Kategoriarkiv: Nyheder

29. november 1918. Nyt fra Nordslesvig ved Rhinen

Hans Matthiesen, Gejlaa, fortæller om en oplevelse ved Rhinen.

Saa begyndte Tilbagemarchen til Tyskland. (…) Omsider naaede vi de ujævne Veje i Ardennerne og kom ind i Rhinlandet.

Her blev vi en Aften budt indenfor af en Vinfabrikant. Vi skulde smage paa hans Produkter, og naturligvis sørgede vi for, at vore Feltflasker blev fyldte, saa vi havde en Hjertestyrkning til den næste Dags Marchtur. Den 29. November 1918 naaede vi Rhinen, og saa fik vi endelig en Hviledag.

Jeg var den eneste Sønderjyde i vort Kompagni. Af andre „fremmede” var der ogsaa en Polak. Vi to følte os som Landsmænd og holdt sammen.

Da vi i Løbet af Hviledagen gik en Tur i Byen, aabnede en pænt udseende Herre et Vindue og spurgte os, hvorledes det stod til med Stemningen i Hæren. Vi svarede, at den var fortrinlig, og at alle glædede sig til at komme hjem. Vi spurgte saa ham, hvordan dét gik med Revolutionen herhjemme.

– „Revolution?” sagde han, „der er da ingen Revolution, det er da bare et Par Marinesoldater, der ikke vil gaa med ud med Flaaden! Her kan I jo selv læse!” Han rakte os en Avis, og just i denne Avis læste jeg om en Forhandling i den tyske Rigsdag, hvor H. P. Hanssen havde krævet en Afstemning i Nordslesvig.

Jeg viste min Kammerat denne Artikel, og da han havde læst den, sagde han: „Ja, saa bliver Polen ogsaa selvstændigt!”

Vi stod og talte om Fremtiden, og vi havde glade Smil om Munden. I dette Øjeblik kom vor Løjtnant forbi. Han havde altid været en forhadt Fyr. Da han saa, at vi morede os over noget, spurgte han, hvad vi lo ad.

“Ser De, Hr. Løjtnant,” sagde jeg, „nu faar vi en Afstemning i Nordslesvig, og saa synger vi „Nun adé, du mein lieb Heimatland,” for nu kommer vi tilbage til Danmark!”

Han saa overlegent paa os og svarede saa: „Tror I virkelig, at Befolkningen deroppe er saa dum, at den vil bort fra Tyskland?”

„Ja,” svarede jeg, „firs Procent stemmer for Danmark.”

„Naa,” sagde han, „saa er det da ogsaa et Folk, der er godt tosset.

„Ja,” sagde min Kammerat, „og naar Polen nu ogsaa bliver et frit Folk, saa er vi vel ogsaa en Flok tossede Mennesker.”

Løjtnanten saa paa os med et bistert Blik, men saa gik han.

Da vi kom tilbage til vort Kvarter, viste en god Ven fra Hamborg mig en Seddel. „Se her,” sagde han, „jeg har ganske gratis faaet en Billet til Hamborg. Da jeg spurgte ham, hvor han havde faaet den, sagde han: „Paa Borgmesterkontoret!”

”Aah,” sagde jeg, „gaa lige med mig derhen, for en saadan maa jeg ogsaa have!”

„Ja,” svarede han, „men saa skal du tage dit Gevær og din Bajonet med.”

Det var jeg ikke længe om, og da jeg afleverede disse Ting paa Borgmesterkontoret, fik jeg omgaaende Fribillet til Hamborg. Saa ilede vi ned paa Banegaarden, tog ind til Køln og naaede Natekspressen til Hamborg.

Vi kørte som fine Herrer paa første Klasse. Vi var altfor glade til at kunne sove. Næste Morgen var vi i Hamborg, og den 2. December var jeg atter hjemme. Fire Aar og fire Maaneder havde jeg været med i Krigen, men nu kunde Livet atter begynde.

DSK-årbøger, 1951

21. november 1918. Da vi spiste oberstens ko

Krigen var forbi og de tyske soldater marcherede hjemad. Selvom der havde været revolution, var disciplinen nogenlunde intakt – men når det gælder mad, så er soldaten sig selv nærmest. Denne beretning af en unavngiven sønderjysk soldat er fra hjemturen fra Namur i Belgien til Tyskland.

Da vi spiste Oberstens Ko.

Endelig den 18. November kunde ogsaa vi forlade Namur og forlod denne By som den sidste Bataillon. Jeg var ved de lette Minekastere, og vi havde mange Ammunitionsvogne. I Namur fik vi Ordre til at tage Minerne med hjem til Tyskland. Men Løjtnanten mente, at vi havde mere Brug for Fragtbaadenes Indhold end for Minerne, og den sidste Nat kørte vi, Ordenens Haandhævere i Namur, ned til Moselfloden, kastede Minerne i Floden og fyldte Vognene med Konserves, Sukker, Vin, Brød, Støvler o. m. a.

Paa Vejen ud af Belgien og forresten gennem Rhinlandet med, naaede de franske eller belgiske Kvartermagere os næsten hver Morgen, og vi har flere Gange hilst paa demved et Glas Vin.

Men efterhaanden som Dagene gik, var vi saadan ved at blive kede af de evige Konserves. Og en Dag, vi naaede vort Kvarter ved Middagstid, siger Løjtnanten: “To frivillige frem, som kan skaffe os en Ko!”

Der var straks et Par Mand, som var villige til dette Stykke Arbejde. En Time senere slog Slagteren en dejlig Ko for Panden, og ikke længe efter var Feltkøkkenet fyldt med dejligt Kød, og Vognene læsset til med Resten af Kødet, som ikke skulde bruges den Dag.

Da vi saa allesammen sidder i Laden for at spise den dejlige Suppe, kommer der en fremmed Soldat og snuser rundt ude i Gaarden; omsider finder han Kohuden, som han spreder ud. Vi syntes at observere et smerteligt genkendende Træk i hans Ansigt, da han betragtede Huden.

Nu ved de fleste, som var med i Krigen, at de, som blev udpeget til saadan at trække rundt med højerestaaende Officerers Køer, ikke just netop var dem, der havde opfundet Krudtet. Denne Mand her saa ikke ud til at gøre nogen Undtagelse.

Omsider kom han ind. Om han ikke havde fulgt Udviklingen i den senere Tid med Revolutionen og hvad der fulgte med, ved jeg ikke , men i hvert Fald gjorde han et saa urimeligt komisk Forsøg paa at gøre stram Honnør, da han saa Løjtnanten, saa hele Mandskabet brølede af Latter.

Omsider fik Manden dog stammet frem, at vi havde slagtet Oberstens Ko, han kunde kende Huden . »Du bist verrückt, mein Sohn«, sig er Løjtnanten og forklarer ham, hvor vi havde købt Koen. Ja, siger Soldaten saa troskyldig, saa maa de have lignet hinanden, og gik. Men i endnu et Par Dage levede vi højt paa Oberstens Ko.

DSK-årbøger, 1941

16. november 1918. Matthias Møller endelig hjemme

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918. Den 31. oktober blev han såret ved et gasangreb og kom på lazaret.

Den 4. Nov. blev ogsaa vi i Sygeafdelingen sat i March. Vi marcherede til Cartignies, til St. Hilaire, til Dimeschaux, og da vi den 7. 11. var paa March, blev vi i en By ganske overfladisk undersøgt. Der var kommet Ordre, at alle syge skulde borttransporteres, idet der var indledet Vaabenstilstandsforhandlinger. En Officer kom hen til mig, pegede paa min Revolver ved Bæltet og mente, at den havde jeg nok ikke mere Brug for; den kunde han nok faa. Det var en lille dejlig Tingest, som jeg havde reserveret til mig selv og vilde tage med hjem. I min Glæde over at komme bort gav jeg ham den. I min Bagage ved Kompagniet havde jeg for Resten en anden. Jeg fik bare aldrig mere min Bagage at se.

Vi blev saa transporteret bort i Lastvogne og kom samme Dag til Montigny, næste Dag til Beaumont og naaede den 9. 11. til Charleroi. Der blev vi indlagt i en stor Sal i en tidligere Restaurationsvirksomhed, der var taget i Brug som Lazaret. Madrasserne laa paa Gulvet, der var forfærdelig beskidt over det hele og mange saarede. Man mærkede Kaos og Opbrud overalt. Værst var det med W. C.-Forholdene. Jeg har aldrig set noget større Svineri end der.

Vi begav os straks i Byen og fraasede i Vindruer, som vi endnu kunde købe paa Markedet for tyske Mark.

Den næste Dag kom vi i et Lazarettog. Det var overfyldt. Lederen af Transporten var for Resten Dr. Groth, som jeg kendte fra Flensborg. Glæden var stor, da vi endelig kørte. Men Rejsen gik meget langsomt. Ustandselig maatte Toget holde stille, ingen Udkørsel, ingen Indkørsel, Linierne ikke fri. Overalt saa man Opløsning. Alt gik efter bedste Beskub. Folkene vilde hjem, de forlod deres Pladser og stormede Togene. Godsvogne blev brudt op, Levnedsmidler og Udrustningsgenstande stjaalet. Ingen greb ind. Ingen tog Affære. „Arbeiter- und Soldatenrat” havde jo Ansvaret. Folk entrede Togene og tog Plads de umuligste Steder for at komme med. Mange maatte bøde med Livet ved Kørslen under Viadukter og igennem Tunneler.

Toget kørte ned.over Metz og Trier, saa til Frankfurt a. M., som vi først naaede Natten mellem 14. og 15. Nov. Saa snart vi var kommet over den tyske Grænse, lagde jeg Mærke til, at der blev nogle Pladser ledige. Og jo længere vi kom ind i Landet, des mere tyndede det ud i Rækkerne. Ingen sagde noget. De forsvandt bare. Jeg begyndte ogsaa at spekulere paa, hvad jeg skulde gøre. Rejsen vilde jo slutte et eller andet Sted i Sydtyskland, det var givet, og jeg var absolut ikke begejstret for at komme til at ligge paa Lazaret der. Da Toget holdt paa Sporskiftet i Frankfurt a. M., tog jeg mine Ting og forlod Toget. Jeg fulgte Skinnerne og fandt paa den Maade Hovedbanegaarden. Det første var at faa oplyst, hvornaar der gik et Tog til Hamborg. Jeg havde Heldet med mig. I de tidlige Morgentimer gik der et, og Frankfurt var Udgangsstationen. Dette var meget vigtigt i de Dage, da det ellers var haabløst at komme med et Tog. Jeg var i god Tid parat og fik ogsaa Plads. Men, uha, hvor det blev stormet. Det var helt uhyggeligt.

Og saa kørte vi. Paa utallige Stationer blev der slet ik­ke gjort Holdt. Folk stod overalt i Hundredvis og atter i Hundredvis og ventede paa Kørselslejlighed. Mange havde ventet i Dagevis. Lokomotivføreren vovede for det meste ikke at holde, for saa vilde desperate Mennesker hindre ham i at komme i Gang igen. Naa, vi naaede i hvert Fald Hamborg, og der havde jeg igen Heldet med mig. Jeg fik Plads i Toget til Flensborg. Den 16. Nov. om Formiddagen naaede jeg dertil og kunde om Middagen tage den sidste Strækning med Fjorddamperen.

Der laa alle de kendte Egne. Solen skinnede paa Fjordens blaa Vande, paa Skov og Mark. Alt saa fredeligt ud, helt anderledes end det, vi var blevet vant til at se. Og saa den Tanke og Bevidsthed om, at Krigen var Slut. Man skulde ikke igen samme Vej tilbage. Jeg gik om bag Skorstenen paa Damperen, for at ingen skulde se Taarerne i mine Øjne. Saa dukkede Okseøerne op forude. Derovre ved Skoven laa Hjemmet. Hvad vilde de vel sige, naar jeg saa uventet dukkede op?

