Tag-arkiv: Lazaret

31. oktober 1918. Angrebet af gas: Matthias Møller vågner og kan intet se!

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Den 30. oktober havde hans stilling været under beskydning med gasgranater og mange kammerater var angrebet. Selv var han dog tilsyneladende sluppet. Men det var en stakket frist.

Jeg sov endnu fast, da jeg midt om Natten blev vækket af Vagtposten, der kom ravende ind i vort lille Hulrum. Han vilde kun melde, at han ikke mere kunde se.

Jeg for op og mærkede straks, at det heller ikke var rigtigt fat med mig. Vi fik de andre vækket og halede dem ud i det fri. Vi var alle syge. Ingen kunde se. Øjnene var helt opsvulmede og tillukkede, og Svælget var saa angrebet, at vi næsten ikke kunde tale.

Saaledes virkede altsaa Gassen.

Det var givet, at vi maatte sygemeldes. Jeg vidste, at Officererne laa i en Kælder i et Hus længere oppe paa Chausseen. Der maatte Kompagniføreren være. Jeg begav mig straks paa Vej. Med Fingrene kunde man nok lukke Øjnene en Smule op, saa man lige kunde skimte noget. Jeg fandt ogsaa Huset og Kælderen og snublede over en Del Officersben. Ejermændene begyndte at bande og skælde ud.

Jeg undskyldte mig saa godt jeg kunde, for se kunde jeg ikke noget. Jeg fik ogsaa min Melding afleveret. At det ikke var Bluf, kunde de nok se paa mig. De anbefalede mig at faa fat i en Ambulance. Men hvorfra? Det var en hel anden Sag.

Jeg naaede omsider igen tilbage til mine Kammerater. Vi besluttede at afvente Morgengryet, før vi vilde begive os paa Vej. I Nattens Mørke var det næsten haabløst for os at finde tilbage. Det var slemt nok i Forvejen.

Vi ordnede alt til Afmarch og begav os, saa snart vi syntes, det kunde gaa an, af Sted. Og jeg maa sige, det blev en drøj Tur. Vi havde jo det tunge Maskingevær, Ammunitionskasser, Beholder til Kølevandet og vor egen Stormbagage at slæbe paa. At vi kunde lade hele Skidtet ligge, tænkte vi slet ikke paa. Dertil var Disciplin og Forordninger alt for indprentet.

Naar vi et Øjeblik stod stille, kunde vi med Anstrengelse rive Øjnene en lille Smule op, saa vi kunde se gennem en lille Sprække. Saa skyndte vi os af sted, før Øjnene igen var helt lukkede, hvorefter vi ravede endnu en lille Strækning frem i Blinde.

Dette gentog sig i det uendelige. Paa den Maade tilbagelagde vi ca. femten Kilometer og naaede efter mange Timers Anstrengelse Landsbyen Priches, hvor Kompagniet laa. Vi var ikke mange sure Sild værd og blev straks indlagt i Regimentets Infirmeri, hvor vi fik den første Behandling. Man aabnede Øjnene paa os og strøg med en Pensel en Salve over Øjeæblet.

Det var modbydeligt, for man indsmurte ogsaa Øjenvipperne, og de gik med ind under Laagene, saa man havde nok at gøre med at faa dem pillet ud igen; men hvor det hjalp. Efter ganske kort Tid kunde man se klart igen. Smerter og Svie var borte.

De beholdt os i Infirmeriet, og det gik snart op for os, at Meningen hermed var, at alle, som laa der, saa hurtigt som muligt, skulde skrives rask, for at de igen kunde sendes ud til Fronten. Der kunde alt bruges, ingen undværes. Vi havde begaaet en stor Fejl. Vi skulde have meldt os direkte i et Lazaret. I den Forfatning, vi var i, havde vi desværre ikke skænket det en Tanke.

Begivenhedernes Gang medførte dog, at vi ikke kom til at bøde for den Fejl. Fronten blev hver Dag trukket tilbage. En effektiv Modstand var ikke mere mulig.

DSK-årbøger 1949

 

19. oktober 1918. Peter Madsen: “Tyskland vil vist gøre en sidste kraftanstrengelse.”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Den 19.oktober 1918.

I dag har jeg meldt mig syg, og jeg var virkelig dårlig og led af en slem influenza med ret høj feber. Jeg lå i reviret i en hel uge, inden jeg blev skrevet rask, men jeg var ikke rask, og så langt rækker “Tyskens” magt dog alligevel ikke, at han er i stand til at skrive én rask, når man ikke er det.

Samme dags aften fik jeg et slemt tilbagefald og blev med sygebilen
om natten kørt til Marienkrankenhaus. Her var jeg i en 3-4 dage
og havde høj feber, men snart var jeg oven senge igen.

I denne tid er der ved at komme en soldaterbevægelse igang,og alle
steder er der utilfredshed.

Det siges, at “Tysken” går tilbage alle steder ved fronten, men her fra
garnisonen er alt, hvad der kan holde en bøsse sendt ud.

Tyskland vil vist gøre en sidste kraftanstrengelse.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

12. oktober 1918. Bergholt: “Nu gik det – om ikke hjemad – så dog i den rigtige retning.”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå mod Tyskland.

Det var den 10. oktober 1918, at mit private tilbagetog begyndte.

Mine papirer lød på, at jeg skulle melde mig ved et »Sammelstelle« for syge og sårede. Der var en 5-6 kilometer at gå, men det betød intet, for nu gik det – om ikke hjemad – så dog i den rigtige retning.

Det bemeldte »Sammelstelle« viste sig at være i en kirke, hvor jeg sov den første nat. Der traf jeg for øvrigt en kusk fra mit kompagni. Han var plaget af bylder. Herfra var det meningen, at vi næste dags morgen skulle transporteres videre i biler til en by mindst ti kilometer borte for der at blive læsset i jernbanetog.

Men næste morgen blev det meddelt, at man ikke vidste, hvornår der ville være biler til rådighed, så man anbefalede dem, der kunne gå at begive sig af sted til fods.

Kusken ville afsted, men jeg var ikke til sinds at gå med, for som jeg sagde til ham: »Her har vi det da godt. Vi bliver ikke beskudt. Vi får rigelig mad, og hvad kan vi så ønske os mere?« Han bøjede sig for mine argumenter og blev. Hen på eftermiddagen kom der biler, og så kom alle af sted. Vi nåede jernbanen før dem, der var gået om formiddagen.

Tyskerne var på dette tidspunkt i fuld gang med at rømme feltlazaretterne i Frankrig og Belgien. De hårdt sårede var allerede sendt af sted, så i det tog, vi kom med, var der udelukkende let sårede og ikke alvorligt syge. Den første dag nåede vi ikke ret langt, fordi vi i et par byer fik flere læsset på toget.

Her dukkede Hamborgeren pludselig op, og gensynsglæden var stor. Han fortalte, at han en dag under min ferie havde fået høj feber og var omgående blevet sendt på lazaret. Nu følte han sig fuldstændig rask, men man havde ikke nået at få ham udskrevet, inden lazarettet blev rømmet, og nu gled han med. Det var hans held. –

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

 

2. oktober 1918. Peter Madsen og de andre krykhusarer ekserceres

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet, først i Sønderborg i marts 1918, men fra juli 1918 i Lübeck. Her lever han et driverliv – men nu er det forbi!

Den 3. oktober 1918.

I dag er jeg blevet overflyttet til et andet erstatningskompagni og fra nu af har vi kvarter i den gamle kaserne.

Det er vi meget kede af, for her har vi ikke den frihed, som vi havde på Louisenlyst, men det er dog meget bedre end at være ved fronten.

Her blæser vinden fra en helt anden kant. Der er tjeneste fra morgen
til aften, og da der er rekrutter her på kasernen, er de høje herrer
nødt til at vise, at de har styr på tingene.

Det er nogle mærkelige soldater at eksercere med. Den ene halter mere end den anden, og nogle kan slet ikke holde geværet, men det nytter ikke noget; vi bliver jaget igennem.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

26. september 1918 – Enkefru Røgind: 200 rekrutter på lazaret

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

26. Septbr.
Man fortæller, at af de 800 Rekrutter her paa Kasernen ligger 200 paa Lazaret og Sygehus, mange Dødsfald., det er helt unge Mennesker, underernærede inden de kommer, og saa den daarlige Forplejning de faar her, sammen med det kolde, vaade Efteraar, fler gør at de falder sammen. Stemningen er ikke god.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

25. september 1918. Officerens tale afbrudt af tilråb og truende adfærd

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han tilhørte i 1918 Regiment 186, 2. kompagni.

