Tag-arkiv: Afrika

Verdenskrigen i Kamerun

Oberjäger d. Res. Petersen* fra Schutztruppen skriver:**
Krigen i Kamerun mod en velorganiseret fjende var noget helt nyt for os tyskere. Vi blev angrebet af to overlegne fjender og måtte desuden kæmpe imod koloniens egne indfødte. Vi havde ikke mulighed for at få nye forsyninger, var dårligt bevæbnet og ingen artilleri. Desuden følte vi slet ikke den begejstring, som Tyskerne hjemme følte. Med vrede og bitterhed greb mændene i de spredt beliggende og ensomme plantager til våben og vidste, at frugten af mange års slidsomt arbejde igen ville blive overladt til urskoven.”
*muligvis den Erich Petersen nævnt forneden.
** Foerster

Nicolai Blædel skrev i 1916 en Interesant kronik om Kamerun. Her en lille godbid:
“Og netop Syd-Kameruns befolkning er ualmindelig vild og babarisk; flere stammer er endog menneskeædere. Der lever i disse skove så godt som ingen spiselige dyr, og da trangen til kød nu en gang er mennesket medfødt, skaffer de indfødte sig menneskekød. Det sker som regel gennem krige mellem landsbyerne. Fangerne dræbes og deres kød sælges på markedet. Meget efterspurgt og meget dyrt er det “hvide” kød, der er saltholdigere end det “sorte” kød og derfor højt gouteret i disse saltfattige egne. “

    Kamerun 1914

Folkebladet Sydjylland 24. Januar 1916.
Kamerun. De tyske tropper flygter over på spansk territorium.
London 21. Januar. Officielt meddeles: Efter at Jaunde i Kamerun var bleven besat den 1. Januar, blev der sendt troppeafdelinger af sted i forskellige retninger med det mål for øje at drive fjenden ud mod kysten og afskære ham fra at trække sig tilbage til det spanske territorium Muni.
En af disse afdelinger befriede 17 engelske og 7 franske civile fanger og 3 franske officerer og underofficerer.

Den 18. ds. Er der modtaget rapport om, at tyskerne har rømmet Ebolova og Akonolinga. Den tyske guvernør Ebermaier og kommandanten, oberløjtnant Zimmermann er ankommet til Muni. Der meldes om en kamp længere mod syd tæt ved den spanske grænse, hvor to små franske afdelinger fra kysten og fra fransk Kongo søger at hindre tyskerne i at slippe ind i Muni.

Ærø Avis 9. Februar 1916.
Kamerun erobret. Den tyske styrke interneret. (Privat).
Madrid, 8. februar. Officielt meddeles: 900 tyskere og 1400 indfødte fra Kamerun er gået ind på spansk territorium. De er bleven afvæbnede og internerede.

Bornholms tidende 10. Februar 1916.
Fra Kamerun krigen. De afvæbnede tyskere skal føres til Spanien.
Berlin tirsdag.
Fra Cadiz telegraferedes, at damperen “Catalonia” er bleven lejet af regeringen til at afgå til den spanske koloni Rio Muni og afhente 1000 tyske soldater, der har overskredet den spanske Kamerun-grænse og er blevet afvæbnede af spanierne. De pågældende tyske soldater skal interneres i Spanien.

Fyns Ventreblad 25. Marts 1916.
Krigen i Kamerun. Ammunitionsmangel har drevet tyskerne ind på spansk grund.
Berlin, fredag. I rigsdagens møde i dag rettede Bassermann (nationalliberal) en forespørgsel til regeringen angående de sidste kampe i Kamerun og situationen i Østafrika.
Koloniministeren besvarede forespørgselen og erklærede, at tyskerne i Kamerun på grund af ammunitionsmangel var gået over på spansk territorium, hvorhen næsten alle havde kunnet redde sig. Tropperne og administrationen i Kamerun havde gjort deres pligt til det yderste.

Sønderjyder i Kamerun:
Hansen, August ? Tabslisten.
Johannsen, Ove Emil Lorez Christian 
Petersen, Erich ? Tabslisten. Måske den tyske forfatter, Erich Robert Petersen: Link til Amazon

Uderligere oplysninger:
Læs mere om verdenskrigen i Kamerun her: Wikipedia tysk og engelsk.
En side med en del billeder på tysk.  Deutsche-kriegsgeschichte Kamerun
Finsted, Finn: ”Felttoget i Kamerun”. Link til PDF.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

I morgen Verdenskrigen i Østafrika. Krydseren “Königsberg” åbner ballet.

Verdenskrigen i de tyske kolonier i Togo og Sydvestafrika.

At tyskerne overhovedet havde kolonier i Afrika og andre steder, forklarer Jørn Buch her.
“Bismarck havde ikke interesseret sig synderligt for kolonier, men med Wilhelm II skete der også her et skifte med et ønske om ”en plads i solen”. Tysklands kolonier i Asien og Afrika blev dog aldrig nogen økonomisk gevinst, men de fik betydning for den tyske prestige. Foreninger som bl.a. ”Deutsche Kolonialgesellschaft” fra 1887, ”Alldeutscher Verband” fra 1891 og ”Deutscher Flottenverein” fra 1898 pressede på for at Tyskland skulle føre en ekspansiv udenrigspolitik, herunder opbygge en stærk flådemagt, hvilket for alvor tog fart fra 1890’erne. Kolonikapløbet og flådeoprustningen skærpede modsætningerne til de to ”gamle” koloni- og flådemagter England og Frankrig.”

Som det fremgår af avisartiklerne i de danske aviser var kampene i de tyske kolonier, Togo og Syd-Vestafrika hurtigt overstået. Kolonierne var militært underbemandet og muligheden for at få forstærkninger og forsyninger af søvejen var ikke muligt på grund af den engelske flådeblokade, der var ret effektiv.

Verdenskrigen i Togo
Det siges at det første skud englænderne affyrede under verdenskrigen foregik i Belgien den 22. august 1914, men i virkeligheden forgik det i den tyske koloni Togo på Guldkysten den 5. august da englænderne invaderede Togo.

Folkebladet Sydjylland 12. August 1914.
Togo. “Man må regne med sådanne overraskelser” – siger man i Berlin.
Berlin, 11. August. “Nordd. Allg. Zeit.” skriver:
Besættelsen af Lome, hovedstaden i kolonien Togo, ved en engelsk troppeekspedition, der var trængt ind fra Guldkysten, har ikke i ringeste måde overrasket det herværende koloniministerium. Ved koloniens overordentlig vanskelige beliggenhed, indkilet mellem franske og engelske besiddelser, måtte man regne med sådanne overrumplinger.

Vi må derfor slå os til tåls med den forbigående engelske administration af vor lille koloni, men vi er overtydede om, at vore større østafrikanske kolonier, der af naturlige grunde er mere forberedt på forsvar, ikke så let vil komme til at dele Togos skæbne. Navnlig i vor sydvestafrikanske koloni vil sikkert militæret og den civile befolkning forstå at forsvare sig. Hvorledes det imidlertid end går, vore tyske kolonialbesiddelsers skæbne afgøres ikke der ude, men på Europas farvande, og denne afgørelse vil vi afvente med roligt hjerte.

Holbæk Amts Ventreblad 27. August 1914.
Tysk Togo kapitulerer. Det engelske koloniministerium meddeler onsdag:
Tysk Togoland har overgivet sig uden betingelser. De allierede vil rykke ind i Kamina i morgen tidlig kl. 8. 

Yderligere oplysninger:
Læs mere om verdenskrigen i Togo. Wikipedia tysk  og engelsk
Læs mere om Togoland på dansk Togoland

Ikke fundet nogen sønderjyder i Togo.

Verdenskrigen i Tysk Sydvestafrika

Tysk Sydvestafrika

Tysk Sydvestafrika er nok i eftertiden mest kendt for den brutale nedkæmpning af Herero og Nama oprøret i 1904-1908. Det betragtes som ét af historiens første folkemord. Herero stammen, der var på ca. 100.000 personer blev reduceret til 20.000 efter nedkæmpningen. Paul von Lettow-Vorbeck var officer i beskyttelsestropperne under oprøret og fik her en lektion i Guerillakrig.

København 11. Juli 1915.
Tyskernes kapitulation i Sydvestafrika. Det britiske udenrigsministerium har udsendt følgende communiqué, dateret London 9. Juli 1915:
Generalguvernøren for den sydafrikanske Union telegraferer den 9. ds. Til koloniministeriet: følgende meddeles officielt fra hovedkvarteret i Pretoria:
Den 9. Juli kl. 2 eftermiddag har general Botha modtaget guvernør Seitz’ overgivelse af alle tyske tropper i Tysk Sydvestafrika. Fjendtlighederne er ophørte og felttoget således bragt til en lykkelig afslutning. Så godt som hele vor styrke vil blive bragt tilbage til Unionen, så hurtigt som de forhåndværende transportlejligheder tillader.

Den fangne hærs størelse.
London, 10. Juli. R. B. Til Reuters bureau telegraferes fra Pretoria:
Den tyske styrke, der har overgivet sig i Sydvestafrika, består af 204 officerer og 3166 mand med 37 feltkanoner og 22 maskinkanoner.

Berlingske 4. August 1915
Fra Sydvest-Afrika. Den tyske guvernør om kapitulationen. Berlin, 3. August RB. Officielt meddeles:
Guvernøren i Tysk Sydvest-Afrika, dr. Seitz, og chefen for tropperne dér, oberstløjtnant Franke, har med de Forenede Starters ambassadør som mellemmand aflagt følgende telegrafiske melding til kejseren:Vi melder allerunderdanigst Drs. Majestæt, at vi har været tvungne til at overgive til Botha resten af kolonitropperne i en styrke på 3400 mand, der ved Korab mellem Otavi og Tsumeb var omringede af fjenden med mange gange overlegne kræfter.

Enhver udsigt til med held at gøre modstand var udelukket, da vi, efter at Otavi, Gaub, Grootfrontein, Tsumeb og Namutoni var taget af fjenden, var afskårne fra vor forplejningsbasis, og ethvert forsøg på at bryde igennem var umuligt, da hestene, der i måneder ikke havde fået havre, var ganske udmattede. Alle personer, der hører til de hjemsendte og til landstormen, også de, der er tagne til fange i Sydafrika, vil få lov til vende tilbage til deres gårde og genoptage deres erhvervsvirksomhed. Officererne beholder deres våben og heste og kan på æresord forblive på fri fod i kolonien. De aktive tropper, der derefter udgør godt 1300 mand, får lov til at beholde deres geværer og blive koncentrede på en plads i kolonien, der endnu ikke er fastsat.

Yderligere oplysninger:
Læs mere om 1. verdenskrig i Sydvestafrika. Wikipedia Tysk og Engelsk.
Læs mere om Sydvestafrika her på dansk Tysk_Sydvestafrika
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Sønderjyder i Tysk Sydvestafrika:
Andresen, Peter
Bang, Claus – 21 år udvandret 10/10/1913 med S/S “General” fra Hamborg til Swakopmund, Afrika som militær. Vi har ikke flere oplysninger. Alsnissen.dk.
Christensen, Jacob ? – Tabslisten.
Johnsen, Andreas Nissen
Nissen, Peter ? – Tabslisten. Muligvis den samme som Krigsfangekort. Og som muligvis er den tredie søn som omtales her: En søn af Jørgen Nissen fra Søst Mark ved Aabenraa, er falden i Frankrig. En anden søn af Jørgen Nissen faldt allerede for et aars tid siden, og en tredje søn er interneret i Sydvest-Afrika. (Ingen af sønnerne er blevet identificeret.)

I morgen om verdenskrigen i Kamerun.

