Tag-arkiv: hjemmefront

26. januar 1918 – Hans Paulsen: “… da vi med Bil imellem gør nogle Hamsterture”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 26. I. 1918.

Kære Forældre!
Lige fik jeg Eders dejlige Pakke, hvorfor jeg takker Eder mange Gange. Hvor rar[t] af Frk. Lohse, at sende mig en Bog! ”Falscher Hase”, Honningen og Sardinerne er virkelig udsøgte Soldaterdelikatesser. – Jeg har bestilt mig en feldtgraa Uniform uden Bukser, kuns Toppen til M 150.-, da jeg jo har et Par udmærkede nye Bukser. Kære Far, vil Du saa sende mig Pengene dertil i Indskrivningsbrev? – Desværre er Mors lb.-Pakke med Honningkagen hidtil ikke ankommet, Frikandellepakket fik jeg allerede for længere Tid siden.

– Mine Forespørgsler om Eders højeste Pris for Levnedsmidler er kuns for et Tilfælde, da vi med Bil imellem gør nogle Hamsterture. Hvad vi nyder til Frokost? I bruger ingen Angst at faa, vort medbragte Frokostbrød, Kaffee eller Øl. Vi er 4 Mand til hvor Bil, en Lærer og tre Elever. Det er en Opel Personvogn, meget flot med dejlige Sæder og Gummihjul. Et Maal har vi ikke. Vi kører rundt i alle Himmelsrækninger. Vognens eneste Bestemmelse er, at køre os spadserende, medens de 3 Elever skiftevis sidder ved Styret. Det lyder nok lidt flot.

Hjertelig Hilsen
Eders Hans

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at køre magelig tilbagelænet i vor Bil”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 22. I. 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke 37 med Cigarerne og Lysene etc. Mange Tak! Det var jo alt overordentlig brugbar og ønskede Ting. Jeg blev virkelig glad derover. Er Kopfschützeren en Foræring fra Fru Sievers? Mor skrev noget om, at hun maatte give Kartoffelmel derfor. Jeg vilde gerne vide, om jeg skal takke hende derfor.

– Idag fik jeg Mors Frikandellepakke. Frikandeller har vist sig at være meget praktisk, de holder sig længe, (længere end det rene Kød) smager udmærket og er et meget nærende Brødpaalæg, der især er godt om Morgenen til Fundament for Dagen. – Hvad mener Mor med Peters Jubilæum?? Underbukser har jeg nok af. Jeg har 4 Skjorter og 4 Underbukser.

Naar det passer Far bedere , at sende Pengene pr. Postcheck, staar der ikke noget i Vejen derfor. Som Indskrivningsbrev ankommer det jo raskere og har den Fordel, at Summens Størrelse ikke er tilgængelig for Offentligheden. Men en Ubehagelighed for mig fører den førstnævnte Methode heller ikke med sig. – Pakket med 3 Paar Strømper har jeg faaet mellem Juul og Nyaar.

Vi kører nu hver Dag i Bil. Det er anstrengende, men ogsaa rart. Vi lærer Berlin paa den Maade at kende. Idag har jeg mærkværdigvis ikke bestilt andet, end paa Militærets Bekostning i en tyk Pels at køre magelig tilbagelænet i vor Bil gennem Berlins flotte Gader. Naar det altid gik paa denne Maade, vilde det ikke være saa galt, at spille Soldat.

Kære Far, til Slut beder jeg Dig nu omgaaende at besvare mig, om Du kender en født Flensborger, med Navn Jensen, som ejer en Likørfabrik og Vinhandel her i Berlin?

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans.

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

20. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at købe nogle Levnedsmidler under Haanden”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar. Nedenstående brev er som det eneste af hans bevarede breve hjem ikke sendt som feltpost, men med den civile post.

Berlin S.W., den 20. januar 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Mange Tak for Pakke Nr. 37! Det lækkere Hvedebrød og den dejlige Kunsthonning levere mig hver Morgen et delikat Stykke Brød til Eders Kaffee. Westen kommer mig ogsaa meget belejeligt, da jeg kan bruge den paa Vognen, hvor det altid trækker stærkt i den raske Fart. Frikandellerne og Lammekødet tjener baade til Lækker Kødpaalæg som ogsaa som kraftig, fed Kost til alle mine Maaltider.

Imorges var vi alle paa Kommando i Kirke. Jeg synes, at vor Kirker derhjemme nok kan maale sig med de berlinske, som næsten mange fuldstændig er hvidkalkede indeni. Interessen for Kirkegang synes ogsaa at være lille her. Derfor er Kinoerne og Theatrene saa fuldere.

I Eftermiddag var jeg med Hinrichs i Deutsches Theater til ”Die Deutschen Kleinstädter.” Det var udmærked. Desværre kunde vi ikke see godt, thi vi havde Plads paa den høje ”Olymp” i kvælende Varme lige under Loftet.

– I den kommende Tid kunde det maaske lykkes mig, gennem vore Køreskoleture at faa Lejlighed til at købe nogle Levnedsmidler under Haanden. Det er naturligvis tildels til høje Priiser, som for Ex. Fornylig frisk Oksekød til m 4.50 pr. lb. Jeg beder Eder altsaa, at skrive mig, til hvad højeste Pris jeg maa købe Mel, Smør, Flæsk etc. Som sagt, gælder det alt kun, naar der engang gennem Tilfælde skulde byde sig en Lejlighed til en lille Handel.

