Alle indlæg af Rene Rasmussen

Ny bog om luftangrebet på Tønderbasen

Knud Jakobsen fra Sea War Museum Jutland i Thyborøn har skrevet en fin, lille bog om de britiske luftangreb på Luftskibsbasen i Tønder.

Forfatteren bag den fremragende bog om Jyllandsslaget og søkrigen i Nordsøen har begået endnu en bog, denne gang i væsentligt mindre format og med fokus på én enkelt begivenhed, nemlig det britiske luftangreb på Luftskibsbasen ved Tønder den 19. juli 1918.

Angrebet var verdenshistoriens første succesfulde hangarskibsbaserede luftangreb mod et mål på landjorden. Denne militære bedrift er derfor stadig genstand for stor interesse, ikke mindst i Storbritannien, hvor man omfatter begivenheden med stolthed.

Bogen er på 64 sider, velillustreret med mange fotos, de fleste dog ganske uden kildeangivelser.

En mere fyldig anmeldelse følger her på siden senere.

Bogens pris er 75,- kr.

Bogen kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget, der kan kontaktes på nedenstående e-mail eller telefonnummer.

contact@seawarmuseum.dk

tlf. 40 43 38 08

18. juni 1918. Den store polaks tragedie

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Vi havde for ca. 8 Dage siden faaet en Kammerat, en kæmpestor Polak, som hed Gulochinsky. Han var en stilfærdig Mand, kæmpestor og stærk, og alle holdt vi meget af ham; men vi mærkede ogsaa alle, at han gik og bar paa noget tungt. Vi prøvede paa at lirke ved ham, men ingen kunde faa ham til at lukke sig op.

Stormen blev ikke til noget fra Franskmændenes Side. De tog Opstilling i en Skov ca. 3 km fra os, og saa fik vi da Ordre til at vi, der ikke skulde staa paa Post, skulde søge vort Nattelogi i de smaa Huler, hvor der var Plads til 4 Mand i hver.

Tre af os var gaaet ind og havde lagt os, den fjerde var Polakken. Han kom ogsaa ind og lagde sig ganske stille; men da han havde ligget nogle Minutter, rejste han sig op, traadte hen til mit Leje og greb min Haand, og jeg mærkede, at han rystede som et Espeløv.

Jeg kunde forstaa, at Kammeraten græd. Han stod tavs endnu nogle Øjeblikke, saa begyndte han at tale, og alt imens han knugede min Haand, sagde han:

„Før Krigen var jeg en lykkelig Mand. Jeg havde Hustru, en dejlig Hustru og syv raske Børn. Jeg arbejdede paa en Sukkerfabrik inde i Polen og havde mit gode Udkomme.

Naar jeg om Aftenen kom hjem fra mit Arbejde, havde min Hustru travlt med at lave Mad til mig. Mine Børn kravlede op paa Fars Knæ og paa Fars Ryg, og jeg sang og sprang med dem af Hjertens Lyst, og vi var saa lykkelige med hinanden. Lige før jeg blev tildelt jeres Kompagni, havde jeg været hjemme paa Orlov, og da var min Hustru død og mine syv Børn døde.”

Saa tav han igen og hulkede, og da han igen lukkede sin Mund op, sagde han blot: ,,Nu kan du tale.”

Ja, hvad skulde jeg sige til ham? Jeg rejste mig op. Der laa et Par smaa Kister, som jeg fik rejst paa Højkant; saa lagde jeg Armen om min Kammerats Hals og tvang ham ned paa den ene og satte mig ved Siden af paa den anden, og vi græd begge to.

Da vi havde grædt en Stund, fik jeg en „Hindenburgpraas” frem og fik den tændt; derefter fik jeg min Bibel op, og saa læste vi sammen i den, bøjede vore Knæ og bad sammen og følte os styrket i det.

Det blev ikke sidste Gang, vi to læste Bibelens Ord sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. juni 1918. På fremmarch: “Ligene laa endnu i Massevis helt fra 1914 og 15 og var ikke begravede”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Tidlig om Morgenen brød vi op og blev sat i March længere til højre.
Vi mødte nogle franske Fanger, som var blevet taget, og saa gik der et Par Dage, hvor vi stadig marcherede til højre bagved Fronten.

En Dag kom vi til en By, som hed Berry-au-Bac, og her har jeg set de største Sprængkratere. Franskmændene var i Hælene paa os. Vi blev kommanderet ind i de gamle Stillinger, hvor der havde staaet mange blodige Kampe.

Ligene laa endnu i Massevis helt fra 1914 og 15 og var ikke begravede; det vil sige Knoglerne, Rotterne havde forlængst ædt Kød og Sener, og Støvlerne stod med Fødderne i, ligesom Pandeskallerne laa omgivet af Staalhjelme, og der laa Tøjrester, af hvis Farve vi kunde se, om det var en fransk, tysk eller engelsk Soldat, hvis Rester her laa. Vore Følelser var den Gang saa fuldstændig sløvede, at det ikke gjorde det bitterste Indtryk paa os.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

16. juni 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene på vestfronten, hvor Ludendorff indleder en ny offensiv efter et heftigt bombardement med en kombination af gas- og sprænggranater (Bruchmüller-taktik), der indledningsvis gør store fremskridt, men hvor franskmændene går til modangreb med kampvognsstøtte. Tyskerne har erobret meget terræn i dette forårs offensiver – men intet steds har de opnået de strategiske mål, de havde sat sig før offensiven. Længere mod nord har australske, britiske og canadiske tropper gennemført et mindre angreb. Også amerikanske tropper angriber ved Belleau Wood (Bois Belleau).

På den østrigsk-italienske front planlægger østrigerne et nyt angreb, selvom den østrigske feldmarskal Boroevic von Bojar anser det for håbløst. De østrigske soldater er bl.a. helt afkræftede af sult.

I Kaukasus kommer tyske og osmanniske (tyrkiske) tropper i kamp mod hinanden, selvom de to stater er allierede! Begge stormagter vil have kontrol med olien i Baku.

I Finland diskuteres den kommende grundlov. Planen er at blive et kongedømme med en tysk prins på tronen.

15. juni 1918. Det bedste mandskab sendes til infanteriet – “I Stedet for fik vi fik G.V.-folk …”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Da der var gaaet en Uges Tid, blev vi forflyttet til Argonnerskoven i Nærheden af Vouziers. Vi fik en ny Feldwebel, og der kom nu en ny, ukendt Tone over det hele. Sagen var den, at de intakte tyske Styrker i den Grad var blevet decimerede, at de trængte til nyt, dygtigt Mandskab, og alle Vegne blev Bunden skrabet for nyt Mandskab. Det blev bestemt, at vor Trup hver Maaned skulde afgive 5 pct. af sit bedste Mandskab til Infanteriet, og i Stedet for fik v i G.V.-Folk[”G.V.” = Garnisons-Fähig = (kun) Egnet til fæstningstjeneste].

Disciplinen blev ogsaa skær­pet, og vi blev en Eliteafdeling med Hensyn til Disciplin, for den, som ikke lystrede, blev ved første Maanedsskifte sendt af Sted med de 5 pct.

DSK-årbøger 1954

14. juni 1918. Fiskefangst med miner – og en gast, der ligner en neger

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

Da vi kom til Kiel, skulde Motorerne ses efter. Vi gik fra Kiel gennem Kanalen igen for at fortsætte Minestrygningen paa vor egentlige Arbejdsplads, Nordsøen.

Saaledes gik hele Sommeren, skiftevis med en Uge i Søen og en Uge i Havn, enten paa Helgoland, i Cuxhaven, Bremerhaven, Wilhelmshaven eller Emden.

Det skete ofte, at Minerne gik i Luften agterude, eller de kom op og blev skudt i Sænk. Vi gik jo ikke ret dybt og kunde derfor sejle hen over dem, da de som oftest laa 2-3 Meter under Vandoverfladen.

Sommetider vendte vi saa om for at fange Fisk, idet de laa bedøvede omkring Sprængningsstedet med Bugen opad. Vi havde altid et Net liggende parat til det samme.

Engang, da vi var alene paa Vej fra Helgoland til Cuxhaven, passerede vi en Finkenwerder Fiskekutter.

Det var blikstille, og Skipperen kom ikke af Stedet. Vi løb op langs Siden af ham. Vi fik en hel Masse Fisk af ham, og han fik til Gengæld Brød og et Par Flasker Snaps af os. Vi tilbød saa at slæbe ham ind. Han gik ind paa det, og vi fik en Trosse om Bord; men da vi havde slæbt en kort Stund, satte vi fuld Fart paa, men saa røg hans Trosse.

Den kunde ikke holde, det gamle Skidt, han truede efter os, men væk var vi!

Der var kun lidt Plads om Bord, vi boede 10 Mand forude, 8 Mand sov i Køjen, som kunde klappes op mod Skibssiden, og 2 Mand laa i Hængemaatter under Dækket. Røret fra Komfuret, som ogsaa var i
Logiet, gik langs med Dækket over den ene Hængemaatte, og det skete, naar Vandet vaskede over Bakken og drev ned, at F. T. Gasten, som sov i den, om Morgenen lignede en Neger – og hvor kunde han saa skælde ud.

DSK-årbøger 1948

Den sorte Dag ved Moulin anmeldt i Sønderjysk Månedsskrift

Bogen om sønderjydernes blodigste dag i Første Verdenskrig er anmeldt i det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift.

Anmelderen kalder det en lille, fin og rigt illustreret bog, der giver læseren et levende og detaljeret indblik i det barske og grufulde liv i de tyske skyttegrave ved Moulin-sous-Touvent.

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.”

Bogen kan købes i boghandelen eller hos forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland.

Sønderjysk Månedsskrift 2018/4

 

12. juni 1918. Om held, mod, dumhed angst og fejhed

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Denne sammenskudte rønne har jeg aldrig kunnet glemme, fordi der ved den ene gavl lå en dræbt tysker. Dem har jeg desværre set en del af, men der var noget ganske særligt ved denne.

