Alle indlæg af MBN

19. juli 1918 – Luftskibsbasen i Tønder: “3 feindliche Landflugzeuge … aus Südost ansteurnde”

Luftskibsbasens dagbog beretter følgende om det engelske angreb 19. juli 1918.

19.7.18 Tondern

Vorm. 5,32 h.
½ bedeckt, etwas diesig, warm, schwache WSW-Winde, 1,5 doms; Beleuchtung 2. Aus Westen tiefere Wolkenbank heranziehend. Barometer: 761,0 steigt langsam.
Temperatur: +15o Cels. 85 % Feuchtigkeit.

Fernspruch von Scherrebeck: ”3 Dop[pel]decker unbekannter Staatszugehöri[g]keit von Scherrebeck nach Tondern[.] Trupp, Abwehrbatterien und Hallenschutzstation gleichzeitig alarmi[ert.]
Auf Tondern werden 2 Bomben abgewo[r]fen.

5,35 h Vorm.
Wind bis 3 doms aufgefrischt.
3 feindliche Landflugzeuge (Einsitze[r,] Doppeldecker) aus Südost ansteurnde, Hallen und Barackenlager an: Anfahrt -3000 m. Höhe, Sturzflug bis 30 m. über [–]le ”Toska” un ”Tobias”, werfen in ”Tos[ka”] 3, in ”Tobias” 1 Bombe, Batterien, Masc[h-] und Infanteriefeuer zur Abwehr hat b[ei] Näherkommen eingesetz. ”L54” und ”L[60”] in Halle ”Toska” brennen ab. Nach Bom[ben]abwurf gehen Flugzeuge im Westen bis 20 m. über Boden herunter, um sich dem Wehrfeuer zu entziehen und verschwin[den] mit Rechtsschwenkung im Wolkenbank.

5,50 h Vorm.
Wind bis 3 doms aufgefrischt.
Flugzeuge erscheinen im ca. 2000 m. von Osten ansteurnd wieder. Im [Sturz]flug herunter und greifen Halle ”Tobi[as”] an. Nordöstlich 30 m. von Halle ”Tobias[”] [1] Bombe, 2 Bomben im Halle, südwestlich Gaskesselwagen und 1 westlich auf Ei[sen]bahngleis. Die Flugzeuge fliegen
sehr [nied]rig, 2 nach Westen, 1 nach Nordost ab. [Die] dritte Flugzeug hat keine Bomben abg[e]worfen (wahrscheinlich) um Lichtbildau[fnah]me zu machen.)
Abwehrfeuer wie beim ersten Anlauf.

6,34 h Vorm.
F.-T. Kr. 0630 Flotte.

Luftgefahr vorüber.

11,55 Vorm.
Fernspruch von Fliegerkommando ”Nord[–] Flensburg: ”F Doppeldecker zur Aufklä[rung] nach Tonder gestartet. Fl. N.W. Flensb[urg.]

1,05 h Nachm.
Ein Flugzeug im groβer Höhe, sodaβ Zugehörigkeit nicht erkennbar; werauf F[lug]zeug Batterie Twedt gibt Warnungssch[uβ] worauf Flugzeug abdreht.

Alarm gegeben.

1,35 h Nachm.
Flugzeug als eigenes erkant, worauf Alarm beendet.

Også i flystationens dagbog blev angrebet noteret, omend mere kortfattet.

19.7.18

Wetter: Etw. diesig
Wind. WSW 2 – 5 doms

5.30 Uhr vorm. erfolgte ein Angriff dreier englischer Landeinsitzer (Sopwith) auf den Luftschiffhafen. Durch Abwurf von 3 Bomben wurden L.54 u. L.60 in der Halle zerstört.
Flakfeuer setzte erst beim Abflug des Gegnes ein.
Um 5.45 Uhr vorm. Erfolgte ein zweite Angriff von 3 Sopwith auf die kleine Luftschiffhalle. Von 6 abgeworfenen Bomben wurden 3 Treffer erzielt.
Schaden an den Hallen ist nur gering. Die Flugstation ist unversehrt geblieben. Der Feind wurde von den Flaks, M.G. und Infanteriefeuer der Mannschaf[t] stark beschossen. Von den feindlichen Maschinen landeten 3 oder 4 in Dänemark infolge von Motorschaden, Benzinmangel und dergleichen.
Gez. Coester.

16. juli 1918. “Jeg har ikke før set Soldater så medtagne på Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment.”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

16.7.

Vi har så ryddet op i Stilling og er igen i vort Kvarter. Det er forfærdelig varmt her, næsten ikke til at holde ud. Under Arbejdet derude løb vi langvejs efter Vand i Kogekar og Feltflasker for at slukke Tørsten.

En Flok sorte Fanger, som opholdt sig ved Siden af os, mens vi en Gang skubbedes for at få en Slurk Vand, rakte os deres Feltflasker, for at vi kunne drikke af dem.

Jeg tog imod en, trak Proppen af, og gjorde Negeren forståeligt, at han skulle drikke først. Der kunne jo vare Lumskeri med i Spillet. Han drak sig en Slurk og gav mig Flasken igen.

De andre Negre havde straks forstået Meningen og drak alle af deres Flasker for at overbevise os om, at Drikken var god nok. Det var den også, den var udmærket. Den smagte som af Salmiak eller Pebermyntepastiller og læskede udmærket. Der blev sikkert ikke levned ret meget til dem selv.

Det går hårdt til forude ved Marnefloden. På nogle Punkter skal vore Stormtropper have været over Floden, men er bleven slået tilbage igen. (Ifølge senere Beretninger druknede de allesammen.)

Til højre og venstre for os er de gået et godt Stykke frem, men lige foran os er Fjenden slet ikke til at rokke. Et par Elsas-Lothringer forsvandt fra deres Kompagni den 12. om Aftenen, og det antoges, at de var gået over til Fjenden.

Angrebet blev da, fremskyndet med tre Dage, da det frygtedes, at de ville forråde Planerne. Men også gennem deres natlige Indbrud i vor Stilling har de kunnet få Kendskab til vort Foretagende.

For at de ikke skulle få Tid til at fremskaffe Forstærkning blev altså Angrebet fremskyndet. Men de var forberedt som ingen Sinde før. Alt deres Artilleri var bleven omplaceret, Infanteriet var bragt i Sikkerhed og vi havde bombarderet tomme Stillinger. Da så vort Angreb satte ind, havde de alt og alle i Behold til at tage imod os.

Et Infanteriregiment som gik frem fra det Sted, hvor vi var, blev i Morges afløst af et frisk Regiment. De kom tilbage mens vi endnu var derude.

Vi talte om, at Kompagnierne var bleven lidt små under Udflugten, men så oplyste de os om, at det vi antog for at være Kompagnier, var Batallioner. Der var vistnok kun mellem 200 og 300 Mand med i det samlede Regiment. Resten var dræbte, sårede eller taget til fange.

Og disse 200-300 Mand, hvor så de ud. Gustne og blege var de. Deres Klæder var tilsølede og forrevne. Mange blødte af mindre Sår, som der ikke var Forbindsstof til. Andre havde Bind om Hovedet, en Arm eller et Ben. ”Das ist die Hölle da drauseen” var det eneste vi kunne få at vide af dem. (Det er Helvede derude) Ikke et Ord andet om Forholdene derude.

Og mon der kan være værre i Helvede? Selv nu, efter at de var bleven afløste og var kommen uden for den egentlige Kampzone, fortalte deres Udtryk og Udseende mere end Ord om den Spænding og de Lidelser, som de i dette ene Døgn havde gennemgået. Trætte og sløve uden at danne nogen egentlig Formation slæbte de sig tilbage, bort fra dette Helvede.

Jeg har ikke før set Soldater så medtagne til Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment efter 24 Timers Kamp. Men jeg ved, at dette ikke er et enestående Tilfælde.

I Argonnerskoven, ved Verdun, Hartmansveilerkopf og mange andre Steder på Vestfronten er Gang på Gang Regiment efter Regiment jaget frem til Storm og er bleven mejet ned for Fode. Og de få, som har overlevet et sådant Helvede kan ikke selv forstå, at de er sluppen levende fra det.

Hidtil er alle Angreb gået glat, men dette her glipper. Det begynder nu at knibe allevegne. Vi skal i Overmorgen tidlig pa Rejse igen til Lille og Flandern. Der er Offensiven også gået i Stå, og Englænderne presser på med stor Kraft, så vi får nok en varm Tur igen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

15. juli 1918 – Rasmus Damm: “Der er givet Ordre til at skyde alle ned”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

15.7. Kl. 5,15 Morgen.

Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.

I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.

Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.

Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.

Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.

Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.

Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.

Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.

Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.

Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.

I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.

Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.

Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.

Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.

Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.

Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.

Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

13. juli 1918 – H.P. Hanssen: “Generalernes Storpralerier er utaalelige”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 13. Juli 1918.

I Dag blev Rigsdagen sluttet, og jeg rejste sammen med flere Kolleger med Middagstoget fra Berlin. Jeg var i Kupé sammen med Dr. Blunck, Stubbe og Stolten fra Hamborg. I Afdelingen ved Siden af os sad Ballin og flere Direktører for Hamborg-Amerikalinjen.

Undervejs kom Ballin ind i vor Kupé. Vi havde jo nylig været i Hamborg og var ved denne Lejlighed kommen i personlig Berøring med ham. Han indledede straks en Samtale om Stillingen og gav sin Uvilje tilkende over, at Statssekretær v. Kühlmann var bleven fjernet. „Uden Forhandling er det dog umuligt at opnaa Fred,” sagde han. „Generalernes Storpralerier er utaalelige. Selv om vi i bedste Fald — hvad jeg iøvrigt holder for helt udelukket — sejrer paa Vestfronten, knuser Frankrig og driver Englænderne tilbage over Kanalen, er vi lige langt fjernede fra Freden. Hvad har vi saa i Virkeligheden opnaaet? Englænderne sidder saa vedblivende sikkert paa deres Øer. De vil have baade Folk og Materialer nok til Raadighed og vil kunne bygge 10 Gange saa mange Skibe, som vi er i Stand til at bygge. Verdensblokaden vil blive fortsat, og Søkrigen blive ført videre.”

Jeg noterede straks denne Udtalelse, da den forekom mig meget interessant som Udtryk ikke blot for Ballins personlige Opfattelse, men ogsaa for den Stemning, der hersker i hanseatiske Forretningskredse.

Kort før vi naaede til Bergedorf, standsede Toget, som det nu sker paa saa at sige hver Fart mellem Hamborg og Berlin. Lokomotivet var gaaet i Stykker. Et Leje var brændt ud. Der blev telefoneret efter et andet Lokomotiv i Hamborg, og indtil det kom, gav det et ufrivilligt Ophold. Ballin havde ingen Tid. Han vekslede et Par Ord med Togføreren, saa ud af Vinduet, aabnede Kupédøren og var med et Sæt ude af Toget.

Idet han vendte sig om og tog Afsked med os, raabte han, at han gik til Bergedorf, hvor han haabede at opdrive en Bil, da han ikke havde Tid til at vente.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 299-300)

13. juli 1918 – Rasmus Damm: “Det er ikke Soldater disse 18 års Drenge, som de nu sender herud”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

13. 7.

Jeg er nu snart nået tilbage til Kompagniet, eller da i det mindste til det Sted, hvor jeg forlod det for at rejse pa Orlov. Jeg er rejst helt til Juniville uden Afbrydelser eller Omstigninger. Ankom dertil i Aftes Kl. 11,30, og sov der i Nat. Men for første Gang i mit Liv sov jeg under Sengen. Der var fuldt belagt både i Sengene, pa Borde, Bænke og på Gulvet, men sa opdagede jeg en fri Plads under en Seng og krøb derind. Jeg sov også nogenlunde, og sov til Kl. 8 i Morges. Efter at have spist lidt Morgenmad, for nu er jeg jo kommen i Vane med at spise flere Gange daglig og til bestemt Tid, vandrede jeg afsted og er nu nået til La Neuville.

Jeg sidder i Soldaterhjemmet og hviler ud. Der er jo ikke noget at haste efter, og jeg har kun en Times Gang tilbage. Som jeg nok tænkte, da jeg rejste hjemmefra, ser det ud til, at her går Dansen snart løs igen. Hvad pokker bliver de ved at mase på for, de kan dog ikke hamle op med hele Verden, og knække dem med Våbenmagt, kan de dog ikke. Eller er det de sidste Krampetrækninger, som ethvert Legeme gør for Livet ebber ud.

Jeg lovede min Mor ved Afskeden at jeg kom hjem til hende igen, nar Krigen er Slut. Og det varer ganske bestemt ikke et År, føjede jeg til. Fader er reklameret fri og er måske nået hjem allerede. Broder Mathias er i Lazaret og har det rigtig godt. Muligvis er Krigen forbi, nar han igen er tjenstdygtig. Og Frederik, ja selv om han bliver indkaldt, når Fader kommer hjem, så går der dog altid et par Måneder for han kan sendes ud. Så jeg tror helt bestemt, at vi alle samles igen.

