Alle indlæg af Rene Rasmussen

25. april 1918. … langt højere bjerge … end Dybbølbjerg!

Lærer H. Petersen fra Blans Skole fortæller følgende episode fra et lazaret i Pommern

I Slutningen af April Maaned 1918 oplevede jeg lykkelige Dage i et Lazaret „Bad Polzin” i Bag-Pommern. Trods mit svære Saar humpede jeg rundt i Lazarettets smukke Have. Der var Kæmpebede med blomstrende Tulipaner og et Væld af skønne Blomster og Vækster. Det var et Paradis for en saaret Frontsoldat. Jeg laa en Eftermiddag i Græsset og dasede i Solskinnet sammen med nogle Kammerater. Og saa begynder den muntre Episode, som her skal fortælles.

Et Stykke fra os kom paa den brede Havegang et Selskab Officerer og desuden en Embedsmand fra Regnskabsvæsenet (Zahlmeister). Det var den sidstnævnte, som fortalte Historier, saadan lidt højrøstet. „Jo, jeg er godt kendt i Nordslesvig”, sagde han. „Jeg har tit været i Graasten, Lyksborg og Sønderborg”.

Det kan nok være, at jeg begyndte at spidse Øren. Det var da dejligt at høre sin Hjemegn nævne, tænk, helt ovre i det yderste Bag-Pommern. Jeg blev ligefrem glad ved Fortælleren. Men saa fortsatte han: „Ja, der er ogsaa smukt her i Pommern, men — der er jo ingen Bjerge her — kun saadanne smaa Bakker, nej, da skulde De se i Nordslesvig — lige over for Sønderborg paa Sundeved; der ligger Dybbølbjerget; — ih, sikken et Bjerg, det er ca. 500-600 meter højt, og saa gaar det stejlt ned i Havet. Storslaaet, kan De tro.”

Det var mere, end jeg kunde staa for. Hurtigt gennemtænkte jeg Situationen. Jeg kendte ikke Fortællerens Rang, derfor vilde jeg kalde ham Hr. Løjtnant, — der kunde jo ikke ske mig noget, vi var da ikke i Tjeneste. Jeg syntes dog, han havde gjort det for grovt.

Da Selskabet langsomt kom forbi os, sprang jeg op og gjorde Honnør: „Jeg beder Hr. Løjtnanten und­skylde, at jeg blander mig i Deres Samtale, men jeg maa fortælle Dem, Hr. Løjtnant, at Dybbølbjerget ikke er 500 meter højt, ikke engang 100 meter, det er nøjagtigt 68,4 meter, Hr. Løjtnant.”

Han blev rød i Hovedet, og Herrerne saa interesseret paa Fortælleren og mig. „Hvad siger De, Dybbølbjerget ved Sønderborg er ikke 500 meter højt? Hvorfra ved De det?“

„Hr. Løjtnant, det er min Hjemegn, jeg har travet op ad Dybbøl Banke mange Gange, jeg har leget i Skanserne som Skoledreng, desuden har jeg undervist Seminarieskolens Elever i Hjemstavnslære. — Ja, Dybbøl Banke er 68,4 meter, det kan ikke blive til mere!“

Officererne morede sig, Fortælleren blev noget flov, og inden han gik, sagde han: „Hvad er Deres Navn?” — „Gefreiter Petersen, Stue Nr. 14!” — „Jeg skal huske det!” — Ja, havde han ikke løjet saa grovt, havde jeg holdt min, Mund.

Men der kom et Efterspil: En Dag kom Lazaretinspektøren — nu kendte jeg hans Rang og Titel — ind til mig paa Stue 14 og sagde: „Der har vi Seminaristen, ham med Dybbølbjerget. Gefreiter Petersen, jeg har ingen Skriver, i Morgen begynder De paa mit Kontor. Vi fik et Par fornøjelige Maaneder sammen paa Lazaretinspektørens Kontor, og det kom ene og alene af, at Dybbølbjerget derhjemme i min kære og skønne Hjemegn var blevet saa højt — saa højt.

DSK-årbøger, 1941

24. april 1918. Vagtposten stod ret op og ned, død i sit udkigshul

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Næste Nat sov vi mere trygt i vort Hønse- eller Hundehus, hvad det nu har været. Lydene udefra naaede os derinde, mere afdæmpet. Ilden var heller ikke saa stærk som sidste Nat. Granaterne faldt meget spredt. Kun een Gang mærkede jeg i Søvne en Eksplosion i Nærheden og en Rysten af Jorden. Jeg drejede mig om paa den anden Side og sov videre.

Jeg blev tidligt vaagen. Ved Siden af mig snorkede en Skytte, som jeg vidste skulde have været paa Vagt. Jeg ruskede i ham: “Hvorfor er du ikke paa Vagt?” Søvndrukken stirrede han paa mig: “Jeg er ikke blevet vækket.”

Jeg blev straks urolig og skyndte mig ud til Vagtposten. Han var død. Han stod paa Stigen, begravet i Jord til op paa Brystet. Vi gik straks i Gang med at grave ham ud. En lille 7,5 Granat var gaaet lige forbi ham og ned i det ca. 1 m i Diameter store Hul, i hvilket han stod, og var eksploderet i Væggen bagved ham. Stigen var splintret og trængt igennem begge Laar. Han var dræbt paa Stedet.

En god Kammerat havde forladt os. Det var med en underlig hjælpeløs og knugende Fornemmelse, vi omsider fik ham befriet af Jorden. Om Aftenen fik vi ham transporteret tilbage, hvor han fandt sit sidste Hvilested.

DSK-årbøger 1948

Zeppelinbasen: Rydningsdag 22. april 2018

Søndag den 22. april 2018 afholdt Museum Sønderjylland og Støtteforeningen for Zeppelinbasen Fortidsmindedag med rydning af dele af terrænet, hvor den store Zeppelinhangar TOSKA stod under Første Verdenskrig.

Vejret var godt og der var mødt 20-25 mennesker op for at give en hånd med.

Hvis man ønsker at melde sig ind i Støtteforeningen for Zeppelinbasen (det koster 100,- kr om året), så send en mail til formand Malene på denne e-mail  eller kasserer Bonni på denne e-mail

Dagens mål var at rydde og rense betonvejen, der går som en stikvej ind til siden hangaren, og derfra rydde en rute hele vejen på tværs af TOSKA indtil den nordligste løbekat. Endelig skulle forsyningsgrøften i langs gavlenden renses op.

Betonvejen, der fungerer som stikvej ind til siden af TOSKA – her set ude fra før rydningen. Sidste år fik vi skrabet den fri – nu skulle den renses af og vegetationen i siderne holdes nede.
Der blev ryddet pænt ud i siderne
Mange steder var vejen ved at gro til igen
Knækket, hvor betonvejen slår ind mod TOSKA fra siden – fint ryddet og fejet.
Betonvejen efter rydningen
Indgangen til betonvejen – efter rydningen
Før rydningen: Planlagt rute på tværs af TOSKA fra nord
Frivillige i gang med rydningen – set fra nord
Efter rydningen: På tværs af TOSKA set fra nord
Planlagt rute på tværs af TOSKA – set fra syd
Frivillige i gang med rydningen af ruten p tværs af TOSKA – set fra syd
Efter rydningen: Ruten på tværs af TOSKA – set fra syd
Vore gode venner fra Zeppelin- og Garnisonsmuseum havde stillet militærteltet op – her var der koldt vand og fedtemadder til de tørstige og sultne.
Museum Sønderjylland med redskaber og forsyninger
Forsyningsgrøften under oprensning
Grøften dukker frem under alle de nedfaldne blade. Her førtes bl.a. rør med brint fra gasværket frem til de store Zeppelinere.
I flyhangaren står en replika af en Albatros C.V. Den har været brugt til filmen “I krig og kærlighed”, der får premiere til november 2018.
Flyhangaren efter renoveringen af fronten.

23. april 1918. Fransk civile flygtet: “Beboerne havde forladt deres Hjem i største Hast”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Efter et Par Timer sløjede Ilden af, og i de tidlige Morgentimer blev det helt roligt. Et Angreb, som vi nærmest havde frygtet, fulgte ikke efter. Jeg kunde tænke mig, at Fjenden havde bemærket Afløsningen og ment, at det var Opmarch til en ny Angrebsoperation og har villet slaa Opstillingerne ned.

Næste Morgen, saa snart det var blevet lyst, begav jeg mig sammen med en Kammerat paa Opdagelsesrejse – det vil naturligvis sige kun i den allernærmeste Omegn. Jeg vilde forsøge at finde et bedre Opholdssted.

Paa den anden Side af Vejen bagved en Ejendom fandt vi et underligt lille Udhus paa ca. 1½ Kvm. Størrelse. Det var bygget op ad Ejendommens Ydervæg og tykt tagtækket oppe fra Muren og skraat helt ned til Jorden med kun en lille Aabning forneden, hvor man lige kunde krybe igennem. Det gav udmærket Beskyttelse mod Granatsplinter.

I Haven en 8-10 m derfra var der udgravet et dybt rundt Hul i Jorden, hvori der stod en Stige. Det var sikkert blevet gravet af tidligere Vagtposter. Under Granatild kunde Vagtposten gaa længere ned ad Stigen og var saa ret godt beskyttet. Jeg fik hurtigt mine Folk flyttet til dette nye Sted, og vi var alle efter Forholdene godt tilfredse. Maskingeværet fik vi anbragt paa Jorden foran Stigen, og Vagtmanden posteredes paa Stigen.

