Tag-arkiv: mad

9. august 1918 – Hejmdal: Det lyder som en fabel!

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Høsten i Danmark


Hvordan Udsigterne nu stiller sig i Landets forskellige Egne

Der foreligger nu atter for Statistisk Departement i København Beretninger fra 90 forskellige Meddelelser hele Landet over om, hvorledes Høstudsigterne stillede sig, bedømt den 1. August. Her foreligger altsaa et saa paalideligt Materiale, som det overhovedet er muligt at fremskaffe, over, hvorledes dette meget vigtige Forhold stiller sig, skriver vor københavnske Korrespondent.

Det er et almindeligt Indtryk, at Høstudsigterne fremdeles har bedret sig en Del i den sidste Halvdel af Juli. Mange Steder fra lyder Beretningen paa Udsigt til Middelhøst, og flere Steder, saaledes en Egn i Randers Amt, siges, at “Regnen har gjort Underværker”. Denne Opfattelse kommer hyppigt frem gennem varierende Vendinger. I det store og hele er Beretningerne præget af endnu lysere Syn end for fjorten Dage siden.         

[…]

Det lyder som en Fabel!
Da man fik 3 Retter Mad og Kaffe for 1 Kr.

Det er, fortæller “Sund Sans”, i disse Dage netop femten Aar siden, at Københavns Restauratører holdt Møde om at forhøje Priserne paa deres Krone-Dinér. Man fik nemlig den Gang – skønt det ny lyder som et Sagn – tre Retter Mad og Kaffe for en Krone i en Række større Restauranter.

Det var ret almindelig Søndagspromenade at vandre Strøget igennem, studere Menutavlerne udenfor de forskellige Restauranter og saa vælge det Stede, der tiltalte Smagen bedst.

Først henad Juletid 1903 blev Restauratørerne enige om at lægge en Femogtyveøre paa Krone-Dinéren, men for at faa Forhøjelsen til at glide kræsedes der til Gengæld op med Gaasesteg, Andested, Dyresteg og Kyllinger. Wivel og Industrikaféen tog halvanden Krone; men deres Dinér var særlig fin, og Gæsterne havde den Ekstrafornøjelse at blive misundt af de mange spadserende, som sendte nysgerrige Blikke ind til dem gennem de store Spejglasruder og sukkede af Forargelse over saadant et Vellevned. 


Dagens Nyheder


Prøve-Alarm

Næste Tirsdag og Fredag vil der i Sønderborg blive foranstaltet en blind Flyver-Alarm, under hvilken Beboerne maa holde sig de foreskrevne Anordninger efterrettelige og udføre de Tilsynshavendes Befalinger. 

Mistet sin Mand og begge sine Sønner

Tidligere Lasaretoverinspektør Anton Günther i Haderslev meldte sig ved Krigens Udbrud som frivillig i Hæren tillige med begge sine Sønner, 19 og 17 Aar gamle. I 1915 døde Hr. Günther pludseligt, ramt af et Hjerteslag; den yngste Søn, Anthon, faldt som Officersaspirant i Februar 1916, og nu har Moderen, der sammen med en Datter bor i Altona, faaet Bud om, at ogsaa den ældste, Hans, falden den 19. Juli som Løjtnant.


Fra Felten


Falden

Til Købmand H. Ebsen og Hustru i Hovslund kom i Onsdags den sørgelige Meddelelse, at deres ældste Søn, Johannes, er falden i Frankrig den 22. Juli, ramt af en Granat under Udførelsen af sin Pligt som Ordonnans. Han blev næppe 22½ Aar gammel. Johannes Ebsen, som havde lært Handelsfaget, var et sjældent flinkt og energisk ungt Menneske, som ikke skaanede sig selv for at naa det Maal, han havde sat sig: at naa fremad. Hans Forældre, som endnu har en yngre Søn ved Fronten og én paa Værftet i Bremen, mister i Johannes en trofast Søn og dermed de gode Forhaabninger, de satte til ham. Hans Minde vil bevares af alle, som har kendt ham.

(Læs hele Hejmdal fra 9. august 1918)

8. august: Asmus Andresen stjæler rugbrød fra sultne infanterister

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

Næste Dag var der Ildebrand i Byen, der skulde jeg også være med. Da jeg kom hen til Brandstedet, kom der nogle Mænd slæbende med et Bord, som var belæsset med forskellige Ting, deriblandt var et halvt Rugbrød.

