Tag-arkiv: krigsfanger

23. december 2024. Julekalender: Sølvbæger fra fodboldkamp 1919

Senest ændret den 24. december 2023 8:51

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender viser et lille sølvbæger, der markerer venskabskampen mellem de hjemvendte krigsfanger fra Feltham og den københavnske fodboldklub Akademisk Boldklub i marts 1919.

Bægeret har inskriptionen: “Til Erindring fra Fodboldkampen mellem Sønderjyderne og AB Akademisk Boldklub) 23.3.1919“.

Bæger af sølv, der er erindring om fodboldkampen mellem sønderjyske krigsfanger fra Felthamlejren og AB i København 1919. Bægeret mm. er overdraget til Museum Sønderjylland.

Bæger har to stempler: Oval med tre tårne med 18 under, København i 1918. Bægeret er fremstillet i 1918 og indgraveret i 1919. Andet stempel er fra Stadsguardein Christian Frederik Heise, København.

Bægeret har tilhørt krigsfange Mads Peter Frandsen (1896-1958), der var i Felthamlejren, England, fra 1918-19. Lejren var en krigsfangelejr for dansksindede sønderjyder der var soldater i den tyske hær under 1. verdenskrig, 1914-18. Den blev oprettet i april 1916 og var i brug til 1919. Feltham i grevskabet Middlesex umiddelbart vest for London.

Efter hjemkomsten til Danmark, først til København, havde fodboldholdet fra Feltham en venskabskamp med Akademisk Boldklub den 23. marts 1919. De besøgte bagefter restaurant Nimb, hvor der er taget et gruppefoto (eksternt link til foto på arkiv.dk) sammen med spillere fra AB.  De sønderjyske krigsfanger bærer armbind med dannebrogsflag om venstre arm. Mads Peter Frandsen (1896-1958) sidder i midten på første række.

Bæger og foto er sammen med andre genstande overdraget til Museum Sønderjylland.

De sønderjyske krigsfanger i Rusland 2.

Jes Ravn, krigsfange i Rusland

Da sovjetregeringen i november 1917 kom til magten, erklærede de alle krigsfanger og civilfanger som frie medborgere med de samme rettigheder som russerne. Det gjalt dog kun i de områder hvor sovjetterne havde kontrollen, dvs. den europæiske del af Rusland. Fangerne håbede på at nu kunne komme hjem, men håbet forsvandt hurtigt igen på grund af den kaos og nød der opstod i kølvandet på revolutionen.

Teknisk set var Rusland stadig i krig med centralmagterne, så hjælp derfra var endnu ikke muligt. Fangerne blev overladt til sig selv og forsyninger var dyre og svære at skaffe. Mange fanger prøvede på egen hånd at vandre mod vest, men da borgerne i de store byer led hungersnød, gjorde strømmen af krigsfanger situationen endnu mere fortvivlet.

Sovjetregeringen så en fordel i at overtale krigsfangerne til at slutte sig til revolutionen. Der blev efterhånden oprettet grupper af såkaldte internationalister, krigsfanger der tilsluttede sig revolutionen,  forskellige steder. Brändström nævner 90.000, Bevoor nævner mellem 40.000 og 250.000. det er selvfølgelig ikke mange i forhold til de ca. 2,3 millioner krigsfanger, som Brändström mener der var i Rusland.

Disse internationalister overtalte sovjetterne til at lade fangerne fortsætte med at være interneret, da det så ville være nemmere at overtale dem til tilslutte sig revolutionen. En del krigsfanger oplevede den forsmædelse, at de russiske fangevogtere blev udskiftet med internationlister. De mistede dermed deres frihed igen.

Først ved Brest-Litovsk freden i marts 1918 blev krigsfangernes forhold bragt i orden. Derefter begyndte hjemsendelsen af krigs- og civilfangerne fra den europæiske del af Rusland at tage fart.

De sønderjyske krigfanger havde den fordel, at der i Rusland stadig var danske statsborgere, der gav dem en hjælpende hånd.

Jens Henriksen, der var i fangenskab i Sarapul, skriver i Almanak for Nordslesvig 1939.
Da jeg var på Lazaret havde jeg ikke Lejlighed til så nøje at følge med i, hvorledes Situationen udviklede sig for mine Kammerater i Barakkerne, men derom har Jes Ravn senere fortalt mig følgende:

Kort efter Pastor Jensens Bortrejse fra Sarapul ankom Fritz Clausen, Aabenraa, nu Læge i Bovrup, og 3 sønderjyske Kammerater fra Jurjev Polskij til os. Det var endnu før Pastor Jensen var nået tilbage til den sønderjyske Lejr, hvor alt på dette Tidspunkt var i Opbrud og Forholdene på forskellig Måde meget usikre. Disse 4 sønderjyske Landsmand mente at risikere mindst ved at rejse østpå og havde hos Bolschevikerne i Jurjev Polskij, der nok vilde af med Fangerne, skaffet sig Pas og fri Rejse for at søge Beskæftigelse i Sibirien. Men det viste sig umuligt at nå så langt, og de kom derfor over til os, idet de vidste, hvor vi var.

Men her var der ikke noget at vente efter, idet vi ikke spekulerede på andet end at komme til den sønderjyske Lejr, og de besluttede derfor straks at vende tilbage, hvorefter Aftalen blev, at også vi skulle se at gøre Alvor af at komme bort. Efter i flere Dage bogstavelig talt, næsten at have belejret de stedlige russiske Kontorer for Krigsfangevæsnet, lykkedes det under store Vanskeligheder Fritz Clausen at skaffe Rejsetilladelse samt Fribillet for sig selv og sine tre Ledsagere. Allerede den følgende Dag rejste de med Skib, og ved et lykkeligt Tilfælde – man kan næsten sige Mirakel – formede det sig sådan ved denne Afrejse, at vi, efter at de 4 var gået om Bord, beholdt Papirerne på Frirejse og det hele. Dermed var Rejsen sikret for 4 Mand mere, som tog afsted Dagen derpå, og blandt disse var jeg. Rejsen gik med Baad til Volgabyen Nischni Nowgorod og derfra videre med Tog til Jurjev Polskij, hvor efterhånden alle Kammeraterne fra Sarapul samledes.

Da vi ankom til Jurjev Polskij var alle Sønderjyder, med Undtagelse af Fritz Clausen og sine Mænd samt Pastor Jensen – som tidligere havde været der, taget bort. De var rejst til Moskva, hvorfra de med Støtte af derboende danske Forretningsfolk og forsynet med Pas. som danske Arbejdere rejste videre over Petrograd og Sverige hjem til Danmark. Hjemsendelsen på denne Måde, der langtfra var uden Fare, lykkedes udmærket. Efterhånden, som der inde i Moskva var Mulighed for at få nogle bort, sendtes der Bud efter flere sønderjyske Krigsfanger. Samme Vej kom også en lille Flok fra Sarapul, da de Tid efter anden ankom til Jurjev Polskij. Når Krigsfangerne først var i Toget, så gik Hjemrejsen hurtigt, og i Løbet af Sommeren og Efteråret kom alle med Undtagelse af mig og en Kammerat mere hjem over Sverige. Det var Meningen, at vi skulle have rejst ad samme Rute, men grundet på særlige Forhold blev vi i Stedet for gennem det tyske Røde Kors sendt hjem over Tyskland og først henimod Jul 1918, sluttede Jes Ravn, ankom jeg til mit Hjem.

Yderligere oplysninger findes hos:
Frits Clausen (1893-1947)
Jens Henriksen (1887-1964)
Peter Jensen (1888-1972)
Jes Georg Ravn (1876-1957)
Marius Niels Riis (1895-1959)

Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland. 

Yderligere  Litteratur:
Beevor, Antony: ”Rusland, revolution og borgerkrig 1917-1921.” Lindhardt og Ringhof 2022.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Jensen, Peter: ” Jurjeff-Polskii og andre russiske krigsfangelejre.” Sønderjysk Månedsskrift 1968, PDF.
Hensriksen, Jens: ”I russisk krigsfangenskab.” Almanak for Nordslesvig 1939. PDF.

 

De sønderjyske krigsfanger i Rusland 1.

Senest ændret den 8. februar 2023 16:33

Den logistiske opgave med at få de slesvigske krigsfanger hentet hjem inden afstemningen i februar 1920, var til at overkomme for krigsfangerne i Frankrig, England og Amerika, da disse lande havde styr på hvor fangerne befandt sig og at de var anbragt i få lejre. I Rusland var situationen noget vanskeligere fordi fangerne var spredt ud over det store rige og russerne ikke havde styr på hvor fangerne var, samt at situationen var ret kaotisk på grund af revolutioner og efterfølgende borgerkrige. En række artikler i løbet af foråret vil beskrive hvordan sønderjyderne kom hjem, hovedsagelig baseret på deres egne beretninger.

Russerne havde fra krigens begyndelse besluttet at skille de nationale mindretal blandt krigsfangerne fra de rigstyske og østrig-ungarske krigsfanger. Dvs. tjekkerne, serberne, slovakkerne mv. fra den østrig-ungarske hær og fangerne fra Polen og Elsas-Lothringen fra den tyske hær. Da disse mindretal ønskede selvstændighed, håbede at russerne med egnet propaganda at kunne overtale dem til at skifte side.

Ideen var at sende de tyske og østrig-ungarske fanger til fangelejre i Sibirien, medens de adskilte mindretal blev sendt til fangelejre i den europæiske del af Rusland.

Sønderjyderne var ikke med i begyndelsen, men blev først i 1916, takket være N. H. Rasmussen og med hjælp fra kejserinde Dagmar, forsøgt samlet i én lejr. Men på dette tidspunkt var de allerede fordelt på de sibirske fangelejre, og da russerne ikke havde styr på hvem der var hvor, og krigsfangerne i lejrene var under selvstyre, dermed underlagt de tyske officerer, der ofte saboterede forehavendet, lykkedes det aldrig at samle flere end 36 danske sønderjyder i lejren. De danske sønderjyder blev anbragt i et hjørne af en tjekkisk fangelejr i byen Jurev-Polskij, ca. 200 km nordøst for Moskva.

Da det efter Brest-Litovsk freden blev muligt at komme hjem, ville de dansksindede sønderjyder fra Jurev-Polskij lejren ikke hjem via Tyskland, da de risikerede at blive sendt til Vestfronten efter en kort orlov. Ved hjælp af danske statsborgere, der arbejdede i Rusland for Dansk Russisk Handelskompagni og af konsulatet i Moskva og St. Petersborg, fik de falske danske pas, som de så kunne benytte til at rejse fra St. Petersborg igennem Finland, derfra sejle til Stockholm og videre til København. Undersejlturen til Stockholm bliver passagerne og passene kontrolleret at tyske patruljebåde.

Peter Jensen skriver i Sønderjyske Månedsskrift 1968 bl.a. følgende:
”I juli måned 1918 kommer så begyndelsen til afslutningen. Pastor Jensen og vore venner og hjælpere derinde i Moskva og Petrograd, og ikke at forglemme den danske ambassade med hr. minister, kammerherre Harald Scavenius i spidsen, har gjort en stor og meget bekostelig gerning med at få os sønderjyder gjort klar til hjemrejsen. Et ikke alene omstændeligt arbejde med at skaffe de nødvendige papirer. Der skulle også penge til rejsen, og de skulle også iklædes, så de ikke lignede krigsfanger, men almindelige danskere, som skulle igennem paskontrol og undersøges af tyskere, som kontrollerede farvandene ved den finske bugt og Rigabugten. En meget streng personlig undersøgelse, så sønderjyderne måtte passe på ikke at lade sig mærke med, at de kunne forstå eller tale tysk. Når de var kommet igennem denne kontrol, følte de sig fri og sikre for både tyskere og bolshevikker. Rejsen foregik med skib fra Petrograd til Stockholm og tog omkring tre døgn til Stockholm og et til København. Den 20. juli kl. 12 sejlede de første fem fra Petrograd. Den 23. gik de i land i Stockholm. Den 24. kl. 11 ankom de velbeholdne til København.”

