Tag-arkiv: hjemmefronten

22. november 1918 – Marie Cosmus: “Deutschland ohne Kaiser.”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil formet som et brev til hendes bror om revolutionen i Tønder.

Tondern, d. 22. Nov. 1918

Lieber Bruder!
Hier in Tondern ist, wie jetzt in allen Städten das ganzen deutschen Reichs ein großer Umsturz vorgegangen. Der Sozialismus steht auf dem Höhepunkt. Es bilden sich Arbeiter und Soldatenräte. Am 7. November gründete sich hier der Arbeiter und Soldatenrat. Die Soldaten liefen mit rotem Bändchen umher zum Zeichen eines Bulschewisten. Der Zug durch die Straßen fand am Nachmittag statt. Zahlreiche Versamlungen werden von dem A-S-Rat, wie er sich nennt, gehalten. Sie nahmen die ganze Regierung in die Hand und geben nicht viele Gesetze. Wer beim Rauben ertappt wird, soll standrecht erschossen werden.

Wir leben nicht mehr in einem Kaiserreich, sondern in einer Republik. Es kommet uns ganz sonderbar vor, Deutschland ohne Kaiser. Haussuchungen werden unternommen und Gerüchte werden getrieben, daß so und so viel gefunden wurden ist. Wenns doch bald einmal eine Wendung geben möchte. Man spricht zwar davon, daß wir an Dänemark kommen werden. Ist es dann nicht merkwürdig, wir wollen dich besuchen und müssen in anderes Land? Was sagt du dazu? Du bist als Soldat gewiß im Soldatenrat, du mußt es ja schließlich. Bist du krank gewesen? Der Grippe sind ja überall viele zum Opfer gefallen. Ich wollte dich auch noch einladen, uns Weihnachten zu besuchen. Lichter für den Tannenbaum gibt´s gewiß nicht, aber dann muß es ohne Tannenbaum gehen.
Schreibe uns wann du kannst.


Laß dich herzlich grüßen von deiner
Schwester Marie.

(Jørgen Bendorff)

18. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det første store danske Møde her”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Novbr.
Marie og jeg til Mødet i Juhls Sal. Vi gik herfra 1¾, mødte Vognen med Schmidt, Vojensgaard. Han hilste saa glad, vi ogsaa, det er jo det første store danske Møde her. Byen fuld af Mennesker, der styrede Kursen ligesom vi. Mødet skulde begynde 2¾, men da vi kom, var allerede alt fuldt, Galleriet, Salen, Gangen udenfor, i Haven, man var allerede begyndt at synge danske Sange.

Ved et rent Held og lidt Dristighed fik vi virkelig Plads paa femte Række fra Scenen. Efterhaanden som der stuvedes flere Mennesker sammen, blev ogsaa Scenen frigivet til Publikum, men det hjalp ikke stort, thi der kom flere og flere. Stemningen høj, nu hørtes de forbudte Sange, alle Versene, og saa begyndte Talerne.

Kloppenborg Skrumsager begyndte nok lidt tørt, men sagligt paa. mange Maader, saa kom Refshauge, stilfærdigt og godt, men saa kom Schmidt, Vojensgaard, og det er ligesom hans Ord udløste al den Begejstring, der var i Folk, han rev alle med sig, jeg hører hans Stemme endnu, skælvende af Bevægelse og Glæde. Det var jævne, fattelige Ord, han sagde, men prægede af saadan Hjertevarme og Inderlighed, at. de rørte os alle til Taarer.

Han mindedes Trængselstiden, dog kun som overvundet og besejret, talte om hvor nu alt vilde forandre Skikkelse og vilde blive lyst og smukt for os, naar vi nu atter kom hjem til vort elskede Moderland. Han mindedes alle Nordslesvigs unge Mænd. der hviler i fremmed Jord, efter at have ofret Livet af Pligtfølelse og for Slægtens Jord; der var saa højtidsstille i Salen og alle rejste sig.

Og saa blev der sunget: »Der er et yndigt Land« og »Det haver saa nyligen regnet«. Og efterhaanden som Pastor Thade Petersen, Lebeck, Advokat Andersen (levende Illustration til de fire Lidelsesaar, han havde gennemgaaet) talte, blev Sangene dristigere, og vi endte med »Kong Christian« og Leve for ham. Det var en Dag, man ikke glemmer. Og »Vift stolt« blev ogsaa sunget, og saa kom der et Leve for vort skønne Danebrog, vort gamle elskede Flag, og da var Folk helt vilde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 160)

10. november 1918 – Enkefru Røgind: Våbenstilstandsbetingelserne

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

10. Novbr.
Fader kom hjem fra Harmonien, bekræftende Underretninger om Republiken, har selv set Løbesedlen fra Hejmdal. Der gaar Rygter om, at Englænderne allerede er i Kiel eller paa Vej dertil. Man siger saa meget.

