Tag-arkiv: sprog

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

17. april 1918. “… den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

Foran Fjenden den 17.4.18.

Kære Veninde!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog i Aftes. Det har jo været længe undervejs. Men bedre sent, end aldrig, og Du faar jo sige det samme, thi det kommer nok ikke til Nordslesvig til den 27. Har du Fødselsdag den Dag. Saa vil jeg ønske Dig til Lykke og at vi maa have Fred naar Dagen atter oprinder.

Jeg sidder her i et Jordhul et par Skridt fra Fjenden. Tornysteret har jeg lagt paa Knæene og det er Skrivebord. Skriveriet er jo ogsaa derefter. Her er der intet godt, hverken at hente eller vente. Men jeg haaber stadig, at jeg maa forblive uskadt til Freden engang kommer, og den der har bevaret mig hidindtil, kan ogsaa gøre det herefter.

Jeg har i den sidste Tid ført et rigtig Sigøinerliv. Det er ikke noget for mig mere. Man kan slet ikke holde noget ud, som for omtrent tre Aar siden og Nerverne ville heller ikke mere, det er snart det værste. Naar man engang kommer hjem, er man pirrelig og nervøs, som en gammel Svigermoder. Det er sørgeligt nok, men det kan ogsaa bedres noget naar man kommer til at leve lidt civiliseret igjen. Men det kan jo vare længe endnu, og hvem ved, hvad man endnu skal opleve.

Franskmanden morer sig med at skyde sine egne Byer og Stader i Grus. Hovedsagen han lader os nogenlunde i Ro. Jeg har intet Begær efter at stifte alt for nær Kendskab til hans Granater. Gid Myrderiet maa faa en Ende endnu i denne Sommer, hvor vil der blive Glæde, den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde. Men foreløbig kan man kun haabe, og lave Planer for Fremtiden, lønner sig ikke.

Naar blot Orlovsspærren snart blev ophævet, saa man kunde gøre sig Haab om at faa Orlov engang. Naar man et helt Aar er herude blandt lutter fremmede Mennesker, længes man dog efter at komme hjem og faa en lille Holdsnak paa vort Modersmaal. Det forstaar man dog bedst, skønt ingen paa mit Sprog mærker, at jeg ingen Tysker er.

Det har her været graat og koldt Veir i de sidste Dage, saa det er ingen Fomøielse at staa og sidde Dag og Nat i den vaadkolde, lerede Skyttegrav. Vil nu slutte i Haab om at der snart maa oprinde lysere og bedre Tider for os alle og mange Hilsner sender Din Ven
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

23. december 1917 – Mathias Damm: “mærker … at man ikke alle Dage har talt tysk”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 23.12.17.
Kære Moder og Sødskende!
Allerførst mange Tak for Brev fra den 17 og Kort fra den 15. Jeg har det godt og ved fint Mod. Haaber det nu maa være sidste Gang jeg feirer Jul i Fjendens Land. Sidste Aar haabede jeg det samme, men det skulde ikke være saa. Dog hvor meget er der ikke forandret siden den Tid.

Sidste Aar var vi i Rohsestillingen, og Mineslugten og “Teufelsberg” rystede af Minemes Drønen og Bragen. Dengang vilde Panje spille Mesteren, men 3/4 Aar senere maatte han rykke, da havde han hørt andre Miner og Granater brage og Bjærget havde for sidste Gang gjort sit Navn Ære. Det var en uhyggelig Morgenstund, og hvad man da oplevede i et par Timer, lader sig ikke beskrive paa et Ark Papir.

Og nu er der Fred paa Østfronten og Rasmus kan gaa med den Vished at ingen hylende Granat eller Mine vil forstyrre hans Julefred og Ro. Maatte dog dette blive Begyndelsen til Freden og de andre Lande snart følge efter. Naar det Julen over bliver ligesaa rolig som nu, maa jeg ikke klage. Og Franskmanden feirer jo Jul sammen med os, saa det gaar jo ogsaa ud paa han selv, naar han laver Radav.

Haaber ogsaa at i derhjemme maa kunne feire en efter Omstændighederne glædelig Jul. At i tænke paa os herude, det ved jeg, men vi ere jo nu vant til det, og saa gaar det nok. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det imorgen skal være Jul. Her mærker man intet til at der er næraf. Men anden Juledag kommer vi atter ud i Verden, og saa feire vi Jul den 28.

Jeg har nu i nogle Dage ingen Pakker faaet. Haaber nu atter at faa imorgen. Der mangler en fra Anne B. men den kan jo komme endnu.

Det vil vist ogsaa blive en trist for Tante Martine, naar hun da ikke faar Efterretning at Onkel er i Fangenskab. Hun skriver ogsaa at Uvis er skrækkelig, og det vil jeg nok tro, men man kan jo kun haabe det bedste. Og der er dog stor Sandsynlighed for at han er i Fangenskab.

Mon Fader faar sin Pakke til Jul, ellers bliver han da helt skuffet. Det bedste var om de snart vilde jage ham hjem Udsigterne ere da bedre nu, efter min Mening. For ham er det jo ogsaa tredie Gang han maa feire den saa langt borte. Men han da vist kunnet faa sig en Holdsnak paa Dansk hvert Aar, jeg har maattet plapre tysk og ved saadanne Ledigheder mærker man det mest at man ikke alle Dage har talt tysk.

Haaber nu at vi næste Aar maa kunne feire Jul alle med hverandre hjemme hos eder i kære i Fryd og Glæde, og om ogsaa noget af det fine Julekager o.s.v. mangler. Det vil ikke savnes, man har lært at være nøisom. Og nu, i Kære, ønskes eder alle et godt Nytaar og mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

20. december 1916 – Thomas Thomsen: “auf dänisch geschrieben”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i slutningen af 1916 befandt sig i Galizien.

20/12 1916

Liebe Mutter!
Besten Dank für deine Paketen den ich in der letzten Zeit erhalten habe. Gestern habe ich alle meine Weihnachtkarten und Briefe zurück gekriegt weil die auf dänisch geschrieben waren, infolge dessen hast du wohl nicht in længeren Zeit von mir gehört. Wir liegen immer noch in Ruh und bleiben wahrscheinlich auch hi[e]r Weihnachten über. Hoffentlich kriegen wir dann Friede bis Neujahr.

Das deutsch schreiben geht nicht so gut wie das andre. Wenn du nicht lesen kannst, mußt du nach Arrild gehen nach Pastor Wind er wird dirs schon vorlesen. Zum Schluß ein frohliches Weihnachten, das ist ja ein bischen spät aber das macht nichts.

Viele herzliche Grüßen sendet euch alle dein Sohn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)