Tag-arkiv: jernkorset

18. maj 1918. Løjtnanten kan “rende mig noget så grusomt!”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. I foråret 1918 fik kompagniet en ny løjtnant, som ingen brød sig om.

Det varede ikke så forfærdelig længe, før den gode løjtnant atter var fremme i rampelyset. Årsagen var følgende: En dag, vi var på march, kom vi igennem en by, der for størstedelen var rømmet af befolkningen. Kun enkelte gamle folk sad endnu tilbage i kældrene og ville ikke forlade deres hjem. Byen var dagen før blevet erobret af tyskerne, og indbyggerne var forsvundet sammen med de franske tropper. Jeg vi l tro, at byen har haft en 4-5.000 indbyggere.

Da vi var nået gennem byen, blev der gjort holdt og slået lejr. Der var et andet regiment foran os, nemlig det, der havde erobret byen. Vi var, som det så kønt hed, »in allerhöchster Alarmbereitschaft« (i allerhøjeste alarmberedskab), og det blev os strengt forbudt at gå tilbage til byen.

Jeg blev imidlertid sendt derind af Feldweblen for at få fat i noget sukker. Det lykkedes ret hurtigt, fordi jeg dumpede ind i en stor lagerbygning, hvor der var sukker i massevis. Jeg gik tilbage for at få fat på et køretøj til at hente sukkeret med. Da jeg nåede kompagniet, var der stor opstandelse. Løjtnanten ville tale med »Unteroffizier vom Dienst« – det var den underofficer, der havde særlige funktioner, når vi var på march eller havde slået lejr. Det var hver dag en ny mand, der havde jobbet. Denne dag var det én, der hed Neurath, og han var ingen steder at finde. Jeg havde en anelse om, at han var gået ind i byen, for han led altid af en ulidelig tørst, og byens kældre var fulde af vin, det havde jeg konstateret under min søgen efter sukker. For øvrigt var min ven Richard også borte, og da han var lige så tørstig som Neurath, var jeg ikke i tvivl om, hvor de to var gået hen.

Jeg ville skynde mig tilbage til byen for at finde dem, men i det samme kom Neurath. Han fik at vide, at han øjeblikkelig skulle melde sig hos løjtnanten, hvortil han svarede: »Der kann mir den Puckel runter rutschen« (Han kan rende mig noget så grusomt), men han gik dog derhen. Jeg fulgte med, da jeg jo skulle tale med Feldweblen angående sukkeret.

Løjtnanten var rasende og foreholdt Neurath, at han trods det udstedte forbud var gået tilbage til byen. Dette benægtede Neurath og hævdede, at han blot var trådt af på naturens vegne. Dette beroligede ingenlunde løjtnanten; han fortsatte sin tordentale og arbejdede sig efterhånden op i et raseri, så han næppe selv vidste, hvad han sagde.

Neurath stod ganske roligt uden at fortrække en mine, ind til løjtnanten pegede på båndet til hans jernkors og skreg ham ind i ansigtet: »Und das da haben Sie überhaupt nicht verdient« (Og det dér har De slet ikke fortjent).

Så var det sket med Neuraths ro. Han sprang ind på løjtnanten, greb ham om halsen, og hvis ikke Feldweblen var ilet løjtnanten til hjælp, tror jeg, at han havde gjort ham »kold«. Neurath blev selvfølgelig straks sat under arrest og ført bort. Sagen kom for krigsretten, og den endte med, at han blev forflyttet til et andet regiment.

Grunden til, at Neurath undgik straf, var denne: Hvis underofficeren skulle straffes, så måtte man også straffe løjtnanten, fordi han ikke var berettiget til at omtale Neuraths jernkors, som han havde gjort. Jernkorset var jo blevet overrakt Neurath i »Hans Majestæt den tyske kejsers navn«. I krigsretten fastslog man, at Neuraths overfald på løjtnanten skyldtes berettiget harme, fordi løjtnantens optræden både var et angreb på hans ære og en kritik af kejserens dispositioner. Neuraths forsvarer sluttede sin tale med følgende salut: »Hvis underofficeren skal straffes for sit angreb på løjtnanten, bør man også straffe løjtnanten for majestætsfornærmelse.«

Sagen sluttede altså med Neuraths forflyttelse til et andet regiment, men vi havde en anelse om, at »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] havde haft en finger med i spillet. Under sagens behandling havde han formentlig afgivet en udtalelse om de to mænd, og den var sikkert ikke til fordel for løjtnanten.

Men hvordan gik det Richard. Han var – jeg havde nær sagt selvfølgelig – også gået tilbage til byen. Jeg skriver udtrykkelig »også«, for der var ingen tvivl om, at Neurath havde været der. Det blev blot ikke bevist.

Da jeg sammen med en kusk kørte ind til byen for at hente sukkeret, så vi, at der var opløb i gaden. En ti til tolv soldater havde omringet en mand, der sad oven på en lille vintønde, som var læsset på en trillebør. Manden var Richard.

Det viste sig senere, at han i en kælder først havde tyllet så megen vin i sig, som han kunne overkomme. Derpå havde han fundet den lille vintønde, og som den gode kammerat, han var, ville han tage den med, så også andre kunne få deres tørst slukket. Under transporten stødte han på nogle folk fra en anden bataljon. De ville tage tønden fra ham, men for at forhindre dette, satte han sig oven på den. – Fuld var han som en pave.

Inden vi nåede helt derhen, kom tre officerer ridende. De havde den bekendte brede, røde stribe på benklæderne, der viste, at de var fra generalstaben.

De folk, der havde standset Richard, forsvandt i god tid ind mellem husene, men Richard sad stadig på sin tønde, da officererne nåede hen til ham.

Det endte med, at Richard blev indberettet og degraderet til menig.

Han var nærmest ligeglad; men det var jeg ikke. Jeg talte med Hannoveraneren, og fik Richard tildelt som »Richtschütze« (1. skytte) ved mit gevær, og så var jeg glad.

Mandskabet var efterhånden blevet dårligere og dårligere, skyde ordentligt var der næsten ingen, der kunne mere. Nu havde jeg en mand, der var O. K . og var nu fri for altid selv at ligge bag geværet, når der skulle skydes.

En ting mere: han var verdens bedste kammerat. For resten blev Richard ret hurtigt udnævnt til Gefreiter, og før jeg forlod kompagniet den 10. oktober 1918, var han atter underofficer. Den slags ting ordnede Hannoveraneren og »der Graf« i en håndevending. De kendte deres folk.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

27. april 1918. De er en helt – det er en ordre!

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Da vi havde været en to-tre Uger i Hangest, blev det meddelt, at fem af vor Ballonzug for Tapperhed under Fremmarchen skulde dekoreres med Jernkorset af 2. Kl.

En af dem var vor Skriver Mayer fra Königsberg. De fire andre var nogle af de ældste i vor Trop. Et Par Dage senere maatte vi alle stille op til Parade for Hans Excellence, General von Einem, og de fem blev kaldt frem for Fronten. Mayer var den sidste.

Hans Excellence henvendte et Par Ord til hver enkelt af dem, inden han overrakte dem Dekorationen. Da han kom til den spinkle Mayer og fik at vide af Lt. Küster, at han sad paa Skriverstuen, kunde Generalen ikke dy sig for at drille og sagde højt og alvorligt til ham: „Luftschiffer Mayer, fühlen Sie sich als ein Held?”

Men Mayer var ikke tabt bag af en Vogn, og lige saa hurtigt, og om muligt endnu højere raabte han: „ Jawohl, Eure Exzellenz! “

Og alle, Mandskab og Officerer, brød ud i en mægtig Latter.

[Uoversætteligt ordspil “Fühlen Sie sich als ein Held?” = “Føler De Dem som en helt? / “Fühlen Sie sich als ein Held!” = “Føl Dem som en helt!”]

DSK-årbøger 1954

16. april 1918 – Hejmdal: En interessant operation

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En Interessant Operation


Alle københavnske Børns Paradis, Zoologisk Have, er i disse Dage i Færd med at forberede sig til den kommende Sæson. Forberedelserne gælder baade selve Haven, hvor Foraaret nu titter frem alle Vegne, og Havens Dyrebestand, som der maa holdes særlig Haand over i disse Tider, da det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt, at faa Dyr dertil fra fremmede Zoner.

Under disse Forberedelser har man ogsaa haft en interessant og ret ualmindelig Operation paa Havens to store Krokodiller. De to Bæster havde faaet nogle meget lange og meget spidse Tænder, ved Hjælp af hvilke de tilredte hinanden paa det frygteligste. Der var komme Blod imellem dem, og der gik ikke en eneste Dag, uden at de udkæmpede voldsomme Kampe, hvorunder der flød saa meget Krokodilleblod, at der var Fare for, at en af dem en skøn Dag skulde blive liggende paa Valen. Direktør Dreyer saa da ikke anden Udvej end at forsøge en Operation paa de to store Krybdyrs uhyggelige Tandrække.

Dyrlæge Rasmussen fra Landbohøjskolen gik ind paa at gøre Forsøget, der ikke var saa lige at gaa til. Begge Krokodillerne var saa store, at der skulde stærke Kræfter til at holde dem, da man jo ikke kunde gaa ud fra, at de godvilligt vilde lade Hr. Rasmussen følge sig paa Tændernde. Det lykkedes alligevel at gennemføre Operation paa fuldt tilfredsstillende Maade. Fem mand holdt de to Øgler, som fejede Jorden i Furer med deres Haler, men ikke var i Stand til at rokke sig ud af Flækken. Derefter blev Gabet spilet op paa dem ved Hjælp af et til Formaalet lavet Jerninstrument, og da Dyrene saaledes var uskadeliggjorte, kom Dyrlægen med sin Sav og savede alle Tændernedes Spidser af.

De to Krokodiller er ikke bleven bedre Venner, men deres Kampe er ikke mere saa blodige, at der er Fare for deres Liv.  


Dagens Nyheder


Naar kan Krigsfanger vende hjem fra Rusland?

“Det stedlige Udvalg for krigsfangne Tyskere” i Haderslev meddeler bl. a. følgende:

De daglig til os indløbende talrige Forespørgsler, naar nu efter den afsluttende Fred de i Rusland værende krigsfangne Tyskere kan ventes hjem, har foranlediget os til at bekendtgøre følgende:

Flere tyske Sær-Kommissioner er undervejs for i alle Dele af Rusland paa alle større Pladser og Jernbaneknudepunkter paa selve Stedet at lede Hjemtransporten af vore fangne Landsmænd.

Disse Kommissioner bestaar af Officerer, af Forretningsmænd, der er fortrolige med Forholdene i Rusland, af Læger, “Røde Kors, Søstre og Tolke, og de raader over rigelige rede Penge til at sætte dem i Stand til saa vidt muligt at paaskynde Fangernes Tilbagerejse.

Desuagtet maa der regnes med, at der endnu vil hengaa mange Maaneder, før de sidste Fanger er indtrufne til Tyskland; thi hele Færdslen er forstyrret til det yderste. Det skorter paa Lokomotiver og Vogne, paa Jernbanepersonale, paa Kul. Den ensartede Ledelse er mange Steder afbrudt fordi enkelte Guvernmenter har gjort sig selvstændige og ikke følger Anordninger fra den øjeblikkelige Regering.

Fangernes Transport fra de vestlige Guvernmenter i Rusland turde ske forholdsvis hurtigt; der er allerede indtruffet henved 20,000 Mand bag den tyske Front. Fangernes Tilbagevenden fra det østlige Rusland vil, da de store Afstande her maa tages med i Betragtning, naturligvis tage længere Tid; dog er der allerede vendt enkelte hjem fra Sibirien.

Smugslagtninger o. l. (A. T.)

En russisk Krigsfange i Klovtoft ved Hellevad meldte forleden til Myndighederne, at hans Husbond havde slagtet i Smug og Skjult Korn.

I Vollerup ved Bolderslev er to Landmænd blevne dragne til Ansvar for at have slagtet i Smug.

I Jordkjær havde en Landmand skjult Korn; men det blev opdaget og beslaglagt.

I Nybøl har en dansk Tjenestekarl meldt sin Husbond for at have skjult Korn. 

Udmærkelser (S. Z.)