Saa havde vi Tid til at se lidt paa Omegnen. Det var endnu ret diset, og Fjenden kunde ikke se noget fra Observationsballonerne. Vi var inde i de nærmeste Ejendomme. Overalt kunde man se, at Beboerne havde forladt deres Hjem i største Hast. Skabe og Skuffer var tømt. Mere værdiløse Ting flød overalt i Stuerne. Paa Bordene stod endnu Kopper og Tallerkener med indtørrede Madrester. Efter et sidste Maaltid i Huj og Hast havde de skrækslagne forladt deres Hjem.

Man kunde i Tankerne se dem drage af Sted med deres Kreaturer og deres højhjulede Vogne bristefærdigt pakket med deres Ejendele – ulykkelige Krigsskæbner.

Vi vovede os lidt længere ned ad Landevejen. Vi var ikke kommet langt, da vi blev advaret mod at gaa videre. I Gaar var nogle gaaet samme Vej og var pludselig blevet taget til Fange. Man vidste ikke, hvor de første fjendtlige Vagtposter og Tropper laa. Terrænet var ret uoverskueligt – mange Træer, Buske, Haver og Hegn. Vi foretrak at gaa tilbage. Saa snart Solen var kommet op, var det forbi med Bevægelsesfriheden. Mange Observationsballoner hang ikke langt bag de fjendtlige Linier.

DSK-årbøger 1948

22. april 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om tyskernes “Operation Georgette” (slaget ved la Lys), der opnår store resultater – men bringes til standsning af britiske og belgiske styrker. På Kaukasus-fronten rykker Det osmanniske Rige frem mod armenske styrker. I Palæstina erobrer briter og arabiske partisaner flere stationer og en stor bid af Hejaz-jernbanen, der var vital for Det osmanniske Rige. Østrigerne planlægger angreb på Italien.

22. april 1918. “Natten var et Inferno af Bragen, Torden og Eksplosioner”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Næste Aften gik det saa videre i Stilling. Det var ikke mere saa langt, og vi marcherede først, da det var Nat.

Ved et mindre Skovstykke blev der gjort Holdt. Maskingeværerne og Materiellet blev taget af Vognene og Afdelingerne inddelt for af ventende Soldater at blive ført til Bestemmelsesstederne. Nogle Granater eksploderede i Nærheden, og nogle saarede kunde tage med tilbage.

Omsider marcherede vor Afdeling af Sted i Gaasegang. Det var ret mørkt og diset, og Landskabet virkede uhyggeligt. At der ingen Skyttegrave fandtes, var jo givet; og da man ikke kendte noget til Terrænet, havde man en Følelse. af, at der bagved alt det mørke, man kunde skimte – Buske, Træer, Huse og Hegn -, rugede Farer. Vi naaede Indgangen til en Landsby, og der fik vi anvist Steder, hvor vi havde at indrette os og træde i Funktion, hvis det blev nødvendigt.

Det at indrette os var at søge et Sted, hvor vi kunde ligge i Dækning for Granatsplinter. At søge Dækning i de straatækkede Ejendomme var for farligt; Husene i Nærheden var allerede raslet sammen under Fuldtræffere. Ved Siden af Vejen laa en nedbrændt Ejendom, hvor kun de høje Stenmure var tilbage. Bagved Muren var der et udgravet Hul paa ca. 1½ m Dybde og 2 Gange 4 m Størrelse og meget provisorisk tildækket med Brædder og Lægtere, saa man uden Vanskelighed kunde se Nattehimmelen. Det tog jeg med mine Maskingeværskytter og en Del Infanterister i Besiddelse.

Jeg fik inddelt Vagtposterne, og saa krøb vi andre ned i Hullet for at faa lidt Søvn. Vi laa som Sild i en Tønde. Imens var Artilleriilden blevet mere og mere intensiv, og den steg nu efterhaanden til ren Trommeild.

Granaterne eksploderede rundt om os paa maa og faa, og Shrapnels hvinede i Luften. Luften var fuld af svirrende og syngende Splinter, og Nattens Mørke blev brudt af gnistrende Glimt af utallige Kanonskud og Granatnedslag. Natten var et Inferno af Bragen, Torden og Eksplosioner.

Vort Opholdssted var under disse Forhold ikke særlig ideelt. For Splinterne var vi dog nogenlunde dækket. Men Tanken om Muren lige klods op ad os gjorde mig meget bekymret. Hvis en Granat skulde træffe den eller Lufttrykket faa den til at vælte, var det sket med os. Det kom an paa at holde Nerverne i Ro. Det vilde ikke have undret mig, hvis en eller anden under Indtrykket af Tanker og Forestillinger skulde være styrtet ud i det fri.

DSK-årbøger 1948

21. april 1918. På vild jagt efter konservesdåser mellem de døde

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Foraarsoffensiven 1918 var brudt løs. Vi laa endnu ved Verdun, hvor vi havde været med til at forurolige Fjenden, for at han ikke skulde blive klar over, hvor der blev gjort Forberedelser til en ny Aktion, som skulde foretages om Foraaret. Forberedelserne var store, og Anstrengelserne resulterede jo ogsaa i, at Fronten flere Steder under Offensiven blev brudt, hvad der ikke var lykkedes i de sidste Aar i Vest – hverken af den ene eller den anden Part.

Flere Kiler stødte temmelig dybt ind i det af Fjenden besatte Omraade. Paa Grund af for smaa Reserver baade af Materiel og Militær kunde Begyndelsesresultaterne ikke udnyttes. Ja, der blev ogsaa fortalt, at de sultne Tropper faldt over de erobrede Levnedsmiddeldepoter og drak sig fulde. Og imens fik Fjenden Tid til at reorganisere Modstanden.

Saa var det Slut med Fremgangen og Fronten stagnerede igen.

Vi slap for at være med i første Omgang. Men i April Maaned blev vor Division sat i March. Med Toget kørte vi nordpaa, og Rejsen sluttede i det nordlige Frankrig – fransk Flandern. Nogle Dage senere var vi saa igen paa Vej mod Fronten. I dette Afsnit var Offensiven, saa vidt jeg i Dag vil kunne skønne og bedømme Forholdene, ført en ca. 25-30 km frem, saadan at det besatte Omraade stort set udgjorde en stor Trekant med nogenlunde lige lange Sider.

Der var overalt stærk Artilleriild, og fra Fronten lød en kolossal Buldren og Bragen. Da Mørket begyndte at sænke sig. over Landskabet, passerede vi den gamle Front-linie. Vi havde allerede en lang March bag os og var ret trætte. Vablerne paa Fødderne begyndte ogsaa at genere ikke saa lidt. Lige ved Fjendens tidligere Skyttegrav gjorde vi Holdt for at hvile.

Hist og her i. Terrænet laa Faldne, som det endnu ikke havde været Tid til at begrave. De havde et meget sydlandsk Udseende. Der blev sagt, at det var Portugisere. Om det passer, ved jeg ikke. Det er mig ikke bekendt, om Englænderne havde portugisiske Formationer.

Vi skulde selvfølgelig have Skyttegrav en undersøgt. Den var endnu ret velholdt – slet ikke jævnet med Jorden, som man skulde have ventet. Selvfølgelig var der mange Granathuller. Men Jorden var dog ikke saadan vendt, som man har oplevet det i tidligere Offensivegne.

Man havde Indtrykket af, at Fjenden var blevet fuldstændig overrasket af Offensiven. Det varede ikke længe, før en Del Kammerater mødte op med Konservesdaaser. Og saa begyndte den vilde Jagt. For noget at spise var vi alle ude efter.

Ja – og hvad der saa blev fundet, det er næsten ikke til at beskrive. Nogle kom med hele Armfulde af Daaser. I Affaldsbunkerne fandtes Masser af uaabnede Daaser, som tilsyneladende var blevet smidt væk. Der fandtes de fineste Marmelader af Sydfrugter – Daaser med Kød – Daaser med Skinke – Daaser med Pølse. Desværre havde en Del faaet Granatsplinter, og Indholdet var fordærvet. Men der var nok endda.

Vi fik rigtig at se, hvilken Forskel i Forsyningen der var paa de to Sider af Fronten. Det var for os utroligt, at Modparten efter næsten fire Aars Krig endnu var saadan forsynet. Det begyndte ogsaa at gaa op for os, hvor forkert Oplysningerne og Meddelelserne om Fjendens nedsatte Indsatsevne maatte være. Hvad den materielle Indsats angik, havde vi jo længe næret berettiget Tvivl.

Men Hvilepausen var snart forbi. Vi fik Bagagen paa igen, og videre gik det. Imidlertid var det blevet mørkt. Fronten – Horisonten omkring os – i hvert Fald forude og til begge Sider – var et eneste Ildhav. Afskudsglimtene fra Kanonerne gjorde hele Rundkredsen til et eneste i hinanden løbende Glimt af Ild.

Ved vore Kanonstillinger laa større Forsyninger af Ammunition spredt i mindre Stakke. Og da Kanonstillingerne jo var et søgt Maal for det fjendtlige Artilleri, fik Ammunitionsstakkene ogsaa ofte en Træffer, saa de trufne Stakke med Smæld og Brag røg i Luften. Huse stod i Brand og gjorde Indtrykket af Tilintetgørelsen endnu mere uhyggeligt.

Jo længere vi naaede ind i Kredsen, jo værre blev det. Ogsaa Landevejen blev belagt med Granater. Det var sent, før vi udasede og trætte naaede vort Bestemmelsessted bag Fronten, hvor vi fik Natkvarter. Det var med en vis Tryghedsfølelse, vi lagde os til at sove i en tidligere Vinkælder – trætte som vi var.

DSK-årbøger 1948

20. april 1918. Den erfarne frontsoldat Bergholt kan lugte faren …

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Engang i foråret 1918, da den tyske offensiv var gået i stå, og regimentet havde gravet sig ned, blev jeg sendt tilbage til bagagen for at hente nogle nye folk. Dette foregik selvfølgelig efter mørkets frembrud.

