Tag-arkiv: luftkrig

15. september 1918 – Rasmus Damm: “Hernede brummer Flyverne ustandselig”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

15.9.

Jeg blev i Går afkommanderet til Bataillonsbagagen som Afløser for en Karetmager, som er rejst på Orlov. Vi er to Mand her på Værkstedet, og vor Opgave består i at reparere Køretøjerne og holde dem i Orden. Ober Kurzel er en Stationsby vel dobbelt så stor som Toftlund. Befolkningen her har så nogenlunde samme Indstilling som vi derhjemme. Sproget her er også blandet. De Unge taler godt tysk, men mange af de Ældre klarer sig bedt på fransk.

Hernede brummer Flyverne ustandselig, jeg har endnu ikke set så livlig Flyvervirksomhed. I Nat blev der kastet Bomber mod Banegården som ligger i den modsatte Ende af Byen, og Splinter deraf røg gennem Vinduerne hos vor Bataillonskommandør. Han måtte retirere af sit Kvarter og vi skal nu til at gøre det lidt i Stand igen. Nu i Eftermiddag var der igen Flyvere her over. En blev skudt i Brand og en nødlandede lige udenfor Byen. Der var i denne en engelsk Officer som Observatør, Føreren derimod Amerikaner.

I Aftes kort efter jeg var kommen hertil, hørte jeg noget som jeg nu i 2½ ikke har hørt. Det var Kirkeklokken som ringede Solen ned. Hvor lød det hjemligt og smukt i den stille Aften. I Morges ringede den igen ved Solopgang og Kl. 10 kaldte den Folk til Gudstjeneste, for det er jo Søndag i dag. Jeg regner med at blive her de tre Uger den anden er på Orlov, måske endnu længere. Det er også mere hjemligt og hyggeligt her i Byen blandt Civilbefolkningen end derude i Fortet. Her kan man gå og passe sit Arbejde og når det er Fyraften, kan man gå hvorhen man vil og får sig en Holdsnak med hvem man vil. Nu ringer Klokken Solen ned igen. Et Under er det, at den får Lov til at blive hængende i Tårnet her, og ikke som så mange andre bliver støbt om til Krigsformål.

Jeg har det rigtig rart her i Ober Kurzel. Vi to Mand passer vort Arbejde uden at anstrenge os. Ingen kommandere med os eller fornærmer os. Det er lidt knap med Smede, så det kniber for dem at få lavet det Beslag vi har brug for til Vognen. Jeg er derfor næsten lige så meget i Smedien som på Værkstedet, og laver selv en hel del af Beslaget. Det går også godt nok, som en Officer fra Staben sagde en Dag. Han kommer en Gang imellem for at se til os, men han laver ingensomhelst Vrøvl eller skynder på os.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

13. september 1918: “Man havde tydelig indtrykket af, at man stod over for en alt for overlegen modstander”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Vi fortsatte nu og kom tilbage til de andre i stillingen. De sårede kammerater blev kørt på feltlazarettet. De følgende dage flyttede vi omkring fra det ene sted til det andet. En aften gik vi i stilling ved et feltlazaret, som de var i færd med at bryde ned. Der var lavet et stort rødt kors på jorden, men dette skulle først fjernes, før vi måtte begynde med skydningen.

Det var ikke morsomt i disse dage. Man havde tydelig indtrykket af, at man stod over for en alt for overlegen modstander, og det både med hensyn til mandskabet og materialet. Skydningen fra englænderne var hver eneste dag meget voldsom, og det både med giftgas og sprængammunition.

Infanteriet kom løbende tilbage, de ville ikke være forude, og når de løb tilbage, måtte vi også skifte stilling og gå længere tilbage. Engelske og amerikanske flyvere havde ganske overtaget i luften. De tyske flyvere blev jaget hjem, så snart de viste sig.

Jeg fik besked om, at jeg ville fa orlov en af dagene, og derfor blev de sidste dage uhyre lange. De sidste døgn, jeg var i stillingen, tilbragte vi for det meste under en jernbanedæmning. Kanonerne var i stilling, og vi skød kun nogle få skud af og til. Et lille stykke fra batteriet gik der et vandløb under dæmningen, og vandet løb igennem nogle store cementrær, der var ca. 1,20 m i diameter.

Vi lagde nogle planker, brædder og andet tømmer over vandet, og så sad vi i disse rør, når vi ikke var ved kanonerne. Det var et godt tilflugtssted, men trods det led vi betydelige tab. Vi sov lidt af og til, når der var lejlighed til det, dog mest i siddende stilling.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

9. september 1918. Advarsel fra oven: “Da var det, som om En siger: ‘Gaa bort her’.”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

(forsættelse af brev)

– Næste Dag, altsa den 9de, om Formiddagen, lugtede vi, at der var Ugler i Mosen. Tankene var ordnet bag Højene til nyt Angreb. Nu kommer Flyverne ogsaa an som Kragesværme og arbejder for, dernæst kommer Tankene væltende over Højene som svømmende Flodheste.

De har en forfærdelig moralsk Virkning, i Grunden er de de slet ikke saa farlige. Bagefter dem kommer Infanteriet stormende. Dog de fik en varm Modtagelse. Men til Venstre for os er der brudt igjennem og Vore viger tilbage; hvad der ikke viger, blev taget til Fange og vi stod og saa til, da de blev opstillet og aftransporteret.

Paa Grund af Trykket fra Venstre, forøget af attakerende Kavalleri, maa vi ogsaa vige, men da gav det Spaaker, en Hagl af Kugler sendte de efter os, og mangen Kammerat blev liggende. Atter fik jeg en Kugle gennem Tornisterne. En let Granat slaar ned et Par Meter fra mig og jeg blev overdænget med Jordklumper. Dog Herren holdt sin bevarende Haand over mig Liv. Lidt længere tilbage gjør vi atter Front, da faar vort Kompagni Befaling at gjøre et Modangreb.

Atter kaster vi os mod Fjenden og holder ham lidt tilbage, saa de Andre faar Tid til at samles og tage Stilling. Men ak, vort arme Kompagni! Døde, Saarede, og de, der ikke havde Mod til at gaa tilbage, forblev i Fjendens Hænder. Vi maatte endnu gaa tilbage til bag Framesville, hvor vi satte os fast til Natten. Da paa én Gang kommer bag fra de første Reserver (Bayere), de gjorde strax et Modangreb men opnaar ikke noget, dog Ingen var gladere end vi. 19 Mand talte vort Kompagni, Dagen før var vi 70.

Den 10de holdt vi Stillingen, og Fjendens Kraft var brudt. Dog om Aftenen forlod vi frivillig Stillingen og trak os tilbage i en bedre. – Dog før vi forlod Stillingen, erfarede jeg atter en haandgribelig Herrens Bevarelse. Der laa stærk Ild paa Graven (Skyttegraven), og jeg laa i et Hul i Graven. Da var det, som om En siger: ”Gaa bort her”. Jeg fjærner mig og lægger mig i et andet Hul, og næppe er jeg borte, slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet. Da kommer det atter for mig: ”Gaa bort her.” Jeg fjærner mig hen paa min rigtige Plads og næppe har jeg sat mig, da slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet.

4 af min Gruppe er saaret, 1 død, og jeg fik kun en lille Bule paa Baghovedet af en Sten. Skælvende maatte jeg takke Herren for hans Godhed imod mig.

De Saarede blev bragt tilbage og den Døde jordet, før vi gik bort. Saa maatte vi endnu blive i Stillingen til den 14de, da vi endelig blev afløst og kom tilbage i Ro, som vi saa haardt trængte til. Nu er de skønne Dage forbi og vi ligger atter i Stilling. Jeg haaber og beder til Gud, at Krigen naa naa sin Afslutning, før Vinteren begynder, og slutter saaledes min Beretning i Haab om et glædeligt Gjensyn i Hjemmet. Deres Taknemmelige
G.C. Knudsen.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

8. september 1918 – Georg Brodersen: “… Fordærvelse og Skræk i vore Rækker”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

I Stilling Syd-Vest for Cambrai d. 8 Sept. 1918.

Kjære Hr. Pastor! Min hjærteligste Tak for Deres kjære lange Bev. Vi nu efterkomme Deres Ønske og fortælle Dem lidt om mine Oplevelser under den Fochske Offensives Storkampdage, om det ikke bliver for meget for Deres Nerver.

