Alle indlæg af Rene Rasmussen

18. juni 1919. Overgangstiden: Folk stjæler som ravne!

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er anden del.

Haderslev Købstad omkring 1919-20 frembød i alle Henseender et Billede paa Forsømmelse i det rent ydre. I flere Aar var Husene, Døre og Vinduer ikke blevet malet eller istandsat. Det offentlige havde hverken Midler eller Mandskab til at foretage større Forbedringer.

Udseendet inden Døre svarede til det ydre, og værre var det, at det bogstaveligt talt skortede paa det nødvendigste af baade Klæder og Sko, Mad og Drikke, kort sagt det, som Morten Luther med Hensyn til Livets Ophold henregner til det daglige Brød.

Havde man varet saa heldig at kunne foretage en Tur med Rudolphs Bil til Kolding og med Indtrykket af den livlige Færdsel i denne By og Udsalgsstedernes Overflod vendte tilbage til Haderslev, var Forskellen mellem Gadebilledet her og der i høj Grad iøjnefaldende.

Kunde Byraadet intet foretage sig? vil man spørge, og Nej maa man svare. Der var saamand Uroligheder nok.

Mange vil endnu mindes Folkemøderne paa Torvet. En lille Person, der den Gang spillede en vis Rolle blandt den af Efterkrigstidens Psykose angrebne Del af Befolkningen, stod paa Søndertorv paa et Bord ved Siden af Kejser Wilhe!m Statuen og krævede Indskriden over for dem, som endnu havde Madvarer i Behold. Ledende Socialdemokrater tog dog Bevægelsen i deres Haand og søgte en fornuftig Løsning.

Maaske husker man ogsaa, at daværende Borgmester, Dr. Schindelhauer, efter engang at vare bleven tilsagt af Mængden til at komme til Stede ved et saadant Møde, svag og afmægtig stavrede frem mod Talerstolen paa Torvet. Et Par haandfaste Mænd hjalp ham op paa Bordet ved Siden af Statuen, og her var det, at han under Jubel fra Menneskemængden, der talte flere Tusinder, forklarede, at han ikke saa nogen Udvej til Bedring, før vi kom ind under Danmark, og det var maaske hans eneste Sukces i denne By, hvis Overhoved han var fra 1902 til 1920.

Det lyder forhaabentlig ikke ubeskedent, naar jeg nu saa mange Aar senere røber, at jeg havde lagt ham disse Ord i Munden, da han en halv Time forinden nedtrykt og bævende af Angst for, at man skulde gøre ham Fortræd, var kommen ind paa mit Kontor for at bede om Beskyttelse.

For at Folk ikke skulde begaa Selvtægt eller dø af Sult, var der paa Raadhuset indrettet et Levnedsmiddel-Forsyningskontor.

Af dets offentlige Kundgørelser kan man den Dag i Dag danne sig et Begreb om, hvad en Husmoder i Haderslev saa sent som i Januar Maaned 1920 havde at raade over. Derefter tilkom der hvert voksent Menneske 50 Gram Smør og ½ Pund Byggryn om Ugen. Desuden uddeltes der 200 Gram Flæsk pro Persona. Men det skete kun med større Mellemrum.

Kartofler manglede helt, fordi de Landmand, som havde Kontrakt med Byen om Levering, havde solgt Beholdningen til andre, der nu bød mere, uden at bryde sig om Aftalen.

Gode Tændstikker fandtes ikke. Rygelige Cigarer kunde kun smugles ind. Kul var ligeledes en sjælden Vare, Byen havde rigtignok i København købt og nede ved Havnen opmagasineret en Skibsladning daarligt Brændsel. Men af den stjal man om Natten som Ravne i den Grad, at Reservebetjent Skov, der var sat til at passe paa, tilsidst maatte gaa paa Akkord med Uretten og tillade Tyvene at tage en

halv Sæk hver, men heller ikke mere. Toggangen fra Kolding laa paa dette Tidspunkt stille en hel Uge, og i samme Tidsrum hvilede al Postgang.

For Fuldstændighedens Skyld bør dog tilføjes, at gamle Folk og Børn under to Aar i første Uge af Januar 1920 havde Krav paa 3 Pakker Tvebakker hver; men det var nærmest en Sjældenhed. De kunde ligeledes mod Lægeattest faa udleveret lidt Sødmalk. Alt paa Kort.

Visse Sygdomme hærgede svært i de sidste Maaneder.

At Fængslerne var overfyldt, behøver ingen Forklaring.

(fortsættes)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

17. juni 1919. Haderslev i overgangstiden – første del

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er første del.

”Med glade Forventninger begynder vi det nye Aar. For Midsommer vil Dannebrog efter alt at dømme atter gaa til Tops i Sønderjylland, og dermed vil alle vore brændende Ønsker gaa i Opfyldelse”.

Saaledes skrev ”Hejmdal” den 2. Januar 1919.

Denne Sætning svarede fuldtud til den danske Befolknings Tro og Forventninger. Naar Folk mødtes, udmalede man sig Vaarens Komme under Korsbanneret: Snart vilde danske Soldater under Jubel fra hele Landsdelen holde deres Indtog.

Man glædede sig til at byde danske Tjenestemænd, Præster og Lærere Velkommen i de ledige Stillinger. Man vilde se røde Postbude live op i Gaderne, og Modersmaalet skulde atter komme til Ære og Værdighed og indtage sin naturlige Plads i det offentlige Liv.

Med Længsel imødesaa man fra Maaned til Maaned de store Begivenheder.

Det blev imidlertid en lang Ventetid.

Endnu var intet afgjort med Hensyn til den Form, under hvilken Indlemmelsen skulde foregaa. Først den 26. Februar 1919 satte den belgisk-danske Kommission i Paris Drøftelsen af Slesvig paa Dagsordenen, først i Marts afrejste den danske Delegation til Paris for at foredrage sine Ønsker for de allierede Magter, og først den 7. Maj overrakte man i Versailles de tyske Delegerede Fredsbetingelserne, som ogsaa indeholdt Bestemmelsen om Afstemningen i Slesvig.

Der oprandt i Virkeligheden et Aar fuldt af Savn og Vanskeligheder for den nordslesvigske Bonde og Borger, et Ingenmandsaar, i hvilket Tyskerne langsomt afviklede deres Forhold til Landsdelen, mens Danmark var ude af Stand til at foretage nogen større Indgriben.

Mine Minder fra hin Tid er nærmest knyttet til Byen Haderslev, og jeg skal derfor indlede dette Afsnit med en lille Skildring af Tilstandene der i Byen i nævnte Tidsrum.

Hvis man kunde skue tilbage og faa et nøjagtigt Billede af Haderslev, saadan som Købstaden tog sig ud, og hvorledes dens Indbyggere levede den Gang, vilde mange næppe tro deres egne Øjne. Ganske vist blev der i Marts Maaned 1919 valgt et dansk Flertal ind i Byraadet; men hverken Flertal eller Mindretal formaaede at fremskynde Udviklingen og bøde stort paa Manglerne. En enkelt Gang lykkedes det ved min Medvirken og daværende Minister H. P. Hanssens Indflydelse at gøre et større Indkøb af Varer i København og med Skib at fragte dem til Haderslev; men det forslog kun lidet og var desuden et voveligt Eksperiment, da en Del af Fødemidlerne ved Ankomsten blev plyndret eller stjaalet af sultne Medmennesker.

Der udstedtes i Tusindvis røde og grønne Sedler, som gav Adgang til at passere Grænsen, nærmest for at man kunde købe Mel og Margarine i Kolding. Men heller ikke paa denne Maade var det muligt

at skaffe til Veje, hvad der krævedes til Legemets Næring og Nødtørft. Der smugledes samtidig i stor Stil; men Smuglervarerne gik enten uden om Byen syd paa eller opmagasineredes i hemmelige Lagre i Smaagaderne, som ligefrem lugtede af Peber og lignede Krydderier, som var efterspurgt i Tysklands Storbyer og betaltes med høje Priser.

Nord for Kongeaaen indsamledes der Bunker af Klæder og Skotøj til de nødstedte Landsmand, og paa denne Maade var det i hvert Fald muligt at forsyne de Fattigste i Byerne med det allernødvendigste.

(fortsættes)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

15. juni 1919. Ernst Christiansen håber, at rygterne om 3. zone ikke er sande

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. Juni: Med »Ægir« til Fredericia — nye Hold af Børn føres i disse Dage til Danmark, saa Tallet sættes op til 5000 — derfra til Møde i ‘Kolding” i »Sønderjysk Fond«. — Ved Tilbagerejsen fra Fredericia Rygte om, at Afstemningen i 3. Zone er gaaet ud.

