Jørgine Lykov fra Ballum stod på kajen i København, da St. Thomas lagde til med de første sønderjyske krigsfanger fra Frankrig på vej hjem.

En Hjemkomst
En raakold Aprilmorgen i København. Gaderne er vaade og sjaskede af Taagen, og værre bliver det, da det begynder at sne. Store Fnug falder og omdanner Gaderne til et rent Uføre; alle skynder sig tilsyneladende at komme hjem, til deres Kontor eller Forretning eller hvad anden Beskæftigelse de nu ellers har inden Døre. Dog, kommer man længere ind i Byen, lægger man Mærke til flere og flere, der haster af sted. Ud af Sporvognene myldrer de, og det bliver efterhaanden til Hundreder, som i tætte Skarer iler ned mod Havnen.

Endelig efter en lang og besværlig Rejse skal Østasiatisk Komp.’s Damper “St. Thomas” ankomme med det første Hold sønderjydske Krigsfanger fra „Aurillac” i Sydfrankrig. Flag hejses allevegne eller stikkes ud af Vinduerne, og ved Havnen, hvor der er sort af Mennesker, har et Orkester taget Opstilling; overalt er der Trængsel, alle vil frem, saa nær Molen som muligt, for at opfange det første Glimt af Skibet. Dog, alle kan ikke komme til, der er en afspærret Plads, hvor Værterne, der skal have en „Fange” i Kvarter, er opstillet. Smaa Spejderdrenge med deres Førere danner Kæder for at holde en lille Plads fri.

Efter en Stunds Venten begynder Orkestret pludselig at spille den danske Nationalsang, og som paa Kommando brager der et Hurra løs fra Tusinder af Struber; nu kommer Skibet. Utydeligt ses det endnu, men snart er det inde, og Hurraraabene besvares kraftigt fra Skibet. Der staar de langs Rælingen og skuer mod Land og alle spejder de længselsfuldt efter Slægt og Venner og vifter med deres morsomme Huer. Ikke havde de tænkt, alle disse sønderjydske Ynglinge og Mænd, da de drog i Krig, at de skulde komme denne Vej hjem og hilses velkommen hjem i dobbelt Forstand, hjem til det gamle Fædreland og til deres Hjem. Tung var Tiden før og under Krigen, men det glemmes i en Stund som denne. Jubel fylder Sindene og afspejler sig i Ansigterne.

Landgangsbroen er nu kastet, og Krigsfangerne begynder at gaa i Land og forsvinde med deres Værter. Mængden danner Espalier, og for hvert Skridt tyder det „Velkommen hjem, velkommen hjem!“ Mange bevægede Ansigter ses baade hos Sønderjyder og Københavnere. Flere har haft den Glæde at finde Paarørende, der er rejst til Hovedstaden for at modtage dem, og Gensynet er bevæget; Gensynshaabet, som mangen Gang har været ved at briste, er nu blevet til Virkelighed.

Pludselig brager Hurraraabene løs paany; der bæres en Mand i Guldstol ud gennem Rækkerne. Det er (nu afdøde) Professor Paul Verrier, Danmarks og alle Sønderjyders Ven, der har gjort saa stort et Arbejde for de danske Krigsfanger, og hvem det i første Linje skyldes, at Krigsfangelejren i Aurillac blev oprettet. Hans Navn vil stedse blive husket med Tak af alle Danske.

Lidt efter lidt svinder Mængden. De godt 300 Sønderjyder drager hjem med deres Værter og hviler ud efter den trættende Rejse, men i flere Dage ser man dem i Gaderne, let kendelige paa deres Huer og hvide Armbind, og Mindet om de uforglemmelige Dage lever friskt i Dag som for 23 Aar siden for dem, der overværede „Set. Thomas “s Ankomst, og Tanken derom fylder vore Sind med Tak mod vort Fædreland Danmark.

DSK-årbøger, 1942.

A. Olsen fortæller:

Vi skrev den 13. Januar 1919. Efter min Deltagelse i Krigen var jeg nu endelig blevet afmønstret. Nu stod jeg da her paa Banegaarden i Köln og ventede paa en gunstig Lejlighed til at slippe bort.

Jeg skridtede op og ned ad Perronen for at finde et Tog, der skulde nordpaa. Der var Uro og Revolte i Byen. Kuglernes Hvin og Fløjten var ubehagelige Mislyde i de mange Lokomotivers Prusten og Fløjten. Det var derfor bedst at komme bort herfra.