Følgende Mænd i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp: Bankdirektør P. Helmer som Leder af Prisprøvelsesstedet, Driftsleder v. Rohden fra Byens Gasanstalt og Driftsleder Richter fra Sønderborg Elektricitetsværk.

Fortjenstkorset for Krigshjælp

er ifølge “Schl. Grp.” blevet tildelt Skoleraad Dr. Schwabe og den katolske Præst Helmann i Haderslev.

Metalaflevering (Dv.)

Fra kompetent Side meddeles, at de Genstande af Kobber og Messing, som i sin Tid er blevne frigivne af Museumsdirektør Lund i Haderslev, stadig er fritagne for Afleveringen. Det anbefales imidlertid at passe godt paa, at de disse Sager vedhæftede Sedler ikke fjernes.

Udmærkelse (S. Z.)

Førstelærer Hansen i Skodborg har faaet tildelt Fortjenstkorest for Krigshjælp.

Sommertiden

Beboerne i Jels Sogn vedbliver med den gamle Tid. Kriken og Skolen indfører heller ikke den nye Tid.


Fra Felten


Falden

Arbejdsmand Ebbe Bæk i Løjtkirkeby modtog i Lørdags den sørgelige Efterretning, at hans Søn Jep er falden den 7. April paa Vestfronten. Den Faldne blev 22 Aar gammel. For 2 Aar siden mistede Ebbe Bæk sin ældste Søn paa Østfronten.

Saarede

Købmand Johan Jørgensen fra Kværs, der tjener som Underofficer, er under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten bleven let saaret i den højre Arm.

Hans Nielsen fra Branderup, der tjener som Underofficer, har skrevet hjem til sine Forældre, at han under de haarde Kampe ved Vestfronten er bleven saaret af en Granat; han er derefter kommen paa et Lasaret.

Landmand Nielsen og Hustru i Branderup har ligeledes fra en af deres Sønner modtaget Brev om, at han er bleven saaret paa den vestlige Krigsskueplads og kommen paa et Lasaret. De har 4 Sønner med i Krigen.

Peter Jørgensen og Hustru i Stenderup ved Toftlund modtog i Torsdags Eftermiddags fra deres Søn Niels Meddelse om, at han under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten er bleven saaret af en Granat i venstre Haandled. Han ligger for Tiden paa et Lasaret. Den 30. Marts fik han Jernkorset, og den 31. Marts blev han saaret.

Gefreiter Barthold Lund fra Foldingbro ved Lintrup er den 31. Marts bleven saaret af en Geværkugle i venstre Fod. 

Forfremmede

A. Gammelgaard, Søn af Degn Gammelgaard i Stubbæk ved Aabenraa der er med ved Vestfronten, er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Underofficer.

Gaardejer Clausen fra Ærtebjerg paa Als, der har tjent som Underofficer siden Krigens Begyndelse og sidst har været med ved Østfronten, er bleven forfremmet til Sergent. Han er efter lang Tids haard Sygdom for Øjeblikket hjemme paa Rekreationsorlov.

Dekorerede

Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Paul Meyer, Søn af Slagter Paul Meyer ved Ulkebøl Kirke, der er med ved Vestfronten, Axel Schöhnemann Søn af Arbejdsmand Niels Schönemann i Haderslev, Arthur Schmidt fra Ørderup ved Toftlund, og Peter Jensen, Søn af Skrædder Jensen i Skærbæk.

(Læs hele Hejmdal fra 16. april 1918)

15. april 1918 – Mindeord over Jørgen Rathje

Den 23. maj 1918 bragte Flensborg Avis et mindeord over Jørgen Rathje, der var faldet 15. april 1918.

Mindeord.
Der skrives til Bladet:
Den tunge Efterretning er som nævnt kommen til Jørgen Rathje og Hustru paa Skovbølgaard ved Smøl, at deres næstældste Søn Jørgen er falden den 15. April i Slaget ved Armentières i den blomstrende Alder af næppe 22 Aar. Den faldne havde i 2½ Aar været med i mange haarde Kampe paa Vestfronten og var dekoreret med Jernkorset.

Han var et sjælden godt og elskværdigt Menneske, som var afholdt af hvem han kom i Berøring med. Jørgen Rathje havde et lyst og frejdigt Sind, tro og paalidelig i al sin Gøren og Laden en af dem, som længe vil mindes. Nu er hans Plads tom i hans Barndomshjem, som han omfattede med en rørende Kærlighed. Hans Forældre har i ham mistet en god og omsorgsfuld Søn, om hvem de kun har lyse Minder tilbage. Hans unge Hustru har mistet en tro og stræbsom Forsørger.

Samtidig med Dødsbudskabet har Forældrene faaet Efterretning om, at deres ældste Søn ligger syg paa et Feltlazaret efter en Operation; det er en tung Tidender at modtage.
n.

23. februar 1918 – Hejmdal: Noget at leve af

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Standsning af Bankudbetalinger til tyske Fanger i Rusland
Ifølge “Hamburger Nachrichten” meddeler “Deutsche Bank”, at den som Følge af Tilstandene i Rusland og den fuldstændige Afbrydelse af Postsamkvemmet til dens store Beklagelse for Øjeblikket ikke er i Stand til Videreforsendelse af Betalinger til Krigs- og Civilfanger i Rusland.
    “Deutsche Bank” haaber med det første at kunne give yderligere Meddelser angaaende Betalinger til Fanger i Ukraine.

Eftermæle
Sidste Lørdag modtog Beboerne i Jordkær Sogn telegrafisk den sørgelige Meddelse, at Gaardejer Anton Jensen fra Aarslev var afgaaet ved Døden paa Diakoniskestiftelsen i Flensborg.
    Han var en af dem, vi i vort Folk aldrig faar for mange af, og som ikke godt kan undværes: gjaldt det noget, der skulde udrettes, var han altid tilrede, og han skyede ikke noget Arbejde, naar der kunde fremmes noget godt.
    Under Krigen, som han maatte tage Del i fra den første Dag af, havde han paadraget sig en svær Mavesygdom, som alt for tidlig lagde ham i Graven. Tilbage staar nu hans sørgende Enke og 6 Børn, som i ham har mistet en god Forsørger og en kærlig Fader.
    At han var en afholdt Nabo og en agtet Mand, derom vidnede bedst det store Væld af Kranse, som dækkede hans Kiste, og det store Følge, som i Gaar fulgte ham til hans sidste Hvilested paa Kirkegaarden i Jordkær. Hans Minde vil leve længe iblandt os.

En vældig Tilvækst
Spareindskuddene i “Haderslev Kreditbank” er i 1917 stegne med 1,06 Millioner Mark, nemlig fra 4,17 i 1916 til 5,23 Millioner i 1917. “Schleswigsche Grenzpost” bemærker hertil: “Sandelig intet daarligt Tegn for vort økonomiske Liv!” – Det kan der nok være forskellige Meninger om, tilføjer “Dannevirke”.

Noget at leve af
Paa Afsnit 11 af Varekortet sælges i Haderslev fra Mandag ½ Pund Grønsager-Konserves hos L. Erichsen i Storegade og A. Jørgensen i Lavgade eller ½ Pund Maggi-Bælgfrugt eller andre Suppetærninger i de øvrige Forretninger med Undtagelse af de to ovennævnte.
 


Fra Felten


I Fangenskab
Willi Kuhn, Søn af Slagtermester Kuhn og Hustru i Aabenraa, der tjente som Underofficer, har været savnet siden den 30. December i Fjor. Han var den Gang sammen med 2 Officerer og 4 Kammerater bleven sendt til Bjerget Monte Tomba i Italien for at gøre Iagttagelser, men ingen af dem er siden vendt tilbage. I Onsdags modtog nu hans Forældre ifølge “A. T.” igennem “Røde Kors” den Meddelelse, at deres Søn befinder sig i fransk Fangenskab.

Dekorerede
Anker Hansen, Søn af Fisker Nis Hansen i Haderslev, der tjener paa Forpostflotillen i Nordsøen, har ifølge “Schl. Grp.” faaet tildelt Jernkorset og det hamborgske Hanseatkors.
     P. Lundt fra Løndt i Starup Sogn, der har ligget paa et Lasaret siden Jul, har ifølge “Dv.” faaet Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 23. februar 1918)

18. februar 1918 – Hejmdal: Krigens spor

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Udlovet Belønning
Den stedfortrædende kommanderende General v. Falk i Altona udlover en Belønning paa 3000 Mark, der fra privat Side er blevne stillede til hans Raadighed, til den, ved hvis Hjælp det for første Gang lykkes at overbevise en fra engelsk eller amerikansk Side lønnet Agent om at have ophidset Arbejderstanden til Strejke, navnlig om at have uddelt Flyveblade i Korpsdistriktet.
     Hvis der er flere om at yde Hjælpen, afgør General v. Falk, hvorledes Beløbet skal fordeles. Udelukkede fra Belønningen er Personer, der i Henhold til deres Embede er forpligtede til at forfølge fjendtlige Agenter.
    Denne Udlovelse falder bort, hvis efter Generalens Skøn ingen har erhvervet sig Krav paa Belønningen inden den 20. Februar 1920 eller, hvis Krigen er ophørt før, inden Krigens Afslutning.

Krigens Spor
Nogle Aar før Krigens Udbrud købte to Brødre, Rasmus og Jørgen Damm fra Bovrup, en lille Gaard i Bodum ved Aabenraa. Jorden var i en daarlig Forfatning, men begge Brødrene var dygtige og flittige Landmænd, og da Lykken fulgte deres Arbejde, viste det sig snart, at der var kommet en fornøjelig Gang i Driften.
    Saa kom Aaret 1914. Kornmarkerne stod saa frodige, og Høsten havde allerede begyndt, da Krigen brød ud. Jørgen Damm, den yngre af Brødrene, der havde tjent som aktiv Soldat, maatte straks af Sted i Felten. Hans Broder Rasmus tog derpaa saa meget des mere ihærdigt fat, idet han i Forventning om en snarlig afslutning af Krigen nærede det Haab, at Jørgen om føje Tid vilde vende tilbage.
    Men det kom anderledes. Krigen fortsattes, og allerede i 1915 blev ogsaa Rasmus indkaldt. Ejendommens Drift maatte nu overlades til Fremmede: en Husholderske og en Dreng. Husholdersken var dygtig og energisk, og Drengen var flittig, saa at Arbejdet saa vidt som nogenlunde muligt vedblev at gaa i sin gamle Gænge. Men i Sommeren 1916 meldtes det, at Rasmus Damm var savnet. Jørgen, der endnu stadig laa ved Fronten, haabede dog vedvarende, at Broderen var kommen i Fangenskab; men hidindtil savnes enhver Stadfæstelse af denne Forventning.
    Og i disse Dage er der kommet officiel Efterretning om, at Jørgen Damm, der ved Slutningen af det forløbne Aar var bleven meget haardt saaret, den 31. December er afgaaet ved Døden som Følge af sine Saar. Han blev 33½ Aar gammel.
    Nu er altsaa Hjemmet i Bodum opløst. Den nordslesvigske Befolkning har atter mistet et Par af sine driftigste Sønner, og Egnens Beboere vil længe føle Savnet af to af deres bedste Venner og mest trofaste Naboer.
    Haardest rammer Slaget imidlertid dog Familien, saa meget des mere, som den allerede i Forvejen var bleven noksom hjemsøgt af Krigens ubarmhjertige Haand; thi af to andre Brødre, Johan og Peter, er den ene falden og den anden i Fangenskab.

Udmærkelser
Fortjenstkorset for Krigshjælp er blevet tildelt: Bykasserer Baus, Direktør Matzdorff, Raadmand Tams, Kredsassistent Heinr. Meier, Kredsassistent Peter Petersen, Gehejme Medicinalraad Dr. Hansen, Magistrats-Bureauassistent Joh. Fr. Jensen, Politivagtmester Lauesen, tidligere Retsfuldbyrder Otto, Marketenderi-Forpagter Schmidt, Fru Bygningsraad Jablonovski og Fru Seminarielærer Michelsen, alle i Haderslev, samt Overvagtmester Prizel i Gram, Vagtmester Schäfers i Vojens, Vagtmester Wollesen i Hvidding, Hjælpevagtmester Zacharias i Vedsted, Kommuneforstander og Lærer Frost i Halk og Kommuneforstander og Lærer Johannsen i Hvidding. 


