Tag-arkiv: krigsfanger

23. marts 1919 – Sønderjysk Fodboldkamp

Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

København er — det véd alle — en fodboldinteresseret By. Og da det blev bekendt, at vore sønderjydske Gæster under deres Ophold i England havde uddannet et Fodboldhold, var det jo selvsagt, at der, mens de opholdt sig i København, maatte etableres en lille Match.

A.B. var straks villig og indbød Sønderjyderne til en Kamp paa sin Bane Søndag den 23. Marts.

Det tjener nu ikke det københavnske Fodboldpublikum til synderlig Ære, at ikke flere end det godt og vel Par Hundreder Tilskuere, der havde givet Møde, interesserede sig for at konstatere, hvor megen Fodboldkultur, vore sønderjydske Landsmand havde tilegnet sig i Feltham-Lejren. Saa snart der pibes til Samling af A.B. mod K.B., „Frem“ eller B. 93, skal de nok troppe op; men er det lidt ud over det almindelige, som her: en Match, hvis Kampmoment formodes at være ringe, holder de sig borte.

“Det sønderjydske Hold faar efter Fodboldkampen overrakt et Erindringsbæger” 23. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”, 1919.Og det var virkelig interessant at se, hvad Sønderjyderne havde lært sig. Selvfølgelig kunde de langt fra hamle op med de veltrænede Studenter.
De spillede som Folk gør det, der kommer sent med i Legen, men frisk og fair, med god Villie og Forstaaelse af Spillets tekniske og taktiske Principper.

Efter Spillet holdt Raadmand Jessen Tale og forærede paa „Sønderjydsk Fond“ s Vegne hver af Gæsterne et lille Sølvbæger til Minde om
Kampen.

19. marts 1919 – Det andet hold sønderjyders ophold i København

Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

BESØGET I VOR FRUE KIRKE

Onsdag Formiddag d. 19. Marts var der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Vor Frue Kirke. Enkeltvis ankom de sammen med deres Værter og blev indladt i Kirken gennem Indgangen mod Frue Plads.

Pastor Henriksen modtog dem, og snart var Kirken fyldt til sidste Plads. Mellem de Tilstedeværende var der en Mængde Præster med Biskop Ostenfeld i Spidsen.

Der var ikke gjort noget videre for at pynte den i sig selv pragtfulde Kirke, nogle Blomster ved Alteret og et Par diskrete Dannebrogsflag, det var det hele.

Efter at P. Lauritsens Sang: „Slesvig, du er dyrekøbt“ var afsunget, talte Stiftsprovst Ussing fra Prædikestolen.

“De sønderjydske Gæster i Frue Kirke” 19. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”.

Det skulde ikke være nogen egentlig Gudstjeneste, sagde han, man vilde kun gerne vise Sønderjyderne den Seværdighed, som Kirken var. Han vilde til et hjerteligt Velkommen knytte den sønderjydske Sanger Brorsons Salme: „Her vil ties, her vil bies“. Sønderjyderne havde vist, at de kunde tie. Vi heroppe havde ogsaa tiet, men ofte havde vi sendt Bønnens Due over Grænsen, Haabet var aldrig dødt i Danmark, og nu kom de sønderjydske Krigsfanger her til Landet som Oliebladet, der varsler, at Syndfloden er til Ende.

Stiftsprovsten sluttede med en bevæget Bøn for Sønderjylland.

Efter en Korsang med Musik af J. P. E. Hartmann gav Stiftsprovsten i korte Træk Kirkens Historie. Bl. a. sagde han om Kirkens Ødelæggelse i 1807, at Englænderne nu havde indset den Fejl, de havde begaaet den Gang, de bombarderede København, og siden da de undlod at hjælpe os i 64, og at de paa den smukkeste Maade havde lagt deres Følelser overfor os for Dagen ved deres store Venlighed mod Sønderjyderne.

STUDENTERFORENINGENS GÆSTER

Efter Besøget i Vor Frue Kirke samledes de sønderjydske Gæster og deres Værtsfolk Klokken 12 i Studenterforeningens Festsal, som var smukt dekoreret med Dannebrogsflag og Foreningens gule Banner, om de
dækkede Frokostborde.

Den ledende Senior, cand. jur. Schlotfeldt, bød Sønderjyderne Velkommen som Gæster blandt dansk Ungdom.

Man indledede med „Det haver saa nyligen regnet“, hvorefter den ledende Senior paany tog Ordet for med en kort Motivering at udbringe et „Leve for gamle Danmark“, som besvaredes med 9 taktfaste Hurraer.

Departementschef Hiort- Lorentz en takkede derefter Studenterforeningen for den smukke Tanke at indbyde Sønderjyderne.

Herefter fik Pastor Troensegaard-Hansen Ordet. Han talte stærkt og gribende om Oplevelser fra sit Ophold i England og om Glæden ved Gensynet i denne Festtid. „Paa mine sønderjydske Drenges Vegne“, sluttede han, „siger jeg dem alle en inderlig Tak for disse Dage, som
vi aldrig skal glemme.“

Efterhaanden var man naaet gennem Frokosten og begyndt paa Desserten, under hvilken Chr. Gottschalch meget smukt og følt sang nogle
Sange, Axel Juels „Flaget“ og Bruuns og Lehmanns „Velkommen Brødre fra Sønden Aa“, og Formanden motiverede et Leve for den danske Student, hvorefter Axel Juel læste egne Digte højt, blandt andet et smukt Hyldestdigt til de hjemvendte Sønderjyder.

“I Studenterforeningens solfyldte Festsal” den 19. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”.

En af Krigsfangerne Hans Hansen, fra Haderslev, gav uforbeholdent Udtryk for den Stemning, som trods alt behersker Sønderjyderne,
nemlig Længselen efter at komme hjem. Han takkede iøvrigt hjerteligt for den Velkomst, han og hans Kammerater havde mødt.

Efter at Formanden for Akademisk Skytteforening, Kontorchef Nandrup havde bragt en smuk Hyldest til de sønderjydske Kvinder og Hjem, og Sønderjydsk Forenings Formand, Overretssagfører Manthey- Wagner havde talt for Pastor Troense-Hansen og Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen for Pastor Jensen, der ligeledes har gjort et stort Arbejde blandt de sønderjydske Krigsfanger, gav Direktør Brunn nogle praktiske
Oplysninger om Programmet for de nærmeste Dage, og efter at endnu nogle Talere havde haft Ordet, deriblandt Grosserer Holm, Fru Osten
fra Aabenraa og Direktør Bang, udbragte den ledende Senior et Leve for Drs. Majestæter Kongen og Dronningen, hvorefter den vellykkede
Fest sluttede med „Der er et yndigt Land“.

17. marts 1919 – Sønderjydernes udflugt til Hillerød

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

UDFLUGTEN TIL HILLERØD

Med morgenfriske og fornøjede Ansigter mødte Sønderjyderne Mandag Morgen Klokken 9 paa Nordbanegaarden — lidt betagede endnu af Indtrykkene fra den store Raadhusfest Søndag Aften men ikke Spor af medtagne. De blev fulgt dertil af deres Kvarterværter, og de blev straks modtagne med Musik af 1ste Artilleriregiment, som under Ledelse af Løjtnant Merrild spillede gamle danske Melodier.

Viften med Lommetørklæder fra alle Kupevinduer, Viften og Vinken fra Perronen, og saa bruste Toget af Sted.

Alle Villakvartererne under Vejs og alle Smaabyerne langs Banelinien var flagsmykket, og i Holte og i Birkerød mødte Skolebørnene op i samlet Flok, festklædt og under deres Banner og hilste Sønderjyderne med Sang.

I Frederiksborg, hvor alle Flagene naturligvis var ude, vajede Statsskolens lyseblaa Banner over en Menneskemængde, der fyldte hele Stationspladsen. Grosserer Chr. Holm. Fru Gedde og Boghandler Poulsen gjorde Honnør paa Komitéens og Byens Vegne, uden mange Ord, men med hjertelige Haandtryk, mere behøvedes heller ikke.

De raske og praktiske akademiske Skytter, der i disse sønderjydske Dage gjorde udmærket Nytte som Fest- og Ordensmarskaller, fik hurtigt Sønderjyderne fordelt mellem de elskværdige Frederiksborgere, der havde indbudt dem til smaa Frokostselskaber i Hjemmene.

„Det er kun altfor meget!“ sagde Sønderjyderne glade og taknemmelige, og lidt efter saa man i det lille hyggelige Hillerød det smukke Gadebillede, som vi nu kender fra København: En Vært, der broderligt spadserer med sin sønderjydske Gæst, eller med et Par Gæster, som bærer det hvide Armbind med Dannebrogsmærket.

Sønderjyderne kiggede sig alle Vegne interesserede omkring, „for det er jo første Gang, vi er paa Sjælland”.

 

“Sønderjyder ved Hostrups Mindesmærke i Hillerød” 17. marts 1919, efter “De Sønderjyske Dage i København”, 1919

 

Slottet imponerede dem allerede ved sin ydre Skønhed, og de blev længe staaende foran Granit-Mindesmærket for deres gamle Ven Digteren Hostrup, med de syngende Lærker, der stiger op over den modne Kornmark.

Kl. i 1½ samledes man i Slotsgaarden, hvor Musikkorpset modtog Selskabet med en rask Marsch, og hvor en Mængde af Byens Folk var mødt. Damerne rakte Sønderjyderne smaa Buketter af Vintergækker, omvuudet med røde Baand.

Jo mere Sønderjyderne havde set her i disse Dage, des mere tavse var de blevet, og des tydeligere har man af deres Udtryk kunnet læse, hvor tilfredse de var. Men den Dag paa Frederiksborg Slot fik de Tungebaandene rigtig løst og blev talende. De blev det i den Grad, at vi Københavnere, som har været der de hundrede Gange for at vise Gæster rundt, efterhaanden syntes, at Nationalmuseet næsten blev nyt for os, medens vi hørte paa dem. Om alt dette historiske vidste de Besked, grundigt, og paa en egen Maade, saa man gøs, hvis man kom til at begaa en Fejltagelse, naar man forklarede dem noget, og de saa rettede Fejlen.

— Vi kender det jo altsammen, men det bliver saa levende her, sagde de.

Foran Portræterne af Heltene fra 48 og 64 blev de længe staaende, og hvor der var et Maleri med Voldgrave og Fæstningsværker, gjorde de Sammenligninger mellem dem og de nutidige Skyttegrave, som de selv havde ligget i.

Redaktør Bernild ledede Forevisningen; og efter den, og efter at man inde i Slotskirken havde sunget „Der er et yndigt Land“ og hørt Fru Mengel-Thomsen oppe fra Orgelet synge „Kongernes Konge” og „Slesvig, vort elskede omstridte Land”, skulde man samles ovre i Hotel Leidersdorff. Det kneb med at faa Sønderjyderne derover. De blev staaende nede i Gaarden og talte om alt. hvad de havde set deroppe i Salene, og beundrede det store Springvand, som i Dagens Anledning sendte sine højeste Kaskader til Vejrs.

“Sønderjyder i Frederiksborg Slotsgaard” 17. marts 1919, “De Sønderjyske Dage i København”, 1919

Men omsider kom de da derover, hvor Kaffebordene ventede. Arrangementet var i al Beskedenhed. Partikulier Carstens holdt fra Scenen i Teatersalen en pæn Tale, hvori han sagde: — Har vi nu lært at sige Tak til Gud for, at vi har faaet det, vi har gaaet og sukket efter?
Fremtidig skal I ikke mere længes hjem, for nu er I hjemme. I skal sige: Nu vil vi kæmpe for Danmarks Sag. Og vi skal sige: Ingen Lunkenhed mere, men Enighed i Danmark. Nu sletter vi Aaen, nu er der kun eet Danmark. Haab paa Renhed og Lykke for det.

Grosserer Chr. Holm fra „Sønderjydsk Fond” her i København takkede Frederiksborg-Komitéen. Hillerød havde vist, at der var Hjerterum; for i Stedet for at beklage sig over Pladsmangel havde
Byens Borgere klaget over, at der ikke var kommet mange flere Sønderjyder — de, der ingen Gæster havde faaet i deres Hjem, følte sig forurettet.

Med Musikkorpset — det var i Ilden næsten uafbrudt — i Spidsen marscherede alle, Sønderjyder og Frederiksborgere, i sluttet Trop til
Banegaarden. Paa Tærskelen udbragte en Sønderjyde et „Leve Hillerød!” og saa begyndte Hurraraabene, der fortsattes paa alle Smaastationerne helt ind til Hovedstaden. Langs Banelinien, et ‘ godt Stykke udenfor Hillerød, stod Folk i Rækker og viftede med deres Lommetørklæder, saa de inde fra Toget lignede et hvidt Gærde. Og paa alle Perronerne, Birkerød, Holte osv., var Folk samlet og’ viftede med Flag og raabte Hurra, lykkelige over at faa et Glimt af de unge, blonde Landsmænd søndenfra, her i Forbifarten.

