Kategoriarkiv: Nyheder

Nyt fra udstillingsholdet: Der samles montrer i udstillingslokalerner

Udstillingsholdet bag den kommende udstilling om Sønderjylland og sønderjyder i Den store Krig 1914-1918 har travlt i disse måneder. Udstillingen åbner for publikum den 27. april  2023 på Sønderborg Slot , og meget skal på plads inden da.

Vi bringer her et lille udvalg af billeder fra byggeprocessen i udstillingslokalerne. Museumshåndværkerne Hans, Morten, Martin og Sean er i fuld gang.

En montre i rum 3 bygges op af Hans og Morten. Den kommer til at handle om kavaleriet.

Montren er samlet. Men der er stadig meget at gøre. Til venstre i billedet originale tyske farvetryk med motiver fra Østfronten 1914-1915.

Morten er højt til vejrs. Der hænges gardiner op i rum nr. 6, der kommer til at handle om hjemmefronten.

I rum nr. 3 drager vi med soldaterne ind i krigen, da den bryder ud i august 1914. Montrerne er ved at være sat op og placeret på rette sted. Nu kommer der snart genstande ind.

Denne store montre i rum 7 kommer til at handle om sanitetstjeneste og lazaretter.

I rum 7 med et kig ind til rum 9.

Grænsen er spærret! Rum 2 handler om mobiliseringen i august 1914.

Tekstskilte til rumteksterne. Der eksperimenteres med farverne.

Spændende foredrag om sønderjyske krigsdeltageres psykiske krigsskader den 2. marts i Sæd

Historikeren Kasper Nissen holder torsdag den 2. marts kl. 19:30-21:00 foredrag i Sæd.

Adressen er: Grænsevej 8, 6270 Sæd

Foredraget handler om sønderjyder i Første Verdenskrig og de psykiske krigsskader, som mange af dem led af efter krigen.

Billetter koster  50 kr og kan reserveres hos Hanne Frisk på telefon: 53 29 96 40 eller mail: post@sovgodt8.dk

Om foredraget
Det er nu over 100 år siden, at den danske stat overtog forsorgen for de mange tusinde sønderjyder, der havde kæmpet på tysk side i 1. Verdenskrig og pådraget sig svære skader på både krop og sjæl.

Med afsæt i breve, sygejournaler og fotografier fortæller Kasper Nissen om de krigsdeltagere, der var for traumatiserede at genoptage den tilværelse, de slap før krigen, og om deres kamp for at finde en plads i livet og samfundet efter oplevelserne i skyttegravshelvedet.

Hermed gives der indblik i et overset og fortiet aspekt af såvel historien om de sønderjyske krigsdeltagere som dansk psykiatrihistorie.

Foredraget følger de berørte soldater fra indkaldelsen til sindssygeanstalterne, og undervejs kommer foredragsholderen også ind på mit eget forhold til krigen og dens betydning for hans familiehistorie.

Endelig vil Kasper Nissen drage nogle paralleller til nutiden og give et bud på, hvad vi kan bruge erfaringen med de psykiske krigsinvalider fra Sønderjylland til i dag.

Om foredragsholderen
Adjunkt, Kasper Nissen er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet. Til daglig er han lærer på Rysensteen Gymnasium i København.

Han er opvokset i Bylderup og student fra Tønder Gymnasium i 2007.

Billetter
Billetter koster 50 kr kan reserveres hos Hanne Frisk på telefon: 53 29 96 40 eller mail: post@sovgodt8.dk

Bogudsalg på Sønderborg Slot den 6. februar! Gratis entré!

Kom og gør et kup til Sønderborg Slots store bogudsalg den 6. februar kl. 12.00 – 17.00.
Det er gratis at komme ind til bogudslaget.
Da slottet i vintersæsonen har lukket om mandagen, er der kun åben til riddersalen, hvor bogudsalget foregå.
Du kan foruden et udvalg af antikvariske bøger blandt meget andet købe:
Krig og Kærlighed i 1864 – 75 kr.
Fem Fyrsteslotte – 75 kr.
Kirkerne på Als og Sundeved – 50 kr.
Makabre Mesterværker – 50 kr.
Kunstnernes Christian II. – 50 kr.
I centrum ved grænsen – 25 kr.
Der kan betales kontant eller med Mobilepay

Bogudsalg på Sønderborg Slot den 6. februar! Gratis entré!

Kom og gør et kup til Sønderborg Slots store bogudsalg den 6. februar kl. 12.00 – 17.00.
Det er gratis at komme ind til bogudslaget.
Da slottet i vintersæsonen har lukket om mandagen, er der kun åben til riddersalen, hvor bogudsalget foregå.
Du kan blandt meget andet købe:
Krig og Kærlighed i 1864 – 75 kr.
Fem Fyrsteslotte – 75 kr.
Kirkerne på Als og Sundeved – 50 kr.
Makabre Mesterværker – 50 kr.
Kunstnernes Christian II. – 50 kr.
I centrum ved grænsen – 25 kr.
Der kan betales kontant eller med Mobilepay

Godt nytår og tak til de frivillige

Så er det første hverdag efter Nytår. Derfor kommer her en status over websitet og ikke mindst arbejdet på og bag websitet, men det vigtigste kommer dog først, nemlig:

en meget stor TAK
til alle de frivillige,

der på hver sin vis bidrager eller har bidraget til hjemmesidens indhold.  Nogle arbejder direkte på websitet med at oprette, redigere og supplere personsider, andre forbereder og udarbejder de personskemaer, som siden offentliggøres, andre afskriver kilder, breve, brevsamlinger eller erindringer og andre gør “lidt af hvert”.

Det er sagt og skrevet før, men en sandhed kan gentages uden at tabe i værdi: Uden jeres indsats og store arbejde ville der langt fra være så meget at finde på websitet.  Tak.

Årets statistik:

Besøgstallet på websitet er faldende, men fortsat pænt med mellem ca. 15.-20.000 besøgende pr. måned. Der er udsving i antallet af besøgende, som dels skyldes det svingende antal indlæg og nyheder, dels ferier mm. som også kan aflæses i besøgstallene.

I november 2022 rundede antallet af indlæg 8000 siden sommeren 2014.

Kommentarer:
Der blev i løbet af 2022 skrevet 644 kommentarer til indlæg og personsider. Det er et fald i forhold til de foregående år (henholdsvis 790 i 2021 og ca. 780 i 2020).
Mange kommentarer indeholder supplerende oplysninger, nye kilder eller ros til de frivillige. Tak for det.

Personsider:
I maj 2022 rundede antallet af personsider 12.000.

Der er pr. 1. januar 2023 oprettet i alt 12.449 personsider.
I 2022 blev der offentliggjort 885 personsider (svarende til 2,46 pr dag). Det er lidt færre end i de foregående år (hvor det var 1382 i 2020 og 936 i 2021). Det skyldes dels at nogle frivillige holder en velfortjent pause fra at udarbejde personsider eller har fundet andre  opgaver som for eksempel at afskrive eller gennemgå kilder.
Samtidigt er blevet mere tidskrævende at udarbejde personsider uden forudgående oplysninger, da mange af de nemt tilgængelige kilder med oplysninger om krigsdeltagelse er ved at være gennemgået.

Fremtiden på websitet:

De frivillige fortsætter med at udarbejde personskemaer på baggrund af indsendte oplysninger og forskellige gennemgåede kilder. Men der er fortsat en del indsendte oplysninger og andre opgaver, der ligger længere end ønsket.

Indtil videre er der mange flere personsider på vej – blandt andet arbejdes der pt. på personskemaer fra 3 sogne med tilsammen omkring 400 krigsdeltagere. Derudover indsendes der løbende mails med personoplysninger om krigsdeltagere til Sønderborg Slot, som videresender oplysningerne til de frivillige.
Så der kommer helt sikkert mange nye personsider i 2023.

Der er fortsat lang vej til personsider for de omkring 30.-35.000 sønderjyder, der blev indkaldt under 1. verdenskrig.
Der er en del personsider, hvor det er vanskeligt at finde kilder som nævner eller dokumenterer krigsdeltagelsen. Derfor vil der være en del personsider, hvor der f.eks. står “Har muligvis været indkaldt under 1. verdenskrig“. Her håber de frivillige på, at få tilsendt supplerende oplysninger fra slægtninge eller lokalhistorisk interesserede.

Der kommer fortsat regelmæssigt indlæg som “Den gotiske udfordring” og “5 udvalgte krigsdeltagere” samt nyheder om nye udgivelser, film, omtaler af tv-udsendelser eller lignende med fokus på 1. verdenskrig. Desuden vil der sandsynligvis komme omtaler af den nye udstilling om 1. verdenskrig på Sønderborg Slot, der forventes åbnet i løbet af foråret 2023.

Tak for at du har fulgt siden –
måske helt siden starten i sommeren 2014.
Det håber vi, at du vil fortsætte med.

Godt nytår!

Nytårskort fra samlingerne på Sønderborg Slot.

Ny bog fra Sea War Museum i Thyborøn: U55 – Berømt og berygtet

Den flittige Knud Jakobsen fra Sea War Museum i Thyborøn har skrevet endnu en lille, velillustreret bog i en efterhånden betragtelig serie,

Udgiveren skriver:

“Sea War Museum Jutland udgiver i dag en ny bog med titlen ”U 55 – berømt og berygtet”. Bogen udkommer både i en dansk og en tysk udgave og er skrevet af journalist Knud Jakobsen, som tidligere har skrevet adskillige bøger for museet. Denne gang fortæller han historien om den tyske ubåd ”U 55”, som under Første Verdenskrig sænkede adskillige danske skibe og kostede flere danske søfolk livet.

Kommandant på ”U 55” var kaptajnløjtnant Wilhelm Werner, der med denne båd gennemførte 14 togter og sænkede 61 skibe. Undervejs blev han offer for den britiske propaganda. Selvom der ikke var belæg for det, blev han beskyldt for i flere tilfælde at have beordret britiske søfolk op på ubådens dæk, hvorefter han dykkede og lod søfolkene drukne. Beskyldningerne førte efter krigen til en anklage om krigsforbrydelser, som han i første omgang unddrog sig ved at flygte til Brasilien. I 1926 blev han frikendt ved den tyske højesteret.

Bogen beskriver ikke blot Werners dramatiske skæbne, men også togterne med ”U 55”, herunder et tre uger langt togt i Atlanten, som nær havde kostet alle om bord livet. For at øge rækkevidden var to opdrifttanke blevet fyldt med dieselolie, og da den tungt lastede ubåd mødte storm i Atlanten, fik den så store skader, at den var ved at synke. Werner gav ikke op, men søgte tilflugt i Borðoyarvík på Færøerne, hvor han efter reglerne i Haag-konventionen af 1907 havde 24 timer til at udbedre de værste skader. Det lykkedes, og dermed reddede han både ubåd og besætning.

Bogen er rigt illustreret og dokumenterer de mange begivenheder med fotos, som aldrig tidligere har været offentliggjort. Under sin research til bogen fandt Knud Jakobsen en slægtning til den for længst afdøde Richard Raith, der var Obermaschinistenmaat på ”U 55” og ivrig fotograf, og denne slægtning stillede mange af hans billeder til rådighed.

