Tag-arkiv: hjemmefronten

13. april 1918. Der har vel aldrig været 4 måneder mellem du var hjemme. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 13. april 1918

Min egen kære Jørgen!
…I dag er der 5 dødsannoncer i »Modersmålet«, så det mærkes godt nok herhjemme, og så det, at der alligevel ingen ende er at se på det hele, for det kan vi ikke herhjemme. Vi kan jo heller ikke gøre hverken fra eller til, kun bede om at Gud dog vil forbarme sig over menneskene.

Jeg længes meget efter dig. Vi er jo alligevel vant til at være sammen en lille tur hvert forår. Der har vel aldrig været mere end 4 måneder imellem, at du har været hjemme, så det er ligesom ved at være ved tiden nu… Jeg er glad ved at være lidt hjemme i ro. Nu om lidt går børnene og jeg ned på posthuset med tre pakker, som skal til Hamborg. Endelig er jeg da nået så vidt, at jeg har fået dem i stand.

Børnene leger så dejligt ude i baggården. De har lavet stuer under hylden, og Dimitri saver små grene af, som er i vejen for dem. Og nu lige er de ved at forklare ham, at han skal få en bold, som er blevet liggende på træstakken, taget ned. De kan dygtig tale med ham.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. april 1918. Lidt ligeglad tror jeg næste vi er blevet. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 9. april

Min kære Jørgen!
… Der er nok kommet bud om fire faldne til Tyrstrup sogn i de sidste dage, Laues Lausens eneste søn, Nis Lunds søn fra Høkkelbjerg, der er faldet en før, Vilhelm Lüthje, husker du ham ikke nok, han var i lære hos Gemusens, da Henriette var her, og Søren Iversen fra Vinderup, Hans Iversens søn, de har boet i Stubbom en gang. Hvor er det tungt. Mon det da sådan vil komme allevegne?
– Tak for dine to gode breve fra 1. og 2. påskedag, jeg fik dem igår. Ja, bare du fik ret, at krigen snart kunne få ende, om enden så biir god eller dårlig vil jo vise sig. Lidt ligeglad tror jeg næsten, at vi er blevet, som har haft vore med så længe.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

7. april 1918. Soldaterne sender pakker hjem med engelske varer. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 7. april 1918

…I dag er de igen kørt ud til fronten, dem som kom i forgårs. De fortalte jo en hel del om, hvordan det går til derude. Mange af dem havde engelske bukser på, og flere havde en god lædertrøje uden ærmer, meget bedre end de læderveste, vi kender. Så var der også flere, som havde engelske telte, de er lavede sådan, at de også kan bruges som slag, tilmed er de af gummi. Gode strømper og undertøj havde de alle med.

Englænderne er meget bedre udrustede end vi. Du kan tro, at der blev mange gode pakker sendt hjem af det engelske tøj. Soldaterne havde også fundet hvedebrød og smør, chokolade og sukker og alle de andre gode sager, som vi savner.

Der er jo faldet flere proviantdepoter i tyskernes hænder. Men al den herlighed må de gerne have for mig, når de bare vil lade mig blive i fred, til krigen er endt. Ja, der opleves noget derude, og det er jo langtfra så trivielt som skyttegravskrigen var. Men strengt må det være, når der af og til skal stormes, og ingen steder har de hjemme. De lægger dem i en vejgrøft eller på marken om natten, for det er sjældent, at de kan komme i kvarter, da alle byerne er borte.

Det er i Sommeområdet, og stenene af husene, som alligevel var nedskudte, er kørt bort til vejenes istandsættelse.

Men det værste er da for alle de stakkels folk, som må flygte fra hus og hjem og alt hvad de har. Især gør det mig da ondt for de små børn og gamle folk. Når man tænker på den nød, som der må herske, så kan man nok komme til at tænke på, hvor godt vi har det, også I derhjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

3. april 1918. Han er med på det fotografi, hvoraf de fleste har et kors, falden. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 3.4.1918

Min egen kære Inger!
…Ja, det er gået forfærdeligt til derude, men i de sidste dage har det nok givet en lille standsning i sagen. Måske de allerede er kørt fast og så skal til at grave dem ned i jorden igen, for at begynde næste forår igen med en stor offensiv. Mon det sådan skal blive ved år efter år?…

