Tag-arkiv: flyvere

27. oktober 1918. “Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Omkring Inaumont hvor Eskildsen og hans kammerater befinder sig, var de vidne til luftkamp. Desuden tog en af de mere prominente generaler sin afsked i disse dage.

Franskmanden prøver paa at indgyde os Skræk ved at. demonstrere sin store Overlegenhed i Luften. Den 27. Oktober har vi en ejendommelig Søndagsforestilling.

Hele Himlen er oversaaet af franske Flyvemaskiner, ialt vel nok 100. Tyske Flyvere saa vi i de sidste Maaneder kun, naar Luften var ren. Men denne Gang vover et Par Tyskere sig i Lag med Fjendens Bagtrop. Lige over vore Hoveder udfægtes der en kort Kamp. Den ene tyske Maskine begynder at falde, retter sig igen, begynder at brænde.

Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm, lige efter nok en. De suser ned gennem Luften, Kroppen slaar Kolbøtter, drejer sig, suser videre. Vi ser dem bevæge Arme og Ben, vi ser den enes Halssjal staa lodret i Vejret og den andens Hue komme dansende langt bagefter. — Tæt ved Byen falder de ned.

Vore Ordonnanser kommer tilbage og melder: »Det var en tysk Officer og en Underofficer.« Saa meget var endnu at skelne.

To Dage senere tæller vi 130 franske Flyvere i Luften paa een Gang. De svæver langsomt, fornemt videre. Man fortæller lidt efter, at de har ødelagt et Par Landsbyer bag os, at de derved har dræbt mellem 100 og 200 Mennesker, at ogsaa Byen Chaudion er lagt i Ruiner og andet.

Vi kontrollerer ikke, om det er sandt. Vi har nok af det, vi har set. Denne Gang er en fransk Efternøler skudt i Brand, de to Mand er slynget ud og har maattet gøre den rasende Dødsrejse ned gennem Luften.

Den diplomatiske Kamp gaar videre. Fronten følger den ikke med den Spænding, man kunde vente. »Det er os alt sammen ligegyldigt, bare vi snart faar Fred!« siger alle. — Fronten er træt. Det rørte ingen, da Kejseren den 7. Oktober lod forkynde: »Jeg har tilbudt Fjenderne Freden, men jeg lover Eder, at det kun skal blive en ærefuld Fred!« — »Ærefuld eller ikke, bare vi faar Fred!«

— Det rørte ingen, da den stedfortrædende Kommandør v. Schoenermarck — Major Schmidts var paa Orlov — Ugedagen derefter i et ildfuldt Opraab søgte at rette paa Stemningen: »Den almindelige politiske Situation viser klart, at vi intet opnaar med Vaabenstilstands- eller Fredstanker og Tilbagetog. Fjenden bliver kun mere og mere kaalhøgen derved.

Vi bør vise ham, at vi ikke betragter vor Sag som tabt. Handlingens Lov maa blive paa vor Side. Bort med Fredstilbudets skadelige Indflydelser og de dertil knyttede Forventninger om Vaabenstilstand og Fred! Vi kæmper videre!« 

— »Ja, gamle Schoenermarck, vi skal nok holde Stillingen! Men Fredstankerne kan du ikke holde ude — Bare vi faar Fred!«

Den 27. afskediges Ludendorff.  

»Hvad bryder vi os om Kejser, Major og Ludendorff! Vi er trætte! Bare vi faar Fred!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 240-243

7. september 1918. “Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af september bevægede Eskildsen og hans kammerater sig ind i det historiske område Laon, der før var vært for den fransk adel, men på dette tidspunkt et område raseret af næsten 4 års krig.

Vi marcherer ilsomt vestpaa, over Sissonne og St. Erme, og kommer nu fra Champagnes Kalkørken ind i dét dejlige Bakkelandskab ved Laon. Det er en Fryd at se denne Egn, skovklædte Bakkedrag, vilde Kløfter, hoppende Bække og brusende Floder.

