Tag-arkiv: IR84

20. november 1917. “Ca. 300 Tanks krøb sikkert og støt frem imod de tyske Linjer …”

Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.

20. november 1917. Engelske tanks ved Cambrai: “Uhyrerne kommer stadig nærmere”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Det var kl. 7,25 om morgenen, da med et slag en trommeild satte ind. Det var “trommeild” i ordets sande betydning; det trommede på vort dækningsrum og stillingen i det hele taget. Med et ryk farer jeg op. Det trykkende rum er kun sparsomt belyst af en acetylenlampe. Jeg ser endnu for mig ganske tydeligt, hvordan jeg halvt oprejst stirrer ind i  lyset, idet jeg støtter på en arm og støder hovedet mod loftet. Finnern er vågen i samme øjeblik og kommer med det samme. Jeg siger til ham:”Finnern, nu bliver det alvor; nu kommer englænderne!” “Javel, hr. løjtnant.”

Jeg løber halvvejs op ad dækningsrummets trappe og kan gennem udgangen se ud i den gryende dag. Jeg ser en uopholdelig lynen og bragen; sjældent har jeg oplevet noget lignende. Det var umuligt at gå ud og havde iøvrigt også været meningsløst. Jeg sætter mig på et trappetrin og venter. Uafbrudt trommer det videre; det er, som om helvede er sluppet løs; skyttegravsvæggene styrter sammen; det ene krater bliver dannet efter det andet; jern suser summende og klirrende gennem luften. Men efter forløbet af kun et kvarter holder ilden op hos os; den er forlagt længere bagud. Jeg får Finnern til at række mig gasmasken; han spørger mig, om jeg ikke også vil have min frakke; jeg afslår: i den forestående kamp vil jeg  være så uhæmmet som muligt – senere har jeg bittert måttet fortryde, at jeg ikke tog frakken med; i måneder måtte jeg fryse forfærdeligt, indtil min frakke hjemmefra indtraf i England.

Jeg styrter ud, “Koch-vejen” er næsten ikke til at kende igen. Jeg løber til de nærmeste dækningsrum, da de første folk allerede kommer ud; hurtigt besætter de skyttetrinene. Jeg løber frem og tilbage for at se efter den til højre. Pludselig råbes der: “Hr. løjtnant, der kommer tanks!” “Hvad! tanks?” Jeg springer op på et skyttetrin og vil ikke tro mine egne øjne. Som en skyttelinje, men ikke af soldater, engelske khakiuniformer, men af små pansrede huse, kommer de mod os, og de “små huse” bliver til kolosser. I  dusinvis ser vi dem.

Da jeg er kommet mig over den første målløse forbavselse – sådanne tingester havde vi jo endnu aldrig set – brøler jeg bare ud; “Skytteild!” Og skuddene farer ud af løbet – og preller af på pansertårnene som ærter på en blikdåse. Uhyrerne kommer stadig nærmere; det synes dem helt ligegyldigt, om vi skyder eller ej. De to forreste kompagnier må være fuldstændig løbet over ende; der er intet af dem at se eller høre. Jeg kigger mod højre ind i dalsænkningen: og sandelig! da er de allerede kørt ind over vore linjer og kommer os nu i ryggen. Min anden deling er allerede afskåret fra os.

Da farer der også skud hen over vore hoveder; tanks’ne skyder med deres små kanoner. Stadig nærmere kommer de uden ophold. Af støtte fra vort artilleri er der ikke det mindste spor; det er for svagt, men også generet af tåge. Da bliver det helt klart for mig; vi kan intet udrette her; tanks’ne vil ganske enkelt køre hen over os og skyde os ned. Hvad er der at gøre? Da kommer løjtnant Saucke med resten af sit 6. kompagni; han skubber sig gennem vor grav videre gennem K 2 linjen mod venstre; jeg følger efter med min folk: vi vil hen til hulvejen.

Denne, der løber lodret ned i stillingen, er spærret af fældede træstammer, der er faldet tværs over vejen; her kan tanks’ne ikke komme frem. 5. kompagni forsvarer fra hulvejen et stykke af K 2 linjen; også i selve hulvejen indretter vi os til forsvar. 6. kompagni står til venstre for os og ud over hulvejen. Her er vi mere beskyttet. Vi har et langt tilbageblik ind i terrænet til Ribécourt og Flesquières; Til højre og venstre er fjenden brudt langt igennem, ja, allerede trængt  igennem disse byer; vi danner endnu en forsvarsø i den fjendtlige stormflod. Til halv højre, foran os og til halv venstre samles tanks’ne; vi er som et sammenrullet pindsvin, og tanks’ne er piggene.

De kommer ikke længere; vi opholder dem; det forstærker vor vilje til at holde ud. Sammenbidt klamrer hånden sig til kolben: vi vil sælge vort liv dyrt! Så let skal de ikke få os! Jeg kigger mig bagud, om der ikke kommer noget støtte; men intet er at se; tanks’ne behersker den brede slagmark. – Vi undrer os over, at fjenden ikke rykker nærmere, men grunden er enkel:  hvis der viser sig levende væsner, de brune englænderuniformer, henter de sig blodige hoveder. Det engelske infanteri viser sig sandelig ikke fra sin tapre side i dag; det vover sig ikke frem foran sine tanks; kan tanks’ne ikke komme videre, bliver også infanteriet liggende bag dem.

Alle, der endnu har en arm, skyder, også officererne. Et maskingevær, der står posteret på et gunstigt sted, har ingen ammunition mere. Jeg sender bud til  kaptajn Soltau, hvis dækningsrum ligger længere tilbage på hulvejen, og beder om ammunition; Ordonnansen kommer tilbage med den besked, at der intet er, forstærkning vil sikkert snart komme, vi skal blot holde ud. Soltaus sidste melding til regimentet sluttede med sætningen: “Vi holder os til sidste mand.” Vi har ikke længere håb om forstærkning, men alligevel: vi bliver stående! “Det lykkedes kun få at undslippe”, således kan man læse i  beretninger om dette slag eller om lignende forløb. Os havde det også kunnet “lykkes”, hvis ikke vor pligtfølelse havde fået os til at blive.

Timerne udrinder! Vi har betydelige tab; døde og sårede fylder vor grav; Tanks’ne har skudt sig helt godt ind på vor grav og på hulvejsranden; vor modstand forringes.  Jeg kommer næppe til besindelse; tanken om et muligt fangenskab  har slet ikke strejfet mig; Øjeblikket kræver anspændelse af alle kræfter og tanker. – Jeg går hen til kaptajn Soltau. Da jeg betræder bataljonens dækningsrum, står han  med blottet overkrop midt i sit opholdsrum; hans adjudant, løjtnant Elson, løjtnant af reserven Saucke og løjtnant af reserven Langfeldt er tilstede. Hurtigt udveksler vi vore opfattelser af situationen.

Soltau er såret i ryggen. Han siger til mig: “De overtager føringen af bataljonen.” Praktisk har det ikke meget at sige; Vi er nu kun en håndfuld  folk tilbage. Jeg går ud foran igen. Klokken er ca. 11,30. Nu rykker fjenden frem. Tanks’ne skyder stærkere og mere systematisk; jeg såres let på halsen. Mens én lægger en forbinding om halsen på mig, råber en: “Løjtnant Hallum er lige faldet”, en anden: “Nu  kommer de ned ad hulvejen.” – Nu er det ved at være forbi. Hvordan det hele afspilledes i disse minutter, ved ingen mere nøjagtigt. Vi hørte senere, at kaptajn Soltau og løjtnant Elson var gået ind i en sidegrav til venstre; her er de faldet næsten samtidigt.

I min nærhed, rundt omkring mig er der 2 Vizefeldwebel og 10 til 12 mand. Kampen er overalt forstummet; det er uhyggeligt stille. Fra højre og venstre, gennem hulvejen, kravlende mod os, indeslutter fjenden os. Yderligere modstand er nytteløs. Jeg lader de menige gå ned i en minegang. Med mine to Vizefeldwebel står jeg foran mineindgangen, til højre for mig Vizefeldwebel Jacobsen, til venstre for mig Vizefeldwebel Frahm. Pladsen er så snæver, at vi rører hinanden. Vi har stillet vore geværer ved siden af os lænet op ad væggen.

Der er næppe forløbet et minut, før en lang kanadier kommer til syne ved vejkanten overfor, vel 8 til 10 meter borte. Da han ser de tre tyskere, lægger han geværet til kinden og skyder. Med et skrig falder Frahm tilbage; min venstre arm opfanger ham; han  er skudt midt igennem brystet. For anden gang hæver den “tapre” sit gevær mod os; igen rammer hans skud: Jacobsens højre arm er splintret; en vanvittig smerte trækker gennem ham. Hvornår bliver det min tur? Fuldstændig rolig hæver fjenden geværet for tredje  gang og sigter; jeg  venter et skud; endnu  holder min venstre arm den sårede kammerat og den højre den anden; alle tre ser vi, stående oprejst, fjenden i øjnene: da sænker han  geværet, strækker sin arm ud mod os og siger: “Come on!” Jeg vender mig om og råber min sidste ordre ind i dækningsrummet: “Kom ud!” Og de kommer ud, nedkæmpet, viljeløse.

Straks bliver vi omringet af en stor skare “Tommys”. Men et mærkeligt syn viser sig for os. Næsten alle har deres hjelm i hånden, fyldt med “Souvenirs” af enhver art: Ure, jernkors, punge,  lommeknive o.s.v. Begærligt tigger de om tingene; hvis én ikke straks er føjelig, hjælper bajonetten. En griber ud efter mit jernkors af I. klasse; jeg afværger, hæfter det langsomt af og vil stikke det i bukselommen, men rasende hænder river det fra mig.

