Alle indlæg af Rene Rasmussen

5. oktober 1920. Første rigsdagssamling med sønderjyske parlamentarikere

På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

(… fortsat fra 4. oktober 2020).

Tirsdag den 5. Oktober blev den første Rigsdagssamling da aabnet, hvor sønderjydske Folkerepræsentanter kunde indtage deres Sæde.

At det skete paa højtidelig Maade, er ganske naturligt. Gang paa Gang havde det sønderjydske Spørgsmaal voldt Vanskeligheder i Danmarks Historie, efter at den danske Konge gjorde Slesvig til et Hertugdømme under den danske Krone.

Gang paa Gang var der gjort Forsøg paa at faa en forfatningsmæssig Nyordning af Forholdet. Det førte til Krig og Fremmedherredømme for den danske Befolkning gennem mere end halvhundrede Aar, og endelig nu var det lykkedes at løse Spørgsmaalet paa den lykkeligste Maade. Frivillig og med Glæde havde Befolkningen stemt sig hjem til Danmark, og Danmarks Riges Grundlov var udvidet til ogsaa at omfatte de sønderjydske Landsdele.

Dagen indlededes med, at Rigsdagens Formænd og Aldersformænd
afhentede de sønderjydske Repræsentanter paa Hotellet for sammen med dem at køre til Gudstjeneste i Holmens Kirke. Vore Koner var kommet før os, og den gamle, noget mørke Kirke var fyldt, da vi blev ført op ad Midtergangen og anbragt paa de officielle Pladser.

Orglet satte ind og fyldte Rummet med et højtideligt Præludium; der blev sunget en Salme, og Præsten traadte frem for at takke og nedbede Velsignelse over Landet og Rigsdagens Arbejde.

Det var Provst C. C. Hjortkjær, som før havde været Kongeaapræst, men nu var i Kongens Lyngby, der forrettede Tjenesten den Dag. Det faldt naturligt, og hans hjertevarme Røst stemte os sikkert alle til Andagt og lod Viljen til at ville tjene Land og Folk komme frem paa Bunden af vort Sind.

Fra Kirken gik det til Christiansborg, men baade paa Hen- og Tilbagevejen blev vi flittigt lynskudt af Pressefotograferne.
Min Leverandør i Rødding fortalte mig bagefter, at han kunde følge Udviklingen baade med Hensyn til Hat og Overfrakke gennem Billederne i Bladene.

Rigsborgen paa Slotsholmen er en af de faa offentlige Bygninger
i København, der har en repræsentativ Beliggenhed.

Men saadan bør det da ogsaa være for en Bygning, der rummer baade Kongens Modtagelseslokaler, den danske Rigsdag og Landets Højesteret. Danmarks Konge, Landets folkevalgte lovgivende Forsamling og den højeste dømmende Myndighed. Christiansborg var nyopført, og der var rummelig Plads indenfor dens Mure.

I Danmark er det sjældent, at Kongen personlig foretager Aabningen af en Rigsdagssamling, men denne Gang ønskede han at være med. Det foregik i Rigsdagens Fællessal, der er indrettet til højtidelig Brug. En stor Sal med en mindre Loge ind til den ene Side, og som for Gavlvæggen har en ophøjet Del, adskilt fra selve Salen ved en Række Søjler.

I Logen havde de sønderjydske Damer faaet Plads. Nærmest Søjlerækken ved den ophøjede Del samledes de fremmede Diplomater og Landets højeste Embedsmænd, alle i stiveste Galla.

Rigsdagens Medlemmer havde Plads i selve Salen, medens Ministeriet stod paa Forhøjningen til højre for Tronstolen, der var anbragt midt for Bagvæggen. Kl. 12 traadte Hs. Majestæt Kongen og Dronningen ind fra Baggrunden, fulgt af Medlemmerne af Kongehuset samt enkelte af Hoffets Flerrer og Damer. Kongen og Dronningen tog Plads foran Tronstolen og Kongehusets øvrige Medlemmer til venstre for samme.

Nu traadte Statsminister Neergaard frem og overrakte Kongen Trontalen indlagt i en Mappe af hvidt Skind. Kongen modtog Mappen og indledede sin Tale saaledes:

“Danske Mænd og Kvinder, Folkets Repræsentanter! Naar jeg har ønsket at samles med Dem og selv aabne denne første Rigsdagssamling efter Genforeningen med de sønderjydske Landsdele, er det først og fremmest for at byde den sønderjydske Befolknings Repræsentanter et hjerteligt Velkommen i den danske Rigsdag og takke Dem for Deres store Trofasthed. Gennem lange og trange Aar har min højtelskede Bedstefader og Fader saavel som jeg selv med hele det danske Folk inderlig længtes mod denne Dag, og min Tak maa ogsaa gælde de Magter, som i højsindet Retfærdighedsfølelse mindedes Uretten fra 1864 og gav os Oprejsning for den. Med taknemmelig Glæde tænker jeg tilbage paa mit første Møde med de danske Sønderjyder efter den lange Adskillelse og paa den uforglemmelige Glædesfest, vi da fejrede med hinanden. Men nu er det Arbejdets Dag, som er inde, hvor vi i Fællesskab skal rejse det genvundne Land efter Krigsaarenes  Lidelser og med Agtelse for rodfæstede sønderjydske  Ejendommeligheder skabe den størst mulige Ensartethed mellem Forholdene Nord og Syd for Kongeaaen, et Arbejde, under hvilket vi ikke vil glemme Omsorgen for dansk Sprogs og Kulturs Bevarelse hos de Danske, som bor Syd for den ny Grænse«.

Dernæst fulgte Trontalens almindelige Udtalelser samt  Arbejdsprogrammet for Rigsdagssamlingen, og Kongen sluttede:

»Idet jeg hermed erklærer Rigsdagens ordentlige Samling
for aabnet og opfordrer Tingene til at forsamle sig under Aldersformændenes Ledelse, udtaler jeg til Slutning Ønsket om Guds Velsignelse over det betydningsfulde Arbejde, De nu skal begynde, saaledes at det maa blive udført i den rette Samfølelses Aand til det fælles Fædrelands Ære og Fremgang.
Dermed Gud befalet!«

Landstingsmand P. Bojsen udbragte nu et: »Kongen og Grundloven leve!«, der efterfulgtes af et nifoldigt Hurra, hvorpaa Kongen forlod Salen, og Højtideligheden var sluttet.

Nu blev vi da atter genforenede med vor bedre Halvdel, og det var heller ikke for tidligt at gaa i Snapstinget for at faa lidt Frokost inden Mødet i Folketinget Kl. 2.