8. september 1918. Endelig brev hjemmefra: “En jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden”

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Da Englænderne en Dag giver os Tilladelse til at skrive og modtage Breve, føler vi det, som om de skænkede os den halve Frihed. Den 18. Februar 1915, lige før vi med „Kronborg” forlod Wilhelmshafen, skrev jeg det sidste Brev hjem til min Hustru.

Vel sendte jeg i 1916 fra Dar es Salam nogle Breve over Portugisisk Østafrika, Lissabon og Stockholm til Hjemmet, men var disse naaet
igennem? Jeg har aldrig turdet haabe det.

Vi faar udleveret nogle sammenfoldelige Breve med paatrykt: Prisonner of War, og kun saadanne maa benyttes.

Et Marketenderi er nu ogsaa bleven indrettet i Lejren og de tilladte Ting leveres af samme Jøde i Alexandria, der leverer Provianten til Officererne. Hans Johansen er bleven Kantinevært, og Jøden betaler ham 2 Procenl i Provision af Omsætningen. I disse Dage ha r han rivende Afsætning paa Blæk og Penne, som ingen i Aar og Dag ha r haft Anvendelse for.

I Spisebarakkerne sidder vi nu ved de grofttømrede Borde og det synes, som kniber det for mange at faa begyndt. Hvad maa vi i det hele taget skrive for at være sikker paa, at Brevene gaar igennem, er der een som spørger.

Tag du bare og skriv, at du har giftet dig med en Negerpige med Ring i Næsen, og saa snart Krigen er til Ende, møder i hjemme hos dine Gamle, saa skal du se, hvor henrykte de vil blive, svarer en anden.

Enkelte skriver slet ikke, de har ikke skrevet hjem i saa mange Aar, det kan godt vente et Par til. Maaske har de heller ingen Kære derhjemme, ingen, der venter paa dem, længes efter dem.

Jeg skriver saa kort og intetsigende som muligt for at være sikker paa, at det første Livstegn fra mig i snart fire Aar maa naa gennem Censuren.

Snart er den første Postsending samlet sammen og sendt afsted. I den følgende Tid er alle grebne af en paafaldende Rastløshed og Irritation, ingen ha r Ro til at tale med hinanden mere end højst nødvendig. Om Aftenen traver vi omkring i Sandet uden at kunne finde Hvile.

Under Krigens Aar i Østafrika har vi daglig i Tankerne været hos vore Kære, har tusinder af Gange spurgt os selv, hvordan mon det staar til derhjemme. Og hvordan er det mon gaaet Kammeraterne, der blev sendt til andre Fronter.

Nu endelig er Tiden snart inde, da Forbindelsen med Hjemmet igen vil blive knyttet, da vi skal spørge nyt fra vore Kære. Og hvorledes vil disse første Efterretninger mon blive? Vil de komme til at volde os Glæde, Skuffelse eller maaske Sorg?

Jeg udpeges til at være Postbud i vor Lejr. Hver Morgen skal jeg møde i Lejrofficerens Telt og der være behjælpelig med at hente og sortere den til Fangelejren bestemte Post.

Efterhaanden begynder de første Breve — og navnlig fra Sydtyskland — at strømme ind. Det er mit Arbejde at konstatere, om Adressaterne er til Stede i vor Lejr. Hvor dette ikke er Tilfældet, faar Brevene en Paategning af Sergent Fisher og bliver sendt videre til en anden L e jr i Ægypten.

Sergenten er et prægtigt Menneske, og vi kommer hurtigt paa en fortrolig Fod med hinanden. Hr. Fisher er en Købmandssøn fra London. Før Krigen har han opholdt sig baade i Tyskland og Svejts og taler derfor flydende Tysk.

Nogen Tid gaar hen. Endelig er der Breve til de fleste af Sønderjyderne i Lejren. Ogsaa til mig.

Jeg genkender øjeblikkelig min Hustrus Haandskrift mellem de mange Breve. Med rystende Hænder river jeg Omslaget op, en jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden, og kort efter udløser Spændingen sig i et dybt og befriende Aandedrag.

Brevet er ganske kort; min Hustru skriver, at hun med stor Glæde har modtaget mit Brev, det første Livstegn fra mig siden Februar 1915. Hun og Drengen har det godt og opholder sig hjemme hos Forældrene. Saa slutter hun med Haab om et snarligt Gensyn.

Min Hustru har fulgt den samme Taktik som jeg, kun at skrive saa korrekt og kort som muligt. Men Indholdet er et saadant Livstegn, som jeg Aarene igennem haabede engang at maatte modtage det. Et lille Fotografi er vedlagt, det er af min Hustru og vor lille Søn som treaarig. Han var otte Dage, da jeg rejste hjemmefra.

For at jeg ikke skal være i Tvivl om, hvem Drengen er, er hans Navn skrevet under Billedet.

Jeg er bleven saa let om Hjertet. Det vil nu være langt lettere for mig at holde ud, Krigen maa jo dog engang faa Ende og Gensynstimen slaa for os. Min Hustru venter paa mig!

Hvad er Slaveriet, Trældommens Kaar maalt med denne frydefulde Vished! Min Hustrus Hilsen har atter tændt Lys i mit Sind, men samtidig øget min Hjemlængsel.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

27. august 1918. I fangelejr: “Lejrofficeren ser ud, som om han helst vilde æde os alle sammen levende”

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Livet i Lejren er trivielt og ensformigt. Vi vækkes Kl. 6. Teltene rulles op forneden, og Tæpperne lægges sammen i Størrelse efter et nøjagtigt Maal, og efter en Snor anbringes de i lige Rækker udenfor Teltene. Vore faa Ejendele anbringes oven paa Tæpperne.

Derefter følger Morgenmaaltidet. Klokken 7,30 er der Appel, hver eneste i Lejren, ogsaa Officererne, maa træde an, hvorefter Lejrofficeren tæller Rækkerne.

Officererne har derpaa Dagen til deres egen Raadighed, men vi andre skal paany stille os op bag vore med mikroskopisk Nøjagtighed oprangerede Ejendele.

Den engelske Lejrofficer nærer absolut ikke venlige Følelser overfor
især de tyske Krigsfanger og som saadan betragter han naturligvis ogsaa os Sønderjyder. Han ser ud, som om han helst vilde æde os alle sammen levende.

Ledsaget af en Sergent og to Menige begynder han Inspektionen. Af og til gør han Holdt foran en Fanges Ejendele og disse ryger med et Spark i en Bue ud i Sandet.

Sergenten har saa at overtyde sig om, hvorvidt der har været mistænkelige Ting skjulte, eller om der er flere end de to tilladte Tæpper i Bunken. Det er med et umiskendeligt Had, at disse daglige Mønstringer foretages, men der findes aldrig noget fordægtigt og det er muligt, at dette ærgrer Officeren.

Vi lader os ikke overrumple, hver Morgen nedgraver jeg for mit Vedkommende mit tredie Tæppe, min lille Hovedpude og de faa
andre Ting, jeg reddede mig, dengang vi kom i Lejren.

De øvrige Fanger gør naturligvis det samme.

Omsider forlader Officeren Lejren, og vi aander lettere op.Derefter inddeler Sergenten til de forskellige Lejrarbejde r, der bestaar i at holde Lejren ren, fjerne Affald, hente Proviant og fremfor alt det store Arbejde, som Naturkræfterne bebyrder Fangerne med.

Paa disse Breddegrader oplever man ikke Frostvejr eller Snefald ved Vintertid, alligevel kan det dog være bidende koldt og stærke langvarige Storme blæser store Sanddriver ind over Lejren.

Det er saa Fangernes Opgave at fjerne Driverne. Under Stormene er der intet der undgaar Flyvesandet, alt spiseligt knaser mellem Tænderne. Sandet trænger sig paa ubehageligste Maade ind mellem Kroppen og Skjorten, i Strømperne, Haarbunden, allevegne.

Nogle Fordele har vi dog efterhaanden opnaaet. Efter Luftlinjen at regne er vi naaet halvvejs hjem. Vi faar daglig engelske Aviser ind i Lejren og kan gennem disse følge Krigens Forløb hjemme i Evropa.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

25. august 1918. Insekterne i maden er det eneste kød, vi får. I britisk fangelejr i Ægypten

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

I en Afstand af omtrent 10 Meter fra Pigtraadshegnet ligger der i en Vinkel Barak ved Barak. I en Del af disse er de tyske Officerer allerede installerede, i et Par bor der ogsaa flere tyrkiske og bulgarske Officerer.

Vi faar at vide, at Lejren hedder: „Officers Camp Sidi Bishr“.

I den ene Halvdel af Lejren er der rejst et stort Antal smaa runde Telte, og i disse indkvarteres vi med 10 Mand i hvert. Der er ikke mange Kvadratcentimeter Plads til overs, naar vi allesammen skal sove indenfor i Teltet og det er en bydende Nødvendighed, idet Nætterne her er anderledes kolde end nede syd for Ækvator.

Om Natten, naar vi sover, danner vi en Stjerneform, idet vi alle sammen ligger med Benene ind imod Teltstangen. Først graver vi os en Fordybning i Sandet, passende til Kroppen, et Tæppe har vi at ligge paa og et andet at dække os til med.

Alligevel kniber det med at holde os varme. Officererne er betydelig bedre stillede, deres Barakker er inddelte i Værelser, i hvilke de bor to og to sammen. Desuden er de saa heldige at kunne sove i en god Seng, og de sørger selv for deres Forplejning.

En Jøde i Alexandria leverer dem Provianten og to tjekkiske Kokke, Fanger fra Palæstinafronten, tilbereder Maden for Officererne i det saakaldte Officerskøkken.

Provianteringen til vor Forplejning sorterer under den engelske Kvartermester. I en lang Barak i Udkanten af det store Lejrkompleks ruger han over den ham betroede Proviant. Provianten, der udleveres til de tyske og tyrkiske Fanger, er forskellig, men omsat i Penge er den nok omtrent det samme værd, hvilket vil sige meget lidt.

I de Aar, Krigen har staaet paa, ha r vi stadig mere og mere maattet nedsætte vore Fordringer til Provianten. Kurven her viser yderligere Nedgang, en ret betydelig endda. Vor Føde bestaar som Regel kun af Hestebønner og Ris samt lidt Finbrød, Te og Sukker. Brødet er godt,
men meget knapt tilmaalt. Med lidt Vemod tænker vi paa al den Kaffe, som vi svælgede i i Dar es Salam. Jeg mindes ogsaa et Tilfælde nede i Livale i 1916, da vi en Dag ganske uventet fik udleveret nogle Løg og et Brev Krydderi, hvilken Forandring det dog bragte i Smagen paa de ensformige Retter.

Hvad vor Føde her i Lejren angaar, kan til Overflødighed oplyses, at Bønnerne indvendig var beboede af smaa sorte Dyr, som under Kogningen kommer frem og i Hundredvis flyder oven paa Suppen.

Disse uappetitlige Smaadyr var omtrent det eneste Kød, vi fik. De fleste gør sig dog den Umage at fiske dem op og placerer dem paa Randen af deres Bliktallerken.

En Dag søgte en Deputation med en saadan uappetitlig Tallerken Hestebønnesuppe Foretræde hos den engelske Lejrofficer, men denne jager Deputationen bort med den Bemærkning, at bedre Forplejning faar de engelske Krigsfanger i Tyskland ikke.

Et Par af Fangerne, der har siddet indespærret i Lejren siden Slutningen af 1915, fortæller, at Forplejningen til at begynde med var betydelig bedre. Krigen har varet for længe og der maales sikkert efter Gensidighedsprincippet.

Ris kogt i Vand har nu snart i fire Aar været Erstatning for Kartofler, og jeg kan fuldt ud bifalde, naar det ofte lyder: Alt andet i Verden, blot ikke Ris.

En lille Trøst er det, at Officererne heller ikke har Raad til at købe Kartofler, men maa nøjes med Ris og Makaroni.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

 

S/S “Kronborg”s besætning.