Fra Felten


Dekorerede
Hans Alexandersen, Søn af Gaardejer Jørgen Alexandersen i Sottrup i Sundeved, der i Forvejen var Indehaver af Jernkorset af anden Klasse og det hamborgske Hanseatkors, er bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse som Anerkendelse for, at han under et af de sidste haarde Slag paa Vestfronten reddede et Par saarede Officerer ud af Ilden.
   Christian Thastesen, Søn af Handelsmand Thastesen i Øster-Løgum, der har været med siden 1914 ved de forskellige Fronter, som blev haardt saaret i Rumænien i 1917 og som for Tiden ligger paa et Lasaret efter et Uheld, han har haft med det ene Knæ, og Arbejdsmand Hans Peter Bramsen fra Damager ved Haderslev har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Forfremmet
Student Holger Jepsen fra Rørkjær ved Tønder, der ligger ved Fronten i Rumænien, er ifølge “V. T.” bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven.

 

(Læs hele Hejmdal fra 18. februar 1918)

27. januar 1918: “… for udvist tapperhed og pligttroskab”. Frederik Tychsen får jernkorset.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Den 27. januar 1918 på kejserens fødselsdag fik jeg jernkorset. Ved morgenappellen blev navnene råbt op foran fronten. Vi var to, der fik det denne dag. Batteriet stod ret. Batteriføreren løjtnant Wiederholdt holdt en tale, og i kronprins Rupprecht af Bajerns navn, til hvis frontafsnit vi hørte på dette tidspunkt, overrakte han os medaljen for udvist tapperhed og pligttroskab under de svære kampe i Flandern, speciel for udvist mod den 20. januar. ”Alle ret”. I sin tale udtalte han ønsket om, at vi måtte komme hjem til vor hjemegn med et helt kryds (dermed mente han med hele lemmer). ”Træd af’.

Et par dage senere blev jeg syg. Jeg fik høj feber og kuldegysninger. Jeg meldte mig syg og kom ned til bataljonslægen. Det var Grippe (influenza) (den spanske syge). Jeg skulle i seng, og så fik jeg nogle aspirintabletter, som jeg skulle tage nogen af. Jeg var meget syg. Jeg havde håbet på at komme på lazarettet, men det kom jeg ikke.

Vi havde en sygepasser, han hed Schäfer. Han kom op et par gange om dagen, men han så blot på mig, gav mig en aspirin, og så gik han igen. Jeg fik kammeraterne til at hente mig lidt vand, de tog også maden med til mig, men jeg havde ikke ret meget appetit, det tørre brød ville ikke rigtig skride. Jeg lå med høj feber, og de andre havde en grammofon og een plade, og den spillede ustandseligt en Polka Mazurka, og denne melodi tumlede hele tiden i mit hovede, hvad enten grammofonen gik eller ikke.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

20 januar 1918: “… vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen.” Frederik Tychsen i blodig kamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 20. januar gik vi om morgenen tidlig til stillingen. Vi sang det meste af vejen, eller vi fløjtede. Vi gik gennem Hochlede og den sædvanlige vej ud til stillingen ved “Wilden Mann”. Vi var næppe kommet derud, før vi blev ordret til kanoneme. Englænderne greb an.

Angrebet var voldsomt, og vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen. Pludselig blev vi afbrudt af en voldsom eksplosion. 3. Skyts var eksploderet. “Rohrkrepierer”. 3 – 4 store nedslag af svært kaliber kom samtidig med røreksplosionen, og der opstod et øjebliks forvirring.

(fortsættes under billedet)

“Rohrkrepierer” – en granat, der sprænges i kanonløbet

 De fleste løb tilbage, uden at bryde sig om de sårede. Dem lod de ligge.

Jeg løb imidlertid hen til 3. Skyts, og da krudtdampen og røgen fra nedslagene var borte, fandt jeg Obergefreiter Helferich og kanoner Desselmann ligge hårdt såret og kanoner Bernhard var let såret. Helferich havde fået en tommelfinger revet af, og Desselmann havde fået et svært skud i halsen. Pulsåren på venstre side af halsen var i stykker. Begge var besvimet.

Desselmann havde tabt meget blod. Jeg trak huden ud omkring såret, tog et stykke sejlgarn op af lommen og bandt det omkring huden, sådan, at blodet ikke kunne komme ud. Dernæst viklede jeg forbindingsstof omkring halsen på ham, hvorefter jeg ordnede Helferichs sår. Jeg bandt hånden af, så blodet blev standset, forbandt såret, og lidt efter lidt kom Helferich til sig selv. Jeg bar Desselmann tilbage, Helferich kunne gå alene; Bernhardt var allerede gået tilbage.

På min vej tilbage mødte jeg Officiersstelvertreter Würstenhagen. Han spurgte mig, hvor vi kom fra, hvor de andre var osv. (denne begivenhed bragte mig jernkorset). Desselmann var livløs og bevidstløs, jeg sørgede for, at han kom på feltlazarettet, hvor han straks kom under behandling, og senere fik jeg et kort fra ham, at han befandt sig vel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

14. december 1917 – Hejmdal: Julehilsner fra fronten

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

 

Fra Felten.

Julehilsner.

d. 9. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Vor bedste Tak for din daglige Vandring ud til os med Nyheder fra vort kære Hjemland. Beder dig sende en venlig Julehilsen til Venner og Bekendte ved Fronterne og i Hjemmet. Vi er sunde og raske og har det efter Forholdene rigtig godt. Paa et glædeligt Gensyn i vort skønne, kære Nordslesvig.
Laust Ludvig Beck fra Oksenvad, Peter Hansen fra Broager og Nic. Moschall fra Bredevad.

Skrevet d. 7. dec. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Følgende Nordslesvigere, som staar ved samme Bataillon, sender Slægt og Venner i vort kære Nordslesvig og paa Als en hjertelig Hilsen med Ønsket om en velsignet Julefest. Vi er alle sunde og raske og har det efter Forholdene helt godt og vi haaber paa et glædeligt Gensyn i vore kære Hjem. Tillige bringer vi dig, kære “Hejmdal”, en Hilsen og Tak, fordi du stadig finder os herude i det Fjerne.

Jens Thomsen fra Tandslet, A. Jessen fra Grønnebæk ved Jels, Gefr. Aage Lundbye Nielsen fra Sønderborg, Jørgen Petersen fra Nordborg, Andreas Sandersen fra Himmark, Jørgen Christensen fra Sønderborg, Lorens Jensen fra Barsmark og Peter Petersen fra Klovtoft.

Skrevet den 5. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Takker, fordi du besøger mig saa regelmæssigt herude i det fjerne og beder dig sende dem derhjemme og ved Fronten de bedste Julehilsener.
Peter Jensen, forhen Damms Teglværk ved Aabenraa.

d. 5. 12. 1917.
Undertegnede Nordslesvigere, som ligger ved samme Kompagni, ønsker ad denne Vej alle Slægtninge og Venner det kære Nordslesvig en velsignet Julefest. Vi er alle ved god Sundhed og haaber paa et lykkeligt Gensyn derhjemme.
Hans Rosenlund og Peter Riis fra Neder-Jersdal, Marius Wind fra Nørre-Løgum og Christian Boyschau fra Toghale

I Felten d. 8. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Bedes hermed sende Venner og Bekendte hjemme og i Felten en venlig Julehilsen.
Johannes Rudebæk fra Mjøls

d. 9. 12. 17.
Undertegnede Nordslesviger, som for Tiden befinder sig i et Lasaret i Belgien, ønsker hermed Venner og Bekendte derhjemme og ved Fronten en glædelig Jul.
Peter Petersen fra Blands i Sundeved.

d. 8. December 1917.
Undertegnede Nordslesvigere sender Venner og Bekendte hjemme og ude de bedste Julehilserne.
Thomas Brodersen fra Østerterp, Mathias Kjær fra Haderslev, Christian Askov fra Aabenraa og Peter Petersen fra Hellevad, f. T. paa Orlov.

d. 8. 12. 1917.
En glædelig Jul og et godt Nytaar ønskes alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten.
Mathias Hellesøe fra Holmskov paa Als.


Faldne.
Tidligere Postmedhjælper Daniel Bladt fra Nordborg er ifølge Medd[e]lelse til hans Moder falden i Flandern den 26. November. Han var kun 19 Aar gammel.
Hans Lambertsen og Hustru i Gram-by modtog i Onsdags den sørgelige Efterretning, at deres Søn Jens, der har været med siden Krigens Begyndelse, er falden paa Balpladsen den 3. December, ramt af en Kugle. Han blev 34 Aar gammel.
.

Død paa Lasaret.
Der er ifølge “Fl. Av.” kommet Efterretning om, at Henrik Matthiesen fra Hellevad Mølle efter at være bleven haardt saaret er død paa et Feltlasaret i Flandern den 23. November. Matthiesen, der blev næsten 40 Aar, efter sig Hustru og 8 Børn.

Savnet.
Marius Raun, yngste Søn af tidligere Lærer Raun i Aabenraagade i Haderslev har ifølge “Schl. Grp.” været savnet siden den 20. November. Imidlertid har hans Kompagni meddelt, at han er bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven. En ældre Broder til ham har siden Krigens Begyndelse været i fransk Fangenskab.

I Fangenskab.
For nogen Tid siden faldt Maskinmester Johannes Bramsen fra Mølleforte og Skomager Martin Jørgensen fra Vægterpladsen i Aabenraa i engelsk Fangenskab. De har ifølge Breve til deres respektive Hjem haft den Lykke at blive anbragt i samme Fangelejr, hvor de deler godt og ondt med hinanden. For deres mange Venners Skyld hidsætter vi her deres Adresse: Nr. 24 Johannes Bramsen og Nr. 193 Martin Jørgensen, begge i Nr. 119 Prisoner of War Comp. in France, Care of G. P. O. London.

Dekorerede.
Walter Broders, Søn af Retssekretær Broders i Sønderborg, der tjener som Reserve-Løjtnant, har faaet tildelt Jernkorset af første Klasse.
Kanonér Christensen, Søn af Gæstgiver Christensen i Mjang, der tjener i et Feltartilleri-Regiment ved Vestfronten, har ifølge “Dbp.” faaet Jernkorset af anden Klasse.

Hjemme som Vagtmand.
Gaardejer Andreas Lorensen fra Avnbøl i Sundeved er kommen hjem som Vagtmand over de i Byen værende russiske Fanger.
Ligeledes er Gaardejer P. Høg i Ullerup kommen hjem i samme Øjemed.

Hjemme paa Orlov.
Følgende mænd fra Nørreals er for Tiden hjemme paa Orlov: Parcellisterne Andreas Frederiksen og Peter Hansen samt Landmand Jens Hansen fra Købingsmark og Postbud Clausen, Bager Jakob Andersen, Landmand Peter Petersen og Højskoleforstander Christensen fra Nordborg.
Dr. med. H. L. Thomsen i Skærbæk, som har været indkaldt under hele Krigen, er for Tiden hjemme paa 3 Ugers Orlov.

(Læs hele Hejmdal fra 14. december 1917)

13. december 1917 – Hejmdal: Julen nærmer sig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

 

Også Juletræer.
Levnedsmiddelkontoret i Berlin har bekendtgjort, at Grantræer maa  henregnes til “daglige Fornødenheder”, hvorfor der er fastsat en Slags Maksimalpris paa dem. I de sidste Dage var Træerne naaede op i svimlende Priser.

I Julebagningens Tegn (F. A.).
Paa Als, hvor Hjemmebagning ellers er forbudt, er der af Landraaden i Sønderborg givet Tilladelse til, at Folk maa bage fra 10. til 31. December. I den Anledning har folk faaet en ekstra Portion Sukker paa 1/4 Pund pr. Person og 2 Pund Mel.