Lørdag aften d. 6. april 1918

… I går kom der en hel del vogne tilbage fra fronten. De skal hente noget tøj, som skal bruges, blandt andet håndværkstøj til skomageren og skrædderen. Denne offensiv slider nok helt forfærdeligt på sagerne. Schmidt fra skriverstuen var også med, og nu har jeg fået at vide, hvordan det står til med dem derude. Der er faldet 19 mand fra 2. komp. Tre løjtnanter – Lt. Rewe, Rode og så en, som jeg ikke kendte. Så er der faldet en feldwebel Blunk, som jeg også kendte godt, dernæst to underofficerer, som jeg også kendte meget godt. Resten er så menige, deriblandt er der flere af mine gode kammerater. Bl.a. er der faldet en, som hed Buck, han var hele tiden ved fureren og var aldrig før med ude i stillingen. Så er der faldet en gefrejter Mårtens, som jeg i lang tid var sammen med i gruppen. Han er med på det fotografi, hvoraf de fleste har et kors, falden. Billedet må være hjemme, og der er nu ikke mange af os i live mere, de fleste faldt ved Arras sidste forår ved disse tider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

1. april 1918. Det koster mange, mange menneskers liv og lykke. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

2. påskedag, d. 1.4.1918

Min egen kære Inger !
… At der flages hjemme, vil jeg gerne tro, men du har ret i, det var bedre at sætte flaget på halv, for det koster mange, mange menneskers liv og lykke. Det vil ikke vare længe, inden dødsbudskaberne også når hjem til vort lille land. Jeg har flere bekendte landsmænd fra vor batt., og jeg tænker tit på dem, hvordan de er sluppet fra dette forfærdelige… Nej, du skal ikke søge for mig igen, kære Inger, lad os nu blot vente og se, hvad det bliver til med den ansøgning, som er i gang. Og jeg tænker også snart, at krigen må få ende, for nu går det nok enten til den ene eller den anden side. Man kan forstå, at der skal en afgørelse til med våbenmagt, en forståelsesfred bliver det næppe.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

30. marts 1918 – Enkefru Røgind: “Begejstringen var ikke stor i Berlin”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

30. Marts.
Kejseren bestiller ikke andet end sende Telegrammer ud og Dekorationer, nu sidst til Krupp, der har leveret den Kanon, der beskyder Paris. H. P. Hanssen her; jeg saa ham ikke. Han havde ikke noget særligt at fortælle, jo en Ting som oplivede: Hver Uge sender Amerika 10,000 Mand — foreløbigt. Begejstringen var ikke stor i Berlin og Flagningen trods Kejserens Befaling meget sparsom.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 150)

29. marts 1918. I de danske aviser får vi jo sagen at se fra begge sider. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen,
Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Langfredag 1918 (29.3.)

Min egen kære Jørgen!
… Du kan tro, at jeg går og er glad og taknemlig over, at du ikke skal med ud i stillingen, for sådan som det går til, er det jo næsten ikke til at tænke sig, at nogen kan komme godt fra det. Og hvor gør det mig ondt at høre, at din kompagnifører er faldet. Men det har vi jo så tit talt om, at det er de bedste, som biir derude. Der blev så tit talt og skreven om »når blot den store offensiv kunne undgås«, men nu er den der rigtig nok, og megen sorg og elendighed kommer der bagefter, og lad os nu se, når der er gået en lille tid, så går også den i stå, og er resultatet kun sorg og nød, som så tit før. Freden er da naturligvis så langt borte, som aldrig før. Der står meget i aviserne om det nu, og i de danske aviser får vi jo sagen at se fra begge sider. I vore aviser gælder det jo igen et krigslån, det kan vi snart udenad. – Din ansøgning hører du vel ikke til endnu, hvordan det nu kan gå, når du får en ny kompagnifører, han kender dig jo ikke, sådan som Rewe gjorde, og ham lå det meget på sinde. Det gælder ellers om at have tålmodighed. Der er længe til maj endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

25. marts 1918. Det var næsten mere passende at sætte flaget på halv for de mange døde. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 25.3.1918