Her på siden har vi kunnet følge Nis Kock på hans færd om bord på blokadebryderen “Kronborg” til Tysk-Østafrika og hans oplevelser som soldat i tropperne der. Nu er der oprettet sider på alle S/S “Kronborg”s besætningsmedlemmer med tilknytning til Sønderjylland.

Besætningenen på S/S “Kronborg”.
Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild — nu Politipræsident i Magdeburg —
1. Styrmand Daniels, Flensborg,
2. Styrmand Jes Wilhelm Bagger, Flensborg, født i Ballum
3. Styrmand Jes Jørgensen Elberg, født på Barsmark, bopæl i Aabenraa
Lods Albers, Rigstysker,
1. Maskinmester Christian Bernhard Hansen, født i Bovrup, Løjt kirkeby
2. Maskinmester Hans Heinrich Nissen, født i Brandsbøl (død kort efter Hjemkomsten), krigsfange i Indien.
3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved
Assistent Franz Friedrich William Norling, født i Graasten
Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og
Telegrafist Friedrich Wilhelm Karottki, født i Aabenraa,
Baadsmand Lorentz Heinrich Matthiesen, født i Rinkenæs
Intendant Anker Nissen, født i Kastvraa, Haderslev,
Kok Lorentzen fra Husum,
Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid).
Matros Mads Jensen Møller, født i Rise, Aabenraa,
Matros Peter Marius Jørgensen, født i Skovby, Vedsted sogn
Matros Pitzner, Angel,
Matros Christian Ludwig Møller, født på Skodsbølmark, boede i Sottrupskov (død kort efter Hjemkomsten)
Matros Warshun, Mecklenborg,
Matros Andreas Nielsen Boysen, født i Møgeltønder, boede i Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika),
Tømrer Hans Hansen, Flensborg.
Fyrbøder Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg
Fyrbøder Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam)
Fyrbøder Thomas Peter Hansen, født i Egernsund,
Fyrbøder Nis Kock, Sønderborg
Fyrbøder Karl Bahr, Danzig,
Fyrbøder Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg
Fyrbøder Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika)
Fyrbøder Hans H. Bartram, Sønderborg
Fyrbøder Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).

Yderligere oplysninger:
Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Tysk Østafrika
Kock, Nis: Sønderjyder vender hjem fra Afrika
Nissen, Anker: Sønderjylland – Afrika tur-retur
Møller, Christian Ludwig: På langfart i verdenskrigen.
Hjemmeside om damperen Rubens/Kronborg extern link
Nørby, Søren: Krydseren Valkyriens togt juli – september 1919. Marinehistorisk Tidsskrift 2011.
Artikler om Valkyriens ankomst i 1919

1. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Østafrika, hvor de tyske tropper under von Lettow-Vorbeck fordrives fra Tysk Østafrika, men trænger ind i Portugisisk Østafrika (Mozambique), hvor de fortsætter kampene. På Østfronten indstilles kamphandlingerne som følge af den russiske revolution og den nye, bolsjevikkiske regering. Samtidig offentliggør Trotskij de hemmelige aftaler, som Zarens Rusland havde truffet med Vestmagterne – bl.a. om fordelingen af landområderne i Mellemøsten. På Vestfronten fortsatte kampene ved Cambrai med tyske modangreb under anvendelse af nye taktikker: Hutier-taktikken, der kombinerede gasgranater, flystøtte og stormtropteknikker viste sig lige så effektiv som den britiske indsættelse af kampvogne i stort antal. I Italien reorganiserer den nye stabschef Armando Diaz hæren. Han forsøger bl.a. at dæmpe uro ved at imødekomme årsagerne til uroen snarere end med drakoniske straffe og henrettelser, således som forgængeren Luigi Cadorno havde foretrukket. Hæren fik også en professionel PR-strategi. I Ungarn var der uroligheder med demonstrationer for fred og Estland erklærede sin uafhængighed fra Rusland. Freden på østfronten frigiver en halv million tyske soldater til indsættelse på Vestfronten – krigen kunne vare længe endnu!

EFTERSKRIFT FOR NIS KOCK

Sidste nyhed om Nis Kock findes her. Det følgende er et efterskrift fra bogen “Sønderjyder forsvarer Østafrika”. Det giver en fin lille krølle på Nis Kocks historie efter hans tilfangetagelse i Nambindinga og efterfølgende færd frem til hjemkomsten til Danmark.

EFTERSKRIFT

Nis Kock blev sammen med de øvrige Fanger fra Nambindinga ført til Havnebyen Lindi og derfra til Daressalam.

Her var de Jul og Nytaar over og blev derefter fordelt i forskellige Fangelejre udenfor Østafrika.

Nis Kock kom til Lejren i Sidi Bish i Ægypten, hvorfra han i Efteraaret 1919 blev ført til Danmark. I Anledning af Afstemningerne i Sønderjylland blev de sønderjyske Krigsfanger omkring i Verden befordret hjem før de øv­rige tyske Krigsfanger, og Nis Kock, Peter Hansen, tredie Mester Lauritz Hansen var mellem dem, der den 10. September 1919 gik i Land fra Krydseren „Valkyrien“ ved Langelinie og i en lang Række festlige Dage var et jublende Københavns Gæster.

Da han senere kom til Berlin for at faa ordnet sine Papirer, var Modtagelsen knap saa hjertelig. Spartakisterne raabte „Noskegardister“ efter de Mænd, der havde kæmpet i Østafrika for Tysklands sidste Koloni.

I denne Bog er ikke alle Navne fra Besætningen paa „Kronborg“ medtaget, men kun dem, der naturligt falder ind i de forskellige Begivenheders Ramme.

De øvriges Navne bør dog ikke derfor glemmes, og de gengives her med deres rigtige Adresser i Modsætning til, hvad der var Tilfældet paa „Kronborg“s Mandskabsliste:

Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild — nu Politipræsident i Magdeburg — l.Styrmand Daniels, Flensborg, 2. Styrmand Jes Bagger, Flensborg, 3. Styrmand Elborg, Aabenraa, Lods Albers, Rigstysker, 1. Maskinmester Chr. Hansen, Løjt kirkeby, 2. Maskinmester Hans Nissen, Nordborg (død kort efter Hjemkomsten), 3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved, Assistent Willy Norling, Graasten, Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og Karotki, Aabenraa, Baadsmand Lorentz Mathiesen, Alnor ved Graasten, Intendant Anker Nissen, Haderslev, Kok Lorentzen fra Husum, Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid). Matroserne Mads Møller, Aabenraa, Peter Jørgensen, Skovby ved Haderslev, Pitzner, Angel, Christian Møller, Sotrupskov (død kort efter Hjemkomsten), Warshun, Mecklenborg, Boysen, Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika), Tømrer Hans Hansen, Flensborg. Fyrbødere: Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg, Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam), Peter Hansen, Egernsund, Nis Kock, Sønderborg, Karl Bahr, Danzig, Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg, Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika), H. Bartram, Sønderborg, Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. “Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.” Nis Kock tages til fange i Østafrika.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Det sidste forsvar ved Nambindinga begyndte så småt at trække sig ud for at følge general Lettow-Vorbeck mod (hvad der i dag er) Mozambique. Efterfølgende kom englænderne så småt ind i lejren.

Ude omkring Lejren lød Maskingeværsalverne, men der blev længere og længere imellem dem, og op mod Højen kom nu gaaende nogle sidste Askariafdelinger, der havde hindret Englænderne i at trænge frem, saa længe det var lyst.

De kom gaaende langsomt og tungt og forsvandt imellem Træerne igen. Men nu kom, som vokset op af Jorden, andre Afdelinger dragende ud af Tusmørket.

De gik lige forbi det Sted, hvor jeg laa. Jeg rejste mig op paa Albuen og saa paa dem med vidt opspilede, febersyge Øjne. Hurtigt og næ­sten lydløst sluttede Afdeling sig til Afdeling og voksede ud af Mørket, blev tydelige et Øjeblik i Skæret af de mange Baal og forsvandt igen i Mørket. Det var den tyske Østafrika-Hær, der marcherede mod den portugisiske Grænseflod Rovumi.

Baalene skinnede paa eventyrlige Skikkelser, hvide og sorte imellem hinanden, med Geværerne over Nakken med Kolben bagud. Der var barfodede Skikkelser og Folk med nøgen Overkrop og Patronbælterne som Bandoler over Brystet, der var Folk med skæve Tropehjelme, gamle Filthatte, Uniformskasketter eller bare Hoveder.

Alle Slags Laser dukkede op belyst af Baalene og forsvandt igen ud i Mørket. Forbimarchen blev ved. Baalenes Ild gav Glimt i de blanke Riffelløb og i Stellene til Maskingeværerne, der blev baaret som Tomandsbyrde.

Afdeling efter Afdeling sluttede sig til. Nogle af dem var kun ganske smaa, men der var mange af dem — det maatte være Resterne af de forskellige Kompagnier.

Hvor mange var der? Jeg kunde ikke faa Tal paa dem, men over et Par Tusinde var der ikke. Og her i Østafrika var der rejst en Hær paa tre Tusind hvide og 11,000 Askarier.

Afrika havde næsten slidt denne Styrke op — de lasede Mænd, der drog forbi, var de sidste, der var tilbage. Efter Askariernes Skyggehær fulgte en uendelig Strøm af Bærere, og efter dem igen en lang, lang Række Kvinder og Børn, der klamrede sig til Hærens Bagtrop.

Det blev mørkere og mørkere, og jeg saa mindre og mindre af, hvad der skete omkring mig. Feberen steg, og jeg havde næsten intet Kinin. Jeg lagde mig ned i mine Tæpper, men endnu længe efter kunde jeg høre Lyden af de Hundreder af Fødder, der vandrede ud af Nambindinga paa Vej til Rovumi.

De andre drog videre, og jeg blev tilbage. Jeg kunde ikke sove. Over hele den store Lejr, hvis Udstrækning jeg ikke kendte, havde sænket sig Stilhed. Baalene begyndte at brænde ud, men omkring dem laa Hundreder af Mennesker og ventede paa Morgenen.

Tidligt den næste Morgen smeldede Maskingeværerne mod Lejren fra Englændernes Stillinger, men ikke et Skud svarede fra den døde Lejr. Kort Tid efter saa jeg de første engelske Soldater forsigtigt dukke op i Lejrens Udkanter, og et Øjeblik efter vrimlede det af dem. Det var Negersoldater fra Kaplandet i flunkende nye Uniformer med opkrammede Boerhatte.

Solen blinkede i Hundreder af Geværer, da de løb gennem Lejren raabende og skrigende. De standsede ikke ved de syge, men ledte efter levende og kæmpende Tropper.

En Officer fulgt af en halv Snes Mand var ved at falde over Vaabenmesteren. Han svingede en Revolver i Haanden og var kobberrød i Ansigtet af Ophidselse, mens han raabte den ene Gang efter den anden:

— Generalen, hvor er Generalen?

Der var ingen, der svarede ham, men han blev ved at gentage sit Spørgsmaal. Saa rejste en af de syge Hovedet og begyndte at le.

Flere stemte i med. — Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.

Det var den 18. Oktober 1917 [Der skulle stå november her red.], at den store Overgivelse ved Nambindinga fandt Sted. Ude omkring i den store Lejr laa mange Sønderjyder fra „Kronborg“, men vi saå først hinanden flere Dage senere paa Vej til Lindi.

[Der var over 300 hvide soldater og op mod 700 askarier (sorte soldater) tilbage i Nambindinga da den blev taget. De fleste blev sendt i fangelejrer i Egypten. Heriblandt Nis Kock.]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. “Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid”. Den store overgivelse i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Med nyheden om at Nis skulle blive i Nambindinga, var det tid til at tage afsked med hans folk. Nis Kocks store safari var ved at drage mod enden.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]

Jeg gik hen til Vaabenmestrene og fortalte dem, at jeg skulde blive tilbage. Det skulde den ene af dem ogsaa. Saa gik jeg tilbage til min Lejrplads og hentede mit Gevær og mine Patroner og min Pistol, som jeg afleverede til Vaabenmestrene, og derefter sagde jeg Farvel til mine Bærere, Mand for Mand.

