Alle indlæg af Rene Rasmussen

19. august 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de allieredes offensiver på Vestfronten, der efter store fremrykninger mister momentum, da de retirerende tyskerne når tilbage til deres gamle, veludbyggede og stærke forsvarsstillinger før deres offensiv. Artilleriet skal også først transporteres fremefter og de nye mål identificeres. Takket være luftoverlegenhed er de allierede i stand til at angribe, uden en langvarig kanonade. Begge parter har lidt store tab – men på den tyske side er det foruroligende for den tyske overkommando at konstatere, at tyske soldater nu overgiver sig i samlede flokke, uden at være nedkæmpet. Op mod 28.000 tyske soldater blev taget til fange mellem den 8. og den 12. august. Den tyske overkommando har nu indset, at det fra nu af kun vil være muligt at føre defensiv krig – og håbe på, at de allierede vil løbe træt mod de tyske forsvarslinjer og derefter indgå en fred uden sejrherrer.

I det fjerne østen lander japanske og amerikanske tropper i Vladivostok. I Rusland eskalerer borgerkrigen, og terroren øges.

I Baku i Kaukasus er de britiske tropper nu ankommet – og de lokale er skuffede over enhedens meget beskedne størrelse.

18. august 1918. Tyskernes modangreb standses af det franske køkken

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.

Den 18. August blev vi sat ind i en meget stærkt udbygget Stilling. Det var paa et Højdedrag foran Soissons. Vi afløste tidligt om Morgenen et Regiment fra Bayern, og vi gjorde det meget forsigtigt, men Bayrerne bar sig meget klodset af, og Enden af det hele blev, at vi fik en Artillerisalve, der bragte os et Tab paa to døde og fem saarede.

I denne Stilling laa vi i samfulde ti Døgn og slog femten Stormangreb tilbage. Det er de værste Dage, jeg har oplevet i hele Krigen, og dog kan jeg ikke lade være med at fortælle en lille, pudsig Oplevelse.

Franskmændene stormede regelmæssigt hver Formiddag to Gange. De havde gentaget det fire Dage i Træk, og hver Gang brød Stormen sammen foran vor Stilling. Det var som før nævnt en vel udbygget Forsvarsstilling.

Men saa, den 22. August om Middagen, da alt var roligt efter Formiddagens Storme, besluttede Ritmesteren, at vi skulde smide Franskmændene ud af en Skovkant, de havde sat sig fast i om Formiddagen. Skovkanten laa lidt skraat til højre for os, ikke mere end omkring ved hundrede Meter fra vor Stilling. Vort Angreb skulde saadan set ske i Strømpesokker, altsaa Overrumpling, uden Artilleriforberedelse. De laa jo ogsaa saa tæt inde paa os.

Vi var ikke særlig opsat paa Foretagendet, nærmest deprimeret, for vi regnede med, at vore Dage var talte, og at den sidste Dag var kommet. Naa — Signalet til Angrebet blev givet.

Vi sprang op af Gravene og stormede frem, saa hurtigt vi kunde. Langt var der jo ikke over til Skovkanten. Der faldt kun faa Skud. Et lille Stykke foran Skovbrynet smed vi os ned og kastede Haandgranater ind til Franskmændene, — og — saa tog Pokker ved Franskmændene. De rendte ind i Skoven, i et Nu var vi fremme og sprang ned i deres Grave. Vi havde ikke mistet en eneste Mand.

Og hvad fik vi saa Øje paa i Skyttegraven? — Alle mulige dejlige Spisevarer! De havde lige faaet Forplejning frem, og den var jo mange Gange bedre end vor. Der var Brød, og der var Kiks og Pølser, Feltflasker med dejlig varm Kaffe, Flasker med Vin!

Og sultne, som vi var, for vi over dette udsøgte Traktement. Vi havde oven i Købet ikke faaet varm Mad i to Dage, saa vi gik i Gang med glubende Appetit.

Vi glemte helt, at der var Krig! Vi spiste, vi drak, ja, vi skrabede saa meget til os af de gode Sager, som vi kunde faa fat paa.

Franskmændene, som jo ikke havde trukket sig ret langt tilbage, observerede naturligvis vort Forehavende, og nu angreb de os, stormende og raabende.

Hvad var der for os at gøre? Vi løb den Vej, vi var kommet, en med en Pølse under Armen, en anden med et Franskbrød, en tredie med Lommerne og Hænderne fyldt med Cigaretter osv. Men I kan tro, der faldt Brænde ned. Ritmesteren skældte os Hæder og Ære fra. „I kunde dog i det mindste have gjort deres Maskingeværer ubrugelige!“

Naa, vi var nu godt tilfredse med Situationen, for vi havde da for en Gangs Skyld faaet godt at spise.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

16. august 1918. Ædegilde med konsekvenser

En unavngiven sønderjysk soldat fortæller om et ædegilde, der fik konsekvenser

Tyren var den stærkeste

Det var længe siden vi havde smagt rigtig varm Mad. Det var i August 1918. Vi var paa Tilbagetoget. Oulehy, Craonelle, Craonne, Vinterbjerget, Corbing, St. Errne. En prægtig naturskøn Egn, hvor mange Huse var saaledes indbygget i Bjergskraaningerne, saa der sparedes én Væg og der var ingen Grænser for, hvor langt de kunde udvide indad til.

Kosten bestod hovedsagelig af Brød og Konserves, saa vi længtes efter rigtig Gullaschkanonmad.

En Flok Infanterister havde først Held med sig. Af en Drift Kreaturer forvildede sig en ung Kvie ud paa en Skraaning og rutschede ned paa Taget af et Hus, og derfra ned paa Jorden. En Kugle for Panden — og Infanteristerne levede højt.

Et Par Dage senere smilede Lykken ogsaa til os.

En ung Tyr forvildede sig hen i Nærheden af vor Bunker. Vi fik den lokket et passende Sted hen, hvor den fik sin Bekomst. Og da vi var saa heldige at have en Slagter iblandt os, varede det ikke længe, før Kalorius var parteret og store Stykker af den kommet i Gryden.

Det var svært at vente, indtil Kødet var kogt færdigt og i Mellemtiden væddede vi om, hvem der kunde spise mest, alt imens liflige Dufte fra Gryden kildrede os i Næ­sen.

Endelig!

Og nu holdtes der en Kalas, som jeg aldrig før eller siden har været med til.

Vi spiste ikke, nej, vi aad, fraadsede i det frisk slagtede, varme Kød.

Og Straffen lod ikke vente paa sig Det franske Artilleri nærmede sig og her og der slog en Granat ned, saa vi maatte ned i Bunkeren. Den var sikker nok med 20 Meter Dækning paa, saa vi var ikke ængstlige for det.

Men der var andre Ting, der efterhaanden fik os til at blive ængstelige. De store Dimensioner ny slagtet friskt Kød begyndte at gøre sig gældende. Det rumsterede fælt i Maven, og vi saa medlidende til hverandre.

Hvad skulde det dog blive til.

Ovenpaa tordnede det franske Artilleri og hernede tordnede den unge Tyr.

Saa, nu kunde jeg ikke holde det længere. Jeg maatte op, koste hvad det vilde.

Men inden jeg naaede op til Jordens Overflade, var det sket. Jeg havde gjort Bukserne fulde.

Det var maaske ikke første Gang, men det var dog saa længe siden, at jeg ikke huskede det.

Men Tyren blev alligevel den stærkeste, den overman­dede os alle sammen og fik Hævn for sin tidlige og voldsomme Død.

DSK-årbøger, 1941

15. august 1918. Matroserne nægter at råbe et “leve” for kejseren!

F. Matzen, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i marinen. Han lå i Kiel om bord på kaserneskibet SMS Mars.

Det var i den første verdenskrigs sidste år. I Tyskland havde demoralisationens og defaitismens spøgelse forlængst begyndt at stikke sit grimme hoved frem, man så tydeligt skriften på væggen.

Ombord i S/M Hulk »Mars«, det gamle artilleriskoleskib, der lå fortøjet ved en bro i Kiel-Wik, og som forøvrigt i 1905 var det første krigsskib, der ankom til den nybyggede marinestation i Sønderborg, gjordes der forsøg på at give moralen kunstigt åndedræt ved at forsamle de 7-800 ombordværende til massemøder på Øverste dæk, hvor officererne fortalte om den tyske marines bedrifter, hængte nye glorier om kejserens pande og lovede snarlige nye, hemmelige våben, som hurtigt skulle gøre det af med Tysklands fjender, især de forhadte »BRITER«. Plakater med påskriften: »BRITE. sei dein ärgstes Schimpfwort« var opslået omkring i skibet.

Da vi under det sidste massemøde var nået så langt, at de traditionelle hurraer for kejser Wilhelm skulle udbringes, og officererne havde rejst sig med hånden ved kasketten, blev de hilst med pinlig tavshed. Ikke et eneste Hoch! Det var en slukøret flok, der sank tilbage i stolene.

Så, tænkte jeg, nu går det galt. Men opløsningen var så vidt fremskredet, at der intet skete.

Under mit ophold i »Mars« kom jeg en del i den kristelige marineforening, hvis formand var u-båds-kommandanten, den senere pastor Niemöller, om hvem det blev sagt, at det var ham, der havde torpederet »Lusitania«, hvilket omgående bragte USA. med i krigen.