Alle de lange Togstammer af Vogne var mere end overfyldte. Der var en Raaben og Skrigen. Alle vilde med, bort fra Byen, og hvornaar gik der vel et Tog igen? Tiderne var usikre. Kampene mellem Kommunister og Spartakister var frygtelige.

Jeg fortsatte Vandringen, gik over paa en anden Perron og undersøgte, om det var muligt at finde en Plads i et Tog. Lykken var med mig. Jeg fandt et langt Tog. Ved at spørge mig for fik jeg opklaret, at Toget gik til Hamborg. Saa var det bare med at komme med. Billet? — Naa, hvem spurgte vel efter en saadan én i disse Tider. Var man først i Toget, ordnede det andet sig nok.

Men som i alle de andre Tog var der ogsaa her mere end overfyldt. Jeg løb frem og tilbage. Ikke saa meget som et lille Hul var der, som man kunde krybe ind i. Menneskene var saa ondskabsfulde. Ikke Tale om, at man i denne kritiske Tid var venlig og hjælpsom. — Nej, enhver sørgede først for sig selv. Pokkers ogsaa! — Her stod man og kunde godt blive gram i Hu. —

Naa, bare ikke tabe Hovedet, tænkte jeg og vandrede videre ned langs Vognrækken.

Lige saa overfyldt her som der. Folk forsøgte at staa op paa Vognenes Trinbrædder. Togpersonalet bandede og gav ondt af sig. Man forsøgte at rive Menneskene ned. Det hele foregik i en Sky fra en hvæsende Maskine.

Hov! Bremsekupéen! — Allerede optaget, desværre! — Fire afdankede Soldater sad som fastklemte inde i det lille Rum. Jeg tror, jeg sendte dem et bønligt Blik, men de fire sagde kun: „Godmorren! Du maa hellere pænt gaa til den næste Dør.“ De grinede. — Absolut ikke noget her, der hed „gamle Kammerater”.

For sidste Gang lod jeg mit Blik glide undersøgende ned langs Togstammen. — Da fangedes mit Øje af et aabentstaaende Vindue. Jeg fik travlt med at komme derhen og — ganske rigtigt — Vinduet her hørte til Vognens WC.-Rum. Et helt Rum, tænkte jeg og forsøgte at hive mig op til Vinduet, men det lod sig ikke gøre. Heldigvis stod der et Par Kasser i Nærheden, Haandgranatkasser, saa jeg flygtigt.

Et Øjebliks Sag, saa var Kasserne stablet op ved Vinduet, og som en Mis kom jeg ind gennem Vinduet med det lidet jordiske Gods, jeg ejede. Nu havde jeg oven i Købet et helt Rum for mig selv, og nu rullede Toget af Sted, bort fra al Elendigheden her i Köln.

For at have det „reserverede” Rum i Fred, havde jeg straks foretaget mine Forsigtighedsregler. — Jeg havde laaset Døren, og nu var det morsomt at sidde og høre de forskellige Udbrud fra Passagererne, der kom hen til Døren. — Optaget! — Zum Donnerwetter! Altid optaget! ——- Og der blev først fri Adgang, da vi naaede til Hamborg.

DSK-årbøger 1950

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918. Den 31. oktober blev han såret ved et gasangreb og kom på lazaret.

Den 4. Nov. blev ogsaa vi i Sygeafdelingen sat i March. Vi marcherede til Cartignies, til St. Hilaire, til Dimeschaux, og da vi den 7. 11. var paa March, blev vi i en By ganske overfladisk undersøgt. Der var kommet Ordre, at alle syge skulde borttransporteres, idet der var indledet Vaabenstilstandsforhandlinger. En Officer kom hen til mig, pegede paa min Revolver ved Bæltet og mente, at den havde jeg nok ikke mere Brug for; den kunde han nok faa. Det var en lille dejlig Tingest, som jeg havde reserveret til mig selv og vilde tage med hjem. I min Glæde over at komme bort gav jeg ham den. I min Bagage ved Kompagniet havde jeg for Resten en anden. Jeg fik bare aldrig mere min Bagage at se.

