Alle indlæg af Rene Rasmussen

18. oktober 1918. Matthias Møller ved Wassigny: “En Blodstraale saa tyk som en Finger pumper ud af Laarbenet …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

Først over Middag stilner Ilden noget af, saa vi kan forsøge at omgaa Byen, for at naa ind bagfra. Vi gaar i en Bue til venstre, og naar ind i en Hulvej. I Midten ligger et sammenskudt Køkkenkøretøj. Da vi kommer nærmere, ser vi, at det er vort Køkken, som har faaet en Fuldtræffer — vist nok allerede om Natten.

Vi naar Fennen, alt er allerede rømmet. Da vi vil igennem Porten ud paa Landevejen, ser vi en stor Tank komme op ad Vejen imod os.

Vi skynder os ind i Ladebygningen og ser igennem Vinduet Tanken køre forbi os. Saa snart vi ser Tanken bøje af inde i Byen, haster vi paany afsted — tilbage.

Udenfor Byen ved Vejkanten ligger der fuldt af Officersbagage. Vi forsyner os med det, vi har Brug for: Der er bl. a. Masser af Cigarer; det er noget for os.

Da vi skal til at pakke sammen, ser jeg tilfældigt op i Retningen mod Fronten: Over Bakkerne i en Afstand af ca. 400 meter kommer Englænderne i Skyttelinje, saa langt jeg kan se — som paa Eksercerpladsen.

Vi lader alt falde og løber igen for Livet. Foran os er aaben Mark, men i en Afstand af 700-800 meter en Skov, som det gælder om at naa. Det lykkes.

Vi tre, som er kommet sammen tilbage, slaar ogsaa videre Følgeskab. En Granatsplint slaar en Metalknap paa min Uniform i to Halvdele og bliver siddende i Bukseforet — gloende varm.

Bare videre. Jeg løber foran. De to andre bagefter.

Sss-Rumm — en Granat eksploderer lige bagved sidste Mand. Han falder. En Blodstraale saa tyk som en Finger pumper ud af Laarbenet; den store Pulsaare højt oppe i Laarbenet er sprængt. Vi kan ikke hjælpe ham; han besvimer et Øjeblik senere og forbløder.

Men vi maa videre.

Omsider naar vi en Dækning i Skoven, hvor der opholder sig flere. Her bliver vi i flere Timer.

Henimod Aften finder jeg flere Kammerater fra Kompagniet, som har ligget i 3. Linie. Vi er klar over, at vi af andre Troppedele vil blive beordret til Oprettelse af en ny Modstandslinie, men vi har faaet nok for denne Gang. Vi ser vort Snit til at forsvinde om Aftenen og naar i Løbet af Natten tilbage til Kompagniopholdsstedet bag Fronten.

Det viser sig de næste Dage, at Regimentet har haft store Tab. Af 3 Maskingeværkompagnier med hvert 12 svære Maskingeværer kan kun oprettes 1 Kompagni med 7 Geværer. Af hver Infanteribataillon, — 3 Kompagnier a ca. 100 Mand —, kan kun oprettes 1 Kompagni paa 30 Mand.

Det viser sig, at af forreste Linje er jeg den eneste, som er kommen tilbage.

Jeg bliver kaldt til Regimentskommandøren for at berette. Da jeg er færdig, slaar han mig paa Skulderen: ”Na, mein Sohn, da hast du mal Schwein gehabt.“

DSK-årbøger, 1941

18. oktober 1918. Matthias Møller ved Wassigny: “Pludselig er Helvede løs …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

Pludselig er Helvede løs. Det er tidlig Morgenstund den 18. Oktober 1918. Paa et Slag er hele fjendens Artilleri i Gang. Maskingeværer skyder Spærreild bagud. Helvedeslarm, som ingen kan forestille sig, der ikke har været med i Materialslagenes Trommeild. Alt drukner i en uhørt Tordnen, Buldren og Bragen.

Luften er fuld af eksploderende Jern, Splinterne suser, synger og piber i alle Tonarter gennem Luften. I et Spring er jeg ude hos Vagtposten. ”Hvad er der Los”? raaber jeg mekanisk. At det er Begyndelsen til en ny engelsk Offensiv, er der sikkert ingen, der er i Tvivl om. Jeg heller ikke.

Imidlertid er alle kommen frem, og vi søger Dækning, saa godt vi kan. Efterhaanden, som Tiden gaar, bliver den Granatild, vi udsattes for, svagere og svagere. Næsten alt gaar nu over os og eksploderer længere tilbage, — Spærreild, saa ingen Reserver kommer frem.

Larmen er den samme — men ligesom lidt paa Afstand.

Omkring os eksploderer nu kun Taagegranater, som ved Eksplosionen udvikler en hvid Damp. Vinden driver de forskellige Eksplosionsskyer ind i hinanden, og snart er hele Landskabet indhyllet i Taage.

Vi staar allerede lange parat og skyder blindt ind i Landskabet foran os. Jeg har overtaget Skydningen ved mit Maskingevær.

Vi har allerede længe med røde Lyskugler opfordret vort Artilleri til at give Spærreild. Men de skyder meget sparsomt og meget daarligt.

En Soldat kommer løbende fra højre og meddeler, at Fjenden allerede er brudt igennem — og ikke længe efter faar vi Meddelelse om, at Englænderne ogsaa med Tanks er brudt igennem til venstre.

Det er altsaa kønne Udsigter. Forbindelsen til venstre og højre afbrudt. Hvordan Stillingen virkelig er, er der ingen, der aner.

Jeg kan i hvert Fald ikke under de nuværende Forhold give Ordre til Tilbagetog. Jeg skyder ustandseligt med Maskingeværet. Naar Taagen i Vinden letter fra Jorden, forekommer det mig, at Englænderne kommer, dels krybende, dels i Skyttelinje frem mod os.

Jeg beskyder hele Terrænet foran os, der kommer ingen levende Sjæl igennem.

Pludselig hører jeg Raaben og Støjen til højre. Jeg kaster et Blik i Retningen og stivner. Ovenpaa Skyttegravsdækningen i en Afstand paa 5-6 meter staar Englænderne. Fire kan jeg se. Resten fortaber sig i Taagen.

Infanteristerne i vor Beskyttelsesafdeling smider Vaaben og alt hvad de har og bliver taget til Fange.

Jeg er klar over, at jeg bliver skudt ned, da de har set mig skyde paa de fremstormende Skyttelinjer. Jeg drejer mig om, — et Spring fra Afsatsen, hvor jeg staar, over mod den anden Side af Skyttegraven. Det lykkes, jeg naar den og løber for Livet. Infanteriprojektiler sprøjter omkring- mig.

En af mine Skytter følger mit Eksempel — kun en Smule langsommere. Jeg har aldrig set ham siden.

10-12 Skridt fra Skyttegraven bliver jeg opslugt af Taagen. Jeg er ingen Skydeskive mere.

Men jeg sanser intet. Hjertet banker, og Lungerne arbejder, saa jeg synes, Brystet skal sprænges; Benene er som af Bly. Efter ca. 100 meters Løb hører jeg lige foran mig en tung Lastbil køre forbi. Et Par Skridt videre fremme træffer jeg Aftryk af Larvefødder, altsaa Tank. I det samme hører jeg, hvor den standser og begynder at skyde med Maskingevær.

Jeg tag er hurtigt en anden Retning og haster videre. Efterhaanden, som jeg naar længere tilbage, bliver Luften mere og mere gennemsigtig.

Jeg træffer paa to Ordonnanser — en fra mit Kompagni og en Artillerist — som fra Bataillonskommandoen i 3. Linje skal bringe Meddelelse tilbage til Beredskabsstillingen om, at Fjenden er brudt igennem de første Linjer.

Vi kommer forbi 2 Antitankskyts, Kanonererne gør Skytset ubrugeligt. Vi nærmer os Landsbyen og Spærreildzonen. Granateksplosionerne ligger saa. tætte, at det er umuligt, at naa igennem.Vi maa søge Dækning bag et Hegn.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1941

18. oktober 1918. I Berlin: Ludendorff vil kæmpe videre og siden give demokratiet skylden for den dårlige fred!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 18. Oktober 1918.

I Dag sendte jeg Dr. David det i Udsigt stillede Materiale.

Det bestod af Max Broesickes Statistik over „Die preussischen Dänen”, den tyske Udgave af Dr. Mackeprangs „Nordslesvigs Historie 1864-1909″ , Professor Dietrich Schäfers „Völkerkarte” med Opridsning af den forhen omtalte Grænselinje, der efter vor Mening vil fremkomme som Sindelagsgrænse ved en Afstemning, endvidere Oversættelse af Professor Bircks, Ellen Keys, Dr. Friedrich Paasches med fleres Udtalelser om det nordslesvigske Spørgsmaal, Stockholmermanifestet m. m.,  alt ledsaget af en længere skriftlig Redegørelse.

Da jeg havde afleveret dette Materiale paa Postkontoret i Rigsdagen, traf jeg i Foyeren to østerrigske Journalister, Dr. Goldmann, Repræsentant for „Neue freie Presse” i Wien, og Repræsentanten for det ungarske Blad „Az-East”.

Dr. Goldmann meddelte mig, at Militæret atter havde foretaget en fuldstændig Svingning. „Der er indløbet optimistiske Efterretninger, sagde han, „Generalerne vil nu kæmpe vdere – i et Par Maaneder!”

Nogle Rigsdagsmænd, deriblandt Dr. Cohn og Haase sluttede sig til os.

