Tag-arkiv: efterladte

14. september 1918. “Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 14 September

Nu lyste det heelt op, og ude i vor Have saa jeg Vorherre kom gaaende, saa kom han og bankede paa Dören og sagde, »Luk op for mig, thi det er ved Nattetide jeg kommer.« Saa gik han til en anden Dör, og han sagde, »hvor er Datteren, som har Tavlen? Ja, jeg kan komme ind til eder, uden at I behöve at lukke op for mig. Thi det er jo Herren som kommer til eder.« 

Jeg var nu meget Syg i dette Öieblik, da jeg saa dette store Syn. Jeg saa store Mollemente [monumenter?], og Vorherre paa et stort Figur, og hele Stede[r], jeg saa min Broder og mange Fanger. Og paa engang dreiede Synet sig, og saa saa jeg mange Lanne. Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret. Saa sagde Stemmen, »Han som med din Sön og dig var og er evindelig. Ja, din Broder opholder sig i et Fangeleier, men han er bleven saaret i Krigen.« Og Jesus sagde, »i Aabenbaringen har jeg talt paa Tysk til dig, og alt, hvad der dér staa skrevet, det feiler din Broder.«

Den 14 September 1918. Da jeg saa dette Syn, lyste det helt op, og jeg saa alleveine hvor min Broder haude vandret.
Den 14 September 2018. seer jeg Vorherre komme gaaende ind fra vor Have og banke paa Dören, og sagde, Luk op. Ja jeg kan komme ind af lukte Döre.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

7. september 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Arbejdsmand Chr. Autzen fra Løjtkirkeby er falden under de sidste kampe ved Vestfronten. Han efterlader sig enke og 4 ukonfirmerede børn.

Peter Aarøe og hustru i Stubbæk ved Aabenraa modtog i mandags efterretning om, at deres søn Nis er falden.

Lærer Jens Heinrich Westergaard fra Københoved er den 13. august falden ved Vestfronten, 29 aar gl.

P. Guldbrand og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Peter død paa et feltlazaret i Rusland.

Marius Leinweber fra Haderslev er død af sine saar.

Saarede

Heinrich Thomsen fra Gejlaa er haardt saaret.

Savnede

Tidligere gæstgiver Andreas Birkedal i Jels har faaet meddelelse om, at hans yngste søn Andreas er savnet.

Endvidere har Knudsen i Farris faaet meddelelse om, at hans søn har været savnet siden den 18. august

2. september 1918. Søster og veninde hjælper A.P. Andersen med at desertere

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov.

Den 1. september 1918 forlod jeg Ballonzug 33 i Argonnerskoven for at tiltræde en fjorten Dages Orlov til Haderslev.

Jeg tog hjertelig Afsked med mine allerbedste Kammerater og tog de bedste af mine Ejendele med mig, thi det var min absolutte Hensigt at desertere, når jeg kom hjem.

Det, der hidtil havde holdt mig tilbage fra at gå over Grænsen, var Hensynet til mine tre Brødre, der også var indkaldt. Men nu var een, der havde været hårdt såret, i Etapen; een var savnet siden Juli 1918, og een var langt borte, oppe i Rusland, troede jeg da.

Selv mente jeg, at Krigen ganske bestemt var Slut i Foråret 1919, fordi hverken den tyske ydre eller indre Front vilde kunne holde længere.

Glad og munter drog jeg af Sted. Den 2. September kom jeg igennem Sedan, hvor Tyskerne havde fejret en stor Triumf for 48 År siden, i hvilken Anledning vi som Børn i Skolerne var blevet tvangsindlagt til Festlighederne og havde måttet høre så meget om de sejrrige Tyskere, så det var et Under, at ikke Ørene var faldet af os. — Nu var jeg klar over, at der aldrig mere i Tyskland vilde blive holdt Sedanfester.

Der blev som sædvanlig stor gensidig Glæde, da jeg kom hjem. Men hvor så alt usselt og fattigt og tarveligt ud! Krigen havde tæret på Mennesker, på Huse, på Indbo, på Tøjet. Og hvor mange bar ikke Sorg for mistede Sønner, Brødre, Fædre eller Kærester.

Min Mor, der ellers var en trivelig Kone, havde også tabt sig, navnlig siden Juli 1918, da hun havde fået Meddelelsen om, at en af hendes Sønner var savnet.

Min ældste Søster, Dagmar, (…), udviste straks stor Iver for at få mig overtalt til at kvittere den tyske Militærtjeneste. Glad blev hun derfor, da hun hørte, at der ikke skulde nogen Overtalelser til, men at jeg selv havde taget Beslutningen ude ved Fronten.

Hun havde en god, lidt ældre Veninde, Frøken Hundevadt, en Søster til Grundlæggeren af Hundevadt’s Magasin i Haderslev. Denne Veninde havde hjulpet adskillige unge Mænd over på den anden side af Grænsen, og hun var også villig til at hjælpe mig.

Vi aftalte, at Flugtforsøget skulde ske den 13. September om Eftermiddagen; det var lige een Dag, førend Orloven var omme.

DSK-årbøger 1955.

2. september 1918. »Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen,«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 2 September

Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen, og saa hörte jeg hvor Englene sang. »Himmelsangen, Seiersangen, hist lad tone, salig ved Gud Faders Throne.« Saa sagde Stemmen, »Vor Herres Magt er stor. Glæden for eder, at din broder er i Live. Thi see, du skal nu lære alle Ting i dit Hjem, thi see jeg har vist dig alle Stjærne paa Himlen, ja oppe i di lyse Boliger, der skal I engang sees Ansigt for Ansigt.«

Den 2. September 1918. Jeg saa hvor Fransose Kavalleri drog i Krig.
Den 2. September 1918. Jeg saa vor alle Flag vaiede over vort Land.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

1. september 1918. »…Og nu maa du tegne den hvide Hest.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 1 September
(…) Saa sagde Stemmen, »Luk Bogen op over Aabenbaringen, thi det hele er Sandhed, hvad jeg tale til dig, Marie. Og nu maa du tegne den hvide Hest.« Nu sagde Stemmen, »Tyskland vil ikke give efter, naar skal vi först see, naar Freden vil komme.« Nu sagde Stemmen, »Mobilmachen«, saa hörte jeg, hvor di blæsede i Hornet »Heraus, Heraus« i eet dogn. Saa lyste det op, og saa saa jeg Angel, Slesvig og Danzig. Saa kom der en Engel og viste mig alle Flyvere, Stemmen sagde, »di skulle Flyve, men jeg vil afbryde deres Vinger, at di ikke kan flyve. Men i eders Hjem skulde i glæde
eder, thi Herren vil være med eder.«

Den 1. September 1918. Vorherre sagde, denne hvide Hest vil jeg nu tage Rytteren af. Men jeg vil igjen sette Rytteren paa, og Kæmpe her i Landet.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

9. august 1918 – Hejmdal: Det lyder som en fabel!

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Høsten i Danmark


Hvordan Udsigterne nu stiller sig i Landets forskellige Egne

Der foreligger nu atter for Statistisk Departement i København Beretninger fra 90 forskellige Meddelelser hele Landet over om, hvorledes Høstudsigterne stillede sig, bedømt den 1. August. Her foreligger altsaa et saa paalideligt Materiale, som det overhovedet er muligt at fremskaffe, over, hvorledes dette meget vigtige Forhold stiller sig, skriver vor københavnske Korrespondent.

