Min jul som frontsoldat.
Hjemmet nr. 51 1939
Biskop Dr.theol. H. Fuglsang-Damgaard, der som sønderjyde deltog i verdenskrigen på tysk side, fortæller erindringer fra julen bag fronten i 1915 og fra krigsfangelejren i Sydfrankring, hvor han fejrede jul de følgende år.
Julen 1915 – min eneste virkelige krigsjul – lå vi i Brügge. Vi var indkvarteret på et af byens hoteller. Det lyder jo ganske hyggeligt og komfortabelt. Brügge med sit gamle torv, sine karakteristiske vagttårne, sine gamle klostergårde. Kniplingernes by. Hvilken idyllisk ramme om julens skønne fest. Men vi kom fra fronten. Kanontordenen fra de frygtelige kampe omkring Ypres lød endnu i vores ører. Og vi skulle tilbage dertil. Det var rammen.
Vi var i ”hvil”, som det hedder i krigens sprog, og vi viste, at det kun ville blive et meget kort hvil.
Alene det var jo tilstrækkeligt til at præge denne jul dybt i vort sind. Men når jeg tænker tilbage på den, er det alligevel noget helt andet, der bevæger mig og giver billedet af den i min erindring skønhed, som slev ikke krigens gru formår at overskygge. Jeg syntes dengang, som jeg synes det endnu, at jeg oplevede noget forunderligt, noget, der var langt stærkere og dybere end den sentimentalitet, som barndommens juleminder, hjemveen, længslen efter ens kære, julebreve og julepakker skaber.
Det var ikke de ydre former for denne soldaterjul, som bidrog dertil: Kompagniførerens oplæsning af juleevangeliet, det ekstra traktement o.s.v. Heller ikke den julegudstjeneste, jeg overværede i katedralen, skønt den i sig selv var en ganske betagende oplevelse. Det var naturligvis katolsk gudstjeneste med al den skønhed i musik og korsang, som den katolske kirke formår at lægge over sine højtider. Og dér sad byens borgere – belgiere – og tyske soldater side om side, forende i fælles andagt og grebne af den samme stemning.
Men det, der gjorde denne krigsjul uudslettelig i min erindring, var den stemning, som beherskede alle os soldater, og som havde sit udspring i følelser, der var en genklang af selve grundtonen i julens budskab til menneskene. Jeg véd, at det lyder paradoksalt, og at der vil være dem, der ikke kan forstå det, men den, der har oplevet det, glemmer det aldrig.
Fælles håb, fælles frygt, fælles skæbne var den urokkelige grundvold for kammeratskabet mellem os. Vi håbede hele tiden, at freden måtte komme. Da det var februar, i krigens første vinter, hed det mellem de tyske soldater: ”Når bladene falder, så har vi freden””Wenn die Blätter fallen -” det var det stadige omkvæd. Senere blev det til: Når det bliver jul, så! Bladene faldt, håbets første termin blev overskrevet. Men julen ville bringe freden. Julen var jo Fred på jorden.
Julen kom, og krigens uvejr rasede dog videre. Men hvor der var en smule læ, tændes julen lys, og man skærmede dem, som vi skærmede håbet i vort hjerte. Ude ved fronten lød julenatten julesalmerne fra skyttegrav til skyttegrav tværs over ingenmandsland. Vi, der lå ”i hvil”, tænkte på dem derude? Var vi hos dem i tankerne med vores medfølelse? Egentlig ikke. Vi viste, og vi tænkte som så: I dag er det din tur, i morgen er det min. Vi tænkte på os selv, eller rettere, vi tænkte på hinanden – dem, vi var sammen med. Kammeratskab, nej det ord er ikke stort nok. Jeg vil sige broderskab, for det var det. Vi var ikke rige folks børn og fattiges. Vi var lige. Julepakkerne strømmede ind, og de, der fik meget, delte med dem, der fik lidt eller ingenting. Ligeligt – broderligt. Her var ikke tale om giver-højmod og modtager-taknemmelighed. Gaverne, der kom, var uanset adressen, fælleseje. Jeg mindes ikke at have set broderskabets og lighedens ideal virkeliggjort smukkere end hin juleaften i det soldaterlarmende hotel i Brügge. Vi var alle lige små og lige store. Vi levede med dødens skygge hvilende over os.
Og denne julegavemildhed var ikke et isoleret fænomen, som vi kender det fra det daglige liv i fredens tid. Julegodgørenheden – hvor langt rækker den på den anden side af julehelligdagene? Lad os ikke tale for højt om det. Men det, der gjorde denne juleaften så rig og så mindeværdig for mig, var, at den gav et endnu mere festligt udtryk for den broderskabets ånd, der til daglig rådede mellem soldaterne, så længe krigen varede.
Skal jeg tegne et helt sandfærdigt billede af denne juleaften, bliver det et broget billede. Der var larmende grupper, hvor ølkrusene blev flittigt tømt. Der var små stille grupper rundt om i krogene, hvor breve blev læst, og hvor emnet for den stille passiar var ”dem derhjemme”. Der blev dampet på cigaretter og gumlet på chokolade – et broget billede var det, men grundtonen i det – temaet – var: Kammerat!
Næste morgen, julemorgen, skingrede alarmsignalerne.
Ud af hotellet i huj og hast med fuld oppakning – julegaverne var der ikke tid til at tage med – og så hen på torvet og stille op i marchkolonner, hvad nu?
Et øjeblik efter, da vi var parate til march, fik vi det at vide. Det var prøve-alarmering. Vi skulle ikke glemme, hvorfor vi var der, og bilde os ind, at vi var på julebesøg med kaffe og klejner på sengen. Det var krig. Alarmsignalet var et barsk Memento Mori, som i et nu hentede tilbage til den brutale virkelighed.