Foto foroven, pastor N. A. Jensen: Fangelejren i Jurev-Polskij. 

Yderligere oplysninger findes hos:
Frits Clausen (1893-1947)
Jens Henriksen (1887-1964)
Peter Jensen (1888-1972)
Jens Juhl Nikolaisen (1892-1989)
Anton Hansen Nygaard (1886-1958)
Falle Petersen Rudbeck (1890-)

Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland. 

Litteratur:
Bechshøft, Gitta: ”Tante Ebba og Revolutionen”, 2020.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Clausen, H.C.: ”Kejserinde Dagmar” 1991. Udsnit PDF. (Samtale med Frits Clausen i 1928.)
Jensen, N. A.: ”Ventetider” 1926.
Rasmussen, Bent: ”Om krigsfangelejrenes oprindelse.” Sønderjyske Årbøger 1960, side 41-80. PDF.
Rasmussen, Bent: “I gerning og sandhed. N.H.Rasmussen og de Sønderjydske Krigsfanger.” 1927.
Trampe, Ebba: “Sønderjyske krigsfanger i Rusland.” Thyras Vold, 1963 PDF.

12. december 1919. Lidelser man ikke gør sig nogen forestilling om.

Hejmdal 12. december 1919:  Sønderjyderne fra Østen.

De sønderjyske krigsfanger, der var om bord på “Mitau”, skriver et hovedstadsblad:

SS “Mitau”, omdøbt fra “Birma”

“Der var to slags sønderjyder, de, der er samlet i Sibirien. De 24 kommer fra fra Japans fangelejre, hvor de har haft det mindre godt. Gårdejer Rasmussen, som de havde valgt til deres fører, har således været i en lejr i Nærheden af Tokio. I 5 år var de kun 2 gange på spadseretur, og de havde ingen forbindelser med omverdenen. Der er 13 sønderjyder blevet tilbage i denne lejr, og ialt omkring et halvt hunderede af vore landsmænd er endnu i Mikadoens rige. De mangler papirer, sagde deres lykkeligere landsmænd med et lille foragteligt smil, papirer, papirer…

Lidelser man ikke gør sig nogen forestilling om.
De 14 sibiriske fangers formand er købmand Møller fra Aabenraa. Han og hans kammerater er alle taget til fange på Østfronten, nogle ved Warschau, han selv ved Riga. De har gennemgået lidelser og trængsler, man ikke gør sig nogen forestilling om, måske ikke mindst efter, at de blev givet fri, da bolshevikerne kom til magten. Så åbnedes nogle af fangelejrerne, og den store forvirring begyndte. Vore landsmænd fortæller artige historier om bolshevikernes store grusomhed. Købmand Møller har en en tid levet af at lave falske pas, hvad der gik glimrende, og et par andre har ved at udfylde gamle fragtbreve fragtet dig selv ud af nogle strenge lejre, der ikke blev åbnet; men hvor kulden, sygdomme og sulten gjorde slemme indhug mellem de før så raske unge mænd.

Flere fanger døde af underernæring.
Nogle af de sønderjyder, der har været i Japan, udtaler til en københavner korrespondent, at de var bleven ført til forskellige af de japanske øer. Her blev de indesluttede og strengt afspærrede i en række lejre, og de allerfleste steder var maden så dårlig og knap, at ikke så få fanger døde af underernæring. I lejrerne i Narashino døde for godt et års tid siden flere hunrede fanger af “spansk syge”. Fangerne holdtes helt uviksomme. For at slippe bort søgte mange af dem at flygte over Kina, hvad kun lykkedes i de færreste tilfælde, og tugthus og totur blev beredt de ulykkelige, der ikke slap bort. Postforbindelsen med hjemlandet var nogenlunde. Den civile befolkning på øerne nærer sympati for ententen, medens militærpartiet er tyskvenligt.

Student Madsen fra Majbøl på Als kom som eneste slesviger til Pinsk og kom senere til Tomsk. Ernæringsforholdene var begge steder meget slette.

Præst, Købmand og skolelærer.
Købmand Møller, som blev taget til fange i august 1915, har været præst, købmand, skolelærer, osv. for krigsfangerne i fangelejrerne omkrig Omsk. Efter to måneders fangenskab blev han sat på fri fod og virkede siden på hjælpsom vis blandt krigsfangerne, hjulpet af den danske konsul og andre danske, således af en hr. Lange, danskfødt og gift med en dame fra Litauen, han var leder af den tyske hjælpefond i Omsk. Hr. Møller omtaler de nævnte i smukke lovord. Det samme gælder om det danske udenrigsministeriums kurér Goldschmidt, der som bekendt tog sig af dage på rejsen hjem. Møller siger, at Goldschmidt var en yderst sympatisk og god mand, som især gjorde sig meget afholdt på hjemturen.

Endnu findes ca 60 sønderjyder i de japanske fangelejre. For de nu hjemkomne slog befrielsens time den 26. august. De sejlede med japansk damper over Shanghai til Singapore, og der var et ophold på 20 dage, som de danske benyttede til at afholde store fester for sønderjyderne. “

Se sønderjyder i japansk krigsfangenskab.

Yderligere oplysninger:
Kamstrup, Jørgen: H. N. Andersen – En ØK-logisk livsberetning. 2010. bibliotek.dk

10. november 1919. En Aabenraa-krigsfanges omtumlede skæbne.

S/S Flora

Hejmdal 10. november 1919.
En Aabenraa-krigsfanges omtumlede skæbne.
Igennem Italien på kryds og tværs i 26 måneder. – Hjem ved det sønderjyske ministeriums hjælp.

Fredag morgen lagde “Det Forenede Dampskibsselskab”s damper “Flora” ind i Københavns havn. “Flora”, hvis udmærkede fører er kaptajn Meyer, som fra Middelhavet, og foruden den sædvanlige last medførte damperen denne gang også en anden, nemlig 7 unge sønderjyder, der fra årelang udlændighed ved det Sønderjyske Ministeriums hjælp nu endelig nærmede sig hjemmet, hvor de har været savnet så længe.
– – –
Der blev glæde i går morges i slagter Kuhns hjem i Vestergade, da sønnen Willy Kuhn trådte ind af døren. Han har ikke været hjemme siden august 1917, da han havde sin sidste orlov. Men nu kom han.

Vi beder Willy Kuhn fortælle “Hejmdal”s læsere list af de oplevelser, han har haft i det fremmede og han er straks rede:

I december 1917 lå jeg, der var underofficer ved en tysk artilleri-division, i bjergene ved Piove floden. Det var lige efter offensiven med italienerne. Fremgangen var standset, og nu fulgte de små fremstød, stillingskampene, fra begge sider. Jeg lå  på Monte Tomba, men pludselig blev bjerghøjden taget af franske alpejægere, og vi var fanger.

Jeg blev først ført til Catelfranco, 30 kilometer bag ved fronten. Jeg og en anden tysk underofficer, en lærer fra Mecklenburg, skulle senere tages i forhør og blev også afhentede af et italiensk automobil. Vi skulle til det franske hovedkvarter i Citadella for at give oplysninger om artilleristillingerne, men i stedet for kørte chaufføren os til Mirabella, hvor der er en stor fangelejr. Vi overgik dermed fra fransk til italiensk fangenskab, og der blev ikke mere tale om at komme i forhør. Senere kom jeg til Verona, hvor jeg var fange i 5 måneder.

Så kom jeg til Kastellet Tredio i Florens. Herfra forsøgte jeg at flygte. Vagten sov på grund af varmen, og jeg slap godt ud og flygtede mod nord, hvor nogle bønder skjulte mig og gav mig mad. Men da jeg ville gå over den svejtsiske grænse gik det galt.

Jeg havde ingen penge til at bestikke vagten med, og da han fik et bestemt beløb for hver flygtning, tog han mig, og jeg blev sendt tilbage til Florens, hvor jeg fik 20 dages fængsel på vand og brød.

Den meste tid i fangenskabet har jeg arbejdet for bønderne i deres ejendommelige gammeldags landbrug. de behandlede mig godt, men kosten var jo ejendommelig for danskers gane, makaroni og ris, og ris og makaroni. Men heldigvis lå min fangelejr i det sunde Toscana. Mange andre blev ført til fangelejre sydpå eller Sardinien, hvor der var feber og malaria.

Jeg havde imidlertid flere gange skrevet hjem, og hjemmefra havde de skrevet til det Sønderjyske Ministerium. Og endelig slog befrielsens time. Den 22. september blev jeg ved det danske gesandtskabs hjælp frigivet, og kom til Rom. I 6 dage tog Legationen sig af mig på den allebedste måde. Jeg fik civilt tøj, boede på hotel og fik hele Rom at se. For at få skibslejlighed hjem, blev jeg imidlertid sendt til Genua, hvor en dansk privatmand, skibsmægler Boesgaard, inviterede mig til at være hans gæst. Jeg blev i 12 dage i Genua, så kom “Flora” og tog mig med mod hjemmet.

Vi anløb på hjemvejen to spanske og flere portugisiske havne. 

I Lisabon kom mine 6 kammerater om bord. De var alle civilfanger fra Azorerne. Da krigen brød ud, lå de med tyske skibe forskellige steder. Blandt den var styrmand Chr. Petersen fra Simmersted, og styrmand Hans Lorenzen fra Rinkenæs. De sejlede begge med Tysk Australien Liniens damper “Brisbane”. Den 5. august 1914 befandt de sig i portugisisk Goa i Forindien, og her blev de, til Portugal den 26. februar 1916 trådte ind i krigen. Så blev skibet interneret. En østerisk damper skulle føre dem til Azorerne, men skibet forliste. De kom i land på Afrikas kyst og blev interneret i Tugthuset i Mozambique. Senere kom de dog til Azorerne, og den 16. september kom de til Lisabon.

Desuden kom to maskinister Henrich Lensch, Flensborg, og Laurids Jepsen, Skodsbøl, om bord. Og endvidere Johannes Beck, Løjt Kirkeby, der ved krigens udbrud var matros på et tysk sejlskib, der kom fra Sydamerika med salpeter. Han skulle netop hjem for at tage styrmandseksamen. Endelig kom endnu en indfødt Aabenraaer ombord. Det var Osvald Stolz, der var 1. styrmand på damperen “Hof” af Hamborg.

I København blev vi modtaget udmærket – fortæller Kuhn – Vi fik klæder udleveret af “Sønderjysk Fond” og spiste frokost som det sønderjyske ministeriums gæster. Senere så vi Rigsdagen.

Beck og Lorenzen blev i København, hvor de ville besøge nogle slægtninge. Vi andre rejste hjem over Faaborg. Vi havde ikke penge nok! Sagen er den, at civilfangerne jo havde hele deres store bagage med, og den måtte vi betale overvægt-fragt af, og så slog de penge, vi havde fået af “Sønderjysk Fond” ikke til! Heldigvis traf vi Redaktør Refslund-Thomsen og Dr. Karberg fra Sønderborg, som var på vej hjem. De hjalp os igennem.

Stolz tog videre til Lybeck, hvor hans moder bor. Hun længes vist efter ham? Han har jo ikke været hjemme siden længe før krigen.

Og De selv spørger vi ?

Ja, jeg er overordentlig glad ved at være kommen hjem. Jeg får min gamle plads hos Boetmanns trælasthandel. Og naturligvis er min familie også glad. Min søster har forresten forlovet sig med en krigsfange som “Valkyrien” hentede hjem fra Ægypten.

Sønderjyder hjem med “Flora”:
Kuhn, Willy Georg (1896-), Aabenraa
Beck, Johannes (1893-), Aabenraa
Petersen, Christian (1888-), Simmersted
Lorenzen, Hans Friedrich (1887-), Rinkenæs
Jepsen, Lauritz Lauritzen (1887-), Skodsbøl
Lensch, Henrik Mats (1882-), Sørup, Sydslesvig

11. oktober 1919. Fem danske Civilfangers Eventyr

Hejmdal lørdag den 11. oktober 1919
Fem danske Civilfangers Eventyr
Efter fem Aars Internering paa Azorerne.
Et erstatnings spørgsmål mod Portugal. 

