Tag-arkiv: FR86

Den gotiske Udfordring

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (gerne i en opløsning på 300 dpi) til Hanne C. Christensen her.

Denne uges udfordring er et fotos af Kriegsstammrollen-Auszug for Jens Jensen Klindt (1889-1968).  Kriegsstammrollen-Auszug findes i nogle, men ikke alle ansøgninger om Invaliderente i Invalidenævnets Arkiv på Rigsarkivet Aabenraa.

Fotos er indsendt til Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot i 2023 af en privatperson uden oplysninger om, hvor originaldokumentet findes.
Indsender er særligt interesseret i de mange forkortelser i teksten på side 3.  Bagsiden er formodentligt uden tekst, da der ikke er indsendt foto af denne side.

Oplysninger fra transskriptionen vil senere blive tilføjet på personsiden.

Forside:

Kriegsstammfollen-Auszug for Jens Jensen Klindt (1889-1968), privatfoto 2023.

Side 2:

Kriegsstammfollen-Auszug for Jens Jensen Klindt (1889-1968), privatfoto 2023.

Side 3:

Kriegsstammfollen-Auszug for Jens Jensen Klindt (1889-1968), privatfoto 2023.

21. december 2023. Julekalender: December 1914 i “Villa Hesteben”

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender er et uddrag af ”Et Aar i Krig” ved Hans Petersen (1888-1974) fra Broager sogn.  Uddraget fortsætter kort efter at afdelingen (50 mand, hvoraf ca. 20 var dansktalende) i november 1914 er ”flyttet ind” på en større gård. Her har Hans Petersen indrettet sig med mange bekvemmeligheder som borde, tapet, spejle og en kakkelovn i en hestestald ”Villa Hesteben” sammen med 3 andre. Et tidligere uddrag fra samme bog om december 1914 blev bragt den 20. december 2023.

“Den 18. december 1914. Nætterne med Storm og Regn i Skyttegraven var højst uhyggelig. Vi befordrede af og til for et Par Rigsmark Kugler histover. “Frands” svarede forleden med at skyde en Granat ned på Hjørnet af Gaarden, saa Sten og Kalk røg ind til mig i “Villa Hesteben”, hvor jeg netop sad og skrev et Brev. Hvis jeg kunde have sendt Brevet til “Frands”, vilde jeg have skrevet, at han næste Gang ikke maatte skyde saa uforsigtigt; thi her boede jo Folk.
Vi havde nu faaet en Bom opsat midt paa Gaardspladsen og lavede Gymnastik, det bedste vi kunde; men vi var kommen ud af Træning og Maven var ogsaa blevet for stor. – Russeren Lehr havde konstrueret en Minekaster af Træ, som vor Kompagnifører fornøjede sig meget over, da den kun kunde kaste en lille Sten en halv snes Meter.
Mens Storm og Regn gjorde det surt i de mørke Aftener for “de gamle”, som stod Vagt ude ved Porten, sad jeg inde ved den lille, varme Kakkelovn.  “De gamle” var Landstormsmænd, mange af dem gode danske Mænd derhjemmefra; der havde vi baade Christian Lydiksen og hans Svoger Christian Lorenzen, ligeledes Marius Scherrebeck og Jørgen Refshauge. Naar de havde Vagt, kiggede de gerne ind ad Døren til mig i “Villaen”; saa fik jeg Kaffegryden over Ilden og bryggede dem en god, varm Kognakspunch. Naar de havde faaet den og tændt en Cigar, sagde de gerne: “Saa nu kan vi sagtens holde ud i to Timer”.  Vi andre, som havde gjort Krigen med fra Begyndelsen, kaldtes gamle Krigere, endskønt vi var meget yngre end de gamle Landeværnsmænd, vi lige havde faaet. Men i Virkeligheden saa vi ældre ud, da vi havde ladet Fuldskægget staa, og det hade antaget de underligste Former og struttede mere eller mindre ud til alle Sider.
Her følger en beskrivelse af Hans Petersens første fuldskæg, inden han fortsætter med:
Ja, Krigen var sikkert forbi til Jul. Forleden Aften, da Fjenden skød med Artilleri, stod Andreas Andresen fra Hovslund og jeg og talte 23 Granater efter hinanden, som ikke eksploderede. Nu skød han naturligvis Resten af Granaterne bort. Det kunde jo heller ikke lønne sig at slæbe disse uduelige Tingester med hjem, naar Krigen var endt. I Fjerde Kompagni troede man ogsaa, at det snart var forbi; der fortaltes om en Mængde Spaadomme, som alle sagde, at det var Slut til Jul“.

Den 21. december 1914 kom der ordre til at flytte – turen gik herefter til St. Paul og siden videre til Noyon, Frankrig.

“Weihnachtsfeier auf der Feldwacht” efter en akvarel af Theo Matajko. Trykt i “Illustrirte Zeitung” i december1916

20. december 2023. Julekalender: December 1914 i “Villa Hesteben”

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender er et uddrag af ”Et Aar i Krig” ved Hans Petersen (1888-1974) fra Broager sogn.  Uddraget fortsætter kort efter at afdelingen (50 mand, hvoraf ca. 20 var dansktalende) i november 1914 er ”flyttet ind” på en større gård. Her har Hans Petersen indrettet sig med mange bekvemmeligheder som borde, tapet, spejle og en kakkelovn i en hestestald ”Villa Hesteben” sammen med 3 andre.

Søndag, den 6. December 1914. Vi gik og havde det meget godt og følte os efter Omstændighederne hjemme her. Gaarden laa ogsaa smukt mellem en stor Frugthave og en Køkkenhave.  Ude ved Dammen bagved stod der høje Popler med vældige Kroner, utallige Vintergrøntranker bugnede op ad de mægtige Stammer. Rundt om laa frugtbare Marker. Et Par grønne Enge havde endnu ikke mistet deres Friskhed. Omtrent 50 Meter foran Skyttegraven var der anbragt Pigtraadsforhindringer. Lidt længere fremme strakte der sig en Højderyg fra Nord til Syd. Paa denne havde der ligget 7 Hjem, dels Huse, dels Bøndergårde; de var nu nedskudt og totalt jævnet med Jorden. Naar man i de stille, stjerneklare Nætter stod på Vagt i Graven og stirrede ud over disse Ruindynger, søgte Tankerne altid mod Hjemmet, hvor godt, at ikke Krigen rases derhjemme. Man hørte ogsaa de klare Toner fra Kirkeuret ovre hus Fjenden. De lød saa fredeligt og saa rene, saa man tænkte uvilkaarligt paa Freden. – Ja, bare der snart maatte bliver Fred! Man fik ikke Lov at dvæle længe ved denne Tanke, i det samme fløj en Ugle forbi og udstødte sit lange og klagende Skrig, et Par Skud knaldede derovrefra, og et Par Kugler suste hvislende forbi. I Sandhed! Endnu var der krig! Vi stod her Morgen og Aften i Skumringen, rede til at tage imod Fjenden.
I Vinkælderen paa en af de nedskudte Gaarde havde vi vor Feltvagt. Skønt vi ikke var langt fra Fjenden, var vi dog ved godt Mod. Ewald Schwiede fra Flensborg spillede paa Mundharpe, og Friseren Paul Johansen sang de smukke frisiske Sange.
Jeg havde mærket længe, at jeg blev foretrukket for mine Kammerater, og jeg anede, at det, jeg ikke gerne vilde, var ved at blive forberedt, hvilket ogsaa fremgik af Feldwebel Jensens fortrolige Henvendelse til mig;
Hør, Petersen, De har nu været Underkorporal siden 1910, ikke sandt?”.
Jo, Hr. Feldwebel”.
Og De har den Gang og nu i Krigen opført Dem godt, derfor har vi besluttet, at De skal være Korporal til Jul”.
Jeg – jeg – nej, det kan jeg ikke, jeg kan ikke føre mine Kammerater frem i denne Krig, og desuden vil jeg hellere komme tilbage til mit kære Nordslesvig som Musketer end falde i denne Krig som Kaptajn”.
Jensen blev meget vred. ”Nu ved jeg, hvad De er. De er jo af den rette Sort” snerrede han med bidende Ironi, ”og det skal jeg huske Dem”. Saa vendte han omkring og gik“.

I morgen følger endnu et uddrag af samme bog.

“Weihnachtsfeier auf der Feldwacht” efter en akvarel af Theo Matajko. Trykt i “Illustrirte Zeitung” i december1916

25. december 1918. “Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. “

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet marcherede gennem Kassel og blev indkvarteret i omegnen af Hannoversch Münden. Herfra blev III bataljon sendt afsted den 22. december kl. 1 om natten. Den 24. december om morgenen kl. 11 indtraf den i Sønderborg. Staben og II bataljon – resten af I bataljon var fordelt på denne – kørte afsted den 23. om morgenen.

De skulle ikke opleve juleaften hjemme, men indtraf først på Flensborg Sporskifte den 25. december kl. 9.30 om morgenen. Kl. 12 marcherede resten af regimentet ind i Flensborg. Det var nu kun en lille skare. Mange havde undervejs fået bevilget deres ansøgte hjemsendelse.

Modtagelsen i Flensborg var varm og hjertelig. En stor menneskemængde trængtes i gaderne, mange havde tårer i øjnene, den, der var dem dyrebar, er der ikke. Faner hilste velkommen. På Søndertorv bød overborgmester Todsen på byens vegne regimentet velkommen og overrakte major von Drigalski en laurbærkrans.

Så kom den sidste march. I kasernegården et afskedsord fra kommandøren, de døde kammerater blev mindet. Nu blev geværerne stillet op ad væggen og de øvrige våben afleveret.  Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. Det eksisterer ikke længere.

