Alle indlæg af Rene Rasmussen

Julefreden 1914 – omsat til musik

I disse dage afholdesTønder Festival. Det giver anledning til at mindes en helt særlig begivenhed ved en koncert tilbnage i 1988.

“Christmas Truce” eller “Weihnachtsfrieden” 1914 – genoplevet i Tønder 1988.

John McCutcheon fortæller i denne video historien om, hvordan han på Tønder Festival 1989 (han husker forkert, for det var rettelig 1988) spillede sin sang “Christmas in the Trenches” – og undrede sig over en gruppe meget gamle, tyske mænd, der var fulgt med ham hele vejen under hans koncertturné.

Det var der en grund til: Det var nemlig dem, der 74 år tidligere i deres skyttegrave havde sunget “Stille Nacht” …

Det har formentlig været sønderjyder – men man kan jo ikke forvente, at en amerikansk musiker skal vide, at Tønder var tysk i 1914.

Historien møder historiefortælleren – på Tønder Festival www.tf.dk

Man kan læse om begivenheden her: http://en.wikipedia.org/wiki/Christma…

Filmen er sat sammen af lyd fra to forskellige youtube-videoer med John McCutcheon samt den scene i “Oh what a lovely war”, der omhandler begivenheden.

De danske sønderjyders førstemand: H.P. Hanssen 1862-1914

I forbindelse med det forestående 100-års jubilæum for Genforeningen i 1920 har Sprogforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland udgivet en ny bog om de danske sønderjyders førstemand  H.P. Hanssen. Bogen er første bind af i alt to planlagte bind.

Første bind handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 og er skrevet af Hans Schultz Hansen, dr.phil. og forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa.

Den nye biografi indeholder ganske meget nyt, for bortset fra et par tynde hæfter ligger de tidligere H.P. Hanssen-biografier over 70 år tilbage i tiden.

Den nye bog inddrager f.eks. den omfattende forskning i Sønderjyllands historie 1864-1914, som siden har fundet sted. Hans Schultz Hansens bog er således vidensmæssigt opdateret. Den er også mere kritisk over for hovedpersonen.

– Min bog rummer dertil resultater af mine egne studier på udvalgte områder. Således er der navnlig meget nyt om den unge H.P. Hanssen og hans vej til politikergerningen og om H.P. Hanssen som udgiver af Hejmdal, fortæller forfatteren, som begyndte at arbejde med bogen i 2010, i første omgang med delstudier om H.P. Hanssens tid i det danske Folketing 1924-26 og tilsidesættelsen af ham under genforeningsfestlighederne i 1920.

Forud for Genforeningen arbejdede H.P. Hanssen gennem årtier for at fremtidssikre danskheden i Sønderjylland trods det tyske styre. Det begyndte i 1879, da den 17-årige Hans Peter på en gåtur fra sit barndomshjem Nørremølle til Dybbøl Banke besluttede sig til at blive tysk soldat for at kunne blive i hjemstavnen. Som 23-årig betroede han sin forlovede Helene, at han ville påtage sig “en førerstilling” i nationalitetskampen. Den lederskikkelse blev H.P. Hanssen.

Det var i første række hans fortjeneste, at det sønderjyske grænsespørgsmål blev genrejst og løst på et demokratisk grundlag gennem en folkeafstemning i to zoner. Trods modstand og ydmygelser fra kredse, som ønskede en sydligere grænse, fastholdt han dette program. Det blev grundlaget for en dansk-tysk grænse, som tilfredsstillede flest mulig mennesker.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret. 248,- kr i boghandelen.

Køb den i boghandelen – eller direkte hos forlaget: Historisk Samfund for Sønderjylland

Hvis du er medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland koster bogen kun 148,- kr.

Bind 2 forventes at udkomme i 2020.

22. august 1919. Møde i Fredskomitéens Eksekutive Komité

Møde i F. K.s eksekutive Komité
I Anl. af Henvendelsen fra C. I. S. af 8. Aug. 1919 vedtog den eksekutive Komité 20. s. M. følgende Indstilling til Øverste Raad:

Efter at den eksekutive Komité har gjort sig bekendt med det af den internationale Kommission fremsatte Ønske, foreslaar den enstemmigt:

a) at Kommissionen skal kunne sende en Delegeret til Flensborg;

b) at der tilstilles den tyske Delegation en Note, hvori den underrettes om denne Afgørelse, og hvori den anmodes om, at Kommissionens Delegerede maa blive sat i Forbindelse med hele Afstemnings-Omraadets tyske Myndigheder, saaledes at den internationale Kommissions fremtidige Virksomhed allerede nu kan blive forberedt paa Stedet selv.

De tyske Øvrigheder bør af deres Regering instrueres i Overensstemmelse hermed.

Øverste Raad godkendte 22. s. M. denne Indstilling, hvis Indhold derefter straks blev meddelt C. I. S. i Kbhvn.

__________

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

20. august 1919. Grev Bent Holstein om rømningen

Grev Bent Holstein sendte 20. Aug. 1919 flere af Delegationerne ved Fredskonf. og Formanden for dennes eksekutive Komité, André Tardieu, en Skrivelse, i hvilken han paaviste Modsigelserne mellem Teksterne i Traktaten og de all. og ass. Magters Svarskrivelse af 16. juni til den tyske Delegation, og fortsatte:

Af dette kortfattede Sammendrag fremgaar, at

1) Følgeskrivelsen og Svar-Skrivelsen af 16. Juni dels middelbart, dels umiddelbart har fastholdt Bestemmelserne om den tyske Rømning af 3. Zone;

2) Disse to Aktstykker er godkendte af det øverste Raad, inden de blev overrakt de tyske Delegerede i Versailles;

3) Det er ikke sikkert, at det øverste Raad har haft Tid til i alle Enkeltheder at billige Rettelserne i det Eksemplar af Traktaten, som 16. Juni blev overleveret de tyske Delegerede;

4) Paa andre Punkter, hvor der er paavist Uoverensstemmelse mellem Svar-Skrivelsen og Traktatens Tekst, har det øverste Raad erklæret, at det følte sig bundet ved de i Svar-Skrivelsen indgaaede Forpligtelser.

Der melder sig nu det Spørgsmaal, om, trods den danske Regerings utilgivelige Forsømmelighed, en Fortolkning til Fordel for Befolkningen i 2. slesvigske Zone ikke stadig vil være mulig?

I denne Forbindelse tillader jeg mig at gøre følgende Betragtninger gældende:

Paragraf 1 i Art. 109 i Traktaten af 16.— 28. Juni bestemmer, at indenfor en Frist paa 10 Dage efter nærværende Traktats Ikrafttræden skal de tyske Tropper og Øvrigheder, deri indbefattet Overpræsidenterne, Regeringspræsidenterne o.s.v. rømme det samlede Afstemnings-Omraade.

Blandt de her nævnte tyske Øvrigheder har Overpræsidenten og Regeringspræsidenten (thi i den preussiske Provins Schleswig-Holstein findes kun een Embedsmand med hver af de her nævnte Titler) aldrig haft deres Embedssæde i 1. eller 2. Zone. De residerer i Byen Slesvig, som ligger i 3. Zone.

Det er klart, at man her staar overfor en Levning af Traktat-Teksten af 7. Maj, der ikke blot bestemte, at 3. Zone skulde rømmes af Tyskerne, men ogsaa gav Befolkningen i denne Zone Ret til gennem en Folkeafstemning at tilkendegive sin nationale Vilje. Taget efter Bogstaven synes Traktaten af 16. Juni altsaa at aabne Mulighed for, at den internationale Kommission i det mindste virksomt kan overvaage de ovennævnte høje preussiske Embedsmænd.