Bagagen lå temmelig langt bag fronten i en forladt landsby. Jeg havde en hel dag til min rådighed, da jeg først kunne gå tilbage med folkene, når det var blevet mørkt.

En del af ventetiden tilbragte jeg på kontoret hos Hannoveraneren. Vi spiste og drak, spillede skat og havde det gemytligt i nogle timer.

Det var hen på eftermiddagen, da jeg brød op for at få nogle timers søvn, før turen gik tilbage til kompagniet. Feldweblen havde  forklaret mig, at jeg kunne finde de nye folk i en lade et par hundrede meter fra kontoret.

Jeg fandt frem til laden, fik hilst på folkene, og lagde mig så til at sove i halmen.

Men det var umuligt for mig at falde i søvn. Hele tiden syntes jeg, at jeg havde glemt noget. Hvad det var, kunne jeg ikke komme i tanker om. Pludselig slog det ned i mig: du har glemt at se på omgivelserne.

Det var noget, der hørte med til »de små ting«, inden man lagde sig  til at sove i fremmede omgivelser bag fronten.

Jeg rejste mig for at indhente det forsømte uden at forvente, at der var noget særligt at se efter.

Bag laden var der en temmelig stor frugtplantage med gamle, høje æbletræer. Da jeg så nærmere til, opdagede jeg en vagtpost, der stod lænet op ad et træ. Det viste sig at være en artillerist, og da jeg spurgte ham, hvorfor han stod »Schmiere« (vagt) her, pegede han fremad. Ca. 50 meter borte fik jeg øje på en Langrohr-kanon godt skjult under et net, der var malet grønt som løvet på et træ.


Disse kanoner benyttede tyskerne til at beskyde visse vigtige mål, der lå langt borte. Man affyrede kun en 20-30 skud og forsvandt så et andet sted hen.

Kanonerne var i reglen motoriserede, det var denne også.

Vagtposten fortalte, at de var ankommet for en time siden, og at de temmelig sikkert skulle begynde skydningen inden ret længe.

Jeg takkede for oplysningen og skyndte mig tilbage til laden. Jeg beordrede folkene på højkant. De spurgte, hvad der var i vejen; men jeg beholdt min viden for mig selv og svarede, at det kunne de senere få at vide. Luften her i laden passede mig ikke, og derfor flyttede vi.

I den anden ende af byen fandt vi en anden lade med halm, og nu kunne jeg sove.

Jeg havde vel sovet en time, så begyndte tyskerne at skyde. Jeg var spændt på, hvor længe det ville vare, inden franskmændene besvarede ilden. Jeg havde erfaring for, at med deres  måleinstrumenter ville det ikke tage ret lang tid, før de var klar over kanonens standplads.

Da tyskerne havde affyret en snes skud, kom den første detonation, så hele butikken rystede. Det var ikke »småknas«, franskmændene kvitterede med.

Tyskerne indstillede omgående skydningen, og vi kunne høre på motorlarmen, at de forsvandt.

Der kom endnu et par salver fra franskmændene, så blev alt stille.

Da vi ved mørkets frembrud begav os på vej, kom vi forbi den lade, hvor vi først havde været.

Den havde fået en fuldtræffer og lignede mest et korthus, der var væltet. De »nye« så lidt betuttede ud. De sagde ingenting, men det gjorde jeg: »Det var derfor, vi flyttede!«

Om de troede, at jeg var i besiddelse af en sjette sans, ved jeg ikke, men det hele var såmænd kun – skal vi sige – et samspil af principper, erfaring og sund fornuft.

Hvis Richard havde været med, ville han have sagt: »Keine Hexerei, nur Behändigkeit.«

Da jeg sagde farvel til Feldweblen, fortalte han, at han efter  skydningen havde været henne ved laden, men da han ikke fandt os, var han beroliget, for som han sagde: »Du hattest wohl die Lunte gerochen« (Du havde vel lugtet lunten).

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Zeppelinbasen – hvad skjuler der sig i skovbunden? Kom til fortidsmindedag på søndag den 22. april 2018

Søndag den 22. april står i Zeppelin Tønders tegn.

Vi afholder Store Rydningsdag i samarbejde med Museum Sønderjylland i regi af den landsdækkende Fortidsmindedag. Store og små – gamle og unge, har muligheden for at være med til at påbegynde rydningen og fritlæggelsen af ruinerne af Toska – den største af Zeppelinhallerne.

Vi er spændte på at se, hvad der dukker frem af skovbunden. Det bliver en hyggelig, sjov og ikke mindst lærerig dag.

Mødested: Parkeringspladsen foran flyhangaren i Soldaterskoven v. Tønder

Tidspunkt: Kl. 13.00

Husk: Gummistøvler, selvom solen selvfølgelig skinner på søndag, er skovbunden våd.

Arbejdsredskaber
Vi har fået doneret nogle arbejdsredskaber til Støtteforeningens arbejde, så vi kan komme godt i gang med rydningen. Men hvis man har mulighed for det, er man mere end velkommen til at tage egne redskaber med, så vi er sikre på, at der er nok til alle. Det kan være en skovl, en kost, en sav, en beskæresaks m.m.

Etablering af arbejdsgruppe
Håbet er også, at vi gerne vil etablere en rydnings- og fritlægningsgruppe, der kan mødes lidt oftere og hjælpe til med arbejdet. Det vil vi fortælle mere om på søndag men ind til da, kan man overveje, om man har lyst til at være med.

Generalforsamling
Inden Fortidsmindedagen afholder Støtteforeningen Generalforsamling på Hagges kl. 11.00, hvor man er mere end velkommen. Se dagsorden her.

19. april 1918. “Det stod sløjt til med at skaffe befalingsmænd …” Nis Ley bliver underofficer

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Vinteren gik uden store begivenheder, men der var dog tegn på, at noget usædvanligt var under opsejling, og det var opmarchen til den store forårsoffensiv, der brød løs den 21. marts 1918, mens vort regiment lå i reserve.

Vi kom først til indsats den 16. april; om morgenen ved 5-tiden stormede vi løs, men da vi nåede englændernes første grav, havde kompagniet allerede et tab på 160 mand, og vi var kun en snes mand, der slap uskadt fra den begyndelse. Tre dage derefter blev vi afløst, kom tilbage og blev opfyldt af et regiment, der var blevet helt opløst.

Det stod dog sløjt til med at skaffe befalingsmænd, og den 19. april blev jeg udnævnt til underofficer og gruppefører, og blev udstyret med et maskingevær af 08/15-typen. Vi blev flyttet op til afsnittet omkring Kemmel-bjerget. Dog, efter at forårsoffensiven var sat i gang, van det, som om fronten overalt var kommet ud af sin årelange, stivnede tilstand; der var nu en mere omflakkende indsats af afdelingerne, men derfor var der også større daglige tab.

– I juni blev vi kørt ned i omegnen af Ham, og herfra tog vi del i fremstødet mod Nesle-floden med retning mod Montdidier, hvilket igen gav betydelige tab. Men i juli blev vi trukket ud af kampområdet igen.

DSK-årbøger 1971

14. april 1918. K. Tastesen i infernoet på Vestfronten: Kun 17 mand tilbage af knap 200

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Flyverne var daglig over Byen og bombarderede stærkt hele Tiden, saa der var hver Dag mange Saarede. Den 12. April om Morgenen brød vi op og skulde til et stort Slag ved Armentieres. Ved Middagstid kom vi til en lille By, som var fuldstændig skudt sammen. Der skulde vi vente til om Aftenen for at komme nærmere til Fronten.

Hele Omegnen var fyldt med Tropper, de fleste jeg nogensinde har set paa et Sted. Kl. 10 afmarscherede vi saa, men efter et Par Timers Forløb blev Skydningen saa stærk, at vi maatte sprede os i Grupper for ikke at blive skudt allesammen. Regimentet, vi skulde afløse, laa paa ganske fladt Terræn, kun havde hver enkelt Mand lavet sig et lille Hul til at dække sig lidt i.

Der laa vi nu i 2 Dage i et rent Helvede, da vi først skulde storme den 14. April. Artilleriet bombarderede stadigt, Flyverne kastede Bomber ned, Tanks kørte frem og spyede Ild og Ulykker til alle Sider, og Luften var fyldt med Gas, saa vi næsten aldrig kunde faa Masken af. Flammeilden fra Tanks var næsten det værste af det hele. De kunde sprøjte en Ildstraale 50-60 Meter ud fra Maskinen, og hvis blot nogle Draaber ramte os, var vi straks i Flammer.

Den 14. om Aftenen skulde vi endelig angribe, men først havde vort Kompagni faaet Forstærkning, da der allerede var falden mange.

Under stærk Ild stormede vi frem mod Byen, men Englænderne trak sig tilbage, saa vi ikke kom til at bruge Bajonetten før inde i Byen. Flyverne kæmpede i snesevis i Luften, Granater, Shrapnell og Haandgranater sprang rundt om os, Kuglerne fra Maskingeværerne sang, og Flyverne styrtede ned og dræbte dem, der kom under.

Det hele udgjorde et Helvede, som ikke lader sig beskrive. Og nu bagefter synes jeg, det var et helt Vidunder, at jeg kom igennem. I Øjeblikket ved jeg ikke, hvad jeg tænkte — hvis man i det hele taget i en saadan Stund kan tænke — kun fremad — bort fra det hele. Endelig naaede vi Byen.