Senere: Thomsen var her med en Løbeseddel fra Grenzpost for iaften, hvor de vigtigste af Vaabenstilstandsbetingelserne var opførte. Det er haarde Betingelser, nogle maaske for haarde. Vi var alle placerede om Bordet i Dagligstuen, da han læste dem højt, og de blev drøftede og gennemgaaede om og om igen. Betingelserne viser Nederlagets Størrelse.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159-60)

7. november 1918 – Enkefru Røgind: “Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7. Novbr.
Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad. Matroser, Soldater og Arbejdere holdt et stort Møde i Juhls Lokaler, og der blev Raadet dannet, derefter Officersafvæbning, og hvis de ikke godvillig vilde, bliver de internerede indtil videre; de civile Myndigheder behandles paa samme Maade; Vagt posteret paa Posthuset, Telegrafstationen, Jernbanestationen. Nu har det tyske Folk selv taget Sagen i sin Haand.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

4. november 1918. “… de har hejset det røde Flag paa Skibene”. Hvad sker der i Kiel?

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
Et meget naivt Oprnab til Slesvigske Landsmænd, at de tror os saa dumme, at vi skal bryde os en Døjt om saadanne Ord, saadanne Løfter nu. Lebeck har svaret dem kraftigt og godt i Modersmaalet.

— Thomsen fortalte om store Uroligheder i Kiel. Matroserne paa Skibene har gjort Oprør, afvæbnet Officererne. Dannet et Soldaterraad og forelagt Militærguverneuren bestemte Fordringer, og han er gaaet ind paa alle Punkter. De har befriet deres Kammerater, som sad i Fængsel, og draget i store Masser gennem Gaderne, de har hejset det røde Flag paa Skibene. Det er kommet til blodige Sammenstød med de Tropper, der blev sendt imod dem, flere Officerer dræbtes og mange saaredes. Resten af Officererne er blevet interneret.

Nogle af de Punkter, Gouvernøren maatte gaa ind paa, var: Ingen Hilsen paa Officererne, Forplejning den samme som Officererne, ingen Officerskasino osv. Det maa være haardt for en preussisk Officer at bøje sig under det, men de maa, nu er deres Saga ude.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158-9)

29. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Spansk syge i Haderslev

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

29. Oktbr.
En Masse syge i Haderslev og mange Dødsfald af den spanske Syge. Alle Hospitaler overfyldte.

— H. P. Hanssen har holdt en udmærket Tale og fordret § 5 opfyldt. Tredje Artikel af Victor er kommet idag, den er god, da kender jeg ham atter, der er Varme og Flugt i den, og den siger mange gode Sandheder, hvormed lian forsvarer sit Standpunkt. Jeg tror, det er rigtigt, saaledes som han dømmer det. Artiklerne har som Overskrift: »Hvorlangt gaar vor Ret?«

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158)

12. oktober 1918. Sidste brev i Jørgen og Ingers brevveksling. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 12. okt. 1918

Min egen kære Jørgen!
Tak for dine breve fra d. 6. og den 7. okt. Jeg havde ikke hørt fra dig i to dage, og så begynder jeg straks at blive lidt urolig. Jeg er bange for, at du skulle gå hen og komme i fangenskab. Ja, det er da vist en underlig ide, men den tanke falder mig nu så tit ind. Hvor det da var passende med pakkerne. De har rigtignok været længe undervejs, og I lever jo helt flot nu. Måske de begynder at spise op nu, for ikke at have det at slæbe hjem på!!

Alle mennesker tror, at vi får fred nu, og det tyder jo da også på det i aviserne. T. er nok rede til det, siges der herhjemme, de kan ikke længere.

Man tør jo ikke rigtig vove at tro på det. Det var jo næsten for glædeligt. Mon al den elendighed da så skulle være forbi?

For os er der jo da ingen ting i vejen, når først du er sund og uskadt hjemme hos os igen. Rige er vi ikke blevet under krigen, som så mange andre, der har gået herhjemme hele tiden. Men vi har vel nok det, vi kan leve af, og en hest og nogle flere kreaturer får vi vel nok, når du først er her hjemme.

Valborg og jeg var i går i Haderslev. Der snakkede alle mennesker jo også om fred og troede på, at den ville komme. Der kommer jo også andre oplysninger under hånden, som gør, at man får mere tiltro til sagen.