Bordet var bleven sat lige i min Nærhed, bag mig stod 2 sultne Infanterister, de snakkede om, at de vilde hugge det halve Rugbrød, som lå på Bordet. Medens de stod og kiggede omkring, om der var nogen, der så dem, huggede jeg Rugbrødet og forsvandt.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

27. juli 1918: ”Han trak sin kniv op af lommen og gik løs på koen og skar yveret af..”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Efter Marneslaget, den 18. juli brød vi op og de følgende dage begyndte marchen tilbage. Vi kom op på landevejen og marcherede i nordvestlig retning. Det var helt stille med hensyn til skydningen denne morgenstund, vi fik kaffe og brød udleveret, men heller ikke andet. Solen varmede dejligt, og det trængte vi til for at få tøjet tørret. Vi marcherede en times tid på sydsiden af Marnen.

På vejene og alle vegne lå døde soldater og heste. Den 17. juli havde været en frygtelig dag. Undervejs passerede vi bl.a. også en død ko. Kanoner Gabauer, der i civil var mejerist i Westfalen forklarede, hvordan sådan et røget koyver smagte; det havde han faet een gang, og han glemte aldrig, hvor brilliant, det havde smagt ham.

Han trak sin kniv op af lommen og gik løs på koen og skar yveret af. Han fik det lagt i en gammel spand og hængte denne fast under kanonrøret. Alt imens fortsattes marchen hen ad landevejen. Omsider svingede de fire kanoner samt mandskabet ned til højre, og her gik det nedefter helt ned til Marnen.

Vi gik over en pontonbro, og dermed var den sidste rest af den tyske armé fordrevet fra terrænet på den anden side af Marnefloden. Lidt efter lidt blev broen taget bort, og vi så tydeligt, at de sprængte en anden bro. Vi kørte nu op ad skrænterne på den anden side, og i en afstand af 3 km fra Marnen kom vi sammen med den øvrige del af batteriet – bagagevogne, ammunitionsvogne, køkkenet osv.

Vi gik straks i stilling og åbnede ilden. Vi skød ganske langsomt på en afstand på 9000 m. Vi havde en luftballon til at observere. Jeg sigtede selv ved 4. kanon. Da vi havde affyret det 10. skud, kom løjtnant Weichert og udtalte sin anerkendelse over min skydning, de havde telefoneret fra ballonen, at de 9 første skud sad nøjagtigt i en korsvej (vejkryds).

Imens vi betjente kanonerne, var der andre af betjeningen, der gav sig i lag med at lave mad, dvs. koge kartofler. Vi stod ved et hjørne af en lille skov, og de havde tændt ild inde i skoven. Røgen steg alt for tydelig til vejrs, og franskmændene rettede nu deres kanoner på skoven.

Vi fik pludselig en voldsom ild og måtte pakke sammen for at flytte hen til et andet steds. Gebauer fik begyndt at koge på koyveret, men blev forhindret deri; han matte udsætte det indtil videre.  

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. juli 1918: ”de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.” – Kaos ved proviantdepot

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg nu var kommet der, kunne jeg lige så godt benytte mig af lejligheden og forsyne mig med lidt levnedsmidler. Jeg gik først ned til kornbarakkerne for at få fat i en sæk. Her var imidlertid blevet hentet så mange sække, som var blevet tømt for kom, at dette lå i store dynger på gulvet.

Rundt omkring stod heste i havre helt op til maven og åd af den. Jeg gik over til nogle andre barakker og fyldte sækken med konserves og kiks. Værst gik det til i vinbarakkerne. Der var en lang række barakker, der var fyldt med vintønder. Disse lå oven på hverandre i 4 – 6 lag. Der var alle slags vine fra den bedste til den billigste sort. Der var også cognac og likør, vist nok beregnet til officererne.

I hele denne afdeling gik det frygtelig til. Tønderne blev trimlet ud, rejst på enden, og bunden blev slået ud med en økse, og så øste dem, der havde tørst, og det havde de fleste, og så drak de, så længe de orkede.