Det er ikke Soldater disse 18 års Drenge, som de nu sender herud. Det er små spinkle Fyre allesammen, da de ikke har kunnet udvikle sig ved den Krigskost, som har været dem undt derhjemme i Tyskland. De kan lade og affyre en Bøsse, men skvatter sikkert omkuld derved. Derudover kan de næsten have en Barnepige med Barnevogn behov, for ikke straks at gå i Hundene.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

9. juli 1918 – Enkefru Røgind: en falsk flyverløjtnant

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Juli.
En ganske morsom Køpenick-Affære er foregaaet i Sønderborg. En ung Styrmand fra Bremen, mistænkt og fængslet for Spioneri, har set sit Snit til at undvige og efterlyses i Blade og Politibekendtgørelser, hans Billede har været opslaaet paa Raadhuse og i Togene, og der var udlovet en Belønning paa 3000 Rmk. for Paagribelse:

Til Sønderborg kommer der en ung flot Flyverlieutenant, bor paa det fineste Hotel, fraterniserer med Officererne, gør Visit hos Commandanten, hvor han præsenterer sig som Friherre v. Schmettau, gør ogsaa Visit hos Landraaden, bliver modtaget alle Steder med stor Venlighed, faar af Commandanten Lov til at færdes med Motorbaad i Havnen og at besøge den nye Forsøgstorpedostation, hvor han bliver vist det hele.

Han gør en Tur ud til Kegnæs, efter Sigende for at inspicere Fyrskibene, men da han ikke er saa kendt med Terrænet, lander han ved en større Gaard, hvor han bliver meget gæstfrit modtaget, og efter en fin improviseret Middag kører Værten ham selv til Kegnæs, hvor Motorbaaden støder til ham, bemandet med to Matroser.

Paa en eller anden Maade, ved at foregive at han alene maa inspicere Fyrskibene, faar han dem fjernet og tager saa over til Varnæs [?], hvor han spiser en flot Souper paa Hotellet, og da Værten kommer med Regningen, siger han, at den skal tilstilles Flyverskolen i Aabenraa, og navngiver sig. Værten bukker og Friherren gaar tilsidst igen, men Værten ser ham styre over mod Assens til og faar en Mistanke, telefonerer til Flyverstationen Aabenraa, om der findes en Friherre v. Schmettau. Nej, lyder Svaret. Stor Forvirring der, et Par Flyvere gaar straks ud, men naar ham ikke, han er allerede kommet over paa dansk Grund. Det viser sig, at Flyverlieutenanten er identisk med Spionen.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 153)

7. juli 1917 – Ernst Christiansen: “Hold i Ryggen og Flyverbomber”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

7. Juli 1918.
Veed du, hvor jeg er henne i Verden i Dag? En pæn Stue, højt til Loftet, et stort Vindue, rigtignok uden Glas, i Loftet nogle afskallede Steder, men ellers helt og det fine lysstribede Tapet delvis ubeskadiget. Møblementet er tre to Etagers raat sammen tømrede Sengesteder, men rummelige med fjedrende Langbrædder, saa man godt kan sove uden Træuld, og desuden ejer hver en lille Træstol med Halmsæde, som vi har hentet fra en Kirkeruin lige overfor. — Jeg bor nu i Armentiéres.

En Aftenstund forleden fik vi Ordre til Afmarche næste Morgen. Jeg gik hen i Gartneriet for at sige Farvel til Blomsterne og plukkede halvtudsprungne Roser. Næste Morgen stillede vort Korporalskab med hver Mand sin Rose, jeg med en dejlig mørkerød, og Kompagniet kørte med Feltbanetog til St. Andrée. Indkvartering i en lille Arbejdergades tomme Huse. Stuerne halvfulde af muggen Halm og Støv. Et Par Timers Rengøring, saa saa alt pænt ud. Men straks efter Ordre til ny Flytning næste Morgen. Spaseret til en af Lilles gamle Stadsporte, Porte de l’Abbaye, men for at komme ind i Lille skal man have særlig »Ausweis«. I Nærheden laa et Soldaterhjem i en smuk herskabelig Ejendom med Tæppe paa Gulvet i Læseværelset og Musik i Restaurationen. Man levede ligefrem op den Dag.

En søvnløs Nat paa Grund af et stærkt Hold i Ryggen og Flyverbomber. Næste Morgen kunde jeg knap røre mig; men en Sygemelding afvistes, og en Stuefælle hjalp mig Tornysteren paa. Naar den først sad der, stivede den Ryggen af. Men de 117 Gange, da den skulde af og paa i Dagens Løb, var lidt tragikomiske. Med et Transporttog til Armentiéres forbi; vort Frugtparadis og Hjem i to Maaneder. Langt om længe Indkvartering i halvt hele Huse, Arbejde med at indrette sig, Vagt om Natten. Jeg havde min Hyre med at passe paa Øjenlaagene, der vilde falde i.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 251-2)

7. juli 1918 – Enkefru Røgind: På hamstringstur

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7.  Juli.
Lise og jeg gik ud for at hamstre Æg, forsøgte Hexehuset, nej, gik en dygtig Tur, men Æg fik vi ikke. Begge de unge Fruer Thomsen paa Visit. Ingeborg saa frisk og ungpigeagtig ud. Hun rejser med sine to Børn om nogle Dage tilbage til Königsberg. Ejendommelige Forhold deroppe; men hun var tilfreds og glad og Manden ogsaa. Nu synes hun, det er helt naturligt, at hun er fælles om et Køkken med to andre Familier, og at de skal lave Mad paa samme Tid, og at hendes bedste Omgang er halvdannede Jødefamilier. 7. [Se »De fire onde Aar« udgivet af Ingeborg Thomsen og Svend Thorsen]

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 150)

5. juli 1918 – Flensborg Avis: “Den forfærdelige Krig kræver tunge Ofre”

Krigsefterretninger

Efter næsten fire Aars Uvished har Enke efter afdøde Maler Sorgenfrei i Tønder nu faaet Meddelelse om, at hendes eneste Søn Bernhard er falden allerede den 12. Oktober 1914.

Gefrejter Mathias Sørensen, Søn af afdøde Arbejdsmand Peter Sørensen i Tønder har faaet Jernkorset af første Klasse. Han har allerede været saaret 4 Gange. Under Kampen den 21. Marts blev han haardt saaret af Skud i Ryggen og Armen, og hans paarørende havde allerede faaet Meddelelse om, at han var død. Des større var selvfølgelig nu Glæden, da der kom Meddelelse fra Sørensen selv om, at han var haardt saaret, men dog blev bedre allerede.

P.  Petersen, en Søn af Slagter Petersen i Nørregade i Tønder, er bleven forfremmet til Løjtnant i Frankrig.

I disse Dage har Fru Thomsen Johansen i Daler faaet Telegram fra Rusland om, at hendes Mand, Gaardejer Thomsen Johansen er afgaaet ved Døden paa et Lazaret. For 8 Dage siden fik hun Meddelelse om, at Sønnen var falden i Frankrig. For 4 Uger siden var de begge samtidig hjemme på Orlov, og nu er de begge døde. Den forfærdelige Krig kræver tunge Ofre.

Hilsner fra Felten
Vi undertegnede Nordslesvigere, som er sammen ved en Vognparkkolonne, ønsker gennem disse Spalter at sende Bekendte og Venner derhjemme samt Kammeraterne ved Fronten en hjertelig Hilsen. Bendix Petersen, Horsbøl; Andreas Hansen, Andrup; Niels Hansen, Mjøls; Jørgen Schmidt, Genner; Hans Jørgensen, Agtrup.