Du læser jo vist også aviserne deroppe; men ellers skriver du ikke så meget om det, men dine breve er vel fra før den tid. Det går jo slag i slag nu, og hver dag bringer noget nyt.

Hvor kan det da også gøre en ondt at læse om, at Cambrai er en ruinhob o.s.v. Den smukke by, som du er så godt kendt i.

Der fortaltes også i går i Haderslev, at Reg. 86 var taget til fange, allesammen med stab og samt. Mon det da passer, det lyder utroligt.

Og sådan er der tit noget, som blir fortalt. Dette her var efter en soldat, som kom hjem på orlov, men der er mange, som fortæller historier, når de kommer hjem. De er ikke alle så nøgterne som du. –

Jeg fik noget hos dyrlægen i går til at smøre kalvene med for det skurv, de har i hovedet. Hans syntes da, at det blev for slemt. På mandag skal vi levere to kreaturer igen, Hans og jeg blev enige om at tage den lille kvie og den lille stud i nederste Bøjskov. Hans syntes, at vi skal købe nogle kreaturer nu til efteråret. Vi får da for lidt på stalden, jeg kan jo tale med Jens om det.

I eftermiddag skal jeg jo til begravelse med Johan Jensen. Det er en stor sorg for hans mor og kone. Med mange kærlige hilsner fra os alle. Din heng. Inger.

Hermed slutter brevvekslingen mellem Inger og Jørgen Friis. Inger Friis’ breve er alle fra den 5. til den 12. oktober 1918 stemplet »Zurück, Entlassen«. Brevet fra Jørgen Friis den 8. oktober er det sidste i brevvekslingen fra hans hånd.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Den spanske syge

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

 9. Oktbr. maatte jeg lægge mig af den spanske Syge. Christine lagde sig den 10. og Karen den 11.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… begynde en virksom Agitation”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Oktbr.
Mødet [på Harmonien i Haderslev] i Gaar storartet. Og stor Offerberedvillighed. Der blev straks tegnet 15,000, og jeg hører i Dag, Fondet er vokset til nogle og tyve. Fader begyndte Talerne og forklarede, at det var nødvendigt, at vi selv lagde os i Brechen, hvis vi vilde opnaa noget, og det var nødvendigt at have tilstrækkeligt Penge for at begynde en virksom Agitation i alle udenlandske Blade.

— I Rigsdagens Udvalg er det gaaet varmt til, inden Fredsnoten blev udsendt. Hindenburg og Ludendorff erklærede begge, de kunde højst holde dem en Maaned eller to, Heydebrandt von der Lasa fik et Nervetilfælde og raabte: »Belogen und betrogen«. Det er der vist mange Tyskere, der siger.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918. Begravelserne foregår ikke sådan som hjemme. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 8.10.1918

I de sidste to dage har jeg slet ingen breve fået fra dig, og heller ingen aviser. I dag er der slet ingen post kommen hertil. Det er nok på høje tid, at der sluttes fred, for de kører nok fast med det hele.

Hvad mener du, det skal blive til med det, at tyskerne nu ønsker våbenstilstand. Mon de allierede vil gå ind på det. De ser vist nok, at det nu kniber for tyskerne, og så kan det være, at de bliver ved at klemme dem, indtil de er fuldstændig knækkede, for så at kunne diktere dem freden sådan, som de allierede ønsker den.

Ja, når det da bare snart kunne blive fred! Lad det bare koste, hvad det vil. Fred heller i dag end i morgen. Det skal jo snart vise sig, hvad det bliver til. Det lader til, at den nye tyske regering er villig til at bøde for, hvad den gamle har forbrudt. Det har været ualmindelig roligt ude ved fronten i dag, men nu i aften går det igen løs med skydningen.

Her lige i nærheden af vor lejr er der en soldaterkirkegård. Jeg var derhenne i formiddag efter, at der lige havde været begravelse. Da stod der 8 eller 9 åbne grave med en kiste i hver. Dem, der blev begravet i form. var katolikker. Protestanterne blev begravet i efterm.

Det går jo ikke sådan til som hjemme, hvor liget sænkes i jorden, når hele forsamlingen er nærværende. Her bliver det gjort forinden af San.komp. Og bagefter kommer præsten så og holder en tale samt kaster jord på.

Musikken er også gerne med, det er helt højtideligt. På kirkegården fandt jeg en grav, hvori der ligger en ung mand, som kunne se ud til at være en dansker efter navnet at dømme. Han hedder Carsten Tobisen. Han var 20 år, men hvor han var fra, stod ikke nævnt. Han havde stået ved 6. komp. af 85.

