Museum Sønderjylland har samlinger af genstande fra forskellige perioder – herunder også 1. verdenskrig.
For nogle år siden modtog museet en stor samling af genstande, herunder mange med tilknytning til 1. verdenskrig. Blandt disse er også nedenstående påskehilsen, der er fremstillet af birkebark og er formet som et æg. Det måler 12 x 9 cm. Teksten på kortet lyder: “1915. Ostergruss aus den Argonnen“.
Der er desværre ikke fundet oplysninger om, hvem der har lavet, sendt eller modtaget kortet.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Tirsdag d. 8.10.1918
I de sidste to dage har jeg slet ingen breve fået fra dig, og heller ingen aviser. I dag er der slet ingen post kommen hertil. Det er nok på høje tid, at der sluttes fred, for de kører nok fast med det hele.
Hvad mener du, det skal blive til med det, at tyskerne nu ønsker våbenstilstand. Mon de allierede vil gå ind på det. De ser vist nok, at det nu kniber for tyskerne, og så kan det være, at de bliver ved at klemme dem, indtil de er fuldstændig knækkede, for så at kunne diktere dem freden sådan, som de allierede ønsker den.
Ja, når det da bare snart kunne blive fred! Lad det bare koste, hvad det vil. Fred heller i dag end i morgen. Det skal jo snart vise sig, hvad det bliver til. Det lader til, at den nye tyske regering er villig til at bøde for, hvad den gamle har forbrudt. Det har været ualmindelig roligt ude ved fronten i dag, men nu i aften går det igen løs med skydningen.
Her lige i nærheden af vor lejr er der en soldaterkirkegård. Jeg var derhenne i formiddag efter, at der lige havde været begravelse. Da stod der 8 eller 9 åbne grave med en kiste i hver. Dem, der blev begravet i form. var katolikker. Protestanterne blev begravet i efterm.
Det går jo ikke sådan til som hjemme, hvor liget sænkes i jorden, når hele forsamlingen er nærværende. Her bliver det gjort forinden af San.komp. Og bagefter kommer præsten så og holder en tale samt kaster jord på.
Musikken er også gerne med, det er helt højtideligt. På kirkegården fandt jeg en grav, hvori der ligger en ung mand, som kunne se ud til at være en dansker efter navnet at dømme. Han hedder Carsten Tobisen. Han var 20 år, men hvor han var fra, stod ikke nævnt. Han havde stået ved 6. komp. af 85.
Ellers har jeg aldrig truffet på grave, som kunne se ud til at være over landsmænd, men der står aldrig, hvorfra den faldne er. Jeg sender en pakke hjem, men den indeholder kun nogle aviser deriblandt Hejmdal og Flensborg avis, som jeg har fået efter nogle danskere, som er såret eller savnet fornylig. Nogle af dem har jeg kendt.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Lørdag d. 5 oktb. 1918
Min egen kære Inger!
…Ja, du har ret i, der er sket meget i Tyskland i de sidste dage. Det havde man ikke ventet, at den tyske statsvogn sådan kunne køre fast, eller vælte, for det kan man vel nok sige, at den er gjort, siden der nu sidder socialdemokrater i kongens råd.
Ja, man kunne jo se eller tænke, at der skulle nye mænd til, inden der kunne tænkes på afslutning af den blodige krig.
Men mon de nu alligevel er i stand til at slutte fred med det første. Vi skal vente og se, hvad det bliver til… Og med hensyn til ansøgningen, da gør vi bedst i, som du skriver, at øve os i tålmodighed. Før til november kommer der nok ingen afgørelse, og hvad det så bliver til, det får vi så at se. Men vi vil da ikke opgive håbet endnu.
Ja, der kæmpes hårdt på hele fronten, det ser ud til, at ententen vil have ende på krigen i år, siden de går så voldsomt frem. Det er heller ikke morsomt for Peter Ravn at skulle afsted igen, for der slås de også, hvor han skal hen. Det er nok i dag, at han skal bort. Måske han ligesom Jepsen har fået en lang efterorlov?…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Lørdag d. 5. okt. 1918
… Mon dine kammerater har været i ilden nu? I dag står der i beretningen, at slesvigholstenske regimenter har forsvaret Chemin des Dames. Det må jo vel være jeres division, der er ment.