Dagsnyt – Provinsen

Husild. I Gaar Formiddags lød der Brandalarm i Tønder Bys Gader. Der brændte en Garderobe hos Enken Schlüter i Nystaden. Ilden slukkedes af Naboerne, men Tøjet i Garderoben og Gulvet underneden var brændt. Den fattige Enke har mistet sit Tøj. Ilden har ulmet i et Par Timer, da Konen var paa Markarbejde og Børnene i Skole.

En Rosentyv. Natten til Onsdag blev 25 højstenglede Roser, som Blomsterhandler Olufsen i Tønder lige havde modtaget fra Hamburg, stjaalne ud af et aflaaset Kælderrum. Det mærkeligste er, at Laasen var ubeskadiget og at der ikke var noget borte af de i Kælderen gemte Fødevarer.

Jernbanetyve. Sadelmager Roost i Møgeltønder fik forleden Dag fra Løgumkloster sendt en Pakke Huder. Da Pakken, som var tilsyneladende urørt, aabnedes, viste det sig, at der var skaaret Læderstrimler af Huderne. Modtageren kræver Erstatning af Jernbanevæsnet.

Fem russiske Fanger flygtede forleden fra Emmersk; to af dem nappedes ved Grænsen, medens tre er slupne over.

En sørgelig Ulykke i Alssund. – Syv Mennesker druknede. I Tirsdags Aftes sejlede 3 Marinesoldater og 4 unge Piger i en lille Baad med store Sejl fra Melsgaard til Hardeshøj. Midt mellem Melsmark og Sundved kæntrede Baaden og alle de ombordværende druknede. To af de unge Piger var Søstre, Døtre af Hans Jessen Mørk paa Perbøl Mark, den ene tjente paa Melsgaard; de to var Døtre af Chr. Petersen i Mels og Maskinbygger Johannes Schmidt i Mils.

4. juli 1918 – Nyeste Efterretninger: “Heftige franske Delangreb nord for Aisne”

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. De sidste med et par dages forsinkelse.

Nyeste Efterretninger. Dagens Beretning
Det store Hovedkvarter, Torsdag

Den vestlige Krigsskueplads
Hærgruppe Kronprins Rupprecht. Fægtningsvirksomheden levede om Aftenen op i enkelte Afsnit. Siden i Morges tidlig har der været stærk fjendtlig Ild paa begge Sider af Somme. Her udviklede der sig Infanterifægtninger.

Hærgrupppe Tysk Kronprins. Heftige franske Delangreb nord for Aisne. Øst for Moulin-sous-Touvent blev et fjendtligt Modstød afvist i vor forreste Kamplinje, i øvrigt brød alle hans Angreb sammen foran vore Forhindringer.
Nye fjendtlige Fremstød vest for Chateua-Thierry strandede.

Hærgrupperne Gallwitz og Hertug Albrekt. Et stærkt fjendtligt Fremstød paa den østlige Maasbred blev afvist. I Sundgau blev der ved heldige Foretagender indbragt Fanger.

Løjtnant Udet har opnaaet sin 40., Løjtnant Rumey sin 29. og 30. Luftsejr.

Første Generalkvartermester Ludendorff.

 

29. juni 1918 – Flensborg Avis: “Hunhundene „Freya”, „Grete I” og „Grete II”

Sanitetshundene.

Redaktionen har modtaget følgende: Om Sanitetshundenes Virksomhed hedder det i en Beretning fra Feltsanitetschefen v. Schjerning: I Siebenbürgen og Rumænien fandt vore Hunde, især i de høje Majsmarker, der frembyder overordentlige Besværligheder for det søgende Sanitetspersonale, meget godt Tyskere og Fjender. Saaledes f. E. ogsaa 6 haardtsaarede Ungarere, der laa saa skjulte i den uvejsomme Egn, at de krævede de største Anstrengelser fra Sygebærernes Side at faa de stakkels Folk bjærget.

Hunden fra det her omtalte Sanitetskompagni fandt i September Maaned alene 19 saarede. Hunhundene „Lore”, „Flora” og „Lette” fandt efter en Fægtning 16 haardsaarede Rumænere, der laa i Majsmarker og dybe, til Dels ødelagte Skyttegrave. I en Fægtning fandt Hunhundene „Freya”, „Grete I” og „Grete II” fire Tyskere og ni Rumænere, som ikke kunde være blevne fundne af Sygebærerpatrouiller. I alt er i Rumænien i Maanederne September—Oktober 61 saarede blevne fundne af Hundene, saarede, som i det vanskelige Landskab ikke var fundne af Sygebærerne, og som uden vore Dyr havde faaet en kvalfuld Sultedød.

„Sanitetshundenes Virksomhed,” skriver Excellence v. Schjerning til Slut, „har i disse to Maaneder vist, at deres Medvirkning ikke kan undværes ved Afsøgning af Slagmarkerne i Højbjergene, i Kløfter og skovrigt Land, men heller ikke Paa Sletterne, naar de er bevoksede med Majs og Korn.” Derfor, Landsmænd, understøt Værket ved at tiltræde den tyske Forening for Sanitetshundes Afdeling for Nordslesvig.

20. juni 1918 – Flensborg Avis: “Send derfor Hunde til Fronten”

Sanitetshunden som Vagt

Bladet har modtaget følgende: Vagt- og Forposthunden skal sammen med sin Herre først og fremmest sørge for, at Terrænet renses for lyssky Elementer. Den medgives Hovedsagelig Krigspolitigruppen, det vil sige Feltgendarmerne, hvis Opgave under Krigen er dobbelt vanskelig, thi det drejer sig her i første Linje om Opbringelsen af den aldrig hvilende og aldrig manglende Spionering.

Forposthunden ledsager sin fører til Lytteposten. Hunden gaar sammen med Føreren eller kredser om ham i den mørke Nat, den ledsager Strejfpatrouiller eller saakaldte Stødafdelinger paa deres Opklaringsveje med [s]ine den menneskeliqe Sans langt overegne Sanser, og lugter og iagttager fjenden. allerede inden han har nogen Anelse om det farlige Møde.

Ved Krigens Begyndelse forekom det tit, at fremskudte Forposter blev stukne ned af farvede fjendtlige Hjælpetropper, som sneg sig frem. I et Opraab siger derfor 4. Garderegiments Udfyldningsbataillon:

Intet elektrisk eller optisk Apparat formaar paa Opklarernes langt fremskudte Post at erstatte en Vagthund. Sikringsmandskabet maa i de fremskudte Grave som Lyttepost paa anstrengende og opofrende Maade sørge for deres Kammeraters Sikkerhed. Men til Trods for at disse brave anstrenger deres Sanser af alle Kræfter, lykkedes det dog mangen en Gang for Fjenden i mørke Nætter, i de flanderske Lavningers uigennemtrængelige Taage og i Ruslands Sumpegne at overfalde vore Forposter og slaa dem ned. Lig en Slange kryber den aalglatte Hindu og den dyriske Senegalneger bagfra hen til vore intetanende Forposter; et Stød med den lange Kniv, og uden en Lyd synker den brave sammen. Her kan Forposthunden yde uvurderlige Tjenester.