I samme Art. 109, 1. Paragrafs 4. Afsnit findes imidlertid en langt vigtigere Bestemmelse, der synes i alt ønskeligt Omfang at muliggøre den Fortolkning, som den danske Befolkning i 2. Zone anmoder de høje allierede og associerede Magter om af Retfærdighedsgrunde at gøre gældende. Det hedder her, »at den internationale Kommission skal tage alle Forholdsregler, som synes den egnet til at sikre Folkeafstemningens Frihed, Oprigtighed og Hemmelighed.«

Den danske Befolkning i Mellemslesvig, der siden 1864 har været underkuet og forfulgt af fremmede Embedsmænd, erklærer nu enstemmigt, at Afstemningens Frihed, Oprigtighed og Hemmelighed ikke kan sikres, med mindre den fjendtlige Magts militære Styrker, høje Øvrigheder, Soldater- og Arbejder-Raad fjærnes fra de umiddelbart tilgrænsende Egne mod Syd.

Der synes ikke at findes nogen Hindring for, at den internationale Kommission, som de høje allierede og associerede Magters Mandatar, kan bringe Bestemmelserne i Art. 109, 1. Paragrafs 4. Afsnit i Anvendelse overensstemmende med den interesserede danske Befolknings inderligt og klart udtrykte Ønske. Tværtimod, hvis Kommissionen som Organ for de sejrrige Magter fortolker Traktatens Bestemmelser i Overensstemmelse med, hvad her er sagt, vil den virkeliggøre det øverste Raads sande Hensigter, saaledes som disse er udtrykt i Svar-Skrivelsen af 16. Juni.

Som mellemslesvigsk Udvalgs Repræsentant i Paris tillader jeg mig at anmode Dem om med Deres store Indflydelse at støtte det af hele den danske Befolkning i Slesvig saaledes fremsatte Andragende.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Sabatons nye album med sange om Første Verdenskrig

Det svenske rock-band Sabaton har specialiseret sig i at skrive sange om krige.

Deres seneste album med sange udelukkende om Første Verdenskrig er netop udkommet i sommeren 2019.

Sabatons musik er mange unges første møde med historien om Første Verdenskrig og en indgang til at beskæftige sig mere med emnet.

Læs om Sabaton og albummet på Wikipedia

eller lyt til numrene på nedenstående link til bandets Youtube-kanal.

16. august 1919. Grev Holstein: 3. zone bør også komme til Danmark

Grev Bent Holstein tilstillede 16. August 1919 Fredskonferencens Præsident og André Tardieu i hans Egenskab af Formand for Fredskommissionens eksekutive Komité følgende Skrivelse:

I min Egenskab af Befuldmægtiget i Paris for Mellemslesvigsk Udvalg tager jeg mig den Frihed at henlede Deres Excellences velvillige Opmærksomhed paa følgende fire Aktstykker, som jeg tillader mig at vedlægge nærværende Skrivelse i fransk Oversættelse…

Grev Holstein nævner her disse Bilag: 1) en Redegørelse, som Repræsentanter for 3. slesvigske Zone i Slutningen af Juli havde forelagt den danske Rigsdag, og som drejer sig om den daværende politiske Stilling i denne Landsdel; 2) en Petition fra Sydslesvigere, som kræver Adgang til Folkeafstemning; 3) Udtalelser af sydslesvigske Repræsentanter og 4) en Redegørelse for de tyske Øvrigheders Foranstaltninger i Sydslesvig til Støtte for Folkeafstemningerne i 1. og 2. slesvigske Zone. — Enkelthederne i disse Bilag tjener væsentlig til Støtte for den i Grev Holsteins Skrivelse givne Fremstilling, og der vil derfor ikke være Grund til her at gengive dem.

Grev Holsteins Skrivelse fortsætter:

Jeg er forvisset om, at Læsningen af disse Aktstykker vil overbevise Deres Excellence om, at en betydelig Del af 3. slesvigske Zones Befolkning er fast bestemt paa at gøre fælles Sag med deres nordligere slesvigske Landsmænd, der i en nær Fremtid vil faa den Lykke frit at kunne bestemme over deres Skæbne.

Intet er nemlig mere sikkert end, at enhver Løsning af det slesvigske Spørgsmaal — hvis europæiske Betydning Historien viser — vil være ufuldstændig og følgelig kunne blive en Spire til Gæring, saalænge de sydslesvigske Befolkninger forbliver bag Fængslets lukkede Mure.

Sydslesvigerne støtter sig til den Forpligtelse, de sejrrige Magter har paataget sig overfor dem, og de vil ikke ophøre at kræve den Ret, de besad i det korte Tidsrum mellem 7. Maj og 16. Juni — og som de iøvrigt besidder den Dag idag i Kraft af selve de Grundsætninger, de allierede og associerede Magter har bragt til Sejr overalt i Europa.

Begivenhedernes Udvikling i Danmark viser, at efter Ophævelsen af Bestemmelserne om Folkeafstemningen i 3. Zone er det danske Folk, der til at begynde med var nølende og usikkert, nu overbevist om den sydslesvigske Bevægelses Betydning og Alvor. Sagen har vundet stedse flere Tilhængere i alle Befolkningens Lag, især dog hos Bønderne i Kongeriget — hvis politiske Parti er Rigsdagens Venstre — der ikke vil være med til at lade en Befolkning af dansk Oprindelse og dansk Sindelag i Stikken.

Nu, da den af de høje allierede Magter oprettede, internationale Kommission staar i Begreb med at træde sammen for at ordne Folkeafstemningen i Slesvigs to første Zoner og overvaage Afstemningens Frihed, forekommer det Mellemslesvigsk Udvalg, hvis Mandater jeg har den Ære at være, rigtigt at henlede den franske Regerings og det franske Parlaments Opmærksomhed paa de her foreliggende Forhold, hvis Betydning ikke er blot stedlig, men som kan faa Indflydelse paa den med saa dyre Ofre tilvejebragte Fred.

Det er ikke for meget sagt, at dette Spørgsmaal, der kan synes beskedent i Sammenligning med Frankrigs mægtige Interesser i Europa, Afrika og Asien, vil kunne blive af Betydning for dets Indflydelse og Anseelse i Nordeuropa. Saalænge det slesvigske Spørgsmaal har været til, er det Frankrig, der har beskyttet dansk Nationalitet i denne Landsdel. Det skyldes fransk Initiativ, at Pragfredens femte Artikel kom til at indeholde Bestemmelse om det nordlige Slesvigs Ret til selv at afgøre sin Skæbne.

Under de Fredsforhandlinger, som siden 11. Nov. 1918 har beslaglagt al offenlig Interesse i det danske Folk paa begge Sider Grænsen, er det atter Frankrig, hvis Indsats har tilvejebragt Grundlaget for den endelige Ordning af det slesvigske Spørgsmaal.

De store franske Historikeres Værker indeholder uforgængelige Vidnesbyrd om den Indflydelse, Elb-Hertugdømmerne har udøvet paa Europas politiske Udvikling. Støttet paa disse Erfaringer har de franske Statsmænd paa Fredskonferencen utrættelig kæmpet for Kiel-Kanalens Afvæbning og Neutralisering. Med Rette har Frankrigs Delegerede gjort gældende, at Vestmagterne — i ligesaa høj Grad som Rusland, de skandinaviske Lande og de talrige nye Stater, der er opstaaet paa Østersøens sydlige Kyst — maa lægge Vægt paa, at Vejene mellem dette Indhav og Nordsøen endelig og uigenkaldelig befries for tysk Overmagt og derved aabnes for fri og uhindret Skibsfart og Handel.

Desværre er det ikke de franske Statsmænds Synspunkter, som i alle Tilfælde har kunnet blive afgørende under Drøftelsen af det ny Europas Grundlov.

16. Juni 1919 erfarede Tyskerne, at Bestemmelserne i Freds-Traktaten af 7. Maj om 3. slesvigske Zone var bleven ophævede. De sluttede heraf, at Frankrig havde lidt et Nederlag, eller i det mindste at et Flertal indenfor de allierede og associerede Magters Fredskonference havde været Tilhænger af en mindre klar og mindre forudseende Betragtning end den, Frankrigs Delegerede havde gjort gældende.