– Her ligger dyb Snee paa Gaderne og Tøvejr skifter med Frost, saa det enten er et stort Søle paa Gaden eller ogsaa Glatis, saa det næsten er livsfarlig at gaa ude. Berlinerne er nemlig ikke mere saa flinke til at strø og rense Gaderne og ”Schneeschippgesetz”, deres store Sorg og Harme, er foruden Krigen og Ernæringsspørgsmaalet altid Hovedthemaet i Samtalerne. Et Sted i Theaterstykket i Eftermiddag, som kunde hentyde paa de nuværende Sneskovlerforhold, hilstes med stærk Latter og Raaben af Publikummet. Og igaar var jeg til Forandring i ”Hammerlichtspiele”, hvor Soldater har gratis Adgang, og saa en Film, som hed ”Ersatz”. Den gjorde Glodser over vort ”Ersatzlevned”.
Jeg vil slutte.

Hjertelig Hilsen fra Eders Hans

P.S.

Pakke Nr. 33 har jeg altsaa faaet!!!!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

14. december 1917. Man må næsten slæbe sit spisekammer med hvis man vil have noget. Brev fra Inger til Jørgen

Senest ændret den 15. december 2017 7:36

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, den 14. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
I eftermiddag er jeg i Haderslev. Det er igen belysningen, det er galt med. Jeg har været hos Holm for at høre om sprit, men han havde selvfølgelig ikke noget. Det har han nu nok alligevel; men sagen er jo vist den, at penge ikke så lige kan gøre det længere. Uh, hvor bliver man da ked af al den komedie, man kan næsten slæbe hele sit spisekammer med, når man vil have noget. Og det kan man jo heller ikke blive ved med, så kommer vi jo i det mindste til at slagte en stud! Jeg tænkte, jeg ville have besøgt Andreas og Marie lidt nu, da butikkerne er lukkede. Men de er ikke hjemme, så sidder jeg nu her på Harmonien og skriver på fru Carlsens papir, hun bad mig om at hilse dig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. december 1917. Jørgen har fået Jernkorset. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

4 ugers uventet orlov kompenserer for afslag på ansøgningen om »Zuriickstellung«. Kompagniføreren, løjtnant Rerne, har forinden givet Jørgen Friis et tip med hensyn til en ny ansøgning om »Entlassung«, og under orloven kommer amtsforstander Thaysen med en bemærkning, som vækker forhåbninger til foråret. Indtil da får Jørgen Friis i Muhlhausen en god bestilling ved »den store bagage«. Postspærring bringer væsentlige forstyrrelser, tyskerne liner op til den store offensiv. (red)

Onsdag, ri. 5. dec. 1917

Min kære, kære Jørgen!
Tak for de to kort fra Hamborg og Berlin, som jeg fik i dag. Jeg ser, at du rejser østpå. Der var jo heller ikke andet at gøre, for så længe det kun var rygter, at dit kompagni var kommet til Frankrig, kunne du da egentlig heller ikke godt rejse den vej. Vi ser jo da også, at det ikke passede, at de var var kommet til Cambrai, heldigvis. Bare du da var blevet hjemme, til alle de kort og efterretninger var kommet, så havde vi da haft den søndag i ro. I går var der to kort, begge fra Suhr. I det ene meddeler han, at de befinder sig i Muhlhausen, »Fabrik Engel«. Det andet kort er vel egentlig fra kompagniet, der skriver han, at du er blevet tildelt jernkorset, og i dag er der kommet et indskreven brev fra Reg. 85 med et bevis for, at du har fået samme kors. Det er vist fordi, de nu afslår vore ansøgninger, at dette så skal være en erstatning. Det er i hvert fald en dårlig erstatning…
I går aftes var Valborg og jeg hos Fedders. Der var Joh. Froms, Jørgen Froms, Møllers, Rasmus Møllers, Niels Schultzes og Erik- sens. Et helt stort besøg ser du. Det er muntre folk alle sammen, så bliver der ikke tænkt så meget på krigen og heller ikke talt om den. De lever ikke sådan med i det, som vi andre gør; og vi kan jo også nok sige, at der er meget andet, som er bedre at tale om, for- krigen er altid det samme og altid lige håbløs og endeløs. – Våbenstilstand er der jo i Rusland, men om de kommer til at slutte fred, ved man ikke. Der er jo ingen, som de kan slutte fred med. Det bliver ved at være lige forvirret derovre. Når I nu bare kan blive der i Muhlhausen til jul, for der må jo da være nogenlunde. Jeg længes efter at få et rigtigt brev fra dig. Du kan tro, der var et langt brev fra »Reginenstrasse« i dag; meget tak nemlig. Begge dele var ankommet i god behold, men de ville gerne vide, hvor meget der var at betale, ellers var det hende »peinlich«. Vi glemte jo at veje de to sidste pakker. Tror du ikke, der har været 3 og 4 pd? Jeg må jo vist hellere sende en regning; ligeledes til fru Suhr. »Familien Harden« bad mig hilse dig. Hun havde skrevet det til sin søn.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

3. november 1917. Præsten taler så kønt ved begravelserne. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 3. nov. 17

Min egen kære Jørgen! Tak for dit brev fra den 31. okt. Det er nu rart, at postforbindelsen er så god… I går skrev jeg ikke til dig. Da var det, at vi var til sørgegudstjeneste for Troels Fogt. Der var mange mennesker, kirken var omtrent fuld. Pastor Dahl taler kønt ved sådan en lejlighed, især bad han så kønt for alteret, for dem, der endnu var derude. Troels var blevet sygebærer, men det har det jo ikke været bedre af…

Det er svært med alle de unge mennesker, som falder. Det var den 16. fra Aller sogn, den 5. fra Stubbom. Thomas Ellegård og Karen var der også, men jeg talte ikke med dem. De har jo også nok tænkt på dagene i Husum.- Vi var kørende med skimlerne for den store vogn. Den er alligevel meget villere at køre i, og du kan tro, folk kiggede på skimlerne. Det er jo også et par dejlige dyr, og Hans er ikke så slem til at sætte dem i fart nu, som han var før ….

