Tag-arkiv: krigstræthed

8. november 1918. Fortroppen i tilbagetoget stormer lagrene: “Man drikker sig fuld, man banker Officerer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Tilbagetoget var stadig i fuld effekt. Som bagtrop gik Eskildsen og kammeraterne glip af de mange glæder som de forreste tropper nød.

Vi glemmer aldrig disse Nætter! Heste og Fodfolk er vaade som Svampe, oversprøjtet med Dynd fra øverst til nederst. Det er vandrende Jordklumper, der søger nordpaa, tilbage, tilbage!

Der skubbes paa, det hele gaar i Knude, videre, videre! Jeg stamper med, lige, saa snavset og vaad. Vi faar hverken Breve eller Aviser, i 6 Uger har jeg ikke kunnet skifte Undertøj.

Bagtroppen er afskaaret fra alle de Herligheder, som man nyder foran, os. Man stormer Proviantlagrene, man stamper rundt i Smør, Marmelade, Sennep, Mel, Cigarer. Alle løber i nye Uniformer. Man drikker sig fuld, man banker Officerer. Det er herlige Dage!

Et Tilbagetog er det mest demoraliserende for en Hær. Berusede Officerer staar paa Gaderne og holder demokratiske Taler. Berusede Soldater stormer et Tog og damper af Sted hjemefter. Det løber snart ind paa et modgaaende Orlovstog. 12 Mand dræbes, Linien spærres, Millionværdier maa lades tilbage.

Før lød den prøjsiske Soldats Valgsprog: »Med Gud for Konge og Fædreland!« I disse Dage faar Hæren et nyt. Det flyver fra Regiment til Regiment, det bruges ved enhver Lejlighed, helst naar Officerer rider eller biler forbi, det høres Dag og Nat, det er ligesaa meningsløst og grimt som Krigen. Det lyder:

»Licht aus! Messer rausl Haut ihn!«
»Sluk Lyset! Træk Kniven! Paa ham!«

Officererne gyser, den Menige nyder Uhyggen i Ordene og laver allerede Tilføjelser: »To Mand hid til at røre Blod!«

— Ingen tænker sig noget alvorligere ved det. Den tyske menige Soldat er godmodig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

4. november 1918. Claus Eskildsen og hans kammerater skal sikre tilbagetoget

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Endnu et tilbagetog blev sat i værk i starten af november. Den tyske hær var ved at være udmattet.

Foch vil gribe Sejren, før Vaabnene nedlægges. Den 30. Oktober begynder et nyt Stor angreb. Det er haabløst! Vore Folk viger ikke. Men det er igen galt fat med begge Fløjene.

Saa maa vi følge med tilbage. Den 4. November begynder et nyt Tilbagetog. Vi aner ikke, at vi nu skal løbe i 7 Uger, og at vi næsten uden Afbrydelse skal marchere fra Aisne til Rhin og endnu videre.

Vi er igen Bagtrop. Major Schmidts faar en Bataillon fra hvert af de 3 Infanteriregimenter, en Afdeling Artilleri, et Pionerkompagni, en Eskadron Husarer og et Sanitetskompagni. 25 frivillige fra Regimentet danner desuden en Cyklistafdeling, som i de følgende Dage slaas af Lyst til Eventyr.

Vi skal sikre Divisionens Tilbagetog, stadig holde Forbindelse til begge Sider, sprænge Broer og Veje. Om Dagen skal vi holde Franskmændene tilbage, om Natten marchere lange Strækninger.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

27. oktober 1918. “Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Omkring Inaumont hvor Eskildsen og hans kammerater befinder sig, var de vidne til luftkamp. Desuden tog en af de mere prominente generaler sin afsked i disse dage.

Franskmanden prøver paa at indgyde os Skræk ved at. demonstrere sin store Overlegenhed i Luften. Den 27. Oktober har vi en ejendommelig Søndagsforestilling.

Hele Himlen er oversaaet af franske Flyvemaskiner, ialt vel nok 100. Tyske Flyvere saa vi i de sidste Maaneder kun, naar Luften var ren. Men denne Gang vover et Par Tyskere sig i Lag med Fjendens Bagtrop. Lige over vore Hoveder udfægtes der en kort Kamp. Den ene tyske Maskine begynder at falde, retter sig igen, begynder at brænde.

Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm, lige efter nok en. De suser ned gennem Luften, Kroppen slaar Kolbøtter, drejer sig, suser videre. Vi ser dem bevæge Arme og Ben, vi ser den enes Halssjal staa lodret i Vejret og den andens Hue komme dansende langt bagefter. — Tæt ved Byen falder de ned.

Vore Ordonnanser kommer tilbage og melder: »Det var en tysk Officer og en Underofficer.« Saa meget var endnu at skelne.

To Dage senere tæller vi 130 franske Flyvere i Luften paa een Gang. De svæver langsomt, fornemt videre. Man fortæller lidt efter, at de har ødelagt et Par Landsbyer bag os, at de derved har dræbt mellem 100 og 200 Mennesker, at ogsaa Byen Chaudion er lagt i Ruiner og andet.

Vi kontrollerer ikke, om det er sandt. Vi har nok af det, vi har set. Denne Gang er en fransk Efternøler skudt i Brand, de to Mand er slynget ud og har maattet gøre den rasende Dødsrejse ned gennem Luften.

Den diplomatiske Kamp gaar videre. Fronten følger den ikke med den Spænding, man kunde vente. »Det er os alt sammen ligegyldigt, bare vi snart faar Fred!« siger alle. — Fronten er træt. Det rørte ingen, da Kejseren den 7. Oktober lod forkynde: »Jeg har tilbudt Fjenderne Freden, men jeg lover Eder, at det kun skal blive en ærefuld Fred!« — »Ærefuld eller ikke, bare vi faar Fred!«

— Det rørte ingen, da den stedfortrædende Kommandør v. Schoenermarck — Major Schmidts var paa Orlov — Ugedagen derefter i et ildfuldt Opraab søgte at rette paa Stemningen: »Den almindelige politiske Situation viser klart, at vi intet opnaar med Vaabenstilstands- eller Fredstanker og Tilbagetog. Fjenden bliver kun mere og mere kaalhøgen derved.

Vi bør vise ham, at vi ikke betragter vor Sag som tabt. Handlingens Lov maa blive paa vor Side. Bort med Fredstilbudets skadelige Indflydelser og de dertil knyttede Forventninger om Vaabenstilstand og Fred! Vi kæmper videre!« 

— »Ja, gamle Schoenermarck, vi skal nok holde Stillingen! Men Fredstankerne kan du ikke holde ude — Bare vi faar Fred!«

Den 27. afskediges Ludendorff.  

»Hvad bryder vi os om Kejser, Major og Ludendorff! Vi er trætte! Bare vi faar Fred!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 240-243

25. september 1918. Officerens tale afbrudt af tilråb og truende adfærd

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han tilhørte i 1918 Regiment 186, 2. kompagni.

Gud  Fader  bevares,  sikken  Redelighed.  Alt  er  opdaget. Straks,  da  vi  kom  hertil,  blev  vi  modtaget  af  en  General, der,  højt  til  Hest,  holdt  en  Tale  ud  fra  det  Synspunkt:  Een for  alle,  og  alle  for  Een.

Vi var  opstillet  som  det  sig  hør  og bør,  og  alle  Næser  var  vendt  imod  ham.  „God  Morgen,  Folkens!”  hilste  han,  men  han  modtog  kun  en  uvillig  Brummen til  Svar.

Han  indledede  med  en  længere  Afhandling om Aanden  fra  1870  og  1914,  og  sluttede  med  at  sige:  „Med  Livremmen  spændt  godt  ind  og  med  den  ægte  Fædrelandskærlighed  og  i  Bevidstheden  om  at  tjene  en  høj  og  hellig  Sag kan  vi  endnu  standse  Fjenden  og  fravriste  ham  Sejren,  som han  allerede  nu  føler  sig  sikker  paa,  men  som  han  ikke  har fortjent!”

Under  hans  Tale  lød  der  mange  dristige  Tilraab, og  inden  han  var  færdig,  havde  Fløjene  bøjet  sig  indad,  og Transporten  stod  nu  i  Halvmaaneform  omkring  hans  Hest.

Aldeles  pludselig  satte  han  en  Stopper  for  sin  sikkert  velmente  Tale,  men  raabte  dog  endnu,  at  de  „Lumpenkarle”,  der havde  svigtet  og  var  rendt  deres  Vej,  nok  skulde  faa  deres velfortjente  Straf.

Han  satte  nu  Sporerne  i  Siden  af  sin  sorte, hvidblissede,  magre  og  langbenede  Krikke  og  forsvandt.  — I  Dag  er  vi  blevet  inddelt  i  Kompagnier  af  Regimentet  254, og  der  siges,  at  Turen  gaar  til  Argonnerskoven.

Mange skyndte  sig  til  Lægen,  hvor  det  paafaldende  i  de  mange  Syges  ensartede  Lidelse  vakte  Mistanke,  og  Grunden  hertil  blev opdaget. 

