Tag-arkiv: artilleri

20. juli 1918: ”Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy..” – Frederik Tychsen hjælper såret kammerart til feltlazaret

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Det var den skæbnesvangre… Den 17. juli. Marneslagets tredje dag. Duggen var faldet, og luften var kølig. Vi spændte straks et par teltduge fra jorden op til kanonhjulet, sådan gjorde de også ved de andre kanoner. Hovedsagen var at komme til hvile så hurtigt som muligt. Vi kravlede ind under teltdugene og sov med det samme. Vi lå selvfølgelig, som vi plejede, på den bare jord med et tæppe og frakken over os.

Hvilen blev kun afkort varighed. Kl. ca. 1 om natten begyndte franskmændene med at beskyde vor stilling. Nedslagene blev hyppigere og hyppigere, og de kom nærmere og nærmere. Og det varede ikke længe, inden vi havde en fuldtræffer i teltet på den anden side af kanonen.

Unteroff. Goldberg fik det ene ben revet i stykker, det hang og dinglede i nogle blodige tråde. Der var flere døde. Vi fik benet bundet af, og han lå og jamrede sig; han havde store smerter. Vi besluttede os til at transportere ham tilbage til Troissy ca. 10 km. for at få ham afleveret i feldlazarettet og få ham hurtigst muligt under behandling.

Goldberg var jøde; mit første bekendtskab stiftede jeg med ham i Huissignis. Her i denne by i oktober 1917 mødte jeg ham på gaden, den dag vi drog i kvarter i denne by, jeg var meget træt og sulten, og i denne tilstand undlod jeg at hilse på ham, han råbte mig an, men jeg sagde, at han kunne holde sin kæft (jeg var meget træt og udmattet); vi var alene på gaden, men så gik han videre.

Da han så mig et par dage senere, spurgte han mig, om jeg mente det, jeg havde sagt til ham på gaden? Jeg sagde nej og forklarede ham, at jeg havde været meget træt, kunne ikke få mit kvarter osv. Så taler vi ikke mere om dette, sagde Unteroff. Goldberg, og efter denne tid, var vi gode venner.

Nu lå Goldberg og var meget syg; han svedte, de klare perler stod ham på panden, og blodet havde han smurt rundt omkring i ansigtet. Saniteteren havde givet ham en nødforbinding på, og det var alt, hvad han kunne gøre. Vi læssede ham på båren, Bernhardt Kop og jeg samt to andre løftede båren op på skuldrene, tog stokken i hånden og stavrede af sted med ham.

Vi gik ned til byen Oeuilly, og så fortsatte vi langs med landevejen, dog gik vi ca. 100 m oppe i marken, da landevejen hele tiden lå under ild. Vi gik gennem kornmarker, vin- og æblehaver, vi kom til at svede, og vi måtte skynde os, for vi skulle tilbage til batteriet igen.

Der kom mange køretøjer på landevejen. De kørte alle sammen hurtigt. Der kom også en marketendervogn. To landstormsmænd sad på bukken, vognen blev trukket af to heste. Da den kom forbi os nede på vejen, slog en granat ned mellem hestene og eksploderede. Hestene blev slynget til hver sin side af vejen, vognen slog en kolbøtte bagover, og de to landstormsmænd blev dræbt på stedet. Vognens last lå spredt til alle sider.

Vi satte straks Goldberg ned i kornmarken og løb derhen for at få nogle af varerne. Vi fandt honningkager, cigaretter, vin, cognac, tændstikker, cigarer, tobak, snaps osv., og vi samlede til os, alt det vi kunne. Men der kom hurtigt andre soldater til, og snart var byttet delt.

 Vi tog de forskellige ting med op til Goldberg, og her satte vi os ned i kornet og spiste, drak og røg. Goldberg fik en flaske cognac, han drak af den, han kunne også spise kakes og honningkager, og så fik han ild på en cigaret. Det kan nok være, at der kom humør i os alle. Da vi havde styrket os i mad og drikke og fået hvilet noget, tændte vi igen en frisk cigar eller cigaret, og så tog vi båren op igen.

Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy. Goldberg lå og røg cigaretter, stak det sunde ben i vejret og vinkede med huen. Han pralede hele tiden af os, og roste os for det gode kammeratskab. Han “testamenterede” de forskellige ting – efterladenskaber – til os.

En skulle have hans lille private sabel, en anden hans undertøj, og jeg fik hans overfrakke. Omsider nåede vi Troissy. Ved en farm et lille stykke uden for byen var et feltlazaret. Vi afleverede Unteroff. Otto Goldberg, og siden har jeg aldrig hørt noget om ham.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

18. juli 1918. “hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!” Eskildsen oplever endnu en stor offensiv.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. 15. juli startede Ludendorff endnu en stor offensiv og et par dage efter kom det franske modsvar. De havde forventet angrebet og de slog hårdt tilbage.

Alle gode Gange er tre! Ludendorff langer ud til det store Gennembrud, »Kejser-Wilhelm-Offensiven« Øst og Vest for Reims. Man behøver ikke at fortælle mig det, da jeg kommer fra Orlov. En blind kan se, hvad her forestaar. Overalt Tropper, Tropper, Tropper, Kanoner, Kanoner, Kanoner, Ammunition, Ammunition, Ammunition!

Alt staar i Offensivens Tegn. Vi afleverer al unødvendig Bagage. Ikke engang Tæppe og Kappe faar vi Lov til at føre med denne Gang; let til Bens skal vi kunne løbe lige til Paris. Vi har faaet udleveret Kort over Egnen langt bag de franske Linier, selv en Byplan over Chalons mangler ikke.

Mens vi holder Udfaldsstillingen, skal udvalgte Tropper, hos os Garden og Bajrere, bruse frem. Efter dem følger den anden Bølge, og saa bryder vi op og følger som tredje. Ludendorff er saa sikker i sin Sag, og alt er saa nøje beregnet, at vi ved, hvad Klokkeslet vi skal begynde vor, den tredje Bølges, Fremmarch.

Den 15. Juli, Klokken 1,10 om Morgenen, begynder alle Kanonrør at spy Ild og Staal. Foran os, bag os, til højre, til venstre, hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!

Vi spærrer Munden højt op, for at Trommehinden ikke skal revne. Det hyler, det piber, det bruser, det brager hen over os. Mundingsflammerne forvandler Nat til Dag. Jorden ryster, Kalken revner. Krudtdampen er saa stærk, at vi nyser i Timevis. De fornemme Gardeofficerer og de vigtige Bajrere sidder i vort Hulrum.

Kl. 4,50 stormer Infanteriet frem. De tager de sammenskudte franske Stillinger. — Mærkeligt! Ingen Folk i dem! — De stormer Cornilletbjerget. — Mystisk! Hvor er Franskmændene? — De stormer ned ad Bjerget — og saa kan det nok være, de finder Franskmænd!

De sidder tæt og uskadte i nye, pæne Stillinger hinsides Bakkedraget — og her gaar Offensiven blodigt i Staa! Ludendorff var klog; men Foch var snedig og havde denne Gang narret ham. Foch vidste paa Dag og Time, hvornaar Angrebet kom, og mens det tyske Artilleri pløjede de tomme, forreste Stillinger, sad Franskmændene et helt andet Sted, rede til at give det stakkels Infanteri en varm Modtagelse.

Dagen efter brager Kanonerne igen, og den anden Bølge sættes ind. Det franske Bolværk bryder ogsaa den. Saa giver man Afkald paa vor tredje og standser den store Sejrsoffensiv.

Slaget er tabt! Krigen er tabt!

Tre Dage efter bryder de franske Tropper frem af Skovene ved Villers-Cotterets, og fra nu af spiller Foch ud. Han fører ikke de store Slag, men han hamrer ustandseligt, her og der, indtil den tyske Linie er skør og mør, revnet, sønderslaaet, opløst. Vi sidder endnu nogle Dage i vor dybe og mørke Hule. Franskmanden tror, at det svære Batteri staar her, og overdænger os en hel Nat med 18 Centimeters Granater. Det er ingen hyggelig og rolig Nat.

Vore Døre flyver ud af Rammen, Jordrystelsen gør os søsyge. Om Morgenen er to af vore Stollenedgange skudt sammen, og 10 Mand arbejder en hel Dag for at gøre dem fri igen. Men vi havde heldigvis endnu en Reserveudgang. Ellers havde vi maattet dele Skæbne med nogle Kammerater ved Siden af, som man efter en Dags Arbejde med Hakke og Skovl fandt kvalte dernede.

Det er overhovedet alt andet end hyggeligt her dybt nede i vor natmørke og snævre »Understand«. Luften er saa tæt som i en Undervandsbaad. En daarligt brændende Petroleumslampe, uden Skærm, fyldt med en Vædske, der har en vis Lighed med Petroleum, skal erstatte Dagslyset. Har man ved Hjælp af den uundværlige elektriske Lommelygte fundet den lange Trappegang, skimter man foroven Lys og synes, at det er Maaneskin. Staar man oppe, lysblind og bleg, ser man, at det er solklar Dag. — Og saa er Hulen saa fuld af Lopper! En Nat finder jeg 16 i mit Tæppe, inden jeg kan faa Ro.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 222-224

16. juli 1918. Frederik Tychsen: “Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden.

Der kom en del fanger gennem byen, franskmænd, kolonialtropper og amerikanere. De skyndte sig alle med at komme ud af byen.

Vi holdt et stykke tid i Dormans, og vi talte om, at dette angreb ikke gik som det skulle. Vi skulle have gået over Marnen ved 5 tiden, og endnu sent på eftermiddagen befandt vi os endnu på denne side af Marnen.

Kl. 7 om eftermiddagen fik vi ordre til skyndsomt at køre over broen. Vi kørte ned til floden, og pionerernes brokommando havde slået en pontonbro over Marnen. Vi kom ud på broen, og pludselig nærmede en flyvereskadre sig. Det var fjendtlige bombemaskiner af svær type 15-20 stykker.

De kastede bomber ned på broen og på vejen. Der faldt mange i vandet ved siden af broen, og enkelte i kanten af broen. Der opstod panik mellem mennesker og dyr; hestene blev vilde og for frem, og hvad soldaterne gjorde, ja, der kan jeg kun tale for mig selv; jeg var midt på broen, da de første bomber eksploderede nede i vandet i nærheden af mig.

Jeg gik ved siden af en kanon, men jeg løb straks alt det jeg kunne, over på den anden side af floden, alt imens faldt der bomber rundt omkring. Straks på den anden side af floden var der nogle jernbanespor, her holdt nogle lokomotiver. Jeg løb skyndsomt hen og krøb ind under et af lokomotiverne, og her lå jeg, indtil den øjeblikkelige fare var overstået.

Jeg lå der nogle få minutter og kiggede ud mellem hjulene på maskinen. Lige ovre bag sporene op ad bakkeskrænten lå en død infanterist. Han lå med ansigtet i jorden, ramt af et skud i hovedet. Han bar en aluminiumsring på venstre hånds lillefinger. Der lå selvfølgelig mange flere døde; men ham lå jeg og betragtede mellem hjulene.

De andre soldater søgte dækning, så godt de formåede. Batteriet kom over broen, og vi sluttede os til igen. Da vi var ovre på den anden side, kom vi på en hovedlandevej, vi fulgte denne i sydøstlig retning. Landevejen var mange steder brolagt.

Det var en meget besværlig fremrykning; landevejen lå under en frygtelig ild. Artilleriet beskød den med alle kalibre; det franske infanteri kunne nå vejen med deres geværer, og af og til kom modstanderens flyvemaskiner og bombarderede landevejen, ja, beskød den med maskingeværer.

Det var næsten ikke til at være på landevejen; de fleste af kanonererne kravlede frem nede i vejgrøften eller sprang fra det ene træ til det andet, og på denne måde søgte de dækning på alle mulige måder.

Jeg gik et stykke på vejen sammen med en anden Obergefreiter (jeg husker ikke hans navn, han stammede fra Köln).

Pludselig blev han ramt af en kugle i hovedet, han faldt til jorden, hårdt såret. Vi lagde ham over til siden, og så måtte vi lade sanitetsvæsenet besørge resten. Et steds talte jeg på landevejen mellem to 100 m sten 76 døde heste. De var slæbt over til siden. Der lå sikkert flere døde soldater end heste på samme strækning.

Et sted måtte vi holde et stykke tid, en såret hest stod og hang med ørerne, den var såret i venstre side; Vi skød den med karabineren, den faldt straks til jorden. Vi talte også nogle af hestene; men foreløbig kunne vi nok klare den, da vi havde nogle i reserve.

Om aftenen gik vi i stilling foran Troissy. Vi stod bag ved en med krat bevokset skrænt. Vi skød det meste af natten, uden at få nævneværdig ild direkte i stillingen fra franskmændene. Alle granaterne gik 3 – 400 m for langt. 2 – 2 1/2 km til højre for os lå bataljonsammunitionskolonnen, ca. 24 store ammunitionsvogne, mange mindre vogne og bagage med ca. 150 heste og ca. lige så mange mand.

De havde også lagret (lejret) sig bag samme skrænt, men hele kolonnen blev i nattens løb fuldstændig tilintetgjort. Der gik ild i ammunitionen, granaterne eksploderede, så hele vognmaterialet fløj i luften. Rundt omkring mellem vognene havde mandskabet udspændt deres teltdug, og de lå under teltdugen og sov, rundt omkring var hestene bundet til vognene; men alt hvad der befandt sig i nærheden af vognene blev dræbt, delvis af eksplosionen, delvis forbrændt.

Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere. Den var fuldstændig tilintetgjort. De få heste og mand, der var tilbage, blev fordelt på de andre 3 batterier i forhold til deres tab. Det var det største tab, bataljonen havde haft i løbet af een nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. juli 1918. “Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude.” Andreas Christian Andersen overtager kommandoen for et batteri

Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.

Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat.
Original i privateje.

FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918

Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig til­tagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.

Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de gif­tige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede pro­jektilers detonation.

Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skri­der fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.

Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i den­ne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræn­tens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksplo­derer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.

Højt oppe i luf­ten kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.

Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede men­nesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.

Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.

Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.

Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.

Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.

Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skyd­ningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afven­tende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.

Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.

Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.

Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på konto­ret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer så­rede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høre­ren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.

Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gas­arter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasar­ter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det ene­ste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også al­tid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet der­med, sendte jeg ham til forbindingspladsen.

Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var for­stummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleri­duel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendeteg­ner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.

Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øje­blik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.

Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batte­rifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort bat­teri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”

Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.

Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og ud­taler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batte­riføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.

Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.

-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.

Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.

Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.

Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.

Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden el­ler ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig

Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvin­ende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, fal­der sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folke­ne har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Tele­fonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.

Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Der­næst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øje­blik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infante­riet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.

Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i for­svarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den mod­ige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.

Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten ende­lig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folke­nes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg bat­teriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.

Erindringsmanuskript, i privateje.

15. juli 1918. “Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Den 15. Juli marscherede vi af Sted til Linjen igen og kom til at ligge i tredie Skyttelinje, samme Sted som sidst. Der kom vi til at ligge i Huller, som vi søgte at udbedre, saa godt vi kunde.

Om Dagen maatte vi ikke komme ovenfor Hullet, og om Natten skulde vi være meget forsigtige med Cigaretild og andet, der kunde lyse, da Stillingen laa paa en Bakkeskrænt, som tydelig kunde ses fra de franske Linjer. Fjenden havde alligevel opdaget os og begyndte at bombardere os.

Det blev en frygtelig Tilværelse.

Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af. Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad.

Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklet. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne.

Nu kom der en mærkelig Behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her, som springe ovenfor og blive skudt.

Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere, var mig fuldstændig ligegyldig.

Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene.

Jeg listede mig op af Graven, men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.

Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale det. Da jeg saa dette frygteligste Syn, jeg endnu har set, havde jeg kun en Tanke: bort fra dette Djævleværk.

Jeg løb tilbage, men kunde ikke se en levende Sjæl. Nu brød et mægtigt Spektakel frem nede fra de franske Skyttegrave, og jeg var klar over, at nu stormede de over vore Stillinger, men kun nogle enkelte overlevende var tilbage.

Jeg kunde ingen Tyskere se, før ca. 4-500 Meter længere fremme. Jeg løb, saa jeg hverken vidste det ene eller det andet, kun fremad. Endelig naaede jeg mine Kammerater, men Fjenden kom ikke længere end til vore gamle Stillinger. Mit Kompagni var der ingen af,  saa jeg kom ind i et helt andet Regiment. Jeg kom i anden Linje og nogle nye Stillinger, der allerede var lavet nede i en Dal.

Nu havde Fjenden faaet Forstærkning af Amerikanerne og stormede vor nye Stilling. Hele første Linje lod sig tage til Fange, og nu stormede de frem mod os.

Det var min Beslutning at lade mig tage til Fange, men alle Officererne op til Oberstløjtnanter var med i Nærkampen, saa jeg kunde ingen Lejlighed faa til det.

Nu rykkede vore Reserver ogsaa frem, og det kom til en frygtelig Bajonetfægtning. Jeg havde taget en død Kammerats Gevær, da jeg jo ingen havde selv.

En engelsk Officer stod pludselig foran mig og sigtede paa mig med sin Revolver. Jeg troede atter, det var mit sidste Øjeblik, men Revolveren klikkede, og i det samme var jeg inde paa ham og havde gennemboret ham med min Bajonet.

Vi fik stadig Reserver, og nu maatte Fjenden vige. Jeg havde faaet min Læbe slaaet af en Træsplint, saa den var meget hævet, og jeg vilde melde mig saaret. Det kunde der ikke være Tale om, der blev ikke taget Hensyn hverken til døde eller Saarede, blot Stillingen blev holdt.

Om Natten var der saa nogenlunde roligt, og de, der var tilbage af mit Kompagni, blev samlet. Vi var kun tre Menige, en Løjtnant og en Underofficer. Det var alt hvad der var tilbage af godt Hundrede Mand før Bombardementet.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

6. juli 1918. Barsk begravelse og sort soldaterhumor: Ligtalen over resterne af den forhadte løjtnant får smilet frem

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Hen på natten kom der en granat og eksploderede i vor nærhed; vi hørte kun dette ene nedslag – og denne ene granat ramte netop Oberleutnant Ostermann, der var gået ud af tunnelen, vist nok på naturens vegne.

Han blev revet i stumper og stykker, og rygtet herom spredtes med det samme. Der blev ingen sorg blandt mandskabet over tabet.

Dagen efter kom der en kiste med køkkenvognen, og Oberleutnant Ostermann skulle lægges i denne, og 4 mand og en Gefreiter skulle bære ham ca. 20 km tilbage, her skulle han begraves på en kirkegård lige ved siden af kirken.

Bernhardt Kopp var med i dette kommando, og han fortalte, at de puttede kun hovedet og lidt af fødderne i kisten, resten smed de sand på, og før de kom til afleveringsstedet, fyldte de jord og sten i kisten, for at den kunne fa en passende vægt. Kisten blev godt tilsømmet og afleveret.

To dage senere skulle han begraves, med hele bataljonen som æreskompagni. Det var om eftermiddagen; vi stod der længe før højtideligheden begyndte på kirkegården. Kisten stod ved siden af den frisk opkastede grav tildækket med blomster og kranse (hvert batteri skulle binde et bestemt antal kranse, det besørgede de gartnere, der fandtes mellem mandskabet).

Bataljonens officerer med Excellence Bergmann og præsten i spidsen trådte ind på kirkegården. Vi stod ret. Musikken spillede en sørgemarch, dernæst sang vi et par salmer med musikledsagelse.

Præsten trådte frem og talte over den afdøde; han talte med høj røst om “Kejser und Vaterland”, og da han talte over det gode tyske hjerte, der engang havde slået kraftigt og varmt for fædrelandet; men nu stod stille i den simple kiste osv., begyndte den ene efter den anden at trække på smilebåndene, og Gefreiter Ganz, der stod ved min venstre side, begyndte ligefrem at fnise – alle tænkte på stenene i kisten – særlig da præsten talte så meget om det dyrebare legeme, der her fandt sit sidste hvilested i fremmed jord.

Derefter sang vi: ”Ich hat einen Kammeraten”, skød salut – tre skud og højtideligheden var forbi.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. juli 1918: Frederik Tychsens batteri lider svære tab i forfølgelseskamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Efter de tre “Ruhetage” blev vi atter sat ind i forfølgelseskampen. Det syntes som om, at franskmanden havde sat sig fast; vi skiftede ofte stilling, men rigtig fremad gik det ikke mere. Vi befandt os i egnen omkring Braisne, i denne by lå vi nogle dage; endvidere var vi i stilling ved Hey, Vassny, Chassemy, Presles, Vailly osv.

Det var i slutningen af juni 1918, vi lå med hele bataljonen i een række bag en jernbanedæmning og beskød franskmændene ganske voldsomt. Der stod altså 4 Haubitzer kaliber 15 cm, 4 langrørede kanoner kaliber 10 cm og 4 Mørsere kaliber 21 cm.

Det var meget uklogt at anbringe så mange kanoner på et sted. Det var Oberleutnant Ostermann, der stillede an med dette. Vi begyndte at skyde hen på eftermiddagen, men efter et par timers forløb fik vi en ganske voldsom ild fra flanken. Vi lå i en skov og skød op over dæmningen.

Oberleutnant Ostermann stod bagved og ledede kampen, dvs. indtil franskmændene opdagede os; da de først begyndte at beskyde os, forsvandt han ind i en nærliggende jernbanetunnel, hvor han var sikker.

Vi måtte fortsætte skydningen, men under svære tab. Hvor mange der blev dræbt og såret fra bataljonen, fik vi aldrig nogen rigtig besked om.

Hen på natten blev der stille. Vi lå og sov rundt omkring mellem træerne. Vi var meget trætte. Unteroff. Essel var blevet såret af en “Frühkrepierer”, dvs. en granat af vort eget batteri stødte imod nogle grene i trætoppene og eksploderede, deraf fik han en splint i armen. Han blev dog ved batteriet.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familie

7. juni 1918. Forberedelser dagen før det store angreb

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Saa kom Dagen før Offensiven den 8. Juni 1918. Ved 4-5 Tiden om Eftermiddagen ankom allerede vor Ballonzug med alle dens mange forskellige hestetrukne Vogne. Lt. Küster red hen til mit Telt og spurgte mig, hvorledes Situationen var, og hvor jeg vilde mene, at det sikreste Sted for Opholdet om Natten vilde være. Jeg fortalte ham om Skyderiet og mente, at Mandskabet kunde overnatte i den nordlige Del af Plantagen, hvorimod Vognparken og Hestene med deres Kuske kunde tage ned paa Engen 100 m herfra, hvor der ogsaa var fredeligt.

Küster kommanderede saa efter mit Forslag sine Folk de forskellige Steder hen, og lidt efter svingede alle 12-14 Vogne forbi os og ned paa Engen. De var lige ved at spænde fra, da jeg hørte den franske Kanons Afskud. Jeg meldte det til Lt. Küster, der endnu sad højt til Hest ved Siden af Teltet.

Et Øjeblik efter kom Granaten hvinende og slog ned — , ikke der, hvor de plejede at gøre det, men midt paa Engen — midt i vor Vognpark. Hestene vrinskede og stejlede, og Mændene skreg . . . En mægtig Fontæne af Jord og Mudder og Græstørv røg højt til Vejrs. Naa, tænkte jeg, nu er mange blevet dræbt! Men vi havde været saa usandsynligt heldige, som det kun sjældent sker. Med Undtagelse af et Par Heste, som havde revet sig løs og var stukket af — vi saa dem aldrig mere — havde kun en Kusk faaet en Jordknold i Hovedet. Aarsagen var naturligvis den, at Gra­naten var gaaet ned i den bløde Eng, havde lavet et mægtigt Krater, men Sprængvirkningen var gaaet opefter.

„Naa,” sagde Lt. Küster. „Det maa jeg sige! Vil De have os alle slaaet ihjel?” — — „Nej,” sagde jeg. „Det har nok kun været en Fejltagelse; Løjtnanten skal se, det sker ikke mere.”

Et Øjeblik efter lød der Afskud igen. Nedslaget place­rede sig der, hvor det var vant til at sidde, og det gjorde de øvrige ogsaa.

Et Par Kuske blev sendt ud for at stjæle et Par andre Heste fra andre Afdelinger; det var almindelig Takt og Tone i Slutningen af Krigen, — og kort efter havde vi vor Hestebestand igen.

DSK-årbøger 1954

2. juni 1918: Asmus Andresen – Udkig fra Kemmelbakken

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den næste Morgen ved Appellen blev der valgt 4 Mand til at holde Udkig fra Kemmelbakken; deriblandt var ogsaa jeg. Kl. 12 fik vi vor Mad udleveret til 4 Dage. Kl. 1 gik vi fra Lejren og var saa i Ildstillingen Kl. 6. Videre kunde vi ikke komme denne Dag, fordi Bakken blev saa voldsomt beskudt den Aften. Vi blev saa der til næste Dags Morgen Kl. 6.

Efter at vi havde spist Frokost af vor medbragte Mad, gik vi videre i Retning efter Kemmelbakken, men der blev ikke vekslet ret mange Ord mellem os, da enhver havde nok i sine egne Tanker, thi Markerne, vi skulde over, var fyldt med døende og døde i en uhyggelig Mængde. Efter et Par Timers Marsch naaede vi Toppen af Bakken trods en frygtelig Granatregn, og søgte straks hen til Hulen, som vi skulde ned i. Skønt vi havde den dejligste Udsigt her oppe fra Bakken, ønskede vi dog ikke at opholde os ret længe paa Jordens Overflade.

Ved Hulens Indgang stod en af vore Kammerater og holdt Øje med Franskmændene. Da han saa os, udstødte han et Glædesraab, for nu var Afløsningstimen kommen for ham. Han førte os ned ad nogle Trapper, omtrent 4 Meter under Jordens Overflade, hvor en Gang førte til hver Side.

Vi gik til højre, der var bælgmørkt, men efter at vi havde famlet os omtrent 200 Skridt fremad, kom vi ind i et lille Rum, hvor der laa 1 af vore Officerer og 3 Mand. De blev ogsaa glade, da de hørte, at Afløsningen var kommen. Der blev tændt Lys, for at vi kunde finde os tilrette og faa noget at spise De 4 Kammerater, som var dernede pakkede saa deres Sager sammen og gik tilbage til Lejren for at hvile et Par Dage.

Da vi havde endt vort Maaltid, blev Lyset slukket, fordi vort Oplag af Stearinlys ikke var ret stort, hvorfor vi ikke kunde sidde ved Lys hele Dagen. En af os skulde op til Udgangen for at holde Øje med Franskmændene, og hvis vi opdagede noget mistænkeligt paa Fjendens Side, skulde det straks meldes til Officeren, som ikke selv gad gaa op for at se, hvad der var paa Færde. Han skrev saa Meldinger op og gav den med op igen, og den blev saa afgivet til Batteriet gennem et Blinkeapparat eller Telefon.

Fra Kl. 4—6 blev det min Tur at holde Udkig. Det var de eneste 2 Timer om Dagen, at man fik Dagslys at se, endskønt Luften i Hulen var meget beklumret.

Til sine Tider var Gangen overfyldt med Mennesker. Hvem der skulde paa Naturens Vegne, maatte forrette sin Nødtørft, hvor han i Øjeblikket opholdt sig, da det var meget farligt at komme op paa Jorden; det var derfor ikke underligt at Luften var beklumret dernede.

Fra Udkigsstedet havde vi en god Udsigt til alle Sider. Jeg saa et tysk Batteri, som der var opstillet nedenfor Bakken, som fik ca. 200 Skud i 5 Minutter. Det var ikke rart at være der, da der ikke alene fløj Jordmasser og Granatstumper omkring i Luften, men ogsaa Menneskelemmer.

Fra vort Udkigssted saa det ud, som naar man kaster store Sten i Vandet.
Kl. 5½ kom en Afløser for den Officer, som var hos os. Afløseren var vel fin i Næsen, for han klagede straks over den ulidelige Stank, der var nede hos os.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

31. maj 1918: ”Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde” – Frederik Tychsens batteri overrasket af modangreb

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

29. maj 1918: Frederik Tychsen – Beskydning af et kloster

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået til Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Om natten havde vi ro igen, men tidlig om morgenen den 29. blev vi ordret hen til at beskyde et kloster i?? Franskmændene lå inde bag de svære mure og havde maskingeværerne stukket ud gennem huller i muren. Infanteriet kunne ikke få dem ud, og feltartilleriet havde beskudt stillingen og klosteret hele natten, og franskmændene sad der stadig.

Vi kørte op ved 5 tiden om morgenen og skød på ca. 2000 meter. Efter 20 minutters forløb var stillingen rømmet. Der var mange fra vort batteri, der gik op for at se på virkningen af vor beskydning, men jeg gik ikke med. Det skulle have set frygteligt ud.

Den 28. maj var vi gået over Aisne-Marne kanalen. Pionererne havde bygget en bro af træ, dog var den ikke af særlig stærk konstruktion. Det blev os pålagt at køre forsigtigt over den med de svære kanoner.

Den 29. skød vi ret heftigt, og ved middagstid gik 4. kanon ud af funktion. Glycerinen virkede ikke, som den skulle. Jeg kunne ikke gøre noget ved den, det måtte batterimekanikeren ordne, og han kunne ikke lave noget, før bagagevognen kom med reservedelene.

Imidlertid blev jeg sendt frem til iagttagelsesstanden, der lå bag ved det tyske infanteri. Batterichefen, løjtnant Wiederholdt, sad bag ved den store kikkert, Scherenfernrohr (sakskikkert), og betragtede og dirigerede skydningen fra vort batteri.

Vi var i en afstand af ca. 3 km fra nedslagene. Løjtnant Wiederholdt spurgte, om jeg havde lyst til at se, hvor vort batteri skød. Jeg sagde tak, og så forklarede han mig, hvor vort infanteri lå, og hvor franskmændene lå, og han fortalte mig, at om et øjeblik skulle der stormes.

Efter denne forklaring så jeg ind i kikkerten, der var indstillet på nedslagene af vort batteri. Denne store kikkert trak begivenhederne hen på et så nært hold, så jeg uvilkårligt trak hovedet til mig, da jeg så det første nedslag, det forekom mig som granaten eksploderede 50 – 100 m foran mig, og i virkeligheden var den ca. 3000 m borte.

Jeg kunne tydeligt se både franskmænd og tyskere. Franskmændene trak sig tilbage; de løb en efter en langs med en å og forsvandt så over en bakke. Lidt efter fulgte tyskerne bagefter, medens artilleriilden blev lagt længere fremefter. Det var meget spændende at se begivenhederne på den måde; lidt efter gik jeg tilbage.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

26. maj 1918: Frederik Tychsen – Offensiven går i gang

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Kl. ca. 4 om morgenen begyndte vi at tromle på de franske stillinger og begyndte med gasgranater, og hver tredje var en tågegranat. Luften var stille, der var meget tåget, og derfor virkede gassen, som den skulle. Gassen skulle kvæle franskmændene, der lå i meget stærke forskansninger oppe i bakkerne mellem træerne.

Tågegranaterne skulle indhylde alt i en gul, tung tåge, så soldaterne ikke kunne finde hen til de højtliggende punkter, hvor gassen og tågen delvis tabte sin virkning. Efter at vi havde bombarderet med 2 gas og 1 tågegranat i ca. 1 time med 150 stk. pr. skyts, gik vi over til at beskyde alle højtliggende punkter med sprænggranater og granater 012 for at ramme de arme mennesker, der havde søgt tilflugt på højene.

Vi skød efter disse mål i ca. 1/2 time. Der blev så atter forandret mål og afstand, og nu skød vi i 20 minutter alt, hvad der kunne jages igennem røret, med bryzantsammunition, en granatsort med en overordentlig stor sprængvirkning. Samtidigt med, at de skulle dræbe alt, hvad der måtte komme på deres vej, skulle de fordele gas- og tågemasserne, for nu skulle infanteriet storme.

Der var en ganske frygtelig kanonade, man kunne dårligt råbe hinanden op, flyverne kredsede og fløj frem og tilbage, lænkeballoneme var i funktion, soldater lå i reserve alle vegne. Kl. 6 lagde vi ilden længere fremad, vi skød på de vigende franskmænd, medens infanteriet gik frem. Vi kunne nu se, at vi lå ganske tæt ved Chemin des Dames, der fra en flad slette hævede sig brat i vejret.

Før bombardementet var der en kraftig skov, nu stod kun nogle ynkelige rester og stilke tilbage. Vi begyndte med at skyde på en afstand af 2.000 m og endte med at skyde på 8.000 m. Dog rykkede vi hurtigt bag efter infanteriet. Vi pakkede sammen kl. ca.6 1/2.

Vi havde nogle døde den første morgen samt 7, der var såret. Blandt dem var: kanoner Gross, kan. Ozekowski, kan. Schropfer, kan. Neumann og Gefreiter Braun. Braun var Batterieschlosser, dvs. batterimekaniker, han skulle ordne, hvad han kunne ved kanonerne, når der var noget i vejen, og det var der ret ofte, f.eks. låsen brændt fast, røret løb ikke frem efter skud, mekanismen i låsen svigtede, reservedelene skulle indsættes hist og her osv.

På vejen hen til Chemin lå der mange døde, der var langt græs på begge sider af vejen, og her lå de døde i massevis. Ovenfor på skrænterne havde franskmændene ligget og kunnet skyde fra oven og nedefter på de anstormende kolonner.

Da vi kom hen til bakkedragene, var der mange hundrede arbejdssoldater i gang med at lave vejen i stand, så vi kunne komme frem med de svære kanoner. Dog blev hestene taget fra, og der stod så mange arbejdssoldater, at der kom 60 mand til hver kanon, og de trak i de lange tove, og sammen med de øvrige kanonerer trak vi hver enkelt kanon samt ammunitionsvognene over på denne måde.

Det hele tog en times tid, og vi kunne fortsætte fremad på det terræn, hvor franskmændene havde ligget for et par timer siden, og hvor vort artilleri havde udøvet sin frygtelige virkning. Død, brand og elendighed overalt. Mange af franskmændene var blevet kvalt i gassen, andre skudt, og der var uhyre mange sårede og gasforgiftede.

Der kom fanger hele tiden, med eller uden bevogtning, de slæbte deres sårede kammerater med sig, og de blev også sat til at transportere sårede tyskere tilbage. Ved middagstid gik vi i stilling igen og skød et par timer, hen på eftermiddagen brød vi op og fortsatte forfølgelsen.

Det var ret interessant at se alle de forladte franske stillinger; vi fandt fransk konserves hist og her, men levnedsmidler havde vi endnu ikke fundet ret mange af. Vi mødte endnu ingen civil befolkning, og byerne var fuldstændig jævnet med jorden, og hele terrainet var gennemkrydset af skytte- og læbegrave samt forskansninger.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

25. maj 1918: Frederik Tychsen og hans batteri forbereder sig til offensiv

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Den 25. maj fik vi rigelig med vin og snaps. Under selve angrebet fik vi ingen alkohol, det var de gået bort fra under de sidste angreb, idet de havde erfaret, at halvdrukne soldater ikke dur så meget som ædruelige soldater.

Der var sang og munterhed om aftenen den 25. Vi sad ude mellem træerne og sang af hjertens lyst. Det var en rigtig dejlig varm forårsaften, og luften var mild og dejlig. Kl. 10 blev der blæst tappenstreg, og vi gik til hvile i barakkerne. 

Dagen efter blev vi ikke vækket. Vi måtte sove alt det, vi ønskede, og vi kunne hente kaffe hele formiddagen. Om eftermiddagen gjorde vi marchberedt, og om aftenen ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Vi marcherede 3 – 4 timer gennem skove, byer, bakker og dale, og midt på natten gik vi i stilling ved en korsvej??

Vi befandt os i hvert fald ved foden af Chemin des Dames (Damevejen). En bjergkæde eller rettere et bakkedrag, der i udseendet ligner egnen omkring Himmelbjerget. Chemin des Dames var besat af franskmændene, og hele bjergegnen skulle stormes, og en mægtig Offensive forestod.

Den var i lighed med den, der begyndte den 22. marts foran St. Quentin.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

24. maj 1918. Farlig rygning: 70 mand dræbt og næsten 300 såret!

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Neurath var på mange måder en mærkelig fyr. Han var omkring tredive år, havde aftjent sin værnepligt før krigen, så han havde været soldat i mindst fem år. Hvor han havde hjemme, og hvad han var i det civile liv , omtalte han aldrig. Han var ikke en af de gamle »rotter« fra østfronten, men må være kommet til os efter at tyskerne havde trukket sig tilbage fra fæstningsområdet ved Verdun til den såkaldte Hindenburg-linie.

Han gjorde sig bemærket første gang, mens vi lå i en stilling, hvor det kneb med at få forplejningen frem til første linie. Han tilbød da, at hvis han måtte få fire mand, skulle han nok sørge for, at forplejning og post kom frem hver dag – eller rettere sagt hver nat.

Det gik man ind på, og i den tid, han var leder af den såkaldte »Essenträgertrupp«, fik han altid forplejningen frem, selv om han og hans folk mange gange måtte kravle på alle fire, så der var almindelig tilfredshed med ordningen. Det eneste, vi ikke fik, var snapsen, som vi af og til fik tildelt.

