Kategoriarkiv: Søkrig

31. oktober 1918. Mytteristerne på SMS Thüringen anholdes og føres bort

Peter Møller fra Sønderhav gjorde krigstjeneste om bord på Linjeskibet SMS Thüringen. Skibet lå i Wilhelmshafen. Dets besætning var blandt de første, der gjorde oprør. Det skete natten til den 30. oktober 1918. Dagen efter rettede torpedobåde torpedorørene mod skibet, men blev afvist. Men samme dag overgav de oprørske matroser sig og blev ført bort. Peter Møller angiver andre datoer, men må huske forkert

Nu fulgte Dagene med Spænding. Vilde det lykkes at føre det igennem, eller hvordan vilde det gaa? Den næste Dag begyndte Tjenesten igen, og alt blev udført, som om intet var sket. Kun et Par Gange blev der gjort Forsøg paa at faa Ankeret op, men straks blev Forskibet besat igen, og Ankeret kom ikke op.

Vi havde engang en pudsig Oplevelse med en lille Torpedobaad, som kom ud og rettede sit Torpedorør imod os med Opfordring til at makke ret. Men straks rettede vi fra Skibet en dobbelt 30 cm’s Kanon mod ham med Anmodning om at forsvinde, da vi ellers let kunde komme til at trykke paa Knappen. Han forsvandt ligesaa stille igen uden at skyde sin Torpedo af.

Men saa en skønne Dag skulde der gøres en Ende paa Legen. En stor Damper kom og lagde sig ved Siden af os, og ud myldrede en hel Masse af „die kaisertreuen Seesoldaten”, en Slags Kystartillerister. Nu skulde der fra „Thüringen” og „Helgoland”, som ansaas for Anstiftere af hele Historien, udtages en Del til Skræk og Advarsel for de andre.

Alle Dæksluger var lukkede, saa der maatte først bedes om godt Vejr, før der blev lukket op, hvorpaa alle Mand maatte træde an paa Mønstringspladsen. Her blev saa hver 3. Mand udtaget og ført over paa Damperen, medens Søsoldaterne dannede Espalier med deres opplantede Bajonetter.

Sammen med et lignende Antal fra „Helgoland” blev de ført til Wilhelmshaven, hvorfra de skulde bringes i bedre Sikkerhed længere inde i Tyskland. Efter hvad jeg har hørt, uden at jeg tør staa inde for Rigtigheden deraf, kom de imidlertid kun til Bremen, hvor de overrumplede Banevagten, som derpaa sammen med dem rykkede ind paa Kasernen.

DSK-årbøger 1948

14. juni 1918. Fiskefangst med miner – og en gast, der ligner en neger

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

Da vi kom til Kiel, skulde Motorerne ses efter. Vi gik fra Kiel gennem Kanalen igen for at fortsætte Minestrygningen paa vor egentlige Arbejdsplads, Nordsøen.

Saaledes gik hele Sommeren, skiftevis med en Uge i Søen og en Uge i Havn, enten paa Helgoland, i Cuxhaven, Bremerhaven, Wilhelmshaven eller Emden.

Det skete ofte, at Minerne gik i Luften agterude, eller de kom op og blev skudt i Sænk. Vi gik jo ikke ret dybt og kunde derfor sejle hen over dem, da de som oftest laa 2-3 Meter under Vandoverfladen.

Sommetider vendte vi saa om for at fange Fisk, idet de laa bedøvede omkring Sprængningsstedet med Bugen opad. Vi havde altid et Net liggende parat til det samme.

Engang, da vi var alene paa Vej fra Helgoland til Cuxhaven, passerede vi en Finkenwerder Fiskekutter.

Det var blikstille, og Skipperen kom ikke af Stedet. Vi løb op langs Siden af ham. Vi fik en hel Masse Fisk af ham, og han fik til Gengæld Brød og et Par Flasker Snaps af os. Vi tilbød saa at slæbe ham ind. Han gik ind paa det, og vi fik en Trosse om Bord; men da vi havde slæbt en kort Stund, satte vi fuld Fart paa, men saa røg hans Trosse.

Den kunde ikke holde, det gamle Skidt, han truede efter os, men væk var vi!

Der var kun lidt Plads om Bord, vi boede 10 Mand forude, 8 Mand sov i Køjen, som kunde klappes op mod Skibssiden, og 2 Mand laa i Hængemaatter under Dækket. Røret fra Komfuret, som ogsaa var i
Logiet, gik langs med Dækket over den ene Hængemaatte, og det skete, naar Vandet vaskede over Bakken og drev ned, at F. T. Gasten, som sov i den, om Morgenen lignede en Neger – og hvor kunde han saa skælde ud.

DSK-årbøger 1948

5. juni 1918. Grundlovsdag set fra en tysk minestryger

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

En Dag fik vi i Cuxhaven Ordre til at gaa op i Kattegat, hvor der var minesprængt nogle Skibe. Det var mørkt, da vi sejlede ud af Havnen, Fyrene var ogsaa slukkede, men vi satte Kursen mod Brunsbuttøl.

Frivagten sad i Logiet og passiarede. Pludselig gav det et Stød i Baaden. Den lagde sig helt over paa den ene Side. Vi fo’r op paa Dækket og fik at vide, at vi med fuld Fart var løbet paa en Sandmole, ikke vi alene, men fire andre Baade med.

Den næste Morgen kunde vi gaa rundt om dem, men da Vandet atter steg, var vi flot igen og kunde fortsætte til Kiel. Her blev begge Tankene fyldt, og vi fortsatte nordpaa.

Om Aftenen gik vi til Ankers ved Aarø, lettede tidligt næste Morgen og stod op gennem Lillebælt. Snart passerede vi Grænsen. Jeg kunde se mit Hjem, hvor mine kære færdedes, og Havnen, hvor mit eget Skib laa. – Da jeg senere skrev hjem, at vi havde passeret Hejlsminde, viste det sig,
at de hjemme nok havde set Flotillen passere, dog uden at ane, at jeg var med om Bord. –

Der var de gamle kendte Steder, der var Skamlingsbanken, hvor jeg saa tit havde været med til Fest. Hvornaar mon det igen kunde ske? – Ak, ja, saa tæt ved Hjemmet, og dog saa langt borte. Da vi passerede  Middelfart, blev alle kaldt paa Dækket for at se det smukke Landskab. Det blev da ogsaa højligt beundret.

Vi fandt ingen Miner eller minesprængte Skibe i Kattegat og stævnede derfor mod Syd igen.

Da vi passerede Snoghøj, saa jeg, at der flagedes overalt. Det var et yndigt Syn at se de mange Dannebrog vaje. Neden for Højskolen, – dengang Fiskerihøjskole – var der mange Mennesker forsamlede. De vinkede ud til os, og vi besvarede Hilsenen.

Jeg kom til at tænke paa, hvilken Dato vi havde, og opdagede, at det var den 5. Juni – Grundlovsdagen. Det var altsaa derfor, der flagedes, og de mange Mennesker var forsamlede. Da plejede jeg jo ogsaa før i Tiden at være med til Fest, nu var der et andet Flag, jeg maatte sejle under for at have Lov til at bo og bygge i Hjemstavnen.

DSK-årbøger 1948

18. marts 1918 – Max Valentiner: “Jeg fik en røffel”

Den 18. marts opbragte U-157 under kommando af Max Valentiner den spanske damper Infanta Isabel de Borbon.

Vi er nord for Madeira. Da ser vi i horisonten en kæmpe damper sejle af sted. Afstanden er 16.000 meter. Altså indenfor rækkevidde af vores ”Femtner” [15 cm kanon/Red.]. Jeg lader et advarselsskud afgive. Betragter damperen i kikkerten. Hvad var det: ikke noget sprøjt fra nedslaget – så var damperen blevet ramt …

Det var mig mere end pinligt. Og det blev endnu pinligere: Damperen stoppede straks. Da jeg kom nærmere, så jeg et spansk flag! Men jeg så også, at det røg ved damperens hæk … den syntes at brænde … Jeg skældte min artilleriofficer grundigt ud. Jeg lod den stærkeste kikkert hente, og forsatte med at observere. Og jeg blev straks beroliget: Den brændte ikke, damperen, den lukkede bare damp ud.

Over radioen krævede jeg, at damperen bragte mig sine papirer. Den satte straks en stor robåd i vandet, som sejlede mod os. Da båden kom nærmere, kunne jeg læse: ”Infanta Isabella de Bourbonne”. Jeg kunne se også mandskabet. Det var fantastisk klædte kavalerer. Damperens førsteofficer førte båden. Han præsenterede sig, og hilste mig på det høfligste. Isabella var på vej til Spanien, havde ingen kontrabande ombord, men mange passagerer.

Da englænderne undersøgte alle neutrale dampere og tilbageholdt enhver blot den mindste smule mistænkelige passager, ville jeg lade passene undersøge: Jeg befalede min løjtnant Kosbaldt, der talte perfekt spansk og var fortrolig med spanske manérer, at gå ombord med Ölrichs og lægen. Jeg bad dem klæde sig så pænt på som muligt.

Imellemtiden havde den spanske officer beroliget mig: Mit skud havde ikke ramt … var blot til passagernes uro hvæsset over skibet …

U-157 fotograferet fra damperen Infanta Isabel de Borbon 18. marts 1918 (Illustrated London News, 27. april 1918 fra www.illustratedfirstworldwar.com via “World War I in Latin America“)

Hele rælingen var fuld af bekymrede mennesker, da båden med mine officerer nåede frem: Sådan så de tyske ”sørøvere” altså ud … og hvad ville de nu gøre … slå alle ihjel? …

Kaptajnen, om hvem lægen senere sagde, at han var en omvandrende whiskey-flaske, hilste mine officerer meget høfligt og foreslog: ”Vi er netop i gang med at spise, har de herre ikke lyst til at deltage?” Ölrich modtog som ”ældste” invitationen. Salonen var fuld af nysgerrighed, frygt – glæde endda – over denne sensation. Det blev i hvert fald ikke spist meget … Pludselig rejste Kosbadt sig. Han var en fremragende taler, og holdt en spansk tale om krig og ubåde og Isabella og damerne, som han tilslut i ridderlige vendinger udråbte et leve for …

Damerne lo, glædede sig, kastede blikke til den smukke officer, men det blev snart alvor: Ved undersøgelsen af passene fremgik det, at der ombord befandt sig en militærkommission fra Uruguay bestående af en general og flere officerer … Uruguay havde dengang afbrudt sine forbindelser med Tyskland …

Hvor er kommissionen på vej hen? Paris, svaredes der … Ölrichs fandt sagen vigtig nok til at kontakte mig over radioen – jeg gav ham ordre til at bringe generalen med tilbage til ubåden. ”Jeg inviterer Deres Excellence til at rejse med mig til Tyskland som første klasses passager …”
Excellencen, en gammel, hvidhåret herre, var forfærdet … han ville forhandle direkte med mig … der måtte kunne findes en udvej … Og han steg i en båd og kom over til mig. Officererne mønstrede nysgerrigt den kæmpe ubåd, den første tyske ubåd de nogensinde havde set.