15. Juni: »Ægir« laa i Nat ved Arnkilsøre. Dejlig Sommermorgen,
Smaabølger. Danebrog- hejses. Inde ud for Kollund ombyttes det med et nyt smukt Flag, mens vi synger paa Dækket. –

»Ydun« holder en. stemningsfuld Fest paa VaIdemarsdagen; stuvende fuldt. Nævner 3. Zone. Faktor L. K. Lausten, der leder »Ydun’s« Møder, taler varmt og smukt.

16. Juni: Møde med Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse og nogle
3. Zone-Mænd. Enes om at sende en telegrafisk Udtalelse. Haaber endnu, at Meddelelsen er urigtig.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

14. juni 1919. Telegram til den danske gesandt i Paris

Udenrigsministeren til Bernhoft
Telegram, dat. København 14. Juni 1919:

Ritzau bringer idag blandt andet følgende telegrafiske Meddelelse af 13. ds. fra Reuter fra Paris:

»En Antydning, der idag for første Gang er givet om, at der kan ventes en revideret Affattelse af Bestemmelserne om de danske Grænser, gaar ud paa, at Firemandsraadet har besluttet at tage Hensyn til Tysklands og Danmarks Indvendinger mod at holde Folkeafstemning i Syd-Slesvig, som Danmark har nægtet at tage imod, fordi Befolkningen er overvejende tysk.«

Denne Meddelelse bedes eventuelt bekræftet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Foredrag på Mosede fort i Greve den 27. juni: Sønderjyder i Første Verdenskrig

I anledning af 100-året for den endelige afslutning på 1. Verdenskrig – Tysklands underskrivelse af fredsaftalen i Versailles slottet den 28. juni 1919 – markeres freden i Versailles med to foredrag – dette foredrag er det andet i rækken. 
Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Sønderjylland og 1. Verdenskrig.
Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Sønderjylland og 1. Verdenskrig.

Krigen spiller en særlig rolle i sønderjysk historie. På den ene side førte krigen til den ønskede genforening med Danmark, på den anden side var krigsårene de mest traumatiske.

 

Foredraget vil handle om, hvordan krigen påvirkede den mandlige befolkning i Sønderjylland, om de sønderjyske soldaters krigserfaringer som dansksindede soldater i den tyske hær, om fangelejre, om faneflugt, hjemmefronten, freden, tilværelsen som veteran og meget mere.

René vil desuden fortælle om arbejdet med hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk.

Se mere her http://www.mosedefort.dk/det-sker/276-soenderjylland-og-1-verdenskrig/

 

12. juni 1919. “Der er Raahed i Sønderjylland som aldrig før.” Dr. Lausten-Thomsen om forholdene i Sønderjylland

Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De er bragt de foregående dage.

Den aandelige Nød er paa ingen Maade mindre end den legemlige. Der er næppe en Familie i Sønderjylland, der ikke har Sorg for en Død, der er falden for en Sag, som ikke var hans. Der er Enker og Faderløse overalt, Mennesker, hvis Forsørger er borte, som sidder med smaa Renter, der ikke er til at leve og ikke til at dø af.

Til Sorgen over det tabte kommer Rædslen for, at Pengenes Værdi ikke skal kunne slaa til til det daglige Udkomme. Der sidder Krøblinger i Købstad og paa Land, lemlæstede for fjendtlige Idealer.

Alle smaa Pensionister og Rentierer sidder ved de svimlende Priser med Næringssorger i Kulde og Sult.

Værst er det for aldre, enlige Personer; ”les pauvres honteux” [de skamfulde fattige, red.] er mange iblandt os.

Og Ungdommen lider. I fire og et halvt Aar har vore unge Mænd været i Krig i Tyskernes Rækker, og det har været ondt, hvad vi saa. Vi har været med i Myrderierne i Belgien, vi har staaet hos, naar der røvedes og plyndredes.

Enkelte af os har endogsaa taget Del i Rov og Voldsfærd trindt om i fjerne og fremmede Lande. Andre blev i Førstningen af Krigen magtstjaalne af Tyskernes hovmodige Storhedsdrømme, de har nu maattet være med i det dybe Fald.

Og der har bundfaldet sig Slagger i deres Sjæl fra den store Verdensbrand. Der er Raahed i Sønderjylland som aldrig før. Tonen er sænket, man er ikke ustraffet i Aarevis med i alt det ondeste. Især da ikke, om ens Modstandskraft er lille, og det har den været.

Vi maa huske, at der hvert Aar gaar 3000 eller flere Børn ud af den tyske Folkeskole i Nordslesvig. Kun et ganske lille Tal af dem fik Lov og Lejlighed til bagefter at komme paa danske Skoler, at komme med i dansk Aandsliv. De fleste gik ud i Livet med den Kundskabsfylde eller Kundskabsmangel, der var givet dem i tysk Skole, hvor deres Lærere og Ledere var Tjenere for det gamle tyske Regeringssystem, Folk, der var nødt til at leve hele deres Liv i et stort Hykleri, om de var danske Mennesker, eller Folk, hvis Tanker og Idealer var os fremmede, Folk, der kaldte sig tyske eller i det mindste i god Tro gik Tyskernes Ærinder.

De Børn, der kom ud af slige Skoler og lige fra Skolen ud i Krigen uden at maaske Hjemmet havde givet dem særlig aandelig Ballast, de har maattet tage Skade. Det er ikke blot begribeligt og undskyldeligt, det har tit varet naturnødvendigt. Disse unge Mennesker trænger til aandelig Hjælp og Støtte for helt at kunne komme til at leve sammen med os andre som danske Mennesker.

Værst er dog de unge stillet, der er blevet voksne i Krigstiden. Ingen af deres jævnaldrende har været paa dansk Skole, de har ikke engang haft de gode Kammeraters Paavirkning. Der er Tale om 5 Aargange af Børn, om 15-20.000 unge Mennesker, der trænger haardt til at komme i dansk Skole, ikke blot for Kundskabernes Skyld, for at kunne klare sig senere i Livet, men først og fremmest for deres Sjæles, for deres Morals Skyld, for at de kan udvikle sig til Mennesker, det danske Samfund kan være tjent med og kan kendes ved.

Sultende Mand falder let for Fristelse, sultende Dreng endnu lettere. Krigens Overgreb har vist Vejen til ulovlig Selvhjælp og Selvtægt, Krigens Mangel paa Tugt har ogsaa paa andre Omraader gjort Dele af sønderjydsk Ungdom Skade.

Og den tager mere og større Skade for hver Dag, den endnu maa lide Sult og Nød og leve under Fremmedherredømmet.

Det har skiftet Form og Karakter, men vi føler det endnu som samme Tvang og venter med Længsel paa Befrielsens Dag. Den er det eneste Middel, der kan hjælpe til Bunds og borttage al vor Tyngsel.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

11. juni 1919. De fattige risikerer at dø af sult. Dr. Lausten-Thomsen om nøden i Nordslesvig

Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De bringes over tre dage her 10., 11. og 12. juni.

Det Omraade, hvor jeg har de bedste Oplysninger, er Ernæringen. Vort Landbrug er jo lagt saaledes, at Kød er dets Hovedprodukt, men Kreaturantallet svinder ved de evige Rekvisitioner. En Gaardmand i Vodder Sogn fortæller, at han ved Krigens Begyndelse havde 95 Stykker Hornkvæg; den 1. Juli 1917 havde han kun 60. Indtil 1. Juli 1918 afleverede han yderligere 30; i Februar 1919 har han 45 Kreaturer paa sin Stald.

Der rekvireres maaske forholdsvis ikke flere Kreaturer i Sønderjylland end i Tyskland længere Syd paa, men Virkningen er alligevel haardere, hvor Landbruget som her lægger Hovedvægten paa Kvægbrug, end hvor Kornavl spiller Hovedrollen.

Et Landbomøde, der var sammenkaldt i Bredebro for at protestere, beherskedes fuldstændigt af Repræsentanter for Tønder Arbejder- og Soldaterraad under Ledelse af en sydfra indvandret, overmaade mundrap Murer ved Navn Wienecke.

Landmændene klager over, at det ikke blot er Slagtekvæget, der tages. Den Dyrlæge, der kommer i de fleste Stalde paa Sønderjyllands Vestkyst, siger, at han i Aar ikke har set noget Kreatur, han fandt egnet til Slagtning. Der tages nu Dyr paa 3-400 Pund, og det gaar ud over Køer og unge Kvier.

Høet koster nu efter Fredskurs 26-27 Øre pr. Pund. Opdræt af Kalve gaar under disse Forhold stærkt tilbage; naar de bliver et Par Aar gamle, har man sagt til sig selv, bliver de jo taget bort for en Pris, der ikke dækker Halvdelen af, hvad det har kostet at holde dem i Live.