Repræsentanten for „Az-East”: „Østerrig giver op, det er nødt til at give op, om 2-3 Dage kapitulerer det, det kan ikke mere.”

Dr. Goldmann: „Saa hurtigt tror jeg ikke, at det gaar, men Sammenbrudet er der. Vi kan og vil ikke kæmpe videre, og Tyskland maa regne med, at Fjenden staar i Landet om et Par Maaneder.”

Dr. Cohn: „Brügge, Gent og Antwerpen rømmes allerede —”
Dr. Goldmann afbryder: „og Brüssel med, jeg har sikre Efterretninger derfra.”
Dr. Cohn: „Og Undervandskrigen er faktisk opgivet.”Haase: „Jeg havde KL 5 en  Samtale med Præsidenten, Dr. Fehrenbach. Da vidste han endnu ikke, at Militæret havde foretaget en ny Svingning.”

Dr. Goldmann: „Ikke destomindre er det en Kendsgerning, min Kilde er sikker.”

Haase: „Ja, det overrasker mig ikke. Jeg har ventet Modbevægelsen. I Formiddags sagde jeg i Fraktionen, at vi maatte regne med den. De Konservative bebrejder i deres Opraab direkte Hærledelsen, at den ikke har taget skyldig Hensyn til den militære Ære.

Det kan Ludendorff ikke lade sidde paa sig. Han maa nu kæmpe videre og – siden give Demokratiets Svigten Skylden for den daarlige Fred.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Ny bog om Østfronten: Fra Verdenskrig til Borgerkrig

Tre af landets absolut førende historikere inden for krigshistorie og navnlig de to Verdenskriges historie, er udkommet med en ny bog om Østfronten: “Fra Verdenskrig til Borgerkrig. Østfronten 1914-1924 set med danske øjne.”

Det er de tre historikere Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen, der vil være kendt for flere anmelderroste bøger om både 1. og 2. verdenskrig.

Forlaget skriver:

“Mens Første Verdenskrigs vestfront for mange er blevet lig med billedet af Første Verdenskrig, er krigens østfront gledet ud den fælles erindring. Fra verdenskrig til borgerkrig er den første bog på dansk om dette vigtige kapitel og indeholder den store fortælling om krigen på Østfronten – en fortælling, hvor også danske stemmer kommer til orde. For Danmark havde store økonomiske og politiske interesser i Rusland, og en stor gruppe af sønderjyder deltog i krigen på tysk side.

Med til fortællingen hører også krigens eftertid: Krigens udfald fik enorm betydning for, hvordan Europas historie udviklede sig efter 1918.”

Bogen er på 352 sider og koster 300,- kr.

Læs mere på Gyldendals hjemmeside

17. oktober 1918. Ved Wassigny dagen før slaget

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

17. Oktober 1918. Vi ligger i første Linje i Egnen ved Wassigny i Frankrig. Jeg har Kommando over to svære Maskingeværer og en Afdeling Infanterister til Beskyttelse.

Vi har ligget nogle Dage i forreste Skyttegrav. Der har været megen Artilleriild, men ingen Angreb. Skyttegraven er meget provisorisk, bestaar kun af afbrudte Stykker.

Det Stykke vi ligger i, støder op mod en Landevej, som fører gennem Ingenmandsland lige over til en Landsby, som vi kan se i en Afstand paa ca. 1 km paa Fjendens Side.

Vort Maskingevær staar mellem to Bakker paa en flad Egn med frit Skudfelt over en indtil Fjendens Skyttegrav. Foran os er kun en svag Pigtraadsforhindring.

Vi skal afløses om Natten og er glade for det, thi vi er klar over, at den Angrebsro, der har været de sidste Dage, sikkert snart og brat vil blive afbrudt af nye og stærke engelske Angreb.

Om Aftenen i Skumringen sender jeg 2 Mand af sted for at hente Middagsmad ved Køkkenet og samtidig for at føre Afløsningen i Stilling. Vi pakker vore Ting og laver alt færdigt for at stikke af, saa snart Afløsningen er fremme. Natten er bælgmørk. Det bliver en lang Ventetid.

Englænderne skyder Spærreild bagud, og det er ikke let at komme igennem for dem, der skal frem eller tilbage. Omsider — henved Midnat — naar vore Kammerater tilbage med Mad men — uden Afløsning. Skuffelsen er stor.

Kommandøren for 2. Bataillon, som skulde afløse os, har nægtet at overtage Afsnittet. Bataillonen har faaet en Fuldtræffer i Fermen, hvor den laa i Beredskab — i Fermen, hvor vi endnu laa for nogle Dage siden. Tabene har været store, og med Resterne har han ikke villet overtage det Afsnit, han skulde besætte. Muligvis har de højere Officerer haft Oplysninger om, hvad der var forestaaende.

Stemningen hos os er meget trykket. Vi er ikke begejstrede for at skulde indrette os paany. Men da vi er sluppet saavidt, hvorfor skulde det ikke gaa godt et Par Dage længere?

Jeg inddeler Vagtposterne for Natten og, efter at alt er gennemdrøftet, gaar vi i ”Seng”, et Hul i Skyttegravens Ende, overdækket med Stænger og Brædder og et lille Lag Jord oven paa. — Dynen et Uldtæppe.

Jeg sover trygt. I Underbevidstheden hører jeg Granaterne rulle gennem Luften og eksplodere længere tilbage eller i Omegnen.

DSK-årbøger, 1941

17. oktober 1918. Ophidselse i Berlin: Tyskland amputeres og det kan vi takke demokratiet for!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 17. Oktober 1918.

I Morges gik jeg hen i Rigsdagen. Jeg traf straks en Del Kolleger. Grundstemningen var en dump Resignation. Her og der flakkede smaa Indignationsflammer op.

Korfanty meddelte mig, at alt gik godt i de polske Landsdele, men Seyda og han havde endnu ikke faaet Pas til Warschau. Haase sluttede sig til os. „Hele Byen,” sagde han, „kender nu Ludendorffs Depeche. Hele Berlin ved, at han kun vilde garantere for Fronten i 14 Dage og derfor krævede, at der skulde dannes en Regering, som var egnet til straks at indlede Fredsforhandlinger.

Svaret paa Noten vil muligvis blive skarpt i Formen, men det staar fast, sagligt imødekommende. Der er ingen anden Udvej. Forhandlingerne maa føres videre.

General Sixt v. Arnim kommer hertil for at informere Regeringen med Hensyn til den øjeblikkelige militære Stilling.”

Henad Kl. 6 i Eftermiddags var jeg atter i Rigsdagen. I den store Foyer fik jeg Øje paa Dr. David, som kom fra et interfraktionelt Møde. Jeg udbad mig en Samtale med ham om det nordslesvigske Spørgsmaal og tilføjede, at jeg samtidig vilde overgive ham en Del Materiale, Tid og Sted kunde han selv bestemme, i saa Henseende stod jeg helt til hans Disposition.

Han svarede venligt, at vi helst maatte drøfte Spørgsmaalet straks, thi i de følgende Dage blev han vistnok stærkt optaget.

Vi trak os derefter tilbage til et Bord i venstre Sidegang. Jeg beklagede, at jeg ikke havde Materialet ved Haanden, men lovede at sende ham det den følgende Dag.

Derefter gav jeg en fremstilling af Bevægelsen i de nordiske Lande, fremhævede, at der i Ententekredse havde været Bestræbelser fremme, som gik ud paa at nevtralisere Kanalen og lægge til Danmark, hvad der var nord for den, men at dette havde mødt stærk Modstand i Danmark, hvor i disse Dage bl. a. Professor Birck havde advaret imod Forsøget paa at gøre Danmark til Kanalvogter.

Den danske Regering og alle politiske Partier i Danmark var enige om kun at tilstræbe en national Grænse, draget af Selvbestemmelsesretten, saaledes som det allerede var stillet Danmark i Udsigt i Pragfredens § 5.

Det laa i Tysklands egen Interesse at søge Spørgsmaalet løst paa denne Vis ved den forestaaende Fredsslutning. Dette søgte jeg at bevise ved at citere forskellige Udtalelser i nordiske Blade og i Stockholmermanifestet.

Dr. David fulgte mine Udtalelser med megen Opmærksomhed. „Jeg har endnu ikke faaet Tid til at sysselsætte mig indgaaende med Spørgsmaalet,” sagde han. „Der er i Øjeblikket saa mange store Spørgsmaal, som kræver min Opmærksomhed. Men jeg vil være Dem taknemmelig for det i Udsigt stillede Materiale og studere Spørgsmaalet mere indgaaende, saasnart jeg faar Tid. Er der allerede forhandlet med Regeringen om Sagen?”

Jeg meddelte ham, at Naumann, efter hvad han havde fortalt mig, allerede tidligere havde indledt Forhandlinger baade med Grev Brockdorff-Rantzau og med det tyske Udenrigsministerium, men at han havde faaet det Svar, at den danske Regering selv ønskede, at Spørgsmaalet skulde hvile under Krigen.

I Tilslutning dertil fortalte jeg ham om min Samtale med Professor Hollmann i 1914 og refererede hans Udtalelser.

Dr. David: „Grev Brockdorff-Rantzau er her i disse Dage. Jeg vil benytte Lejligheden til at drøfte Sagen med ham. Er der ikke Tale om Kompensationer?”

Jeg: „Nej, det er stadig Retsspørgsmaalet, der er bleven skudt i Forgrunden med samtidig Fremhævelse af, at Spørgsmaalets Løsning er nødvendig, hvis Tyskland vil føre en virkelig Forsoningspolitik.”