Da tyskerne stormede huset, må englænderne have forsvaret sig med flammekastere, for alt tøj var brændt af den dræbtes bryst. Ikke alene tøjet var brændt, men også kødet på brystet var borte, så ribbenene var synlige. På den venstre side af brystet var der en stump tøj tilbage, så stort som en tændstikæske. Båndet til hans jernkors var syet fast herpå, og det var ikke brændt. Jeg kan se det for mig den dag i dag.

Jeg satte ikke synderlig pris på jernkorset, EK2 som det officielt hed. Tværtimod. Korset blev uddelt i flæng, ligegyldigt om modtagerne var »sunde« eller »syge«, hvad tapperhed angik. – Hvem ved? Måske har denne mand i særlig grad hørt til de »sunde«, så skæbnen har villet hædre ham i døden. Det tror jeg stadig, og så må man for min skyld gerne trække på smilebåndet. Jeg var – og er – for længst holdt op med at tro på tilfældigheder.

Var det tilfældigt, at jeg fik øje på minen den dag, jeg sad på latrinen? Eller den dag jeg hentede vand, og et maskingevær overdængede mig med kugler, hvoraf ingen traf? Eller den gang, jeg kom gående med et par madspande og så en vandpyt ti meter foran mig og besluttede at vaske hænder? I samme øjeblik jeg bøjede mig ned for at sætte spandene fra mig, gik der en kugle lige over nakken på mig. Og hvad med de utallige gange, hvor en granat er slået ned ved siden af mig uden at eksplodere? Eller – ja, sådan kunne jeg blive ved i det uendelige.

Der er måske nogen, der vil tro, at det var tilfældigheder, men dét gør jeg altså ikke. På den anden side tror jeg heller ikke, at man skal udfordre skæbnen hverken i krig eller fred. De »små ting« skal man tage vare på. – Hjælp dig selv, så hjælper skæbnen dig. – Hvad skæbne så er for noget, må enhver afgøre med sin egen samvittighed. —

Fejhed og angst kan let forveksles, når man ikke kender de nærmere omstændigheder, ligeledes mod og dumhed.

Da Feldweblen gik over broen med os hin dag, var det dumhed og ikke mod. Da sanitetsunderofficeren ikke sørgede for at få Leo bragt til lægen, var det fejhed og ikke angst. Sådan ser jeg i al fald på det.

Nogle år efter krigen overværede jeg en samtale mellem nogle mænd. De var i løftet stemning. En af dem må have været med i krigen, for der var ikke den ting, han ikke havde oplevet, og bange havde han aldrig været. Skønt jeg ikke deltog i det lille selskab og absolut ikke kendte nogen af dem, henvendte »helten« sig pludselig til mig og sagde: »De kan stole på, at jeg har lugtet røg.« Nu havde jeg jo ikke haft behov at svare på denne henvendelse, men jeg var ærlig talt blevet ærgerlig på manden over hans praleri og sagde spontant: »Det skulle vel ikke have været røgen fra feltkøkkenet?« Jeg tror, at jeg ramte sømmet på hovedet, for han så betuttet på mig og sagde ikke et ord mere.

Skønt kammeraterne sagde om mig, at jeg ingen nerver havde, må jeg indrømme, at jeg har været bange, ja hundeangst, ikke én, men mange gange. Nerverne kunne simpelt hen ikke holde til det stadige pres. Man kæmpede imod så godt man kunne, men to gange lykkedes det ikke for mig. Den ene gang var jeg alene, så ingen mærkede det. Den anden gang gik jeg fuldstændig over gevind og blev »militærisk«. Heldigvis var Richard der og skældte mig bælgen fuld, så jeg kom til besindelse igen. Det kan måske lyde mærkeligt, at ingen af de to til fælde indtraf, da der var overhængende fare. Det havde der været nogle timer i forvejen. Reaktionen kom først bagefter.

Jeg har set store, stærke mænd græde, og de var alt andet end kujoner. Den gamle frontsoldat kendte disse anfald, som vi kaldte skyttegravskuller eller »durchgedreht«. Han forstod også at behandle dem. Den, der græd, skulle man lade i fred, og den der blev tosset, som det skete med mig den ene gang, skulle have teksten læst rigtig grundigt – eller hvis det ikke hjalp: et par på kassen. Det kan lyde råt, men der var ikke andet at gøre. Mærkeligt nok var disse anfald næsten altid forbi lige så hurtigt, som de kom. De var en slags naturens sikkerhedsventiler, når nervesystemet var overbelastet.

Når angsten tog mig, var mit universalmiddel en stille bøn, der lød således: »Mor, hjælp din dreng.« – Det lyder måske tosset, da jeg aldrig har kendt min mor. Hun døde jo, da jeg blev født, men ikke desto mindre gav det mig hver gang ro i sindet. – Der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker forstår. – Jeg vover at påstå, at den krigsdeltager, der hævder, at han aldrig har været bange, enten lyver eller kun sjældent har været med, hvor det foregik.

Man kan vise mod på mange måder. En dag efter et natligt angreb lå der en såret franskmand 20-30 meter fra vor skyttegrav. Det var ikke længere borte, end vi kunne kaste et tov ud til ham; men han havde ikke kræfter til at holde fast i tovet, så vi kunne trække ham ind til os. Den fjendtlige skyttegrav var kun 60-70 meter borte. Til trods herfor smed underofficer Schweitzer jakken, sprang ud af skyttegraven og bar franskmanden ind. Det var en officer, der talte helt godt tysk, og han takkede Schweitzer mange gange. Ingen kunne på forhånd vide, at der ikke ville falde et skud.

En ganske ung student demonstrerede en anden form for mod. En dag lagde han sine våben og sagde, at nu ville han ikke mere: »De mennesker, jeg skal skyde på, har ikke gjort mig noget.« Jeg ved ikke, hvem der var den modigste af disse to mænd.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. juni 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den store tyske offensiv på Vestfronten, hvor tyskerne er brudt igennem mellem Soissons og Reims. Tyskerne nærmer sig nu Paris, hvor evakueringen forberedes. Over 200 tyske divisioner befinder sig nu på vestfronten, og for første gang siden 1914 er tyskerne i overtal. Hvordan skal det franske forsvar føres? Det diskuteres heftigt mellem angrebslystne franske generaler og den mere forsigtige Pétain. Men hvad med amerikanerne? Hvorfor sættes de ikke ind?

Tyskernes plan var egentlig, at angrebet skulle trække franske forstærkninger væk fra Flandern, hvor det egentlige hovedangreb skulle indsættes. Men det skete ikke. Hvad nu? Tyskerne fortsætter offensiven, men nu går amerikanske tropper tim modangreb ved Belleau Wood.

I Kaukasus sluttes der fred mellem Osmanniske og Armenske styrker, mens tyskerne nærmer sig fra nord og har indsat en lydregering i Georgien. Hvem når først olien i Baku?

Og så er det i denne uge, at flyverpiloten Hermann Göring fik Pour le Mérite – det fornemst tyske militære orden.

Endelig er et selvstændigt Polen nu et officielt allieret krigsmål.

10. juni 1918. Peter Poulsen om sin søn: „Han skal ikke være Soldat og med i Krigen, om jeg saa skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse.”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I begyndelsen af juni 1918 var han hjemme på orlov.

Efter at vi havde været med i Offensiven helt fra den 21. Marts til Pinselørdag, kom vi atter tilbage, saa langt, at vi næppe kunde høre Kanonerne mere. Dér var vi indkvarteret to og to Mand. Vor Vært spurgte os straks, om vi var Prøjsere, hvad jeg med en god Samvittighed kunde sige nej til, min Kammerat ligeledes. Vi blev vel modtagne og fik et meget pænt Kvarter.

Tiden var nu saa vidt fremskreden, at det var min Tur at komme paa Orlov; men nu gik der særlige Orlovstog til de forskellige Provinser, og der var længe imellem. Da vi havde været der ca. 4 Uger, kom flere Kammerater, som var fra Slesvig og Holsten og fortalte mig, at Dagen efter gik Orlovstoget ad den Kant til, og at de skulde med. Jeg haabede lige til det sidste ogsaa at kunne komme med, men nej, det blev ikke til noget. De rejste, og jeg maatte blive.

Med Sorg i Sind erfarede jeg, at ogsaa min trofaste Ven, Peter Hansen, kom med paa Orlov. To Dage efter, at de var rejst, kom Kompagniskriveren imidlertid med mine Orlovspapirer, men samtidig med 5-6 store Pakker, som jeg skulde bringe hjem til Tyskland for Officerer og Underofficerer.

Jeg slap fri for at komme med Samletoget, kunde rejse frit med Eksprestoget overalt, og var saaledes min egen Herre.

I Hamborg kørte jeg det reglementerede Orlovstog forbi, men jeg maatte have alle Pakkerne med til Neumünster, hvor jeg afsendte dem fra et Posthus.

Atter mod Hjemmet for fjerde og sidste Gang!

I Vojens fik jeg telegraferet hjem, og jeg fik Lejlighed til at besøge min Bror i Skrydstrup, hvor saa min gode Ven og Nabo hentede mig, for denne Gang skulde vi have alt med hjem fra Fronten, Tornyster, Staalhjelm og Gasmaske, og jeg havde ogsaa forskellige andre Ting, f. Eks. en engelsk Staalhjelm.

Desuden var det lykkedes mig for dyre Penge at købe baade lidt Kaffe og Sukker, saa det var en hel Herlighed, da jeg kom hjem. Det var lige midt i Høhøsten, vi ankom, alt var smilende og skønt, men tunge Uvejrsskyer hang over os. En kær Bror og en kær Svoger var allerede faldet for længe siden; nu var ogsaa vor kæreste Plejesøn faldet. Vi havde to.

Krigen var der ingen Ende at se paa. Snart kunde Dagen komme, da min ældste Søn skulde melde sig, og jeg arbejdede Dag og Nat med dette: „Han skal ikke være Soldat og med i Krigen, om jeg saa skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse.”

Saa tit havde jeg takket Gud, at jeg kunde gaa, og mine Drenge blive hjemme; men nu saa det ud til, at den Dag let kunde komme, da Turen ogsaa vilde naa til dem.