(Jørgen bevilliges 4 ugers orlov som kompensation for at han ikke får en Zurück-stellung, en plads bag fronten. Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

31. oktober 1917. Det er ikke let at være under kommando når man har en vis alder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Vileyka. Onsdag d. 31.10.1917

… Nu har du så fået brev fra Rusland. Det er da godt, at brevene går så hurtige, men vi er jo heller ikke ude ved fronten endnu. Vi er et stykke øst for grænsen, som fra Haderslev til Hamborg. Det tager 7 timer med toget. Jeg er da meget glad ved fotografierne, nu har jeg både hjemmet og familien her, det er rart. Du skriver om den 1. november. Ja, det er ikke så let, kære Inger, men når din broder kommer over og hjælper dig lidt, så går det vel nok. Vi håber, at du herefter ikke behøver at sørge for sådanne ting…

Kompagniet er ude at skyde i formiddag, men jeg behøver jo ikke at være med dertil, da jeg skal ned i kælderen til kakkelovnen. Det er dejligt sådan at være lidt til en side, for når man først er så gammel som jeg er, så har man ikke lyst til altid at være under kommando. Der er blevet udnævnt en hel del gefrejter i de sidste dage, og mange af dem er meget glade ved forfremmelsen. Når de bare vil lade mig komme hjem, så må de gerne have hele herligheden for mig.

Jeg læste i går i Modersmålet, at T. Fogt er faldet den 9. oktober. Jeg ved jo ikke, hvor han er faldet, men det var nogle slemme dage 8., 9. og 10., i det mindste hos os. Det er igen en af kammeraterne fra Husum, som er gået bort. Nu får vi igen en ny rigskansler, så får vi se, om det hjælper.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. oktober 1917. Befolkningen er vel nærmest jøder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgårdi Fjelstrup videre.

Rusland. Fredag d. 26. oktober 1917

… Jeg håber da, at du nu får mine breve, skønt man kan jo ikke vide. Vi ligger endnu her i Vileyka i ro, og jeg har det godt, idet jeg er kommet til at fyre i varmeapparaterne her på anstalten. Det er nede i kælderen. Jeg er meget glad ved, at jeg ikke behøver at gøre tjeneste med, skønt det jo heller ikke er noget tale om imod at være i skyttegravene. Her har man sin gode ro og kan ligge så roligt og sove om natten uden at behøve at være bange for at blive alarmeret. Ja, helt roligt kan man nu ellers ikke sove, for vi har mange lopper i stuen, men lus har vi da ikke. Dem havde vi mange af, da vi kom hertil, men så var vi dagen efter i Vilna at bade og vort tøj kom i ovnen. Sikken god fornemmelse det var at bade og få rent tøj på. Vilna er en stor by, i fredstid havde den 250.000 indbyggere, men ellers er det ingen smuk by. Gaderne er så ujævne som vor gårdsplads, så ved du besked. Og mange af husene er gamle og forfaldne. Ja, der gives jo også nogle store og smukke bygninger, f.eks. kirkerne, der er meget smukke. Befolkningen er vel nærmest jøder, det ser de ud til at være, og mange pjaltede folk og børn træffer man på gaden….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. oktober 1917. Inger bekymres sig for udregningerne til folkenes lønninger og sygekasse. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26. okt. 1917

… Nu nærmer 1. nov. sig. Så skal jeg til at betale alle de penge ud til folkene. Jeg gruer lidt for det. Måske Hans fra Stubbom kommer i morgen aften, så vil han regne mig det ud med sygekassen og kortene for hver enkelt. Det med Hans’s løn skal jeg jo ned til Møller og have ordnet. Krigsskatten har jeg ikke betalt endnu. I går eftermiddag var Valborg og jeg i Haderslev, og da var jeg derude hos skatteopkræveren, men så var der lukket, kun åbent hver formiddag og så fra 2-4 mandag eftermiddag. Hvor blev jeg dog ærgerlig. Nu kan jeg rejse efter det igen. Men hvis Fedder vil til Haderslev på mandag, kunne jeg såmænd også godt sende det med ham. Hvad gør det, om han ser det »værdipapir«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. oktober 1917. Den trøstesløse slagmark. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Rusland, tirsdag d. 23. oktober 1917

… Jo, det var nogle slemme ture, når vi skulle ud med maden. For det var også et farligt arbejde, idet englænderne holdt vejene ud til stillingen under ild; men vi kom dog godt igennem hver gang. Det så ellers forfærdeligt ud på vejene. Somme steder var granaterne slåede ned på vejene og havde lavet nogle vældige huller så store som kulen ude i den lille mark, hvor fårene gik, og så lå der ituskudte vogne, døde heste og desværre også mennesker. Mange steder lugtede det så fælt, for hestene blev ikke begravede eller i det mindste ikke tilstrækkeligt. Og skoven, du skulle bare se, hvordan den så ud. Mange af træerne lå knækkede og oprevne med rod, for ikke at tale om de batterier, som havde fået fuldtræffere. Ja, hvem der ikke har set det, kan ingen forestilling gøre sig om, hvordan det ser ud. Længere ude ved fronten var der det ene granathul ved siden af det andet. Så ødelagt er jorden, så den er fuldstændig værdiløs. Derude i disse huller sidder soldaterne så og afventer, hvad der vil komme. Officererne boede i nogle små cementhuler, men de var heller ikke bombesikre. Hvis der slog en granat ned på en sådan, så var beboerne ødelagt, og det skete ofte

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. oktober 1917. Man hører så megen råhed og dårlig tale. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 22. oktober 1917