Damperen “Minsk”, som er ankommen til København, medbragte fem civile, Fanger, som har været interneret af Portugiserne paa Azorerne. De tre af disse var Officerer paa tyske Koffardisskibe, som i Krigens Begyndelse havde søgt Tilflugt i portugisiske Havne paa Afrikas Vestkyst. En var Maskinmester på en kakaoplantage paa den portugisiske Ø Sao Thorné ud for Kamerun-Kysten. Denne Mand, der hedder Max Sødergren og stammer fra Aabenraa, blev i December 1916 intereneret som Civilfange og sendt til Lissabon, hvor han i Kasernen Guarda Republicana tilbragte, 9 Måneder i Enecelle. 

Han var efterhånden blevet glemt af myndighederne, da det endelig lykkedes ham, at få en Oberst til at interessere sig for sine Forhold. Han blev derefter i December 1917 overført til Azorerne. De her nævnte fire Fanger er alle fra Aabenraa og Tønder og taler er udmærket Dansk. 

Den femte af de Mænd “Minsk” bragte hertil, hedder Carl Jensen og stammer fra Næstved. Han fortæller om fine Oplevelser: 

– Jeg havde i 12 Aar været Farmer i tysk Sydvestafrika. I Efteråret 1914 foretog jeg en Ekspedition  til portugisisk Angola for at købe Fødevarer. Skønt Portugal først indtrådte i Krigen 1 1/2 Aar senere blev jeg sammen med en Del Tyskere taget til Fange af Portugiserne og måtte i 2 Aar sidde i Fangenskab I Loanda Angola. Derefter blev jeg sammen med 50 tyskere overført til Azorerne, hvor jeg har tilbragt 2 Aar i Fangenskab. 

– Jeg har – fortæller Carl Jensen videre – under hele min Udlændighed været Abonnent paa “Næstved Tidende”. Dette Blad fik jeg ogsaa tilsendt i fangenskabet og stiftede derigennem Bekendtskab med “Sønderjysk Fond”, og det er denne udmærkede Institution, som har skaffet mig og mine fire sønderjyske Kammerater i Frihed. Uden Genvordigheder gik det ikke for sig, men desto gladere er vi nu over endelig at være nået hertil.

– Hvorledes gik det da for sig!

– Den portugisiske Censor på Terceira, den af de azoriske øer, hvor vi tilbragte fangenskabet, kunne ikke tale dansk, og følgen var, at han konsekvent lod alle vore breve til hjemmet gå i papirkurven.

Imidlertid havde Max Sødergren efterhånden lært sig saa meget Portugisisk, at han kunne sætte et kort Brev sammen, hvor han henledte Fondens Opmærksomhed paa vore Forhold. Dette brev blev vor frelse!

Vi hører imidlertid senere, at det alligevel ikke har været saa helt ligetil for Fonden at skaffe vore fem Landsmænd fri. Sønderjysk Fond søgte først at opnå det gennem en Henvendelse til den danske konsul i Lisabon: det viste sig imidlertid frugtesløst. 

Først da man fik franske Gesandtskab i Danmark til at tage affære, fik man frigivet de fem danske Civilfanger på Azorerne. Nu er de altså kommet hertil, henrykte over modtagelse, som “Sønderjysk fond” har beredt dem. 

Fondens virksomme og elskværdige Sekretær Hr. Louw har sørget for deres Ekvipering og har sørget for, at der blev skaffet dem Logis her i byen. 

Det Sønderjyske Ministerium havde inviteret vore fem Landsmænd til Frokost – og i dag rejser de afsted til deres Slægtninge, som de ikke har set i mange Aar. 

Hr. Carl Jensen vil, efter hvad han videre meddeler konferere med en kyndig sagfører for at erfare, hvorledes han skal optræde med Erstatningsspørgsmål overfor den portugisiske regering i anledning af den ganske uberettigede Internering, han som neutral statsborger har været genstand for, endda på et tidspunkt, hvor Portugal ikke befandt sig i krigstilstand.

Sømænd hjem med “Minsk”
Jensen, Carl Antonius (1883-), Næstved. Ikke oprettet side.
Andresen, Jes Peter (1874-), Aabenraa
Dahl,  Johan Christian Emil (1889-), Aabenraa
Södergreen, Max Carl (1884-), Aabenraa
Lund, Johan Peter (1890-), Tønder

9. august 1919 – Ribe Stiftstidende: Tønder by køber levnedsmidler

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tønder byraad køber for 100,000 mark levnedsmidler

Tønder by har bevilget 100,000 mark til opkøb af levnedsmidler i Danmark. Det er meningen, at disse skal uddeles blandt befolkningen, da uddelingen fra det tyske ernæringsamt er fuldkommen utilstrækkelig.

De sønderjydske krigsfangers ankomst

Den maade, hvorpaa de slesvigske krigsfanger pr. skib dirigeres hertil, er forbundet med adskillelige ubehageligheder. Saaledes har modtagelseskomitéen først i dag modtaget meddelelsen om, at fangerne kunne ventes til Esbjerg i morgen – søndag – mellem 4 og 6 eftermiddag. At dette i høj grad vanskeliggør gennemførelsen af modtagelsearrangementerne, siger sig selv.

Imidlertid mener man, at krigsfangerne vil ankomme til Ribe ved 6 eller 6½-tiden enten med det planmæssige eftermiddagstog eller med et ekstratog.

Det antages, at krigsfangerne allerede næste dag, dels om eftermiddagen, dels om aftenen vil rejse videre over grænsen til deres hjem.

Nærmere vil blive opslaaet i vor telegramkasse.

 

15. juli 1919 – Ribe Stiftstidende: slesvigske krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

København tirsdag.

Forude da ca. 1200 franske fanger (skal være fanger, taget af franskmændene red.) der er samlede i Rouen, og hvorom der ogsaa tidligere er udgaaet meddelelse, er der nu sammesteds samlet ca. 100 fanger fra amerikanske fangelejre, og ifølge meddelelse fra Frankrig vil der i den nærmeste tid blive samlet et stort antal franske og amerikanske fanger i Rouen.

For de slesvigske fanger i Ægypten, paa Malta, Palæstina, Indien, Natal, New Zealand, Australien, Øst- og Sydafrika, Syrien, Balkanhalvøen og Kanada, er der givet hjemsendelsestilladelse. Og der vil blive gjort alt for at give skibslejlighed, saa snart som det er muligt.

Hjemsendelsen sker nu ifølge officiel meddelelse fra Frankrig uden hensyn til nationalitet og sindelag.

Dampskibet St. Thomas afgaar i dag gennem Kielerkanalen til Rouen efter den første sending, i hvilke n man altsaa ogsaa kan vente fanger fra de amerikanske lejre. Dampskibet St. Thomas vil gøre yderligere 2 rejser til Rouen og Dunkerque og det midlertidige ministerium for sønderjydske anliggender vil anstrenge sig for ogsaa at skaffe sig anden skibslejlighed. 

26. juni 1919. Sønderjyske krigsfanger “i koncentrationslejre i Brasilien”

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Det viser sig at sønderjyderne, som er taget til fange under krigen, findes spredte over et godt stykke af verden. Nu har Den sønderjydske fond erfaret, at der foruden de tidligere nævnte spredte kolonier af sønderjydske krigsfanger ogsaa befinder sig en del i koncentrationslejre i Brasilien.

Selvfølgelig har Fonden straks sat sig i bevægelse for at faa de stakkels mennesker hjem, og man har faaet den herværende brasilianske gesandt, Hr. Alves q’Aranje til at telegrafere til sin regering, for at fangerne frigivelse hurtigst muligt kan blive udvirket.

 

 

23. marts 1919 – Sønderjysk Fodboldkamp

Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

København er — det véd alle — en fodboldinteresseret By. Og da det blev bekendt, at vore sønderjydske Gæster under deres Ophold i England havde uddannet et Fodboldhold, var det jo selvsagt, at der, mens de opholdt sig i København, maatte etableres en lille Match.

A.B. var straks villig og indbød Sønderjyderne til en Kamp paa sin Bane Søndag den 23. Marts.

Det tjener nu ikke det københavnske Fodboldpublikum til synderlig Ære, at ikke flere end det godt og vel Par Hundreder Tilskuere, der havde givet Møde, interesserede sig for at konstatere, hvor megen Fodboldkultur, vore sønderjydske Landsmand havde tilegnet sig i Feltham-Lejren. Saa snart der pibes til Samling af A.B. mod K.B., „Frem“ eller B. 93, skal de nok troppe op; men er det lidt ud over det almindelige, som her: en Match, hvis Kampmoment formodes at være ringe, holder de sig borte.

“Det sønderjydske Hold faar efter Fodboldkampen overrakt et Erindringsbæger” 23. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”, 1919.Og det var virkelig interessant at se, hvad Sønderjyderne havde lært sig. Selvfølgelig kunde de langt fra hamle op med de veltrænede Studenter.
De spillede som Folk gør det, der kommer sent med i Legen, men frisk og fair, med god Villie og Forstaaelse af Spillets tekniske og taktiske Principper.

Efter Spillet holdt Raadmand Jessen Tale og forærede paa „Sønderjydsk Fond“ s Vegne hver af Gæsterne et lille Sølvbæger til Minde om
Kampen.

19. marts 1919 – Det andet hold sønderjyders ophold i København

Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

BESØGET I VOR FRUE KIRKE

Onsdag Formiddag d. 19. Marts var der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Vor Frue Kirke. Enkeltvis ankom de sammen med deres Værter og blev indladt i Kirken gennem Indgangen mod Frue Plads.

Pastor Henriksen modtog dem, og snart var Kirken fyldt til sidste Plads. Mellem de Tilstedeværende var der en Mængde Præster med Biskop Ostenfeld i Spidsen.

Der var ikke gjort noget videre for at pynte den i sig selv pragtfulde Kirke, nogle Blomster ved Alteret og et Par diskrete Dannebrogsflag, det var det hele.

Efter at P. Lauritsens Sang: „Slesvig, du er dyrekøbt“ var afsunget, talte Stiftsprovst Ussing fra Prædikestolen.

“De sønderjydske Gæster i Frue Kirke” 19. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”.

Det skulde ikke være nogen egentlig Gudstjeneste, sagde han, man vilde kun gerne vise Sønderjyderne den Seværdighed, som Kirken var. Han vilde til et hjerteligt Velkommen knytte den sønderjydske Sanger Brorsons Salme: „Her vil ties, her vil bies“. Sønderjyderne havde vist, at de kunde tie. Vi heroppe havde ogsaa tiet, men ofte havde vi sendt Bønnens Due over Grænsen, Haabet var aldrig dødt i Danmark, og nu kom de sønderjydske Krigsfanger her til Landet som Oliebladet, der varsler, at Syndfloden er til Ende.

Stiftsprovsten sluttede med en bevæget Bøn for Sønderjylland.

Efter en Korsang med Musik af J. P. E. Hartmann gav Stiftsprovsten i korte Træk Kirkens Historie. Bl. a. sagde han om Kirkens Ødelæggelse i 1807, at Englænderne nu havde indset den Fejl, de havde begaaet den Gang, de bombarderede København, og siden da de undlod at hjælpe os i 64, og at de paa den smukkeste Maade havde lagt deres Følelser overfor os for Dagen ved deres store Venlighed mod Sønderjyderne.

STUDENTERFORENINGENS GÆSTER

Efter Besøget i Vor Frue Kirke samledes de sønderjydske Gæster og deres Værtsfolk Klokken 12 i Studenterforeningens Festsal, som var smukt dekoreret med Dannebrogsflag og Foreningens gule Banner, om de
dækkede Frokostborde.

Den ledende Senior, cand. jur. Schlotfeldt, bød Sønderjyderne Velkommen som Gæster blandt dansk Ungdom.

Man indledede med „Det haver saa nyligen regnet“, hvorefter den ledende Senior paany tog Ordet for med en kort Motivering at udbringe et „Leve for gamle Danmark“, som besvaredes med 9 taktfaste Hurraer.