Her laa engang den franske Højadels Lystslotte. Fra Paris og Versailles kom de fine Herrer og Fruer agende herhen for at hvile sig efter Hoflivets Anstrengelser. Smukke Veje blev bygget, for at deres Stadsvogne ikke skulde støde for meget.

Den mest kendte og smukkeste var »Damevejen« oppe paa Bakkekammen fra Soissons til Craonne. Den store Revolution brændte Slotte og Vogne. Verdenskrigen har sønder skudt Damevejen. Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.

Vi skal afløse i Stillingen foran Damevejen. Mens vi i to Døgn ligger i Bivuak — Kvarterer findes her ikke — forberedes alt til Afløsningen. Der er meget at ordne, det er et stort og brydsomt Arbejde. Da det er færdigt, — er det ogsaa spildt. Samme Aften, som vi skulde over Damevejen, sender man os i Ildmarch til Laon.

Vi hører Trommeilden nede ved Soissons og ved, hvad der venter os. Vi er »Eingreifdivision« paa det farlige Hjørne ved Laffaux. Laon er en typisk Bjergstad. Oppe paa den høje Bjergkegle trykker Husene sig som Kyllinger tæt ind under den store Hønemor, Katedralen.

Vejen snor sig i Serpentiner op ad Bjerget, det tager en halv Time at naa derop, vore Heste sveder. Gaderne er snævre Gyder, Byen er ikke smuk, naar man færdes inde i den. Men Katedralen er prægtig. Næste Morgen overværer jeg en Dødsmesse i det stolte Kirkerum. Biskoppen læser den i egen Person. Jeg et meget interesseret Tilskuer ved denne pragtfulde Ceremoni; Sørgeskaren er ligeglad.

Den første Septembermorgen skal vi ud i Forsvarsslaget. Man har meget travlt. Store Lastbiler ruller af Sted med Kamptroppeme; vi følger langsomt bagefter med Trainet.

Vi kører over Oise-Aisne-Kanalen og træffer Regimentet i Bivuak bag et Bjerg, midtvejs mellem Laon og Soissons. Her bygger vi Telte og lægger os ved Siden af de andre. Næste Formiddag angriber de franske Flyvere vor Bivuakplads. Men de flyver højt oppe, og deres Bomber gaar forbi. Om Aftenen kastes Regimentet ud i Slagets Malstrøm.

Officererne tager Schrøder med og sender os andre med Bagagetrainet længere tilbage. Vi kommer igen over Kanalen og slaar vore Telte op paa et Bjerg ved Byen Ureel. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 228-229

19. juli 1918. Luftskibsbasen i Tønder under angreb!

Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder.

I halvsøvne fornemmede jeg den svirrende lyd af propeller. Jeg vågnede; det var allerede ved at blive lyst. Jeg så på uret, klokken var 06:00.

“Har Kapitänleutnant Flemming mon fået startordre”, spurgte min kone?

Flemming …. Kommandanten på L60? Men det lød ikke som L60! Det lød helt anderledes end en Zeppelin!

Med ét indså jeg, at det ikke var lyden fra et luftskib, dertil var tonen alt for høj. Skulle det mon være? … Forhulendaogså!

Hurtigt hen til vinduet, hvor jeg kunne overskue hele flyvepladsen.

En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterlig lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!

I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe.

Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen. Så er han der! Han stiger lidt. Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!

Nu var den første lige over hallen!

Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.

Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!

Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række række togvogne fyldt med benzin og brint!

I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.

På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj skyder som gale med deres geværer efter flyene.

Men englænderne ænsede dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne. Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.

Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne! Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?

Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren. Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal. Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.

Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.

Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, fløj under telegrafledningerne der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)

Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.

Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.

Men for første gang var det mit eget.

Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”. (Oversættelse: René Rasmussen)

Husk den store markering på søndag den 22.7. 2018!

Se også http://www.tondernraid.com/

og http://www.zeppelin-museum.dk/main.php?lang=dk

16. juli 1918. Frederik Tychsen: “Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden.

