Tag-arkiv: sprog

15. september 1918 – Rasmus Damm: “Hernede brummer Flyverne ustandselig”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

15.9.

Jeg blev i Går afkommanderet til Bataillonsbagagen som Afløser for en Karetmager, som er rejst på Orlov. Vi er to Mand her på Værkstedet, og vor Opgave består i at reparere Køretøjerne og holde dem i Orden. Ober Kurzel er en Stationsby vel dobbelt så stor som Toftlund. Befolkningen her har så nogenlunde samme Indstilling som vi derhjemme. Sproget her er også blandet. De Unge taler godt tysk, men mange af de Ældre klarer sig bedt på fransk.

Hernede brummer Flyverne ustandselig, jeg har endnu ikke set så livlig Flyvervirksomhed. I Nat blev der kastet Bomber mod Banegården som ligger i den modsatte Ende af Byen, og Splinter deraf røg gennem Vinduerne hos vor Bataillonskommandør. Han måtte retirere af sit Kvarter og vi skal nu til at gøre det lidt i Stand igen. Nu i Eftermiddag var der igen Flyvere her over. En blev skudt i Brand og en nødlandede lige udenfor Byen. Der var i denne en engelsk Officer som Observatør, Føreren derimod Amerikaner.

I Aftes kort efter jeg var kommen hertil, hørte jeg noget som jeg nu i 2½ ikke har hørt. Det var Kirkeklokken som ringede Solen ned. Hvor lød det hjemligt og smukt i den stille Aften. I Morges ringede den igen ved Solopgang og Kl. 10 kaldte den Folk til Gudstjeneste, for det er jo Søndag i dag. Jeg regner med at blive her de tre Uger den anden er på Orlov, måske endnu længere. Det er også mere hjemligt og hyggeligt her i Byen blandt Civilbefolkningen end derude i Fortet. Her kan man gå og passe sit Arbejde og når det er Fyraften, kan man gå hvorhen man vil og får sig en Holdsnak med hvem man vil. Nu ringer Klokken Solen ned igen. Et Under er det, at den får Lov til at blive hængende i Tårnet her, og ikke som så mange andre bliver støbt om til Krigsformål.

Jeg har det rigtig rart her i Ober Kurzel. Vi to Mand passer vort Arbejde uden at anstrenge os. Ingen kommandere med os eller fornærmer os. Det er lidt knap med Smede, så det kniber for dem at få lavet det Beslag vi har brug for til Vognen. Jeg er derfor næsten lige så meget i Smedien som på Værkstedet, og laver selv en hel del af Beslaget. Det går også godt nok, som en Officer fra Staben sagde en Dag. Han kommer en Gang imellem for at se til os, men han laver ingensomhelst Vrøvl eller skynder på os.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

8. august 1918. Genforenede brødre taler dansk sammen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.

Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.

Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.

Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.

Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.

Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.

Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.

I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.

Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.

Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. august 1918 – Hejmdal: Nicht-epidemien

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Nicht? – Ikke?


Den sydfra indtrængte Nicht-Epidemi søger ligesom en anden Omgangssyge stadigt at vinde Terræn, og den er da nu hos os i Nordslesvig fuldt i Færd med at udvikle sig til en Ikke-Mani.

Som Smittebærere fungerer aldeles naturligt saadanne dansktalende Person, der har Omgang med Tysktalende og maaske til Jævnhold taler Tysk med disse.

Til dem, der lettest lader sig inficere, hører navnligt Ungdommen, og da især Damer, altsaa Personer med et lettere bevægeligt Sind, og blandt disse vel atter fornemmeligt saadanne, der har mere Naturel til at tale rigeligt end just til at tænke rigtigt; thi det indskudte eller vedhængte Ikke? er netop et Mundheld, der paa Grund af sin Overflødighed vidner om en skødeløs Tankegang.

Man høre f. Eks. følgende ulogiske Udtalelser:

“Da jeg for lidt siden gik op ad Trappen, følte jeg pludseligt et Stik her i venstre Side – ikke?”

“Ja, du kender jo ikke den unge Hr. Andkjær, men jeg kan sige dig, at han er et yderst elskværdigt Menneske – ikke?”

“Nu skal jeg fortælle dig en Nyhed; tænk dig, Mimi Olsen meddelte mig i Gaar Aftes i al Fortrolighed, at hun er bleven hemmelig forlovet – ikke?”

“Ved du hvad? I Nat drømte jeg at du havde faaet Vinger og fløj op paa Rygningen af Henningsens Hus – ikke?”