Og saa var jeg hjemme. I Uger havde de ikke hørt fra mig, saa der blev Glæde, til Trods for, at jeg jo ikke saa særlig straalende ud. Udkørt, syg, hæs, opsvulmede Øjne,, den sidste Uge ikke barberet, i mange Uger ikke af Tøjet. Jeg maa nærmest have set ud som et Fugleskræmsel. Det første var at faa Tøjet i Vaskekedlen for at gøre det af med de mange smaa Væsener, og saa et Bad.

To Dage senere meldte jeg mig paa Lazarettet i Flensborg. Jeg laa der til den 15. Jan. 1919, men til helt hen i Maj Maaned var jeg under Lægebehandling. Jeg begyndte igen i min gamle Plads, og dermed var for mit Vedkommende en Livsperiode Slut.

DSK-årbøger 1949

14. november 1918. Fredsbudskab blandt syngende jødepiger i Minsk

Læge H. Lausten-Thomsen gjorde krigstjeneste i Regiment …

„Jeres Kejser er rendt sin Vej!“
Glubokoje hedder en lille Købstad ved en af Beresinas Bifloder, og dens to fineste Hoteller hed i 1918 „Hotel de l’Europe” og „Hotel de Moskwa”. Det førstnævnte var det anseligste, og der blev jeg indkvarteret en Gang i November Maaned.

Dets Ejendommelighed lader sig ikke skildre i høviske Ord; kun saa meget, at om Natten laa jeg paa fire Stole, hvis Ben alle — forgæves — var stillet i Vandglas, indhyllet i mine egne Tæpper. Søvn gav det dog ikke, der var for mange og for livlige Skabninger i Værelset.

Saa flyttede jeg næste Morgen med Glæde hen til en hæderlig Købmand og Antikvitetshandler Perkunnos. Hos ham kom jeg ind i min Stue igennem en Butik med Kolonialvarer og alskens Skrammel, jeg boede i hans fineste Stue, og der tilbragte jeg mange gode Timer, især efter at Perkunnos havde forstaaet, at han ikke havde behov hele Tiden at underholde sin tvungne Gæst med sine Forretninger. Der var rent og pænt, og der redtes hver Aften op til mig paa Divanen. Ilden brændte udmærket i den store Ovn og kastede sit Skær i Mørkningen ud over de dejlige gamle Mahognimøbler og op over Tapetet, hvis Skrøbeligheder var skjulte under Billeder fra gamle Tidsskrifter, satte op med Tegnestifter. Bedst husker jeg et meget broget Billede af Napoleon den Store skuende ud over det brændende Moskwa.

Der stod et Par magelige Lænestole og nogle Rørstole om det store runde Bord, og i et Hjørne af Stuen et gammelt Spinet. En Eftermiddag kom jeg lidt før end sædvanligt fra min militære Tjeneste, og da sad Aida, min Værts Datter, ved Spinettet, og rundt om hende stod en Kreds af jævnaldrende, 13-14-15 Aars Piger. Aida spillede, og de sang — hebraiske Hymner og Salmer.

De for op som en Flok skræmte Fugle, og Aida bad med al sin 14-aarige Forskrækkelse og blufærdige, lidt skælmske Ynde om Forladelse. Den fik hun, og med megen Møje lykkedes det at faa hende og hendes Veninder til ikke kun at fortsætte, men at love at komme igen.

Saa kom de hver Aften i Mørkningen. Aidas mørke Hoved skimtedes i Stuens Hjørne, og den ranke Paulines Røst førte an i det Kor, der afvekslende sang hebraiske, franske og russiske Sange. De er søde, de smaa Jødepiger, betroede min Oppasser Mutzig fra Colmar, mig. Han skulde nok sørge for at være i Nærheden, naar de unge Piger sang.

Det var øverste Klasse i Købstadens jødiske Pigegymnasium, der mødtes. Vi blev efterhaanden godt kendt, og en Aften bragte Aida mig højtideligt en Indbydelse til Skolens Dilettantkomedie, en jiddisk Farce, — en af Krigens allermærkeligste Oplevelser.

Faa Dage senere kommer hun stormende ind i min Stue, for første Gang glemte hun at banke paa og vente paa min Tilladelse til at komme: „Jeres Kejser er rendt sin Vej!“ Og hun lagde Dagens Numer af „Minski Diennik“, det i Minsk udkommende Dagblad paa mit Bord.

Saa stavede vi os sammen igennem Bladets Meddelelse. Sandelig om der ikke i denne tyskcensurerede Avis stod en Meddelelse om Revolution, om Vaabentilstand, om det gamle Herredømmes Fald, det var den Nyhed, der var ventet Aar efter Aar, og om dens Sandhed kunde der ikke være Tvivl. Det var den 14. November 1918.

Aidas Veninder strømmede til, de spillede og sang, og midt i det hele lød for første Gang Marseillaisens Toner, og op over Bruset hævdede sig en Mandsrøst: henne i Døren stod Mutzig og sang Teksten til Aidas Spil, men jeg sad stille i min Lænestol og græd — græd af Glæde.

DSK-årbøger 1947

2. november 1918. “Vive le Danemark! Vive la France!”

En unavngiven sønderjyde beretter om en hændelse med en fransk familie

Fra min sidste Stilling i Frankrig 1918

En af de første Dage i November 1918 gjorde vi Holdt ved en Landevej et Sted i Frankrig  Landevejsgrøften skulde være vor Skyttegrav, en lille Bondegaard vort Kvarter. Bonden og hans Kone og deres to smaa Piger paa 7 og 9 Aar boede i Kælderen, medens vi 10 Mand boede i Stuen.

Jeg blev hurtig meget fortrolig med de to smaa Piger, som om Dagen altid kom op i Stuen til os. Efter et Par Dages Forløb, vilde jeg gøre et Forsøg paa ogsaa at komme lidt nærmere i Forbindelse med Familien, som hidindtil havde holdt sig meget reserveret overfor os, hvad jeg godt kunde forstaa.

En Aften gik jeg uindbudt ned i Kælderen til dem. Manden sad og læste i en Bog, Konen gjorde Tøj i Stand. De to smaa Piger kom straks hen til mig, og vi kom hurtig i en munter Samtale.

Det gamle Ord om, at naar man tager Barnet ved Haanden, tager man Moderen om Hjertet, viste sig ogsaa her at være rigtigt, thi Konen blandede sig ret snart i Samtalen mellem Børnene og mig.

Jeg kom nu frem med det, som jeg vilde bruge som Paaskud til mit Besøg, nemlig at bede om et Stykke Barbersæbe.

Konen forstod, hvad jeg vilde og forklarede mit Ærinde til Manden, som afviste mit Andragende meget barsk.

Jeg kunde ikke ret meget Fransk, da vi, som laa i forreste Linje, sjældent kom i Forbindelse med Civilbefolkningen, men kunde dog forklare ham, at jeg var fra Slesvig og saa gik der et Lys op for ham. Han sagde til mig, at i 1914 var Kongen af Danmark i Paris, og Pariserne raabte: “Vive le Danemark, vive la France!” Ja, sagde jeg saa, jeg siger ogsaa: “Vive le Danemark og vive la France”.

Og impulsive, som Franskmændene er, tog han mig i sine Arme og trykkede mig ind til sig og sagde en hel Del, som jeg ikke forstod. Men jeg fik en dejlig Toddy, og vi sad og sludrede hele Aftenen. Desuden fik jeg et dejligt Stykke Barbersæbe, da jeg gik.

DSK-årbøger 1941

31. oktober 1918. Mytteristerne på SMS Thüringen anholdes og føres bort

Peter Møller fra Sønderhav gjorde krigstjeneste om bord på Linjeskibet SMS Thüringen. Skibet lå i Wilhelmshafen. Dets besætning var blandt de første, der gjorde oprør. Det skete natten til den 30. oktober 1918. Dagen efter rettede torpedobåde torpedorørene mod skibet, men blev afvist. Men samme dag overgav de oprørske matroser sig og blev ført bort. Peter Møller angiver andre datoer, men må huske forkert

Nu fulgte Dagene med Spænding. Vilde det lykkes at føre det igennem, eller hvordan vilde det gaa? Den næste Dag begyndte Tjenesten igen, og alt blev udført, som om intet var sket. Kun et Par Gange blev der gjort Forsøg paa at faa Ankeret op, men straks blev Forskibet besat igen, og Ankeret kom ikke op.

Vi havde engang en pudsig Oplevelse med en lille Torpedobaad, som kom ud og rettede sit Torpedorør imod os med Opfordring til at makke ret. Men straks rettede vi fra Skibet en dobbelt 30 cm’s Kanon mod ham med Anmodning om at forsvinde, da vi ellers let kunde komme til at trykke paa Knappen. Han forsvandt ligesaa stille igen uden at skyde sin Torpedo af.

Men saa en skønne Dag skulde der gøres en Ende paa Legen. En stor Damper kom og lagde sig ved Siden af os, og ud myldrede en hel Masse af „die kaisertreuen Seesoldaten”, en Slags Kystartillerister. Nu skulde der fra „Thüringen” og „Helgoland”, som ansaas for Anstiftere af hele Historien, udtages en Del til Skræk og Advarsel for de andre.

Alle Dæksluger var lukkede, saa der maatte først bedes om godt Vejr, før der blev lukket op, hvorpaa alle Mand maatte træde an paa Mønstringspladsen. Her blev saa hver 3. Mand udtaget og ført over paa Damperen, medens Søsoldaterne dannede Espalier med deres opplantede Bajonetter.

Sammen med et lignende Antal fra „Helgoland” blev de ført til Wilhelmshaven, hvorfra de skulde bringes i bedre Sikkerhed længere inde i Tyskland. Efter hvad jeg har hørt, uden at jeg tør staa inde for Rigtigheden deraf, kom de imidlertid kun til Bremen, hvor de overrumplede Banevagten, som derpaa sammen med dem rykkede ind paa Kasernen.

DSK-årbøger 1948

31. oktober 1918. Angrebet af gas: Matthias Møller vågner og kan intet se!

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Den 30. oktober havde hans stilling været under beskydning med gasgranater og mange kammerater var angrebet. Selv var han dog tilsyneladende sluppet. Men det var en stakket frist.

Jeg sov endnu fast, da jeg midt om Natten blev vækket af Vagtposten, der kom ravende ind i vort lille Hulrum. Han vilde kun melde, at han ikke mere kunde se.

Jeg for op og mærkede straks, at det heller ikke var rigtigt fat med mig. Vi fik de andre vækket og halede dem ud i det fri. Vi var alle syge. Ingen kunde se. Øjnene var helt opsvulmede og tillukkede, og Svælget var saa angrebet, at vi næsten ikke kunde tale.

Saaledes virkede altsaa Gassen.

Det var givet, at vi maatte sygemeldes. Jeg vidste, at Officererne laa i en Kælder i et Hus længere oppe paa Chausseen. Der maatte Kompagniføreren være. Jeg begav mig straks paa Vej. Med Fingrene kunde man nok lukke Øjnene en Smule op, saa man lige kunde skimte noget. Jeg fandt ogsaa Huset og Kælderen og snublede over en Del Officersben. Ejermændene begyndte at bande og skælde ud.

Jeg undskyldte mig saa godt jeg kunde, for se kunde jeg ikke noget. Jeg fik ogsaa min Melding afleveret. At det ikke var Bluf, kunde de nok se paa mig. De anbefalede mig at faa fat i en Ambulance. Men hvorfra? Det var en hel anden Sag.

