Tag-arkiv: krigsfange

Den gotiske Udfordring

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (gerne i en opløsning på 300 dpi) til Hanne C. Christensen her.

Denne uges udfordring er et brev skrevet af Asmus Jochimsen Schmidt (1895-1978) i 1918, hvor han opholdt sig i Feltham, England. Brevet er januar 2024 i privateje og scanning er indsendt til Sønderborg Slot.

Brev sendt af Asmus J. Schmidt (1895-1978) fra Feltham i 1918.
Brev sendt af Asmus J. Schmidt (1895-1978) fra Feltham i 1918.

Den gotiske Udfordring

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (gerne i en opløsning på 300 dpi) til Hanne C. Christensen her.

Denne uges udfordring er et brev sendt af Berthel Marcus Schmidt (1889-1932) i 1917, hvor han opholdt sig i Feltham, England. Brevet er januar 2024 i privateje og scanning er indsendt til Sønderborg Slot.

Adresse på modtager af brev skrevet af Berthel Marcus Schmidt (1889-1932). Original i privateje, 2024.
Brev skrevet af Berthel Marcus Schmidt (1889-1932). Original i privateje, 2024.

Den gotiske Udfordring

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.

I kan sende en skanning (gerne i en opløsning på 300 dpi) til Hanne C. Christensen her.

Denne uges udfordring er et Nytårskort dateret november 1915. Brevet er skrevet af Hans Wolff (1877-1961), der var i russisk krigsfangenskab, til vennen Christian Petersen i Mølmark, Broager sogn. Kortet er del af en brevsamling overdraget til Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Kort fra Hans Wolff (1877-1961), dateret november 1915.
Kort fra Hans Wolff (1877-1961), dateret november 1915.

23. december 2024. Julekalender: Sølvbæger fra fodboldkamp 1919

Senest ændret den 24. december 2023 8:51

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender viser et lille sølvbæger, der markerer venskabskampen mellem de hjemvendte krigsfanger fra Feltham og den københavnske fodboldklub Akademisk Boldklub i marts 1919.

Bægeret har inskriptionen: “Til Erindring fra Fodboldkampen mellem Sønderjyderne og AB Akademisk Boldklub) 23.3.1919“.

Bæger af sølv, der er erindring om fodboldkampen mellem sønderjyske krigsfanger fra Felthamlejren og AB i København 1919. Bægeret mm. er overdraget til Museum Sønderjylland.

Bæger har to stempler: Oval med tre tårne med 18 under, København i 1918. Bægeret er fremstillet i 1918 og indgraveret i 1919. Andet stempel er fra Stadsguardein Christian Frederik Heise, København.

Bægeret har tilhørt krigsfange Mads Peter Frandsen (1896-1958), der var i Felthamlejren, England, fra 1918-19. Lejren var en krigsfangelejr for dansksindede sønderjyder der var soldater i den tyske hær under 1. verdenskrig, 1914-18. Den blev oprettet i april 1916 og var i brug til 1919. Feltham i grevskabet Middlesex umiddelbart vest for London.

Efter hjemkomsten til Danmark, først til København, havde fodboldholdet fra Feltham en venskabskamp med Akademisk Boldklub den 23. marts 1919. De besøgte bagefter restaurant Nimb, hvor der er taget et gruppefoto (eksternt link til foto på arkiv.dk) sammen med spillere fra AB.  De sønderjyske krigsfanger bærer armbind med dannebrogsflag om venstre arm. Mads Peter Frandsen (1896-1958) sidder i midten på første række.

Bæger og foto er sammen med andre genstande overdraget til Museum Sønderjylland.

1. december 2023: Julekalender: Pibe fra julen 1918

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender viser en 27 cm. lang pibe, der har tilhørt Hans Marius Bøttger (1898-1989). Piben blev 2021 overdraget til Museum Sønderjylland af en efterkommer, der oplyser:

Min farfar var tysk soldat i 1. verdenskrig. Han blev sendt på artilleriskole i Polen i 1914 – og kom hjem til afstemningsdagen i 1920. Han tilbragte nogle år i krigsfangelejr, først fransk (det var OK) så engelsk (de kunne man overleve) og til sidst amerikansk (det var det meningen, man skulle dø af). Han holdt jul i 1918 i den engelske lejr og byttede sig til et pibehoved, hvortil han snittede og udborede en pilekvist og satte sit eget gamle mundstykke på. Så kunne han få en pibe til jul“.

Piben hang senere på et pibestykke / pibebrædt i familiens stue, og piberne blev pudset ugentlig af Hans Marius Bøttgers hustru.

Pibe fra 1918, der har tilhørt Hans Marius Bøttger (1898-1989). Piben er overdraget til Museum Sønderjylland.

9. september 1921: Flagning, krigsfangeløn og Børneforsorg i Sønderjylland

Uddrag af Hejmdal 9. september 1921:

Dannebrog ved det danske Aarsmøde sydfor Grænsen.
”Fl. Av.” meddeler:
Vi erfarer fra paalidelig Kilde, at Politimyndighederne har tilladt Den slesvigske Forening paa Søndag den 11. September 1921 paa Markpladsen at hejse det danske Flag. Men samtidig er af forstaaelige Grunde det Ønske blevet udtalt at undlade af flage i Gaderne og paa Husene.

Enhver sit.
Anton Holm, Søn af Thæsten Holm i Vojens har fra det franske Krigsministerium faaet udbetalt 4 Franc 30 Centimes. Det er iflg. ”Dv.” et Tilgodehavende fra den Tid, han var Krigsfange i Frankrig.

Børneforsorgen i Sønderjylland.
Overværgeraadets Formand Overretsassessor Brun udtaler sig.

Overværgeraadets Formand Overretsassessor Brun har overfor vor Korrespondent i København udtalt sig paa følgende Maade angaaende Spørgsmaalet om Børneforsorgen i de sønderjydske Landsdele:

“Jeg anser det ikke for ganske berettiget, udtaler Assessor Brun, ar klage over de Forhold, hvorunder Børneforsorgen foretages i de sønderjydske Landsdele.  Børnehjemsforholdene er gennemgaaende ret gode.  Der findes saaledes Børnehjem i Erlev, Toftlund, Arnum, Rønshoved og to Hjem paa Als, og i næste Maaned vil der blive aabnet endnu et Pigehjem ved Genner Strand saaledes at der til den Tid vil findes ialt 7 Børnehjem i Sønderjylland.  Paa disse Børnehjem kan dels helt spæde og dels lidt større Børn finde Optagelse, og Hjemmene er alle overordentligt gode.  Derimod er det rigtigt at man i Sønderjylland endnu mangler et Optagelseshjem for større Pigebørn og Drenge, altsaa et Iagttagelseshjem.

Der har været Planer fremme om at oprette et saadant Iagttagelseshjem i Forbindelse med et af de bestaaende Børnehjem, men jeg har gjort Modstand herimod, idet jeg mener at en saadan Kombination hvor man ofte faar meget vanskelige Børn ind i Iatgtagelseshjemmet, vil skabe Vanskeligheder ved Arbejdet med Børnehjemmet.   Imidlertid mener jeg, at Forholdene i Sønderjylland er gennemgaaende gode, og den Lethed hvormed man kan finde gode private Plejehjem bekræfter ogsaa dette.  Det skyldes naturligvis i ikke ringe Grad det rimelige Forhold der findes mellem Landbefolkningens og Bybefolkningens Størrelse, idet de Børn, der skal sættes i Pleje jo desværre som Regel kommer fra Byerne, og Plejehjemmene findes paa Landet, og Landbefolkningens numeriske Overvægt er saa stor, at der her kan findes et stort Antal Plejehjem.

I det hele taget har det glædet mig at se Sønderjydernes Ønske om at klare disse Forhold selv.  De vil helst selv anbringe deres Børn, og det er jo altid det heldigste.  Med Hensyn til Oprettelsen af ny Hjem i Sønderjylland – og jeg indrømmer som nævnt, at et Iagttagelseshjem vilde være ønskeligt – er vi en Smule betænkelige.  Som jeg tidligere har haft Lejlighed til at udtale offentligt, er der i Øjeblikket gennemgaaende gode Pladsforhold på Børnehjemmene i Kongeriget.   Der er langt fra fuldt besat med Undtagelse af en enkelt Gruppe Hjem, og vi er derfor noget betænkelige ved at fremskynde Opførelsen af ny Hjem, før der virkelig bliver Brug derfor og det mener jeg altsaa ikke, at der er i Sønderjylland.

Læs de øvrige nyheder i dagens udgave af Hejmdal.

Julebrev 20. december 1920

Fra én af sidens læsere har Sønderborg Slot modtaget en scanning af et julebrev fra 1920, der er i privateje.

Julebrevet er dateret 20. december 1920 og sendt fra Peter Madsen, Holm ved Nordborg, til Marius Christian Hansen, Gestrup ved Toftlund.
Begge var ved Infanterie-Regiment 85, 7 Kompagnie, blev taget til fange 23. april 1917 ved Arras, Frankrig, og kom senere til Feltham-lejren. Begge kom med skibet Primula til København i marts 1919.

Afskrift:

Holm den 20 Dezember 1920

Kære Ven!

Først min allerbedste Tak for Dit Brev som jeg har modtaget. Det glæder mig igjen at høre fra Dig, det er jo ogsaa længe siden jeg har skrevet, det kommer ikke saa tidt paa jeg har snart forglemt hele Skrivekunsten. Det er ikke som i Feldham da kom det lidt tiere paa.  Men du velogsaa nok huske at vi talte om vad skal vi dog skrive det er jo altid detsamme. Naar du kom hjem og kastede Kasketen hen i Sengen, da stod Barometeret paa Lavtryk. Kære Ven tak for Din Indbydelse til Julen, jeg kunde nok have Lyst til at komme over og see og tale med Dig jeg troe snart ikke Jeg kunde kende Dig igjen. Men det kan nu ikke blive til noget dennegang jeg maa vist blive hjemme i Julen. Sidste Uge var jeg til Bryllup hos en af mine Venner, (Kost) kalder vi det jo herovre paa Als ved Du nok. Den blev jo fejret i Hjemmet men vi morede os kanske godt til om Morgenen. Jeg kom heller ikke til Felthammødet i Aabenraa men vi havde jo ogsaa et i Sommer i Sønderborg. Da var Præsten jo ogsaa tilstede. Han var bleven godt tyk og fed saa Luften maa dog være bedre herhjemme, ellers var han den gamle vi hørte jo lidt om vore store Mænd derovre fra. Mange havde jo deres Familie med der er mange som er blev nu. Hans Clausen og der er flere. Lille Ole er jo ovre paa Fyn, men han kommer nok hjem i Besøg nu til Jul. Jeg skulde ogsaa hilse dig fra Otto Petersen vor Skomager fra 7. Komp. Jeg er idnu i samme Plads. Vi er ogsaa langt fra færdige ved Pløiningen og nu er det jo Frost igjen. Vi har ogsaa Mund og Klovsygen her i Byen, men vi er dog bleven fri idnu. Det er ogsaa kun et par Steder men Distriktet er dog afspærret. Nu vil jeg slutte for dennegang og ønske Dig og Din Familie en glædelig og god Jul.     

Mange venlige Hilsener
                                             Din Ven
                                             Peter Madsen

Skriv nu snart igjen.

9. april 1919. H.C. Brodersen ankommer i Dunkerque, “Jeg kan ikke løsrive mine Tanker fra et sørgeligt Syn og Oplevelse, som vi havde under Vejs hertil.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:43

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  var  en  forfrossen  og  tænderklaprende  Skare,  der  i Morges  af  en  venligt  smilende  Dame  blev  hilst:  „God  Morgen,  Sønderjyder.  Vil I  nu  med  hjem?”  Og  nu  kommanderede  hun:  „ Op  med  Humøret  og  op  med  Dannebrog!” 

Alle rakte  Hals  for  at  se,  hvem  det  dog  var,  der  saa  tidlig  om Morgenen  var  i  saa  godt  Humør,  og  der  blev  nu  levende  i Rækkerne,  der  ikke  længere  saa  sig  bevogtet  under  franske Bajonetter.

I  Havnen  saa  vi paa  Afstand  „St. Thomas”  ligge med  Røgen  ud  fra  Skorstenen  og  vente  paa  os.  Det  kan nok  være,  at  Næseborene  vibrerede  ved  Duften  af  friskkogt Kaffe,  der  naaede  over  til  os.  Vi  er  nu  kommet  ombord  og har  foretaget  det  første  Angreb  paa  dansk  Mad. 

Der  var nok  af  den,  og  efterhaanden  som  den  ved  de  første  voldsomme  Angreb  led  et  betydelig  Nederlag,  rykkede  nye  Reserver  frem.  Vi er,  hvad  man  kan  kalde,  godt  til  Pas,  og  de udleverede  Cigarer  nyder  vi  med  et  Velbehag  som  aldrig før. 