Det er nu desværre ubestrideligt, at den tyske Argumentation mod 3. Zones Adgang til Selvbestemmelses-Rettens Udøvelse har fundet middelbar og umiddelbar Støtte hos den danske Regering. Jeg skal ikke her nærmere drøfte de Bevæggrunde, der har ledet den til at indtage dette Standpunkt.

Jeg mener blot, det er nyttigt at fastslaa — i fuld Overensstemmelse med den Befolkning, jeg har den Ære at repræsentere — at, for at anvende de i Hr. Barthou’s Betænkning til Deputeretkammeret brugte Udtryk: »visse altfor hurtigt indførte Ændringer i Art. 109 i den oprindelige Traktat af 7. Maj«, gaar videre end de Ønsker, der blev fremsat af den kgl. danske Gesandt i den Note, han under 17. Maj tilstillede Fredskonferencens Præsident. Denne Note rejste Indvendinger mod, at der blev givet Befolkningen i 3. Zone Adgang til Folkeafstemning, men den tav fuldstændig om Bestemmelserne i Art. 109 vedrørende de tyske Troppers og Embedsmænds Rømning af disse samme sydslesvigske Egne. Disse Rømnings-Bestemmelser var bleven indført i Traktaten paa den allierede Overkommando’s Initiativ.

Da Indholdet af den endelige Traktat af 16. Juni blev offenlig bekendt, faldt det straks i Øjnene, at i ubetinget Modsætning til de høje allierede Magters Svar (ligeledes af 16. Juni) paa de tyske Modforslag var i Art. 109, formodenlig ved en redaktionel Fejltagelse, Bestemmelserne saavel om Folkeafstemningen som om den tyske Rømning bortfaldne.

I en Note, jeg under 23. Juni havde den Ære at tilstille Fredskonferencens Præsident, gjorde jeg opmærksom paa den alvorlige Fejl, der saaledes var begaaet, og som nødvendigvis maatte faa uheldig Indflydelse paa Afstemningen i 2. slesvigske Zone.

Efter Afsendelsen af denne Note har den offenlige Mening baade i Danmark og Slesvig tilkendegivet, at den lægger den allerstørste Vægt paa, at Bestemmelserne om tysk Rømning af 3. Zone maa blive gennemført af Hensyn til Afstemningens Frihed i den omstridte 2. slesvigske Zone, hvortil Byen Flensborg og de blandede Distrikter i Mellemslesvig hører.

Som altid tidligere vender det danske Folk sig i første Række til Frankrig, de svages og de undertryktes Beskytter, med Anmodning om at hjælpe det til at opnaa, at de foreliggende, modstridende Tekster fortolkes paa en
saadan Maade, at de kan svare til, hvad Hr. Barthou i sin ovennævnte Betænkning saa rigtigt kalder: de sejrrige Magters virkelige Hensigter.

Sker dette, vil en retfærdig Sag finde den Støtte, den fortjener, og Frankrigs og dets Forbundsfællers Anseelse ikke blot i Danmark og i Slesvig, men i hele Norden vil blive styrket og øget.

Idet jeg hermed i fuld Aabenhed har henvendt mig til Dem i en Sag, der ligger et lille Folk, som længe har været overladt til tysk Vilkaarlighed og Forfølgelse, paa Hjærte, beder jeg Dem anvende Deres store Indflydelse til Varetagelse af de vigtige Interesser, som her er paa Tale.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

En over 100 år gammel flæskesteg fra Første Verdenskrig

En december under Første Verdenskrig ventede familien i Bredebro sønnen Frederik Madsen hjem på orlov fra krigen . Derfor forberedte hans mor, Katrine,  en festlig hjemkomst. Hun henkogte bl.a. en flæskesteg, der skulle på bordet, når drengen endelig kom hjem.

Men Frederik Madsen blev taget til fange af franskmændene, så han kom ikke hjem på orlov. Han kom først hjem fra fangenskabet i sommeren 1919. Og da havde han ikke stor lyst til at sætte tænderne i den nu halvgamle flæskesteg.

Familien vedblev dog at opbevare flæskestegen – og den blev siden afleveret til Lokalhistorisk Arkiv i Bredebro, hvor den befinder sig i dag.

Den Frederik Madsen, det drejer sig om, er Frederik Martin Madsen, der blev taget til fange af franskmændene og sad i krigsfangelejr i Saloniki i Grækenland. Han tilhørte Reserve-Feld-Artilleri-Regiment Nr. 65, 6. batteri, der navnlig kæmpede på Balkan og Østfronten.

Ifølge familieoverleveringen skal flæskestegen være fra 1915. Det kan dog næppe passe, da han efter alt at dømme først blev indkaldt i 1916.

Han blev formentlig taget til fange, da 6. batteri efter at have kæmpet i Ukraine i 1918 blev interneret i det franskbesatte Odessa i december 1918. Men det er kun et kvalificeret gæt.

Hvorom alting er: Flæskestegen er i hvert fald fra Første Verdenskrig, og den er nu over 100 år gammel. Velbekomme!

Man kan læse mere om RFAR65 i regimentshistorien, der er digitaliseret her (eksternt link): Reserve-Feldartillerie-Regimenr Nr. 65.

Foto: Elsemarie Dam-Jensen (2016)
Foto: Elsemarie Dam-Jensen (2016)

 

Schlieffen-planen – og hvorfor, den mislykkedes

I disse dage for 105 år siden  iværksatte tyskerne den krigsplan, der skulle sikre dem sejren i Første Verdenskrig.

Den fremragende historiekanal på Youtube “The Great War” har siden 2014 bragt nyt fra Første Verdenskrig – og desuden et stort antal specialudsendelser med forskellige temaer.

Her fortæller værten Indy Neidell om den tyske Schlieffen-plan – og hvorfor, den mislykkedes.

… og hvad var der sket, hvis Schlieffen-planen var lykkedes? Her er et godt bud:

Historiefestival på Sønderborg Slot den 14. september 2019: Christian den 2.

Historiefestivalen på Sønderborg Slot den 10. november sidste år var en stor publikumssucces. Dette års historiefestival finder sted lørdag den 14. september 2019.

Vi bringer nedenfor det (foreløbige) program – det skal nok blive en god og spændende dag!

Program 10-17.

10:                       Slottet åbner med herolder

10.30:                 Kongen ankommer

10-14:                Christian 2. stjerneløb fra gobelinsalen

10.45-11.45:     Orgelmusik slotskapellet

11-13:                Kamp-arena Ridderakademi

11-12:                 Christian 2. fortællinger i rum 26 og 9A

11-15:                 Grillmad i slotsgården

12-13:                 Christian 2. foredrag i riddersalen, Lars Bisgaard, efterfølgende bogsignering

13-14                  Christian 2. fortællinger i rum 26 og 9A

14.30-15.30:     Christian 2. i kunsten, dobbeltforedrag, H.E. Sørensen og Carsten Porskrog Rasmussen

14-15.30:          Kamparena Ridderakademi

16:                       Kongens tilfangetagelse

 

Hele dagen

Mød Mor Sigbrit i slotsgården

Opdækning til renæssancetaffel i slotsgården

Bogsalg og boder i Østre forgemak

Salg af øl, vand og madbilletter i gården

Hold øje med museets hjemmeside – der er mere på vej.

Claus Bundgård Christensen: Danskere på Vestfronten 1914-1918

Bogen om de sønderjyske soldater i den tyske hær på Vestfronten udkom første gang i 2009 og er siden kommet i flere oplag. Det er et uomgængeligt værk, hvis man vil beskæftige sig med sønderjyder i Første Verdenskrig og en dansk militærhistorisk klassiker.