Heste er der nok af; men ogsaa de er paa Tvangsration: 1-3 Pund Havre daglig. De faar ikke Foder nok til at være brugelige Arbejdsdyr, men Heste er det da, det er ogsaa det hele.

Som Landlæge i Sønderjylland tilbringer jeg store Dele af min Dag paa Bøndernes Vogne, og jeg tør nok sige, at Hestene i Gennemsnit er yderst sløje. Det er hændt mig undervejs til en Barselfærd, at Hestenes Kræfter slap op. Saa maatte Konen vente, til jeg kom til Fods.

Svinene er saa godt som uddøde, og det er jo ikke blot Sønderjylland, der skal kødforsynes; men der sendes af det tvangstagne Kvæg til Hamborg og ikke saa lidt til Saksen.

Paa det omtalte Møde i Bredebro sagde en hjemmetysk Bonde, at Landbruget er naaet til den yderste Grænse for, hvad det kan yde. Og denne ene Gang havde Hjemmetyskeren Ret.

Det svindende Kreaturtal og Kreaturerne, svindende Kvalitet gør sig gældende i Mælkeleveringen til Mejerierne.

De kan ikke en Gang alle Vegne paa Landet, levere den lovligt tilladte Smørmængde i deres eget Distrikt. 50 pCt. er det sædvanlige, Mejerierne maa tvangsafgive af Mælken; den sendes enten direkte til Hamborg eller først til en Tørringsanstalt i Haderslev, hvorfra den saa sendes videre.

I Skærbæk Mejeri indleveres ca. 8200 Liter Sødmalk om Ugen, en Femtedel af den normale Mængde. Deraf kan ifølge Rigsforordning af 3. Oktober 1916 uddeles til Børn under 6 Aar, ellers kun efter Lægeattest til Syge, til frugtsommelige og diegivende Kvinder.

Børn under 2 Aar har Ret til 1 Liter Mælk daglig, fra 2-4 Aar til 3/4 Liter og fra 4-6 Aar til ½ Liter Mælk. Der var i 1916 ialt 129 saadanne Børn i Skarbak. Naar de er over 6 Aar gamle, har Børnene ikke mere Krav paa Mælk; det har de øvrige 1007 Mennesker i Kommunen altsaa ikke.

Af Skummetmælken maa kun 50 pCt. sendes tilbage til Interessenterne. Til Forsørgelsesberettigede maa der afgives 1/4 Liter pr. Person. Resten skal stilles til Raadighed for det offentlige Ernæringsvasen, enten i Form af Ost eller sendes til Haderslev til Tørring.

Der kærnes paa Skærbæk Mejeri ca. 480 Pund Smør om Ugen, deraf fordeles til Interessenterne 212 Pund, til Byens og Omegnens Forsørgelsesberettigede 1360 X 70 gr = 190 Pund, til Syge paa Grundlag af Lægeattest 14 Pund.

Det maa dog bemærkes, at en Lægeattest ikke altid skaffer det Smør eller den Mælk, Lægen holder for nødvendig.

I Januar 1919 skrev jeg Attest paa 5400 gr Smør, men Myndighederne tillod kun, at der udleveredes 1890 gr deraf.

Dr.med. Hansen i Tønder meddeler kort og fyndigt: ”Patienterne faar ikke den Mælk, der skrives dem op af Lægen”.

En Beregning over Mælkeforholdene i Tønder viser, at der i denne By er 4500 Mennesker, som aldrig faar Malk. Derfor ser man dem ogsaa daglig milevidt fra deres By med Mælkeflaskerne paa Jagt efter en Draabe til Gamle og Sultne.

I Tønder faas iøvrigt om Ugen: 1600 gr Brød, 125 gr Kød, 70 gr Smør, 125 gr Marmelade.

Til i Sommer er der givet Løfte om et Æg hver 14. Dag.

En voksen Mand i Tønder faar altsaa daglig og ad lovlig Vej 1000-1250 Varmeenheder [kalorier], en Trediedel af et arbejdende Menneskes Behov.

Saa kommer naturligvis, hvad man kan faa ved alskens Svig og ad Smugveje. De er i Dag Betingelser for at kunne leve.

Den store Bonde og den rige Købmand kan betale Aagerpriser, og de skal nok komme igennem, men for Smaakaarsfolk er det tungt og haardt at skaffe det aller nødtørftigste til Veje. Deres Tilværelse er i Dag en Kamp for at opretholde selve Livet.

Vi har læst om over 20.000 Mennesker, der er døde af Sult i Bøhmen; jeg har set de rumænske Krigsfanger dø af Sult i tyske Fangelazaretter i Frankrig, og aldrig glemmer jeg deres udpinte Aasyn og svulne Lemmer; men lignende kan vi møde i Sønderjylland. Maaske endda ikke Sultedøden i denne dens skarpeste Form, men Folks Helbred ødelægges, deres Modstandskraft nedbrydes.

I dybeste Forstand er det alligevel Sult og Kulde, de dør af, naar Sygdommen rammer dem.

Der synes at vare den samme Opfattelse hos de fleste af Sønderjyllands Læger, at store Dele af Befolkningen faar for lidt at spise, at Børnene i stigende Tal faar Skrofulose, faar rindende Øjne og vædskende Udslet, ser uvaskede og uplejede ud, at de unge Mand og Piger trues eller lider af Tuberkulose, — hvor mange unge Mand ser jeg ikke, der bærer den lange Krigstids Spor, blege, udsultede, med Maver og Nyrer i Ulave.

De gamle lider mest, Dødens Host er stor iblandt dem. Koldbrand synes at være blevet en hyppigere Sygdom end tidligere. Det hænger vel ogsaa sammen med Sulten.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

10. juni 1919. Mangel på brændsel og klæder. Lausten-Thomsen om nøden i Nordslesvig

Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De bringes her og de følgende dage i uddrag.

Krigen har voldt, at Tilværelsen i Sønderjylland for mange Mennesker nu former sig som en Kamp for det, der for syntes os alle selvfølgeligt, en Kamp for at skaffe Tilværelsens nødvendigste Forudsætninger: Brændsel, Klæder og Mad.

Ved at bruge mine Øjne og spørge mig for har jeg søgt uden Støtte fra officielle Kilder at danne mig et Billede af Folkets Nød. De tyske Myndigheder i Sønderjylland har ogsaa efter Revolutionen andet at gøre end at sætte Tal paa Nøden. De trasker ufortrødent under nye Navne i det gamle Styres Spor. Men man kan dog se baade et og andet, naar man vil gøre sig Umage for at faa Besked.

Brændselsspørgsmaalet er maaske det vanskeligste, baade fordi det trænger sig allerhaardest paa i denne Vintertid, og fordi det synes næsten haablost at løse det, før Vaaren kommer.

Skaffes der endelig Kul tilveje, naar det paa Grund af Trafikvanskeligheder ikke til os. Der er mange Hjem i Sønderjylland, der i Vinter i Ugevis ikke har haft Ild i Kakkelovnen.

Der er i saa Henseende naturligvis mindst Nød, hvor jeg kender Forholdene bedst, i en Stationsby som Skærbæk, der kun ligger en halv Snes Kilometer fra store Mosedrag med Tørveskær, men alligevel har Børnene i denne Stationsby siddet og frosset paa Skolebænkene, medens Lærerne iført deres Overfrakker er vanket op og ned ad Gulvet for at holde Varmen, indtil man den sidste Dag i Januar tog overtvært og lukkede Skolen helt, gav Kuldeferie. Saa kan Fattigfolks Børn fryse i Hjemmene.

Der er der i det mindste ingen offentlig Tvang for Børnene til at sidde stille og fryse. Der er ganske vist Tørv og vaadt Træ at faa, men ikke til Priser, Smaafolk kan betale. 1000 Pund Tørv koster for Tiden 34 Mark og 100 Pund Træ 6 Mark.

Naturligvis er Brændselsforholdene langt værre i vore Købstader end i Stationsbyerne eller paa Landet.

Slem bliver Kulnøden, fordi det skorter paa Klæder. Linnedet er sluppet op, jeg har truffet baade den ene og den anden Familie, hvor Børnene ingen Skjorte har paa.

Halvvoksne Drenge og Piger kan ikke komme ud at tjene, fordi de ikke har Klæder. Men den Nød og de Savn, jeg i den Henseendc kan nævne fra Skærbæk, maa multipliceres, for at man kan faa et Skøn om, hvorledes Tilstanden er i vore Købstæder. Fra en af dem skriver en Mand, der maa vide Besked, at ikke hver anden voksen Mand i Dag ejer en Skjorte.

I en bestemt Kommune har Købmanden i Februar 1919 kunnet udlevere 1½ Pund Garn efter 56 Maaneders Forløb.