Paa Villa-Balkonerne mellem Stationerne, hvor Taget fløj hastigt forbi, stod Husets Damer flere Steder med mægtigt store Flagduge, som de holdt i de øverste Hjørner og lod bølge ud imod de forbidragende.

Nogle af Frederiksborg-Værterne fulgte med her til København; og ved Afskeden hørte vi en af dem sige til sin Sønderjyde: — Kom saa igen næste Aar, som De har lovet mig, og tag Konen med!

Der blev aabenbart knyttet varige Venskaber i disse sønderjydske Dage.

 

16. Marts 1919 – Sønderjydernes første dage i København

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

FESTGUDSTJENESTEN I GARNISONS KIRKE 16. MARTS

Klokken 10 Søndag Formiddag den 16. Marts afholdtes der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Garnisons Kirke. Allerede Kl. 9½ var den rummelige Kirke fyldt til sidste Plads og Folk stod langt ud ad Gaden.

De fleste Sønderjyder sad med deres Værtsfolk oppe paa Pulpituret, nogle enkelte stod op foran Alteret. Det blev en gribende og smuk Højtidelighed, der vil efterlade smukke Minder hos alle de tilstedeværende.

Da Orgelet intonerede „Den signede Dag —” sang alle med, saa det store Kirkerum gav Genlyd. Pastor Olfert Richard talte. Hans Præken kunde alle forstaa; det var jævne og varme Ord, der kom fra Hjertet og gik til Hjertet. Han sluttede sin Tale med følgende Ord til Sønderjyderne:

„Og her favner nu i Dag en Moder igen sit hjemkomne og befriede Barn. Thi, sønderjydske Brødre, nu er I hjemme. Hvil nu i eders Moders Favn og glem al eders Nød! I er i Danmark, hvor I altid har hørt hjemme. Hin naadefulde Dag, da den gamle Frankermunk Sankt Ansgar gik over Ejderfloden, da var Jesus atter kommet til Grænsen af Hedningeland. Da kom Evangeliet til Danmark, thi dernede ligger Danmarks Grænse fra ældgamle Dage og i Guds Øjne.

Vi har aldrig glemt dette i Nødens Time. Eders Moder har aldrig holdt op at sørge over eder. Klædte hun sig end yndigt hver Vaar i sin lysegrønne Kjole med mange brogede Blomster i, og bredte hun ved Vintertid sin hvide Kaabe om sig, hun havde dog altid Taarer i sine Øjne og bar eders Navne i sit Hjerte. Og se, da Nøden var størst, saa var Hjælpen ogsaa nærmest. Thi da blev Nøden utænkelig stor, da hendes Sønner maatte bære Vaaben i fjerne Lande under en Fane, de ikke kunde elske, og mod Folk, de tænkte venligt om. Og der kom mange Sørgebud om faldne Sønner, seks Tusinde dyre Navne, som sover i fjerne Grave. Da saa det ud, som hendes Haab skulde slukkes. Thi hun havde ventet saa meget af denne Ungdom, der nu var blevet moden, og kom I ikke nu, saa kom I aldrig.

Da vendte Bladet sig i Skæbnebogen; og snart kommer Genforeningens store Sommerdag. I er Svaler paa Gennemrejse, som bebuder Sommeren.  O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!  I havde Troen, eders Kvinder ikke mindst, I troede trods alt, og I bevarede den sejge, faste Villie, skønt I var de faa og de sinaa, og se,
nu sker det, som I vilde.

A f Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne . . .

“Udenfor Garnisons Kirke efter Festgudstjenesten” 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919

RIGSDAGENS FORMIDDAGS-FEST FOR SØNDERJYDERNE

Efter Gudstjenesten i Garnisons Kirke drog Sønderjyderne fulgt af tætte Skarer af Københavnere til Christiansborg, hvor Rigsdagen havde indbudt dem til Frokost.

Der var dækket i den store Restaurantsal og i flere af de tilstødende Lokaler. Og Borddækningen var helt igennem fiks. En af de sønderjydske Gæster sagde da ogsaa: „Det er længe siden, vi har siddet saa godt i det!“ Og i det hele traf man i Rigsdagen de sønderjydske Gæster i et saa taknemmeligt Humør, at det gjorde det bedste Indtryk.

— Da man var naaet gennem den enkle Frokost-Menues første Ret, bød Folketingets Formand, Hr. Pedersen-Nyskov, Velkommen. Vi byder Dem — sagde Taleren — Velkommen her i Rigsdagens Hus. Og vi længes kun efter den Dag, da vi kan byde de danske Slesvigere Velkommen her i Danmark (Hør!). Med beundringsværdig Sejghed har vore Landsmænd i Sønderjylland kæmpet for og opretholdt Danskheden. Og de Unge, som vi samles med i Dag, har jo kun kæmpet for at bevare Retten til at blive i det Land, de altid har elsket.

I, vore unge Gæster, vender nu tilbage til et Land, hvor der hersker Nød og Sorg over Tusinder af Faldne, men midt i Sorgen har dog baade I og vi den Glæde, at vi er sikre paa Genforeningen. Og vi heroppe vil gøre, hvad der staar i vor Magt, for at læge de Saar, Krigen har slaaet. Vi gør det, fordi vi holder af jer og fordi vi føler os forvisset om, at Sønderjyderne — og ikke mindst de Unge — vil tilføre Danmark en national Kraft, der vil bidrage meget til at samle vort Folk saaledes, at det vil gaa en lys og lykkelig Fremtid i Møde.

Nu, i Genforeningens Glæde, vil vi mindes og takke Fædrene for det Arbejde, de har udført. Paa de Kæmper, der ligger i deres Grave, og
som ikke naaede at se deres store nationale Haab opfyldt, vil vi anvende det gamle Ord:

„Den, der saar med Graad, høster med Frydesang“. De har saaet Trofasthedens og Kærlighedens Sæd. Deres rige og gode Høst vil vi
nu i Fællesskab bjerge hjem til Gavn og Ære for hele det danske Folk. Gamle Danmark leve! (Stærkt Bifald.)

— Efter Frokosten besaa næsten alle de sønderjydske Gæster Rigsdagsbygningen fra øverst til nederst. Rigsdagsmedlemmerne optraadte ved denne Lejlighed selv som Ciceroner.

“Sønderjyder i Rigsdagens Læsesal” den 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919

DEN STORE RAADHUSFEST SØNDAG DEN 16. MARTS

Søndag Aften den 16. Marts — Dagen efter Ankomsten — fejrede Byen København Sønderjyderne ved en Fest i Raadhussallen.

Over 1000 Københavnere var stævnet sammen og for dem blev Aftenen en Oplevelse. Del var ikke Talerne og Sangene, der gjorde
det, hvor smukke eller stemningsfyldte de end var; det var Synet af disse unge, vejrbidte Mænd, den Glæde, der straalede ud af deres Øjne, og saa Bevidstheden om alt det, disse Mennesker havde gaaet igennem.

Og saa een Ting til!

Bevidstheden om, hvor lidt vi selv har gaaet igennem i disse Krigens Aar, der skyllede Guld op paa vore Strande, Guld, der var malet af Lidelser og Smerte, Had og Vanvid hos hele den øvrige Verden.

Vi følte os saa smaa, saa ubetydelige, og vi havde vænnet os til at betragte os som disse Europas kloge Hoveder, der havde forstaaet med Behændighed at holde det hele borte fra os selv.

Ved at se disse Menneskers Glæde forstod vi, at dette var det første, det eneste, vi har gjort under denne forfærdelige Krig, første Gang, vi har evnet virkelig at skabe den Lykke, der faar et Menneske til at glemme alle udstaaede Lidelser.

Professor Vilhelm Andersen sagde i sin Tale, at der endnu var eet tomt Felt i Raadhusets Hal, hvor Aarstallet for Sønderjyllands Tilbagegivelse skulde staa, og først da var Huset færdigt. Alle, der var til Stede ved denne Fest, og som hverken har sultet eller savnet, stod det med eet klart, at der i vore egne Hjerter længe — for manges Vedkommende altfor længe — har manglet den samme Indskrift.

Vi har trængt til denne Skrift paa Væggen, og vi lærte at forstaa det den Aften i Raadhusets Sal.

Og vi saa, at der altsaa virkelig var Mennesker, der saa hen til os som Vennerne, Befrierne og Ejerne af den Lykke, som de regner for den
højeste.

Og disse Mennesker gik rundt i vor Bys Hus og trykkede vore Hænder, sagde „Tak“ , og saa os ind i Øjnene, saa det varmede og fyldte os. Der steg en Hjerternes Varme op mod disse Sønderjyder og en Tak fra dette lille Land, som de vil tilhøre, og med hvilket de vil regne det for en Lykke at blande Blod, og Spørgsmaalene døde mere og mere paa vore Læber, og til Slut stod Københavner mod Sønderjyde og vidste heller ikke andet at sige, end „Tak“ .

Nationaltidende have også taget forsiden i brug til at berette om  sønderjydernes første dag i København – klik her for at læse nærmere (eksternt link)

15. Marts 1919 – De første sønderjyske krigsfanger ankommer til København

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade. Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

DE FØRSTE SØNDERJYDSKE SOLDATERS ANKOMST
TIL KØBENHAVN

Vi havde ventet at modtage dem i Foraarssol, med en broget Blomsterregn, med Festsmæld i alle røde og hvide Dannebrogsflag.

Skæbnen vilde, at det i Stedet for Foraarssol og Flag blev Byen København, der illuminerede for de første sønderjydske Soldater, der ombord paa „Primula stille stævnede ind mod Danmarks Hovedstad, hilst af en bølgende, jublende Menneskemængde.

Det gamle, irrede Kronborg, med Solflammer i alle Slotsvinduer, havde med Kanondrøn paa Kanondrøn budt Sønderjyderne det første, danske Velkommen, og ned langs en flagsmykket Kyst med rødmende Aftensol over alle sorte Foraarsmarker var man sejlet, for endelig under en Festillumination af Byen Københavns gule, røde og grønne Lys og Lanterner at glide ind i Frihavnen og modtages af dette bølgende, sorte Menneskehav:

Leve Danmark og Sønderjylland! Sønderjylland leve!

Syngende sejlede Primula ind i Frihavnen. Man kunde høre, at det var Landsmænd, der var ombord. Op i Aftenmørket steg „Der er et yndigt Land“ og bagefter lød „Kong Kristian”, mens Menneskesværmen inde paa Kajen faldt i, Gang paa Gang afbrudt af Hurraraab og det hjertelige, oprigtige: „Velkommen — Velkommen hjem!” Tusindvis af Hænder blev rakt op mod Primulas Skibsskrog — tusindvis af Hænder vilde række de sønderjydske Soldater Haanden til Goddag. De store Følelsers Tid var vendt tilbage. . . !

“Dagens Nyheders Medarbejdere gaar fra ders Motorbaad ombord i “Primula” ud for Kronborg og er de første Københavnere, der byder Sønderjyderne Velkommen” fra bogen “De Sønderjyske dage i København”, 1919

Der stod en ung Sønderjyde ved Rælingen og saa ud over denne begejstrede Menneskemængde, der strakte Hænderne op imod barn, viftede med Hatte og Lommetørklæder og lod Foraarets Blomster regne ned over sig — og han udbrød i dette Øjeblik:

„Vi havde selvfølgelig ventet, at manne vilde tage imod os — men saa graue manne Folk som her, var der knap paa hele Slagmarken!“

Han udløste vist den almindelige Mening ombord. Det var let at se, at Sønderjyderne var overvældede af den varme Ankomst. Alle trængte frem, hilste paa dem og bød dem Velkommen.

De havde rigtig Følelsen af, at de var kommen hjem — endelig kommen hjem til gamle Danmark. . . . Langsomt trak Folk sig ud af Frihavnen og tog Opstilling helt ned til Østerbrogade. For hver Gang en Sønderjyde med det rødhvide Armbind gik forbi, lød Velkomstraabene og mange af Sønderjyderne blev baaret i Guldstol.

Overalt sang man „Der er et yndigt Land — “ og blottede ærbødigt Hovedet for Sønderjyderne. De fik, vore Landsmænd og Kammerater, en saa jublende, begejstret Modtagelse, som en Udløsning af de Følelser, der besjæler hele Nationen, maatte skabe. Det blev en Aften, som ingen af de tilstedeværende nogen Sinde vil glemme . . .

Nationaltidende have dagen efter ryddet forsiden for at berette, om sønderjydernes ankomst – klik her for at læse nærmere (eksternt link)

 

14. januar 1919. Hans Peter Hansen keder sig i Aurillac

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til et hospital i Tours, hvor han var glad for at være.