Ellers har jeg aldrig truffet på grave, som kunne se ud til at være over landsmænd, men der står aldrig, hvorfra den faldne er. Jeg sender en pakke hjem, men den indeholder kun nogle aviser deriblandt Hejmdal og Flensborg avis, som jeg har fået efter nogle danskere, som er såret eller savnet fornylig. Nogle af dem har jeg kendt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

6. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… jeg dansede Indianerdans”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Oktbr.
Det blev en dejlig Aften, som aldrig vil glemmes. Kl. mellem 6 og 7 kom ekstra Modersmaalet med den epokegørende Nyhed af den nye Rigskanslers Tale: »Jeg har i Natten til den 5. ved Schweiz’s Mellemkomst sendt en Note til de forenede Staters Præsident, i hvilken jeg har bedt ham om at tage Hidførelsen af Freden i sin Haand. Wilson har 8. Januar og 27. Septbr. opstillet et Program for en almindelig Fred, som vi kan antage som Grundlag«.

Ved et Trylleslag var alt forandret, hvor var vi alle glade og taknemlige, og hvor vi snakkede og drøftede den livsaglige Fred, og hvor vi lo, ja jeg tror endog, at jeg dansede Indianerdans, og hvor vi undte Tyskerne den Ydmygelse; de maa jo ikke kunne mere, det maa være kommet til en Katastrofe. Man føler sig atter fri. Det er nok med dette Myrderi, de stakkels Mennesker og stakkels, stakkels uforstaaende Dyr har lidt nok. Nu skriver Rose til sin Paul, hun er og- saa glad og haabefuld.
Kl. er henad 12.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156-7)

5. oktober 1918. Nu sidder der socialdemokrater i kongens råd. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 5 oktb. 1918

Min egen kære Inger!

…Ja, du har ret i, der er sket meget i Tyskland i de sidste dage. Det havde man ikke ventet, at den tyske statsvogn sådan kunne køre fast, eller vælte, for det kan man vel nok sige, at den er gjort, siden der nu sidder socialdemokrater i kongens råd.

Ja, man kunne jo se eller tænke, at der skulle nye mænd til, inden der kunne tænkes på afslutning af den blodige krig.

Men mon de nu alligevel er i stand til at slutte fred med det første. Vi skal vente og se, hvad det bliver til… Og med hensyn til ansøgningen, da gør vi bedst i, som du skriver, at øve os i tålmodighed. Før til november kommer der nok ingen afgørelse, og hvad det så bliver til, det får vi så at se. Men vi vil da ikke opgive håbet endnu.

Ja, der kæmpes hårdt på hele fronten, det ser ud til, at ententen vil have ende på krigen i år, siden de går så voldsomt frem. Det er heller ikke morsomt for Peter Ravn at skulle afsted igen, for der slås de også, hvor han skal hen. Det er nok i dag, at han skal bort. Måske han ligesom Jepsen har fået en lang efterorlov?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

5. oktober 1918. Inge Friis: Kommer freden mon nu? Det er næsten for godt til at være sandt!

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 5. okt. 1918

… Mon dine kammerater har været i ilden nu? I dag står der i beretningen, at slesvigholstenske regimenter har forsvaret Chemin des Dames. Det må jo vel være jeres division, der er ment.

Hvor er det godt, at du ikke behøver at være forude. Så var du jo altid i fare, og herhjemme kunne vi altid gå i uro. Men helt uden fare er det sagtens ikke. Når granaterne kan nå til Laon, som du fortæller, så kan det jo vist også nå derhen, hvor du er. Det skriver du jo nu ellers ikke om.

Har du ikke begyndt at få »Modersmålet« endnu? Aviserne er jo meget interessante i denne tid, især de danske. Endskønt vore egne skriver det såmænd også som det er nu.

Der er jo mange, som mener, at det vil føre til fred nu. Åh, hvor ville det dog være en velsignelse for hele verden, om det blev sådan; men det er jo næsten for godt til, at det kan være virkelighed.

Ligesom du skriver om ansøgningen. Jeg spekulerer på det tidligt og sent, hvad det dog skal blive til, og venter ved hvert brev, at der skal være godt nyt. Der må jo da også komme besked omsider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

1. oktober 1918. Jeg mangler dig at tale med i denne tid. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. okt. 18

Min kæreste Jørgen!
… Det går slemt til på hele fronten nu. Der står meget i avisen om det, måske freden jo dog er nærmere, end vi tror. Du har vel læst om, at Bulgarien vil have fred. Sådan vælder det jo ind fra alle kanter nu, og en ny rigskansler får vi jo vist også.