 Fjendtlig vilkårlighed og samvittighedskval har slået den form i stykker, der gennem fire år holdt kammeraterne sammen i jernhagl, mudder og giftskyer. Men hvad de ikke kunne slå ihjel, er den ånd, der voksede ud af dødsfællesskabet. Ånden, der er underordnet den store helhed, pligtopfyldelsens ånd, troskabens ånd, det broderlige kammeratskabs ånd, offerviljens ånd til døden.

Kammerater! Vi er vort folk skyldige, vore næste fire tusinde døde skyldige, at vi holder denne ånd vågen. Om vort stolte regiments faner igen engang skal blafre i vinden, dets våben skinne i solen, vi ved det ikke.

Én ting må vi dog fast tro på uden at sige for meget: Hvis ånden hos 86’erne bliver fællesgods i vort folk, så vil vort fædreland igen opnå sin plads i solen, navnet Tyskland stråle i ny glans. Hvis hver kammerat på sin måde og i sin kreds medvirker, så er heller ikke vore dyrebare dødes blod udgydt forgæves.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

18. oktober 1918. “Betænkelige spor af revolutionær smitte” hos erstatningsmandskabet

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til et modangreb, der var planlagt til den 18. oktober, rakte kræfterne ikke længere. Det måtte opgives. Det blev endda nødvendigt at forlægge stillingen længere tilbage bag ved Oise-kanalen. Fjenden fulgte skarpt efter, endda med tanks. Det lykkedes at holde ham fra livet.

I tre dage holdt resterne af regimentet kanalens østbred besat, så blev det afløst og marcherede til Esquéheries for opfyldning og nyformering.

Den dejlige landsby, i hvilken 86’erne efter den stolte afværgesejr ved Somme havde tilbragt kostelige hviledage, var nu øde og uddød. Spor efter begyndende nedbrydning viste sig. Mange sammenlignede med vemod dengang og nu.

De nye erstatningsfolk, som indtraf i disse dage, viste allerede betænkelige spor af revolutionær smitte. Passiv modstand og åben ulydighed var forfærdende tegn på denne nye ånd. Ville den springe over på den lille rest af regimentet, der ind til nu tappert kæmpende havde gjort sin pligt? Eller ville denne rest kunne gennemtrænge de nye tropper med den gode frontånd?

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Spændende bog om Th. Hansen Hartung er kommet i nyt oplag

Senest ændret den 2. august 2018 10:35

Forlaget Hartung udgav i 2016 Theodor Hansen Hartungs erindringer under titlen: “En sønderjydes liv på godt og ondt.”

Bogen blev hurtigt udsolgt, men nu er den kommet i et nyt oplag.

Det er Hartungs egne erindringer, der ligger til grund for bogudgivelsen. De er nedskrevet i begyndelsen af 1950’erne. Bogen er meget velillustreret med talrige fotos og kort.

Theodor Hansen Hartung (1894-1960) oplevede mere, end de fleste: Han deltog som soldat i Første Verdenskrig 1914-1918; han var i 1920 betjent i CIS (den internationale politistyrke) under afstemningskampen i Sønderjylland; han blev efter Genforeningen i 1920 politibetjent i det noget urolige Højer, hvor det tyske mindretal stod stærkt, hvor nazismen efter 1933 hurtigt radikaliserede mange og hvor Hartung snart fandt sig selv i åben konfrontation med både tyske og danske nazister; han måtte gå under jorden under besættelsen 1944-1945, vendte tilbage til Højer efter krigen, men blev forflyttet til Strib ved Middelfart, fordi hans personlige sikkerhed ikke kunne garanteres pga. forholdene i Højer den urolige efterkrigstid.

Det er alt sammen meget velfortalt med en personlig tone, der svinger mellem det nøgternt konstaterende og det personligt indignerede. Man mærker som læser tydeligt Hartungs stærke personlighed og faste holdninger.

Her på hjemmesiden skal vi dog først og fremmes fokusere på hans oplevelser i Første Verdenskrig, som fylder ca. 80 af bogens i alt 205 velillustrerede sider.

Hartung blev indkaldt i oktober 1913 for at aftjene sin værnepligt ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i Flensborg. Han tilhørte 4. kompagni (I. Bataljon). Hans krigserindringer begynder således med værnepligten – og de ydmygelser af rekrutterne, der fulgte med.

FR86 blev til straks i august 1914 sendt fronten og deltog i indmarchen i Belgien, kampene ved Tirlemont, Mons og endelig det store slag ved Marne, hvor den tyske hærs offensiv blev standset – eller, som Hartung skriver: “Her i Marne-slaget fik vi de klø, vi vistnok trængte til.” (s. 21). Nu var det tyskernes tur til at gå tilbage.

Hartung beskriver krigshandlingerne set fra den meniges synspunkt, hvor krigens rædsler veksler med den altid sultne soldats jagt på mad og drikke.

Begge de krigsførende parter gravede sig i efteråret 1914 ned.

Regimentet opholdt sig ved Ribecourt og Dreslingcourt, før de kort efter nytår 1915 kom til Moulin-sous-Touvent. Her blev FR86 som bekendt voldsomt decimeret et halvt år senere ved “Den sorte Dag ved Moulin” – men dette undgik Hartung, der lige omkring nytår blev udtaget sammen med 99 andre fra Bataljonen til at danne grundstammen i det nyoprettede Infanteri-Regiment Nr. 266.

Sammen med dette regiment kom han i stedet til Østfronten, hvor han deltog i de voldsomme kampe ved Augustowo. I marts 1915 blev han såret. Hans beskrivelser af kampene og forholdene på lazaretterne er ikke for sarte nerver.

Efter endt lazaretophold blev han sat til at uddanne rekrutter i Haderslev, men blev efter uoverensstemmelser med en overordnet sendt tilbage til fronten til sit gamle regiment, Füsilier-Regimenr Nr. 86, denne gang dog til 7. kompagni (II Bataljon). Regimentet lå da ved Somme-Py.

Hartung var med i det store slag ved Somme i juli 1916 og har nogle gode beskrivelser af både kammeratskab og de rystende oplevelser ved fronten. Han blev igen såret – formentlig i dagene lige omkring den 20. juli. (I det hele taget er fravær at præcise datoer fortællingens største svaghed).

Efter et fornyet lazaretophold kom han til rekreationskompagniet hos Reservebataljon Nr. 86 i Flensborg og senere blev han sendt på grænsebevogtning mod grænsen til Holland.

Efter nogen tid blev han atter erklæret “KV” (Kriegsverwendungsfähig – “anvendelig til krigsførelse”), og kom efter et par omveje til Reserve-Artillerie-Regiment Nr. 59 (RAR59). Her fik han en meget kort uddannelse i at skyde med 10,5 cm Haubitz. Han nåede at opleve Vestmagternes offensiver i 1918.

Han var efter eget ønske blevet artillerist, men det var ikke nødvendigvis noget godt bytte i forhold til infanteriet. For her i krigens slutfase var Vestmagterne blevet uhyggeligt dygtige til at sætte det tyske artilleri ud af spillet. Hartung oplevede endnu en gang at være helt tæt på døden, da en fuldtræffer dræbte alle mand og heste i hans stilling – med undtagelse af ham selv.

Men endelig var krigen forbi den 11. november 1918. Hartung giver udmærkede beskrivelse af de meniges jubel og af opgøret med særligt forhadte officerer.

Fra hans virke som betjent efter krigen har han noget meget interessante betragtninger om selvmordsraten blandt sønderjyske krigsdeltagere i 1920’erne.

Resten af bogen handler som nævnt om hans virke som politibetjent. Det er ret usædvanligt at finde erindringer af en CIS-betjent (han opholdt sig på Vadehavsøen Før under afstemningskampen).

Hartungs detaljerede beskrivelse af forholdene i Højer i 1920’erne, 1930’erne og under besættelsen har langt mere end bare lokalhistorisk interesse. De er naturligvis farvet af hans personlige anstrengte forhold til det tyske mindretal og af at være blevet skrevet i umiddelbar forlængelse af retsopgøret, som han finder alt for slapt. Hartung lægger ikke fingrene imellem og er ikke just forsonligt anlagt. Men han er et spændende bekendtskab, og forlaget Hartung skal have tak for at have gjort det muligt for en bredere kreds at lære ham nærmere at kende.

Bogen er på 203 sider og koster 200,- kr.

Den kan købes i boghandlen og på nedenstående adresser:

  • Museum mellem Slesvigs grænser, Rens
  • Sønderborg Slot, Sønderborg
  • Genforeningsmuseet, Christiansfeld
  • Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune

Eller den kan bestilles direkte hos forlaget på nedenstående adresse:

Forlaget Hartung
Strandbjerggårdsvej 10
4400 Kalundborg

e-mail: forlagethartung@yahoo.dk
eller telefon 50 92 66 45

11. december 1917 – H.P. Hanssen: “et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

Dagen efter blev jeg kaldt til Divisionslægen, som udtalte sig meget anerkendende om min Søn, der som Bataillons-Forplejningsofficer bl. a. ogsaa havde sørget for, at Divisionens Lazaretter altid var velforsynede med alle Fornødenheder. Han trøstede os med, at Faren nu var overstaaet, om 4 Maaneder vilde han forhaabentlig atter kunne sidde i Sadelen!

Da jeg kom tilbage til Hotellet, kom Regimentsadjudanten og overbragte mig en Indbydelse fra Bataillonschefen, Grev Blücher, til Middag hos Staben. Jeg vilde blive afhentet Kl. 12. Da vi kørte opad Dalen, var Vejen dækket med Kulisser, ved begge Sider af Vejen var Markerne fulde af Granathuller. Officeren, som ledsagede mig, sagde: „Naar Franskmændene skaaner Mühlhausen, er det sikkert kun, fordi de regner bestemt med at faa den ved Fredsslutningen.”