Gud  Fader  bevares,  sikken  Redelighed.  Alt  er  opdaget. Straks,  da  vi  kom  hertil,  blev  vi  modtaget  af  en  General, der,  højt  til  Hest,  holdt  en  Tale  ud  fra  det  Synspunkt:  Een for  alle,  og  alle  for  Een.

Vi var  opstillet  som  det  sig  hør  og bør,  og  alle  Næser  var  vendt  imod  ham.  „God  Morgen,  Folkens!”  hilste  han,  men  han  modtog  kun  en  uvillig  Brummen til  Svar.

Han  indledede  med  en  længere  Afhandling om Aanden  fra  1870  og  1914,  og  sluttede  med  at  sige:  „Med  Livremmen  spændt  godt  ind  og  med  den  ægte  Fædrelandskærlighed  og  i  Bevidstheden  om  at  tjene  en  høj  og  hellig  Sag kan  vi  endnu  standse  Fjenden  og  fravriste  ham  Sejren,  som han  allerede  nu  føler  sig  sikker  paa,  men  som  han  ikke  har fortjent!”

Under  hans  Tale  lød  der  mange  dristige  Tilraab, og  inden  han  var  færdig,  havde  Fløjene  bøjet  sig  indad,  og Transporten  stod  nu  i  Halvmaaneform  omkring  hans  Hest.

Aldeles  pludselig  satte  han  en  Stopper  for  sin  sikkert  velmente  Tale,  men  raabte  dog  endnu,  at  de  „Lumpenkarle”,  der havde  svigtet  og  var  rendt  deres  Vej,  nok  skulde  faa  deres velfortjente  Straf.

Han  satte  nu  Sporerne  i  Siden  af  sin  sorte, hvidblissede,  magre  og  langbenede  Krikke  og  forsvandt.  — I  Dag  er  vi  blevet  inddelt  i  Kompagnier  af  Regimentet  254, og  der  siges,  at  Turen  gaar  til  Argonnerskoven.

Mange skyndte  sig  til  Lægen,  hvor  det  paafaldende  i  de  mange  Syges  ensartede  Lidelse  vakte  Mistanke,  og  Grunden  hertil  blev opdaget. 

De  er  dog  ligeglade  med,  hvad  der  sker  med  dem, foreløbig  skal  de  paa  Lazaret,  og  saa  gaar  den  Tid  med  det.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

22. september 1918. Dagens tilbud: Hvem vi gerne smittes med gonoré?

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

I  Aftes  blev  Transporten  indladet  i  Toget,  og  i  Frankfurt, Wiesbaden  og  Mainz  kom  der  flere  til.  Paa  Banegaarden  i Mainz  stod  mine  gamle  Venner,  Skorstensfejeren  og  Sepl, og  skulde  ligeledes  med.

Der  blev  almindelig  Glæde  over  det heldige  Sammentræf, og  vi  flyttede  sammen  i  Vognen,  hvor jeg  var,  og  hvor  ogsaa  Skomageren  opholdt  sig.  Ad  Rhinens venstre  Bred  kørte  vi  mod  Eifelbjergene  i  Retningen  af Skærmydslerne,  og  Toget  kravlede  kun  langsomt  af  Sted  gennem  Bjergkæden  her.

Vi  havde  heller  intet  Hastværk  med at  komme  derud,  og  mange  benyttede  sig  af  Togets  langsomme  Fart  og  forsvandt  lige  saa  stille  ud  af  Vognene  med deres  Bagage.  Folkene  var  aldeles  ligegyldige  med  hele  Tilværelsen,  og  der  blev  ikke  vist  Transportlederne  nogen  Respekt.

Der  blev  et  frygteligt  Spektakel,  da  de  opdagede,  at næsten  Halvdelen  af  Transporten  var  forsvundet.  Vi  blev nu  lukket  inde,  og  der  blev  paalagt  os  Underofficerer  den ufravigelige  Pligt  at  sætte  dem  under  Anholdelse,  der  forsøgte  at  løbe  bort.

En  Mand  af  Transporten  har  Gonorrhe. Med  en  Tændstik  uddeler  han  til  andre,  der  hellere  vil  paa Lazaret  end  til  Skyttegraven.  Det  bliver  en  køn  Historie, men  hvem  er  vel  i  Stand  til at  opdage,  hvorledes  det  er  foregaaet,  naar  enhver  holder  Mund.  Toget  er  naaet  igennem Bjergene,  og  med  noget  større  Fart  gaar  det  i  Retning  af Laon.  Det  mener  vi dog  at  have  opdaget.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. september – Asmus Andresen på hestelazaret

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter et kortere sygeophold på et feltlazaret i Belgien, var han i august 1918 igen tilbage ved fronten.

Nogle Dage senere faldt der flere Heste og Mand, 2 af Hestene var der Tale om, at de kunde leve, for de var bleven let sårede, dem skulde jeg så passe på et Hestelazaret, som lå 2 Mil bag Fronten, der havde jeg det meget godt.

Det første, vi lavede om Morgenen, var at rejse alle de Heste, som ikke selv kunde rejse sig, den, der ikke kunde stå, blev slået ned.

Der var omtrent 100 Heste, 5—6 Stykker blev der slagtet hver Dag; hvem der så vilde hjælpe at slagte, fik et Stykke Lever, som han selv kunde stege sig, og Kartofler var der også nok at få fat på.

Mine 2 Heste blev dårligere for hver Dag, da 5 Dage var gået var begge mine slagtede, så kunde jeg få Lov til at rejse til mit Batteri igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

29. august 1918. To sårede kammerater genser hinanden på lazarettet i Laon

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten. I august deltog han i de hårde kampe ved Soissons. Han blev såret og overnattede i en hule, hvor der var et lazaret.

Vi blev vækket af Fodermesteren. Han fortalte, at Franskmændene i Nattens Løb maatte være rykket frem, for Artilleriets Beskydning naaede Hulen. Det kunde blive farligt for os, for der var kun een Udgang. I Nattens Løb var der kommet mange ind i Hulen, men nu gjaldt det sandelig om at komme ud igen. For os, der havde Benene i Orden, var Chancen naturligvis størst.

Da vi havde fulgt Beskydningen af Hulen en Times Tid, havde vi fundet ud af, at der var et vist System i Beskydningen. Med visse Mellemrum opstod der en Pause paa seks til otte Minutter. I den Tid gjaldt det om at komme bort.

Vi tog Chancen. Ud i det fri! Vi løb, vi sprang hen over sønderskudte og brændte Sanitetsvogne. Heldet var med os. Vi lejrede os i Læ af en Banedæmning et Par Kilometer fra Hulen og pustede ud efter det anstrengende Løb.

Nu syntes vi, at vi snart maatte være uden for Granaternes Rækkevidde. Men — minsandten, om der ikke kom et Par engelske Flyvemaskiner! De fløj ganske lavt hen over os. De var vistnok ikke ude efter os, men en Forskrækkelse fik vi vel nok!

Fra nu af tog vi det med en knusende Ro. Vi vandrede blot stadig mod Øst for at komme saa langt som muligt bort fra Fronten. I Dagens Løb naaede vi et stort Samlingssted for saarede. Det var i Omegnen af Laon.

Jeg spurgte efter andre Kyrasserer. „Jo,” sagde man, „Kyrasserer, dem er der ogsaa nogle af her.“ — Jeg gik rundt i Flokken og kikkede, og hvem fandt jeg? — Paul! — Det Gensyn kan ikke beskrives.

Paul havde for to Timer siden faaet at vide, at vor Eskadron var fuldstændig opløst og at jeg var „savnet”.

Vi græd som Børn i hinandens Arme. Tænk, at vi skulde faa Lov til at ses igen. Vi fulgtes nu ad paa en Transport til Sydtyskland, men efter nogle Dages Forløb skiltes vore Veje, for der var jo meget stor Forskel paa vore Saar.

DSK-årbøger 1953

2. august 1918. Åh nej! Peter Madsens ben er i bedring!

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet, først i Sønderborg i marts 1918, men fra juli 1918 i Lübeck.