Her aabnede Aldersformanden, daværende Forsvarsminister Klaus Berntsen, Mødet. Født i Fyrrerne havde han selv oplevet Danmarks Kamp for Sønderjylland i 1848-50 og Ulykkesaaret 1864. Hans Ungdomsvirke inden for Friskolen og Folkehøjskolen samt i Skyttebevægelsen havde været i Samklang med Mottoet: »Sønderjylland vundet, det er Kampens Maal«. Efter Genforeningen blev det nu Klaus Berntsens Opgave at byde de sønderjydske Rigsdagsmænd det første Velmødt paa Tinge. Idet Folketingets Medlemmer rejste sig, gjorde han det i en hjertevarm Tale, hvori han rettede en Tak til de sønderjydske Brødre og Søstre for deres Trofasthed mod det gamle Fædreland. Og han fortsatte stærkt
bevæget:
»For os ældre, der har oplevet det danske Folks Sønderlemmelse
i 1864, lyder det næsten som et Eventyr, at vort Haab virkelig er gaaet i Opfyldelse. Et trist Afsnit af Danmarks Historie er nu afsluttet, det danske Folk har set sit store nationale Haab gaa i Opfyldelse, saa vi kan sige med Digteren:
»Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
har den Herre stille lempet,
saa vi vandt vor Ret.«

Og Klaus Berntsen sluttede med et Leve for de sønderjydske
Folketingsmænd.

Derefter fik Refshauge Ordet. Han tolkede vor Tak for det »Velmødt«, der havde lydt til os i Dag, vor Tak til den Almægtige,
som styrer Folkenes Skæbne, vor Tak til vort Folk, der trofast havde fulgt os i de lange Udlændighedsaar. Han udtalte Haabet om, at vi maatte tale Dansk, saaledes at man forstod, vi vilde arbejde for hele Landets Vel, og han sluttede med et Leve for vort fælles Fædreland Danmark.

Ogsaa Refshauges Tale paahørtes staaende, og da Hurraerne var forstummet, gik Tinget over til Dagsordenen.

I Landstinget ledede P. Bojsen Mødet Kl. 2 ½ – Efter at der var nedsat et Udvalg til Valgbrevenes Prøvelse, vendte han sig til de  sønderjydske Repræsentanter og bød dem Velkommen til Arbejdet paa den danske Rigsdag. Under hans Tale havde alle Medlemmer rejst sig saa vel som Tilhørerne, der havde fyldt Tilhørerpladserne med de sønderjydske Kvinder i første Række.

Nu tog Kloppenborg Skrumsager Ordet for at svare, og han gjorde det godt. Hans Tale lød saaledes: »Paa mine Landsmænds og egne Vegne — vi, som nu sidder her i Danmarks Landsting — skal jeg bringe en Tak for det Velkommen, der har lydt til os fra Tingets Aldersformand.

Det er en stor Dag for os, nu, da vi træder ind i Tinget her. Dybe Følelser gennemtrænger mig i dette Øjeblik. Jeg stod i lange Aar i en Forsamling, hvor jeg ikke havde hjemme, dernede i Staden ved Spree mellem Tyskerne. Haabe gjorde vi altid paa, at vi skulde komme hjem til Danmark, men Maalet laa saa langt ude, at man i dette Øjeblik næppe kan tro sig selv, at virkelig det, vi har drømt om og stræbt efter i de mange Aar, er lykkedes.

Nu staar vi herhjemme i Danmark, og De skal have Tak, fordi De holdt vort Land sundt. Vort gamle Land har været større, men gennem Aarhundreder var det blevet mindre, og efter Ulykken i 1864 var det blevet saa lille, at mange den Gang mente, det kunde have ondt ved at føre sin selvstændige Tilværelse videre. Men det lykkedes.

De holdt Landet oppe, og De holdt ogsaa Haabet vedlige. De haabede altid paa, at den Tid skulde komme, da Danmark blev større igen, og vi skulde vende hjem.

Nu er Dagen der, og vi staar her i Danmarks Landsting. Det er hellig Jord, vi staar paa. Her paa Slotsholmen byggede fra først af Danmarks største Søn, Biskop Absalon, og efter ham har Danmarks Konger haft til Huse her, og Rigets bedste Mænd har staaet dem bi. Her paa Slotsholmen er der tænkt paa Danmark og arbejdet for Danmark i Aarhundreder. Nu staar vi paa den Plads, hvor Fædrene
stod, og vi føler, at vi staar der med den samme gode Ret som de andre herovre fra, thi vi er lige saa danske som de, og de lige saa danske som vi.

Naar vi nu træder ind i Arbejdet herhjemme, da vil jeg haabe, at det maa lykkes os at arbejde for det hele Land og det hele Folk, at vi maa føle os som eet Folk, Fynbo, Jyde og Sjællandsfar, og ingen tænke særlig eller alene paa sit, men alle paa det hele, at Danmark maa trives vel ved vort Arbejde, maa blive stærkt og lykkeligt. Den Fornedrelsens Tid, vi har levet, er nu forbi; det har vendt sig, Danmark bliver atter større.

Saa vil vi da haabe, at Danmark maa have en god og lykkelig Fremtid for sig, saa at ogsaa de ulykkelige Landsmænd, som ikke kom hjem til Danmark denne Gang, kan føle Glæde og fatte Mod ved at se hjem til et dygtigt og stærkt Danmark. Det er det bedste, vi kan gøre for de Landsmænd, der ikke havde den Lykke at komme med hjem: at vi bygger saadan her, at de faar Tillid til det, og at vi hævder vor Plads blandt Nationerne.

Ja, Gud give os da Lykke til at lægge Kræfterne i, saa det kan kendes, at vi arbejder som danske Mænd her paa den gamle Grund, hvor Fædrene arbejdede for Danmark før os.
Vort Fædreland, gamle Danmark leve!«

Hermed var Højtideligheden i selve Rigsdagen forbi, og vi fordelte os i Bygningen. Mange af Tingets Medlemmer, særlig de ældre, kom os hjerteligt i Møde, og man saa paa Øjnene, at et længe næret Haab nu endelig var gaaet i Opfyldelse.

Vi vidste imidlertid for lidt om deres Indsats og trofaste Sind mod vor Sag og burde sikkert have været mere imødekommende, end vi var. Thi her mødte vi en Samfølelse og Glæde, som rakte ud over Partierne.

Til Aftenselskabet hos Kongen var alle Rigsdagens Medlemmer
indbudt, men til dem hørte vore Koner jo ikke. Der var dog sørget ogsaa for dem, idet en Kreds af Damer var Værtinder for dem ved en Middag paa »Paladshotellet».