Pludselig kommer jeg i tanker om en ramme patroner, som jeg har i lommen. Hvis kanadierne opdager den, kan de  – fulde som de er – i deres dumhed  anse den for at være et skjult eksplosivt stof. Jeg henter den op af lommen og vil ubemærket lade den falde til jorden. Men næppe ser de Tommyer, der står i en tæt kreds omkring mig, det, før de med funklende øjne og blottede tænder lader 4-5 bajonetspidser pege mod mit bryst. Det er som på knivens æg. Idet jeg trækker på skulderen,  ser jeg roligt på dem en efter en  uden at vende blikket fra dem, – da sænker de bajonetterne. De søger sig andre ofre.

En viser os med hånden retningen; vi skal gå hen imod de gamle engelske stillinger. Da løsnes de sidste timers spænding, og et hult tryk lægger sig på mig: jeg er fanget! Fanget! – Hvilket kosteligt gods frihed er, ved kun den, der har været fanget! – Måske vil en anden påtage sig at tegne et alment billede af fangenskabets lidelser; jeg tror da, at det lader sig indføje et eller andet sted inden for rammerne af vore “Erindringsblade”.

Af Regiment 84’s historie

19. november 1917. Er der engelske tanks i området? C.J. Beuck ved Cambrai

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Fænomenet tilfangetagelse danner et stærkt, uforglemmeligt udsnit i den store krigs militæriske hændelser; det er den smerteligste afslutning, man kan tænke sig, for enhver, der glad og gerne udførte sin tjeneste ved fronten. Fra gammel tid har det været betragtet som ikke ærefuldt at komme i fangenskab, men formerne for moderne kampteknik har i den overståede krig udviklet sig så stærkt, at fangenskabets sørgelige lod ofte netop bliver dem beskåret, der på den sejeste måde har forsvaret deres liv og deres ære; Også for tusinder af tjenstgørende  fra vort regiment er det gået sådan. Derfor må en beretning om hændelserne ved slaget ved Cambrai være af interesse, idet I og II bataljon under forløbet blev tilnærmelsesvis revet op.

Om  aftenen den 17. november 1917 afløste II bataljon efter en ti-dages hvileperiode i Noyelles i R 1 syd. Som “forpost” lå til venstre 7. kompagni under føring af løjtnant af reserven Mory (den egentlige fører, løjtnant af reserven Schmidt, befandt sig på orlov) og til højre herfor 8. kompagni under føring af kaptajn af reserven Christiansen, der ganske vist først i disse dage havde overtaget efter løjtnant af reserven Simon. Bag disse to kompagnier lå i “beredskab” i K 2 linjen til højre  5. kompagni under min føring og til venstre for os 6. kompagni under løjtnant af reserven Saucke. – I natten fra den 18. til den 19. november foretog løjtnant af reserven Hegermann fra 8. kompagni sammen med frivillige fra alle kompagnier i vor bataljon en overrumplings-patrulje mod fjenden, der lykkedes ganske godt; 6 fanger blev indbragt. Fähnrich Störzel, der lige var blevet forfremmet til løjtnant, blev ganske vist hårdt såret og døde. Fangerne udtalte under forhøret ved divisionen, at der var planlagt en større operation mod Havrincourt i retning af Cambrai, og at den skulle gennemføres i de nærmeste dage. Alle kommandostationer hos os kom i sindsbevægelse. Kaptajn Soltau kaldte os kompagniførere til indgående drøftelser og gav os detaljerede forholdsordrer i tilfælde af angreb; han var fast overbevist om et stort anlagt angreb, ja, han talte endda om tanks, som kunne blive indsat. Der var nemlig for nogen tid siden fundet  et “tanklig” i forterrænet ikke langt fra os, d.v.s. liget af en engelsk officer, der bar en uniform magen til den, som tankbesætninger plejede at bære. Personligt var jeg meget skeptisk over for disse formodninger og troede ikke rigtigt på et stort angreb; ja, Saucke og jeg  gjorde os endda lidt lystige over det “tanklig”, som Soltau hele tiden snakkede om. Men begivenhederne gav blot Soltaus bekymringer alt for meget ret!

Om natten fra den 19. til den 20. november blev jeg den ene gang efter den anden vækket, fordi en ordonnans skulle overbringe mig personlige og hastende meldinger fra kaptajn Soltau. Mit dækningsrum lå i “Koch-vejen”. Jeg havde det i disse dage ikke så godt, var overkørt og træt og læste liggende på min briks med remtøj og lange støvler de meldinger, der stadig mere indtrængende gav udtryk for sandsynligheden for et nært forestående angreb. Men hvad kunne man gøre? I første omgang ikke andet end holde kompagniet i højeste alarmberedskab og så afvente, hvad der måtte komme. I min umiddelbare nærhed lå kun en deling, der, hvis jeg husker ret, stod under kommando af Vizefeldwebel Jacobsen; en yderligere deling lå et godt stykke til højre for os ved randen af Havrincourt-parken under Fähnrich Laue; den tredje deling under Feldwebel Herffel lå bag os. – Kl. 6,15 om morgenen sætter det ind med stærk beskydning, men  vi konstaterer, at det er til højre for os; foran os er alt som det plejer. I et sideværelse i mit dækningsrum ligger min oppasser, korporal Finnern, min ordonnans Christiansen og endnu en ordonnans, hvis navn jeg desværre ikke husker.

Af Regiment 84’s historie

19. august 1917. Såret i ingenmandsland: Endelig kommer redningen

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.

Med den tredje dag blev vor situation stadig mere bekymende. Frem for alt plagede tørsten os. Kammeraterne fantaserede stadig værre og ville helst tage livet af  sig.

Igen og igen forsøgte jeg at berolige og trøste dem og love dem at skaffe hjælp om aftenen. Hvordan jeg skulle virkeliggøre det, var jeg ikke rigtig klar over, men jeg havde besluttet mig til at foretage mig et eller andet for at skaffe kammeraterne hjælp, om jeg så selv skulle omkomme ved det. Jeg kunne ikke udholde at se på deres kvaler og lidelser mere.

Da det nu begyndte at blive mørkt, samlede jeg alle mine kræfter sammen for først at slæbe mig hen til døren. Derfra ville jeg så videre, liggende på ryggen, idet jeg stødte fra med det raske ben og det sårede ben slæbende bagefter; sådan ville jeg arbejde mig hen til vor første linje for at bede om hjælp.

Jeg var da også kommet op ad den korte trappe, men så må jeg nok på grund af de rasende smerter være besvimet.

Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg foran udgangen. Jeg så nu det formålsløse i mit forehavende og begyndte for mine lungers fulde kraft at skrige.

Endelig, jeg havde i en halv time af og til skreget, kom der en Vizefeldwebel og to mand for at se, hvad der var i vejen. Jeg gjorde ham vor situation klar, og han lovede at sende hjælp så hurtigt som muligt. Jeg bad ham også sende et par mand, der kunne afhente de tre maskingeværer.

Så gik han igen, og efter en time var sygebærerne der og også de folk, der skulle  hente maskingeværerne.

For de sidstnævnte forklarede jeg nøjagtigt, hvor maskingeværerne var at finde. Så blev vi båret til sanitets-dækningsrummet. Herfra blev vi den næste dag af sanitetskompagniet transporteret til hovedforbindingspladsen, og derfra til feltlazarettet.

Af Regiment 84’s historie

16. august 1917. Modangreb ved Zonnebeke: “Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 16. august bryder frem – igen en dag, der for os hører til krigens uforglemmelige dage.

På én gang sætter trommeilden ind tidligt om morgenen. Jeg farer ud af søvnen, strammer mekanisk bælte og frakke og giver ordre ned gennem kompagniet: “giv agt, gør klar!” Jeg ved: nu drejer det sig om modangreb. Snart indtræffer ordren fra regimentet: “5., 6. og 9. kompagni går over Grotemolen frem mod Westhaus og generobrer den mistede stilling; Forbindelse: 5. kompagni.” – Jeg lader straks træde an.

Hen over højdedraget går det nu ned i lavningen. Et skrækkeligt terræn: sump, granathuller, brede grave, meget svært fremkommeligt. Zonnebeke forbliver til højre for os.

Vi får artilleriild; i løb går det fremad. Jeg ser mig omkring: jeg får det samme billede, som jeg så ofte har set, især i Polen: i deployeret skyttelinje går kompagniet frem, foran går gruppe- og delingsførere; det hele er som støbt. En følelse af stolthed fylder mit bryst, stolthed over mit kære, tapre 5. kompagni; enhver ved, at det bliver en tung dag, men enhver er også fyldt med en jernvilje til at gøre sin pligt; den gamle Mansteiner ånd lever endnu i os. –

Over højen foran os ligger der tung ild. Inde i mig stiger bekymringen for, hvordan jeg skal få kompagniet igennem; jeg ytrer mine betænkeligheder for Vizefeldwebel Wellmann. Han svarer: “Vi skal bare igennem, hr. løjtnant!” – og vi går igennem, – vi kommer direkte mod Westhaus.

Foran mineindgangen står kaptajn Hofmeister og vinker til mig. Jeg lader kompagniet få en åndepause og løber hen til kaptajn Hofmeister. Han stråler af glæde: “Jeg vidste det da, at I ikke ville lade os i stikken”, og ryster min hånd.

Hans situation er heller ikke misundelsesværdig. Den forreste linje og Wilhelm-stillingen foran ham er besat af fjenden; knap 100 meter foran ham ligger englænderne.

Bataljonskommandostationen har kun et maskingevær til forsvar; fra venstre er 90erne ved at storme, men foran ham er der en åbning; dér skal vi ind. –

Og fremad går det igen. En rasende maskingevær- og geværild modtager os. Vi går i stilling og åbner en livlig ild. Jeg mærker, at fjenden begynder at vakle og lader kommandere: “Om lidt går det fremad til storm!” og straks efter : “Op og afsted! March! March!”

En blændende storm: en lang, sammenhængende linje springer frem – ind i Wilhelm-stillingen. Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.