Den drak han selv. Der var nætter, hvor han var hønefuld, når han nåede frem; men han kunne bære en kæfert med anstand, og vi undte ham brændevinen. Dagen igennem opholdt han sig med sine fire mand ved feltkøkkenet. De lavede ikke andet end at skaffe maden frem.

En dag blev der givet meddelelse om, at vi næste nat skulle afløses af en bataljon fra et fremmed regiment, der var kommet fra en anden front. Vi glædede os, for fjenden var aggressiv, og vi havde vort mas med at holde ham stangen. Da Neurath den pågældende nat kom med maden – han var som sædvanlig stangdrukken – meddelte han os, at vi sikkert ikke ville komme tilbage den nat, for franskmændene havde skudt den bataljon, der skulle afløse os, fuldstændig i smadder.

En af hans fire mand fortalte os følgende: De var kommet gående, og var ikke nået ret langt bort fra feltkøkkenet, det vil sige mindst to kilometer bag fronten, da de passerede den bataljon, der skulle afløse os. Den havde lejret sig i en lille dalsænkning, hvor de formentlig har følt sig helt godt beskyttet bag en lille skov. Geværerne var sat sammen, og mandskabet lå og røg tobak.

Da Neurath blev opmærksom herpå, gjorde han holdt og bemærkede, at de mennesker måtte have mistet forstanden. De kunne lige så godt affyre fyrværkeri! I sin kæfert vaklede han over til bataljonsstaben og gjorde opmærksom på, at det, de foretog sig her, var det rene selvmord. Cigaretrygningen ville ganske givet blive observeret fra de fjendtlige lænkeballoner, for natten var endog meget klar.

Officererne kunne jo nok se, at manden ikke var helt ædru. De gjorde nærmest grin med ham og mente, at så langt bag fronten var der da ingen fare. Neurath svarede, at det var der, men nu havde han advaret dem, og så måtte de selv om resten. Han hilste og gik tilbage til sine folk, og de fik travlt med at komme af sted.

De var kun kommet et lille stykke bort, så suste den første, meget svære granat ned midt i bataljonen, og hurtigt efter hinanden kom der to til , og så var bataljonen mere end halveret. Et par dage efter fik vi at vide, at over 70 mand var dræbt og fire gange så mange såret. – Næste nat blev vi afløst af en anden bataljon fra samme regiment, den nåede frem til os i god behold, men har nok måttet sande, at dette var vestfronten, hvor man ikke kunne tillade sig at være ligegyldig over for de små ting. – De lærepenge, der undertiden betales her i livet, kan være urimeligt dyre.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. maj 1918 – Johannes Ankersen: “En engelsk flyver har vel bemærket vores aktivitet …”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj befandt sig i Frankrig.

Vi blev trods beskydningen i vores kvarter, når vi blev beskudt, rømmede vi huset og kom ved afslutningen af beskydningen tilbage igen. I de dage modtog vi igen rideundervisning, og for at muntre folkene op, afholdt bataljonen igen en sportsfest. Det blev vores ulykke. En engelsk flyver har vel bemærket vores aktivitet, den følgende dag bliv vi udsat for en kraftigt artilleribeskydning, der igen kostede mange tab, men underlig nok ikke hos minekasterkompagniet.

Jeg havde nu fået nok og besluttede at holde mig langt væk fra området og husene. Tæt ved vores landsby løb en gammel engelsk skyttegrav, en slags reservestillling. Her lagde vi os hen, og byggede så godt det lod sig gøre små dækningsrum, og levede altså i Guds fri natur. Vi kom ikke til at fortryde det, for nu havde vi faktisk fuldkommen ro, ganske vist måtte de folk, der kom fra deres jordhuller forude, også her kravle i jordhuller. Men vi måtte ikke lide under artilleribeskydning, og da vejret var rigtig godt, kunne man nemt tænke sig en værre kvarter.

Stillingen var og blev ubehagelig. Jeg kan ikke så godt tale med derom, da jeg kun lejlighedsvis var fremme, men ved disse besøg i stillingen kunne jeg dog danne mig et indtryk af, hvad de brave musketieren alt måtte udholde. Hatten af for disse folk, der allerede så længe havde udholdt krigen med alle dens rædsler og alligevel stadig holdt stand, trofaste og standhaftige. Vi fik enkelte nye folk fra hjemstavnen, men de folk duede ikke til noget, de var frække, modvillige og opsætsige, og måtte behandles med den største forsigtighed. Heldigvis havde jeg ikke brug for erstatningsmandskab, og kunne således holde minekasterkompagniet fri for de forbrydergemytter.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.

Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.

Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.

Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.

Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.

Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.

Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.

Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.

Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.

Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.

Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

1. maj 1918. “Tilintetgørelse og Død rugede alle Vegne”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske offensiv.

Vi laa temmelig langt ude i Spidsen af Indbrudsstedet. 1-1½ km bagved os laa Merville – en By paa 8- 10.000 Indbyggere – i tæt Bebyggelse og omgivet af Marker helt ud til Bebyggelsesomraadet og med en Kirke, hvis lange slanke Taarn ragede langt op over Husene.

Byen blev naturligvis ofte beskudt. Særligt Kirketaarnet var man ude efter, da man jo sikkert – og med Rette – gik ud fra, at det blev benyttet som Artilleriobservationspost. Det lykkedes ogsaa at skyde Taarnet ned.

Vi havde stor Lyst til at se, hvordan det saa ud i Byen. Den var naturligvis fuldstændig rømmet. Vi var 3 Mand, der en taaget Morgen tog af Sted. Det var helt roligt.

I de første Huse ved Indgangen til Byen var et tysk Batteri anbragt, ret godt skjult. Husene i Gaden havde allerede faaet en Del Træffere, saa man nogle Steder kunde se lige ind i Lejlighederne. Paa et skraanende Gulv stod et Klaver og var lige ved at tabe Balancen og styrte ned paa Gaden. I et pænt Beboelseshus saa vi indenfor. Alle Møbler stod endnu paa Plads, som om Beboerne lige havde forladt Huset. Men man kunde nok se, at der havde været hurtigt Opbrud. Ogsaa her paa Bordet laa indtørrede Rester af det sidste Maaltid. – Gemmer og Skabe tømt.

Nedenunder en smuk Spisestue med læderbetrukne Stole. Igennem store Glasfløjdøre gik det ud i en smuk Baghave med Springvand, Lysthus og Græsplæner. Alt saa pænt og idyllisk ud og gav et Indtryk af Velstand og hjemlig Hygge.

Men Krigen havde allerede begyndt Ødelæggelsesværket.

Afslaaede Grene, splintrede Ruder og Huller i Murværket vidnede om Krigens Haandværk og om, at Tilintetgørelse og Død rugede alle Vegne.

Der laa tilsyneladende ingen Militær i Byen. Kun enkelte Militærpersoner hastede gennem Gaden i et eller andet Ærinde til eller fra den nærliggende Frontlinie.

DSK-årbøger 1948

23. april 1918 – Ernst Christiansen: “I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

23. April.
Endeløse Marcher ud i det erobrede Terræn vest for Neuvechapelle og lidt Pilleri derude ved Vejene. I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav, lige ved den nye Feltbane. Saaledes gaar det til! Hjemme lever de i Angst og Spænding for de savnedes Skæbne, og her ligger Ligene langt bag den nye tyske Front, og ingen bryder sig om dem.

I Dag første Gang i Uger fri. Rygtet bebuder nye Fremstødsforsøg fra La Bassée. Den store »Sejr« har nok været et mislykket Foretagende. Sagen er, at Loretto-Højdedraget, som vi i Gaar saa første Gang tydeligt i Horizont-Disen, er et farligt Flankefremspring mod den nye tyske Linje. Det har skullet tages ved Omgaaelse nord og syd fra; men det er ikke lykkedes. Mit Indtryk er, at den nye Front her stivner og nu skal befæstes paa sædvanlig Maade. Der er taget et Stykke Land, Fronten er bulnet ud; der er bragt store Ofre af Penge og Materiel og Menneskeliv, og hvad er der opnaaet? En ny, stærkt bugtet Front i Steden for den gamle, der for kort Tid siden var gjort lige. Men Fremtidsudsigterne?

Lad det Emne hvile: Dagene maa fremdeles tages en for en.

I Gaar var jeg første Gang med ude paa Tiggergang fra Arbejdsstedet og opnaaede at faa nogle Skefulde Grubbesuppe; det hjælper altsammen til. Der er stadig fuldt af bivuakerende Tropper og Feltkøkkener; men der er kun lidt at »arve«, og jeg veed nu, hvad »Kohldampf« er. Men alligevel er jeg glad for min Ulvehunger og det legemlige Velbefindende, som den vidner om.

Mange er Mulighederne herude; men i Procenttal har jeg dog vist endnu mest Udsigt til at slippe godt fra det. Og Held har jeg jo haft med mig i Livet. Eller vidner det, at jeg fik dig, mod min Teori?  Se til at holde dig ung! En Spaseretur fra Flensborg til Graasten langs Stranden er nu en Hverdagsbegivenhed for mig.