“Du vil maaske næppe tro det, men i Gaar hørte jeg vor gamle Præst sige “Pinedød” – ikke?”

Eller man kan læse følgende Brudstykke af en Beretning, som jeg en Gang i Fjor havde Lejlighed til at høre af en Kone fra Aabenraa:

“Sidst Daw vå æ o min Søste omm ad Felstedskaw. Law vi sin vå kommen godt aa e Hjemvaj, gå de sæ aa jen Gang te å ræn’ – int’. Så soej’ æ te min Søste: “De vå da kjawt, te vi inne Paraply fæk med.” “Ja”, soej hun, “men de é dé jo int’ nawe å gø ved”. O’ vi trasked da sin vi’e. Law vi så kom ue te a Skasé, så kom dé jawn’ en Vuen køjren synnefra – int’, ó nok, ó så spu’e æ da a Knajt – fó de vå en ung Knajt, dé kom køj’ren – int’ – om vi måt køj’e med, ó de mått’ vi da nok. Men law vi sin vil te å klar op aa e Vuen ó æ kom te å se op aa e Knajt, så blew æ aa jen Gang’ va, te de vå en goej Bekæen – int’? Fó tænk, de vå min Broesøn, ham Jens Pede, dé sidste Aae te Majdaw kom ue å tjen’ aa e Laen. “Naj, é de dæ, Jens Pede?” soej æ sin, “de vå da glant, fo vi jawn’ skul kom op å køj’e med dæ.” No, vi kom da sin aa e Vuen. Men law vi haj fåt vos såt terett’, kom æ te å se noer ad mæ, ó s¨blaw æ va, te æ haj fåt en stoe Plet aa min Kjuwl – int’? “Naj se”, seoj æ, “de vå da en Skam; æ må vist haj våt fo næe ved o Juwl, fo de é nok SMørels helle såent nawe Feddels”. Men tænk, Jens Pede han griin’ kun bare – int’? ó så soej’ han: “Ja, men do kan jo trøst’ dæ ved, te do hæ fåt et urren Fedtkort!”         


Dagens Nyheder


Høstudsigterne

I det bekendte holstenske Blad “Itzehoer Nachrichten” meddeles, at der efter paalidelige Opgivelser nu kan gives en samlet Oversigt over Høsten i Slesvig-Holsten.

Det væsentlige er, at Høstudbyttet betydeligt vil overskride Høsten i Fjor. Vintersæden staar fortrinligt, Sommerkornet tilfredsstillende, Oliesæden godt; Roefrugterne har udviklet sig fortrinligt efter den rigelige Nedbør, saa man kan regne med et meget godt Udbytte af Kartofler og Roer.

Det ovennævnte Blad skriver til Slutning: “Naar vi faar godt Høstvejr, kan vi med større Fortrøstning imødese den femte Krigsvinter. Vorherre forlader ingen Tysker! Alt er blevet meget bedre, end vi troede for en Maaned siden.”

 Mand, Hustru og Søn dekorerede

Gæstgiver og Landmand Jes Hansen i Gallehus ved Jordkjær, der har været indkaldt siden Krigens Begyndelse og været med i Italien og ved Vestfronten, og som for Tiden er hjemme paa Orlov, modtog i Tirsdags Meddelelse om, at han har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Hans Søn, der ligeledes tjener ved Vestfronten, har erhvervet sig den samme Udmærkelse.

For nogle Dage siden fik Fru Hansen af Amtsforstander Clausen i Aarlev overrakt Fortjenstkorset for Krigshjælp. Hun har i de 4 Aar, hendes Mand har været fraværerende, drevet det med Gæstgiveriet forbundne Landbrug. 


Fra Felten


Døde paa Lasaret

Chr. Moos i Bramdrup ved Haderslev har modtaget den sørgelige Efterretning, at ogsaa hans anden Søn, Kresten, er blevet et Offter for Krigen, idet han den 15. Juli er død af sine Saar paa et Feltlasaret. For den Afdøde, der blev 23 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 4. August om Eftermiddagen Kl. 3 1/4 i Moltrup Kirke.