Vi har skam også tab. Vizefeldwebel Wellmann  kommer krybende langs med skyttelinjen og beretter om hårde tab; Storm, en ganske fortræffelig underofficer, der fra begyndelsen har stået i kompagniet og først for få uger siden som den første underofficer i kompagniet har fået Jernkorset af 1. kl., er faldet; det var et hårdt slag for mig. –

Men vi må videre. Uopholdelig driver vi englænderne foran os, men foran Haanebek må vi blive liggende. Det fjendtlige artilleri har skudt sig ind på denne linje og overdænget os med ild. Angrebet går i stå; men vi har også klaret et godt stykke. – Vi er nu på samme højde som linjen til højre for banedæmningen.

Også dér havde fjenden angrebet, men foran 8.kompagni var hans angreb takket være Vizefeldwebel Hegermanns energiske indgriben gået i stå. Hegermann, en tavs men ubetinget pålidelig og åndsnærværende soldat, havde, som jeg senere hørte, lige i rette tid bragt et maskingevær i stilling på sit betondækningsrum og således opholdt angrebet.

Langsomt rinder timerne. Alt for langsomt følger solen sin bane. Endelig bliver det aften. Kanonlarmen bliver efterhånden svagere. Jeg hører om yderligere tab i kompagniet; de gør mig ondt allesammen, mest vor kære, tapre Wellmanns død; ingen ved, hvor og hvordan han er faldet. – 

Mod midnat falder kun nogle enkelte granater i terrænet; én slår ned tæt foran mig; for første gang såres jeg af et stykke fjendtligt jern; den granat, der sårer mig, rammer de to nærved liggende Unteroffiziere Kaad og Hoffmann, af hvilke den sidstnævnte senere dør af sine sår. –

Jeg humper ud af kamplinjen, efter at løjtnant af reserven Sebald har fået kommandoen over kompagniet, og når efter timelang, forgæves søgning en forbindingsplads. I infirmeri-behandling i Moorslede afventer jeg kompagniet, som indtræffer den 19. august.-

Flandernslaget er for os slut; vi trænger til hvile og ny opfyldning.      

Af Regiment 84’s historie

11. august 1917 – Peter Nielsen: “… mig arme elendige Synder”

Peter Nielsen gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s 6. kompagni, og stod i brevveksling med pastor Nic. C. Nielsen.

I Feldten d. 11. A[u]g[u]st 17.

Kære Herr Pastor!
Hjærtelig Tak for G. Budskab [det indremissionske blad “Det gamle Budskab”/red.]. Ja jeg har meget at sige Herren Tak for denne Gang[.] Vi har det nu at gjøre med Englænderne, vi ere nu flyttet, hvor vi ere maa jeg ikke skrive, men det har været haarde Dage for os. I 6 Dage har vi ligget i sværeste Ild. Ja[,] hvor har Herren været mig god, mig arme elendige Synder, at jeg er vendt sund og rask tilbage. Hvor har jeg bedt og tryglet Herren, hvis det kunde sked at bevare mit Liv, men dog kunde jeg sige, skee ikke min men din Villie o Herre.

Jeg modtog det G. Budskab  oppe i For, hvor det foredrag af P. Langlo om ”Hvorledes skal Menigheden tage imod vore Soldater ved deres Gjenkomst?” Ja ved disse Ord kommer Længselstaarerne frem efter denne Tid. Ja o Herre maatte den ikke være fjern, om man da af Naade maa have Lov, at komme Hjem og maatte der saa blomstre et Liv frem til Herrens Ære.

Ja jeg har endnu lidt Haab om en Efterorlov. Den er bevilliget[,] men jeg var allerede borte da Telegrammet kom. Og nu da man er foropppe er det ikke let at komme løs igjen. Vi vil nu haabe det be[d]ste. Nu kan de glæde dem med mig og takke Herren, at jeg denne Gang er kommen udskadt tilbage. Herren være nu med os alle fremdeles.

Og nu en hjærtelig Hilsen
Deres hengivne

Peter

11. august 1917. “Krig lærer én kammeratskab.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 11.august forløber forholdsvis roligt. Vi er meget sultne og derfor meget glade, da Jacobsen med sin enhed bringer os mad efter mørkets frembrud.

Men 6. kompagnis forsyningsenhed kan heller ikke denne nat komme frem; vi deler med 6. kompagni, skønt det bliver noget knapt; men krig lærer én kammeratskab. –

Først sent om natten kan vi bryde op; vi må skynde os, fordi dagen snart bryder frem. Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Af Regiment 84’s historie

10. august 1917. Nærkontakt med englænderne: “Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Fra dag til dag forstærkes artilleriilden. Vi har den følelse, at noget er under forberedelse. Den 10.august kommer der regulær trommeild.

Englænderen angriber, men os trænger han ikke frem til; vi ved ikke, hvordan det står til forude.

Om eftermiddagen kommer der melding om, at fjenden har løbet den venstre fløj af regimentet over ende. To delinger fra 7. kompagni bliver sendt frem, kommer imidlertid ud for så stærk artilleriild, at de må vende om.

Snart efter kommer der en ordonnans fra K.T.K. [1] kaptajn Hofmeister, som vi er underlagt: 5. og 6. kompagni træder straks an til modangreb!

Desværre indeholder ordren slet ingen angivelser af situationen derude foran og af angrebsmålet. – 2. og 3. deling får gennem min ordonnans ordre til at træde an til modangreb, så snart de ser 1. deling træde an. 6. kompagni til venstre for 5. træder ligeledes an, så snart 5. kompagni sætter i march. I løb iler jeg sammen med min ordonnans, korporal Julius Hansen, til banedæmningen for at alarmere 1. deling. Her i de sikre dækningsrum aner man intet om, hvad der sker ude foran.

Men den fortræffelige fører, Vizefeldwebel Wellmann, fatter straks situationen;  i løbet af et øjeblik er delingen marchklar. Vi træder an.

Terrænet umiddelbart til venstre for banedæmningen er et uigennemtrængeligt sumpterræn. I enkelt kolonne går det langs med banedæmningen, der byder god beskyttelse  mod indseende fra halvhøjre, over Haanebek-bækken. Jeg spørger posten foran et betonhus, hvor den forreste linje er, han peger ud foran på et sønderskudt hus; dér er den venstre fløj af det forreste kompagni.

Jeg får delingen deployeret og løber med Wellmann og ordonnanserne forud mod huset.

En meget lavtgående flyver beskyder os med sit maskingevær uden at træffe.

Vi er 10-15 meter foran husets murrester, da der pludselig falder en salve: jeg er som forstenet; 3 ordonnanser ligger ramt på jorden, 2 af dem er død, deriblandt min kære, tro ordonnans Julius Hansen, én ligger med maveskud, på mig går der et skud gennem stålhjelmen kun få millimeter over den højre tinding, og ud bagtil; den fremkomne splint rammer Wellmann i hovedet og sårer ham i tindingen.

– “Det er jo englændere!” råber Wejjmann.

– “Ja, det mærker man”, svarer jeg.

Nu bare væk i en fart! Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.

Til venstre for os løber en grav; vi springer ned i den og kryber på maven tilbage: Wellmann, som jeg først forbinder, en ordonnans,  hvis navn jeg desværre har glemt, og jeg – de eneste, der er blevet tilbage.

I mellemtiden er 1. deling kommet op på højde med os og har taget stilling  bag en hæk. Her bliver vi liggende. Også de  andre to delinger er ankommet, ikke uden tab, deriblandt Vizefeldwebel Kehlet og Unteroffizier Eistermann, begge udmærket prøvede førere; de er ikke hårdt såret, men er nødt til at udgå; det gør ondt i hjertet på mig, da jeg rækker dem hånden til afsked.

Natten falder på. Jeg inddeler kompagniet på ny og søger forbindelse med 6. kompagni. Løjtnant af reserven Saucke, den efter mange kampe erfarne fører for 6. kompagni, som man altid i kamp kunne forlade sig på, er der ikke – han  er under fremrykningen blevet skadet af en granat – men hans kompagni er der.

Mellem 6. kompagni og os, 5. kompagni, havde der i år og dag eksisteret et trofast våbenbroderskab. Hvor ofte har vi ikke i Polen hjulpet hinanden! Hvor ofte har det ene kompagni ikke fordelt sig i det andet og sammen kastet fjenden tilbage! – Nu lå vi igen side om side.

Kompagniet har ingen officerer mere, men jeg træffer to underofficerer, der meget villigt støtter mig i mine beslutninger; desværre har jeg glemt deres navne.

Vi lægger kompagniet, som er stormet for langt frem, længere tilbage og bringer det på linje med 5. kompagni samt regimentet til venstre for os – længselsfuldt venter vi på vor forsyningsenhed – men denne nat får vi ikke noget at spise!

Senere erfarer jeg årsagen: føreren af enheden, Vizefeldwebel Jacobsen, formoder, at vi endnu er i Wilhelm-stillingen; da han ikke finder os dér, går han sammen med en anden alene frem i håbet om at støde på os et eller andet sted ude foran. Men det kommer helt anderledes. De er kommet over Haanebek og strejfer om i terrænet.

Derved sker det, at Jacobsen springer ned i et granathul, i hvilket der ligger en maskingeværbesætning, men engelsk! Knap ser Tommy’erne “the German”, før de forskrækket træder til side og rækker hænderne i vejret. Men da de ser, at der kun er én, fatter de sig hurtigt igen og afvæbner nu tyskeren. Ved tegn gør de Jacobsen forståelig, at han skal gå bagud, men giver ham ingen ledsager med. 

Men næppe er Jacobsen kommet ud af deres synsfelt, før han går i en stor bue og vender velbeholden tilbage til sine folk i Wilhelm-stillimgen. Men til at bringe mad ud, er det nu for sent.

[1] “Kampftruppenkommandeur”, leder af stormtropoperationer fra en særlig kommandostation.

Af Regiment 84’s historie

6. august 1917. Ved Ypres: “Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Stadig tættere falder granaterne omkring os; vi kaster os ned, og vi springer fremad. Endelig når vi venstre fløj af det kompagni, vi skal afløse.

3. deling bliver her tilbage; bitte små dækningsrum og granathuller er, hvad  der er til dem.

Videre går det et godt stykke. I et betonhus, hvor grundvandet står højt, bliver 2. deling.