Forlaget skriver:

Danskere på Vestfronten er historien om Første Verdenskrig fortalt gennem nogle af de ca. 26.000 danskere, der deltog i krigen på tysk side.

Det er historien om livet i skyttegravene. Om mulighederne for at overleve. Og om hvordan den moderne krigsførelse blev født ud af den teknologiske udvikling af artilleri, kampvogne, gas, fly og maskingeværer.

Danskerne var med fra de første til de sidste skud lød. På baggrund af deres breve og dagbøger tages læseren med på en blodig tour de force rundt i verdenskrigens på samme tid skrækkeligste og mest betydningsfulde kampe. Første Verdenskrig var ”den store krig”, men blev i Danmark til ”den glemte krig”. Bogen, der udkom første gang i 2009 og blev en bestseller, fortæller for første gang historien om de mange danskere, der kæmpede på Vestfronten.

Bogen er på 536 sider og koster 349,- kr (vejl.). Køb den i boghandelen eller direkte hos Gyldendal.

Den fås både som indbundet, e-bog og lydbog.

Hans Wolf: Sønderjyder på Østfronten

I 2017 udkom denne fortrinlige bog. Forlaget skriver:

Sønderjyder på Østfronten i 1. Verdenskrig er den første samlede historie om dansksindede nordslesvigske krigsdeltageres oplevelser på Østfronten, en front, der har stået i skyggen af begivenhederne på Vestfronten. Det er en beretning om deres og deres pårørendes mestringsstrategier på krigsskuepladsen og i hjemmet fortalt gennem en daglig brevveksling mellem front og hjem.

Det er således ikke en traditionel krigshistorie, men det er den dansksindede soldats og den pårørendes egne ord, der fortæller historien dels om Østfronten, dels om det, der skete i hjemmet.

Gennem korrespondancen tegner der sig et billede af den dansksindede nordslesvigske identitet og samhørighed, som den kom til udtryk ved fronten og i hjemmet, og et billede af den dansksindede nordslesvigske bondekultur, som var grundlaget for bevarelsen af danskheden i Nordslesvig, og som banede vejen for Genforeningen i 1920.

Hans Wolf (f. 1935) er professor emer. i urologi, dr.med. og cand.mag. i historie og tysk.

Bogen er på 314 sider og koster normalt 350,- kr. Det ser dog ud til, at bogen kan fås for 280,- kr. ved on-line-køb direkte hos forlaget.

Klik på link her: Syddansk Universitetsforlag

 

Podcast om Kresten Andresen, der forsvandt ved Somme i dag for 103 år siden

Den 8. august 1916 forsvandt Kresten Andresen fra Ullerup på slagmarkerne ved Somme i Nordfrankrig.

I denne podcast på fire udsendelser á ca. 20 minutters varighed kredser journalist Emma Høj og Krestens slægtning, Jens Philipsen fra Ribe, om spørgsmålet: Hvad skete der med Kresten Andresen?

Hør podcasten her: Apple Podcasts

eller på Danmarks Radios hjemmeside her

Læs også Claus Bundgård Christensen (udg.): Krestens breve og dagbøger. Køb den i boghandelen.

Filmtrailer: Ny spillefilm om Første Verdenskrig på vej

Universal Pictures meddeler:

1917 In Theaters December https://www.1917.movie Sam Mendes, the Oscar®-winning director of Skyfall, Spectre and American Beauty, brings his singular vision to his World War I epic, 1917. At the height of the First World War, two young British soldiers, Schofield (Captain Fantastic’s George MacKay) and Blake (Game of Thrones’ Dean-Charles Chapman) are given a seemingly impossible mission. In a race against time, they must cross enemy territory and deliver a message that will stop a deadly attack on hundreds of soldiers—Blake’s own brother among them. 1917 is directed by Sam Mendes, who wrote the screenplay with Krysty Wilson-Cairns (Showtime’s Penny Dreadful). The film is produced by Mendes and Pippa Harris (co-executive producer, Revolutionary Road; executive producer, Away We Go) for their Neal Street Productions, Jayne-Ann Tenggren (co-producer, The Rhythm Section; associate producer, Spectre), Callum McDougall (executive producer, Mary Poppins Returns, Skyfall) and Brian Oliver (executive producer, Rocketman; Black Swan). The film is produced by Neal Street Productions for DreamWorks Pictures in association with New Republic Pictures. Universal Pictures will release the film domestically in limited release on December 25, 2019 and wide on January 10, 2020. Universal and Amblin Partners will distribute the film internationally, with eOne distributing on behalf of Amblin in the U.K.

2. august 1919. Økonomien ødelagt: “Det skæbnesvangre var, at vi havde vore Udgifter i Kroner, men Indtægterne i Mark.”

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er syvende og sidste del.

Landbruget laa efter Krigernes Hjemkomst driftsmæssigt saa elendigt, som det kunde, trods Konernes tapre Arbejde i Aarene 1914-18. Alligevel var det, som om vi ikke tog os det nær. Nu var vi sluppen hjem, det var Hovedsagen, saa gik alt det andet nok; desuden stod Genforeningen for Døren, og saa blev alt jo godt, saa fik vi et helt andet Grundlag at bygge videre paa.

I Virkeligheden var vi slet ikke klar over, hvor langt vort Landbrug var nede. Havde vi dengang anet den Byrde, der skulde løftes, havde vi maaske opgivet at begynde paa det. Det var ikke alene dette, at Besætningerne var halverede eller nede paa en Trediedel, og at Dyrene var udpinte og forsultede, men selve Jorden var grundig forsømt, og vi havde aldrig troet, at vi skulde opleve at se Afgrøder som de første efter Hjemkomsten.

I Foraaret 1919 var det næsten umuligt at faa Kunstgødning. Takket vare Sommerens Regn fik vi paa vor Gaard en nogenlunde Avl, men da vi tærskede, skæppede det meget for lidt. En Bygmark efter Roer gav kun 6 Fold. I 1920 kom den første Kunstgødning paa Markedet — den svovlsure Ammoniak kostede ikke mindre end 75 Kr. pr. Sæk!

Gødningen havde stor Virkning paa den udpinte Jord, men det er en lang og trang Vej at satte Jord i Kultur og Gødningskraft, naar der baade mangler Besætning og Driftskapital.

En ældre Gaardmand, hvis Søn var falden i Krigen, havde en Kvægbesætning paa 30 Køer plus Ungkvæg. Da det efterhaanden blev meget vanskeligt med alle de foran nævnte Tvangsafleveringer og andre Fortrædeligheder, solgte han Besætningen paa et Par Køer nær og satte Pengene, 80,000 Mark, i Banken.

Da vi fik Kronemønten indført, og Gaardmanden skulde til at genanskaffe sig en Besætning, var Kvægprisen oppe paa ca. 1 Kr. pr. Pund, og hans mange Mark stod saa lavt, at han besluttede at afvente den Stigning, man talte om. Resultatet blev, at Gaardmanden sluttelig ikke havde Midler til at købe sig en Besætning for. Han optog saa senere et  Kreditforeningslaan, men da Obligationerne kun kunde sælges til en Kurs af 73-77, var Manden ganske overforgældet, da Kronestigningen og dermed Landbrugets Indtægtsfald et Par Aar efter satte ind.

Det første Kvæg, jeg købte, maatte betales med 75-100 Øre pr. Pund, en i Forhold til senere svimlende Pris. Det skæbnesvangre var i det hele taget, at vi havde vore Udgifter i Kroner, men Indtægterne i Mark. Folkene forlangte deres Løn i Kroner, og det var der ikke noget at sige til, da de ved at tage over Grænsen mod Nord kunde tjene en stor Kroneløn.

Til alle større Forbedringer maatte der optages Laan i Kroner. De sparsomme Indtægter fra Mejeriet fik vi udbetalt i den stadigt faldende Mark, som ingen vilde levere Varer for saa højt oppe ved Grænsen. Vi maatte iøvrigt spise Smør, da ingen Margarine var at faa.