Orloven var snart til Ende, og det blev den sværeste Afsked for mig. Hvor dybt fortvivlet jeg var i mit Hjerte, kunde jeg ikke fuldt ud aabenbare for min Hustru og mine Drenge, men Herren være priset, min Gud kunde jeg da fortælle det.

Min Nabo var samtidig hjemme paa Orlov. Vi gav os gode Stunder, tog én eller to Dage mere, end vi egentlig maatte, rejste saa sammen og fulgtes ad til Bryssel. Da jeg havde en Anelse om, at mit Regiment var flyttet, søgte jeg Oplysning i Brüssel og blev beordret til Charleville, hvor Regimentet var blevet tildelt Kronprinsens Armé.
Jeg rejste til Charleville, men gik i flere Dage, før jeg fandt mit Kompagni og særlig Proviantafdelingen. Saa var jeg omsider i de gamle Folder igen.

Kronprinsen selv fik jeg Lejlighed til at se næsten hver Dag, men havde et levende Indtryk af, at han ikke var ret meget regnet, dels for hans gadedrengeagtige Optræden og dels for det usle Liv, han levede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

9. juni 1918. Fanget i rugen og dræbt af gas

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, gjorde krigstjeneste i 2. M.G.K. Regiment 397.

I maj måned var vi tildelt Kronprinsens armekorps som bevægelig formation, og der marcherede vi hver dag bag fronten på det afsnit, hvor maj-offensiven udkæmpedes. Om natten kom vi kun i nødtørftigt kvarter, ofte under åben himmel.

Den 1. juni 1918 kom vi i stilling ved Piennes, og otte dage senere stormede vi efter en hel nats forberedelse med granater og gas den franske stilling.

Vi passerede udstrakte rug- og hvedemarker, hvor gassen kunne holde sig i timevis i bunden af markerne.

Inden middag nåede vi ca. syv kilometer frem, men måtte ved modangreb atter opgive vor stilling og gik under store tab fire kilometer tilbage.

Det maskingeværkompagni, som jeg var tildelt, havde en død og tre sårede; men mange, som om formiddagen havde søgt skjul i rugmarken, rejste sig ikke mere. De var dræbt af gassen, som havde holdt sig i bunden af kornmarken.

Blandt dem var der to af vore nordslesvigere, den ene fra Bovrup og den anden fra Løjt Kirkeby.

DSK-årbøger 1972

8. juni 1918. “Den forfærdelige kamp varede kun to dage.”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Ved denne Offensiv, der begyndte næste Morgen, lærte jeg den nye Maade med Forlægning af Trommeilden at kende. Man var kommet ind paa at lave en Slags Ildvalse, en rullende Spærreild, d.v.s. man lagde f. Eks. Trommeilden den første Times Tid paa de forreste fjendtlige Stillinger, og saa f. Eks. hvert 20. Minut et Par Kilometer længere frem.

Denne Taktik skulde bevirke, at Infante­riet med ringest mulige Tab kunde storme de forskellige Stillinger paa Klokkeslæt, naar Fjenden var tromlet sam­men , eller inden han kunde komme op af Dækningen eller faa Forstærkninger frem. Denne Ildvalse var ogsaa blevet anvendt ved den sidste Offensiv, ved Slaget mod Soissons og Chemin des Dames. Og Tyskerne havde her Held til at bryde frem til Chateau-Thierry, kun ca. 100 km fra Paris, hvor Amerika­nerne for første Gang blev indsat og standsede Offensiven.

Ved vor Offensiv den 8. Juni, kaldet Slaget ved Noyon, var Franskmændene forberedte og pudsede Tyskerne med en ny Taktik. Ingen Styrker af Betydning blev udsat for Tyskernes indledende Bombardement. Først i en Afstand af 7 km fra de fjendtlige Batterier havde det franske In­fanteri og Artilleri indrettet sig paa alvorlig Modstand.

Denne forfærdelige Kamp varede kun to Dage. Tyskerne trængte i en Dybde af 14 km gennem Stillingerne og satte Foden paa Højene foran Compiégne. Men de Metoder, der var anvendt i Forsvaret, kostede Tyskerne store Ofre, og en klog og elastisk Benyttelse af Terrænet sparede Fransk­mændene for mange Tab.

Vi kom ved denne Lejlighed igen for langt frem med vor Ballon og var paa et vist Tidspunkt kun ca. 300 m fra forreste Linie. Saa skød de vor Ballon i Brand, og vi maatte retirere. Hele den Gevinst, Ludendorff opnaaede, var kun en Landstrimmel paa ca. 14 km . Men et grufuldt Syn var det igen at se det Massemyrderi paa Infanteriet og alle de mange saarede og døende.

DSK-årbøger 1954

 

7. juni 1918. Forberedelser dagen før det store angreb

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Saa kom Dagen før Offensiven den 8. Juni 1918. Ved 4-5 Tiden om Eftermiddagen ankom allerede vor Ballonzug med alle dens mange forskellige hestetrukne Vogne. Lt. Küster red hen til mit Telt og spurgte mig, hvorledes Situationen var, og hvor jeg vilde mene, at det sikreste Sted for Opholdet om Natten vilde være. Jeg fortalte ham om Skyderiet og mente, at Mandskabet kunde overnatte i den nordlige Del af Plantagen, hvorimod Vognparken og Hestene med deres Kuske kunde tage ned paa Engen 100 m herfra, hvor der ogsaa var fredeligt.

Küster kommanderede saa efter mit Forslag sine Folk de forskellige Steder hen, og lidt efter svingede alle 12-14 Vogne forbi os og ned paa Engen. De var lige ved at spænde fra, da jeg hørte den franske Kanons Afskud. Jeg meldte det til Lt. Küster, der endnu sad højt til Hest ved Siden af Teltet.

Et Øjeblik efter kom Granaten hvinende og slog ned — , ikke der, hvor de plejede at gøre det, men midt paa Engen — midt i vor Vognpark. Hestene vrinskede og stejlede, og Mændene skreg . . . En mægtig Fontæne af Jord og Mudder og Græstørv røg højt til Vejrs. Naa, tænkte jeg, nu er mange blevet dræbt! Men vi havde været saa usandsynligt heldige, som det kun sjældent sker. Med Undtagelse af et Par Heste, som havde revet sig løs og var stukket af — vi saa dem aldrig mere — havde kun en Kusk faaet en Jordknold i Hovedet. Aarsagen var naturligvis den, at Gra­naten var gaaet ned i den bløde Eng, havde lavet et mægtigt Krater, men Sprængvirkningen var gaaet opefter.

„Naa,” sagde Lt. Küster. „Det maa jeg sige! Vil De have os alle slaaet ihjel?” — — „Nej,” sagde jeg. „Det har nok kun været en Fejltagelse; Løjtnanten skal se, det sker ikke mere.”

Et Øjeblik efter lød der Afskud igen. Nedslaget place­rede sig der, hvor det var vant til at sidde, og det gjorde de øvrige ogsaa.

Et Par Kuske blev sendt ud for at stjæle et Par andre Heste fra andre Afdelinger; det var almindelig Takt og Tone i Slutningen af Krigen, — og kort efter havde vi vor Hestebestand igen.

DSK-årbøger 1954

6. juni 1918. Nu bliver du nok degraderet, Bergholt!

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Tiden gik, og en dag var vi atter under fremrykning. Jeg blev kaldt til løjtnanten, der på kortet anviste mig et bestemt punkt, hvor jeg skulle gå i stilling med mit gevær. Selve opgaven gik ud på at holde en afdeling englændere i skak. D e havde besat en landsby ca. 300 meter fra det angivne sted. Da vi havde arbejdet os frem til stedet, viste det sig, at terrænet var så kuperet, at en beskydning af landsbyen herfra var umulig. Det kunne man ikke se på kortet.

Jeg var klar over, at enhver afvigelse fra den givne ordre ville bringe løjtnanten på kogepunktet. Til trods herfor besluttede jeg at trække ca. 200 meter til venstre, hvor der lå et næsten sammenskudt hus. Det viste sig, at vi herfra kunne beskyde landsbygaden i hele dens længde. Stedet var ligefrem ideelt, hvis den stillede opgave skulle løses, og det måtte vel være det vigtigste, antog jeg. Huset havde været besat af fjenden, det fremgik tydeligt af, at vinduerne ud imod os var barrikaderede med sandsække. Vi fik travlt med at flytte sækkene over i den modsatte side af huset for hurtigst muligt at få geværet installeret.

Vi var godt i gang med dette arbejde, da den udstillede vagtpost meddelte, at kompagnichefen og en officer mere var på vej hen til det først angivne punkt. Richard havde som altid en bemærkning på rede hånd: »Så min dreng, nu bliver du nok også degraderet.« Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne og nåede stedet omtrent samtidig med de to officerer. At den anden officer var regimentskommandøren, havde jeg for længst opdaget.

Inden jeg fik tid til at aflægge melding og deslige, kan det nok være, at lynet slog ned. Løjtnanten var højrød i ansigtet af raseri. – Om jeg ikke havde ordre til at gå i stilling med mit gevær på dette sted, og hvor kunne jeg understå mig i ikke at parere ordre? Lidt trykket af kommandørens tilstedeværelse indvendte jeg spagfærdigt, at der på dette sted intet »Schussfeld« var, og at en beskydning af landsbyen derfor var umulig. Derimod var det sted, jeg havde valgt, særdeles godt egnet. – Jeg troede, at dette ville berolige fyren. Men Gud bedre det, han blev om muligt endnu mere rasende.

Under hele dette postyr havde kommandøren betragtet omgivelserne meget nøje, hvad løjtnanten slet ikke havde givet sig tid til.

Pludselig henvendte kommandøren sig til løjtnanten og stoppede hans ordflom: »Bare rolig, hr. løjtnant. Underofficeren har jo ret. Det er Dem, hr. løjtnant, der er galt på den.« Under den stilhed, der nu indtrådte, fortsatte kommandøren henvendt til mig: »Det er godt min ven. De kan træde af.« – Det gjorde jeg, og det med en hilsen som aldrig før. Da jeg gik tilbage til kammeraterne, tænkte jeg ved mig selv, at det var godt, at det ikke var mig, der var i løjtnantens bukser.