Et andet sted så jeg, at der gik en 5 – 6 mand, og de skød ind i enden af de opmagasinerede tønder, når de så havde skudt, piblede vinen ud af hullet; de drak og slikkede af den, smagte på den, den ene efter den anden, og så gik de til den næste, skød, smagte, gik videre osv. Jeg spurgte dem, hvad de ville – ”Ja, de havde fået vin nok, nu ville de se, om de kunne finde cognac eller likør.

Andre tømte tønderne ud på gulvet, det løb videre ud i barakken. Husarerne hentede vinen i spande, og i deres fuldskab gav de det til hestene (de ville dog ikke drikke deraf). Der var også beklædningsmagasin. I deres fuldskab trak de i franske uniformer og løb omkring mellem de andre, råbte og skreg, sang og skrålede.

Uden om barakkerne var der en grøft, den var næsten fyldt med vin. Midt under det hele kom der franske flyvere, de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.

Jeg gik noget omkring, om jeg muligvis kunne finde en eller anden af 1/407, men forgæves. Der var en frygtelig ståhej henne ved en af barakkerne, jeg gik derhen for at se, hvad der var løs. Her havde man fundet store kasser med tobak, cigarer og cigaretter, og soldaterne myldrede til som vanvittige, og der blev næsten slagsmål over dem.

Jeg så mit snit til at få fat i en pakke med 100 cigaretter i. Der var en der kastede omkring med dem til alle sider. Jeg røg imidlertid ingen cigaretter, men pakkede dem ned i tornysteret til en anden gang.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. juli 1918: Døddrukne og stopmætte i fjendens rigelige forsyninger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Jeg fandt det store proviantdepot – det største, jeg nogen sinde har set. Jernbanen førte derhen med 2 gange dobbeltspor, og hele komplekset udgjorde en hel by. Der var vistnok over hundrede større og mindre barakker.

Da jeg kom derhen, var der ikke så forfærdelig mange mennesker; jeg gik hen til kornbarakkerne og skaffede mig en sæk ved at hælde kornet ud på gulvet, gik hen i en anden barak og fyldte den med franske kiks og konservesdåser med amerikanske beafstyk.

I alt havde jeg vel en 30 – 35 kg i sækken, så kom jeg forbi vinbarakkerne, jeg drak 2 gange et drikkebæger til 1/4 1 og fyldte min feltflaske. Det havde været meget varmt, og jeg kunne godt mærke virkningen af den dejlige vin. Jeg gik straks tilbage til batteriet, men da begyndte folk af alle våbenarter at strømme til, alle ville de hen for at hente levnedsmidler – og slukke tørsten.

Da jeg kom tilbage til kanonerne, var vi kun foruden vagten nogle få stykker. Jeg åbnede dåserne, spiste kød og kiks og drak vin til – en herlig ting. Vi delte; de andre havde også hentet sig noget. Da vi havde spist og drukket vinen, gik de andre til depotet igen, de ville have fat i noget mere. Jeg blev tilbage ved 4. kanon.

Ved midnatstid kom batterichefen løjtnant Wiederholdt med en skydebefaling – vi skulle beskyde de franske stillinger – men jeg kunne ikke alene betjene kanonen, og han spurgte efter alle de andre. Jeg forklarede, at de var sandsynligvis henne i depotet. Han gav mig befaling til øjeblikkelig at hente dem. Chefen var vred – stod med en skydebefaling, men intet mandskab (han havde også smagt på vinen).

Jeg gik hen til depotet. Det var i de lyse nætters tid, og det var en dejlig varm aften, og jeg kunne se, da jeg havde gået et lille stykke, hvorledes alt og alle strømmede mod depotet.

Da jeg kom derhen, mødte der mig et billede, som jeg aldrig havde set mage til. Der var strømmet folk til fra hele divisionen, så man roligt kan anslå folkemængden til mellem 10 og 20 tusind mennesker.

Det lignede en stor markedsplads, soldaterne gik og kom, fra det ene sted til det andet, syngende og råbende, og de allerfleste var berusede. Nogle kom ridende, andre trak hestene eller havde bundet dem, og mange heste gik herreløs omkring. Mange af soldaterne lå rundt omkring og sov, og nogle, ja, mange var døddrukne.