Kære, kære Jørgen!
Så fik jeg da den glæde at få brev fra dig inden påske, jeg var ellers forberedt på, at de tyske kort skulle blive ved en tur endnu… Jeg kan nok mærke, at du har været lidt nedtrykt og urolig. Det må jo også have været meget trist, og har nok kunnet fylde jer alle med alvorlige tanker, at gå og se på de sidste forberedelser til den store dyst. I går stod der om det i aviserne, at offensiven begyndte den 21., og at det er gået meget blodigt til. Der flages hver dag herhjemme. Vi ved knap hvorfor, men det er vel for det, der er sket dernede. Jeg tænkte på, at det var næsten mere passende at sætte flaget på halv, for de mange faldne og for al den sorg, der nu vil blive rundt om. A, hvor er det en lettelse at vide, at du kunne være fri for at storme. For det tænker jeg jo da, at du var. Rigtig tryg er jeg ikke, før jeg får brev igen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

24. marts 1918 – Enkefru Røgind: “Rygtet gik, de var i Nærheden af Paris”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

24. Marts.
Man flager. Fik en ordentlig Forskrækkelse nu henimod Aften. Henny [en Hjælpekone] havde været i Byen, og hun fortalte, at Rygtet gik, de var i Nærheden af Paris. Lise og jeg var ganske skrækslagne, saa var der jo slet intet Haab. Fader bekæmpede det længe og forestillede os det urimelige i den Frygt; det hjalp os ikke, vi var herunter; saa spiste vi til Aften, og saa var han pludselig forsvunden. Vi søgte i Varmerummet, i Soveværelset, nej, saa saa vi, hans Frakke var borte, og saa vidste vi Besked. Saa kom han endelig, havde været paa Posthuset og et Slag inde i Byen, havde talt med baade Bløcher og Dahl, som han mødte og standsede og i Samtalens Løb fik indflettet, det Spørgsmaal: Er der intet Nyt. De har vist været, yderlig forbavset over at se ham paa dette Tidspunkt i Byen og saa oven i Købet indlade sig i Passiar. Han beroligede os, og det var jo Meningen. Det glemmer jeg ham ikke.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 149)

23. marts. 1918. Der er fanget 25.000 mand. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 23.3.1918

… Der var en lille tid, før offensiven skulle begynde, da var jeg lidt beklemt, for jeg vidste ikke, hvordan det skulle gå med mig. Jeg havde hørt, at vognen med bøgerne skulle længere tilbage, og så var jeg bange for, at jeg var blevet sat fra bestillingen at passe æslerne. Men der var slet intet i vejen. Den dag, kompagniet skulle længere ud mod stillingen, sagde forplejningsofficeren til mig, at jeg skulle med til byen, hvor vi nu er og pleje æslerne. Du kan tro, at det lettede på mit humør, for jeg ville da grumme nødigt igen i kompagniet…
Kampen er nok forfærdelig hård, men T. går vedvarende fremad. Hvis det sådan bliver ved, så ender det med, at de allierede bliver slået. Andet kan jeg ikke skrive, kære Inger. I beretningen for i dag står der, at der er fanget 25.000 mand, samt taget 400 kanoner og 300 maskingeværer. Der er i dag næppe kommet så mange sårede her til som i går, men lazaretterne er vist næsten fulde. I eftermiddag kom der en hel del af dem med lazarettog længere tilbage for at skaffe plads til nyankomne.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. marts 1918. De bliver begravet derude, hvis de da ellers bliver begravet. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 22.3.1918

… Det er nu den anden dag, at kampen raser, og det går meget voldsomt til derude. Efter hvad vi hører, er flere af vore officerer faldet, også flere høje officerer. Hvad der gør mig ondt er, at vor kompagnifører også er blandt de faldne. Du ved jo nok, at jeg satte megen pris på denne mand for hans retskaffenhed. Det gør mig virkelig ondt. Han var en ung mand og var lærer, men jeg tror ikke, at han havde ansættelse endnu. Nu sidder måske hans forældre og sørger over deres søn. Og det er der så mange forældre, der vil komme til at sørge over deres sønner.

Sygebilerne kører uafbrudt fra og til valpladsen og bringer de sårede til feltlazaretterne af hvilke, der er flere her i byen, som endda kun er en lille by, omtrent så stor som Christiansfeld. Jeg var lige til aften inde i et lazaret for at se, om der var bekendte, men jeg traf ingen. I kirken, hvor de hårdt sårede ligger, må vi ikke komme ind. I eftermiddag blev der tre begravet på kirkegården, deriblandt en engelsk overløjtnant. De var døde her på lazarettet. Alle de faldne kommer ikke så langt tilbage. De bliver begravet derude, hvis de da ellers bliver begravet. Ja, banerne og bilerne har noget at bestille i denne tid. Med hvert tog, som kommer fra fronten, er der sårede, men kun let. De er glade for at være sluppet fra det forfærdelige.