Jeg  kan  ikke  løsrive  mine  Tanker  fra  et  sørgeligt  Syn og  Oplevelse,  som  vi  havde  under  Vejs  hertil.  Paa  en  Banegaard,  hvor  vi  gjorde  Holdt  og  fik  nogen  Mad, blev  der  ført en  Del  Fanger  forbi  os.  Det  var  Fæstningsfanger,  dømt  til Tvangsarbejde,  og  bestod  af  baade  Tyskere,  Franskmænd og  indiske  Tropper.  De  var  lænket  sammen  ved  baade  Benene  og  Hænderne  med  en  Kæde,  der  løb  igennem  Rækkerne. 

Fra  deres  forpinte  og  udmagrede  Ansigter  stirrede deres  Øjne  længselsfuldt  mod  de  Kogekar,  vi  stod  med  i Hænderne.  Det  vilde  være  det  rene  Vanvid  at  forsvare  Forbrydelser,  men  hvad  mon  disse  Stakler  vel  havde  gjort  andet,  end  at  de  havde  sat  sig  op  imod  den  Tvangsforanstaltning  at  skulle  slaa  Folk  ihjel. 

Tusinder  har  vel  under  hele Krigen  gjort  det  samme  og  er  enten  blevet  stillet  foran  en Mur  og  er  blevet  skudt,  eller  som  disse  Stakler  her  blevet dømt  til  aarelangt  Arbejde  i  Granitbjerge.  Lagt  i  Bolt  og Jern,  nittet  til Jernkæder,  der  forbandt  dem  til deres  Hakke, Spade  eller  Trillebør,  og  nedført  i  usle  Hummere  og  for  det meste  i  usundt  Klima,  skulde  de  sone  den  Forbrydelse  ikke at  ville  begaa  nogen  Forbrydelse. 

—  Fra  samme  Banegaard blev  der  tilsluttet  vort  Tog  en  Transport  af  indiske  Tropper, der  skulde  til  Caiais  for  at  blive  befordret  til  deres  Hjemland.  Jeg  sad  og  ønskede,  at  de  maatte  have  faaet  de  bedste Indtryk  med  hjem  fra  Europa.  Det  vilde  i  hvert  Fald  være et  godt  Grundlag  for  vore  udsendte  Missionærers  Pionerarbejde  til  Guds  Riges  Fremme  og  til  den  rigtige  Forstaaelse  af  Guds  Ord  om,  hvor  nødvendigt  det  er  at:  „Elske vore  Fjender.”

 Brodersen, H.C.: I Ildlinjen

3. april 1919. H.C. Brodersen og de andre krigsfangere i Aurillac må endelig rejse “Hjem efter næsten 5 Aars Fraværelse.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:45

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  kommet  tilbage  til Lejren  og  skal  hjem.  Hjem,  hvor dejligt  lyder  det  ikke.  Hjem  efter  næsten  5  Aars  Fraværelse. Hjem  til  Familien  og  hjem  til  Arbejde.  Nyttigt  Arbejde.

Vi ligger  i  en  Kirke,  hvor  der  vel  aldrig  før  har  hersket  et  saa muntert  Liv .  Fra  sit  ophøjede  Stade  ser  Madonna  næsten vemodigt  ned  over  den  urolige  Forsamling.  Men  vi  ænser det  ikke.  Alt  er  i  Opløsningens  Tegn.  Det  gaar  hjemad. 

I en  lille  Landsby  et  Stykke  udenfor  Myrat  modtog  vi  Meddelelse  om,  at  vi  skulde  til  Nordfrankrig  for  at  oprulle  Pigtraad.  Vi vidste  ikke,  hvad  vi  skulde  tro,  da  vi  blev  ladet  i Toget  efter  Aurillac,  men  da  der  undervejs  kom  flere  Arbejdshold  til,  der  vidste,  at  den  første  Transport  allerede var  afgaaet  de  sidste  Dage  i  Marts,  kendte  Jubelen  ingen Grænser.  Saa  var  det  dog  sandt.  Vi skulde  hjem.  Stearinlys oplyser  Kirken  fra  alle  Hjørner,  og  fra  alle  Sider  lyder  Sangen:  „Hjem,  Hjem,  mit  kære  Hjem,  thi  intet  Sted  paa  Jorden  er  skønt  som  du  mit  Hjem”.

 

25. februar 1919. H.C. Brodersen og sine kammerater er “…foretagsomme krigsfangere…” under deres ophold i Myrat.

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Med  vor  Høpresser  er  vi ankommet  hertil.  Vi er  indkvarteret  i  en  Hestestald  ved  Siden  af  et  Hønsehus.  Det  er  Vinter,  og  af  den  Grund  mener  Hønseejeren,  at  Hønsene  ikke lægger  Æg .  Han  har  sikkert  Ret.  Her  i  Byen  har  de  den samme  Slags  Ost  som  i  Rion. 

Der  er  ingen  Forskel,  men her  i  Byen  har  de  en  lumsk  Skovfoged.  Han  fandt  ud  af,  at hans  Ostebeholdning  svandt  for  voldsomt  ind  og  var  saa uheldig  —  eller  heldig  —  at  have  Rottegift  ved  Haanden.

Det  var  sikkert  en  god  Tanke,  men  den  var  djævelsk,  og den  Omstændighed,  at  flere  Kammerater  et  Par  Dage  efter laa  begravet  i  Høet  og  vred  sig  af  Mavesmerter,  kan  godt tyde  paa,  at  han  for  Fremtiden  faar  Ro  for  „Rotterne”. 

Jeg havde  en  betroet  Post  paa  Banegaarden,  og  Kammeraterne, som  vi  afløste,  havde  ogsaa  betroet  mig  et  „Tip”.  Der  stod nemlig  i  et  Hjørne  af  Pakhuset  en  Sæk  Mel . De  havde  næsten  tømt  den  helt  og  mente,  det  var  bedre,  om  vi  fortsatte, saa  den  helt  kunde  forsvinde. 

Ved  Middagstid var  det  gerne roligt  paa  Banegaarden  og  Tiden  derfor  gunstig  for  en  foretagsom  Krigsfange.  Dog  en  Middag  gik  det  galt.  En  Mand fra  „ Train ”  opdagede  mig,  da  jeg  i  min  Ivrighed  ikke  havde set  mig  for.  Jeg  var  oprigtig  ked  af  det.  Tankerne  om  et  Par Aars  „Prisson”,  medens  Kammeraterne  var  rejst  hjem,  fløj 165 igennem  mit  Hoved.

Dog  han  havde  Hjerte  i  Livet.  Han  fik at  vide,  at  Kosten  var  knap  og  lovede  saa,  at  hvis  jeg  indstillede  Forretningen  for  Fremtiden,  vilde han  lade  være  med at  melde  mig.  Jeg  holdt  mit  Løfte,  men  han  holdt   ikke   sit.

Da  jeg  et  Par  Dage  efter  fulgtes  med  Vagtmanden,  traf  vi Jernbanemanden  og  nu  sladrede  han.  Vi stod  imidlertid  lige ud  for  en  Vinstue,  og  de  var  begge  tørstige.  Jeg  fulgte  med, da  de  gik  ind, og  ved  et  Glas  talte  vi sammen  om  Sagen,  der kort  efter  blev  anset  for  at  være  druknet  og  ude  af  Verden. Men  da  havde  vi ogsaa  faaet  mange  Glas. 

I  Hotellet,  hvor  vi spiser  vor  Middagsmad,  er  Manden  i  Felten.  Der  er  derfor ingen  til  at  passe  Fruens  to  Køer,  men  det  er  vi  mere  end villige  til. Vi har  nu  baade  Mælk,  Æg  og  Mel  til  Pandekagerne,  der  er  en  eftertragtet  Ret  for  Peter  Petersen  fra  Bodum,  der  har  faaet  ondt  i  Halsen  og  ikke  kan  faa  andet  til at  glide  ned  igennem  den. 

„Madame”  opdagede  dog  ret  hurtigt,  at  Mælkemængden  var  skrumpet  ind,  og  de  Kødben, som  vi  fik  for  at  passe  Køerne,  skrumpede  nu  ogsaa  mere og  mere  ind.  Nu  steg  Mælkeydelsen  atter,  og  der  er  nu  igen mere  Kød  paa  de  Ben,  som  vi  faar  som  Belønning  for  vore Anstrengelser.

 

12. januar 1919. H.C. Brodersen arbejder i Rion es Montagne og der bliver “…spundet skumle Planer.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

 Vi  er  atter  paa  bar  Bund,  og  Sulten  gnaver  i  Indvoldene. Men  som  „Nød  lærer  nøgen  Kvinde  at  spinde”,  bliver  der ogsaa  hos  os  spundet  skumle  Planer. 

Ud  fra  en  plomberet Jernbanevogn,  der  var  ladet  med  90  %  Ost,  og  som  var  færdig  til at  afgaa  til Paris, hentede  jeg  forleden  Aften  50  Pund. Samme  Aften  stod  August  fra  Jersdal  ved  Vinduet  og  vilde ikke  i  Seng.  „Hvad  staar  du  og  lurer  efter  August?”  spurgte jeg,  „gaa  dog  i  Seng!”” „Hvad  staar  du  selv  og  lurer  paa?”  svarede  han  tilbage, „gaa  du  dog  selv  i  Seng!”

Genstanden  for  vore  længselsfulde  Blikke  var  et  Heste­køretøj,  der  stod  nede  paa  Gaden.  Hesten  var  bundet  fast  til en  Telefonpæl,  og  Kusken  sad  i  Beværtningen  og  var  fuld. I  Køretøjet  laa  bagi  et  Par  dejlige  store  „Kringler”,  og  vi kunde  ikke  faa  Øjnene  fra  dem.  August  forsvandt  da  ogsaa ned  ad  Trapperne  og  kom  kort  efter  tilbage  med  de  efter­tragtede  Kringler,  der  sikkert  vejede  sine  50  Pund. 

De  blev omdelt  med  dobbelt  Portion  til  Helten.  Dog  det  værste  var endnu  tilbage,  thi  vi  kunde  risikere  en  Husundersøgelse  og maatte  derfor  spise  det  hele.  Saa  mente  vi var  ethvert  Spor da  udslettet.  Det  skulde  vi  dog  aldrig  have  gjort.  Vel  var det  en  behagelig  Følelse  at  være  mæt,  men  det  var  en  utilgivelig  Dumhed  at  spise  hver  6  Pund  Brød  og  lige  saa  meget  Ost  uden  først  at  sikre  sig,  om  der  kunde  købes  amerikansk  Olie. 

Det  blev  galt,  rigtig  galt,  og  af  Olie  var  der ikke  Spor  at  opdrive.  Vi  har  somme  Tider  været  paa  Arbejde  hos  Byens Gendarm. Det er  ikke  nogen  daaflig  „Tjans”. Vi  skal  save  Træ , men  en  Fil til at  file  Saven  med  synes  de ikke  at  kende  her  i  Rion.  Vi faar  derimod  udleveret  et  Stykke  Flæsk  til at  smøre  med. 

Saa  er  det  ikke  heldigt,  om  man har  Peter  Grau  til  Makker,  thi  han  spiser  Flæsket,  men  haler  ikke  bedre  i  Saven  af  den  Grund.  Det  bedste  er,  at  „Ma-dame”  om  Aftenen  giver  et  bedre  Maaltid,  og  her  er  Peter ikke  ubeskeden. 

Hvad  der  ellers  vækker  vor  Opmærksomhed  i  Rion,  er  Landbrugets  primitive  Indretning.  Træplove og  Harver,  der  i Menneskealdre  hjemme  har  ligget  paa  Museum  eller  er  hugget  til  Brænde,  er  her  højeste  Mode.  „Madame”  bærer  Bukserne,  og  „Monsieur”  har  intet  at  skulle have  sagt.  Det  ser  og  hører  vi hver  Dag.  Flinke  er  Folk  just ikke,  men  vi  taales.

 

17. december 1918. H.C. Brodersen kæmper med forholdene som krigsfange. “…Var jeg blevet paa den anden Side, havde jeg forlængst været hjemme.

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

V i  har  hver  Dag  ventet  paa  at  høre  Nyt  fra  Lejren  om  at komme  hjem,  men  intet  hører  vi.  Forbindelserne  hjemefter er  nu  i  Orden,  og  Aviserne bringer  Nyt  om,  hvad  der  foregaar.  For  Resten  er  vi  meget  daarligt  stillet. 

Penge  har  vi ingen  af,  og  Barberkniv heller  ikke.  Skægget  gror,  som  det vil,  da  vi ikke  kan  blive  skrabet.  Føden  er  knap  og  ikke  god. Undertøjet  er  slidt  op,  og  vi  fryser  om  Natten. 

