Alle indlæg af MBN

18. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det første store danske Møde her”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Novbr.
Marie og jeg til Mødet i Juhls Sal. Vi gik herfra 1¾, mødte Vognen med Schmidt, Vojensgaard. Han hilste saa glad, vi ogsaa, det er jo det første store danske Møde her. Byen fuld af Mennesker, der styrede Kursen ligesom vi. Mødet skulde begynde 2¾, men da vi kom, var allerede alt fuldt, Galleriet, Salen, Gangen udenfor, i Haven, man var allerede begyndt at synge danske Sange.

Ved et rent Held og lidt Dristighed fik vi virkelig Plads paa femte Række fra Scenen. Efterhaanden som der stuvedes flere Mennesker sammen, blev ogsaa Scenen frigivet til Publikum, men det hjalp ikke stort, thi der kom flere og flere. Stemningen høj, nu hørtes de forbudte Sange, alle Versene, og saa begyndte Talerne.

Kloppenborg Skrumsager begyndte nok lidt tørt, men sagligt paa. mange Maader, saa kom Refshauge, stilfærdigt og godt, men saa kom Schmidt, Vojensgaard, og det er ligesom hans Ord udløste al den Begejstring, der var i Folk, han rev alle med sig, jeg hører hans Stemme endnu, skælvende af Bevægelse og Glæde. Det var jævne, fattelige Ord, han sagde, men prægede af saadan Hjertevarme og Inderlighed, at. de rørte os alle til Taarer.

Han mindedes Trængselstiden, dog kun som overvundet og besejret, talte om hvor nu alt vilde forandre Skikkelse og vilde blive lyst og smukt for os, naar vi nu atter kom hjem til vort elskede Moderland. Han mindedes alle Nordslesvigs unge Mænd. der hviler i fremmed Jord, efter at have ofret Livet af Pligtfølelse og for Slægtens Jord; der var saa højtidsstille i Salen og alle rejste sig.

Og saa blev der sunget: »Der er et yndigt Land« og »Det haver saa nyligen regnet«. Og efterhaanden som Pastor Thade Petersen, Lebeck, Advokat Andersen (levende Illustration til de fire Lidelsesaar, han havde gennemgaaet) talte, blev Sangene dristigere, og vi endte med »Kong Christian« og Leve for ham. Det var en Dag, man ikke glemmer. Og »Vift stolt« blev ogsaa sunget, og saa kom der et Leve for vort skønne Danebrog, vort gamle elskede Flag, og da var Folk helt vilde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 160)

11. november 1918 – Claus Juhl: “Der var ingen lystighed, kun alvorlig afventen”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 9. gik vi i stilling under æbletræerne i en have midt i byen. Her stod vi både den 9. Og 10. Uden at blive beskudt. Nogle kanonerer havde fået fat i en stor gul stud, som skulle slagtes, med en stor hammer drev de det drabelige hug i panden, men den stod helt flegmatisk tilsyneladende uden at generes af slagene. Så dukkede der en slagter op i landskabet, han fik fat i hammeren, og nu segnede studen øjeblikkeligt. Om aftenen gik en af vore løjtnanter rundt og fortalte, at der skulle være våbenstilstand fra den 11. kl. 12 middag. Vi sagde til ham: Det vil vi dog først se. Han svarede: Se I kun til, denne gang er det alvor.

Den 11. November kom, vi skød til kl. 11½. Kl. 12 viste det belgiske flag sig fra kirketårnet, og de øvrige huse fulgte efter med at bekende kulør. Nu vidste vi, at løjtnanten havde talt sandhed. Den 11/11 kl. 11 efter belgisk tid i året 1918 oprandt det store øjeblik, som vi så ofte havde længtes efter. Med et slag var alting roligt, der faldt ikke et skud mere, der hørtes kun sprængninger i det fjerne. Jeg tror nok, at alle som oplevede det, følte øjeblikkets storhed.

Der var ingen lystighed, kun alvorlig afventen, hvad tiden nu ville bringe os. Dette øjeblik havde vi så ofte udmalet os i fantasien, og samtalen havde altid drejet sig om, hvad hver enkelt ville foretage sig, de fleste ville af glæde drikke sig en ordentlig kanon, som de udtrykte sig. Nu var det dog lige som det kom bag på dem, og der herskede overalt stilhed og alvor, enhver havde nok med sine egne tanker.

Da det første indtryk havde lagt sig, blev de tomme ammunitionskasser og granatkurve slæbt sammen i en stor hob. Det hele blev overdrysset med krudt, det var nu ikke almindeligt krudt, men lange rør, som hidhørte fra patronammunitionen, og stablen antændtes. Hele mandskabet stod så forsamlet omkring bålet og så ind i flammerne. Ilden øver altid en vis tiltrækning, og ikke mindst på en soldat, tænk på bivuakbålene.

Enhver var beskæftiget med egne tanker eller tænker på ingenting. Granaterne blev kastet af vognene, dem ville vi ikke mere køre rundt med. En del civilister indfandt sig for at se, hvad der gik for sig og om der muligvis var noget at arve. Nogle af dem slæbte af sted med tomme granatkasser og andre ting, der var kastet bort.

Batteriføreren løjtnant Mundt kaldte batteriet sammen og holdt en tale, hvor han sagde: At nu var det ikke ham mere, som havde kommandoen, men derimod et soldaterråd, der skulle vælges ud af batteriets midte. Det skulle bestå af en officer, en korporal og en menig fra trainkonstablerne og ligeledes en korporal og en menig fra fodmandskabet. Til dette råd skulle så enhver henvende sig, der ville besvære sig over en eller anden, eller muligvis havde forslag angående forplejning osv. Han oplyste straks, at officereren ikke måtte være ham, thi han vidste nok, at han ellers var blevet enstemmigt valgt. Det var også den eneste fører, vi havde haft under krigen, som besad hele mandskabets tillid. Han var en udmærket mand, der ikke med vilje gjorde nogen uret.