Der kommer flere transporter fangne engelskmænd her gennem byen, og nogle af soldaterne her er uforskammede nok til at håne dem. Jeg bliver så ærgerlig, når jeg hører det. De skulle bare selv med derud, så ville de nok få andre tanker. Her går de og taler store ord. Man må desværre holde gode miner til slet spil, ellers havde jeg rigtig lyst til at sige dem sandheden. Ja, det er hårde tider. Jeg kom i dag til at tænke på Alsingervisen, der står i et vers: »Men hvordan de end får os kyslet og kast, ved vor mor og vort hjemmen vi dog holder fast.« Det er et sandt ord, som jeg aldrig vil svigte. Du forstår nok, hvad jeg mener, kære Inger….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. marts 1918. Hvor længe skal det vare med de tyske kort? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 22.3.1918

Min kæreste Jørgen!
Tak for dit kort fra d. 18. Jeg blev lidt urolig over den nye adresse. Du er vel da ikke kommet fra din gode bestilling? For så var det da kedeligt. Men du skriver jo da, at du er glad ved, at du ikke skal med forud, så jeg håber det bedste. Har du slet ingen anelse om, hvor længe det skal vare med de tyske kort. Jeg længes meget efter et rigtigt brev…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

21. marts 1918 – Jørgen Friis: “Trommeilden blev ved til henimod middag”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21.3.1918

Min egen kære Inger!
… Det har været en stor kampdag idag. De stakkels mennesker, som har været med dertil. Nu ligger mange af dem døde derude, og mange stakler ligger og vånder dem af deres sår. Det er forskrækkeligt at tænke sig, at så mange mennesker sådan skal miste livet og flere blive krøblinge for livstid. Hvor har jeg meget at takke for, at jeg slap for at komme med til dette forfærdelige.

Du har jo vist fået nogle tyske kort fra mig i den sidste tid. Alt skulle være så hemmeligt, og derfor måtte vi kun skrive kort, som blev censurerede af en officer.

Da vi kom hertil byen, holdt der 8 syge- automobiler, og en morgen for et par dage siden var de forsvundet. Så vidste vi nok, at det snart ville gå løs.

Det vidste vi også nok forinden, at det omkring ved den 20. skulle gå løs, men det måtte jeg jo ikke skrive. Men i går blev det fortalt, at der i morgenstunden skulle begyndes på offensiven, som er bleven forberedt i lang tid.

Sådan en mængde soldater, som her er kommet igennem byen, og vogne af alle mulige slags, automobiler og kanoner. Ja, hvem, der ikke har set noget lignende, kan ingen begreb gøre sig om den færdsel, der har været på vejene.

Så i morgenstunden begyndte kanonerne at tordne. Det var trommeild ligesom i Flandern, men tyskerne har nok skudt meget med gasgranater, og det er noget frygteligt noget.

Trommeilden blev ved til henimod middag, men henimod kl. 10 skulle tyskerne storme, og efter de rygter, der er nået hertil, er englænderne nok slået tilbage. Lige til aften kom der en hel del sygeautomobiler her gennem byen, og flere af dem havde bivogne med. Derpå kom der et sanitetskomp.

Man kan nok forstå, at der er noget at bestille for dem. Nu lige kom der en hel del fangne engelskmænd her forbi. Unge stærke folk så det ud til at være…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

20. marts 1918. Det går meget lettere for mig, når jeg må benytte mit eget sprog. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 20. marts 1918