Fra huset havde man ikke kunnet undgå at høre løjtnantens brøleri, selv om man ikke kunne forstå ordene, og Richard var der selvfølgelig med det samme: »Der fik du nok besked om, hvad der står hos »Matthäus am achten«.« Jeg beroligede ham med, at den balle, jeg havde fået, sikkert var for intet at regne mod den, løjtnanten fik.

Og jeg fik ret. Dagen efter meldte vor fælles »ven« sig syg, og vi så ham ikke mere. Der blev fortalt, at han havde søgt – og fået forflyttelse til et andet regiment. Vi sendte vor gamle »Graf« mere end én venlig tanke, fordi han havde befriet os for denne despot.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

5. juni 1918. Grundlovsdag set fra en tysk minestryger

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

En Dag fik vi i Cuxhaven Ordre til at gaa op i Kattegat, hvor der var minesprængt nogle Skibe. Det var mørkt, da vi sejlede ud af Havnen, Fyrene var ogsaa slukkede, men vi satte Kursen mod Brunsbuttøl.

Frivagten sad i Logiet og passiarede. Pludselig gav det et Stød i Baaden. Den lagde sig helt over paa den ene Side. Vi fo’r op paa Dækket og fik at vide, at vi med fuld Fart var løbet paa en Sandmole, ikke vi alene, men fire andre Baade med.

Den næste Morgen kunde vi gaa rundt om dem, men da Vandet atter steg, var vi flot igen og kunde fortsætte til Kiel. Her blev begge Tankene fyldt, og vi fortsatte nordpaa.

Om Aftenen gik vi til Ankers ved Aarø, lettede tidligt næste Morgen og stod op gennem Lillebælt. Snart passerede vi Grænsen. Jeg kunde se mit Hjem, hvor mine kære færdedes, og Havnen, hvor mit eget Skib laa. – Da jeg senere skrev hjem, at vi havde passeret Hejlsminde, viste det sig,
at de hjemme nok havde set Flotillen passere, dog uden at ane, at jeg var med om Bord. –

Der var de gamle kendte Steder, der var Skamlingsbanken, hvor jeg saa tit havde været med til Fest. Hvornaar mon det igen kunde ske? – Ak, ja, saa tæt ved Hjemmet, og dog saa langt borte. Da vi passerede  Middelfart, blev alle kaldt paa Dækket for at se det smukke Landskab. Det blev da ogsaa højligt beundret.

Vi fandt ingen Miner eller minesprængte Skibe i Kattegat og stævnede derfor mod Syd igen.

Da vi passerede Snoghøj, saa jeg, at der flagedes overalt. Det var et yndigt Syn at se de mange Dannebrog vaje. Neden for Højskolen, – dengang Fiskerihøjskole – var der mange Mennesker forsamlede. De vinkede ud til os, og vi besvarede Hilsenen.

Jeg kom til at tænke paa, hvilken Dato vi havde, og opdagede, at det var den 5. Juni – Grundlovsdagen. Det var altsaa derfor, der flagedes, og de mange Mennesker var forsamlede. Da plejede jeg jo ogsaa før i Tiden at være med til Fest, nu var der et andet Flag, jeg maatte sejle under for at have Lov til at bo og bygge i Hjemstavnen.

DSK-årbøger 1948

Sommerferielæsning: Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent

Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt!

Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.

Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.

Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent og portrætter af sønderjyske soldater, og den rummer desuden en liste over data på de sønderjyder, der faldt denne dag.

Pressen skrev bl.a.:

“… en imponerende lille bog.”

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne.”

“Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det.”

“Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen”

“Kan også bruges af slægtsforskere”

“Yderst levende skrevet … En spændende og absolut læseværdig bog … den kan anbefales på  det varmeste”.

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.”

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Se anmeldelser neden for.

Siden Saxo

Anmeldelse i “Siden Saxo” 1/2018

Alt om Historie

Alt om Historie 7/2018

Våbenhistorisk Tidsskrift

Våbenhistorisk Tidsskrift 1/2018

Chakoten

Chakoten 3/2018

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjysk Månedsskrift 4/2018
Første oplag blev udsolgt på under tre måneder. Andet oplag er nu halvvejs væk.

 

3. juni 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den store tyske offensiv på Vestfronten, der blev indledt den 27. maj med et artillerbombardement, der var kortvarigt, men uhyre effektivt. Kombinationen af præcisionsbombardement med en blanding af spræng- og gasgranater var blevet udviklet til fuldkommenhed af Georg Bruchmüller. Tyskerne brød igennem ententens linjer og trængte hurtigt mange kilometer ind i fransk område. På angrebets første dag rykkede tyskerne 22 kilometer frem – det var den længste fremrykning på den korteste tid af nogen hær i hele krigen. Vestfronten var i sandhed blev eb bevægelseskrig igen! Efter få dage befandt de tyske tropper sig blot 80 kilometer fra Paris og havde taget mere end 50.000 krigsfanger og over 600 kanoner. Den 30. maj nåede tyskerne Marne.

Også på den makedonske front er der kampe. Grækere og franskmænd angriber bulgarske stillinger.

I Kaukasus fortsætter kampene mellem Osmanniske og Armenske styrker, mens tyskerne er på vej til Baku for at sikre sig olien.

Og i Sibirien kæmper en lille tjekkiske hær på vej hjem.

3. juni 1918. Fra udskud til god kammerat

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Jeg var klar over, at jeg havde trådt løjtnanten sådan over tæerne, at han ved given lejlighed nok skulle slå igen. Jeg var nærmest ligeglad. Det kunne ikke blive meget værre end hidtil. Det værste var, at det også gik ud over de andre. Men hvis han ville sende os ud på en »himmelfartskommando«, havde vi da selv fat i den ene ende. Det skulle gå mærkeligt til, om ikke Richard og jeg, når vi stak hovederne sammen, kunne finde en udvej, så vi undgik det helt slemme.

At løjtnanten i første omgang ville sætte ind på en helt anden front, havde vi ikke ventet. For os at se, prøvede han på at slå sammenholdet inden for geværbetjeningen i stykker. Intet middel syntes at være for ringe, når blot han kunne komme os til livs.

Kammeratskabet, sammenholdet og vi kan for den sags skyld også godt tage disciplinen med, var ved et MG-kompagni helt anderledes og mere nødvendig end ved infanteriet. Det kom ganske simpelt af, at vi var delt op i små hold. En geværbetjening på 5-6 mand dannede en lille familie, og disse mænd var ofte i dagevis henvist til sig selv. Der var ikke noget med ordrer i tide og utide. Enhver vidste, hvad der skulle gøres, og hvis der endelig blev udstedt en ordre, så blev den fulgt til punkt og prikke.

Under offensiven i begyndelsen af 1918 varede det ikke længe, før det begyndte at knibe med mandskab. Fra infanteriet kunne der ikke længere rekvireres folk, da infanterikompagnier med helt ned til 30 mand nu var ret almindelige. Nye folk måtte hentes fra garnisonerne i Tyskland, og der kunne godt gå et stykke tid, før de nåede frem. Som regel var vi to à tre mand for lidt ved hvert maskingevær.

Blandt nogle nye folk, som vi havde fået, var der én, der gik under navnet »Hamborgeren«. Han var ikke berømt, men berygtet i kompagniet. Han var straffet utallige gange for alt muligt. Han var ligeglad med alt og alle. Under natlige transporter sakkede han altid bag ud, og når han endelig nåede frem, havde han i reglen tabt det meste af det, han skulle transportere. Han var sidst i tyverne og havde været soldat siden krigens begyndelse. Han var stor og stærkere end de fleste, så af den grund havde han ikke behov at »tabe« materiellet.

Den dag, han kom til os, huggede han en af kompagniets cykler – vi havde to – og kørte bort. Inden tre døgn var gået, kom han igen tilbage. Tre døgn og derover var nemlig faneflugt, der blev hårdt straffet. Det vidste han selvfølgelig. Efter eget udsagn havde han besøgt en bekendt ved et andet regiment i nærheden. Det blev selvfølgelig takseret til så og så mange dages arrest, men det var han da ligeglad med. Han havde, Gud ved, hvor mange dage i forvejen. Han vandrede fra gevær til gevær, ingen var glade for at have ham, hverken befalingsmændene eller de menige. Han var, kort sagt, en af dem, Hannoveraneren sagde De til.

Pludselig en dag beordrede løjtnanten, at en mand fra mit gevær skulle udskiftes med Hamborgeren. Der var ingen tvivl om, at det var for at chikanere mig. Richard var gal, og det var jeg også, men som Richard sagde: »Selv om Hamborgeren er en bisse, så er der vel også noget godt i ham, blot vi kan finde ind til det.«

Vi drøftede sagen – eller rettere sagt manden – indgående, og kom til det resultat, at han sikkert var blevet behandlet som et udskud ved de forskellige geværer, så vi besluttede at gøre lige det modsatte, nemlig gøre ham til »Schütze zwei« (2. skytte) – det var den næstvigtigste mand ved et maskingevær – for som Richard sagde: »Så har jeg ham altid ved siden af mig, og det skulle være mærkeligt, om jeg ikke kan styre ham. Jeg er jo selv lidt af en bisse, og du da for resten også,« sluttede han. – » Ja ja,« tænkte jeg, »det er af sine venner, man skal høre sandheden.«

Hvad Richard drøftede med manden på de natlige vagter, ved jeg ikke, men resultatet var glimrende. Manden, der i begyndelsen ikke var til at slå et ord af, fik munden på gled, og da han mærkede, at vi ikke så ned på ham, blev han efterhånden helt menneskelig.