Traad har næsten ikke varet til at faa; i Gaansager i Vodder Sogn har hvert Menneske siden Krigens Udbrud gennemsnitlig haft kun 15 Meter Traad til Raadighed om Aaret. Det er ikke let at bøde Klæder under saadanne Vilkaar eller endogsaa skaffe Klæder til opvoksende Børn.

Saa forstaar man, at Mødre maa lægge Børnene i Seng, medens Klæderne lappes og vaskes. Der er ikke mere Tale om at stoppe Strømper; der lappes kun.

Rigsbeklædningsstedet har ikke nogen Sinde udleveret Lærred, det kan kun faas i Smughandel til ca. 30 Rigsmark Meteren, det vil sige, at en Lærredsskjorte kommer til at koste 90-100 Rigsmark; en Papirsskjorte koster ca. 30 Mark. Skjorter af Nældevæv ved jeg ikke Prisen paa; før Krigen kendte jeg dem kun fra Eventyret om ”De vilde Svaner”.

Officielt kan der slet ikke faas Linned i den By, jeg bor i, og hverken aabenlyst eller ad Smugveje er det muligt at skaffe en Ting som et Barnesvøb, slet ikke at tale om en Gummisut.

Næste beretning bringes den 11. juni.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

 

7. juni 1919. Valgdage i Sønderjylland 1919: Rigsdagsvalg. Kvinde valgt i Haderslev

Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem 5. juni (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

Foruden Valgene til de kommunale Raad afholdtes der ogsaa Valg til den tyske og til den preussiske Nationalforsamling, henholdsvis d. 19. og d. 26. Januar 1919.

Vælgerforeningen vedtog imidlertid i sit Møde d. 30. December 1918 følgende Erklæring:

”Efter at Ententen har sejret og Tyskerne antaget Wilsons Program som Grundlag for Verdensfreden, betragter vi vor Hjemstavns nar forestaaende Adskillelse fra Tyskland og Genforening med Danmark som en Kendsgerning.

Skjønt vi endnu er tyske Statsborgere og som saadanne fuldt berettigede til at deltage i Valgene til den tyske Nationalforsamling, betragter vi det dog under disse Forhold som urigtigt at øve Indflydelse paa det tyske Folks indre Anliggender. Vi opfordrer derfor alle danske Sønderjyder til at afholde sig fra Deltagelse i det forestaaende Valg til Nationalforsamlingen.

Denne Parole blev fulgt. Valgdeltagelsen blev derfor kun ringe i de nordslesvigske Kredse. Den største Aktivitet udfoldede Socialdemokraterne, som ogsaa opnaaede anselige Stemmetal, derimod blev mange af de tyske Borgere hjemme.

Ved Valget til den preussiske Nationalforsamling var der paa den socialdemokratiske Liste for Provinsen Slesvig-Holsten opstillet en Kandidat fra Haderslev: Fru Anne Mosegaard, Tobaksarbejder Mosegaard jr.’s Hustru. Hun stod som Nr. 3 og blev valgt.

Denne Opstilling vakte en Del Opmærksomhed; Fru Mosegaards Navn var ikke kendt i Forvejen; man hørte ej heller efter Valget videre til hende.

Disse to Valg viste tydeligt, i hvor høj Grad man i Nordslesvig var klar over, at Tilhørsforholdet til det tyske Rige kun var et formelt Tilhørsforhold. Man haabede paa en snarlig Løsning. Haabede og skuffedes og haabede igen, indtil Haabet gik i Opfyldelse.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

6. juni 1919. Valgdage i Sønderjylland 1919: Kredsdagsvalg

Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem 5. juni (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

Den 18. februar udstedte den preussiske Regering en Forordning, hvorved Valgene til Kredsdagene (Amtsraadene) nyordnedes. De Kredsdagsmand, som hidtil var valgt af de større Grundejere, skulde fremtidig ogsaa vælges af Landkommunerne; det betød for Haderslevs Vedkommende, at Landdistrikterne skulde vælge 20 Kredsdagsmand i Stedet for 10.

Hidtil var Kredsdagsmændene valgt af Valgmænd, nu skulde de vælges direkte ved Listevalg og Forholdstalsvalgmaade efter d’Hondts System. Medens Valgbarheden hidtil havde hvilet paa Grundejendommen, bortfaldt dette Krav. Bopæl i Landdistriktet var tilstrækkelig, men ogsaa nødvendig.

De paa Landet valgte Kredsdagsmand var hidtil valgt i Valgdistrikter; dette regnede den nye Forordning ogsaa med, idet den af Hensyn til Forholdstalsvalgmaadens Anvendelse krævede, at Distrikterne skulde være saa store, at der mindst skulde vælges 3 Kredsdagsmænd. Undtagelsesvis tillod Forordningen, at hele Kredsen dannede eet Valgdistrikt.

Da Haderslev Kredsdag den 31. Marts 1919 skulde træffe de nærmere Bestemmelser om Kredsdagsvalget, foreslog Tyskerne, at hele Kredsen skulde danne eet Valgdistrikt, medens Danskerne i Henhold til Forordningen foreslog Kredsens Inddeling i 6 Valgdistrikter. Da Tyskerne endnu

havde Flertal i Kredsdagen, vedtoges deres Forslag. Det sikrede dem de største Chancer for at faa det bedste ud af deres spredte Stemmer paa Landet.

Fra dansk Side indkaldte man til Møder i de foreslaaede Distrikter og lod der udpege de Mænd, som Egnen ønskede valgt ind i Kredsdagen.

Disse Forslag sammenarbejdedes saa af et nedsat Udvalg til selve Kandidatlisten. Derved maatte der tages Hensyn til de Krav, som stilledes fra den af Lageri (senere radikal Folketingsmand) oprettede Sønderjydsk Arbejderforening.

Da man fra de danske Kredsdagsmænds Side ønskede at undgaa en Splittelse af de danske Stemmer, tog man mere Hensyn til hans Krav, end baade de opstillede Kandidater og hans Tilhængere, hvis

Faatallighed Afstemningen senere aabenbarede, berettigede til. Der fremkom saaledes en Liste, hvorpaa baade de tidligere Kredsdagsmænd, de nye lokale Emner og Sønderjydsk Arbejderforenings Kandidater var repræsenteret.

Ved Afstemningen den 4. Maj 1919 afgaves der i Haderslev Kreds paa den danske Liste 13279 Stemmer, paa den tyske Liste 2005 Stemmer. Af de 20 Mandater fik Danskerne saaledes 18, Tyskerne 2. Det var atter over Forventning.

Kredsdagen omfattede foruden Landdistrikternes Repræsentanter ogsaa Kredsdagsmænd fra Købstæder og Flækker. Haderslev og Christiansfeld skulde i Fællesskab vælge 5 Kredsdagsmand. Ved Opstillingen af Kandidatlisten krævede baade Arbejderne og Byraadsmedlemmerne fra Christiansfeld deres Repræsentant placeret paa en sikker Plads, hvilket, saaledes som man kunde bedømme Valgudfaldet paa det daværende Tidspunkt, ikke lod sig gøre.

Lodtrækningen maatte derfor afgøre Rækkefølgen.

Valghandlingen fik dog et saa heldigt Udfald, at ogsaa Repræsentanten for Christiansfeld, som maatte nøjes med at være Nr. 4 paa den danske Liste, blev valgt. Tyskerne fik kun een Mand valgt.

Den nye Kredsdag fik saaledes 22 danske og 3 tyske Medlemmer. De af Kredsdagen valgte Udvalg skulde vælges efter Forholdstalsvalgmaaden. Da Udvalgene som Regel bestod af 4-6 Medlemmer, kunde Tyskerne ikke faa nogen Repræsentant ind i Udvalgene, undtagen naar Danskerne selv foreslog det. Medens det vigtigste Udvalg — Kredsudvalget — besattes med lutter danske Mand, foreslog man at vælge to tyske Kredsdagsmand som Medlemmer af Smaabanekommissionen, da der i Henhold til Kredsdagens Beslutning om Bygning af Banen Gram-Skærbæk havde siddet 3 danske Medlemmer i denne Kommission. Det var i sin Tid et af Vilkaarene for, at de danske Kredsdagsmand gik med til at bevilge Pengene til dette Baneanlag, og derfor vilde man nu gøre Gengæld og vise sig imødekommende overfor Tyskerne, selv om man havde Magten til at udelukke dem.

I de andre Kredse fik de nye Kredsdage ogsaa dansk Flertal. I Aabenraa havde den nye Kredsdag 15 danske og 5 tyske Medlemmer. I Sønderborg 18 danske og 2 tyske. I Tønder Kreds valgte Købstader og Flækker tyske Repræsentanter, Landdistrikterne i Nordtønder valgte helt overvejende danske, Sydtønder derimod naturligvis tyske Kredsdagsmand.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

5. juni 1919. Valgdage i Sønderjylland 1919: Byråd og kommunalråd

Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem i dag (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

I December 1918 indførte den tyske Regering lige og almindelig Valgret for alle Mand og Kvinder over 21 Aar til alle offentlige Valg.