Min egen kære Inger! … For tiden ligger vi i en by i nærheden af Vilna. Byen hedder Vileyka, og her bor vi på en sindssygeanstalt, en stor bygning, hvor vi alle har gode stuer at bo i. Det er næsten som på en kaserne, og det går meget strengt til her, som om vi var rekrutter, der skal uddannes. Det gør ikke noget, bare vi kan slippe for at komme ud i skyttegravene. En lille tid bliver vi vel her, og man må være glad for hver dag, der går hen i ro…

Kæreste Inger, du får mange tak for de smukke salmevers, og fordi at du og vore små piger hver aften beder for mig. Det er en stor trøst at vide, for det er så tungt så tungt, dette soldaterliv. Og man hører så megen råhed og dårlig tale. Men det må jo være Vorherres vilje, at jeg skal gå denne skole igennem. Det er da fornuftigt, at I har haft lidt fremmede. Det glæder jeg mig også over at høre. Ja, nu er Houtholstskoven glemt, men jeg skal fortælle dig derom, når jeg kommer hjem.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

15. oktober 1917. Vi skal rejse i fem dage. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 15. oktober 1917

Mange tak for dit brev fra d. 10. Det går hurtigere, når jeg ikke er ude ved fronten. Jeg vil nu forsøge, om jeg kan få et brev sendt til dig ad en anden vej, for hos kompagniet kan vi ikke afgive post længere, idet vi skal rejse videre i morgen tidlig. Og jeg ved ikke, når jeg kan få lejlighed til at skrive til dig igen, da vi måske skal til Rusland. Vi skal i det mindste være fem dage på rejsen, og så må det jo være temmelig langt, vi skal rejse. Nå, der går jo så mange rygter, så man ved ikke, hvad man skal tro. Jeg er slet ikke så begejstret for at komme derover, for man ved jo ikke, hvordan det er der. Men krigen der er vist langt fra så slem som her, så det må man jo være glad ved. Der er kun et for os at gøre, kære Inger, at slå vor lid til Vorherre og kun lade ham råde…

Du sørger meget for mig, kære Inger, og det er vel fordi, at jeg har fortalt dig så meget. Det har jeg fortrudt. Se at tage det med ro, så godt du kan. Der hvor vi kommer hen, går det vist langt fra så hårdt til, og da jeg er så gammel kunne det jo da også være, at der kunne falde en eller anden bestilling af til mig. Og så håber vi jo også, at ansøgningen skal hjælpe. I dag rejser der herfra en, som er blevet stillet tre måneder tilbage. Det er en sukkerfabrik, som har reklameret for ham. Så er det jo da heller ikke umuligt, at det kan lykkes for mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

10. oktober 1917. Det er slemt for nerverne med den trommeild. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 10. okt.

Min kære Jørgen!  … Der var to breve fra dig i går, i dag ingen. Ja, jeg havde jo nok tænkt, at der var uro, der hvor du er, og i dag er Houthoulst-Skoven igen nævnt i beretningerne. Så det har måske været slemme dage igen. Det er jo bedre for dig, at du er komme til at bære forplejning ud, selv om det vel heller ikke er uden fare. Men i denne tid får vi lært at være glad og taknemlig ved lidt, for godt har du det ikke, det kan jeg nok forstå. Kunne I bare snart blive afløst. Det er da slemt for nerverne med den trommeild. Det er jo, som du siger, at vi herhjemme slet ikke kan forestille os det, men urolig for dig er jeg snart alle tider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

7. oktober 1917. Alle ved de jo nok, at det er et slemt sted, du er. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften 7. okt. 1917

… Jeg er lidt urolig for dig; men det nytter jo ellers ikke noget, at jeg går herhjemme og er bange for, hvordan det skal gå dig. Jeg var i kirke i dag, det var jo høstprædiken… og der var også mange til kirke. Nu er der jo igen mange, som spørger til dig, og alle ved de jo også nok, at det er et slemt sted, du er*. I dag er der et kort i Nationaltidende over egnen der, hvor skoven også er med på. Jeg beder hver dag, at Gud dog vil bevare dig min kære, kære Jørgen. Det er så svært for dig, at du skal blive ved med at tage afsked og rejse dertil, hvor det går hårdt til…

*Flandern

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. oktober 1917. Inger løber sur i hjemmefrontens optællinger. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 6. okt. 1917

Min kære Jørgen! … Der kommer af og til en seddel fra Eickemejer, om tælling, så det ene og så det andet. Jeg kan ikke finde ud af det. Nu skal vi se hvordan, ellers skal Eickemejer selv hjælpe mig ved det. Og opfordring til at betale 2. rate af krigsskatten er også kommet; men det har du jo sagt besked om. I dag kom der en regning på bindegarnet, det er ialt 852,10 M .-ll,20 for kg, og 76 kg ialt. Uha, den blev jeg da ked af. Det er jo fra det samme sted, som vi fik afslag om at få petroleum. I eftermiddag kommer Tinne og Hans Thomsen til mors fødselsdag, så kører Valborg og jeg med derop, når Hans Krogs vogn henter dem ved 3-toget. Børnene skal ikke med, de biir vågne, når kl. er 5½ om morgenen, så de biir jo søvnige, inden det er mørkt. Jeg har heller ikke lyst til at have Hans med som kusk en hel eftermiddag, nu har vi jo været vant til at have dig med os. Jeg skal nok tale med Thaysen. Å, gid det dog måtte lykkes med den ansøgning*, så du kunne komme hjem. Her er nok at tage fat på.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. oktober 1917. 8-9 sårede og 3 døde. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 5. oktober 1917