Jeg kom i Fægtning med en Englænder, men var saa udmattet efter Løbet, at jeg næsten intet kunde foretage mig. Jeg vilde støde min Bajonet igennem ham, han sprang til Side, og jeg løb Bajonetten mod Muren, saa den knækkede. I det samme havde han Bajonetten vendt mod mig, men jeg fik lige Tid at slaa til hans Bajonet, saa Bøssen gik midt over. Saa rakte han Hænderne i Vejret og var min Fange.

Da han ingen Vaaben havde, lod jeg ham løbe, og jeg kom sammen med tre Kammerater ned i en Kælder. Der blev vi foreløbig, da vor Ammunition var ved at slippe op — jeg havde kun faa Patroner tilbage og to Haandgranater.

Kampen rasede rundt i Byen hele Natten, men hen paa Morgenstunden blev det roligere, og vi gik ud i Byen igen. Resten af Englænderne blev taget til Fange. Byen var kun Ruin; af 75-80 Fabriksskorstene stod kun 3 tilbage. Samme Dag blev vi afløst, og vort Kompagni blev samlet. Af 190-200 Mand var der kun 17 tilbage. Resten var saaret eller falden.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

14. april 1918. A.P. Andersen går glip af fem dages mørk arrest

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

I Hangest blev vi en fire Ugers Tid i forholdsvis Ro og Fred. Vi laa midt i en dejlig Skov et Stykke uden for Byen, — og det var den herligste Foraarstid.

Da der var gaaet en Uges Tid, kom Lt. Küster i Tan­ker om, at jeg jo havde 5 Dages mørk Arrest paa Vand og Brød til gode for mine Forseelser for en Maaneds Tid siden. Da der imidlertid ikke var nogen Arrest i Hangest, var der jo ikke andet at gøre end selv bygge en.

Altsaa blev der ca. 10 Meter fra vor Kortcentral, en lille Barak­bygning, fremstillet et nyt Arresthus, der kunde tage een Mand ad Gangen.

Der blev lavet et Skur, nærmest et stort Skab, om man vil kalde det saadan, i hvert Fald lignede det et Lokum, Grundflade 1,00 x 1,00 m med Gulv, Tag og Dør samt et Sæde, 40 cm bredt. Saa kunde jeg afvekslende staa op eller sidde ned, ganske som jeg havde Lyst til i de fem Dage, jeg skulde være der. Der kom Hængelaas for Døren, og vor Vagtmester havde Nøglen til denne.

Jeg begyndte at tænke med Ømhed paa min Hale, der nu skulde sidde 5 x 24 Timer paa det haarde Brædt, og jeg tænkte paa et Par ekstra Underbukser og lidt anden Blødhed, da der pludselig skete noget helt andet! — Det har Krigen og Livet lært mig ganske eftertrykkeligt, at man aldrig skal tage Sorger paa Forskud.

Der skete det, at der blev Brug for Kachotten til en anden „Forbryder”. En ung Berliner, en Jøde, en intelligent Fyr for Resten, havde været omkring i Omegnen paa egen Haand for at se, om der var noget at redde, og han havde i et Slot i et Bibliotek fundet en del sjældne og kostbare Bøger, som lige var noget for ham. Og da han jo daglig saa, hvorledes mange af Officererne stjal og sendte hjem, har han nok tænkt, at det kunde han ogsaa.

Men der er som bekendt Forskel paa Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Et Par Pakker havde han faaet godt og vel sendt hjem, men saa opdagede Lt. Küster det, og da Berlineren var saa dum ikke at tilbyde ham noget af Rovet, blev det hele jo blæst op til noget ganske uhørt forkasteligt. Resten af Bøgerne blev konfiskeret (jeg tæn­ker, Küster selv har faaet dem sendt hjem ved første Lejlighed), og Misdæderen fik flere Dages Arrest. Og nu var det jo saa heldigt, at Arresten stod klar til at modtage ham næsten med det samme. Altsaa ind med ham! — Ham , Andersen , kan vi jo altid senere putte ind.

Men saa skete der noget nyt igen, men det bliver for meget at fortælle alle de morsomme Enkeltheder her. 18. Armés Opmarchplan er for vor Division og de nærmeste Nabodivisioner, som var betroet os, var ved en utilgivelig Skødesløshed fra vor Side blevet borte, men de var blevet fundet under Fremmarchen af Gendarmeriet. Nu skulde de arme Syndere, som havde dette paa deres Samvittig­hed, ogsaa paa Tur ind i det nye Arresthus for at sone deres Brøde, og summa summarum af det hele blev, at den Arrest, der var blevet bygget til mig, fik jeg ikke engang selv Lov til at sidde i.

DSK-årbøger 1954

 

13. april 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om  anden fase af den tyske storoffensiv på Vestfronten, der dog inddæmmes af ententemagterne. I slaget ved Lys er det britiske og portugisiske tropper, der presses hårdt af det tyske fremstød. USA’s præsident Wilson erklærer, at de hårde fredsbetingelser, som Tyskland påtvang Rusland i freden ved Brest-Litowsk, viser, at regimet ikke stræber efter retfærdighed, men efter dominans. Tysklands allierede, Østrig-Ungarn, har følere ude efter en separatfred med vestmagterne – men hvordan vil Tyskland reagere på et sådant forræderi? I Kaukasus fortsætter den tyrkiske offensiv.

Foredrag i Odense den 19. april kl. 19:00

Odense Højskoleforening indbyder til foredrag med museumsinspektør René Rasmussen (Museum Sønderjylland).

Foredraget: “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918” foregår kl. 19:00 på Sct. Knuds Gymnasium.

Se mere om foredraget her

NB: Det er et arrangement for medlemmer af Odense Højskoleforening, men det er dog muligt at betale entré ved indgangen (eller melde sig ind i foreningen).

Efter det oplyste er entréen 50,- kr.

Kontakt evt. foreningens formand Olav Grue på denne mail

 

11. april 1918. Gasalarm! Og gasmasken passer ikke!

Mathias Brodersen, Bedsted Lø, fortæller om en hændelse under den tyske forårsoffensiv i 1918.

I Foraarsoffensiven, der begyndte den 21. Marts 1918, var den Division, jeg tilhørte, indsat ved St. Quentin. Offensiven blev, som det var almindeligt, forberedt med en mægtig Trommeild, der varede flere Timer. Til sidst lagde man hele den fjendtlige Stilling under Gas. Man lovede os, at der ikke skulde være levnet en eneste levende Sjæl derovre, naar vi stormede Stillingen.

Det saa nu heller ikke godt ud i Englændernes Grave. De laa der i Hobetal helt eller halvt døde. Det havde nu ikke været saa helt ligetil for os at tage Stillingen, for det med “ikke en levende Sjæl” var ikke gaaet helt i Opfyldelse. Vi blev nemlig modtaget med baade Maskingeværild og Salver fra saavel det lette som det svære Artilleri. Englænderne kørte ogsaa frem med Tanks. Det var for Resten første Gang, vi saa disse nye og effektive Vaaben.

I ti Dage avancerede vi; ca. 65 km kom vi frem. Saa maatte vi grave os ned foran Byen Montdidier. Jeg gravede sammen med en Kammerat et Hul, som vi overdækkede med et Par Døre fra et nærliggende Hus. Vi kunde tydeligt se Byen foran os, og i Kikkerten saa vi endnu mere tydeligt, hvorledes Kirketaarnet under den vold-somme Artilleriild blev mere og mere medtaget for til sidst at styrte i Grus.

Englænderne havde faaet Forstærkning af Franskmændene, og nu var det vor Tur til at blive overdænget med Granater. Der var dog mange Blindgængere imellem. Vi konstatere-de det ved den dumpe Lyd, der fremkom ved Nedslagene. Den mindede meget Om Gasgra-naternes sugende Lyd.

Vi havde dengang en gammel, forhenværende “Ortskommandant” til Kompagnifører. Han havde ikke før været ved Fronten. Han troede, at vi blev beskudt med Gasgranater. I sin Angst beordrede han en Soldat hen til Nedslagshullerne for at undersøge, om de lugtede af Gas. Bange for at være i Nærheden af disse mystiske Huller flyttede han længere op i Skyttegraven. Derved opdagede han den dejlige Rede, vi havde gravet og indrettet.

Da det var min Tur til at staa paa Vagt, tog han mit Leje i Besiddelse. Gasmasken anbragte han, for hurtigt at kunne faa fat i den, oven over Indgangen. Da min Vagttjeneste var forbi, anbragte jeg min Gasmaske ved Siden af hans, hvorefter jeg lagde mig paa det ledige Leje ved Siden af Løjtnanten.

Kort efter blev der slaaet Gasalarm. Løjtnanten, der ikke sov saa fast – han havde jo heller ikke staaet Vagt i to af Nattens Timer, var omgaaende vaagen, sprang ud af Lemmen og snappede Gasmasken – desværre min, og da jeg skulde have den anden Maske paa, var den altfor stor.

Jeg maatte staa og presse den ind imod mit Ansigt. Vi var dog begge to klare over Forbytningen, og da han vilde have sin, gav han Ordre til, at jeg skulde tage Masken af og række den hen til ham, saa han i en Fart og uden at trække Vejret, kunde faa sin Maske. Det gjorde efter hans Mening ikke saa meget, om jeg skulde indaande den gasfyldte Luft.

Naa, til vort Held var det kun blind Alarm, ellers kunde det let være blevet en alvorlig Sag.

DSK-årbøger 1953

Kom ud på Zeppelinbasen til Fortidsmindedag søndag den 22. april

Støtteforeningen for Zeppelinbasen indbyder til fortidsmindedag på Zeppelinbasen ved Tønder

Foreningen meddeler følgende:

Vi gentager succesen fra sidste år og inviterer i samarbejde med Museum Sønderjylland og Zeppelin- og Garnisons Museum Tønder til Fortidsmindedag. Dagen afholdelse i forlængelse af generalforsamlingen.

