter nu denne gang,

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder
Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

23. november 1917. Feltweblen: “I to gamle Slyngler har da vidst at faa det bedste Kvarter selv; men nu heraus med jer!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Han havde fået ordre til at skaffe kvarterer, mens kompagniet var ved fronten  – og det havde han klaret næsten for godt.

Kompagniet kom ind fra Stillingen. Dagen efter gik Feltvebelen rundt for at se paa de forskellige Kvarterer, og da han opdagede, hvor godt og lunt vi havde det, sagde han: „I to gamle Slyngler har da vidst at faa det bedste Kvarter selv; men nu heraus med jer, jeres Kvarter vil jeg have.”

Det passede os naturligvis daarligt, men ud maatte vi.

Hans Kvarter kunde vi ikke faa, men jeg tror nu ikke, han havde saa megen Glæde af at være i vort som vi.

Vi fandt saa et Hus, hvor der var Plads paa Loftet. Der manglede nogle Tagsten, og øsende Regn var det; vi havde ganske vist nogen Læ, men tørt kunde vi ikke ligge, saa vi havde gjort et meget daarligt Bytte.

Der var et andet Hus bygget sammen med det, hvor vi laa, kun med en Brandmur imellem. Dér boede en Belgier, som var antaget af Tyskerne, og der var ingen Plads til os.

Næste Dag var Peter Hansen gaaet hen i Byen. Jeg stod udenfor Huset og grublede over Tilværelsen og tænkte: „Du kunde jo se, om det kan lade sig gøre at komme ind i den Familie i Huset her ved Siden af.”

Da jeg kom ind, stod der en ung Pige ved Komfuret; der gik et Par smaa Børn derinde, hendes mindre Sødskende, og hun lod mig tydeligt forstaa, at hun ønskede helst, at jeg forsvandt den Vej, jeg var kommen.

Et Par Forsøg paa at indlede en Samtale med hende resulterede kun i Enstavelsesord,hvorfor jeg gik ud igen og tænkte som saa: „KommerTid, kommer Raad.”

Ved Middagstid kom der en ældre Mand med et stort, kulsort Skæg, der naaede ham midt ned paa Brystet, men med et Par Øjne, der skinnede. Vi hilste paa hinanden, jeg gav mig i Samtale med ham og véd slet ikke, hvordan det gik til, men øjeblikkelig var vi inde paa en Samtale om Guds Rige, og vi blev snart klare over, at vi var Brødre i fælles Tro paa den fælles Frelser.

Han indbød mig til at gaa indenfor, stormede ind i Stuen og raabte: „Godelive, Godelive!” — det var Datterens Navn — „Jeg har fundet en Bror!”

Pigen kom springende, og hun blev meget forlegen, hun kunde jo kende mig og se, at det var mig, der havde været derinde om Formiddagen. Hun rakte mig undseligt sin Haand og bød mig velkommen.

Vi talte sammen en Stund, og før den gamle igen gik paa Arbejde, havde vi gensidigt fortalt hinanden et Stykke af vor Livshistorie.

Hans Hustru var død; han havde nu den voksne Datter her og en til, som ikke var til Stede, og saa to voksne Sønner, som begge arbejdede for Tyskerne paa et Maskinværksted. Han indbød mig til at komme ind om Aftenen, og var der flere af den Slags Folk, skulde de være velkomne.

Vi samledes en hel lille Flok om Aftenen; Familien sad og spiste sin Aftensmad, som bestod af tørt Brød og noget, de kaldte Paps, en tynd Melsuppe, da vi kom ind, og Samtalen begyndte. Den ene af Sønnerne faldt straks i med, hvorimod den anden Søn satte sin Ske haardt i Tallerkenen og rejste sig. Han gik med tydelig Vrede ud af Stuen, og vi saa ham ikke mere. Der gik et Suk igennem de andres Hjerter, og medens en klar Taare kom frem i Faderens Øjne, sagde han ganske stille: „Ja, denne min Søn vil ikke.”

Snart var dette lille pinlige Optrin bortvejret af Glæde og Tak til vor fælles Gud. Vi talte sammen og sang og havde en hyggelig Aften, saa Byttet var nok ikke saa daarligt, som det saa ud til, for Peter Hansen og mig med Hensyn til vort Kvarter.

Desværre var vi der kun i 8 Dage, saa kom Kompagniet atter ud i Stilling. Denne Gang kom jeg heller ikke med, men skulde i Stedet for arbejde for den tyske Bykommandantur.

Arbejdet bestod i hver Dag at køre rundt i Byen og røve; alt, hvad der blev røvet, blev kørt ned til Havnen og indlastet i store, fladbundede Baade, som løb paa Kanalerne.

Saadan en Baad kunde tage indtil 80 Vognladninger. Alt muligt blev slæbt sammen og stuvet ned: et Farvelager, som blev tømt, og Metaller, f. Eks. Gadelygter, Tagrender, samt Tusinder af Sække fra Bryggerier og Kornlagre, og ned til Klude og Pjalter, som samledes op paa Gaden. Alt kunde anvendes i det forarmede Tyskland.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).