Tag-arkiv: flyvere

22. juni 1918: Frederik Tychsen i bevægelseskrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Livet var i disse dage meget afvekslende. Det var bevægelseskrig, vi var aldrig mere end en ganske kort tid på stedet, der kunne variere fra 14 time til 1 – 2 dage. Vi kom igennem mange landsbyer og byer. I en by kom således et helt kompagni ind i en manufakturbutik, de klædte sig i civile habitter og optrådte en aftenstund som moderne mennesker i kravetøj og moderne slipse osv.

Der var skotøj og alt andet, hvad der hører til den civile beklædning. Det, som soldaterne havde mest interesse af, var levnedsmidlerne. Vi hentede, hvad der var spiseligt op fra kældrene. Og vi tog med, hvad vi kunne få anbragt på kanonerne.

Men de officerer og mandskab, der kom efter os, og som skulle besætte det indtagede område, de plyndrede alt muligt, både tøj, sengetøj, lædervarer, gardiner osv. og sendte det til Tyskland. I Tyskland var der var mangel på det, og derfor sendte soldaterne alt muligt hjem, og det lige fra beklædningsgenstande, smykkesager, guld og sølvtøj til kartofler, brød, ris og kaffe.

Kreaturerne, der stod på marken eller i staldene, blev indfanget og slagtet, og den, der kom hjem med en ko eller en kalv til køkkenet, blev anset for en hædersmand. En dag, vi lå i bivuak i en skov, gik jeg hen til landevejen for at se lidt på det pulserende liv. Jeg gik en tur langs med vejen, og her mødte jeg blandt andet et køretøj.

Det var en bagagevogn med to heste for. Der sad to soldater på forsædet, og bagefter havde de en ko bundet fast til vognen. Jeg tog min kniv op, skar rebet over og trak af sted med koen, uden at de to soldater foran på bukken mærkede noget.

Der blev almindelig glæde i batteriet, da jeg kom med koen, og den var meget anvendelig til køkkenet, men den skulle ikke slagtes lige straks. Da det var mig, der havde skaffet koen, fik jeg lov til at trække den ud på græs og der våge over den, til den havde ædt sig mæt.

Et par eftermiddage senere lå jeg ude i en dejlig græsmark med den. Det var varmt, og jeg lå på ryggen med tøjret i hånden. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede et par timer senere, var koen forsvundet, jeg havde kun et stykke af tøjret i hånden.

Jeg måtte gå hjem uden ko, og jeg fik en reprimande, fordi jeg havde sat koen til, men imens havde de faet fat i en anden ko, som blev slagtet og kom i gryden. På det tidspunkt havde vi også en ged, det var det dyr, der havde den længste levetid; den gav rigelig mælk, og mælken kom i kaffen, så vi nød ”hvid” kaffe i denne tid.

Vi havde en stilling i en skov i flere dage, og en aften gik jeg sammen med en fra Solingen jeg husker ikke hans navn, men vi gik rundt og så på de rømmede franske stillinger, det var fint vejr, og så satte vi os ned og nød solnedgangen. Han fortalte mig, at han var fra Solingen, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Nordschleswig, og lige som jeg have fået dette fortalt, kom der en Geschwader (afdeling) fjendtlige flyvere, og de kastede bomber ned på disse stillinger.

Det kan nok være, vi fik travlt, vi løb omkring i gravene og søgte dækning, snart hist, snart her, og flyverne blev ved med at kredse omkring os og kaste bomber ned, men omsider forsvandt de. Forpustet og udaset fandt vi sammen igen, og det første manden fra Solingen sagde, var, at nu ville han aldrig tale om Nordschleswig mere, for det viste sig, at så gav det “kanel”.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

14. juni 1918 – Hejmdal: Når fjendtlige flyvere lander

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Et Mathias Hübsch-Legat

paa 100,000 Mark er oprettet af Købmand Mathias Hübsch i Flensborg og er blevet stadfæstet af Regeringen. Legatet, som er anbragt i Krigslaan, skal forvaltes af en Bestyrelse med Overpræsidenten som Formand, mens Handelskamret og Haandværkskamret i Flensborg indstiller tre Medlemmer til Overpræsidentens Godkendelse, og disse vælges for tre Aar ad Gangen. Legatets Formaal er at yde Hjælp til unge begavede Købmænd, Haandværkere, Industridrivende, Kunstnere eller Kunsthaandværkere til deres Uddannelse i Indlandet eller Udlandet.