Mødested: Parkeringspladsen foran flyhangaren i Soldaterskoven v. Tønder

Tidspunkt: Kl. 13

Gemt i Soldaterskoven findes ruinerne af tre enorme luftskibshaller og resterne af barakker til 600 mand. Det er resterne af den store zeppelinbase, som blev opført her kort efter 1. verdenskrigs udbrud i 1914.

Desværre er ruinerne næsten helt skjult af krat og buske, og skovens mange besøgende får ikke et ordentligt indtryk af det omfattende anlæg. Der er også fare for at fundamenterne nedbrydes af skovvækst.

Vi håber derfor, at mange vil hjælpe os med at rydde krat og buske for at synliggøre og bevare ruinerne.

Basens Støtteforening vil være tilstede for at vejlede og deltage i rydningen sammen med Skov- og Naturstyrelsen.

Museumsinspektør og 1. verdenskrigsekspert René Rasmussen fortæller om basens historie og Zeppelin museet holder den nyligt istandsatte flyhangar åben for publikum.

Museet og foreningen er vært ved en lille forfriskning: fedtemadder som for 100 år siden!

Indbetaling af medlemskontingent for 2018

Det er blevet tid til at indbetale medlemskontingent for 2018.
Pris for medlemsskab: 100 kr. årligt pr. person

Kontonummer er: 7933 1042311
Angiv: Navn og mail ved overførsel

10. april 1918. Mytteri på tyske krigsskibe?

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Oplysningernes kvalitet er dog meget svingende!

De 33 svenske søfolk, der i går kom fra Cuxhafen over grænsen meddeler, at der lå mange krigsskibe i Cuxhafen, navnlig torpedojagere.

De omtalte også, at der for nylig havde været mytteri i skibe i Wilhelmshafen, men kunne eller ville intet meddele herom.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

9. april 1918. Hvad skal der ske med Sønderjylland efter krigen?

I redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger ligger et brev fra Holger Andersen, Haderslev (senere formand for Grænseforeningen), i hvilket han redegør for, hvad der bør ske med Sønderjylland efter et tysk nederlag.

Kaptajn af generalstaben R. With
København, den 1. april 1917                Fortroligt

Til To Løvers Forening

Idet jeg takker for det mig tilstillede memorandum angående Sønderjylland, skal jeg i henhold til den fremsatte anmodning tillade mig at fremsætte følgende:

Realpolitiske betragtninger angående Sønderjyllands genforening med Danmark.

Skulle den lyse dag komme, da Europa vil blive i stand til at kunne bøde på uretten imod Danmark i 1864, vil løsningen af det sønderjyske spørgsmål ikke alene blive bestemt efter det retsgrundlag, hvorpå vort nationale krav rejses, men også af stormagtsinteresser, der knytter sig dertil, thi Sønderjyllands tilbagegivelse til Danmark er ikke alene et dansk-nationalt spørgsmål, det er nu i overvejende grad et europæisk spørgsmål, hvis løsning må gennemføres ud fra realpolitiske betragtninger.

Stod det ikke klart for Europas stormagter i 1864, har tidens udvikling og Kielerkanalens maritim–strategiske betydning sikkert slået dette uigendriveligt fast.

Dette er dog måske ikke kun til lykke for vort folk. Thi, hvor hårdt det end er at erkende, så er vi jo ikke en gang i stand til i enighed at samles om denne nationale sag. – Også den rejses i splidens tegn.

Der er jo de, der i national selvopgivelse overhovedet ikke vil have Sønderjylland tilbage. De vil ikke herved skade det gode naboforhold til Tyskland; de frygter tillige, at der fra Tysklands side straks eller senere vil blive opstillet betingelser eller krav, der vil lægge sig som lænker om vor nationale og økonomiske frihed.

Og der er de, der forsigtigt kun vil samles om at flytte grænsepælene til sindelagsgrænsen – Tønder–Flensborg – ja, end ikke Flensborg by med, og endelig er de tilbage, der kæmper for at gå frem til de yderste forposter for dansk sprog, og som navnlig samles om at hævde kravet om Dannevirkelinjen.

Det er på dette grundlag, jeg personligt står.

Til disse 3 kongerigske kategorier kommer da den 4., den moderne slesvignisme, der meget minder om den gamle Slesvig-Holsteinisme, og som allerede har ytret sig i en bevægelse, der selvom den endnu kun er i sin begyndelse, i givet øjeblik kan tage fart, fordi den i det store og hele hviler på reelle økonomiske interesser.

Kampen for sproget og jorden i Sønderjylland er først og fremmest ført af den slesvigske gårdmandsstand. Husmanden i Sønderjylland har stået i baggrunden, han har ikke haft den lod, som udviklingen her hjemme har givet vore husmænd, og derfor ej heller disses politiske og økonomiske indflydelse.

Ud fra tanken om Sønderjyllands genforening med Danmark efter krigen, har da de sønderjyske gårdmænd med opmærksomhed fulgt den politiske udvikling herhjemme, og gennemførelsen af den nye Grundlov, der har svækket den danske gårdmandsstand og øget husmændenes økonomiske og politiske magtstilling, har vakt en opmærksomhed søndenå, der ikke har været uden indflydelse på slesvignismens genopblussen.

Det er tillige en kendsgerning, at store dele af Sydslesvigs tyske befolkning med bange anelser ser hen til Tysklands nederlag og de økonomiske konsekvenser, dette vil føre med sig, at parolen ”Løs fra Preussen” har i øjeblikket god genklang i befolkningen. Denne bevægelse, der hviler på økonomiske interesser, mødes nu nord fra med en lignende strømning, der også ud fra økonomiske betragtninger styrer efter parolen ”Løs fra Preussen, men ikke tilbage til Danmark. Vi Slesvigere vil gå sammen for os selv.”

Tanken om delingen af Slesvig ved Tønder- Flensborg linjen er da i stærk modstrid med den nyslesvigske bevægelse, mens Dannevirkelinjen i sig selv virker samlende og kan drage hele Sønderjylland fra Dannevirke til Kongeå til Danmark og bort fra separatismen, ifald man herhjemme leder den politiske udvikling således, at man ikke inden fredsforhandlingernes begyndelse på forhånd afskærer slesvigerne fra at blive medbestemmende ved fastlæggelsen af den Rigsgrundlov, hvorunder det danske folk i fremtiden skal leve sit politiske og økonomiske liv.

Det vil under dette nationale synspunkt være en utilgivelig politisk kortsynethed, ifald man lader den nye Grundlov træde i kraft før verdenskrigens resultater og dermed det sønderjyske spørgsmål er endeligt opgjort.

Bliver Tyskland slået ned, vil et af Europas krav være, at Kielerkanalen som maritim – strategisk vandvej tages ud af Tyskland hånd og spørgsmålet om Kielerkanalens internationalisering ved at inddrage den i en neutral zone ligger da lige for.

Det er klart, at man ikke kan lade denne zone ligge indeklemt mellem dele af det tyske rige, og kravet om intet Tyskland nord for kanalen, samler da betragtninger over den neutrale zones nordlige grænselinje i spørgsmålene:

1)    Om grænsen skal lægges mellem Danmark og zonen eller mellem denne og et nydannet selvstændigt Slesvig og

2)    Hvor grænsen skal gå.

Et selvstændigt Slesvig vil med det tyske element, det indeholder, blive et arnested for en målbevidst tysk national propaganda, der vil blive den gamle Slesvig-Holsteinisme om igen og tidligt og silde vil Europa have et stykke Tyskland nord for kanalen ganske i strid med de forudsætninger, hvorunder den neutrale zone blev skabt.

De internationale besætningstropper i zonen vil ud over den fredelige polititjeneste tillige have den hoved opgave ved krigsudbrud at hindre Tysklands maritimstrategiske udnyttelse af kanalen, eventuelt ved en rettidig ødelæggelse af dennes konstruktioner, spærringsforanstaltninger o.l. og denne vanskelige og vigtige opgave løber fare for at blive kompromitteret, når forholdenes udvikling også nord for kanalen skaber et stykke Tyskland, hvor man i fredstid i samråd med tyskerne syd for kanalen, skjult kan forberede aktion mod dennes bevogtningstropper.

Et selvstændigt Slesvig er derfor i strid med Europas interesser, der bedre sikres ved at lade zonen grænse direkte til Danmark. De betragtninger dette giver anledning til, fremsættes samtidig med overvejelserne angående spørgsmålet om, hvor grænselinjen skal gå.

Man kan i almindelighed slå fast, at den neutrale zones udstrækning bør være så lille som mulig, thi jo mindre området er, jo mindre bliver det i zonen værende tyske element, og jo færre militære kræfter kræves der da for at løse de for okkupationskorpset foreliggende opgaver. Organisationen kan simplificeres til en mindre politistats, og alle kræfter kan samles til løsningen af den primære opgave: kanalens sikring.

Handler man henimod f.eks. ved at lægge zonens nordgrænse op til linjen Flensborg-Tønder, optages et så stort tysk element i området at faren for et stykke Tyskland nord for kanalen atter foreligger.

Okkupationskorpset må da stærkt forøges, og hele zonens administration anlægges efter virkefelter, der komplicerer organisationen og deler kræfterne i stedet for at samle dem om hovedopgaven.

Ved at lægge grænseskellet i Dannevirkelinjen, opnår man fordelene ved den lille zone, og man deler og svækker det tyske element nord for kanalen. Ved samtidig at stille visse fordringer med hensyn til de militære garnisoners styrke og nationalitet i det nord for grænselinjen liggende Sydslesvig skaber de i neutralzonen interesserede stormagter forøget sikkerhed mod den fare, som en tysk national propaganda i fred vil kunne ved krigsudbrud.
De danske grænsepæle ved Dannevirkelinjen, er da for de europæiske interesser den mest rationelle løsning.