Der kom en del fanger gennem byen, franskmænd, kolonialtropper og amerikanere. De skyndte sig alle med at komme ud af byen.

Vi holdt et stykke tid i Dormans, og vi talte om, at dette angreb ikke gik som det skulle. Vi skulle have gået over Marnen ved 5 tiden, og endnu sent på eftermiddagen befandt vi os endnu på denne side af Marnen.

Kl. 7 om eftermiddagen fik vi ordre til skyndsomt at køre over broen. Vi kørte ned til floden, og pionerernes brokommando havde slået en pontonbro over Marnen. Vi kom ud på broen, og pludselig nærmede en flyvereskadre sig. Det var fjendtlige bombemaskiner af svær type 15-20 stykker.

De kastede bomber ned på broen og på vejen. Der faldt mange i vandet ved siden af broen, og enkelte i kanten af broen. Der opstod panik mellem mennesker og dyr; hestene blev vilde og for frem, og hvad soldaterne gjorde, ja, der kan jeg kun tale for mig selv; jeg var midt på broen, da de første bomber eksploderede nede i vandet i nærheden af mig.

Jeg gik ved siden af en kanon, men jeg løb straks alt det jeg kunne, over på den anden side af floden, alt imens faldt der bomber rundt omkring. Straks på den anden side af floden var der nogle jernbanespor, her holdt nogle lokomotiver. Jeg løb skyndsomt hen og krøb ind under et af lokomotiverne, og her lå jeg, indtil den øjeblikkelige fare var overstået.

Jeg lå der nogle få minutter og kiggede ud mellem hjulene på maskinen. Lige ovre bag sporene op ad bakkeskrænten lå en død infanterist. Han lå med ansigtet i jorden, ramt af et skud i hovedet. Han bar en aluminiumsring på venstre hånds lillefinger. Der lå selvfølgelig mange flere døde; men ham lå jeg og betragtede mellem hjulene.

De andre soldater søgte dækning, så godt de formåede. Batteriet kom over broen, og vi sluttede os til igen. Da vi var ovre på den anden side, kom vi på en hovedlandevej, vi fulgte denne i sydøstlig retning. Landevejen var mange steder brolagt.

Det var en meget besværlig fremrykning; landevejen lå under en frygtelig ild. Artilleriet beskød den med alle kalibre; det franske infanteri kunne nå vejen med deres geværer, og af og til kom modstanderens flyvemaskiner og bombarderede landevejen, ja, beskød den med maskingeværer.

Det var næsten ikke til at være på landevejen; de fleste af kanonererne kravlede frem nede i vejgrøften eller sprang fra det ene træ til det andet, og på denne måde søgte de dækning på alle mulige måder.

Jeg gik et stykke på vejen sammen med en anden Obergefreiter (jeg husker ikke hans navn, han stammede fra Köln).

Pludselig blev han ramt af en kugle i hovedet, han faldt til jorden, hårdt såret. Vi lagde ham over til siden, og så måtte vi lade sanitetsvæsenet besørge resten. Et steds talte jeg på landevejen mellem to 100 m sten 76 døde heste. De var slæbt over til siden. Der lå sikkert flere døde soldater end heste på samme strækning.

Et sted måtte vi holde et stykke tid, en såret hest stod og hang med ørerne, den var såret i venstre side; Vi skød den med karabineren, den faldt straks til jorden. Vi talte også nogle af hestene; men foreløbig kunne vi nok klare den, da vi havde nogle i reserve.

Om aftenen gik vi i stilling foran Troissy. Vi stod bag ved en med krat bevokset skrænt. Vi skød det meste af natten, uden at få nævneværdig ild direkte i stillingen fra franskmændene. Alle granaterne gik 3 – 400 m for langt. 2 – 2 1/2 km til højre for os lå bataljonsammunitionskolonnen, ca. 24 store ammunitionsvogne, mange mindre vogne og bagage med ca. 150 heste og ca. lige så mange mand.