Endvidere forklarede han, at enhver tysk soldat, der ikke var ude af Belgien og Frankrig inden fjorten dage efter våbenstilstandens afslutning, ville blive interneret. Han ville stille enhver mand frit, med hensyn til hvad der skulle gøres for at nå Tyskland hurtigst muligt. Vi måtte gerne straks forlade batteriet og drage af sted på egen hånd, han oplyste dog med det samme, at togtrafikken var fuldstændig standset, og det kunne volde store vanskeligheder med at få forplejning. Efter hans mening var det rigtigste, at vi samlet forsøgte at nå Tyskland. Hans råd fulgtes også, og alle mand blev ved batteriet.

Soldaterrådet var blevet valgt, og der indførtes straks forskellige reformer. Officerskøkkenet ophævedes, så officerer og mandskab var ligestillet med hensyn til forplejning, hidtil havde der været en særlig officerskok, der nok skulle få fat i det bedste til officererne.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

10. november 1918 – Enkefru Røgind: Våbenstilstandsbetingelserne

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

10. Novbr.
Fader kom hjem fra Harmonien, bekræftende Underretninger om Republiken, har selv set Løbesedlen fra Hejmdal. Der gaar Rygter om, at Englænderne allerede er i Kiel eller paa Vej dertil. Man siger saa meget.

Senere: Thomsen var her med en Løbeseddel fra Grenzpost for iaften, hvor de vigtigste af Vaabenstilstandsbetingelserne var opførte. Det er haarde Betingelser, nogle maaske for haarde. Vi var alle placerede om Bordet i Dagligstuen, da han læste dem højt, og de blev drøftede og gennemgaaede om og om igen. Betingelserne viser Nederlagets Størrelse.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159-60)

9. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det røde Flag hejst”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Novbr.
Endnu er Vaabenstilstanden ikke bekræftet, men der er sket store Begivenheder. Bayern er blevet Republik, og nu iaften kom Løbesedlen med Kejserens og Kronprinsens Abdication. Her optræder Soldaterraadet korrekt og roligt. De Officerer, der ikke vilde underkaste sig, fik Lov til at forlade Byen civilklædte, de andre maa bøje sig. Paa Kasernen er det røde Flag hejset.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

8. november 1918 – Enkefru Røgind: “Efterretning om Vaabenstilstand”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Novbr.
Alle Soldater har forladt Kasernen uden Tilladelse og sluttet sig til Soldaterraadet. I alle Byer, hvor der er Marinestation, og det er mange paa hele Kysten, vajer det røde Flag. I Dag er der kommet en Deputation af Matroser fra Kiel, som vist skal ordne endel for det nye Soldaterraad her.

I Aften kom Efterretning om Vaabenstilstand, endnu ikke officiel. Outzen telefonerede det. Jeg gik min Tur i Haven, og Rose lukkede Vinduet op og kaldte paa mig for at fortælle mig den glædelige Nyhed, min første Tanke var: »Saa takker alle Gud«, og jeg skyndte mig ind. Outzen telefonerede paa Dansk, ogsaa et Tidernes Tegn. Hvor har de ikke plaget og pint os paa alle Maader.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

7. november 1918 – Enkefru Røgind: “Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7. Novbr.
Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad. Matroser, Soldater og Arbejdere holdt et stort Møde i Juhls Lokaler, og der blev Raadet dannet, derefter Officersafvæbning, og hvis de ikke godvillig vilde, bliver de internerede indtil videre; de civile Myndigheder behandles paa samme Maade; Vagt posteret paa Posthuset, Telegrafstationen, Jernbanestationen. Nu har det tyske Folk selv taget Sagen i sin Haand.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

6. november 1918 – Enkefru Røgind: Revolutionen breder

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Novbr.
Uroligheder i Berlin. I Flensborg har der dannet sig Soldaterraad, som har overtaget hele Kommandoen. Officererne har maattet udlevere deres Vaaben, som ikke er gaaet af uden Kamp, alle de ansatte paa Marinestation Mørvig har maattet underkaste sig. Men der er Ro endnu. Soldaterne sørger selv for Orden.

Af et Øjenvidne hørte vi om tre Matroser, kommende fra Banen her, mødte en højere Officer, som de ikke hilste. Officeren kaldte saa den ene af Matroserne hen til sig og bebrejdede ham i en mild Tone, thi den, der fortalte det, hørte ham sige »Kamerad«.« Imedens ventede de andre, blev saa utaalmodige, og en af dem raabte: »Hol em nicht länger opp«, hvorpaa Officeren forsvandt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

5. November – Flensborg Avis: “… et Pust hen over vor slesvigske Hjemstavn”

Det frie Ord.
Der er i de sidste Dage gaaet et Pust hen over vor slesvigske Hjemstavn, der kun kan sammenlignes med en varm Vaarsols Aande hen over et tilfrosset Landskabs stivnede Øde. Nu brydes Isen, Tungebaandene løsnes, og Hjerterne strømmer over af det Haab, der trofast er bevaret inderst inde under 51 Maaneders lange og bange Ventetid. Det gaar ikke som en Bæks Rislen, det gaar som en Elvs  Drønen gennem vort Folks Sind, mens man vantro Gang efter Gang griber sig i Hovedet for at spørge, om man da ikke drømmer, om det
er virkeligt, at der igen kan tales frit, hvad der trofast er tænkt og talt om bag stængede Døre. En Tid som denne oplever vi aldrig mere. Det er endnu saa ufatteligt, at det er kommet saaledes. Men det er saaledes, der er igen Frihed. Der maa atter skrives om, hvad der er tiet med i fire lange Aar, der, saa vi aldrig glemmer det, hverken over for Venner eller Modstandere, har lært os, hvor dyrebart Frihedens Klenodie er.