De  er  dog  ligeglade  med,  hvad  der  sker  med  dem, foreløbig  skal  de  paa  Lazaret,  og  saa  gaar  den  Tid  med  det.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233

2. september 1918. Søster og veninde hjælper A.P. Andersen med at desertere

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov.

Den 1. september 1918 forlod jeg Ballonzug 33 i Argonnerskoven for at tiltræde en fjorten Dages Orlov til Haderslev.

Jeg tog hjertelig Afsked med mine allerbedste Kammerater og tog de bedste af mine Ejendele med mig, thi det var min absolutte Hensigt at desertere, når jeg kom hjem.

Det, der hidtil havde holdt mig tilbage fra at gå over Grænsen, var Hensynet til mine tre Brødre, der også var indkaldt. Men nu var een, der havde været hårdt såret, i Etapen; een var savnet siden Juli 1918, og een var langt borte, oppe i Rusland, troede jeg da.

Selv mente jeg, at Krigen ganske bestemt var Slut i Foråret 1919, fordi hverken den tyske ydre eller indre Front vilde kunne holde længere.

Glad og munter drog jeg af Sted. Den 2. September kom jeg igennem Sedan, hvor Tyskerne havde fejret en stor Triumf for 48 År siden, i hvilken Anledning vi som Børn i Skolerne var blevet tvangsindlagt til Festlighederne og havde måttet høre så meget om de sejrrige Tyskere, så det var et Under, at ikke Ørene var faldet af os. — Nu var jeg klar over, at der aldrig mere i Tyskland vilde blive holdt Sedanfester.

Der blev som sædvanlig stor gensidig Glæde, da jeg kom hjem. Men hvor så alt usselt og fattigt og tarveligt ud! Krigen havde tæret på Mennesker, på Huse, på Indbo, på Tøjet. Og hvor mange bar ikke Sorg for mistede Sønner, Brødre, Fædre eller Kærester.

Min Mor, der ellers var en trivelig Kone, havde også tabt sig, navnlig siden Juli 1918, da hun havde fået Meddelelsen om, at en af hendes Sønner var savnet.

Min ældste Søster, Dagmar, (…), udviste straks stor Iver for at få mig overtalt til at kvittere den tyske Militærtjeneste. Glad blev hun derfor, da hun hørte, at der ikke skulde nogen Overtalelser til, men at jeg selv havde taget Beslutningen ude ved Fronten.

Hun havde en god, lidt ældre Veninde, Frøken Hundevadt, en Søster til Grundlæggeren af Hundevadt’s Magasin i Haderslev. Denne Veninde havde hjulpet adskillige unge Mænd over på den anden side af Grænsen, og hun var også villig til at hjælpe mig.

Vi aftalte, at Flugtforsøget skulde ske den 13. September om Eftermiddagen; det var lige een Dag, førend Orloven var omme.

DSK-årbøger 1955.

11. august 1918. Et helt landkort er mine bukser. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 11. aug. 1918

I dag fik jeg brev fra dig fra d. 5… Du har så ofte læst om »Chemin des Dames«, her ligger vi, men kun bagagen, og kun en del af den, for den øvrige er længere fremme.

Du sørger for, hvordan det skal gå jer med høsten, kære Inger, Ja, det er sandelig heller ikke let, for den nye karl kender vel ikke meget til maskinen, men Fedder er nødt til at hjælpe lidt, og så ser vi hvordan det går med ansøgningen.

Helst havde jeg set, at der ikke var blevet søgt om høstorlov for mig, for jeg er jo på tur. Jeg er jo bange for, at når de giver mig orlov i fire uger, så kan de gerne synes, at det gøres ikke behov med den anden. Og så ville det da være meget kedeligt.

Men lad det gå som det skal, vi kan jo ikke gøre mere end at bede om, at det må lykkes.

Du kan tro, at jeg er mæt af soldaterlivet, og det er jeg ikke den eneste, som er. Nu er denne søndag snart til ende, og den går akkurat som en anden dag. Arbejdet kan man just ikke klage over, men det hele er så ensformigt, og her går man i sine gamle pjaltede klæder den ene dag efter den anden. Du skulle bare se, hvordan jeg ser ud. Mine bukser er så lurvede, så den ene lap næsten sidder ovenpå den anden. Nogle af lapperne har jeg selv syet på, så kan du nok tænke dig, hvordan det ser ud. Et helt landkort er mine bukser…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

15. juli 1918 – Rasmus Damm: “Der er givet Ordre til at skyde alle ned”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

15.7. Kl. 5,15 Morgen.

Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.

I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.

Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.

Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.

Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.

Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.

Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.

Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.

Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.

Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.

I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.

Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.

Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.

Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.

Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.

Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.

Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

22. juni 1918. “Menneskene fortjener heller ikke at få det anderledes, da de alligevel ødelægger det, Vorherre lader vokse”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 20. juni. 1918

… Jeg talte i går med Suhr om den ansøgning, som er blevet afslået, men han vidste ikke noget om den. Hvis den var afslået her, måtte det være sket ved regimentet, mente han. Han havde ikke set noget til den, og fra deres side skulle der ikke være noget i vejen, sagde han. Suhr rejser på orlov i morgen. Hvis det altså er muligt for dig at sende noget til hans familie, så ville det være mig kært.

Det er jo forfærdelig knapt i byerne, så det er ikke så let at få manden hjem i 14 dage, at få føden til ham. Du skriver, at I har fået en lille smule regn, det fik vi også her i går, men alt for lidt, og i dag er regnen borte igen. Nej, jeg sørger heller ikke over det, at det er så tørt, for det hjælper ikke, og menneskene fortjener heller ikke at få det anderledes, da de alligevel ødelægger det, Vorherre lader vokse, på mange måder i hvert fald.

På landet får vi vel nok føden, men det må være strengt for de stakkels folk i byerne. Man bliver egenkærlig i denne krig, enhver sørger for sig selv…

Lørdag aften d. 22. juni 1918
…Tak for det smukke vers, du skriver fra kirkesag, kære Inger. Ja, det er kønt og rigtigt, det er jo det, vi skal se at lære, rigtig at have tillid til Vorherre. Han er den eneste, som kan hjælpe i alle ting, også i den sag, du omtaler (ansøgningen). Du gør mig helt nysgerrig med det, at du mener hvor i grunden ligger, at de ikke vil give mig fri, men det skal du ikke skrive til mig, da dine breve bliver læst.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

24. maj 1918 – Mathias Damm: “Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 24.5.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog idag. Jeg har det efter Omstændighederne godt. Men som Du skriver, behageligt er det netop ikke, men naar det ellers maa bedres, som hidindtil, er det dog behageligere, end at ligge i Franskmandens Artelleriild.

De fleste Saar ere snart lægte, blot det største i Benet og et i Armen, men det heles ogsaa. Med Benet vil det nok vare en Tur endnu, da der sidder en Splint deri endnu, og den skal jo vist ogsaa skæres ud en Gang, ellers vil det vist snart brække op igjen. Men foreløbig har jeg jo Tid. Der er jo kun liden Udsigt til at Krigen snart faar en Ende, og saalænge forsømmer jeg jo intet, saa det er tidlig nok, naar de opererer mig, naar det andet er lægt.

Jeg blev røntgenfotograferet i Sedan, men den maa vist ikke være god at faa fat paa, da de fleste blev opererede og jeg ikke. Jeg kan nu gaa lidt ved Hjælp af en Stok, Men meget holder jeg ikke ud. Naar jeg har været nede i Haven om Eftm. er jeg glad naar jeg atter er oppe i Stuen og kan kravle til Sengs igjen[.] Det er en pæn Redelighed. I derhjemme have travlt, og man ligger her paa den lade Side og har et par Jomfruer til Opvartning.

Jeg har lagt et Billede ved her med nogle af Patienterne og vore Søstre. Jeg sidder til venstre for Musikanten, Dine Forældre kunne vist ogsaa nok finde mig. Jeg lider ingen Nød her, men bedre var det dog hos hos Moer. Der kom man før til Hægterne igjen, end her. Og dog, er det meget bedre her, end i de store Gamisonslazarether, der kunne de spænde Livremmen, naar de ikke vil have at Maven skal knurre. At de ikke snart kunne blive saa fornuftig, at holde op, thi i Længden holder ingen en saadan Sultekur ud, som de sidste Aar har været. Til 15 Juni giver det jo atter mindre Brød, en net Redelighed. Saa er der da intet i Veien for at Folk har for meget at staa imod med, naar Høsten kommer.

Nu har Krigen snart raset i 4 Aar og ingen Ende at se. Tusinder og Millioner Mand i den bedste Alder har maattet lade deres Liv, og for hvad? Det vil jeg sige Dig, naar vi ses. Og for det samme raser Krigen videre Dag for Dag og vildere og vildere. Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder.

Det er nu Middag og jeg slutter mit Brev. Naar jeg kommer til Garnison haaber jeg at faa Orlov og gjense Nordslesvig og mit kære Hjem. Og nu til Slut sendes eder alle de kjærligste Hilsner af Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

29. april 1918. Konernes krigsbegejstring er for længst forduftet

I  Infanterie-Regiment Nr. 31´s historie skriver forfatteren, tidligere kaptajn Dr. Bernhard Studt, skuffet over den mislykkede tyske storoffensiv i april 1918:

Det var noget kostbart, denne vidunderlige vished om sammenholdet derude. Den, der var udenfor, og også i dag sætter spørgsmålstegn ved denne kendsgerning, bære selv en del af skylden for, at han ikke fandt det virkelige kammeratskab.