Ved Bordet spurgte Officererne mig meget ivrigt, hvorfor der ikke blev bygget Tanks, og jeg mærkede hurtigt, at de nærede en meget stærk Frygt for dette nye engelske Angrebsvaaben. Jeg svarede: „Alt hvad Tyskerne kan skrabe sammen af Arbejdskraft og Materiale anvendes til Bygning af Undervandsbaade. Det betragter Hærledelsen som vigtigere.”

En enkelt Ytring af Bataillonskommandøren, Grev Blücher, kastede et skarpt Strejflys over mange Officerers Tænkemaade. Greven udtalte sin stærke Misbilligelse af en ny Regimentsbefaling, hvorefter det var bleven Officererne forbudt at medtage „Souvenirs” og mere brugelige Ting fra de besatte Landsdele. „Vi laa,” sagde han, „forleden indkvarterede paa et smukt monteret fransk Slot. Jeg fandt der det dejligste Sévres Porcelæn og Krystal. Men maatte nu lade det staa. I Grunden er det jo ganske meningsløst, nu bliver det dog slaaet i Stykker, og hvor megen Glæde kunde jeg ikke have haft af det hjemme i Tyskland.” — Kommentarer er overflødige.

Staben laa en Mils Vej fra Mühlhausen og en tre Fjerdingvej fra den yderste Frontlinje. Bataillonskommandøren spurgte mig, om jeg havde Lyst og Mod til at tage en Tur med ham ud til den. Jeg svarede ja. Vi fik et lille Ponykøretøj og kørte af Sted. Først ud ad den samme, med malede Kulisser og Straaforhæng overdækkede Vej, som skjulte al Passage for Franskmændene. Et Stykke ude maatte vi stige ud og gaa videre til Fods. Markerne var nu helt øde, oprevne af Granater og overgroede med Ukrudt fra forrige Sommer.

Vi kom ind i den forreste Artilleristilling, hvor den kommanderende Officer, en Kaptajn, med Stolthed viste os, at hans Dækning Dagen før havde modstaaet en svær Fuldtræffer. I Luften over os svirrede fire franske Flyvere, paa hvem de tyske Batterier vedligeholdt en livlig Kanonade. Smaa hvide Shrapnellskyer omgav dem paa alle Sider, men det generede øjensynligt ikke Flyverne. Det store Rum var udenom.

Jeg blev præsenteret som tysk Rigsdagsmand og Artilleriofficerens første Spørgsmaal til mig var atter: „Hvorfor bygger vi dog ikke flere Tanks? Ser De Marken derovre,” fortsatte han, „ad den vil der en Dag bryde Tanks frem. Vi kan sende dem et Par Salver, paa det indøver jeg mit Mandskab, men naar de er affyrede, er vi i Virkeligheden værgeløse. Det er absolut nødvendigt, at Hæren faar Tanks.” Under mine følgende Samtaler med Officerer gentog det samme sig Gang efter Gang. „Tanks! Tanks! Tanks!” lød det fra alle Sider. Det var tydeligt nok, at Englændernes sidste Angrebsvaaben er meget frygtet.

Efter endnu at have aflagt et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger, kørte et Par Officerer mig tilbage til Mühlhausen. Paa Gaden stødte jeg uventet sammen med Byens Repræsentant i Rigsdagen, Emmel, som saa meget mørkt paa Situationen. Dagen efter rejste jeg hjem.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 179-81)

24. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Befolkningen … stormede Bagerbutikkerne”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.

1. Paalidelig Forbindelse over Grænsen.

a. For knap en Maaend siden afgik fra Flensborg en Troppetransport paa ca 2500 Mand. Paa Banegaarden var der fuldt af Koner og Børn, og da disse blev jagede bort, blev Soldatern rasende og demonstre[re]de, bl.a. ved at kaste Geværerne fra sig. Der blev saa rekvireret en Afd. af 86´ Rgt., der drev Soldaterne ud i Vognene. Da Toget satte i Bevægelse blev alle Vinduer brudt.

b. Ved Afrejse af en Troppetransport fra Byen Slesvig paa 1500-2000 Md skete samtidig lignende Spetakler.

c. I Flensborg ligger endnu mange Tropper, Hjemmelsmanden mener c 4000 Md, iberegnet de 17 aarige og lieg indkaldte ubrugbare.

d. Ved Mørvig er opstillet en traadløs Telegrafstation samt en Vandflyverskole med 32 Maskiner (6/11 styrtede 2 Maskiner ned paa Harrislev Mark, hvorved dræbtes 3 Off. og 1 menig).

e. For 3-6 Uger siden standsede i Flensborg Uddelingen af det sædvanlige halve Pund Gryn pr. Hoved om Ugen. Befolkningen krævede forgæves mere Brød og stormede Bagerbutikkerne 30-40 Kvinder blev fængslede og idømte 3-4 Ugers Fængsel. Faa Dage efter begyndte Optøjerne paany. En Afd. af 86´Rgt. samt Brandvæsenet blev da beordret ud.

Rationerne er pr. civil ugentlig 7 Pund, ½ Pund Gryn, 40 gr Smør, 1700 gr. Brød, 80 gr. Sukker, 380 gr. Kød, Mælk kun til Børn fra 1-6 Aar.
Priserne var følgende
Skinke 16-18 Mk pr Pund
Smør 12-14 – – –
Sæbe 3-4 – – –
Æg 0,50-0,60 – – –

Fra anden paalidelig Kilde:
Fra Toftlund afgik d. 14-15 ds. et Komp. Straffefanger til Nordfrankrig. Endnu findes i Byen 3 Komp. Straffefanger; desuden er en Landstormbatl. Indkvarteret i Omegnen.

3.
a. Ved en Mængde Overgangssteder ved Grænsen er Opgravningerne kastede til; Bommene staar derimod endnu.

b. Det forlyde med stor Sikkerhed og er i dag bekræftet fra ny Kilde, at 24´Batl. (den vestligste) i næste Uge skal afgaa mod S. (sikkert til Bevogtning af Jernbanen ved Rødekro), og at den skal erstattes med en anden B.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

21. oktober 1917. “I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Marchture i omegnen af Wilna lod 86’erne få et indblik i det slaviske østens fremmede verden. Gårdene, der kun bestod af blokhuse, legetøjsagtig fordelt, fattige og snavsede adskiller sig sælsomt fra den betragtelige bredde i slesvig-holstenske bebyggelser. Endnu mere kulørt og farverig var denne verden i selve Wilna. Fire folkeslag med forskellig kultur og sprog stødte her sammen. Litauere, Polakker, Russere og Jøder.

Hvad der straks var mest påfaldende, var forskellen mellem rig og fattig, pragt og snavs og elendighed.  I gaderne var der miserabel vejbelægning, fortovene stærkt beskadigede. Spildvandet løb gennem åbne render, hvilket overalt fremkaldte en grim lugt. I kirker overlæsset med pynt lå frysende, sultne og plagede skikkelser på knæ foran helgenbilleder af sølv og oversået med ædelstene.

Særlig interessant var turen gennem jødekvarteret, om end man helst havde anlagt gasmaske. Varepræsentationen var her endnu for åbne døre, hvad der ganske vist var malerisk, men næppe fremmende for sundheden. I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed, og det er for den rigtige tysker, som altid søger det gode uden for grænsepælene, en sund iagttagelse.

Også adspredelse og åndelige impulser var der rigeligt af. For underholdning og udbredelse af politiske og militære nyheder sørgede 10. armés avis, der udkom i Wilna og var udmærket ledet. Et soldaterhjem tilbød füsiliererne ophold og impulser fra aviser og bøger i deres fritimer. Teater og operatte gav opmuntring og adspredelse. Også alvorlig kunstnydelse. Gode koncerter opmuntrede de musikhungrende.

Desværre mødte regimentets soldater også typer, der udløste hovedrysten og ærgrelse. Wilna var et forsyningsmæssigt knudepunkt. På gaderne, i caféerne, i teatret så de en flok af velklædte, velnærede og ofte pelsklædte herrer, der nød livet og absolut ikke gjorde indtryk af at være uegnet til fronttjeneste. Den soldat, der kommer lige fra skyttegravskampen, er ret sart over for sådanne typer, især når de ovenikøbet bærer jernkorsets sort-hvide bånd i knaphullet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

11. oktober 1917. Farvel til “den flandernske helvedessump”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Den følgende dag måtte resterne af III bataljon endnu engang ud foran, for sammen med resterne af II bataljon samt infanteripionerkompagniet at holde den forreste stilling, for III bataljon fra regiment 58 rådede også kun over 50-60 geværer, og støttepunktet KTK var for vigtigt. Hvis det faldt, risikerede hele stillingen at blive rullet op mod nord.

Om aftenen kom der igen trommeild, men der fulgte ikke noget angreb.

Foran I bataljon, som var forblevet i den erobrede stilling, forsøgte fjenden på samme tid endnu engang at komme fremad. Vor spærreild holdt ham for størstedelen nede; de få angribere blev drevet tilbage af maskingeværild.

Endelig skulle om natten fra den 10. – 11. oktober alle de dele af regimentet, der befandt sig i stilling, afløses af grenadérregiment 123.

Afløsningen havde sine vanskeligheder på grund af, at terrænet var helt forandret af det tunge artilleri. Efter midnat var den gennemført.

Om formiddagen hæmmede meget stærk ild igen bataljonernes march. Det fjendtlige angreb kommer imidlertid ikke fremad. Nu bliver bataljonerne endelig helt frigjort. 

Lettede vender de den flandernske helvedessump ryggen. En officer og 105 mand har de måttet lade døde tilbage, 15 officerer og 405 mand var såret, 116 savnet. Tabene var mindre end på tidligere store slagdage. Dette skyldtes det nye princip om bevægeligt forsvar samt dybere echelonnering. Mange døde lå efter kampen i kratersumpen og under brækkede grene.

Fire uger efter regimentets afløsning kvaltes Englands angrebsvilje i mudder og blod. De havde ikke nået deres mål, de tyske ubådsbaser var ikke i farezonen.