Vi havde ligget et Par Dage i Rosiere i Ro og ventede efter, at Divisionen var færdig med Afløsningen, for saa at komme længere tilbage i Ro. Om Morgenen den 8 August, da jeg vaagnede, mente jeg, søvndrukken som jeg endnu var, at der kjørte et svært Lastautomobil forbi over Stenbroen, men da jeg kom rigtig til Besindelse, hørte jeg, at det var Trommeild fra fjendtlig Side. En anden Kammerat vaagner og siger raat: ”Na, da ist wohl wieder der Teufel los.” Jeg maatte sukke til Herren; ”Gaa du med mig, naar det i Dag gaar til Kamp.”

Lidt efter kommer en Ordonants; ”Aller højst Alarmberedt!” Vi pakker vore Sager og er færdig at rykke ud; svære fjendtlige Granater slaar bragende ned i Byen.  Først Klok. halv ni kommer der Ordre tli at rykke ud, saa gik det i langtrukken Kolonne hen imod Harbonniéres; dog inden vi naar Byen, staar vi allerede i Kamp. Flyvere raser over vore Hoveder i en Højde fra 10-30 Meter, saa Lufttrækken næsten løftede Staalhjelmen af Hovedet, strøende Fordærvelse og Skræk i vore Rækker. Bomberne drønede mellem os, og Maskingeværernes Kugler praslede ned over vore Hoveder. Her var ikke meget at gjøre, da vi saa at sige stod magtesløs, over for dem.

Dog nu kom Tankene til Syne og i flankerne Kavaleri, saa gav det Noget at bestille! Dog Infanteriet var kun svagt endnu, og vi holdt Stillingen. For Kavalleriet maatte vi trække vor venstre Fløj tilbage til Dækning. Hvor jeg befandt mig, da vi svinger tilbage, træffer mig en Kugle, jeg mærker Smækket. Det var en Maskingevær-Kugle fra en Tank, der gik gjennem Tornisteren, Støvlerne og den sammenrullede Kappe og ud mellem Bryst og Arm. Jeg maatte i Øjeblikket sige: ”Tak, Herre, at Du bevarede mig.” – Stillingen holdt vi til næste Dags Formiddag.

Af den Division, som havde løst os af, saa vi ikke en Eneste komme tilbage, saa vi næsten blev overrasket, da vi paa én Gang saa langt bag Froten saa Fjenden foran os. Stjærnerne blinkede paa Himlen, og mine Tanker fløj op over dem, op til Himlens Gud, Kongernes Konge, Hærskarernes Herre, og jeg have paa ny et Opgør med ham, og min Sjæl blev stille og fuld af Fred. Ja, den evige Gud er en Bolig fra Slægt til Slægt!

(brevet forsættes)

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

19. juli 1918. Luftskibsbasen i Tønder under angreb!

Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder.

I halvsøvne fornemmede jeg den svirrende lyd af propeller. Jeg vågnede; det var allerede ved at blive lyst. Jeg så på uret, klokken var 06:00.

“Har Kapitänleutnant Flemming mon fået startordre”, spurgte min kone?

Flemming …. Kommandanten på L60? Men det lød ikke som L60! Det lød helt anderledes end en Zeppelin!

Med ét indså jeg, at det ikke var lyden fra et luftskib, dertil var tonen alt for høj. Skulle det mon være? … Forhulendaogså!

Hurtigt hen til vinduet, hvor jeg kunne overskue hele flyvepladsen.

En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterlig lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!

I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe.

Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen. Så er han der! Han stiger lidt. Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!

Nu var den første lige over hallen!

Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.

Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!

Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række række togvogne fyldt med benzin og brint!

I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.

På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj skyder som gale med deres geværer efter flyene.

Men englænderne ænsede dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne. Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.

Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne! Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?

Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren. Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal. Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.

Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.

Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, fløj under telegrafledningerne der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)

Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.

Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.

Men for første gang var det mit eget.

Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”. (Oversættelse: René Rasmussen)

Husk den store markering på søndag den 22.7. 2018!

Se også http://www.tondernraid.com/

og http://www.zeppelin-museum.dk/main.php?lang=dk

18. juli 1918. En rolig aften for luftskipper Buttlar-Brandenfels

Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder. Basens flyvere var trukket bort, mens arbejdere var i færd med at planere landingsbanen.

Når jeg så på folkene, der arbejdede, fik jeg en ubehagelig følelse: Bare englænderne ikke får noget at vide, for den danske grænse er pokkers tæt på og spionagen alt for effektiv!

– “Skal vi flytte bomberne tilbage til ammunitionsbunkeren”, spørger de?

– ”Næh”, siger jeg, “vi skal jo alligevel bruge dem igen snart! Lad bare dem ligge i hangaren.”

Det var en klar og smuk aften, vidunderligt flyvevejr. Observationsballoner og vindposer rørte sig knap nok.

Hyggesludder i Kasino og en spadseretur med min kone gennem Tønders hyggelige smågader. Vi hilser på kendte ansigter. Stjernehimmelen tænder sine lys.

Fra vinduerne i vores lejlighed kunne jeg se flyvepladsen, som lå én kilometer væk, egentlig kun et kattespring.

Natten er rolig.

Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”.

7. juli 1917 – Ernst Christiansen: “Hold i Ryggen og Flyverbomber”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

7. Juli 1918.
Veed du, hvor jeg er henne i Verden i Dag? En pæn Stue, højt til Loftet, et stort Vindue, rigtignok uden Glas, i Loftet nogle afskallede Steder, men ellers helt og det fine lysstribede Tapet delvis ubeskadiget. Møblementet er tre to Etagers raat sammen tømrede Sengesteder, men rummelige med fjedrende Langbrædder, saa man godt kan sove uden Træuld, og desuden ejer hver en lille Træstol med Halmsæde, som vi har hentet fra en Kirkeruin lige overfor. — Jeg bor nu i Armentiéres.

En Aftenstund forleden fik vi Ordre til Afmarche næste Morgen. Jeg gik hen i Gartneriet for at sige Farvel til Blomsterne og plukkede halvtudsprungne Roser. Næste Morgen stillede vort Korporalskab med hver Mand sin Rose, jeg med en dejlig mørkerød, og Kompagniet kørte med Feltbanetog til St. Andrée. Indkvartering i en lille Arbejdergades tomme Huse. Stuerne halvfulde af muggen Halm og Støv. Et Par Timers Rengøring, saa saa alt pænt ud. Men straks efter Ordre til ny Flytning næste Morgen. Spaseret til en af Lilles gamle Stadsporte, Porte de l’Abbaye, men for at komme ind i Lille skal man have særlig »Ausweis«. I Nærheden laa et Soldaterhjem i en smuk herskabelig Ejendom med Tæppe paa Gulvet i Læseværelset og Musik i Restaurationen. Man levede ligefrem op den Dag.

En søvnløs Nat paa Grund af et stærkt Hold i Ryggen og Flyverbomber. Næste Morgen kunde jeg knap røre mig; men en Sygemelding afvistes, og en Stuefælle hjalp mig Tornysteren paa. Naar den først sad der, stivede den Ryggen af. Men de 117 Gange, da den skulde af og paa i Dagens Løb, var lidt tragikomiske. Med et Transporttog til Armentiéres forbi; vort Frugtparadis og Hjem i to Maaneder. Langt om længe Indkvartering i halvt hele Huse, Arbejde med at indrette sig, Vagt om Natten. Jeg havde min Hyre med at passe paa Øjenlaagene, der vilde falde i.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 251-2)

11. juni 1918 – Claus Juhl: “hele egnen blev beskudt”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 11. blev igen en mand let såret. I Menegate var det også usikkert, hele egnen blev beskudt, vi slap heldig, men flere andre batterier havde en mængde tab. Flyverne var i travl virksomhed især om natten, de havde en slags lyskugler som holdt sig svævende ved hjælp af en skærm, disse plantede de så i luften over vejene så disse blev klart belyste. På den måde kunne de iagttage kolonnerne og beskyde dem med deres maskingeværer. Om dagen var det herligt solskinsvejr, men jorden var alt for tør, den fede ler slog overalt revner. Markerne var næsten alle tilsåede, for det meste med hvede, men denne blev slået grønt som foder til hestene, da de næsten ingen havre fik mere. Den sæd, som var frigivet til hestefoder, lå altid inde i ildlinjen, så de natlige togter for at hente den var temmelig farlige.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

25. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Krigen har nu varet i 200 uger. Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om et oprør blandt tjekkiske og ungarske soldater i Østrig-Ungarn. Østrigerne lægger planer for en ny offensiv mod Italien, nu, da hundredetusindvis af krigsfanger er returneret fra Rusland.

Britiske fly kaster bomber over Köln – og tyske fly kaster bomber over London med mange civile ofte tilfølge. Men militærindustrielle anlæg og lagre bliver også bombet . Luftvåbenet er nu ved at blive en vigtig del af den moderne krigsførelse.

På landjorden rr tyskerne ved at gøre klar til den næste offensiv på Vestfronten – og de allierede ved ikke, hvor den vil ramme.

I det østlige Anatolien fortsætter den osmanniske offensiv mod armenerne – og Enver Pasha har store planer for at drive briterne ud af Mellemøsten og Central- og Sydasien.  Men er tyskerne – osmannernes allierede – egentlig interesserede i det?

I Finland har en finsk hær med general Mannerheim i spidsen sejret over Den røde Hær og drevet russerne ud af landet.. Britiske styrker kommer til Archangelsk for at hjælpe med at bekæmpe bolsjevikkerne og Den røde Hær.

15. maj 1918. Luftduel

Christian Delf, Sønderborg, beretter om en luftduel.

Forleden aften var vi vidne til en »smuk« kamp mellem en englænder og to tyskere.

Kampen begyndte i temmelig stor højde, først med ild fra jorden. Så så man de tre fugle manøvrere deroppe. Kanonerne nedenunder tier, som musikken i en rigtig cirkus, når akrobaten udfører et rigtig halsbrækkende kunststykke.

Og hvad vi nu ser deroppe, kalder jeg simpelthen at lege med knokkelmanden.

Som rasende rovfugle kredser de om og over hinanden, styrter sig ned over hinanden i rivende fart, og alt imens arbejder  maskingeværerne.

Tommy værger sig som en brav gut, men de andre to er over ham. —

Pludselig styrter han med propellerne nedad. —

»Plan styrter, han styrter«, råbes der. —

»Vås«, siger en erfaren artillerist, »det er frivillig styrtflugt«. Og se, pludselig er han på ret køl og prøver at knibe ud.

Forfølgerne holder ham i skak, stadig kredsende over og om ham. Pludselig gentages styrtningen, denne gange flere hundrede meter.

Medens maskinen styrter med snuden nedad, drejer den sig om sin egen akse, så bærefladerne slår klip-klapklip-klap rundt om den. En  luftstrøm får den til at slå en kolbøtte, men bringer den tillige i rigtig stilling.

Tommy har endnu åndsnærværelse nok til at sætte motoren i gang og påny forsøge at unddrage sig forfølgerne. Men han er kommet så langt ned, at han faktisk er indespærret.

Vi følger med spænding den videre jagt på liv og død. Den endte med en uheldig landing og en gennemhullet maskine. Tommy slap med et brækket ben.

Slige kampe hører med til dagens orden. Man tænder uvilkårligt en cigaret, når det går så hidsigt til.

Derved må jeg tænke på et vers af Drachmann:

»Thi står man selv på den faste strand, hvor foden
har sikkert fæste, da gør det så godt at ynkes den
stakkels forfløjne næste; selv i behold pirrer det
sansen at følge i dansen ham, som er pokker i vold«.

DSK-årbøger 1961

14. maj 1918 – Ernst Christiansen: “Vi menige kan jo bedre taale at arbejde hver Ugedag og Søndagen med”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Flandern.

14. Maj.
I Dag for to Aar siden brækkede jeg Foden. For et Aar siden kom jeg ud af Lazarettet i Ivje. I Dag har jeg haft en Stophakke at banke Skærver under Sveller med. Lige er vi blevne jagede op af en knap paabegyndt Middagssøvn; men da vi er færdige med vort Stykke og ingen Spade har, har vi faaet Lov til foreløbig at sætte os igen. Efter flere Dages Regn og Kulde og Blæst smiler Solen. I det klare Vejr øjner vi tydelig Kemmelbjerget, det gult pløjede Højdedrag i det grønne flamske Landskab, og ser de engelske Granater slaa ned der, og vi kan tælle en halv Snes engelske Lænkeballoner foruden 15—16 tyske. Forleden holdt 24 tyske Flyvemaskiner Eksercits og gik ned indtil 20 Meter. De legede vist Angreb paa Skyttegrave.

Nu skyder de lige ved os efter en paagaaende engelsk Flyver. At de gider! Jeg gider ikke røre mig. Paa en frønnet Træstamme i Grøften ved Siden af mig leger to Edderkopper, og Grønsværet er spættet med Smørblomster. Gul er Falskhedens Farve! siger Folk; men de siger saa meget. Gul er Solen og Smørret og Guldet og Pandekagen, saa gult er en god Kulør at kaare.

Bare vi fik lidt kortere Arbejdstid, skulde vi være meget tilfredse. Efter Syrenerne kommer nu Røn og Guldregn og Rødtjørn, herlige at skue, og senere Roser. Men giver Vorherre Roser, giver han forhaabentlig ogsaa lidt Tid til at lade Øjet frydes ved deres Pragt.
Vort Arbejdssted er en forladt Frontstilling lige nord for Lys. Vi gaar over Floden paa en Bro højt oppe, der ikke er bredere end det smalle Feltbanespor, uden Rækværk.

Jeg kunde have Lyst til at komme ind til Lille engang. L. var der forleden; men Underofficererne har ogsaa fri hver tredje Dag, desformedelst det anstrenger dem mere at gaa og kigge paa os end som vi at arbejde selv. Vi menige kan jo bedre taale at arbejde hver Ugedag og Søndagen med. Men jeg har den Grundsætning: Mensch! ärgere dich nicht! og tager alt fra den lystige Side. — Naa, du lille Blomst, som endnu lyser i Græsset ved min Side, kan du nu tage et lillebitte Aandepust fra mine Læber med hjem til mine kære!

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 227-29)

11. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: smuglere og luftangreb

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tyske smuglere idømt fængsel

To tyske fyrbødere, der af politiet i København var anholdte for forsøg paa at udsmugle 5 kg chokolade, er bleven idømt hver 6 dages fængsel. De havde ikke pengene til at betale bøderne med og har derfor maattet vandre i fængsel.

Nye forfærdelig rædsler fra luften. Angreb paa de tyske byer dag og nat i ugevis.

Den berømte engelske forfatter H. G. Wells offentliggør en interessant artikel i Daily Cronicle, i hvilken han erklærer, at det i løbet af kort tid vil være muligt for de allierede dag og nat at foretage luftangreb paa byerne i Rhinprovinsen. Det vil ikke blive angreb, der saaledes som de tyske paa London, varer nogle timer, men derimod angreb, der varer i uger. Naar dette bliver realiseret, vil man først faa øjnene op for, hvilke frygtelige muligheder, luftkrigen besidder.

12. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: L60 på langfart mod England

Den 12. april klokken 2.05 steg L60 op til langfart. Med sig havde den en bombelast på lidt over 3 tons, som skulle kastes over England. Fire andre luftskibe deltog angrebet: L61, L62, L63 og L64.

Turen over Nordsøen var præget af regnbyger, og da man nåede England, kunne man ikke se målene på grund af et lavthængende skydække. Luftskibene var derfor nødt at finde deres mål ved at pejle radiosignalerne fra marinens to pejlestationer i henholdsvis Cleve og Tønder, der udsendte signal to gange i timen.

På grundlag af pejlingerne troede L60´s besætningen, at man havde kastet bombelasten over Leeds, men det var ikke tilfældet, og dens bomber faldt uden at gøre synderlig skade. Det samme var tilfældet for L62, L63 og L64, mens det lykkedes L61 at kaste sine bomber over en by.

L61 havde uden at vide det haft kurs direkte mod Liverpools havn, der bugnede med krigsmateriel fra USA, men var drejet af 16 km før. I stedet kastede luftskibet alle sine bomber over byen Wigan, der ved en fejl ikke var blevet alarmeret om zeppelin-angrebet og derfor ikke var mørklagt. Lidt over halvdelen af bombelasten ramte byen, mens fire 300 kg bomber slog ned på en mark udenfor. I alt blev syv personer dræbt, mens 16 blev såret.

Flere af luftskibene led på hjemturen af motorproblemer, men L60´s motorer løb fint,  og luftskibet nåede uden problemer tilbage til Tønder.


I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 12. april 1918 noteret:

Tondern,

Vorm. Bedeckt, stark diesig, kühl, etwas böige, Ostwinde.

Nachm. Bedeckt, diesig, später Nebel, etwas wärmer, leichte O.S.O. bis W.-Winde.

L60 um 2,05 Uhr nachm. zur Fernfahrt aufgestiegen.
L54 von 3,30 Uhr bis 5,15 Uhr nachm. Probefahrt.

(RM116/77, Bundesarchiv)

3. april 1918 – Ernst Christiansen: “Flyvere kastede smaa haandgranatlignende Bomber”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Marquillies, 3. April 1918.
Lige var jeg anden Paaskedags Aften krøbet op paa mit Leje, saa kom der Ordre til at pakke — Omkvartering. Med alle Ejendele en lille Marche i den vidtstrakte By. Foden, der har været brækket i Fjor, værker. Vi finder en ret god Stue i et Baghus, til jævn Jord, med Stengulv. Og saa faar vi travlt med at samle Brædder til at lægge under vort Leje og se efter andre nyttige Ting. Da jeg langt om længe havde spiist nogle Rundtenommer Kommisbrød, siddende paa en lav Barnestol, og havde pakket mig ind i alt, hvad jeg havde af Teltlærred og Tæppe og Kappe, sov jeg sødeligt til Kanontordenens Vuggesang.

Kl. 12½ Nat vækkes vi i vor fasteste Søvn. Men der hjælper ingen Kæremor. Op, en Slurk Kaffe og en Bid Brød og saa til Mødestedet.

Med Pionerer samme Vej som i Gaar. Maanen er ved at staa op; men der er roligt ved Fronten. Det er helt spændende at marchere ad det Stykke Vej, hvor Granatsplinterne haglede i Gaar. Men det gik langt længere ad Fronten til, i alt over halvanden Times Marche. Lyskuglerne over Skyttegravene kommer stadig nærmere. Maskingeværer høres allerede knitre. Vi tror næsten, at vi skal havne i de forreste Skyttegrave, da vi standser kort før Aubers eller den By, der hed saadan engang. Falder i et Granathul og forslaar en Finger; men det er heldigvis det eneste Blod, der flyder.

Vi er paa et Sted, hvor det ene store Granathul i Vejen følger efter det andet. Den har henligget ufremkommelig her lige bag Skyttegravene under flere Aars Stillingskrig. Nu sættes vi til at aflede Vandet fra de spærrede Grøfter og fylde Granathullerne med Sten fra nærmeste Ruin osv. Der gaar mange Trillebørlæs i hvert Hul.

Vi har arbejdet længe. Det begynder at dages, og vi kan nu se hverandres Ansigter. En Fugl pipper. Snart begynder et tysk Batteri at skyde bag os. Granaterne pisker hujende af Sted hen over vore Hoveder. Ikke længe efter viser den første engelske Flyver sig, snart efter fire, en anden Gang seks. Vi staar stille saa længe. Det er højlys Dag. Solen begynder at gennembryde Disen nede ved Jorden. Saa kommer der nogle Granater fra Englænderne. De suser lavt hen over vore Hoveder og springer temmelig langt borte.

Men Arbejdet fortsættes. Vi undres herover — med en saa lang Tilbagemarehe igennem et truet Bælte foran os —, saa var det overflødigt at vække os ved Midnatstid. Solen stiger, og vi bliver ved. De Herrer Pionerer bestemmer. Vi samler Stenene fra et lille Kapel ved Vejen. En Del Folk tages dog bort og fordeles andensteds; det er blevet noget for livligt her, mener en Premierløjtnant.

Omsider henad 9 summer en engelsk Flyver nærmere og skyder med Maskingevær efter vore Folk. Saa kommer Ordren til Afmarche, fire ad Gangen. Vel til Mode, men lidt spændte stikker vi af. Nu først ser vi den Egn, som vi er komne igennem. Ingen Mennesker og ingen Dyr. Kun nogle Lærketriller midt under Skydningen. Golde, tuede Marker, splintrede Træstubbe og Ruinrester, indtil tæt op til La Bassée-Yejen Granathul ved Granathul, deriblandt nogle fra i Gaar.

Jeg skyder Genvej og kommer tværs igennem et bredt Bælte af Batteristillinger, der er skjulte saa godt som muligt. Heldigvis er der nu Soldis. Det er varmt, og jeg sveder med Huen i Nakken. En Tusindfryd maa slaa Følge. Det er næsten som paa Sommerudflugt. Men jeg gaar med et tre Punds Brød under Armen, som vi skulde have haft i Gaar, men først fik udleveret ved Udmarchen, saa vi var nødte til at tage det med.

Henad Aften blev der livligt i Marquillies. Flyvere kastede smaa haandgranatlignende Bomber. En af disse gik ned i et Hus, og Glasruderne splintredes i hele Nabolaget. I Don og her i alt 6 døde og 20 saarede ved Flyverbomberne, desuden en Del Heste massakrerede. En Splint naaede hen i vor Gaard. Knap er det drøftet lidt, saa kommer 16 af de allieredes Flyvere over Byen, senere 10.

Et Døgn tjenestefri. I Dag en Spaseretur til Sainghin. Der er alt som før, men nye Tropper og stærk Trafik. En Dag som denne lever man op. Faren her er jo alligevel ringe i Forhold til den i første Linje.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 194-7)

21. februar 1918 – Ernst Christiansen: “Nidviser mod Tyskerne”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sainghin, 21. Februar 1918 .

Saa snart Solen skinner, er det Flyvervejr. Den ene Kamp efter den anden og Himlen spættet af Shrapnelskyer. En Blindgænger fra en Afværgekanon kom hylende ned og gik en Snes Meter fra mig i den bløde Jord. En Stok naaede over en Meter ned i Hullet uden at støde paa noget.

Vort Arbejde er saare skønt. Vi hugger Busk med Krumkniv, Buske til »Blænder«, Forklædninger af Veje og Batterier mod Flyver-Iagttagelse, og i en Farbriksgaard i Sainghin føjes Grenene sammen ved Hjælp af Jerntraad og rulles til sidst sammen i en stor Rulle. Franske Fabrikspiger hjælper ved det. Ikke sjælden synger de — jeg tror, det er Nidviser mod Tyskerne.

Lønningsappel i en Havegang. Syrenbuskene staar med bristefærdige Knopper. Til Tider, især naar jeg har været falden i Tanker eller set paa Naturen, forekommer det militære Apparat mig saa uendelig latterligt, saa jeg har vanskeligt ved at gøre gode Miner til slet Spil.

Nu skal jeg til at sy en Lomme og skifte og rense Fodtøj osv., og jeg gider sandt for Dyden ikke. Tænk dig, naar man er træt af Marche og Arbejde og har spist Middagismad, saa at gymnasticere op paa en første Sals Seng uden Stige. Efter Krigen kan jeg vist tjene Føden som Akrobat.

Vil du med en lille lur ud i det spæde franske Foraar? Brændenælder er der allerede Masser af; men ingen spiser dem i Aar. Vel er Middagsmaden ussel — Roer uden Kartofler, Surkaal osv. i tynd Suppe , men den fulde Brødration bøder paa meget.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 178-9)

 

25. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase:

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Freitag 25.1.18

8h) Barom. 775,3.  +4C. 92% SW. 2 doms[,] ½ bedeckt, stark diesig.

Flugdienst.
Schiessflüge mit D.III. 3149 u. 3151
Einfliegen von D.III.3165 u. 3164.

2h) Barom. 774, O. +3,5C. 88%. SW, 1,5 doms, bedeckt, diesig.

7h) Barom. 774,1. +[?],5. 90%. SW. 3 doms, bedeckt, Nebel.

(Bundesarchiv RM112/223)

Der er netop bevilget 3.000.000,- kr på finansloven til istandsættelse af flyhangaren, og den skal endvidere danne ramme for flere scener i en ny dansk spillefilm om Sønderjylland i Første Verdenskrig. Filmen forventes at have premiere til november 2018.

17. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Nedstyrtning

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Donnerstag 17.1.18

8h) Barom 759,2. +3C. W. 2-3 doms ½ bedeckt, gew. Sicht.

Flugdienst. F.T. Flug mit D.F.W. 2041. Absturz dieser Maschine, Totalbruch. Führer tot, Beobachter schwer verletzt.

2h) Barom. 760,5. -0,4C. 3/4 bedeckt, etw. diesig.

7h) Barom. 761,2. -3,5 C. Stille. 1/4 bedeckt, etw. diesig.

(Bundesarchiv RM112/223)

14. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Ødelagt propel

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Montag 14.I.1918

8h) Barom. 755, 2-2, 5C[,] N.W. 1,5 doms Schnee

Schiessflüge von zwei K.E. [Kampfeinsitzer] (D.III)
Übungsflug der D.F.W. C.V.2041

2) Barom. 758, 8-6 C.

Infolge zu hohen Schnees rollte die C.V. 2041 beim Landen in eine Vertiefung u. zerschlägt den Propeller.

7h) Barom. 761, 7-8C. Stille, wolkenlos, etwas diesig

(Bundesarchiv RM112/223)

13. januar 1918. Dræbt, da blindgænger detonerede

Jens Rudebeck fra Ravsted gjorde krigstjeneste ved Garde Fussartilleri Ers. Batl. 60,3. Batr. Ammunitionskolonne, som Fahnenschmied.

Der blev flyttet meget rundt med os, og nu lå jeg på en gård i Flandern i nærheden af en større  by,  som  jeg  dog  ikke  husker  navnet  på.  Vort  første  tab  var  en  af  mine  smede,  en dygtig og  flink fyr. Der var en flyveplads i nærheden, og den var  udsat  for talrige  angreb.

En  søndag  middag og  det  var  et  meget  fint  vejr skulle  en  kammerat  af  mig  ind  i  byen efter post. I god tid opdagede han, at der var et flyverangreb på trapperne, hvorfor han kastede sin cykel fra sig og søgte dækning i grøften. En løjtnant og en vagtmester kom ridende,  men  var  ikke  så  forsigtige.  De  ramtes  af  bomberne  og  dræbtes  begge  to  tillige  med deres heste.
 
Min unge  mand blev en bombe-blindgænger var, hvilket han meldte til offceren for sprængkommandoet, men fik kun det ud af det, at vi måtte stille vagt ved den.
 
Og den  næste  søndag,  da  han  atter  skulle  hente  post,  lå  den  uafmonteret  endnu,  men  sprængningsmandskabet  kom dog og var snart i  gang  med det  farlige  arbejde.
Nysgerrig  var  min mand, og han ville  nu  vente  og se  sagen an, afspærret  var der ikke. Bomben eksploderede  for  tidligt,  han  fik  et  sprængstykke  i  brystet  og  var  død  på  stedet.  En  løjtnant  fik  en  arm  revet af, og nogle  af de andre blev såret tillige med en ung pige, der fik klæderne revet  af kroppen.
 
Vores saniteter, der havde sit tilhold ved min vogn, og så jeg stod og betragtede flyverangrebet og oplevede, at en bombe  gik ned i haven lige  udenfor vor gård, og et sprængstykke skar et stykke ud af hans drejlsjakke, men uden at gøre større skade.

8. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Lavthængende skyer

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Dienstag 8.I.18.

8h) Barom. 741, 5-1 C. N.W. 2,5 doms[,] doms 3/4 bedeckt, sichtig.

D.F.W. C.II No. 9091/16 wird eingeflogen.

2h) Barom. 743,5, 5-2 C.[,] N.W. 2 doms 3/4 bedeckt, sichtig.

Wegen tiefhängender Wolken findet kein weiterer Flugdienst statt.

7h) Barom. 745,5 5-3C.[,] N.W.2 doms wolkenlos [resten ulæseligt]

(Bundesarchiv RM112/223)

3. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… et uhyggeligt Besøg”

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i januar 1918 befandt sig i Flandern.

Kort efter Nytaar havde vi en Nat et uhyggeligt Besøg. Det kunde til Tider Hænde, at Vandet pressede paa Nyrerne, og saa maate man jo ud selv om det var Nattetide. Kosten var nemlig temmelig vandet og næsten uden Indhold af Næring og Søvnen som Følge deraf lidt urolig.

Saadan gik det mig en Nat jeg var uden for, og da jeg lyttede, kunde jeg høre Flyverne. Paa lyden kunde man ganske tydeligt høre, det var en engelsk Flyver. Lidt efter gik jeg ind igen, lagde mig i “Sengen” og trak Dækket over Hovedet. Hele Kompagniet havde Opholdsrum i Kælderen. Kort efter lød et Brag uden for vort Kældervindue og Vinduesskærmen kom ind i Kælderen til os. Min gode Ven, W. Jensen, laa ved Siden af mig og jeg tiltalte ham med; Sover du, Willi! Træk tæppet over Ørerne, der er Flyvere uden for.

Flyene smed 9 Bomber rundt omkring Hospitalet. Da Uvejret var drevet over, gik vi ud for at se paa Skaden. Værst var det gaaet ud over en af Træbarakkerne, hvor 10 Heste laa saarede og døde. Hele Barakken var saa gennemhullet som et Si. P. Grevsens Apotekervogn var heller ikke bleven skaanet, og om den kunde transporteres videre var et Spørgsmaal.

Da det blev Dag, blev alle ti Heste flaaede og parterede; det gav nu rigeligt med Hestebøf og transporteret tilbage til Føde og for Krigsfangerne, som mange Steder var beskæftiget ved et eller andet Arbejde.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset, mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 128-30)

31. december 1917 – Tønder Luftskibsbase: To Albatros D.III ankommer

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

[Mo]ntag
[31].12.17

8h) Barom. 772.5. -2C. O. 2 doms. bedeckt, etw. diesig.
Kein Flugwetter

[tidsangivelse ulæselig] D.III.3151 startet in Nordholz, Land in Tondern 12.40

[tidsangivelse ulæselig] startet D.III.3149 in Nordholz, landet nach einer Zwischenlandung in Husum, um 1.40 n. in Tondern.

2h) Barom. 771,5. -1,2C.  O. 2 doms Bedeckung 4, gew. Sicht.

[tidsangivelse ulæselig] startet D.III.3164 in Nordholz und landet bei Witzmort, da Kolben gefr[oren?] sen. Maschine verladen.

7h) Barom. 771, 1[.] -1,5C. O. 2 doms bedeckt, gew. Sicht.

(Bundesarchiv RM112/223)

 

24. december 1917 – Feltbrev til Flensborg Avis: Ved Juletid 1917

Feltbrev til „Flensborg Avis”

Det ligger i Luften Dage, ja Uger forud, at Julen stunder til. Selv om man blev ældre Aar for Aar, saa holdt sig denne Længsel efter Julen. Det barnlige Sind trængte frem og krævede sin Ret. Herude i Felten er Længslen dobbelt. Det er, som om man for hver Dag kommer Hjemmet nærmere.
De sidste Dage for Jul har det været bidende koldt og. taaget. Alt har været klædt i Rimfrost, og særlig Skovene har frembudt et herligt Skue. Alt bar værret forholdsvis fredeligt, og Flyverne har fuldstændig maattet standse deres Virksomhed paa Grund af Taagen. Juleaftensdag oprinder med det klareste Vejr. Den opgående Sol sender fra første Færd af sine klare Straaler mod de isblomstrede Ruder, og alt hvad der er klædt i Rimfrostens herlige Dragt, faar et mere festligt Præg.

Ved Middagstid sluttes Arbejdet og i et hurtigere end ellers kendt Tempo gaar det hjemad. Vi har Julen fat. Over Middag hentes Granen. Mens Solen skinner saa venligt og Kulde alligevel bider lidt i Næsetippen og øreflipperne, vandrer vi hen over den stivnede Pløjejord til den nærliggsnde Skov. Alle mulige Træer findes her, bare ikke Juletræer. Komme hjem igen uden Gran vilde være flovt, saa vi opgiver ikke Ævred, men søger trøstig videre.

Mens vi staver rundt forgæves søgende, rinder der mig en tilsvarende Julehistorie af Selma Lagelöf i Hu. Min Ledsager bliver helt utaalmodig. Pludselig staar vi i en Mængde Jordbærplanter. „Ja.” siger han, „nu har vi naturligvis Jordbærene, men ingen Gran, og til Sommer finder vi Granen, men ingen Jordbær.”

Endelig efter et Par Timers Søgen staar os Lykken bi. Med 3 smaa Juletræer gaar det atter hjemad. Et beholder vi selv, for de andre to skal der ikke gøres megen Reklame for at blive dem kvit. En Snedker laver Foden, alt imens vi andre pynter efter bedste Evne, og et Øjeblik efter staar Granen paa vort Bord, mens den spreder sin hyggelige Duft i vor lille Stue. Henimod Aften bliver Himlen atter skyet, og blaa, saa det næsten tegner til Sne. Flyverne og klart Vejr, de hører sammen. Fra den tidlige Morgenstund af har de da heller ikke ligget paa den lade Side. Vejrliget tvinger dem nu atter til at gaa ned.