Det var det værste af det altsammen. De stod dér saa ubevægelige og ulykkelige, og jeg havde intet at sige dem andet end at ønske dem god Rejse og takke dem for den Tid, vi havde været sammen.

Tung i Sindet og tung om Fødderne vendte jeg mig fra dem og gik hen til det Sted, hvor Ramasan havde redt mit Leje.

Nu var det uigenkaldeligt forbi. Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid, og Fremtiden kunde jeg ikke danne mig nogen Mening om.

Jeg var ikke mere, og mine Fodtrin skulde ikke længere blandes med de Hundreder Fødders Trav gennem Urskove og Græssletter, over Bjerge og udtørrede Flodlejer. Jeg var afvæbnet og sat udenfor, og i samme Nu forstod jeg, at det, som jeg havde oplevet, var noget stort og eventyrligt — et Stykke Verdenshistorie, som nu var afsluttet for mit Vedkommende.

Jeg var et Stykke Vraggods fra det store Forlis og talte ikke med mere. Ramasan tog imod mig, og jeg fortalte ham, at det, som vi havde talt om for nogle Dage siden, var gaaet i Opfyldelse.

Nu var Krigen endt for os. — Nu kommer du hjem igen til Daressalam, og det gør du ogsaa, Ali.

— Amri ya Mungu — det er Guds Villie, svarede Ramasan paa begges Vegne. Ingen af dem saa videre begejstrede ud, men maaske skjulte de deres Følelser. Jeg lagde mig paa mit Leje og svøbte mig ind i Tæpperne. Feberen var igen begyndt at gøre sig gældende.

Den kom altid, naar man var længst nede i Humør. Ramasan og Ali syslede med Maden, og jeg spiste lidt. Saa satte de sig i Græsset et Stykke fra mig og talte sammen. Og medens vi laa dér og ventede paa, at Natten skulde komme, kom der andre og slog sig ned ved Siden af os, Hvide og Sorte imellem hinanden.

Ikke langt fra mig laa en af Vaabenmestrene stærkt angrebet af Malaria, og et Stykke til den anden Side, tæt ved Ramasan og Ali, havde Ambulancesoldater lagt en saaret Officer, som jeg genkendte som Kaptajn Liebermann, der havde ført de Afdelinger, som havde forsvaret Ndanda. Han var haardt saaret og laa og stønnede paa sit Leje. 

Imellem Træerne og Buskene tændtes Baal ved Baal — ikke høje frejdige Soldaterbaal, men smaa bitte Lysprikker i Mørket, og om de fleste af dem laa Folk, som skulde blive tilbage.

Ramasan fortalte mig, at Hundreder af Sorte og Hvide skulde efterlades i Lejren, og at sorte Soldater havde knust deres Geværer og brændt dem paa et stort Baal, for at de ikke skulde falde i Englændernes Hænder.

Han havde forsøgt at komme hele Lejren igennem, men var ikke naaet saa langt. De saarede og syge og en Del Fanger, som var taget ved Mahiva, laa spredt over et stort Terræn, og der kom stadig saarede fra de Kampe, som hele Dagen havde raset omkring Lejren.

Jeg forstod, at dette var en Overgivelse i den store Stil, og at General Lettow-Vorbeck havde noget ganske særligt i Sinde, siden han sorterede saa mange af sine Soldater fra, og snart løb det ogsaa Lejren rundt fra Sygeseng til Sygeseng, at Generalen var vendt tilbage efter et Opklaringsridt, hvor han havde fundet en Vej ud mellem de engelske Tropper.

Den gik stik mod Syd, og det var Meningen, at de Afdelinger, der var dannet af det sidste kampkraftige Mandskab, skulde gaa over Grænsen til portugisisk Østafrika og fortsætte Krigen dér.  Kunde der ikke længere kæmpes i Østafrika, saa skulde der kæmpes andre Steder, hvor der var Plads til det.

Jeg fyldtes af en gysende Beundring for denne stædige og utrættelige Mand, paa hvis Ordre jeg havde vandret det halve Østafrika igennem og udholdt Sygdom og Sult, og som nu, da alle Sunde var lukket, alligevel havde fundet en ny Udvej.

[FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. ” Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin” – Nis Kock får ordre om at blive tilbage.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Mens den tyske hær var i Nambindinga blev de så småt omringet af de engelske styrker. Det var planen at hæren skulle bryde fri, men det betød også at de syge måtte blive tilbage. Heriblandt de malariaplagede.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]

Jeg talte med et Par hvide Soldater, deriblandt med de to Vaabenmestre, som jeg havde arbejdet under i Livale og kendte godt. Jeg spurgte dem, om vi var fuldstændig omringet, og det mente de nok, men den ene af dem var sikker paa, at Generalen nok skulde finde en Aabning at smutte ud igennem.

Den anden mente ingenting. Han laa indsvøbt i sine Tæpper stærkt angrebet af Malaria. Ud paa Eftermiddagen begyndte der at gaa Rygter om, at Gennembrudet skulde finde Sted om Natten. Ramasan kom hen imod mig og fortalte, at der havde været en Ordonnans med Meddelelse om, at alle hvide Mænd skulde undersøges af Lægerne.

Jeg gik hen til en Græshytte, udenfor hvilken der stod en Del hvide Mænd, som jeg ikke kendte. En Læge undersøgte dem hurtigt og var færdig, inden jeg kom derhen, og Mændene begav sig bort i en anden Retning, saa jeg ikke fik talt med dem. Læ­gen sagde ogsaa nok. Han undersøgte mig et Øjeblik og spurgte saa:

— Malaria?

— Javel!

— Kan De klare Dem uden Kinin et længere Stykke Tid?

— Det har jeg ikke prøvet det sidste Aar, men jeg har haft for lidt.

— Saa maa De blive tilbage her.

Blive tilbage — saa bliver jeg jo fanget. Lægen trak paa Skuldrene:

— Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin, og som er saa medtaget af Sygdommen som De. Vi kan ikke føre syge Mennesker med os. Jeg kan trøste Dem med, at vi maa efterlade Folk, der ikke er tilnærmelsesvis saa medtaget som De.

Tankerne svirrede rundt i Hovedet paa mig, da jeg gik tilbage til mine Bærere. Lægen havde talt saa roligt og sindsligevægtigt til mig, som om det var en selvfølgelig Sag, at jeg skulde blive tilbage her i Nambindinga og lade mig tage til Fange.

For mig var det en Verdensbegivenhed, og et svagt Haab blussede op i mig om at gense mine Kære derhjemme. Men det var stadig lige ufatteligt, at jeg ikke var med mere.

Jeg var udenfor det hele. Naar de andre drog videre, skulde jeg ikke følge med. Vi skulde aldrig mere gaa sammen paa de lange Safarier, og jeg skulde ikke mere høre Bærernes enstonige Sang, som forstummede, naar Solen stod højest, men levede om Morgenen og i Aftentimerne, naar vi nærmede os Lejrpladsen.

Jeg blev et Bytte for de mest modstridende Følelser, og dertil kom, at et nyt Malariaanfald var paa Vej og bredte Haabløshed over mit Sind. Hvad kunde det nytte altsammen?

Hvordan kom jeg hjem? Som en syg og nedbrudt Mand. Afrika havde taget det bedste af min Kraft, og nu da jeg var udslidt og næsten havde forsonet mig med min Skæbne, skulde jeg lade mig fange, mens de andre drog videre.

Men Tanken om Hjemmet blussede op igen, og træt af at kæmpe med mine forvirrede Tanker naaede jeg hen til et lille Træskur, hvor vi om Formiddagen havde anbragt vor Ammunition.

Her stod de to Vaabenmestre, som jeg kendte saa godt, og her stod mine Bærere, som havde været sammen med mig i over halvandet Aar.

Det gav et Stik i mit Hjerte, da jeg saa deres trofaste og gode Ansigter, som jeg havde haft for Øje Dag efter Dag paa de lange Rejser, og som havde kendt Stache. Det var som at sige Farvel til ham engang til.

[FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. Den tyske hær samles i Østafrika. “Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Midt i november samledes den tyske hær i Nambindinga. Nis Kock opsøgte her general Lettow-Vorbeck.

Nambindinga var blot et Navn. Der laa ingen By paa det Sted, men maaske havde der engang ligget en. I disse midterste Dage af November 1917 var det imidlertid det Navn, der oftest blev nævnt blandt Resterne af de tyske Tropper i Østafrika.

Da vi naaede dertil, fik jeg kun lidet at se af Stedet, men alligevel er Nambindinga en Milepæl i den østafrikanske Krigs Historie. Hæren trak sammen mod Nambindinga.

Alle Afdelinger, jeg mødte, var paa Vej dertil. Nogle marcherede som i Fredstid maalbevidst frem gennem det bjergfulde og uvejsomme Land, medens andre knap slap saa let af Sted. Langs de Veje, hvor jeg med min Safari førte den Ammunition, som jeg havde arvet efter Stache, til Samlingsstedet, blev der kæmpet.

Maskingeværerne knitrede, og Geværerne hakkede uregelmæssigt ind imellem. For hver to Kompagnier, der kunde marchere farefrit til Nambindinga, var der ét, der maatte holde Englænderne tilbage.

Fra Morgen til Aften hørte vi Skydningen omkring os, og da vi holdt vort Indtog i Lejren ved Nambindinga den 16. November kort før Mørkets Frembrud, smældede Maskingeværsalverne rundt i Skovene og fortsatte længe efter, at det var blevet mørkt.

Jeg lod mine Folk lægge sig og gik ind i den store Lejr, der var spredt over et meget udstrakt og temmelig bevokset, højtliggende Terræn, for at melde mig til General Lettow-Vorbeck.

Han var imidlertid ikke til Stede i Lejren, og jeg meldte mig saa i Stedet for til hans Adjudant, der gav mig Ordre til at overtage Staches Arbejde og Plads Det fyldte mig med Stolthed, at jeg var blevet betroet det store og vanskelige Arbejde, men ogsaa med Ængstelse for ikke at kunne gøre det godt nok.

De sidste Par Dage havde været temmelig nedslaaende for mig. Malariaen var vendt tilbage, om ikke med uformindsket Styrke, saa dog paa en saa ubehagelig Maade, at jeg var ved at segne af Træthed. Jeg vidste, at der maatte være en Del Kammerater i Lejren og vilde komme flere endnu, efterhaanden som Afdelingerne trak sig sammen her, og jeg vilde ogsaa gerne have hilst paa dem og talt med dem, men jeg havde ikke Energi til at opsøge dem og til at tale med nogen.

Jeg rullede mig ind i mine Tæpper og faldt snart i en tryg Søvn af Træthed. Den gik dog hurtigt over til den typiske hvileløse Febersøvn, og om Morgenen den næste Dag var jeg alt andet end kampdygtig. Hele den tyske Styrke samledes i Nambindinga.

Ind i Lejren kom dragende Bærerkolonner, Askarikompagnier, Safarier af Kvinder og Børn, der fulgte med Soldaterne og Bærerne. Ude omkring Lejren hørtes en vedvarende Maskingeværild, der syntes at komme fra alle Sider, og nogle af de Tropper, der kom ind i Lejren, saa ud til lige at have været i Kamp. De var trætte og udasede, og mange af dem bar friske Forbindinger.

For første Gang i denne Krigs Historie var de tyske Afdelinger trængt sammen paa en saa snæver Plads, at de, der havde begyndt Kampene ved belgisk Kongo, og de, der havde kæmpet paa Grænsen til Kenya, kunde høre hinandens Geværer knalde.

Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende. Der kunde kun være et Gennembrudsforsøg eller en almindelig Overgivelse tilbage.

De sorte Soldater, som rykkede ind i Lejren, tog sig fantastiske ud i Solens Lys. Nogle var i engelske Uniformer, andre var klædt i Resterne af tyske, og atter andre havde begge Nationers Uniformsdele hængt paa Kroppen. 

De fleste havde noget paa Hovedet, men mange af dem gik barhovedet, og de andres Hovedbeklædninger var saa forskellige, at det grænsede til det helt utrolige. At der fandtes saa mange Slags Hovedbeklædninger i Verden, var ikke til at forstaa.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!] [FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

16. november 1917. I Østafrika: “jeg vil spørge dig, Bwana, om Krigen i Ulaya (Europa) snart holder op. “

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. På vej sydpå betragtede Kock de hyppige skovbrande, og Ramasan spørger ind til krigen i Europa.

Det begyndte at mørknes, og ude i Skovene tændtes Baal ved Baal lige for Øjnene af mig og ud til Siderne, og bagved mig, da jeg rejste mig op for at se hele Horisonten rundt.

Det kunde være Englændernes Lejrbaal, men de fleste af dem var sikkert Skovbrande. De bevægede sig ganske langsomt, da der var fuldstændig vindstille, og vilde vel først blive slukket, naar Regntiden kom.

Senere fik jeg at vide, at saadan brænder Skovene ofte i Afrika og har gjort det fra Tidernes Morgen. Disse Brande er helt forskellige fra de fremstormende Skovbrande i andre Lande.

De holder sig ganske stille paa ét Sted, til der ikke er mere, der kan fortæres af Ilden, saa springer Ilden over i den næste Trægruppe og kan saaledes meget langsomt æde sig en Vej gennem Skoven. De almindeligste Brandstiftere er Lyn og Baal, der ikke er slukket ordentligt.

Her var det vel ogsaa Brandbomber, Granater og maaske skødesløst henkastede Cigaretter.

Da det blev helt mørkt, fik Himlen et brandrødt Skær hele Horisonten rundt, og jeg kunde først rive mig løs fra det sjældne Syn, da Ramasan kom hen til mig med min Mad.

Da jeg havde spist, blev han staaende, og jeg var klar over, at han vilde tale med mig, og spurgte ham, hvad han vilde 

— Jo, jeg vil spørge dig, Bwana, om Krigen i Ulaya (Europa) snart holder op.
— Ja, Ramasan — jeg skottede ud til de brændende Baal og den brandrøde Himmel, der laa om os som et Krigens Tegn — jeg tror næsten, at Krigen snart er forbi.
— Vender du saa tilbage til Ulaya?
— Ja, det gør jeg, Ramasan — dér har jeg jo min Bibi, men maaske vender jeg engang tilbage til Afrika sammen med min Bibi — vil du saa være Boy for mig igen?
— Ja, Bwana, det vil jeg — kwa heri, Bwana!
— God Nat, Ramasan.

Den stakkels trofaste Ramasan! Nu var det ogsaa blevet for meget for ham. For første Gang havde han spurgt mig om, hvad. Tusinder af Hvide havde spurgt hinanden om i Aarevis.

Mit Svar til ham var ikke nøje overvejet, men jeg følte det som en sikker Sag, at nu maatte det lakke ad Ende med Krigen baade her og i Europa. Og dengang var min Hensigt at vende tilbage til Afrika, hvis jeg nogen Sinde slap levende derfra.

Der er en ejendommelig dragende Magt i dette mærkelige Land.  Mange Sønderjyder, der har gennemlevet endnu mere end jeg, nærede det samme Ønske, og nogle vendte ogsaa tilbage.

Men de fleste af os blev fanget ind af Hverdagen, da vi kom hjem. Hvor længe har Ramasan ventet paa, at jeg skulde vende tilbage?

Vi hvide Mennesker kaster den Slags Løfter i Flæng, men i Afrika bliver de bevaret i dybeste Alvor og med en lang Hukommelse.

Hvornaar holdt Ramasan op med at vente paa mig?

Jeg gik hen til mit Græsleje, som Ramasan havde redt, og rullede mig ind i mine Tæpper. Feberen kom igen, og jeg laa længe uden at kunne sove, medens Himlen rødmede af de brændende Skove.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

15. november 1917. Nis Kock mindes faldne venner. “Et Nik og en skødesløs Hilsen var den Afsked, vi fik taget.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Efter tabet af Ndanda og hans overordende Stache, fortsatte Kock safarien sydpå.

Under vore Marcher mod Syd var vi ellers kommet ind i et Landskab af sjælden Skønhed og af megen Ejendommelighed. Det var et Bjerglandskab med en langt bedre Luft end Lavlandet, og den livede mig meget op, men ikke nok til, at jeg kunde glemme Malariaen.

Vi gik op ad Bjerge, der ligesom var forsynet med Trappetrin lavet af Naturen selv, og fra den ganske flade Top, hvor vi slog Lejr, havde vi en pragtfuld Udsigt over det skønneste Skovlandskab.

Rundt omkring bredte sig herlige Skove og smukt og ejendommeligt formede Bjergtoppe, men mærkeligt nok var Beboerne i dette smukke Landskab noget af det grimmeste, man kunde se for sine Øjne.

Det var dog ikke Naturens Værk.

Wamakondestammerne, som bor her, er verdensberømte for den Maade, hvorpaa de vansirer deres Kvinder. Deres Læber bliver, fra de er ganske smaa, udspilet med Træringe, der stadig gøres større og større, med det Resultat, at de voksne Kvinder ligefrem har Næb som Ænder.

Ramasan fortalte mig, at de gjorde dette for at hindre Bortførelser, og jeg maatte indrømme, at det var ganske snildt udtænkt, selv om det medførte, at de lykkelige Ejermænd skulde gaa rundt og se paa de rædselsfulde Andenæb.

Af alle hidtil udpønskede Midler til at forhindre Bortførelser er dette sikkert det mest effektive. 

Vi slog Lejr, og jeg satte mig ned paa en Sten og saå ud over det smukke Landskab.

Efter Maaneders Vandring i Elefantgræs og sur, sumpet Jungle var dette Syn en Hvile for Øjne og Nerver. Ramasan havde tændt et Baal mellem tre Stene, som han havde gjort det paa Hundreder af Lejrpladser, og Bærernes Baal blussede ogsaa lystigt nede bag nogle store Sten, hvor de havde slaaet sig ned.

Jeg sad og tænkte paa min gamle Ven Peter Hansen — om Englænderne nu gad ofre saa megen Lægekunst paa ham, at han kunde blive rask, og paa Stache.

Jeg savnede ham. Vi havde siddet sammen ved saa mange Lejrbaal, at jeg ikke kunde tænke mig, at han ikke var et eller andet Sted i Lejren. Selvfølgelig maatte han dukke op og begynde:

— Naa, Kock — saa slap vi da levende over denne Dag.

Men Stache kom ikke — han kom aldrig. Da Bærerne drog ud fra Ndanda skrukkende sig for Geværkuglerne, der fløj over Hovedet paa dem, saå jeg ham for sidste Gang.

Et Nik og en skødesløs Hilsen var den Afsked, vi fik taget.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. november 1917. Kampe i Østafrika: “Jeg satte Ild til Tændsnoren og løb i rasende Fart”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Som Englænderne rykkede nærmere skulle ammunitions depotet også skaffes af vejen, men Nis Kock måtte skynde sig inden de tyske tropper rykkede for langt tilbage.

Fra et højt Stade kunde jeg se den tyske Front i hele dens Udstrækning. Afstanden til de nærmeste var vel omkring 300 Meter, og hvis de sprang tilbage endnu engang, vilde de være indenfor Farezonen, naar Sprængningen skete.

Og det kunde ikke vare længe, før de maatte tage dette Spring, da Englænderne ustandseligt søgte at omgaa deres Flanker, hvad de havde let ved paa Grund af deres store Antal.

Jeg blev liggende nogen Tid endnu og saa paa Kampen. Meget var der ikke at se af Englænderne udover smaa Grupper, der paa én Gang dukkede op, løb frem og kastede sig ned igen.

Saa steg Geværilden i Styrke paa tysk Side, og ofte naaede ikke alle Gruppens Medlemmer frem.

Det var, saa vidt jeg kunde skønne, en ualmindelig haardnakket Fægtning mellem to Parter, der havde haft hinanden i Kikkerten i snart et Døgn, og for mig var der nu ikke noget Valg. Enkelte tyske Grupper begyndte at gaa tilbage.

Jeg satte Ild til Tændsnoren og løb i rasende Fart hen til den Dækning, jeg havde udsøgt mig — en stor Termittue. I samme Øjeblik, som jeg kastede mig ned bag den, rystede Jorden af en mægtig Eksplosion, og Sprængstykker snurrede om Ørene paa mig.

Hele Flodlejet fyldtes med en tæt Røg, der bed i Øjnene, og rundt omkring mig plaskede Sten og Jord, Patronhylstre, Bræddestumper og meget andet, som Eksplosionen havde flaaet i Stykker og sendt til Vejrs.

Et mægtigt Springvand af Jord og Ild havde rejst sig i den udtørrede Flodseng og faldt nu til Lave igen. Da Braget og dets Eftervirkninger var døet bort, var der én Ting, der straks forekom mig mærkelig, men først efter et Par Sekunders Forløb forstod jeg, hvad det var.

Skydningen var holdt op paa begge Sider. Lige foran mig laa mindst 1500 Mand og spekulerede paa: — Hvad i Alverden var nu det?

Jeg rejste mig og gik gennem den røgfyldte Kløft op paa den sydlige Skraaning og begyndte min ensomme Vandring mod Syd. Bagved mig vaagnede Geværilden atter op, og pibende vildfarne Kugler fulgte mig et langt Stykke paa Vej.

Ramasan og Ali var ude af sig selv af Befrielse og Glæde, da de saå mig komme helskindet tilbage.

Det vældige Brag, som Eksplosionen havde givet, kunde høres i Miles Omkreds, og ingen af de to var rigtig kommet over den Forskrækkelse, de fik, da jeg blev slaaet ud af Eksplosionen i Livale.

Nu var de straalende glade, og Ramasan havde Mad parat til mig. Da jeg havde spist, vandrede jeg videre, og efter et Par Dagsmarcher kom vi til den Lejrplads, hvor mine Bærere havde slaaet sig ned for at vente paa mig.

Nu var Friheden forbi. Jeg havde ikke længere Stache til at træffe Dispositionerne, men maatte handle paa egen Haand.

Det var jeg ikke bange for, og havde aldrig været det, men Malariaen var kommet tilbage, og den gjorde mig træt og nedtrykt.

Jeg saå Farer og Besværligheder, hvor der ingen var, og min Opgave, som jeg under normale Forhold vilde have glædet mig over, forekom mig besværlig og vanskelig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. november 1917. “Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme”. Nis Kock sørger i Østafrika.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter englændernes angreb på Ndanda, var Stache enten faldet eller tilfangetaget. Kocks malaria begyndte også at vise sit grusomme ansigt endnu en gang. Men der var stadig det store ammunitions depot der skulle gøres noget ved.

Den anstrengende Dag havde været for meget for mine Nerver, der i Forvejen var haardt medtaget af Malariaen.

Ogsaa den havde ladet høre fra sig i de sidste Dage med smaa Anfald. Den stærke Indsprøjtning var aabenbart ved at have udspillet sin Rolle, og jeg kunde igen mærke den uhyggelige Træthed, som jeg havde været forskaanet for en kort Tid.

De stærkt forcerede Marcher om Eftermiddagen havde næsten slaaet mig ud, og dertil kom, at jeg ikke kunde faa Dagens to Begivenheder ud af mine Tanker:

Peter Hansen paa sit Græsleje, graa i Ansigtet og med Blod om Munden, og Stache, der pludselig var forsvundet ud af min Tilværelse — død eller fanget.