Til de Flandernkæmpende udtalte Ludendorff denne ros: ”Hvad den tyske soldat har ydet i Flandernslaget, har oplevet og lidt, vil for ham til alle tider være et mindesmærke, som han på fjendlig grund har sat sig selv!”

Füsilier-Regiment 86 havde også sin andel i denne ros.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

9. oktober 1917. I Flandern: “Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Natten til den 9. oktober sendte fjenden stærk forstyrrelsesild ned over kamp- og beredskabsterrænet. Adskillige fuldtræffere ramte beredskabsbataljonen fra regiment 58 og satte den delvist ud af spillet. Trods forstyrrelsen lykkedes med tab afløsningen af den forreste linje (III bataljon regiment 86 af III bataljon regiment 58).

Kun bataljonsstaben og 3. maskingeværkompagni var endnu oppe foran.

Da hylede en ildkraft så stor ned, at der måtte følge et angreb efter. En ulykkelig situation, ligesom i sin tid ved Moulin. Den første time efter afløsning er den svageste i forsvaret, de ny enheder har slet ikke lært forholdene at kende, deres nerver er slet ikke vænnet til de forfærdelige indtryk. Af mængden og styrken af de sidste dages fjendtlige ild kan det give et indtryk, at førerne fra III bataljon regiment 86, som skulle bringe staben for III bataljon regiment 58 til kamptroppekommandørens stilling (KTK), gik vild kun 300 meter fra dækningsrummet. De ville orientere sig efter højskoven; men denne var på to dage forsvundet. Tykke egestammer var stampet ned i sumpen.

Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd. Hans venstre angrebsgrænse var Corver-bækken, et sideløb til Steen-bækken, som løb i angrebsretningen. Nord for Corver-bækken lagde han en kraftig afskæringsild, blandet med røggranater. 58’ernes første linje blev løbet over ende, reservekompagniet ligeså.

Fjenden trængte videre frem. Han kom ind i beredskabsbataljonens zone. Denne – II bataljon af regiment 58 – var, som nævnt, allerede dagen i forvejen slemt rystet og kunne ikke yde nævneværdig modstand. Snart var fjenden nået hen foran gården Papegut, centrum for beredskabsfronten. Da standsedes hans fremrykning. Han fik i sin venstre flanke en rasende maskingeværild. Den rev nogle blodige huller i hans linjer og trykkede ham ned i kraterne.

Ilden kom fra KTK. Der havde kaptajn Brunk, fører for III bataljon fra regiment 86, løjtnant Petersen fra 3. maskingeværkompagni og nogle folk holdt ud af ansvarsfølelse, skønt de netop var blevet afløst.

Tre maskingeværer bliver bragt i stilling på bunkerens tag. De bestryger hele regimentsstillingen flankerende og trænger frem til foran 31’erne. Ved skovkanten foran Papegut bliver fjenden smidt ned i kraterne. Endnu to maskingeværer foran dækningsrummet holder alle fjender, der kommer forfra, fra livet.  Da går to nye kompagnier franskmænd frem i linje mod Papegut.  Man lader dem komme ind på 500 meter; så knitrer tre maskingeværer løs. I løbet af få sekunder bliver kompagnierne splittet ad, og så vidt som de ikke bliver ramt, søger de beskyttelse i kraterterrænet.

I løbet af eftermiddagen tilkæmpes ildoverlegenheden fra de indsatte fjendtlige maskingeværer. De tre maskingeværer affyrede på denne dag 16.000 skud!

Så vidt havde fronten hjulpet sig selv. Fjendens yderligere fremrykning blev opholdt af reserverne. Kl. 12 om middagen trådte kaptajn Bade an til modangreb med II bataljon. Han besatte den omtrentlige linje mellem KTK og Papegut. Også infanteripionerkompagniet og fjerde delingerne blev mobiliseret.

Disse spredte sig ind i II bataljon, infanteripionerkompagniet forlængede mod venstre. Kl. 6 om aftenen indtraf også løjtnant Hasselmann med sin minekasterenhed. Han var uden ordre brudt op bag fra og forlængede med sine folk linjen længere mod venstre.

Bataljonen led om aftenen kl. 8 under fornyet beskydning svære tab og blev til dels splittet ad. Den blev nu forstærket med to kompagnier 46’ere, som var stillet til rådighed for regimentet. Således kunne linjen KTK. – Mangelare holdes med en tilbagebøjet venstre fløj.

Fra disse kampe bør nævnes en episode, der viser, hvor højt mandsmod og beslutsomhed skal vurderes, selv i et materielslag.  Den sidste deling af 10. kompagni var om morgenen en 9. oktober blevet afløst og på tilbagemarch. Så satte det ind med beskydning, delingen kom ind i den tætteste spærreild. Som ved et under når de en betonbunker i Draibank og forefinder der andre folk fra III bataljon. I alt er der med føreren for 10. kompagni løjtnant Becker 15 mand.

Fra Draibank iagttager de gennem røg og tåge franskmændenes fremrykning på deres venstre flanke. De sender deres kugler ind i fjendens flanke, men kan kun forsinke hans fremrykning, ikke standse den. De må se på, at den store minekasterbunker bliver taget og besætningen – det var 58’ere – bliver ført bort. Så forsvandt en del af angriberne ind i betonklodsen, mens en anden bølge rykkede videre frem.

Nu modnedes hos løjtnant Becker beslutningen om at rydde den rede. Det støttede ham i beslutningen, at bunkeren kun havde åbninger fortil og bagtil. Således gik den lille skare med utrolig dristighed løs på bunkeren. De nåede til en side uden åbninger, fra hvis bagvæg geværer stak ud. Lynhurtigt stormer de om hjørnet; den franske post fyrer, men fejler og bliver slået ned. 86’erne trænger ind i bunkeren.

Et vildt håndgemæng udspiller sig. Skrig, skud og håndgranater. Dækningsrummets og nabogravens talrige besætninger bliver enten nedkæmpet eller flygter; resten, syv mand, bliver taget til fange. På tysk side falder én mand og to bliver såret. I rummene befandt sig endnu nogle tyske sårede. To gang forsøgte fjenden igen at sætte sig i besiddels af dækningsrummene, to gange afviste den lille skare fjenden med betragtelige tab for ham.

Kl. 2½ om eftermiddagen sendte løjtnant Becker en melding til KTK med anmodning om støtte. Ordonnansen, der med stort besvær og smidighed kæmpede sig igennem, bragte den besked tilbage, at der ikke var mandskab til rådighed, og at de selv måtte sørge for at komme tilbage.

Det var nedslående; ikke så meget fordi besætningen var bekymret for deres egen skæbne, som fordi den sidste mulighed for at vende slagets gang på dét regimentsafsnit dermed forsvandt. Disse to store dækningsrum ville sammen med dem i Draibank have kunnet rumme adskillige kompagnier, havde kunnet være kernen i en modstand af udslagsgivende betydning. Det var ikke mere muligt.

Besætningen måtte nu se, hvordan den kunne slå sig igennem; at blive ville have været vanvittigt. For et planmæssigt angreb på denne rede i ryggen på fjenden ville kun være et spørgsmål om tid. Således besluttede man sig til at slå sig igennem. De sårede måtte man med tungt hjerte lade blive tilbage; men de tilfangetagne tog man med og det som skjold. Efter at det var betydet dem, at ethvert flugtforsøg ville blive besvaret med de skarpeste midler, lod man franskmændene med hænderne i vejret danne en kreds om det lille mandskab; så gik det ellers tilbage gennem Flandern-mudderet.

Det fantastiske foretagende lykkedes. Den franske skyttelinje gjorde respektfuld plads. Uforstyrret også af det tyske artilleri og infanteri ankom denne blandede formation til Draibank. Dér befandt sig endnu et maskingevær, som kunne holde franskmændene, der fulgte i nogen afstand, i skak. Velbeholden nåede denne sælsomme trop til regimentets kampledelse i Houthulster-skoven, hvor man allerede havde opgivet folkene.

En helt anden opgave end de andre bataljoner tilfaldt I bataljon. Efter at den allerede den 7. og 8. oktober var blevet alarmeret og trukket frem, men ikke indsat, blev den den 9. oktober underlagt infanteriregiment 85. Om middagen trådte bataljonen an til modangreb langs banen Staden-Langemark. Den stødte på fjendens første bølge, gik i stilling og fordelte reserverne. Så gik den videre frem, kastede trods skarp flankeild fjenden tilbage til banegården Poelcapelle.

Om aftenen stødte den endnu længere frem sammen med fremrykkende bataljoner fra venstre. Men i mørket opstod der almindelig forvirring og blanding af enhederne. Risikoen for gensidig beskydning var stor; derfor gik bataljonen tilbage på højde med banegården Poelcapelle lige som de tilstødende enheder.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

26. september 1917. I Houthulstersoven: “Der lå gas hen over kraterterrænet”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

De følgende dage bragte igen svær artilleriild. Der lå gas hen over kraterterrænet, og den nødvendiggjorde ofte anlæggelse af gasmasker. Ildoverfald vekslede med planmæssig beskydning af betonbunkerne. Ved fronten fik flere dækningsrum fuldtræffere og måtte rømmes. Regimentets operative ledelse lå i flere dage under heftig ild; den blev som mod de øvrige dækningsrum i baglandet ledet af flyvemaskiner.

I morgentimerne den 26. gik der tung hagl af jern ned over Houthulster skoven. Til venstre rasede trommeilden. Reservebataljonen (III) blev trukket frem og stillet til rådighed for infanteriregiment 85, som syntes stærkt ramt. Kl. 7 om formiddagen knitrede maskingeværild til venstre. Regiment 65 flankerende støttet af 85erne holdt stillingen. På denne dag tog soldater fra III bataljon piloten fra en engelsk flyver til fange.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

24. september 1917. 86’er patrulje overrumpler sovende franskmænd

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Den 24. september lykkedes en strålende overrumpling for en patrulje fra 8. kompagni. På den anden side af Steen-bækken lå nogle betonbunkere, der gjaldt for at være ubeboede.