Vi var overrendt af Agenter for alle mulige Varer i den Tid. Genforeningen stod for os alle som et Eldorado ude i Fremtiden. Man vidste, at den vilde give gode folkelige og kulturelle Vilkaar at leve under, men vi tænkte ikke paa, at der ingen Sikkerhed var for, hvorledes de økonomiske Vilkaar vilde blive.

Dertil kom, at vi var helt udgaaet for Varer af alt muligt, saa det er forstaaeligt, at Folk var et let Bytte for en smart Agent. En saadan solgte vore to Piger f. Eks. Kjoletøj i dyre Domme – at levere saa snart vi fik Kroner mellem Hænderne. Agenter fra Salmonsens Konversationsleksikon solgte dette til alle mulige Folk, som i deres Letsindighed ikke anede, hvad de gik ind til. Ja, Mælkerøgtere bestilte det og maatte efterhaanden af med de 7-800 Kr. af deres surt fortjente Løn.

Der kunde navnes utallige Eksempler paa Agenters Paagaaenhed og paa Folks Letsindighed med at købe ”til Levering efter Genforeningen”, som trak et Aar længere ud end ventet og derved forrykkede hele Forholdet og ofte gjorde de aftalte Priser helt urimelige.

Vareknapheden bevirkede, at Folk fik lært at satte Slaa for deres Dør. Der var i Krigsaarene blevet en hel Del Ros i Nordslesvig, og Indbrud og Tyveri, navnlig af Levnedsmidler, men ogsaa af andre Varer, skete Gang efter Gang.

Ved vor Nabo slog de et Vindue ind i Svinestalden og slagtede Mandens Julegris inde i Stien.

Det var en lovløs Tid. Det var en mørk Tid, skønt vel faa eller ingen evnede helt ud at gennemskue dens Konsekvenser. Intet Under, at vi, der havde levet under aandeligt trykkede Kaar før 1914, havde lidt under Krigens fire onde Aar og derefter oplevet Revolutionens Omvæltninger og

Opløsningstilstande, nu med Længsel saa frem til Afstemningen og Genforeningen.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935.

31. juli 1919. Debat om rømningen af 3. zone i rigsdagen

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

31. Juli: Neergaard begrundede i Gaar paa udmærket Maade en Forespørgsel i Folketinget om Rømningen af 3. Zone.

Udenrigsminister Scavenius nægter at gøre Skridt. Han støtter sig nu paa Vælgerforeningen (hvor H. P. Hanssen støttede sig paa Scavenius) og paastaar, at da Regeringen 28. Juni hørte om Rømningens Bortfald, der var en Følge af dens Indsigelse mod Afstemningen i 3. Zone, var det for sent til at gøre Indsigelse. (Franz v. Jessen har nogle Uger senere belyst denne Tales Uvederhæftighed.)

Hanssen benytter Lejligheden til at foreholde Detlef Thomsen og Wall tidligere slesvig-holstenske Anskuelser. Pludselig begrunder han den sidste Forkastelse i Vælgerforeningen med, at den er paa Vagt over for et Arbejde for 3. Zone, netop det samme, hvormed Scavenius forsvarer sin Holdning. (Svikmøllen.) Neergaards Resolution forkastes med lille Flertal.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

30. juli 1919. Møde i Rigsdagspartiernes sønderjyske Udvalg

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg. Forhandlinger.
I Udvalgets Møde 30. Juli 1919 var følgende Ministre til Stede: Statsministeren, Udenrigsministeren, Minister H. P. Hanssen, Finans-, Handels-, Undervisnings-, Kirke- og Landbrugsministeren samt Minister Stauning og endvidere Kammerherre Krieger.

Formanden, Alex. Foss, gav først Ordet til Finansministeren, der forelagde Betænkning fra det om Genforeningslaanet nedsatte Udvalg samt Lovforslag om Indførelse af dansk Mønt, om Oprettelse af en Afregningskasse og om Oprettelse af en Udligningskasse.

Efter at Statsministeren havde omtalt, at der vilde blive stillet Forslag om Oprettelse af en Politistyrke, som kunde staa til Raadighed for Kommissionen, naar Sønderjylland skulde besættes af Ententen, gav Minister H. P. Hanssen nogle Meddelelser i Tilslutning til det af ham i Mødet l0. Juli meddelte.

Mødet sluttede, efter at der havde fundet en Ordveksling Sted angaaende Rømning af 3. Zone.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

30. juli 1919. Lang diskussion i Folketinget om rømningen af 3. zone

I Folketingets Møde 30. Juli 1919 behandledes en Forespørgsel til Udenrigsmin., stillet 29. s. M., paa Venstres og Det konservative Folkepartis Vegne af Abrahamsen, Klaus Berntsen, J. C. Christensen, Frøkjær, Hansen-Staunsbjerg, N. Neergaard og Parkov.

Forespørgselen havde følgende Ordlyd:

Hvilke Oplysninger kan Udenrigsministeren give om, hvad der søges gennemført til Sikring af Afstemningsfriheden i 2. Zone i Sønderjylland, og hvad har det danske Udenrigsministerium foretaget til Støtte af Ønsket om tysk Rømning af 3. Zone?

Under Forhandlingen fremsattes følgende Forslag til Paastande paa Overgang til næste Sag paa Dagsordenen:

N. Neergaard (Venstre): Idet Folketinget udtaler sin Glæde over, at Fredsslutningen mellem de allierede og associerede Magter og Tyskland aabner Danmark Udsigt til en nationalitetsbestemt Grænse mod Syd, idet Folketinget erklærer sig enig i den nordslesvigske Vælgerforenings under 4. Juli d. A. enstemmigt udtalte Ønske om en Rømning af 3. Zone, og idet Folketinget opfordrer Udenrigsministeren til paa virksomste Maade
at støtte dette Ønske overfor ledende Magter, gaar Tinget over til Dagsordenen.

Mads Larsen (Rad.): Idet Folketinget billiger Ministeriets  Erklæringer, gaar det — i Tillid til, at den internationale Kommission, som skal overtage Styrelsen af de slesvigske Afstemningsomraader, paa fuldt tilfredsstillende Maade vil varetage sin Opgave iflg. Fredstraktatens Art. 109, hvorefter »den træffer alle Forholdsregler, som den finder egnede til at sikre Afstemningens Frihed, Redelighed og Hemmelighed« — over til næste Sag paa Dagsordenen.

Af Tingets Forhandlinger om Forespørgslen og Paastandene paa Overgang til Dagsordenen gives i Aktm. Fremst., S. 55 ff. følgende Referat:

Folketingsmand N. Neergaard motiverede som Mødets Ordfører Forespørgselen hovedsagelig med Henvisning til Vælgerf.’s Res. af 4. Juli, dog med Omtale af Vælgerf.’s Beslutning af 28. s. M.

Endvidere henviste Neergaard til Uoverensstemmelsen mellem Fredstraktatens Tekst og Følgenoten af 16. Juni 1919, hvoraf maatte fremgaa, at Noten var affattet under den Forudsætning, at Fredstraktaten blev ændret saaledes, at kun Afstemningen i 3. Zone bortfaldt, men derimod ikke Rømningen. Det var Afstemningens Frihed, det kom an paa at sikre.

Udenrigsministeren besvarede Forespørgselen; han mente, at ikke for alle Forespørgerne var Afstemningsfriheden i 2. Zone  Hovedsagen. For adskillige af dem knyttede Interessen sig til 3. Zone med den Tanke, at Kravet om 3. Zone som Rømningszone paany kunde føre til at faa Zonen genoptaget som Afstemningszone; det centrale var derfor 3. Zone.

Ministeren gav derefter en Fremstilling af denne Zones Historie (med Henvisning til de ovenf. aktmæssig fremstillede Begivenheder).