Stævnede Værnepligtige.
Første Statsadvokat i Flensborg bekendtgør, at følgende Mænd beskyldes for uden Tilladelse at have forladt det tyske Forbunds-Omraade i den Hensigt at unddrage sig deres Værnepligt: Tjenestekarl Anton Christian Schmidt fra Skrydstrup, sidst bosat i Bovlund, Murer Hans Peter Svensson fra Skovbøl ved Felsted, sidst bosat i Københoved, Bager Lauritz Hansen fra Hammelev, sidst bosat i Nørre-Hjarup, Bagersvend Peter Christian Andersen fra Sæd, sidst bosat i Stenderup, Arbejdsmand Niels Søriksen Wind fra Gram, sidst bosat i Brendstrup, Tjenestekarl Richard Ernst Søy fra Bockhorst ved Rendsborg, sidst bosat i Uge, Tjenestekarl Gustav Alfred Andersson fra Tørning Mark, sidst bosat i Stepping, Tjenestekarl Steffen Thomas Jørgensen fra Hokkerup, sidst bosat i Lundtoft, Gæstgiver Theodor Nikolaus Rieme fra Stepping, sidst bosat i Tyrstrup, Landmand Nis Dahl fra Sommersted, sidst bosat i Vester-Lindet, Tjenestekarl Martin Peter Hansen fra Nørre-Bilstrup, sidst bosat i Anslet, Skrædder Albert Reinhold Griefchen fra Sohentin ved Stolp, sidst bosat i Flensborg, Købm. Karl Ludwig Magnussen fra Hamborg, sidst bosat i Flensborg, og Tjenestekarl Alfred Bernhard Julius Hansen fra Flensborg, sidst bosat paa Blaatoft Mark i Sønderborg Kreds.
De stævnes til at møde til Hovedforhandling ved Landsretten i Flensborg den 15. januar 1918 om Formiddagen Klokken 9.

 

Fra Felten.

Faldne.
Bykasserer Chr. Beck og Hustru i Sønderborg har faaet Efterretning om, at deres ældste Søn, Løjtnant og Kompagnifører Frits Beck, er falden paa den den rumænske Front i en Alder af 26 Aar; han var Indehaver af Jernkorset af første og anden Klasse.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jeppe Bundesen fra Toftlund, Hermann Marcussen fra Adsbøl og Christian Schürmann fra Egernsund er faldne
.

Saarede.
I følge den sidste preussiske Tabsliste er Reserveløjtnant Peter Andersen fra Broager, Anton Callesen fra Todsbøl, Andreas Hinrichsen fra Barnæs, Clemens Jensen fra Hygum, Reserveløjtnant Emil Kastenbein fra Graasten, Hans Hansen fra Broager, Mathias Nørskov fra Stenderup II og Aksel Schönemann fra Haderslev let saarede; de tre sidstnævnte er bleven ved deres Troppeafdelinger. Nikolaj Jessen fra Uge er bleven let kvæstet ved et Uheld.

Savnede.
Murer Niels Møllers Hustru i Ketting har fået Breve tilbage fra sin Søn Hans med Paaskriften “Savnet”. Hans Møller er 19 Aar gammel og har kun været faa Dage ved Vestfronten.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Asmussen fra Østerlindet, Anton Hansen fra Hvinderup og Hans Thomsen fra Købingsmark savnede.

I Fangenskab.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Theodor Larsen fra Høkelbjerg falden i Fangenskab.

Dekoreret.
Opvarter Arthur Ehrichs, Søn af afdøde Sporskifter Ehrichs i Slagtergade i Haderslev og Chr. Jensen, Søn af Tobaksspinder Jensen paa Naffet i Haderslev, der før sin Indkaldelse var beskæftiget paa Magistratskontoret der i Byen, har ifølge “Schl. Grp.” faaet tildelt: Jernkorset.

Paa Hjemmelasaret.
Landmand Jørgen Andersen fra Ny Kronborg paa Kajnæs er ifølge “Dbp.” sidste Onsdag Morgen ankommen fra Lasaret i Berlin til Reservelasarettet i Rosengade i Sønderborg. Andersen blev for en Maaned siden paa Vestfronten saaret i Ryg, venstre Arm og det ene Ben. Til sine Paarørendes store Glæde er han nu, skønt sengeliggende, ankommen til Nærheden af Hjemmet til Julefesten.

Hjemme paa Orlov.
Jernbanemedhjælper Peter Rasmussen, Søn af Overpostkonduktør Rasmussen i Aabenraa, der tjener som Gefreiter paa den makedoniske Krigsskueplads, er for Tiden hjemme paa Orlov. Den unge Rasmussen er for kort Tid siden bleven dekoreret med den bulgariske Bronce-Fortjenstmedaille med Krone.

(Læs hele Hejmdal fra 13. december 1917)

3. december 1917. Frederik Tychsen opdager en spion!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Om morgenen flyttede vi over i en betonunderstand, her fik vi et rum anvist, og her boede vi ret sikkert, indtil kommandoen var forbi. Det var kun et ganske lille rum, der var lige 4 brixe, et lille sammentømret bord, et par bænke, en kakkelovn samt en telefon, der satte os i forbindelse med de andre understande.

Her sad vi sikkert, dvs. hvis ikke englænderne skød med et kaliber, der var over 24 cm.

En eftermiddag, medens vi sad og hyggede os, kom der en soldat og bad om lov til at måle understanden op, han angav til grund, at vi stod over for en offensiv, og så skulle han nøjagtig vide besked med, hvor mange mand en sådan understand kunne rumme.

Han havde en meterstok med, han målte flere steder, men noterede ingen ting, og han stak heller ikke meterstokken ind i hjørnerne (det var ikke nødvendigt, at måle dem, generalstaben vidste meget vel, hvor store de var, og hvor de lå).

Dette forekom mig noget mistænkeligt. Han var Gefreiter og talte med en iblanding af saksisk accent.

Han spurgte efter den næste understand, og så gik han. Da han gik hen til den anden understand, telefonerede jeg over til dem, at de skulle undersøge manden, når han kom. De stod parate til at tage imod fyren, og det viste sig, at det var en engelsk spion. Han blev ført tilbage, og vi hørte ikke mere til ham (dog er han næppe blevet skudt).

De, der arresterede ham, fik jernkorset, Jeg fik ingen ting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

30. november 1917 – Hejmdal: Faldne, sårede, savnede

Fra Felten.

Faldne.
Enke Kjestine Juhler, før gift Hybschmann i Toftlund har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes Søn Peter Thode Hybschmann er falden den 13. November. Han blev kun 19½ Aar gammel.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christian Bertelsen fra Skærbæk, Jes Jespersen fra Blæsholm og Hans Nowack fra Sarup er faldne.

Saarede.
Niels Jacobsen, Søn af Gaardejer Johansen i Skjoldager ved Gram, er under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten bleven haardt saaret i Lungen og den ene Arm. Han ligger nu paa et Feltlasaret i Belgien.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Jakobsen fra Adserballe og Gustav Petersen fra Haderslev haardt saarede og Christian Detlefsen fra Rundbjerg, Vicefeldwebel Willy Herzog fra Aabenraa, Emil Kirste fra Haderslev, Heinrich Schlichting fra Dybbøl, Peter Schönfeld fra Aabenraa, Hans Steg fra Varnæs, Peter Wind fra Spandet og Niels Schulz fra Stevelt let saarede; sidstnævnte er bleven ved sin Troppeafdeling.

Savnede.
Ifølge den sidste preussiske  Tabsliste er Hansen Brink fra Astrup, Olaf Clausen og Peter Conrad fra Sønderborg, Hans Ebsen fra Stenderupgaard, Palmer Krog fra Brøns, Lassen Lind fra Agerskov, Peter Simonsen fra Øsby, Otto Tychsen fra Vojens og Peter Tychsen fra Blanskov savnede.

I Fangenskab.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Christensen fra Holm ved Nordborg, Jørgen Hansen fra Dybbøl, Tøge Hansen fra Søgaard og Jürgen Jürgensen fra Haderslev faldne i Fangenskab.

Forfremmet.
Overmatros W. Wollesen fra Alnor ved Graasten, der er Indehaver af baade 1. og 2. Klasses Jernkors, ifølge ”Fl.Av.” nu bleven forfremmet til Underofficer.

Forfremmet og dekoreret.
Musketer Abild, Søn af Smedemester Abild i Hellevad, har ifølge ”Fl.Av.”, under de haarde Kampe i Flandern faaet Jernkorset af anden Klasse og er bleven forfremmet til Gefrejter.

Dekoreret.
Julius Møller, Søn af Logevært Valdemar Møller i Nørregade i Haderslev, har ifølge ”Schl.Grp.” faaet tildelt Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 30. november 1917)

26. november 1917 – Hejmdal: Fra Felten

Fra Felten.

Bag Fronten d. 12. Oktober 1917

Kære Kammerater!
Det vil sikkert glæde Eder, som før har været Medlem af vor Bataillon, at modtage et Livstegn fra gamle Bekendte. Den oprindelige Stamme er reduceret, saa denne Hilsen gælder mangen en god Ven. Jeg vil ikke skildre den svundne Tid af tre lange Aar, som vi jo i længere eller kortere Tid har oplevet sammen, det vilde være et flere Dages Arbejde, jeg vil blot forsøge at bygge Bro mellem det Spand af Tid, som ligger mellem Fortid og Fremtid (vi ha[a]ber jo at mødes igen).

I Dag er det den 12. Oktober, saa var det jo den 11. i Gaar, og paa denne Dag har vi nu paa fjerde Aar været samlet i en sluttet Kreds af nordslesvigske Mænd fra alle Egne for at hilse paa vor fælles gode Ven og Kammerat Gaardejer Hans Joh. Hansen fra Harreby, der tjener som Underofficer i et Landbrugskompagni. Vi har hvert Aar ment, at det skulde være sidste Gang, vi fejrede Fødselsdag i den feltgraa Uniform, men det er hidtil ikke gaaet efter vor Mening.

Aftenen tilbragte vi gemytligt, som kun en Krigs-Specialist kan skildre den. Fødselsdagsbarnet, som i Gaar fyldte sit 40. Aar, beværtede os med alle gode Sager, som Madkassen fra sidste Orlov indeholdt, og som Rosinen i Pølseenden med en Flaske Vin, som vi drak af primitive Glas. Som de foregaaende Aar blev vi til Slut indbudt til næste Aar at møde i hans Hjem i Harreby.

Da jeg intet Nattetegn havde, maatte jeg bryde tidligt op fra Selskabet og overlade og overlade Eders gamle Bekendte, Simonsen fra Fæsted, Nissen fra Fol, Knudsen fra Vonsbæk og Ole Riis fra Skrydstrup at fejre videre.

Jeg gik saa ene op over Bjergene, indtil jeg naaede mit Kvarter, et Stenbrud højt, højt oppe. Stjernerne tindrede saa klare, dog laa der i Syd og Sydvest, ind over Skoven, noget mørkt i Horisonten. Lyskugler og Kanonglimt lyste af og til op og de kendte Egne i Dalen saas tydeligt og laa som i magisk Belysning. Byerne kender I jo saa godt, de smukke landsbyer laa som mørke Pletter, da hvert Lys er blændet, fordi Flyverne hjemsøger Egnen med deres Bomber.

Just som jeg naaede Lejren, begyndte Lyskasterne at afsøge den begrænsede Plads i Himmelrummet, som de kan naa med deres Lys, for at faa Flyveren blændet, saa han taber Kursen og Fladbatterierne kan begynde deres Virksomhed. Vagtmandens monotone Skridt høres, han, han puster op i Luften og udbryder: ”verflucht nochmal”, og fortsætte sin ensformige Runde. Jeg gaar ind i min Hytte, Staldvagten sidder og spiller Kort, jeg byder dem God Nat og gaar i Køjen.

Du tog dog Fejl i Aftes, gamle Ven, Du fortrød, at Du havde faaet Rugen, da det sikkert vil give bedre Vejr i Dag, men i Dag er Vejret graat og Stormen hyler. De gulnede Balde falder, det begynder at dryppe, og nu strømmer Regnen ned. Da rinder mig i Hu det gode gamle Ordsprog: Den Gerning, du kan udføre i Dag, opsæt ej til i Morgen. Og jeg tror sikkert, at Hans Hansen ogsaa i Dag glæder sig over, at fik Rugen lagt i Gaar.

Nu kære Venner, aller Jer, som har været sammen med os, gælder denne Hilsen. Lad ogsaa engang ved Lejlighed hører fra Eder. Og saa paa Gensyn hjemme ved den gamle Strand.