Flere af underofficererne fra »Mars« kom også i denne forening, hvor de omgik os på en god og kammeratlig måde. En af dem, han stammede fra Harzen, opsøgte mig en aften, efter at vi var gået til køjs i hængekøjerne på batteridækket, og foreholdt mig det Opsætsige og farlige i, at jeg blev ved med at skrive hjem på dansk, altså et sprog, der var »unzulässig«, til trods for, alt brevene blev censureret i Flensborg og returneret til Kiel.

Manden kom sikkert i bedste mening, men resultatet var negativt, han havde jo ingen forudsætninger for alt kunne forstå en »MUSSPREUSSE«.

DSK-årbøger 1963

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

12. august 1918. K. Tastesen i desperat løb mod den danske grænse: “Pludselig fløjtede tre kugler forbi mig.”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark. Efter at have gået mange kilometer har han nu ligget ved Skodborg i flere dage og ventet på en chance til at krydse grænsen.

Nu var jeg saa udmattet, at jeg faldt i en dyb Søvn, som jeg ikke vaagnede af før Tirsdag Eftermiddag Kl. 5.

Jeg listede mig hen til Udkanten af Skoven og kiggede ud. Der var kun halvt saa mange Vagtposter som om Natten. Han, der skulde staa lige ud for mig, var gaaet hen og tale med en anden, saa der var omtrent 200 Meter imellem dem.

Med eet havde jeg fattet min Beslutning. Jeg havde en Pakke Tøj med mig, den bandt jeg fast til det ene Ben og kravlede i Zig-Zag for at de ikke kunde se Gangen i Kornet, hen imod Vejen.

Da jeg kom tæt til Vejen, blev Kornet mindre, saa at det ikke kunde skjule mig. Jeg kiggede efter Vagterne; de stod endnu i samme Stilling med Bøsserne over Nakken. Jeg løsnede Pakken fra Benet og tog den under Armen og med et Par Spring var jeg oppe paa Vejen.

Vagten havde endnu ikke opdaget mig, og jeg løb, som gjaldt det mere end Livet.

Der var Roer paa venstre Side og Korn paa den anden. Pludselig fløjtede tre Kugler forbi mig. Jeg kastede mig ind i Kornet og holdt Udkig, om de vilde prøve paa at fange mig. De blev imidlertid staaende og kiggede efter det Sted, hvor jeg var falden. Jeg pustede lidt ud, der var endnu kun højst 120 Meter til Grænsen.

Med et Spring var jeg oppe igen og løb ligesom en Hare efter Maalet. Jeg naaede Grøften, der udgjorde Skellet mellem Sønderjylland og Danmark og kastede mig paa Siden ned i den, den var halvt fuld af Vand.

Jeg kiggede op, for jeg var ikke rigtig klar over, om det virkelig var Grænsen.

Jeg saa nogle Høstfolk paa den anden Side, og nu var jeg klar over, at jeg var i Danmark. Jeg fik mig samlet op af Grøften og vinkede Farvel til Tyskerne.

Danskerne vinkede mig glad i Møde, og nu var jeg i Frihedens Land!

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

11. august 1918. K. Tastesen tøver stadig: At krydse grænsen til Danmark er den sikre død

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Der laa jeg saa Resten af Natten og hele Mandagen. Om Aftenen vilde jeg forsøge at kravle i en Grøft som jeg havde lagt Mærke til og som gik under Vejen, hvor Vagten stod. Der gik et stort Rør under Vejen, og dette mente jeg at kunde komme igennem.

Jeg slæbte mig paa Maven ned ad Grøften og naaede Vejen, hvor Vagten kun stod en halv Snes Meter borte. Da jeg kom til Røret, var der trukket Pigtraad for, saa det var umuligt at komme igennem. Saa maatte jeg vende omkring og kravle tilbage igen. Saa kravlede jeg igennem Rugmarken hen efter Vagten.

Jeg havde faaet at vide, at de afløste Kl. 12, og at de kun havde 5 Patroner, som de skiftede, saa den, der ingen Vagt havde, havde heller ingen Patroner. Jeg listede mig nærmere, saa jeg kun var en Snes Meter fra Vagten, midt imellem to Poster.

Da jeg havde ligget der et Øjeblik, hørte jeg ogsaa Afløseren nærme sig. Et Gevær smækkede, da den ene Vagt tog Patronerne ud — den Lyd kendte jeg — og nu ventede jeg paa, at den anden skulde gøre det samme, for da at springe ind mellem dem og over Grænsen, som jeg vidste laa lidt paa den anden Side af Vejen. Men jeg hørte ikke flere Geværer, før Afløseren var kommen og havde faaet sit Gevær ladt.

Nu var der ikke noget at gøre, thi at prøve paa at komme igennem var den sikre Død. Der var ikke andet at gøre end at kravle tilbage igen og ind i Skoven.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

11. august 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om slaget ved Amiens – som Ludendorff kaldte “Den tyske hærs sorte dag”. Britiske tropper rykker frem efter de nye taktiske dogmer: Identificering og eliminering af fjendtligt artilleri forud for angrebet og massiv indsættelse af kampvogne og fly i samarbejde med infanteriet. Den forreste tyske linje blev gennembrudt inden for få minutter og tusindvis af tyske soldater overgav sig villigt. Inden middag var de britiske tropper trængt 15 kilometer frem. 26.000 tyske soldater og 650 officerer blev taget til fange – og viljen til at modsætte sig angrebet var ikke ret stor. I løbet af dagen lykkedes det dog tyskerne at stabilisere fronten. Men den hurtige fremrykning betyder, at dete britiske artilleri ikke kan følge med – og kampvognene er stadig ikke driftssikre nok. Mange er sat ud af spillet med tekniske problemer. Offensiven går efter nogle dage i stå igen.

Der er også nyt fra Palæstina, hvor briterne angriber på kamelryg; og fra Baku i Kaukasus, hvor kosakker forlader byen, briterne ankommer – og osmannerne angriber!

I det borgerkrigshærgede Rusland går britiske og franske tropper i land i Vladivostok, mens den tjekkiske legion indtager Kazan.

Det er også i denne uge, at tyskernes sidste Zeppelin-angreb på England gennemføres – og mislykkes totalt. Briterne har i mellemtiden lært, hvordan Zeppelinere skal bekæmpes – og om bord L70, der bliver skudt ned, var Peter Strasser, den tyske Zeppelin-flådes leder. Det våbenkapløb mellem Zeppelinere og fly, der har været i gang siden krigens udbrud, har fået en klar vinder: Flyvemaskinen!

Kejser Wilhelm indser, at Tyskland ikke længere vil være i stand til at vinde krigen. Ludendorff giver ham ret: “Vi kan ikke længere vinde krigen. Men vi skal undgå at tabe den!”

Trailer til filmen: “I krig og kærlighed”

Den danske storfilm “I krig og kærlighed” har premiere til efteråret 2018. Den er produceret af Fridhtjof Film.

Det er den første spillefilm om Sønderjylland og sønderjyder i Første Verdenskrig.

Filmselskabet skriver om filmen:

“Da Esben deserterer fra krigen, er det for at blive forenet med sin elskede kone Kirstine og deres søn Karl efter 3 år. Men alt er ændret i hans fravær… Den charmerende tyske officer Gerhard bejler kraftigt til Kirstines hjerte og rollen som familiefar. Esben må sætte alt ind for overlevelse, kærligheden og at redde familien.
I Krig & Kærlighed er et episk og rørende kærlighedsdrama der finder sted under 1. Verdenskrig og er baseret på virkelige hændelser.”

Se mere om filmen på Fridthjof films hjemmeside

10. august 1918. K. Tastesen i skjul ved grænsen

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Søndagen holdt jeg mig skjult hele Dagen, mens det var lyst. Da det blev mørkt, fik jeg en god Madpakke med mig, og min Søster fulgte mig paa Vej for at vise mig, hvor jeg bedst kunde komme over. Jeg skulde 4-5 km indtil jeg naaede en Skov udfor Bastrup, som laa paa den anden Side af Grænsen.

Da jeg naaede Skoven, vilde jeg prøve, om jeg kunde komme igennem der. Jeg kravlede paa alle 4 igennem en Rugmark. Da jeg var kommen omtrent igennem, kunde jeg se Vagten, der stod langs med Grænsen i en lang Række, ca. 50 Meter mellem hver. Jeg lagde mig ned i en Grøft og ventede paa Lejlighed til at komme igennem.

Der laa jeg nu en Stund, men pludseiig hørte jeg nogen komme bagfra. Jeg tænkte nok, det var Soldater, og sprang ind i Rugmarken for at skjule mig.

Det lykkedes ogsaa; de var temmelig højrøstede, saa de hørte mig ikke. Nu indsaa jeg, at det var umulig at komme over den Aften, særlig paa det Sted, hvor der var saa stærk Vagt. Jeg lagde mig inde i Skoven og prøvede paa at sove. Men jeg var for spændt og nu begyndte det at regne temmelig stærkt.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

9. august 1918. K. Tastesen på vej mod den danske grænse

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli 1918 fik han orlov og planlagde flugt til Danmark.

Jeg havde en Søster, som tjente i Skodborg, ti Minutters Gang fra Grænsen. Hun kom hjem paa Besøg, og vi aftalte, at jeg skulde komme til hende den 9. August om Aftenen, som var en Lørdag, saa vilde hun vise mig Vejen over Grænsen.

Den 12. August skulde jeg have været ved Fronten igen.

Fredag den 8. gik jeg op til Kommuneforstanderen og meldte, at nu skulde jeg rejse til Fronten igen. Han sagde, at jeg godt kunde vente til Dagen efter, da min Orlov ikke var udløben endnu. Jeg forklarede med den uskyldigste Mine, at jeg vilde besøge nogle Bekendte i Flensborg og derfor rejste en Dag før.