Det er et almindeligt Indtryk, at Høstudsigterne fremdeles har bedret sig en Del i den sidste Halvdel af Juli. Mange Steder fra lyder Beretningen paa Udsigt til Middelhøst, og flere Steder, saaledes en Egn i Randers Amt, siges, at “Regnen har gjort Underværker”. Denne Opfattelse kommer hyppigt frem gennem varierende Vendinger. I det store og hele er Beretningerne præget af endnu lysere Syn end for fjorten Dage siden.         

[…]

Det lyder som en Fabel!
Da man fik 3 Retter Mad og Kaffe for 1 Kr.

Det er, fortæller “Sund Sans”, i disse Dage netop femten Aar siden, at Københavns Restauratører holdt Møde om at forhøje Priserne paa deres Krone-Dinér. Man fik nemlig den Gang – skønt det ny lyder som et Sagn – tre Retter Mad og Kaffe for en Krone i en Række større Restauranter.

Det var ret almindelig Søndagspromenade at vandre Strøget igennem, studere Menutavlerne udenfor de forskellige Restauranter og saa vælge det Stede, der tiltalte Smagen bedst.

Først henad Juletid 1903 blev Restauratørerne enige om at lægge en Femogtyveøre paa Krone-Dinéren, men for at faa Forhøjelsen til at glide kræsedes der til Gengæld op med Gaasesteg, Andested, Dyresteg og Kyllinger. Wivel og Industrikaféen tog halvanden Krone; men deres Dinér var særlig fin, og Gæsterne havde den Ekstrafornøjelse at blive misundt af de mange spadserende, som sendte nysgerrige Blikke ind til dem gennem de store Spejglasruder og sukkede af Forargelse over saadant et Vellevned. 


Dagens Nyheder


Prøve-Alarm

Næste Tirsdag og Fredag vil der i Sønderborg blive foranstaltet en blind Flyver-Alarm, under hvilken Beboerne maa holde sig de foreskrevne Anordninger efterrettelige og udføre de Tilsynshavendes Befalinger. 

Mistet sin Mand og begge sine Sønner

Tidligere Lasaretoverinspektør Anton Günther i Haderslev meldte sig ved Krigens Udbrud som frivillig i Hæren tillige med begge sine Sønner, 19 og 17 Aar gamle. I 1915 døde Hr. Günther pludseligt, ramt af et Hjerteslag; den yngste Søn, Anthon, faldt som Officersaspirant i Februar 1916, og nu har Moderen, der sammen med en Datter bor i Altona, faaet Bud om, at ogsaa den ældste, Hans, falden den 19. Juli som Løjtnant.


Fra Felten


Falden

Til Købmand H. Ebsen og Hustru i Hovslund kom i Onsdags den sørgelige Meddelelse, at deres ældste Søn, Johannes, er falden i Frankrig den 22. Juli, ramt af en Granat under Udførelsen af sin Pligt som Ordonnans. Han blev næppe 22½ Aar gammel. Johannes Ebsen, som havde lært Handelsfaget, var et sjældent flinkt og energisk ungt Menneske, som ikke skaanede sig selv for at naa det Maal, han havde sat sig: at naa fremad. Hans Forældre, som endnu har en yngre Søn ved Fronten og én paa Værftet i Bremen, mister i Johannes en trofast Søn og dermed de gode Forhaabninger, de satte til ham. Hans Minde vil bevares af alle, som har kendt ham.

(Læs hele Hejmdal fra 9. august 1918)

23. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: gendarmen fik kærnemælk i ansigtet

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Gendarmen fik kærnemælken i ansigtet

En bondekone var paa vejen ind til Flensborg med en spand kærnemælk, da hun mødte en gendarm, som forlangte at se, hvad hun havde i sin spand. Konen tog laaget af, og da gendarmen formodede, at der laa smør gemt paa bunden af kærnemælken, greb han med haanden ned i denne og fandt intet. Men konen blev vred og sagde: “Naar de vil vaske deres hænder i min mælk, saa skal de ogsaa have noget i ansigtet”, og dermed kastede hun gendarmen indholdet af mælkespanden i ansigtet.  – Om sagen vil faa et efterspil for retten, vides endnu ikke.

Faldne

Hans Henningsen fra Brøstrup ved Rødding er den 15.juni død paa et feltlazaret, 35 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Robert Falk fra Sommersted er falden.

Bagermester Iversen og hustru ved Jordkær Station har modtaget meddelelse om, at deres søn undervejs fra hjemmet til Rusland var bleven angrebet af lungebetændelse og død. En time før telegrammets ankomst var en anden søn kommen hjem paa orlov.

Fhv. musikdirektør P. R. Schmidt og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Nis den 13. juli er død af sine saar paa et krigslazaret i Bayern, 25 aar gl.

Sofus Clausen fra Rødding er den 24. juni død paa et lazaret ved Vestfronten i en alder af 32 aar. Han efterlader enke og en lille søn.

Enke Meta Hansen i Sønder Onlev ved Jordkær har modtaget efterretning om, at hendes søn Hans er falden ved Vestfronten den 7. juli, 19 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Lorenz Andresen fra Løjtkirkeby er falden; at Mathias Mortensen fra Brosbøl er død af sygdom og at Hans Fogh fra Østerlindet er død i fangenskab.

Friedrich Jørgensen fra Hønkys, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 9. april 1917.

Efter 2 aars uvished har fru Katrine Schmidt i Hovslund modtaget meddelelse om, at hendes mand, Anker Schmidt, den 5. juli 1916 er død i Galizien af solstik, 39 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Jørgen Hansen fra Jægerup er druknet ved badning.

Saarede

Landeværnsmand Hansen fra Høkkelbjerg ved Aabenraa er haardt saret paa et feltlazaret.

Ifølge tabslisten er Nikolaj Grøftholdt fra Haderslev haardt saaret.

Savnede

Over-fyrbøder Christian Nielsen fra Vojens er savnet.

I fangenskab

Den indkaldte arbejdsmand H. Hundevadts hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at sønnen Karl Hundevadt er i fransk fangenskab. Foruden manden og den fangne 21 aar gamle søn er endnu en søn med i krigen.

Enkefru Petersen-Egebeck i Haderslev har modtaget meddelelse om, at hendes søn den 1. juni haardt saaret er kommen i fransk fangenskab.

Peter Olling fra Studstrup Mark er kommen tilbage fra fangenskab.

29. juni 1918. Sørgelig skæbne: “Der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død!”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Det var en stille aften sidst i juni 1918. Batteriet lå i bivuak i en skov, og selv om vi lå inden for franskmændenes rækkevidde, blev der ikke skudt. Vi måtte gå lidt omkring i og ved skoven, men vi måtte ikke gå langt bort.

Sanitetsofficeren (sygebæreren), Skurnia og jeg gik igennem skoven og kom ud ved den anden side, og her gik vi langs med skovkanten. Oppe ved hjørnet i buskadset lå der en død. Han havde ligget 4 – 5 dage, og han lå meget afsides, og det var rent tilfældigt, at vi opdagede ham. Vi stod og så lidt på ham, og så opdagede sygebæreren, at han havde nogle breve siddende i ærmeopslaget.