Eders J.H.

*

den 19. November 1917
Kære ”Hejmdal!”
Undertegnede Nordslesviger beder dig om at sende Venner og Bekendte derhjemme og ude ved Fronterne de venligste Hilsener.
Carl Schink fra Hjortspring.

I Haab om et godt og lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes hermed en venlig Hilsen til Slægt og Venner.
Jens Christensen fra Melsmark

d. 15.11.17.
Kære ”Hejmdal”!
Tak for Bladets Tilsendelse. De hjerteligste hilsener til Slægt og Venner, ude og hjemme i vort kære Nordslesvig, sender
Christian Schmidt fra Korsbjerg ved Toftlund

En Hilsen til Venner og Bekendte baade hjemme og ude med Ønsket om et lykkeligt Gensyn.
Jakob Jakobsen fra Felsted.

Sender ad denne Vej venlige Hilsener hjem og ud til Fronterne.
Peter Poulsen fra Toftlund.

Paa et godt og glædeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig.
Christian Duus fra Vojens

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig og herude i Felten.
Jes Petersen fra Rejsby.

Faldne.
Arbejdsmand Christian Schürmann fra Broager er ifølge ”Fl.Av.” falden den 9. November. Schürmann, der var bleven gift under krigen, efterlader sig foruden Hustruen et Barn paa 2 Aar. Han var Indehaver af Jernkorset.

Enkefru Bondesen i Toftlund har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Jep er falden. En anden af hendes Sønner er faldet i 1915, og en tredje Søn er saaret.

I Fangeskab.
Carl Marect fra Egeskov ved Skodsbøl, der i sin Tid var med ved Østfronten og har været savnet siden Maj 1915, har nu kunnet meddele sin Hustru, at han er i russisk Fangenskab og befinder sig i Sibirien.

Udvekslet.
Murer Marius Hinke fra Broager, der før sin Indkaldelse i mange Aar var ansat i Horns Bygningsforretning der i Byen, og som under Krigen var falden i russisk Krigsfangenskab, er bleven udvekslet og sendt hjem.

Dekoreret.
Skytte Karl Nissen, Søn af Arbejdsmand Sønnik Nissen i Damgade Nr. 2 i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset. Han ligger for Tiden saaret paa et Krigslasaret, men vil ifølge ”Dv.” snart blive udskrevet.

Vagtmand hjemme.
Malermester Nissen fra Toftlund er nu bleven Vagtmand i Allerup. Han fyldte en Maaneds Tid efter Krigens Udbrud sit 45 Aar.

Hjemme paa Orlov.
Gaardejer Johannes Good fra Stevring samt Barber H. Svane og Købmand M. Martensen fra Nordborg er for Tiden hjemme paa Orlov.

16. november 1917 – Mathias Damm: “… faa en Zeppelin til at fragte Roerne hjem”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

den 16. Nov 17
Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kort fra den 29, 31(Brev),2,3,5,7-8. Jeg har det godt og er sund og rask. Har lige havt Storvask. Det gjorde ogsaa nødig. Det er her meget mildt om Dagen, men graat Veir og om Natten fryser det undertiden. Jeg fik ogsaa Kort fra Onkel Nis igaar, han haaber det ikke er saa beskidt hos os i “Rusland”. Han vil jo ogsaa studse, naar han hører jeg er i samme Verdensdel som ham.

Du skriver om at Søren er bleven opereret, er det S Bjørnskov? Idag haaber jeg at faa Pakker. Igaar var kun Brevpost. Gid det maatte lykkes at faa Fader hjem, eller da i alfald nærmere Hjemmet. Godt at i har eders Roer hjemme. Jeg er ogsaa kørt gjennem Boi Juhlers Garnison. Vi fik der et Stk Brød, og en Ende Blodpølse. Slet ikke til at vringe med Næsen af. Det er jo ogsaa Hessen, ikke Prøisen.

Anne maatte hellere se at faa en Zeppelin til at fragte Roerne hjem, kanske de dertil holdt længere ud, end at flyve til London. Det bliver dog temmelig dyrt, naar der gaar en 6-8 Stk hver Gang. Jærnkorset haaber jeg at faa afsendt, naar Posten er rigtig i Gang igjen. Jeg troer nok, det var blot paa Grund af Spærren, at det kom tilbage. Men det haster jo heller ikke. Det bedste var om jeg kunde komme hjem for stedse. Det var mere værd end alt andet.

Nu har hele “Stosstrup” Jærnkorset, blot de, der er kommen til siden 21.9. ikke. Der er 9 Mand, som har faaet siden den Dag (3×3) Jeg var med den anden Rate. Der var dog forskellige som gjorde store Øine, da et par Elsasser fik det. Og det er nærved at være de bedste Kamerater. Det har man ogsaa set den Dag.

Vi skulle nu snart have Kaffe, saa jeg vil slutte. Hils Per og Marie og sig Tak. Jeg har ikke kunnet skrive i længe, kan Du jo sige, Det er jo heller ingen Løgn. Thi det er tre Uger siden det blev forbudt.

Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

Kære Moder, kunne i ikke faa mig en Lommespeil og kam. Jeg har knust de andre i Lommen en af de sidste Dage i Rusland.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. oktober 1917 – Mathias Damm: Far har været soldat længe nok som 47-årig.

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Okt. 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 20 og et Kort fra den 16. Jeg har idag Stuetjeneste og god Tid til at skrive. Det er lidt koldt idag, men det er ogsaa snart November og det er jo ved den Tid det bliver koldt. Vi have nu faaet et Dækken mere og Trøier faar vi nok ogsaa snart. Det er jo ærgeligt at Rasmus ikke faar sine Pakker, mine kommer nu temmelig godt igjen, og det er glædelig. Der er intet der kan ærgre mig mere, end naar de ikke kommer.

I har vel faaet mit Kort fra igaar. Jeg fik jo Jærnkorset igaar Middags. Det var jo en Maaned siden Angrebet og det er jo ogsaa netop 8 Aar siden Søster Anne blev begravet. Hvor dog Tiden gaar rask. For to Aar siden kom jeg fra Augustow til Suwalki og for et Aar siden kom vi fra Ykskyll herop. Gid jeg nu til næste Aar maa være hjemme, men Udsigterne ere foreløbig ikke gode.

Dog en Gang maa det dog komme, da Fredens Klokker ringe og vi kunne sætte Bøssen væk og gaa hjem. Hvor vil der blive glæde den Dag. Dog saa mangen en vil ikke vende tilbage mere, han har forlængst Ro i fremmed Jord. Han behøver ikke at gaa og ængste sig eller slide og slæbe mere. Hans Vagt er forbi. Og desværre alt for mange unge Mænd er bleven derude, de vil savnes over alt.

Naar blot Fader blev hjempermitteret engang i Vinter. Saa han kunde hjælpe til Foraaret. Han har været Soldat længe nok. 2 Aar maa være nok for en 47-aarig Familiefader. Jeg skal nu efter Middag. Derfor mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. oktober 1917. “I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Marchture i omegnen af Wilna lod 86’erne få et indblik i det slaviske østens fremmede verden. Gårdene, der kun bestod af blokhuse, legetøjsagtig fordelt, fattige og snavsede adskiller sig sælsomt fra den betragtelige bredde i slesvig-holstenske bebyggelser. Endnu mere kulørt og farverig var denne verden i selve Wilna. Fire folkeslag med forskellig kultur og sprog stødte her sammen. Litauere, Polakker, Russere og Jøder.

Hvad der straks var mest påfaldende, var forskellen mellem rig og fattig, pragt og snavs og elendighed.  I gaderne var der miserabel vejbelægning, fortovene stærkt beskadigede. Spildvandet løb gennem åbne render, hvilket overalt fremkaldte en grim lugt. I kirker overlæsset med pynt lå frysende, sultne og plagede skikkelser på knæ foran helgenbilleder af sølv og oversået med ædelstene.

Særlig interessant var turen gennem jødekvarteret, om end man helst havde anlagt gasmaske. Varepræsentationen var her endnu for åbne døre, hvad der ganske vist var malerisk, men næppe fremmende for sundheden. I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed, og det er for den rigtige tysker, som altid søger det gode uden for grænsepælene, en sund iagttagelse.

Også adspredelse og åndelige impulser var der rigeligt af. For underholdning og udbredelse af politiske og militære nyheder sørgede 10. armés avis, der udkom i Wilna og var udmærket ledet. Et soldaterhjem tilbød füsiliererne ophold og impulser fra aviser og bøger i deres fritimer. Teater og operatte gav opmuntring og adspredelse. Også alvorlig kunstnydelse. Gode koncerter opmuntrede de musikhungrende.

Desværre mødte regimentets soldater også typer, der udløste hovedrysten og ærgrelse. Wilna var et forsyningsmæssigt knudepunkt. På gaderne, i caféerne, i teatret så de en flok af velklædte, velnærede og ofte pelsklædte herrer, der nød livet og absolut ikke gjorde indtryk af at være uegnet til fronttjeneste. Den soldat, der kommer lige fra skyttegravskampen, er ret sart over for sådanne typer, især når de ovenikøbet bærer jernkorsets sort-hvide bånd i knaphullet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

17. august 1917. Bergholt forfremmes til Gefreiter

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Dagene gik, og blev til uger. Skyttegrav – reserve – og såkaldt “ro” – fem til seks dage hvert sted, sådan så spisesedlen ud. Tabene var store, men blev hurtigt erstattet, da der skulle et vist minimum af mandskab til, for at vi kunne transportere vort materiel. De gamle “rotter” holdt nogenlunde stand, dog en gang imellem var uheldet ude, og krævede sin tribut også mellem dem.

En dag, da vi lå i “ro”, fik jeg besked om at indfinde mig på Hannoveranerens kontor. Han modtog mig med følgende salut: »Na, was hast Du nun ausgefressen Du Halunke?« (Hvad har du nu forbrudt, din slyngel?). Da jeg kendte Feldweblens talemåder særdeles godt, var jeg klar over, at sagen ikke var ret alvorlig. Jeg havde lagt mærke til, at han stadig sagde du til mig. Når han ville give en mand en balle, brugte han altid “Sie”.

Det viste sig da også, at man agtede at indstille mig til jernkorset eller til “uberzähliger Gefreiter” (overtallig underkorporal); jeg måtte selv vælge. Ærlig talt havde jeg ingen fidus til nogen af delene, men jeg valgte “Gefreiteren”, det første trin på den militære rangstige.

I garnisonen havde man godt nok fortalt os, at “die hochsten Stellen stehen dem Soldaten offen” (de højeste stillinger står åbne for soldaten); men der kom næsten altid en lille tilføjelse: “Du kannst sie bloss nicht erreichen, du Schwein” (Du kan bare ikke nå dem, dit svin).

Hvad der havde gjort mig værdig til den “store” ære ved jeg ikke, men overlevelsesmomentet spillede nok en vis rolle. Min gamle ven Richard mente ellers, at grunden nok var den, at man manglede en »Stubenältester im Massengrab« (stueældste i massegraven).

Ak ja, humoren var skrap, men det var den daglige tilværelse også.

Feldweblens kommentar til mit valg var: “Richtig gewahlt, ein Eisen ins Kreuz kannst du ja immer kriegen.” Talemåden var en galgenhumoristisk omskrivning af “eisernes Kreuz” og betyder at få et stykke jern i lænden, og deri havde manden så sandelig ret.

Vi var nu nået ind i august måned 1917, og det var min tur til at få 16 dages orlov. Men pludselig blev der spærret for al orlov, så vi nåede hen til den 22. august, inden jeg kunne rejse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

20. juli 1917 – Peter Andresen: “jeg har faaet mig Pfotograferet”

Hilsen fra Peter Andresen, Mjelsmark:

20. juli 17.

Gode Venner!
Jeg vil idag sende eder et Kort da jeg har faaet mig Pfotograferet og sige eder tak fo Pak[k]en som Moder sendte mig fra eder. eller[s] er alt ved det gamle[,] jeg har det ogsaa godt og haabe det sam[m]e af eder[,] Læs videre 20. juli 1917 – Peter Andresen: “jeg har faaet mig Pfotograferet”

3. juli 1917. K. Tastesen i Mellemøsten: Malaria!