Løjtnant Reich fra 8. kompagni ville konstatere, om det virkelig forholdt sig sådan. Med en patrulje overskred han på denne dag om morgenen i tæt tåge Steen-bækken på en gangbro. Enheden – det var foruden kompagniføreren oversergent Hattig, sergent Röhrs, korporal Fajen, menige Seller og Hinz – sniger sig til den nærmeste bunker og finder deri sovende franskmænd.

At tage disse til fange var næsten lykkedes; men kræfterne rakte ikke til en nærkamp med nabodækningsrummenes besætning, som ville blive nødvendig som følge af den opståede larm. Derfor sniger Reich sig tilbage for at hente forstærkning, efter at have placeret patruljen skudklar foran indgangen. Han henter broposten, løjtnant Hawranke, sergenterne Hofbauer og Schauenburg, korporal Schröder og menig Kandel. Reich selv sikrer med forstærkningen mod nabodækningsrummene.

Patruljen styrter sig under ledelse af løjtnant Hawranke ind i bunkeren, griber de nærmeste geværer og et maskingevær og baldrer franskmændene op af deres søvn. Disse overgiver sig efter lidt modstand.

Men nabobunkerne bliver alarmeret og vil komme deres kammerater til hjælp. Det er 40-50 mand; men de vover sig ikke frem mod en håndfuld 86eres heftige skydning, idet de måske i tågen har overvurderet antallet. Da de tilfangetagne – 1 sergent og 6 mand – nu er mindre villige til at gå med bagud, bliver der hjulpet lidt til med geværkolberne.

Alle når i god behold over gangbroen. Også byttet, 3 geværer og 1 maskingevær, bliver bjerget. Ved forhøret af de tilfangetagne bliver det konstateret, at en ny fransk division er sat ind over for regimentets front.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

17. september 1917. Regiment 86 ankommer til fronten i Flandern

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Regimentet skulle i tiden fra 15.-18. september afløse reserveinfanteriregiment 119 ved Houthulster skoven. Det hørte nu under 4. armé.

Bataljonerne blev lastet i rækkefølgen III, II, I i Steenbrügge og steg ud i St. Joseph. Så afløste de i samme rækkefølge først hvilebataljonen, så beredskabsbataljonen og endelig frontbataljonen af det nævnte regiment.

I natten fra den 17.- 18. september var afløsningen tilendebragt. Den forløb glat til trods for livlig spredt ild dybt ind i baglandet.

Opmarchvejen førte gennem Houthulster-skoven. I mange hærberetninger havde den allerede været nævnt, og til dens navn var knyttet samme uudtalte gru som tidligere til eventyrenes forheksede skove. ”Houthulster-skoven er ensbetydende med ødelagte skovstumper, brækkede grene, styrtende træer og stumper uden rod, med højt sprøjtende slamvand, vandfyldte kratere, betyder røg, os, helvedesild og giftgas”, således hedder det i regimentshistorien for naboregimentet 85.

Denne skov ville i løbet af kort tid være blevet ufremkommelig, hvis ikke dertil udkommanderede grupper bestandigt holdt veje og brandbælter fri. Talrige æreskirkegårde mindede en om tidligere kampe. Nu bekymrede granaterne sig ikke om de dødes ro.

Regimentet lå på højre fløj af indbrudsstedet, blev altså mindre stærkt ramt af hovedfremstødet og kunne gribe flankerende ind. Til højre var 119. division, til venstre regimenterne 31 og 85 sat ind; så kom 208. division.

Terrænet ved fronten var næsten helt fladt, kun brudt af nogle træstumper og forrevne trægrupper. Foran fronten strakte sig engarealer, og derigennem løb Steen-bækken, 1½ – 2 meter dyb. Bækkens løb var fuldstændig udvisket af granatild, hele området var forvandlet til et vandfyldt kraterlandskab. Omvendt havde de svære granater også skabt vadesteder i bækken.

Til angreb var det et ugunstigt terræn. Tanks var her udelukket.

Bag ved Steenbækkens engdrag lå kompagnierne, på den højre halvdel i kraterterrænet, på den venstre bag en stærkt sammenskudt jordvold. Grundvandet tillod ikke nogen dækningsrum her. Beskyttelse mod artilleri fik man ved en række betonklodser bag stillingen. De blev så vidt muligt kamoufleret, d.v.s. overtrukket med grenværk for at gøre dem mindre synlige.

Regimentet lå dybt echelonneret. Den forreste bataljon havde tre kompagnier i front, et i reserve. En kilometer bag fronten lå beredskabssbataljonen, ligeledes echelonneret. Hvilebataljonen var anbragt i Mispelareik.

Regimentsstaben logerede i en betonklods i Houthulster skoven. Lige som ved Ancre så blev også her fjerde-delingerne udskilt til at bære mad og materiel.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

28. maj 1917 – FR86: Sprængningen af Slottet ved Havrincourt

I maj 1917 sprængte tyskerne slottet ved Havrincourt, hvor Füsilier-Reigment Nr. 86 på det tidspunkt lå i stilling. Regimentshistorien beretter:

[…] ca. 13 km sydvest for Cambrai, lå den smukke plet Havrincourt og på dens sydside Marquisen af Havrincourt’s vidunderlige slot med tilhørende park. Slottet, en lille fyrste-residens, stammede fra nyere tid. Et sandt paradis var parken, der over ca. 1 km blidt skrånede ned mod en bæk. Fra slottet tillod parken en henrivende udsigt ned til denne bæk og op på højderne bagved, hvor Havrincourt-skovens mægtige kroner engang susede, men som nu i sin forreste del lå fældede.

Slottet i Havrincourt før sprængningen (Willy Holz Album, privateje)
Slottet i Havrincourt før sprængningen (Willy Holz album, privateje)

Parken var meget gammel. Man sagde, at allerede Vauban, Ludvig IV’s fæstningsbygmester, som Marquisens gæst havde spadseret her. Ud over vidtstrakte græsplæner bredte ældgamle elme, ege, linde, cedre og tujaer deres kroner. Slyngede stier førte gennem yppig underskov til skjulte bænke og havehuse, i hvilke der engang formentlig er drøftet andre ting end skyttegrave og pigtrådsspærringer. Under tætte nåletræsbestande trivedes skovjordbærrene i en aldrig før set størrelse og fylde og vederkvægede om sommeren parkbesætningen. Hvilken füsilier tænker ikke tilbage på de vidunderlige forårs- og sommermåneder i denne park, når artilleriilden på begge sider tav, og skovduft, solskin og fuglesang et øjeblik lod ham glemme krig og krigstummel.

Sprængningen af slottet ved Havrincourt, juni 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Sprængningen af slottet ved Havrincourt, juni 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Den hårde krigsnødvendighed havde fordret, at Siegfried-stillingen blev anlagt gennem parken og umiddelbart foran slottet. De afløste tropper fortalte, at Marquisen havde tilbudt den øverste hærledelse 20 mill. Francs, hvis de holdt hans slot uden for kampzonen. Man havde ikke kunnet acceptere hans tilbud. Vore soldaters liv og sikkerhed var mere værd. Hele beliggenheden gjorde det også klart, hvorfor det ikke gik. Bag Havrincourt steg Flesquières-højderne, som indtog en lige så beherskende stilling som den allerede nævnte vejgaffel ved Le Pavé.

Slottet i Havrincourt efter spræningen (Willy Holz album, privateje)
Slottet i Havrincourt efter spræningen (Willy Holz album, privateje)

Alligevel blødte hver 86’ers hjerte ved tanken om, at parkens grønne kjole om nogle måneder ville være revet i stumper og stykker af engelske granater og miner. På selve slottet havde de engelske projektiler allerede begyndt deres arbejde. Da skyttegravsbesætningen hele tiden var i fare på grund af splinter fra granater, der eksploderede mod murene, blev slottet den 28. maj demoleret ved sprængning.

18. marts 1917. Operation “Alberich”

I marts 1917 foretog tyskerne en strategisk tilbagetrækning på Vestfronten til den såkaldte Siegfried-stilling. Alt foran den nye stilling blev sprængt eller brændt ned. Füsilierregiment 86 var med til ødelæggelserne.

Den følgende nat begyndte divisionens tilbagetog til Siegfried-stillingen. 

Da frigørelsen fra en opmærksom fjende er meget vanskelig, var den foreskrevet i mindste detalje. Hvilebataljonen besatte denne nat bagtrop-stillingen ved Ervillers bag for Gomiécourt. Beredskabsbataljonen, den I bataljon, gik som beredskab for bagtroppen til Mory og besatte de veje, der derfra førte sydpå. Frontbataljonen, III bataljon, forlod den forreste linje, R1-stillingen, og marcherede gennem de to andre bataljoner på en nattemarch til Lagnicourt bag ved Siegfried-stillingen.

Sikringen af denne tilbagetrækning varetog sikringsafdeling Simon for divisionen, fra hvert regiment ét kompagni, fra regiment 86 var det 5. kompagni (løjtnant Harms). Det forblev om natten i R1, afgav skud støttet af artilleriet, skød lyskugler op og snød således fjenden under bataljonernes tilbagetrækning.

Den følgende dag holdt det R2 besat ind til kl. 8 om aftenen, gik så skridtvis tilbage og forenede sig med II bataljon i Baralle, 12 km vest for Cambrai, hvor den 18. marts division og 2. garde-reservedivision havde indtaget en stilling.

Tilbagetrækningen var et grusomt smukt syn. ”Alberich” begyndte sit værk. Allerede uger i forvejen havde man truffet forberedelser til at vanskeliggøre fjendens fremstød. Indbyggerne var i forvejen sendt bort.