Samtidig oplæste han de givne Instruktioner fra Udenrigsmin. til Gesandten i Paris efter Rigsdagsmødet 12. Maj og den danske Gesandts Note af 17. Maj til Fredskonferencens Præsident.

Angaaende 3. Zones Bortfald mente han, at dette syntes at være sket i to Tempi; endnu 16. Juni opretholdtes en Rømningszone, men i den endelige Fredstraktat var Zonen fuldstændig strøget. At 3. Zone ogsaa var strøget som Pvømningszone, var meget naturligt, set fra Fredskonferencens Side, eftersom Spørgsmaalet om en yderligere Rømning, ud over Afstemningsomraadet, oprindelig ikke fremkom som noget Ønske fra dansk Side.

Ministeren mente derfor ikke, at Bortfaldet af 3. Zone som Rømningszone var sket af nogen Fejltagelse, men at det var sket i Overensstemmelse med de Bestemmelser, der gjaldt for de øvrige Afstemningsomraader baade i Øvre Schlesien og i Østpreussen, idet man har søgt at fastslaa et Princip, samme Regel for de forskellige Distrikter, saaledes som det ogsaa er sket paa andre Omraader, f. Eks. det finansielle.

M. H. t., at Regeringen ikke havde ment at kunne rejse Sagen overfor Fredskonferencen, vilde han gøre den Bemærkning, at i Mellemtiden mellem 16. og 28. Juni, da Fredstraktaten blev underskrevet, havde Tiden været til at gøre Skridt med Hensyn til Spørgsmaalet. I Svaret til de tyske Delegerede af 16. Juni findes Zonen som Rømningszone, og da man fik Meddelelse om, at den var slettet, var det for sent at gøre Forestillinger. Først 28. Juni i det politiske Forhandlingsudvalg rejstes Spørgsmaalet for ham, men da var Sagen endelig afgjort ved Underskriften.

Endvidere refererede han de ovenfor omtalte Advarsler fra Gesandten i Paris mod at vække Forhaabninger om Rømning af 3. Zone, da dette vilde være forgæves, og henviste til de Skridt, der agtedes foretaget fra de allierede Magters Side til Sikring af Afstemningszonen; derfor mente han, at man fra Rigsdagens Side burde nære fuld Tillid til, at Afstemningen sikredes af den internationale Kommission, i Stedet for paa Forhaand at udtale en Tvivl om Kommissionens Evne i denne Retning.

Endelig refererede han, at Gesandten var blevet foruroliget over den Virksomhed, der udfoldedes i Paris af private Kræfter, og derfor havde udbedt sig Ministeriets Instruktion, et Ønske, han derfor havde imødekomme ved at forelægge Sagen i et Ministermøde og sende Telegram af 25. Juli, hvori Ministeriets Opfattelse resumeredes.

Neergaard erklærede sig for ganske utilfreds med Udenrigsministerens Besvarelse. Han forbavsedes over, at det først var 25. Juli, Udenrigsmin. sendte Telegram til Paris med Opfordring til at sende Skibe med Landgangstropper tidligere end paatænkt, og han undrede sig over, at man ikke havde fundet Anledning til at henlede den tyske Regerings og først og fremmest de allierede og associerede Magters Opmærksomhed paa de agressive Handlinger fra tysk Side i Sønderjylland.

Ligeledes hævdede han, at der var fuldkommen Enighed mellem Forespørgerne om, at Formaalet var Sikringen af  Afstemningsfriheden i 2. Zone, og at Hovedmidlet til en Sikring var Rømningen af 3. Zone i Overensstemmelse med Sønderjydernes Ønske. Der laa ikke deri nogen Mistillid til de allierede og associerede Magter eller til deres gode Vilje og Evne til at opretholde Afstemningsfriheden, men det var vor Pligt at gøre opmærksom paa, hvad der var det væsentlige til Varetagelse af vore Interesser.

Vedrørende Delegationens Forhandling i Pars hævdede han, at baade Sønderjyderne og Delegationen den Gang ønskede Rømningen af et 10 Kilometer bredt Bælte Syd for Afstemningsomraadet, og at dette Ønske ogsaa omfattede et Ønske om Varetagelse af Afstemningsfriheden.

Han lagde meget stor Vægt paa de Allieredes Svarnote af 16. Juni og hævdede, at med denne Note fulgte den endelige Traktat, og han forstod ikke Udenrigsministerens Opfattelse, at der efter Afsendelsen af denne Note skulde være sket nogen Forandring i Traktaten. Naar Ministeren indrømmede, at der mellem 16. og 28. Juni kunde være foretaget noget, maatte han sige, at han ansaa det for meget uheldigt, at hverken Ministeren eller Gesandtskabet vidste noget derom, og han erindrede, at der mellem de nævnte Datoer var Forlydender fremme om, at der skete Ændringer ogsaa med Flensyn til Rømningen. Denne Sag burde have været energisk forfulgt og undersøgt.

Heller ikke mente han, at det efter 28. Juni havde været umuligt at foretage noget eller opnaa en Ændring.

Til Slut forelagde Neergaard det ovenf. gengivne Forslag til Paastand paa Overgang til Dagsordenen.

Folketingsmand Johan Knudsen motiverede derefter det konservative Folkepartis Tilslutning til den stillede Dagsorden og udtalte samtidig Ønsket om en Offentliggørelse af den mellem Gesandtskabet i Paris og Udenrigsministeriet stedfundne Noteveksling angaaende Fredstraktatens Bestemmelse om Folkeafstemningen i Sønderjylland.

Folketingsmand Mads Larsen talte imod en foreslaaede Dagsorden og stillede paa Det radikale Venstres Vegne (det ovenf. gengive) Modforslag.

Folketingsmand Sigvald Olsen anbefalede paa Socialdemokraternes Vegne den sidst foreslaaede Dagsorden og imødegik Kravet om Rømningen af 3. Zone.

H. P. Hanssen udtalte, at der for Øjeblikket i Sønderjylland var fuld Enighed om at beklage, at Rømningsbestemmelserne var faldet bort. Denne Stemning havde affødt Vælgerforeningens Resolution af 4. Juli, der var blevet foreslaaet fra flensborgsk Side. Resolutionen var oprindelig bestemt for den internationale Kommission, men da denne ikke var traadt sammen, besluttedes det en halv Snes Dage senere, at den skulde overgives de herværende Repræsentanter for de allierede Magter, hvilket ogsaa skete. Naar man paa Mødet 28. Juli havde stemt imod at forelægge den for den danske Regering og Rigsdag, var Grunden hertil Frygten for, at man stod overfor en Gren af en maalbevidst Agitation, der tilsigtede Genoprettelsen af 3. Zone som Afstemningszone.

Dette havde for Vælgerforeningens Flertal været afgørende med Hensyn til det sidst indtagne Standpunkt.

Udenrigsministeren hævdede, at han havde oplæst alt, hvad der i den foreliggende Sag var gaaet fra Ministeriet til Gesandten, og at han havde anført alt, hvad Gesandten havde foretaget sig officielt. Som Følge af den nordslesvigske Vælgerforenings sidst vedtagne Resolution om ikke at sende Resolutionen af 4. Juli til den danske Regering og Rigsdag, syntes han ikke, at denne sidste kunde tages op paa Rigsdagen og gøres til Genstand for en Aktion. M. H. t. Svarnoten af 16. Juni kunde han ikke være enig med Neergaard; det var ikke Fredstraktaten, der i sin Helhed fremsattes dermed, men kun et Memorandum med Modforslag eller Svar paa de tyske Modforslag. Han ansaa det for ugørligt at tage Sagen op og udtalte paa Ministeriets Vegne, at Ministeriet ikke kunde gøre noget for denne Sag, fordi Fredstraktaten intet indeholdt om en 3. Zone, fordi der ikke kunde opnaas nogen Ændring i Traktaten, og fordi et saaledes frugtesløst Forsøg vilde kunne fremkalde Misstemning hos de allierede og associerede Magter.