En fredfyldt, næsten højtidelig Stilhed sænker sig i Aftenskumringen ned over Landet. Alt aander Fred. Ingen Flyvemaskiner, ingen skraldende Last-Avtomobiler, ingen Luksus-Avtomobilers T[or?]den; ingen Bagagevognes Raslen, hist og her en Soldat, der gaar over Gaden, maaske for at hente Vand til sine Heste, eller hvad han nu har. Ellers alt stille. Stille, som det maa have været hin første Julenat paa Bethlehems Marker. Og mens man „langmodig igennem Taarer ser”, da mindes man alle herlige — for herlige bet var de — Julehøjtider, man oplevede derhjemme. Nu duges Bordet. Nu bænkes de. Nu synges de kendte Salmer, og nu tændes Granen. Man tænker, føler og lever med i det samme. Det er „Jul som saa mange Gange tilforn og dog Jul paa ganske anden Maade”, hvor men føler, at Julen

” – gror ej op som Gran i Skoven,
daler stille ned fra oven.”

Juledags Morgen gaar det atter paa Arbejde. Hellig og Sogn har Krigen ondt ved at kende Forskel paa. Den dybblaa Himmel fra i Aftes har i Nattens Løb bragt Sne, og endnu sner det stærkt. Efterhaanden stilner det dog lidt af og hører til sidst helt op. Vor Vej fører os forbi faldnes Grav. Ensomt, men alligevel kønt ligger de der ved Alfarvej, dækkede af den fine Sne i den frembrydende Dag. Og jeg tænker Paa det Aar, der nu er paa Hæld, og det, der kommer. Paa alle de gode Venner, der i det svundne Aar fik redt deres sidste Leje paa samme Maade, og —.

Vi gaar det nye Aar i Møde, uvidende om, hvad det vil bringe, men overladende i vor Frelsers Haand; ham, der fødtes Julenat.

A-d.

(Bragt i Flensborg Avis 3. januar 1918)

24. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 3

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.

(læs anden del)

Rangeringen om Morgenen i Mørke er det værste. Men naar først de lange mørke Slanger sætter sig i Bevægelse, naar de fladbundede Træsko klaprer om­kring en, mens Flokken summer en Melodi, kan der komme en faderlig, veltilfreds Fornemmelse op i den kappeklædte Soldat, der gaar midt i Flokken med Hænderne i Lommen og den lille Pibe i Mund­vigen.

Nye Pligter kommer dog til. Ens egne Folk kla­rer man sig med; værre er det med fremmede. Aarvaagenheden maa skærpes. En Ladeport klaprer undervejs. En Soldat lukker den op, og jeg gaar med ind. En Snes mørke Skikkelser purres ud af Krogene. I en lille Skov ved Vejen vil andre forsvinde. Omsider gryr Dagen, der melder sig grumme sent paa den flandriske Slette, og Arbejdet bliver lettere.

Løsnet er, at disse Folk kun kan styres med den største Skraphed. Helt uden gaar det vel heller ikke. Men bedst gaar det dog, naar Folkene tillige mærker, at man helst vil komme ud af det med dem med det gode. Mine egne skraaler venligt God Morgen til deres Korporal, om end de lige efter med den største Vrangvilje lystrer Ordren til at forlade Ba­rakken. Efterhaanden opløser Massen sig i Ansigter, man kender igen. — Der er den lille Dreng med det morsomme Ansigt, der er den ældre, skæggede Fyr, der ham med Henrik Ibsen-Ansigtet, der den fine Mand, den eneste med Overfrakke osv.

Alle gaar i Træsko, med snævre Bukser, delvis snørede sammen forneden med en Strimmel Tøj. De fleste i aaben Trøje uden Kappe, den flade Hue paa Hovedet og et uldent Sjal om Halsen og Baghovedet. Hænderne i Lommen, Cigaretten tændt. I Rusland gaar Folk helst i Pels paa deres Gaardsplads til hen paa Sommeren. Her rykker de ud paa Arbejde i Vintervejr, som om de vilde skraa over Gaden til Genboen.

Ude kan man have Held med sig. Naar ens Hold bliver delt i Smaaflokke med hver sin Arbejds­leder, er man selv overflødig. Der er Tid til at varme sig lidt i en Beværtning med en Skaal Kaffe. Inde i Lichtervelde mente en lille buttet flandrisk Skænke-jomfru med Opstoppernæse sig forpligtet til at holde os med Snak Juleaftensdag. Hun talte om Krigen og om Flyverne. I de maanelyse Nætter sad Be­boerne oppe til Klokken 2—3 hver Nat. Saa længe brummede der idelig en fjendtlig Flyver over Byen.

— Musikhandlerens Hus derhenne er et af de sidste, der er lagt i Grus. En Kone blev med. sin Seng slynget gennem Gulvet ned i Etagen neden­under og slap godt fra det. Engang da nogen Muni­tion blev antændt, sad vi længe i dødelig Angst. For hver Granat, der sprang, troede vi, at det var en ny Flyverbombe.

Et Flyverbesøg her paa Egnen ænses ellers knap af andre end dem, der staar ved Ballonskytset. I det højeste kaldes man ud for at se paa noget sær­ligt seværdigt. En straalende Solskinsdag med rim-dækket Jord. Paa den blanke Himmel en mærkelig Tegning af Prikker. Først lidt efter lidt løser man Gaaden. Der staar en Lænkeballon, over den fjendt­lige Flyvere, omkring disse Shrapnelskyer, mellem Ballonen og Jorden noget hvidt, der langsomt daler: Iagttageren fra Ballonen, der gaar ned med Fald­skærm. Vi stirrer paa dette Billede. Pludselig en Hvinen og Susen i Luften — vi dukker os uvilkaarligt — et Dump. Hvad var det? Vist en Blindgænger fra Ballonskytset.

Nu er Julen gaaet, Juleaftensdag og anden Jule­dag Arbejdsdag. Juleaften kun en halv Time til at ligge i Ro paa sit Leje og tænke paa dem der­hjemme. Breve er heldigvis naaede frem, Pakkepost ikke; men et Stykke ristet Brød med lidt Smør og Marmelade er heller ingen daarlig Juleaftensnadver. Sent er alle Dagens Pligter fyldestgjorte. Et Par Julesange synges i Barakken, mens et lille 10 Centi­meter højt Juletræ stilles paa Bordet med smaa Kærter. Senere nyder de fleste vaade Varer, og først hen paa Natten bliver der noget mere Ro, saa Øjnene kan falde i. Det er stegende herinde. Tan­kerne gør endnu et Slag hjemover til den festlige Stue med Julegrønt og den hvide Dug og de smaa Ansigter og et Par graa Øjne, saa svinder alt i Taage. Juleaften er forbi.

Juledag møder med Sne- og Haglbyger, Tøvejr og slemt Føre. Hen paa Aftenen henter jeg mine Belgiere til Lønningsappel. Foruden Kosten faar de 3—4 Mark om Dagen. Nogle ligger indsvøbte i deres Tæpper, tit to og to for bedre at holde Varmen. I den ene Barakke er de muntre og sidder i Kreds og leger Flyvere, der skydes ned, og andre mærke­lige Ting, ved Hjælp af Lommetørklæder, som kastes gennem Luften, Kviste, der fejer hen ad Gulvet, Stokke, hvormed Maskingeværilden efterlignes, osv. Sent kommer vi til Ro. Maanen har jaget Skyerne paa Flugt. Det er mild Frost. Et Lag Sne dækker Landskabet. I Nat synes Flyverne at ville lade os i Fred. — Gu’n Nacht, Jungs! — Gu’n Nacht, Korporaal!

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 160-4)

13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.

En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæl­ler Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyld­ning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.

En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pen­gene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!

Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig va­sket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jern­banevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazaret­tog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.

Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perron­hal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.

Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blot­tet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.

Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Ek­sempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Sol­dater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyne­ladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Ar­bejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 153-5)

11. december 1917 – H.P. Hanssen: “et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

Dagen efter blev jeg kaldt til Divisionslægen, som udtalte sig meget anerkendende om min Søn, der som Bataillons-Forplejningsofficer bl. a. ogsaa havde sørget for, at Divisionens Lazaretter altid var velforsynede med alle Fornødenheder. Han trøstede os med, at Faren nu var overstaaet, om 4 Maaneder vilde han forhaabentlig atter kunne sidde i Sadelen!

Da jeg kom tilbage til Hotellet, kom Regimentsadjudanten og overbragte mig en Indbydelse fra Bataillonschefen, Grev Blücher, til Middag hos Staben. Jeg vilde blive afhentet Kl. 12. Da vi kørte opad Dalen, var Vejen dækket med Kulisser, ved begge Sider af Vejen var Markerne fulde af Granathuller. Officeren, som ledsagede mig, sagde: „Naar Franskmændene skaaner Mühlhausen, er det sikkert kun, fordi de regner bestemt med at faa den ved Fredsslutningen.”

Ved Bordet spurgte Officererne mig meget ivrigt, hvorfor der ikke blev bygget Tanks, og jeg mærkede hurtigt, at de nærede en meget stærk Frygt for dette nye engelske Angrebsvaaben. Jeg svarede: „Alt hvad Tyskerne kan skrabe sammen af Arbejdskraft og Materiale anvendes til Bygning af Undervandsbaade. Det betragter Hærledelsen som vigtigere.”

En enkelt Ytring af Bataillonskommandøren, Grev Blücher, kastede et skarpt Strejflys over mange Officerers Tænkemaade. Greven udtalte sin stærke Misbilligelse af en ny Regimentsbefaling, hvorefter det var bleven Officererne forbudt at medtage „Souvenirs” og mere brugelige Ting fra de besatte Landsdele. „Vi laa,” sagde han, „forleden indkvarterede paa et smukt monteret fransk Slot. Jeg fandt der det dejligste Sévres Porcelæn og Krystal. Men maatte nu lade det staa. I Grunden er det jo ganske meningsløst, nu bliver det dog slaaet i Stykker, og hvor megen Glæde kunde jeg ikke have haft af det hjemme i Tyskland.” — Kommentarer er overflødige.

Staben laa en Mils Vej fra Mühlhausen og en tre Fjerdingvej fra den yderste Frontlinje. Bataillonskommandøren spurgte mig, om jeg havde Lyst og Mod til at tage en Tur med ham ud til den. Jeg svarede ja. Vi fik et lille Ponykøretøj og kørte af Sted. Først ud ad den samme, med malede Kulisser og Straaforhæng overdækkede Vej, som skjulte al Passage for Franskmændene. Et Stykke ude maatte vi stige ud og gaa videre til Fods. Markerne var nu helt øde, oprevne af Granater og overgroede med Ukrudt fra forrige Sommer.

Vi kom ind i den forreste Artilleristilling, hvor den kommanderende Officer, en Kaptajn, med Stolthed viste os, at hans Dækning Dagen før havde modstaaet en svær Fuldtræffer. I Luften over os svirrede fire franske Flyvere, paa hvem de tyske Batterier vedligeholdt en livlig Kanonade. Smaa hvide Shrapnellskyer omgav dem paa alle Sider, men det generede øjensynligt ikke Flyverne. Det store Rum var udenom.

Jeg blev præsenteret som tysk Rigsdagsmand og Artilleriofficerens første Spørgsmaal til mig var atter: „Hvorfor bygger vi dog ikke flere Tanks? Ser De Marken derovre,” fortsatte han, „ad den vil der en Dag bryde Tanks frem. Vi kan sende dem et Par Salver, paa det indøver jeg mit Mandskab, men naar de er affyrede, er vi i Virkeligheden værgeløse. Det er absolut nødvendigt, at Hæren faar Tanks.” Under mine følgende Samtaler med Officerer gentog det samme sig Gang efter Gang. „Tanks! Tanks! Tanks!” lød det fra alle Sider. Det var tydeligt nok, at Englændernes sidste Angrebsvaaben er meget frygtet.

Efter endnu at have aflagt et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger, kørte et Par Officerer mig tilbage til Mühlhausen. Paa Gaden stødte jeg uventet sammen med Byens Repræsentant i Rigsdagen, Emmel, som saa meget mørkt paa Situationen. Dagen efter rejste jeg hjem.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 179-81)

26. november 1917 – Hejmdal: Fra Felten

Fra Felten.

Bag Fronten d. 12. Oktober 1917

Kære Kammerater!
Det vil sikkert glæde Eder, som før har været Medlem af vor Bataillon, at modtage et Livstegn fra gamle Bekendte. Den oprindelige Stamme er reduceret, saa denne Hilsen gælder mangen en god Ven. Jeg vil ikke skildre den svundne Tid af tre lange Aar, som vi jo i længere eller kortere Tid har oplevet sammen, det vilde være et flere Dages Arbejde, jeg vil blot forsøge at bygge Bro mellem det Spand af Tid, som ligger mellem Fortid og Fremtid (vi ha[a]ber jo at mødes igen).

I Dag er det den 12. Oktober, saa var det jo den 11. i Gaar, og paa denne Dag har vi nu paa fjerde Aar været samlet i en sluttet Kreds af nordslesvigske Mænd fra alle Egne for at hilse paa vor fælles gode Ven og Kammerat Gaardejer Hans Joh. Hansen fra Harreby, der tjener som Underofficer i et Landbrugskompagni. Vi har hvert Aar ment, at det skulde være sidste Gang, vi fejrede Fødselsdag i den feltgraa Uniform, men det er hidtil ikke gaaet efter vor Mening.

Aftenen tilbragte vi gemytligt, som kun en Krigs-Specialist kan skildre den. Fødselsdagsbarnet, som i Gaar fyldte sit 40. Aar, beværtede os med alle gode Sager, som Madkassen fra sidste Orlov indeholdt, og som Rosinen i Pølseenden med en Flaske Vin, som vi drak af primitive Glas. Som de foregaaende Aar blev vi til Slut indbudt til næste Aar at møde i hans Hjem i Harreby.

Da jeg intet Nattetegn havde, maatte jeg bryde tidligt op fra Selskabet og overlade og overlade Eders gamle Bekendte, Simonsen fra Fæsted, Nissen fra Fol, Knudsen fra Vonsbæk og Ole Riis fra Skrydstrup at fejre videre.

Jeg gik saa ene op over Bjergene, indtil jeg naaede mit Kvarter, et Stenbrud højt, højt oppe. Stjernerne tindrede saa klare, dog laa der i Syd og Sydvest, ind over Skoven, noget mørkt i Horisonten. Lyskugler og Kanonglimt lyste af og til op og de kendte Egne i Dalen saas tydeligt og laa som i magisk Belysning. Byerne kender I jo saa godt, de smukke landsbyer laa som mørke Pletter, da hvert Lys er blændet, fordi Flyverne hjemsøger Egnen med deres Bomber.

Just som jeg naaede Lejren, begyndte Lyskasterne at afsøge den begrænsede Plads i Himmelrummet, som de kan naa med deres Lys, for at faa Flyveren blændet, saa han taber Kursen og Fladbatterierne kan begynde deres Virksomhed. Vagtmandens monotone Skridt høres, han, han puster op i Luften og udbryder: ”verflucht nochmal”, og fortsætte sin ensformige Runde. Jeg gaar ind i min Hytte, Staldvagten sidder og spiller Kort, jeg byder dem God Nat og gaar i Køjen.

Du tog dog Fejl i Aftes, gamle Ven, Du fortrød, at Du havde faaet Rugen, da det sikkert vil give bedre Vejr i Dag, men i Dag er Vejret graat og Stormen hyler. De gulnede Balde falder, det begynder at dryppe, og nu strømmer Regnen ned. Da rinder mig i Hu det gode gamle Ordsprog: Den Gerning, du kan udføre i Dag, opsæt ej til i Morgen. Og jeg tror sikkert, at Hans Hansen ogsaa i Dag glæder sig over, at fik Rugen lagt i Gaar.

Nu kære Venner, aller Jer, som har været sammen med os, gælder denne Hilsen. Lad ogsaa engang ved Lejlighed hører fra Eder. Og saa paa Gensyn hjemme ved den gamle Strand.

Eders J.H.

*

den 19. November 1917
Kære ”Hejmdal!”
Undertegnede Nordslesviger beder dig om at sende Venner og Bekendte derhjemme og ude ved Fronterne de venligste Hilsener.
Carl Schink fra Hjortspring.

I Haab om et godt og lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes hermed en venlig Hilsen til Slægt og Venner.
Jens Christensen fra Melsmark

d. 15.11.17.
Kære ”Hejmdal”!
Tak for Bladets Tilsendelse. De hjerteligste hilsener til Slægt og Venner, ude og hjemme i vort kære Nordslesvig, sender
Christian Schmidt fra Korsbjerg ved Toftlund

En Hilsen til Venner og Bekendte baade hjemme og ude med Ønsket om et lykkeligt Gensyn.
Jakob Jakobsen fra Felsted.