Tiden for feltkøkkenet blev altid afventet med særlig længsel, ikke kun fordi maven knurrede og en soldats sindstilstand går gennem maven – det var langt mere! Gennem postsækkene, der fulgte med dem, kom den sidste håndgribelige forbindelse med hjemstavnen.

Tit så jeg de strålende øjne på min trofaste oppasser Wilhelm Diehn, når han om natten kom tilbage fra feltkøkkenet, og medbragte et brev eller en lille pakke: ”Fra min ærede hustru – Hr. Kaptajn!”.

Historien om, at en af vore ordonnanser var blevet såret under afhentning af mad, og herved havde spildt halvdelen af madspandens indhold, kom først senere.

I det nu fjerde krigsår, hvor så meget allerede var blevet til rutine og truede med at blive lullet ind i en hverdagen, behøvede vi desto mere dette bånd til hjemstavnen. Man måtte hele tiden gøre sig det klart, hvad det drejede sig om, og hvorfor vi befandt os herude, kæmpende og blødende.

Men heltekonerne, der manede deres mænd og sønner til at holde ud til en sidste indsats for Konge og Fædreland, blev hele tiden sjældnere. Mangen en soldat sad i april 1918 allerede nedtrykt i sin dækning og læste i lyset af den flakkende stearinlys triste budskaber:

”Alle aviser herhjemme er fulde af meddelelser omgivet af en sort kant. Overalt er der sorg og tårer! Naboen arbejder nu i en ammunitionsfabrik og tjener overmådige penge, mens vi nages af hunger. En anden er det lykkedes at holde sønnen tilbage – hvorfor forsøger ikke også du? Skån dig, bevar dig for os! Vi behøver dig!”

Det lød anderledes end dengang, hvor en bølge af begejstring skyllede mod os derhjemmefra og krævede alt for Fædrelandet!

Regimentshistorien for Infanteri-Regiment Nr. 31

3. februar 1918 – Mathias Damm: “Gid dette Myrderi snart maatte faa en Ende”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 3 Februar 18

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog igaar. Det glæder mig altid naar jeg hører fra eder alle derhjemme i Nordslesvig, og det er i Grunden ikke saa sært, det er dog det eneste man glæder sig til herude blandt lutter vildfremmede Folk, som man før aldrig har drømt om at træffe her i Verden. Mangen en Nordslesviger har dog dansktalende Kamerater hos sig, men her er i hele Regimentet kun en foruden mig.

Men man lærer her rigtig at skønne paa, hvad det er at have et Hjem og Slægtninge og Venner man kan tale med paa vort Modersmaal. Dog har jeg alle Dage holdt meget af mit Hjem, naar jeg kom hjem om Søndagen, satte jeg mig helst ind i Dagligstuen og naar der var Mangel af noget bedre, fik jeg saa fat paa en Bog. De andre har tidt kaldt mig “tvære Pær” naar jeg ikke vilde farte rundt med dem.

Jeg tænker tidt paa de sidste Aar før Krigen, naar vi kom sammen, Din Sødskende og Nis og Kjestine Høeg, og naar saa min Broder og Søster ogsaa kom, var Klubben fuldstændig. Jeg tænker ogsaa nok, at Anton her i Frankrig tidt vil tænke paa disse glade Timer. Hvor er det sørgeligt for hver Dag man her skal kvæle sig rundt, hvad har man af sine Ungdomsdage? Sorg og Møie, og ikke andet end Elendighed ser man. Gid dette Myrderi snart maatte faa en Ende, saa man kunde komme hjem til Moer. Naar ogsaa andre mener at leve bedre ved fintdækkede Borde med alle- haande lækre Sager, jeg foretrækker dog min Moers Kaalgryde og naar jeg har Grødfadet foran mig paa Køkkenbordet, troer jeg nok at jeg er mindst ligsaa godt tilpas som de.

Du kender sikkert ogsaa det gamle Vers. Tilfreds i Dit Hjærte, og glad i Dit Sind, den Rigdom faar Roserne frem paa Din Kind. Hvad hjælper om Verden for Fode Dig laa? Hvad hjalp det om selv Du fik Guldkrone paa, naar dog ikke Hjærtet i Glæde kan slaa! Og det ogsaa min Mening. Hvad hjælper det at Hjemmet er fuld af fine Møbler og Stads, naar man dog ikke føler sig hjemme deri. Lykken er ikke afhængig af Gods og Guld. Hvor den rette Forstaaelse og Hjærtelighed findes, der kommer Lykken lettere ind.

Du kan rolig skrive, hvad Du mener, jeg kan saa godt forstaa, hvordan i maa være til mode derhjemme. Men hold ud, af eder, i unge Piger, afhænger det om Nordslesvigs Sønner skal høste Lønnen for deres Udholdenhed, og den Dag maa og vil sikkert komme, da der oprinder bedre Tider for os alle. Sorg og Savn banker paa, ligesaa godt hos eder, som hos os. Jeg ved, at mangen en Pige har gjort Arbeide for baade Karl og Pige, og før var det ikke godt naar man ikke kaldte dem Frøken.

At rende fra det hele er let, men jeg er nu engang Nordslesviger, og lade Hjem og Slægtninge og Venner i Stikken, det bringer jeg ikke færdig. Og jeg haaber, at det maa forundes mig ogsaa at høste Lønnen derfor, idet jeg maa vende hjem til mine Kære og alt det lidte Nød og Savn vil let glemmes, og man vil tænke paa det ene, hvor er det dog godt at være hjemme.

Du skriver om Orlov, med den Ting er det rigtig usselt, ved denne Division. Det er mere spærret, end aaben. Naar man her faar Orlov engang aarlig, er det stort. Nu er Papiret nok rigtig fuld. Slutter derfor med mange Hilsner i Haab om let glædeligt Gjensyn derhjemme.
Mathias Damm.

Lev vel, og skriv snart igjen.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. januar 1918 – Thomas Thomsen: “… nu gaar vi her og trasker rundt i Skyttegraven “

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 22/1, 1918

Kære Moder!
Nu er det nok paa Tide at jeg faar skrevet til dig igen. Jeg ved ikke, jeg er bleven saa sløj med at skrive i den sidste tid har ingen Lyst til noget som helst. Der er kommen saadan en ligegyldighed over mig i den sidste Tid. Krigen varer for længe, og nu gaar vi her og trasker rundt i Skyttegraven igen, i Smadder til midt op paa Benene. min Tandpine er nu gaaet over igen. Mere havde det heller ikke været til at holde ud[.]
Her er der bleven bekendtgjort at nu var freden med Russerne sluttet[,] det er da godt[,] saa er vi da et Skridt nærmere Freden. havde vi endda været ligesaa vidt med de andre. men da vi nok kommer til at slaa en haard Kamp mod dem inden.

Det er i Grunden mest det. der gør en mismodig og forknyt, naar man tænker paa det. det skal jo nok komme til at gaar haardt til endnu en Gang, og det kommer vi vist til at gøre med alle sammen.
Nej jeg vil ikke skrive mere om det, for saa gør jeg ogsaa dig ked af det. Jeg kommer nok paa Urlov inden det gaar løs, og saa skal vi jo se hvad der kan gøres[.] Jeg tænker jeg kommer om 2 Maaneder.

Ellers gaar det saamænd helt godt.

Mange kærlige Hilsner til Eder alle din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

18. januar 1918. Bergholt “en ordentlig tur gennem chokoladen …”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun, men i efteråret blev regimentet forflyttet til Elsass (Alsace) og endnu senere helt ned til den schweiziske grænse.

Da vi havde hvilet ud et stykke tid og havde fået hullerne i kompagniet udfyldt, kom vi ud til fronten igen næsten helt nede ved grænsen til Schweiz. I klart vejr kunne vi se sneen på alperne.

Her var alt roligt, og vi havde en dejlig tid. Jeg tror ikke, at vi i månederne til efter nytår 1918 havde en eneste falden, kun et par sårede.

Et stykke ind i januar måned gik det løs med eksercits efter en større målestok. I den følgende tid blev vi ordentlig trukket gennem “chokoladen”, så vi var klar over, at der sikkert var noget, der hed forårsoffensiv, og deri tog vi desværre ikke fejl.

En dag, da vi drøftede den kommende tid, var Richard der selvfølgelig med sin kommentar: “I kan nok forstå gutter, at uden os kan de ikke vinde krigen. Vi skal da trænes op til at løbe. Om det så bliver frem eller tilbage, skal tiden vise. – Aber mir können sie alle von hinten!« (Men de kan rende mig bagi). –

Troen på sejren var for længst vigende.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.

En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæl­ler Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyld­ning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.

En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pen­gene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!

Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig va­sket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jern­banevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazaret­tog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.

Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perron­hal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.

Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blot­tet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.

Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Ek­sempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Sol­dater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyne­ladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Ar­bejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 153-5)

24. december 1916. Jul i forreste mudderhul ved Somme

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(fortsat …)

Tilsølede fra Top til Taa, med en tyk brun Lerskorpe, fuldstændigt udasede, gennemsvedte og gennemvaade, dumper vi ned i vor Stilling. Her er vi altsaa den yderste Forpost. Ja, i Grunden er det slet ingen Stilling, kun en Række dybe Granathuller, som i allerbedste Tilfælde er gjort endnu dybere ved Hjælp af 3-4 Trærammer.

En Gruppe paa otte Mand i hvert Hul. Ingen Tag over Hovedet, ingen Ovn, knapt nok en Siddeplads, som er nogenlunde tør. Ovenfra løber Vandet ned til os, saa en Mand maa øse uafbrudt Dag og Nat.

Her skal vi tilbringe de næste ti Dage, altsaa baade Jul og Nytaar. Fjenden ligger ca. 300 m borte bag det øde Ingenmandsland, og ved vor mindste synlige Bevægelse pisker Maskingeværilden straks over til os. Større Kamphandlinger ventes forøvrigt ikke i dette vanskelige Terræn midt om Vinteren, nærmest kun Skinangreb og Artilleridueller under Masseanvendelse af Ammunition.

Forplejning kan kun tilføres hver tredie eller fjerde Dag, og kun det allernødvendigste af Tørkost og Drikkevand. Hovedmaaltidet er den saakaldte „Jern-Ration“. Vort gennemblødte Tøj maa tørres paa Kroppen.

 Straks den første Formiddag faar vort Frontafsnit en rigelig Overhaling af Fjendens Skyts, og en stor 21 cm. Granat slaar ned foran vort Hul og borer sig ind under Afstivningen. Vi venter at ryge i Luften allesammen, — men nej, den lægger sig til Ro uden at eksplodere. Afstivningen er knækket, og Jord styrter ned omkring os, men vi har ingen Skade taget. Heldigvis er der mange Blindgængere i dette opblødte Terræn, alligevel er det en ejendommelig Fornemmelse at sidde oven paa saadan en Fyr.

Juleaften lader Fjenden os i Ro. Der høres næppe et eneste Geværskud paa hele Afsnittet. Alligevel er Freden sikkert endnu langt borte. Skiftevis staar Kammeraterne paa Vagt og spejder ud i Ingenmandsland. Vi andre sidder i vort vaade Hul og ryster af Kulde og Feber.

Der er saavist ingen Julestemning hos os, dertil er vore Forhold og Omgivelser alt for trøstesløse. Den, der endnu er saa lykkelig at eje en Smule Tørsprit, varmer sit sidste Bæger Kaffe-Erstatning eller gør sig til gode med den allersidste Cigaret, som er opsparet til denne Aften.

Breve og Pakker samt Forplejningen naar ikke frem til os, for Tilførselsmulighederne er saa fortvivlede. Vi trykker os ind mod den vaade Lervæg, indhyllet i Kappe og Tæppe, og kritiserer vor Tilværelse. Vi er udmarvede og krigstrætte og mangler alt.

Vi tænker tilbage paa vor første Jul herude i 1914. Den fejrede vi i Ro langt bag Fronten i en stor Lade med rigtigt Juletræ og med Overflod af gode Levnedsmidler; vi sang de gamle, kære Julesange, og en stor Del af den franske Civilbefolkning fra Byen beundrede vort Juletræ og modtog Gaver af vore rigelige Portioner, nu har vi selv intet.

Vore Tanker gaar mod Hjemmet i det fjerne Nord, hvor længe skal vi endnu friste denne elendige Tilværelse? Krigen hører sikkert ikke op, førend der ikke mere findes Menneskemateriale.

Hvor mange Kammerater er allerede gaaet bort, og – hvornaar bliver det min Tur? I Slutningen af vor Periode slaar Vejret om til Frost, og det bliver bidende koldt; men vi er dog fri for at øse Vand.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

1. november 1916 – Lorens Jepsen: “… et rent Forbryder Liv”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 1.11.1916

Min kære Anne
Hermed hjertelig Tak for Post som jeg i sidste Tid har modtaget daglig. Naar Du ikke har faaet Avisen til Medelby behøver Du vist blot at melde det til Postvæsenet, saa maa den Sag dog være i Orden. Min Avis har jeg betalt, saa det behøver Du ikke at bryde Dig om[.] Du har haft en mindre glædelig Fødselsdag, men godt at Du er fri, det er alt for meget værd i denne Tid og det kan selvfølgelig ogsaa kun glæde mig. Jeg vil haabe, at Du snart bliver rask igjen.

Du skriver, at Hans og Marie har besøgt Dig. Det havde glædet mig, hvis Hans var kommen hjem den Gang jeg var havde Orlov, da jeg gerne havde talt med ham. Gud ved, hvornaar vi atter træffer hverandre, thi der er jo ingen Udsigter til Fred og hvem ved om vi begge kommer godt derfra. Men vi maa jo haabe det bedste og se at finde sig i Trælleriet, skønt det undertiden falder en svært nok. Her er Stillingen stadig rolig. Ved Somme tordner det stadig. Ved Verdun gaar det nok ogsaa skridt, mildest talt. Saaledes snegler Krigen sig langsomt videre, mens Ulykke, Sorg og Elendighed breder sig mere og mere. Og hvad vil det blive for Forhold efter Krigen, baade i den ene og den anden Henseende vil det efter Krigen blive skrækkeligt for mangen en. Naa, man skal jo ikke male Fanden paa Væggen.

Ti meter under Jorden bor jeg denne Gang, i et Hul saa stort, at vi ligger her med 30 Mand og der er Plads til flere endnu. Kakkelovne har vi og elektrisk Lys, og fuldt op af Lus, Rotter og Mus.
Lusene er jo nyttige Husdyr, da de tager os det usunde Blod. Men Mus og Rotter er nogle Slubberter, da de stjæler os den Smule Brød, som vi selv har saa haardt behov og saa skammer de sig ikke ved at trampe os i Ansigtet med deres kolde, klamme Fø[d]der naar vi sover og de skriger og laver larmende Slagsmaal saa vi ofte ikke kan falde i Ro for dem. Det skal være Soldaterliv, nej, det er et Røverliv, et rent Forbryderliv, og under Trællekaar, som vi maa føre.

De hjerteligste Hilsner
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. oktober 1916. “Pludselig er helvede løs!” Med materiel til forreste linje ved Somme

Matthias Møller, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69.

Vi lå i ro i Moyencourt. Vi havde været indsat i første linje i Sommeegnen over for Chaulnes, oktober 1916. Sommeslaget var ebbet ud. Her havde der ikke været angreb.

Man var dog ikke sikker på, at ikke franskmanden og englænderen igen ville begynde med masseangreb. Artilleriilden var ofte endnu temmelig stærk.

Vi glædede os til nogle dage i ro. Men det med roen blev nu noget problematisk. Det begyndte straks med appel efter appel. Våben og munderingen skulle igen bringes i tip-top stand. Også eksercits, for disciplinen skulle jo vedligeholdes. Forholdet mellem menige og foresatte blev i stillingen mere kammeratligt. Det kunne ikke undgås. Det skulle der nu igen bødes på.

Dengang syntes vi, at det var meningsløst. Men nu på afstand af forholdene kan man godt se, at det kunne have en vis berettigelse. Kadaverdisciplinen kunne godt få betydning i situationer af særlig art.

Allerede den tredje dag fik vi besked om, at vi om natten skulle bringe materiel frem til den første linje, og vi bandede godt. Kan de nu ikke engang lade os være i ro her! Det er en skandale! Men hvad var der at gøre. Ordre var ordre – lige meget hvor den kom fra.

Om eftermiddagen, eller rettere sagt, i skumringen rullede lastvognene frem, vi kravlede op i dem, og så kørte vi. Vi rullede igennem mørkelagte landsbyer. Husene så skumle ud. I fantasien forestillede man sig, at spioner med vagtsomme øjne fulgte alt, hvad der foregik på vejen.

Efter en halv times kørsel nåede vi materialedepotet, som lå i en skov. Det var indhegnet af 2 meter højt jerntrådsnetværk og blev bevogtet af vagtposter.

Portene gik op, og vi kom ind på oplagspladsen. Nogle af os fik anvist træplanker til understandsrammer, andre pigtrådsruller, og den afdeling, jeg hørte til, miner.

De var anbragt i vidjekurve, og med en træ stang gennem kurven kunne de bæres af to mand med minen dinglende mellem sig. Det var nogle tunge krabater.

Vi fik anbragt »varerne« på bilerne og os selv ovenpå, og så gik det mod fronten.

Imens var det blevet nat. Granaterne faldt spredt. Ovre til højre i skovbrynet var en ammunitionsstabel skudt i brand. Med eksplosioner og ildtunger, der for i vejret, sendte eksplosionerne brag efter brag ud i luften.

Vejene var meget medtagne af eksploderede granater. Man måtte holde sig godt fast for ikke at blive slynget af, når vognen i fuld fart røg ned og op af hullerne.