Jeg modtog officererne og bad dem følge mig til messen. Der ventede en lille morgenmad på dem. Generalen syntes i nogen grad beroliget. Han forklarede vidt og bredt, at han ikke kunne sejle med. ”Jeg er en gammel mand, se på mig, Hr. Kaptajn, jeg vil ikke kunne holde til en besværlig rejse i en ubåd.”

”Giv mig Deres æresord på ikke at rejse til Paris!”

Generalen så overrasket op: ”Vær så god” og rakte mig hånden.

Officererne, helt igennem nydelige, velplejede mennesker, der gjorde det bedste indtryk, slugte hver detalje i ubåden med øjnene. ”Hvem der blot kunne sejle med dem … jeg mener som deres officer!” udbrød en af dem. Excellencen smilede: Den gamle soldat synes at have det på samme måde … Vi tog afsked med et lev vel, rystede hinandens hænder, generalen takkede gentagende for min venlighed.

Da mine folk kom tilbage, medbragte de en stor kurv med fransk champagne til mig. Derved et par hjertelig ord fra generalen.

Var Isabella en behagelig afveksling i vores ”oliefedtede” liv, så var det tyske udenrigsministerium ikke så begejstret for dette mellemspil. Jeg fik en røffel, fordi jeg angiveligt havde skadet forholdet til Uruguay … generalen blev nemlig løst fra sit æresord og rejste alligevel til Paris … De franske aviser skrev spaltevis, at jeg havde været fuld og havde givet kommissionen ørefigner …

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 261-4)

11. marts 1918. Minestryger i Nordsøen

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Han har netop prøvesejlet et nyt skib.

Nu var vi altsaa klar til vort egentlige Arbejde, at holde en Aabning fri for Miner i de Minespærringer, som Englænderne lagde, saa Undervands-baadene kunde gaa ud, altsaa et rigtigt “Himmelfahrtskommando”, som det hed, med Station i Cuxhaven.

Paa disse smaa Baade havde vi jo ikke ret megen Plads til Materiel. Der var derfor et saakaldt Moderskib, som fulgte med os. Snart laa vi ved Helgoland, snart ved List, eller hvor det nu passede bedst. Her fik vi  Proviant, Benzol o. s. v.

Naar det var alt for daarligt Vejr, kunde vi ikke arbejde med Grejerne og søgte saa Læ, for det meste i List eller Helgoland. Af Vaaben havde vi kun et Maskingevær og Dybvandsbomber. Naar vi var langt ude, var der et Luftskib med os for at holde Udkig efter Englænderne.

Engang fik vi Besked om at hive Grejerne ind og se at forsvinde. Medens vi var i Gang med det og omtrent havde det indenbords, opdagede vi til vor Rædsel, at der fulgte en Mine med. Vi saa tydeligt Hornene paa den, medens den hang og dinglede et Par Meter fra vor Agterstavn. Vi lod Linen løbe ud igen, satte fuld Fart paa Maskinen og kom heldigt bort.

Det var ellers lige ved, at vi havde hivet Døden indenbords.

En Eftermiddag fik vor Baad Ordre til at afbryde Arbejdet og sejle ind til Keitum paa Sild efter et Par Officerer. Vi kom gennem Netspærringen inden Aften og fik Passagererne om Bord. Inden vi kom af Sted igen, var det dog blevet mørkt. Vi kunde ikke finde det rigtige Sted i Netspærringen igen, og inden vi saa os om, sad vi fast i det med begge Skruerne.

Det viste sig umuligt at komme fri igen ved egen Hjælp. Vi afgav Melding gennem vort F. T.-Apparat om, hvad der var passeret. Vejret var godt, saa der skete ikke noget videre, men vi sad der dog et Par Dage, før der kom et andet Fartøj med en Dykker, som skar os fri. Vi havde faaet den ene Skrueaksel beskadiget og kunde kun bruge den ene Skrue, men vi kunde dog klare os selv og kom omsider til Helgoland.

En Kammerat og jeg var ovre paa Moderskibet for at hente Proviant. Da saa vi vor Baad sejle ud af Havnen med Kurs mod Cuxhaven. Os havde de ladet i Stikken. Vi kom saa med en anden Baad dertil, men der fik vi at vide, at de havde faaet Ordre til at sejle videre til Hamborg for at faa en ny Skrueaksel.

Der stod vi saa i vort beskidte Arbejdstøj og uden noget som helst.

Vi henvendte os saa paa Kommandanturen, forklarede dem Sagen og fik Billet til Hamborg. Vi vakte Opsigt i Kupeen i vort snavsede Tøj; men Gustav havde en Historie parat om, at vi var blevet minesprængt og havde mistet alt.

Der var nogle af de rejsende, der havde Medynk med os, og vi blev indbudt til at besøge dem i Hamborg. Gustav var der ogsaa og blev godt trakteret. Jeg havde ikke Lyst til det. Vi blev hurtigt færdige denne Gang, og igen gik det ud til Flotillen.

DSK-årbøger 1948

3. marts 1918. Om bord på Hindenburg: “Vi var nu en flåde på omkring 30 skibe.”

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Dag fik vi et Hold russiske Krigsfanger om Bord. De skulde tage vore Bunkerkul over. Vor Kommandant sagde, at vi ikke skulde snavse os til paa Kullene, men vi kunde jo tage en Lampe i Haanden  og pudse den lidt, saa de høje Herrer paa de store Skibe kunde se, at vi ogsaa bestilte noget.

Da vi havde faaet Kullene om Bord, gik vi ud af Havnen og op til  Halvøen Hela, hvor vi ankrede op sammen med nogle andre Skibe.

Der skulde vi vente, til de store Skibe i Neufahrwasser var færdige med at laste.

Dagen efter, en Søndag, ankom Flaaden. Vi lettede Anker, og der styredes nordpaa i Kølvandslinie.

I Østersøen sluttede en Flotille Torpedobaade og Fiskedampere sig til os. Vi var nu en Flaade paa omkring 30 Skibe.

Kommandoen havde Admiral Meurer, den Admiral, der ved Krigens Slutning maatte aflevere den tyske Flaade til Englænderne i  Scapa-Flow paa Orkney Øerne.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

2. marts 1918. Om bord på Hindenburg: “Det trak op til en større historie.”

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

(… fortsat)

Da det blev Dag, kunde vi se, at Flaadeafdelingen bestod af følgende Skibe: Værkstedsskibet »Norder« fra det kejserlige Værft i Kiel, Isbryderen »Nr. 4« fra Hamborg. Desuden Blokadebryderne »Steigerwald« fra Nordtysk Lloyd i Bremen samt »Gifforn« og »Franken«. De to sidstnævnte var engelske Dampere, som Tyskerne havde kapret og bevæbnet.

Vi om Bord i »Hindenburg« havde ingen Vaaben. Ikke engang et Gevær.

Kursen gik nu mod Neufahrwasser ved Weichselfloden, hvortil vi ankom hen paa Eftermiddagen. Der skulde vi tage Bunkerkul. I Neufahrwasser var hele Kajpladsen optaget af en Del store Skibe, Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, desuden  Transportskibene Nr. 5- 7- 8 og 9.

Disse Skibe, alle store, havde ikke noget Navn, men et stort, hvidtmalet Nummer paa Siden. De lastede alle Krigsmateriel, Kanoner, Lastbiler, Heste, Hø og Halm og havde desuden store Infanteristyrker om Bord.

Om Bord i Linieskibene var der ligeledes en Masse Landtropper  samt nogle enkelte Civilpersoner med Pelshuer. Disse Herrer tiltrak sig vor Opmærksomhed, og vi kom til det Resultat, at vort  Forehavende nok havde noget med Finnerne eller Russerne at gøre.

Vore Formodninger viste sig jo senere at holde Stik …

Vi vidste stadig ingenting, men vi kunde jo nok se, at det efterhaanden trak op til en større Historie.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

1. marts 1918. Om bord på isbryderen “Hindenburg”

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin.

Omkring Klokken otte blev vi purret ud og kaldt op paa Dækket. Chefen sagde til os, at vi vel nok kunde se, at det ikke var noget stort  Skib, vi var kommet om Bord i, derfor skulde det militære falde bort, men vi kunde dog godt sige god Morgen til ham, naar vi kom paa Dækket. — Og, fortsatte han, saa spiser vi allesammen af samme Gryde!

Det med at spise af samme Gryde, havde vi hørt om før, men det viste sig altid, at Befalingsmændene fik bedre Forplejning end de menige. Det blev ikke Tilfældet her! Vi kunde senere ved Selvsyn overbevise os om, at der her ikke blev gjort nogen Forskel.

Endvidere blev vi spurgt om, hvad vi vilde have af Uldtæpper,  Vagtkapper, Filtstøvler og Tobak. Naa, vi var jo nok klare over, at vi ikke skulde sejle paa Varmen med en Isbryder. Vi fik ellers ikke noget at vide om, hvor Rejsen skulde gaa hen. Maaske har vor Kommandant heller ikke vidst det paa det Tidspunkt.

Vi krævede mange forskellige Ting og fik dem ogsaa, deriblandt ogsaa Tobak! Hvor Manden har kunnet skaffe det fra, ved jeg ikke. Paa den Tid havde man i Tyskland for længst begyndt at ryge  Kirsebærblade og andet Stads, som kunde kaste en blaa Røgsky fra  sig . . . Vi fik god Tobak i Pundevis.

Imidlertid var der kommet et Par Brød og lidt Kaffe om Bord, saa vi kunde faa den med Længsel ventede Frokost. Den bestod af lidt Kaffe og noget tørt Brød, men vi blev da mætte.

Efter Frokosten tog vi Proviant om Bord. Skønt Civilbefolkningen paa det Tidspunkt næsten ikke havde det daglige Brød, var der hos os ikke Mangel paa noget som helst, hvad Levnedsmidler angik. Vi glædede os til en god Middagsmad. Det havde vi ikke faaet i lang Tid.