Så blev samtlige vejkryds undermineret, kældre, dækningsrum og brønde fyldt med sprængstof. Hele ødelæggelsesværket var opkaldt efter dybets mørke dæmon ”Alberich”.

Dagen i forvejen var man begyndt med sprængningen. Nu flammede landsbyerne op og lyste uhyggeligt gennem den tykke røg, der bredte sig vidt ud over markerne. Hvert øjeblik gennemrystedes luften af det dumpe knald fra en ny sprængning.

Terrænet skulle forvandles til en ørken, som fjenden kun med stort besvær kunne krydse, hvor han ikke kunne finde vand, ingen beskyttelse og ingen dækning.

Forholdsreglerne var hårde, men i krig betyder enhver skade, som man kan tilføje fjenden, at egne folks liv og helbred skånes. Her er der ikke plads til medfølelse.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

15. marts 1917. Patruljekampe ved Gomiecourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten. Tilbagetoget var allerede begyndt nord for Ancre. Tropperne var gået tilbage til den flere gange nævnte R 1 stilling.

Bataljonerne marcherede til Gomiécourt.

Den 8. marts afløste II bataljon infanteriregiment 96 fra 38. division i forreste linje, mens III bataljon besatte R 2 og den bagved liggende Logeast skov, I bataljon blev i Gomiécourt. Stilling og skov lå 5 km nord for Miraumont. Alle bataljonens fire kompagnier lå i fronten, som yderligere var sikret af to feltvagtenheder. Bevægelseskrigen satte ind igen. Den nye stilling var noget mudret, men dækningsrummene og pigtrådsspærringerne var gode.

Englænderen forsøgte at støde frem efter os og bevare følingen med os. Allerede i den første nat gik en engelsk patrulje på ca. 50 mand mod vor feltvagtenhed. De blev afvist. To sårede englændere faldt i 5. kompagnis hænder. Et angreb af en stærk fjendtlig patrulje blev af den samme feltvagtenhed afvist den 12. marts om aftenen.

Den 14. drev 10. kompagni en stærkere afdeling tilbage. Denne havde én død og efterlod os 3 geværer. Det samme kompagni tog dagen efter 5 englændere til fange. Nu blev disse forsigtigere og holdt deres forreste linje på 6-800 m afstand.

Den 16. marts lykkedes det 11. kompagni at tage endnu en englænder til fange.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

4. marts 1917. FR86 bygger på “Siegfried-stillingen”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.

Når kvartererne er gode, så er soldatens hvile for det meste kort. Således også her. Den 23. februar var regimentsstaben, II og III bataljon allerede på march igen. Den førstnævnte gik til Bullecourt, den senere så hedt omstridte landsby sydøst for Arras, III bataljon til Ecoust St. Mein, sydvest derfor. I bataljon kom til Epinoy nordvest for Cambrai med henblik på uddannelse og byttede den 4. marts med III bataljon.

Kvartererne i Bullecourt og Ecoust St. Mein var meget dårlige. Opgaven for begge bataljoner var udbygningen af den nye Siegfried-stilling. Om den lige et par ord.

Princippet, der satte sig igennem, efter at Hindenburg og Ludendorff havde overtaget Den Øverste Hærledelse, var det, at forsvaret ikke måtte klamre sig stift og ubevægeligt til terrænet. Ved den uhyre kraftige artillerivirksomhed var et forsvar af hver fodsbredde jord enten umuligt eller forbundet med kostbare blodofre.

Derfor besluttede man sig allerede i det sene efterår 1916 til at prisgive en del af terrænet og trække sig tilbage til en udbygget stilling, som afskar vore skyttegraves fremspringende vinkel og gik nogenlunde fra Arras over St. Quentin til Aisne-floden.

Denne ”Siegfried-stilling”, 125 km lang, skulle udbygges med alle den moderne feltbefæstnings midler.

Det havde følgende fordele: Man trak sig bort fra fjenden, der antageligt om foråret 1917 ville gennemføre et nyt, vældigt slag ved Somme. Man kunne så vente på fjenden i en godt udbygget stilling, mens denne måtte ligge i åbent, ørkenagtigt terræn. Endeligt sparede man jo ved frontforkortelsen et betragteligt antal divisioner.

Det hele kom an på at begynde tilbagetrækningen, før han var klar til et nyt slag. Siegfried-stillingen var imidlertid ikke engang færdig i rå træk i februar, selvom man havde trukket alle tænkelige arbejdskræfter til. Derfor regimentets korte hviletid.

Dets opgave var at grave skyttegrave samt huller til betonbyggeri og bunkers. Det var tungt, fordi jorden efter den sjældent hårde vinter endnu var frosset dybt ned.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

18. februar 1917. Endelig afløsning for Füsilierregiment 86

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

Om eftermiddagen den 18. februar blev III bataljon, som endnu var blevet fastholdt som reserve 1½ dag i Miraumont, frigjort. I bataljon kunne imidlertid først vende ryggen til det gyselige terræn natten til den 19. februar, fordi dens afløsning blev taget under ild af fjenden.

Aldrig har en troppeafdeling åndet så lettet op som denne bataljon. Begge bataljoner fik bad og blev afluset i Cambrai, så gik III bataljon til hvile i Escaudoeuvres, II bataljon i Naves ved Cambrai.

Kvartererne var gode. Bortset fra vedligeholdelse af grej samt appeller blev der ikke gjort tjeneste. Füsiliererne havde fortjent hvilen og nød den fulde drag. Store, overvældende erindringer bød denne Ancre-vinter ikke på, og alligevel kunne regimentet igen være stolte over at have udholdt og præsteret noget overmenneskeligt.

Når 86’erne i tilbageblik spurgte sig selv, hvad der havde været værst, trommeilden ved Somme eller vinteren ved Ancre, så var meningerne delte. Ikke så få foretrak Somme.

Af tab har regimentet ved Ancre lidt: 2 officerer døde, 3 sårede, 63 mand døde, 232 sårede, 30 savnede. Derimod var 855 mand syge! Et tegn på den gode ånd i regimentet var, at antallet af syge gik betydeligt tilbage på den sidste uges kampdage. Når det kniber, tænker den rigtige soldat ikke mere på sig selv og undertrykker sine lidelser.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

17. februar 1917. Englænderne angriber!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

II bataljon blev afløst af III bataljon, kørte til Cambrai for at få bad og blive afluset og kom så i kvarter i Cagnoncles ved Cambrai. De to andre bataljoner skulle endnu ikke finde hvile. De blev fastholdt af et engelsk angreb.

I natten fra 16 til 17. februar forblev I bataljon endnu på det højre regimentsafsnit i front, den II bataljon blev på det venstre afsnit afløst af III bataljon fra regiment 395.

I den samme nat tog løjtnant Hasselmann en englænder til fange, der angiveligt var gået vild. Han forklarede, at fjenderne næste morgen ville angribe med en brigades styrke. Meldingen gik videre til divisionen og artilleriet.

Oppe foran blev antallet af mænd forøget. Hen mod kl. 4 om morgenen kunne man ved lyskuglers skær 150 meter foran fronten se tætte skyttelinjer.

Nu blev der rekvireret tilintetgørelsesild. Den lå fortræffeligt. Kl. 6.45, altså ved daggry, ramte et svært ildoverfald den forreste linje. Allerede efter 4 minutter blev ilden forlagt, og englænderen gik i tre bølger frem mod fronten af infanteripionerkompagniet og 4. kompagni. Lyskugler og spærreild. Den slog ned midt blandt angriberne. Så gik de lige ind i de to kompagniers infanteriild.

Sergent Carstensens maskingevær fik en særlig blodig høst. Fjenden kom op på ca 80 m afstand, så forsvandt han i kraterne. Hans tab må have været meget betydelige.

Desværre lykkedes det englænderen at trænge ind i det venstre afsnit ved III bataljon af regiment 395. Bataljonen var først for få timer siden kommet i stilling og var slet ikke orienteret. Moulin ruiné gik tabt. Den største del af bataljonen blev taget til fange.

Således var I bataljons venstre fløj sammen med 4. kompagni udækket og var i fare for at blive omringet bagfra. Begunstiget af den opstigende morgentåge svingede 4. kompagni nu om mod syd, og også infanteripionerkompagniet bøjede sin venstre fløj mod syd. Om aftenen blev hullet lukket af resten af III bataljon regiment 395 og 2 kompagnier fra reserveregiment 19.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

12. februar 1917. Engelsk patrulje på raid i 86’ernes skyttegrav!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

Fjenden fortsatte med sine delangreb for at gøre fronten mør. Næsten hver nat blev der angrebet ved en ny division.

Om natten fra den 11. til den 12. februar blev regimentet ramt. Hele dagen slog der svære granater ned på regimentets højre fløj og på den venstre fløj af infanteriregiment 32 ved siden af. Med flyverobservation.

Hen mod kl. 9 om aftenen begyndte et kraftigt ildoverfald, svære shrapnels, så styrtede mørke skikkelser over klippelandskabet og trængte overraskende ind i den slørede post fra 8. kompagni.

Men her er man vågen. Den røde lyskugle udløser vor spærreild, den ligger godt.

Så går kompagniføreren løjtnant Reich straks til modangreb. Han befrier sine vagtposter og tager en premierløjtnant og 32 mand til fange, to Lewis-geværer tager han også som bytte. Fra 8. kompagni faldt løjtnant Bönning og én mand, 21 var sårede.

Den fjendtlige artilleriild øgedes endnu engang denne nat, men fjenden vovede ikke en gentagelse af angrebet.

Den 12. februar melder regimentet, at officerer og mandskab er udmattet til det yderste. Heller ikke reservebataljonerne har fundet hvile.

Som følge af angreb på nabodivisionerne hørte alarmeringer til dagens orden eller rettere til nattens orden. Men stærkest havde den tolv timer lange dagsvagttjeneste tæret på kræfterne.