For første gang kan man derfor se fotos fra besøget i Borðoyarvík i 1917 og af det dramatiske togt i Atlanten samt af synkende og sønderskudte skibe, der alle blev ofre for ”U 55”. Her finder man også billeder af ”H. B. Linnemann” og ”Astræa” af Marstal samt af ”Star” af Aalborg,

Bogen koster 100 kr. og kan købes på Sea War Museum Jutland og i boghandelen, eller kan bestilling via e-mail cto@seawarmuseum.dk

Anmeldelser af bogen:

Historie online: www.historie-online.dk

Nyt fra Vestfronten. Redaktørens anmeldelse af “Intet nyt fra Vestfronten.”

Senest ændret den 7. december 2022 21:49

Redaktør af denne hjemmeside, René Rasmussen, blev af Magasinet Grænsen bedt om at anmelde “Intet nyt fra Vestfronten.”

Anmeldelsen (der er en forkortet udgave af nedenstående) kan fra i dag, den 5. december 2022, ses i Magasinet Grænsen og på Magasinet Grænsens hjemmeside.

Nedenfor gengives en lidt længere version, der uddyber anmelderens fortolkning af filmen som “en alternativ dolkestødslegende” med franskmændene i skurkens rolle.

Anmeldelsen er skrevet få dage efter filmens premiere.

Nyt fra Vestfronten

Hvis der er én bog, der står som indbegrebet af Første Verdenskrig, så er det Erich Maria Remarques antikrigsroman “Intet nyt fra Vestfronten”, der udkom i 1929. Skønt bogen er fiktion, blev den internationalt anerkendt som en troværdig skildring af krigsoplevelsen hos den generation af unge mænd, der deltog.

Det kan god fiktion nemlig godt.

Bogen blev filmatiseret første gang i 1930 og igen i 1979, begge gange af amerikanske produktionsselskaber. Den nyeste, tredje filmatisering, er fra i år, denne gang i en tysk Netflix produktion.

Først en disclaimer (som det hedder på nudansk): For det første: Jeg er blevet bedt om at anmelde filmen med historikerbrillerne på. For det andet: Når man skal anmelde med historikerbrillerne på, så må der nødvendigvis være spoilere om filmens indhold.

Krigsfrivillig

Bogens (og filmens) hovedperson, Paul Bäumer, bor endnu hjemme hos sine forældre, da han sammen med hele sin gymnasieklasse, opildnet af lærerens patriotiske tirader, melder sig frivilligt.

I bogen sker det ret tidligt i krigen, mens det i filmen først sker i 1917. Og mens det endnu i 1914/15 var muligt at begejstre unge mænd, var det en hel del vanskeligere i 1917. Vi er nu på den anden side af hungervinteren i Tyskland 1916/1917 i et forår med strejker og protester.

Tidsforskydningen efterlader derfor et fejlagtigt indtryk af usvækket krigsbegejstring på hjemmefronten tre år inde i krigen.

Bogen følger Bäumer og en håndfuld af hans klassekammerater, først under militæruddannelsen hos den sadistiske underofficer Himmelstoss, og derefter ved fronten, hvor deres romantiske forestillinger om egne heltegerninger konfronteres med krigens grusomme realiteter.

I filmen er Himmelstoss og soldateruddannelsen helt skåret fra, muligvis for at formidle det indtryk, at de unge mænd sendes nærmest direkte fra skolebænken til fronten. Det virker følelsesmæssigt meget stærkt på beskueren, men er til gengæld historisk ukorrekt. Det eneste, der er tilbage af soldateruddannelsen, er en urimeligt karikeret overordnet, der i en komplet urealistisk scene ydmyger soldaterne (og navnlig Bäumer) i en lastbil og under marchen på vej til fronten.

Frontsoldat

Ved fronten tager den ældre, erfarne soldat, Stanislaus Katczynsky (kaldet “Kat) de unge soldater under sine vinger. Bogen og filmen skildrer det kammeratskab, der udvikler sig mellem soldaterne, og den forråelse, der sker, efterhånden som de bliver erfarne frontsoldater. Bäumer fremmedgøres fra det civile liv, og der opstår en så uovervindelig kløft mellem fronten og hjemstavnen, at Bäumer føler sig mere hjemme sammen med sine frontkammerater end hos sin egen familie.

Én for en dør Bäumers kammerater under forskellige omstændigheder, og til sidst falder han også selv. Det sker i bogen på en i øvrigt stille dag på Vestfronten henimod slutningen af krigen, hvor der ikke er noget særligt at melde. Netop dette er så vigtig en pointe, at det har givet bogen sin titel: “Intet nyt fra Vestfronten.”

Flot film

Mens de to tidligere filmatiseringer fulgte bogen ret nøje, frigør den nye version sig helt fra bogens forlæg. Bortset fra titlen, navnene på en håndfuld hovedpersoner og enkelte genkendelige scener, er der ikke meget tilbage af Remarques mesterværk.

Men filmen forsøger at videreformidle bogens væsentligste budskaber på sin egen måde. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med, og det ville heller ikke være problematisk, hvis blot det nye værk var godt. Men det er det desværre ikke.

Det skyldes ikke det rent filmtekniske. Det er en æstetisk flot film; kameraføringen er superb, skyttegravene fremstår meget troværdige (bortset fra den meget sparsomme pigtråd), og slagscenerne er brutale og blodige (bortset fra alt for få håndgranater). Man er aldrig i tvivl om filmens antikrigsbudskab. I det stykke er filmen for så vidt tro mod Remarque.

Alligevel overbeviser filmen ikke.

Det skyldes først og fremmest, at den overdriver Remarques antikrigspointer, så de flere steder kommer til at fremstå som klichéer eller endog som karikaturer.

Hvad forstår vi ved “autenticitet”?

Filmen har fået fremragende anmeldelser af filmkyndige anmeldere, mens nogle historikere har været mere forbeholdne.

Uenigheden skyldes formentlig, at filmfolk og historikere forstår noget helt forskelligt ved “autenticitet” og “historisk korrekthed”.

Filmfolk går meget højt op i kostumer, rekvisitter og kulisser. De kasserer gerne timers eller dages optagelser, hvis de opdager, at en medalje er placeret forkert på brystet af en officer.

Den slags er historikere som regel ret tolerante over for.

Men når filmskabere har sikret sig historisk korrekte kostumer, rekvisitter og kulisser, så er der dømt fri leg og kunstnerisk frihed inden for de således afstukne rammer. Det er endda tilladt at ændre på faktuelle historiske begivenheder, hvis blot det styrker filmens fortælling eller budskab.

Det sidste er historikere til gengæld sjældent tolerante over for. De mener som regel ikke, at det kan være lige meget, om en signifikant begivenhed sker i 1914, 1916 eller 1918 – eller om den overhovedet har fundet sted!

Der er flere eksempler på dette i filmen, men det værste er slutsekvensen.

Fiktivt slag

Det er en pointe i både bog og film, at millioner af mænd i Første Verdenskrig døde til ingen verdens nytte i meningsløse slag. Men selvom man skulle synes, at der var rigeligt med faktiske, meningsløse slag i Første Verdenskrig at tage af, så opfinder filmskaberne ikke desto mindre et fiktivt slag, i hvilket Bäumer falder.

Og hvad ville vel, set fra en filmskabers synspunkt, være mere meningsløst end at falde i et stormangreb, beordret af en vanvittig general, ganske få minutter inden våbenstilstanden træder i kraft den 11.11. 1918 kl. 11:00? Også selvom et sådant angreb aldrig fandt sted i virkeligheden?

Det er formentlig derfor, filmen afsluttes med en helt urealistisk episode: En tysk general, komplet med mensur-ar og delle i nakken, beordrer Bäumers infanteriregiment (og hvorfor kun et regiment, når han nu er general?) til et frontalt stormangreb mod de franske stillinger. Da en soldat protesterer, bliver han brutalt trukket ud af geleddet, stillet op ad en væg og skudt.

Den slags forekom ganske vist alt for mange gange i slutningen af 2. Verdenskrig. Men det forekom altså ikke i Første Verdenskrig, og slet ikke på den måde, og da slet ikke på det tidspunkt af krigen.

Den 11.11. 1918 var revolutionen i Tyskland fuldbyrdet, en ny regering tiltrådt og kejseren abdiceret. Hvis en general havde beordret et regiment til et selvmordsangreb den 11.11. 1918 om formiddagen, så ville det have været generalen, der var blevet stillet op af en væg og skudt!

Hvis der ligger en kunstnerisk mening bag scenen, må det være at foregribe den næste, endnu mere brutale Anden Verdenskrig. Generalens tirader mod socialdemokraterne, der beskyldes for at have givet den tyske hær et ”dolkestød i ryggen”, peger desuden fremad mod Adolf Hitler, der flittigt brugte denne ”dolkestødslegende” i sin propaganda på sin vej mod magten.

Bäumers regiment angriber uden artilleriforberedelse i tætte klynger tværs over ingenmandsland de franske stillinger.

Sådan angreb de frivillige tyske studenter ved Langemarck i oktober 1914. Men i 1918 var der ingen, der angreb på den måde.

Det urealistiske angreb og den karikerede general synes alene at skulle reproducere den slidte og historisk ukorrekte kliché, at generalerne i Første Verdenskrig intet lærte, men i alle krigens fire år sad på et chateau langt bag fronten og drak rødvin, mens de med åbne øjne sendte deres soldater i den visse død uden anden anledning end forsvar for den nationale ære.

Angrebet er nærmest en parafrase over den scene i “Ringenes Herre”, da den gale marsk af Gondor beordrer sin søn Faramir til et selvmordsangreb mod orkerne i Minas Tirith, i hvilket angriberne mejes ned, mens marsken fortærer et fad små, saftige tomater på en temmelig uhygiejnisk måde.

I ”Intet nyt fra Vestfronten” er tomaterne dog erstattet med rødvin, som generalen spytter ud på gulvet. Der var vel bundfald i.

Symbolikken er så tyk, at man kan skære den i skiver og sømme den op på væggen med papsøm. Den er næsten Bornedalsk – og dét er ikke ment som en kompliment!

Det franske dolkestød

At lade Bäumer falde på én af de mest betydningsfulde dage i Første Verdenskrig, nemlig den 11.11. 1918, går desuden stik imod symbolikken i både bogens og filmens titel: “Intet nyt fra Vestfronten.” For hvis der var én dag blandt de knap 1.500 dage, krigen varede, da der var “Nyt fra Vestfronten”, så var det den 11.11. 1918!

Det er da – undskyld metaforen – at skyde sig selv i foden.

Sideløbende med historien om Bäumer og hans kammerater krydsklippes til historien om forhandlingerne om våbenstilstanden.

Her optræder filmens anden protagonist: den demokratiske politiker Matthias Erzberger, der er en virkelig historisk person. Han optræder ikke i Remarques bog, men spiller en meget vigtig rolle i filmen.

Erzberger blev leder af den delegation, der førte forhandlinger med de allierede om den våbenstilstand, der trådte i kraft den 11.11. 1918. kl. 11. Han præsenteres for de ydmygende allierede våbenhvilebetingelser, appellerer forgæves om retfærdighed, men tvinges af både sin samvittighed og af de arrogante og ubøjelige franskmænd til at underskrive.

I de selvsamme minutter, som våbenhvilen træder i kraft, dør Bäumer. Han stikkes i ryggen af en fransk bajonet, der går lige durk igennem ham.

Hvis der skal være en dybere mening med filmens slutscener, så må det næsten være, at det er Frankrig, der dolker det unge, demokratiske Tyskland i ryggen ved sin uforsonlighed i 1918/1919?

Altså en alternativ version af dolkestødslegenden?

“Kats” meningsfulde død

En sådan tolkning understøttes af den måde, som Kat dør på i filmen.

I romanen såres Kat i knæet. Et alvorligt sår, men ikke dødeligt; et såkaldt ”Heimatschuss”, hvor den sårede som et minimum kunne forvente at skulle tilbringe mange måneder på et lazaret hjemme i Tyskland, langt fra fronten.

Bäumer bærer sin kammerat hele vejen til en forbindingsplads, hvor en sanitetssoldat lakonisk konstaterer: ”Det kunne du have sparet dig! Han er død!” Kat er nemlig undervejs blevet såret dødeligt at en lille granatsplint, som Bäumer ikke har opdaget.

Dette er en meningsløs død – typisk for Første Verdenskrig og helt i tråd med Remarques budskab.

I filmen dræbes Kat derimod af en psykopatisk fransk bondedreng. Bäumer og Kat har, sultne som de er, flere gange stjålet æg og gæs fra en fransk bonde, der hver gang har forbandet dem og skudt efter dem med sit jagtgevær.

(Det er af mange grunde i øvrigt fuldkommen urealistisk. Der blev nemlig gjort kort proces med civilister, der beskød soldater).

På Bäumers og Kats andet tyvetogt sniger bondens søn (der ligner ét-eller-andet fra en gyserfilm) sig efter dem og skyder Kat, da denne er allermest værgeløs: Netop som han har knappet bukserne efter vandladning.

Kat har gennem hele filmen være selve personificeringen af den helt almindelige tysker; den menige soldat, der blot prøver på at klare sig igennem krigens helvede så godt, som han nu kan. Hans og Bäumers tyveri fra den franske bonde skal vel i overført betydning symbolisere en (lille) del af den materielle og økonomiske skade, som den tyske hær påførte Frankrig ved sin tilstedeværelse og krigsførelse på fransk territorium i mere end fire år.

Når filmskaberne vælger at lade en hævntørstig fransk dreng henrette Kat med koldt blod for gåsetyveriet, så er det vel ikke forkert at tolke scenen som en kommentar til Frankrigs krav på krigsskadeserstatninger i Versaillesfreden, der tvang Tyskland økonomisk i knæ og ramte helt almindelige tyskere meget hårdt?

Stik imod Remarques morale præsenteres vi altså her for en mening med Kats død: Han dør som et offer for fransk hævntørst!

Dermed bliver det egentlige offer for filmens dolkestød – efter denne anmelders mening – faktisk Erich Maria Remarques litterære budskab.

Det ville have været meget let at understøtte de filmens antikrigspointer med virkelige begivenheder i Første Verdenskrig. Der er så rigeligt at tage af.

De frit opfundne scener, som tilmed er hentet fra den øverste skuffe med klichéer om Første Verdenskrig, fratager i denne anmelders øjne filmen den autenticitet, den ellers prøver at påberåbe sig.

Det er da ærgerligt.

Nyt undervisningstilbud: Kresten Andresen – Breve fra 1. verdenskrig

Grænseforeningen har lanceret et nyt undervisningsforløb i samspil med musiker/komponist/gymnasielærer Lars Malms arbejde med Krestens Andresens feltpostbreve fra 1. verdenskrig.

Lars Malm har skrevet en række sange, der hver for sig knytter sig til et eller flere af Krestens breve og/eller dagbogsnotater.

Der er 8 temaer i forløbet samt forløb specielt beregnet til musikundervisningen.

Hvert tema har mellem 1-4 moduler. I hvert modul er der typisk en en sang, et dagbogsopslag, supplerende tekster, måske billeder, måske video samt arbejdsopgaver.

Læs mere om undervisningsforløbet her:

Kresten Andresen – Breve fra 1. verdenskrig

 

 

Nyt fra udstillingsholdet: Krigsfrivillig Heinrich Palmus fra Tandslet

Senest ændret den 24. november 2022 8:55

Tag med museumsinspektør René Rasmussen i Museum Sønderjyllands magasiner og følg arbejdet med at finde genstande til en ny særudstilling om sønderjyder i Første Verdenskrig.

Heinrich Palmus

Heinrich Palmus (1894-1916) fra Tandslet på Als meldte sig som krigsfrivillig kort efter krigsudbruddet i august 1914. Han havde kort forinden påbegyndt et teologistudium, men i lighed med tusindvis af andre studerende på tyske universiteter meldte han sig til krigstjeneste. Han var da 20 år og havde endnu ikke aftjent værnepligt.

Han gennemgik en kort militærtræning og kom så til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 91.

Som student og akademiker avancerede han hurtigt til løjtnant. Han faldt den 1. juli 1916 – ”Den første Dag ved Somme”, da briterne angreb over en bred front.

Museum Sønderjylland modtog Heinrich Palmus’ uniform og anden udrustning, som blev returneret til hans mor i 1916.

Moderen overdrog det til museet i 1930’erne. Museumsinspektør René Rasmussen fortæller her om løjtnant Palmus – og navnlig om hans armbåndsur.

Du finder Heinrich Palmus’s side her

Fik du set filmen om Fliegerabwurfwimpel?

Første Verdenskrig var en meget moderne krig, hvor mange af de våben og taktikker, der endnu bruges i dag, 100 år senere, for første gang blev anvendt: Langtrækkende artilleri og luftobservation fra  flyvemaskiner.

Det helt afgørende samarbejde imellem våbenarterne blev udviklet under krigen, så artilleribeskydningen kunne dirigeres det rigtige sted fra luften. Men hvordan blev oplysninger sendt fra en flyvemaskine til artilleriet?

I vore dage foregår observationen og kommunikationen med droner og satellitter, der sender oplysninger videre til egne tropper på landjorden.

Selvom radioen var opfundet i Første Verdenskrig, var den meget dyr og meget tung. Derfor måtte man improvisere – og kaste sine observationer ned i en Fliegerabwurfwimpel, dvs. en “flyvernedkastningsvimpel”.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om denne spændende og sjældne genstand, der er opsamlet ved Reims af Max Köhm fra Sønderborg.

Der var adskillige sønderjyder i det tyske flyvevåben, bl.a. Christian L. Johannsen, der har berettet om sin deltagelse i sådanne “artilleriflyvninger”.

Fik du set filmen om mobiliseringen i 1914 og Christian Delfs naverstok?

Christian Delf og mobiliseringen

Da mobiliseringsordren kom den 1. august 1914 mødte alle op, sådan som de havde pligt til. Christian Delf fra Ulkebøl tog hele den lange vej fra Zürich i det neutrale Schweiz. Men han glemte noget.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Christian Delfs naverstok.

Du finder Christian Delfs personside her: Christian Delf

Fik du set den første film i serien, hvor udstillingsholdet præsenterer projektet?

Krestens breve – Koncert på Sønderborg Slot den 18. november

Koncerterne begynder kl. 16.00 og kl. 19.00. Billetpris er 75 kr. og kan købes her: https://msj.dk/aktiviteter/malm-og-de-soenderjyske-breve/

Musiker Lars Malm, der er kendt fra bandet Nordstrøm, fortolker på sit kommende album ’Menneske igen’ breve og dagbogsnotater, som den sønderjyske soldat Kresten Andresen skrev under Første Verdenskrig. Det beretter Magasinet Grænsen den 6. oktober 2022.

Videre hedder det i “Grænsen”:

En forsmag på albummet, der udkommer den 17. marts 2023, kan opleves ved to koncerter fredag den 18. november i Riddersalen på Sønderborg Slot, som præsenteres i samarbejde med Grænseforeningen Sønderborg og Museum Sønderjylland.

Jeg mødte Kresten for nogle år siden og blev forbløffet over, hvor lyslevende han fremstår i sine tekster, selvom han skriver fra et inferno af kanontorden og trommeild for over 100 år siden”, udtaler Lars Malm, der udgiver albummet under kunstnernavnet MALM.

”Krestens breve er tidløse og rummer skarpe og poetiske refleksioner, om hvad det vil sige at være ung og have håb og drømme for fremtiden. Jeg glæder mig til at fremføre sangene og håber, at de vækker genklang hos publikum”, siger Lars Malm.

Ved to de koncerter tager MALM publikum med ned i skyttegravenes mudder under Første Verdenskrig, hvor Kresten Andresen ufrivilligt er havnet som dansksindet sønderjyde. Kresten kæmper modvilligt krigen og den tyske sag, men mister livet som 25-årig i sommeren 1916 under Slaget ved Somme, der var et af krigens blodigste slag.

I alt deltog ca. 30.000 sønderjyder på tysk side under Første Verdenskrig, hvoraf ca. 6000 mistede livet.Koncerterne præsenteres i samarbejde med Grænseforeningen Sønderborg.

”Vi er meget glade for samarbejdet med Lars Malm, der med sine sange om Kresten Andresens oplevelser under Første Verdenskrig viser, hvordan man kan gøre historien levende i dag”, siger Else Tornbo, næstformand for Grænseforeningen Sønderborg.

Koncerterne begynder kl. 16.00 og kl. 19.00. Billetpris er 75 kr. og kan købes her: https://msj.dk/aktiviteter/malm-og-de-soenderjyske-breve/

Der er rabat for indehavere af årskort og medlemmer af venneforeningen.

Med på scenen er også Tomas Raae på bas og Andreas Fryland på trommer. Første udspil fra det kommende album hedder ’Klar Og Blå’ og kan allerede nu høres på streamingtjenester.

Lars Malm er desuden aktiv i Nordstrøm, der brød igennem i 2006 med sangen ’Berlin’ og siden da har udgivet en række albums, bl.a. ’Gnister’ fra 2015 med Søs Fenger.

Ved siden af musikken er Lars Malm uddannet historiker og gymnasielærer.

“Klar og blå” – sådan beskrev Kresten Andresen himlen over eksercerpladsen, da han gennemgik militærtræning, før han blev sendt i krig i 1914. Teksten inspirerede Lars Malm til albummets første single, der netop hedder “Klar og Blå”.

Foredrag torsdag den 29. september kl.15:00 i Aabenraa: “Flyveren Christian Johannsen, Sønderjyllands Charles Lindbergh”

Torsdag den 29. september kl. 15:00 holder museumsinspektør René Rasmussen foredrag på Rigsarkivets Læsesal i Aabenraa, Haderslevvej 45, Aabenraa.

Der er gratis adgang. Tilmelding ikke nødvendig.

Arrangøren skriver:

“Ved genforeningsfesten på Dybbøl 1920 nedkastede et fly et dansk flag over Kongeskansen. Piloten var sønderjyden Christian L. Johannsen, der allerede i 1911 fløj i en hjemmebygget maskine.

Under 1. verdenskrig var han tysk krigsflyver på Vestfronten, og efter krigen pilot i Danmark, hvor han under navnet ”sønderjyden” fløj opvisning, taxiflyvning, faldskærmsudspring og ruteflyvning.I 1928 flyttede han til Tyskland. Her var han flyvende avisbud og sprøjteflyver – afbrudt af to spektakulære lang-distanceflyvninger: 1929 fra London til Kina og 1931 over Atlanten. Under 2. verdenskrig uddannede han piloter til Luftwaffe.