Min egen kære Inger!
Nu må jeg igen skrive breve, og så skal du med det samme have et brev på dansk, for det går da meget lettere for mig, når jeg må benytte mit eget sprog. Det er så kedeligt, når vi kun må skrive et kort, og det livede også meget op på os, da det blev bekendtgjort, at vi igen måtte skrive breve. Ligeledes må der også sendes små pakker, det var også forbudt i 8 dage. Jeg kan forstå af dit brev, at din mor må være alvorlig syg, men jeg vil da håbe, at hun bliver rask igen… Jeg har nu været borte i så lang tid, så jeg er nær ved at blive fremmed for hele familien. Jeg tænker tit på, at det er næsten det samme som at være død, men det er det jo da ikke, for vi kan da skrive til hinanden. Det er vel ellers noget sært tøjeri, jeg her fik blandet sammen. Men vist er det, at man i denne tid helt andet at bestille end at passe mine to æsler. Og det arbejde er jeg også meget glad ved af den grund, at jeg ellers havde været i kompagniet, og der vil det nok komme til at gå hårdt til i den nærmeste fremtid. Du læser måske om det i bladene, før du læser dette brev. Vi er her nogle af de ældste fra hver bataljon et stykke bagved fronten og altså udenfor fare. Du skal altså ikke være urolig for, hvordan det går mig, når du læser om begivenhederne fra vestfronten..

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

16. og 19. Marts 1918. Og Herren sagde, »Ængstes ikke og bedröves ikke, thi see, han er levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

16 Marz

Vorherre stod ved mig, og han viste mig, hvor min Broder laa i et Lazeret, og han sagde, »bareste jeg kunde faa nogen god Föde.« Stemmen sagde, »di andre Fanger, di er helt elendige, ja Marie, jeg tror snart vi finde ham, og di fire Agre, pas paa dem. Ja Lorenz, din Broder, begynde at faa Appetit, ja, har i alt hans Thöi i god Behold?«

“Jeg saa Djævelen i hans Rige og dem der gjorde Ondt hvor di blev fortæret af Slangerne.”
“Saadant saa jeg Tüskerne hvor di sköd disse vilde Menesker ned.”

19 Marz

En Stemme sagde, »det er forferdeligt og kjædeligt, at eders Sön er forsvunden. Thi jeg kan see paa eder, at i Ængstes og er bedrovet. Thi jeg siger eder, være ikke bedrövet, thi eders Sön er levende. Og det er Faderen i Himmelen, der tale til dig.« Og han sagde, »jeg vil staa paa Vagt og tale til dig. Og du skal svare paa det, vad Herren forkynde dig.«

I det samme skinnede der et stort Lys op for mig, og saa blev det helt mörkt for mine Öine. Saa stod Vorherre lige over mig med Staven i Haanden og raabte til mig, »höre du, Marie, hvad jeg sige til dig?« Jeg svarede. »Ja.« Saa kom der et Syn, og der kom en Engel flyvende ned til mig med en stor Buket i Haanden og lagde den i min Haand. Og der i denne Buket var der mange bunte [brogede] og smukke röde Roser. Stemmen sagde, »naar Roserne ere u[d] sprungne, vil Glæden
komme til eder.« Og Herren sagde, »Ængstes ikke og bedröves ikke, thi see, han er levende.« Saa stod denne Engel ved mig og sang:
Jeg gad höre, jeg gad höre,
hvordan Engle Harpen röre,
laante gjærne Duens Vinger.
Vilde mig fra Sletten svinge
helst idag til Zions Bjærg.
Saa tog Vorherre mig ved Haanden og svingede mig frem og
tilbage, og saa sang Engelen igjen.
Hvilken Glæde, hvilken Glæde
ind i Salems By at træde,
Gjennem Portens Perlerader,

ad di gulbrolagte Gader,

frem for Lammets Kongestol

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

 

19. marts 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “beordret til at skyde, men nægtede …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende. Læs videre 19. marts 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “beordret til at skyde, men nægtede …”

18. marts 1918. Godt jeg ikke er med fremme. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

18.3.1918

Liebe Inger!
Herzlichen Dank flir Brief vom 11. Marts. Ja, es sind wohl mehrere Briefe, die du noch nicht empfange habe, aber die kriegst du wohl bald. Habe heute Anker Fogt gesprochen, er liegt auch hier. Freue mich sehr, dass ich nicht mit nach vorn muss, denn da wirds wohl nicht gut sein. Habe auch heute Brief von Fedder und Niels Jensen, der theilt mir mit von dem Geburt des kleinen Mådchens. Viele Grusse von Deinem Jørgen. Du beachtest die neue Adresse. (z. Zeit Sammeldepot der 18. Inf.div. Deutsche Feldpost 2049)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

12. marts 1918 – Enkefru Røgind: Besøg hos forfatterinde i Åbenrå

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Marts.
Besøgte Fru Mosegaard, som jeg længe har villet. Fandt, en ung køn Kone med et intelligent Blik, et tarveligt Hjem, hvor Bøger og Papirer og aabne Skuffer og Manuskripter og Breve og Udklip dominerede. Jeg begyndte med at takke hende for hendes Smaafortællinger, som havde interesseret mig meget, og jeg opmuntrede hende til at fortsætte.