Som i Korthed meddelt i Mandags, er Flyver-Underofficer Kresten Eeg, Søn af tidligere, nu afdøde Købmand Hans Eeg i Over-Jerstal, hvis Enke bor i Brendstrup, den 18. Juli afgaaet ved Døden som Følge af Brandsaar, han havde faaet ved Branden af en Flyvemaskine. Den Afdøde, der opnaaede en Alder af kun 25 Aar, laa aktiv Soldat ved Krigens Udbrud og deltog som Infanterist i en lang Række meget haarde Kampe og blev flere Gange saaret. Bl. a. var han med ved at indtage Lüttich. Han var en modig og uforfærdet Soldat, der var udmærket med Jernkorset af baade anden og første Klasse. Efter at have været saaret anden Gang, var han ikke mere duelig som Infanterist og kom da til Flyvevæsenet. Her udmærkede han sig ligeledes og opnaaede i forholdsvis kort Tid Flyver-Certifikatet og forfremmedes til Underofficer. – En Broder til ham, Købmand Peter Eeg i Jels faldt i Fjor i Frankrig.

Død i Fangenskab

Knud Nielsen fra Øsbyhage i Vonsbæk Sogn, der den 24. Juli i Fjor faldt i rumænsk Fangenskab, er ifølge Meddelse fra en Kammerat afgaaet ved Døden som Følge af Sygdom i Januar Maaned i Aar. Han efterlader sig Enke og 3 Børn. En Sørgegudstjeneste vil blive afholdt i Vonsbæk Kirke Søndagen den 4. August kl. 10.

Saarede

Nikolaus Lind, Søn af Tagtækker H. P. Lind i Løjtkirkeby er under de sidste Kampe ved Reims bleven saaret i Hovedet af en Granatsplint; han har dog selv kunnet skrive hjem.

Hans Schau, Søn af Glarmester Schau, Søn af Glarmester Schau paa Klingberg i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” bleven let saaret af en Granatsplint. Han har været saaret én Gang tidligere, nemlig i Begyndelsen af Krigen ved Østfronten.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefr. Jes Bruhn fra Abkjær, Underofficer Søren Olesen fra Skærbæk, Jens Bøttger fra Stepping og Nikolaj Hansen fra Aabenraa let saarede; de to sidstnævnte er forblevne ved deres Troppeafdelinger.

I Fangenskab

Ifølge den sidste Tabsliste over Kolonitropperne er Styrmandsmat Max Møller fra Aabenraa og Underofficer Lorenz Mathiesen og Overmaskinistmat Franz Norling fra Graasten falden i engelsk Fangenskab og internerede i Tysk-Østafrika.

(Læs hele Hejmdal fra 1. august 1918)

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

17. april 1918. “… den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

Foran Fjenden den 17.4.18.

Kære Veninde!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog i Aftes. Det har jo været længe undervejs. Men bedre sent, end aldrig, og Du faar jo sige det samme, thi det kommer nok ikke til Nordslesvig til den 27. Har du Fødselsdag den Dag. Saa vil jeg ønske Dig til Lykke og at vi maa have Fred naar Dagen atter oprinder.

Jeg sidder her i et Jordhul et par Skridt fra Fjenden. Tornysteret har jeg lagt paa Knæene og det er Skrivebord. Skriveriet er jo ogsaa derefter. Her er der intet godt, hverken at hente eller vente. Men jeg haaber stadig, at jeg maa forblive uskadt til Freden engang kommer, og den der har bevaret mig hidindtil, kan ogsaa gøre det herefter.

Jeg har i den sidste Tid ført et rigtig Sigøinerliv. Det er ikke noget for mig mere. Man kan slet ikke holde noget ud, som for omtrent tre Aar siden og Nerverne ville heller ikke mere, det er snart det værste. Naar man engang kommer hjem, er man pirrelig og nervøs, som en gammel Svigermoder. Det er sørgeligt nok, men det kan ogsaa bedres noget naar man kommer til at leve lidt civiliseret igjen. Men det kan jo vare længe endnu, og hvem ved, hvad man endnu skal opleve.

Franskmanden morer sig med at skyde sine egne Byer og Stader i Grus. Hovedsagen han lader os nogenlunde i Ro. Jeg har intet Begær efter at stifte alt for nær Kendskab til hans Granater. Gid Myrderiet maa faa en Ende endnu i denne Sommer, hvor vil der blive Glæde, den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde. Men foreløbig kan man kun haabe, og lave Planer for Fremtiden, lønner sig ikke.

Naar blot Orlovsspærren snart blev ophævet, saa man kunde gøre sig Haab om at faa Orlov engang. Naar man et helt Aar er herude blandt lutter fremmede Mennesker, længes man dog efter at komme hjem og faa en lille Holdsnak paa vort Modersmaal. Det forstaar man dog bedst, skønt ingen paa mit Sprog mærker, at jeg ingen Tysker er.