Til fastsat Tid mødte Tingmænd af alle Partier med Undtagelse af Socialdemokraterne paa Amalienborg. Ved hver Side af Trappen op til Kongens Sale stod en Gardist med Bjørneskindshuen ret som et Lys. Deroppe blev vi modtaget af Kammerherrer med Nøglen og anbragt i en lang Række gennem flere Lokaler. Forrest Ministrene, dernæst de sønderjydske Tingmænd o. s. v. Snart efter kom Kongen med Følge og hilste paa hver enkelt; til mange havde han et venligt Ord, og da Rækken var gennemgaaet, gik de Kongelige foran ind i andre Lokaler, hvor Bordene stod dækket.

God Mad var der nok af, men Stole fandtes ikke, og nu gjaldt det om at indtage Maden staaende med Tallerkenen i den ene Haand og
Gaflen i den anden. Naa, naar nogen gør det for, gaar det jo nogenlunde at følge efter, og Tjenerskabet var behjælpeligt paa enhver Maade. Til sidst blev der skænket Champagne, og Kongen tog Ordet. Kongens Tale kom som altid lige fra Hjertet, og den gik til Hjertet.

Nu skulde Anders Lebeck i Ilden, og vi blev glade ved ham. Jævnt, ja, næsten enfoldigt tolkede han vor Glæde over den Maade, Danmarks Konge kom os i Møde paa, og over, at han allerede havde taget os om Hjertet ved Genforeningen. Og Glæden var gensidig, thi under Talen kom Kongen hen, tog hans Haand og beholdt den, til Lebeck sluttede, ja, jeg tror næsten, det var med et Leve for Hs. Majestæt Kong Christian den Tiende.

Nu gik de Kongelige rundt og talte med forskellige, men
snart trak de sig tilbage for at være med ved Festforestillingen
paa Det kongelige Teater bagefter.

Teatret var fyldt til sidste Plads med et festklædt Publikum.
Musikken fra det kongelige Kapel kan skabe Højtid, og det var der over Forsamlingen, da Kongefamilien traadte ind i Kongelogen. Nu gik Tæppet, og Skuespillerne gjorde det dygtigt, men de kunde jo ikke gøre for, at der kom tunge Minder op i gamle Krigsdeltagere under Spillet, der fremstillede adskillige Kampscener.

Man opførte bl. a. Balletten »Valdemar«, hvori Slaget paa Grathe Hede fremstilles.

Ja, saa var den begivenhedsrige Dag til Ende, og vi kunde hvile ud.

Allerede hjemmefra fulgte Tanken os dog om Landsmændene Syd for Skelbækken, som ikke kunde være med i Festen. Dem maatte vi sende en Hilsen. Et af vore første Arbejder som sønderjydske Rigsdagsmænd blev derfor at samles for at forme og underskrive en Henvendelse til det danske Folk om Støtte til det kulturelle danske Arbejde dernede. Den blev underskrevet af samtlige daværende danske sønderjydske Rigsdagsmænd, og den kom til at lyde:

»Til det danske Folk.
I det Øjeblik Repræsentanter for de sønderjydske Landsdele for første Gang indtager deres Sæde i den danske Rigsdag, mindes vi med Tak den Støtte, det danske Folk ydede os til Bevarelse af vor Danskhed under Fremmedherredømmet.
Naar vi nu begynder det uhindrede Samliv med vort Folk, som vi længtes efter og kæmpede for i alle de mange Aar, gaar vore Tanker af sig selv til de Landsmænd, der lever udenfor Rigets Grænser under vanskelige nationale Kaar.
Under den Glæde, vi nu oplever sammen med vort Folk, føler vi derfor Trang til at opfordre alle Kredse af det danske Folk til at samles i et enigt Arbejde for at støtte og hjælpe disse vore Landsmænd i deres Bestræbelser for at bevare dansk Sprog, Sindelag og Kultur.
Mange er de Opgaver, der ligger og venter paa deres Løsning, ikke mindst paa Skolens og Kirkens Omraade.
Vi opfordrer derfor vort Folk til hele Landet over at danne Organisationer eller udbygge dem, der støttede os i Kampen under Fremmedherredømmet, i det Øjemed med alle lovlige Midler at støtte de Danske i Udlændighed til Hævdelse af Sprog og Nationalitet«.

Paa Christiansborg laa der Opgaver nok til os gennem virksom Deltagelse i dansk Lovgivning og dens Indførelse i de sønderjydske Landsdele. Vi blev straks taget i Brug som Ordførere for sønderjydske Lovforslag ved Tingets Forhandlinger i Salen og ikke mindre ved Sagernes Behandling indenfor Partierne og i Udvalgene, hvor Realiteterne især kommer frem.

Vi gjorde det efter bedste Evne, selv om vel ingen af os i den Anledning kom paa Fornavn med hele Landet, som f. Eks. Klaus Berntsen var. Med et lunt Blink i Øjet kunde han selv fortælle: »Ja, se, naar man taler om Klaus her til Lands, saa ved ethvert Barn, hvem det er, men det at komme paa Fornavn med alle Mennesker er nu ogsaa den højeste Udmærkelse, nogen Rigsdagsmand kan opnaa i dette Land!«

Sidst paa Ugen blev der givet Læseferie, og vi rejste hjem med Finanslovforslaget i Kufferten. Rigsdagens højtidelige Aabning var nu afsluttet, og det havde været en baade festlig og værdig Indledning til noget nyt i Landets og Rigsdagens Flistorie. Festen var forbi, men den havde været af den rette Art; thi det gav baade Lyst og Mod til at tage fat paa de foreliggende Opgaver.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

4. oktober 1920. De første sønderjyder på vej i den danske rigsdag

På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

(… fortsat fra 21. september 2020).

Efter Grundlovens Bud skulde Rigsdagen som sædvanlig aabnes den første Tirsdag i Oktober Maaned. Vi var anmodet om at rejse om Mandagen saa betids, at vi kunde mødes i Strib ved  Københavnsekspressen om Eftermiddagen ved Totiden.

Allerede i Fredericia blev vi en Flok, og i Strib ventede Rigsdagssekretærerne Th. Kofod fra Folketinget og Carl Friderichsen fra Landstinget paa os for paa Rigsdagens Vegne at være vore Værter paa den øvrige Del af Rejsen. Holger Andersen var forhindret den Dag paa Grund af Dødsfald i den nære Familie, I. P. Nielsen sad jo i København, og det tingvalgte Medlem af  Landstinget, Jefsen Christensen, var endnu ikke valgt, men alle de øvrige var mødt.

Fra da af var vi officielle Personer, der maatte igennem den offentlige Opmærksomheds og Pressefotografernes Skærsild.

Til at begynde med blev vi kaldt udenfor paa Perronen, hvor en Pressefotograf tog et Billede af os. Inde i Kupéerne hilste en Repræsentant for et af de store Provinsblade paa os og bad om en skriftlig Udtalelse fra hver enkelt med Hensyn til, hvad vi ventede os af vor Rigsdagsvirksomhed.