Hun var straks fuld af Tillid og Aabenhjertighed, og fortalte, hvor godt de havde haft det før Krigen; da havde hun haft huslig Hjælp, og hun leverede Bidrag til flere Blade, viste mig sit Regnskab for flere Aar, og det var i stadig Stigning, naturligvis efter beskeden Maalestok, det højeste var Aaret før Krigen, 300 Rmk., nu var alt anderledes. Manden ved Fronten og tre Børn at sørge for, den ældste Datter gaar paa Lycæet og er Nr. 1. Det var Moderen meget stolt af: »Ja, hun faar det, jeg har sukket og higet efter hele mit Liv.«

Jeg spurgte hende, naar hun skrev: »mest om Natten«, sagde hun, »ved dette Bord, (et ganske ordinært Bord med Voksdug over, som de vist brugte til Spisebord) og Tankerne vil frem« og » har jeg ingen Papir, og det har jeg nu ikke, skriver jeg paa Indpakningspapir«, viste mig et Manuskript, skrevet paa brunt, stift Papir. Hun viste mig Brev fra Lily Braun og fra en Forfatterinde, Fru Kautzky, de var alle opmuntrende og forstaaende.

Hun fortalte, hun havde ogsaa sit »Ehrenamt« her i Byen under Krigen; hun var den eneste Kvinde, der var sammen med Byraadet og varetog Kvindernes Interesser. Jeg var glad ved det Besøg.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 148)

9. marts 1918 – Enkefru Røgind: Pengebelønning for at forhindre strejker

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Marts.
Følgende lærerige Aufruf i de lokale Blade taler mere end mange Ord:

Weitere 3000 Mark Belohnung. Wiederum ist mir 3000 Rmk. zum Zwecke der Auslobung zur Verfügung gestellt. Sie sind für diejenigen bestimmt, durch deren Hilfe es gelingt, jemand der Aufhetzung der Arbeiterschaft zum Streik oder zur Resolution im Korpsbezirk zu überführen. Indem ich diesen Betrag auslohe, bestimme ich folgendes: Die Höhe der Belohnung richtet sich nach der Schwere des Falles und wird von mir bestimmt. Sind mehrere an der Überführung beteiligt, so entscheide ich über die Verteilung des Betrages. Personen, denen kraft Amtes die Verfolgung des oben bezeichneten Hetzes [obliegt] sind von dieser Belohnung nicht ausgeschlossen. Diese Auslobung wird unwirksam, wenn nach meinem Urtheil bis zum Friedensschluss mit Amerika und England niemand ein Anrecht auf die Belohnung erworben hat. Eine Anfechtung der von mir vollzogenen Zuteilung dieser oder der der früher ausgelobten 3000 Rmk. im Wege des Prozesses ist ausgeschlossen. Der kommandierende General v. Falk. Altona 4. März 1918.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 148)

3., 4. og 8. Marts 1918. Og saa stod Vorherre ved mig, og viste mig store Bogstaver, og der stod: Görrigsen.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 3 Marz

En Stemme sagde, »det er forferdeligt, Marie, du ikke kan faa dem alle til at tro, det hvad der bliver dig sagt, det er visseligen sand, thi det er Vorherre som forkynde dig alt.« Og Stemmen kom, at min Broder kommer igjen. Jeg hörte, hvor di sang, »Jeg vil værge mit Land«.

Den 4 Marz

Der kom en stor Lysstraale, og saa hörte jeg, hvor Englene sang:
Dit Skin, hvert Trin
Os lesage og forjage
Mörkheds Tanker,
som i vores Hjærter vanker
Du Himmellys kom til os ned,
din Bolig du i os bered
ved Ordets Lys og Stjærne.
Du Himmellys, du mörkes ej
giv at vi Sandheds Himmelvei
med dig vi fölger gjærne.
Hellig, Hellig er den Herre Jesus.
Vor Herre kommer ned til dig,
vi synge for dig gladelig,
at dit Hjærte derved kan röres.
Den Thi[d] du endnu lever her
vil Herren glæde dig i dit Hjem
med mange lyse dage.
Din Broder kommer snart igjen
thi et Lys det falt fra Himmelen
thi Englene de höit istemme.
Hellig, Hellig er den Herre Jesus.