En sammenhængende linje findes der ikke. Den enhed, der skal afløses, er til dels allerede rykket ud. Tæt tåge ligger over jorden; man kan ikke orientere sig. Endelig finder vi det dækningsrum, hvor jeg og mine ordonnanser og en gruppe skal være.

Men 1. deling skal først være bragt på plads. Jeg beder indstændigt vor fører om nu at føre os derhen – men han indrømmer, at han ikke ved, hvor vi er. En skrækkelig situation!

Man kan ikke se 5 skridt frem for sig. Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften. Efter endeløs søgen finder vi indgangen til en minegang under banedæmningen Roulers-Ypern; her er der lavt, trykkende, fugtigt, men temmelig bombesikkert.

Sanitetsfolkene og maskingeværskytterne mukker over, at de ikke kan beholde stedet selv, men 1. deling skal altså med ind. – Efter lang flakken omkring finder jeg mit dækningsrum igen.

I mellemtiden er morgenen den 6. august brudt frem. Med optrukne ben og stive lemmer sidder vi og venter – og venter – på hvad?

Tidligere gik det fremad med frisk gå-på-mod; nu er krigen blevet til en materiale-kamp, et artillerislag. Den ene time går efter den anden, den ene dag efter den anden. Først når tusmørket sænker sig, løsnes den trykkende resignation.

Jeg inspicerer kompagniafsnittet, jeg besøger delingerne, tager imod meldinger om, hvad der er sket i løbet af dagen, om sundhedstilstanden, om sårede o.s.v. I løbet af natten indtræffer transportenheden: udsøgte, uforfærdede folk; de har en hård tjeneste, tungt belæsset med jerndragere, levnedsmidler, håndgranater må de ofte passere spærreild-zonen, men hos os er de altid velkomne.

Af Regiment 84’s historie

5. august 1917. C.J. Beuck: “Sump, morads, vand – det er Flandern!”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Om aftenen den 4. august bliver regimentet afsendt fra banegården i Rumbeke. Toget kører over Roulers til Vierkavenhoek, vi er tæt på kampzonen. Efter en timelang march indtræffer vor bataljon i “Flandernstillingen”, tredje kamplinje. Kun let udgravede skyttegrave strækker sig over højdedraget.

Vi  mærker snart, at vi er kommet til et hovedkampafsnit af fronten, uafladeligt skyder kanonerne, der hersker en livlig flyveraktivitet.

Vi hører om de foregående dages kampe. Efter at englænderne den 31. juli har løbet vor 1. linje over ende i buen omkring Ypern, ligger vore enheder ude foran i sej kamp i granathuller og beton-dækningsrum. Sump, morads, vand – det er Flandern.

Vi mærker, at det ikke er lette dage, vi står foran. Men vi er jo ild-prøvet og – vi er vant til at gøre vor pligt; vi vil også gøre det denne gang. –

Allerede om aftenen skal vi i 2. stilling, “Wilhelm-stillingen”. Det er en opmarch, som vi er vant til fra høj 304 og høj 100 [ved Verdun, hvor regimentet tidligere lå, RR]; I enkeltkolonne går det fremad ad en fodsti, der slynger sig mellem granathullerne.

Kun få ord bliver vekslet. De uopholdelige lyskugler, der hvisler på vej op og langsomt  synker igen, oplyser vor vej; man hører kun læderets knirken, skanseredskabernes klapren, gasmaskens slasken og den uhyggelige torden fra utallige kanoner.

Jeg går som så ofte før i spidsen af mit kompagni, idet jeg følger efter den stedkendte fører fra 94erne, som vi skal afløse.

Endelig rager et lille betonhus ud af mørket. En stemme råber os imøde: “Er det 5. kompagni?” “Javel, hr. kaptajn.” Det er vor bataljonsfører, kaptajn Soltau. Jeg lader holde et kort hvil. Hastigt flyver ordene frem og tilbage – intet overflødigt, kun det nødvendige, saglige bliver sagt.

Kaptajn Soltau fortæller mig, at løjtnant Nissen, føreren af vor 1. deling, der skulle overtage det nye kompagniafsnit, er faldet – det går mig meget på! Allerede en død, før vi overhovedet er i stilling. –

Så følger meddelelse om situationen foran fjenden, til sidst nogle opmuntrende ord om at skulle være på vagt og holde ud, et fast håndtryk og: “Alt godt for jer derude foran!” – så går det ellers fremad igen.

Jeg tænker, at her skal det nok være tilladt med et par ord om kaptajn Soltau. I erindring for alle dem – officerer, underofficerer og manndskab – som har stået under kaptajn Soltau i II bataljon, vil han leve videre som typen på en ægte tysk officer. Han var helt igennem soldat, uselvisk, uforfærdet og med en ubestikkelig retfærdighedsfølelse; altid besjælet af viljen til at nedkæmpe fjenden under hensyntagen til mest muligt at skåne egne tropper; gennemsyret af den strengeste samvittighedsfuldhed og jernhård pligtfølelse krævede han meget af os, men skånede ikke sig selv.

Det, som forlenede hans ordrer med det rette eftertryk, var hans personlige eksempel. Jeg erindrer ikke nogensinde at have bemærket et tegn på frygt eller svaghed hos ham. Tanken om selv at sidde i et bombesikkert dækningsrum, mens hans bataljon lå under svær ild, var utålelig for ham. Vi kunne være helt sikker på, at han, så snart det var ham muligt, , kom ud foran for at inspicere stillingen og personligt overbevise sig om, hvordan det gik os.

Vi stolede ubetinget på hans føring. – Således gik vi også den nat i en stilling, der knap kunne kaldes stilling, i den faste overbevisning, at han ville gøre sit for at lette opgaven for os.

Af Regiment 84’s historie

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie

29. april 1917. Hans Lindholm: Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene

20-årige Hans Lindholm skriver til sin kammerat Johannes Christensen, der lige er taget af sted på orlov, mens han selv med Regiment 84 var rykket ud på den omstridte høj nummer 100 i nærheden af Pignicourt, som var et af de punkter franskmændene forsøgte at erobre i deres forårsoffensiv.

Gode ven!

Nu vil jeg så opfylde mit løfte og skrive dig et par ord til dig, men jeg kan ikke fortælle dig meget. Jeg blev let såret lige efter, vi var kommet derop. Der slog en granat ned lige for os. Vi stod 2 mand på posten – Hans Boye og jeg. Den sprang mig noget op i hovedet og så blev jeg begravet af jord, men de fik os udhalet og forbundet. Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene og hovedet. Jeg har jo øjnene forbundet, men det ene kan jeg godt nok se lidt med og det varer ikke længe, så er jeg ved kompagniet igen. Nu vil jeg så slutte denne gang. Med mange hilsner din ven Hans.

Hils også din søster og din øvrige familie mange gange.

Billede fra lazarettet. Det er Hans Lindholm yderst til højre i anden række

Du kan læse mere om Hans Lindholm i Sune Wadskjær Nielsens bog, der beskriver vennen Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

25. april 1917. Johannes Christensen: Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe

20-årige Johannes Christensen venter på, at hans orlovspapirer kan komme i orden, så han kan hjem til Visby ved Bredebro for første gang siden han omkring 1. oktober 1916 blev frontsoldat ved Regiment 84.
I dag den 25. har jeg været med til at bringe feltwebel Møller og løjtnant Rose til deres sidste hvilested. Vi havde et par kister til dem og bundet et par kranse. De blev kørt herfra til Asfeldt, hvor de blev jordet i en fællesgrav. I den ene ende af graven kom de ned ved siden af hinanden, løjtnant Rose først , derefter spillede regimentsmusikken og divisionspræsten holdt en lille tale. Der var vist 20 mand i alt, der blev jordet i den samme grav, alle ved siden af hinanden, kun med et dækken over. Kanonerne tordnede, feltbanen fløjtede og automobiler i snesevis larmede og fløjtede forbi. Ja, mens alt hvad man kan tænke sig herude ved fronten, hvor der lige er begyndt en ny offensiv, bevægede sig rundt om og frem og tilbage, foregik den lille alvorlige handling i en lille kreds af mænd, som alle bar præg af denne tids alvorlige og forfærdelige handlinger.

Da vi kom hjem igen til Brienne, fortalte nogle, at de var gået omkring og set lidt på de mange gravsten. Alle var pyntet med et lille trækors, hvor navnet stod på den faldne. De havde også fundet Marius Petersens navn iblandt. Han var død 24. april af sine sår. Den stakkel. Nu har han lidt sorg og nød herude i tre år og så måtte han endda bort. Men Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe, hvor ingen mere tør lide eller længes. Jeg vil altid mindes Marius som en trofast ven med hjertet på rette sted.
Ja. Denne dag vil atter være en stærk mindedag herudefra.

Skrevet onsdag 25. april på et lille kvistværelse i Brienne.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

23. april 1917. Regiment 84 kommer til Aisne

Unteroffizier G. Szameitat, tjenstgørende ved 7. kompagni, regiment 84 (IR84).

I Aisne-området dæmrer natten den nye morgen i møde. Bedøvende trommeild brager over øde marker og grave. Foran højde 100, en helvedes afgrund, der ånder endnu tyske krigere, der hyler døden i en jernorkan ned på blodig jord!

Forkommando! Hvem mon er så heldig at høre til den? Sådan spurgte man hinanden i korporalskredsen, mens der blev tærsket i kortene med Mausel og 66 i den store lade ved Pignicourt. Jonny Wunderlich sidder og drejer sine kønne lokker, grublende kigger han efter den sidste rest af sine penge, som han gerne ville gøre til flere. Men vor kære Hannes Niendorf og Seppl Neubert kender ingen nåde. Niendorf melder: “Pas på, folkens, nu kommer piberen *, og så er Jonny af med sine penge”! Og ganske rigtig, en piber!
Jonny skubber resten af sine penge over til Niendorf og smider kortene. – “Underofficerer til Feldwebel!” lyder befalingen “Nu går det nok løs?!”