Alle kom de slæbende, enten med det ene eller det andet, og der var nok af det. En, så jeg, kom bærende med en 20 – 30 flagermuslygter på ryggen, en anden kom med et stort bundt læderremme, men mest havde de sagerne i en sæk. Jeg råbte en gang imellem på 1/407 (1. Batterie/Bataillon 407), men det var håbløst. Det hele var et virvar, og så al denne spektakel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. juni 1918: Frederik Tychsen i bevægelseskrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Livet var i disse dage meget afvekslende. Det var bevægelseskrig, vi var aldrig mere end en ganske kort tid på stedet, der kunne variere fra 14 time til 1 – 2 dage. Vi kom igennem mange landsbyer og byer. I en by kom således et helt kompagni ind i en manufakturbutik, de klædte sig i civile habitter og optrådte en aftenstund som moderne mennesker i kravetøj og moderne slipse osv.

Der var skotøj og alt andet, hvad der hører til den civile beklædning. Det, som soldaterne havde mest interesse af, var levnedsmidlerne. Vi hentede, hvad der var spiseligt op fra kældrene. Og vi tog med, hvad vi kunne få anbragt på kanonerne.

Men de officerer og mandskab, der kom efter os, og som skulle besætte det indtagede område, de plyndrede alt muligt, både tøj, sengetøj, lædervarer, gardiner osv. og sendte det til Tyskland. I Tyskland var der var mangel på det, og derfor sendte soldaterne alt muligt hjem, og det lige fra beklædningsgenstande, smykkesager, guld og sølvtøj til kartofler, brød, ris og kaffe.

Kreaturerne, der stod på marken eller i staldene, blev indfanget og slagtet, og den, der kom hjem med en ko eller en kalv til køkkenet, blev anset for en hædersmand. En dag, vi lå i bivuak i en skov, gik jeg hen til landevejen for at se lidt på det pulserende liv. Jeg gik en tur langs med vejen, og her mødte jeg blandt andet et køretøj.

Det var en bagagevogn med to heste for. Der sad to soldater på forsædet, og bagefter havde de en ko bundet fast til vognen. Jeg tog min kniv op, skar rebet over og trak af sted med koen, uden at de to soldater foran på bukken mærkede noget.

Der blev almindelig glæde i batteriet, da jeg kom med koen, og den var meget anvendelig til køkkenet, men den skulle ikke slagtes lige straks. Da det var mig, der havde skaffet koen, fik jeg lov til at trække den ud på græs og der våge over den, til den havde ædt sig mæt.

Et par eftermiddage senere lå jeg ude i en dejlig græsmark med den. Det var varmt, og jeg lå på ryggen med tøjret i hånden. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede et par timer senere, var koen forsvundet, jeg havde kun et stykke af tøjret i hånden.

Jeg måtte gå hjem uden ko, og jeg fik en reprimande, fordi jeg havde sat koen til, men imens havde de faet fat i en anden ko, som blev slagtet og kom i gryden. På det tidspunkt havde vi også en ged, det var det dyr, der havde den længste levetid; den gav rigelig mælk, og mælken kom i kaffen, så vi nød ”hvid” kaffe i denne tid.

Vi havde en stilling i en skov i flere dage, og en aften gik jeg sammen med en fra Solingen jeg husker ikke hans navn, men vi gik rundt og så på de rømmede franske stillinger, det var fint vejr, og så satte vi os ned og nød solnedgangen. Han fortalte mig, at han var fra Solingen, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Nordschleswig, og lige som jeg have fået dette fortalt, kom der en Geschwader (afdeling) fjendtlige flyvere, og de kastede bomber ned på disse stillinger.

Det kan nok være, vi fik travlt, vi løb omkring i gravene og søgte dækning, snart hist, snart her, og flyverne blev ved med at kredse omkring os og kaste bomber ned, men omsider forsvandt de. Forpustet og udaset fandt vi sammen igen, og det første manden fra Solingen sagde, var, at nu ville han aldrig tale om Nordschleswig mere, for det viste sig, at så gav det “kanel”.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. juni 1918. Flyverangreb på vej væk fra fronten

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Hurtigt pakkede vi vore Sager sammen og gik hen til vort Batteri, hvor vi blev til om Eftermiddagen. Kl. 4 kom Postvognen til Batteriet, og med den skulde vi køre til Lejren.