Dr. David: „Hvis vi kommer for meget ind paa Retsspørgsmaalet, er jeg bange for, at vi havner i Rethaveri. Hvis vi derimod nu, efter at Junkervælden er brudt, kunde opnaa økonomiske Traktater, vilde det lette os Stillingen. Vi maa, som Stockholmermanifestet kræver, se at faa Spørgsmaalet løst ved en venskabelig Overenskomst. Det er bedst ikke at rejse offentlig Diskussion, thi Stemningen i Riget er ophidset.

Vi amputeres paa alle Ledder og Kanter, Elsass-Lothringen, Polen, maaske ogsaa Lithauen og nu Nordslesvig skæres bort, og allerede lyder Skriget: Det kan vi takke Demokratiet for!

Men jeg vil som sagt undersøge Sagen nærmere og tale med Grev Brockdorff-Rantzau om den, inden han atter tager til København. Materialet er De saa venlig at sende i Morgen.”

Dette lovede jeg, og dermed skiltes vi.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

 

16. oktober 1918. Disciplinen sejler: Et “etape-svin” bliver rullet

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland.

Havde man ikke før vidst, at den tyske hær var ved at blive demoraliseret, så kunne man ikke undgå at blive klar over det nu.

Jeg vil antage, at der i toget har været en 5-600 mand. En løjtnant var transportfører, og til at hjælpe sig havde han et par underofficerer fra landstormen; men det var umuligt for dem at styre disse mænd, der måske i årevis dagligt havde set døden i øjnene og nu følte, at krigen var slut for dem. Al disciplin var simpelt hen gået fløjten.

De opgav da også ævred og blev siddende i deres vogn og lod det hele gå, som det bedst kunne. Hvis der ikke mellem de sårede og syge havde været underofficerer fra fronten, så havde det set sort ud. De kendte tonen og vidste, hvordan denne horde skulle tages, men helt »stoppe« dem, var umuligt.

Hvad der alt skete på denne transport, skal jeg lade ligge. Det var ikke småting, men kun ét tilfælde skal nævnes:

På en forplejningsstation i Belgien var der en bod, hvorfra en “intendant” solgte chokolade, cigaretter m. m. I løbet af et øjeblik var manden og boden væltet, og varerne borte. »Sådan et fordømt »etape-svin«. Skal han stå her og sælge de varer, som vi for længst skulle have haft ude ved fronten!« Det var den hilsen – og betaling – han fik , og ikke andet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. oktober 1918. I Berlin: “Rigsdagen er i Virkeligheden magtesløs.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 16. Oktober 1918.

Da jeg i Dag kom hen i Rigsdagen, traf jeg først de frisindede Rigsdagsmænd Sivkowich og Professor Doormann-Sivkowich spurgte mig, paa hvilke Betingelser jeg mente, at der kunde opnaas Vaabenstilstand.

Jeg svarede: „Metz og Strassborg besat af franske Tropper, Flaaden under engelsk Kontrol!”

„Uantagelig,” afbrød han mig. En af mine elsass-lothringske Kolleger sluttede sig til os. Rigsdagsmand Dr. Blunck kom og udbrød, da han saa os: „Aha, der har vi begge de Fraskilte!”

„Jeg hører ogsaa til dem,” sagde Professor Doormann, som bor i Øvreschlesien. „For et Par Dage siden,” fortsatte han sørgmodigt, „kørte jeg ved Fuldmaane gennem det herlige Landskab. Alt laa i Sølvglans, aldrig har jeg set det kønnere. Da tænkte jeg: Skal nu dette Land med den vældige Storindustri afstaas til Polen, saa vil Storindustrien gaa til Grunde!”

Der kom flere til, blandt dem Waldstein og Dr. Müller-Meiningen. Stemningen var trykket. Waldstein søgte at hæve den. „Wilson-Notens grove og uhøflige Form,” udtalte han, „er en Indrømmelse til de chauvinistiske Strømninger i Vestlandene.

Den er netop et Tegn paa, at Wilson ikke vil os ilde. Saglig set havde vi dog ikke ventet den bedre.”

Dr. Müller holdt det for rigtigst at afbryde Forhandlingerne og kæmpe videre, men han fandt ingen Sangbund. De øvrige var alle enige om, at det var helt nødvendigt at fortsætte Forhandlingerne.

I Rotunden blev jeg raabt an af Loretz, som sad i Samtale med Dr. Pfeiffer, Erzbergers nære Meningsfælle og fortrolige Ven. Han afbrød Samtalen og kom hen til mig. „Dr. Pfeiffer er helt sønderknust,” sagde han, „og Erzberger er afrejst til Karlsruhe, hvor hans lige indkaldte, unge, haabefulde Søn ligger for Døden.

Rigsdagen er i Virkeligheden magtesløs. En Løjtnant med 6 Mand kan faktisk gaa herind og lukke hele Butiken. Der burde straks træffes Forholdsregler imod Overfald.

Reaktionen er mægtig, og jeg gentager, at stærke Tilbageslag ikke er udelukkede.”

Udenfor Rigsdagen var der samlet henved et Tusind Personer, som blev holdt tilbage af en større Politistyrke, deriblandt mange ridende Betjente. De forsøgte at demonstrere, men Demonstrationerne var planløse, og Forsamlingen blev hurtigt splittet af Politiet.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

15. oktober 1918. Spænding i Berlin: “Vi kan have Militærdiktaturet, inden vi ser os om.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 15. Oktober 1918.

I Dag mødte Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager om Formiddagen paa vort nyindrettede Kontor. Min Datter ankom og begyndte sin Virksomhed som Sekretær.

Vi begyndte med at udsende oplysende Materiale.

Om Eftermiddagen fik jeg Besøg af Loretz. „Tyskland vil faa meget haarde Fredsbetingelser,” sagde han. „Trykket paa Vestfronten er overordentlig stærkt, og Foch har Reserver nok til at begynde en ny Offensiv over Mühlhausen indover Freiburg i Baden.

Men denne Situation maner til Forsigtighed.

Et reaktionært Tilbageslag er ikke udelukket. Vi kan have Militærdiktaturet, inden vi ser os om. Jeg maa derfor indtrængende raade Dem til ikke at gaa for hurtigt frem.”

Senere traf jeg Polakkerne Seyda, Sosinsky, Laskowski og Dr. v. Chlapowski. Seyda og Korfanty havde været hos Vicekansler v. Payer for at udbede sig Pas til Warschau, hvor der skulde afholdes en alpolsk Konference.

Payer havde svaret, at han fandt det mærkeligt, at de som tyske Statsborgere søgte Pas til en Konference, der vilde drøfte Løsrivelsen af Dele af det tyske Rige. Seyda havde svaret, at Vicekansleren befandt sig paa Vildspor, naar han troede, at Regeringens officielt fremsatte Opfattelse af Wilsons Program vilde blive godkendt af Præsidenten.

„Det har jeg heller ikke paastaaet,” havde Payer repliceret, „men saalænge De er preussiske Statsborgere, paalægger det Dem efter min Mening visse Hensyn.

Sagen skal blive Rigskansleren forelagt, men jeg kan ikke stille Dem i Udsigt, at De vil faa de ønskede Rejsepas.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

15. oktober 1918. “Nu bliver der talt meget om våbenstilstandsforhandlinger”

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. I begyndelsen af oktober 1918 blev han bataljonsordonnans.

12.-21. oktober: Nu bliver der talt meget om  våbenstilstands-forhandlinger. En hel vogn-park af flunkende nye trainvogne blev overhældt med petroleum, og en tændstik klarede resten: Et vældigt bål. –

Her har jeg fundet en ny ven, Vilhelm Højer fra Holsten, – reserve-postbud i det civile. Mine kammerater herhjemmefra er næsten alle borte. –

I Rethel har staben indkvarteret sig på slottet Sarbon, og det fortælles, at det er ejeren, en fransk baron, der kommanderer de franske tropper, som står foran os, og at det er blevet aftalt ikke at beskyde slottet, ej heller byen. Der falder heller ingen granater i vor egn og nærhed.

Vi ordonnanser bor oppe på loftet, officererne nedenunder, hvor jeg har set herlighederne en enkelt gang, da jeg skulle afhente en melding: Krystallysekroner, tykke tæpper og hvad der ellers hører til et slot, jo, her var enestående smukt.

Men vi var sultne, og vi kunne lugte hønsesteg, fandt dog intet spiseligt uden nogle rødbeder, som kogte dog smagte godt.

Denne for mig himmelske tilværelse skulle dog snart få ende; man manglede mandskab ved kompagniet, og jeg skulle komme tilbage, så den 20. oktober var mit paradis-ophold her ved staben slut.

DSK-årbøger, 1969

14. oktober 1918. “Masserne kræver nu Fred, de aner endnu ikke, hvilken Fred de vil faa.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 14. Oktober 1918.

I Morges rejste jeg atter til Berlin. Undervejs traf jeg efter Aftale sammen med Kloppenborg Skrumsager. I Flensborg mødte Andreas Grau paa Banegaarden med et Materiale, som han paa Tilsynsraadsmødet efter Opfordring havde lovet at tilvejebringe.

Paa Banegaarden i Hamborg blev jeg tiltalt af en Skolelærer fra Sundeved. Han spurgte mig, hvor han kunde finde §§ 4, 5, 6, 7 og 8 i Pragfreden. Det var øjensynligt § 5, der havde gjort ham urolig.

Jeg henviste ham til Bogsamlingen paa Margrethesminde.