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Christian Johannsens begivenhedsrige liv.”

Se mere her: https://www.rigsarkivet.dk/arrangementer/soenderjyllands-charles-lindbergh/

 

Tom Buk-Swienty præsenterer sin nye bog på Sønderborg Slot tirsdag den 13. september

“En safari fra Helvede” hedder den nyeste bog af den kendte forfatter og historiker Tom Buk-Swienty.

Bogen har undertitlen: “Nis Kock og sønderjyderne, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt.”

Mød forfatteren Tom Buk-Swienty på Sønderborg Slot den 13. september kl. 15:00, hvor han vil præsentere sin nye bog: “En safari fra helvede”.

Den handler om den utrolige – men i dag næsten glemte – historie om de forholdsvis mange sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig i Tysk Østafrika (det nuværende Tanzania).

Bogen præsenteres i Riddersalen på Sønderborg Slot tirsdag den 13. september kl. 15:15. Det vil være muligt at købe et eksemplar af bogen og få den signeret af forfatteren selv.

Her har du chancen for at købe en tidlig og personlig julegave!

Der er gratis adgang fra kl. 15:00 til slottet for gæster til bogpræsentationen.

Tom Buk-Swienty vil selv præsentere bogen i et kort foredrag.

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside

Bogudgivelse: “En landsby i krig og fred. Sønderjyske tidsbilleder 1905-1945.” Af Marie Kjestine Høier

Hans Kr. Høier og Anneli Høier har på Forlaget Mellemgaard har i 2021 udgivet moderen, Marie Kjestine Høiers, erindringer fra Klovtoft 1905-1945.

Det er “meget mere end blot lokalhistorie”, skriver den begejstrede anmelder Klaus Grymer i Kristeligt Dagblad og giver bogen fem stjerner ud af seks mulige.

Vi bringer senere her på siden en egentlig anmeldelse af bogen. Her foreløbig blot en kort omtale.

Forlaget skriver:

Med imponerende visuel hukommelse beretter Marie Kjestine “Misse”) Høier om et landsbyliv i Sønderjylland, indrammet af to (verdenskrige, om identitet og sindelag og om et land i forandring.

Misse vokser op på en dansksindet slægtsgård i Klovtoft i det daværende Nordslesvig. Hun oplever Første Verdenskrig fra gården, som nu drives med hjælp af russiske krigsfanger, mens mændene er ved fronten; hun oplever genforeningen og præges for livet af den danske højskolekultur.

Da den fem år ældre Peter Høier, som selv har været med i krigen som nittenårig, fra det første kuld fra det nye danske seminarium i Haderslev kommer til Klovtoft som lærer, bliver han og Misse efterhånden et par. Skolen udgør på mange måder en kerne i lokalsamfundet i omskiftelige tider, i 1930’ernes latente grænsekamp og under besættelsen.

Se film fra præsentationen her:

Uddrag af bogen

“Krigen brød ud den 1. august 1914, og det husker jeg meget tydeligt, for den 1. august var min fars fødselsdag, og da havde vi altid besøg af hele familien, også i 1914. Vejret havde været varmt og trykkende, og hen på eftermiddagen blev det et heftigt tordenvejr.

Jeg husker, at der på marken syd for gården stod rug, som mændene havde været ude at se på. Hen imod aften begyndte kirkeklokkerne at ringe, og stemningen, der ligesom vejret havde været trykkende, blev nu til trykkende tavshed.

Jeg forstod da så meget af det hele, at det måtte være meget alvorligt på grund af det fremmede ord, mobilisering, som jeg havde hørt flere gange i dagens løb, og krig, vidste jeg, var noget meget uhyggeligt og slemt.

Alle mine onkler havde fået deres mobiliseringsordre og skulle af sted i de første dage. Selskabet opløstes helt stille, for alle tog hjem til deres, og vi fulgte med den sidste vogn et stykke af vejen.”

Om forfatteren

Marie Kjestine Høier, født Sørensen (1904-87), kaldet ”Misse”, voksede op på slægtsgården i Klovtoft i det daværende Nordslesvig. Hun blev i 1926 gift med lærer ved Klovtoft Skole Peter Høier (1899-1992). Misse Høier virkede som håndgerningslærer og var aktiv i den lokale ungdomsforening. Hun efterlod en række lokalhistoriske værker, slægtshistorie og erindringer.

Bogen er på 194 sider og koster 199,95 kr (vejl.).

Køb den i boghandelen – eller hvor du plejer at købe bøger.

 

 

Bogudgivelse fra Toftlund Lokalhistoriske Arkiv: “Det er bedre at leve for noget – end at gå i krig for ingenting!”

Sidste år udkom en interessant bog fra Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Bogen tager udgangspunkt i en aflevering på ca. 200 feltpostbreve fra Hans Jørgen Lund fra Allerup skrev under sin deltagelse i Første Verdenskrig.

Selve brevene er tilgængelige i afskrift på foreningens hjemmeside, men Lis Mikkelsen har sammenfattet og bearbejdet brevene i den fine, lille bog “Det er bedre at leve for noget – end at gå i krig for ingenting!”

Bogen kan købes ved henvendelse til Lokalhistorisk Forening og Arkiv i Toftlund på e-mail: tlhf6520@gmail.com eller på adressen:

Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkiv
Søndergade 56
6520 Toftlund

Bogen er på knap 100 sider, illustreret og koster 50,- kr. + evt. porto.

I bogens forord skriver udgiveren bl.a.:

“Brevene viser krigen i al sin håbløshed og nyttesløshed og er en anden krigshistorie, end man er vant til at læse. Det er en krigserindring helt ud over det sædvanlige. Der er hverken spænding, krudt eller kugler, kun trøstesløshed og en klar forståelse for menneskets tåbelighed, som man ikke kan forhindre”

Lis Mikkelsen sætter på udmærket vis rammen om brevvekslingen, forklarer baggrund og sammenhænge, og fører med sikker hånd læseren gennem Hans Jørgen Lunds liv og hverdag, der så brat forandres af krigen.

Tom Buk-Swienty præsenterer sin nye bog på Sønderborg Slot tirsdag den 13. september

“En safari fra Helvede” hedder den nyeste bog af den kendte forfatter og historiker Tom Buk-Swienty.

Bogen har undertitlen: “Nis Kock og sønderjyderne, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt.”

Mød forfatteren Tom Buk-Swienty på Sønderborg Slot den 13. september kl. 15:00, hvor han vil præsentere sin nye bog: “En safari fra helvede”.

Den handler om den utrolige – men i dag næsten glemte – historie om de forholdsvis mange sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig i Tysk Østafrika (det nuværende Tanzania).

Bogen præsenteres i Riddersalen på Sønderborg Slot tirsdag den 13. september kl. 15:15. Det vil være muligt at købe et eksemplar af bogen og få den signeret af forfatteren selv.

Her har du chancen for at købe en tidlig og personlig julegave!

Der er gratis adgang fra kl. 15:00 til slottet for gæster til bogpræsentationen.

Tom Buk-Swienty vil selv præsentere bogen i et kort foredrag.

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside

Godt Nytår og lidt om fremtiden på websitet

Nytår er en tid til at gøre status og om muligt kigge lidt ud i fremtiden.

Antallet af indlæg og nyheder er siden 100-året for henholdsvis krigsafslutningen og genforeningen svundet ind, men antallet af læsere er fortsat ret højt. Der er således ca. 20.000 inde og kigge hver måned. Det kan vi være godt tilfredse med, når der samtidig er færre nyheder og indlæg end tidligere.
Dertil kommer der rigtig mange henvendelser og mails til Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot fra folk over hele verden, hvoraf mange går på krigsdeltagere fra Sønderjylland, som de har set på hjemmesiden.

Siden er således fortsat godt besøgt og der indsendes mange spørgsmål og kommentarer via websitet.
Der er således oprettet næsten 790 kommentarer i 2021 (i 2020 var det ca. 780). Mange kommentarer indeholder supplerende oplysninger, nye kilder eller ros til de frivillige. Tak for det.

Status på hjemmesiden er, at der pt. er oprettet 11.564 personsider.
I 2020 blev der oprettet 1382 nye personsider (svarende til ca. 3,8 pr. dag), mens det i 2021 ”kun” blev til 936 nye personsider (svarende til ca. 2,6 pr. dag). Det skyldes dels at der i 2021 har været færre ”faldne” / krigsdeltagere døde i 1921, og dels er der indsendt mange rettelser og supplerende oplysninger til eksisterende personsider, som har taget en del tid.
Endelig er mange af de nemt tilgængelige kilder med oplysninger om krigsdeltagelse ved at være gennemgået.

Fremtiden
Der vil fremover være færre indlæg end tidligere – det kan ikke være andet, når der ikke længere er ”daglige nyheder”. Indlæg med ”månedens faldne” om krigsdeltagere, der er døde efter hjemkomsten, stopper også, da de ikke er systematisk registrerede.

Indlæggene med ”gotiske udfordringer” fortsætter, men nok ikke ugentligt, da det kommer an på om der kan findes umiddelbart brugbart materiale. Brevsamlinger har vist sig ikke at være anvendelige til dette formål. Dels er de tidskrævende og svære at affotografere/scanne, dels mistes en del af sammenhængen, når kun dele transskriberes.
Derfor forsøger vi fremover at satse på postkort og enkelte korte breve. Har du postkort eller lignende, der kan egne sig til formålet? Så skriv til Hanne C. Christensen på mail: hacc@msj.dk.

Også indlæggene om ”5 udvalgte krigsdeltagere” fortsætter i 2022.

Derudover forventes det, at der fortsat vil kunne offentliggøres indlæg om nye udgivelser, omtaler af tv-udsendelser eller lignende med fokus på 1. verdenskrig.

Endelig fortsætter én af de frivillige med at scanne og evt. oversætte regimentshistorier.  Der er senest lagt nye filer på siden i december 2021.

Personsider
Der er fortsat 3 frivillige, der arbejder direkte på websitet med personsiderne, mens der er en håndfuld frivillige (se evt. siden “Om“), der gennemgår mange forskellige kilder så som kirkebøger, personregistre, folketællinger, DSK Årbøger, diverse stater over forskellige erhverv med flere, samt afskriver kilder.
Det er et stort og meget tidskrævende arbejde. Tak til de frivillige for jeres indsats.
Dertil kommer at mange sider løbende redigeres og suppleres med nye oplysninger og billeder samt at der (når det er muligt) oprettes links til nære slægtninge.

De frivillige fortsætter med at indsamle oplysninger om krigsdeltagere og med at lægge nye personsider ud. Der er endnu lang vej til de skønnede 30.-35.000 sønderjyske krigsdeltagere, men at være nået 1/3 af vejen er noget af en milepæl. Det er således tæt på, at der er flere personsider for overlevende end for faldne krigsdeltagere.

Men vi ved, at der er mange flere personsider på vej – bl.a. er personskemaer for 2 sogne med tilsammen tæt ved 250 krigsdeltagere indsendt til de frivillige, der arbejder direkte på websitet, og disse forventes lagt på hjemmesiden i løbet af foråret 2022.
Så der kommer helt sikkert en masse nye personsider i 2022.