Vorherre komme[r] ned til Marie,
thi Aabenbaringen vil nu snart ske
hvad Vorherre har forkynd dig.
Höre du Englene synge, höit istemme, synge Salme.
Herren kommer ned til dig, og du skal ei forsage.
Jeg saa Djævelen i hans Rige, han saa skrekkelig ud.

Den 8 Marz
En Stemme sagde, »du seer vel ikke din Broder, og du seer nok heller ingen Telte.« Men Stemmen sagde »Lazeret.« Og saa stod Vorherre ved mig, og viste mig store Bogstaver, og der stod: Görrigsen.

“Saadan saa jeg min Broder i et Lazeret hvor han laa Syg, der blev sagt, at det var et Bömehjem.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

3 marts 1918. Et er sikkert, at når det først går løs, vil det blive forfærdeligt. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 3. marts 1918

Min egen kære Inger!
… Her nede tales der meget om den forestående offensiv, som tyskerne sætter deres håb til. Der er nogle af dem, som mener, at om et par måneder er det hele forbi, og krigen vundet. Nu skal vi se, om de får ret, som spår således. Et er sikkert, at når det først går løs, vil det blive forfærdeligt. Jeg tænker noget lignende som i Flandern og ved Somme. Men denne gang er det vel tyskerne, som tager offensiven. Vi skal nu afvente, hvad det bliver til. Jeg ønsker, at krigen snart skal få ende, med en god og lykkelig fred for os hjemme i Nordslesvig. Så kunne man da sige, at der var kommet noget godt ud af den forfærdelige krig…

I eftermiddag har jeg igen måttet søge en ny stald for mine æsler. Det sker så ofte. Der kommer nok flere tropper her til byen, og så kniber det med at få plads, både til folk og fæ. Det er så heldigt, at jeg bor hos bibliotekaren og posten, for dem kan de ikke så godt flytte med, da de alligevel skal have et stort rum.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

2. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: det smukke hvide brød

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Han maatte ud med sproget

I Haderslev bemærkede læreren forleden, at en lille dreng, søn af en fragtkusk, der kører fra banegaarden rundt i byen, havde et stykke smukt, hvidt hvedebrød med til skole. Paa spørgsmaalet om, hvor han havde faaet det fra, svarede drengen, at det vidste han ikke. Den patriotiske lærer meldte derpaa sagen og kusken kom i forhør. Her forklarede kusken, at han havde stjaalet flormelet, hvoraf hvedebrødet var bagt. Paa spørgsmaalet om, fra hvem han havde stjaalet det, nægtede kusken at svare. Man forlangte imidlertid meget energisk at faa det at vide, og kusken bemærkede da, at det vilde blive værre for andre end for ham, hvis han fortalte det. Dette var imidlertid ligegyldigt, han maatte ud med sproget, og kusken afgav da følgende forklaring: til banegaarden var der til to af byens embedsmænd og en af byens største forretningsmænd ankommen tre sække flormel, med 100 pund i hver sæk. Kusken syntes, at han kunde være ligesaa berettiget til at faa mel som disse tre herrer, og havde derfor taget 10 pund af hver sæk. Men da han naturligvis nu var strafskyldig, saa forlangte han ogsaa, at de tre herrer blev anklaget for ulovlig hamstring. Dette kunde man dog naturligvis ikke gaa med til; men kusken blev ved sit. Efter længere forhandling tilbød man kusken en pengesum for at tie stille med sagen samt fri for videre tiltale, men kusken svarede dertil, at nu var han jo tyv, men kæltring vilde han da ikke være. Naturligvis endte det, som man kunde vente, med, at kusken fik lov at gaa, men at han ikke har været ganske tavs, beviser historiens fremkomst.