Endnu føler og ser vi Sporene af Magtens haarde Tag, endnu virker Friheden næsten som en Rus. Men Tiden kræver Ædruelighed, den kræver under Hjertets varme Slag Koldblodighed og Overlæg. Vi gaar ind i en Tid, da der træffes afgørende Bestemmelser angaaende vor Skæbne, ikke ved det grønne  Bord, ikke ved Anordninger oven fra som hidtil, men da vi selv skal til at tage vor Skæbne i vor Haand. I de sidste tre Uger har man over hele vor Landsdel talt om og drøftet dette Spørgsmaal. Man har følt en Glæde saa dyb og inderlig, som den vel næppe er følt i vor Slægt tidligere; man nærer Forventninger saa store i danske Hjem Landet over i denne Forbindelse, saa man kun kan betegne dem ved at sige, at de ikke kan overtræffes.

Vi staar jo heldigvis ikke over for dette, at skulle til at forme et nyt Program eller et Program i det hele taget. Vi tager fat, hvor vi slap for 51 Maaneder siden. Udviklingen har givet os Ret: Vi kræver nu som før Selvbestemmelsesret, den naturlige og selvfølgelige Ret, som for 52 Aar! siden blev fastslaaet i Pragfredens Paragraf 5, og som nu er hele det krigstrætte og udmattede Evropas Løsen. Intet og ingen vil med vor Vilje kunne saa os til at give Afkald Paa denne Ret, som vi paa Trods af Magt, paa Trods af Tvivl og Vantro rundt omkring os har hævdet gennem 54 Aar. Den er vort Løsen, paa den vil vi bygge og grundlægge vor Fremtid.

Det betones fra alle Sider, at den Fred, som nu kommer, stal være varig, og for at den kan blive det, skal det være Retsfred.  Der skal ikke gøres halvt Arbejde. Netop det er det, vi ønsker. Vi ønsker ikke, selv om vi havde Magt til det, at øve Tvang over for nogen, men vi ønsker under de kommende betydningsfulde Maaneder heller ikke, og vil ikke med vor Vilje taale, at der øves Tvang over for nogle af vore egne. Folkenes Selvbestemmelsesret er vort Løsen, og hvor dette Krav løftes, saa det høres, der maa der spørges, der maa Selvbestemmelsesretten anvendes.

Vi staar foran en Nytid. Gamle Fordomme, ja gamle Meninger er styrtede sammen. Mangen en har maattet tænke om og veje om. Der er flyttet Skel, og det ogsaa hvad Sindelag angaar. Motiverne kan ikke vejes paa Guldvægt; hvad man kan og hvad man skal, er at spørge, stille Folk over for Folkenes Selvbestemmelsesret med den Bevidsthed, at de nu stemmer ikke blot for sig selv, men ogsaa for de kommende Slægter.

De allierede
Fredsbetingelser vil kræve
Selvbestemmelsesret for
Slesvigerne.

Københavnske og en Del store tyske Blade bragte i Gaar et længere Uddrag af en Artikel af Lord Northcliffe om Fredsbetingelserne. Af Mangel Paa Plads skal i Dag kun meddeles, hvad Redaktør Franz von Jessen Søndag telegraferer herom fra Paris til „Berlingske Tidende”:

Times og de med det sammenhørende Blade samt den franske Presse vil i Morgen offentliggøre en Artikel af Lord Northcliffe, hvori denne gengiver Hovedpunkterne i det Fredsgrundlag, som de allierede vil fastsætte. Paragraf 10 har følgende Ordlyd: 

„Befolkningen Slesvig skal have Frihed til at bestemme, hvilken Nation den vil tilhøre. Det slesvigske Spørgsmaal er et fundamentalt  Eksempel paa den Maade, hvorpaa Prøjsen og Østerrig har brugt deres Magt til at sætte sig ud over Princippet om den frie Selvbestemmelsesret.

5. november 1918 – Flensborg Avis: Uroligheder i Kiel

Uroligheder i Kiel.
„Kieler Zeitung” melder om Uroligheder, som fandt Sted i Kiel i Søndags Eftermiddags:

Efter et Møde paa den store Eksercerplads, hvori Marinemandskaber og Arbejdere deltog, og paa hvilke en uafhængig Socialdemokrat talte, dannede der sig et Tog, der paa Vejen til Byen hentede Mandskaberne ud af „Waldwiese”, beskadigede Lokalet betydelig og satte sig i Besiddelse af forskellige Vaaben. Toget gik over „Sophienblatt” forbi Banegaarden, hvor en Patrouille blev afvæbnet, gennem Holstenstraße, over Torvet og gennem „Dänische Straße” til Brunstvikerstraße. Undervejs trængte Folkene ind i Lokalerne for at opfordre Marinemandskaber og Arbejdere til at slutte sig til dem.

Maalet var Militær-Arrest-Anstalten i Freldstraße. Man vilde med Magt befri nogle Fanger, som 3. Eskadre havde anbragt der for grov Nægtelse af Lydigheden. Paa Hjørnet af Karlstraße og Brunswikerstraße ved „Hoffnung” var Gaden spærret af Militær. Officeren opfordrede Mængden til at skilles ad. Men Demonstranterne trængte alligevel fremad.