Neergaard udtalte, at H. P. Hanssens Udtalelser forekom ham at indeholde en Bekræftelse paa det stærke Ønske, der næredes i Sønderjylland om gennem Rømningen af 3. Zone at sikre Afstemningsfriheden i 2.

Til Udenrigsministeren bemærkede han, at der ikke kunde være Skygge af Tvivl om, at Noten af 16. Juni var den, hvormed Fredstraktaten oversendtes. Han henviste til 8. Stykke i Noten, af Tyskerne kaldet »Mantelnote«, hvori de allierede og associerede Magter fordrede en Erklæring af den tyske Delegation inden 5 Dage fra Meddelelsens Dato om, at den var beredt til at undertegne Fredstraktaten i dens nuværende Skikkelse. Dette viste, at det drejede sig om den endelig undertegnede Fredstraktat.

Efter en Del yderligere Diskussion sluttede Forhandlingerne1.
Neergaards Forslag forkastedes med 70 St. mod 66, medens Mads Larsens vedtoges med 70 St. mod 67.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

30. juli 1919. Tyske tyvetogter på Ærø

Nationaltidende skriver den 23. juli 1919:

Tyske Tyvebander paa Spil i Ærø

Ærø har atter haft Besøg af tyske Tyvebander, der i Nattens Mulm og Mørke kommer dertil pr. Baad. Saaledes har i Mandags en Bande begaaet Indbrud i forskellige forretninger, stjaalet Cigarer, Tobak, Fodtøj og Beklædning – og atter fjernet sig med Tyvekosterne, uden at efterlade sig et eneste Spor.

Ængstelsen paa Øen er derfor stor, og da man frygter for endnu flere natlige Besøg af tyske Tyvebander, paatænker man at ansøge om militær Beskyttelse.

Også i Ribe er der i Natten mellem Mandag og Tirsdag begaaet flere Indbrud, som også menes at hidrøre fra tyske tyve.

Vejle Amts Folkeblad skriver 25. juli 1919:

Tyske Tyve paa Ærø

Den tidligere sønderjyske Ø er haardt udsat denne Sommer. Atter og atter meldes der om Indbrud, og man er forlængst paa det rene med, at det er Tyskere, der stjæler. De kommer naturligvis søværts og i Reglen sønden fra. Øens Politiassistent, Hr. Gregersen, udtaler, at der daglig kommer et stort Antal Tyskere til Øen. De ubudne Gæster gaar i Land et mere eller mindre tilfældigt Sted, gaar snarest muligt i lag med at stjæle for derefter hurtigst at fjærne sig med Byttet. Og det sker altid, inden det bliver muligt at underrette Politiet. Skal der kunne føres et virkningsfuldt Tilsyn for Fremtiden, vil en Militærvagt være nødvendig.

For Øens Befolkning er Forholdene yderst utrygge. Alene den sidste Maaned har 4 større Indbrud fundet Sted. Den ene Gang drejede det sig om Fodtøj for over 6000 Kr. foruden flere andre Ting.

Ærø Avis skriver 31. juli 1919:

Lokalt. Marstal, d. 31. Juli.

Kystbevogtningen.

Der er nu fra Politiet i Ærøskøbing udsendt Meddelelse om, at der fra de ved Ærø stationerede U Baade om Natten med kort Varsel kan rekvireres bevæbnede Styrker.

Henvendelse herom kan ske pr. Telefon enten til Søby Central eller til »Ubaadsstationen i Ærøskøbing«.

Hvis Beboerne langs Kysten opdager noget »fordægtigt« enten til Søs eller paa Landjorden, der tyder paa at tyske Tyve eller Røverbander er paa Færde, kan de uden videre ringe et af de to Steder op og anmode om Hjælp.”

Link til Ærø Avis, 31. juli:

http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3A936ce423-e314-4f9b-8591-2303a2d9fbdf/query/%22tyske%20tyve%22%20%C3%86r%C3%B8

“Permanent henvisning”:

http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:936ce423-e314-4f9b-8591-2303a2d9fbdf

Tak til Erik Sommer for tippet /RR

29. juli 1919. Danmark skal betale halvdelen af udgifterne i forbindelse med afstemningerne

Fredskonferencens Præsident, Georges Clemenceau, tilstillede 29. Juli 1919 den danske Gesandt i Paris, Bernhoft, følgende Meddelelse:

De allierede og associerede Magters øverste Raad har i sit Møde 18. Juli vedtaget at anmode den danske Regering om at bære den anden Halvdel af de ved den internationale Kommission og ved Folkeafstemningen i Slesvig foraarsagede Udgifter.

I Skrivelse af 3. August tilføjede Præsidenten:

Omkostningerne ved den interallierede land- og sø-militære Besættelse i Folkeafstemnings-Perioden indbefattes i de almindelige Udgifter, Folkeafstemningen foranlediger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

29. juli 1919. “Ethvert Salg af offentlig Ejendom efter 11. Nov. 1918 i det slesvigske Afstemnings-Omraade vil blive betragtet som ugyldigt.”

Fredskonferencen om Statsejendommene i Slesvig. Efter at Øverste Raads Beslutning om de tyske Salg af Statsejendomme i Slesvig var bleven videresendt til Redaktions-Komitéen, foreslog denne, at Beslutningen fik følgende Affattelse:

I Overensstemmelse med den i Artikel X IX i Vaabenstilstanden af 11. Nov. 1918 fastslaaede Grundsætning, hvorefter:

Fjenden ikke under Vaabenstilstanden maa fjærne eller bortføre nogen af de offentlige Værdier, der kan tjene de Allierede som Pant for Erstatningernes Udredelse, vil ethvert Salg af offentlig Ejendom efter 11. Nov. 1918 i det slesvigske Afstemnings-Omraade blive betragtet som ugyldigt, overensstemmende med Fredstraktaten.

Den eksekutive Komité sluttede sig 25. Juli 1919 til denne Affattelse, som Øverste Raad ligeledes billigede (i sit Møde 28. s. M.).

Beslutningen blev 29. s. M. meddelt den tyske Delegerede ved Fredskonf. og Kopi af Meddelelsen til Baron v. Lersner blev s. D. af F. K.s Præsident tilstillet den danske Gesandt i Paris.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

28. juli 1919. Instruks til gesandten om den finansielle ordning

Udenrigsminister Scavenius tilstillede 28. Juli 1919 Gesandten i Paris, Bernhoft, følgende Telegram:

Det vil for alle Parter være af største Interesse saa hurtig som muligt at kunne danne sig et nogenlunde klart Begreb om de finansielle Forpligtelser, som den eventuelle Overtagelse af Dele af Slesvig vil medføre for Danmark, ikke mindst af Hensyn til, at det Beløb, der skal svares i Forhold til Landets indenrigske finansielle Forhold, spiller en betydelig Rolle. Derfor er det ønskeligt, at man i saa god Tid som muligt kan være forberedt paa de Krav, der i den Anledning kan stilles til Landet.

Men det vil utvivlsomt ogsaa i høj Grad kunne lette den internationale Kommissions Arbejde, hvis en saadan Opgørelse snarest kunde foreligge for den og ogsaa senere danne Grundlaget for Erstatnings-Kommissionens Afgørelse paa dette Omraade, som næppe kan træffes uden at et saadant Forarbejde er tilstede. Dettes Udarbejdelse forudsætter imidlertid en forudgaaende direkte Underhaandsforhandling om Detaillerne med en Repræsentant for den tyske Regering for derigennem at muliggøre Fremskaffelsen af alle nødvendige Dokumentationer for de Værdier, der skal overtages.