Hvor er det godt, at du ikke behøver at være forude. Så var du jo altid i fare, og herhjemme kunne vi altid gå i uro. Men helt uden fare er det sagtens ikke. Når granaterne kan nå til Laon, som du fortæller, så kan det jo vist også nå derhen, hvor du er. Det skriver du jo nu ellers ikke om.
Har du ikke begyndt at få »Modersmålet« endnu? Aviserne er jo meget interessante i denne tid, især de danske. Endskønt vore egne skriver det såmænd også som det er nu.
Der er jo mange, som mener, at det vil føre til fred nu. Åh, hvor ville det dog være en velsignelse for hele verden, om det blev sådan; men det er jo næsten for godt til, at det kan være virkelighed.
Ligesom du skriver om ansøgningen. Jeg spekulerer på det tidligt og sent, hvad det dog skal blive til, og venter ved hvert brev, at der skal være godt nyt. Der må jo da også komme besked omsider…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Tirsdag d. 1. okt. 18
Min kæreste Jørgen!
… Det går slemt til på hele fronten nu. Der står meget i avisen om det, måske freden jo dog er nærmere, end vi tror. Du har vel læst om, at Bulgarien vil have fred. Sådan vælder det jo ind fra alle kanter nu, og en ny rigskansler får vi jo vist også.
Jeg mangler dig at tale med i denne tid, for jeg er helt optaget af det altsammen. Valborg er jo nu heller ikke hjemme, ellers er hun jo gerne godt med. Ellers er de fleste herhjemme såmænd så ligegyldige for alt, der sker, især da kvinderne, de er så uforstående og følger slet ikke med…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Søndag d. 29.9.1918
… I dag er der blevet skudt meget voldsomt ude ved fronten. Kanonerne har næsten tordnet hele dagen. I går blev banegården i Laon beskudt. Der gik ikke så få granater derhen. Jeg lige hørt, at der er blevet dræbt 12 mand derved.
I dag læste jeg i et tysk blad, at Bulgarien havde bedt om våbenstilstand.
Det er vist begyndelsen til enden, for så kommer Tyrkiet og Østrig vist snart efter. Ja, bare det da kunne føre til fred snart
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Lørdag aften d. 28.9.1918
…Vi skal vistnok flytte i morgen. Det går stadig den vej, som krebsene går, eller hjemad. Så forstår du nok til hvilken side, det går.
I dag kom jeg til at tale med en køkkenkusk fra 7. kompagni, og det var en god mand fra vor hjemegn. Han er fra Bollerslev og landmand ligesom jeg. Han havde også nylig haft orlov i 4 uger.
Der var jo meget, vi kunne tale med hinanden om, for det er jo altid så hjemligt at komme til at tale sit modersmål sammen med en god mand. Han havde også i sine unge dage været på højskole i Danmark, så vidste jeg nok, hvad slags han var af.
Hvordan mon det går med havren hjemme. Den er vist ikke kørt ind endnu. Nu har det også begyndt at regne hernede hos os, men det er da langtfra så vådt her som hjemme.
Det er da en plage, så snart man kommer hertil, for så får man med det samme både lus og lopper, ja er det ikke for galt. Jeg har kun været her et par dage, og så er jeg fuld af det skidt …
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Søndag d. 18. aug. 1918.