Den 2. august var jeg hos lægen igen, og han sendte mig til massage.

Hver dag kom benet i en maskine,og musklerne blev strakt og benet bøjet.

Til min skræk opdagede jeg,at benet blev bedre for hver dag,der gik, og måske kunne det blive så raskt, at jeg kunne blive sendt til fronten igen, og den tanke huede mig ikke rigtigt.

Jeg har været i teatret for at se “Dr. Hias”, et stykke, der handler om krigen i Frankrig.

Jeg er også af og til i biografen;vi skal jo have tiden hendrevet.

Har været hos feldweblen angående et andragende om orlov hjemmefra, men det blev imidlertid afslået, fordi ansøgningen ikke var stemplet af “Landråden”.

Jeg bestiller næsten intet. Når behandlingen er slut kl. 10 om formiddagen, besøger jeg gerne soldaterhjemmet for at læse avisen og få en kop kaffe eller boullion til et stykke brød.

Efter middag får jeg en lille lur, og så gælder det om at forsvinde, hvis
ikke man vil beskæftiges med et eller andet. Hvis jeg ikke er på soldaterhjemmet eller i biografen, driver jeg rundt i byen til kl.ca.6.

Sidste dag mødte jeg Johs. Lauridsen fra Truenbro [i Avnbøl]. Han ligger ved 84’erne.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

17. juli 1918: Voldsomme tab på Marneslagets anden dag

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Den 16 juli, tidlig om morgenen gik jeg ind i Troissy for at søge efter levnedsmidler. Ved at gå gennem en have, bemærkede jeg to døde franskmænd, der lå der i haven, de havde brækkede fingre, dvs. den ene havde de to yderste led fjernet på ringfingeren og langemand, den anden havde to led fjernet på ringfingeren.

Mellem det første led på hånden var der på alle tre fingre en mørk stribe, tydelige mærker efter ringe; fingrene var blevet fjernet på denne måde, at ligrøveren eller ligrøverne først havde skåret med en kniv i kødet rundt omkring leddet, og dernæst var fingeren brækket af i leddet på den ene dødes hånd, den andens finger var ikke brækket af i leddet, men et stykke oven for leddet ind efter hånden, og der stak en nøgen bensplint ud af kødet p. ca. 1 cm. længde. Denne finger så ud, som om den var blevet hugget over med en mindre skarp genstand. Dette tydede på, at der havde været to mand om arbejdet.

Jeg betragtede det hele meget nøje, da jeg aldrig havde set mage til ugerning før. At tænke sig, at der fandtes mennesker, der i nattens mulm og mørke under slige forhold, hvor de måtte risikere deres liv og lemmer, kunne få sig selv til at kravle rundt imellem de døde og lemlæste disse for at komme i besiddelse af nogle ringe af tvivlsom værdi.

Gerningsmændene var sikkert tyske soldater, civilbefolkningen var mestendels borte, og franskmændene havde trukket sig tilbage om dagen, og derfor havde de sikkert ikke fået tid til sligt.

Uden at finde levnedsmidler gik jeg tilbage til batteriet, der var i færd med at pakke sammen, vi skulle skifte stilling og længere fremefter. Vi fik hele tiden usædvanlig megen ild fra alle sider, men særlig lå landevejen under ild, og hele tiden var der fjendtlige flyvere oppe, der kastede bomber, skød med maskingeværer osv.

I Troissy var der mægtige huller rundt på gaderne, og mange steder kneb det med at komme forbi med kanonerne. Tidlig på formiddagen gik vi i stilling i nærheden af Port a Binson. Syd for byen. Vi åbnede ilden og skød i sydøstlig retning. Men her som alle andre steder i dette angreb var modstanderens ild meget voldsom.

Vi lå lige ved en farm – en større gård. Her var feltlazaret og samlingssted for sårede. Her var det ligesom ved angrebene ved Chemin des Dames og St. Quentin, hjælpen stod ikke i forhold til trangen. Her var en enkelt læge og en del sygepassere, men det forslog kun lidt, når de sårede væltede ind i hundredvis.

De let sårede fik en nødforbinding på, og så kunne de selv arbejde sig tilbage, meget værre var det for de hårdt sårede; alt for få biler og sygevogne nåede frem, og det svandt ikke synderligt, fordi der af og til kom et læs bort.

En gammel bonde og sin hustru var endnu i huset. De ville ikke forlade deres hjem, skønt situationen var meget kritisk. Da den gamle bonde blev opfordret af en officer til at tage bort med en bil, pegede han med sin stok på et skilt over døren, her stod: ”La mon Dieu Farm” dvs. sådan noget som Guds kærligheds farm – den gode Guds hus el lign. Dog kan jeg ikke huske den nøjagtige franske stavemåde. Manden var åbenbart troende katolik, der stolede på Guds vilje og varetægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. juli 1918. Peter Madsen på lazaret i Sønderborg

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet i Sønderborg i marts 1918.

Man havde indrettet frimurerlogen til lazaret,og her lå kun folk, der var oven senge,og som ikke behøvede megen behandling.

Alle var fra Als eller Sundeved, og jeg blev ikke så lidt forbavset, da jeg kom ind til dette selskab, for der var ingen opsyn, og alt gik så naturligt til, så jeg følte mig snart hjemme her.

Det bedste af det hele var,at her blev der talt dansk som hjemme. Da
jeg meldte mig hos underofficeren for at få mine sager udleveret og for at få en seng anvist,foregik det på tysk,men stor blev min forundring, da han henvendte sig til de øvrige på stuen;da foregik det nemlig på dansk.

Fra den side havde jeg endnu aldrig set en overordnet ved det tyske
militær,men mysteriet opklaredes,da jeg fik at vide,at manden var fra Fårhus.

Kl. 9 skulle vi være i vore senge,og da kom der en sanitetsfeltwebel og sagde “godnat”;det var bare den forskel,at her lå vi i sengene,og det hele gik meget mere roligt og ikke så militærisk.

En aften da lyset blev slukket,hørte vi et vældigt rabalder.Det var en seng,der var faldet sammen,og vedkommende skældte ud på tyrkisk
manér. Alle lo undtagen ham,det var gået ud over.Han brummede kun.

Her i Sønderborg var det dejligt at være,og der gik ikke mange dage, inden jeg havde indlevet mig i de nye forhold.Vi gik og gjorde,som vi selv ville,og kun om formiddagen,når der var stuegang,skulle vi være  der.

Dr. Reuter og hans datter havde overopsynet,men de viste sig kun en gang om ugen.

Så længe vi var på lazarettet,var vi godt hjulpne,og mit sår heledes
i løbet af kort tid.Selve benet gjorde de ikke ret meget ved.Jeg skulle
godt nok gøre gymnastik hver dag,men da jeg selv skulle gøre  det, blev det ikke til ret meget.Jeg gik godt nok op og ned af  trapperne,men det kunne jeg godt gøre uden at bøje benet alt for meget.

Forplejningen fik vi fra Sønderborghus, og den var god. Om morgenen
hentede vi selv kaffen og den tildelte ration brød,og om middagen og om aftenen spiste vi nede på hotellet.

Det var let at få orlov, og jeg var hjemme hver week-end.I påsken og
pinsen havde vi et par dage ekstra.

Sidst i maj fik jeg 14 dages rekreationsorlov,og jeg var nu så rask,
at jeg kunne blive overflyttet til erstatningsbataljonen.

Da tiden var omme,søgte jeg yderligere 14 dages  arbejdsorlov,hvilket også blev bevilget.

I alt var jeg hjemme i 6 uger,og i den tid var Chr. Faurholm også hjemme fra fronten,og vi var meget sammen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

19. juni 1918. Claus Eskildsen bliver sendt på orlov “Det passer mig lige.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen stadig ligger på lazaret, mens den tyske hær forbereder endnu en offensiv.

Saa har man Brug for Sanitetskompagniet. Den 30. Maj flytter det, og jeg er husvild.

For anden Gang skal jeg paa Rejsen til Lazarettet; men Oberstløjtnanten griber atter ind, og jeg indlægges paa Regimentets Sygestue i en Skovlejr.

Nogle Dage senere flytter de med mig igen. Den ene Division efter den anden trækkes ud for at fremtvinge Gennembruddet ved Marne. Linien bliver tyndere, Regimentets Afsnit bliver længere, vi flytter nærmere ind mod Reims, rede til at gribe Byttet, naar det som en moden Frugt falder os i Skødet.