Departementschef Hiort- Lorentz en takkede derefter Studenterforeningen for den smukke Tanke at indbyde Sønderjyderne.

Herefter fik Pastor Troensegaard-Hansen Ordet. Han talte stærkt og gribende om Oplevelser fra sit Ophold i England og om Glæden ved Gensynet i denne Festtid. „Paa mine sønderjydske Drenges Vegne“, sluttede han, „siger jeg dem alle en inderlig Tak for disse Dage, som
vi aldrig skal glemme.“

Efterhaanden var man naaet gennem Frokosten og begyndt paa Desserten, under hvilken Chr. Gottschalch meget smukt og følt sang nogle
Sange, Axel Juels „Flaget“ og Bruuns og Lehmanns „Velkommen Brødre fra Sønden Aa“, og Formanden motiverede et Leve for den danske Student, hvorefter Axel Juel læste egne Digte højt, blandt andet et smukt Hyldestdigt til de hjemvendte Sønderjyder.

“I Studenterforeningens solfyldte Festsal” den 19. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”.

En af Krigsfangerne Hans Hansen, fra Haderslev, gav uforbeholdent Udtryk for den Stemning, som trods alt behersker Sønderjyderne,
nemlig Længselen efter at komme hjem. Han takkede iøvrigt hjerteligt for den Velkomst, han og hans Kammerater havde mødt.

Efter at Formanden for Akademisk Skytteforening, Kontorchef Nandrup havde bragt en smuk Hyldest til de sønderjydske Kvinder og Hjem, og Sønderjydsk Forenings Formand, Overretssagfører Manthey- Wagner havde talt for Pastor Troense-Hansen og Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen for Pastor Jensen, der ligeledes har gjort et stort Arbejde blandt de sønderjydske Krigsfanger, gav Direktør Brunn nogle praktiske
Oplysninger om Programmet for de nærmeste Dage, og efter at endnu nogle Talere havde haft Ordet, deriblandt Grosserer Holm, Fru Osten
fra Aabenraa og Direktør Bang, udbragte den ledende Senior et Leve for Drs. Majestæter Kongen og Dronningen, hvorefter den vellykkede
Fest sluttede med „Der er et yndigt Land“.

17. marts 1919 – Sønderjydernes udflugt til Hillerød

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

UDFLUGTEN TIL HILLERØD

Med morgenfriske og fornøjede Ansigter mødte Sønderjyderne Mandag Morgen Klokken 9 paa Nordbanegaarden — lidt betagede endnu af Indtrykkene fra den store Raadhusfest Søndag Aften men ikke Spor af medtagne. De blev fulgt dertil af deres Kvarterværter, og de blev straks modtagne med Musik af 1ste Artilleriregiment, som under Ledelse af Løjtnant Merrild spillede gamle danske Melodier.

Viften med Lommetørklæder fra alle Kupevinduer, Viften og Vinken fra Perronen, og saa bruste Toget af Sted.

Alle Villakvartererne under Vejs og alle Smaabyerne langs Banelinien var flagsmykket, og i Holte og i Birkerød mødte Skolebørnene op i samlet Flok, festklædt og under deres Banner og hilste Sønderjyderne med Sang.

I Frederiksborg, hvor alle Flagene naturligvis var ude, vajede Statsskolens lyseblaa Banner over en Menneskemængde, der fyldte hele Stationspladsen. Grosserer Chr. Holm. Fru Gedde og Boghandler Poulsen gjorde Honnør paa Komitéens og Byens Vegne, uden mange Ord, men med hjertelige Haandtryk, mere behøvedes heller ikke.

De raske og praktiske akademiske Skytter, der i disse sønderjydske Dage gjorde udmærket Nytte som Fest- og Ordensmarskaller, fik hurtigt Sønderjyderne fordelt mellem de elskværdige Frederiksborgere, der havde indbudt dem til smaa Frokostselskaber i Hjemmene.

„Det er kun altfor meget!“ sagde Sønderjyderne glade og taknemmelige, og lidt efter saa man i det lille hyggelige Hillerød det smukke Gadebillede, som vi nu kender fra København: En Vært, der broderligt spadserer med sin sønderjydske Gæst, eller med et Par Gæster, som bærer det hvide Armbind med Dannebrogsmærket.

Sønderjyderne kiggede sig alle Vegne interesserede omkring, „for det er jo første Gang, vi er paa Sjælland”.

 

“Sønderjyder ved Hostrups Mindesmærke i Hillerød” 17. marts 1919, efter “De Sønderjyske Dage i København”, 1919

 

Slottet imponerede dem allerede ved sin ydre Skønhed, og de blev længe staaende foran Granit-Mindesmærket for deres gamle Ven Digteren Hostrup, med de syngende Lærker, der stiger op over den modne Kornmark.

Kl. i 1½ samledes man i Slotsgaarden, hvor Musikkorpset modtog Selskabet med en rask Marsch, og hvor en Mængde af Byens Folk var mødt. Damerne rakte Sønderjyderne smaa Buketter af Vintergækker, omvuudet med røde Baand.

Jo mere Sønderjyderne havde set her i disse Dage, des mere tavse var de blevet, og des tydeligere har man af deres Udtryk kunnet læse, hvor tilfredse de var. Men den Dag paa Frederiksborg Slot fik de Tungebaandene rigtig løst og blev talende. De blev det i den Grad, at vi Københavnere, som har været der de hundrede Gange for at vise Gæster rundt, efterhaanden syntes, at Nationalmuseet næsten blev nyt for os, medens vi hørte paa dem. Om alt dette historiske vidste de Besked, grundigt, og paa en egen Maade, saa man gøs, hvis man kom til at begaa en Fejltagelse, naar man forklarede dem noget, og de saa rettede Fejlen.

— Vi kender det jo altsammen, men det bliver saa levende her, sagde de.

Foran Portræterne af Heltene fra 48 og 64 blev de længe staaende, og hvor der var et Maleri med Voldgrave og Fæstningsværker, gjorde de Sammenligninger mellem dem og de nutidige Skyttegrave, som de selv havde ligget i.

Redaktør Bernild ledede Forevisningen; og efter den, og efter at man inde i Slotskirken havde sunget „Der er et yndigt Land“ og hørt Fru Mengel-Thomsen oppe fra Orgelet synge „Kongernes Konge” og „Slesvig, vort elskede omstridte Land”, skulde man samles ovre i Hotel Leidersdorff. Det kneb med at faa Sønderjyderne derover. De blev staaende nede i Gaarden og talte om alt. hvad de havde set deroppe i Salene, og beundrede det store Springvand, som i Dagens Anledning sendte sine højeste Kaskader til Vejrs.

“Sønderjyder i Frederiksborg Slotsgaard” 17. marts 1919, “De Sønderjyske Dage i København”, 1919

Men omsider kom de da derover, hvor Kaffebordene ventede. Arrangementet var i al Beskedenhed. Partikulier Carstens holdt fra Scenen i Teatersalen en pæn Tale, hvori han sagde: — Har vi nu lært at sige Tak til Gud for, at vi har faaet det, vi har gaaet og sukket efter?
Fremtidig skal I ikke mere længes hjem, for nu er I hjemme. I skal sige: Nu vil vi kæmpe for Danmarks Sag. Og vi skal sige: Ingen Lunkenhed mere, men Enighed i Danmark. Nu sletter vi Aaen, nu er der kun eet Danmark. Haab paa Renhed og Lykke for det.

Grosserer Chr. Holm fra „Sønderjydsk Fond” her i København takkede Frederiksborg-Komitéen. Hillerød havde vist, at der var Hjerterum; for i Stedet for at beklage sig over Pladsmangel havde
Byens Borgere klaget over, at der ikke var kommet mange flere Sønderjyder — de, der ingen Gæster havde faaet i deres Hjem, følte sig forurettet.

Med Musikkorpset — det var i Ilden næsten uafbrudt — i Spidsen marscherede alle, Sønderjyder og Frederiksborgere, i sluttet Trop til
Banegaarden. Paa Tærskelen udbragte en Sønderjyde et „Leve Hillerød!” og saa begyndte Hurraraabene, der fortsattes paa alle Smaastationerne helt ind til Hovedstaden. Langs Banelinien, et ‘ godt Stykke udenfor Hillerød, stod Folk i Rækker og viftede med deres Lommetørklæder, saa de inde fra Toget lignede et hvidt Gærde. Og paa alle Perronerne, Birkerød, Holte osv., var Folk samlet og’ viftede med Flag og raabte Hurra, lykkelige over at faa et Glimt af de unge, blonde Landsmænd søndenfra, her i Forbifarten.

Paa Villa-Balkonerne mellem Stationerne, hvor Taget fløj hastigt forbi, stod Husets Damer flere Steder med mægtigt store Flagduge, som de holdt i de øverste Hjørner og lod bølge ud imod de forbidragende.

Nogle af Frederiksborg-Værterne fulgte med her til København; og ved Afskeden hørte vi en af dem sige til sin Sønderjyde: — Kom saa igen næste Aar, som De har lovet mig, og tag Konen med!

Der blev aabenbart knyttet varige Venskaber i disse sønderjydske Dage.

 

16. Marts 1919 – Sønderjydernes første dage i København

Senest ændret den 17. marts 2019 22:15

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

FESTGUDSTJENESTEN I GARNISONS KIRKE 16. MARTS

Klokken 10 Søndag Formiddag den 16. Marts afholdtes der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Garnisons Kirke. Allerede Kl. 9½ var den rummelige Kirke fyldt til sidste Plads og Folk stod langt ud ad Gaden.

De fleste Sønderjyder sad med deres Værtsfolk oppe paa Pulpituret, nogle enkelte stod op foran Alteret. Det blev en gribende og smuk Højtidelighed, der vil efterlade smukke Minder hos alle de tilstedeværende.

Da Orgelet intonerede „Den signede Dag —” sang alle med, saa det store Kirkerum gav Genlyd. Pastor Olfert Richard talte. Hans Præken kunde alle forstaa; det var jævne og varme Ord, der kom fra Hjertet og gik til Hjertet. Han sluttede sin Tale med følgende Ord til Sønderjyderne:

„Og her favner nu i Dag en Moder igen sit hjemkomne og befriede Barn. Thi, sønderjydske Brødre, nu er I hjemme. Hvil nu i eders Moders Favn og glem al eders Nød! I er i Danmark, hvor I altid har hørt hjemme. Hin naadefulde Dag, da den gamle Frankermunk Sankt Ansgar gik over Ejderfloden, da var Jesus atter kommet til Grænsen af Hedningeland. Da kom Evangeliet til Danmark, thi dernede ligger Danmarks Grænse fra ældgamle Dage og i Guds Øjne.

Vi har aldrig glemt dette i Nødens Time. Eders Moder har aldrig holdt op at sørge over eder. Klædte hun sig end yndigt hver Vaar i sin lysegrønne Kjole med mange brogede Blomster i, og bredte hun ved Vintertid sin hvide Kaabe om sig, hun havde dog altid Taarer i sine Øjne og bar eders Navne i sit Hjerte. Og se, da Nøden var størst, saa var Hjælpen ogsaa nærmest. Thi da blev Nøden utænkelig stor, da hendes Sønner maatte bære Vaaben i fjerne Lande under en Fane, de ikke kunde elske, og mod Folk, de tænkte venligt om. Og der kom mange Sørgebud om faldne Sønner, seks Tusinde dyre Navne, som sover i fjerne Grave. Da saa det ud, som hendes Haab skulde slukkes. Thi hun havde ventet saa meget af denne Ungdom, der nu var blevet moden, og kom I ikke nu, saa kom I aldrig.

Da vendte Bladet sig i Skæbnebogen; og snart kommer Genforeningens store Sommerdag. I er Svaler paa Gennemrejse, som bebuder Sommeren.  O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!  I havde Troen, eders Kvinder ikke mindst, I troede trods alt, og I bevarede den sejge, faste Villie, skønt I var de faa og de sinaa, og se,
nu sker det, som I vilde.

A f Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne . . .

“Udenfor Garnisons Kirke efter Festgudstjenesten” 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919

RIGSDAGENS FORMIDDAGS-FEST FOR SØNDERJYDERNE

Efter Gudstjenesten i Garnisons Kirke drog Sønderjyderne fulgt af tætte Skarer af Københavnere til Christiansborg, hvor Rigsdagen havde indbudt dem til Frokost.

Der var dækket i den store Restaurantsal og i flere af de tilstødende Lokaler. Og Borddækningen var helt igennem fiks. En af de sønderjydske Gæster sagde da ogsaa: „Det er længe siden, vi har siddet saa godt i det!“ Og i det hele traf man i Rigsdagen de sønderjydske Gæster i et saa taknemmeligt Humør, at det gjorde det bedste Indtryk.

— Da man var naaet gennem den enkle Frokost-Menues første Ret, bød Folketingets Formand, Hr. Pedersen-Nyskov, Velkommen. Vi byder Dem — sagde Taleren — Velkommen her i Rigsdagens Hus. Og vi længes kun efter den Dag, da vi kan byde de danske Slesvigere Velkommen her i Danmark (Hør!). Med beundringsværdig Sejghed har vore Landsmænd i Sønderjylland kæmpet for og opretholdt Danskheden. Og de Unge, som vi samles med i Dag, har jo kun kæmpet for at bevare Retten til at blive i det Land, de altid har elsket.

I, vore unge Gæster, vender nu tilbage til et Land, hvor der hersker Nød og Sorg over Tusinder af Faldne, men midt i Sorgen har dog baade I og vi den Glæde, at vi er sikre paa Genforeningen. Og vi heroppe vil gøre, hvad der staar i vor Magt, for at læge de Saar, Krigen har slaaet. Vi gør det, fordi vi holder af jer og fordi vi føler os forvisset om, at Sønderjyderne — og ikke mindst de Unge — vil tilføre Danmark en national Kraft, der vil bidrage meget til at samle vort Folk saaledes, at det vil gaa en lys og lykkelig Fremtid i Møde.

Nu, i Genforeningens Glæde, vil vi mindes og takke Fædrene for det Arbejde, de har udført. Paa de Kæmper, der ligger i deres Grave, og
som ikke naaede at se deres store nationale Haab opfyldt, vil vi anvende det gamle Ord:

„Den, der saar med Graad, høster med Frydesang“. De har saaet Trofasthedens og Kærlighedens Sæd. Deres rige og gode Høst vil vi
nu i Fællesskab bjerge hjem til Gavn og Ære for hele det danske Folk. Gamle Danmark leve! (Stærkt Bifald.)

— Efter Frokosten besaa næsten alle de sønderjydske Gæster Rigsdagsbygningen fra øverst til nederst. Rigsdagsmedlemmerne optraadte ved denne Lejlighed selv som Ciceroner.

“Sønderjyder i Rigsdagens Læsesal” den 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919

DEN STORE RAADHUSFEST SØNDAG DEN 16. MARTS

Søndag Aften den 16. Marts — Dagen efter Ankomsten — fejrede Byen København Sønderjyderne ved en Fest i Raadhussallen.

Over 1000 Københavnere var stævnet sammen og for dem blev Aftenen en Oplevelse. Del var ikke Talerne og Sangene, der gjorde
det, hvor smukke eller stemningsfyldte de end var; det var Synet af disse unge, vejrbidte Mænd, den Glæde, der straalede ud af deres Øjne, og saa Bevidstheden om alt det, disse Mennesker havde gaaet igennem.

Og saa een Ting til!

Bevidstheden om, hvor lidt vi selv har gaaet igennem i disse Krigens Aar, der skyllede Guld op paa vore Strande, Guld, der var malet af Lidelser og Smerte, Had og Vanvid hos hele den øvrige Verden.

Vi følte os saa smaa, saa ubetydelige, og vi havde vænnet os til at betragte os som disse Europas kloge Hoveder, der havde forstaaet med Behændighed at holde det hele borte fra os selv.

Ved at se disse Menneskers Glæde forstod vi, at dette var det første, det eneste, vi har gjort under denne forfærdelige Krig, første Gang, vi har evnet virkelig at skabe den Lykke, der faar et Menneske til at glemme alle udstaaede Lidelser.

Professor Vilhelm Andersen sagde i sin Tale, at der endnu var eet tomt Felt i Raadhusets Hal, hvor Aarstallet for Sønderjyllands Tilbagegivelse skulde staa, og først da var Huset færdigt. Alle, der var til Stede ved denne Fest, og som hverken har sultet eller savnet, stod det med eet klart, at der i vore egne Hjerter længe — for manges Vedkommende altfor længe — har manglet den samme Indskrift.

Vi har trængt til denne Skrift paa Væggen, og vi lærte at forstaa det den Aften i Raadhusets Sal.

Og vi saa, at der altsaa virkelig var Mennesker, der saa hen til os som Vennerne, Befrierne og Ejerne af den Lykke, som de regner for den
højeste.

Og disse Mennesker gik rundt i vor Bys Hus og trykkede vore Hænder, sagde „Tak“ , og saa os ind i Øjnene, saa det varmede og fyldte os. Der steg en Hjerternes Varme op mod disse Sønderjyder og en Tak fra dette lille Land, som de vil tilhøre, og med hvilket de vil regne det for en Lykke at blande Blod, og Spørgsmaalene døde mere og mere paa vore Læber, og til Slut stod Københavner mod Sønderjyde og vidste heller ikke andet at sige, end „Tak“ .

Nationaltidende have også taget forsiden i brug til at berette om  sønderjydernes første dag i København – klik her for at læse nærmere (eksternt link)

15. Marts 1919 – De første sønderjyske krigsfanger ankommer til København

Senest ændret den 26. september 2022 20:52

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade. Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

DE FØRSTE SØNDERJYDSKE SOLDATERS ANKOMST
TIL KØBENHAVN

Vi havde ventet at modtage dem i Foraarssol, med en broget Blomsterregn, med Festsmæld i alle røde og hvide Dannebrogsflag.

Skæbnen vilde, at det i Stedet for Foraarssol og Flag blev Byen København, der illuminerede for de første sønderjydske Soldater, der ombord paa „Primula stille stævnede ind mod Danmarks Hovedstad, hilst af en bølgende, jublende Menneskemængde.

Det gamle, irrede Kronborg, med Solflammer i alle Slotsvinduer, havde med Kanondrøn paa Kanondrøn budt Sønderjyderne det første, danske Velkommen, og ned langs en flagsmykket Kyst med rødmende Aftensol over alle sorte Foraarsmarker var man sejlet, for endelig under en Festillumination af Byen Københavns gule, røde og grønne Lys og Lanterner at glide ind i Frihavnen og modtages af dette bølgende, sorte Menneskehav:

Leve Danmark og Sønderjylland! Sønderjylland leve!

Syngende sejlede Primula ind i Frihavnen. Man kunde høre, at det var Landsmænd, der var ombord. Op i Aftenmørket steg „Der er et yndigt Land“ og bagefter lød „Kong Kristian”, mens Menneskesværmen inde paa Kajen faldt i, Gang paa Gang afbrudt af Hurraraab og det hjertelige, oprigtige: „Velkommen — Velkommen hjem!” Tusindvis af Hænder blev rakt op mod Primulas Skibsskrog — tusindvis af Hænder vilde række de sønderjydske Soldater Haanden til Goddag. De store Følelsers Tid var vendt tilbage. . . !

“Dagens Nyheders Medarbejdere gaar fra ders Motorbaad ombord i “Primula” ud for Kronborg og er de første Københavnere, der byder Sønderjyderne Velkommen” fra bogen “De Sønderjyske dage i København”, 1919

Der stod en ung Sønderjyde ved Rælingen og saa ud over denne begejstrede Menneskemængde, der strakte Hænderne op imod barn, viftede med Hatte og Lommetørklæder og lod Foraarets Blomster regne ned over sig — og han udbrød i dette Øjeblik:

„Vi havde selvfølgelig ventet, at manne vilde tage imod os — men saa graue manne Folk som her, var der knap paa hele Slagmarken!“

Han udløste vist den almindelige Mening ombord. Det var let at se, at Sønderjyderne var overvældede af den varme Ankomst. Alle trængte frem, hilste paa dem og bød dem Velkommen.

De havde rigtig Følelsen af, at de var kommen hjem — endelig kommen hjem til gamle Danmark. . . . Langsomt trak Folk sig ud af Frihavnen og tog Opstilling helt ned til Østerbrogade. For hver Gang en Sønderjyde med det rødhvide Armbind gik forbi, lød Velkomstraabene og mange af Sønderjyderne blev baaret i Guldstol.

Overalt sang man „Der er et yndigt Land — “ og blottede ærbødigt Hovedet for Sønderjyderne. De fik, vore Landsmænd og Kammerater, en saa jublende, begejstret Modtagelse, som en Udløsning af de Følelser, der besjæler hele Nationen, maatte skabe. Det blev en Aften, som ingen af de tilstedeværende nogen Sinde vil glemme . . .

Nationaltidende have dagen efter ryddet forsiden for at berette, om sønderjydernes ankomst – klik her for at læse nærmere (eksternt link)

Se film om sønderjydernes ankomst her: https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/sonderjyske-krigsfanger

 

14. januar 1919. Hans Peter Hansen keder sig i Aurillac

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til et hospital i Tours, hvor han var glad for at være.

En dag var det dog slut med arbejdet på dette hospital. Man sagde til Nis Schmidt og mig, at vi måtte være forberedt på at blive sendt til den danske lejr i Aurillac.

Krigen var jo forbi, og vi skulle jo sendes hjem. —-Jeg syntes så godt om at være her, at jeg næsten var ulykkelig over at skulle bort herfra.  Den tanke slog ned i mig, om min ven, løjtnanten, ikke kunne hjælpe mig.

Vi drøftede sagen. Vi skrev en ansøgning og fik den underskrevet af både læger og sygeplejersker, hvorefter den gik til de højere myndigheder. Skrivelsen kom dog tilbage med afslag. Alle seks skulle bort. Vi forlod hospitalet og kom efter en længere rejse til den danske lejr i byen Aurillac.

Om de danske sønderjyders ophold i Aurillac-lejren – La Mense — har andre kammerater allerede berettet. Mit ophold her varede jo kun så kort. Jeg vil derfor fatte mig i korthed.

De første danske kammerater, jeg mødte her, var Fuglsang-Damgaard, Ørsted, Lorens Gram, Oksenvad, Peter Iversen, Ørsted,  og flere. Jeg må sige, vi blev alle seks godt modtaget. De fire holstenere kom dog til en anden lejr.

Lejre og lejre er to ting. I lejre for tyske krigsfanger fik man de to bogstaver P. og G. syet på trøje og bukser. Bogstaverne var så store, at de kunne læses på lang afstand. Her i den danske lejr havde vi ikke noget, der hed P. G.er.

Lønnen, man tjente, blev udbetalt i francs. Ligesom den franske soldat fik vi også her hver tiende dag udleveret en pakke tobak. Vi havde også andre fordele. Vi kunne gå ud og købe tøj, vin og mange andre ting, vel at mærke når vi havde penge.

Der var altid nogle af fangerne hjemme i lejren. Men ellers holdt de fleste nok af at komme ud til bønderne på landet. Her var man  næsten som hjemme. Man var mere fri, og man tjente penge. Når et sådant hold vendte hjem til depotet, vidste man af gammel erfaring, at der ville blive holdt et lille gilde …

De første dage i lejren gik hurtigt. Kammeraterne var rare, altid tjenstvillige og hjalp os nyankomne godt til rette. Men når først man var inde i reglementet, begyndte man at kede sig. Alt var så ensformigt, slet ikke spændende.

Jeg henvendte mig til Fuglsang-Damgaard og bad ham være mig behjælpelig med at komme ud på landet. Han lovede mig sin hjælp.

DSK-årbøger 1961

14. november 1918. Hjem fra fronten. Eskildsens lange tur tilbage mod Sønderjylland er begyndt.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Den store march hjem var begyndt. Vejen er besværlig og undervejs møder Eskildsen de første krigsfanger på vej hjem.