1. marts 1918. Vi fik lov at beholde skimlerne. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften, d. 1.3.1918

Min kæreste Jørgen!
Nu vil jeg da allerførst fortælle dig, at vi fik lov til at beholde skimlerne, men stakkels »Prins« måtte med (det er jo i dag, hestemønstringen har været i Haderslev). Jeg tog med 7-toget ud i morges, Hans og Gustav var kørende med hestene, og var jeg ikke selv kommet med, så var den store skimmel gledet med. Prins kom først for, men den havde et tykt ben, så den fik jo øjeblikkelig et »zu Hause« bagefter sig. Og så kan du nok tænke, da ritmesteren så skimlerne, var han jo straks parat til at tage en af dem. Men jeg måtte jo så til at bede, om de da ikke ville lade os beholde de to. Landråden sagde ikke så ret meget til det, det stolede jeg jo nu ellers på. Men når det rigtig gælder noget, så kan jeg jo da nok få lidt sagt. Bagefter husker jeg knap selv, hvad det er, jeg fik sagt; men det endte jo da med, at Prins skulle hentes igen og mønstres. Og så tog han den til »schweres Zugtpferd«. Du kan tro, skimlerne vakte opmærksomhed, og folk, som jeg slet ikke kendte, kom og udtalte deres glæde over, at vi fik lov at beholde dem begge. Der var jo også straks flere ved hånden, som spurgte, hvad de skulle koste. Der var en, som sagde til Hans, at han ville give alt, hvad vi forlangte. Hvad om vi nu kunne have fået 20.000 for dem? Bare du selv kunne have været med til det. Det var helt interessant at se alle de heste, der var nok 600 i alt. Hele markedspladsen var fuld; men ellers kan man jo ikke kalde det et godt hestemarked. Alle folk er jo kede af at komme af med deres gode heste. Her fra byen mødte 16, men så vidt jeg ved, blev der kun taget 3, en hos Magda Refshauge, en hos Anne Hansen og så vores. Du ser, det er gået ud over konerne. Jens’s skimmel blev også fri. De helt lyse tog de ingen af. Jeg tænker, vi får 3800 eller måske 4000 for hesten, og så gir kommunen 1000, så tabet biir jo da ikke så slemt..

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

27. februar 1918. Du har megen ulejlighed både for min og hestenes skyld. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 27.2.1918

… Du fortalte også fornylig, at du havde været ude hos landråden for at få de skimlede heste fri, men du ved ikke rigtig, hvad det blev til. Det var da skammeligt, hvis vi skulle af med dem, for det er sådan et par rare dyr, som jeg holder meget af. Og det ville jo også blive et stort tab, for der er vel ingen, som i år vil hjælpe at bære tabet. Sådan blev det jo ellers lavet sidste år. Du har megen ulejlighed og arbejde både for min og hestenes skyld. Når du nu blot kan få al din møje betalt. Du skriver også om revision, er det ligesom sidste forår, at de kommer og ser efter om vi har korn nok, eller for meget!…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

25. februar 1918. Modersmålet skriver om hjemsendelse af arbejdsduelige landmænd. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 25.2.1918

…I Modersmålet, som jeg fik idag, læste jeg en glædelig nyhed om hjemsendelse af arbejdsanvendelige landmænd, og til dem må jeg vel nok kunne regne mig. Du har måske set det i bladet, men jeg klipper det ud og lægger det i brevet. Jeg synes, at så kan der da være håb om, at jeg kan blive sendt hjem. Løjtnanten beklagede meget, at det ikke var lykkedes for os sidste sommer. Det gjorde ham hjerteligt ondt, sagde han, det skulle jeg skrive til dig. Som du ved, er det en mand, som jeg sætter meget pris på. Han mener, hvad han siger. Orlov skal være spærret til 27. april, men så længe vil det jo også vare, inden en sådan ansøgning om tilbagestilling når hertil…
Jeg må sige, at jeg har det meget godt nu, og du kan tro, at jeg skønner på det, kære Inger. Det er noget andet at kunne lægge sig til at sove om aftenen og ikke behøve at trække på vagt ude i skyttegravene. Og den bestilling, jeg har, er en af de bedste, for med mine æsler behøver jeg aldrig at køre derud. Det gør de derimod med hestene, og det kan sommetider være fare derved, men jeg ved da ikke, at de har haft tab derved. 3. kompagni havde 4 døde i går. Tidligt om morgenen foretog englænderne et ildoverfald, og derved blev de fire mand, som havde søgt skjul, ramt af en granat og var døde med det samme. Det er sørgeligt sådan noget, og det vil jo nok blive meget værre, når offensiven begynder…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918