K. Tastesen  var i foråret 1917 i Mellemøsten, men kom i juli 1917 retur tul Balkan.

Nu meldte sig en Sygdom, som kaldtes Malaria, mellem Soldaterne, hvoraf der døde mange. Sygdommen opstod vistnok paa Grund af Varmen og Tørheden.

Da det blev for alvorligt, skulde vi tilbage til Makedonien, hvortil vi ankom den 3. Juli og var der i tre Dage. Derfra kørte vi saa igennem Sofia til Semendria og var der den 14. Juli. Semendria er en gammel Fæstning, hvor der er meget smukt, saa der kunde vi sagtens faa Tiden til at gaa saa længe, vi skulde være der.

Tre Dage efter kom vi i Toget i Semendria. Saa kørte de to à tre Vogne ud paa FIaader, som var lavet til det samme, og bugserede saaledes Toget over Donau, som løber langs med Byen.

Derfra kørte vi saa videre og naaede Bukarest den 21. Juli. Der laa 59. Infanteriregiment, som vi blev overflyttet til og fordelt mellem, da det i Forvejen havde mistet meget af sit Mandskab.

I Bukarest blev vi liggende i fem Uger, saa vi fik rigtig Lejlighed til at se Byen igennem. Den var meget smuk, og vi befandt os udmærket der. I Bukarest fik jeg ved en Parade tildelt Jernkorset, som de mente, jeg havde gjort mig fortjent til under Kampene i Rusland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

27. Maj 1917 Milert Schulz: Die Waffeln waren total vermuggelt

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.27.5.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Zuerst meinen besten Dank für die 2 erhaltene Pakete. Eing mit Wurst und Keks und das Andere mit “Pladekage“ und Waffeln. Leider musste ich aber die Waffeln fortwerfen, da sie durch die Marmelade feucht geworden waren und total vermuggelt.

Dass ich dieselben nicht geniessen konnte. Die Wurst hat mich tadellos geschmeckt liebe Mutter und ist auch längst im Magen. Dann habe ich heute eine Karte vom 20.5. und einen Brief von Papps vom 21.5. dankend erhalten. Hat mich sehr gefreut wieder etwas neues von der lieben Heimat zu hören, dass Ihr noch alle gesund und wohlauf sind was ich bis jetzt auch von mir Mitteilen kann. Habe es noch immer recht gut hier. In diesen Tagen ist es auch ziemlich Runhig hier an der Front. Nur die Artillerie schiesst mitunter ist aber weiter nicht schlimm. Heute hat mein Feldwebel das eiserne Kreuz 1. Klasse wirklich auch verdient. Das ist der mit den 3 Winkel auf dem linken Arm wo ich mit auf den Bilder bin. Bis jetzt haben wir hier in fernen Süden jeden Tag eine furchtbare Wärme gehabt.

Aber heute am ersten Pfingsttag ist grade ein Gewitter aufgekommen und den genzen Tag Regen mit sich gebracht. Nun könnt Ihr Euch denken was dass heisst hier im Felde im Regenwetter in ein Zelt zu wohnen. Die Zelte sin nicht dicht und sobald es anfängt zu regnen schon tröpfelt es auch durch. Aber man hält es immer noch aus weis man eben nichts anderes hat. Diese Woche wird mein Feldwebel wohl auf Urlaub fahren auf einen Monat und muss ich denn die ganzen schriftlichen Arbeiten machen, aber ich bin ja nun auch so ziemlich eingelebt. Heute haben wir etwas Liebesgaben bekommen an Keks, Cigaretten, Cigarren.  

I paar Spiele und sonst noch viele Sachen. Also hat Hans Asmussen ja das Eiserne II Klasse bekommen. Na ich hoffe es auch noch mit der Zeit zu bekommen.  Na und wenn ich es auch nicht bekomme macht es auch nichts. Gott gebe, dass dieser Krieg doch bald ein Ende nehmen möge, dass wir einst wieder gesund und glücklich in der lieben Heimat treffen mögen. Ich glaube auch es wird nicht lange mehr dauern. Mit dem Urlaub ist es nicht so einfach aber wir wollen mal abwarten, bis September noch ruhig warten. Eher wird es wohl nicht denn erst muss man ein Jahr im Felde gewesen sein. Sonst wüsste ich hier diesmal nicht mehr. Also das Pfingswetter ist hier schlecht (…).

Milert

(Brev i privateje)

13. april 1917. Efter slaget: “Endnu den tredie Nat efter Stormen laa der saarede Stakler derude, som raabte om Hjælp”

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras.

(… fortsat)

Kompagniet var sluppet nogenlunde heldigt, og Tabet havde ikke været overvældende. Et morsomt, men tragisk Tilfælde fristes jeg dog til at meddele.

En Kammerat, som sammen med en anden i Dagene forud var blevet dekoreret med Jernkorset af 1. Klasse og forfremmet til Underofficer, vilde i denne Anledning demonstrere sin Kækhed. Vi stod bag Brystværnet med Geværet i Anslag, men vi vogtede os for ikke at stikke Hovedet højere op, end at vi lige kunde sigte.

Pralende tog nu den nybagte Underofficer Stilling med hele sin Overkrop oven over Dækningen for at iagttage Fjendens Bevægelser. Han kom med belærende Bemærkninger om, hvorledes vi skulde tage Sigte. Det hele varede kun et Øjeblik, saa blev han ramt i Hovedet af en Kugle og var død paa Stedet. Det gjorde et meget smerteligt Indtryk paa os, for han var en god Kammerat; men i sin nye Værdighed skulde han absolut vise sig som Helt.

Fjenden havde lidt forfærdelige Tab. Endnu den tredie Nat efter Stormen laa der saarede Stakler derude, som raabte om Hjælp, Sanitetspersonalet kunde ikke overkomme at bjærge de mange lemlæstede Kammerater, skønt vi ikke hindrede dem i deres Arbejde.

Dette var den første Kamp om Byen Rouex. Den kom til at koste meget Blod paa begge Sider.

Den tredie Nat derefter kom endelig Afløsningen, og enhver var glad for at være sluppet denne gang, men hvor længe? Nu begyndte det samme et andet Sted, et Spil uden Ende, hvor vi var Brikkerne i de spillendes Hænder. — Regimentet kom i Hvil, og vi fik som Udmærkelse for Tapperhed tildelt tyve Jernkors til Kompagniet.

DSK-årbøger 1950

7. marts 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Faldne.
Gaardejer Jens Fogts Hustru i Sebbelev paa Als har ifølge ”Fl.A.” efter to Maaneders tung Uvished modtaget den sørgelige Meddelelse, at hendes Mand har fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads. Jens Fogt blev godt 42 Aar og efterlader sig Enke og 3 Børn.

Mejerist Boj Bojesen, som før sin Indkaldelse var Undermejerist paa Ketting Mejeri, har ifølge ”Fl.A.” fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Død paa Lasaret.
Rudolf Schulz fra Haderslev er den 19. Februar afgaaet ved Døden paa et Lasaret ved Østfronten som Følge af sine Saar. Han efterlader sig Enke og et Barn.

Saarede.
Frederik Ravnsgaard fra Toftlund er ifølge ”Fl.A.” bleven saaret og kommen paa et Lasaret; han kæmpede i Rumænien.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jens Hansen fra Guderup paa Als, Falle Kjær fra Skrydtstrup og Gefrejter Hans Nissen fra Brundlund i Haderslev Kreds er let saarede.

Forfremmet.
Arbejdsmand Frits Jøhnke fra Stiftelsesgade Nr. 9 i Haderslev, der deltager i Krigen ved Sanitetsvæsenet, er ifølge ”Dv.” bleven udnævnt til Underofficer. For Tiden ligger han haardt saaret i et Lasaret.

Savnet.
Thomas Autzen fra Traasbøl, der før har været opført som saaret, er ifølge den sidste preussiske Tablsliste savnet.

I Fangenskab.
Landmaaler Dietrich Andersen, Søn af Rentier Andersen i Sønderborg, befandt sig ved Krigens Udbrud i Dar-es-Salaam i Tysk-Østafrika. Siden den Tid har hans Forældre indtil forleden værte uden Efterretning fra ham. Men nu er der ifølge ”S.Z.” ankommet et Kort fra ham, hvorpaa han meddeler, at han i sin Tid paa Grund af Sygdom maatte blive tilbage i Etappentjenesten i Sydøstafrika og er falden i Fangenskab. Nu er han efter en lange Rejse ankommen til Fangelejren La Pallica ved La Rochelle i Frankrig.

Den sidste preussiske Tabsliste melde, at Hans Nielsen fra Frørup, der før har været opført som savnet, ifølge privat Meddelelse er falden i Fangenskab.

Hjempermitteret.
Mejeribestyrer A. Gadeberg i Tyrstrup, der siden Krigens Begyndelse har været indkaldt som Landstormmand og gjort Tjeneste mange forskellige Steder og ved mange forskellige Ting, er nu bleven hjempermitteret for atter at kunne overtage sin Stilling som Leder af det store Mejeri i Tyrstrup, der forøvrigt er Nordslesvigs største Andelsmejeri. Hans Stedfortræder under Fraværelsen, Mejerist Ludvig Hummelgaard fra Danmark, har – som forleden meddelt – faaet Plads som Bestyrer paa Mejlby Mejeri med Tiltrædelse 1. April.

Dekorerede.
Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Murer Konrad Randschau fra Sønderborg, der tjener som Underofficer ved et Infanteri-Regiment paa Østfronten, Arthur Dürfeld fra Sønderborg, der er Matros paa en Undervandsbaad, Landeværnsmand H. Læbel fra Haderslev, der er med i Kampene ved Somme, og Frederik Bjørnson, Søn af Nikolaj Bjørnson i Roager, der staar ved et Artilleri-Regiment paa Østfronten.

Hjemme paa Orlov.
August Pankoke fra Nørre-Chaussé i Aabenraa er ifølge ”A.T.” for Tiden hjemme paa Orlov.

25. februar 1917 – C. Brodersen: “… hvorfor jeg fik Jernkorset”

Pastor Nicolai C. Nielsen skrev under krigen hilsner til soldater fra Nordslesvig, en af dem var Musketier C. Brodesen ved Infanterie-Regiment Nr. 153.

Vendinbruk. Søndag Aften d. 25.2

Kære Herr Pastor Nielsen!

Vil nu i Aften skrive et par Ord til Dem, som jeg burde haft gjordt for længe siden, men man har ikke altid Lejlighed, naar man er [i] Stilling. Igaar Aftes kom vi her i Reserve til denne By. Jeg har modtaget deres kære Brev og ligeledes det gamle Budskab i hver Uge takker tusinde Gange derfor. Jeg er Gud ske Lov sund og rask haaber det samme om Dem. Det har været meget koldt her i den sidste Tid, men nu har vi Tøvejr. I Formiddag var jeg til Kirke, vi er i Kirke hvert Gang hvor vi er her.

For 8 Dage siden skulde vi have været afløst, Afløsningen var allerede her, men saa greb Englænderne plu[d]selig an en andet Sted[,] saa kom de derhen. Vi skulde have været i Ro ved Lille i tre Uger[,] men det blev jo ikke til noget, men Gud Villie ske. Det vil jo vist ikke vare længe inden det rigtigt gaar løs igen med Krigen, men vi vel befale aldt i Guds Faderhaand, han har hjulpet saa godt ind til Tide Han hjælper ogsaa i Fremtiden. Ja naar man ikke havde en kærlig Gud at holde sig til[,] saa var det ikke til at holde ud her i den Elendighed[,] men Gud giver os ikke mere Nøde som vi kan bære. Naar Nøden er størst er Hjælpen nærmest.