Send derfor Hunde til Fronten. Særlig egnede dertil er de tyske Hønsehunde, Hyrdehunden, Doberman, og i det hele taget alle Hunde med skarpe Sanser. Hvem der ikke har en passende Hund til Raadighed, kan støtte Sagen ved ar indmelde sig i den nordslesvigsk Afdeling af tyske Forening for Sanitetshunde.

19. juni 1918 – Jens Iversen: “Vi er dog, naar alt kommer til alt allesammen i en og samme Baad”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Neumünster, Onsdag, den 19. Juni 1918.
Efter et Døgns uafbrudt Kørsel i et med hjempermitterede Soldater til Trængsel fyldt Hurtigtog fra Varshava over Berlin og Hamborg, venter jeg her i Neumünster paa Tilslutning nordpaa. For nøjagtig tre Aar og tre Dage siden stod jeg ligeledes her paa Banegaarden, man da paa Vej sydpaa, til den russiske front, og Broder Andreas var mødt op for at sige Farvel. Det vil vare et Skaar i Gensynsgladen, ikke ogsaa at skulle mødes med ham og min kære Fader i Morgen i Tønder efter de lange Aar.

Man siger, at Toget ankommer om en Times Tid, og jeg sidder med en Kande tynd Surrogatkaffe foran mig. Omgivelserne her har ogsaa forandret sig i de tre har. Ventesalen gør et forsømt og næsten forkomment Indtryk, og folk sidder omkring med apatiske, trætte Ansigter. Det er tydeligt, at Krigen ogsaa har efterladt Spor i Tyskland.

Hovedgaden Grossflecken i Neumünster (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ogsaa jeg er træt, men det korte Ophold vil jeg benytte til her at afslutte min russiske Dagbog, før min Hustru i Aften modtager mig paa Banegaarden i Flensborg, Jeg vil gøre det med at vedkende mig, hvad jeg har faaet ud af disse tre onde Aar.

Naar jeg nu tænker tilbage: Ikke for alt i Verden kunde jeg ønske dem gentaget, men heller ikke vilde jeg miste dem. De har trods alt dog været en Berigelse. Jeg har i Sandhed erfaret dette, at der under alle forhold og i alle Folkeslag ogsaa i en Tid som den, hele Verden nu skal igennem, findes gode mennesker. Der vilde vare mindre Had og mindre Krig i denne ulyksalige Verden, hvis Menneskene og Folkene gjorde sig Umage for bedre at forstaa og omgaaes end at ødelagge hinanden. Vi er dog, naar alt kommer til alt allesammen i en og samme Baad.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

19. juni 1918 – Claus Juhl: “… gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 17. om natten stillingsveksel og den 18. før dagens frembrud, afmarch, vi marcherede først til Armentieres, hvor Sorgenfrei blev jordet, og derfra til en by som hed Somme. Vi lå her natten over, og den 19. gik det videre gennem Lille, Ronbaire til byen Herseanne, som ligger ved den belgiske grænse. Det regnede småt hele formiddagen, men det gav for lidt til at bløde den udtørrede jord igennem.

I Herscause fik vi kvarter, disse var for det meste gode, en kammerat og jeg lå hos en slagter. Nu havde han naturligvis ikke noget at slagte, da tyskerne jo førte kontrol med alt ting. Mellem os og kvarterværterne var forholdet godt, vi blev således indbudt på nye kartofler og kaninsteg, og kunne så til gengæld vise vores taknemmelighed ved anden småhjælp.

Smugleriet florerede i stor stil, hver morgen 4-5 kom en hel trop smuglere igennem, enten med korn eller kartofler, det drejede sig altid om fødevarer. I Belgien var disse forholdsvis rigeligere end hinsides grænsen, hvor de store byer Lille, Roubaise og Toreoing lå. Folkene vandrede hele natten for at hente sig en smule kartofler eller korn, de havde såmænd besvær nok med at skaffe sig det. De vidste nøjagtigt at en almindelig soldat ikke gjorde dem noget, hvorimod de havde vældig respekt for gendarmeriet. Jeg synes altid det ligefrem var synd, når de måtte aflevere den smule de havde hentet, men gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.

Vi var flere gange i Lille, fra Herseanne og til Lille var der rigtignok 13. km, men da den elektriske sporvej var i funktion, kunne vi altid benytte denne. I Lille teater blev der opført forskellige skuespil, skuespillerne var naturligvis tyske, priserne var ikke særlig høje, så vi havde god lejlighed til at benytte os deraf. Der var også altid stuvende fuldt hus, så vi måtte besørge os billetter i forvejen.

Divisionen havde vi hver uge et tog til rådighed til Blankenberghe og Ostende; det var fordi mandskabet kunne få en lille udflugt derop og samtidig bade i Vestervov-vov. Fra hvert batteri kom der 6 mand med ad gangen, jeg var så heldig at komme med den ene gang, desværre var tiden så kort, vi havde kun en dag til rådighed.

Allerede mens vi lå i Menegate var der flere som blev syge, de fik op til 41 grader i feber, men i løbet af et par dage tabte feberen sig, og de følte sig kun slappe. Som regel varede sygdommen kun ca. 5 dage i enkelte tilfælde vel lidt længere, men noget ondartet forløb havde den ikke. Den største part af mandskabet blev angrebet under vort ophold i Herscause, som middel blev der af lægen foreskrevet sprit. Inden for hele divisionen ved jeg kun om et dødstilfælde, og grunden var den, at de flyttede manden, da han havde for høj feber uden at være tilstrækkelig forsigtige. Det var mærkeligt nok, at soldaterne kom så let over denne sygdom.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

17. juni 1918 – Flensborg Avis: “Fra Hvilelejren til Stillingen”

(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ti dejlige Dage havde vi oplevet i Hvilelejren i Nærheden af W. Biografteaterforestillinger og Lysbilledforedrag bødes os skiftende i rigt Maal, og der blev uddelt frit Øl. Man følte sig atter engang som Menneske efter at have tilbragt omtrent 40 Dage ved Kampfronten. Men nu er det foreløbig forbi med dette Liv. I Dagsbefalingen blev det forleden bekendtgjort, at vi fra næste Dags Aften atter skulde ud i Kampstillingen for at afløse det andet Kompagni derude. Saa kun til.

Næste Dags Formiddag var vi i Gang med vor Udrustning, bragte den i Orden og pakkede og rullede alt forskriftsmæssig ind. Langsomt nærmede Aftenen sig og dermed ogsaa den Tid, da vi skulde drage ud til Afløsning. Vi, som hørte til Betjeningen ved et Maskingevær, ladede dette med tilhørende Patronkasse paa Vognen, som saa kørte bort. Saa traadte Kompagniet an, rede til Afmarchen. I Række og Geled staar vi nu, og endelig lyder Befalingen til at marchere afsted.

