Tag-arkiv: soldat

7. august: Asmus Andresen – Teaterforestilling og natterend fra lazarettet

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

En Dag stod jeg i Porten og så, at der strømmede mange Soldater ind i et Teater, som lå i Nærheden af Lazarettet, jeg betænkte mig ikke ret længe, men gik ind i Teatret, hele Salen var overfyldt med Mennesker.

Kl. 8 begyndte Forestillingen; da jeg først skulde være i Sengen Kl. 9½, kunde jeg da få det meste af Forestillingen at se, men da Forestillingen var meget interessant blev jeg til Kl. 10½, så fik jeg travlt med at komme til Lazarettet igen.

Dørene var naturligvis bleven lukkede. Jeg prøvede nu på at sprænge Bagdøren, men denne var stærk som Jern, så gik jeg hen til Porten og ruskede i Døren, til en af Husbeboerne kom og lukkede mig ind. Jeg takkede mange Gange, og så ind og i Seng.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

22. juli: Asmus Andresen bliver såret af en granatstump i hånden

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

Den næste Dag, den 22. Juli, blev jeg såret af en Granatstump i den højre hånd, den 23. blev jeg så overgivet til et Feltlazaret i Pont Ronge, derfra blev jeg transporteret med en lille Feltbane til et Feltlazaret i Kotrik, liggende i Belgien, her havde jeg det meget godt.

Efter at jeg havde ligget i Sengen i 3 Uger, var Benet fuldstændig kommen sig, og Hånden var så vidt, at jeg fik Lov til at gå ude i Anlægget, men i Byen måtte jeg ikke gå, uden jeg fik Tilladelse dertil.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

28. maj 1918: Asmus Andresen – ”pludseligt slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 28. Maj saa jeg en af mine Kammerater gaa meget bedrøvet omkring og sagde ikke et Ord; da jeg spurgte ham, hvad der fejlede ham, siden han saa saa nedslaaet ud, sagde han, at han ikke vidste, hvad der fejlede ham, men han var vistnok syg.

Det var om Formiddagen, men om Eftermiddagen, da vi stod ved Kanonerne, gik han hen til Officeren for at melde sig syg, men medens han stod og talte med denne, slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket; lydløst sank han til Jorden for aldrig at rejse sig igen. Der var mange foruden ham, der anede deres Skæbne forud.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

4. maj 1918: Asmus Andresen – Granatild ved køkkenet

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag Kl. 11 gik vi til Køkkenet efter vor Middagsmad, men den var som sædvanlig først færdig Kl. 12.

Da vi saa skulde vente en hel Time, satte vi os paa en Vognstang. Vi havde siddet omtrent 10 Minutter, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Piben i Luften, og 6 mindre Granater faldt ca. 200 Meter foran os, og straks efter kom der 6 til endnu nærmere. Officeren og Halvdelen af dem, der var i Lejren søgte Dækning bag nogle Ruiner, medens vi, som sad paa Vognstangen, blev hvor vi var og ventede paa, at Køkkenfolkene ogsaa skulde løbe deres Vej, da vi saa vilde gøre os tilgode ved Køkkenvognen.

Straks efter slog atter 6 Granater ned midt i Lejren, og hvis Franskmændene havde vidst hvor godt de havde ramt, kunde vi have ventet over 200 Skud i de næste 10 Minutter. Da Skydningen blev indstillet et Øjeblik, fik vi travlt med at pakke sammen, og i Løbet af 10 Minutter var Lejren brudt af og trukket længere tilbage.

Efter 3 Timers Kørsel kom vi til en lille By; der blev Vognene kørt sammen paa en Mark, og først da fik vi Middagsmad.

Den første Nat derefter sov jeg paa Cementgulvet i en Ruin, men Dagen efter byggede min Kammerat og jeg et lille Telt bag nogle Ribsbuske i Haven, hvor ingen kunde finde os,vi lod os kun se ved Maaltiderne.

I 6 Dage gik det godt, men saa opdagede Feltveblen os. Han spurgte, om vi havde været med til Appel i de sidste Dage, men da vi benægtede det og tilføjede, at vi ikke vidste, der havde været Appel i denne Tid, blev vi noterede.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

1. maj 1918: Asmus Andresen – En længe ventet ordre om afløsning

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I maj 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Middagen blev vi vækket igen af Posten, som da kom med et nyt Telegram; med dette Telegram havde han løbet omkring hele Natten, fordi han var gaaet vild i Mørket, han forsikrede os, at det var sidste Gang, han løb med Telegram om Natten.