Naar fjendtlige Flyvere lander

Paa Foranledning af Krigsministeriet offentliggøres følgende:

Fjendtlige Flyvemaskiner er hidtil gentagne Gange gaaede ned paa denne Side af de fjendtlige Linjer, dels fordi de har maattet foretage Nødlandinger, dels fordi de ikke har vidst, hvor de var. Flyvemaskinernes Besætning gør saa for det meste Forsøg paa at ødelægge Flyvemaskiner og at flygte. Hvor dette ikke er lykkedes for dem, skyldes det som Regel Militær- eller Civilpersoners beslutsomme Indgriben. Denne Indgriben er tit forbundet med Fare for Liv og Lemmer og kræver særlig Omsigt og Uforfærdethed. Der maa over for Befolkningen henvises til, hvor vigtigt det er straks at faa fat i de fjendtlige Flyvere og helt eller delvist at bjærge Flyvemaskinen. Derfor synes det ikke blot billigt, men ogsaa formaalstjenligt, at de Civilpersoner, som har gjort sig særligt fortjente ved at anholde Flyverne eller bjærge Flyvemaskinerne, roses offentligt og faar en passende Pengebelønning.

Ingen nedsættelse af brødrationen

Den af os for nylig bragte Meddelelse om, at den ellers fra den 16. Juni af bebudede Nedsættelse af Brødrationen ikke vilde komme til at gælde for Aabenraa Kreds, stadfæstes nu ogsaa af “Apenrader Tageblatt”. Den ugentlige Mængde af 2000 Gram pr. Hoved af Befolkningen vil ogsaa fremdeles kunne tildeles, da Kredsen har de dertil nødvendige Drøjelsesmidler, som Kartoffelpræparater o. s. v., i tilstrækkelig Mængde til sin Raadighed.

Derimod forlyder der ikke noget om Tillægssukkerets Skæbne. 

For at forhindre Smughandelen

og Hamstringen paa Øen Før skal fra nu af alle Postpakker og alle de Bortrejsendes Bagage indleveres aabne.


Fra Felten


d. 5. 6. 1918.

Undertegnede to Nordslesvigere, der har truffet hinanden, sender Slægt og Venner derhjemme i vort kære Nordslesvig og i Felten de hjerteligste Hilsener.

Underofficer Philipsen fra Varnæs og Skytte Johann Petersen fra Bovrup

 

d. 29. 5. 1918.

Undertegnede Nordslesviger sender de hjerteligste Hilsener til Familie, Venner og Bekendte, hjemme og ude.

Jørgen Bonde fra Stevning.

 

En hjertelig Hilsen til Slægt, Venner og Bekendte, baade hjemme og i Felten.

Peter Petersen fra Majbøl.

 

Mange venlige Hilsener til Slægt og Venner derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

Peter Nissen fra Rørkær ved Tønder.

 

d. 3. 6. 1918.

Tak for Modtagelsen af “Hejmdal”, der holder mig paa det løbende med alt, hvad der passerer derhjemme. Sender hermed en Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Mathias Friedrichsen fra Brem ved Rødding.

 

En venlig Hilsen sender

Max Kröhs fra Flensborg.

 

Faldne

Maskinbygger L. P. Dall i Brorsbøl ved Haderslev har modtaget den sørgelige Efterretning, at hans yngste Søn, Peter, er falden den 11. April.

For den Faldne, der blev 25 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 16. Juni om Formiddagen Kl. 10. i  Starup Kirke.

Der er atter kommet et Sorgens Budskab fra Felten, at en ung dygtig Mand er falden, nemlig en Søn af Landmand B. P. Birkedal i Jels Skov. Mens han var hjemme, drev han Forældrenes Landejendom. Ifølge “Dv.” er der endnu 3 ældre Sønner med i Hæren, og en Svigersøn er tidligere falden.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Karl Rudolph fra Ørslev, der ifølge privat Meddelelse var meldt i Fangenskab, er falden den 23. April 1917.

Død ved et Ulykkestilfælde

Axel Lind fra Branderup er den 17. April død ved en Jernbaneulykke i Ukraine. Han efterlader sig Hustru og en lille Søn.

Claus Hansen og Hustru i Jægerup har modtaget det Sorgens Budskab, at deres eneste Søn, Jørgen, er forulykket den 21. Maj. For den Afdøde, der blev 23 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 16. Juni om Eftermiddagen Kl. 2 i Jægerup Kirke.

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Hans Philipsen fra Ringenæs og Gefrejter Lauritz Tækker fra Sønderballe er døde af deres Saar.