Det har været helt spændende at komme hjem hver Aften, vi spejdede langt borte fra, om vort Hus stod der endnu; somme Tider har vi set en Granat slaa ned ved Byen og en vældig Jordfontæne staa i Vejret.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 215-7)

 

21. april 1918 – Johannes Ankersen: “Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

Jeg havde i nogle dage befundet mig ved den del af minekasterkompagniet, der lå i beredskab. Englænderne sendte os flere salver af svære brisantgranater. Mit kompagni led ingen tab, men regimentes bagage lige i nærheden mistede flere mand og en stor mængde heste. Da vores regiment i alle tilfælde var blevet anvist et afsnit til logi, flyttede vi og fik til sidst anvist en bivuakplads ved en hæk, hvor vi slog vores telte op. De få huse var allerede fuldt besat. Selv boede jeg i et erobret engelsk spidstelt, der slet ikke egnede sig dårligt som logi.

På dette sted lå vi i flere dage, selvfølgelig var en del af kompagniet altid i stilling. Så blev vi også jaget bort derfra. Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker. Da så vores nabogård blev skudt sammen, og beskydning tog til, besluttede jeg mig for at fortrække, før der skete en større ulykke. Vi fandt logi i Le Petit Mortier, hvor også vores regiments bagage befandt sig. Vi fik endda anvist et hus til kvarter og havde det ganske godt i flere dage.

I stillingen var alt i det hele blevet ved det gamle. Roligt var der ikke, vedvarende blev den beskudt snart kraftigere, snart svagere med artilleri og minekastere. Men vi havde kendt ubehageligere stillinger. Det værste var, at folkene fremme næsten var uden beskyttelse mod granater og vejret. De sad i derude i deres huller, som de selv havde lavet, enhver fuldtræffer betød enden, så snart det regnede, sivede vandet vandet gennem de tynde dækker af brædder og jord. Ingen sammenhængende skyttegrav, ingen spærringer foran fronten, hver enkelt måtte være vagtsom og beredt, hvis han havde sit liv kært.

Og siden midten af marts ingen rigtig hvile, hele tiden på march eller under fjendtlig beskydning, folkene blev udmattede. De par dage, som det afløste mandskab kunne tilbringe i Le Petit Mortier, bragte ingen rigtig hvile, for heller ikke her lod fjenden os i fred.

Efter vi et par dage havde boet helt fredeligt, skød Tommy en eftermiddag et par granater foran mit hus. Endnu engang skete der ikke noget, den eneste sårede var min skimmel, der havde fået tre splinter i halsen og gennem det ene ører. Men sådan noget er dog ubehageligt. Man ligger sig ikke uden uro til at sove, når man ved, at man kan blive begravet under husets ruiner, og derfor er man ved hvert nært nedslag og ved granaternes skarpe piben straks på benene. Uforstyrret søvn må soldaten i det mindste have i hvilekvarteret, ellers klapper han langsomt sammen.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

12. april 1918 – Claus Juhl: “Med det samme blev der råbt samaritter”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sygebærer Thron, en udmærket mand som stammede fra Saksen, og jeg var jo som sædvanlig sanitetsmandskabet, vi delte altid bolig sammen, enten den så var god eller dårlig. Dette var også tilfældet nu, den 12. havde vi besøg af en tredje i vort tomandshul, vi lå på maven og spillede kort, tiden skulle gå med noget.

Vi spillede skat, og ligesom jeg havde fået et vældigt spil og skulle til at lægge for, bragede der en salve ned i batteriet. Med det samme blev der råbt samaritter, kortene røg til alle sider, at snappe forbindingstasken og ud var kun et nu, det gjaldt om at benytte tiden inden næste salve kom.Det var flyverposten, der var såret, splinten var gået gennem det ene øre og ind i hovedet. Vi fandt dækning i et hul, hvor vi gjorde os så små som muligt, når der igen kom en hilsen. Da vi havde fået ham forbunden, snappede vi ham en under hver arm og så af sted ud af ildlinjen, vi slap godt igennem.

De andre var for længst forsvundet over i en hulvej, ved en sådan lejlighed var det, at vi skulle være på post, og det var ikke altid lige behageligt. Jeg troede, at såret havde været dødeligt, men det var ikke tilfældet, thi han skrev senere fra øreklinikken i Altona. Da det var blevet mørkt, hentede vi vore sager og slog os ned i nogle huller lidt til venstre for stillingen.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

12. april 1918 – Ernst Christiansen: “… enkelte døde, Haandgranater og Patroner i Massevis”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Marquillies, 12. April 1918.
Din Sol, din Himmel, dine Enga gröna! Fra i Gaar bedre Vejr og aftørrede Veje. Men kaput af Mangel paa Søvn og af Træthed. Da vi hørte, at vi skulde ud igen i Gaar Middags, blev man noget trøstesløs; men det gik bedre end ventet. Af Sted med glippende Øjne. Men paa Granathulsmarkerne blomstrer Tusindfryd, Følfod og Mælkebøtter. Alle Vegne Tropper, Bivuak-Liv og endeløse Kolonner. Engelske Granater gaar endnu over vort Hoved til Fournes.

Arbejdede i Gaar ved den tidligere engelske Linje. I Pavserne Strejfture i Stillingerne, enkelte døde, Haandgranater og Patroner i Massevis, alt spiseligt allerede borte. En hel Del Tæpper og Skindveste er der, men umuligt at slæbe dem med den lange Vej. Englænderne fyrer hver 5 Minutter paa vor Vej, men altid for kort. Vi marcherer hjem ved Fakkelskin, men maa slukke igen, da Granaterne stadig kommer nærmere. Lige før Maalet havnet i en Grøft, hvor Vandet løb oven i Støvlerne.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 213)

8. april 1918 – Ernst Christiansen: “… slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt …. en Blindgænger

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

8. April
Begivenheden blev udsat et Døgn. I Aftes vækkede 10½, stjerneklart. Mens vi stillede ved Kirken, lød pludselig en Susen, et Knald, og en rød Lue saas lige over os. En Shrapnel! Ingen saarede. Utrolig Færdsel paa alle Veje. Tit knap muligt at komme forbi. Englænderne skyder med svært Skyts paa flere Punkter i Nærheden af vor Vej; vi slipper dog igennem. Flere Gange hviner en Granat over os. Paa Feltbanen har Træffere to Steder revet Skinnerne bort, siden vi gik der i Gaar.

Vi arbejder 600 Meter fra den forreste Grav. Folk i anden Grav, der gaar langs Vejen, opfordrer os til ikke at gøre for megen Støj. Lysskuddenes sekskantede Stjerner lyser som den klare Dag. En Hests Vrinsken lyder i Mørket. Den er traadt fejl paa en Bro og falden i en Grøft, og Pionerløjtnanten skyder den. Dens klagende Vrinsken lyder endnu i mit Øre.

Mens vi i Halvmørke staar og rydder Vejen, slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt, indtil jeg opdager, at det er en stor Granat, en Blindgænger. Med korte Mellemrum farer som usynlige Aander, men meget hørlige, svære engelske Granater over os, to og tre ad Gangen, og sprænges med svære Brag, som faar Jorden til at skælve, i Nærheden af en Batteristilling.

Det er rimkoldt og mere og mere taaget ved Jorden, vort Held. Da det bliver lyst, jubler en Lærke mellem Bragene. Sluppen vel hjem den lange Vej. Alt er tilsyneladende rede. Fra i Aften siges vi at ligge i Alarm. Lange Rækker af Minekastere er stillede op, Masser af Artilleri ført langt frem, svært Skyts ganske kort bag Fronten, med næsten ingen Dækning, Bjerge af Munition helt aabenlyst alle Vegne ved Baner og Veje og spredt paa Markerne.

Nogle Mand af Stormtropperne har tilbragt Natten her. En Sergent fortæller, at der skydes med Giftgas paa bestemte Afsnit. Ind imellem holdes smalle Strimler eller Porte fri, og kun paa disse Steder gaar de tyske Stormtropper frem for ikke selv at komme til at indaande Gassen.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 203-4)

7. april 1918 – Ernst Christiansen: “Brag i Brag i alle Retninger”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

7. April.
Da vi i Aftes vækkedes Kl. 11½, regnede det igen, og til en Forandring gjaldede Bragene af engelske Granater igen paa Fronten nord for La Bassée- Vejen, vort Arbejdsfelt.

Stemningen er noget trykket ved Opstillingen. Da vi ved La Bassée-Vejen maa vente længe paa Pionererne og et Brag lyder i nærmeste Nærhed, forsvinder en Del stiltiende. Vi afmarcherer saa ad Herlies-Vejen og farter omkring til Kl. 4, halvt i Løb, trods Mørket, over et farligt Stykke, et andet Sted nødte til at søge Dækning i Lerpløret.

Brag i Brag i alle Retninger. Brandgranater sprænges som røde Fyrværkerifontæner. Til højre en stor rød Røgsky og Eksplosioner, somme Tider røde Stjerner i Skyen, vel et Oplag af Lysbomber, der er skudt i Brand. Ret interessant det hele, kun at Granatstumperne til Tider kommer betænkelig nær. Om Natten tager vel det meste sig farligere ud, end det er: men Pionerløjtnanten var dog ret bekymret, og Kolonnerne var holdt op at køre.

Om at vende om var der dog ikke Tale. Langt om længe naaede vi ud til en Skyttegrav i anden Linje og gjorde ryddeligt paa Vejen langs med den. Det var Materiale som i Lertraden paa et Teglværk. Flyvere hele Tiden, ogsaa paa Hjemvejen og her. Det blev klart i Morges.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 202)

3. april 1918 – Ernst Christiansen: “Flyvere kastede smaa haandgranatlignende Bomber”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Marquillies, 3. April 1918.
Lige var jeg anden Paaskedags Aften krøbet op paa mit Leje, saa kom der Ordre til at pakke — Omkvartering. Med alle Ejendele en lille Marche i den vidtstrakte By. Foden, der har været brækket i Fjor, værker. Vi finder en ret god Stue i et Baghus, til jævn Jord, med Stengulv. Og saa faar vi travlt med at samle Brædder til at lægge under vort Leje og se efter andre nyttige Ting. Da jeg langt om længe havde spiist nogle Rundtenommer Kommisbrød, siddende paa en lav Barnestol, og havde pakket mig ind i alt, hvad jeg havde af Teltlærred og Tæppe og Kappe, sov jeg sødeligt til Kanontordenens Vuggesang.