Da vi hen paa Eftermiddagen var færdig med at tage Proviant og andet Skibstilbehør om Bord, kastede vi Fortøjningerne og forlod Havnen med Kurs mod Sassnitz paa Rügen. Efter nogle faa Timers Sejlads ankom vi dertil.

Vi var næppe kommet ind i Havnen, havde ikke engang faaet Skibet rigtigt fortøjet, da der kom en lille, let Baad med nogle høje Officerer op langs Skibssiden. De gav Ordre til, at vi øjeblikkelig skulde forlade Havnen og paa et nærmere angivet Sted i Østersøen møde en Flaadeafdeling. Denne traf vi midt om Natten.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

1. marts 1918 – Max Valentiner: Sænkningen af D/S Norefos

Den 11. januar 1918 kaprede U-157 under kommando af Max Valentiner den norske damper  “D/S Norefos” (1.788 BRT), og den var siden da blevet brugt som slæbebåd og forsyningsskib. Men den 1. marts kunne Valentiner ikke længere bruge damperen, han beretter i sine erindringer:

Den næste morgen nåede nordmanden frem. Hans kul havde for længst taget en ende. Man havde fyret med jordnødder. Som tak for de tjenester, han havde ydet, sænkede jeg ham, for han havde endnu alt kontrabanden i sin bug. Det som jeg havde brugt, var kun en lille bitte del af hans ladning.

Nordmandens kaptajn var stadig ved godt mod, han havde en smuk motorbåd og tog sine redningsbåde på slæb. Han skulle kun sejle få mil til Dakar. Han tog i øvrigt afsked med os med tungt hjerte, han ville helst være gået ombord i vores ubåd. “Kan De ikke bruge mig på deres båd” sagde han spøgefuldt. Men der var næsten en klang af misundelse i hans stemme … Han bad nu blot om senere at sende ham et fotografi af hans damper med radiotakkelage.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 259-60)

26. februar 1918 – Max Valentiner: Et lazaretskib

I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter kommandanten på U-157, Max Valentiner, om et mødud for Afrikas kyst i slutningen af februar.

Pludselig dukkede en lazaretdamper op …

Havde Ölrichs [der havde kommandoen på en kampret norske damper/red.] denne gang maskeret sig som lazaretdamper? Men hvor havde han fået alle de mange elektriske pærer fra,  der hørte til denne maskering og som omkransede skibet? Da den klare lysstribe kom nærmere, blev jeg dog mistroisk og dykkede. Månen skinnede klart, gennem periskopet kunne tydeligt se alt …

Det var ikke Ölrichs, det var en fjende! Et mægtigt skib på henved 20.000 tons, med to master og to skorstene. Det passerede mig i afstand af blot 500 meter, jeg havde nemt kunne jage en torpedo i livet på den! Og havde stor lyst til det, ville i det mindste stoppe og undersøge ham, for jeg kunne ikke rigtig forstå fra hvilken krigsskueplads, der kom så mange sårede til at fylde hele damperen. Fra Østafrika? hvor på tysk side kun kæmpede omkring 300 hvide og nogle tusinde negere? Lettow [den tyske øverstkommanderende i Østafrika/red.] kunne umuligt have tilføjet englænderne så store tab?

Alene af hensyn til min nordmand, der kunne dukke op hvert øjeblik det skulle være, undlod jeg en undersøgelse, selvom det også var meget tvivlsomt, om lazaretdamperen ville have reageret på et advarselsskud. Formodentlig ville han være stukket af, have kaldt efter hjælp over radioen, og der ville være kommet en rodet affære ud af det. I sidste ende havde man formodentlig også beklaget sig over, at jeg havde beskudt et lazaretskib!

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 258-9)

20. februar 1918 – Max Valentiner opbringer græsk damper

Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst, hvor han en mørk nat tabte en konvoj af syne.

Men jeg forfulgte konvojen med al kraft for at angribe den, når det blev lyst. Da den afrikanske sol den næste morgen stod strålende op, kunne jeg da også se en røgsøjle foran mig. Men det gik snart op for mig, at konvojen var forsvundet, og at denne damper enten ikke tilhørte den eller også var blevet tilbage.

Det var kun en kort skudveksling: damperens nedslag lå langt væk, på månen, som sømanden siger. Damperen var en stor græker [Kithira/red], der havde en last på ca. 6.000 tons i palmeolie i fade. Grækerens kaptajn førte det stolte navn Themistokles. Mens hele besætningen ventede i to redningsbåde ved siden af vores ubådskrydser, undersøgte vi damperen.

Den gjorde et ret snavset, trist indtryk. Men det som interesserede mig, var dens ladning af olie. Jeg besluttede mig for, hvis vores maskiner kunne arbejde med olieen, at fylde mine oliedepoter op og tage damperen med som reserve. Jeg kunne da føre krig, så længe jeg havde lyst, kunne overraskende dukke op ved Kapstaden og i Daressalam, kunne understøtte Lettow, eventuelt senere anløbe de indiske havne og på den måde føre en krydserkrig, der ville fylde verden med forundring og rædsel.

Jeg spandt videre på mine planer: Skulle min artilleriammunition blive brugt op, så kunne jeg montere den erobrede dampers kanoner. Torpedoer havde jeg nok af, hovedsagen var brændstof, og den gav grækeren mig i rigt mål.

Jeg tog straks to fad fra damperens dækslast ombord og lod dem fylde i dieseltanken. Vi var netop i gang med at oplade vores batterier. En af de to dieselmotorer var i gang, jeg kunne foretage prøven. Sandelig, palmeolien lod til at smage motoren godt, den fortsatte roligt. Ingeniøren spurgte, om jeg havde noget imod at starte den anden dieselmotor og lade den køre på olien.

Jeg var naturligvis begejstret og glædede mig, da snart derefter begge maskiner løb fantastisk. Vi overvejede nu, hvordan vi bedst og mest praktisk kunne fylde den megen olie i vores tanke og udkastede en “slagplan” for den nærmeste fremtid. Det var vigtigt for mig, at den norske besætning på min norske damper intet fik at vide om grækeren. Jeg ville holde grækeren langt væk fra al trafik og fra tid til anden hente ham til mig for at fylde olie på, han skulle være mit flydende depot.

Min “slagplan” var netop klar, da jeg blev revet ud af mine drømme: Maskinerne stod stille! Anende det værste styrtede jeg ned i maskinrummet … Så min ingeniørs bekymrede ansigt og forstod alt: Dieselmotorerne brød sig ikke om palmeolie … Det var ikke det værste. Dieselmotorerne var så forstoppede, at vi måtte skille dem ad… “Hvor lang tid vil det tage” spurgte jeg ingeniøren. Han mente, det ville tage ti timer … Han tog fejl: Det tog 36 timer!!! […]

Vi behøvede i øvrigt ikke at sænke den græske damper, den sank af sig selv: Den var nemlig læk, og kaptajnen havde kun holdt damperen gående ved at hele tiden at lade pumperne arbejde.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 254-6)

19. februar 1918 – Max Valentiner: En konvoj i sigte

Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst.

I dagevis ikke en røgsky i sigte, havet var som uddødt. Vi passerede de Kap verdiske Øer og så i det fjerne Porto Grande. Heller ikke her var der noget liv. Vi blev slæbt videre [af en kapret norsk damper/red.] med kurs mod Sierra Leone. Kort før havnen gav jeg nordmanden ordre til at begive sig til i et område uden trafik og uden fare. Selv lagde jeg mig på lur syd for Sierra Leone i synsvidde af den afrikanske kyst for at opfange de dampere, der sejlede mellem Kapstaden og Sierra Leone.

Desværre var luften på grund af den store hede og den almindelige fugtighed så diset, at vi ikke havde noget udsyn og intet fik i sigte. Til sidst lagde jeg mig direkte foran Sierra Leones havn. Men det kom der intet ud af, der var ingen trafik at se. 

Jeg tror klokken var elleve om aftenen, jeg stod med mine officerer på dækket. Det var en bælgmørk nat, en af dem, hvor man angiveligt ikke kan se sin en hånd for sig … Men med et løste silhouetter sig fra mørket … Skibe! En Konvoj. Vi lå midt i den … måtte gå 30 meter frem, tilbage, måtte manøvrere for ikke at blive påsejlet.

Jeg stirrede ud i natten: På 800 meters afstand passerede to hjælpekrydsere – – langsomt gled deres  silhouetter forbi os. Mine folk var allerede klar ved 15cm-kanonerne … Ikke et menneske sagde et ord, men jeg vidste, at folkene brændte efter at skyde … langsomt sejlede hjælpekrydserne forbi, mens jeg overvejede …

De ville gengælde beskydningen … på 50 henholdsvis 150 meter. Selv i denne bælgmørke nat kunne hvert skud være en træffer … vi måtte være fornuftige.  En torpedo ville jeg gerne risikere. Men før jeg var færdig, havde natten opslugt konvojen.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 253-4)

17. februar 1918 – Max Valentiner: “… også svinene forsvarede skibet”

Den 17. februar 1918 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ud for Afrika den portugisiske sejlskib, Estrella Da Bissao (129 BRT). I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen af et portugisisk sejlskib som kan være Estrella Da Bissao.

Fra Azorerne sejlede jeg via de Kanariske Øer til den afrikanske kyst. Undervejs sænkede jeg enkelte mindre fartøjer, de første på denne rejse. Jeg husker særlig en sænkning som det var i dag: Om natten i måneskin holdt jeg et stort sejlskib an, en helt ny tremaster under portugisisk flag med vidunderlige gaffelsejl af snehvidt bomuld. Besætningen flygtede i redningsbådene, da ubåden nærmede sig. Mine folk lagde til med jollen, og ville klatre op på dækket. Da sprang en kæmpe hund, en slags sanktbernhardshund, larmende imod dem, gøede og bed, og ville ikke lade nogen komme op på dækket. Mine folk forsøgte at slå den ned med årerne, men hunden var for hurtig, veg uden om, ingen kunne ramme den.

Jollen måtte tilbage igen for at hente en pistol. Jeg bad dem skåne den tapre hund, det ville være bedre om de tog den med. Men den lod sig ikke overtale: den måtte “slås ned”.

Sejlskibet havde bomuld og kobber ombord, en værdifuld ladning, som vores besætning, der havde brug for levnedsmidler, dog ikke kunne bruge til noget. Derimod var der to svin ombord, naturligvis også et fint bytte. Men da en mand i mørket greb ned i svinestien, skreg han op: også svinene forsvarede skibet til de blev knaldet ned. Og jeg spiste sammen med svinekødet et stykke anerkendelse for det tapre dyr.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 229-30.)