Da vi var kommen op i Vognen, gav Kusken sig til at tærske paa Hestene, saa det gik i Galop hen ad den ujævne Vej, og vi fik ondt i Maven af al den Rysten i den stive Vogn. Vi raabte til Kusken, at han skulde køre langsomt, men han lod, som han ikke hørte det; først da et Par Mand sprang op, tog ham i Kraven og truede med at smide ham ned af Vognen hjalp det paa Fyren, og nu kunde han køre langsomt.

Efter 10 Minutters Kørsel naaede vi ud paa en bred Landevej, som var overfyldt med Køretøjer. Højt oppe i Luften saa vi 5 Flyvere, som kom lige imod os. Vi mente det var tyske Flyvere, men pludselig hørte vi en Hvislen gennem Luften, og den kom nærmere og nærmere, vi kendte denne Lyd og vidste det var Bomber, der kom. Vi raabte nu til Kusken, at han skulde køre, hvad han kunde, det behøvede vi ikke at sige to Gange, nu gik det, alt hvad Hestene kunde løbe.

Nu lød der et vældigt Brag, og omtrent 100 Meter bag os saa vi, at Heste, Vogne og Mennesker spredtes til alle Sider. Det var ca. 10 Bomber, som var bleven kastet ned, og hvis vi var kommen et Minut senere, saa havde vi maattet bide i Græsset.

Kl. 8 naaede vi i god Behold Lejren, hvor vi saa først gik til Køkkenet for at faa noget at spise.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

2. juni 1918. Soldaterkammerat fuld i Eau de Cologne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Efter at have ventet nogle timer i x, fortsatte vi og gik i stilling ved en vandmølle. Vi stillede kanonerne op og gjorde skydeklar, men vi fik så lov til at gå under tag i mølleriet. Vi lagde og hængte vor bagage, våben og munderingsgenstandene rundt omkring på kasser og på hjulene.

Derefter gav vi os til at koge mad. Vi havde imidlertid fået fat i en transportspand, og i denne kogte vi suppe på kaniner og høns. Disse dyr havde vi fanget i dagens løb; kaninerne stod rundt omkring i kasserne, og hønsene fik vi ud af hønsehusene. Endvidere havde vi fået fat i en sæk ris og en sæk kaffebønner.

Kaninerne og hønsene blev straks dræbt efter fangsten, og så blev de opbevaret i en sæk, indtil de skulle bruges. Der var et par stykker af betjeningen, der lavede mad, medens de andre betjente kanonen eller lavede andet arbejde. I stillingen ved vandmøllen blev der lavet en særdeles god suppe med kanin- og hønsekød samt ris osv.

Kanoner Johan Warras havde været i byen, og her var han gået ind i en friseursalon (forladt), og havde fundet en flaske Eau de Cologne og drukket den. Han blev meget fuld af denne drik, og da han kom tilbage, gik han hen til vandskodderne og i fuldskab lukkede han op for vandet, og vandmøllen blev sat i gang. På en gang bevægede hjulene sig inde i mølleriet, og alt, hvad der hang eller lå på dem, blev drejet med omkring.

Der blev flere bajonetter og karabiner brækket, og en mængde tøj blev revet i stykker. Hjulene blev ret hurtigt standset igen, men da var skaden sket. Imens blev suppen færdig. Kl. var blevet ca. 12, og det var mørk nat.

Vi gav os til at spise, og der var rigelig med kød og suppe. Grabowski, en ung forsultet polak, fiskede det ene hønselår op efter det andet, åd det uden brød eller anden tilsætning. Fedtet løb ham ned over hagen, hver gang han bed i låret, og det endte med, at han måtte kaste op, men straks han var færdig med opkastningen, begyndte han at spise igen, indtil han atter kastede op, og sådan blev han ved, så længe der var noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. maj 1918: Frederik Tychsen – Fremrykningen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Batteriet havde holdt op med at skyde, Vi skulle skifte stilling fremefter. Hen imod aften gik vi i stilling igen ved? og i løbet af aftenen blev min kanon gjort i orden, og den var skydeklar. Men der blev ikke skudt noget denne aften.

Vi var imidlertid kommet så langt frem, at der boede civilfolk hist og her. De allerfleste var rømmet, men de gamle var som regel tilbage. Det soldaterne i almindelighed tænkte mest på, var at få fat i nogle levnedsmidler. Vi var absolut ikke forvænnet med mad eller drikke, og det havde knebet meget i den sidste tid at få tilstrækkelig føde.