Kl. 12½ Nat vækkes vi i vor fasteste Søvn. Men der hjælper ingen Kæremor. Op, en Slurk Kaffe og en Bid Brød og saa til Mødestedet.

Med Pionerer samme Vej som i Gaar. Maanen er ved at staa op; men der er roligt ved Fronten. Det er helt spændende at marchere ad det Stykke Vej, hvor Granatsplinterne haglede i Gaar. Men det gik langt længere ad Fronten til, i alt over halvanden Times Marche. Lyskuglerne over Skyttegravene kommer stadig nærmere. Maskingeværer høres allerede knitre. Vi tror næsten, at vi skal havne i de forreste Skyttegrave, da vi standser kort før Aubers eller den By, der hed saadan engang. Falder i et Granathul og forslaar en Finger; men det er heldigvis det eneste Blod, der flyder.

Vi er paa et Sted, hvor det ene store Granathul i Vejen følger efter det andet. Den har henligget ufremkommelig her lige bag Skyttegravene under flere Aars Stillingskrig. Nu sættes vi til at aflede Vandet fra de spærrede Grøfter og fylde Granathullerne med Sten fra nærmeste Ruin osv. Der gaar mange Trillebørlæs i hvert Hul.

Vi har arbejdet længe. Det begynder at dages, og vi kan nu se hverandres Ansigter. En Fugl pipper. Snart begynder et tysk Batteri at skyde bag os. Granaterne pisker hujende af Sted hen over vore Hoveder. Ikke længe efter viser den første engelske Flyver sig, snart efter fire, en anden Gang seks. Vi staar stille saa længe. Det er højlys Dag. Solen begynder at gennembryde Disen nede ved Jorden. Saa kommer der nogle Granater fra Englænderne. De suser lavt hen over vore Hoveder og springer temmelig langt borte.

Men Arbejdet fortsættes. Vi undres herover — med en saa lang Tilbagemarehe igennem et truet Bælte foran os —, saa var det overflødigt at vække os ved Midnatstid. Solen stiger, og vi bliver ved. De Herrer Pionerer bestemmer. Vi samler Stenene fra et lille Kapel ved Vejen. En Del Folk tages dog bort og fordeles andensteds; det er blevet noget for livligt her, mener en Premierløjtnant.

Omsider henad 9 summer en engelsk Flyver nærmere og skyder med Maskingevær efter vore Folk. Saa kommer Ordren til Afmarche, fire ad Gangen. Vel til Mode, men lidt spændte stikker vi af. Nu først ser vi den Egn, som vi er komne igennem. Ingen Mennesker og ingen Dyr. Kun nogle Lærketriller midt under Skydningen. Golde, tuede Marker, splintrede Træstubbe og Ruinrester, indtil tæt op til La Bassée-Yejen Granathul ved Granathul, deriblandt nogle fra i Gaar.

Jeg skyder Genvej og kommer tværs igennem et bredt Bælte af Batteristillinger, der er skjulte saa godt som muligt. Heldigvis er der nu Soldis. Det er varmt, og jeg sveder med Huen i Nakken. En Tusindfryd maa slaa Følge. Det er næsten som paa Sommerudflugt. Men jeg gaar med et tre Punds Brød under Armen, som vi skulde have haft i Gaar, men først fik udleveret ved Udmarchen, saa vi var nødte til at tage det med.

Henad Aften blev der livligt i Marquillies. Flyvere kastede smaa haandgranatlignende Bomber. En af disse gik ned i et Hus, og Glasruderne splintredes i hele Nabolaget. I Don og her i alt 6 døde og 20 saarede ved Flyverbomberne, desuden en Del Heste massakrerede. En Splint naaede hen i vor Gaard. Knap er det drøftet lidt, saa kommer 16 af de allieredes Flyvere over Byen, senere 10.

Et Døgn tjenestefri. I Dag en Spaseretur til Sainghin. Der er alt som før, men nye Tropper og stærk Trafik. En Dag som denne lever man op. Faren her er jo alligevel ringe i Forhold til den i første Linje.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 194-7)

21. marts 1918 – H. Hymøller: “… det var, som om Himlen og Jorden skulde forgaa”

Foran Stormen den 21. Marts.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Natten er kold og klar. Stjernerne funkler paa Himlen. Maanen er ved at titte frem. Vi befinder os bag en lille høj Skrænt, hvor vi Aftenen i Forvejen er rykkede hen. Her ser man nu en Lejr af Telte, det ene ved det andet. Den dybeste Ro hersker der over hele Lejren, blot i det fjerne hører man Granaternes hule Drønen; vi er ogsaa kun nogle faa Kilometer bag Fronten.

Paa een Gang kommer der Liv mellem Teltene; i Hast bliver de afbrudte og Tornysteren gjort færdig. Snart bølger der sig hen ad Vejen en mørk Masse, hvilket er Kompagniet, som har sat sig i Bevægelse. Vejen. fører os over aabne Marker, hen imod en lille skovklædt Høj, som vi dog lader ligge til højre for os.

Alle er rolige og stille. Enhver beskæftiget sig med sine Tanker og især denne Aften, da vi veed, hvad vi har for os. Alle tænker endnu en Gang tilbage paa deres kære Hjem og Forældre. Alle spørger vel sig selv. Faar jeg dig at se endnu en Gang, min kære Hjemstavn? Faar jeg eder at se igen, kære Forældre og Søskende? Og vi deroppe fra tænker især paa vort kære Nordslesvig, med vor Hjemstavn, hvor vi er fødte og opdragne. Endskønt jeg har været flere og forskellige Steder, har jeg dog intet Sted fundet, som fængsler mine Tanker som du, mit kære Nordslesvig!

Under disse og forskellige andre Tanker er vi skredne hurtigt fremad. Fronten nærmer sig mere og mere. Vi passerer lige nogle store Ruiner, sammenskudte Huse, som nu danner en mægtig Grushob, af de vældige Træer rager nu kun nogle nøgne Træstumper op i Luften, dette minder os om, at vi er ankomne til den farlige Zone. I det fjerne ser man Lyskugler stige i Vejret paa begge Sider. Granaternes Hylen kommer nærmere og nærmere. Snart hører man en Susen over Hovederne; det er Engelstmanden, der sender os den første Hilsen. Af og til sætter han et Par hen i Nærheden af os, som eksploderer med et vældigt Brag; dog dette forstyrrer ingen, da det jo ingen Sjældenhed er.

Jo nærmere man kommer Fronten, jo mere lydløst gaar det fremad. Ingen Klapren hører man mere; det er saa roligt, at man hører hinandens Aandedræt. Snart er man kommen til Bestemmelsesstedet, en gammel Forbindelsesgrav, som ender i forreste Linje; her bliver vort Kompagni stillet i Beredskab. Det første er at faa Spaden i Gang og snart begynder Udbedringen af den gamle forfaldne Grav for at skaffe sig god Dækning. En god Times Tid har vi arbejdet, saa er ogsaa det fuldendt. Nu forsøger enhver at gøre sig det saa behageligt som muligt, da der endnu er hele 4 Timer, inden det store Værk begynder.

Vi sætter os hen i et Hjørne af Grave og forsøger at sove, men ikke muligt. Tankerne lader en ingen Ro, og Nerverne er spændte paa det Yderste. Gang efter Gang ses der efter Urene. Tiden skrider kun langsomt fremad. Lige bag vor Grav er det meget levende, det er Artilleristerne, som er i Færd med at forberede alt. I Hast bliver den ene Kurv med Granater baaren hen efter den anden, saa at de har alt ved Haanden, naar det først tager fat. Ogsaa de er nu færdige med deres Arbejde og begynder ogsaa at blive utaalmodige. Men ikke længe! Thi snart er den fastsatte Tid kommen. Endnu et Kvarter! Spændingen er stor. Alle med Uret i Haanden følger med, Minut gaar efter Minut, øjeblikket er kommet?

Med eet Slag begyndte vort Artilleri at sende sine Hilsner over. Man hørte nu kun en Dundren og Susen i Luften. Den store Offensiv havde begyndt. Uafbrudt i 5 hele Timer dundrede vort Artilleri samt de sværre Minekastere; det var, som om Himlen og Jorden skulde forgaa. Da de havde beskudt Modstandernes Stilling i omtrent 4½ Time, rykkede vi ud i første Linje og gjorde os færdige til Stormen. Vi stod der Mand ved Mand og Side om Side, med opplantet Bajonet. Alle var spændte og forventningsfulde, hvad der nu vilde komme. Tiden var kommen, da Stormen skulde gaa løs. Paa et Tegn sprang alle op af Graven og styrtede nu over mod den fjendtlige Grav.