De havde også lagret (lejret) sig bag samme skrænt, men hele kolonnen blev i nattens løb fuldstændig tilintetgjort. Der gik ild i ammunitionen, granaterne eksploderede, så hele vognmaterialet fløj i luften. Rundt omkring mellem vognene havde mandskabet udspændt deres teltdug, og de lå under teltdugen og sov, rundt omkring var hestene bundet til vognene; men alt hvad der befandt sig i nærheden af vognene blev dræbt, delvis af eksplosionen, delvis forbrændt.

Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere. Den var fuldstændig tilintetgjort. De få heste og mand, der var tilbage, blev fordelt på de andre 3 batterier i forhold til deres tab. Det var det største tab, bataljonen havde haft i løbet af een nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. juli 1918. “Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude.” Andreas Christian Andersen overtager kommandoen for et batteri

Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.

Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat.
Original i privateje.

FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918

Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig til­tagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.

Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de gif­tige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede pro­jektilers detonation.

Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skri­der fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.

Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i den­ne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræn­tens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksplo­derer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.

Højt oppe i luf­ten kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.

Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede men­nesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.

Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.

Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.

Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.

Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.

Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skyd­ningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afven­tende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.

Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.

Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.

Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på konto­ret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer så­rede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høre­ren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.

Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gas­arter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasar­ter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det ene­ste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også al­tid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet der­med, sendte jeg ham til forbindingspladsen.

Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var for­stummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleri­duel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendeteg­ner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.

Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øje­blik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.

Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batte­rifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort bat­teri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”

Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.

Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og ud­taler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batte­riføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.

Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.

-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.

Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.

Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.

Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.

Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden el­ler ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig

Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvin­ende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, fal­der sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folke­ne har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Tele­fonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.

Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Der­næst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øje­blik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infante­riet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.

Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i for­svarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den mod­ige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.

Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten ende­lig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folke­nes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg bat­teriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.

Erindringsmanuskript, i privateje.

22. juni 1918: Frederik Tychsen i bevægelseskrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Livet var i disse dage meget afvekslende. Det var bevægelseskrig, vi var aldrig mere end en ganske kort tid på stedet, der kunne variere fra 14 time til 1 – 2 dage. Vi kom igennem mange landsbyer og byer. I en by kom således et helt kompagni ind i en manufakturbutik, de klædte sig i civile habitter og optrådte en aftenstund som moderne mennesker i kravetøj og moderne slipse osv.

Der var skotøj og alt andet, hvad der hører til den civile beklædning. Det, som soldaterne havde mest interesse af, var levnedsmidlerne. Vi hentede, hvad der var spiseligt op fra kældrene. Og vi tog med, hvad vi kunne få anbragt på kanonerne.

Men de officerer og mandskab, der kom efter os, og som skulle besætte det indtagede område, de plyndrede alt muligt, både tøj, sengetøj, lædervarer, gardiner osv. og sendte det til Tyskland. I Tyskland var der var mangel på det, og derfor sendte soldaterne alt muligt hjem, og det lige fra beklædningsgenstande, smykkesager, guld og sølvtøj til kartofler, brød, ris og kaffe.

Kreaturerne, der stod på marken eller i staldene, blev indfanget og slagtet, og den, der kom hjem med en ko eller en kalv til køkkenet, blev anset for en hædersmand. En dag, vi lå i bivuak i en skov, gik jeg hen til landevejen for at se lidt på det pulserende liv. Jeg gik en tur langs med vejen, og her mødte jeg blandt andet et køretøj.

Det var en bagagevogn med to heste for. Der sad to soldater på forsædet, og bagefter havde de en ko bundet fast til vognen. Jeg tog min kniv op, skar rebet over og trak af sted med koen, uden at de to soldater foran på bukken mærkede noget.

Der blev almindelig glæde i batteriet, da jeg kom med koen, og den var meget anvendelig til køkkenet, men den skulle ikke slagtes lige straks. Da det var mig, der havde skaffet koen, fik jeg lov til at trække den ud på græs og der våge over den, til den havde ædt sig mæt.