Saa gik jeg ned paa Stationen og lod, som om jeg skulde med Toget, men i Stedet for gik jeg over Skinnerne og en anden Vej hjem, for at ingen skulde se mig.

Saa kom jeg hjem og holdt mig inde hele Tiden. Kl. 4 næste Morgen spadserede min Kone og jeg de 19 km til Haderslev. Da vi naaede Hoptrup, maatte jeg vise mit Pas til Vagten, men det var godt nok i Orden, da jeg havde taget Pas til Haderslev Kreds, fordi min Kone boede der.

Jeg var civil, da vi for at spare paa Militærtøjet, havde faaet Lov til at gaa civilt paaklædte, naar vi var hjemme.

Vi skildtes saa i Haderslev, efter at jeg havde givet min Kone Besked paa at sige, naar Gendarmerne kom og spurgte efter mig, at hun vidste ikke bedre, end at jeg var rejst til Fronten igen, Vi forlod hinanden, og jeg gik efter Hammelev og Styding over Marken for at komme uden om Vagten ved Sommersted.

Da jeg var kommet tæt til Sommersted, havde jeg lagt mig bag et Hegn for at spise noget Mad, jeg havde bragt med mig. Der kom en cyklende Patrouille, men den saa mig ikke, da jeg laa bag ved Hegnet.

Jeg gik videre og kom til Banen, der gaar fra Haderslev til Skodborg. Der skulde jeg igennem Jels for at følge Banen, og uden om kunde jeg ikke komme. Paa den ene Side, hvor der gik Vagt, laa Søen, og paa den anden Side var jeg ikke kendt, men jeg vidste, at der gik Vagt. Min Søster havde forklaret mig, hvor de fleste Vagter og Patrouiller kom.

Jeg gik saa lige forbi Linjen forbi Jels Station. Jeg var saa spændt, at Haaret ligefrem rejste sig paa Hovedet. Hvert Øjeblik kunde jeg vente at blive raabt an, og saa var jeg sikker paa enten at blive skudt eller ogsaa komme lige til Fronten igen, og det var næsten det samme.

Endelig naaede jeg godt forbi Stationen, og saa løb jeg, saa langt jeg kunde. Da jeg ikke kunde holde ud at løbe længere, lagde jeg mig ned og hvilte lidt og spekulerede over, hvad jeg nu skulde gøre.

Der var ikke andet at gøre, end at følge Linien til Nærheden af Skodborg.

Mine Fødder gjorde smertelig ondt, som om der ingen Hud var under dem.

Jeg gik saa igen, men maatte hvile mig en Gang imellem. Endelig ved halvtolv-Tiden om Aftenen naaede jeg til lidt udenfor Skodborg By. Der gik jeg fra Banelinien og med en Vej ind i Byen, da jeg vidste, der stod Vagt ved Stationen.

Omsider fandt jeg hen paa Gaarden, hvor min Søster tjente.

Gaardmanden og Fruen var Danskere, saa jeg fik en udmærket Modtagelse og kom i Seng. Det var ogsaa det jeg trængte haardest til, da jeg havde gaaet temmelig hurtigt lige siden Kl. 4 om Morgenen.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

7. august 1918. “Paa Kameler gennem Ørkenen til Damaskus.”

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I juli 1918 fik han til opgave at fragte 3½ millioner rubler fra Odessa til Jeriko i Palæstina.

Saa fortsattes Rejsen et Stykke med en Bane, der gik efter Teheran i Persien, og saa videre med en Feltbane, til vi kom til en Ørken.

Saa red vi om Natten, naar Luften var lidt kølig, paa Kameler gennem Ørkenen til Damaskus. I den stærke Solhede om Dagen hvilede vi i vore Telte.

Fra Damaskus fortsatte vi skiftevis med Bane og paa Hesteryg til Tyskernes Stilling Nord for Jeriko, hvor vi skulde aflevere vore Rubler til Overkommandoen.

Tre Gange kom jeg paa den Tur over Jordans Flod, og aldrig har jeg set nogen anden Flod — og jeg har dog ellers set mange — hvis Vand saadan strømmer af Sted! Sidst i September naaede vi igen Rumænien.

Sønderjyske Årbøger 1928

6. august 1918. Nis Ley kommer for sent tilbage efter orlov

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Den 17. juli fik jeg min tredje orlov fra fronten, men det blev også den sidste. 14 dage går dog altfor hurtigt hjemme på orlov, men jeg nåede dog at fejre min 23 års fødselsdag derhjemme.

Den 4. august rejste jeg igen ud til fronten, men fandt ikke min afdeling der, hvor jeg havde forladt den, og jeg turede rundt og forespurgte overalt på banegårde og ved kommandanturer efter oplysninger. Men på alle de steder, hvor jeg forespurgte, var jeg så forsigtig at lade dem attestere, at jeg havde været der på min søgen.

Efter at have ledt i flere dage fandt jeg endelig stedet og meldte mig på skrivestuen, hvor man havde ventet mig – det var i Noyon.

Men derved var min tilbagevenden blevet flere dage forsinket; dog den etatsmæssige feltvebel, som jeg havde et udmærket samarbejde med, erklærede alt værende i skønneste orden, da han fik set mine papirer og min dokumentation over min søgen, og han mente endda, at jeg roligt kunne vente her, til mit kompagni kom tilbage, hvad han regnede med ville ske snart.

Men det trak ud med dette, og efter et par dages forløb mente han, at han ikke kunne holde mig længere, især efter at der var kommet forespørgsel fra bataljonen, hvorvidt jeg havde indfundet mig igen.

Så der var ingen vej udenom, jeg måtte om aftenen følge med køkken vogn en ud til kompagniet. – Havde vi nu haft vor gamle kompagnifører, løjtnant Gelbke, hos hvem jeg længe havde været ordonnans, så havde den lille overskridelse i forbindelse med min orlov let kunne være blevet ordnet, men han var blevet såret og lå på lazarettet, og som stedfortræder havde vi fået en helt ung, nybagt løjtnant, som jeg ikke havde set før, og han ville ikke tage min forklaring for gode varer, endskønt min dokumentation lå foran ham på skrivebordet, nej, han mistroede mig, og antagelsen om »Drückebergerei« var tydelig nok.

Spiren var dermed lagt til det mistillidsforhold, der herefter kom til at råde mellem os, hvilket skulle få de mest skæbnesvangre følger for mig.

(fortsættes)

DSK-årbøger 1971

Spændende foredrag og aktiviteter i august og september måneder

Et lille udpluk af foredrag og aktiviteter i august-september, som vi på én eller anden måde er blandet ind i.

Tirsdag -fredag 7.-10. august kl. 11:00-16:00. Aktiviteter for børn i parken ved Sønderborg Slot med 1. verdenskrigstema: “Vi løfter i flok.” Kaare Johannsen og Heino Løvendahl fra “Westfront 1916” står ved slottet fra tirsdag den 7. august til fredag den 10. august, dagligt fra 11:00 til 16:00. Gratis og børnevenligt!

Torsdag den 9. august kl. 19:00-21:00. Byvandring i Sønderborg: På sporet af Kejsertiden. Byvandring med museumsinspektørerne Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen. Vi mødes kl.19:00 foran Sønderborg Slot. Deltagelse: 50,- kr. Tilmelding ikke nødvendig.

Torsdag den 16. august 19:00-21:00. Byvandring i Aabenraa. På sporet af kejsertiden. Byvandring med Carsten Porskrog Rasmussen. Vi mødes kl. 19:00 ved Det tidligere Kredshus, H.P. Hanssensgade 42. Deltagelse: 50,- kr. Tilmelding ikke nødvendig.

Mandag den 3. september kl. 16:30-17:45. Foredrag i Aabenraa, Rigsarkivets Læsesal, Haderslevvej 45: Vore faldnes minde. Foredrag ved historiker Lars N. Henningsen om mindesmærkerne for de faldne 1914-1918. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Tirsdag den 4. september kl. 14:30 – 16:00. Foredrag i Haderslev, Museum Sønderjylland, Dalgade 7: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 5. september kl. 10:30-12:00. Foredrag i Sønderborg, Museum Sønderjylland (Sønderborg Slot), Sønderbro 1A: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 5. september kl. 15:30-17:00. Foredrag i Tønder, Museum Sønderjylland (Pumpehuset), Wegners Plads 1: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn.  Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Torsdag den 6. september kl. 14:30-16:00. Foredrag i Aabenraa, Rigsarkivets Læsesal, Haderslevvej 45: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Torsdag den 6. september kl. 19:00-20:30. Foredrag i Flensborg, Dansk Centralbibliotek, Norderstrasse 59: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Søndag den 16. september kl. 12:00-16:00. Byvandring i Sønderborg med museumsinspektør Axel Johnsen. Rundtur i Bruno Topffs Sønderborg ved revolutionen i 1918. Mødested: Mariekirken. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Tirsdag den 25. september kl. 14:00-16:00. Foredrag i Nustrup, Skolevej 1 (Nustrup Præstegård), Vojens. En ende på krigen. Afslutningen på 1. verdenskrig, våbenstilstanden og soldaternes hjemkomst. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen. Entré 30,- kr inkl. kaffe. tilmelding på CHMU@KM.DK

Torsdag den 27. september kl. 19:00-21:00. foredrag i Tønder, Tønder Museum (Pumpehuset), Wegners Plads 1, Tønder. En ende på krigen. Afslutningen på 1. verdenskrig, våbenstilstanden og soldaternes hjemkomst. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen.