Jeg mangler dig at tale med i denne tid, for jeg er helt optaget af det altsammen. Valborg er jo nu heller ikke hjemme, ellers er hun jo gerne godt med. Ellers er de fleste herhjemme såmænd så ligegyldige for alt, der sker, især da kvinderne, de er så uforstående og følger slet ikke med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

29. september 1918. Det er vist begyndelsen til enden. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 29.9.1918

… I dag er der blevet skudt meget voldsomt ude ved fronten. Kanonerne har næsten tordnet hele dagen. I går blev banegården i Laon beskudt. Der gik ikke så få granater derhen. Jeg lige hørt, at der er blevet dræbt 12 mand derved.

I dag læste jeg i et tysk blad, at Bulgarien havde bedt om våbenstilstand.

Det er vist begyndelsen til enden, for så kommer Tyrkiet og Østrig vist snart efter. Ja, bare det da kunne føre til fred snart

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

28. september 1918. Jørgen Friis: “Det går stadig den vej, som krebsene går …”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 28.9.1918

…Vi skal vistnok flytte i morgen. Det går stadig den vej, som krebsene går, eller hjemad. Så forstår du nok til hvilken side, det går.

I dag kom jeg til at tale med en køkkenkusk fra 7. kompagni, og det var en god mand fra vor hjemegn. Han er fra Bollerslev og landmand ligesom jeg. Han havde også nylig haft orlov i 4 uger.

Der var jo meget, vi kunne tale med hinanden om, for det er jo altid så hjemligt at komme til at tale sit modersmål sammen med en god mand. Han havde også i sine unge dage været på højskole i Danmark, så vidste jeg nok, hvad slags han var af.

Hvordan mon det går med havren hjemme. Den er vist ikke kørt ind endnu. Nu har det også begyndt at regne hernede hos os, men det er da langtfra så vådt her som hjemme.

Det er da en plage, så snart man kommer hertil, for så får man med det samme både lus og lopper, ja er det ikke for galt. Jeg har kun været her et par dage, og så er jeg fuld af det skidt …

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

27. september 1918. Hvilken glæde jeg gjorde kammeraterne medmskråtobakken. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 27.9.1918

Min egen kære Inger!

Hvor blev jeg da glad, da jeg i dag fik brev fra dig, så hurtigt, det havde jeg ikke ventet. Mange tak for det kære deltagende brev, det er så velgørende at mærke, at du føler med mig.

Jeg vil da straks fortælle dig, at jeg igen har fået min gamle bestillling at køre med æslerne. Det kan jeg takke vor vagtmester for, for han mente ikke, at Rindermann kunne køre æslerne.

Og så vil jeg da straks fortælle dig, hvilken glæde jeg gjorde kammeraterne med skråtobakken. Du kan ikke tænke dig, hvor glade de blev. Vagtmesteren fik også et par ruller.

Vil du ikke nok sende noget mere, hvis det er at få, for det er en god gerning. Du kan sige det til Fedder, så vil han måske også købe lidt. Petersen og Møller har også somme tider lidt at sælge. Det skal være sådan en udmærket skråtobak, siger de, og jeg har fordel af at kunne være dem til tjeneste dermed, for de er meget mere flinke over for mig. Det var nu en hel lang snak om en skrå.

Du vil gerne vide, hvor jeg er. Det er lige i nærheden af Laon, i »Bryeres«. Her bor vi ude under et æbletræ, hvor Mansfeldt og Rindermann har bygget en lille hytte af brædder, tækket med jernblik. Den er så lille eller så stor, at der lige kan stå to senge og et bord. Men i går lavede jeg mig et sengested, som om dagen bliver sat ud, og om natten bliver bordet sat ud, og sengestedet sat ind i dets sted. Der har du nu beskrivelsen af vor hytte…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

14. september 1918. “Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 14 September

Nu lyste det heelt op, og ude i vor Have saa jeg Vorherre kom gaaende, saa kom han og bankede paa Dören og sagde, »Luk op for mig, thi det er ved Nattetide jeg kommer.« Saa gik han til en anden Dör, og han sagde, »hvor er Datteren, som har Tavlen? Ja, jeg kan komme ind til eder, uden at I behöve at lukke op for mig. Thi det er jo Herren som kommer til eder.« 

Jeg var nu meget Syg i dette Öieblik, da jeg saa dette store Syn. Jeg saa store Mollemente [monumenter?], og Vorherre paa et stort Figur, og hele Stede[r], jeg saa min Broder og mange Fanger. Og paa engang dreiede Synet sig, og saa saa jeg mange Lanne. Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret. Saa sagde Stemmen, »Han som med din Sön og dig var og er evindelig. Ja, din Broder opholder sig i et Fangeleier, men han er bleven saaret i Krigen.« Og Jesus sagde, »i Aabenbaringen har jeg talt paa Tysk til dig, og alt, hvad der dér staa skrevet, det feiler din Broder.«