Der udskreves Nyvalg for Byraad og Kommunalraad, Raadenes Medlemstal fastsattes i Forhold til Indbyggerantallet.

Hidtid havde der hersket almindelig Censusvalgret i Købstaderne og Treklassevalgret i  Landkommunerne, i begge Tilfælde ved offentlig Stemmeafgivning.

I Købstaderne og Flækkerne var Valgretten før Krigen knyttet til Bestemmelsen om en vis Mindsteindtægt eller til en vis Grundejendom med en nærmere fastsat Mindsteskatteydelse. Hvor Grænsen for den Indtægt eller Grundejendom, som gav Valgret, skulde ligge, bestemtes ved kommunal Vedtægt; Bestemmelsen var forskellig for hver By, eftersom det bedst tjente de tyske Interesser.

Paa Landet deltes de kommunale Vælgere i 3 Klasser; i første Klasse kom de, som betalte den første Tredjedel af alle kommunale Skatter, i anden Klasse de, som betalte anden Tredjedel, i tredje Klasse Resten. I første Klasse var der sædvanlig kun nogle faa Vælgere, ja det forekom, at een Mand, som betalte en Tredjedel af Kommunens Skatter, var eneste Vælger; i anden Klasse var der som Regel en halv Snes Vælgere, medens Resten opførtes i tredje Klasse.

Hver Klasse valgte en Tredjedel af Kommuneraadsmedlemmerne.

Efter at det danske Borgerskab havde mistet Flertallet i Købstaderne i Halvfjerdserne, havde Danskerne i Almindelighed afholdt sig fra at deltage i Byraadsvalgene.

Efter 1900 var der fra de yngre Danskeres Side gjort enkelte Forsøg paa at genoplive Interessen for de kommunale Valg. Der agiteredes for Deltagelse i Valgene som Protest mod Udelukkelsen fra det kommunale Styre og som Middel og Lejlighed til at mønstre de danske Stemmer.

Det blev dog ved enkelte Fremstød, som viste Umuligheden af at bryde Tyskernes Herredømme. For Haderslevs Vedkommende laa Forholdene saaledes, at Danskerne raadede over en Tredjedel af Stemmerne, Tyskerne over to Tredjedele.

Da der kravedes absolut Flertal, kunde ingen af de danske Kandidater vælges.

Den almindelige Valgret til de kommunale Valg knyttedes efter Revolutionen sammen med Forholdstalsvalgmaaden. Derved muliggjordes Mindretallenes Repræsentation.

Udsigten til at kunne udrette noget med Stemmeafgivningen ansporede til livlig Valgdeltagelse.

Dertil kom Stemningsomslaget. Tyskerne var nedtrykte over Krigens Udgang, som nedslog alle højtspændte Forhaabninger og aabenbarede Tysklands Afmagt og som stillede Tysklands Lemlæstelse i Udsigt. Det var givet, at Nordslesvig vilde komme tilbage til Danmark.

Lige saa nedslaaende dette virkede paa Tyskerne, lige saa oplivende virkede det paa Danskerne. Nu kunde de sagtmodige og forsagte Danske vove at bekende deres Danskhed; nu fandt ogsaa mange Nationalt ligegyldige og andre, som hidtil havde holdt med Tyskerne, at de i Virkeligheden var Danske.

Strømmen var vendt; stærkest virkede det i Haderslev, hvor Danskheden baade i By og paa Landet altid havde varet mest selvbevidst, mindre stærkt i Aabenraa, betydelig svagere i Sønderborg; til Gengæld viste Danskheden i Tønder sig at være stærkere, end man havde troet.

I Haderslev havde man i Kommunalforeningen og dens Tillidsmand et Organisationsapparat, som gjorde god Fyldest. Dens Rammer blev udvidet og udfyldt. Kommunalforeningen omfattede alle Danske i Haderslev fra Landdagsmanden paa Damager til Arbejderne i ”Bøndergaardene”.

Den Kandidatliste, som opstilledes til Byraadsvalget paa et Møde i Højskolehjemmet, blev lige saa demokratisk; den omfattede alle Lag og Anskuelser indenfor Danskheden i Haderslev.

Valgarbejdet fremmedes med Fynd og Klem. Stemningen var optimistisk, men Valgdagens Resultat overgik endog Forventningerne. Af de 30 Pladser i det nye Byraad fik Danskerne 16 og dermed Flertallet, Tyskerne 9 og Socialdemokraterne 5.

I Aabenraa fik Danskerne lige Halvdelen af Mandaterne: 12 af 24, medens Tyskerne fik 8 og Socialdemokraterne 4. I Sønderborg fik Danskerne 10, Tyskerne 10 og Socialdemokraterne 4. I Tønder valgtes 3 Danske, 12 Tyske og 3 Socialdemokrater.

Samme Dag, som Byraadsvalgene fandt Sted, stemtes der paa Landet over den nye Sammensætning af Kommuneraadene. Ogsaa her blev det en Sejr over hele Linien. I de gode Egne blev Repræsentationen helt dansk, i de mindre gode Egne maatte de nøjes med en forholdsmæssig Repræsentation i Kommuneraadene. Det blev en god Optakt til selve Genforeningsafstemningen.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

5. juni 1919. Smugleri af kaffe og Dannebrogsflag

C. Gabe, der boede lige nord for den daværende dansk-tyske grænse, har berettet om smugleriet i overgangstiden 1918-1920.

Enkelte Gange faldt – forstaaeligt nok – en og anden Sønderjyde, som var paa Besøg i Danmark, for Fristelsen til at tage et Pund god ”Bønnekaffe” med hjem, og saa maatte vedkommende fra Grænsen tilbage til Retten i Kolding, hvor den sædvanlige Bøde var 20 Kr. eller – i Mangel af Penge – et Par Dages Hæfte og derpaa Transport under Politiledsagelse til Grænsen og Overlevering i den tyske Grænsevagts Hænder, og derfra gik Vejen uvægerlig til Retten i Flensborg, fordi Personen uretmæssig havde overskredet Grænsen for at komme til Danmark, og dette førte til ny Afstraffelse.

Dette var den regelrette Fremgangsmaade. Men – medens Herredsfogeden i Kolding idømte Bøden, fik han samtidig telefoneret til den gode Købmand Hans Have, der saa mødte den dømte ved Retslokalets Dør og overleverede vedkommende det nødvendige Pengebeløb — og saa var Retten sket Fyldest, Passagen over Grænsen skete uden Politiledsagelse, og Turen til Flensborg blev undgaaet.

Ja, der var mange morsomme Trak. Tyskerne var jo i høj Grad interesserede i at faa Varerne ind over Grænsen, saa der var ingen Vanskeligheder.

Det var nu i meget ringe Tal, at Smuglerne var indfødte Folk, nej, Lejligheden til Smugleri havde Syd fra – fra Hamborg og andre Byer – kaldt en Mængde tvivlsomme Eksistenser op til Grænseegnen og da særlig til Haderslev.

Da der lidt senere blev givet Tilladelse til, at de grænsepasserende maatte medtage et bestemt Antal Pund af forskellige daglig nødvendige Varer, ja, saa var det slet ikke hyggeligt at færdes paa vor ellers saa fredelige Vej! Et underligt Publikum at se paa — og den store Part var Professionals.

Efter den omtalte Tilladelse til mindre Udførsel var givet, myldrede der langs den danske Vej til Grænsen en stor Mængde Forretninger frem, alle vilde have Del i den mulige Fortjeneste.

Nu, da man haabede paa i en nær Fremtid at faa Lov til igen at hejse det gamle Flag — Dannebrog, gjaldt det om at komme i Besiddelse af dette, og aldrig har jeg set saa store og saa flotte Flag, som her blev anskaffet. Kolding By var meget hurtigt købt tom og fik travlt med at fremskaffe nye store Lagre. —

De Flag, der gik normal Vej gennem det tyske Toldvæsen, blev fortoldet, Ejeren fik Lov at betale Tolden — og fik saa Meddelelse om, at nu gik Flaget, der ofte var uldent Stof, til Klædefordelingsstedet i Berlin — og herfra modtog saa Ejeren senere saa og saa mange Pfennig for saa og saa mange Gram Stof! Jo – der var endnu mange Maader at genere Sønderjyderne paa! Men en Klage til Ententen fik dog hurtigt denne Trafik standset.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

4. juni 1919. Opfindsomme smuglerier ved grænsen

C. Gabe, der borde lige nord for den daværende dansk-tyske grænse, har berettet om smugleriet i overgangstiden 1918-1920.