… Nu har du haft så meget ulejlighed med at få telegrammet sendt afsted, og så ser det ud til, at det er til ingen nytte. Det er ikke fordi, at Mansfeldt er rejst, men det er kompagnichefens skyld. Han er hensynsløs. Men alligevel får jeg nok snart orlov fra bataljonen, så jeg kommer nok snart hjem og hjælper jer ved høsten. Jeg vil slet ikke sætte nogen tid, når du kan vente mig, for der kan let indtræffe et eller andet, som kan give forsinkelse. Du skal altså ikke vente mig, før du ser mig… Nu er jeg opsat på at ville hjem på orlov for at hjælpe jer, selv om det end kun bliver i 14 dage…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Mandag, d. 12. aug. 1918
Der har igen ikke været brev fra dig i to dage, jeg tænkte ellers, at nu var alt i orden igen med postgangen, men det lader ikke til. Hvor de dog nu slås igen deroppe, nu har englænderne rigtig taget fat, ser man jo af aviserne. Hvor er det da godt, at du ikke er med forude, det ville have været en svær tid både for dig og for os herhjemme. I dag skal jeg til Haderslev, og så håber jeg, at jeg kan få Frost til at sende et telegram efter dig. Så ser vi jo, hvad der kommer ud af det. Jeg talte lige i dette øjeblik med Thaysen gennem telefonen. Han sagde, at jeg skulle bare prøve.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Søndag aften d. 11. aug. 1918
I dag fik jeg brev fra dig fra d. 5… Du har så ofte læst om »Chemin des Dames«, her ligger vi, men kun bagagen, og kun en del af den, for den øvrige er længere fremme.
Du sørger for, hvordan det skal gå jer med høsten, kære Inger, Ja, det er sandelig heller ikke let, for den nye karl kender vel ikke meget til maskinen, men Fedder er nødt til at hjælpe lidt, og så ser vi hvordan det går med ansøgningen.
Helst havde jeg set, at der ikke var blevet søgt om høstorlov for mig, for jeg er jo på tur. Jeg er jo bange for, at når de giver mig orlov i fire uger, så kan de gerne synes, at det gøres ikke behov med den anden. Og så ville det da være meget kedeligt.
Men lad det gå som det skal, vi kan jo ikke gøre mere end at bede om, at det må lykkes.
Du kan tro, at jeg er mæt af soldaterlivet, og det er jeg ikke den eneste, som er. Nu er denne søndag snart til ende, og den går akkurat som en anden dag. Arbejdet kan man just ikke klage over, men det hele er så ensformigt, og her går man i sine gamle pjaltede klæder den ene dag efter den anden. Du skulle bare se, hvordan jeg ser ud. Mine bukser er så lurvede, så den ene lap næsten sidder ovenpå den anden. Nogle af lapperne har jeg selv syet på, så kan du nok tænke dig, hvordan det ser ud. Et helt landkort er mine bukser…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Lørdag d. 10. aug. 1918
… Der er vist nok blevet nogle breve borte, for bagagen var blevet meget stærkt beskudt, dengang vi andre var lidt længere tilbage, og ved den lejlighed var der også blevet et par postsække ødelagt.
Du ved nok, at bataljonen også havde en ko, den »faldt« ved samme lejlighed.
Bagagen måtte flygte over hals og hoved, der blev såret 3 eller 4 mand og ligeså mange heste, deriblandt et æsel, men ingen af mine.
Lige f.t. lader det til at være roligt ude ved fronten, men det kommer vel af, at tyskerne her på dette afsnit har trukket sig tilbage, så ved du måske omtrent, hvor jeg er…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag 9. august
Min egen kære Jørgen!
Endelig i dag var der et rigtigt brev fra dig, Nr 32 (4.8.1918), og så kortet til børnene…
Vi har nu begyndt at høste. I går eftermiddag høstede de halvdelen af rugen, og i eftermiddag er de ved det igen. Jens Staub hjælper, og vore egne lærer jo alt imens.
Det har regnet meget i nat, så vejret er jo ikke det bedste for rughøsten, og alle vegne trænger de til brød, vi bager vort det sidste rug i morgen.
Hvor vi trænger til din hjælp nu, det varer heller ikke længe, før vi telegraferer efter dig, mon de så ikke nok vil lade dig rejse… Jo, ansøgningerne er jo godt på vej. Måske den første er nået derop, men nu er du vel ikke ved skriverstuen, så du hører ikke noget fra den lige straks.
Orlov skal du jo nok få, det er der ikke noget i vejen for, men det er alligevel mere den anden ansøgning det kommer an på. Når bare den ville lykkes.
Fedder har tilbudt, at han vil hjælpe os, når det kniber, så jeg har jo altid ham i baghånden. Endnu har de jo nok kunnet, men rigtig går det vel ikke.