Nu er min Kære Broder Peter bleven K.V. skreven. [K.V. = “Kriegsverwendungsfähig” – egnet til krigstjeneste]

Kære Herr Nielsen De spørger om hvorfor jeg fik Jernkorset. Ja, det vil jeg fortælle. Da vi var nede ved Somme. De første par Dage greb Englænderne ikke an[,] men den 26. September om Eftermiddag satte Englænderne Trommelfeuer paa os. Det var næsten ikke til at holde ud, men jeg bad udaffladelig til den kære Gud, Kam[m]erater faldt højre og venstre ved mig[,] paa et Gang saate de Englænderne Attaleriet lidt længere tilbage og[]saa kom Inf. til Angrebet. I højre og venstre kom de i Graven ved os[.] men saa lavede vi straks en Barrikade i Graven og jeg og to andre stillede os hen derved og smed hele Tiden med Haandgranater. Hvert Gang at [de] prøvede at komme over Barrikaden blev de tilbage dreven eller de faldt[,] der laa en stak af Lig der. Dem som kom for fra blev nedskydt af Maskingeværet. Englænderne kom rigtig an i Kompagnikolonne[.] Saa blev det Aften[,] da blev det lidt roligere. Jeg og de to andre Nordslesvigere smed hele Natten Haandgranater ved Bar[r]ikaden saa ingen kom igennem.

Om Aften var vi 26. Mand tilbage af Kompagniet. Den 27. September sagde Kompagniføreren at vi skulde rømme Graven for Englænderne. Han bestemt mig og et par Mand mere dertil da han vidste[,] at jeg kunde smide Haandgranater særlig godt. Vi kom ogsaa godt over Bar[r]ikaden til Englænder[ne,] og[]saa smed vi Haandgranater paa Dem[,] de fald og vi løb bag efter Dem som blev levede. Min ene Kam[m]erat fra Tønder faldt ogsaa derved[.] Det varede ikke længe saa havde vi ingen Granater mere[,] saa maatte vi til bage[,] saa kom de bag efter os igen[,] og[]saa greb de an igen forfra. De par Mand som endnu var leve[n]de af os[,] kunde ikke holde sig længere. Min Leutnant og et par Mand blev til Fange taget[,] jeg knep ud, men nu maatte jeg igennem Speerfeuer tilbage.

Hvordan jeg kom godt derfra forstaar jeg ikke. Gud Fader har bevaret mig som sit Barn. Jeg fik ogsaa et S[h]rapnelkugle gennem Trøjen paa Brystet, men jeg var ikke beskadiget Gud ske Tak derfor. Jeg var den eneste der kom tilbage af hele Kompagniet. Jeg ved ikke om jeg har fortalt at jeg ogsaa har faaet det Sachsen Altenburgisceh Tapperheds medalje. Det er en 3 Uger siden.

Vil nu slutte med tusinde kærlige Hilsner og Vorherre være os arme syndige Mennesker naadig for Jesu Skyld, din trofaste Konfirmant Carl
Paa kærlig Gensyn her og hisset.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

16. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten … saaret i Hovedet”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det var den dansksindede rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Fra Felten

Faldne.
Slagtermester P. Clausen og Hustru, Slotsgade i Aabenraa, har modtaget det tunge Budskab, at deres Søn Alex er falden ved Somme. Han ramtes af en Granatsplint i Hovedet, mens han stod Vagt, og var død paa Stedet. Alex Clausen, der havde lært Slagterhaandværket, blev kun 20 Aar gammel. Han har været ved Fronten siden sidste Efteraar.

Hans Toft og Hustru i Tornum ved Lintrup har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Karl er falden. Han blev kun 20 Aar gammel. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham Søndag den 18. Februar om Eftermiddagen Klokken 13 i Lintrup Kirke.

Saarede.
Landsstormmand Emil Westphal fra Holebøl Mark er som Følge af en Mineeksplosion blevet saaret i Hovedet, saa han nær havde mistet Synet . Har dog selv, skønt næppe læseligt, kunnet skrive hjem til sin Familie. Seks andre Kammerater maatte ifølge ”Fl.A.” lade Livet, medens Westphal blev reddet af Feldweblen. Han er bleven indlagt paa et Feltlasaret.

Løjtnant Olesen, Søn af Skatteopkræver Olesen i Haderslev, er ifølge ”S.Gr.” bleven saaret i det ene Ben og befinder sig paa Transport til Indlandet.

Herman Clausen, Søn af Mælkehandler Clausen i Haderslev, der for nylig blev dekoreret med Jernkorset, er ifølge ”S.Gr.” ogsaa bleven saaret i det ene Ben.”

Dekorerede.
Murer Schrøder fra Kolstrup ved Aabenraa, der har været med paa Balkan siden Krigens Begyndelse, er bleven dekoreret med Jernkorset. Han var i Forvejen Indehaver af det meklenborgske Fortjenstkors.

Slagter Hans Haar fra Degnegade i Haderslev, der har deltaget i mange haarde Slag, har ifølge ”Dv.” ligeledes faaet tildelt Jernkorset.

Forfremmet.
Førstestyrmand Rudolf Heitmann fra Aabenraa, der gør tjeneste om Bord paa en Undervandsbaad, er fra Underofficer bleven forfremmet til Dæksofficer. Heitmann har tidligere modtaget Jernkorset.

Hjempermitteret.
Underofficer Skov fra Barsmark, der blev saaret forrige Aar, er nu bleven hjemsendt som uduelig til Militærtjeneste.

17. november 1916 – Flensborg Avis: Nyt fra japansk fangenskaben mm.

Faldne
Arbejdsmand Karl Kring i Damgaardsgade i Flensborg har modtaget den sørgelige Efterretning, at hans Søn Vilhelm, der var Infanterist, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen; den faldne blev kun 19 Aar gammel.

Arbejdsmand Henr. Christiansen, der før sin Indkaldelse arbejdede hos Gaardejer P.  Andersen i Viksbjerg, er falden paa Vestfronten.

Rentier Peter Damm i Kliplev medtog i Forgaars Meddelelse om, at hans ældste Søn Hans er falden i Frankrig.

Savnede
Fusiler Otto Jürgensen fra 86. Reserve-Jnfanteriregiments 7. Kompagni har været savnet siden den 25. Juli.

Kusk P.  Nisse i Spickergade i Tønder har to Sønner med i Krigen ved en Telegrafafdeling i Rumænien; de er begge meldt savnede. For rigelig 14 Dage siden skrev den ene Søn, at Broderen var bleven let saaret, men siden den Tid savnes enhver Efterretning fra begge
Sønner.

Rentier Mathias Jessen i Markgade i Aabenraa har faaet Meddelelse om, at hans eneste Søn savnes. En Kammerat har skrevet til Forældrene, at han efter en Fægtning ikke er vendt tilbage, men der var maaske Haab om, at han var falden i Fangenskab. Den unge Mand, der før sin Indkaldelse var sysselsat ved „SchleswigHolsteinische Bank”, stod i Rumænien; han var først for kort Tid siden hjemme paa Orlov. (A.T.)

Landmand Petersen i Jernhyt har i afvigte Uge faaet Meddelelse fra
Feldwebelen, at hans Søn, 21 Aar gammel, har været savnet siden 31. Oktober.

Siden 23. Oktober i Aar har Arbejdsmand Klavs Rick af Bramdrup ved Haderslev været savnet. Han har ifølge „Dannevirke” tjent i Hæren som Landstormsmand i 1 /2 Aar.

Sårede
Slagter M. Carstensen i Ullerup har faaet meddelt, at Sønnen Didrik er bleven saaret og indlagt paa et Lazaret i Sydtyskland. Han har faaet flere Granatsplinter i Ansigtet og den ene Side. Sønnen har dog selv skrevet hjem. (Hmd.)

Krigsfanger
Snedkermester Hans Nielsen og Hustru i Sønderborg modtog  forleden Dag et Brev fra deres Søn Hans. som deltog i Tsingtavs Forsvar, og som nu befinder sig i japansk Fangenskab; det var dateret den 6. Juni og har saaledes brugt en urimelig lang Tid for at naa herhjem, hvad der vistnok skyldes den engelske Censur. Den unge Nielsen skriver, at han af de mange Breve, som er sendte ham hjemmefra, kun har modtaget det seneste i December i Fjor. Det fremgaar af Brevet, at han er rask og har det godt. (Dbp.)

Rentier Overbeck, Havegade i Haderslev (tidligere i Mastrup), der har deltaget i Krigen siden 4. Avgust 1914, har været savnet fra  17. September i Aar. I Onsdags modtog hans Hustru det glædelige Budskab, dateret den 13. Oktober, at han er i fransk Fangenskab, er sund og har det godt.

Som meddelt for nogen Tid siden, savnedes Gaardejer M. Fisker fra Stenderup Mark ved Rødding. Der er nu kommet Meddelelse af en af hans Kammerater om, at Fisker er kommen i russisk Fangenskab.  (Dv.)

Udmærkelser
Jæger Adolf Jensen af Flensborg har paa den østlige Krigsskueplads erhvervet sig Jernkorset; han er en Søn af Arbejdsmand Jørgen Jensen. Duborggade 49.

Endvidere er en Søn af Købmand Büll paa den rumænske Krigsskueplads bleven dekoreret med Jernkorset; for Tiden ligger Büll ifølge et flensborgsk Blad let saaret paa et Lazaret i München.

Theodor Andersen, Søn af Enkefru Anderen i Tønder, har i Kampene
ved Somme erhvervet sig Jernkorset og er samtidig bleven forfremmet til Underofficer. (T. Z.)

Landmand Chr. Fischleins Søn Otto af Tornskovbjerg har paa
Vestfronten faaet tildelt Jernkorset.

Hans P.  Wollesen afTerkelsbøl, der staar paa Vestfronten, fik den
3. November Jernkorset.

Jernkorset er blevet tildelt Gefrejter Christian Rix, Søn af den for nylig i Krigen afdøde Landstormsmand Rix fra Naffet i Haderslev. Gefrejter Rix kæmper ved Somme. (S.G.)

Sygebærer, Landeværnsmand Saathoff af Jægerup har i de haarde Kampe ved Somme erhvervet sig Jernkorset. (S.G.)

 

 

 

 

19. oktober 1916. I tågen ved Somme: Englænderne kun 15 skridt væk!

Jørgen Gaarde kom til fronten ved Somme i begyndelsen af oktober 1916.

Vi skiftede stilling et par gange, og så var vi trænede nok til at blive sat ind i Sommeslaget først i oktober, først et par dage i anden linje, så en dag, hvor alt ved middagstid var i oprør, ind i den rene hurlumhej, et helvede af eksplosioner og krudtrøg, skrig og jammer.

Den, der fandt et godt og dybt granathul, blev der og kunne måske der bjærge livet; men det blev også aften efter den dag, og så forsøgte vi at finde sammen. Officersstedfortræderen sagde til mig, da vi gik ind i Somme-slaget: »Gaarde, vi to bliver sammen og hjælper hinanden, hvis der sker noget«. Derfor holdt jeg mig altid i hans nærhed. Det var betryggende at have en trofast kammerat i sin nærhed, hvis man skulle blive alvorligt såret, og her ved Sommefloden var det jo næsten utænkeligt at slippe uskadt igennem.

Da vi var blevet samlet, viste det sig, at vi kun havde en underofficer. Vi ældre fik hver en gruppe tildelt og gav os i lag med at grave en skyttegrav.

Der var den morgen en meget tæt tåge. Jeg gik lidt rundt for om muligt at finde lidt brædder, så vi kunne få lidt dækning at ligge under, for det regnede næsten hver dag.

Under denne rundtur kunne jeg let være kommet i fangenskab. Tågen var så tæt, at jeg pludselig opdagede, at englænderne kun stod ca. 15 skridt fra mig og gravede. De lavede det samme som vi. De opdagede mig ikke, og kun et skridt baglæns, så skjulte tågen mig igen.

Det var fristende, men jeg havde en kammerat, som jeg ville have med, for ikke at være helt alene, men han kunne ikke beslutte sig, og så begyndte tågen at lette. Chancen var borte.

Vi blev her i fjorten dage, stadig regnvejr. – Sommeslaget ebbede ud, men vi havde ikke store tab. Tilførselsvejene holdt englænderne under stadig ild. Vi fik ikke bragt mad ud mere end fire-fem gange i de to uger. Vi var både sultne og trætte, og vi frøs, for vi var altid våde, og til sidst var vi ikke meget værd.