Smugleri, hvoraf der selvfølgelig havde været noget under selve Krigen, tog naturligvis under de slappe Forhold stærkt til.

Danmark var jo over for Ententen forpligtet til at paase, at Varer, som vi havde faaet Tilladelse til at faa gennem Ententens Spærring, ikke udførtes igen af Landet, og derfor maatte vort Toldvæsen være aarvaagent.

Mange Skorter og Kjoler, der var udstyret med Lommer indvendig hele Vejen rundt som noget Patronbælte, blev tømt paa de danske Toldstuer.

Det var ustyrlig grinagtigt at se paa Vejen fra Jernbanestationen op til Grænsen, hvorledes en saadan udforet Kjole kunde svinge i Takt med hvert Skridt, Personen tog. Og saaledes kunde Toldopsynet alene ved Synet forvisse sig om, at der inden for Kjolen var noget galt.

Eller en anden gik og saaede Kardemomme, saa det laa som efter en Saamaskine paa Vejen — Buksebenet, der var udforet med navnte Frø, var ikke strammere snøret ved Knæet, end at et Frø med visse Mellemrum kunde smutte ud. Særlig Krydderier – og Kaffe – var jo Syd for Grænsen en meget efterspurgt Vare, som det nok betalte sig at bringe over.

Kom man Syd for Grænsen, havde adskillige Personer slaaet sig ned i Vejgrøften og tilraabte de forbipasserende: ”Haben Sie Kautabak?” (Skraatobak) eller lignende sjældne Varer.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

4. juni 1919. Dansk forslag til den finansielle ordning ved overtagelsen af Nordslesvig

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, om den finansielle Ordning.

4. Juni 1919 tilstillede den danske Gesandt Fredskonf.s Præsident følgende Skrivelse:

Ved Skrivelse af 30. f. M. havde jeg den Ære at overrække Deres Excellence et Forslag til en ny Tekst til Art. 114 i den Del af Fredstraktaten, der vedrører Slesvig, og som indeholder den finansielle Ordning som Følge af Tilbagegivelsen af dette Landomraade.

Jeg tillader mig at henlede Deres Excellences Opmærksomhed paa Fordelene ved denne Ordning. Saasnart Grænsen for de tilbagegivne Landsdele er blevet fastlagt, vil det efter vort Forslag være muligt straks at beregne det Beløb, som Danmark vil have at betale. Det vil da være tilstrækkeligt blot at opgive:

1 ) Det Indbyggerantal, som Danmark er blevet forøget med,

2) Værdien af de Statsejendomme, som er blevet erhvervede i Slesvig under det tyske Styre.

Saa snart disse Tal er opgivet, vil det Beløb, Danmark vil have at betale, med Fradrag af de Kontrakrav, som med de høje allierede og associerede Magters Billigelse vil kunne fradrages, omgaaende være at erlægge. Efter vort Forslag vil det hverken være nødvendigt at vurdere Landsdelenes økonomiske Ydeevne eller at undersøge, hvilke Statsejendele der er erhvervede ved Hjælp af Statslaan, hvilket vil kræve en omhyggelig Undersøgelse af det tyske Riges og Preussens Statsregnskaber for hele Perioden 1864-1914 og nemt kan foranledige forskellige Vanskeligheder.

Det vil ikke være vanskeligt gennem en Vurdering at fastsætte en rund Sum for de slesvigske Statsejendomme, og vi er absolut overbeviste om, at det Beløb, Danmark vil have at betale efter vort Forslag, ikke fjerner sig nævneværdigt fra det, som vil blive Resultatet efter det nuværende Traktatudkasts Bestemmelser.

Det er meget vigtigt for os at gøre opmærksom paa, at vort Forslag ikke vil kunne skabe Præcedens for de øvrige Landsdele, som skal fratages Tyskland. Tilbagegivelsen af Slesvig har jo ikke sin Oprindelse i Verdenskrigen.

Danmark mener endvidere, at det vil være mere naturligt at betragte den finansielle Ordning, ikke som en Overtagelse af en Del af en fremmed Stats Gæld, men som Betalingen for en overtagen Statsejendel.

Antagelsen af den foreslaaede Ordning vil derfor i høj Grad blive paaskønnet og vil sikre, at Danmark vil antage Ordningen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

31. maj 1919. Mellemslesvigsk Udvalg overtager “Flensburger Norddeutsche Zeitung”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

31. Maj: “Flensburger Norddeutsche Zeitung” skifter Ejer paa Mellemslesvigsk Udvalgs Foranledning. Foreløbig sker der ingen Forandring i Ledelsen. —

P. Lassen i Strukstrup, der skulde have været sat ud af en Sparekassebestyrelse, blev i Aftes genvalgt med 38 mod 9 Stemmer.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

30. maj 1919. Dansk skrivelse til fredskonferencen vedr. den finansielle ordning af Slesvig

Den danske Gesandt i Paris tilstillede 30. Maj 1919 Fredskonf.s Præsident følgende Skrivelse:

Under 27. ds. har Deres Excellence haft den Godhed at lade mig vide, at det Memorandum om den finansielle Ordning mellem Danmark og Tysk­land som Følge af Tilbagegivelsen af det danske Slesvig, som jeg havde tilladt mig at overrække Dem, er blevet oversendt til Præsi­denten for Erstatnings-Kommissionen.

Idet jeg mener, at den nuværende Affattelse af Art. 114, der indeholder Præliminærtraktatens Bestemmelser vedrørende Slesvig, ikke stemmer over­ens med den Ordning, som er foreslaaet i det danske Memorandum, tillader jeg mig høfligst at overrække den høje Konference vedlagte Forslag til en anden Tekst for den omhandlede Artikel.

For os er det meget magtpaaliggende at henlede Opmærksomheden paa, at det endelige finansielle Resultat, i det Omfang som det lader sig forudse, ikke maa væsentlig ændres, hverken i den ene eller den anden Affattelse, og at vi ikke saa meget tænker paa at opnaa en Nedsættelse af Udgifterne som paa at opnaa en retfærdig og endelig Ordning.

Vort Formaal er — saavidt Omstændighederne tillader det — at ud­slette Virkningerne af Freden i Wien 30. Okt. 1864 og at afvikle de fi­nansielle Dispositioner, som den preussiske Stat har truffet til Slesvigs For­tyskning.

Dette forklarer vort Forslag, som samtidig søger at beskytte de allierede og associerede Magters Interesser.

Det Skrivelsen vedlagte Forslag havde følgende Ordlyd:

Danmark skal tilbagebetale en Del af den Andel i det danske Monarkis Statsgæld, som Preussen i Henhold til Artikel VIII i Wien-Freden af 30. Okt. 1864 overtog, og denne Del skal udregnes efter Forholdstallet mellem Indbygger-Antallet i hele det i 1864 afstaaede Landomraade og Indbygger-Antallet i den Del heraf, som skal genafstaas, idet den sidste tyske Folketælling før Krigen lægges til Grund for Beregningen.

Til denne Sum bør føjes et Beløb, som svarer til Værdiansættelsen før Krigen [1914—18] af de tyske (preussiske) Statsejendomme, der er til­komne efter 1864 paa de Landomraader, som skal genafstaas.

De Ejen­domme, der har udelukkende militær Værdi, vil være at afstaa uden Godt­gørelse.

Den samlede Sum skal betales til Erstatnings-Kommissionen efter Fra­drag af et Beløb, der svarer til de Krav, Danmark som Følge af enten Genafstaaelsen eller den store Krig kan gøre gældende overfor Tyskland, efter de allierede og associerede Magters Godkendelse.

Den nøjagtige Opgørelse og Afgørelsen i alle Spørgsmaal angaaende Vurderingen af de forskellige Artikler skal foretages af en blandet tysk­dansk Kommission under Forsæde af en i dette Øjemed af de allierede og associerede Magter udpeget Voldgiftsmand.

Alle andre Spørgsmaal, Genafstaaelsen maatte rejse, skal ordnes ved særlige Overenskomster mellem de allierede og associerede Magter paa den ene og Tyskland paa den anden Side; Udførelsen af disse Overenskomster skal overdrages de ovennævnte blandede Kommissioner.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

30. maj 1919. Diskussion og afstemning om Danevirke-resolution i Vælgerforeningens tilsynsråd

I Flensborg- og Danevirkegruppen i Den nordslesvigske Vælgerforenings bestyrelse og tilsynsråd var der utilfredshed med, at Vælgerforeningen blev taget til indtægt for at støtte den danske regerings forsøg på at fjerne den 3. afstemningszone fra fredstraktaten. Den var kommet ind på privat initiativ og imod den danske fredsdelegations ønske. Men der var på dansk side opstået diskussion om, hvorvidt det var opportunt at bede om at få den fjernet igen.