Har du oplysninger om en krigsdeltager,
der endnu ikke har fået en personlig side?

Det er fortsat muligt at indsende supplerende oplysninger og personskemaer til museet via mail, hvorefter museet koordinerer og sender oplysningerne videre til de frivillige.

Læs mere på siden ”Indsend oplysninger” om, hvordan du kan bidrage med oplysninger.

Tak for at du har fulgt siden – måske helt siden starten i sommeren 2014.  Det håber vi, at du vil fortsætte med.

Godt nytår!

Nytårskort, dateret december 1914. Original på Sønderborg Slot.

9. september 1921: Flagning, krigsfangeløn og Børneforsorg i Sønderjylland

Uddrag af Hejmdal 9. september 1921:

Dannebrog ved det danske Aarsmøde sydfor Grænsen.
”Fl. Av.” meddeler:
Vi erfarer fra paalidelig Kilde, at Politimyndighederne har tilladt Den slesvigske Forening paa Søndag den 11. September 1921 paa Markpladsen at hejse det danske Flag. Men samtidig er af forstaaelige Grunde det Ønske blevet udtalt at undlade af flage i Gaderne og paa Husene.

Enhver sit.
Anton Holm, Søn af Thæsten Holm i Vojens har fra det franske Krigsministerium faaet udbetalt 4 Franc 30 Centimes. Det er iflg. ”Dv.” et Tilgodehavende fra den Tid, han var Krigsfange i Frankrig.

Børneforsorgen i Sønderjylland.
Overværgeraadets Formand Overretsassessor Brun udtaler sig.

Overværgeraadets Formand Overretsassessor Brun har overfor vor Korrespondent i København udtalt sig paa følgende Maade angaaende Spørgsmaalet om Børneforsorgen i de sønderjydske Landsdele:

“Jeg anser det ikke for ganske berettiget, udtaler Assessor Brun, ar klage over de Forhold, hvorunder Børneforsorgen foretages i de sønderjydske Landsdele.  Børnehjemsforholdene er gennemgaaende ret gode.  Der findes saaledes Børnehjem i Erlev, Toftlund, Arnum, Rønshoved og to Hjem paa Als, og i næste Maaned vil der blive aabnet endnu et Pigehjem ved Genner Strand saaledes at der til den Tid vil findes ialt 7 Børnehjem i Sønderjylland.  Paa disse Børnehjem kan dels helt spæde og dels lidt større Børn finde Optagelse, og Hjemmene er alle overordentligt gode.  Derimod er det rigtigt at man i Sønderjylland endnu mangler et Optagelseshjem for større Pigebørn og Drenge, altsaa et Iagttagelseshjem.

Der har været Planer fremme om at oprette et saadant Iagttagelseshjem i Forbindelse med et af de bestaaende Børnehjem, men jeg har gjort Modstand herimod, idet jeg mener at en saadan Kombination hvor man ofte faar meget vanskelige Børn ind i Iatgtagelseshjemmet, vil skabe Vanskeligheder ved Arbejdet med Børnehjemmet.   Imidlertid mener jeg, at Forholdene i Sønderjylland er gennemgaaende gode, og den Lethed hvormed man kan finde gode private Plejehjem bekræfter ogsaa dette.  Det skyldes naturligvis i ikke ringe Grad det rimelige Forhold der findes mellem Landbefolkningens og Bybefolkningens Størrelse, idet de Børn, der skal sættes i Pleje jo desværre som Regel kommer fra Byerne, og Plejehjemmene findes paa Landet, og Landbefolkningens numeriske Overvægt er saa stor, at der her kan findes et stort Antal Plejehjem.

I det hele taget har det glædet mig at se Sønderjydernes Ønske om at klare disse Forhold selv.  De vil helst selv anbringe deres Børn, og det er jo altid det heldigste.  Med Hensyn til Oprettelsen af ny Hjem i Sønderjylland – og jeg indrømmer som nævnt, at et Iagttagelseshjem vilde være ønskeligt – er vi en Smule betænkelige.  Som jeg tidligere har haft Lejlighed til at udtale offentligt, er der i Øjeblikket gennemgaaende gode Pladsforhold på Børnehjemmene i Kongeriget.   Der er langt fra fuldt besat med Undtagelse af en enkelt Gruppe Hjem, og vi er derfor noget betænkelige ved at fremskynde Opførelsen af ny Hjem, før der virkelig bliver Brug derfor og det mener jeg altsaa ikke, at der er i Sønderjylland.

Læs de øvrige nyheder i dagens udgave af Hejmdal.

Jul og nytår kan betyde færre daglige indlæg

De frivillige på Den store Krig 1914-1918 holder juleferie.

Det betyder, at der i forbindelse med juledagene kan være dage, hvor der ikke udgives et dagligt indlæg.

Disse dage opfordres læserne til at kikke på nogle af de mange allerede eksisterende sider.  Det kunne f.eks. være:

  • Personsiderne. Der er pt. oprettet over 9.000 personsider og der offentliggøres jævnligt flere.
  • Siden “Lokalhistorie” for henvisninger til nogle af de lokalhistoriske arkiver, der har bidraget til websitet.
  • Se om der er tilføjet nye bøger til siden om litteratur inkl. regimentshistorier, siden du sidst besøgte denne.
  • Se en liste over ca. 375 faldne, der pt. ikke har kunnet identificeres. Se indlægget fra 30. november 2019.
    Måske kan du hjælpe med at identificere én af disse.
  • Se listen over tilgængelige digitale kilder på siden “leksikon“, der blev opdateret i september 2019.
  • Måske kan du bidrage til websitet ved at udfylde og indsende et personskema for én eller flere af de personer, der endnu mangler at få en personside.

De daglige indlæg vender – så vidt muligt –
tilbage i begyndelsen af januar 2020.

De frivillige håber på læsernes forståelse for,
at det kan være nødvendigt at udelade
at offentliggøre indlæg på enkelte dage.

Billede fra Sønderborg Rådhus omkring 1900. Juletræet med lys på det originale billede er her erstattet af et nyere juletræ for at symbolisere de mange muligheder og kilder, der er tilgængelige på siden.

31. marts 1919. St. Thomas ankommer til København med sønderjyske krigsfanger

Jørgine Lykov fra Ballum stod på kajen i København, da St. Thomas lagde til med de første sønderjyske krigsfanger fra Frankrig på vej hjem.

En Hjemkomst
En raakold Aprilmorgen i København. Gaderne er vaade og sjaskede af Taagen, og værre bliver det, da det begynder at sne. Store Fnug falder og omdanner Gaderne til et rent Uføre; alle skynder sig tilsyneladende at komme hjem, til deres Kontor eller Forretning eller hvad anden Beskæftigelse de nu ellers har inden Døre. Dog, kommer man længere ind i Byen, lægger man Mærke til flere og flere, der haster af sted. Ud af Sporvognene myldrer de, og det bliver efterhaanden til Hundreder, som i tætte Skarer iler ned mod Havnen.

Endelig efter en lang og besværlig Rejse skal Østasiatisk Komp.’s Damper “St. Thomas” ankomme med det første Hold sønderjydske Krigsfanger fra „Aurillac” i Sydfrankrig. Flag hejses allevegne eller stikkes ud af Vinduerne, og ved Havnen, hvor der er sort af Mennesker, har et Orkester taget Opstilling; overalt er der Trængsel, alle vil frem, saa nær Molen som muligt, for at opfange det første Glimt af Skibet. Dog, alle kan ikke komme til, der er en afspærret Plads, hvor Værterne, der skal have en „Fange” i Kvarter, er opstillet. Smaa Spejderdrenge med deres Førere danner Kæder for at holde en lille Plads fri.

Efter en Stunds Venten begynder Orkestret pludselig at spille den danske Nationalsang, og som paa Kommando brager der et Hurra løs fra Tusinder af Struber; nu kommer Skibet. Utydeligt ses det endnu, men snart er det inde, og Hurraraabene besvares kraftigt fra Skibet. Der staar de langs Rælingen og skuer mod Land og alle spejder de længselsfuldt efter Slægt og Venner og vifter med deres morsomme Huer. Ikke havde de tænkt, alle disse sønderjydske Ynglinge og Mænd, da de drog i Krig, at de skulde komme denne Vej hjem og hilses velkommen hjem i dobbelt Forstand, hjem til det gamle Fædreland og til deres Hjem. Tung var Tiden før og under Krigen, men det glemmes i en Stund som denne. Jubel fylder Sindene og afspejler sig i Ansigterne.

Landgangsbroen er nu kastet, og Krigsfangerne begynder at gaa i Land og forsvinde med deres Værter. Mængden danner Espalier, og for hvert Skridt tyder det „Velkommen hjem, velkommen hjem!“ Mange bevægede Ansigter ses baade hos Sønderjyder og Københavnere. Flere har haft den Glæde at finde Paarørende, der er rejst til Hovedstaden for at modtage dem, og Gensynet er bevæget; Gensynshaabet, som mangen Gang har været ved at briste, er nu blevet til Virkelighed.

Pludselig brager Hurraraabene løs paany; der bæres en Mand i Guldstol ud gennem Rækkerne. Det er (nu afdøde) Professor Paul Verrier, Danmarks og alle Sønderjyders Ven, der har gjort saa stort et Arbejde for de danske Krigsfanger, og hvem det i første Linje skyldes, at Krigsfangelejren i Aurillac blev oprettet. Hans Navn vil stedse blive husket med Tak af alle Danske.

Lidt efter lidt svinder Mængden. De godt 300 Sønderjyder drager hjem med deres Værter og hviler ud efter den trættende Rejse, men i flere Dage ser man dem i Gaderne, let kendelige paa deres Huer og hvide Armbind, og Mindet om de uforglemmelige Dage lever friskt i Dag som for 23 Aar siden for dem, der overværede „Set. Thomas “s Ankomst, og Tanken derom fylder vore Sind med Tak mod vort Fædreland Danmark.

DSK-årbøger, 1942.

4. marts 1919. Desertøren Søren Outzen endelig hjemme i Løgumkloster

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat i 1916, men deserterede i september 1916. Han opholdt sig i Danmark og Norge de følgende 2½ år, men vendte i februar 1919 hjem til Sønderjylland – hvor han blev arresteret for faneflugt og ført til kasernen i Neumünster. Her stak han imidlertid af den 2. marts 1919 og begav sig nordpå. Om aftenen den 3. marts nåede han Flensborg.

Jeg slap uden mistanke herfra næste morgen og tog ad biveje over Kliplev til Nr. Hostrup, hvorfra jeg uden „Ausweis” kunde tage med lillebanen til Løgumkloster. Sent paa aftenen naaede jeg hjem, overtræt og stadig usikker, om jeg eftersøgtes eller ej. Mine forældre var naturligvis lykkelige over at se mig igen. Men for alle tilfældes skyld syntes vi at jeg maatte se at komme over grænsen hurtigst muligt.

Det skete saa næste dag. Jeg genoptog mit afbrudte højskoleophold i Lyngby. „Jeg sagde det jo“, bemærkede Rosendal tørt ved min ankomst. Men fader havde efter min ufrivillige transport sydpaa skrevet til advokat Andersen og forklaret ham det skete, hvorover denne blev meget ulykkelig.