 

 

 

4. august 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om krigens 4-års jubilæum. På Vestfronten skifter initiativet nu side til den allierede side, der går til modangreb. Amerikanske tropper begynder nu at gøre en forskel, og tyskerne trækker sig tilbage til nye forsvarslinjer bag floden Vesle.

Hvad var gået galt i de tyske offensiver? Blandt de væsentligste forhold må man regne: Mangel på kampvogne!

Men krigen er langt fra slut, og den kunne vare mange år endnu.

I Palæstina rykker briterne frem og planlægger nye offensiver.

I Kaukasus fortsætter kampene mod Osmannerriget ved Baku. Og i Ukraine blev den tyske militærguvernør myrdet.

4. august 1918. “Red sig, hvem der kan!” Franskmændene angriber

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Atter blev vi ført i Ilden. Vi var til højre for Reims. Vi kom ind i et bakket, skovrigt Terrain og søgte en Dag Tilflugt i en stor Vinmark, hvor det imidlertid snart blev os for hedt, da de franske Flyvere opdagede os og signaliserede til Artilleriet, som overdængede os med deres ikke kærkomne Projektiler.

Atter fremad. Vi kom ind i en Granskov, hvor der laa en stor Farm. Derfra blev vi saa sendt 40 Mand til en bayersk Division en Snes Kilometer derfra ved en lille By, som hed Semide. Det hed sig, at vi skulde hjælpe ved Provianten dér. Det gjorde vi ogsaa den første Dag, men næste Dag gik det op paa Bjergskraaningen, hvor vi tog Stilling i en Løbegrav, og vi syntes i Grunden, at det var endnu bedre end nede i Dalen ved Provianten.

Franskmændene fyrede paa os, som om de havde det i Akkord, men vi mistede ikke en eneste Mand. Enten gik Granaterne for langt, over os og ned i Dalen, eller ogsaa gik de for kort og landede oppe i Bakkekammen, saa vi sad veltilfreds og bakkede paa vore Piber og syntes, det hele var udmærket.

Men næste Morgen tog det pludselig en anden Vending. I Nattens Løb var det lykkedes Franskmændene at bryde igennem Linien et Stykke til venstre for os, og om Morgenen fik vi Ild fra Flanken og halvvejs i Ryggen.

Vi sad et Par Timer i den frygteligste Uvished. Hvad vilde der ske, vilde vi blive skudt eller taget til Fange?

Saa kom Ordren: „Rette sich, wer kann!” og næppe var Ordren raabt Linien igennem, før vi styrtede hovedkuls fra Løbegravene ned ad Bakkeskraaningen og hen imod Landevejen for at slippe igennem op imod Byen Machault.

Da vi alle naaede Landvejen, kom en af vore Officerer springende, om ikke nogle af os frivilligt vilde gaa med ham og redde Kassen og Papirerne. Jeg indvilligede og sagde Jo, og 5 andre gjorde ligesaa.

Da vi kom hen til Huset, hvor de kostbare Sager laa, var Vagtposten løbet sin Vej. Den Side, i hvilken Indgangsdøren var, vendte ud mod det Terrain, hvor Granaterne faldt allertættest, og de ca. 20 Vogne, som stod udenfor Pladsen foran Huset, var allerede hakket til Pindebrænde af eksploderende Granater.

Vi valgte derfor at søge Adgang til Huset fra den modsatte Side, men Vinduerne var tilgitret med tykt Traadvæv. Jeg fik fat i en Favnstok, fik det slaaet i Stykker, Vinduespost og Sprosse ligeledes, og da der var lavet en nogenlunde god Indgang, kravlede jeg ind i Stuen. Min Kammerat fulgte efter.

Vi skulde igennem to Stuer og ind i en tredie, hvor Sagerne stod. Denne vendte ud mod Gaardspladsen. Vi havde allerede faaet Kassen og Papirerne kastet ud ad Vinduet, hvor de andre Kammerater tog imod, og var ilet ind efter et Par Officerskapper, Bælter, Dolke og andre Smaating.

Jeg stod i Stuen, hvor Indgangen var, da der kom en Granat, som fo’r igennem Mønningen af Huset og slog ned paa Gaardspladsen ovre paa den modsatte Side. Kalk, Sten, Bjælkeværk og Tagsten ramlede ned over os og lavede en saa tæt Støvsky, at jeg ingenting kunde se; men jeg hørte Kammeraten skrige inde i den anden Stue, at han var saaret.

Dog, før jeg kom ind til ham, mødte han mig, og idet han kom ganske nær hen til mig, saa jeg Blodet piple frem af utallige Smaasaar i hans Ansigt. Han havde netop staaet og set ud, da Granaten eksploderede, og det var Glassplinter fra de knuste Vinduesruder, som havde givet ham de mange smaa Saar i Ansigtet; men hans Øjne var uskadte.

Han var en gemytlig Kammerat, en høj, sværlemmet Fyr, men saa doven, at han ikke gad klø sig selv. Men da han kom saa vidt frem i Rummet, at han kunde se Aabningen i Vinduet, viste det sig, at han var en dygtig Gymnast; som en Tiger springer igennem en Ring, saadan sprang han ud igennem Aabningen uden at røre ved Vinduet, saa jeg kunde virkelig ikke midt i Alvoren bare mig for at le.

Da jeg kom ud, stod alle Mand inde i en hesteskoformet Hule, som var inde i Bjerget ved Siden af. Medens vi opholdt os dér, gik en Granat ned i den Aabning, vi stod fjærnest; men Lufttrykket var saa stærkt, at vi slyngedes som Avner for Vinden henad Jorden.

Hurtigt kom vi paa Benene igen, og blev saa enige om at sørge for at komme derfra. De 5 løb op over Bakkens Kam; de var snart i Sikkerhed.

Jeg løb henad Vejen et kort Stykke, hvor der laa en Mængde Vogne, som var truffet af Granater, og sprang over heldøde og halvdøde Kuske hen ad Vejen til Machault.

Alt havde vi ladet i Stikken, kun vore Brødposer og Gasmasker holdt vi paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

3. august 1918. Selvforskyldte bylder

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Sidst i juli eller først i august måned fik jeg eksem i hovedbunden og måtte under lægebehandling. Da jeg havde hele hovedet forbundet, kunne jeg ikke benytte gasmaske og måtte derfor blive tilbage ved bagagen i det såkaldte Revier (infirmeri), hvor lægen befandt sig.

En dag faldt jeg i snak med en mand fra et andet kompagni. Da han hørte om mit eksem, sagde han, at det skulle bare være ham, der havde det, så skulle han snart komme til Tyskland.

Jeg blev selvfølgelig interesseret og spurgte, hvordan han da ville bære sig ad.

Han ville ikke rigtig ud med svaret, men det slap dog ud af ham til sidst, at han var drogist og havde et vist kendskab til hudsygdomme. Mod at jeg lovede ham ubetinget tavshed, forklarede han mig, at hvis jeg daglig drak 2-3 skefulde eddike, ville ingen læge kunne helbrede mig. Den sure eddike ville straks gå over i blodet, og – sluttede han: »Så skal du bare se løjer.«

Egentlig troede jeg ikke rigtig på ham, men tænkte, at det var et forsøg værd. Jeg gik til kokken og spurgte, om han havde lidt eddike til mig, for jeg skulle lave kartoffelsalat. Det havde han, og da jeg var kommet i enrum, tog jeg den første mundfuld.

I løbet af det næste døgn tog jeg et par stykker mere, og jeg skal love for, at min skepsis forsvandt. Hele hovedbunden blev oversået med bylder så store som ærter. Hår og bylder måtte radikalt barberes væk, og jeg blev indsmurt i salve.

Jeg holdt op med at drikke eddike et par dage, og bylderne begyndte at svinde. Inden de var helt borte, drak jeg atter lidt af det sure, og så var de der igen.

Sådan gik det en fjorten dages tid , så var det ved den tid, da jeg skulle rejse på orlov, og jeg holdt op med at »drikke«.

Et par dage før jeg skulle rejse, var jeg så godt som helbredt, og lægen mente, at jeg godt kunne tage af sted.  (…) Sammen med den sidste af de 30 sønderjyder, der kom til bataljonen i 1916, rejste jeg hjem.

Vi skiltes i Over Jerstal, og aftalte, at vi atter skulle mødes der, når orloven var forbi. Jeg så ham ikke før mange år efter krigen, han gik nemlig til »Kongeå-brigaden«. (Betegnelse for de sønderjyder, der flygtede til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste). Jeg blev således »Den sidste på skansen«, vel nok en tvivlsom ære; men jeg havde givet Hannoveraneren mit ord på, at jeg ville komme igen, og det agtede jeg at holde for ikke at sætte ham i forlegenhed.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2. august 1918. Hans Hansen kastrerer en orne med en brødkniv

Hans Hansen fra Halk ved Hejsager lå i sommeren 1918 ved Soissons.

I Sommeren 1918 var en Del af mit Kompagni afkommanderet til et “Baukompagni” ved Generalstaben for Korps Schmettow, som laa i St. Erme ved Soisson i Frankrig.

En Morgen spurgte Feldwebelen, om der var en, der forstod at kastrere en Orne. Staben havde nemlig faaet fat paa en saadan, men man havde hørt, at man ikke kunde spise Kødet af den, hvis ikke den var kastreret Inden Slagtningen.