Den 14. November Kl. 9 Formiddag begynder den store March! Det gaar ud og ind, op og ned langs med Semoys fantastiske Krumninger. I Luftlinie er der kun 7½ Kilometer til Maalet, Hautes Riviéres; men Vejen er over dobbelt saa lang.

Ned ad den stejle Vej skrænt ligger af og til en væltet Lastbil. Etappens Kolonnemandskab er kørt hjemefter, saa længe de havde en Draabe Benzin i Tanken; saa har de væltet Vognen over Vejkanten og er løbet videre. Hvis Fronten bærer sig ad paa lignende Maade, gaar det hele i Skuddermudder, og vi er alle fortabte.

Men der er ingen Fare. Vi marcherer, denne Dag og de mange, mange følgende, i bedste Orden. Det er en uhyre svær Disciplin- og Taalmodighedsprøve, thi det gaar meget langsomt med smaa Dagstrækninger og mange Standsninger.

Det er Fronthærens sidste, men ingenlunde den letteste Prøve. Vor Division bestod den med slesvigsk, holstensk, meklenborgsk Ro. Vi møder allerede denne første Dag hjemvendende Krigsfanger. Franskmænd, Belgiere, Russere og Italienere kommer let til Bens, enkeltvis og i smaa Flokke, alle smykkede med Rosetter, Baand og Smaaflag i deres Lands Farver.

Hvor har den franske Befolkning alle disse Flag fra? Fra hvert Hus vajer Trikolorer, store og smaa. De maa jo have plyndret hele Købmandens Lager for alt, hvad der var blaat, hvidt og rødt! Vi under dem Glæden. Den tyske Soldat trøster sig med de vanvittigste Rygter, som flyver fra Regiment til Regiment langs ad Landevejen.

Der er Revolution baade i Paris og London! Den engelske Flaade er med store røde Flag i Masterne løbet ind i Kiels Havn! Intet er saa forrykt, at det ikke finder troende Sjæle ved Tropperne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 249-250

3. november 1918. På vej hjem via Schweiz

Der var i sommeren 1918 blevet afsluttet en overenskomst, hvorefter krigsfanger, som havde været i fangenskab siden krigens begyndelse, skulle udveksles og hjemsendes.

Udvekslingen begyndte straks i sommeren 1918, og der gik hver uge to transporter på henved 750 mand i hver retning.

Jakob Hansen, Holbøl, der havde siddet i Aurillac, blev udvalgt og kom med en transport sidst i oktober 1918. Han fortæller (fortsat):

Efter nogle dages rejse blev vi indkvarteret i en større fangelejr. Her traf vi sammen med andre kammerater.

Der var nogle iblandt dem, som slet ikke ville høre tale om, at krigen snart var forbi. De betingelser, som de allierede stillede, var uantagelige. Tyskland måtte altså kæmpe videre.

Vi lod dem blive i den tro . . .

Opholdet i samlelejren var ikke det bedste. Man fortalte os, at vi havde modtaget forplejning til næste dags middag; men sandheden var, at vi slet ikke havde fået noget som helst i de sidste dage.

Næste dags morgen fik vi dog kaffe og brød, og i øvrigt var forplejningen nogenlunde i den tid, vi var der. Vi var de første, som ankom, så vi måtte blive i lejren nogle dage, indtil transporten var samlet. Vi kom her sammen med nogle andre tyske krigsfanger, men der var dog ingen, der sagde noget til os, fordi vi havde været i en særlig lejr.

I den tid, vi havde været i Aurillac og havde arbejdet hos bønderne, havde vi glemt den militære disciplin. Den måtte vi nu igen mande os op til. I lejren regerede en kaptajn og nogle sergenter, og det var nogle skrappe herrer.

Under vort ophold i lejren blev vi fotograferet, fik taget fingeraftryk og man noterede hele vort levnedsløb. Dette var sikkert en sikkerhedsforanstaltning, thi ifølge overenskomsten måtte hjemsendte krigsfanger ikke anvendes til krigstjeneste, men kun i garnisonen.

Omsider var alle formaliteter i orden, og vi kunne marchere til banegården. I Lyon blev vi hentet af et Røde Kors-tog, og så gik det hjemad.

På vejen til den franske grænse havde vi franske soldater med som bevogtning. Den blev på rejsen gennem Svejts overtaget af svejtsiske soldater. Vi fik ikke noget at se på rejsen gennem Svejts, for rejsen foregik om natten. — Dog blev vi flere gange beværtet med brød, pølser og chokolade.

DSK-årbøger 1962

1. november 1918. Fangeudveksling via Schweiz

Senest ændret den 2. november 2018 13:52

Jakob Hansen, Holbøl, fortæller

Der var i sommeren 1918 blevet afsluttet en overenskomst, hvorefter krigsfanger, som havde været i fangenskab siden krigens begyndelse, skulle udveksles og hjemsendes.

Udvekslingen begyndte straks i sommeren 1918, og der gik hver uge to transporter på henved 750 mand i hver retning.

Da jeg var blevet taget til fange allerede den 9. september 1914 i Marneslaget, var jeg spændt på, om jeg kunne komme hjem på denne måde. Jeg længtes naturligvis efter at komme hjem så snart som muligt.

Det hele trak dog i langdrag, for der var mange fanger fra hver side, som skulle udveksles. Endelig i oktober kom turen til mig.

Jeg arbejdede sammen med nogle kammerater i en lille landsby helt ude i bjergene i Auvergne. Vi var godt kendte i landsbyen, idet vi havde arbejdet der i halvandet år. En aften, da vi kom hjem fra arbejdet, kom en lille dreng hen til mig. Han kiggede lidt på mig og sagde så: »Nå, er det dig. Jeg kan fortælle dig, at du skal hjemsendes.

Der er kommet telegram til jeres vagtmand, at han skal bringe to af jer ind til depotet i Aurillac«.

Jeg skyndte mig hen til vort kvarter, og drengens meddelelse viste sig at være rigtig. Det var Rasmus Hye fra Bjerndrup og mig, der skulle hjem, og det kan nok være, at vi fik travlt. Vi skulle være i depotet allerede næste morgen. Vi fik dog tid til at aflægge et besøg hos et par af vore arbejdsgivere, hvor vi havde arbejdet i længere tid, for at tage afsked.

Så fik vi pakket, og da der ikke var nogen forbindelse til byen, måtte vi natten igennem tage den til fods op over bjergkammen, indtil vi endelig nåede busforbindelsen til jernbanestationen.

Da vi næste morgen kom til Aurillac, stod alt allerede i opbruddets tegn. Der skulle fra lejren hjemsendes 38 mand. Men da der blandt de udtagne var nogle, som ikke ønskede at komme hjem, blev de i hast udskiftet med andre. Efter at forskellige småting var ordnet, tog vi opstilling, og der blev spurgt, om der var nogen, der havde  fordringer på depotet. Det var der ingen, der havde. Vi tænkte nu blot på at komme hjem.

Så marcherede vi da til banegården. Kaptajnen, som ellers ikke var vor ven, fulgte med og tog afsked med os.

Så begyndte transporten til samlelejren. Den lå nede i Sydfrankrig, ved Rhonefloden, et sted mellem Lyon og Marseille.

Under rejsen havde vi et længere ophold på en større banegård. Her traf vi nogle franske soldater, som var kommet hjem fra tysk fangenskab. De fortalte os, hvordan det så ud i Tyskland.

»Når I kommer til Konstanz«, sagde de, »står der et skilt: Velkommen til hjemstavnen!« —

»Men i hjemstavnen har de ikke andet at spise end kålrabi. Alt er i opløsning, ingen vil tage ansvaret for hverken det ene eller det andet. Sang man før »Tyskland over alt i verden«, synger man nu »Tyskland, og alt er dybt, dybt nede!«

En anden af de franske soldater sagde ikke noget videre, men han fortalte dog ganske stilfærdigt, at det ikke så godt ud i Tyskland. Ikke alene fangerne, men hele det tyske folk sultede.

DSK-årbøger 1962

26. oktober 1918. Krigsfange på hospitalsarbejde i Tours

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle fanger fra Elsass-Lothringen, Tjekkiet og Polen.

(… fortsat)

Vi havde vel været i denne lejr en fjorten dages tid eller så, da vi fra Slesvig fik besked om, at vi skulle bort.

Vi to danskere og de fire andre — holstenere — fik alle ansættelse på et hospital inde i Tours. Holstenerne fik deres arbejde ude i den  store park. Nis Schmidt fik et job som rengøringskone. Han fejede hospitalsgangene.

Jeg kom til at hjælpe med på operationsstuen. — Mit arbejde var ret afvekslende. Jeg tømte operationsspande, bonede gulve, hjalp til blandt de sårede eller syge, når de skulle transporteres ud eller ind.

Vi var godt tilfredse med arbejdet. Her kunne vi passe os selv, og forplejningen her var ret god. Vi var altid pæne og rene i tøjet. Det kneb nok med sproget, og fransk er jo ikke så let et sprog at lære.

Om eftermiddagen havde jeg efter endt hospitalstjeneste min gang nede i køkkenet. En mindre flok kvinder sad her og skrællede  kartofler. Også jeg fik lov at hjælpe til. Der blev altid budt på et glas te, og det var jo altid noget. Man forstod dog ikke et kuk af, hvad de sagde. Men som dagene gik, lærte man jo både det ene og det andet.

En dag skete det, at jeg løb på en fransk løjtnant. Vi kom i snak, for han kunne tale lidt gebrokkent tysk. Under vor korte samtale viste det sig, at vi havde ligget over for hinanden under kampene i  Argonnerne.

Herefter kom han snart hver dag hen og fik en lille samtale med mig.
En dag kom han og bad mig om at gå med ud på en lille tur i byen. — Jeg husker, vi skulle hen at hente et par store pakker, som han skulle hente for hospitalet. —

Undervejs foreslog løjtnanten, at vi skulle gå ind i en af de mange beværtninger for at få et glas vin. Jeg samtykkede. Og så sad vi da og nippede til vinen og fortalte gensidig om hinandens oplevelser ved fronten og fra kampene i Argonnerskovene.

Løjtnanten mente det godt med os krigsfanger. — I dansktalende sønderjyder og vore landsmænd fra Elsass har allerede døjet nok. I kan altid være sikker på at få det godt her i Frankrig.

Min nye ven vidste også noget om, at der et eller andet sted i Frankrig var blevet oprettet en særlig lejr for dansksindede sønderjyske soldater. Jeg sagde til ham, at jeg slet ikke var så  interesseret i en sådan lejr. Jeg havde det jo godt her. Hvorfor skulle jeg så flytte? Man ved jo, hvad man har, men man ved aldrig, hvad man får.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

24. oktober 1918 – Marie Cosmus: “Kriegsopfer”

Senest ændret den 25. oktober 2018 22:38

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil om krigens ofre.

No 10

Kriegsopfer.

Dieser lange Krieg hat viele Opfer gebracht. Im Osten und Westen, auf allen Schlachtfeldern hat deutsches Blut geflossen. Deutsche und Feinde sind sicher oft zusammen in einen Grab begraben worden, die Toten zusammen sind nicht mehr feind. Auf den Schlachtfeldern sind wohl viele Gräber und Grabreihen zu finden. So ist das Land wie ein Großer Friedhof. Auf den Gräbern wächst jetzt vielleicht viel Gras und die Kameraden haben bei der Beerdigung all der Toten gewiß nicht viel Zeit gehabt, das Grab mit Blumen zu schmücken. Ein einfaches Kreuz ragt aus dem Grabhügel hervor. Auf den Meeresgrund liegen viele, dem Vaterlande treugewesene Männer. Hier in der Heimat sind sie betrauert worden und es gibt keinen dank dafür zu danken und wir sehen sie ja nicht mehr.