Han tog dem frem og løste et af dem. Det var fra en lillesøster, og hun havde skrevet på sin barnlige måde et brev med omtrent følgende indhold:

 ”Min kære broder Julius! Du kan ikke tænke dig, hvor det glæder os, at du kommer hjem på orlov. Og du mener, at du muligvis kan komme hjem til moders fødselsdag sidst i juni. Vi har samlet sammen af brød- og sukkerkort alt. det, der var os muligt, og du kan tro, at vi sparer, for at vi kan få nok at spise på moders fødselsdag. Det er jo ikke så nemt at få mad nok, for vi har jo ingen forbindelse på landet. Mor er sund og rask, og de små søskende er også raske. Nu skal du kun komme, så snart du kan; vi venter med længsel og taler om dig hver eneste dag. Hvis du ikke tager brød med hjem, gør det ikke noget, for vi skal nok se at få så meget sammensparet som muligt. Bare dog denne slemme krig var til ende, men det må dog komme en gang.

Jeg har sparet sammen til cigaretter til dig, når du kommer hjem, og du skal også få penge til en biografbillet, og moder siger, at du også skal have dit undertøj vasket, og du kan have godt af at sove i en ordentlig seng nogle nætter. Bare du snart ville komme. Vi kan næsten ikke vente, til dagen kommer. Så snart du får besked, så skriv, for så vil vi begynde at løbe til togene, det er så spændende at gå i denne forventning.

Lev rigtig vel! og skriv snart til os og mange hilsener og mange kys sender vi alle.  Din søster Elly”

Sygebæreren læste brevet højt, men da han var kommet et stykke ned i brevet, kunne han ikke holde tårerne tilbage – han måtte viske øjnene hele tiden, og vi andre græd med. ”Ja”, sagde han, ”der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død.

De omgiver ham med hele deres kærlighed, for dem betyder han alt, og her er han kun en af de mange, mange døde, der glemmes straks de er døde, ja, bliver ikke en gang begravet, men ligger og rådner op ligesom andre kadavere – Den forbandede krig!!”.

Det var dette barnlige brev på den ene side og den døde broder på den anden, der gjorde os bløde om hjertet, og da faderen ikke var omtalt, måtte vi antage, at moderen var enke, og han den ældste søn. Vi fandt identitetsmærket, der viste, at han var 18 år.

Vi besluttede at begrave ham, og sygebæreren ville fotografere hans grav og sende det hjem til familien. Vi hentede en spade og fotografiapparatet, samt en økse og et par søm henne ved batteriet – gik tilbage og gravede en grav i skovkanten.

Jeg tog hans ejendele frem: Ur, pung, der indeholdt nogle få mark, og nogle breve. Han havde en ring af aluminium på fingeren. Den fik vi også taget af, i baglommen havde han nogle enkelte fotografier; alle disse småting pakkede vi sammen. Sygebæreren skrev et brev og sendte et billede af graven samt en skitse af skoven og stedet, hvor han lå, hjem til moderen (Kaufungen, Bezirk Leipzig).

Medens Skurnia gravede graven, lavede jeg et simpelt kors af birketræ. Derefter viklede vi ham ind i teltdugen, lagde ham ned og dækkede ham til. Der var en mærkelig stemning over os tre, solen gik ned, det begyndte at mørknes, og ensom lå han ved skovkanten langt, langt borte fra sit hjem, sit kære hjem, hvor alle ville savne ham.

Og sådan lå der så uhyre mange, nogle blev begravet, andre ikke. Nogle blev begravet enkeltvis, andre kom i fællesgrave.

Det var godt, at de pårørende ikke så deres døde. De så frygtelig ud.

En ganske kort tid efter, at døden var indtrådt, var næse, mund, øjnene, samt sår og blod belagt med æg af spyfluerne, og disse sad i hvide lag 1 – 2 cm tykke rundt omkring de oven for nævnte steder.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. maj 1918. “Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd”. Frederik Tychsen på orlov.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Derefter fortsatte jeg med toget, og ankom til Flensborg om middagen. Jeg henvendte mig på Bezirkskommandoen i Flensborg, og her bad jeg om at få lov til at rejse hjem til Agerskov. Det kunne ikke lade sig gøre, med mindre, at min fader kom til Flensborg og skrev under på, at jeg ikke ville gå over grænsen. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tænkt på.

Jeg fik så sendt et telegram hjem. Fader cyklede til Rødekro, nåede toget og var i Flensborg ved fem tiden. Jeg hentede ham på banegården, og vi gik straks om på Bezirkskommandoen og fik papirerne ordnet og nåede at komme hjem samme dag, det var den 16. maj 1918.

Der var glæde i hjemmet, da jeg var ankommet. Alfred og Anne samt Paula (en pige fra Kiel) løb mig i møde, og lidt efter kom moder og tog mig omkring halsen. Det var første gang, jeg kom hjem direkte fra fronten.

Det vakte en vis opsigt at komme hjem med hele oppakningen. Jeg klædte mig af ude i hestestalden og fik mig badet og vasket, trak i rene klæder og derefter blev så militærtøjet kogt og vasket.

Det var en hel velgerning at få noget at spise og nogen mælk at drikke. Moder blev meget skuffet over, at jeg kun kunne blive 6 dage. Men derved var der intet at ændre. Jeg kunne få mig spist mæt, få sovet ud og få mig en pakke med, og det betød ikke så helt lidt for en frontsoldat.

Dog fik jeg for alvor at se, at det var ikke alene frontsoldaterne, der led, men de pårørende derhjemme led periodisk lige så meget. Det havde taget hårdt på moder, hun kunne ikke godt sove om natten; Johannes var kommet fra Rusland til Frankrig, og Samuel, der var i russisk fangenskab, hørte de kun sjældent fra.

Der var falden mange fra bekendtskabskredsen, og der lå et underligt tryk, en uhyggelig stemning over alle mennesker. Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd, det var næsten ikke til at holde ud, for man havde ikke meget at trøste med. Det var krigen – den medførte megen elendighed. Jeg besøgte nogle bekendte hist og her, men ret meget havde man ikke lyst til.

De sidste par dage var meget trykkende, mor gik og græd, og fader gik og listede omkring og sagde ikke ret meget. Jeg talte mest med Marie, Anne, Alfred og Paula. Selv om stemningen var trykkende, var jeg alligevel glad for at være hjemme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

16. og 19. Marts 1918. Og Herren sagde, »Ængstes ikke og bedröves ikke, thi see, han er levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

16 Marz

Vorherre stod ved mig, og han viste mig, hvor min Broder laa i et Lazeret, og han sagde, »bareste jeg kunde faa nogen god Föde.« Stemmen sagde, »di andre Fanger, di er helt elendige, ja Marie, jeg tror snart vi finde ham, og di fire Agre, pas paa dem. Ja Lorenz, din Broder, begynde at faa Appetit, ja, har i alt hans Thöi i god Behold?«

“Jeg saa Djævelen i hans Rige og dem der gjorde Ondt hvor di blev fortæret af Slangerne.”
“Saadant saa jeg Tüskerne hvor di sköd disse vilde Menesker ned.”

19 Marz

En Stemme sagde, »det er forferdeligt og kjædeligt, at eders Sön er forsvunden. Thi jeg kan see paa eder, at i Ængstes og er bedrovet. Thi jeg siger eder, være ikke bedrövet, thi eders Sön er levende. Og det er Faderen i Himmelen, der tale til dig.« Og han sagde, »jeg vil staa paa Vagt og tale til dig. Og du skal svare paa det, vad Herren forkynde dig.«

I det samme skinnede der et stort Lys op for mig, og saa blev det helt mörkt for mine Öine. Saa stod Vorherre lige over mig med Staven i Haanden og raabte til mig, »höre du, Marie, hvad jeg sige til dig?« Jeg svarede. »Ja.« Saa kom der et Syn, og der kom en Engel flyvende ned til mig med en stor Buket i Haanden og lagde den i min Haand. Og der i denne Buket var der mange bunte [brogede] og smukke röde Roser. Stemmen sagde, »naar Roserne ere u[d] sprungne, vil Glæden
komme til eder.« Og Herren sagde, »Ængstes ikke og bedröves ikke, thi see, han er levende.« Saa stod denne Engel ved mig og sang:
Jeg gad höre, jeg gad höre,
hvordan Engle Harpen röre,
laante gjærne Duens Vinger.
Vilde mig fra Sletten svinge
helst idag til Zions Bjærg.
Saa tog Vorherre mig ved Haanden og svingede mig frem og
tilbage, og saa sang Engelen igjen.
Hvilken Glæde, hvilken Glæde
ind i Salems By at træde,
Gjennem Portens Perlerader,

ad di gulbrolagte Gader,

frem for Lammets Kongestol

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

 

3., 4. og 8. Marts 1918. Og saa stod Vorherre ved mig, og viste mig store Bogstaver, og der stod: Görrigsen.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 3 Marz

En Stemme sagde, »det er forferdeligt, Marie, du ikke kan faa dem alle til at tro, det hvad der bliver dig sagt, det er visseligen sand, thi det er Vorherre som forkynde dig alt.« Og Stemmen kom, at min Broder kommer igjen. Jeg hörte, hvor di sang, »Jeg vil værge mit Land«.

Den 4 Marz

Der kom en stor Lysstraale, og saa hörte jeg, hvor Englene sang:
Dit Skin, hvert Trin
Os lesage og forjage
Mörkheds Tanker,
som i vores Hjærter vanker
Du Himmellys kom til os ned,
din Bolig du i os bered
ved Ordets Lys og Stjærne.
Du Himmellys, du mörkes ej
giv at vi Sandheds Himmelvei
med dig vi fölger gjærne.
Hellig, Hellig er den Herre Jesus.
Vor Herre kommer ned til dig,
vi synge for dig gladelig,
at dit Hjærte derved kan röres.
Den Thi[d] du endnu lever her
vil Herren glæde dig i dit Hjem
med mange lyse dage.
Din Broder kommer snart igjen
thi et Lys det falt fra Himmelen
thi Englene de höit istemme.
Hellig, Hellig er den Herre Jesus.

Vorherre komme[r] ned til Marie,
thi Aabenbaringen vil nu snart ske
hvad Vorherre har forkynd dig.
Höre du Englene synge, höit istemme, synge Salme.
Herren kommer ned til dig, og du skal ei forsage.
Jeg saa Djævelen i hans Rige, han saa skrekkelig ud.

Den 8 Marz
En Stemme sagde, »du seer vel ikke din Broder, og du seer nok heller ingen Telte.« Men Stemmen sagde »Lazeret.« Og saa stod Vorherre ved mig, og viste mig store Bogstaver, og der stod: Görrigsen.

“Saadan saa jeg min Broder i et Lazeret hvor han laa Syg, der blev sagt, at det var et Bömehjem.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

20. og 27. December 1917. »Og jeg kommer snart Hjem til mit kjære Hjem igjen.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 20 Dezember

Jeg hörte en klar Stemme der raabte »Lorenz Görrigsen«, saa jeg svarede »hvad er det med dig?« Saa raabte Stemmen, »jeg er saa lang borte, at det kostede mange Penge, naar jeg kunde reise hjem til eder.« Saa sagde Stemmen, at han var paa Kuba. »Og jeg kommer snart Hjem til mit kjære Hjem igjen.« Saa kom der en Stemme »Mittelländisches Meer. Middelhavet. Kuba.« Og jeg saa min Broder, hvor han holt Juul i Kuba. Di haude et smukt Juletræ. Ogjeg saa Vorherre staa ved hans Side.

“Det er Teltet min Broder var i i Kuba.”
“Saadan saa jeg der hvor min Broder er hvor di feirede Juul. Og det er Fangerne, min Broder. De er Presten i Kuba. Det er befolkningen der i Kuba.”
“Den 15. Dezember 1917. Denne Röver kaste denne Pige ud i Havet, de var 3 Rövere i denne Skov. Di kaltes Turister, di skulde ud paa Skibet. Denne Kanon haude di med. Der kom en Stemme at det var Skovrider Maas i Emaus.”

Den 27 Dezember

Jeg saa, hvor der kom Krig i Kuba. Og Teltene slepte di bort, og jeg saa alle Krigsfolk der. Saa saa jeg en Skov, og der var store Molementer og mange Telte og lange Aleer. Og langs i denne Alee saa jeg en lang Reie af Krigsfange, og mit iblant dem saa jeg min Broder. Og Stemmen sagde at jeg skulde hilse paa ham, han saa lidt mager ud. Nu lyste Vorherre helt op for mig, at jeg skulde see alt. Stemmen sagde, »din Broder haaber at komme til et Land, hvor han kunde skrive til eder.« Men Stemmen blev
ved og sagde, »Lorenz er levende.«

Nu saa jeg et andet Syn. Jeg saa en Mand, og han sad paa en Hest og haude Jernklæde paa, og saa saa jeg, hvor der kom et Dyr farende imod Hesten. Og den Mand paa Hesten kæmpede med Dyret. Og saa saa jeg to hvide Engle staar ved den Mand, og Vorherre stod ved Himlens Port, og han slog Manden til Jorden. Saa hörte jeg, hvor Englene sang:

“Julen er kommen med Fred over Hytterne bange,
Juul med Guds Barnet i Svöb under Englenes Sange
Fred kommer nu paa Jord,
Fred i Guds Frelserens Spor.
Æren er Guds i det Höie.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. og 6. December 1917. “Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 Dezember:

Jeg saa min Broder hvor han laa i en Kurveseng og et Bord ved Siden, det var i Kuba. Og Vorherre stod ved ham med et Ur i Haanden. Og jeg saa mange Telte og Molemente der i Kuba.

“Saadan saa jeg min Broder ligge i en Seng i Kuba og var meget Syg.”
“Saadan saa jeg en Eskimor med ligesom en Pels paa Kroppen. Det lignede et Björneskind.”

Den 6 Dezember:

Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen. Nu saa jeg et andet Syn, og det var et Menneske som kaltes en Eskimo, han var lenket til en Stötte. Han haude ligesom et Dyreskin om sig over hele Kroppen. Jeg saa ogsaa et stort Hav, og der saa jeg forferdelige store Skibe, og bagefter dem saa jeg store Fisk og Söslanger. Jeg saa ogsaa en Natsion, det var Munke blev det mig sagt. De haude tudere [?] Krave helt op i Halsen, di var fra det hellige Land. Der var Kadekumber der, blev det mig sagt.

“Denne store Fisk saa jeg i det store Hav hen til Samoa.”
“Denne Slange saa jeg ude paa det store Hav. Det var en Söslange jeg saa i det store Hav.”
“Det blev mig sagt at det var en Munk. Og di var fra de hellige Land.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

27. November og 1. December 1917. “Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live

Den 27 November 1917:

Jeg saa Vorherre, hvor han stod ved Himlens Port, og han skinnede som et Lys. Og han rakte en lang kæde med et Ur ved, og han vred det til halv otte, om denne Tid skulde vi ind til Juletræet. Saa kom der en lys röd Engel, og den kom med en heel Haandfuld lange grönne Blade, og dem skulde jeg binde en Krans af og [sætte] Blomster i, og den skulde jeg henge i Spisen om Juletræet.