Saarede

Landmand Thomas Thomsen fra Roost i Arrild Sogn er ifølge “Dv.” den 30. Maj paa Vestfronten bleven saaret af en Flyverbombe i begge Arme, under højre Knæ og i Maven. Han ligger paa et Krigslasaret i Nordfrankrig; hans Tilstand er dog saaledes, at han selv har skrevet til sin Moder, Enken Maren Thomsen.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Reserveløjtnant Hans Behrendsen fra Bodum, Officers-Stedfortræder Alfred Grunnert fra Raahede, Thomas Hjort fra Hjerndrup, Nis Jensen fra Svejrup, Reserveløjtnant Peter Johannsen fra Grødebøl, Johan Lorenzen fra Hygum, Adolf Nehlsen fra Rødding, Alexander Olsen fra Gramby, Hans Pries fra Bæk, Hans Schlaikjer fra Sønder-Hostrup, Karl Thomsen fra Aabenraa, Gefr. Hans Wonsbeck fra Over-Aastrup, Gefr. Marius Vonsild fra Mastrup, Jørgen Kruse fra Hellevad og Gefr. Nis Schmidt fra Tiset let saarede; de to sidstnævnte er blevne ved deres Troppeafdelinger. Chresten Hansen fra Haderslev er bleven saaret den 23. April 1917.

Savnet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Vicefeldwebel Carl Maj fra Haderslev savnet.

Forfremmet

Degn og Førstelærer Kühl fra Uge er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Vice-Feldwebel. Kühl har siden August i Fjor været Indehaver af Jernkorset.

Dekorerede

Maler August Fynsk, en Søn af Politibetjent Anders Fynsk i Markgade i Aabenraa, der har været med siden Krigens Udbrud, har under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten erhvervet sig Tapperhedsmedaillen. Han var i Forvejen Indehaver af Jernkorset.

Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Købmand Peter Jessen fra Aabenraa, der er med paa den østlige Krigsskueplads, Typograf Ehlert fra Aabenraa, der før sin Indkaldelse arbejdede ved “Apenrader Tageblatt”, Jørg. Paulsen, Søn af Musikdirektør Paulsens Enke ved Nørreport i Aabenraa, der tjener som Underofficer ved Vestfronten, og Fisker Franz Beister fra Haderslev, der i Forvejen var Indehaver af den meklenborgske Tapperhedsmedaille.

 

(Læs hele Hejmdal fra 14. juni 1918)

12. juni 1918. “… jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi måtte, før vi lagde os til at sove, pudse både Heste og Seletøj, som ligesom vi selv var i høj Grad overstænket med Snavs. Om Aftenen Kl. 9 skulde vi så af Sted igen. Den Gang kørte vi med 3 Vogne. Jeg havde lige fået spændt for den bagerste Vogn, da nogle Flyvere kastede deres Lyskegler ned over os; nu måtte vi se til at komme af Sted hvis vi ikke vilde gøre Bekendtskab med Flyvernes Bomber.

Nu gik det i fuld Fart hen ad den ujævne Vej, men lige med et stansede de 2 forreste Vogne, hvad jeg først opdagede, da jeg i fuld Fart brasede imod dem. Begge mine Heste faldt, og jeg landede i et Granathul, som var fyldt med Vand.

Inden jeg kom op igen, havde de to forreste Vogne sat sig i Bevægelse igen. Mine Heste vilde heller ikke vente efter mig, men satte i fuld Galop efter de andre Vogne. Jeg råbte efter Kusken, som sad på Vognen, men han hverken hørte eller så noget. Jeg løb, hvad jeg kunde, og fik også Hold på mine Heste, som var kommen foran, men jeg kunde ikke stanse dem, da den bagerste Vogn så vilde køre på os.

Jeg måtte så se til at komme op på Ryggen af den nærmere Hest; efter nogle Anstrengelser kom jeg også op på Hesten, hvor jeg sad som en druknet Mus, medens Vandet drev af mig, og jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.

Nu havde jeg fået Næsen fuld af at køre Ammunition, og vilde melde mig syg, så snart jeg kom til Lejren igen, Kl. 6 om Formiddagen var vi så tilbage igen; efter at jeg havde renset mine Heste og mig selv for Snavs, gik jeg over til Doktoren for at melde mig syg. I mit 14. år havde jeg været så uheldig at skyde mig selv i Underlivet med en 6 mm. Pistol, nu vilde jeg så prøve at melde mig syg af den Grund. Kl. 9 blev jeg ført til Lægen, ham fortalte jeg så at jeg havde Smerter i Underlivet, når jeg red på Hestene.