En dag var det dog slut med arbejdet på dette hospital. Man sagde til Nis Schmidt og mig, at vi måtte være forberedt på at blive sendt til den danske lejr i Aurillac.

Krigen var jo forbi, og vi skulle jo sendes hjem. —-Jeg syntes så godt om at være her, at jeg næsten var ulykkelig over at skulle bort herfra.  Den tanke slog ned i mig, om min ven, løjtnanten, ikke kunne hjælpe mig.

Vi drøftede sagen. Vi skrev en ansøgning og fik den underskrevet af både læger og sygeplejersker, hvorefter den gik til de højere myndigheder. Skrivelsen kom dog tilbage med afslag. Alle seks skulle bort. Vi forlod hospitalet og kom efter en længere rejse til den danske lejr i byen Aurillac.

Om de danske sønderjyders ophold i Aurillac-lejren – La Mense — har andre kammerater allerede berettet. Mit ophold her varede jo kun så kort. Jeg vil derfor fatte mig i korthed.

De første danske kammerater, jeg mødte her, var Fuglsang-Damgaard, Ørsted, Lorens Gram, Oksenvad, Peter Iversen, Ørsted,  og flere. Jeg må sige, vi blev alle seks godt modtaget. De fire holstenere kom dog til en anden lejr.

Lejre og lejre er to ting. I lejre for tyske krigsfanger fik man de to bogstaver P. og G. syet på trøje og bukser. Bogstaverne var så store, at de kunne læses på lang afstand. Her i den danske lejr havde vi ikke noget, der hed P. G.er.

Lønnen, man tjente, blev udbetalt i francs. Ligesom den franske soldat fik vi også her hver tiende dag udleveret en pakke tobak. Vi havde også andre fordele. Vi kunne gå ud og købe tøj, vin og mange andre ting, vel at mærke når vi havde penge.

Der var altid nogle af fangerne hjemme i lejren. Men ellers holdt de fleste nok af at komme ud til bønderne på landet. Her var man  næsten som hjemme. Man var mere fri, og man tjente penge. Når et sådant hold vendte hjem til depotet, vidste man af gammel erfaring, at der ville blive holdt et lille gilde …

De første dage i lejren gik hurtigt. Kammeraterne var rare, altid tjenstvillige og hjalp os nyankomne godt til rette. Men når først man var inde i reglementet, begyndte man at kede sig. Alt var så ensformigt, slet ikke spændende.

Jeg henvendte mig til Fuglsang-Damgaard og bad ham være mig behjælpelig med at komme ud på landet. Han lovede mig sin hjælp.

DSK-årbøger 1961

14. november 1918. Hjem fra fronten. Eskildsens lange tur tilbage mod Sønderjylland er begyndt.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Den store march hjem var begyndt. Vejen er besværlig og undervejs møder Eskildsen de første krigsfanger på vej hjem.

Den 14. November Kl. 9 Formiddag begynder den store March! Det gaar ud og ind, op og ned langs med Semoys fantastiske Krumninger. I Luftlinie er der kun 7½ Kilometer til Maalet, Hautes Riviéres; men Vejen er over dobbelt saa lang.

Ned ad den stejle Vej skrænt ligger af og til en væltet Lastbil. Etappens Kolonnemandskab er kørt hjemefter, saa længe de havde en Draabe Benzin i Tanken; saa har de væltet Vognen over Vejkanten og er løbet videre. Hvis Fronten bærer sig ad paa lignende Maade, gaar det hele i Skuddermudder, og vi er alle fortabte.

Men der er ingen Fare. Vi marcherer, denne Dag og de mange, mange følgende, i bedste Orden. Det er en uhyre svær Disciplin- og Taalmodighedsprøve, thi det gaar meget langsomt med smaa Dagstrækninger og mange Standsninger.

Det er Fronthærens sidste, men ingenlunde den letteste Prøve. Vor Division bestod den med slesvigsk, holstensk, meklenborgsk Ro. Vi møder allerede denne første Dag hjemvendende Krigsfanger. Franskmænd, Belgiere, Russere og Italienere kommer let til Bens, enkeltvis og i smaa Flokke, alle smykkede med Rosetter, Baand og Smaaflag i deres Lands Farver.

Hvor har den franske Befolkning alle disse Flag fra? Fra hvert Hus vajer Trikolorer, store og smaa. De maa jo have plyndret hele Købmandens Lager for alt, hvad der var blaat, hvidt og rødt! Vi under dem Glæden. Den tyske Soldat trøster sig med de vanvittigste Rygter, som flyver fra Regiment til Regiment langs ad Landevejen.

Der er Revolution baade i Paris og London! Den engelske Flaade er med store røde Flag i Masterne løbet ind i Kiels Havn! Intet er saa forrykt, at det ikke finder troende Sjæle ved Tropperne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 249-250

3. november 1918. På vej hjem via Schweiz

Der var i sommeren 1918 blevet afsluttet en overenskomst, hvorefter krigsfanger, som havde været i fangenskab siden krigens begyndelse, skulle udveksles og hjemsendes.

Udvekslingen begyndte straks i sommeren 1918, og der gik hver uge to transporter på henved 750 mand i hver retning.

Jakob Hansen, Holbøl, der havde siddet i Aurillac, blev udvalgt og kom med en transport sidst i oktober 1918. Han fortæller (fortsat):

Efter nogle dages rejse blev vi indkvarteret i en større fangelejr. Her traf vi sammen med andre kammerater.

Der var nogle iblandt dem, som slet ikke ville høre tale om, at krigen snart var forbi. De betingelser, som de allierede stillede, var uantagelige. Tyskland måtte altså kæmpe videre.

Vi lod dem blive i den tro . . .

Opholdet i samlelejren var ikke det bedste. Man fortalte os, at vi havde modtaget forplejning til næste dags middag; men sandheden var, at vi slet ikke havde fået noget som helst i de sidste dage.

Næste dags morgen fik vi dog kaffe og brød, og i øvrigt var forplejningen nogenlunde i den tid, vi var der. Vi var de første, som ankom, så vi måtte blive i lejren nogle dage, indtil transporten var samlet. Vi kom her sammen med nogle andre tyske krigsfanger, men der var dog ingen, der sagde noget til os, fordi vi havde været i en særlig lejr.

I den tid, vi havde været i Aurillac og havde arbejdet hos bønderne, havde vi glemt den militære disciplin. Den måtte vi nu igen mande os op til. I lejren regerede en kaptajn og nogle sergenter, og det var nogle skrappe herrer.

Under vort ophold i lejren blev vi fotograferet, fik taget fingeraftryk og man noterede hele vort levnedsløb. Dette var sikkert en sikkerhedsforanstaltning, thi ifølge overenskomsten måtte hjemsendte krigsfanger ikke anvendes til krigstjeneste, men kun i garnisonen.

Omsider var alle formaliteter i orden, og vi kunne marchere til banegården. I Lyon blev vi hentet af et Røde Kors-tog, og så gik det hjemad.

På vejen til den franske grænse havde vi franske soldater med som bevogtning. Den blev på rejsen gennem Svejts overtaget af svejtsiske soldater. Vi fik ikke noget at se på rejsen gennem Svejts, for rejsen foregik om natten. — Dog blev vi flere gange beværtet med brød, pølser og chokolade.

DSK-årbøger 1962

1. november 1918. Fangeudveksling via Schweiz

Jakob Hansen, Holbøl, fortæller

Der var i sommeren 1918 blevet afsluttet en overenskomst, hvorefter krigsfanger, som havde været i fangenskab siden krigens begyndelse, skulle udveksles og hjemsendes.

Udvekslingen begyndte straks i sommeren 1918, og der gik hver uge to transporter på henved 750 mand i hver retning.

Da jeg var blevet taget til fange allerede den 9. september 1914 i Marneslaget, var jeg spændt på, om jeg kunne komme hjem på denne måde. Jeg længtes naturligvis efter at komme hjem så snart som muligt.

Det hele trak dog i langdrag, for der var mange fanger fra hver side, som skulle udveksles. Endelig i oktober kom turen til mig.

Jeg arbejdede sammen med nogle kammerater i en lille landsby helt ude i bjergene i Auvergne. Vi var godt kendte i landsbyen, idet vi havde arbejdet der i halvandet år. En aften, da vi kom hjem fra arbejdet, kom en lille dreng hen til mig. Han kiggede lidt på mig og sagde så: »Nå, er det dig. Jeg kan fortælle dig, at du skal hjemsendes.

Der er kommet telegram til jeres vagtmand, at han skal bringe to af jer ind til depotet i Aurillac«.

Jeg skyndte mig hen til vort kvarter, og drengens meddelelse viste sig at være rigtig. Det var Rasmus Hye fra Bjerndrup og mig, der skulle hjem, og det kan nok være, at vi fik travlt. Vi skulle være i depotet allerede næste morgen. Vi fik dog tid til at aflægge et besøg hos et par af vore arbejdsgivere, hvor vi havde arbejdet i længere tid, for at tage afsked.

Så fik vi pakket, og da der ikke var nogen forbindelse til byen, måtte vi natten igennem tage den til fods op over bjergkammen, indtil vi endelig nåede busforbindelsen til jernbanestationen.

Da vi næste morgen kom til Aurillac, stod alt allerede i opbruddets tegn. Der skulle fra lejren hjemsendes 38 mand. Men da der blandt de udtagne var nogle, som ikke ønskede at komme hjem, blev de i hast udskiftet med andre. Efter at forskellige småting var ordnet, tog vi opstilling, og der blev spurgt, om der var nogen, der havde  fordringer på depotet. Det var der ingen, der havde. Vi tænkte nu blot på at komme hjem.

Så marcherede vi da til banegården. Kaptajnen, som ellers ikke var vor ven, fulgte med og tog afsked med os.

Så begyndte transporten til samlelejren. Den lå nede i Sydfrankrig, ved Rhonefloden, et sted mellem Lyon og Marseille.

Under rejsen havde vi et længere ophold på en større banegård. Her traf vi nogle franske soldater, som var kommet hjem fra tysk fangenskab. De fortalte os, hvordan det så ud i Tyskland.

»Når I kommer til Konstanz«, sagde de, »står der et skilt: Velkommen til hjemstavnen!« —

»Men i hjemstavnen har de ikke andet at spise end kålrabi. Alt er i opløsning, ingen vil tage ansvaret for hverken det ene eller det andet. Sang man før »Tyskland over alt i verden«, synger man nu »Tyskland, og alt er dybt, dybt nede!«

En anden af de franske soldater sagde ikke noget videre, men han fortalte dog ganske stilfærdigt, at det ikke så godt ud i Tyskland. Ikke alene fangerne, men hele det tyske folk sultede.

DSK-årbøger 1962

26. oktober 1918. Krigsfange på hospitalsarbejde i Tours

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle fanger fra Elsass-Lothringen, Tjekkiet og Polen.

(… fortsat)

Vi havde vel været i denne lejr en fjorten dages tid eller så, da vi fra Slesvig fik besked om, at vi skulle bort.

Vi to danskere og de fire andre — holstenere — fik alle ansættelse på et hospital inde i Tours. Holstenerne fik deres arbejde ude i den  store park. Nis Schmidt fik et job som rengøringskone. Han fejede hospitalsgangene.

Jeg kom til at hjælpe med på operationsstuen. — Mit arbejde var ret afvekslende. Jeg tømte operationsspande, bonede gulve, hjalp til blandt de sårede eller syge, når de skulle transporteres ud eller ind.

Vi var godt tilfredse med arbejdet. Her kunne vi passe os selv, og forplejningen her var ret god. Vi var altid pæne og rene i tøjet. Det kneb nok med sproget, og fransk er jo ikke så let et sprog at lære.

Om eftermiddagen havde jeg efter endt hospitalstjeneste min gang nede i køkkenet. En mindre flok kvinder sad her og skrællede  kartofler. Også jeg fik lov at hjælpe til. Der blev altid budt på et glas te, og det var jo altid noget. Man forstod dog ikke et kuk af, hvad de sagde. Men som dagene gik, lærte man jo både det ene og det andet.

En dag skete det, at jeg løb på en fransk løjtnant. Vi kom i snak, for han kunne tale lidt gebrokkent tysk. Under vor korte samtale viste det sig, at vi havde ligget over for hinanden under kampene i  Argonnerne.

Herefter kom han snart hver dag hen og fik en lille samtale med mig.
En dag kom han og bad mig om at gå med ud på en lille tur i byen. — Jeg husker, vi skulle hen at hente et par store pakker, som han skulle hente for hospitalet. —

Undervejs foreslog løjtnanten, at vi skulle gå ind i en af de mange beværtninger for at få et glas vin. Jeg samtykkede. Og så sad vi da og nippede til vinen og fortalte gensidig om hinandens oplevelser ved fronten og fra kampene i Argonnerskovene.

Løjtnanten mente det godt med os krigsfanger. — I dansktalende sønderjyder og vore landsmænd fra Elsass har allerede døjet nok. I kan altid være sikker på at få det godt her i Frankrig.

Min nye ven vidste også noget om, at der et eller andet sted i Frankrig var blevet oprettet en særlig lejr for dansksindede sønderjyske soldater. Jeg sagde til ham, at jeg slet ikke var så  interesseret i en sådan lejr. Jeg havde det jo godt her. Hvorfor skulle jeg så flytte? Man ved jo, hvad man har, men man ved aldrig, hvad man får.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

24. oktober 1918 – Marie Cosmus: “Kriegsopfer”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil om krigens ofre.

No 10

Kriegsopfer.

Dieser lange Krieg hat viele Opfer gebracht. Im Osten und Westen, auf allen Schlachtfeldern hat deutsches Blut geflossen. Deutsche und Feinde sind sicher oft zusammen in einen Grab begraben worden, die Toten zusammen sind nicht mehr feind. Auf den Schlachtfeldern sind wohl viele Gräber und Grabreihen zu finden. So ist das Land wie ein Großer Friedhof. Auf den Gräbern wächst jetzt vielleicht viel Gras und die Kameraden haben bei der Beerdigung all der Toten gewiß nicht viel Zeit gehabt, das Grab mit Blumen zu schmücken. Ein einfaches Kreuz ragt aus dem Grabhügel hervor. Auf den Meeresgrund liegen viele, dem Vaterlande treugewesene Männer. Hier in der Heimat sind sie betrauert worden und es gibt keinen dank dafür zu danken und wir sehen sie ja nicht mehr.

Manche Gräber sind gewiß zertrümmert und sind nicht mehr zu finden. Wofür sind nun alle gefallen, warum mußten so viele Familien trauern? Viele sind in Gefangenschaft geraten und leiden dort großer Not, aber einmal werden sie doch zurück kehren. Wir denken auch an alle Krüppel, die zurück bleiben. Sorgen und und Trauer hat der Krieg, der nun hoffentlich zu Ende ist, gebracht. Wir haben nie gedacht, daß der Krieg so lange dauern würde. Es war Weltkrieg, der mit anderen Kriegen nicht verglichen werden kann.

Tondern, den 24. Oktober
Marie Cosmus

(Jørgen Bendorff)

19. oktober 1918. Krigsfange: Tobakken blev genbrugt tre gange

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle fanger fra Elsass-Lothringen, Tjekkiet og Polen.

(… fortsat)

De fanger, der var så heldige at få en lille tjans i køkkenet, kunne sagtens. Man fik endda ekstra betaling for at være med her — fem francs hver 14. dag.

Af bønnemel bagtes nogle ret velsmagende pandekager, og der bagtes rigeligt.

En almindelig fange havde kun fem centimer om dagen. Med fem francs ekstra var man næsten rene kapitalister, vi kunne således tillade os at købe flere småting i lejrens kantine, en tavle chokolade eller lidt rygelse.

Amerikansk pladetobak kunne vi også købe, og den var ret god.

Tobakken gjorde fyldest tre gange. Første gang blev den anvendt som skrå; efter at være blevet tørret blev den anvendt som pibetobak og røget. Til sidst anvendtes det, der endnu var tilbage, som snus.

(… fortsættes)

13. oktober 1918. Russisk husflid på Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

En Dag blev jeg sendt med tre Lastautomobiler et Stykke tilbage til et Proviantdepot for at hente Proviant. Mens jeg var inde paa de forskellige Kontorer med Papirer, var Kammeraterne kommet i Lag med et Par russiske Fanger, som arbejdede paa Depotet. De havde købt mange pæne, smaa Ting, som Russerne havde lavet, blandt andet en Del Fingerringe, lavet af franske, engelske og tyske Riffelkugler, smaa, nydelige Ringe, som de købte for Spotpris.

Jeg var egentlig helt misfornøjet, da jeg kom ud og fik det at se, for jeg vilde ogsaa gerne have haft et Par Ringe; men der var ingenting at gøre ved det; vilde jeg have nogle, maatte jeg købe og betale godt hos Kammeraterne.

Saa kom der imidlertid en Russer slentrende nede fra Lukafet, hvor de boede, og Vagten raabte til ham, om han ikke havde nogle Ringe at sælge, for her var endnu en Tysker, som vilde købe.

Jo, det havde han. Hent dem, sagde Vagten. Han hentede en Ring; der var et Hjerte paa den, og paa Hjertet var der indgraveret en lille nøgen Gren. Paa Grenen sad en lille Fugl med Næbbet lige opad og aabent, øjensynlig syngende af fuld Hals.

Jeg spurgte Russeren igennem Vagtmanden, hvad det skulde sige.

Russeren saa ganske stilfærdigt paa Vagtmanden og svarede, og da denne oversatte det for mig, lød Svaret: „Det skal sige: Vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse.”

Der gik en underlig Følelse igennem mig. Hurtigt fik jeg spurgt, om Russeren var en troende Mand, hvilket han bejaede.

Ringen kunde vi let enes om, for jeg syntes, den var meget mere værd, end han forlangte, og vi fik en kort Samtale med hinanden, hvori Russeren betroede mig, at han var gift og havde Hustru og Børn hjemme, og at det tit kneb for ham at holde det fast, at „vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse”.

Han havde svært ved at forstaa, at Gud ikke snart kunde gøre Ende paa Krigen. Man vidste jo slet ingenting om sit Hjem. Med et varmt Haandtryk og et „Lev vel, kammerat, vi ses histoppe,” skiltes vi for ikke at ses mere her paa Jorden.

Vagtmanden var et eneste stort Spørgsmaalstegn. Han var i højeste Grad forbavset, men Russeren og jeg glædelig overraskede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

7. oktober 1918. Krigsfangerne sorteres: “Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske”

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle Elsassere.

(… fortsat)

En dag skulle lejren rømmes. Under skarp bevogtning af franskmænd og amerikanere blev alle 1400 fanger ført ned til den nærmeste jernbanestation og stoppet ind i en række kreaturvogne. Så rullede toget af sted. Hvorhen vidste ingen.

Det blev en lang, lang tur. Endelig boldt toget i den sydfranske by Tours. Vi stod ud, og der foretoges en skarp sortering af fangerne — Elsasslothringer, polakker, tjekker og danskere kom i en særlig lejr.

Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske. Det var dog kun Nis Schmidt og mig, der havde dansk som modersmål, de andre, som her kaldte sig danskere, var det næppe. De hørte alle hjemme syd for Slesvig …

Selv om vi havde ret frie forhold, var vi dog stadig under bevogtning.

Vi havde en fransk sergentmajor som køkkenchef, en elsasser var  kok. — Det var mærkelige retter, vi fik serveret. Kødet var langt fra  førsteklasses. Mon det stammede fra selvdøde kreaturer?

Fedtet lignede nærmest grøn sæbe, og bønnemelet lignede  tapetklister. Fisk og ris var det, vi fandt bedst. Brødet var heller ikke rosværdigt. Man sagde, at det var fyldt godt op med savsmuld …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

6. oktober 1918. Kammeratskab i fangelejren

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger.

(… fortsat)

En dag kom Nis Schmidt hen til mig. Han var meget ulykkelig. Han fortalte, at en eller anden havde set sit snit til at stjæle hans ration af skibskiks.

Det var jo ikke så godt, for det betød, at der nu for en dag blev smalhans to steder.

Samme aften blev jeg kaldt frem. Vi var seks mand, der blev ført bort. Uden for lejren lå vagtmandskabets barakker og andre bygninger. Vi blev sat til at bære franskbrød ind i en bygning fra en stor vogn.

Under dette arbejde så jeg mit snit til at negle et af disse brød. Jeg gemte det under min trøje og slap også godt hjem med det.

Nis og jeg delte om aftenen brødet.

Efter nogle dages forløb kom en mand og kaldte på mig. Jeg blev ført ind til lejrens kommandant. Hos ham blev jeg nu atter forhørt.

Han mente, at man egentlig måtte vide, hvad landsmand jeg var. De havde jo alle mine breve og andre papirer, som man dengang havde frataget mig. Alt, hvad man havde fundet, var jo skrevet på dansk; tysker kunne jeg altså ikke være.

Igen blev der spurgt, om jeg var fra Nordslesvig, og om vi talte dansk hjemme. Med god samvittighed kunne jeg bekræfte spørgsmålene.

Så var det korte forhør forbi. Jeg blev ført ud, men ikke tilbage til lejren. Vagtmanden førte mig over i et telt, hvor der allerede boede fem mand, der alle var hjemmehørende i Elsass.

Den ene af dem talte flydende fransk. I det nye opholdssted skete der straks en stor forandring. Kosten blev meget bedre, og der var i det hele taget friere forhold. Havde vagtmandskabet lidt rigeligt med mad, kom det altid os til gode.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

3. oktober 1918. I forhør hos en fransk officer

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange – men franskmændene fandt hurtigt ud af, at han var dansksindet slesviger.

(… fortsat)

Den næste dag kom vi atter i forhør hos en højtstående officer. Han var venligheden selv. Vi kunne, sagde han, godt sætte os.

Han gav os en cigaret og en kop rom, hvorefter han udspurgte os om vort regiment, hvorfra vi kom, og om alt, hvad regimentet havde foretaget sig.

Men, hvor mærkeligt! — Generalen vidste egentlig mere om regimenterne end vi.

Efter endt forhør blev vi ført tilbage til vor plads i laden.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

27. september 1918 – Ribe Stiftstidende: haandgranater til fiskefangst

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Haandgranater til fiskefangst

Det har tidligere været meddelt her i bladet, hvorledes soldaterne i felten benytter haandgranater til at koge mad ved. Men nu oplyses det for os, at de ogsaa anvendes ved fiskefangst. Fremgangsmaaden er ganske simpel: man kaster haandgranaten ud i en aa eller en bæk, og naar granaten eksploderer paa bunden, dræbes eller bedøves de fisk, som er i nærheden, saa at de kan tages med de bare hænder.

Russerne er ikke længere krigsfanger i Tyskland

Kvinderne og russerfangerne i Tyskland maa øve en vis tiltrækning paa hverandre. I Tondernsche Zeitung meddeles nemlig: Den russer, i hvis kvarter man for nogle dage siden fandt en soldaterkone, synes at være visse kvindfolks yndling. Før havde en soldat truffet to unge piger dér, som han satte ud i den friske natteluft efter at have givet dem et slaskende ørefigen. Hvad afstraffelse derfor angaar, da er en saadan udelukket, fordi russerne ikke mere betragtes som krigsfanger, kun husejerne kan stille straffekrav paa grund af brud paa husfreden. 

23. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle 17aarige indkaldes”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. mod Frcia:

Gennem H fra særdeles paalidelig Kilde:

a. En tysk Officer har igaar været rundt paa de Gaarde i Haderslev, der har russiske Fanger på Arbejde, for at formaa dem til at underskrive et Dokument, hvorved de vilde opnaa at blive tyske Statsborgere med Ret til at gifte og bosætte sig i Tyskland o.l. Den alm. Mening er, at dette gøres for at kunne sende dem til Fronten som tyske soldater.

b. Alle 17aarige indkaldes og afgaar til Frankrig efter en Uddanneles paa 6 à 7 Uger. De bliver ikke udrustet med anden Uniform end Hue, men optræder foreløbig i øvrigt i civil Dragt og erholder derfor en mdl. Godtgørelse paa 30 Mk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… den ene blev skudt, de to andre fanget.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachementet mod Fcia

1. Foruden i Rødekro findes ogsaa Radiostation i Tønder (Bladmeddelelser om en Station i Rødding er urigtig)

2. I nat vilde 3 Russere over Grænsen, den ene blev skudt, de to andre fanget.

3. Ved Mjolden Plantage lige V. for Døstrup er opført et Batteri med 2 svære c 30 cm Marinekanoner. Ammunitionsbane fra Døstrup Station til Batteriet.

4. Det hedder sig, at der er tilført den gamle Befæstningslinie i Nordslesvig nogle 21 cm Kanoner, antagelig som Erstatning for de Kanoner, der i sin Tid blev ført bort.

5. Det menes, at det feltduelige Mandskab af Grænsevagten i nær Fremtid skal afløses af ældre Mandskab.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

30. august 1918. “Pardon, monsieur!” Taget til fange af franskmændene

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten.

Den 30. august 1918 lå jeg sammen med en tredjedel af mit kompagni – det var 3/444 – ved et vejkryds på landevejen Noyon-Roye, hvor vi skulle dække tilbagetoget, efter at vi var gået tilbage fra Lassigny den forrige nat og nu havde gravet os ned i vejsiden her.

Tidligt om morgenen lagde franskmanden en spærreild – dvs. brisant- og gasgranater – på vort frontafsnit, så vi måtte gå med gasmaske på, hvad der var en underlig og ubehagelig fornemmelse, da man til stadighed gik rundt med opkastningsfornemmelser.

Efter spærreildens ophør afventede vi fjendens angreb, der heller ikke udeblev, og det var et »fremad« i små ryk. Vor afdelingsfører, en ung løjtnant, overgav nu kommandoen til sin vicefeltwebel, der hed Wachsmutt, med den besked, at han sammen med nogle mænd ville lede efter kompagniet og søge at få forbindelsen genoprettet. Hvis dette lykkedes for ham, skulle vi komme bagefter, og han ville give tegn dertil ved afskydning af et par lyskugler.

Der kom imidlertid intet signal, og vor »Vize«, en stor og godmodig sporvognsfører i civil fra Berlin, gav os nu ordre til enkeltvis, og som vi kunne bedst, at trække os tilbage. Han selv med en snes mand tiltrådte også tilbagetoget.

Ca. 300 meter til venstre og bagud lå der en delvis fremskudt ferme, hvor der var dækning at finde, og ligeledes til højre en banedæmning, og det var mod den, Wachsmutt med sin lille flok styrede hen. Når der blev skudt på de retirerende, kastede disse sig ned og krøb i dækning, men »Vizen« bøjede sig, bare lidt ned og kiggede fornærmet bagud, som ville han sige: »Kan I nu være lidt skikkelige!« Men de nåede velbeholdent banelinjen.

Vi andre derimod, vi var tre og blandt disse min gode kammerat Nicolai Bock fra Skærbæk, funderede lidt over, hvorvidt vi skulle søge tilbage, eller om vi skulle blive, hvor vi var, og havne i fangenskab.

Nicolai Bock ville helst tilbage, for han ventede snarligt at komme på orlov, og så ville han forsøge at komme over grænsen til Danmark.

Jeg derimod ville hellere blive og så komme i fangenskab, for så syntes jeg, at jeg kunne øjne en afslutning på krigen for mit vedkommende da, og jeg var netop kommet hjemmefra for tre uger siden efter en orlov på Als og efter et fem ugers lazaretophold i Sønderborg.

Vi var altså kun tre kammerater tilbage, og ved at kigge over dækningen kunne vi se, at franskmanden langsomt rykkede nærmere. Så pludselig var den tredje af os forduftet, og lidt efter forsvandt også Bock i retning af den sammenskudte ferme. Nu, da jeg var ene tilbage, blev jeg lidt betænkelig ved situationen – jeg kiggede efter franskmændene. Så samlede jeg mine ting sammen og stak som den sidste af fra mit skjul i den usle vejgrøft.

Jeg løb mod fermen, for jeg mente, at der havde jeg hurtigst en chance for at nå i dækning. Jeg havde dog kun løbet ca. 30-40 meter, inden kuglerne slog ned omkring mig, så jeg søgte dækning ved at kaste mig ned. Da de ikke kunne se mig, holdt skydningen op, og jeg blev liggende lidt for at samle kræfter til det næste spring. Dette gentog sig en tre-fire gange, endelig nåede jeg da ruinerne af fermen, hvor man nu kunne gå oprejst igen. Da hørte jeg stemmer – jeg lyttede, om det var tysk eller fransk der taltes, men det var tysk, og jeg dristede mig videre.

Det viste sig, at der i kælderen til gården var 12 fra mit kompagni, blandt hvilke jeg fandt to feltvebler, to underofficerer, to gefrejtere, resten menige, og blandt disse Bock fra Skærbæk.

Men muligheden for at komme længere tilbage var ikke stor, da der bag ved os var en kanal, som var tørlagt og lå under fjendens ild af maskingeværer, og den skulle vi passere for at komme over på den anden side. Men det var jeg jo ikke så ked af, da det som bekendt var min hensigt at komme i fangenskab, og nu fandt jeg, at jeg ikke havde andet valg.

To af os prøvede at komme tilbage, men vi fik hastigt det indtryk, at det ikke lykkedes så godt, da vi ret hurtigt hørte de franske maskingeværers tik-tak.

Vi andre spiste, alt det vi orkede, thi, vi anede, at det ville vare et stykke tid inden det næste måltid, og vi gjorde os altså rede til at gå i fangenskab. Vi havde til stadighed en mand på vagt, han skulle tage imod franskmændene og varsko dem om, at resten var i kælderen og sådan forhindre, at de kastede håndgranater derned.

Men vi kom til at vente i hele tre timer, og vagten gik på afløsning. Så var det, at jeg skulle i et naturligt ærinde, hvorfor jeg kravlede op af kælderen. Den vagthavende råbte på afløsning, og jeg meldte mig straks, da jeg havde klaret mit ærinde, men han smuttede hurtigt ned i kælderen, mens jeg listede hen til hushjørnet for at spejde efter, om franskmanden skulle vise sig. –

Pludselig hører jeg en raslen i ruinerne bag ved mig og opdager da tre franske soldater komme imod mig med revolvere og geværer i skudklar stilling, hvorfor jeg rækker begge arme i vejret og råber: »Pardon, monsieur«, og det flere gange.

Men nede fra kælderen opfatter jeg samtidig stemmer, der lyder: »Hør nu til Grau, nu laver han løjer igen«. Men jeg replicerer: »Nej, virkelig, franskmanden er her«.

Der kom så flere franskmænd til, og de spurgte – den ene af dem kunne tysk – om vi var flere, hvorpå jeg pegede på kælderen og søgte at forklare, at de var dernede. De blev nu kaldt frem, og da alle var oppe, kastedes et par håndgranater ned i kælderen.

Mine kammerater havde kun gasmaske, stålhjelm og overfrakke, men jeg fik ikke min overfrakke med, da den var i kælderen, hvor jeg ikke kunne få lov at kravle ned; men jeg kom senere til at savne den meget.

De franske soldater, der tog os til fange, var meget flinke og behandlede os næsten som kammerater; den tanke lå næsten i luften: »Ja, vi har heller ikke villet krigen«. –

Nu var vi kommet et skridt videre på vor vej og nærmere vort ønske om for sidste gang at have været i ildlinjen. Da vi nu gik i retning mod Paris, eller lad os sige mod den franske etape da, avancerede vi gennem haven bagved gården, hvor der lå flere kammerater fra vort kompagni, men faldne eller sårede.

Vi fik lov til at slæbe to sårede med os; vi bar den ene i et tæppe og den anden i en overfrakke, men det sidste var nu meget vanskeligt, da vi måtte gå sidelæns, hvilket var meget trættende, tilmed gik det over marker med mulige forhindringer, og dem var der mange af.

Afløsning var der ingen af – samtidig måtte vi af og til »ned«, for nu blev vi stærkt beskudt af tyskernes spærreild. Men det gik godt, og lidt efter lidt kunne vi mærke, at vi mere og mere fjernede os fra fronten – en dejlig fornemmelse og en stor opmuntring for os til at klemme på, thi vort højeste ønske var jo at komme velbeholdent ud af skidtet, og det så ud til at lykkes for os.

Hen på eftermiddagen indtraf der dog en kritisk situation: Vi kom til en sandgrav, hvor vi blev nødt til at søge dækning, men der var også franske soldater i sandgraven. Da de så os, de tyske soldater – Boches som de kaldte os – næsten overfaldt de os, det var vore eventuelle værdigenstande, ure og ringe m. v., det gjaldt. De greb også efter min urlomme, hvor der dog intet ur var, og jeg havde stort besvær med at forklare dem, at der i forvejen havde været en anden, som havde snuppet det. Imidlertid havde jeg i god tid anbragt det i stroppen på den ene af mine halvlange støvler; jeg fik det med mig hjem og har det endnu.

Mens vi opholdt os i sandgraven, gav de os ordre til igen at forbinde vore sårede, hvad vi imidlertid havde gjort, men altså ikke godt nok.

Da vi var i gang med det, begyndte det pludseligt at hyle i luften, og det var svære, tyske granater, som man begyndte at bestryge sandgraven med. Vi kastede os ned, og jeg var så uheldig at falde ned på en fransk soldats ben, der medførte, at min stålhjelm ramte hans lår og røg af mig. Da soldaten imidlertid opdagede, at jeg var en tysker, plantede han en næve i ansigtet på mig, hvorpå jeg hurtigt foretog et strategisk tilbagetog. .

Lidt efter kom der ordre til at gå videre, og vi ville fort sætte ad hulvejen, hvor der var mere dækning, men de jog os op ad skråningen med et barskt: »Allez, allez«. – Der var et sted, hvor man kunne kravle op, men vi havde intet hastværk med det, da der ikke var dæk-ing deroppe, og vi var også kun kommet et lille stykke opad, da vi påny hørte hvin i luften efterfulgt af bragene af granatnedslag, hvorpå vi skyndsomt igen »faldt« ned.

Men vi måtte af sted igen, opad, og underet skete, at vi velbeholdent kom op og skyndte os frem – eller var det tilbage.

Vi nåede en landsby – her faldt de sidste tyske granater – klokken var alt imens blevet syv aften. Her kom den ene sårede kammerat med en sanitetsbil, den anden var død, men for os gik det lettere, nu vi ingen havde at slæbe på, men der kom flere fanger til, og vi havnede i et teglværk, hvor vi nu blev natten over.

Da var klokken 10 (22 siger vi i dag). Undervejs var en masse tropper og artilleri passeret forbi os. Jeg husker, at en amerikaner ved sin kanon stod og vinkede til os, alt imens han gjorde klar til »Fyr«, og jeg tænkte som så: Det er vel nok godt, at du ikke står der, hvor denne granat slår ned og eksploderer. –

Det var meget tydeligt, at amerikanernes krigsmateriel var meget bedre end tyskernes, det gav os en klar fornemmelse af, at krigen gik imod sin afslutning.

Men vi kom altså, som allerede sagt, til teglværket henad kl. 10 aften, efter at have været undervejs siden kl. 10 om formiddagen, altså i samfulde 12 timer, og her fik vi så lov til at lægge os og sove, og vi sov til kl. 4 næste morgen.

I al den tid havde vi intet fået at spise, men her fik vi om morgenen hver to-tre skiver tørt brød, hvorefter vi brød op for at gå længere tilbage, men vi var alt imens nået op på et par hundrede fanger og marcherede nu i kolonner med fire i rækkerne, men med kavaleri-vagtmandskab. De red i kolonne sammen med os, to foran, to i midten og to bagefter.

Det gik meget godt, så længe vi befandt os i krigshærget område. Ved middagstid kom vi til landsbyer, hvor der til trods for ødelæggelserne boede civile. Nu red vagtfolkene ved siden af os, for de civile truede ad os, og jeg så en smide en spand vand fyldt med kartoffelskræl ud over os. Et andet sted stod der en kone, som med store gebærder og en stor brødkniv, som hun trak hen over halsen, viste, at det var det, hun ønskede, man skulle gøre ved os: Skære halsen over på Bocherne, altså på os. –

Lidt efter lidt syntes befolkningen dog venligere stemt over for os; overalt mødte de os nu med glade ansigter og var nysgerrige efter at se, hvor mange, altså Boches, som de jo kaldte os, der var i vor flok. –

De har nok også været glade over, at krigen nu syntes at lakke mod enden. I en landsby sagde en af de civile noget til mig, hvad jeg dog ikke fik noget ud af, men jeg svarede ham: »Parti Paris«, og så gjorde jeg med armene nogle fejebevægelser, som han kunne udlægge, at jeg mente, at jeg skulle feje gader, og da han så mit glade ansigt, stemte han i med en skraldende latter.

Vi gik hele dagen med en halvanden times middagshvil – fra kl. 4 morgen til 10 om aftenen – vel nok en små 18 timer á 5 km, så jeg regner med, at det er blevet til en 90 kilometer i alt, en god dagsmarch, men vi havde jo heller ingen oppakning, da gasmaske og stålhjelm for længst var gået sig en tur i en eller anden vejgrøft.

DSK-årbøger 1972

22. august 1918. Reddet af biblen

Chr. Lassen, Vellerup Mark pr. Agerskov, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Den 22. August 1918, da mit Kompagni laa i Egnen ved Sommefloden i Frankrig, fik vi Besked, at vi den følgende Nat skulde afløse et andet Maskingevær-Kompagni; det var første Gang, jeg skulde i Ilden.

Den Eftermiddag læste jeg en Del i min Bibel og bad min himmelske Fader om at beskytte mig. Min Bibel plejede jeg altid at have bag i min Frakkelomme, men den Aften stak jeg den i Lommen paa Brystet, da jeg havde hørt, at en Bibel før havde taget af for et dødeligt Stød.