I de første ti dage af februar var der alene kommet 204 ny sygdomstilfælde til. Antallet af syge var kommet op på 716.

Der kunne slet ikke mere være tale om nogen nævneværdig kampkraft. Endelig kom den forløsende ordre, at divisionen fra 14. februar skulle afløses af 9. reservedivision.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

10. februar 1917. “Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende. For at ramme dækningsrummene havde englænderne skudt med granater med forsinket tænding. Disse eksploderer ikke ved anslaget, men først når de er trængt ned i jorden. Den dybfrosne jord bliver så revet op. Forrevet, skarpkantet som store kvadre indtil mandstørrelse lå de frosne jordklumper, sommetider i ligefrem forheksede former. Det hele var som frit rullende klippestykker efter et stenskred. Svært var det at komme forbi, hænder og støvler kunne blive forrevet af det. Området var forhekset. Intet træ, ingen stump, intet hus, intet tårn nær og fjern. Kilometervidt vandrede øjnene hen over den brune stenørken. Orientering om dagen var allerede vanskelig, om natten uden hjælpemidler umulig. Langs et hvidt sporbånd følte posterne sig om natten frem og tilbage fra deres dækningsrum. Dagposterne derimod måtte som følge af mangel på løbegrave holde ud hele dagen, og den varede dengang nøjagtig 12 timer. Ved fem til otte graders kulde, i åbne kratere! Hindenburgbrænderen [slags flagmuslygte med et fyrfadslys], der har gjort megen gavn i denne krig, var deres eneste formildende omstændighed.

I et sådant terræn hørte det at fare vild med til dagsordenen. Poster forsvandt. Formodentlig var de let såret og havde så ikke kunnet finde vejen tilbage. Den 11. februar forsvandt en løjtnant og en oversergent sporløst efter kontrol af en post. Naturligvis forvildede også tommyer sig ind i vores forpostlinje og blev så taget til fange. Det nøjagtige forløb af den forreste linje kunne kun fastlægges af en infanteriflyver. Sådan en skød to lyskugler, hvorpå den forreste linje svarede ved afbrænding af magnesiumfakler.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

8. februar 1917. Füsiliererne ved Ancre led frygteligt af sult og kulde

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

En betydelig frontforkortelse var opnået. Regiment 86 blev derved fri og skulle være gået i hvilestilling, men måtte give afkald derpå til fordel for det stærkt rystede infanteriregiment 31. Allerede den følgende nat blev I bataljon indsat længere til højre, nemlig ved hulvejen, der fra Grandcourt fører mod nord til Puisieux, venstre fløj ved Moulin ruiné, næste nat II bataljon til højre ved siden af. III bataljon blev som regimentsreserve dels i R1-stillingen, dels i den nylig opdagede hule ved Irles, 2 km nordvest for Miraumont.

Natten mellem den 7. og 8. februar foretog fjenden et angreb på infanteriregiment 85. Sydenden af hulvejen med gården Baillescourt gik tabt. Vor I bataljon var tvunget til at bøje den venstre fløj mod syd. 2. kompagni fik til opgave at genoprette følingen med regiment 85. Det lykkedes med stort besvær. Kompagniet lå hele dagen igennem uden forplejning i kraterne og kunne ikke blive afløst. De led frygteligt af sult og kulde. Om aftenen blev de trukket tilbage til R1.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

3. februar 1917. Englænderne angriber ved Ancre

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Hen mod slutningen af måneden [januar 1917, RR] blev den fjendtlige artilleriild stærkere, fordi der i det klare frostvejr kunne observeres bedre.

Den 31. januar havde fjenden med succes angrebet til højre for divisionen og klemt stillingen dér noget sammen. Derved var Grandcourts situation endnu mere truet. Der var derfor allerede siden midten af januar forudset en rømning af denne fremspringende vinkel. Den skulle finde sted natten mellem den 4. og 5. februar.

Natten før angreb englænderne ved infanteriregiment 31.

Omkring midnat begyndte der heftig beskydning af dette afsnit med overvejende svære kalibre. Den greb over på regiment 85 og en del af 86. Ved 9. kompagni bliver samtlige dækningsrum skudt sammen, ved 11. kompagni bliver en sergent og 14 mand begravet. Det lykkedes ikke at redde dem.

Efter en times kanonade var fjenden trængt ind ved regiment 31 og havde besat den førte grav. 6. kompagni 86ere blev kaldt til hjælp.

De overskred om natten Ancre på træstammer og isflager, men kom ikke til indsats og blev sendt tilbage af 31erne.

Ved tilbagetoget næste formiddag [4. februar] led de betydelige tab p.g.a. artilleri.

I den følgende nat frigjorde divisionen sig fra fjenden, rømmede Grandcourt og trak sig tilbage til den nordlige bred af Ancre.

Alle dækningsrum blev først sprængt. Stærke patruljer med maskingeværer sikrede tilbagetrækningen. Først to dage senere, den 7. februar, rykkede englænderen forsigtigt frem til Grandcourt.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

19. januar 1917. Patruljetjeneste på Vestfronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

De uklare forhold ved fronten nødvendiggjorde en livlig patruljevirksomhed. Allerede juleaften krøb en patrulje gennem mudderet for at indhente efterretning om tropperne i en foranliggende skyttegrav, den såkaldte ”Saale-spærring”.  De fandt den ubesat, men opdagede spor efter lejlighedsvis brug.

I begyndelsen af 1917 følte løjtnant Hasselmann sig frem med en patrulje. De stødte på en stærkere engelsk patrulje og tvang den med deres ild til at gå tilbage.

Den 6. januar jagede en fælles patrulje fra 5. og 6. kompagni den svage engelske besætning ud af Saale-spærringen og holdt denne besat en kort tid. Et vellykket resultat opnåede en patrulje i natten fra en 19. til den 20. januar, en patrulje fra 9. og 10. kompagni under ledelse af løjtnant Kirchner fra 3. maskingeværkompagni, sergent Höweler fra 10. kompagni og korporal Spörer fra 9. kompagni. Kirchner havde i den to dage gamle sne opdaget et spor, som førte ind i Saale-spærringen. Som jægere lagde patruljens deltagere sig på lur ikke langt fra stedet. Da de havde ligget der nogle timer, kom der en engelsk patrulje på syv mand krybende ud af Saale-spærringen. Skyd! To englændere blev såret, to overgav sig, og resten trak sig skydende tilbage.

Den 19. januar blev det frostvejr, og det blev ved helt til afløsning af regimentet. Det betød en afgørende lettelse.

Antal tab ved sygdom forblev ganske vist stadig højt. Det androg alene i januar 494 mand. For det meste var det forkølelse, mave- og tarmsygdomme. Tabene som følge af kamp var betydeligt færre.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

22. december 1916. Med materiel til skyttegravene

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86

Vi havde ligget i Ro nogle Uger før Jul i 1916, men den 21. December marcherede vi atter af Sted. Det var et frygteligt Regnvejr, og da vi naaede vort Bestemmelsessted, var vi gennemblødte. Det var ud paa Natten.

Vort Kvarter var ikke det bedste. Det var en stor Kornlade, som havde huset et Rekrutdepot, men nu havde Granaterne raseret det. Den ene Halvdel af Taget var revet af, saa det var et meget luftigt Opholdssted paa denne Tid af Aaret. Midt i det store Rum stod en muret Kamin. Vi tændte naturligvis straks op, og saa stillede vi os op omkring den for at tørre vort Tøj.

Den næste Dags Eftermiddag kom der Bud om, at vi skulde stille med tredive Mand, som skulde slæbe Materiel frem til Linierne. Da jeg altid har hørt til dem, det gik ud over, undrede det mig slet ikke, at ogsaa jeg omgaaende befandt mig mellem de udvalgte.

Vi stillede ved Depotet for at modtage de Ting, der skulde transporteres frem. Jeg skulde tage en af de Rister af Træ, som vi brugte til at lægge i Bunden af en af de ofte meget snavsede Skyttegrave. Den var omkring ved tre Meter lang og meget tung.

Vi fulgte en Jernbanelinie og passerede en dræbt Soldat. Da vi skulde igennem Miraumont, mødte vi de første Besværligheder. Vi skulde igennem Byen, men den laa under Spærreild. Der var ikke andet at gøre end at smide Byrden fra sig og foreløbig søge Dækning.

Da det igen var blevet roligere, tog vi atter fat. Vi løb, saa hurtigt vi kunde, igennem Byen. Vi kom godt fra det, men paa den, anden Side af Byen var vi blevet saa trætte af at løbe med den tunge Byrde, at i hvert Fald jeg sagde til mig selv: „Nu kan det gaa, som det vil; jeg tager den med Ro!“ — Omsider naaede vi ud til Stillingen. Vi afleverede Materiellet og begav os tilbage.

Da vi naaede Miraumont, laa Byen igen under Spærreild. Jeg søgte Dækning op ad en Mur, der gik langs med en Have. Pludselig sprang en Granat i min Nærhed. En Splint slog en stor Sten ud af Muren. Den ramlede lige ned paa min Staalhjelm. Som paa Udturen løb vi i et roligt Øjeblik i fuldt Firspring gennem Byen. Vi kom helskindet tilbage. Det var Meningen, at vi skulde gøre Turen én Gang til samme Dag, men det fik vi heldigvis udsat til næste Dag, og da gik det let, for hele Fronten var rolig.

Vi var saa heldig at ligge i Ro Juleaften. Til at fejre Julen med havde vi faaet udleveret tolv Flasker Rom. Af dem lavede vi en ordentlig Balle Punch, og saa blev der festet. Man havde anmodet om, at vi af Hensyn til de Tropper, der passerede forbi vor Lade paa Vej mod Fronten, skulde „feste” i Stilhed, men man kan nu ikke paastaa, at det blev en stilfærdig Julefest.

