Tag-arkiv: Cambrai

17. september 1918: Frederik Tychsen fortsætter hjemrejsen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov – og han havde besluttet sig for ikke at vende tilbage.

Det tog, jeg skulle med, afgik fra Irvny, en stationsby, der lå ca. 8 km på den anden side af Cambrai. Det var et “Militærurlaubertog” (Murzug Ruhr 30). Det skulle efter planen gå igennem til Dortmund, hvor jeg skulle skifte, og så med et andet, der gik til Hamborg. Men det kom ikke til at gå efter planen.

Da vi stod med flere hundrede mand og ventede på adgangstilladelse til at bestige toget, kom der en mængde fjendtlige flyvere. De begyndte at kaste bomber. Vi løb til alle sider, men der kom flere og flere flyvere, og de blev ved med at bombardere banegården. Omsider ramte de toget, og det brændte.

Vi lå spredt rundt omkring, medens bombardementet stod på. Vi kom imidlertid ikke af sted samme dag. Vi overnattede dels på banegården, dvs. nogle barakker og pakhuse eller rundt omkring i byen, hvor man kunne finde en soveplads. Jeg for mit vedkommende sov i en kreaturvogn sammen med nogle andre – alle skulle vi på orlov.

Der var dog nogle, der ikke kom det, de var blevet dræbt med papirerne i lommen. Mange blev såret og kom på lazaretterne. Dagen efter holdt der et tog ca. 1 km uden for stationen, det kunne ikke komme helt ind, for sporene var i stykker. Vi fik besked på, at vi skulle med dette, og det kan nok være, at vi kom derud i en fart.

Langt om længe begyndte toget at sætte sig i gang, og et lettelses suk gik hen over alles ansigter. Toget gik til Walenciennes og Ath; men herfra gik toget i en anden retning. I stedet for den planlagte kurs over Bryssel, Lüttich, Aachen, Köln, Dortmund, gik toget over Mons, Namur, Arion, Luxemburg til Metz.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. september 1918. “Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Med den fulde oppakning, karabiner og 60 patroner begav jeg mig nu ind efter Cambrai, det var en tur på ca. 8 km. Jeg gik hurtigt hen ad den støvede landevej, nu var det bare med at komme bort fra fronten. Kanonerne tordnede i alle hjørner og kanter, men det havde man for længst vænnet sig til.

Det var midt på dagen og ikke ret megen trafik. Der lå mange sårede langs med vejen, de lå og hvilede sig, de var på vej tilbage til forbindingspladserne og feldtlazaretterne. Et steds var der gravet ind i en skrænt og indrettet et forbindingsplads, her var der mange sårede.

Et par km. før jeg nåede Cambrai, kom jeg ind i et engelsk ildoverfald. De beskød landevejen ganske nederdrægtigt med granater og Schrapneller. Jeg måtte kaste mig ned i vejgrøften, indtil de holdt inde med skydningen. En Schrapnel eksploderede over hovedet på mig, stumperne røg mig om ørerne, men også denne gang kom jeg ud af det.

Jeg gik og tænkte på, hvor jeg muligvis kunne få fat i nogen levnedsmidler, brødposen var tom, og turen hjem ville tage et par dage, i det hele taget var min klædning så dårlig, som den kunne blive, med humøret var det så som så, fattig, elendig, ja, alt var skidt.

Jeg havde sandsække viklet omkring benene, ærmerne i frakken var syet fast med tyndt ståltråd, benklæderne var forlappet, og jeg havde ingen skjorte på. Støvlerne var dårlige, kun overfrakken var god, den havde jeg arvet efter Goldberg i Marneslaget.

Ved ca. 5 tiden nåede jeg Cambrai. Befolkningen var blevet evakueret et par dage i forvejen, og der drev mange soldater rundt i gaderne og i husene, rimeligvis for at finde noget spiseligt, eller noget brugeligt, som de kunne sende hjem til Tyskland. Da jeg var kommet ind i byen, skulle jeg også til at se mig om efter lidt til føden til rejsen. Og jeg havde virkelig held med mig.

Jeg gik ind i et fire etages hus, og her var alt tilsyneladende roligt. Henne ved døren stod en lille sæk (sandsæk), der var fyldt med et eller andet. Jeg tog sækken og gik, ganske vist hørte jeg trampen i værelset ved siden af af en eller anden, men det vedkom ikke mig. Jeg gik ud af døren og forsvandt.

4-5 huse længere nede i gaden gik jeg ind i en stor port. Her skulle sækken undersøges. Det første, jeg trak op af sækken, var en damechemise med røde sløjfer og bånd. Denne trak jeg i med det samme, endvidere indeholdt den nogle håndklæder, et lille brød, en halv flaske cognac, en pakke tobak og nogle cigarer.

Håndklæderne lod jeg ligge, men alt det andet var gangbar vare for en frontsoldat; jeg pakkede det i tornyster og brødpose, tog en slurk af flasken, tændte en cigar og gik min vej. Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på. Skete det, at de tog ens sager, sagde man til sig selv, at næste gang måtte man passe bedre på.

Jeg gik gennem Cambrai, og på gaderne i den ene bydel var der nogen uro; jeg spurgte, hvad der var løs, og der var nogle soldater, der fortalte mig, at de havde stormet proviantdepotet for at få levnedsmidler. Nogle landstormsmænd, der stod vagt foran depotet, havde fået et par håndgranater, og så var de sultne soldater trængt ind.

Lidt efter kom feltgendarmeriet, og der var kommet til kamp mellem dem og soldaterne. Det endte med, at de lod soldaterne tage, hvad de ville have, og hvad der forefandtes. Det var ikke nemt at drive de sultne soldater tilbage, da de havde rigelig med våben og ammunition.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. september 1918: Frederik Tychsen: “Vi mærkede straks at modstanderen var os meget overlegen i antal af kanoner.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved den lille franske by Bengries.

De gode dage i Bengries fik også en ende. Den 31. august forlod vi Bengries og marcherede til Cartignios ca. 10 km vest for Avesnes. I Cartignios lå vi til 4. september. Her lå vi og ventede efter afgang. Pludselig den 4. september om aftenen kom marchordren. Vi marcherede til Avesnes, blev læsset på toget og to gamle belgiske maskiner slæbte af sted med os. Hvorhen vidste ingen.

Om morgenen kl. 4 holdt vi ved en lille station, der hed Niergnies 4 – 5 km syd for Cambrai. Her blev vi læsset af toget, og efter en halv times march holdt vi flere timer på landevejen. Vi lagde os til at sove i det våde græs, og da vi vågnede, var vi meget kolde. Ved mørkets frembrud rykkede vi ind i et kloster ved Marcoing: her ventede vi det meste af natten.

Vi lå i højeste alarmberedskab. Ud på natten gik vi i stilling ved Ribecourt. Der var der en frygtelig trængsel på landevejen, af og til måtte vi holde. Vejen var ganske i stykker, og så var det bælgmørkt. Hen på morgenstunden den 6. september åbnede vi ilden, vi blev meget beskudt af modstanderen.

Vi mærkede straks at modstanderen var os meget overlegen i antal af kanoner. Vi havde det indtryk, at når vi skød med ét batteri, kunne modstanderen svare med 20 batterier. Da vi gik i stilling, gik et vognhjul over en håndgranat; den eksploderede og flere mand omkom.

Protzerne stod i nærheden af Cambrai. Her opholdt jeg mig i nogle dage, men det var ikke hyggeligt, da vi hele tiden blev beskudt af svært engelsk artilleri, og dette tilføjede os betydelige tab. Det meste tid var jeg i ildlinjen, men vi havde hver dag svære tab.

Der var ingen barakker og ingen beskyttelsesrum, vi stod på åben mark tæt ved en landevej. Vi gravede os ned enkeltvis rundt omkring, vi lå i sådanne grøfter (grav) og dækkede os til med en jernplade, når vi sov. Således gravede jeg mig et gravlignende hul direkte under kanonrøret. Jeg lagde mig i hullet, dækkede mig til med en jernplade, som jeg trak over mig, og så sov jeg.

Jeg sov meget hårdt, ja, så hårdt, at jeg mærkede ikke, at de skød med kanonen. For hvert skud, der blev fyret af løsnede der sig en lille smule jord fra kanterne af hullet, og lidt efter lidt blev jeg delvis tildækket. Da jeg pludselig fik en større klump ned i ansigtet, vågnede jeg; jeg var så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad der var løs, men omsider kom jeg dog til mig selv, skubbede pladen til side og kravlede op af det uhyggelige hul.

I den stilling blev vi flere gange angrebet med giftgas. Det var som regel i aftentimerne og om natten. Den ene aften besvimede der en del, inden de fik gasmasken på, og nogle af dem døde senere. Vi skiftede stilling af og til, infanteriet kunne ikke holde stillingen, de løb tilbage hele tiden, og så måtte vi også vige. Omkring den 8. september skiftede vi stilling, dvs. en længere afstand.

