Tag-arkiv: englændere

17. maj 1918. Peter Poulsen beder en bøn med to engelske krigsfanger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1918 deltog han i den tyske forårsoffensiv.

Efter mange, lange og trange Dage og haarde Kampe kom vi ud og slog Lejr ved en By, som hed Villers Carbonnel. Vor Stilling var et Par Kilometer derfra, og vi var der nogle Dage og havde nogle strenge Kampe ved en By, som hed Brie, men saa trak Kampen længere bort. Kun Flyverne havde vi stadig Besøg af. Der var nemlig et stort Ammunitionslager, som var særlig eftertragtet, og vi havde desværre ikke saa faa faldne og saarede.

Maalet var, at vi skulde tage Amiens; men den sidste By blev Albert. Ved Albert blev der af vor Bataillon taget 400 Englændere, som med den kom tilbage til Villers Carbonnel, hvor vi var sammen et Par Dage. Englænderne havde jo slet ingen Fødevarer, og vi havde kun lidt. De blev lukket inde i en Barak, og vi kom ind i en anden. Efter et Par Timers Søvn vaagnede vi alle.

Der blev stillet nogle Vagtposter ud, men vi gik iøvrigt frit om imellem hinanden.

 Englænderne gik rundt og bad om Brød; der kom ogsaa et Par unge, intelligente Englændere hen til mig og bad om Brød. Jeg havde ikke ret meget, men det, jeg havde, delte jeg med dem. Jeg vilde meget gerne tale lidt med de to Englændere og prøvede baade paa Dansk og Tysk, lidt Fransk kunde jeg ogsaa og oven i Købet nogle russiske Brokker, som ogsaa blev brugt, men det vilde alligevel ikke gaa.

Saa trak jeg min Bibel op af Lommen og viste dem den, og saasnart de saa den, sprang den ene Englænder ind i Barakken og kom hurtigt tilbage med sin Bibel. Da han havde vist mig den, saa vi alle tre hinanden ind i Øjnene, og saa nævnede vi Jesu Navn, og da vi havde nævnet det, foldede vi vore Hænder, bøjede vore Knæ, og saa bad vi hver paa sit Maal, jeg paa Dansk og de to Englændere paa Engelsk.

Der var ikke noget usædvanligt ved det; vi saa saa tit større eller mindre Flokke ligge paa Knæ sammen. Da vi saa rejste os, tog den ene af Englænderne sin Kokarde, og den anden tog sit Nummer af sin Skulderklap og rakte mig.

De fik selv hver en Ting, jeg husker ikke hvad, og jeg gemmer disse to Ting til Minde om de to Englændere, og jeg tror, at vi en Gang skal faa Lov til at møde hinanden i Himlen, hvor vi kan forstaa hinanden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

25. april 1918. Efter en måned med “…tab og sygdom…” skal Füsilier-Regimentet “Königin” Nr. 86 tåle “ildoverfald” fra Englænderne.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 5. april skulle divisionerne til højre og til venstre for 18. division angribe. Hvis angrebet lykkedes skulle også 18. division støde frem til Corbie. Resultaterne på begge sider var imidlertid ikke tilstrækkelige; 18. division måtte forblive på sin plads. De følgende nætter bragte nye uroligheder.

 Regimentet blev lånt ud til Dernancourt, blev igen trukket tilbage, så i natten fra 8.-9. april igen indsat foran Morlancourt. Her lå det igen delt op i tre dele, så i det mindste én bataljon havde hvil i Bray.

Heftige ildoverfald i åbent terræn gav tab. I natten fra 16.-17. april var der afløsning fra reservedivision 50. I en baraklejr ved Suzanne vinkede endelig hvile forude, og den var tiltrængt, for regimentet var ikke alene udmattet af tab og sygdom, også de overlevende ved fronten var totalt afkræftede.

Behageligheden ved et tag over hovedet og tørt gulv under kroppen kunne en tid lang forjage mismodet over den fastkørte offensiv. Den 25. april blev roen pludselig brudt. Alarmering. Englænderne havde angrebet  syd  for  Somme  foran  Villers-Bretonneux. 

Situationen  var  endnu uklar. Regimentet skulle sikre den nordlige Somme-bred mellem Bray og Etinehem. Om aftenen afløste det så regimentet foran Sailly-Laurette. Her lå det ti dage med 2 bataljoner i front og én i reserve. Det måtte i den tid tåle svære og heftige ildoverfald. Det engelske artilleris ildoverlegenhed var trods uhyre tab af ammunition og materiel stadig ubetvivlelig, og det virkede nedslående.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

 

 

9. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr V – Fangernes Liv.

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Liv.

S. i Oktober 1917.
Fangerne er ikke blot berøvede deres Frihed, men jo endog den Mulighed, lejlighedsvis at komme hjem paa Orlov. Og hvad det vil sige, at undvære sine Kære, Hustru og Børn, Far og Mor, alle de kendte, kære Ansigter i Aarevis, det forestiller man sig vanskeligt ret, naar man ikke selv har prøvet det. Denne Længsel efter Hjemmet opfylder Tankerne Dagen igennem, og den sætter selvfølgelig sit Præg paa Fangen. Deraf kommer det sørgmodige Udtryk, som er karakteristisk for Fangen, dette fjerntskuende Blik, som lader ane Tanker, der er langt borte. Dog staar det medfødte Humør undertiden igennem, og især blandt de livlige Franskmænd har man iagttaget morsomme Scener, hvor en Spasmager kan rive alle sine Kammerater med i en hjertelig Latter. En saadan Kammerat er Guld værd!

Det er en typisk Forskel mellem russiske og franske Fanger. Russeren er rolig, tung i Vendingen, godmodig. Men særlig kløgtig er han gennemgaaende ikke. Man kan sætte Russeren til et eller andet Arbejde: han gør det villigt men – som Sven Dufva [karakter i den finske digter J.L. Runebergs digtcyklus Fänrik Ståls sägner/red.] gør han i Reglen alting forkert. En Russer kan med en Ihærdighed, der var en bedre Sag værdig, staa og pudse en Vinduesrude en hel Time igennem, og naar han er færdig, er Ruden omtrent ligesaa smudsig som da han begyndte. Franskmanden derimod gør sit Arbejde flinkt og hurtigt, forstaar, uden at kende Sproget, let de Anvisninger der gøres ved Tegn og Vink, og naar han ved, at han er færdig, holder han op, mens Russeren bliver ved at pusle omkring indtil man siger ham, at Arbejdet er ”kaput”, d.v.s. færdigt.

Man kan ypperlig studere et Menneskes Karakter og Temperament, naar han staar overfor Fotografens Kasse. Russeren staar lige ret op og ned, ser alvorligt ud og er tydeligvis greben af Øjeblikkets Alvor. Franskmanden er derimod fuldtud sig selv. Foran Barakken stilles en omvendt Bærebør frem; den skal forestille et Spillebord. Bordet dækkes med et Par tomme Flasker, en gammel Kasserolle, et Par tomme Konservesdaaser m.m., og omkring dem tager 3 Fanger Plads med Kasketten paa Snur og under livlige Fagter. De sidder alle paa Hug. Medens Fotografen indstiller Apparatet, lader de, som om de ret gør sig tilgode med det indbildte frugale Maaltid, og Vittigheder regner ned over Selskabet fra den omkringstaaende Grupper, der er lutter Liv og Bevægelse. Det bliver sikkert et ypperligt Billede, som vil vække mange Minder, naar det ad Aare tages frem der hjemme, naar Krigen er forbi og Freden atter har holdt sit Indtog, og der er groet Græs over en Del af Fangenskabets triste Minder.

Til den anden Side staar Stemningen hos Franskmændene let om i Modsætning. ”Den evige bundne Tilværelse”, sagde en fransk Fange engang til mig, ”er ikke til at holde ud. Den dræber alt Livsmod. Naar kommer dog den Tid, da man atter kan røre sig i Frihed! Da man ikke evig og altid skal lystre og ikke bestille andet end adlyde Befalinger. Hvis De skulde komme til Fronten, saa lad Dem ikke [tage] til Fange! Saa hellere falde! Thi med Døden er dog Lidelserne forbi. Men at gaa i Aarevis som Fange, denne evige Sindslidelse er ikke til at holde ud”. Et saadant Hjerteudbrud maa vel ikke tages bogstaveligt, men det er et Vidnesbyrd om, hvor nedtrykkende Fangelivet virker. Der er Fanger, som prøver paa at undvige, ikke fordi de har noget begrundet Haab om at komme godt fra det, men blot for at opleve noget. Den graa Ensformighed maa brydes.

Englændernes Karakter giver sig kende paa en anden Maade. De mangler Franskmændenes Bevægelighed, uden at de derfor gaar over til Russernes næsten passive Holdning. Selv i Fangenskabet søger Englænderne at bevare sit overlegne Udtryk. Uden at agte noget paa Omgivelsen gaar han rolig og uforstyrret af Omgivelserne sin Gang. Han ved, hvad der er er hans Ret, og han lader sig ikke bringe en Haarsbrede bort derfor; finder sig i en Skæbne, som han ikke har Magt til at ændre, men lader sig ikke let imponere, og fremfor alt søger han ikke et Sekund at give sin Værdighed Pris. De engelske Fanger er de vanskeligste at behandle. Fra ingen kommer saa mange Besværinger som fra dem, ofte over ret ubetydelige Smaating.

En egen Stilling indtager Jøderne, der er stærkt repræsenteret blandt de russiske Fanger. De fleste Jøder kan Tysk, og opnaar saaledes let en bedre Post, f.Eks. som Tolk. Indbyrdes er der stærk Sammenhold mellem Jøderne, maaske mere end mellem alle de andre Fanger af samme Folkslag, men at de saaledes er i Stand til at opnaa fortrukne Stillinger – hvad der jo er et Racetræk for dem – bidrager jo ikke til at øge den i Forvejen ringe Sympati, der næres over for Jøderne. Gensidigt er de meget villige til at hjælpe hinanden, men Hjælpsomheden overskrider sjældent Racegrænsen.

Samlivet mellem Fangerne af forskellige Nationer har vistnok overalt sine Vanskeligheder. Det er derfor at foretrække saa vidt muligt at holde hver Nation for sig. Og det vil alle Partier ogsaa befinde sig bedst ved. I det daglige Livs Ensformighed kan det jo være vanskeligt nok altid at bevare et forsonligt og imødekommende Sindelag overfor Nærmerestaaende. Fornylig blev her i Lejren Adskillelsen efter Nationer gennemført, og denne Forholdsregel blev modtaget med Tilfredshed af alle Fanger.

 – – –

Livet i Fangelejren er tung, streng Virkelighed. Derfor er det et i højeste Grad fortjenstfuldt Arbejde, der baade i de krigsførende Lande og i de neurale Stater gøres for at mildne Fangernes Kaar. Meget kan der ifølge Sagens Natur ikke gøres. Men hvad der f.Eks. af Komitéen i København gøres for at skaffe Læsning til Fangerne rundt omkring, bliver modtaget med Taknemlighed. Bogen bringer Tankerne bort fra de ofte traadte, haabløse Stier.

– Naar den Dag oprinder, da Vagtmandskabet for sidste Gang ledsager de uendelige Rækker af Fanger i alle Lande til Banegaarden, hvor Toget venter paa at føre dem hjemad, da vil Solen straale i fornyet Glans og en næsten ufattelig Glæde vil straale ud fra de mange Tusinders af Længsel forpinte Ansigter. Da vil de mange Drømme om Hjemmet blive til Virkelighed!