… Hvor var det da godt, at jeg ikke behøvede at gå med i går, da kompagniet blev alarmeret. De tænkte, at de var kommet tilbage om morgenen igen, men det blev anderledes. Kl. 4½ i gik kompagniet bort og kl. 5½ begyndte engelskmanden at skyde. Det var så forfærdeligt, så jeg slet ikke kunne sove længere, men måtte op og ud for at se, hvordan det stod til, men her var intet at se. Det varede ikke længe, så kom der to sårede tilbage, den ene var såret i hovedet og på halsen, men kun let, og den anden havde fået et stød i ryggen. De glædede sig, at de var sluppet sådan fra det. Lidt efter kom der flere letsårede, deriblandt Lagoni, som blevet såret lidt i det ene ben. I alt havde vi 8 eller 9 sårede og 3 døde. Iblandt de døde var der en feldwebel, som hed Max Krey. Det gjorde os alle så ondt, da vi fik at vide, at han var faldet, for det var sådan et godt menneske. Han havde jernkorset både af 2. og første klasse. Han har været ved kompagniet siden krigens begyndelse og døjet meget ondt. De andre to var unge mennesker, som var kommet i maj. Trommeilden blev ved at rase hele dagen, men det var værst lidt til venstre for os. På vort afsnit blev der ikke angrebet, heldigvis. Nå, vort kompagni var heller ikke helt forude, men lå som reserve. De faldne og sårede blev ramt af granatsplinter. Ja, sådan går det til hernede. Jeg er glad ved, at jeg ikke skal med derud. I dag er det helt roligt igen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. oktober 1917. Det er ikke til at se jorden for granathuller. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 2. oktober 1917

 … Det er ellers en streng tur at bære mad derud, for det er så langt at gå, og tilsidst er der kun granathuller, man skal over. Så oprodet af granater har jeg endnu aldrig set jorden. Når vi går derud, kommer vi igennem Houthoulst Skoven, den har du jo læst om i beretningerne. Vi ligger en lille smule til højre for Langemark, så ved du omtrent, hvor jeg er hernede i Flandern. Om dagen, når der intet er at gøre, bor jeg i en by, som hedder Stamplcot. Det er kun en lille by, som du ikke finder på kortet. Og ligeledes St. Josef, hvor skriverstuen er, er vist heller ikke på kortet. Ja, nu har jeg fortalt dig en hel del, som jeg vel ikke måtte, men jeg plejer jo da gerne at fortælle dig, hvor jeg færdes i verden. Egnen her er ellers meget forskellig fra den egn i Frankrig, hvor jeg sidst var. Her er levende hegn om markerne og husene og gårdene ligger mere spredt i byerne, og så er der den store skov, som består af fyr, gran og egeskov. Egnen er flad, men der er dog enkelte højdedrag, hvorpå byerne ligger. Det er ikke tale om, at der kan bygges huler her, da grundvandet straks kommer, så snart der graves i jorden. Mange steder er der store sure enge og morads. Nu tænker jeg, du har en lille forestilling om, hvordan det ser ud her.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. oktober 1917. Jeg tænker vore piger leger ude under hylden hver dag. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 1. oktober 1917

Nu har jeg gjort den første tur med ud med fødevarer i stillingen. Det er en lang vej, det tager 4-5 timer, inden vi igen vender tilbage, men så har vi heller intet andet at bestille den øvrige tid af dagen. Vi går derud om aftenen kl. 6 og er tilbage igen kl. 10-10½. Så lang tid tog det i hvert fald i går, søndag aften. Du kan tro, jeg tænker meget på jer, kæreste Inger. Hvor kunne jeg have gået og haft det godt hjemme hos dig og vore små piger, men vi håber, at det ikke skal vare så ret længe, inden vi kommer til at leve sammen. Sig kun til Thaysen, at kompagniet her gerne vil anbefale ansøgningen*, så snart den kommer. Så hvis han kan gøre noget til, at den kan nå hurtigere herned, så bed ham derom. Vil du tage over at tale med ham desangående. Feldweblen sagde, at han ville skrive, at kompagniet ønskede, at jeg skulle stilles tilbage. Så mente han nok, at det skulle hjælpe. Jeg bad forresten feldweblen i går, om han ikke kunne give mig noget at bestille bagved fronten, men det kunne han ikke, sagde han, da der var for få folk derude. Det kan måske være lidt senere, når vi får forstærkning, at der så kan blive en eller anden bestilling til mig. Man skal, som Thaysen sagde, leve i håbet. Ja, det vil vi så gøre, kære Inger, og kun sørge for en dag ad gangen. Det går bedre for mig, når jeg først kommer lidt i gang med arbejdet. Rejsen hertil var tung, kan du tro, og så hjalp det jo endda en hel del, at jeg havde rejseselskab i Nikolaj Krog. Han er munter og kan fortælle meget. Han håbede forresten også, at han snart skulle blive fri. Han er jo lidt ældre end jeg er, men er ikke gift. Mon vejret er lige så smukt hjemme som her, for her er det meget varmt om dagen. Jeg tænker, at vore små piger leger ude under hylden hver dag. Og lille Louise får vel snart ferie igen. Når du betaler regningen til dampmaskinen, skal du blot sige, at vi har tærsket 200 sække, men ellers skal vi jo betale for 263, som jeg har skrevet i bogen, det ved du nok. Skriv ikke derom i brevene til mig.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. september 1917. Atter retur til fronten. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 30.9.1917

Kære Inger og små piger! I morgenstunden skrev jeg et af disse lukkede postkort og fortalte om min ankomst til kompagniet. Det var jo helt glædeligt at høre, at feldweblen vil anbefale ansøgningen*, når den kommer hertil. Og så vil vi håbe, at det må lykkes, at jeg kommer hjem til jer inden ret længe. Har talt med Suhr idag, og han fortalte, at den sidste ansøgning var blevet afslået ved regimentet…

Kære Inger, hvor var det da tungt at tage afsked fra jer, mine kæreste her på jorden. Og det smerter mig, at jeg har klaget så meget og gjort dig bedrøvet. Men det var så tungt for mig, og så kunne jeg ikke lade være at klage og fortælle dig, hvordan det går til hernede. Jeg beder dig om at tage det med ro, så godt du kan. Og så vil du jo nok bede for mig hver dag og for jer selv, at det må gå os vel og at vi snart må samles hjemme.