Det har her været graat og koldt Veir i de sidste Dage, saa det er ingen Fomøielse at staa og sidde Dag og Nat i den vaadkolde, lerede Skyttegrav. Vil nu slutte i Haab om at der snart maa oprinde lysere og bedre Tider for os alle og mange Hilsner sender Din Ven
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

23. december 1917 – Mathias Damm: “mærker … at man ikke alle Dage har talt tysk”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 23.12.17.
Kære Moder og Sødskende!
Allerførst mange Tak for Brev fra den 17 og Kort fra den 15. Jeg har det godt og ved fint Mod. Haaber det nu maa være sidste Gang jeg feirer Jul i Fjendens Land. Sidste Aar haabede jeg det samme, men det skulde ikke være saa. Dog hvor meget er der ikke forandret siden den Tid.

Sidste Aar var vi i Rohsestillingen, og Mineslugten og “Teufelsberg” rystede af Minemes Drønen og Bragen. Dengang vilde Panje spille Mesteren, men 3/4 Aar senere maatte han rykke, da havde han hørt andre Miner og Granater brage og Bjærget havde for sidste Gang gjort sit Navn Ære. Det var en uhyggelig Morgenstund, og hvad man da oplevede i et par Timer, lader sig ikke beskrive paa et Ark Papir.

Og nu er der Fred paa Østfronten og Rasmus kan gaa med den Vished at ingen hylende Granat eller Mine vil forstyrre hans Julefred og Ro. Maatte dog dette blive Begyndelsen til Freden og de andre Lande snart følge efter. Naar det Julen over bliver ligesaa rolig som nu, maa jeg ikke klage. Og Franskmanden feirer jo Jul sammen med os, saa det gaar jo ogsaa ud paa han selv, naar han laver Radav.

Haaber ogsaa at i derhjemme maa kunne feire en efter Omstændighederne glædelig Jul. At i tænke paa os herude, det ved jeg, men vi ere jo nu vant til det, og saa gaar det nok. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det imorgen skal være Jul. Her mærker man intet til at der er næraf. Men anden Juledag kommer vi atter ud i Verden, og saa feire vi Jul den 28.

Jeg har nu i nogle Dage ingen Pakker faaet. Haaber nu atter at faa imorgen. Der mangler en fra Anne B. men den kan jo komme endnu.

Det vil vist ogsaa blive en trist for Tante Martine, naar hun da ikke faar Efterretning at Onkel er i Fangenskab. Hun skriver ogsaa at Uvis er skrækkelig, og det vil jeg nok tro, men man kan jo kun haabe det bedste. Og der er dog stor Sandsynlighed for at han er i Fangenskab.

Mon Fader faar sin Pakke til Jul, ellers bliver han da helt skuffet. Det bedste var om de snart vilde jage ham hjem Udsigterne ere da bedre nu, efter min Mening. For ham er det jo ogsaa tredie Gang han maa feire den saa langt borte. Men han da vist kunnet faa sig en Holdsnak paa Dansk hvert Aar, jeg har maattet plapre tysk og ved saadanne Ledigheder mærker man det mest at man ikke alle Dage har talt tysk.

Haaber nu at vi næste Aar maa kunne feire Jul alle med hverandre hjemme hos eder i kære i Fryd og Glæde, og om ogsaa noget af det fine Julekager o.s.v. mangler. Det vil ikke savnes, man har lært at være nøisom. Og nu, i Kære, ønskes eder alle et godt Nytaar og mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

20. december 1916 – Thomas Thomsen: “auf dänisch geschrieben”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i slutningen af 1916 befandt sig i Galizien.

20/12 1916

Liebe Mutter!
Besten Dank für deine Paketen den ich in der letzten Zeit erhalten habe. Gestern habe ich alle meine Weihnachtkarten und Briefe zurück gekriegt weil die auf dänisch geschrieben waren, infolge dessen hast du wohl nicht in længeren Zeit von mir gehört. Wir liegen immer noch in Ruh und bleiben wahrscheinlich auch hi[e]r Weihnachten über. Hoffentlich kriegen wir dann Friede bis Neujahr.

Das deutsch schreiben geht nicht so gut wie das andre. Wenn du nicht lesen kannst, mußt du nach Arrild gehen nach Pastor Wind er wird dirs schon vorlesen. Zum Schluß ein frohliches Weihnachten, das ist ja ein bischen spät aber das macht nichts.

Viele herzliche Grüßen sendet euch alle dein Sohn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)