31. januar 1918 – Max Valentiner: Den norske kaptajn

Max Valentiner kaprede midt i januar i en norsk damper, og brugte den som slæbe og forsyningsskib. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter han nærmere om skibets kaptajn.

Jeg holdt det for det rigtigste og klogeste ikke at lade den norske kaptajn føle sit fangenskab. I stedet betonede vi, at vi var gæster ombord på hans skib og han kaptajnen. Og på den måde kom vi hurtigt overens, og mere end det, vi sluttede venskab med kaptajnen, som langsomt men sikkert tog vores “piratvaner” til sig. Ja, han opførte sig som en tysk officer, angrebslysten brændte i ham …

Da den norske damper ved ækvator måtte vente på mig alene, kom et fransk sejlskib, der var bevæbnet til tænderne. Min kaptajnløjtnant [Ölrichs] foretrak derfor, at lade sin “tschinbum”, som frontsoldaterne kalder de små kanoner, tie.

Franskmanden spurgte over radioen nordmanden om positionen. Ölrichs svarede og sejlede temmelig tæt forbi franskmanden for at kunne se hans dæk. Den norske kaptajn stod ved siden af ham og skummede: “Vær nu ikke så bange … vi har brug for mel … påsejl ganske enkelt svinet og så færdig…”, og han gned sig i hænderne ved tanken om det lille slag.

Men Ölrichs forholdt sig fornuftigt: Franskmanden var et kæmpe skib og nordmanden en gammel skude … nej, nej, så var det bedre at holde sig i ro.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 250-1)

11. januar 1918 – Max Valentiner kaprer norsk skib

Den 11. januar 1918 kaprede U-157 under kommando af Max Valentiner den norske damper  “Norefos” (1.788 BRT).  Damperen var afgået fra Mozambique 1. december 1917 med stykgods til Marseille. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter Valentiner:

Kort efter kaprede jeg en nordmand. Den svarede oven i købet helt til det, vi forlangte af en damper.  Han kom fra Madagaskar, vor proppet med levnedsmidler til den franske hær, gav os den fineste kødkonserves og var desuden – hvilket ikke var uvigtigt for Tyskland – ladet med 30 tons gummi fra Mozambique. For slet ikke at tale om vinen, snapsen og delikatesserne. 

Først læssede vi alt gummiet over til mig, så så mange levnedsmidler som muligt, og så tog jeg ham som forspand for mine planer: Jeg ville sejle mod syd, han skulle slæbe mig, så jeg  kunne (tænkte jeg, det skulle vise sig at gå anderledes) spare brændstof…

Inden da havde jeg et rendevouz. Ved øen Ferro ventede et spansk sejlskib med 40 tons wolfram, som jeg skulle have ombord. Desuden skulle jeg samme sted mødes med en tysk ubåd.  I mellem tiden ville nordmanden naturligvis være stukket af. Jeg sendte derfor tyve af mine mænd med kaptajnløjtnant af reserven, Ölrichs, en kendt herre fra handelsflåden, ombord, gav ham en småkalibret kanon så vel som en radiotelegraf med, så jeg kunne opretholde forbindelsen med ham.

Kaptajnløjtnanten modtog desuden en mængde forholdsregler af mig. Han skulle, formanede jeg ham blandt andet, i tilfælde af fare, føre det norske flag ligesom de engelske ubådsfælder.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 244-5)

 

7. januar 1918 – Max Valentiner: “Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod”

Den 7. januar 1918 bordede og sænkede U-157 med Max Valentiner som kaptajn det franske troppetransportskib “Qued Sebou” (1540 BRT).

Pludselig en kyst i sigte: Afrika. Samtidig får vi et skib i sigte. Det sejler langs den afrikanske kyst mod syd. Jeg havde ingen tid at spilde, for damperen – som desværre næsten alle dampere – sejlede bestemt hurtigere end mig, også selvom jeg, som nu, brugte begge maskiner …

Afstanden var 16.300 meter, altså overordentlig stor. Alligevel lå vores skud ikke helt dårligt. Mere end 16 kilometer er noget af en afstand, det var derfor ikke nogen overraskelse, at damperen ikke så os, ikke vidste, hvorfra nedslagene stammede. Pludselig så vi, hvordan han beskød et sejlskib i nærheden. Åbenbart troede han at der var tale om en slags “Seeadler” à la Graf Luckner.

Men til sidst så han os og begyndte at skyde på os. Hans nedslag lå temmelig godt. I mens nåede mine kanoner en rasende skudhastighed. Det gjorde ham tydeligt nervøse.  Han vidste naturligvis ikke at mine motorer var så lidt værd, ellers var han simpelthen sejlet fra os. Pludselig så vi en røgsky i stedet for damperen. Han lavede “tåge”.

Det var ret smart, men tilsidst lagde vi mærke til mastespidserne, fandt dermed et mål for vores kanoner og fyrede videre. Så opgav han det. Vi så, hvordan mastespidserne rørte sig, og han kom ud. Afstanden var nu kun lidt mere end 16.000 meter: altså næsten nærdistance for 15-cm kanoner: Hvert skud skulle træffe.

Men han skød også igen, hans kaliber synes at være den samme som vores. Og han skød fremragende, kort og langt. Gabet blev hele tiden smallere, han korrigerede hele tiden bedre, og skød sig stadig bedre ind. Nedslagene, de enorme, sprøjtende vandsøjler, rejste sig ikke hundrede meter foran og bag os. Jeg kunne regne ud, hvornår den første svære træffer fra “15eren” vil slå ned i kommandotårnet.

Der skulle “ske noget”, og det med det samme! Opgive damperen? Udelukket! Ikke fordi jeg indtil da så godt som intet havde sænket. Nej: vi var sultne, javel, vores proviant var allerede blevet “rationeret”, præcis som i Tyskland!

Jeg stoppede. Straks forstummede maskinerne. På den måde vandt jeg tid: Modstanderen havde regnet med en bestemt hastighed og afstand for U-157. Det gamle trick lykkedes virkelig. Hans nedslag lå en tid lang dårligt. Men snart havde han igen korrigeret sig hen på “U-157”. Jeg gik nu tilbage med fuld kraft på begge maskiner og narrede endnu en gang damperen. En tid lang lå hans nedslag igen dårligt. Alligevel gjorde artillerikampen mig temmelig nervøs, for nedslagene var svære, hver af de høje vandsøjler sydede allerede så tæt, at vi alle blev våde af støvregnen. Jeg ændrede igen farten, da et skud sad lige ved siden af stævnen, så et sprængstykke rev et hul i vores træbeklædte bak.

Vores kanoner trommede stadig hurtigskydning. Vores skud lå ganske godt, men jeg havde kun observeret to træffer i damperen. Alle andre skud lå for langt eller for kort.

Pludselig en frygtelig detonation agter!

Skræmt til døde og indstillet på det værste river jeg min Zeiss-kikkert fra øjnene, hvilket syn: I stedet for kanonmandskabet en sønderflænget blodig masse … kanonføreren, en kæmpe mand med et flagende fuldskæg står som den eneste ved kanonen. Melder roligt og sagligt: “Bagerste kanon ukampdygtig”. Uvilkårligt tænker jeg: Det kan jeg se, min dreng.

Mens jeg tøver et øjeblik , fyrer den forreste kanon videre, måske to skud til. Så farer det gennem mit hoved: “Herre Gud, vi må dykke, ellers er vi fortabt. Træfferen ved kanonen er en forfærdelig advarsel.” Jeg befaler højt: “Hurtigdykning”, ” bring døde og sårede forsigtigt ned i båden.” Den forreste kanon indstiller skydningen, alle løber  i mellem hinanden for hurtigst muligt at gøre båden klar til dykning. Døde og sårede bliver båret ned af deres kammerater. Jamren, trøstende ord, rådslagning, skældud, alt imellem hinanden.

Dækket er allerede rømmet, da falder det mig ind, at der ikke længer slår granater ned omkring vores båd. Jeg ser med kikkerten over på damperen. Netop da hejser damperen et hvidt flag. Jeg glemmer vores uheld, brøler ned i båden: “Dyk ikke, øjeblikkeligt tilbage til på pladserne, damperen synes at overgive sig.”

Lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket, kom de frem igen. Den forreste kanon bliver gjort skudklar, selv ved den bagerste kanon fumler kanonføreren rundt, jeg høre, hvordan han igen helt fortumlet melder: “Bagerste kanon fuldstændig ukampdygtig.”

Imens vi langsomt nærmer os damperen og jeg holder skarpt øje med den i kikkerten, spørger en eller anden mig: “Er Hr. Kaptajnløjtnanten såret?”
“Hvordan det?” Så bemærker jeg først, at jeg er oversprøjtet med blod fra top til tå. En fugtig, klæbrig masse sidder på min krage. Men det er ingen ting. Er som alle andre på broen fuldstændig uskadt. Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod.

Da afstanden til damperen var omkring 4.000 meter, kunne jeg i kikkerten se, at to fyldte både stødte fra damperen og satte kurs mod den afrikanske kyst. Jeg kunne også se, at bådene var proppede. Den var altså forladt, damperen. På en gang skød mistroen op i mig: Ganske rigtig, pludselig havde damperen sænket det hvide flag! Jeg befalede hurtigskydning mod den – den var jo forladt, ikke? Så kunne et par granater ikke skade nogen … !

Med høj fart, stadig skydende, kommer vi nærmere. Jeg tager ikke kikkerten fra øjnene … Hvad var det? Damperen er fuld af mennesker! Det gør mig forfærdelig ondt, at vi har beskudt den fyldte damper. Damperen er uden tvivl en troppetransport. Det vrimler med mennesker, ophidsede løber de frem og tilbage, en myretue.

Da “U-157” er på omkring 1.000 meters afstand, ser jeg, hvordan en gruppe mennesker løber agterud og besætter den temmelig højt placerede kanon. Men endnu før kanonen på damperen er drejet rundt, har mine folk åbnet ild. Der falder et skud, der er rettet direkte imod den bagerste kanon. Rammer ikke, men folkene flygter fra kanonen, granaten må have hvæset forbi umiddelbart over deres hoveder. Igen panik på damperen, enkelte falder i havet, de fleste løber ud i forstavnen. Jeg fløjter igen med batteripiben [vagtofficerens bådsmandspibe], mine folk reagere øjeblikkeligt og høre op med at skyde.