Han var nok ikke fanget. Jeg kunde ikke tro paa det. Stache havde langt snarere forsvaret sin Ammunition til det sidste og var faldet imellem Patronkasserne, som han havde ført til Ndanda gennem alle Østafrikas Jungler og Sumpe.

Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme og se hans skarpskaarne, solbrændte Ansigt for mig. Han havde været min Overordnede, men havde aldrig i den Tid, jeg havde kendt ham, ladet mig føle det.

Jeg kunde slet ikke forestille mig, hvordan Livet videre skulde forme sig for mig, naar Stache ikke var mere. 

Ud paa Morgenstunden faldt jeg endelig i Søvn, men fo’r et Øjeblik efter — troede jeg da — op ved den voldsomme Skydning, som aabnedes, saa snart det var blevet lyst.

Hele Koncerten fra Aftenen i Forvejen genoptoges, men blot laa Skyttelinierne endnu nærmere ved mit Flodleje end Aftenen i Forvejen.

Tyskerne havde trukket sig lidt tilbage i Nattens Løb, og Englænderne var fulgt efter. I Løbet af ganske kort Tid kom Begivenhederne saa tæt ind paa Livet af mig, at jeg ikke behøvede at høre mig til dem.

Den tyske Skyttekæde trak sig hurtigt tilbage lige mod Flodlejet. Jeg kunde se, hvorledes Askarierne rejste sig op, løb lidt tilbage og kastede sig ned igen, og Kuglerne hvinede over Flodlejet, saa det ikke var raadeligt at vise sig i oprejst Stilling. 

Jeg lod Ramasan og Ali og mine tre Bærere begive sig paa Vej mod Syd med Ordre til at vente paa mig et Par Kilometer fra Flodlejet, og da de var kommet vel af Sted, traf jeg mine sidste Forberedelser til Sprængningen.

[Fortsættes…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. november 1917. I Østafrika: “De er 6 Kompagnier imod os, og vi er kun 3.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Efter at have sluppet væk med noget af ammunitionen, var det umuligt for Kock at få resten væk grundet mangel på bærere. Og Stache var borte.

Askarisoldaterne laa spredt i Græsset i en uregelmæssig Linie med Geværerne i Næverne, ivrigt spejdende frem for sig.

Engang imellem faldt der et Skud imod Linien eller fra Linien, men Ilden var dog i det store og hele døet hen og vilde sikkert ikke blive genoptaget før den næste Morgen, da begge Parter var trætte og Nattekampe ikke yndede i denne Krig, fordi Negrene saa fik Bersærkergang.

Jeg spurgte om Vej til Afdelingens Chef og traf en ret kendt Officer, Kaptajn v. Liebermann, der laa i Græsset ivrigt studerende et Kort sammen med en anden Officer.

De saa begge to meget medtagne ud i Tøjet og lignede alt andet end de flotte Officerstyper, der tjente i Beskyttelsestropperne ved Krigens Begyndelse.

Jeg meldte mig til Kaptajnen og fortalte, at jeg havde en Ladning Ammunition liggende i Nærheden, men ikke kunde faa det transporteret væk paa Grund af Mangel paa Bærere, men maaske kunde jeg laane nogle af Kompagniernes Bærere. v. Liebermann rystede energisk paa Hovedet. — Jeg kan ikke hjælpe Dem med andet end med at skyde den væk, sagde han, og det kan jeg heller ikke, for saa længe kan vi ikke holde Stillingen.

De er 6 Kompagnier imod os, og vi er kun 3.

Skuffet gik jeg tilbage til Flodlejet, hvor jeg traf Ramasan og Ali vagtsomt spejdende ud i Mørket.

Der var ingen Chance for, at de trætte og forslæbte Bærere naaede tilbage, inden det blev lyst, og saa var der kun ét at gøre — at sprænge Ammunitionen i Luften.

Jeg traf alle Forberedelser til Sprængningen og udsøgte mig et Sted, hvor jeg kunde ligge i Dækning.

Da dette var gjort, lagde jeg mig til at sove, men fik ikke megen Søvn i Øjnene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. november 1917. ” Englænderne var under Fremrykning”. Kampe i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Kock var taget afsted i al hast for at bringe en stor del af den ammunition de havde liggende i Ndanda ud af byen. Ikke længe efter fik han dog en bekymrende nyhed.

Vi satte Kurs ret mod Syd og kom uantastet ud af Lejren. En halv Snes Kilometer mod Syd i et udtørret Flodleje havde vi endnu et Depot, som vi havde udlagt for nogle Dage siden, og hertil førte jeg mine Folk.

Vi kom hurtigt af Sted, og snart tabte Geværilden sig i det fjerne som en stadig svagere Støj.

Vi naaede Flodlejet efter en temmelig forceret March, læssede af og begav os atter mod Nord.

Da vi var kommet Halvvejen, kom nogle Bærere, som var blevet tilbage, løbende os i Møde og raabte, at Stache var død eller taget til Fange.

Kort efter hørte jeg voldsom Skydning lige foran mig og var klar over, at Ndanda var taget, og at Englænderne var under Fremrykning lige mod det Sted, hvor vi havde vort store Ammunitionslager liggende.

Jeg lod straks mine Folk vende om, og vi begav os i Hurtigmarch tilbage til det udtørrede Flodleje.

Jeg lod dem tage deres Byrder op igen og gav dem Ordre til at bære dem endnu en halv Snes Kilometer mod Syd, medens jeg selv, mine tre Bærere, Ramasan og Ali blev tilbage som Vagt ved den Ammunition, der ikke kunde føres med. 

Jeg lod Ramasan og Ali holde Vagt, medens jeg selv gik tilbage i Retning af Ndanda for at se, om de kæmpende tyske Kompagnier ikke kunde undvære nogle Bæ­rere.

De laa ikke langt borte, hvad jeg kunde høre paa Skydningen, og kort før Solnedgang var jeg naaet ud til den kæmpende tyske Linie.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. november 1917. “Paa én Gang brød en infernalsk Geværild løs”. Kampe i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Englænderne angreb pludseligt den position, Ndanda hvor Nis Kock og Stache holdt til.

Jeg stod og talte med Stache, da Uvejret pludselig brød løs over vore Hoveder. Det var næsten ganske som i Kisakki.

Paa én Gang brød en infernalsk Geværild løs fra de to Sider, og et Øjeblik efter hørte jeg en lige saa kraftig Geværild besvare den.

Jeg havde ikke lagt Mærke til tyske Soldater i Nærheden, men der var saa mange Lejrpladser, at der godt kunde ligge flere Kompagnier dér, uden at jeg havde bemærket det efter saa kort Ophold paa Stedet.

Der var, saa vidt jeg kunde høre, betydelige Styrker i Kamp paa begge Sider, og flere kom til. Englændernes Skydning forstærkedes stadig, og Askarier og hvide Mænd kom i stort Tal løbende over den aabne Slette ved vor Lejrplads i den Retning, hvorfra Skydningen kom.

I Løbet af nogle faa Minutter steg Geværilden fra begge Sider til en Helvedeslarm, saa man vanskeligt kunde raabe hinanden op.

For os var der imidlertid ikke andet at gøre end at slippe ud af Byen med Ammunitionen, saa godt det lod sig gøre. Vi havde ikke meget, men havde dog i de sidste Dage faaet samlet mere sammen i Ndanda, end vore Bæ­rere kunde tage paa én Gang.

Vi havde i det hele taget altid mere Ammunition, end vi kunde bære paa en enkelt Safari, og mange af de Vanskeligheder, vi havde været ude for siden vor March fra Ruponda, skrev sig netop fra dette Forhold, at vi havde for lidt Mandskab.

Som sædvanlig blev Stache tilbage, medens jeg drog af Sted med den første Safari, der bar Drejebænken og Ammunitionen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

6. november 1917. “Ja, Peter Hansen havde faaet en Kugle.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter slaget ved Mahiva får Nis Kock dårlige nyheder om en anden sønderjyde

En Dag i Begyndelsen af November holdt vi vort Indtog i den katolske Missionsstation Ndanda, der ligger paa Grænsen mellem Lavlandet, som vi stadig havde vandret i siden Livale, og Bjergene ud mod Kysten.

Vi slog Lejr et Stykke fra den stenbyggede Station for de katolske Missionærer, der virkede paa disse Egne, og Stache fik her en Ordre fra en Løber. „Flere Miner!“ skrev Generalen, der aabenbart stadig var i det Humør, og jeg lod mine Folk stille Drejebænken op.

Kort efter kom Ramasan løbende og raabte allerede paa lang Afstand: — Bwana Hansen har faaet en Kugle. Jeg bad ham vise mig Vej, og vi løb hurtigt hen imod en stor Græshytte, som Ramasan pegede paa. 

Ja, Peter Hansen havde faaet en Kugle. Han sad paa sit Græsleje med Blod omkring Munden og graableg i Ansigtet. Kuglen havde ramt ham fra Siden, var gaaet gennem Skulderen og tværs igennem Kroppen paa ham. Det var ved Mahiva, det var sket.

Han forklarede mig langsomt og stødvist og med stort Besvær. — To Mand bar mig fra Mahiva hertil. De var fire Dage om det, men jeg er ikke den eneste. Der ligger fuldt af saarede her omkring, baade Tyskere og Englændere.

Jeg tog Afsked med Peter Hansen for ikke at trætte ham yderligere og gik derfra i tunge Tanker. Hvis han kom over dette, saa var det mere end et Mirakel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

23. oktober 1917. Nis Kock får nyt om et slag i Østafrika: Mahiva.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Nis Kock fik besked om slaget ved Mahiva. Dette var et slag der havde stået ved Mahiva floden der varede fra den 15-18. oktober 1917. Slaget endte med markante tab på begge sider, og ingen kunne gå derfra som sikre sejrherrer.

Det var i Slutningen af Oktober eller i Begyndelsen af November 1917.

I de Dage naaede sære Rygter ud til selv de mest afskaarne og isolerede Safarier.

Der havde staaet et stort Slag inde i Bjergene.

Senere dukkede Navnet op — Mahiva, og endnu senere mødte vi Folk, som kunde fortælle om Enkeltheder fra Slaget.

Det havde været et Slag som ved Tanga i sin Tid. Efter Maaneders henholdende Kampe havde Englænderne givet sig en Blottelse, og Lettow-Vorbeck havde straks slaaet til.

I Ilmarch var Kompagnierne blevet trukket sammen og Englænderne pludselig angrebet.

Senere fik de Lov til i tre Dage at løbe Storm paa de tyske Stillinger, indtil et Flankeangreb afgjorde Slaget med en tysk Sejr. Tabene havde efter østafrikanske Forhold været blodige — for Englændernes Vedkommende 1500-2000 Mand paa Grund af deres stædige Frontalangreb.

Noget strategisk Resultat var dog ikke opnaaet — dertil rakte de tyske Kræfter ikke.

Som en stærkt svunget Bue bevæ­gede de engelske Tropper sig fra alle Sider ned mod Koloniens sydøstlige Hjørne og drev i daglige Kampe de faatallige og næsten fuldstændig udkørte tyske Troppeafdelinger foran sig.

Overmagten var saa svimlende stor, at selv den genialeste Hærfører ikke kunde vinde det tabte Land tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. oktober 1917. “Jeg havde kronisk Malaria, og jeg kunde ikke faa Kinin”. Nis Kock i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Kinin-rationerne var begyndt at blive sparsomme, og det gik stærkt ud over Nis og hans nu efterhånden kroniske malaria.