En nat, da jeg ville gå ud og se, om alt var i orden hos posterne, mærkede jeg, at der fulgte en mand efter mig. Jeg standsede op, og det viste sig, at det var Hamborgeren. Jeg spurgte om, hvor han skulle hen, og han svarede, at han ville med mig, for jeg måtte jo ikke gå alene. »Det er sådan set rigtig nok, men det skal du ikke bryde dig om,« svarede jeg, »læg du dig kun til at sove, jeg klarer mig nok.« Et øjeblik tav han, så sagde han: »Må jeg ikke nok gå med dig? Richard har sagt, at vi skal passe på dig.« Det, der rørte mig så dybt, var, at han tilsyneladende sagde dette i fuld alvor, og selvfølgelig fik han tilladelsen.

Den nat fik vi talt ud med hinanden. Han var fra det mørkeste Sankt Pauli, havde ingen forældre og havde aldrig kendt dem. Grethe, hans pige derhjemme i Hamborg, var det eneste faste holdepunkt her i livet. – Ak ja, man siger nok at Jeppe drikker, men der er ingen, der siger, hvorfor han drikker. –

Mon jeg behøver at tilføje, at han blev en af de bedste frontsoldater, jeg har kendt? Han var hverken bange for »død eller djævel«, og han svigtede os ikke en eneste gang. Han fulgte mig som min skygge, når det var muligt, og bedre »livvagt« kunne ingen ønske sig. Dette, at han skulle passe på mig – som Richard vel nok havde sagt i sjov – opfattede han bogstaveligt. Ikke fordi han var godtroende – langt fra – men fordi han sikkert har følt trang til at vise sin taknemmelighed, fordi vi havde »lyst ham i kuld«. Løjtnantens formentlige anslag mod vort sammenhold blev en total fiasko. Det lykkedes ham ikke at sætte lus i skindpelsen.

En dag, jeg var tilbage ved bagagen, talte jeg med Hannoveraneren, og talen faldt også på Hamborgeren. Jeg fortalte ham om den forandring, der var sket med manden, og at det var Richard, der havde »kureret« ham. Fra den dag af sagde Hannoveraneren »du« til manden.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2. juni 1918. Kommunikationslinjerne organiseres forud for det store angreb

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Ankommen til det nye Bestemmelsessted blev det bestemt, at jeg sammen med Telefontruppen skulde rykke ca. 12 km længere frem mod Fronten i Nærheden af Landsbyen Lagny og der forberede den nye Telefoncentral.

Som jeg senere blev klar over, havde Artilleriet og andre Trop­per ogsaa faaet Ordre til at forberede og udbygge deres Udgangsstilling, hvorimod Hovedmassen af de Tropper, der skulde indsættes i Offensiven, fik Lov til at holde sig i Ro et Par Mil bag ved Fronten.

Man vilde herved undgaa, at Franskmændene lugtede Lunten. De skulde paa den til Offensiven bestemte Dag, naar de tyske Tropper om Natten var rykket ind i de forberedte Stillinger, pludseligt overraskes.

Vi talte med nogle Infanterister, der daskede om i Terrænet, og spurgte dem , hvor vel den roligste Plet vilde være for Opstilling af vor Telefoncentral. Vi var vel her en 4-5 km bag ved Fronten. De mente, at den nord­lige Del af en lang, smal Granplantage nok vilde være det sikreste Sted. Franskmændene tog nok flere Gange om Dagen Egnen under Strø-Beskydning, men indtil nu havde de kun ramt den sydlige Del af den et Par Hundrede Meter lange Plantage.

Vi gravede saa et 1 m dybt Hul paa det anbefalede Sted, rejste vort Englændertelt, og Telefon-Etableringstruppen begyndte at trække Ledninger, medens jeg passede Centralen. Hver Dag blev der en 4-5 Gange send t 5-6 Skud fra Franskmændene, og de ramte ganske rigtigt den sydlige Del af Skoven.

DSK-årbøger 1954

1. juni 1918. Ballonzug 33 nægter at synge under marchen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Imidlertid var der blandt andet sket det paa Fronterne, at Ludendorff, der var kørt fast med sin Kejseroffensiv, samlede de tiloversblevne Kræfter til en ny Anstren­gelse mod Soissons. Det viste sig senere, at min Bror Jens ogsaa havde været med der.

Den 27. Maj 1918 brød Offensiven løs, og det lykkedes Tyskerne at trykke en ny Bule ind i den franske Front ca,. 100 km Sydøst for vor Bule. Det næste, der skulde ske, var en ny Offensiv i Retning mod Compiégne. Den skulde udligne de to Buler til een mægtig stor. I denne Offensiv blev vor Trup ogsaa indsat, og omkring den 1. Juni 1918 forlod vi Hangest for til Fods at marchere til vort nye Bestemmelsessted, ca. 10 km Vest for Noyon.

Det blev en af de drøjeste Marchture, jeg har været med paa. Første Dag marcherede vi ca. 40 km paa disse franske Routes de National Landeveje, der blev anlagt under Napoleon d,. 1., og som i lige Linie forbinder de største Byer med hinanden og lader haant om de idylliske Landsbyer, der ligger et Par Kilometer til højre eller venstre. Alle D.S.K.ere kender disse Veje af egen Erfaring, og I vil sikkert give mig Ret i, at noget mere kedeligt og idéforladt end disse Veje skal man lede længe efter. De er dernæst forsynet med Granitbrolægning, haarde at gaa paa, og da vi var ude af Træning og tilmed havde en Oppakning, som var baade stor og tung, gav det ømme Fødder og trætte Rygge og daarligt Humør.

Lt. Küster kunde godt mærke den triste Stemning. Han vilde kvikke os op og greb til det gamle Middel: „Singen!” Men der var in­gen, der havde Lyst til at synge.

„Saa hed det: „ Kehrt Marsch, ind til I synger!” Men der var ingen, der sang. Vi var klar over, at vi denne Gang ikke var paa nogen Eksercertur, men havde et Maal, og da vi var gaaet en Kilometer tilbage, havde han vel selv faaet nok af det, for nu lød det: „Kehrt Marsch!” igen.

Og lidt efter igen: „Singen!” Men vi var ikke i Syngehjørnet.

Saa raabte han: „Parade-Marsch, indtil I Bæster synger! Hoch die Beine!” — og alt det andet dyre.

Det blev en meget sørgelig Parademarch. Vi nøjedes med at stampe i Jorden, ingen sang, og til sidst maatte han opgive.

Men hvor var vi ømme og trætte, da vi den Aften gik i Kvarter i nogle Barakker.

DSK-årbøger 1954

Ny bog om 84’eren Nikolaus Andresen

Hvordan kan man bringe liv til en samling gamle feltpostbreve og dagbøger, så personen bag dem står lyslevende for en moderne læsers øjne?

Det giver Frank Meier et bud på i bogen “Nikolaus Andresen (1884-1915) und seine Zeit. Eine historische Biographie.”

Bogen er netop udkommet i april 2018 på BoD – Books on Demand, Norderstedt. Den er et meget vellykket eksempel på, hvordan man ved at inddrage en række andre kilder og baggrundslitteratur kan skrive en spændende og vedkommende bog på baggrund af en slægtnings efterladte breve og papirer.

Nikolaus Andresen var bror til forfatterens bedstefar. Han blev født i Scheggerott (Skæggerød) i Angel (Sydslesvig) og voksede op i det nærliggende Ulsnis (Ulsnæs) ved Slien. Moderen Anna Christine f. Petersen stammede fra Nordslesvig (Tønder).

Nikolaus Andresen uddannede sig til gymnasielærer, før han som 28-årig aftjente sin værnepligt som såkaldt étårig frivillig (“Einjährigfreiwilliger”) ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 på Duborg Kasernen i Flensborg i 1913.

Ved krigsudbruddet blev han indkaldt til Infanterie-Regiment “von Manstein” Nr. 84 som officersstedfortræder (senere reserveløjtnant) og gjorde krigen med i dette regiment, indtil han faldt i september 1915.

Nikolaus Andresen deltog i 84’ernes indtog i Belgien (med tilhørende kamp mod civile belgiere) og det store Marne-slag i Frankrig i september 1914, dernæst i tilbagetrækningen til Aisne-floden, hvor regimentet bl.a. lå ved Chemin des Dames og Moulin-sous-Touvent, før det i sommeren 1915 kom til Østfronten.

Ud over Nikolaus Andresens egne breve og dagbøger bygger Frank Meier bogen på sin bedstefars optegnelser om den faldne broder.

Det, der navnlig gør meget læseværdige bog interessant og værd at lære af for andre forfattere, er dens anvendelse af litteraturen.

Nikolaus Andresens breve flettes nemlig sammen med andre soldaterberetninger fra IR84’s fyldige regimentshistorie (hvor Nikolaus Andresen er nævnt af andre erindringsskrivere adskillige gange). Nogle steder kan disse andre stemmer fylde huller i Nikolaus Andresens egen beretning ud, og andre steder udvider de perspektivet og gør fortællingen bredere, mere detaljeret og dermed også mere vedkommende.

Forfatteren fører desuden med forklarende passager og baggrundsafsnit med rod i faglitteraturen læseren gennem Nikolaus Andresens værnepligtstid og krigsoplevelser og binder det hele sammen til en let læselig verdenskrigshistorie med bedstefaderens bror som omdrejningspunkt.

Det fungerer faktisk rigtig udmærket!

Metoden kan hermed anbefales til andre, der måtte have lyst til at sætte en slægtnings efterladte feltpostbreve eller krigsdagbøger ind i en større sammenhæng.

Bogen er på 307 sider og koster 39,99€ som trykt bog og 14,99€ som E-bog.

28. maj 1918. Peter Andresens lig hentes hjem til Notmark

Anders Schmidt, Favrholm, gjorde krigstjeneste ved Garde-Jægerne i Potsdam. Ved Loretto mistede han i maj 1916 den ene arm og blev erklæret ikke-krigsduelig. I januar 1917 hentede han en falden nordslesviger hjem for at blive begravet i Asserballe. I maj 1918 måtte han af sted igen.

Et par år senere – i 1918 – måtte jeg ud på en lignende rejse og i et lignende ærinde, dog dengang østpå, til Letland. Vi var igen to mand, nemlig foruden mig nu afdøde Jørgen Mathiesen, Asserballeskov.