Aftenen tilbragte jeg hos Dr. Breitscheid. Fruen fortalte, at Kejseren var ængstelig. Sidste Lørdag havde han tilbudt Erzberger Rigskanslerposten.

Masserne kræver nu Fred, de aner endnu ikke, hvilken Fred de vil faa.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

13. oktober 1918. Russisk husflid på Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

En Dag blev jeg sendt med tre Lastautomobiler et Stykke tilbage til et Proviantdepot for at hente Proviant. Mens jeg var inde paa de forskellige Kontorer med Papirer, var Kammeraterne kommet i Lag med et Par russiske Fanger, som arbejdede paa Depotet. De havde købt mange pæne, smaa Ting, som Russerne havde lavet, blandt andet en Del Fingerringe, lavet af franske, engelske og tyske Riffelkugler, smaa, nydelige Ringe, som de købte for Spotpris.

Jeg var egentlig helt misfornøjet, da jeg kom ud og fik det at se, for jeg vilde ogsaa gerne have haft et Par Ringe; men der var ingenting at gøre ved det; vilde jeg have nogle, maatte jeg købe og betale godt hos Kammeraterne.

Saa kom der imidlertid en Russer slentrende nede fra Lukafet, hvor de boede, og Vagten raabte til ham, om han ikke havde nogle Ringe at sælge, for her var endnu en Tysker, som vilde købe.

Jo, det havde han. Hent dem, sagde Vagten. Han hentede en Ring; der var et Hjerte paa den, og paa Hjertet var der indgraveret en lille nøgen Gren. Paa Grenen sad en lille Fugl med Næbbet lige opad og aabent, øjensynlig syngende af fuld Hals.

Jeg spurgte Russeren igennem Vagtmanden, hvad det skulde sige.

Russeren saa ganske stilfærdigt paa Vagtmanden og svarede, og da denne oversatte det for mig, lød Svaret: „Det skal sige: Vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse.”

Der gik en underlig Følelse igennem mig. Hurtigt fik jeg spurgt, om Russeren var en troende Mand, hvilket han bejaede.

Ringen kunde vi let enes om, for jeg syntes, den var meget mere værd, end han forlangte, og vi fik en kort Samtale med hinanden, hvori Russeren betroede mig, at han var gift og havde Hustru og Børn hjemme, og at det tit kneb for ham at holde det fast, at „vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse”.

Han havde svært ved at forstaa, at Gud ikke snart kunde gøre Ende paa Krigen. Man vidste jo slet ingenting om sit Hjem. Med et varmt Haandtryk og et „Lev vel, kammerat, vi ses histoppe,” skiltes vi for ikke at ses mere her paa Jorden.

Vagtmanden var et eneste stort Spørgsmaalstegn. Han var i højeste Grad forbavset, men Russeren og jeg glædelig overraskede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

13. oktober 1918. Elsassere taler åbent om en genforening med Frankrig

Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.

Den 6. Oktober fik vi paa Vagten Meddelelse om, at den ny tyske Rigskansler, Prins Max af Baden, havde bedt Præsident Wilson om Fred, og Natten mellem 12. og 13. Oktober opsnappede vi i Banetelefonen Efterretning om, at man var ved at afslutte en Vaabenstilstand paa 100 Timer.

Vi stod og lyttede spandt ud i Natten, hvorfra Kanondronene vedblev at lyde. Der blev ingen Vaabenstilstand denne Gang.

Ikke saa sjældent foretog jeg i min Fritid Udflugter i Omegnen, saaledes Søndagen den 13. Oktober, da jeg foretog en lang Tur gennem Bjergene til en Landsby som hed Gotzentruek.

Her traf jeg for første Gang paa Elsassere, som aabent udtalte deres Ønske om en Genforening med Frankrig, ellers plejede Elsasserne at være meget reserverede i deres Udtalelser.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

13. oktober 1918. Kurértjeneste etableret mellem Berlin og Nordslesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 13. Oktober 1918.

Jeg rejste i Aftes hjem fra Flensborg og opsøgte straks Fru M. Andresen for at træffe de nødvendige Aftaler med hende om Kassererhvervet.

Indsamlingen af Vælgerforeningens Fond skal være tilendebragt i Løbet af 3 Dage, og Tillidsmændene instrueres saaledes, at de straks afleverer Pengene til Fru Andresen.

Vi aftalte alt fornødent med Hensyn til Pengenes Anbringelse og senere Udbetalinger af Fonden.

I Dag har jeg truffet Aftale med Den Nordslesvigske Folkebank om, at min Datter Astrid faar Orlov for at gaa med mig til Berlin som min Privatsekretær. Hun skal der lede det daglige Arbejde paa vort nyoprettede Kontor i Hotel „Fürstenhof”.

Endvidere har jeg i Dagens Løb truffet den nødvendige Forberedelse til, at Kurertjenesten mellem Nordslesvig og Berlin med Udveksling af Efterretninger i Hamborg straks kan blive optaget. De Personer, jeg har opfordret til at stille sig til Raadighed for denne Tjeneste, har alle været meget villige.

Kurererne skal afgaa hver Tirsdag og Lørdag fra Aabenraa og Berlin og mødes i Hamborg. Fra Aabenraa er der endvidere indrettet fast Kurertjeneste til  Efterretningsstationerne i Haderslev, Sønderborg, Tønder og Flensborg, hvor Tillidsmændene ligesom i Aabenraa skal møde hver Mandag for at høre vore Beretninger, drøfte Stillingen, udveksle Erfaringer og fatte Beslutninger om Arbejdets videre Gang.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

13. oktober 1918. Kedelig vagttjeneste

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Den 5. oktober 1918.

Jeg har været på kasernevagt i dag, og jeg meldte mig til ordonnanstjeneste, men det skulle jeg ikke have gjort, for jeg fik næsten ikke lukket et øje i de 24 timer vagten varede.

Jeg er ked af det hele, og jeg meldte mig syg, men det gik ikke efter beregning; jeg måtte på vagt igen, men denne gang var det oppe på rådhuset, og det var ikke så kedeligt.

Den 13.oktober 1918.

I dag er det søndag,og vi har haft den sædvanlige appel med vask, søndagstøj og stuerevision.

Det er et kedeligt liv, vi lever for tiden med tjeneste fra morgen til aften.

I middags slap jeg for at komme på vagt, og jeg var ude for at besøge
Kocks i Ober Bussau. Jeg blev vel modtaget derude og skulle snart komme igen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

12. oktober 1918. Bergholt: “Nu gik det – om ikke hjemad – så dog i den rigtige retning.”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå mod Tyskland.

Det var den 10. oktober 1918, at mit private tilbagetog begyndte.

Mine papirer lød på, at jeg skulle melde mig ved et »Sammelstelle« for syge og sårede. Der var en 5-6 kilometer at gå, men det betød intet, for nu gik det – om ikke hjemad – så dog i den rigtige retning.

Det bemeldte »Sammelstelle« viste sig at være i en kirke, hvor jeg sov den første nat. Der traf jeg for øvrigt en kusk fra mit kompagni. Han var plaget af bylder. Herfra var det meningen, at vi næste dags morgen skulle transporteres videre i biler til en by mindst ti kilometer borte for der at blive læsset i jernbanetog.

Men næste morgen blev det meddelt, at man ikke vidste, hvornår der ville være biler til rådighed, så man anbefalede dem, der kunne gå at begive sig af sted til fods.

Kusken ville afsted, men jeg var ikke til sinds at gå med, for som jeg sagde til ham: »Her har vi det da godt. Vi bliver ikke beskudt. Vi får rigelig mad, og hvad kan vi så ønske os mere?« Han bøjede sig for mine argumenter og blev. Hen på eftermiddagen kom der biler, og så kom alle af sted. Vi nåede jernbanen før dem, der var gået om formiddagen.

Tyskerne var på dette tidspunkt i fuld gang med at rømme feltlazaretterne i Frankrig og Belgien. De hårdt sårede var allerede sendt af sted, så i det tog, vi kom med, var der udelukkende let sårede og ikke alvorligt syge. Den første dag nåede vi ikke ret langt, fordi vi i et par byer fik flere læsset på toget.

Her dukkede Hamborgeren pludselig op, og gensynsglæden var stor. Han fortalte, at han en dag under min ferie havde fået høj feber og var omgående blevet sendt på lazaret. Nu følte han sig fuldstændig rask, men man havde ikke nået at få ham udskrevet, inden lazarettet blev rømmet, og nu gled han med. Det var hans held. –

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

 

12. oktober 1918. Tyskerne ødelægger alt på tilbagetoget

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Efter nogle Dages Forløb kom vi til en lille By, som hed Ballons. Derfra blev jeg en Aftenstund sendt de ca. 3 Mil til Sedan efter et Læs Vin til Officererne. Et Par unge, kraftige Heste havde jeg, men Vejen var mig jo aldeles fremmed, og bælgmørkt var det.

Vi var allerede naaet hen i Oktober Maaned. Dog ved Daggry naaede jeg Vejen til  Sedan.

Lidt udenfor Byen laa der en lille Bondegaard, og udenfor var der en stor, gammel Frugthave. Imellem dens Bygninger stod to unge Kvinder grædende, hver med et Lommetørklæde i den knyttede Haand, og inde i Haven var 20 tyske Soldater i Færd med at save de gamle Frugttræer om. Da jeg to Timer senere kom tilbage, var alle Frugttræerne fældet.

Den samme Historie om igen, alt skulde ødelægges.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

12. oktober 1918. Møde i Vælgerforeningen: Glædelig enighed om Flensborg-linjen

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 12. Oktober 1918.

Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen, som jeg havde ladet sammenkalde i Borgerforeningens Lokaler i Flensborg, begyndte Kl. 11½ og var godt besøgt, kun 3 Medlemmer var udeblevne.

Næstformanden, P. Grau aabnede Mødet.

Jeg indledede med en kort Bemærkning, gav først en Oversigt over Stillingen og klarlagde derefter Opgaverne:

1) Indsamling af et Fond paa mindst 100,000 Mark,
2) Indretning af fast daglig Kurertjeneste mellem Nordslesvig og Berlin,
3) Oprettelse af faste Efterretningsstationer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg,
4) Forberedelse af Deputationer,
5) Vedtagelse af en Petition.

Under Forhandlingerne opfordrede jeg Medlemmerne til en for en at udtale sig om Stillingen og Stemningen i Nordslesvig.

I danske Kredse var Stemningen løftet og god. En Undtagelse dannede kun P. Tønders og Jes Mærsks Distrikter, hvor Handelsprofitten syntes at have  demoraliseret en Del danske Folk.

Hjemmetyskerne vil i stor Udstrækning helst tilbage til Danmark. De yngre er gennemgaaende yderst forbitrede over den Behandling, de har døjet – det gentages fra alle Sider.

Derefter kort Drøftelse af Grænsespørgsmaalet, som gav glædelig Enighed om Flensborglinjen. Kun P. Tønder, som før altid har slaaet paa § 5, krævede nu Ejdergrænsen uden Afstemning, medens Lorenz Poulsen talte varmt for Flensborg, men indrømmede, at en Grænse lige nord for Flensborg var mulig, en Grænse lige syd for Flensborg derimod umulig.

Pengebevillingen vedtoges straks med varm Tilslutning.
Man tilbød om fornødent at skaffe Million Mark. Da jeg forlangte 10,000 Mark til et hemmeligt Fond, tilbød man mig straks 20,000.

Alle lovede at arbejde godt.

Til Støtte for Vælgerforeningens Sekretær, Gdr. Martin Simonsen, valgtes der efter mit Forslag 3 Hjælpesekretærer,nemlig A. Lebeck, Haderslev, Nis Nissen, Nordborg, og Andreas Grau, Flensborg.

Endvidere valgtes ligeledes efter mit Forslag Fru M. Andresen, Aabenraa, til Kasserer, for at de indsamlede Pengemidler ikke ved en Husundersøgelse hos Vælgerforeningens Kasserer skulde falde i Politiets Hænder.

Paa Mødet udtalte H.  Jefsen Christensen, Høgsbro, at Stemningen i Danmark var meget daarlig. Der var endog Tanker fremme om kun at tage Nordslesvig tilbage, naar det danske Folk ved en almindelig Afstemning gav sit Samtykke dertil. Han fremhævede, at Nødvendigheden deraf bl. a. var bleven drøftet paa de store Efteraarsmøder paa Højskolerne.

Jeg sagde, at dette sikkert maatte bero paa en Misforstaaelse, men hans Beretning gjorde stærkt Indtryk og efter Forslag af Peter Grau besluttede Tilsynsraadet at opfordre H. Jefsen Christensen til at vove sig over Grænsen for at fremskaffe sikre Efterretninger om Stemningen i Kongeriget.

H. Jefsen Christensen erklærede sig villig til at overtage Hvervet.

Mødet hævedes, og i Smaagrupper begav vi os til Stationen for ikke at vække Opsigt.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

11. oktober 1918. “Prinz Max wird’s machen!”

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. I begyndelsen af oktober fremsatte den nye rigskansler, prins Max af Baden, et fredstilbud til vestmagterne.

Efter et Par Dages Forløb, den 11. Oktober —jeg husker Dagen, fordi det var min Broder Hans’s Fødselsdag, om han ikke var falden, havde han den Dag- fyldt sit 25. Aar — kom vi ned til Omegnen af Schlett- stadt i Alsace, til en Landsby Epflg.

Vi blev der, ca. 40 km bag Fronten, beskæftiget med at bygge de allerfineste Skyttegrave, trække Pigtraad, grave Jordhuler, der var deres 10-12 Meter dybe og forbundne med hinanden ved underjordiske Gange.

Dette Arbejde kunde se ud som Kontrast til Prins Max’ Fredsbud, og jeg husker, at jeg engang spurgte en »fredssikker« Badenser, hvordan han vilde forklare dette,. »Prinz Max wird’s machen«, var hans Svar. Jeg havde det Indtryk, at Badenserne havde en urokkelig Tro til, at »deres« Prins Max nok skulde faa. Freden i Stand.

Indbyggerne var rasende, fordi vi nu saadan paa Slutningen skulde ødelægge deres Vinbjerge, det var ogsaa uforskammet. Forøvrigt havde vi det ellers efter Forholdene rigtig rart, naar undtages, at vi plagedes meget af den spanske Syge, ganske særlig gik det ud over de russiske Krigsfanger, de døde desværre i stort Tal. En mangelfuld Pleje var sikkert Skyld i, at der døde saa mange.

Jeg selv laa ogsaa en Uges Tid »til Sengs« og blev plejet af en russisk Læge, og Medicinen bestod af — Aspirin- tabletter — Aspirintabletter var jo i de Dage Universalmidlet mod alle Sygdomme.

Men Forholdene omkring os, hvordan artede de sig? Her var det springende Punkt.

Sønderjyske Årbøger 1927.

11. oktober 1918. H.P. Hanssen og Kloppenborg-Skrumsager rejser til Flensborg

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 11. Oktober 1918.
I Formiddags traf jeg Forberedelser til Mødet i Flensborg, gik derpaa hen i Rigsdagen for at indhente de sidste Efterretninger og rejste sammen med Kloppenborg Skrumsager ud paa Eftermiddagen til Flensborg, hvortil vi først ankom Lørdag Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

11. oktober 1918. Kvinder og børn på vild flugt over en bro

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. I begyndelsen af oktober 1918 blev han bataljonsordonnans.

11. oktober: Da vi atter skulle tilbage, skulle vi passere en bro, der blev beskudt, og i små grupper stormede vi over mellem skuddene.

På den anden side mødte vi en bys indbyggere på flugt fra deres hjem. Og hvilket syn! – – Kvinder og børn i alle aldre. Grædende skubbede de deres barnevogne med sengetøj og husgeråd foran sig, og foran gik deres præst med bibelen i hånden, bedende for sine sognebørn. De skulle også over broen.

Tyske flyvere havde kastet sedler ned til franskmanden og advaret, at han skulle holde inde med skydning på grund af deres egne civile, der var i færd med at passere broen, og virkelig, jeg lyttede, jeg tror ikke der faldt skud.

DSK-årbøger, 1969

Våbenstilstandsdagen markeres den 11. november 2018 i Sønderborg

Program for markeringen af 100-årsdagen for Våbenhvilen efter 1. Verdenskrig

på Kirketorvet og Skt. Marie Kirke i Sønderborg
søndag den 11. november 2018 kl. 10.45 til 15.30.

Kl. 10.45–10.55: Sønderborg Pipes and Drums underholder.

Kl. 11.00: Mindehøjtideligheden indledes med trompet signal: ”Hold inde” ved Poul Erik Sørensen.

Oberstløjtnant Claus Klaris taler ved mindesmærket.

Flyverhjemmeværnets Musikkorps Kolding underholder.

Oberstløjtnant Claus Klaris lægger krans fra Hæren.

Krans fra Sønderborg Kommune lægges af Borgmester Erik Lauritzen.

Begge kranse lægges samtidig.

Flyverhjemmeværnets Musikkorps Kolding underholder.

Der afsluttes med fællessang: Altid Frejdig Når Du Går.

Kl. 11.30–12.20 Mindegudstjeneste i Skt. Marie Kirke.

Kl. 12.30: Frokost for inviterede deltagere i Restaurant Torvehallen.

Kl. 14.30 – 15.30 Koncert i Skt. Marie Kirke

Mindehøjtideligheden på Kirketorvet gennemføres af Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborg området.

Mindegudstjenesten og kirkekoncerten gennemføres af Skt. Marie Kirke.

Jens Peter Rasmussen
Formand for Kontaktudvalget

10. oktober 1918. Feldweblen hjælper Bergholt på orlov

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han har imidlertid fået bylder i hovedbunden, som han holder ved lige ved at drikke eddike.

Min behandling i Revieret gik videre. Skønt jeg nu havde været under behandling i lang tid, ville lægen ikke sende mig på lazarettet. Jeg tror ganske bestemt, at lægerne havde instruktion om, at de ikke måtte sende de såkaldte gamle krigere bort, når der var den mindste chance for, at de kunne helbredes i Revieret.

Det var sådan set forståeligt, for menneskematerialet blev yngre og yngre, og det vil i denne forbindelse sige dårligere og dårligere. Den sidste, jeg var med til at begrave, var ikke fyldt nitten år. –

Men så skete der endelig noget. En morgen, da jeg mødte til behandling, trak Sanitetsfeldweblen mig til side og sagde, at i dag ville han sørge for, at jeg blev sendt bort. Den sædvanlige læge var rejst på orlov, og en helt ung reservelæge var trådt i stedet.

Da det blev min tur, tog Feldweblen ordet og sagde, at denne mand havde de nu behandlet i mere end en måned, uden at der var bedring at spore, og at man havde besluttet at sende ham på lazaret. Den nye læge kunne jo ikke vide, at det var løgn.