Jeg  har  tit ærgret  mig  over  at  være  blevet  taget  til Fange  saa  sent  som i  Oktober  Maaned. Var jeg  blevet  paa  den  anden  Side,  havde jeg  forlængst  været  hjemme.  Hvor  længe  endnu  mon  dette skal  vare?

 

 

27. november 1918 – Lorens Jepsen: “Jeg hører ogsaa at der er Gering derhjemme”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september 1917 kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

 Feltham, d. 27. November 1918

Kære Anne!
Verdenskrigen synes jo nu at være endt, thi efter de Vaabenstilstandsbetingelser, som Tyskerne er gaaet ind paa, er det vel umuligt at begynde Krigen igen. Der nok heller ingen som har Lyst at forsætte. Skulde imidlertid Revolutionen tage en blodig Vending, saa kan der være Rædsler nok tilbage endda. Det er jo hidtil forløbet meget heldigt. Jeg hører ogsaa at der er Gering [Gæring?, dvs. at der er uro] derhjemme.

Selvbestemmelsesretten kommer jo ogsaa til at gælde os. Afgørelsen vil formodentlig falde i de næste Maaneder naar Fredskonferencen træder sammen. Jeg haaber da, at Befolkningen er klar over til hvilken Side den vil gaa. De er da heldigvis ingen Tvivl om, hvor det herefter er bedst at være.

Skade at man ikke kan være hjemme i denne Tid. Kunde jo være taget med Flaaden til Kiel eller ogsaa i næste Uge med Frederits[?] [–]. Men vi faar jo ogsaa nu tage den sidste Tid med Ro, skønt man længes nu mere end ellers. Haaber, at Forholdene hjemme er taalelige, at i kan leve i Ro, og saa paa et snarligt Gensyn! De hjerteligste Hilsner til Eder alle. Din egen Lor.

 

12. november 1918. H.C. Brodersen oplever krigens afslutning sammen med den franske befolkning.

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Arbejdet  her  kan  vi  sagtens  overkomme,  og  det  samme  er Tilfældet  med  de  Rationer  af  Levnedsmidler,  der  bliver  os tilmaalt.  I  Gaar  var  der  Klokkeringning  og  Begejstring  i Byen.  Der  var  indtraadt  Vaabenstilstand,  blev  der  fortalt.

Foran  Vinduerne i  vort  Kvarter samlede  Folk  sig  og  raabte: „Giume  kaput.  Giume parti  Holland.”  „Giumeici , ”  sagde  de og  gjorde  en  Betegnelse  omkring Halsen, der  ikke  var  til  at misforstaa.  Nu  venter  vi  hver  Dag  paa,  at  vi  skal  hjem.

[“Guillaume” er den franske version af “Wilhelm”, RR]

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

29. oktober 1918. H.C. Brodersen skal til danskhedsprøve. “…De er ikke meget Dansk…”

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Aurillac, 29. Oktober 1918.

Medens vi i Gaar Morges sad og ventede paa Risengrøden, blev jeg kaldt ind til „ Prøve” : „De er Sergeant, som C i vil Postbud, De er ikke meget dansk. De maa være tysksindet og hører ikke hjemme her.

Hvorfor har De meldt Dem hertil?”

Det var Tolken, den franske Sergeant, der havde afhørt mig, der saadan tog paa Vej. Jeg nægtede at være tysksindet og bad om at maatte blive her.

„Er De indmeldt i „Kriegerverein”?” spurgte han,

Jeg nægtede det og kunde med god Samvittighed gøre det. Der blev dog ikke i første Omgang truffet nogen Bestemmelse angaaende mig, og jeg maatte tilbage i Kachotten. De andre kom alle for, den ene efter den anden, og de blev sigtet i den Grad, at der til Slut kun var nogle faa Stykker.

Paany blev jeg kaldt ind, og i Korridoren, der førte til Kontoret, mødte jeg Skorstensfejeren. „Jeg blev afvist/’ raabte han til iriig, „se at komme bagefter, Mojn!” Nu blev den arme Djævel ogsaa snydt for Risengrøden, tænkte jeg, medens han under blinkende Bajonetter blev ført af Sted, og Døren smækkede i efter ham. „Farvel, Julius,” raabte jeg, men han hørte det vist ikke.

„Hvor er De født?” begyndte Sergeanten igen.

„I Sotrup!”

„Paa Angel?”

„Nej i Sønderborg Kreds!”

Han spekulerede noget og sagde saa: „Det er ligemeget, De hører ikke hjemme her. De kan rejse med de andre!” Han samlede nogle Ark Papirer sammen, medens jeg bagved hans Skulder vinkede til Bekendte, der havde samlet sig udenfor Vinduet.

„Kender De nogen af dem derude?” spurgte Sergeanten.

„Ja, der staar da Chresten Vrang fra Egen, og histovre staar min Svoger, og ved Siden af ham staar der et Par fra Kliplev.”

„De kan blive her,” erklærede han nu.

Jeg blev, og der var Risengrød nok til mig, da jeg fandt Vej til Køkkenet. Da jeg var færdig med Risengrøden, skulde jeg i Bad. Det glædede jeg mig til, men det blev kun en stakkel Glæde. En Vagtmand skulde hjælpe mig, og det gjorde han paa en saadan Maade, at han med en halvslidt Riskost skruppede paa mine Rygstykker, som om der sad tommetykt Lag Skidt paa dem, og som om han fik Betaling for afskruppede Kubikmeter.

Det endte da ogsaa med, at jeg rendte min Vej. Hos Chresten Vrang og „ 23 ” fik jeg Undertøj af deres private Beholdning, og i „Kirken” har jeg fundet mig tilrette blandt Landsmænd, der alle venter paa, at Krigen skal holde op, at vi kan komme hjem.

 

27. oktober 1918. H.C. Brodersen får lov til at blive forflyttet til Aurillac krigsfangelejr.

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  vilde  være  en  Overdrivelse  at  notere,  at  Polakkerne, der  har  Lejr  her,  har  været  flinke  eller  blot  taalelige  overfor  os.  Feldveblen,  der  førte  Kommandoen  over  Kompagnierne  her,  forlangte  paa  det  bestemteste,  at  vi  skulde  tale polsk.  Jeg  forklarede  ham,  at  han  forlangte  det  umulige,  eftersom  vi  ikke  kendte  hans  Landsmænds  Sprog.  Men  det blev  meget  værre  heraf. 

Han  mente,  at  vi havde  „ snydt ”  os til  at  komme  i  den  polske  Lejr,  og  da  vi  i  Formiddags  havde mundhuggedes  om  dette  Forhold,  mente  han,  at  han  nu  nok skulde  sørge  for,  at  vi  kom  hen,  hvor  vi  hørte  hjemme.  Jeg bad  ham  om  det,  da  vi  jo  ikke  havde  noget  højere  Ønske.

Meningerne  herom  har  vel  dog  været  noget  forskellige,  thi han  meldte  mig  til  „le  commandant”.  Et  Par  Timer  efter stod  jeg  overfor  en  gammel,  hvidhaaret  Herre,  der  tiltalte mig  i  det  polske  Sprog  og  paa  en  meget  brysk  Maade.  Jeg forklarede  ham  paa  Tysk,  hvem  vi  var,  og  hvad  vi  vilde.

„Le  commandant”  var  straks  klar  over  Forholdet,  og  han spurgte  mig  nu  meget  indgaaende  ud  om  Forholdene  i  Slesvig  og  mente  slutteligt,  og  ogsaa  han  kunde  tale  dansk.  Han gjorde  et  Forsøg,  og  vi  forstod  hinanden  udmærket.  Hans danske  Sprog  var  dog  mere  Svensk  end  Dansk,  men  han fortalte  nu,  at  han  for  mange  Aar  siden  havde  været  i  Skandinavien  og  dengang  ogsaa  havde  været  paa  Dybbøl. 

Ved en  god  Cigar  sludrede  vi  om  Folk og  Forhold,  og  da  Feldveblen  noget  efter  blev  kaldt  ind,  blev  han  noget  lang  i  sit i  Forvejen  lange  Ansigt,  da  han  saa,  hvilken  Vending  Sagen havde  taget. 

Vi  var  6  Mand,  der  ønskede  at  komme  til Aurillac,  og  „le  commandant”  lovede  os,  at  vi  skulde  komme af  Sted  endnu  samme  Aften.  Selvfølgelig  skulde  vi  have rent  Undertøj  og  noget  at  spise,  hvilket  Feldveblen  udtrykkelig  fik  Ordre  til  at  give  os.  Vi  fik  alle  vore  beskedne  Ønsker  opfyldt,  og  Feldveblen  var  nu  blevet  rigtig  flink. 

Kun den  Omstændighed, at  vi  om  et  Par  Timer  skal  sige  Farvel til  ham,  gør,  at  vi  sikkert  ikke  bliver  helt  gode  Venner  med ham.  Der  er  ikke  tiltænkt  os  nogen  Ledsager,  saa  vi  skal rejse  som  fri  Mennesker  og  har  faaet  tydelig  Besked  paa, hvor  vi  skal  skifte  Tog  i  Retning  Aurillac.

 

26. oktober 1918. “Som naar vi derhjemme leverede Svin, blev vi i Vitry le Franc ladet ind i Kreaturvogne…”

Senest ændret den 4. december 2020 9:15

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I begyndelsen af oktober 1918 blev han taget til fange.

Efter  en  vidunderlig og  uforglemmelig  Jernbanerejse  er  vi i  et  Tog  med  III.  Klasses  Kupéer  naaet  hertil.  Aldrig  synes jeg, jeg  har set noget  saa  smukt  som  dette  sidste  Stykke  af Rejsen  ned  imod  Lippy.  Vidunderligt  skønt  ligger  Byen  i en  Dalsænkning,  og  Toget  gaar  halvanden  Gang  omkring Byen,  inden  det  naar  ned  til  Banegaarden,  saa  vi  fik  Byen at  se  baade  ovenfra  og  fra  alle  Sider. 

Dog,  Rejsen  er  ikke hele  Tiden  gaaet  med  Tog  med  III.  Klasse.  Nej,  Gud  bedre! Som  naar  vi  derhjemme  leverede  Svin,  blev  vi  i  Vitry  le Franc  ladet  ind  i  Kreaturvogne,  der  blev  laaset  efter  os.  Vi var  forsynet  med  Brød  til  et  Par  Dage,  men  Drikkelse  havde  vi  saa  godt  som  intet  faaet  med  af. 

Af  Ventilation  var der  ikke  andet  end  de  fra  Kreaturvognene  kendte  smaa  Luger  foroven.  Det  var  vel for  Luftens  Skyld  tilstrækkeligt,  men der  var  dog  andre  Ting,  som  de  45  Mand,  der  var  i  hver Vogn,  skulde  have  besørget,  og  gode  Raad  var  derfor  dyre. Saa  længe  vi  havde  Lommetørklæder  til  „Stort”  og  tømte Konservesdaaser  til  „Smaat”  gik  det  nogenlunde,  men  kun alt  for  tidligt  opdagede  vi,  at  vi  havde  begaaet  den  uhyre Letsindighed  at  kaste  det  hele  bort  i  Stedet  for  at  tømme Beholderne. 

Der  var  sluttelig  ikke  andet  for,  end  at  de  to Mand,  der  var  „nærmest  paa  Tur”,  maatte  holde  den  tredie Kammerat  i  en  saadan  Stilling  ud  af  Lugen,  saa  han  kunde undgaa  det,  der  var  værre  for  os  andre,  nemlig  at  indrette sig  i  et  Hjørne  af  Vognen,  hvor  Pladsen  var  knap  nok  i  Forvejen. 

Transporten  naaede  endelig  Orleans,  hvor  Dørene  atter  blev  aabnet  for  os.  Men  sikken  et  Syn.  Togstammen  saa frygtelig  ud,  og  det  var  intet  Under,  at  den  Masse  af  Militær-  og  Civilpersoner,  der  stod  paa  Banegaarden,  holdt  sig for  Næsen  og  veg  tilbage  for  os,  da  vi  blev  sluppet  ud  og styrtede  ind  imellem  dem  for  at  naa  hen  til  et  Par  Vandopstandere. 

Efter  et  Par  Timers  Ophold  fortsatte  vi  videre. Toget  var  et  andet,  og  ogsaa  Vagtmandskabet  havde  skiftet.  Jeg  kan  ikke  andet  end  at  indrømme,  at  det  var  Synd, hvad  der  nu  foregik.  Vagtmanden  var  en  pæn  ældre  Mand, der  saa  ud  til, at  han  endnu  ikke  havde  været  ved  Fronten, i  hvert  Fald  saa  han  velplejet  og  nobel  ud. 