Det var på opfordring af Cathrine Andresen, Naldmose ved Fynshav. Hun ønskede sin mand Peter Andresen, født 23. december 1881 og faldet 2. september 1917, hjemført, for at han kunne blive begravet i hjemlig jord, og vi tog derned for at opfylde hendes ønske.

Peter skulle ligge begravet ved et nærmere angivet hus, der lå bag ved en skov. Når det blev os to, der måtte af sted, var det, fordi to andre, som havde givet tilsagn derom, ikke kunne få pas. Det skal her bemærkes, at J. Mathiesen tidligere havde været derude for at hente liget af en søn hjem.

Vi rejste 3. pinsedag 1918 forsynet med proviant, levnedsmiddel-mærker og penge fordelt imellem os af sikkerhedsgrunde. Den første nat sov vi i Flensborg for at kunne få en god forbindelse derfra til Berlin dagen efter, hvor vi overnattede, købte kister og lejede loddetøj m. m.

Fra Königsberg tog vi over Tilsit-Memel til en lille grænseby, hvis navn jeg ikke husker, men jeg glemmer måske aldrig, at vi skulle være over grænsen til militært område inden kl. seks aften, og vi kom 20 minutter for sent, så »vær så god at stige ud og fortsætte rejsen næste morgen«. Vi spurgte om logi for natten og fik anvist resterne af en kirkebygning; halvdelen var dog skudt sammen men der var da et loft med tre senge, af hvilke den ene var belagt, de var til vor rådighed. Med et par stykker brød i lommen gik vi ned for eventuelt at snuppe en kop kaffe til vort brød. Det lykkedes, men dernede var vi ikke alene, idet der herskede travlhed alle vegne på grund af »Truppenverschiebung«.

Man spillede kort her, men ikke om småpenge fra vor såkaldte brystpung, men med store stakke af det såkaldte »Oberostgeld«, der i realiteten intet var værd. Dette syn kunne Mathiesen huske længe efter.

Nå, vi kom i seng og slap igennem natten uden at få lus, hvad jeg havde været meget bekymret for.

Nu kørte vi videre for militærkommandoets regning og nåede næste aften Riga. Selv om krigen var forbi på disse kanter, mødte der os dog megen ødelæggelse, sprængte broer, afbrændte ejendomme og nedhuggede skove. Nye broer var opført af træ; det gjaldt jo om at holde trafikken i gang. På banestrækningen arbejdede mange civile, der sikkert levede under trange kår. Elendigt var de påklædt, mange havde ikke fodtøj, men gik med træbark under fodsålerne, dertil gamle sække bundet om benene for at fastholde barken.

Vi nåede Riga og fik her et godt værelse, men noget spiseligt var ikke til at opdrive, derimod varm the, og da vi selv havde godt med brød og pålæg, så klarede vi os, og her kunne vi tilmed spise i ro for os selv.

Vi blev hurtigt klar over, at sulten var stor overalt blandt befolkningen, og vi turde slet ikke åbne vore kufferter, når vi ikke var alene. Næste morgen skulle vi efter programmet tage med tog til Økskül – det var et arbejdstog, der kørte langs Dyna-floden og transporterede arbejderne til de forskellige arbejdspladser.

I toget fandtes et par kupeer, som var forbeholdt officererne, og her tog vi plads. Da vi ved billetteringen foreviste vore papirer, blev vi skældt ud og blev ved håndbevægelser betydet, at vi havde at forsvinde og begive os til en anden afdeling af toget, men vi blev, hvor vi var, lod dem skælde ud, for »vi forstod dem alligevel ikke«.

I Økskül meldte vi os hos »Gräberverwaltungsofficeren«, og kort efter gik det med hestekøretøj længere mod syd. Vejen var nyanlagt, og vi kørte på granstænger. Vor vogn var en let ponyvogn med en stol til officeren og kusken, mens vi var anbragt på en lille klapstol, hvor rygsædet var slået op til vor bekvemmelighed.

Vi sad og holdt os fast ved at klamre os til hinanden, mens hesten, der efter vore begreber var meget dårligt forspændt, løb af sted efter alle kunstens regler.

Omsider nåede vi dog velbeholdne til bestemmelsesstedet, hvor vi fandt graven som meddelt i en have. Den var velholdt. Et trækors fortalte os, at det var den rigtige, og så vidt jeg husker, stod der en flaske på graven, hvori der fandtes oplysninger om navn og formation – så det hele var i orden.

I huset boede to ældre mennesker, der havde hygget om graven og holdt den pæn i stand. De græd, da liget blev gravet op og lagt i de medbragte kister.

Da alt var klaret, kørte vi tilbage til Økskül, hvor vi fik anvist plads for natten i officersbarakken. Ja, mere, – vi fandt alt tilrettelagt for os: Brænde til fyring og to gode tæpper til hver. Før vi gik til ro, tog vi en spadseretur ned til Dyna-floden. I byen boede civile, men huse så vi ingen af, så de må have boet i jordhuler og sikkert under elendige forhold. Næste dag fik vi kørelejlighed tilbage til Riga, hvor vi fik vore tidligere værelser igen.

Herfra gik rejsen så næste morgen til Königsberg, hvor vi afleverede de lejede lodderedskaber. Også her boede vi igen på hotellet, det samme som for få dage siden. Fra Königsberg fulgte vi ikke ligvognen, men tog direkte tilbage via Berlin-Hamborg til Sønderborg, hvortil vi ankom 12 dage efter afrejsen.

Kisten kom et døgn senere, og Peter Andresen blev nu jordet i hjemlig jord på Notmark kirkegård.

DSK-årbøger 1971

27. maj 1918. En kammerat er såret – og ingen vil hjælpe!

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Da vi nåede tilbage til farmen, så det ikke så godt ud dér. Den unge underofficer Rocholl, som jeg har omtalt før, var dræbt. Han havde haft sit maskingevær opstillet i haven, og dér havde skæbnen indhentet ham. Det var selvfølgelig kedeligt, men det gik Richard og mig mere til hjertet, at en af vore gamle kammerater fra Galicien var blevet hårdt såret ved samme lejlighed. Man havde båret ham ind i huset, og sanitetsunderofficeren – det var ikke »lille Franz« – havde forbundet ham.

Da vi spurgte ham, hvorfor han ikke havde sørget for at få manden til lægen, svarede han, at han ingen båre havde. Den havde han mistet i dagens løb, og at han heller ingen folk kunne få til at bære ham. Hvor sanitetsstationen var, vidste idioten selvfølgelig heller ikke, – det eneste, som han til enhver tid burde vide.

Aldrig har jeg set Richard så rasende, og det var ikke langt fra, at underofficeren havde fået et lag tærsk – det havde han fortjent. Der var ikke andet i vejen, end at manden var fej og hundeangst for den transport. At han ikke kunne få folk til den, var en lodret løgn, og det fortalte Richard ham også.

Men handling måtte der til, hvis manden skulle reddes. Richard fandt frem til en båre ved et andet kompagni, og jeg gik til løjtnanten, og meldte mig tilbage med ammunitionen. Samtidig gjorde jeg ham opmærksom på, at Leo Masinkovski – sådan hed vor kammerat – var hårdt såret og endnu ikke bragt til lægen.

At Leo var såret, vidste han; – at Leo endnu ikke var bragt til lægen, var sanitetsunderofficerens sag og ikke hans, svarede flaben. Havde jeg ikke været gal før, blev jeg det nu. Jeg svarede ham – og det kom i en tone, jeg ellers ikke brugte, og som næppe var i overensstemmelse med det militære reglement – at nu agtede jeg at foretage det fornødne, og jeg anmodede om, at få den nødvendige ordre til at bringe Leo til lægen og det omgående. Endvidere anmodede jeg om, at han på kortet ville vise mig, hvor sanitetsstationen lå.

Det skal bemærkes, at samtalen blev overværet af hans ordonnans. Løjtnanten så et øjeblik olmt på mig, så hev han kortet frem, pegede på stationen:  og sagde: »Da! Machen Sie was Sie wollen« (Dér! Gør som De vil!) Efter at have set på kortet slog jeg hælene sammen og gik.

Han var vist kommet i tanker om, at vi kunne gå direkte til regimentskommandøren med vore klager. Hvis han havde nægtet mig at bringe Leo til lægen, havde jeg simpelt hen gjort det uden hans tilladelse. Bagefter ville jeg så have forelagt sagen for »der Graf«, og det ville ganske givet ikke have bekommet løjtnanten vel. Ordonnansen kunne jo bevidne, hvad der var foregået. –

De samme fire mand, der havde hentet ammunition, bar nu Leo til lægen. På mit eget kort havde jeg afstukket ruten tværs over markerne. Vi kunne ikke gå i dækning, når vi bar på en hårdt såret, så vi måtte undgå vejene, hvor de fleste granater faldt.

Under et af de korte hvil, vi gjorde undervejs, bøjede jeg mig over den sårede, strøg ham over kinden, og hviskede: »Leo, kan du høre mig?« Han lå med lukkede øjne, og uden at åbne dem sagde han med næppe hørlig stemme: »Jacob, vi l du ikke nok dække mit ansigt til.« – Det var den sidste lille tjeneste jeg kunne gøre min gamle, gode ven. – Uendeligt forsigtigt gik vi videre.

Morgenen før, da vi begyndte angrebet, havde jeg bemærket Røde Kors-flaget på et hus, der lå ved et vejkryds, og det kom os nu til gode. Kun 100 meter fra krydset nåede vi vejen. – Lægen tog sig straks af den sårede, men rystede på hovedet.

På turen hjem til farmen var vi ret tavse. Vi havde forstået på lægen, at der ikke var meget håb for Leo. Af de gode, gamle kammerater fra østfronten var der næsten ikke flere tilbage. Dagen efter døde Leo. »Der edle Polen-Sohn« – sådan kaldte Hannoveraneren ham altid – var ikke mere.