Bare den unge knægt vil være forsigtig med hestene, det er jeg næsten mest bange for. Køre maskinen kan han da heldigvis ikke, og til indkøringen er vi nødt til at have dig hjem. Gellert får 10 dages ferie i år, det kan jo også komme os til gode.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Torsdag d. 8. aug. 1918
Min egen kære Inger!
Nu fik jeg endelig en hel mængde post fra dig, kære Inger, og du kan tro, at jeg blev glad derover…
Så traf det sig så heldigt, at feld-webel Harden kom hertil i går, og så benyttede jeg mig af lejligheden til at tale med ham om den ansøgning, som nu kommer. Han var meget flink og lovede straks at anbefale ansøgningen, når den kommer, og så håber vi, at det lykkes for os denne gang. Men vi skal huske at bede Vorherre om at hjælpe os.
Så er det med hensyn til høstorlov. Den kunne jeg godt tage, sagde han, for det havde ikke noget med den anden at gøre. Men du må alligevel ikke vente mig de første fire uger, for Mansfeldt rejser en af dagene på orlov, og begge to kan vi ikke være borte fra vognen. Så må jeg vente, til han kommer igen.
Du skal altså ikke sende ekstra bud efter mig, for det vil jeg ikke gerne have.
I må altså se at blive færdig med høsten, så godt I kan, Fedder må hjælpe os lidt. Mansfeldt har længe ventet efter at få orlov, og nu da han kan få det, vil han ikke gerne stå tilbage for mig.
Gudskelov at det var gode efterretninger, jeg fik fra dig, kære Inger, at du og vore små piger er raske og har det godt… Jeg er da meget glad ved, at jeg fik talt med Harden, for nu tror jeg nok, at det lykkes. Harden rejser på fredag på orlov, så hvis du kunne sende dem lidt, var det rart, ligeledes til Schmidts. Vi må se at anstrenge os.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Søndag 4. aug. 1918
I går var det 14 dage siden, at jeg sidst fik brev fra dig, det er skrevet d. 16. juli… At jeg ingen post har fået så længe ligger deri, at den del af bagagen, hvortil jeg hører, er kørt et lille stykke tilbage. Men nu er vor feltpost kommet her i nærheden, og så får vi regelmæssig forbindelse med den.
Vi er her 15 mand fra 1. Batt. og tilsvarende fra hele divisionen. Ellers er det meget frit her, men det var da meget bedre i Clary. Der havde vi bedre kvarterer.
Her bor vi i en bræddebarak, og det kan endda sagtens gå an, men det værste er, at det regner ned i sengene til os. Jeg blev vågen sidste nat, og da havde jeg våde ben, det var ikke så rart. Nu har jeg bundet mit telt op, så det ikke kan gentage sig oftere, at man bliver våd i sengen.
Men noget af det værste, som plager os, er lopperne, det er da en slem plage. De er værre end lus, for de bevæger sig meget hurtigere.
Lige uden for vor barak var der en mark fuld af kartofler, og da vi kom hertil, var der straks nogle, som var ude at stjæle. Så blev der straks sat vagt ved kartoflerne. Men så en dag kom der en hel del andre tropper hertil byen, de havde været med forude og var meget sultne. De regnede ikke på, hvad der var forbudt, men stormede straks kartoffelmarken.
Da vi så det, så kan det nok være, at vi også kom på sokkerne, og nu har vi kartofler i lang tid.
Det er et gode, da man ingen pakker får hjemmefra, men i morgen bliver det nok bedre.
Jeg håber da, at du har fået alle mine breve, kære Inger. Hvordan mon det går med ansøgningen. Er den endnu ikke indsendt, for ellers er jeg næsten bange for, at det bliver for sent.
Der kommer en mængde tropper her igennem byen. Allesammen har de været med forude. Det er på det sted, hvor det går meget hårdt til. Så kan du vist nok tænke dig, omtrent, hvor jeg er.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde
med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag d. 26.7.1918
Min egen kære Inger!