Reims! Frankrigs hellige Stad! Her døbte den hellige Remigius den blodige Kong Klodvig. Her kronedes den lange, lange Række af franske Konger, her staar den 700 Aar gamle Notre Dame, et af Verdens største og skønneste Gudshuse.

Der ligger en egen Stemning over disse Dage, hvor Regimentet holder Udkig med Byen, ser Røgen stige op derinde, hører Sprængninger og hver Dag venter at kunne holde sit Indtog i den gamle, hellige Stad. Franskmændene giver ikke Slip paa den.

Den tyske Offensiv gaar atter i Staa. Dens eneste Resultat er nok en stor Bule i Frontlinien, en farlig Sæk, hvor Foch senere sætter Stødet ind. Fire Uger ligger jeg i Sengen.

Den 19. Juni genoptager jeg Arbejdet. Men Lægen forbyder det. Han vil have mig paa et Rekreationshjem. Oberstløjtnanten foreslaar i Stedet for at sende mig paa Rekreationsorlov.

Det passer mig lige. I 3 Uger lader jeg mig behandle paa Seminariet i Tønder, der er indrettet til Lazaret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s.  219

2. juni 1918. “Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen.” Eskildsen på vej til lazaret.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et uheld er Claus Eskildsen røget på lazarettet, her ligger han i lang tid, og han oplever en telefonists kamp med døden.

Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen. Jeg er paa Vej til Lazarettet.

Ved sidste Transport kvæstede jeg tre Fingre, da vi i Mulm og Mørke læssede Køretøjerne paa Jernbanevognene. Efter nogle Ugers Behandling er Fingrene hele; men først breder et mærkeligt Eksem sig over begge Hænder, og saa gaar det galt med baade Ben og Hjerne. Et Saar paa venstre Skinneben medfører efterhaanden Cellevævsbetændelse, Blodforgiftning og Benhindebetændelse, og Giftstofferne i Blodet bevirker, at den overanstrengte Hjerne slaar Klik.

Min gamle Mor bliver uhyggelig til Mode, da hun til Fødselsdagen modtager to omtrent enslydende Breve fra mig, skrevet med faa Timers Mellemrum.

Mit Ben er helt svulmet op, da man kører af Sted med mig til Sanitetskompagniets Barak, der ligger lidt bag Fronten, gemt i en Fyrreskov. Det er første Station paa en Vej, som normalt fører til Lazaret i Etappen, Lazaret i Tyskland og Erstatningsbataillonen. Men Oberstløjtnanten har efter eget og mit Ønske telefoneret til Sanitetskompagniets Overlæge og bedt ham beholde mig herude, for at jeg ikke skal skilles fra Regimentet.

Saaledes lærer jeg kun første Station at kende paa den Vej, der for mange betyder uhyre Lidelser, for andre Forløsning. Alle Frontsoldaters højeste Ønske er jo et »Heimatschuss«, et Skud, alvorligt nok til at naa ud over Etappen med det, men alligevel ikke saa slemt, at man mister sin Førlighed for Livstid. Sanitetsbarakken er tom, da man hen paa Eftermiddagen lægger mig ind i den.

Det skal den normalt være; til hver Nat skal man helst have alle Sengene fri, man ved aldrig, hvad der om Natten kan ske der ude i Linien. Hen paa Natten bringer man to Telefonister, som er blevet ramt af en Granat, da de gik Ledningerne efter. De kommer straks paa Bordet, forbindes og lægges saa ved Siden af mig. Den enes Ryg er haardt medtaget. Hans unge, stærke Natur reagerer voldsomt mod den kolde Død, der strækker sine lange, uhyggelige Fingre ud efter ham. Han skriger og vaander sig i legemlig Smerte, han klager og jamrer over sit unge Liv, han raser og stamper imod den bitre Død.

Hans Kammerat er rørende trofast. Mens han selv bider Tænderne sammen i Smerten, trøster og opmuntrer han den haardt Saarede. Om Morgenen skilles deres Veje. Dødens Kandidat bliver hos mig, den anden skal paa Lazaretrejsen. Men forinden lader han sig bære hen til Kammeratens Side, tager en smuk Afsked med ham og trøster den fortvivlede, der godt nok aner Sammenhængen, med, at han nok skal blive sendt bagefter i Morgen.  Nu er vi to Mand i Barakken. Det er en lang Dag for den lidende!

Han har en stærk Natur. Næste Nat tager Febervildelsen ham. Han er i Slaget, han stormer han rammes, og ind imellem hyler han af Smerte. Da Nøden er paa det største, kommer det op af den forpinte, hjælpeløse Sjæl: »M – u – t – t – e – r !« Han raaber sit »M – o – r !« Gang paa Gang, skrigende efter en øm og stærk Haand, som kan føre ham gennem Dødens mørke Port.

Hvorfor kommer her ingen Præst, der kan hjælpe ham til at gribe en Haand, stærkere end Mors! Hen paa Natten ebber det ud. — Stønnen — Rallen — Stilhed. – Om Morgenen bærer man ham ud og begraver ham med det samme. Saadan gaar Døgn efter Døgn i en Sanitetsbarak. Det er ingen Nervekur at ligge her; men ellers har jeg det udmærket.

To Gange om Dagen kommer jeg paa Bordet, faar Saaret trykket ud og frisk forbundet, Resten af Døgnet ligger jeg stift paa Ryggen med Benet i Vejret. Jeg har en ren Seng, — desværre er den fuld af Myrer. Forplejningen er god, selv Franskbrød smager jeg her. Sygepasserne er flinke. Er det smukt Vejr, bærer man mig ud i Solen; man stopper min Pibe, rækker mig Bøger og Papir.

Jeg ligger hele Dagen og læser og skriver Breve, lige saa lange som Apostlenes Epistler. Oberstløjtnanten og de andre Officerer besøger mig lejlighedsvis, Svoger Nis kommer hver Dag, andre Kammerater og Venner bringer Gaver af Champagnes uudtømmelige Jordbærrigdom.

Ludendorff forstyrrer Idyllen. Den 27. Maj begynder den anden store Offensiv, Vest for Reims. Soissons falder, man støder helt ned til Marnefloden, som man ikke har set siden 1914. Vor III. Bataillon forlod os første Pinsedag og er med til at tage et af Forterne foran Reims. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 216-218

29. maj 1918 – Mathias Damm: “… Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d. 29.5.18.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det stadig godt. Mine Saar heles godt, det i Ryggen var helt, men er atter brækket op og smerter nu mere, end før og det i Armen var ogsaa lidt bedre end det nu er, men det i Benet er betydelig bedre, kanske er der slet ingen Splitter deri, desto bedre. Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok og jeg har ogsaa været ude at spasere igaar for første Gang det gik bedre end ventet. Idag gaar jeg atter ud, saa bliver Tiden heller ikke saa lang.

Med Din Orlov er det det samme Narreri, som sædvanlig, og Rasmus gaar det ikke bedre. Han er jo nu ved Reims. De ere tidlig kommen til Frankrig at være med til Alting. Først ved St. Quentin, saa ved Lille og nu i Champagne. Jeg fik nu lige Brev fra ham fra d.22. Da skulde de nok i Stilling. Haaber han atter kommer godt derfra.

Jeg modtog ogsaa lige Brev fra min Sergt. og Gruppefører ved Comp. Han var netop som han modtog mit Kort fra Sedan bleven haardt saaret og nu faaet høire Ben aftaget. Han var aktiv fra Kavalleriet og var til Efteraar 7 Aar Soldat. Dog han er ikke forknyt og har et godt Hjem. En større Bondegaard i Omegnen af Tilsit, som han skulde overtage, naar han kom hjem engang. Det er som sædvanlig en af de bedste, det har truffet, et Skam som alle ønsker at blive af med, kommer altid godt igjennem.

Kære Fader, Du skriver om P.P.s Eiendom, Jeg har tænkt paa det samme, da Moder skrev derom, men jeg tænkte ikke, at Du vilde være med dertil saalænge man ikke vidste, om jeg kom hjem engang igjen eller ei. Men som Du skrive, vil der næppe nogensinde byde sig en saadan Leilighed til antagelig Pris og bedre passende Beliggenhed hefter ikke, og det er jo at bruge til alting, men det værste er jo at faa det passet nu, da der ingen af os er hjemme, men saa kunde det jo ogsaa lade sig græsse. Den største Del har P. jo dog til Græs, og saa behøvede vi paa vort eget ikke at pløie Hjørnerne og Kanterne og paa den Maade blev det atter en Lettelse. Græsse Køeme kan man overalt.