Vi kom i nærheden af Graincourt. Samme dag måtte resten af de derboende civilfolk evakueres (der var endnu en del i Cambrai, men de blev også flyttet bort den 8. september). Englænderne angreb nu med uhyre styrker. Vi var kun en til to dage på stedet. Vi blev hele tiden trykket tilbage. Infanteriet kunne slet ikke holde imod det uhyre pres, de var udsat for.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

9. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om østrigernes offensiv i Italien, om de vestallieredes konference i Versailles, hvor det besluttes ikke at indlede flere offensiver foreløbig, og om forholdene på hjemmefronten i Tyskland og Østrig, hvis kræfter også er udtømte, selvom våbnene nu tier på Østfronten. Den tyske modoffensiv ved Cambrai gør gode fremskridt og tilbageerobrer det meste af det, briterne havde vundet tidligere. Og tyskerne går i gang med at flyttet 500.000 mand fra Østfronten til Vestfronten. På Østfronten må tjekkiske frivillige i den russiske hær sætte kursen østover mod Vladivostok! Den 5. december indgår Rusland og Tyskland en foreløbig våbenhvile i Brest-Litovsk. Ruslands frafald får også konsekvenser for Rumænien, der tvinges til fredsslutning. Finland erklærer sin selvstændighed. I Halifax i Nova Scotia (Canada) eksploderer er fransk fragtskib, lastet med sprængstoffer. Ødelæggelserne er enorme og henved 25.000 mennesker bliver enten dræbt eller såret ved eksplosionen, der var den kraftigste menneskeskabte eksplosion, indtil udviklingen af A-våben. Ugen ender med briternes erobring af Hebron og USA’s krigserklæring til Østrig-Ungarn.

1. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Østafrika, hvor de tyske tropper under von Lettow-Vorbeck fordrives fra Tysk Østafrika, men trænger ind i Portugisisk Østafrika (Mozambique), hvor de fortsætter kampene. På Østfronten indstilles kamphandlingerne som følge af den russiske revolution og den nye, bolsjevikkiske regering. Samtidig offentliggør Trotskij de hemmelige aftaler, som Zarens Rusland havde truffet med Vestmagterne – bl.a. om fordelingen af landområderne i Mellemøsten. På Vestfronten fortsatte kampene ved Cambrai med tyske modangreb under anvendelse af nye taktikker: Hutier-taktikken, der kombinerede gasgranater, flystøtte og stormtropteknikker viste sig lige så effektiv som den britiske indsættelse af kampvogne i stort antal. I Italien reorganiserer den nye stabschef Armando Diaz hæren. Han forsøger bl.a. at dæmpe uro ved at imødekomme årsagerne til uroen snarere end med drakoniske straffe og henrettelser, således som forgængeren Luigi Cadorno havde foretrukket. Hæren fik også en professionel PR-strategi. I Ungarn var der uroligheder med demonstrationer for fred og Estland erklærede sin uafhængighed fra Rusland. Freden på østfronten frigiver en halv million tyske soldater til indsættelse på Vestfronten – krigen kunne vare længe endnu!

24. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om slaget ved Cambrai, hvor briterne for første gang indsætter kampvogne i stort tal. Som vi har set de seneste dage her på hjemmesiden, var der mange sønderjyder, der kom til at opleve det britiske angreb, der førte til et gennembrud og et avancement på op til 10 kilometer. De tyske pigtrådsspærringer blev ryddet af vejen af kampvognene, og det taktiske samarbejde mellem kampvogne, fly, artilleri, infanteri og endda kavaleri tydede på, at briterne endelig havde udviklet en måde at gennembryde fjendens linjer på. Men tyskerne udviklede hurtigt taktikker til at håndtere kampvognene.

På Østfronten bad bolsjevikkerne om øjeblikkelig våbenhvile på alle fronter. Vestallierede ambassadepersonale flygter med jernbanen mod øst. I Frankrig erklærede den nye premierminister Clemenceau, at han kun havde én politik: At føre krig og intet andet! Til gengæld oplevede USA vanskeligheder både med at bringe tropper til Europa og at forsyne dem! Også i Palæstina rykkede briterne frem. Men på den osmanniske side kommanderede Erich von Falkenheyn , og han havde ikke i sinde at opgive Jerusalem uden kamp. Også i Mesopotamien (Irak) rykker briterne frem. Osmannerne planlægger deportationer af jøder i Palæstina i samme stil som armenierne. I Østafrika overgiver en tysk styrke på 1.000 mand sig til briterne – blandt dem Nis Kock fra Sønderborg, som vi har set tidligere på ugen.