I morgen er det 8 dage siden, at jeg har hørt fra dig. Så du kan nok forstå, at jeg længes meget efter at få brev. Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning, og så var jeg bange for, at mit brev ville blive et helt klagebrev. Vi kom så hovedkulds afsted bort fra vort gode kvarter, og er nu langt nede i Frankrig. Her ligger vi en skov og har ikke andet rum at bo i end vort lille telt. Men hvad bliver det da til med ansøgningen? Jeg er næsten bange for, at den kommer for sent, for nu står høsten for døren, og det tager jo lang tid, inden ansøgningen når hertil…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag d. 26. juli 1918
Kæreste Jørgen!
Nu har jeg i tre dage ikke haft brev fra dig, så jeg frygter jo næsten for, at du er kommet et andet sted hen. Ellers plejer der aldrig at gå så mange dage. Jeg fik da heller ikke skrevet til dig i går. Da var jeg cyklende i Haderslev igen. Nu er ansøgningen endelig sendt ind, og jeg tror, at den herhjemmefra er så godt forberedt som muligt. Så får vi nu lade Gud råde for, hvordan det ellers vil gå. Måtte vi dog omsider få en lille smule medbør, så du kunne blive fri. Du har nu gjort din pligt længe nok, skulle vi mene…
Hans er rejst hjem til Fyn nu, så du kan nok forstå, at vi ikke er mange om arbejdet. Jeg skal jo selv til at tage mig af det. Køerne går løse i Store Nordskov, og nu vil jeg med Pietro derop at malke, for de er jo vant til at blive drevet ind i en fold. Der bliver søgt om en høstorlov også, indtil det andet kommer i orden. Jeg ved ikke, om du er glad ved det, men når Thaysen synes det, lader jeg jo ham råde. Gid det dog nu måtte lykkes. Ellers ved jeg da ikke, hvad vi skal gribe til.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Søndag d. 30. juni 1918
Min egen kære Inger!
…Vil du nu ikke gå ned til Eickemejer og tale med ham om, at han da skal anbefale ansøgningen godt, læg ham det endelig på sinde, at det er på højeste tid, at han gør noget for sagen. Og så hvis du ville tage over og tale med Schmidt på Tyrstrupgård om sagen også. Du kan godt sige, at han har lovet mig det i efteråret. Det er for galt, at man sådan skal gå og tigge både hos den ene og den anden, men når der intet bliver gjort, er jeg bange for, at det igen kan mislykkes.
Det er just ikke en behagelig gang for dig, kære Inger, men noget er du nødt til at prøve… Nu må du så igen selv til at malke, det er ikke rart. Det er også for galt at de tog Dimitri fra os, det kan du også fortælle kommuneforstanderen samt Schmidt…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Mandag d. 24. juni
Min kære Jørgen!
…I lørdags rejste Dimitri. Alle russerne skulle væk, og vi troede jo da alle, at de skulle hjem. Det mente vagtmændene også, og russerne var jo så glade; men kom de hjem? Nej, de blev bare flyttet, vistnok lidt længere fra grænsen, men her i kredsen, og vi fik italienere i stedet. Vi fik en ung mand på 24. Han kan meget tysk, og kan også malke lidt, men lidt forlegne er vi jo da alligevel. Dimitri var nu så dygtig til at passe både køer, kalve og svin.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Mandag d. 24. juni 1918
Min egen kære Inger!
… og nu glæder du dig over de kaffebønner, som jeg har købt. Ja, når du nu bare får dem, men det gør du vel nok, for pakker herfra plejer vel ikke at blive stjålne. Jeg kan ingen flere bønner købe, da de forlængst er udsolgt. Det var vor kantine, som havde nogle få pund. Det er rå bønner, jeg har sendt, men dem I kan købe hjemme, er måske brændte, for ellers er det da en vældig pris. Det er da næsten for dyrt at drikke bønnekaffe, men det er vel også kun ved festlige lejligheder, at I får god kaffe.
Du skriver, at Hans søger om pas for at komme hjem inden høsten. Nu kan jeg altså næsten tænke mig grunden for, at ansøgningen er blevet afslået.