Jeg naaede omsider igen tilbage til mine Kammerater. Vi besluttede at afvente Morgengryet, før vi vilde begive os paa Vej. I Nattens Mørke var det næsten haabløst for os at finde tilbage. Det var slemt nok i Forvejen.

Vi ordnede alt til Afmarch og begav os, saa snart vi syntes, det kunde gaa an, af Sted. Og jeg maa sige, det blev en drøj Tur. Vi havde jo det tunge Maskingevær, Ammunitionskasser, Beholder til Kølevandet og vor egen Stormbagage at slæbe paa. At vi kunde lade hele Skidtet ligge, tænkte vi slet ikke paa. Dertil var Disciplin og Forordninger alt for indprentet.

Naar vi et Øjeblik stod stille, kunde vi med Anstrengelse rive Øjnene en lille Smule op, saa vi kunde se gennem en lille Sprække. Saa skyndte vi os af sted, før Øjnene igen var helt lukkede, hvorefter vi ravede endnu en lille Strækning frem i Blinde.

Dette gentog sig i det uendelige. Paa den Maade tilbagelagde vi ca. femten Kilometer og naaede efter mange Timers Anstrengelse Landsbyen Priches, hvor Kompagniet laa. Vi var ikke mange sure Sild værd og blev straks indlagt i Regimentets Infirmeri, hvor vi fik den første Behandling. Man aabnede Øjnene paa os og strøg med en Pensel en Salve over Øjeæblet.

Det var modbydeligt, for man indsmurte ogsaa Øjenvipperne, og de gik med ind under Laagene, saa man havde nok at gøre med at faa dem pillet ud igen; men hvor det hjalp. Efter ganske kort Tid kunde man se klart igen. Smerter og Svie var borte.

De beholdt os i Infirmeriet, og det gik snart op for os, at Meningen hermed var, at alle, som laa der, saa hurtigt som muligt, skulde skrives rask, for at de igen kunde sendes ud til Fronten. Der kunde alt bruges, ingen undværes. Vi havde begaaet en stor Fejl. Vi skulde have meldt os direkte i et Lazaret. I den Forfatning, vi var i, havde vi desværre ikke skænket det en Tanke.

Begivenhedernes Gang medførte dog, at vi ikke kom til at bøde for den Fejl. Fronten blev hver Dag trukket tilbage. En effektiv Modstand var ikke mere mulig.

DSK-årbøger 1949

 

30. oktober 1918. Mytteri på SMS Thüringen: Matroserne nægter at lette anker!

Peter Møller fra Sønderhav gjorde krigstjeneste om bord på Linjeskibet SMS Thüringen. Skibet lå i Wilhelmshafen. Dets besætning var blandt de første, der gjorde oprør. Det skete natten til den 30. oktober 1918

Mytteri på SMS Thüringen

 I 1912 blev jeg indkaldt til Militærtjeneste ved II TD i Wilhelmshaven og blev straks afkommanderet til Tjeneste paa SMS „Thüringen”, et Linieskib paa 29.000 Tons og med en Besætning paa 12-1300 Mand. Der blev jeg indtil Krigens Slutning og oplevede saaledes Revolutionsdagene, som Kejser Wilhelms „stolze blaue Jungs” satte i Brand i 1918. At det netop var Flaadens Mandskab, der begyndte Revolutionen, skyldes ingenlunde, at vi var mere krigstrætte eller mere modige end vore Kammerater paa Land, men kun, at Besætningen paa Skibene i det store og hele var den samme gennem hele Krigen, saaledes at vi kendte hinanden ud og ind og ganske nøje vidste, hvem der kunde indvies i Planerne og hvem der skulde holdes udenfor.

Allerede i 1916 var der lagt en Plan om Afslutning af Krigen; men den strandede, fordi Mandskabet ikke kunde enes, og navnlig, fordi Værftsarbejderne ikke var modne nok endnu, og uden deres Hjælp, til Sikring af Levnedsmiddelforsyninger m. m., kunde Planen ikke gennemføres. Men i Efteraaret 1918 begyndte det igen at ulme, hele Organisationsarbejdet blev sat i Gang igen, og det blev saa fra „Thüringen”, Signalet til Oprør kunde gives.

En af de første Dage i November 1918 [PM husker forkert, det må være 29. oktober 1918, RR], mens vi laa paa Torpedovagt med 1. Eskadre paa Schillig Red (Indsejlingen til Jadebugten), holdt vore Officerer et af deres Sviregilder i Messen. Her holdt 2. Artilleriofficeren en Tale og udtalte, at vi om Morgenen Kl. 4 skulde lette Anker, opsøge Arvefjenden John Bull og slaa ham eller gaa ned med Ære.

Dette blev hørt af en Matros, der stod uden for Messen, og han bragte Meddelelsen videre til Ledelsen af det Soldaterraad, som længst var dannet om Bord. Herfra gik de fornødne Ordrer til de forskellige Afdelinger, der hver havde faaet tildelt deres bestemte Opgave, naar det skulde gaa løs. Ellers var alt roligt som sædvanligt.

Kl. 4 lød Fløjten og „Division der Wache klar zum Ankerlichten!” Men der kom mere end een Division der Wache; hele Mandskabet strømmede øjeblikelig til Forbatteriet, hvor Ankerspillet var, og der blev ikke lettet Anker.

Samtidig blev der fra Signalstationen givet Besked til de omkringliggende Skibe med Opfordring til en lignende Optræden. Og ikke paa eet af Skibene hørtes Ankerkædernes Raslen. Imidlertid kom Vagtofficeren, en ung Spirrevip af en Overløjtnant, til Forbatteriet og holdt en Dundertale til os. Nu havde Admiral Scheer, som vi havde et stort Billede hængende af, vundet Flaaden saa stor Ære og Berømmelse i Skagerrakslaget og siden, saa vi skulde skamme os o. s. v.

Han blev afbrudt ved, at en Matros tog det indrammede Billede og slog det oven i Hovedet paa ham, saa at Glas og Billede gik i Stykker og Rammen blev siddende om Halsen paa ham. Denne Handling blev fulgt af et Spark bagi og et „da hast du dein’ Scheer und die ganze Bescherung; und dann mag, das du ’raus kümmst!”

Lidt efter kom Kommandanten selv, en gammel og gemytlig Mand, som vi alle var glade for. Han kom som altid med Hænderne paa Ryggen og sagde: „Na, Jungs, was ist denn los, was wollt Ihr denn eigentlich?” Svaret lød: „Alles was der Kapitan verlangt, bloss der Anker bleibt liegen!“ „Ja, wenn Ihr nicht wollt, kann ich nicht fahren”, sagde den gamle, og saa gik han igen.

Alle Skibene blev liggende, og noget senere kom der flere Skibe til fra Wilhelmshaven og andre fra Kiel; men alle som een smed de Anker, da de var kommet ud til os, og Dagen efter vendte de tilbage til Havnen, kun 1. Eskadre blev paa Post paa Schillig Red. Dermed var første Akt forbi og Faklen tændt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1948

30. oktober 1918. Under beskydning med gasgranater: De angrebne blev helt desperate!

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal. Her blev de fordrevet af artilleri den 21. oktober og trak sig længere mod øst.

Vi blev denne Gang ikke straks indsat. Efter nogle faa Dage, hvor det paany gik længere tilbage, besatte vi en Reservestilling. Det var ved en Landsby med meget spredt Bebyggelse. Civilbefolkningen var endnu til Stede.

Terrænet var meget uoverskueligt. Der var mange Hegn og Haver med Frugttræer. Der var ikke lavet og blev heller ikke lavet Jord- eller Skansearbejde. Vort Tilholdssted var en gammel Ejendom. Franskmændene saa vi ikke meget til. De holdt sig indendørs og passede sig selv. Vort Maskingevær havde vi anbragt i et Hegn, hvor ogsaa Vagtposterne var posteret.

Natten fra den 29. til den 30. Oktober blev Omraadet tildænget med Gasgranater. Det saa ret ufarligt ud. Med et Svup eksploderede eller revnede de, naar de faldt, og en Væske sprøjtede eller flød ud. Lugte kunde man ikke ret meget. Vi tog i Begyndelsen Gasmaskerne paa. Men i Længden blev det dog for varmt og anstrengende. Saa viste det sig, at de, der havde faaet noget af den sprøjtende Vædske paa sig, fik store Vabler. De saa modbydelige ud. De var gule og grønne, og nogle af Vablerne var saa store som Hønseæg. Vi holdt os nu indenfor.

I Morgentimerne blev de første syge. Hos nogle var Hals og Lunger saa angrebne, at der skulde tre til fire Mand til at holde dem. De blev helt desperate. Vi fik Bud efter en Ambulance.

Senere ankom to Officerer, som fortalte, at det var en meget farlig Sennepsgas. Man mente endda, at det var Gasgranater af tysk Oprindelse, Englænderne havde beskudt os med. De anbefalede, at enhver, der følte sig en Smule daarlig, skulde gaa tilbage og komme under Behandling. En Del meldte sig straks.

Vi andre stod og kæmpede en Kamp med os selv. Her var en Chance. Man kunde komme ud af Skidtet. Selvfølgelig vilde det blive opdaget, at vi ikke fejlede noget, for vi følte os jo ikke utilpas, men den Tid var dog i hvert Fald vundet. Men, kunde man virkelig lade de ærlige Kammerater i Stikken? Nej, — Disciplinen, Ansvarsfølelsen og’ Kammeratskabet sejrede. Vi blev.

Terrænet var forpestet og maatte rømmes. Vi blev beordret længere frem og fik anvist Stillinger ved en Chaussé, der løb parallel med Fronten. Den laa uden for det med Gas beskudte Omraade. Jeg fik Plads, hvor Chausseen krydsede en mindre Flod. Under Broen var et Hulrum, hvor vi kunde sove om Natten. Der skete ikke mere den Dag. Jeg inddelte Vagtposterne til Natten, og vi andre lagde os til at sove.

DSK-årbøger 1949

21. oktober 1918. Matthias Møller: “Helvedet var løs …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal.

Og det gik løs. Tredie Dags Morgen, d. 21. 10. 1918, aabnede Artilleriet Ilden. Spræng- og Taagegranater eksploderede over det hele. Helvedet var løs. Jeg gav straks Ordre til at pakke Sagerne og forlægge Residensen til den anden Side af den sumpede Kanal. Jeg vilde ikke fanges i en Fælde. Paa den anden Side, omtrent over for det Sted, hvor vi have ligget, slog vi os ned igen. Det viste sig i Løbet af kort Tid, at de andre Geværførere havde taget samme Beslutning.

Efterhaanden havde Taagegranaterne dækket hele Landskabet med en eneste Pærevælling af tæt Taage. Vi havde udsendt Forbindelsesmænd til begge Sider for at sondere Stemningen og høre, hvad vi skulde gøre. Vi var klar over, at vi intet kunde udrette. Vi var for faa, kun en Geværbesætning paa 4-5 Mand for hver 200-300 Meter. Og se kunde vi intet.

Vi blev enige om at gaa tilbage til Kompagniets Opholdssted. Kompagniet var imidlertid trukket længere tilbage Vi saa hverken tyske eller engelske Tropper undervejs. Hvis der har været Reserver, var de vel sat ind et eller andet Sted.

DSK-årbøger 1949

 

20. oktober 1918. På forpost: Hvornår kommer fjenden?

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal.

Den næste Morgen blev Broen over Kanalen sprængt i Luften af Pionerer. Man kunde ikke lade være med tænke paa, om nu alle ogsaa var naaet tilbage.

For os havde Situationen jo nu ændret sig ikke saa lidt. Vi kunde nu, hvad Øjeblik det skulde være, vente at Fortropper eller Patrouiller vilde støde frem til Kanalen; men endnu bevægede vi os frit.