Derpaa gav Officeren Ordre til at affyre et Skræmmeskud i Luften. Mængden trængte imidlertid vedblivende fremad, hvorpaa der blev givet Ordre til at skyde med skarpt. Resultatet var 8 døde og 29 saarede. Ud fra Mængden blev der ogsaa skudt og kastet med Sten. Da Militæret havde skudt, flygtede Mængden til alle Sider. Klokken 8 herskede der igen Orden i Gaderne, om end mindre og større Flokke endnu nogle Steder forblev sammen til Midnat.

Bladets Beretning slutter: Ved den kommanderende Officers Indgriben, der desværre blev Haardt saaret, er en langt større Ulykke bleven forhindret, som uvægerligt vilde være opstaaet, hvis Demonstranterne havde forsøgt at storme den af en Troppestyrke besatte Arrest-Anstalt.

„Schleswig-Holsteinische Volks-Zeitung”, der bringer en lignende Beretning, meddeler desuden fuld af Harme, at stærke Afdelinger af Søbataillonen med ladte Geværer i Lørdags patrouillerede gennem Gaderne, fordi man frygtede en Skrue. „Det er som i de gamle Tider
fra Poulskirken [1848], da der paa Papiret opstod et idealt Frihedens Rige, med den prøjsiske Militarisme med Haanlatter beholdt Bøsserne i Haanden og roligt ventede Paa sin Time. Her maa der fejes ud med en Jernkost.”

Bladet oplyser, at en Partifælle, Kürbis, straks er rejst til Berlin og Mandag Formiddag har forhandlet med Regeringen; han ventedes Mandag Aften tilbage, og saa vil der indtræde en Forandring. „Partifælle Ebert har ikke ladet nogen Tvivl tilbage om, at Partiet, hvad der jo stod fast i Forvejen, nægter enhver unyttig Fortsættelse af Kampen. Det beder, i Betragtning as den nuværende indrepolistiske Stilling og Regeringens første Beslutning om at gribe ind, indtrængende Arbejderne om at blive paa Værkstederne.”

5. november 1918 – Enkefru Røgind: “Vi er alle meget excited”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

5. Novbr.
Vi er alle meget excited, kan næsten ikke forstaa, det er kommet saa vidt. Herhjemme vil der ogsaa komme Uroligheder, man siger Matroserne i Aarøsund har taget Udgangsbillet. I Flensborg er der Oprør, og Butikker er blevet plyndrede. Efterretninger fra Kiel og Hamburg udeblevne og Trafiken standset, ingen Tog. Begivenhederne udvikler sig saa hurtigt, at man næsten ikke kan følge med.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

4. november 1918. “… de har hejset det røde Flag paa Skibene”. Hvad sker der i Kiel?

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
Et meget naivt Oprnab til Slesvigske Landsmænd, at de tror os saa dumme, at vi skal bryde os en Døjt om saadanne Ord, saadanne Løfter nu. Lebeck har svaret dem kraftigt og godt i Modersmaalet.

— Thomsen fortalte om store Uroligheder i Kiel. Matroserne paa Skibene har gjort Oprør, afvæbnet Officererne. Dannet et Soldaterraad og forelagt Militærguverneuren bestemte Fordringer, og han er gaaet ind paa alle Punkter. De har befriet deres Kammerater, som sad i Fængsel, og draget i store Masser gennem Gaderne, de har hejset det røde Flag paa Skibene. Det er kommet til blodige Sammenstød med de Tropper, der blev sendt imod dem, flere Officerer dræbtes og mange saaredes. Resten af Officererne er blevet interneret.

Nogle af de Punkter, Gouvernøren maatte gaa ind paa, var: Ingen Hilsen paa Officererne, Forplejning den samme som Officererne, ingen Officerskasino osv. Det maa være haardt for en preussisk Officer at bøje sig under det, men de maa, nu er deres Saga ude.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158-9)

3. november 1918 – Enkefru Røgind: “… holdt e Haand over e Danskere”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

3. Novbr.
Hørte i Dag, at Amtsforstander den berygtede P. Kjer [paa Als] er ifærd med at forandre Signalerne: »Æ har da altid holdt e Haand
over e Danskere«.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158).

Læs mere om Peter Kier i Ribe Stiftstidende her

29. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Spansk syge i Haderslev

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

29. Oktbr.
En Masse syge i Haderslev og mange Dødsfald af den spanske Syge. Alle Hospitaler overfyldte.

— H. P. Hanssen har holdt en udmærket Tale og fordret § 5 opfyldt. Tredje Artikel af Victor er kommet idag, den er god, da kender jeg ham atter, der er Varme og Flugt i den, og den siger mange gode Sandheder, hvormed lian forsvarer sit Standpunkt. Jeg tror, det er rigtigt, saaledes som han dømmer det. Artiklerne har som Overskrift: »Hvorlangt gaar vor Ret?«

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158)

27. oktober 1918 – Claus Juhl: “Dette her knalderi blev dog de gamle for meget …”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 27. slog en næsvis granat ned i haven umiddelbart foran huset, så de sidste ruder gik i vasken. Vi havde to sårede, overgefrejter Schrimpf blev såret i underlivet, han var også netop kommet fra udfyldningsbataljonen, hans tilstand var håbløs, efter at han var forbundet, afleverede vi ham på forbindingspladsen, og jeg har intet hørt om hans senere skæbne. Den anden var kanonér Mehnert, det var et mærkeligt tilfælde, at netop han blev ramt, han sad nemlig som lyskuglevagt i en temmelig høj eg. Han var dog lettere såret i hovedet.