Et par eftermiddage senere lå jeg ude i en dejlig græsmark med den. Det var varmt, og jeg lå på ryggen med tøjret i hånden. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede et par timer senere, var koen forsvundet, jeg havde kun et stykke af tøjret i hånden.

Jeg måtte gå hjem uden ko, og jeg fik en reprimande, fordi jeg havde sat koen til, men imens havde de faet fat i en anden ko, som blev slagtet og kom i gryden. På det tidspunkt havde vi også en ged, det var det dyr, der havde den længste levetid; den gav rigelig mælk, og mælken kom i kaffen, så vi nød ”hvid” kaffe i denne tid.

Vi havde en stilling i en skov i flere dage, og en aften gik jeg sammen med en fra Solingen jeg husker ikke hans navn, men vi gik rundt og så på de rømmede franske stillinger, det var fint vejr, og så satte vi os ned og nød solnedgangen. Han fortalte mig, at han var fra Solingen, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Nordschleswig, og lige som jeg have fået dette fortalt, kom der en Geschwader (afdeling) fjendtlige flyvere, og de kastede bomber ned på disse stillinger.

Det kan nok være, vi fik travlt, vi løb omkring i gravene og søgte dækning, snart hist, snart her, og flyverne blev ved med at kredse omkring os og kaste bomber ned, men omsider forsvandt de. Forpustet og udaset fandt vi sammen igen, og det første manden fra Solingen sagde, var, at nu ville han aldrig tale om Nordschleswig mere, for det viste sig, at så gav det “kanel”.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

14. juni 1918 – Hejmdal: Når fjendtlige flyvere lander

Senest ændret den 8. juli 2018 11:31

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Et Mathias Hübsch-Legat

paa 100,000 Mark er oprettet af Købmand Mathias Hübsch i Flensborg og er blevet stadfæstet af Regeringen. Legatet, som er anbragt i Krigslaan, skal forvaltes af en Bestyrelse med Overpræsidenten som Formand, mens Handelskamret og Haandværkskamret i Flensborg indstiller tre Medlemmer til Overpræsidentens Godkendelse, og disse vælges for tre Aar ad Gangen. Legatets Formaal er at yde Hjælp til unge begavede Købmænd, Haandværkere, Industridrivende, Kunstnere eller Kunsthaandværkere til deres Uddannelse i Indlandet eller Udlandet.

Naar fjendtlige Flyvere lander

Paa Foranledning af Krigsministeriet offentliggøres følgende:

Fjendtlige Flyvemaskiner er hidtil gentagne Gange gaaede ned paa denne Side af de fjendtlige Linjer, dels fordi de har maattet foretage Nødlandinger, dels fordi de ikke har vidst, hvor de var. Flyvemaskinernes Besætning gør saa for det meste Forsøg paa at ødelægge Flyvemaskiner og at flygte. Hvor dette ikke er lykkedes for dem, skyldes det som Regel Militær- eller Civilpersoners beslutsomme Indgriben. Denne Indgriben er tit forbundet med Fare for Liv og Lemmer og kræver særlig Omsigt og Uforfærdethed. Der maa over for Befolkningen henvises til, hvor vigtigt det er straks at faa fat i de fjendtlige Flyvere og helt eller delvist at bjærge Flyvemaskinen. Derfor synes det ikke blot billigt, men ogsaa formaalstjenligt, at de Civilpersoner, som har gjort sig særligt fortjente ved at anholde Flyverne eller bjærge Flyvemaskinerne, roses offentligt og faar en passende Pengebelønning.

Ingen nedsættelse af brødrationen

Den af os for nylig bragte Meddelelse om, at den ellers fra den 16. Juni af bebudede Nedsættelse af Brødrationen ikke vilde komme til at gælde for Aabenraa Kreds, stadfæstes nu ogsaa af “Apenrader Tageblatt”. Den ugentlige Mængde af 2000 Gram pr. Hoved af Befolkningen vil ogsaa fremdeles kunne tildeles, da Kredsen har de dertil nødvendige Drøjelsesmidler, som Kartoffelpræparater o. s. v., i tilstrækkelig Mængde til sin Raadighed.