Endnu gik snakken. Vi svovlede godt over »dem«, der var skyld i et eller andet, som ikke passede en, et ofte anbragt islæt i samtalen mand og mand imellem. »De« var altid et vagt begreb. Det kunne være kompagniet, bataljonen, regimentet, divisionen – men for det meste vel nok dem, som var skyld i krigen. Og det er rent menneskeligt set noget fornuftigt i, at de, som bestemmer over krig, også skulle være med – i første linje altså. Men det vil selvfølgelig aldrig ske.

Vi var nu nået ind i et dødmandsland. – Alt øde, alle træer flået og splintret, husruiner og murbrokker, al jord vendt af utallige granater, som var eksploderet her – et rent månelandskab.

Bag ved nogle husruiner standser vognene. Så hurtigt, som det er muligt, får vi vore »varer« ned fra bilerne. Og så går det i iltempo til næste løbegrav, hvor vi forsvinder mand efter mand. En kammerat fra stillingen er mødt op for at føre os til bestemmelsesstedet. –

Så går det fremad i hurtigt tempo. Lasten er tung, og minen svinger faretruende mellem kammeraten og mig. Gravene er meget ujævne, med mange huller, for det meste fyldt med en tyktflydende masse af ler og vand. Så går det fra mand til mand »pas på hul«. Ofte sker der standsninger. Så går meddelelsen fremefter fra mand til mand: »Forbindelsen afbrudt«, indtil der igen kommer et »videre fremad«.

»Pas på«, kommer det fra manden foran mig. Jeg sætter støvlen i siden af graven, men vægten af minen på skulderen er for stor, og støvlen glider og glider i det smørede ler, længere og længere ned.

Da den endelig når fast bund, er den flydende masse ved at løbe ned i støvlen. Jeg forsøger at trække støvlen op, men den følger ikke med, kun benet, men støvlen bliver stående. Vi må lægge lasten, og med begge hænder lykkes det omsider at vrikke støvlen fri.

Granaterne eksploderer til alle sider, men vi er jo mange undervejs, og det ene sted kan jo være lige så sikkert – eller usikkert – som det andet. Et sted har her været en by. Graven førte lige gennem husenes fundamenter. Nogle steder spænder rester af husmure over graven, og man kan godt få en uhyggesfornemmelse ved tanken om, at større husmure kunne brase sammen. –

Omsider nåede vi ud i skyttegravene. Her var der med større eller mindre mellemrum understande, og der stod vagtposter. Deres kammerater sov.

Vi misundte dem, for vi begyndte at blive godt trætte og udmattede.

Så nåede vi den første linje. Her skød de med mellemrum lysraketter op, og de oplyste landskabet, når skærmene langsomt dalede ned mod jorden.

Pludselig er helvede løs. Maskingeværer bjæffer. Lysraketter stiger op, så langt man kan se. Og så følger røde, gule, grønne lyskugler, så langt man kan se. Signalet til artilleriet: Spærreild – ilden længere frem – ilden længere tilbage. –

Landskabet ligger badet i lys fra lysraketterne. Og så hamrer granaterne ned i landskabet. Begge siders artilleri i fuld aktivitet.

Krigsmaskinen raser. Jordfontænerne skyder op på begge sider af graven. For dette i virkelighed pragtfulde fyrværkeri har vi slet ingen sans, og vi bander godt. Skal vi nu virkelig blandes ind i noget, som vi ikke har det mindste med at gøre. Vi har ikke engang våben at forsvare os med. Det er vel nok toppunktet af uretfærdighed. Vi er dog i hvilestilling og ro.

Hvor længe, bombardementet varede, kan jeg dog ikke mere huske, men vi slipper for at få en fuldtræffer i graven. Bare videre. – Hvad der var skyld i den pludselige igangsættelse af krigsmaskineriet, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at der var angreb. Hvis, blev det i hvert fald slået ned i opløbet. Jeg ved heller ikke, på hvilken side af fronterne det begyndte. Men mere sandsynligt var det, at en eller anden nervøs vagtpost havde set skygger eller måske en patrulje i ingenmandsland.

Efter nogen tids forløb stilnede ilden af til almindelig forstyrrelses- og spærreild. Vi havde ikke haft noget tab, men omsider nåede vi bestemmelsesstedet. Udmattet fik vi afleveret vore ting.

Vi var godt trætte efter ca. to timers march gennem løbegraven og skyttegraven med den tunge byrde på skulderen. Men nu havde vi ikke noget at bære på, og så gik det tilbage og ud af den forbandede stilling. Det lettede noget på humøret og gav os ligesom lidt kræfter tilbage.

Efter et kort hvil gik det videre. Vi gik og gik i endeløse grave. Vi var i første linje, i anden linje, løbegrave, anden linje, første linje – og sådan fortsatte det i timevis. Vi var så trætte, at vi næsten ikke kunne sætte den ene fod foran den anden. Det føltes, som havde man dykkerstøvler med blylodder på. –

Snakken var længst forstummet. Hver havde nok med sig selv at gøre for ikke at give op. Men hjernen arbejder, og tankerne maler. Det er ligesom, at episoder fra hele ens liv dukker op i erindringen.

Jeg oplever ligesom påny den dag, hvor vi for et par uger siden rykkede ind i en stilling som denne her. Det var her på egnen. Men om det var længere til højre eller mere til venstre, ved jeg ikke. – Vi havde marcheret hele eftermiddagen med fuld oppakning. Med fulde patrontasker og med ekstra patrongjord om halsen, gevær og hele ens »Habengut« i tornysteret var det langt over 100 pund.

Da det blev mørkt, nåede vi skyttegravssystemet. Vi var pjaskvåde af sved. Den løb os ned ad ryggen. Og så gik vi i timevis gennem grave. Jeg følte, at mine kræfter var ved at slippe op. Fødderne fulde af store vabler. Hvert skridt en helvedespine. Fald dog ned og bliv liggende! Og hvad så? Du er ene og forladt. Hvordan skal du nogen sinde finde tilbage?

Man sætter benet frem for ikke at tabe forbindelsen. Nej, gør slut! Det hele er dog så håbløst. Jeg tager geværet ned fra skulderen og afsikrer det. Bare nu trykke af, og du går ind til det bare intet. Sikken lise det må være. – Ja, men kan du det? Har dine forældre bragt dig så vidt, bare for at du skal tage en så letkøbt beslutning? Altid et pro og et contra. – Måske er vi der om et øjeblik.

Vi har allerede længe spurgt, om vi ikke snart er på bestemmelsesstedet. Jo, lige et øjeblik. Altid det samme. Skyttegrav, brystværn, skyttegrav, brystværn – lige om hjørnet må det være. Det kan dog ikke blive ved. Det må dog virkelig få en ende.

Og som alting fik også det en ende. Men spørg mig bare ikke, hvordan. Jeg var nærmest bevidstløs af overanstrengelse. Klokken var langt over midnat. –

Skal dette mareridt nu igen gentage sig? Vi synes efterhånden, at vi passerer steder, hvor vi allerede har været. På vore forespørgsler, hvor langt der er endnu, får vi først intetsigende svar, så henholdende, men efterhånden blev vi sikker på, at vi passerede steder, som vi havde set flere gange. Og til sidst må føreren indrømme, at han er løbet vild. –

I timevis farer vi allerede rundt i en labyrint af skytte- og løbegrave. Vi er så trætte, at vi næsten ikke kan holde os oprejst mere. Men tankerne maler. Jeg ser os i tankerne igen opstillet til mandskabsappel i Monchy Lagage. hvor bataljonen samledes sidste måned efter indsatsen i Sommeslaget. Tabene skulle slås fast.

Navneopråb! Navn – her, navn – her, navn – faldet, navn – såret, navn – bort-kommet, navn – skæbne ubekendt, navn – faldet. Og sådan fortsætter det hele rækken igennem. Sårede og savnede måtte man for den overvejende del anse for omkommet. Muligheden for sårede at nå tilbage var små. Det ene af bataljonens kompagnier samledes med 30 mand. Det var resten af over 200 – kun efter bare 5 dages indsats.

Hvor var det deprimerende. – Hvor var det hele meningsløst. Strabadser, strabadser, strabadser og slutresultatet – udslettelse. Hvad skal det hele til? Hvad er livets mening?

Imens trasker man videre – slæbende på benene, slingrende og støttende sig til løbe- eller skyttegravsvæggen. Endeløse grave – kilometer efter kilometer. Vi ved overhovedet ikke mere, hvor vi er. Vi kan lige så godt være 5, 10 eller 20 km fra vort bestemmelsessted, hvor bilerne venter.

Vi er fuldstændig udkørt. Skal vi virkelig ikke komme ud af den forbandede stilling, før dagen bryder frem? Det begynder allerede at lysne i øst. Der er en skråning i løbegraven. Vi kravler op for at se, om vi skulle kunne se noget. Vi stirrer. 50 meter fra os ved en husruin holder vore lastvogne. Vi vil ikke tro vore øjne. Det må være et fata morgana. Eller har en højere magt haft medlidenhed med os? Det er et under.

Mere sandsynligt var det naturligvis, at føreren i labyrinten af skytte- og løbegrave om-sider et eller andet sted, hvor gravene krydsede hinanden, havde fået fat i den rigtige fortsættelse, som førte ind på den rette vej.