Han accepterede Feldweblens forklaring og udstedte de nødvendige papirer. Og nu var der én, der var glad.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. oktober 1918. På tide, at Danmark bryder sin tavshed om Nordslesvig!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 10. Oktober 1918.
I Formiddags var der ret tomt i Rigsdagen. Førerne har travlt med alle Slags Møder og Forhandlinger. Mange Rigsdagsmænd er taget hjem for at aflægge Beretninger for deres Vælgere.

Jeg affattede en Beretning om Situationen til Folketingsmændene I.C. Christensen og Neergaard, oplæste den for de 2 Landdagsmænd, som godkendte den, og vil afsende den til København, saasnart jeg kan faa den sikkert over Grænsen.

I Beretningen har jeg opfordret dem til energisk at støtte os i vore Bestræbelser.

De to Landdagsmænd er nu efter min Opfordring flyttet herhen i Hotel „Fürstenhof”, hvor jeg har indrettet et særligt Kontor. Vi samles nu daglig paa dette Kontor for at drøfte Stillingen og fatte vore Beslutninger.

I Dag besluttede vi, at Nis Nissen skal blive paa Vagt her i Berlin og lede Arbejdet, mens Kloppenborg og jeg tager til Flensborg for at deltage i Vælgerforeningens Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde.

Jeg har i Eftermiddags nedskrevet et første Udkast til min Tale.

Beretningen [til I.C. Christensen og Neergaard] , som blev sendt sikkert over Grænsen et Par Dage senere, havde efter en opbevaret Kladde følgende Ordlyd:

Til Folketingsmændene J. C. Christensen og N. Neergaard!

I disse kritiske og for Nordslesvigs Fremtid afgørende Dage tillader jeg mig paa Nordslesvigs Vegne at rette følgende Henvendelse til Dem: Der er nu overordentlig stor Chance for, at det nordslesvigske Spørgsmaal kan blive løst paa en i enhver Henseende  tilfredsstillende Maade.

Men fra dansk Side maa der handles og handles straks, ellers forspildes muligvis alt.

Stillingen her er følgende:

Den 1. Oktober meddelte den øverste Hærledelse brat og uventet Rigskansleren, at det var nødvendigt straks at danne en ny Regering, som kunde slutte Fred. Kampen kunde, udtalte Ludendorff, ganske vist endnu fortsættes i et Par Maaneder, men Afgørelsen var allerede falden. Disse Maaneders Kampe vilde ikke ændre Resultatet, men koste nye Blodofre, som maatte tælles efter Hundredetusinder. Det var derfor en Forbrydelse at fortsætte.

Rigskansleren drog straks Konsekvenserne heraf. Fredsregeringen er dannet og vil strække sig overordentlig vidt for at faa Fred i en nær Fremtid.

Man er saaledes her rede til at afstaa baade Elsass-Lothringen og de polske Landsdele. Man er villig til at betale Skadeserstatning baade til Belgien og til Frankrig og til at rømme de besatte Omraader, inden Fredsforhandlingerne aabnes.

Stilles der ikke Vaabenstilstandsbetingelser fra de Allieredes Side, som er ganske uforenelige med den nationale Ære, vil Fredsforhandlingerne derfor snart begynde. Og skulde mod Forventning Krigen atter blive optaget, vil den dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.

I Wilsons 14 Punkter, som Tyskland allerede har antaget som Fredsgrundlag, er Nordslesvig desværre ikke nævnt, men vi vil søge at gennemføre Spørgsmaalets Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret, i Overensstemmelse med de Grundsætninger, som Wilson har opstillet, og med Rigskanslerens Ord om, at der skal sluttes en retfærdig Fred.

Der er da ogsaa hernede stor Stemning for Løsningen. Jeg har talt med Dr. David, som nu er Understatssekretær i det herværende Udenrigsministerium, og opfordret ham til at løse Spørgsmaalet.

Han stillede sig velvilligt og udtalte, at han ventede, at Danmark vilde anmelde det. Dette ved den nuværende danske Regering. Om det er anmeldt, ved jeg ikke.

Socialdemokratiet er helt igennem stemt for dets Løsning. Af de Liberale har Rigsdagsmændene Fr. Naumann, Professor Dr. Neumann-Hof er og Professor v. Schulze-Gaevernitz, med hvem jeg i disse Dage har talt om Sagen, billiger, at jeg i denne Uge rejser det fra Rigsdagens Tribune, og udtalt, at de ønsker denne Rivningsflade mellem Tyskland og Norden fjernet en Gang for alle. Centrum vil ikke gøre Modstand, de Konservative er sat ud af spillet, og Rigskansleren vil næppe modsætte sig Sagen.

Stillingen er saaledes i det hele i Øjeblikket overordentlig gunstig for en heldig Løsning af Spørgsmaalet.

De danske ansvarlige Politikere maa derfor vide, at de staar  overfor et nu eller aldrig, og at Ansvarets hele Tyngde vil falde paa dem, hvis de skyder Opgaven fra sig og ikke griber til i rette Tid.

Opgaverne, som i Øjeblikket foreligger, er følgende:

Regeringen [den danske] maa hurtigst muligt rejse Spørgsmaalet ad diplomatisk Vej for at kaste det ind i Fredsdrøftelsen fra første Færd af. Tavsheden i Danmark, som misbilliges i Nordslesvig og misforstaas hernede, maa øjeblikkelig brydes.

Fr. Naumann sagde i Forgaars til mig, at han allerede for to Aar siden havde søgt at rejse Spørgsmaalet.

Han havde da baade talt og korresponderet med Grev Brockdorff-Rantzau om Sagen og ligeledes drøftet den med høje Embedsmænd i Udenrigsministeriet, men begge Steder faaet det Svar, at den danske Regering ikke ønskede, at der blev rørt ved dette Spørgsmaal under Krigen.

Jeg sagde, at det sikkert udelukkende var sket af Hensyn til Landets strenge Nevtralitet.

Det er nu nødvendigt, at Mundkurven hurtigst muligt tages af den danske Presse, at den Tavshed, der har hersket om Nordslesvig, brydes, at man hernede faar Indtryk af, at det danske Folk virkelig lægger Vægt paa at faa dette Spørgsmaal løst.

Det er nærmest en national Skandale, at naar Branting rejser Spørgsmaalet i Stockholm, saa skynder „Berlingske Tidende” sig med at aftrykke, hvad det os fjendtligsindede „Dagens Nyheter” siger dertil.

Dette har den fjendtligsindede tyske Presse straks grebet med Begær og opfattet som et Tegn paa, at man i Danmark ikke bryder sig om Nordslesvig.

Pressen maa nu roligt, hensynsfuldt, men bestemt tage Standpunkt og forlange Spørgsmaalet løst under Henvisning til Folkenes Selvbestemmelsesret, de Wilsonske Grundsætninger og den tyske Rigskanslers Udtalelse om, at han vil slutte en Retsfred.

Der maa dernæst sendes Folk til Norge og Sverrig for at paavirke den derværende Presse, saa det udadtil kan ses, at hele Norden er interesseret i Spørgsmaalet.

Det vil i høj Grad lette dets Løsning her.

Det bør endvidere under en eller anden hensynsfuld Form, Forespørgsel, Interpellation eller lignende, rejses i den danske Rigsdag, og det maa ogsaa rejses overfor Ententens Gesandter.

Her i Berlin rejser jeg i den kommende Uge Spørgsmaalet fra Rigsdagens Tribune. I Nordslesvig organiserer vi en Bevægelse, der snart vil gaa som en fejende Stormvind hen over Landet.

Lad os nu ikke forgæves paakalde danske Politikeres Bistand.

Lad os ikke paany faa Anledning til at raabe med Henrik Ibsen:

„Vi stred en Livsens Strid for Nord,
Vort Hjemland blev en Grav.
Vi spejded’ over Belt og Fjord
Forgæves dine Snekkers Spor.
Min Bro’r, hvor blev du af!”

H. P.  Hanssen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

10. oktober 1918. “En kammerat og hundefører var blevet ramt af splinter og næsten ikke til at få væk fra hunden.”

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. I begyndelsen af oktober 1918 blev han bataljonsordonnans.

10. oktober: Ny melding til kompagniet; jeg må gå i en stor bue for at undgå granatilden.

– Atter på tilbagetog, denne gang til en kanal, og nu ligger jeg på en stejl dige skråning, mens stabens bunker er tæt ved, og kompagnierne ligger spredt ud i en lang stribe. –

Jeg bliver kaldt til staben og får en seddel stukket i hånden til kompagniføreren, og jeg gætter på, at det er besked om yderligere tilbagetrækning. En flyver kommer og giver tegn med vingerne til artilleriet, og snart arriverer den første 15 cm granat, der rammer en transformator, som formelig synker i knæ. –

Da jeg kom tilbage, fortalte en ordonnans mig, at en kammerat og hundefører var blevet ramt af splinter og næsten ikke til at få væk fra hunden.

DSK-årbøger, 1969

9. oktober 1918. Nu nærmer afstemningen sig: “Vi drog paa Kortet en Grænselinje …”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. Oktober 1918.

Det er galt med Søvnen. Tankerne er for levende og arbejder for stærkt. Jeg sover kun 3-4 Timer, stundom ikke det, i Døgnet. Haase har det, efter hvad han fortalte mig, ligesaa.

Under den stærke Spændings Tryk arbejder Tankerne ustandseligt med Opgavernes Løsning.