Kort efter Jul fortalte en af mine Kammerater mig, at den Mur, jeg i Miraumont havde søgt Dækning ved, under en ny Granateksplosion var styrtet om. I Faldet havde den dræbt en Mand. Jeg havde altsaa for en Gangs Skyld været heldig.

DSK-årbøger 1953

20. december 1916. “Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set.

Vidt og bredt ikke et halmstrå, ikke et træ, ikke en stilk, en ørken af gråbrunt ler bredte sig for deres øjne. Stillingen fortjente ikke navn af stilling. Den bestod på visse strækninger blot af en række kratere, som var forbundet af en ca. trekvart meter dyb rende. Den var fyldt med mudder i knæhøjde.

Størstedelen var ikke mere genkendelig som en stilling. Posterne stod i nødtørftigt rensede granatkratere. Pigtrådsspærringen bestod af 1-2 rækker hurtigt opsat hegn. Da den mange steder var skudt sammen, var den så godt som ikke-eksisterende. 

Nogle dækningsrum, gamle artilleridækningsrum, var der ganske vist. Men de var utætte og mudret til. Folk kunne kun hvile siddende.

Ganske særligt deprimerende var manglen på belysning. I dagevis sad füsiliererne i mørke. Først regimentets indtrængende anmodninger bragte afhjælpning af disse mangler.

Stillingen lå i en ret vinkel rundt om Grandcourt og var derfor truet fra tre sider. I tilfælde af et dobbeltsidet angreb kunne den smalle tilbagetogsvej langs Ancre let holdes under ild og afskære besætningen af Grandcourtspærringen, sådan hed den forreste stilling, tilbagetoget. Løbegrave førte ikke bagud, derfor den mærkværdige indretning kaldet ”sanitetspause”.

Den varede fra 8 til 10 om formiddagen og var vist opstået ved en stiltiende overenskomst. Så tav artilleriet på begge sider, og de sårede kunne uden at blive beskudt blive bragt bagud over åbent terræn ledsaget af et Røde Kors flag.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

19. december 1916. Vinter ved Ancre

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Hvor længe skal den elendighed endnu vare? Hvornår bliver vi mennesker igen? Aldrig! Den enkelte er intet mere, er mindre end en dråbe i dette folkehavs brænding. Om han bliver revet til en blodig klump af en granat, bliver begravet i et krater, om han bliver mast i et dækningsrum, om han synker ned i mudder og skidt og rådner op, alt er ligegyldigt! På et tidspunkt sker det jo alligevel, på den ene eller den anden måde.

Det var, hvad mange füsilierer følte, da de om natten og i regnvejr vadede i knæhøjt mudder til deres nye stilling. Det lyder ikke som et gammelt helteepos og også anderledes, end det står at læse i krigskorrespondenternes artikler. Men det er ikke så mærkeligt, når man gik den tredje krigsvinter i åbent terræn i møde.

Hvor ikke blot artilleriild ødelægger den sidste rest af individualitet, men også skidt, væde, kulde, utøj, og afsavn. Værst var det altid under vejs, når man først var midt i ubehagelighederne, så mærkede man ikke meget til sådanne stemninger.

Turen gik til Ancre, en biflod til Somme på den yderste højre fløj af indbruddet. Mens fronten i de andre dele af Somme-området i november begyndte at stivne, fortsatte det med at syde og boble her. Den 13. november havde englænderne ved erobringen af Beaumont-Hamel opnået en større sejr, der måtte forudses at opmuntre til videre operationer mod det næste mål, byen Bapaume.

III bataljon blev den 19. december kørt til Sapignies, 7 km nord for Bapaume, med lastbiler, og indsat to dage efter i Achiet-Petit, i og ved Miraumont.

De to andre bataljoner kørte den 20. og 21. december med banen til St. Leger. II bataljon blev foreløbigt som divisionsreserve i Sapignies og kunne, så godt det gik, fejre jul dér i uhørt dårlige kvarterer. I bataljon besatte natten før jul i silende regn den forreste stilling.

Afløst blev infanteriregiment 231 fra 50. reservedivision. Regimentet hørte nu til 1. armé. Marchen ind i stillingen vil blive husket af alle 86’ere.

Alle opmarchveje var bundløse, også landevejene var kværnet i stykker og skudt sammen. Som det eneste var der banedæmningen.

Også den bød på ikke ringe vanskeligheder, for den var ofte blevet ramt, sveller og skinner hang i luften. I den fuldstændig ødelagte by Miraumont udspringer Ancre med en stærk kilde og flyder gennem et bredt, træklædt engdrag mod Somme floden. Her blev banedæmningen forladt. Det gik ad stejle skrænter langs Ancredalen mod Grandcourt.

Opmarchvejen blev stadig vanskeligere. Landevejen til Grandcourt var dækket af et lag fint, ankelhøjt mudder, og derunder fuldstændig usynlige granatkratere. Forudseende kompagnier havde bevæbnet sig med lange bjergstokke og følte sig forsigtigt frem skridt for skridt. Uden dette hjælpemiddel faldt mange i et krater til brystet og risikerede at forsvinde, hvis ikke hjælpsomme kammerater, ofte under grove vittigheder, havde trukket dem op igen. Det blev fortalt, at adskillige ordonnanser og sendebud fra det afløste regiment skulle være druknet i de bedrageriske kratere. Videre vadede man gennem det helt sammenskudte Grandcourt til en stilling, der lå på højene foran.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

10. december 1916. Füsilierregiment 86 afløses ved Arras

I efteråret 1916 lå Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i stilling ved Arras. Det var en forholdsvis rolig stilling.

I begyndelsen af december øgedes artilleri- og mineilden navnlig på det højre afsnit. Saperne 4 og 5 blev stærkt beskadiget. Den 6. december forsøgte tommyerne med stærke patruljer at angribe sape 5; Besætningen var imidlertid på deres post og skød dem tilbage. En halv time senere kom de endnu engang – med samme resultat. I de næste dage blev artilleri- og mineilden igen svagere.

For at skaffe klarhed over, om denne fjendtlige patruljevirksomhed skulle danne optakten til en større operation, forsøgte tre patruljer fra 8. kompagni nogle dage derpå uden artilleristøtte at trænge ind i den fjendtlige grav for at hente et par fanger ud. Kun den midterste patrulje trængte ind, men fandt posternes standplads tom og vendte tilbage, da de ingen støtte havde fra højre og venstre.

Så rolig og behagelig stillingen end var, så havde den den ulempe, at den lå betænkelig nær ved den nordlige rand af indbrudsstedet. Hver nat så 86’erne bag sig mundingsilden fra kampene ved Ancre omkring Combles og Sailly. Frygten lurede for, at den opfyldte og dårligt restituerede 18. division for tredje gang skulle kastes ind i heksekedlen, for der at brænde helt til slagger.

Virkelig, sådan blev det. Fra den 10. til den 12. december blev regimentet afløst af infanteriregiment 392. Meget ugerne forlod füsiliererne denne behagelige stilling, i hvilken de havde håbet at kunne tilbringe vinteren. De efterlod af døde én officer og otte mand. Af sårede var der i de otte uger 2 officerer og 87 mand.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.

8. september 1916. “Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab”. FR86 gør status ved Somme.

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Resterne af regimentet samlede sig i Ugny og Lanchy, hvor der i landsbyerne sydøst for St. Quentin blev tilstået dem én dags hvile.

Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab. 15 officerer og 204 mand var døde, 15 officerer og 1063 mand var sårede, 7 officerer og 298 mand var savnede, og 299 var blevet syge af strabadserne. Af de savnede kunne en betragtelig del anses for døde.

Hvor lå de? Dels på kirkegården i Pargny ved Somme, dels på slagmarken spredt i grave og kratere.

Regimentets samlede tab i dette andet Somme-slag androg 37 officerer og 1943 mand. Det var fulde to tredjedele af regimentet, der da var rykket ud med en kampstyrke på 73 officerer og 2927 mand. Regner man det første Somme-slag med, androg summen af alle tabene 78 officerer og 3361 mand; d.v.s. at mere end regimentets almindelige kampstyrke var opbrugt på to måneder.

Hvor uhyrlige disse tab end var, så var fjendens tab, efter det indtryk, regimentet under kampen fik, ikke mindre. Da regimentet efter martsoffensiven 1918 igen kom i nærheden af de gamle Somme-slagmarker, kunne regimentets mandskab på mængden af de med blå-hvid-rød kokarde forsynede franske krigergrave måle de forfærdelige fjendetab, der efter det første indtryk at dømme syntes at være endnu større end vore.

De, der som ved et under kunne forlade stillingen, gjorde det også denne gang med rejst hoved. Selvom fjenden havde fået en lille terrænvinding, så havde han udkæmpet denne succes over for en sønderskudt, dødtræt og en til næsten det halve decimerede styrke bestående af ung forstærkning, der slet ikke var storkampens frygtelige indtryk voksen. To dage senere var en afværgesucces opnået, og dermed var fjendens hovedmål, det strategiske gennembrud, i den sværeste og mest kritiske stund blevet forpurret.

Anerkendelsen fra divisionskommandøren general von Blottnitz – den nåede først regimentet i den nye stilling – lød:

”Den hurtige indrykning i den nye stilling har hindret mig i at hilse på tropperne efter de umenneskelige anstrengelser ved Somme og udtale min anerkendelse af de fremragende præstationer i de sidste ugers svære kampe. Takket være jeres seje og dødsforagtende udholdenhed i den sværeste artilleri- og mineild, som fortsatte med uformindsket styrke i ti dage, har man hindret fjenden i at få en større terrænvinding syd for Somme. Fjendens terrængevinst står ikke mål med det uhørte opbud af mennesker, ammunition og materiel, som han har sat ind. Slaget ved Somme vil for altid udgøre et mindeblad i 18. division og dens regimenters historie”.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.