Om Eftermiddagen Kl. 2 kom der Vælling til os fra Batteriet, men der var kun en halv Liter til hver; det var saa lidt, at vi, da vi havde fortæret den, var mere sultne, end da vi begyndte.

Kl. 4 fik vi Ordre til at pakke sammen, fordi vi skulde afløses. Denne Ordre havde vi længe ventet efter, og da vi ikke havde meget at pakke sammen, var vi hurtig færdige til Afmarsch. Vi gik saa til den næste Post; videre kunde vi ikke komme, fordi vi skulde igennem en Lavning, der den Dag blev saa hæftig beskudt med Granater, at det var umuligt at komme igennem, hvorfor vi maatte vente til næste Dags Morgen Kl. 3.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

15. marts 1918. H.C. Brodersen møder sin gamle ven, “Skomageren”, og forsyner ham med et Par “blaa Briller”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Rekrutuddannelsen  er  i  fuld  Gang, men  jeg  fik  ikke  noget Korporalskab,  eftersom  jeg  under  Kammerunderofficerens Orlov  skulde  afløse  ham  paa  Kamret.  Det  er  et  Driverliv, men  hellere  vil  jeg  det,  end  ærgre  mig  over  Rekrutterne.

Det  værste  er  kun,  at  det  altid  er  meget  vanskeligt  at  faa nogen  til  at  hjælpe  sig.  Som  nu  forleden  Dag.  Jeg  gik  fra Stue  til  Stue,  men  der  var  ikke  een  Mand  at  opdrive.

Alle havde  de  Beskæftigelse,  hvad  enten  de  nu  bestilte  noget  eller  ej.  Da  jeg  aalbnede  Døren  ind  til Stue  Nr.  15,  røg  der  mig et  fyldt  Blækhus  om  Ørerne  og  smadredes  mod  Døren  bag ved  mig.  Samtidig  røg  en  Mand  ind  paa  mig  og  vilde  smide mig  ud.  Jeg  havde  ikke  fortrædiget  Manden  og  slog  fra  mig det  bedste  jeg  havde  lært.

Dog,  Kampen  holdt  snart  op,  thi han  var  ikke  længe  om  at  opdage,  hvem  han  havde  for  sig, og  det  viste  sig,  at  vi var  gamle  Bekendte.  Det  var  Skomageren.  Trods  det,  at  jeg  havde  forsynet  ham  med  et  Par „blaa  Briller”,  var  han  henrykt  over  at  træffe  mig.

Forbavselsen  var  stor  blandt  dem,  der  kendte  Skomageren,  og  som havde  set,  hvad  der  foregik.  Sagen  var  nemlig  den,  at  den stakkels  Mand  efter  Opholdet  i  „Prinz  Heinrich”  Hulen  var blevet  tosset.  Ingen  Gummicelle  eller  Arrestophold  havde kunnet  kurere  ham  for  det,  som  alle  mente  han  gjorde,  nemlig  at  simulere.

Vi blev  dog  meget  gode  Venner  og  havde jo  altid  været  det.  Han  mødte  nu  trolig  paa  Kamret  og  løb alle  de  Ærinder,  jeg  skulde  have  gjort.  Han  pudsede  mine Støvler,  og  hentede  min  Post,  og  var  den  flinkeste  Mand  jeg kunde  tænke  mig.

Alle  var  de  forbavset  over  den  Vending, der  var  sket  med  Skomageren,  som  hidtil  ingen  havde  kun­net  stille  noget  op  med,  men  som  var  gaaet  rundt  efter  sit eget  Hoved.

Han  er  stadig  paa  Kamret  hos  mig,  og  det  er i  Grunden  en  Skam,  at  jeg  ikke  vedblivende  skal  være  paa Kamret,  da  der  vel saa  kunde  blive  et  brugbart  Menneske  ud af Skomageren  igen.

Han  er  vel  nok  noget  af  en  Simulant, men  jeg,  der  ved  Besked  med,  hvad  der  foregik  i  Hulen,  og efter  det  Indtryk  jeg  straks  fik  af  ham  dengang,  kan  godt forstaa,  at  han  er  blevet  „skør  i  Knolden”.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

18. februar 1918. H.C. Brodersen undgår første transport, fordi “Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab…”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  snød  dem.  Transporten  er  gaaet,  og  jeg  har  atter  afleveret  mit  dejlige,  feltgraa  Tøj. Indsprøjtningen,  som  jeg  fik for  dette  hersens  Kolera,  satte  sig  til  Galskab,  og  mit  Bryst blev  haardt  som  Sten.  Jeg  kom  paa  Lazarettet,  og  i  Gaar afgik  Transporten. 

