9. april 1919. H.C. Brodersen ankommer i Dunkerque, “Jeg kan ikke løsrive mine Tanker fra et sørgeligt Syn og Oplevelse, som vi havde under Vejs hertil.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  var  en  forfrossen  og  tænderklaprende  Skare,  der  i Morges  af  en  venligt  smilende  Dame  blev  hilst:  „God  Morgen,  Sønderjyder.  Vil I  nu  med  hjem?”  Og  nu  kommanderede  hun:  „ Op  med  Humøret  og  op  med  Dannebrog!” 

Alle rakte  Hals  for  at  se,  hvem  det  dog  var,  der  saa  tidlig  om Morgenen  var  i  saa  godt  Humør,  og  der  blev  nu  levende  i Rækkerne,  der  ikke  længere  saa  sig  bevogtet  under  franske Bajonetter.

I  Havnen  saa  vi paa  Afstand  „St. Thomas”  ligge med  Røgen  ud  fra  Skorstenen  og  vente  paa  os.  Det  kan nok  være,  at  Næseborene  vibrerede  ved  Duften  af  friskkogt Kaffe,  der  naaede  over  til  os.  Vi  er  nu  kommet  ombord  og har  foretaget  det  første  Angreb  paa  dansk  Mad. 

Der  var nok  af  den,  og  efterhaanden  som  den  ved  de  første  voldsomme  Angreb  led  et  betydelig  Nederlag,  rykkede  nye  Reserver  frem.  Vi er,  hvad  man  kan  kalde,  godt  til  Pas,  og  de udleverede  Cigarer  nyder  vi  med  et  Velbehag  som  aldrig før. 

Jeg  kan  ikke  løsrive  mine  Tanker  fra  et  sørgeligt  Syn og  Oplevelse,  som  vi  havde  under  Vejs  hertil.  Paa  en  Banegaard,  hvor  vi  gjorde  Holdt  og  fik  nogen  Mad, blev  der  ført en  Del  Fanger  forbi  os.  Det  var  Fæstningsfanger,  dømt  til Tvangsarbejde,  og  bestod  af  baade  Tyskere,  Franskmænd og  indiske  Tropper.  De  var  lænket  sammen  ved  baade  Benene  og  Hænderne  med  en  Kæde,  der  løb  igennem  Rækkerne. 

Fra  deres  forpinte  og  udmagrede  Ansigter  stirrede deres  Øjne  længselsfuldt  mod  de  Kogekar,  vi  stod  med  i Hænderne.  Det  vilde  være  det  rene  Vanvid  at  forsvare  Forbrydelser,  men  hvad  mon  disse  Stakler  vel  havde  gjort  andet,  end  at  de  havde  sat  sig  op  imod  den  Tvangsforanstaltning  at  skulle  slaa  Folk  ihjel. 

Tusinder  har  vel  under  hele Krigen  gjort  det  samme  og  er  enten  blevet  stillet  foran  en Mur  og  er  blevet  skudt,  eller  som  disse  Stakler  her  blevet dømt  til  aarelangt  Arbejde  i  Granitbjerge.  Lagt  i  Bolt  og Jern,  nittet  til Jernkæder,  der  forbandt  dem  til deres  Hakke, Spade  eller  Trillebør,  og  nedført  i  usle  Hummere  og  for  det meste  i  usundt  Klima,  skulde  de  sone  den  Forbrydelse  ikke at  ville  begaa  nogen  Forbrydelse. 

—  Fra  samme  Banegaard blev  der  tilsluttet  vort  Tog  en  Transport  af  indiske  Tropper, der  skulde  til  Caiais  for  at  blive  befordret  til  deres  Hjemland.  Jeg  sad  og  ønskede,  at  de  maatte  have  faaet  de  bedste Indtryk  med  hjem  fra  Europa.  Det  vilde  i  hvert  Fald  være et  godt  Grundlag  for  vore  udsendte  Missionærers  Pionerarbejde  til  Guds  Riges  Fremme  og  til  den  rigtige  Forstaaelse  af  Guds  Ord  om,  hvor  nødvendigt  det  er  at:  „Elske vore  Fjender.”

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *