Tag-arkiv: ulykke

31. juli 1918. Kæmpe eksplosion: Madlavning sætter ild til tændsnorene

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Den 30. juli skete der en frygtelig ulykke. Nede i kældrene i hjørnebygningen, altså i det 3 etages hus, som vi havde til kvarter, var der anbragt en mængde sprængstof. Tændsnorene var anbragt, og alt var færdig til at sprænges (på tilbagetoget blev alt, der kunne tjene til fjendens hindringer sprængt, såsom bygninger, broer, vejkryds osv.).

Nede i kælderen lå der en del infanterister. De kogte kartofler, og hvordan det i grunden gik til blev aldrig helt oplyst. Men der kom i hvert fald ild i tændsnorene, og ilden greb om sig. Pludselig stormede alle ud af kælderen og råbte og skreg, at de skulle se at komme ud af huset, for det ville eksplodere.

De fleste af vort batteri var nede ved kanonerne, jeg kom gående op imod huset, jeg skulle op for at hente noget. Da jeg var i en afstand på 50-100 meter gav det pludseligt et voldsomt drøn, jeg så op imod huset, og da faldt muren netop ud over gaden. Hele huset styrtede sammen; ja, kælderpartiet fløj nærmest til alle sider, og hele huset blev endevendt.

Vi havde fået de fleste af vore sager ud, da vi skulle bryde op om aftenen, og kanonererne var i færd med at gøre batteriet klar. Der boede nogle officerer på den anden side af gaden. De fik vinduerne slået i stykker og de for ud og skændte af bare forskrækkelse.

Hvor mange der blev i det sammenstyrtede hus, blev ikke opgjort, men der blev adskillige begravet i ruinerne. Sergent Pfale og jeg søgte efter et par kasser cigarer, som Pfale ikke havde fået med, men vi kunne ikke finde dem.

Ved denne lejlighed så vi, hvorledes det hele var endevendt. Ting fra kælderen lå øverst i bunken, og taget var begravet under sten og murbrokker. I haven var et drivhus med dejlige tomater; vi plukkede dem, vi ønskede, og gik tilbage. Infanteristerne stod og så på dyngen, nogle søgte efter deres geværer og ejendele, men forgæves.

Om aftenen brød vi op og gik om på den anden side af Fismes, og gik i stilling ved en vandmølle. Vi skød det meste af natten på lang afstand. Om morgenen kom der et sprængkommando, der sprængte vandmøllen i luften.

Dæmningen blev også sprængt, så vandet løb ud fra dammen og satte et stort areal omkring byen under vand. Det var natten mellem 30. – 31. juli. Disse sprængninger var meget voldsomme. De rystede jorden i en stor omkreds.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

21. juni 1918 – Hejmdal: Fundet lig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Stjaalet Fjerkræ

Hos Godsforpagter Christian Jørgensen paa Sandbjerg i Sundeved blev der Natten til i Mandags stjaalet 31 Kyllinger og 6 Ællinger ud af Stien. De havde tilsammen en Værdi af 120 Mark.

Fundet Lig

Liget af den lille Pige, som i Onsdags forulykkede ved Marinebroen i Sønderborg, er nu blevet fundet.

Ved Nævningeretten i Flensborg

forhandledes ifølge “Fl. Av.” i Gaar blandt andet følgende Sager:

Landmand Nis Festersen fra Hokkerup fik i sin Tid et Straffemandat paa 300 Mark, fordi han i Marts Maaned havde købt 3 Køer hos en Landmand i Bækken og solgt dem videre uden at være i Besiddelse af et Legitimationskort fra Kvæghandelsforbundet. Han krævede retslig Afgørelse og hævdede i Gaar, at han kun havde solgt Kreaturerne igen, fordi de ikke passede ham. Erhvervsmæssig Handel havde det ikke været. – Paa Forsvarerens og Amtsadvokatens Andragende vedtog Retten at udsætte Forhandlingen for at stævne flere Vidner.

Agent Frederik Schrøder fra Flensborg var anklaget for at have overskredet Højesteprisen for Smør samt at have handlet med røgede Varer uden Tilladelse. Han havde derfor faaet et Straffemandat paa 1200 Mark; men krævede retslig Afgørelse, da han var af den Mening at kunne handle paa sin Søns Tilladelsesbevis, medens denne var indkaldt. Han sigtedes for at have solgt 20 Pund Smør for 13 Mark Punket 30 Pund for 14 Mark Pundet. Ved en Husundersøgelse fandt man endvidere et større Kvantum røgede Varer. Dommen lød paa en Pengebøde paa 650 Mark og Sagens Omkostninger. Desuden blev den Anklagede dømt til at betale en Sum paa 330 Mark, som udgjorde det Beløb, hvormed han havde overskredet Højesteprisen for Smør.