Nå, nu vil vi ikke skrive mere om den sag. Du skal slet intet skrive til mig derom. Nej, sukker er det ikke muligt for mig at få fat på, en enkelt gang får vi en lille smule udleveret, men det er så lidt, så det ikke er noget at sende…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Torsdag d. 20. juni. 1918
… Jeg talte i går med Suhr om den ansøgning, som er blevet afslået, men han vidste ikke noget om den. Hvis den var afslået her, måtte det være sket ved regimentet, mente han. Han havde ikke set noget til den, og fra deres side skulle der ikke være noget i vejen, sagde han. Suhr rejser på orlov i morgen. Hvis det altså er muligt for dig at sende noget til hans familie, så ville det være mig kært.
Det er jo forfærdelig knapt i byerne, så det er ikke så let at få manden hjem i 14 dage, at få føden til ham. Du skriver, at I har fået en lille smule regn, det fik vi også her i går, men alt for lidt, og i dag er regnen borte igen. Nej, jeg sørger heller ikke over det, at det er så tørt, for det hjælper ikke, og menneskene fortjener heller ikke at få det anderledes, da de alligevel ødelægger det, Vorherre lader vokse, på mange måder i hvert fald.
På landet får vi vel nok føden, men det må være strengt for de stakkels folk i byerne. Man bliver egenkærlig i denne krig, enhver sørger for sig selv…
Lørdag aften d. 22. juni 1918
…Tak for det smukke vers, du skriver fra kirkesag, kære Inger. Ja, det er kønt og rigtigt, det er jo det, vi skal se at lære, rigtig at have tillid til Vorherre. Han er den eneste, som kan hjælpe i alle ting, også i den sag, du omtaler (ansøgningen). Du gør mig helt nysgerrig med det, at du mener hvor i grunden ligger, at de ikke vil give mig fri, men det skal du ikke skrive til mig, da dine breve bliver læst.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Torsdag d. 20. juni 1918
Min egen kære Jørgen!
… Det var dejligt med de bønner, du har købt, ved du, hvad de koster herhjemme? Akkurat dobbelt så meget, som du har givet. Så du må godt købe mere, jeg kan jo sende dig nogle flere penge…
Nu må jeg nok strenge mig an og få Jørgen Lindbergs bedt herned en aften. Når du nu sender kaffen, kan det jo sagtens gå. Du kan vel ikke hitte lidt sukker også, for det er det jo også altid galt med.
I dag er det Hans’s fødselsdag. Jeg har bedt pigefremmede (!) i den anledning, Jenny og Bothilde. Vi skal jo da have kaffen i aften, og det er altid så underholdende med Bothilde. Hans søger om pas, han vil hjem engang inden høsten. Det trækker op til torden og ser meget ud efter regn, om det nu endelig skulle blive til alvor. Torden bryder vi os ikke meget om, men regnen var velkommen.
I går eftermiddag var børnene og jeg oppe med kaffe i Nordskov. De var 6 mand til at sætte hø op, Hans og Tage, begge pigerne og begge soldaterne.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Onsdag d. 19. juni 1918
Min egen kære Inger!
Det var en skuffelse, da jeg i går fik dit brev fra d. 14., og du deri meddeler, at der igen er kommet afslag på ansøgningen. Det er meget kedeligt, og jeg blev i det første øjeblik lidt nedslået deraf, men da jeg havde besindet mig lidt, så kom jeg til at tænke på, at det jo kunne have været meget værre.
Vi er nu så vant til skuffelser, både du og jeg, så det gør næsten ikke mere indtryk på os, end at slå vand på en gås. Vi må ikke af den grund lade hovedet hænge. Hvoraf det kommer, at ansøgningen er blevet afslået her, kan jeg ikke forstå, men sådan går det os alle. Jeg talte forleden dag med en af de andre kuske fra bagagen. Han er 43 år og havde også søgt om at komme bort herfra, men han fik også afslag med den begrundelse, at han ikke var med i forreste linje.
Du vil altså prøve at søge igen, kære Inger. Men det nytter vist ikke, er jeg bange for, thi når de lige har afslået en ansøgning, så er det vanskeligt, at de bevilger en anden. Nej, om høstorlov skal du slet ikke søge. Så lad os bare vente, indtil jeg står for tur til at få orlov. Hvis der blev tilstået mig orlov i 4 uger, så ville der opstå et frygteligt spektakel imellem de andre bagagefolk, så de næsten ikke var til at være sammen med. Nogle af dem er nogle meget ubehagelige mennesker, og de er så misundelige, så det er rent for galt.
Ja, det var skade, at løjtnant Rewe faldt, men det er ikke derfor sagt, at det var lykkedes for os. Han skulle ellers nok gøre, hvad han kunne, det ved jeg. Nej, du skal ikke være bange for, at jeg taber modet, kære Inger, for som sagt, det kunne have været meget værre. Mange tak for brevet, min kære gode hustru…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag, d. 14. juni 1918
Min kære Jørgen!
I dag korn der brev fra Thaysen. Det var afslag på hans ansøgning om at få dig sat tilbage, så nu ved vi da besked. Selv om jeg ikke har ventet andet, er det mig dog en stor skuffelse og sorg, at skulle skrive det til dig. Som efterskrift på meddelelsen (fra Bezirks- kommando) står der »dagegen wird Friis, laut Mitteillung des Truppenteils, bei der dem nåchst erfolgenden Reurlaubung von Landleuten berucksichtigt werden«. Thaysen skriver, at efter hans mening er det desværre din egen »troppedel«, som har afslået det, og han overlader det til mig, om jeg vil søge om en høstorlov for dig. Ja, hvad skal vi nu. Jeg vil nu i eftermiddag gå ned til Møller, og så prøver vi det endnu en gang om tre måneders udsættelse. Måske det kan kan laves på en lidt anden måde. Det kan jo ikke nytte at give tabt. Thaysen har vist gjort, hvad han har kunnet, men det må jo ligge andetsteds. Det var vist også en hel ulykke, at I mistede jeres gode kompagnifører. Nu skal du ikke tabe modet helt, for vi skal nok gøre, hvad vi kan. Og helt holde op med at søge gør vi da ikke endnu…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Søndag aften d. 9. juni
Min kære, kære Inger!
Mange tak for brevet fra d. 4. med fotografierne. Dem blev jeg også meget glad ved at få, for det er rart at se hele den ungdom, men især dig og vore små piger… Du skriver om Otto og Hans From. Du mener ikke, at folk tager så meget del med malerens. Nej, det vil jeg gerne tro. De er jo også mere fremmede for befolkningen, og så er det jo det, at de anderledes sindede end vi, men ellers er sorgen jo lige så stor for dem, de stakkels forældre. Otto havde de vist stort håb til, og han skulle heller ikke have gjort deres håb til skamme. Han var dem en god søn…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Lørdag, d. 8 juni 18
… I går aftes blev himlen helt grå, så vi håbede på regn, der kom også et par små byger, men de har knap kunnet dæmpe støvet, det er vist mest roerne, som trænger til regn. Græs og korn ser helt godt ud, efter min forstand da. Agnete sidder her på skrivebordet hos mig og ser nogle af de kort fra Husum og Lockstedt, hvorpå du er. Hun spørger, om du arbejder om natten, for hvis du ikke gør det, synes hun, at du kan godt »stikke af« hjem, når de andre sover. Ja, kunne du stikke af fra det hele, men sådan går det jo nu engang ikke. Agnete og jeg har fået os en middagssøvn, hun kommer gerne og kryber op til mig, og så snakker hun, så længe til hun falder i søvn ved det. – Johannes Hansen har været hjemme på orlov, men han var slet ikke her oppe hos os. Og nu hører jeg, at han har fået en længere orlov, ligesom i sin tid Jes Hansen og andre. Ligeså Peter Jessen, som du husker var ved telefonen…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag aften d. 7. juni 1918
… Har du tænkt på, kære Inger, at i morgen er det 9 år siden, vi holdt bryllup. Næste år kan vi altså holde jernbryllup, er det ikke sådan, at det kaldes. Jeg husker sidste år på årsdagen for vort bryllup, da var jeg ude i stillingen, det var ikke rart. Denne gang har jeg det meget bedre, men jeg kan ellers ikke sige, at jeg er bedre tilfreds, det er længslen og skuffelserne, man har oplevet, som gør det. Jeg skal ellers se at tage mig mere sammen. Nu har jeg lige læst et af dine gode breve, som du sendte mig for et år siden. Det er et, som jeg har beholdt til minde om vort bryllup. Det er sådan et godt brev, der ligger også to firkløvere i brevet, men de er blevet tørre og går itu…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Tirsdag aften d. 4. juni 1918
Min egen kære Jørgen!