Min Kinin var omtrent sluppet op, og intetsteds var der mere at faa. Beholdningerne var kun ganske smaa, og Rationeringen blev skrappere for hver Dag, der gik. Medens man før kunde faa 28 Gram, naar man havde Malaria, var Rationen nu kun 7 Gram, og Resultatet blev, at denne modbydelige Sygdom blev siddende i mig og forfulgte mig, hvorhen jeg end bevægede mig.

Arbejdet maatte dog ikke hvile. Vi modtog jævnlig Ordre fra Hovedkvarteret om at holde os i Nærheden af denne eller hin lille Landsby eller sende Miner forskellige Steder hen, men vi skiftede saa ofte Opholdssted, at baade Navne og Begivenheder fra denne Periode er gaaet tabt for mig.

Ofte bevægede vi os ad Veje, hvor vi Uger tilbage havde gaaet, men oftest maatte vi selv bane os Vej ind igennem Skove, hvor Hvide aldrig havde sat deres Fod.

I Gaasegang vandrede vi sløvt af Sted fra Morgen til Aften gennem mandshøjt Græs eller stikkende Krat eller frodig Jungle. Kun sjældent hørte vi nyt, og mine Indtryk fra den Tid er præget af den rene Haabløshed.

Jeg havde kronisk Malaria, og jeg kunde ikke faa Kinin — jeg var dømt til at dø i Løbet af kort Tid.

Med et forstærket Malariaanfald rasende gennem mine Aarer mødte jeg en Dag en Læge, der var paa Vej til en af Fronterne med en Safari af indfødte Ambulancesoldater.

— Hen til ham, sagde Stache, maaske har han noget Kinin. Jeg dinglede hen til Lægen, som ikke saa videre opmuntret ud ved at møde en Malariapatient. Det var sikkert heller ikke noget uvant Syn for ham, men han gjorde dog sin Pligt og undersøgte mig grundigt.

Diagnosen var ikke lystelig, skønt jeg flere Gange havde stillet den selv og den saaledes ikke kom som nogen Overraskelse.

— De er vel klar over Deres Stilling — De har kronisk Malaria? — Ja, det har jeg længe været klar over, men jeg mangler Kinin. Lægen saå lidt paa mig: — Det er et Vidunder, at De kan holde Dem paa Benene, og i den Anledning vil jeg give Dem noget af det kosteligste, jeg har paa mig i Øjeblikket.

Jeg har noget flydende Kinin. Det vil sikkert have en god Virkning paa Dem, indtil De kan faa anden Hjælp. Han gav mig en stor Indsprøjtning i Armen, og jeg takkede ham varmt for hans Hjælp. Saa gik jeg tilbage til vor Lejr og lagde mig paa et Græsleje, som Ramasan havde bygget til mig.

Dér laa jeg og lod Injektionen virke og kunde formeligt mærke, hvorledes Kininen kæmpede med Sygdommen i mig. Jeg faldt i Søvn og vaagnede forfrisket op den næste Morgen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. oktober 1917. Nis Kock i Østafrika: “Ofte turde vi ikke tænde Ild om Natten af Frygt for de engelske Patrouiller”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter tabet af en vigtig position i den lille landsby Ruponda, måtte Kock og hans bærerkolonne bevæge med varsomhed for ikke at blive fanget af englænderne.

Junglen eller Kratlandskabet, som man maaske snarere maatte kalde det, vrimlede af Patrouiller, tyske og engelske imellem hinanden, og ofte blev der kæmpet tæt ved det Sted, hvor vi havde slaaet os ned.

Mange Gange maatte vi og Bærerne skjule os i tæt Krat for engelske Patrouiller, og Stillingen blev til sidst komplet uoverskuelig.

Hvor vi vendte os hen, stødte vi paa fjendtlige Afdelinger, og i næsten lige saa mange Retninger kunde man træffe mindre tyske Afdelinger. De kunde slippe igennem overalt, men vi kunde imidlertid ikke.

Vor lange Bærerkolonne, der var direkte underlagt Overkommandoen og skulde holde sig i Forbindelse med Hovedkvarteret, som skulde give Besked om Fordelingen af Ammunition, var uden fast Forbindelse med Hovedkvarteret.

Vi vandrede og vandrede — gennem mandshøjt Græs. der kunde finde paa at skære og stikke som Knive, og gennem sejgt Krat, hvor Skovknivene maatte bruges for at bane os Vej.

Ofte turde vi ikke tænde Ild om Natten af Frygt for de engelske Patrouiller, og altid maatte en af os to hvide holde Vagt med Geværet i Haand for at advare mod Angreb.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

4. oktober 1917. I Østafrika: “Vi havde […] en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at være sluppet ud af Ruponda med en god del af ammunitionen stødte Stache til Kock. Stache var oprørt over tabet af Ruponda, men de måtte videre hvis de ikke skulle afskæres fra hovedstyrken.

Op paa Dagen kom Stache med Bærerne. De havde holdt Hvil i Ruponda et Par Timers Tid, inden de begyndte paa den nye Transport, men de var nu meget trætte, og vi lod dem hvile den Dag og Natten derefter.

Den Nat, fik jeg senere at vide, stormede Englænderne Ruponda, som kun var forsvaret af den lille Styrke, som vi havde kæmpet sammen med.

De Englændere, vi havde vekslet Skud med, var en Fortrop for en stor engelsk Kolonne, hvis Ankomst Tyskerne ikke havde haft Anelse om, og som nu skød sig op som en Mur mellem de Troppestyrker, de havde staaende Vest for Livale, og Hovedstyrken, der laa ude imod Kysten. Stache var meget oprevet over Tabet af Ruponda.

Dér laa store Magasiner med Fødemidler, og han begreb ikke, at Stedet ikke var forsvaret bedre. Det er den ærgerligste Overrumpling, vi endnu har væ­ret ude for, sagde han.

Vi maa bogstavelig talt sulte og har sultet, mens vi laa ved de store og fyldte Magasiner, og saa kommer en lille engelsk Afdeling og napper det hele, skønt jeg er sikker paa, at der staar store tyske Afdelinger ikke ret langt herfra.

I de følgende Dage og Uger trak vi med vor Safari mod Øst eller Sydøst, og ofte maatte vi gaa tilbage igen og slaa Lejr paa Steder, hvor vi før havde været. Der var ikke megen Tid og ikke megen Ro til at opstille Drejebænken og begynde at arbejde.

Vi havde ganske kort Tid efter Rupondas Fald en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken, og denne Anelse bekræftedes Dag for Dag.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

27. september 1917. Nis Kock i Østafrika. “Vi kæmper i Stilhed, og vi dør i Stilhed.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at være sluppet ud af Ruponda med en god del af ammunitionen havde Nis begivet sig ud i junglen for at stoppe eventuelle engelske patruljer. Her stødte han på en gammel kending.

Skoven var levende.

Der var andre Mennesker i den end jeg. Jeg kunde høre Lyde som af Stemmer, og det forekom mig ogsaa, at jeg hørte Fodtrin. Jeg blev staaende stille med Riflen rede, og et Øjeblik efter saå jeg en hvid Mand efterfulgt af sorte Soldater gaa hurtigt igennem Skoven med en Riffel skudberedt i Haanden — aabenbart parat til at modtage alle Overraskelser.

Uden at betænke mig et Sekund hævede jeg Riflen og tog Sigte paa hans Hoved. Det var et let Skud, for Afstanden var kun kort, og jeg havde en sikker Haand, og naar først Føreren var faldet, vilde Askarierne formentlig trække sig tilbage, tænkte jeg.

Jeg skulde lige til at krumme Fingeren om Aftrækkeren, da jeg blev grebet af en frygtelig Tvivl. Den hvide Mand havde jo et stort lyst Skæg. Det havde jeg aldrig set Englænderne bære i denne Krig. Skulde det være en tysk Patrouille? Den hvide Mand gik næsten lige ret imod min Geværmunding, og da han var kommet nær nok, raabte jeg af mine Lungers fulde Kraft: — Feltraab!

Han standsede op, holdt Hænderne for Munden som en Raaber og svarede af sine Lungers fulde Kraft — for her var det Livet om at gøre at blive forstaaet: — Kula Mtama! Det var det tyske Feltraab.

Jeg rejste mig og løb frem mod Manden, og han satte ogsaa i Løb henimod mig. Allerede paa lang Afstand kunde jeg se, at jeg kendte ham, og da han kom nærmere, saa jeg, at det var Wisner, min gamle Ven fra den store Safari gennem Ulugurubjergene.

Hans Skæg var blevet længere, hans Skjorte var falmet og pjaltet, og hans Støvler saa ikke ud til at være blevet behandlet med Pudsemidler i længere Tid og gabede fælt, men selv var han hel og holden, omend lidt mere hulkindet end dengang, vi gik gennem Ulugurubjergene.

Naa, jeg selv saa vel heller ikke for køn ud. Det sagde Wisner med det samme: — Du gode Gud, Kock, du ser ikke ud til at have det godt. Jeg svarede Tak i lige Maade, for Wisner saa sandelig ikke godt ud, og efter Udveksling af disse Behageligheder, som var almindelig god Tone, naar man i de Dage mødte en Bekendt i Junglen, fulgtes vi ad til min Lejr, hvor Ramasan var ivrigt beskæftiget med at koge min Morgenmad.

Jeg bad ham om at lave en ekstra Portion til Wisner, og kort efter sad vi ved Maden ivrigt optaget af at fortælle, hvad vi gensidigt havde oplevet, siden vi skiltes i Kisakki.

Wisner havde været ved Kompagniet hele Tiden og havde deltaget i Kampene ved Rufijifloden ved Nytaarstid, da Stache og jeg begyndte vor store Safari til Livale. Han fortalte levende om Kampene ved Kungulio, hvor jeg kunde følge de mindste Enkeltheder, da jeg kendte Stedet saa godt, og var i øvrigt af den Mening, at den engelske Offensiv denne Gang ikke var nær saa godt tilrettelagt som General Smuts’ store Offensiv i Foraaret 1916.

De kom ingen Vegne, sagde han, og de havde i Virkeligheden løbet sig trætte, da de naaede Floden. Indenfor Afdelingerne var der gaaet Rygter om, at Lettow-Vorbeck, medens han laa ved Utungisøen, havde forberedt en tysk Offensiv til Tilbageerobringen af det tabte Land, men saa havde Englænderne kastet Tropper i Land ved Lindi og havde umuliggjort en tysk Fremrykning.

Nu var der snart ikke mere at forsvare i Østafrika, mente han, men han troede dog, at Generalen ved den første Lejlighed vilde levere Englænderne et stort Slag for at vise dem, at han ikke var slaaet ud endnu.

— Vi skal slaas til den sidste Mand og den sidste Patron, det er Parolen, og de, der kender Generalen, siger, at han aldrig nogen Sinde vil svigte sin Parole, saa længe der er Krig i Europa.

— Og hvor længe tror du, de kan blive ved derhjemme? spurgte jeg. Wisner rystede paa Hovedet: — Vi véd jo ingenting. Det er en forfærdelig Krig — og hernede er den næsten værst, fordi ingen skotter om, hvad der sker saa langt fra Europa.

Vi kæmper i Stilhed, og vi dør i Stilhed. Det maa være lettere for dem, der har Hjemmene bag sig.

Solen begyndte at kravle længere op paa Himlen og satte i med sin sviende, ubarmhjertige Straalevarme. Det var i den tørre Aarstid, og baade Mennesker og Planter var udmarvet og udpint af den stærke og ubarmhjertige Sol.

Wisner var færdig med at spise og skulde videre til sin Afdeling. Han trykkede min Haand hjerteligt til Afsked og vilde sige noget, men standsede brat i det. Saa slog han mig friskfyragtigt paa Skulderen, idet han gik, og raabte med en lille Latter:

— En Plads i Solen, Kock, det fik vi da ud af det. Han vendte sig om og vinkede til mig, inden han forsvandt imellem Træerne.

Jeg saa ham aldrig mere.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

26. september 1917. Nis Kock: “Da Solen stod op, var Stache endnu ikke ankommet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en træfning med englænderne i landsbyen Ruponda, var Nis og Stache blevet forløst af en tysk kamppatrulje. De udnyttede dette til at få så meget af ammunitionen der lå i byen i sikkerhed.

Vi marcherede en god Del af Natten, indtil jeg mente, at vi var kommet paa passende Afstand fra den truede Magasinby, og gemte saa Ammunitionen i et uigennemtrængeligt Krat.

Skønt Bærerne var trætte, maatte jeg sende dem tilbage til Ruponda for at hente den sidste Ammunition, medens jeg selv, Ramasan og Ali blev tilbage ved den, vi havde faaet ud af Kniben — for at hindre, at en fjendtlig Patrouille uforvarende faldt over den.

Da Solen stod op, var Stache endnu ikke ankommet med Bærerne, og jeg begyndte at blive bange for, at han var faldet i Baghold paa Vejen og var faldet eller taget til Fange.

For ikke selv at blive overrumplet tog jeg min Riffel, bad Ramasan lave lidt Mad til mig, til jeg kom tilbage, og forsvandt saa ud i Skoven for at spejde efter mulige Fjender.

Det kunde jo være, at Englænderne efter at have angrebet og ødelagt Staches Safari vilde følge vort Spor og overraske mig, og det ønskede jeg ikke at blive udsat for.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

25. september 1917. Forstærkninger kommer Nis Kock til undsætning.

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Under en mindre kamp med en engelsk styrke i Ruponda, begyndte Nis at undre sig over hvor længe der ville gå før de blev stormet.

Jeg skød jævnt og støt, og saa længe havde det nu staaet paa, at jeg kunde lugte, hvorledes Geværløbet blev varmt.

Jeg tog omhyggeligt Sigte for hvert Skud, men til Trods herfor kan jeg ikke sige, om jeg ramte noget, da Fjenden var næsten usynlig og kun gav sig faa Blottelser. Til Gengæld kom heller ingen af os fem Forsvarere noget til trods en meget voldsom fjendtlig Ild.

Jeg laa netop og spekulerede paa, hvor længe det vilde vare, inden de engelske Negersoldater begyndte en omgaaende Bevægelse, der hurtigt kunde have gjort det af med os, da deres Skydning pludselig steg til en hel Trommeild, og jeg hørte høje Raab bagved mig.

Et Øjeblik efter kastede en Snes Mand sig ned i vor Skyttekæde. Det var en stor tysk Kamppatrouille ført af en hvid Underofficer, der kom os til Undsætning. Det var Folk, der forstod deres Haandtering — deres Skydning var rolig og velovervejet, og ude paa Fløjene begyndte smaa Grupper at kravle frem mod Fjenden, omhyggeligt benyttende sig af hver Ujævnhed i Terrænet og af hvert Skjul.

Man maatte nok ikke undervurdere disse pjaltede Askarier. Det var Fagfolk i Sammenligning med de engelske Negersoldater. Ikke et Minut efter at de var blevet sat ind i Kampen, havde de allerede begyndt en farlig omgaaende Bevægelse mod Englændernes Flanker. De handlede uden Kommando, blot paa en Bevægelse af Underofficeren.

Krigen var blevet deres andet Liv, og den virksomste Form for Angreb gennemførte de næsten instinktmæssigt.

Stache raabte til mig, at jeg skulde begynde at bringe Ammunitionen tilbage, og jeg løb med Geværet i Haanden hen til Bærerne, der laa fladt paa Jorden eller dækkede sig bag Træer og Buske. Stache fulgte kort efter.

Vi havde ikke Bærere nok til den almindelige Ammunition, der fandtes i Ruponda, saa det maatte transporteres bort ad to eller tre Gange. Da Angrebet og Skydningen var stilnet af, satte jeg mig i Spidsen for den første Safari, medens Stache blev tilbage i Ruponda.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

25. september 1917. “Jeg skød et Par Skud til en Tropehjelm” – Nis Kock i kamp i Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Mens han var i byen Ruponda blev den angrebet af engelske tropper. Stache og Nis måtte forsvare hvad de kunne, men de blev hurtigt forstærket af askarier (afrikanske hjælpetropper). Nis tog et øjeblik i kampens hede til at studere hans kampfæller.

Jeg skottede til vore Hjælpetropper, som jeg hidtil kun havde hørt. Det var tre Askarier. Manden paa den ene Side af mig havde en almindelig Filthat paa Hovedet og noget, der engang havde været en Skjorte, paa Kroppen, men den var flaaet og revet i Stykker flere Steder, saa man kunde se hans skinnende sorte Hud indenfor.

Desuden havde han et Par hæderlige Bukser paa, der dog ikke saå ud til at være af tysk Oprindelse, og et Par gode Støvler paa de bare Ben. Han var derimod velforsynet med Patrontasker og bar to Maskingeværbaand tværs over Brystet som Bandolerer. Hans Vaaben var en langløbet, finkalibret portugisisk Riffel, der gav et ejendommeligt skingrende skarpt Knald fra sig.

Det var en Veteran. Jeg omfattede hele hans Person med et eneste Blik — jeg var saa vant til at studere Soldatertyper og navnlig deres Udrustning — og var klar over, at det var en første Klasses Kampfælle, vi havde faaet. Han skød roligt og med omhyggeligt Sigte, og Ansigtet lyste af de krigerske Afrikaneres aldrig trættede eller slappede Kamplidenskab.

Jeg skød et Par Skud til en Tropehjelm, som havde udsat sig lidt for meget, og kiggede saa hen til den anden Trediedel af Hjælpetropperne.

Han var ogsaa god nok — gammel Veteran. Han bar endnu en Askarihue med Nakkeklæde, men paa Overkroppen havde han ikke en Trevl udover et velbesat Patronbælte. Han skød med en gammeldags 71-Riffel, der gav en stærk Røg og et dumpt Brag som en Jagtbøsse.

Røgen gjorde ham til Midtpunkt for en Del engelske Kollegers Interesse. De skød efter den med det Resultat, at vor Ven i Nøden bogstavelig talt laa omgivet af Nedslag fra deres Riffelprojektiler. Det gammeldags Gevær var grusomt handicap’et i Kampe af denne Slags.

Da jeg saa paa ham, kastede et Nedslag en Skovlfuld Sand lige ind i Ansigtet paa ham. Han spyttede og snøftede, lagde Geværet og begyndte at gnide Sand ud af begge Øjne. Saa fik han Øje paa, at jeg havde ham under Observation, grinede over hele Ansigtet, greb Geværet og brændte det af mod Englænderne — og laa atter indhyllet i en tæt Røgsky.

Manden ved Siden af Stache var klædt i en engelsk Khakiskjorte, men i øvrigt nogenlunde reglementeret tysk Paaklædning. Han laa og skød hurtigt og energisk med en engelsk Riffel.

Jeg havde set det hele paa et Øjeblik og kunde ikke lade være at tænke paa, med hvor usselig smaa Midler Østafrika blev forsvaret — af pjaltede Negersoldater med Vaaben, som de for Størstedelen havde erobret fra Fjenden — medens denne paa den anden Side havde alt, hvad det aabne Hav kunde bringe ham af Vaaben og Klæder.

[Fortsættes…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

25. september 1917. Nis Kock i Østafrika: “Englænderne angreb Byen.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Han var kommet dertil ombord på en blokadebryder skjult som et dansk skib: “S/S Kronborg”. Hans arbejde i kolonien bestod primært af at fremstille miner og dreje granater. Han var kommet langt undervejs, siden han ankom i 1915. På dette tidspunkt lå han i landsbyen Ruponda, i den sydlige del af kolonien. I samarbejde med hans overordnede, Stache havde de passet deres arbejde i et stykke tid nu.

En Aften, da vi havde endt vort Arbejde, og Stache og jeg sad og talte sammen om det Emne, som endnu ikke var slidt op, nemlig om hvor længe Krigen kunde vare endnu, skete det, som vi havde frygtet

— Englænderne angreb Byen.

Ikke langt fra os bragede en uregelmæssig Geværsalve, og Adressen var ikke til at misforstaa, for Kuglerne peb tæt om Ørene paa os.

Bærerne blev grebet af Panik og begyndte at løbe deres Vej. Jeg raabte til Ramasan om at pakke mine Sager og sprang hen til mit Gevær. Stache havde heller ikke langt til sit. Der var ikke andet for os at gøre end at forsvare Lejren saa længe, som det endnu var lyst. Ved Mørkets Frembrud vilde Englænderne sikkert indstille Angrebet.

Jeg kravlede frem til en Dækning, da det var umuligt at staa oprejst i den stærke Ild, og et Stykke fra mig gjorde Stache det samme. Borte var enhver Følelse af Træthed.

Fjen­derne, en stor Kamppatrouille af sorte Soldater ført af hvide Befalingsmænd, stod eller knælede ned i Udkanten af et Krat kun et ganske kort Stykke fra os. Jeg begreb ikke, at de blev staaende dér, da de kunde have stormet Lejren uden at møde Modstand.

Nu var det for sent. Staches og min Riffel knaldede paa én Gang, og med Lynets Hast tømte vi Resten af Magasinernes Indhold ud mod Englænderne. De kom hurtigt i Dækning overfor denne stærke og vistnok temmelig velrettede Ild, men vi fortsatte vor Skydning mod dem for at give dem Indtryk af, at vi var flere, end de havde troet.

En Mand kastede sig forpustet ned ved Siden af mig og én paa den anden Side, og ogsaa Stache havde faaet en Nabo.

Nu var vi fem Mand — det var altid bedre end to.

Vi kunde sætte Tempoet lidt ned og sigte omhyggeligere, hvilket sikkert havde nok saa stor Virkning som vor Hurtigskydning. Et Kvarterstid eller mere knitrede og smeldede det mellem de to Skyttelinier — saa var jeg paa det rene med, at Englænderne laa fast og ikke vovede at forsøge en Storm.

De skød imidlertid udmærket, og Kuglerne nippede Græsstraaene lige ved Siden af mig.

Kunde vi holde dem fra Livet blot en Time, saa var der Chance for at faa ført den dyrebare Ammunition bort dækket af Mørket.

[Fortsættes…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

28. juli 1917. Nis Kock ankommer til Ruponda.

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en mindre safari fra den lille flække Nangano ankom Nis og Stache til Ruponda. Nis led stadig meget af sin kroniske malaria, men han og Stache fremstillede stadig miner.

Paa Vejene i Nærheden af Ruponda mødte vi flere mindre tyske Afdelinger, og i selve Byen laa der nu og da Tropper, men sjælden ret længe ad Gangen.

Det var som Livale og Nangano et Sted, hvor Tropperne trak igennem. Nogen By var der heller ikke Tale om — blot nogle ganske faa Negerhytter og et Par Magasiner.

Af Tropperne, som nu og da kom til Stedet, fik vi at vide — at de ingenting vidste. Der var ingen af de hvide Officerer, der med Bestemthed kunde sige, hvor Generalen havde Kvartér, og der var ingen, der var klar over de engelske Troppers Stilling.

Man frygtede for, at Vest- og Nordgruppen, som Tyskerne endnu var delt i, skulde blive afskaaret fra hinanden netop ved et engelsk Fremstød mod Ruponda, men ikke desto mindre var Byen og Magasinerne som oftest uden nævneværdig militær Beskyttelse.

Stache og jeg passede vort Arbejde. Vi lavede Miner af alt for Haanden værende Materiale. De blev sendt med smaa Safarier mod Øst, og de sorte Bærere fandt altid Vej til de Troppeafdelinger, der skulde have Minerne.

I øvrigt halvsultede vi, og jeg blev sløjere og sløjere af Malaria, fordi jeg ikke kunde faa tilstrækkeligt Kinin.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden