Tag-arkiv: franskmænd

27. maj 1918: Frederik Tychsen – Franskmændene på retur

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid ikke indlogeret ved Laon i Frankrig.

Om aftenen den 27. gik vi atter i stilling efter at vi havde haft en ret stram march om eftermiddagen. Vi skød en del først på aftenen, men senere var der ro, og vi fik lejlighed til at søge efter madvarer i de forladte franske stillinger.

Vi fandt en hel spand fedt, brød og kakes (kiks). Vin fandt vi intet af den første dag. Dog måtte man lægge mærke til alle døde franskmænd, der lå rundt omkring. Og mange steder lå der uniformsdele.

Om natten sov vi i teltet. Den næste morgen fortsatte vi gennem det ødelagte terrain. Franskmændene var stadig på retur, og vi bagefter. Foran os var der hele tiden ildebrande og mægtige eksplosioner. Det var franskmændene, der brændte og ødelagde alt krigsmateriel, før de forlod det.

Da vi havde god tid på landevejen, blev der rigelig tid til at se sig en lille smule for. Der var mange, der havde travlt med at udplyndre de døde franske soldater. De undersøgte deres lommer, tog deres penge, ringe, ure eller andet, der kunne have en smule værdi.

De fandt hyppigt hos de franske soldater sjofle billeder, mest postkort af nøgne damer og andet sjofelt. Det syntes, at de franske soldater havde mere af den slags som tyskerne. Jeg så på, at Skurnia og Hylsmann undersøgte en død.

Vi gik en tur over marken, og her lå en franskmand med hele sin udrustning, han havde hængt geværet over ryggen. Han havde et gabende sår i tindingen, så stort, at man kunne lægge et dueæg ind i det. Han havde rødblondt overskæg.

Skurnia og Hylsmann trak frakken af ham, undersøgte lommerne og hele udbyttet blev 20 Centimes (ca. 16 øre). Der var ingen levnedsmidler i tornysteren. Jeg sagde til dem, at det var nogle kedelige penge at have, men de ænsede det ikke, men mente, at den døde havde jo heller ingen brug for pengene.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

9. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr V – Fangernes Liv.

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Liv.

S. i Oktober 1917.
Fangerne er ikke blot berøvede deres Frihed, men jo endog den Mulighed, lejlighedsvis at komme hjem paa Orlov. Og hvad det vil sige, at undvære sine Kære, Hustru og Børn, Far og Mor, alle de kendte, kære Ansigter i Aarevis, det forestiller man sig vanskeligt ret, naar man ikke selv har prøvet det. Denne Længsel efter Hjemmet opfylder Tankerne Dagen igennem, og den sætter selvfølgelig sit Præg paa Fangen. Deraf kommer det sørgmodige Udtryk, som er karakteristisk for Fangen, dette fjerntskuende Blik, som lader ane Tanker, der er langt borte. Dog staar det medfødte Humør undertiden igennem, og især blandt de livlige Franskmænd har man iagttaget morsomme Scener, hvor en Spasmager kan rive alle sine Kammerater med i en hjertelig Latter. En saadan Kammerat er Guld værd!

Det er en typisk Forskel mellem russiske og franske Fanger. Russeren er rolig, tung i Vendingen, godmodig. Men særlig kløgtig er han gennemgaaende ikke. Man kan sætte Russeren til et eller andet Arbejde: han gør det villigt men – som Sven Dufva [karakter i den finske digter J.L. Runebergs digtcyklus Fänrik Ståls sägner/red.] gør han i Reglen alting forkert. En Russer kan med en Ihærdighed, der var en bedre Sag værdig, staa og pudse en Vinduesrude en hel Time igennem, og naar han er færdig, er Ruden omtrent ligesaa smudsig som da han begyndte. Franskmanden derimod gør sit Arbejde flinkt og hurtigt, forstaar, uden at kende Sproget, let de Anvisninger der gøres ved Tegn og Vink, og naar han ved, at han er færdig, holder han op, mens Russeren bliver ved at pusle omkring indtil man siger ham, at Arbejdet er ”kaput”, d.v.s. færdigt.

Man kan ypperlig studere et Menneskes Karakter og Temperament, naar han staar overfor Fotografens Kasse. Russeren staar lige ret op og ned, ser alvorligt ud og er tydeligvis greben af Øjeblikkets Alvor. Franskmanden er derimod fuldtud sig selv. Foran Barakken stilles en omvendt Bærebør frem; den skal forestille et Spillebord. Bordet dækkes med et Par tomme Flasker, en gammel Kasserolle, et Par tomme Konservesdaaser m.m., og omkring dem tager 3 Fanger Plads med Kasketten paa Snur og under livlige Fagter. De sidder alle paa Hug. Medens Fotografen indstiller Apparatet, lader de, som om de ret gør sig tilgode med det indbildte frugale Maaltid, og Vittigheder regner ned over Selskabet fra den omkringstaaende Grupper, der er lutter Liv og Bevægelse. Det bliver sikkert et ypperligt Billede, som vil vække mange Minder, naar det ad Aare tages frem der hjemme, naar Krigen er forbi og Freden atter har holdt sit Indtog, og der er groet Græs over en Del af Fangenskabets triste Minder.

Til den anden Side staar Stemningen hos Franskmændene let om i Modsætning. ”Den evige bundne Tilværelse”, sagde en fransk Fange engang til mig, ”er ikke til at holde ud. Den dræber alt Livsmod. Naar kommer dog den Tid, da man atter kan røre sig i Frihed! Da man ikke evig og altid skal lystre og ikke bestille andet end adlyde Befalinger. Hvis De skulde komme til Fronten, saa lad Dem ikke [tage] til Fange! Saa hellere falde! Thi med Døden er dog Lidelserne forbi. Men at gaa i Aarevis som Fange, denne evige Sindslidelse er ikke til at holde ud”. Et saadant Hjerteudbrud maa vel ikke tages bogstaveligt, men det er et Vidnesbyrd om, hvor nedtrykkende Fangelivet virker. Der er Fanger, som prøver paa at undvige, ikke fordi de har noget begrundet Haab om at komme godt fra det, men blot for at opleve noget. Den graa Ensformighed maa brydes.

Englændernes Karakter giver sig kende paa en anden Maade. De mangler Franskmændenes Bevægelighed, uden at de derfor gaar over til Russernes næsten passive Holdning. Selv i Fangenskabet søger Englænderne at bevare sit overlegne Udtryk. Uden at agte noget paa Omgivelsen gaar han rolig og uforstyrret af Omgivelserne sin Gang. Han ved, hvad der er er hans Ret, og han lader sig ikke bringe en Haarsbrede bort derfor; finder sig i en Skæbne, som han ikke har Magt til at ændre, men lader sig ikke let imponere, og fremfor alt søger han ikke et Sekund at give sin Værdighed Pris. De engelske Fanger er de vanskeligste at behandle. Fra ingen kommer saa mange Besværinger som fra dem, ofte over ret ubetydelige Smaating.

En egen Stilling indtager Jøderne, der er stærkt repræsenteret blandt de russiske Fanger. De fleste Jøder kan Tysk, og opnaar saaledes let en bedre Post, f.Eks. som Tolk. Indbyrdes er der stærk Sammenhold mellem Jøderne, maaske mere end mellem alle de andre Fanger af samme Folkslag, men at de saaledes er i Stand til at opnaa fortrukne Stillinger – hvad der jo er et Racetræk for dem – bidrager jo ikke til at øge den i Forvejen ringe Sympati, der næres over for Jøderne. Gensidigt er de meget villige til at hjælpe hinanden, men Hjælpsomheden overskrider sjældent Racegrænsen.

Samlivet mellem Fangerne af forskellige Nationer har vistnok overalt sine Vanskeligheder. Det er derfor at foretrække saa vidt muligt at holde hver Nation for sig. Og det vil alle Partier ogsaa befinde sig bedst ved. I det daglige Livs Ensformighed kan det jo være vanskeligt nok altid at bevare et forsonligt og imødekommende Sindelag overfor Nærmerestaaende. Fornylig blev her i Lejren Adskillelsen efter Nationer gennemført, og denne Forholdsregel blev modtaget med Tilfredshed af alle Fanger.

 – – –

Livet i Fangelejren er tung, streng Virkelighed. Derfor er det et i højeste Grad fortjenstfuldt Arbejde, der baade i de krigsførende Lande og i de neurale Stater gøres for at mildne Fangernes Kaar. Meget kan der ifølge Sagens Natur ikke gøres. Men hvad der f.Eks. af Komitéen i København gøres for at skaffe Læsning til Fangerne rundt omkring, bliver modtaget med Taknemlighed. Bogen bringer Tankerne bort fra de ofte traadte, haabløse Stier.

– Naar den Dag oprinder, da Vagtmandskabet for sidste Gang ledsager de uendelige Rækker af Fanger i alle Lande til Banegaarden, hvor Toget venter paa at føre dem hjemad, da vil Solen straale i fornyet Glans og en næsten ufattelig Glæde vil straale ud fra de mange Tusinders af Længsel forpinte Ansigter. Da vil de mange Drømme om Hjemmet blive til Virkelighed!

Denne Tanke er næsten ufattelig i Øjeblikket. Men Dagen kommer og med den et nyt Liv for Fangerne, og alle har os andre med!

N-n.