Vi blev saa transporteret bort i Lastvogne og kom samme Dag til Montigny, næste Dag til Beaumont og naaede den 9. 11. til Charleroi. Der blev vi indlagt i en stor Sal i en tidligere Restaurationsvirksomhed, der var taget i Brug som Lazaret. Madrasserne laa paa Gulvet, der var forfærdelig beskidt over det hele og mange saarede. Man mærkede Kaos og Opbrud overalt. Værst var det med W. C.-Forholdene. Jeg har aldrig set noget større Svineri end der.

Vi begav os straks i Byen og fraasede i Vindruer, som vi endnu kunde købe paa Markedet for tyske Mark.

Den næste Dag kom vi i et Lazarettog. Det var overfyldt. Lederen af Transporten var for Resten Dr. Groth, som jeg kendte fra Flensborg. Glæden var stor, da vi endelig kørte. Men Rejsen gik meget langsomt. Ustandselig maatte Toget holde stille, ingen Udkørsel, ingen Indkørsel, Linierne ikke fri. Overalt saa man Opløsning. Alt gik efter bedste Beskub. Folkene vilde hjem, de forlod deres Pladser og stormede Togene. Godsvogne blev brudt op, Levnedsmidler og Udrustningsgenstande stjaalet. Ingen greb ind. Ingen tog Affære. „Arbeiter- und Soldatenrat” havde jo Ansvaret. Folk entrede Togene og tog Plads de umuligste Steder for at komme med. Mange maatte bøde med Livet ved Kørslen under Viadukter og igennem Tunneler.

Toget kørte ned.over Metz og Trier, saa til Frankfurt a. M., som vi først naaede Natten mellem 14. og 15. Nov. Saa snart vi var kommet over den tyske Grænse, lagde jeg Mærke til, at der blev nogle Pladser ledige. Og jo længere vi kom ind i Landet, des mere tyndede det ud i Rækkerne. Ingen sagde noget. De forsvandt bare. Jeg begyndte ogsaa at spekulere paa, hvad jeg skulde gøre. Rejsen vilde jo slutte et eller andet Sted i Sydtyskland, det var givet, og jeg var absolut ikke begejstret for at komme til at ligge paa Lazaret der. Da Toget holdt paa Sporskiftet i Frankfurt a. M., tog jeg mine Ting og forlod Toget. Jeg fulgte Skinnerne og fandt paa den Maade Hovedbanegaarden. Det første var at faa oplyst, hvornaar der gik et Tog til Hamborg. Jeg havde Heldet med mig. I de tidlige Morgentimer gik der et, og Frankfurt var Udgangsstationen. Dette var meget vigtigt i de Dage, da det ellers var haabløst at komme med et Tog. Jeg var i god Tid parat og fik ogsaa Plads. Men, uha, hvor det blev stormet. Det var helt uhyggeligt.

Og saa kørte vi. Paa utallige Stationer blev der slet ik­ke gjort Holdt. Folk stod overalt i Hundredvis og atter i Hundredvis og ventede paa Kørselslejlighed. Mange havde ventet i Dagevis. Lokomotivføreren vovede for det meste ikke at holde, for saa vilde desperate Mennesker hindre ham i at komme i Gang igen. Naa, vi naaede i hvert Fald Hamborg, og der havde jeg igen Heldet med mig. Jeg fik Plads i Toget til Flensborg. Den 16. Nov. om Formiddagen naaede jeg dertil og kunde om Middagen tage den sidste Strækning med Fjorddamperen.

Der laa alle de kendte Egne. Solen skinnede paa Fjordens blaa Vande, paa Skov og Mark. Alt saa fredeligt ud, helt anderledes end det, vi var blevet vant til at se. Og saa den Tanke og Bevidsthed om, at Krigen var Slut. Man skulde ikke igen samme Vej tilbage. Jeg gik om bag Skorstenen paa Damperen, for at ingen skulde se Taarerne i mine Øjne. Saa dukkede Okseøerne op forude. Derovre ved Skoven laa Hjemmet. Hvad vilde de vel sige, naar jeg saa uventet dukkede op?

Og saa var jeg hjemme. I Uger havde de ikke hørt fra mig, saa der blev Glæde, til Trods for, at jeg jo ikke saa særlig straalende ud. Udkørt, syg, hæs, opsvulmede Øjne,, den sidste Uge ikke barberet, i mange Uger ikke af Tøjet. Jeg maa nærmest have set ud som et Fugleskræmsel. Det første var at faa Tøjet i Vaskekedlen for at gøre det af med de mange smaa Væsener, og saa et Bad.

To Dage senere meldte jeg mig paa Lazarettet i Flensborg. Jeg laa der til den 15. Jan. 1919, men til helt hen i Maj Maaned var jeg under Lægebehandling. Jeg begyndte igen i min gamle Plads, og dermed var for mit Vedkommende en Livsperiode Slut.

DSK-årbøger 1949

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

17. Oktober 1918. Vi ligger i første Linje i Egnen ved Wassigny i Frankrig. Jeg har Kommando over to svære Maskingeværer og en Afdeling Infanterister til Beskyttelse.

Vi har ligget nogle Dage i forreste Skyttegrav. Der har været megen Artilleriild, men ingen Angreb. Skyttegraven er meget provisorisk, bestaar kun af afbrudte Stykker.

Det Stykke vi ligger i, støder op mod en Landevej, som fører gennem Ingenmandsland lige over til en Landsby, som vi kan se i en Afstand paa ca. 1 km paa Fjendens Side.

Vort Maskingevær staar mellem to Bakker paa en flad Egn med frit Skudfelt over en indtil Fjendens Skyttegrav. Foran os er kun en svag Pigtraadsforhindring.

Vi skal afløses om Natten og er glade for det, thi vi er klar over, at den Angrebsro, der har været de sidste Dage, sikkert snart og brat vil blive afbrudt af nye og stærke engelske Angreb.

Om Aftenen i Skumringen sender jeg 2 Mand af sted for at hente Middagsmad ved Køkkenet og samtidig for at føre Afløsningen i Stilling. Vi pakker vore Ting og laver alt færdigt for at stikke af, saa snart Afløsningen er fremme. Natten er bælgmørk. Det bliver en lang Ventetid.

Englænderne skyder Spærreild bagud, og det er ikke let at komme igennem for dem, der skal frem eller tilbage. Omsider — henved Midnat — naar vore Kammerater tilbage med Mad men — uden Afløsning. Skuffelsen er stor.

Kommandøren for 2. Bataillon, som skulde afløse os, har nægtet at overtage Afsnittet. Bataillonen har faaet en Fuldtræffer i Fermen, hvor den laa i Beredskab — i Fermen, hvor vi endnu laa for nogle Dage siden. Tabene har været store, og med Resterne har han ikke villet overtage det Afsnit, han skulde besætte. Muligvis har de højere Officerer haft Oplysninger om, hvad der var forestaaende.

Stemningen hos os er meget trykket. Vi er ikke begejstrede for at skulde indrette os paany. Men da vi er sluppet saavidt, hvorfor skulde det ikke gaa godt et Par Dage længere?

Jeg inddeler Vagtposterne for Natten og, efter at alt er gennemdrøftet, gaar vi i ”Seng”, et Hul i Skyttegravens Ende, overdækket med Stænger og Brædder og et lille Lag Jord oven paa. — Dynen et Uldtæppe.

Jeg sover trygt. I Underbevidstheden hører jeg Granaterne rulle gennem Luften og eksplodere længere tilbage eller i Omegnen.

DSK-årbøger, 1941

Den danske storfilm “I krig og kærlighed” har premiere til efteråret 2018. Den er produceret af Fridhtjof Film.

Det er den første spillefilm om Sønderjylland og sønderjyder i Første Verdenskrig.

Filmselskabet skriver om filmen:

Se mere om filmen på Fridthjof films hjemmeside

Louise Klinge, historiker, formidlingsmedarbejder ved Christiansfeld Centret og medarbejder ved denne hjemmeside siden 2014, anmelder Karsten Skovs nyeste roman.

”Enkeland” er den seneste roman af forfatter Karsten Skov fra Sønderborg. Bogen er fortællingen om den dansksindede kvinde Sille Laukam, hendes mand Traugott og deres to børn fra Broagerland i perioden november 1916 – marts 1918.

I vinteren 1916 sker det familien har frygtet, Traugott bliver indkaldt til tysk krigstjeneste. Herefter foregår handlingsforløbet dels i skyttegravene i Frankrig, dels på familiens hjemegn på Broagerland.

For ikke at spolere læseoplevelsen, vil jeg forsøge ikke at røbe for meget af handlingen. Bogen er nemlig spækket af uventede drejninger og overraskende forløb, der både får læseren til at trække på smilebåndet og knibe en tåre væk i øjenkrogen.