Vi kunde jo simpelthen ikke blive liggende Dag og Nat paa den lille skraa Plet, som stod til vor Raadighed. Vi løb Risikoen, selv om det var med Fare for at blive skudt ned fra det truende Skjul paa den anden Side. Udadtil var vi rolige, men man kunde ikke undgaa at føle en indre Uro, Nervøsitet og Utryghed.

Der skete imidlertid intet. Intet Skud blev affyret. Om Natten laa der altid en mere eller mindre tæt Taage. Ofte kunde man kun lige skimte Vandet i Kanalen. Man havde altid Fornemmelsen af, at der rørte sig noget paa den anden Side. Om Morgenen gik der Rygter om, at Patrouiller havde været fremme og forsøgt at forcere Kanalen et eller andet Sted ved Hjælp af Flaader. Om det var sandt, vidste ingen

Men vi vidste med Sikkerhed, at det var Stilheden før Stormen. Tropper og Artilleri skulde bare bringes i Stilling, saa vilde det gaa løs igen.

DSK-årbøger 1949

19. oktober 1918. Matthias Møllers maskingeværkompagni i en udsat stilling

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918.

(… fortsat)

Den næste Dag allerede blev vi paany inddelt, fik nye Maskingeværer og fik anvist Pladser i en ny Stilling, som blev oprettet.

Englænderne var brudt fuldstændig igennem, og der maatte oprettes en ny Modstandslinie. Den blev i vort Afsnit oprettet langs med en Kanal, som var ca. ni Meter bred. Paa begge Sider af Kanalen var der en smal Dæmning. Mod Vest — altsaa mod Fjenden — var der et smalt bart Bælte paa ca. 10-15 m og derefter Skov, rigtig tæt Granskov med en Del Løvtræer imellem.

Paa Kanalens Østside — vor Side — var der paa Dæmningen en fasttrampet, meget idyllisk Spadseresti, flankeret paa Ydersiden af en Række større eller mindre Træer. Dæmningens Skraaning faldt her ned til en anden Kanal af samme Bredde. Denne var imidlertid ikke blevet taget i Brug. Den var forfalden, sumpet, fuld af Planter og Mudder.

Hvor dyb Kanalen var, ved jeg ikke. Vi kunde imidlertid ikke vade igennem. Vi naaede over den ad smalle, provisoriske Stier af Grene. I Afstande paa 200-300 Meter fik vi anvist Pladser, hvor vi skulde oprette Maskingeværstillinger.

Vor Dækning var altsaa kun en ganske lav Dæmningskraaning, som gik lige ned til Sumpen. Maskingeværet maatte, naar det skulde bruges, skubbes op og ud paa Stien. Vi kunde daarligt komme usete tilbage, for hen til Stierne kunde man kun komme ad Vejen paa Dæmningen, og den var udækket i en Af­stand paa kun tredive Meter fra Skov og Krat, hvor vore Modstandere kunde opholde sig uden at blive opdaget.

Vi var selvfølgelig ikke særlig glade. Vi følte det nærmest, som om vi var sat paa en Post, hvor vi skulde staa til sidste Mand, og hvor alle Broer bagud var afbrudte.

De sidste Maaneders Begivenheder havde vist, at Tyskerne kæmpede med de sidste Stumper af Mandskab og Materiel, og Modstanderne blev stærkere og stærkere. Skulde denne Stilling blive vor sidste? Skulde vi ofres nytteløst, kort før Afslutningen paa dette Ragnarok?

Naa — endnu var der jo ingen Fare. Endnu var der tyske Tropper paa den anden Side af Kanalen. Men i Morgen skulde de sidste være over Broen. Vi kunde se den i en Afstand paa en halv Kilometer til venstre. Hovedvejen førte over den. Vi bevægede os frit paa Vejen ved Kanalen og besøgte Kammeraterne ved de nærmeste Maskingeværreder. Situationen blev selvfølgelig drøftet. Vi var naturligvis alle meget betænkelige.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1949

18. oktober 1918. Matthias Møller ved Wassigny: “En Blodstraale saa tyk som en Finger pumper ud af Laarbenet …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

Først over Middag stilner Ilden noget af, saa vi kan forsøge at omgaa Byen, for at naa ind bagfra. Vi gaar i en Bue til venstre, og naar ind i en Hulvej. I Midten ligger et sammenskudt Køkkenkøretøj. Da vi kommer nærmere, ser vi, at det er vort Køkken, som har faaet en Fuldtræffer — vist nok allerede om Natten.

Vi naar Fennen, alt er allerede rømmet. Da vi vil igennem Porten ud paa Landevejen, ser vi en stor Tank komme op ad Vejen imod os.

Vi skynder os ind i Ladebygningen og ser igennem Vinduet Tanken køre forbi os. Saa snart vi ser Tanken bøje af inde i Byen, haster vi paany afsted — tilbage.

Udenfor Byen ved Vejkanten ligger der fuldt af Officersbagage. Vi forsyner os med det, vi har Brug for: Der er bl. a. Masser af Cigarer; det er noget for os.

Da vi skal til at pakke sammen, ser jeg tilfældigt op i Retningen mod Fronten: Over Bakkerne i en Afstand af ca. 400 meter kommer Englænderne i Skyttelinje, saa langt jeg kan se — som paa Eksercerpladsen.

Vi lader alt falde og løber igen for Livet. Foran os er aaben Mark, men i en Afstand af 700-800 meter en Skov, som det gælder om at naa. Det lykkes.

Vi tre, som er kommet sammen tilbage, slaar ogsaa videre Følgeskab. En Granatsplint slaar en Metalknap paa min Uniform i to Halvdele og bliver siddende i Bukseforet — gloende varm.

Bare videre. Jeg løber foran. De to andre bagefter.

Sss-Rumm — en Granat eksploderer lige bagved sidste Mand. Han falder. En Blodstraale saa tyk som en Finger pumper ud af Laarbenet; den store Pulsaare højt oppe i Laarbenet er sprængt. Vi kan ikke hjælpe ham; han besvimer et Øjeblik senere og forbløder.

Men vi maa videre.

Omsider naar vi en Dækning i Skoven, hvor der opholder sig flere. Her bliver vi i flere Timer.

Henimod Aften finder jeg flere Kammerater fra Kompagniet, som har ligget i 3. Linie. Vi er klar over, at vi af andre Troppedele vil blive beordret til Oprettelse af en ny Modstandslinie, men vi har faaet nok for denne Gang. Vi ser vort Snit til at forsvinde om Aftenen og naar i Løbet af Natten tilbage til Kompagniopholdsstedet bag Fronten.

Det viser sig de næste Dage, at Regimentet har haft store Tab. Af 3 Maskingeværkompagnier med hvert 12 svære Maskingeværer kan kun oprettes 1 Kompagni med 7 Geværer. Af hver Infanteribataillon, — 3 Kompagnier a ca. 100 Mand —, kan kun oprettes 1 Kompagni paa 30 Mand.

Det viser sig, at af forreste Linje er jeg den eneste, som er kommen tilbage.

Jeg bliver kaldt til Regimentskommandøren for at berette. Da jeg er færdig, slaar han mig paa Skulderen: ”Na, mein Sohn, da hast du mal Schwein gehabt.“

DSK-årbøger, 1941

18. oktober 1918. Matthias Møller ved Wassigny: “Pludselig er Helvede løs …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

Pludselig er Helvede løs. Det er tidlig Morgenstund den 18. Oktober 1918. Paa et Slag er hele fjendens Artilleri i Gang. Maskingeværer skyder Spærreild bagud. Helvedeslarm, som ingen kan forestille sig, der ikke har været med i Materialslagenes Trommeild. Alt drukner i en uhørt Tordnen, Buldren og Bragen.

Luften er fuld af eksploderende Jern, Splinterne suser, synger og piber i alle Tonarter gennem Luften. I et Spring er jeg ude hos Vagtposten. ”Hvad er der Los”? raaber jeg mekanisk. At det er Begyndelsen til en ny engelsk Offensiv, er der sikkert ingen, der er i Tvivl om. Jeg heller ikke.

Imidlertid er alle kommen frem, og vi søger Dækning, saa godt vi kan. Efterhaanden, som Tiden gaar, bliver den Granatild, vi udsattes for, svagere og svagere. Næsten alt gaar nu over os og eksploderer længere tilbage, — Spærreild, saa ingen Reserver kommer frem.

Larmen er den samme — men ligesom lidt paa Afstand.

Omkring os eksploderer nu kun Taagegranater, som ved Eksplosionen udvikler en hvid Damp. Vinden driver de forskellige Eksplosionsskyer ind i hinanden, og snart er hele Landskabet indhyllet i Taage.

Vi staar allerede lange parat og skyder blindt ind i Landskabet foran os. Jeg har overtaget Skydningen ved mit Maskingevær.

Vi har allerede længe med røde Lyskugler opfordret vort Artilleri til at give Spærreild. Men de skyder meget sparsomt og meget daarligt.

En Soldat kommer løbende fra højre og meddeler, at Fjenden allerede er brudt igennem — og ikke længe efter faar vi Meddelelse om, at Englænderne ogsaa med Tanks er brudt igennem til venstre.

Det er altsaa kønne Udsigter. Forbindelsen til venstre og højre afbrudt. Hvordan Stillingen virkelig er, er der ingen, der aner.

Jeg kan i hvert Fald ikke under de nuværende Forhold give Ordre til Tilbagetog. Jeg skyder ustandseligt med Maskingeværet. Naar Taagen i Vinden letter fra Jorden, forekommer det mig, at Englænderne kommer, dels krybende, dels i Skyttelinje frem mod os.

Jeg beskyder hele Terrænet foran os, der kommer ingen levende Sjæl igennem.

Pludselig hører jeg Raaben og Støjen til højre. Jeg kaster et Blik i Retningen og stivner. Ovenpaa Skyttegravsdækningen i en Afstand paa 5-6 meter staar Englænderne. Fire kan jeg se. Resten fortaber sig i Taagen.

Infanteristerne i vor Beskyttelsesafdeling smider Vaaben og alt hvad de har og bliver taget til Fange.

Jeg er klar over, at jeg bliver skudt ned, da de har set mig skyde paa de fremstormende Skyttelinjer. Jeg drejer mig om, — et Spring fra Afsatsen, hvor jeg staar, over mod den anden Side af Skyttegraven. Det lykkes, jeg naar den og løber for Livet. Infanteriprojektiler sprøjter omkring- mig.

En af mine Skytter følger mit Eksempel — kun en Smule langsommere. Jeg har aldrig set ham siden.

10-12 Skridt fra Skyttegraven bliver jeg opslugt af Taagen. Jeg er ingen Skydeskive mere.

Men jeg sanser intet. Hjertet banker, og Lungerne arbejder, saa jeg synes, Brystet skal sprænges; Benene er som af Bly. Efter ca. 100 meters Løb hører jeg lige foran mig en tung Lastbil køre forbi. Et Par Skridt videre fremme træffer jeg Aftryk af Larvefødder, altsaa Tank. I det samme hører jeg, hvor den standser og begynder at skyde med Maskingevær.

Jeg tag er hurtigt en anden Retning og haster videre. Efterhaanden, som jeg naar længere tilbage, bliver Luften mere og mere gennemsigtig.

Jeg træffer paa to Ordonnanser — en fra mit Kompagni og en Artillerist — som fra Bataillonskommandoen i 3. Linje skal bringe Meddelelse tilbage til Beredskabsstillingen om, at Fjenden er brudt igennem de første Linjer.

Vi kommer forbi 2 Antitankskyts, Kanonererne gør Skytset ubrugeligt. Vi nærmer os Landsbyen og Spærreildzonen. Granateksplosionerne ligger saa. tætte, at det er umuligt, at naa igennem.Vi maa søge Dækning bag et Hegn.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1941

17. oktober 1918. Ved Wassigny dagen før slaget

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

17. Oktober 1918. Vi ligger i første Linje i Egnen ved Wassigny i Frankrig. Jeg har Kommando over to svære Maskingeværer og en Afdeling Infanterister til Beskyttelse.

Vi har ligget nogle Dage i forreste Skyttegrav. Der har været megen Artilleriild, men ingen Angreb. Skyttegraven er meget provisorisk, bestaar kun af afbrudte Stykker.

Det Stykke vi ligger i, støder op mod en Landevej, som fører gennem Ingenmandsland lige over til en Landsby, som vi kan se i en Afstand paa ca. 1 km paa Fjendens Side.

Vort Maskingevær staar mellem to Bakker paa en flad Egn med frit Skudfelt over en indtil Fjendens Skyttegrav. Foran os er kun en svag Pigtraadsforhindring.

Vi skal afløses om Natten og er glade for det, thi vi er klar over, at den Angrebsro, der har været de sidste Dage, sikkert snart og brat vil blive afbrudt af nye og stærke engelske Angreb.

Om Aftenen i Skumringen sender jeg 2 Mand af sted for at hente Middagsmad ved Køkkenet og samtidig for at føre Afløsningen i Stilling. Vi pakker vore Ting og laver alt færdigt for at stikke af, saa snart Afløsningen er fremme. Natten er bælgmørk. Det bliver en lang Ventetid.

Englænderne skyder Spærreild bagud, og det er ikke let at komme igennem for dem, der skal frem eller tilbage. Omsider — henved Midnat — naar vore Kammerater tilbage med Mad men — uden Afløsning. Skuffelsen er stor.

Kommandøren for 2. Bataillon, som skulde afløse os, har nægtet at overtage Afsnittet. Bataillonen har faaet en Fuldtræffer i Fermen, hvor den laa i Beredskab — i Fermen, hvor vi endnu laa for nogle Dage siden. Tabene har været store, og med Resterne har han ikke villet overtage det Afsnit, han skulde besætte. Muligvis har de højere Officerer haft Oplysninger om, hvad der var forestaaende.

Stemningen hos os er meget trykket. Vi er ikke begejstrede for at skulde indrette os paany. Men da vi er sluppet saavidt, hvorfor skulde det ikke gaa godt et Par Dage længere?

Jeg inddeler Vagtposterne for Natten og, efter at alt er gennemdrøftet, gaar vi i ”Seng”, et Hul i Skyttegravens Ende, overdækket med Stænger og Brædder og et lille Lag Jord oven paa. — Dynen et Uldtæppe.

Jeg sover trygt. I Underbevidstheden hører jeg Granaterne rulle gennem Luften og eksplodere længere tilbage eller i Omegnen.

DSK-årbøger, 1941

3. oktober 1918. Et uartigt forslag – eller bare sprogforbistring?

Frederik Hansen, Kegnæs, gjorde krigstjeneste i Frankrig.

En Misforstaaelse

Det var i Frankrig i Efteraaret 1918. En Del af vort Kompagni havde været haardt med paa Verdun-Fronten og skulde nu en Tid i Ro i en lille By bag ude, hvor der endnu var en Del Civilfolk. Det glædede vi os naturligvis til. Naar man i Maaneder kun har set Soldater, ensrettede Led i det store Krigsmaskineri, saa gør det altid et stærkt Indtryk paa een, naar man pludselig staar overfor rigtige Mennesker, ganske særligt, naar det er Kvinder og Børn. De fleste af os havde jo selv Kone og Børn derhjemme, som stadig var i vore Tanker.

Sammen med en Kammerat, en Berliner, blev jeg sendt til Byen for at sørge for Kvarter til vor Feldwebel og hans Skriverhans. Der blev anvist os et Hus, hvor der boede en yngre Kone med sin lille Pige. Vi forklarede hende, hvad vi skulde, og hun viste os et Værelse, hvor der før havde været Indkvartering.

Konen kunde omtrent lige saa meget Tysk, som vi kunde Fransk, dvs. ikke ret meget, men hun fik os dog fortalt, at hendes Mand var i Fangenskab i Magdeburg. Vi trøstede hende med, at i Magdeburg havde Fangerne det godt. Om hun troede os, er jeg dog ikke helt sikker paa.

De franske Kvinder, der levede her bag Fronten, havde vel nok en trist Lod. Fra deres Kære, der var med i Krigen, fik de aldrig Efterretning, vidste ikke, om han var levende eller død, syg eller saaret. Kun i det Tilfælde, at han var i tysk Fangenskab, fik de med visse Mellemrum den Efterretning fra ham, at det gik ham godt. Det var dog altid et Livstegn. Konen var venlig, og vi fik snart den lille Piges Fortrolighed.

Vi gav os saa til at ordne Værelset. Der skulde laves et Par Køjer, der skulde slaas Hylder op, og der skulde slaas Brædder for, hvor der manglede en Rude, og Taget skulde tættes, saa det ikke kunde regne ned i Feldwebe lens Seng. Vi tog os det med Ro, Dagen skulde gerne gaa, for, som han udtrykte det, Berlineren: „wer Arbeit kennt und sich nicht drückt, der ist verrückt!”

Men omsider blev vi færdige, vi manglede bare at faa fejet ud, saa var Værelset saamænd meget komfortabelt. Vi bankede paa hos Konen og bad om at maatte laane en Kost (Besen). Men næppe havde jeg udtalt Ordet, før Konen fo’r op med Skrig og løftede afværgende Hænderne op for Ansigtet, og den lille Pige begyndte at græde.

Vi saa uforstaaende paa hinanden. Saa gentog Berlineren lidt brysk: „ein Besen“ .

Men det blev for meget for den gode Kone. Med en Tungefærdighed, som vi ikke havde tiltroet hende, slyngede hun os en Talestrøm i Møde, hvoraf vi ikke forstod andet, end at hun var en fransk Kvinde, og at vi var tyske Barbarer, og om vi ikke vilde være saa venlige at forsvinde, jo før, jo hellere. Lidt slukørede listede vi ud, bandt nogle Kviste sammen til en Kost og fik fejet ud, og tankefulde drog vi tilbage til Kompagniet.

Næste Dag fortalte jeg vor Reservelæge, hvordan det var gaaet os. Han slog en hjertelig Latter op. „Ved I Dosmere da ikke, at det franske Ord for Kys er „Besen“?

Konen har troet, I har villet kysse hende!” Nej, hvor skulde vi vide det fra. Vi var virkelig kede af, at vi, meget mod vor Vilje havde fornærmet Konen. Det er dog mit Haab, at den gode Kone senere har opdaget Fejltagelsen, at det er gaaet op for hende, at det var en Kost og ikke et Kys, vi bad om.

DSK-Årbøger, 1942

24. august 1918. Feldwebel på vej til Ribe i lånt søndagstøj

Feldwebel Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”. Hjemme på orlov i begyndelsen af august besluttede han at stikke over grænsen til Danmark. Han lod sig lokke med til en meget risikabel plan af en grænsevagt (fortsat fra i går).

Jeg vaagnede ved, at en Soldat stod og ruskede i mig. Det var min Ven, Marktyven. „Hr. Feldwebel, De maa staa op nu, Klokken er straks fem.“ Jeg kom hurtigt paa Benene. Vi gennemgik kort Planens Enkeltheder, jeg stak ham en Hundredemarkseddel, og saa listede vi forbi Vagtstuen og ud til Vejen.

Vagtposten paa Broen gjorde netop omkring for at gaa sin sidste Runde hen over Broen. Jeg sprang over Vejen, ned i Engen paa venstre Side og krøb langs Vej dæmningen helt hen til Broen, hvor jeg trykkede mig godt ind mod Bropillen.

Nu kom Vagten tilbage igen. Hans taktfaste Skridt gungrede i Plankerne. Han opdagede mig ikke, men fortsatte med Vejen hen til Vagtstuen. Jeg hører Døren blive aabnet og lukket igen, atter en Dør, der bliver aabnet, og saa hviskende Stemmer. Nu drikkes der ulovlig Kaffe.

Jeg kravler op paa Broen, gaar roligt hen over den og springer ned i Engen til højre. Saa gaar det i Hurtigløb langs Aaen, frem mod Maalet: Danmark. Endelig staar jeg foran Hegnet, jeg griber det med begge Hænder og slynger højre Ben over, saa først faar jeg Tid til at se mig omkring. Det er næsten fuldstændig lyst. I Østen er Himlen farvet rød af den opgaaende Sol, til venstre for mig i en Afstand af godt 100 m ligger Toldstedet.

Der staar en tysk Vagtpost med Gevær paa Skulder. Har han set mig? Jeg er ligeglad, nu har jeg naaet mit Fristed, det Fredens og Frihedens Land, som mine Forældre har lært mig at elske mere end noget andet her paa Jord. Snart flytter vi det Hegn, som jeg sidder paa skrævs over, mod Syd, saa ogsaa mit Hjem og mine kære kommer inden for dets Grænse.

Jeg forlader nu Engen og gaar gennem Lyngheden op mod Vejen, der fører til Ribe. Pludselig standses jeg af et skarpt Fløjt, og et Stykke foran mig rejser en Mand sig op fra Lyngen. Han er i lyseblaa Uniform og bærer en Karabin under Armen. Det er en dansk Grænsegendarm. Da han kommer helt hen til mig, siger jeg paa Dansk: „Hvad vil De nu gøre ved mig?“ Han smiler og rækker mig Haanden: „Ingenting,“ siger han, „for jeg kan jo høre, du er en Landsmand, og velkommen skal du være i Danmark.” Han byder Tobak og følger mig et langt Stykke paa Vej.

Inden vi skilles, raader han mig til at komme af med min tyske Uniform snarest muligt, da jeg ellers risikerer at blive interneret af de danske Militærpatruljer.

Saa traver jeg videre ind mod Ribe, forbi velholdte Huse og Gaarde med søndagspudsede Ruder og pyntelige Haver. Tæt inde ved Byen er en morgenduelig Husmand ved at sætte sine Køer paa Græs. Han har netop tøjret den sidste helt op imod Vejen, da jeg kommer forbi. Vi hilser paa hinanden, og han spørger saa, om jeg er kommen over i Nat. Da jeg svarer bekræftende, siger han: „Ja, men saa er du da vist sulten, vil du ikke med ind og have en Bid Mad.“ Jo, Tak, det vilde jeg da gerne.

Lidt efter er vi bænket i det hyggelige Køkken, hvor Konen faar travlt med Morgenmaden. Hun spejler Æg, steger Aal og bruner Kartofler, medens Snakken gaar.

Da jeg fortæller om Grænsegendarmens Bemærkning om min Uniform, tilbyder Manden mig straks sit Søndagstøj til Laans, indtil jeg faar købt noget selv.

Jeg har siden hørt og læst mange Beretninger om den storslaaede Modtagelse, vore Kammerater fik rundt omkring i Danmarks store Havnebyer, da de vendte hjem fra Krigsfangenskabet, men ingen Velkomst kan have været mere hjertelig og ægte end den, jeg fik hin Augustmorgen hos disse brave Husmandsfolk, da jeg som Rømningsmand kom over Grænsen til Danmark.

Og saaledes stod vel, stort set, hele det danske Folk rede til at række os, deres Landsmænd, der havde haft det ondt, en hjælpende Haand. Lad os aldrig glemme det.

DSK-årbøger 1950

23. august 1918. Feldwebel på faneflugt: “Det var en fantastisk plan.”

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”. Hjemme på orlov i begyndelsen af august besluttede han at stikke over grænsen til Danmark.

(… fortsat)

Den 23. august rejste jeg saa hjemmefra i fuld Uniform og uden et eneste civilt Klædningsstykke i min Bagage, men i Stedet for at rejse mod Syd rejste jeg mod Nord.