Jeg gennemgik i Formiddags Materialet, som jeg har modtaget hjemmefra, og satte straks Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen i Gang med at supplere det fra Bibliotekerne og med Indkøb fra Bogladerne. Vi køber Kort og Bøger i Propagandaøjemed og lader vigtige Aktstykker afskrive paa Maskine.

I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Professor v. Schutze-Gaevernitz, hvem jeg forgæves har spejdet efter i de sidste Dage. Jeg spurgte ham, om han havde Tid til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal, og hvis ikke, hvor jeg kunde træffe ham i Morgen.

„Ja, det er meget vigtigt, at vi drøfter dette Spørgsmaal,” svarede han. „Jeg er lige kommen fra Fronten, men i Morgen paa denne Tid staar jeg til Deres Disposition her i Rigsdagen.”

Hr. v. Heydebrand kom og gik stilfærdigt forbi. Tilsyneladende er han atter kommen i Ligevægt. De Konservative bøjer sig for Hindenburgs og Ludendorffs militære Avtoritet, men haaber, at de Allierede vil stille saa haarde og ydmygende Vaabenstilstandsbetingelser, at Tyskland er nødt til at fortsætte Kampen.

I Middags havde vi Fraktionsmøde paa mit Værelse. Vi besluttede at begrænse vore Bestræbelser til at kræve, hvad der virkelig af Sprog og Sindelag er dansk, tilbage til Danmark.

Vi drog paa Kortet en Grænselinje fra syd for Tønder, lige nord for Aventoft, med Aaen og videre med Skelbækken, ind søndenom Frøslev til Padborg Station, derfra med Aaløbet ned og med en lille Bugt ved Kobbermøllen ud til Flensborg Fjord.

For denne Grænse vil jeg nu arbejde under mine amtaler med Parlamentarikerne og Regeringens Repræsentanter.

Vi aftalte Programmet for Vælgerforeningens Møde i Flensborg paa Lørdag og drøftede, hvad der videre kunde gøres her.

Ved Femtiden gik jeg hen i Rigsdagen. Lansings første Svar paa Noten til Wilson var lige ankommet og vakte megen Opmærksomhed. Det blev ivrigt drøftet af Partierne, som samlede sig gruppevis.

Dr. Ricklin, Præsident i den elsass-lothringske Landdag, kom og hilste. Han er lige ankommen fra Elsass-Lothringen.

Mens vi talte om Situationen, kom Haase. Vi spurgte straks: „Hvad nyt?” Og han meddelte os, at Regeringen lige havde besluttet at svare imødekommende paa Wilsons sidste 3 Punkter.

Rømningen af de besatte Omraader havde man været forberedt paa, den var bleven glat vedtaget. „Afgørelsen er i Virkeligheden falden,” sagde han. „Der gives nu intet tilbage mere.

Hvilket Omslag i Løbet af 24 Timer. Hertling og Payer anede ingenting, da Ludendorff og Hindenburg den 1. Oktober krævede, at der straks skulde dannes en Regering, som kunde skaffe Fred paa de bedst mulige Vilkaar.

De vilde ganske vist, tilføjede de, endnu kunne fortsætte Kampen i 2-3 Maaneder, men det vilde være en Forbrydelse at kæmpe videre, fordi Kampens Fortsættelse vilde kræve nye Hundredetusinder som Ofre uden at forbedre Stillingen.

“Da Foraarsoffensiven begyndte, var Ludendorff,” gentog Haase, „overbevist om, at Paris og Kanalhavnene vilde blive erobrede i det første Stormløb, men Offensiven gik i Staa, og saa angreb de Allierede med Tusinder af Tanks, med Hære af Luftskibe: Flere Steder blev Fronten gennembrudt, andre Steder vaklede den. I Længden kunde den ikke holdes.

Og efter at have overvejet Sagen i 3-4 Uger uden at underrette Regeringen om den kritiske Stilling, kom saa det bratte Omslag den 1. Oktober.”

Dr. Ricklin spurgte Haase, hvordan han mente, at det elsasslothringske Spørgsmaal vilde blive ordnet, om ved en Folkeafstemning eller simpelthen ved en Desannektion.
Haase. „Der er øjensynlig meget stærke Stemninger for en Desannektion.”

Dr. Ricklin: „Men en Folkeafstemning vil være heldigere. Der kan regnes med, at 95 pCt af Befolkningen vil stemme for Tilslutmng til Frankrig.” Haase: „Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal lader sig let ordne, men hvilke Vanskeligheder vil det polske Spørgsmaal ikke frembyde! Hvis for Eksempel Danzig eller Kyststrækningen ved Danzig skal indlemmes i Polen, er Øst-Preussen en Enklave. Saa maa jeg passere Polen for at komme fra min Valgkreds til Berlin!

Men alt det maa overvindes, ligesaa Erstatningsspørgsmaalet, skønt det ogsaa er vigtigt, da det maaske vil dreje sig om 50 Milliarder Mark.”

Vi skiltes ad.

Da jeg kom tilbage til Hotellet, mødte jeg paa min Etage Forretningsføreren.

„Hvordan staar det?” spurgte han meget interesseret. „Freden marcherer,” svarede jeg. „Regeringen har besluttet at svare Wilson imødekommende og at rømme alle besatte Omraader, men Freden vil blive haard: Tyskland vil miste Elsass-Lothringen, de polske Landsdele og rimeligvis ogsaa Nordslesvig og blive nødt til at betale en vældig Krigsskadeserstatning.”

Idet jeg vilde gaa videre, sagde han: „Mange Tak for den glædelige Efterretning! Man ymtede allerede om, at Freden heller ikke vilde blive til noget denne Gang, og jeg frygtede allerede derfor.”

Udenfor Døren til mit Værelse stod en Stuepige. „Hvordan staar det?” spurgte hun. „Freden kommer. I Julen kan De maaske danse,” svarede jeg. „Men den vil blive haard,” og jeg gentog, hvad jeg havde sagt til Forretningsføreren.

„Gud ske Lov,” udbrød hun. „Der er saa mange, der ikke tror, at det bliver Alvor. Hvad bryder jeg mig om Elsass-Lothringen og alt det andet, naar vi bare kan faa Fred. Men der er heller ingen, der vil kæmpe mere,” vedblev hun. „Paa Nr. 372 bor der en Major. I Gaar sagde han til mig: „Faar vi nu ikke Fred, saa gaar jeg i hvert Fald ikke mere ud!”

Saaledes taler en preussisk Major i disse Dage til en Hotelpige.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

9. oktober 1918. Paul Hedegaard bliver bataljonsordonnans

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

8. oktober: Fra i dag er jeg ordonnans ved bataljonen, og det er min forgænger, der har anbefalet mig til dette job, altså ingen anden end Dres. Når endelig jeg skal ha’ det lidt godt, så er det ikke for tidligt. –

Jeg bragte i nat en melding til kompagniet, og dette var noget helt nyt for mig. Man er så ganske overladt til sig selv på disse ture i et og alt, bare skal man kunne hitte kompagniet og finde hjem til bataljonen og i det hele taget finde sig til rette.

9. oktober: Bataljonsstaben ligger ved Orangeville i skoven.

Sammenlignet med min hidtidige stilling var det velgørende at være her, hvor nerverne kan falde til ro, og man sover bedre, bliver mere menneske, selvom der er adskillige faremomenter forbundet med
jobbet.

DSK-årbøger, 1969

Anne sætter musik til oldefars krigsoplevelser

100 året for 1. Verdenskrigs afslutning markeres på Sønderborg Slot d. 7. og 8. november 2018 med koncertfortællingen Kærligt Hilset fra Ingenmandsland, der tager afsæt i den personlige brevveksling mellem en sønderjysk soldat ved Østfronten og hans familie på hjemmefronten.

For nogle år siden fandt sanger, Anne Roed Refshauge nogle gamle breve på familiens loft. De viste sig at være udvekslet mellem hendes sønderjyske oldefar og hans familie, dengang han var udsendt som soldat ved Østfronten under 1. Verdenskrig. Brevene samt hans dagbøger er fulde af ensomhed og usikkerhed, men også af håb. De er nu blevet omsat til en stemningsfuld koncertfortælling skabt af sanger (og oldebarn) Anne Roed Refshauge og den danske gruppe Svestar med titlen Kærligt hilset fra Ingenmandsland.

Til november er det 100 året for 1. Verdenskrigs afslutning, og det markerer Svestar i samarbejde med Sønderborg Kommune med en stor opsætning af Kærligt Hilset fra Ingenmandsland på Sønderborg Slot. I koncerten kombinerer Svestar musik og sangtekster, den personlige fortælling samt lys og visuelt design til en levende historieformidling, hvor flere sanser er i spil. Krigshistorie serveres her i en nærværende og intim indpakning, der får os til at lytte, reflektere og forstå på en ny måde. Et vigtigt og sort kapitel i sønderjysk historie aktualiseres og genfortælles på en måde, der rækker udover landegrænser og husker os på håbet.

Udover de 4 musikere i Svestar medvirker 9 særligt udvalgte musikere ved koncerten samt skuespiller Anders Ahnfelt-Rønne og lysdesigner Egil Barclay Høgenni Hansen. Koncerterne er støttet af Oticon Fonden og Tempi/ROSA.