Efter at havde undersøgt mig, fik jeg skriftlig Bevis på, at jeg var uduelig til at ride eller køre.

Med Beviset gik jeg til Feltveblen og meddelte ham, at jeg hverken måtte køre eller ride, han blev gnaven og sagde, at så kunde jeg straks komme op på Kemmelbakken igen. Javel, Hr. Feltvebel, svarede jeg nok så fornøjet, for jeg vilde på ingen Måde lade ham mærke, at jeg var ked af at komme i Bakkens mørke Huler igen, men i det samme kom Vagtmesteren til og sagde, at han ikke kunde undvære mig, og hvis jeg ikke kunde ride eller køre, så kunde jeg da passe de Heste, som stod i Stalden.

Efter den Tid fik jeg mange forskellige Heste at passe, en Tid lang passede jeg et Par Heste, som stod ved Siden af Køkkenet; i min Fritid hentede jeg så Brændsel til Køkkenet, hvorfor jeg så fik en tør Skorpe eller også en ekstra Portion Mad.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

18. april 1918. “Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles med Flyverne over Hovedet” Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I stedet for rekreation, blev Eskildsens regiment nød til at afløse en anden division ved Reims. Mens de befinder sig i Aussonce stifter de bekendtskab med både engelske soldaterkvarterer og franske flyvemaskiner.

Vi skal paa Rekreation i Hvilekvarterer tæt ved Wasigny. Kvarter grupperne staar paa Wasigny Banegaard for at tage imod os. Men vort Tog holder ikke! Befalingen er igen omstødt. Vi damper 30 Kilometer videre mod Fronten, thi vi skal nu afløse den 14. bajerske Division ude i Linien. I Juneville holder Toget, og vi marcherer straks i Retning mod Reims. Vi er tredje Gang havnet i »Lusechampagne«.

I den lille By Aussonce tager vi Ophold nogle Dage, mens Bataillonerne afløser ude ved Cornillet-Bjerget, 15 Kilometer Øst for Reims. I Aussonce er der baade Boghandel, Soldaterhjem, Bad og Kino. Vi lægger tydeligt Mærke til Forskellen mellem de tyske Soldaterkvarterer og de engelske, som vi i de sidste Uger har lært at kende.

Englænderne er bedre klædt og svømmer i Overflod af Levnedsmidler; hos Tyskerne hersker Smalhans, men deres Kvarterer er bedre. Englænderne savner Glas. Hvor der mangler en Rude, klæber de gult Pergamentpapir for. I Stedet for vore smaa, praktiske »Understands«-Kakkelovne bruger de Spande med Ild i, som Kakkelovnsrør har de rullet Blik. De har ikke vore »Senge« med Staaltraadsfletninger som Madras. Tilsyneladende mangler de ogsaa Sans for Renlighed og Hygge.

Hver Aften Klokken 11½ har Byerne her bag Fronten Besøg af de franske Flyvere. Saa er der stor Alarm: Signalhornet hyler, der drejes paa en Alarmmaskine foran Kommandantboligen, man hører Etappesoldaterne rende til deres Heltekældere.

Saa regelmæssigt kommer Flyverne, at vore Kortspillere først pakker Kortene sammen, naar de har været der. Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles Formiddag og Nat, i Skyttegrav og Etappe, i Trommeild og med Flyverne over Hovedet. Hvem der ikke er aandelig begavet nok til at nyde den interessante »Skat«, nøjes med at friste Lykken i »Mauschel«, men alle tærsker i de fedtede Kort.

Vi lader os ikke forstyrre af Flyverne; men vi føler, at et Flyverangreb er uhyggeligere end et Artillerioverfald. Det naturlige menneskelige Instinkt er endnu ikke indstillet paa det nye Vaaben. Vi kender »vort« Skud paa Knaldet og søger Dækning, selv om det kun er et Skinværn bag et Muldvarpeskud, et Træ, et raaddent Plankeværk.

Overfor Flyverne kan man hverken bestemme Faren eller finde et Værn. Man hører Motorens fine Sang i Luften, tilsyneladende lige over Hovedet, man hører Bomben hyle og pibe ned gennem Luften, tilsyneladende lige ned mod ens Isse, man kan ikke søge Læ bag Mure og Volde og føler sig værgeløs.

Først naar Knaldet er kommet og Jordrystelsen mærkes, ved man, at den Fare, man stod blankt opgivende overfor, er forbi.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 213-214