Det går ellers lettere for mig, end jeg havde troet. Det er jo altid sådan, at det er værst at tænke på det, der forestår. Det glæder mig så meget, når jeg tænker på, hvordan vore små piger tog afsked med mig: først stod de på trappen og vinkede til mig, indtil vognen var ude af gården, og så løb de ud i haven og vinkede også der farvel til os. Ja, gudskelov at vi har de tre små piger, og at de ikke er større, så de forstår, hvor alvorlig tiden er for mor og far. De er jo også til megen opmuntring for dig i denne tunge tid. Og så er det jo også godt, at du har Valborg, og at begge pigerne er så flinke. Jeg ved, at de tager alle del med dig i savnet. I disse dage er det meget roligt her, og vi vil håbe, at det vil blive ved at være roligt, sålænge vi bliver her. Der tales om, at vi snart bliver afløst, men hvornår ved jeg ikke bestemt.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. september 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “…ventes en Del Indkaldelser i Slesvig”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Frcia.
1. En Statsembedsmand i Nærheden af Kolding har meddelt Detchet følgende: ”En Fisker Jacob Jensen i Hals har meddelt, at da han for ca. 7 Aar siden arbejdede i Korsør, købte Tyskerne derværende – i umiddelbar Nærhed af Storebælt beliggende – Fabrik for Tilvirkning af Fiskemel, hvor de i Gulvet indrettede store Cementunderlag, forsynet med store Øskner. Den Gang Tillagde han ikke Sagen nogen Betydning, men senere er han bleven betænkelig derved og har derfor ment det rigtigst at bringe Sagen frem.

2. Fra forskellige kilder forlyder det, at der i den befæstede Linie i Nordslesvig skal staa i alt ca. 15.000 Mand Fodart. & Pionerer. Det bekræfter sig, at det er i sin Tid til Haderslev og Omegn ankommer Rytteri d. 11´ ds. har forladt Egnen og er draget Syd paa.

3. I Oktober og November Maaned ventes en Del Indkaldelser i Slesvig.

4. Gennem ”U”:
I Haderslev skal 1/11 d.s. afleveres 8000 kreaturer og d. 1/1 1918 yderligere 1/8 af det tiloversblevne Antal.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

21. august 1917. Trods høsten næsten er overstået gøres der endnu et forsøg på at skaffe høstorlov. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 21. aug. 17

Min kære Jørgen!
I eftermiddag har jeg været i Haderslev og fået et telegram sendt til dit kompagni om orlov nu til høsten, fra »Wirtschaftstelle«. Jeg leverede det selv ind på posthuset, så jeg ved da, at det er sendt afsted. Nu skal vi så se, hvad der kommer ud af det. Bare det dog vil hjælpe. Jeg spurgte ham ad, feldweblen, hvad det kunne blive til med den første ansøgning. Det vidste han jo ikke, men han syntes da ellers, at den nok kunne have været her, da den jo var sendt ind i maj. Jeg tænkte da, at der måtte komme et svar. Den skal vi vist ikke vente os noget af, men kan du endda få en høstorlov, endskønt de fire uger altid har været for korte. I dag er Hans Chr. rejst med middagstoget, Bertha var på Harmonien, men jeg så hende ikke, for jeg havde min cykel på højskolehjemmet. Det var Hans’s søster Marie, som jeg traf ude i Storegade, der fortalte, at Hans var borte. Jeg gik ikke om til Bertha, for jeg tænker mig, at hun kunne være så ked og så lige glad med alting, og jeg ville også skynde mig hjem. Det er jo i en travl tid, og både Sara og Tin er med på marken. Det er godt, at jeg har lov til at cykle, så er jeg ikke afhængig af toget. Nu er de ved at høste byg herude i Rønkær, det biir også bundet med hånden, vi er så mange folk så, men så må det jo da også få ende. Jeg tror, de mangler dig til at skokke, for det meste af det ligger endnu. Jeg talte to række hvede i går i Lange Nordskov, der var 7 traver i en og 6V2 i den næste række, og der biir vist 8 eller 9 rækker. Havren er forholdsvis bedre der, den er slet ikke så kort.

Det var ellers en dejlig tur vi havde, børnene og jeg. Vi plukkede nødder og brombær, og satte os så oppe i marken og spiste dem. Vi kunne lige have haft dig med også. Kan du huske, vi sad deroppe i foråret. Da sagde du netop, at du kom ikke til at høste hveden. Men nu kunne du da måske komme hjem at hjælpe, når den skal køres ind. Kirstine og Agnete ville vide, hvad jeg skulle til Haderslev efter. Jeg sagde så, at jeg skulle ud og se, om jeg kunne få dig hjem. Da jeg så kom hjem nu i aften, spurgte de straks, om du ikke var med. Nej, så rask går det jo ikke, men nu vil vi have en god tro og håbe på at det vil lykkes denne gang. Vi mangler dig jo meget nu i høsten.

(Den lange venten på orlov krones endelig med held og Jørgen kommer hjem i de 4 uger der gives til høstorlov. Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. august 1917. Gefreiter Andersen er „Pille-triller”

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Mit Andragende om Forflyttelse blev bevilliget, og med en Mand som Ledsager blev jeg den 8. afsendt til Sønderborg.

Min Ledsager havde aldrig været i Berlin, og da vi kom dertil, mente han, om ikke jeg kunde rejse alene til Sønderborg, da han nok vilde se sig lidt om i Hovedstaden.