Jeg stod i første Geled og min Bagmand, Andr. Skaarup fra Andrup, gav mig i Kaadhed et Skub, saa jeg røg frem foran Fronten.

Feltwebelen, som saa mig ryge frem, spurgte straks: “Kan De gøre det, Hansen III?”

– “Javel, Herr Feldwebel!”

Saa fik en Underofficer Ordre til at føre mig op paa Slottet til de høje Herrer.

Naa, tænkte jeg, der er Du kommet ind i noget godt. Men jeg havde da tidligere kastreret Grise.

Jeg var bange for at det skulde være en stor Tamp paa 5-600 Pund, men det viste sig kun at være en til 250 Pund. Jeg skærpede min Brødkniv paa en Sten og blev saa ført op til Adjudanten.

Her fik jeg efter Ønske en 3-4 Mand til at hjælpe ved Operationen. Vi maatte dog ikke begynde inden han kom, han vilde dog se, hvordan det gik til.

Naa, vi kom ind til Ornen og fik den væltet om paa Ryggen og mine Hjælpere satte sig paa den for at holde den nede. Det tog ikke lang Tid at fjerne Testiklerne, som vi kastede ud gennem Døraabningen.

De blev straks hugget af et Par italienske Krigsfanger, Som saa fik
Kødmad den Dag.

Løjtnanten var meget imponeret af min Præstation og lod en Underofficer føre mig hen til Officerskasinoet, hvor jeg skulde have en Øl og en god Cigar.

I Køkkenet saa jeg mit Snit til at fylde mine Lommer med Nudler, saa var Maden da reddet for et Par Dage.

Da Feldwebelen næste Morgen spurgte mig, hvordan det var gaaet, sagde jeg, at det var gaaet godt, men foreslog, at man de første Dage skulde holde godt øje med Dyret, at der ikke skulde gaa Betændelse i Saaret.

Da det handlede sig om at gøre Generalkommandoen en Tjeneste, var der ikke noget i Vejen.

Feldwebelen var i Grunden vel nok stolt af at have saa dygtig en Mand, og i 6 Dage gik jeg saa op for at se til Ornen, som iøvrigt ikke havde Mén efter Operationen, og saa for Resten af Tiden dryssede jeg rundt i Omegnen eller laa og sov.

Men det manglede ogsaa bare, at jeg ikke skulde have noget ud af at spille Stabsdyrlæge.

DSK-årbøger 1952

2. august 1918. Åh nej! Peter Madsens ben er i bedring!

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet, først i Sønderborg i marts 1918, men fra juli 1918 i Lübeck.

Den 2. august var jeg hos lægen igen, og han sendte mig til massage.

Hver dag kom benet i en maskine,og musklerne blev strakt og benet bøjet.

Til min skræk opdagede jeg,at benet blev bedre for hver dag,der gik, og måske kunne det blive så raskt, at jeg kunne blive sendt til fronten igen, og den tanke huede mig ikke rigtigt.

Jeg har været i teatret for at se “Dr. Hias”, et stykke, der handler om krigen i Frankrig.

Jeg er også af og til i biografen;vi skal jo have tiden hendrevet.

Har været hos feldweblen angående et andragende om orlov hjemmefra, men det blev imidlertid afslået, fordi ansøgningen ikke var stemplet af “Landråden”.

Jeg bestiller næsten intet. Når behandlingen er slut kl. 10 om formiddagen, besøger jeg gerne soldaterhjemmet for at læse avisen og få en kop kaffe eller boullion til et stykke brød.

Efter middag får jeg en lille lur, og så gælder det om at forsvinde, hvis
ikke man vil beskæftiges med et eller andet. Hvis jeg ikke er på soldaterhjemmet eller i biografen, driver jeg rundt i byen til kl.ca.6.

Sidste dag mødte jeg Johs. Lauridsen fra Truenbro [i Avnbøl]. Han ligger ved 84’erne.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Hjemmesiden “Den store Krig” – lidt statistik

Hjemmesiden www.denstorekrig1914-1918.dk gik on-line i juni 2014. Vi fulgte den internationale spænding gennem juli måned, op til krigserklæringerne begyndte at rulle fra den 28. juli og de følgende dage.

Sidan da har vi hver dag bragt et antal “nyheder” fra Første Verdenskrig; et feltpostbrev, en dagbogsindførsel, en avisartikel eller lignende – og altid dagens faldne.

Sideløbende har vi lige så stille opbygget en efterhånden ret omfattende database med oplysninger om sønderjyske krigsdeltagere, litteratur etc.

Vi begyndte at føre statistik fra slutningen af august 2014 over besøg på hjemmesiden etc. Derfor kan der nu her knap fire år senere være anledning til at gøre lidt status.

Siden slutningen af august 2014 har denne hjemmeside haft 2.828.115 sidevisninger (to millioner, ottehundredeogotteogtyve, éthundredeogfemten).

Det er ganske pænt for en hjemmeside, der beskæftiger sig med et så snævert historisk emne som sønderjyder i Første Verdenskrig.

Alene det seneste år har vi haft 1.023.605 sidevisninger.

Det er et gennemsnit på over 85.000 sidevisninger om måneden.

Det seneste år har hjemmesiden haft 131.594 brugere, der tilsammen har gennemført 323.532 besøg på hjemmesiden.

Ved hvert besøg ser en bruger i gennemsnit 3,16 sider/opslag.

Ca. 60% af vores brugere er gengangere og ca. 40% nye besøgende.

De daglige “nyheder” trækker vore mange trofaste læsere ind på hjemmesiden. De følger med i krigens gang, mange følger vore “hovedpersoner” i tykt og tyndt og engagerer sig i deres skæbne.

Andre læsere er på jagt efter slægtninge eller soldater fra lokalområdet og kan finde mange navne, både på de enkelte soldaters personlige sider (dem er der efterhånden 7.000 af) og på de mange lister over krigsfanger, desertører etc.

Og så er der dem, der bruger opslagssiderne: De scannede bøger, de oversatte regimentshistorier, leksikonet osv.

Der er efterhånden ganske mange skoler og gymnasier, der bruger hjemmesiden i undervisningen – vi hører det ind i mellem fra lærere (eller mærker det, når unge mennesker stiller spørgsmål på hjemmesiden).

Vi har dog ikke systematisk undersøgt, hvordan den enkelte læser eller bruger anvender hjemmesiden.

Men vi vil vældig gerne høre, hvordan I – kære læsere! –  bruger hjemmesiden!

Skriv derfor gerne i kommentarfeltet herunder, hvordan I bruger hjemmesiden (og hvor længe I har fulgt med) eller send en mail til sidens hovedredaktør René Rasmussen.

 

Aabenraa Kommune: Litteratur om Første Verdenskrig

Pensioneret bibliotekar Peter Weber har sammensat en bibliografi med litteratur om personer og lokaliteter inden for den nuværende Aabenraa Kommune.

Bibliografien kan ses her

Der foreligger også en bibliografi for Tønder Kommune. En tilsvarende for Sønderborg Kommune er ved at blive udarbejdet, mens der desværre endnu ikke er nogen, der har haft mod på at kaste sig over Haderslev.

28. juli 1918. K. Tastesen hjemme på orlov: “Nerverne var helt ødelagte.”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.  I slutningen af juli 1918 fik han dog endelig orlov.

Den 28. Juli om Eftermiddagen Kl. 4 ankom jeg til Hovslund Station, og jeg havde mit Hjem i Øster Løgum — en Times Gang derfra.

Det var en mærkelig Følelse at komme hjem og se alt det gamle, som endnu stod uforandret. Alt var saa stille og uforandret imod det, jeg kom fra, hvor man stadig hørte Torden og Buldren. Kornet stod paa Marken, og Folk passede deres Dont som al Tid.

Jeg spadserede hele Vejen hjem; jeg havde hele min Oppakning med, undtagen Geværet, som jeg maatte lade staa i Flensborg.

Jeg mødte nogle af mine gamle Bekendte, men de kunde næsten ikke kende mig, da jeg var falmet, og havde forandret mig meget, siden jeg sidst var hjemme.

Endelig naaede jeg mit Hjem, hvor jeg blev modtaget med stor Glæde af mine Forældre og de af mine Søskende, der var hjemme. En Broder var flygtet til Danmark, og en anden laa endnu ved Fronten. Sidstnævnte havde jeg ikke set i 4 Aar.

Vi fik noget at spise, og jeg skulde selvfølgelig fortælle om mine Oplevelser.

Men jeg var ikke i Stand til at fortælle ret meget, da jeg var meget nervøs. Nerverne var jo helt ødelagte af det sindsoprivende Bombardement.

Dagen efter rejste jeg ned til min Kone i Årøsund. Vi fulgtes saa ad tilbage til mit Hjem, og jeg begyndte at lægge Planer til Flugten over Grænsen til Danmark.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

28. juli 1918. Bergholt møder sin bror i Douai

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

De fleste oplevelser, man havde under krigen, var en blanding af ondt og godt. De onde var desværre fremherskende. Men en af de gode havde jeg dog sommeren 1918. Vi var atter en gang på transport og denne gang med jernbane. Jeg havde ligget og sovet, da toget lidt ublidt gjorde holdt på en station, så jeg faldt ned af den bænk, jeg lå og sov på.

Jeg kiggede ud af vinduet, og bemærkede, at navnet på stationen var Douai. Navnet syntes mig bekendt, men jeg kunne ikke huske hvorfra.