Nu er vi helt tæt på. Ved damperens ræling står negersoldater, ser forfærdet på vores kæmpe ubåd … Damperen er hullet som en si, der ser frygteligt ud ombord, alt er sønderflænget af granaterne …

Jeg lader to både sætte i vandet. En med sanitetspersonale til damperen, en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet (vi har hårdt brug for dem).

Så er vi inde op 50 meter. Mine folk betragter nysgerrigt og opmærksomt damperens ræling. Pludselig tumler en fyr – åbenbart kanonføreren – hen mod kanonen … Vi er to meter fra damperen. Det ville ikke være nogen spøg. Mine folk er allerede styrtet til den forreste kanon, sigter … det ville være blevet et skrækkeligt blodbad! Da river negerne kanonføreren væk fra kanonen … “Jeg ham på kornet”, skriger en af mine folk, som er en særlig dygtig skytte og som har hentet sig en karabin fra kommandotårnet. “Hold op”, råber jeg til ham … Uforstående glor han på mig. I hans øjne lyner mordlysten…

Doktoren er klatret ombord med sine folk. Han vender sig om og råber over til os: “Her ser det skrækkeligt ud! Hvad skal jeg gøre med de sårede … vil De ikke selv kommer over og ser nærmere på elendigheden?”

I mellemtiden så jeg, hvordan begge de to både var landet på den flade kyst. De første folk havde knap sat en fod på jorden, før de var omringet af beduiner, som ørkenen – Gud ved hvorfra – havde udspyet med heste og geværer. Jeg så hvordan de undersøgte folkene … og utvivlsom udplyndrede dem.

Jeg kravlede ned i båden. Sejlede hen. “Uezebu” stod der skrevet med store bogstaver på stævnen. Agterud flagrede et laset fransk flag … Ved falderebet modtog en stor sort sergent mig med en vis højtidelighed, men også med troskyldighed. Hans bryst var fuld af krigsordner. Han hilste stramt, rakte mig så venskabeligt hånden. Jeg tog imod den. Lægen råber til mig: “Denne underofficer er tilsyneladende det eneste fornuftige menneske ombord …”

Jeg går sammen med sergenten over dækket: Det var det forfærdeligste, som jeg indtil da havde oplevet under krigen … de døde lå sønderrevet rundt omkring på dækket … med tomme øjne så mennesker på mig, jeg så på dem, de manglede deres lemmer … Jeg var næsten gledet: Blod … foran mig en neger, hvis ben er skudt af. På trods af det skrækkelige sår lader det ikke til, at han har smerter, for han sidder på kanten af lugen og ser bedrøvet på mig. Nogle meter fra ham hænger en bananklase. Jeg river nogle af, giver ham dem. Lægen siger: “Herre Gud, manden har bestemt ingen appetit!” Men negeren griber bananerne, flår skrællen af, begynder at spise.


Jeg trådte ind i kortrummet henover to døde, hvis hænder rakte stift op i himmelen. Dér lå i et hjørne telegrafisten. En granatsplint i lungen. Han så på mig … bad med svag stemme om en cigaret.  Jeg gav ham den … Han havde til det sidste telegraferet efter hjælp. Vi havde aflyttet det. Så kunne han ikke mere: Hans afrevne arm med gule voksfingre lå endnu ved morsenøglen!

Bag korthuset havde samme skud fejet som en le. Et stort antal folk havde vel ville søge dækning her. Nu lå de ovenpå hinanden, forrevne og sønderknuste. Ved siden af denne bunke en helt nøgen, kulravende sort, velvoksen neger. Blot en lille bitte splint i hovedet synes at have slukket hans liv. Sergenten sagde blidt på fransk: “Det er min kære lillebror, hvad skal jeg sige til vores stakkels moder?” Lægen skar et muslingearmbånd af håndledet og gav det til sergenten.

Men der var ingen tid til at falde hen i tanker, hvert øjeblik kunne hjælpekrydseren dukke op: Vi havde opfanget dens svar. “Hold ud en time endnu”, havde han telegraferet! Den time var gået for længst! Jeg gav sergenten ordre til at sætte den store flåde, der lå agter, ud. Han trommede alle folk sammen til dette arbejde, mine matroser hjalp til. Så blev alle der endnu trak vejret slæbt ombord på flåden. Et vanskeligt arbejde, for mange havde slemme sår og måtte bæres forsigtigt.

En del af negerne havde drukket sig fra sans og samling. De folk var som vilde dyr. Jeg ser en, der som en stor vred sanktbernhardtshund tænderskærende svømmer rundt i vandet og ikke kan overtales til at blive på flåden. Han vil absolut gøre noget ved vores ubåd. Man så, hvor rasende han var, han brølede som en vild gorilla. Måske er han også blevet sindsyg!

Mens vores båd lodsede 16 tons proviant, padlede flåden langsomt indtil bredden, hvor beduinerne allerede ventede. Jeg betragtede den triste færd til den forsvandt i skumringen. Til det sidste kunne jeg se sergenten oprejst på flåden, roligt vinkede han: En brav, tapper soldat! Jeg tog kasketten af i dyb beundring for denne sande soldat.

Senere læste vi i aviserne, at de skibbrudne ikke var blevet slået ihjel, men at de blev fuldstændigt udplyndret af beduinerne og nogle dage senere ankom splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro. Staklerne havde været på vej til rekonvalescens fra vestfronten!!

Det var blevet mørk nat, mens mine soldater slæbte proviant om  bord. “Vi har fundet vinlageret!”, lød det pludseligt, “Champagne er der også …” Midt i glæden meldingen: “Lys i sigte!” Uden tvivl hjælpekrydseren, tænkte jeg, fortumlet af de mange oplevelser …

Jeg gav befaling til at antænde sprængpatronerne og øjeblikkeligt at komme over på ubåden. Et minut efter var folkene ombord. De skyndte sig til deres dykkestationer, gjorde torpedoer klar til affyring. Mens jeg sejlede mod lyset, hørtes fra damperen sprængpatronernes dumpt drønende eksplosion. […] Det havde været en blodig dag – også vores tab var forfærdelige: Vi havde tre døde, ti sårede.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 230-40)

 

26. december 1917 – Max Valentiner: Kabelfiskeri og en sænkning ved Azorerne

Den 26. december 1917 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ved Azorerne det portugisiske sejlskib, Lidia (302 BRT), der var på vej fra New Orleans til Porto. I dagene før sænkningen havde han forsøgt at gennemføre en særlig mission ved Azorerne.

“U-157” skulle her ganske tæt på land forsøge at overskære [telegraf]kablet, der førte til England og Europa i det hele taget. Jeg havde i admiralstaben afvist denne opgave, fordi søbunden ved Azorerne ifølge søkortene synes at være klippegrund. Jeg var overbevist om, at ankeret, som vi skulle finde kablet med, ville hænge fast i klippebunden og blive trukket løs. I admiralstaben troede den toneangivende officer, som denne store såkaldte u-krydser hørte under, at min opfattelse alene skyldtes manglende lyst til opgaven. Vedkommende var en “ny”, kendte hverken mig eller havde været ubådskommandant, og havde kun ringe ide om ubådskrig. Jeg lod derfor tålmodigt hans store ord passere uden at indvende noget, fandt det blot besynderligt, at en denne officer tog  munden så fuld overfor en erfaren kommandant, uden selv at kunne henvise til nogen succeser. Kun hans fire striber, hans højere rang, gav ham så meget mod.

Ved øen Horta, næsten direkte foran havnen, forsøgte jeg om natten i måneskin at løse min opgave, med fuld forståelse for den betydning en sådan forstyrrelse kunne have. Men trods den største forsigtighed gik det nøjagtig, som jeg havde forventet: Kabelankeret satte sig fast i klippebunden og blev trukket løs. Den vedkommende officer tænkte nu sikkert, at jeg havde gjort det med vilje, ellers havde han næppe sendt to andre ubåde til Azorerne med samme opgave. Naturligvis gik det dem begge to nøjagtigt som mig.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 228-9)

22. december 1917 – Max Valentiner: Ubådskrydseren U157

Ubådskaptajn Max Valentiner fra Sønderborg fik i september 1917 kommandoen over U157, som han og hans nye besætning brugte efteråret på at lære at kende. I sin bog Der Schrecken der Meere beskriver han sin nye ubåd.

“U157” var oprindeligt bestemt til at sejle som handelsubåd og var bygget derefter.  Tyskland forsøgte som bekendt at modvirke Ententens blokade, som USA den gang endnu ikke var en del af, ved at bygge kæmpe ubåde, der opretholdt forbindelsen til Amerika. […] Min ubåd skulle have været døbt U-Bayern og også have sejlet til Amerika. De forenede staters krigserklæring gjorde en ende på de planer, men handelsbåden blev ombygget til en krigsubåd.

Ombygningen vil jeg underkaste en nærmere kritik. Det er rigtigt, at båden var en ren kolos, den havde en størrelse på næsten 2000 tons. Den var overordentlig luksuriøst indrettet, kaptajnen havde en herlig kahyt og ikke sådan et lille hul, som jeg havde beboet på U38, som mandskabet måtte passere igennem, når de ville agterud. Der var en officersmesse “med alt tilbehør”, mandskabet sov menneskeværdigt.

Tysk ubådskrydser, her i en version med en sværere bevæbning end i Valentiners beskrivelse  nemlig ud over to 15 cm også to 8,8 cm kanon (Karosszék tábornok)

Bevæbningen var fantastisk: To 15 cm-kanoner. Med dem kunne man skyde 16.000 meter og næsten tage kampen om med en lille krydser. Torpedorør var der også indbygget. Ammunition medbragte båden i kassevis og den beløb sig til 1.800 granater og tyve torpedoer! Bemanding: 8 officerer, 78 mand. Aktionsradius? 5.000 til 6.000 sømil.

Den var enorm. Så vidt må alle vel medgive mig bådens specifikationer var tillokkende. Ja, ideelle. Desværre var der en hage ved det hele: For at spare på vægten, udstyredes den kun med lette maskiner. To maskiner af hver 400 PS. De kunne – i gunstigt vejr – nå 10 sømil i timen. Er den hastighed allerede beskeden, så var den ved søgang forfra snarere 4 til 6 sømil, i storm kunne man overhovedet ikke sejle mod søgangen. […]

Ved de første prøvesejladser måtte jeg smile af den iver herrerne fra admiralstaben lagde for dagen. Naturligvis sejlede båden langsommere over vandet  end en almindelig damper, under vandet var kolossen plump, ikke særlig manøvrerbar, og selvindlysende langsommere end over vand. Kanonerne tiltalte mig derimod. De skød præcist ud på 16.500 meter og havde en høj skudhastighed.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 224-5.)