Dette her knalderi blev dog de gamle for meget, og de overlod os nu hele huset og flyttede hen til en datter, som også endnu opholdt sig i byen. Hver morgen kom fatter hen at hilse på os og for at se, om huset stod endnu. Vi forlod også huset og gravede os ned bag et hegn.

Vejret var nu smukt og mildt, der var intet der tydede på, at det snart var november. Midt på dagen var det roligst, der blev altid gjort ildoverfald om natten og særlig heftig i morgentimerne, sædvanlig var det mest roligt om morgenen, men her var det omvendt.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

24. oktober 1918 – Marie Cosmus: “Kriegsopfer”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil om krigens ofre.

No 10

Kriegsopfer.

Dieser lange Krieg hat viele Opfer gebracht. Im Osten und Westen, auf allen Schlachtfeldern hat deutsches Blut geflossen. Deutsche und Feinde sind sicher oft zusammen in einen Grab begraben worden, die Toten zusammen sind nicht mehr feind. Auf den Schlachtfeldern sind wohl viele Gräber und Grabreihen zu finden. So ist das Land wie ein Großer Friedhof. Auf den Gräbern wächst jetzt vielleicht viel Gras und die Kameraden haben bei der Beerdigung all der Toten gewiß nicht viel Zeit gehabt, das Grab mit Blumen zu schmücken. Ein einfaches Kreuz ragt aus dem Grabhügel hervor. Auf den Meeresgrund liegen viele, dem Vaterlande treugewesene Männer. Hier in der Heimat sind sie betrauert worden und es gibt keinen dank dafür zu danken und wir sehen sie ja nicht mehr.

Manche Gräber sind gewiß zertrümmert und sind nicht mehr zu finden. Wofür sind nun alle gefallen, warum mußten so viele Familien trauern? Viele sind in Gefangenschaft geraten und leiden dort großer Not, aber einmal werden sie doch zurück kehren. Wir denken auch an alle Krüppel, die zurück bleiben. Sorgen und und Trauer hat der Krieg, der nun hoffentlich zu Ende ist, gebracht. Wir haben nie gedacht, daß der Krieg so lange dauern würde. Es war Weltkrieg, der mit anderen Kriegen nicht verglichen werden kann.

Tondern, den 24. Oktober
Marie Cosmus

(Jørgen Bendorff)

22. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Tysk hærgen i Cambrai

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Maria. Hagen, f. Kolfach, var her i Dag. Hendes Mand har lige været hjemme paa Orlov, han var med, da Cambrai blev forladt. Han var forbitret, saaledes som Tyskerne bar sig ad lige overfor de stakkels Indbyggere, han kunde ikke glemme det og kom idelig tilbage dertil.

Beboerne blev befalede at forlade Byen, hver havde Lov til at føre 60 Pund med sig, Resten blev overgivet til Soldaterne, men Officererne tog først. Hele Møblementer, Fortepianoer blev sendt bort til Tyskland, Malerier, Værdigenstande. Ikke nok dermed, i Haverne blev Frugttræerne savet over, Brøndene tilstoppede eller forgiftede.

Lille Maria sad med Taarer i Øjnene og fortalte, ogsaa om alle de unge og gamle, der blev tvungne til at. arbejde for Tyskerne, men, tilføjede hun med Stolthed, ingen dansk Nordslesviger har taget Del i Udplyndringen eller fort noget med sig; hun vidste godt, at endogsaa i Stepping har tyske Hjem faaet sendt Sengetøj og Linned og alt muligt dernede fra.

Hun har klaret sig godt paa sin lille Gaard med sine tre Børn i alle de Aar, hendes Mand har været borte, hun klagede ikke, men man kunde se det paa hende, at hun havde gaaet meget igennem. Maatte hun dog nu blive forskaanet for at miste Manden.

— En udmærket Artikel i Nationaltidende d. 22de om de danske Sønderjyders politiske Maal. Grenzpost spyr Gift og Galde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157-8)

18. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… et nyt Tidsskrift Grænsevagten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Oktbr.
God Artikel af [Professor, senere Biskop i Haderslev] Ammundsen om Nordslesvig i Nationaltidende, det var den første Svale. Nu i Dag en Artikel, god, fornuftig af [Professor] Dr. L. V. Birch. Foreningen To Løver har indbudt Alliance française til Møde i Studenterforeningen. Professor Kristoffer Nyrop vil tale om Elsass-Lothringen og Dr. Jonas Collin om Udlandets Interesse for Slesvig. Under Redaktion af Mag. Vilh. la Cour vil der udkomme et nyt Tidsskrift Grænsevagten. Fru Slott-Møller, cand. theol. Holger Andersen, Dr. med. J. Collin, Kammerherre Bodenhoff, Fru Martha Ottosen, Dr.phil. Gudmund Schütte og Skoleinspektør Lauridsen har tilsagt deres Bidrag.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

14. oktober 1918 – Lorens Jepsen: “… de sølle Djævle som er ved Fronten”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 14. Oktober 1918

Kære Anne!
Takker for et Brev fra 28. Aug. Ser, alt er saa omtrent ved det gamle hjemme. Jeg har det vel lignende, thi her slides denne Dag ogsaa som den anden, man har det egentlig godt nok, og alligevel bliver Livet trist og ensformigt i Længden.