Pludselig kom jeg i tanker om, at navnet stod på et postkort, som jeg havde fået fra min bror – eller rettere halvbror – en måneds tid før. Han var landstormsmand og 22 år ældre end jeg. Det vidste sig, at vi ikke skulle videre, men blev læsset ud på stationen. Jeg gik straks til Feldweblen og fik at vide, at vi skulle blive i byen natten over og fik samtidig lov til at forsøge at finde min bror.

Byen var temmelig stor. Den havde vel ca. 35.000 indbyggere, så det kunne blive svært at finde frem til ham, og det var heller ikke sikkert, at han var der endnu.

Det lykkedes dog ret hurtigt at finde hans kompagni, men han var rejst på orlov og skulle først komme tilbage i løbet af otte dage.

Det var en skuffelse, men jeg afleverede en hilsen med besked om, at hvis vi ikke kom alt for langt fra byen, ville jeg besøge ham, når han kom tilbage. Heldigvis gik regimentet i stilling kun ca. 15 kilometer derfra, og da det var på det tidspunkt, hvor jeg måtte melde mig syg, fik jeg rig lejlighed til at besøge ham.

Vi havde ikke set hinanden siden 1915, og da han til trods for den store aldersforskel var min »hjerte-bror«, blev gensynet meget hjerteligt. Han havde altid været god ved den moderløse dreng, og jeg holdt af ham, som om han havde været min far. Jeg besøgte ham to eller tre gange, og vi tilbragte nogle gemytlige timer sammen. Han var en selskabsmand og en god fortæller, så tiden faldt os aldrig lang.

Da jeg rejste på orlov sidst i august måned, tog jeg afsked med ham på banegården i Douai.

Jeg kunne se, at tårerne stod ham i øjnene. Hvis jeg havde kunnet bytte med ham, havde jeg gjort det, men det var jo udelukket. Ved min tilbagekomst var han der ikke mere. Fronten var rykket nærmere t i l byen, og den var blevet rømmet af civilbefolkningen. Også landstormsbataljonen var trukket tilbage. For øvrigt var mit regiment også over alle bjerge. –

Vi så først hinanden igen i januar 1919.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

27. juli 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de allieredes modoffensiver og den tyske tilbagetrækning – Ludendorff må nu se i øjnene, at hans stort anlagte offensiv ikke kan gennemføres.  Han nægter dog at give op. I mellemtiden planlægger vestmagterne nye offensiver. Situationen minder om 1914: Tyskerne krydser Marne, men slås tilbage og går i forsvar ved Aisne. Men denne gang er vestmagterne stærkere. Hvad nu? Og hvordan vil tyskerne reagere, når det går op for dem, at de seneste store ofre har været forgæves? Begge sider har mistet ca. 1.000.000 mænd de seneste fire måneder.

Den tjekkiske legion er på vej mod øst – og franske og britiske tropper er i Murmansk. Det britiske flyver-es Mick Mannock falder.

27. juli 1918. Hellere lade sig skyde ved den danske grænse end tilbage i Helvede!

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Om Morgenen blev vi sendt i Hvilekvarter i en By, som hedder Tillt, tæt ved Gent i Belgien. Vi skulde jo ogsaa have Forstærkning, før vi kunde komme noget Sted igen. Den civile Befolkning var meget flink, særlig naar de fik at vide, at jeg ikke var Tysker, men Sønderjyde. De var ved Flyverbreve underrettet om, at nu var det snart forbi med Tyskernes Herredømme.

Samme Dag, vi ankom dertil, gik jeg hen til Løjtnanten og anmodede ham om at faa Orlov. Det kunde jeg ikke faa, endskønt det var omtrent halvandet Aar siden jeg sidst var hjemme.

Ca. 14 Dage i Forvejen havde jeg skrevet hjem om at indgive en Ansøgning om Orlov for mig, og nu kom den lige tilpas. Jeg blev kaldt op paa Kontoret. Der blev sagt til mig, om jeg ikke vilde vente en 14 Dages Tid, fordi jeg skulde udnævnes til Underkorporal, og saa kunde jeg faa mine Knapper til den Tid.

Jeg var imidlertid lige glad med Knapperne og det hele Militærvæsen, men det turde jeg ikke sige. Jeg sagde, at jeg vilde gerne hjem og se min Familie endnu en Gang, da det jo var meget tvivlsomt, at jeg ellers fik dem at se mere. Jeg havde jo nu ikke set dem i omtrent halvandet Aar, og naar vi nu kun var fem Mand tilbage af Hundrede paa een Dag, saa vidste vi omtrent, hvad vi kunde vente os.

Det hjalp ikke noget; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at hellere vilde jeg lade mig skyde ved den danske Grænse end ud i det Helvede igen.

Da jeg ikke kunde komme udenom længere, sagde jeg, at hvis de ikke gav mig Orlov, skulde jeg nok være Mand for selv at tage den.

Endelig gav de efter, og den 26. Juli kørte jeg sammen med en af de fem fra Tillt. Da vi kom til Brüssel, var der opslaaet Plakater om, at Englænderne og Amerikanerne gik stærkt frem og stod foran Lille.

Tyskerne rev Plakaterne ned hurtigst muligt, men Belgierne løb rundt i Gaderne med dem og slog dem op, hvor som helst. Nu sad jeg i Spænding Resten af Vejen, for at der skulde blive spærret for Orlov, og at vi maaske kunde komme til at vende om, naar vi kom til næste Station.

Efter to Dages Kørsel naaede vi Flensborg. I den Tid havde jeg ingen Ting spist, dels af Spændingen og dels af Glæde over at komme hjem. Ved Ankomsten til Flensborg var Spændingen paa det højeste, der skulde vi vise vore Pas til Vagten.

Da han saa, at jeg skulde højt op i Sønderjylland, blev det mig nægtet at rejse videre, fordi der var saa mange, der flygtede over til Danmark.

Saa blev der sendt Telegram til Bataillonen og forespurgt, om det var rigtigt, at jeg maatte rejse helt hjem. Indtil Svaret kom, maatte jeg blive siddende paa Kontoret paa Banegaarden.

Efter fire Timers Forløb kom Svaret, at det var rigtigt, og at jeg kunde rejse videre.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Luftangrebet mod Tønder-basen – fortællingen den 22. juli 2018

Der er fra forskellig side ytret ønske om at kunne læse den fortælling eller beretning om det britiske luftangreb, som museumsinspektør René Rasmussen ledsagede søndagens re-enactment med. Den følger nedenfor.

Indledningsvis var der en kort fortælling (6-7 minutter) om, hvorfor Det tyske Kejserriges marine anlagde en luftskibsbase ved Tønder – og hvorfor briterne gjorde sig så store anstrengelser for at bombe den.

Derefter blev angrebets forløb fortalt i korte 1½-2-minutters sekvenser mellem hver overflyvning.

Overflyvningen skete med en Tiger Moth-dobbeltdækker – et træningsfly fra 1942.

Folk ankommer (foto: Peter Marker)

”Target Tondern!”

Speaks til den 22. juli 2018

Før første overflyvning

Den tyske luftskibsbase her i Tønder bliver operativ i foråret 1915.

Det er den nordligst beliggende luftskibsbase i Det tyske Kejserrige.

Og det er den tyske marines luftskibe, der holder til her.

Den tyske marine foretrækker luftskibe af typen Zeppelin, så de fleste luftskibe her i Tønder er Zeppelinere.

Luftskibenes vigtigste opgave er at patruljere over Nordsøen og nøje overvåge, hvad arvefjenden, den britiske flåde, foretager sig.

Mere end en fjerdedel af alle den tyske marines rekognosceringstogter bliver fløjet her fra Tønder.

Så basen her er meget vigtig for den tyske søkrigsførelse.

Det, som gør et luftskib særligt egnet til rekognoscering, er dens lange rækkevidde.

Et luftskib får sin opdrift af brint (hydrogen), en gasart, der er lettere end luft.

Brinten opbevares i store balloner, der er ophængt i en lang række inde i luftskibets aluminiumsskelet.

Det er derfor, Zeppelinere har den karakteristiske, aflange form.

Der er op til 21 brintballoner i et luftskib.

Brint er lettere end luft. Derfor behøver en Zeppelin ikke at bruge motorkraft på at holde sig svævende, men kun på sin fremdrift.

Det betyder, at en Zeppelin kan holde sig svævende i mange timer; den kan flyve over meget lange afstande og den kan patruljere et meget stort område.

Det er en stor fordel.

Til gengæld skal der ret meget brint til! Og det er derfor, luftskibe så gigantiske!

Luftskibe kan også bære ret tunge laster.

Allerede i januar 1915 begynder tyske luftskibe at kaste bomber over England.

I begyndelsen over kystbyerne, men snart også over London.

Luftskibe her fra Tønder er med i mere end halvdelen af de bombetogter, som den tyske marine er involveret i.

Det er et kolossalt chok for englænderne at blive bombet fra luften.

I næsten 900 år havde den britiske flåde, nationens stolthed, formået at holde fjender væk fra de britiske kyster.

Men nu står man magtesløs over for bomberne fra de tyske Zeppelinere!

Militært får bombeangrebene ganske vist ikke nogen afgørende betydning.

Men de indvarsler en ny tid, hvor en moderne krig også bliver ført langt bag de egentlige frontlinjer mod civilbefolkningen.

I begyndelsen af Første Verdenskrig, i 1914, er luftskibe flyvemaskiner overlegne.

Men snart er et intenst våbenkapløb i gang.

Fly bliver konstant hurtigere og kan flyve stadigt højere og længere.
Et luftskib er bestemt ikke forsvarsløst – men det er jo ikke særligt svært at ramme!