Ved Midnatstid gik vi frem, og vi fik Trommeild hele Natten, efterfulgt af et Angreb ved Daggry, der endte med, at vi blev omringet og taget til Fange. Under Transporten til de engelske Stillinger blev jeg ramt, antagelig af en Granatsplint, der gik tværs igennem min Bibel og alt mit Tøj, men ellers tog jeg ingen Skade deraf. Havde jeg ikke haft min Bibel der, var Splinten maaske gaaet igennem Hjertet.

DSK-årbøger 1941

Blokadebryderen S/S ”Marie”s besætning

Agterskibet på blokadebryderen ”Marie” i Batavia Havn på Java, hvortil den var kommet efter en sejlads på 3 uger over det Indiske Ocean, efter den var blevet sønderskudt ved Afrikas Kyst. Foto: arkiv.dk.

Her på siden er der før blevet berettet om blokadebryderen “Marie”s rejse til Østafrika og Java, her med besætning og her. Der er nu oprettet sider for besætningsmedlemerne med tilknytning til Sønderjylland. Se listen forneden.

Nis A. Jacobsen førte dagbog under rejsen med ”Marie”, som kan læses her. Under sit ophold på et hollansk militærhospital på Java, kommer han i kontakt med en dansk læge, Dr. Ellehøj fra Karise. Nis Jacobsen opholder sig en tid efter hospitalopholdet hos Dr. Ellehøj i hans villa og fortæller ham om sine oplevelser. Dr. Ellehøj fortæller historien til de dansk-amerikanske blade på vej hjem på ferie, som derefter bliver bragt i danskeaviser:

Kalundborg Avis 19. december 1918. Under falsk flag. Da tyskerne misbrugte sønderjyderne og det danske flag for at redde Østafrika.

“Dansk-amerikanske blade bringer følgende spændende beretning, som gengives efter udtalelser af den danske læge Poul Ellehøj fra Karise, der i en halv snes år har været ansat i den hollansk-vestindiske hærstyrke på Java, men nu er kommen til New York på vej til Danmark for at holde ferie.

Da krigen brød ud, lå der bl.a. et engelsk skib “Darca Hill” af Edinburgh i Hamborg. Det blev naturligvis straks beslaglagt af de tyske myndigheder og besætningen blev sendt til en koncentrationslejr for civile fanger. Og derpå tog man skibet i egen tjeneste. Det blev malet om og kalfatret om, agterude og forude blev malet “Marie” af København, og som besætning fik det lutter i Sønderjylland fødte orlogsmatroser og officerer fra Kiel.

Naturligvis fik det også dansk flag, og samtidig udstyrede man det med falske danske skibspapirer, stemplede med falske stempler, medens de sønderjyske søfolk hver fik en falsk dansk søfartsbog. Og kamuflagen blev ikke herved. Man pyntede op i kaptajnens kahyt med billeder af kong Christian den 10. og dronning Aleksandrine, og på væggene i matrosernes kahytter klistrede man danske postkort med danske billeder og danske frimærker. Det hele var gennemført med tysk grundighed.

Så blev skiber rigget om, og nu kommer vi til det væsentligste.

Nede i bunden af lasten stuvedes 54 kanoner med tilhørende ammunition, flere tusinder geværer og dertil hørende patroner og store mængder af vin, konserves og medicin. Det hele havde en værdi af godt og vel otte millioner mark. Ovenpå alt dette lagdes først halm og så en last af planker. Nu førte man mandskabet fra Kiel til Wilhelmshafen om bord, uden at det blev meddelt nogen, hvorhen skibet skulle. Det blev strengt forbudt enhver, der kom om bord, at forlade skibet inden afrejsen eller at skrive breve til nogen i land, og en mørk nat dampede så “Marie” af København under dansk flag op langs Jyllands vestkyst og derpå videre mellem Norge og Skotland.

Der var vel mange engelske vagtposter på hele vejen, men man var hele tiden begunstiget af tæt tåge, så man kom helt op til Island uden at blive bemærket af de engelske krydsere. Da man nåede de islandske farvande, blev hele trælasten kastet over bord, og skibspapirerne, der havde lydt på, at “Marie” skulle til Island, blev tilintetgjorte og erstattede med andre, der lød på, at damperen skulle til Buenos Aires for at hente majs til Danmark. Man holdt sig meget omhyggeligt udenfor alle ruter, der befares af andre skibe, og det lykkedes virkelig at komme over til den amerikanske kyst. Man fulgte så denne helt ned til Kap Horn, gik rundt om dette, og først nu gik det op for besætningen, hvor man skulle hen.

Man skulle over til Tysk-Østafrika, hvor en tysk styrke kæmpede en håbløs kamp med Belgiere og englænderene. Det var til disse tyske kolonisoldater, at “Marie”s last af våben og proviant var bestemt. Også over det sydatlantiske hav lykkedes det at komme, man nåede rundt om Kap, og først da man var et stykke oppe af den afrikanske østkyst, blev man opdaget af en engelsk krydser. Det lykkedes dog “Marie”, der havde en meget kraftig maskine, at undslippe og komme ind i en flod, hvor krydseren på grund af sit større dybtgående ikke kunne følge den.

Her blev så lasten udlosset for med sorte bærere at blive bragt op i landet, hvor de tyske styrker kæmpede. Kun nogle af kanonerne blev tilbage ved kysten og opstillede som batteri ved flodmundingen for at kunne holde englænderne borte, hvis disse skulle melde sig med mindre skibe. Det var denne forsyning med våben og levnedsmidler, der var grund til, at tyskerne kunne holde sig så længe i kolonien.

En mindre engelsk krydser var imidlertid kommen til og havde givet sig til at bombardere skibet, der fik over hundrede træffere,så alt, hvad der var på dækket, blev splintret og fejet væk. Besætningen måtte springe over bord og svømme i land. Da englænderne mente at have ødelagt “Marie” fuldstændigt, fjernede de sig, og nu gik sønderjyderne atter om bord på skibet, som det i løbet af 5-6 uger virkelig lykkedes dem at få gjort så vidt i stand, at det kunne sejle. Man sneg sig ud fra kysten og atter var lykken med. Skønt man kun kunne sejle med en fart af 6-8 knob, og skønt det indiske hav vrimlede af engelske og australske skibe, kom man dog frem uden at blive observeret.

Man satte kursen efter Java, og det blev en lang tur, så lang endogså, at provianten slap op, og man kun havde nogle bønner og noget konserves at spise. Der udbrød skørbug om bord, og to af de sønderjyske matroser døde. Endelig kom man dog efter en skrækkelig tur til Tandjoing Prioh på Java, men da var besætningen i en elendig forfatning, og flere mand blev sendt til Buitenzorg, hvor de blev behandlet af doktor Ellehøj og snart kom til kræfter igen. Det var også til ham, de fortalte om deres eventyr, og at skibet aldeles ikke var dansk, men tysk. Besætningen blev så interneret af de hollandske myndigheder, og her er et par af dem døde af klimafeber.

De andre, der nu har været derovre i flere år, lider også hårdt under klimaet og måske endnu mere af hjemve. Et af de danske flag, der blev brugt om bord på skibet, er i vedkommede læges besidelse og kan tjene som bevis mod tyskerne. Skibet ligger endnu i den javanesiske havn og er beslaglagt af hollænderne, men da englænderne erfarede, hvad det var for et skib, krævede de det udleveret, og det vil vel også ske.

Medens tyskerne ellers kun har haft hån og foragt tilovers for sønderjyderne, har de under krigen, særlig i ubådskrigen, haft god brug for dem, og det har her vist sig påny, at der har fundet at afskydeligt og groft misbrug sted af det danske flag, vil vel ingen i Tyskland kunne benægte.”

Damperen “Marie”s rejse

Besætningen på S/S “Marie”
Kaptajn Conrad Sörensen, født i Flensborg, flygtede til Pilippinerne og forsøgte at snyde sig som amerikansk soldat til USA, men blev opdaget og interneret der.
1. Styrmand Christian Schmidt, født i Slesvig
2. Styrmand Jørgen Hansen Holm, født i Rangstrup
3. Styrmand Carl Friedrich Iversen, født i Gråsten, flygtede til Pilippinerne og sad i fangenskab der.
Maskinist Hans Friedrich Hinrichsen, født i Kollund
Maskinist Zilo Sørensen, født i Nyborg, døde på overfarten til Java.
Maskinist Hans Peter Nikolai Hansen, født i Ullerup
Overmatros Thomas Thomsen, født i Købingsmark
Overmatros Jørgen Spanger, født i Bækken, Rinkenæs sogn, var kok ombord.
Overmatros Nis Andresen Jacobsen, Anslet ved Haderslev
Overmatros Peter Christensen, født i Sønderby, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java. Døde i Afrika.
Marinesoldat Johannes Jensen, født i Flensborg, døde på overfarten til Java.
Telegrafist Friedrich Christiansen, født i Åbenrå
Telegrafist Niels Kristian Abild, født i Østerslotfeld (Møgeltønder)
Torpedofyrbøder Hans Lorenzen, født i Flensborg
Fyrbøder Andreas Abrahamsen, født i Åbenrå, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Fyrbøder Mathias Stöcker, født i Lille Jyndevad
Fyrbøder Friedrich Karl Kunz, født i Bovrup, Flygtede til Singapore og endte som fange i Australien.
Fyrbøder Martin Toft, født i Åbenrå, Flygtede til Pilippinerne og sad i fangenskab i USA.
Fyrbøder Lauritz Christensen, født i Sønderborg, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Fyrbøder Marius Schröder, født i Kiel-Ellebeck
Fyrbøder Hans Hansen, født i Skodsbøl
Fyrbøder Knud Knudsen, født i Rødekro, flygtede som dansk sømand og nåede som den første hjem.
Fyrbøder Peter Andersen Møhl, født i Ensted
Matros Johannes Maskov, født i Flensborg
Matros Johannes Tram, født i Flensborg, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Matros Peter Jensen, født i Styrtom, Ensted sogn, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java. Død i engelsk fangenskab i Daressalam.
Matros Fritz Greve, født i Flensborg

Yderligere oplysninger:
Lensch, Johannes: “Knud Knudsen, Fahrt nach Ostafrika.” Kan købes som e-bog hos Amazon tysk og Amazon engelsk
Side om blokadeskibet Marie eksternt link.

S/S “Kronborg”s besætning.

Her på siden har vi kunnet følge Nis Kock på hans færd om bord på blokadebryderen “Kronborg” til Tysk-Østafrika og hans oplevelser som soldat i tropperne der. Nu er der oprettet sider på alle S/S “Kronborg”s besætningsmedlemmer med tilknytning til Sønderjylland.

Besætningenen på S/S “Kronborg”.
Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild — nu Politipræsident i Magdeburg —
1. Styrmand Daniels, Flensborg,
2. Styrmand Jes Wilhelm Bagger, Flensborg, født i Ballum
3. Styrmand Jes Jørgensen Elberg, født på Barsmark, bopæl i Aabenraa
Lods Albers, Rigstysker,
1. Maskinmester Christian Bernhard Hansen, født i Bovrup, Løjt kirkeby
2. Maskinmester Hans Heinrich Nissen, født i Brandsbøl (død kort efter Hjemkomsten), krigsfange i Indien.
3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved
Assistent Franz Friedrich William Norling, født i Graasten
Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og
Telegrafist Friedrich Wilhelm Karottki, født i Aabenraa,
Baadsmand Lorentz Heinrich Matthiesen, født i Rinkenæs
Intendant Anker Nissen, født i Kastvraa, Haderslev,
Kok Lorentzen fra Husum,
Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid).
Matros Mads Jensen Møller, født i Rise, Aabenraa,
Matros Peter Marius Jørgensen, født i Skovby, Vedsted sogn
Matros Pitzner, Angel,
Matros Christian Ludwig Møller, født på Skodsbølmark, boede i Sottrupskov (død kort efter Hjemkomsten)
Matros Warshun, Mecklenborg,
Matros Andreas Nielsen Boysen, født i Møgeltønder, boede i Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika),
Tømrer Hans Hansen, Flensborg.
Fyrbøder Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg
Fyrbøder Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam)
Fyrbøder Thomas Peter Hansen, født i Egernsund,
Fyrbøder Nis Kock, Sønderborg
Fyrbøder Karl Bahr, Danzig,
Fyrbøder Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg
Fyrbøder Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika)
Fyrbøder Hans H. Bartram, Sønderborg
Fyrbøder Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).

Yderligere oplysninger:
Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Tysk Østafrika
Kock, Nis: Sønderjyder vender hjem fra Afrika
Nissen, Anker: Sønderjylland – Afrika tur-retur
Møller, Christian Ludwig: På langfart i verdenskrigen.
Hjemmeside om damperen Rubens/Kronborg extern link
Nørby, Søren: Krydseren Valkyriens togt juli – september 1919. Marinehistorisk Tidsskrift 2011.
Artikler om Valkyriens ankomst i 1919

16. juli 1918. Frederik Tychsen: “Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden.