Denne Tanke er næsten ufattelig i Øjeblikket. Men Dagen kommer og med den et nyt Liv for Fangerne, og alle har os andre med!

N-n.

17.april 1917. Soldaten Mikael Steffensens møde med engelsk tank: “Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 var han ved Somain i Frankrig, hvor han oplevede de engelske kampvognes grusomheder.

Somain, den 17. april 1917.

Anden Paaskedag lød Allarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen. Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden. Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai—Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer. Tre Gange blev engelske Infanteri- angreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde ‘i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikkemindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede. Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terræ­ net, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne.
[…]

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater. Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April. Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted. Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden. Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider. Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os. Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere. Linjen foran os var gennembrudt. Britterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden. Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage. Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet. Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket? Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner paa Vejen Arras—Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage. Snart naaede vi vore linjer.

Kuglerne peb fra Hundreder Bøsse­ piber mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt. Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Gevær­ kugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler. Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil. Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter. — Det havde været Massemord.

Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavallerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned. De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri. — Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild. Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat. —- Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært. Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi [i] tre Dage, udsat for morderisk ild, […]

Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede Munitionsvogne sprængte forbi. Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven. Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valencien­ nes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. 84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler, Chefen for anden Bataillon faldt. Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde. Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Ind­ sats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtig- ste russiske Masseangreb, Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med ‘hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger. Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød. Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig.
Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

24. august 1914. Slaget ved Mons. “Med min bajonet mellem ribbenene sank han sammen med en stønnende lyd.”

H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.

Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.

Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.

Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.

Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.

Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.

Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.

Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. august 1914. “Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer”

Sønderjyden “Chr.” fra Infanteriregiment 84 “von Mannstein” fortæller om slaget ved Mons:

Værre var det ved Mons, hvor vi havde det næste, men mere alvorlige Sammenstød med Fjenden 23.-24. August. Ved Mons var det Englænderne, vi kom i Kamp med.

Det blev en haard og for 84erne meget blodig Kamp. Englænderne ydede haardnakket Modstand. De forsvarede paa vort Afsnit en Bro, paa hvilken der var opstillet flere Maskingeværer, der uafbrudt holdt Terrænet under Ild. 2. Batl. blev sat ind ved Middagstid.

Vi laa paa en Eng og var paa det Tidspunkt i anden Linje. Foran os i første Linje var 3. Batl., hvis Kompagnier befandt sig i en meget udsat og meget farlig Situation. De engelske Maskingeværer beherskede hele Landskabet, der var temmelig fladt og saaledes ikke bød Spor af Skjul for vore Folk.

Foran vort Kompagni laa 10. Det havde taget Stilling langs med en Vejkant, og det var nu vor Opgave at rykke frem til Undsætning for det haardt medtagne 10. Kompagni.

Da vi naaede frem, mødte der os et grufuldt Syn. Hver Mand laa paa sin Plads i Skyttekæden med Ansigtet i Jorden — døde. Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer, som fra et fortrinligt Stade paa Broen havde kunnet meje hele Rækken ned, inden disse med deres Enkeltmandsgeværer havde kunnet yde nævneværdig Modstand.

Kampen fortsattes forbitret og længe, indtil det tyske Artilleri langt om længe naaede frem og tog Broen under Ild, saa først maatte Englænderne forlade Stillingen; men da havde de ogsaa ryddet godt op i vore Rækker.

De trak sig tilbage gennem Mons, hvor de spærrede Gaderne med Barrikader, for at hindre os i at følge alt for hurtigt efter. Da vi naaede ind i Byen, var de borte; men længe kunde det ikke være siden, thi de Bøffer og den Suppe, de havde efterladt sig var endnu ikke helt kold. Den blev det heller ikke, for vi spiste, hvad der var.

Nimy broen ved Mons