En stor del af bogen omhandler forholdet mellem tysk og dansk og om den preussiske stats tvangsfjernelse af dansksindede familiers børn, så de kan blive gode tyske borgere. Vinklen i romanen er dansk, men forfatteren giver dog også plads til tyske synspunkter. Her benytter Karsten Skov sin ret til kunstneriske frihed, der er tilladt i skønlitteratur, og blander forskellige tidsperioder sammen i sin fortælling. Det stærke forsøg på fortyskning, der beskrives i romanen, foregik nemlig hovedsagelig i årene lige omkring 1900 og ikke under Første Verdenskrig.

Men det fungerer fint i fortællingen, især fordi forfatteren i sit efterord, gør det meget klart for læseren, at bogen er ren fiktion inspireret af virkelige hændelser fra forskellige tidsperioder.

Udover temaet om konflikten mellem dansksindede og tysksindede, beskrives det tabu, der var forbundet med at blive gravid uden for ægteskab. Men vi oplever også teglværksmiljøet mellem Egernsund og Sønderborg, krigens rædsler, jalousidrama, sorg og ikke mindst det stærke bånd kan eksistere via blodet.

Det almene liv på hjemmefronten i Sønderjylland kunne til gengæld godt have fyldt mere i bogen. Når hjemmefronten endelig bliver beskrevet, bliver især ernærings- og mangelsituationen i Sønderjylland beskrevet væsentligt bedre, end den reelt var i denne periode.

Det er ærgerligt, for der ville ikke have været noget tabt i historien, hvis denne del af fortællingen havde været tættere virkeligheden.

Ikke desto mindre kan bogen varmt anbefales. Man kommer virkelig under huden på de forskellige personer og bliver grebet af fortællingen ligesom ens sympati for de forskellige karakterer skifter gennem historien.

Louise Klinge

Det kommende spillefilmsdrama “I krig og kærlighed” handler om en desertør, der skjuler sig i Sønderjylland.

Det var faktisk slet ikke så usædvanligt, som man skulle tro  –  selvom virkeligheden nu sjældent formede sig som et storladent filmdrama.

På Felstedmark skjulte hele to desertører sig hjemme på hver sin ejendom!

De to mænd var Verner Petersen og Christian Christiansen. Verner Petersen interviewes her til Sprogforeningens Almanak 1935.

Mange sorgfyldte og vemodige Tanker er i denne Vinter vendt de tyve Aar tilbage til 1914, da Krigen brød ud, og den første tunge Krigsvinter holdt sit Indtog i vor  Hjemstavn. Der er i Tankerne — som i Bladene — dvælet ved den Sorg og Ulykke, der for tyve Aar siden med Verdenskrigen brød ind over Nordslesvig, som over hele den krigshærgede Verden.

Man har tillige opfrisket Mindet om, hvor svært det var for de danske  Nordslesvigere at drage i Krig Ansigt til Ansigt med en Begejstring, de ikke kunde tage Del i, og derude ved Fronterne satte Livet i Vove for en Sag, der ikke var deres.

Næsten alle fulgte de Pligtens trange Vej ud til det uvisse, og deres Pligttroskab og Loyalitet maatte vore nationale Modstandere Gang paa Gang anerkende.

Men der var som bekendt nogle, der ikke vilde eller kunde følge deres Kammerater ud til Skyttegravene og den Død, der lurede derude. Hvilke Grunde de har haft, ved vi ikke. Naar det gælder Livet, har vi ingen Ret til at spørge, da maa enhver følge sin Samvittigheds Bud.

Der var dem, der flygtede over Grænsen til Danmark og derved løb den Risiko aldrig at kunne komme tilbage til deres Hjem og Kære.

Andre gjorde en Ulykke paa sig selv: skød sig i Benene, brækkede en Arm eller huggede et Par Fingre af, for at blive erklæret for uanvendelig til Krigstjeneste og derved faa Lov at blive hjemme.

Nogle ganske faa lykkedes det at holde sig skjult hjemme. De maatte leve som Fanger i deres Hjem, skjule sig paa et Loft eller i en Lade for ikke at blive opdaget, og her mellem fire Vagge — en enkelt endog i en tilmuret Svinesti — friste en kummerlig Tilvarelse Maaneder igennem, til den lange Krig endelig ebbede ud.

Paa Felsted Mark lever to Landmand, der paa denne Maade undgik Skyttegravenes Rædsler. Men, fortæller de, naar de en sjælden Gang mindes den uhyggelige Tid: det var næsten værre at holde Ensomheden ud og Frygten for at blive opdaget, end det kan have været ude ved Fronten!

Vi sidder i en lille sønderjydsk Bondestue hos den ene af dem, Verner Petersen. Paa Væggene hanger Gengivelser af Erik Henningsens og Otto Baches kendte Billeder og fortæller den Fremmede om Beboernes danske Sindelag.

Verner Petersen, der nu har overtaget Gaarden efter sin Fader, blev i September 1917 som 18-aarig indkaldt til Garnisonen i Slesvig, og efter godt en Maaneds Uddannelse her skulde hans Kompagni sendes til Fronten.

Men Verner Petersen, der var sine Forældres eneste Barn, og hvis Mor laa alvorligt syg, vilde ikke ud til Frontlivets Rædsler og Farer.

— Jeg var fast besluttet paa at flygte, fortæller han, og da jeg ikke kunde faa Orlov, inden vi skulde af Sted, lykkedes det mig at faa fat i et Sæt gammelt Tøj, som jeg ombyttede med Uniformen, og i hvilket jeg flygtede hjem til mine Forældre her.

I et lille Værelse heroppe paa Loftet tilbragte jeg saa de 14 Maaneder, som Krigen endnu varede. Først kort for Julen 1918 turde jeg vove mig ud ved højlys Dag.

— Hvordan fik De den lange Tid til at gaa?

— Jeg læste alt, hvad vi havde af Læsning her i Huset, og hvad mine Forældre kunde skaffe mig, uden at det vakte Opsigt, for ingen maatte jo vide, at jeg befandt mig hjemme. Naar jeg ikke havde mere at læse, lavede jeg Husflidsarbejde, bandt Bøger ind og skar Løvsavsgenstande.

Kun sjældent vovede jeg mig ned i Stuerne om Dagen, men om Natten gik jeg ud, sneg mig over Markerne, langs Hegnene, for frisk Luft og lidt Bevægelse skulde et Menneske, der som jeg var Vant til at færdes ude den hele Dag, jo nødvendigvis have.

Pudsigt nok at tænke sig, at paa samme Tid har en af mine Kammerater, en Søn fra Gaarden, De ser derovre, Gdr. Christiansen hedder han, sneget sig rundt her om Natten. Men hvor forsigtige vi har været, vil De forstaa deraf, at vi aldrig har set hinanden paa vore natlige Udflugter.

Et Par Maaneder før jeg flygtede, var han kommet hjem fra Fronten paa Orlov og vilde ikke derud igen. Han skjulte sig i Laden i en gammel Svinesti, der blev muret til og omgardet med Halm, saa den ikke kunde ses. Her holdt han ud, til Krigen var forbi. Først da fik vi at vide, at vi begge havde fristet samme Kaar i over et Aar.

— Var De ofte i Fare for at blive opdaget?

— Chr. Christiansen var det tit, fordi Myndighederne jo vidste, at han havde været hjemme paa Orlov. Gentagne Gange kom der Gendarmer og Kriminalpoliti baade fra Flensborg og Hamborg for at søge efter ham. De gennemsøgte hele Gaarden, men det lykkedes dem aldrig at finde ham. Gendarmerne vadede i Halmen omkring hans Hule, og hans Forældre og Søskende var ved at forgaa af Spænding og Angst, men hver Gang maatte de Fremmede drage bort med uforrettet Sag.

For mit eget Vedkommende var Tilfældet det, at man troede, jeg var flygtet over Grænsen — op til Danmark, hvilken Antagelse mine Forældre maatte bekræfte baade overfor Myndighederne og Naboerne, ligesom de maatte fortælle, at de havde modtaget Brev fra mig fra Danmark.

Gendarmen i Felsted indfandt sig her allerede Dagen efter, at jeg var flygtet, men mine Forældre bedyrede, at de intet havde set til mig, og Gendarmen, der iøvrigt var en flink Mand og vidste, at min Mor laa syg, nøjedes med at bede min Far sige til mig, hvis jeg kom hjem, at jeg skulde melde mig til ham, saa skulde min Flugt ikke blive straffet saa haardt.
Han fandt det dog mest sandsynligt, kunde min Far forstaa, at jeg havde været sammen med et Par andre af mit Kompagni, om hvem man vidste, at de om Natten var vadet over Grænsen i Vesterhavet og lykkeligt naaet til Danmark, og vi hørte ikke mere til Gendarmen.

Men en Dag lige for Høsten 1918 kunde det alligevel nær være gaaet galt for mig. Jeg havde været letsindig og var gaaet ned i Loen, efter at jeg havde overbevist mig om, at alle Døre ud til Vejen var lukket.

Kun ud til Haven stod en Dør aaben. Da pludselig viser der sig i denne Dør en Underofficer!

Jeg blev som lamslaaet af Skræk ved Synet af ham og tænkte: Nu er Spillet ude! Stor blev derfor min Glade, da jeg forstod, at han udelukkende var kommet for at tigge sig lidt Kød og Æg til. Han var fra Hamborg, men gjorde Tjeneste i Aabenraa og skulde nu hjem paa Orlov. Hans Kone og Børn sultede, og nu bad han om nogle Levnedsmidler til at tage med hjem til dem. Jeg skyndte mig ned i Kælderen efter et godt Stykke Kød til ham og ud i Hønsegaarden efter nogle Æg. Underofficeren blev lykkelig og vandrede af med sin fyldte Kurv.

Faren var drevet over for denne Gang, og jeg tog mig bedre i Agt derefter og holdt mig oppe paa Loftet.

— De blev vel utaalmodig, efterhaanden som Krigen trak ud?

— Det kunde til Nød gaa om Vinteren, hvor Mørket jo gav mig større Chancer for at slippe ud end om Sommeren, men i de lange, lyse Sommer var det forfærdeligt ikke at kunne komme ud, og Tiden faldt mig derfor dobbelt lang. Det, der holdt mig oppe — og for Resten holdt Modet oppe hos os alle sammen — var Haabet om og Troen paa, at det vilde gaa til den rette Side med Krigen, saa vi, naar den engang var forbi, kunde komme tilbage til Danmark.

— Hvor mange vidste, at De holdt Dem skjult her?

— Kun mine Forældre og vor Pige, der havde lovet ikke at røbe os. Andre Mennesker end disse tre — og saa Underofficeren! — talte jeg ikke med i de fjorten Maaneder og saa næsten heller ikke andre, idet jeg jo ikke turde nærme mig Vinduet af Frygt for at blive set. Vore Naboer og Familien, troede, jeg var i Danmark.

— De blev ikke syg under Fangenskabet?

— Nej, men jeg gik i en skrækkelig Angst for at blive det og dermed blive opdaget. Chr. Christiansen derimod fik Lungebetændelse af Opholdet i Svinestien. Hans Fader tog ned til en Læge i Graasten og satte ham ind i Sagen. Han fik nogle Flasker Medicin med hjem, og Sønnen kom sig, endskønt han ogsaa under sin Sygdom havde maattet tilbringe Dagene i den kolde og usunde Sti.

Chr. Christiansen var meget musikalsk og udfyldte Tiden med at fabrikere Violiner, men han turde kun sjældent spille paa dem af Frygt for at blive hørt af Fremmede.

— Hvordan var det atter at kunne færdes frit, da Krigen sluttede?

— Det var, hvor utroligt det end kan lyde, besværligt at vænne sig til det.

Vi var i vor Ensomhed blevet menneskesky, frygtsomme og mistænksomme. Der gik endnu nogen Tid efter Revolutionen, før jeg turde vove mig udenfor. Først i Dagene ind mod Jul gik jeg ud og lod mig se for Naboerne, for hvem Meddelelsen om mit hjemlige Fangenskab kom højst overraskende.

— De fortrød aldrig, at De ikke valgte Fronten frem for den afsondrede Tilværelse herhjemme?

— Jeg var jo fast besluttet paa at holde ud herhjemme …

Men hvis jeg i Dag paany havde Valget mellem Fronten og fjorten Maaneder heroppe paa Loftet, saa tror jeg, at jeg foretrak Skyttegravene, om jeg saa ogsaa vidste, det skulde blive min Død!

Verner Petersens to smaa, lyshaarede Piger leger i et Hjørne af Stuen. Nu og da ser de forundret og opmærksomt hen paa den fremmede Mand og deres Far, der sidder og taler om noget, de endnu ikke forstaar.

Tidsnok kan den Dag komme, da det gaar op for dem, hvad Krig er.

Og saa taler vi om den næste Krig …

Sprogforeningens Almanak 1935.