20. november 1917 – De faldne

Senest ændret den 2. december 2017 17:15

Bahnsen, Holger Emil (RIR90/11) – Ribecourt, Cambrai, Frankrig.
Bebendorf, Ernst Otto (IR84/5) – Havrincourt, Frankrig.
Bodenstab, Hans Heinrich Georg (IR84/7) – Cambrai, Frankrig.
Christensen, Nis Johannes (IR84/2MGK) – Cambrai, Frankrig
Christiansen, Hermann Mathias (IR84/8) – Cambrai, Frankrig.
Hallum, Hans Peter (IR84/6) – Frankrig.
Iwersen, Mads Hansen (IR84/2MGK) – Havrincourt, Frankrig.
Jensen, Detlef (IR187/5) – Zwartgart.
Kjer, Enevold Nissen (IR84/8) – Havrincourt, Frankrig.
Ravn, Jochum Nielsen (IR84/8) – Havrincourt, Frankrig.
Schiller, Heinrich Karl (RIR86/4) – Holbi, Holbøl Sogn.
Schmidt, Lauritz Lauritzen (IR84/3)  – Havrincourt, Frankrig.
Sørensen, Anton Peter (RIR90/7) – Cambrai, Frankrig.
Sørensen, Friedrich (IR84/8) – Havrincourt, Frankrig.
Sørensen, Jeppe Søren ((IR84/8) – Cambrai, Frankrig.
Sørensen, Knud Nikolai Jensen (IR84/7) – Havrincourt, Frankrig.
Wortmann, Thomas (IR84/12) – Havrincourt, Frankrig.

Hans Heinrich Georg Bodenstab (1894-1917) Sønderborg

20. november 1917. I kamp med engelske tanks

Christian Hansen, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 90, der sammen med Infanterie-Regiment Nr. 84 tilhørte 54. Infanterie-Division og i november 1917 befandt sig ved Cambrai.

Jeg blev uddannet i Rendsborg ved 84’erne, men kom ude i Frankrig straks til Res. Reg. 90, 9. Komp. Den 18. November 1917 var vi lige kommet i Rostilling, og allerede den første Nat blev vi purret ud, igen „Alarm mit Sturmgepack”, det var galt fat derude, og Tommy var ved at bryde igennem.

Vi kom til at ligge i 3. Linje, og her saa jeg for første Gang Tankene sat ind imod os. De store Kolosser kom anstigende og kørte lige saa nydeligt langs med Skyttegraven og skød med Revolverkanoner ned i disse. Der var ikke meget at stille op for os, og vi flygtede med 7 Mand ned i en dyb „Unterstand”. Inden det kom saa vidt, vilde vor Kompagnifører opildne os til at angribe Tankene med Haandgranater, men en Hamborger raabte til ham, at saa skulde han selv gaa foran med et godt Eksempel.

Det gjorde han ogsaa, idet han sprang op af Graven og skød paa Tankene med sin Revolver — og faldt straks. Det hele var haabløst, og vi flygtede som sagt ned under Jorden.

Ovenpaa var der et forfærdeligt Spektakel, og Tommy raabte til os om at komme frem. Vi flygtede først længere ned, men da vi frygtede for at faa Haandgranater kastet ned til os, kom vi frem med Hænderne i Vejret og overgav os.

Det var Skotter med Skørter og bare Ben, som vi var faldet i Hænderne paa. De første fire Dage var ikke skønne, idet det regnede næsten uafbrudt og vor Fangelejr var den aabne Mark indhegnet af Pigtraad med nogle tørre Kiks og Vand til Føde. Men Livet var da frelst.

Men saa kom vi til en Lejr med Telte, og her fik vi ogsaa varm Mad, foruden at vi blev badet og vort Tøj renset for Lus. Alene den legemlige Rensning og Befrielsen for Lusene kvikkede svært op.

Her blev vi inddelt i Kompagnier og fik Nummer. Jeg tildeltes det 147. Arbejdskompagni og blev Fange Nr. 447. Der flyttedes nu en Del rundt med os, og snart  arbejdede vi paa en Flyveplads og snart paa en Cementstensfabrik. Sidstnævnte Sted brugtes dansk Cement fra Aalborg, der kom i Trætønder, og Træet af disse Tønder smuglede vi ud af Fabrikken og tog det med til Lejren for at bruge det til Brændsel i Kakkelovnen.

Her i denne Lejr forsvandt en lille Hamborger sporløst. Ved Hjælp af nogle Kammerater blev han smuglet ud siddende i en Skraldespand, og det lykkedes for ham at komme gennem de fjendtlige Linjer og over til de tyske Linjer igen. Et Brev i forblommet Sprog til en af de Kammerater, der havde hjulpet ham til Flugten, fortalte om hans Genvordigheder, inden han naaede de tyske Linjer.

Eftersøgningen efter ham blev drevet saa energisk, at endda Gulvet i den Barak, hvor han hørte til, blev brækket op.

DSK-årbøger, 1943