For at dette kan ske, vil det være nødvendigt, at denne Underhaandsforhandling snarest finder Sted, da de fleste Oplysninger kun kan faas af lokale Autoriteter, og disse vil ved Evakueringen forinden Afstemningen i mange Tilfælde være fjernet fra Byerne. Beder Dem derfor snarest forespørge rette Vedkommende, hvorvidt all. og ass. Regeringer deler det her fremsatte Ønske om en saadan uforbindende Underhaandsforhandling, om hvis Forløb den Slesvigske Internationale Kommissions Formand stadig kunde holdes underrettet.

Hvis dette er Tilfældet, skal der da fra Danmark eller vil man fra Konferencen gøre Forslag overfor Tyskland til saadan Underhaandsforhandlings Optagelse?

I Henh. t. den saaledes modtagne Ordre fornyede den danske Gesandt 31. Juli sin tidligere Henvendelse (af 9. Juni s. A .) til Fredskonf.s Præsident, til hvem han desuden rettede det i Udenrigsmin.s Telegram stillede Spørgsmaal.

Sagen blev af Præsidenten tilstillet den eksekutive Komité, som atter videresendte den til Erstatnings-Kommissionen. Denne gav imidlertid ikke sit Samtykke til Oprettelse af en blandet dansk-tysk Kommission.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

28. juli 1919. Diskussion i det britiske underhus om rømningen af 3. zone

I det britiske Underhus fandt 28. Juli 1919 følgende Forhandling Sted:

Oberstløjtnant Guinnes: Jeg tillader mig at spørge Statssekretæren for udenrigske Anliggender, hvorfor tyske Tropper og Embedsmænds Rømning af Slesvig til Slien og Ejderen ikke er bestemt i den endelige Fredstraktat med Tyskland, skøndt denne Grænse udtrykkelig blev nævnt i Afsnit XII af de Allieredes Svar paa de tyske Modforslag til Fredsbetingelserne af 7. Maj?

Cecil Harmsworth, Understatssekretær for udenrigske Anliggender:
Tysk Rømning indtil Linjen Slien-Ejderen kan ikke kræves, fordi Artikel 109 i Fredstraktaten intet indeholder derom. Afstemnings-Zonens Omfang er ændret i sidste Øjeblik i Overensstemmelse med den danske Regerings Ønsker.

Svaret paa de tyske Bemærkninger var allerede skrevet, da denne Bestemmelse blev taget.

Oberstløjtnant Guinnes: Gik den danske Regerings Ønsker ud paa, at der skulde foretages Ændringer i den oprindelige Traktat ikke alene med Hensyn til Afstemningen, men ogsaa til Rømningen? Forholder det sig ikke saaledes, at der er stærk Stemning for, åt Rømningen bør ske til en sydligere Linje end Afstemnings-Grænsen for at hindre utilbørlig tysk Indflydelse i disse Egne?

Cecil Harmsworth: Ændringerne har, som det ærede Medlem vil forstaa, fundet Sted fuldstændig i Overensstemmelse med den danske Regerings Ønsker.

I Anledning af dette Ordskifte forespurgte Gesandten i London, om Udenrigsmin. ønskede, at han skulde gøre Bemærkninger i Foreign Office m. H. t. det af Harmsworth i Underhuset fremførte, og da hvilke?

inisteriet svarede herpaa i et Telegram 30. Juli, at den danske Regering kun havde fremsat Ønsket om 3. Zones Bortfald som Afstemningszone, men forudsat 3. Zones Bibeholdelse som Rømningszone. Heri var den danske Regering blevet bestyrket ved Konferencens Note af 16. Juni til den tyske Delegation.

Hvis Harmsworth’s Udtalelser opfattedes saaledes, at det skulde være paa den danske Regerings Begæring eller Ønske, at 3. Zone var faldet bort ogsaa som Rømningszone, anmodedes Gesandten
om at gøre opmærksom paa den meddelte Fremstilling.

Efter at have modtaget denne Instruks telegraferede Gesandten 1. Aug., at da Harmsworth’s Ord absolut kunde opfattes, som om den kgl. Regering havde udtalt Ønske om 3.Zones Bortfald som Rømningszone, havde han tilskrevet Harmsworth, at dette ikke var Tilfældet, men at den ønskedes rømmet, og anmodede ham om at meddele dette til dem, der havde med Sagen at gøre.

Udenrigsmin. telegraferede derefter til Gesandten, at Formen for hans Henvendelse til Harmsworth maatte skyldes en Misforstaaelse af Ministeriets Telegram af 30. Juli. Regeringens Standpunkt i Sagen havde været, at man ikke ønskede 3. Zones Bortfald som Rømningszone, men da det var sket, havde Regeringen taget den Stilling ikke at ville foretage Skridt, der maatte synes frugtesløse, og som kunde virke skadelige, hvis de opfattedes som Udtryk for Mistillid til den internationale Kommissions Evne til at sikre Afstemningens Frihed.

Dette Standpunkt tiltraadtes ved den af Folketinget 30. Juli vedtagne Udtalelse.

Gesandten anmodedes derfor om at fortsætte sin Meddelelse til Harmsworth i Overensstemmelse med det ovenfor anførte.

Gesandten svarede i Telegram af 2. Aug., at han skulde meddele Harmsworth den af Folketinget vedtagne Udtalelse som repræsenterende Regeringens Standpunkt og fremhæve, at Regeringen nu efter Fredstraktaten betragtede Rømning som udelukket.

Af Gesandtens Telegram fremgik iøvrigt, at i Ministeriets Telegram af 30. Juli var af Ordene »forudsat 3. Zones Bibeholdelse« Ordet »forudsat« bortfaldet ved en Telegraferingsfejl, hvorved den skete Misforstaaelse var opstaaet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

28. juli 1919. Igen debat i Vælgerforeningen

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

28. Juli: Vælgerforeningsmøde i Aabenraa. Peter Grau beretter om Rejsen og foreslaar at tilstille Regering- og- Rigsdag den enstemmigt vedtagne Resolution. Hanssen og hans Flertal nægter det, fordi det er »umuligt« at opnaa noget.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

27. juli 1919. Et tilbud, han ikke kunne afslå: Meget indviklede konverteringsregler!

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er sjette del.

En Mand, der havde afhændet sin Gaard for Krigen og nu var Rentier, laante i Overgangstiden Kroner og omsatte dem til billige Mark, ikke fordi han havde nogen Marks forpligtelse at indfri, men fordi han troede, at Danmark vilde regne alle Mark om til pari uanset Oprindelsen – og da den paagaldende Rentier var en meget smart Forretningsmand, øjnede han her en Fidus. Det glippede imidlertid, eftersom Danmark kun omregnede de Mark, der var tilstede allerede i 1914.

Valutaordningen fik den Form, at ældre Folk kunde vælge imellem en kontant udbetalt Ersstatning een Gang for alle, eller en aarlig Rente saa lange de levede. Det var meget indviklede Regler, det gik efter, især naar de vedkommende ogsaa havde Grundejendom.

Resultatet af Udregningen for den her omtalte Mand fik jeg i Embeds Medfør tilsendt, og det var helt tovligt! Jeg skulde spørge Manden, hvad han helst vilde have: 960 Kr. een Gang for alle, eller 1023 Kr. hvert Aar saa længe han levede!

Jeg sendte øjeblikkelig Papirerne tilbage og skrev, at der maatte jo foreligge en Fejltagelse, men fik dem igen med det Svar, at omend det saa besynderligt ud, var det dog rigtigt.

Saa var Manden naturligvis ikke i Tvivl, men valgte Rentereguleringen.

Nu fik en Enkemand og Enke kun omregnet 2/3 i Forhold til gifte Folk; den Mand, jeg her beretter om, var Enkemand, og i den nævnte Bestemmelse saa han straks en Fidus: da han havde faaet sin Renteregulering, giftede han sig med en Enke, som havde faaet Kapitalregulering. To Gange 2/3 er 4/3 — og det gav saaledes en god Ordning for dem!

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935.