Enhver forlod nok med et bedrøvet Blik Hvilestillingen. Foreløbig gik det ned i en Dal; længst nede rislede en Flod gennem det lille By H. Man saa næsten ikke andet end frugtbare Landskab og ved denne laa den ituskudte Huse og Ruiner. Kun Kirken var hel. Her maatte man virkelig beundre Artllleriets Træfsikkerhed. Snart var Byen bag os, og vi befandt os paa en bred Landevej, som foreløbig førte gennem saftig-grønne Enge. Saa kom vi forbi en Ruin. vel en tidligere Villa, jernportene ind til Haven stod der endnu, mens alt andet kun var en øde Ruinhob. Hvilken fredelig Lykke har vel blomstret der i Fredstid! Og nu!

Lidt efter lidt nærmer vi os Landsbyen St. M., som næsten er helt jævnet med Jorden. Vi havde vel Marcheret et Par Timer, da der kommanderedes: Holdt! Nogle lagde sig i bet grønne, og lettede sig for det tunge Tornyster, mens andre beholdt det paa. Kun alt for hurtigt blev der atter befalet, at vi skulde træde an. Toget gik videre. Snart saa vi, mens det i Mellemtiden var blevet mørkt, de første Lyskugler stige til Vejrs. En fjendtlig Flyver kredsede over Terrænet bag os og man hørte tydelig: hans Motors uhyggelige Brummen. Pludselig faldt der et Par Bomber. Men det er jo Krig.

Vi var naaede til den lille By E. og dermed til et farligt Hjørne, da Vejen derfra til B. laa meget under fjendtlig Ild. Vi formeredes her l mindre Grupper, som saa hver for sig marcherede videre. Vor Maskingeværafdeling maatte vente til sidst, men endelig kom Turen ogsaa til os til at marchere afsted, denne Gang bag Maskingeværvognen. Men Franskmændene var rolige i Aften. Der faldt ikke et Artilleristud paa Landevejen, og vi naaede saaledes lykkelig hen, hvor Maskingeværvognen holdt. Nu maatte enhver bære de Vaaben, som Underofficeren læssede af Vognen, og man fik en god Vægt at slæbe paa.

Vi gik afsted til Skyttegraven. Det gik over eller uden om det ene Granathul efter det andet. Saa naaede vi Løbegraven og kort efter Skyttegraven, og dermed var vi i Kampstillingen. Vi havde naaet den gamle Stilling, og Maskingeværet blev atter bragt i Stilling. I Dækningerne ventede de Kammerater, som vi skulde afløse. De stod med fuld Oppakning og var snart forsvundne. Der blev straks udstillet Vagtposter. Jeg bragte mine Sager paa Plads, rullede mig ind i Tæppet og Teltlærredet og lagde mig dødtræt til at sove, da jeg først fire Timer senere skulde paa Forpost. Snart sov jeg sødeligt.

 Hans Matthiesen.

14. juni 1918 – Jens Iversen: “… Afbræk i Glæden: min yngste Broder Andreas er savnet “

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Varahava, karantæne Zegrae-Syd,
fredag, den 14. Juni 1918.

for netop en Uge siden kom jeg hertil, og i Dag har jeg efter lange, lange Tider hørt hjemmefra. Min Hustru har straks skrevet efter at hun har faaet min nuværende Adresse. Hvor forventningsfuld aabnede jeg dette Brev, og saa det Afbræk i Glæden: min yngste Broder Andreas er savnet siden den store Martsoffensiv i Flandern. Men, trøster hun, der er Haab om, at han er i engelsk Fangenskab. Og saa, min Broder Lorens har Bryllup den 20, Juni. Jeg har straks i Eftermiddags været hos Kaptajnen for at bede ham om i den Anledning at afkorte Karantænetiden, saa jeg har faaet Lov til at rejse den 18. Juni.

Vi har nu ogsaa modtaget Uniformer. Her i Karantænen kommer hver Bag hundreder af Krigsfanger til fra alle Kanter i Rusland, I Forgaars traf jeg en Kammerat, jeg for halvandet Aar siden har varet sammen med i Astrakan. Han kom nu fra Sibirien paa den anden Side Baikalsøen.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

13. juni 1918 – Tønder Luftskibsbase: Fly fra Nordholz

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

13.6.18

Wetter: gew. Sicht. leichter Regen.

Kein Flugdienst wie vor.

Fl.Ob.Mat. Noack (Führer)  udn Fl. Maat Harms (Beobachter) treffen von Nordholz kommend hier ein, um D.F.W. 148/17 auf dem Luftwege nach Nordholz zu überführen. Wegen ungünstigen Wetter findet der Flug nicht statt.

gez. Coester

(Bundesarchiv RM112/223)

12. juni 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “forestaaende engelsk Angreb…”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.
Om Rygter
i Sønderjylland om et forestaaende engelsk Angreb med tilhørende tysk Besættelse af Jylland. Der staar indladede Artilleritog i Rendsborg og Bremen til Brug ved Invasionen i Jylland. Der anbringes 21 cm Skyts i den befæstede Linie (Afskrift i E-Arkivet).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

11. juni 1918 – Flensborg Avis: “Ukrajnes Hovedstad”

 (Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Kære „Flensborg Avis”! Vi er nu rejste længere østpaa og jeg er for Tiden i Ukrajnes Hovedstad Kief. Der er en meget livlig Færdsel, særlig i Byens Hovedgade, Kreshtshatik. Fortovene er brede, dobbelt saa brede, som man er vant til at se dem i Storbyerne, og dog har de ondt ved at rumme de mange Passanter. Paa Gaden besørger den „elektriske” og saa de uhyre mange Drosker Trafikken. Man kører gerne, thi det gaar hurtigt og paa — Gummi. Hestene er velfodrede, og under Skoene (mellem Hagerne) er der Gummi, saa at de ikke kan glide i de bakkede Gader. Blandt Hestene ser man mange Hingste, og de mønstrer jo ordentlig for de lette Vogne. Ved Sporvognenes Holdepladser staar Passagererne pænt opstillede paa Rad, og de venter i Ro og Mag til deres Tur kommer; man lægger aldrig Mærke til, at nogen vil trænge sig frem.

Hovedbanegaarden er en gammel Bygning og ser forfærdelig medtagen ud; den passer nu langtfra til en By paa over Million Indbyggere. Her Hersker der jo ogsaa livlig Færdsel, og alle Tog er overfyldte. Paa Lokomotiverne fyres hovedsaglig med Træ. I Byens modsatte Udkant flyder Dnjepre, hvor der er temmelig livlig Dampskibstrafik. Op fra Floden hæver sig 60—70 Meter høje Skrænter, hvorfra der haves en smuk Udsigt over Dalen og den lavere liggende Bydel, som grænser ned mod Havneanlæggene. Her i denne Bydel har Jøderne rigtig deres Tumleplads.