Koncerter

Onsdag den 7. november kl. 14.00 i Riddersalen på Sønderborg Slot
Torsdag den 8. november kl. 19.30 i Riddersalen på Sønderborg Slot

Billetter til koncerterne kan købes på sonderborgbilletten.dk

Svestar består af:
Anne Roed Refshauge, Sang
Kirstine Sand, Violin
Kirstine Elise Pedersen, Cello
Marie Sønderby, Klaver

For yderligere information, kontakt:

Marie Sønderby 2011 6784

8. oktober 1918. I Berlin: “Kommer de Feltgraa først hjem og ser Elendigheden herhjemme, viI bolshevikiske Strømninger slaa ind over Landet.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 8. Oktober 1918.
I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Korfanty. Mens vi drøftede Situationen, kom Haase og slog sig ned hos os.

„Generalerne har,” fortalte han, „med Støtte af altyske og konservative Kredse rejst en Modaktion mod Vaabenstilstanden.
Hvis Vaabenstilstandsbetingelserne ikke tilfredsstiller dem, vil de sætte alt ind paa at faa Kampen fortsat.

Jeg: „Hvilke Vaabenstilstandsbetingelser mener De at der vil blive stillet?”

Haase: „For det første Rømningen af de besatte Omraader.
Dette Krav er man allerede forberedt paa. Det vil ikke være en Hindring for Vaabenstilstandens Afslutning. Ludendorff er nu klappet fuldstændig sammen. I Marts overbeviste han Kejseren, Regeringen, Præsident Fehrenbach og de fleste
parlamentariske Førere om, at Sejren var vis. Paris og Kanalhavnene, hævdede han, vilde falde for det første Stød.

Men saa kom Skuffelserne Slag i Slag. Den store Offensiv gik i Staa, Tilbagetoget maatte tiltrædes. Endnu stolede han paa, at Hindenburglinjen var uindtagelig, men den er nu gennembrudt paa flere Steder, og vil ikke kunne holdes ret længe.

I flere Uger har han holdt Regeringen uvidende om, hvor kritisk Stillingen i Virkeligheden var. Pludselig forandrede han saa Taktik.
Den 1. Oktober meddelte han Regeringen, at der maatte afsluttes Vaabenstilstand inden 24 Timer og Fred hurtigst muligt. Afgørelsen var falden, selv om Kampen kunde fortsættes 2-3 Maaneder. Men da Kampens Fortsættelse vilde kræve Ofre, som maa tælles efter Hundredetusinder vilde den være en Forbrydelse.

Hertling og Payer var da denne Depeche indløb, endnu af den Mening, at alt stod godt ved Fronten!

Hvad der i den sidste Tid har paavirket Hærledelsen saa stærkt er det frygtelige Tab, som vi har haft af Officerer, én enkelt Division har endog under de sidste haarde Kampe mistet alle sine Officerer.
Soldaterne gaar nu kun frem, naar Officererne er i Spidsen, dette forklarer de frygtelige Tab.

Skal Kampen fortsættes, vil Hæren gaa ud af den uden aktive Officerer.

„I det fortrolige Møde,” fortalte han videre, „hvor Regeringen meddelte os Partiførere Hærledelsens sidste Depeche og erklærede, at der nu ikke var andet at gøre end at søge Fred paa Grundlag af Wilsons 14 Punkter, udbrød Grev Westarp:
„Men det er dog forfærdeligt, det betyder jo, at vi maa give Afkald paa Posen!” — „Hr. Greve,” svarede Vicekansler v. Payer, „vi vil blive nødt til at bringe langt større Ofre!””

„En Rømning af de besatte Omraader,” fortsatte Haase, „vil sikkert blive forlangt, men jeg gentager, at det næppe vil volde Vanskeligheder, thi det er man forberedt paa. Der er endog høje Militære, der betragter Rømningen som fordelagtig, fordi Fronten dermed kan forkortes saa meget, at Hæren atter faar Reserver. Men der vil selvfølgelig blive stillet langt videregaaende Krav.’

Haase regner med, at Wilsons Svar først vil kunne foreligge i næste Uge. Korfanty fortalte, at der var udbrudt Panik blandt Tyskerne i Posen. De søgte allerede at afhænde deres Ejendomme.

I Eftermiddags opsøgte jeg Loretz paa hans Kontor for at udveksle Meninger med ham om Situationen. Han var allerede gaaet hjem, men en Kontordame bragte mig straks i Forbindelse med ham. Han foreslog, at vi skulde mødes paa mit Hotel, hvor vi kunde tale uforstyrret, og en halv Time efter mødtes vi paa mit Værelse.

„Ja, nu bliver vi franske og De danske,” indledede han Samtalen.

„Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal kan allerede betragtes som afgjort,” svarede jeg. „Det er endnu ikke Tilfældet med det nordslesvigske, men jeg haaber bestemt, at det ogsaa vil blive løst ved Fredsslutningen. —

Hvilke Betingelser mener De, at de Allierede vil stille Tyskland?”

„De vil blive haarde,” svarede han. „Wilson vil svare, at Vaabenstilstandsbetingelserne maa aftales med Ententens Overfeltherrer Foch, Haig og Pershing. Dernæst vil han kræve

1) Besættelse af Metz og Strassborg,
2) Rømning af Frankrig og Belgien,
3) Demobilisering af Flæren, saa der kun staar 4-5 Divisioner bag Rhinen,
4) Demobilisering af Flaaden, som stilles under de Allieredes Kontrol.

Der er megen Bitterhed, megen Hævnfølelse og meget Had i de Allieredes Rækker som Følge af det tyske Militærs Brutalitet. Det maa og vil der endvidere blive taget Hensyn til naar Vaabenstilstandsbetingelserne formuleres.

Jeg er forbavset,” fortsatte Loretz, „over den Maade, hvorpaa det tyske Folk tager imod dette forfærdelige Slag som tilmed træffer det uforberedt. I Rigsdagen var alt forleden Resignation, der var ingen Lidenskab at spore. Fædrelandets Ulykke berørte tilsyneladende ikke Folkets Repræsentanter.

Det tyske Folk opgiver af forstandsmæssige Grunde Kampen, skønt Fjenden endnu ikke har overskredet Grænsen, og det endnu har megen Kampkraft tilbage. Det opfører sig næsten som en Forbryder, der er brudt ind f Naboens Hus og ikke tænker paa at forsvare sig, naar han gribes paa fersk Gerning.

Og så Gadebilledet! Jeg spadserede i Søndags rundt i Gaderne. Folk var nærmest glade og veltilfredse. De spøgte og lo og gjorde Indtryk af at være bedre tilpas end de har været i lange Tider!”

“Mit Indtryk er det samme”, sagde jeg. „Her i Hotellet har jg sonderet Terrænet hos det talrige Personale. De er alle lige fra Forretningsføreren og ned til Pagerne og Stuepigerne glade over, at Freden er i Sigte. De frygter kun for, at Fredslutningen endnu kan glippe i sidste Øjeblik.”

“I Frankrig”, fortsatte Loretz, er Chaivinismen i Øjeblikket Triumf. Tyskland har endnu ikke følt Krigens hele Grusomhed. Der er her megen Overmod tilbage, og det maa knækkes. Tyskerne er endnu ikke omvendt, de må gå i sig selv og erkende, at det ikke er nok at tage en ny Overfrakke på, men at de maa skifte Dragt fra inderst til yderst. Hvad der nu har Overtaget her i Berlin er nærmest en snusfornuftig Betragtning, der sætter sig som Maal at komme ud af Krigen med de mindst mulige Tab.

Vi talte videre om Stillingen. Derpå sagde han: “Erzberger meddelte mig i Gaar, at der alligevel ikke vil blive oprettet et Propaganda- og Presseministerium. Det har særligt fra Militærets Side været megen Modstand at overvinde, men nu er den brudt.

“Krigen er endnu ikke endt”, vedblev han, “det vil ikke gaa saa glat indadtil, som man i Øjeblikket tror, men opstaa mange Rivninger. Kommer de Feltgraa først hjem og ser Elendigheden herhjemme, viI bolshevikiske Strømninger slaa ind over Landet. Jeg tror dog ikke, at de vi, vinde Herredømmet i Tyskland. Dertil er Arbejderorganisationerne for faste, og Arbejdermasserne for veldiciplinerede.”

Vi aftalte et nyt Møde og vil vedvarende gensidig holde hinanden underrettede om Forholdenes videre Udvikling.

Hjemmefra fik jeg i Dag et ret omfattende Materiale til Brug ved det planlagte Oplysningsarbejde.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

7. oktober 1918. Krigsfangerne sorteres: “Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske”

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle Elsassere.

(… fortsat)

En dag skulle lejren rømmes. Under skarp bevogtning af franskmænd og amerikanere blev alle 1400 fanger ført ned til den nærmeste jernbanestation og stoppet ind i en række kreaturvogne. Så rullede toget af sted. Hvorhen vidste ingen.

Det blev en lang, lang tur. Endelig boldt toget i den sydfranske by Tours. Vi stod ud, og der foretoges en skarp sortering af fangerne — Elsasslothringer, polakker, tjekker og danskere kom i en særlig lejr.

Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske. Det var dog kun Nis Schmidt og mig, der havde dansk som modersmål, de andre, som her kaldte sig danskere, var det næppe. De hørte alle hjemme syd for Slesvig …

Selv om vi havde ret frie forhold, var vi dog stadig under bevogtning.

Vi havde en fransk sergentmajor som køkkenchef, en elsasser var  kok. — Det var mærkelige retter, vi fik serveret. Kødet var langt fra  førsteklasses. Mon det stammede fra selvdøde kreaturer?

Fedtet lignede nærmest grøn sæbe, og bønnemelet lignede  tapetklister. Fisk og ris var det, vi fandt bedst. Brødet var heller ikke rosværdigt. Man sagde, at det var fyldt godt op med savsmuld …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961