Vi fik regnet ud, hvor længe Rejsen til Sønderborg og tilbage til Berlin vel kunde vare, da hans Besøg her jo skulde rette sig derefter, og fra Berlin rejste jeg saa alene.

Den 10. ankom jeg hertil, og her er jeg hjemme, mærker jeg. Familien ankom straks med store Pakker og lækre Ting. Foreløbig skal jeg ligge til Sengs og være et ufrivilligt Vidne til en ret udviklet Morskab, der næsten hver Aften finder Sted bag de tæt tilhængte Vinduer.

Næsten alle Kammerater er Sønderjyder, og Jacob Hansen fra Sundeved er beskikket Ceremonimester. Han er en gudbenaadet Harmonikaspiller, og Hans Christensen fra Broager akkompagnerer paa en „Teufelsgeige”.

Hvem der kunde være oven Senge og ellers kunde danse, svinger Kantinepigerne fra den nærliggende Infanterikaserne. Peter Andresen fra Dybbøl slaar Takt i Dynen med sin Stok. —

Jeg er kommet under kyndig Behandling, og Specialisterne paa dette Omraade er Dr. Reuter og en Underofficer fra Vesteregnen, samt særlig Gefreiter Andersen, der er „Pille-triller”, ved, hvor Jod med Udsigt til Resultat og Aspirin uden Skade kan anvendes.

 

18. august 1917. Engelske flyvere har lagt æg. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 18. aug. 1917

…I dag har de engelske flyvere rigtig været på »vingerne« her over byen, og de har endda lagt nogle »æg«, som bomberne kaldes, men jeg ved ellers ikke, om der er sket nogen skade. De er dristige, sådan at komme ved højlys dag. – Nu lige blev der fortalt, at der var blevet dræbt 3 af indbyggerne i byen, og at der brændte et hus som følge af bombekastningen. Det er meget sørgeligt, at det går ud over uskyldige mennesker. Ja, krigen er forskrækkelig i alle måder.

 Herude i haven har folkene rigtig travlt med at få deres bønner taget op og hængt til tørring. Det er krybbønner, som rykkes op med rod, og de fleste blade pilles af, hvorefter de hænges op på en mur eller andet sted. Det var jo noget lignende, jeg anbefalede dig med vore bønner, da du skrev, at vi havde så mange. Det er et rigtig godt høstvejr, vi har her i disse dage med frisk vind og solskin, sådan som man ønsker sig det i høsten. Og så er der disse hvide skyer på himlen, som du nok kender, det er også noget, som særligt ses i høsten, synes jeg.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. august 1917. Det er tvivlsom om vi får alt det bindegarn der er brug for til høsten. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. aug. 1917

Tak for dine to sidste breve fra fredag og lørdag. Det gjorde mig så ondt for dig, du var meget nedtrykt, og det er jo da heller ikke så underligt. De 20 dage er lange og trange, og at I da sådan skal slide i det… Jeg tror nu også, at vi begge to ser lidt for sort på det med hensyn til den første ansøgning. Måske det netop er et godt tegn, at det tager så lang tid. Ellers havde jeg jo da haft et afslag for længe siden. Det skulle jeg da også sige til dig fra Fedder, han var her netop nu i middags. Han har været i Haderslev for at høre lidt om, hvordan det kunne være, at det tog så lang tid. Han har nu helt godt håb om, at det nok skal gå…

Jens har også været her lidt i formiddag. Han ville hen til Eickemejer at bestille bindegarn fra landbrugskammeret til 11,50 pr. kg. I Haderslev koster det 10 M. pr. pd, så det andet er jo kun godt halvt så dyrt. Hans har bestilt 100 pd. til os, men så meget får vi vist ikke. Arealet med korn skulle også gives op, så det retter de sig jo vist efter. Hans er tilfreds, når vi kan få hveden og bygget bundet, det andet mener han, at vi nok kan selv. Og til den tid skal du også nok være hjemme, så kan du jo også »slå lidt forstand i«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. august 1917. Soldaterne er så sultne de stjæler fra køkkenhaven. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. ang. 1917

Du kan ellers tro, at jeg fik en bedre aftensmad i går, idet der kom to pakker til mig med pølse. Det var ellers udmærket. Jeg siger mange tak for pakkerne, kære Inger. Og ligeledes for dit brev fra den 1. aug., som du har skrevet på Harmonien den dag, du og din mor har været i Haderslev. Nu kan jeg forstå, hvor du har fået pølserne fra, der er nok død en gris hos jer. Det sker jo engang imellem, men oftest om vinteren…

Her uden for skolen er der en stor have, hvor franskmændene har kartofler og bønner og andre havesager. Vi må nok gå derude, men det er strengt forbudt at tage af havesagerne. Det er der flere, som ikke godt kan stå for. De er sultne, og så graver de kartofler op og koger. Det kan jo endda gå an, dersom ingen opdager det, men det går ikke altid godt, og så bliver vedkommende hårdt straffet. Det er også for galt, at soldaterne ikke kan få så meget at spise, som de kan have. Så er de jo næsten nødt til at stjæle eller tage selv. Der er også æbler og pæretræer i haven, men frugten bliver plukket af længe før, den er moden. Det er akkurat som små børn, men når folk er sultne, så spørger de ikke om forlov…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. august 1917. Hvedehøsten står for døren, så nu ville en orlov være kærkommen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 6. aug. 1917

… Jeg læste nu lige i den engelske beretning, at der havde været angreb på den tyske skyttegrav nordøst for Gouzeaucourt. Nu er jeg så bange for, at det er på din egn. Det står fra natten til torsdag. Bare det da ikke er noget slemt, og måske det heller slet ikke er der, hvor du er. – Sidst i ugen kan vi nok begynde at høste hvede. Så det er snart på tide med den orlov, hvis det da er meningen, at du skal have den. Thomas Ellegård er kommet hjem, han er »entlassen,« og har sendt sit tøj af, men det går jo vist også lettere, når de ikke er lige i fronten…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. august 1917. Ituslået næse giver pause fra fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 5. august 1917

Kæreste Inger!