I  Aften  fik  jeg  imidlertid  atter  Rejsepas fra  Lazarettet,  da  der  ikke  er  Plads,  og  fordi  mit  hævede Bryst  nu  ikke  mere  er  saa  haardt.  Af  gode  Grunde  er  der ikke  Udsigt  til, at  der  vil afgaa  flere  Transporter  foreløbig, da  vi først  skal  til at  uddanne  Rekrutter,  der  kommer  i  næste Uge.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. februar 1918. H.C. Brodersen bliver erklæret for duelig til fronten.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  flere  Gange  været  paa  Vagt  paa  Banegaarden,  og der  er  der  særlig  om  Natten  meget  livligt.  Lange  Transporttog  kommer  fra  Øst  og  gaar  i  Retning  af  Vestfronten.  De store  østrigske  Motormørsere  gik igennem  sidste  Nat,  og  forøvrigt  meget  andet  svært  Artilleri.  I  Østen  er  Freden  jo  sluttet,  og  der  siges,  at  der  paa  Vestfronten  nu  vil blive  sat  alt ind  for  at  fremtvinge  en  Afgørelse  der.

I  Kasernen  bliver der  jævnlig  foretaget  Lægeundersøgelser,  og  Mandskabet  bliver  taget  meget  nær med.  Knapt  er  Folk  kommet  fra  Lazaretterne,  før  de  atter  staar  klædt,  parat  til at  tage  af  Sted.  Ogsaa  jeg  har  i  Dag  været  hos  Lægen  og  er  blevet  erklæret  for duelig  til at  komme  med  ud.  Jeg  fik  straks  indpodet  en  større  Ladning  Modgift  for  Kolera  og  er  i  Eftermiddag  blevet tildelt  en  Transport,  der  snart  skal  afgaa.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

25. oktober 1917. H.C. Brodersen tager afsked med familien og rejser mod Sydtyskland.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg har haft min Orlov, og har i Dag pakket, hvad der er at pakke, thi i Aften skal jeg atter af Sted. Bare jeg dog ikke skulde helt derned til Sydtyskerne. M i n Hustru og Moder har hentet Potter og Tallerkener, som de har bragt saa meget godt i , og min lange Pibe har de ogsaa taget med. Klokken 6 rejste de, og Klokken 8 gaar ogsaa mit Tog.

Jacob Hansen spiller mig et Stykke, og Hans Christensen giver „Teufels-geigen” en Omgang. „Humba, Humba,” brummer den, som om den vilde være med til at jage mig ud. „Humba, Humba,” jamrer den stadig, medens jeg forsvinder ud ad Porten.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. marts 1917. “Da jeg stod ved Pozieres og saa de Hundreder af døde Kammerater, lemlæstede, ilde tilredte, følte jeg Væmmelse ved Tanken om at skulle ligge saadan en Gang. “

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Flandern.

Swevezeele, den 14. Marts 1917.

Kære, kære Venner!

Tak, inderlig Tak for dit kære Brev, og Tak for Kortet med den korte, men kære Hilsen. Brevet kom den 3. ds. og Kortet den 6. ds., Pakken kom i Gaar, mange, mange Tak for den. I kan tro, det smagte.

Men jeg havde været ængstelig for, at ogsaa den var gaaet tabt; thi det tog jo Tid, før den kom; men Grunden var, at der stod »Stab 2. Bataillon«, der skal staa »Stab 1. Bataillon«. Fejltagelsen ligger maaske i, at J. B. er ved 2. Bataillon, ikke?

Nu har jeg Pakken og er meget glad for den.

Vi er bag Fronten siden den 1. Marts, og bliver her til den 21. Byen, hvor vi ligger, hedder Swevezeele, en lille Købstad paa 6-7000 Indbyggere, 25 Kilometer bag Fronten.

Dog er det ingen Hviletid, vi har her. Hver Dag har sine Plager med Eksercits og alt muligt andet, saa der næsten ikke er en eneste Fritime i Døgnet.