Den 14 September 1918. Da jeg saa dette Syn, lyste det helt op, og jeg saa alleveine hvor min Broder haude vandret.
Den 14 September 2018. seer jeg Vorherre komme gaaende ind fra vor Have og banke paa Dören, og sagde, Luk op. Ja jeg kan komme ind af lukte Döre.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. september 1918 – Enkefru Røgind: ” … det hele bliver udbasunet som “ein Sieg”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Septbr.
Grenzpost og de øvrige tyske Blade skjuler Nederlaget paa en helt latterlig Maade. De indrømmer aldrig, de har opgivet en By og været tvungne til at gaa tilbage. Nej, »vore Linjer er efter forudlagt Plan trukket saa og saa meget nord eller syd for den By«. Og det hele bliver udbasunet som »ein Sieg, ein grosser Sieg«.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

2. september 1918. Søster og veninde hjælper A.P. Andersen med at desertere

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov.

Den 1. september 1918 forlod jeg Ballonzug 33 i Argonnerskoven for at tiltræde en fjorten Dages Orlov til Haderslev.

Jeg tog hjertelig Afsked med mine allerbedste Kammerater og tog de bedste af mine Ejendele med mig, thi det var min absolutte Hensigt at desertere, når jeg kom hjem.

Det, der hidtil havde holdt mig tilbage fra at gå over Grænsen, var Hensynet til mine tre Brødre, der også var indkaldt. Men nu var een, der havde været hårdt såret, i Etapen; een var savnet siden Juli 1918, og een var langt borte, oppe i Rusland, troede jeg da.

Selv mente jeg, at Krigen ganske bestemt var Slut i Foråret 1919, fordi hverken den tyske ydre eller indre Front vilde kunne holde længere.

Glad og munter drog jeg af Sted. Den 2. September kom jeg igennem Sedan, hvor Tyskerne havde fejret en stor Triumf for 48 År siden, i hvilken Anledning vi som Børn i Skolerne var blevet tvangsindlagt til Festlighederne og havde måttet høre så meget om de sejrrige Tyskere, så det var et Under, at ikke Ørene var faldet af os. — Nu var jeg klar over, at der aldrig mere i Tyskland vilde blive holdt Sedanfester.

Der blev som sædvanlig stor gensidig Glæde, da jeg kom hjem. Men hvor så alt usselt og fattigt og tarveligt ud! Krigen havde tæret på Mennesker, på Huse, på Indbo, på Tøjet. Og hvor mange bar ikke Sorg for mistede Sønner, Brødre, Fædre eller Kærester.

Min Mor, der ellers var en trivelig Kone, havde også tabt sig, navnlig siden Juli 1918, da hun havde fået Meddelelsen om, at en af hendes Sønner var savnet.

Min ældste Søster, Dagmar, (…), udviste straks stor Iver for at få mig overtalt til at kvittere den tyske Militærtjeneste. Glad blev hun derfor, da hun hørte, at der ikke skulde nogen Overtalelser til, men at jeg selv havde taget Beslutningen ude ved Fronten.

Hun havde en god, lidt ældre Veninde, Frøken Hundevadt, en Søster til Grundlæggeren af Hundevadt’s Magasin i Haderslev. Denne Veninde havde hjulpet adskillige unge Mænd over på den anden side af Grænsen, og hun var også villig til at hjælpe mig.

Vi aftalte, at Flugtforsøget skulde ske den 13. September om Eftermiddagen; det var lige een Dag, førend Orloven var omme.

DSK-årbøger 1955.

2. september 1918 – Ribe Stiftstidende: høj løn til tjenestepiger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Begge sønner og faderen arresterede

Natten til i tirsdags vilde to gaardmandssønner fra Hagenbjerg [Havnbjerg] paa Als flygte over havet til Fyn, men de blev anholdte og sendt, den ene, som er soldat, til Flensborg og den anden, som er taget til soldat, til Sønderborg. Dagen efter blev faderen hentet af gendarmen.

Arbejdskraften

er knap, især for det mindre landbrug, hvor man ikke kan have krigsfanger. Ofte ser man dog kvinderne føre høstlæsset og forrette mænds arbejde. Tjenestepiger kan nu ogsaa faa en høj løn. Det er ikke sjældent, at en rask pige fæstes til Tønder og Haderslev kredse for en aarlig løn af 500-600 mark, skrives fra Sundeved til Flensborg Avis.