På tilbageturen var Richard for en gangs skyld alvorlig, da han brød tavsheden og spurgte mig: »Sig mig engang, du nedstammer vel ikke fra indianerne?« Trods alt kunne jeg ikke lade være med at smile og ville vide, hvordan i alverden han kom på den tanke? Det varede lidt, inden han svarede. Endelig sagde han: »Jo, det jeg skal sige dig! Det du har præsteret det sidste døgn med at finde vej, uden at vi er gået ti skridt forkert, kunne tyde på det. Du er jo en ren stifinder.« Han tog min hånd og trykkede den hårdt. Det håndtryk var mig mere værd end alverdens hæderstegn. –

Det var nu ved at dages, så vi måtte skynde os, hvis vi ville have lidt søvn; men det blev ikke til noget, dertil havde dagen budt på for mange uhyrligheder, hvoraf den sidste var den, der gik os mest på. Vi var blevet godt sultne af den megen traven rundt. Feltkøkkenet var endnu ikke nået frem, og hvornår det ville ske, var ikke godt at vide. Jeg gik og snusede rundt på farmen og kom ind i et udhus, hvor der var noget, der lignede en bageovn. Jeg lukkede lågen op, og stor var min forbavselse, da der derinde lå et stort brød. Jeg fik fat på de fire mand, og vi delte brødet. Richard var nu ved  at komme til hægterne igen, og med munden fuld af brød sagde han: »Indianer eller ikke indianer, men en god næse har du nu.«

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

26. maj 1918. På selvmordsmission efter ammunition

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Delingen fik besked om at trække sig tilbage, der skulle blot blive et maskingevær tilbage til at dække broen, og det blev selvfølgelig mit. Jeg sendte en »venlig« tanke til min »ven« løjtnanten, der sikkert troede, at det var en uriaspost, han havde sat mig på. På papiret har det ganske givet set sådan ud.

Ordren gik ud på at holde broen besat, indtil infanteriet igen »sværmede« ind i kæden. Derefter skulle vi gå tilbage og støde til kompagniet ved en bestemt farm, der lå mindst to kilometer til højre for os.

Da Feldweblen forsvandt med sine to geværer, sagde Richard: »Gott sei Dank, dass wir diesen Helden los sind« (Gud ske lov, at vi slap af med denne helt), og det kunne jeg tilslutte mig. Nu var vi alene. Det var ikke første gang, Richard og jeg »legede« krig på egen hånd. De fire mand, vi havde hos os, regnede vi ikke stort med, de var for »grønne«.

Det første, vi foretog os, var selvfølgelig at gå tilbage over vandløbet, for – som Richard sagde – det føltes så koldt at have det i ryggen. Denne gang gik vi ikke over broen, men fandt et sted, hvor der ikke var ret dybt, og hvor vi var skjult for landsbyen. Vi stolede ikke på, at der ingen englændere var i byen, og agere skydeskive engang til havde vi absolut ingen lyst til.

Da vi havde foretaget vort »strategiske tilbagetog«, fandt vi et sted, hvor vi ubemærket kunne holde øje med landsbyen og broen og i givet fald beskyde denne.

Hvis vor fælles »ven« løjtnanten havde kunnet se, hvor dejligt vi havde det den eftermiddag, så ville han nok have ærgret sig.

Det varede et par timer, så kom infanteriet, og vor opgave var løst. Så mange soldater kunne englænderne tilsyneladende ikke lide, for de begyndte omgående at skyde ovre fra landsbyen, så helt tom var den altså ikke. At vi var sluppet helskindet over broen, var os en gåde. Richard mente, at englænderne på det tidspunkt nok havde været i færd med at drikke deres te, og så lader de sig jo ikke forstyrre af så lidt. Jeg var mere tilbøjelig til at tro, at englænderne havde trukket sig tilbage, men at de var vendt om igen, da de opdagede, at tyskerne ikke fulgte efter dem. Vi havde i al fald været heldige.

Vi havde ikke alt for travlt med at finde tilbage til kompagniet. Vi blev enige om at se lidt på »baglandet«. Det kunne jo være, at vi kunne finde lidt spiseligt, og det gjorde vi. – Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke.

Omsider måtte vi af sted. Richard mente godt nok, at det ingen hast havde, for vor »ven« løjtnanten troede sikkert, at englænderne havde gjort kål på os. Deri gav jeg ham ret, men løjtnanten kunne også have godt af en lille overraskelse – og det fik han.

Det var blevet mørkt, da vi efter et par timers forløb nåede frem. Farmen lå under beskydning, men så vidt vi kunne skønne, kun med 7,5 cm granater. Før jeg meldte mig hos løjtnanten, kiggede jeg ind til kammeraterne, der lå og sov fordelt i to stuer. De reagerede ikke, da en granat slog ned på gårdspladsen, så jeg var klar over, at de var trætte og havde været hårdere med end vi.

Jeg fandt løjtnanten i kælderen og meldte mig tilbage. Jeg kunne se, at manden blev forbavset, men nogle velkomstord blev det ikke til . Hvis det havde været den »Lange«, så havde han sagt: »Gud ske lov, at I slap med skrækken. Læg jer nu til at sove, det har I fortjent.« Jeg ville have fortalt ham, at det slet ikke havde været så slemt – nærmest en storm i et glas vand.

Nu skete der intet af dette, tværtimod. Jeg måtte berette, hvornår infanteriet var kommet, og tidspunktet var jeg nødt til at opgive korrekt, for det kunne måske kontrolleres. Da han hørte tidspunktet, kom galskaben op i ham, og han bebrejdede mig meget kraftigt, at vi havde været omtrent fire timer om at tilbagelægge to kilometer. Jeg indvendte, at vejen lå under fjendtlig ild , og at vi intet kort havde haft at gå efter, og at vi var faret vild .

Det første var rigtig nok, men det sidste var løgn for at sige det lige ud. Jeg havde nemlig et kort, men det vidste han ikke. Det hørte ikke med til underofficerernes udrustning, men jeg havde for længst fået et op under neglene. Jeg havde engang over for Hannoveraneren ladet falde et ord om, at det kunne være rart med et kort, og efter den tid havde han altid et parat til mig, så snart vi kom til et nyt frontafsnit.

Jeg ville nu træde af, men løjtnanten standsede mig, rev sit kort frem og sagde: »Vi mangler ammunition, tag fire mand og to kærrer« – det var to-hjulede vogne, som vi brugte til at fragte ammunition på – »og hent 10.000 patroner ved ammunitionsdepotet, det ligger dér!« Jeg fik allernådigst lov til at studere kortet, mens jeg samtidig inderst inde bandede manden langt bort. Den ammunition kunne han have rekvireret for lang tid siden. Det var sikkert kun et påfund for at genere mig. Med ordre til at melde mig tilbage, når hvervet var udført, lod han mig gå.

Jeg var rasende; jeg kunne have »ædt« manden. At finde en farm, selv om det var i mørke og i et fremmed terræn, kunne jeg nok. Jeg havde en god stedsans; men at fragte 10.000 patroner ind over markerne var et hestearbejde, som ville tage det meste af natten. Depotet lå nogle kilometer tilbage i terrænet, og vejene var sikkert under granatild.

Som sagt var jeg godt gal. Jeg rev døren op til et af rummene og råbte: »Fire frivillige til at hente ammunition.« I de første sekunder var der ingen, der reagerede, men så rejste Richard sig ovre i et hjørne, og det kan nok være, at han fik munden på gled: »Det kunne jeg nok tænke mig, så snart du viser dit grimme fjæs hos den forbandede bandit, så har han altid noget ekstra, der skal laves.«

Og sådan blev han ved. Til sidst afbrød jeg ham og sagde: »Hold kæft, Richard, jeg vi l slet ikke have dig med,« men det skulle jeg ikke have sagt, for nu galede han først op: »Du vi l ikke have mig med? »Du Armloch« ( Din stakkel), det skal jeg nok selv bestemme. Tror du, at jeg vi l have dig løbende ude i nattens mulm og mørke, uden at jeg er med dig, så finder du jo aldrig hjem til din kære »ven« igen.«

Trods alt kunne jeg ikke lade være med at le, for jeg vidste, at Richards indignation gjaldt vor fælles »ven« løjtnanten, og at den var et bevis på et kammeratskab uden lige.

Under sin tordentale havde Richard gjort sig færdig, og tre andre havde også rejst sig, deriblandt ham, jeg havde gået »tur« sammen med på højde 344. Vi holdt nu krigsråd, og jeg lod dem selv vælge, om vi skulle følge vejen og tage chancen, eller vi skulle gå over markerne. Da det sidste med fuldt læs næsten var umuligt, valgte de at følge vejen både hen og hjem.

Derefter var det min opgave at bestemme de sikkerhedsforanstaltninger, der var nødvendige, for at turen kunne lykkes uden tab. De kom i korte træk til at gå ud på følgende: »Jeg går ti meter foran jer, dér distraheres jeg ikke af støjen fra vognene, så kan jeg bedre høre granaterne komme. Når jeg falder ned, gør I det samme, og at det skal ske omgående, behøver jeg ikke at fortælle jer.«

Som sagt, så gjort. Turen gik godt, nogle gange var granaterne lovlig nærgående, men vore forholdsregler slog til . Efter lang tids træning kunne man omtrent på lyden taksere, om en granat ville slå ned i nærheden, blot den var affyret i nogenlunde afstand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

25. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Krigen har nu varet i 200 uger. Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om et oprør blandt tjekkiske og ungarske soldater i Østrig-Ungarn. Østrigerne lægger planer for en ny offensiv mod Italien, nu, da hundredetusindvis af krigsfanger er returneret fra Rusland.

Britiske fly kaster bomber over Köln – og tyske fly kaster bomber over London med mange civile ofte tilfølge. Men militærindustrielle anlæg og lagre bliver også bombet . Luftvåbenet er nu ved at blive en vigtig del af den moderne krigsførelse.

På landjorden rr tyskerne ved at gøre klar til den næste offensiv på Vestfronten – og de allierede ved ikke, hvor den vil ramme.