Oppe oven paa Skrænterne er der smukt beliggende — men ikke særlig smukt anlagte — Parkanlæg. „Købmandshaven”, hvor Byens bedre Publikum viser sig og lader Papirrublerne flyve, som om de næsten ingen Værdi havde (Papirets Værdi er vel i Virkeligheden ogsaa kun lille), og „Michael Klosterpark”, hvor der er et gammelt Kloster og et Par Kirker med forgyldte Kupler. Naar man kommer med Dampskib, tager Byen sig herligt ud med sine mange forgyldte Kupler. Inde i Byen ser man overalt Spor as de skrækkelige Uroligheder for et Par Maaneder siden.

Omegnen er temmelig sandet, men rig paa Naaletræslov. Sæden staar maadeligt; der trænges ogsaa Haardt til Regn; Kløvermarker ser man slet ikke. Mærkeligt,, at Vejret endnu de første Dage af Juni er saa køligt.

Men jeg maa slutte og takker dig, fordi du har mødt saa præcist; kun de sidste Par Dage har du ikke fundet Vejen herop, men jeg har ogsaa faaet et andet Feltpostnummer, nemlig 886. Hvor det smerter, naar man hører, at nu er den og den falden af Kendinge deroppe fra vort kære Hjemland! Krigen river slemme Huller i vore Rækker. Paa Gensyn, og gid vi snart maatte opleve en god Fred!

Jens Paulsen.

11. juni 1918 – Claus Juhl: “hele egnen blev beskudt”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 11. blev igen en mand let såret. I Menegate var det også usikkert, hele egnen blev beskudt, vi slap heldig, men flere andre batterier havde en mængde tab. Flyverne var i travl virksomhed især om natten, de havde en slags lyskugler som holdt sig svævende ved hjælp af en skærm, disse plantede de så i luften over vejene så disse blev klart belyste. På den måde kunne de iagttage kolonnerne og beskyde dem med deres maskingeværer. Om dagen var det herligt solskinsvejr, men jorden var alt for tør, den fede ler slog overalt revner. Markerne var næsten alle tilsåede, for det meste med hvede, men denne blev slået grønt som foder til hestene, da de næsten ingen havre fik mere. Den sæd, som var frigivet til hestefoder, lå altid inde i ildlinjen, så de natlige togter for at hente den var temmelig farlige.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

8. juni 1918 – Claus Juhl: “… men jeg tror ikke, det var et tilfælde.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

De første dage gik alting efter ønske, englænderen strøede nok egnen af, men ingen i vor umiddelbare nærhed. Den 7. skød vi, mens der var fjendtlige flyvere direkte over os, følgen var at stillingen blev forrådt. Vi måtte nu flere gange forlade stillingen, men mand blev livsfarligt såret i underlivet, ligesom han havde en mængde andre sår. Vi fik ham forbundet og skaffet bort, men han døde på hovedforbindingspladsen.

Natten derpå da jeg lå i min hytte og sov, blev jeg vækket af nogle øredøvende brag, mens jordklumper regnede ned på taget. Der kom endnu flere skud, da det blev lidt roligere krøb jeg udenfor for at se hvor granaterne var slået ned. De havde akkurat haft retning efter mig, det nærmeste hul var kun 3 m fra min borg, blot disse 3 meter kortere så havde jeg ikke været der mere.

Vi lå netop midt i ildregnen, derfor indrettede vi vor fremtidige bolig lidt længere til venstre, der var en plet som hidtil var bleven nogenlunde skånet. Samme nat blev to mand letsårede ved 2. halvbatteri, den ene et skud gennem låret, den anden 2 skud i hovedet.

Dagen efter blev jeg afløst og kom til Menegate. 2 dage efter at vi var flyttet, slog en granat ned netop i det hul, som jeg havde forladt. Det kan man nu kalde et tilfælde, eller hvad man vil, men jeg tror ikke, det var et tilfælde.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

2. juni 1918 – Claus Juhl: “… og villaen var færdig”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 2. juni om natten kørte vi i stilling med 2 kanoner ved en gård, og de andre 2 et par hundrede meter til højre derfor. Stillingen var mellem Steenverk og Bailleul. Jeg var med første halvbatteri, vi stod ved en grøft fuld af vand, hvor der var et par enkelte pilebuske. Da landet var meget lavt kunne vi ikke grave ret meget mere ned end halvanden spadestik, jorden vi gravede op, satte vi så omkring hullet, ovenpå kom der så en blikplade, et par skovlfulde jord og endelig noget grønt og villaen var færdig. Den var kun lav, man kunne ikke engang sidde oprejst, men den gav da ly for sprængstykker og regnen omend, det kunne være lidt nok for begge dele.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

1. juni 1918 – Flensborg Avis: “Tak for bladet”

Hilsner fra Felten

Ærede „Flensborg Avis”!
Mange Tak, fordi du besøger mig daglig og bringer mig Nyt fra mit kære Nordslesvig. Jeg ligger for Tiden 15—20 Kilometer bag  Fronten og gaar en Meldehundeskole igennem; jeg er sund og rask og har det saavidt godt her, men desværre er den gode Tid snart forbi, oa saa gaar det jo til Fronten igen. Jeg beder dig gennem disse Linjer at bringe Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig min hjerteligste Hilsen.
Gefrejter Nis Hye, Galsted.

Kære „Flensborg Avis”!
Flere Nordslesvigere, som er tilsammen ved et Kompagni, sender gennem dig en Hilsen hjem til vort kære Nordslesvig og Tak for Bladet, som er vor stadige Gæst, og hvori vi kan følge med, hvad der Passerer derhjemme.
Gefrejterne Christiansen fra Rødekro, Wieck fra Aabenraa og Hymøller fra Blans Pr. Ullerup. Musketererne Bøtzau fra Ullerup Mark, Jensen Roth fra Genner og Johannes Hansen fra Gammelby ved Tønder samt Underofficer Petersen fra Angel.

30. maj 1918 – Johannes Ankersen: “Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru …”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj blev afløst ved fronten og kom i etapen i Belgien.

De sidste dage i maj blev vi endelig afløst, og som man kan tænke sig af en allerede udslidt division. De arme stakler kom fra den ene ubehagelige situation til den næste. Mit kompagni havde haft et besynderligt held, ikke en mand tabt. Men da vi var blevet afløst, og folk fra mit kompagni den næste dag viste de nye tropper madhenternes rute, kunne de ved tilbagekomsten berette, at de nye minekasterfolk allerede havde lidt meget under beskydning. Minekasterne sønderskudt og mandskabet spredt. En hårdtsåret som de havde fundet helt ensom, bragte mine folk til forbindingspladsen.