Manche Gräber sind gewiß zertrümmert und sind nicht mehr zu finden. Wofür sind nun alle gefallen, warum mußten so viele Familien trauern? Viele sind in Gefangenschaft geraten und leiden dort großer Not, aber einmal werden sie doch zurück kehren. Wir denken auch an alle Krüppel, die zurück bleiben. Sorgen und und Trauer hat der Krieg, der nun hoffentlich zu Ende ist, gebracht. Wir haben nie gedacht, daß der Krieg so lange dauern würde. Es war Weltkrieg, der mit anderen Kriegen nicht verglichen werden kann.

Tondern, den 24. Oktober
Marie Cosmus

(Jørgen Bendorff)

19. oktober 1918. Krigsfange: Tobakken blev genbrugt tre gange

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle fanger fra Elsass-Lothringen, Tjekkiet og Polen.

(… fortsat)

De fanger, der var så heldige at få en lille tjans i køkkenet, kunne sagtens. Man fik endda ekstra betaling for at være med her — fem francs hver 14. dag.

Af bønnemel bagtes nogle ret velsmagende pandekager, og der bagtes rigeligt.

En almindelig fange havde kun fem centimer om dagen. Med fem francs ekstra var man næsten rene kapitalister, vi kunne således tillade os at købe flere småting i lejrens kantine, en tavle chokolade eller lidt rygelse.

Amerikansk pladetobak kunne vi også købe, og den var ret god.

Tobakken gjorde fyldest tre gange. Første gang blev den anvendt som skrå; efter at være blevet tørret blev den anvendt som pibetobak og røget. Til sidst anvendtes det, der endnu var tilbage, som snus.

(… fortsættes)

13. oktober 1918. Russisk husflid på Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

En Dag blev jeg sendt med tre Lastautomobiler et Stykke tilbage til et Proviantdepot for at hente Proviant. Mens jeg var inde paa de forskellige Kontorer med Papirer, var Kammeraterne kommet i Lag med et Par russiske Fanger, som arbejdede paa Depotet. De havde købt mange pæne, smaa Ting, som Russerne havde lavet, blandt andet en Del Fingerringe, lavet af franske, engelske og tyske Riffelkugler, smaa, nydelige Ringe, som de købte for Spotpris.

Jeg var egentlig helt misfornøjet, da jeg kom ud og fik det at se, for jeg vilde ogsaa gerne have haft et Par Ringe; men der var ingenting at gøre ved det; vilde jeg have nogle, maatte jeg købe og betale godt hos Kammeraterne.

Saa kom der imidlertid en Russer slentrende nede fra Lukafet, hvor de boede, og Vagten raabte til ham, om han ikke havde nogle Ringe at sælge, for her var endnu en Tysker, som vilde købe.

Jo, det havde han. Hent dem, sagde Vagten. Han hentede en Ring; der var et Hjerte paa den, og paa Hjertet var der indgraveret en lille nøgen Gren. Paa Grenen sad en lille Fugl med Næbbet lige opad og aabent, øjensynlig syngende af fuld Hals.

Jeg spurgte Russeren igennem Vagtmanden, hvad det skulde sige.

Russeren saa ganske stilfærdigt paa Vagtmanden og svarede, og da denne oversatte det for mig, lød Svaret: „Det skal sige: Vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse.”

Der gik en underlig Følelse igennem mig. Hurtigt fik jeg spurgt, om Russeren var en troende Mand, hvilket han bejaede.

Ringen kunde vi let enes om, for jeg syntes, den var meget mere værd, end han forlangte, og vi fik en kort Samtale med hinanden, hvori Russeren betroede mig, at han var gift og havde Hustru og Børn hjemme, og at det tit kneb for ham at holde det fast, at „vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse”.

Han havde svært ved at forstaa, at Gud ikke snart kunde gøre Ende paa Krigen. Man vidste jo slet ingenting om sit Hjem. Med et varmt Haandtryk og et „Lev vel, kammerat, vi ses histoppe,” skiltes vi for ikke at ses mere her paa Jorden.

Vagtmanden var et eneste stort Spørgsmaalstegn. Han var i højeste Grad forbavset, men Russeren og jeg glædelig overraskede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

7. oktober 1918. Krigsfangerne sorteres: “Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske”

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle Elsassere.

(… fortsat)

En dag skulle lejren rømmes. Under skarp bevogtning af franskmænd og amerikanere blev alle 1400 fanger ført ned til den nærmeste jernbanestation og stoppet ind i en række kreaturvogne. Så rullede toget af sted. Hvorhen vidste ingen.

Det blev en lang, lang tur. Endelig boldt toget i den sydfranske by Tours. Vi stod ud, og der foretoges en skarp sortering af fangerne — Elsasslothringer, polakker, tjekker og danskere kom i en særlig lejr.

Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske. Det var dog kun Nis Schmidt og mig, der havde dansk som modersmål, de andre, som her kaldte sig danskere, var det næppe. De hørte alle hjemme syd for Slesvig …

Selv om vi havde ret frie forhold, var vi dog stadig under bevogtning.

Vi havde en fransk sergentmajor som køkkenchef, en elsasser var  kok. — Det var mærkelige retter, vi fik serveret. Kødet var langt fra  førsteklasses. Mon det stammede fra selvdøde kreaturer?

Fedtet lignede nærmest grøn sæbe, og bønnemelet lignede  tapetklister. Fisk og ris var det, vi fandt bedst. Brødet var heller ikke rosværdigt. Man sagde, at det var fyldt godt op med savsmuld …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

6. oktober 1918. Kammeratskab i fangelejren

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger.

(… fortsat)

En dag kom Nis Schmidt hen til mig. Han var meget ulykkelig. Han fortalte, at en eller anden havde set sit snit til at stjæle hans ration af skibskiks.

Det var jo ikke så godt, for det betød, at der nu for en dag blev smalhans to steder.

Samme aften blev jeg kaldt frem. Vi var seks mand, der blev ført bort. Uden for lejren lå vagtmandskabets barakker og andre bygninger. Vi blev sat til at bære franskbrød ind i en bygning fra en stor vogn.

Under dette arbejde så jeg mit snit til at negle et af disse brød. Jeg gemte det under min trøje og slap også godt hjem med det.

Nis og jeg delte om aftenen brødet.

Efter nogle dages forløb kom en mand og kaldte på mig. Jeg blev ført ind til lejrens kommandant. Hos ham blev jeg nu atter forhørt.

Han mente, at man egentlig måtte vide, hvad landsmand jeg var. De havde jo alle mine breve og andre papirer, som man dengang havde frataget mig. Alt, hvad man havde fundet, var jo skrevet på dansk; tysker kunne jeg altså ikke være.

Igen blev der spurgt, om jeg var fra Nordslesvig, og om vi talte dansk hjemme. Med god samvittighed kunne jeg bekræfte spørgsmålene.

Så var det korte forhør forbi. Jeg blev ført ud, men ikke tilbage til lejren. Vagtmanden førte mig over i et telt, hvor der allerede boede fem mand, der alle var hjemmehørende i Elsass.

Den ene af dem talte flydende fransk. I det nye opholdssted skete der straks en stor forandring. Kosten blev meget bedre, og der var i det hele taget friere forhold. Havde vagtmandskabet lidt rigeligt med mad, kom det altid os til gode.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

3. oktober 1918. I forhør hos en fransk officer

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange – men franskmændene fandt hurtigt ud af, at han var dansksindet slesviger.

(… fortsat)

Den næste dag kom vi atter i forhør hos en højtstående officer. Han var venligheden selv. Vi kunne, sagde han, godt sætte os.

Han gav os en cigaret og en kop rom, hvorefter han udspurgte os om vort regiment, hvorfra vi kom, og om alt, hvad regimentet havde foretaget sig.

Men, hvor mærkeligt! — Generalen vidste egentlig mere om regimenterne end vi.

Efter endt forhør blev vi ført tilbage til vor plads i laden.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

27. september 1918 – Ribe Stiftstidende: haandgranater til fiskefangst

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Haandgranater til fiskefangst

Det har tidligere været meddelt her i bladet, hvorledes soldaterne i felten benytter haandgranater til at koge mad ved. Men nu oplyses det for os, at de ogsaa anvendes ved fiskefangst. Fremgangsmaaden er ganske simpel: man kaster haandgranaten ud i en aa eller en bæk, og naar granaten eksploderer paa bunden, dræbes eller bedøves de fisk, som er i nærheden, saa at de kan tages med de bare hænder.

Russerne er ikke længere krigsfanger i Tyskland

Kvinderne og russerfangerne i Tyskland maa øve en vis tiltrækning paa hverandre. I Tondernsche Zeitung meddeles nemlig: Den russer, i hvis kvarter man for nogle dage siden fandt en soldaterkone, synes at være visse kvindfolks yndling. Før havde en soldat truffet to unge piger dér, som han satte ud i den friske natteluft efter at have givet dem et slaskende ørefigen. Hvad afstraffelse derfor angaar, da er en saadan udelukket, fordi russerne ikke mere betragtes som krigsfanger, kun husejerne kan stille straffekrav paa grund af brud paa husfreden. 

23. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle 17aarige indkaldes”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. mod Frcia:

Gennem H fra særdeles paalidelig Kilde:

a. En tysk Officer har igaar været rundt paa de Gaarde i Haderslev, der har russiske Fanger på Arbejde, for at formaa dem til at underskrive et Dokument, hvorved de vilde opnaa at blive tyske Statsborgere med Ret til at gifte og bosætte sig i Tyskland o.l. Den alm. Mening er, at dette gøres for at kunne sende dem til Fronten som tyske soldater.

b. Alle 17aarige indkaldes og afgaar til Frankrig efter en Uddanneles paa 6 à 7 Uger. De bliver ikke udrustet med anden Uniform end Hue, men optræder foreløbig i øvrigt i civil Dragt og erholder derfor en mdl. Godtgørelse paa 30 Mk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… den ene blev skudt, de to andre fanget.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachementet mod Fcia

1. Foruden i Rødekro findes ogsaa Radiostation i Tønder (Bladmeddelelser om en Station i Rødding er urigtig)

2. I nat vilde 3 Russere over Grænsen, den ene blev skudt, de to andre fanget.

3. Ved Mjolden Plantage lige V. for Døstrup er opført et Batteri med 2 svære c 30 cm Marinekanoner. Ammunitionsbane fra Døstrup Station til Batteriet.

4. Det hedder sig, at der er tilført den gamle Befæstningslinie i Nordslesvig nogle 21 cm Kanoner, antagelig som Erstatning for de Kanoner, der i sin Tid blev ført bort.

5. Det menes, at det feltduelige Mandskab af Grænsevagten i nær Fremtid skal afløses af ældre Mandskab.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

30. august 1918. “Pardon, monsieur!” Taget til fange af franskmændene

Senest ændret den 4. august 2021 19:20

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten.

Den 30. august 1918 lå jeg sammen med en tredjedel af mit kompagni – det var 3/444 – ved et vejkryds på landevejen Noyon-Roye, hvor vi skulle dække tilbagetoget, efter at vi var gået tilbage fra Lassigny den forrige nat og nu havde gravet os ned i vejsiden her.

Tidligt om morgenen lagde franskmanden en spærreild – dvs. brisant- og gasgranater – på vort frontafsnit, så vi måtte gå med gasmaske på, hvad der var en underlig og ubehagelig fornemmelse, da man til stadighed gik rundt med opkastningsfornemmelser.

Efter spærreildens ophør afventede vi fjendens angreb, der heller ikke udeblev, og det var et »fremad« i små ryk. Vor afdelingsfører, en ung løjtnant, overgav nu kommandoen til sin vicefeltwebel, der hed Wachsmutt, med den besked, at han sammen med nogle mænd ville lede efter kompagniet og søge at få forbindelsen genoprettet. Hvis dette lykkedes for ham, skulle vi komme bagefter, og han ville give tegn dertil ved afskydning af et par lyskugler.

Der kom imidlertid intet signal, og vor »Vize«, en stor og godmodig sporvognsfører i civil fra Berlin, gav os nu ordre til enkeltvis, og som vi kunne bedst, at trække os tilbage. Han selv med en snes mand tiltrådte også tilbagetoget.