Men det var jo ikke godt, skulde Krigen vare et Aar endnu. Jeg synes dog forskelligt tyder paa, at de regner med Fred i Vinterens Løb. Skulde det ikke alt gaa som beregnet, er det vel heller ikke svært at sælge igjen, det er jo vældige Summer Gaardhandleme fortjener derhjemme og helt ublu Priser der betales, som om det var en Glanstid for Landmanden, men kommer det ikke af, at mange der har tjent lidt Penge i Byerne købe Eiendomme paa Landet.

Du kan se, hvad Du øyner, kære Fader, naar Du kommer paa Orlov. Peter sagde en Gang før Krigen, da C. Petersen drillede ham en Middag han kom fra Mosen, at han vilde hellere skænke os det billigt, end sælge dyrt til Gaardslagtere og lade Aftægt give. Den gang tænkte jeg blot det var blot Vaas, men kanske har han dog allerede dengang tænkt derpaa.

Hvis Du modtager dette inden Du kommer paa Orlov, saa lad mig det vide, ellers skriver jeg endnu engang, naar Du er hjemme. Hvem ved, om jeg ikke ogsaa kan komme den 4-5. Men jeg vilde heller ikke gerne gaa frivilligt herfra, om jeg ogsaa faar 14 Dages Orlov derfor. Nu nok for idag. Mange Hilsner sender Dig Din Søn
Mathias.

Naar jeg kommer til Graudenz, lader jeg Moder prøve, om at faa mig paa Arbeidsorlov.

28. maj 1918 – Mathias Damm: “… her i Tyskland forslaar Lønningen ikke”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren den 28.5.18

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 22. Du skriver at i har modtaget Penge, men ikke hvor mange, og heller ikke om der har staaet paa Afsnittet af Anvisningen, hvad det var for, de mange, som Du skriver, kan jeg nok tænke mig, men de 6 M ikke, hvis det var 7 vilde jeg tro at det var min Lønning fra 1 Mai og den har faaet i Sedan den Dag jeg kom hertil. Forhaabentlig faar jeg Besked naar, Du skriver igjen. At det ikke gaar som 1915, da jeg krævede Feldweblen for mine penge og da havde i dem længst hjemme.

Jeg har da skrevet eder fra Noyon at jeg havde samlet en Del Kobber og Messing sammen og nogle Faareskind, og afleveret paa Samlepladsen og haabede at faa findeløn, Kvitteringen derfor har jeg fra Sedan sendt Feldweblen, med Bøn om at sende eder Pengene, hvis det gav nogle. At i nu er forbavset, kan jeg godt tro. Godt at jeg de sidste Dage i Felten har tjent nogle, thi her i Tyskland forslaar Lønningen ikke. Jeg skal nok forlange i Tide hvis jeg bruger. Foreløbig har jeg nok.

Jeg var igaar for første Gang ude at spadsere lidt. Det gik storartet og idag mærker jeg intet til, at det har skadet. Idag er Veiedag igjen, 144 veier jeg nu, der maa nok alligevel være Kraft i Marmeladen. Jeg spiser jo ogsaa som en Akkord-arbeider. Hovedsagen naar der blot er nok at spise af og det er der for det meste. Jeg har i disse Dage snart mere Smerter i Armen end i Benet. Det var for otte Dage helt tør og ved at komme Skind over og nu er det atter som før og saa kommer der stadig smaa Frænner og Blærer rundt om og de er værre end alt andet. Nu er det i Benet snart bedre, Jeg kan ikke rigtig forstaa det, naar der er en Splint deri er det sært det heles og er der ingen deri hvordan bliver det saa stort et Saar og saa dyb som det var i Førstningen. Naa Lægen skal jo nok vide det, det maa jo staa i Papirerne fra Sedan. Idag kommer Undersøgelses Kommissionen fra Ulm og rydder op. –

Ser at Bierne atter har Nykker i Aar. Det Skidt. Jeg gad nok vide, hvad de feiler. C. A. har vel havt et tomt Hus staaende, da Du skriver, de fløj ind. Saa er det jo ikke saa sært, at de flyver væk. Det var ærgeligt nok. Det bedste var at tage Bier og Hus eller Kube, hvad de er i. I kunde jo betale det, men lovligt er det ikke at have tomme Huse staaende, naar i melde det, fik de noget paa Kasketten. Nu haaber jeg idag at modtage noget mere fra eder thi jeg gad nok vide lidt bedre Besked om alting. Slutter nu med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Vi spaserede igaar 4, to med et stivt Ben, Mand med 6 Kæppe. Jeg mente, det var vel Tysklands sidste Haab, naar vi kom med vore Stokke.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

24. maj 1918 – Mathias Damm: “Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 24.5.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog idag. Jeg har det efter Omstændighederne godt. Men som Du skriver, behageligt er det netop ikke, men naar det ellers maa bedres, som hidindtil, er det dog behageligere, end at ligge i Franskmandens Artelleriild.

De fleste Saar ere snart lægte, blot det største i Benet og et i Armen, men det heles ogsaa. Med Benet vil det nok vare en Tur endnu, da der sidder en Splint deri endnu, og den skal jo vist ogsaa skæres ud en Gang, ellers vil det vist snart brække op igjen. Men foreløbig har jeg jo Tid. Der er jo kun liden Udsigt til at Krigen snart faar en Ende, og saalænge forsømmer jeg jo intet, saa det er tidlig nok, naar de opererer mig, naar det andet er lægt.

Jeg blev røntgenfotograferet i Sedan, men den maa vist ikke være god at faa fat paa, da de fleste blev opererede og jeg ikke. Jeg kan nu gaa lidt ved Hjælp af en Stok, Men meget holder jeg ikke ud. Naar jeg har været nede i Haven om Eftm. er jeg glad naar jeg atter er oppe i Stuen og kan kravle til Sengs igjen[.] Det er en pæn Redelighed. I derhjemme have travlt, og man ligger her paa den lade Side og har et par Jomfruer til Opvartning.

Jeg har lagt et Billede ved her med nogle af Patienterne og vore Søstre. Jeg sidder til venstre for Musikanten, Dine Forældre kunne vist ogsaa nok finde mig. Jeg lider ingen Nød her, men bedre var det dog hos hos Moer. Der kom man før til Hægterne igjen, end her. Og dog, er det meget bedre her, end i de store Gamisonslazarether, der kunne de spænde Livremmen, naar de ikke vil have at Maven skal knurre. At de ikke snart kunne blive saa fornuftig, at holde op, thi i Længden holder ingen en saadan Sultekur ud, som de sidste Aar har været. Til 15 Juni giver det jo atter mindre Brød, en net Redelighed. Saa er der da intet i Veien for at Folk har for meget at staa imod med, naar Høsten kommer.

Nu har Krigen snart raset i 4 Aar og ingen Ende at se. Tusinder og Millioner Mand i den bedste Alder har maattet lade deres Liv, og for hvad? Det vil jeg sige Dig, naar vi ses. Og for det samme raser Krigen videre Dag for Dag og vildere og vildere. Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder.

Det er nu Middag og jeg slutter mit Brev. Naar jeg kommer til Garnison haaber jeg at faa Orlov og gjense Nordslesvig og mit kære Hjem. Og nu til Slut sendes eder alle de kjærligste Hilsner af Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

4. maj 1918. Sønderjysk såret behandles af sønderjysk læge

Arthur Thomas, Skærbæk, blev såret under den tyske forårsoffensiv og kom på lazaret.

Jeg kom til at ligge i en barak sammen med 18 andre kammerater. Vi havde det meget godt her. Vore sår blev daglig tilset af både læger og sygeplejersker, så der var ikke noget at klage over – man var jo kommet af skidtet for denne gang.