Side 587

Udtalelse af kendte sønderjyder vedr. grænselinjen

Redaktør Ernst Christiansen ”Flensborg Avis”, udtaler sig den 1. juli 1915 – efter tidligere udtalelse i samme retning – til mig således:

”Jeg ynder ikke delingstanken, men i alle tilfælde må grænsen da evt. gå syd om Flensborg by. Flensborg skal og må vi have med – jeg kunne ellers næsten fristes til at sige, at ellers måtte det hellere blive ved det gamle. En linje, der går nord om Flensborg By, er jeg en bestemt modstander af. Men vanskelighederne ved at drage en grænselinje, der kunne synes passende, er meget store. Man må tage alle momenter – ikke alene de momentant nationale og sproglige hensyn – men også de økonomiske, historiske, politiske og militære med i betragtning. Derfor holder jeg på Dannevirkestillingen; dette er en naturlig og god grænselinje. Rigets ældgamle forsvarslinje mod syd. Alene denne linje tilfredsstiller alle disse hensyn og krav”.

Fru redaktør Jessen udtaler ved samme lejlighed:

”Jeg vil ikke gå så langt at sige, at jeg hellere så alt blive ved det gamle, hvis ikke Flensborg by (og det nødvendige opland) kom ind under Danmark. Men det ville være mig en stor sorg, hvis dette skulle ske. Hvorledes vil man for øvrigt drage grænsen lige nord om Flensborg by, uden derved ganske føleligt at ramme Flensborgs hele økonomiske stilling?

Side 589

Man har ikke ret og lov til at berede Flensborg samme skæbne oven i købet i forstørret målestok – som den, der beredtes i Ribe i 1864, hvis sligt på nogen måde kan undgås. Også jeg ønsker Dannevirkelinjen af de samme grunde som E. Christiansen. Men for øvrigt afgøres vel hele spørgsmålet efter europæiske interesser, da spørgsmålet er ligeså meget europæisk som dansk”.

Tandlæge J. Smidt, Haderslev:

”Man kan slet ikke drage en grænselinje efter det doktrinære nationalitetsprincip; det er ganske uholdbart. Man må tage andre faktorer som økonomiske og strategiske med i betragtning. Den slesvigske delingstanke kunne måske i sin tid have været gennemført, hvis vi ikke kunne have langt den mindste del af hertugdømmet. Det kunne måske tilfredsstille visse romantiske længsler og drømme, men ikke give os – Danmark – større statsmuligheder. Danmarks grænse bør være ved Dannevirke”.

[Her er der indsat en hjemmegjort tegning af Sønderjylland]

Side 590, 591, 592, 593, 594, 595,

Afd. Peder Skau, Bukshave:

Vi må have Angel med; vi må have det helt ned til Dannevirke.

Afd. Redaktør M.C. Mathiesen, Haderslev (død feber. 1915) var meget ivrig forkæmper for Dannevirkelinjen og gjorde sig stedse til talsmand for denne, når han havde lejlighed dertil.

Alle ytringer er fremsatte af de pågældende over for mig personlig.

Sammenstillet i slutningen af april 1917.

Cand. H. Andersen

Historie til 1864

Overvundet af Østrig og Prøjsen efter en 6 måneders krig måtte Danmark i 1864 afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Holsten og Lauenborg var i tidens løb blevet knyttede til den danske krone, men aldrig indlemmet i Danmarks rige. De hørte i sin tid med til det gamle tyske rige og optages 1815 i det tyske forbund. Om en genvinding af disse lande har Danmark aldrig næret noget ønske.

Slesvig er et ældgammelt dansk land. Fra historiens ældste tider og til det måtte afstås i 1864, har det uden noget afbrydelse været en del af Danmarks rige. Slesvigs tab er aldrig glemt i Danmark.

Få riger kan med samme ubrydelighed pege på deres grænse fra rigets opståen til helt ned mod vore dage, som Danmark på sin. Denne grænse er Ejderfloden, Sønderjyllands sydlige grænseflod, skellet mod det tyske rige (Eidoro impereii romani terminus).

Alle mindesmærker helt fra stenaldertiden viser, at Sønderjylland ned til Ejderfloden beboedes af samme stamme som det øvrige Norden. De ældste optegnelser på dansk sprog er fundet her. De gamle stednavne viser oprindelse af nordisk rod. Sydligst i Sønderjylland byggede Kong Godfred omkring år 800 sit grænseværk, Dannevirke, de danskes vold.

Først da feudalvæsenet, i øvrigt lidet kendt i de nordiske lande, ved midten af det 13. århundrede begyndte at vinde lidt indpas her, får Sønderjylland en særstilling inden for riget. Den sønderjyske hertugslægt, en gren af det danske kongehus forbinder sig med de tyske grever i Holsten. Tyske stormænd vinder nu godser i Slesvig, og i den sydligste strimmel mellem Dannevirke og Ejder, bosætter sig tyske kolonister. Under stadig fortsatte lensstridigheder skabes en voksende politisk forbindelse mellem det danske Slesvig og det tyske Holsten, men ingen som helst folkelig national. Bortset fra den nævnte allersydligste landstrimmel bevarer Sønderjyllands befolkning sit danske sprog under de tysk-danske vasalslægters herredømme.

Efter en sejrrig krig med Sverige, der har støttet en forræderisk hertugslægt, får Danmarks konge 1721 atter fuldt herredømme over hele Slesvig; og Frankrig og England sikrer Danmark besiddelsen af det genvundne ”til evige tider”. Et halvt hundredår efter får Danmarks konge, der siden 1460 har haft et delvist herredømme i Holsten, her dog kun under tysk rigshøjhed, ved forskellige overenskomster samlet også hele Holsten under sig, idet sidstnævnte lands tilhørsforhold til det tyske rige dog stadig bevares. Af politiske hensyn opretholder de danske konger en administrativ forbindelse mellem Slesvig og Holsten til fordel for de store godsbesiddere, til skade for den slesvigske befolkning. Denne bevarer dog også gennem disse tider sit af de herskende klasser tilsidesatte og ringeagtede sprog.

Ved midten af forrige århundrede er den gamle danske kongestammes mandslinje ved at uddø. Man står da over for en mulig adskillelse fra det danske monarki af det tyske hertugdømme Holsten, hvor kun mandslinjen kan arve. Den linje, der her kan komme på tale, Augustenborgerne, rejser imidlertid krav også på Slesvig og støtter sig her til en bevægelse opstået blandt Slesvigs overklasser, godsejere, embedsmænd, universitetskredse. Denne overklasse, der i modsætning til landets jævne befolkning har tilegnet sig tysk sprog og dannelse, drages nemlig af den stærke nationale bevægelse i Tyskland i forrige århundrede. Efter et fra tysk, navnlig prøjsisk side, ordnes forholdet under europæisk medvirkning ved Londonprotokollen af 8. maj 1852 således, at hele monarkiet, herunder ikke blot Slesvig, men også de tyske forbundslande Holsten og det 1815 erhvervede Lauenborg ved den gamle kongelinjes uddøen skal gå i arv til prins Christian af Glücksborg, senere Christian IX. Augustenborgerne har ved oprøret sat sig ud af spillet, også for Holstens vedkommende. Det danske monarkis integritet anerkendes som et permanent princip. Denne traktat underskrives foruden af Danmark også af de 5 stormagter, Frankrig, England, Rusland, Østrig og Prøjsen, samt af Sverige og Norge.

Christian IX bestiger Danmarks trone 1863. Men nu angriber Prøjsen og Østrig, trods hin traktat og deres medunderskrift på denne, Danmark. Den ventede hjælp fra de andre underskrivende magter udebliver. En konference i London mellem samtlige ovennævnte magter søger forgæves en løsning. Slået til jorden af sine overmægtige fjender må Danmark ved freden i Wien (30/10- 1864) afstå ikke blot de tyske forbundslande, men også Slesvig, idet ”Kongen af Danmark renoncerer på alle sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for deres majestæt kejseren af Østrig og kongen af Prøjsen, idet allerhøjstsamme forpligter sig til at anerkende de dispositioner, som de nævnte majestæter ville træffe med hensyn til hertugdømmerne”. – Et langt mere end tusindårigt bånd var omsider brudt.

Side 596

Indlemmelse i Prøjsen

Hele Tyskland havde med sand ”furor teutonicus” genlydt af flammende ord om augustenborgernes krænkede ret. Så fik vel denne slægt nu sit ”befriede land”? Tror man det, kender man ikke sin Bismarck, ikke prøjsisk politik! Den stakkels hertug havde i sandhed måttet arbejde ”pour le roi de Pruisse”! Den 12.september 1865 fælder de prøjsiske kronjurister den kendelse, at augustenborgerne ikke havde nogens som helst ret til hertugdømmerne. Den retmæssige ejer var Christian IX. Og denne har afstået sin ret til Prøjsen og Østrigs herskere!!! –

Se her, hvorledes denne handling stemples i den franske lovgivende forsamling: – Mødet den 3. maj 1866 – [Léance = ordet står med udviske bogstaver] M. Thiers (talende om de prøjsiske kronjuristers kendelse): Or voice[voit?] ce que a été décidé: Le duc d’augustenbourg n’a aucun droit. Le roi Christian seul a des droits sur les duches seul il peut les transmettre. Or comme a la suite de la guerre que nous lui avbons faite, il nous a transmis ces droits par traite, nous sommes a notre tour, les seuls propritaires, l’etant devenus par a volonté et la fait du proprietaire legitime. (Exclamations et movement prolongis).