Enkelte  Kammerater  søgte  nu  at  faa  fat  i  de  største  og  fedeste  Lus,  der kunde  opdrives,  og  i  Snesevis  blev  de  pillet  fra  deres  tilvante Leje  og  flyttet  over  paa  Vagtmandens  Kappe  og  Hue,  hvor de  i  et  sandt  Kapløb  om,  hvem  der  kunde  komme  først,  forsvandt  ned  bag  Kappekraven.  Skorstensfejeren  var  særlig ivrig  i  at  deltage  i  denne  Form  for  „ Vergältung ”  som  Tak for  den  mindre  pæne  Behandling  fra  Dagene  forud.

 

20. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” filosoferer over årsagen til krige

Senest ændret den 4. december 2020 8:51

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Her  er  der  ikke  behageligt,  og  Skorstensfejeren  havde Ret  i  sine  Betænkeligheder,  da  vi  rejste  hertil.  Samtalen  i Toget  hertil  drejede  sig  ikke  om  andet  end  om  Meningen ‘ med  saadant  et  „Vergältungslager”.  Det  lød  jo  noget  afskrækkende,  og  Skorstensfejeren  kunde  ikke  forstaa,  hvad vi  eller andre  havde  forbrudt. 

„Men  hvorfor  ikke,”  sagde  han, „nu  har  vi prøvet  lidt  af  hvert,  lad  os  saa  ogsaa  tage  det  med i  Købet.  Verden  er  nu  en  Gang  saadan.  Histovre blev  vi  anset  for  Helte,  og  her  behandles  vi  som  Forbrydere.” „Ja,  man  kan  nok  komme  til Eftertanke,”  erklærede  jeg. „Eftertanke?”  sagde  Skorstensfejeren,  „nej,  det  er  ikke det  rigtige  Udtryk. 

Total  forrykt,  men  hvad  er  der  at  vente af  en  saa  elendig  Verden.  Hvad  andet  befatter  Verden  sig med  end  Vergältung,  Had,  Hævn  og  deraf  Mord,  Drab  og Ødelæggelse,  naar  blot  man  derved  kan  skaffe  sig  nogen Gevinst?  Kan  du  forstaa  det?” „

Jo,  det  kan  jeg  godt  forstaa,  Julius,”  svarede  jeg,  „men hvad  jeg  ikke  kan  forstaa,  er  det,  at  det  ikke  gaar  ud  over hele  Menneskeheden,  men  kun  over  os. 

Hvad  har  vi da  gjort, siden  der  skal  udøves  „Vergältung”  mod  os.  Er  du  i  Stand til  at  sige  mig  det,  Julius?” „Ja,  jeg  kan  godt  høre  paa  dig,  at  du  ikke  kender  din Bibel,”  svarede  han. „Bibel?” „Ja,  véd  du  da  ikke,  at  der  staar  et  Sted,  at  Fædrenes Synd  skal  hjemsøge  Børnene  i  mange  Led.  Naa,  og  vi  er Børnene,”  tilføjede  han  vredt.

„Jamen  hele  Verden  har  da  været  lige  god  om  at  skabe den  Elendighed,  der  nu  raabes  „ Vergältung ”  om,  Julius, men  hvor  mange  kommer  i  en  Lejr,  hvor  denne  „Vergältung”  kan  udøves?” „Ja,  men  vi  er  nu  en  Gang  saa  uheldige  at  være  blandt dem,  det  skal  gaa  ud  over,  og  det  er  nu  det,  som  vi  har faaet  ud  af  at  lære,  at  Frankrig  er  Tysklands  Arvefjende. Det  er  en  storartet  Svindel. 

De  har  jo  intet  som  helst  gjort mig,  hvordan  kan  det  være  mine  Arvefjender,  men  Hadet skal  jo  holdes  vedlige,  og  det  er  nu  Grunden  til al  den  Elendighed,  og  at  vi  sidder  i  det,  som  vi gør!” „ Tror  du  da  ikke  paa  det  gode  i  Menneskene,  Julius?” „Det  gode  i  Menneskene?”  gentog  han  haanligt,  „det  tror du  da  heller  ikke  selv  paa!  Nej,  véd  du  hvad,  i  Hverdagslivet,  i  Handels-  og  Toldpolitik,  i  det  politiske  Liv ,  i  smaa indenrigske  og  endnu  mere  i  de  store  udenrigspolitiske  Forhold,  hvorfra  de  store  Forviklinger stammer,  gælder  det  om at  „dreje  hinanden  en  Knap”.

Med  Hævntanken  for  Øje opflaskes  vi Mennesker  fra  Barnsben  af,  for,  naar  Tiden  dertil  menes  at  være  inde,  at  skride  til  Udførelse  af  Hævn-  og Revanchetankerne.”” Skorstensfejeren  vandrede  frem  og  tilbage  i  Kreaturvognen  og  blev  ved:  „ Om  blot  alle  Kanoner,  Maskingeværer, Flyvemaskiner  og  Krigsskibe blev  sænket  ned  i  det  dybeste Hav,  da  vilde  Verden  om  kort  Tidse  anderledes  ud.  Og  dog, hvad  Nytte  vilde  det  hele  være  til,  naar  Tilliden  ganske mangler.

Det  ene  Land  stoler  ikke  paa  det  andet,  uden  at det  har  en  Kanon ved  Haanden  eller  en  Bajonet  at  støtte  sig til.  Krig  vil der  altid  være,  og  du  kunde  vel heller  ikke  tænke  dig  en  Skole,  hvor  Drengene  ikke  slaas.  Det  er  ganske som  i  Naturlivet;  Fuglene  i  Luften  og  Fiskene  i  Vandet  lever  der  i  Kraft  af  den  stærkeres  Ret. 

Træerne  i  Skoven  breder  sig  paa  Bekostning  af  de  svagere  Ditto,  der  med  Tiden visner  og  gaar  ud.” Jeg  maatte  le:  „Nej,  nu  tror  jeg,  du  gaar  for  vidt, Julius,” sagde  jeg,  „alt  det,  du  der  fortæller  om  Naturlivet,  kan  du da  ikke  uden  videre  overføre  paa  Menneskene,  vi  er  dog  opdraget  under  andre  Love  og  Bestemmelser  og  med  Tanken om  Livet  efter  Døden.  Og  der  er  mange,  der  indretter  Livet derefter!”

„Naa,  mener  du  det,  ja,  jeg  kan  godt  høre,  at  du  ikke har  set  ud  over  din  egen  Næsetip.  Nej, ser  du,” fortsatte  han, „alle  Steder  i  Verden  gælder  dette:  Høg  over  Høg.  Det  er Luksus,  Rigdom,  Ære ,  Magt  og  Anseelse  alle  higer  efter, indtil  Ballonen  revner.  Og  det  gør  den  tilsidst  for  alle,  hvad enten  det  nu  er  for  den  enkelte,  for  Regeringer,  Nationer, Diktatorer  og  andre.

Og  naar  saa  det  hele  er  ramlet  sammen  til  en  ynkelig Ruinhob,  knyttes  Næverne  imod  „de  andre”,  som  menes  at  være  Skyld  i  Ulykken,  og  saa  raabes  der om  „Vergältung”,  Revanche  og  Hævn.” Toget  raslede  nu  henover  Sporskiftesteder,  og  Vognen skubbedes  i  korte  Ryk  frem  og  tilbage,  og  vi  hørte  Hvinene af  Bremserne. 

„Ja, nu  er  vi der  vel,” sagde  Skorstensfejeren, „saa  faar  vi  jo  se,  hvad  der  bydes  paa!” Ja,  vi  er  her,  men  Gud  give  vi  var  vel  herfra  igen.  Der siges,  at  der  er  14,000  Mand  i  Lejren,  og  af  disse  28,000 Fødder  er  Pladsen  optraadt  til  et  Ælte ,  der  naar  op  over Fodledene.  Føden  er  tynd  og  langtfra  tilstrækkelig. 

Døde  og syge  bliver  baaret  bort  fra  Pladsen  hver  Morgen.  Bare  dog Sundheden  vil holde  til  den  Elendighed  her.  Vi  er  omgærdet  af  to  Rækker  tre  Meter  højt  Pigtraad  og  bliver  bevogtet  af  begsorte  og  store  Negre,  der  nok  skal  afskrække  fra Tanken  om  Flugt  eller  anden  Revolte. 

Fra  Pladsens  fire Hjørner  peger  et  Maskingevær  ind over  Pladsen,  og  der  staar en  Mand  bagved  hvert.  Latrinforholdene  er  langtfra  tilstrækkelige.  Byens  Bourgeoisie  gaar  imellem  Pigtraadsforhegningerne  og  fotograferer  dem,  der  med  Front  den  anden Vej  er  optaget  af  andet  end  at  smile  venligt  til  Kameraet.

 —  Polakkerne  og  Danskerne  har  dog  hver  en  Barak,  men Pladsen  er  optaget  alle  Vegne,  saa  der  ikke  er  én  Tomme Plads.  Lejren  er  forsynet  med  1  Pumpe,  og  i  Kø,  i  lang Række,  venter  baade  Dag  og  Nat  Kammerater  paa  at  komme  til  at  faa  lidt  Vand.  Jo,  det  er  vel  nok  et  „Vergältungslager”.  Kun  godt,  at  vi snart  skal  af  Sted  herfra.

 

14. oktober 1918 – Lorens Jepsen: “… de sølle Djævle som er ved Fronten”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 14. Oktober 1918

Kære Anne!
Takker for et Brev fra 28. Aug. Ser, alt er saa omtrent ved det gamle hjemme. Jeg har det vel lignende, thi her slides denne Dag ogsaa som den anden, man har det egentlig godt nok, og alligevel bliver Livet trist og ensformigt i Længden.

Udvekslingstraktaten, som ingen større Begejstret Modtagelse var bleven til Del, er altsaa gaaet i Vasken. Lad saa den ligge, blot Freden var nær, men jeg tror ikke at de nuværende Fredsbestræbelser vil faa bedre Skæbne.

Men indlysende er det dog nu at det gaar mod Enden med Krigen, og selv om det endnu skulde vare et helt Aar inden vi kommer hjem, saa faar vi ogsaa holde det ud.

Vi, som sidder her, kan holde ud, værre er det for de sølle Djævle som er ved Fronten. Læser, at Dine Brødre har været slemt med; tror jeg nok!

Hvorledes gaar det min Broder? fra ham eller om ham hører jeg aldrig et Ord, han maa da være rejst tæmmelig meget i sidste Tid. Jeg vil haabe at de alle maa komme velbeholdne igennem Farerne. Hjertelig Hilsen din L.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P345,3)

14. oktober 1918. H.C. Brodersen kæmper med en vagtmand om sin vielsesring. “Du skal nu ikke faa Ringen, saa kan det koste, hvad det vil.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:51

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I  Dag  skal  vi  af  Sted  herfra,  og  mest  for  de  Gules  Skyld er  jeg  glad  for  det [“de gule” = de franske kolonitropper bar gul-brune uniformer, RR].  I  Nat  havde  jeg  en  ubehagelig  Oplevelse med  et  Par  af  dem.  Jeg  havde  været  et  Ærinde  i  et  Hjørne af  den  store  Lade,  vi  nu,  sammen  med  64  andre  Kammerater,  var  blevet  anbragt  i . 

Det  var  mørkt,  med  Undtagelse  af det  Hjørne,  hvor  det  gule  Mandskab  havde  opslaaet  deres Telt.  Der  brændte  et  lille  Baal,  som  3-4  Mand  af  Vagtstyrken  sad  og  varmede  sig  ved.  Da  jeg  gik  tilbage,  kom  der  en af  dem  henimod  mig  og  pegede  paa  min  Vielsesring. 

Jeg rystede  paa  Hovedet.  Han  viste  mig  en  Haandfuld  Tobak. Atter  rystede  jeg  paa  Hovedet.  Nu  viste  han  mig  en  Del  store  Kobbermønter,  hvis  Værdi  jeg  ikke  kendte.  Jeg  slog  afværgende  ud  med  Haanden  og  vilde  gaa  videre.  Nu  var  han blevet  gal  i  Hovedet,  og  saa  sig  omkring  til alle  Sider. 