I det østlige Anatolien fortsætter den osmanniske offensiv mod armenerne – og Enver Pasha har store planer for at drive briterne ud af Mellemøsten og Central- og Sydasien.  Men er tyskerne – osmannernes allierede – egentlig interesserede i det?

I Finland har en finsk hær med general Mannerheim i spidsen sejret over Den røde Hær og drevet russerne ud af landet.. Britiske styrker kommer til Archangelsk for at hjælpe med at bekæmpe bolsjevikkerne og Den røde Hær.

25. maj 1918. Farlig løjtnant: “Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl!”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Man skulle tro, at løjtnanten var faldet lidt til ro oven på den dukkert, han havde fået ved krigsretten. Men tværtimod, han blev mere og mere ondskabsfuld.

Jeg kunne være sikker på, at så snart der var et ekstra job, der skulle udføres, så hængte jeg på den. Om han var ude på at få mig dræbt, skal jeg lade være usagt. Det kan også være, at han ønskede, jeg skulle forløbe mig og nægte at udføre en ordre. Jeg holdt imidlertid »kæft, trit og retning«, så det fik han ingen fornøjelse af.

Richard var godt gal på mine vegne, og en dag sagde han til mig i fuld alvor: »Der bringt Dich noch ins Massengrab, der Verdammte« (Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl). Men selv den ringeste hund kan man drille så længe, at den bider fra sig. En nat var det så vidt.

Vi havde været i angreb fra tidlig morgen, var gået frem og tilbage og atter frem, ind til vi standsede fremrykningen foran en landsby.

Maskingeværerne var med i første linie, så der blev slæbt bravt på det tunge materiel. Pludselig blev det kompagni infanteri, hvori vi lå, trukket tilbage. Vi var nu alene og skulle holde fronten med de tre geværer, der var i vor deling.

Vi havde en ny Feldwebel som delingsfører, en af dem, som løjtnanten med forkærlighed rekvirerede fra garnisonen. Feldweblen var en flink mand; men det var den første fremrykning, han deltog i, så hans krigskunst var lig nul. Han var, hvad vi kaldte en ældre mand, måske omkring de fyrre.

Foran os havde vi et lille vandløb, nærmest en bæk. Til venstre var der en vej og en bro, der førte over vandløbet. Ca . 200 meter længere fremme lå  den landsby, hvor fremrykningen var standset. Den var besat af englændere, – mente vi da.

Vi lå ganske godt med vandløbet foran os, selv om det ikke var ret bredt. Pludselig fik Feldweblen den skøre idé, at vi skulle forcere vandløbet og grave os ned på den anden side. Dette gav Richard anledning til at spørge, om det var meningen, vi skulle vinde krigen helt alene?

Hvad Feldweblen svarede, husker jeg ikke, men han gav ordre til fremrykning. Vi troede selvfølgelig, at vi skulle gennem vandløbet; men nej, vi skulle sandelig over broen. Det var endnu mere skørt, da fjenden jo med lethed kunne meje os ned med et enkelt maskingevær, når vi passerede broen. Men Feldweblen var allerede gået foran, og for skams skyld var vi nødt til at følge efter.

Heldet var med os. Vi kom over broen, uden at der faldt et eneste skud. Englænderne må være gået tilbage eller sat ud af spillet af det tyske artilleri, der stadig beskød byen.

Da vi havde indtaget vore nye stillinger, var Richard der igen med en af sine humoristiske bemærkninger: »Hr. Feldwebel, når De i løbet af en otte dages tid kommer tilbage til Tyskland, så vi l De nok være så venlig at hilse fra os.« Feldweblen kunne ikke rigtig forstå hentydningen og spurgte, hvad han mente. Richard svarede, at det kunststykke, Feldweblen her lige havde lavet, kunne han ikke udføre en gang til med held. Det mente Feldweblen let kunne lade sig gøre, og Richard lod ham blive i troen.

Dagen efter fik Feldweblen en kugle, der gik gennem munden og ud gennem den ene kind – et heldigt skud, som sikrede ham billet til Tyskland. Richards indpakkede spådom gik i opfyldelse hurtigere, end vi havde troet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

24. maj 1918. Farlig rygning: 70 mand dræbt og næsten 300 såret!

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Neurath var på mange måder en mærkelig fyr. Han var omkring tredive år, havde aftjent sin værnepligt før krigen, så han havde været soldat i mindst fem år. Hvor han havde hjemme, og hvad han var i det civile liv , omtalte han aldrig. Han var ikke en af de gamle »rotter« fra østfronten, men må være kommet til os efter at tyskerne havde trukket sig tilbage fra fæstningsområdet ved Verdun til den såkaldte Hindenburg-linie.

Han gjorde sig bemærket første gang, mens vi lå i en stilling, hvor det kneb med at få forplejningen frem til første linie. Han tilbød da, at hvis han måtte få fire mand, skulle han nok sørge for, at forplejning og post kom frem hver dag – eller rettere sagt hver nat.

Det gik man ind på, og i den tid, han var leder af den såkaldte »Essenträgertrupp«, fik han altid forplejningen frem, selv om han og hans folk mange gange måtte kravle på alle fire, så der var almindelig tilfredshed med ordningen. Det eneste, vi ikke fik, var snapsen, som vi af og til fik tildelt.

Den drak han selv. Der var nætter, hvor han var hønefuld, når han nåede frem; men han kunne bære en kæfert med anstand, og vi undte ham brændevinen. Dagen igennem opholdt han sig med sine fire mand ved feltkøkkenet. De lavede ikke andet end at skaffe maden frem.

En dag blev der givet meddelelse om, at vi næste nat skulle afløses af en bataljon fra et fremmed regiment, der var kommet fra en anden front. Vi glædede os, for fjenden var aggressiv, og vi havde vort mas med at holde ham stangen. Da Neurath den pågældende nat kom med maden – han var som sædvanlig stangdrukken – meddelte han os, at vi sikkert ikke ville komme tilbage den nat, for franskmændene havde skudt den bataljon, der skulle afløse os, fuldstændig i smadder.

En af hans fire mand fortalte os følgende: De var kommet gående, og var ikke nået ret langt bort fra feltkøkkenet, det vil sige mindst to kilometer bag fronten, da de passerede den bataljon, der skulle afløse os. Den havde lejret sig i en lille dalsænkning, hvor de formentlig har følt sig helt godt beskyttet bag en lille skov. Geværerne var sat sammen, og mandskabet lå og røg tobak.

Da Neurath blev opmærksom herpå, gjorde han holdt og bemærkede, at de mennesker måtte have mistet forstanden. De kunne lige så godt affyre fyrværkeri! I sin kæfert vaklede han over til bataljonsstaben og gjorde opmærksom på, at det, de foretog sig her, var det rene selvmord. Cigaretrygningen ville ganske givet blive observeret fra de fjendtlige lænkeballoner, for natten var endog meget klar.

Officererne kunne jo nok se, at manden ikke var helt ædru. De gjorde nærmest grin med ham og mente, at så langt bag fronten var der da ingen fare. Neurath svarede, at det var der, men nu havde han advaret dem, og så måtte de selv om resten. Han hilste og gik tilbage til sine folk, og de fik travlt med at komme af sted.

De var kun kommet et lille stykke bort, så suste den første, meget svære granat ned midt i bataljonen, og hurtigt efter hinanden kom der to til , og så var bataljonen mere end halveret. Et par dage efter fik vi at vide, at over 70 mand var dræbt og fire gange så mange såret. – Næste nat blev vi afløst af en anden bataljon fra samme regiment, den nåede frem til os i god behold, men har nok måttet sande, at dette var vestfronten, hvor man ikke kunne tillade sig at være ligegyldig over for de små ting. – De lærepenge, der undertiden betales her i livet, kan være urimeligt dyre.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

TV-udsendelse: Breve fra skyttegraven

I 2013 sendte TVSYD udsendelsen “Breve fra skyttegraven” i anledning af genindvielsen af den sønderjyske soldaterkirkegård i Braine i Frankrig.

Udsendelsen handler om de tre brødre Jørgen, Søren og Niels Rasmussen fra Simmersted. Jørgen Rasmussen døde den 22. august 1918, få måneder før krigens afslutning, og ligger begravet på kirkegården i Braine.

Udsendelsen følger slægtningen Kirstine Rasmussens rejse til Frankrig – og tilbage i tiden. Vært er Jørgen Guldberg.

Se eller gense den ved at klikke på linket her

eller ved at klikke på nedenstående billede

 

Rydning på Zeppelinbasen tirsdag den 29. maj kl. 16-19.

Støtteforeningen for Zeppelinbasen inviterer til ny dag med rydning og fritlægning, der finder sted tirsdag d. 29. maj 2018, kl. 16.00-19.00.

Vi bestiller sandwich og drikkevarer til dem, der giver en hånd med, så derfor skal vi bede om, at man tilmelder sig.

Og alle kan være med – både store og små, unge og gamle.

Hvis man ikke har mulighed for at deltage i hele tidsrummet, er man stadig meget velkommen.

Tilmelding kan ske til mhdyrmose@gmail.com.

Mødested: Ved Toska-hallen i Soldaterskoven nord for Tønder

Tidspunkt: Kl. 16.00.

Betonvejen ind til hangaren TOSKA
Betonvejen efter rydning
Rydningsarbejde ved betonvejen

19. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om forræderi i Frankrig, illegale aviser i Belgien, oprør i Irland, mytteri blandt slovenere, serbere og ruthenere i Østrig-Ungarn , uroligheder i det tyskbesatte Kiev, borgerkrig i Ukraine og antisemitiske udskejelser sammesteds. Frygten for en “jødisk-bolsjevikkisk” sammensværgelse påvirkede også tankegangen hos de tyske og østrigske besættelsestropper. Mange af disse soldater indgik senere i 1920’ernes paramilitære Frikorps i Tyskland og Østrig. I det østlige Sibirien bevæger en hvid hær under kommando af oberst Seminov sig mod vest for at bekæmpe bolsjevikkerne.

I det østlige Anatolien rykker Osmanniske tropper frem mod armenierne og georgierne og stiller nye krav til gengæld for en fredsslutning.