På mødet i Vælgerforenungen den 30. Maj 1919 stillede fhv. Landdags­mand H. D. Kloppenborg Skrumsager følgende Forslag til Resolution:

Vælgerforeningen fastholder Selvbestemmelsesretten som den eneste Vej til en forsvarlig Løsning af Grænsespørgsmaalet og udtaler m. H. t. 3. Zone som sin Opfattelse: Den har fuld Tillid til Ententemagternes Ordning og er forvisset om, at vor Sag løses paa den bedste Maade gennem den Af­gørelse, som træffes af Fredskongressen.

Der bør før Afstemningen tilvejebringes fuld Klarhed blandt Befolk­ningen over, at den gennem et Flertal for Danmark tilkendegiver Viljen til at gaa ind i det danske Folk som fuldt loyale Statsborgere.

Efter Navneopraab forkastedes Forslaget med 34 St. imod og 22 St. for, 1 stemte ikke. Derpaa vedtog Forsamlingen et Forslag til Res., som var stillet af fhv. Landdagsmand Nis Chr. Nissen, ligeledes efter Navneopraab, med 34 St. for og 22 St. imod, 1 stemte ikke. Den ved­tagne Res. havde følgende Ordlyd:

Idet vi bringer de allierede og associerede Magter vor dybtfølte Tak for den varme Interesse og store Velvillie, hvormed de omfatter det sønderjydske Spørgsmaal, slutter vi os til den danske Rigsdags Resolution af 12. Maj 1919.

Om Bestyrelsens og Tilsynsrådets Møde 30. Maj 1919 meddeler Protokollen yder­ligere, at man paa Mødet var enig om:

at Grænsen ved Kongeaaen fuldstændig slettedes, og at en hurtig Over­gang fremmedes saa hurtigt som muligt. Vi vil ikke stænge kongerigske Embedsmænd ude, men under lige Forudsætninger, for saa vidt som særlige Hensyn ikke kræver en anden Ordning, bør Landets Børn foretrækkes, og maa der ikke tages Hensyn til den forskelligartede politiske Opfattelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

30. maj 1919. Debat om 3. zone: Opgør og afkøling i Vælgerforeningen

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

30. Maj: Et socialdemokratisk Partimøde vedtog 27. Maj mod et stort Mindretal at udelukke Sørensen. Denne paaviser i et Svar, at P. Michelsens Forbund med Altyskeme har tvunget ham til hans Skridt.

l Dag Vælgerforeningsmøde, forlangt af os, fordi hele Vælgerforeningen tages til Indtægt af 3. Zones Modstandere. Kloppenborg, Svensson og jeg rykker frem. Rubin-Affæren, Oktober-Adressen, Hanssens Politik fremdrages. Gør Rede for Fuldmagterne til Collin og Holstein. Men Hanssen synes at have tabt al Lyst til ubøjelig Krig (eller fører han den underjordisk?). Vi naar et Mindretal paa 22 for vor Resolution.

Nis Nissens ret farveløse faar 34. “Afkøling” kan sættes over en Artikel om Mødet.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

29. maj 1919. Tysk modforslag: Der skal stemmes kommunevis og kun, hvor mere end halvdelen taler dansk

Den 29. Maj 1919 tilstillede den tyske Delegation, med en Følgeskrivelse, Fredskonfonferencens Præsident “Bemærkninger til Fredsbetingelserne”, dat. 28. s. M. Heri forekommer i anden Dels andet Afsnit, “Territoriale Spørgsmaal”, som Punkt 8: Slesvig. Det paagældende Afsnit lyder saaledes:

Skønt den tyske Regering havde erklæret sin Beredvillighed til ad Freds­forhandlingernes Omvej at drøfte de danske Ønsker om at opnaa en ny, med Nationalitets-Principet overensstemmende Grænse, kan den tyske Regering ikke undlade at gøre opmærksom paa, at det slesvigske Spørgsmaal ikke udtrykkelig nævnes i Præsident Wilson’s Punkter.

Naar Tyskland erklærer sig villig til at samtykke i Folkeafstemningen i Slesvig, saa sker dette, fordi det anerkender Folkenes Selvbestemmelses-Ret.

Den tyske Regering ser sig dog ikke i Stand til at antage Traktatudkastets Forslag til Bestemmelser om Afstemnings-Distriktets Omfang og heller ikke de foreslaaede Vilkaar og Frister for Afstemningen.

Den stiller derimod følgende Modforslag:

a)    Afstemningsomraadets Sydgrænse skal falde sammen med den Linje, der angiver Skellet mellem de sproglige Flertal, saaledes at det bliver de Kommuner, som i territorial ubrudt Sammenhæng rummer mere end 50 pCt. Danske, der kommer til at stemme .

Dette vil give en Linje Syd om Rømø, Nord om Højer, Syd om Møgeltønder, Nord om Tønder, Sydvest om Rørkær, Syd om Ladelund, Nord om Karlum, Syd om Bramsted, Syd om Veseby, Nord om Medelby, Syd om Jardelund, Nord om Valsbøl, Nord om El­lund, Syd om Frøslev, Vest om Harreslev, Padborg og Nyhus, Nord om Krusaa, Syd om Hønsnap, hvorefter den ved Sønderhav gaar ind i Flensborg Fjord og følger denne ud i Østersøen.

b)    I hele dette Omraade skal der stemmes kommunevis.

c)    I hele Omraadet finder Afstemningen Sted samme Dag, hvis Dato skal fastsættes efter nærmere Overenskomst.

d)    Det tyske Embeds- og Forvaltnings-Væsen vedbliver som hidtil at bestaa under Afstemningen, men underordnes en upartisk Kommis­sion, der sammensættes af lige mange Tyske og Danske med en svensk Opmand; denne Kommission har uindskrænket Tilsynsret.

Man forbeholder sig at tage Stilling til de Spørgsmaal, der rejses ved Afstaaelsen, og som delvis er omhandlede i Udkastets Artikler 110-113.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Udstilling om læge Hans Lorenzen på Oldemorstoft (Bov Museum)

Noget af det særlige ved Sønderjylland er, at én og samme person i første halvdel af det 20. århundrede kunne nå at bære både pikkelhue, frihedskæmperarmbind og dansk officers-kasket.

Se den lille udstilling om Dr. Lorenzen fra Bov på Oldemorstoft i Bov.

Du kan læse mere om Hans Lorenzen på hans egen personside her på Den store Krig.

RIR266 på øvelse i Flensborg. Hans Lorenzen ses knælende til højre for officeren i midten.

 

Kløften mellem Central- og Vesteuropa: Ny bog trækker tråde tilbage til Første Verdenskrig

En ny spændende og meget aktuel bog er netop udkommet: Vibe Termansens: “Kampen om Centraleuropa”, der trækker linjer fra tiden lige omkring Første Verdenskrigs afslutning til vores dages konflikter og begivenheder inden for EU.

Forlaget skriver:

De to centraleuropæiske stater Polen og Ungarn er de senere år kommet på kollissionskurs med EU’s kerneværdier. Men kampen om, hvad Centraleuropa er og skal være, er slet ikke ny.

For 100 år siden, da Første Verdenskrig sluttede, var det ikke på forhånd givet, hvordan de gigantiske, centraleuropæiske landmasser skulle organiseres.

Burde de være præget af tysk kultur, tysk arbejdsmoral, tysk økonomi og tysk historie, til alles bedste, natürlich, uden smålig skelen til hvad de andre folkefærd måtte mene om det?

Eller burde der tværtimod oprettes et bælte af selvstændige, demokratiske bufferstater mellem de to evige aggressorer Tyskland og Rusland, for at bevare freden (og lidt for at få oprettet en selvstændig tjekkoslovakisk stat)?

Eller hvad med et gigantisk, polskdomineret, multinationalt rige mellem Østersøen og Sortehavet, ligesom i de gode, gamle dage, for effektivt at stække Rusland og lige så effektivt at styrke Polen?

I dag kæmpes der så igen.

De liberale ledere i Vest frygter, at regeringerne i Polen og Ungarn gør EU svag og splittet ved at forbryde sig mod de fælles værdier, når det gælder demokrati- og retsstatsopfattelse. I Warszawa og Budapest hævder magthaverne derimod, at de beskytter de ægte europæiske værdier mod det dekadente, homoseksuelle, sekulære, vegetariske, cyklende, migrant- og terroristfyldte Vesteuropa.

Bogen er på 216 sider og koster 249,95 kr. (vejl.).

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget

Toftlund under Første Verdenskrig

Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkivs store og grundige bog om sognets historie under Første Verdenskrig blev for nogen tid siden anmeldt i det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift.