Efter som tiden gik, blev vi kammerater også mere og mere sammenrystet. Der var en af lægerne, som havde en anden accent i sit sprog, syntes jeg, og en dag spurgte jeg sygepasseren, hvad landsmand han var. Denne mente, at han var fra Nordslesvig og hed Thomsen. Så tænkte jeg, at det måtte jeg da have undersøgt og opklaret. –

Dagen efter var stabslægen ikke med på »barakkegang«, og den »anden« læge satte sig på min sengekant og spurgte mig, om jeg var fra Nordslesvig. Det var jeg da, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Frifelt i Vodder sogn. »Så taler du dansk«, sagde han så til mig. Det gjorde jeg jo, og vi fik en livlig passiar med hinanden.

Han var fra Skærbæk, hed Lausten Thomsen, og han kendte godt min far. Men alt det gode får en ende, og en dag blev jeg udskrevet som k. v., så rejsen ville jo gå til fronten og til mit kompagni. Men Lausten Thomsen sagde ved afskeden til mig, at jeg skulle noget tidligere have fortalt ham, hvor jeg var fra, og at vi var landsmænd, så kunne han måske have gjort noget mere for mig.

DSK-årbøger 1969

4. maj 1918 – Mathias Damm: “Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Sedan, 4. Mai Aften

Kære Moder!
Jeg vil begynde et Brev til eder, da jeg lige kom til at tænke paa om Du ikke kunde skrive til Thade Petersen og lade dem sende Bladene til Rasmus. Til Heimdal skriver engang naar jeg ved lidt mere Besked. I kunne jo godt skrive mig et par Ord efter Adressen her. Det koster da kun Kort og skriveriet. Mit Skriveri er jo nu helt daarlig. Naar man skal ligge paa Ryggen med en halv Omdreining til venstre og holde højre Overarm omtrent rolig, er det skidt.

Her ude stryger een leen, hvad han slaar ved jeg ikke. Her er alt kønt og Grøn. Det er et fransk Militærhospital og Park og Haveanlæg her i stor Stil, Skade at jeg ikke kan løbe. Men her i Sengen, er dog bedre end i Slotsparken paa Mont Renaud ved Noyon. Den Park og Slottet med har jeg i Erindringen for stedse, et saadant Myrderi har jeg ikke set før, som der. Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind. Det er saa behageligt, og det kan jeg heller ikke godt undvære. For min Part kunde det staa aaben hele Natten.
Nu nok for i Aften, God Nat.

Brevet fortsættes …

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

3. maj 1918 – Mathias Damm såret: “jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

den 3.5.18. Kære Moder!
Jeg er nu kommen paa Lazareth i Sedan, men om jeg bliver her, ved jeg ikke. Jeg skal nok skrive nærmere. Jeg er saaret af en Granat i højre Ben (Knæ og Laar), Arm og i Armhulen (eller Ryggen). Jeg kan ikke se det. Det vaerste er i Laaret, men dog alle Kødsaar. Saa det gaar nok, og jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet, som naar de havde skænket mig et Kongerige. Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

2. maj 1918. “En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv. Sammen med to kammerater er han gået på opdagelse i den rømmede by Merville.

Enkelte Granater begyndte at falde i Byen, og Braget af sammenstyrtende Murværk gaven uhyggelig Fornemmelse. Vi kiggede lige indenfor nogle Steder. Vi var naaet omtrent gennem Byen. Gaden fortsatte over en Bro over Lys-Floden.

Ved Gaden foran Broen laa et større Etablissement – tilsyneladende en tidligere Hotel- og Restaurationsvirksomhed. Det skulde vi endnu lige have efterset. Der var ret mørkt, kroget og dystert indenfor.

Jeg vilde lige om et Hjørne bøje af ind ad en Dør, da jeg midt i Bevægelsen stivner. En kold Sved føler jeg bryde frem. En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng.

Haanden gaar lynsnart til Revolveren, men ellers staar jeg som naglet til Stedet. Synet var for uventet og pludseligt. Men der sker intet. Englænderen ligger fuldstændig stille – han sover maaske. Jeg vover mig lydløst lidt nærmere. Øjnene ser nu mere tydeligt i det underlige Halvmørke.  Han har et saa underligt graagult Udseende. Han sover ikke. Han er død.

Nu ser jeg først, at det er en stor Sal, fyldt med 2-Etagessenge. I flere Senge bagved ligger andre – alle i Uniform. De er alle døde. Vi var dumpet ind i et tidligere engelsk Feltlazaret.

I en anden stor Sal ved Siden af laa Tøj, Tæpper og andre Udrustningsgenstande i en halv Meters Højde spredt ud over hele Gulvet. Jeg tog et Par Uldveste med. I Gaarden stod et stort splinternyt Lazarettelt. Rundt omkring flød det med Forbindssager – de fineste Lærreds- og Gazeting, som vi ikke havde set før. Vi maatte klare os med Papir. Vi fik Lommerne fyldt.

Alt vidnede om hovedkulds Rømning. Men Artilleriilden var imens blevet mere intensiv. Mange Granater faldt i Nærheden. Der blev lagt Spærreild ved Broen, og det begyndte at blive ret uhyggeligt. Godt, at vi ikke skulde over Broen til den Side.

Vi skyndte os samme Vej tilbage. Ved Kirken var det heller ikke rart. En Brisantgranat eksploderede midt paa Gaden, og Splinterne røg til alle Sider. Men vi havde hørt den komme og var i Sikkerhed i en Port, da den eksploderede. Vi naaede helskindede hjem og havde faaet Lysten styret. Vi skulde ikke mere til Byen.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

 

16. april 1918: “…vi enige om at stige ud ved den næste station; … vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten.” Frederik Tychsen leder efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indkvarteret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Efter at jeg nu havde været på dette lazaret i 5 uger, blev jeg udskrevet den 16. april 18. Jeg fik mine gamle klæder og min udrustning igen, men da de var noget medtagen, skulle jeg have en anden mundering. Der var ca. 30 mand, der denne dag forlod lazarettet. Jeg var den eneste Obergefreiter, så jeg blev transportfører. Vi skulle til et depot i Le Cateau, her skulle vi have de beklædningsgenstande byttet, der trængte til det.

Lige efter middag gik vi ned til banegården i Maubeuge, men da vi kom derned, manglede der 2 mand – det kunne jeg ikke gøre for, vi satte os i toget og kørte af sted. Hen imod aften ankom vi til Le Cateau; vi fandt depotet, der lå et stykke uden for byen, vi fik noget at spise, og så fik vi en brix anvist i en af barakkerne.

Her frøs vi ganske umådelig. Vi var vante til en varm seng på lazarettet, og nu måtte vi hjælpe os med et tæppe. Jeg lå og længtes efter, at det skulle blive morgen, så vi kunne stå op og evt. få nogen varm kaffe.

Efter morgenkaffen trådte vi an, og vi fik, hvad vi ønskede; nye støvler, sko, tæppe, overfrakke osv. Karabiner, sabel, gasmaske og tornyster beholdt vi. Vi var færdige til middag, og vi fik oplyst, hvor vor troppeafdeling lå.

Jeg fik besked på, at mit batteri lå i stilling ved Montdidier, og nu måtte jeg se at finde det. Man fik et bevis, at man søgte efter sin troppeafdeling, og så kunne man køre med alle tog, gods- og persontog, når det gik imod fronten, men i modsat retning – bort fra fronten, kunne vi ikke komme uden billet (Fahrschein).

Jeg var imidlertid blevet godt kendt med Imwiehe, han tilhørte Inf. Rgmt. 465 IMGK; vi rejste sammen, desforuden var der en feltartillerist fra bataljon 615, der sluttede sig til os. Vi tre sad i kupé sammen. Da vi havde kørt et stykke vej med et persontog, blev vi enige om at stige ud ved den næste station; idet vi mente, at vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten. Vi steg så ud ved Busigny.

(Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien)

 

5. april 1918: “De gode dage fik også ende. Vi har levet godt sammen og kammeraterne var ganske gode.” Frederik Tychsen venter på udskrivelse

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Den 5. april havde jeg fødselsdag. Jeg fik en pakke hjemmefra dagen før. Mor sendte mig nogle småkager. På selve fødselsdagen fik jeg en halv lagkage af den nonne, vi havde mest med at gøre. Hun havde fået den sendt fra hendes hjem i Bayern. Den var bagt af rugmel, to lag med en slags gelé imellem. Den smagte ganske udmærket; men vi var jo heller ikke forvænnet med søde sager.