Men det værste er dog, at vi maa fryse den ganske Dag. Det er koldt og har været meget koldt, men Brænde faar vi ikke meget af. Jeg blev da ogsaa saa forkølet, at jeg blev alvorlig syg. Og som et Minde om den Tur har jeg nu en hyppig tilbagevendende Tandpine, og en Kind saa tyk som en knyttet Næve. I Gaar maatte jeg gaa i Seng, saa voldsomme var Smerterne, i Dag er det meget bedre..

Forude trommer Englænderne saadan hver Dag, at Vinduerne klirrer her. Der venter os en slem Tid, og godt er det at vide sit Liv og alt i Vorherres Haand. »Alt staar i Guds Faderhaand«, ogsaa den Tid, som kommer.

Fylder Mismodet en Tid min Sjæl, saa lyser det dog altid, naar jeg tænker paa denne korte Lidelsens Tid i Forhold til den evige Glæde.

Mennesker vilde hinanden ondt, og hvad gør vi selv? Ejede man dog blot denne vidunderlige Kærlighed, som tilgiver alt, haaber alt, tror alt.

Livet her er kun en Kamp for at naa frem til dette Stade, naa frem til det evige Liv derhjemme hos Vorherre. Og dog, der er saa meget, der binder os hernede:. Arbejdet, vi fik kær, Hjemstavn og Venner, Livet selv i al sin Dejlighed og al sin Usselhed. Man hænger ved Livet, for Livets Skyld..

Og man længes ikke mindst mod at gøre det godt, som man forbrød og forsømte. Der er saa uhyre meget for mig at gøre godt, saa meget at indhente i det daglige Liv, og derfor længes jeg tilbage.

Bag ved alt dette staar Guds Vilje kan synes haard, . . . naar vi vandrer hans Vej, et dejligt Landskab ligger da i Baggrunden, der skal du naa hen, siger Gud; men du skal vandre den Vej, jeg viser dig. Aa Gud, hvor er det svært, din Lov er haard, min Gud, og mine Kræfter svage. Men hjælp mig, naar det svigter for mig.

— Da jeg stod ved Pozieres og saa de Hundreder af døde Kammerater, lemlæstede, ilde tilredte, følte jeg Væmmelse ved Tanken om at skulle ligge saadan en Gang. Aldrig saa jeg andet end stivnende Rædsel malet i disse fortrukne Ansigter, aldrig et Smil, aldrig var end et Stænk af Fred gydt ud over deres Træk.

Sammen med disse Døde laa levende, slumrende Kammerater,-hvilende med Hovedet paa deres døde Kammerat.

I deres Ansigt læste jeg Fred og Tryghed. De kunde ikke mere, de opgav alt, lagde sig til at sove, og mange deres sidste Søvn. Sjælen var i Ro, som Børn gav de sig hen i Skæbnen. Aldrig nænnede jeg at vække disse slumrende, dødtrætte Mænd, de kunde jo kun vaagne til Gru og Forfærdelse. —

Men det gav Tanker af dybeste Art.

Kødet værger sig mod Undergang og Smerte, men Sjælen kan finde Fred selv i alt dette uhyggelige. Dødskampen forvrænger Ansigtets Træk, men derfor kan Sjælen godt have fundet Freden, dens Paradis.

Det er Angsten for Menneskers Ondskab, som endnu staar malet i den Dødes Træk; Sjælens Fred, Freden med Gud, kan Mennesker ikke røre.

Og det er min Trøst nu, da vi igen gaar ud i de haarde Kampe: »Guds-Freden i mit Hjerte«.

Kunde denne Fred overvinde Legemets Angst og Afsky for Tilintetgørelse, kunde jeg drage ud med Glæde, men det er ikke saadan for mig, jeg haaber, jeg tror, det vil komme i Dødens Stund,  naar Gud lader Paradisets Klokker ringe, da vil Legemet endnu kæmpe hin tunge Kamp, men Sjælen vil juble; thi den er forløst. —

Men der var et endnu, jeg lærte ved Pozieres: I den dagelange Kamp med Fjenden faa Meter foran os, under brændende Sol og mørke, kvalfulde Nætter, kunde jeg ikke bede. Der var ingen Ro til at folde Hænderne til Bøn, der var ingen Styrke, jeg vaagede for mit og for mange Kammeraters Liv.

Da kunde jeg have raabt af Lungernes fulde Kraft, men jeg vidste, I kunde ikke høre det: »Bed for mig!«

Det er Raabet, som jeg i Dag former som en Bøn: “Venner, bed for os.”

Vær kærlig hilset og modtag igen min hjerteligste Tak!

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)