Vi vil fra Den store Krigs side meget gerne opfordre andre lokalhistoriske foreninger i Sønderjylland til at følge Toftlunds eksempel og udgive en bog om sognets historie under Første Verdenskrig.

Anmelderen, Jørn Buch, skriver:

Fra Vestergade til Vestfronten.

Toftlund sogn i 1. Verdenskrig i 1914-1918 Dan Obling o.a. Udgivet af Toftlund Lokalhistoriske Arkiv, 2016. 476 sider, rigt illustreret. Pris: 250 kr.

(Bogen er efterfølgende udkommet i en ny i og forbedret udgave).

Bogen om Toftlund sogn under 1. Ver­denskrig er en meget flot og velfortalt bog om Toftlunds mange unge, som blev ramt af 1. Verdenskrig, både som soldater og som civile. Næsten 500 unge i fra Toftlund deltog som tyske soldater under 1. Verdenskrig, og heraf døde de 66 i et sogn, som dengang havde ca. 1.700 indbyggere. I bogen findes et bil­lede af mindetavlen i Toftlund Kirke.

Et fantastisk stort og flot afsnit for­tæller om de 500 skæbner – person for person, hver for sig. Det er lokalhisto­rie, når det er bedst – men også en lo­kalhistorie, som bredes ud til den store historie.

Bogen er sprængfyldt med relevante billeder og kort, og et særlig illustrativt kort demonstrerer, hvor store dele af byen der var berørt af krigen. Det gæl­der vejspærringer, boliger for tyske offi­cerer og straffefangelejre, ja lejre i fler­tal, da der var hele to straffefangelejre omkring Toftlund, hvoraf den ene lå lige ved siden af kirken.

Bogen har også et stort afsnit om Sicherungsstellung Nord, hvor der både fortælles om baggrunden for stillingen i 1916 og illustreres med nogle meget flotte billeder, som viser, hvor stillin­gen fra 1917-18 løb i terrænet omkring byen.

Bogen om Toftlund sogn under 1.  Verdenskrig kan varmt anbefales til alle, som interesserer sig for 1. Verdens­krig generelt og for Sønderjyllands hi­storie specielt. Det må blive en klassiker for alle, som interesserer sig for 1. Ver­denskrigs betydning for lokale sam­fund.

Jørn Buch

Bogen kan købes på foreningens hjemmeside

eller ved henvendelse til Anne-Grethe Petersen  på tlf.nr. 20 25 95 13 eller tlhf6520@gmail.com

Pris: kr. 250,- + evt. forsendelse kr. 80,-

26. maj 1919. Danevirke splitter: Vælgerforeningens tilsynsråd forlanges indkaldt

Nedennævnte 10 Medlemmer af Den nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd tilstillede 26. Maj 1919 H. P. Hanssen som Vælgerforeningens Formand følgende Skrivelse:

Da den nordslesvigske Vælgerforening tages til Indtægt for Modstanden imod de Allieredes Afgørelse [dvs. kravet om afstemning i 3. zone] i vort Grænsespørgsmaal, anser de underteg­nede Medlemmer af Vælgerforeningens Tilsynsraad det for nødvendigt, at Sagen behandles i et Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde.

Vi opfordrer derfor Vælgerforeningens Formand til telegrafisk at indvarsle et Møde med føl­gende Dagsorden:

1) Grænsespørgsmaalet,

2) Embedsbesættelserne,

3) For­skelligt.

Opfordringen var underskrevet af: E. Christiansen, Flensborg, P. Damgaard, Bramsted, P. Sibbesen, Overskov, N. J. Gotthardsen, Nørmark, K. Outzen, Ellum, L. Christensen, Ha­derslev, J. Andersen, Haderslev, Chr. Skøtt, Maugstrup, P. Tønder, Birkelev, H. D. Kloppen­borg Skrumsager. Københoved.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

26. maj 1919. Ernst Christiansen forlanger møde i Vælgerforeningen

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

26. Maj: Da trods Krigserklæringen Vælgerforeningen ikke indkaldes, har vi indvarslet vor Gruppe til Møde i Dag i Flensborg. Det vedtages at kræve et Vælgerforeningsmøde sammenkaldt telegrafisk. — Fra alle Sider berettes om udmærket Stemning i Flensborg og Slesvig-. —.

Valdemar Sørensen [socialdemokrat i Flensborg, red.] har i Skrivelse af 26. Maj nedlagt sin Post som Borgerrepræsentant, fordi han vil arbejde for Mellemslesvigs Tilslutning til Danmark.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Sønderjysk desertør på Grønland

Sidste år udkom denne fine, lille bog, der fortjener langt større udbredelse, end den har fået. Det er en spændende historie – og bogen indeholder fantastiske 100 år gamle fotografier fra Grønland.

Den handler om Jens Jepsen fra Bylderup, der gik over grænsen i 1915 – og endte i en kryolitmine i Grønland!

Gunnar Solvang, tidligere museumsinspektør i Køge, er forfatter til en ny bogudgivelse fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Bogen har titlen ”En sønderjysk rømningsmand i Grønland” og er historien om den 19-årige Jens Jepsen fra Bylderup ved Tinglev, der i 1915 valgte at krydse Kongeåen for ikke at blive tysk soldat i 1. verdenskrig.

To brødre var allerede med i krigen, en tredje var udvandret til Amerika. Jens’ plan var at rejse over til bror Hans, men på Grundtvigs Højskole i Lyngby ombestemte han sig og sejlede til Grønland, hvor han arbejdede tre år i kryolitminen.

Først et halvt år efter verdenskrigens afslutning kunne han i 1919 vende hjem, og igennem mange år drev han den gamle kaptajnsgård Straagaard ved Aabenraa.

Gennem breve mellem Jens, hjemmet og bror Hans i Amerika får læserne af bogen et levende indblik i de følelser, tanker og beretninger, som fløj tværs over verdenshavet, mens krigen rasede i Europa. Desuden skildres det hverdags- og fritidsliv, som Jens oplevede sammen med kammeraterne i det fjerntliggende Ivigtut.

Bogen afspejler skismaet mellem Jens’ liv i Ivigtut og forholdene hjemme i landsdelen – rømningsmandens refleksioner på baggrund af sine oplevelser og de mænd, der under fremmedherredømmet fulgte “pligtens tunge bud” som soldat i den tyske hær.

Teksten understøttes af et righoldigt billedmateriale, hvor hovedparten er grønlandsbilleder, taget af kammeraten Harald Johansen, og publiceres her for første gang i 100 år.

Bogen er på 72 sider, indbundet og både rigt og smukt illustreret.

Bogen koster 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 148,- for ikke-medlemmer.

Køb den hos Historisk Samfund for Sønderjylland eller i boghandelen.

 

23. maj 1919. Ernst Christiansen: Et felttog mod 3. zone

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

23. Maj: Den danske Regering og dens Tilhængere i Forbund med H. P. Hanssen fortsætter deres Felttog mod 3. Zone i Pressen og paa Møder.

A. Lebeck har været i Angel og opsøgt de tyske Førere Iversen i Munkbrarup og P. Jensen i Oksager.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Se Anders Lebecks artikelserie fra 4. maj 1919 og de følgende dage.

Foredrag i Greve den 27. juni 2019: Sønderjyder i Første Verdenskrig

I anledning af 100-året for den endelige afslutning på 1. Verdenskrig – Tysklands underskrivelse af fredsaftalen i Versailles slottet den 28. juni 1919 – markeres freden i Versailles med to foredrag – dette foredrag er det andet i rækken. 

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Sønderjylland og 1. Verdenskrig.

Krigen spiller en særlig rolle i sønderjysk historie. På den ene side førte krigen til den ønskede genforening med Danmark, på den anden side var krigsårene de mest traumatiske.

Foredraget vil handle om, hvordan krigen påvirkede den mandlige befolkning i Sønderjylland, om de sønderjyske soldaters krigserfaringer som dansksindede soldater i den tyske hær, om fangelejre, om faneflugt, hjemmefronten, freden, tilværelsen som veteran og meget mere.

René vil desuden fortælle om arbejdet med hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk.

Se mere her http://www.mosedefort.dk/det-sker/276-soenderjylland-og-1-verdenskrig/

 

 

Tema: Tunge maskingeværer i Første Verdenskrig

Hvilke våben var de sønderjyske soldater i den tyske hær udrustet med eller oppe imod?

I disse to udsendelser gennemgår værterne kendte maskingeværer fra Første Verdenskrig.

Vært på “Forgotten Weapons” er: Ian McCollum

Maskingeværerne er:

MG08 (tysk)

Vickers (britisk)

Hotchkiss 1914 (fransk)

 

I denne BBC-udsendelse prøveskyder Dan Snow to typer af tunge maskingeværer: Den tyske MG08 og den britiske Vickers – og det lette maskingevær: Den britiske Lewis Gun.