Vi fik nu lejlighed til at få fersk kød. Kreaturerne stod mange steder og brølede på staldene, og der var ingen til at røgte dem. Det første vi fik fat på, var en ged. Det var betjeningen ved 4. kanon, der havde fanget den. Warras – en polak – trak straks sin lommekniv op og skar hovedet af den, og så tog et par mand fat på at flå den. Den blev parteret og stykkerne kogt i en spand.

Den var noget sej, men den kunne godt lade sig spise sammen med et stykke brød. Vi delte ud af stykkerne til dem ved 1., 2. og 3. kanon, og de spiste, så længe, der var noget. Imidlertid kom der 3 – 4 mand slæbende med en stor, mager so på en trækvogn. De havde skåret halsen over på den på stedet, og straks efter ankomsten blev den parteret.

Det bedste af den blev kogt, og fordi vi havde været noget rundhåndet med gedekødet, kom vi i betragtning ved omdelingen af soflæsket, der dog var bedre at tygge end geden. Det, der ikke blev spist, blev taget med, eller opbevaret. De havde også fundet vin, denne havde løftet stemningen, så der var i grunden en vældig fest. Der blev slagtet og kogt til langt ud på natten.

Den 30. maj oprandt, og allerede fra morgenstunden tegnede det til at blive en stor kampdag. Franskmændene satte ind med en voldsom skydning tidlig om morgenen. Vi skiftede stilling og gik atter i ildstilling bag et hegn på en mark bag ved en skov, der skrånede ned af en bakke.

Vi fik ammunition med lastbiler, vore egne ammunitionskolonner samt den øvrige bagage så vi ikke til i flere dage. Vi åbnede ilden tidlig om morgenen på ret stor afstand; vi skød hele formiddagen, og hen på eftermiddagen slap ammunitionen op. Vi ventede efter nye forsyninger, men der kom ingen, og vi stod og manglede det. Vi gik så rundt og så på sagerne.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

29. maj 1918: Asmus Andresen – kartoflerne var ”ganske vist oversprøjtede med Blod, men det tog jeg ikke saa nøje”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 29. Maj blev vi beordrede til at grave Huller til Ammunition. Hvem, der kunde skulke sig fra dette Arbejde, gjorde det, selv med Fare for at blive straffet. Jeg gik ind i Neükirchen for at finde noget spiseligt; det var farligt, da Byen laa foran vort Batteri. Det første Hus, jeg kom til, var skudt fuldstændig ned, saa der var intet at finde; det næste stod nogenlunde paa ret Køl. Jeg gik ind ad Hoveddøren. Bag Døren laa 4 døde Soldater, 2 Englændere og 2 Franskmænd, de laa saa tæt ved hinanden, at jeg maatte træde paa dem, hvis jeg vilde ind ad denne Vej, men jeg gik tilbage for at finde en anden Dør.

Da jeg drejede om Hjørnet af Huset, saa jeg et Granathul, som gik lige igennem Væggen og ned i Kælderen. Jeg var snart dernede, men det første jeg fik Øje paa, var en død, tysk Soldat, som laa i Nærheden af en Dynge Kartofler, som jeg blev meget glad ved. De var ganske vist oversprøjtede med Blod, men det tog jeg ikke saa nøje. Jeg fyldte straks en gammel Sæk, som laa i Krogen, men inden jeg gik tilbage, vilde jeg først undersøge hele Huset.


Fra Kælderen kom jeg op i Køkkenet, hvor alt laa hulter til bulter mellem hinanden. Jeg fandt en Gryde halvt fuld af Risengrød, min Livret; den var nok bleven sur, men jeg spiste den alligevel; derfra kom jeg ind i Sovekammeret, hvor der laa gamle Madraser og gamle Beklædningsstykker paa Gulvet, og mange andre Ting bar Vidne om, at Beboerne var flygtede over Hals og Hoved.

Jeg gik saa op paa Loftet; Trappen var brøstfældig, men jeg kom derop uden Uheld. Da hele Taget var skudt ned, kunde jeg let orientere mig. Deroppe fandt jeg Byggryn, Riis, Ærter og Bønner, som jeg ogsaa fik i Sækken, som jeg saa tog paa Nakken og gik ned, men nu gik Trappen itu, og jeg faldt ned paa de døde, som laa i Gangen. Jeg gik over disse, men kom derved til at træde paa den ene, som derved gav en sær klukkende Lyd fra sig.