Fra Felten


Skrevet d. 11. 6. 1918.

Undertegnede Nordslesviger sender en venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Jes Kjær fra Hejsager.

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn sendes hermed en venlig Hilsen til Venner derhjemme og Kammeraterne i Felten.

Hans Bøjskov fra Kajnæs.

 

Undertegnede Nordslesviger sender de bedste Hilsener til Venner og Bekendte.

Chr. Fink fra Varnæs.

 

Undertegnede sender en hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Andreas Petersen fra Varnæs.

 

En venlig Hilsen til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

Martin Iversen fra Nørre-Sejrslev.

 

Venlige Hilsener til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten. Paa et gode og glædeligt Gensyn derhjemme!

Christian Christiansen fra Nørre-Sejerslev.

 

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Valdemar Hansen fra Haderslev og Andreas Ravn fra Løjtkirkeby er døde af deres Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Gröfthold fra Ladegaard, Wilhelm Hamel fra Lundtoftbjerg, Jørgen Iversen fra Bovrup, Gefr. Peter Jessen fra Vollerup ved Bolderslev, Christian Lorenzen fra Ensted, Oskar Petersen fra Skærbæk, Eli Schack fra Toftlund, Hans Seemann fra Hostrupskov og Reserveløjtnant Hans Bonnichsen fra Ulfshus let saarede; sidstnævnte er saaret for 5. Gang, men er denne Gang bleven ved sin Troppeafdeling.

Savnet

Christian Campradt, Søn af Maskinsætter Campradt i Haderslev har ifølge “Schl. Grp.” været savnet siden de sidste Kampe Foran Reims. Man antager, at han er falden i fransk Fangenskab.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Hansen fra Volsballe ved Ringenæs savnet.

Paarørende søges

Paarørende af Fusiler Olling ved et Garde-Infanteriregiment bedes om at melde sig paa Oplysningskontoret paa Raadhuset i Flensborg, Værelse 28, for at tage imod en Efterretning, der er indtruffen til dem.

Dekoreret

Reserveløjtnant J. Crüger, en Søn af Blikkenslager Crüger i Haderslev, er bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse.

 

(Læs hele Hejmdal fra 21. juni 1918)

2. juni 1918. Soldaterkammerat fuld i Eau de Cologne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Efter at have ventet nogle timer i x, fortsatte vi og gik i stilling ved en vandmølle. Vi stillede kanonerne op og gjorde skydeklar, men vi fik så lov til at gå under tag i mølleriet. Vi lagde og hængte vor bagage, våben og munderingsgenstandene rundt omkring på kasser og på hjulene.

Derefter gav vi os til at koge mad. Vi havde imidlertid fået fat i en transportspand, og i denne kogte vi suppe på kaniner og høns. Disse dyr havde vi fanget i dagens løb; kaninerne stod rundt omkring i kasserne, og hønsene fik vi ud af hønsehusene. Endvidere havde vi fået fat i en sæk ris og en sæk kaffebønner.

Kaninerne og hønsene blev straks dræbt efter fangsten, og så blev de opbevaret i en sæk, indtil de skulle bruges. Der var et par stykker af betjeningen, der lavede mad, medens de andre betjente kanonen eller lavede andet arbejde. I stillingen ved vandmøllen blev der lavet en særdeles god suppe med kanin- og hønsekød samt ris osv.

Kanoner Johan Warras havde været i byen, og her var han gået ind i en friseursalon (forladt), og havde fundet en flaske Eau de Cologne og drukket den. Han blev meget fuld af denne drik, og da han kom tilbage, gik han hen til vandskodderne og i fuldskab lukkede han op for vandet, og vandmøllen blev sat i gang. På en gang bevægede hjulene sig inde i mølleriet, og alt, hvad der hang eller lå på dem, blev drejet med omkring.

Der blev flere bajonetter og karabiner brækket, og en mængde tøj blev revet i stykker. Hjulene blev ret hurtigt standset igen, men da var skaden sket. Imens blev suppen færdig. Kl. var blevet ca. 12, og det var mørk nat.

Vi gav os til at spise, og der var rigelig med kød og suppe. Grabowski, en ung forsultet polak, fiskede det ene hønselår op efter det andet, åd det uden brød eller anden tilsætning. Fedtet løb ham ned over hagen, hver gang han bed i låret, og det endte med, at han måtte kaste op, men straks han var færdig med opkastningen, begyndte han at spise igen, indtil han atter kastede op, og sådan blev han ved, så længe der var noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.