Men otte timer havde vi trasket gennem løbe- og skyttegrave. Vi var næsten bevidstløse af overanstrengelse og træthed. Kun med besvær kom vi op i vognene. Og så gik det tilbage – lige tids nok til, at fjendtlige observationsposter i skumringen ikke kunne få øje på vognene.

Ankommet i kvarteret sank vi sammen som en stak ingenting. Vi havde kun et eneste ønske – aldrig at skulle åbne øjnene igen. –

Dette ønske blev ikke opfyldt. Hvor er det godt, at mennesker ikke kan se ind i fremtiden. Havde man dengang vidst, at krigen og dermed strabadserne ville fortsætte endnu i over to år, havde man sikkert givet blankt op. Men vi mennesker lever i håbet. Går det dårligt, håber vi på bedre tider. Går det godt, håber vi på, at det skal blive endnu bedre.

Og sådan løber tiden – dage, uger, måneder og år. Man kunne somme tider være tilbøjelige til at spørge, om det gode, glædelige og lykkelige i livet nu også kan opveje det slid, de skuffelser, sorger og bekymringer, som livet bringer med sig. Lykkelig den, som uden omsvøb og med fuld overbevisning kan svare bekræftende. Menneskers dygtighed og snilde har i mange år skabt og givet os mange goder. Men mere fuldkommen er verden ikke blevet.

DSK-årbøger 1972

2. september 1916. Desertøren Lagoni fortæller om krigstræthed på Østfronten

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

Jakob Lagoni fra Døstrup, født 30. okt. 1886, gik over grænsen om morgenen den 30. aug. ved Høm.

Han indkaldtes 4. aug. 1914 som uddannet reservist til Flensborg, hvorfra det den 8. august gik til Belgien, hvor han i de første dage blev syg af tarmkartharr og kom på lazaret i Düsseldorff i 3 måneder, for så at komme tilbage til Flensborg, hvor han var til 1. april 1915.

Så kom han efter 14 dages ophold til Rusland over Bialta, lå i 3 mdr. nær Stoviski i skyttegrav og deltog derefter i fremmarschen mod Novograd (forstad til Lourza), Lourza – Tykozin – Bialystok – Grodno (om hvilken der kæmpedes i 4 dage 31. aug.-3.sept.) – Lida og Vischneff, , hvor de sidste kampe fandt sted den 26. sept..

Efter 10-12 hvil i reserve gik op i Kurland, hvor de kom til egnen ved Milaui 22. decbr., for senere at komme op til Tuchom ved Riga, hvor de lå i skyttegrav til 11. juni 1916 (1. ?dag), da de kom til Düna, hvor de lå til 5. juli; for derefter at gå til Razanozische, hvor russerne forsøgte at bryde igennem i store masser. De brød her på med tropper i 9-10 rækker og led uhyre tab.

Den 28. juli kom Lagonis afdeling til Volhynien og lå der ca. 30 km nord for Kevel indtil han fik orlov den 14. august.

Forplejningen var i begyndelsen god, men idet sidste års tid blev den bestandig sløjere. I den sidste tid havde de måttet spise deres brød tørt, da der kun sjældent vankede smør eller marmelade. De fik dog som regel kaffe morgen og aften. Middagsmaden var den sædvanlige grynsuppe med glimt af kødstumper, ærte- eller bønnesuppe.

I de næste måneder var soldaterne meget udmattede af marcher og var til tider ved at falde ganske sammen, og for en stor del også fordi der var for lidt næring i deres mad.

Både soldater og en mængde officerer var lede og kede af krigen, og de ønskede, at den blot var forbi; ganske ligegyldigt hvem der vandt. Der var absolut heller ingen begejstring for Hindenburg, om hvem soldaterne sagde, at han hellere måtte se at gøre ende på krigen. Der var tilsyneladende folk nok. Der faldt mange officerer i Rusland, og der var kompagnier, der måtte have ny fører hvert øjeblik.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

7. august 1914. Kresten Andresen: “I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Mandag den 7. august 1916

Kære forældre!
I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen. Hvor er det dog en sørgelig dag at mindes. Man kan tit blive så tungsindig ved at støde på den slags mindedage. Men ellers har jeg i de to år holdt humøret temmelig godt oppe. Men i den sidste tid har det undertiden knebet lidt.

Der bliver her forlangt for meget af mennesker. Jeg rykkede i stilling den 23. juni og har til dags dato været uden afløsning, d.v.s. et tidsrum af over fyrretyve dage. I den tid har jeg ikke fået mig vasket en halv snes gange. De sidste fjorten dage har været særlig hårde, da vi i den tid har måttet kampere under åben himmel. En nat under åben himmel vil sige en søvnløs nat; da ligger man og tænker på, hvordan man har haft det, og hvordan man kunde have det, når der ikke var krig. Hvor kom mer man dog til at sætte pris på et hjem her, hvor man flakker om som en fredløs mand.

Jeg har gravet mig et hul ind i en lervæg, sådan at jeg lige kan ligge der med benene udenfor, som sådan en røver. Og her får jeg post. Et brev fra den 3. aug. fra jer og et fra Misse og en Hejmdal. Det virker oplivende at føle, at man i dette røverliv dog har forbindelse med mennesker.

For øvrigt tror jeg, at vi med det første bliver helt afløst. Foreløbig kan I være fuldstændig rolige. Det er en ren lykke, at vi har haft det dejligste sommervejr i al den tid.

Men nu er himlen grå, og det vilde ikke være rart, om vi nu fik regn, for så vil det blive et frygteligt pløre at vælte sig i. 

Har I hørt noget fra Jørgen Brag? Misse skriver, at Christian endnu er i behold i garnisonen. Sikken en lykke for ham. Jeg ved ikke mere at skrive om.

Til slut mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. juli 1916. Kresten Andresen: “…Vor dækning er fuld af rotter”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.

Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.

IMG_2011_11_30_6416 Rotter_cropped

Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.

Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.

Med mange hilsner til Johanne og Bodil

Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

8. juli 1916. Kresten Andresen: Kummerlige soveforhold i dækningsrummet

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juli 1916

Kære forældre!
Tak for brevet af den 3. Nu har I igen været urolige, til trods for mine bestemte formaninger. Der kan jo så let komme uregelmæssigheder med posten, navnlig i denne tid. Nu skal I heller ikke tro, at fordi der står i beretningen, at der har været angreb ved Angres, at det så straks er ved vort regiment, for det er jo et langt frontafsnit, som englænderne betegner med dette navn. Der har da heller ikke været noget af den slags hos os.

I fortæller om et søslag den 10. juni og fred den 17. august, den parole går også overalt hernede; men derfor kan man dog tvivle om, den virkelig har noget på sig. Nu varer det vel heller ikke mange uger, inden rugen kommer i skokke, og da skal der jo også ske noget. Men skidt med det hele. Nu vil jeg give jer en lille situationsplan.

Først vil jeg forudskikke den bemærkning, at maven er tilfreds nu, siden den har fået temmelig med luft, takket være en dåse hensyltede frugter, som jeg fik i kantinen. Som følge deraf har også hovedpinen lettet sig, og det dårlige humør. 

Nu må I tænke jer, at jeg ligger i en dækning seks meter under jordens overflade. Det er en dybde, som ikke før har været anset for heldig for menneskelig tilværelse. Den er bygget af tykke minererammer. En lang trappe fører ned, og for enden af den en tværgang – 1,80 m høj og 1,40 m bred. Langs siden af denne tværgang er smalle sengesteder, smalle i ordets egentlige forstand, da man knap nok kan få plads, når man ligger på ryggen.

Oven over mig ligger Iskov fra Rødding højskolegård. Han har en farligere stilling end mig, da han er mere udsat for at falde ud af sengen. Nu må I ikke tro, at vi ligger på en fjeder madras eller på en blød underdyne. Jeg har en smule træuld, og det løber altid sammen i knuder, som trykker én gul og blå; snart sover der en arm og snart et ben, og sådan bliver den kære søvn ofte forstyrret. I bunden af mit sengested har jeg to brædder, som løber på langs. Og nu vilde jeg endda ikke sige noget, når der ikke behøvedes mere end de to brædder, men for at spare på materialet har man netop mellem de to brædder ladt en åbning af håndsbredde, så I kan nok gøre jer en forestilling om, hvordan lejet er.

Jeg forstår ikke, at der efter to års krig ikke kan gøres så meget hensyn til de kæmpende tropper, at der kan skaffes dem noget at ligge på, men det er der rimeligvis ingen penge til. Her kan jo mangen én i tidens løb ligefrem ligge sig halvt ihjel.

Med mange hilsner eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

29. april 1916. Kresten Andresen: “Intet oplever man, som virkelig er opløftende…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 29. april 1916

Kære forældre!
Mange tak for smørret, det faldt rigtignok på et tørt sted. Vil I ikke med regelmæssige mellemrum sende mig noget kunsthonning, som jeg kan smøre på brødet, for her er ikke spor at købe mere, og tørt krigsbrød smager ikke ret meget af lagkage. Det bliver jo vist for varmt at sende smør nu, og vel også for vanskeligt for jer at få.