Gud ske takke lov, at vi var borte derfra. Ved herligt vejr rykkede vi af og marcherede til Pérenchies, en lille station mellem Lille og Armentierès, hvor vi skulle med toget. I Perenchies stod regimentsmusikken allerede og spillede. Toget var der endnu ikke. Jeg lagde mig i først omgang i græsset, lyttede til musikkens klange og kikkede op den klare, blå himmel. Kanontordenen hørtes kun svagt. Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru, ude af uvisheden, snavs og alle andre plager, hvis også kun måske for et par dage. – Vores tog kom, og vi kørte bort, kørte indtil vi i morgengryet måtte stige ud i Avelghem.

I den dybeste fred, lå vi langt inde i etapen i Belgien i en stor landsby fuldstændig uberørt af krigen, et godt kvarter, intet skud at høre. Åh, hvor var det dejligt igen at kunne strække sig i en ren seng, selv altid være ren, og ind i mellem at se andre mennesker end kun soldater. Vi blev ikke længe i Avelghem, der var ingen øvelsesplads i passende nærhed. Derfor rykkede vi efter nogle dage til egnen ved Renaix, eller Ronse, som flamlændingene siger.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

29. maj 1918 – Mathias Damm: “… Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d. 29.5.18.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det stadig godt. Mine Saar heles godt, det i Ryggen var helt, men er atter brækket op og smerter nu mere, end før og det i Armen var ogsaa lidt bedre end det nu er, men det i Benet er betydelig bedre, kanske er der slet ingen Splitter deri, desto bedre. Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok og jeg har ogsaa været ude at spasere igaar for første Gang det gik bedre end ventet. Idag gaar jeg atter ud, saa bliver Tiden heller ikke saa lang.

Med Din Orlov er det det samme Narreri, som sædvanlig, og Rasmus gaar det ikke bedre. Han er jo nu ved Reims. De ere tidlig kommen til Frankrig at være med til Alting. Først ved St. Quentin, saa ved Lille og nu i Champagne. Jeg fik nu lige Brev fra ham fra d.22. Da skulde de nok i Stilling. Haaber han atter kommer godt derfra.

Jeg modtog ogsaa lige Brev fra min Sergt. og Gruppefører ved Comp. Han var netop som han modtog mit Kort fra Sedan bleven haardt saaret og nu faaet høire Ben aftaget. Han var aktiv fra Kavalleriet og var til Efteraar 7 Aar Soldat. Dog han er ikke forknyt og har et godt Hjem. En større Bondegaard i Omegnen af Tilsit, som han skulde overtage, naar han kom hjem engang. Det er som sædvanlig en af de bedste, det har truffet, et Skam som alle ønsker at blive af med, kommer altid godt igjennem.

Kære Fader, Du skriver om P.P.s Eiendom, Jeg har tænkt paa det samme, da Moder skrev derom, men jeg tænkte ikke, at Du vilde være med dertil saalænge man ikke vidste, om jeg kom hjem engang igjen eller ei. Men som Du skrive, vil der næppe nogensinde byde sig en saadan Leilighed til antagelig Pris og bedre passende Beliggenhed hefter ikke, og det er jo at bruge til alting, men det værste er jo at faa det passet nu, da der ingen af os er hjemme, men saa kunde det jo ogsaa lade sig græsse. Den største Del har P. jo dog til Græs, og saa behøvede vi paa vort eget ikke at pløie Hjørnerne og Kanterne og paa den Maade blev det atter en Lettelse. Græsse Køeme kan man overalt.

Men det var jo ikke godt, skulde Krigen vare et Aar endnu. Jeg synes dog forskelligt tyder paa, at de regner med Fred i Vinterens Løb. Skulde det ikke alt gaa som beregnet, er det vel heller ikke svært at sælge igjen, det er jo vældige Summer Gaardhandleme fortjener derhjemme og helt ublu Priser der betales, som om det var en Glanstid for Landmanden, men kommer det ikke af, at mange der har tjent lidt Penge i Byerne købe Eiendomme paa Landet.

Du kan se, hvad Du øyner, kære Fader, naar Du kommer paa Orlov. Peter sagde en Gang før Krigen, da C. Petersen drillede ham en Middag han kom fra Mosen, at han vilde hellere skænke os det billigt, end sælge dyrt til Gaardslagtere og lade Aftægt give. Den gang tænkte jeg blot det var blot Vaas, men kanske har han dog allerede dengang tænkt derpaa.

Hvis Du modtager dette inden Du kommer paa Orlov, saa lad mig det vide, ellers skriver jeg endnu engang, naar Du er hjemme. Hvem ved, om jeg ikke ogsaa kan komme den 4-5. Men jeg vilde heller ikke gerne gaa frivilligt herfra, om jeg ogsaa faar 14 Dages Orlov derfor. Nu nok for idag. Mange Hilsner sender Dig Din Søn
Mathias.

Naar jeg kommer til Graudenz, lader jeg Moder prøve, om at faa mig paa Arbeidsorlov.

29. maj 1918 – Jens Iversen: “… at vi nu var Soldater igen”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tysk-Orscha, Onsdag, den 29. Maj 1918.
Byen ligger paa begge Sider af Dnjeprfloden, der skiller det besatte Omraade fra Russerne. De røde kommissærer gjorde ingen Indvendinger mod de to Dusin Stykker Sæbe, jeg havde købt for mine sidste Rubler. I Moskva havde tyske Sygeplejersker fra Gesandtskabet gjort os opmærksom paa, at Sæbe er en stor Mangelvare i Tyskland.

Da vort lange Tog med de henved 800 hjemvendende Tyskere langsomt kørte os over Dnjeprbroen, var der mange, der ikke kunde skjule deres Bevægelse, kvinder græd. Dog var Modtagelsen alt andet end festlig. En Oversergent klarede den helt alene og uden Sentimentalitet.

Vi Krigsfanger maatte forme Geled og fik at vide, at vi nu var Soldater igen. Medens Civilfangerne med deres Familier anbragtes i Barakker i Skoven, førtes vi til en tidligere russisk kaserne, hvor vi nu paa de nøgne Brikse venter paa at blive sendt til Varahava i Karantæne.

Da alle Breve herfra passerer Censuren og dermed forsinkes, har jeg givet en Soldat fra Skriverstuen, der netop skulde paa Orlov til Berlin, nogle Linier med til min Hustru med Meddelelse om, at jeg var paa Vej hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

28. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… her skyder de godt hen”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 28/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for Pakker med Flæsk jeg modtog i Gaard og for Brevet i Dag. Ja du gaar og venter mig hvær Dag. Ja jeg kommer nok ikke før vi kommer bag Fronten i Ro. Saa længe vi er i Stilling. I Gaard blev vi afløst fra Forreste Stilling vi er nu lidt tilbage i Reserve. men her skyder de godt hen. Havde ogsaa Brev fra Jabob i Dag. det er da godt for ham at han er bleven Tjener hos en Leutnant det er altid bedre end det andet. I Haab om at det ikke maa vare for længe inden vi ses.

sender Eder de kærligste Hilsner, din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)