Jeg skyndte mig hen til Batteriet, hvor jeg straks gav mig i Lag med at koge Risengrød, men midt i det hele fik jeg Bud om straks at meldte mig hos Officeren, og jeg tænkte baade det ene og det andet ved det Bud.

Hvis Officeren havde opdaget, at jeg var gaaet fra mit Arbejde, kunde jeg være sikker paa at komme paa Vagt 3 Nætter i Træk, men han spurgte mig kun, om jeg vilde lade mig forsætte til det 3. Batteri. Det var jeg villig til, navnlig fordi dette Batteri laa meget længere tilbage fra Fronten, og Skydningen der var heller ikke saa streng, da Granaterne kun vejede 50 Kilogram, og var beregnet til at skyde 23 Kilometer.

Jeg gik straks hen for at pakke mit Tøj, men fik dog Tid til at fortære noget af den Risengrød, som imidlertid var bleven kogt; den var bleven lidt stiv, men den smagte ellers godt.

De øvrige Levnedsmidler, som jeg havde hentet inde i Byen, kunde jeg ikke faa med, men jeg forsynede mig med en Del Risengrød, som jeg anbragte i min Spisemappe, og fyldte to Sandsække med Byggryn. Med Staalhjelm paa Hovedet, Tornysteren paa Nakken, Karabinen om Halsen, Risengrød paa Ryggen og en Pose Byggryn under hver Arm, – saaledes udrustet forlod jeg mine Kammerater.

Efter en halv Times Gang var jeg saa heldig at komme op at køre paa en Postvogn, som skulde til 1. Batteris Lejr, og der skulde jeg netop melde mig. Undervejs delte jeg min Risengrød med Kusken, som forsikrede, at han i 2 Aar ikke havde faaet saadan en dejlig Grød.

Kl. 5 var jeg i Lejren, som laa iVervig, en lille By, som endnu var nogenlunde skaanet for Krigens Ødelæggelser. Der blev jeg saa til næste Dag, og sammen med en Sergent og 4 andre Kammerater begav jeg mig paa Vejen til 3. Batteris Lejr; hvortil der var 5 Timers Gang.

Vi var ikke i Tvivl om, at det vilde blive en drøj Tur for os, men der var jo ikke andet at gøre end at hænge i, saa naaede vi vel frem en Gang. Undervejs hvilte vi nogle Gange og Kl. 3 naaede vi Batteriet, men Oberstløjtnanten, vi skulde melde os hos, var paa den Tid i Ildstillingen, og da dertil atter var 5 Timers Gang, gik vi ikke længere den Dag.

Efter at vi havde spist vor Aftensmad, fandt vi os et Natteleje i et bombesikkert Rum, hvor jeg brugte mit Tornyster som Hovedpude, Byggrynsposerne havde jeg lagt ved mine Fødder; hvorefter jeg snart faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

27.maj 1918 – Milert Schulz: ”Til Krieg merker man ikke meget her Af og til kommer der jo et par engelske Flÿver…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 27.5.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Föst min hjerteligste Tak for dit kj. Brev fra den. 4.5. som jeg for et par Dage har motaget kj. Moder. Seer at Heise er bleven saaret nu men det er da godt at det gik saa godt af. Det er jo nu ikke saa farlig i Laaret og Armen som i Kroppen. Efter dit Brev har Br. Mtth. det jo ogsaa heelt godt. Han kan sagtens naar han saadan kan komme paa Orlov.

Hvem ved hvornaar jeg kommer hjem engang?

Forhaabentlig snart. Maaskee ogsaa först naar vi har Fred. Men i den Sag er jeg nu ikke saa forsknÿdt. Jeg har det jo endnu ogsaa rigtig godt her og har endnu ingen Grund til at klage. Jeg ligger heele Dagen paa Rÿggen og passer kun paa Telefonen saa man bliver heelt dovn derved. Du skriver om Rejsen hjem herfra. Du sÿnes det var snart umulig, men du skulde bare see vis jeg matte rejse Hjem hvor jeg saa nok skulde finde derhen i det fjerne Nord.Saadan en Rejse er naturlig meget besværlig og varer maaskee henved en 14 Dage. Begÿndelsen Station er Aman og saa videre til Dera. Damaskus, Rapjak, Taurusbjerget, Ponia, Konstantinopel, Zaribrod, Stisch, Belgrad, Budapest, Wien, Desden, Berlin, Hmborg til Rödekro. Du kan jo pröve og forfölge det paa Landkortet.