Derimod forlyder der ikke noget om Tillægssukkerets Skæbne. 

For at forhindre Smughandelen

og Hamstringen paa Øen Før skal fra nu af alle Postpakker og alle de Bortrejsendes Bagage indleveres aabne.


Fra Felten


d. 5. 6. 1918.

Undertegnede to Nordslesvigere, der har truffet hinanden, sender Slægt og Venner derhjemme i vort kære Nordslesvig og i Felten de hjerteligste Hilsener.

Underofficer Philipsen fra Varnæs og Skytte Johann Petersen fra Bovrup

 

d. 29. 5. 1918.

Undertegnede Nordslesviger sender de hjerteligste Hilsener til Familie, Venner og Bekendte, hjemme og ude.

Jørgen Bonde fra Stevning.

 

En hjertelig Hilsen til Slægt, Venner og Bekendte, baade hjemme og i Felten.

Peter Petersen fra Majbøl.

 

Mange venlige Hilsener til Slægt og Venner derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

Peter Nissen fra Rørkær ved Tønder.

 

d. 3. 6. 1918.

Tak for Modtagelsen af “Hejmdal”, der holder mig paa det løbende med alt, hvad der passerer derhjemme. Sender hermed en Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Mathias Friedrichsen fra Brem ved Rødding.

 

En venlig Hilsen sender

Max Kröhs fra Flensborg.

 

Faldne

Maskinbygger L. P. Dall i Brorsbøl ved Haderslev har modtaget den sørgelige Efterretning, at hans yngste Søn, Peter, er falden den 11. April.

For den Faldne, der blev 25 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 16. Juni om Formiddagen Kl. 10. i  Starup Kirke.

Der er atter kommet et Sorgens Budskab fra Felten, at en ung dygtig Mand er falden, nemlig en Søn af Landmand B. P. Birkedal i Jels Skov. Mens han var hjemme, drev han Forældrenes Landejendom. Ifølge “Dv.” er der endnu 3 ældre Sønner med i Hæren, og en Svigersøn er tidligere falden.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Karl Rudolph fra Ørslev, der ifølge privat Meddelelse var meldt i Fangenskab, er falden den 23. April 1917.

Død ved et Ulykkestilfælde

Axel Lind fra Branderup er den 17. April død ved en Jernbaneulykke i Ukraine. Han efterlader sig Hustru og en lille Søn.

Claus Hansen og Hustru i Jægerup har modtaget det Sorgens Budskab, at deres eneste Søn, Jørgen, er forulykket den 21. Maj. For den Afdøde, der blev 23 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 16. Juni om Eftermiddagen Kl. 2 i Jægerup Kirke.

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Hans Philipsen fra Ringenæs og Gefrejter Lauritz Tækker fra Sønderballe er døde af deres Saar.

Saarede

Landmand Thomas Thomsen fra Roost i Arrild Sogn er ifølge “Dv.” den 30. Maj paa Vestfronten bleven saaret af en Flyverbombe i begge Arme, under højre Knæ og i Maven. Han ligger paa et Krigslasaret i Nordfrankrig; hans Tilstand er dog saaledes, at han selv har skrevet til sin Moder, Enken Maren Thomsen.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Reserveløjtnant Hans Behrendsen fra Bodum, Officers-Stedfortræder Alfred Grunnert fra Raahede, Thomas Hjort fra Hjerndrup, Nis Jensen fra Svejrup, Reserveløjtnant Peter Johannsen fra Grødebøl, Johan Lorenzen fra Hygum, Adolf Nehlsen fra Rødding, Alexander Olsen fra Gramby, Hans Pries fra Bæk, Hans Schlaikjer fra Sønder-Hostrup, Karl Thomsen fra Aabenraa, Gefr. Hans Wonsbeck fra Over-Aastrup, Gefr. Marius Vonsild fra Mastrup, Jørgen Kruse fra Hellevad og Gefr. Nis Schmidt fra Tiset let saarede; de to sidstnævnte er blevne ved deres Troppeafdelinger. Chresten Hansen fra Haderslev er bleven saaret den 23. April 1917.