I Arnum, der dengang var Knudepunkt for Haderslev Amts Smaabaner, havde vi et længere Ophold. Da det endnu var ret tidligt paa Aftenen, besluttede jeg at tage Turen til Tiset til Fods.

Min Kammerat, der forgæves havde ventet mig paa Stationen, kom mig i Møde uden for Byen. Han var meget ked af det, hans Søster havde bedt ham saa mindelig om at holde sig borte fra den Sag, hun havde mistet Manden, Broderen vilde hun gerne beholde. Det forstod og respekterede vi. Han forklarede mig saa lidt om Forholdene nede ved Grænsen, ligesom han viste mig Vej ind over Markerne for at undgaa de tyske Militærpatruljer, der til Stadighed afpatruljerede Vejene op mod Grænsen.

Jeg traskede saa af Sted Syd og Vest om Tiset og Endrupskov og naaede langt ud paa Aftenen igen ud til Vejen, der fører ned til Gjelsbro, saa vidt jeg kunde skønne ikke ret langt derfra.

Det var en dejlig, maaneklar Høstaften, men ikke just ideelt Vejr til et saa lyssky Foretagende. Til højre for Vejen var der en Granplantage, til venstre aaben Mark.

Jeg krøb ind under Granerne for at prøve paa at lægge en Plan for min Flugt. Lidt efter hører jeg Skridt paa Vejen, og snart dukker en Soldat frem. Han er ubevæbnet og bærer en Spade paa Skulderen og en Spand i den ene Haand. Da han er omtrent ud for mig, gaar han ind paa Marken til venstre og giver sig til at grave og rode i Jorden med Hænderne. Han er ved at grave Kartofler op.

Nu var jeg straks klar over, at denne Herre nok var ude i ulovligt Ærinde lige saa vel som jeg, og jeg besluttede derfor at komme i Snak med ham.

Jeg kryber frem fra mit Skjul og naar helt hen ved Siden af ham, før han opdager mig. Han bliver meget forfippet og gør et kluntet Forsøg paa at staa ret, da jeg brøler ham op i Ansigtet: „Was machen Sie hier!“ Jo, han var ved at grave Kartofler op. „Er det dine?“ Nej, det var det egentlig ikke, men han var saa sulten, og man fik saa lidt at spise hos Prøjserne, at man næsten var nødt til at supplere Kosten lidt paa den Maade. „Hør nu, min gode Mand,“ siger jeg saa, „naar Deres Fædreland ikke mere kan give Dem Føden for Deres Tjeneste, hvorfor gaar De saa ikke over Grænsen til Danmark, hvor der er Mad nok, i Stedet for at stjæle fra Deres fattige Medborgere.”

Ja, hvis han ikke havde haft Kone og fem Børn hjemme i Rhinlandet, havde han ogsaa forlængst gjort det. „Jeg forstaar Dem godt,” siger jeg saa, „for jeg er ogsaa sulten, men jeg har hverken Kone eller Børn at tage Hensyn til, og derfor vil jeg over Grænsen og spise mig mæt. Hvis De kan sige mig, hvordan jeg bedst kommer over, skal jeg ikke gøre noget ud af dette Marktyveri.”

Det vilde han gerne, men her lige foran var det ikke let, her var Aaen, og den var sine Steder ret dyb, saa det kunde blive livsfarligt, men længere ude i Vest, i Heden, var det lettere at komme over. Jeg spurgte saa, om han ikke kunde vise mig Vej derud, da jeg var ganske ukendt med Egnen. Det kunde han imidlertid ikke, han var Ordonnans nede paa Vagtstuen og kunde ikke være saa længe borte, men han skulde gerne gaa ned og se, om ikke en af Kammeraterne dernede var paalidelige nok til dette Hverv. Jeg lod saa Manden gaa og lagde mig igen ind under Granerne. Eventyret var begyndt.

Lidt efter kommer han tilbage igen, alene. Der var ingen dernede, der var gode nok til et saa betydningsfuldt Hverv, som det var at lodse en tysk Feldwebel over Grænsen; men han havde en anden Plan. Nede ved Vagtlokalet var der et Skur, hvor de plejede at spærre russiske Krigsfanger inde, naar de blev grebet ved Flugtforsøg. Der vilde han laase mig inde til om Morgenen Kl. 5. Paa dette Tidspunkt blev Vagten, der stod paa Broen, trukket ind. Om Dagen blev Broen bevogtet af de patruljerende Poster, der havde hver 100 m at afpatruljere.

Naar Nattevagten saa havde forladt Broen og var gaaet ind i Vagtstuen, vilde han kalde den nærmest patruljerende Post hen til Køkkendøren og give ham en Kop Kaffe. I dette Øjeblik skulde jeg saa gaa over Broen, hoppe ned i Engen til højre for Vejen og følge Aaen et Par Hundrede Meter mod Vest, indtil jeg kom til et Staaltraadshegn. Det var Grænsen mellem Tyskland og Danmark.

Det var en fantastisk Plan. Jeg lovede Manden alle Landsens Ulykker for hans Tyveri, hvis jeg mærkede, der var Luskeri i Spillet, og rigeligt med Drikkepenge, hvis han gjorde sit bedste.

Vi fulgtes saa ad ned til Vagtlokalet og kom usete om til Skuret, hvor jeg blev laaset inde. Nu var jeg altsaa frivillig Fange. Skurets eneste Indbo var en Træbriks, den lagde jeg mig paa og faldt i Søvn.

DSK- årbøger 1950

22. august 1918. Reddet af biblen

Chr. Lassen, Vellerup Mark pr. Agerskov, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Den 22. August 1918, da mit Kompagni laa i Egnen ved Sommefloden i Frankrig, fik vi Besked, at vi den følgende Nat skulde afløse et andet Maskingevær-Kompagni; det var første Gang, jeg skulde i Ilden.

Den Eftermiddag læste jeg en Del i min Bibel og bad min himmelske Fader om at beskytte mig. Min Bibel plejede jeg altid at have bag i min Frakkelomme, men den Aften stak jeg den i Lommen paa Brystet, da jeg havde hørt, at en Bibel før havde taget af for et dødeligt Stød.

Ved Midnatstid gik vi frem, og vi fik Trommeild hele Natten, efterfulgt af et Angreb ved Daggry, der endte med, at vi blev omringet og taget til Fange. Under Transporten til de engelske Stillinger blev jeg ramt, antagelig af en Granatsplint, der gik tværs igennem min Bibel og alt mit Tøj, men ellers tog jeg ingen Skade deraf. Havde jeg ikke haft min Bibel der, var Splinten maaske gaaet igennem Hjertet.

DSK-årbøger 1941

16. august 1918. Ædegilde med konsekvenser

En unavngiven sønderjysk soldat fortæller om et ædegilde, der fik konsekvenser

Tyren var den stærkeste

Det var længe siden vi havde smagt rigtig varm Mad. Det var i August 1918. Vi var paa Tilbagetoget. Oulehy, Craonelle, Craonne, Vinterbjerget, Corbing, St. Errne. En prægtig naturskøn Egn, hvor mange Huse var saaledes indbygget i Bjergskraaningerne, saa der sparedes én Væg og der var ingen Grænser for, hvor langt de kunde udvide indad til.

Kosten bestod hovedsagelig af Brød og Konserves, saa vi længtes efter rigtig Gullaschkanonmad.

En Flok Infanterister havde først Held med sig. Af en Drift Kreaturer forvildede sig en ung Kvie ud paa en Skraaning og rutschede ned paa Taget af et Hus, og derfra ned paa Jorden. En Kugle for Panden — og Infanteristerne levede højt.

Et Par Dage senere smilede Lykken ogsaa til os.

En ung Tyr forvildede sig hen i Nærheden af vor Bunker. Vi fik den lokket et passende Sted hen, hvor den fik sin Bekomst. Og da vi var saa heldige at have en Slagter iblandt os, varede det ikke længe, før Kalorius var parteret og store Stykker af den kommet i Gryden.

Det var svært at vente, indtil Kødet var kogt færdigt og i Mellemtiden væddede vi om, hvem der kunde spise mest, alt imens liflige Dufte fra Gryden kildrede os i Næ­sen.

Endelig!

Og nu holdtes der en Kalas, som jeg aldrig før eller siden har været med til.

Vi spiste ikke, nej, vi aad, fraadsede i det frisk slagtede, varme Kød.

Og Straffen lod ikke vente paa sig Det franske Artilleri nærmede sig og her og der slog en Granat ned, saa vi maatte ned i Bunkeren. Den var sikker nok med 20 Meter Dækning paa, saa vi var ikke ængstlige for det.

Men der var andre Ting, der efterhaanden fik os til at blive ængstelige. De store Dimensioner ny slagtet friskt Kød begyndte at gøre sig gældende. Det rumsterede fælt i Maven, og vi saa medlidende til hverandre.

Hvad skulde det dog blive til.

Ovenpaa tordnede det franske Artilleri og hernede tordnede den unge Tyr.

Saa, nu kunde jeg ikke holde det længere. Jeg maatte op, koste hvad det vilde.

Men inden jeg naaede op til Jordens Overflade, var det sket. Jeg havde gjort Bukserne fulde.

Det var maaske ikke første Gang, men det var dog saa længe siden, at jeg ikke huskede det.

Men Tyren blev alligevel den stærkeste, den overman­dede os alle sammen og fik Hævn for sin tidlige og voldsomme Død.

DSK-årbøger, 1941

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Trailer til filmen: “I krig og kærlighed”

Den danske storfilm “I krig og kærlighed” har premiere til efteråret 2018. Den er produceret af Fridhtjof Film.

Det er den første spillefilm om Sønderjylland og sønderjyder i Første Verdenskrig.

Filmselskabet skriver om filmen:

“Da Esben deserterer fra krigen, er det for at blive forenet med sin elskede kone Kirstine og deres søn Karl efter 3 år. Men alt er ændret i hans fravær… Den charmerende tyske officer Gerhard bejler kraftigt til Kirstines hjerte og rollen som familiefar. Esben må sætte alt ind for overlevelse, kærligheden og at redde familien.
I Krig & Kærlighed er et episk og rørende kærlighedsdrama der finder sted under 1. Verdenskrig og er baseret på virkelige hændelser.”

Se mere om filmen på Fridthjof films hjemmeside

Anmeldelse: Karsten Skov: “Enkeland”

Louise Klinge, historiker, formidlingsmedarbejder ved Christiansfeld Centret og medarbejder ved denne hjemmeside siden 2014, anmelder Karsten Skovs nyeste roman.

”Enkeland” er den seneste roman af forfatter Karsten Skov fra Sønderborg. Bogen er fortællingen om den dansksindede kvinde Sille Laukam, hendes mand Traugott og deres to børn fra Broagerland i perioden november 1916 – marts 1918.

I vinteren 1916 sker det familien har frygtet, Traugott bliver indkaldt til tysk krigstjeneste. Herefter foregår handlingsforløbet dels i skyttegravene i Frankrig, dels på familiens hjemegn på Broagerland.

For ikke at spolere læseoplevelsen, vil jeg forsøge ikke at røbe for meget af handlingen. Bogen er nemlig spækket af uventede drejninger og overraskende forløb, der både får læseren til at trække på smilebåndet og knibe en tåre væk i øjenkrogen.

En stor del af bogen omhandler forholdet mellem tysk og dansk og om den preussiske stats tvangsfjernelse af dansksindede familiers børn, så de kan blive gode tyske borgere. Vinklen i romanen er dansk, men forfatteren giver dog også plads til tyske synspunkter. Her benytter Karsten Skov sin ret til kunstneriske frihed, der er tilladt i skønlitteratur, og blander forskellige tidsperioder sammen i sin fortælling. Det stærke forsøg på fortyskning, der beskrives i romanen, foregik nemlig hovedsagelig i årene lige omkring 1900 og ikke under Første Verdenskrig.

Men det fungerer fint i fortællingen, især fordi forfatteren i sit efterord, gør det meget klart for læseren, at bogen er ren fiktion inspireret af virkelige hændelser fra forskellige tidsperioder.

Udover temaet om konflikten mellem dansksindede og tysksindede, beskrives det tabu, der var forbundet med at blive gravid uden for ægteskab. Men vi oplever også teglværksmiljøet mellem Egernsund og Sønderborg, krigens rædsler, jalousidrama, sorg og ikke mindst det stærke bånd kan eksistere via blodet.

Det almene liv på hjemmefronten i Sønderjylland kunne til gengæld godt have fyldt mere i bogen. Når hjemmefronten endelig bliver beskrevet, bliver især ernærings- og mangelsituationen i Sønderjylland beskrevet væsentligt bedre, end den reelt var i denne periode.

Det er ærgerligt, for der ville ikke have været noget tabt i historien, hvis denne del af fortællingen havde været tættere virkeligheden.

Ikke desto mindre kan bogen varmt anbefales. Man kommer virkelig under huden på de forskellige personer og bliver grebet af fortællingen ligesom ens sympati for de forskellige karakterer skifter gennem historien.

Louise Klinge

3. juli 1918. K. Tastesen: Forreste skyttegrav kun 15 meter fra englænderne

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Nu havde vi Ro til om Morgenen, men kunde ikke sove, da Kanonerne buldrede hele Tiden. Dagen efter fik vi at vide, at vi skulde ud i den forreste Ildlinje. Den 2. Juli om Natten blev vi afløst og skulde ud i den forreste Linje.

Vi kom over en Bane, som gik fra Boly til Armentieres, og kom ud i en Løbegrav, som gik i Zig-Zag ud til Ildlinjen. Jeg kom i den forreste Skyttegrav, kun 15 Meter fra Englænderne. Disse havde rimeligvis opdaget, at der var Afløsning, da de skød temmelig ondartet hele Natten.

Vi stod paa Vagt allesammen med Fingeren paa Aftrækkeren, saa der var ingen, der fik Lov til at sove. Englænderne kunde jo med et Par Spring være ovre hos os, og desuden var der fuldt af Granathuller, som de kunde benytte til at dække sig i.

Om Natten blev hele Tiden afskudt Lysbomber, saa der var omtrent lige saa lyst som om Dagen. Straks om Morgenen blev vi angreben af smaa Patrouiller, som dog hurtigt blev tilbagevist uden noget særligt Tab fra vor Side. Om Dagen var det fuldstændig roligt.

Englænderne vinkede over til os, men vi var jo ny derude, og ikke rigtig kendt med Forholdene.

Længere hen paa Dagen blev vi lidt mere fortrolige og stod op og talte med dem, og tilsidst endte det med, at nogle af dem kom over til os, og vi gik over til dem og talte med dem i det fineste Venskab. Vi aftalte saa med dem, at vi om Aftenen skulde afskyde Lyskugler paa forkerte Steder, saa at de kunde skyde bag ved Linjerne. Artilleriet skød nemlig kun om Natten.

Det var jo unødvendig helt at ødelægge hinanden for de tre Dage, vi skulde være der, men naar Officererne stod ved Siden af, var vi jo nødt til at gøre vor Pligt. Vi skulde kun være der tre Dage ad Gangen, da vi ikke kunde undvære Søvn længere

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

To desertører fra Felsted-egnen skjuler sig derhjemme

Det kommende spillefilmsdrama “I krig og kærlighed” handler om en desertør, der skjuler sig i Sønderjylland.

Det var faktisk slet ikke så usædvanligt, som man skulle tro  –  selvom virkeligheden nu sjældent formede sig som et storladent filmdrama.

På Felstedmark skjulte hele to desertører sig hjemme på hver sin ejendom!

De to mænd var Verner Petersen og Christian Christiansen. Verner Petersen interviewes her til Sprogforeningens Almanak 1935.

Mange sorgfyldte og vemodige Tanker er i denne Vinter vendt de tyve Aar tilbage til 1914, da Krigen brød ud, og den første tunge Krigsvinter holdt sit Indtog i vor  Hjemstavn. Der er i Tankerne — som i Bladene — dvælet ved den Sorg og Ulykke, der for tyve Aar siden med Verdenskrigen brød ind over Nordslesvig, som over hele den krigshærgede Verden.

Man har tillige opfrisket Mindet om, hvor svært det var for de danske  Nordslesvigere at drage i Krig Ansigt til Ansigt med en Begejstring, de ikke kunde tage Del i, og derude ved Fronterne satte Livet i Vove for en Sag, der ikke var deres.

Næsten alle fulgte de Pligtens trange Vej ud til det uvisse, og deres Pligttroskab og Loyalitet maatte vore nationale Modstandere Gang paa Gang anerkende.

Men der var som bekendt nogle, der ikke vilde eller kunde følge deres Kammerater ud til Skyttegravene og den Død, der lurede derude. Hvilke Grunde de har haft, ved vi ikke. Naar det gælder Livet, har vi ingen Ret til at spørge, da maa enhver følge sin Samvittigheds Bud.

Der var dem, der flygtede over Grænsen til Danmark og derved løb den Risiko aldrig at kunne komme tilbage til deres Hjem og Kære.

Andre gjorde en Ulykke paa sig selv: skød sig i Benene, brækkede en Arm eller huggede et Par Fingre af, for at blive erklæret for uanvendelig til Krigstjeneste og derved faa Lov at blive hjemme.

Nogle ganske faa lykkedes det at holde sig skjult hjemme. De maatte leve som Fanger i deres Hjem, skjule sig paa et Loft eller i en Lade for ikke at blive opdaget, og her mellem fire Vagge — en enkelt endog i en tilmuret Svinesti — friste en kummerlig Tilvarelse Maaneder igennem, til den lange Krig endelig ebbede ud.

Paa Felsted Mark lever to Landmand, der paa denne Maade undgik Skyttegravenes Rædsler. Men, fortæller de, naar de en sjælden Gang mindes den uhyggelige Tid: det var næsten værre at holde Ensomheden ud og Frygten for at blive opdaget, end det kan have været ude ved Fronten!

Vi sidder i en lille sønderjydsk Bondestue hos den ene af dem, Verner Petersen. Paa Væggene hanger Gengivelser af Erik Henningsens og Otto Baches kendte Billeder og fortæller den Fremmede om Beboernes danske Sindelag.

Verner Petersen, der nu har overtaget Gaarden efter sin Fader, blev i September 1917 som 18-aarig indkaldt til Garnisonen i Slesvig, og efter godt en Maaneds Uddannelse her skulde hans Kompagni sendes til Fronten.

Men Verner Petersen, der var sine Forældres eneste Barn, og hvis Mor laa alvorligt syg, vilde ikke ud til Frontlivets Rædsler og Farer.

— Jeg var fast besluttet paa at flygte, fortæller han, og da jeg ikke kunde faa Orlov, inden vi skulde af Sted, lykkedes det mig at faa fat i et Sæt gammelt Tøj, som jeg ombyttede med Uniformen, og i hvilket jeg flygtede hjem til mine Forældre her.

I et lille Værelse heroppe paa Loftet tilbragte jeg saa de 14 Maaneder, som Krigen endnu varede. Først kort for Julen 1918 turde jeg vove mig ud ved højlys Dag.

— Hvordan fik De den lange Tid til at gaa?

— Jeg læste alt, hvad vi havde af Læsning her i Huset, og hvad mine Forældre kunde skaffe mig, uden at det vakte Opsigt, for ingen maatte jo vide, at jeg befandt mig hjemme. Naar jeg ikke havde mere at læse, lavede jeg Husflidsarbejde, bandt Bøger ind og skar Løvsavsgenstande.

Kun sjældent vovede jeg mig ned i Stuerne om Dagen, men om Natten gik jeg ud, sneg mig over Markerne, langs Hegnene, for frisk Luft og lidt Bevægelse skulde et Menneske, der som jeg var Vant til at færdes ude den hele Dag, jo nødvendigvis have.

Pudsigt nok at tænke sig, at paa samme Tid har en af mine Kammerater, en Søn fra Gaarden, De ser derovre, Gdr. Christiansen hedder han, sneget sig rundt her om Natten. Men hvor forsigtige vi har været, vil De forstaa deraf, at vi aldrig har set hinanden paa vore natlige Udflugter.

Et Par Maaneder før jeg flygtede, var han kommet hjem fra Fronten paa Orlov og vilde ikke derud igen. Han skjulte sig i Laden i en gammel Svinesti, der blev muret til og omgardet med Halm, saa den ikke kunde ses. Her holdt han ud, til Krigen var forbi. Først da fik vi at vide, at vi begge havde fristet samme Kaar i over et Aar.

— Var De ofte i Fare for at blive opdaget?

— Chr. Christiansen var det tit, fordi Myndighederne jo vidste, at han havde været hjemme paa Orlov. Gentagne Gange kom der Gendarmer og Kriminalpoliti baade fra Flensborg og Hamborg for at søge efter ham. De gennemsøgte hele Gaarden, men det lykkedes dem aldrig at finde ham. Gendarmerne vadede i Halmen omkring hans Hule, og hans Forældre og Søskende var ved at forgaa af Spænding og Angst, men hver Gang maatte de Fremmede drage bort med uforrettet Sag.

For mit eget Vedkommende var Tilfældet det, at man troede, jeg var flygtet over Grænsen — op til Danmark, hvilken Antagelse mine Forældre maatte bekræfte baade overfor Myndighederne og Naboerne, ligesom de maatte fortælle, at de havde modtaget Brev fra mig fra Danmark.

Gendarmen i Felsted indfandt sig her allerede Dagen efter, at jeg var flygtet, men mine Forældre bedyrede, at de intet havde set til mig, og Gendarmen, der iøvrigt var en flink Mand og vidste, at min Mor laa syg, nøjedes med at bede min Far sige til mig, hvis jeg kom hjem, at jeg skulde melde mig til ham, saa skulde min Flugt ikke blive straffet saa haardt.
Han fandt det dog mest sandsynligt, kunde min Far forstaa, at jeg havde været sammen med et Par andre af mit Kompagni, om hvem man vidste, at de om Natten var vadet over Grænsen i Vesterhavet og lykkeligt naaet til Danmark, og vi hørte ikke mere til Gendarmen.

Men en Dag lige for Høsten 1918 kunde det alligevel nær være gaaet galt for mig. Jeg havde været letsindig og var gaaet ned i Loen, efter at jeg havde overbevist mig om, at alle Døre ud til Vejen var lukket.

Kun ud til Haven stod en Dør aaben. Da pludselig viser der sig i denne Dør en Underofficer!

Jeg blev som lamslaaet af Skræk ved Synet af ham og tænkte: Nu er Spillet ude! Stor blev derfor min Glade, da jeg forstod, at han udelukkende var kommet for at tigge sig lidt Kød og Æg til. Han var fra Hamborg, men gjorde Tjeneste i Aabenraa og skulde nu hjem paa Orlov. Hans Kone og Børn sultede, og nu bad han om nogle Levnedsmidler til at tage med hjem til dem. Jeg skyndte mig ned i Kælderen efter et godt Stykke Kød til ham og ud i Hønsegaarden efter nogle Æg. Underofficeren blev lykkelig og vandrede af med sin fyldte Kurv.

Faren var drevet over for denne Gang, og jeg tog mig bedre i Agt derefter og holdt mig oppe paa Loftet.

— De blev vel utaalmodig, efterhaanden som Krigen trak ud?

— Det kunde til Nød gaa om Vinteren, hvor Mørket jo gav mig større Chancer for at slippe ud end om Sommeren, men i de lange, lyse Sommer var det forfærdeligt ikke at kunne komme ud, og Tiden faldt mig derfor dobbelt lang. Det, der holdt mig oppe — og for Resten holdt Modet oppe hos os alle sammen — var Haabet om og Troen paa, at det vilde gaa til den rette Side med Krigen, saa vi, naar den engang var forbi, kunde komme tilbage til Danmark.

— Hvor mange vidste, at De holdt Dem skjult her?

— Kun mine Forældre og vor Pige, der havde lovet ikke at røbe os. Andre Mennesker end disse tre — og saa Underofficeren! — talte jeg ikke med i de fjorten Maaneder og saa næsten heller ikke andre, idet jeg jo ikke turde nærme mig Vinduet af Frygt for at blive set. Vore Naboer og Familien, troede, jeg var i Danmark.

— De blev ikke syg under Fangenskabet?

— Nej, men jeg gik i en skrækkelig Angst for at blive det og dermed blive opdaget. Chr. Christiansen derimod fik Lungebetændelse af Opholdet i Svinestien. Hans Fader tog ned til en Læge i Graasten og satte ham ind i Sagen. Han fik nogle Flasker Medicin med hjem, og Sønnen kom sig, endskønt han ogsaa under sin Sygdom havde maattet tilbringe Dagene i den kolde og usunde Sti.

Chr. Christiansen var meget musikalsk og udfyldte Tiden med at fabrikere Violiner, men han turde kun sjældent spille paa dem af Frygt for at blive hørt af Fremmede.

— Hvordan var det atter at kunne færdes frit, da Krigen sluttede?

— Det var, hvor utroligt det end kan lyde, besværligt at vænne sig til det.

Vi var i vor Ensomhed blevet menneskesky, frygtsomme og mistænksomme. Der gik endnu nogen Tid efter Revolutionen, før jeg turde vove mig udenfor. Først i Dagene ind mod Jul gik jeg ud og lod mig se for Naboerne, for hvem Meddelelsen om mit hjemlige Fangenskab kom højst overraskende.

— De fortrød aldrig, at De ikke valgte Fronten frem for den afsondrede Tilværelse herhjemme?

— Jeg var jo fast besluttet paa at holde ud herhjemme …

Men hvis jeg i Dag paany havde Valget mellem Fronten og fjorten Maaneder heroppe paa Loftet, saa tror jeg, at jeg foretrak Skyttegravene, om jeg saa ogsaa vidste, det skulde blive min Død!

Verner Petersens to smaa, lyshaarede Piger leger i et Hjørne af Stuen. Nu og da ser de forundret og opmærksomt hen paa den fremmede Mand og deres Far, der sidder og taler om noget, de endnu ikke forstaar.

Tidsnok kan den Dag komme, da det gaar op for dem, hvad Krig er.

Og saa taler vi om den næste Krig …

Sprogforeningens Almanak 1935.

Rydningsdag i Sikringsstilling Nord den 30. juni

Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord skriver i sit seneste Nyhedsbrev bl.a.:

Den årlige rydningsdag nærmer sig med hastige skridt. Lørdag den 30. juni mødes vi kl. 8.30 ved Vojensvej 3, Torsbjerg, 6500 Vojens, hvor hovedopgaven bliver at tømme bunker nr. 244 for jord og opstille skilte, så offentligheden kan få adgang til den.

Tilmelding kan ske til Dan Obling på wolter@privat.dk eller
tlf. 20 49 08 05, men man er naturligvis meget velkommen til bare at møde op, hvad enten det er for at give en hånd med eller for blot at se, hvordan arbejdet skrider frem.

Der er tale om en observationsbunker med et stort mandskabsrum og et delvist sprængt observationsstade. Rummet har i loftet en skakt til periskop og midt i ydermuren et firkantet lyshul, der har kunnet lukkes med en metallåge, hvis hængsler endnu ses. I rummet findes to nicher, hvis oprindelige træbeklædning er delvist bevaret.

Bunkeren har to dækkede indgange, og adgang til observationsstadet sker gennem mandskabsrummet ad en trappe.

Stadet har formodentlig været udstyret med en panserkasse, som dog blev fjernet i de første år efter krigen på grund af sin metalværdi.
Oberservationsstadet befinder sig i en lille bakke 53 meter over havets overflade, men ikke ret højt over det omgivne landskab højde, der har et jævnt fald på omkring 10 meter frem til Vojens
cirka 8 km mod nord. Bunkeren lå cirka 350 m bag den forreste stilling, og dets hovedopgave har været at lede ilden fra det middelsvære batteri omtrent 400 m mod syd, hvis sprængte bunkers stadig kan ses.

Udsnit af det tyske stillingskort over Sikringsstilling Nord mellem Toftlund og Over Jerstal, ca. 1917. Midt i billedet ses bunker nr. 244 markeret med rødt, og skråt nedfor til højre det middelsvære batteri, hvis øjne bunkeren var, markeret med en blå pil. (Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord)

 

Nyt storværk om Første Verdenskrig i dansk litteratur

Historikeren Bjarne S. Bendtsen har i dette storværk sat sig for at redegøre for og analysere  krigens aftryk i dansk litteratur og kultur i tidsrummet 1914-1939 – og resultatet er særdeles vellykket!

Første Verdenskrig var også en total krig i litteratur, kultur og samfundsdebat i Danmark, både før krigsudbruddet, mens krigen rasede 1914-1918 og i de følgende tyve år.

For denne hjemmesides læsere vil det være væsentligt straks at få at vide, at Sønderjylland får en både meget fyldig og meget grundig behandling. Talrige sønderjyske bogudgivelser præsenteres, analyseres, refereres kortfattet og sættes ofte også ind i en større litteraturhistorisk ramme.Bendtsen behandler både skønlitteratur, erindringer og udgivne brevsamlinger, og vurderer kritisk autenticiteten og sammenholder med andre tyske eller britiske udgivelser.

Det er ganske imponerende, hvad forfatteren har været igennem at litteratur på området. Man savner kun ganske få titler.

Enhver, der har ambitioner om at beskæftige sig med Sønderjylland under Første Verdenskrig (og måske ikke mindst sønderjyders oplevelse af krigen), vil have meget stor gavn af at læse denne fremragende bog!

Bogen vil her på hjemmesiden få en mere fyldestgørende anmeldelse på et senere tidspunkt . Her skal blot lyde en varm anbefaling om at anskaffe sig dette fortrinlige værk.

RR

Bjarne S. Bendtsen: Mellem fronterne. Første Verdenskrigs aftryk i dansk litteratur og kultur 1914-1939. Forlaget Klim, 2018. 560 sider, 399,- kr.

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget

FORLAGETS PRESSEMEDDELELSE

Første Verdenskrig ændrede verden og synet på verden omkring os.

Johs. V. Jensen skrev: ”… man ser med Krigens øjne nu og vil aldrig komme til at se anderledes.”

Og derfor var interessen for krigen enorm – selv i det neutrale Danmark. Gennem alle krigsårene fyldte den voldsomt meget i datidens medier som et både fascinerende og rædselsvækkende tema. Derpå svandt interessen brat. Efter våbenstilstanden var læserne verden over trætte af alt, hvad der angik krigen og dens rædsler, skrev en dansk forfatter og krigsdeltager senere. Sidst i tyverne dukkede emnet dog op igen med det store krigsbogsboom ført an af tyske Remarques Intet Nyt fra Vestfronten; et boom, der også rummede en håndfuld danske bøger, som dog ikke blev kommercielle successer.

Danmark befandt sig således i frontlinjen midt mellem de krigsførende magter under Første Verdenskrig – som neutralt land. Men det betød ikke, at den danske debat var neutral. Der blev skrevet og debatteret om krigen fra alle tænkelige vinkler, tegnet satiretegninger og skrevet digte, filmet og malet, aviserne og bladene var fyldte med krigsstof. Ud over selve krigsstoffet: våbnene, krigens gang, udviklingen på fronten, osv. debatteredes temaer som: tysk kultur versus fransk-engelsk civilisation. Eller tysk kultur som værn mod slavisk barbari, fransk dekadence og engelsk materialisme. Mange af disse ting havde en øjebliksaktuel karakter, som måske kan forklare, hvorfor krigen ikke fylder meget i den danske litteratur- og kulturhistorie i dag. Men alligevel er de i høj grad værd at se på, da de fortæller historien om krigens aftryk på en neutral småstat, der både geostrategisk, handelsmæssigt og kulturelt bogstavelig talt og i overført betydning befandt sig midt mellem de vigtigste krigsførende magter.

Krigen kom til at udgøre det store vandskel mellem de gode gamle dage og en usikker fremtid. Johs. V. Jensen nævnte også om dette aspekt i den citerede passage: ” … man vil altid huske den store Idyl før Krigens Udbrud ved Kontrastforholdet som et forsvundet Land, man aldrig kan vende tilbage til, selv om man endnu til Stadighed lever midt i det.” Dén oplevelse kom i høj grad til at præge mellemkrigstidens syn på verden og krigen, også i en dansk sammenhæng.

Ny bog om luftangrebet på Tønderbasen

Knud Jakobsen fra Sea War Museum Jutland i Thyborøn har skrevet en fin, lille bog om de britiske luftangreb på Luftskibsbasen i Tønder.

Forfatteren bag den fremragende bog om Jyllandsslaget og søkrigen i Nordsøen har begået endnu en bog, denne gang i væsentligt mindre format og med fokus på én enkelt begivenhed, nemlig det britiske luftangreb på Luftskibsbasen ved Tønder den 19. juli 1918.

Angrebet var verdenshistoriens første succesfulde hangarskibsbaserede luftangreb mod et mål på landjorden. Denne militære bedrift er derfor stadig genstand for stor interesse, ikke mindst i Storbritannien, hvor man omfatter begivenheden med stolthed.

Bogen er på 64 sider, velillustreret med mange fotos, de fleste dog ganske uden kildeangivelser.

En mere fyldig anmeldelse følger her på siden senere.

Bogens pris er 75,- kr.

Bogen kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget, der kan kontaktes på nedenstående e-mail eller telefonnummer.

contact@seawarmuseum.dk

tlf. 40 43 38 08

Den sorte Dag ved Moulin anmeldt i Sønderjysk Månedsskrift

Bogen om sønderjydernes blodigste dag i Første Verdenskrig er anmeldt i det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift.

Anmelderen kalder det en lille, fin og rigt illustreret bog, der giver læseren et levende og detaljeret indblik i det barske og grufulde liv i de tyske skyttegrave ved Moulin-sous-Touvent.

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.”

Bogen kan købes i boghandelen eller hos forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland.

Sønderjysk Månedsskrift 2018/4

 

Sommerferielæsning: Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent

Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt!

Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.

Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.

Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent og portrætter af sønderjyske soldater, og den rummer desuden en liste over data på de sønderjyder, der faldt denne dag.

Pressen skrev bl.a.:

“… en imponerende lille bog.”

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne.”

“Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det.”

“Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen”

“Kan også bruges af slægtsforskere”

“Yderst levende skrevet … En spændende og absolut læseværdig bog … den kan anbefales på  det varmeste”.

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.”

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Se anmeldelser neden for.

Siden Saxo

Anmeldelse i “Siden Saxo” 1/2018

Alt om Historie

Alt om Historie 7/2018

Våbenhistorisk Tidsskrift

Våbenhistorisk Tidsskrift 1/2018

Chakoten

Chakoten 3/2018

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjysk Månedsskrift 4/2018

Grænsen

Grænsen 2018/5

 

 

Første oplag blev udsolgt på under tre måneder. Andet oplag er nu halvvejs væk.