Udvekslingstraktaten, som ingen større Begejstret Modtagelse var bleven til Del, er altsaa gaaet i Vasken. Lad saa den ligge, blot Freden var nær, men jeg tror ikke at de nuværende Fredsbestræbelser vil faa bedre Skæbne.

Men indlysende er det dog nu at det gaar mod Enden med Krigen, og selv om det endnu skulde vare et helt Aar inden vi kommer hjem, saa faar vi ogsaa holde det ud.

Vi, som sidder her, kan holde ud, værre er det for de sølle Djævle som er ved Fronten. Læser, at Dine Brødre har været slemt med; tror jeg nok!

Hvorledes gaar det min Broder? fra ham eller om ham hører jeg aldrig et Ord, han maa da være rejst tæmmelig meget i sidste Tid. Jeg vil haabe at de alle maa komme velbeholdne igennem Farerne. Hjertelig Hilsen din L.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P345,3)

13. oktober 1918 – Rasmus Damm: ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.10.

Efter 4 Ugers Arrest er Kompagniet nu kommen i Kvarter i Byen Gøhn. Selve Kvarteret er ikke Spor bedre, men det at leve dernede under Jorden uden at måtte komme ud i den frie Luft undtagen til Tjeneste, var ved at gå de fleste på Nerverne. Det er ikke blide Udtalelser, der vanker til de Herrer Officerer i Almindelighed. ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus” råbes der så snart en lukker Kæften op. (Slå ham, sluk lyset, frem med Knivene).

Da vi i Går drøftede Mulighederne for Våbenstilstand, var der en Kamerat, som gik stærkt imod en alt for snarlig Våbenstilstand. Han har lige besørget sig en Sæk Kartofler, og desuden ved han og et par Kammerater hvor der ligger tre store Fade vin, som de henter sig lidt af af og til. Så han var bange for, at han ikke rigtig fik udnyttet disse Goder. Et par Kammerater har klædt sig ud i Kvindeklæder, andre har fået fat i Musikinstrumenter som lå oppe på Loftet (de tilhører Byens Brandorkester), og nu er der Halløj efter en større Målestok.

Hvad bliver det til med Våbenstilstand og Fredsforhandlingerne? Efter de sidste Telegrammer ser det ud til, som om de derovre ikke ville, endog Tyskland er gået ind på at rømme alle de besatte Områder. Nej, de ville ikke forhandle før Kejseren og hele Hohenzollernhuset er sat på Porten.

For min Skyld ingen Alarm, den Slags Herrer giver jeg og de fleste gerne Afkald på. De kan jo få en Bestilling som Gadefejere i Paris eller London, så har de dem hos sig og kan føre Tilsyn med dem.

Bare få gjort en Ende på de nu, thi det hele er Kuddel Muddel. Også vore Postsager kommer uregelmæssig nu. Sommertider kommer slet ingen Post, til andre Tider kommer der store Dynger. Særlig galt er det med Pakkerne. Mange går tabt, og de som ankommer er så gamle, så Indholdet er fordærvet.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

9. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Den spanske syge

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

 9. Oktbr. maatte jeg lægge mig af den spanske Syge. Christine lagde sig den 10. og Karen den 11.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… begynde en virksom Agitation”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Oktbr.
Mødet [på Harmonien i Haderslev] i Gaar storartet. Og stor Offerberedvillighed. Der blev straks tegnet 15,000, og jeg hører i Dag, Fondet er vokset til nogle og tyve. Fader begyndte Talerne og forklarede, at det var nødvendigt, at vi selv lagde os i Brechen, hvis vi vilde opnaa noget, og det var nødvendigt at have tilstrækkeligt Penge for at begynde en virksom Agitation i alle udenlandske Blade.

— I Rigsdagens Udvalg er det gaaet varmt til, inden Fredsnoten blev udsendt. Hindenburg og Ludendorff erklærede begge, de kunde højst holde dem en Maaned eller to, Heydebrandt von der Lasa fik et Nervetilfælde og raabte: »Belogen und betrogen«. Det er der vist mange Tyskere, der siger.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

7. oktober 1918 – Rasmus Damm: “thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

7.10

Nu er den Ferie forbi. Imorgen vandrer jeg i Fængsel igen. Så skal jeg vel til at strække Ben på Festengen, (eksercere) hvis jeg da ikke vandrer den anden Vej ud og i Stilling.

Nu håber jeg, at vi får Våbenstilstand inden ret længe. Det er ikke til at blive klog på. Efter ”Hejmdal” ser det ud til at kunne blive til Virkelighed ret snart, men efter hvad der meddeles os i Dagsbefalingerne, så er de allierede ret urimelige i deres Krav for en Våbenstilstand. Og hver Gang Tyskland går ind på Betingelserne, bliver der straks føjet nye Krav til.

Nå lige meget, om de vil skrive under eller ej, det varer dog ikke ret længe nu mere, thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland. ”Vi vil hjem”. Nu vil jeg ud og gå en Aftentur og rigtig nyde Friheden den sidste Aften her.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

6. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… jeg dansede Indianerdans”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Oktbr.
Det blev en dejlig Aften, som aldrig vil glemmes. Kl. mellem 6 og 7 kom ekstra Modersmaalet med den epokegørende Nyhed af den nye Rigskanslers Tale: »Jeg har i Natten til den 5. ved Schweiz’s Mellemkomst sendt en Note til de forenede Staters Præsident, i hvilken jeg har bedt ham om at tage Hidførelsen af Freden i sin Haand. Wilson har 8. Januar og 27. Septbr. opstillet et Program for en almindelig Fred, som vi kan antage som Grundlag«.

Ved et Trylleslag var alt forandret, hvor var vi alle glade og taknemlige, og hvor vi snakkede og drøftede den livsaglige Fred, og hvor vi lo, ja jeg tror endog, at jeg dansede Indianerdans, og hvor vi undte Tyskerne den Ydmygelse; de maa jo ikke kunne mere, det maa være kommet til en Katastrofe. Man føler sig atter fri. Det er nok med dette Myrderi, de stakkels Mennesker og stakkels, stakkels uforstaaende Dyr har lidt nok. Nu skriver Rose til sin Paul, hun er og- saa glad og haabefuld.
Kl. er henad 12.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156-7)

4. oktober 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… 120-130 angrebne Soldater”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. m. Frcia: Flere Passanter ved Frederikshøj har i dag overensstemmende forklaret, at Sygdommen i Haderslev virkelig var Hungertyfus, men man søgte at hemmeligholde dette og udgive det for spanske Syge. Sygedommen ytrede sig ved, at Patienterne pludselig faldt om, hvor de stod, fik voldsomme Opkastninger og høj Feber. Den 7´Dag var Krisedag; klarede de denne, kom de sig i Reglen! I alt skulde være 20 (af en 120-130 angrebne Soldater) døde.

Der har i Haderslev været Lægeautoriteter fra Kiel for at stille Diagnosen, men Resultatet blev hemmeligholdt.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

30. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… 3-4 Dødsfald daglig”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

Der er i Haderslev blandt det unge 18-19-aarige Mandskab, der ligger til 6 Ugers Uddannelse i Byen, udbrudt Hungertyfus. I Lørdags laa paa Hospitalet 127 angrebne, og der forefalder 3-4 Dødsfald daglig.

Meddelelsen er fra meget paalidelig Kilde og bekræftet fra anden og ganske forskellig Side.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

29. september 1918 – Claus Juhl: “Til højre kunne vi se de tyske granater hugge ned i højde med os”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig.

Om morgenen den 29. kl. 6 gik englænderne over til storm og brød igennem til højre for os. Alle telefonledninger var afbrudt, og ingen vidste, hvad der gik for sig. Batteriet fyrede ustandseligt. Feltartilleriet til højre begyndte at gå tilbage. Henimod middag kunne vi se Tommy kravle rundt på højen foran os. Da mandskabet så ham komme, stak de fleste af, vi blev kun 5 mand tilbage i stillingen, det var løjtnant Hefs, som for øvrigt havde kigget for dybt i flasken., underofficer Dräger, telefonist Raonnowsk, sygebærer Thron og så mig.

Vi forskød så størstedelen af ammunitionen hen ved et par hundrede skud. Det var et besværligt arbejde, da vi måtte bære ammunitionen et langt stykke. Løjtnanten havde bestilt forstillingerne [kanonernes forvogne/red.], men de kom ikke. Forbindelsen med bataljonstaben var afbrudt, så vi var anvist på os selv. Jeg fik mit rødekors armbind på og legitimationsbeviset frem, for at have det ved hånden, thi vi ventede hvert øjeblik, at Tommy skulle komme og tage os med, han lå nu kun ca. 100 m. fra os. Til højre kunne vi se de tyske granater hugge ned i højde med os, vi kunne også se hvordan Tommy søgte dækning derovre.

Kl. ca. 4 kom der en enkelt rytter bagfra ned imod os, da han kom nærmere, opdagede vi at det var underofficer Schöning fra vort batteri, han skulle vel sagtens se, hvordan sagerne stod. Tommy lod ham komme temmelig nær, for så at modtage ham med maskingeværild, da han mærkede det, gjorde han kort omkring og sprængte af sted i susende galop. Det var et halsbrækkende ridt at se på, thi han måtte over et terræn med en masse granathuller. Vi ventede hvert øjeblik, at hesten skulle styrte, men han undslap virkelig.

Imidlertid var der ankommet tysk forstærkning, som besatte en skyttegrav på højden bag os. Vi ventede i stillingen til kl. 6 og besluttede så, at vi ville gå tilbage til den omtalte skyttegrav. Stålhjelmene trykkede vi ned over ørerne og så af sted.

Til at begynde med var vi dækket i en sænkning, hvor der stod et par pilebuske, men aldrig så snart vi havde forladt sænkningen, begyndte et maskingevær at rasle ned imod os. I næste sekund lå vi fladt på jorden, vi fortsatte så i korte spring langs et feltbanespor, kuglerne klaskede mod skinnerne, andre sang forbi ørerne på os, det er uhyggeligt sådan at være skydeskive og mærke kuglerne i umiddelbar nærhed af hovedet.

Vi nåede alle uskadte op til infanteriet. Vi var kommet fra hverandre undervejs, og dumpede selvfølgelig på forskellige steder ned i graven. Jeg kunne ikke finde de andre og fortsatte alene over mod Levergies´. Byen blev stærkt beskudt og jeg sad vel en time i et hul i udkanten. Derefter begav jeg mig på vandring længere tilbage, og langt om længe traf jeg også de andre fire.

Da Thron så mig, sagde han, det var da godt, at du kom, jeg ville af sted for at søge efter dig, thi jeg troede, at du var blevet ramt, da det varede så længe inden du kom. Nu var vi kommet ud af ildlinjen, vi gik tilbage til Fresnoy le Grand og glædede os til, at vi nu kunne få lidt ro. Men næppe var vi ankommet, før det hed sig at alle, som var kommet fra stillingen, skulle gøre sig færdig til at hente kanonerne. Det var et sørgeligt budskab, og tilmed regnede det i stride strømme, men vi måtte af sted.

Hen ved kl. 10 ½ kørte vi bort, og kl 12 nåede vi Levergies´. Den blev beskudt så tag og mursten raslede ned alle vegne. Vi kørte gennem byen og gjorde holdt i udkanten. Her blev forstillingerne ladt tilbage. Officerstedfortræder Strand, som havde kommandoen samlede fodmandskabet, og det gik lydløst ned mod stillingen. I umiddelbar nærhed af stillingen gjorde han holdt, karabinerne var selvfølgelig parate. Derpå sendte han to mand hen til hver kanon, som forsigtigt skulle undersøge understandene, thi vi ventede, at de var besat af englænderne. De kom alle tilbage med meldingen, at understandene var fri. En melderytter, som var med, blev sendt tilbage for at hente forstillingerne.

I mellemtiden gjorde mandskabet kanonerne klar til afmarch. Forstillingerne kom en for en med et kvarters mellemrum og vi åndede lettet op, da den sidste kanon kørte ud. Sagen var nemlig kritisk, thi kanonerne stod mellem linjerne i ingenmandsland. Vi var hele tiden bange for, at englænderne skulle høre støj og afskyde lyskugler, så var vi opdaget, og det var en smal sag, at skyde forspandet ned. Vi mærkede ikke det mindste til dem, muligvis var de igen gået noget tilbage om aftenen.

Vi kørte tilbage gennem Levergies´og Segnchart til Fontaine Uterte, hvor vi gik i stilling om morgenen kl. 5. Om natten blev byerne rømmet både af civil og militær. Civilbefolkningen skulle være ude af deres hjem i løbet af en time. Jeg så rømningen af Segnchart. Det var et sørgeligt skue, folkene stod udenfor i bælgmørke og øsende regn med deres små børn og de få ejendele, som de kunne føre med sig. Man måtte have et hjerte af sten, hvis man ikke kom til at føle medlidenhed med dem. Her kunne krigen ses i hele sin gru.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

26. september 1918 – Enkefru Røgind: 200 rekrutter på lazaret

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

26. Septbr.
Man fortæller, at af de 800 Rekrutter her paa Kasernen ligger 200 paa Lazaret og Sygehus, mange Dødsfald., det er helt unge Mennesker, underernærede inden de kommer, og saa den daarlige Forplejning de faar her, sammen med det kolde, vaade Efteraar, fler gør at de falder sammen. Stemningen er ikke god.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

24. september 1918 – Claus Juhl: “tre sprængstykker i venstre lår”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig

De følgende dage livlig artilleriild fra begge sider, især den 24. satte englænderne ind med trommeild fra morgenstunden af. Henved kl. 7 telefonerede de fra observationsstedet, at officerstedfortræderen Trympelmann var hårdt såret. Sygebærer Thron og jeg drog så af sted for at hente ham. Da han ikke kunne gå.

Det var 2 ½ km foran stillingen, og vi måtte over fri mark, især det sidste stykke blev stadig beskudt. Vi fik ham lykkelig på båren og slap over det værste stykke, som vi lige passeret, blot 2 minutter senere og vi havde fået hele jernhagelen, nu kunne vi dække os lidt i en gammel grav, til det var blevet roligere. Vi slap godt ud til vejen, hvor en sygebil ventede, som vi havde bestilt. Trympelmann var sluppen forholdsvis godt, han var såret ved venstre side af hovedet og havde tre sprængstykker i venstre lår.

Englændererne greb an, og de kom også fremad. Vicefeldwebel Wiere, som holdt forbindelsen ved lige med kamptroppekommandøren fra det 263. infanteriregiment, faldt sammen med kanonér Haupler i engelsk fangenskab, den sidste var hårdtsåret ved skud i underlivet. De havde opholdt sig i en understand, som blev beskudt med maskingeværer, herved kom en del lyskugler i brand, og de fleste af mandskabet fik brandsår. Englænderne tog dem alle med, hvorefter de igen trak sig tilbage.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

23. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle 17aarige indkaldes”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. mod Frcia:

Gennem H fra særdeles paalidelig Kilde:

a. En tysk Officer har igaar været rundt paa de Gaarde i Haderslev, der har russiske Fanger på Arbejde, for at formaa dem til at underskrive et Dokument, hvorved de vilde opnaa at blive tyske Statsborgere med Ret til at gifte og bosætte sig i Tyskland o.l. Den alm. Mening er, at dette gøres for at kunne sende dem til Fronten som tyske soldater.

b. Alle 17aarige indkaldes og afgaar til Frankrig efter en Uddanneles paa 6 à 7 Uger. De bliver ikke udrustet med anden Uniform end Hue, men optræder foreløbig i øvrigt i civil Dragt og erholder derfor en mdl. Godtgørelse paa 30 Mk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… den ene blev skudt, de to andre fanget.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachementet mod Fcia

1. Foruden i Rødekro findes ogsaa Radiostation i Tønder (Bladmeddelelser om en Station i Rødding er urigtig)

2. I nat vilde 3 Russere over Grænsen, den ene blev skudt, de to andre fanget.

3. Ved Mjolden Plantage lige V. for Døstrup er opført et Batteri med 2 svære c 30 cm Marinekanoner. Ammunitionsbane fra Døstrup Station til Batteriet.

4. Det hedder sig, at der er tilført den gamle Befæstningslinie i Nordslesvig nogle 21 cm Kanoner, antagelig som Erstatning for de Kanoner, der i sin Tid blev ført bort.

5. Det menes, at det feltduelige Mandskab af Grænsevagten i nær Fremtid skal afløses af ældre Mandskab.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)