Ja det er en lang Hal. Vi ligger endnu paa samme Sted. Jeg er Gu skee Tak sund og rask. Til Krieg merker man ikke meget her Af og til kommer der jo et par engelske Flÿver herover men det er nu ikke saa farlig. Kan du ikke sende mig lidt Pölse kj. Moder for her faar vi for det meste kun Marmelade. Send ikke Smör for det staar sig ikke længe derimod Fedt.

Köbe kan man heller ikke meget her kun et pr. Æg.Ellers er der ikke videre nogen nÿt.  Sommeren er godt igang her. Solen er temmelig haardt. Saa være for denne Gang hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

Dit Kort fra den 4.5. har jeg ogsaa modtaget kj. Fader.

Du er vel godt igang med Landbruget kj. Fader, nu er du vel snart Landmand istedet for Maler.

Send mig ogsaa et par Stænger Tintenstift.

(Breve i privateje)

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

4. maj 1918: Asmus Andresen – Granatild ved køkkenet

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag Kl. 11 gik vi til Køkkenet efter vor Middagsmad, men den var som sædvanlig først færdig Kl. 12.

Da vi saa skulde vente en hel Time, satte vi os paa en Vognstang. Vi havde siddet omtrent 10 Minutter, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Piben i Luften, og 6 mindre Granater faldt ca. 200 Meter foran os, og straks efter kom der 6 til endnu nærmere. Officeren og Halvdelen af dem, der var i Lejren søgte Dækning bag nogle Ruiner, medens vi, som sad paa Vognstangen, blev hvor vi var og ventede paa, at Køkkenfolkene ogsaa skulde løbe deres Vej, da vi saa vilde gøre os tilgode ved Køkkenvognen.

Straks efter slog atter 6 Granater ned midt i Lejren, og hvis Franskmændene havde vidst hvor godt de havde ramt, kunde vi have ventet over 200 Skud i de næste 10 Minutter. Da Skydningen blev indstillet et Øjeblik, fik vi travlt med at pakke sammen, og i Løbet af 10 Minutter var Lejren brudt af og trukket længere tilbage.

Efter 3 Timers Kørsel kom vi til en lille By; der blev Vognene kørt sammen paa en Mark, og først da fik vi Middagsmad.

Den første Nat derefter sov jeg paa Cementgulvet i en Ruin, men Dagen efter byggede min Kammerat og jeg et lille Telt bag nogle Ribsbuske i Haven, hvor ingen kunde finde os,vi lod os kun se ved Maaltiderne.

I 6 Dage gik det godt, men saa opdagede Feltveblen os. Han spurgte, om vi havde været med til Appel i de sidste Dage, men da vi benægtede det og tilføjede, at vi ikke vidste, der havde været Appel i denne Tid, blev vi noterede.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

1. maj 1918: Asmus Andresen – En længe ventet ordre om afløsning

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I maj 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Middagen blev vi vækket igen af Posten, som da kom med et nyt Telegram; med dette Telegram havde han løbet omkring hele Natten, fordi han var gaaet vild i Mørket, han forsikrede os, at det var sidste Gang, han løb med Telegram om Natten.

Om Eftermiddagen Kl. 2 kom der Vælling til os fra Batteriet, men der var kun en halv Liter til hver; det var saa lidt, at vi, da vi havde fortæret den, var mere sultne, end da vi begyndte.

Kl. 4 fik vi Ordre til at pakke sammen, fordi vi skulde afløses. Denne Ordre havde vi længe ventet efter, og da vi ikke havde meget at pakke sammen, var vi hurtig færdige til Afmarsch. Vi gik saa til den næste Post; videre kunde vi ikke komme, fordi vi skulde igennem en Lavning, der den Dag blev saa hæftig beskudt med Granater, at det var umuligt at komme igennem, hvorfor vi maatte vente til næste Dags Morgen Kl. 3.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).