Den første Grav havde vi naaet, men man fandt ikke meget af den; den var jævnet med Jorden og det ene store Hul var ved det andet. Fjender saa man intet Spor af; de fleste havde vel trukket sig tilbage i Tide; men mangen en var ogsaa bleven levende begravet. Videre gik det mod den anden Grav. Nu begyndte man at støde paa Modstand. Hist og her i de store Granathuller laa der smaa Afdelinger skjulte. Overmagten var jo her for stor; de faldt enten levende eller døde i vore Hænder. Men det maa man lade dem, de værgede sig indtil det sidste! Snart hørte al Modstand op, og nu gik det hurtigt fremad, den ene Kilometer efter den anden og den ene Transport af Fanger fulgte den anden. Saaledes gik det videre i hele tre Dage; kun om Natten blev der standset. I disse tre Dage var det ikke muligt for Feltkøkkenet at komme med, men de engelske Proviantlagre var godt forsynede, saa man kunde faa alt. hvad man ønskede sig.

H. Hymøller.

(Fra Flensborg Avis 15. juni 1918)

17. marts 1918 – Ernst Christiansen: “Granaterne hvine og brage”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

17. Marts.
I Gaar skød Jernbanekanonen igen. I Dag en Søndagstur til Chateau du Bois, hvor jeg for over en Maaned siden fandt den første Viol. Masser af Lænkeballoner og Flyvere, næsten stadig Beskydning og Flyverkampe. Men vi nyder Foraaret, gaar ind ad Hovedalleen, sidder paa en Bænk og hører Fuglene synge. Finder blomstrende Violtæpper i Parken og plukker. Der er Masser af Paaskelilje-Knopper. Ved Slottet en Frugthave med blomstrende Ferskentræer. — I nordlig Retning en vældig Brand. Hen paa Eftermiddagen en Tur til Fournes. Byens vestlige Del og Kirken i Ruiner. Hører hele Vejen Granaterne hvine og brage; paa Markerne er der vandfyldte Granathuller.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 186)

5. marts 1918 – Ernst Christiansen: “Høje Fontæner af Jord staar i Vejret ved ethvert Brag”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis. I slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

5. Marts.

Der søges fire til at tage med Lastavtomobil til Librecourt. Melder mig med tre andre. Faar saa først at vide, at vi skal læsse 500 spanske Ryttere paa Avtomobiler og selv køre med sidste Gang til Depotet i Salomé, der ligger i det farlige Bælte. Naa, vi sætter os paa Bunden af første Vogn og kører i Smuskregn den lange Vej over Annoeuillin og Carvin, forbi Bjergværker og gennem en Skov med herlige store Ege og Bøge med prægtige lodrette Stammer og brede Kroner.

I Librecourt er der Pionerpark ved en stor Fabrik. Tager fat paa Arbejdet. 1000 Endestykker til spanske Ryttere — rustne Jernrør med Modhager og spyd — og 500 lange Midterstykker skal bæres en lang Vej og læsses paa Lastavtomobil. Faar dem fordelt paa tre Læs. Klatrer saa op paa det sidste Læs. Sidder godt paa et Bræt bagude, men maa passe paa, at vi ikke ved en Ujævnhed i Vejen faar en af de spidse Lanser i Ryggen. Igennem Probin og Bauvin, over Deule-Kanalen paa en Jernbro, igennem Berclau og Hantay.

Vi begynder igennem Motorstøjen at høre en fremmed Lyd — Drøn og Brag. Paa Markerne Mas ser af Granathuller. Vi kører ind i Salomé, igennem Byen til Pionerparken og maa selv læsse af. Franskmændene skyder! Serier af Shrapnelskud. Jeg arbejder sammen med en af de andre; der er kun Plads til to.
— Det er ellers ikke langt herfra, de springer! siger U.
— De kommer nærmere! siger M.

Engang imellem kaster jeg et Blik over paa Marken ved Siden af Depotet. Høje Fontæner af Jord staar i Vejret ved ethvert Brag. Det er vanskeligt at vriste Stykkerne af de spanske Ryttere ud af Læsset, fordi alle Modhagerne hænger sammen. Men omsider er godt Halvdelen nede, og vore to Kammerater tager fat.

Jeg tænder mig en Cigaret. Det er en pirrende Situation. En lille bitte Ændring i Sigtet, saa faar vi Salverne. Vi hører Knaldene fra Afskydningen, Granaternes Hvin. Braget giver en Lettelse — nu gik den forbi.

Naa — endelig er Vognen tom! Vi kan ikke køre den paatænkte Vej hjem, men maa tage en Omvej. Da Bragene lyder fjernere, aandes der alligevel friere.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 179-81)

20 januar 1918: “… vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen.” Frederik Tychsen i blodig kamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 20. januar gik vi om morgenen tidlig til stillingen. Vi sang det meste af vejen, eller vi fløjtede. Vi gik gennem Hochlede og den sædvanlige vej ud til stillingen ved “Wilden Mann”. Vi var næppe kommet derud, før vi blev ordret til kanoneme. Englænderne greb an.

Angrebet var voldsomt, og vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen. Pludselig blev vi afbrudt af en voldsom eksplosion. 3. Skyts var eksploderet. “Rohrkrepierer”. 3 – 4 store nedslag af svært kaliber kom samtidig med røreksplosionen, og der opstod et øjebliks forvirring.

(fortsættes under billedet)

“Rohrkrepierer” – en granat, der sprænges i kanonløbet

 De fleste løb tilbage, uden at bryde sig om de sårede. Dem lod de ligge.

Jeg løb imidlertid hen til 3. Skyts, og da krudtdampen og røgen fra nedslagene var borte, fandt jeg Obergefreiter Helferich og kanoner Desselmann ligge hårdt såret og kanoner Bernhard var let såret. Helferich havde fået en tommelfinger revet af, og Desselmann havde fået et svært skud i halsen. Pulsåren på venstre side af halsen var i stykker. Begge var besvimet.

Desselmann havde tabt meget blod. Jeg trak huden ud omkring såret, tog et stykke sejlgarn op af lommen og bandt det omkring huden, sådan, at blodet ikke kunne komme ud. Dernæst viklede jeg forbindingsstof omkring halsen på ham, hvorefter jeg ordnede Helferichs sår. Jeg bandt hånden af, så blodet blev standset, forbandt såret, og lidt efter lidt kom Helferich til sig selv. Jeg bar Desselmann tilbage, Helferich kunne gå alene; Bernhardt var allerede gået tilbage.

På min vej tilbage mødte jeg Officiersstelvertreter Würstenhagen. Han spurgte mig, hvor vi kom fra, hvor de andre var osv. (denne begivenhed bragte mig jernkorset). Desselmann var livløs og bevidstløs, jeg sørgede for, at han kom på feltlazarettet, hvor han straks kom under behandling, og senere fik jeg et kort fra ham, at han befandt sig vel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. januar 1918 – Jens Thomsen: “… at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.”

Et afslaaet Angreb.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Den 6. Januar 1918.
Natten er mørk, meget mørk, Maanen kommer først frem Klokken 12 og Klokken er først syv om Aftenen. Jeg er lige kommen ud i Granathullet og har afløst min Kammerat med hans Betjening. Jeg er nemlig ved et Maskingevær-Kompagni og er Geværfører; foruden en saadan gaar der tre eller fire Mand med ud i Linjen som Skytter. Den Geværfører, som jeg havde afløst, var nu gaaet ind i Houthoulst-Skoven i Reserve.

Den første Mand af min Betjening stod paa Vagt. Da pludselig begyndte Fjenden at lægge Trommeild paa mit Afsnit. Selv stod jeg ved min Vagtmand, da han var temmelig ny i Fronten, og spejdede ud i Mørket. Intet at se, blot Lynene af Granaterne og Shrapnellernes Eksplosioner blænder Øjet; efter et Kvarters Tid er det atter stille. Den første og den anden Time gaar rolig, Klokken 8,48 aabner Fjenden atter sin Trommeild, og denne Gang paa en saa forfærdelig Maade, at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.

Trommeilden tog til og alt paa et kort Afsnit, saa vidt jeg kunde fastslaa. En Dobbeltpost havde jeg opstillet for straks at være rede til at skyde, naar Fjenden kom. Et Teltstykke havde vi over os, det var det hele. Sprængstykker raslede imod og igennem dette Stykke Lærred. Klumper af Jord fløj ned paa os, uden at gøre os nogen Skade. Den ene Vagtpost fik et Sprængstykke paa den ene Arm, men det havde ingen Kraft til at slaa igennem. En anden Skytte, som laa hos mig, fik et Sprængstykke imod Haanden.

— Giv Agt! raaber Skildvagten, og med det samme fløj en Granat ned i min Fordybning. Den eksploderede dog ikke, men den ene Side af Fordybningen begravede os til Dels. Kort derefter kom nok en anden og satte sig ved Siden af den første. Heller ikke den eksploderede; det var vidunderlig, saadan et Held som vi havde — hvis blot en af de to var eksploderet, saa havde vi alle været i bore. Men Held maa man have i Krigen, siger Kammeraterne og saadan var det ogsaa her.

Efter halvanden Times Forløb ophørte Ilden, og Englænderne kom i Sneskjorter frem til Angreb. Dog havde vi opdaget dette i Tide. Saa let skulde det ikke blive for ham at trænge ind i vore Linje; pludselig satte alle Maskingeværer deres Ild i fuld Gang, og efter en halv Times Forløb var Kampen endt — Angrebet var afslaaet. Nu begyndte vore Sanitetstropper at bjærge de saarede, Fjender faavel som Venner. Resten af Natten forløb roligt. Saadanne Foretagender sker hver Nat paa Fronten i Flandern.

Gefr. Jens Thomsen, Ballum.

(Fra Flensborg Avis 23. januar 1918)