Savnet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Vicefeldwebel Carl Maj fra Haderslev savnet.

Forfremmet

Degn og Førstelærer Kühl fra Uge er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Vice-Feldwebel. Kühl har siden August i Fjor været Indehaver af Jernkorset.

Dekorerede

Maler August Fynsk, en Søn af Politibetjent Anders Fynsk i Markgade i Aabenraa, der har været med siden Krigens Udbrud, har under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten erhvervet sig Tapperhedsmedaillen. Han var i Forvejen Indehaver af Jernkorset.

Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Købmand Peter Jessen fra Aabenraa, der er med paa den østlige Krigsskueplads, Typograf Ehlert fra Aabenraa, der før sin Indkaldelse arbejdede ved “Apenrader Tageblatt”, Jørg. Paulsen, Søn af Musikdirektør Paulsens Enke ved Nørreport i Aabenraa, der tjener som Underofficer ved Vestfronten, og Fisker Franz Beister fra Haderslev, der i Forvejen var Indehaver af den meklenborgske Tapperhedsmedaille.

 

(Læs hele Hejmdal fra 14. juni 1918)

12. juni 1918. “… jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.”

Senest ændret den 14. juni 2018 8:53

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi måtte, før vi lagde os til at sove, pudse både Heste og Seletøj, som ligesom vi selv var i høj Grad overstænket med Snavs. Om Aftenen Kl. 9 skulde vi så af Sted igen. Den Gang kørte vi med 3 Vogne. Jeg havde lige fået spændt for den bagerste Vogn, da nogle Flyvere kastede deres Lyskegler ned over os; nu måtte vi se til at komme af Sted hvis vi ikke vilde gøre Bekendtskab med Flyvernes Bomber.

Nu gik det i fuld Fart hen ad den ujævne Vej, men lige med et stansede de 2 forreste Vogne, hvad jeg først opdagede, da jeg i fuld Fart brasede imod dem. Begge mine Heste faldt, og jeg landede i et Granathul, som var fyldt med Vand.

Inden jeg kom op igen, havde de to forreste Vogne sat sig i Bevægelse igen. Mine Heste vilde heller ikke vente efter mig, men satte i fuld Galop efter de andre Vogne. Jeg råbte efter Kusken, som sad på Vognen, men han hverken hørte eller så noget. Jeg løb, hvad jeg kunde, og fik også Hold på mine Heste, som var kommen foran, men jeg kunde ikke stanse dem, da den bagerste Vogn så vilde køre på os.

Jeg måtte så se til at komme op på Ryggen af den nærmere Hest; efter nogle Anstrengelser kom jeg også op på Hesten, hvor jeg sad som en druknet Mus, medens Vandet drev af mig, og jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.

Nu havde jeg fået Næsen fuld af at køre Ammunition, og vilde melde mig syg, så snart jeg kom til Lejren igen, Kl. 6 om Formiddagen var vi så tilbage igen; efter at jeg havde renset mine Heste og mig selv for Snavs, gik jeg over til Doktoren for at melde mig syg. I mit 14. år havde jeg været så uheldig at skyde mig selv i Underlivet med en 6 mm. Pistol, nu vilde jeg så prøve at melde mig syg af den Grund. Kl. 9 blev jeg ført til Lægen, ham fortalte jeg så at jeg havde Smerter i Underlivet, når jeg red på Hestene.

Efter at havde undersøgt mig, fik jeg skriftlig Bevis på, at jeg var uduelig til at ride eller køre.

Med Beviset gik jeg til Feltveblen og meddelte ham, at jeg hverken måtte køre eller ride, han blev gnaven og sagde, at så kunde jeg straks komme op på Kemmelbakken igen. Javel, Hr. Feltvebel, svarede jeg nok så fornøjet, for jeg vilde på ingen Måde lade ham mærke, at jeg var ked af at komme i Bakkens mørke Huler igen, men i det samme kom Vagtmesteren til og sagde, at han ikke kunde undvære mig, og hvis jeg ikke kunde ride eller køre, så kunde jeg da passe de Heste, som stod i Stalden.