Jeg blev efterhånden rask, men jeg var stadig smittebærer. Jeg kunne ikke udskrives, men måtte vente, til jeg var ganske rask. I de sidste uger fejlede jeg ikke noget, men vi måtte ikke forlade afdelingen.

I en af barakkerne var der et kapel. Her samledes nonnerne og munkene om aftenen til andagt. Jeg blev indbudt til at komme med til disse andagter, og de foregik naturligvis under katolsk ceremoniel med mange fagter og bevægelser, snart knælende, snart stående.

Hirschvogel havde en speciel bestilling. Han ringede af og til med en lille klokke, så korsede menigheden sig, fremsagde bønner osv. I det hele og store var det et godt ophold for mit vedkommende, og hele sygdommen var sikkert et efterspil fra den spanske syge, som jeg havde i Lüttich. Her fik jeg hvile, ro – en udmærket seng og en sjælden god forplejning. 

De gode dage fik også ende. Vi har levet godt sammen og kammeraterne var ganske gode. Der var en ganske lille plads uden for barakken, og her kunne vi gå og nyde solskinnet, der skinnede ganske dejligt i disse dage.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. april 1918: Frederik Tychsen tilbringer påsken på lazarettets epidemiafdeling

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Der var en 20-30 patienter i denne barak, de var mere eller mindre syge, nogle døde; der stødte tit andre sygdomme til. Der lå en henne i et hjørne. Han døde. Natten før spurgte Hirschvogel, om han skulle få fat i præsten til ham, der kunne give ham den sidste olie. Men patienten ville ikke have noget med præsten at gøre, men han bad Hirschvogel om at kildre sig under fødderne, – det var det eneste, ønskede.

Hen på natten døde han. I dødsøjeblikket knælede munken ved hans seng og nedbad Guds nåde og fred for hans sjæl. Det var der mange, der lavede grin med, men jeg syntes, at det var uhyre smukt og højtideligt. Den stakkels munk havde stået i timevis og kildret den døende under fødderne, og nu bad han for hans sjæl. Lidt efter blev han båret ud.

På langfredag kom der en evangelisk præst og tog os protestanter til alters. Det gik meget hurtigt. Nonnen gik ud imens, og vi sad en 6 – 8 stykker (der var kommet nogle i de sidste dage), på en bænk. Præsten gav os hver en salmebog med, og vi sang nogle vers af en salme. Han skænkede vin i et glas, så læste han ritualet, derefter fik vi brødet og vinen; vi sang en salme, og så var det færdigt.

Han pakkede skyndsomt sammen og talte alt imens med os. Lige inden han gik, spurgte han os, om vi nok kunne få tiden til at gå; vi beklagede os over, at vi ikke kunne få noget at læse i, eftersom vi lå på epidemiafdelingen, men så hentede han en 3 – 4 sæt spillekort op af lommen på sin skødefrakke, kastede dem hen af bordet og sagde: ”Så kan I have dem!”

Præsten forsvandt ud af døren, og straks overfaldt 2 – 3 mand glasset med resten af vinen, en ung landmand fra Lüneburger Heden gik af med sejren, efter at det meste blev spildt på gulvet. Derefter blev de nye spillekort taget i brug.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. marts 1918. En officer og kammerat fra Ditmarsken

Frederik Møller, Aabenraa, beretter om en episode under marts-offensiven

Da den store offensiv på Vestfronten havde stået på en uges tid, var vi kommet et godt stykke vej frem vest for St. Quentin. Det var den 28. marts.

Vi lå med vort regiment ude i forreste Linie, og min bestilling var at skaffe ammunition frem til vore lette maskingeværer.

De engelske styrker var efterhånden blevet fuldstændig kampudygtige og var taget ud af linierne, Til afløsning for dem havde man sat franske tropper ind i forsvaret.

Vor deling lå i umiddelbar nærhed af disse styrker, og vor stilling var ganske ubeskyttet. Dækning var der ikke noget af, og både franske og tyske granater gik ned imellem os. Vi var alle klar over, at vi kunne blive ramt af splinter hvert øjeblik.

Vor udmærkede og afholdte kompagnifører befandt sig imellem os. Han opholdt sig lidt til højre fra den plads, jeg indtog.

En af mine kammerater var blevet såret og skulle nødvendigvis skaffes tilbage. Kompagniføreren, en ung løjtnant, Halk hed han og var fra Ditmarsken, kom da hen til mig og anmodede mig om at ledsage den hårdtsårede tilbage til forbindspladsen, der befandt sig på et slot lidt over 200 meter bag vor stilling, Han indtog da min plads, selv om det var en af de mest udsatte.

Imidlertid parerede jeg ordre. Jeg skaffede to stænger til veje, spændte en teltdug ud imellem dem og anbragte den sårede på den primitive båre. Sammen med en anden kammerat udførte vi derefter den besværlige transport tilbage til forbindspladsen.

Denne havde til huse i slottets kælder, og her måtte de mere eller mindre sårede opholde sig, indtil det vær muligt at transportere dem tilbage til St. Quentin, hvor man havde oprettet et feltlazaret.

Da vi kom tilbage til vor linie, viste det sig, at vor brave kompagnifører, der under mit fravær havde indtaget min post, var blevet ramt af en stor granatsplint og var hårdt såret. Man havde bragt ham tilbage til forbindspladsen i slottet, men hans sår var af en sådan art, at han ikke klarede den.

Vi var alle kede af dette tab, for en bedre og mere forstående officer skulle man lede længe efter. Vi følte, at han var ganske uerstattelig, og at vi ikke blot havde mistet en dygtig kompagnifører, men også en god og helstøbt kammerat.

Jeg personlig havde en fornemmelse af, at han ved at indtage min farefulde plads havde ofret sit unge liv for at frelse mit. Det skal jeg aldrig glemme ham.

Når der mellem frontsoldater ofte blev nævnt, at officererne forstod at finde nogle sikre dækstillinger, passer det ikke i dette tilfælde, og jeg kan nævne andre episoder, hvor officererne blev på deres post midt imellem soldaterne, stod last og brast med dem under alle forhold.

DSK-årbøger 1963

17. marts 1918: “… da nonnen så mig komme i Adamskostume, korsede hun sig med en mægtig håndbevægelse …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Vi kørte ud i en forstad til Maubeuge der hed Sues le Bois, og her lå det bayriske Kriegslazaret no.62. Vi blev læsset af i et stort pakhus: Der var flere hundrede. Her kunne vi lægge os på det bare gulv. Der kom så en læge, og han spurgte, om der var nogen, der følte sig særlig syg. Jeg gik hen til ham, for jeg følte mig i sandhed meget syg. Lægen spurgte mig om, hvad jeg fejlede. ”Ja, det var halsen”.

 Han lyste mig med en elektrisk lampe, og så sagde han, at jeg kunne straks komme i seng, jeg skulle melde mig på epidemiafdelingen. Jeg tog min tornyster og karabiner, forlod komlageret og begav mig hen til lazarettet. Det bestod af en lang gade med barakker på begge sider, og i den anden ende af hele komplekset lå epidemiafdelingen, en del barakker for de patienter, der var befængt med difteritis, tyfus, kolera eller meningitis.

 Jeg tumlede op gennem barakkerne, og efter jeg havde spurgt om vej flere gange, fandt jeg hen til epidemiafdelingen, og fandt også barakken. Klokken var ca. 12 om aftenen. Jeg bankede på. Der lød et svagt ”Kom ind!” af en kvinderøst. Jeg trådte ind med hele min krigsoppakning: Stålhjelm, karabiner, tornyster og den øvrige bagage, gasmaske m.m.

 Her sad en ældre nonne i sin hvide dragt og den mærkværdige, flagrende hovedbeklædning, som de katolske nonner bærer. “Hvad skal De?” spurgte hun. ”1 seng”, svarede jeg. Hun sad og drejede med rosenkransen og mumlede bønner alt imens. Hun standsede med bønnen eller med dette her mumlen, som om hun var færdig med et bestemt afsnit i bønnerækken, lagde rosenkransen fra sig og så op.

 Alt imens stod jeg og så mig lidt omkring. Her stod flere rækker senge, men der var en iblandt, der var tom – vel sagtens til mig, tænkte jeg. Nonnen sad ved et lille bord; på dette foran hende lyste en elektrisk lampe, der var anbragt en skygge af papir, så lyset faldt på bordet og skyggen hen imod patienterne.