 

23. november 1917 – Avisen Hejmdal: Kødkort og kanontorden

Den 23. november bragte Hejmdal blandt andre følgende notitser fra provinsen.

Nye Kødkort.
Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at de nye Kødkort vil blive uddelt paa Mandag den 26. November om Formiddagen fra Kl. 9 til 11 i Drenge-Borgerskolens Stueeteage. Afsnittene af de gamle Kødkort og Sukkerkortene maa medbringes. En Ombytning udenfor den angivne Tid finder ikke Sted.

Politiberetning.
I afvigte Oktober Maaned blev der i Aabenraa straffet 14 Personer for at have undladt at rense Gaden, 2 Personer for have gaaet paa Jernbanestrækningen ved Nørreport, 1 Person for Dyrplageri og 2 Personer, fordi deres Børn havde forsømt Skolen.

I Varetægtsarrest kom der 2 Personer paa Grund af Mangel paa Husly. Som tabt blev anmeldt, 1 Pengepung med 5 Mark i.

Haardt ramt af Krigen. (F.A.)
Der er som nævnt kommet Meddelelse om, at Møller Jens Peter Clausen fra Kværs er falden i Rumænien den 7. November; den Afdøde blev 35 gammel.

Møller Clausen var ældste Søn af Kommuneforstander Clausen i Tyrsbøl. De stakkels Forældre er blevne særlig haardt ramte af Krigen, idet Jens Clausen var deres Tredje Søn, som er falden, og desuden har de mistet en Svigersøn i Krigen. Nu har de endnu to Sønner tilbage; en er hjemme paa Reklamation, og den sidste kan blive indkaldt, naar det skal være; det er til visse haarde Kar.

Der holdes Sørgegudstjeneste for Jens Clausen i Kværs Kirke Onsdag den 25. November.

Kærlighedsgaver.
Byraadet i Sønderborg har til Hensigt ogsaa i Aar at sende alle Krigere, som ligger ved Fronten eller som befinder sig i Fangeskab, forsaavidt disse er bosiddende i Sønderborg, en lille Kærlighedsgave til Jul.
Paarørende af sadanne Krigere anmodes om straks at afgive disses nøjagtige Adresse paa Meldebureauet i Store Raadhusgade Nr. 20.

Mange Jernkors. (S.Z.)
Fra Hagenbjerg Sogn er der ikke færre end 22 Krigsdeltagere, der har faaet tildelt Jernkorset.

Fødevarekortene
uddeles i Haderslev saaledes: Fredagen den 23. November for Distrikterne 1-5, Lørdagen den 24. November for 6-9, Mandagen den 26. November for 10-13, Tirsdagen den 27. November for 14-17 og Onsdagen den 28. November for 18-22. Stamkort, Kødkort og Distriktnummer skal medbringes.

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Tirsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Ankler, medens Kommuneforstander Hanquist fra Vellerup og Rentier Schmidt fra Skærbæk fungerede som Nævninger, følgende Sager:

Fru Jacobsen og hendes Datter var anklagede for at have kørt paa Cykle uden Tilladelse og for at have undladt at indlevere de i sin Tid beslaglagte Gummiringe. Dommen lød for Moderen paa 200 Mark, medens Datteren slap med en Bøde paa 100 Mark.

Fru Witte fra Aaved havde faaet en Bøde paa 160 Mark, fordi hun ved Salget af Svin havde taget 20 Penning Pundet over Højestepris, men havde krævet retslig Afgørelse. Dommeren raadede hende til at tage Indsigelsen tilbage, hvilket hun ogsaa gjorde, saa det blev ved 100 Mark.

To Drenge i 13 Aars-Alderen, Zierua og Magnussen fra Aabenraa, var anklagede for Tyverier i Toftlund-Egnen. Zierau blev idømt 4 Ugers Fængsel, medens Mangnussen slap med en Irettesættelse.

Ejeren af Kadaveranstalten i Hammelev, Meyer, var anklaget for at være kørt igennem Agerskov med døde Kreaturer, som han g ud af Vognen. Meyer frikendtes, da det ikke var ham, der havde kørt, men hans Kusk, saa det altsaa var denne, der burde anklages.

Fru Davidsen fra Roager blev idømt en Bøde paa 50 Mark for at have passeret Afspærrings-Distriktet.

Skomagermester Bundesen fra Slesvig fik en Bøde paa 50 Mark, fordi han, uden at være i Besiddelse af Pas, var gaaet over Grænsen efter Læder.

Minesprængninger og Kanontorden.
Paa Vestkysten hører man næsten daglig, ja sommetider flere Gange om Dagen stærke Drøn af Miner, som sprænges langs Kysten af Vesterhavet. Det er ingen Sjældenhed, at Lufttrykket fra Sprængningen kan være saa stærkt, at Husene ved Kysten ryster og Vinduerne klirrer.

I Lørdags kunde man fra om Eftermiddagen omkring ved Halvni-Tiden af høre en stærk Kanonade: Skud fulgte paa Skud, saa Husene rystede, og sommetider fulgte en hel Række Skud ud i et, saa Folk straks kunde forstaa, at det ikke var Minesprængninger. Hen paa Formiddagen kunde man høre at Skuddene kom fra en mere sydlige Retning end i Begyndelsen, og de vedvarede til henimod Klokken 12 om Middagen.*)

Kanonaden i Lørdags var endnu heftigere end under det store Søslag i Forsommeren 1916, som man ogsaa den Gang ude paa Vestkysten kunde høre i flere Timer.


*) Der er tale om søslaget ved Helgoland den 17. november 1917.

Ny bog om Jyllandsslaget og søkrigen i Nordsøen

Knud Jakobsen: Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen. Sea War Museum i Thyborøn, 2017. 360 s., 314 illustrationer. Vejledende pris: 300,- kr. Bogen kan købes i boghandelen eller bestilles på museet.

Hvis man ønsker en velskrevet, informativ, opdateret og fremfor alt elementært spændende bog om søkrigen i Nordsøen under Første Verdenskrig, herunder Jyllandsslaget i 1916, så er det Knud Jakobsens bog, man skal købe. Hvis man tilmed gerne vil have den tyske synsvinkel fyldigt repræsenteret (og lidt ekstra fokus på Sønderjylland og sønderjyders andel af historien end man sædvanligvis ser), så kan man lige så godt skrive bogen på ønskelisten til jul med det samme – hvis man da kan vente så længe!

Det er en virkelig god bog, der kommer grundigt (men aldrig langtrukkent) omkring et væld af emner og temaer. Efter endt læsning sidder man tilbage med følelsen af at være blevet godt informeret om alle søkrigens væsentligste aspekter. Man er endda blevet godt underholdt imens! Knud Jakobsen er journalist af den gamle skole og dvæler gerne ved en god historie eller en interessant personskæbne, uden at det på dog noget tidspunkt fører den støt fremadskridende fortælling på afveje. Tvært imod lykkes det med stort overblik at følge alle historier fint til dørs.

Bogen er uhyre veldisponeret. Efter et par korte, indledende kapitler om krigsbaggrunden og den tyske flådeoprustning, går det derudad i højt tempo: Der indledes med erobringen af de tyske kodebøger og kvadratkort fra SMS Magdeburg allerede få måneder inde i krigen. Det satte briterne i stand til at afkode de tyske radiosignaler; en helt enorm fordel, de bevarede resten af krigen. Herefter går det – om jeg så må sige – slag i slag: Krigens mange større og mindre slag og sammenstød behandles i naturlig kronologisk rækkefølge. Det sker kompetent i godt afrundede kapitler og med inddragelse af den nyeste viden; den britiske og tyske flådeledelse strategier; blokade og blokadebrydere, ubåde, zeppelinere, torpedobåde, miner, minestrygere og konvojer behandles, og naturligvis Jyllandsslaget, der med et kapitel på 62 sider får den grundigste behandling. Vi slutter med revolutionen i Tyskland, konfiskationen af den tyske flåde – og dens selvsænkning i Scapa Flow i 1919.

Man kan altid finde ét og andet at indvende mod en bogudgivelse, hvis man leder længe nok. Her lægges der muligvis i det korte, indledende kapitel for megen vægt på kejser Wilhelm II’s psykiske ustabilitet og for lidt vægt på Tysklands naturlige interesse i som stormagt at udvide sin indflydelse og dominans i verden i imperialismens tidsalder. En åbenlys fejl er derimod kortet over Nordsøen på side 4: Her er det den dansk-tyske grænse fra 1920 og ikke grænsen fra 1914, der er indtegnet! Der savnes desuden nogle flere stedsangivelser. Bl.a. nævnes både Zeppelinbasen i Tønder og skibsartilleriskolen i Sønderborg adskillige gange i bogen, men ingen af dem optræder på kortet. End ikke den vigtigste flådehavn Kiel og Kejser Wilhelm-kanalen er med på kortet! Det bør rettes, inden en eventuel 2. udgave kommer i handelen. Og så irriterer det denne anmelder, at der ikke er en egentlig litteraturliste, men at man skal finde forfattere, titler og udgivelsesår i noterne.

Men det er trods alt kun mindre skønhedsfejl, der ikke skal skygge over, at det er en fremragende bog, som varmt anbefales enhver, der interesserer sig for Første Verdenskrigs historie.

René Rasmussen

13. november 1917 – Enkefru Røgind: “U-Baadskrigen lod en Del tilbage at ønske”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

13.  Novbr.
Refshauge har fortalt Fader, hvad hans Broder, der er Oppasser i et Officerskasino, har hørt: Det var et Foredrag om Undervandsbaade af en Marineofficer. Hvorfor det gik tilbage med Undervandsbaadenes Magt, var fordi Englænderne nu havde forskanset alle Kyststrækninger, man kunde ikke mere gaa langs med dem for Net og andre Forhindringer, og ude paa Dybderne blev det ogsaa. mere og mere farligt, og Baadene kunde jo ogsaa kun holde sig en begrænset Tid paa de store Dybder. Alt ialt, man mærkede, at det begyndte at gaa op for Tyskerne, at U-Baadskrigen lod en Del tilbage at ønske.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 143)

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

12. oktober 1917 – Erobringen af Øsel og Dagø: “… et besværligt Arbejde at faa os sat i Land”

Den 12. oktober indledte tyskerne en stor landgangsoperation på øerne Øsel og  Dagø (i dag Saarema og Hiiumaa) ved Estlands kyst. En unavngiven sønderjyder berettede i Danskesindede sønderjydske Krigsdeltageres Aarbøger 1941 om sin deltagelse i landgangen. Der er muligvis tale om Johannes Møller fra Øster Lindet, der gjorde tjeneste ved et maskingevær-kompagni fra Infanterie-Regiment Nr. 17, og som deltog i landgangen.