Her er der overordentlig varmt, men dejligt grønt over det hele. Landskabet har fået et helt andet præg i vårdragten; man glemmer helt, at man er i et kulminedistrikt. Jeg forsøger at udnytte min fritid med at lære fransk; men desværre er fritiden noget knap tilmålt, og har man en smule, så er der en sjov og en larm, så det ikke er til at tænke på at holde tankerne samlede.

Det er meget kedeligt, da tiden drages hen i unyttig ørkesløshed og jeg kommer helt bort fra det hele. Men hvad der er langt værre, jeg går hen og taber hukommelsen; jeg kan ikke huske det fjerneste mere; det blegner alt væk for mig uden sammenhæng; således når jeg vil opfriske noget historie eller litteraturhistorie eller hvad som helst, så kan jeg ikke huske det fjerneste.

Jeg kan læse en bog, og to timer efter er jeg ikke i stand til at huske det allervæsentligste af den. Jeg forstår ikke, hvad det kan ligge i; men hele livet her har en forfladigende indflydelse, som er noget farlig; man tvinges til dag ud og dag ind at høre på den samme remse, for eksercits er hver dag som den anden; ingen har man, som man kan tale rigtig ud med; intet oplever man, som virkelig er opløftende; men slider dagen og døgnet hen i en virkelig døs.

Jeg er virkelig bleven betænkelig for, at jeg kunde få et knæk i den retning, som vilde være meget vanskeligt at overvinde igen. Jeg trænger sådan til beskæftigelse, men ved ikke, hvad det skulde være. I kunde i øvrigt sende mig „Børnenes Matematik”, og den tynde grønne logaritmetabel; begge må stå på min reol.

Med mange hilsner jer hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

23. april 1916. Kresten Andresen: Forbud mod at skrive hjem på dansk

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Påskedag 1916

Kære forældre!
Jeg må ikke skrive dansk mere hjem, men i betragtning af, at I ikke kan tysk, gør jeg det alligevel.

Det har regnet ustandseligt i går og i nat, og det er temmelig klamt og koldt, så man har absolut ingen festfornemmelser. Nu har jeg holdt min anden jul og anden påske i felten; det er just ikke opbyggeligt at se tilbage på.

Til dagligdags går den ene dag som den anden, og man tænker ikke så meget; men kommer der sådan en festdag, så drager tanken uvilkårligt tilbage, og så bliver man så underlig tung over den kendsgerning, at krigen har varet så længe og endnu absolut ikke er til ende. Jeg tror også, at de næste måneder vil bringe store omvæltninger med sig, og måske vil de endogså bringe den afgørelse, der er en betingelse for freden.

Nu rejser Johanne snart hjemmefra, og Jens flytter også. Jeg er glad for, at han har opgivet Als, for han hører hjemme på Sundeved.

Far har været med til M. Andresens begravelse i Åbenrå; jeg tror også, at sprogforeningen med ham har udspillet sin rolle. Forhåbentlig får vi efter krigen sådanne forhold, at den over flødiggøres. Det er ikke let at forestille sig, hvordan det bliver efter krigen. 

Nå, jeg må slutte, for jeg må ikke fortælle det mindste her nede fra mere.

Hilsen til jer alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. april 1916. Kresten Andresen: “Mange må sidde og spise tørt brød”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 16. april 1916

Kære Johanne!
Mange tak for dit brev af den 11., og tak for pakken med smør, som jeg fik i går. Jeg længes efter at høre fra mor, nu hun er kommen tilbage fra rejsen.

Her er det dejligste vejr, men kanonerne tordner stærkt i dag; måske kan man bedre høre det, da luften er så klar. Inden påske går der en transport afsted til fronten, men jeg skal ikke med. Jeg vokser mig såmænd helt fast her. Nu går vi ind i påskeugen. Sidste påske var jeg med i Cuy. Vi havde det alligevel tit rigtig hyggeligt efter forholdene dernede. Heroppe er alt mere uhyggeligt, men det ligger vel for en del i selve landskabet. Midt i afvigte uge havde vi et par noget kolde dage, så jeg har ligefrem fået frost i begge hænder deraf.

Det bliver jo længere jo mere knap med fedteisen; mange må sidde og spise tørt brød. Og så synger de: Marmelade, Marmelade – ist das schönste Fett im deutschen Staate… darum schwärmen fur Marmelade sehr … das liebe, liebe Militär.

I dag er det søndag, og da skal jeg som sædvanlig et smut op på slottet og træffe landsmænd. Jeg tror, der kan være op imod hundrede her for tiden, mest fra Haderslev amt. Sidste søndag fik vi os, en flok, fotograferet deroppe i parken. Ellers oplever man just ikke meget her; det er ikke som at være ved en mobil troppedel, dér er der altid mere afveksling; men tiden går dog rask, og det må siges at være en hovedsag. 

Nå, efter rigskanslerens sidste tale er der ikke ret store ud sigter til fred; den er meget lidt imødekommende, stort og bredt skal det være.

Jeg har lige fået brev fra en god bekendt, som er på Askov i vinter. Man får ligefrem længsel efter lidt af den luft ved en sådan lejlighed. Og når man tænker på dem derovre, så føler man sig så indestængt.

Nu vil vi se, hvad våren vil bringe. Forhåbentlig bringer den omvæltninger, så det er muligt at tænke på fred; men der vil, inden den nås, flyde nye blodstrømme. 

Nu skal jeg til doktoren med mine hænder.

Mange hilsner fra din hengivne bror Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

23. marts 1916. Kresten Andresen: “… det kniber en del at holde modet oppe”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Montigny den 23. marts 1916

Kære forældre!
Mange tak for brevet af 14. Jeg har ventet længe på det. Det har været lidt hårdt at komme i gang igen, hvad I jo nok vil kunne forstå.

Jeg blev straks meget dårlig, måtte melde mig syg og kom på sygestuen. Derfra er jeg nu kommen ud i dag, og jeg har da nu heller ingen feber mere; men jeg er led og ked af det hele, og det kniber en del at holde modet oppe.

Jeg har lige fået kort fra Jørgen Brag; han er endnu ved Namur. Sidste år ved denne tid gik vi og Peter Jensen vore ture sammen nede i Cuy; og vi troede, at krigen var forbi, når kirsebærtræerne blomstrede. Nu blomstrer de snart for anden gang; i hvert fald blomstrer der allerede æble- og abrikostræer her, så det kan vel ikke vare så længe, inden kirsebærtræerne også kommer.

Jeg kan ikke tro på nogen fred i nær fremtid, og ved nær fremtid forstår jeg tiden indtil høst.

Billederne fra Nørremølle har jeg ikke fået endnu, men jeg venter dem stærkt. Det er et godt minde at have midt under krigen. Nå, når vor familie må komme så skønsomt igennem resten af krigen som hidindtil, så kan vi prise os lykkelige; enden må jo komme, og så længe den har varet, varer krigen ikke mere.

Man kan blive så tung ved at tænke sig ind i alt dette håbløse og meningsløse. Hvad der blot skabes for en moral ved sådan to år at føre krig; men mange er vist slet ikke kede af den, hverken herude eller navnlig hjemme. Sørgelige tider. 

Her er fuldstændig roligt udenfor for tiden. Jeg ved knap af at have hørt et eneste kanonskud i den uge, hvor jeg nu har været her igen. Alle kræfter samler sig nede om Verdun. Her fortælles der atter om et falden fort; men der går så mange løse rygter.

Hvordan står det med Rumænien? Jeg synes, alt er så roligt for tiden, men det er vel stilheden før stormen. Nu mange hilsner til jer alle.

Eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

20. marts 1916. Kresten Andresen: Med ambivalente følelser retur til krigen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Den 20. marts 1916

Kære forældre!
Nu har jeg været en uge her, og jeg forstår slet ikke, som den tid er bleven mig lang. Jeg er slet ikke rigtig kommen til mig selv igen oven på en mængde gode oplevelser. Jeg er så glad over at have været hjemme; men på den anden side synes nu alt hernede at falde mig dobbelt svært.

Jeg er også straks bleven syg igen: en meget slem halsbetændelse med feber. Jeg er da også derfor kommet på sygestuen, og her er der da udsigter til, at man kan komme sig igen.

Her er der det dejligste forårsvejr, og man forstår slet ikke, at der endnu kan være vinter hjemme. Så snart jeg var kommet over Rhinen, meldte våren sig. Det var helt mærkeligt; luften var ligefrem diset af bare varme, og jeg sad og svedte i toget. Hvor er Belgien dog et dejligt land. Først kører man gennem en bjergegn. Her jager et rigt afvekslende landskab forbi én; snart stejle stenklipper med grønne sætermarker; snart dybe kløfter, så en smilende dal med en lille købstad i bunden, så gennem en mørk tunnel, over en rivende bæk. Til sidst bliver landskabet mere jævnt bølgende; i store kraftige drag tegner det sig for én.

Nå, jeg fortæller jer vel, hvad jeg så tit har fortalt jer. Jeg venter stærkt brev fra jer, jeg har nu slet ingen post fået, siden jeg er kommet herop igen, men jeg har heller ikke skrevet, for jeg har ikke kunnet få mig til at sætte pen til papiret; men nu kommer jeg vel til at holde sengen et par dage, og så kommer lysten til at skrive ganske af sig selv. 