“Vorherre og Englen stod ved mig og sagde at vi skulde holde et Juletræ med Aabenbarings Billeder paa.”
“Jeg saa hele Himlen fuld af Englene som spillede og jeg hörte ogsaa hvor di sang.”

Den 1 Dezember:

Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa. Saa saa jeg, hvor alt blev mörkt over den hele Jord, og jeg saa hvor alle Stjærne falt ned fra Himlen, undtagen et par. Stemmen sagde, at det var et A[d]varselstegn. Nu saa jeg store Molementer [monumenter?]. Og der saa jeg min Broder komme gaaende med smaa Pakker i Haanden, og der var elektrisk Belysning, som skinnede i alle Kulöre.

“Jeg saa det store Stjærnefal som vil komme. Det er et Avarselstegn hvor Sjærnerne falt til Jorden.”
“Jeg saa denne Natsion i et fremmed Land.”
“Saadan saa jeg min Broder i et fremmed Land.”
“Den 1. Dezember 1917 Saa jeg det store Tegn ved Solen. Solen skal forvandles til Mörke.”
“Den 1. Dezember 1917 saa jeg det store Tegn ved Maanen som skal forvandles til Blod. Det er Maanen som skal ske Tegn ved.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003

18. November 1917. “Men Vorherre pregte og sagte, »det Sted kan du ikke være, thi der var Krig.«”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa Vorherre hvor han stod og omfavnede min Broder, han
skulde nu paa en lang Vandring. Min Broder haude en lys dragt
paa, saa drog han afsted. Men Vorherre pregte og sagte, »det
Sted kan du ikke være, thi der var Krig.« Befolkningen der haude
omheng om dem og lange spyr i Haanden i dette Land. Vorherre
viste min Broder, hvor han hang paa Korset og har lidt.

 
Saa saa jeg et Skib, og der steg min Broder i og sejlte over
et Vand. Saa naaede han et Land, men der var sorte Folk, og
der kunde han heller ikke være, der var ogsaa Krig. Saa pregte
Vorherre og gik videre. Saa kunde min Broder ikke holde det
ud længere, saa lagde han sig ned og sov. Jeg saa Vorherre staa
ved ham. Da han haude hvilet sig, saa jeg, hvor han sad paa en
Hest, og saa drog han videre. Saa blev han tret af at ride, saa
stod han af og gik ved Siden. Saa viste Vorherre ham en underjordisk
Hule, der haude Vorherre ligget begravet. Saa drog han
langt videre bort, saa kom han til et Land, der var hvide Folk
med hvidt Omheng om dem.

Og der i dette Land stod der et stort Taarn med glinsende Steen paa Tornet og runde Telte. Nu viste Vorherre ham for tredie Gang, hvor han hengt paa Korset og haude lidt. Og der satte Vorherre ham og gav min Broder Haanden og sagde Farvel til ham. Og saa forsvant Vorherre. Og disse Folk var fredelige og gode ved ham. Og jeg saa, hvor di gav ham noget at spise. Og det Land kaltes Kuba.

“Saadan saa jeg i Synet da min Broder drog afsted til Kuba.”

 

“Disse Folk saa jeg i Kiron.”
“Der ved disse sorte var der ogsaa krig, der kunne min Broder heller ikke være.”
“Saadan saa Folkene ud paa Djævelön, der hvor min Broder var, der blev sagt at di var ikke gode ved dem.”
“Det er Teltet hvor min Broder var i. Saadan saa Torvet ud. Saadan saa Folkene ud der i Kuba hvor min Broder landede.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. og 14. november 1917: »Og i skal finde eders Sön levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 November:
Jeg saa Vorherre, hvor han kom gaaende med et Kors i Haanden
og bankede paa Dören. Og jeg svarede, »kom ind til os med
Glæde.« Vorherre svarede og sagde, »Eders Sön lever. Og jeg vil
tage Korset bort fra eder, som I har baaret, thi Korset som I har
baaret med Sygdom og Sorg har I baaret med Taalmodighed.
Og jeg vil tage Korset med mig.«

Og han pregte med Staven efter os og sagde, »I Huset skal
det blomstre med Lykke og Glæde. Og i skal finde eders Sön
levende. Ja, han er paa Djævelöen.« Nu lyste Vorherre op, og
saa saa jeg min Broder, hvor han red paa en Hest. Saa rakte
Vorherre mig Haanden og sagde, »Siden den jer [den her] dag
du have seet Vorherre, vil Huset blive smykket med Lykke og
Glæde.«

Den 4. November 1917. Saadan kom Vorherre til den Mans Dör og bankede paa, som har gjort Ondt for ham.

Den 14 November:
Jeg saa et sort Skikkelse, der kom om ved et Telt. Töiet paa
Teltet var saa langt, at det slepte om paa Jorden. Og der i dette
Telt saa jeg min Broder, hvor han gik ud af det. Og Vorherre
stod og holt sin Haand over ham. Disse Folk, som bor der, di
haude gul prikkede hvide Hengebukse rynkede ved Knæerne
og kort prikkede Vest.

Den 14. November 1917. Og saadanne Folk der der der hvor min Broder er. Det er Skikkelsen som kom med i Teltet [i] Synet. Saadan stod Vorherre ved min Broder i det fremmed Land.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

15. september 1917. “og alle Marke blev til Kirkegaarde”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa, hvor der blev en Bro lagt fra Angel og over til os, og der
saa jeg lig[esom] et Dyr med 2 Vinger ud til hver Side, som kom
over Broen. Og der ved Broen var der helt fuldt af Skibe. Jeg
saa Soldater til Hest kommer over den, nogle falt i Vandet. Da
di saa var kommen over paa vor Side, red di halve op af Vejen
og di andre med Stranden om.

 
Nu saa jeg et stort Slag, der red een foran med röd Tröie, og
han huggede ud til alle Sider, han var til Hest, og hvor jeg saa
var alle Soldater til Hest, og di kom alle ridende herind – og det
blev et forferdeligt Slag, og alle Marke blev til Kirkegaarde, og
alle Vegne, hvor jeg saa, var der Kors opstelt.

De er dette Syn jeg har seet fra Angel og over til os. Naar Krigen kommer i Slesvig hvor der kommer en Bro, og alle Millitær kommer over.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

10. september 1917. »bareste jeg kunde skrive Hjem, at jeg kunde faa nogle gode Klæder, thi jeg længes meget efter mine kjære Hjemme.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa min Broder, hvor han var ved at slaa en Vogn sammen.
Saa blev hans Adresse sagt, det var ligesom det löd »Cairo«.
Jeg saa Vorherre, hvor han stod paa Sinai Bjærg, der stod han
og pregte efter noget. Saa saa jeg, det var min Broder, der kom,
saa hörte jeg, hvor min Broder sagde, »mine Klæder er heelt
Elendige.« Jeg saa Vorherre, hvor han omfavnede ham, og min
Broder sagde, »bareste jeg kunde skrive Hjem, at jeg kunde
faa nogle gode Klæder, thi jeg længes meget efter mine kjære
Hjemme.«

Saa reiste min Broder hen og see Jesu Grav. Der hvor han reiste
igjennem, maatte han först igjennem et langt Vand, hvor der
var en stor ranning [?] bygget over Vandet. Og der i dette vand
saa jeg store Nilkrokodille. Det var et ganske smalt Vand, hvor
Skibet lige kunde sejle ind igjennem. Det kunde ikke komme
helt igjennem, da det var formange Stenhobe, og saa vandrede
min Broder til Fods hen til Jesu Grav. Jeg saa at der laa et Hjærte
af Gulsteen i alle slags Kulöre og et stort Gulkors, en stor Steen
og Kranse, det saa smukt ud.