Under Verdenskrigen laa jeg i godt et Par Aar ved Fronten i Rusland. Jeg var Kusk ved et M.G.K. [Maskingeværkompagni] , som tilhørte et Regiment med det fine Navn Infanteri Regiment Barfuss, IV Westphålisches Nr. 17, som hørte til 42. Division. Jeg var den eneste dansk talende ved Kompagniet.

Johannes Møller, Øster Lindet, deltog i landgangen på Øsel og Dagø, og har på bagsiden at dette billede skrevet: “Her er skibet som sejlede os over til Øen” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Efter at vi havde deltaget i Offensiven i Galizien i 1917, kunde jeg rejse hjem paa Høstorlov. Hjemme fik jeg Meddelelse fra min Feltwebel om, at Afdelingen var sat ind ved Erobringen af Riga, og at man ventede at se mig der. Da jeg den 26. September naaede op til Riga, var Afdelingen imidlertid allerede taget til Libau, hvor jeg kort efter meldte mig tilbage.

Johannes Møller, Øster Lindet, har på bagsiden noteret: “Her er de ved at blive forladet”. (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

I Libau var man ved at forberede et Togt til Øerne Øsel og Dagø, som skulde erobres. Den 9. Oktober blev vi indskibet i en Mængde store Skibe. Vort Kompagni kom i Skib Nr. 11. Vi var her sammenstuvet ca. 2000 Mand og 200 Heste. Dagen efter sejlede vi ud i Krigshavnen og ankrede op. Der laa her en lang Række Minestrygere, som skulde gaa foran os og sikre vor Sejlads. Den 11. Oktober sejlede vi saa i en meget langstrakt Konvoj ud mod Øsel. Vi var alle forsynet med Svømmeveste, og der var udstedt stærkt Forbud mod at tage dem af under Sejladsen.

Endnu et billede fra krigsdeltageren Johannes Møller, hans tekst lyder: “Skibet i fuld Fart ude paa Øster Havet” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den 12. Oktober, midt paa Dagen, naaede vi om paa den nordre Side af Øsel. Der laa allerede en hel Del store Krigsskibe, som havde taget det første Stød. Det var et besværligt Arbejde at faa os sat i Land, idet der ingen Havn var. Alle maatte sættes ind i Baade. Hestestalden var helt nede i Bunden af Skibet, og herfra blev Hestene enkeltvis hejst op i en stor Kasse, og fra Dækket blev de saa igen paa samme Maade hejst ned i Baadene. Hele Landsætningen gik dog godt, og vi kunde snart efter støde til vor Afdeling og afløse de russiske Køretøjer, der var rekvireret for at transportere de svære Maskingeværer.

Krigsdeltageren Johannes Møller tekst til dette billede lyder: “Et russisk Batteri 30,5 cm paa nordspissen af Dagø” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Snart var Øsel indtaget, og vi blev sat over paa Dagø, som ogsaa ret hurtigt blev erobret.

(Anonym sønderjyde i DSK-årbøger, 1941.)

8. oktober 1917. “Den lystige Enke” var både enke og lystig

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Det var for det meste en behagelig tilværelse.

Sidst i September blev jeg afkommanderet for at være med til at hente en ny Baad i Hamborg. Det viste sig, at jeg atter var heldig, idet jeg slap fri for at være med til Minestrygningen omkring Øsel og Dagø i Rigabugten, som Flotillen var med til i Oktober Maaned, da disse Øer blev indtaget. Jeg traf senere nogle af Kammeraterne i Emden, hvor de fortalte om det.

Jeg havde faaet Adressen paa et Logihus i Hamborg opgivet, ligeledes hvor Værftet laa.

Logiet var i Nærheden af St. Pauli og hed “Die lustige Witwe”. Ejersken passede godt til Navnet, hun var nemlig begge Dele, baade Enke og lystig.

Jeg traf her sammen med andre Kammerater, som skulde paa den samme Baad. Vi fik saa undersøgt, hvor Værftet laa. Det var ude i Neuhof, en af Forstæderne. Baaden, der endnu stod paa Bedingen, var ikke færdig.

Vi kunde ikke bo i den, men det var vi ikke kede af. Jeg saa straks, at det var en smuk Baad, med rene Linier, rigtig en Fryd for øjet. Den vår 28 m lang, 4 m bred og skulde kun gaa 1,40 m dybt. Den var bygget af Mahognitræ og havde to Motorer, hver paa 500 Hestekræfter.

Vi maatte saa blive boende i Logiet. Penge havde vi ikke mange af, men en Aften rejste en af Kammeraterne, Max hed han, sig i Restaurationen nedenunder og gaven Opvisning som Akrobat. En af de civile Gæster gav ham et Timarkstykke i Guld for det, og det blev jo saa straks omsat.

Omsider kom Baaden i Vandet. Vi lavede Prøvefarter med den, men ved en Manøvre udfor Blankenese brændte Motorerne sammen. Saa kom vi igen paa Værftet, og saadan gik Tiden, til vi henimod Jul kom til Kiel for at blive udrustet med det nødvendige Inventar.

Mandskabet blev ogsaa fuldtalligt, ialt 14 Mand. Der samledes her flere Baade af samme Type, ialt 14, og vi nævntes nu 13. Minestrygerflotille, eller U. Z. Flotillen.

Der blev afholdt flere Prøvefarter og Manøvre med hele Flotillen. Ved en af Prøvefarterne ud af Kiels Fjord – med 18 Knobs Fart og med en Storm af (100) NØ og høj Sø – fik vi Kommandobroen slaaet i Stykker. Endskønt jeg var Rorgænger, kom jeg intet til udover at blive gennemblødt.

Vi kom saa paa Værftet i Kiel og fik Kommandobroen flyttet længere agterud. Nu var vi altsaa klar til vort egentlige Arbejde, at holde en Aabning fri for Miner i de Minespærringer, som Englænderne lagde, saa Undervandsbaadene kunde gaa ud, altsaa et rigtigt “Himmelfahrtskommando”, som det hed, med Station i Cuxhaven.

DSK-årbøger 1948

23. august 1917. Loppetjans på minestrygerne i Østersøen

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Det var for det meste en behagelig tilværelse.

Sommeren 1917 var jeg havnet om Bord i Minestrygeren S. 59. Flotillen, som bestod af gamle Fiskekuttere, forsynet med baade Sejl og  Dampmaskine; var stationeret i Sassnitz paa Rygen.

Havde det ikke været Krig, havde det for os været et helt behageligt Liv i denne Badeby. Jeg traf om Bord gamle Kammerater fra Murwik, Tjenesten. var ikke anstrengende, og ret megen militær Disciplin var der ikke.

Vi gennemtravlede Østersøen fra Travemunde til Libau for at holde Farvandet renset for Miner, vi fandt ingen i den Tid, jeg var med om Bord. Vi aflagde Besøg i mange af Østersøens Havnebyer.

Kammeratskabet var godt, og vi havde det selv forholdsvis godt.

DSK-årbøger 1948

20. august 1917 – U38: “Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …”

Under kommando af Max Valentiner traf U38 den 20. august 1917 en konvoj, og angreb trods motorproblemer. Det lykkedes at sænke den bevæbnede damper “Incemore” (3.060 BRT) med en torpedo. I sin erindringsborg “Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen, og den efterfølgende jagt på ham og hans besætning.

Det er med ubåde ligesom med mennesker, alt for stor aktivitet slider på dem. Også “U38 var slidt, og behøvede snart et grundigt “generaleftersyn”.  Desværre havde jeg udskudt det nødvendige eftersyn for længe, og det var på et hængende hår blevet katastrofalt:

Året 1917 lakkede mod enden, da jeg foretog min sidste operation med ubåden. Jeg sejlede ud gennem Otrantostrædet, hvor jeg […] ikke fandt den ringeste modstand. Jeg så ikke en gang et vagtskib.

Mellem Malta og øen Pantelerion stoppede mine dieselmotorer pludselig. Rørte ikke mere på sig. Udslukkede. Jeg var forfærdet over at måtte ligge på havet som en anskudt and. Gik selv ned i maskinrummet, hvor mine folk svedende var i gang med at udskiftede maskinens beskadigede dele …

Pludselig blev der meldt en konvoj – det var lige hvad der manglede.
“Kan De i det mindste få gang i en maskine?” spurgte jeg
“Jeg vil forsøge …”

Nærmere konvojen: En stor damper med to små og flere motor- og torpedobåde – – det virkede virkelig lovende … “Hvordan går det med maskinen?” spurgte jeg.“Måske går det …”

Jeg tænkte ikke på at sænke, jeg tænkte kun på at komme helskindet ud af denne forbandede situation. Men da så den ene af maskinerne igen virkede og da konvojen kom lige imod mig, genvandt jeg appetitten. Jeg gjorde et lille tilløb, dykkede og afskød torpedoen …

Jeg havde udvalgt mig den fedeste af mine fjender … torpedoen sad! Jeg dykkede til stor dybde. Så kom der dybvandsbomber. Dybvandsbombernes eksplosioner blev til en langtrukken dundren. Så blev det en smule roligere. Så igen et par dybvandsbomber, som rystede båden …

Stilhed. Intet rør sig mere. Jeg har ingen hast med at dykke ud. Så endelig vil jeg gøre forsøget, stiger op. Når periskopdybde og forskrækkes: Fra retning af Malta kommer en kæde af hurtige motorbåde susende imod mig med bovbølgerne sprøjtende vejret. Så må jeg vel hellere… Et slag der slynger mig mod væggen … en dybvandsbombe. Lige ved siden af tårnet…! Dyk! Vandindtrængen? Jeg venter … der sker intet.