Ca. 300 meter til venstre og bagud lå der en delvis fremskudt ferme, hvor der var dækning at finde, og ligeledes til højre en banedæmning, og det var mod den, Wachsmutt med sin lille flok styrede hen. Når der blev skudt på de retirerende, kastede disse sig ned og krøb i dækning, men »Vizen« bøjede sig, bare lidt ned og kiggede fornærmet bagud, som ville han sige: »Kan I nu være lidt skikkelige!« Men de nåede velbeholdent banelinjen.

Vi andre derimod, vi var tre og blandt disse min gode kammerat Nicolai Bock fra Skærbæk, funderede lidt over, hvorvidt vi skulle søge tilbage, eller om vi skulle blive, hvor vi var, og havne i fangenskab.

Nicolai Bock ville helst tilbage, for han ventede snarligt at komme på orlov, og så ville han forsøge at komme over grænsen til Danmark.

Jeg derimod ville hellere blive og så komme i fangenskab, for så syntes jeg, at jeg kunne øjne en afslutning på krigen for mit vedkommende da, og jeg var netop kommet hjemmefra for tre uger siden efter en orlov på Als og efter et fem ugers lazaretophold i Sønderborg.

Vi var altså kun tre kammerater tilbage, og ved at kigge over dækningen kunne vi se, at franskmanden langsomt rykkede nærmere. Så pludselig var den tredje af os forduftet, og lidt efter forsvandt også Bock i retning af den sammenskudte ferme. Nu, da jeg var ene tilbage, blev jeg lidt betænkelig ved situationen – jeg kiggede efter franskmændene. Så samlede jeg mine ting sammen og stak som den sidste af fra mit skjul i den usle vejgrøft.

Jeg løb mod fermen, for jeg mente, at der havde jeg hurtigst en chance for at nå i dækning. Jeg havde dog kun løbet ca. 30-40 meter, inden kuglerne slog ned omkring mig, så jeg søgte dækning ved at kaste mig ned. Da de ikke kunne se mig, holdt skydningen op, og jeg blev liggende lidt for at samle kræfter til det næste spring. Dette gentog sig en tre-fire gange, endelig nåede jeg da ruinerne af fermen, hvor man nu kunne gå oprejst igen. Da hørte jeg stemmer – jeg lyttede, om det var tysk eller fransk der taltes, men det var tysk, og jeg dristede mig videre.

Det viste sig, at der i kælderen til gården var 12 fra mit kompagni, blandt hvilke jeg fandt to feltvebler, to underofficerer, to gefrejtere, resten menige, og blandt disse Bock fra Skærbæk.

Men muligheden for at komme længere tilbage var ikke stor, da der bag ved os var en kanal, som var tørlagt og lå under fjendens ild af maskingeværer, og den skulle vi passere for at komme over på den anden side. Men det var jeg jo ikke så ked af, da det som bekendt var min hensigt at komme i fangenskab, og nu fandt jeg, at jeg ikke havde andet valg.

To af os prøvede at komme tilbage, men vi fik hastigt det indtryk, at det ikke lykkedes så godt, da vi ret hurtigt hørte de franske maskingeværers tik-tak.

Vi andre spiste, alt det vi orkede, thi, vi anede, at det ville vare et stykke tid inden det næste måltid, og vi gjorde os altså rede til at gå i fangenskab. Vi havde til stadighed en mand på vagt, han skulle tage imod franskmændene og varsko dem om, at resten var i kælderen og sådan forhindre, at de kastede håndgranater derned.

Men vi kom til at vente i hele tre timer, og vagten gik på afløsning. Så var det, at jeg skulle i et naturligt ærinde, hvorfor jeg kravlede op af kælderen. Den vagthavende råbte på afløsning, og jeg meldte mig straks, da jeg havde klaret mit ærinde, men han smuttede hurtigt ned i kælderen, mens jeg listede hen til hushjørnet for at spejde efter, om franskmanden skulle vise sig. –

Pludselig hører jeg en raslen i ruinerne bag ved mig og opdager da tre franske soldater komme imod mig med revolvere og geværer i skudklar stilling, hvorfor jeg rækker begge arme i vejret og råber: »Pardon, monsieur«, og det flere gange.

Men nede fra kælderen opfatter jeg samtidig stemmer, der lyder: »Hør nu til Grau, nu laver han løjer igen«. Men jeg replicerer: »Nej, virkelig, franskmanden er her«.

Der kom så flere franskmænd til, og de spurgte – den ene af dem kunne tysk – om vi var flere, hvorpå jeg pegede på kælderen og søgte at forklare, at de var dernede. De blev nu kaldt frem, og da alle var oppe, kastedes et par håndgranater ned i kælderen.

Mine kammerater havde kun gasmaske, stålhjelm og overfrakke, men jeg fik ikke min overfrakke med, da den var i kælderen, hvor jeg ikke kunne få lov at kravle ned; men jeg kom senere til at savne den meget.

De franske soldater, der tog os til fange, var meget flinke og behandlede os næsten som kammerater; den tanke lå næsten i luften: »Ja, vi har heller ikke villet krigen«. –

Nu var vi kommet et skridt videre på vor vej og nærmere vort ønske om for sidste gang at have været i ildlinjen. Da vi nu gik i retning mod Paris, eller lad os sige mod den franske etape da, avancerede vi gennem haven bagved gården, hvor der lå flere kammerater fra vort kompagni, men faldne eller sårede.

Vi fik lov til at slæbe to sårede med os; vi bar den ene i et tæppe og den anden i en overfrakke, men det sidste var nu meget vanskeligt, da vi måtte gå sidelæns, hvilket var meget trættende, tilmed gik det over marker med mulige forhindringer, og dem var der mange af.

Afløsning var der ingen af – samtidig måtte vi af og til »ned«, for nu blev vi stærkt beskudt af tyskernes spærreild. Men det gik godt, og lidt efter lidt kunne vi mærke, at vi mere og mere fjernede os fra fronten – en dejlig fornemmelse og en stor opmuntring for os til at klemme på, thi vort højeste ønske var jo at komme velbeholdent ud af skidtet, og det så ud til at lykkes for os.

Hen på eftermiddagen indtraf der dog en kritisk situation: Vi kom til en sandgrav, hvor vi blev nødt til at søge dækning, men der var også franske soldater i sandgraven. Da de så os, de tyske soldater – Boches som de kaldte os – næsten overfaldt de os, det var vore eventuelle værdigenstande, ure og ringe m. v., det gjaldt. De greb også efter min urlomme, hvor der dog intet ur var, og jeg havde stort besvær med at forklare dem, at der i forvejen havde været en anden, som havde snuppet det. Imidlertid havde jeg i god tid anbragt det i stroppen på den ene af mine halvlange støvler; jeg fik det med mig hjem og har det endnu.

Mens vi opholdt os i sandgraven, gav de os ordre til igen at forbinde vore sårede, hvad vi imidlertid havde gjort, men altså ikke godt nok.

Da vi var i gang med det, begyndte det pludseligt at hyle i luften, og det var svære, tyske granater, som man begyndte at bestryge sandgraven med. Vi kastede os ned, og jeg var så uheldig at falde ned på en fransk soldats ben, der medførte, at min stålhjelm ramte hans lår og røg af mig. Da soldaten imidlertid opdagede, at jeg var en tysker, plantede han en næve i ansigtet på mig, hvorpå jeg hurtigt foretog et strategisk tilbagetog. .

Lidt efter kom der ordre til at gå videre, og vi ville fort sætte ad hulvejen, hvor der var mere dækning, men de jog os op ad skråningen med et barskt: »Allez, allez«. – Der var et sted, hvor man kunne kravle op, men vi havde intet hastværk med det, da der ikke var dæk-ing deroppe, og vi var også kun kommet et lille stykke opad, da vi påny hørte hvin i luften efterfulgt af bragene af granatnedslag, hvorpå vi skyndsomt igen »faldt« ned.

Men vi måtte af sted igen, opad, og underet skete, at vi velbeholdent kom op og skyndte os frem – eller var det tilbage.

Vi nåede en landsby – her faldt de sidste tyske granater – klokken var alt imens blevet syv aften. Her kom den ene sårede kammerat med en sanitetsbil, den anden var død, men for os gik det lettere, nu vi ingen havde at slæbe på, men der kom flere fanger til, og vi havnede i et teglværk, hvor vi nu blev natten over.

Da var klokken 10 (22 siger vi i dag). Undervejs var en masse tropper og artilleri passeret forbi os. Jeg husker, at en amerikaner ved sin kanon stod og vinkede til os, alt imens han gjorde klar til »Fyr«, og jeg tænkte som så: Det er vel nok godt, at du ikke står der, hvor denne granat slår ned og eksploderer. –

Det var meget tydeligt, at amerikanernes krigsmateriel var meget bedre end tyskernes, det gav os en klar fornemmelse af, at krigen gik imod sin afslutning.

Men vi kom altså, som allerede sagt, til teglværket henad kl. 10 aften, efter at have været undervejs siden kl. 10 om formiddagen, altså i samfulde 12 timer, og her fik vi så lov til at lægge os og sove, og vi sov til kl. 4 næste morgen.

I al den tid havde vi intet fået at spise, men her fik vi om morgenen hver to-tre skiver tørt brød, hvorefter vi brød op for at gå længere tilbage, men vi var alt imens nået op på et par hundrede fanger og marcherede nu i kolonner med fire i rækkerne, men med kavaleri-vagtmandskab. De red i kolonne sammen med os, to foran, to i midten og to bagefter.

Det gik meget godt, så længe vi befandt os i krigshærget område. Ved middagstid kom vi til landsbyer, hvor der til trods for ødelæggelserne boede civile. Nu red vagtfolkene ved siden af os, for de civile truede ad os, og jeg så en smide en spand vand fyldt med kartoffelskræl ud over os. Et andet sted stod der en kone, som med store gebærder og en stor brødkniv, som hun trak hen over halsen, viste, at det var det, hun ønskede, man skulle gøre ved os: Skære halsen over på Bocherne, altså på os. –

Lidt efter lidt syntes befolkningen dog venligere stemt over for os; overalt mødte de os nu med glade ansigter og var nysgerrige efter at se, hvor mange, altså Boches, som de jo kaldte os, der var i vor flok. –

De har nok også været glade over, at krigen nu syntes at lakke mod enden. I en landsby sagde en af de civile noget til mig, hvad jeg dog ikke fik noget ud af, men jeg svarede ham: »Parti Paris«, og så gjorde jeg med armene nogle fejebevægelser, som han kunne udlægge, at jeg mente, at jeg skulle feje gader, og da han så mit glade ansigt, stemte han i med en skraldende latter.

Vi gik hele dagen med en halvanden times middagshvil – fra kl. 4 morgen til 10 om aftenen – vel nok en små 18 timer á 5 km, så jeg regner med, at det er blevet til en 90 kilometer i alt, en god dagsmarch, men vi havde jo heller ingen oppakning, da gasmaske og stålhjelm for længst var gået sig en tur i en eller anden vejgrøft.

DSK-årbøger 1972

22. august 1918. Reddet af biblen

Chr. Lassen, Vellerup Mark pr. Agerskov, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Den 22. August 1918, da mit Kompagni laa i Egnen ved Sommefloden i Frankrig, fik vi Besked, at vi den følgende Nat skulde afløse et andet Maskingevær-Kompagni; det var første Gang, jeg skulde i Ilden.

Den Eftermiddag læste jeg en Del i min Bibel og bad min himmelske Fader om at beskytte mig. Min Bibel plejede jeg altid at have bag i min Frakkelomme, men den Aften stak jeg den i Lommen paa Brystet, da jeg havde hørt, at en Bibel før havde taget af for et dødeligt Stød.

Ved Midnatstid gik vi frem, og vi fik Trommeild hele Natten, efterfulgt af et Angreb ved Daggry, der endte med, at vi blev omringet og taget til Fange. Under Transporten til de engelske Stillinger blev jeg ramt, antagelig af en Granatsplint, der gik tværs igennem min Bibel og alt mit Tøj, men ellers tog jeg ingen Skade deraf. Havde jeg ikke haft min Bibel der, var Splinten maaske gaaet igennem Hjertet.

DSK-årbøger 1941