(*  Trommler und Pfeifer er figurer i traditionelle bayeriske kortspil.)

Tre underofficerer, heriblandt også jeg, med otte mand som forkommando til høj 100!

I aftendæmringen forlader vi med blandede følelser byen Pignicourt. Uskadte når vi jagende gennem batterier af forskellig størrelse og type høj 100, som vi .snart skal blive meget fortrolige med. Et eller andet sted i en grav bliver der holdt et længere hvil, mens vor fører indhenter instruktioner.

Fjenden gør ikke den første aften alt for broget for os, og vi bliver efterhånden mere tillidsfulde, også fordi der derude foran skulle være helt rare dækningsrum. Af og til falder der nogle store brokker ned. Men hovedsageligt er det shrapnelild, der fra tid til anden bliver ret stærk.

Vor fører kommer: “Klargøring! Følg mig langsomt!” Vi vandrer og vandrer, holder, følger langsomt, og sådan går det længere tid, uden at vi ved, hvorhen vi skal. I en ret god grav holder vi igen rast. Vi lægger os i de dækningsrum, der til dels ikke er besat, og slumrer af og til ind.

Marius Petersen og nogle folk bliver afhentet. Kort tid efter skal han være faldet ved en shrapnelkugle, der traf ham i maveregionen. Vi hørte blot, at han var såret Nogle dage senere finder en mand fra vort kompagni tilfældigvis under en spadseretur på kirkegården en grav med kors og indskrift: “Unteroffizier Marius Petersen, 7. komp. IR84.”

Dette budskab har overrasket os meget. Han har beredt os mange fornøjelige stunder ved sit hyggelige, muntre væsen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

 

 

 

23. april 1917. Johannes Christensen. Skillelinjen mellem liv og død

20-årige Johannes Christensen befinder sig i Pignicourt nord for Reims, hvor hans enhed Regiment 84 samme nat skal afløse Regiment 87 på den omstridte Høj nummer 100, som franskmændene snart ventes at angribe og bombarderer uafbrudt. Det er et uddrag af nogle optegnelser, han har skrevet på Vallekilde højskole i 1918.

Vi havde vel ligget der i tre dage med stor oppakning påsnørret livremmen og alt tilbehør om livet. Det var os ikke tilladt i det mindste at frigøre os nogle af delene, da det hvert øjeblik kunne gå løs. Klokken 1 om middagen begyndte franskmændene pludseligt at beskyde byen. Den første granat traf lige uden for laden, så det knagede i alle sammenføjninger. Den smadrede en feldwebel og en løjtnant, der stod lige uden for laden. Nu blev der naturligvis et vældigt røre – og alle stormede ud i det fri, for hvis denne granat var gået tre skridt længere havde den ødelagt to kompagnier, som i dette øjeblik befandt sig i laden. Da franskmændene fra deres lænkeballoner, så hvilket røre der blev, lod de kanonerne rigtigt brage løs og anrettede frygtelige scener.

Trods alt endte denne eftermiddag glædeligt for mig. Min gode ven (Hans Lindholm, red.) havde nemlig været hjemme på orlov og var lige kommet tilbage den dag. Han fortalte, at han skulle overtage min plads i rækken den nat, for jeg måtte rejse hjem på orlov. Jeg blev både glad og ked af det i førstningen. Vi vidste jo alle, hvad der forestod den nat, og at det for manges vedkommende var den sidste dag, de levede her på jorden. Nu kom han lige der hjemmefra. Alt stod endnu klart for ham, og så stod han lige med ét ved skillevejen mellem liv og død. Blot jeg endda havde vist, hvorledes det ville gå ham denne nat. Men om sider måtte vi jo skilles – han måtte fremad og ud i det rædselsfulde, jeg tilbage og hjemad til mine kære.

Den første aften nåede jeg tilbage til en by, der hedder Briennes, der var skrivestuen, hvor jeg skulle have min orlovsseddel. Da vi kom dertil – vi var fem mand ifølge – kunne jeg ikke drage videre den nat, da min orlovsseddel ikke var kommet i orden endnu, da jeg var sønderjyde. Det var en skuffelse og jeg gruede næsten for, at der noget bag, der var værre.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. april 1917: Johannes Christensen: Om morgenen 18. april var der pludselig alarm

20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. april 1917. Johannes Christensen: Så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I nogle erindringer skrevet på Vallekilde Højskole i 1918 fortæller han:

En morgen stod jeg vagt fra 4 til 6. Det var påskemorgen. Der hørtes ikke meget skydning og vejret var vidunderligt smukt og klart. Kun en ganske svag luftning drog fra nord til syd. Jeg stod henfalden i tanker om de kære derhjemme og med blikket ud over det franske landskab, der begyndte at hæve sig ud nattens bortdragende mørke. Derovre – 40 meter fremme – stod franskmændene på post, måske hensunkne i de samme tanker som jeg. Hvor længe skal dog dette myrderi vare ved? Hvor længe skal de hjerteløse tyranner lege med menneskers liv og skæbne? Nu oprunder den tredje påskemorgen under menneskers rasen mod hverandre. Mon ikke snart Gud vil byde stop, så vi atter må opleve en rigtig påskemorgen, hvor fredens klokker igen kimer over land og by.

Mens tankerne krydsede snart derhen, snar derhen, så jeg med ét til venstre en hvid tåge stige op fra den tyske skyttegrav og trække over mod franskmændene.

Et øjeblik så lød der råb og alarmtrommerne rørtes kraftigt derovre. Som et lyn sted 40-50 lyskugler til vejrs og som en havde rykket i en snor, så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

Tyskerne havde benyttet det herlige vejr og den gunstige brise til at åbne for deres gasbeholdere, og bagefter – ja, så lå der så og så mange unge, håbefulde og livsmodige franskmænd og våndede sig i dødens kvaler. For en halv time siden anede de intet og nu var de ikke mere.

En times tid dundrede kanoner løs og så stilnede det af. Solen hævede sig op over jordoverfladen i øst og sendte sine stråler ind over slagmarken. Den uvisse og hyggelige lange nat var atter gået og med den mørket, der skjulte alle onde foretagender og grufulde hemmeligheder. Ved dagens lys kunne farerne ikke sådan overraske os, og det giver altid en vis koldblodighed og tryghedsfølelse.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. december 1916 – Johannes Christensen: Det gik som en elektrisk strøm gennem graven

20-årige Johannes Christensen skriver et julebrev hjem fra en skyttegrav ved Thiacourt sydøst for Verdun, hvor han er i stilling med Regiment 84.

Kære allesammen!

En lille hilsen skal I have inden jul.

Mange tak for det lille julebrev, som jeg modtog i går. Jeg har også glædet mig til det i lang tid. Jeg har det stadig godt og alting går sin daglige gang med at stå på posten og arbejde.

Hvordan tror I ellers det skulle gå med freden nu? Tror I ikke den snart skulle komme? Hvad skriver Ribe Stifttidende?

Ja, gid vi kunne få vished for det her til jul, så fredsklokkerne kunne lyde sammen med juleklokkerne. Om det så ville vare lidt inden vi fik løbepas, så ville glæden være ubeskrivelig, når det lyder fra den ene post til den anden her i graven – freden er kommet. Du kan forlade din post. Det gik som en elektrisk strøm igennem graven den anden dag, at kejseren har tilbudt fred. Nu fortælles det at alle har taget der imod på nær England, men det ville vi heller ikke forhindre dem, når alle andre blev enige, men om det passer noget af det hele, er jo et spørgsmål.

Vi går jo i stærk spænding hernede, kan I nok tænke jer, da vi ved, at når det ikke bliver til noget med freden nu, så har vi stadig det værste tilbage. Vi vil stadig håbe det bedste.

Kommer Thorvald hjem til jul eller hvordan går det? Alfred kommer da forhåbentlig. Bare han er hjemme, når I får disse linier. Ellers går det ligesom sidste år, at I slet ingen har hjemme juleaften. Bare det nu er den sidste jul, der skal opleves under disse trange tider.

Jeg vil så ønske alle derhjemme en dejlig velsignet julefest.  Mine tanker vil jo være hos jer den aften, når jeg står derude og stirrer op mod Guds stjernefulde himmel, da vil tankerne stadig dvæle ved alle de dejlige juleaftener, som vi har oplevet derhjemme som børn, hvor ingen havde anelser om den forfærdelige krig, der forestod, dengang.

Ja, til slut vil jeg håbe at vi alle snart vil opleve gensynsglæden under en lykkelig og god fred.

I har vel ikke noget derhjemme, der kunne bruges til fodlapper, for her er næsten umuligt at få sådan noget? Noget sandpapir kunne jeg også nok bruge igen.

Har jeg sagt tak for smørpakken, jeg modtog i forgårs? Med hjertelig hilsen

Eders hengivne søn og bror, som har det godt.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. november 1916 – Johannes Christensen: Jeg radbrækker mindst 100 hver dag.

19-årige Johannes Christensen er med Regiment 84 rykket i stilling ved Thiacourt sydøst for Verdun. Han skriver til familien hjemme i Nørby ved Visby.

Kære alle sammen

Mange tak for dit brev dateret den 30. kære mor. Og for pølsen og smørret også mange tak. Jeg tror nok, at jeg har fået alt, hvad I har afsendt til mig.

Jeg kan jo glæde jer med, at jeg nu har det meget bedre. Det er en god veludbygget stilling, vi nu ligger i og det er også forholdsvis roligt her. Jeg sidder ved elektrisk lys 10 meter under jordens overflade. Kakkelovn og senge har vi også, men der skulle blot ikke være så fuldt af lus. Jeg radbrækker mindst 100 hver dag i min sweater. Av for pokker! Der bed 2-3 stykker igen ad gangen. Ja. Man har ikke et minuts fred for det pak. Det tager mindst tre timer hver aften, inden de har fået sat sig og før der er tale om at falde i søvn.

Ja så blot en kærlig hilsen og på gensyn.

Eders Johannes.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

2. november 1916. Johannes Christensen: Mon dog ikke vi skulle få fred til jul?