  1. Emilie Oliviers. Cést aborniable!
  2. Thiers. Messiuers, vraiment, dans un sujet si grave, je semble n´être pas seneux en faissant ce ricit (Si, Si!) Ete bien, cést la verité même que je vous raconto[raconté?]. (Oui! Oui! Ce nest que trop vrai).

Oui, Messiuers, ce spectacle, burlesque, paidonnez moi le mot, cést la verité même (Marques generalés dáprobbation et d´assentiment.)

  1. Emile Oliviers. Cést aussi infâme que burlesque.
  2. Thiers. Comment! Les duchés appartenaient legitimement au soi de Danemark; vous ne les lui rendez pas cependant et vous prétendez qu’ils sont devenus votre propriete! A quell titre? Au titre de la guerre inique qui vous avez fait au légitime propriétaire. (Nouvelles marques d’adhision).

Side 598, 599, 600, 601

Messieurs lisez bien l´histoire! Y a t-il jamais en rien de semblable? Nous vous indignons contre le partage de la pologne mais y ent-il jamais rien ou l’odieux et le burlesque se trouvassent mêlés, combinés au même degré? — (Cést vrai! Cést vrai! Bravos et applaudissements).

———— Tidligere i samme tale havde Thiers udtalt:

Est-ce que oh[on?] a le droit de s’emparer d’une province voisine, parce qu’il s’y trouve quelques habitants parlant votre langue?

Ce droit s’ètendrait bien loin, et l’Alsace je le répéte, a cette condition, nous échapperait. —

Mellem Prøjsen og Østrig udbryder krig 1866 og ved freden I Prag 23. august 1866, bliver hele det fælles bytte Prøjsens. – Ved Napoleon III’s mellemkomst indføres ganske vist i traktatens §5 den bestemmelse, at ”beboerne i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenede med Danmark”. Men uden noget hensyn til denne bestemmelse indlemmes alle de tre hertugdømmer fuldt og helt i Prøjsen ved kgl. Prøjsisk patent af 12. januar 1867. Og ved en traktat mellem Prøjsen og Østrig af 11. oktober 1878 erklæres §5 for bortfaldet. – De kår, der under det halvhundredårige fremmedherredømme derefter er budt danske mænd og dansk sprog i Slesvig, kender alle. Frankrig kan her se hen til sine egne landsmænds kår i de erobrede lande. Og endda mener vi i Danmark, at vore landsmænd gennem disse år fik den hårdeste lod. Bag Elsass-Lothringen stod Frankrig, bag Slesvig kun det lille svage og forsagte Danmark. Den, der kender tysk tankegang, vil også vide, hvor den ”pansrede næve” da lagde sig hårdest.

Tilbage til Danmark

Når nu det nye Europas grænser skal drages, skal da Danmarks sydgrænse stadig gå dér, hvor fremmedes overmagt trak den i 1864? Vil ikke Frankrig mindes, at trofaste franske og danske mænd nu gennem lange år har båret det samme åg? Vil ikke Frankrig og England mindes, at de 1721 lovede Danmark sikker besiddelse af Slesvig til evige tider? Vil ikke Frankrig og England og Rusland mindes, at de 1852 anerkendte Christian IX og hans efterfølgere på Danmarks trone som retmæssige arvinger til Slesvig? Vil ikke alle de lande, der nu må kæmpe den hårde kamp mod Prøjsen og Østrig mindes det lille land, der for halvhundrede år siden ene måtte stride den håbløse strid mod de samme magter?

At i det mindste den Nordslesvig ved Pragfredens oven citerede §5 givne ret til at vende tilbage til sit moderland, må kendes for stadigt bestående trods Østrigs og Prøjsens private overenskomst af 1878, er vel hævet over al tvivl.

Men vil overhovedet fredstraktaten fra Wien, 1864, kunne danne grundlag for en retsordnet tilstand, særlig når man ser hen til, hvorledes selve de prøjsiske kronjuristers ovennævnte kendelse har berøvet den ethvert skin af moralsk baggrund. Kan den i nogen måde kræve mere respekt end Frankfurttraktaten af 1871.

Nuværende nationale forhold.

Vil da Slesvigs nuværende nationale forhold gøre en tilbagegivelse berettiget? Vi henviser til vedstående kort over hertugdømmets sprogforhold.

Slesvigs nordlige halvdel, landet mellem Kongeå og Flensborg Fjord er ublandet danske land, dansk af sprog, dansk af sind. Hvad her findes af Tyskland er – praktisk talt – indført efter 1864. Her er den nationale forsvarskamp under fremmedherredømmet (størst) ført. Herfra lød de klager over det tyske tryk, der gav genlyd over Europa. Her er siden 1888 al dansk undervisning bandlyst fra skolen, og al privat skole og undervisning forbudt! Her lyder ikke des mindre dansk og kun dansk som folkets daglige sprog både fra gammel og fra ung. Herfra er stedse sendt – og siden 1886 med stadigt stigende tal – en dansk mand til den tyske rigsdag.

Side 602, 603, 604 og 605

Landet mellem Flensborg Fjord og Ejder er nationalt blandet og var det delvis før 1864. Her tales tre sprog. En lille isoleret sprogstamme, nordfrisere, indvandret i et af middelalderens århundrede, har stadig bevaret sit eget sprog, et sprog for sig, hverken dansk eller tysk. Under dansk herredømme havde de altid gode kår. Deres område er landets sydvestlige hjørne og de tilliggende øer. – Tysk tales i de østlige og sydlige egne, i de østlige forstås dog dansk så at sige overalt. – Dansk er endnu stadig folkets sprog i de midterste egne.

Pragfredens §5, som gav Nordslesvig håb om en genforening med Danmark, berøvede ved sin blotte eksistens danskheden syd for Flensborg. Ikke des mindre viste dansk sprog i vide egne sin ukuelige livskraft og spredt i landet står endnu mange trofaste danske hjerter. Og desuden summer landet syd for Flensborg i andre henseender rige nationale minder og værdier for Danmark. På dets valpladser har Danmark gennem århundreder kæmpet for sin sydgrænse. Her står det slot, hvor den nuværende danske kongeslægts første mand på Danmarks trone, Christian IX, fødtes – Gottorp – og det, hvorefter denne slægt bærer navn, Glücksborg. Runesten fra dets sydligste ældgamle grænse. – Der knejser endnu rester af den gamle vold, Dannevirke, som Kong Gotfred rejste ca. 800 mod sydlige angreb og hvor over 1000 år senere den danske hær i 1864 først tog kampen op mod den samme front.

Fremtidens grænse.

At dele Slesvig over ved Flensborg Fjord som nogle, stadigt knugende under ydmygelserne siden 1864, tænker sig det, vil da være en uret både mod Danmark og mod Slesvig. For den blomstrende handelsby Flensborg vil det være ødelæggelse, hvad enten denne by kom til at ligge på den ene eller den anden side af grænsen. Af mange slesvigere vilde det føles dybt smerteligt, om det gamle land blev delt. De mange danske, der bor syd for en sådan linje, ville komme til uforskyldt at bøde for tidligere tiders fejlgreb og tysk vold. Og er det ikke i al henseende bedre at lægge blandet sprogområde under dansk end under tysk herredømme! – Og endelig: Ingen politisk tanke har nogensinde samlet det danske folks bredeste lag i en sådan enighed som den, der ved forrige århundredes midte fik det til at rejse sig til værn om sin gamle grænse ved Ejder!

Om man tænker sig nord Østersø kanalens bredder gjort til international zone, vil en i alle henseender god grænselinje kunne drages fra Ekernførde over Marienthal, syd om Kropp til Syderstabel og herfra langs Ejder, følgende denne til udløbet. Denne linje opfylder de nødvendige betingelser for etableringen af det militære forsvar for rigets sydgrænse. Enhver linje der tilstræber at dele landet efter andre synspunkter, vil være umulig i strategisk henseende. Gives det tabte land atter tilbage til moderlandet, bør der vel også gives dette muligheden for at forsvare det.

Hohenzollen-slægtens valgsprog er: suum cuique [enhver skal have sit]!

Måtte det times den, at se denne sætning bragt til opfyldelse!

8. april 1918. “Det mest humane øjeblik i min soldatertid”

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).

Den 8. april 1918 fik vi ordre til at rette fronten op. Det foregik uden artilleriforberedelse og på følgende måde. Lydløst forlod vi skyttegraven, først en infanteri-skyttekæde, derefter en deling med fire maskingeværer.

I daggryet kom vi forbi franskmændenes vagtposter og om bag deres stilling i en sandgrav, som vi omringede med vore fire maskingeværer.

Der befandt sig 60 franskmænd her, og de stod ganske uforstyrret omkring deres køkken, hvor der udleveredes brune bønner.

Uden at der løsnedes et skud, blev de alle ført tilbage som fanger. Det var det mest humane øjeblik i min soldatertid.

DSK-årbøger 1972

8. april 1918. Nye indkaldelser over hele Nordslesvig

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Oplysningernes kvalitet er dog meget svingende!

Torsdag den 11. april d.å. indkaldes en mængde både unge og gamle i Flensborg distrikt, der ligeledes omfatter Sønderborg, Åbenrå og Tønder amter, og i Haderslev distrikt. Blandt de indkaldte er rekrutter i 17-18 års alderen.

Det meddeles, at der alene i Ballum sogn skal være faldet 15 mand siden påske.

