Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.
Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny
Pludselig er Helvede løs. Det er tidlig Morgenstund den 18. Oktober 1918. Paa et Slag er hele fjendens Artilleri i Gang. Maskingeværer skyder Spærreild bagud. Helvedeslarm, som ingen kan forestille sig, der ikke har været med i Materialslagenes Trommeild. Alt drukner i en uhørt Tordnen, Buldren og Bragen.
Luften er fuld af eksploderende Jern, Splinterne suser, synger og piber i alle Tonarter gennem Luften. I et Spring er jeg ude hos Vagtposten. ”Hvad er der Los”? raaber jeg mekanisk. At det er Begyndelsen til en ny engelsk Offensiv, er der sikkert ingen, der er i Tvivl om. Jeg heller ikke.
Imidlertid er alle kommen frem, og vi søger Dækning, saa godt vi kan. Efterhaanden, som Tiden gaar, bliver den Granatild, vi udsattes for, svagere og svagere. Næsten alt gaar nu over os og eksploderer længere tilbage, — Spærreild, saa ingen Reserver kommer frem.
Larmen er den samme — men ligesom lidt paa Afstand.
Omkring os eksploderer nu kun Taagegranater, som ved Eksplosionen udvikler en hvid Damp. Vinden driver de forskellige Eksplosionsskyer ind i hinanden, og snart er hele Landskabet indhyllet i Taage.
Vi staar allerede lange parat og skyder blindt ind i Landskabet foran os. Jeg har overtaget Skydningen ved mit Maskingevær.
Vi har allerede længe med røde Lyskugler opfordret vort Artilleri til at give Spærreild. Men de skyder meget sparsomt og meget daarligt.
En Soldat kommer løbende fra højre og meddeler, at Fjenden allerede er brudt igennem — og ikke længe efter faar vi Meddelelse om, at Englænderne ogsaa med Tanks er brudt igennem til venstre.
Det er altsaa kønne Udsigter. Forbindelsen til venstre og højre afbrudt. Hvordan Stillingen virkelig er, er der ingen, der aner.
Jeg kan i hvert Fald ikke under de nuværende Forhold give Ordre til Tilbagetog. Jeg skyder ustandseligt med Maskingeværet. Naar Taagen i Vinden letter fra Jorden, forekommer det mig, at Englænderne kommer, dels krybende, dels i Skyttelinje frem mod os.
Jeg beskyder hele Terrænet foran os, der kommer ingen levende Sjæl igennem.
Pludselig hører jeg Raaben og Støjen til højre. Jeg kaster et Blik i Retningen og stivner. Ovenpaa Skyttegravsdækningen i en Afstand paa 5-6 meter staar Englænderne. Fire kan jeg se. Resten fortaber sig i Taagen.
Infanteristerne i vor Beskyttelsesafdeling smider Vaaben og alt hvad de har og bliver taget til Fange.
Jeg er klar over, at jeg bliver skudt ned, da de har set mig skyde paa de fremstormende Skyttelinjer. Jeg drejer mig om, — et Spring fra Afsatsen, hvor jeg staar, over mod den anden Side af Skyttegraven. Det lykkes, jeg naar den og løber for Livet. Infanteriprojektiler sprøjter omkring- mig.
En af mine Skytter følger mit Eksempel — kun en Smule langsommere. Jeg har aldrig set ham siden.
10-12 Skridt fra Skyttegraven bliver jeg opslugt af Taagen. Jeg er ingen Skydeskive mere.
Men jeg sanser intet. Hjertet banker, og Lungerne arbejder, saa jeg synes, Brystet skal sprænges; Benene er som af Bly. Efter ca. 100 meters Løb hører jeg lige foran mig en tung Lastbil køre forbi. Et Par Skridt videre fremme træffer jeg Aftryk af Larvefødder, altsaa Tank. I det samme hører jeg, hvor den standser og begynder at skyde med Maskingevær.
Jeg tag er hurtigt en anden Retning og haster videre. Efterhaanden, som jeg naar længere tilbage, bliver Luften mere og mere gennemsigtig.
Jeg træffer paa to Ordonnanser — en fra mit Kompagni og en Artillerist — som fra Bataillonskommandoen i 3. Linje skal bringe Meddelelse tilbage til Beredskabsstillingen om, at Fjenden er brudt igennem de første Linjer.
Vi kommer forbi 2 Antitankskyts, Kanonererne gør Skytset ubrugeligt. Vi nærmer os Landsbyen og Spærreildzonen. Granateksplosionerne ligger saa. tætte, at det er umuligt, at naa igennem.Vi maa søge Dækning bag et Hegn.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1941