Da jeg var kommet mig over braget, som slog luften ud af mig, og  jeg fik bragt orden i mine tanker, gik vi, stadig lammet af skræk ned på 70 meter … Det var voveligt: Tryskroget begyndte snart at knage under trykket …

Og nu begyndte jeg at overveje: Hvorfra, hvor satan kom den  dybvandsbombe fra? Motorbådene var endnu langt væk, intet fartøj – det var umuligt at tage fejl – intet fartøj var i nærheden …!? Men det var en svær bombe! Jeg var blevet fuldstændig modløs og nedbøjet … Pludselig forstod jeg: En flyver måtte have kastet bomben! Javel, sådan var det. Se flyveren kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke se op med periskopet (først senere blev de forbedret, så også det var muligt!).

Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …

Flyet havde i øvrigt ikke skadet mig i en sådan grad, at jeg for dets skyld dykkede ned på 70 meter. En flyver kan kun se ubåden, når periskopet er oppe. Nej, det var motorbådene, der bekymrede mig. Jeg vidste nemlig, at Ententen i nogen tid havde udrustet sådanne både med lytteapparater – en amerikansk opfindelse. Disse både trækker et eller andet apparat efter sig, som ligger dybt i vandt og som gennem et kabel er i stand til at overføre de svageste lyde.

Som jeg allerede har bemærket: man kan ikke stoppe op under vandet, man må til stadighed bevæge sig og det laver larm! Jeg forsøgte nu at slukke alle de apparater, der lavede larm. Ventilationen, som er nødvendigt for at rense luften, blev slukket: Vi ville hellere indånde kulilte. Gyrokompasset blev slukket. Vi styrede i stedet efter vores mangelfulde magnetkompas. Maskinen løb så langsomt, at man kun lige netop kunne holde ubåden.

Ifølge mine beregninger måtte bådene nu være lige over mig. Det var de: Det første brag drønede, så hele båden rystede. De havde trods alt fundet mig. Brummm, fulgte de næste detonationer, den tredje, fjerde, femte … Forsvarsløs, fuldstændig forsvarsløs famlede vi os gennem vandet …
Nu var detonationerne længere væk … Nye brag drønede helle tiden … Nu var det blevet stille. Jeg talte på fingrene: Hvis jeg ikke fik en bombe i løbet af den næste time, ville jeg dykke ud. I samme øjeblik et nyt brag! Denne gang særlig tæt på … I fire timer blev vi bombarderet, fire timer!

Hvis bare det havde været høj søgang. Jeg vidste nemlig, at lytteapparaterne så ikke fungerede … schssss brummmm, endnu en bombe!

I maskinrummet svedte mine folk. De udskiftede cylinderlåg, som var sprunget, et tungt og hårdt arbejde i den giftige luft. Mine batterier var temmelig flade. Jeg tænkte på “U 3”! Den gang i Den finske Bugt gik det mig på samme måde.

Jeg regnede og regnede igen, og slog fast, at jeg ubetinget måtte dykke ud omkring klokken elleve. 

På trods af al forsigtighed og den store dybde, som “U 38” sejlede i, kunne jeg ikke ryste vagtskibene af. Langt ud på aftenen stadig nye bomber.  Klokken 9 gik månen ned, så ville det i det mindste være mørkt. Det kunne ikke vente længere: Præcist klokken 10 dykkede jeg ud. Stoppede samtidig maskinen. Jeg lod ubåden ligge tungt, så kun dækket og kommandotårnet stak op over vandet. Mandskabet løb til kanonen, vi ville sælge vores liv så dyrt som muligt. Luften var mørk og diset, alligevel opdagede vi forskrækket en båd i umiddelbar nærhed.

“Gud fader”, siger vagtofficeren … “Schh”, siger  jeg, “vi er så tæt på, at man må kunne høre hvert ord!” Wurmbach springer selv til kanonen, tager sigte. Jeg lader det gå videre: “Kun skydning, hvis han skyder eller sejler mod os.” Wurmbach sigter omhyggeligt kanonen. Lydløst bliver låsen lukket. Jeg kan høre mit hjerte, der går som en damphammer. Nu gælder det liv eller død …

Mine øjne var overanstrengte: Jeg så nu kun båden som et svagt silhouet … eller havde den fjernet sig? “Den fjerner sig”, åndede en eller anden. Jeg havde altså ikke taget fejl! Langsomt, uendelig langsomt forsvinder silhouettet i tågen, og er til sidst helt opslugt …

— reddet — endnu en gang reddet … om så blot for et kvarter, en time, en nat — en uge … vi er reddet!

Senere diskuterede vi ofte: havde han set os, briten? Holdt han det for bedst ikke at se os? Lurede han ligesom os og afventede tiden? Tog han os for en englænder, fordi vi lå midt hans linje?

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

31. juli 1917. “Frygtelig Ulykke!” – tysk damper vædret i Østersøen

To af dagens faldne er angivet som faldne i Sverige! Hvordan kan det lade sig gøre? Erik Sommer har set på sagen.

Af Erik Sommer

Bornholms Tidende, 31. juli 1917, side 2
Frygtelig Søulykke.
En svensk Damper sejler en tysk Damper i Sænk.
Den tyske Dampers Besætning, antagelig 20-30 Mand, omkommet paa nær en.

Stockholm, Tirsdag.
En stor søulykke har i Nat fundet sted udfor Dalarö. Den svenske Damper “Bergvik”, paa Rejse fra Landsort til Dalarö, løb i Nærheden af sidstnævnte Sted med fuld fart mod den tyske Damper Ingrid Horn”, der laa for Anker.

Den tyske Dampers Besætning, antagelig 20-30 Mand, er rimeligvis omkommet med Undtagelse af en Mand.

Desuden omkom to paa den tyske Damper værende Lodser.
“Bergvik” fortsatte Rejsen mod Stockholm. Nærmere Enkeltheder mangler.
–  –  –
Samme telegram blev samme dag bragt i 26 andre danske aviser.
De følgende dage bragte flere aviser mere nyt om forliset.

Således skrev Nationaltidende, 2. august 1917, morgen-udgave, side 4, bl.a. følgende:

Da den tyske Malmdamper blev sendt ned.

Om den frygtelige Søulykke i Nat ved Dalarö meddeles, at det Mandag var diset, og at hele Farvandet efter Solnedgang indsvøbtes i uigennemtrængelig Taage.

Sammenstødet var saa heftigt, at den tyske Damper sank paa knap to Minutter, saa den svenske Damper ikke kunde bringe Hjælp.
Det ser ud, som om Tyskeren havde faaet sine Baade i Søen; man har nemlig fundet tre ilde tilredte Redningsbaade, og i en af dem de to omkomne svenske Lodsers Tasker.

Saa vidt man hidtil har kunnet skønne, skyldes Ulykken mangelfulde Signalanordninger paa Ingrid Horn. Den reddede Matros taler ogsaa om Petroleumsmangel om Bord. Bergvik nærmede sig med halv Fart og saa kun een hvid Lanterne, som hos Damper for Anker. Da man senere opdagede ogsaa en rød, slog man fuld Bak, men for sent. Ingrid Horn synes at have gaaet for fuld fart mod land, muligvis for at redde sig ved at gaa paa Grund. Ingrid Horn har gået paa svenske Havne i flere Aar, nu havde den fuld Malmlast fra Luleå til Tyskland.

(Samme artikel blev bragt i Ribe Stifts-Tidende, den 3. august 1917).

–  –
Monumentet på Løjt Kirkegård for sognets faldne under første verdenskrig fortæller om 96 mænds skæbne.

For Wilh. Marckmann står der på mindestenen: Født 2.6.1870. Død 1.8.1917 i Sverrig.

Men Sverige, svensk jord, var jo ikke en krigsskueplads ?

Nej, men Østersøen og svensk farvand var.

Forklaringen på “død i Sverrig” er, at Wilhelm Marckmann var med på ovennævnte “Ingrid Horn”, og at han druknede ved forliset. Datoen 1.8.1917 på stenen er forkert. Ulykken skete dagen før, 31.7.1917.

Også Hans Georg Max Becker, som mindes på tavlen i Skt. Nicolai Kirke i Aabenraa, omkom. Hans Becker var maskinist på skibet. Hvilket Ribe Stifts-Tidende oplyste den 7. august 1917.

Importen af svensk jernmalm var vigtig for den tyske krigsindustri. Så vigtig at England sendte undervandsbåde ind i Østersøen, hvor de opererede fra russiske baser.

Disse engelske ubåde havde de første år en vis succes med at sænke tyske fragtskibe. (Teknikken var at dykke op, true med beskydning og dermed kræve at fragtskibets besætning gik i redningsbådene. Derefter blev skibet sprængt, så en kostbar torpedo blev sparet).
Af frygt for engelske ubåde sejlede ‘Ingrid Horn’ indenskærs i svensk farvand, hvor det var muligt.

I oktober 1915 blev 7 tyske fragtskibe sænket, og yderligere 2 skibe blev beskadiget.

I 1916 indførte tyskerne et konvoj-system for fragtskibene på de åbne strækninger i Østersøen, og derefter mistede man ikke flere fragtskibe til ubådene.

‘Ingrid Horn’ var et 89 meter langt skib, bygget af stål i 1901/1902. ‘Ingrid Horn’ var civilt, men begge de 2 nævnte sømænd blev betragtet som ofre for krigen, og blev dermed nævnt på mindesten / mindetavler.

Den tabte last malm i ‘Ingrid Horn’ må have rummet mere jern end alle de omsmeltede slesvigske kirkeklokker.

Kollisionen mellem ‘Ingrid Horn’ og ‘Bergvik’ var voldsom og dramatisk: ‘Bergvik’ vædrede ‘Ingrid Horn’:

S/S Bergvik, som sejlede med halv fart pga. tågen, så kun Ingrid Horns top-lanterne, og troede derfor, at det fremmede skib lå for anker. For sent opdagede man, at det var et skib i fart, og på kollisionskurs. Der blev på Bergvik slået fuld bak og givet signal med dampfløjten. Bergvik rammer midt på Ingrid Horns bagbordsside. Bergviks stævn trænger 3 meter ind i Ingrid Horns skrog.

Ingrid Horn begynder straks at synke med Bergvik siddende fast i skroget. I sidste øjeblik får Bergvik trukket sig fri, og vandet trænger da endnu hurtigere ind i Ingrid Horn.

S/S Ingrid Horn og dets forlis er beskrevet på Wikipedia:
https://da.wikipedia.org/wiki/S/S_Ingrid_Horn

Efter krigen rejste rederiet H.C. Horn en mindesten på kirkegården i Dalarö:
http://www.dalaro.info/minnessten-(i.horn)-33450011

Se også: http://web.archive.org/web/20100815060224/www.divecorner.se/sidor/ingrid_horn.html