Efter den Tid fik jeg mange forskellige Heste at passe, en Tid lang passede jeg et Par Heste, som stod ved Siden af Køkkenet; i min Fritid hentede jeg så Brændsel til Køkkenet, hvorfor jeg så fik en tør Skorpe eller også en ekstra Portion Mad.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

18. april 1918. “Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles med Flyverne over Hovedet” Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I stedet for rekreation, blev Eskildsens regiment nød til at afløse en anden division ved Reims. Mens de befinder sig i Aussonce stifter de bekendtskab med både engelske soldaterkvarterer og franske flyvemaskiner.

Vi skal paa Rekreation i Hvilekvarterer tæt ved Wasigny. Kvarter grupperne staar paa Wasigny Banegaard for at tage imod os. Men vort Tog holder ikke! Befalingen er igen omstødt. Vi damper 30 Kilometer videre mod Fronten, thi vi skal nu afløse den 14. bajerske Division ude i Linien. I Juneville holder Toget, og vi marcherer straks i Retning mod Reims. Vi er tredje Gang havnet i »Lusechampagne«.

I den lille By Aussonce tager vi Ophold nogle Dage, mens Bataillonerne afløser ude ved Cornillet-Bjerget, 15 Kilometer Øst for Reims. I Aussonce er der baade Boghandel, Soldaterhjem, Bad og Kino. Vi lægger tydeligt Mærke til Forskellen mellem de tyske Soldaterkvarterer og de engelske, som vi i de sidste Uger har lært at kende.

Englænderne er bedre klædt og svømmer i Overflod af Levnedsmidler; hos Tyskerne hersker Smalhans, men deres Kvarterer er bedre. Englænderne savner Glas. Hvor der mangler en Rude, klæber de gult Pergamentpapir for. I Stedet for vore smaa, praktiske »Understands«-Kakkelovne bruger de Spande med Ild i, som Kakkelovnsrør har de rullet Blik. De har ikke vore »Senge« med Staaltraadsfletninger som Madras. Tilsyneladende mangler de ogsaa Sans for Renlighed og Hygge.

Hver Aften Klokken 11½ har Byerne her bag Fronten Besøg af de franske Flyvere. Saa er der stor Alarm: Signalhornet hyler, der drejes paa en Alarmmaskine foran Kommandantboligen, man hører Etappesoldaterne rende til deres Heltekældere.

Saa regelmæssigt kommer Flyverne, at vore Kortspillere først pakker Kortene sammen, naar de har været der. Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles Formiddag og Nat, i Skyttegrav og Etappe, i Trommeild og med Flyverne over Hovedet. Hvem der ikke er aandelig begavet nok til at nyde den interessante »Skat«, nøjes med at friste Lykken i »Mauschel«, men alle tærsker i de fedtede Kort.

Vi lader os ikke forstyrre af Flyverne; men vi føler, at et Flyverangreb er uhyggeligere end et Artillerioverfald. Det naturlige menneskelige Instinkt er endnu ikke indstillet paa det nye Vaaben. Vi kender »vort« Skud paa Knaldet og søger Dækning, selv om det kun er et Skinværn bag et Muldvarpeskud, et Træ, et raaddent Plankeværk.

Overfor Flyverne kan man hverken bestemme Faren eller finde et Værn. Man hører Motorens fine Sang i Luften, tilsyneladende lige over Hovedet, man hører Bomben hyle og pibe ned gennem Luften, tilsyneladende lige ned mod ens Isse, man kan ikke søge Læ bag Mure og Volde og føler sig værgeløs.

Først naar Knaldet er kommet og Jordrystelsen mærkes, ved man, at den Fare, man stod blankt opgivende overfor, er forbi.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 213-214