Overalt  sov  Kammeraterne,  og  jeg  selv  blev  nu  ængstelig,  thi  det var  nemt  at  udregne,  at  Fyren  havde  ondt  i  Sinde.  Med  den fældede  Bajonet  traadte  han  et  Skridt  tilbage  og  satte  nu denne  i  Brysthøjde  hen  foran  mig.  Samtidig  holdt  han  mig med  sin  venstre  Arm , og  talte  ivrigt  til mig.  Jeg  tænkte  ved mig  selv:  „ Du  skal  nu  ikke  faa  Ringen,  saa  kan  det  koste, hvad  det  vil . ” 

Før  vilde  jeg  mase  hans  grimme,  gule  Fjæs, og  sende  hans  hindustanske  Sjæl  til de  evige  Jagtmarker  hos hans  Forfædre.  Under  hele  Krigen  var  der  blevet  fortalt  om, hvordan  disse  halvvilde,  uciviliserede  Individer  skar  Fingre af  deres  Ofre  for  blot  at  faa  en  Ring  at  pynte  sig  med,  og paa  ham  her  var  alle  Fingre  besat  med  denne  for  ham  tilsyneladende  uundværlige  Pynt. 

Jeg  rev  mig  løs,  traadte et  Skridt  tilbage,  og  langede  ham  med  højre,  knyttede  Næve et  Stød  lige  i  hans  forhadte  Ansigt.  Det  kom  ham  vel  nok lidt  overraskende,  og  han  gav  da  ogsaa  et  forfærdeligt  Brøl fra  sig.  Hans  Kammerater  kom  nu  løbende  til,  og  jeg  gav mig  til  at  raabe  om  Hjælp.  Den  kom.  To  Gendarmer  kom løbende,  og  uden  først  at  spørge  om,  hvad  der  var  paa  Færde,  slog  de  om  sig,  saa  vi  fløj  hver  til  sin  Side. 

Jeg  maatte nu  til  den  tysktalende  Gendarm  aflægge  Besked  om,  hvad der  var  foregaaet,  og  han  anbefalede  mig,  at  hvis  jeg  ønskede  at  beholde  Livet,  skulde  jeg  i  Løbet  af  Natten  skifte  Plads med  de  Kammerater,  der  i  Nattens  Løb  ogsaa  havde  Ærinde i  Hjørnet  af  Laden.  Det  var  den  eneste  Maade,  jeg  kunde vildlede  min  nye,  hævnlystne  Fjende  paa,  mente  han. 

Resten af  Natten  er  dog  forløbet  i  Ro,  men  jeg  er  glad  for,  at  vi kan  slippe  bort.  Kun  er  der  det  betænkelige  ved  det,  at  vi har  faaet  at  vide,  at  vi  skal  til  et  „Vergältungslager”.  Det lyder  jo  ikke  godt,  og  Skorstensfejeren  grubler  da  ogsaa  meget  dybsindig  over,  hvad  det  vel  kan  være.

 

6. oktober 1918. H.C. Brodersen bliver forhørt af en engelsk officer. “…thi af gode Grunde vidste jeg ikke det allerbitterste.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:51

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  faaet  anvist  et  foreløbigt  Opholdssted  mellem franske  Gendarmer,  af  hvilken  een  kan  tale  tysk.  Som  Sergeant,  „Sousoffice”,  bliver  jeg  behandlet  godt.  Det  samme  er selvfølgelig  ogsaa  Tilfældet  med  Skorstensfejeren.

Vi  havde  ellers  en  drøj  Tur  hertil.  Ved  en  ny  og  større  „ Stab ”  blev vi  nemlig  taget  under  Forhør  og  blev  visiteret  paa  vor  Person.  De  fandt  dog  intet  mistænkeligt  og  var  rigtig  flinke, idet  de  baade  lod  os  beholde  Lommeknive,  Ur  og  Barberkniv,  og  for  Resten  alt  øvrigt  andet,  med  Undtagelse  af  Papirer  og  Breve,  for  saa  vidt  som  vi  ikke  havde  faaet  dem gemt  i  Støvlerne  eller  i  Ærmeopslag,  hvor  de  undgik  deres Opmærksomhed. 

Nu  blev  der  kaldt  paa  „Sousoffice”  —  det var  Skorstensfejeren  og  mig  —  og  vi  fik  Ordre  til  at  stige ind  i  et  stort  Automobil.  Af  Sted  gik  det  i rasende  Fart.  „Det er  længe  siden,  vi  har  været  saa  flot  kørende,”  begyndte Skorstensfejeren.  „Snause,  halt,”  brølede  en  fransk  Kaptajn, der  sad  foran  os  paa  Førersædet. 

Han  rev  en  Revolver  fra Bæltet,  retted«  den  mod  vores  Ansigter  og  bød  os  se  hver sin  Vej.  Jeg  til  højre  og  Skorstensfejeren  til  venstre.  Ikke eet  Ord  vilde  han  høre.  Stadig  med  Kaptajnens  Revolver hængende  over  Ryglænen  af  Førersædet,  og  medens  vi  for lang  Tid  siden  havde  faaet  Krampe  i  Halsmusklerne,  kørte vi  i hele  2  Timer.  Vi  fik  Lejlighed  til  at  se,  at  Jernbanevogne, Feltlazaretter,  Lokomotiver, Ammunitionslagrene  og  andet mest  var  amerikansk,  og  at  amerikanske  Tropper  arbejdede paa  Anlæggelse  af  en  ny  Jernbane.  Med  et  flot  Sving  og  i vældig  Fart  standsede  Bilen  endeligt  ved  en  slotslignende Bygning. 

I  den  store  Vestibule,  hvor  vi  blev  ført  ind,  herskede  der  vældig  Travlhed.  Officerer  med  Mapper  under  Armen  næsten  løb  fra  det  ene  Værelse  til  det  andet.  Kun et Par  Generaler  syntes  at  tage  Sagen  med  Ro.  I  lange,  afmaalte  Skridt  og  med  en  Cigaret  hængende  i  Mundvigen  gik de  gestikulerende  op  og  ned  ad  Flisegulvet.  Nu  blev  der kaldt  paa  mig.  En  engelsk  Officer  tog  mig  under  Afhøring.

Dog  Resultatet  heraf  var  meget  magert.  Han  troede,  at  jeg var  stædig,  men  det  var  jeg  nu  slet  ikke;  thi  af  gode  Grunde vidste  jeg  ikke  det  allerbitterste.  Da  han  spurgte  mig,  hvad Regimentskommandøren  hed,  og  jeg  svarede,  at  det  vidste jeg  heller  ikke,  blev  han  vred.

Noget  efter  syntes  han  dog at  falde  lidt  til  Ro  og  bød  mig  en  Cigaret.  Maaske  har  han dermed  ment,  at  det  kunde  hjælpe  paa  min  Hukommelse,  og han  begyndte  nu  forfra.  Dog  Resultatet  var  stadig  det  samme-  “Jeg  kan  godt  forstaa  Dem,”  sagde  han,  „De  har  deltaget  i  Krigen  fra  Begyndelsen  og  er  Soldat  helt  igennem, De  vil  ikke  forraade  noget.  Men  nu  skal  jeg  sige  Dem  noget,”  sagde  han,  medens  han  halede  en  stor  Bog  frem. 

Jeg blev  nu  aldeles  forbavset;  thi  denne  Bog  syntes  at  indeholde ikke  saa  lidt.  Han  læste  ordret  ud  af  den,  hvilken  Division jeg  tilhørte,  hvad  Kommandøren  hed  og  hvilket  Regiment jeg  tilhørte.  Desuden  af  hvilke  andre  Regimenter  Divisionen  var  sammensat,  paa  hvilke  Fronter  den  havde  været i  Ilden  og  meget  andet. 

Jeg  skulde  dog  blive  mere  forbavset. „Ser  De,”  sagde  han,  „jeg  havde  haabet,  at  De  kunde  fortælle  mig,  hvilken  Division  der  i  Dag  skal  afløse  Dem,  men da  De  angiver  intet  at  vide,  maa  vi  se,  om  vi  paa  anden Maade  kan  finde  ud  af  det.”  Han  tog  mig  med  hen  til  et stort  Kort,  der  hang  paa  Væggen.  „Ser  De,”  sagde  han, „her  har  vi  et  Kort  over  hele  Fronten.  De  kan  vel  læse  Kort? Vi  har  af  tidligere  Fanger  hørt,  at  De  i  Dag  skal  afløses  af 5.  Gardedivision,  passer  det?” 

Jeg  vidste  det  ikke.  „Kan  De imellem  alle  disse  smaa  Flag  finde  mig  5.  Gardedivision?” Jeg  søgte  imellem  de  mange  hundrede  Flag,  der  var  stukket  i  Kortet  fra  Kanalen  til  Vogeserne,  men  fandt  den  ikke. Han  tog  nu  ud  fra  Omegnen  af  Lille  et  Flag  og  viste  mig det.  „Dette  Flag,”  sagde  han,  „er  for  os  5.  Gardedivision, den  ligger  her  og  er  fuldstændig  oprevet,  saa  vi  er  ikke  sikker  paa,  at  det  er  den,  der  skal  afløse  Dem.  Men , ”  sagde han  og  saa  mig  skarpt  ind  i  Ansigtet,  „har  De  ikke  hørt  noget  om  3.  Gardedivision?” 

Jeg  havde  intet  hørt.  „Jo,”  fortsatte  han,  „nu  skal  De  se,  her  har  vi  3.  Gardedivision.”  Han tog  et  Flag  og  viste  mig  det.  „Denne  Division  har  ligget  her i  længere  Tid  og  har  i  de  senere  Dage  faaet  Forstærkning. I  Aftes  er  den  forsvundet!  Véd  De  ikke,  hvor  den  er?  Svar mig,” brølede  han.  Jeg  vidste  ingenting.  Han  satte  nu  Flaget  paa  Plads  og  mente,  at  de  nok  fandt  den  i  Løbet  af  Dagen. 

Han  spurgte  mig  nu,  om  den  tyske  Hærledelse  vidste samme  nøjagtige  Besked  om  det  franske  Militær.  Jeg  kunde kun  sige,  at  det  vidste  jeg  ikke. „Sig  mig  en  Gang,”  sagde  han,  „hvem  mener  De  er  Tysklands  største  General?” Jeg  nævnede  v.  Hindenburg. „Er  der  ikke  een  til?” „Jo,  v.  Mackensen!” Han  spurgte,  hvor  jeg  kendt  ham  fra. 

Jeg  fortalte  ham, at  jeg  havde  været  Soldat  i  Danzig,  og  at  v.  Mackensen  dér havde  været  Korpskommandør,  og  at  jeg  vidste,  han  var  blevet  Marskal  og  havde  Overkommandoen  paa  Balkan. „ Har  haft!”  rettede  han.  Jeg  saa  paa  ham. „Véd  De  da  ikke,  min  gode  Mand,”  sagde  han,  „at  Krigen  er  forbi  om  14  Dage?  Véd  De  ikke,  at  I  er  slaaet,  og  at Ludendorffs  store  Offensiv  er  slaaet  tilbage  af  vore  fortræffelige  Tropper?”

Jeg  vidste  ingen  Ting.  Ved  at  han  selv  tog  Ludendorffs Navn  i  sin  Mund,  blev  den  ellers  rolige  Mand  som  ude  af sig  selv. „Ser  De,  ser  De,”  sagde  han,  medens  han  greb  mig  i Armen,  „ser  De  den  sorte  Streg  paa  Kortet?  Hernede  stod  vi for  14  Dage  siden.  Der  er  100  Kilometer  derfra  og  her  til. I  Dag  rykker  vi  70  Kilometer  frem.  Om  14  Dage  staar  vi ved  Rhinen.”

Han  var  blevet  helt  ivrig,  og  jeg  maatte  smile,  ikke  alene af  den  Grund, men  fordi  han  nævnede  dette  her  med  Rhinen. Han  saa  det  og  sagde:  „Jeg  kan  udmærket  godt  forstaa  Dem, men  det  skal  De  vide,  at  Jeres  store  Ludendorff  er  færdig. Hans  store  Offensiv  er  knust,  knust  siger  jeg  Dem. 

Det  vil i  de  kommende  Dage  komme  til  at  gaa  haardt  til,  vær  De glad  for,  at  De  er  ude  af  det  hele.  Tag  De  nu  hellere  og  gaa ud  til  Gendarmerne  i  Gaarden  og  se  til at  faa  Dem  noget  at spise.  De  ser  ud  til at  trænge  til  det!”

Ude  i  Gaarden  traf  jeg  Skorstensfejeren.  Han  havde  allerede  spist  og  drukket  og  havde  rodet  sig  godt  ned  i  en  Stak Halm.  „Mensch,”  sagde  han,  „du  kan  tro,  jeg  er  glad  for  at være  naaet  herover.”  Det  er  jeg  ogsaa,  men  jeg  er  ikke  glad ved  det  Bevogtningsmandskab,  der  ses  ligge  rundt  om.  Det er  de  gule,  grimme,  forhadte  Kolonitropper.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

5. Oktober 1918. H.C. Brodersen bliver taget til fange af franskmændene. ”Krigen er forbi, Fangenskabet blev til Slut min Lod.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Krigen  er  forbi,  Fangenskabet  blev  til  Slut  min  Lod. Jeg sidder  her  bagved  nogle  Barakker  og  visker  Blodet  fra  mit Ansigt.  Min Uniform  er  revet  i  Stykker.  Skorstensfejeren ligger  og  daser  med  Ild  i  en  Cigaret,  medens  han  underholder  sig med  en  Franskmand, der  med  opplantet  Bajonet  skal sørge  for,  at  vi  ikke  løber  vores  Vej.

„Hvor  skulde  vi  vel løbe  hen?”  Paa  en  Maade  er  vi  glade  for  at  være  sluppet  ud af  Skidtet.  Men  det  var  en  drøj  Omgang  at  naa  saa  vidt. Gud  bevares,  sikken  Omgang.  Den  lille  Flok  i  Skoven  var vel  fra  Aftenen  i  Forvejen  blevet  Franskmanden  en  Torn  i Øjet,  thi  K l .  lidt  før  5  satte  han  ind  med  en  Granatild, hvis Mage  vi  næsten  ikke  før  havde  oplevet,  i  hvert  Fald  ikke hvad  Træfsikkerhed  angik.

Vor  Understand  rystede  under den  voldsomme  Ild,  af  hvilken  hvert  Skud  syntes  at  ramme lige  ovenpaa  den.  Men lige  saa  pludseligt, som  den  var  kommet,  holdt  den  op.  Kun  5  Minutter  varede  hele  den  Helvedeslarm,  men  vi  vidste  nu,  hvad  Klokken  var  slaaet.

Vi greb  vore  Geværer  og  vilde  styrte  ud,  men  —  det  var  for sent.  Franskmændene  stod  da  allerede  foran  Nedgangen  til Understanden  og  med  de  fældede  Bajonetter  vendt  i Retningen  af  Trappen,  der  førte  op  til  dem.  Nu  havde  de  Overtaget.  „Alé”,  alé’,  alé’  le  Bosch!”  raabte  de  ned  til  os.  „Alé’, alé’  Monsjø.”

Denne  Indbydelse  var  ikke  til  at  tage  fejl  af, og  der  kom  nu  Liv i Understanden.  Vi gik i Fangenskab,  vidste  vi, og  Bagagen  skulde  derfor  i  en  Fart  indrettes  derefter. Men  det  havde  Fjenden  tilsyneladende  ikke  Tid  til at  vente efter,  og  atter  lød  det:  „Alé”,  alé’.”

Sepl  og  et  Par  Mand til  var  dog  nu  paa  Vej  op  ad  Trapperne  til  dem  og  holdt efter  disse  nye  Omstændigheder  Hænderne  rakt  godt  i  Vejret.  Et  Par  Haandgranater  røg  da  lige  ned  imellem  dem  og eksploderede  med  det  Resultat,  at  Sepl,  dødelig  saaret,  styrtede  bagover  og  blev  liggende.

Det  betog  naturligvis  os  andre  Lysten  til  at  vise  os  foran  Trappen, og  vi  gav  os  i  Stedet  for  til at  raabe  paa  Pardon.  Franskmændene  raabte  dog kun  stadig:  „Alé”,  alé’,”  men  da  det  et  Øjeblik  efter  syntes roligt  udenfor,  vovede  endnu  et  Par  Mand  Forsøget  paa  at slippe  ud.  Men paany  røg  Haandgranater  ned  til  os  og  eksploderede  i  Vinklen  af  Trappegangen. 

Splinterne  røg  til alle Sider,  og  som  en  Flok  Faar  stod  vi  klinet  op  ad  hinanden i  et  Hjørne  af  Understanden  og  turde  ikke  gaa  frem.  Kom pagniføreren  raabte  nu  paa  fransk,  at  vi  ganske  selvfølgelig vilde  overgive  os,  men  at  de  skulde  give  os  Tid til at  komme op.  Dog  han  modtog  kun  det  Svar:  „Alé*,  alé’.”

Skorstensfejeren  løb  rundt  som  en  irriteret  Tiger  og  vidste  ikke,  hvad dette  her  skulde  betyde.  Han  forsøgte  at  stikke  Næsen  omkring  Hjørnet  af  Opgangen,  men  nu  lød  der  et  voldsomt Brag.  Hvad  det  var,  kunde  vi  ikke  lige  straks  faa  konstateret,  men  det  blev  dog  Grunden  til, at  mange  gav  sig  til  at hyle,  som  om  selve  den  onde  Djævel  havde  vist  sig  for  dem.

Skorstensfejerens  Opmærksomhed  var  imidlertid  blevet  henvendt  paa  en  Staalplade  i  Hjørnet  af  Understanden,  som vi  vidste  dækkede  over  et  Hul ,  der  vel  har  været  anvendt til  Anbringelse af  Artilleriets  store  Kikkerter.  Den var  skruet fast,  men  med  et  Sidegevær  gav  han  sig  til at  bryde  den  fra.

Paa  Grund  af  de  mange  Detonationer,  eller  var  det  maaske fra  det  sidste  store  Brag,  var  Understanden  nu  kommet  i Brand.  I  vor  Fortvivlelse  over  Udsigterne  til at  skulle  brænde  inde,  gav  vi os  igen  til at  raabe,  men  vi fik  intet  Svar,  jo, dog,  men  det  var  i  Form  af  Haandgranater.

Kompagniføreren  gav  sig  igen  til at  raabe,  men  det  var  altsammen  til ingen  Nytte.  Hans  Stemme  overdøvedes  af  den  Alarm,  Skrig og  Brølen  i  Understanden  over,  at  vi  skulde  brændes  levende.  Flammerne  slog  op  til  alle  Sider  og  havde  god  Næring i  de  tørre  Brædder  og  Træstammer,  som  Understanden  var opført  af.

De  havde  allerede  omspændt  den  arme  Sepl,  der endnu  laa  foran  Udgangen. En tæt Røg og  en  kvælende  Hede fyldte  Understanden,  og  Fortvivlelsen  tiltog  med  en  Styrke, der  ikke  lader  sig beskrive.  Enkelte  forsøgte  at  trænge  igennem  Flammerne  for  at  naa  Udgangen,  men  de  maatte  opgive det. 

Skorstensfejeren  arbejdede  imedens  med  at  bryde  Staalpladen  fra,  men  han  havde  ikke  Held  med  sig;  thi  Sidegeværene  bøjedes  som  en  Klov,  og  Skruerne  gav  ikke  efter.  Jeg kom  ham  nu  til  Hjælp,  og  omsider  lykkedes  det  at  faa  revet et  Brædt  fra  ved  Siden  af  Pladen,  og  da  vi  nu  kunde  faa  et Sidegevær  anbragt  paa  Højkant,  maatte  Skruerne  give  efter.

Der  var  lige  Plads  nok  til, at  een  Mand  ad  Gangen  kunde kravle  igennem  Hullet,  og  een  efter  een,  den  ene  tæt  i  Hælene  paa  den  anden,  naaede  vi  Overfladen.  Jeg  var  den  første  og  opdagede,  at  Hullet  mundede  ud  til  den  fra  Fjenden bortvendende  Side.  Vi  smed  os  i  Græsset,  indtil  vi  alle  var naaet  op.  Nu  skulde  det  forsøges. 

Vi sprang  op,  rakte  Hænderne  i  Vejret  og  raabte  af  vore  Lungers  fulde  Kraft: „ P — a — r — d — o — n ! ”  Nu  kom  de  styrtende  og  med  den fældede  Bajonet  rettet  lige  i  Retning  af  Brystet  paa  os.  Gud, hvor  var  vi hjælpeløse!

Vi skreg  af  Angst.  Men  Pardon  fik vi.  Dog  Pinslerne  var  endnu  ikke  forbi.  Et  kraftigt  Spark, som  jeg  ikke  kunde  regne  ud, hvad  det  skulde  være  godt  for, sendte  mig  med  samt  min  Brødpose  flere  Meter  hen  ad  Jorden.  Et  Forsøg  paa  at  opsamle  Posen  havde  til  Følge,  at  jeg paany  fik  et  Spark,  saa  jeg  røg  paa  Næsen,  men  nu  havde jeg  ogsaa  tabt  Lysten  til  Madsækken.

Kompagniføreren  var imedens  blevet  hentet  op,  og  vi var  i alt  14  Mand,  der  maatte med  af  Sted  tilbage.  Fra  Understanden  væltede  en  sort,  tæt Røg  ud, og hvor mange  der  blev  dernede,  véd jeg  ikke,  i hvert Fald  var  der  uddelt  Levnedsmidler til  22. 

Brændende  fandt de  arme  Mennesker  Døden  “paa  Æirens  Mark”,  og  deres Kære  i  Hjemmet  faar  vel aldrig  anden  Melding,  end  at  de  er „savnet”.  En  Officer  tog  mig  nu  ved  Haandleddet  og  førte mig  hen  bag  et  Træ .  Han  rettede  en  vældig  stor  Revolver mod  min  Næserod,  traadte  et  Par  Skridt  tilbage  og  spurgte saa  paa  godt  Tysk  om,  hvor  vore  Reserver  opholdt  sig.  Jeg svarede  kun,  at  det  vidste  jeg  ikke,  da  jeg  ikke  havde  været tilbage  siden  vi  den  26.  var  ankommet  til  Stillingen  her  og saaledes  ingen  Ting  havde  set. 

Han  troede  naturligvis,  at jeg  løj,  og  stadig  med  Revolveren  for  Panden  raabte  han nu:  „Ned  —  op.  Ned  —  op.  Ned  —  op,”  og  som  en  Staalfjeder  sprang  jeg  op  og  ned  i  den  Retning  hans  Revolver angav.  Imidlertid var  han  vel  blevet  træt  af  at  kommandere, men hans  Arm med  Revolveren gik  stadig  op  og  ned.  I  Angst for,  at  han  skulde  komme  til at  bøje  Fingeren  for  meget  om Aftrækkeren  fulgte  jeg  stadig  Armens  Bevægelser.

Jeg  var segnefærdig  af  Træthed  og  var  lige  ved  at  opgive  det  hele, men  saa  raabte  han:  „Holdt,”  og  gav  Tegn  til at  lægge  mig ned.  Han  selv  smed  sig  ned  ved  Siden  af  mig,  og  det  var da  ogsaa  paa  høje  Tid,  thi  et  Maskingevær  havde  med  sine Projektiler  fundet  Vej  til  os,  og  Kuglerne  fløjtede  os  om Ørerne. 

Bag  en  lille  Vold  laa  vi  nu  i  nogen  Tid  og  underholdt  os  med  hinanden.  Han  var  saamænd  nu  rigtig  flink  og gav  mig  nogle  Cigaretter.  Dog  hans  Tid  var  knap,  og  efter at  nogle  Franskmænd  havde  faaet  Ordre  til at  bringe  os  tilbage,  styrtede  han  med  sin  Deling  atter  fremad.  Vi  naaede kort  efter  tilbage  gennem  en  Dal,  hvor  vi  gjorde  Hvil  et Øjeblik. 

De  franske  Kolleger  gav  sig  god  Tid. Vi kendte  af egen  Erfaring,  at  man  ikke  skal  forhaste  sig,  og  det  gjorde de  heller  ikke.  De  havde  megen  Sans  for  „Souvenirs”,  men var  ikke  paagaaende  og  tog  kun,  hvad  vi  gav  dem. 

Mit  dejlige,  erobrede  Guldur,  som  kunde  blive  en  farlig  Genstand at  have  i  sin  Besiddelse  ved  en  eventuel  Visitation,  særlig hvis  der  blev  spurgt  efter  nærmere  Adresse,  gled  da  ogsaa „lidt  bagom”  til  en  Franskmand.  Han  blev  himmelhenrykt ved  Gaven  og  spurgte,  om  det  var  mit  Navn,  der  var  indgraveret  i  det.  Jeg  nikkede  til Svar,  og  ved  at  lægge  Fingrene  over  Munden  gav  jeg  ham  at  forstaa,  at  han  ikke  skulde sige,  han  havde  faaet  det  af  mig. 

Omsider  listede  vi  videre og  gjorde  derefter  Holdt  foran  en  stor  Hule  i  en  stor  Kløft. Vi  blev  stillet  op  paa  Rad,  og  en  højere  Officer  mønstrede Fangsten.  Han  smilede,  da  han  saa  mig.  Jeg  kendte  ham ikke,  men  smilede  igen.  Nu  kom  han  hen  imod  mig  og  med fremstrakte  Hænder .  Jeg  rakte  Haanden  ud  til et  „Goddag,” men  nu  greb  han  med  begge  Hænder  om  mine  Skulderstropper  og  rykkede  til.