Og selvom der skal forbløffende mange skud til, før en Zeppeliner går ned eller bryder i brand, så er luftskibets bedste forsvar at gå højere op – og komme uden for flyenes rækkevidde.

Men mere højde kræver mere opdrift. Mere opdrift kræver mere brint. Og mere brint kræver mere plads – og det betyder større luftskibe!

De to oprindelige luftskibshaller her i Tønder (med navnene ”Toni” og ”Tobias”) bliver meget hurtigt for små til de nyeste Zeppelinere.

I 1915 bliver der derfor bygget en ny hal, der får navnet ”Toska”.

Den er 243 meter lang, 73 meter bred og 43 meter høj.

Det er det samme som to-en-halv fodboldbane lang, én fodboldbane bred – og så er den så høj, at der er plads til, at vandtårnet i Tønder (eller Rundetårn i København) kan stå i tørvejr inde i det!

Det er et gigantisk bygningsværk – men det skal også rumme to af de nyeste Zeppelinere.

De to Zeppelinere, der befinder sig i luftskibshallen Toska den 19. juli 1918, er L54 og L60.

De er 196,5 meter lange. De har en tophastighed på ca. 110 km/t, en rækkevidde på mere end 13.000 kilometer og kan gå op i mere end 5 kilometers højde.

Begge Zeppelinere har deltaget i bombeangreb mod England.

Den ene, L54, er under kommando af en meget erfarne luftskipper med et ærefrygtindgydende langt navn.

Han hedder Horst Julius Ludwig Otto Freiherr Treusch von Buttlar-Brandenfels!

Det bedste sted at ødelægge et luftskib, er på dets base. Og britiske fly har faktisk med held angrebet og bombet andre tyske luftskibsbaser i Europa.

Men Tønder er meget langt fra den nærmeste britiske flyveplads – og dermed også langt uden for rækkevidde af britiske fly.

Briterne forsøger faktisk flere gange at angribe luftskibsbasen her i Tønder med vandflyvere, som bliver sat ned på Nordsøen.

Men hver gang mislykkes det.

Det er først, da briterne opfinder et helt nyt våben, at det endelig ser ud til at skulle lykkes: Det er hangarskibet!

Det er krydseren HMS Furious, der bliver bygget om med start- og landingsdæk.

Startdækket er meget kort, men fungerer udmærket. De små Sopwith Camels behøver ikke ret mange meters tilløb for at gå iluften.

Men landingsdækket er livsfarligt.

Det bliver derfor almindeligt at sætte flyene ned på vandet tæt ved hangarskibet eller ét af dets følgeskibe, og så satse på at blive halet op, inden man drukner!

Den gennemsnitlige levetid for en pilot på et hangarskib er ca. 10 flyvninger.

Syv piloter bliver udvalgt til opgaven: At finde og bombe luftskibshallerne på Zeppelinbasen i Tønder.

To gange må et angreb aflyses pga. dårligt vejr, men tredje gang lykkes det.

Og det kommer vi til at høre mere om i løbet af den halve times tid!

Lazarettet ved “Westfront 1916” (foto: Peter Marker)

1. Speaks fortsat – efter første overflyvning

Hangarskibet HMS Furious sejler med sin eskadre af ledsageskibe til et punkt ca. 50 kilometer (25 sømil) vest for Ringkøbing.

Det er den 19. juli 1918. Klokken er 04:00 om morgenen.

Der er ca. 150 km til Luftskibsbasen i Tønder.

Flyene vil lige akkurat have tilstrækkeligt brændstof til at komme frem – og nok så vigtigt: Til at komme tilbage igen!

Men også kun lige akkurat.

Hvis flyene skulle løbe ind i problemer, så har de ordre til at flyve over den danske grænse og nødlande dér.

Kl. 04:14 letter de første tre fly fra startdækket. Det er flight leader, kaptajn Jackson og hans to ledsagere kaptajn Dickson og løjtnant Williams.

Kl. 04.22 letter den næste angrebsbølge, bestående af fire fly med flight leader kaptajn Smart (det hedder han!) og hans ledsagere kaptajn Thyne, løjtnant Dawson og løjtnant Yeulett.

Kaptajn Bernard Arthur Smart har allerede én Tønder-Zeppeliner på samvittigheden: I august 1917 skød han nemlig den legendariske Zeppelin L23 ned over Nordsøen.

Nu er han på vej for at ødelægge basen.

Hvert fly har to 50-punds bomber med.

Det er mere end rigeligt til at ødelægge luftskibshallerne – hvis de da rammer og får antændt Zeppelinernes brint.

De to grupper flyver uafhængigt af hinanden mod deres mål.
Den første gruppe på tre fly med Jackson som flight leader når efter ca. 20 minutters flyvning den danske kyst ved Blåvandshuk.

De følger kystlinjen mod syd. De holder sig over skyerne, men dykker ind i mellem ned under skydækket for at orientere sig.

Kl. 05:30 er de over øen Silds nordspids. Det er tid til at gå ind over land.

Flyene går lavt ind over Højer.

I det fjerne kan de se Tønder, hvor de cirkulerer for at finde luftskibshallerne.

Kaptajn Dickson får øje på en lang, lav bygning i Tønders østlige udkant og kaster en bombe dér.

Men det er noget af et fejlskud! Det er nemlig markedspladsen nede ved den gamle Sønderport, hvor Tønderhallerne nu ligger!

Dicksons bombe slår et hul i brolægningen.

Dickson bliver hurtigt klar over sin fejltagelse. Jackson og Williams har nemlig fået øje på Zeppelinhallerne og har sat kursen mod nordvest. Dickson følger lige i hælene.

Med rasende fart flyver de ind over Tønder – nu går de lige straks til angreb!

Der var hen ved 1.500 mennesker på pladsen i løbet af dagen. (foto: Peter Marker)

2. Efter anden overflyvning

Klokken er 05:33 og de tre fly angriber.

Dickson er den første, der kaster sin bombe mod kæmpehallen Toska. Fuldtræffer!

Sort røg begynder at vælte ud af hullet i taget, da Williams som den næste kaster sine to bomber mod hangaren.

De to Zeppelinere bryder i brand i et flammende bål af tæt ved 100.000 kubikmeter ekstremt brændbar brint. Flammerne står mere end 100 meter op i luften!

Jackson går nu efter den mindre luftskibshal ”Toni”; han kaster sine bomber mod hallen, der rummer basens observationsballon.

Han ser hallen bryde i brand.

En enkelt luftværnskanon er vågnet og er begyndt at bjæffe, og den får snart selskab af yderligere to.

Men det er for sent.

De tre Sopwith Camels i første angrebsbølge er allerede på vej mod nord.

Re-enactere fra “Westfront 1916” bemander en skyttegrav. (foto: Peter Marker)

3. Efter tredje overflyvning

Manden med de mange navne, luftkaptajn Horst Julius Ludwig Otto Freiherr Treusch von Buttlar-Brandenfels, blev jaget ud af sin sødeste søvn, da to britiske fly i lav højde kom brølende ind over det hus, hvor han boede.

Vi har hans egen beretning fra angrebet.

Lad os høre, hvad han skriver:

”En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterligt lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!

I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe.
Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen.

Så er han der! Han stiger lidt.

Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!

Nu var den første lige over hallen!

Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.

Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!”

Så vidt Buttlar-Brandenfels.

Luftskibsbasens eget flyverforsvar var blevet trukket væk i marts 1918. Den ujævne, bløde startbane foran flyhangaren har næsten dagligt kostet ødelagte fly og kvæstede eller dræbte piloter.

Så nu er startbanen under reparation – og basen helt uden jagerbeskyttelse af de moderne Albatross-jagere, der ellers skulle passe på de store luftskibe.

Det er vist det, man kalder sort uheld – eller virkelig dårlig planlægning!

I flyhangaren står en replika af en Albatross D5, der har medvirket i flilmen “I krig og kærlighed”. (foto: Peter Marker)

4. Efter fjerde overflyvning

I mellemtiden er den anden angrebsbølge nået frem til Luftskibsbasen.

De har mistet den ene Sopwith Camel undervejs. Den er returneret til hangarskibet med motorproblemer.

De er dog stadig tre fly: Kaptajn Smart, løjtnant Dawson og løjtnant Yeulett.

De er kommet ind over land ved Fanø og har fulgt Ribe-Tønder-banen mod syd.

Men nu er det tyske luftforsvar vågnet op! Allerede ved Abild mødes de af en voldsom beskydning fra antiluftskyts.

Luftkaptajn Treusch von Buttlar-Brandenfels var også vidne til den anden angrebsbølge.

Lad os høre ham selv fortælle:

”Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række togvogne fyldt med benzin og brint!

I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.

På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj og skyder som gale med deres geværer efter flyene.

Men englænderne ænser dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne.

Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.

Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne!

Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?

Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren.

Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal.

Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.

Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.

Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, det fløj under telegrafledningerne, der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)

Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.

Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.

Men for første gang var det mit eget.”

Under vejs i fortællingen var der en række “eksplosioner” fra “bombenedslag”. (foto: Peter Marker)

5. Efter femte overflyvning

Det andet angreb bliver indledt ca. 10 minutter efter det første.

Den store hal brænder voldsomt, så kaptajn Smart koncentrerer sig derfor om den mindre hangar.

Det er formentlig ham, som Butlar-Brandenfels observer kaste bomber mod ”Toni”.

Også den mindre luftskibshangar står i flammer. Det er basens observationsballon, der brænder.

Kaptajn Bernard Smart har selv fortalt om den voldsomme beskydning, han var udsat for fra jorden.