Jeg saa et Dyr der i Jerusalem; det var sort og gult prekkere
over hele Kroppen, og Stru[d]se var der ogsaa der. Da min Broder
haude seet alt, reiste han til sit Bestemmelsessted. Jeg saa
et Telt, hvor min Broder opholdt sig, di skulde snart krybe ind
igjennem det. Udenfor ved Teltet gror der Nil med store blaa
Blomster paa. Der var store Bjærge og lange alleer med store
Trær, og store Stenhobe er opstamlet der. Disse Vogne, [h]vad
di haude, ligne snart smaa Höstvogne med Trin paa Siden og
to Haandfange ved. Det er en stor Svane u[d]bygget foran paa
Vognen, og min Broder og nogle Flere skulde trække Vognen.
Jeg saa ogsaa min Broder sidde ude ved Tæltet paa en Bænk.

 

De er Vognen som min Broder og en jen Kamerat skulde trække i Cairo.
Jeg saa Vorherres Grav inde i Jerusalen. Saadan saa jeg hvor Herres Grav.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

14. august 1917. Saa sprang jeg op og flygtede ja til det fremmed Land jeg reiste bort fra Slaget.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

 
Jeg saa en heel deel Menesker med spraglede Klæder paa, di
gik op af et stort Bjærg, og di haude Kanoner med dem, og di
sköd efter di vilde Folk, som tilbad Gulkalven, og jeg saa hvor di
sköd alle deres Huse i Brand. Og der saa jeg ogsaa mange slags
Dyr, jeg saa arabisk Heste, Ellefante, Tiggere, et langt smalt
Dyr med store Öjne, en Buldug, Hyæner, Kondor og Robuger,
og en Fasan der sad paa en Green.

 
Nu saa jeg, hvor der kom fire store Skibe sejle [nde] herude
paa Havet ved os. Jeg saa. hvor der kom et stort Luftskib i det
samme sejlende over Skibene, og di bar fremmede röde og hvide Flag.

 

Jeg saa nu min Broder, hvor han og en kamerat, han haude
kuns eet Been, hvor di gik med et stort hvidt Kar, di skulde hen
og give Kamæle Havre. Jeg saa igjen mange af di sorte Drenge
med Ring i Nesen. Nu hörte jeg, hvor min Broder sang for
mig:

 
Da jeg fra Hjemmet maatte drage,
Og med i den store Krig,
Hvor jeg maatte kæmpe og stride
og falt i det Kæmpeslag.
Jeg sprang op og bad til vor Frelser
og hjælper mig i al denne Nöd.
Jeg laa udstrakt på Jorden,
saa kom Vorherre til mig.
Saa sprang jeg op og flygtede
ja til det fremmed Land
jeg reiste bort fra Slaget
og haude hverken Fode eller Klæde.
Saa kom jeg til det fremmed Land
hvor jeg fik god Föde og blev skön,
nu er jeg fri for al den store Krig.
Min Frelserman har hjulpet mig,
min Frelserman – Hurra.
Nu da jeg atter til Hjemmet maa drage
Hjem til mine kjære igjen -,
jeg lenges med store Smerte
at finde eder igjen.
Min Frelserman har frelst mig,
Min Frelserman, Hura, Hura, Hura.
Hjem, Hjem, mit kjære Hjem.

Det er dette Syn jeg saa ude paa Havet. [Tilføjelse:] Det kom 14 dage efter den 28 August alle Skibe og Luftskibet.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

31. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: nye bestemmelser for landmændene

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hvad landmændene maa beholde af deres avl 1917

I en forordning af 20. juli 1917 bestemmes, at landbrugere maa til selvforsørgelse beholde af deres avl 1917: 1) til ernæring af selvforsørgere pr. person for tiden fra 1. august 1917 (deri indbefattet den mængde, de har beholdt i medfør af forordningen af 22. marts 1917 i tiden fra 1. til 15. august 1917) af: a)brødkorn 9 kilogram maanedlig b)byg og havre for tiden til 30. september 1917 i alt 8 kilogram 2) Til sæd paa deres til bedriften hørende grundstykker paa hver hektar af: vinterrug indtil 155 kg, sommerrug indtil 160 kg, vinterhvede indtil 190 kg, sommerhvede indtil 185 kg, spelt indtil 210 kg, byg indtil 160 kg, havre indtil 150 kg, ærter(deri indbefattet pelushker og bønner) indtil 200 kg, store viktoriaærter og agerbønner indtil 300 kg, linser indtil 100 kg, blandsæd samme satser efter blandingsforholdet af frugterne, boghvede indtil 100 kg, hirse indtil 30 kg.

Rentier Jep Enemark i Haderslev

har i søndags faaet den sørgelige efterretning, at hans næstældste søn, Albert Enemark, er bleven saaret den 20. juli og død i lazarettet den 23. juli. Han blev kun 24 aar og efterlader sig hustru og et lille barn. Det er saa meget mere tungt for forældrene, som en yngre broder paa 21 aar faldt i fjor, og den ældste søn, som har været flere gange saaret, har maattet sendes hjem fra hæren paa grund af nervesvækkelse. 

18. juli 1917. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

Saa saa jeg ogsaa der ved disse Telte, der stod min Broder og talte med en tysk Soldat. Min Broder stod og var meget bedrövet over, at han ikke vi[d]ste, om vi var levende hjemme, og han var utilfreds over, at han skulde være der i fremmed Land, og at Krigen vare saa lenge. Saa gik han ind i Teltet igjen. I det samme som han var kommen derin, kom der en Fugl flyvende ind i Teltet med et Bref fra det röde Kors. Den flö[j] rundt og sögte efter ham, og saa fant den ham. Og da min Broder modtog dette Bref, blev han saa glad, at han raabte til alle Soldater. (Et Bref nu.) »Og nu er jeg saa lykkelig«, og i en fart vilde han til at skrive. Men saa haude han ingen Papier og ingen Bord at sidde ved. Saa sagde Fangemesteren til ham: »Kom ind til mig, saa maa du sidde ved mit Bord, og jeg vil give dig Papier.«

Jeg saa nu igjen det store Slag, der hvor min Broder var med, og hvor han laa udstrakt paa Jorden og laa ligesom han var dö. Men saa kom Vorherre og löftede ham og tog ham med, og alle Fjænder veg til Side. Di kom alle til Hest, og Granaterne sprang, men di red ikke over ham. Og min Broder kom i god Behanling og blev bedre, thi hans Arme og Been var ligesom di vare saarede. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

(Der er ikke nogle tegninger til denne dato)

Lorens’ navn som det står i Mindeparken i Århus. Billede taget af Pernille Bolander.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

30. juni 1917. “Han sagde, at han haude ikke godt i Hovedet af al den store Krig, han haude været med i”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa Vorherre, hvor han flygtede til Ægypten. Saa saa jeg,
hvor han kom med min Broder og viste ham for mig, jeg skulde
see, hvorledes han saa ud. Han sagde, at han haude ikke godt i
Hovedet af al den store Krig, han haude været med i, og hans
Arme og Been var ligesom di vare saarede.

Saa strög Vorherre ham over hans Pande, Arme og Benet, og paa eengang var alle Saarene lægt. Saa kom der en Engel i Skyerne og forkynte mig hvor min Broder han er, han er i Asien. Men den sagde, »Adressen,
den maa du ikke faa at vide.« 

Nu saa jeg nogle af di mörke Folk, di saa sorte ud i Ansigtet, di var ved at slagte en Kronjort.

Nu saa jeg et Kort, hvor min Broder var Fotegraferet paa. Saa sagde Vorherre, at jeg skulde bære et firedoppelt Halskæde med et Kors ved.

Nu saa jeg et andet Syn. Jeg saa uden for ved et stort Slot,
der saa jeg store Molemente [monumenter?] og smukke Trær
intil Ingangen, og der saa jeg, hvor der stod en Dör aaben. Og
derinde saa jeg en Keiser med Kronen paa Hovedet og stod ved
een, som var död. Den laa i hvidt Silke.

“Denne Engel kom og viste mig denne Halskæde og sagte, at saadan skulde jeg male Billedet og henge det paa Juletræet Juleaften. Og den skulde du have.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

31. maj 1917. “Og jeg saa, hvor der falt saa mange Mennesker.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 31. Mai
saa jeg min Broder. En Stemme sagde, at han var i et Fangelejr
i Asien. Og jeg saa, hvor han gik med en Spade på Rygen og
gik op paa et stort Bjærg. Han skulde ud at grave. Og saa möte
han en tysk Soldat, han var paa Jagt. Og saa saa min Broder
[sig] om, og i det samme sköd han en stor Kronjort. Og saa
slepte min Broder og den anden Soldat af med den hjem. Den
vilde di have til Middagsmad. Og jeg saa, hvor der var een, der
serverede den til dem. Og min Broder sagde til den anden, at
det var en god Ret. Di levede meget ved vilde Dyr.
(…)

Jeg saa een af di mörke Folk, som gik om ved Teltene. Han
trak en stor Drommedar. Saa gik min Broder og di andre tyske
Soldater op af et stort Bjærg med en Kretbad [trillebör]. Di
skulde op og plukke Kardemom. Jeg saa ogsaa alle slags Dyr der. Der var Æsle, Skilleparde, Drommedare, Struse, Böfle, Lama,
Storke, Kronjorte og Kamæle. Jeg hörte en Röst, der sagde:

»Jeg har det godt her, di er jo gode ved os, blot jeg lenger [længes]
meget efter mine kjære Hjemme. Jeg kommer nok hjem til eder
igjen.«
Saa saa jeg et Bref, som var skrevet, og i Brevet stod der: »Jeg
opholder mig her i Asien i et Fangeleir intil videre. Jeg har det
godt og haabe, at i allesammen er levende Hjemme. Jeg haaber
snart at se eder alle igjen mine kjære derhjemme. De venligste
Hilsener fra eders kjære Sön og Broder Lorenz. Min adresse er
Fangelejr Asien.«

(…)
Nu ser jeg i Synet, hvor der kom mange Heste med Soldater
paa. Di haude graa Klæder paa og Pikkelhue, di haude
ogsaa mange Kanoner. Og den tyske Keiser raabte: »Tag mig
Pak, jeg vil reise bort.« Thi han sagde, han kunde ikke være
her lengere, for di vilde have en Slagmark. Stemmen sagde:
»Holland«.
Og jeg saa, hvor der falt saa mange Menesker. Men saa reiste
der sig een op mit imellem dem alle og sagde:

»Nu kan det snart være nok.« »Men der er noget endnu her, som kommer«, löd svaret, »for Krigen er til Ende.«

“Det saa jeg i Asien, i dette Telt var min Broder, da jeg saa ham.”
“Det er Fangemesterens Værelse i Asien.”
“Saadan saa det ud i Asien, der hvor min Broder skulle op og plukke Kardemom.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

16. Maj 1917. »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa min Broder, hvor han var et Sted, som lignede et Slot, og der var et stort Vand udenom. Det var ligesom en O. Der var en lang gang ind til Slottet med store Trær, og rundt udenom var alt store Bjærge.

Jeg saa, hvor han arbeidede, og jeg hörte en Stemme, der raabte: »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Han sagde, forst da han kom der, haude han det ikke saa godt, men nu gik det bedre.

Nu lyste det op, og der saa jeg et Land. Stemmen sagde, at
det var i Agypten. Der var store hoie Palmer og Bjærge. Stemmen
sagde, at det var endnu smukkere en[d] i Asien.

“Jeg saa mange Storke og et stort Palmetræ inde i Ægypten og store Bjærge. Det saa jeg i Ægypten.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

30. april 1917. Jeg hörte en Stemme, som sagde: “Det var din Broder, du saa, der falt.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg hörte en Stemme, som sagde:

»Det var din Broder, du saa, der falt.«

Saa lyste det op, og der saa jeg min Broder, hvor han laa i en Seng på en brun Madrasse med Töiet paa og Pikkelhue, og han laa med Hovedet paa den ene Side og ligesom sov.

Jeg saa en Diakonesse med hvidt om Hovedet kom ind til ham, og jeg hörte, hvor hun spurgte ham, om han kunde have noget at spise. Han reiste sig og spurgte, hvor mange Klokken var, for han skulde ud at arbejde.

Nu saa jeg et andet Syn.

Jeg saa her i Tyskland, hvor der var opstilt to Hære, og saa kom der nogle Regimente med rode Tröie[r] og rode Hue[r] paa. Di var til Hest, og jeg saa, hvor der falt saa uendelig mange Menesker. Og jeg saa, hvor di sköd Flyvere med Kanoner, Saa saa jeg, hvor der kom to fine ridende på hvide Heste. Di haude mange Ordne[r] paa dem. Stemmen sagde, at di kom og vilde tale ned den tyske Keiser.

“De var de förste Syn jeg saa, hvor min Broder laa i et Lazeret.” Tegningen er udført tre dage efter modtagelsen af brevet fra kompagniføreren om, at Lorenz var faldet i slaget ved Arras 11. april.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

25. april 1917. Gift på orlov – “så min forlovede kunne få enkepensionen …”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, blev såret i Rumænien på Balkanfronten. I April 1917 kom han på orlov og blev gift.

Den 5. Januar 1917 kom jeg fra Lazarettet og ned til Bonigheim, ca. 20 km fra Ludvigsburg, til en Millionær Ammon, der for egen Regning havde oprettet et lille Rekreationshjem for Soldater. Der havde vi det udmærket, fik alle de Cigarer, vi vilde ryge, Klaver og andre Musikinstrumenter til fri Raadighed, og levede udmærket.

Der var jeg til den 24. Marts. Saa kom jeg til Garnisonen i Elbing, til det Regiment, jeg var ved før. Jeg søgte om Orlov og fik den den 17. April og rejste saa hjem. Der var jeg saa i 20 Dage, og i den Tid holdt jeg Bryllup, for at min Forlovede i Tilfælde af, at jeg ikke skulde komme hjem mere, kunde faa Enkepensionen.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

22. april 1917 – Claus Eskildsen: “… svært at skrive alle de mange Breve hjem til de paarørende”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Efter et Par Dages Pusterum genoptages Slaget den 22. April. En Granat dræber Løjtnant Bong-Schmidt fra Flensborg i Billy-Montigny, ude i et Granathul falder Løjtnant Franken. Et Par Timer efter melder hans Broder sig paa vor Skrivestue. Han er paa Grund af en Ansøgning forflyttet til vort Regiment for at være sammen med Broderen!— Det er ikke let at skulle meddele ham, hvad der er sket for et Par Timer siden.