Nu var Toget sat i Gang, vi rullede hen over Fyn paa Vej mod Landets
Hovedstad, og nu gjaldt det altsaa om at bevise, at vi da heller ikke var helt fra i Gaar.

Nogle Stykker af os havde stukket Hovedet sammen et Par Dage før for at tale om Sagerne, og vi indbød nu alle ni tilstedeværende til Raadslagning i en af Kupéerne. Pladsen blev jo lidt trang, men med Undtagelse af en enkelt, som maatte staa op, gik det udmærket.

Vi forsøgte nu at forudse, hvad der kunde ske, og Opgaverne blev fordelt. Een skulde svare paa alles Vegne, dersom vi blev budt velkommen paa Københavns Banegaard. Alderspræsidenten, Anders Lebeck, blev udpeget til at svare paa Kongens Tale ved Aftenselskabet paa Amalienborg, Refshauge skulde takke for Velkomsttalen i Folketinget, Kloppenborg i Landstinget o. s. v.

Enkelte blev holdt i Reserve, og vi følte os allermest, thi det er jo Reserven, man skal stole paa, naar alt andet glipper.

Det blæste fælt paa Storebælt, og det var ikke uden Ængstelser, vore Ægtefæller gik med om Bord. I Færgens Spisesalon stod der et dækket Middagsbord, som godt kunde have været arrangeret særlig for vor Skyld, om det ikke var, at det stod der hver Dag.

Naa, lige meget, vi blev bedt til Bords sammen med vore Koner, og vi lod os Maden smage, særlig da i Nyborg Fjord. Ved Sprogø kneb det noget mere, men som erfaren Mand tilraadede jeg min Kone og mig selv at se stift paa en af Potteplanterne paa Bordet, saa lægger man nemlig ikke saa meget Mærke til den gyngende Bevægelse, og det hjalp da ogsaa saa meget, at vi beholdt baade Middagen og vor Værdighed.

Over Sjælland var der forholdsvis Ro over vore reserverede Kupéer, og da blev vel Svarene til »Fyns Tidende« formet.

P. J. Refshauge skrev f. Eks. saaledes: »Naar vi Repræsentanter for den sønderjydske Befolkning nu træder ind i det danske Folkeraad, saa har vi en dyb Forstaaelse af, at det er store og vanskelige Opgaver, der ligger for os. Vi føler os forpligtede overfor hele det danske Folk, men det vil dog være ret indlysende, at det, der ligger os stærkest paa Sinde, er Genrejsningen af vor Hjemstavn Sønderjylland, og det baade i økonomisk og kulturel Henseende.
Der er her et stort og nødvendigt Arbejde at gøre, og vi ved, at vi her vil kunne regne med den største Velvilje paa Rigsdagen og hos hele det danske Folk.«

Og Pastor Johs. Schmidt: »Det vil jo være nyt at faa en Repræsentant for det tyske Folk i Folketinget, men det danske Folk har villet det, det tyske Folk ikke. Det bringer mig i Opposition, men der vil være en hel Del Ting, især hvad Kirke og Skole angaar, hvor man maa prøve at gaa nye Veje. Her vil jeg arbejde med paa, at man gør helt Arbejde, ikke halvt, som der efter mit Skøn er Fare for. Saa vil der ogsaa være mange Spørgsmaal, som Overgangen i et andet Statsvæsen kræver ordnet. Der bliver sagtens Arbejde nok, som jeg kan tage Del i«.

Modtagelsen paa Banegaarden foregik i al Stilfærdighed, selv om der var mange Folk. Statsminister Neergaard m. fl. Ministre samt Tingenes Formænd var mødt. De trykkede os hjerteligt i Haanden, og derpaa gik det ud til de ventende Biler.

Jeg maa have opfattet min Stilling i Reserven lidt for bogstaveligt, thi jeg var lige ved at blive bagefter, men kom da med i en Vogn til »Paladshotellet«, hvor vi fik anvist Værelser paa Rigsdagens Regning Ugen ud.

Samme Aften var der en Sammenkomst i en af Paladshotellets Sidesale til Velkomst. Her var, saa vidt jeg husker, Repræsentanter for Regeringen, Rigsdagen og Byen København til Stede. Der blev sunget og holdt Smaataler, og her er vel saa vor Mand, som skulde have svaret paa Banegaarden, kommet frem med sit Indlæg.

Jeg kom til at sidde ved Siden af en socialdemokratisk Landstingsmand og Borgerrepræsentant fra København. Samtalen kom snart til at dreje sig om det nationale og det sociale, men vi var ikke helt enige om, hvilken af de to Ting, der laa dybest og betød
mest.

(… fortsættes)

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

21. september 1920. Det første folketingsvalg i Sønderjylland

På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

I September 1920 blev der for første Gang afholdt Valg til den danske Rigsdag i hele Nordslesvig, og det var gennemgaaende nye Mænd, som kom i Ilden. Vi kom iøvrigt forholdsvis nemt om ved det. Vort Kendskab til dansk Politik var jo endnu ikke særlig indgaaende, og der var kun faa Dage at forberede Valget i.

Jeg for min Del holdt saaledes ikke mere end fire Valgmøder, og det slog alligevel til, saa jeg blev valgt.

Som rimeligt var, opstilledes vi efter danske Partilinier, men Vælgerne stemte mere paa Personerne end efter Partier. Efter Valget blev en ældre, intelligent Dame saaledes spurgt: »Naa, har De saa stemt Venstre, Frk. Carstens?«
»Nej, saamænd har jeg ej«, lød Svaret, »jeg stemte Mads Gram. Partierne ved jeg ikke saa meget om, men ham kender jeg og har Tillid til.«

Indenfor den Del af Sønderjylland, som nu var kommet med hjem til Danmark, havde vi tidligere haft tre og en halv Repræsentant i de tyske Parlamenter. En dansk Repræsentant i den tyske Rigsdag og to i den preussiske Landdag.

Desuden havde Tønder og vel ogsaa Aabenraakredsen halv Part i en tysk Repræsentant. Nu derimod var vi elleve Repræsentanter fra samme Omraade og blev senere tolv, efter at det tingvalgte Medlem til Landstinget var udpeget.

Det var, for at tage det i alfabetisk Orden: Holger Andersen, Chr. Ernst Christensen, H. Jefsen Christensen, Mads Gram, Andr. Karberg, Chr. Lageri, Anders Lebeck, Jørgen Møller, P. J. Refshauge, Kloppenborg Skrumsager, Pastor Johs. Schmidt og saa en Bager fra København, I. P. Nielsen, som vi endnu ikke kendte.

Store Mænd var det vel ikke til Hobe, men om det saa var af dem, der gaar tolv af paa et Dusin, faar andre afgøre.

Det var noget nyt at være valgt Repræsentant, og det medførte jo visse Forpligtelser baade af behagelig og mindre behagelig Art. Det er ofte smaa Oplevelser, der bider sig fast i Hukommelsen — ubetydelige i sig selv, men betegnende for den ny Tingenes Tilstand. Jeg mindes saaledes, at jeg en klar søgn Arbejdsdag omkring Valget til Folketinget satte mig til Rette i min Skrivebordsstol for at læse Avisen; der kom en Følelse over mig af det usædvanlige i Situationen, men nu kunde jeg jo gøre det med en god Samvittighed, selv om det var Hverdag, thi det maatte vel høre med til Bestillingen.

Fra Rigsdagens Bureau fik vi Meddelelse om, hvordan Modtagelsen af de sønderjydske Rigsdagsmænd var planlagt baade paa Rigsdagen og hos Kongen.

Det gav noget at tænke paa, og den danske Soldatervise: »Den Gang jeg drog af Sted, min Pige vilde med«, kom til at lyde i mine Øren. I 1914, da jeg maatte af Sted i Krigen, kunde min Pige jo ikke være med, da var vi enige om at holde Afskeden inden for Hjemmets fire Vægge. Men nu? Hun, der havde siddet  alene i de fire onde Krigsaar, havde stridt med Bedriften, undertiden med utilstrækkelig Hjælp, men holdt det gaaende paa en god Maade, havde døjet Ængstelse, ja, en enkelt Gang ogsaa Angst for sin Mands Skæbne, nu kunde hun være med, og nu burde hun med til Rigsdagens Aabning, thi Rigsdagsarbejdet vilde jo for hende betyde ny Ensomhed i den Tid, Tinget var samlet.

Stor var derfor Glæden, da der virkelig kom Indbydelse til os om at tage vore Koner med til Aabningshøjtideligheden.

Nu maatte der skam gøres noget, og det bedste var ikke for godt. Brudgomsklædningen maatte frem. Heldigvis havde jeg dengang svunget mig op til Diplomatfrakke; vi slap ikke saa let som nu, hvor de unge Mænd kan møde for Alteret i sort Jakkesæt. Men Cylinderhat havde mit unge demokratiske Sind ikke kunnet bære.

Jeg raadførte mig med min Leverandør i Rødding, og vi blev enige om, at en ny Overfrakke og en høj Hat maatte der til. »Men det Nummer i Hat har jeg desværre ikke«, føjede han beklagende til.

Naa, ja, Landet laa jo aabent, og jeg fik en Introduktionsskrivelse med til Magasin du Nord i København, saa det gik jo nok.

For en Sikkerheds Skyld tog vi lidt før ti! Vejen Station, hvor
jeg afsøgte Forretningerne efter en Hat. »Jo, det har vi da, men desværre ikke i den Størrelse«.

Ja, ja, der var jo endnu Tid til at gaa i Magasin næste Dags Formiddag, før Aabningshøjtideligheden skulde begynde.

Som tænkt saa gjort. Op og hen i Magasin. »Ja saa gerne, selvfølgelig har vi Hatte nok, men vi beklager meget — ikke denne store Størrelse. Men gaa til Bodecker i Frederiksberggade. Der kan være en Mulighed for, at han har saa stor en Hat«.

Det begyndte jo at se lidt betænkeligt ud, men jeg gik altsaa til Bodecker, og endelig, han havde een, endda i Ministerfacon,
og den blev formet, saa den virkelig passede til Hovedet.

Det lettede. Naa, alt for salonmæssige blev vi gamle Krigere nu alligevel ikke. En mødte til Hoffesten i brune Støvler.

Diplomaten gik jo an, men jeg er skam ikke helt sikker paa, at vi alle havde det hvide Slips. Dog Sindet var der ikke noget i Vejen med, det var stemt til Fest. —

(fortsættes …)

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Billedet viser sønderjyske krigsfanger på besøg i Folketingssalen ved hjemkomsten i 1919.

Foredrag i Greve 30. september: Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig

I anledning af 100-årsjubilæet for Genforeningen i 1920 byder Greve Museum og Greve Bibliotek i fællesskab velkommen til en foredragsrække om Genforeningen, og om krig, grænser, Danmark og Tyskland dengang og i dag.
Kasper Nissen: Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig
Tid: 19:3021:30
Pris:50 Kr

Efter Genforeningen overtog den danske stat forsorgen for de sønderjyske krigsinvalider, der havde kæmpet på tysk side i 1. Verdenskrig og pådraget sig svære skader på både krop og sjæl.
Med afsæt i bl.a. breve og patientjournaler fortælles, hvordan livet formede sig for de veteraner, der var for traumatiserede til at genoptage deres gamle tilværelse, og hvordan omgivelserne så på dem.

Kasper Nissen, Rysensteen Gymnasium og Middelfart Museum.

Der serveres en lækker sønderjysk kvalitetsøl til.

Se mere her https://www.grevebibliotek.dk/arrangementer/voksenarrangementer/psykiske-krigsinvalider-i-soenderjylland-efter-1-verdenskrig

Foredrag i Skive i aften den 10. september kl. 19:30

Foredrag v/historikeren René Rasmussen,
museumsinspektør Sønderborg Slot

Grundtvigsk Forum på Skive-egnen i samarbejde med Skive Sogns menighedsråd

Entré eller medlemskab

Sted: Skive sognegård, Reberbanen 19

Tid: 19:30

Sønderjylland (Nordslesvig) blev i 1920 forenet med Danmark, men Danmark blev næsten splittet på spørgsmålet. For hvor skulle den fremtidige grænse gå? Nord eller syd om Flensborg? Eller måske helt til Danevirke? Spørgsmålet delte familier, kostede en regering magten – og næsten kongen sin krone.

Når man alligevel i samtiden kunne betegne Sønderjyllands genforening med Danmark som ”Den lykkeligste begivenhed i Danmarkshistorien”, så hænger det sammen med de store festligheder, der trods uenigheden blev holdt hen over forår og sommer 1920. De var med til at hele de sår, som de stridende parter havde tilføjet hinanden under afstemningskampen.

Bogen om Zeppelinbasen i Tønder anmeldt på historie-online

Mogens Jensens fine bog om Zeppelinbasen i Tønder 1914-1918 er anmeldt på www.historie-online.dk

Anmelderen skriver bl.a.:

“Mogens Jensen beskriver på udmærket vis fra de første spadestik til krigsafslutningen i 1918 Tønderbasens bygningers og de forskellige enheders funktion og opgaver både på jorden og i luften. Yderligere krydderi udgøres af beretninger om markante togter og fx luftskibe, der gik tabt. Hertil kommer erindringer om dagliglivet for mandskabet og forholdet til lokalbefolkningen i Tønder.”

“Fremstillingen giver også plads til en spændende og velafbalanceret redegørelse for samtidsrammen og udviklingen i krigsførelsen i luften …”

Bogen har “… et fremragende atmosfæremættet autentisk illustrationsmateriale, som overalt fanger og fastholder læseren i sit fine samspil med teksten. I det hele taget vidner bogens litteraturliste og de mange kilder om et meget grundigt arbejde.”

“I indledningen skrives beskedent, at bogen på ingen måde gør krav på at være udtømmende. Måske ikke, men Mogens Jensens bog har til gengæld for mig her den rigtige balance mellem layout, formidling og faglighed. ”Zeppelinbasen i Tønder” er med sin brede fremstilling med basen fra alle vinkler det værk, der dækker emnet bedst både bredt og samlet.”

Bogen er på 108 sider og koster 168,- kr (vejl.) hos forlaget (og kun 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland).

Køb den online lige her

 

Anmeldelse: Kampen om de faldnes minde

Henningsen, Lars N.: Kampen om de faldnes minde. 100 års strid om mindesmærker og mindekultur i Sønderjylland efter Første Verdenskrig

Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, Nr. 116, Aabenraa 2019, 143 s. Pris: 188,- kr (128,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland).

Det er et interessant fænomen, ”kampen om et minde”. En kamp som bliver udkæmpet efter at krigen er overstået og af de pårørende og efterladte. Det er interessant fordi soldaterne selv ikke smed om sig med nationaliteter. Det ser man tydeligt når man studerer deres erindringer. De tænkte meget mere regionalt. Man møder tit en ung sønderjyde der identificerer sig selv som netop dét: en sønderjyde. Måske fordi mange af dem ikke havde rejst før, og at tale om national identitet kunne derfor være mere uhåndgribeligt end blot at omtale folk efter deres regionale tilhørsforhold. I erindringerne ser man ofte at ”Tyskerne” er et begreb som bruges om ”dem der giver ordrerne”, mens den tysktalende kammerat ved siden af, bliver omtalt som ”Hamburgeren”.

Tilmed kunne man forestille sig at andre identitetsmæssige tilhørsforhold, såsom soldaterfællesskabet i hæren eller identiteten som sønderjyde, er mere definerende i erindringen om den sønderjyske krigsindsats. Altså en indstilling som de efterladte ikke ville kunne sætte sig ind i og derfor kom opofrelsen til at handle om samtidspolitik, især op til grænsedragningen, og det vigtigste spørgsmål blev hvorvidt din afdøde søn, far eller bror var dansk- eller tysksindet. Og dette skulle kunne afspejles i den fysiske erindring om krigen, specielt i de opførte mindesmærker.

Ved hver eneste sognekirke i Sønderjylland kan i dag findes en mindesten eller mindetavle over de soldater fra sognet som faldt i Første Verdenskrig. Alle med deres eget udtryk og eget unikke udseende, og alle med det tilfælles at deres fødsel medførte diskussioner om, hvordan man mindes.

Stridigheder om mindesmærker – og statuer, hvis man skal være ekstra aktuel – er ikke nyt for grænselandet, hvor kulturlandskabet skiftevist har været fortysket eller fordansket. Dermed er forskningen her om så langt fra ubetrådt jord, men som det beskrives i indledningen, så bringer denne bog nye aspekter. Bogen samler nemlig sin opmærksomhed om mindesmærkerne som mødested for forskelle i synet på de faldne på henholdsvis dansk eller tysk side. Den redegør for tilblivelsen, udformningen og inddragelsen i ”det konfliktfyldte forhold mellem dansksindede og tysksindede i mellemkrigsårene”, ifølge Lars N. Henningsen selv. Og dette gøres grundigt og særdeles overskueligt.

Omdrejningspunktet i fortællingen, og det konfliktskabende element ved udformningen af mindesmærkerne, er forskellen i tolkningen af de faldnes død på henholdsvis dansk og på tysk side. Denne modsætning var til stede fra da soldaterne drog afsted og hele vejen igennem bearbejdelsen af de voksende tabstal, og senere erindringen herom.

Fra dansk side var der tale om udførelsen af den tunge pligt, modsat de tyske soldater som havde lidt en heltedød for kejser og fædreland. Bogen er udført kronologisk, hvilket gør at man som- læser lettere kan forstå udviklingen af tanker og følelser, lige fra juni 1914 igennem besættelsesårene og til hundredåret for våbenstilstanden i 2018.

Efter indledningen, der sætter scenen med kontekst og tabstal, følger en gennemgang af den tidlige fase i mindekulturen mens krigen stadig rasede. Henningsen viser med eksempler nogle af de mange bestræbelser, som der lokalt blev gjort for at mindes allerede fra 1915 – arbejdet med at mindes tog til i en sådan grad at den preussiske indenrigsminister i 1916 bad til at man holdt inde med udførelsen af de store mindesmærker. Men da våbenstilstanden kom i november 1918, kunne de efterladte endelig lægge flere kræfter i at arrangere fællesminder. Dette blev dog tungt udfordret af den foreliggende afstemning, og som Henningsen beskriver, så blev de to fortolkninger af hvad soldaterne egentlig havde kæmpet og var faldet for, mobiliseret politisk i diskussionerne op til grænsedragningen.

Den grundige, kronologiske beskrivelse om de generelle træk fortsætter med et kapitel, hvori bestræbelserne på såkaldte ”fælles sogneminder” gennemgås, før Henningsen giver sig i kast med flere detaljerede beskrivelser om enkelte mindesmærker, som hvert har sit eget kapitel.

Den sidste halvdel af bogen er tilegnet en del mindre kapitler om bl.a. dansk og tysk mindekultur i 20erne, og man når at få en idé om at roen var ved at sænke sig, før nazismen gjorde sit indtog og ændrede situationen brat. Henningsen fortæller bl.a. hvordan den tyske værnemagt begyndte at blandet sig i fejringen af Heldengedenktag, som heraf blev et væsentligt større arrangement end hidtil.

Det sidste kapitel giver en hurtig gennemgang af tiden fra slutningen på Anden Verdenskrig og frem til 2018. En tid hvor Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere igen nød friheden til at mindes de faldne danske indtil 2004, hvor det sidste medlem døde. Samt en tid hvor den tyske opmærksomhed rettede sig mod de faldne fra den nye krig, i stedet for krigen 1914-1918, hvilket medførte danske restriktioner om en afnazificering af mindesten, som bl.a. bar hagekors. Læseren bliver også beriget med den fascinerende fortælling om hvordan Knivsbjergs ”Ehrenhain” i 2012 blev til et ”Gedenkstätte”.

Den kamp om de faldnes minde som Henningsen har taget os med på, slutter med freden om de faldnes minde, d. 11. november 2018, hvor Første Verdenskrigs mindesten igen blev midtpunkt, men denne gang med i et fælles ønske om ”at bringe flertal og mindretal sammen i fredens ånd.”

Pernille Bolander

Pernille Bolander er historiker og frivillig medarbejder ved denne hjemmeside.

Foredrag den 3. september i Hellerup

Den lykkeligste begivenhed

Den 3. september kl. 19 – 21:30

Foredrag ved René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot

Genforeningen i 1920 blev i samtiden kaldt den lykkeligste begivenhed i Danmarks historie.

Efter 56 års tysk styre afgjorde sønderjyderne med stemmesedlen, hvilket land, de ønskede at tilhøre.

Forud var gået hårde kampe og mange diskussioner. Men ved de to folkeafstemninger den 10. februar og den 14. marts afgjorde sønderjyderne, hvor grænsen skulle ligge.

Museumsinspektør René Rasmussen fra Museum Sønderjylland fortæller den dramatiske, rørende og til tider morsomme historie om dengang, Sønderjylland vendte hjem til Danmark.

Foredraget er en optakt til turen “Gensyn med Genforeningen”, men er åbent for alle interesserede.

BEMÆRK: Foredraget finder sted i Dyssegårdskirkens Sognegård, Dyssegårdsvej 19, 2900 Hellerup

Fri entré

Efterlysning: Efterkommere efter soldater i Dragoner Regiment Nr. 6 (Magdeburgisches)

For bl.a. at kunne kortlægge min bedstefar Peter Marius Petersens vej hjem fra krigen på Østfronten ved Sortehavet, er jeg – Mogens Ladegaard, Vesterbakken 14, Grejs, 7100 Vejle – meget interesseret i at komme i kontakt med efterkommere eller andre med kendskab de på ølkruset med efternavne nævnte soldater.

På ølkruset, som alle i 1. Eskadron fra Magdeburg Dragroner-Regiment No. 6 fik med hjem efter 3 års tjeneste fra 1897-1900, er anført deres efternavne:

Arpe
Osbahr
Behrens
Osmers
Binik
Petersen, Peter Marius
Carpobus
Rehhoff
Christiansen
Rohess
Dieckmann
Rohloff
Erdman
Runge
Ernst
Sievers (1)
Erve
Sievers (2)
Feddern
Sorgenfrei
Friederichs
Schultz (1)
Gonscherowishj
Schultz (2)
Gödsch
Stoss
Hansen
Stürmer
v. Halle
Schäfer
Hamerichs
Schisselbein
Junge
Schöttler
Kausch
Walther
Korvalewskij
Will
Lübcke
Wiese
Landrock
Westhuse
Meyer (1)
Wulff
Meyer (2)

Jeg kan kontaktes på mail: mogens.ladegaard@gmail.com eller på tlf. 23 74 97 47

Brevene fra min bedstefar og hans soldaterbog er desværre bortkommet. I de efterfølgende afsnit har jeg sammenskrevet hans personlige data samt, hvad han selv har fortalt fra krigen, og hvad hans storesøster Cathrine Schmidt på Vojensgård har noteret om ham i sin dagbog: “Optegnelser fra en bevæget tid”.

Min bedstefar Peter og min bedstemor Lovises liv i Bevtoft
Min bedstefar Peter Marius Petersen (1877-1952) blev født i Bylderup den 10. juli 1877. Han blev udlært som bager og aftjente herefter sin tyske værnepligt fra 1897-1900 i Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6, 1. Eskadron i Niedenhofen – det nuværende Thionville i det nordøstlige Frankrig.

Den 24. april 1901 blev han gift med Lovise Bennedsen (1879-1918) fra Bolderslev. Efter giftermålet overtog og drev de med hjælp fra to svende og to piger et velfungerende bageri i Bevtoft by. De fik tre dejlige børn: Peter Christian i 1903, Bertha Christine (min mor) i 1905 og Marie Magdalene i 1908.

Selv om de måtte leve under det tyske herredømme, var det en lykkelig familie frem til 1. august 1914, hvor Den Store Krig brød ud og splittede bagerfamilien på samme vis, som krigen splittede stort set alle familier i Sønderjylland og satte sine dybe spor i mange år.
Min bedstefar Peter blev indkaldt til krigen den 4. august 1914, hvorefter min bedstemor Lovise selv måtte passe børnene og bageriet i Bevtoft. Det var uhyre svært under hele krigen, hvor der konstant var mangel på brødkorn og mandskab. Med stor hjælp fra min bedstefars søster Cathrine og hendes mand Jes H. Schmidt på “Vojensgård”, klarede min bedstemor både børnene og driften af bageriet frem til sin tragiske død den 8. april 1918.

Min bedstemor døde alt for tidligt af noget så banalt som en infektionssygdom efter et bistik. Penicillin var jo ikke var til rådighed i 1918 . Vi ved ikke, hvornår Peter Marius Petersen fik besked om sin hustrus død. Han kan meget vel have været på vej hjem fra krigen, efter at der blev indgået en fredsaftale på Østfronten i foråret 1918.
Vi kender ikke datoen, men i løbet 1918 kom min bedstefar hjem fra krigen. Det må have været et dybt bevægende øjeblik, da han genså sine tre børn og bageriet i Bevtoft. Men ikke sin elskede hustru, der havde passet så godt på det hele under den fire år lange krig.

Den 29. marts 1919 blev min bedstefar gift med enken, Kjestine Rostgaard Hansen, efter byens købmand Niels Hansen, der faldt på Østfronten i 1915. Kjestine, der tog sig af børnene og bageriet ind til min bedstefar Peter kom hjem fra krigen, bragte datteren Margrethe Christine med ind i familien.

Peter og Kjestine blev beriget med datteren Dagny Lovise, der blev gift med Jørgen Chr. Schmidt på “Lundsgård” i Bevtoft. De fik 6 børn. I alt var vi 23 børnebørn efter Peter Marius Petersen og hans to hustruer.

Bagermester Peter Marius Petersen havde den meget store glæde at være med til både at forberede, gennemføre og fejre Afstemningen i Bevtoft den 10. februar 1920, hvor 97 % stemte dansk. Til den største fest nogensinde i Bevtoft Forsamlingshus bagte min bedstefar 65 store kringler og 111 torter foruden andet bagværk – og intet blev levnet!

Som 10-årig var jeg med til min bedstefar Peter Marius Petersens begravelse efter hans død den 29. juli 1952. Kirken var helt fyldt op, og præsten talte så længe, at jeg fik tid til at studere Mindetavlen inde i kirken over de faldne fra Bevtoft sogn under 1. verdenskrig. Det blev starten på min interesse for Den Store Krig 1914-1918 og Sønderjyllands historie.

Dragon Peter Marius Petersens deltagelse i Den Store Krig 1914-1918

Peter Marius Petersen blev fra 1897-1900 uddannet som dragon og korporal ved Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6, 1. Eskadron, hvorefter han blev hjemsendt og indgik i reserven. Regimentet havde på dette tidspunkt garnison i Diedenhofen i Tyskland. I dag hedder byen Thionville og ligger i det nordøstlige Frankrig.
Alle de nyudannede dragoner blev fotograferet hos fotografen i Metz og fik både billedet og det i første afsnit afbillede ølkrus med hjem.

Jeg har det originale billede, og min kusine Inge-Lise Schmidt Pedersen opbevarer ølkruset med de 45 navne på dragonerne i vores bedstefars eskadron, som vi forventer holdt sammen under Den Store Krig.

Det er efterkommere efter disse dragoner i 1. Eskadron, som vi er meget interesseret i at komme kontakt med.

Det ved vi om vores bedstefar Peter Marius Petersens deltagelse i Den Store Krig 1914-1918:
• Han måtte stille på kasernen i Rendsborg den 4. august 1914 og blev efter nogle dage sendt videre. Måske til Mainz, hvor Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6 havde sit kvarter, da krigen brød ud.
• I midten af august 1914 sender Peter et postkort fra Aachen til sin familie i Bevtoft. Senere på måneden skriver han, at han er i Belgien. Så fremrykningen mod Frankrig er gået stærkt.
• I starten af september 1914 skriver min bedstefar, at han havde travlt med at køre hestevogne med forsyninger til fronten et godt stykke inde i Frankrig. Han og hans soldaterkammerater måtte sove under vognene, når de var læsset. På tilbageturen fra fronten sov de i vognene.
• Soldaterne måtte skrive og sende et brev eller brevkort hver dag. Og der kom da også stadig breve fra min bedstefar Peter, der i oktober 1914 skriver, at soldaterne er trætte og venter på at få en ende på krigen.
• 15. november 1914 modtager Cathrine Schmidt på “Vojensgård” et postkort fra hendes bror Peter, som skriver, at han fortsat har det godt, selv om der er meget svære kampe i Frankrig. Peter Marius Petersen sendte selvfølgelig også breve og postkort til sin familie i Bevtoft. Men disse breve og postkort er desværre bortkommet, så jeg støtter mig i høj grad til Cathrine Schmidts dagbog: “Optegnelser fra en bevæget tid”, hvori hun omtaler brevene til hende fra hendes bror Peter.
• 26. april 1915 havde Cathrine og Jes H. Schmidt på “Vojensgård” den store glæde at få besøg af min bedstefar Peter og min bedstemor Lovise. Peter var hjemme på orlov i Bevtoft i 10 dage. Sandsynligvis den eneste orlov han fik bevilliget under den fire år lange krig.
• 30. maj 1915 skriver min bedstefar til sin søster Cathrine, at han nok må sige farvel til Frankrig. Det sker så også, idet vi ved, at i hvert fald hans eskadron bliver overflyttet til kampene p Østfronten.
• 10. august 1915 modtager Cathrine brev fra hendes bror Peter i det sydlige Polen. Han skriver, at for kugler og granater, er det bedre end i Frankrig, men for smitsomme sygdomme meget værre. Han og hans kammerater længes efter, at den forfærdelige krig snart må få en ende.
• Under et besøg i Bevtoft den 3. september 1915 får Cathrine Schmidt at vide fra bedstemor Lovise, at Peter nu er i byen Lublin i Polen.
• I starten af november 1915 hører Cathrine, at min bedstefar Peter er ved den Serbiske grænse. Senere på måneden hører hun fra hendes og Peters familie i Bylderup, at Peter har skrevet om, hvor forfærdeligt det er i Serbien. Soldaterne lider af kulde og hunger. Men det allerværste for dem er at se, hvordan den civile befolkning lider. Peter skriver: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En uhyggelig melding fra det land i Europa, som mig bekendt havde de største tab, og som led mest under 1. verdenskrig. Landet betalte for “mordet i Sarajevo”.

Cathrine Schmidt dør den 16. januar 1916 på “Vojensgård”. Hendes mand Jes H. Schmidt skrev i 1920 i sin takkeskrivelse til Ordenskapitlet for Ridderkorset: “Også på hende, som på så mange andre, havde krigens rædsler tæret for hårdt”.

Den samme hest bar min bedstefar hele vejen hjem fra Sortehavet
Som andre soldater, der havde været med i den uhyggeligt blodige 1. verdenskrig, fortalte min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen fra Bevtoft, aldrig om sine oplevelser i forbindelse med krigshandlingerne på både Vestfronten og Østfronten. Og slet ikke til os børnebørn.

Men han fortalte, at hans elskede hest bar ham hele vejen fra Sortehavet til kasernen i Rendsborg, hvor han afleverede hesten og sin udrustning, for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft. Han fortalte også, at turen op gennem Europa tog lang tid. Bl.a. fordi han og hans soldaterkammerat måtte “arbejde for føden” undervejs.
Det er bl.a. denne “rejse” op gennem det krigshærgede Europa, jeg så gerne vil have flere oplysninger om: Hvilken rute valgte soldaterne? Hvor lang tid tog det? Og hvad var de udsat for undervejs?

Det eneste min bedstefar havde med hjem til Bevtoft, var hans madskål, der er gengivet på billedet her.

Skålen, som opbevares af min kusine Gudrun Spies, gjorde nytte hele den lange vej hjem fra Sortehavet.

Og skålen kunne også gøre nytte bagefter. Vores elskede bedstefar Peter brugte den til at fodre sine høns med.
Et arbejde han var i gang med, da han efter et langt og begivenhedsrigt liv døde 75 år gammel den 29. juli 1952.
Mogens Ladegaard

Podcast: Den anden død. Familiens fodnote.

Vi har fået tilsendt følgende fra udgiveren:

Et gammelt ordsprog lyder: “Et menneske dør to gange – den anden død er at blive glemt”. Døden i sig selv kan for mange være svært at acceptere, men hvad nu hvis ens liv heller ikke efterlader et aftryk for eftertiden. Tænk hvis mindet om én fordufter, og ens levede liv blot efterlades som en blank side.

Den Anden Død er en podcast-serie, der genopliver en lille bid af glemte livshistorier, og på dén måde redder personerne fra den anden død.”

Læs om podcasten her: https://denandendoed.dk/feed/podcast

Og lyt til podcasten her: https://denandendoed.dk/podcast/familiens-fodnote-12/