 Så spurgte nonnen, om jeg havde lus? ”Ja”, svarede jeg med en grødet stemme. ”Når man har ligget de sidste 9 måneder ved fronten, så kan De vel nok regne ud, at man er luset”. ”Ja, men så må De først bades, inden De kan komme i seng, og Deres tøj må De aflevere til desinfektionen; badeanstalten er nede i den anden ende af lazarettet, der må De gå ned og få det ordnet!” Jeg spurgte, om der var åbent på denne tid af døgnet, ”ja, der er altid åbent” var svaret.

 Jeg begav mig så ned til badeanstalten, der var vel nok ca. 800 – 1000 m. derned; der lå barakker på begge sider hele vejen. Da bademesteren hørte, at jeg havde difteritis, bad han mig om alt mit tøj og hele min udrustning, da dette skulle desinficeres. Jeg selv kom under bruseren, men da jeg imidlertid blev meget sløj og slap, måtte jeg bede assistenten om at hjælpe mig lidt. Han skrubbede mig så med en børste, medens jeg måtte støtte mig til plankeværket.

Da jeg var færdig, måtte jeg gå. De kunne imidlertid ikke give mig noget tøj, hverken skjorte eller tæppe, da jeg hørte til epidemiafdelingen. Jeg fik lov til at låne et par trætøfler, og så gik jeg ganske splitternøgen tilbage til nonnen i difteribarakken. Jeg gik ind, og da nonnen så mig komme i Adamskostume, korsede hun sig med en mægtig håndbevægelse og udbrød et forbavset ”åh, Gud!” Jeg fik så en skjorte af hende og kom omsider i seng. Klokken var nu ca. 1.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. marts 1918: “Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med” – Frederik Tychsen bliver indlagt med difteritis

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

Den 11. marts blev en lang dag. Jeg lå og vred mig på en brix i laden, kunne ikke spise og ikke sove, jeg havde stærk hovedpine, og blodet bankede i min tinding. Dagen gik og natten også. Halsen truede med at lukke sig helt til, jeg trak vejret tungt – svedte og frøs.

Hen på formiddagen den 12. marts kom der en fra skrivestuen og gav besked om, at jeg skulle straks begive mig til lazarettet – det var difteritis – streng halsbetændelse. Prøven var kommet tilbage fra bakteriologisk station, og nu var det bare med at få mig sendt af sted så hurtigt som muligt, for denne sygdom var smittefarlig i høj grad. Jeg fik min tornyster pakket. Kammeraterne hjalp mig med at få teltdugen og mantelen rullet, og de var i det hele taget mig meget behjælpelig.

Jeg skulle selv gå hen til et samlingssted for syge, og et sådant var der i Wassigny ca. 2 km fra La Vallee Mulatre. Ved middagstid tog jeg af sted, Skurnia og Rudolf Winkler gik med mig derhen, de bar min tornyster og karabiner. Her i Wassigny var der et stort samlingssted for syge og let sårede.

Hele lazarettet var telte. Jeg tog afsked med Skurnia og Rudolf Winkler, og så meldte jeg mig på kontoret. Dernæst kom jeg ind i et telt og fik en seng anvist. Her var sygeplejersker og Røde Kors søstre. Vi havde en flink Røde Kors søster – hun var fra Hamborg og rødhåret. Hun spurgte mig om, hvad jeg var for en landsmand: Nordslesviger, svarede jeg – så er vi jo halvvejs landsmænd.

Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med, og det tog noget af smerterne. Vi lå i en 3 – 4 lange rækker i dette telt. Ved siden af mig lå en Sanitätshundefører, en benævnelse, som jeg mødte første gang. Han fortalte vidt og bredt om hans bestilling som hundefører; deres pasning, arbejde osv.

Her i dette telt lå vi til anden dag om morgenen, vi skulle stå op og komme i et persontog, der førte syge og let sårede med sig (Leichtkrankenzug). Vi kom imidlertid ikke af sted før hen på eftermiddagen – vi sad i III. klasses kupévogne. Vi var alle syge mere eller mindre, og jeg følte mig meget dårligt til pas. Feberen var høj, jeg havde en voldsom hovedpine, og så måtte jeg kaste op af og til, dette gjorde jeg gennem vinduet.

Ved 10 tiden om aftenen holdt vi i Maubeuge. Vi kom ud og kom op på en slags sporvogn, der kørte os ud til et lazaret. Jeg stod foran på perronen hos føreren, men jeg så ikke ret meget. Jeg var meget syg.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

22. februar 1918 – Hejmdal: Brødre-gensyn ved fronten

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Tabte Levnedsmiddel-Kort
Da Begæringerne om Erstatning af Brødkort og andre Levnedsmiddelkort samt Kul- og Petroleumskort, der efter Foregivende er gaaede tabt, stadig bliver hyppigere, gør Magistraten opmærksom paa, at bortkomne Kort af enhver Slags ikke maa erstattes.
    For at forebygge, at Levnedsmiddelkort o. f. v. gaar tabt, tilraader Magistraten indtrængende ikke at sende Børn eller upaalidelige Personer i Byen efter Varer.

Brevcensuren
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der til Trods for de mange Henvisninger til de for Brevcensuren bestaaende Anordninger endnu stadigt af mange Beboere befordres Breve o. f. v. under Omgaaelse af Censuren. Politiforvaltningen gør derfor i de Paagældendes egen Interesse disse opmærksomme paa det strafbare i deres Handlemaade med den Tilføjelse, at der i den nærmeste Fremtid vil blive foretaget uformodede Revisioner af det rejsende Publikum for at se, om nogen skulde være i Besiddelse af Brevskaber, der er blevne unddragne Censuren.

Udsendt Stikbrev
Militær-Domstolene i Rødding har udsendt Stikbrev efter Danselærer Carl Petersen, født den 4. Marts 1876 i Sønderborg, sidst bosat i Adalbertgade 11 i Sønderborg, der mistænkes for Faneflugt. 


Fra Felten


Den 18. Febr. 18.
    Fra Lasaret i Thüringen sendes Venner og Bekendte, hjemme og ude ved Fronten, en venlig Hilsen i Haab om et glædeligt Gensyn i det kære Nordslesvig.
    Jens Callesen fra Søderup.

14. 2. 18.
    Kære “Hejmdal”!
Med Tak fordi du stadig befølger os herude beder vi dig bringe Venner og Bekendte en kærlig Hilsen fra undertegnede to Brødre, som har truffet hinanden i Felten. Paa et godt Gensyn i vore kære Nordslesvig!
    Christian og Andreas Witte fra Nordborg.

Død hjemme
I Søndags Eftermiddags afgik Peter Kunts paa Pugholm ved Graasten ved Døden efter en langvarig Sygdom, som han havde paadraget sig i Krigen. Han blev 32½ Aar gammel.

Saarede
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Johannes Lund fra Kolsnap let saaret.

Forfremmelse
Arbejdsmand Frederik Jørgensen fra Gildegadegang Nr. 8 i Aabenraa, der har været med fra Krigens Begyndelse af og for Tiden ligger i Belgien, er bleven forfremmet til Sergent.
    Kataster-Assistent Johan Bahrt, Søn af Uldspinder Bahrt i Kolstrup ved Aabenraa, der ogsaa staar ved Vestfronten, er ligeledes bleven forfremmet til Sergent.

 

(Læs hele Hejmdal fra 22. februar 1918)

18. februar 1918. H.C. Brodersen undgår første transport, fordi “Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab…”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  snød  dem.  Transporten  er  gaaet,  og  jeg  har  atter  afleveret  mit  dejlige,  feltgraa  Tøj. Indsprøjtningen,  som  jeg  fik for  dette  hersens  Kolera,  satte  sig  til  Galskab,  og  mit  Bryst blev  haardt  som  Sten.  Jeg  kom  paa  Lazarettet,  og  i  Gaar afgik  Transporten. 

I  Aften  fik  jeg  imidlertid  atter  Rejsepas fra  Lazarettet,  da  der  ikke  er  Plads,  og  fordi  mit  hævede Bryst  nu  ikke  mere  er  saa  haardt.  Af  gode  Grunde  er  der ikke  Udsigt  til, at  der  vil afgaa  flere  Transporter  foreløbig, da  vi først  skal  til at  uddanne  Rekrutter,  der  kommer  i  næste Uge.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)