Sender ad denne Vej venlige Hilsener hjem og ud til Fronterne.
Peter Poulsen fra Toftlund.

Paa et godt og glædeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig.
Christian Duus fra Vojens

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig og herude i Felten.
Jes Petersen fra Rejsby.

Faldne.
Arbejdsmand Christian Schürmann fra Broager er ifølge ”Fl.Av.” falden den 9. November. Schürmann, der var bleven gift under krigen, efterlader sig foruden Hustruen et Barn paa 2 Aar. Han var Indehaver af Jernkorset.

Enkefru Bondesen i Toftlund har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Jep er falden. En anden af hendes Sønner er faldet i 1915, og en tredje Søn er saaret.

I Fangeskab.
Carl Marect fra Egeskov ved Skodsbøl, der i sin Tid var med ved Østfronten og har været savnet siden Maj 1915, har nu kunnet meddele sin Hustru, at han er i russisk Fangenskab og befinder sig i Sibirien.

Udvekslet.
Murer Marius Hinke fra Broager, der før sin Indkaldelse i mange Aar var ansat i Horns Bygningsforretning der i Byen, og som under Krigen var falden i russisk Krigsfangenskab, er bleven udvekslet og sendt hjem.

Dekoreret.
Skytte Karl Nissen, Søn af Arbejdsmand Sønnik Nissen i Damgade Nr. 2 i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset. Han ligger for Tiden saaret paa et Krigslasaret, men vil ifølge ”Dv.” snart blive udskrevet.

Vagtmand hjemme.
Malermester Nissen fra Toftlund er nu bleven Vagtmand i Allerup. Han fyldte en Maaneds Tid efter Krigens Udbrud sit 45 Aar.

Hjemme paa Orlov.
Gaardejer Johannes Good fra Stevring samt Barber H. Svane og Købmand M. Martensen fra Nordborg er for Tiden hjemme paa Orlov.

28. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Besøg i Brügge

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Fra Brüssel rejste vi den 28/10 om Aftenen til Brügge, hvor vi ankom næste Formiddag. Brügge og Zeebrügge, sidstnævnte beliggende ved Nordsøkysten og forsynet med meget store Havneanlæg, og begge indbyrdes forbundne ved en dobbelt Kanal, er som bekendt Nerven i og Basis for den tyske Undervandbaadskrig, for Flyvertjenesten langs Kysten og for Forsvaret af hele det nordlige Afsnit af Fronten. Disse Steder er derfor udsatte for fjendtlige Flyverangreb.

I Brügge besøgte vi nogle Luftmaalsbatterier og Marinekorpsets kartografiske Afdeling. I Batterierne fik vi en fuldstændig Redegørelse for Ordningen af Byens Luftforsvar, og i den kartografiske Afdeling blev den daglige Fremstilling af Troppekort pa Basis af Flyverfotografier gennemgaaet: begge Dele skal senere blive omtalt. Tillige besøgte vi en stor og vel organiseret Pionerpark i Jahbeke. […]

L. Brügges Luftforsvar

a. Ordningen.
Ved Ordningen af Brügges Luftforsvar er der en Ejendommelighed, at det tyske Marinekorps, da engelske Flyvere i det Hele taget nødig kaster Bomber ned i de større belgiske Byer, har kunnet stille Beskyttelsen af selve Byen noget i Baggrunden for særligt at værne de tre militær Objekter, der er Maal for Angrebene, nemlig Værftet (Undervandsbaadsstationen) Nord for Bygen, Arsenalet Sydvest for Byen og – dog i det mindst Grad – Jernbanestationen i Byens Sydkant.

Dette giver sig dog mindre Udslag i Opstillingen af Skyts og Projektører, der alle er spredt ret ligeligt rundt om Byen, end i Maaden Luftmaalskanonerne1) bruges paa, idet al Skydning især om Natten først og fremmest baseres paa bestemte Spærreskydninger om de 3 Angrebsobjekter.

For fjendtlige Flyveres Vedkommende har dette særlige Forhold Betydning med Hensyn til Valg af Vejrforhold og Flyvehøjde. I klart Vejr kommer de meget sjældent om Dagen, da de, for at være nogenlunde sikre mod Luftmaalskyset, maa gaa op i ca. 6000 á 7000 [m] højde, og i denne Højde meget vanskeligt kan ramme de 3, forholdvis smaa Maalomraader: bedre er det i klart Vejr om Natten, thi da kan de nøjes med 2-3000 m2) Flyvehøjde, hvilket giver rimelig Træfsikkerhed for Flyverbomberne. I Taage om Dagen eller diset eller stærkt skyet Vejr om Natten vilde Bekastning af Værft m.m. blive et Foretagende på Lykke og Fromme, der let kunde gaa ud over Byen, og Flyverangreb er følgelig udelukkede.

Allerbedst er klar Nattehimmel med Fuldmaane, thi da kan Lyskasterstraalen ikke trænge igennem; saadant ”Flugwetter”3) var der om Natten 29-30/10 1917, da der under vort Ophold paa Banegaarden blev kastet Bomber paa det 1000-1500 m derfra liggende Arsenal, i øvrigt uden at dette blev ramt (efter hvad der blev paastaaet).

Luftforsvaret i Belgien raader over sit eget Telefonnet, der strækker sig helt ned mod Fronten og samles i Grupper om de Steder, hvor der er etableret særligt Luftforsvar. I hver enkelt Gruppe, f. Eks. Byen Brügge, forbindes en Hovedstation med Luftmaalsbatterier og Lyskastere og disse indbyrdes.

Naar fjendtlige Flyvere, der om Natten skelnes fra egne paa Motorens Lyd, gaar ind over Fronten, indmeldes de efterhaanden som de passerer eller nærmer sig Stationer eller Grupper, saa at man stadig kan følge deres Vej, og naar de nærmer sig en Gruppe med Luftmaalsskyts, alarmeres denne, naar de er 7-8 km borte.

Ved Brügge er der af Luftmaalskyts i alt opstillet 10 Batterier paa 3 á 4 Kanoner med følgende Skytstyper: Moderne 8,8 cm L/45 Luftmaalskanon, 7,7 cm Feltkanon, Feltkanon af særlig Type og 37 mm Kanon. Batterierne ligger gennemgaaende 1,5-3 km uden om Byen.

Projektørerne, der 150 eller 200 cm2, og som under normale Forhold kan lyse 7-8 km, under særlige gunstige Forhold indtil 18 km i Luften, er opstillede i 2 Kredse udenom Byen og fuldstændig uafhængigt af Batterierne. Den indre Kreds, so omfatter 26 Lyskastere, ligger 1-3 km fra Byens Omkreds, den ydre Kreds, der ahr 30-40 Lyskastere, ligger længere borte.

Erfaringen har vist, at Lyskastermandskabet meget hurtigt efter Lydens Retning (og uden særlige Høreapparater) kan faa rettet Lysstraalerne paa Flyverne – og har en Lyskaster først fanget dem eller en af dem, bliver alle Lyskastere øjeblikkelig rettet paa dem, saa at man faar Flyverne i et Skæringspunkt eller maaske rettere snævert Skæringsomraade af mange Lysstraaler. Men sker dette, blændes Flyverne i en saadan Grad, at de, ligesom naar de kommer i en tæt Sky, fuldstændig mister Orienteringsevnen endog for, hvad der er op eller ned, og de kaster da hurtigst muligt alle de Bomber, de har hos sig, for ved hastig Stigning at unddrage sig Livsfaren.

De tyske Marinemyndigheder i Brügge tillagde derfor Lyskasterne større Betydning end Luftmaalsskytset om Natten. […]


1) Forkortet: ”Flak” = Flugabwehrkanone.

2) Tidligere 1000-1600 m: det er de velanlagte Spærreskydninger, der tvunget dem i Vejret.

3) I Modsætning til ”Fliegerwetter”, hvor Taage, Dis[,] Storm o.l. gør det muligt for Flyverne at blive hjemme.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

1. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “I Flyvehallene er der 3 Zepp.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Esbjerg.
Afskrift af en fra K.O. I Ribe modtager Meddelelse.
I Tønder ligger c 600 Marine og 1 Landstormbataillon; I Flyvehallene er der 3 Zepp., hvoraf den ene har N. 54, og 8 Flyvemaskiner (meddelt af en tysk Infanterist, der er gaaet over Græsen ved falskt Pas). En anden Meddeler fortæller, at der er 4 Zepp og c 20 Flyvemaskiner (Afskrift af Bilaget i E-Arkivet)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)