Den 19-årige soldat ved Regiment 84 – Johannes Christensen fra Nørby ved Visby – har overlevet det voldsomme franske angreb på Fort Douaumont, som franskmændene generobrede og tilføjede tyskerne et klart nederlag. Nu er det hårdt medtagne regiment ved at skifte stilling og Johannes skriver hjem for første gang siden slaget standsede.

Kære alle sammen!

Nu skal I endelig have et par ord igen. Lang tid har jeg desværre ikke. Hjertelig tak for dine to breve, kære søster. Pakkerne med smør, sylte og sweateren har jeg fået. Nu mange tak for det alt sammen.

I skal blot ikke bryde jer om at sende kødvarer til mig, for vi får jo altid da noget her – mere end ved depotet – og I har jo aldeles ikke for meget derhjemme kan jeg regne ud.

Hvordan har I det ellers alle sammen? Er I nogenlunde ved sundheden kære far og mor? I har jo nok travlt i roerne. Er de ellers nogenlunde i år? Hvor mange kreaturer har I i stald på vinter? Har I heller ikke fået aftærsket maskinen i år?

Jeg har det ellers godt for øjeblikket. Vi er nu endelig efterstormen blevet afløst og befinder os nu på rejse. Hvorhen det går, er jo ikke godt at vide. Vi har nu opholdt os i en lille yndig smukt beliggende landsby et par dage – Villette kaldes den.

Men i aften går det videre. Ja, gud ske lov, at vi er ude af denne forfærdelige stilling nu. Meget værre kan det ikke blive. Det siges også, at vi nu kommer hen i en roligere stilling. Ja, mon vi dog ikke skulle få fred til jul. Jeg synes slet ikke rigtigt, at jeg kan opgive den tanke. Ja, hvilken jul ville det blive., om vi fik fred til den tid.

Marius Petersen er også kommet ud til regimentet nu og til samme kompagni som jeg. Vi snakkede lidt sammen i aftes. Han mente, at vi fik fred til denne måned endnu. Ja. Gid han talte sandt.

I dag er jeg så et år soldat. Det er jo just ingen kær mindedag. Meget har man oplevet siden den dag, men dog har vi kun grund til at takke Vor Herre, fordi han har ført os, som han har gjort.

Jeg blev så glad, da jeg fik brev fra Marthinus, der skrev, at han håbede at blive i garnisonen julen over. Måske han slet ikke behøver at rykke ud mere. Hvad er det du skriver lille søster. Er Kristian gift og har allerede en arving? Det har jeg slet ingen anelse om.  Jeg ved heller ikke endnu, hvem Hans af Jef er blevet forlovet med. Det er jo også snart fem måneder siden, jeg var hjemme, så der kan jo meget forandre sig i den tid.

Jeg har ingen tid mere. Så I må tage til takke denne gang med det håb, at I alle har det godt sender jeg hermed de kærligste hilsner  og på snarlig og glædelig gensyn. Eders Johannes

Vi ligger på et slot, der desværre er en del ramponeret.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

26. oktober 1916. Armen skudt af: Igennem ilden med en såret kammerat

26. oktober 1916 har franskmændene lige generobret Fort Douaumont og holder de tyske styrker, herunder Regiment 84 under voldsom beskydning, for at de ikke skal samle kræfter til et modstød. 19-årige Johannes Christensen skal denne dag frem i forreste linje med sit kompagni.

Den 26. oktober gik det forud igen, hvor vi lå i ti dage.  Der har jeg for første gang meldt mig til noget frivilligt, nemlig at bære Lyrchs ned. Hans Lindholm, Lyrchs og jeg skulle have været på patrulje, men vi var knap kommet op ad graven, så fik vi en fuldtræffer, som kostede Lyrchs sin ene arm, en lå død på stedet og en lå hårdt såret.

Denne hændelse gjorde et ejendommeligt indtryk på os alle, kan man nok tænke sig, da det passerede lige foran vores øjne, selv blev vi overstænget med sten og jord. Lyrchs havde stærkt blodtab, så det gjaldt om at få ham hurtigt tilbage.

Underofficer Jensen spurgte om frivillige til at bære ham ned skønt franskmændene skød noget så forfærdeligt den eftermiddag. Vi besluttede så fire mand, Hans Lindholm, Schmidt, Dankers og jeg at bære ham ned.  Han jamrede sig meget. Han havde tre små børn, sin kone og en gammel far derhjemme og nu lå han måske her og forblødte.

Vi tøvede en halv time, om ikke ilden skulle standse lidt, men det blev stadig værre. Vi bad vidst alle en inderlig bøn til Vorherre i den halve time, og så med ’et Gud i vold’ sprang vi op af graven og fremad gik det over åben mark med båren på skulderen, havde franskmanden villet, kunne han have skudt os sønder og sammen, men han har jo også kunnet se i hvilket ærinde vi gik.

Som et mirakel faldt der ikke skud i vor nærhed, inden vi kom i dækning, endskønt det tog lang tid for os, da han var forfærdelig tung at bære, og båren gik også i stykker alt imens. Så vi måtte af og til sætte ham ned, men jeg ved ikke, der var en vis tryghed og ro over os alle sammen. Det var som om, vi følte, at Gud var med os i dette foretagende.

Gennemvåde af sved nåede vi endelig efter en times gang til den første sanitetsunderstand og dermed havde vi fuldført vores opgave. Vi fik lov at blive der til vort kompagni kom tilbage, da de ventede at blive afløst den nat, men vi ventede i to timer, inden kompagniet kom tilbage, for ikke mere at komme i stilling i Fleury.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

24. Oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Frontafsnittet ved Verdun havde lagt scene til forfærdelige kampe siden februar 1916, da tyske tropper indledte en massiv offensiv mod de franske linjer, først øst og senere vest for floden Meuse. Trods voldsomme tyske bombardementer og stormløb forsvarede franskmændene sig indædt, og kampene bølgede frem og tilbage på frontafsnittet, der snart blev kendt blandt tyske soldater som ’blodkværnen’.

Slaget ved Verdun udviklede sig til et udmattelsesslag, og den sidste tyske fremgang fandt sted i starten af juni, hvor det franske fort, Vaux, blev erobret. Herefter var den tyske hær presset til at gå i defensiven pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli.

En tysk sejr ved Verdun udeblev, og den 29. august kostede bl.a. de manglede resultater på frontafsnittet Eric von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Generalerne Hindenburg og Ludendorff overtog styring med den tyske hær, og de afsluttede officielt offensiven ved Verdun i september 1916. Til gengæld forberedte den franske hær sig nu på at tage initiativet. Målet var at generobre tabt terræn på den østlige side af floden Meuse, især den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som var faldet få dag efter tyskernes indledende angreb.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Fransk modoffensiv

Et fransk angreb ved Verdun ville dog ikke blive iværksat, før man havde skabt et overtal af tropper og artilleri på frontafsnittet. Derfor beordrede general Philippe Pétain ekstra artilleri til Verdun fra hele den franske frontlinje – i alt 650 kanoner inkl. to enorme jernbanekanoner med en kaliber på 40 cm. Sammen med den forøgede mængde artilleri samlede franskmændene i løbet af september og starten af oktober ca. 15.000 tons granater, som skulle pulverisere de tyske forsvarslinjer, i hvad der skulle blive det største franske bombardement i krigen til dato.

Otte franske divisioner blev stillet til rådighed til offensiven, og den franske general Robert Nivelle fik til opgave at koordinere et såkaldt ’rullende bombardement’, som briterne havde introduceret ved Somme den 1. juli. Det indebar, at de franske kanoners ild gradvist rykkede fremad efter et nøje planlagt skema. Beskyttet af artilleriet kunne de franske tropper således langsomt og med korte intervaller rykke frem bagved bombardementet. Skulle angrebet lykkes, krævede det løbende og præcis kommunikation mellem artilleriet og infanteriet, og en del af det enorme franske forberedelsesarbejde var at anlægge telefonlinjer, som var gravet knap to meter ned under jorden, mellem batterierne og de forreste skyttegrave.

Den 18. oktober åbnede de franske kanoner ild mod de tyske stillinger ved Verdun. Bombardementet varede i seks dage, hvor granaterne med præcision regnede ned over de tyske linjer. For franske observationsfly kunne stort set uhindret overflyve frontafsnittet, da langt de fleste tyske jagerfly henover sommeren var blevet overflyttet til Somme. Det samme var størstedelen af tyskernes svære kanoner, så de tyske soldater kunne ikke regne med andet støtte end spredt og kortvarig spærreild.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, Fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

 

Luftfoto af det granat-arrede Fort Douaumont ved Verdun (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Luftfoto der viser effekten af de mange bombardementer, som Fort Douaumont blev udsat for.F  (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyskerne opgiver Fort Douaumont

I de følgende dage blev de forreste tyske skyttegravslinjer enten opgivet pga. den voldsomme franske ild eller indtaget af franske styrker, som langsomt og stødvist rykkede frem i ly af det rullende bombardement. Inde i Fort Douaumont mærkede det tyske mandskab også effekten af den franske ild. Blandt besætningen var flere hundrede soldater fra Regiment 84, der indeholdt et større antal sønderjyder. De kunne konstatere, at den franske beskydning mod Fort Douaumont tog til den 19. oktober.

Når granaterne ramte det mægtige betontag, skabte det en modbydelig, rungende larm i fortets gange og kasematter (opbevarings- eller opholdsrum), men så længe de tyske soldater opholdt sig i fortet, var de i sikkerhed. Det ændrede sig imidlertid den 23. oktober, da franskmændene tog de to jernbanekanoner i brug. Douaumontfortets betontag, som hidtil havde modstået både tyske og franske bombardementer, kunne ikke hamle op med jernbaneskytsets voldsomme kræfter. Det første skud gik igennem taget og detonerede i en af kasematterne, med betydelig tab til følge. Kort efter gik det elektriske lys, og fortets telefonforbindelse blev afbrudt.