2. september 1918. »Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen,«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 2 September

Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen, og saa hörte jeg hvor Englene sang. »Himmelsangen, Seiersangen, hist lad tone, salig ved Gud Faders Throne.« Saa sagde Stemmen, »Vor Herres Magt er stor. Glæden for eder, at din broder er i Live. Thi see, du skal nu lære alle Ting i dit Hjem, thi see jeg har vist dig alle Stjærne paa Himlen, ja oppe i di lyse Boliger, der skal I engang sees Ansigt for Ansigt.«

Den 2. September 1918. Jeg saa hvor Fransose Kavalleri drog i Krig.
Den 2. September 1918. Jeg saa vor alle Flag vaiede over vort Land.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

1. september 1918. »…Og nu maa du tegne den hvide Hest.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 1 September
(…) Saa sagde Stemmen, »Luk Bogen op over Aabenbaringen, thi det hele er Sandhed, hvad jeg tale til dig, Marie. Og nu maa du tegne den hvide Hest.« Nu sagde Stemmen, »Tyskland vil ikke give efter, naar skal vi först see, naar Freden vil komme.« Nu sagde Stemmen, »Mobilmachen«, saa hörte jeg, hvor di blæsede i Hornet »Heraus, Heraus« i eet dogn. Saa lyste det op, og saa saa jeg Angel, Slesvig og Danzig. Saa kom der en Engel og viste mig alle Flyvere, Stemmen sagde, »di skulle Flyve, men jeg vil afbryde deres Vinger, at di ikke kan flyve. Men i eders Hjem skulde i glæde
eder, thi Herren vil være med eder.«

Den 1. September 1918. Vorherre sagde, denne hvide Hest vil jeg nu tage Rytteren af. Men jeg vil igjen sette Rytteren paa, og Kæmpe her i Landet.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

21. august 1918 – Enkefru Røgind: Grænsevagterne deserterer

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Aug.
Nogle Bayerske Landstormsmænd ved Grænsen var en skønne Dag stukne af og havde efterladt deres fire Geværer, sat dem sammen i Pyramide, fæstet en Seddel ved, hvorpaa stod: »Fest steht und treu die Wacht am Rhein«. Hjertelig Modtagelse herhjemme, Pitscli lavede en voldsom Ballade’ da han saa mig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

18. august 1918. Kompagnichefen er hensynsløs. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 18. aug. 1918.

… Nu har du haft så meget ulejlighed med at få telegrammet sendt afsted, og så ser det ud til, at det er til ingen nytte. Det er ikke fordi, at Mansfeldt er rejst, men det er kompagnichefens skyld. Han er hensynsløs. Men alligevel får jeg nok snart orlov fra bataljonen, så jeg kommer nok snart hjem og hjælper jer ved høsten. Jeg vil slet ikke sætte nogen tid, når du kan vente mig, for der kan let indtræffe et eller andet, som kan give forsinkelse. Du skal altså ikke vente mig, før du ser mig… Nu er jeg opsat på at ville hjem på orlov for at hjælpe jer, selv om det end kun bliver i 14 dage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

12. august 1918. Nu har englænderne rigtig taget fat. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 12. aug. 1918

Der har igen ikke været brev fra dig i to dage, jeg tænkte ellers, at nu var alt i orden igen med postgangen, men det lader ikke til. Hvor de dog nu slås igen deroppe, nu har englænderne rigtig taget fat, ser man jo af aviserne. Hvor er det da godt, at du ikke er med forude, det ville have været en svær tid både for dig og for os herhjemme. I dag skal jeg til Haderslev, og så håber jeg, at jeg kan få Frost til at sende et telegram efter dig. Så ser vi jo, hvad der kommer ud af det. Jeg talte lige i dette øjeblik med Thaysen gennem telefonen. Han sagde, at jeg skulle bare prøve.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

11. august 1918. Et helt landkort er mine bukser. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 11. aug. 1918

I dag fik jeg brev fra dig fra d. 5… Du har så ofte læst om »Chemin des Dames«, her ligger vi, men kun bagagen, og kun en del af den, for den øvrige er længere fremme.

Du sørger for, hvordan det skal gå jer med høsten, kære Inger, Ja, det er sandelig heller ikke let, for den nye karl kender vel ikke meget til maskinen, men Fedder er nødt til at hjælpe lidt, og så ser vi hvordan det går med ansøgningen.

Helst havde jeg set, at der ikke var blevet søgt om høstorlov for mig, for jeg er jo på tur. Jeg er jo bange for, at når de giver mig orlov i fire uger, så kan de gerne synes, at det gøres ikke behov med den anden. Og så ville det da være meget kedeligt.