Som du vil kunne se på brevkortet, har jeg nu fået en ny adresse. Og jeg skal fortælle dig, hvordan det er gået til, at jeg er kommet her. I går var vi i færd med at lave en ny hule ude i stillingen, og for at få jorden op af hulen, brugte vi en lille vogn, som bliver trukket op med en vinde. En gang var vognen løbet fast, og jeg klatrede da op og fik den sat i gang igen, men næppe var den kommen lidt højere op, så brast tovet, og vognen gled tilbage og ramte mig i hovedet således, at jeg fik næsen slået lidt itu. Det er ikke slemt; men lægen mente, at det var bedst, at jeg blev sendt bort. Og nu er jeg altså her i Cambrai. Du skal ikke være urolig for mig, kære Inger, for det er kun ubetydeligt. Min adresse, er: San. komp. 23, Ortskrankenstube. Deutsche Feldpost 894.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

3. august 1917. Jørgen er tæt på at miste tålmodigheden. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 3. aug. 1917

… Det er nu længe siden, at jeg har skrevet et brev til dig. Så du har måske gået og været urolig, kære Inger. Men det er jo, fordi vi har haft det så besværligt med arbejde og vagt. Vi har kun fået et par timers søvn i døgnet, og så kan du nok forstå, at man bliver træt og sløv og ligegyldig. Jeg har ikke kunnet forstå, hvorfor vi da netop skulle have så meget at bestille, og de andre kunne nøjes med mindre. Nå, nu er det overstået, og så håber jeg, at det nu bliver bedre, da vi nu er kommet i »Bereitschaft«, som det kaldes, eller længere tilbage, og så plejer vi at have det bedre. 10 dage skal vi være forude, 10 dage her og 10 dage i R., Det er blevet lidt forandret, før var det 8 dage ad gangen. Du fortalte for et par dage siden, at H.C. var hjemme og at han ikke havde været i skyttegraven, siden han sidst var hjemme. Det er ellers godt for ham, men jeg kan ikke forstå, hvordan han kan have været så heldig at komme til den store bagage, for til den post er der gerne nok. Men han har jo været en af de heldige, og jeg kan unde ham det. Nej, så heldig kan jeg ikke sige at have været, og det ser jo ikke ud til, at det lykkes med den første ansøgning. Når jeg da bare kunne komme hjem nu til høsten. Hvis det ikke lykkes, så er det ikke din skyld, kære Inger, for du har gjort, hvad du kan for at få mig hjem. Jeg har gået og håbet og ventet, så tilsidst taber man næsten tålmodigheden og håbet, for det er noget meget kedeligt noget dette soldaterliv. Og der er desværre ingen ende at se på krigen. For os ser det ud, som om det kan vare årevis endnu.

Det er et kedeligt brev. Du kan nok se, at mit humør er dårligt. Det er ikke let at blive ved at have godt humør i sådan trængsel. Det lider stærkt mod høsten nu, og hvis jeg ikke kommer hjem og hjælper ved den, så er det den tredje høst, at jeg ikke er hjemme. Mon Fedder ikke kan tale med dem derude om, at der kan sættes lidt pres på, så der da kommer en afgørelse på ansøgningen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. august 1917. Den russiske røgter viser sig at være de mange penge værd. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 1. aug. 17

Min kære Jørgen!

I dag er jeg med mor i Haderslev. Hun vil gerne et lille vend herud, når hun er hos os… Jeg lavede et par kasser i stand til dig, inden jeg tog hjemme fra, med pølser, som vi selv har lavet…

Denne gang fik vi 403 M fra mejeriet, der var ingen på hele sedlen, som fik så meget, så jeg får det endda at høre engang imellem med alle de penge. Røgteren passer nu også køerne godt, så gør det jo da knap så meget med den store løn. Rughøsten har begyndt, og det modner jo også på det andet korn. I dag er maleren ved at male loftet i gæsteværelset. Der kommer jo så en billig tapet på, det vil blive kønt deroppe. Det trækker i langdrag med den orlov, jeg er sommetider så utålmodig, men det hjælper jo da nu slet ikke.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

28. juli 1917. Syltetiden er inde, men der er alt for lidt sukker. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 28. juli 1917

Min kære Jørgen!

… Jeg fik da de pakker sendt til Hamborg i går og en til fru Suhr; men så fik jeg ingenting skrevet til dig over det. Nu skulle du jo ellers have et brev hver dag, da du er ude i stillingen…

Endelig har vi da fået kakkelovnen sat op i den store stue. Dix- en har været i formiddag. Nu skal jeg have fat i maleren, sådan at vi kan få det færdig deroppe. Jeg liar tit tænkt på, hvis du nu kom, når det liele der var pænt i orden, sikken fornøjelse, det så kunne være. Fortalte jeg i mit sidste brev, at børnene i Roost har skarlagensfeber? De var bedt om at komme til Skovbølling på søndag, men det kan de jo ikke. Så skulle vi også have været derhen, men jeg tænker det biir opsat så, for det er ikke så længe siden, vi har været der, og jeg vil hellere blive hjemme, når vi ikke kan få dig til kusk. — Nu er syltetiden inde, ribs og solbær er modne, men vi har jo altfor lidt sukker, så saft skal vi jo da koge sur hen. Det er noget kedeligt noget med det sukker.

Mange kærlige hilsner fra os alle. Din Inger. Smørret er fra Danmark og koster 5,40 pr pd.. – 2 x 2 pd. til Schmidt, 14/2 pd. til fru Suhr.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.