Soldaterkirkegård, Leutnant Bong-Schmidts grav ses forrest i midten (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Det er svært at skrive alle de mange Breve hjem til de paarørende, naar en Bekendt er faldet eller savnet.

Slaget fortsættes de følgende Dage. Billy-Montigny brænder og forvandles til en Ruinhob. Henin-Liétard faar samme Skæbne. Vor lille By midt imellem ligger ikke ved alfar Vej og skaanes. Men Befolkningen sendes bort. Atter køber vi, atter stjæles der, Soldater løber rundt midt i Dødens Gru som til en Maskerade, klædt i Frakker og Damekjoler, med høj Hat paa Hovedet og Parasol i Haanden.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 163-4)

21. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Faldne
Efter 7 Maaneders pinefuld Uvished er der kommet Meddelelser fra Felten og fra ”Røde Kors”, der stadfæster, at Gaardejer Hans Jepsen Boysen fra Traasbøl i Felsted Sogn er faldne den 25. Juli 1916. Han efterlader sig Hustru og en lille Datter. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham Mandag den 26. Februar om Eftermiddagen Klokken 2,30 i Felsted Kirke.

Amtsforstander Paulsen i Egernsund har ifølge ”Fl.Av.” modtaget den sørgelige Efterretning, at hans Svigersøn, Lærer Carstensen fra Bækken ved Ringenæs, er falden. Paulsens har for nogen Tid siden ogsaa mistet deres eneste Søn, som var Løjtnant i Krigen.

Kurt Viktor Andersen fra Bøjskov ved Kristiansfelt er falden i en Alder af 34 Aar. Han efterlader sig Enke og 4 smaa Børn. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Fredag den 23. Februar om Eftermiddagen Klokken 3,45 i Tyrstrup Kirke.

I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Johan Stamp fra Ullerup i Haderslev Kreds og Peter Jessen fra Brunde ved Aabenraa er faldne.

Døde paa Lasaret.
Til Enkefru Clausen i Kirkegade i Nordborg er der ifølge ”Fl.Av.” indløbet Meddelelse om, at hendes Søn Peter er afgaaet ved Døden i Quedlingburg. Clausen, som længe har været svagelig, blev for nogen Tid siden indkaldt til Militærtjeneste.

I den sidste Preussiske Tabsliste medeles, at Christian Schmidt fra Kettingskov er død som Følge af Sygdom.

Savnede.
For nogle Dage siden fik Gaardejer P. Struck i Mølmark ved Broager Efterretning om, at hans Søn Hans var falden i fransk Fangeskab. En af Sønnens Kammerater havde skrevet denne Meddelelse. Struck har ifølge ”Fl.Av.” nu fra Kompagniet modtaget en Skrivelse med Meddelelse om, at Sønnen er savnet og sandsynligvis falden i engelsk Fangenskab.

Sporskifter Johansen i Skærbæk har fra Fronten faaet Meddelse om, at hans Søn Johan savnes. Nærmere Efterretninger om hans Skæbne mangler.

Saarede.
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Andreas Hansen III fra Blæsbog i Sønderborg Kreds, Andreas Matthiesen fra Traasbøl og Marius Schmidt III fra Raad er haardt saarede.

Som let saarede opføres: Bertel Lind fra Gaansager, Gefreijter Niels Clausen fra Haderslev, Jørgen Petersen fra Barnæs og Vicefeldwebel Joseph Wienberg fra Sønderballe.

Endvidere meddeles, at Nis Nissen fra Varnæs er let saaret, men bliver ved sin Troppeafdeling.

I Fangenskab.
Overmaskinistmat Hans Henrik Nissen, Søn af afdøde Snedkermester Nis Nissen i Brandsbøl paa Als, er ifølge ”Fl.Av.” falden i fransk Fangenskab.

En glædelig Efterretning har Maskinbygger Abrahamsens hustru, boende i Gaaskærgade Nr. 15 i Haderslev, faaet. Hun havde siden den 4. Januar 1916 ikke hørt fra sin Mand. Men i Mandags modtog hun ifølge ”Dv.” den glædelige Efterretning, at han befandt sig i belgisk Fangenskab i Tabora (tysk Østafrika). Abrahamsen hørte med til Besætningen paa Damperen ”Maria”, men blev landsat i Tysk-Østafrika.

Dekorerede.
Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Feldwebel Paulsen, der før sin Indkaldelse var Lærer ved Præparandskolen i Aabenraaa, Peter Otzen, Søn af afdøde Lærer Otzen i Haderslev, der før sin Indkaldelse var Kasseelev ved den derværende Kredssparekasse, Forretningsfører Knutzen ved Kredsfodermiddelstedet i Haderslev og Gefrejter Arthur Terp, Søn af Vejmand Terp i Tagkær ved Kristiansfelt, hvis to Brødre, Overmatros Christian Terp og Underofficer Erik Terp, allerede i 1914 henholdsvis 1916 har erhvervet sig denne Udmærkelse.

16. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten … saaret i Hovedet”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det var den dansksindede rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Fra Felten

Faldne.
Slagtermester P. Clausen og Hustru, Slotsgade i Aabenraa, har modtaget det tunge Budskab, at deres Søn Alex er falden ved Somme. Han ramtes af en Granatsplint i Hovedet, mens han stod Vagt, og var død paa Stedet. Alex Clausen, der havde lært Slagterhaandværket, blev kun 20 Aar gammel. Han har været ved Fronten siden sidste Efteraar.

Hans Toft og Hustru i Tornum ved Lintrup har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Karl er falden. Han blev kun 20 Aar gammel. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham Søndag den 18. Februar om Eftermiddagen Klokken 13 i Lintrup Kirke.

Saarede.
Landsstormmand Emil Westphal fra Holebøl Mark er som Følge af en Mineeksplosion blevet saaret i Hovedet, saa han nær havde mistet Synet . Har dog selv, skønt næppe læseligt, kunnet skrive hjem til sin Familie. Seks andre Kammerater maatte ifølge ”Fl.A.” lade Livet, medens Westphal blev reddet af Feldweblen. Han er bleven indlagt paa et Feltlasaret.

Løjtnant Olesen, Søn af Skatteopkræver Olesen i Haderslev, er ifølge ”S.Gr.” bleven saaret i det ene Ben og befinder sig paa Transport til Indlandet.

Herman Clausen, Søn af Mælkehandler Clausen i Haderslev, der for nylig blev dekoreret med Jernkorset, er ifølge ”S.Gr.” ogsaa bleven saaret i det ene Ben.”

Dekorerede.
Murer Schrøder fra Kolstrup ved Aabenraa, der har været med paa Balkan siden Krigens Begyndelse, er bleven dekoreret med Jernkorset. Han var i Forvejen Indehaver af det meklenborgske Fortjenstkors.

Slagter Hans Haar fra Degnegade i Haderslev, der har deltaget i mange haarde Slag, har ifølge ”Dv.” ligeledes faaet tildelt Jernkorset.

Forfremmet.
Førstestyrmand Rudolf Heitmann fra Aabenraa, der gør tjeneste om Bord paa en Undervandsbaad, er fra Underofficer bleven forfremmet til Dæksofficer. Heitmann har tidligere modtaget Jernkorset.

Hjempermitteret.
Underofficer Skov fra Barsmark, der blev saaret forrige Aar, er nu bleven hjemsendt som uduelig til Militærtjeneste.