Omtrent hver tiende minut slog jernbanekanonernes granater ned med stor præcision. Mindst 20 af disse ramte fortet, og den sjette fuldtræffer trængte helt ned til fortets dybereliggende niveauer, hvor granaten eksploderede. Herved udbrød der brand i et depot indeholdende bl.a. artillerigranater, store mængder maskingeværammunition og flere tusinde håndgranater. Hvis branden bredte sig og antændte ammunitionen risikerede hele fortet at ryge i luften. Den tyske besætning forsøgte febrilsk at få ilden under kontrol, men uden held. Derfor besluttede de kommanderende officerer i fortet at rømme Douaumontfortet samme dag.

Lidt efter kl. 23 den 23. oktober rykkede den tyske hovedstyrke ud fra fortet, og i dag, den 24. oktober, trak de sidste enheder sig også tilbage – Fort Douaumont var faldet. Efter næsten otte måneders tysk besættelse kom fortet igen på franske hænder, da franske marine- og kolonitropper samme dag ankom til det sønderskudte fort og fik bragt ilden under kontrol.

Samme dag begyndte tyske officerer at samle tropper til et modangreb, mens franskmændene forberedte sig på fortsætte deres offensiv og trænge tyskerne længere tilbage. Slaget ved Verdun var langt fra forbi.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916. Ved Fort Douaumont: ”Første kompagni frem til storm!”

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby hviler ud i tredje linje, da det meget veltilrettelagte franske angreb på Fort Douaumont kulminerer 23-24. oktober 1916. I optegnelser nedskrevet 7/12 1916 beskriver han, hvordan han oplevede det franske angreb.

En dag var vi i Montmedy. Den 23. oktober gik det så i stilling igen. Vi skulle ligge i Douaumontfortet og derfra bringe materialer og levnedsmidler forud. Den tur gruede vi for, da vi vidste, at det gik igennem spærreilden hver nat. Vi blev dog gudskelov sparet for den tur. En forfærdelig spærreild havde allerede raset i to dage, så vi vidste, hvad der var i vente. Man så kun tavse, alvorlige og nedslåede ansigter den aften.

På vejen kørte den ene troppeautomobil med nye tropper forbi efter den anden, så vi kunne nok tænke, at der var noget galt derude. Vi kom kun til Breuilleslugten. Der blev vi, da fortet var helt sammenskudt. Vi studsede alle.  Ingen havde troet det. Vi havde følt os så trygge og sikre, når vi først sad der, så langt nede under jorden, over os så mange meter beton, og så et tykt lag jord. Men hvad nyttede det? Det hele var skudt sammen som en papirhylde og mange mennesker lå begravede i ruinerne.

Vi måtte så ud af hullet og frem til storm. Op over toppen af bjerget, hvor vi pustede ud i en artilleristilling. Der lød det så: ”Første kompagni frem til storm!” Frem gik det så igennem en frygtelig spærreild frem til det næste bjerg.

Der lå vi så nogle timer og ventede på yderligere ordre til angreb, som dog gudskelov udeblev. Det var også blevet mørkt alt imens, så de havde ingen samling på mandskabet. Befalingen var der, men dem som skulle føre mandskabet videre frem sad i en dyb understand og var druknede.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. oktober 1916. Verdun: “Vi ligger kun 15-20 meter fra franskmanden …”

19-årige Johannes Christensen er ved at have overstået sin første turnus i forreste linie ved Fort Douaumont 13-18. oktober 1916. Men inden han er i sikkerhed skal igennem forhindringsløbet op til Fort Douaumont.  (Forinden han kom i forreste linie havde han opholdt sig i Breuillesslugten i anden linie fra 8. oktober, så derfor refererer han til opholdet i ilden som en periode på ti dage).

Samme dag han forlod forreste linie skrev han et brev til sine forældre hjemme i Nørby ved Visby:

Stillingen 19/10 (brevet er sikkert dateret  19/10, da det blev skrevet ude i et granathul 18/10, men først sendt 19/10, da kompagniet, nåede tilbage i ro.)

Nu vil jeg alligevel prøve at sende et par ord på dansk, da jeg nok håber, det går i gennem af en vis grund.

Jeg sidder herude i den åbne og kolde grøft og skriver. Man kan næsten ikke sidde en halv time, så klaprer tænderne i munden på en. Men i aften går det gudskelov tilbage i ro igen. Det er skrækkeligt at sidde herude den ene dag og nat efter hinanden med et stykke brød og et bæger kold kaffe til forplejning. Fødderne har man slet ingen fornemmelse i mere, da man står her og ælter vand og ler hele tiden. Ja, det er slet ikke til at forstå, at mennesker i det hele taget, kan holde det ud, men det vil jo vidst også mærkes en gang. Vi ligger kun 15-20 meter fra franskmanden.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Er I nogenlunde ved sundheden? Mon du skulle være holden hjemme endnu kære broder? Hans [Jefsen Christensen] og Jes er vel da også hjemme endnu? Der er vel slet ingen udsigter til, at det kan få ende endnu? Hvor er Kristian fra Gammelby kommet hen? Er der blevet indkaldt nogen derhjemme fra i den sidste tid? Får I aftærsket maskinen i år? Hvis I ville sende mig en blå sweater og et par pulsvarmere kunne jeg nok bruge det.  Handsker tror jeg nok, vi får udleveret.  Jeg håber I kan sende lidt sandpapir af sted til mig. Det har jeg hårdt brug for.

Ja. I kan ikke tænke jer, hvor vi glæder os til at komme lidt tilbage igen og få noget varm mad, om det så også bliver til noget slapperi, få sig vasket og få støvlerne af. Det er næsten som om fødderne skulle rådne i dem, nu efter at have haft dem på i ti dage. Dog så længe man må være nogenlunde rask, går det nok. Jeg må ikke klage efter at have været her kun en måned.  Håbet om, at der snart skal komme bedre tider, skal jo holde modet oppe hos os.

Ja, så håber jeg I har det godt, og vi snart må ses igen. Hils venner og bekendte derhjemme. Jeg har ikke mere tid denne gang, da jeg skal stå på toppen igen.  Hans står og tripper og slår om sig og ved ikke, hvad han skal gøre for at holde varmen. Jeg håber nu, at der er brev fra jer, når jeg kommer tilbage. Dette brev bliver nemlig afsendt, inden jeg får posten fra jer. Nu har vi ikke fået noget brev i ti dage, så forhåbentligt ligger der noget og venter på mig.

Med hjertelig hilden og på snarligt gensyn, eders hengivne søn og broder Johannes.

I nogle optegnelser nedskrevet 7/12 1916 fortæller Johannes om turen tilbage til baglandet, som han foretog samme nat.

Afløsningen havde vi heller ikke uden grund gruet for i alle fem dage. Straks ved udgangen af graven fik vi maskingeværild. Der havde 90’erne haft hårde tab. Der lå fyldt af døde og sårede hele vejen tilbage. Støvlerne kunne vi næsten ikke trække med os, sådan et ælte var der. Nogle sprang ud i granathullerne, der var fulde af vand, og sådan blev vi beskudt lige indtil fortet, hvor vi endelig kunne hvile lidt ud i en halv time. Så gik det videre i gen helt til Elisabeth Lageret. Det var en slem marchtur efter ti dages udmattelse. Det tog seks timer.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

15. oktober 1916. Ved Verdun: “Jord og himmel stod i ét af ild og røg”

19-årige Johannes Christensen er for første gang i forreste linie i frontafsnittet ved Douaumont, hvor stillingen bestod af vandfyldte granathuller med forbindelsesgrave og afstanden til franskmændene kun var 30 meter.

Jeg husker en aften i alarmtiden, da der med ét brød et frygteligt spektakel løs. Det var som alt helvedes yngel var sluppet løs på en gang. Jord og himmel stod i ét af ild og røg. Tusinder af geværer knitrede, håndgranater eksploderede uafladeligt, miner, shrapnels og granater hylede og hamrede. Hundrede af flimrende lyskugler steg til vejrs i alle mulige farver.

Vi stod med opplantede geværer, fingeren på aftrækkeren og håndgranater foran os. Sådan stod vi mand ved mand og stirrede ud i mørket, beredt på det frygtligste, hvad øjeblik det skulle være.

Officererne løb frem og tilbage og så efter om alle var på plads og alt i orden. Jeg husker kun en stemme – en Feldwebel, der brølede mig ind i øret: ”Nur ganz ruhig keine aufregung und allen Dingen nicht Schiessen, bevor er kommt, aber dann auf ihn mit ein Gebrüll”. (På dansk: Blot ganske rolig. Ingen ophidselse. For alt i verden skyd ikke, før han kommer, men så gå på ham med et brøl.)

Sådan stod vi i en lille time under elementernes rasen. Så stilnede det efterhånden noget af, og vi slap for det værste den aften. Vi fik at vide bagefter, at det var et håndgranatangreb, som franskmændene havde prøvet på begge sider af os, for så at have afskåret os, hvis det var lykkedes dem at trænge frem, men denne gang blev de slået tilbage.

Det var i grunden kun en lille lokal episode, som hørte til dagens orden derude. De kunne blusse op, hvad øjeblik det skulle være. Det gik måske 100 menneskeliv tabt, men andet kom der sjældent ud af det, og begivenheden kom ind under meldingen ”Intet nyt fra vestfronten”.

Kort efter at larmen var stilnet af hørte vi et kæmpe brag ved siden af os, blandt andet flere menneskers jamren og dødsrallen. Så gik det hviskende fra mand til mand: ”Tre døde, fire sårede”.  Det var en håndgranat, der havde ligget i bunden af grøften, som en ved at grave var kommet til at støde i mod. [Ludwig Hansen og Thomas Hansen]

Fra Johannes Christensens erindringer fra vestfronten nedfældet på Vallekilde Højskole i 1918.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

29. september 1916. Ilddåb ved Fort Douaumont

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby stod 28. september 1916 over for et af sit livs hidtil værste prøvelser. For første gang skulle han som kampsoldat med sit kompagni i Regiment 84 ud i granatregnen på slagmarken. Stedet var det svært beskudte frontafsnit ved Fort Douaumont, som tyskerne havde indtaget i februar 1916 under de første vellykkede angreb ved Verdun.