Men lad det gå som det skal, vi kan jo ikke gøre mere end at bede om, at det må lykkes.

Du kan tro, at jeg er mæt af soldaterlivet, og det er jeg ikke den eneste, som er. Nu er denne søndag snart til ende, og den går akkurat som en anden dag. Arbejdet kan man just ikke klage over, men det hele er så ensformigt, og her går man i sine gamle pjaltede klæder den ene dag efter den anden. Du skulle bare se, hvordan jeg ser ud. Mine bukser er så lurvede, så den ene lap næsten sidder ovenpå den anden. Nogle af lapperne har jeg selv syet på, så kan du nok tænke dig, hvordan det ser ud. Et helt landkort er mine bukser…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

10. august 1918. Koen er faldet. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 10. aug. 1918

… Der er vist nok blevet nogle breve borte, for bagagen var blevet meget stærkt beskudt, dengang vi andre var lidt længere tilbage, og ved den lejlighed var der også blevet et par postsække ødelagt.

Du ved nok, at bataljonen også havde en ko, den »faldt« ved samme lejlighed.

Bagagen måtte flygte over hals og hoved, der blev såret 3 eller 4 mand og ligeså mange heste, deriblandt et æsel, men ingen af mine.

Lige f.t. lader det til at være roligt ude ved fronten, men det kommer vel af, at tyskerne her på dette afsnit har trukket sig tilbage, så ved du måske omtrent, hvor jeg er…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. august 1918. “Hvor vi trænger til din hjælp nu”. Høsten er gået i gang. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag 9. august

Min egen kære Jørgen!
Endelig i dag var der et rigtigt brev fra dig, Nr 32 (4.8.1918), og så kortet til børnene…

Vi har nu begyndt at høste. I går eftermiddag høstede de halvdelen af rugen, og i eftermiddag er de ved det igen. Jens Staub hjælper, og vore egne lærer jo alt imens.

Det har regnet meget i nat, så vejret er jo ikke det bedste for rughøsten, og alle vegne trænger de til brød, vi bager vort det sidste rug i morgen.

Hvor vi trænger til din hjælp nu, det varer heller ikke længe, før vi telegraferer efter dig, mon de så ikke nok vil lade dig rejse… Jo, ansøgningerne er jo godt på vej. Måske den første er nået derop, men nu er du vel ikke ved skriverstuen, så du hører ikke noget fra den lige straks.

Orlov skal du jo nok få, det er der ikke noget i vejen for, men det er alligevel mere den anden ansøgning det kommer an på. Når bare den ville lykkes.

Fedder har tilbudt, at han vil hjælpe os, når det kniber, så jeg har jo altid ham i baghånden. Endnu har de jo nok kunnet, men rigtig går det vel ikke.

Bare den unge knægt vil være forsigtig med hestene, det er jeg næsten mest bange for. Køre maskinen kan han da heldigvis ikke, og til indkøringen er vi nødt til at have dig hjem. Gellert får 10 dages ferie i år, det kan jo også komme os til gode.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

8. august 1918. Vi skal huske at bede Vor herre om at hjælpe os. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 8. aug. 1918

Min egen kære Inger!
Nu fik jeg endelig en hel mængde post fra dig, kære Inger, og du kan tro, at jeg blev glad derover…

Så traf det sig så heldigt, at feld-webel Harden kom hertil i går, og så benyttede jeg mig af lejligheden til at tale med ham om den ansøgning, som nu kommer. Han var meget flink og lovede straks at anbefale ansøgningen, når den kommer, og så håber vi, at det lykkes for os denne gang. Men vi skal huske at bede Vorherre om at hjælpe os.

Så er det med hensyn til høstorlov. Den kunne jeg godt tage, sagde han, for det havde ikke noget med den anden at gøre. Men du må alligevel ikke vente mig de første fire uger, for Mansfeldt rejser en af dagene på orlov, og begge to kan vi ikke være borte fra vognen. Så må jeg vente, til han kommer igen.

Du skal altså ikke sende ekstra bud efter mig, for det vil jeg ikke gerne have.

I må altså se at blive færdig med høsten, så godt I kan, Fedder må hjælpe os lidt. Mansfeldt har længe ventet efter at få orlov, og nu da han kan få det, vil han ikke gerne stå tilbage for mig.

Gudskelov at det var gode efterretninger, jeg fik fra dig, kære Inger, at du og vore små piger er raske og har det godt… Jeg er da meget glad ved, at jeg fik talt med Harden, for nu tror jeg nok, at det lykkes. Harden rejser på fredag på orlov, så hvis du kunne sende dem lidt, var det rart, ligeledes til Schmidts. Vi må se at anstrenge os.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918