Og kammeraterne paa skolen viste mig nu ogsaa en ugestid gamle aviser, hvori der stod en advarsel til sønderjydske rømningsmænd mod at tage hjem og melde sig til myndighederne, da en enkelt af de hjemvendte var blevet holdt tilbage og ført til Neumünster til en uvis skæbne. Det var altsaa mig, som dog nu var rømmet for anden gang.

Senere kom der til mit hjem en skrivelse fra Neumünster med meddelelse om, at min sag var blevet behandlet ved en krigsret, men i henhold til amnestiloven af November 1918 — som altsaa ogsaa gjaldt den dag, jeg blev holdt tilbage i Flensborg — hævet. Det hele viste sig saaledes at være underordnede instansers lyst til at optræde paa egen haand og sige et sidste farvel til Nordslesvigs danske ungdom, som man ikke havde evnet at vinde for den prøjsiske aand. Efter endt skoletid kunde jeg da roligt rejse til mit hjem og aaret efter afgive min stemme til fordel for Danmark.

DSK-årbøger 1948

2. marts 1919. Desertøren Søren Outzen deserterer for anden gang

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat i 1916, men deserterede i september 1916. Han opholdt sig i Danmark og Norge de følgende 2½ år, men vendte i februar 1919 hjem til Sønderjylland – hvor han blev arresteret for faneflugt og ført til kasernen i Neumünster.

Men næste dag viste sig ogsaa opløsningstendenserne paa stedet og meningsløsheden med min tilstedeværelse. Ingen spurgte efter mig. Der var ogsaa en vis nervøsitet at spore paa kasernen. Gamle frontsoldater, som var blevet afvæbnede, havde forsøgt at organisere sig noget brændsel til de kolde belægningsstuer. Vagtmandskabet — „Eichenlaub“-soldaterne, det kommende „rigsværn” – havde maattet gribe ind. Der var placeret maskingeværer paa tagene. Man vidste aldrig, hvad de kommende dage kunde bringe— „midt i en jærntid”.

Jeg holdt mig paa stuen til spisetiden om middagen, fik ogsaa min portion med, skønt de uniformerede saa med lidt nysgerrige blikke paa mig civilmand. Hvad var han, og hvad skulde han her efter? Men jeg var ikke meget talende og holdt mig i baggrunden. Begivenhedernes gang skulde jo afventes.

Om eftermiddagen vovede jeg mig hen til kaserneporten, hvor der stod vagt. Det kunde være godt at orientere sig, hvordan det mon kunde lade sig gøre at smutte udenfor. Næste dag tog jeg mod til mig og gik frank forbi vagten ud i byen. Ingen sagde noget.

Jeg søgte hen til banegaarden for at blive fortrolig med forholdene dér.

Men da jeg ikke havde „Ausweis”, kunde der ikke være tale om at købe billet og rejse sin vej. Penge havde jeg heller ingen af. Men da det var lørdag, og der siden ved appellen udbetaltes lønning, kom jeg i besiddelse af ca. 15 mark.

I den kommende nats vaagne timer besluttede jeg da, næste dag efter middagsmaden at forsvinde fra byen til fods. Ingen vilde vist savne mig foreløbig. Som tænkt, saa gjort.

Jeg fulgte hovedlandevejen nordpaa mod mine længslers maal, hjemmet i nord. Men hvordan uden „bevis” komme over kanalbroen ved Rensborg, hvor der naturligvis var vagt?

Der skete dog intet ubehageligt. Jeg fulgte strømmen af søndagseftermiddagsfodgængerne over broen og naaede om aftenen til Jagel syd for Slesvig, hvor jeg fik logi i en landevejskro og forplejning næste morgen.

DSK-årbøger 1948

1. marts 1919. “Kopf ab!” Desertøren Søren Outzen vover sig hjem til Sønderjylland – og bliver arresteret!

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat og sendt til østfronten – hvor han fik tyfus. Efter lazaretophold kom han på rekreation hjemme – og besluttede at desertere. I september 1916 nåede han velbeholden til Danmark, hvor han opholdt sig de følgende 2½ år, afbrudt af ophold i Norge. Men i marts 1919 vovede han sig hjem til Sønderjylland igen.

Den følgende vinter (1916-1917) var jeg i plads i Nr. Fårup og tog saa om foraaret — efter privat henstilling — til Norge, da man aldrig kunde vide, hvad der endnu kunde ske med Danmark. Det var lidt fremmedartede forhold for mig deroppe i fjældelandet, men jeg var interesseret i at se og lære.

Først i efteraaret 1918, da man forstod, at krigen for alvor gik mod sin afslutning, vendte jeg tilbage til Danmark og tog til november paa Lyngby højskole hos gamle Rosendal. En lykkelig tid med krigens slut midt i maaneden. 1 Juleferien sneg jeg mig sammen med en skolekammerat, Peter Paulsen fra Bylderup, over grænsen. Vi havde været sammen i Norge — hvor han nu er gift og bosat — og vilde overraske dem derhjemme. En uforglemmelig jul i hjemmets trygge favn! I nytaaret tog vi ad samme illegale vej tilbage til Lyngby.

Men sidst i januar læste vi i aviserne en henstilling fra advokat Andersen i Haderslev til sønderjyderne i kongeriget om at søge hjem og melde sig til myndighederne, for ikke at gaa glip af afstemningsretten. Rosendal var ikke indforstaaet med foretagendet, mente, det var ganske unødvendigt og nok vilde klare sig uden tilmelding forud. Jeg saa derfor tiden an. Men da jeg nogen tid efter erfarede, at enkelte sønderjydske elever fra skolen havde været hjemme til tilmelding og var kommet uanstastede tilbage, syntes jeg, at ogsaa jeg hellere maatte faa mine papirer i den ønskede orden. Sammen med Ingvart Clausen fra Vinum rejste jeg saa hjem.

Vi meldte os paa Bezirkskommando i Haderslev, for om muligt at klare sagerne dér, men blev henviste til Flensborg, hvor vi saa stillede og bad om vore hjemsendelsespapirer. Der blev optaget rapport over vor soldatertid m.m. Men saa skete det højst ubehagelige for mig. Medens Clausen havde været soldat i over to aar og derfor fik sine papirer, holdtes jeg tilbage, fordi jeg kun havde været i trøjen i ti maaneder og altsaa — orden i sagerne! siger prøjserne — endnu manglede godt et aars tid i at have efterkommet mine foreskrevne militærforpligtelser. „Zwei Jahre Dienstzeit maatte være det mindste.

Der blev afsagt arrestordre over mig, og under bevogtning førtes jeg omgaaende til banegaarden for at naa toget til Neumunster, hvor jeg skulde stilles for en krigsret, sigtet for faneflugt. Mit hjerte har vist aldrig været saa langt nede i støvlerne, som paa den rejse. Med bange anelser kørte jeg som militærfange sydpaa. Var jeg dog bare blevet i Lyngby! Men nu var det for sent. Jeg maatte se min skæbne i møde — for anden gang i prøjsernes magt, og det endda efter krigens afslutning og min lykkelige flugt fra dem første Gang.

Vi kom til Neumünster om aftenen, gik til kasernen, hvor jeg blev afleveret paa kontoret. Den befalingsmand, som tog sig af mig, havde kun eet Ord at sige til mig, og det lød i sandhed brutalt: „Kopf ab!“

Men jeg maatte jo bevare fatningen og tage, hvad der vilde komme. Depotunderofficeren, jeg afleveredes til, var lidt rigelig nysgerrig, spurgte bl. a., om jeg vilde indklædes. Han vilde saa godt købe mit civiltøj. Vi snakkede en del sammen, men enden blev dog, at jeg nøjedes med at faa et sovetæppe og spisegrejer og lidt forplejning. Uniformen kunde jeg jo tidsnok naa at komme i.

Med urolige tanker gik jeg til ro paa den belægningsstue, som blev mig anvist, tænkte paa hjemmet og Lyngby og lagde min sag i Guds haand. Griffenfeldts ord fra hans fængselstid randt mig i hu: „Da verden blev mig gram, da lærte jeg at kende for alvor først mig selv, min Gud, min ven, min fjende.“ Jeg gentog ordene stille for mig selv, og de virkede som olie paa mit sinds oprørte vande. Hen paa natten kom nogle af stuens belægning hjem. Jeg skulde da smides ud af køjen, men en kammerat lagde et godt ord ind for mig: „Lass den Mann schlafen!” sagde han, og jeg fik lov at sove de retfærdiges søvn til ende.

DSK-årbøger 1948

13. januar 1919. Alt optaget!

A. Olsen fortæller:

Vi skrev den 13. Januar 1919. Efter min Deltagelse i Krigen var jeg nu endelig blevet afmønstret. Nu stod jeg da her paa Banegaarden i Köln og ventede paa en gunstig Lejlighed til at slippe bort.

Jeg skridtede op og ned ad Perronen for at finde et Tog, der skulde nordpaa. Der var Uro og Revolte i Byen. Kuglernes Hvin og Fløjten var ubehagelige Mislyde i de mange Lokomotivers Prusten og Fløjten. Det var derfor bedst at komme bort herfra.

Alle de lange Togstammer af Vogne var mere end overfyldte. Der var en Raaben og Skrigen. Alle vilde med, bort fra Byen, og hvornaar gik der vel et Tog igen? Tiderne var usikre. Kampene mellem Kommunister og Spartakister var frygtelige.

Jeg fortsatte Vandringen, gik over paa en anden Perron og undersøgte, om det var muligt at finde en Plads i et Tog. Lykken var med mig. Jeg fandt et langt Tog. Ved at spørge mig for fik jeg opklaret, at Toget gik til Hamborg. Saa var det bare med at komme med. Billet? — Naa, hvem spurgte vel efter en saadan én i disse Tider. Var man først i Toget, ordnede det andet sig nok.

Men som i alle de andre Tog var der ogsaa her mere end overfyldt. Jeg løb frem og tilbage. Ikke saa meget som et lille Hul var der, som man kunde krybe ind i. Menneskene var saa ondskabsfulde. Ikke Tale om, at man i denne kritiske Tid var venlig og hjælpsom. — Nej, enhver sørgede først for sig selv. Pokkers ogsaa! — Her stod man og kunde godt blive gram i Hu. —

Naa, bare ikke tabe Hovedet, tænkte jeg og vandrede videre ned langs Vognrækken.

Lige saa overfyldt her som der. Folk forsøgte at staa op paa Vognenes Trinbrædder. Togpersonalet bandede og gav ondt af sig. Man forsøgte at rive Menneskene ned. Det hele foregik i en Sky fra en hvæsende Maskine.

Hov! Bremsekupéen! — Allerede optaget, desværre! — Fire afdankede Soldater sad som fastklemte inde i det lille Rum. Jeg tror, jeg sendte dem et bønligt Blik, men de fire sagde kun: „Godmorren! Du maa hellere pænt gaa til den næste Dør.“ De grinede. — Absolut ikke noget her, der hed „gamle Kammerater”.

For sidste Gang lod jeg mit Blik glide undersøgende ned langs Togstammen. — Da fangedes mit Øje af et aabentstaaende Vindue. Jeg fik travlt med at komme derhen og — ganske rigtigt — Vinduet her hørte til Vognens WC.-Rum. Et helt Rum, tænkte jeg og forsøgte at hive mig op til Vinduet, men det lod sig ikke gøre. Heldigvis stod der et Par Kasser i Nærheden, Haandgranatkasser, saa jeg flygtigt.