Torsdag nat skulle hele kompagniet i stilling. Den nat blev frygtelig. Da oplevede jeg den første rigtige ilddåb, hvor det formeligt gik frem over døde og jamrende kroppe, gennem vandfyldte granathuller, mens granater og shrapnels hylede i luften. Sådan asede vi fremad i 3 timer med vor 5 dages forplejning på ryggen og alt hvad der hører til en frontsoldats udrustning. Omkring ved tolvtiden fandt vi en jernbanedæmning. Der skulle den gruppe blive, hvortil jeg hørte. Vi fandt et hul, hvor der førte en trappe ned og smed os dødtrætte, som vi var.

Da vi vågnede efter en ublid slummer, var det blevet lyst udenfor, og nu skulle vi stå op og se, hvor vi egentligt befandt os. Det var just ikke et hyggeligt syn denne jernbanedæmning frembød. Her lå et ben, og der lå en arm, og hist og her lå halvfortærret franskmands lig, livremme med patrontaskerne fulde af patroner og håndgranater hang endnu ved kroppen. Der stod benraden af en tysker op mod en træstamme. Pikkelhuen sad endnu på hovedet.

Vi halede tornystrene frem og ville have os en lille hjertestyrkning, men i det samme sagde det bum-bum ovre hos franskmændene, og hurtigere end vi kunne nå at vende os røg splinter, stenbrokker og jernstumper om ørene på os. Underofficeren mumlede noget om at de ikke en gang kunne lade os have madro, og samlede så ganske forsigtigt sit frokostbord sammen og listede ned i hullet med det. Vi var naturligvis ikke længe om at luske efter. Nu tog også rigtigt for alvor fat med skydningen, og snart raslede stenbrokker og alt muligt ned gennem åbningen til os.

Om dagen havde vi intet at bestille, men om natten måtte vi ud for at slæbe materiale ud til forreste linje og det skulle besørges om så elementerne rasede nok så frygteligt. Så måtte vi også bære sårede tilbage til Douaumontfortet.  Når nattens gerning var endt søgte vi tilbage til hullet for at sove og hvile lidt. Der blev ikke talt ret meget. Vi led også forfærdeligt af tørst, da vi ikke havde noget at drikke, og tørsten sved værst, når vi lukkede munden op. En hver forsøgte ved sine tanker at komme så langt bort fra virkeligheden som muligt.

Fra Johannes Christensens erindringer fra vestfronten nedfældet på Vallekilde Højskole i 1918.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015. 

26. september 1916. Jeg går det i møde tryg og uden gru

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby er netop blevet overført fra et rekrutdepot til Regiment 84, som er rykket ind i stillingen omkring Fort Douaumont ved Verdun.

Skrevet 26-9-1916

Kære alle sammen

Da jeg lige har en time til overs i aften, skal I have en lille hilsen igen. Jeg har det godt.

Forrige nat var vi på vej ud i stillingen, men kom kun halvejs, så måtte vi vende om igen. I morgen aften går det løs igen. Hvor længe vi bliver derude ved jeg ikke., men jeg tænker en halv snes dage. Jeg ligger i Fleury. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det staves. Adolf og Johannes har jeg talt med. Adolf er hjemme på orlov nu. Stillingen her er den samme som den var til at begynde med på 304. Nogen skyttegrav er der ikke endnu. Der er kun granathuller at opholde sig i, men der arbejdes jo naturligvis hver nat. De ligger kun 20-40 meter fra hinanden. Det er just ikke den bedste stilling, jeg har truffet, men jeg synes, at jeg går til det hele så tryg og uden gru. Jeg ved ikke, hvor den tryghed stammer fra, men gudskelov at jeg har den.

Ja. Lad ham råde for min skæbne, så går det nok, som det er bedst.

Vi har her tre danske løjtnanter ved kompagniet. En der hedder Christensen fra Uge, som fører kompagniet, så er der Vestergaard fra Emmersbøl og Jørgensen fra Abild. Ved 6. kompagni er løjtnant Christensen fra Egebæk og en mere dernede fra.

Ja. I kære derhjemme. Nu håber jeg I har det godt og lad os håbe på et snarligt og glædeligt gensyn.

Med hjertelig hilsen eders Johannes

Jeg kan ikke se mere, så I må undskylde skriften. Jeg ville være meget glad om I ville bestille avisen et par måneder. I kan jo sende adressen til dem. Ellers har man jo slet ingen anelse om, hvordan det står til i verden.  Ja. Så godt nat og hils og alle derhjemme.

Eders Johannes

Forhåbentligt er Thorvald hjemme endnu. Jeg håber I har modtaget mit kort med adressen på.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

7. september 1916. Regiment 84 afløses på højde 304

Af fhv. premierløjtnant Thormeyer, adjudant ved II bataljon reg. 84. (IR84). Regimentet afløses efter 4 måneders kampe på højde 304 ved Verdun.

Den 7. september 1916 blev regimentet afløst på høj 304. Den 9. september skiltes den 54. infanteri-division ud fra det 24. reserve-korps, rig på nye kamperfaringer, rig på oplevelser og rig på friske, uforglemmelige heltegerninger. Desværre havde månederne på højde 304 også givet ret svære tab. De androg:

Døde: 3 officerer, 322 underofficerer og mandskab

Sårede: 27 officerer, 1262 underofficerer og mandskab

Savnede: 1 officer 56 underofficerer og mandskab.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

 

29. juni 1916. Stormangreb på Højde 304

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig, om kampene om højde 304.

Efter lang, grundig  forberedelse skulle man den 29. juni igen forsøge at tage  den ligdækkede høj med storm.

Allerede den 27. juni lod hr. kaptajn Borchmann 84erne fra hans stormbataljon træde an for at organisere dem til opgaven. Fire enheder på hver 12 mand var nødvendig. Størstedelen af disse folk stillede frivilligt op, og hvad der så manglede, blev udtaget blandt de mest erfarne.

Paroleordet er i dag “Hindenburg!” bekendtgjorde kaptajnen. En egenartet glans viste sig i stormsoldaternes øjne ved navnet Hindenburg. Enhver vidste, hvorfor dette store navn skulle tjene som paroleord i dag.

Trænvognene stod klar for at gøre marchvejen så kort for os som muligt, og fremad gik det: Retning høj 304.

Dagen for vor afgang bragte os ikke helt ud foran, men vi havde jo tid nok, for stormen skulle jo først finde sted i eftermiddagstimerne i overmorgen. Mellemtiden benyttede vore førere samt skyttegravsbesætningens førere til orientering og drøftelse af samvirket mellem stormtrop og kompagni.

Til fastsat tid stod alle på deres pladser og vidste nøjagtigt, hvad de skulle, og hvor de skulle hen.

Kl. 5:15 eksploderede de sidste tyske tunge  granater i den fjendtlige stilling, og værre end nogensinde før sprøjtede det med splinter og sten, skidt og møg  om ørerne på os, altsammen fra vort tunge skyts.

Pludselig blev nedslagene dumpere: Ilden blev forlagt bagud. Åndedraget stod næsten stille på os, hjertet rasede som en vild.

Endnu nogle minutter skulle vi udholde den venten? Nej, det kunne vi ikke. Der manglede endnu to minutter i den tid, stormen var fastsat til, da råbte en underofficer: Afsted!

En flammekaster rensede grusomt den sape, langs hvilken den enhed, jeg tilhørte, skulle løbe, idet vi skulle efterlade sape-besætningen som på forhånd fortabt.

Med fældet gevær styrtede vi løs på den nærmeste fjendtlige linje. Det lykkedes alt sammen udmærket. Den kære Franz kom lige ud af sine huller og måtte overgive sig til de tyske blankvåben, hvad enten han ville eller ej.

Vi trængte voldsomt fremad og nåede også den næste linje, der imidlertid allerede lå på højens anden skråning og forsvarede sig bravt.

Pludselig kom der skud fra flanken. Min sidemand sank om i et krater, dødeligt ramt. Et blik til venstre jog en grusom skræk i mine lemmer. Til halv venstre bag os sad fjenden endnu i sin grav og modtog 2. kompagni med opplantet bajonet og en helvedesild.

Hurtigt sprang vi tilbage til en god flankeringsstilling. Et stort granatkrater syntes os velegnet. Hurtigt nogle folk fra 4. kompagni frem og så hurtigskydning!

Ho  la la, Franz, det sidste havde ikke været nødvendigt! – Som vanvittig styrtede den fra flanken ramte fjende tilbage, naturligvis i den rene fordærv, for 2. kompagni og også 27erne passede godt på og kunne tage endnu et antal fanger.

Ved afbrænding af en lyskugle meldte vi til reserven og til artilleriet, at stormen var lykkedes til fuldkommenhed, og i de næste minutter skulle den slagne fjende igen fordøje de tunge granater.

Fra den blodigt tilkæmpede høj kunne man nu se over på Termitbakken, hvor Mecklenburgerne var steget ud af deres huller og iagttog det storslåede skuespil. Med klude og huer vinkede de til os og råbte et eller andet, i hvert fald: Hurra.

Fornøjede tiltrådte stormsoldaterne om natten tilbagemarchen.

Ved en lille sejrsfest, som kaptajn Borchmann afholdt for stormsoldaterne, mindedes vi vore kammerater, som i kampen om den  uhyggelige høj havde måttet ofre deres liv for fædrelandet, og da glassene stødte mod hinanden, stemte et forbipasserende kompagni i med: O’ Deutschland hoch in Ehren … –

Af Regimentshistorien.  Udkommer i uddrag på dansk 2016.

9. juni 1916. Levende begravet: “Jeg skreg, men ingen hørte mig!”

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.

Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.

Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.

Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par  minutter, før der sprang en granat oven på min hule.

Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.

Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.

Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.

Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.

Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.

Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.

Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.

Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.

Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.

Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.

Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.

Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.

Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.

Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.

DSK-årbøger 1966