Jeg ligger her på stue sammen med en hamborgsk storkøbmand. Han har før krigen indført silke, te og porcelæn fra Kina og Japan. Han har selv rejst meget omkring i verden. Han er meget indtaget i København og danskerne; han har under krigen været der mange gange og haft en hel del samtaler med Scavenius. Det må være mærkeligt for sådan én nu pludselig at skulle spille soldat. Han siger, at alt tyder på, at der er fred om et par måneder; den må komme, siger han.

Jeg er meget spændt på at høre nyt fra Rigsdagen. Der må jo snart komme noget. Ellers er der vel ikke sket noget af betydning.

Mange hilsner til alle fra jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

20. februar 1916. Henrik Petersens lykkedag

Henrik Petersen, Korntved, lå i vinteren 1916 i skyttegravene i Champagne.

En Dag, jeg aldrig glemmer, var … den 20. Februar 1916. Vi laa i forreste Skyttegrav i Champagnen, havde faaet Ordre til i Løbet af Dagen at gøre os kampklare for om Natten at foretage et overraskende Angreb paa de franske Stillinger, da en Ordonnans fra Stabskvarteret ved Mørkets Frembrud raabte ned til mig i Jordhulen: »Henrik, gør dig straks klar, du er afkommanderet til Etapen!«

Det kan nok være, jeg fik travlt. I første Øjeblik var jeg næsten lamslaaet, Hjertet steg op i Halsen paa mig, jeg kunne ikke sige et eneste Ord.

Mine Kammerater i Hullet raabte i Munden paa hinanden: »Til Lykke med den fine Tjans!« og de rakte mig deres Hænder. Bevægelsen overvældede mig, og Taarerne fik frit Løb (Glædens og Sorgens Taarer). Glædens, fordi jeg nu kunde forlade Skyttegraven, og Sorgens, fordi Kammeraterne stadig maatte lide herude, og fordi jeg ikke havde Magt til at afblæse hele Krigen, saa alle kunne rejse hjem.

Efter at have faaet nærmere Besked angaaende den pludselige Ordre pakkede jeg hurtigt mit Tornyster. — Jeg var klar over, at der ikke var noget at vente efter, tværtimod tilskyndede de mig alle med at komme bort fra denne Heksekedel jo før jo bedre.

Afskeden var tung, særlig med min trofaste Ven og Landsmand Peter Nissen fra Bylderup, med hvem jeg havde delt godt og ondt (mest det sidste) fra Krigens Begyndelse. Altid havde vi gaaet ved  hinandens Side paa de lange Marchture gennem Belgien og Nordfrankrig, altid havde vi ligget sammen om Natten, enten paa aaben Mark, i en Stald eller Lade, i Skyttegrav eller Jordhule, i Kampens og Trommeildens Helvede, altid uadskillelige. Skulle han nu blive i den Elendighed, og jeg være frelst? Den Tanke var næsten uudholdelig.

Hvordan kunde det gaa til, at jeg skulde have saa stor en Lykke. Alle saadanne Tanker kredsede i mit Sind, medens jeg samlede mine Ejendele sammen, med undtagelse af Levnedsmidlerne. Dem lod jeg  blive i Skyttegraven. Jeg havde endda lige faaet flere Pakker og Breve hjemmefra. Den 20. Februar tillige var min gamle Moders Fødselsdag.

Da jeg med fuld Oppakning meldte mig hos Kompagnichefen, Overløjtnant Kalepki, for at tage Afsked, ønskede ogsaa han mig Lykke paa Rejsen. Kalepki var den tredie Chef, vi havde i 7. Kompagni siden Krigens Begyndelse. Den første, Hauptmann Pecker, var taget til Fange i saaret Tilstand, den anden, Overløjtnant Reimers, var faldet.

I første Omgang havde jeg af Ordonnansen faaet Ordre til samme Aften at melde mig hos Stabsfeldwebel Alte, som havde opslaaet sit Kvarter sammen med Bagagen og Feltkøkkenet i en Skovbarak ti Kilometer bag ved Fronten.

Nu var jeg klar over, at en Vandring om Natten paa denne Strækning ikke var uden Fare. Forbindelsesgravene og Vejene fra Fronten var paa denne Tid, paa Grund af den livlige Trafik med Mad, Ammunition og anden Udrustning til Tropperne i forreste Linie altid under stærk Artilleriild; derfor gjaldt det om at være forsigtig nu i det afgørende Øjeblik.

Lyskuglerne og Lysglimtene fra de skydende Kanoner oplyste næsten uafbrudt Himlen. For at undgaa Gevær og Maskingeværilden maatte jeg holde mig til Forbindelsesgraven. Denne var stærkt trafikeret af Soldater, som skulde hente Mad.

Det gik til at begynde med kun langsomt fremad, sprang en Granat i Nærheden, smed alle sig ned i Gravens Bund. Lidt længere tilbage havde jeg ikke Tid til at gaa langsomt, men sprang op af Graven og løb, indtil den næste Granat eksploderede. — Saa igen ned paa Maven, og saa fremdeles fremad, indtil jeg lykkelig landede ved Bestemmelsesstedet.

Feldwebel Alte tog venligt imod mig med Ordene: »De har haft Held, Henrik«. Hele Divisionen havde faaet Ordre til at afgive een Mand til at beklæde Stillingen som Leder af Landbruget i en By 25 Kilometer bag ved Fronten, og denne Lykkens Pamfilius var jeg. Nu skulde jeg overnatte hos Bageren og den næste Morgen gaa tilbage til Byen Pauvres og melde mig der hos Bykommandanten.

Der faldt en Sten fra mit Hjerte; at tænke sig det at være fri for det elendige Liv ved Fronten og i Skyttegraven, og i Stedet for beskæftige sig med Landbrug. Ja, det forekom mig næsten at være mere Lykke, end jeg havde fortjent. Tankerne gik tilbage til alle  derude, som stadig maatte lide.

Saadan gik denne Dag, som jeg stadig siden — og saa længe jeg lever — vil mindes med Tak til Gud i Himlen.

DSK-årbøger, 1958

14. februar 1916. Feltlazarettet: “… umenneskelig rædsel og uhygge.”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Et øredøvende Brag, en Flyvetur, der ikke endte i Glideflugt, er alt, hvad jeg husker, indtil jeg om Morgenen fandt mig selv i en stor Jordhule, der var fyldt med saarede og døende Kammerater.

Jeg forsøgte at staa, men kunde ikke. Jeg befølte mine Lemmer, jo, de var der alle, men en Hovedpine havde jeg, som om mit Hoved skulde sprænges. Mine Hænder, der i Forvejen var overtrukket med et Lerlag, var blodige, og Fingrene klæbede sammen i denne afskyelige Masse.

Da jeg havde iagttaget mine Omgivelser noget nærmere, ønskede jeg, at jeg kunde sove fra det hele. Frygteligt og aldeles ubeskriveligt  saa det ud.

Haardtsaarede og lemlæstede Krøblinge laa imellem og oven paa hinanden. Hulen var mere end overfyldt, og der var kun Plads til nogen, efterhaanden som Ligene af andre var bragt ud.

Fortvivlede Skrig og Raaben om Hjælp lød til alle Sider. Letsaarede stod i et andet Hjørne og røg deres Cigaretter, øjensynlig ligeglade med Omgivelserne og glade for selv at være sluppet ud af det hele.

I  et andet Hjørne havde Lægerne indrettet et Operationsbord, hvor Arme og Ben blev bortamputerede og smidt hen i et Hjørne. Nye Forbindinger blev lagt paa, og saa blev der gjort Plads til den næste.

 Mange laa hengivet i Bøn til Joseph, Jesus og Maria, men hvad enten Folk bandede eller bad, Elendigheden var lige stor, og Opholdet lige frygtelig for dem alle.

Ved Midnatstid kom der Ordre til, at de, der kunde gaa, skulde begive sig afsted til Sechult, hvorfra der gik en Feltbane.

Haardtsaarede, dem uden Arme eller Ben, dem med bortskudte Kæber eller med Lunge- eller Underlivssaar blev under frygtelige Skrig baaret til Sanitetsvognene, der skulde køre foran. Udenfor Hulen laa en lang Række af døde Kammerater, og der kom stadig flere til.

Det var et sørgeligt og tankevækkende Tog af lemlæstede og for Resten af deres Livstid til Krøblinge dømte Mennesker, der nu satte  sig i Bevægelse.

Bort gik det fra al den umenneskelige Rædsel og Uhygge, og først henad Morgenstunden var vi naaet udenfor Granaternes Rækkevidde.

Som en fjern Torden naaede Granaternes ustandselige Rullen over til os, og Lysraketternes Stigen og Falden kunde herfra endnu ses mod den fjerne Horisont og tilkendegav Stedet, hvor  Menneskene endnu sloges og myrdede hinanden i djævelsk  Afsindighed.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”

En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet

Brev fra Fangenskab.

A., 6. Februar 1916.

Kære Forældre.

Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.

Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.

Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?

De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrun­den af det næste.

Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.

Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?

Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.

Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —

Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?

Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.

Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.

Jer Søn.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)