Der kom en del fanger gennem byen, franskmænd, kolonialtropper og amerikanere. De skyndte sig alle med at komme ud af byen.

Vi holdt et stykke tid i Dormans, og vi talte om, at dette angreb ikke gik som det skulle. Vi skulle have gået over Marnen ved 5 tiden, og endnu sent på eftermiddagen befandt vi os endnu på denne side af Marnen.

Kl. 7 om eftermiddagen fik vi ordre til skyndsomt at køre over broen. Vi kørte ned til floden, og pionerernes brokommando havde slået en pontonbro over Marnen. Vi kom ud på broen, og pludselig nærmede en flyvereskadre sig. Det var fjendtlige bombemaskiner af svær type 15-20 stykker.

De kastede bomber ned på broen og på vejen. Der faldt mange i vandet ved siden af broen, og enkelte i kanten af broen. Der opstod panik mellem mennesker og dyr; hestene blev vilde og for frem, og hvad soldaterne gjorde, ja, der kan jeg kun tale for mig selv; jeg var midt på broen, da de første bomber eksploderede nede i vandet i nærheden af mig.

Jeg gik ved siden af en kanon, men jeg løb straks alt det jeg kunne, over på den anden side af floden, alt imens faldt der bomber rundt omkring. Straks på den anden side af floden var der nogle jernbanespor, her holdt nogle lokomotiver. Jeg løb skyndsomt hen og krøb ind under et af lokomotiverne, og her lå jeg, indtil den øjeblikkelige fare var overstået.

Jeg lå der nogle få minutter og kiggede ud mellem hjulene på maskinen. Lige ovre bag sporene op ad bakkeskrænten lå en død infanterist. Han lå med ansigtet i jorden, ramt af et skud i hovedet. Han bar en aluminiumsring på venstre hånds lillefinger. Der lå selvfølgelig mange flere døde; men ham lå jeg og betragtede mellem hjulene.

De andre soldater søgte dækning, så godt de formåede. Batteriet kom over broen, og vi sluttede os til igen. Da vi var ovre på den anden side, kom vi på en hovedlandevej, vi fulgte denne i sydøstlig retning. Landevejen var mange steder brolagt.

Det var en meget besværlig fremrykning; landevejen lå under en frygtelig ild. Artilleriet beskød den med alle kalibre; det franske infanteri kunne nå vejen med deres geværer, og af og til kom modstanderens flyvemaskiner og bombarderede landevejen, ja, beskød den med maskingeværer.

Det var næsten ikke til at være på landevejen; de fleste af kanonererne kravlede frem nede i vejgrøften eller sprang fra det ene træ til det andet, og på denne måde søgte de dækning på alle mulige måder.

Jeg gik et stykke på vejen sammen med en anden Obergefreiter (jeg husker ikke hans navn, han stammede fra Köln).

Pludselig blev han ramt af en kugle i hovedet, han faldt til jorden, hårdt såret. Vi lagde ham over til siden, og så måtte vi lade sanitetsvæsenet besørge resten. Et steds talte jeg på landevejen mellem to 100 m sten 76 døde heste. De var slæbt over til siden. Der lå sikkert flere døde soldater end heste på samme strækning.

Et sted måtte vi holde et stykke tid, en såret hest stod og hang med ørerne, den var såret i venstre side; Vi skød den med karabineren, den faldt straks til jorden. Vi talte også nogle af hestene; men foreløbig kunne vi nok klare den, da vi havde nogle i reserve.

Om aftenen gik vi i stilling foran Troissy. Vi stod bag ved en med krat bevokset skrænt. Vi skød det meste af natten, uden at få nævneværdig ild direkte i stillingen fra franskmændene. Alle granaterne gik 3 – 400 m for langt. 2 – 2 1/2 km til højre for os lå bataljonsammunitionskolonnen, ca. 24 store ammunitionsvogne, mange mindre vogne og bagage med ca. 150 heste og ca. lige så mange mand.

De havde også lagret (lejret) sig bag samme skrænt, men hele kolonnen blev i nattens løb fuldstændig tilintetgjort. Der gik ild i ammunitionen, granaterne eksploderede, så hele vognmaterialet fløj i luften. Rundt omkring mellem vognene havde mandskabet udspændt deres teltdug, og de lå under teltdugen og sov, rundt omkring var hestene bundet til vognene; men alt hvad der befandt sig i nærheden af vognene blev dræbt, delvis af eksplosionen, delvis forbrændt.

Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere. Den var fuldstændig tilintetgjort. De få heste og mand, der var tilbage, blev fordelt på de andre 3 batterier i forhold til deres tab. Det var det største tab, bataljonen havde haft i løbet af een nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. juli 1918. “Jeg har ikke før set Soldater så medtagne på Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment.”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

16.7.

Vi har så ryddet op i Stilling og er igen i vort Kvarter. Det er forfærdelig varmt her, næsten ikke til at holde ud. Under Arbejdet derude løb vi langvejs efter Vand i Kogekar og Feltflasker for at slukke Tørsten.

En Flok sorte Fanger, som opholdt sig ved Siden af os, mens vi en Gang skubbedes for at få en Slurk Vand, rakte os deres Feltflasker, for at vi kunne drikke af dem.

Jeg tog imod en, trak Proppen af, og gjorde Negeren forståeligt, at han skulle drikke først. Der kunne jo vare Lumskeri med i Spillet. Han drak sig en Slurk og gav mig Flasken igen.

De andre Negre havde straks forstået Meningen og drak alle af deres Flasker for at overbevise os om, at Drikken var god nok. Det var den også, den var udmærket. Den smagte som af Salmiak eller Pebermyntepastiller og læskede udmærket. Der blev sikkert ikke levned ret meget til dem selv.

Det går hårdt til forude ved Marnefloden. På nogle Punkter skal vore Stormtropper have været over Floden, men er bleven slået tilbage igen. (Ifølge senere Beretninger druknede de allesammen.)

Til højre og venstre for os er de gået et godt Stykke frem, men lige foran os er Fjenden slet ikke til at rokke. Et par Elsas-Lothringer forsvandt fra deres Kompagni den 12. om Aftenen, og det antoges, at de var gået over til Fjenden.

Angrebet blev da, fremskyndet med tre Dage, da det frygtedes, at de ville forråde Planerne. Men også gennem deres natlige Indbrud i vor Stilling har de kunnet få Kendskab til vort Foretagende.

For at de ikke skulle få Tid til at fremskaffe Forstærkning blev altså Angrebet fremskyndet. Men de var forberedt som ingen Sinde før. Alt deres Artilleri var bleven omplaceret, Infanteriet var bragt i Sikkerhed og vi havde bombarderet tomme Stillinger. Da så vort Angreb satte ind, havde de alt og alle i Behold til at tage imod os.

Et Infanteriregiment som gik frem fra det Sted, hvor vi var, blev i Morges afløst af et frisk Regiment. De kom tilbage mens vi endnu var derude.

Vi talte om, at Kompagnierne var bleven lidt små under Udflugten, men så oplyste de os om, at det vi antog for at være Kompagnier, var Batallioner. Der var vistnok kun mellem 200 og 300 Mand med i det samlede Regiment. Resten var dræbte, sårede eller taget til fange.

Og disse 200-300 Mand, hvor så de ud. Gustne og blege var de. Deres Klæder var tilsølede og forrevne. Mange blødte af mindre Sår, som der ikke var Forbindsstof til. Andre havde Bind om Hovedet, en Arm eller et Ben. ”Das ist die Hölle da drauseen” var det eneste vi kunne få at vide af dem. (Det er Helvede derude) Ikke et Ord andet om Forholdene derude.

Og mon der kan være værre i Helvede? Selv nu, efter at de var bleven afløste og var kommen uden for den egentlige Kampzone, fortalte deres Udtryk og Udseende mere end Ord om den Spænding og de Lidelser, som de i dette ene Døgn havde gennemgået. Trætte og sløve uden at danne nogen egentlig Formation slæbte de sig tilbage, bort fra dette Helvede.

Jeg har ikke før set Soldater så medtagne til Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment efter 24 Timers Kamp. Men jeg ved, at dette ikke er et enestående Tilfælde.

I Argonnerskoven, ved Verdun, Hartmansveilerkopf og mange andre Steder på Vestfronten er Gang på Gang Regiment efter Regiment jaget frem til Storm og er bleven mejet ned for Fode. Og de få, som har overlevet et sådant Helvede kan ikke selv forstå, at de er sluppen levende fra det.

Hidtil er alle Angreb gået glat, men dette her glipper. Det begynder nu at knibe allevegne. Vi skal i Overmorgen tidlig pa Rejse igen til Lille og Flandern. Der er Offensiven også gået i Stå, og Englænderne presser på med stor Kraft, så vi får nok en varm Tur igen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

10. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: spar paa de strikkede varer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Gaa uden strømper

Rigsbeklædningsstedet i Berlin opfordrer ifølge berlinske blade befolkningen, baade kvinder og mænd, i hele riget at gaa barfodet og bruge træsandaler uden strømper for at spare paa strikkede varer.

Faldne

Toldopsynsmand Bruno Buntrock i Vojens, er falden den 11. juni.

I tabslisten meddeles, at Hans Hansen fra Røllum og Christian Hansen fra Aabenraa er faldne.

Saarede

Mathias Kjer fra Langhorn ved Hoptrup er bleven kvæstet den 24. januar 1915.

Magnus Bekke fra Gøtterup, Hans Hansen fra Hostrupskov, Marius Nissen fra Sønderballe og Joachim Sterlie fra Aabenraa er haardt saarede.

Savnede

Nis Andersen fra Ressø og Antoni Petersen fra Ris ved Aabenraa er savnede.

I fangenskab

Christian Schmidt fra Aabenraa og Truels Beck fra Bæk er i fangenskab.

Karl Klasen fra Errigsted og Johannes Lund fra Skrydstrup er vendt tilbage fra fangenskabet. 

 

8. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad stiller man op med krigsinvalider og undvegne tyske krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kan krigsinvaliderne ikke faa deres pension?

En krigsinvalid i Mainz, som har været hjempermitteret siden 1. december 1916 som varig uduelig, har efter 19 maaneders forløb endnu ikke faaet tilkendt rente, skønt han har klaget flere gange over denne forsømmelse. Den 18. januar, den 25. marts og den 13. maj svarede Krigsministeriets renteafdeling ifølge Vorwärts hver gang paa en klage med de lakoniske ord: “endnu under bearbejdelse” , “og ved Forsøgelsesafdelingen i Mainz drøftede man ham med, at han bare skulle have taalmodighed! pengene gik ham ikke tabt”. Nu har invaliden imidlertid maattet sælge alt, hvad han havde af klæder og værdigenstande, for at kunne friste livet og stadig leve i det lyse haab om en glimrende rente, naar den endelig bliver bevilget!

Undvegne tyske krigsfangers tjenesteydelse

Der har hidtil hersket uklarhed over det spørgsmaal, hvorledes de fra krigsfangenskab flygtede tyske soldater igen skulde anvendes i tjenesten, og rigsdagsmand Marquardt har derfor i denne sag adspurgt det prøjsiske krigsministerium, som har svaret: De værnepligtige personer, som ved flugt har unddraget sig den fremmede magt, maa kun anvendes ved fronten, naar de selv ønsker det, for øvrigt skal de, saa længe krigstilstanden raader mellem Tyskland og den paagældende stat, i hæren anvendes i hjemmet og Etappeomraadet, i generalguvernementerne og Rumæniens militærforvaltning.

Faldne

Arbejdsmand Anker Christiansens hustru i Erlev ved Haderslev har modtaget budskab om, at hendes mand den 11. juni er død ved sine saar paa transporten til forbindingspladsen, 30 aar gl. og efterlader sig hustru og to smaa børn.

Vejopsynsmand Peter Madsen i Hellet ved Rødding har modtaget budskab om, at en af hans sønner, Peter, er falden i Frankrig. En anden søn er i krigsfangenskab og en tredje deltager endnu i krigen.

I tabslisten meddeles, at Peter Callesen fra Varnæs, Peter Petersen fra Stubbæk, Wulf fra Arnitlund, Peer Birkebal fra Jels Skov, Nis Clausen fra Aarø, Niels Jensen fra Hvidding og Johann Jespersen fra Over Jerstal er faldne.

Enkefru Julie Bruhn i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes søn Jørgen er død paa et lazaret i Slesien, 37 aar gl.

Postbud Sofus Clausens hustru i Rødding har modtaget budskab om, at hendes mand er død paa et lazaret i Belgien. Han efterlader hustru og et lille barn samt en gammel fader, der nu har mistet tre sønner under krigen.

I tabslisten meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup er død af sine saar: at Niels Ravn fra Kjelstrup, der hidtil har været meldt savnet, er død i fangenskab.

Enke Inger Marie Rudolph i Ebening ved Hellevad har modtaget meddelelse om, at hendes søn Matthias er falden ved Vestfronten den 9. juni.

Andreas Juhl og hustru i Strandelhjørn ved Bevtoft har modtaget budskab om,  at deres plejesøn Heinrich Quitzinsky er falden den 3. juni, 23 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Emil Hansen fra Haderslev og Hans Hansen fra Todsbøl er faldne.

Skrædder Jensen i Skærbæk har modtaget meddelelse om, at hans søn Peter er død som følge af sine saar.

I tabslisten meddeles, at Hermann Paulsen fra Dalsgaard ved Rinkenæs og Hans Rosenberg fra Haderslev er døde af deres saar.

Saarede

Franz Christensen fra Kværs er haardt saaret.

Laurids Wolfsberg, søn af Georg Wolfsberg i Skærbæk,  er bleven saaret i Frankrig.

Jørgen Fisker fra Bjerndrup ved Kristiansfelt og marine-reserveløjtnant Hans Meiland fra Haderslev er haardt saaret. 

Jørgen Brodersen fra Barsmark er haardt saaret.

I fangenskab

Bøj Jørgensen fra Løjtkirkeby, der har været krigsfangen i Rusland i næsten 2½ aar, er kommen hjem paa en længere orlov.

Herman Schmidt fra Brendstrup er vendt tilbage fra fangenskabet.

Ifølge tabslisten er matros Mads Møller fra Ris ved Aabenraa, Anker Nissen fra Kastvraa og maskinist-ekspektant Franz Norling fra Graasten i engelsk fangenskab.

Ifølge tabslisten for kolonitropperne er Peter Marius Jørgensen fra Skovby ved Haderslev, Melchior Karl v. Brincken fra Haderslev og over-stabslæge Dr. Gerhard Grothusen fra Rødding i engelsk fangenskab.   

17. juni 1918 – Hejmdal: Hjemvendte krigsfanger fra Rusland

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


De fra Rusland hjemvendende Krigsfanger

Som svar paa mange Forespørgsler, der er indløbne til Krigsministeriet, bekendtgøres følgende:

De fra russisk Krigsfangenskab Hjemvendende kan uden Indskrænkning anvendes til Krigstjeneste igen. Det vilde stride imod den almindelige Værnepligt, hvis disse Medlemmer af Hæren efter deres Orlov blev andvendte anderledes end de øvrige Værnepligtige, af hvilke mange føres til Fronten igen selv efter gentagne Saar. For saa vidt der af særlige Grund, f. Eks. som Følge af fremskreden Alder eller Familiehensyn, kan ses bort fra Anvendelse i Fronten, kommer disse Særbestemmelser ogsaa de fra russisk Fangenskab Hjemvendte til gode. 

Anmeldelse til Lægsrullen

Landraaden i Aabenraa opfordrer de Værnepligtige, der indeværende Aar fylder det 17. Leveaar og endnu ikke har meldt sig til Landstormsrullen, til ufortøvet at melde sig hos de stedlige Myndigheder.

Militære Stænger

Landraaden i Aabenraa gør i given Foranledning paany opmærksom paa, at de til Betegnelse af militære Punkter rejste Stænger ikke maa fjernes. Ogsaa skødesløs Beskadigelse eller Fjernelse straffes.

Eftermæle

Fra Øster-Løgum skrives der til os:

I Torsdags stedtes de fordisse Levninger af forhenværende Degn og Lærer i Øster-Løgum Chr. Buchardt under stor Deltagelse fra Beboernes Side til Hvile paa den herværende Kirkegaard.

Gamle Buchardt havde mange Venner her i Sognet; han havde vundet dem ved sin bramfri Færd og sin pligtopfyldende Virksomhed. Som Følge deraf havde han ogsaa faaet overdraget adskillige Tillidshverv: Han var saaledes bl. a. Regnskabsfører ved Sparekassen i Øster-Løgum og Forligsmægler, og disse Hverv røgtede han med stor Avlor og Dygtighed.

Han var Lærer i Øster-Løgum i 13 Aar. Efter at være bleven pensioneret købte han et Landbosted her i Byen, og efter at hans Hustru var død, opholdt han sig hos sin Søn paa det nævnte Landbosted. Sønnen var Gartner, og den Gamle hjalp ham da ved Gartneriet og Landvæsenet og var altid i Virksomhed.

Lærer Buchart blev velsignet med en stor Børneflok, deriblandt 6 Sønner, som under indeværende Verdenskrig alle blev indkaldte. Den ene af Sønnerne havde grundlagt en Købmandsforretning i Toftlund; da han midlertid faldt i Krigen, drog den Gamle derhen for at overtage Forretningen, og her blev hans Livsvirksomhed afbrudt.

Hans Minde vil leve længe her i Sognet.    

Flygtede Russere

Fra Møgeltønder Sogn flygtede i forrige Uge 4 russiske Fanger og fra Visby 3. Det hedder, at de førstnævnte skal være indfangede, medens de 3 fra Visby endnu er paa fri Fod og maaske er naaede over den danske Grænse.


Fra Felten


Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Andreas Asmussen fra Hajstrup, Christian Iversen fra Aabenraa, Peter Dall fra Brorsbøl og Jes Jessen fra Bjerndrup er faldne.

Saarede

Ifølge den  sidste preussiske Tabsliste er Richard Lund fra Skodborg, Hans Petersen fra Haderslev og Underofficer Martin Gilleberg fra Kjelstrup haardt saarede, medens Underofficer Peter Gaarde fra Hjartbro, Gefr. Adolf Johannsen fra Ringenæs, Underofficer Hans Nielsen fra Branderup, Hans Bruhn fra Stubbæk, Gefr. Lorenz Christensen fra Hjerting, Gefr. Jakob Holdt fra Løjtkirkeby, Gefr. Christen Kudsk fra Arnitlund, Underofficer Niels Mathiesen fra Højrup, Gefr. Jes Rick fra Bækken ved Graasten, Heinrich Rangstrup fra Aabenraa og Jørgen Thousen fra Varnæs meldes saarede.  

Tilbage fra Fangenskab

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Alfred Andersen fra Haderslev er vendt tilbage fra Fangenskab.

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefrejter Hans Lund fra Sverdrup og Gefrejter Marius Petersen fra Øster-Løgum døde af deres Saar. 

(Læs hele Hejmdal fra 17. juni 1918)

Sønderjyder i japansk krigsfangenskab

Postkort fra Tsingtau

Ca. 29 sønderjyder endte som krigfanger i Japan, hovedsagelig sømænd. Nogle var dog embedsmænd eller handelsmænd i den tyske koloni Kiautschou i Kina, med havnebyen Tsingtau. Se listen forneden, der også indeholder japanske krigsfanger, der ikke deltog i forsvaret af Tsingtau. Kolonien var underlagt den kejserlige tyske marine og da japanerne den 27. august 1914 angreb Tsingtau, blev alle mandlige beboere i kolonien indlemmet i forsvarsstyrkerne. Den samlede styke var på ca. 5000 mand inkl. besætningen på den østrigske krydser “Keiserin Elisabeth”.

De samlede japanske og engelske styrker var på ca. 58.000 mand.

Beretning om belejringen af Tsingtau. (Tysk)  Link. (Engelsk) Link.

Kolonien overgav sig den 7. November 1914 og besætningen fra Tsingtau blev overført til japanske fangelejre, herunder de 29 sønderjyder.

Den 26. November 1914 kunne følgende læses i Hejmdal:
Besætnings styrke. – Japan behandler fangerne godt.
Efter de hidtil foreliggende meddelelser udgør antallet af de ved kampen om Tsingtau og ved fæstningens fald tilfangetagne medlemmer af besætningen ca. 4250 mand inkl. 600 sårede. Antallet af faldne skal være ca. 170 mand, deriblandt 6 officerer. Fra krydseren “Keiserin Elisabeth” er en løjtnant og 8 mand døde.
Fangernes behandling i Japan skal være god. Den japanske regering har stillet en snarlig oversendelse af navnefortegnelsen over døde, sårede og fanger i udsigt.

I anledning af heltene fra Tsingtaus skæbne hedder det i bladet “Die Post”:
For første gang erfarer man noget om styrken af besætningen i Tsingtau. Den turde inkl. Besætningen på krydseren “Kaiserin Elisabeth” have udgjort ca. 5000 mand. Med så meget større tilfredstillelse ser vi på den lille helteskare, som to måneder igennem gjorde modstand imod en overvældende overmagt.

I Ribe Stifts-Tidende den 1. Maj 1915 læses følgende: I japansk fangenskab. I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge “Dybbølposten” blandt andet:

“Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Vi får de fleste engelske og tyske aviser, vi har også et orkester, som står af 4 violiner, harmonium, 2 mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes. To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne stor interesse for anlæg.

Hans-Joachim Schmidts biografiske projekt om forsvarerne af Tsingtau, hvor de fleste af personerne forneden også er omtalt (tysk). Link.

Byriel, Hans Christian Krigsfange i Amerika
Carstens, Ernst Anton
Christensen, Carl Jes Knud
Christiansen, Christian
Frenzel, Georg Carl Thomas
Hansen, Hans
Heinrich, Johann Carl Christoph Ikke omtalt hos Schmidt
Heinrich, Karl Anton Friedrich
Jaspersen, Julius
Jebsen, Heinrich
Jebsen, Jacob Friedrich Christian Interneret i Australien. Ikke omtalt hos Schmidt.
Johannsen, Jørgen
Johannsen, Peter
Jürgensen, Lautrup
Krichau, Jens Nielsen
Krogh, Martin
Lund, Peter Emil
Mathiesen, Eduard
Matthiesen, Hans Peter
Nielsen, Erich
Nielsen, Hans
Nielsen, Nicolai
Offersen, Carl Emil
Petersen, Christian Hansen
Priess, Peter Heinrich Ansat ved postvæsenet i Tsinanfu.
Rasmussen, Hans Daniel Michael
Rasmussen, Peter
Vogt, Hans
Witt, Ludwig Andreas

17. maj 1918. Peter Poulsen beder en bøn med to engelske krigsfanger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1918 deltog han i den tyske forårsoffensiv.

Efter mange, lange og trange Dage og haarde Kampe kom vi ud og slog Lejr ved en By, som hed Villers Carbonnel. Vor Stilling var et Par Kilometer derfra, og vi var der nogle Dage og havde nogle strenge Kampe ved en By, som hed Brie, men saa trak Kampen længere bort. Kun Flyverne havde vi stadig Besøg af. Der var nemlig et stort Ammunitionslager, som var særlig eftertragtet, og vi havde desværre ikke saa faa faldne og saarede.

Maalet var, at vi skulde tage Amiens; men den sidste By blev Albert. Ved Albert blev der af vor Bataillon taget 400 Englændere, som med den kom tilbage til Villers Carbonnel, hvor vi var sammen et Par Dage. Englænderne havde jo slet ingen Fødevarer, og vi havde kun lidt. De blev lukket inde i en Barak, og vi kom ind i en anden. Efter et Par Timers Søvn vaagnede vi alle.

Der blev stillet nogle Vagtposter ud, men vi gik iøvrigt frit om imellem hinanden.

 Englænderne gik rundt og bad om Brød; der kom ogsaa et Par unge, intelligente Englændere hen til mig og bad om Brød. Jeg havde ikke ret meget, men det, jeg havde, delte jeg med dem. Jeg vilde meget gerne tale lidt med de to Englændere og prøvede baade paa Dansk og Tysk, lidt Fransk kunde jeg ogsaa og oven i Købet nogle russiske Brokker, som ogsaa blev brugt, men det vilde alligevel ikke gaa.

Saa trak jeg min Bibel op af Lommen og viste dem den, og saasnart de saa den, sprang den ene Englænder ind i Barakken og kom hurtigt tilbage med sin Bibel. Da han havde vist mig den, saa vi alle tre hinanden ind i Øjnene, og saa nævnede vi Jesu Navn, og da vi havde nævnet det, foldede vi vore Hænder, bøjede vore Knæ, og saa bad vi hver paa sit Maal, jeg paa Dansk og de to Englændere paa Engelsk.

Der var ikke noget usædvanligt ved det; vi saa saa tit større eller mindre Flokke ligge paa Knæ sammen. Da vi saa rejste os, tog den ene af Englænderne sin Kokarde, og den anden tog sit Nummer af sin Skulderklap og rakte mig.

De fik selv hver en Ting, jeg husker ikke hvad, og jeg gemmer disse to Ting til Minde om de to Englændere, og jeg tror, at vi en Gang skal faa Lov til at møde hinanden i Himlen, hvor vi kan forstaa hinanden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).