Men vi var lettede. Vi følte det, som om livet var blevet os skænket på ny, om end det måske kun var for en stakket stund. Det var dog altid en frist. Tilbage gik det til hotellet, til et gensyn med julegaverne og til lattermild hengivelse i den fælles, befriende følelse.
Men fristen blev kun kort.
Nytårsaften lå vi atter i ildlinjen, og den nat fik vi 1000 granater over os.
Det var min første og sidste egentlige krigs-jul. 22. oktober 1916 blev jeg taget til fange, og en måned senere, den 22. november, blev jeg interneret i en fangelejr i Sydfrankrig, Aurillac.
Der fejrede jeg de tre næste juleaftner, 1916, -17 og -18.
Aurillac-lejren var ikke, som de fleste måske vil tro, en samling barakker, men et smukt gammelt kloster, som blev indrettet til specielt at modtage sønderjyske krigsfanger. Vi sønderjyder var, som krigsfanger betragtet, en ganske særlig kategori, takket være Professor Paul Verrier, Danmarks svorne ven, som ikke blev træt af at indprente de franske myndigheder, at vi var Danmarks Elsass-Lothringer.
I mere end én henseende adskilte disse krigsfange-juleaftener sig fra krigs-julen i Brügge. Ja, naturligvis, vil man måske kunne sige, som krigsfange kunne man være tryg, men kunne sagtens. Men når jeg tænker tilbage på disse år og specielt på julen, som jo er den tid på året, da følelserne er stærkest, sindet mest modtageligt og let bevægeligt, så er det mærkeligt, at julen i Aurillac-lejren var mere præget af vemod, længsel og af tungsind end den juleaften i Brügge.
Dengang levede man i en tilstand af kronisk spænding, som havde overtaget over alle andre følelser. Spørgsmålet: Lever du i morgen? overdøvede hjemveens røst.
Men nu var spændingen udløst. Den havde sluppet sit tag. Man var kommet uden for dødens skyggedomæne, ud i livet igen, selvom det var til et liv inden for meget snævre grænser. Og dermed meldte livets krav og længsler sig igen. I stedet for den ene altovervejende bekymring tusinde andre. Hvordan ville det gå? Hvordan stod det til derhjemme? Hvorlænge skulle man blive her? Hvornår kunne man komme hjem til sine kære, til sit arbejde – hvornår – hvornår?
Netop fordi livet i fangelejren år ud og år ind var så ulideligt ved sin ensformighed, gjaldt det om at gøre julen så festlig, som det med vore små midler var muligt. Hver gang julen i de tre år nærmede sig, voksede hjemlængslen, og den skulle have luft. Julen skulle stå i hjemmets tegn.
Jeg vil særligt mindes den sidste jul i krigsfangelejren i Aurillac. Den fik sin særlige glans derved, at vi vidste, det var den sidste. Våbenstilstanden var jo sluttet. Der var fred – fred – dette magiske ord, som verden hviskede dengang, ligesom den hvisker det i dag. Og for os sønderjyder gemte denne jul en egen forjættelse. Nu ville Sønderjylland komme hjem til Danmark. Det ufattelige vilde ske. Jo, vi kunne sagtens holde en glad jul.
Vi krigsfanger havde naturligvis vort eget orkester, som skulle spille for os i løbet af aftenen. To juletræer var skaffet til veje, og pynten fra de foregående år var blevet fikset op og suppleret med nye guirlander af Dannebrogsflag. Lejrkommandanten havde givet os tilladelse til at lade lyset brænde nogle timer længere, og vor finansminister, bankdirektør Prior i Paris, havde sendt os 2000 Francs. Vor elskværdige korporal Laveissôire havde med assistance af vores køkkenchef, ”Gamle vom”, sørget for de nødvendige indkøb til julemiddagen, eller ”nadveren”, som vi med et sønderjydsk udtryk kaldte den.
Alle forberedelser var truffet med en iver og en forventningens glæde som den, hvormed børn ser juleaften i møde. Og vi havde sammensat et righoldigt program. Sang vekslede med musik og tale. Ånden blev beriget såvel som legemet.
Til sidst sang vi sangen om hjemmet: ”Hjem, hjem, mit kære hjem”. Vi sønderjyder har altid holdt meget af at synge. Når der var noget, som fyldte os og betog os, hvad enten det var sorg eller glæde, så sang vi. Man kan godt sige, at Sønderjylland har sunget sig hjem til Danmark. Og med den sang, hvormed vi sluttede juleaften 1918 i den franske fangelejr, sang vi os hjem.
Næste dag – 1. juledag – havde vi en strålende oplevelse. Professor Verrier telegraferede, at han kom. Vi holdt telegrammet hemmeligt, for at overraskelsen skulle blive så meget større. Professor Verrier var den sønderjydske fangelejrs gode ånd. Atter og atter kom han på besøg, denne franskmand, der havde fattet en så mærkelig kærlighed til Danmark og i særdeleshed Sønderjylland.
Han kom nu igen til os med store kufferter fulde af de dejligste ting, cigaretter og cigarer, franske sydfrugter, franske bøger, og han selv udfoldede alt sin venlighed og hjertelighed og sit franske lune. Også sin jul, som han havde kunne tilbringe i sin egen families skød, hos kone og børn, ofrede han for at kunne sprede glæde blandt os.
Han var et lysende eksempel på den næstekærlighed og selvopofrelse, der var et så fremtrædende træk i livet bag fronten. Kammeratskabet – broderskabet, der for mig står som et lysstrejf gennem krigens mørke.