Et Øjebliks Sag, saa var Kasserne stablet op ved Vinduet, og som en Mis kom jeg ind gennem Vinduet med det lidet jordiske Gods, jeg ejede. Nu havde jeg oven i Købet et helt Rum for mig selv, og nu rullede Toget af Sted, bort fra al Elendigheden her i Köln.

For at have det „reserverede” Rum i Fred, havde jeg straks foretaget mine Forsigtighedsregler. — Jeg havde laaset Døren, og nu var det morsomt at sidde og høre de forskellige Udbrud fra Passagererne, der kom hen til Døren. — Optaget! — Zum Donnerwetter! Altid optaget! ——- Og der blev først fri Adgang, da vi naaede til Hamborg.

DSK-årbøger 1950

29. november 1918. Nyt fra Nordslesvig ved Rhinen

Hans Matthiesen, Gejlaa, fortæller om en oplevelse ved Rhinen.

Saa begyndte Tilbagemarchen til Tyskland. (…) Omsider naaede vi de ujævne Veje i Ardennerne og kom ind i Rhinlandet.

Her blev vi en Aften budt indenfor af en Vinfabrikant. Vi skulde smage paa hans Produkter, og naturligvis sørgede vi for, at vore Feltflasker blev fyldte, saa vi havde en Hjertestyrkning til den næste Dags Marchtur. Den 29. November 1918 naaede vi Rhinen, og saa fik vi endelig en Hviledag.

Jeg var den eneste Sønderjyde i vort Kompagni. Af andre „fremmede” var der ogsaa en Polak. Vi to følte os som Landsmænd og holdt sammen.

Da vi i Løbet af Hviledagen gik en Tur i Byen, aabnede en pænt udseende Herre et Vindue og spurgte os, hvorledes det stod til med Stemningen i Hæren. Vi svarede, at den var fortrinlig, og at alle glædede sig til at komme hjem. Vi spurgte saa ham, hvordan dét gik med Revolutionen herhjemme.

– „Revolution?” sagde han, „der er da ingen Revolution, det er da bare et Par Marinesoldater, der ikke vil gaa med ud med Flaaden! Her kan I jo selv læse!” Han rakte os en Avis, og just i denne Avis læste jeg om en Forhandling i den tyske Rigsdag, hvor H. P. Hanssen havde krævet en Afstemning i Nordslesvig.

Jeg viste min Kammerat denne Artikel, og da han havde læst den, sagde han: „Ja, saa bliver Polen ogsaa selvstændigt!”

Vi stod og talte om Fremtiden, og vi havde glade Smil om Munden. I dette Øjeblik kom vor Løjtnant forbi. Han havde altid været en forhadt Fyr. Da han saa, at vi morede os over noget, spurgte han, hvad vi lo ad.

“Ser De, Hr. Løjtnant,” sagde jeg, „nu faar vi en Afstemning i Nordslesvig, og saa synger vi „Nun adé, du mein lieb Heimatland,” for nu kommer vi tilbage til Danmark!”

Han saa overlegent paa os og svarede saa: „Tror I virkelig, at Befolkningen deroppe er saa dum, at den vil bort fra Tyskland?”

„Ja,” svarede jeg, „firs Procent stemmer for Danmark.”

„Naa,” sagde han, „saa er det da ogsaa et Folk, der er godt tosset.

„Ja,” sagde min Kammerat, „og naar Polen nu ogsaa bliver et frit Folk, saa er vi vel ogsaa en Flok tossede Mennesker.”

Løjtnanten saa paa os med et bistert Blik, men saa gik han.

Da vi kom tilbage til vort Kvarter, viste en god Ven fra Hamborg mig en Seddel. „Se her,” sagde han, „jeg har ganske gratis faaet en Billet til Hamborg. Da jeg spurgte ham, hvor han havde faaet den, sagde han: „Paa Borgmesterkontoret!”

”Aah,” sagde jeg, „gaa lige med mig derhen, for en saadan maa jeg ogsaa have!”

„Ja,” svarede han, „men saa skal du tage dit Gevær og din Bajonet med.”

Det var jeg ikke længe om, og da jeg afleverede disse Ting paa Borgmesterkontoret, fik jeg omgaaende Fribillet til Hamborg. Saa ilede vi ned paa Banegaarden, tog ind til Køln og naaede Natekspressen til Hamborg.

Vi kørte som fine Herrer paa første Klasse. Vi var altfor glade til at kunne sove. Næste Morgen var vi i Hamborg, og den 2. December var jeg atter hjemme. Fire Aar og fire Maaneder havde jeg været med i Krigen, men nu kunde Livet atter begynde.

DSK-årbøger, 1951

21. november 1918. Da vi spiste oberstens ko

Krigen var forbi og de tyske soldater marcherede hjemad. Selvom der havde været revolution, var disciplinen nogenlunde intakt – men når det gælder mad, så er soldaten sig selv nærmest. Denne beretning af en unavngiven sønderjysk soldat er fra hjemturen fra Namur i Belgien til Tyskland.

Da vi spiste Oberstens Ko.

Endelig den 18. November kunde ogsaa vi forlade Namur og forlod denne By som den sidste Bataillon. Jeg var ved de lette Minekastere, og vi havde mange Ammunitionsvogne. I Namur fik vi Ordre til at tage Minerne med hjem til Tyskland. Men Løjtnanten mente, at vi havde mere Brug for Fragtbaadenes Indhold end for Minerne, og den sidste Nat kørte vi, Ordenens Haandhævere i Namur, ned til Moselfloden, kastede Minerne i Floden og fyldte Vognene med Konserves, Sukker, Vin, Brød, Støvler o. m. a.

Paa Vejen ud af Belgien og forresten gennem Rhinlandet med, naaede de franske eller belgiske Kvartermagere os næsten hver Morgen, og vi har flere Gange hilst paa demved et Glas Vin.

Men efterhaanden som Dagene gik, var vi saadan ved at blive kede af de evige Konserves. Og en Dag, vi naaede vort Kvarter ved Middagstid, siger Løjtnanten: “To frivillige frem, som kan skaffe os en Ko!”

Der var straks et Par Mand, som var villige til dette Stykke Arbejde. En Time senere slog Slagteren en dejlig Ko for Panden, og ikke længe efter var Feltkøkkenet fyldt med dejligt Kød, og Vognene læsset til med Resten af Kødet, som ikke skulde bruges den Dag.

Da vi saa allesammen sidder i Laden for at spise den dejlige Suppe, kommer der en fremmed Soldat og snuser rundt ude i Gaarden; omsider finder han Kohuden, som han spreder ud. Vi syntes at observere et smerteligt genkendende Træk i hans Ansigt, da han betragtede Huden.

Nu ved de fleste, som var med i Krigen, at de, som blev udpeget til saadan at trække rundt med højerestaaende Officerers Køer, ikke just netop var dem, der havde opfundet Krudtet. Denne Mand her saa ikke ud til at gøre nogen Undtagelse.

Omsider kom han ind. Om han ikke havde fulgt Udviklingen i den senere Tid med Revolutionen og hvad der fulgte med, ved jeg ikke , men i hvert Fald gjorde han et saa urimeligt komisk Forsøg paa at gøre stram Honnør, da han saa Løjtnanten, saa hele Mandskabet brølede af Latter.

Omsider fik Manden dog stammet frem, at vi havde slagtet Oberstens Ko, han kunde kende Huden . »Du bist verrückt, mein Sohn«, sig er Løjtnanten og forklarer ham, hvor vi havde købt Koen. Ja, siger Soldaten saa troskyldig, saa maa de have lignet hinanden, og gik. Men i endnu et Par Dage levede vi højt paa Oberstens Ko.

DSK-årbøger, 1941

16. november 1918. Matthias Møller endelig hjemme

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918. Den 31. oktober blev han såret ved et gasangreb og kom på lazaret.

Den 4. Nov. blev ogsaa vi i Sygeafdelingen sat i March. Vi marcherede til Cartignies, til St. Hilaire, til Dimeschaux, og da vi den 7. 11. var paa March, blev vi i en By ganske overfladisk undersøgt. Der var kommet Ordre, at alle syge skulde borttransporteres, idet der var indledet Vaabenstilstandsforhandlinger. En Officer kom hen til mig, pegede paa min Revolver ved Bæltet og mente, at den havde jeg nok ikke mere Brug for; den kunde han nok faa. Det var en lille dejlig Tingest, som jeg havde reserveret til mig selv og vilde tage med hjem. I min Glæde over at komme bort gav jeg ham den. I min Bagage ved Kompagniet havde jeg for Resten en anden. Jeg fik bare aldrig mere min Bagage at se.

Vi blev saa transporteret bort i Lastvogne og kom samme Dag til Montigny, næste Dag til Beaumont og naaede den 9. 11. til Charleroi. Der blev vi indlagt i en stor Sal i en tidligere Restaurationsvirksomhed, der var taget i Brug som Lazaret. Madrasserne laa paa Gulvet, der var forfærdelig beskidt over det hele og mange saarede. Man mærkede Kaos og Opbrud overalt. Værst var det med W. C.-Forholdene. Jeg har aldrig set noget større Svineri end der.

Vi begav os straks i Byen og fraasede i Vindruer, som vi endnu kunde købe paa Markedet for tyske Mark.

Den næste Dag kom vi i et Lazarettog. Det var overfyldt. Lederen af Transporten var for Resten Dr. Groth, som jeg kendte fra Flensborg. Glæden var stor, da vi endelig kørte. Men Rejsen gik meget langsomt. Ustandselig maatte Toget holde stille, ingen Udkørsel, ingen Indkørsel, Linierne ikke fri. Overalt saa man Opløsning. Alt gik efter bedste Beskub. Folkene vilde hjem, de forlod deres Pladser og stormede Togene. Godsvogne blev brudt op, Levnedsmidler og Udrustningsgenstande stjaalet. Ingen greb ind. Ingen tog Affære. „Arbeiter- und Soldatenrat” havde jo Ansvaret. Folk entrede Togene og tog Plads de umuligste Steder for at komme med. Mange maatte bøde med Livet ved Kørslen under Viadukter og igennem Tunneler.

Toget kørte ned.over Metz og Trier, saa til Frankfurt a. M., som vi først naaede Natten mellem 14. og 15. Nov. Saa snart vi var kommet over den tyske Grænse, lagde jeg Mærke til, at der blev nogle Pladser ledige. Og jo længere vi kom ind i Landet, des mere tyndede det ud i Rækkerne. Ingen sagde noget. De forsvandt bare. Jeg begyndte ogsaa at spekulere paa, hvad jeg skulde gøre. Rejsen vilde jo slutte et eller andet Sted i Sydtyskland, det var givet, og jeg var absolut ikke begejstret for at komme til at ligge paa Lazaret der. Da Toget holdt paa Sporskiftet i Frankfurt a. M., tog jeg mine Ting og forlod Toget. Jeg fulgte Skinnerne og fandt paa den Maade Hovedbanegaarden. Det første var at faa oplyst, hvornaar der gik et Tog til Hamborg. Jeg havde Heldet med mig. I de tidlige Morgentimer gik der et, og Frankfurt var Udgangsstationen. Dette var meget vigtigt i de Dage, da det ellers var haabløst at komme med et Tog. Jeg var i god Tid parat og fik ogsaa Plads. Men, uha, hvor det blev stormet. Det var helt uhyggeligt.