Omsider blev vi afløst, men det var et værre ælte at komme tilbage i. En af vore kammerater gik på hovedet i et stort granathul. Det var Julius Weber, en særling og altid sur. Vi fik ham halet op. Han gjorde en ynkelig figur, lignede formelig en druknet rotte. Hele tiden gentog han: »Min Gud, min Gud!« –

Resterne af regimentet blev samlet et stykke tilbage, og der blev uddelt Jernkors. Jeg fik også et. – Vi kom nu i en nogenlunde rolig stilling. Da vi var kommet ud af Sommeslaget, havde vi igen alle vore underofficerer mellem os, de havde simpelt hen meldt sig syge, da vi var gået ind i slaget. Der skete dem ikke noget.

DSK-årbøger 1972

14. oktober 1916 – Flensborg Avis: Krigsnyt fra Frøslev

Bud fra Felten.
En Søn af Skræddermester Joh. Petersen i Frøslev, Christian er for udvist Tapperhed bleven forfremmet til Gefrejter samt dekoreret med Jernkorset. Petersen kæmper paa Østfronten.

En Broder Asmus har deltaget i de haarde Kampe ved Somme, hvor han er bleven saaret af Granatsplinter i venstre Tommelfinger. Der er desværre gaaet Betændelse i Saaret, og han er bleven opereret et Par Gange. Petersen ligger paa et Lazaret i Celle i Hannover.

Endvidere har Mejeribestyrer Jesper H. Bossen paa Frøslev Mejeri faaet tildelt Jernkorset. Bossen kæmper ogsaa paa Vestfronten.


Desværre har Manden med Leen ogsaa gjort sin Høst i Frøslev. Et Par Landmænd Joh. Clausen og Karl Hansen faldt i de haarde Kampe ved Moulin i Fjor i Juni Maaned. — Et Par Brødre Hans og Chr. Jessen har ligeledes fundet Døden paa Vestfronten.


Landmand P. Karstens blev allerede meldt savnet først i December 1914, og trods alle Efterforskninger er det ikke lykkedes at faa Underretning om den unge Mands skæbne. Han stod ved et Garderegiment, der haabes, at Karstens er i russisk Fangenskab.

11. oktober 1916. Ny løjtnant – “Der er ikke een, der kan lide ham, og jeg tror derfor ikke, han lever ret længe.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 kom til Somme.

Manancourt, den 11. Oktober 1916

Vi har et Par Dage faaet Lov til at gaa rundt efter eget Hoved. Dog, nu har vi faaet en ny Kompagnifører, der har lovet at lære os  Disciplin.

Han er en lang Krabat og er altid højt til Hest. Det er lidt usædvanlig  paa disse Breddegrader, men hele Karlen er noget usædvanlig. Han mente i Dag, at det ikke var af nogen Betydning, at Regimentet var  blevet hæderligt omtalt i Beretningen fra den „Oberste  Heeresleitung”. Det, vi havde gjort, mente han, var kun vor fordømte Pligt, og den, der ikke med Glæde vilde ofre sig for Fædrelandet, var en Lump, en Fejgling, der ikke var bedre værd, end at blive stillet mod en Mur og skudt ned som en Hund.

Han uddelte i Dag nogle Jernkors, ikke under Anerkendelse eller rosende Omtale, men under stadig Henvisning til Soldatens Pligt.

Gud, hvor vi alle hader ham. Der bliver fortalt, at vi i Morgen Aften atter skal i Stilling, men det er vistnok kun i Reservestilling, saa faar vi se, hvordan det stiller sig med Løjtnantens Courage.

Der er ikke een, der kan lide ham, og jeg tror derfor ikke, han lever ret længe.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

12. september 1916. Sønderjysk møde i Kissaki, Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

[Nis Kocks personlige tjener] Ramasan havde med sikker Sporsans fundet Magasinerne og havde provianteret rigeligt. Da jeg kom hen til vor Lejr, havde han allerede arrangeret et herligt Aftensmaaltid rigeligt med Ris, og ogsaa noget Kød havde han faaet fat paa.

Samtidig kunde han fortælle mig, at Peter Hansen opholdt sig i Lejren — eller rettere i Urskoven udenfor Byen — og at han vidste, hvor han befandt sig.

Jeg spiste hurtigt færdig og bad Ramasan følge mig til Peter Hansens Lejr, og efter en kort Spadseretur gennem Skov og Krat naaede vi frem til en Lejr i Skoven, hvor vi hurtigt fandt Peter Hansen siddende ved et Baal. Han var noget langskægget og ikke saa lidt hulkindet, men ellers rask og frisk og stadig den gode gamle Kammerat.

Han blev overstrømmende glad ved at se mig og bød mig straks en Plads paa en tom Petroleumsdunk. Et Par Cigaretter blev fundet frem, og Snakken tog sin Begyndelse, medens Stjernerne tændtes over vore Hoveder og Baal paa Baal sprang frem imellem Træer og Buske.

Omkring dem færdedes, sad eller laa de forskellige Skygger — hvide Soldater med Tropehjelme, letkendelige selv paa Afstand, Askarier, Bærere, Kvinder og Børn. Det var  et helt Krigerfolk paa March som paa Folkevandringens Tid — eller var det snarere Trediveaarskrigens Landsknægthære med deres Tros, det bragte frem i Erindringen.

Peter Hansen fortalte, at Størstedelen af Hæren laa her i en Bue omkring Kisakki, men en Del Kompagnier havde dog Stilling langt Østpaa. Det var dem, der var gaaet Øst om Ulugurubjergene. Der havde staaet svære Kampe baade her og dér, og Peter gav mig nu en malende Beskrivelse af sine Oplevelser fra Kondoa-Irangi og hertil.

Hans Arbejde havde jo ført ham saa nær ind paa Livet af Kampene som nogen, da han ofte maatte færdes mellem Linierne for at faa de saarede ind. Det var begyndt at knibe med Forbindsstofferne, fortalte han, og han imødesaa med Gru den Dag, da man ikke længere havde tilstrækkeligt til at forbinde de saarede med.

Han fortalte om de dygtige og opofrende Lægers Arbejde og Kamp mod Sygdomme og frygtelige Kvæstelser. Meget ofte maatte de af deres sparsomme Forraad ogsaa forbinde engelske saarede, og det gjorde de pligtskyldigst, men stadigvæk med den uhyggelige Bevidsthed, at engang kunde de være saa udgaaet for Forbindsstoffer og Lægemidler, at de ikke kunde hjælpe deres egne.

Man var nu kommet dertil, at man kogte Gazebindene, der havde været anvendt én Gang, for at kunne bruge dem igen, og nogle af Lægerne var kommet ind paa at anvende en bestemt Slags Bark til Forbindingerne.

Peter Hansen gav iøvrigt Boerne den Ros, at de sloges modigt og behandlede deres Modstandere ordentligt, men ikke desto mindre havde Kampene ved Kondoa-Irangi været frygtelige. Der var blevet anvendt Artilleri i udstrakt Grad paa begge Sider. Tyskerne havde brugt „Königsberg“ Kanoner og Englænderne svært Artilleri, som  var slæbt frem. Generalen selv var blevet lettere saaret af en engelsk Granat, uden at det dog havde svækket hans Arbejdskraft det ringeste.

— Jeg har set ham, sagde jeg, han saa knap saadan ud, som jeg havde forestillet mig ham efter alt det, jeg har faaet fortalt.
— Du kan ellers være overbevist om, at der ikke er sagt noget overdrevent om ham, svarede Peter Hansen. Han kan simpelthen ikke overdrives — han er noget helt for sig. Jeg har set ham paa nær Hold Masser af Gange — han er et mærkeligt Menneske.
— Under en Fægtning, fortalte Peter Hansen videre, havde vore Folk forsøgt et Angreb paa en fjendtlig Stilling oppe ved Kondoa-Irangi. Angrebet var slaaet tilbage, og der laa en hel Del saarede paa en Skraaning. Jeg kravlede ud til dem og forbandt dem, og efterhaanden fik vi dem ogsaa slæbt ind til Forbindspladsen, skønt der blev skudt en Del paa os.

Efterhaanden som vi kom bærende med dem, blev Stabslægen mere og mere gal i Hovedet, fordi Forbindingerne jo var lagt lidt hastigt og maaske ikke lige efter Reglementet. Medens han stod og skældte mig ud over det, kom Generalen til og hørte lidt paa det i Tavshed, men jeg kunde godt se, at han havde Lyst til at sige et eller andet. Endelig drejede han Hovedet og saa Stabslægen lige ind i Ansigtet og sagde paa sin sædvanlige knappe og spydige Maade: — Jamen, Hr. Stabslæge — hvorfor gjorde De det dog ikke selv?

— Jeg blev indstillet til Jernkorset af første Klasse, føjede Peter Hansen halvflov til.

Jeg gratulerede ham. Det var en meget stor Udmærkelse for en menig Mand og i øvrigt ogsaa for en Underofficer.

Peter Hansen slog det hen, men jeg kunde se paa ham, at han alligevel glædede sig over Æren.

Vi talte længe videre og talte begge Dansk. Efter i lang Tid at være henvist til at tale Tysk eller Kisuaheli var det herligt at komme til at tale det Sprog, der nu engang laa mig lettest paa Tungen.

Vi talte om Udsigterne for at komme hjem, men dem vurderede ingen af os særlig højt. Det saa ud til, at Krigen skulde fortsættes til den bitre Ende, og saa holdt den vel ikke op, før de blev færdige hjemme i Europa, eller før Lettow-Vorbecks Hær var smeltet ind til ingenting.
— Naar vi nu maa opgive Kisakki, sagde Peter Hansen, saa er den nærmeste Stilling, vi kan indtage, Rufijifloden. Dér tænker jeg ikke, Boerne kan følge efter os — dels fordi deres Heste ikke kan færdes dernede, og dels fordi de ikke selv kan taale Klimaet. Der er meget usundt, og hvide Mennesker faar uvægerlig Malaria.

— Jamen, hvad saa med os andre? spurgte jeg.
— Jeg tror ikke, der bliver spurgt om vor Mening, svarede Peter Hansen. Jeg har hørt lange Diskussioner om det Emne, men de er allesammen endt med, at vi bliver tvunget til at affinde os med Malariaen, som vi kan — for ned paa den anden Side af Rufijifloden skal vi. Boerne derimod er ikke tvunget dertil og vil sikkert hellere lade sig sende hjem end udsætte sig for Malaria — og saa maa de vel trække sorte Tropper hertil igen for at føre Krigen videre. — Det trækker altsammen Tiden ud, og det er det, Generalen vil opnaa.

Vi talte om Kammeraterne fra „Kronborg“ . Peter Hansen vidste bedre Besked om dem end jeg. Han nævnede mig et Par Navne, som ikke var mere. Kort efter tog jeg Afsked og ønskede ham god Rejse.

Jeg kaldte paa Ramasan, og han fulgte mig tilbage til vor Lejr, hvor Baalene var ved at brænde ned, og hvor Bærerne sov fast efter den lange Safari gennem Ulugurubjergene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

7. august 1916 – Ribe Stiftstidende: For mange kartofler?

Jernkorset af første klasse

er efter de sidste haarde kampe paa Vestfronten blevet tildelt løjtnant og kompagnifører, Johan Vrang, søn af bogholder J. Vrang ved Flensborg Avis. Løjtnant Vrang, der allerede fik Jernkorset af anden klasse i september 1914, har uafbrudt siden krigens begyndelse været med i krigen.

Stærk stigning af papirpriserne

Fra Rigscentralen for trykpapir har Hejmdal i lørdags faaet meddelelse om, at papirpriserne er blevet forhøjede med 17 mark pr 100 kilo, det vil sige med godt 70 pCt., med tilbagevirkende kraft fra 1. juli. Denne voldsomme stigning, der kommer ret uventet, efter at Rigscentralen forleden havde lovet Pressen at sørge for rimelige papirpriser, vil fremkalde en  Presse-krise og stille mange blade over for valget mellem helt at standse eller atter at forhøje abonnementsprisen betydeligt.

For mange kartofler?

Forbundet af tyske kartoffelgrossere har i et telegram til Hr. von Bartocki bedt om at ophæve alle forordninger, der begrænser kartoffelhandelen indtil 1. oktober. Der er nu saa store tilførsler, saa der bestaar en katastrofe som aldrig før. Uhyre mængder er allerede fordærvede.

De faldne nordslesvigere

Mindstetallet er nu 2900, forøget siden sidste samlede liste den 8. juli.