Han fortæller:

”Hele basen er én stor forvirring af mænd, der løber rundt i alle retninger. Gennem brølet fra min motor kan jeg høre knitren fra rifler og maskingeværer.

Det lyder som et mindre infanteriangreb.

Mit fly stiger voldsomt efter bombningen af hallen, men jeg foretager nu et dyk med fuld gas indtil det synger i wirerne. I 50 fods højde flader jeg ud og flyver i lav højde zig-zag væk ved højeste hastighed.”

De to andre fly følger hans eksempel.

Kaptajn Dickson og kaptajn Smart når begge tilbage til HMS Furious.

Dickson ankommer kl. 06:50 og Smart en halv time senere.

De går begge ned på vandet og bliver halet op af de ledsagende destroyere, mere døde end levende.

Hele operationen fra start til landing har varet omkring tre timer.

En “Tiger Moth” overflyver pladsen – i datiden var det “Sopwith Camels”. (foto: Stig Bang-Mortensen)

6. Efter sjette overflyvning

Williams og Dawson fra den første angrebsbølge følges ad mod nord langs den danske kyst.

Men begge fly løber tør for brændstof.

Williams må gå ned på stranden ved Skallingen nord for Esbjerg.

Dawson når lidt længere – op til Holmsland Klit, før han også løber tør for brændstof og må nødlande.

Begge bliver bragt ind til Esbjerg til afhøring og senere interneret.

Jackson og Yeulett fra den anden angrebsbølge følges ad ud over Vadehavet.

Jacksons fly får motorproblemer ved Guldager lidt nord for Esbjerg og må nødlande.

Også han bliver senere interneret.

Løjtnant Yeulett følger fra luften kammeratens nødlanding.

Yeulett er den yngste og mindst erfarne af piloterne. Han er kun 19 år. Og nu er han på egen hånd.

Han fortsætter mod nordvest – måske kan han nå tilbage til HMS Furious?

Det kan han ikke!

Senere bliver hans lig fundet i strandkanten på Holmsland Klit.

Og nogle dage efter bliver også hans fly fundet, drivende med strømmen mod nord.

Yeulett er tilsyneladende gået ned på vandet, er blev slået bevidstløs ved landingen og er druknet.

Han ligger i dag begravet ved Havrvig Kirke.

Yeulett er det eneste dødsoffer fra denne – set fra et britisk synspunkt – meget vellykkede aktion.

7. Efter syvende overflyvning

Det er første gang i verdenshistorien, at fly letter fra dækket på et hangarskib og gennemfører et angreb mod et mål på landjorden.
Det indvarsler en helt ny tidsalder i krigsførelsen.

Slagskibenes tidsalder er forbi. Hangarskibenes tidsalder er begyndt.

Og det er egentlig ret pudsigt at tænke på, at den måde, vi i den vestlige verden i vore dage foretrækker at føre krig, nemlig med hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden, for første gang i verdenshistorien blev gennemført mod lille, fredelige Tønder.

Læs mere om angrebene på Tønderbasen i Knud Jakobsens fine, lille bog, der udkom for få måneder siden.

 

25. juli 1918. Peter Madsen flyttes fra lazarettet i Sønderborg til Lübeck

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet i Sønderborg i marts 1918.

Tilbage til Lübeck

Den 22.juli 1918 blev jeg udskrevet fra lazarettet i Sønderborg og overført til en erstatningsbataljon i Lübeck.

Her havde regiment 162 hjemme.

Den 23. om aftenen ankom jeg til Lübeck og blev indkvarteret i en stor sal. Egentlig er det en restaurant ved navn Louisenlyst, der er blevet omdannet til kaserne.

Dagen efter var jeg hos lægen og blev fritaget for tjeneste i 2 måneder.

Vi har det ellers helt godt her. Vi får et pund brød om dagen, men uden nogen former for lækkerier. Vi har ingen tjeneste, kun lidt arbejdstjeneste en gang imellem.

De sidste tre dage har jeg gjort haven i stand for en professor, og det
tjente jeg godt ved. Jeg fik i alt 13,20 mark, og det er meget i forhold
til den almindelige soldaterløn.

Jeg var også i teatret en aften.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

24. juli 1918. Med 3½ million rubler og en rød fez til bøn i Konstantinopel

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I juli 1918 fik han til opgave at fragte 3½ millioner rubler fra Odessa til Jeriko i Palæstina.

Omtrent midt i Juli 1918 blev to Officerer, to Sergenter med seks og tredive Mand, hvoriblandt jeg, sendt til Byen Breila i Nærheden af Donaus Udløb i det sorte Hav.

Derfra sejlede vi saa til Odessa, hvor vi skulde hente tre og en halv Million russiske Rubler, som Tyskerne paa en eller anden Maade havde faaet fat paa i Ukraine.

Odessa er en stor Havneby, som ikke engang Hamborg kan maale sig med. Ved Havnen ligger det ene mægtige store Kornmagasin ved Siden af det andet.

Saa sejlede vi med en Transportdamper over det sorte Hav, gennem Strædet ved Bosporus, hvor Palmerne skyggede langs Kysten, ind til Konstantinopel.

Her blev vi alle forsynede med en rød Fez, og her saa vi hver Aften Tyrkerne forsamlet paa Torvet. En »Præst« steg op i et Slags Stillads, og mens Mændene med Ansigtet vendt imod Mekka knælede paa Gaden, udraabte »Præsten« et eller andet ud imod alle fire Verdenshjørner. Hver Gang begyndte han med »Allah o. s. v., og da bøjede Mændene deres Hoved helt ned imod Stenbroen.

Vi var her i tre-fire Dage og blev herfra ledsaget af tyrkisk Militær som Vejvisere.

Sønderjyske Årbøger 1928

21. juli 1918. Endelig fremme: Desertører i robåd fra Kegnæs til Ærø

Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Via Berlin nåede de til Kegnæs, for Esbensen stammede fra. Planen var et ro til Ærø – men alle både var låst og alle årer konfiskeret. Men nabokonen hjælper:

»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I  bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan  komme af sted«.

Og det gjorde vi så. Det gik også godt nok. Jeg brækkede en sabel, da jeg huggede løs på kæden, som båden var låset med. Vi arbejdede  med den i 1½ time, inden vi fik slået den i stykker — og endelig roede  vi så af sted, på vej mod Ærø.

Det var diset, og vi havde en strid vind lige imod. Ved Kegnæs fyr gik der tysk vagt, men vi slap heldigt forbi og ud på åbent vand.

»Nu er det ligemeget, hvad der kommer i vejen for os, jeg skyder alt ned«, sagde Schultz, da vi var kommet så langt. Og så rev han sine  knapper af og smed dem ned i strømmen. Nu ville han ikke være  oversergent mere.

Vi roede hele natten, og ud på morgenstunden hørte vi noget  brumme i luften. »Så, nu er det sket, nu kommer de og tager os«, tænkte jeg. Men heldigvis var det så diset, at flyvemaskinen ikke så  os, og jeg er aldrig blevet klar over, om det virkelig var en tysk  maskine.

Noget senere kunne vi øjne land, og ved 8-tiden om morgenen trak vi båden på land.

Der gik nogle mænd på marken. De var knap færdig med at høste.  De talte dansk, og jeg spurgte, hvor vi var.

»I er på Ærø«, lød svaret.

»Nå, så er vi kommet godt hjem«, sagde jeg. De hentede nogle heste og fik båden slæbt på land, og så tog de os med hjem til frokost.

Vi var landet ved St. Rise på Ærø, og sognefogeden i St. Rise meldte os ikke, hvad han ellers skulle have gjort.

I stedet sørgede han for, at vi fik arbejde allesammen. Han skrev et brev hjem til mine forældre, hvori han fortalte, at han havde fået en  søn, og de ville kalde ham Andreas. Så vidste min mor og far, at jeg var kommet godt over, men alle breve blev j o åbnet, og den tyske  gendarm havde også læst det og kom for at spørge mine forældre ud.

— Ja, de kunne da ikke forstå, hvad det var for et brev, for de mente ikke, de havde familie på Ærø.

Gendarmen spurgte nu, hvordan det gik med de fire sønner og med  de to svigersønner, som var med i krigen.

»Jo«, svarede de, »det går dem godt, så vidt vi ved. Der er ganske vist en af sønnerne, som vi er lidt bekymrede for. Vi har desværre ikke  hørt fra ham i lang tid«.

Gendarmen var nu ikke dum, men han lod sig alligevel nøje med den  besked, og der skete ikke mine forældre noget.

Efter krigen fik jeg brev fra min kammerat i Edel, ham, der i sidste øjeblik sprang fra. Han fortalte, at der gik fjorten dage, før man  savnede os ved kompagniet. Man kunne ikke forstå, hvad der var  sket med os, for man var klar over, at vi ikke var blandt de i dræbte eller sårede; men efterhånden hørte interessen for os op, for der skete jo stadig andre ting, der optog sindene ude ved fronten.

Sognefogedens søn købte, da krigen var forbi, en gård på Nordenbro Vesteregn på Langeland, og da han spurgte, om jeg ville med  derover, slog jeg til, og — her blev jeg.

Min kone er herovrefra, og vi har nu i 37 år været ejere af et  statshusmandssted; men — når jeg uden for mit vindue ser Keldsnor  fyr blinke, smiler jeg til det som til en gammel bekendt, for det er jo  det samme fyr, der i hin nat blinkede til mig og viste mig vej til Ærø.

DSK-årbog 1960