Og saa kørte vi. Paa utallige Stationer blev der slet ik­ke gjort Holdt. Folk stod overalt i Hundredvis og atter i Hundredvis og ventede paa Kørselslejlighed. Mange havde ventet i Dagevis. Lokomotivføreren vovede for det meste ikke at holde, for saa vilde desperate Mennesker hindre ham i at komme i Gang igen. Naa, vi naaede i hvert Fald Hamborg, og der havde jeg igen Heldet med mig. Jeg fik Plads i Toget til Flensborg. Den 16. Nov. om Formiddagen naaede jeg dertil og kunde om Middagen tage den sidste Strækning med Fjorddamperen.

Der laa alle de kendte Egne. Solen skinnede paa Fjordens blaa Vande, paa Skov og Mark. Alt saa fredeligt ud, helt anderledes end det, vi var blevet vant til at se. Og saa den Tanke og Bevidsthed om, at Krigen var Slut. Man skulde ikke igen samme Vej tilbage. Jeg gik om bag Skorstenen paa Damperen, for at ingen skulde se Taarerne i mine Øjne. Saa dukkede Okseøerne op forude. Derovre ved Skoven laa Hjemmet. Hvad vilde de vel sige, naar jeg saa uventet dukkede op?

Og saa var jeg hjemme. I Uger havde de ikke hørt fra mig, saa der blev Glæde, til Trods for, at jeg jo ikke saa særlig straalende ud. Udkørt, syg, hæs, opsvulmede Øjne,, den sidste Uge ikke barberet, i mange Uger ikke af Tøjet. Jeg maa nærmest have set ud som et Fugleskræmsel. Det første var at faa Tøjet i Vaskekedlen for at gøre det af med de mange smaa Væsener, og saa et Bad.

To Dage senere meldte jeg mig paa Lazarettet i Flensborg. Jeg laa der til den 15. Jan. 1919, men til helt hen i Maj Maaned var jeg under Lægebehandling. Jeg begyndte igen i min gamle Plads, og dermed var for mit Vedkommende en Livsperiode Slut.

DSK-årbøger 1949

14. november 1918. Fredsbudskab blandt syngende jødepiger i Minsk

Læge H. Lausten-Thomsen gjorde krigstjeneste i Regiment …

„Jeres Kejser er rendt sin Vej!“
Glubokoje hedder en lille Købstad ved en af Beresinas Bifloder, og dens to fineste Hoteller hed i 1918 „Hotel de l’Europe” og „Hotel de Moskwa”. Det førstnævnte var det anseligste, og der blev jeg indkvarteret en Gang i November Maaned.

Dets Ejendommelighed lader sig ikke skildre i høviske Ord; kun saa meget, at om Natten laa jeg paa fire Stole, hvis Ben alle — forgæves — var stillet i Vandglas, indhyllet i mine egne Tæpper. Søvn gav det dog ikke, der var for mange og for livlige Skabninger i Værelset.

Saa flyttede jeg næste Morgen med Glæde hen til en hæderlig Købmand og Antikvitetshandler Perkunnos. Hos ham kom jeg ind i min Stue igennem en Butik med Kolonialvarer og alskens Skrammel, jeg boede i hans fineste Stue, og der tilbragte jeg mange gode Timer, især efter at Perkunnos havde forstaaet, at han ikke havde behov hele Tiden at underholde sin tvungne Gæst med sine Forretninger. Der var rent og pænt, og der redtes hver Aften op til mig paa Divanen. Ilden brændte udmærket i den store Ovn og kastede sit Skær i Mørkningen ud over de dejlige gamle Mahognimøbler og op over Tapetet, hvis Skrøbeligheder var skjulte under Billeder fra gamle Tidsskrifter, satte op med Tegnestifter. Bedst husker jeg et meget broget Billede af Napoleon den Store skuende ud over det brændende Moskwa.

Der stod et Par magelige Lænestole og nogle Rørstole om det store runde Bord, og i et Hjørne af Stuen et gammelt Spinet. En Eftermiddag kom jeg lidt før end sædvanligt fra min militære Tjeneste, og da sad Aida, min Værts Datter, ved Spinettet, og rundt om hende stod en Kreds af jævnaldrende, 13-14-15 Aars Piger. Aida spillede, og de sang — hebraiske Hymner og Salmer.

De for op som en Flok skræmte Fugle, og Aida bad med al sin 14-aarige Forskrækkelse og blufærdige, lidt skælmske Ynde om Forladelse. Den fik hun, og med megen Møje lykkedes det at faa hende og hendes Veninder til ikke kun at fortsætte, men at love at komme igen.

Saa kom de hver Aften i Mørkningen. Aidas mørke Hoved skimtedes i Stuens Hjørne, og den ranke Paulines Røst førte an i det Kor, der afvekslende sang hebraiske, franske og russiske Sange. De er søde, de smaa Jødepiger, betroede min Oppasser Mutzig fra Colmar, mig. Han skulde nok sørge for at være i Nærheden, naar de unge Piger sang.

Det var øverste Klasse i Købstadens jødiske Pigegymnasium, der mødtes. Vi blev efterhaanden godt kendt, og en Aften bragte Aida mig højtideligt en Indbydelse til Skolens Dilettantkomedie, en jiddisk Farce, — en af Krigens allermærkeligste Oplevelser.

Faa Dage senere kommer hun stormende ind i min Stue, for første Gang glemte hun at banke paa og vente paa min Tilladelse til at komme: „Jeres Kejser er rendt sin Vej!“ Og hun lagde Dagens Numer af „Minski Diennik“, det i Minsk udkommende Dagblad paa mit Bord.

Saa stavede vi os sammen igennem Bladets Meddelelse. Sandelig om der ikke i denne tyskcensurerede Avis stod en Meddelelse om Revolution, om Vaabentilstand, om det gamle Herredømmes Fald, det var den Nyhed, der var ventet Aar efter Aar, og om dens Sandhed kunde der ikke være Tvivl. Det var den 14. November 1918.

Aidas Veninder strømmede til, de spillede og sang, og midt i det hele lød for første Gang Marseillaisens Toner, og op over Bruset hævdede sig en Mandsrøst: henne i Døren stod Mutzig og sang Teksten til Aidas Spil, men jeg sad stille i min Lænestol og græd — græd af Glæde.

DSK-årbøger 1947

2. november 1918. “Vive le Danemark! Vive la France!”

En unavngiven sønderjyde beretter om en hændelse med en fransk familie

Fra min sidste Stilling i Frankrig 1918

En af de første Dage i November 1918 gjorde vi Holdt ved en Landevej et Sted i Frankrig  Landevejsgrøften skulde være vor Skyttegrav, en lille Bondegaard vort Kvarter. Bonden og hans Kone og deres to smaa Piger paa 7 og 9 Aar boede i Kælderen, medens vi 10 Mand boede i Stuen.

Jeg blev hurtig meget fortrolig med de to smaa Piger, som om Dagen altid kom op i Stuen til os. Efter et Par Dages Forløb, vilde jeg gøre et Forsøg paa ogsaa at komme lidt nærmere i Forbindelse med Familien, som hidindtil havde holdt sig meget reserveret overfor os, hvad jeg godt kunde forstaa.

En Aften gik jeg uindbudt ned i Kælderen til dem. Manden sad og læste i en Bog, Konen gjorde Tøj i Stand. De to smaa Piger kom straks hen til mig, og vi kom hurtig i en munter Samtale.

Det gamle Ord om, at naar man tager Barnet ved Haanden, tager man Moderen om Hjertet, viste sig ogsaa her at være rigtigt, thi Konen blandede sig ret snart i Samtalen mellem Børnene og mig.

Jeg kom nu frem med det, som jeg vilde bruge som Paaskud til mit Besøg, nemlig at bede om et Stykke Barbersæbe.

Konen forstod, hvad jeg vilde og forklarede mit Ærinde til Manden, som afviste mit Andragende meget barsk.

Jeg kunde ikke ret meget Fransk, da vi, som laa i forreste Linje, sjældent kom i Forbindelse med Civilbefolkningen, men kunde dog forklare ham, at jeg var fra Slesvig og saa gik der et Lys op for ham. Han sagde til mig, at i 1914 var Kongen af Danmark i Paris, og Pariserne raabte: “Vive le Danemark, vive la France!” Ja, sagde jeg saa, jeg siger ogsaa: “Vive le Danemark og vive la France”.

Og impulsive, som Franskmændene er, tog han mig i sine Arme og trykkede mig ind til sig og sagde en hel Del, som jeg ikke forstod. Men jeg fik en dejlig Toddy, og vi sad og sludrede hele Aftenen. Desuden fik jeg et dejligt Stykke Barbersæbe, da jeg gik.

DSK-årbøger 1941

31. oktober 1918. Mytteristerne på SMS Thüringen anholdes og føres bort

Peter Møller fra Sønderhav gjorde krigstjeneste om bord på Linjeskibet SMS Thüringen. Skibet lå i Wilhelmshafen. Dets besætning var blandt de første, der gjorde oprør. Det skete natten til den 30. oktober 1918. Dagen efter rettede torpedobåde torpedorørene mod skibet, men blev afvist. Men samme dag overgav de oprørske matroser sig og blev ført bort. Peter Møller angiver andre datoer, men må huske forkert

Nu fulgte Dagene med Spænding. Vilde det lykkes at føre det igennem, eller hvordan vilde det gaa? Den næste Dag begyndte Tjenesten igen, og alt blev udført, som om intet var sket. Kun et Par Gange blev der gjort Forsøg paa at faa Ankeret op, men straks blev Forskibet besat igen, og Ankeret kom ikke op.

Vi havde engang en pudsig Oplevelse med en lille Torpedobaad, som kom ud og rettede sit Torpedorør imod os med Opfordring til at makke ret. Men straks rettede vi fra Skibet en dobbelt 30 cm’s Kanon mod ham med Anmodning om at forsvinde, da vi ellers let kunde komme til at trykke paa Knappen. Han forsvandt ligesaa stille igen uden at skyde sin Torpedo af.

Men saa en skønne Dag skulde der gøres en Ende paa Legen. En stor Damper kom og lagde sig ved Siden af os, og ud myldrede en hel Masse af „die kaisertreuen Seesoldaten”, en Slags Kystartillerister. Nu skulde der fra „Thüringen” og „Helgoland”, som ansaas for Anstiftere af hele Historien, udtages en Del til Skræk og Advarsel for de andre.

Alle Dæksluger var lukkede, saa der maatte først bedes om godt Vejr, før der blev lukket op, hvorpaa alle Mand maatte træde an paa Mønstringspladsen. Her blev saa hver 3. Mand udtaget og ført over paa Damperen, medens Søsoldaterne dannede Espalier med deres opplantede Bajonetter.

Sammen med et lignende Antal fra „Helgoland” blev de ført til Wilhelmshaven, hvorfra de skulde bringes i bedre Sikkerhed længere inde i Tyskland. Efter hvad jeg har hørt, uden at jeg tør staa inde for Rigtigheden deraf, kom de imidlertid kun til Bremen, hvor de overrumplede Banevagten, som derpaa sammen med dem rykkede ind paa Kasernen.

DSK-årbøger 1948