Resultatet  var,  at  min  Trøje  blev  revet i  Stykker  til helt  ned  paa  Armen,  og  jeg  gik  paa  Næsen.  Med et  velrettet  Spark  lige  i  Synet,  saa  Blodet  drev  fra  Næse  og Mund,  bragte  han  mig  atter  i  Retstilling  og  foretog  nu  et nyt  Angreb  paa  mine  Skulderstropper.  Denne  Gang  var  jeg forberedt  paa  det;  Knapperne  gav  efter,  og  „le  Commandant”  stod  med  de  attraaede  Genstande  i  sin  Haand. 

Nu  sidder  jeg  her,  og har  af  en  Franskmand  faaet  baade  Synaal  og Traad  til  at  hefte  Ærmerne  sammen  med,  medens  jeg  dog hele  Tiden  maa  viske  Blodet  fra  mit  ophovnede  Fjæs,  der  er saa  ømt,  at  jeg  næppe  kan  føre  Lommetørklædet  henover det. 

Af den  tilsynsførende  Franskmand  har  jeg  faaet  at  vide, at  „le  Commandant”  samlede  paa  Skulderstropper  fra  alle tyske  Regimenter,  og  at  han  paa  denne  Maade  faar  samlet til  det  mest  ejendommelige  Gulvtæppe. 

Jeg  syntes  ikke,  at den  Idé  var  tosset,  men  mit  blaa,  gule  og  grønne  Fysiognomi  leverede  Bevis  for,  at  han  ikke  kom  til  dem  paa  nogen pæn  Maade.  Der  er  ikke  Tale  om,  hvornaar  vi  skal  afsted herfra,  men  vi har  det  ogsaa  tilfredsstillende.  Hvilke  frygtelige  Timer  har  det  ikke  været,  og  vi  er  i  Grunden  glade  for, at  vi er  ude  af  det  hele.  Vi er  ude  af  Skudvidde  fra  vort  eget Artilleri  og  føler  en  velgørende  Tryghed.

 

4. oktober 1918. I krigsfangelejr i Frankrig

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange – men franskmændene fandt hurtigt ud af, at han var dansksindet slesviger.

(… fortsat)

Den næste dag gik turen videre …

Ved vejs ende blev vi denne gang anbragt i en opsamlingslejr ved Marnefloden. Jeg erfarede, at lejren kaldtes »Kronprinsens  straffelejr«.

I lejren her var vi ca. 1400 krigsfanger. Vi lå i telte. Forplejningen var  ret mangelfuld. Vi fik pr. mand udleveret fire skibskiks om dagen. Hver anden eller hver tredie dag udleveredes der suppe — linsesuppe.

De tyske flyvere så vi jævnlig. De kastede bomber på banegårdsterrænet. Splinterne fløjtede og peb i luften. Franskmændene bragte luftskyts i stilling, og så var det forbi med de tyske flyveres besøg.

I lejren var der folk fra mange af de tyske stater. Her var elsassere, tjekker, polakker, holstenere, og så var vi to danske sønderjyder, jeg og Nis Schmidt fra Haderslev.

Nis Schmidt havde hidtil følt sig ene, men nu, efter at jeg var kommet til, var vi dog to, som kunne være hinanden til selskab og opmuntring — og det kunne gøres behov.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

2. oktober 1918. Franskmændene kommer! “Jeg råbte den ene gang efter den anden: »Pardon, monsieur!«”

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Han lå med fem kammerater i allerforreste linje og skulle sikre tyskernes tilbagetog. Pludselig høre de et brag – tyskerne har sprængt broen over Loire-kanalen. De var afskåret i forreste linje.

(… fortsat)

Vi gjorde maskingeværet ubrugbart og kastede det bort. Så vendte vi til højre og satte af sted bag efter hinanden. Jeg var den sidste. Jeg syntes, at det var rent hen i vejret. Jeg standsede og vendte mig omkring. — Lige så godt blive nede på vejen og forholde sig roligt.

Jeg stod altså på vejen, og der kom de styrtende — tredive eller fyrre sorte —. Geværpiberne pegede lige imod mig. De råbte og  gestikulerede. Vi forstod ikke hinanden. Det eneste var vel at løfte  armene i vejret. Jeg råbte den ene gang efter den anden: »Pardon, monsieur!«

En fransk officer viste sig. Han vinkede, at jeg skulle komme hen til ham. Jeg gik nærmere.

Officeren begyndte straks at spørge.
— Er der flere tyskere her?
— Jo, sagde jeg, fem, og samtidig gjorde jeg tegn med fingrene. Nu  dukkede pludselig en .af mine kammerater op. Han sagde: — De fire andre er kommet foran mig.

Han havde set dem alle forsvinde ned i en bunkers. Marokkanerne havde opdaget det. De havde sat strålerne fra en flammekaster mod indgangen. Min kammerat havde fundet det rådeligst at forsvinde …

Som fanger blev vi to nu under ledsagelse af en franskmand ført tilbage til fortet Brimont. Turen foregik under stærk tysk artilleriild. Vi nåede frem til en stor vej. Ved siden af landevejen var store  styrker af franske og amerikanske troppedele ved at tage opstilling til videre fremrykning.

Her bag fronten kom vi i det første forhør hos en større stab af  officerer. Man tømte vore lommer for alt, selv lommekniven måtte vi ikke beholde. Breve og andet tog de også. Brevene læste de, og da de opdagede, at brevene allesammen var skrevet på dansk, spurgte en af officererne mig — om jeg var slesviger, og om jeg kunne tale dansk?

— Jo, svarede jeg, det kunne jeg da, for jeg var fra Nordslesvig.

Kammeraten, jeg fulgtes med, viste sig at være fra Elsass. Han kunne dog ikke et eneste fransk ord. Han sagde, at hans bedstefar havde  været fransk statsborger. Det smager dog lidt af fisk …

Franskmændene havde altså en slesviger og en elsasser foran sig. Det syntes at gøre vor sag lidt lysere. Franskmændene blev endda så gæstfri, så de gav os et franskbrød, et stykke kød og senere et bæger  vin.

Efter forhøret måtte vi videre. En dragon fik til opgave at følge os tilbage. Langt om længe kom vi igen til en by. Den var skudt i grus. Dragonen afleverede os, og under ret skarp bevogtning blev vi  anbragt i en lade. Vi lå under åben himmel, for taget manglede …

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1961

21. september 1918. P. Grau trues med fremmedlegionen

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten. Den 30. august 1918 blev han taget til fange ved Noyon og kom efter et par dages march til en krigsfangelejr, der blandt soldaterne kaldtes “hungerlejren”. Her var en tysk overløber pladskommandant – og han pinte og plagede sine landsmænd efter bedste evne.

… jeg skal dog endnu fortælle om en personlig oplevelse, jeg havde med ham, sadisten. –

Da jeg sidste gang var på orlov, det var ovre på Als, hørte jeg af Max Bruhn og Hans Schmidt, begge fra Sebbelev, at der i Frankrig eksisterede en speciel lejr for dansktalende. Og derfor gik jeg nu til ham, sadisten, der ellers var utilnærmelig, og spurgte på den mest korrekte måde, jeg kendte, om jeg måtte få en samtale med ham, hvad han allernådigst tilstod mig, og så spurgte jeg, om jeg kunne flyttes over i omtalte lejr for de dansktalende.

Han hentede da en fransk officer, der tillige var tolk. Jeg gentog så for ham mit ønske, hvorpå de to nu konfererede på fransk med hinanden.

Endelig fik jeg svaret gennem ham, sadisten: »Ja, hvis De bagefter vil træde ind i Fremmedlegionen«.

På dette spørgsmål ville jeg ikke svare ja, men heller ikke nej, for derved at forspilde min eventuelle chance, og derfor bad jeg om en dags betænkningstid. Men da fnyste sadisten og råbte: »Sind Sie noch nicht raus?«, og idet jeg drejede mig om for lynhurtigt at forsvinde, langede han mig »einen Fusstritt im Arsch«, så jeg faldt forover med begge hænder plantet i gulvet.

Det var mit sidste møde med ham, thi efter dette sørgede jeg altid for at være længst muligt borte, når han var i nærheden, og som allerede fortalt flyttedes vi alle over i den anden lejr.

Her fik vi det bedre. Hver dag en kop bouillon, som bevirkede, at afføringen, som havde været standset, kom i gang igen.

Her var der også en mere fornuftig tolk – ingen renegat – og ham forelagde jeg nu påny mit spørgsmål om den ekstra lejr, og han bad mig følge med. Jeg vinkede ad min ven Nicolai Bock, og vi fulgte begge med ind i et telt, hvor man udspurgte os om både dette og hint, om vor hjemstavn og om vort forhold til Danmark.

Vi fik så lov til at ligge i telt sammen med fanger fra Polen og fra Elsass. Jeg fik arbejde på et beklædningsdepot, fik fat i en skjorte og nye sokker. I lejren her kunne vi vaske os daglig, for første gang i løbet af tre uger, men efter en uges forløb kom vi til fangelejren i Rouen.

DSK-årbøger 1972

8. september 1918. Endelig brev hjemmefra: “En jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden”

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Da Englænderne en Dag giver os Tilladelse til at skrive og modtage Breve, føler vi det, som om de skænkede os den halve Frihed. Den 18. Februar 1915, lige før vi med „Kronborg” forlod Wilhelmshafen, skrev jeg det sidste Brev hjem til min Hustru.

Vel sendte jeg i 1916 fra Dar es Salam nogle Breve over Portugisisk Østafrika, Lissabon og Stockholm til Hjemmet, men var disse naaet
igennem? Jeg har aldrig turdet haabe det.

Vi faar udleveret nogle sammenfoldelige Breve med paatrykt: Prisonner of War, og kun saadanne maa benyttes.

Et Marketenderi er nu ogsaa bleven indrettet i Lejren og de tilladte Ting leveres af samme Jøde i Alexandria, der leverer Provianten til Officererne. Hans Johansen er bleven Kantinevært, og Jøden betaler ham 2 Procenl i Provision af Omsætningen. I disse Dage ha r han rivende Afsætning paa Blæk og Penne, som ingen i Aar og Dag ha r haft Anvendelse for.

I Spisebarakkerne sidder vi nu ved de grofttømrede Borde og det synes, som kniber det for mange at faa begyndt. Hvad maa vi i det hele taget skrive for at være sikker paa, at Brevene gaar igennem, er der een som spørger.

Tag du bare og skriv, at du har giftet dig med en Negerpige med Ring i Næsen, og saa snart Krigen er til Ende, møder i hjemme hos dine Gamle, saa skal du se, hvor henrykte de vil blive, svarer en anden.

Enkelte skriver slet ikke, de har ikke skrevet hjem i saa mange Aar, det kan godt vente et Par til. Maaske har de heller ingen Kære derhjemme, ingen, der venter paa dem, længes efter dem.

Jeg skriver saa kort og intetsigende som muligt for at være sikker paa, at det første Livstegn fra mig i snart fire Aar maa naa gennem Censuren.

Snart er den første Postsending samlet sammen og sendt afsted. I den følgende Tid er alle grebne af en paafaldende Rastløshed og Irritation, ingen ha r Ro til at tale med hinanden mere end højst nødvendig. Om Aftenen traver vi omkring i Sandet uden at kunne finde Hvile.

Under Krigens Aar i Østafrika har vi daglig i Tankerne været hos vore Kære, har tusinder af Gange spurgt os selv, hvordan mon det staar til derhjemme. Og hvordan er det mon gaaet Kammeraterne, der blev sendt til andre Fronter.

Nu endelig er Tiden snart inde, da Forbindelsen med Hjemmet igen vil blive knyttet, da vi skal spørge nyt fra vore Kære. Og hvorledes vil disse første Efterretninger mon blive? Vil de komme til at volde os Glæde, Skuffelse eller maaske Sorg?

Jeg udpeges til at være Postbud i vor Lejr. Hver Morgen skal jeg møde i Lejrofficerens Telt og der være behjælpelig med at hente og sortere den til Fangelejren bestemte Post.

Efterhaanden begynder de første Breve — og navnlig fra Sydtyskland — at strømme ind. Det er mit Arbejde at konstatere, om Adressaterne er til Stede i vor Lejr. Hvor dette ikke er Tilfældet, faar Brevene en Paategning af Sergent Fisher og bliver sendt videre til en anden L e jr i Ægypten.

Sergenten er et prægtigt Menneske, og vi kommer hurtigt paa en fortrolig Fod med hinanden. Hr. Fisher er en Købmandssøn fra London. Før Krigen har han opholdt sig baade i Tyskland og Svejts og taler derfor flydende Tysk.

Nogen Tid gaar hen. Endelig er der Breve til de fleste af Sønderjyderne i Lejren. Ogsaa til mig.

Jeg genkender øjeblikkelig min Hustrus Haandskrift mellem de mange Breve. Med rystende Hænder river jeg Omslaget op, en jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden, og kort efter udløser Spændingen sig i et dybt og befriende Aandedrag.