Tænk i dag fik jeg tre breve fra dig. Mange tak for dem alle sammen. Du skriver om de mange dødsfald herhjemme. Ja, du kan tro, det har gjort folk her i byen ondt, især med Hans From. Otto er jo bleven fremmed for de fleste. Der er vist kun få, der husker ham så godt som du, og kunne mindes ham så kønt. Hans foræl-dre ville også blive glade ved at få et par ord fra dig. Jeg tror ikke, de har mærket så megen deltagelse herfra byen. Jeg har været der et par gange, og nu på søndag skal der jo være sørgegudstjeneste. Om det nu skal være på tysk, ved jeg ikke…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Tirsdag d. 4. juni 1918
Min kære, kære Inger!
Mange tak for brevet fra d. 31. maj. Nu går det godt med posten, og det er da dejligt. I går skrev jeg ikke til dig, kære Inger, skønt det er ikke, fordi at jeg mangler tid dertil, men der er sådan en sløvhed og ligegyldighed over mig, så det er for galt. Den gang, jeg var i kompagniet, syntes jeg, at når bare jeg kunne få en eller anden bestilling, så kunne det endda sagtens gå an, og nu har jeg fået det så godt, som jeg kan ønske det som soldat, men alligevel er jeg ikke tilfreds. Jeg ved nok, at det er forkert af mig, men vi mennesker er engang sådan, at når vi har det nogenlunde, så ønsker vi at få det bedre. Jeg skulle jo ikke bedrøve dig med min klage, kære Inger, for du har nok at sørge over i forvejen. Det er da slemt, at lille Kirstine lider af ørepine, den lille stakkel, for det er meget smerteligt… Du har altså ikke fundet navnet på byen, som står på kortet. Prøv engang at søge i Belgien, men omtal det ikke i dine breve til mig. Så forfærdelig længe bliver vi vel ikke her, men jeg kommer da ikke med ud i stillingen, og det er rigtignok godt…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag d. 31. maj
Tak for kortene, som jeg fik i går, det ene er fra Tournai. Jeg kan ikke finde byen på kortet, men synes ellers at navnet lyder så kendt. Det er jo da slet ikke på den egn, hvor det nu går løs. Hvor er det dog betryggende at vide dig i god behold, selv om det ikke er herredage, du har… Revisionen var i formiddag, men det gik nok så glat af. Der er ikke meget på folks lofter nu så langt hen i tiden. Mange steder skal roerne piøjes om, jordlopperne har taget dem. Hans og Tage er i færd med at pløje vore om. Vi har da noget kålrabifrø at så igen. Det er ellers ærgerligt i år, da frøet er så dyrt. Vi har givet 16 M. pr. pd. Mange spekulerer jo i hvidkål i år. Det kan også give mange ærgrelser, når lopperne ødelægger dem, nu da det er så tørt…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Tirsdag d. 28. maj (skrevet på »Harmonien« i Haderslev).
Min egen kære Jørgen!
… I dag er Hans From kommet hjem. De fleste fjelstrupper var nok herude og følge hjem; men jeg vidste slet ikke, hvad tid de kom her til Haderslev, eller om nogen ville ud at følge. Så vor vogn var jo ikke med, men det gør såmænd heller ikke noget, da du ikke er hjemme. Der skal nok være begravelse sidst i ugen. Jeg bestilte to kranse i dag, en til Fedders og en til os, som jo så skal sendes derop i morgen. Det er næsten ved at blive dagligdags med død og begravelse, og det er så trist. Før, da jeg gik i Storegade, mødte jeg folk, som kom fra toget. Uh, det kribler ligefrem i én ved at se soldater med oppakning og så en fornøjet kone ved siden af. Ja, det er jo dejligt at komme hjem på orlov, men det er den afsked, der er så frygtelig.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