Jernbane materiellet liget mægtigt og er meget slidt på statsbanerne. På småbanerne holder det derimod ret godt. Haderslev-Toftlund-Skærbæk banen har besørget uhyre masser af alskens materiel langs hele befæstningslinjen tværs over Nordslesvig.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

 

6. april 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om  den tyske storoffensiv på Vestfronten, der løber tør for moment, bl.a. da sultne tyske soldater møder de vestallieredes velfyldte forsyningslagre og plyndrer dem for alt spiseligt (og drikkeligt), mens officererne kun kan se magtesløst til. Tyskerne havde taget 90.000 krigsfanger i løbet af offensivens første uger og var trængt 60 kilometer frem, men nu satte modangrebene ind. Tyskerne forsøgte påny at tage knudepunktet Amiens, men kunne ikke. Alligevel gjorde tyskerne klar til angrebets anden fase, der skulle sætte ind længere mod nord.

Også på andre fronter fortsatte krigen: Tyskerne landsatte 30.000 mand i Finland. Japanere og briter landsætter tropper i Vladivostok til støtte for hvidgardisterne. Og i Mellemøsten fortsatte briternes angreb på Amman.

6. april 1918. A.P. Andersen: “… at gaa der mutters alene og stolpre og falde over Lig mellem eksploderende Granater var nu ikke sjovt.”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Vi kom da igennem Natten, og Dagen derpaa — efter at Telefonledningerne saa vidt muligt var reparerede — forsvandt Halvdelen af Etablerings-Truppen. De skulde ikke nyde en Nat til, — en Nat, som blev ligesaa uhyggelig som den lige skildrede. Dagen efter igen forsvandt Resten med Undtagelse af Wurttembergeren Dürrer. Vi to var alene den tredie Nat.

Men saa turde jeg ikke friste Skæbnen længere til ingen Nytte, og henmod Aften sagde jeg til Dürrer: „Nu gaar jeg ind til Hovedtruppen og faar et Hestekøretøj; saa kommer jeg og henter dig i Morgen, for dette her er til ingen Verdens Nytte!” —- „Ja, stik du bare af”, sagde den tapre Schwabe, — „du skal vel ikke nyde en Nat til! “ —- „ Nej, ikke med min gode Vilje”.

Om Aftenen drog jeg saa af Sted for at finde vor Ballonzug i Nærheden af Hangest, og det var ikke nemt. Det var let nok at se, hvor Fronten var, for den viste sig som en stor Halvkreds mod Vest, hvor det flammede og bragede uden Ophør. Men mod Øst var Vejene vanskelige at finde — og at gaa der mutters alene og stolpre og falde over Lig mellem eksploderende Granater var nu ikke sjovt.

Jeg kom ogsaa helt ud af Kursen og endte til sidst i en større By, som senere viste sig at være Montdidier. I Byens Udkant, i en stor Lade, sov jeg denne Nat sammen med mange Infanterister, medens selve Byen blev beskudt.

Dagen efter kom jeg til Hangest, fandt vor Ballonafdeling og aflagde Rapport. Jeg ventede mig en ordentlig Skylle af Lt. Küster, som jo ikke var mig venligt sindet i denne Tid. Ganske vist mente jeg jo, at jeg igen havde handlet efter Konduite; men jeg havde jo forladt min Post!

Dog — intet skete; min Melding blev bare taget til Efterretning. Der blev sendt en Vogn af Sted efter Dürrer, som hen mod Aften kom tilbage som den pligttro Tinsoldat, der havde holdt ud til det sidste.

DSK-årbøger 1954

 

6. april 1918. K. Tastesen truer med at hugge hovedet af et barn!

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli 1917 blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Den 6. April kom vi i Toget igen og kørte til Lille. Da der ingen Plads var, maatte vi til Magdalene, ca. en Times Marsch fra Lille. Der kom en Kammerat og jeg ind i et Hus, hvor der boede en ung Kone med sit Barn. Vi anede ingen Fjendtligheder og gik ganske rolig ind med Geværet over Nakken. Konen sad ved Bordet, og pludselig tog hun en Revolver, der laa gemt under Bordet, holdt den mod os og bad os forsvinde. Der var ikke andet at gøre end at trække os tilbage.

Da vi kom ud, syntes vi alligevel, det var flovt, at en Kvinde skulde drive os tilbage. Vi listede os hen til Vinduerne, tog vore Geværer og sigtede paa hende gennem Vinduet. Da hun fik Øje paa os, kastede hun Revolveren hen i den anden Ende af Værelset og strakte Hænderne i Vejret.

Vi gik saa ind. Jeg tog straks Revolveren og kiggede i den, men den var ganske tom. Nu vilde vi alligevel hævne os, fordi hun lavede Grin med os. Min Kammerat tog Barnet og lagde det med Hovedet ned mod Kaminen, og jeg tog min Økse og lod, som om jeg vilde hugge Hovedet af det.

I det samme besvimede Konen, og vi lagde Barnet hen til hende. Da hun vaagnede igen og saa, at Barnet var uskadt, blev hun saa henrykt, at hun sprang op og lavede Mad og Kaffe til os, og da vi gik, fik vi baade Æg og Flæsk med os.

Vi blev saa indkvarteret i Skoler og Huse, som endnu ikke var skudt ned.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

5. april 1918. A.P. Andersen i Ballonzug 33: “Sjældent har jeg været saa bange som i denne Nat”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Vi fik straks en ny Ballon, og næste Morgen var vi klar til Opstigning igen.

Ledninger blev trukket til de sædvanlige Kommandosteder, og vor Telefoncentral blev indrettet i et stort, rundt Spidstelt, et tidligere engelsk Officerstelt. V i laa dog meget udsat, for Franskmændene trængte Tyskerne tilbage til Avrefloden, og vi kom til at ligge i Spærreildzonen. Ballonen og alt Mandskabet trak sig derfor tilbage til et egnet Sted foran Hangest, og kun jeg ved Telefonen samt 8-10 Mand fra Telefon-Etablerings-Truppen blev tilbage i Teltet.

Natten kom, Spærreilden satte ind — og vi laa midt i den. Tropper, der skulde frem til Afløsning i forreste Linie, Gullaschkanoner m.m., alt maatte igennem den. — Det var et Inferno af hylende og springende Granater og af Skrig og Jamren fra de ramte. Skoven, som vi laa ca. 20 m fra, dannede en Vinkel, og i Midten af denne Vinkel laa vi paa et Terræn, der skraanede stærkt bort fra Sko­ven, og ved Skovkanten var der et Stendige. Alt dette var nok Grunden til, at vi ikke blev ramt af Sprængstyk­kerne. En Fuldtræffer vilde have gjort det af med os med det samme.

Sjældent har jeg været saa bange som i denne Nat. Jeg barrikaderede mig bag Telefonbatterier og Kasser, jeg sendte en Bøn til det Høje om Hjælp og Varetægt og søgte Trøst i Ingemanns Sang: Med et Fadervor i Pagt skal du aldrig gyse.

Det var uhyggeligt at høre alle de Skrig og Raab om Hjælp fra saarede og døende, som man hverken kunde eller maatte komme til Hjælp. Der kom ogsaa en Del Flyvemaskiner ind over Skoven. De kastede Haandgranater ned i den, fordi de mente, at den var fyldt med tyske Soldater, der havde søgt Dækning der. Ja, der fortaltes endog, — men om det er en Skrøne, skal jeg lade være usagt, — at Flyverne havde Apparater, hvormed de kastede en Slags spidse Jernpile, som kunde gaa igennem Staalhjelme, ned i Skoven.

DSK-årbøger 1954

4. april 1918. “De stakkels heste skreg, indtil de fik nådeskuddet.”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Godt to Ugers Tid efter Offensivens Begyndelse nåede længst frem i den Bule, som laa Vest for Avre-Floden og Hargicourt, ca. 4-5 km endnu længere mod Vest. Her standsede Offensiven. Ved overmenneskelige Anstrengelser havde Franskmændene og Englænderne faaet lukket Brechen og stablet en rigtig Front paa Benene. Tyskernes Kræfter var derimod ved at ebbe ud, da de ikke kunde faa Forsyningerne frem, og Dag for Dag blev Modstanden større og større. Infan­teriet kunde mærke det paa de langt mere voldsomme Kampe, og vi lidt længere tilbage paa kraftigere Artilleriild og Flyverangreb.

Vi havde meget Besvær med at komme over Avre-Broen, der laa under konstant Beskydning. Den maatte forceres i Galop og Løb i smaa Afdelinger ad Gangen. Men vi kom da over. Da vi saa marcherede de 4-5 km længere frem, skal jeg love for, at vi fik Næsen i Klemme. Infanteriet blev kastet tilbage, og vi stod pludselig med hele vort store Apparat kun 400-500 m bag forreste Linie. Det var om Eftermiddagen ved 3-Tiden. Man begyndte at be­skyde Ballonen med Shrapnels. Stumperne røg ned omkring os, og det varede ikke mere end et Kvarter, før Ballonen var saa gennemhullet, at den langsomt dalede ned mod Jorden. Observatøren sprang ud med Faldskærm og landede morsomt nok, men ikke særlig blidt, paa Kuske-sædet af en af vore Vogne.

Saa fik vi Ordre til Opbrud og Tilbagetog over Avre-floden. Vi gik igen i spredte Afdelinger over Broen, og denne Gang var det sværere, fordi et Par Heste, der trak en Kanon, som skulde vestpaa, blev ramt. De stakkels Heste skreg, indtil de fik Naadeskuddet. Saa blev de slæbt bort, for at Broen kunde blive ryddet.

Naa, — vi kom ind i Pierrepont sur Avre, som vi var kommet igennem om Formiddagen, kom igen op ad de stejle Skraaninger og endnu et Par Kilometer østpaa, hvor vi paa en Mark op til en Skov gjorde Holdt, og her sam­ledes efterhaanden de splittede Afdelinger.

Vi fik straks en ny Ballon, og næste Morgen var vi klar til Opstigning igen.

DSK-årbøger 1954