Brevet er ganske kort; min Hustru skriver, at hun med stor Glæde har modtaget mit Brev, det første Livstegn fra mig siden Februar 1915. Hun og Drengen har det godt og opholder sig hjemme hos Forældrene. Saa slutter hun med Haab om et snarligt Gensyn.

Min Hustru har fulgt den samme Taktik som jeg, kun at skrive saa korrekt og kort som muligt. Men Indholdet er et saadant Livstegn, som jeg Aarene igennem haabede engang at maatte modtage det. Et lille Fotografi er vedlagt, det er af min Hustru og vor lille Søn som treaarig. Han var otte Dage, da jeg rejste hjemmefra.

For at jeg ikke skal være i Tvivl om, hvem Drengen er, er hans Navn skrevet under Billedet.

Jeg er bleven saa let om Hjertet. Det vil nu være langt lettere for mig at holde ud, Krigen maa jo dog engang faa Ende og Gensynstimen slaa for os. Min Hustru venter paa mig!

Hvad er Slaveriet, Trældommens Kaar maalt med denne frydefulde Vished! Min Hustrus Hilsen har atter tændt Lys i mit Sind, men samtidig øget min Hjemlængsel.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

4. september 1918. I hungerlejren. Krigsfange i Frankrig

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten. Den 30. august 1918 blev han taget til fange ved Noyon og kom efter et par dages march til en krigsfangelejr.

Så [1. september] nåede vi til byen Clermont, ca. 60 kilometer nord for Paris, og det blev vor første fangelejr, som vi kaldte »Hungerlejren«.

Den lå på en svag skråning med et jernbanespor forneden. Det hele var under åben himmel på et lille halvtag nær, som var åben til de tre sider – jeg vurderer størrelsen til ca. et par hektar. Udenom var der et pigtrådshegn, 3 meter højt, så en 2 meter bred gang og så atter et hegn af samme art.

På gangen gik vagtfolkene, to og to i hver side, det var negre, og de var for det meste flinke. Men var der fanger, der stillede sig op med ryggen mod hegnet for at hvile sig lidt, fik de et kolbestød i ryggen, så det skulle de nok lære at lade være med.

Om aftenen blev der i de to hjørner opstillet to maskingeværer ved siden af hinanden, sådan at de kunne bestryge hele lejren og da særlig udgangen, så man skulle nok lade være …

Lejrpladsen havde vel nok engang været græsmark, men nu var det forbi, man så kun den bare jord, alt græsset var for længst slidt af. Nå, men der var vi altså havnet, vi var over tusinde fanger.

Dagen efter, at vi var ankommet, havde vi morgenappel, og ved den lejlighed blev vi talt, men appel havde vi for øvrigt hver morgen og aften.

Ved den første appel måtte vi aflevere knive, piber og tobak, men vi fik lov til at beholde både fotografier og penge – og lusene. I øvrigt var vi såmænd henrykte for, at vi fik lov til at beholde dem, altså lusene, i de følgende dage, da vi derved havde en slags tidsfordriv med at gå på jagt efter dem.

Men efter at vore lommer var vendt og vore ejendele konfiskeret, blev vi beordret til at sætte os ned på hug med benene over kors, og vi fik hver et kvart franskbrød, altså en portion på ca. 250 gram, som vi sad og brød i stykker og gumlede på et stykke tid.

Efter 15 minutter var vi alle færdige med at spise, vi havde jo været sultne, da vi intet havde fået i næsten to døgn.

Så måtte vi rejse os og træde af. – Men det gav heller ikke mere for vore maver før dagen efter klokken 10, og da samme kvantum og på samme måde, dog »tørt«, vand kunne vi få så meget af, vi ville.

Når vi var trådt af om aftenen, strømmede vi hen til læskuret, hvor der var lidt plads, men langtfra til os allesammen. Det førte nu ikke sjældent til et vildt slagsmål mellem os for at erobre en plads »under solen«, thi de, der ikke fik entret skuret, måtte ligge på den bare jord og under åben himmel, og det enten det regnede »skomagerdrenge« eller ej.

DSK-årbøger 1972

3. september 1918. Fanget: Civile franskmænd kaster med sten

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og tildelt Regiment 464. I foråret 1917 kom han til Vestfronten. Efter at være blevet såret under “Kaiserschlacht” den 21. marts 1918 kom han den 9. juli tilbage til sit kompagni.

Krigen var for mig ikke forbi endnu, selvom vi alle var overbevist om, at den ikke kunne vare ret længe mere, jeg var dog kommet tidsnok til endnu at være med i forskellige »Gefechte« og »Abwehrkampfe«, d. v. s. stadig retur og med franskmændene i hælene.

Sådan gik det, indtil jeg den 2. september 1918 blev taget til fange sammen med hele vor maskingeværgruppe, mens vi lå på forpost ved Lenilly, hvor vi blev omringet af et fransk sanitets-kompagni.

Det må vel kaldes et held at komme i fangenskab, skønt det skete kun ca. to måneder før krigens afslutning, og vor hjemsendelse derved blev forsinket et halvt års tid. Men selvom der døde en hel del i fransk fangenskab, var chancen for at overleve dog langt større der end under retræten på fronten.

Men rart var det ikke at være fange, i hvert fald ikke hos franskmændene, og særligt ikke, når vi var sammen med de tyske krigsfanger på arbejdskommandoer bag fronten, hvad der ofte var tilfældet i de første måneder af fangenskabet, altså inden vi sønderjyder sammen med polakkerne blev frasorteret.

Når vi kom igennem byerne, skældte civilbefolkningen os drabeligt ud, kastede med sten og spyttede efter os, og vagtmandskabet hersede med os på arbejdspladserne, mens både forplejning og logi var ringe.

Men var der noget at sige til, at det franske folk var fyldt med had og forbitrelse over tyskerne, der var skyld i, at deres land var blevet krigshærget, deres byer skudt i grus, befolkningens eksistens ødelagt og deres fædre og sønner dræbt, såret eller landet i tyske fangelejre, hvor de både sultede og vantrivedes.

DSK-årbøger 1971

27. august 1918. I fangelejr: “Lejrofficeren ser ud, som om han helst vilde æde os alle sammen levende”

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Livet i Lejren er trivielt og ensformigt. Vi vækkes Kl. 6. Teltene rulles op forneden, og Tæpperne lægges sammen i Størrelse efter et nøjagtigt Maal, og efter en Snor anbringes de i lige Rækker udenfor Teltene. Vore faa Ejendele anbringes oven paa Tæpperne.

Derefter følger Morgenmaaltidet. Klokken 7,30 er der Appel, hver eneste i Lejren, ogsaa Officererne, maa træde an, hvorefter Lejrofficeren tæller Rækkerne.

Officererne har derpaa Dagen til deres egen Raadighed, men vi andre skal paany stille os op bag vore med mikroskopisk Nøjagtighed oprangerede Ejendele.

Den engelske Lejrofficer nærer absolut ikke venlige Følelser overfor
især de tyske Krigsfanger og som saadan betragter han naturligvis ogsaa os Sønderjyder. Han ser ud, som om han helst vilde æde os alle sammen levende.

Ledsaget af en Sergent og to Menige begynder han Inspektionen. Af og til gør han Holdt foran en Fanges Ejendele og disse ryger med et Spark i en Bue ud i Sandet.

Sergenten har saa at overtyde sig om, hvorvidt der har været mistænkelige Ting skjulte, eller om der er flere end de to tilladte Tæpper i Bunken. Det er med et umiskendeligt Had, at disse daglige Mønstringer foretages, men der findes aldrig noget fordægtigt og det er muligt, at dette ærgrer Officeren.

Vi lader os ikke overrumple, hver Morgen nedgraver jeg for mit Vedkommende mit tredie Tæppe, min lille Hovedpude og de faa
andre Ting, jeg reddede mig, dengang vi kom i Lejren.

De øvrige Fanger gør naturligvis det samme.

Omsider forlader Officeren Lejren, og vi aander lettere op.Derefter inddeler Sergenten til de forskellige Lejrarbejde r, der bestaar i at holde Lejren ren, fjerne Affald, hente Proviant og fremfor alt det store Arbejde, som Naturkræfterne bebyrder Fangerne med.

Paa disse Breddegrader oplever man ikke Frostvejr eller Snefald ved Vintertid, alligevel kan det dog være bidende koldt og stærke langvarige Storme blæser store Sanddriver ind over Lejren.

Det er saa Fangernes Opgave at fjerne Driverne. Under Stormene er der intet der undgaar Flyvesandet, alt spiseligt knaser mellem Tænderne. Sandet trænger sig paa ubehageligste Maade ind mellem Kroppen og Skjorten, i Strømperne, Haarbunden, allevegne.

Nogle Fordele har vi dog efterhaanden opnaaet. Efter Luftlinjen at regne er vi naaet halvvejs hjem. Vi faar daglig engelske Aviser ind i Lejren og kan gennem disse følge Krigens Forløb hjemme i Evropa.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

25. august 1918. Insekterne i maden er det eneste kød, vi får. I britisk fangelejr i Ægypten

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

I en Afstand af omtrent 10 Meter fra Pigtraadshegnet ligger der i en Vinkel Barak ved Barak. I en Del af disse er de tyske Officerer allerede installerede, i et Par bor der ogsaa flere tyrkiske og bulgarske Officerer.

Vi faar at vide, at Lejren hedder: „Officers Camp Sidi Bishr“.

I den ene Halvdel af Lejren er der rejst et stort Antal smaa runde Telte, og i disse indkvarteres vi med 10 Mand i hvert. Der er ikke mange Kvadratcentimeter Plads til overs, naar vi allesammen skal sove indenfor i Teltet og det er en bydende Nødvendighed, idet Nætterne her er anderledes kolde end nede syd for Ækvator.

Om Natten, naar vi sover, danner vi en Stjerneform, idet vi alle sammen ligger med Benene ind imod Teltstangen. Først graver vi os en Fordybning i Sandet, passende til Kroppen, et Tæppe har vi at ligge paa og et andet at dække os til med.

Alligevel kniber det med at holde os varme. Officererne er betydelig bedre stillede, deres Barakker er inddelte i Værelser, i hvilke de bor to og to sammen. Desuden er de saa heldige at kunne sove i en god Seng, og de sørger selv for deres Forplejning.

En Jøde i Alexandria leverer dem Provianten og to tjekkiske Kokke, Fanger fra Palæstinafronten, tilbereder Maden for Officererne i det saakaldte Officerskøkken.

Provianteringen til vor Forplejning sorterer under den engelske Kvartermester. I en lang Barak i Udkanten af det store Lejrkompleks ruger han over den ham betroede Proviant. Provianten, der udleveres til de tyske og tyrkiske Fanger, er forskellig, men omsat i Penge er den nok omtrent det samme værd, hvilket vil sige meget lidt.

I de Aar, Krigen har staaet paa, ha r vi stadig mere og mere maattet nedsætte vore Fordringer til Provianten. Kurven her viser yderligere Nedgang, en ret betydelig endda. Vor Føde bestaar som Regel kun af Hestebønner og Ris samt lidt Finbrød, Te og Sukker. Brødet er godt,
men meget knapt tilmaalt. Med lidt Vemod tænker vi paa al den Kaffe, som vi svælgede i i Dar es Salam. Jeg mindes ogsaa et Tilfælde nede i Livale i 1916, da vi en Dag ganske uventet fik udleveret nogle Løg og et Brev Krydderi, hvilken Forandring det dog bragte i Smagen paa de ensformige Retter.

Hvad vor Føde her i Lejren angaar, kan til Overflødighed oplyses, at Bønnerne indvendig var beboede af smaa sorte Dyr, som under Kogningen kommer frem og i Hundredvis flyder oven paa Suppen.

Disse uappetitlige Smaadyr var omtrent det eneste Kød, vi fik. De fleste gør sig dog den Umage at fiske dem op og placerer dem paa Randen af deres Bliktallerken.

En Dag søgte en Deputation med en saadan uappetitlig Tallerken Hestebønnesuppe Foretræde hos den engelske Lejrofficer, men denne jager Deputationen bort med den Bemærkning, at bedre Forplejning faar de engelske Krigsfanger i Tyskland ikke.

Et Par af Fangerne, der har siddet indespærret i Lejren siden Slutningen af 1915, fortæller, at Forplejningen til at begynde med var betydelig bedre. Krigen har varet for længe og der maales sikkert efter Gensidighedsprincippet.

Ris kogt i Vand har nu snart i fire Aar været Erstatning for Kartofler, og jeg kan fuldt ud bifalde, naar det ofte lyder: Alt andet i Verden, blot ikke Ris.

En lille Trøst er det, at Officererne heller ikke har Raad til at købe Kartofler, men maa nøjes med Ris og Makaroni.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)